1. å

rgan

g n

r. 11

- 1

1. n

ove

mb

er 2

009

KOMMUNALVALGETSpindoktorerne bliver i storbyerne

Hvornår slår nettet igennem?Ideologien: CEVEA vs. CEPOS

MEDIERNES FREMTIDJørn Mikkelsen, Kenneth Plummer

Dan Jørgensen om Afghanistan

Asien venter ikke på USA

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 2 af 23

!"##$%&'()#("&"*+,-$(.$"(

!"#$%#&#'("))"$

/-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Projektkoordinator: Tobias Fabricius Kjær. Alle indlæg sendes til: redaktionen@raeson.dk. Foto credits bl.a.: The White House s.1+4, Socialdemokraterne s.6+8, DI s.10, Venstre s.13, Jyllands-Posten s.15, DR s.18, Dept. of Defense s.22. EVERYBODY WINS

For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 3 af 23

Lørdag d.28/11 inviterer RÆSON for første gang til Årskonference om Politik, Medier, Net & Demokrati - hvor bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, IT-entreprenører, medieeksperter og politikere diskuterer demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Tanken er, at arrangementet bliver en årligt tilbagevendende begivenhed. Programmet, der strækker sig fra 10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.:

- Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør, Berlingske Tidende- Tøger Seidenfaden, ansv. chefredaktør, Politiken- Susanne Hegelund, chef for TV-Avisen- Henrik Dahl, sociolog og forfatter- Per Mikael Jensen, direktør for Metro- Leif Beck Fallesen, chefredaktør, Børsen

Praktisk:- Tilmelding: 1.000 kr.- Antallet af pladser er begrænset, reservér derfor i god tid- Frokost og aftensmad indgår ikke som en del af programmet; der holdes to pauser fra 12-13 og 17.30-19.30.

Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html

Nyt

fra

RÆ

SO

N

RÆSONs Årskonference

om Politik, Medier, Net og

Demokrati 28/11 2009

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 4 af 23

I MORGEN starter præsident Obama sin første Asien-rundrejse med besøg i Japan. Derfra går turen videre til Singapore til APEC og ASEAN-topmøder og til sidst til Kina og Sydkorea.

På overfladen lyder rejsen til Asien som opskriften på succes: Forandringens præsident mødes med verdens meste dynamiske region for at forny alliancerne med Japan og Korea samt styrke båndet til Kina. Der skal drøftes økonomisk genrejsning og den fælles udfordring med klimaforandringerne.

Obama ankommer som en rockstjerne på en bølge af popularitet i Asien, hvor han ofte bliver mere hyldet end landenes egne ledere. Han har oven i købet haft det politiske mod til at gennemføre turen, på trods af at der skal træffes store politiske beslutninger i USA om både sundhedsreform og Afghanistan-strategi, hvor Obama hvad sidstnævnte angår har lovet en beslutning lige efter turens afslutning. Alligevel lurer problemerne i kulissen. Her er de ømme punkter, som Obama ikke ønsker at tale om:

Velkommen til kreditorrundrejsen. Obama tager til Kina, Japan og Korea som besidder størstedelen af amerikanske statsobligationer. Det er en fattig mand, der rejser rundt til sine kreditorer og beder om tålmodighed samt om at smide flere penge i den – måske – permanent lækkende skude. Men køb flere dollars-budskabet skal nok vække genklang alligevel. Obama vil således hellere give indtryk af, at der er tale om fælles genoprejsning, selvom USA definitivt er svækket – særligt i Asien.

Obama kommer til at væve rundt mellem G-2 – dvs.: USA og Kina – og traditionelle alliancer. Obama skal indgå en ny strategisk aftale med Kina, der ventes offentliggjort under besøget i Kina. På den ene side skal Obama forklare, hvordan USA har brug for Kina til at løse fælles udfordringer fra klima til Iran. På den anden side skal han ikke sætte Kina op på en “G-2-piedestal”, for så bliver traditionelle allierede som Japan fremmedgjorte. Det er stadigvæk i Japan og i Korea, at de amerikanske tropper i Asien er placeret. Her er fundamentet for USA’s militære magt i Asien. Turen bliver en retorisk balancegang. Og hvis den ikke lykkes helt, kan eftervirkningerne ramme hårdt senere.

Handel: Vent på os. APEC-topmødet i Singapore samler størstedelen af verdens

økonomier. USA er fortsat storebror, men hvad har Obama reelt med på bordet af nye og igangsættende initiativer? Intet. Asien har samtidig gang i et større netværk af frihandelsaftaler, hvor konkurrencen om politisk indflydelse også spiller ind blandt andet mellem Kina og Japan. USA står uden for dette spil.

Og WTO-forhandlingerne har brug for mere end kunstigt åndedræt. USA’s eneste adgang er den færdigforhandlede frihandelsaftale med Korea, som afventer den amerikanske Kongres’ godkendelse. Men Obama tør ikke teste Kongressen på den aftale, fordi han i øjeblikket også forsøger at få sin sundhedsreform igennem.

USA håber på, at frihandelstoget i Asien blot afventer, at USA faktisk er klar til at forpligte sig på handel, men da kan det være for sent. Og for én gang skyld – og det er virkelig sjældent – kan det være, at EU overhaler USA i Asien med en frihandelsaftale med Korea.

Pragmatikken omkring menneskerettigheder og situationen i Tibet: Obama følger sikkert i fodsporene på Hillary Clinton, der ved sit besøg i Kina bevidst nedprioriterede menneskerettigheder ud fra devisen om, at resultater bedst opnås ved stille diplomati. Eller ud fra devisen om, at det er uhøfligt at bide den hånd, der fordrer én. Noget lignende kan ventes fra Obama også i forhold til Tibet. Problemet er blot, at det har Obama allerede prøvet uden held. Eksempelvis brød Obama i oktober en langvarig tradition for, at amerikanske præsidenter mødes med Dalai Lama, da denne var i USA. Hensigten var at få Kina til virkelig at engagere sig i dialogen med Dalai Lamas udsendinge. Men i stedet for fornyet engagement har Kina stillet nye krav til Dalai Lama – herunder, at han ikke må rejse til udlandet for at mødes med fremmede politikere. Et ret umuligt krav til en religiøs leder, som besøger lande for at tilse sine religiøse trosfæller. Kina har altså allerede indkasseret Obamas indrømmelse – uden at give noget igen. Tibet er en målestok for, hvordan Kina vil behandle de svage, når landet bliver rigtig stærkt. Og her er der brug for, at Obama markerer sig som leder af den frie verden. Obama-situationen taget i betragtning, kommer dette sandsynligvis ikke til at ske under opholdet i Kina.

STA

TU

S 1

1. n

ove

mb

er 2

009 Asien venter ikke

på USADet er en fattig mand, der rejser rundt til sine kreditorer og beder dem om at smide flere penge i den – måske – permanent lækkende skude.

Af Jonas Parello-Plesner, RÆSONs chefredaktion

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 5 af 23

Ny bog: 99 kr. inkl. porto på www.raeson.dk

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 6 af 23

Medierne og landspolitikerne udnævner kommunalvalget til Danmarks midtvejsvalg, men tidligere valg viser, at kommunalvalgsresultat har meget lille effekt på folketingsvalget, og at den omvendte effekt er langt større. Valgkampstrategierne fra landspolitikken smitter dog af lokalt: Kommunalvalgkampen i de store danske byer er blevet professionaliseret med Obama-inspirerede segmentanalyser og strømlignede budskaber. I provinsen er valgkampspengene derimod stadig små, og moderne teknikker ugleset.Af Rasmus Bebe, stud.scient.adm – Roskilde Universitet

KAMPEN om borgmesterposterne i de nu 98 kommuner befinder sig i sin afsluttende fase. Og den dominerende tendens slår nu igennem for fuld kraft: Mediedækningen af valgkampen er nemlig i høj grad blevet dækningen af valgkampene i de fire største byer. Tendensen skyldes ikke blot flere landsdækkende medier som f.eks. TV 2 News, landspolitikerne bidrager også til udviklingen. Dette er mest markant hos Socialdemokraterne, hvor Helle Thorning-Schmidt har udråbt erobringen af borgmesterposterne i de fire store byer som det altafgørende succeskriterium for partiet. Ifølge Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, har netop denne øgede opmærksomhed fra landspolitikernes side har været med til at centrere fokus i valgkampen på storbyerne. ”Kommunalvalgene er blevet en dansk udgave af de amerikanske midtvejsvalg, hvor man kan tage en aktuel temperaturmåling på de landspolitiske magtforhold. Sådan ønsker medierne i hvert fald at tolke kommunalvalgene”, forklarer Kasper Møller Hansen. Derfor vil alle partierne efter valget få travlt med at udlægge resultatet som en sejr ud fra egne succeskriterier, hvad enten det er erobring af borgmesterposter eller formandsposten i Kommunernes Landsforening, landspolitisk fremgang eller minimeret tilbagegang. Ifølge Roger Buch, kommunalforsker ved Journalisthøjskolen, er Socialdemokraternes succeskriterier da også reelt kun udtryk for en bevarelse af status quo. ”Socialdemokraternes succeskriterier er at erobre flest borgmesterposter,

at partiet bliver størst på landsplan, samt at S erobrer borgmesterposten i de fire store byer. I dag opfylder de allerede to ud af tre kriterier. Reelt er det eneste Helle Thorning har lovet, at S vinder borgmesterposten i Odense. Det er jo ikke særlig ambitiøst.” I hvilken grad kommunalvalget behandles som et midtvejvalg afhænger ifølge Buch af, hvornår i valgperioden, det falder: ”Da der ikke er forfærdeligt længe til næste folketingsvalg, får kommunalvalget automatisk større betydning, da det bliver en form for opvarmning til næste folketingsvalg. Det ser man i mindre grad, hvis valget falder tidligere i en af Folketingets valgperioder”.

Landspolitik påvirker lokalpolitik – ikke omvendtIfølge Kasper Møller Hansen siger udfaldet af kommunalvalget dog ganske lidt om et kommende folketingsvalg. ”Der er ikke ret meget spill over (afsmittende virkning, red.) i forhold til folketingsvalg. Det er ren retorik fra partiernes side. Fordi man stemmer socialdemokratisk i Fakse Kommune, stemmer man ikke nødvendigvis på Helle Thorning til folketingsvalget. Der er simpelthen for stor variation i kommunerne. En jysk Venstre-kommune er ikke det samme som Venstre i en nordsjællandsk kommune, hverken prioriteringsmæssigt eller ideologisk”. Ser man på de senere års valgresultater, illustreres denne pointe tydeligt. Venstre er eksempelvis gået tilbage ved kommunalvalgene siden 2001, uden at

KO

MM

UN

ALV

ALG

11.

no

vem

ber

200

9

KOMMUNALVALGSpindoktorerne bliver i storbyerne

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 7 af 23

dette har haft nogen betydning for Venstre som regeringsbærende parti. Vælgerne er altså i høj grad klar til at skifte parti ved kommunalvalgene. Dette var tydeligt i 2005, hvor hele 32 procent af vælgerne stemte på et andet parti ved kommunalvalget end ved folketingsvalget samme år.Modsat er det derimod muligt at iagttage en landspolitisk effekt ved kommunalvalgene. Ifølge Kasper Møller Hansen hedder tommelfingerregelen i kommunalpolitik, at de landspolitiske tendenser slår igennem med halv kraft i kommunalpolitik. Står et parti således til en fremgang på ti procent får de i gennemsnit fem procent på kommunalt plan. Både Dansk Folkeparti og SF står således til fremgang den 17. november. Men ifølge Kasper Møller Hansen står de også over for den samme udfordring: De mangler en tunet partiorganisation, der kan mobilisere både potentielle vælgere og medlemmer, og som har tradition for at føre kommunale valgkampe. Det var nemlig først med oprettelsen af større kommuner ved kommunalreformen i 2005 at de mindre partier blev landsdækkende til kommunalvalget.

Med Obama som forbilledeKampagneleder for Frank Jensen, Simon Kjær Hansen, fremhæver netop Socialdemokraternes store medlemsskare og erfarne partiapparat som partiets største konkurrencefordel i kampen om overborgmesterposten i København. ”Vi ligger i denne kampagne utrolig stor vægt på netop det organisatoriske. Valgkampen i år skal vindes ved at mobilisere medlemmerne og få dem ud og stemme dørklokker og være synlige på gaden.” Målet for Frank Jensens kampagne er at få ringet på 25.000 dørklokker. Denne strategi er hentet fra Barack Obamas valgkamp og har i USA vist sig utrolig effektiv til at få de potentielle vælgere ind i stemmeboksen på valgdagen. Dette kan meget vel vise sig helt afgørende, da netop København har den laveste stemmedeltagelse i hele landet. Således bruger Socialdemokraterne enormt mange kræfter på at holde de frivillige til ilden igennem partiarrangementer, decentrale kampagnekoordinatorer og kommunikation efter ”first to know”-princippet, hvor de frivillige igennem sms-kommunikation konstant holdes opdateret med Frank Jensens gøren og laden. Ifølge Simon Kjær Hansen bruges der derfor i princippet lige så mange kræfter på koordinering og mobilisering som på at skaffe nye vælgere. Han mener, den øgede professionalisering i storbyerne er kommet for at blive. ”Vi skal være lige så professionelle, som hvis der var tale om et folketingsvalg. Der er simpelthen nogle andre forventninger til kampagnen i hovedstaden.” Socialdemokraterne i København har derfor også gjort brug af såkaldte geomatrix-analyser til at identificere områder med potentielle vælgere, så man bedre kan fokusere på netop disse områder i valgkampen. Derudover har eksterne

kommunikationsbureauer også været inde over strategiprocessen for at sikre, at de udvalgte mærkesager stemmer overens med målgruppernes prioriteter.

Provinsen halter bagefterDen megen debat om professionaliseringen af kommunalvalget gælder dog fortrinsvis de større byer, hvor der er større mediedækning og flere ressourcer til at føre valgkamp for. Ude i provinserne er det ifølge Kasper Møller Hansen i høj grad stadig de gamle dyder, der gør sig gældende. ”Det er stadig utrolig lavpraktisk. Borgmesteren kravler stadig selv op i lygtepælen med sin valgplakat, og det er hans kone, der laver suppe til valgmøderne”. I de fleste kommuner er der ganske enkelt ikke råd til at ansætte en spindoktor eller hyre eksterne konsulenter. Den kommunale partistøtte er hovedårsagen til dette. ”Kommunalvalgene kan ikke blive meget mere professionelle eller dyrere, med mindre partistøtten øges. Partierne får simpelthen færre støttekroner pr. stemme til kommunalvalget end til folketingsvalget. Det sætter nogle naturlige begrænsninger for de lokale organisationer” forklarer Roger Buch. Kommunalvalg er altså stadigvæk drevet af frivillige – også på trods af at kommunerne blev forstørret med reformen i 2005. Eksempelvis har Frank Jensens kampagneorganisation, der betegnes som den største i landet, kun én enkelt fastansat fuldtidsmedarbejder, og i mange kommuner finansierer partierne kun valgplakater til spidskandidaterne, hvis overhovedet nogen. Kasper Møller Hansen vurderer derfor, at en professionalisering af provinsbyernes valgkampagner kun vil ske i det omfang, at nye teknologier tillader dette. Fx gennem brug af de gratis sociale medier, samt en øget standardisering og automatisering af budskaber, og ikke mindst valgmateriale, fra centralt hold. Eksempelvis ved at lokalkandidaterne kan uploade deres billede og budskaber til partiets hjemmeside og derefter printe og distribuere deres eget valgmateriale. Både Roger Buch og Kasper Møller Hansen fremhæver altså økonomien som den helt dominerende årsag til provinskommunernes begrænsede professionalisering. Med til billedet hører dog også at en professionel tilgang til kommunalpolitik stadig er ugleset mange steder. Det blev tydeligt illustreret i 2005, hvor erhvervsmanden Christian Kjær i kampen om borgmesterposten i Rudersdal Kommune gjorde brug af både meningsmålinger og fokusgrupper. Kjær blev af sine modstandere hængt ud for at forsøge at opveje sit manglende lokalkendskab med smart strategi, og de Konservative blev straffet hårdt på valgdagen.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 8 af 23

Mere ideologi på lokalplan, tak – for venstrefløjen har vælgerne med sigIdeologien er svær at få øje på i lokalpolitikken. I fremtiden skal centrum-venstre satse på en lighedsideologi, mens højrefløjen må indse, at regeringen med skattestoppet har stjålet det idépolitiske skyts fra lokalpolitikerne.

Af Peter Westermann, vicedirektør for Cevea

KOMMUNALVALGET raser landet over. I de landsdækkende medier bliver det mest til proceshistorier om partiernes valgkampe, i de regionale medier ser vi hyggelige, korte indslag om de forskellige kommuner og nogle af deres kandidater – ofte om, hvilke toppolitikere, der har været på besøg, eller hvis valgplakater der hænger mest ulovligt. Lokalmedierne er dem, der levner mest plads til den substantielle politiske debat. Her strømmer det over med udmeldinger om fodboldbaner eller svømmehaller, lukningstruede skoler, madordninger i institutioner og så fremdeles. Alt sammen meget borgernært og meget konkret.

De overordnede ideologiske forskelle og diskussioner om, hvilke principper der bør ligge til grund for kommunens politik, kan være svære at få øje på. Dette idépolitiske iltsvind skal kommunalpolitikerne dog ikke stå som eneansvarlige for. Overalt i det ganske land – ikke mindst på Christiansborg – står de helt store spørgsmål ubesvarede. Eller rettere: de bliver slet ikke stillet.

Det er synd. I et levende demokratisk samfund bør diskussioner om værdier og principper være helt centrale. Det er selve sjælen i politik; anskuelser mødes og brydes, og det livs-, samfunds- og verdenssyn, flertallet abonnerer på, bliver det bærende for udviklingen. Dette var tidligere en kernedisciplin i politik, men nu lader det til, at konkurrencen er afløst af kortsigtet politik, der følger Gallup-bølgernes skvulp.

Centrum-venstre var historisk danmarksmestre i langsigtede diskussioner og ideologisk ledet politik. Med slagord som ”Danmark for Folket”; ”Plads til alle, der vil” og ”økonomisk demokrati” viste venstresiden vejen for fremtidens samfund. Resultaterne blev den lighedstanke, der stod bag opbygningen af velfærdsstaten, begreber om frigørelse, der gennemstrømmede kvindebevægelsen, og principper om bæredygtighed, der løftede

miljøbevægelsen. I dag synes der længere mellem de store programmer og deres potentielle fædre eller mødre.

Danskerne ønsker det anderledes. Således kunne Cevea i oktober i notatet Idealister efterlyses dokumentere, at flere end otte ud af ti mener, at ”der er brug for idealistiske politikere til at forny den politiske debat”. Det kunne lede til en antagelse om, at ”de fleste politikere i dag fører politik efter, hvad de tror, vælgerne gerne vil høre frem for, hvad de selv mener der er brug for.” Det mener 64 procent af danskerne ifølge Ceveas analyse.

En politik, der er ideologisk fortyndet, kan give bagslag. Der synes at være konsensus om, at det er årsagen til det britiske Labour-partis aktuelle problemer: Ved at erstatte ideologien med vælgertaktiske manøvrer vandt New Labour en Pyrrhus-sejr. Det samme kan ske for danske partier. Der kan i hvert fald spores et sammenfald mellem, hvilke partier der har nydt mest frem gang ved de to seneste valg – folketingsvalget i 2007 og Europa-parlamentsvalget i sommer – og deres idealisme: SF’s og Dansk Folkepartis ledere anses som de mest idealistiske i Ceveas analyse, og begge partier nyder fremgang. Der er ikke nødvendigvis nogen kausalsammenhæng, men undersøgelsen indikerer, at partierne gør klogt i at sætte fokus på idealisme. Tre ud af fire danskere mener nemlig, at der er brug for mere idealisme i dansk politik – og noget tyder på, at det også kan føre til vælgermæssig fremgang. Sandsynligvis også lokalt. SF og Dansk Folkeparti står således også til at få den største fremgang ved kommunalvalget. I valgforskningen taler man om en national afsmitningseffekt ved de lokale valg;. En tommelfingerregel er, at partierne lokalt kan forvente ”automatisk” at indkassere omtrent halvdelen af partiets frem- eller tilbagegang ved det seneste nationale valg. Det forklarer en del af sammenhængen mellem national og lokal fremgang. Resten af frem- eller tilbagegangen står

KO

MM

UN

ALV

ALG

11.

no

vem

ber

200

9 RÆSON har bedt tænketankene CEPOS og CEVEA give hver deres analyse af forholdet mellem ideologi og lokalpolitik

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 9 af 23

for de lokale kandidaters regning. Eksistensen af en sådan effekt anskueliggøres af en frisk måling, Cevea har fået foretaget af analyseinstituttet Interresearch, der viser, at knap halvdelen af vælgerne har tænkt sig at stemme på det samme parti som ved sidste folketingsvalg, mens knap 30 procent vil stemme på andre.

Ideologi? Ikke i min baghave!Det kan indvendes, at de politiske

spørgsmål, der skal besvares lokalpolitisk, er mere jordnære og derfor kræver pragmatiske svar. Det kan være svært at se ideologien i, hvor den nye fodboldbane skal ligge, eller hvor længe biblioteket skal holde åbent, men netop derfor er der behov for klare, idépolitiske pejlemærker for de lokale kandidater. Selvom det er lokalpolitik, er det vigtigt at fortælle vælgerne, at de kan regne med, at man har en rød tråd i politikken: kun hvis de er enige i de overordnede linjer, kan vælgerne trygt betro det pågældende parti deres stemme. Vælgerne siger det samme: 60 procent mener, at de ideologiske forskelle mellem partier og kandidater er ligeså vigtige ved kommunal- og regionsvalget, som de er ved folketingsvalget. Kun 27,6 procent er uenige. (Interresearch for Cevea).

I de større byer ligner lokalpolitikken mere landspolitikken. De større enheder betyder, at politikerne ikke i samme grad optræder som ”sognerådspolitikere”, der kan slå handler af med hinanden eller være motiveret af personlige grunde. Ritt Bjerregaards løfte om 5000 billige boliger havde en duft af ideologi – ”plads til alle”. I de større byer fokuserer venstrefløjen på ulighed; særligt børn og ældre er i fokus (hvilket dog som oftest passer med målinger af, hvilke områder, vælgerne er mest interesserede i) – men der tales også om klima og bæredygtighed. Også højrefløjen forstår at markere sig ideologisk – i hvert fald i København, hvor en fremtrædende konservativ kandidat på sin valgplakat lover ”lavere skat”, mens Liberal Alliance kræver gratis parkering, hvilket må siges at være et langskud i forhold til konsensus.

Et forhold, der kan gøre, at ideologi ikke får samme vægt lokalt som nationalt, er NIMB-effekten (Not In My Backyard), der betyder, at mange støtter idealistiske mål generelt, men ikke deres konkrete udmøntning, hvis den er til skade for dem selv i lokalområdet. Et oplagt eksempel er opsætning af flere vindmøller. Den overvældende konsensus er, at vi skal opsætte flere og større vindmøller, så vi udleder mindre CO2. Alligevel strander udmøntningen af nationale målsætninger for opsætning af vindmøller tit på lokal modstand, når borgere protesterer mod vindmøller, som – mener de – larmer og skæmmer landskabet. Det betyder ofte, at de lokale byrødder melder pas og sender Sorteper videre til andre kommuner. Det samme gør sig gældende i forhold til at huse flygtninge eller bygge nye almennyttige boliger.

Lighedens første bastion er lokal

Centrum-venstres ideologiske udgangspunkt i lighed er en fordel for en ideologisk lokalpolitik. Lighed er lettere at fremme lokalt gennem kommunale velfærdstilbud, skole og kultur. Ceveas friske måling viser således, at lidt over halvdelen af vælgerne mener, at det er vigtigere at vælge folk til kommunalbestyrelsen og regionsrådet, som vil kæmpe for de svage og for mere lighed, end det er til Folketinget (38,5 procent er uenige). Spørges der mere konkret, bliver billedet endnu klarere: 63 procent mener, at bedre velfærd, gode skoler og andre sociale prioriteter er vigtigere ved kommunal- og regionsvalget end ved folketingsvalget. Kun 27 procent er uenige i dette. Dermed synes det klart, at en lighedsbaseret politik har større appel ved kommunalvalg end nationalt. Så meget desto mere grund har partierne på venstrefløjen til at skrue op for ideologien på det lokale plan. Højrefløjens ideologi, der baserer sig på en mindre stat, har ikke meget medløb i lokalpolitik. Særligt ikke efter at skatteområdet med skattestoppet er lagt dødt som lokalpolitisk tema. Dermed har Venstres landspolitikere stjålet hele partiets skatte-appel fra lokalpolitikerne og efterladt dem uden slagkraftigt idépolitisk skyts : Når der ikke kan ske skattestigninger, som regeringen ikke har godkendt, er der ikke meget at slå en borgerlig skattedagsorden op på.

En progressiv lokalpolitik må tage udgangspunkt i lighed – for selvom lighed og solidaritet er klassiske begreber, har de stadig appel og relevans. Ikke mindst i et samfund, hvor uligheden er stigende, og stadig flere ender i fattigdom. Lighedens første bastion er lokal. I den kommunale folkeskole mødes børn fra forskellige sociale baggrunde, og her støbes børnenes chancer videre i lives; derfor er en af folkeskolens vigtigste opgaver at sikre, at de børn, der ikke fødes med en guldske i munden, får en fair chance. I kommunens ældrepleje sikres en anstændig og ligeværdig omsorg. Kommunens trafikale forhold benyttes af alle og sikrer særligt dem, der ikke har råd til bil, mulighed for at komme rundt med bus. Det ligger derfor lige for, at lokalpolitik føres med hjertet til venstre ud fra klare lighedsværdier.

Fællesskab og solidaritet er det, der sikrer opbakning til det lighedsskabende projekt. Også her spiller det lokale led førsteviolin. De fællesskaber, der skaber den nødvendige sammenhængskraft, er først og fremmest lokale fællesskaber. I skolebestyrelser, sportsklubber, ældreforeninger, lejer- og grundejerforeninger og byens handelsstandsforening, for at nævne nogle af de væsentligste, skabes de bånd, der knytter lokalsamfund sammen og giver dem styrken til at sikre, at alle kommer med.

En progressiv politik må også lokalt næres af idépolitiske pejlemærker, der frigør mennesker igennem lige muligheder og stærke fællesskaber. Det skaber gode lokalsamfund i hverdagen – og sikrer stemmer på valgdagen.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 10 af 23

Staten belønner kommunerne for deres fiaskoerKommunerne er ofre for et system, hvor pengene til velfærd uddeles på en måde, der gør det nærmest indlysende for kommunerne at tage sig ynkværdige ud – for dét er vejen til at få flere penge ud af regeringen. Dette rationale æder stille og roligt kommunestyret op.

Af Henrik Christoffersen, Forskningschef i CEPOS

HVAD afgør, om en kommune arbejder på at blive effektiv og økonomisk ansvarlig? Det spørgsmål er forsøgt besvaret i den ene undersøgelse efter den anden, som konkluderer, at partipolitik i hvert fald ikke spiller nogen særlig rolle. I den kommunale velfærdsverden er det snævre egeninteresser snarere end ideologi, som styrer. Den fundamentale interessemodstilling går mellem velfærdskoalitionen af offentligt ansatte og overførselsmodtagere på den ene side og de privat ansatte på den anden side. Med velfærdskoalitionen som den langt stærkeste side – fordi den har solide flertal blandt vælgerne og i kommunalbestyrelserne. Jo stærkere velfærdskoalitionen står i vælgerskaren i en given kommune, jo større er aversionen eksempelvis imod effektiviseringer, der indebærer inddragelse af private producenter af velfærdsservice. Her gør partipolitik til gengæld ingen forskel.

Sammen med velfærdskoalitionens erobring af (kommunal)politikken har vi oplevet et stærkt og nok også tiltagende opadgående udgiftspres i kommunerne. Senest har vi set, at selvom kommunerne i deres aftale med regeringen om 2010 fik fuld dækning for stigning i priser og lønninger – og fuld dækning for krav til løsning af nye opgaver – var der ikke en eneste kommune, som valgte at lette skattetrykket på borgerne. Tværtimod har hver femte kommune præsteret at sætte skattetrykket i vejret.

Der er tale om et udgiftspres, som er så stærkt, at regeringen ikke formår at dæmme op for det. Og det har dybe konsekvenser for, hvor kommunalpolitikken bevæger sig hen. For udgiftspresset er ikke et resultat af nogen bestemt ideologi. Kommunerne er pragmatiske. Udgiftspresset er derimod et resultat af de institutioner og reguleringsformer, som fungerer omkring kommunerne. Strukturreformen har ikke gjort dem langtidsholdbare. I denne henseende er

kommunerne altså lige så meget ofre for udgiftspresset som regeringen og staten er det.

Kommunalpolitikken er godt på vej til at opløse sig selv, fordi den er inficeret af forkerte incitamenter – i et forkert udformet kommunesystem, der driver kommunerne til at handle på en uholdbar manér. For kommunerne forekommer det nemlig, at den mest nærliggende vej til at kunne tilbyde borgerne nogle dyrere ydelser (som måske i øvrigt ikke engang er bedre) er at presse flere penge ud af staten. Sat på spidsen har vi et system, hvor det må virke tiltrækkende for kommunerne at fremstå som instanser, der ikke løser deres opgaver godt nok – fordi det er vejen til flere penge. Det er denne institutionelle ansvarsfralæggelse, som er godt på vej til at æde kommunestyret op.

Hvorfor stiger kommunernes udgifter?Der er to vigtige mekanismer, som gør sig

gældende. Kommunerne accepterer nok langt hen ad vejen at indgå aftaler med regeringen om rammerne for kommunernes økonomi, som respekterer skattestoppet. Men efterfølgende bliver de indgåede aftaler ikke overholdt, og tillige bliver de udsat for kompromittering fra kommunal side med argumenter om, at aftalerne ikke sikrer ordentlig service til borgerne. Dette er aldeles rationelt – kommunerne har nemlig gode grunde til at nedgøre og bryde aftalerne. I princippet skulle regeringen straffe de kommuner, som sprænger rammerne, men det er op ad bakke for en regering at hente de penge tilbage fra velfærdssystemet, som dette system allerede har formøblet. Hertil kommer, at kommunerne rent faktisk ikke løser alle de opgaver, som falder ind under deres opgavefelt. Kommunerne lader eksempelvis deres skoler forfalde, hvorved de oparbejder argumenter for at kræve flere penge fra staten.

KO

MM

UN

ALV

ALG

11.

no

vem

ber

200

9 RÆSON har bedt tænketankene CEPOS og CEVEA give hver deres analyse af forholdet mellem ideologi og lokalpolitik

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 11 af 23

2008-2009: Regeringen straffer ikke overskridelserne

Dette systematiske mønster ser også ud til at gøre sig gældende efter strukturreformens gennemførelse. Kommunerne overskred således deres netto driftsbudgetter for 2007 med 2,1 milliarder kroner. Overskridelsen blev af Kommunernes Landsforening anmeldt som et krav i foråret 2008 til forhandlingerne med regeringen om økonomiaftalen for 2009. Og i den aftale, som blev indgået, imødekom regeringen da også kommunernes krav og fremskrev budgetrammen for 2009 ud fra kommunernes faktiske (rammeoverskridende) udgifter i 2008 – frem for at anvende den aftalte 2008-ramme som udgangspunkt for rammefremskrivningen. På grundlag af denne erfaring med styringen af kommunernes økonomi efter strukturreformen fandt Folketinget det samtidig nødvendigt at indføre mekanismer, som for fremtiden skal tvinge kommunerne under ét til budgetoverholdelse. Folketinget vedtog således i juni 2008 lovene L172, L173 og L174, som for henholdsvis 1) driftsudgifter, 2) udgiftsrammer for anlægsudgifter samt 3) skattestop fastsætter, at rammeoverskridelser fremover skal føre til efterfølgende modregninger efter en fast og i lovgivningen specificeret regel, således at modregningerne i sidste ende neutraliserer rammeoverskridelsen. Det er for størstedelens vedkommende de kommuner, som står for rammeoverskridelser, der også bliver modregnet, men en del af modregningen skal dog foregå i forhold til kommunesektoren under ét.

Denne nye automatiske tilbageføringsmekanisme blev allerede sat på prøve, da kommunernes regnskaber for 2008 blev gjort op i foråret 2009. Her viste det sig, at kommunerne fortsat overskred deres budgetter – og under ét overskred den aftalte ramme for (netto) driftsudgifter med 3,1 milliarder kroner. Den del af kommunernes driftsbudget, som økonomiaftalen mellem regeringen og KL direkte retter sig imod, serviceudgifterne, blev på dette tidspunkt ud fra foreløbige regnskabstal vurderet til at være overskredet med 400 millioner kroner (når der korrigeres for ændringer i aftaleforudsætningerne efter aftalens indgåelse forud for budgetåret).

Overskridelsen blev taget op i en forhandling mellem regeringen og Kommunernes Landsforening i marts 2009, hvor også spørgsmålet om forøgelse af kommunernes anlægsvirksomhed i lyset af finanskrisen og den samfundsøkonomiske afmatning blev forhandlet. Her blev det aftalt, at regeringen ville dispensere for den ellers netop indførte tilbageføringsmekanisme, således at mekanismen end ikke i et enkelt år kom til at fungere som tiltænkt.

Regeringens accept af kommunal udgiftsekspansion ud over det, som forudgående har været aftalt, kom også i juni 2009 til udtryk

ved, at der i aftalen mellem regeringen og KL indgik, at et mindre antal kommuner i 2010 kan hæve den kommunale indkomstskat inden for en samlet ramme på 500 mio. kr. – dog således at muligheden for skatteforhøjelser skal målrettes de 10-15 kommuner, der i en særlig vanskelig situation vurderes at have behov for flere skatteindtægter. Men det har efterfølgende vist sig, at regeringen med ”særlig vanskelig situation” har ment kommuner, der ikke har vist sig i stand til at styre deres egen økonomi, men er kommet ud med budgetunderskud i en grad, så det går ud over kommunens stabilitet. Regeringen har med andre ord her fået etableret en mekanisme, der præmierer uansvarlighed og mangel på økonomisk kontrol.

Til gengæld har regeringen med puljen på 500 millioner kroner til kommunale budgetforhøjelser købt sig til at kunne fastholde den lovgivning om tilbageføring af merudgifter og merbeskatning, som Folketinget vedtog i 2008. Dette understregede regeringen i forbindelse med fremlæggelsen af puljen. Men prisen for at regeringen på samme tid kan sikre ro i forhold til kommunerne og oppositionen – og sikre, at den samtidig kan fremtræde med en vis troværdighed som en regering, det rent faktisk fastlægger rammer og styrer landet – har altså været, at udgifterne i velfærdssektoren endnu engang er undergået et nærmest usynligt skred.

Fiasko præmieresDen anden side af kommunernes

uansvarliggørelse handler om, at kommunerne ikke løser deres opgaver og netop derved henter ekstra penge hos staten. Forårets runde med ekstra penge til kommunerne til skolevedligeholdelse er et typisk eksempel på denne proces. Vi hører aldrig om privatskoler, som har brug for ekstra penge til skolevedligeholdelse, for her hjælper ingen kære mor. Men kommunernes skoler, som ellers har væsentligt flere penge per elev end privatskolerne, lod kommunerne alligevel slide så kraftigt ned, at der blev oparbejdet en tilstrækkeligt stærk pression på regering og Folketing til at udløse et ekstra milliardbeløb.

Min pointe er: I virkeligheden er det kommunerne – som grundlæggende institution i vores samfund – der er det virkelige offer for en struktur, der så stærkt udhuler egenansvarligheden og fremkalder trang til at fremtræde som ynkværdige ofre. Kommunerne drives til at forstå deres egen situation sådan, at de ingen dispositionsmuligheder har. Deres råderum er ikke-eksisterende i denne forståelse. For ved at udstille deres fiaskoer fastholder de presset på staten for flere penge. Og de ved af erfaring, at det virker: pres betyder penge.

I en undersøgelse stillede stillede jeg tidligere på året det lille simple spørgsmål: Hvordan ville den kommunale sektors økonomi egentlig se ud, såfremt alle kommuner lagde sig fast på et ”udgifter-i-forhold-til-behovene”, som

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 12 af 23

det er sagen i den mest økonomiske kommune? Svaret på min analyse var tankevækkende: Så ville der være 25 milliarder kroner til rådighed. Kommunerne skal altså ikke bilde os ind, at de ikke har noget råderum. Men så snart de har frie midler, bliver der omgående disponeret for dem – så handlerummet forsvinder – fordi dette er betingelsen for at få penge.

Med strukturreformen i 2007 blev det regionale niveau moderniseret, og vi ser nu bedre resultater. Kommunerne derimod blev bare forstørrede. Det kan ikke gå hurtigt nok med reformer, som også ansvarliggør kommunerne, så vi kan få gjort op det det system, der ligefrem præmierer manglende økonomisk styring og mangelfuld løsning af opgaver.

Det bliver ikke nogen nem sag. De nye store kommuner er blevet en enorm magtfaktor. I strukturreformen blev det prioriteret at få reformeret det regionale niveau, og det lykkedes jo trods uenighed i Folketinget at få fjernet amterne og dannet regioner uden skatteudskrivningsret, men med produktionsafhængige finansieringstilskud og med private sygehuse som en konkurrenceudfordring, der presser i retning af større produktivitet. Men netop uenigheden i Folketinget gjorde, at regeringen måtte finde alliancepartnere uden for Tinget og blev tvunget i armene på kommunerne, der altså kom styrket ud af reformen til gengæld for at bidrage til at skubbe de gamle amter omkuld.

Derfor tror jeg, at videre omformning af kommunesystemet nærmere kommer til at foregå ustyret som forandringsprocesser, der sætter sig igennem sammen med en nedsmeltning i kommuner, som kvæles i grådighed. Overspisning er diagnosen.

Sagen er jo den, at vi nu med hast bevæger os i retning af en samfundsøkonomisk ubalance, uden at vi kan øjne de politiske kræfter, som er i stand til at rette op. De forslag, som foreligger fra oppositionens side til at øge skatteindtægterne, er urealistiske og for deles vedkommende med den effekt, at de offentlige indtægter reduceres. De forsøg, som har været på at gennemføre reformer, som mindsker udgifterne: arbejdsmarked, pension m.v., er løbet ud i sandet. Og det har indtil nu været tabu at diskutere reduktion af udgifter til velfærdsydelser. Med de kommende års befolkningsudvikling bliver ubalancen kun større.

Det er allerede i dag indlysende, at betydende befolkningsgrupper ikke vil nøjes med de tilbud, som den offentlige velfærdssektor tilbyder. På pensionsområdet er det længe siden, at folkepensionen blev opfattet som et dækkende tilbud af størsteparten af danskerne. Stadig flere vælger private skoler, stadig flere bliver omfattet af sundhedsforsikring etc. Vi ser altså en fremadskridende opbygning af alternativer til den offentlige skattefinansierede velfærd, uden at det er udtryk for nogen udtrykkelig politisk vilje. Den usynlige hånd bliver paradoksalt nok stadig mere rådende i et velfærdsdemokrati, hvor velfærdskoalitionen har gjort politik til

interessemæssig bjergsomhed. Borgerne løser deres problemer. Velfærdskoalitionen udnytter deres flertal.

Hvor det fører hen på sigt, når velfærdssektorens muligheder for videre skattefinansiering svinder ind, har jeg vanskeligt ved at se for mig. Når velfærdskoalitionen på et tidspunkt dertil, at den indser, at offentlig effektivitet og mådehold også er i dens egen interesse som flertal? Det ser ikke ud til at ligge lige for, og dermed frygter jeg, at også de nye kommunalbestyrelser i den kommende valgperiode bliver præget af en logik, hvor budgetoverskridelser og jammer over pengemangel er iøjnefaldende, og hvor ønskerne om flere penge overstiger lysten til at tage ansvar og løse problemer for danskerne. Samtidig med at virkeligheden bevæger sig udenom, så danskerne bliver stedse bedre til at organisere skoler, sygehuse etc. På egen hånd.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 13 af 23

Danmark halter stadig bagefter USA. Til trods for store nedskæringer i dagspressen og lukninger af lokalaviser har de danske bloggere omhyggeligt ignoreret kommunalvalget, som ellers var en chance for dem til at vise, hvad de kan. Heller ikke 2009 blev året, hvor nettet fik sit gennembrud i dansk politik.Af Rasmus Bech Hansen, direktør for Kontrapunkt Online og blogger på www.gribnettet.dk

KOMBINATIONEN af en blodfattig kommunal valgkamp og underudviklede politiske blogs har gjort nettet nærmest ubetydeligt i valgkampen. Der er ellers ca. 60.000 blogs i Danmark, herunder en voksende skare af danske politiske bloggere. En grundig gennemgang af de mest besøgte politiske blogs tegner et entydigt billede: Med meget få undtagelser glimrer kommunalvalgkampen ved sit fravær. Man måtte ellers formode, at netskribenterne kunne finde masser af interessant materiale i alle de mange valgkampe og personlige slag. Man kunne ønske, at bloggerne ville supplere de nationale mediers sporadiske kommunalvalgsdækning med mere dybde, mangfoldig og frem for alt lokal relevans. Og man kunne endda håbe, at bloggerne ville grave vigtige store sager frem, som kunne ændre ved valgkampens forløb. Sådan er det bare ikke.

Kommunalvalget er helt usynligtKommunalvalget er helt usynligt. Et godt eksempel er Jarl Cordua, der på jarlcordua.dk/ ellers med stor ildhu dækker stort og småt om dansk politik. Cordua, der har en fortid som aktiv i Venstre, har fået en trofast skare af læsere med sine politiske observationer fra sit selvproklamerede liberale udgangspunkt. I skrivende stund har Cordua to indlæg om den kommunale valgkamp på sin blog. Det ene indlæg er om valgkampen i Odense og er skrevet for Information. Det andet er for lokalbladet Bryggen og analyserer valgkampen i København. Begge indlæg er altså lavet til andre medier end hans egen blog, hvor indlæggene primært handler om Christiansborg-politik. En læser, Henning Frandsen, beder i et svar på Odense-indlægget Cordua uddybe forskellen mellem de to borgmesterkandidater. Men Cordua affærdiger ham: ”Du er da velkommen til at oplyse mig om, hvad der er den store forskel på 2 x Boye (Jan

Boye (K) og Anker Boye (S), red.) rent politisk. Jeg kan ikke få øje på den. […] Jeg vil derfor foreslå, at du i fremtiden i stedet graver dig ned og læser alle referaterne fra Odense Byråds møder. Det er saglig og substantiel information, og så behøver du ikke at læse al den lette underholdning her på bloggen :-).” Under samme debat byder andre læsere ind: én læser ønsker en analyse af valgkampen i Århus stiller to interessante problemstillinger op. Kommentaren bliver efterfulgt af en længere lødig debat om situationen i Århus. En anden læser skriver om, hvor svært det er at beslutte, hvem man skal stemme på i Struer. Men Cordua svarer ikke på et eneste af disse indlæg – hans interesse er tydeligvis landspolitisk.En af de mere upartiske bloggere er Jacob Christensen (jacobchristensen.name), der kalder sig en ”trailer park political scientist”, og hvis blog indeholder en række originale observationer. Christensen erkender sukkende i et indlæg, at han ved, han burde skrive noget dybt om kommunalvalget, men han gider det simpelthen ikke og skriver i stedet om digitaliseringen af tv. Sådan er billedet hele vejen rundt. Den borgerligt-liberale samling af blogs punditokraterne.dk, der hører til den tungeste del af blogverdenen, og som bl.a. tæller Danske Banks tidligere cheføkonom Carsten Valgreen, har ikke en sætning om kommunalvalgkampen.

Af de mere ideologiske finder man den højreorienterede jurastuderende og blogger Nicolai H. Stenberg, hvis blog altanen.wordpress.com net-tjenesten Wordpress har valgt til årets blogger 2008. Her er kun en enkelt hånlig kommentar om valgkampen. Helt ude på den yderste højrefløj, hvor den populære og dynamiske www.uriasposten.net regerer, begrænser dækningen sig til et længere indlæg om en Nyborg-kandidat med en påstået forbindelse til Dansk Front. På den helt anden fløj finder man

DA

NM

AR

K 1

1. n

ove

mb

er 2

009 KOMMUNAL-

VALGETHvornår slår nettet igennem i dansk politik?

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 14 af 23

bloggen www.modspil.dk/wordpress, som er skrevet af folk med tilknytning til bladet Faklen. Selvom der er nyt indhold flere gange dagligt, har jeg ikke fundet et eneste indlæg om kommunalvalget.

De eneste blogs, som faktisk følger valgkampen er meget direkte knyttede til de politiske partier. Det gælder fx bloggen www.dansk-politik.dk, der giver et godt indblik i valgkampen, er fint komponeret og har mange indlæg dagligt, men som er skrevet af tre unge socialdemokrater og fremstår som et ungt partiorgan.

Halter Danmark bagefter?I sidste års amerikanske præsidentvalgkamp var de bedste bloggere en vigtig faktor for at få Barack Obama valgt. Bloggernes betydning i valgkampen er sublimt beskrevet i bogen ”Bloggers on the bus”, hvor forfatteren Eric Boehlert argumenterer for, at bloggerne tilføjede en helt ny dimension til den politiske diskussion, fordi de forfulgte sager, som de etablerede medier ikke mente var relevante. Disse amatører bibragte valgkampen autentiske, passionerede og mere borgernære perspektiver end de professionelle medier og var medvirkende til at skabe den begejstring og interesse, som bar outsideren ind i Det Hvide Hus.

To forhold gør, i mine øjne, at den danske kommunale valgkamp er så upåvirket af nettets udbredelse.

For det første står der ganske enkelt for lidt på spil i kommunalvalget til, at det kan engagere særligt mange mennesker. Som samfundsforsker Johannes Andersen påpegede i sidste uges RÆSON, så er kommunalpolitik afpolitiseret og afideologiseret og handlerum i større spørgsmål indskrænket til det næsten ligegyldige. Bloggernes ligegyldighed afspejler blot befolkningens minimale interesse for kommunalvalget. Lokalvalg i USA fører heller ikke meget blog-opmærksomhed med sig. Modsat de etablerede medier, som får statsstøtte og dermed har en forpligtelse til at skrive om valget, så kan bloggerne tillade sig at ignorere det. De skriver på godt og ondt kun om, hvad der interesserer dem, og når der ikke er noget interessant i kommunalvalgkampen, skriver de om noget andet.

For det andet er blogsfæren herhjemme stadig meget underudviklet og fungerer på ren frivillig basis. Den bæres af ildsjæle. Selvom bloggerne praler af deres læsertal, er det stadig maksimalt nogle tusinde læsere dagligt, hvilket er langt under læsertallet hos de etablerede medier på nettet.

Der eksisterer ganske enkelt ikke bredere danske politiske nettjenester, som fx de amerikanske sites www.politico.com og www.huffingtonpost.com. De sider gør brug af nettets sociale og interaktive muligheder; de tager udgangspunkt i almindelige menneskers behov og interesser i politikdækningen og har faktisk

overtaget en betydelig del af den politiske meningsdannelse, som aviserne før i tiden tog sig af, bare på en helt ny måde.

Blogsfæren i Danmark derimod er domineret af optændte amatører, der faktisk på mange måder er mindre dækkende for og længere væk fra almindelige mennesker end de etablerede medier. Så selv emner fra kommunalvalgkampen, som faktisk betyder noget for mange – fx kvaliteten af de skoler, vi overlader vores børn til, og niveauet på de sygehuse, der skal redde vores liv – bliver ikke dækket af det nuværende udbud af politiske sider på nettet.

Et tomrum i offentligheden Det er den uheldige kombination af en blodfattig valgkamp og et underudviklet og afkoblet økosystem af politiske blogs, der gør, at denne valgkamp ikke blev det store gennembrud for nettet. I et større perspektiv peger det på en central udfordring for den danske offentlighed: Nettets vækst har accelereret avisernes krise og indirekte ført til store nedskæringer i dagspressen og lukninger af lokalaviser. Dermed er der blevet efterladt et stort tomrum i den kommunalpolitiske dækning, uden at det tomrum er blevet udfyldt af noget nyt.

Man skal tilbage til slutningen af 1800-tallet for at finde en lignende opbrudssituation i den danske politiske offentlighed som i dag. Dengang førte brydningstiden til, at nye medieinstitutioner, som fx Politiken blev grundlagt, og der blev skabt en helt ny type politisk bevidsthed. Men hvis det skal ske igen, kræver det en anden type politisk valgkamp og en anden type politiske bloggere og nettjenster. Vi ved fra udlandet, at nettet har potentialet til at understøtte en ny type politisk engagement, måske endda en ny type politik. 2009 blev ikke året, hvor de løfter blev indfriet i dansk politik.

Rasmus Bech Hansen er direktør for og partner i det strategiske digitale bureau Kontrapunkt Online. Han er uddannet på Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han sidder i aftagerpanelet, og på Harvard University, USA. Han skriver bloggen www.gribnettet.dk om Internettets samfundsmæssige betydning.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 15 af 23

Hvad er den største fare for den politiske journalistik?Meningsmageri.

Det må du uddybe.At vi simpelt hen lader de gode gamle dyder som upartiskhed, fairness, vilje til at kigge i alle retninger, vilje til at være kritisk i alle retninger og vilje til at slå lige hårdt i alle retninger – at vi lader dette sive let på bekostning af politisk korrekthed. Der er mere og mere, som man ikke kan få sig selv til i dansk presse. Der er mere og mere, som man synes, at man skal filtrere før, det når frem til læserne.

Hvem lever ikke op til den standard?Det er et pres, der er på medierne, der kommer fra en følelse i samfundet af, at ting skal friseres, før de har godt af at komme ud til folket. Det er en overdreven følelse af pædagogisk ansvar. Jeg er mere til de gode gamle dyder om, at vi skal levere råt for usødet og selvfølgelig tage de hensyn, vi altid har taget: God smag og god stil, hensyn på alle mulige måder. Selv på min avis, selvom myten siger det modsatte, vælger vi jo fra hver eneste dag, fordi vi synes noget ikke er passende. Men i dækningen af politik er det vigtigt, at pressen besinder sig på neutralitet, fairness og virkelig vilje til kritik i alle retninger.

Bør den samlede statslige mediestøtte blive øget?Ja, det kan man sige. I og med at den støtte der i dag gives til de eksisterende printmedier ikke bør mindskes, og mange nye medier er kommet til,

som også er meget vigtige i den samlede debatskabende journalistik – så ville det være ideelt. Men det er let nok bare at kræve flere penge til medierne, det kan jeg sagtens se. Men i den mest ideelle af alle verdener bør den øges, fordi mange af de nye medier også bør have del i den – ikke alle, men nogle.

Kan TV 2 opretholde kvaliteten af f.eks. sin nyhedsdækning givet konkurrencevilkårene?Ja, det er de nødt til. Hvis det kniber med budgetterne, så er de nødt til at omfordele. En station som TV 2, der skal fungere på konkurrencevilkår, er nødt til at have en meget stærk nyhedsorganisation, som kan konkurrere med DR.

Hvordan skal man sikre TV 2 et varigt grundlag?Det skal man ved i højere grad at slippe TV 2 løs – ingen tvivl om det. Deri består også en del af konkurrenceelementet i forhold til DR, som givetvis skal fastholdes på den nuværende model.

Hvor meget skal DR forhindres i at konkurrere med kommercielle aktører?Man skal besinde sig på, hvad der er meningen med DR. DR skal slet ikke konkurrere med private aktører. Deri ligger hele public service-forpligtelsen. Man bør skære alt crappet væk – det, man bruger alt for meget tid og alt for mange ressourcer på for tiden. Man konkurrerer med alle mulige underlødige programtyper. Det bør man skære væk og man bør besinde sig på den originale og oprindelige public service-tanke.

DA

NM

AR

K 1

1. n

ove

mb

er 2

009 Mediernes

fremtid: Jørn Mikkelsen Chefredaktør på Jyllands-Posten

I denne interviewserie præsenterer RÆSON en række af oplægsholderne til vores ÅRSKONFERENCE OM POLITIK OG MEDIER, der finder sted Lørdag d.28/11.

OM KONFERENCEN: Her vil bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, IT-entreprenører, medieeksperter og politikere diskutere demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Programmet, der strækker sig fra kl.10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.: Lisbeth Knudsen, Tøger Seidenfaden, Kenneth Plummer og Henrik Dahl. Sted: Institut for Statskundskab, København K. Tilmelding: 1.000 kr. Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html.

Interview af Alexander Vesterlund, RÆSON

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 16 af 23

Hvilke programtyper er underlødige?Meget af det, man i dag fylder DR’1s prime time med – alle de der, der gerne ligger mellem kl. 20 og 20.30. Jeg har glemt, hvad de hedder, jeg ser dem ikke.

Skal DR være et statsligt aktieselskab, som DR’s bestyrelsesformand Michael Christiansen foreslår?Det er en meget interessant tanke, men det er ikke en nødvendighed. Den uafhængighed, som Michael Christiansen efterlyser, har man mulighed for at skaffe sig på forhånd. Det er ikke så meget dér, den ligger med DR. Michael Christiansen ønsker sig et øget fokus på armslængdeprincippet i forhold til politikere – det kan DR sagtens skaffe sig på anden vis – simpelt hen ved bare at levere en kvalitets-nyhedsdækning.

Hvad er den afgørende forskel på Jyllands-Posten på tryk og Jyllands-Posten på nettet?Nettet er karakteriseret ved sin hurtighed, sin umiddelbarhed, sin spontanitet, sit korte lys, og papiret er alt det modsatte: Dybde, baggrund, perspektiv og det lange lys.

Er den hurtighed, som nettets teknologi lægger op til, en gave til journalistikken?Det er den, men den skal, og det går jo op for én jo længere, man har haft nettet – den skal omgås med varsomhed, og hvis man ikke kan det, så trækker det op til, at de enkelte nyhedsorganisationer må finde ud af selv at pålægge sig restriktioner.

Er der tale om en journalistik, der qua sin hurtighed er tættere på den virkelighed, den beskriver?Det kan det godt være mange gange. Andre gange er den virkelighedsfordrejende, og tit må man sige, at hvad der i nuet er rigtigt, er ikke rigtigt en time senere. Der kan man sige, at nettet lider under manglen på langsomhed, som til gengæld ligger i papiravisen. Her har man længere tid til at finde den rigtige version. Det har man ikke på nettet, men omvendt kan man sige, at nettet afspejler virkeligheden, som den er her og nu. Det er charmerende, og det er journalistik i nuet, og det er et perfekt supplement til papiravisen.

Ser vi, at de enkelte netaviser konkurrerer om at tilbyde flere og flere historier med flere og flere mellemregninger – selv mindre væsentlige?Det må jo være op til de, der klikker sig ind på de enkelte historier, om de synes, at det er væsentligt eller ej. Det er det befriende ved nettet – det kan rumme alt rent teknologisk. Vi behøver ikke på samme måde at prioritere benhårdt, som vi gør på papiravisen nu om dage.

Hvordan skal brugeren kunne kende forskel på de enkelte netavisers profiler, hvis de rummer alt?Der er stor forskel på netaviserne. Jeg køber ikke det der med, at de er så ens. Der er forskel på, hvad vi er optaget af, og måder at håndtere ting på. Der er også forskel i vinklinger. Jeg er ikke

bange for, at det skulle være ét fedt om, man sidder på ekstrabladet.dk eller på jp.dk – det mener jeg slet ikke det er.

Er der en tendens til, at man på netaviser ser en mangel på redaktionel vision, idet alle historier får lov at komme med?Alt får ikke lov at komme med. Der er jo også grænser for, hvad vi overhovedet kan overkomme at putte ind i nettet, og der er grænser for, hvad man som bruger kan overkomme og kapere. Man kan sådan set sagtens forestille sig, at fascinationen af mængden og tempoet på et tidspunkt udløser en slags modreaktion. Vi kan sagtens forestille os, at nettet på et tidspunkt begynder at sortere meget mere, idet man ikke kan rumme alt det, der er, og at det tager for meget tid. Vi er der ikke endnu, men dér kan vi komme. Det er derfor, at vi på Jyllands-Posten specialiserer tingene. Hvis man er erhvervsorienteret og ikke gider alt det andet, så er du på EPN. Hvis du kun er til sport og ikke gider at læse om alt muligt andet, så er du på SPN. Det er en del af tænkningen bag det.Hvad er hurtighedens største fare?Det er at omtanken går fløjten, og det er, at hurtighed alene bliver et parameter, og at det kun går hurtigt for hurtighedens skyld. Det glæder mig hver gang, jeg hører vores net-folk sige: ”Vi er ikke klar med den og den historie – vi mangler lige dét og dét”. Der sker faktisk oftere, at man ofrer tempoet til fordel for kvaliteten, indholdet og omtanken, og det glæder mig hver gang. Jeg er sikker på, at de netaviser, der ender med at have det bedst og fremstår mest troværdige, er dem, der har et fokus på indhold og ikke kun på tempo. Men det er en kombination, fordi tempoet betyder selvfølgelig også noget – det ville være forkert at påstå det modsatte.

Flere netaviser lader brugerne kommentere artiklerne. I det hele taget ser vi en udvikling, hvor brugeren skal være i centrum, f.eks. på Wikipedia, Youtube, Facebook og i blog-universer. Vil tendensen til at lade brugeren være med til at skabe indholdet blive en større del af fremtidens journalistik?Ja, det ser jeg egentlig ikke noget problem i. Det er en form for demokratisering. Jeg kan sagtens forstå dem, der har været irriterede over redaktionernes enevældige adkomst til at bestemme, hvad der er vigtigt og væsentligt – jeg synes kun, det er godt at inddrage brugerne noget mere. Det er aktiverende i en samfundsmæssig debat. Men der er en grænse for, hvad vi vil stille vores net til rådighed for. Udgangspunktet er jo som regel enten blogs, som vi selv producerer, eller nyhedsartikler, som vi også producerer. På den måde har vi stadigvæk fat i den lange ende. Men hvis der er kapacitet til rådighed for, at folk kan kommentere, er det kun godt. Det er ikke anderledes, end at vi har debatsider i avisen hver dag, hvor folk kan kommentere.

Uafhængige nyhedssider dukker talstærkt op i udlandet, f.eks. open source-siden ohmynews.com –

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 17 af 23

som altså redigeres af brugere. Hvad vil Jyllands-Posten kunne tilbyde, som disse nye medier ikke kan?Viden, viden, viden og dermed perspektivering, prioritering og evnen til at skille det væsentlige fra det uvæsentlige.

Hvordan vil I sikre et så højt niveau i en fremtid, hvor kravet om hurtighed formentligt stadig vil eksistere?Ja, hurtigheden er kommet for at blive, men samtidig vil der også blive mere fokus på indholdsdelen. Hvis du sammenligner netaviserne i dag med netaviserne for 3-5 år siden så vil du se, at den indholdsmæssige overlægger er løftet gevaldigt, og den udvikling vil fortsætte.

På jp.dk linkes der mindre til andre sites, end vi ser på andre netaviser. I bruger primært jeres eget indhold. Overvejer du, om jp.dk skal dele mere med andre nyheds- eller underholdningssider?Nej, vi skal som udgangspunkt kunne det hele selv. Men vi har også haft eksterne samarbejder, men kun som supplement. Grundlæggende har jp.dk et kæmpe univers og en så facetteret nichedel, at vi har nok i at linke til os selv. Men vi linker da også ud af huset.

Vil jp.dk være gratis at bruge om 10 år?Som grundsite, tror jeg. Men vi kommer til at snakke meget mere om betalinger, det er klart. Jeg tror desværre, det er svært at gøre det hele gratis, men vi kommer til at bruge mange kræfter på at finde ud af, hvordan vi tjener mere på nettet.

Danske medier har næsten tabt to milliarder i annonceomsætning i første halvår af 2009. Vil det være nødvendigt snart at overveje en løsning som f.eks. mikrobetaling – hvor brugerne betaler et lille beløb for at læse artiklerne?Det vil det, men jeg må tilføje, at vi på Jyllands-Posten er i den lidt underlige situation, at selve papiravisen giver et solidt og fint overskud – den gode gamle JP – mens det halter med omsætningen på nettet, hvor vi inden krisen brød ud havde troet, at vi snart ville krydse de to kurver: Hvad tjener vi på papiret, og hvad tjener vi på nettet. Vi havde en forventning om, at det ville ske indenfor 3-4 år. Nu viser det sig, at vi har styr på selve avisøkonomien. Vores store udfordring er faktisk nettet. Der tjener vi ikke det, vi skal tjene, mens det lykkedes at få styr på papiravisen.

Hvad vil du gøre ved det?Vi skal fastholde fokus på en sund avisøkonomi, og så skal vi have gang i kapitaliseringen af nettet.

Hvilke nye muligheder kan en avis som Jyllands-Posten tilbyde annoncørerne i denne nye digitale verden?Det arbejder vi løbende på – alle mulige detailprojekter – større eller mindre. Nogle af dem kan godt gå hen og blive rigtig mange penge værd.

Hvilke?Vi har lige introduceret et nyt abonnementstilbud for vores erhvervskunder, kaldet JP PRO, hvor vi ud over avisen og EPN også tilbyder mange forskellige services og tjenester. Det tegner til at blive en solid succes, og der er rigtig gode penge i det. Dernæst arbejder vi med et projekt, som man populært sagt kan forklare ved at sige, at det er et forsøg på at få rubrikannoncering over på nettet. Problemet lige nu og her er, at det er teknologisk indviklet, men det skal vi nok få løst. Men det er noget, vi har store forventninger til.

Sidste spørgsmål: Udgør fundamentalistiske og islamistiske kræfter en reel trussel mod den frie journalistik?Ja, langt hen ad vejen gør de. Det synes jeg, vi har fået fornyet bevågenhed på i den forløbende uge. Vi trykker ikke tegningerne igen bare som en automatreaktion.

Læs interviews med Tøger Seidenfaden, Politiken og Lisbeth Knudsen, Berlingske Tidende i Ugemagasinet #9 Og interviews med Mette Eldrup, TV2 og Per Mikael Jensen, gratisaviskoncernen Metro International i Ugemagasinet #10

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 18 af 23

Hvilken medievirksomhed, dansk eller udenlandsk, vil opleve størst annoncevækst i Danmark?I de kommende år er mit bud Google. De er inde i en utrolig stærk vækst, men jeg tror også, at et socialt medie som Facebook, som jo lige er ved at starte op med annoncesalg, kommer til at tage en meget stor bid af annoncemarkedet – jeg tror, at potentialet er til et trecifret millionbeløb på en relativ kort bane. Facebook har to millioner danskere i folden, og de har et kendskab til dem, der gør, at de oven i købet kan målrette deres annoncer. Så de kommer til at rykke fra nul til rigtig meget på kort tid. Hvad vil det betyde for fremtidens mediebillede?Det betyder, at der bliver suget annonceindtægter fra de medier, der traditionelt laver indhold. Der bliver altså færre penge til de indholdsproducerende medier. Det betyder alt andet lige, at der bliver mindre at vælge imellem indholdsmæssigt for de danske mediebrugere. Hvordan kan netaviserne være interessante for annoncørerne fremover?Der er ingen tvivl om, at originalitet er en vigtig ting. Men hvis vi kigger på nettet, så må vi konstatere, at det er født fragmenteret, det er født globaliseret, og derfor er det svært at opnå en kritisk masse som indholdsleverandør på nettet. Jeg tror aldrig nogensinde, vi kommer til at opleve nogen indholdsproducent, der kommer til at have nævneværdig markedsandel på nettet. Det er klart, at der på nettet altid vil være en stor navigator som Google – for få år siden var det Yahoo. Vi må se om Google kommer til at holde. Men når vi taler indholdsleverandører, så tror jeg aldrig nogensinde, vi kommer til at opleve rigtig store aktører, fordi nettet lige præcis giver den enkelte mulighed for at vælge lige præcis det, som har den enkeltes interesse, og det vil være med til at fastholde fragmenteringen af tilbudene på nettet. Vil det gå ud over den seriøse politiske journalistik på nettet?

Der er ingen tvivl om, at nyheder, aktualitet og debat er under pres i Danmark – og dansk indhold i det hele taget. Når pengene forsvinder fra aviser og magasiner, så kommer det selvfølgelig under pres – det siger sig selv. Der er dog et andet område, der vokser indtægtsmæssigt, og det er betalings-tv. Men det er jo nok drevet af andre kanaler end dem, der satser på nyheder. Men der er stadig mange penge i tv. Det kan godt være at tv-annoncemarkedet er faldet, men betalings-tv-markedet banker derudaf – det kommer i år til at slutte i mellem 5 og 6 milliarder, og det er mange penge, der faktisk bliver brugt på betalings-tv i Danmark. Problemet er, at det primært er udenlandske aktører, som bekymrer sig meget lidt om dansk nyhedsjournalistik, aktualitet, kultur og det danske sprog. Kommer vi til at se væsentlige fusioner i mediebranchen?Det kunne man meget vel forestille sig, men det vil jeg slet ikke prøve at forudsige noget om. Der er ingen tvivl om, at der er meget industrilogik i, at der kunne ske fusioner i de kommende år. Men nu er det jo ikke sådan, at det danske mediemarked er det marked, der er præget mest af industrilogik, idet der er nogle ejerskabskonstellationer som ikke nødvendigvis har det, som deres primære fokus. Lukker der flere danske dagblade?Det er svært at sige, men der er ingen tvivl om, at med den markedsudvikling, vi oplever, så er de danske dagblade under et enormt pres. Jeg synes på den ene side, at det ville være meget sørgeligt, hvis der lukker danske dagblade, for jeg synes, det giver en enorm værdi til det danske samfund, at der er et mangfoldigt udbud af højkvalitets dagblade – både landsdækkende og lokale. Men der er ingen tvivl om, at de er under pres, og det er svært at se nye forretningsmodeller for dem, som skal bringe nye penge i spil. Bør den samlede statslige mediestøtte blive øget?Det er et interessant spørgsmål. Vi er et lille land med mindre end seks millioner mennesker, og der

DA

NM

AR

K 1

1. n

ove

mb

er 2

009 Mediernes

fremtid: Kenneth PlummerGeneraldirektør i DR

I denne interviewserie præsenterer RÆSON en række af oplægsholderne til vores ÅRSKONFERENCE OM POLITIK OG MEDIER, der finder sted Lørdag d.28/11

Interview af Alexander Vesterlund, RÆSON

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 19 af 23

er ingen tvivl om, at den mangfoldighed og det kvalitetsniveau, vi har i dag både på trykte og elektroniske medier – når det handler om nyheder, aktualitet, kultur, drama og musik – det har vi kun, fordi vores politikere har besluttet sig for, at det er noget, der giver værdi og dermed giver mening at bruge offentlige midler på. Jeg håber og tror, at vores politikere fortsat vil se værdien af at have dette mangfoldige udbud og den høje kvalitet, og hvis det skal lykkes, så er der behov for flere penge. De konkurrenter, der er om danskernes tid inden for medieområdet, er i meget høj grad internationale aktører, som har en enorm investeringsevne og vilje, og som er drevet af at øge deres markedsandele. når de går ind på et marked som det danske. Så hvis der stadigvæk skal være danske alternativer, som kan stå imod den konkurrence, så kræver det altså flere penge – det må man bare konkludere. Kan TV 2 opretholde kvaliteten af f.eks. sin nyhedsdækning givet konkurrencevilkårene?TV 2 er meget presset af en række udenlandske aktører. Og presset af, at annoncekronerne vandrer over til nettet. Men TV 2 får jo om få år mulighed for at tage betaling for hovedkanalen. Når det sker, mener jeg, at TV 2s position er blevet fremtidssikret i meget høj grad. Skal TV 2 have friere tøjler i forhold til public service-forpligtelser?Det vil jeg ikke udtale mig om. For DR’s vedkommende synes vi, det er vidunderligt at have den mosaik af public service-forpligtelser, som vi har – men DR er jo i en helt anden situation end TV 2.

Hvad er den mest umulige mediebruger, du kan forestille dig?Det er mine døtre på 19 og 14, fordi de i den grad har taget magten og er totalt illoyale over for kanal-brands. De 15-25-årige er i det hele taget den vanskeligste gruppe at være relevant over for, fordi de er globale, fragmenterede og super kritiske i deres medieforbrug.

Der har været megen kritik af flere af DR’s net- og radioaktiviteter, bl.a. fra Danske Dagblades Forening. Og i RÆSONs ugemagasin har Tøger Seidenfaden (Politiken), Lisbeth Knudsen (Berlingske Tidende) og Merete Eldrup (TV 2) givet udtryk for, at DR bør dæmpe visse aktiviteter. Jørn Mikkelsen (Jyllandsposten) siger til RÆSON, at flere af DR’s programmer er underlødige, og at I bør besinde jer på den originale public service-tanke. Hvad er din kommentar til den massive kritik?Vi lytter til al den kritik, der kommer. Men det giver ingen mening at påstå, at hvis DR ikke var der, så ville annoncemarkedet være større. Tværtimod, hvis DR ikke var der, så skulle man lave endnu mere indhold for de annoncekroner, der er i dag. Hvis vi kigger på nettet. som jo er fragmenteret, så fylder DR uendeligt lidt, og jeg har aldrig nogensinde set dokumentation for, at DR skulle tage penge op af lommen fra danske

dagblade eller andre medier på nettet. Nettet er en af de annonceplatforme, der vokser allerhurtigst. Der er tre milliarder annoncekroner derude at kæmpe om. Så jeg ser ikke dette som et reelt problem. Så jeg synes, det er noget pjat, de kommer med. Det lyder, som om der er en manglende konsensus om, hvordan public service skal fortolkes. Hvordan vil du i dag definere public service?Det giver enormt meget mening, at public service både defineres bredt og smalt.

Hvis vi prøver at kigge på, hvordan situationen rent faktisk er i Danmark, så er der kun fire brede samlende medier tilbage, som samler danskerne på tværs, det er: P3, P4, DR1 og TV 2’s hovedkanal. Alle andre medietilbud i Danmark er segmenterede – de går efter snævre målgrupper. Disse fire bredt samlende medietilbud, hvoraf DR har tre af dem, er unikke på den måde, at de er med til stimulere den nationale sammenhængskraft. De er med til at give danskerne fælles oplevelser – noget at snakke om på tværs af aldersskel og sociale grupper. Det giver en enorm værdi for Jørn Mikkelsen (chefredaktør, Jyllandsposten, red.) og alle andre danskere. På den anden side handler det selvfølgelig om en perlerække af smalle tilbud, som man ikke kan få andre steder. Jeg synes bestemt ikke, vi laver noget, der er underlødigt. Jeg kan stå inde for kvaliteten af alt, hvad vi laver. Jeg må bare sige til Jørn Mikkelsen og alle andre, at DR altså er den medievirksomhed i Danmark, som bliver vurderet højest af danskerne – kvalitetsmæssigt og troværdighedsmæssigt, og det er jeg meget stolt over. Det optager os rigtig meget at fastholde den position. Hvad er deres kritik et udtryk for?Der er ingen tvivl om, at de danske dagblade i øjeblikket har det hårdt. Nogle gange når det går hårdt i en virksomhed, så prøver man på at kigge uden for virksomheden og give andre forhold skylden. Jeg synes, at danske dagblade bidrager med rigtig meget positivt i det danske samfund, men jeg synes også, det ville være klædeligt, hvis de ville bruge deres krudt på at udvikle og innovere i deres egne virksomheder i stedet for at kritisere andre. Jeg synes, at kritikken er uberettiget, og jeg ville ønske, at de ikke kom med den på den måde – den er hverken velbegrundet eller velunderbygget. Når man går ud og siger, at DR er et problem på f.eks. nettet, fordi vi fylder så meget, så må man sgu lave sit hjemmearbejde. Hvis de gjorde det, så ville de se, at DR ikke tager penge op af lommen [på dem], at DR ikke fylder særlig meget på nettet, og at der er masser af muligheder for at tjene penge på nettet – det er der en masse andre, der gør i størrelsesordnen tre milliarder. Så det er nok nogle andre, man bør fokusere på at konkurrere med. Den ene side af kritikken er, at DR stjæler brugerne, men en anden side lyder, at de 187 mio. kr. som DR

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 20 af 23

bruger på netaktiviteter om året, burde bruges på andre ting, som har mere at gøre med public service. Hvad siger du til det?Vi må konstatere, at i denne nye, moderne medieverden, vi lever i, er tv, radio og internettet og også snart mobiltelefonen smeltet sammen. Det giver ikke mening at tale om tv, radio, nettet og mobilen adskilt – det hænger sammen. Og der er mange borgere, især de yngre, der bruger meget af deres tid på nettet. Hvis DR skal være relevant for dem, så er det på nettet, det sker, og der laver vi ting, som ingen andre laver. Men som sagt er der aldrig nogensinde nogen, der kommer til at få en dominerende position på nettet, heller ikke DR. Og den måde, brugerne agerer på nettet på, betyder, at vi aldrig kommer til at tage penge op af lommen på danske dagblade eller nogen andre.

Vil DR i fremtiden tilbyde flere nichekanaler, der samler det smalle indhold, mens DR1 konkurrerer med de kommercielle kanaler om de højeste seertal? Og betyder et øget antal DR-kanaler ikke, at tanken om et DR, der samler befolkningen, er forældet?Fragmenteringen af medieverden har DR ikke opfundet – det er et globalt fænomen, som vi oplever alle vegne. Når det så er sagt, tror jeg ikke, vi kommer til at opleve flere kanaler fra DR’s side. Det var en historisk dag (1. november, red.), da vi åbnede tre nye kanaler. Vi har nu seks kanaler, og jeg vil tro, at vi stopper dér.

Jeg ser en fremtid, hvor brede samlende kanaler som DR1 og TV 2 kommer under pres. Men det er vigtigt at slå fast, at vi stædigt vil prøve at fastholde DR1 som et af de eneste bredt samlende medietilbud, der er i Danmark overhovedet. Vi vil kæmpe for, at vores brede medietilbud forbliver brede og når ud til så mange mennesker som overhovedet muligt.

Jeg tror, vi kommer til at opleve meget mere originalt net-tv-indhold fra DR i de kommende år. Nettet er nu nået til et punkt, hvor det, der kommer til at drive det fremadrettet, er levende billeder. Båndbredderne er der nu, lagringskapaciteterne er der, og priserne for at distribuere er kommet ned. Så det, der kommer til at drive nettet, er levende billeder – det er sgu ikke tekst, og dér har vi et meget stærkt fokus fra DR’s side om også at lave originalt net-tv-indhold.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 21 af 23

!"#$%&'()$*+*,-.-/00,*12/,*34

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 22 af 23

I USA handler Afghanistan-debatten primært om ét spørgsmål: ‘Hvor mange tropper er der behov for?’ Det betyder, at spørgsmål som ‘Hvordan skal indsatsen se ud?’ – kommer i anden række. Her skal EU spille en større rolle. Den civile indsats skal i højsædet. Derfor har EU nu præsenteret en ny Afghanistan-strategi, hvor lokalstyre, politi og landbrug fylder mere end den militære indsats.Af Dan Jørgensen MEP (S)

PRÆSIDENT Obama kæmper lige nu med at udforme en ny strategi for USA's engagement i Afghanistan, Obamas øverstbefalende i Afghanistan, General McChrystal, forlanger 40.000 ekstra tropper på landjorden. Vicepræsident Biden og et flertal af Obamas demokratiske partifæller i den amerikanske kongres ønsker derimod en markant reduktion i antallet af tropperne. Uanset hvilket ben Obama vælger at stå på, kan rammerne for debatten i Washington (meget) groft sagt reduceres til et spørgsmål om flere eller færre tropper.

Der er ingen tvivl om, at USA's udspil er helt centralt for indsatsen i Afghanistan. Men det er helt afgørende, at det ikke alene er antallet af militære enheder, der er afgørende for udviklingen – og i sidste ende freden – i Afghanistan. Fokus på tropper er ikke nokMens vi afventer Obamas udspil må vi ikke glemme, at behovet for institutions- og kapacitetsopbygning – opbygning af et politisk system både nationalt og lokalt, etablering af retsstat med domstole og politi og økonomisk udvikling – er helt essentielt for at sikre en stabil udvikling i Afghanistan. Det er det, der i sidste ende vil blive nøglen til succes.

Her har EU har en særligt vigtig rolle at spille. Ikke mindst i lyset af den endelige underskrivelse af Lissabon-traktaten i sidste uge, der styrker EU som en samlet international aktør. Ud over at næsten halvdelen af de internationale ISAF-styrker under NATO’s kommando kommer fra EU-lande, bidrager EU og medlemsstaterne allerede i dag med næsten en milliard euro til den civile og politiske genopbygningsindsats i Afghanistan. EU er med andre ord allerede en af de helt centrale aktører i Afghanistan. Og selvom USA unægtelig er den væsentligste spiller, må vi i

EU ikke bare lade os forlede af vindene i Washington og fokusere snævert på antallet af tropper. I stedet skal EU fastholde og styrke fokus på det, EU er bedst til – og kan blive endnu bedre til: Den civile udvikling.

EU både skal og kan nemlig bidrage til at skabe rammerne for stabilitet og sikkerhed i Afghanistan. Det sker bare ikke ved alene at øge eller sænke antallet af tropper, eller ved at hver enkelt medlemsstat enkeltvis enten blindt adlyder eller trodsigt afviser USA's ønsker. Tværtimod! Det sker ved at forene EU's ressourcer og indenfor rammerne af en samlet langsigtet strategi at udvikle statslige og lokale institutioner og styrke den civile udvikling i landet, så der gradvist overdrages mere og mere magt til de afghanske myndigheder.

Seniorforsker ved tænketanken European Council on Foreign Relations og tidligere rådgiver for den afghanske regering, Daniel Korski, understreger ligeledes i RÆSONs Ugemagasin #8, at det er afgørende, at de europæiske lande ikke alene prøver at matche USA med at sende militære tropper, men i stedet lægger særligt vægt på at sende flere civile eksperter både til politi, administration og valgobservation. EU's nye handlingsplanHeldigvis har EU nu langt om længe understreget prioriteringen af indsatsen i Afghanistan. Det skete, da EU's stats- og regeringschefer forleden præsenterede en fælles ambitiøs handlingsplan for EU's samlede indsats i Afghanistan og Pakistan under fortsat koordinering af FN. Med handlingsplanen kom EU et skridt nærmere den samlede strategi, der længe har været efterspurgt for den europæiske indsats i Afghanistan. Strategien lægger netop vægt på EU's styrke som civil aktør ved at identificere hovedområder, der

BR

EV

E F

RA

BR

UX

ELL

ES

11.

no

vem

ber

200

9

AFGHANISTANNu gælder det den civile indsats

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 23 af 23

falder under denne kategori: styrkelse af lokalstyre, civil politistyrke og økonomisk vækst gennem mere og bedre landbrug:

Styrk lokalstyret. Hvis udviklingen i Afghanistan skal fungere på den lange bane, er det helt centralt, at Afghanistans regeringsinstitutioner bliver bygget op af og med afghanere. Afghansk medejerskab er forudsætningen for, at institutionerne lever videre, også når der engang skrues ned for internationale indsats. Regeringen i Kabul er naturligvis et vigtigt led i denne strategi. Men ligesom hele Danmark ikke kan styres fra København, kan Afghanistan heller ikke styres fra Kabul. I de sidste mange måneder forud for præsidentvalget har den internationale opmærksomhed været rettet på Kabul. Nu er tiden kommet til at sætte fokus på de lokale by- og regionalstyrer i det meget forskelligartede land. De er et centralt led i kapacitetsopbygningen. Det er her, det virkelige afghanske ejerskab skal opbygges. Det er her, borgerne skal se, at der leveres resultater. Med den nye strategi fortsætter og udbygger EU sit arbejde med det led af kapacitetsopbygningen. Dels ved direkte samarbejde med de afghanske myndigheder, dels ved at opfordre USA til at gøre det samme. Styrk den civile politistyrke. Opbygningen af institutioner kan kompromitteres af en overhængende sikkerhedstrussel. Derfor er det ingen nyhed, at kapacitetsopbygningen nødvendigvis må gå hånd i hånd med styrkelse af sikkerheden. Også her er det vigtigt, at der bliver tale om afghansk medejerskab. En velfungerende afghansk politistyrke er helt nødvendig for, at sikkerhedssituationen stabiliseres ude i de enkelte landsbyer. EU vil derfor styrke samarbejdet og koordinationen mellem EUPOL og de enkelte medlemslandes programmer. De positive resultater fra opbygningen af politistyrker i Kabul skal gradvist udvides til flere provinser i landet. Landbruget skal være vækstmotor. Den afghanske økonomi har gennem årtier været gennemsyret af opiumsproduktion, der har været Talebans primære indtægtskilde. Men også for den enkelte bonde har udbyttet ved at producere opium været langt større end ved produktion af konventionelt landbrug. 80 procent af den afghanske befolkning bor på landet. Landbruget er bogstaveligt talt deres levebrød, men også kilden til den økonomiske vækst, landet har så meget brug for. Vejen til stabilitet går gennem en stabil økonomi og altså gennem et bæredygtigt landbrug. Den enkelte bonde skal have incitament til at fravælge opiumsdyrkningen til fordel for konventionelle landbrugsafgrøder. Det vil på den ene side fratage Taleban deres levebrød. På den anden side vil det give mad på bordet og sætte skub i den økonomiske udvikling. EU vil koordinere indsatsen for at styrke landbrugssektoren i Afghanistan – også ved at inddrage de afghanske myndigheder, der har overblikket over hele sektoren 

Mellem Mars og VenusEU kan ikke sende 40.000 tropper til Afghanistan som USA. Men selvom EU kunne sende mange flere tropper af sted, er det ikke nødvendigvis dér, EU’s kompetencer udnyttes bedst. Med EU’s nye Afghanistan-strategi lægges grundlaget for, at EU kan bidrage med den kapacitetsopbygning – både politisk, i politiet og i landbruget – som bliver helt afgørende for at sikre stabiliteten i landet.  Arbejdet med institutionerne afhænger af den sikkerhed, de amerikanske og europæiske tropper bidrager til at skabe i dag. Men den varige sikkerhed kommer ikke alene gennem en brav militær indsats. På den lange bane er det netop en målrettet og koordineret indsats for den civile genopbygning, der vil skabe vejen til et stabilt Afghanistan.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen