Kulturrejsen - et formidlingsprojekt for dagplejebørn

Af: Anne Elmer, Kultur- og naturformidlerMÅNEDENS ARTIKEL

Maj 2013

“Vi vil gerne have, at du formidler kulturhistorie til dagplejebørnene.” Sådan lød en forespørgsel, som jeg fik i foråret 2012.

Dagplejebørn! Børn i alderen fra 0 til 3 år! Det havde jeg godt nok aldrig prøvet før. Ville det kunne lade sig gøre? Og hvordan skulle jeg gribe opgaven an?

SansenHenvendelsen kom fra sektoren Dagtilbud for Børn i Lolland kommune, som er en af samarbejdspart-nerne i vores lokale skoletjeneste, Kulturtjenesten1. Den havde rod i dagplejesektorens ønske om at sætte fokus på en af de seks pædagogiske lære-planer, som dagplejens arbejde med børnene skal tilrettelægges ud fra, nemlig “kulturelle udtryks-former og værdier”.

1 Kulturtjenesten er et tværkulturelt samarbejde mellem de to kommuner på Lolland-Falster og en lang række kulturak-tører: Kultur og Fritid Lolland, Kultur og Fritid Guldborgsund, Skole og Dagtilbud Lolland, Skole og Dagtilbud Guldborgsund, Museum Lolland-Falster, Fuglsang Kunstmuseum, Storstrøms Kammerensemble, Teatret Masken, Knuthenborg Safaripark, Middelaldercentret, Lolland Bibliotekerne, Guldborgsund Bibliotekerne, Guldborgsund Musikskole, Lolland Billedskole og REFA’s skoletjeneste. Gennem Kulturtjenesten udbyder de forskellige kulturaktører deres formidlingstilbud til grundskoler, børnehaver og SFO’er.

Målsætningen for arbejdet med kulturelle udtryks-former og værdier i dagtilbud kan defineres sådan fra ministeriel side2:

At børnene

• får mulighed for at møde og afprøve sig selv i forhold til forskellige kulturelle udtryksformer

• har adgang til materialer, redskaber og moderne medier, som kan give oplevelser og få dem til selv at skabe kulturelle aktiviteter

• får lejlighed for at deltage i og få viden om kul-tur, kulturhistorie, traditioner og kunstneriske tilbud.

I museal sammenhæng er det specielt den sidste sætning, der er relevant. At give børnene mulighed for at deltage i og få viden om kulturhistorie og traditioner. Fastelavn, påske og jul ligger jo lige for som temaer, men hvis nu vi skulle finde mere utradi-tionelle kulturhistoriske emner at arbejde med, hvad skulle det så være?

2 Informationshåndbog om pædagogiske læreplaner i dagtilbud. Bjørg Kjær (red.); Jesper Olesen (red.) Styrelsen for social Service, Socialministeriet/Ministeriet for Familie- og forbrugeranliggender. 2005. 162 sider. Kun som download fra http://shop.socialstyrelsen.dk/products/informationshaandbog-om-paedagogiske-laereplaner-i-dagtilbud

På Museum Lolland-Falster har vi én målsætning for vores formidlingsarbejde: At skabe sans for kulturhistorien. I denne sammenhæng skal ordet sans forstås som interesse for, viden om, forståelse for, motivation for, tæft for, smag for kulturhisto-rien. For målgruppen førskolebørn har vi opstillet tre målbare succeskriterier for arbejdet med at give børnene kulturhistorisk sans:

• Børnene skal blive grebet af kulturhistorien. Kul-turhistorien er en del af barnets interessesfære og leg.

• Børnene skal selv være opsøgende i forhold til kulturhistorien gennem spørgsmål, valg af billedbøger, film m.v.

• Børnene skal aktivt motivere familie og institu-tion til sammen med børnene at beskæftige sig med kulturhistorien gennem højtlæsning, aktivi-teter, film, ture til historiske steder og museer.

• Sagt på en anden måde: Kan vi gøre kulturhi-storisk interesse til en del af børnenes identitet, så har vi nået vores mål til overflod. Og med et så ambitiøst mål kan man ikke starte for tidligt.

PersonenMen i forhold til målgruppen for dette projekt havde jeg som museumsformidler en helt specifik problemstilling, som jeg var nødt til at forholde mig til. Det var begrebet “fremmed”.

Hvis jeg valgte selv at formidle til børnene, enten ved at børnene besøgte en af Museum

Lolland-Falsters mange afdelinger, eller ved at jeg besøgte dagplejen, så ville jeg for børnene være en fremmed, hvad der for mange børn ville fjerne fokus fra den kulturhistoriske formidling.

Og hvis børnene oven i købet på museet skulle forholde sig til de mærkelige huse, de mange glas-montrer og genstande, den specielle duft, der er på museer, så ville det ydermere svække børnenes opmærksomhed på det egentlige, den kulturhisto-riske oplevelse.

Så jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det ikke var mig, men dagplejerne selv, der skulle formidle. Og at formidlingen skulle foregå i de rum, inde og ude, som var kendte for børnene.

Min opgave var altså at klæde dagplejerne på, så de kunne formidle den helt lokale kulturhistorie for børnene.

HistorienVed de to dagplejedistrikters fællesmøder gav jeg så en præsentation af, hvad kulturhistorie er som begreb, og hvilken kulturhistorie, jeg forestillede mig, at dagplejerne kunne arbejde med.

Kulturhistorie er ikke kongerækken og den politiske historie med krige, samfundsøkonomi og Maas-tricht-traktater. Kulturhistorie er det liv, mennesker har levet og overlevet på gennem tiden, og de ideer og tanker, de har gjort sig.

Størstedelen af folkeskolens historieundervisning handler om den politiske historie. Der-for var der også blandt nogle af dagplejerne en oplevelse af, at kulturhistorie er svært stof og et umuligt emne at arbejde med børnene om. Og et emne, der ville kræve en hel del faglig forberedelse af dem.

Jeg oplevede derfor, at dagple-jerne følte, at det måske var en umulig opgave at tage hul på.

Men vi er jo alle med til at skabe kulturhistorien, og vi har gennem vores livsoplevelser en lang række kulturhistoriske fortællinger med os.

I min præsentation lagde jeg derfor en lille øvelse, hvor alle dagplejerne skulle fortælle en rigtig god historie fra deres barndom. Der blev fortalt på livet løs, og dagplejerne opdagede, at de var i gang med netop at formidle kulturhistorie.

Nu var opgaven for dagplejerne så at finde fortællingerne om livet i deres nærsamfund før i tiden. Fortællingen om den lukkede slagterbutik, der kun handlede med kød, og om slagteren, der altid gav et flæskesvær, når man var sendt i byen for mor efter et halvt pund hakket kalv og flæsk, hakket to gange. Eller fortællingen om de mange måger, der var i havnen, når de små fiskekuttere kom ind, og fiskerne begyndte at rense deres fisk. Eller om den sure gamle dame i det store røde hus, som alle børn i byen var bange for. Og sætte fokus på de mange spor af historie, der ligger i bygningerne og landskabet.

FortællingenNår jeg ovenfor vælger at bruge ordet fortælling i stedet for historie, er det, fordi den klassiske fortælling har så mange gode pædagogiske ele-menter, der netop kan medvirke til at skabe kultur-historisk sans.

En klassisk fortælling rummer et anslag eller begyn-delse, en præsentation af tid, sted og personer, en uddybning og et point of no return, hvor hele historiens kernehistorie begynder at rulle sig ud. Dernæst kommer konfliktoptrapningen og fortællingens klimaks, og endelig er en fortællingen ikke færdig, før den er ordentligt afsluttet. Kombinerer man disse elementer med de krav, der er til en historisk præsentation om troværdige kilder, autentiske genstande og bygninger og kor-rekt beskrivelse af det samfund og de personer, man fortæller om, så har man en kulturhistorisk fortælling3.

I den kulturhistoriske fortælling bliver personerne levende, og det giver børnene mulighed for at iden-tificere sig med dem. De begreber og udtryk, der i en almindelig historisk præsentation ofte bliver ab-strakte og vanskelige at forstå, bliver i fortællingen til konkrete følelser og oplevelser eller praktiske redskaber.

3 Slip fortællingerne løs, Børnekulturens Netværk København 2006, 1. oplag. 106 sider. I artiklen Sans for en grøft - Fortælling som redskab i kulturhistorisk formidling, s. 76, beskrives i detaljer, hvordan man opbygger en kulturhistorisk fortælling.

Det er derfor min oplevelse, at den kulturhistoriske fortælling er et eminent redskab til formidling. Ikke kun overfor de allermindste, men såmænd også for unge, voksne og de allerældste af os.

RummetEt fast element i dagplejebørnenes hverdag er gå-turen i nærområdet. Derfor var det oplagt at kon-centrere projektet omkring denne. Gåturen er en ru-tine og kræver ikke ekstra planlægning og økonomi. Og købstæderne og de mange større og mindre landsbyer, hvor dagplejerne har deres virke, er fyldt med kulturspor og bygninger, der lægger op til fortælling.

På møderne lavede de enkelte dagplejegrupper lange lister over de steder i deres nærsamfund, som det lå lige for at snakke med børnene om. Kirkerne, havnene, de gamle huse, bondegårdene og mu-seerne. Både Museum Lolland-Falsters afdelinger og de mange små museer, som Lolland huser. Og de fik dermed et nyt blik for den rige kulturhistorie, der ligger gemt i vores helt nære omgivelser og hverdag.

At arbejde kulturhistorisk med børns eget nærom-råde giver børnene en opmærksomhed for detal-jerne i deres hverdag. De opdager med tiden, at de kan læse en bygning, de noterer sig forskelle og ligheder i husene omkring dem. Og de ser ikke læn-gere landskabet som en stor flade, men bemærker de enkelte elementer, - bakker, levende hegn, vandløb - som landskabet består af.

En viden om nærområdets kulturhistorie er også med til at give børnene rødder og en oplevelse af, at deres liv bygger på de foregående generationers. Det udbygger med tiden forståelsen af, at de han-dlinger, vi foretager os, ikke er ligegyldige, men har betydning både for os alle og for fremtiden.

TidenBørn skal faktisk være ret gamle, før de kan forstå begrebet tid. De små børns historiske tidsopfattelse består af to epoker: “Den tid jeg kan huske” og “den tid jeg ikke kan huske”. Omkring slutningen af børnehavealderen begynder de at få en oplevelse af begrebet “i gamle dage”, som regel forstået som “tiden før jeg blev født”.

For at give børnene en oplevelse af, at det, man fortæller, er fortid, måske endda en meget fjern fortid, skal man klæde tiden på. Det gør man ved at vægte de ting, der var anderledes, i de kulturhistor-iske fortællinger. Derved får børnene en oplevelse af, at der har eksisteret andre samfundsforhold, end dem de kender. De får en oplevelse af “den tid, jeg ikke kan huske”. Et eksempel kan være brødmanden, der tidligere kørte rundt i lokalsamfundene og solgte brød direk-te til husstandene. I dag køber de allerfleste familier deres brød i supermarkeder og en gang imellem hos bageren. Man skal altså som forbruger gøre brug af transport for at købe brød. I “gamle dage” eller i tiden “før jeg blev født” var bilen ikke allemandseje, så derfor var det ikke muligt at komme til bageren hver eller hver anden dag. Og da man heller ikke rådede over køleskab, så holdt brødet ikke så længe som i dag, - slet ikke om sommeren. Så den om-kringkørende brødmand var en nødvendighed. Til sammenligning med noget børnene måske kender kan man bruge nutidens Hjem Is-bil.

Når dagplejerne fortæller om deres egen barndom, giver det også børnene en målestok for, at der har eksisteret andre livsforhold. Netop den personlige tilgang, der ligger i dagplejerens, forældrenes eller bedsteforældrenes fortællinger og barndomsople-

velser, er med til at udvikle børnenes tidsforståelse. Mange af dagplejerne er enten opvokset i det lokalområde, hvor de arbejder, eller de har boet der i en årrække. Det giver en lang række personlige oplevelser at øse af, der alle kan rummes i begrebet kulturhistorie.

OplevelserneProjektet løb hen over sommeren 2012 og bød på en rigdom af forskellige kulturhistoriske oplevelser for børnene. Der var udflugter til sukkerfabrikken og havne. Der var besøg på bondegårde med præsen-tation af nye og gamle traktorer, der kunne røres og opleves helt tæt på og fin forplejning i stuehuset. Alt krydret med fortællinger om “i gamle dage”. Bydelene i området blev travet igennem, den lokale kirke blev besøgt. Der var hestevognsture, ture med færge og veterantog og besøg på Frilandsmuseet i Maribo. Alt under en fælles titel, “Kulturrejsen”. En gruppe børn skrev også deres egen historie, idet der blev lavet en fotoplanche, der fortæller om den dag, da dagplejens nye legehus ankom. En planche, der i sig selv efterfølgende udgør en kulturhistorisk fortælling.

Dagplejerne oplevede, at det faktisk var sjovt at arbejde med kulturhistorien. Blandt de seks pæda-

gogiske læreplaner, som dagplejerne skal arbejde med, var netop “kulturelle udtryksformer og værdier” tidligere blevet opfattet som den vanskeligste. Nu oplevede de, at man faktisk kan arbejde med kulturhistorie med de allermindste, og at de som formidlere havde noget at byde på. De har en lang række kulturhistoriske ressourcer at trække på hos sig selv og kollegerne og i lokalområdet. Som en dagplejer formulerede det: “Der er jo virkelig kultur lige der, hvor vi er”.

En anden oplevelse, som projektet gav, er, at kultur ikke kun er finkultur, - teater, billedkunst og klassisk musik. Det er også jernbanesporene, gravhøjen, vagabonden og købmanden. Det er husene og landskabet omkring os, og det er os selv og vores fortællinger.

Dagplejerne oplevede, at de fik så mange gode ideer og historier, de gerne ville gennemføre og fortælle, så de gav udtryk for, at arbejdet med kul-turhistorien fremover skal være en del af hverdagen i dagplejen. Og forældrene meldte tilbage, at de var meget glade for det kulturhistoriske fokus og de

oplevelser, som børnene fik i projektperioden. Flere gruppeledere udarbejdede inspirationsmateri-ale til deres grupper af dagplejere, og efter projekt-perioden bliver materialerne stadig anvendt. Hele projektet blev evalueret i september 2012 på et møde for dagplejens gruppeledere for de 30 dag-plejegrupper i Lolland Kommune. De fortalte om alle de gode oplevelser, som er beskrevet oven-for og tilføjede, at det fokus, der havde været på kulturhistorien, havde medført en stor bevidsthed om de mange muligheder. Endelig var de glade for sparringen med Museum Lolland-Falster og for den inspiration, som de mange tilbud, der bliver udbudt gennem Kulturtjenesten, giver. Samarbejdet mel-lem dagplejen og Museum Lolland-Falster fortsæt-ter med et opfølgningsmøde, hvor jeg klæder dagplejerne fagligt på til at bruge Frilandsmuseet i Maribo i deres arbejde.

Den erfaring, jeg selv og museet fik gennem projek-tet, er, at selv om det virker som en umulig opgave at skulle formidle kulturhistorien til 0 - 3årige, så kan det sagtens lade sig gøre. Især når det sker gennem en gruppe af engagerede dagplejere.