0

Hvor svært kan det være?Hvor svært kan det være?Hvor svært kan det være?Hvor svært kan det være?

Et antropologisk blik på interaktionen mellem behandler og patient i den narrative handling på tandklinikken.

Udarbejdet af Rita Kaae Juli 2009

1

Abstract How difficult can it be? An anthropological look upon the interaction between the practitioner and the patient in the narrative action in the dental clinic. Based on fieldwork carried out in Municipal Dentistry in March 2009 in two branch clinics, I examine how parents of small children and school children perceive the offers of help at the Community Dentistry to a better tooth brushing and thus a good dental health. The two clinics are selected from the assumption that the staff here has an appreciative approach to both children and parents and prioritize thorough tooth brushing as the way to good dental health. The clinics have through targeted efforts with tooth brushing gained a good dental health on a large proportion of the children. The examination is based on observations in the tooth brushing room and in the clinics, and I have carried out 10 interviews among parents of small children and school children and 1 interview of a 15-year-old boy. Besides I have implemented a focus group interview among the staff in both clinics. The examination shows that almost all the parents are happy to go to the clinics, and they feel responsible for their children achieving a good tooth brushing and thus a good dental health. The question is what does the staff focus on in the interactions with parents and children when they achieve good dental health? Through narrative theory I illustrate how the staff through individual considerations creates good relations with parents and children, and based on the relations common goals and expectations for good dental health are created. Through appreciative approach and success the staff actively tries to involve parents and children with hope for good dental health. Special attention should be given to the fact that parents and children achieve powerful physical experiences during the training of tooth brushing, so that the good habits are maintained beyond. This is done particularly in the way that the parents even get a tooth brush in their own hands. Achieving good dental health can also be a matter of changing identities and relationships. With patience the staff creates close relationships with parents and children where healthy behaviour is folded out. The way to good dental health is also a scenario in which dilemmas, conflicts and chaos are part of everyday life and where the social part has the highest priority. By means of pragmatism I illustrate how parents by virtue of common sense and the pragmatic choice, despite of the difficult circumstances, make it possible to maintain the good development and the narrative mode. Health is also a matter of the good, harmonious life.

2

Indholdsfortegnelse 1. Indledning.................................................................................................................. 0

1.1. Baggrund..................................................................................................................................1 1.2. Relevans ...................................................................................................................................2 1.3. Teoretiske ramme ...................................................................................................................3 1.4. Opgavens opbygning...............................................................................................................4

2. Felten ......................................................................................................................... 4

2.1. Informanterne .........................................................................................................................5 2.2. Metoden....................................................................................................................................7 2.3. Min position i felten ................................................................................................................8 2.4. Etik ...........................................................................................................................................8

3. Det analytiske perspektiv .......................................................................................... 9

3.1. Mine teoretiske valg. ...............................................................................................................9 3.1.1. Narrativer .......................................................................................................................10 3.1.2. Byron Good.....................................................................................................................11 3.1.3. Cheryl Mattingly ............................................................................................................12 3.1.4. Grundlæggende fortællinger: helbredelse som en transformativ rejse. .....................13

3.2. Praktisk rationalitet ..............................................................................................................16 3.3. Pragmatismen og det pragmatiske valg. .............................................................................16

4. Vejen til en bedre tandsundhed. ............................................................................. 18

4. 1. Den kliniske kontekst...........................................................................................................19 4.1.1. At have gode relationer..................................................................................................19 4.1.2. At have fælles mål ..........................................................................................................21 4.1.3. At handle .........................................................................................................................23

4.1.3.1. Medinddragelse .......................................................................................................24 4.1.3.2. Succes .......................................................................................................................27 4..1.3.3. Ros og den anerkendende tilgang til patienterne ................................................28 4.1.3.4. Håb og drømme ........................................................................................................29

4.1.4. Helbredelse som den transformative rejse...................................................................31 4.1.5. Phronesis og praktisk rationalitet ................................................................................32

4. 2. Den hjemlige arena ..............................................................................................................33 4.2.1. Dilemmaer.......................................................................................................................33 4.2.2. Det pragmatiske valg .....................................................................................................34 4.2.3. Kaos og konflikter ..........................................................................................................35

4.3. Hvad er god sundhed og tandsundhed?..............................................................................36 5. Konklusion .............................................................................................................. 37 6. Perspektivering ........................................................................................................ 41 7. Noter ........................................................................................................................ 43 8. Litteraturhenvisning ................................................................................................ 44

1

1. Indledning

Jeg ser dem i øjnene og gør meget ud af, at de skal føle, vi er her

for dem. De skal føle sig i centrum, og de skalmærke vi kan li´dem,

og vi vil dem. Vi har jo alle brug for den anerkendelse. Det er bare

så vigtigt. Og så tror jeg bare, at hvis vi får de børn og forældre til

at føle det, så kan vi flytte bjerge med dem… Personale Nu kan jeg huske, at jeg har været dernede med en af pigerne,

hvor vi har fået megen ros for tænderne. Det kan man huske så-

dan noget. De fortæller, at vi gør det faktisk godt. Sådan noget

det kan man godt li´ som forældre, at få at vide. En far Jamen jeg kunne jo godt tænke mig…nu siger hun jo, det er fint

nok det her…altså det er jo ikke sådan, man bliver overrost der

nede - vel? En mor

Ovennævnte citater stammer fra mit feltarbejde udført i sidste del af marts 2009 på to

tandklinikker. Her kommer forældre og børn primært for at få børnenes tænder og tand-

børstning vurderet, og personalet giver den støtte og hjælp til tandbørstningen, der er

behov for.

De indledende citater fra mine interviews med personale og forældre vidner om, at såvel

personale som forældre har fokus på den anerkendende tilgang til det forebyggende

arbejde, der folder sig ud i relationen mellem de sundhedsfaglige og forældre og børn på

tandklinikken. Trods meget stor tilfredshed med personalet på de to klinikker, vidner det

sidste citat dog om, at de sundhedspædagogiske kompetencer og den anerkendende

tilgang til forældre og børn ikke brænder helt igennem hos alle i personalegruppen..

1.1. Baggrund

Min undersøgelse udspringer af en stor professionel interesse for forebyggelse og sund-

hedsfremme med særlig vægt på dialogen mellem tandplejepersonalet og forældre og

børn. Med mine snart 30 års erfaring som tandlæge og med mine kompetencer indenfor

det forebyggende og sundhedsfremmende område, finder jeg det interessant, at jeg i min

hverdag møder vidt forskellige holdninger til styrkelse af tandsundheden såvel blandt

personale som blandt børn og familier. Jeg oplever stor divergens i tandplejepersonalets

evne til at skabe den gode tandsundhed, men jeg oplever også divergerende holdninger

blandt forældre og børn. Mange forældre og børn har en interesse i at opnå en god tand-

sundhed, men jeg møder også familier, hvor jeg tror, at tandsundheden ikke er så væsent-

2

lig. Som tandlæge har jeg altid set det som min fornemmeste opgave, at være medvir-

kende til, at så mange børn og unge som mulig opnår en tilfredsstillende tandsundhed.

Dette lykkes i mange tilfælde, men i min hverdag på klinikken møder jeg også forældre

og børn, hvor det ikke lykkes mig at skabe fælles forståelse og ønske om en bedre

tandsundhed.

1.2. Relevans

Der har været en udbredt opfattelse af, at manglende forbedring i tandsundheden bl.a

skyldtes manglende motivation og interesse fra forældre og børns side. En af de kvali-

tative undersøgelser, jeg er stødt på indenfor mit tandlægefaglige felt, er foretaget i

Nordengland og belyser de faktorer, der påvirker tandlæger, når de giver råd om caries-

forebyggelse1 hos børn. Undersøgelsen viser, at der er større sandsynlighed for, at børn

med caries end børn uden bliver spurgt om kost og mundhygiejne. Det viser, at tand-

lægerne har fokus rettet på risikofaktorer, når det drejer sig om forebyggelse. Og hvis

tandlægerne mente, at forældrene var motiverede, var de mere tilbøjelige til at bruge tid

på at give råd, og de var af den opfattelse, at den manglende motivation ofte hang sam-

men med det sociale tilhørsforhold. Selv om tandplejesystemerne i England og Danmark

ikke er helt ens, er undersøgelsen spændende læsning, fordi den afslører holdninger og

handlinger, som man også finder hos mange danske børnetandlæger og praktiserende

tandlæger (Threlfall, Hunt, Milsom, Tickle og Blinkhorn 2007).

At forklare den manglende forbedring i tandsundheden, primært som en manglende inter-

esse og motivation hos børn og forældre er blot med til at cementere en ulighed i magtba-

lancen mellem ekspert og patient, men for mig er det også med til at synliggøre de mang-

lende kompetencer, tandlægerne måtte have i forhold til at sætte sig ind i og forstå deres

patienter. At opnå gode resultater rent tandsundhedsmæssigt giver tilfredse brugere, men

det afstedkommer også stor arbejdsglæde hos tandplejepersonalet. Det interessante er så,

hvad personalet fokuserer på i samspillet med forældre og børn, når de opnår god tand-

sundhed? Jeg ønsker derfor at kaste et blik ind i en Kommunal Tandpleje, hvor sundheds-

forbedrende aktiviteter har resulteret i god tandsundhed. Jeg har en formodning om, at

min undersøgelse i noget omfang vil kunne sige noget om, hvad vi som sundhedspro-

3

fessionelle skal lægge vægt på i relationen med forældre og børn for at opnå en forbedring

i tandsundheden på trods af familiernes forskellige sociale tilhørsforhold.

1.3. Teoretiske ramme

Da jeg blev præsenteret for antropologiske teorier om narrativer, så jeg muligheder for at

inddrage denne teori og gennemføre en analyse af de handlinger, der opstår i relationen

mellem behandler og patient på en klinik, hvor patienternes tandsundhed er god. I min

analyse ønsker jeg desuden, at se på, hvad der er på spil for forældre og børn, når tand-

børstning er en forventning og et ønske. Til dette ønsker jeg at anvende pragmatismen og

teorien om det pragmatiske valg.

Med afsæt i de valgte teorier, vil jeg undersøge: Hvordan forældre til små og mellem

store børn opfatter Den kommunale Tandplejes tilbud om hjælp til en bedre tand-

børstning, og hvor svært det kan være for forældrene at opnå en god tandbørstning

og dermed en god tandsundhed på deres børn. Hvilke faktorer har afgørende indflydel-

se på, hvordan forældre og børn bliver aktive medspillere i det sundhedsfremmende arbej-

de? Oplever forældrene et tandplejepersonale, der har for høje idealer om tandbørstning

og tandsundhed, og føler forældrene, at de kan efterleve, de krav personalet stiller?

Jeg har på baggrund af min lange erfaring som tandlæge en formodning om, at mange

forældre til børn med dårlig tandsundhed opfatter tandplejepersonalets hjælp og vejled-

ning til tandbørstning som unødvendig grundig og nærmest som anmassende. Endvidere

formoder jeg, at disse forældre ikke har en klar holdning til nødvendigheden af tandbørst-

ning og dermed barnets tandsundhed. På baggrund heraf ønsker jeg at undersøge om disse

formodninger svarer til virkeligheden.

Formålet med min undersøgelse er, at give et mere nuanceret billede af, hvordan foræl-

drene opfatter Den Kommunale Tandplejes tilbud om hjælp til tandbørstning og hvilke

faktorer, der har betydning for, at Den Kommunale Tandplejes vejledning i god tand-

børstning kan afstedkomme engagerede, ansvarsfulde og sundhedsbevidste forældre til

fremme af børnenes tandsundhed. Formålet er også at kunne vise, hvilke faktorer der kan

4

være med til at forklare de gode grunde, forældre kan have til at træffe det valg, at de ikke

børster børnenes tænder som anvist.

1.4. Opgavens opbygning

Efter indledning følger metodeovervejelser i forhold til mit feltarbejde. Informanterne

præsenteres, og der vil blive lagt vægt på en grundig redegørelse for den valgte teori.

Empirien gennemgås ud fra udvalgte emner, så selve mødet mellem den sundhedspro-

fessionelle og forældre og børn samt deres handlinger beskrives så nuanceret som muligt.

Temaerne vil undervejs blive analyseret i forhold til de valgte teorier og i konklusionen

blive holdt op mod opgavens overordnede spørgsmål. Afslutningsvis vil jeg fremsætte

nye perspektiver relateret til mødet mellem patienten og den sundhedsprofessionelle.

2. Felten

”Den antropologiske videnskab retter opmærksomheden ikke mod det enkelte menneske i

sig selv, men mod mennesket som en del af et socialt fællesskab”(Hastrup 2003:9). Med

dette in mente ønsker jeg i min undersøgelse primært, at holde opmærksomheden rettet

mod det sociale fællesskab og lade dette danne baggrund for mit feltarbejde. Feltarbejdet

blev udført i de sidste uger af marts i 2009. Via lederen af Tandplejen, havde jeg forinden

fået kontakt til 2 af kommunens filialklinikker. Jeg aftalte med de to filialledere, at jeg

gerne ville følge personalet og lave observationer på klinikkerne, interviewe personalet

(sekundære informanter) og efterfølgende interviewe forældrene til nogle af de børn

(primære informanter), der kom på klinikkerne de pågældende dage. Jeg havde forud

aftalt med personalet, at de forældre jeg primært gerne ville interviewe, var forældre til

børn i alderen fra 0- 12 år, men at jeg også gerne ville interviewe enkelte unge i alderen

13-17 år.

Ud fra ønsket om at vælge en tandpleje, hvor børnene har en god tandsundhed2, valgte jeg

blandt disse en Tandpleje, hvor jeg aldrig selv har arbejdet. De to filialklinikker i kom-

munen er tilfældigt valgt og ligger begge i tidligere inspektørboliger i tilknytning til

skolen. Børnene kommer primært fra de små byer, hvor klinikkerne ligger samt fra land-

distriktet omkring. Der arbejdes på begge klinikker meget målrettet med forebyggelse

med særlig fokus på god tandbørstning, og hele personalet har gennem kurser tilegnet sig

5

den anerkendende pædagogik. I tandbørsterummet instrueres børn og forældre i grundig

tandbørstning, hvor personalet giver individuelle råd og vejledninger. Børnene kommer

herefter ind på klinikkerne for at få lavet yderligere forebyggende behandlinger, under-

søgelser eller tandfyldninger. Personalet er meget velkvalificeret og arbejder målrettet

med den anerkendende tilgang til forældre og børn.

2.1. Informanterne

Jeg ønskede primært at møde børn med forældre, hvor tandplejens personale i forbindelse

med barnets klinikbesøg bl.a. ville kontrollere og vurdere tandbørstningen. Jeg vidste, at

man i Tandplejen anbefaler, at forældrene hjælper barnet med tandbørstningen indtil bar-

net er 10-12 år, hvilket betød, at jeg gerne ville møde forældre til børn i denne alders-

gruppe. Jeg fandt det også interessant at få en 1.gangsforældres syn på Tandplejens krav

og forventninger til tandbørstningen samt et ungt menneskes erfaringer.

På den ene klinik fulgte jeg primært tandplejeren og filiallederen og deres patienter. Mine

observationer blev primært udført i børsterummet og efterfølgende på deres klinikker. Jeg

fulgte 5 børn i alderen 1½ - 10 år, sammen med én af deres forældre. Desuden fulgte jeg

en dreng på 15 år. På den anden klinik fulgte jeg primært filiallederen og hendes

klinikassistent og deres patienter. Mine observationer var også her primært i børsterum-

met og efterfølgende på deres klinik. Jeg fulgte 7 børn i alderen 2½ -10 år sammen med

én af deres forældre. 3 af børnene var søskende. Interviewene gennemførte jeg dels på

klinikken, dels hjemme hos forældrene eller som telefoninterview.

Mor til barn(4 år 5 mdr.) NA. Har hidtil kun fået lavet børsteinstruktioner og årlige

eftersyn.. Tand-sundheden er god og kontakten til hjemmet er god.

Far til barn (10 år)MA. Kommer til kontrol af tandbørstningen. Har tidligere fået lavet

enkelte huller og fået instruktion i tandbørstning. Der er god kontakt til hjemmet.

Mor til barn(9 år)AA. Kommer til kontrol af tandbørstningen. Tandsundheden er mindre

god. Der har efterhånden været en del huller i mælketandsættet. Tandplejen har hyppig

6

kontakt til hjemmet, hvor der er en del børn. Kommer hver 3. mdr. til fluor behandling af

begyndende huller. God kontakt til familien.

Mor til barn (1 år og 5 mdr.)SA. Kommer til 2. småbørnsbesøg. Tandsundheden er god, og

der er et godt samarbejde med familien.

Mor til barn(7 år)MLA. Kommer til eftersyn. Har hidtil kun fået lavet børsteinstruktioner

og årlige eftersyn. Tandsundheden er god. Samarbejdet med familien er god.

Ung (15 år)JA. Kommer til årligt eftersyn. Har hidtil kun fået lavet børsteinstruktioner og

årlige eftersyn. Tandsundheden er god. Har ikke kontakt til familien mere, men kontakten

var god tidligere.

Mor til 3 børn(5,6 og 9 år)PS. Alle 3 børn kommer til årligt eftersyn. Den ældste har haft

en del huller tidligere. Den midterste kun ét hul, trods store problemer med tandbørst-

ningen derhjemme. Den yngste har 2 huller ved tandeftersynet. De tre børn får vurderet

tandbørstningen, og de to ældste får tænderne farvet ind.

Mor til barn(10 år)TS. Kommer til tandbørstetræning. Barnet har haft en del huller og har

generelt en dårlig mundhygiejne. Tidligere kom moderen med på klinikken, men in-

denfor de seneste 2 år har personalet ikke set meget til hende.

Mor til barn( 9 år)KS. Kommer til årligt eftersyn. Hun har tidligere haft mange huller og

har altid været til tandeftersyn med korte intervaller. Hun har 2 søskende, der også har

haft mange huller. Der er en god kontakt til hjemmet.

Mor til barn (10 år)AS. Kommer til tandbørstetræning samt fluorbehandling. Har gennem

de sidste 2½ år været på klinikken hver 2. mdr. til forebyggende behandling, alm. eftersyn

eller tandfyldning. De sidste 2 år er hun selv kommet på klinikken. Der er en storesøster

og en lillebror, der også har en del huller. Der er god kontakt til hjemmet.

7

Mor til barn (2½ år)US. Kom til 1. småbørnsbesøg. Har dog tidligere været på klinikken i

forbindelse med en skade på en enkelt tand.

2.2. Metoden

Jeg anvendte observation, fokusgruppe interview af personalet og kvalitative interviews

af informanterne. Jeg valgte primært at gennemføre semistrukturerede interviews, men

gennemførte også ét ustruktureret interview af en tandplejer. Under interviewene var jeg,

inspireret af Kvale, meget bevidst om:” at lytte til de direkte beskrivelser og meninger, og

det, som ”siges mellem linjerne” (Kvale 1990: 220). Afslutningsvis samlede jeg op og

sendte det tilbage til den interviewede således, at jeg fik bekræftet eller afkræftet mine

tolkninger af meningen med det sagte. Mine primære informanter blev interviewet én

gang, og derudover gennemførte jeg ét fokusgruppeinterview af personalet på hver af kli-

nikkerne. Inden interviewene foretog jeg observationer af kortere eller længere varighed

på klinikkerne, hvor der primært blev rettet opmærksomhed på tandbørstningen. Under

observationerne gjorde jeg mange notater.

Fokusgruppe-interviewene brugte jeg dels til at få et bedre indblik i kulturen på klinik-

ken, samt at få en fornemmelse af og identificere variationer i de forskelliges meninger og

holdninger. Desuden forsøgte jeg også at afdække områder, der kunne have interesse og

føre til yderligere spørgsmål til informanterne.

Til interviewene anvendte jeg spørgeguide, som jeg justerede og videreudviklede i løbet

af interviewene. Jeg optog interviewene på bånd, og gjorde under interviewene ingen

notater, hvilket betød, at jeg kunne ”være fuldt tilstede”. Undervejs gjorde jeg mig umage

med at samle op og reflektere, og på empatisk vis komme endnu tættere på deres verden.

Jeg forsøgte desuden undervejs at identificere gruppens nøgleproblem.

Af arbejdsmæssige hensyn var jeg nødt til at gennemføre interviewene i løbet af få uger.

Dette betød, at arbejdspresset var relativt højt, hvilket gjorde at opmærksomheden og mu-

lighederne for at skelne mellem, hvad jeg så, og hvilken betydning jeg tillagde det, var

vanskeligere. Hvis nogle af børnene skulle til yderligere kontrol var det min hensigt at

interviewe forældrene på ny. Da man på klinikkerne primært så børnene med behov for

8

ekstra kontrol efter 1½- 3 mdr., måtte jeg af tidsmæssige årsager fravælge det sidste

interview. Dette betyder, at informanternes udsagn er baseret på spørgsmål stillet her og

nu.

2.3. Min position i felten

Forud havde jeg besluttet, at jeg ikke ville tilkendegive, at jeg ud over at studere antropo-

logi også var tandlæge. Dette valg gjorde, at informanterne frit kunne formulere, hvilke

synspunkter de måtte have, både i relation til den enkelte sundhedsprofessionelle, men

også i relation til tandlægestanden som sådan. Jeg formoder, at havde jeg tilkendegivet, at

jeg var tandlæge, havde de tilbageholdt eller tilpasset oplysningerne, så de bedre passede

til, hvad de forventede, jeg gerne ville høre.

Jeg forsøgte at være meget bevidst om, at jeg studerede i eget felt. At studere egen kultur

kan være vanskeligt. Som Cato Wadel siger: ”Det kan være vanskeligere å få tak i mange

forhold i vår egen kultur enn i en fremmed kultur, nettopp fordi de tas for gitt” (Wadel

1991:18). Og indenfor vores egen kultur eksisterer meget af det sociologen Anthony

Giddens(1976) kalder.” gensidig fælles kundskab”. Den fælles kundskab, jeg har med de

sundhedsprofessionelle på de to klinikker, trak jeg på i mit koncentrerede feltarbejde. Jeg

mener som Cathrine Hasse at.” feltarbejde i egen kultur kan bibringe analysen andre

nuancer end, hvis det sker i en fremmed kultur” (Hasse1999). Hun mener, at når antropo-

loger producerer andre tekster i en dansk sammenhæng, kan det hænge sammen med, at

refleksionsgrundlaget ændres ved forbløffelse og komparation. Da jeg også selv lægger

stor vægt på det forebyggende arbejde med særlig fokus på tandbørstningen, havde jeg i

høj grad fælles interesse og kundskaber med de sundhedsprofessionelle.

2.4. Etik

Inden børnene mødte på klinikken havde jeg sendt informationsbrev hjem til forældrene.

Her informerede jeg om min undersøgelse, hvilket studie jeg var i gang med, og jeg an-

modede om, at de efterfølgende ville deltage i et interview. Inden interviewene oriente-

rede jeg dem om anonymiteten og formålet med min undersøgelse. Af hensyn til den

enkelte har jeg anonymiseret informanterne, personalet samt de enkelte klinikkers belig-

genhed. Jeg har aftalt med personalet, at jeg efterfølgende vil give dem de data, der kan

9

have interesse for deres videre arbejde med patienterne. Og så til redegørelsen for min

teori.

3. Det analytiske perspektiv

I dette afsnit ønsker jeg at begrunde mine valg af teori og efterfølgende trække de karak-

teristika frem, som kendetegner den valgte teori specielt med henblik på min problem-

stilling.

I min beskrivelse af mine informanter og hverdagen på de to klinikker antyder jeg, at rela-

tionen mellem behandler og patient både handler om behandlinger knyttet til det tandlæ-

gefaglige, men også om menneskelige og moralske aspekter. Vi ser ind i det relationelle

perspektiv, hvor fælles mål og forventninger, anerkendelse, ros, medinddragelse, men

også dilemmaer, håb og drømme kendetegner den kliniske situation. Kendetegnende for

den relation, der er mellem tandplejepersonalet og informanterne er, at behandlingen og

helbredelsen ikke kun ligger på tandplejepersonalets bord, men også hos patienten.

Netop relationen mellem behandler og patient, dens betydning for, hvordan der skabes

fælles mål om god tandsundhed, har min store interesse. Jeg ønsker derfor at se ind i min

empiri, for at få yderligere viden om, hvordan relationer mellem personale og informanter

spiller ind på forældrenes accept af tandplejepersonalets meget målrettede indsats til

fremme af tandsundheden. Hertil ønsker jeg at knytte den narrative teori. Narrativer er

formet af den kontekst, i hvilken de fortælles, såvel af fortælleren som publikum og af

deres relation til hinanden. Narrativ viden er derfor relationel viden, og ved at træde ind i

de relationer, der giver os adgang til narrativerne, får vi ydermere indblik i de mange

relationer, som samfundet består af, og som påvirker sundhed og sygdom. (Mogensen

2005:8). I min analyse ønsker jeg at kaste et blik på relationerne på klinikken og på rela-

tionerne i informanternes hverdag.

3.1. Mine teoretiske valg.

Analytisk er jeg primært inspireret af det narrative perspektiv, hvor antropologerne Byron

Good 1994 og Cheryl Mattingly 1998 har videreudviklet den narrative teori i den medi-

cinske antropologi op gennem 90´erne. Jeg anvender Good´s teori og særlige interesse for

10

begrebet reader respons. Han understreger skarpere end Mattingly, at man som tilhører

ikke bare er passiv, men er medskaber af historien (Good 1994: 142). Med min interesse

for det kliniske møde mellem patient og behandler ønsker jeg yderligere at inddrage

Mattingly´s narrative teori, idet hun har fokus på, at ikke kun vores fortællinger, men

også vores handlinger har et plot. Hun fører os dermed ind i praksis. Med fokus på det

terapeutiske emplotment, hvor det at motivere patienten med udfordrende højdepunkter,

skaber aktive patienter, gør hun os opmærksomme på en vigtig faktor i den narrative

struktur i terapeutisk øjemed (Mattingly 1998: 76). Jeg ønsker at supplere med hendes

begreber om ”helbredelse som den transformative rejse” og hendes udlægning af lægens

individuelle kliniske ageren - praktisk rationalitet. Begge teoretikere giver mulighed for

en indfaldsvinkel, der kan åbne op for mit materiale og vise, hvordan behandleren har en

særlig opgave i at føre patienten frem til en bedre tandsundhed.

Mens den narrative teori i min opgave er med til at belyse og forstå interaktionen mellem

behandler og patient i det kliniske møde, så ønsker jeg at anvende pragmatismen og det

pragmatiske valg til at forstå de komplekse hverdagssituationer og prioriteringer, mine

informanter står i. Dette gør jeg ved at inddrage antropologerne Mette Bech Risør og

Lone Grøn med deres anvendelse af begreberne.

3.1.1. Narrativer

Med ordet ”narrativ” henvises ofte til konkrete fortællinger, men der henvises også til en

særlig analytisk forståelse af forholdet mellem individ og samfund, kontinuitet og foran-

dring, forudsigelighed og tilfældighed og ikke mindst en forståelse af livet, som levet over

tid og i tid.(Mogensen 2005:5). Begrebet narrativ har antropologien taget til sig fra den

fænomenologiske inspireret filosofi- og litteraturforskning. Mange forskere har hæftet sig

ved fortællingens evne til at skabe sammenhæng og mening i usammenhængende hændel-

ser og begivenheder. En af de antropologisk vigtigste inspirationskilder i forbindelse med

brugen af narrativer er den franske filosof Paul Ricoeur(1984, 1985 og 1987). Han udta-

ler, at: ”livet blot er et biologisk fænomen, så længe det endnu ikke er blevet fortolket”

(Mogensen 2005:6). Dermed mente han, at livet kun kan forstås gennem fortællinger om

de erfaringer vi opnår. Efterfølgende skabte Arthur Kleinman med bogen ”Illness Narra-

tives”(1988) opmærksomhed på, at sygehistorier har betydning for patientens forståelse af

11

sygdommens betydning og meningen med sygdommen. Siden midten af 90érne har

Byron Good 1994 og Cheryl Mattingly 1998 hæftet sig ved narrativers evne til at skabe

sammenhæng og mening, som netop er den funktion, der kan udnyttes terapeutisk.

3.1.2. Byron Good

Den amerikanske antropolog og psykiater Byron Good har i sin tekst fra 1994:”The

narrative representation of illness” med udgangspunkt i de interview han foretager i

Tyrkiet af patienter ramt af epilepsi fokus på experience i narrativet. Han mener ikke, vi

har direkte adgang til folks erfaring, men at vi lærer meget om menneskets erfaring gen-

nem den historie, der fortælles om ting, som er hændt dem. Good er opmærksom på,

hvordan narrativer spiller en særlig rolle for sygdomsoplevelsen. Han vender blikket mod

tilhøreren, hvor han med fokus på reader respons understreger tilhørerens aktive rolle

(Good 1994:142), og hvor den proces, der opstår mellem fortæller og lytter, er med til at

ændre historien efterhånden som begivenhederne folder sig ud. På samme måde ser jeg i

mit materiale, at når tandplejepersonalet i dialogen med forældrene på klinikken involve-

rer og anerkender forældre og børn, er dette med til at styrke modet hos forældre og børn,

så de fortsætter og bliver endnu bedre. Good interesserer sig for formen på narrativet og

dermed plot og emplotment. ”Plot is the meaningful order through which experiences and

events are joined together to make a story”(ibid:144). Her mener han, at plot giver struk-

tur til en historie og binder begivenhederne sammen til en historie. Good antyder, at i

sygdomsforløbet er plottet ikke helt komplet, men at mennesket emplotter. Han mener

dermed, at mennesket engagerer sig i forløbet. Han siger endvidere, at det kræver fantasi

at være lytter. Tilhøreren er med til at konstruere et plot og sortere det vigtige fra det

mindre vigtige(ibid: 145). Der opstår et drive, en spænding, som driver handlingen frem.

Good trækker begrebet subjunctivizing” ind. Dermed mener han, at der undervejs skabes

håb og muligheder for fortælleren, og ønsket om helbredelse driver historien frem

(ibid:153). Det kan også være et ønske om at fremelske en alternativ slutning. Good er

inde på, hvordan der kan skabes en historie, hvor helbredelse er mulig, selvom det kræ-

ver mirakler: ”they were deeply committed to portraying a ”subjunctive world” one in

which healing was an open possibility, even if miracles were necessary”( ibid: 153). På

samme måde oplever jeg, at selvom nogle børn og forældre hidtil har nedprioriteret tand-

sundheden og heller ikke har megen interesse og forståelse for vigtigheden af tandbørst-

12

ningen, kan tandplejepersonalet via deres anerkendende tilgang give håb og drømme og

sammen med forældrene skabe et forløb, hvor større forståelse og bedre motivation resul-

terer i selv små forbedringer.

Good konkluderer, at narrativet giver meget viden om sygdom, og giver form til syg-

domserfaring for den lidende. Det skaber sammenhæng i sygdommens overraskende og

chokerende traume. Narrativet har som livet et plot og kendetegnes ved at være

ubestemmelig, åben, terapeutisk med deltagelse og muligheder for nye aspekter. Der er

ingen fast slutning eller bedømmelse. Narrativet kan have en lindrende effekt, idet lidel-

sen kan deles med andre, og på den måde bliver vi i stand til at være medlidende og føle

ansvar for andre mennesker. Good er inde på, hvordan narrativer, knyttet til sygdom, er

struktureret i kulturelle termer, og hvordan de reflekterer eller giver form til særlige

måder af levet erfaring. Han fokuserer således både på den analytiske, men også på den

terapeutiske gevinst ved narrativet i forhold til sygdomsoplevelser. Jeg mener, at den

tilgang kan bidrage til forståelsen af mine informanters sygdomsopfattelse, men også til

forståelsen af den rolle, tandplejens personale har i forhold til deres patienters selvop-

fattelse og udvikling. Da jeg ønsker, at se yderligere på den kliniske praksis og de mulig-

heder og handlinger, der kan skabes på klinikken i mødet mellem behandler og patient, vil

jeg gå over til at belyse Mattingly´s teoretiske tilgang til narrativet.

3.1.3. Cheryl Mattingly

Den amerikanske antropolog Cheryl Mattingly har spillet en central rolle for videreud-

viklingen af diskussionen om narrativet i den medicinske antropologi, fordi hun har været

i stand til at kombinere den fænomenologiske og fortolkende tradition med en praksis-

orienteret antropologi. Hun har i sin bog ”Healing dramas and clinical plots” 1998, der

bygger på feltarbejde blandt ergoterapeuter på et hospital i Boston i perioden 1986-1988

belyst, hvordan ergoterapeuter, på trods af kulturelle forskelle, via narrativet og fælles

erfaring finder en platform, hvor patient og terapeut arbejder sammen om et fælles mål.

Mattingly viser, hvordan narrativer er grundlæggende for praksis og ikke kun fortæl-

linger, men også handlinger har et plot. ”Therapist and patients not only tell stories,

sometimes they create story-like structures through their interactions”. Forsøget på denne

story- making, som hun refererer til som therapeutic emplotment, er en integreret del af;

13

” the healing power”(Mattingly 1998:2). Mattingly gør os opmærksomme på, at

narrativet også indeholder åbenhed, drama og tvetydighed. ”Hvad sker der nu?”, ” hvor-

dan fortsætter handlingen?” og ”hvor er vi på vej hen?”. Her peger hun på, hvordan nar-

rativet kan bruges af terapeuten i forhold til at finde ud af, hvilken kontekst hun er i og til

at skabe et billede af patientens forløb rent tidsmæssigt. Hun pointerer også, hvor vigtigt

det er, at patient og behandler har et fælles og realistisk billede af situationen (Mattingly

1998:72).

Mattingly bruger ligesom Good også begreberne plot og emplotment. Plot som handling

og aktivitet og emplotment som den proces, at arbejde sig hen imod plottet. Patienten skal

involveres i ”handlingen/plottet” for at det kan lykkes, og skal engageres i historien om

egen helbredelse. Narrativ tid indeholder et plot. Det centrale i processen er, når terapeu-

tens emplotment ”slår igennem” og omformer den kronologiske tid til narrativ tid. Hun

understreger, hvor vigtigt det er, at terapeuten bruger succes i forhold til det patienten

arbejder med. Succes spreder håb, og håb er vigtig i den svære situation (Mattingly

1998:79). Terapeuten skal vurdere, hvor langt hun kan gå med patienten, hvor langt

patienten selv vil gå, og hvor megen risiko han vil vove sig ud i. Terapeuten forsøger at få

patienten til at se muligheder, og hun forsøger også, at få patienten til at bekræfte sin egen

forbedring i en narrativ form.

Hun citerer Arendt (1958):” to fully live a life is to have experiences worth telling about”.

Og det er netop experience terapeuten prøver at skabe med patienten. De må bringes til at

dele historien om den terapeutiske proces. Må se dem begge i samme historie. Det er en

fremtidshistorie, en historie om, hvad der kan ske, en ufærdig historie, men også en histo-

rie, hvor erfaringen bliver en del af en længere historie. Gode stærke oplevelser er med til

at skabe sammenhæng og mening. ”The need for emplotment is evidenced in occupational

therapy because in this practice healing is linked to dramatic therapeutic experience

(ibid: 83-84).

3.1.4. Grundlæggende fortællinger: helbredelse som en transformativ rejse.

Mattingly´s teori argumenterer for, at helbredere, patienter og deres familier trækker på

grundlæggende fortællinger, både når de taler, og når de handler i forhold til sygdom.

14

Fortællingernes plot skaber et socialt landskab, en scene hvor aktørerne handler, og hvor

handlingen giver mening i forhold til den overordnede fortælling. Mattingly nævner 5

dramatiske fortællinger:1. helbredelse som detektivhistorie, 2. helbredelse som kamp, 3.

helbredelse som reparation, 4. helbredelse som transformativ rejse og 5. helbredelse som

mirakel. De første tre karakteriseres som ”kanoniske ” fortællinger, der er legitime

fortællinger om helbredelse, og som anerkendes og respekteres i den medicinske verden.

De sidste to findes også i den medicinske verden, men i Mattingly´s materiale er disse

mere udbredt blandt patienter og familier end blandt de medicinske uddannede perso-

ner.(Grøn, Obel og Bræmer 2007). Mattingly definerer disse som ”underground” fortæl-

linger, der i modsætning til de kanoniske fortællinger, forholder sig til hverdagen, det

kaotiske, det følelsesmæssige og til sygdommen, der ikke kan udredes eller helbredes og

hvor håb, drømme og moral er en del af fortællingen. I de to dramatiske fortællinger,

”underground” fortællingerne, placeres patienten i centrum af historien og helbredelsen

betragtes fænomenologisk - altså som levet og erfaret af såvel patient som læge. Den

levede erfaring sættes ofte i forbindelse med en rejse eller en transformation, der foregår

over tid. I forløbet ændrer betingelserne undervejs, og der sker uventede ting, som både

patient og helbreder må tage højde for. Her er det ikke kun kroppen, der skal repareres, og

det er ikke kun en fysisk rask krop, der sætter standarden for en helbredelse. Vi oplever,

hvordan medicinsk helbredelse ikke altid er nødvendig for, at en sådan transformation

kan finde sted. Helbredelse er således ikke ensbetydende med en perfekt rask og rørig

krop, men det kan handle om ændringer i identiteten eller de sociale relationer over tid

(ibid: 29).

Når jeg lægger vægt på denne fortælling, er det fordi jeg mener, den har stor betydning i

forståelsen af det, der sker mellem behandler og patient på tandklinikkerne i mit materi-

ale, men også for det, der sker i familierne derhjemme. Jeg mener, at i de familier, hvor

børnene har en dårlig tandsundhed, er vejen til en bedre tandsundhed som en rejse, der

forudsætter en transformation. Helbredelsen er her ikke ensbetydende med et perfekt

tandsæt med 0 huller, men at have et funktionsdygtigt tandsæt, og hvor barnet og foræl-

drene forstår betydningen af den gode tandbørstning. Den del af det kliniske arbejde, der

er beskrevet i min empiri, indebærer en afvejning af, hvad der er muligt og rigtigt at gøre i

det enkelte tilfælde. Det handler om evnen til at opbygge et kendskab til patienten, der

15

rækker ud over patientens ”tandhistorie”, og som ofte foregår over længere tid. Det hand-

ler også om en moralsk vurdering om, hvad det gode liv er netop for denne patient. Hel-

bredelse handler om, at lede patienten ind i en transformationshistorie med en åben slut-

ning, hvor ingen standarder sætter begrænsninger for det enkelte liv.

Såvel Good som Mattiangly belyser den terapeutiske effekt af narrativet. Mattingly læg-

ger med sin egen terapeutiske baggrund særlig vægt på den narrative praksis, hvor klini-

keren udfordres i at motivere patienten og stykke handlinger sammen, som bliver til en

kurs for tiden fremover - ”desire”. Når hun inddrager begreberne plot og emplotment er

det tæt relateret til relationen mellem patient og behandler og den handling, terapeuten

forsøger at drive frem. Good derimod lægger mere vægt på den meningsskabende betyd-

ning af narrativet. Han bruger begreberne plot, som den røde tråd i historien og emplot-

ment som en aktivitet, et engagement hos fortælleren eller lytteren af historien, der giver

mening til historien. Plot er den meningsfuldhed, som fører erfaring og begivenheder

sammen til en historie. Vi får adgang til andres erfaring gennem fortællingen. Med fokus

på reader respons og medinddragelse af lytteren i historien, har Good særlig interesse for

fortællingens betydning. Han kommer desuden ind på bestemte kulturelle narrativer, der

kan give begivenheden eller erfaringen dens følelse af betydning. De er en kulturel res-

source, der er midt i sygdommen og som forsøger at give mening med dens erfaring. I

min empiri illustreres dette af flg. citat fra en mor, der forklarer, hvorfor hendes barn altid

har huller:

”men jeg tror, der er forskel på børns tænder. Altså i vores familie har vi altid haft

nemmere ved at få huller end andre familier. Hun sagde at de børstede ikke tænder så tit,

og de spiser det samme slik, men mine børn de fik huller, og det gjorde hendes ikke, og

jeg børster tænder på mine børn ikk, så jeg synes bare, der var stor forskel. Hun har

aldrig haft et hul. AA

Jeg vil nu bevæge mig ind på den antropologiske undersøgelse af alment praktiserende

lægers opfattelser af rollen som tovholder af Lone Grøn, Josephine Obel og Marie

Højlund Bræmer 2007, hvor de bl.a. arbejder med begrebet helbredelse som en transfor-

mativ rejse og praktisk rationalitet.

16

3.2. Praktisk rationalitet

Hvordan tandplejens personale agerer, har i høj grad at gøre med evnen til at træffe be-

slutninger, hvor der ikke findes en standardiseret eller ”rigtig” løsning. Det handler om at

optræde empatisk og tage moralske individuelle hensyn. Der er her snarere tale om en

praktisk kontekstafhængig dømmekraft. En dømmekraft hos behandleren, der handler om

praktisk rationalitet(G, O og B 2007:38), hvilken er kendetegnet ved at tage højde for

selve situationen og det individuelt specifikke. Som sundhedsfaglig opererer vi på usikker

grund. Selvom man opnår stigende indsigt og erfaring og bliver bedre til at håndtere

usikkerheden, forsvinder usikkerheden aldrig. Der er iflg. Jensen og Johnsen tale om en

praktisk visdom/viden om, hvad det kommer an på, når livet mellem mennesker skal

lykkes. En moralsk tæft og situationsfornemmelse, der udspringer af livserfaring og

menneskekundskab - phronesis. At besidde phronesis vil ifølge Aristoteles sige at vide,

hvad der kræves i en given situation og handle konsekvent i forhold til den viden. (Jensen

og Johnsen 2000: 51-52). Når jeg ønsker at trække denne del af teorien ind, er det fordi

jeg mener, den har betydning for forståelsen af mit materiale, hvor behandleren indivi-

duelt er i stand til at tackle selv uforudsete hændelser på klinikken.

Jeg har her været inde på de teorier, der i mit materiale kan åbne op for forståelsen af den

interaktion, der foregår på klinikken mellem behandler og patient, og hvad denne inter-

aktion kan føre med sig. Mange af mine informanter følger behandlerens råd og vejled-

ning. De har ofte de samme mål, men vejen til målet er ikke altid den samme. I mate-

rialet ses, hvordan forældrene tager stilling til, hvornår det kan lade sig gøre at børste

tænderne og hvor ofte. De overvejer konsekvenserne, tvivler og træffer nogle valg. Der er

her tale om aktivt fravalg på basis af pragmatiske overvejelser gjort på baggrund af hver-

dagslivet. For at forstå disse pragmatisk valg vil jeg kort belyse pragmatismen og det

pragmatiske valg.

3.3. Pragmatismen og det pragmatiske valg.

Pragmatismen som retning stammer fra USA og dens fædre er amerikaneren Charles S.

Peirce (1839-1914), William James(1859-1952) og John Dewey(1859-1952)(Brinkmann

2006:41). For dem var pragmatismen en metode til kontinuerlig at stille spørgsmål om

17

verden ved at engagere sig i den og mærke sig resultatet af handlinger (Whyte: 129).

Pragmatismen opstod i sin moderne form som et forsøg på at skabe en gylden middelvej

mellem rationalismen og emperismen. Den forholder sig til det konkrete levede liv og til

de erfaringer mennesker gør med det, og der er ingen eviggyldig sandhed. I pragmatis-

mens optik er mennesket ikke blot at betragte som frit handlende. Man er bundet af en

fortid, en historie og en kultur, hvilket vi også ser i mit materiale blandt flere af forældre-

ne. Ifølge Dewey skabes viden som en proces i den praktiske handling i hverdagslivet. Du

ved ikke blot, men du ved fordi, du relaterer til verden omkring dig, og de erfaringer du

gør. (Dewey 1929). Viden er som en proces mere end noget statisk.

Flere antropologer har i de senere år beskæftiget sig med pragmatismen og det pragma-

tiske valg. Pragmatisk valg betyder at man handler og resonerer praktisk i forhold til den

konkrete virkelighed, man lever i. Såvel antropologerne Mette Bech Risør, som Lone

Grøn har beskæftiget sig med det pragmatiske valg i undersøgelser af forholdet mellem

viden og handling i et sundhedsfremmende perspektiv. MBR har undersøgt gravide

rygere og finder, at på trods af advarsler ryger nogle kvinder stadig. Hun konkluderer, at

dette bl.a. skyldes, at sundhedsfagfolk og kvinderne selv har vidt forskellige tolkning af

sundhed. Fagfolk betragter rygning som et spørgsmål om en målbar sundhed, hvorimod

kvinderne ser deres rygning som et moralsk valg. Set i lyset af disse kvinders dagligdag

med utallige pligter og stres, anser kvinderne rygning ikke nødvendigvis som usundt, men

som en nødvendig del af et harmonisk, afbalanceret og sundt liv. Det er i sidste ende den

enkelte kvindes billede af nærvær og trivsel, der er afgørende for, om hun vælger at kvitte

cigaretterne eller ej. Hvad der for dem er repræsenteret som faktuel viden er blevet

forsvaret, forhandlet og transformeret ind i en anden videns proces. Når de gravide træffer

beslutningen om, hvad sundhed handler om for dem, er de inde i afvejninger og moralske

vurderinger, sociale- og erfarings vurderinger. Det er summen af de personlige erfaringer,

og den viden de har, og hvilken livsfase, de er i, der spiller ind i de personlige sundheds-

valg. Hun finder også, at mange kvinder ikke føler sig respekteret som eksperter på deres

eget liv, hvilket gør dem skeptiske overfor sundhedsinformation(Risør 2003)

LG har lavet feltarbejde blandt overvægtige på et livsstilscenter, hvor hun har villet un-

dersøge, hvordan sundhedsfremme og livsstilsforandringer tages op og håndteres af

18

patienterne. Hendes mål er ikke at dokumentere effekten af bestemte ændringer i livsstil,

men at undersøge de vedblivende vanskeligheder, der optræder i forsøget på at ændre

vaner. Hun præsenterer et perspektiv på livsstilsforandringer, der giver mulighed for en

realistisk og konstruktiv anerkendelse af hverdagslivets og kroppens begrænsninger og

muligheder og finder det naivt at tro, at hurtig vidensoverførsel eller motiverende ind-

satser indenfor den kliniske kontekst ændrer på hverdagen og kroppens vaner. Hendes

interesse fanges af de muligheder og begrænsninger det enkelte menneske har på egen

sundhedstilstand(Grøn 2002)..

Anvender jeg LG´s teori, ser jeg i min empiri, hvordan hverdagens begrænsninger i form

af f.eks natarbejde eller tidligt mødetidspunkt på arbejde om morgenen, kan sætte be-

grænsninger for den sunde adfærd. Og når jeg vælger specielt at anvende MBR´s teori, er

det fordi jeg i mit materiale oplever flere eksempler på, hvordan familier vælger at sprin-

ge tandbørstningen over, fordi de finder det væsentligt, at hverdagen derhjemme er har-

monisk uden alt for mange krav og stres. Tiden er vigtig, også for de relationer, der er i

familien. Stiller forældrene for mange krav, resulterer det nemt i konflikter mellem dem

og børnene. Er familien i byen om aftenen, undlader de også at børste børnenes tænder,

inden de lægger dem sovende i seng. De finder ikke denne adfærd sundhedsskadende, for

roen og nærværet er vigtigere i den hverdag, de har sammen i familien. I det følgende vil

jeg gå over til analysen af mit materiale.

4. Vejen til en bedre tandsundhed.

Igennem mine interviews har jeg mødt en række informanter, hvis udsagn tyder på, at de

opfatter Tandplejen, som et godt sted at komme med deres børn. At personalet sætter

fokus på tandbørstningen og bruger tid til vejledning og hjælp til at mestre tandbørst-

ningen, det synes samtlige forældre er godt. Forældrene er også godt klar over, at de som

forældre har en vigtig rolle i ”historien om den gode tandsundhed”, men ikke alle foræl-

dre får det samme lette flow i deres handlinger. Det sidste vil jeg illustrere ved, at komme

ind på to af mine informanter, der må omkring flere omveje end de øvrige, inden de opnår

et flow i deres handlinger. Det bliver tydeligt, at informanterne ønsker det sunde liv, men

sundhed handler også om livskvalitet og det gode liv som sådan.

19

I min analyse vil jeg have fokus på personalets evne til at opbygge den gode historie om

tandbørstningen. Hvordan bliver personalets indsats til styrkelse af den gode tandbørst-

ning opfattet af forældrene, og involverer forældrene sig også i indsatsen og skaber god

tandsundhed for deres barn? For at belyse dette ønsker jeg, at anvende den narrative ana-

lyse. Jeg vil vise, hvordan personalet søger at skabe god tandsundhed gennem strukture-

rede narrative handlinger med vægt på tid, plot og emplotment. Mine data vidner om, at

det er et forløb, hvor forældre og børn er centrale aktører, og hvor der fokuseres på rela-

tionerne mellem dem og personalet. En relation, hvor fælles mål og forventninger, håb,

medinddragelse, anerkendelse og ros skaber motivation for den gode tandbørstning.

Materialet viser, hvordan børn og forældre gennem transformation ændrer karakter og

indstilling til deres egen formåen, for derved at erhverve en større ansvarlighed i forhold

til barnets tandsundhed. Vejen til en bedre tandsundhed er et forløb, hvor dilemmaer,

konflikter og kaos er en del af hverdagen hos mine informanter. Derfor ønsker jeg at bely-

se, hvordan personalet i kraft af en god menneskekundskab og livserfaring - phronesis

ved, hvordan de skal agere i forhold til den enkelte patient. Jeg ønsker at belyse, hvordan

forældrene ved hjælp af den sunde fornuft og det pragmatiske valg på trods af de svære

situationer, gør det muligt, at holde fast i den gode udvikling og det narrative forløb, hvor

sundhed også bliver et spørgsmål om livskvalitet og det gode harmoniske liv.

Under kodningen af informanternes udsagn fandt jeg gennemgående temaer, som fylder

meget og som jeg derfor tillægger væsentlig betydning. Disse temaer danner grundlag for

min analyse af empirien: at have gode relationer, det være sig både på klinikken og der-

hjemme, at have fælles mål og at handle og skabe gode vaner for, at undgå dårlig tand-

sundhed. Jeg vil nu gå over til selve analysen, hvor jeg først vil se ind i den kliniske kon-

tekst, hvor relationer, fælles mål og handling foldes ud i samspil med den valgte teori for

derefter at analysere den hjemlige arena, hvor informanterne fanges i dilemmaer i histo-

rien om den gode tandsundhed.

4. 1. Den kliniske kontekst

4.1.1. At have gode relationer

Når jeg vender blikket ind mod klinikken, møder jeg et personale, der vægter tillid og god

kontakt til børn og forældre. Personalet gør sig umage for, at mødet mellem dem og bar-

20

net bliver positivt. Jeg oplever, hvordan behandleren veksler mellem faglige og personlige

kommentarer relateret til det enkelte barn og forældre. Der bruges tid på hverdagssnak

både til forældre og børn, hvilket er med til at skabe de gode relationer. Er det første gang

barnet kommer på klinikken, forsøger de at pejle sig ind på, hvad det er for et barn, og

hvilken familie de har med at gøre. Personalet fortæller mig, at barnet ikke nødvendigvis

skal sidde i tandlægestolen de første gange, hvilket kan betyde at tænderne først bliver

gennemset 2. eller 3. gang forældre og barn besøger klinikken. Personalet viser her, hvor-

dan de tager hensyn til, hvis barnet har en rokketand:

Specielt ved de mindre. De der fra 1. klasse. Så synes jeg tit, inden jeg begynder at farve

ind, så spørger jeg, om de har rokketænder. Fordi de er sådan lidt på vagt, hvis der er en

rokketand …så vil de ikke have børstet der. PA

I flg. Mattingly har det betydning, at behandleren er bevidst om, at det er to kulturer, der

mødes i det kliniske samvær. Med den narrative tilgang til patienten stiller personalet

spørgsmålene: ”what story am I in ” og ”how is this situation like others I have been

in?”(Mattingly 1998:72). Således oplever moderen her, hvordan personalet søger at skabe

gode relationer gennem god kommunikation med hendes datter:

De er gode ved børnene, og de forstår virkeligt at snakke til børnene, og at berolige dem,

hvis de skal have lavet noget. De forklarer tingene. Det synes jeg er positivt. De accep-

terer, at børnene er forskellige. AS

Mattingly siger: ”Therapists need to be able to picture a larger temporal whole, one

which capture what they can see in a particular patient in the present and what they can

imaginatively anticipate seeing sometimes in the future” (ibid:72). Hun understreger, at

når terapeuten vælger den behandling, der passer til patientens situation, er det vigtigt at

tage patientens eget billede med ind i bedømmelsen.. I min empiri får personalet mulig-

hed for at bedømme børn og forældre og skabe en fælles platform for deres fremtidige

samarbejde. Det handler om, at kunne fornemme, hvad forældre og børn kan klare nu og

her, og hvad man kan forvente i fremtiden. I min empiri ser jeg relationerne som en

21

forudsætning for, at skabe fælles mål, handling og god tandsundhed via inddragelse, suc-

ces, håb og anerkendelse. Det vil jeg behandle i det følgende:

4.1.2. At have fælles mål

I flg. Mattingly skal behandleren i hele forløbet søge at skabe fælles forventninger til

fremtiden, ellers bliver de ikke en del af den samme historie, og søge at skabe et forløb,

hvor stærke og positive oplevelser sammen med håb og drømme driver børn og forældre

frem mod en bedre sundhed. Hun belyser, hvordan ergoterapeuter via narrativet finder en

platform, hvor patient og terapeut arbejder sammen om et fælles mål, på trods af kultu-

relle forskelle, (Mattingly 1998,2000,2005). I min empiri oplever jeg tydeligt, at de fleste

forældre er klar over deres eget ansvar, og de har stærke ønsker om et fælles mål med

Tandplejen om at opnå en god tandsundhed, undgå tandlægeskræk og at børnene bevarer

tænderne pæne. En mor til en dreng udtaler:

Man kan mærke, at de har et mål om, at de gerne vil have bedre tandsundhed, og at de

godt vil have lidt flere børn med 0 huller og sådan, og det ligger der da et stykke arbejde

i, og det synes jeg er positivt…….Jeg forventer jo, at de passer godt på børnenes tænder

og at de er gode til at tackle børnene. AA

Når børnene kommer på klinikken til undersøgelse og tandbørsteinstruktion, får de farvet

deres tænder ind, så forældre og børn lettere kan se, hvordan børnenes tænder er børstet.

Forældrene opfatter indfarvningen af tænderne som noget positivt og som en hjælp til

bedre, at kunne nå målet, den gode tandsundhed. Det er tydeligt, at de fleste forældre sæt-

ter pris på at få kommenteret, hvordan de har børstet børnenes tænder. Personalet revide-

rer deres behandling undervejs på baggrund af forældre og børns respons. De søger at

skabe et fælles mål med forventninger om, at tandbørstningen skal blive bedst mulig. En

mor kommenterer indfarvningen:

Jeg har det godt med det, når de fortæller os, hvordan vi skal børste hendes tænder. Og

de siger også, hvis der er noget vi har glemt at børste. Så har vi noget at gøre noget ved,

når vi kommer hjem. Det er jeg glad for de siger. Det er ikke nogen kritik. Det skal de

have lov at sige. KS

22

Mattingly siger, at det handler også om at være i stand til at sætte individuelle mål for den

enkelte patient. ”(Mattingly 1998). På klinikken betyder det, at se patienten som et helt

menneske og ikke kun som en person med en god eller dårlig tandbørstning. Vi oplever

tydeligt, hvordan personalet tager sig tid til at tale med barnet og forsøger at fornemme,

hvordan de kan give en individuel konstruktiv tilbagemelding på tandbørstningen. Her

inddrager tandplejens personale tidligere erfaringer og træffer valg, som er medvirkende

til, at forældre og barn bliver engageret i deres eget ”helbredelsesforløb”.

Jeg synes folk er positive, men hvis der er nogen, der er negative, så ser jeg det lynhurtigt

på deres kropssprog, og så kører jeg selvfølgelig ikke videre. Så prøver jeg en anden

indgangsvinkel. PS

Her søger hun at ”læse” hvad det er for en person hun står overfor. Kan hun fornemme, at

personen slet ikke er med på behandlingen, forsøger hun at spore sig ind på en anden ind-

gangsvinkel til patienten. Selvom personalet tager mange individuelle hensyn og forsøger

at skabe tillid og tryghed, opfatter nogle førstegangsforældre alligevel hjælpen til tand-

børstning som en slags eksamen. Som en ”ny” mor til en lille pige siger:

Det er sådan nærmest en eksamen at komme til. For man skal lige bevise, at man godt

kan finde ud af, at børste sit barns tænder……….For os har det været vigtigt, at komme

rigtigt godt i gang og få lavet det til en sjov leg, at få børstet tænder, så det håber jeg

virkeligt kan betyde noget godt for hendes tandsundhed. Jeg håber virkelig, at hun før en

god mundhygiejne, og at hun bliver gid til at børste tænder. US

Det ses her, hvordan hun og manden på trods af den indledende ”eksamen” alligevel har

samme mål i forhold til tandbørstningen, som personalet har. Jeg har gennem Mattingly´s

teori belyst, hvordan personalet i Tandplejen ud fra utallige kliniske begivenheder vælger

en ”platform”, de finder relevant for at folde forløbet ud. De handler ud fra flere perspek-

tiver og drives frem af forestillinger, mål og planer, som de kan forudse. Narrativerne er

ikke en manual som behandleren blot lever ud. Når narrativet tager form gennem, hvilken

behandlingen skabes, er den dybt forankret i den sociale funktion. (Mattingly 1998). Dette

23

gør det aktuelt for mig at belyse, hvordan specielle handlinger skabes på klinikken i

relationen mellem personalet og forældre og børn.

4.1.3. At handle

”Rehabilitation is an active science, where both patient and the therapist work together to

discover the patient´s real limitations and to continually try to transcend those limita-

tions” ( ibid:78). I dette citat ses, hvordan rehabilitering kræver aktivt samarbejde mellem

patient og ergoterapeut. På samme måde oplever jeg på klinikken, hvordan det kræver tæt

samarbejde mellem patient og personale, hvis tandsundheden skal forbedres. Når behand-

leren skaber stærke meningsfulde øjeblikke – plots, er det med til at give patienten stærke

erfaringer, der skaber sammenhæng i det narrative kliniske forløb. Det er en aktiv proces,

hvor forældre og barn er meget involveret. Jeg vil her vende tilbage til børsterummet,

hvor far og søn får hjælp til tandbørstningen, og hvor personalets konstruktive kritik

bliver en del af de stærke erfaringer. Faderen får her vist, hvordan han bedre kan børste

rent, hvilket han beskriver således:

Jamen det synes jeg da er fint. Jeg havde ikke forestillet mig, at der faktisk skal tages

rigtig godt ved tandbørsten for at komme ind bagved. Det har vi jo sådan set ikke gjort

derhjemme. Vi har prøvet at lade ham bide tænderne sammen, og jeg har ladet ham gabe

højt op, og så kan man slet ikke børste tænderne inde bag ved. Det er rigtig godt for både

børn og forældre at være med til. MA

Det er behandlerens opgave, at skabe en forståelse hos forældre og børn for, at god tand-

børstning ikke kun er, når de kommer på klinikken, men i tiden fremover. Mattingly er

inde på, hvordan patienten skal lære af kroppens erfaringer(Mattingly 1998:77). Bruger

forældre og børn deres kropslige erfaring til information om deres egen indsats, bliver de

nemmere ”uddannet” til deres egne behandlere. De kan derved opnå kompetencer, der på

nogle områder overstiger behandlerens.(Mattingly 1998). På samme måde ser jeg, hvor-

dan personalet i børsterummet giver forældre og børn langt større bevidsthed om, hvordan

tandbørstningen skal gennemføres, og hvordan det føles og virker på tænderne, når hele

tandfladen er glat. Personalet har med tiden fået langt mere fokus på værdien i, at foræl-

drene selv får tandbørsten i hånden, når de står i børsterummet sammen med barnet.

24

Herved opnår forældrene de stærke erfaringer sammen med barnet og personalet. Dette

kan forklares ved begrebet, embodyment3 , hvilket en far kommer ind på i ovenstående

citat og hvor en mor beskriver konsekvensen af denne kropslighed i flg. citat således:

Tandbørstningen. Den sidder så godt på hendes rygrad allerede, at hvis jeg følger hende

et år mere med hensyn til at hjælpe hende… så vil jeg jo selvfølgelig gå med hende ned en

gang imellem. MLA

Instruktionen og hjælpen i den gode tandbørstning er at opfatte som en katalysator for

forældre og børn til at tage over og fortsætte en god praksis i fremtiden.

Når børnene er 10-12 år er de motorisk selv i stand til at varetage tandbørstningen. Derfor

vælger Tandplejen at undervise børnene i tandbørstning i 4. klasse. Børnene får da ”Tand-

børstekørekortet” og først herefter kan forældrene slippe den daglige tandbørstning på

børnene. Mattingly lægger i narrativet vægt på begivenhederne og gengivelse af men-

neskelig handling i et plot, som har en begyndelse, en midte og en afslutning. Indfarvning

af tænderne på klinikken samt opnåelse af ”Tandbørstekørekortet” er en del af plottet i

narrativet om den gode tandsundhed.

Vi har altid sagt til ham, at når nu, han får det der tandbørstekørekort, så må han børste

selv. Nogle gange synes han, at han selv kan allerede nu, men så tager vi lige en snak om

det. MA

Jeg har her været inde på, hvordan det er behandlerens opgave, at skabe episoder af hand-

linger som struktureres til en sammenhængende historie. Men det er også en historie, hvor

børn og forældre inddrages og holdes fast i den daglige tandbørstning. Dette fører mig til,

at fortsætte min analyse af handlinger med særlig fokus på, hvordan behandleren inddra-

ger børn og forældre.

4.1.3.1. Medinddragelse

Under tandbørsteinstruktionen er personalet opmærksomme på, at stille h-v spørgsmål.

”Hvordan synes du det ser ud?”, ”hvordan tror du, det kan blive nemmere for dig, at

hjælpe hende med tandbørstningen?”. Personalet undgår herved, at virke bedrevidende

25

eller fordømmende overfor forældrene, og opnår lettere, at inddrage forældrene i tand-

børstningen. Good lægger vægt på ”reader respons” i narativerne. Og som han siger, er

man som modtager ikke bare passiv, men er medskaber af historien.(Good 1994). På

samme måde er personalet medskaber af historien, som her fortælles i børsterummet:

Men også til, at få dem selv til at være opmærksomme på, hvad der er …at vi ikke bare

siger, at jeg kan se, der er rødt der og der. Har du ikke børstet?. Ligesom giver bolden

over til dem og siger, hvad kan du se? Så er de tvunget til at tænke selv. PS

Også Mattingly er opmærksom på det væsentlige i, at inddrage patienten i behandlingen -

emplotment. Det gøres især gennem kommunikation, hvor forældrene opfordres til at

fortælle om deres vanskeligheder og selv komme med forslag til løsninger(Mattingly

1998). At motivere patienten med emplotments og skabe aktive patienter, mener hun er

den vigtigste faktor i den narrative struktur, hvilket er vigtigt at notere sig i terapeutisk

øjemed. Det gøres ved, aktivt at strukturere sin praksis så patientens motiver vælges og

forsøge at matche sit engagement med patienten (ibid1998). Personalet er meget opmærk-

som på, at involvere såvel barn som forældre i tandbørstningen. Derfor bliver forældrene

også spurgt, når de og børnene står i børsterummet, hvordan det går med tandbørstningen.

Netop dette at inddrage forældre og børn i aktivt at tage stilling til, hvordan det går og

bekræfte dette, er også en del af det narrative forløb:” The concern for confirmation is a

narrative concern”.(ibid 81). På samme måde anser jeg personalets bekræftelse og

forældre og børns involvering og aktive deltagelse i tandbørstningen som en forudsætning

for forbedring i tandsundheden.

Tandplejepersonalet er helt klar over, at det ikke er alle børn, der har lige gode mulig-

heder for at få støtte og hjælp til tandbørstningen derhjemme. Af og til har tandplejen

svært ved at få kontakt til nogle forældre, men så forsøger de at opbygge et forløb, hvor

barnet delvist selv får ansvaret, og hvor tandplejen yder ”passiv” profylakse:

Vi kan jo ikke blive ved med at sige, at de skal hjælpe barnet. Så er det bedre, at barnet

selv lærer at børste. Så giver vi passiv … men vi giver ikke op første gang. PS

26

Nogle gange lykkes det ikke, at opbygge det narrative forløb med fokus på forventninger,

håb og drømme. Møder forældrene ikke op, kan det ikke lykkes at skabe fælles forvent-

ninger til fremtiden. På samme måde kan der opstå vanskeligheder i at skabe fælles for-

ventninger, dersom forældrene ikke føler sig forstået og lyttet til, som en mor udtrykker

det her4:

De snakker ikke særlig konkret til én. Det synes jeg ikke. Det er meget svævende, det de

siger, sådan i hvert fald, det jeg tolker hun siger. Jeg ved ikke, om du lod mærke til, at

hun ville til at finde tandbørsten frem og vise det, hvor jeg så sagde, at jeg godt ved, at

jeg skal børste den vej..og det gør jeg også. NA

Jeg kan godt komme i tanke om familier.. eller de som har den, der følelse af : ” åh de

tror ikke på, at vi gør det herhjemme” ……Så sagde jeg.: jeg kan mærke, at du ikke er

helt tilpas, når du kommer her hos os, og jeg vil rigtig gerne, vi skal få det til at fungere

rigtig godt…og så sagde hun netop, at hun havde sådan lidt på fornemmelsen , at vi ikke

rigtig tror på det, jeg siger….og det er jo egentlig en rigtig god information at få. TA

Good har fokus på, hvordan narrativer er en måde at fortælle om erfaring, og han er inde

på, at erfaringer overstiger, hvad sproget kan rumme. Nye spørgsmål vil altid dukke op.

Vi kan alle fortælle om begivenheder fra et helt andet perspektiv, så nye dimensioner

kommer frem. Det ses her, hvordan behandleren bliver opmærksom på, at moderen ikke

føler sig forstået. Behandleren tager problemet op og prøver at få moderen til at fortælle

om sine egne følelser i forhold til problemstillingen. Der kommer en ny vinkel på histo-

rien og nye spørgsmål kan stilles. Vi forstår erfaringerne fra andre baseret på de erfarin-

ger, de vækker i os selv og vores eget udkast er dominerende i fortolkningen af andres

erfaring og lidelse (Good 1994:139). Måske var behandleren ikke opmærksom på, at hun

var farvet af sine tidligere erfaringer og holdninger. Men her forsøger hun på ny at skabe

tillid til moderen, i håb om, at bygge en ny historie og handling op. Good mener, at til-

hørerens respons er kulturelt betinget.(ibid:140), så måske er tandplejens personale farvet

af, at de ind imellem støder på forældre, der har et helt andet syn på tandbørstning og

tandsundhed.

27

Det handler jo om at få størst mulig værdi af behandlingen og man kan stille spørgsmålet,

hvordan får vi så det? I flg. Mattingly får vi det, hvis vi indgyder håb. Hun pointerer dog,

at ofte er vi dog mere pessimistiske end vores patienter (Mattingly 1998:73). Dette er et

dilemma, hvis vi som behandlere er for pessimistiske, og ikke kan se en fælles fremtid og

indgyde håb hos vore patienter.

Hvis man har sådan én, hvor man tænker: ”det lærer du jo aldrig”. Så er det godt, at give

passiv profylakse for en tid, og give dem ro. Så prøver vi igen senere. PS

Her oplever vi, hvordan behandleren selv er opmærksom på, at hun er for pessimistisk, og

vil holde en ”pause”, for senere at starte igen med nye håb for fremtiden.

4.1.3.2. Succes

Såvel de terapeuter vi møder i Mattingly´s materiale, som personalet på klinikkerne i mit

materiale ønsker at skabe succeshistorier. ”They presume that patients will not become

committed to therapy without succes, because succes breeds hoope, and hope is essen-

tial.” (ibid: 79). En mor udtrykker det således:

Jeg synes, det er rart, at få vurderet, om det man gør derhjemme nu også er grundigt nok.

Jeg er nemlig ikke vild med at komme til tandlæge, så det der med at få en god oplevelse,

hver gang man kommer til tandlæge og undgå at få huller, det synes jeg egentlig er

godt…..Ja, for hun sagde jo også op til flere gange, at hun kunne se, at jeg var grundig

med det. For ellers havde hun jo ikke haft så pæne tænder som hun har i dag. MLA

De er blevet gode til at børste tænderne, og hendes barn har pæne tænder. Hun oplever det

som en succes, i modsætning til hendes mand, som har dårlige tænder, og har haft nogle

kedelige oplevelser hos tandlægen. At forældrene oplever deres og børnenes indsats som

en succes, skaber mod på at fortsætte med tandbørstningen, og dermed fortsat indgå i den

narrative handling. Som en far udtrykker det:

28

Han tænker jo over, hvad han har fået at vide. Det er der ingen tvivl om. Det kan vi da se

herhjemme i hvert fald, Det er der ingen tvivl om. Han er noget grundig med den

tandbørstning. MA

Hvis patienterne skal opnå succes, handler det om for personalet, at finde ud af, hvor

langt man kan gå, og hvor langt forældre og børn kan være indstillet på at gå, for at yde et

ekstra stykke arbejde med tandbørstningen. En sådan bedømmelse af patienten kræver en

nøjagtig ”læsning af konteksten”, phronesis, og dermed en god medvirken og tilbagemel-

ding fra forældre og børn. Hvor langt kan jeg, som behandler tillade mig at gå? Hvor

meget kan barnet tolerere? Går det galt, skal jeg kunne gå tilbage og fange patienten ind i

et videre positivt forløb. I disse situationer trækker behandleren på tidligere erfaringer,

når hun skal bedømme, hvordan hun får barnet og forældre motiveret i forløbet (ibid:80).

Jeg vil nu gå over til at belyse, hvordan Tandplejen gennem megen ros og anerkendelse

holder forældre og børn fast i det narrative forløb.

4..1.3.3. Ros og den anerkendende tilgang til patienterne

Matingly siger, at terapeutens udfordring er, hvordan hun skal skabe håb for patienten, så

de anstrengelser, han skal igennem, synes meningsfulde. Patienten skal transformeres fra

passive patienter til aktive patienter.(Mattingly 1998: 86). Dette opnår hun bl.a. ved at

opmuntre patienten, og hæfte sig ved selv små fremskridt. Hun anser disse fremskridt som

værdifulde, fordi det giver patienten følelsen af noget positivt. På klinikken oplever jeg på

samme måde, at personalet er meget bevidste om, at have en anerkendende tilgang til

patienterne. De er meget opmærksomme på, at rose forældre og børn for deres præstation.

Mine informanter siger generelt, at de vægter den anerkendende tilgang meget højt. Det

betyder virkeligt noget for dem og deres børn. Det giver følelsen af håb - at de er på rette

vej. Dette illustreres i flg. to citater fra en mor samt en far.

Jamen det er jo den ros de giver børnene. Det er ikke kun børnene, der vokser 10 cm. Det

gør forældrene også. Det er jo lidt, det der, at de også accepterer, at børnene de er

forskellige. AS

29

Nu kan jeg huske, at jeg har været dernede med en af pigerne, hvor vi har fået meget ros

for tænderne…det kan man godt huske sådan noget..De fortæller, at vi gør det faktisk

godt. Sådan noget det kan man godt li´som forældre, at få at vide. MA

Men der er også den mor, der ikke synes de roser nok. Hun synes heller ikke, de giver en

konstruktiv kritik af tandbørstningen.

Jamen jeg kunne jo godt tænke mig…nu siger hun jo, det er fint nok det her…altså det er

ikke sådan, at man bliver overrost dernede. Hun var ved at snakke om tandbørstningen

igen ved de kindtænder, men jeg ved det jo godt, men jeg kan ikke gøre mere end jeg gør..

NA

Og her møder vi så moderen til tre børn. En mor, der føler sig afmægtig i forhold til, at få

børnene til at samarbejde om tandbørsteopgaven. Men også en mor, der gerne vil have ros

og mere hjælp.

Jeg synes faktisk det har været svært at komme derhen, fordi man ved jo, hvad man får at

vide. Børst de tænder noget bedre og kom helt hen…og altså, jeg synes jo, vi har kæmpet

en kamp, det har vi altså. Der er også tre børn, der står ved siden af hinanden og skal

have børstet tænder, og tiden igen …… det er tiden, der betyder alt, det er det….. Så

kunne det være, de kunne kalde mig derhen ind imellem…også så de fik lidt mere mod på

det. Det tror jeg ikke vil være ringe…og lige komme derhen….det er jo ikke noget, der

tager tid altså, men bare det, at de står ved siden af. IS

Her understøtter hendes bemærkninger netop min antagelse, at det betyder meget for

forældre og børn at personalet bruger den anerkendende tilgang. Det skaber håb.

4.1.3.4. Håb og drømme

Hver lille del har sin betydning og der opleves en sammenhæng i narrativet, der er organi-

seret ”within a gap”. Man er ikke, hvor man ønsker at være. Det står åbent og man drives

frem af et ønske om, at være et andet sted. Mulighederne er åbne. Såvel Good som

Mattingly er inde på betydningen af håb. Håb i relation til en ukendt fremtid er vigtig i

den narrative struktur, og håb er med til at vi tør tage risici (Mattingly 1998: 85).

30

Ja jeg håber da selvfølgelig at han har fået sådan en ballast fra starten af, at han altid får

nogle stærke tænder….så jeg håber da det hjælper fremover. MA

Vi fornemmer hos faderen her en vis uvished og en ukendt slutning, men også en god

mulighed. Narrativer fortæller os ikke, hvad der var nødvendigt, men hvad der var muligt.

Den narrative tid er karakteriseret af åbenhed - ”subjunctivity” – hvad nu hvis, som både

Mattingly(1998,2006) og Good(1994) er inde på. Good peger på at historien har et ”gap”-

det usagte, det uforklarede- og at dette giver håb og muligheder for fortælleren, hvor

ønsket om helbredelse driver historien frem.(Good 1994)

Jeg håber da, det gør, at hun forstår vigtigheden af at børste sine tænder. At det ikke bare

er noget, der skal overstås i løbet af 5 min, og det også bliver rart for hende, når hun

bliver ældre, at hun ikke har den der tandlægeskræk……og render rundt som alle os

andre, var jeg lige ved at sige, med dårlige tænder fordi man ikke lige gik så meget op i

tandbørstningen, da vi var yngre, så jeg vil håbe de forstår, hvor vigtigt det egentlig er, at

den tandbørstning, den skal være grundig, og man skal sørge for at gå regelmæssigt til

tandlæge. AS

På klinikken hører jeg, hvordan personale og forældre ikke er, hvor de ønsker at være, og

bevægelsen mod den gode tandsundhed er domineret af deres erfaringer. Tingene ændrer

sig undervejs og ønsket om at nå til enden skal være stærkt, ellers sker der ikke den for-

bedring i tandsundheden, som de ønsker. Mange af mine informanters håber bl.a. at deres

børn kan undgå omfattende tandbehandlinger og tandlægeskræk, som specielt fædrene

lider af. Som en mor udtrykker det:

Fordi min mand han har utrolig dårlige tænder. Han er godt klar over, at bliver det ikke

gjort, så resulterer det i nogle frygtelige tandlægeregninger, men også nogle trælse

oplevelser ved tandlægen.

I det følgende vil jeg belyse, hvordan patientens levede erfaring sættes i forbindelse med

en transformation over længere tid.

31

4.1.4. Helbredelse som den transformative rejse

Jeg vil nu vende tilbage til børsterummet, hvor jeg inddrager mine observationer fra et

samspil mellem barn og klinikassistent, fordi jeg ønsker at holde informanternes

fortællinger op imod den konkrete oplevede virkelighed. Det viser sig nemlig også her, at

på trods af forhindringer, skaber ændring i identiteten, mening og sammenhæng i en ellers

afbrudt ”tandhistorie”: A står sammen med sin mor og klinikassistenten. Moderen har lige

fortalt, at A stadig ikke vil have sine tænder børstet, og slet ikke vil have hjælp til det

derhjemme. Det lykkedes hurtigt klinikassistenten at få god kontakt til A igen, og få

hende til at børste tænderne i børsterummet denne gang. Hun giver A indtryk af, at det er

vigtigt, at hun får børstet tænderne. Det er tydeligt, at A ikke synes, det er sjovt, men man

fornemmer alligevel, at hun er glad og lidt stolt, da hun forlader klinikken. På trods af

blødende tandkød, kraftige reflekser for kvalme, børstede A alligevel tænderne meget

omhyggeligt. Klinikassistenten spurgte hende om, hvad nu, hvis du bliver god til at børste

tænderne, hvad tror du så, der sker med dine tænder og dit tandkød?

Det, der sker her er, at klinikassistenten skaber en god oplevelse med en gennemført

tandbørstning af nogenlunde kvalitet. I første omgang anerkender og respekterer hun A´s

beslutning om, at børste tænderne selv, men giver hende indtryk af, at det er meget nød-

vendigt, at hun for alvor kommer i gang med at børste tænderne. På den måde opbygger

hun en historie, der lægger op til, at A kan blive fri for det blødende tandkød, men også en

historie, hvor hun ikke skal stå og diskutere med sin mor, hvor ofte hun skal børste tæn-

derne. Men klinikassistenten stiller også spørgsmålet om, hvad hun hvis? - hun emplot-

ter. Der stilles nye krav og det aftales, at næste gang A kommer på klinikken, skal hun

prøve, om hun også kan børste tænderne på siden ind mod tungen. A fornemmer, at der

er et ønske og et håb. Og A kan se fordelen i, at hendes tandkød ikke længere skal bløde

så meget. I det narrative forløb, sker der ikke den ene ting efter den anden, men snarere

den ene ting i kraft af den anden. I flg. Mattingly er narrativ tid anderledes end biomedi-

cinsk / kronologisk tid, for det er aktør centreret mere end, det er sygdomscenteret.

(ibid:92). Og emplottet tid er en tid med sociale handlinger skabt mellem behandleren og

patienten. Vi oplever, hvordan A i den narrative dramatiske fortælling er placeret i cen-

trum af historien. Vejen til den gode tandbørstning/helbredelsen betragtes fænomeno-

logisk, som levet og erfaret af såvel patient som behandler. Den levede erfaring sættes

32

ofte i forbindelse med en rejse eller en transformation, der foregår over længere tid. Ofte

ændrer betingelserne sig undervejs, og der sker uventede ting, som både patient og

helbreder må tage højde for (Grøn, Obel og Bræmer 2007).

Fortællingen her afslører, hvordan A ændrer indstilling under forløbet. Fra ikke at ville

have moderens hjælp og ej selv vil børste tænderne, til selv at børste tænderne helt rene.

Der sker en transformation både hos A, men også hos klinikassistenten. Vi fornemmer, at

A nu kan se fordelen i at børste tænderne dagligt og klinikassistenten ser fordelen i, at A

selv børster tænderne, frem for slet ikke at få dem børstet. For at vende tilbage til hel-

bredelsen, så er det ikke kun en rask krop, der sætter standarden for en helbredelse. På

samme måde er det her ikke den perfekte tandbørstning, der sætter standarden. Under

forløbet her med A er det identiteten og de sociale relationer, der forvandles nu og frem-

over. A er blevet en anden person med en anden indstilling til tandbørstningen. Hun har

også opnået en anden relation til såvel klinikassistenten som til moderen. Men det har

været et forløb over tid. A har været på klinikken flere gange. Nogle af gangene med

mere succes end andre gange. Men nu ser det ud til, at fortællingen tager en positiv

drejning.

Såvel i denne dramatiske fortælling som i de øvrige dramatiske fortællinger med mine

informanter som aktører, ser vi, hvordan den transformative rejse er kendetegnet ved et

forløb over tid. Transformationen sker sjældent ved et enkelt besøg, men over længere tid

og flere besøg på klinikken. Det er en tid, der også er karakteriseret ved nødvendigheden

af tålmodighed. Personalet i Tandplejen har forskellige standarder for den gode tandbørst-

ning, og meget ofte er de udstyret med en stor tålmodighed. En tålmodighed, der er nød-

vendig, når vi snakker ændring af vaner. Et andet kendetegn ved den transformative rejse

er behandlerens kendskab til patienterne. I kendskabet til patienten er nærhed og det, der

ligger uden for den medicinske sfære gennemgående - altså relationen mellem behandler

og patient.

4.1.5. Phronesis og praktisk rationalitet

I min gennemgang af empirien er det tydeligt, at det kliniske arbejde ofte handler om alt

det, der ikke handler om tandbehandling. Den del af det kliniske arbejde indebærer en

33

afvejning af, hvad der er muligt og rigtigt at gøre i det enkelte tilfælde (Grøn,Obel,

Bræmer 2007:37). Det afhænger af behandlerens evne til at opbygge et kendskab til

patienten, der rækker ud over patientens sygehistorie. Et kendskab der opbygges over

længere tid, og hvor patientens syn på sit eget liv også inkorporeres. Personalet i

Tandplejen har et godt kendskab til forældre og børn, hvilket betyder de har gode mulig-

heder for at vide, hvordan de skal handle overfor det enkelte barn og forældre. Jensen og

Johnsen benævner phronesis, som den praktiske visdom eller viden om, hvad der skal til,

når livet skal lykkes mellem mennesker(Jensen og Johnsen 2000:51 . De praktiske over-

vejelser omkring, hvordan man skal handle er sårbare overfor de givne omstændigheder.

Grøn, Obel og Bræmer mener, at behandlerens måde at agere på i høj grad har at gøre

med evnen til at tage beslutninger, hvor der ingen standarder findes. Der er tale om en

praktisk kontekstafhængig dømmekraft, der baserer sig på en praktisk rationalitet, hvortil

sårbarheden også hører. På samme måde skal personalet i Tandplejen overveje et væld af

mulige konsekvenser af deres behandlinger, men skal også bedømme, hvad der er bedst

mulig under de givne omstændigheder. Personale vurderer hvert enkelt forløb med de

forskellige patienter: Hvor ønsker hun selv at nå til? Hvor langt kan jeg gå? Og hvad sker

der, hvis det ikke er det rette valg?

Efter disse betragtninger af behandlerens rolle og vanskelige situation, vil jeg vende

tilbage til informanterne, hvor hverdagen indimellem kan være et billede af kaos, rod og

konflikter. Jeg vil her se på, hvordan informanterne formår at prioritere det væsentlige og

holde fast i den narrative handling, hvor de fortsat håber på den gode tandsundhed. Såvel

på klinikken som i hverdagen derhjemme lægges der vægt på relationerne. Jeg ønsker at

kaste lys over de dilemmaer mine informanter bringes i, og hvordan håndterer disse rent

praktisk og socialt i forhold til Tandplejens forventninger.

4. 2. Den hjemlige arena

4.2.1. Dilemmaer

Mattingly mener, at selv en succeshistorie, der ender godt, er præget af udfordringer og

lidelse undervejs. Vi gør, hvad vi kan, men i narrrativet er der altid forhindringer. Flere af

mine informanter er inde på, at det kræver tid og overskud i hverdagen, at børste børnenes

tænder 2 gange dagligt. Nogle af forældrene vælger derfor kun, at børste børnenes tænder

34

om aftenen. Kommer de sent hjem med børnene, eller er barnet faldet i søvn på sofaen,

ønsker forældrene ikke at gennemtrumfe en tandbørstning, hvis det kan blive til stor gene

for børnene eller give anledning til større konflikter. At man nedprioriterer tandbørst-

ningen kan også hænge sammen med, at hverdagen er fyldt med mange gøremål eller,

hvis man har natarbejde eller møder meget tidligt om morgenen. To mødre udtaler herom:

Det at jeg ikke er hjemme om morgenen, og det er far, der skal gøre det. Vi har faktisk en

aftale med tandlægen om, at om aftenen, når jeg er hjemme, så er det lidt mere grundigt.

AS

Det kan godt være em kamp, fordi hun er træt og hun vil hellere op at sove….så er det

altså nogle gange jeg simpel hen siger, at gør vi det i morgen tidlig. MLA

I min empiri møder jeg forældre, der i hjemmet af praktiske og sociale årsager har van-

skeligheder ved, at leve op til Tandplejens forventninger om tandbørstning både morgen

og aften. Forældrene bliver fanget i dilemmaer, fordi de ideelt set gerne vil børste børne-

nes tænder, som Tandplejen anviser. På den anden side vil de gerne være det gode eksem-

pel, som en normal afslappet forældre, der ikke er fanatisk, men har gode relationer også i

hjemmet. For mig bliver det tydeligt, hvordan det sociale har forrang. Sociale håb over-

stiger således de medicinske. Derfor er det også forældre, der vælger at springe tandbørst-

ningen over i troen på, at der er andre ting i livet, der er vigtigere. De træffer et valg, der

betyder at relationerne i hjemmet ikke lider last, og harmonien bevares. Ikke sådan at

forstå, at børnene selv må bestemme, men de voksne tager affære, og vælger det fra, de

mener, der har mindre betydning. Der er her tale om et aktivt fravalg på basis af fornuf-

tige pragmatiske overvejelser gjort på baggrund af hverdagslivet. Jeg vil efterfølgende

belyse, hvordan disse praktiske ræsonnementer er formet og udviklet i konfrontation med

Tandplejens information og forventninger.

4.2.2. Det pragmatiske valg

”Viden og praksis eksisterer i en given social og kulturel kontekst, og det er en proces,

der aldrig slutter. Den omformes og gendannes” (Risør 2003:63). På samme måde som

de rygende gravide kvinder i Risørs materiale er forældrene i min empiri inde i flere

afvejninger, når de træffer deres valg. Når det gælder tandbørstningen, vælger forældrene

35

på basis af sociale relationer og moralske bekymringer, at nedprioritere tandbørstningen

eller slække på kravet om, at det er forældrene, der børster barnets tænder. Dette vælger

de efter flere overvejelser som en nødvendig del af et harmonisk afbalanceret og sundt liv.

De ved godt, hvad der er bedst rent tandsundhedsmæssigt for deres barn, men nogle

gange er det urealistisk at gennemføre to gange grundig tandbørstning om dagen i en

hverdag fyldt med mange gøremål, stres og konflikter. Hverdagens begrænsninger

”tvinger” dem til at bruge den sunde fornuft og træffe det pragmatiske valg. Som jeg også

oplever flere af mine informanter må gøre, når deres børn er blevet for trætte til at kunne

gennemføre en grundig tandbørstning. Jeg vil senere komme ind på, hvordan forældrenes

syn på den generelle sundhed også afspejler deres pragmatiske valg. Nu ønsker jeg kort at

komme ind på den hverdag, forældrene befinder sig i, når barnet ikke vil kooperere om

den grundige tandbørstning, så det bliver en kamp mellem børnene og forældrene.

4.2.3. Kaos og konflikter

Jeg synes det er rigtig, rigtig svært, fordi de vil jo helst selv, og vi ved jo bare, det kan de

ikke endnu…slet , slet ikke. ….vi har kæmpet en kamp, det har vi altså. Der er tre børn,

der står ved siden af hinanden, og skal have børstet tænder…og tiden, det er tiden, der

betyder alt. IS

Her møder vi en mor, der føler sig afmægtig. Hun kan ikke få datteren til at samarbejde,

og det narrative forløb får ingen flow. Datteren får ikke børstet sine tænder. Moderen er

fanget i et dilemma. Hun vil rigtig gerne gennemføre en tandbørstning på datteren, men

hun ønsker ikke at skabe store konflikter. Modstanden fra datteren er en forhindring, men

det er en forhindring, der kan afhjælpes af anden vej. Kan hun få mere hjælp af personalet

til kontrol og reinstruktion i tandbørstning?, og kan hun blive stærk nok til at forlange, at

pigerne kommer med ned i badeværelset én af gangen? Kan hun det, så opnår hun lettere

et godt resultat. Det afhænger af hendes mod til at spørge personalet, men det handler

også, om deres evne til at fornemme, at her kan vi nå længere, hvis blot vi støtter mere op

om tandbørstningen. Moderens ønske om mere kontrol og hjælp afslører, at personalet

her ikke har været opmærksomme nok på, at hun var villig til at samarbejde om flere

kontroltider på klinikken. Min erfaring siger mig, at vi som behandlere kan være tilbøje-

lige til at tro, at forældre og patienter helst vil komme så få gange som muligt, hvilket

36

denne seance bestemt ikke vidner om. Og det overrasker mig også, at denne mor, på trods

af hendes dårlige følelser, når hun kommer på klinikken, alligevel gerne vil komme hyp-

pigere for at få yderligere hjælp til tandbørstning. Jeg vil så vende opmærksomheden

mod tandsundheden og sundheden som sådan og belyse, hvordan sundhed opfattes blandt

forældrene, og hvilken betydning det har for deres opfattelse af den gode tandsundhed? .

4.3. Hvad er god sundhed og tandsundhed?

Mine informanter ved godt, at god tandsundhed er 0 huller, men de mener også, at mindre

kan gøre det. Selvom forældrene ville ønske, at børnene ingen huller har, så er der andre

ting, der vejer tungere. Forældrene gør det så godt de kan, så kan de ikke gøre mere. De

ønsker ikke at være fanatiske - eller lade sig slå ud af et par huller.

Det, det handler om, det er 0 huller, og så det der med isninger, og man ikke har det, så

det gør ondt, når man tygger……. Men sundhed handler også om, at have det godt med

hinanden, og ha´ lidt tid til lige at sætte sig ned og se fjernsyn med hinanden. Sådan bare

lige bruge 10 min til et kvarter på hinanden, det synes jeg er et tegn på, at man har det

godt og tegn på sundhed. SA

God tandsundhed er nok 0 huller. Det vil jeg nok gerne, men det er urealistisk. Det er

svært at undgå huller selvom de får børstet 2 gange om dagen… men sundhed er at tage

børnene, som de er. Man kan ikke sætte nogen regler op for det og man kan ikke sige

sådan og sådan gør vi…for at have god sundhed …man gør det så godt man kan. På en

eller anden måde så har du nok et mål inden i dig selv om, hvilket niveau du egentlig

gerne vil gøre det på. Man må gøre det så godt man kan…d.v.s hvis der kommer noget i

vejen, så kan man ikke blive sur over det . Det kan ikke nytte noget, at man lader sig slå

ud af det. –det er god sundhed. AA

I det sidste citat oplever vi klart, hvordan moderen kommer ind på betydningen af det

pragmatiske valg. Man må gøre det så godt man kan!

Sundhed beskrives af forældrene som livskvalitet, fysisk og mental balance. Som MBR

siger i relation til de gravide kvinder, er sundhed ikke på det tilsigtede plan, men på

37

følelser, erfaringer og det sociale plan. Omstændighederne har en afgørende rolle for,

hvad vi kan gøre i sådanne situationer. Forældrene i min empiri tillader sig selv at være en

smule usunde ind imellem, og de er opmærksomme på ikke, at blive fanatiske og ekstrem

sunde, hvilket anses som en ubalance. Også her bruger de den sunde fornuft og det prag-

matiske valg.

Mattingly har en anden vinkel på det. Hun siger, at acceptere en anden slutning, end vi

havde forventet eller turde tænke på, kan kræve ændring i identitet og måske karakter. At

hele sig selv, kan betyde at man må leve med en accept af, at man ikke længere har de

samme muligheder som først antaget. Man skal acceptere en ny situation. Der sker en

transformation af personen.(Matingly 1998). Der er ingen tvivl om, at moderen her har

gjort sig nogle erfaringer, hvilke har lært hende, at hun ikke kan stille lige store krav til

alle børnene. Hun har erfaret, at der er vigtigere ting i livet end 0 huller og perfekte børn.

Som professor i medicinsk sociologi Aaron Antonovsky, der anvender udtrykket health,

er hun også inde på, at sundhed er, når man er i stand til at overvinde vanskeligheder og

fortsat være ved godt psykisk og fysisk helbred (T. Jensen&Tommy J. Johnsen 2000:94).

I analysen har jeg vist, hvordan personalet fokuserer på flere faktorer i relationen med

forældre og børn, for at skabe den gode tandsundhed. Dette vil jeg komme nærmere ind

på i min konklusion.

5. Konklusion

”Antropologiens vidensprojekt er at redegøre for gensidigheden og dynamikken mellem

det enkelte handlende menneske og det komplekse sociale fællesskab” (Hastrup 2003:9).

Som Hastrup antyder, er dynamikken mellem det enkelte handlende menneske og det

komplekse sociale fællesskab væsentlige i projektet. Således også i min opgave, hvor jeg

har set ind i klinikken, observeret og lyttet både til forældre og børn, der kommer år efter

år, men også til det personale, der engageret skaber sociale fællesskaber og relationer, ud

fra hvilke, den gode tandsundhed skabes.

38

Min undersøgelse udsprang af en interesse for at kende forældrenes opfattelse af Den

Kommunale Tandplejes tilbud om hjælp til en bedre tandbørstning, og hvor svært det kan

være at opnå god tandbørstning og dermed god tandsundhed på deres børn. På baggrund

af litteratur gennemgang, interview af tandplejepersonale og 30 års erfaring som tandlæge

formodede jeg, at hovedparten af forældrene var tilfredse med tilbuddet, og at disse for-

ældre også var engagerede og havde ressourcer til at gennemføre deres barns tandbørst-

ning. Det er overraskende for mig, at forældre til de børn, der har mange huller og hvor

forældrene virker mindre interesseret i at hjælpe deres børn med tandbørstningen, også

sætter pris på Den Kommunale Tandplejes hjælp og vejledning til forbedring af tand-

børstningen. Jeg havde forventet, at de fandt tilbuddet nærmest anmassende og unødven-

digt, og jeg havde ikke forventet, at også disse familier har klare holdninger til, hvor vig-

tig tandbørstningen og tandsundheden er for deres børn.

Ved hjælp af det analytiske narrative perspektiv tegner der sig et billede i mit materiale af

de faktorer, personalet har fokus på, når de i kontakten med forældre og børn skaber til-

fredse forældre, der målrettet og aktivt samarbejder for at bedre deres barns tandbørstning

og tandsundhed. Det er tydeligt, at alle forældrene på hver deres måde sætter pris på det

tilbud, som personalet i Den Kommunale Tandpleje på de to klinikker yder til hjælp til en

bedre tandbørstning på deres børn. Relationerne mellem personalet og forældre og børn er

væsentlige i forhold til at skabe de rette betingelser for den gode udvikling i tandsund-

heden. Forudsætningen for de gode relationer i mit materiale er den anerkendende tilgang

til såvel børn som voksne. At anerkende og respektere børn og forældre giver tydeligt

bedre forudsætninger for at styrke den sundhedsfremmende proces med tandbørstningen.

Som en far siger:” Jamen det er jo den ros de giver børnene. Det er ikke kun børnene, der

vokser 10 cm. Det gør forældrene også”.

Det er vigtigt, at personalet ikke har forudfattede meninger om forældre og børn, men er

bevidste om at tage individuelle hensyn. Det betyder, at behandler og forældre og børn

lettere finder, som Mattingly siger, en ”fælles platform” mod en bedre tandsundhed. Dette

gøres bl.a. ved, at personalet spørger ind til tidligere erfaringer og til fremtidsønsker, så

deres fremtidsplaner ikke støder sammen, men løber i samme retning. Det ses, hvordan

tandsygdommen er trådt i baggrunden og patienten er kommet i centrum. Når personalet

39

skaber de gode relationer, handler det bl.a. om aktivt at involvere forældre og børn i den

sundhedsforbedrende tandbørstning. Forældre og børn involveres i tandbørstetræningen

og personalet søger at få forældre og børn til at bekræfte deres egen forbedring i tand-

børstningen og få dem til at vurdere resultatet. Og når det gælder resultatet, er individu-

elle hensyn også gældende. Selv små forbedringer har værdi, og som min undersøgelse

viser, kan god tandsundhed på et barn, være en mindre god tandsundhed på et andet barn.

At skabe gode vedvarende vaner med tandbørstningen styrkes af, at forældre og børn får

stærke kropslige erfaringer, hvilket jeg her erfarer, opnås ved at forældrene selv får tand-

børsten i hånden, når de står i børsterummet sammen med personalet og prøver at børste

børnenes tænder på den anviste måde. Eller det kan være, når barnet efter en grundig

tandbørstning kan mærke med tungen, at tænderne er langt mere glatte i overfladen..

På trods af forskellige kulturer mellem personale og forældre og børn, lykkes det perso-

nalet at skabe ”et drive” i forløbet frem mod et fælles mål om den gode tandsundhed.

Dette gøres bl.a. ved at personalet lægger op til stærke fælles erfaringer, hvilket bl.a. kan

ske når indfarvningen af tænderne viser, at den tilrettede anviste børstemetode resulterer i

langt renere tænder, og forældre og børn derfor får ekstra ros.

Det er personalets udfordring at skabe håb for forældre og børn, så de anstrengelser de

skal igennem synes meningsfulde, det uanset sociale tilhørsforhold eller tidligere tand-

sundhed. Gennem min undersøgelse er det blevet tydeligt, hvordan forældre og børn

transformeres fra passive til aktive patienter, og hvordan det kræver en speciel indføling

eller viden om, hvad det er for en patient, det drejer sig om. Dette resulterer i et meget tæt

forhold til patienten, hvorfor behandleren også udviser stor tålmodighed overfor forældre

og børn, når der er behov for det.

Samtlige forældre og børn viser mere eller mindre interesse for den gode tandbørstning på

trods af de udfordringer, hverdagslivet byder på. Der viser sig et billede af nogle forældre,

hvis hverdagsliv er fyldt med så mange gøremål, at tandbørstning 2 gange om dagen kan

blive urealistisk og derfor ikke væsentligt nok. Den tid familien har sammen prioriteres,

så tiden ikke fyldes helt med praktiske gøremål, men også indeholder hygge og afslap-

ning, hvilket tydeligt ses som et fornuftigt pragmatisk valg. Derfor vælger forældrene at

40

springe morgentandbørstningen over, når tiden er for presset eller springe aftentandbørst-

ningen over, hvis barnet er for træt. Forældrene mister ikke troen på, at det de gør, er det

rigtige, men de mener generelt, at det sociale har forrang.

At disse fravalg ikke kolliderer med personalets håb og forventninger om god tandbørst-

ning, hænger efter min opfattelse sammen med, at personalet har stor forståelse for, at

hverdagslivet er komplekst, og at forældrene let kan bringes i dilemmaer, mellem det ”

tandvenlige liv” og det ”fortravlede, men harmoniske hverdagsliv”. Jeg tror også det

hænger sammen med, at forældrene netop foretager disse pragmatiske ”sunde valg”, og

derved får hverdagen til at glide uden de store konflikter, men samtidig holder fast i den

gode udvikling og de fælles mål om den gode tandsundhed. Det viser sig, at det narrative

forløb går ”hånd i hånd” med det pragmatiske valg. God tandsundhed er for mange af

forældrene ikke kun 0 huller, men nærmere en rimelig tandsundhed uden smerter, men

med pæne tænder, og så det gode harmoniske liv. Derfor bliver svaret på mit indledende

spørgsmål, om forældrene oplever et tandplejepersonale med for høje idealer om tand-

børstning og tandsundhed, et nej. Det gør de ikke. I kraft af det pragmatiske valg, og per-

sonalets rummelighed og anerkendende holdning føler forældrene heller ikke, at de har

problemer med at efterleve personalets krav. To af forældrene har ambivalente forhold til

hjælpen til tandbørstningen, men de vakler ikke i forhold til at mene, at hjælpen er nød-

vendig. Blot mener de, den kunne være givet på en lidt anderledes måde. Man kunne godt

anskue dette felt nærmere ved brug af antropologen Vibeke Steffen, der beskæftiger sig

med Anonyme Alkoholikere og Minnesoda behandling i Danmark. Hun peger på proble-

mer i den narrative anvendelse, idet ikke alle kan indfinde sig i historien, og få den domi-

nerende fortælling til at stemme overens med deres egne erfaringer. De brudte handlinger

er ikke mit hovedfokus og ej heller en realitet i mit materiale, hvilket får mig til at afstå

fra en nærmere gennemgang heraf. Med min erfaring ved jeg, at mit materiale er helt

enestående, på den måde at alle forældre i relationen med personalet på et eller andet

niveau kommer med ind i det narrative flow. Dette hænger efter min mening i høj grad

sammen med personalets stærke kompetencer indenfor det sundhedspædagogiske område.

41

Som Mattingly siger:” helbredelsesdramaer, hvor deltagernes indtrængende ønsker om,

at handling udvikler sig i retninger, der giver håb, så de positive fortællinger kan udvik-

les, og de negative fortællinger undgås”(Matingly 1998).

6. Perspektivering

Det er gennem min analyse blevet endnu tydeligere for mig, hvor vigtigt den personlige

kontakt til vores patienter er i det sundhedsfremmende arbejde. Sundheds- og adfærds-

vaner skabes i tæt relation til patienterne - og vi skal som behandlere være empatiske og

signalere, at hver enkelt patient er O.K. Det er vigtigt at få opbygget et tillidsforhold til

patienterne, for gør vi ikke det, kan vi ikke forvente, at de får lyst til at gøre noget selv. Vi

skal også være bedre til at acceptere, og ikke tage det personligt, når patienterne træffer

nogle andre valg, end dem vi gerne så.

Tandlægerne Lisa Bøge Christensen og Poul Erik Pedersen har i en undersøgelse af

brugen af tandplejesystemet og egenomsorg i Danmark fundet, at størstedelen af befolk-

ningen bruger tandplejen regelmæssigt, men manglende brug af forebyggende tandpleje

har fortsat en social gradient( Christensen og Pedersen 2008). De oplyser også, at mindre

en halvdelen af forældrene til seksårige børn børstede deres børns tænder dagligt til trods

for en ret høj viden blandt forældrene om caries og muligheder for forebyggelse. Dette

sammen med den refererede indledende kvalitative undersøgelse fra England, mener jeg

vidner om mangelfulde sundhedspædagogisk kompetence blandt en del af det sundheds-

faglige personale også indenfor Den Kommunale Tandpleje.

I den faglige presse har jeg sidst set spørgsmålet stillet af Lea Grønbæk, overtandlæge,

om vi i Den Kommunale Tandpleje i virkeligheden bedriver vidensformidling frem for

sundhedspædagogik? Hun efterlyser: modet til at gå ind i en sundhedsfremmende dialog

med børn og unge, og give slip på ekspertrollen, og bruge den anerkendende sundheds-

pædagogiske metode med udgangspunkt i og forståelse for børnenes egne liv og den

kontekst de lever i og så selvfølgelig empatien. Jeg må erkende, at det er på tide, at vi får

denne debat. Vi har opnået flotte resultater rent sundhedsmæssigt i Den Kommunale

Tandpleje, men fokus har været rettet delvist mod risici og tenderet vidensformidling.

42

Ønsker vi at fortsætte den gode udvikling, hvor også svage patienter med færre ressourcer

bliver inddraget, mener jeg vi skal prioritere den anerkendende sundhedspædagogiske vej.

Jeg har med min undersøgelse vist, at kompetenceudviklingen indenfor området er i gang

og efter min overbevisning hurtigt vil spredes som ringe i vandet. Der er kun at ønske, at

ledelsen indenfor Den Kommunale Tandpleje har modet til at give den rette tid til dette

arbejde.

Afslutningsvis vil jeg kort knytte en bemærkning til de synspunkter og fremtidsplaner vi

hører politikerne og fagfolk fører frem i pressen indenfor det sundhedsfaglige område.

Centralisering er blevet et mantra. Man ønsker effektivisering og en styrkelse af det

faglige niveau. Der nedlægges mindre sygehuse og tandklinikker rundt om i landet for at

bygge store effektive behandlingsenheder. Med denne undersøgelse in mente, er det

interessant at stille spørgsmålet: Hvordan sikrer vi den tætte kontakt til vores patienter i

centraliseringen?

43

7. Noter 1. Forebyggelse af huller i tænderne 2. Tandsundheden på børn indberettes til Sundhedsstyrelsen én gang årligt. Tallene udmeldes derefter til alle landets kommuner. 3. Begrebet ”embodyment” er udviklet af Bourdieu ud fra fænomenologien.

4. Det skal her bemærkes, at denne mor har rygsmerter og er sygemeldt og midt i et udrednings-

forløb, hvor hun på nuværende tidspunkt ikke ved, hvordan hendes fremtid ser ud.

44

8. Litteraturhenvisning Brinkmann, Svend (2006): John Dewey. En introduktion. København: Hans Reitzels Forlag

Giddens, Anthony (1976):Classical Social Theory and the Origins of Modern Sociology. The American Journal of Sociologi, Vol.81 (4): 703-729

Good, Byron.J.(1994): The Narrative Representation of Illness i Medicine, Ratioanality, and Experience. An Anthropological Perspective. Cambridge University Press

Grøn, Lone (2005):Krop og hverdag i forandring. Sundhedsfremme. Sundhedsfremme og forebyggelse i institution og hverdagsliv. Vejle Amt. Sundhedsforvaltningen.

Grøn,Lone, Obel, Josephine, Bræmer, Marie Højlund(2007). Tovholder i praksis. En antropologisk undersøgelse af alment praktiserende lægers opfattelse af rollen som tovholder. Dansk Sundhedsinstitut. DSI rapport 2007.04

Grøn,L.,Mattingly.C., Meinert,L.(2008): Kronisk hjemmearbejde. Sociale håb, dilemmaer og konflikter i hjemmearbejdsnarrativer i Uganda, Danmark og USA. Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund. P 1-31.

Grønbæk, Lea: Sundhedspædagogik kan vi det? I Tandlægernes Nye Tidsskrift. Nr5:Maj 2009.

Hastrup, Kirsten(red)(2004). Ind i Verden. En grundbog i antropologisk metode.

København: Hans Reizels Forlag.

Jensen, Tine Mark: Fjern fokus fra risici. I Tandlægernes Nye Tidsskrift. Nr 4:April 2008

Jensen, Torben K.,Johnsen,Tommy J(2000). Sundhedsfremme i teori og praksis. En lære-debat- og brugsbog på grundlag af teori og praksisbeskrivelse. Sundhedsfremmeafdelingen, Ringkøbing Amt.

Kvale, Steiner (1990):Det kvalitative Interview. I Andersen, Ib (red) ”Valg af organisationssociologiske metoder” København: Samfundslitteratur (pp 215-240)

Kvale, Steiner(2000):Interviewsituationen. Kap 7 I Interview -en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København:Hans Reizels Forlag.

Mattingly, Cheryl(1998). Healing dramas and clinical plots. The narrative structure of experience. Cambridge University Press.

Mattingly;Cheryl(2000). Narrative and Cultural Construction of Illness and Healing. University of California Press.

Mattingly, Cheryl(2005).Den narrative udvikling i nyere medicinsk antropologi. Narrativer. Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund.

Mattingly, Cheryl (2006):Pocahontas goes to the clinic: popular culture as Lingua Franca in a cultural borderland.American Anthropologist, Vol 108, issw3, p 494-501.

Mogensen, Hanne O.(2005). Det narrative omdrejningspunkt. Narrativer. Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund.

Risør, Mette Bech(2003):Pragmatical reasoning as everyday knowledge. Health, Risk and Lifestyle in Health Promotion and the Everyday Life of Pregnant Smokers. I Folk: Journal of the Fanisk Ethographic Society, vol 45, 61-85.

Steffen, Vibeke(2007)(red). Sundhedens veje. Grundbog i sundhedsantropologi. Hans Reizels Forlag

Threlfall, A.G, Hunt,C.M, Milsom, K.Mm Tickle, M., Blinkhorn,A.S.: En kvalitativ undersøgelse af de faktorer, der påvirker tandlæger, når de giver råd om cariesforebyggelse hos børn. Tandlægernes Nye Tidsskrift nr 01, jan :2008.

Willermann,Marlene, Harak, Mette Lolk(red). Sundhedsstyrelsen(2006). Egenomsorg- et særligt perspektiv på forebyggelse og sundhedsfremme.

Wadel,Cato (2001).Feltarbejd i egen kultur. Én innføring i kvalitativt orienteret samfundsforskning. Seek:Flekkefjord (del3)

Whyte, Susan (1999). Pragmatisme. Akademisk og anvendt. Antropologi. Vol 40, 129-138. København.