laugesens have historie
DESCRIPTION
En vestjysk kulturarv - beskrivelsen af hvordan Laugesens Have blev skabtTRANSCRIPT
en vestjysk kulturarv
Jylland mellem tvende have
Jylland mellem tvende havesom en runestav er lagt,runerne er kæmpegraveinde midt i skovens pragtog på heden alvorsstor,her, hvor ørknens luftsyn bor.
Jylland, du er hovedlandet,højland med skov-ensomhed!Vildt i vest med klittag sandetløfter sig i bjerges sted.Østersø og Nordhavs vandfavnes over Skagens sand.
Heden, ja, man tror det næppe,men kom selv, besé den lidt:Lyngen er et pragtfuldt tæppe,blomster myldre milevidt.
Skynd dig, kom! Om føje årheden som en kornmark står.
Mellem rige bøndergårdeSnart dampdragen flyve vil;hvor nu Loke sine hjordedriver, skove vokse til.Briten flyver over hav,gæster her prins Hamlets grav.
Jylland mellem tvende havesom en runesten er lagt,fortid mæle dine grave,fremtid folder ud din magt;havet af sit fulde brystsynger højt om Jyllands kyst.
H. C. Andersen
En vestjysk kulturarv
Historien om Laugesens Haveaf Søren Elbæk
Året er 1859. H. C. Andersen er på sin store Jyllands–rejse som strækker sig over perioden juni-september 1859. Digteren skriver Jylland mellem tvende have på en rejse fra Randers til Hjermind præstegård ved Bjerringbro. Digteren er tydeligvis inspireret af de store jyske hedestrækninger, som han oplever under sin rejse.
H. C. Andersen gæster 4. juli 1859 Herning og herefter drager digteren videre til herregården Nørre Vosborg ved Ulfborg, hvor han opholder sig hos etatsråd A. E. M. Tang indtil den 21. juli.
H. C. Andersen aner udviklingen for den jyske hede. ”Skynd dig, kom! Om føje år heden som en kornmark står. Det skulle blive sandt – bla. fremskyndet af tabet af Sønderjylland efter krigen få år efter - i 1864.
Dette får betydning for historien om Laugesens Have
Landet slikker sine sår oven på krigen. Blikket bliver rettet mod den jyske hede, hvor store arealer ligger ubenyttet hen. Forfatteren Hans Peter Holst former i 1872 mottoet:
”For hvert et Tab igjen Erstatning findes,hvad udad tabtes, det skal indad vindes”
Dette motto anvendte Enrico Mylius Dalgas, stifteren af Hedeselskabet i 1866, om hele hedesagen. Enrico Dalgas havde deltaget i begge de slesvigske krige 1848-50 og 1864. Han havde fået blik for de mulighed-er, som en storstilet hedeopdyrkning ville indebære. Han ville først kortlægge hederne, derefter etablere engvanding af lavtliggende arealer og endelig plante læbælter. Hedens beboere skulle gøres interesserede i arbejdet, byboerne støtte sagen økonomisk, og Hedeselskabet sætte tingene i værk og derved gøre hedeopdyrkning til en folkesag.
Denne del af Jylland er under voldsom forandring, og hedeopdyrkningen bliver en ikke uvæsentlig del af denne udvikling. Omkring 1800 tallets begyndelse er 40 % af Jylland dækket af hede. I 1840 bor der 21 mennesker, hvor Herning nu ligger og selv om byen kun langsomt opstår, bliver Herning knudepunkt i midt- og vestjylland og får jernbane i 1877. Der er to gode grunde til at Herning udvikler sig kraftigt i sidste halvdel af 1800 tallet: Hedeopdyrkningen og den om-fattende tekstilindustri.
Lidt længere vestpå bor Peder Nielsen i Brejning. Han er født 1849 i Sinding og tjener nu som karl på Viftrupgaard. En gård med store uopdyrkede arealer hedejord. Peder er forlovet med en af de unge piger på gården – Johanne Kristine. Peder vil være bonde, og ejeren af Viftrupgaard tilbyder ham derfor i 1874 ca. 85 tdr. land hedejord, mod at han påbegynder opdyrkningen.
Det var ikke usædvanligt, at store arealer hedeare-aler jord blev bortloddet til mennesker, der ønskede at etablere sig som bønder. Enrico Dalgas er i denne periode i Nr. Vium og Vorgod, og antagelig er han også involveret i handlen om jorden fra Viftrupgaard.
Peder og Johanne starter deres tilværelse som hede-bønder under særdeles beskedne vilkår. Den første beboelse var en hule i en jordhøj. Senere blev der bygget nogle fag huse, som i starten tjente som bolig. Herefter overtog dyrene hulen.
Peder Nielsen benyttede stude i hedeopdyrkningen, og de første år blev der sået rug. Samtidig tjente han på herregården Brejninggaard både sommer og vinter, og med stor fysisk anstrengelse påbegyndte han opdyrkningen af hedearealerne og etablerede sig som hedebonde.
En forudsætning for dyrkelse af heden var læ. Peder Nielsen plantede derfor læhegn, og anlagde desuden en mindre plantage på 4-5 tdr. land.
Peder og Johanne fik – blandt flere børn – i 1885 en pige, Else Marie. Hun voksede op på heden og bliver i 1903 gift med nabo sønnen Lauge Laugesen. Lauge er født 1883 i Timring, men hans forældre flytter til Brejning og bliver nabo til Peder Nielsen. Lauges far – Niels Chr. Laugesen – var husmandsfører på Videbækegnen.
I 1906 ønsker Peder Nielsen at blive aflastet, og han overdrager derfor gården – Skovgård - med de tilhørende opdyrkede og uopdyrkede arealer til Else Marie og Lauge Laugesen. På dette tidspunkt er 25 tdr. land af de 85 tdr. land opdyrket. Det har altså taget over 30 år at opdyrke 25 tdr. land. Det var et stridsomt og langsommeligt arbejde, med kun ringe udbytte.
Alligevel har næste generation mod på at videreføre det arbejde, som Else Maries forældre har påbegyndt.
I forbindelse med denne opdyrkning, udvindes der tusindvis af sten. Store sten og små sten, som nødvendigvis må fjernes fra arealerne, for at mulig-gøre senere høst af afgrøderne. Stenene blev typisk placeret hjemme ved gårdene i store dynger. Her lå de nu til ingen nytte, snarere fortræd.
I 1922 rejser Lauge Laugesen til Tyskland og Østrig med tog.
Han gør rejsen sammen med tre andre mænd fra Videbæk-egnen. Her besøger de bla. den kejserlige have i Wien – ”Wiener Schönnbrunn” og her – af alle steder – starter historien om Laugesens Have.
Lauge Laugesen betragter de smukke stensætninger som dengang fandtes i den kejserlige have, og han bliver inspireret til at anlægge en kejserhave i Brej-ning Fjalde: Laugesens Have.
Lauge så en mulighed med de sten, han havde liggende ved gården, og det bliver faktisk starten på Laugesens Have. I 1923 fælder han den føromtalte plantage på 4-5 tdr. og anlægger en lille privat have, hvor han anvender stenene fra hedeopdyrkningen til pyramider, høje, trapper og terrasser. Gangene bliver kantet med sten og stenene bliver i det hele taget en hel naturlig del af haveanlægget.
Lauge er optaget af en tanke om at skabe noget smukt og seværdigt på den golde jyske hede, som i tusindvis af år havde henligget udyrket og forblæst. Han ville skabe en oase af træer, planter og blom-ster og stenene indgik i hele dette haveanlæg. Sten i titusindvis.
Det er en original idé. Lauge har overtaget sine svi-gerforældres 85 tdr. land og på det her tidspunkt er kun 25 tdr. land opdyrket. Nu inddrager Lauge altså i første omgang 5 tdr. land til have – senere kommer haveanlægget til at omfatte i alt 12 tdr. land. Det er unyttigt, og giver ingen afkast, og efterlader mange mennesker hovedrystende, men også lidt nysgerrige.
Det første år kommer mange mennesker kørende forbi for at se, hvad det er, der skabes midt på den jyske hede. Her skal man forestille sig det sælsomme syn, det har været, at bevæge sig langt ud over heden, for så pludselig at se en oase af træer, planter og blomster skyde op.
Else Marie og Lauge Laugesen var stolte over den opmærksomhed haven skabte, og de var gæstfrie mennesker, der tilbød kaffe, kage og sodavand til de mange besøgende.
I 1924 blev der dog opført en lille pavillon, og herefter blev der opkrævet 25 øre for hvert besøg, og fra pavil-lonen solgtes kaffe og brød. I 1926 bliver der opført en større restaurant ved gården, som tjener som traktørsted for haven.
Else Marie og Lauge udførte ikke arbejdet alene. De fik sammen 9 børn, som alle hjalp til med at anlægge haven. Derudover fik de hjælp fra familie og venner og mange af de andre bønder fra egnen kørte vognlæs af sten ind i haven. Gennem tiden er der fragtet op mod 3000 vognlæs sten ind i parken.
Lauge Laugesen indså på et tidligt tidspunkt, at han måtte have faglig ekspertise ved anlægget af haven. Han allierede sig derfor med gartner Petersen fra Spjald, som fik stor betydning for havens arkitektoni-ske indretning.
De to herrer supplerede hinanden godt, om end der ikke altid var fuldstændig enighed om, hvordan parken skulle se ud. Begge var i besiddelse af stor idérigdom, men også en stålfast vilje.
Haven blev genstand for stor opmærksomhed – også i alle landets aviser, magasiner og fagblade. Besøgs-tallet stiger markant i perioden fra 1925 til 1930. I sommeren 1925 blev haven besøgt af ca. 4000 gæster, men få år senere kom der ofte langt over 1000 på en enkelt søndag. I de bedste år blev Laugesens Have besøgt af op mod 30.000 mennesker på én sommer. Det placerede Laugesens Have, som turistattraktion, på højde med Skamlingsbanken, Ejer Baunehøj og Himmelbjerget – altså blandt Jyllands allerstørste turistattraktioner.
Ved indgangen til haven kunne man indskrive sig i gæstebøger, og i den forbindelse benyttede mange gæster lejligheden til at give udtryk for deres be–
gejstring i verseform. I 1924 skriver en anonym gæst følgende vers:
Du skabte af den nøgne marken have skøn, en herlig parktil glæde for os andre.Det løfter sindet, glæde groraf arbejd hårdt i Danmarks jord;Gid mange vilde vandreen arbejdsvej i eders sporog smykke egnen, hvor de bor,og hedens træk forandre.
Det er tydeligt, at Laugesens Have har gjort et stort indtryk på gæsterne. Verset bliver senere anvendt på den mindesten der i 1960 bliver rejst over Else Marie og Lauge Laugesen.
I 1928 får Laugesens Have fornemt besøg, idet dron-ning Alexandrine den 20. august besøger haven. Dronningen kommer – med sit følge – uanmeldt til haven. Hun opholder sig et par timer og indskriver sig i gæstebogen, og tager efter besøget tilbage til Marselisborg slot. Dronningens besøg afstedkommer naturligvis stor opmærksomhed, og er udtryk for den interesse haven havde i offentligheden på den tid.
For at sammenfatte de mange indtryk fra den tid, bringes her et uddrag af en artikel fra Ringkjøbing Amts Dagblad, 1930:
”For blot en snes år siden strakte hederne sig øst for Ringkjøbing milevidt ind i landet – helt ind til Herning og Silkeborg. Der var meget betagende og storslået over disse lyngbrune ødemarker, hvor tatere og natmænd havde til huse, og hvor stilheden kun nu og da blev afbrudt af rylens monotone, klagende fløjt og hjejlens melankol-
ske skrig. Mennesker og dyr tilegner sig som oftest det lands sjæl, hvori de er født.
Gennem et tålmodigt og målbevidst arbejde, er nu det meste af heden blevet opdyrket – utvivlsomt til velsignelse for land og folk, men ofte på bekostning af skønheden og landets særpræg.De første par år er hedejorden meget mager og lidet givtig. Kornet står spredt som håret på en gammel mands isse. Kun kartoflerne synes at føle sig rigtig hjemme her, men efterhånden bliver jorden gennem-kultiveret, og nye smukke gårde og frodige marker ses nu overalt, hvor der før var hede. Man kan kun beundre og glæde sig over det mægtige initiativ og kolossale arbejde, som hedebønderne udfolder og har udfoldet for at få det mest mulige ud af jorden til gavn og glæde for sig selv og hele landet.
Endnu findes der dog på disse egne hedestrækninger, f.eks. mellem Brejning og Spjald og længere øst på, som det er værd at aflægge et besøg, og er man først nået herud, bereder man sig selv en stor nydelse og oplevelse ved at tilbringe et par timer i ”Laugesens Have” i Brejning sogn.
Hvor haven, som i øjeblikket omfatter ca. 12 tdr. land, nu ligger, var der for en halv snes år siden kun lyng og små granplantager. Men Laugesen – i forening med sine hjælpere, bla. gartner Petersen fra Spjald – satte sig det mål ikke alene at forvandle hele heden til en frugtbar have, men også til en seværdighed, og han har nået sit mål. ”Laugesens Have” er ikke alene en seværdighed af rang, den er simpelthen et vidunder – set på baggrund af, at den er anlagt på heden.
Mellem 2000 og 3000 læs sten har Laugesen pløjet op af heden og kørt hjem til sin have, dannet sten-sætninger og grupperinger af virkelig arkitektonisk
skønhed. Han har forstået at give de døde sten liv i en sådan grad, at haven i afstand synes fyldt med tårne, spir og fortryllende slotte.Laugesen må eje en malers fine farvesans. Blom-sternes sammensætning danner en symfonisk farve-pragt, man ikke træffer noget steds i Danmark.
En pergola af rigtbærende og klasetunge Crimson Rambler danner indgangen til hedens paradis. Skulle man omtale alle de blomster, der findes her, må så at sige hele Danmarks flora gennemgås.
Lange gange og storblomstrende, purpurfarvede, dob-belte georginer, hærskarer af mangefarvede roser og sjældne valmuer afbrydes af smaragdgrønne plæner, og navnlig de blå lobeliaer har nået en ejendomme-lig fylde og farvepragt. Blomsterrabatterne danner et mosaikspil af farver – kraftige og matte, lyse og mørke – svagt henåndende – og på stensætningerne findes bla. den sølvhvide Edelweis og mange sjældne
mosarter. Selv bedene med køkkenurter har Lauge-sen forstået at give kolorit og farve med løg, rødbeder, afblomstret persille og forskellige kålplanter.Hele haven udgør et eneste solpanorama.
I perioden fra 1930 og indtil tiden efter 2. verdenskrig har Laugesens Have flere tusinde gæster hvert år. Parken lider stor skade under krigen pga. svær frost. I 1938 blev der opført et nyt stuehus – det nuværende ”Skovgård”.
13. november 1955 dør Lauge Laugesen – 72 år gam-mel.
To år senere overtages parken af datteren og svi-gersønnen, Johanne og Gerhard Hülke. Efter fortsat drift af haven, vælger ægteparret at sælge parken i 1968 til Erling Heltboe.
Erling Heltboe opførte i 1974 en kursusejendom i parkens smukke omgivelser, og drev dette kursus-center i perioden 1974-1981, hvor kursuscentret blev solgt til Dansk Beklædnings- og Textilarbejderfor-bund.
Efter udvidelser i 1982 og 1989 fremstår kursuscen-tret herefter med sammenlagt ca. 6000 etage m2.
I 1998 blev Laugesens Have udskilt som et selvstæn-digt aktieselskab og er i dag ejet af 3F.
Parken er renoveret, og forsøgt ført tilbage til det oprindelige i det omfang det overhovedet har været muligt. Mange stensætninger står således stadig som de oprindelig er etableret af Lauge Laugesen og gartner Petersen.
Parken er åben for offentligheden.
