rÆson 23/09/2009

1. å

rgan

g n

r. 4

/ 23

. sep

tem

ber

200

9

G20Tør Obama tage bonussen fra bankerne? EU: klar til opgør med finanssektorenInterview: “Vi får en ny finanskriseom 3-6 måneder”

OBAMA’S UDENRIGSPOLITIKUSA’s udsending til Nordkorea: Forhandling er den eneste mulighed

Afghanistan: Kan Obama få Europa til at sende flere soldater?

KLIMAJens Rohde: Naivt at forvente livsstils-ændringer

Duel: Nej tildommedags-profetierne

TYSKLAND Sejr uden kamp

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 2 af 22

!"##$%&'()#("&"*+,-$(.$"(

!"#$%#&#'("))"$

/-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: [email protected]. Foto credits: CDU s.1+4, Det Hvide Hus s.8+17, arkiv s.3+14+15+19+21, det svenske EU-formandsskab s.10. EVERYBODY WINS

Gratis tilmelding til dette ugemagasin på: www.raeson.dk

http://WWW.RAESON.DK


http://www.raeson.dk

mailto:[email protected]





Lørdag d.28/11 inviterer RÆSON for første gang til Årskonference om Politik, Medier, Net & Demokrati - hvor bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, IT-entreprenører, medieeksperter og politikere diskuterer demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Der er plads til 600 deltagere; tanken er, at arrangementet bliver en årligt tilbagevendende begivenhed.

Programmet, der strækker sig fra 10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.:

- Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør, Berlingske Tidende- Tøger Seidenfaden, ansv. chefredaktør, Politiken- Susanne Hegelund, chef for TV-Avisen- Henrik Dahl, sociolog og forfatter- Per Mikael Jensen, direktør for Metro- Leif Beck Fallesen, chefredaktør, Børsen

Praktisk:- Tilmelding: 1.000 kr.- Antallet af pladser er begrænset, reservér derfor i god tid- Frokost og aftensmad indgår ikke som en del af programmet; der holdes to pauser fra 12-13 og 17.30-19.30.

Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html

Nyt

fra

RÆ

SO

N

RÆSONs Årskonference

om Politik, Medier, Net og

Demokrati 28/11 2009



http://www.raeson.dk/konferencen2009.html

http://www.raeson.dk/konferencen2009.html


TYSKLANDValgkamp uden kampAf Kim B. Olsen, Korrespondent for RÆSON

DET politiske Berlin forholder sig i disse dage både afventende og forventende. Afventende, fordi søndagens valgresultat igen kan stille partierne over for samme svære magtspil, som ved seneste valg for fire år siden, der endte med samlingsregeringen – den uønskede ’store koalition’. Forventende, fordi netop denne situation for alvor vil tvinge de politiske aktører til at tage stilling til den nye tyske virkelighed: fempartisystemet. Det nye venstrefløjsparti Die Linke står nemlig til fremgang, og overgangen fra et parlament med fire til fem partier er dermed manifesteret. Det skaber grobund for uprøvede og ukendte magtkonstellationer, og stiller de tyske partier over for helt nye udfordringer.

Undtagelsen bliver reglenAllerede ved valget for fire år siden tvang mandatfordelingen de traditionelle partier til at tænke nyt. Hvor tyske regeringer i forbundsrepublikkens 60-årige historie traditionelt bestod af enten CDU eller SPD sammen med et mindre støtteparti (med en kort undtagelse i slut-60’erne), er virkeligheden i dag en anden. Tiden, hvor regeringer enten blev dannet af det borgerlige CDU og det markedsliberale FDP eller venstrefløjen ved SPD og de Grønne, stoppede, da det nyetablerede venstrefløjsparti Die Linke i 2005 blev tungen på vægtskålen. Ingen af de traditionelle koalitioner kunne samle flertal, og SPD afviste at samarbejde med konkurrenterne på venstrefløjen, der huser bl.a. EU- og kapitalisme-kritikere og stadig mangler at

præsentere et egentlig partiprogram. I dansk og europæisk kontekst er et parti som Die Linke langt fra noget særsyn, men fordi der kan trækkes direkte linjer fra DDR-kommunisterne til partiet, spøger minderne om uretsstaten øst for jerntæppet hos mange potentielle SPD-vælgere, især i det vestlige Tyskland. Die Linke er ikke ”stuerene”, og SPD har gentagne gange afvist ethvert samarbejde på forbundsniveau.

Men spørgsmålet er, hvor længe de traditionelle partier kan nægte at give indflydelse til det nye venstrefløjsparti, der har 12-14 % af vælgerne bag sig og netop har haft markant fremgang til delstatsvalgene? I 2005 undgik de store folkepartier dette spørgsmål ved at flygte ind i Den Store Koalition, men lovede deres frustrerede vælgere, at der var tale om et undtagelsestilfælde – CDU og SPD har kaldt en genoptagelse af den store koalition ”umulig” og én har endda refereret til scenariet som ”maksimalstraffen”. Alligevel kan situationen opstå igen. Ekspert i regeringsførelse ved Berlins Freie Universität Dr. Werner Süß forklarer over for RÆSON: ”Hvis valgresultatet fra 2005 gentager sig i år, kan undtagelsen blive til reglen”.

De nye regler i tysk politik: at de gamle og trygge magtstrukturer ikke eksisterer længere. At Die Linke er kommet for at blive. At folkepartierne ikke er, hvad de engang har været, og at nye politiske løsninger er nødvendige. Selvom regelændringerne har været åbenlyse i fire år, har ingen af partierne lært at spille efter dem endnu. Konsekvensen? Koalitionskaos! Det står

23. S

EP

TE

MB

ER

200

9 Duellen er blevet en duet. Kansler Merkel og udenrigsminister Steinmeier har gennem fire år dannet regering i den ”store koalition” mellem de konservative CDU/CSU og socialdemokraterne fra SPD. Som valget er kommet nærmere, har de to forsøgt at positionere sig som hinandens rivaler, men ingen af dem har hverken formået at polarisere eller mobilisere. Tysklands traditionelle folkepartier har leveret en valgkamp uden indhold eller karisma. De har ikke lært at forholde sig til det nye tyske fempartisystem – og kan på langt sigt komme til at betale en høj pris.




klart, når man gennemtænker de tænkelige regeringskoalitioner. Merkel ønsker sig en konservativ-liberal koalition. Hvis den ikke rækker (meningsmålingerne spår knap 50 %, tendens nedadgående), kan hun enten forsøge at lokke de Grønne i regeringsfolden eller, qua ovenstående: fortsætte samarbejdet med SPD. Men de Grønne nægter at lægge stemmer til en borgerlig regering, og socialdemokraterne vil hellere stille med deres egen kansler. Steinmeier, der står til at give SPD det dårligste valg nogensinde, har afvist Die Linke og har derfor kun én mulighed for at opfylde sit partis kanslerønske: Han kan søge en trekløverregering med de Grønne og det liberale FDP, hvilket ikke virker oplagt al den stund mange socialdemokrater betragter de liberale som ansvarlige for den økonomiske krise.

På papiret er der altså mange koalitionsmuligheder, i praksis er der to. Enten opnår den borgerlige fløj et flertal, ellers fortsætter Den Store Koalition – andre alternativer virker usandsynlige.

Især de små partier er centrale i denne ligning. I takt med de er vokset, er deres evne til samarbejde også blevet vigtigere, men ingen af dem lader til at have den fornødne kompromisvillighed. Hvis vælgerne ikke giver Merkel opbakning til en borgerlig regering, bliver undtagelsen nok til reglen, og den store koalition genvælges. At både kansleren og hendes hovedudfordrer allerede indstiller sig på denne løsning, har den nærmest søvndyssende valgkamp været en klar indikator på.

Valgkamp uden kampFor det har i sandhed været tamme uger i det tyske. Süddeutsche Zeitungs politiske kommentator Dieter Degler beskriver valgkampen som den besynderligste nogensinde, og medierne har døbt den ”Omfavnelsesvalgkampen”. De to duellanter har nærmest ignoreret modspillerens eksistens: Merkel taler ikke om Steinmeier og omvendt. Først i de seneste dage har Steinmeier (omsider) angrebet kansleren direkte, kritiseret hende for at gøre modstandernes ideer til sine egne, men aldrig formulere visioner selv. Merkel forholder sig derimod fuldstændig passivt. Hun har fra starten undveget enhver diskussion om indhold, spiller ved passende lejligheder statsmandskortet og forsikrer konsekvent tyskerne om, at hun bedst kan føre det eksportafhængige land ud af krisen, som hun ikke ser overstået ”før Tyskland igen er på samme økonomiske niveau som i sommeren 2008” – men at det løfte nok ikke kan opfyldes inden for de næste fire år, er vist ingen hemmelighed.

Begge partier har måttet sande, at de efter en hel valgperiodes regeringssamarbejde kommer til

at føre valgkamp mod sig selv. De sidste fire års politiske beslutninger kan derfor kun kritiseres med yderste forsigtighed. Formulerer partierne pludseligt et politisk alternativ, er dette et alternativ mod deres egen politik. Süß forklarer: ”Både CDU og SPD står i princippet i skyggen af Schröders reformpolitik. De mister fuldstændig evnen til at polarisere og over tid vil denne stilstand slide de gamle folkepartier op”. Resultat: Merkel og Steinmeier forsvarer samme politik. Emner som håndteringen af finanskrisen, arbejdsmarkedsreformerne og indsatsen i Afghanistan har været vitale bestanddele af deres fælles regeringspolitik, og her kan de altså ikke – end ikke i valgkampen – fjerne sig fra hinanden.

Kun på gammelkendte sager fremprovokeres uenigheden: atomenergi og mindsteløn er blevet nogle af valgkampens få brændpunkter. Steinmeier kræver mindstelønnen (der i nogle brancher ligger ved 4,5 euro i timen) fastlagt ved lov, Merkel fastholder, at kun overenskomster kan sikre et konkurrencedygtigt tysk jobmarked. Kansleren kræver omvendt, at de tyske atomkraftværkers levetid skal forlænges, mens der søges efter vedvarende energikilder, hendes udfordrer frygter, at mere atomkraft netop vil bremse energikoncernernes trang til udvikling af grøn energi. Disse temaer kan spores, men intensiteten er til at overse. Denne kedsommelighed vil på søndag formentlig sikre Merkel fire år mere ved magten. Men prisen for den passive valgkamp kan på sigt blive høj for alle parter.

Vælgernes mistillid vil vokseEr en fortsættelse af koalitionen – Merkel som kansler, Steinmeier (måske) som udenrigsminister – da ikke en win-win-situation – dvs.: med noget for begge de store partier? Kun på kort sigt. Selvom meningsmålingerne spår at en fornyelse af den store koalition er en reel mulighed, afviser begge partier et fortsat samarbejde. Kritikerne er utilfredse med, at partierne ikke tør diskutere den nye politiske realitet åbent. Ender CDU og SPD alligevel med at danne regering, vil deres valgløfter for mange forekomme hykleriske og øge vælgernes mistillid til politikerne. Sammenlagt med valgkampens ”af-polariserende” stemning, er der en tydelig risiko for den tyske vælgers dalende interesse for det politiske. De sidste måneder har fremtrædende kommentatorer advaret netop mod vælgernes ligegyldighed. Hans-Ulrich Jörges fra tidsskriftet Stern advarer mod at vælgerne reduceres til ”tilskuerdemokrater”, mens den fremtrædende SPIEGEL-journalist Gabor Steingart i sin bestseller ”Die gestohlene Demokratie” (Det stjålne demokrati, red.) endda advokerer for, at man som vælger bør tilbringe




valgdagen på sofaen – partierne gør alligevel, som det passer dem. Hvis tysk politik også fremover kommer til at føles indholdsløs og uklar, kan sofavælgerne – dem, der ikke deltager – vise sig at være en stærk opposition, ikke til regeringen men til politikerne som sådan.

Søndag bliver valgdeltageren formentlig god. Men Merkel, Steinmeier og andre politiske spidser ved godt, at deres ugennemskuelige magtspil kan koste på sigt. De ved, at Die Linke fremover vil præge tysk politik, som er blevet et fempartisystem. De ved bare ikke, hvordan de skal reagere på udfordringen – og har indtil videre undladt at give et svar.

Hvis søndagens valg giver et borgerligt flertal, vil magtforholdene være stabile et par år frem - og spørgsmålet om partiernes nye forhold til hinanden skydes foreløbigt til hjørnespark. Med et mere uklart resultat bliver ugerne efter valget en endnu større troværdighedsprøve for partierne end selve valgkampen har været.




!"#$%&'()$*+*,-.-/00,*12/,*34




Washington, London, Pittsburgh: i morgen starter det tredje møde mellem verdens 20 rigeste økonomier siden finanskrisen startede for præcis ét år siden. Men ifølge medierne er den globale økonomi nu godt på vej tilbage – krisen virker ikke længere akut. Måske vil politikerne derfor falde for fristelsen til ikke at gøre mere.Af Martin Wøldike og Johanne Hesseldahl

OBAMA har tøvet: både med at skære i hjælpepakker og med at indlede et opgør med bankernes bonusser. Ny regulering vil gøre bankerne mindre profitable – dels ved at øge kravet til opsparing, dels ved at øge driftsomkostningerne. Og Obama har tidligere signaleret, at han helst så, at bankerne på eget initiativ ændrede deres adfærd. Det vil bare aldrig ske.

De sidste dage har Obama så sendt nye signaler, måske under påvirkning af de store amerikanske blogs og tænketanke, som bliver fulgt nøje af hele finanssektoren og Washington. Faktisk fungerer flere af dem indirekte som rådgivende organer for Det Hvide Hus. En af disse blogs er The Baseline Scenerio, der er startet af den tidligere cheføkonom ved Den Internationale Valutafond (IMF), Simon Johnson. Han advarer mod at USA læner sig tilbage, bare fordi overskrifterne i aviserne siger, at økonomien er i bedring.: “Økonomisk stabilitet kræver en reform af den finansielle sektor – ellers lægger man blot kimen til den næste store krise.” Hvis ikke man reformerer reguleringen af banker og finanser, mener han at økonomien vil fortsætte en såkaldt boom-bailout-cirkel, med opture og nedture – indtil den dag et stort land går konkurs. Det er ikke nok med små justeringer – der skal, ifølge Johnson, en stor reform til, der kan styre økonomien stramt.

Obama-regeringen har tilsyneladende lyttet til den anbefaling, og ser nu ud til at være klar til at gå med på nogle af de reguleringsaftaler, som især kontinentaleuropa og EU presser på for at få gennemført (se artiklen om EU, nedenfor). Således lovede Obama i sin ugentlige radio- og internettale søndag aften, at han vil arbejde

sammen med resten af G20-lederne i spørgsmålet om de kontroversielle bankbonusser, og understregede samtidig, at skamløse transaktioner, der giver ”fede bonusser for bankdirektører” ikke længere vil blive tolereret: ”Som verdens største økonomi, må vi også gå forrest. Ikke blot i ord, men i handling. Vi kan ikke tillade, at grådigheden efter hurtige og fede bonusser undergraver sikkerheden for hele vores finansielle system og så blot lade skatteyderne tilbage med oprydningen.”

Det er dog langtfra sikkert at Obama kan gøre de flotte ord til virkelighed. Mange vil mene, at han er presset til at melde ud på denne måde for at imødekomme en utilfreds befolkning, og at han i virkeligheden vil forsøge at undgå at røre bonusserne.

Men verdens ledere kommer til Pittsburgh på et tidspunkt med stigende skepsis overfor bankerne også hos den amerikanske befolkning. Således har de amerikanske vælgere – som i flere andre lande – været vidner til hvordan regeringen har brugt offentlige midler på redningspakker, der skulle afhjælpe bankernes underskud, for blot at se de selvsamme banker udnytte overskuddet og lægge penge til side til direktørers milliardbonusser. Den New York-baserede bank Citigroup Inc., som den amerikanske regering takket være en af sine redningspakker nu ejer en tredjedel af, gav 738 af sine ansatte bonusser på mindst 1 million dollar hver – på trods af at banken havde tabt 18.7 milliarder i løbet af året. Den slags er mildest talt ikke populært: i en Gallup-måling i juni udtrykte 59 procent af amerikanerne, at de ønskede et indgreb mod direktørbonusser, og i en måling foretaget af analyseinstituttet YouGov i denne måned, sagde

US

A 2

3. s

epte

mb

er 2

009 G20 TOPMØDE

Tør Obama tage bonussen fra bankerne?




73 procent af de britiske vælgere, at de gerne så en skat på alle bankbonusser over 10.000 pund.

Det frie fald er hørt opI sin tale søndag slog Obama fast, at der er sket virkelige fremskridt i bestræbelserne på at få stoppet den internationale finanskrise og at “det frie fald” i økonomien er ophørt. Men han tilføjede: ”Vi har stadig meget at gøre i samarbejde med nationer rundt omkring i verden for at få styrket de regler, der styrer de finansielle markeder, så vi kan sikre, at vi ikke igen kommer til at stå i den vanskelige situation, som vi stod i for et år siden.”

Obama har også lagt op til, at der skal etableres et forbrugeragentur, som skal sikre principper om gennemsigtighed og ansvarlighed når banker låner til menige amerikanere. Hans regering har signaleret, at den aggressivt vil reformere USA*s finanssystem og presse på for at få andre til at følge trop. For tre uger siden erklærede finansminister Timothy Geithner nemlig på et møde i London for G20’s finansministre at han vil opstille nye principper for en global indsats, der skal regulere bankernes massive udlån. Han vil dog ikke gå efter en hurtig aftale, da det er for tidligt at slå ned på den finansielle sektor, så længe den stadig kæmper for at komme tilbage til normale udlån. Men Geithner garanterede, at Obama-regeringen fortsat vil forpligte sig til at gennemføre grundlæggende reformer, der vil stramme det finansielle system op og mindske risiciene for en gentagelse af krisen. Og han tilføjede, at han også regnede med, at andre lande står lige så fast:”Vi har handlet exceptionelt hurtigt i USA, for at gennemføre brede forslag og detaljeret lovgivning til passende reformer, der skal skabe øget forbrugersikkerhed og udsigt til et meget mere stabilt og mindre sårbart finansielt system. Det er vigtigt for os, at resten af verden også går med. Dette er globale markeder, og vores reformer hér vil ikke være effektive, med mindre de gennemføres med tilstrækkeligt ambitiøse bestræbelser fra resten af de store økonomier,” sagde Geithner til Reuters.

Protektionisme ikke vejen fremMen der er mange flere lag i G20-forhandlingerne end blot hvad de politiske ledere siger i taler og til journalister. Landene har deres egne interesser at varetage, befolkninger at tilfredsstille og handelsandele at beskytte. Det seneste helt tydelige eksempel på strategi og protektionisme så man, da Obama for halvanden uge siden annoncerede, at USA ville beskatte importen af kinesiske bildæk. Eksporten af dæk til især USA er en kæmpe forretning for Kina og en barriere vil

ramme den kinesiske produktion hårdt. Ifølge økonomiprofessor Max Fraad-Wolf, fra The New School University i New York (se interviewet med ham, næste side) er der både tale om et forsøg på at beskytte jobs i den amerikanske dækindustri og samtidig presse Kina før G20-mødet:. ”USA gør det her for at have et ekstra kort på hånden op til topmødet i Pittsburgh. De kan bruge det til at presse Kina i forhandlingerne. Der er stor sandsynlighed for, at Obama vil droppe beskatningen efter mødet under alle omstændigheder, da den sandsynligvis er i strid med WTO’s retningslinier for fri handel,” siger Max Fraad-Wolf, til RÆSON.

Et protektionistisk træk er ikke den rette kur mod økonomisk recession – snarere tværtimod. Det amerikanske analyseinstitut og tænketank Centre of Economic Policy Research (CEPR) er helt entydige i udmeldingen om, hvor vigtigt det er, at ingen bliver egoistiske og laver handelsbarrierer for at redde deres egne økoomier:

”The Great Depression i 1930’erne blev great, fordi nationalstaterne vendte sig indad. De stærke forpligtelser G20-landene har påtaget sig overfor protektionisme og konkurrerende valutadevalueringer giver imidlertid håb om, at vi ikke kommer til at gentage den fejl. G20-lederne har tidligere påtaget sig disse forpligtelser, hvorefter flere har kastet sig ud i, hvad der umiddelbart lignede tiltag i modsatte retning. Men der ser ud til at være en ny forpligtelse til at iværksætte overvågning og implementering af WTO’s regler og en udtrykt anerkendelse af, at forbrugsfremmende redningspakker er handelsmanipulerende. Vi skal være taknemmelige for, at G20’s udgangspunkt er, at protektionisme er et problem – ikke en løsning”, skriver CEPR på deres hjemmeside.

TOPMØDET bliver travlt, og hver især har de 20 delegationer desuden egne ønsker og forslag med. Til trods for at USA før har været ledende i forhandlingerne, og at de også sidder for bordenden i Pittsburgh, får de nok at se til. Amerikanerne er presset – både indenrigspolitisk og internationalt, ligesom der formentlig heller ikke er nogen, der sådan lige med det første glemmer, at det netop var i USA, at hele den finansielle nedsmeltning begyndte, for bare ét år siden.

Johanne Hesseldahl og Martin Wøldike rapporterer direkte fra mødet i Pittsburgh de kommende dage på raeson.dk. De er begge journalister og studerer international politik i New York.




BRUXELLES. Det skal være slut med tårnhøje bonusaflønninger til bankernes topchefer, og G20-landene skal blive enige om, hvordan og hvornår de vil udfase de statslige hjælpepakker, så verdensøkonomien kan vende tilbage til normal tilstand efter krisen.

Sådan lyder den udmelding som EU’s 27 stats- og regeringschefer blev enige om i Bruxelles i sidste uge, og som EU i morgen lægger på bordet, når G20-mødet starter i Pittsburgh. EU bliver repræsenteret af det svenske formandskab, som er opsat på, at det nu skal være slut med bonuskulturen i bankverdenen. G20 bør ”begrænse de variable lønninger i banker til kun at udgøre en bestemt del af den samlede løn”, lyder det i den erklæring, som EU har med fra Bruxelles.

Især Sarkozy har presset på for at få EU til at vedtage bindende regler for bonuslønninger i kølvandet på Frankrigs egen beslutning om, at udbetalingen af bankernes bonus skal udsættes med tre år. Finansminister Christine Lagarde har siden da forsøgt at overtale andre lande til at følge Frankrigs eksempel for at undgå konkurrenceforvridning. Og på trods af, at England har været tilbageholdende med at regulere finanssektoren, så var det altså et samlet EU, der på topmødet i sidste uge besluttede at trække sablen mod bonuskulturen.

”Det kan ikke nytte noget, at skatteborgernes penge – som er blevet brugt til at hjælpe bankerne ud af krisen – nu bliver brugt til at betale for urimeligt høje lønninger. Det er vi helt enige om i EU”, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen efter mødet og gentog dermed EU-formand Frederik Reinfeldt (foto) som ligeledes langede hårdt ud efter bankerne.

Ud over opgøret med bonuslønninger vil Europa kæmpe for, at G20-landene implementerer de såkaldte Basel II-regler, der er et internationalt regelsæt for risikostyring – som de europæiske lande selv har tilsluttet sig via EU’s kapitaldækningsdirektiv. Reglerne indebærer en

betydelig stramning af den måde, bankerne skal opgøre deres kreditrisici på og skal sikre at de ikke låner mere ud, end de har kapital til.

Det handler dog ikke kun om sanktioner, for EU har også penge med i bagagen: de 27 lande har besluttet at tilføje yderligere 50 mia. euro til Den Internationale Valutafond (IMF), så organisationen kan få en central rolle i kampen om at få styr på de internationale finansstrømme og styrke udlånspolitikken til de lande, der er hårdest ramt af krisen.

USA vil ikke forbyde bonusser Flere store G20-lande – herunder Canada – mener ligesom EU, at det er nødvendigt med nye kapitalkrav. Selv om ikke alle landene har tilsluttet sig Basel II-reglerne, har der siden det seneste G20-møde i London hersket enighed om at stramme kravene til bankerne, så de har tilstrækkeligt med kapital til at modstå en ny nedtur uden statshjælp.

Langt vanskeligere bliver det at få USA til at springe bankbossernes bonusboble (se artiklen s.7). Det vurderer Carsten Tanggaard, professor ved Erhvervsøkonomisk Institut på Handelshøjskolen i Århus. USA er nemlig hjemsted for verdens største investeringsbanker, og det er først og fremmest dem, der i udpræget grad benytter sig af bonusaflønninger: ”USA har en anden tradition på området og er i modsætning til Europa som udgangspunkt imod regulering. Amerikanerne mener, at krisen skal løses ved at stimulere økonomien yderligere, og grundholdningen er, at man ikke skal blande sig i bankernes interne forhold. Det får EU svært ved at lave om på”, siger han og tilføjer, at EU’s forslag er politisk såvel som fagligt begrundet:

”EU sender et værdipolitisk signal om at gøre op med grådigheden. Men rent fagligt er der også grund til at gøre op med bonuskulturen, fordi den gør bankerne overdrevet risikovillige. Til gengæld skal EU’s regler gælde på globalt plan, hvis de skal virke”, forklarer han (og tilføjer, at også EU’s

VE

RD

EN

23.

sep

tem

ber

200

9 EU til G20 Klar til opgør med finanssektorenNår EU i dag møder resten af verdens største økonomier i Pittsburgh bliver det med et ufravigeligt krav om at lægge et loft over bankernes bonuslønninger. Men EU får svært ved at få USA til at følge trop.

Af Rikke Brøndum




forslag om en samlet exitstrategi efter krisen er nødvendig for at undgå, at nogle lande fortsætter med statshjælp, mens andre ikke gør).

Flere ting tyder da også på et vanskeligt G20-møde hvad EU's bonus-forslag angår. I starten af sidste uge var chefen for Frankrigs finanstilsyn Jean Pierre Jouyet til møde med G20-finansministrene i det såkaldte Financial Stability Board (FSB) – et nyt organ, som G20 netop har oprettet efter krisen med henblik på at vedtage globale regler for den finansielle sektor. Efter mødet konstaterede han: ”Europa og USA har to forskellige opfattelser af bonuslønninger, og det står tilbage som det punkt på dagsordenen, vi får sværest ved at blive enige om.”

EU har sørget for at have orden i egen baggård og kan næppe kritiseres for ikke at have taget kampen op mod finansmarkederne. Siden krisen for alvor brød løs sidste efterår, har institutionerne i Bruxelles nemlig knoklet på højtryk for at udarbejde nye direktiver, der alle har til formål at underlægge finansmarkederne nye regler. Ud over at indføre nye kapitalkrav til banker og stramme bonuslønningerne, har EU besluttet at oprette et europæisk finanstilsyn. Det skal overvåge finansmarkederne og får mandat til at vedtage bindende beslutninger for banker, der opererer på tværs af medlemslande. Samtidig barsler EU med nye regler for alternative investeringsfonde, herunder kapital- og hedgefonde, som også skal leve op til særlige krav til kapitalbeholdningen og offentliggøre afkast og forretningsmetoder.

Mens både industriorganisationer og finanssektoren støtter op om det europæiske finanstilsyn, så har EU’s kapitalkrav og regulering fået hårde ord med på vejen af investeringsfonde. Den europæiske industri har således forsøgt at få EU til at være varsom med kapitalkravene til banker, fordi mange virksomheder i Europa stadig har svært ved at låne penge. Også reglerne om investeringsfonde er blevet kritiseret skarpt af fondenes europæiske brancheforening, EVCA. Begge direktiver skal nu forhandles i EU-parlamentet, før de kan træde i kraft.

Hvordan skal IMF reformeres?Men også Den International Valutafond, IMF, er på dagsordenen i Pittsburgh. Landene skal først og fremmest beslutte, hvor meget støtte IMF skal have for at kunne låne penge til de lande, der er hårdest ramt af krisen. Men samtidig er der på forhånd lagt op til en hed diskussion af, hvor mange pladser EU skal have i IMF. I dag har EU otte ud af 24 pladser, som pt. fordeles ud fra landenes økonomiske bidrag. Tyskland, Frankrig, Italien og England er nogle af de største donorer til IMF, og de fire EU-lande står alene for 20

procent af den samlede stemmevægt, mens USA råder over 17 procent.

USA ønsker at EU får ét sæde, hvilket ikke falder i god jord hos de største EU-lande, som selvsagt foretrækker at beholde deres nuværende pladser. EU mener som udgangspunkt, at fordelingen af pladser bør afspejle landenes reelle plads i verdensøkonomien. Og Unionen er parat til at give lande, som i dag er underrepræsenterede, mere stemmevægt, selvom det endnu ikke er besluttet hvilke lande, der falder under den kategori. Spørgsmålet om hvordan IMF skal reformeres er derfor endnu ubesvaret.




Hvor vigtig er mødet for den globale økonomiske

fremtid?

Mødet virker mere vigtigt end det er, sammenlignet med, hvad der reelt kommer ud af det. Det, der er rigtig vigtig, er, hvad der foregår i baglokalet før og efter mødet. Men når det er sagt, så er der et par temaer, som det bliver interessante at se, hvordan [verdens]lederne behandler. Det drejer sig om stabilisering af den globale finansielle nedtur, om hvor meget landene er villige til at reducere deres hjælpepakker til økonomierne og om hvorvidt der kan indgås nogle nye handelsaftaler på tværs af grænser. Men mMit gæt er, at der ikke bliver noget stort fremskridt.

Hvad mener du med, at aftalerne foregår i baglokalet?

Pittsburgh-mødet er et propagandateater. Alle de rigtige forhandlinger og beslutninger er taget flere måneder før af det administrative personaleembedsmændene. Mødet fungerer nærmest ceremonielt, så regeringer kan profilere sig og. Det bliver dækket massivt af medierne dækker det intensivt. Derudover er der selvfølgelig et element af, at man kan landene lægge pres på hinanden, så de sidste detaljer i aftalerne kan ændre sig. Mødet har altså en betydning – ikke mindst over for hvilket indtryk lederne giver deres befolkninger.

Hvad er Obamas største bekymring i forbindelse med mødet?

Obama-administrationen er bange for, at USA får skylden for hele krisen. De er bange for, at flere lande vil sætte handelsbarrierer op for amerikanske varer og services. De er bange for, at priserne på energi og mad går op, og endelig så frygter de at blive presset af europærerne til at indgå aftaler om regulering af finanssektorenerne,

som vil være upopulære hos de amerikanske forretningsfolk. Obama er blevet svageresvækket og kommer til at gå en svær balancegang mellem, hvad der er nødvendigt, og hvad der er populært.

Hvorfor står USA i en svagere position?

For to måneder siden var Obama verdens nye håb og havde en enorm magt., og Aalle var glade for at slippe af med Bush. Men de sidste to måneder har ikke været gode for ham. Uanset om der var tale om Gordon Brown fra Storbritannien eller Hu Jintao fra Kina, så afhænger en leders position ved forhandlingerne i Pittsburgh af, hvor magtfuld han er i sit hjemland. For to måneder siden kunne Obama have fået, hvad han ville. Men nu vil de andre [landes] ledere ikke lave acceptere en svær og pinlig aftale, hvor de giver afkald på noget, hvis Obama ender med at bliver afvist af sin egen befolkning eller Kongressen, når han kommer hjem [med resultatet]. Så Sker det, bliver de andre ledere både upopulære i deres eget land og i USA. På den mådeDerfor bliver det sværere for Obama at få aftaler i hus, ford:i han kommer til mødet med en svageredårligere kort på hånd.

Hvad er det værst mulige udfald af mødet, du kan forestille dig er realistisk?

At alle forhandlinger bryder sammen, og de ikke engang kan komme med nogen fælles erklæring om, hvor vi står. Og fordi det er et stort propagandateater, så vil det være endnu værre, hvis et land udvandrer fra mødet. Det vil give en masse ballade og et stort medieshow. Jo større land des værre. Hvis for eksempel Rusland, Kina eller Indien går fra mødet kan det blive meget farligt. 2,5 milliarder mennesker er et kæmpe tab for en aftale. Faktisk så stort at aftalen ikke vil give nogen mening.

Hvad er det bedst mulige udfald af mødet?Man kan ønske sig en rammeaftale for den

INT

ER

VIE

W 2

3. S

EP

TE

MB

ER

200

9 Max Fraad-WolfEn ny finanskrise om 3-6 månederDe sidste fem måneder har været den største og hurtigste globale optur i hundrede år. Det er farligt. Opturen er kommet alt for hurtigt. Jeg tror, vi har en ny finanskrise om bare tre til seks måneder: langt fra så stor som i 2008, men en global nedtur på cirka 10 til 15%. Befolkningernes vrede vil afgøre, om politikerne gør noget for at stoppe cirklen.” Sådan lyder det fra økonomiprofessoren Max Fraad-Wolff, som ikke venter noget solidt resultat fra ugens G20-møde i Pittsburgh.

Af Johanne Hesseldahl




globale koordination af finanspolitiske og monetære problemer. Det vil være en stor succes, hvis landene i det mindste kan samarbejde om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal tage sig af ubalance i valuta og handel og lave en ambitiøs plan for regulering af den globale økonomi. Men det er meget urealistisk, og det kommer ikke til at ske. Men måske en fælles klimaforpligtelse eller et mål inden mødet i København . Det ville også være virkelig godt, men det kommer heller ikke til at ske. Jeg tror, det er sandsynligt, at vi får små reguleringer men intet seriøst og effektivt.

Hvorfor kommer det ikke til at ske?

De sidste fem måneder har været den største og hurtigste globale optur i hundrede år. Lige pludselig er ingen interesseret i langsigtet regulering af markederne og ingen bekymrer sig længere så meget om dårlige tider. Lederne bekymrer sig om deres popularitet, og det mindsker incitamentet til at gøre noget, der er dyrt og upopulært.

Det lyder farligt for vores økonomiske fremtid?Det er farligt. Den her Oopturen er kommet alt for hurtigt, og der er noget skrøbeligt ved den allerede. Jeg tror, vi har en ny finanskrise om bare tre til seks måneder, fordi ingen vil gøre noget for at stoppe den. Den bliver langt fra så stor som i 2008, men det bliver en global nedtur på cirka 10 til 15 procent som vil resultere i en virkelig øjenåbner for lederne. Jeg tror, befolkningernes vrede vil afgøre, om politikerne gør noget for at stoppe cirklen.




Interview med Stephen Bosworth af Jonas Parello-Plesner, medlem af RÆSONs chefredaktion

USA har officielt meldt ud, at landet er klar til at mødes bilateralt med Nordkorea. Det bliver et direkte møde mellem de to lande, men det betegnes alligevel – med diplomatisk finesse – som ”en del af ” de multilaterale Sekspartsforhandlinger og det gennemføres ifølge amerikanerne med det formål at få Nordkorea til at vende tilbage til disse. Med dette argument vil Washington forsøge at undgå at lægge sig ud med Japan og Sydkorea, der begge har advaret USA mod at imødekomme det nordkoreanske ønske om direkte bilaterale forhandlinger i stedet for Sekspartsdrøftelserne. I sidste uge besøgte USA’s udsending til Nordkorea, Stephen Bosworth Danmark:

Obama har sagt, at USA bør tale med fjenden og lytte til sine allierede. Hvordan forbinder du de to prioriteter over for Nordkorea? Vi gør begge dele. Vi har lige gennemført intense møder med vores partnere. Jeg tænker på de fire andre medlemmer af Sekspartsforhandlingerne; nemlig Kina, Sydkorea, Japan og Rusland. Vi er helt enige og deler den samme ambition om at denuklearisere [ afvikle atomprogrammet i] Nordkorea. Hvad angår [det at tale med] Nordkorea, har vi hele tiden udtalt, at vi er villige til at indgå i dialog med landet. Formålet med de kommende bilaterale møder er at overtale Nordkorea til at vende tilbage til Sekspartsforhandlingerne.

Er det nye bilaterale møde med Nordkorea en måde at balancere mellem Obama’s to udenrigspolitiske principper? Vi betegner det som ‘et bilateralt møde inden for rammerne af Sekspartsforhandlingerne’, fordi formålet er både at denuklearisere Nordkorea, og at Nordkorea vender tilbage til multilaterale forhandlinger. I sidste ende er der brug for en multilateral løsning. Der er ikke ét land, som kan frembringe en løsning på alle områder vedrørende Nordkorea.

Hvad var hovedbudskabet fra de andre deltagere i Sekspartsforhandlingerne på din netop overståede rundtur til landene? Der var bred enighed om brugen af diplomatisk aktivitet over for Nordkorea. De påpegede alle, at bilaterale kontakter fra amerikansk side er umagen værd, men med det klare formål at genopstarte Sekspartsforhandlingerne.

Kan indførelse af sanktioner skubbe Nordkorea tilbage til forhandlingsbordet? Ikke af sig selv. Sanktioner skal kombineres med muligheder for Nordkorea i form af motiverende gulerødder. Kan Kina skubbe Nordkorea tilbage til forhandlingsbordet? Kina er en vigtig spiller. Vi samarbejder tæt med dem. Kina har sine bilaterale kontakter med Nordkorea, hvilket er væsentligt. Men for at besvare dit spørgsmål, tror jeg, at Kina selv er den bedste kilde til, hvor meget indflydelse landet faktisk har på Nordkorea.

Kan du skubbe Nordkorea tilbage til forhandlingsbordet?[latter] Helt sikkert ikke mutters alene. Mulighederne er langt bedre i en multilateral ramme. Hvis/når du drager til Nordkorea, hvad er så de centrale budskaber, som du vil viderebringe? Jeg vil forklare, at vi er villige til at genoptage forhandlingsprocessen. Vi bør starte med september 2005-erklæringen fra Sekspartsforhandlingerne, som klart understreger, at denuklearisering er den fælles målsætning – også for Nordkorea. For det andet vil jeg understrege, at Sekspartsforhandlingerne er midlet til at nå det mål, og at Nordkorea bør vende tilbage [til forhandlingsbordet].

Hvad hvis de bilaterale kontakter ikke medfører en genoptagelse af Sekspartsforhandlingerne? Vil USA så fortsætte de direkte møder med Nordkorea, hvilket kunne irritere amerikanske allierede? Det spørgsmål er det for tidligt at udtale sig om. Vi træffer en beslutning baseret på resultaterne fra vores diplomatiske arbejde.

Ser du det som sandsynligt, at Obama vil mødes personligt under sin præsidentperiode med Kim Jong-il (se foto: Kim med Putin)?Det ved jeg ikke. Hvis sådant et møde fandt sted, ville det være tegn på betydeligt fremskridt med hensyn til Nordkorea og til denukleariseringen.

Er et atombevæbnet Nordkorea et faktum, som vi må leve med?Et af formålene med vores engagement i forhold til Nordkorea er at påbegynde en dialog, der skal medvirke til at påvirke Nordkoreas opfattelse af

INT

ER

VIE

W 2

3. s

epte

mb

er 2

009 Nordkorea

Forhandling er den eneste vej




landets egne interesser. Nordkorea siger, at de ikke vil opgive deres atomvåben. Det er situationen lige nu. Vores opgave er at ændre den opfattelse igennem engagement og overtalelse. Det er diplomati.

Er der andre langsigtede løsninger end forhandlinger? Det tror jeg ikke. Der findes ikke en farbar militær løsning. Inddæmning giver ikke langsigtede resultater. Forhandlinger er vejen fremad.

APROPOS NORDKOREA: Jonas Parello-Plesner: “Nordkorea tester Obamas principper”, RÆSONs ugemagasin #3, 16/9 2009




New YorkObamas to satsningerObamas ene store satsning er beslutningen om at skrotte missilskjoldet. Spørgsmålet er, om Rusland – der har protesteret mod skjoldet fra det kom på tegnebrættet – til gengæld vil gå med til at lægge nyt pres på Iran. Den anden satsning: at USA tilsyneladende er parat til at lade de amerikanske soldater i Afghanistan overgå til NATO-kommando. Håbet: at de europæiske lande til gengæld vil tage yderligere ejerskab til krigen – og sende flere soldater afsted.af Morten Østergaard, næstformand i det Radikale Venstres Folketingsgruppe

NEW YORK. FN og FN’s generalforsamling tillægges ikke større værdi i den amerikanske offentlighed, men det forhindrer ikke præsident Obamas administration i at gå ’all in’, som amerikanerne siger når en pokerspiller smider alle sine jetoner på bordet. Senator Mitchell farer i pendulfart mellem Abbas og Netanyahu i håbet om at Obama kan lancere en ny fredsforhandling fra talerstolen i New York. Samtidig viser nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske meldinger og forlydender, at ”Den Udstrakte Hånds Doktrin” ikke kun gælder de muslimske lande, men også Rusland. Og i virkeligheden gælder forandringen ikke kun fjender, men også venner: USA forsøger endegyldigt at sige farvel til Bush-tidens enerådighed i forhold til de europæiske allierede. Således satser Obama med en ny mere euro-pragmatisk missilskjoldsstrategi og en ny mere realistisk Afghanistan-strategi at kunne forbedre relationerne til sine europæiske allierede og Rusland på samme tid. Håbet er, at Medvedev vil kvittere med støtte til sanktioner mod Iran, og at de europæiske allierede vil tage mere ansvar i Afghanistan.

Lykkes det, vil det være en tiltrængt udenrigspolitisk succes, for en præsident som er kommet ned på jorden på den indenrigspolitiske scene. Lykkes det ikke vil Republikanerne se endnu et tegn på, at virkelighedens barske realiteter har indhentet Mr. Hope & Change himself, og dét give dem blod på tanden forud for midtvejsvalget i 2010.

Set fra et dansk klima-synspunkt skal Obamas all-in-strategi helst give pote. For det skal ikke gå meget langsommere med klimapolitikken i USA, førend håbet om en skelsættende aftale ved

COP15 forbliver præcis det – et lønligt håb. Har Obama ikke en rimelig forventning om opbakning fra Kongressen på Capitol Hill, vil han næppe turde forpligte sig i København. Kortene er givet til en geo-politisk særdeles spændende uge i New York. Missilskjoldet: en invitation til russerneTorsdag annoncerede Obama og forsvarsminister Gates en ny strategi for Det Europæiske Missilskjold. Der fremføres to hovedelementer bag strategiskiftet.

USA har lanceret en ny trusselsvurdering, som peger på at ikke mindst Iran er langt mere fokuseret på kort- og mellemdistance raketter end langdistance. Da USA fra næste år af har et pænt beredskab på egne kyster til at imødegå evt. langrækkende angreb fra Iran eller Nordkorea, mener de at deres beredskab er stærkt nok for nu – de behøver ikke skjoldet til det.

Det gør man til gengæld i Europa, mener USA. Og med direkte henvisning til NATO's artikel 5 (Musketer-eden), vil de derfor forfølge en missilskjoldsstrategi, der tager sigte på at skabe regional sikkerhed mod angreb fra mellemdistancen. I første omgang baserer man sig på efterretninger om, at Iran kan nå Tyrkiet og Grækenland med sine missiler.

De kommer også med en ny teknologi-vurdering. Deres havbaserede anti-missilteknologi er blevet modnet og udviklingen ser også lovende ud på mellemlangt sigt. Havbaserede anlæg er langt mere fleksible, fordi anti-missil-anlæg, der er monteret på skibe, i sagens natur kan flyttes. Derfor behøver de ikke radarer og andet isenkram på jorden i Tjekkiet og Polen.

US

A 2

3. s

epte

mb

er 2

009 Morten Østergaard er blandt de

folketingsmedlemmer, som repræsenterer Danmark ved FN’s generalforsamling i de kommende uger i New York.




Nøgleordene er derfor, at det er en forsvarsmæssigt begrundet ændring, som giver mere forsvar for pengene, fordi den baserer sig på kendt teknologi og på en justeret trussels-vurdering. Helt i tråd med administrationens generelle fokus på teknologi der virker, frem for fugle på taget i de forsvarsøkonomiske dispositioner. Obamas folk afviser helt, at beslutningen skulle bero på noget som helst andet end egne forsvarsmæssige rationaler. Men det bliver diskuteret, om det i virkeligheden er andre faktorer, der er afgørende:

1. Uden det store missilskjold vil NATO-landene være mere interesserede i et regionalt europæisk missilforsvar – og de kan altså derfor bringes ombord ved at USA nu skyder langdistancediskussion ud i fremtiden

2. Rusland kan overtales til at presse Iran med sanktioner, fordi en væsentlig knast er fjernet i forholdet mellem USA og Rusland. Medvedev har allerede taget godt imod Obama, selvom melding fra Rusland er, at man ikke vil ”betale, for at USA har rettet op på en oplagt fejltagelse”. De to ledere skal mødes under generalforsamlingen, så timingen er upåklagelig.Republikanerne lugter blod og beskylder Obama for at tage gøre de allierede i Tjekkiet og Polen til grin, da de led store politiske omkostninger for at tillade et missilskjoldsanlæg på deres matrikler. De kritiserer ham for at fedte for russerne – og nærmest også for Iran. Ugen vil give de første signaler, om det i givet fald har virket – hvis Rusland annoncerer opbakning til sanktioner mod Iran. Afghanistan: en invitation til europæerneInteressen samler sig om den nye øverstkommanderende, General McCrystals, samlede Afghanistan-vurdering, som angiveligt anbefaler fire strategiske skridt, der må siges, at være meget i tråd med den europæiske debat:

1) Fokus på afghanernes opbakning: mindre "war on terror" og mere fokus på at stabilisere Afghanistan som sådan. Dvs. "counter-insurgence" (anti-oprør) og egenkontrol. Fx fremhæves Guvernøren i Helmand, som tilsyneladende tager rundt i landsbyerne og sammenligner afghanernes udbytte af NATO's tilstedeværelse med bidragene fra Taleban. En skønhedskonkurrence, som NATO vinder let.

2) Styrkelse og uddannelse af Afghanistans Nationale Sikkerhedsstyrker og afghanernes nationale politi. Dette ses som den afgørende sikring mod, at Afghanistan igen bliver en safe-heaven for Taleban og Al-Qaeda. Målet bliver altså flyttet fra at udrydde terroristerne til at gøre afghanerne i stand til selv at holde dem stangen på afghansk jord.

3) Styrket samarbejde og koordinering mellem den civile og militære indsats. Generalen vil have de to strategier vævet sammen.

4) “NATO-ficering” af Afghanistan-operationen. Generalen foreslår angiveligt, at lægge alle sine tropper under NATO's kommando (ISAF), så der kun er én operation. Samtidig har man allerede styrket kommandostrukturen i Afghanistan. Dette skal naturligvis ses som et forsøg på yderligere at forpligte sine allierede og her fremhæves Danmark som klassens flinke dreng. En mere negativ analyse vil sige at et forøget NATO-ansvar også flytter ansvaret i armslængde fra en præsident, som godt ved at der skal vises resultater indenfor 12-18 måneder, hvis befolkningen ikke skal tabe tålmodigheden med og forståelsen for missionen.

HVOR strategien ender, ved man ikke endnu. Tiden, hvor generalerne lagde strategien, sluttede med Bush, men alligevel virker McCrystals Assesment meget balanceret i forhold til tidligere tiders tro på rent militære strategier.

OBAMA holder altså fortsat fanen højt i udenrigspolitikken. Og de gyldne løfter om forsoning og alliancebygning udmønter sig i praksis. Forhåbentlig vil FN’s generalforsamling giver ham et rygstød Men samtidig præges hjemmefronten af en debat om sundheds-reformen, som Obama dårligt kan tåle at tabe helt. Skulle det ske, vil han få svært ved at holde sin egen kurs på udenrigspolitik og klima. Fra et dansk synspunkt må man derfor håbe at Obama på kort sigt kan vinde både på gynger og karruseller.

APROPOS OBAMA’S UDENRIGSPOLITIK:- Jonas Parello-Plesner: “Nordkorea tester Obamas

principper”, RÆSONs ugemagasin #3, 16/9 2009




Rohde om klimaet: Naivt og farligt at regne med livsstilsændringer – den eneste løsning er ny teknologi “Vi kan ikke satse på, at vores befolkninger vil være indstillet på at ændre deres levevis radikalt. Det er en naiv og dermed farlig vej at betræde. Folk accepterer ikke en nedgang i levestandarden. Folk vil stadig køre i biler, også selvom vi øger den kollektive trafik. Og folk vil stadig flyve og spise kød.”

Af Jens Rohde, MEP (V)

RÆSON: Forudsætningen for en aftale på klimatopmødet til december: at de rige lande kompenserer de fattige - no money, no deal, siger Connie Hedegaard. Hvor meget skal den rige verden betale?

Det er kun fair, at de rige lande skal bidrage til de fattigste landes omkostninger ved klimaforandringerne. Principielt er der enighed om, at de udviklede lande skal smide penge på bordet i en eller anden form. Og det er både rimeligt og nødvendigt for at kunne få en aftale på plads. Spørgsmålet er: med hvor meget? Den debat er svær, men også nødvendig, for hverken de offentlige eller private penge vokser på træerne, sådan som socialister og andre godgørere tilsyneladende tror. Vi skylder skatteyderne at fortælle meget klart, hvad de bidrager med efter topmødet i København. Vi kan ikke på forhånd sige, hvad det kommer til at koste, men vi skal gøre det meget klart efterfølgende.

Målet må være en ambitiøs aftale med finansieringsmekanismer, som kan levere pengene i fremtiden. Et af de store problemer i EU er jo, at planerne på fx energiområdet er ambitiøse, men at finansministrene ikke kan finde pengene til at udføre dem. EU har fx et mål for, hvor meget de rige lande skal give i udviklingsbistand, men det er langt fra alle lande, som lever op til den forpligtigelse, og derfor kan denne finansieringsform ikke stå alene. Udfordringen er derfor at få skabt et finansieringssystem, der kan holde – dvs., skabe værdi på ikke kun kort men også mellemlangt og langt sigt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at EU

gerne vil vise globalt lederskab på klimaområdet. Jeg synes faktisk også, EU har vist lederskab et langt stykke ad vejen med klima- og energiaftalen fra sidste år, der indeholder de mest ambitiøse reduktionsmål i verden. Dertil kommer en lang række supplerende tiltag, som især har til formål at reducere udledningen af drivhusgasser i de ikke-kvoteregulerede sektorer, altså landbrug, bygninger og transport. Men der er også en betydelig barriere, der forhindrer EU i at vise det helt nødvendige globale lederskab. Blandt nogle af EU-medlemslande er der nemlig en række økonomier, som til en vis grad stadig er ”emerging economies”. Derfor skal vi være omend meget varsomme med ikke at lade finansierings-pørgsmålet lede til intern splid i EU. Med en fordelingsnøgle baseret på BNP/BNI og udledning af CO2 risikerer vi at ende i en situation, hvor de tøvende lande, både inden- og udenfor EU, accepterer deres bidrag ved forhandlingsbordet, men ikke leverer efterfølgende – og så er vi i bedste fald lige vidt.

Som liberal er jeg stor tilhænger af at bruge markedsmekanismerne til at generere en stor del af de nødvendige midler gennem handlen med kvoter på carbon-markedet. Den danske regering arbejder på at få lufttrafik og skibsfart med ind i en aftale, så der også her kan genereres provenu. Det smukke ved systemet er, at når vi gennem kvoter gør det dyrere at forurene, begynder forretningsfolk at tænke i, hvordan de kan spare penge – og det gør de ved at udvikle ny, renere energiteknologi.

BR

EV

E F

RA

BR

UX

ELL

ES

23.

sep

tem

ber

200

9 RÆSON har stillet tre spørgsmål til Jens Rohde, nyvalgt europaparlamentariker for Venstre og næstformand i udvalget for Industri, Forskning og Energi.




Det lyder måske trivielt, men pointen er, at vi kun når målet om at reducere med 80 % inden 2050 ved hjælp af ny teknologi. Vi kan ikke satse på, at vores befolkninger vil være indstillet på at ændre deres levevis radikalt. Det er en naiv og dermed farlig vej at betræde. Folk accepterer ikke en nedgang i levestandarden. Folk vil stadig køre i biler, også selvom vi øger den kollektive trafik. Og folk vil stadig flyve og spise kød.

Løsningen er i stedet at bruge vores forskningsmidler på at udvikle renere biler, der kører længere på literen – på et renere brændstof - og derved udleder mindre CO2/km. Vi kan få virksomheder til at se konkurrencefordelen i grøn vækst. Vi kan forske i bedre opbevaring af energi og en bedre udnyttelse af mange nye energikilder. Udfordringen er altså at afkoble økonomisk vækst fra væksten i udledningen af CO2. Det gør vi gennem teknologi.

Herhjemme har vi til dels formået at lave den afkobling. Selvfølgelig kan vi altid gøre det bedre, men Danmark udleder halvt så meget CO2 per borger som USA.

Mens EU og Danmark har en førerposition nu, skal vi dog huske på, at USA traditionelt set bruger omkring dobbelt så mange ressourcer på forskning og udvikling sammenlignet med de europæiske lande. Og i USA er man for længst begyndt at fokusere på energiteknologi. Man kan frygte, at USA ender med at løbe med alle konkurrencefordelene, fordi de investerer, mens vi taler og regulerer i Europa. Der er simpelthen behov for et paradigmeskifte i EU. På den baggrund er det ufornuftigt og kortsigtet, når EU’s Ministerråd foreslår at skære ned på forskning i næste års budget. Sammen med Kommissionen kæmper vi i udvalget for Industri, forskning og Energi, hvor jeg er næstformand, for at forhindre disse besparelser. Det, vi har behov for, er mere fleksibilitet i budgettet, så man kan flytte midler fra fx landbrug over i forskningen og energi.

RÆSON: Kommer EU til at reducere CO2 ud over 20 % i 2020?

EU har jo selv har valgt at øge reduktionsmålet til 30 % i tilfælde af en ambitiøs klimaaftale til december. Men: jeg kan godt være lidt bekymret for, at EU – i frygt for, at vi ikke kommer i mål – går og regner med at undgå det. Jeg er bange for, at nogle EU-lande og EU-partnere er blevet mere tøvende som følge af den økonomiske krise. Det er uhensigtsmæssigt. Og det er en meget kortsigtet strategi: toget kører, og det bliver kun dyrere at standse det end at springe på nu. Jo hurtigere vi gør noget, jo mere omkostningseffektivt bliver omstillingen. Udfordringen er at overbevise de tøvende lande om de langsigtede økonomiske fordele i omstillingen til en grøn økonomi, til trods

for at de økonomiske omkostninger er relativt store på kort sigt. Det er i høj grad ”den grønne sektor”, som skal drive vores økonomier i fremtiden, så det er både et spørgsmål om at sikre klimaet og den økonomiske velstand for vores fremtidige generationer.

RÆSON: Du foreslår, at virksomheder skal redegøre for deres initiativer og sociale ansvar på miljø og klimaområdet. Skal virksomhederne hhv. belønnes eller sanktioneres, ud fra hvor godt de lever op til deres løfter? Er det liberal politik? Formålet er at få virksomhederne til at formulere nogle målsætninger og sætte dem ind i en strategisk økonomisk bæredygtig sammenhæng. Jeg har selv arbejdet med at implementere strategier i større og mellemstore virksomheder, og det virker.

Der er desuden allerede mange virksomheder, danske som multinationale, som i dag redegør for deres klima- og miljøindsatser og deres sociale indsatser ud fra filosofien om at have en tredobbelt bundlinje. Deres motivation for at gøre det findes ikke blot i et ønske om at ”gøre godt”. Det ønske er der givetvis, men virksomheder er nu engang sat i verden for at skabe profit – ellers kan de ikke eksistere, og så forsvinder arbejdspladserne og grundlaget for offentlig finansiering af velfærden. Men grøn adfærd og profit behøver ikke at være hinandens modsætninger. En virksomhed, som påtager sig og viser sit samfundsmæssige ansvar, kan netop bruge dét som et nyt konkurrenceparameter. I Danmark har vi jo som bekendt et af verdens højeste lønniveauer, og det er de færreste danske virksomheder, som kan konkurrere på pris alene.

Så mit forslag handler ikke om sanktioner og pisk, men om at få virksomhederne til at tænke anderledes og vende miljø- og klimaindsatsen til en konkurrencefordel. Det er en god liberal tankegang. Forslaget accepterer fuldt ud markedets præmisser. En virksomheds klima- og miljøindsats kan kun være et konkurrenceparameter, fordi der er markedsaktører, som efterspørger det.

På den måde bygger mit forslag videre på allerede eksisterende initiativer, hvor de største danske virksomheder fra i år skal redegøre for deres Corporate Social Responsibility-strategier. Det er ganske enkelt et spørgsmål om at skabe de rette rammebetingelser for, at danske virksomheder også kan være konkurrencedygtige i fremtiden, samtidig med at man tager et ansvar. Og det sidste hører jo også med i et liberalt samfund.

Fra Bruxelles skriver på denne plads: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Bendt Bendtsen, Emilie Turunen og Jens Rohde




RÆSON: Først dig, Rune Kristensen. Efter otte år, hvor oppositionen vedvarende har kritiseret regeringen for at forsømme udbygningen af alternativ energi, åbnede statsministeren i denne uge verdens største vindmøllepark på havet, alt imens din partifælle Connie Hedegaard kæmper en måske frugtesløs kamp for at vriste et brugbart resultat ud af verdens statsledere ved klimatopmødet i november. Har regeringen – sådan som den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen var tæt på at indrømmefor et par år siden – fortrudt sin indsats på klima-og energiområdet?

RUNE: Det håber jeg da. Miljøet er for mig som konservativ en central mærkesag, ikke fordi jeg tror på Al Gores oppustede dommedagsprofetier, men fordi forurening efterlader dårligere omgivelser til vores efterkommere. Jeg mener, at der generelt er en angst for alternative energiløsninger – og desværre også en forherligelse af andre, fx vindenergi, der som bekendt ikke kan forsyne en særlig stor del af det energimæssige behov.

Skulle man have en reel ambition om at forbedre miljøet, så må man som ansvarlig politiker medtænke atomkraft. Atomkraft er den mest misforståede energikilde i verden. Der har i mange år kørt en usaglig – primært venstreorienteret – kampagne mod atomkraft, hvor sikre vestlige kraftværker sammenlignes med sindssygt farlige sovjetiske værker. En sådan retorik må man som borgerlig regering ikke falde for. Atomkraft er en sikker og miljøvenlig energiform, der kun giver en minimal miljøbelastning. Der bør derfor gives tilladelse til, at private investorer kan bygge og drive atomkraftværker i Danmark under offentlige sikkerhedsstandarder.

Jeg mener overordnet, at man må tage en mere lomborgsk tilgang til miljøforbedringer, ligesom man ikke skal bruge uanede finanser på at ændre naturfænomeners periodiske påvirkninger af klimaet. Klimaet forandrer sig – med eller uden forurening.

RÆSON: Til dig, Thomas Banke. Atomkraft, lyder det altså fra KU, der samtidig advarer mod "Al Gores oppustede dommedagsprofetier". Men i den forløbne uge varslede Lars Løkke Rasmussen i lyset af klimaforandringerne ellers et dramatisk skift mod vedvarende energi. Hvem har ret?

THOMAS: Jeg er enig i, at den aktuelt dominerende gruppe af politikere og forskere i miljødebatten skal ses på med meget kritiske øjne. Det er jo i virkeligheden sådan, at FN´s klimapanel, der har grundlagt ”sandheden” om klimaets udvikling i dette århundrede, består af lige så mange politikere og grønne interesseorganisationer som reelle og ”ægte” eksperter – dvs. forskere. Det forhold gør jo, at vi alle må være på vagt over for overdrevne dommedagsprofetier, der i sidste ende kommer til at begrænse verdens økonomiske velstand til stor gene for verdens i forvejen udsatte befolkninger.Al Gore er et klokkeklart eksempel på, hvorfor man skal passe på med at lade sig forblinde af det efterhånden overdrevne sprogbrug, der anvendes i forhold til jordens – påståede – kommende undergang. Alene det faktum, at manden selv turnerer rundt i jetfly og promoverer sine tanker med afsæt i hans biografsucces (!) af en skræmmekampagne, bør give anledning til kritiske øjne på Gore og hans ligesindede.

Det er vigtigt at lytte til debataktører som Bjørn Lomborg. Han har en meget logisk og fornuftsbetonet tilgang til at løse verdens miljøproblemer. Han anviser praktiske og simple løsninger, der rent faktisk hjælper mennesker her og nu. For det er hævet over enhver tvivl, at klimaforandringerne, uanfægtet hvem der har skabt dem, kommer i løbet af de kommende årtier, og det er sikkert som amen i kirken, at de har en ualmindelig stor social slagside for verdens i forvejen fattigste og mest udsatte befolkninger. Derfor skal vi allerede nu se på løsninger, der kan modvirke de negative effekter, frem for at hænge os i store urealistiske og dyrebare redningsplaner; man kan fx ikke stoppe vandstandens stigning, men man kan bygge diger. Man kan ikke

DU

EL

23. s

epte

mb

er 2

009 Hvad er forskellen på V og K, liberal og

konservativ politik? Hvor skal VKO-samarbejdet hen, 8 år efter 'systemskiftet' i 2001? RÆSON spørger formanden KU, Rune Kristensen og tidligere VU-formand, Thomas Banke og, i en serie dueller.

Duel: Nej til dommedagsprofetierneAf RÆSONs redaktion ([email protected])






forhindre, at isbjørne får ændrede livsbetingelser , men man kan dog stoppe med at skyde dem. Den slags løsninger tiltaler mig, fordi det er konkret, det virker, og så koster det i øvrigt ikke flere mia. dollars om året. Grøn vækst skal også være økonomisk vækst.

Til trods for min overordnede skepsis omkring dommedagsprofetierne, så går jeg derfor også grundlæggende ind for ”grøn vækst”, som det blev lanceret af regeringen sidste efterår. Det er afgørende, at vi udnytter de muligheder, der er for at skabe økonomisk grøn vækst, og det er endnu mere afgørende, at vi frigør os fra diktatoriske og ustabile oliestater. Alt for længe har vi holdt kunstigt liv i slyngelstater grundet vores energimæssige afhængighed, så der er god grund til at støtte regeringens bestræbelser på at gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer.

Men det er ikke en farbar vej at ville etablere atomkraft i Danmark. Vi har allerede lande i EU som geografisk og videnskabeligt har helt andre lukrative betingelser for a-kraft, og vi skal lade dem gøre, hvad de er bedst til, og så selv gøre det, vi er bedst til – det er altså ikke a-kraft, men vindenergi, vandenergi og lignende. Jeg kan i øvrigt slet ikke forestille mig, hvor i alverden i vores lille land vi skulle placere et a-kraftværk!?

RÆSON: Rune. De konservatives klimaordfører Per Ørum har – bl.a. i RÆSON – stillet krav om, at Bjørn Lomborg skal søge midler på samme vilkår som alle andre forskere, og i øvrigt erklæret, at Lomborg kan betragtes som en del af underholdningsindustrien. Hvordan stemmer jeres klimaskepis overens med Ørums udmelding og statsministerens ambitioner om at bevæge Danmark beslutsomt mod vedvarende energi allerede i den nuværende valgperiode? RUNE: Først og fremmest et svar til Thomas Bankes spørgsmål om, hvor et atomkraftværk kan ligge. I dag benytter vi os af forurenende kulkraftværker, afbrænding af fossile brændstoffer og miljøskadelige oliefyr, suppleret af lidt vindenergi fra nogle klodsede møller, der ødelægger landskabet og generer omgivelserne. Et atomkraftværk er helt uskadeligt, CO2-neutralt og uden fare for omgivelserne. Det radioaktive affald kan indkapsles i glas, og så du kan have det liggende hjemme i vindueskarmen uden problemer. Det kan også deponeres i kalkgruber, grundfjeld eller bjerge – faktisk er der flere lande herunder England, der gerne vil aftage vores affald for et beskedent beløb. Jeg ville ikke have bekymringer – overhovedet – med at være nabo til et atomkraftværk med den teknologi, der er på området i dag, men jeg mener sådan helt principielt, at der kunne være noget symbolpolitik i at placere det på Christiania efter en rydning heraf.

Ift. Per Ørums uigennemtænkte ytring vedr. Bjørn Lomborg, så kan jeg ikke tage nok afstand fra denne ignorante indstilling. Bjørn Lomborg ligger i min bog langt bedre placeret end Per Ørum. Ift. regeringens mål om vedvarende energi ser jeg energikilder som biobrændsel, sol og vind m.fl. som gode sekundære alternativer til atomkraft. Ud over at energikilderne er vedvarende, er det også ressourcer, som Danmark i forvejen er i besiddelse af.

THOMAS: Rune, jeg kan rigtigt godt lide dig, men nu må du have slået hovedet: Du argumenterer for, at et atomkraftværk er ”helt uskadeligt” og udmærket kunne ligge i midten af København!? Jeg synes egentligt, at det er at servere argumenterne på et sølvfad til dem, der ikke ser sådanne løsninger på Danmarks klimaudfordringer. Det er jo så langt ude, at kun religiøse a-kraft-tilhængere kan se det ske. Det ville være meget bedre, hvis EU fik en samlet energiplan for fremtiden, som kortlægger hvor det er hensigtsmæssigt at satse på vand, vind og atomenergi, og sidstnævnte bliver naturligvis ikke i Danmark!

Hvad angår Per Ørum pinlige angreb på Lomborg: for at låne HK’s slogan er Lomborg ”en del af løsningen”. Jeg synes, at Per Ørum udviser et meget indskrænket, uvidende og fordomsfuldt syn på Copenhagen Consensus Center (CCC). Lomborgs institut er bredt favnende og arbejder reelt og uden politiskeideologiske hensyn med spørgsmål om at prioritere penge i forhold til at afhjælpe relevante problemer; og det er befriende i denne tid.Hans forskning er bundsolid, kritisk og konstruktivt logisk. Hvis Per Ørum var en ægte konservativ, frem for en uvidende populist, så ville han først og fremmest gå til angreb på alle mulige andre tilskud til tvivlsom forskning, ikke Lomborgs institut.

Vi har i den grad brug for CCC i en tid, hvor et massivt flertal af alverdens politikere bilder befolkningen ind, at det kommer til at koste alverdens rigdom at gennemføre en række af verdens politikeres panikløsninger. Jeg mener dog, samtidigt at det er helt fint at komme i gang med vedvarende energi, ikke mindst i forhold til min tidligere argumentation omkring uafhængighed af diktaturstater med olie og grøn økonomisk vækst i fremtiden.

RUNE: Debatten her stopper jo aldrig, når Thomas ikke ved, hvor sikker a-kraft er i dag.THOMAS: VU vedtog faktisk a-kraft i Danmark i weekenden. Men Rune, et atom-kraft midt i København, er det ikke lidt ligesom en fyrværkerifabrik midt i et boligområde!? Går det




galt, så går det grusomt galt. Der er jo heller ikke nogen kraftværker i USA, Finland eller Sverige, der i fremtiden skal ligge tæt på befolkede områder. RUNE: Godt, at VU nu er med: det vedtog KU for seks år siden. Hvorfor må vi ikke? Det er jo ikke Tjernobyl-værket, vi skal genopføre.

THOMAS: Ja, jeg ved at KU har haft det som mærkesag længe, men det ændrer ikke på, at Danmark på et helt generelt plan er for småt, for tæt befolket og har alt for svært ved at komme af med affaldet. Men okay, lad os åbne for forhandling; nu ved jeg jo, at du kommer fra Lolland … Kan du ikke høre nogle lokale politikere om det ikke var noget? Jeg vil da sige, at hvis Lolland insisterer på at få noget erhvervsliv til lokalområdet (det trænger de mig bekendt til), så vil jeg da ikke stå i vejen.

Indlæg og reaktioner: [email protected]





rÆson 23/09/2009

Documents