”vort parti er et dansk parti”. dkp og det nationale 1936-1952

I løbet af små ti år ændrede kommunisternesopfattelse af sig selv fra at være internationalerevolutionære til at være nationale fri-hedskæmpere, der som den danske arbejder-klasses fortrop kæmpede for den danske ar-bejderklasse, det danske folk og nationen. Dedanske kommunister var frem til midten af1930’erne officielt fædrelandsløse. Hvis dehavde et fædreland, var det Sovjetunionen,men fra 1936 begyndte “det danske” at få enstørre betydning i partiets politik. Med Hitler-tysklands besættelse af Danmark i 1940, Sov-jetunionens indtræden i 2. verdenskrig i 1941og modstandskampen katalyseredes en be-vægelse mod en kommunistisk forestilling omnationale veje til socialismen, der kulminere-de omkring befrielsen i sommeren 1945. Medden kolde krig og den deraf følgende polarise-ring af samfundet og isolation af kommunis-terne blev det imidlertid igen nødvendigt meden eksplicit forankring i den internationaleverdenskommunisme. Dette teoretiske dilem-ma blev for kommunisterne løst med en kom-munistisk nationalismevariant, der defineredeloyaliteten over for Sovjetunionen i form afproletarisk internationalisme som en centraldel af partiets nationale kamp. I praksis skullekommunisterne altså præstere en dobbelt pa-triotisme, der stred mod den mere gængseform for nationalopfattelse i Danmark, ogsom derfor af mange aldrig blev anerkendtsom ægte danskhed.

Denne problemstilling omkring DKP’s for-hold til det nationale og de danske kommuni-sters nationale identitet er ikke hidtil blevetundersøgt særskilt, men emnet er i høj gradblevet berørt i forskningen omkring kommu-nisterne. Kort fortalt deler forskningen sig i toskoler: den totalitaristiske og den komparati-ve. I Danmark repræsenterer Bent Jensen dentotalitaristiske skole, der især er kendetegnetved det ofte implicitte teoretiske udgangs-punkt, at de kommunistiske partier og denkommunistiske bevægelse var totalitaristiskeog monolitiske størrelser, der ikke indeholdtinteressemodsætninger eller nuancer i nogen

49

“VORT PARTI ER ET DANSKPARTI”Danmarks Kommu-nistiske Parti og detnationale 1936-19521

Af Jesper Jørgensen

Under den kolde krig opfattede dedanske kommunister sig ikke somudanske, fordi de samarbejdedemed Sovjetunionen. De betragtedesig tværtimod som de egentligeforkæmpere for Danmark. Opfat-telsen var udtryk for en særligkommunistisk nationalforståelse,der blev formet i perioden om-kring 2. verdenskrig.

nævneværdig grad. Skolen plæderer yderlige-re for, at marxismen-leninismen som klasse-baseret ideologi gjorde, at kommunisternesholdning til det nationale spørgsmål udeluk-kende var taktisk-instrumentelt bestemt, og atde i bund og grund var udanske.2 Argumentethviler implicit på en opfattelse af nationalismesom et autentisk udtryk for kollektiv bevidst-hed og af det nationale som et statisk og isole-ret fænomen, hvilket har rødder tilbage i tyskromantik og dens kulturelle nationsbegreb.

Som modsætning hertil står den komparati-ve skole og den nyere nationalismeforskning,der i stedet ser nationalismen som et modernehistorisk fænomen og national identitet somen konstrueret, diskursiv enhed, der konstantreproduceres ud fra subjektive kriterier. I for-længelse heraf afviser den komparative skoleikke totalitarismebegrebet og at kommunist-partierne i høj grad var domineret af Sovjet-

unionen, men påpeger eksistensen af forskelli-ge politiske strømninger i de nationale kom-munistpartier med baggrund i nationale, kul-turelle og personlige forskelligheder. Sam-menligning af Sovjetunionens politik og denationale kommunistiske partiers politik op-fattes som nødvendig i forskningen for at fin-de de reelle processer, der lå bag den kommu-nistiske partiideologis selvdefinition.

I forhold til denne undersøgelses problem-stilling omkring kommunismen og det natio-nale er den komparative skole dominerende.Senest er forholdet mellem “internationalkommunisme og nationale kommunismer”blevet debatteret på en konference i Helsing-fors, 24.-26. marts 1997. Konferencen tog ud-gangspunkt i en anden repræsentant for denkomparative skole, Perry Andersons udsagnom eksistensen af en kompleks dialektik mel-lem internationale og nationale determinanter

ARBEJDERHISTORIE NR. 2 200550

På Kominterns 7. kongres i 1935 i Moskva udråbte Georgi Dimitrov (th.) den nationale, antifascisti-ske folkefront som kommunisternes svar på den fascistiske trussel. Fra venstre står J. R. Campbell ogStalin. (Foto: Sojusfoto, Arbejdermuseet/ABA)

“VORT PARTI ER ET DANSK PARTI” 51

i de kommunistiske partiers politik.3 Det blevbetonet, at man ikke opfatter den internationa-le kommunisme og de nationale kommunis-mer som modsætninger, men snarere som al-lestedsnærværende i internationale og natio-nale aspekter i den kommunistiske bevægelse.På trods af at den kolde krigs ophør og åb-ningen af de russiske arkiver ikke har afkræf-tet ideen om den ensartede og centraliseredekommunistiske bevægelse, har de to ledendekommunismeforskere, finnerne Tauno Saarelaog Kimmo Rentola fundet det udbytterigt atstille spørgsmålene:

“Would it have been possible for communists allover the world to shake off their past, shaped incertain national circumstances, their culture andtheir language? Would the message of the com-munist movement also be “translated” whenmoving from one country to another and be-tween peoples?”4

Disse spørgsmål og hypotesen om, at det forat skrive historie om den kommunistiske be-vægelse og de kommunistiske partier og for atforstå de mekanismer, der virkede blandtkommunisterne, er nødvendigt at se efter nu-ancerne i den kommunistiske enhed, har ogsåværet udgangspunktet for denne undersøgelse.Undersøgelsen fokuserer på DKP’s national-politiske udvikling fra en fædrelandsløs sek-tion af 3. Internationale til et nationalt partimed en særlig tilknytning til Sovjetunionensamt på de erfaringsmæssige betydninger iden fælles forståelsesramme omkring de dan-ske kommunisters sammensatte nationaleidentitet.

Danmarks Kommunistiske Parti –sektion af 3. InternationaleDKP blev dannet i kølvandet på den interna-tionale opsplitning af arbejderbevægelsen i enreformistisk og en revolutionær del og på denbolsjevistiske Oktoberrevolution i Rusland i1917. På Danmarks Venstresocialistiske Partisekstraordinære kongres den 7. november 1920tilsluttede det kun et år gamle parti sig den 3.

Internationales (Komintern) skrappe optagel-sesbetingelser og tog navnet Danmarks Kom-munistiske Parti. Målet var i modsætning tilsammenslutningen af reformistiske og natio-nale partier i den 2. Internationale at skabe etrevolutionært verdensomspændende parti, derskulle lede den forestående verdensrevolutiontil proletariatets diktatur. Organisatorisk skulle“verdenspartiet” styres efter det leninistiskeprincip om den demokratiske centralisme,hvor Kominterns verdenskongres og den der-på valgte eksekutivkomites (EKKI) beslutnin-ger var bindende for de nationale sektioner.5

Den danske sektions første 10 år var prægetaf politisk isolation og af lange perioder medhandlingslammelse på grund af interne frak-tions- og personkampe. Samtidig manifestere-de Komitern sig stadigt tydeligere i DKP. Påbaggrund af Stalins overtagelse af magten idet sovjetiske kommunistparti og hans teoriom socialisme i ét land, der betød, at den rus-siske Oktoberrevolution blev gjort til forud-sætning for verdensrevolutionen (og ikke om-vendt), blev alle vigtige beslutninger entenudstedt fra eller godkendt af hovedsædet iMoskva. Selvom det var præciseret i Komin-terns optagelsesbetingelser, at der skulle tageshensyn til de forskelligartede forhold, sektio-nerne arbejdede under, blev det fra midten af1920’erne slået fast, at det var DKP’s opgaveat tillempe Kominterns linje til danske for-hold.6

Et andet afgørende tiltag fra midten af1920’erne var skolingen af kommunistiskekadrer på den Internationale Leninskole i Mo-skva, hvilket senere skulle vise sig at få storbetydning for partidisciplinen og for udviklin-gen af moskvatro, “hårde kerner” i de nationa-le kommunistpartier. Disse fælles rejseerfarin-ger synes at have styrket loyaliteten over forSovjetunionen betragteligt. Benedict Ander-son har i Imagined Communities (1983, 1991)i et forsøg på at forklare nationalismens reso-nansbaggrund på det personlige plan netopfremdraget rejsen eller pilgrimsfærden til hel-lige, geografiske centre. Med henvisning tilVictor Turners teorier omkring rites de passa-ge og den liminale fase argumenterer Ander-

son for rejsen mellem tider, statusser og stedersom en meningsskabende erfaring, der trans-formerer de impliceredes identiteter.7 Forkommunisternes vedkommende var kompas-set rettet imod Sovjetunionen og Moskva, ogmed “bolsjeviseringen” af Komintern blevSovjetunionen til arbejderklassens fædreland,hvor de fremmeste kommunister mødte hinan-den i et internationalt fællesskab. Da Stalinsudrensninger og 2. verdenskrig var overstået,stod de ledende kommunister tilbage, der hav-de overlevet op til flere rejser til Sovjetunio-nen.8

Endelig var DKP lige fra stiftelsen i 1919økonomisk afhængig af Sovjetunionen, hvil-ket også må have virket befordrende for loya-liteten. Selvom denne økonomiske forbindelsegennem årene blev genstand for megen op-mærksomhed, og selvom samtlige menings-dannere i den danske opinion var enige om, aten sådan støtte var undergravende for et danskpartis legitimitet, modtog partiet helt frem til1990 velvilligt det såkaldte Moskvaguld.9

Trods udsagn om det modsatte må indstillin-gen – i hvert fald blandt ledende DKP’ere –have været den, at det var en legitim bistandfra et solidarisk broderparti i kampen for so-cialismen.

Kominterns 7. verdenskongresFra omkring midten af 1934 blev fascismenKominterns hovedfjende. Især Hitlers magt-overtagelse i 1933 og udraderingen af dentyske arbejderbevægelse var et alvorligt tilba-geslag for den internationale kommunistiskebevægelse og gav anledning til en omvurde-ring af grundlinjen. Først og fremmest betøddet, at den tidligere ultravenstrelinje, der hav-de kategoriseret socialdemokraterne som so-cialfascister, nu blev kritiseret for at være etudslag af sekterisme, der havde som konse-kvens, at den isolerede kommunisterne ogsplittede arbejderbevægelsen og derved i sid-ste ende gavnede kapitalen og fascisterne.

På Kominterns 7. verdenskongres i Moskvai august 1935 udråbte Georgi Dimitrov fascis-men til det ultimative produkt af kapitalismen

og i sin natur farligere, da den ved brug af so-cialistiske og nationalistiske paroler forsøgteat føre arbejderklassen bag lyset. Løsningenvar for det første skabelsen af en enhedsfront,der skulle øge bevidstgørelsen af arbejder-klassen og derved styrke solidariteten påtværs af de nationale grænser og skabe splidmellem de fascistiske ledere og de fascistiskemasser. For det andet skulle kommunisternepå grundlag af enhedsfronten mobiliseresmåborgerskabet til forsvaret af de borgerligedemokra-tiske rettigheder gennem folke-frontsorganisationer. Som et eksempel på kon-sekvenserne af ikke at optage den nye linjehenvistes der til Tyskland, hvor de tyske kom-munisters undervurdering af massernes såredenationalfølelse havde givet let spil for den fa-scistiske nationalsocialisme. Afgørende vardet derfor, at kommunisterne udnyttede de na-tionale stemninger til gavn for socialismen.10

Samme problemstilling blev taget op i kon-gressens efterfølgende beretning, der blev af-lagt af Ercoli (alias Palmiro Togliatti). Medhenvisning til Lenins princip om den nationa-le selvbestemmelsesret blev det blandt andetfremhævet, at kampen mod den tyske fascis-me var et nødvendigt led i arbejderklassenskamp for massernes sociale og nationaleemancipation og for forsvaret af revolutionen.Udover at aktualisere den tidligere marxistisk-leninistiske nationalitetspolitik markeredeTogliatti nødvendigheden af, at de nationalekommunistpartier selv skulle fastlægge derespolitiske linje på baggrund af situationen i deforskellige lande.11 Hvis den nationale kampmod fascismen skulle lykkes, var det ifølgeTogliatti nødvendigt med en større uafhængig-hed af Sovjetunionen. Denne sidste pointekunne opfattes som en kritik af Sovjetunionenog blev heller ikke optaget i den vedtagne re-solution til beretningen. Tværtimod vedtogkongressen organisatoriske reformer, der ipraksis betød yderligere centralisering og sov-jetisk kontrol.12

DKP blev på kongressen direkte udpegetsom et af de partier, der havde fejlet ved atisolere sig og blev kritiseret for ikke i praksisat have arbejdet for enhedsfronten,13 men det


var ikke lige til for de danske kommunisterpludselig at omstille sig. For det første var So-cialdemokratiet ikke interesseret i at indgå inogen enhedsfront med DKP, da de alleredehavde opbakning fra de fleste af de danske ar-bejdere. For det andet var Socialdemokratietdirekte antikommunistisk. Kommunisterneblev opfattet som splittende for arbejderklas-sen og som tjenende fremmede magters inte-resser.

Problematisk for kommunisterne var detogså, at de få år forinden konsekvent havdeafvist at forsvare landet. I efteråret 1933havde partiets ene folketingsmedlem, ArneMunch-Petersen, i forbindelse med et forslagom udbygning af de danske værn udtalt:

“Som et socialistisk Parti kan vi aldrig være medtil Forsvaret af et kapitalistisk saakaldt Fædre-land, men staar fast på den Parole, som denkommunistiske Internationale har udgivet om atvende Vaabnene den rigtige Vej.”14

Kommunisterne ville altså i tilfælde af krigikke forsvare landet, men i stedet udnytte situ-ationen til at vælte det kapitalistiske styre. Idet hele taget havde kommunisterne, ifølgepartiets formand Aksel Larsen i 1933, ingennationale interesser:

“Vi hører til dem, som ikke har nogle fædreland-ske Kartofler at skulle have hyppet, som ikke erTilhængere af det kapitalistiske Fædreland. Vihører til dem, der endnu siger som Frederik Dal-gaard: “Fædreland, vi hader Klangen, Fædre-land, vi kender Vrangen! Fædreland, vi ejerTrangen til at slette dette ord.””15

Både på kort og længere sigt var Kominterns7. kongres dog et afgørende nybrud. Specieltmed Togliattis aktualisering af den tidligeremarxistisk-leninistiske nationalitetspolitikblev der med hensyn til nation og nationalitetgjort op med ultravenstrelinjens tendens til atfornægte nationens og patriotismens positivebetydning for folkets identitet. Ligesom kon-gressens resolutioner – trods bibeholdelsen afden proletariske internationalisme og Sovjet-

unionens ledende rolle – åbnede op for nyetanker omkring en udvikling mod mere selvs-tændige kommunistiske partier med egne ide-er om nationale veje til socialismen.

Krigsfaren og Danmarks nationale selvstændighedSom konsekvens af den 7. verdenskongresskiftede DKP’s tidsskrift Kommunistisk Tids-skrift navn til Tiden ved årsskiftet 1935/36.16

Der skulle signaleres nye tider. De første årefter 1935 blev dog først og fremmest en om-stillingsperiode for kommunisterne. I forholdtil et af de store spørgsmål i tidsskriftet Tiden,den voksende krigsfare som Tyskland og fa-scismen udgjorde og dens betydning for Dan-mark, måtte Aksel Larsen moderere de skarpeudtalelser fra 1933, om hvilken vej våbneneskulle vende:

“Næ, lad os komme ned på Jorden. Lad os er-kende, at vi har begaaet de groveste Undladel-sessynder ved hidtil at være saa “overrevolutio-nære”, at vi ikke kunde se, at den virkelige Inter-nationalisme ikke kaster Vrag paa det virkeligværdifulde nationale i Befolkningen, men attværtimod praktisk Internationalisme netop gaarud paa at sikre, at de forskellige Folk og Folke-slag kan udvikle sig nationalt frit og selvstæn-digt og ikke bliver undertrykt af nogen andreNationer eller selv undertrykker andreNationer.”17

Ifølge Aksel Larsen var kommunisterne imid-lertid ikke den største hindring. Det var der-imod den socialdemokratisk-radikale rege-ring, der sammen med resten af borgerskabettænkte mere på at tjene penge end på at sikreden nationale selvstændighed.18

Et dilemma for DKP var dog, hvordan lan-dets selvstændighed konkret skulle forsvaresmod de ydre fascistiske fjender – Hitlertysk-land. På den ene side opfattede partiet neutra-liteten som helt igennem urealistisk og somregeringens utopiske drøm. På den anden sidevar kommunisternes svar på problemstillingenikke mere realistiske. Både Arne Munch-Pe-


tersen og Aksel Larsen opfordrede til, at Dan-mark i stedet for at samarbejde med Tysklandskulle arbejde for en national fredsfront og in-ternationalt samarbejde med Sovjetunionen ogde lande, som støttede dets “fredspolitik”.19

Da dette imidlertid ikke var aktuelt, fremførtekommunisterne i løbet af 1937 i stedet ideenom et nordisk forsvarsforbund, da de mente,at et “Nordens bolværk mod nazismen” lådanskerne tæt, hvad angik “demokrati, menta-litet og [socialdemokratisk] regeringsform”.20

Ideen blev imidlertid afvist af landets social-demokratiske statsminister, Thorvald Stau-ning, med “lænkehundstalen” i Lund i marts1937, da det frygtedes, at et nordisk forsvars-forbund ville provokere Tyskland.21

Grunden til at DKP ikke foreslog en tradi-tionel oprustning på grundlag af de eksisteren-de militære strukturer var, at partiet ikke men-te, at det danske militær var tilstrækkeligt de-

mokratiseret og udrenset for fascistiske ten-denser. DKP frygtede, at hæren ville blivebrugt mod arbejderklassen og dens interesser.Derfor kom Aksel Larsen også med forslagom en folkevæbning – en dansk “folkemilits”– der efter spansk forbillede skulle forsvarelandet mod indtrængen sydfra.22 Denne endnumere urealistiske tanke udstillede imidlertidkun de danske kommunisters defaitistiske lin-je (Kominterns karakteristik) samt afsløredederes revolutionære hensigter og deres eks-klusive interessefællesskab med arbejderklas-sen. Kommunisterne kunne ikke støtte et for-svar af den bestående danske stat.

Den nationale enheds- og folkefrontspolitikFørst fra midten af 1937, efter flere irettesæt-telser af Aksel Larsen og direkte påbud fra


Martin Andersen Nexø, Thomas Mann, Etienne Fajon, Olaf Berg og Aksel Larsen på landskonferencei pinsen 1938 i Odense, hvor DKP’s nye danskhed blev lanceret til en bredere offentlighed. (Foto: Arbejdermuseet/ABA)

EKKI, begyndte den nye generallinje fra den7. verdenskongres at træde frem hos DKP. ICentralkomitéens Manifest til det danske folkfra august 1937 blev kritikken af Socialdemo-kratiet og regeringen dysset ned, samtidigmed at parolerne om socialisme og Sovjetuni-onen forsvandt. “Dagens danske spørgsmaal”var nu folkefronten mod fascismen og for dennationale selvstændighed.23

Den nye nationale linje blev fulgt op seneresamme år i Aksel Larsens tale ved partiets re-volutionsfest i anledning af 20 året for Okto-berrevolutionen, der trods hyldesten til Sov-jetunionen bemærkelsesværdig kraftigt – da-gen taget i betragtning – understregede DKP’sdanske rødder og partiets plads inden for dendanske arbejderbevægelse. Det var ifølge Ak-sel Larsen hverken “direktiver fra Moskva”eller “ordrer fra Stalin”, men derimod det dan-ske arbejdende folk, der havde skabt det kom-munistiske parti i Danmark.24 Til trods for atdet faktisk ikke forholdt sig sådan, gav DKPaltså udtryk for det uforenelige i at være etdansk parti og samtidig få direktiver fra enfremmed magt.

Denne fokus på det nationale var ny forkommunisterne. Selvom kampen mod kapita-lismen også tidligere primært havde udspilletsig i en dansk kontekst, var folkefrontslinjenspolitik om den nationale kamp mod fascismenog for demokratiet samt om den nationaleselvstændighed et væsentligt politisk kursskif-te. Tanken om “verdenspartiet” og den marx-istiske forestilling om den fædrelandsløse ar-bejderklasses fællesskab på tværs af de natio-nale grænser var ikke længere dominerende. Imarts 1938 dukkede også de første klare na-tionalromantiske symboler op i kommunister-nes sprogbrug. Aksel Larsen var f.eks. ikkeafvisende over for at henvise til både Dan-marks tusind år gamle historie, nordiske stam-mefrænder og folkelige, nationale symbolersom Niels Ebbesen i mobiliseringen af dan-skerne.25

Den foreløbige nationale kulmination kommed landspartikonferencen den 4.-6. juni1938 i Odense. Med orkesterkoncerter, revy-underholdning og trækplastret Martin Ander-

sen Nexø blev den nationale enheds- og folke-frontspolitik stadfæstet. Med parolen “Vortparti er et dansk parti” blev partiets rolle idenne kamp legitimeret med udråbelsen afDKP som et dansk og demokratisk parti, der isin kamp for et “sandt demokrati” ville arbej-de inden for den danske grundlovs rammer.Rødderne i den danske arbejderbevægelseblev pointeret, og det blev fremhævet, at in-gen fremmed magt bestemte partiets politik.26

Samtidig bekendte partiet sig stadig til detsinternationale rødder og solidaritet, der kunvar til gavn for fred og uafhængighed forDanmark og det danske folk. Værd at bemær-ke er, at parolerne til den “nationale folke-fest”, i strid med Aksel Larsens påstande, blevtil i et tæt samarbejde med EKKI.27

Odensekonferencen i 1938 fik stor betyd-ning for kommunisternes selvforståelse. Denblev opfattet som en milepæl i en ideologiskeudvikling af et dansk kommunistparti med ennational forankring, der kunne refereres til itilfælde af angreb på kommunisternes dansk-hed. Ifølge Aksel Larsen-biografen Kurt Ja-cobsen var konferencen især afgørende forAksel Larsen, der i den nationale folkefront-spolitik for alvor fandt sit politiske ståsted ispændingsfeltet mellem loyaliteten over forSovjetunionen og hensynet til danske for-hold.28 Kommunisternes placering i dettespændingsfelt blev dog ikke altid udtalt tyde-ligt. Især ikke når kommunisterne arbejdedemed nationale temaer, hvor forholdet til Sov-jetunionen konsekvent blev underspillet. Somjeg senere vil uddybe, stred deres nationaleselvforståelse grundlæggende mod den her-skende opfattelse af danskheden i Danmark. Ipraksis var der heller ingen nåde for kommu-nisterne. Deres proklamationer om uafhæn-gighed af Sovjetunionen og den nye fokuse-ring på det nationale blev udfordret alleredeåret efter med Hitler-Stalinpagten.

Marxismen og det nationaleSpørgsmaalInden da nåede DKP at udgive en dansk over-sættelse af Stalins centrale værk om det natio-


nale, Marxismen og det nationale Spørgs-maal. Sandsynligvis var der flere formål medudgivelsen. For det første skulle partiets nyefokusering på det nationale legitimeres medreferencer tilbage i kommunismens historie.For det andet, og nok så vigtigt, skulle derrådes bod på de danske kadrers teoretiskeunderskud på det nationale område. Folke-frontslinjen havde gjort det nødvendigt, at dedanske kommunister skulle forholde sig til na-tion, nationalisme og nationalitet på en andenmåde end tidligere.

Værket var oprindeligt skrevet i 1912/13 påopfordring fra Lenin, der ønskede at imødegåøstrigske marxisters (ikke mindst Otto Bau-ers) forsøg på at tillægge hans begreb om dennationale selvbestemmelsesret ny mening iform af retten til et såkaldt nationalkultureltselvstyre. Konkret kom problemet til udtrykved, at flere og flere grupper i Rusland (f.eks.det russisk-jødiske Bund) var blevet inspireretaf Bauer og var begyndt at kræve særrettig-heder. For Lenin og Stalin var det afgørende,at de nationale rettigheder ikke udviklede sigtil en forhindring for klassekampen. Staten ogdet centraliserede partis politiske magt måtteikke svækkes af nationale gruppers særinte-resser. Stalins hovedpointer var derfor også, atden nationale selvbestemmelsesret kun skulleeffektueres, hvis en “nation” kunne sættes iforbindelse med et bestemt territorium ogyderligere, at de nationale afgrænsninger ikkeorganisatorisk måtte gå på tværs af arbejder-bevægelsen (partiet).29 Udgangspunktet varStalins definition af en nation:

“Nationen er et historisk opstaaet, stabilt Fælles-skab – med Hensyn til Sprog, Territorium, øko-nomisk Liv og aandeligt Særpræg, der ytrer sigsom Fællesskab i Kultur.”30

Til forskel fra de østrigske marxisters opfattel-se af nationalitet som en statisk størrelse, folkfødtes ind i, var Stalins teoretiske grundlag enmere dynamisk nationalitet, der afhængig aftid og sted (”livsbetingelserne”) i princippetkunne ændres eller helt ophæves. Denne op-fattelse af nationen havde sine rødder i Karl

Marx’ og Friedrich Engels’ tidligere værker,der dog kun perifert havde beskæftiget sigmed det nationale spørgsmål, da nationalis-men forventedes at være et korterevarendeproblem, som udviklingen af kapitalismen vil-le overflødiggøre, samt i Lenins senere udvik-ling af begrebet nationernes selvbestemmel-sesret.

Af direkte relevans for de danske kommu-nister var Stalins overvejelser omkring dennationale kamps karakter og proletariatets pla-cering i denne. Stalin skitserede på den bag-grund nationalismens historiske oprindelse i“den opstigende kapitalismes epoke” og bour-geoisiets hovedrolle i den nationale kamp(hvilket dog lige skulle forklares med en note,hvori det pointeredes, at dette ikke længerevar gældende. Som Stalin allerede i 1925 hav-de sagt, var det nationale spørgsmål “... fra atvære et element i den borgerlige, demokrati-ske Revolution […] blevet et Element i denproletariske, socialistiske Revolution.”). Iføl-ge Stalin (i 1912/13) var den nationale kampderfor i grunden en kamp mellem de borgerli-ge klasser indbyrdes, også selvom kampen idet ydre antog en “fællesnational” karakter.Dette betød imidlertid ikke, at proletariatet ik-ke skulle kæmpe imod undertrykkelsen af na-tionaliteterne og de borgerlige frihedsrettighe-der, for de var nødvendige for bevidstgørelsenaf arbejderne og dermed udviklingen mod so-cialismen. Afgørende var det dog, at den nati-onale kamp ikke ledte arbejderne væk fra detsociale spørgsmål og klassekampen. Konse-kvensen af, at den nationale kamp blev et måli sig selv for arbejderne, ville nemlig være enudvikling af en nationalisme, der ville “...kvæle Kampen for Arbejdernes Sammenslut-ning i Blod og Taarer”. For Stalin var løsnin-gen derfor “nationernes selvbestemmelsesret”,der både tilgodeså det nationale og det socialesamt ledte mod “socialismens rige”, hvor detnationale onde ville forsvinde.31

Hvad der blev gjort opmærksom på i noten,og hvad Stalin i 1912/13 ikke havde forudset,var, at den nationale kamp senere skulle bliveen mere integreret del af den sovjetiske marx-isme-leninisme. Derfor var der også behov for


en mangfoldiggørelse af mere opdaterede na-tionalteoretiske overvejelser, hvilket blandtandet kom med Peter Wiedens (alias østrige-ren Ernst Fischers) artikel Forvandlingen afden borgerlige Nationalisme i tidsskriftet Ti-dens aktuelle Spørgsmål.32 Wieden gav i trådmed den klassiske marxisme og Lenins ogStalins tidligere skrifter en historisk gennem-gang af nationalismens udvikling. Med hen-visning til arbejderklassens forsvar for arvenfra den franske revolution forsøgte han at vi-se, at arbejderklassen var den ægte forsvareraf nationen. Den borgerlige nationalisme hav-de fra at være “... Folkets Enhed mod de feu-dale Tyranner...” forvandlet sig til et kontrare-volutionært projekt, der kom til udtryk i detaktuelle fascistiske barbari.33

Selvom Wiedens indlæg beskæftigede sigmed den samme grundlæggende teoretiske ogfilosofiske diskussion om nationalismens ka-rakter, som Stalin tidligere havde gjort, var denationalteoretiske overvejelser nu udvikletmarkant. Helt centralt for teoriudviklingen varvurderingen af kapitalismens udvikling fra“den opstigende kapitalismes epoke” til “im-perialismens epoke”, hvilket blandt andet be-tød, at den nye herskende klasse (de borgerli-ge kapitalister) i virkeligheden ikke længerevar nationale. Nationalismen blev nu udeluk-kende brugt som taktisk middel i kampen omkontrol med hele verdens økonomiske marke-der. Den afgørende konsekvens af denne ud-vikling var, at arbejderklassens rolle i forholdtil nationen havde ændret sig. Arbejderklassenvar blevet nationens egentlige forsvarer.34 Be-mærkelsesværdigt er det dog, at Sovjetunio-nen samtidig blev betegnet som arbejdernes“fælles Fædreland”, det socialistiske fædre-land. Koblingen mellem det nationale og detinternationale var stadig tvetydig.

De danske kommunister måtte også formu-lere et svar på “det nationale spørgsmål” i de-res kamp for socialisme i Danmark, hvorforflere danske kommunister begyndte at udfoldederes tanker om det nationale. I en artikel afRobert Mikkelsen i tidsskriftet Kultur og Poli-tik kom spørgsmålet, om hvad “det nationale”egentlig var, således under behandling. Selv-

om artiklen først og fremmest var en videre-formidling af pointerne i Stalins Marxismen ogdet nationale Spørgsmaal, argumenteres dermed kølig distance endvidere for de nationalefølelsers irrationelle (de sammenlignes blandtandet med religion) og konjunkturbestemte ka-rakter.35 I det hele taget skinner det tydeligtigennem, at det nationale var noget, der skulletages alvorligt som en hindring på vejen til so-cialismen, men at det stadig ikke var noget,der opfattedes som nogen større selvstændigværdi for hverken arbejderne eller partiet.

Besættelsen og modstandskampenDKP’s konklusion på erfaringerne fra besæt-telsen og modstandskampen blev fremlagt påCK-mødet den 13.-14. august 1945. Her blevdet slået fast, at arbejderne havde stået i fronti kampen mod den tyske besættelsesmagt oghavde formået at samle alle de sande nationa-le kræfter til fælles indsats. Akkompagneret affædrelandssange blev forestillingen om arbej-derklassen som nationens rygrad cemente-ret.36 Meget var sket i de fem onde år, og opti-mismen var høj i partiet i befrielsessommeren,hvor kommunisterne for alvor følte, at dehøstede frugterne af den sande politik. Antal-let af partimedlemmer nåede i 1945 op på50.000 medlemmer, og partiet fik tre ministrei befrielsesregeringen og vandt 18 mandaterved folketingsvalget i oktober. Modstands-kampen havde gjort partiet til et massepartimed større repræsentation i det danske sam-fund end det nogensinde tidligere havde haft –eller senere ville få.

Det fremgår tydeligt, at kommunisterne op-fattede deres nationalpolitiske linje under be-sættelsen som konsistent, hvilket der også kanargumenteres for. Ifølge historikerne HansKirchhoff og Aage Trommer forblev national-fronten den konstituerende strategi for DKPigennem besættelsen, via Augustoprøret 1943,Frihedsrådets dannelse, Folkestrejken i 1944og befrielsesregeringen i 1945. Hitlers angrebpå Sovjetunionen og partiets illegaliseringændrede ifølge Kirchhoff og Trommer ikke


grundlæggende på partiets linje. Allerede frabegyndelsen af besættelsen opfattedes den na-tionale og sociale frigørelse som dele af sam-me kamp.37 Det må dog påpeges, at selvomKomintern allerede fra juni 1940 og specieltfra december 1940 pressede på for at få DKPtil at opprioritere den nationale kamp, blevden nye linje ikke optaget i partiet før efteropløsningen af Hitler-Stalinpagten ved Tysk-lands angreb på Sovjetunionen i juni 1941.

Vægtningen mellem den nationale og densociale frigørelse ændrede sig i forhold til denaktuelle politiske situation. Partiets høje prio-ritering af det nationale før Hitler-Stalinpag-ten, de danske og demokratiske rødder og uaf-hængigheden af Sovjetunionen var ikke sårodfæstet, som Aksel Larsen (med hjælp fraEKKI) havde proklameret i Odense i 1938.Selvom den nye antifascistiske enheds- ogfolkefrontspolitik efter Kominterns 7. ver-denskongres fik mere og mere tag i DKP, stodloyaliteten over for Sovjetunionen over tilken-degivelserne om uafhængighed.

Afgørende blev imidlertid det praktiske en-gagement i modstandsbevægelsen, der i formaf de tværpolitiske samarbejder som Frit Dan-mark, BOPA og senere Frihedsrådet havdeden nationale front mod tyskerne som sam-lingspunkt. DKP’s nationale kamp var ikkelængere begrænset til arbejderklassen. Dennationale front omfattede fra efteråret 1941 iprincippet alle danskere, der ikke samarbejd-ede med fjenden Tyskland, og den nåede sitforeløbige højdepunkt med Folkestrejken1944, hvor det kæmpende Danmark for alvormanifesterede sig. Da kampen om indflydelsepå efterkrigstidens politik og enhedsforhand-lingerne med Socialdemokratiet samtidig blevsat i gang, blev de sociale krav igen mere ogmere et sammenhængende element i partietskrav om national befrielse i form af et “fol-kedemokratisk” Danmark. Der var imidlertidikke på nogen måde tale om, at kommunister-ne vendte tilbage til den fædrelandsløse linjefra første halvdel af 1930’erne eller til dentaktisk bestemte nationalpolitiske position frafør besættelsen.

Betydningen af erfaringerne framodstandskampenErfaringerne fra besættelsestiden har væretcentrale for danskernes nationale selvforståel-se. Hvad angår de danske kommunister, kanbetydningen af erfaringerne fra modstands-kampen næppe heller overvurderes. Først ogfremmest forenede modstandskampen kom-munisternes internationale og nationale for-pligtelser i praksis. De danske kommunisterkom til at stå i centrum af en national befriel-seskamp, hvor de, dels i samarbejde med an-dre nationale patrioter og dels som et led iSovjetunionens og de andre allierede landeskamp mod den tyske fascisme, kom til at op-leve krigens og sejrens betingelser på egenkrop.

På det konkrete plan kan modstandskam-pens betydningen måles på, at kommunisternebrugte den som det helt centrale reference-punkt i efterkrigstiden. Mere overordnet fikerfaringerne fra modstandskampen især to af-gørende konsekvenser for kommunisterne. Deerfarede, at de med succes kunne kombinerederes sociale krav med nationale, og troen påSovjetunionen blev styrket og gjort til et cen-tralt samlingspunkt i partiet. Man kan argu-mentere for, at modstandskampen forenede engeneration af kommunister i et markant erfa-ringsfællesskab omkring en dobbelte patriotis-me over for henholdsvis nationen Danmark ogstaten Sovjetunionen. De ledende kommunis-ters personlige og kollektive erfaringer framodstandskampen og kontinuiteten i partietsledelse kom så at sige til at betyde, at dendobbelte patriotisme igen og igen blev repro-duceret som et helt centralt element i partietspolitik og kultur og i de enkelte kommunisterssammensatte identitet.

Erfaringerne fra krigen betød, at der forkommunisterne ikke var noget unaturligt vedat kæmpe for nationale værdier. I samklangmed brede grupper i det danske samfund iden-tificerede kommunisterne sig med et billede afDanmark og danskerne som særligt demokra-tiske og fredselskende, hvilket både i 1950’er-nes kamp mod tysk militarisme og i den sene-re kamp mod monopolkapitalismen blev defi-



Efter krigenblev det ennaturlig delaf kommu-nisternespolitik atbruge stær-ke nationalesymboler.Her AkselLarsen påSkamlings-banken den24. juni1945. (Foto: Ar-bejdermu-seet/ABA)

neret i modsætning til en tyskhed. Meget be-tegnende fik kommunisterne dog størst succesmed deres nationale kamp i situationer, hvorden kolde krig og loyaliteten over for Sovjet-unionen kunne underspilles, hvilket blev mu-ligt igen fra midten af 1960’erne og især komtil udtryk i forbindelse med Danmarks indtræ-den i det Europæiske Fællesskab i 1972.38 Idet hele taget vidner kommunisternes evne tilat kommunikere og få indflydelse i den natio-nale kontekst om en vis overensstemmelsemellem kommunisterne og “de andres” habi-tus.39

Kominform og to-lejr teorienMed den kolde krigs udvikling i 1946-1947blev modsætningerne mellem kommunister ogikke-kommunister kraftigt skærpet. Det betødblandt andet, at Sovjetunionen ændrede poli-tik. Fra i 1945 at have støttet enhedsforhand-lingerne med Socialdemokratiet, begyndteden sovjetiske ledelse allerede fra foråret1946, hvor de danske kommunister var kørtud på et politisk sidespor, at kritisere DKP forat have fejlbedømt situationen i 1945. Detdanske parti havde ifølge Moskva forveksletden nationale befrielseskamp med en sociali-stisk revolution.40 Kommunisterne skulle igenmarkere over for arbejderne, at den socialeklassekamp var vigtigere end den nationaleenhed. Især modsætninger i forhold til Social-demokratiet skulle tydeliggøres.

Tilsvarende politiske justeringer blev sta-digt mere tydelige i DKP’s analyser af den ak-tuelle situation. Specielt fra maj 1947 slog dennye koldskrigsstemning igennem i partietscentralkomite. Ifølge kommunisterne var ti-den præget af en stigende konflikt mellem re-aktionen og folket (fremskridtet). Monopolka-pitalismen og “dollarimperialismen” var påvej til at tvinge folket til underdanighed og af-hængighed. Danmarks orientering mod Eng-land og USA blev set som undergravende forlandets nationale selvstændighed, hvorfor pa-rolen var: “Samling af det danske Folk tilKamp for Fremskridt, Frihed og national Uaf-hængighed.”41 Danmarks nationale uafhæng-

ighed blev fra da af et af de helt centralepunkter i DKP’s politik under den kolde krig,hvilket f.eks. blev aktualiseret med partietsnej ved folkeafstemningen i 1953, da forslagettil den nye grundlov gav mulighed for dansksuverænitetsafgivelse til “mellemfolkeligemyndigheder” (jf. Grundlovens §20).

I forbindelse med USA’s politiske og øko-nomiske offensiv i Europa (Trumandoktrinenog Marshallplanen) tog Sovjetunionen initia-tiv til oprettelsen af et mere institutionaliseretsamarbejde mellem de store europæiske kom-munistpartier i form af Det KommunistiskeInformationsbureau, Kominform (1947-1956),med deltagelse af Sovjetunionens Kommuni-stiske Parti (SUKP), de østeuropæiske kom-munistpartier samt det italienske og franskekommunistparti. Allerede på det første møde iKominform i september 1947 fremlagde Sov-jetunionen to-lejr teorien – henholdsvis denantiimperialistiske og demokratiske lejr ledetaf Sovjetunionen og den imperialistiske ogantidemokratiske lejr ledet af USA – der kraf-tigt indskrænkede det enkelte kommunistpar-tis manøvrerum. Spørgsmålstegn ved den po-litiske linje blev fra da af betragtet som en di-rekte udfordring af Sovjetunionens lederskabog dermed en modarbejdelse af arbejderklas-sens interesser. De nye teorier om “den uad-skillelige forbindelse” mellem “den interneklassekamp” og “den internationale udvik-ling” gjorde indenrigspolitiske modstanderetil agenter for britisk og amerikansk imperia-lisme, hvilket i sidste ende gjorde en sovjetiskintervention i de østeuropæiske landes inden-rigspolitiske anliggender og en fysisk destruk-tion af alle modstandere legitim. Som konse-kvens af den nye linje blev de kommunistiskepartier, der forsøgte at handle mere selvstæn-digt, kraftigt kritiseret. I 1947 var det det itali-enske og det franske kommunistpartis fasthol-delse af “de nationale veje” til socialismen ogpolitisk pluralisme (parlamentarisme), derblev kritiseret. I årene efter kom Titos Jugo-slavien og dets såkaldte “nationale snæversynog lokalnationalisme til at stå for skud.42 Ko-minforms første konference signalerede endenpå taktikken om brede nationale fronter og


derfor også starten på de vesteuropæiske par-tiers politiske isolation.

DKP var ikke officielt informeret om hver-ken dannelsen af Kominform eller to-lejr teo-rien. Land og Folk havde blot en uge før detførste Kominformmøde bragt et interviewmed den franske kommunistleder, MauriceThorez, der med henvisning til forskellige na-tionale betingelser utvetydigt havde afvist“fælles taktik” for de kommunistiske partier iforhold til forhandlingerne om Marshallpla-nen.43 Det til trods, og selvom DKP ikke varinviteret til at få sæde i Kominform, kasseredepartiet hurtigt de tidligere udsagn omkringMarshallplanens positive muligheder for enhurtig genopbygning af Europa og håbet omNorden som bro mellem øst og vest. DKP til-sluttede sig således Kominforms resolutionom de to lejre på centralkomitemødet den 24.november 1947.44 Officielt var der ingenmodsætninger i dette, men i praksis betød detefterkrigsstrategiens endeligt. Resultatet blev,at DKP igen blev så isoleret, som man kunneblive i dansk politik. En position, der blevyderligere cementeret i 1948 med det kommu-nistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar ogPåskekrisen, hvor partiet endegyldigt blevstemplet som en national sikkerhedsrisiko.Frygten for kommunisterne mundede i 1952ud i vedtagelsen af “5. kolonneloven”, derforudså dødsstraf for groft landsforræderi ogfor omfattende sabotage i forbindelse med enfjendtlig besættelse.

Den dobbelte patriotismeTeoretisk set krævede den tydelige tilbageven-den til internationalismen og den samtidigebibeholdelse af det nationale en justering afkommunisternes nationalpolitiske fundament.Specielt skiftet fra den tidlige efterkrigstidsnationale vej til socialismen til den koldekrigs fokusering på den internationale kampmod verdensimperialismens monopolkapitali-ster krævede en ideologisk afklaring. Dermanglede en tydelig kobling mellem det nati-onale og det internationale.

Partiets nye chefideolog, Ib Nørlund, påtog

sig opgaven med at skabe denne kobling ogbrugte hundredåret for “Det kommunistiskemanifest” som anledning til at legitimere denye analyser historisk. I en artikel i Tiden idecember 1947 gjorde han således rede forNationens Fornyelse. I tråd med de tidligeremarxistisk-leninistiske analyser af nationalis-mens opståen og udvikling (først og fremmestStalins Marxismen og det nationale) blev dergjort rede for dens udvikling fra den franskerevolution og kapitalismens progressive op-ståen til kapitalismens reaktionære fase, hvordet nationale fællesskab udviklede sig til enhul frase, der kun blev brugt til at styrke sta-tens autoritet og hindre fremskridtet – udvik-lingen af den borgerlig nationalisme. På denbaggrund forklarede Nørlund Det kommunis-tiske manifests centrale passage:

“Arbejderne har intet Fædreland. Man kan ikkeberøve dem, hvad de ikke har. Idet Proletariatetførst maa vinde det politiske Herredømme, hævesig op til national klasse, konstituere sig selvsom Nation, er det stadig nationalt, men ganskevist aldeles ikke i Bourgeoisiets Forstand.”

Hvordan skulle postulatet om arbejdernesfædrelandsløshed forstås? Nørlund pointeredeførst og fremmest, at det var blevet misbrugtaf arbejderbevægelsens fjender, der bevidsthavde fordrejet Marx og Engels’ budskab.Godt nok havde:

“[...] visse Socialister [f.eks. de danske kommu-nister indtil sidste halvdel af 1930’erne, JJ] i ra-sende Protest mod det nationale Hykleri [...] for-nægtet Begreber som “Fædreland” og “Nation”.Men det har været en Børnesygdom i den socia-listiske Bevægelses Udvikling, en Reaktion derkan sidestilles med Maskinstormernes under In-dustrialismens Fremtrængen, og den har aldrigsvaret til Marx’ eller Engels’ Opfattelse.”45

Marx og Engels havde været nationale, menikke i en borgerlig forstand. Den nationalis-tiske ideologi var nemlig i stigende grad kom-met til, “... at savne det bærende Indhold i en-hver sand Patriotisme: Kærlighed til Folket,


til alle de stille i Landet, som med deres Slidog Arbejde Bygger Landet op og fører detfrem mod nye Tider.” Som forudsætningen fordenne sande nationalisme var internationalis-

men, der ikke stod i modsætning til nationalis-men, men som tværtimod var garant for, atkommunismen ikke udviklede sig i retning afen borgerlig nationalisme, der både var chau-


Martin Nielsen, Aksel Larsen og Ragnhild Andersen mindes de faldne modstandsfolk 5. maj 1949 iMindelunden i Ryvangen. I partiets selvforståelse videreførte kommunisterne modstandsbevægelsenskamp for et bedre Danmark. (Foto: Willy Hansen, Arbejdermuseet/ABA)

vinis-tisk og i modstrid med arbejderklassensinteresser.46

Den nationale fornyelse bestod altså i, atkampen for nationens fremtid under den im-perialistiske kapitalismes epoke var blevet enintegreret del af kampen for socialismen. Detempiriske bevis var Sovjetunionen: “Socialis-mens Sejr er Sovjetunionens Folks historiskenationale Opgave. Nation og Socialisme bli-ver eet.”47 Ifølge Nørlund var denne integra-tion af det sociale og det nationale årsagen til,at den internationale monopolkapital efter kri-gen havde modarbejdet folkets arbejde for atkonstituere sig selv som en ægte nation.48

I praksis kunne denne nye “socialistiske”nationalisme dog være vanskelig at adskillefra den borgerlige nationalisme. I hvert faldkom Ib Nørlund året efter med en artikel i Ti-den om Nationalisme og internationalisme,der slet skjult var vendt mod mere moskva-skeptiske danske kommunister og sympati-sører, og som kraftigt pointerede, at troen på,at der var flere veje til socialismen, var en na-tionalistisk fordom – et “dobbeltspil” – derville betyde en svækkelse af den verdensom-spændende kamp mod den fælles fjende. Iføl-ge Nørlund kunne man ikke både anerkendemarxismen og fordømme Sovjetunionen.49

Den kommunistiske nationalisme havde ikkenoget med uafhængighed af Sovjetunionen atgøre, og ved at føre et sådant “dobbeltspil”forrådte man kommunisternes dobbelte mis-sion! Sovjetunionen havde nemlig netop defi-neret de europæiske kommunistpartiers mis-sion som dobbelt; “[...] den kræver, at dekommunistiske Partier i Europa udbygger de-res indbyrdes Forbindelser, og den kræver, atde gaar i Spidsen i Kampen for den nationaleuafhængighed.”50 De danske kommunisterskulle altså præstere en dobbelt patriotisme.51

Udover at være den forpligtende arvtager afden progressive danske kultur var partiet sam-tidig garant for den sande internationalisme. Ien kommunistisk optik betød det en samtidigog ubetinget loyalitet over for henholdsvis detdanske folk og de socialistiske sovjetstater.Dette kunne i praksis lade sig gøre, da detdanske folks “objektive interesser” meget be-

hændigt var sammenfaldende med partiets,hvorfor det også er vigtigt at fremhæve, at forskolede kommunister som Nørlund var der in-gen dobbelthed i forehavendet. I 1952 blevtankerne om internationalismens dobbelte pa-triotisme endelig stadfæstet og fik en helt cen-tral placering i partiets første egentlige pro-gram, Det danske folks vej, vedtaget på DKP’s17. partikongres, 22.-25. maj 1952. For førstegang siden lanceringen af kommunisternesnationale forpligtelser i 1937/38 var der etab-leret en sammenhængende teori om forholdetmellem det nationale og det internationale.

Efterkrigstidens kontinuitetI 1950’erne kom denne dobbelte patriotismetil udtryk i kommunisternes kamp mod NATOog mod tysk militarisme, hvor DKP forsøgteat skabe en folkelig mobilisering på antityskestemninger i den danske befolkning. Den for-holdsvise succes med det nationale og deåbenlyse ulemper ved forbindelsen til Sovjet-unionen fik imidlertid nogle kommunister tilat tvivle på den proletariske internationalisme.Afsættet til splittelsen i partiet blev SUKP’s20. kongres og den Røde Hærs invasion afUngarn i 1956, der igen udstillede DKP’s be-tingelsesløse loyalitet over for Sovjetunionen.Det lykkedes imidlertid ikke Aksel Larsen atbryde dogmet om den dobbelte patriotisme ogreformere partiet indefra. Den moskvatro“hårde kerne” vandt magtkampen i partiet,men konsekvenserne var store. I 1960 mistedepartiet sin repræsentation i Folketinget til for-del for Socialistisk Folkeparti og begyndte sinlange ørkenvandring ind i 1960’erne.

Selvom der i løbet af 1960’erne og1970’erne kom et mere reelt indhold i DKP’sproklamationer om selvstændighed i såkaldtindre, nationale anliggender, og partiet vendtetilbage til ideen om en national overgang tilsocialismen, blev der ikke slækket på dengrundlæggende loyalitet over for Sovjetuni-onen. Hverken partiets politiske isolation i1960’erne, Warszawapagtens invasion afTjekkoslovakiet i 1968, en nationalistisk nej-kampagne op til folkeafstemningen om dansk


EF-medlemskab i 1972, partiets tilbagevendentil folketinget i 1973 eller fremkomsten af eu-rokommunismen i midten af 1970’erne med-førte nogen grundlæggende ændringer i dedanske kommunisters dobbelte patriotisme.Som det blev indskrevet i DKP’s sidste parti-program fra 1976 og videreført af den nye for-mand fra 1977, Jørgen Jensen, bestod opfattel-sen af partiet som på én gang værende både etselvstændigt og suverænt parti og et led i deninternationale kommunistiske bevægelse.52

En sammensat nationalitetNår Alfred Jensen på et centralkomitemøde iseptember 1948 kunne erklære, at “Vi lever,føler og tænker som danske og ønsker at leveog arbejde i dette land”,53 giver det så meningat kalde de danske kommunister for udanske?Med mindre Alfred Jensen ikke mente nogetmed udsagnet, hvilket jeg efter gennemgangaf partiets nationalpolitiske udvikling ikke harfundet grundlag for, så må spørgsmålet besva-res med et nej. I hvert fald hvis vi går ud fraen liberal, politisk definition af nationalitet,der vægter den subjektive tilhørsfølelse overbestemte objektive kriterier. I det tilfælde kander ikke være nogen tvivl om, at kommunis-terne i Danmark var danske.54

De danske kommunister var selv bevidsteom, at uenigheden om det nationale i princip-pet handlede om forskellige definitioner af na-tion og nationalitet. I tråd med Stalins Marxis-men og det nationale Spørgmaal (1939) blevder både i Tidens aktuelle Spørgsmaal i 1939og i Ib Nørlunds artikel Nationens fornyelse iTiden fra 1947 lagt afstand til den tysk-ro-mantiske opfattelse, der vægter de primordialekarakterer (jf. J.G. Herders forestilling om na-tioners folkeånd) ved det kulturelle fælles-skab. Denne borgerlige nationalisme blev kunopfattet som et led i styrkelsen af den kapita-listiske stat. I stedet blev det politiske nations-begreb, der havde rødder tilbage til den ameri-kanske og franske revolution, fremhævet.Hvad kommunisterne imidlertid ikke betone-de, var, at det amerikansk-franske nationsbe-greb, ligesom det tyske, indeholder en stærk

kobling mellem nation og stat og derfor står imodsætning til kommunisternes dobbelte pa-triotisme over for henholdsvis nationen Dan-mark og staten Sovjetunionen.

Derved kan man sige, at DKP på afgøren-de punkter adskilte sig fra begge hovedret-ninger inden for den europæiske nationalis-metradition. At kommunisterne i perioder somunder besættelsen og senere i forbindelse medEF-modstanden gjorde brug af netop national-romantiske forestillinger om den danske na-tions tusindårige historie og f.eks. nedtonedederes forhold til Sovjetunionen vidner delsom, at kommunisterne både kunne under- ogoverspille deres forståelse af det at være dan-ske og dels om, at de var en del af det danskesamfund, hvor koblingen mellem nation ogstat blev opfattet som naturlig.

Alt i alt er der altså meget, der taler for, atDKP’s forhold til det nationale ændrede sigfra at være stort set fraværende frem til mid-ten af 1930’erne, til under besættelsen at bliveet afgørende element i både partiets politik ogkommunisternes selvforståelse. De danskekommunisters sammensatte nationale identiteti efterkrigstiden var kendetegnet ved både lig-heder og forskelle i forhold til den herskendenationalforståelse i Danmark. På den ene sideindeholdt den et stærkt antitysk element, somsammen med fokuseringen på national selv-stændighed resonerede med den generelledanske nationalopfattelse. På den anden sideadskilte kommunisternes danskhed sig fra denstatspatriotiske nationalisme ved en særlig tropå arbejderklassen som nationens rygrad ogpå en internationalisme, der indebar loyalitetover for Sovjetunionen.

Noter1. Artiklen baserer sig på mit speciale: Jørgensen,Jesper: Vort parti er et dansk parti. Danmarks Kom-munistiske Parti og det nationale, 1936-1976. Utryktspeciale. Institut for Historie og Områdestudier, Aar-hus Universitet, 2002. Tak til Kurt Jacobsen for inspi-rerende vejledning.2. Bent Jensen tolker f.eks. en anmodning fra DKP i 1959 om at, få flyttet dele af deres arkiv til Moskva,


som “et klart vidnesbyrd om, hvor DKP politisk ognationalt hørte hjemme.” (min kursivering). Jensen,Bent: Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark1945-1965. 2. oplag. Odense, 2000 (1999), s. 593.3. Se Anderson, Perry: Communist Party History, s.145-156, i Raphael Samuel (red.): Peoples Historyand Socialist Theory. London, 1981, s. 150.4. Saareka, Tauno & Kimmo Rentola: Introduction, s.7-12, i Tauno Saarela & Kimmo Rentola (red.): Com-munism. National & International. Helsinki, 1998, s.7f.5. Jacobsen, Kurt: Mellem København og Moskva.Kbh., Tiden, 1989, s. 23f, 27.6. Ibid., s. 109.7. Anderson, Benedict: Imagined Communities. Re-flections on the Origin and Spread of Nationalism. 9.oplag. London, 1999 (1983, 1991), s. 53.8. Se også Thing, Morten: Kommunismens kultur, bd.1-2. Kbh., Tiderne Skifter, 1993, s. 919-963 (Kapitel9: At rejse til Sovjet).9. Thing, Morten: Kommunisternes kapital, s. 165-186, i Thing, Morten (red.): Guldet fra Moskva. Fi-nansieringen af de nordiske kommunistpartier 1917-1990, Forum, 2001.10. Dimitrov, Georgi: Fascismens offensiv og Kom-munistisk Internationales opgaver i kampen for arbej-derklassens enhed mod fascismen. Beretning aflagtden 2. august 1935 på Kommunistisk Internationales7. verdenskongres i Moskva, s. 96-168 i Georgi Dimi-trov: Enhed i arbejderklassen. Kbh., Tiden, 1982, s.109-131.11. Ercoli: Kan verdenskrigen forhindres? Foredragholdt på Den Kommunistiske Internasjonales 7. kon-gress i Moskva (aug. 1935). Oslo, Internasjonalt Ar-beiderforlag, 1936, s. 49. Lenins artikel Om nationer-nes selvbestemmelsesret fra 1914 udkom først pådansk i 1950 i forbindelse med Tidens udgivelse afserien Lenins udvalgte værker (1947-1950), hvor denindgik i bind 5.12. Studer, Brigitte: More Autonomy for the NationalSections? The Reorganization of the ECCI after theSeventh World Congress, s. 102-113, i Narinsky, Mi-khail & Jürgen Rojahn (red.): Centre and Periphery.The History of the Comintern in the Light of New Do-cuments. Amsterdam, 1996, s. 104.13. Dimitrov, 1982, op.cit., s. 134.14. Rigsdagstidende, Folketinget 1933-34: sp. 439.15. Ibid., sp. 111.16. Hansen, Sanne & John: 40 års kommunistisk tids-skrift. Index til kommunistisk tidsskrift for perioden1933 til 1975, Middelfart, 1976, s. 7.17. Andersen, Richard: Danmark i 30`erne. En histo-risk mosaik. 2. udg. Kbh., 1979 (1968), s. 143 og Larsen, Aksel: Krigsfaren og Danmarks nationaleSelvstændighed, s. 65-71, i Tiden, marts 1936, s. 71.

18. Ibid., s. 66f.19. Munch-Petersen, Arne: Kamp mod krigen. For-svar for det danske Folks Frihed, s. 146-149, i Tiden,maj 1936, s. 146f.20. Larsen, Aksel: Er forsvar muligt – og hvilket?, s.121-130, i Tiden, april 1937, s. 129.21. Se også Munch-Petersen, Arne: Danmark maa ik-ke blive fascismens indfaldsport i Norden, s. 153-163,i Tiden, maj 1937 og Magnusson, R.: I Skandinavienmodnes ideen om forsvarsforbundet mod den fascis-tiske fremtrængen, s. 193-202, i Tiden, juni/juli 1937,der var mindre afvisende over for en militær oprust-ning og som foreslog “grænsebefæstninger og andreforsvarsanlæg” i Sønderjylland. Ibid., s. 201.22. Larsen, 1937, op.cit., s. 125. Aksel Larsens idéom en dansk folkemilits var ikke afstemt med Mos-kvas militærpolitik for Danmark. I Moskva var mangenerelt utilfreds med Aksel Larsens defaitistiskeholdning til det militære forsvar af landet. Jacobsen,Kurt: Aksel Larsen – en politisk biografi. 5. oplag.Kbh., 1993, 150ff.23. Ibid., s. 179, 182.24. Ibid., s. 186.25. Arbejderbladet, 15.3.1938.26. Larsen, Aksel: Taler og artikler gennem 20 år.Kbh., Tiden, 1953, s. 157.27. Jacobsen, 1993, op.cit., s. 202.28. Ibid., s. 209f.29. Smith, Graham: Nationalities Policy from Leninto Gorbachev, s. 1-20 i Graham Smith (red.): The Na-tionalities Question in the Soviet Union. London,1990, s. 3.30. Stalin, J.: Marxismen og det nationale spørgsmål.Socialistisk Bibliotek, bd. 8. Kbh., Mondes Forlag,1939, s. 12.31. Ibid.: s. 17-23.32. Se også Stalin, J.: Leninismens Problemer. Kbh.,Arbejderforlaget, 1940, s. 56f.33. Wieden, P.: Forvandlingen af den borgerlige Na-tionalisme. Fra Jacobinerne til “Münchenerne”, s. 36-48, I Tidens aktuelle Spørgsmaal, 1939 (bd. 8), s. 37f.34. Ibid., s. 45.35. Mikkelsen, Robert: I anledning af kongejubilæet,s. 19-21, i Kultur og Politik, oktober 1940, s. 20.36. CK-møde 13-14.08.1945, Arbejdermuseet &ABA, DKP’s arkiv, kasse 73.37. Kirchhoff, Hans og Aage Trommer (red.): VorKamp vil vokse og styrkes. Dokumenter til belysningaf Danmarks kommunistiske Partis og Frit Danmarksvirksomhed 1939-1943/44. Kbh., Selskabet for Udgi-velse af Kilder til Dansk Historie, 2001, s. 15. Kir-chhoff har nuanceret dette standpunkt i Samarbejdeog modstand under besættelsen (2001), hvor han fastholder Hitler-Stalinpagtens mindre betydning og kon-tinuiteten i DKP`s “modstandsbegreb”, samtidig med


at han pointerer, at pagtens indgåelse skabte “stor for-virring” og at opløsningen senere betød, at “De socia-listiske – og i sidste ende revolutionære – perspekti-ver blev radikalt nedtonet...”. Kirchhoff, Hans: Sam-arbejde og modstand under besættelsen. En politiskhistorie. Odense, 2001, s. 110, 114f.38. Se Jørgensen, Jesper: Mellem nationalt ansvar oginternationale forpligtigelser. DKP 1958-1976, Arbej-derhistorie, 2004, nr. 4, s. 23-39 og Jørgensen, Jesper:DKP’s politik i forhold til EF frem til folkeafstemnin-gen i 1972, Arbejderhistorie, 2001, nr. 3, s. 1-16.39. Habitusbegrebet er lånt fra Pierre Bourdieus prak-sisteori, der argumenterer for en kompleks sammen-hæng mellem menneskets socialisering, dets placeringi bestemte objektive strukturer (felter) og dets vurde-ringer og valg af handlinger. Se f.eks. Bourdieu, Pier-re: Outline of a Theory of Practice. Cambridge, 1992(1977). Overfører man praksisteorien på spørgsmåletom national identitet, kan man hævde, at det må værede fælles erfaringer og den førbevidste habitus, dergenereres, som giver medlemmer af en national/etniskgruppe en fornemmelse af at være både fortrolige ogfamiliære. Se Bentley, G. C.: Etnicity and Practice,Comparative Studies in Society and History, 1987, 29(1), s. 24-55.40. Jensen, 2000, op. cit., s. 140.41. CK-møde, 17-18.05.1947, op.cit., kasse 73: Poli-tisk resolution: Om Situationen og de nærmeste Op-gaver.42. Procacci, Giuliano (red.): The Cominform. Minutesof the Three Conferences 1947/1948/1949. Milano,1994, s. 31ff, 472.43. Jacobsen, 1993, op.cit., s. 347.44. CK-møde, 24.11.1947, op.cit., kasse 73.45. Nørlund, Ib: Nationens Fornyelse, s. 309-321, iTiden, dec. 1947, s. 311f.46. Ibid., s. 312-315.47. Ibid., s. 315.48. Ibid., s. 319f.49. Nørlund, Ib: Nationalisme og internationalisme, s.413-422, i Tiden, nov. 1948, s. 416ff.50. Det teoretiske Grundlag for SovjetunionensFredspolitik, s. 208-229, i Tiden, maj 1948, s. 224.51. Selve betegnelsen ”dobbelt patriotisme” blev ikkebrugt af kommunisterne selv, men stammer fra en afkommunisternes modstandere, den franske socialistLéon Blum. Han – ligesom hans socialdemokratiskekollegaer i Danmark – afviste forening af de to arbej-derpartier på grund af netop kommunisternes dobbeltepatriotisme, da den indebar afhængighed af Sovjetu-nionen. Spriano, Paolo: Stalin and the EuropeanCommunists. London, 1985 (1983), s. 264, se ogsåLang-Jensen, Sebastian: Mellem nation og internatio-nalisme. DKP`s politiske linie 1945-48 belyst udfranationale og internationale forhold. Utrykt BA-pro-

jekt. Institut for Historie, Københavns Universitet,1997, s. 14.52. Jørgensen, 2004, op.cit.53. CK-møde 18-19.09.1948, op.cit., kasse 73.54. Se også: Jørgensen, 2004, op.cit., s. 36f.

AbstractJesper Jørgensen: Our Party is a Danish Party.The Danish Communist Party (DKP) and thenational question, 1936-1952, Arbejderhisto-rie 2-3/2005, pp. 49-66.During the Cold War Danish Communists didnot think of themselves as being non-Danishbecause they worked for the interests of theSoviet Union. On the contrary they saw them-selves as being genuine defenders of Den-mark. This attitude was the expression of aspecial Communist concept of the nation thatwas formed in the period of the Second WorldWar. The article argues that the DKP’s positionon the nation changed from being virtually ig-nored until the mid-1930’s to becoming a de-cisive element in both the party’s politics andCommunist self-image during the occupation.The composite national identity adopted byDanish Communists in the post-war periodwas characterised by both similarities anddifferences in relation to the dominant under-standing of the nation/national question inDenmark at the time. On the one hand it in-cluded a strong anti-German element whichtogether with a focussing on national inde-pendence corresponded with the general Da-nish national self-perception. On the otherhand the Communists` ´Danishness` differedfrom any patriotic state nationalism by itsparticular belief in the working class as thebackbone of the nation and in an internatio-nalism with an inherent loyalty towards theSoviet Union. In order to be a genuine DanishCommunist it was necessary to present a formof double patriotism simultaniously regardingthe nation of Denmark and the state of the So-viet Union.

Jesper Jørgensen, cand.mag., [email protected]


”vort parti er et dansk parti”. dkp og det nationale 1936-1952

Documents