IRAQ-Kommissionen:

Liberal Alliance kommer til at bære det endelige ansvar.

Regeringen har nedlagt Iraq-kommissionen, men et

beslutningforslag kan forudses efter sommerferien, hvor rød blok

vil pålægge regeringen at fortsætte.

Blå blok kan forudses at stemme imod, da Venstre og

Konservative er dem der skal undersøges, mens Dansk Folkeparti

ikke kan forventes at ville svække den Statsminister de selv

netop har indsat.

Tilbage står Liberal Alliance der kun kan forhindre at Iraq-

kommissionens arbejde genoptages ved direkte at stemme imod

at arbejdet genoptages.

Det spørgsmål melder sig derfor:

Er Liberal Alliance et parti der aktivt vil modarbejde kontrollen af

de beslutninger der sendte vort land i krig?

Den nedlagte Iraq-Kommission drejer sig om andet og mere end ansvarsplacering.

Vi har i Danmark haft svært ved at konfrontere vores egen historie, og dermed

afskåret os selv fra at tage ved lære af den.

Mange modstandsfolk fra besættelsestiden, har haft svært ved at tilgive, at det

såkaldte ‘retsopgør’ alene blev standretter over forskellige værnemagre og

stikkere. Flere havde gerne set en undersøgelseskommission hvorfra samfundet

have draget holdbare konklusioner i reltion til omstændighederne bag

‘samarbejdspolitikken’, samt en mere kritisk vurdering af den involvering der

fandt sted i regi af politi og domstole. 

Små tyve år før blev en anden kommission nedlagt som var oprettet med det

formål at få fuld indsigt i de begivenheder der førte til Landmandsbankens

(Danske Bank) dobbeltkrak i 1922 og 1923. Her har historikere senere peget på at

undersøgelsen blev opgivet fordi kongehus og erhvervsliv var dybt impliceret i de

økonomiske transaktioner der førte til sammenbruddet.

1

I begge tilfælde er det blevet overladt til historikere at afdække og redegøre for

forløbene i takt med at kilder og arkiver er åbnet op. Den læring vi som samfund

har skullet sikre os, er dermed blevet forsinket med generationer, og fortolket af

enkelte historikere i stedet for en sammensat gruppe af kommissionsmedlemmer.

Finanskriserne kan siges at repræsentere det samme problem. Bankkrak i 1987 og

1991 blev aldrig underlagt en samlet vurdering af de systemiske svagheder der var

- og stadig er - i dele af finanssektoren. Da det hele gentog sig i 2008, blev der

heller ikke her taget initiativ til at sikre en uafhængig vurdering af

hensigtsmæssigheden af strukturer og tilsynsansvar i relation til vor banksektor.

Dette til trods for, at samfundet havde trådt til med et trecifret milliardbeløb i

indskud og garantier til bankerne.

Til gengæld har det ikke været svært at sikre politisk opbakning til egentlige

kommissionsdomstole når det har drejet sig om udvalgte skandalesager (lækagen

af skatteoplysninger om Helle Thorning-Smith og hendes familie) eller

ansvarsplacering i forhold til bl.a. ministeransvarlighedsloven (Tamil-sagen). 

Vi står med et betydeligt demokratisk problem, hvis læring af vor historie eller

retsopgør skal baseres på skiftende flertal bag skiftende regeringer. Derved

politiseres en proces der af natur bør være upolitisk, objektiv, saglig og

tilbundsgående. Politik er det stik modsatte: det er politisk, subjektivt, ufagligt og

- når det er belejligt -overfladisk.

Når en kommission - som i tilfældet med Iraq-kommissionen - der beskæftiger sig

med den udøvende magts beslutningsgrundlag, pludseligt nedlægges af den

udøvende magt selv, så er det en provokation af selve parlamentarisme i vort

demokrati.

Vort Folketing er sikret den absolutte politiske magt (imellem valgene). Men når

politiske partier benytter deres indflydelse på regeringsdannelsen til at majoritets

dominere det samlede folkestyre, så risikerer det at føre til et demokratisk

underskud. Og når det, der bremses og forhindres, er kontrol og vurdering af de

selv samme politiske partiers gøren og laden i regeringssammenhæng, så kan det i

store befolkningsgruppe efterlade en frygt for ‘at noget fejes ind under

gulvtæppet’.

2

Det må aldrig blive sådan at vor regering benytter deres ‘initiativret’ til blot til at

skyde en bold ud af banen. Og samtidig benytter deres parlamentariske majoritet

til at forhindre at et efterspil dermed kan bringes til en afslutning. Uanset hvem

der er vindere og tabere.

En ting er hvad en regering foretager sig forvaltningsmæssigt, og i det konkrete

tilfælde, altså benytter denne forvaltningsret til at nedlægge hvad der nu engang

var sat i værk.

En helt anden ting er imidlertid om der overhovedet er parlamentarisk grundlag

for en sådan beslutning.

Folketinget kan når det samles igen efter sommerferien, ved vedtagelse af et

simpelt beslutningsforslag, pålægge regeringen at gennemføre det iværksatte

arbejde i Iraq-komissionen, og det bliver ved stemmeafgivningen på et sådant

beslutningsforslag, at vi som befolkning kommer til at se hvilke partier der ‘fejer

ting under gulvtæppet’, og hvilke partier der går ind for gennemsigtighed og

læring fra vores egne historiske beslutninger.

I USA, England og Holland blev tilsvarende kommissioner gennemført, og fik til

resultat at tidligere lederes politiske kapital gik tabt, og at man i den brede

offentlighed fik en forståelse af hvad der lå forud for beslutningen om aktiv

krigsførelse. 

Det er naturligt at Danmark også får rede på hvad der var op og ned på

beslutninger der medførte at danske soldater blev sendt i krig; danske soldater

blev dræbt til sorg for deres venner og familie; - og at vore styrker blev en del af

en krig der kostede i hundredtusindvis af civile som utilsigtede følgetab. 

Regeringens kontroversielle beslutning vil blive underlagt parlamentarisk

prøvelse. Så meget er sikkert og vist. Men hvad bliver det så interessant at holde

øje med i den forbindelse?

Liberal Alliance har et afgørende ord at skulle have sagt når et beslutningsforslag

skal behandles. Hvis Liberal Alliance ikke stemmer imod et beslutningsforslag om

genoptagelse af Iraq-kommissionen, så vil det blive vedtaget.

LA behøver derfor ikke at stemme for beslutningsforslaget, men kan alene ved

aktivt ikke at forhindre det, tillade at komissionen genopstår. Denne

3

omstændighed skærper LA’s politiske ansvar, idet man ved at stemme imod

dermed aktivt modarbejder muligheden for denne undersøgelse, idet ingen andre

partier i blå blok meningsfuldt kan forudses at støtte kommissionens fortsatte

arbejde.

Her bliver det voldsomt interessant at se om Anders Samuelsen’s politiske projekt

er andet og mere end promovering af kendte politiske tema som feks. lavere

(top)skatter og en mere effektiv (mindre) offentlig sektor. 

Om LA er det moderne ny-liberale parti man gerne vil give det udseende af at

være, men hvor man istedet - ved at stemme med resten af blå blok - dermed

demonstrerer at man er uinteresseret i et egentlige værdipolitiske opgør : At LA

dermed er et parti der ikke er villig til at investere politisk kapital i andet og mere,

end det der kun drejer sig om kroner og ører.

Jeg har svært ved at se hvordan LA kan opretholde troværdighed overfor en stor

vælgerskare af unge i storbyerne, hvis man aktivt modarbejder en uafhængig

kontrol af beslutninger der har sendt landet i krig. En sådan undersøgelse burde

være problemfri da ingen beslutning er større i et folkestyre, end at sende sin egen

befolkning i krig med risko for deres- og andres liv. At man som undskyldning

blot ‘vil spare omkostningerne’ er en utroværdig forklaring i forhold til de

menneskelige omkostninger der er forbundet med krigsførelse, og en

uanstændighed overfor de efterladtes familier i Danmark og i Iraq.

Klaus Riskær Pedersen

4