lixen marts '09
DESCRIPTION
Første avis fra Lixen-redaktionen '09TRANSCRIPT
Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 11. årgang | 1. nummer | marts 2009
Karakterer betyder alt og intet
Dårlige karakterer begrænser ikke dine muligheder for en god praktikplads. Vil du derimod bryste dig af titlen Cand. public, kræver det tocifrede tal i karakterbogen. Lixen har talt med 38 praktiksteder, og billedet er klart: »Karakterer betyder overhovedet
ikke noget for os, når vi ansætter praktikanter,« siger praktikvejleder Karen Seneca fra Ekstra Bladet. Hun mener ikke, at gode karak-terer nødvendigvis betyder, at den studerende er en god journalist.
Højt snit baner vejenNår praktikperioden er veloverstået, ønsker flere og flere at fortsætte på en kandidatuddannelse. Og her har karaktererne stor betydning. »Karaktererne siger noget om, hvilken studerende man er. Man får et rigtig svært første år på kandidatuddannelsen, hvis man ikke har klaret sig godt tidligere, fordi undervisningen generelt foregår på
et højt niveau,« siger koordinator på kandidatuddannelsen Charlotte Wien. Studieleder ved Center for Journalistik Karsten Prinds er enig med Charlotte Wien. Han mener dog også, at karaktererne har betydning for både praktikpladser og jobs i fremtiden. »Ens karakterer siger meget om, hvor dygtig man er som journalist. Dem, der får 10 og 12, er også dem, der får de gode praktikpladser og de gode jobs,« fortæller han. Cand. public. A på SDU optager hvert år 30 bachelorer i journalistik. Indtil videre har alle, der har søgt, fået tilbudt en plads. Charlotte
Wien oplyser dog, at rekord mange studerende har søgt ind på kandidaten i år. Det er derfor ikke sikkert, at alle ansøgere får lov at tage springet fra bachelor til kandidat.
Forskellighed skaber dynamikHvis karakterbogen ikke rækker til en kandidatplads i Odense, kan man overveje at søge overbygningen i Århus. På Center for Journalistiske Universitetsuddannelser tager man også gennemsnittet i betragtning på kandidaten, men det er ikke altafgørende for optagelsen. Her spiller motivation og CV også ind.
»Altså, hvor galt kunne det gå? Mit udgangspunkt var, at jeg havde lyst til at skrive noget, der gjorde ondt på nogen.«
Portræt af den næste fellow Jakob Elkjær side 10
Praktikpladserne kigger ikke på karaktererne. Men gør du dig forhåbninger om at tage en kan-didatuddannelse i journalistik på SDU, skal du læse ekstra godt til dine eksamener.
Gudmund de Stordeur
Thomas Askjær
»Jeg synes, karaktererne alene er et for snævert kriterium. Forskellige baggrunde og erfaringer giver dynamik og gør, at de studerende får meget ud af at være sammen med deres medstuderende,« siger centerleder Henrik Bødker. Karsten Prinds mener dog ikke, at en motiveret ansøgning skal være afgørende for ens optagelse på Cand.public. A på SDU: »Vi har allerede testet folks motivation, da de kom ind på bacheloruddannelsen.«
Læs side [email protected]
”Dengang jeg var ung, var der ikke noget, der hed computer og internet. Nu kan man hurtigt lige skrive noget på avisernes hjemmesider. Kaj Kongsted, borgerjournalist
PINLIG PR I ODENSE
Kommunikationsekspert giver Center for Journalistiks hjemmeside og markedsføring dumpekarakter.
SIDE 3
FOKUS: Borgerjournalistik
NYHEDER PÅ TEGNSPROG
Lixen var med en dag på nyhedsudsendelsen med den smalleste målgruppe, men med de suverænt største armbevægelser.
SIDE 9
FOKUS
02 | marts 2009 | LIXEN
Indhold Leder
UDDANNELSE
Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.
LIXENCampusvej 555220 Odense M
Tryk: Arco Grafisk A/SOplag: 800 eksemplarer
Logo: Henriette Solgaard
Layoutinspirator: Sara Winther
Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Thomas Askjær
Majken Søndergaard NielsenRedaktør
BRANCHE
PORTRÆT
DEBAT
Johan Bertil WintherChefredaktør
Morten BangChefredaktør
Thomas AskjærChefredaktør
Sofie Bak ThorupRedaktør
Sophie BremerWebredaktør
Leonora BeckRedaktør
Kristoffer KrænRedaktør
Christina Jo Larsen er netop kommet hjem fra Afghanistan, hvor hun arbejdede som presse-og informationsofficer for det danske forsvar. Hun er journalist fra SDU, og jobbet som bindeled imellem soldaterne og danske journalister var hendes første job. Læs side 7.
UDDANNELSEKravene for at få din drømme-praktikplads og for at blive optaget på Cand.public. stemmer ikke overens. Faktisk er melding-erne fra praktikpladserne og kandidatuddannelsen direkte mod-stridende. Læs om karakterernes relevans på side 5.
DEBAT
Jakob Elkjær er kommende fellow på Center for Journalistik. Lixen mødte manden med stålfaste principper til en snak om journalistiske værdier, udfordringer og fremtiden på SDU. Læs portræt side 10.
Kan brugerinddragelse i journalis-tikken bidrage til noget godt eller kun resultere i et uredigeret og subjektiv informationsboom? Branchen er splittet. Læs forskellige tilgange til et af journalistikkens store spørgsmål side 12.
Forvirring omkring datoen for re-eksamen i Webjournalistik og In-formationssøgning resulterede i, at ikke alle bestod. Læs debatten om den kaotiske kommunikatoin på side 18.
Smid hæmningerne, og gå amok i regneark og RSS-feeds. I denne måneds udgave af Lixen kan man læse flere artikler om, hvad fremtidens journalist skal kunne. Dansk Journalistforbunds formand Mogens Blicher Bjerregaard har meldt ud, at universiteter uddanner bedre journalister. I Fokus-sektionen opfordrer flere internationale mediepersonligheder journalisterne til at omfavne de nye mediers muligheder.
En infomediasøgning afslører at krisen har kradset 826 gange i Danmark i februar, så det må da være gået op for selv de mest stædige journalister, at mediebilledet i fremtiden bliver godt og grundigt modelleret om. At kravene til fremtidens journalister fylder en liste så lang som et 6-årigt barns ønskeliste til jul. På Center for Journalistik har man alle chancer for at sætte standarden for fremtidens journalister - herhjemme som internationalt. At SDU uddanner flermedielle og akademiske journalister er efterhånden blevet et mantra, der gentages igen og igen, når talen omkring uddannelsen bliver højtidelig. Men. Hvis man ikke tager uddannelsens de gode intentioner og visioner op til et realitycheck, bliver de fine ord blot luftkasteller.
Hvordan uddannelsen forbedres har længe været en diskussion om niveauet i de akademiske fag, og hvordan man smelter dem sammen med håndværksfagene. Skal CfJ derimod for alvor være foran branchen og ikke mindst uddannelserne i Århus og Roskilde, så er det på web-fronten, at centeret skal gå i udbrud. På CfJ’s kontorgang er intentionerne uden tvivl gode. I efteråret blev 1. semester til tre internetmedier, der i 24 timer konkurrerede på netnyheder, og 4. semester skal i foråret lave multimediejournalistik i bedste Forbrydelsen-stil. Pointen er imidlertid, at tempoet for integrationen af det hurtige netmedie skal accelerere i den nærmeste fremtid. I dag bliver
potentielle studerende mødt af en hjemmeside, der i artiklen 10 centimeter til højre bliver dumpet af en ekspert. Når man som ny studerende træder sine første skridt på Medietorvet, får man på 1. semester faget Webjournalistik og IT. Skåret helt ind til benet lærer man her at fritskravere et billede i Photoshop, lave en primitiv hjemmeside og lægge sine artikler på nettet. Faget fylder mindre end 2,5 ECTS-point af en bacheloruddannelse. Det vil sige under fem procent af uddannelsen. På de efterfølgende semestre er det småt med at få udvidet sin digitale horisont.
Hvis journalister fra CfJ i fremtiden skal være rustede til redaktionsmøderne, når de bliver skudt ud fra Medietorvet og lander i branchen, kræver det mere fokus. Fokus på, hvordan computere og de nye internetmedier kan bruges
aktivt i forhold til vores fag. På Journalisthøjskolen i Århus lancerede man for nylig et IT Curriculum med en række computerfærdigheder, som de studerende skal mestre. I sig selv er DJHs tiltag ikke synderligt revolutionerende, men listen indeholder stadig flere færdigheder end SDUs pendant. Ikke mindst giver det de studerende inspiration i Århus til selv at arbejde
videre. En inspiration, som i den grad også mangler i CfJ’s undervisning i Webjournalistik.
Nok er der ingen, der forhindrer de studerende på Medietorvet i selv at gå på opdagelse blandt de digitale muligheder, men det nytter heller ikke noget, at en moderne journalistuddannelse ikke i en fart går ind og understreger vigtigheden af at have tæerne helt fremme i skosnuden på internet-fronten.
Akademiske computernørder
”Hvis man ikke tager uddannelsens gode intentioner og visioner op til et realitycheck, bliver de fine ord blot luftkasteller.
”Godt nyt. Lixen kommer på Infomedia Jens Thorborg, andensuppleant i KaJO’s bestyrelse
LIXEN | marts 2009 | 3UDDANNELSE
ger at finde frem til hjemmesiden og gå ind og læse om uddannelsen, hvilket ifølge Marie Høpfner-Dahl er problematisk, da siden lider af flere pro-b l e -
mer: »Jeg mener ikke,
siden er tilstrækkelig profes-sionel i sin form til at præsentere journalistuddannelsen på SDU fyl-destgørende,« siger hun. Samtidigt synes hun, at det virker utrovær-digt, når en ”nyhedsuddannelse” ikke har opdateret deres nyhedsbar siden den 18.11.2008. »Derudover ligger der nok et stykke kendskabs- og brandingar-
SDUsynlig: »Mit første indtryk er, at hjemmesiden kæmper med et iden-titetsproblem.« Sådan lyder dom-men fra Marie Høpfner-Dahl, som er specialist i, hvordan virksomheder og institutioner præsenterer sig. Hun har analyseret det materiale, som burde inspirere journalistaspi-ranter til at vælge Syddansk Univer-
sitet. Hun kalder hjemmesiden jour-nalistuddannelse.dk mangelfuld, især sammenlignet med Danmarks Medie og Journalisthøjskoles side, djh.dk, hvor man blandt andet kan se, hvad uddannelsen kan bruges til. »Journalistuddannelse.dk starter fra det udgangspunkt, at den besø-gende allerede har fattet interesse for journalistfaget og ved, hvad man kan bruge uddan-nelsen til. Man service-rer altså ikke den uddan-nelsessø-gende, der måske endnu ikke helt har kastet sin kærlighed på journalist-faget, « siger Marie Høpfner-Dahl, adm. direktør i kommunikations-
virksomheden Artventure. Hun fortsætter: »Man skal rydde op på siden, få taget ledelsesmæssigt ejerskab og styring på den uddannelsesspeci-fikke informationsdel, og beholde det dynamiske elevgenererede sær-præg som en del af siden«
Mangler professionalisme
Materialet, som skal præsentere Center for Journalistik, indeholder kun hjemmesiden journalistuddan-nelse.dk, for i år er der ingen trykt information. Ikke engang en flyer. Det er altså op til den enkelte ansø-
bejde foran SDU. Problemet er jo, at kendskabsgraden til journalist-
uddannelsen i Odense er væsentlig lavere end til
DJH. Dette problem er der ikke nogen hurtig
løsning på, men der skal afgjort spilles
på nogle flere me-dier og platforme
end bare en hjem-meside.«
Hun peger på, at en informations-folder kunne være rigtig god: »Hvis SDU skal på messe, uddan-nelseskaravane og så videre, så er trykt materiale et must, men face-bookprofiler, film og andet er be-stemt også anderledes indslag, som vil differentiere SDU fra DJH,« siger Marie Høpfner-Dahl.
Center for Journalistik dumper i PR
SDUsynlig: Efter 10 år på Syddansk Universitet er det stadig få, der ken-der til journalistuddannelsen. Man-ge journaliststuderende fra SDU har prøvet at fortælle, at de stude-rer journalistik for derefter at blive spurgt, om de da ikke var gode nok til at komme ind i Århus. Men når selv Mogens Blicher Bjerregaard, formanden for Dansk Journalistforbund, taler for, at alle journalistuddannelser bør være universitetsuddannelser som på SDU, hvordan kan det så være, at Center for Journalistik tilsyneladen-de er usynlig?
Ikke usynlig så længe endnuPer Knudsen, centerleder på CfJ, ved ikke, hvorfor uddannelsen ikke er lige så kendt som den i Århus blandt folk udenfor branchen. Men han er-kender, at uddannelsen er relativ ukendt. Han mener dog samtidig, at det er ved at vende.
»Det er heldigvis mit indtryk, at stadigt flere – også uden for bran-chen – er opmærksom på vores eksistens,« siger Per Knudsen. Han forklarer endvidere, hvad Center for Journalistik gør for at promovere uddannelsen. »Vi markedsfører journalistud-dannelsen på messer og samlin-ger, hvor der er gymnasielever til stede. Vi deltager desuden i andre markedsføringstiltag, som univer-sitetet står for, blandt andet Åbent Hus-arrangementer, ”Forsker-grandprix” og ”Book En Forsker”,« fortæller Per Knudsen.
TilfældighederMette Hviid Poulsen, journalist-studerende på 2. semester, kan takke sin veninde, ikke Center for Journalistik, for, at valget faldt på Odense. »Jeg ville have valgt journalistik under alle omstændigheder, men var nok endt i Århus, hvis det ikke var for min veninde. Jeg vidste ganske enkelt ikke, at SDU var en reel mulighed, når jeg gerne ville være journalist.« Per Knudsen opfordrer alle til at komme med kreative forslag til, hvordan man bedst og billigst gør SDU til et førstevalg for alle, der vil uddanne sig til journalist.
Kan man læse journalistik i Odense?
Universiteter uddanner bedre journalister
Universiteter uddanner de bedste journalister. Her lærer de stude-rende nemlig at analysere, og det er nødvendigt, mener Mogens Blicher Bjerregård:
»Vores samfund bliver mere og mere komplekst, så uddannelsen skal op på et højere niveau og helst på universiteter,« siger han. Udover at være formand for Dansk Journalistforbund er Mogens Bli-cher Bjerregård også bestyrelses-medlem på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DJH). Han siger: »Jeg ønsker at sparke lidt til den institution, hvor jeg selv sidder i be-styrelsen«.
Overbygning ikke nokMogens Blicher Bjerregård er klar over, at man kan tage en akademisk overbygning i Århus. Men han me-ner ikke, at det er nok: »Selve uddannelsen skal ændres i sin grundsubstans for at møde frem-tidige udfordringer,« siger han.
Det er direktøren for DJH,
Jens Otto Kjær Hansen, ikke enig i. »Om man er uddannet fra et uni-versitet eller fra Danmarks Jour-nalisthøjskole, mener jeg ikke gør nogen forskel,« siger han. Han er dog enig med Mogens Blicher Bjer-regård i, at fremtidens journalister skal sidde flere timer på skolebæn-ken. Direktøren fortæller, at DJH ikke har konkrete planer om at blive et universitet, specielt ikke da skolen fusionerede med Den Grafiske Høj-skole i 2006.
Til fri fortolkningMogens Blicher Bjerregård mener altså, at journalistuddannelser skal foregå på universiteter. Det kunne være nærliggende at tro, at Roskilde og Odense uddanner de
bedste journalister. Eller hvor-dan?
»Det synes jeg, du skal forstå lige præcis, som du gerne vil.
Jeg har ikke yderligere kom-mentarer,« siger DJ-formanden,
mens han griner.
Foto:Thomas Ormston
Journalistuddanelse.dk er våbnet til at ramme unge, der leger med journalisttanken. Et våben der ifølge en brandingekspert kun sigter på dem, der allerede ved, at de skal læse journalistik. Hvis kendskabet skal blive større, er et massivt stykke PR-arbejde nødvendigt.
Sophie Bremer
Center for Journalistik har fejret sin 10-års fødselsdag, men selvom studiet er anerkendt i branchen, er det stadig ukendt uden for branchen. Er journalistikstudiet på SDU usynligt?
Camilla FalkenbergJohan Bertil Winther
Alle journalister skal gå på et universitet. Det vil give dygtigere folk med bedre muligheder for at få job. Beskeden er klar fra Mogens Blicher Bjerregård, formand for Dansk Journalistforbund.
� | marts 2009 | LIXEN UDDANNELSE
hvor P2-kort erstatter de gammel-dags bånd, og det giver fantastiske billeder. Et andet eksempel er Røde-mikro-fonen: »Det er en typisk reportagemi-krofon. Jeg valgte den på grund af den lave pris, men den ligner dem, de bruger på tv-stationerne. Det er vigtigt for mig, at I lærer den type mikrofon at kende,« fortæller han.
Færre problemer – forhåbentligDe nye kameraer erstatter dem, der har været på CfJ næsten siden ud-dannelsens start. De sidste år har studerende været plaget af meget teknisk bøvl. »De nye kameraer betyder færre problemer, « siger Lars Giver. Han vil ikke garantere mindre tek-nisk rod, men hans mavefornem-melse siger, at de nye studerende på tv-semestret har god fod på teknik-ken.
Eksklusivt tilbudLars Giver stiftede bekendtskab med kameraet på en messe i april
Idealistisk utidig ildhuGennem disciplin skal man opnå den største nydelse, siger et gam-melt ordsprog fra Østen. Men hvem har sagt, at der inden for di-sciplinen ikke kan ligge nye idéer og kreative vinkler? Det er, hvad Per Knudsen ønsker for fremti-dens journalistuddannelse: Mere utidig ildhu.
Per Knudsen nævner igen og igen det samme navn, når man taler med ham: Parwez Kambakhsh. Den 24-årige afghanske journaliststuderen-de er blevet idømt 20 års fængsel for i en undervisningssituation, at stille spørgsmål om kvinders rettig-heder i islam. »Kun 18 % af verden lever med en fri presse. Vi skal værne om den frie presse og hele tiden huske at defi-nere vores rolle i samfundet. Som journalister skal vi være med til at drive diskussionen og dermed også demokratiet frem, « siger Per Knud-sen.
Learning by doing En anden leder i det danske land-skab har et motto, der hedder ”med
rettidig omhu”. Center for Journa-listik nye leders kunne passende være ”med utidig ildhu”. Per Knudsen vil en uddannelse, der højner de akademiske fags sta-tus blandt de studerende:
»Man skal kunne grundbegre-berne. ”Learning by doing” er godt, men en journalist skal også have en bred samfundsbaseret viden,« be-dyrer Knudsen. Han læner sig tilbage og siger så:
Center for Journalistik (CfJ) har fået 21 spritnye Panasonic-kame-raer med tilhørende udstyr. Tek-niker på Center for Journalistik Lars Giver har valgt udstyret. Be-grundelse: Det ruster de stude-rende godt til job i tv-verdenen.
Til nørderne: Indholdet i tv-semestrets nye skattekister 1)Panasonic AG-HPX171e P2 HD camcorder 2) Manfrotto videostativ 501HDV/525 med taske 3) Røde NTG1 kondenser mikrofon 4) Reinhardt W22-130HW softie til Røde med PG3 basic letvægts pistolgreb 5) Sennheiser microport EW 112-p G2 ENG sender/modtager
Nyt kameraudstyr ruster SDU-journalister
»Det vigtigste for mig er, at de stu-derende har mulighed for at følge med. Det giver de nye kameraer god mulighed for,« forklarer Lars Giver, tv-semestrets uundværlige ven på CfJ. Han uddyber: »Det er den nyeste generation af letvægterkameraer og ligner dem, som TV2 og DR bruger.«
Udvalgt med omhuGiver giver eksempler på fordele ved kameraerne: De har samme workflow som på tv-stationerne,
Casper Hindse
Sofie Bak Thorup
Centerleder Per Knuden ønsker krativitet af de kommende journalister.
»Det gælder om at finde et enga-gement frem, uanset om man sidder til håndværksfag, akademiske fag, skriver til Lixen eller laver arran-gementer på Center for Journalistik – eller er på en hvilken som helst an-den arbejdsplads naturligvis. Uden engagement er vi ingenting.«
Vidende journalister vejen fremPer Knudsen taler med stor ro. Han lytter og svarer ikke med det sam-me, men tænker over spørgsmå-lene. Han taler i store ord, men med en tilbageholden respekt for sit fag og sine studerende: »Man kan sammenligne vores udfordringer med at skulle lave et tv-indslag om finanskrisen. Går man ud og spørger fru Jensen, hvad hun synes om finanskrisen, eller laver man en ordentlig research og producerer et baggrundsindslag?« spørger Knudsen retorisk. Her mener Per Knudsen, at Cen-ter for Journalistik har en stor for-del i form af sine akademiske fag. I stedet for at stikke mikrofonen op i hovedet på en tilfældig, som alle kan lære i håndværksfagene, skal man i stedet bruge sin akademiske viden til at researche tal og finde de rigti-ge kilder. De studerende skal kunne kombinere de akademiske fag med håndværksundervisningen. Knud-sen ønsker, at de studerende tæn-ker på, at de er på uddannelsen for
2008. Fra da af var teknikeren ikke i tvivl: Det var det kamera, de stu-derende skulle have. Han har mange års positiv erfaring med Panasonic. I september begyndte han at forhandle direkte med elektronik-giganten. Det endte ud med et så fordelagtigt tilbud, at Lars Giver har lovet ikke at røbe prisen. Han forklarer om den største for-del ved tilbuddet: »Vi har fået en femårs garanti med en såkaldt ”turn-around ordning”. Det vil sige, at hvis et kamera går i stykker, udfylder vi en seddel på internettet, et fragtfirma kommer og henter kameraet, og vi er garan-terede et nyt inden for fem arbejds-dage. « På den måde er de studerende sikre på at have et kamera til rå-dighed uanset hvad. Det er dog den studerende selv, der skal betale reg-ningen, hvis kameraet for eksempel bliver tabt.
at lære for livet og ikke kun tænker frem mod praktikken: »Jeg håber, vi med tiden kan dæm-pe praktiksnakken. Vi skal bruge den tid, vi har her på uddannelsen. Vi skal lære om samfundsforhold og se journalistikken i et bredere spektrum. Her er de akademiske fag altafgørende,« siger han.
Studerende skal være medFor Per Knudsen er det vigtigt ikke at sætte for snævre rammer. Han ønsker, at de studerende skal være med i processen mod en bedre ud-dannelse: »Når jeg på medietorvet fremlæg-ger mine visioner, er det selvfølgelig i brede linier. Jeg vil ikke trække en større pakke ned over Center for Journalistik. Der skal være plads til nye input fra de, som har erfaring herfra. Derfor er der heller ikke en overordnet tidsramme med mål-sætninger endnu. Men det kommer der,« lover centerlederen.
[email protected]: Johan Bertil Winther
LIXEN | marts 2009 | �UDDANNELSE
Mens høje karakterer kan garantere din plads på kandidat-en, betyder gennemsnittet ikke noget for drømmepraktikken. 35 ud af 38 adspurgte praktikantvejledere kigger ikke på karaktererne.
Eksamen er næsten lige overstået. Men 4. semesterstuderende når nærmest ikke at lægge nerverne på hylden, før de igen hænger uden på tøjet. Panikdagen venter nemlig forude. Er eksamenerne ikke gået så godt, skal du ikke opgive håbet om din drømmepraktikplads. 35 ud af 38 praktikantvejledere, som Lixen har spurgt, kigger ikke på karaktererne i hverken håndværks- eller akade-miske fag, når de skal ansætte prak-tikanter. Til gengæld er et godt CV og en velskrevet ansøgning vigtig at have med til Panikdagen. Vejlederne er generelt enige om, at den studerendes personlighed, interesse for netop deres arbejds-plads og kemien mellem praktikant og praktikplads er langt vigtigere end en topkarakter i Dansk Politik. Mange mener også, at karaktererne ikke nødvendigvis afspejler journa-listisk dygtighed. »Karakterer betyder absolut over-hovedet ikke noget for os, når vi an-sætter praktikanter. At de får gode karakterer i en opgave, de har haft flere uger til at løse, gør dem ikke nødvendigvis til dygtige journali-
ster,« siger Karen Seneca fra Ekstra Bladet. Dermed er vurderingskriterierne helt anderledes, end hvis den stu-derende efter bacheloren vælger at fortsætte på kandidaten. Her er det udelukkende karaktererne, der af-gør, om man bliver optaget.
Karaktererne ikke vigtigstVejlederne har flere grunde til, at karaktererne ikke afgør en ansæt-telse. Nogle fortæller, at de stude-rende ikke vedlægger karaktererne. Andre forklarer, at der ikke er tid til at gennemgå karaktererne. »Selvfølgelig bliver vi mere impo-nerede, hvis en ansøger praler med et 12-tal, end hvis en anden kom-mer til at nævne et 00. Men generelt taler vi simpelthen ikke om karak-terer,« siger Gitte Gedde fra Fyns Amts Avis.
Personlighed og livserfaringStørstedelen af de adspurgte vejle-dere har den studerendes CV med i overvejelserne, når de vælger prak-tikanter. Det er med til at danne et helhedsbillede af ansøgeren, og mange ser gerne, at ansøgeren har lavet andet end at sidde på skole-bænken. »CV’et tegner ofte et godt billede af den enkelte persons interesser, fokusområder og ambitioner. Men man kan sagtens have potentialet til at blive en god journalist, selv om man kun har arbejdet som med-hjælper i en børnehave,« siger Carl Emil Arnfred fra Ritzaus Bureau. De studerendes hjemmesider er desuden et redskab, som 28 af de 38 adspurgte praktikpladser bruger i deres vurdering. »Da selve samtalen går så stærkt, og vi nærmest flår ansøgningerne
Praktikantvejledere: Karaktererne er ikke afgørende
LIXENS UNDERSØGELSE VISER:
35 ud af i alt 38 adspurgte praktiksteder kigger ikke på karaktererne.
Alle praktiksteder kigger på CV’et, men nogle mere end andre.
28 af de 38 praktiksteder kigger på den studerendes hjemmeside, men oftest kun, hvis de har fået en henvisning fra Åbent Hus-arrangementet.
CAND. HVAD FOR NOGET?
Cand.public. A: Kandidat i journalistik for BA journalister.
Cand.public. B:Kandidat i journalistik for bachelorer i andre universitetsfag med tilvalg i journalistik.
Freja Czajkowski
Katrine Sivkær
op og ikke får læst dem så godt igennem, som vi gerne ville, er det at tjekke hjemmesiden et godt in-strument til at være lidt på forkant. Det betyder altså ikke, at man på forhånd er diskvalificeret, hvis man ikke har tre top-tunede indslag lig-gende på sin hjemmeside. Vi skal nok lære jer det,« forklarer Janni Pedersen, praktikantvejleder for TV2 Nyhederne. Hjemmesiderne kan også blive vigtige, når praktikreglerne fra i år
giver mere tid til at kigge ansøgnin-gerne igennem, lyder meldingen fra flere praktiksteder.
Ingen entydig opskriftMange vejledere prioriterer, at an-søgeren skal brænde for netop de-res arbejdsplads. »Personlighed, baggrund, kemi og om ansøgeren virker ægte interes-seret i os som praktiksted,« beskri-ver Allan Petersen fra Dansk Metal, som det de ligger mest vægt på.
Illustration: Leonora Beck og Majken Søndergaard Nielsen
Personlighed og kemi er et gen-nemgående tema i praktiksteder-nes svar. En egentlig opskrift findes ikke, men som et af praktikstederne fortæller, bygger den endelige afgø-relse ofte på en kvalificeret mave-fornemmelse.
� | marts 2009 | LIXEN UDDANNELSE
Pensumkataloget skimtes, og blik-ket falder på håndværk. Panden rynker, og hjernecellerne sættes i gang. For hvem er underviseren? Navnet er ukendt. Endnu engang. Endnu en ny underviser, som ikke er helt sikker på, hvad de skal lære de studerende, og hvordan og hvor-når eksamen skal foregå: »Jeg synes, det at vi får lærere, som ikke har været undervisere før, eller ikke har så meget undervisningser-faring, kan være træls. For der kom-mer tit forvirring, og underviseren mangler rutine,« siger Daniel Ras-mussen, studerende på 2. semester. Han har i begge semestres hånd-værksfag haft nye lærere. Det seneste år har fem nye lærere præget de studerendes skema. In-gen af dem har tidligere været til-
Medietorvets svingdør
knyttet Center for Journalistik, og to af dem er allerede holdt op til fordel for jobbet som journalist. Samtidigt har ingen af dem den store erfaring med at undervise. »Jeg synes, det er et problem, at læ-rerne ikke har større undervisning-serfaring. Jeg mener, man i stedet skal fokusere på, at de kan under-vise og lære fra sig, og ikke at de er brandvarme ude fra branchen. Det er vigtigt, at de brænder for uddan-nelsen og ikke kun for branchen,« siger Silas Fuglsbjerg, studerende på 2. semester.
Fast team eller fast flow?En af de undervisere, som blev ansat i sommer, er Karen Løth Sass. Hun kom direkte fra branchen og kendte intet til Center for Journalistik:
»Jeg sagde til det første hold: ”I får mig, og jeg kommer lige udefra. Jeg aner ikke, hvad der er op og ned på SDU, men til gengæld får i en, som kommer lige ude fra branchen.” Det er der rigtig mange fordele i,« siger Karen Løth Sass, journalistisk lek-tor. Hun synes ikke, der er en sam-menhæng mellem at være ny og være en dårlig underviser: »Jeg leverer ikke dårlig undervis-ning, fordi jeg er ny. Jeg har greb i stoffet og ved, hvad jeg laver. Det har mere været de praktiske ting, som gør, at det hele bare er mere besværligt,« siger hun. Alligevel kan hun godt se flere pro-blemer i, at underviserne er så kort tid på uddannelsen: »Det er et skisma. For på den ene side er det jo godt, hvis man har
et fast team, som kan arbejde sam-men og udvikle. Alligevel tror jeg, at der er og skal være en vis gennem-strømning på sådan en uddannelse. For ellers er vi ikke friske i forhold til branchen,« siger Karen Løth Sass, der allerede fratræder til sommer, da hendes vikariat udløber.
Stor forvirring På Center for Journalistik findes der ingen plan for, hvordan man modta-ger nye lærere. Det ville ifølge Karen Løth Sass kunne hjælpe på forvir-ringen, både overfor eleverne, men også overfor de nye lærere: »En kalender over årets gang på SDU ville have hjulpet meget og skabt mindre forvirring. Måske kunne centeret have faste procedu-rer for, hvordan man mod-
tager en ny kollega, for jeg synes, at jeg har måttet spørge og ulejlige kolleger lige lovligt mange gange,« siger Karen Løth Sass. For eleverne kan dette tydeligt mærkes: »Der er mange forvirringer. For-virringen om, hvordan opgaver skal udformes og selve undervisnings-forløbet. I det hele taget at under-viseren ikke ved, hvad der skal ske. I forhold til eksamen har det været svært at finde ud af, hvad retnings-linjerne var. Først fik vi én besked, og så fik vi en anden,« siger Daniel Rasmussen.
Computeren er kommet til Center for Journalistik. Siden sin start i 1998 har den oden-seanske journalistuddannelse ellers helliget sig til blyanter og kuglepen-ne. Det skal imidlertid være slut nu. Centerleder Per Knudsen siger: »Jeg kan ikke se nogen rationelle argumenter for at blive ved med at skrive i hånden.« Ifølge centerlederen skriver ingen journalister længere manuskripter med pen og papir. Skiftet til com-puteren skal derfor ses som et ud-tryk for, at uddannelsen følger med tiden. Per Knudsen forklarer, at han al-lerede som fellow kæmpede for at indføre computeren, og det undrer ham, hvorfor Center for Journalistik
Center for Journalistik - nu med computere…
ikke er hoppet med på IT-bølgen no-get før.
Blyanter kan man regne medHvorfor computerne ikke var en del af Medietorvet, de første seks år af uddannelsens levetid, kan Jørn Hen-rik Petersen svare på. Han var en af stifterne af centeret og dets første leder. »Inden for journalistikken kan man sgu ikke slå en ildelugtende prut, uden at det kommer på forsi-den,« siger han. Og en ildelugtende prut kan ifølge Henrik Petersen være en nyopstar-tet journalistuddannelse, hvor com-puterne ikke virker. Han forklarer, at uddannelsen allerede inden den gik i luften var udsat for kritik, i kraft af at den skulle være en del af et uni-versitet og kombinere journalistik med akademiske fag. »Det var tøsedrengeholdningen, men jeg var bange for at teknikken ikke virkede,« siger Jørn Henrik Pe-tersen.
Humoristisk omtaleJørn Henrik Pedersens ”tøsedren-geholdning” blev forsidestof på landets aviser, og en lejlighed til at
konkurrenten i nord kunne håne den nye uddannelse. Politiken bragte en leder skrevet i hånden med titlen Gåsefjerens Genkomst, og Roald Als tegnede Jørn Henrik Petersen i færd med at hugge runer i en sten. Daværende rektor på Journalist-højskolen i Århus Kim Minke sagde, at det var en tankegang fra forrige århundrede, at man i Odense fore-trak pennen frem for computeren. Humoristisk omtale er imidlertid bedre end slet ingen omtale. Jørn Henrik Petersen er i dag ikke i tvivl om, at udelukkelsen af computeren gav uddannelsen langt mere omtale, end den ellers ville have fået. »Det var markedsføring, der ville noget,« siger han.
Snakker til blokkenDen tidligere centerleder under-streger, at blyanten og kuglepennen ikke kun var til for at slå igennem i medierne. Folkets computertekniske færdig-heder var meget forskellige for 11 år siden, og det var derfor mere fair over for alle at skrive i hånden. »Og så snakker man jo stadig til blokken,« siger Henrik Petersen.
Men han indrømmer dog, at lanceringen af pennens genkomst også var eller i hvert fald blev til et personligt projekt. »Hvis de ikke husker mig for andet, så husker de mig i hvert fald for det der,« siger Jørn Henrik Petersen.
Hvis det ikke fremgår klart af artiklen, at Center for Journalistik har haft computere siden sin start i 1998, vil skribenten godt sige undskyld. Ansøgere til uddannelsen kan til april for første gang i Center for Journalistiks historie bruge computere ved op-tagelsesprøven. Studieleder Karsten Prinds fortæller, at aspi-ranterne ikke selv behøver at tage computere med, da uddannelsen stiller dem til rådighed.»Det er jo ikke DJH det her,« siger studielederen.
Politikens håndskrevne leder fra den 21/4 1998.
Research: Aase Andreasen
Udskiftingen af lærere på Center for Journalistik er stor. Foto: TV2 Øst, privatfoto, privatfoto, Morten Groth Schärfe, privatfoto. Illustration: Sophie Bremer
Hurtigt ind og hurtigt ud. Udskiftningen blandt de journalistiske undervisere er høj. Inden for det seneste år er fem nye ansat, og to er allerede stoppet. De studerende mødes af forvirring, frustration og uerfarene lærere.
11 år med skrivekramper, viskelæder og blyantstreger er slut. Fremover er computeren en del af Medietorvet.
Sophie Bremer
Thomas Askjær
LIXEN | marts 2009 | �BRANCHE
Den mørke ørken gjalder af sku-dekko. Det er Taleban, der angriber en kontrolpost halvanden kilometer sydøst fra den danske militærlejr Camp Price.En deling soldater fra det jyske dragonregiment flyver forbi i de-res pansrede mandskabsvogne. De skal hjælpe de afghanske vagter i kontrolposten og nedkæmpe tale-banerne. Kaptajn Larsen gør sig klar til at tage af sted. Hun skal tilbage til Camp Bastion, der ligger 35 kilome-ter væk. Vejen er farefuld og belagt med vejsidebomber og Talebankri-gere, men der er ingen vej udenom. »Jeg tænker ikke over faren mere,« siger hun og trækker på skuldrene. Det er søndag den 30. november 2008 i det sydlige Helmand provins i Afghanistan.
Gode oplevelser opvejer dårligeChristina Jo Larsen kom sikkert til Camp Bastion, og hun er nu tilbage i Danmark. Oplevelsen med Taleban er bare en blandt mange både gode og dår-lige, som Christina Jo Larsen har været igennem i de seneste seks måneder. Hun har oplevet, at seks danske soldater er blevet slået ihjel. Og hun har været den, der ofte har-skulle forklare for soldaterne, at journalister ikke altid er brodne kar. Men hun har også oplevet et godt kammeratskab blandt de udsendte soldater og mødt en masse journa-lister, der har summet om hende på jagt efter en god historie. »Jeg er uddannet reser-
veofficer, så det lå i kortene, at jeg tog af sted,« fortæller Christina om sin beslutning om at arbejde i Af-ghanistan. Som hun sidder i en gammel og støvet lænestol i ledelsesområdet i Camp Price, ligner hun en smuk ung kvinde, der lige så godt kunne have været skærmtrold på TV2 som soldat i Afghanistan. Men det kræ-vende job i Helmand vandt over ny-hedsjournalistikken.
Hellere krig end nyheder»Jeg havde egentlig også brug for at prøve noget andet end at være
j o u r -n a l i s t
og lave n y h e d e r ,
og jeg gad ikke vælte ud
og søge job,« siger hun og smiler.
Christina Jo Larsen fik sit
eksamensbevis for et år siden, i fe-bruar 2008. Hun har i seks måneder været på arbejde i alle døgnets 24 timer præ-cis som de andre soldater, og tiden har været kostbar. Christina havde ansvaret for intern og ekstern kom-munikation for den danske mission i Afghanistan, og det arbejde har været krævende. Over 400 journali-ster, politikere og forsvarets ledelse har været i Afghanistan i de seks måneder.
På grænsen til propagandaSeks gange har jobbet også krævet, at hun skulle holde oplysninger til-
bage om døde soldater, så pres-sen ikke fik nys om det, inden
soldatens pårørende havde fået den tragiske besked. Andre gange har hun jongleret imellem, hvad der var sikkert at skrive, så hun ikke bragte sine kollegaer i fare, og hvad der skulle skrives, så det pas-ser med “psy ops”, der er forsvarets efterretninger. »Jeg må ikke lave direkte propa-ganda, men vi kan ikke skrive mod-satrettede ting, og det betyder, at jeg ikke altid kan skrive, som jeg har lyst til,« siger hun nøgternt. Hun analyserer, hvad der bliver skrevet internt og eksternt, og hvad der skal fortælles før, under og efter en operation imod Taleban. Og det er vigtigt, at hun ikke får skrevet
noget, som talebanerne kan bruge til deres fordel.
Flermedial uddannelse hjælperOgså forsvarets medieplatforme har fået historier fra Christina Jo Larsen. »Jeg skriver artikler til forsvaret og laver radio og tv til forsvarska-nalen.« Hendes flermediale uddannelse kommer til god brug i hendes første job. »Det er fedt at være journalist her-ude, for jeg ved, hvad journalister vil have, og jeg ved, hvad der skaber historier.« Christina har også coachet sine kol-legaer, så de har fået sagt de ting, de har villet, når de nyhedshungrende journalister har stået foran dem.
Dårlige journalisterFor journalister er ikke altid velsete blandt soldaterne. »Jeg kæmper også nogle gange med rigtig dårlige journalister. Jeg føler, at journalister kaster solda-terne for løverne,« forklarer hun. Hun fortæller om et tabloiddag-blad, der under dække af privat snak i soldaternes kantine, skabte store overskrifter i Danmark. Histo-rien drejede sig om soldaters orga-niserede smugling af dyre ure uden om momssystemet. »En lodret løgn,« fortæller pres-
seofficeren, men også blandt andre soldater mærker man den dårlige stemning. Det er svært at trænge igennem deres panser, og mange af dem er tilbageholdende. Det har Christina også skulle forholde sig til, for journalister har brug for histori-er, og det samme har forsvaret. »Så må jeg jo forklare dem, at det ikke altid er så slemt. Men jeg skam-mede mig sådan over at være jour-nalist,« fortæller hun om oplevelsen med momshistorien og fortsætter: »I 98 af 100 tilfælde er det jour-nalistens egen skyld, at soldaterne ikke vil tale med dem,« siger hun.
Job inshallahChristina Jo Larsen er alligevel glad for, at hun valgte jobbet i Afghani-stan. »Det har været en super fed ople-velse, og jeg har lært super meget, blandt andet at se tingene fra en an-den side.« Hun er blevet bidt af kommunika-tion, men vil ikke blive i forsvaret. »Jeg skal ud og lære mere. Her har jeg lavet alt selv og lært alt selv. Jeg skal ud og lære af nogle andre nu. Men først skal jeg på ferie,« griner hun, imens hun henkastet siger; »Jeg finder et job bagefter inshal-lah. Om gud vil.«
Christina Jo Larsen byttede i august 2008 den fredelige tilværelse som nybagt journalist ud med seks måneder som presse- og informationsofficer (pio) i Afghanistan. Lixen besøgte hende i Camp Price.
Mediekaptajn i Afghanistan
Illustration: Sophie Bremer
Christina Jo Larsen er premiereløjnant af reserven og har i sit første job arbejdet i Afghanistans ørken. Foto: Camilla Nilsson
Camilla Nilsson
8 | marts 2009 | LIXEN BRANCHE
Facebook: Genvejen til kilderne kræver omtankeJournalisternes søgelys har for længst rettet sig mod Facebook, hvor private profiler bliver brugt i jagten på den perfekte kilde. Det sociale internetmedie skal dog bruges med omtanke.
»Det er nærliggende at finde nogle kilder på Facebook. Ved at skrive en besked har man direkte adgang til kilder, som er svære at få fat i.« Det fortæller journalist Malene Bir-kelund fra Fyens Stiftstidende, der flere gange har gjort brug af Face-book til at skaffe kontakt til kilder. For Malene Birkelund har Facebook gjort det nemmere at få fat i eksem-pelvis ekspertkilder, der sjældent oplyser mobilnumre eller lignende og derfor kan være rigtig svære at
nå. Med hendes ord er Facebook blevet et alternativt kildearkiv.
Facebook letter arbejdetMalene Birkelund er også langt fra den eneste, der bruger Facebook i jagten på gode kilder. En under-søgelse foretaget af Lixen blandt de studerende på Center for Jour-nalistik viser, at to ud af tre stude-rende har brugt det sociale net-værk til research og kildekontakt. Til det pointerer lektor i Me-diesociologi ved Center for Journalistik, Peter Bro: »De sociale netværk rummer en lang række praktiske potentia-ler for journalister, men også en række principielle udfordringer,« siger lektor i Mediesociologi ved Center for Journalistik Peter Bro. Ifølge Peter Bro åbner Facebook for flere muligheder når det kommer til at finde nyhedshistorier og vinkler til cases, eksperter og andre kilde-typer.
Husk etikkenNår man vil skyde genvej gennem Facebook, følger der dog ofte nye problemer med. Det er givetvis let-tere at få etableret kontakt med
Pressekortet skal tilvælgesDet er koldt og mørkt. Cyklisterne slingrer, og fodgængerne glider, mens bilernes lys afslører vinterens morgengrimme ansigt. De fleste mennesker må hver morgen lide den tort at gnubbe skuldre i metro-ens morgenmylder eller kæmpe om pladsen på de overfyldte cykelstier. Men slår du dine folder ude i DR Byen i Ørestad, gælder der andre regler. Som DR-medarbejder kan du sprin-ge ud af sengen, sætte kaffen over, gribe knoglen og bestille din taxa på firmaets regning. Du kan dermed lægge vinterfrakken på hylden og nyde den søvndyssende varme på taxaens læderbetrukne bagsæde.
Ret til en taxaDRs journalister er nogle af dem, der kan blive transporteret gra-tis til eller fra arbejde, hvis de en-ten møder før klokken seks om morgenen eller efter midnat. Den frynsegode er resultatet af flere år gamle overenskomstforhandlin-
ger mellem DR og journalisterne. »Det er rigtigt, at vi har ret til en taxa, men turen må ikke koste mere end 500 kroner. Derudover må vi frit køre med taxa, hvis vi skal ud på reportager. Det er me-get nemmere,” fortæller praktikant ved DR og journaliststuderende ved SDU, Rasmus Mark Pedersen. Ren overenskomstMarianne Mygind, personalechef i DR, fortæller, at ordningen blev ind-gået, fordi det er svært for medar-bejdere at komme til og fra arbejde på de tider af døgnet, hvor den of-fentlige transport ikke kører. Det er primært journalisterne, der arbej-der på lokalradioerne, som ofte pro-ducerer tidligt om morgenen, som har gavn af den ekstra frynsegode. »Pengene, der bliver brugt på taxa til og fra arbejde, er et resultat af over-enskomstforhandlinger. De kan altså ikke bruges til at ansætte flere med-arbejdere,” siger Marianne Mygind. Licenspengene bliver altså ikke klattet væk af DR. Bliver de ikke brugt på transport, bliver de brugt på at forbedre barselsordningen el-ler noget helt tredje, forklarer hun. Uanset hvad, er der er nok mange vinterkolde menne-sker, der i morgenmylderet vil-le ønske, de arbejdede for DR.
kilder og dermed få sikret det in-terview eller lavet den research, man skal bruge. Lixens undersø-gelse blandt centerets studerende viste da også, at en tredjedel af de adspurgte havde brugt oplysninger fra kildernes Facebookprofil. Oftest er det personlige oplysninger, der er blevet inddraget i journalistiske produkter og dermed blevet of-fentliggjort. Men journalister skal bruge Facebook med omtanke.
Skred mellem offtenlig og privat»Vi skal være bevidste om de skred, der kan ske, når journalistikken retter offentlighedens store søge-lys mod holdninger og handlinger, som måske oprindelig var fremsat i en helt anden sammenhæng. Den ukritiske brug af Facebook rummer faren for et skred mellem det offent-lige og private,” forklarer Peter Bro. Også Studieleder ved Center for Journalistik Karsten Prinds me-ner, at de journaliststuderende bør overveje deres fremgangs-måde, når de bruger Facebook i professionel sammenhæng: »Jeg vil anbefale, man skriver en be-sked til kilden og ikke skriver på de-
Et styks hyrevogn til DR Byen, tak
I Tivoli, på museum eller i Zoo-logisk Have. Intet problem, jeg bruger pressekortet og kommer gratis ind. Sådan siger mange journalister og studerende, men den holdning prøver Dansk Jour-nalistforbund at komme til livs:
»Vi ønsker at holde fast i den høje troværdighed, der er omkring vo-res pressekort,« siger Mogens Bli-cher Bjerregård, formand i Dansk Journalistforbund, og fortsætter: »Derfor mener vi, det er sundt, at man lige tænker sig om og aktivt tilvælger pressekortet, hvis man vurderer, at man har brug for det.«
Medlemskort til alleAlle medlemmer skal have med-lemskort, men pressekortet skal man vælge til. Det er et flertal i Dansk Journalistforbunds ho-vedbestyrelse enige om. Man vil dog ikke gå hele vejen og fra for-bundets side vurdere, hvem der måtte have brug for pressekortet. »Vi vil ikke gøre os til dom-mere over, hvem der skal have et pressekort eller ej. Medlem-
res wall, hvor alle kan se det. Så kan kilden bedre tage stilling til, om de vil hjælpe dig, uden at alle deres venner har fulgt med i korrespondancen.” Derudover anbefaler han, at man bruger et professionelt og ordentligt sprog, så kontakten ikke bliver alt for venskabelig.
Husk kildekritikkenDet er dog ikke kun kontakten til kil-derne, der skal overvejes, når man begiver sig ud i junglen af online kil-der. Udover etiske overvejelser er det fordelagtigt at have en kildekritisk tilgang. Peter Bro advarer således om, at andre kommunikatører har gjort deres indtog på Facebook ude-lukkende af professionelle årsager: »Der findes allerede i dag kurser i og litteratur om, hvordan man som marketing- og pr-mand kan bruge sociale netværkssider til at fremme sine egne interesser,« forklarer han. I skrivende stund er der 668,830 Facebook-brugere alene i Dan-mark, så der er kilder nok til alle.
Foto: Scott Beale
merne skal bare ansøge, så får de kortet tilsendt med posten,« si-ger Mogens Blicher Bjerregård.Han understreger, at det ikke skal blive mere besværligt at få et pres-sekort, man skal bare tænke sig om, inden man får det.
Hvis de delegerede vil detInden forslaget bliver virkelighed, skal det vedtages på delegeretmøde i Dansk Journalistforbund den 21. og 22. april. Hvis de delegerede er enige med hovedstyrelsen, dumper der et medlemskort ind ad brev-sprækken hos alle medlemmer i maj eller juni.
Medarbejdere på Danmarks Radio har krav på en taxa, hvis de skal møde uden for de gængse arbejdstider. Det skyldes, at hverken metro eller bus kører ud til DR-byen i de sene nattetimer.
Camilla Falkenberg Sønderstrup
Kristian Wraae Nielsen
Journalister skal ikke have pressekort automatisk. Fremover skal man ansøge om at få det eftertragtede kort, hvis man vurderer, at man har brug for det. Det mener et flertal i Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse.
Johan Bertil Winther
Sandra Kilhof Nielsen
LIXEN | marts 2009 | �BRANCHE
Når nyhederne kastes med
Små ti minutters nyhedsover-blik for døve og dårligt hørende. Det er, hvad en arbejdsdag på Nyheder på Tegnsprog kulminerer med. Inden det når så vidt, har da-gens nyhedsmix været igennem et geled af oversættelser og omskriv-ninger. Journalistik og tegnsprog er nemlig hinandens diametrale modsætninger. Når journalisten i sin historie starter med det vig-tigste først, så begynder man på tegnsprog med baggrunden. Der skal derfor dobbelttjekkes for at undgå misforståelser, inden pro-grammet rammer sendefladen.
Ensomme redaktionsmøderMorgenens redaktionsmøde forlø-
ber uden den store dramatik. Jour-nalist Jakob Falhof henter typisk historierne til dagens nyhedscock-tail på nettet og i dagens aviser. Han klapper derefter sig selv på skulderen over alle de gode histo-rier, han har fundet og begynder at versionere dem til udsendelsen. Han er den eneste journalist på pro-grammet, så det er småt med dis-kussioner på redaktionsmøderne. »Det er en meget rutinepræ-get hverdag med mange faste punkter. Mit skriverum er der-for meget lille. Der er meget lidt egenresearch, så det handler mest om at uddrage essensen af andres historier,« fortæller han. Sommetider må han dog stadig løbe stærkt og prioritere om i sidste øje-blik, som da terroren for nylig ramte i Mumbai. Jakob indrømmer dog, at der ikke er forfærdelig meget faglig tilfredsstillelse i hverdagen. Derfor freelancer han også ved siden af jobbet på Nyheder på Tegnsprog.
Hvad er tegnet for ’Obama’?Blandt de historier, Jakob denne dag har fundet plads til, er histo-rien, om at Barack Obama forsøger at få sendt Guantanamo-fanger til fængsler i andre lande. Histori-erne skrives om, og nyhedstre-kanten står endnu på spidsen ef-ter de journalistiske principper.
Tre etager over de øvrige nyheds-redaktioner, blandt DRs jurister og konceptudviklere, har Nyheder på Tegnsprog til huse i to kontorer. I kontoret ved siden af Jakob Fal-hof er dagens studievært Thomas Kold Erlandsen gået i gang med at oversætte nyhederne sammen med tolken Mads Zwick Bulken. På Thomas’ computerskærm bliver der nu vendt op og ned på række-følgen i Jakobs historier. Selv om Thomas har taget kurser i jour-nalistik, så skriver han ikke efter journalistikkens nyhedstrekant: »På tegnsprog er det vigtig, at man kender forhistorien, så kan man bedre forklare udviklingen. Derfor fortæller jeg nyhederne på tegnsprogets præmisser,« for-tæller Thomas Kold Erlandsen.
Journalistisk dobbelttjekEfterhånden som historierne bliver færdige, tegner Thomas nyhederne for tolken, der så genfortæller histo-rien på talesprog. I nyheden omkring Guantanamo-fangerne snubler tolk Mads Zwick Bulken i oversættelsen. Han skal have gentaget tegnet for Obama, som han ikke er stødt på før. Thomas forklarer, at tegnet blev vedtaget i USA for en uges tid siden og kun lige er kommet til Danmark. Journalist Jakob Falhof kommer ind i lokalet med et stopur om hal-
sen. Thomas læser igen op af sine omskrivninger. Jakob tager tid på historiernes længde, coacher og hjælper formidlingen på vej. Han vil eksempelvis gerne have, at Ja-kob siger ”Internetstedet Face-book”, så ældre seere bedre kan forstå, hvad nyheden handler om. Oplæsningen er sidste gen-nemarbejdning af nyhederne inden optagelsen. Der kan sag-tens være lavet markant om på rækkefølgen i historierne siden Jakob sidst så dem. I mange til-fælde må han dog acceptere det: »Jeg har stadig nogle gange svært ved at forstå, at tegnsprog er et selvstændigt sprog med sin egen grammatik. Det kommer til at be-stemme meget, da det jo er vores målgruppe, men lige så snart en omskrivning ændrer på menin-gen i en historie, så går jeg dog ind og opponerer,« fortæller han.
Mere breaking end TV AvisenKort tid efter mødet sidder vært Thomas Kold Erlandsen i studiet, mens Jakob Falhof og tolken Mads Zwick Bulken sidder i producer-rummet. Optagelsen forløber smi-digt. Den er færdig i første forsøg. Thomas og tolken bytter plads, så Mads kan lægge stemme til udsen-delsen. Få minutter senere er sum-men af dagens arbejde klar til at
Gik første gang i luften i 1��3.
Målgruppen er Danmarks cirka �.000 døve og �.000 svagt hørende.
På gode dage kan seertallene dog ligge på op imod 70.000.
Produceres af Døvefilm, der også laver tv-programmer for døve på DR.
Kilde: Døvefilm
NYHEDER PÅ TEGNSPROG
gå i luften en time senere kl. 14.50. Oven på dagens optagelse vender Jakob Falhof tilbage til spørgsmålet, om hvor den faglige tilfredsstillelse som journalist i Nyheder på Tegns-progs rutineprægede hverdag ligger: »For mig er der gået sport i at ramme de samme fem-seks hi-storier, som TV Avisen bringer senere på dagen. Hvis det kan lyk-kes mig ene mand at ramme de samme historier som deres redak-tion, så må jeg indrømme, at det giver et lille kick,« fortæller han.
Studievært Thomas Kold Erlandsen tegner dagens nyheder. Foto: Morten Bang
Nyhedstrekanten sendes på en snurretur i løbet af arbejdsdagen på Nyheder på Tegnsprog. I mere end en forstand taler journalister og døve nemlig ikke samme sprog. Lixen fulgte en dag på nyhedsudsendelsen med den smalleste målgruppe, men med de suverænt største armbevægelser
Morten Bang
10 | marts 2009 | LIXEN PORTRÆT
Den klassiske møgspreder-journalisttype
Hvad er din holdning til brugerinddragende journalistik på nettet?»Jeg mener ikke, at der har været noget i Danmark, som virkelig har løftet sig. Mikael Kamber fra Jydskevestkysten sagde for et halvt år siden, at han regnede med 600 indlæg om dagen, og de har 2�. De konkrete erfaringer er, at det stort set ikke er blevet til en skid. Undskyld mig, men der hvor man siger til brugerne: ”I skal bare lægge jeres stof ind her, og så sker der en masse,” - det er jo ikke blevet til noget.
ELKJÆR OM WEBBEN: op, uanset hvad det er. Det, vi kan gøre, er at sige til brugerne: ”Send jeres stof ind til os! Så bearbejder vi det!” Og det tror jeg, medierne kan få en masse godt ud af.«
Er det blevet sværere eller nemmere for journalister at arbejde etisk efter webbens og den brugerinddragende journalistiks entre? »Det er blevet sværere. Vi vil gerne være de første, og det betyder, at beslutningerne skal træffes hurtigt. Det kræver en rygradsfornemmelse for, hvad man kan og ikke kan
offentliggøre. Det er en kæmpe udfordring og ja - man kommer til at gå på kompromis. Men det fantastisk gode ved nettet er, at det giver mulighed for at rette fejlen umiddelbart efter. Nettet giver mulighed for at føre kvalitet ind i nyhederne ved at lave en hurtig version, som man skriver videre i, så den bliver bedre. Hurtigheden kan man ikke gøre noget ved. Det, at man skal offentliggøre nu og her, er selve grundvilkåret. De standarder, vi har formuleret i dag, er nærmest til papir. Vi har ikke helt fået formuleret tilsvarende til nettet. Vi vil gerne
beholde mange af standarderne, men hvordan vi gør det på den rigtige måde på nettet, er vi jo slet ikke færdige med at finde ud af.«
Er det også noget af det, du vil bruge dit fellowship på?»Jeg kunne godt tænke mig at kigge rundt i verden og finde ud af, hvor den journalistik vi holder tale om til Cavling-uddelinger, bliver lavet. Hvad sker der med vagthundsjournalistikken på nettet? Vi kan læse om Britney Spears og Knut. Er der nogen, der laver noget anderledes end det på nettet? Kan vi få nogen
De klassiske medier skal ikke prøve på at være YouTube eller Facebook, for det er noget andet, de kan! Det, som medierne kan og altid har kunnet, er at sortere. De skal ikke prøve at være fildelingssites, for de kan ikke konkurrere med dem. Vi kan aldrig blive Facebook eller YouTube.«
Kan vi heller ikke få noget positivt ud af dem?»Jo! Hvis vi gør det, de ikke gør! De samarbejder ikke med brugerne, de lader dem for det meste bare loade deres skidt
Jakob Elkjær vil forandre og sparke til tin-gene. Han går lige til kanten og opfordrer journaliststuderende til det samme. »Det er sundt at være kæphøj,« forklarer man-den, der i sin tid sagde nej tak til prisen for bedste hovedopgave på DJH på grund af juryens fejlhåndtering af kildelisten. Jakob Elkjær har klare holdninger til jour-nalistfaget - et fag, som ifølge ham også er en stor del af identiteten.
»Vil I have kaffe eller vand?« spørger han på vej ud i lokalets tilstødende køkken. Flasker klirrer, og elkedlen er på kanten til at lette. Lixen møder Jakob Elkjær, chefredaktør på Journalisten og kommende fellow på Center for Journalistik, på hans arbejdsplads på Gam-mel Strand en frostklar februardag. Missionen er at få et indblik i manden, som fra september til december 2009 skal have sin gang som fellow på Center for Journalistik. Vi placerer os i Journalistens lille, lyse mødelo-kale bevæbnet med cola light, kuglepenne og en håndfuld spørgsmål til chefredaktøren på dét danske fagblad, der har flest korrekturlæ-sere. Det bliver til en snak om journalistiske vær-dier, om hvorfor Journalisten ikke er som an-dre fagblade og om nye etiske problemstillin-ger ved hastigheden på nettet.
Drive er altafgørendeJakob Elkjær hælder et ordentligt skvulp øko-logisk letmælk i kaffekoppen og rører rundt. Vi har hans fulde opmærksomhed den næste time, indtil han skal skynde sig tilbage til re-daktionen og coache sine medarbejdere. Hvad er ifølge dig den vigtigste egenskab for en journalist? Elkjær rører i tavshed rundt i koppen et par gange. »Drive, tror jeg. At man vil flytte noget og udfordre vanetænkning og autoriteter.« Han forklarer desuden, at han også tror, at en
god portion personlig ærgerrighed er en stor fordel, så længe man er i stand til at håndtere det til fagets fordel: »Man skal have lyst til at ændre og sparke til ting eller til at provokere.« Jakob Elkjær peger på, at hans eget drive er en blanding af de nævnte egenskaber. Han gi-ver et eksempel på, hvordan Journalisten pro-vokerer: Tv2.dk bruger paparazzi-billeder, og derfor besluttede redaktionen sig for at lade rampe-lyset ramme chefen selv. Journalisten lagde sig på lur for at afsløre chefen i at være en CO2-synder, da han i 18 minutter forvarmede sin bil. »Det er min pointe, at vi skal gå til kanten i forhold til, hvordan medierne selv behandler andre,« fastslår han.
På spørgsmålet om, hvorfor han valgte jour-nalistikken, svarer Elkjær, at han siden sin erhvervspraktik i niende klasse på filmbladet Levende billeder har vidst, at han skulle være journalist. Elkjær havde et par svinkeærinder på RUC og Københavns Universitet, inden han star-tede på Journalisthøjskolen. Det var ikke be-vidst planlægning af sin karriere, at han tog en bachelor i økonomi inden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole. »Jeg havde svært ved at se mig selv som em-bedsmand. Det var jo det andet, jeg drømte om, men ikke rigtigt turde. Jeg var bange for at blive afvist, tror jeg,« efterrationaliserer Jakob Elkjær, som i andet forsøg kom ind på Journalisthøjskolen i 1992.
I 1996 kom det til udtryk, at en af Elkjærs egenskaber er at udfordre autoriteter. Han og kammeraten Christian Lindhardt, nuværende webredaktør på Politiken, takkede nej til Jyl-landspostens pris for bedste hovedopgave på Journalisthøjskolen i 1996. Vi viser ham den artikel, Journalisten i sin tid skrev om de to nyudklækkende journalister. Han griner højlydt. »Det havde jeg helt glemt. Krukker!« Griner han. Var det jer, der var nogen krukker? »Ja!« Fortryder du din reaktion i dag? »Nej, det var da fedt. Jeg synes, de dummede sig dengang,« siger han, mens han studerer artiklen gennem brilleglassene. De to unge krukker takkede nej til prisen,
Majken Nielsen
Sofie Bak Thorup
LIXEN | marts 2009 | 11PORTRÆT
Den klassiske møgspreder-journalisttype
til at læse det? Hvordan præsenterer vi undersøgende journalistik på nettet, og er det overhovedet et medie, som er godt til det? Jeg tror, man kan lave rigtig god undersøgende journalistik på nettet. Det skal bare præsenteres på en måde, hvor man har mulighed for at lægge dokumentationen ud, f.eks. aktindsigter, tal osv. Kan det betale sig? Eller skal vi give Knut al pladsen?«
fordi Danmarks Journalisthøjskole havde vi-deregivet deres kildeliste til den komité, der skulle bedømme hovedopgaverne. Elkjær og Lindhardt havde gravet i forsik-ringsfirmaet Hafnias konkurs. De afdækkede, at vigtige informationer var blevet holdt tilba-ge fra aktiekøbere lige inden konkursen. Flere af deres kilder var blevet lovet anonymitet. »Det var som om, at bare fordi vi var elever, behøvede de ikke at tage det med kildefortro-lighed helt alvorligt – og det er jo det vigtigste, vi har. Så egentlig fortryder jeg ikke, men det var da lidt kæphøjt.« I samme ombæring opfordrer han journa-liststuderende til at gøre det samme, hvis de kommer ud for noget lignende. »Det er sundt at være kæphøj,« griner han.
Tag fat i de store sagerElkjær og Lindhardt var blevet frarådet at skrive om Hafnia-sagen af deres vejleder på Danmarks Journalisthøjskole. Han giver også deres smarte attitude skylden for, at de gjorde det alligevel. »Altså, hvor galt kunne det gå? Mit udgangs-punkt var, at jeg havde lyst til at skrive noget, der gjorde ondt på nogen. Hvor man gik ind og stillede magthaverne til ansvar. Den der helt klassiske møgspreder-journalisttype,« siger han med et skævt smil. En anden vigtig erfaring, Jakob Elkjær har taget med sig fra hovedopgaven, er, at man som journalist ikke skal være bange for at kaste sig over sto-re sager. Forklarin-gen er ifølge ham, at man ikke skal grave ret dybt i en stor sag, før der dukker en nyhed op. Han opfordrer os til at springe på svær-vægteren i stedet for fjervægteren, når vi nu alligevel arbejder med journalistik.
Andet og mere end et fagbladSiden Jakob Elkjær i 2006 satte sig i redak-tørstolen på fagbladet Journalisten, har bladet ændret kurs. I februar måneds nummer af Journalisten skal man bladre seks sider frem, før man finder en artikel om lønforhold. I 3F’s medlemsblad skal man blot kigge på forsi-den.
Kan man ikke argumentere for, at Journalisten skriver for lidt om løn- og arbejdsvilkår? »Jo, det kan man sagtens. Men jeg tror, at hvis du laver et fagblad classic, så laver du et blad til 5 procent af medlemmerne. Det fan-tastiske ved Journalistforbundet er jo, at det repræsenterer et fag, hvor folk har en stærk integritet i det, de laver. Det er jo sådan lidt, jeg ER journalist. Det er en identitet på mange måder,« forklarer han. Jakob Elkjær medgiver, at Journalisten har fået klager over ikke at være nok fagblad clas-sic. Men da han søgte jobbet som chefredaktør, lagde han ikke skjul på, at han ville lave et me-diekritisk magasin. Ifølge ham er det den bed-ste måde at lave fagblad til journalister på: »Kvalitet og arbejdsmiljø er ikke til at skille ad. Journalister bliver stressede, hvis de ikke får lov til at lave kvalitetsarbejde som at tjek-ke kilder og så videre. På godt og ondt er der rigtig meget identitet i at være journalist,« si-ger han. Han giver flere eksempler på, at journalister aldrig har fri. Det er folk, der sidder over rød-vinen en fredag aften og diskuterer vinkler og rubrikker i stedet for at fortælle om haven. »Er det ikke sådan stadigvæk? I sidder der, to tosser, og laver blad i jeres fritid. Hvorfor er I ikke ude at danse?« siger han og smiler, mens han tager en slurk af koppen med teksten ”Danger! Journalist at work!” prentet langs
siden. Han peger også på, at Journalist-forbundets f o r m å l s -
paragraf ikke kun handler om at sikre en høj mindsteløn. Den handler også om sikring af ytringsfrihed og uafhængighed af arbejdsgi-veren. »Det er meget smukt, og derfor skal bladet også handle om det, for det er faktisk også en del af forbundets formål,« forklarer han.
At gå sit eget fag i bedeneForud for interviewet talte Lixen med en del, der kender Jakob Elkjær fra mediebranchen. Christian Lindhardt skrev hovedopgaven på DJH sammen med Elkjær. De to har siden be-varet venskabet og kender hinanden profes-sionelt og personligt. Lindhardt beskriver Elkjær som en strids-lysten journalist, der til enhver tid tager den etiske diskussion. Udtalelserne fra tidligere og nuværende kol-legaer ligner Lindhardts. Jakob Elkjær erkender, at den etiske diskus-sion står højt på dagsordenen, men han vil heller ikke være for pæn. Det skulle jo nødigt blive for kedeligt. For ham er det lige så vigtigt, at rubrikkerne springer i øjnene på læserne: »Journalisten har fået meget skældud for at referere til Politikens interne debat. Men det er vigtigt for mig, at vi gør det, fordi det gør medierne ved alle andre. Når vi laver Journali-sten, synes jeg, vi skal gå til grænsen og bruge de metoder, som medierne bruger over for alle andre. Det ærgrer mig for eksempel, at vi endnu ikke har været nede på Ekstra Bladet
og tjekke, om de har kokain på toiletterne.« Elkjær mener, at journalister ofte tager kri-tik meget personligt, fordi de tager deres fag så alvorligt. »Og det gælder også mig selv!« siger han uden at blinke. Han mener ikke desto mindre, at det er Jour-nalistens pligt at være vagthund over for jour-nalisterne. Han tror også, at de provokerende artikler i Journalisten er med til at få flere til at læse bladet. »Men man lærer jo også, at det er nødven-digt at have en rimelig høj overligger på Jour-nalisten. Vi har ikke råd til at lave fejl, fordi dem, vi skriver om, er så dygtige og gode til at se fejl. Det er meget sundt,« siger han.
Ser sig selv som skrivendeIdet samtalen falder på, hvorfor Elkjær valgte ledelsesvejen, læner han sig eftertænksomt tilbage. »Ja, det undrer jeg mig også selv over nogle gange. Det ved jeg sgu ikke engang. Hvorfor gjorde jeg det?« spørger han ud i luften, mens han klør sig på hagen. Han forklarer, at han nok fik smag for det, da han arbejdede på Politiken, hvor han tog et par sekretariatsvagter. Derefter fik han lyst til at prøve det af. Chancen bød sig første gang i 2002 på det salige dagblad Dagen. Siden da har han fortsat ledelsesvejen med et kort svinkeærinde om-kring Ritzau i 2003. »Det gik op for mig her den anden dag, at jeg faktisk har været chef i lige så lang tid, som jeg har været skrivende. Og det var et chok, for det passede ikke med min selvforståelse. Jeg ser nok mig selv som skrivende journalist, og
det kan godt være, jeg skal være det igen. Det kan jeg sagtens forestille mig,« råber han fra køkkenet, mens han laver sig endnu en kop pulverkaffe.
Vil nødig opfattes som en strejferDu har været på en del journalistiske arbejds-pladser. Er det vigtigt for dog at komme rundt omkring? »Nej, det var faktisk meget vigtigt for mig, da jeg kom her på Journalisten, at blive her. Jeg har næsten været bange for at få et ry som flakker, ikke? En, som bare drøner rundt som en pinball i en maskine,« forklarer han. Netop fordi han har haft så mange arbejds-pladser, er det vigtigt for ham at understrege, at han bliver på Journalisten for en længere periode. Jakob Elkjær kigger på sit ur og åbner dø-ren ud til redaktionen. Lyden af telefoner, der ringer, hurtige skridt og de ansattes stemmer vælter ind i lokalet. »Signe skal aflevere i dag, og jeg har lovet at coache hende,« siger han trippende. Lixens tid er gået for denne gang.»Vi ses om et halvt år,« råber Elkjær, inden dø-ren til Journalisten smækker bag os.
Hvad kan vi som studerende forvente af dit fellowship på SDU?
»Det ved jeg ikke. Det underlige og fantastiske ved fellowshippet er, at der ikke er knyttet nogen formelle krav til det. Det er frit. Men konkret, i forhold til de studerende, går jeg og tænker på at lave en lille graveredaktion. Folk kunne komme ind og afprøve deres ideer hos mig og bruge mig som sparringspartner. Jeg skal også bare over og mærke, hvor det er, jeg kan bidrage. Lad os se.«
Var det for at holde pause, at du søgte fellowshippet?
»Da jeg har travlt med at være på et blad, vil jeg vildt gerne have tid til et af kernespørgsmålene med webben. Der må være potentiale for undersøgende journalistik, for webben kan jo nogle fantastiske ting. Den må kunne noget
JAKOB ELKJÆR OM FELLOWSHIPPET
mere end hurtige nyheder. Det er jo én gang i et journalistliv, man har tid til at tænke sig om på den måde.«
Hvad vil du gøre for at synliggøre dig på Medietorvet?
»Jeg tror, jeg vil lave nogle møder på Medietorvet. Jeg vil ikke sidde og love jer en hel masse, men jeg vil prøve at hive nogen ind; dybest set en ”Journalisten Live”. Så tager vi nogle diskussioner om det ene og det andet. Når jeg er på SDU, så vil jeg være udadvendt. Det er jo et stort sted at være udadvendt. Der er forskellige forventninger. Per Knudsen har visse forventninger, forskerne har nogle andre, eleverne har nogle tredje. Jeg skal også bruge stedet. Der er mange af jer, der kan en masse teknisk, som jeg kan lære noget af.«
”Man skal have lyst til at ændre og sparke til ting eller til at provokere.
12 | marts 2009 | LIXEN FOKUS
Q&A: Hvornår fandt I ud af, at in-ternettet skulle spille en så væsent-lig rolle i projektet? »Det var målsætningen, at vi i løbet af 2008 skulle lave et stort projekt på internettet. Sagen om Pia Rønnei var oplagt, da det var en stor og vigtig sag. Nettet var nærlig-gende at bruge, da vi kunne komme i kontakt med andre borgere, der var blevet svigtet af politiet.«Hvorfor bruger I læserne aktivt?
Journalister, genopfind jer selv
»Fordi vores læsere er vores ar-bejdsgivere. Vi mener, det må være vores fornemmeste opgave, at avi-sen repræsenterer dem.«Hvordan overbeviste I redaktionen om, at en så omfattende brugerind-dragelse var en god ide? »Vi mødte begejstring og åbenhed. Ledelsen ville lave et multimedie-projekt, og det her var en god mu-lighed, så vi skulle ikke overbevise nogen. Ideen var derfor i tråd med ambitionerne fra ledelsen. Vi star-ter hvert år med at blive enige om, hvilke ideer vi gerne vil prøve af. I år har målsætningen været, at vi ar-bejder med undersøgende journali-stik på nettet.«Er det en stil I vil fortsætte? »Ja, det er blevet grundlaget for gravergruppen i 2009, fordi inter-nettet rummer kæmpe potentiale. Præsentationen bliver på en måde, vi ikke har været vant til før. Vi er ikke teknik-forskrækkede, men vi har aldrig før arbejdet med nettet
Amerikansk journalist og forfatter til bogen ”Journalism 2.0 - how to survive and thrive.” Bogen er en guide til alle, som ønsker at kunne håndtere podcasting, billeder og video m.m. på nettet.
Bogen ”Journalism 3.0” udkommer til efteråret.
Læs hele uddraget på lixen.dk
MARK BRIGGS
Morten Frich, Morten Crone, Jesper Woldenhof og fotograf Erik Refner, Berlingske Tidende, vandt Cavlingprisen 2008 for ”Forbrydelsen.”
”Forbrydelsen” er en artikelserie og selvstændig webside, der i samarbejde med Berlingske Tidendes læsere har formet kritik af den nye politireform. Læserne har ringet og meldt, hver gang de har oplevet politisvigt. Over 220 artikler har journalisterne skrevet ud fra de oplysninger, læserne har sendt dem.
Begrundelsen fra Cavling-juryen lød: - Med afsæt i en konkret sag om politisvigt har journalisterne Morten Frich, Morten Crone, Jesper Woldenhof og fotograf Erik Refner, Berlingske Tidende, i deres dagsordensættende, flermediale serie ”Forbrydelsen” påvist store mangler i den ellers stort opreklamerede politireform.
på den måde før. Så hvis vi kan lave et multimedieprodukt, så kan alle. Det handler om at finde sammen med de personer, der har forstand på det. Vi har udfordret stereoty-perne om, at man kun er enten skri-vende journalist eller tv-journalist. Det er befriende at vi, med det ringe tekniske kendskab vi har, alligevel har kunnet følge med.«Hvordan har I det med at være bane-brydende i forhold til brugerinddra-gelse på internettet? »Vi oplevede, at det virkede, da vi gik ud og spurgte borgerne, om politiet kom, når de ringede. Vi har ikke set det som banebrydende. Vi har nærmere tænkt, at her lå nogle teknologiske muligheder, vi måtte udfordre for ikke at blive kørt over. På internettet er alles bud lige gode. Så hvis vores projekt er banebry-dende, er det fordi, vi har bevist, at alle kan være med.«
Journalistik handler om mennesker. Ikke teknologi. For at trives i den digitale alder, bør journalister gribe deres fag an på en ny måde. Det lette er at lære færdighederne og teknologien. Men at erkende, at de er en del af et nyt informationsøkosystem, er den sto-re udfordring. Dagblade, lokale TV-stationer og magasiner nedlægger arbejdsplad-ser med høj hastighed. Resultatet er, at udviklingen af journalistikken endelig får den opmærksomhed, som den fortjener i den forstand, at vi allerede kan skimte, hvordan den næste inkarnation af levedygtig journalistik ser ud. Vi er ved slutningen af en gylden æra for udgivere, hvor mediehuse voksede sig store. Men før 1970 blev journalistik udøvet af flere me-dier af forskellig størrelse. For mere end 100 år siden undergik avisindu-
strien en teknologisk udvikling. Det førte til en eksplosion i avislæsere. Det kan sammenlignes med udvik-lingen blandt nystartede journali-stiske virksomheder på internettet i dag. Hvem ved, at den positive historie ikke gentager sig? I januar 2009 oplyste Los Ange-les Times, at avisen tjente nok på online annoncering til at dække hele sin redaktionelle arbejdskraft. Fem år fra nu vil vi se tilbage på den udvikling som begyndelsen på en ny æra, hvor nyhedsorganisationer lavede et skift fra print til online an-noncepenge som finansiel støtte. »Evolution sker allerede,« erklæ-rer John Battelle på sin blog Search-Blog den 8. januar 2009: »Jeg er overbevist om, at journali-stik ikke dør, når de store printbase-rede mediehuse dør.« Den nye virkelighed vil tillade en ny journalistik at bryde frem med nye jobtitler, nye roller og nye an-svarsområder. Forfatteren Jeff Jar-vis skriver om denne fremtid på sin blog, Buzzmachine.com. Ved at adskille jobbeskrivelsen journalist fra en enkelt industri – aviser – med en enkelt forretningsmodel – print
annoncering - vil den journalistiske praksis forgrene sig og bryde frem med mange nye jobtitler og forret-ningsmodeller. Den yngre generation er heldig. Den har privilegiet at være vokset op med internettet og den moderneteknologi og muligheden for at være med til at revolutionere journali-stikken. Som Jarvis skrev: »Nøglen til overlevelse er at gen-opfinde det, vi laver.« Lad os så komme i gang!
Oversættelse: Majken Søndergaard
Nielsen og Kristoffer Kræn
Cavlingvinderne: »Hvis vi kan, kan alle«
Journalistikkens redning, forbandelse eller bare en billig måde at fylde de trængte mediers spalter og sendeflader på? Der er lige så mange holdninger til begrebet borgerjourna-listik, som der er folk, der ser X-Faktor. Mediebilledet er inde i den kraftigste forandring i mange år. Læserne flyttes i højere og højere grad fra avisen til internettet. Bliver borger-journalistikken nøglen til et mere vedkommende medielandskab eller årsagen til et YouTube for nyheder, hvor man uploader det, man har lyst til? Fokus er i marts dedikeret til almindelige menneskers indflydelse på danskernes største fritidsbeskæftigelse - medierne - og hvordan journalister skal forholde sig til deres amatørkollegaer.
FOKUS: Borgerjournalistik
CAVLINGVINDERNE 2008
Her er et uddrag af bogen ”Jour-nalistik 3.0: En praktisk guide til digital rapportering og offentlig-gørelse”, der bliver udgivet efter-året 2009 af CQPress.
Morten Frich og Morten Crone samarbejdede via nettet med Berlingske Tidendes læsere i pro-jektet Forbrydelsen. Det var første gang de to journalister brugte net-tet på den måde. Alligevel vandt de Cavlingprisen 2008 for deres brugerinddragende føljeton.
Anders Lindemann
Mark Briggs
LIXEN | marts 2009 | 13FOKUS
»En god borger er ikke det samme som en god journalist. Journalisten samler information for at formidle den til andre, mens begrebet bor-ger dækker over en person, der har
stemmeret,« lyder det fra Andrew Keen. IT-manden og forfatteren, der har været en af de største kritikere af borgerjournalistik. Han uddyber: »Når amatører skriver om verden, så ser jeg det derfor som et udtryk for politisk tilkendegivelse og ikke journalistik. Derfor synes jeg ikke, man kan bruge begrebet borger-journalister.« Web 2.0-udviklingen giver alle og enhver mulighed for at komme til orde på nettet, men Andrew Keen ser ikke den øgede demokratisering som en god ting. Brugernes bidrag består for ofte af forkerte informa-tioner eller hadske indlæg, mener han. Derfor er der brug for journali-ster og redaktører til at luge ud.
Kokken skal bestemme nyheds-menuen»Når almindelige mennesker skri-ver på blogs, så giver de deres me-ning til kende. Det er som sådan fint nok, men det er ikke anderledes end at ringe ind til et radioprogram el-ler en diskussion på et værtshus. De ting må derfor ikke blandes sam-men. Det underminerer den profes-sionelle rolle, som uddannede jour-nalister besidder,« mener Andrew Keen. Han kan dog godt se fornuf-ten i at bruge borgerjournalister, hvis det drejer sig om meget lokale emner. Andrew Keen mener ikke, at bru-
gerinddragelse lærer journalister, hvad læserne i virkeligheden er interesserede i. Redaktører og jour-nalister har bedre forudsætninger for at lede læserne frem til de histo-rier, der er væsentlige: »Når man går på restaurant, går kokken jo heller ikke ud til gæsten og spørger, hvad gæsten ønsker til middag. Kokken sammensætter en menu, som han mener, folk vil kun-ne lide, og med hans viden om mad, så rammer han som regel plet. Det burde også gøre sig gældende med journalistik,« argumenterer han.
»Hold fast i jeres værdier«Begynder journalisterne først at ac-ceptere, at borgerne har lige så me-get ret til at blive hørt i medierne som professionelle journalister, er løbet kørt. Journalisterne skal der-for holde fast i, at de journalistiske værdier er vigtige. Fremtidens jour-
nalister er, ifølge Keen, også nødt til at være iværksættere, hvis de vil overleve den nye medievirkelighed: »Det bliver mindre sandsynligt, at der er job til fremtidens journalister hos de store medier. De skal lære at bruge nettets redskaber og på den måde skabe deres eget brand, så de kan leve af deres journalistik,« me-ner han.
Skrot begrebet borgerjournalist
TwitterTwitter kan sammenlignes med de statusopdateringer, man laver på Facebook. Her skriver brugerne, når der sker noget nyt i deres per-sonlige eller professionelle liv. Ved at bruge sidens søgefunktion får du derfor adgang til, hvad almindelige mennesker oplever og taler om net-op nu. Da terroren for nylig ramte Mumbai, var Twitter eksempelvis et af de første steder, hvor man kunne læse øjenvidneberetninger.Lars Damgaard Nielsen om Twitter:
Sådan researcher du med web 2.0
Forfatter til bogen ”The cult of the amateur - How Todays Internet Is Killing Our Culture”.
Oplev Andrew Keen på lixen.dk
Foredragsholder ved journalisternes fagfestival 2008.
Se Keenes debat med Mark Briggs på: http://www.fagfestival2008.dk/video/367742
ANDREW KEEN - BLÅ BOG
Amatørerne underminerer jour-nalistrollen, lyder det fra web 2.0-kritikeren Andrew Keen. Når borgere skriver, så er det hold-ninger, de giver til kende, og ikke journalistik. Vis jeres værd, og lær at bruge de medier, borgerjourna-listerne bruger på nettet. Sådan lyder hans råd til journalister, der bekymrer sig over konkurrencen fra amatørerne.
Vind værdifuld tid, og find ud af, hvad der rører sig blandt almindelige mennesker her og nu. Lars Damgaard Nielsen er journalist og læser kandidat på IT-Universitetet. Han giver sammen med Lixen en række bud på steder på nettet, der kan lette din research - og man behøver ikke være nørd for at være med.
Morten Bang
Yahoo PipesHvis man bruger de såkaldte RSS-feeds (Real Simple Syndication), så kan man få nyheder fra alverdens hjemmesider som overskrifter uden at skulle surfe rundt til dem alle. Med Yahoo Pipes tager du skridtet videre. På få minutter kan du lave et ”rør”, der viser alle nyheder om et bestemt emne. Du vil derfor for eksempel løbende kunne samle alle nyheder, der skrives om Stein Bag-ger på ét sted. I modsætning til ek-sempelvis Infomedia, hvor du selv står for at finde artiklerne frem.Lars Damgaard om Yahoo Pipes: »Det er specielt nyttigt, når man
»Hvis du sætter en alarm op på tweetbeep.com, så kan du få op-dateringer på mail, så snart nogen skriver om noget, der interesserer dig. Twitter er dog ikke så stort i
Danmark lige nu, men det kommer formentlig efterhånden, nu hvor danskerne har vænnet sig til status-opdateringer på Facebook.«www.search.twitter.com
er fagjournalist og skal holde sig opdateret om et enkelt emne, men hvis du bliver rigtig god til det, så kan du også bruge det til konkrete opgaver. Skal du eksempelvis skrive om Johnny Hansen fra Kandis, kan
du samle alle artikler om ham på ét sted, så du ikke skal rundt på andre mediers hjemmesider. Derved spa-rer du en masse tid.«
www.pipes.yahoo.com
DeliciousSiden fungerer ligesom, når du gem-mer en hjemmeside under foretruk-ne. Forskellen er bare, at du gem-mer det online, så du kan få adgang til dine bookmarks hvor som helst. Det gør også, at du kan søge blandt andres foretrukne links.Lars Damgaard om Delicious: »Søger du på Delicious, så får du
kvalitetslinks, som andre har gemt og derved godkendt. Det er derfor en genvej, når du skal søge på et be-stemt emne, fordi du får væsentlig
mindre ’støj’ med end ved eksem-pelvis en Google-søgning.«
www.delicious.com
Research 2.0research 2.0
- www.overskrift.dk: Søg på, hvad de danske bloggere skriver om netop nu.- www.google.com/reader: Saml nyhederne fra dine foretrukne hjemmesider med en RSS-læser.- www.backtype.com: Søg blandt nettets mange brugerkommentarer.Det er tit her, de interessante syns punkter og tips ligger gemt.
FLERE LINKS
Morten Bang
”Når amatører skriver om verden, så ser jeg det derfor som et udtryk for politisk tilkendegivelse og ikke journalistik Andrew Keen, web 2.0-kritiker
1� | marts 2009 | LIXEN FOKUS
Lokalliv på nettet lokker
Flere og flere borgere pibler hen til computerskærmene for at registrere sig som borgerjournalister på mediehusenes hjemmesider. Alene ditcentrum.dk, Nordjyske Mediers
borgerportal, rummede 18.498 registrerede brugere d. 24. februar i år. Deres klik på tasterne munder ud i artikler og debatindlæg, som mediehusene bruger til inspiration,
eller som de klistrer på avissidernes lokale sektioner. Kenneth Ley Milling, der til dagligt fungerer som webredaktør hos det journalistiske efteruddannelsescenter Update, spår de aktive brugere og
borgerjournalisterne en stor fremtid. »Der bliver flere af dem. Det er der ingen tvivl om. Hvis ikke medierne gør mere ud af det brugerinddragende, så klarer borgerne det selv,« siger han.
Relevant for borgerneBorgerne leverer ifølge Kenneth Ley Milling ofte det vedkommende meget hurtigere, end de store medier er i stand til. Og det vedkommende i medierne er netop et af journalistikkens nyhedskriterier. »Det er mere interessant, hvad Lars og Kathrine henne på Lærkevej skriver i avisen end en journalist fra Århus Stiftstidende, som jeg ikke kender, og som kun er i lokalområdet to gange om året,« fortæller Kenneth Ley Milling.
Lutter lokaltI øjeblikket klynger konceptet med borgerjournalister sig især til de
jyske mediehuses hjemmesider. Produceren på ditcentrum.dk, Jeanett Schmidt, fortæller, at borgerportalen integrerer borgerne effektivt i arbejdet med avisen. »Målet er at koble så mange af brugernes ting ind i avisen som muligt. Vi får så meget information gennem de lokale, som vi på redaktionen ikke kender til. Ting, der er ultralokale, som vi ikke har mulighed for at dække selv,« siger hun. Ditcentrum.dk har en lille kernegruppe, som ofte skriver ind til siden, og som holder øje med siden hver dag. Men det er dog langt fra alle af de registrerede borgerjournalister, der er aktive.
[email protected]@student.sdu.dk
Ditcentrum.dk, Nordjyskes portal.
Jydskevestkysten.dk, der dækker det sydlige Jylland.
Dinby.dk. Her samler de østjyske postnumre sig så småt omkring.
1234.dk–TV2s brugerinddragende tjeneste
Nationen.dk: EkstraBladets forum for borgernes holdninger.
Flix.dk, DKs ældste side med borgerjournalistik.
BORGERJOURNALISTIK I DK
JV: Borgerjournalistik kræver disciplin på redaktionerneBorgerjournalistikken kan ikke klare sig selv. Det fastslår chefredaktør Peter Orry fra JydskeVestkysten, (JV), der klart kan se en sammenhæng mellem indsatsen fra de professionelle tovholdere og det journalistiske produkt fra borgerjournalisterne. »Alle kan uploade artikler på JV.dk, men det er kun de bedste, der kommer i avisen. For eksempel i Sønderborg gør de meget brug af borgerjournalistikken, og det er klart at se, at den journalistiske tovholder gør meget for at få det til at fungere,« siger Peter Orry. Den 8. januar 2008 trykte JV som
det første dagblad almindelige læseres artikler. Spørger du chefredaktør Peter Orry, så har det første år været en succes.
Fremgang på nettet»Vi har set en bred interesse for den nye måde at inddrage læserne på. Det er forskelligt, hvor meget journalistikken fylder i avisen, men i nogle regionale tillæg fylder det op mod en side hver dag,« forklarer Peter Orry. På nettet har der også været en fremgang at spore. Over det seneste år har der været en stigning på cirka otte procent i antallet af besøgende
på JV.dk´s brugergenererede sider. Det viser en oversigt som Lixen har fået mulighed for at se. Kommet for at bliveDer har været stor kritik af borgerjournalisternes produkt, som har været udskældt for ikke at have den rette substans. Men det er chefredaktøren ikke nervøs for. For JV har der været to grunde til, at de har indført det. Den ene er teknologisk, mens den anden er en ren økonomisk: Hvis ikke mediehuset stiller platformen til rådighed, forsvinder JV´s brugere et andet sted hen for at få noget lignende. Med borgerjournalistik-ken knytter JV sine brugere endnu tættere til sig, fortæller Peter Orry. Et andet argument, som chefredaktøren trækker frem, handler om demokratiet. »Her er en platform, hvor alle borgere kan skrive frit, det de vil, og de demokratiske diskussioner kan blomstre frit,« understreger Peter Orry.
Feedback en nødvendighed Artiklerne forsøger i hovedreglen at efterligne journalistiske genrer som reportagen og nyheden. Og det er da også disse typer artikler, der oftest bliver bragt i papiravisen. Indenfor det første halve år sendte chefredaktionen nyhedsbreve ud til de cirka 2500 borgerjournalister månedligt for at de kunne lære, hvordan en god artikel bygges op – journalistisk. »Mikael Kamber (ansvarshavende chefredaktør, red.) gjorde meget ud af, at projektet kom ordentligt fra start. Nu kræver det så, at vi giver tovholderne et spark
- En del af Syddanske Medier.
- Avisen dækker et område på størrelse med Sjælland.
- Avisen har ni regionale udgaver. Hver med sit eget tillæg, hvor de enkelte borgerjournalister skriver.
- Avisen er som andre dagblade presset på oplagstallet.
- I dag er oplagstallet under �0.000
JYDSKEVESTKYSTEN
bag i,« forklarer Peter Orry. Men at der på forhånd ikke var noget mål med projektet, indrømmer Peter Orry, og det er måske også derfor, at tiltaget gav grund til så stor en debat. Det kommende år vil vise, om JV formår at fastholde sine læsere. » Det vil klart kræve en streng politik på redaktionerne. Men vi ser stadig fortrøstningsfuldt på borgerjournalistikken og de muligheder, den giver,« slutter chefredaktør Peter Orry.
»Vi ser stadig fortrøstningsfuldt på borgerjournalistikken,« chefredaktør på JydskeVestkysten, Peter Orry. Foto: JV.dk
I de seneste år har danske mediehuse prøvet kræfter med lokale borgerportaler for at give brugerne plads ved tastaturet. Og det virker. I en lind strøm registrerer borgere sig som borgerjournalister på hjemmesiderne. En udvikling, der vil tage fart, mener Updates webredaktør Kenneth Ley Milling.
Gudmund de Stordeur
Leonora Beck
Efter et år i borgerjournalistikkens tegn er det tid til at se tilbage for de to chefredaktører på JydskeVestkysten. Hvis brugerinddragelse fortsat skal være en succes for mediehuset, så kræver det en ekstra indsats fra tovholderne. Borgerjournalistikken blomstrer ikke af sig selv.
Benjamin Mechlenborg Gregersen
”Det er mere interessant, hvad Lars og Kathrine henne på Lærkevej skriver i avisen, end en journalist fra Århus Stiftstidende. Kenneth Ley Milling
LIXEN | marts 2009 | 1�FOKUS
Fyens siger nej til borgerjournalisterBorgerjournalistik gør nyheds-dækningen uoverskuelig, mener Fyens Stiftstidende. Det forhindrer dog ikke avisen i at ville trille med på bølgen af brugerinddragelse. Men borgerjournalister – dem bliver der ingen af.
Til sommer giver Fyens Stiftstidende sig i kast med et nyt brugerinddragende projekt. Baglandet hedder det. Som mange andre mediehuse har gjort, vil man nu også på Fyn få borgerne ind
over nyhedsproduktionen ved at oprette en interaktiv hjemmeside. Men idéen om, at borger-journalistikken skulle være en del af projektet, er sløjfet for længe siden. Borgerne kan simpelthen ikke finde ud af at strikke en journalistisk artikel af kvalitet sammen, mener redaktionen. »Borgerjournalistik bygger på en illusion om, at nettet har demokratiseret alle menneskers adgang til at skrive artikler. Men fordi de har adgang til at skrive artikler, betyder det ikke
nødvendigvis, at de har kompetence til at skrive artikler, som andre vil læse,« fastslår Fyens Stiftstidendes chefredaktør Per Westergaard.
Orden i ordenePer Westergaard kritiserer de medier, der har trukket borgerjournalistik ind i papiravisen for at leve i en illusorisk eufori.
Kvaliteten af aviserne er ifølge ham ganske enkelt blevet ringere. »Virkeligheden er ikke bare et kalejdoskopisk, anarkistisk input
fra tusindvis af forskellige borgere. Hvert medie skal være med til at skabe orden i kaos for sine brugere,« fremhæver han.
Borgere som halvfabrikatorerFyens Stiftstidende vil kalde den brugerinddragende hjemmeside Baglandet, fordi borgerne bliver et bagland til den journalistik, som de uddannede journalister
Med borgeren foran skærmen
Klik, klik, dryp, klik. Kaj Kongsteds læner sig ind over bordet, mens fingrene langsomt bevæger sig hen over tasterne. I baggrunden lyder kaffemaskinen, der lader de mørke dråber falde ned i glaskolben. »Jeg har glemt tifingersystemet, så det går ikke så hurtigt,« mumler han med sin tykke, sønderjyske accent. Bogstaverne viser sig på skærmen i takt med de skarpe klik fra tastaturet. Borgerjournalisten i søgelyset, lyder artiklens rubrik. Derefter åbner han op for artiklens første sætning. Det begyndte med et tlf. nr. der dukker frem på min nr. viser flere gange…
Øjnede hurtigt chancenSom 64-årig efterlønner arbejder Kaj Kongsted frivilligt i en genbrugsbutik i Haderslev, men efter at være vant til et fuldtidsjobs krævende arbejdsmoral, havde han svært ved fylde timerne ud i sin lejlighed i Haderslev. Derfor øjnede han hurtigt chancen, da Jydskevestkysten gav borgerne
mulighed for at skrive som borgerjournalister på hjemmesiden jv.dk.
Ud på nettetDen fire år gamle Acer kæmper sløvt for at holde trit med Kaj Kongsteds ti tommelfingre. Langsomt bliver ordene i teksten suppleret af nye, og artiklen begynder at forme sig. …altså en energisk person, som har noget på hjerte. Og sandelig om hun ikke er både energisk og sød, da vi mødtes på busstationen i Haderslev, køber lidt morgenbrød i vores berømte bagerbutik, og udveksler journalistiske synspunkter over
kaffen på Hjort Lorentzensvej. »Hov,« indvender han pludseligt. »Der skal vist være et komma dér,« retter han sig selv og fortsætter ellers med at forvandle morgenens møde til ord på skærmen. Leonora Beck hedder hun, og er journalist studerende, med bopæl i Odense, skriver for ”Lixen”, Center for Journalistisk s studieavis, på Syddansk Universitet. ”Lixen” har for tiden tema om borgerjournalistik, og det er så i den anledning, hun har kontaktet mig, amatøren udi det journalistiske. Jeg bliver helt ”høj” ved sådan at komme i søgelyset. En hyggelig snak bliver konverteret til
journalistisk håndværk. Færdig. Artiklens sidste punktum er sat, og borgerjournalisten kan trygt klikke på ’send’. Den skal først godkendes af Jydskevestkysten, så sommetider tager det tid, før man kan se sine skriblerier på jv.dk. Men i dag er redaktionen hurtige. Et par minutter efter ligger artiklen som den første i rækken på undersiden ’mit Haderslev’ – uden at stavefejl eller manglende kommaer er rettet til.
Giv det lokale en chanceKirken fylder meget i Kaj Kongsteds liv. I bogreolen står
både Bibler, salmebøger og kristne refleksionsromaner sirligt på linje, og ofte giver lokale begivenheder i kirken anledning til en artikel på nettet. Men små, uskyldige oplevelser i hverdagen får ham også til at sætte sig foran computeren.
Gåturene er inspirationskilde »Jeg kan som regel ikke sove til mere end kl. 4-5 om morgenen. Så går jeg en tur, og det giver sommetider inspiration til artikler,« siger han. I Kaj Kongsteds artikler på jv.dk kommer hans egne meninger altid tydeligt til udtryk. Det ved han godt. Han er sikker på, at de fleste borgerjournalister skriver til siden, fordi de har en interesse i at få noget frem. Lidt lige som læserbreve. Også de kommercielle arrangementer i byen benytter sig af, at borgere læser på jv.dk. »Ethvert sangkor for eksempel gør jo opmærksom på sig selv på hjemmesiden, og det er ikke den almene journalistiske interesse, de går efter. Men det gør ikke noget. Det forringer ikke borgerjournalistikken,« mener han Så lokalt som muligtTværtimod. Det er ifølge ham vigtigt, at man bevarer så meget lokalt som muligt i en tid, hvor de små lokale aviser bukker under. Selvom det venstre øje skeler kraftigt til siden, er alvoren i hans blik ikke til at tage fejl af. Lokaljournalistikken pukler om kap med de store nyheder for at overleve. Men med lokallivet på nettet bliver journalistikken om selve Haderslev styrket, mener Kaj Kongsted.
Kaj Kongsted bruger sin fritid på at lave borgerjournalistik til JydskeVestkysten. Foto: Leonora Beck
laver på nettet og i avisen. »Vi vil bare bruge borgerne som halvfabrikatorer. De skal komme med alt fra input, tip og idéer til billeder, opinion og ting, som de oplever i hverdagen,« fortæller Per Westergaard. Han understreger, at vejen frem for mediet er at gå tættere på læserne. Men læserne har brug for en professionel redigeret udgave af virkeligheden. Og det kan Fyens Stiftstidende ifølge Per Westergård kun gøre ved hjælp af kvalificeret professionel arbejdskraft til at skrive og redigere stoffet.
”Virkeligheden er ikke bare et kalejdoskopisk, anarkistisk input fra tusindvis af forskellige borgere. Per Westergaard, Fyens StiftstidendeLeonora Beck
En række ord om fuglesang i Haderslev. Om søndagsgudstjenesten. Eller om stilheden i ugen før påske. Efterlønneren Kaj Kongsted bruger inspiration fra hverdagen, når han som borgerjournalist skriver ind til Jydske Vestkystens hjemmeside jv.dk.
Leonora Beck
1� | marts 2009 | LIXEN FOKUS
Blogmanien breder sig til billedmedierne
De skrevne medier er blevet ramt af en blogmani. Gennem de sidste 5 år har bloggere knust den mur, der altid har stået mellem journalistisk objektiv information og subjektive meninger. Den tendens er nu på vej over i web-tv’ets rum. Folk er begyndt at videoblogge – at optage dem selv, mens de ytrer deres meninger. Der-for kan der blive stor forskel mel-lem de journalistiske produkter på fremtidens webflade, der i langt større grad vil blive brugt til at vi-deoblogge. Det mener Claus Bülow, der er di-rektør i firmaet ToNeMe. Firmaet beskæftiger sig med medietenden-ser og har arrangeret den årlige web-tv konference i København. Claus Bülow fortæller, at videoblog-gerne bliver flere: »Interessen stiger specielt blandt den yngre befolkning i takt med, at det bliver moderne at kunne lave produkter til for eksempel sin per-sonlige hjemmeside. Selv mobiltele-foner kan lave billeder nu om dage. Derfor bliver det en tendens, at man blogger med et kamera,« siger han.
Ikke bare videodagbøgerFlere firmaer udbyder allerede nu
programmer, der sætter køberen ind i, hvordan man blogger med et videokamera. Men i stedet for bare at lægge almindelige videoblogs på nettet satser firmaerne på, at blog-gerne vil supplere deres indslag med billeder og effekter. Målet er at få folk til at sende re-digeret tv over internettet. Altså en videobaseret form for borgerjour-nalistik. Firmaet DigiEyez er et af de fir-maer, der har som mål at bygge en platform for alle, der skulle have en studievært i maven. DigiEyez har udviklet produktet DigiZuite, der giver mulighed for at bygge en per-sonlig tv-kanal og streame den på nettet. DigiZuite bliver markedsført med titlen ”skab din egen tv-kanal på nettet”. Firmaets kundeansvar-lige mener, at målgruppen findes:
»Vores produkt er et nyt fænomen, som folk skal vænne sig til. Men vi tror, at folks glæde over at se sig selv på en skærm vil give humør til at lave deres egne programmer. Det kunne for eksempel være i form af visuelle blogs, men også en form for nyhedsudsendelser. Det er et alter-nativ til dem, der før bare så medi-ernes web-tv,« siger Gitte Mejlhede, kundeansvarlig hos DigiEyez.
Borgerne er ikke journalisterDansk Journalistforbund mener ikke, at borgerjournalistik er et al-ternativ til objektiv journalistik. Forbundet fortæller, at det skal fremgå klart, hvis indslag ikke er journalistiske. Fred Jacobsen, næst-formand i Dansk journalistforbund, har beskæftiget sig med borger-journalistik gennem det sidste år.
Blandt andet har han besøgt Jydske-Vestkysten og aflagt rapport om de-res borgerjournalistiske tiltag. Fred Jacobsen frygter, at videobloggerne bygger en ny mur mellem webjour-nalister og seere. »Skeptikerne vil sige, at når alle kan lave journalistik, mister journa-lister troværdighed. Vi journalister er ikke glade for, hvis man ikke kan se forskel på, hvad der er brugerge-nereret og hvad der er journalistisk arbejde. Man er nødt til at skilte meget kraftigt med, hvad der er borgerjournalistik, og hvad der er objektivt, « siger Fred Jacobsen.
Rigtige redaktører krævesClaus Bülow spår i modsætning til Fred Jacobsen, at grænserne mellem borgerjournalistik og den objektive journalistik kan flyde sammen og få
Historier fortalt i både tekst, lyd og billeder. Det er fremtiden på Center
for Journalistik. Og fremtiden bliver nutid om få må-neder. De stude-rende skal prøve kræfter med den samme type journalistik, der sendte årets Cav-lingpris til Ber-lingske Tidendes ”Forbrydelsen.” »Årets Cavling-vinder er lige i semestrets ånd. Selv-om vi selvfølgelig har meget færre ressourcer end Berlingske,« siger
et positivt resultat. »Man kunne forestille sig, at bru-gerne sendte deres indslag til sta-tionerne, som så kunne bruge dem i deres udsendelser,« siger han. Det godtager Fred Jacobsen som en naturlig del af den digitale ud-vikling. Men han mener også, at det kræver, at redaktørerne er nærrige med det blå stempel: »Man må som medie have profes-sionelle folk, der kan tage stilling til, hvordan en nyhed skal bearbejdes, og som kan redigere i den journali-stik, borgerne laver. Man kan håbe, at borgerjournalistikken vil sætte fokus på den kritiske, gammeldags journalistik,« siger Fred Jacobsen.
Rune Michelsen, der vil undervise fjerde semester i at fortælle histo-rier på flere plat-forme til maj.
Vi kom førstRune Michelsen glæder sig over, at Cavling er med til at sætte fokus på hans
undervisningsforløb. »Der sker lige nu et paradigme-skifte i branchen. Mediehusene ef-
terlyser mere dybde og flermediali-tet, og det imødekommer vi med det her forløb,« siger Rune Michelsen. De studerende skal fortælle større historier inden for et tema i tekst, lyd, fotos og levende billeder. Og de skal arbejde sammen og dele opga-ver i store redaktioner, ligesom man gør uden for betonmurene.
Kommet for at brede sigDe studerende ser frem til at fortæl-le historier på flere platforme. Det gælder i hvert fald Mikkel Vourela, som læser på fjerde semester. Han
er spændt, og spændingen er ikke blevet mindre, efter at han har ople-vet Cavlingvinderne Morten Crone og Morten Frich på Medietorvet. »Vi har jo ikke prøvet at fortælle historier på den måde før, men det lyder da meget relevant og interes-sant,« siger Mikkel Vourela. Lytter man til Rune Michelsen, vil der kun komme mere journalistik på flere platforme i de kommende år.
Studerende skal lave Cavling-journalistik
”Årets Cavlingvinder er lige i semestrets ånd. Selvom vi selvfølgelig har meget færre res-sourcer end Berlingske Rune Michelsen, Lektor
Den årlige konference ”ToNeMe web-tv” blev i år afholdt på Scandic Hotel i København, hvor brugerindragelse var det store emne Foto: Kristoffer Kræn
Mediebilledet på internettet vil i fremtiden blive malet af bloggere og borgere. Brugerindslag vil nemlig stjæle opmærksomhed fra journalistisk web-tv. Det lærte Lixen på den årlige ”Copenhagen IPTV og WebTV Conference”, der fandt sted på Scandic Hotel i København 2-�. februar.
Kristoffer Kræn
Journalistik inspireret af årets Cavling-vinder ”Forbrydelsen” flytter ind på Medietorvets fjerde semester. Som noget nyt skal de studerende skrive lange historier med web som hovedplatform.
Johan Bertil Winther
LIXEN | marts 2009 | 1�FOKUS
Et amerikansk fly styrter ned i Buf-falo tæt ved den canadiske grænse. Flyet bliver slugt i et flammehav, og 50 mennesker omkommer i ilden. Ingen CNN-journalister eller foto-grafer er i nærheden, men det er lokale iReportere. De er almindelige borgere, som tager billeder, opta-ger videoer og skriver om, hvad de oplever. En halv time senere ligger de første billeder og videoer på iRe-port.com, og CNN bruger nogle af indlæggene i sin nyhedsdækning. »Nyhedsmedier går glip af en stor mulighed, hvis de ikke omfavner so-ciale medier og borgerjournalister,« siger Nick Wrenn, chef for CNNs International Digital Services. Han tilføjer: »Den måde, folk kommunikerer på, vil ikke forsvinde - den vil vokse sig større. Og faren for etablerede medier som CNN er, at vi bliver ir-
CNN: Borgerne i spil, eller medierne er game-overrelevante, hvis vi ikke er i kontakt med brugerne via platforme som iReport.«
iReport viser følelserBorgerne lagde for første gang deres indlæg ud på iReport i 2006. Og Nick Wrenn afviser, at CNN har startet siden for at be-tale løn til færre journalister. Han forklarer, at CNNs journalister fort-sat laver nyheds-historierne og analyserne, mens iReporterne kan noget andet: »Udover breaking news giver iRe-port os meget personlige fortællin-ger med meninger og debat, og det kan vi bruge til at øge værdien af vores egen journalistik,« siger CNN-chefen. Ved breaking news er journalister ofte ikke til stede. Og så vælger Nick Wrenn at bruge borgerjournalister-nes bidrag på CNN som ved flybran-den i Buffalo.
Hjemmevideo på CNNEn del af iReporternes hjemmevi-deoer og billeder bliver altså vist i CNNs rigtige nyhedsudsendelser. Inden da ringer en journalist dog til borgerjournalisten og tjekker, hvad indlægget viser, og hvordan det er blevet til. Derudover står der altid
”iReport” i hjørnet af skærmen, hvis indslaget er en hjemmevideo. Til-svarende bliver et indlæg mærket ”On CNN” på iReport.com, hvis det er blevet brugt af nyhedsstationen. Nick Wrenn ser ingen problemer i at vise almindelige menneskers ind-
slag på f j e r n -syn og på net-tet: »Så længe vi laver de journa-listiske tjek, er
jeg positiv. Indslagene tilføjer me-get farve og personlighed til vores dækning,« siger CNN-chefen.
Giyen er en superstjerne De mest aktive og populære iRepor-tere får en lille stjerne under deres profilbillede. De er superstjerner, og de er fremhævet på iReports for-side. Den højest prioriterede super-stjerne i skrivende stund er ”Giyen”. Da raketter og kransekage markere-de årsskiftet, lavede hun et nytårs-forsæt. Hun vil tabe 32 kilo over det næste år, og hun dokumenterer det med video og billeder på iReport. »Jeg har længe sagt nej til livet, men nu vil jeg ændre mig selv og sige ja. Og jeg tror, at det vil motive-
re mig, at hele verden følger med,« siger Giyen i sin første video. Indtil nu har hun tabt fire kilo, og samlet har 6246 mennesker set hendes indlæg. Personlige historier som Giyens tiltaler Nick Wrenn, og hun har væ-ret ”On CNN” flere gange.
Hånd i hånd med YouTubeUdover iReport inddrager CNN også brugerne i samarbejde med You-Tube og Facebook. »Man er nødt til at have en filosofi, hvor man ser muligheder i højere grad end trusler. Ellers overlever man ikke i en internetbaseret me-diebranche,« siger CNN-chefen. Under det amerikanske valg havde CNN flere store arrangementer sam-men med YouTube, hvor brugerne blandt andet kunne stille spørgsmål til kandidaterne med YouTube-vi-deoer. Og ved Obamas indsættelse havde Nick Wrenn og hans folk ar-rangeret, at man kunne se live tv på CNN.com og chatte med sine face-book-venner i samme vindue. »Man får ikke noget ud af internet-tet, hvis man ikke er åben over for andre medier. Vi har et tæt samar-bejde med blandt andet YouTube og Facebook, og det gavner begge sider, da vi får mere tilfredse bru-gere,« siger han.
Journalistikken ikke i fareJobbet som journalist på CNN har udviklet sig efter iReport startede
for to år siden, men CNN-chefen mener ikke, at det journalistiske indhold er truet. »Vi har et godt samspil mellem nyhedsjournalistik, analyser og per-sonlige borgerhistorier,« siger han og tilføjer: »Jeg tror på, at der altid vil være brug for professionelle og erfarne journalister til at tilføje kontekst til historierne, tjekke de fakta, der skal tjekkes, og forklare, hvad der er vig-tigt, og hvad der ikke er vigtigt«. Han er særligt spændt på at følge iReporternes indlæg fra Obamas første 100 dage og VM i Sydafrika næste år.
iReport er en side under CNN.com, hvor alle kan lave en bruger og oploade videoer og tekst.
Siden blev åbnet i 2006, og hidtil har 1041 iReportere til sammen lagt 239.355 indlæg ud på iReport.
CNN har brugt 790 af dem i sin nyhedsdækning. De indlæg er mærket ”On CNN”.
Oplev Nick Wrenn på Lixen.dk
CNN iREPORT
CNN har hjælpere, der arbejder gratis over hele verden. De er borgerjournalister på iReport.com, og de udgiver historier om alt fra ulykker og lidelser til dansende pelsdyr. Samarbejde med brugerne er nødvendigt, hvis man vil overleve, advarer CNN-chef Nick Wrenn.
Johan Bertil Winther
”Man er nødt til at have en filosofi, hvor man ser mulighederne i højere grad end truslerne. Ellers overlever man ikke i en internetbaseret mediebranche.
Nick Wrenn, CNN
Foto: Anthony Dominguez
18 | marts 2009 | LIXEN DEBAT
Mediejura: For sent
Under Nyhedsdøgnet misbrugte vi billeder fra internettet. Vi havde ikke ophavsretten. Lixen brød reg-lerne. De krediterede en fotograf forkert.Manglende aktindsigt var årsag til en dumpet prøveeksamen. Dumt. Men hvorfor alle disse brud på reglerne? Er det på grund af dum-dristige journaliststuderende eller uforskyldt uvidenhed? Vi er ikke i tvivl. De tre eksempler skyldtes, at vi ikke kender reglerne. Pt. ligger faget Mediejura på 4. se-mester, men vi mener, at det logisk burde ligge på 1. semester. Den snart 11 år gamle journalist-uddannelse er i sit udgangspunkt akademisk og indsigtsfuld. Der-for mener vi også, at uddannelsen burde indeholde faget Mediejura på første semester, så tanker om jour-
nalistens rolle kan gå endnu bedre hånd i hånd med den gældende medierelevante lovgivning. Lovstof som trods alt er altafgørende for vores virke – også som journalist-studerende. På Journalisthøjskolen i Århus lig-ger faget i starten af uddannelsen. Det er et bevidst valg. »Adfærdsteknisk er det vigtigt, at journaliststuderende har kendskab til de grundlæggende juridiske reg-ler. Det bliver man nødt til at have fod på som journaliststuderende, så man ikke kommer galt af sted,« for-klarer uddannelsesleder Henrik W. Jørgensen på Journalisthøjskolen. Efter vores mening er det altafgø-rende for os, at vi kender til reg-lerne. Vores artikler og indslag bliver ofte publiceret på internettet, der-for skal materialet kunne tåle at blive offentliggjort. Fri os for flere fejl – som kunne være undgået.
»Først dagen inden eksamen blev vi for alvor bekræftet i, at vi skulle op sammen med 1. semester. Det virker helt ærligt som om, der ikke er styr på noget,« siger Sofie Klingberg, nu 4. Semester journaliststuderende. Skuffelsen var stor hos Sofie Kling-berg, da eksamenskaraktererne for årets IT-eksamen blev offentlig-gjort. Hun var blandt dem, der ikke klarede skærene og derfor nu må tage forsøg nummer tre til februar. »Vi fik så mange forskellige ting at vide hele tiden, at vi til sidst to-talt mistede overblikket,« fortæller hun. Problemerne omkring intern kom-munikation er noget, der gang på gang bringes op på blandt andet semestermøderne, hvor de stude-rende på Center for Journalistik evaluerer med underviserne som den lyttende part. Reeksamen i Webjournalistik og Informations-søgning lader til at være det hidti-dige højdepunkt i denne manglende kommunikation.
Flere studerende, som Lixen har talt med, har gennem december må-ned fået bekræftet fra sekretariatet, at reeksamen for 3. semester lå den 28. februar. Eksamensplanen for 1. semester har hele tiden vist, at de skulle til eksamen i Webjournali-stik og Informationssøgning den 20. januar. Det fik de 3. semesterstu-derende, der skulle til reeksamen, til at snakke, og godt en uge før 1. semesters eksamen gik Lisa Merete Kristensen op på sekretariatet for at forhøre sig: »Til sidst var jeg så forvirret over det hele, at jeg nu bare gerne ville have en afklaring,« fortæller Lisa Merete Kristensen. Og det må man sige, at hun og re-sten af de, der skulle til reeksamen fik. Pludselig var der ikke halvanden måned, men kun en uge til hjemme-side- og informationssøgningsfær-dighederne skulle afprøves.Centerleder Per Knudsen vil ikke forholde sig til det konkrete forløb. Han vil hellere se fremad: »Det er et fælles ansvar, at vores interne kommunikation er så god som overhovedet muligt. Fra ud-dannelsens side skal vi selvsagt være præcise i vores udmeldinger om eksamensdatoer, men helt und-gå, at der sker ændringer undervejs, kan vi ikke.«
Konsekvens: DumpetMen kommunikationsproblem-erne ender ikke her. De fortsatte helt ind til eksamensbordet. »Jeg spildte meget tid til eksamen, fordi der ikke var oprettet nogen afleveringsmappe til os, der var til reeksamen. Jeg måtte lave en hel opgave om i webjournalistik, fordi jeg ikke havde gemt i en mappe fra
starten. Men jeg vidste jo ikke, hvor jeg skulle gemme den,« siger Sofie Klingberg. Som følge af denne spildtid nåede Sofie Klingberg næsten intet af in-formationssøgningsdelen, som man ifølge de nye regler skal have mindst 17 procent rigtigt i, hvis man skal bestå. Det førte i sidste ende til, at hun dumpede eksamen. For et år siden var reglerne således, at man totalt set skulle have 50 procent rig-tigt i den samlede eksamensbesva-relse for at bestå. Sofie Klingberg er overbevist om, at hvis hun havde været oppe på samme vilkår denne gang, var hun bestået. »Jeg ved med 100 procent sik-kerhed, at jeg samlet har mindst 50 procent rigtigt. Jeg synes, det er urimeligt, at jeg ikke kom igennem denne her gang,« siger Sofie Kling-berg, der mener, at hun burde være oppe på samme vilkår både første og anden gang. Hun vil nu sende en officiel klage over forløbet.Centerleder Per Knudsen forklarer, at han ikke kender til de nærmere detaljer i dette forløb, som fakulte-tet vil vurdere på baggrund af en eventuel klage. »Helt generelt er det vigtigt, at både uddannelsen og den studerende gør en indsats for at få skabt klarhed om rammerne for en eksamen. Man skal være opmærksom på, at vilkå-rene ved en reeksamen godt kan ændres i forhold til en ikke-bestået eksamen, da uddannelsen løbende justeres,« siger centerlederen.
Kaos i kommunikationenKommunikationen fra sekretaria-tet til de studerende nåede un-der januareksamenerne et hidti-digt lavpunkt. Forvirring omkring datoen for reeksamen i IT og In-formationssøgning resulterede i, at ikke alle bestod.
Mille Schneekloth Christiansen
Casper Hindse
Maria Djurhuus Petersen
Benjamin Mechlenborg Gregensen
LIXEN | marts 2009 | 1�DEBAT
Klummestafetten
Rasmus Viuff,
egnsredaktør på Midtjyllands Avis
Der venter især én stor opgave for de journalister, der i stedet for at pleje egne stjernedrømme har tænkt sig at pleje deres fag og lyst til at bringe interessant og brug-bart nyt frem til læsere, seere, lyt-tere og klikkere. Den store opgave er ikke at plum-pe ned i den store gryde fyldt med dumhed og hektisk jagt på nyheder, der absolut intet er i. Kampen kunne godt se ud til at
være tabt på forhånd. Mange me-dier jagter kun porno, gossip og nyheder så tyndbenede, at selv et happy meal fra McDonalds virker som både sundt og nærende. Hey. Det er ikke, fordi jeg skal spille hellig eller være højpandet som en atomfysiker. Men tjek lige nogle af nyheds-hjemmesiderne – det er jo nogle af dem, som repræsenterer både nutidens og fremtidens arbejds-pladser. Hvis brugerne skal nøjes med de sider, så får de altså ikke ret meget andet end slam, snask og gentagel-ser af, hvad der har stået andre ste-der. Der er selvfølgelig mange und-tagelser. Men når nu porno, gossip og tyndbenet breaking news har flest hits, så er det klart, at det er det, der kører opad på den redak-tionelle opmærksomhedskurve. Man vil jo gerne være populær. Mens det mere kedelige og seriøse forsvinder ud i intetheden. Fuck nettet, kunne man fristes
til at sige og lyde som en gammel maskinstormer fra den gang, der stadig fandtes typografer og damp-maskiner. Ja, fuck nettet. Eller gør tingene bedre på trods. Nettet er en uendelig kilde til op-lysninger, får vi at vide og bruger så samtidig alle den samme søge-maskine og de samme to-tre øver-ste numre på den resultatliste, der kommer ud af vores søgeord. Det kommer der ikke nødvendigvis no-get særligt godt og nuanceret ud af. Og nogle gange kun dumhed.Vi har stadig som pressens ladies og gentlemen en forpligtelse til at in-formere borgerne om noget vigtigt og væsentligt. Uanset om vi er på landsdækkende medier eller på det lokale medie. Og borgerne ved godt, at det er det, der er vores forpligtelse. Tro mig. Når jeg går på gaden i de byer, som jeg dækker her i Midtjylland, så får jeg det at vide, hvis noget væ-sentligt er glippet. Og tak for det.
Hellere en påmindelse end en opsi-gelse af abonnementet uden anden begrundelse end den man selv må gætte sig til. Mange mediebrugere gider rent faktisk ikke den dumhed, overfla-diskhed og ligegyldighed, som nettet i sig selv, det redaktionelle tidspres og almindelig mangel på interesse for andre mennesker nemt kommer til at blive resultatet af. De gider ikke bruge pengene på noget, hvor de, der fremstiller pro-duktet, er totalt ligeglade med, at der en gang var noget, der hed den fjerde statsmagt, som gad jagte an-det end X Faktor-interviews og se-neste komma i en uendelig flygtnin-gedebat. Men de gider godt bruge tid og penge på noget, som er vedkom-mende, tæt på og oplysende og som kan bringe dem videre og gøre dem klogere eller gladere.Men som journalist kan det tit være svært at tro på, at det rent faktisk er livet i børnehaven, i skolen, på
Stafetten går videre til Jesper Nygaard, Herning-redaktør på Herning Folkeblad
Som brødre vi deleAf: Filip Lauritzen
Det er forbudt at snyde. Det ved alle. Det er også forbudt at snyde
til eksamen. Det ved alle, for-håbentlig, også. For at undgå snyd skal vi evig og altid trækkes igennem den lange pløre om ingen mobiltelefo-ner, håndtegn, lange blikke el-ler noter under toiletbrættet. Og intet ondt ord om dette. Sikkerheden og retfærdighe-den skal sejre, og har man ikke læst, skal man lynches. Men dette var ikke tilfældet,
da mine medstuderende og jeg en fredag morgen skulle træk-
kes igennem en fire timer lang informationssøgningseksamen,
som journaliststudiet sammen med mange andre studier hvert år tortu-
reres med. Faget alle sover igennem med deres fredagstømmermænd dunkende i baghovedet. Alt foregik, som det plejede: Mobil-telefonerne blev afleveret, og eksa-men gik i gang uden toiletbesøg den første og sidste halve time, hvilket heller ikke giver nogen mening, for skal man skide, så skal man sgu ski-de. Denne regel er af hensyn til dem, der stadig arbejder, men jeg har endnu ikke helt forstået hvori for-styrrelsen ligger. Er det når døren åbner og lukker, eller er det ekkoet fra min pølse, der rammer vandet i kummen? Pølse eller ej. Chokket indtræffer, da vores besvarelser skal afleveres i en fælles mappe – EN ÅBEN MAP-PE. Og her knækker filmen, for har du dine copy-paste-skills bare lidt i or-
den, vil du uden problemer kunne kopiere dine venners besvarelser ind i din egen besvarelse, så snart de har afleveret i den åbne mappe. Uden problemer ville jeg kunne sidde på toilettet de første tre en halv time. Når besvarelserne så begynder at glide ind i den åbne mappe, kan jeg vende tilbage til min pult og kopiere dem ind i min egen besvarelse. Kære Hr. Knudsen, Prinds Vagt-tårn, politi og Bertel-drengen. Vær så søde og rare og fortælle mig, hvorfor vi skal tjekkes i hoved og r**, når I gør det så let for os at sny-de. Måske er det en ny metode til at få folk hurtigt ud på arbejdsmar-kedet eller blot en hjælpende hånd til os stakler, der har prioriteret en hoved-bankende, satans vodkatå-gende tømmermandssymfoni
Svar fra Per Knudsen til Filip Lauritzen
plejehjemmet, på vejene og på ar-bejdspladserne, der er det vigtige. Men det er det. Bare journalisten husker, at læserne, kikkerne og lytterne ikke bare er forbrugere, der æder hvad som helst – bare indpakningen er pæn. Men at de også er borgere, der rent faktisk vil have noget i deres medie, som de kan bruge til noget rigtigt i de-res liv.Og hvordan man finder ind til det? … Se det er lige præcist, hvad hele livet i pressens tjeneste går ud på.
Tak, fordi du påpeger en tilsyneladende svaghed i systemet. Hvad der står tilbage efter dine ironiske bemærkninger om toiletregler og fredagstømmermænd, er en fælles interesse i at forhindre enhver form for snyd. Jeg går da også ud fra, at vi taler om et hypotetisk pro-blem, eftersom snyd ved eksamen ville være udtryk for, at man ikke hører hjemme på Center for Journalistik.
disse otte fredage, hvor vi burde indhalere informationssøgningens smukke kunst.
I SÅ FALD TAK FOR HJÆLPEN.
Dumhed
BAGSIDEN
Vi har en fidus, men vi skal gøre den letfor-ståelig. Vi har talt med advokater, der ikke vil nævnes ved navn, fordi de godt ved, at vi har fat i noget rigtigt. Vi har læst love og ved-tægter, så tegnet § står ud af begge ender på os. Det hele er lidt komplekst, og vi vandrer i en zone, som bliver mere og mere grå. Men den er god nok. Vi holder os på dydens smalle sti. Klaus Riskjær vil nok mene, at vi er et par forvoksede tøsedrenge, der ikke satser nok. Men nu har vi gjort det. Vi har lavet vores eget journalistiske firma af én eneste grund: Alt andet ville være snotdumt.
Alle kan – ingen gør det»I er de første, der har spurgt mig om den slags,« siger Kristian Melgaard, da vi vil høre, om han kender til andre journaliststuderende med egen virksomhed. Melgaard er formand for FreelanceGruppen i Journalistforbundet, og han kalder vores på-fund ”en smart idé”. Lidt for smart måske. For der er åbenbart ingen andre end os, der har set fidusen. Af Journalistforbundets 3100 re-gistrerede freelancere kender Melgaard ikke til en eneste studerende. Jo, studerende sæl-ger enkeltopgaver – ofte til underpris – men meget få har taget skridtet og oprettet egen virksomhed, selvom det er så himmelråbende let. »Alle, der har lyst, kan jo gøre det,« som en anden ledende figur i FreelanceGruppen ud-trykker det.
Medietorvet er det nye MonacoDer er gået to uger siden, vi sad til redaktions-møde på Lixen og fik opgaven udstukket.
Det var en rodet fødsel den eftermiddag i glas-buret. Brainstormen strittede i alle retninger. Det skulle være noget med at oplyse medstu-derende om, hvordan man sælger artikler. No-get om, hvordan freelancere overlever og ikke drukner i havet af almene bladsmørere. Og som det endte med at blive, noget om hvor-dan man snyder skattefar mest muligt. Uden at bryde loven, bevares. »Medietorvet er det nye Monaco,« foreslog Thomas Askjær som overskrift og slog en høj latter op. Vi andre fulgte trop. Én bemærkede, at det ville være en fed bagside, og så brød diskus-sionen ud: »Så skal man gøre det gennemført og op-rette eget firma for at vise, at det kan lade sig gøre.« »Er det ikke for seriøst et emne til at skrive en bagside over?« »Nej, nej, nej, jeg er da helt uenig. Der er in-gen emner, der er for seriøse til en bagside.« Ordet var frit og fløj rundt i lokalet som fugle i en flyvermotor, dog uden at det gav anled-ning til at nødlande projektet. Der var altså ingen vej udenom. Vi skulle oprette eget firma med alt, hvad det indebar.
Du kan spare, hvad du tjenerHele fidusen er egentlig ganske enkel. Man opretter et firma ved at sige: »Nu har jeg et firma.« Man behøver end ikke en reel firmaregistre-ring (et cvr-nr.). I firmaet sælger man som journalist sin vare: artikler. Man skal oprette to regnskaber til skattefar – et personregn-skab og et firmaregnskab. Herefter kan man købe en bred vifte af forbrugsvarer gennem firmaet som udgifter. Der er ingen minimums-krav til salg af artikler, så hvis firmaet aldrig får solgt noget, er der ingen skade sket. Når firmaet er en realitet, betaler man kun selskabsskatten på 25 procent af de penge, man flytter derind. Selskabsskatten er mar-kant lavere end de omkring 50 procent, per-sonbeskatningen i Danmark ligger på. Altså hæfter man ikke personligt, og dermed kan man begynde at trække udgifterne fra i sit firma, når man altså har indtægter til det. Har man solgt for en tyver, kan man trække tyve
kroner fra.Man kan købe mobiltelefon, computer, aviser, magasiner, firmatøj, transport til sit firma. Reglen er, at man skal bruge disse ting i firma-et, men vi er allerede så langt inde i gråzonen, at skattevæsenet har svært ved at definere, hvad der er privat, og hvad der er i firmaregi. Det har flere advokater bekræftet over for os. Men en artikel, der beskriver, hvordan man snyder skattefar i gråzonen, har ingen villet have navn på.
Skål hr. direktør!Vores freelancefirmas første fortjeneste er stadig dampende varm, da vi smager på den. »For fa’en Jørgensen, det er jo kaffe, det ved du godt, at jeg ikke drikker!« »Drik nu bare, Hindse, den kan jo trækkes fra.« Vi har netop solgt vores første artikel. Den
du snart har læst til ende. Lixen bød højest på den, og det var en god pris. Vi har netop inve-steret i to kopper kaffe, og har råd til to mere oppe i automaten, der spytter produktet ud i en stråle, der ville få en hver mand med slap urinstråle til at føle sig som det første eksem-pel på at mennesket har tabt til maskinen. Så nu vil vi bare læne os tilbage, vente på at opgaverne vælter ind og i øvrigt nyde kaffen. Firmaet betaler.
Læs mere om Freelancebureauet SUPERTANKER påwww.journet.sdu.dk/~chind07
Vil Medietorvet blive det nye Monaco efter freelancebureauet SUPERTANKER’s afsløringer af lukrative fordele ved at oprette eget firma? Foto: Salvatore Freni
Vi har ramt en guldåre
Karstens Korner v. Steen A. Jørgensen
Kunne du tænke dig at spare penge? Man-ge penge på telefon, computer, aviser, in-ternet, magasiner og transport? Lixen har hyret et nystartet freelancebureau, der her viser, hvordan du gør.
Freelancebureauet SUPERTANKER