Valdemar IIs godser i SweciaKarsten Krambs

MYTEN OM KIMBRERNE

© 2015 - Karsten Krambs, version 1.3 af 25. November 2019.

Layout & sats: Aldus, GaramondForside: Keltisk gud fra HochdorfFoto, kort, grafik og illustrationer generelt: Karin & Karsten Krambs

Alle rettigheder forbeholdes.Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf erkun tilladt med forfatterens skriftlige tilladelse ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Myten om kimbrerne

Karsten Krambs

Myten om dette folk er mere end 2000 år gam-mel og alligevel er der ikke fundet en rimelig for-klaring. Med til at holde myten levende, har dergennem tiden været en del hypoteser og overleve-ringer. Der blev f.eks. formuleret ’Den Jyske Hy-potese’ allerede i det 16. årh. som fik ny næring i1800-tallet gennem Grimm’s sproglov. Disse teo-rier angav Himmerland som det område, hvorfrakimbrerne udvandrede. Med til at give hypotesennyt liv blev den overlevering, at der i Vercelli -beliggende lidt vest for Milano - skulle være fundetet gammelt monument fra Podalen med følgendeindskrift -

“Hic iacet Bæro Cimbrorum rex natus est interra ruborum”

Her ligger Børge, kimbrernes konge, født i hindbær-renes land

Navnet Bæro, ’Børge’ skulle så være kimbrer-nes anfører eller konge nævnt i kilderne somBoiorix. Den efterfølgende analyse vil ikke i de-taljer gennemgå kimbrertogtet forløb gennemEuropa og stammens endeligt år 101 f.Kr. - netopi Vercelli (Vercellæ). I stedet fokuseres på kim-brerstammens mulige etnicitet, kongen Boiorixsamt kildernes validitet.

Præhistorisk forløbI Danmark kaldes tiden efter bronzealderen om-kring 500 f.Kr. for ’Keltisk Jernalder’, da det varkelterne der dannede baggrund for udviklingenaf denne periode i den danske oldtid.

I begyndelsen af det 5. årh. f.Kr. var kommu-nikationsruterne fra nord til syd i Centraleuropablevet omlagt, så en del etruskisk import krydsedeAlperne1. En af årsagerne kunne være, at etruski-ske interesser rettede sig mod de mellem-rhinskeforekomster af jernmalm.

I områderne mod øst vidner Bøhmen ligeledesom handelsforbindelser med middelhavsområdet,hvilket talrige fund af etruskisk import og attiskgræsk rødfigurskeramik viser. Måske var det bøh-miske forekomster af guld og tin fra Erzgebirgesamt rav fra Østersøen, der interesserede grækerne

4

da netop Herodot beretter, at nævnte varer komfra nord2.

Oldtidens keltere var et folkeslag der boede etsted i Central- og Vesteuropa og muligvis detførste centraleuropæiske folk, der forenede størredele af Europa. Der var dog ikke tale om en sam-let politisk enhed men snarere en form for bære-dygtigt stammefællesskab, med flere end 60 ad-skilte høvdingedømmer3, der - muligvis - byggedepå heterarki som samfundsform.

Krigerkongen BrennusPå et tidspunkt begyndte de keltiske stammer atvandre, hvilket fortsatte gennem to århundreder.En nyudviklet krigerideologi blev udviklet, hvorstørre grupper bestående af både rytteri og fodfolksamledes under en høvding4. Tidligere nævntegræske historiker Herodot skrev i 400-tallet f.Kr.,at kelterne allerede var bosat i Spanien.

I den nordlige del af Celtica nævnes Agedincum(Sens dans l’Yonne), hvor en keltisk stamme -senones - år 396 f.Kr. trak mod syd til Norditalien(Podalen), ødelagde den etruskiske by Melpum5

samt grundlagde byen Sena. Fremstødet sketeanført af krigerkongen Brennus i et forbund afflere keltiske stammer som senones, insubrer ogbojer (boii)6. Næste træfning skete år 391 f.Kr.hvor samme Brennus invaderede Etrurien (Tyrr-henia) og besejrede byen Clusium, hvilket udløsteet diplomatisk møde mellem parterne. Det be-kræftes af de antikke kilder således -

’inde inter Q. Sulpicium tribunum militumet Brennum regulum Gallorum conloquio

transacta’7

en konference fandt sted mellem Q. Sulpicius, denkonsulære tribune, og Brennus, den galliske høvding.

Udfaldet blev dog at koalitionen af keltiske stam-mer angreb og besejrede romerne år 390 eller 387f.Kr. i et slag ved Allia ved floden Tiberen - ogsenere indtog Rom, bortset fra Kapitol-højen8.Kun en stor udbetaling af 1000 pund guld fikkrigerskaren til at forlade byen igen.

Myten om kimbrerne

5

Længe er kilderne tavse omkring udviklingenmellem parterne og først år 237 f.Kr. berettes omkongen af bojerne (boii), der - i al hemmelighed -havde modtaget forstærkninger fra de transalpinekeltere. Nu rykkede alliancen frem mod den ro-merske koloni Ariminium (Rimini). Imidlertidopstod en intern konflikt mellem grupperne,hvilket muligvis skyldes en ikke nærmere be-skrevet alliance - symmachoi - mellem bojerne ogromerne. I striden blev to konger af bojerne - Atisog Galatus - dræbt9.

Først år 225 f.Kr. lykkedes det romerne atstandse den keltiske fremrykning i et slag vedTelamon i Etrurien tæt på Det Tyrrhenske Hav.

Fortsatte vandringerEn anden fraktion af keltiske stammer blevobserveret år 280 f.Kr. på vej mod Balkanhalvøen.Hærskaren delte sig årene 279-78 f.Kr. hvor engruppe under ledelse af Leonnorius og Lutariusimmigrerede til Thrakien i Nordvestbulgarien,hvor de senere slog sig ned i Tylis under ledelseaf Komontorios10. Denne gruppe eller fragmen-teret gruppe af keltere fortsatte vandringen ogbosatte sig senere i Galatien i Lilleasien årene 275-70 f.Kr.

En anden gruppe fortsatte vandringen modMakedonien og Thessalien under ledelse af endnuen Brennus og Achichorius. Her mødte de år 279f.Kr. hård modstand af en større græsk hær og efteren tid blev de tvunget til tilbagetog ca. år 277.

Det fortælles at Brennus blev hårdt såret og tog sit egetliv. Denne mobile gruppe keltere menes at have strejfetfrem og tilbage i nærheden af Mediterranen - måskeendda som lejesoldater - indtil den vendte tilbage tilmere stabile levevilkår, muligvis i Donauregionen.

Keltere, gallere og galaterTilsyneladende findes der to begreber som alle erdækkende for oldtidens ’kelter’. Egentlig skalårsagen findes hos grækerne. De mørklødedegrækere kaldte nemlig de lyse barbarer for »hoigalaktoi« dvs. ’de blege’. Ordet er beslægtet meddet græske ord ’gala’.

Disse ’galaktoi’ begyndte at vandre omkring ogbosatte sig bl.a. i Podalen, hvilket fik antikkens

græske forfattere til at kalde dem for »galtoi,galto«, som overtages af romerne som et låneord,da de får kontakt til de keltiske stammer iNorditalien. Her blev ’galto’ til ’galli’, regionentil Gallia (Galliæ, Galliae) og specifikt til den ro-merske provins Gallia Cisalpîna.

Romerne fik senere kontakt med kelterne iSpanien ca. år 200 f.Kr. og Sydfrankrig ca. år 118f.Kr. Her videregav de navnet Gallia til hele re-gionen, der senere udviklede sig til romerneseuropæiske provins. I Spanien findes egnsnavnetGalicien.

Kelternes kontakt til grækerne og Lilleasienmedbragte begrebet ’galaktoi’ i afledte former som»galatoi, galatai, galati«. Heraf navnet på provinsenGalatien og folket galatere.

Julius Cæsar gav år 58 f.Kr. selv denne forkla-ring på ’gallerne’ –

’Gallia est omnis divisa in partes tres, quarumunam incolunt Belgae, aliam Aquitani,tertiam qui ipsorum lingua Celtae, nostraGalli appellantur. Hi omnes lingua, institutis,legibus inter se differunt. Gallos ab Aqui-tanis Garumna flumen, a Belgis Matrona etSequana dividit’11

Gallerne er opdelt i tre dele, hvoraf den ene beborBelgae, den anden Aquitani, og en tredje kaldes påderes eget sprog for keltere, vores såkaldte ’gallere’.Alle disse adskiller sig fra hinanden i sprog, skikkeog love. Floden Garonne adskiller ’gallerne’ fraAquitani - og Seine adskiller dem fra Belgae.

De antikke græske forfattere kalder kelternefor »celtoi, keltoi, kelto«, hvor romersk litteratur- ifølge Cæsar - mener kelterne selv kaldte sig for»celtae, celtæ«. “Gallien” betød i antikken detområde af det kontinentale Europa, der varbefolket af romaniserede ’galliske’ stammer, deri moderne termer betyder kelterne.

Grækeren PlutarchPlutarch (Plutarchos, Plutark) (ca. 48-122 e.Kr.)var en græsk forfatter, født i området Chaironeia iBoiotien (latin: Beotia). Boiotien var et landskabi det antikke Grækenland afgrænset i nord mod

6

Attike mellem Euboia strædet og den indre del afden korintiske bugt, grænsende i vest til Fokis. Etområde lidt mindre end Fyn. I oldtiden spillededet boiotiske rytteri en fremtrædende rolle, menromerne opløste det boiotiske forbund i år 171f.Kr.

Her skrev Plutarch ca. år 96 e.Kr. sin berømtesamling “Bioi parálleloi” der bl.a. beskrev kim-brernes felttog udførligt i afsnittet om Mariuslevnedsbeskrivelse.

Beretningen om slaget ved Vercellæ byggerdelvis på memoirer af hærføreren og konsul LuciusCornelius Sulla (ca. 138-78 f.Kr.) - og interessanter det, at Sulla nævner landet Boiôtia ti gange isin beretning -

Fra Rom hørte Sulla, at der i Mithridates i Boiôtiablev ført krig af hærførerne, og at konsuler skændtesog greb til våben.

I beretningen fortælles desuden om stammersom kimbrere, ambroner og teutoner - samt flereaf de fremtrædende ledere af hver stamme.

Citat år 101 f.Kr.:

“Boiorix - kongen af kimbrerne - red derefter med etlille følge til lejren og udfordrede Marius til at fastsættedag og sted for at kæmpe om ejerskabet af landet.[ . . . ] derfor besluttede de at dagen skulle være dentredje følgende, og stedet sletten af Vercellæ”.

Kimbrerkongen BoiorixBoiorix, den mest fremtrædende anfører for kim-brerne (latin: cimbri), dræbte år 107 f.Kr. en til-fangetaget romersk officer og konsul ved navnMarcus Aurelius Scaurus, men faldt selv senere islaget mod den romerske general og konsul GaiusMarius ved Vercellæ i Norditalien 29. juli 101 f.Kr.

Navnet Boiorix siges af sprogforskere at have’gallisk’ oprindelse. Forleddet tyder på at udtrykkestammens etnicitet og efterleddet - rix - må betydeleder, anfører, konge i afledt betydning, som det la-tinske rex, regis.

Boio-rix - rent bogstaveligt - kan tolkes som’boioterkongen’ eller kongen af ’boioterne’. Heropstår to muligheder. ’Boioterne’ kan forstås somfolket fra Plutarch’s hjemland Boiotien, Boiôtia,da forleddet er helt identisk. I så fald har han selvopdigtet navnet. Alternativt foreslår sprogforskerefolkestammen ’bojerne’.

Folkestammen bojerne's hjemegn mellem floderne Rhinen, Main og Donausamt efterfølgende bosættelser i Bononia, Transdanubia og Gorgobina.

7

Bojer, (latin: ental boius, boios, flertal boii) varen keltisk stamme, hvis oprindelige områdefandtes mellem floderne Rhinen, Main og Donau.

En del af ’bojerne’ deltog år 396 f.Kr. i detkeltiske togt mod Rom, hvor denne fraktion i år390 f.Kr. slog sig ned i det etruskiske Felsina iPodalen (ager Boiorum) som de kaldte forBononia. Af frygt for at lide samme skæbne somde keltiske ’senonen’, der af romerne var forvistfra deres hjemegn (ager Gallicus), allierede’bojerne’ sig med ’etruskerne’ og trak mod Rom.I slaget ved Vadimo-søen - tæt på floden Tiberenog ca. 80 km fra Rom - led de allierede et stortnederlag år 283 f.Kr.

År 237 f.Kr. berettes om kongen af ’bojerne’,der fik Transalpine forstærkninger. Efterfølgendeudstykkede romerne det tidligere senoniske om-råde (ager Gallicus) til nye kolonister året 232f.Kr., hvilket fik ’bojerne’ til at gå i forbund medkelterstammen ’insubrerne’ - og sendte samtidiggesandter til de alpinske kelterne og andre, bosatved Rhone. Ved et sidste og afgørende forsøg,drog en keltisk hær gennem Etrurien mod Rom- året 225 f.Kr. - hvor romerne sejrede vedTelamon.

I tiden mellem år 225 og frem til år 193 f.Kr.underlagde romerne sig alle de Cisalpine kelte-res områder og stammen ’bojerne’ i Bononia -det tidligere Felsina - blev år 191 f.Kr. en romerskprovins. Bononia blev 189 f.Kr. af romerne om-døbt til Colonia Bononia og her grundlages enLatinerkoloni. I byerne Mutima (Modena) ogParma blev romerske Borgerkolonier grundlagt183 f.Kr.

Bojerne i Podalen spredte sig herefter i tohovedgrupper. Én bosatte sig igen år 193 f.Kr. istammens kerneområde i Boiohaemum (Boiha-emum) i området ved den Hercyniske Skovmellem Thüringen og Bøhmen - og en anden iområdet Transdanubia i det vestlige Ungarn ogSlovakiet.

Bojerne i Transdanubia blev sidst i 50’-ernetruet af den dakiske konge Burebista og samtidignærmede den romerske invasion sig vestfra -hvilket gjorde - at en fraktion af ’bojerne’ ca. år59 f.Kr. vandrede mod vest og undervejs slut-tede sig sammen med en del af kelterstammen’helvetierne’ (helvetii). Sammen trak de til detfranske Gallien og oppidum Gorgobina, hvor deca. 60-58 f.Kr. blev besejret af Julius Cæsar.

BoiorixI Julius Cæsar’s egen beretning - ’De Bello Gallico’- fra ca. år 58 f.Kr. beretter han om de galliskekrige. I Cæsar’s bog 1 & 2 nævnes kimbrerne togange per bog, men underligt nok bliver kimbrer-kongen Boiorix ikke nævnt. Dog nævner Cæsarkongen Orgetorix i bog 1, bog 5, 6 & 8 nævnerAmbiorix - og kun i bog 7 nævnes Vercingetorix -så disse tre navne eksisterede før Plutarch’s tid.

Første gang Boiorix nævnes ved navn, er ca.200 år efter slaget ved Aquæ Sextiæ og af Plutarch.Plutarch’s beretning om slaget ved Vercellæ byggerdelvis på memoirer af hærføreren og konsul LuciusCornelius Sulla (ca. 138-78 f.Kr.) og denne nævner- ifølge min research - ingen navne på barbarerne.

Først omkring 500 år efter slaget ved Vercellæ,tager Pauli Orosii (Orosius, ca. 385-450 e.Kr.)tråden op igen og beretter ca. år 417 e.Kr. i‘Historiae adversum paganos’, om hedningene ogRom. Orosius fortælling bygger på Plutarch’sinformationer og han nævner krigerkongerneTeutobod, Boiorix, Ambiorix og Vercingetorix.Desuden kan Orosius nævne tre yderligere kim-brerkrigere Lugius, Claodicus og Caesorix, somingen anden litteratur nævner -

Lugius et Boiorix reges in acie ceciderunt;Claodicus et Caesorix capti sunt

Kongerne Lugius og Boiorix faldt på slagmarken,Claodicus og Caesorix blev taget til fange.

Ingen tvivl om, at vi her er udsat for politiskromersk propaganda. Kongenavnenes organise-ring med et forled, der udtrykker stammens etni-citet og et efterled, der betegner personen placeringi hierarkiet, tyder på en form for metodisk orden.Hvis Plutarch ikke kendte til kimbrerkongens navn,var det nemt at anvende stammenavnet Boio medtilføjelse af endelsen rix - Boiorix.

De senere nævnte galliske konger Ambiorix ogVercingetorix bygger navnemæssigt begge påsamme princip som Boiorix, men har næppe været- tidsmæssigt - samtidige med denne.

Reflektering

Ambiorix som ’ambronerkongen’ (latin: ambro-nes), der år 54 f.Kr. var i alliance med eburo-nerne og deres høvding Catuvolcus, som beggeblev besejret af Cæsar. Catuvolcus (Catovolco)tog efterfølgende gift og kun Ambiorix reddedesig ved at flygte.

Vercingetorix († 46 f.Kr.), blev år 52 f.Kr. lederog konge af den galliske stamme Arvernierne(latin: Arverni). Arvernierne er identificeret tilområdet Merdogne, der i dag kaldes Gergovieog er en landsby beliggende på en bakke i byenLa Roche-Blanche, nær Clermont-Ferrand i detsydlige Frankrig. Her ses stadig en del romerskemur- og jordarbejder fra førromersk jernalder. Isamme område omkring l’Isère har en ældrefransk provins heddet ’Vercin’. Arverniernetabte deres magtstilling i området, da romernebesejrede dem år 123 f.Kr.

Vercingetorix blev som Teutobod taget til fangei slaget ved Alesia - og holdt indespærret påForum Romanum i fem, seks år, hvorefter hanblev henrettet. Vercin-geto-rix er således ’ge-terkongen’ af Vercin. Romerne kaldte geternefor ’dakere’, på græsk hedder de ’getai’ og pålatin ’geta’. Man mener at rødderne skal findesi den urgamle ’geto-dacian’ kultur.

Guden Merkur - ToutatisI forskellige dele af Europa findes der inskrip-tioner på stentavler dedikeret til guden ToutatisTeutates eller Toutenus. Guden opfattes generelt somen typisk stammegud.

Toutatis, Teutates eller Toutenus var ifølge kel-tisk mytologi guden Touto-tati-s i betydning 'stam-mens far' og var gud for krig, vækst og rigdom -væsentlige elementer i stammens enhed og har-moni. Den romerske poet Lucan's værk 'Pharsalia'nævner guden Teutates i det 1. årh. e.Kr.

Tre inskriptioner fra området omkring denantikke by Mogontiacum (Mainz) bærer allenavnene Merkur og Toutenus12. Toutenus menes atvære pendant til den romerske gud Merkur.

~

8

Bingen (Bingium) (AE 1927, 0070) -

MERC[VRIO]TOV[TENO]TEMP[LVM]

CVM [SIGNO]ET ORN[AM(ENTIS)]VIRILI[S POS(UIT)]

V S [LLM]

Hohenburg tavleindskrift.

Hohenburg (CIL 13, 06122) -

MERCVR-IOTOUVI[T]E

OEIRNVOAIRONIS

Speyer (Noviomagus) (AE 1997, 1185) -

DEOTOVTENOAVENTO

Guden Merkur - KimbriInteressant er fundstederne for en anden keltiskeller germansk gud Mercurius Cimbrianus13. I legi-onslejren Mogontiacum (Mainz), som Bingen lig-ger tæt ved, er der fundet et lararium med ordly-den Cimbriano, to i Miltenberg (Seiopa) og tre i

9

Heidelberg - alle indenfor samme område som tav-lerne med guden Mercurius Toutenus14.

Gudens navn Cimbrianus menes relateret tilstammen Kimbrerne og en hypotese er, at rest-erne efter Kimbrertogtet skulle have bosat sig iområdet Odenwald mellem Rhinen og Limes.

Miltenberg (Seiopa), Greinberg, Merkur-tempel år 191 e.Kr. (CIL 13, 06604) -

[I]N H D DMERCVR[IO] CIM[BRIANO]

MANSVETINIVS SE[†...? (CENTURIO) COH[ORTIS I]SEQ[UANORUM] ET R[AVRIC(ORUM)] SIGIL[LUM]

MERCVR [†...(POSUIT)] APRONIAN[O] ETBRA[DVA CO(N)S(ULIBUS)]

Teksten kan oversættes sammenhængende til -

Til ære for det 'divine' hus (og til guderne) Merkur og

Kimbri (i anledning af præfekt) Mansuetinius Se's

(død 191 e.Kr.), centurio cohortis I, (i provins) Sequ-

anorum i Rauricorum, i hvis sted og godkendt af

Merkur (ind)sættes senatorerne Apronian og Bradua.

Miltenberg (Seiopa), Greinberg, Merkur-tempel år 212 e.Kr. (CIL 13, 06605) -

IN H D DMERCVRIOCI[MBRI]ANO

...†] (CENTURIO) ? LEG[IONIS] P[RÆPOSI]TVS N[UMERI] [EXPL(ORATORUM)

[SEI]OPEN[S(IUM) POS(UIT)]DVOBVS [†...ASPRIS?

CO(N)S(ULIBUS)]

Teksten kan oversættes sammenhængende til -

Til ære for det ‘divine’ hus (og til guderne) Merkur og

Kimbri, centurio legionus praepositus (i anledning af

præfektens død 212 e.Kr.), (i) numerus exploratorum

Seiopensium, og efter to måneder indsættes konsul

Aspris (Asper).

Den romerske gud MerkurMerkur, Mercurius, var romernes gud for primærthandel, indtjening og kommunikation - og speci-elt handelen må have gjort Merkur til en populærguddom.

Det var den romerske kejser Tiberius ClaudiusNero - fra år 14. e.Kr. - der ændrede romernes ag-ressivitet og efterfølgende foretrak at stole på di-plomati og bestikkelse, som midler til at kontrol-lere de germanske stammer. Han fastlagde græn-sen ved Rhinen og adskildte dermed Nord- ogCentral-germanien (Germania Magna) som væ-rende udenfor det romerske rige. Samtidig opret-holdt romerne både handel og andre kontakter medde germanske stammer.

Af alle de antikke guder blev Merkur oftesttilbedt i oldtiden. Udover navngivet i talrige in-skriptioner er der samtidig fundet et antal bron-zefigurer, der var anbragt på de hjemlige altre(lararium). En dobbeltgud som Mercurius Toutatisforbindes ofte med Tacitus begreb 'interpretatioRomana', hvor interpretatio må betyde, at 'fortol-ke' to guddommelige fælles begreber af forskelligsprogligt, religiøst og etnisk oprindelse. Gudernævnt på et lararium var medlem af husstandenog dens beskyttere - og det betyder, at Merkur varadopteret og blevet en ligeværdig gud i familiensammen med Toutatis.

Guden Jupiter- TeutanusEfter år 191 f.Kr. blev stammefolket bojerne fraBononia i Podalen spredt rundt til deres bosættelseri deres hjemegn, i Bøhmen samt områderne om-kring Donau i det vestlige Ungarn og Slovakiet.

I byen Bölcske i Ungarn, beliggende ved Donausyd for Budapest, er fundet 16 altertavler, derhylder dobbeltguden Jupiter Teutanus15, hvor teu-

Miltenberg (Seiopa), Greinberg, tavleindskrift CIL 13, 06604.

10

MARTITOVTATI

TI[BERIVS] CLAVDIVS PRIMVSATTII LIBER[TVS]

V S L M

Til ære for guderne Mars og Toutatis i anledning af

Tiberius Claudius Primus, frigivet af Attius, der

villigt og fortjent har opfyldt sit løfte.

Cumbria, 43-410 e.Kr. (RIB 1017) -

I[OVI] O[PTIMO] M[AXIMO] ET RIOCALAT[I][TO]VTAT[I] M[ARTI] COCID[I]O

[VO]TO FECI[T] VITA [LIS]

Til ære for guden Jupiter - den bedste og største - og

Riocalatis, Toutatis og Mars og Cocidius, har Vitalis

opfyldt sit løfte og lavet (dette alter).

Kimbrerborgen i mosenI Vesthimmerland og i nærheden af Års ligger re-sterne af Borremosefæstningen. Tidligere - i 1950-’erne - mente man at Borremosen i Himmerlandvar kimbrernes tilholdssted. Man kaldte den sim-pelthen for Kimbrerborgen.

Borremosefæstningen blev omkring 300-250f.Kr. anlagt på en lille lav holm ude i mosen i den-nes sydligste hjørne. I tørven omkring holmen gra-vede man en 4 meter bred og 1,5 meter dyb vold-

tanus er den lokale østkeltiske form for Toutatis.

Teksterne bærer alle indskriften -

I[OVI] O[PTIMO] M[AXIMO] TEVTANO

Til ære for guden Jupiter - den bedste og største - og

Teutanus

Alle teksterne er en hyldest til den romerskekejser på dagen den 11. juni (ante diem III idusIunias) og kan dateres til slutningen af 2. årh. og3. årh. e.Kr.

Den tidligste inskription er fra 131-70 e.Kr.og sammen med kejseren hyldes stedet CivitasEraviscorum og de førende embedsmænd i Aqu-incum, Municipium Aelium, Colonia Septima.Civitas Eraviscorum er nævnt af både Plinius ogPtolomaius.

Guden Mars - ToutatisI England er der fundet en del tavleinskrifter iBritannia og provincen, der senere kaldes for EastAnglia. Overordnet hyldes her dobbeltguden MarsToutatis og en større koncentration af indskriftermed Toutatis findes i området ved byen Lincoln16

(Lindum). Den romerske gud Mars var primært en krigs-

gud og optræder her i symbiose med den keltiskekrigsgud Toutatis. Den mest kendte af alle in-skriptioner er på en såkaldt Votive plaque af sølv,der er formet og ornamenteret som et blad17.

Barkway, 43-410 e.Kr. (RIB 219) -

Borremosefæstningen.

Noget før midten af 1. årh. før år 1 forlod manbopladsen og ødelagde den systematisk. De tilba-geblevne hustomter blev ryddet, tømmeret fjernetog resterne af husene brændt ned. Endelig blevvoldgraven udjævnet.

I Romertid har beregninger vist, at mindre gårdehavde plads til mellem 8-10 personer og et estimatfor hele Borremosefæstningen bliver så et stedmellem 112 til 150 beboere i gennemsnit.

11

Folkestammen bojerne's hjemegn mellem floderne Rhinen, Main og Donau.

grav med skrå sider og flad bund - og selve vold-graven var i alt omkring 450 meter lang.

I voldgravens flade bund stak man i tusindvisaf korte, tilspidsede og tætstående egepinde kaldet’Cæsars liljer’ - der - når voldgraven blev fyldt medvand, udgjorde et skjult våben for den, der villeforcere voldgraven. Fra det faste land mod sydanlagde man en stenbrolagt vej, der førtes forbien ydre voldgrav, der var gravet på tværs af vejen.Vejen blev ført langt ind på holmens område.

Inden for voldene blev opført en landsby for-mentlig bestående af op til 14-15 samtidige gårde.Der var med andre ord tale om en stor landsbyfor den tid. I landsbyens nordvestlige hjørnefandtes et lille vandhul, der sikrede beboerne vandunder alle forhold.

Husene var alle typiske jernalderlanghuse, 12-23 meter lange og 4-6 meter brede og var orien-teret omtrentligt øst-vest omkring en vej af bro-lagte sten. Oldtidsvejen var ca. 70 m lang, 3 m bredog bygget af håndstore og noget større sten i flerelag, der i begge sider kantes af en rækkestenblokke18. Fundene viser at man har holdt kvægog haft kornavl, samlet urter, lavet tekstiler og haftsmedevirksomhed. Keltisk gud fra Hochdorf.

12

Afrunding

Det var kelterne i Bøhmen, der som de første fikbesøg af et par folkestammer på vandring. En sam-ling - der vistnok bestod af folk fra stammernekimbrer, teutoner og ambroner - bevægede sig i ret-ning af Bøhmen, hvor en fraktion af den keltiskestamme ’bojerne’ var bosat. Det skete i året 115f.Kr. Umiddelbart var bojerne godt udrustet ogbeskyttet af svære forsvarsværker, da stammefol-ket snart drog videre mod syd19.

Fakta er dermed, at det kun er muligt at placerekimbrernes hjemegn ’et sted nord for Bøhmen’.

I dag ved vi absolut intet om de tre krigeriskefolkestammer. Det er ikke endgang sikkert, atkimbrerne, teutonerne og ambronerne talte etgermansk sprog. Udgangspunktet for enhver et-nografisk identificering er de tre stammebeteg-nelser. For kimbrernes vedkommende findes kunet par sparsomme, men samtidige upålidelige vid-nesbyrd20.

Kimbrernes konge og anfører Boiorix, nævnesførste gang af Plutarch ca. 200 år efter, at han

Tegning af Hochdorf fyrstens gravkammer i Hochdorf (af Clark Urbans)

Et af de mange drikkehorn fra graven i Hochdorf.

faldt i et slag i Norditalien. Igen og omkring 500år efter Boiorix’ fald skrev Orosius, at kimbrerkri-gerne Boiorix, Lugius, Claodicus og Caesorix al-le faldt i samme slag år 101 f.Kr. Navnet Boiorixmenes at være et romersk/gallisk navn, hvor sprog-forskere ser endelsen rix som det galliske appel-lativ for konge. På keltisk kaldes konge for réks.

Navnet Boiorix ser ud til at være en romerskkonstruktion.

Bojernes oprindelige hjemegn er af forskerneudpeget som området mellem floderne Rhinen,Main og Donau. I dette område er der fra en del afHallstatt- og La Téne kulturen fundet et størreantal af de karakteristiske keltiske vogngrave fraperioden 550-400 f.Kr. Samtidig viser begravel-sesritualer i Bononia i Norditalien mange lighedermed grave i Boiohaemum i Bøhmen.

13

Rekonstruktion af fyrstens 4-hjulede vogn.

Tidlige vogngrave fra Hallstatt og La Téne kulturen (blå dots).

I Hochdorf der ligger ved Hohenasperg blev deri 1978/79 fundet en uforstyrret grav af en fornemkeltisk fyrste fra ca. 530 f.Kr.21 - og i hele områdetvidner talrige og rige begravelser på, at her resi-derede det øverste keltiske aristokrati.

Fyrsten var begravet i en 22 m2 kammergravopbygget af træ, hvori der på en vogn var dækketop til et gravmåltid på service af bronze. Selvevognen var 4,5 m lang og 1 m høj med fire hjul.På den ene væg var ophængt ni drikkehorn. Etgræsk produceret bronzekar på ca. 500 l harmuligvis indeholdt mjød. Alt for at demonstrereden dødes høje status.

Heuneburg ligger ved floden Donau i syd og var iperioden 620-480 f.Kr. et af de vigtigste økono-miske og bymæssige magtcentre samt et såkaldtkeltisk fyrstesæde. Her er der udgravet op til flerefyrstegrave fra det 6. årh. f.Kr. og den sidste såsent som i 2010. Gravkammeret var på 4 x 5 mog var rigt udstyret med guld, rav, jet (pechkohle)samt bronze og indeholdt resterne af en keltiskfyrstinde, der blev gravlagt ca. år 570 f.Kr. Heu-neburg lå på et forhøjet plateau beskyttet af voldeog palisader, hvor der på ca. 100 hektar boedeomkring 5000 personer.

I Manching og Bayern nær Donau er der udgra-vet en keltisk boplads (oppidum). Det er her derer fundet inskriptionen boios fra 150-50 f.Kr. pået potteskår. Oppidum Manching opstod som enmindre bebyggelse ca. år 250 f.Kr. og voksedegradvist med stor betydning for handel og hånd-værk. Bebyggelsen blev delvist ødelagt ved etkrigerisk angreb ca. år 110 f.Kr. men genopfør-tes efterfølgende med en 7 km lang mur, der omgavet areal på ca. 375 ha. Oppidum Manching fort-satte frem til ca. år 50 f.Kr., hvor den tilsynela-dende blev angrebet og ødelagt.

Der er ingen tvivl om, at vi her befinder os ihjertet af kelternes første ankomst til Europaomkring år 800 f.Kr.

14

I europæisk historie træder kelternes verden fremmed en forbløffende vækst og udvikling over enrelativ kort periode, hvor kulturens udbredelsedækkede en stor del af det nuværende Europa.Denne udvikling fortsatte indtil Roms etableringaf det romerske rige med Gallia inddelt i provin-ser, hvor skatteforpagtere ’publicani’ opkrævedede fastsatte skatter.

Ved oprettelse af grænsen Limes, blev keltiskkerneområde adskilt, hvor Marne-Mosel gruppenog Rhin-Donau gruppen blev en del af provisenGermania Superior, mens Boiohaemum (Bøhmen)nu lå udenfor Limes i det frie germanien kaldetGermania Omnis. Det medførte, at en del keltiskebosættelser nu lå i grænseområdet fra Koblenz tilRegensburg samt i området Transdanubia.

Men selv herefter fortsatte de keltiske tradi-tioner og sprog med at leve videre, dog under for-mer, der nu var tilpasset romernes krav. Kelternei grænseområdet blev - over tid - romaniseret, bådegennem samhandel og tjeneste i militæret22.

Netop på grænsestrækningen Mainz - Milten-berg - Heidelberg, er der fundet et par håndfuldealterindskrifter dedikeret til forskellige hedenskeguder. Hele seks indskrifter hylder dobbeltgudenMercurius Cimbrianus dateret til det 2. årh. e.Kr.og gudens tilbedelse er afgrænset til denne del afRhin-området. En mulighed er, at da Cimbrianusikke optræder i anden sammenhæng, må gudenopfattes som en lokal krigsgud og beskytter afgrænsen.

I samme område er der fundet tre inskriptionermed teksten Mercurius Toutenus. Ifølge keltisk my-tologi blev guden Touto-tati-s opfattet som ‘stam-mens far’ - og samme gud findes i flere forklæd-ninger som Teutates, Toutatis eller Teutanus.Toutatis var gud for krig, vækst og rigdom. ITransdanubia er der ved byen Bölcske fundet elle-ve alterindskrifter med dobbeltguden Jupiter Teu-tanus fra det 2. og 3. årh. e.Kr., hvor teutanus erden lokale østkeltiske form for Toutatis.

Meget overraskende er der et stort sammenfaldaf inskriptioner med den keltiske gud Toutatis og

de områder, hvor den keltiske stamme bojerne varbosat. Endnu mere mærkeligt er det, at en lokalkrigsgud Cimbrianus ligeledes er nævnt i bojernesdomæne. Muligheden foreligger, at netop romani-serede bojerne er initiativtagere til de nævnte man-ge alterindskrifter i de gammelkeltiske områder.

Det var romerne der i beretningerne gav kim-brerne deres navn og selv efter stammens nederlagår 101 f.Kr. - hvor mange fanger blev taget - fandtromerne aldrig ud af folkets herkomst.

I det 2. årh. indhugges ordet Cimbrianus i seksaltertavler placeret i det gammelkeltiske område.Er der en forbindelse tilbage til kimbrertogtet ogdenne gud, der nu hyldes? Er det resterne eftertogtet, der har slået sig ned i grænseområdet ellerer det blot den samme gud som kelterne i flerehundrede år har tilbedt?

I det 16. århundrede opstod i Danmark 'DenJyske Hypotese', hvis fortaler var historikerenHans Christoffersen Lyschander. Denne havdeden traditionelle opfattelse, at en kimbrer varidentisk med en jyde fra Himmerland. Denne mytefortsatte i 1800-tallet, hvor den tyske sprogforskerog digter Jacob Grimm formulerede sin sproglov.I nyere tid har en kendt dansk filolog med efter-navnet Vinilandicus, formuleret en spøg om etmonument i Podalen med indskriften ’Bæro Cim-brorum rex’. Monumentet har aldrig eksisteret.

Var kimbrerne daner?

Det er ikke muligt ud fra nuværende forsknings-niveau, at føre bevis for, at kimbrerne skulle ned-stamme fra et dansk område i Vesthimmerland,Jylland.

Se desuden artiklen i samme serie: ‘Var teu-tonerne daner?’.

15

I en radius af ca. 50 km med centrum i byen Lu-gano er kendt til omkring 150 tekster på nord-etruskisk, der engang mellem det 6. til 1. årh. f.Kr.blev efterladt af et keltisk folk kaldet leponterne(lepontii). Lepontisk er et nu uddødt keltisk sprog,men sandsynligvis et af fem kendte alfabeter af-ledt fra det etruskiske alfabet.

De fleste af teksterne er fragmentariske, hvor-af kun et halvt dusin indeholder mere end to ordog det længste er på syv ord. Dateringen er base-ret på både lingvistisk og arkæologisk verificering.Ældst kendte lepontiske inskription er dateret tilca. 575 f.Kr., er fra den schweiziske Kanton (Ca-stelletto sopra) Ticino og teksten lyder Xosioiso23

og tolkes som 'af Gosios'.

Enkelte indskrifter i Norditalien tilskrives enanden keltisk enhed - Cisalpine gallisk - der delerenkelte funktioner med lepontisk. Cisalpine gal-lisk adskiller sig fra lepontisk i, at dele mere sær-prægede fonologiske og morfologiske træk med(transalpine) gallisk og kan derfor klassificeres,som en lokal keltisk dialekt.

I Schweiz og Kantonen Tessin er der ligeledesfundet flere lepontiske indskrifter, hvor et sværdbærer påskriften Korisios, der enten er producen-tens eller ejerens mærkning. Fra Kantonen Bernog Münsingen-Rain er der fundet en glasperle meden påskrift, der i etruskiske eller ’etruskoide’ bog-

Appendix 1 - arkæologi & sprog

staver giver navnet Samoritos. Dog gør visse usæd-vanlige bogstavformer tydningen tvivlsom.

I Tyskland er der udgravet en keltisk boplads(oppidum) i Manching, Bayern nær Donau. Herer der fundet et potteskår fra en lokalt fremstillet’La Tène’ krukke (keramik), der bærer inskrip-tionen boios - et keltisk eller venetisk anthroponymeller ethnonym, kendt fra både latinske og vene-tiske inskriptioner. Alfabetet der er anvendt i det-te tilfælde kan forholdsmæssigt både være latinskeller nordetruskisk24. Dateringen er skønnet til 100-80 f.Kr. og indskriften - BOIOS - er tolket som'jeg, en bojer'.

Lepontiske sprog perioder og arkæologiske perioder (efter Uhlich 1999, Zur sprachlichen Einordnung des Lepontichen.).

Øverst:Indskriften boiosfundet i oppidumManching.

Golasecca II A beg. 6. årh. - 525

Golasecca kultur fra 8. årh. til 4. årh. f.Kr. Tidlig lepontiskGolasecca II B 525 - 480/75Golasecca III A 1 480/75 - 450/40Golasecca III A 2 450 /40 - 400Golasecca III A 3 400 - 375La Téne A = G III A 2-3 450 - 375

Keltisk invation af Norditalien og Podalen ca. år 396 f.Kr.

Medium lepondisk, Cisalpinsk gallisk

La Téne B 1 375 - slut 4. årh.La Téne B 2 1. halv. af 3. årh.La Téne C 1 2. halv. af 3. årh.La Téne C 2 2. årh.

Romersk erobring af de Cisalpine keltere perioden 225 til 191 f.Kr.

Sen lepontisk, Cisalpinsk galliskLa Téne D 1 2. årh.-beg. 1. årh.

La Téne D 2 resten af 1. årh.

16

Appendix 2 - arkæologi & dna

Som det er berettet var kelterne ikke et aktivt skri-vende folk så vi ved ikke helt præcist, hvornår denord-etruskiske dialekter udskilte sig fra de øvrige'ikke- (para-) indoeuropæiske' dialekter.

De tidligste tekster peger i høj grad på Etrurienog en etruskisk oprindelse, understøttet af demange fund af ansigtsurner fra periode VI (700-500 f.Kr.) og den sidste del af bronzealderen. Herer det Lausitzer-kulturen (1300-500 f.Kr.), der erkulturbærer af disse specielle urner. Plinius nævnerbl.a. ravruten fra Carnuntum i Noricum.

Der er tale om en mulig handelsvej med retningsydøst ad floden Donau med biflod Morava, dervia den moraviske (mähriske) port får kontakt tilWeichselområdet - samt floden Oder med dennesløb nordpå.

En teori er, at 'bojerne's placering år 396 iNorditalien blev udnyttet i handelsudvekslingenmellem Nord- og Sydeuropa gennem kelternesmange handelscentre som f.eks. Heuneburg og

Manching. Bojerne kan have været kontaktbæreraf den sproglige udvikling med udgangspunkt idet etruskiske alfabet, hvor indskrifter kendes fra 800-100 f.Kr. Herfra udvikledes sprogene piceni, venetisk,italiensk, nordetruskisk (alpinsk) og latin samletbenævnt som Italo-Celtic.

Så oprindelsen af ’urnordisk’ eller ’ældre futhark’ ermåske sket fra lepontisk.25 Keltisk kan ifølge lingvistiskteoretisk kronologi opdeles primært i lepontisk, cisalpinegallisk, transalpine gallisk og galatisk. En indoeu-ropæisk germansk sproggruppe må - på et tidspunkt -have haft kontakt til en fraktion med dialekt i f.eks.'sen Lepontisk' eller 'Cisalpinsk' - og adopteret og til-passet deres anvendte alfabet til proto-germansk.

Studeres de genetiske forskningsresultater foroprindelsen af de P-keltiske sprog, peger resul-taterne - indtil videre - på det proto-italiensk-keltiske område Lepontisk gallisk i Norditalien medangivelse af haplogruppen Y-dna med markørenR1b-U152(S28).

Bojernes domæne over tid matchet med Eupedia's Italo-Celtic branch R1b-U152(S28).

17

Appendix 3 - fjeldruneindskrift N KJ53

I Kårstad, Norge er der fundet en runeindskriftristet i selve fjeldet, hvor de urnordiske runer erdateret af runologen Lisbet Imer til år 160-375/400 e.Kr. Der findes tre fortolkninger af teksten.

Første linje:

1) ek Aljamark(i)R

2) ek aljamark(î)R

3) ek Aljamarkiz

Med - 'alja' - menes anden eller andet og med -'mark(i)R' - menes land, skov, markland i betydnin-gen grænseområde. Denne sætning fortolkes som -

Jeg, den fremmede eller Jeg, fra et andet ’land’.

Anden linje:

1) baij(ô)R

2) baij(i)R

3) baij(a)z

Ovennævnte oversættes som en kriger. Dogmener en enkelt fortolker (Magnus Olsen), at’baij(a)R’ kan knyttes til den keltiske folkestam-me 'bojerne' (boii), der kan oversættes som kri-gerfolket.

ReflekteringBaijo, baiji eller baija - minder meget om ‘bojerne’(latin: ental boius, boios, flertal boii).

Et par kilder nævner ’bojernes land’. VelleiusPateropoulus (19 f.Kr.-31 e.kr.) som Boiohaemumog Tacitus (98 e.Kr.) som Boihaemum. GeografenKlaudios Ptolemaios (90-168 e.Kr.) beskriverfolket som ’baias, baiai’, der er en del af ’patriaAlbis’.

Ser vi på det protogermanske element for 'hjem'- xaima-n, xaima-z, xaimi-z - og kobler det sam-men med stammebegrebet boi, opstår forløbet -

Boio-haemum, Boi-haemum, Boi-xaima, Bo-hemia,Böhmen

Hvad mon denne person i perioden 160-375/400e.kr. ville med sin meddelelse?

Fortælle at han var fremmed og langt hjemmefra? Logisk ville det være at han samtidig fortal-te, hvor han kom fra? Begrebet markiR, markizbetyder oprindeligt uryddet grænseskov (skov,grænseskov), som genkendes i stammenavnet mar-komanner i betydningen grænsefolket eller skov-mænd (protogermansk: marka, markô).

MarkomannerneMarkomannernes konge Marabod (latin: Marabo-duus) levede i sin ungdom i Italien og gjorde -ifølge Strabo - romersk krigstjeneste under kejserAugustus, så det må formodes at han var uddan-net i det romerske sprog latin.

Omkring år 56 f.kr. blev markomannerne ogderes konge Marabod fordrevet fra deres områdeMainz i 'landet' Sueborum - af romerne. Efter for-drivelsen trak markomannerne frem mod de kel-tiske områder og omkring år 8 f.kr. var stammensindvandring til Boiohaemum (Bøhmen) fuldendt ogMarabod opbyggede her et rige med hovedsædeefter romersk forbillede.

Det lykkedes Marabod at stifte et stort stats-forbund bestående af flere germanske stammer -med 'markomannerne' som den ledende - og medtiden opbyggede Marabod desuden en stor hær.Selvom han havde gode relationer til Romerriget,forsøg-te romerne snart at nedkæmpe denne nyemagt-faktor hvilket resulterede i, at en fredstraktatblev indgået.

Marabod måtte - efter interne uroligheder - år19 e.kr. flygte fra sit rige, fik asyl hos kejser Tibe-rius og levede i Ravenna til sin død år 37 e.Kr.

De senere markomannerkrige forløb i perio-den fra 166 til 180 e.Kr.

18

Noter

1. Chronologie der Späthallstatt- und Frahlatènezeit.Studien zu Fundgruppen zwischen Mosel und Save.Quellen und Forschungen zur prähistorischen undprovinzialrömischen Archäologie 4. Weinheim, H.Parzinger 1988, s. 72 ff; Bassenheim und Briedel und dieZeitfolge der Hunsrück-Eifel Kultur. Bonner Jahrbücher192, s. 1-12, H. Parzinger 1992; Eine etruschischeBronzeschnabelkanne. Annales Littéraires de l’Universitéde Besançon 2,1, s. 4-30, O.-H. Frey 1955;

2. Bronzesitulen aus dem rheinischen Gebirge, Hunsrück-Eifel-Westerwald. 43.-44. Bericht der Römisch-Germanis-chen Kommission, W. Kimmig 1963, Die griechicheKolonisation im westlichen Mittelmeergebiet und ihreWirkung auf die Landschaften des westlichen Mitteleu-ropas. Jahrbuch des Römisch-Germanischen Zentral-museums, Mainz 30, W. Kimmig 1983; Culture Contactand Culture Change. Early Iron Age central Europe andthe mediterranean World. Cambridge, P.S. Wells 1980, s.104 ff; Leaven in the Dough: Greek and Etruscan Im-ports North of the Alps – the Classical Period. I: J. Swad-dling, S. Walker & P. Roberts (red.): Italy in Europa: Eco-nomic Relations 700 BC-AD 50. British Museum Occa-sional Paper 97, B.B. Shefton 1995.

3. The Roman Army, Nigel Rodgers, 2005, 2009 s. 62.4. The Pagan Celts. London, A. Ross 1986, kap. 3.5. Plinius III, XVII, 23/24–69 e.Kr.6. Polybius, Histories ii.17.7. Titus Livius, regulus Gallorum 5.48, 59 f.Kr.-17 e.Kr.8. Plutarch, græsk forfatter fra Chaironeia i Boiotien - år 96

e.Kr.9. Byzantinske kronikør Ioannes Zonaras 12. årh.10. Polybius 4, 45, 9–46, 4.11. C. Iuli Caesaris De Bello Gallico, 58 f.Kr.12. "Teutates: el héroe fundador", Martin Almagro-Gorbea

& Alberto J. Lorrio Alvarado, Real Academia de la Hi-storia, 2011 s. 338.

13. "Jahrbücher des vereins von alterthumsfreuden imRhenlande" af A. Marcus, Bonn 1871 s. 167-171.

14. Epigraphic Database Heidelberg,http://edh-www.adw.uni-heidelberg.de/home

15. Soproni, S. Elözetes jelentés a bölcskei késö rómaielleneröd kutatásáról Communicationes ArchaeologicaeHungariae 1990, 130-141. Tóth, E., ’Die Iupiter TeutanusÄltare’ In: Szabó, A.-Tóth, E., Bölcske, römischeInschriften und Funde. Budapest 2003, 385-438.

16. "Teutates: el héroe fundador", Martin Almagro-Gorbea& Alberto J. Lorrio Alvarado, Real Academia de la Hi-storia, 2011 s. 338.

17. Roman inscriptions of Britain, R.G. Collingwood’s andR.P. Wright’s magisterial edition of 2,401 monumentalinscriptions from Britain found prior to 1955.http://romaninscriptionsofbritain.org/

18. Danske Oldtidsminder, af P.V. Glob 1948 Køben-havn,s.132-36.

19. Strabo VII, 2, 220. Nordens gotiske storhedstid, af Peter Andersen Vini-

landicus 2012, s.13. Her menes Pomponius Mela, Plinius,Tacitus og Ptolemaios beretninger - der må opfattes somvandrehistorier, hvor samtlige kilder i sidste ende gårtilbage til Pomponius Mela.

21. U. Körber-Grohne, Die biologischen Reste aus demhallstattzeitlichen Fürstengrab von Hochdorf, Gde.Eberdingen (Kr. Ludwigsburg. In; U. Körber-Grohne /H. Küster, Hochdorf 1. Forsch. u. Ber. Vor- undFrühgesch. Baden-Württemberg, 19 (Stuttgart 1985).Konrad Theiss Verlag, Stuttgart. ISBN 3-8062-0771-2;Leif Hansen, Hochdorf VIII, Die Goldfunde undTrachtbeigaben des späthallstattzeitlichen Fürstengrabesvon Eberdingen-Hochdorf (Kr. Ludwigsburg). For-schungen und Berichte zur Vor- und Frühgeschichte inBaden-Württemberg 118 (Stuttgart 2010).Konrad TheissVerlag, Stuttgart. 360 Seiten, 154 teils farbige Abb., 114Tafeln. Gebunden mit Schutzumschlag. ISBN 978-3-8062-2395-8

22. Se artikel 'Var teutonerne daner? af Karsten Krambs 2014.23. ‘Il bicchiere con iscrizione arcaica da Castelletto Ticino e

l’adozione della scrittura nell’Italia nord-occidentale,’Studi Etruschi 54 130, F. M. Gambari, G. Colonna (1986).

24. Old Celtic Languages, af Dr. David Stifter, Sommerse-mester 2008.

25. I bogen ”Runes and their secrets” - studies in runologyfra 2006, skriver Bernard Mees side 206 i artiklen “Runesin the First Century” - only clear example of a retaineddiphthongal pronunciation of IE *ei in Germanic. It isalso key evidence for a North Etruscan origin of therunes (Carl J. Marstrander 1925; Robert Nedoma 1995;Thomas L. Markey 2001).Teksten vedrører den ældstegermanske indskrift på en hjem fra Zenjak, Negova(Negau) sat med nordetruskiske læsbare bogstaver.