MonicaRitterband

L i v ta g o g Ly k k e t r æ f

Livtag oglykketræf

af

Monica Ritterband

GADS FORLAG

Monica Ritterband – livtag og lykketræf

© 2011 Monica Ritterband og Gads Forlag

ISBN 978-87-12-04621-9

1. udgave, 1. oplag 2011

Projektledelse: Henrik Sebro og Gitte Ertner

Forlagsredaktion: Anne Mette Futtrup

Omslag: Lene Nørgaard, Propel

Omslagsfoto: Steen Brogaard

Prepress: Lymi DTP-Service

Tryk: Narayana Press, Gylling

Printed in Denmark

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,

der har indgået aftale med COPY-DAN,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

For enkelte billeder har det være umuligt at finde frem til

den retmæssige copyrightindehaver. Såfremt forlaget på denne måde

har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet.

Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret,

som var aftale indgået i forvejen.

www.gad.dk

INDHOLD

En lille bemærkning . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7Reno, marts 2009 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9På skærmen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16I øllets tjeneste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58Om barndommen og ungdommen . . . . . . 119At træne sin lykkemuskel . . . . . . . . . . . . . . 182Kunsten angreb bagfra . . . . . . . . . . . . . . . . 222

Fotos . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 262

1 0 4

TIVOLI TUR RETUR

Jeg var lige blevet 40 år. Svanholm havde kaldt mig op på min fød-selsdag. Han sad med en lille trækasse foran sig. “Det her er en meget speciel gave til en meget speciel dame.” Det var en af verdens fine vine, en Rotschild, Opus One. Jeg var rørt. Svanholm var ikke den rørstrømske type og ikke en, der inviterede til, at man gav ham en omfavnelse. Så det lod jeg være med. Han havde en ring af distance omkring sig. Et par gange, når der var fest på bryggeriet, havde jeg danset med ham – og altid med en sådan afstand, at der kunne stå en stabel af ølkasser mellem os. Han holdt kun med en hånd og talte med den anden. Han var betænksom. Det var han mange gange i de år, jeg var på bryggeriet. Under min skilsmisse fra Nis, min første mand, havde han sagt, at hvis der var noget, han eller bryggeriet kun-ne hjælpe mig med, så skulle jeg sige til. Han mente det. Han slyngede aldrig noget tilfældigt ud.

Med de kostbare dråber under armen gik jeg langsomt hen til ele-vatoren på direktionsgangen. Jeg var glad men eftertænksom. Der var sket så meget. Jeg tænkte på de mange gange, hvor Svanholm skiftevis arrig og vennesæl havde kaldt mig op på sit kontor. Jeg tænkte på den sidste knast, vi havde været hen over, da den nyudnævnte Lars Liebst var blevet administrerende direktør for Tivoli. Han og jeg var i samme virksomhedsleder-gruppe. Netværket VL-48. Og vi havde let ved at tale med hinanden. Lars havde spurgt mig, om jeg ville være hans nr. to. Hans højre hånd. Direktør i Tivoli. Jeg syntes, det lød interessant.

Vi tog en række hemmelige og hyggelige møder hjemme hos ham og hans kone i huset i Gentofte. Hvis jeg endelig skulle springe fra Carlsberg, ja så var det måske til datterselskabet Tivoli. Jeg tyggede på tanken. Jeg var glad, hvor jeg var, men jeg har altid været let at lokke. Nye åbne døre, det er næsten ikke til at holde ud at gå forbi med luk-kede øjne. Hvad gemmer der sig bag dem, af liv, af nye oplevelser, af udfordringer, af krig og kærlighed?

1 0 5

“Kan du komme herop?” Svanholm var i røret. Han lød irriteret. Sur. Det gamle højttaleranlæg, som havde stået på mit skrivebord i alle årene, havde jeg afbrudt. Jeg kan ikke fordrage, når nogen har adgang til mig, uden jeg kan beslutte, om de skal have det eller ej. Til Svanholm havde jeg, kort efter jeg blev ansat, sagt, at anlægget var gået i stykker.

”Hvad var det for noget?” At en Lars Liebst bag hans ryg var i gang med at gå på strandhugst hos moderselskabet? Svanholm var fortør-net.

Jeg gled af på det. Det var ikke mit problem. Jeg trak på skuldrene. Jeg lod ham rase ud i rummet. Egentlig havde det heller ikke adresse til mig. Jeg passede mit arbejde. Men der foregik en masse i de kom-mende uger. En dag sagde Svanholm, som selv sad i Tivolis bestyrelse, at så o.k., nu havde han fået styr på det. Det var måske en god ide, at jeg støttede op om den nye direktør efter den karismatiske Kaiser. Og så ville de udnævne mig til vicedirektør, hvilket var et halvt trin over underdirektør. Svanholm smilede bredt.

“Vicedirektør – du mener direktør, ikke sandt?” sagde jeg hur- tigt. Nej, det gjorde han ikke. Jeg skulle nok blive direktør, men de andre ledere i Carlsberg ville blive misundelige, hvis jeg sådan uden videre hoppede så højt op i systemet. Det skulle være et skridt ad gangen. “Nej, tak, jeg er ikke interesseret.” Jeg vendte mig om og gik ud.

Misundelige. Det måtte han da virkelig sætte sig ud over. Jeg tænk-te, at lige det her var det rette signal til mig. Jeg havde været i tvivl om, hvorvidt jeg virkelig havde lyst til at forlade Carlsberg. Hvis jeg skulle gå fra øllets verden, så skulle det være noget helt, helt andet.

Der gik nogle uger. Vi talte ikke sammen. Men så kom en af årets store fester. Jeg stod i et hjørne og røg en cigar sammen med nogle af drengene, underdirektørerne. Jeg inhalerede ikke. Svanholm kom hen og inviterede mig til en dans.

Vi dansede den sædvanlige dansestil, med én hånd og den usynlige stabel af grønne kasser imellem.

1 0 6

”Kan du fortælle mig, hvorfor du sagde nej?”“Når man først får tilbudt en tikrone, så er en femkrone ikke til-

strækkelig. Derfor. Og derudover befinder jeg mig aldeles vel her.”Vi begyndte at grine.Der gik et halvt år. Svanholm var i røret. “Kom lige op.” Hans el-

lers så berygtede og skrappe sekretær fru Møldrup, som hele direk-tionsgangens hold af sekretærer frygtede – helt velbegrundet – hun fordrede fejlfrihed – smilede huldsaligt til mig og vinkede mig ind på Svanholms kontor. Det tegnede godt. Jeg bemærkede, at der stod et par glas med portvin på skrivebordet. “Tillykke, du er udnævnt til underdirektør. Du har fortjent det”.

Lykønskninger væltede ind på mit skrivebord – mine kollegaer blandt underdirektørerne havde splejset sammen til vingaver ledsa-get af søde kort, hvor der stod, at det glædede dem, og at det godt nok var på tide.

Jeg fik en ny firmabil, det var en Audi A4, den var rød, og den var rigtig. Men det var ikke længe, den var min.

Svanholm meldte, at han ville gå på pension. Og hans efterfølger, Flemming Lindeløv, blev præsenteret. I et års tid, før Flemming over-tog Svanholms stol, kom han jævnligt på bryggeriet. Jeg blev sat til at være den, der skulle guide ham ind på Carlsberg og Tuborg, både faktuelt og også virksomhedskulturelt. Så vi lærte hinanden hurtigt at kende. Flemming var hjertelig, oprigtig og direkte.

Svanholm og Flemming talte derimod ikke meget sammen. Flem-ming var ikke Svanholms opfindelse.

En dag stod Svanholm pludselig midt på gulvet i mit kontor. Jeg havde underligt nok ikke hørt ham. “Goddag. Har fruen tid et øje-blik?” Hvilket jo ingenlunde var et spørgsmål eller anmodning om taletid. Så det havde jeg.

Han fortalte, at han om et par dage tog Flemming Lindeløv rundt i Europa for at præsentere ham for Carlsberg og Tuborgs forskellige bryggerier i Polen og Tyrkiet og et par lande til, som har forskubbet

1 0 7

sig ud af min hukommelse. I hvert fald noterede jeg mig, at det var et heftigt program. Et nyt land hver dag. Jeg lyttede venligt. Og ja, hr. Møller, den gamle skibsreder, havde været så elskværdig at stille sit privatfly Jette til rådighed.

“Jamen, det lyder da herligt.” Sagde jeg høfligt.“Så vil jeg lige høre, om fruen kunne tænke sig at tage med?”Det kunne fruen.Vi var tre menige – de to andre var fra den internationale division,

BI, og så var der Svanholm og Flemming. I det lille fly med det grønne marmor på toilettet, de brede sæder og en pilot, der havde lækkerier medbragt i pantryet. Jeg var imponeret. Jeg kunne ikke engang skjule det. Jeg tror, jeg må have lignet et barn i chokoladeland. Mercede-ser, der afhentede os helt ude på landingsbanen og kørte os rundt og rundt og rundt. Jeg var rundtosset. Og fotograferede og fotografe-rede. Hvorfor jeg fotograferede, vidste jeg ikke selv. Måske blot for at have noget at holde mig til. Gemme mig bag. Jeg var faktisk genert. Om end det ikke så sådan ud. Jeg spiste og så og snakkede og grinede og drak fine vine. Det var Svanholms farvel til mig. Der havde absolut ingen faglig grund været til, at jeg skulle deltage.

Lindeløv overtog stolen – det var en stor skygge, han skulle dække. Alle betragtede og diskuterede hvert eneste skridt, hver en sætning, han sagde. Men med sit venlige væsen og åbenhed kunne han slå den meste modstand ned. Den prellede af på ham, syntes jeg umid-delbart. Walther og Michael, de to kronprinser, stod med hver deres hjemmelavede kongekrone i kulissen og syrnede.

Flemming og jeg talte sammen næsten hver dag. Jeg blev kaldt for en nøgleperson af en undersøgelsesgruppe fra et af de store revisions-firmaer, der kort efter Flemmings tiltrædelse blev sat til at gennem-trevle virksomheden. “Du er en person, bryggeriet vil satse på,” for-talte en venlig ung mand fra revisionsfirmaet. Jeg tror, jeg lignede en sol, der var ved at stå op. Jeg må erkende, at jeg elsker at blive rost, og jeg har svært ved at se upåvirket ud, selv om jeg øver mig. Flemming foreslog kort efter, at jeg skulle flytte op og have kontor ved siden af

1 0 8

ham i siloen, men det ville jeg ikke. Jeg ville ikke miste den daglige kontakt med afdelingen og blive til en højre hånd.

Flemming udstak ikke ordrer, men kom med forespørgsler. Det passede mig storartet. Og jeg havde taget den holdning, at når han nu engang var den, der var sat til at styre butikken, så var han også den, jeg arbejdede for. Først og fremmest. Til Walthers og Michaels fortrydelse, vil jeg tro.

På VEJ VæK

Min samling af rustne jernskulpturer fyldte nu halvdelen af mit stue-gulv derhjemme. Jeg var også fordybet i mine miniaturemosaikker. Jeg sad hver eneste aften, eller næsten hver eneste aften, med en pincet i den ene hånd og en fil i den anden og afsatte millimetersmå glas-stykker ned i en bindemasse, som med timerne og dagene og næt-terne blev til små billeder af nøgne kvindekroppe eller djævle med raketter i maven. Jeg var totalt opslugt. Jeg arbejdede til et-to-tre om natten. Jeg måtte liiige sætte et par ekstra stifter. Jeg kunne ikke lægge det fra mig. Jeg havde det, som når man er midt i en spændende bog og bare ikke kan slippe siderne, selv om tiden vandrer mod morgen – og man ved, man bliver mast og udkørt næste dag.

“Du skal da udstille dine arbejder,” sagde direktøren fra Hempel Fonden, som havde det øverste ansvar for den fine glassamling og udstillingsstedet, Anneberg Samlingerne, i Vestsjælland. Han havde inviteret mig til at se virksomheden – en af verdens føren de produ-center af skibsmaling. Ved den lejlighed havde jeg fortalt ham om mine malerier og mosaikker, hvorefter han prompte erklærede, at dem ville han se.

Først sagde jeg nej, så ringede jeg til ham et par dage senere og sagde ja. Min angst for at udstille begyndte der og er aldrig aftaget. Tænk, hvis nogen ikke kunne lide min kunst? Bare tanken fyldte mig med ubehag.

Mine mosaikker blev rammet ind, og plakater og invitationer blev

1 0 9

trykt og sendt ud. Mosaikkerne blev hængt op. Titlerne sat nedenun-der midtfor. Den modne kvinde – vi ligner ikke vindues-mannequiner, at I bare ved det, hed en af mine yppige miniaturekvinder.

Anneberg Samlingernes kustode viste mig hen til skuffen og pe-gede på et ark med små runde, røde og selvklæbende mærkater, som vi kunne sætte på, når – eller hvis – et værk blev solgt.

Første uge i maj 1997. Dagen inden ferniseringen. Jeg spadserede frem og tilbage foran de små mosaikker, som hang så selvfølgeligt på den fremmede væg. Jeg stoppede op midt i en lysstråle, som faldt skråt ned gennem det store katedralagtige vindue. Jeg lukkede øjnene. Og lige da besluttede jeg, at jeg den kommende weekend ville afgøre, om jeg skulle ændre total vinkel og retning for resten af mit liv.

Hvad ville jeg? Hvad havde jeg lyst til? Hvad ville jeg gerne udleve og opleve? Og hvad gad jeg ikke mere?

De stod foran mine små glasbilleder og diskuterede lavt. Jeg stod et par skridt derfra. Jeg følte mig beæret. De brugte deres tid og følelser og indlevelse på at finde vej ind i mit lille værk. De kiggede gennem mosaikken ind i mig – uden om mig. Jeg stod jo lige her bag ved dem. Jeg havde fået blomster og taler, og de 24 små mosaikker blev gennemgået en for en af alle gæsterne. Min debut. Min debut som kunstner. Jeg vendte ordet i munden. Var det mig? Jeg var ør, ør af vinen, som blev serveret til den fine mad, som Hempel Fonden havde sørget for. Jeg var også ør længe efter, at vinens virkning var ophørt. Jeg vidste, at nu var jeg trådt ind ad en ny dør og ud ad en anden.

De sidste gæster havde forladt udstillingen. Der var røde prikker på væggene. Og jeg tog fra Vestsjælland hjem til anden sal på Frede-riksberg.

Jeg smurte et fad med fem ostemadder, jeg lavede mig en ordentlig kande med kaffe. Og så gav jeg mig til at tænke mig godt og grundigt om.

Jeg lavede lister. Hvis jeg nu skulle leve af at være kunstner, hvor-dan skulle min økonomi så stykkes sammen?

1 1 0

Jeg kunne ikke forvente at være i stand til at leve af min kunst fra den ene dag til den anden. Fra mandag til tirsdag. Det var jeg klar over. Det at etablere sig selv som kunstner er et mangeårigt og sejt træk. Jeg havde ganske vist en lille kiste – på hvis bund der lå et lag med gode mønter, de skulle nok strække til et år – måske to, men så skulle der nye til.

O.k. Jeg havde fået en del henvendelser, om jeg ville holde foredrag. Det sagde jeg næsten altid nej til, da min arbejdsdag ofte strakte sig til ud på aftenen. Men jeg har altid syntes, det at holde foredrag var noget helt særligt. Det er et møde med andre mennesker, som har sat deres tid af for at høre og se en. Det er et hjerteligt udgangspunkt. Jeg satte foredrag på listen. Jeg noterede nogle af de emner, jeg ville tale om: magt, moral og management – det lå mig på sinde at fortælle min omverden, at de skulle være opmærksomme på arbejdspladser-nes “kummefrysere” og sørge for at fernisere dem ind i et hjørne.

Jeg ville også gerne fortælle om livskvalitet. Jeg funderede, om det mon ikke kunne kombineres? Og så besluttede jeg mig for at tage kontakt til et bookingbureau for at høre, om de ville have mig “i stald”.

Foredrag, det måtte kunne lægge bunden, ræsonnerede jeg. Og så kunne jeg rådgive virksomheder i PR-spørgsmål. Det havde jeg en god og aktuel indsigt i. Så var der kunsten – det, som det hele skulle lede hen til. Et var, at jeg allerede havde fremstillet en række jern-skulpturer og en serie af miniaturemosaikker – jeg havde just haft min debut og første fremvisning af glasmosaikkerne – men mine ar-bejder skulle videre – ud over det ganske land og vises bredt frem. Og jeg skulle træde tilbage og lade mine værker tale. Udstillinger, mange udstillinger stod der nu på listen med en tyk streg under. Det ville blive noget af en indsats at vænne min omverden til, at jeg nu var kunster, og levede som en sådan og ikke øl-informationschef og tv-journalist. Det blev ganske rigtigt den hårdeste udfordring, idet jeg oplevede, at dét med andres opfattelser ikke sådan lige uden videre er noget, man kan møblere om på. En gang skomager – altid skomager.

Jeg ville dertil skære ned på mit forbrug. Jeg boede og bor stadig i

1 1 1

en andelslejlighed på Frederiksberg, den er stor og lys og venlig – om end jeg indimellem er træt af andelsboligforeningen, hvor jeg fra tid til anden har oplevet små magtmennesker demonstrere deres trang til at dominere andre, når de først har fået sæde i bestyrelsen. Det måtte jeg leve med. Men det er en anden historie. Huslejen var til at overkomme. Jeg kunne begrænse mit tøjforbrug, restaurationsbesøg, og så ville jeg cykle og tage bussen. Ikke noget med taxaer. Jeg syntes, det begyndte at ligne en forretningsplan. Jeg kiggede på mit udkast til mit nye liv. Jeg sørgede for at være alene både fredagen, lørdagen og søndagen. Jeg havde også trukket telefonstikket ud. Jeg boede alene. Søndag aften var jeg klar. Jeg ringede op til Flemming Lindeløv.

“Hej, Flemming, du må undskylde, jeg forstyrrer dig, men jeg har noget vigtigt, jeg må fortælle dig.”

“åh, nej, er der noget galt med vores øl?”“Nej, meget værre,” sagde jeg uden blusel og mere selvbevidst, end

jeg havde tænkt.“Jeg siger op, jeg vil være kunstner.”Der blev tavshed i røret.“Hvad? Er du rigtig klog? Ved du, hvad du gør?”“Jeg har tænkt grundigt over det hele weekenden, både om dagen

og om natten, og det er det, jeg vil.”Flemming forsøgte at finde ud af, om jeg var raget uklar med en

kollega, en afdeling – eller måske med kæresten. Eller om jeg var ble-vet sur på ham. Der måtte være et eller andet, der satte mig på det gale, vrede spor.

Men jeg var hverken gal eller vred og slet ikke sur på den fremkom-melige Flemming. Jeg var bare på vej ud i et nyt liv.

“Tro mig, Flemming, jeg ved, hvad jeg gør.”“Kvinder, der ikke sover om natten, skal man ikke tale med. Vi tales

ved i morgen. Farvel.”“Farvel Flemming,” sagde jeg ned i et rør, der allerede var lagt på.Vi mødtes næste dag på mit kontor. Vi talte mange timer. Og dagen

efter og dagen efter igen. Michael Iuul ringede og forsøgte at overtale

1 1 2

mig til at blive. Bestyrelsesformanden havde sagt, at han også ville tale med mig. Men jeg var fast besluttet. Jeg skrev min opsigelse og meddelte det til min afdeling. Afskeden med dem blev det værste. Jeg græder ikke så tit, men da jeg havde fortalt dem det, lukkede jeg mig inde på mit hyggelige kontor med de velpassede planter i vindueskar-men og snottede ned i en serviet.

Jeg tænkte tilbage på dengang for over seks et halvt år siden, da Svanholm havde ringet til mig. Min daværende svigermor havde væ-ret alene i lejligheden og taget telefonen. Da jeg kom hjem, lå der en besked på mit skrivebord, at “En hr. Svanholm” havde ringet, om jeg ville ringe tilbage. Og så havde jeg igennem tre uger haft en række hemmelige møder med Ole Andreasen, hvor vi blandt andet gik ture i den lokale park og diskuterede min kommende ansættelse. Og min afsked med TV-Avisen.

Seks et halvt år i øllets tjeneste. Det var værdifulde år, som havde modnet mig, og som havde lært mig først og fremmest at stå fast.

Flemming bad mig om at foreslå en, de kunne konstituere til infor-mationschef. Jeg var ikke i tvivl. Rolige, kloge magister Mølstrøm var den person, jeg var vis på ville være den helt rigtige.

Jeg ønskede ikke nogen afskedsreception, det respekterede min af-deling, som så pungede sammen og overraskede mig ved at invitere mig på restaurant, hvor Henrik holdt en fornem tale og overrakte mig en bog om verdenskunsten. Inde i bogen havde de lagt et brev, hvori der stod, at de var “meget, meget kede af, at jeg havde sagt farvel”.

Og så skrev de to store ord, som er blevet ved med at lune langt inde i mig og i årevis. De skrev, at de havde mistet deres “Store Ror-gænger”. Aldrig har nogen skrevet eller sagt noget så stort til mig. Jeg bliver lyserød i kinderne selv så mange år efter. Måske var det den ul-timative anerkendelse, større end min udnævnelse til underdirektør, større end min røde Audi. Det var alle indsatser værd.

Jeg kunne se på håndskriften, det var Eva, der havde styret pennen. Hun var et kærligt og generøst menneske. Jeg læste kortet flere gange. Med en dyb glæde. Så havde jeg da ikke gjort det hele forkert ...

1 1 3

Jeg pakkede mit kontor sammen. Gitte hjalp mig. Vi aftalte, at vi skulle ses. Jeg købte min firmabil og solgte den samme dag – og for provenuet købte jeg en lilla turistcykel med syv gear og fletkurv, og så styrede jeg ud i den blæsende frihed.

SPØRGSMåLET OM DET AT VæRE MODIG

Jeg havde taget mig selv under armen og kastet mig ud i et nyt liv. Det var sommeren 1997, og jeg havde drukket min sidste fribajer.

Indimellem tænkte jeg tilbage på den regelmæssige pose med guld, der blev indleveret med stor præcision hver måned til min voksende konto, og indimellem tænkte jeg på mit store kontor med udsigt til alle ølkasserne, på mine nære medarbejdere, som heldigvis glemte, jeg var kvinde, 163 cm, fregnet og med lidt flagrende gestikulationer.

Jeg tænkte tilbage på magtkampene med slipsedyrene, som de før-ste par år regelmæssigt provokerede mig ind i bokseringen, men da jeg ret hurtigt havde lært at putte bly i handsken, blev jeg gode venner med de fleste.

I mange år efter stødte jeg jævnligt ind i spørgsmålstegn så store som tekopper og Rundetårn – de susede gennem luften. Hvorfor? Hvor-for, Monica? Er du rigtig rund? Er du alligevel lidt bims bag smilet? Har du overhovedet fattet, hvad du sådan med løst håndled har smidt over bord? Hele den velsmurte karriere. Havde jeg smidt den i grus-graven?

Om få år var jeg måske vicedirektør – endnu større Audi, endnu større kontor, og endnu mere i posen.

Var jeg egentlig rigtig klog? Var jeg dum eller dristig eller dumdri-stig. Eller modig? Mange har spurgt mig, om mit spring havde afkræ-vet mig stort mod. Jeg ved ikke rigtig. Tror det egentlig ikke. Men det har fået mig til at fundere over begrebet.

For det har altid været voldsomt fashionabelt at være modig. At turde. Men så er spørgsmålet: Hvad er mod egentlig?

1 1 4

Er det at redde en kat fra et højt træ på en spinkel gren, at kaste sig ud fra en fransk bro viklet ind i elastikker og skræk? At stille sig op i et selskab og sige alt det farlige? At stå af? At stå på? At afskrive tryg-heden og indgå i det uforudsigelige? At alliere sig med de fortabte? At elske, så det svier? At hade, så nattens mareridt breder sig til dagen?

Formentlig lidt af det hele. Modet har mange ansigter. Men mod er nok mere og mere for mig at turde miste sig selv, at turde tabe ansigt så mange gange, at man næsten ikke har noget ansigt mere. Mod er i mine øjne, når man erkender og vedgår de bommerter, man selv har sat på skinner.

Hverdagens mod – det er dét, jeg efterspørger. Det er det, der mangler.

Jeg er i virkeligheden træt af alle de kurser, hvor naive mænd og damer tror, de bliver bedre og styrket af at fare rundt i landskabet og udsætte sig for indbildt livsfare, såsom at kravle op ad stejle klipper eller lege krig med vandpistoler eller de mere avancerede malerpisto-ler, paintballguns.

Uendelig mange, synes jeg, tager fejl af mod og vovemod, af den kunstige udfordring af døden. Det virkelige mod findes hos dem, der tør udfordre livet. Dybest set definerer man mod med beslutninger og resolutte handlinger, det er det også. Men modet kan derudover være mere stilfærdigt anlagt. Det at turde tvivle. At udsætte sine egne absolutte sandheder for store spørgsmålstegn. At tvivle på det ved-tagne “gode”, på det fastsatte sunde, på flertallet.

Måske kan jeg bedre indkredse, hvad mod er, ved at fremhæve, hvad jeg mener, det ikke er. Det at overlade al handling til andre, det er frygtsomt og fejt og irriterende at se på.

De umodige har det med at sidde inaktive og tilbagelænede med sammenflettede fingre og tommeltotterne cirklende rundt i en evig rotation, og skylden for alle ulykker bliver flyttet ud af dagligstuen, og al forandring, forbedring og dynamik ophører. De frygtsomme nøjes med at registrere, og den indstilling til livet er for mig at se det mindst levende og mindst modige, der findes. Men hvis man skal komprime-

1 1 5

re modets mange ansigter i ét billede, så er modet den målelige evne til at møde det ukendte. Udenfor sig selv og inden i sig selv.

KARRIEREBEGREBET

Jeg ved som sagt ikke, hvor modig eller klog jeg er eller var. Men jeg ved, at det er rimeligt fornuftigt at gøre status – ikke blot over ens fjern- og nærlager, men over hele ens liv, både det, der er levet, og det, der kan komme.

Efter jeg forlod Carlsberg, begyndte jeg at grunde over, hvad begre-bet karriere betød. Hvad det bestod af. Ud over at alle i den erhvervs-aktive alder mener, man skal have sådan en.

Det er gennem de senere år blevet til et hverdagsbegreb, som vi bruger til at spejle os selv og hinanden i. Man kan have en stor kar-riere, en lang karriere, en glamourøs karriere, en kort karriere, en fal-dende karriere eller måske slet ingen karriere. Og så er det rent ad helvede til.

Jeg slog ordet op i Fremmedordbogen og kunne læse, at det kom-mer af det latinske ord carrus, hvilket er et tohjulet stridskøretøj, som romerne spændte for hesten og stod ret op i. Og hvis de var gladiato-rer, udkæmpede de måske deres livs sidste kampe i et sådan køretøj.

Der stod, at karriere også betød hestens hurtigste gangart, løbeba-ne, embedsbane. Altså kunne jeg konkludere, at karriere handler om at være i konkurrence med andre, at være i konkurrence med sig selv. Karriere er at overgå andre, at overgå sig selv. At være den hurtigste hest på banen. At være den, der kommer i mål – først.

Når jeg ser på karrierebegrebet som et væddeløb, som et løb, hvor man skal bære skyklapper, hvor målet og lykken altid er forude, hvor man spænder sine energier til det yderste, hvor man damper af sved og udmattelse, hvor angsten for at blive overgået af andre er den dri-vende kraft, så tiltrækkes og frastødes jeg på én gang.

Jeg har valgt at opløse ordet karriere i gængs forstand. Jeg vil ikke se på karriere som noget, man kun kan opnå i sit arbejdsliv. Fra klokken

1 1 6

9-17. I mit verdensbillede ser jeg, at karrieren skal dække hele døgnet, hele livet.

En vellykket karriere er ikke kun et liv, hvor man kan notere sig en groende bankkonto, repræsentationsplastik, en ophøjet titel og kaffen serveret. En fornem karriere er for mig at udleve muligheder, tanker, forestillinger.

Jeg har tit tænkt, fra jeg var 30-40 år, at nu havde jeg allerede levet så mange timer, dage, måneder og år af det samlede regnskab, at hver-ken jeg eller andre kunne tillade sig at feje otte hel- eller halvdårlige arbejdstimer væk med en bemærkning om at, “Skidt pyt, det er bare noget, der skal overstås”. Overstået, det bliver det hele jo automatisk og af sig selv.

Når jeg har følt, at jeg ikke længere var i vækst med mit arbejdsliv, og hvis jeg har haft en trang til at ændre spor, så har jeg rusket op i mig selv og sagt, at det ikke nytter noget at blive ved med at lime sig fast til den selvsamme taburet, til titlen, æren og værdigheden. Og ikke mindst pengene. Og jeg har dertil også opstillet et regnestykke, som har sat begrebet arbejdsliv i perspektiv i hvert fald for mig selv:

Tager man for eksempel et ungt menneske, som træder ind på ar-bejdsmarkedet som 18-årig og ud igen som 65-årig, og presser al den tid, som personen har tilbragt på diverse arbejdspladser, sammen til en komprimeret masse, så bliver det til 16 år nonstop. Det er faktisk det samme som en livstidsdom. Hvem har lyst til at sidde og spjælde den og kede sig og underkaste sig i 16 år? Vel ikke nogen frivilligt. Hvis man hader sit arbejde – eller blot ikke kan skelne den ene dag fra den anden, og for ofte er i mellemhumør, så mener jeg, man har sat sig selv i fængsel, både østre og vestre. Og det er en dom, der kan mærkes.

Jeg mener, det er en menneskeret at være i godt humør, både når man møder på sit arbejde – og når man går hjem igen. Men hvis ikke det er tilfældet, og hvis ikke man kan lave om på sin umiddelbare si-tuation, så må man flytte sig. Det siger jeg ofte. Til manges irritation.

Tit bliver jeg foreholdt, at det er et udsagn, der er så let at køre

1 1 7

frem med. At man bare kan gøre, som man lyster. Hvad nu, hvis man er i en situation, hvor økonomien eller uddannelsen eller andet ikke levner en mulighed for at træde om? Dertil kan jeg kun sige, at en-hver må forsøge efter inderligste evne at få det bedst mulige ud af det mulige. At vælge sit eget livs retning. I størst muligt omfang. Men jeg erkender: Det her liv er ingenlunde retfærdigt.

Meget kan man genskabe i sit liv: Tabte penge, hvis man anstrenger sig, et nyt ægteskab, hvis man kan det der med kærligheden, men ti-den, den er ikke til at hente hjem, erstatte og skabe forfra.

Mange jeg kender til har en underbevidst fornemmelse af, at hvis blot de har skabt sig en stor position og en stor bankkonto, så er der nok også mere liv at hente ved kasse ét. Men det er en sørgelig og ulykkelig ønsketænkning, og det eneste, de muligvis opnår, er at blive den rigeste på kirkegården.

For hvert minut, der går, ja, selv når man sover, så ruller man i ret-ning af det sorte, endelige hul. Dette her er ikke sagt og skrevet med en depressiv undertone, men for at minde mig selv – især – og andre om, at det er nu, her, det sner. At livet er dynamisk, kaotisk og eks-tremt endeligt – og som jeg har set på en reklame for Agfafilmruller: Livet kan ikke tages om.

Det værste, jeg kan forestille mig, er den dag, hvor jeg ligger på mit dødsleje og klynker: Det fik jeg ikke gjort, det fik jeg ikke set, det fik jeg ikke følt, det fik jeg ikke oplevet, det fik jeg ikke sagt. Og nu er det for sent.

For sent er to meget ubehagelige ord.Når man ikke kan købe sig til flere liv, ja så må man så sandelig få

hver en krumme ud af det ene, man har. Jeg føler, at jeg bedst kan vride alt ud af min tid, mit liv, ved hele tiden at være i en vækstfase. Ved at udfordre dagen. Og ved at tage kampen op med alle de magt-monstre, som tror, at respekt kommer af angst, at beundring gror ud af titler, og at begejstring fødes på kommando.

Jeg synes bestemt, at et velgennemført arbejdsliv er fint, endog

væsentligt. Det at kunne klare sig selv hele livet igennem og være ledsaget af store poser med penge er da pragtfuldt. Men for at få et fornemt livsforløb, hvor man ikke i sit livs sidste kapitel skal ærgre sig over de valg – eller snarere manglende valg, der har bredt sig ud over ens livsbane – så må man glemme automatpiloten et øjeblik og i stedet studere sine lyster og evner og energier i detaljer. Så må man gøre status og tænke sig om. For dernæst at vælge og handle. Hvis ikke man selv tager beslutninger, så kan man være evigt forvisset om, at livet og tilfældighederne tager beslutningerne for en.

Nogle gange kommer jeg til at tænke på, hvor stor en ladning af energi og tanker, bekymring og begejstring, kreativitet og tid, som vi vælter ud på vores arbejde, på karrieren. Tænk, hvis man brugte blot en tredjedel eller blot en fjerdedel af den tid, vi bruger på at tænke på vores arbejde, på at tænke på vores ægtefælle. Så ville det rimeligvis have indflydelse på den danske skilsmisseprocent.

Tæt på halvdelen af alle indgåede ægteskaber opløses. Hvis man dertil lægger alle de samboende, som ikke er registreret, men som også ophæver forholdet, så vil jeg tro, at det at blive sammen igennem et helt og langt livsforløb er blevet en markant afvigelse fra normali-tetsbegrebet. Om det er godt eller skidt at blive sammen eller gå fra hinanden, er til hver en tid et individuelt spørgsmål, og det er en helt anden historie.