george vinter 2008 - 85. årgang nr. 3

george nr. 3 2008Forum for Frihed og Ligeret 1

84. årg. vinter 2008

F o r u m f o r f r i h e d o g l i g e r e t

georgeFesten er forbi– vi så alle, hvor det bar hen, men gjorde ikke noget effektivt ved det.v/ Peter Ussing … læs side 2

Den økonomiske verdenskrise- det er ingen naturlov, at disse kriser kommer jævnligtv/ Ib Christensen … læs side 3

De go’ gamle dage- for 50 år siden blev der skrevet om problemer i trekantregeringen og paven versus Henty George m.m.v/ Dan Holst Nielsen

… læs side 4

Ejendomsboblen fører til en hård landing- i Australien ser det om muligt endnu værre ud end andre steder.v/ Bruan Kavanagh, Australien

… læs side 6

Kina overvejer jordreform- bliver det a la Sun Yat-sen eller?? v/ Peter Ussing

… læs side 8

Georgs Corner - krisen ku´klares relativt enkelt!v/ M. C. Holst

… læs side 9

Overcheriffen- krisen ku´klares relativt enkelt!v/ M. C. Holst

… læs side 11

Annie Fox- sidste afsnit om den unge George.v/ Svend Tornbjerg … læs side 13

Opfordring til FN- opfordring tilat skrive under.

… læs side 14

The Earth belongs to everyone- ny god bog af Alanna Hartzok

… læs side 16

- og meget mere

85. årg. nr. 3

Så bristede boligboblerneVerden over var alle vel efterhånden klar over, hvor det bar hen. Det kunne simpelthen ikke blive ved med at gå. Men ingen gjorde noget effektivt for at stoppe op før afgrundens rand. Og selv nu bagefter taler man kun om «hovsaløsninger«. ikke om den egentlige baggrund for krisen - og dermed for løsningen på længere sigt.Overalt hvor der er menneskelig aktivitet stiger jorden i værdi – ja og naturresurserne i det hele taget. Det er også sket de senere år.Renterne af denne værdi kommer tilfældige mennesker til gode, og den menneskelige grådighed fi k grundejerne til ikke blot at opbruge disse resurser, men yderligere belåne ejendommen på forventet prisstigning. Det er klart, at der i den situation ikke skal meget til, før det går galt. Og det gjorde det....se også artiklerne på s. 2,3 og 6 - og kurven for ejendomshandel på side 2.

llustration fra Bryan Kavanaghs artikel i det australske tidsskrift The Age - se s. 6

george nr. 3 2008Forum for Frihed og Ligeret2 george nr. 3 2008

Forum for Frihed og Ligeret 3

Peter Ussing

Festen er forbi!Vi så, hvor det bar hen,

men sagde åbenbart ikke fra tydeligt nok

Gamle aviser kan bruges til andet end at pakke fisk ind i – og det gør man vist heller ikke mere.I Nordjyske Stiftstidende for den 27. januar 2008 er der et interessant interview med cheføkonom hos Spar nord Bank, Jens Nyholm, som er godt at få forstand af netop nu.Han siger indledningsvis: ”Dansk økonomi har redet på en bølge, men det er slut. Bølgen har ramt kysten.” Han vurderede dengang, at den ville lande blødt efter ”fire – fem års hæsblæsende bolig og forbrugsfest”.

Boligejerne brugte for megetHan sagde videre: ”Boligejerne oplevede deres formue vokse, og det gav en lyst til at forbruge i en grad uden sidestykke.”Forbruget blev yderligere stimuleret af voksende lønninger lavere renter og faldende arbejdsløshed.Hertil kan så tilføjes at indførelsen af de afdragsfrie lån med det samme fik både boligpriserne og hushandlerne til at stige stærkt. Fordelen ved den nye lånetype blev altså med det samme kapitaliseret til fordel for boligsælgerne. Ikke boligkøberne!

USA’s boligejere i knæLokomotivet for udviklingen har været de amerikanske boligejere, og i en faktakasse med overskriften ”Lån sender USA’s boligejere i knæ” oplyses bl.a.: ”Det er en cocktail af stigende renter og faldende huspriser, der siden efteråret 2006 har sendt rystelser gennem det globale aktiemarked.Udbredt brug af kreativt konstruerede lån, der lokker med en yderst fordelagtig rente i de første par år af løbetiden, har forstærket effekten af rentestigningerne og truer med at sende hundredtusinder af boliger på tvangsauktion.Lånene er finansieret af enorme mængder risikovillig kapital via fonde oprettet af store amerikanske og europæiske finanskoncerner.”

Man ville ikke se faresignalerneDen finanskrise, vi oplever så stærkt nu, har altså været undervejs længe, og der blev udsendt et utal af faresignaler. Den citerede artikel er en af dem. Men man ville ikke se signalerne.Der tegner sig således et billede af, hvad der er sket, og man kan begynde at lokalisere nogle årsager. Af mange grunde har vi i nogle år oplevet en voldsom stigning i ejendomspriserne. Der er foregået en kraftig belåning af de arbejdsfrie, samfundsskabte friværdier, og pengeinstitutterne har lokket med snedigt udtænkte låneformer. Belåningen af friværdierne har ikke været benyttet

til forbedring af ejendommene, men til forskellige former for forbrug, som igen har været med til at hæve produktion og beskæftigelse.

Pengemarkedet i panik, da boligboblen brastDa boligboblen brister, river tilbageslaget først nogle uforsigtige banker med sig, og panikken breder sig, så aktiemarkedet først krakelerer og derefter truer med at bryde sammen. Og så har vi spillet gående. Centralbanker og stater mobiliseres. Hjælpepakker drøftes og vedtages.

Nogle bankdirektører bliver gjort til syndebukke, fordi de har været for grådige med hensyn til egne optioner, men det er jo kun peanuts i den store sammenhæng. Det er selvfølgelig rigtigt, når EU’s statschefer nu foreslår en øget kontrol med spekulationsmulighederne, men det løser ikke problemerne lige så lidt som diverse hjælpepakker kan gøre det.

Spekulationsmulighederne skal afskaffesHvis man effektivt vil forhindre fremtidige kriser, er det ikke nok kun at kontrollere spekulationsmulighederne. De skal afskaffes. Det er heller ikke nok at holde spekulanterne skadesløse på alle andres regning.Man tror, at man gennem kontrol kan isolere nogle få centrale spekulanter. Det kan man måske også, men det er måske de mange små ejendomsspekulanter, der er den egentlige årsag til krisen, fordi de har udnyttet deres friværdi ansvarsløst.Derfor bliver det frem over nødvendigt at ramme al ejendomsspekulation gennem

en øget ejendomsbeskatning/grundbeskatning. Måske gennem skyldig hensyntagen til dem, der har købt eller bygget om de seneste år.Provenuet skal bruges til sænkning af skatterne, og det giver langt sundere forbrugsmuligheder, end belåningen af friværdierne har givet.

Får vi skovlen under ejendomsspekulationen, får vi også taget luften ud aktiespekulationen, og aktierne kan få den værdi, som de enkelte virksomheders produktion betinger.

Der er handlet ansvarsløstDer er i de senere år handlet ualmindeligt ansvarsløst over for den største del af verdens befolkning – også den danske, af politikere, økonomer, pengeinstitutter, og grådige spekulanter og naive ejendomsbesiddere. For den sags skyld også af os, der nok så, hvor det bar hen, men ikke sagde fra tydeligt nok.Men nu er festen forbi. Oprydningen skal i gang.

Som en fremtrædende socialdemo-krat har sagt: Det skader ikke de fattige, at mit hus stiger i værdi! Hvad så når det falder i værdi?

Som en fremtrædende socialdemokrat har sagt: Det skader ikke de fattige, at mit hus stiger i værdi!

Hvad så når det falder i værdi?



Lige siden 1700-tallet har der været tilbagevendende økonomiske kriser., oftest med en lille snes års mellemrum. Årsagerne kan være forskellige, lige fra ”Sydhavsboblen” i begyndelsen af 1700-tallet til it-boblen i begyndelsen af indeværende århundrede. Men i de allerfleste tilfælde er grunden til kriserne blevet lagt i oppustede jord- og ejendomspriser (boligbobler). Det er således klart tilfældet i den nuværende efterhånden verdens-omspændende finan-sielle og økonomiske krise – den værste siden depressionen i 1930érne. Krisen startede i USA med såkaldte ”subprimelån”. Der var blevet udstedt enorme mængder og summer af lån i fast ejendom i forventning om fortsat stigende ejendomspriser i det uendelige. Disse finansielle ”produkter” var så blevet raffineret og videresolgt i stadigt nye og uigennemskuelige udgaver, ikke alene i USA, men også i mange andre lande. Men den samme praksis har også fundet sted i mange andre lande i form af en løbende gældsætning i den

tilsyneladende uafbrudt stigende jord- og ejendomsværdier. Særlig markant har karrusellen kørt i Storbritannien, Irland, Spanien og Danmark, men i virkeligheden er der tale om et globalt fænomen, der også er eksploderet i lande som Kina og Rusland.

På et tidspunkt kan lånerne ikke honorere deres forpligtelser, og de kreditgivende institutioner kommer i vanskeligheder, der breder sig til hele den finansielle sektor. Mistilliden slår igennem, og det ene pengeinstitut efter det andet krakker eller må have hjælp. Regeringer og parlamenter vedtager kriseplaner, og skatteyderne kommer til at betale for de gigantiske fejlslagne spekulationer – foruden de virksomheder, som krisen river med i faldet og de hære af arbejdsløse, den skaber.

Hvorfor har vi disse tilbagevendende økonomiske verdenskriser? Grundlæggende fordi de økonomiske og teknologiske fremskridt, det voksende befolkningstal, den voksende produktion, samhandel og velstand afstedkommer øgede priser på jord i form af beliggenhedsværdier og naturressourcer.

Efterspørgslen stiger efter disse produktionsforudsætninger og bosætningsmuligheder, men da der er tale om ureproducerbare goder - der bliver ikke mere af dem, selv om efterspørgslen stiger – får de en merværdi, i samfundsøkonomien kaldet jordrenten.

Når det tillades, at denne jordrente gøres til genstand for spekulation, vil der opstå prisbobler. Og når jord- og ejendomsspekulation bliver mere profitabel end realøkonomisk foretagsomhed, har vi krisen. Vi har set denne udvikling ske såvel på boligområdet som på landbrugsområdet globalt, ligesom der er sket priseksplosioner, når det gælder olie og gas, vandressourcer i udviklingslande etc. Udviklingen skaber inflation, samfundsøkonomien forvrides til fordel for spekulation og til skade for produktion, og vi ser globale kapitaltransaktioner, der for 97% vedkommende handler om spekulative bevægelser og ikke om betaling af varer. Når sammenbruddet kommer, følger arbejdsløsheden med. Det tager år, før konjunkturerne vender, og det igen bliver lønsomt at sætte produktion i gang. I mellemtiden er hundreder af millioner mennesker blevet ramt som boligejere, som lønmodtagere og som skatteydere. Er der tale om en naturlov?Nej, det er der ikke. Eftersom udgangspunktet for de økonomiske

Ib Christensen

Den økonomiske verdenskrise

Eftersom udgangspunktet for de økonomiske verdenskriser for det meste er spekulation i naturressourcerne , er det første fornødne at hindre denne spekulation i at opstå. Det gør man ved at sikre, at naturressourcerne

pålægges udnyttelsesafgifter til samfundet af et sådant omfang, at spekulation udelukkes

Det er ingen naturlov, at der skal være tilbagevendende dybe finansielle kriser med alt, hvad det medfører af menneskelige og økonomiske omkostninger.

At undgå det er et spørgsmål om politisk vilje

• 18 years has a good history: US real estate activity,

Source: Cycles, 1970, page 343

The

Economics

ofAbundance

70

Krisernes fantatiske regelmæssighedDenne kurve viser aktiviteten inden for ejendomshandel i USA, hvilket vel er en meget god indikation for den økonomiske situation. Kurver over andre aktiviteter viser i øvrigt det stort set det samme. Selv om tallene her ikke er påført de seneste 60 år, vises der med usvigelig sikkerhed lav aktivitet i 2008 - og dermed mulighed for økonomisk krise. Derfor må man også kunne gå endnu længere frem med

skridt på godt 18 år. Man kommer så til, at den næste krise indtræffer i 2026. Med mindre man hurtigst muligt tager sig alvorligt sammen og indretter samfundene mere fornuftigt.

fortsættes næste side



verdenskriser for det meste er spekulation i naturressourcerne samt jord og fast ejendom, er det første fornødne at hindre denne spekulation i at opstå. Det gør man ved at sikre, at naturressourcerne (energiressourcer, vand, jord, havets ressourcer) pålægges udnyttelsesafgifter til samfundet af et sådant omfang, at private kapitalinteressers spekulation udelukkes. Mange lande har udnyttelsesafgifter, når det drejer sig om energiressourcerne, men afgifterne er som oftest alt for beskedne og bør derfor sættes i vejret, så de indbringer hele udnyttelsesværdien til samfundet, og olie- og gasselskaberne kun aflønnes for deres produktionsindsats. Naturressourcen vand bør naturligvis heller ikke gøres til et spekulationsobjekt, men være til rådighed for alle mennesker. Havets ressourcer i form af fisk bør fordeles efter et licenssystem, så monopoler udelukkes, og landbrugsjorden bør friholdes fra spekulation ved at den stilles til landbrugernes rådighed mod at de betaler jordrenten til samfundet. Den altdominerende årsag til den aktuelle økonomiske verdenskrise er imidlertid oppustningen af priserne på

et sted at bo. Det handler reelt ikke om mursten, men om beliggenhedsværdier. Det er her de enorme prisstigninger har fundet sted overalt i verden, det er her, den private kapitalisering af den stigende efterspørgsel af bosætningsmuligheder er sket, og det er her, at gældsætning i mammutformat er foretaget. Det er her, det største problem findes. Det må derfor være indlysende, at vi må sætte en stopper for, at den førnævnte jordrente går i private lommer. Den må simpelthen inddrages af det samfund, der skaber den. Det kan ske gennem en årlig, løbende afgift – i Danmark kaldet grundskyld – på al jord i forhold til jordens værdi. Og værdifastsættelsen bør ske gennem årlige, offentlige vurderinger. Det er klart, at jo højere grundskyld, der skal betales, jo lavere bliver jordpriserne. På den måde indsnævrer man mulighederne for privat tilegnelse af den samfundsskabte værdistigning, spekulationsmulighederne reduceres. Da grundskylden hele tiden står i forhold til jordens aktuelle værdi, er den konjunkturreguleret – modsat privat gældsætning. Den er derfor til fordel for alle, der blot ønsker et sted at bo og ikke har interesse i spekulation.

Hvis man på globalt plan når til en situation, hvor der ingen privatøkonomisk profit ligger i passivt at besidde jord og andre naturressourcer, og hvor der kun er privatøkonomisk gevinst at hente ved produktion, så vil man have standset den vigtigste kilde til de tilbagevendende økonomiske kriser. Men det siger sig selv, at selv om man ikke kan forestille sig en sådan utopisk situation, så vil det under alle omstændigheder være en fordel for det enkelte land at gennemføre en sådan skattepolitik, samfundsøkonomisk, erhvervs- og beskæftigelsesmæssigt såvel som fordelingspolitisk.Det hører med til en sådan politik, at hele provenuet af grundskylden bør bruges til nedbringelse af skatten på arbejde. Det vil yderligere accentuere de gode virkninger af reformen. Det vil også være etisk rigtigt, at arbejdsfri, samfundsskabte værdier bør tilhøre og tilfalde det samfund, der har skabt dem, mens borgerne til gengæld bør have førsteret til udbyttet af deres arbejde. Det er ingen naturlov, at der skal være tilbagevendende dybe finansielle kriser med alt, hvad det medfører af menneskelige og økonomiske omkostninger. At undgå det er et spørgsmål om politisk vilje.

Helge Madsen in memoriamOktober 1958-nummeret af Grundskyld bragte en mindeartikel om Helge Madsen, som døde midt under det store arbejde som både sekretær for retsforbundet og folketingsmedlem. ”Der kan ikke være tvivl om, at han var en idealist, der var grebet af de ideer, som retsforbundet blev stiftet for at gennemføre”, skriver redaktøren P.C.Pedersen. Han nævner også, at det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Helge Madsen, men som den strengt ”ortodokse” georgeist har var, kunne han ikke dy sig for at blande lidt malurt i bægeret.”Det måtte vel skrives på partisystemets regning, at han i den sidste tid måtte gå med til ting, som han ikke var glad for, og som kun en alt for god vilje til at tjene partiet kunne

få ham til at forsvare.”

”Partistyre modsat Folkestyre”Det var bestemt ikke P.C.Pedersens kop te - dette med det praktiske politiske arbejde f.eks. med at finde kompromiser sammen med andre partier. Og netop dette problem får ham til at lave en længere artikel i samme nummer med titlen ”Partistyre modsat Folkestyre”. Her fortæller han først om sig selv, der helt fra barneårene var politisk

interesseret, og som ung blev grebet af Henry Georges tanker om årsagen til fattigdom. Kort efter blev han bekendt med Severin Christensens tanker om en naturlig retsorden. ”Der fandt jeg et rygstød, som gjorde det let for mig at tage

parti ikke med eller mod et politisk parti, men for ideen om lige ret for alle.”Han meldte sig så ind i retsdemokratisk forbund, som bl.a. stilede efter at danne et parti,

retsdemokratiet. Det fik aldrig den

Dan Holst Nielsen

De go’e gamle dageI efteråret 1958 handlede Grundskyld mest om folkestyre, om den besværlige grundskyld når »man« er i regering, om staten skal spekulere på børsen og endelig opfriskes historien om kontroversen mellem paven og Henry George

Her på Christiansborg skal der praktiseres folkestyre og ikke partistyre. (illustration fra Grundskyld i 1958)

fortsat fra side 3



tilbage, om det skulle have noget at gøre med, at den katolske dels selv ejer enorme jordarealer, som den ikke er interesseret i at skulle betale afgifter af, del støttes af storgodsejere, som heller ikke er det!

”Brød og skuespil”Kongeligt besøg i Folketinget var åbenbart ikke en fast tradition i 1958, som det er nu. Fænomenet bliver behandlet med afstandtagen i bladet og med den distance, der ligger i den anvendte talemåde ”Brød og skuespil”. I Grundskyld kan man kun godtage disse besøg ved ganske særlige lejligheder.

Ikke stor stigning af grundstignings-skyldenHarald Grønborg har udarbejdet en redegørelse for ”Vore skatter”. Især er det bemærkelsesværdigt, at grund- og grundstigningsskyld ”kun” er steget 311 % de seneste 9 år, mens f.eks. indkomstskatterne er steget 828%. Dermed imødegår han de mennesker,

som klager over specielt grundskatterne. Han gør også opmærksom på, at over to tredjedele af borgerne er besiddelsesløse, mens over en tredjedel af dem ejer 94% af den samlede formue, ja 3% ejer 41% af den samlede formue. Denne gennemgang af skattesystemet er meget grundig, som har mange andre pointer, som det er uoverkommeligt at komme ind på her.

Boligstøtten tilfalder jordsælgerne

Det er naturligvis forståeligt og dejligt at

folk nu har både lyst og mulighed for at flytte ud

på landet og i villakvarterer med lys og luft. Og politikerne

støtter det. MEN! Det giver anledning til en artikel af Aage

Christiansen, hvorfra dette citat er hentet: ”Men dernæst har

boligstøttelovene tydelig afsløret, at så snart efterspørgslen efter

jord til byggepladser stiger, som disse støttelove har bevirket, så

stiger også byggegrundenes priser. Det er det gammelkendte fænomen, at fremskridtets efterspørgsel efter jord nedfælder sig i højere jordværdier. Og den samfundsmæssige fordel, der er tilsigtet med boligstøttelovene og udflytning til villakvarterer, bliver altså indkasseret af jordsælgerne, og de højere jordpriser lægger sig som spærringer for den fattige mand og hans families flytning til sundere boligforhold.”

helt store tilslutning, og da retsforbundet blev dannet og også senere opstillede som parti, bakkede han op. Han var dog stærkt kritisk overfor meget af det, som enkeltmedlemmer af partiet sagde og gjorde. Han betragtede han dog ikke disse uoverensstemmelser som en ulempe. Tværtimod burde det være sådan i alle partier. Men det kan naturligvis blive for meget. ”Da jeg blev klar over, hvad retsforbundets folk gik ind for i Grundskyldskommissionen meldte jeg mig ud”. Kort sagt: Peder C. Pedersen gik ind for folkestyre, men ikke partistyre.

Delte meninger om grundskyldDen trekantede regering, som redaktøren kalder den, er efter nogles mening knyttet sammen af et fælles ønske om grundskyld. Men der er stor uenighed om dette spørgsmål – og den er dyb og principiel. Den socialistiske opfattelse synes at være den dominerende. Den går ud på, at staten har ejendomsret til jorden, og derfor mener at kunne foreskrive menneskene betingelser for at få adgang til at udnytte jorden. Og så er der den georgeistiske opfattelse, der bygger på alle menneskers ligeret til liv og frihed og derfor hævder, at alle mennesker må have lige og fri adgang til jorden og dens rigdomskilder, mod til gengæld at betale grundrenten. Statslig børsspekulation – nej!Skal finansministeren være børsspekulant for statens regning? Under denne overskrift viser P.C.Pedersen, at han også er meget kritisk overfor et forslag fra regeringen om, at staten skal til at købe og sælge obligationer. Han fremfører bl.a., at ”I stedet for at stabilisere markedet, som nok var hensigten, gør det markedet ustabilt”. Og en udtalelse fra nationalbanken siger bl.a.: ”Erfaringerne viser utvetydigt, at en politik gående ud på at fastholde et lavt renteniveau ikke er gennemførlig”.

Henry George versus paven Fra det norske tidsskrift, Farmand har man hentet en interessant artikel, som handler om Henry Georges kontrovers med den katolske pave. Det er for så vidt ikke nogen nyhed hverken dengang eller nu, men så interessant, at den godt kan tåle en kort genopfriskning.Fader Edward McGlynn, en fremtrædende katolsk gejstlig i USA, blev så optaget af Georges ideer, at han gjorde alt for udbrede budskabet. Det medførte, at han først blev suspenderet, senere afsat og

til slut ekskommunikeret. Den katolske ærkebiskop i New York gik så vidt, at han nægtede gode katolikker begravelse på sin kirkegård, fordi de gik til fader McGlynns møder. Det kom endda så vidt, at pave Leo XIII i 1891 udsender et hyrdebrev, Rerum Nova-rum, hvori han bl.a. fordømmer flere sider af georgeismen. Det fik Henry George til at sende et ”åbent brev” til paven. Han påviser her, at hans ideer så langt fra er i strid med kristendommen. De fortjener tværtimod pavens støtte. Det er det brev, vi kender som bogen, Arbejdets Kår. Find den og

læs den på hjemmesiden.Den afsluttende sløjfe på historien må også med. En pavelig udsending kommer til USA med ordre om at undersøge sagen. McGlynn skriver nu en redegørelse for sit standpunkt, som forelægges en komite af

f r e m t r æ d e n d e teologer. Den erklærer, at intet i georgeismen strider mod den katolske lære. I 1893 bliver fader McGlynn så modtaget i Rom og får pavens velsignelse – og efterfølgende bliver han genindsat i sit embede. Han sikrer sig dog først, at han fortsat kan sprede budskabet om den økonomiske lære, han fandt rigtig. Man kan godt undre sig over, hvorfor den katolske modstand var så stor. Det er svært at holde den kætterske tanke

Er det at give folket »Brød og Skuespil«, når de kongelige besøger Folketinget?



mod at røre ejendomsværdiskatten, men ikke mod at foreslå grundskylden bevaret eller udvidet. Men desværre vil den måske opfatte det fælles signal fra regeringen og den såkaldte opposition som et forbud mod at foreslå inddragelse af samfundsskabte værdi-stigninger til lettelse af skatten på arbejde.

Der går 170 årsværk til e jendomsvurder ingen . De er godt anvendt, og den eneste fejl er, at vurderingerne kommer forsinket i forhold til salgspriserne. Det må kunne rettes op. Ejendomsskatter er de eneste skatter, folk ikke kan unddrage sig, og fjerner man dem, bliver andre

”…som en konsekvens af det her bliver det svært at genindføre beskatning af den aktuelle ejendomsværdi. Dermed cementerer vi skattestoppet.”Det er skatteminister Kristian Jensens ærlige begrundelse for at stoppe de løbende offentlige ejendomsvurderinger. Det må derfor undre, at det sker med støtte af ikke alene regeringspartierne og DF, men også S og RV.

Den officielle begrundelse for afskaf-felsen af ejendomsvurderingerne er, at ejendomsværdiskatten er fastlåst på 2002-niveauet. Men det er grundskylden ikke, selv om der er lagt et loft over stigningerne. Og der sker jo løbende nybyggeri, der skal vurderes, ligesom andelsboliger skal vurderes.

Skattekommissionen har fået forbud

Fasthold ejendomsvurderingerne Det er helt vanvittigt at afskaffe vurderingerne, som jo stadig skal bruges til grundskylden

Da det kom til stykket, så bestod centralbanken og de finansielle institutioner ikke testen for risikostyring – hverken i USA eller i Australien. Det er fordi ingen af disse institutioner forstår, hvordan ejendomsmarkedet styrer økonomien. Virksomheder og private belåner deres ejendomsværdier. Så når ejendomsboblen brister og banker og långivere afsløres, så skal man høre på ubehjælpelig tom snak fra analytikerne om at ”op- og nedgange i konjunkturerne er naturlige elementer på det finansielle marked”. En anden rygmarvsreaktion er at skyde skylden over på bankerne og lånerne. Hvad som helst kan tilsyneladende bruges frem for at tackle den fundamentale brist i risikostyringen.

Afledningsmanøvrerne vil blot forstærke krisenDet er en uomgængelig sandhed, at et samfund ikke oplever en økonomisk

nedgang uden en forudgående ejendomsboble. Den amerikanske økonom Homer Hoyt påviste dette tidligt i det 20. århundrede. Gruppen vedrørende jordværdiforskning studerede for nylig effekterne af en ejendomsboble. Dette studium konkluderer, at den aktuelle boligboble i ekstrem grad har eskaleret siden 1999, og at den nu er bristet på trods af sofistikerede finansielle afledningsmanøvrer, hvis svaghed alle er, at de vil forstærke den kommende krise.

Det er Australiens egen skyldDet er trist at konstatere, at Australiens ejendomsboble er stærkere end USA´s. Det er derfor uansvarligt og forkert at skyde skylden på en psykologisk påvirkning fra den amerikanske krise. Sandheden er, at vi har en enorm gældsboble, og at vi lider under nøjagtigt det samme store hul i kreditstyringen, som nu er blevet afsløret i USA.

Vi kan kun løse problemerne ved at erstatte skatterne på sunde aktiviteter – arbejde og investering – med skatter på skadelige aktiviteter som ejendomsspekulation og værdigstigninger på jord. Dette tiltag, og ikke rentestigninger fra Centralbanken, kan fjerne inflationen og standse det vanvid det er at belåne oppustede jordpriser som ”sikkerhed” for lån. Forholdet mellem jordværdier og BNP har varieret en smule siden 1911, men har almindeligvis været omkring 1 til 1. Dette forhold steg til 1.56 i tiden op til 1930’ernes depression. Nu er det imidlertid steget til 2,5. Det er stærkt foruroligende. Det samme ser man i andre vestlige lande, undtagen Frankrig, hvor ejendomsspekulation ikke anbringes på en urørlig piedestal, som vi har været tilbøjelige til.

Boblen brast over hele jorden – også i Australien.Her er et uddrag af den fremtrædende georgeist Bryan Kavanaghs kommentar til situationen

Ejendomsboblen fører til en hård landing

Af Bryan Kavanagh, Australien

skatter forhøjet, ejendomspriserne vil stige og den sociale ulighed forøges.

Skatteministeren vil ikke komme med et bud på, hvordan en fremtidig grundvurdering skal ske. Det må da ellers interessere kommunerne, der

har grundskylden som en vigtig indtægtskilde, ca. 30 mia. kr. årligt. Hvis grundskylden i fremtiden skal udskrives på grundlag af den uigenkaldeligt (?) sidste offentlige vurdering, kommer det til at koste kommunerne kassen, medmindre de hæver indkomstskatten.

Men det er åbenbart skatteministerens hensigt. Heldigvis vil Socialdemokraterne bevare den løbende

grundvurdering (Pol. 6/9), selv om de åbenbart har tilsluttet sig

fastfrysningen af ejendomsværdiskatten. Hvad med at kræve ejendomsværdiskatten konverteret til en statsgrundskyld og fjerne loftet over grundskylden?

Ib Christensen

Skatteministreren vil afskaffe

vurderingerne



og i det hele taget så hurtigt kunne skaffe sig herredømmet over hele Kina. Den kortsynede politik under Kuomintang var således en væsentlig årsag til at Kina blev kommunistisk.

De nye reformer var hårdhændede og effektive. Jorden blev taget fra de ringe bønder og godsejere, og der blev gennemført en ny fordeling af jorden. En yderligere stramning forekom det par årtier senere under forsøget på gennemførelse af folkekommunerne. Reformerne er i øvrigt beskrevet i min bog ”Jorden och nöden i u-länderna, 1961. Den kan formentlig skaffes gennem bibliotekerne.Ifølge de kinesiske statistikker medførte reformerne en stærk stigning i både høstudbytte og husdyrhold. Reformerne havde

ikke bare et formål i at forbedre landbefolkningens vilkår. Den skulle også hurtigt skaffe kapital til opbygningen af en selvstændig industri. Kina var jo i disse år uden for det gode selskab og havde svært ved at skaffe kapital fra udlandet.

*Siden kommunismens brød sammen i Sovjetunionen, har Kina ført en forsigtig moderniseringspolitik i stadig mere privatkapitalistisk retning. Spørgsmålet er derfor, om den påtænkte reform er mere end en justering af landbrugspolitikken, om den er et knæfald for den internationale kapital, eller - hvad man kunne håbe - et forsøg på at modernisere landbruget i den retning, Sun Yat-sen havde forestillet sig. Da marxister i praksis har et kapitalistisk syn på jordeje, kan man frygte det værste i Kina. Og da Kina i 2000-tallet bliver en af de stærkeste – måske den stærkeste – økonomier i verden, er det ikke helt ligegyldigt, hvordan man frem over tackler jordejet i Kina. Vil man kunne fastholde den tilstand, som den kinesiske revolution – alle ofre ufortalt – har skabt og dermed sikre et stabilt og rimelig lavt omkostningsniveau. Eller vil man tillade privat jordeje at udvikle sig ukontrolleret med risikoen for store private spekulationsgevinster og internationale finanskriser til følge. Der er grund til at følge udviklingen med stor opmærksomhed.

revolutionen i 1911 brød sammen, og georgeisten Sun Yat-sen for en tid var præsident over den nye republik, var vejen banet for jordreformer. Sun samlede sin politik i de ”tre folkelige principper”: Kina

skulle være nationalt uafhængigt, Kina skulle være et demokrati, og der skulle gennemføres sociale reformer først og fremmest en anden jordfordeling, og hertil skulle en jordbeskatning efter georgeistisk mønster tjene. Sun blev hurtigt skubbet til side af den konservative Yüan Shï-kai, der havde vestens støtte og fik et betydeligt lån til genopbygning. Efter hans død faldt Kina fra hinanden, men det lykkedes Sun at få indflydelse i det sydlige Kina. Hans forsøgte forgæves at interessere England og USA for sit program. Derimod fik han nogen støtte fra den unge Sovjetunion. I 1923 engagerede han en tysk jordrentespecialist, som tidligere havde planlagt jordbeskatningen i den tyske koloni Tsing-tau i Kina (1897 – 1917). Efter Suns død i 1925 førte hans parti Kuomintang og dets leder, Suns svoger Chiang Kai-shek, reformarbejdet videre. Men det blev efterhånden umuliggjort af krig og uroligheder og ikke mindst af det forhold, at partiet blev mere og mere domineret af velstående konservative kredse, der så jordreformerne som en trussel mod deres egen velstand.

Jordreformer under kommunismenEfterhånden som de kommunistiske oprørshære under Maos ledelse rykkede frem, blev der hurtigt gennemført jordreformer, og det viser behovet for en ny jordfordeling, at disse jordreformer i høj grad var medvirkende til, at kommunisterne fik tag i landbefolkningen

Kristeligt Dagblad er en af de aviser, der ikke har berøringsangst over for et så tabubelagt emne som ejendomsretten til jord. Det fremgår bl.a. af en lille artikel lørdag den 11. oktober 2008, hvor Vera Bundgaard skriver fra Kina, at de kinesiske ledere nu overvejer en reform af Kinas landbrug, og det skal bl.a. indebære mulighed for handel med og delvis privatisering af jord.

Behov for modernisering af landbrugetKinas storbyer vokser i disse år eksplosivt, og bybefolkningen bliver rigere, mens landbefolkningen halter bagefter. Som det er nu, kan private ikke eje jord i Kina. Bønderne lejer, ifølge Vera Bundgaard, jorden for 30 år ad gangen, og selv om de har brugsret til jorden, kan lokale ledere konfiskere jorden og tjene penge på at sælge den videre til for eksempel industriprojekter.Jorden er delt mellem familier, der hver kun har en ganske lille jordlod ofte på størrelse med en dansk parcelhusgrund. Det forlyder, at bønderne ikke er interesseret i at investere, når de kun lejer jorden og i øvrigt har svært ved at optage lån. Derfor overvejer regeringen at udvide brugsretten til 70 år og give bønderne ret til at handle med denne brugsret og til at optage lån i jorden.På længere sigt kan der blive tale mere drastiske ændringer, da der også foregår en flugt fra land til by. Nogle forudser, at det bliver muligt privat at eje jord i fremtiden. Så vil store firmaer købe jorden op, og man får større brugsstørrelser og et mere effektivt landbrug – og mere velstillede bønder.Prisen bliver millioner af jordløse, der står uden noget sikkerhedsnet!

Sun Yat-sens reformplanerSå vidt Vera Bundgaard, og hertil kan man så føje, at med disse tiltag vil kommunismen måske endelig være afviklet, og Kina indtrådt i den kapitalistiske - såkaldt frie – verden – med hvad det indebærer af periodiske kriser og ulighed. Allerede i begyndelsen af det 20. århundrede rejstes jordformernes fane i Kina, hvor jorden var utroligt ulige fordelt. Da det gamle kejserstyre efter

Kina overvejer en jordreformAf Peter Ussing

Spørgsmålet er, om den påtænkte reform blot er en justering af landbrugspolitikken, eller et knæfald for den internationale kapital, eller - hvad man kunne håbe - et forsøg på at

modernisere landbruget i den retning, Sun Yat-sen havde forestillet sig

Hvordan vil det gå med Kinas jord?



Udtalelse om fi nanskrisen Den Danske Henry George Forening udtaler fra sit årsmøde i København den 20. september:

Det må nu stå klart for enhver, at den fi nanskrise, der i længere tid har hjemsøgt den vestlige verden, uden tvivl har sin oprindelse i spekulation i långivning til oppustede ejendomspriser.Den Danske Henry George Forening arbejder for at hindre, at fremtidig huspprisbobler opstår. Vi kræver skrappere regler for bankers og kreditinstitutioners udlånsvirksomhed, og foreslår indførelse af en løbende jordværdibeskatning til staten, så kommende boligbobler forhindres.Den indkomne afgift skal efterfølgende bruges til nedsættelse af skatten på arbejde.Kun på den måde kan vi sikre et frit samfund, der sætter indtægter ved ærligt arbejde højere end indtægter ved arbejdsfrie gevinster og spekulation.

Hør georgeistisk radio under opvaskenDet er nu muligt at podcaste fra verdens eneste georgeistiske radio. Dvs. at du via din PC kan lytte til en australsk udlægning af georgeistiske begivenheder mens du vasker op. De seneste interviews omfatter Frank de Jong og den lokale kunstner David Short med hans indsigtsfulde ”Jord kontrol nu” udstilling. Find den på earthsharing.org.au – hvor der også er vejledning i brugen af fænomenet – ifølge Karl Fitzgerald.

Friedman Foretrækker jordskatterEfter min mening er den mindst skadelige af alle skatter ejendomsskat på værdien af den uforbedrede jord. Den skat som Henry George foreslog for mange år siden.Milton Friedman (1912 – 2006) amerikansk økonom, nobelprismodtager, økonomisk rådgiver for præsident Reagan.

goodies – around the world

Buganda var oprindelig den mest udviklede del af Uganda og her bor den største etniske gruppe, baganda. Da englænderne kom til landet, delte de Bugandas 19.000 kvadratmiles op, så de selv fi k de 9.000 kvadratmiles. Kongen af Buganda fi k 350 kvadratmiles jord, og resten blev fordelt mellem et antal herremænd, der derefter lejede jorden ud til småbønder. Typisk for ejendomsstrukturen i Europa på den tid.Da der ikke blev skabt regler, der beskyttede småbønderne, opstod der bondeoptøjer, og i 1928 kom der en lov, der regulerede forholdet mellem herremændene og deres forpagtere. Den fungerede indtil 1975, da Idi Amin annullerede herremændenes ret til jorden sammen med loven af 1928. Det fi k imidlertid ingen betydning. Jordbesidderne kom i praksis aldrig til at afgive deres jord.Først i 1998 under den nuværende præsident Museveni kom der en ny ejendomslov, der regulerer forholdet mellem jordbesidderne og brugerne.

Der er nu lovændringer undervejs med

henblik på at beskytte folk, der ikke selv ejer jord, men som kun bor der og dyrker den. De skal nu have et særligt jordcertifi kat, så de kan låne penge i banken. Det har givet anledning til nogen uro, og tre buganda-repræsentanter er blevet arresteret, fordi de har kritiseret lovændringerne. De har hævdet, at regeringen har helt andre hensigter med

loven end at beskytte de små bønder, nemlig at rage mere til sig af den rige Bugandajord.

Hvad der er sandt eller usandt, er svært at se, men det er en kendsgerning, at Ugandas jord stiger i værdi. Middelklassen vokser betydeligt, vækstraten i landets økonomi er stor, og indbyggertallet er siden 2002 steget fra 25 mio. til 31 mio. Alt sammen noget, der hæver jordens værdi. En betydelig g r u n d s p e k u l a t i o n er derfor i gang. Det

fremkalder naturligt nok stærke modsætninger, der åbenbart også har etniske undertoner.

Kilde: Kronik af Vibeke Quaade i Kristeligt Dagblad 10. okt. 2008.

Uganda har jordproblemerEksplosiv vækst i befolkningstal og økonomi, ikke mindst i

middelklassen, giver stor uro i landet

Citater fra Sølvkuglen:

... Den uhyggelige fattigdom KAN afskaffes!

... Lad os bare se det i øjnene. Verden er ikke kommet tættere på en afskaffelse af fattigdommen.Hvorfor fi ndes der stadig fattigdom såvel i det fattige Syden som i baggårdene, slumkvartererne og trailerparkerne i det rige Vesten? De gode hensigter, pengene, de fi ne taler, medlidenheden, mediernes teatralske indlæg er kun nålestik mod det monster, som hærger rundt om i verden.

... De siger, at der ikke fi ndes nogen sølvkugle, ingen universalløsning på problemet. Hverken Geldof eller Bono har svaret, endsige De Forenede Nationer, eller den kolossale hær af agenter for international nødhjælp og udvikling.

... Når der er så megen rigdom i verden, og når vi vitterligt kan udrydde dette monster, hvorfor er så mange af os da så fattige.?

... Uden jord er det meningsløst at fastslå, at mennesker »er født frie og lige i værdighed og rettigheder«

��

��

Ugandisk barnesoldat

Af Peter Ussing

Kommer snart på dansk



Ge

org

s Co

rne

rHva´ saé vi?Uden at have været flue på væggen når gamle retsstatsfolk og georgeister indbyrdes drøfter verdens elendighed, tør jeg gætte på at mange ser betydningsfyldt på hinanden og udbryder ”hva´ saè vi?”, når den nuværende globale finanskrise skal kommenteres. Det vil være nærliggende at sammenligne den store krise, der startede med Wall Street- krakket i 1929, med det, der i skrivende stund endnu kan nå at udvikle sig til noget ligeså slemt. I -29 var amerikansk industri og landbrug sundt; der var derimod en moralsk sygdom, hvor almindelig og legitim sund investeringsfornuft havde udartet til syg bjergsomhed og griskhed, bl.a. eksemplificeret i mange ”almindelige” menneskers investering i aktier for lånte penge uden ædruelige overvejelser om, hvorvidt der var et rimeligt forhold mellem chance for gevinst i aktielotteriet og risiko for økonomisk katastrofe.

Ganske tilsvarende begyndte den nuværende krise med boligejernes overvurdering af gevinst overfor risici, hvis/når de nødvendige ejendomsprisstigninger pludselig skulle udeblive. Den økonomiske krise i vort land er en nøje afspejling af forløbet i USA. Den manglende erkendelse heraf i vores hjemlige debat er derfor både tanke- og urovækkende. Når vi fra helt modsatte fløje i det politiske spektrum, nemlig Anders Fogh på den ene side og Søvndal-Aaen duoen på den modsatte side, hører samme sang: Krisen er primært forårsaget af nogle få lykkeriddere og spekulanter (model ”Roskilde Bank”), mens sandheden er den banale, at de få grimme ka´le kun har kunnet operere på baggrund af de mange boligejeres glade og lalle-optimistiske dans om friværdiguldkalven. Her har såvel borgerlige – som såkaldte ”oppositionspolitikere” vist fatal tavshed ud fra devisen:

Hvis man mener noget for parcelhusfolket upopulært, begår man politisk selvmord; så hellere holde kæft og i uskøn enighed ævle videre om sænkning af vores syge indkomstskattetryk uden at begrunde, at dette kun kan realiseres ved øget ejendomsbeskatning.Hva´ saé vi ikke?Det virkelig triste er her, hvad gode georgeister ikke sagde, mens tid var. Der har været al for megen velment, halvfilosofisk tungetale. Eksempler på, at nok var man bevidst om at tale fra hjertet, men i et sådant omfang, at ordene ikke altid havde været en tur omkring hjernen også!

Ligesom Kristendemokrater får fugtige øjne når plusordene ”kristent livs- og menneskesyn” lyder, så udløste det varm enighed, når fx ordet ”retsmoral” lød blandt georgeister. Der har været alt for mange lange, bange indlæg mod den A-kraft vi (stadig) ikke kommer udenom; med tekniksniksnak om tungtvands- kontraletvandsreaktorer, med bekymringer om burhøns og tremmekalve; kort sagt for megen klidmosterromantik. Hertil en pseudoakademisk snak om hvorvidt den inddragne grundbeskatning skulle udbetales til alle borgere eller hvordan.

Sådan!Tænk om man havde været mere konkret. Om man, i stedet for at drømme om at ”inddrage alle samfundsskabte værdier” havde holdt benene på jorden og sagt følgende:1. En stigende løbende

Det ku´ klares relativt enkelt!

TANKER TIL

TIDEN af M. C. Holst

beskatning af fast ejendom bliver skattelovgivning med tilbagevirkende kraft, og er derfor, om den ikke indføres over en lang periode, betænkelig.2. Derimod er en beskatning på fx 15% (svarende til beskatning af andre arbejdsfrie indtægter som tips og Lotto samt aktiekursgevinster), vel at mærke, når gevinsten konstateres og hjemtages, og således at tab skal kunne modregnes mod gevinst, nøjagtig som ved aktier. 3. Herved – og kun herved – ville man opnå ”råderum” (dette nuttede VK-ord!) til mærkbart at reducere vores tåbelige indkomstskat og endnu værre

moms.4. Samtidig ville man kunne høvle de værste resultater af vild spekulation på ejendomsmarkedet væk.Så (relativt) enkelt kunne det have været gjort, om man altså ikke havde leget skabs-SFère og ævlet rundt i retsmoral,

letvandsreaktorer og burhøns.

Hvem tør opponere imod ævlet – som jo bare fortsætter!Hvorfor så nu, hvor det formelt er for sent, sidde og ”tælle mugpletter på rabarbergrøden”? Fordi den klassiske cirkusforestilling fortsætter. Fordi vi igen igen skal høre myten om hvordan en fjernelse af topskatten vil være selvfinansierende, samt om hvordan ”grønne afgifter” nok skal klare resten. Vi ved derfor, at forårets snak om skattereform vil blive den samme gamle sang fra de varme lande.Det kunne vel derfor være en overvejelse værd om der ikke, hist og her skulle være en behjertet gammel georgeist, der tør/gider opponere mod det skatte-udenomsævl, vi ved, der venter os til foråret.Tør du?



Liberalismen skal justeresv/ Ib ChristensenEn kronik af Gade Jensen, Cepos, korrigeres på flere punkter, og der gives en opskrift på »et ægte liberalt og socialt ejendomsretsbegreb«

I kronikken (Pol. 26/10) skriver Henrik Gade Jensen om liberalismens aktualitet, men han er dog ikke selv mere ajour end at han bagatelliserer John Lockes forbehold: Er vi alle stillet lige over for naturens ressourcer?

Ligeledes bortforklarer Gade Jensen Jean-Jacques Rousseau berømte sætning: ”Den, der hegner sin jord ind og kalder det for sit, er ophav til konflikter og krige.” (Man kan spørge: Hvad handler Israel-Palæstina konflikten om, hvis det ikke er det?). Også Adam Smith var inde på dette problem, og om forretningsfolks adfærd sagde han, at blot to forretningsfolk er sammen til en frokost, kan man vente en prisaftale. Smiths liberalisme var båret af social indignation, det kan man ikke just

sige om Henrik Gade Jensens og hans arbejdsgiver Cepos´s liberalisme. Senere liberale samfundsøkonomer og filosoffer som David Ricardo, der udformede læren om jordrenten, altså den merværdi, som jorden som ureproducerbart gode opnår, John Stuart Mill, der gav liberalismen en social profil, og Henry George, der beskrev, hvorledes jordrenten kunne inddrages til samfundet til lettelse af skatten på udbyttet af folks arbejde, nævner Gade Jensen slet ikke.

Man bliver ikke rig af selv den bedste muld i Danmark, skriver han. Men hvad med de enorme formuer, der skabes i disse år ved den private tilegnelse af de samfundsskabte værdistigninger

på jord? Hvor f.eks. parcelhusejere i Hovedstadsområdet årligt ”tjener” mere ved passiv ejendomsbesiddelse end ved at arbejde?

Sagen er den, at ejendomsretsbegrebet bør revideres, således at vi alle, som John Locke sagde, stilles lige over for naturens ressourcer (til dem hører i dag selvsagt de samfundsskabte beliggenhedsværdier, hvis privatkapitalisering i dag gør det stadigt vanskeligere for folk med selv normale indtægter at etablere sig med egen bolig).

Det kan gøres ved at flytte skattebyrden, så den i højere grad lægges på de naturgivne og samfundsskabte værdier og i mindre grad lægges på udbyttet af folks arbejde, som de altså i højere grad bevarer ejendomsretten til. Det er et ægte liberalt og socialt ejendomsretsbegreb, hvor Gade Jensens ejendomsretsbegreb er konservativt-kapitalistisk.

Fernando Scornik Gerstein, der i 2006 blev valgt som præsident for IU, vores internationale georgeistorganisation. er advokat med kontorer i London, Madrid og Tenerife. Han har desuden gode kontakter i Argentina, hvor han er opvokset og i øvrigt har en meget interessant fortid i georgeistisk henseende. Allerede i 1970 var han en etableret advokat i Argentina, og han blev da udnævnt til rådgiver om jordbeskatning for ministeren for økonomi og landbrug. I 1975 blev han formand for »Den specielle kommission for jordbeskatning«, nedsat af ministeren. Nu følte Scornik imidlertid pludselig jorden blive for varm under

sine fødder, og han flyttede skyndsomst til Spanien, hvor han etablerede sig som advokat. Året efter kom militærkuppet i Argentina, som gjorde alle tanker om en jordreform til skamme, og landet blev et meget farligt sted at bo for folk, der arbejdede med sådanne tanker.

I Gerstein har vi fået en præsident, der specielt interesserer sig for sekretariatet i London, og det begunstiges jo af, at han har sit advokatkontor i London. Derfor påtog han sig med iver ansvaret for de store forandringer, der skulle ske i IU, dels som følge af nye visioner og af sammenlægning m.m. på sekretariatet og dels som følge af den nye opgave med at forvalte en arv efter Joseph Thomson (ca. 21⁄2 million kr.), der åbnede for aktive georgeisters visioner. Dertil kom de institutionelle forandringer, der måtte til

som følge af ny kommunikationsteknik, og som følge af visse IU-medlemmers ønske om vedtægtsmoderniseringer.

Det er bestemt en fordel, at IU nu har fået en kompetent virksomhedsleder til at stå for IUs forretningsanliggender. Specielt nu hvor der som sagt er en større pose penge at gøre godt med, end tidligere. Med Fernando Gerstein som præsident har vi måske også fået åbnet et større vindue mod Sydeuropa og Sydamerika.

Den daglige forretningsgang i IUs ledelse lige nu er naturligvis meget præget af den moderne teknik. Styrelsesmøder holdes som oftest som telekonferencer, så deltagerne kan sidde i deres hjem rundt om i verden. Desværre var der nogle indkøringsvanskeligheder med teknikken, men nu kan møderne finde sted i et privat hjem et eller andet sted i London - eller

for den sags skyld på jorden. Teknikken betyder jo også, at sekretæren Peter Gibb udmærket kan sidde i sit hjem i Skotland og udføre det daglige arbejde, mens arbejdet med bøger og mødereferater meget foregår hos f.eks. Ole Lefmann i London.

Dan Holst Nielsen

Nye tider på sekretariatet i London

Fernando Scornik Gerstein,Spanien/Argentina

formand for IU

Peter Gibb, Skotland og Ole Lefmann, Danmarket par vigtige medarbejdere på sekretariatet i London



Her til lands hedder den øverste politimand ikke over-sherif, men rigspolitichef. Han er en meget fi n mand! At han ikke for længst – jeg springer straks her til konklusionen af mine overvejelser - er blevet fyret, er ikke bare betænkeligt, men direkte skandaløst. Der tænkes naturligvis på, hvad enhver avislæser vil vide: Rigspolitichefens rejselyst, og behov for at stikke snabelen lidt for langt ned i den skatteyderfi nansierede diætkasse.Er det ikke mangel på proportionssans at dyrke et sådant (beskedent) tema i en verden, der står i brand; hvor tusinder dør af sult, i krig og under naturkatastrofer; hvor en global økonomisk recession er ved at udvikle sig til regulær depression? Jo, såmænd; men det kan vel heller ikke nytte at suspendere al hjemlig debat, også om småting, fordi det er mere nærliggende at sætte sig hjælpeløst ned og græde over verdens elendighed. Og i øvrigt: det ku` jo være at lille, rige Danmark blev bedst muligt i stand til at yde økonomisk og anden hjælp til den globale elendighed, hvis vi holder orden i eget hus, herunder håndhæver de juridiske og moralske færdselsregler således at fred, harmoni og arbejdsmoral bedst muligt bibeholdes.

Hvorfor den høje løn?Nogle eksempler til illustration af rigspolitichef-skandalen: »Fine folk” får høje lønninger? Gymnasierektoren får godt det dobbelte i løn af sin unge adjunkt; biskoppen får 3 – 4 gange den yngste præsts løn; overlægen fl ere gange yngste kandidat i løn, mens, her aktuelt, den øverste politichef får 4 gange yngste politibetjents løn. Hvorfor? Fordi den gode løn skal være samfundets betaling for chefens loyalitet, ubestik-kelighed, samt herudover en understregning af embedets værdighed og dermed krav om respekt. Hvis den unge politibetjent under sit arbejde, eksempelvis med at rydde ”Ungeren”, og under indtryk af fl yvende benzinfl asker og brosten, i berettiget vrede over gadens voldsfascister og med angst for selv at blive invalideret eller vansiret, mister selvkontrollen, bliver der dømt ”politivold”. En sådan sag er nu anket til Landsretten. Hvis byrettens dom på 3 mdrs. frihedsstraf stadfæstes bliver den pågældende politimand smidt

ud af politikorpset. Men når hans øverste chef roligt og nøgternt bag sit skivebord (han kommer jo nemlig aldrig ud på gaden hvor brostenene fl yver) beslutter at ”ta` sig betalt” for sin medrejsende hustrus hotelophold, så klares sagen med en tilbagebetaling ved kasse 1. Smukt og logisk, ikke!?

»Ordener hænger man på idioter«Anden sammenligning: hvis skattemyndig-hederne kan godtgøre, at samfundsborger Jensen ikke bare har snydt i skat ved uagtsomhed, men med forsæt, så slipper Jensen ikke med efterbetaling ved kasse 1, men får herudover 3 gange det unddragne beløb i bøde. Men landets øverste politichef, vort højeste juridiske og moralske forbillede med snabelen i fællesskabets pengekasse? Vi kender svaret!Billeder fra Dronningens nytårskur for rigets højeste rangklasser, hvortil naturligvis hører Rigspolitichefen, er meget illustrerende. Hvor vore unge danske soldater efter et halvt år i det Afghanske helvede, med daglig risiko for døden eller det der er værre, belønnes med en lille forkølet orden, så ser vi til sammenligning en Rigspolitichef, der, uden at have lugtet krudtrøg, er ordensbehængt som havde han personligt vundet et par verdenskrige: Det er som taget ud af ”Admiralens vise” i ”Pinafore”.

Eller om man vil, den smukkest tænkelige bekræftelse af Heibergs ”Ordener hænger man på idioter!”Vi har oplevet en begavet og rutineret journalist som Jens Olav Jersild have Rigspolitichefen i TV-interview. Her fremstod den interviewede ikke som et menneske med holdning, moral og karaktér, men som et stykke vådt håndsæbe.

Vi kunne derfor spørge Rigspolitichefens politiske chef(er): ville I ansætte en dømt dyremishandler som Zoo-direktør?; en dømt pyroman-mordbrænder som brandinspektør? eller en pædofi lidømt børnemisbruger som børnehaveleder?Nej vel! Men I har altså ingen problemer med at belønne frækhed, bjergsomhed og kynisme?Er svaret det enkle og sørgelige, at begrebet ”ansvarlige politikere” stinker af ufrivillig komik?

Alanna Hartzoks bog: The Earth belongs to everyone (omtalt på s. 16) har fået rosende ord med på vejen af en række vidt forskellige personer. Et par af dem gengives her.

*I denne artikelsamling viser Alanna Hartzog os, hvordan retfærdig fordeling af jorden kan opbygge en kultur med fred og retfærdighed. Vi må høre på hende, hvis vi skal undgå yderligere kriser og kaos i vores verden. (Anna Goeke (de la Bouillerie), meddirektør i Earth Rights Institute, forfatter, koordinator for den internationale grønne bevægelse, international fredsaktivist og politisk aktivist, konsulent for bæredygtigt liv, Santa Monica, Californien)

*Alanna Hartzoks dybe forståelse for jordspørgsmålet gør virkelig indtryk. En virkelig stor intellektuel nydelse. Jeg har lært så meget af hendes arbejde og skriverier.Col. Thomas Dempsey, direktør for Afrikastudier ved US Army War College, Carlisle. Pennsylvanien.

*Vi hører til jorden, som alt liv gør. Men vi har perverteret os selv og gjort denne skønne jord til vores fjende. Hvordan vi skal skabe harmoni for os selv med naturens gavmildhed er temaet for Alanna Hartzok. Hun er en af de få professionelle økonomiske skribenter, som forstår vor tids kriser og foreslår praktiske løsninger. Rashmi Mayur, forfatter, direktør for Internatinal Institute for Sustainable Future, (bæredygtig fremtid) Mumbai, Indien.

*Alanna Hartzok har lavet en dybtgående undersøgelse af skatteproblemer med et skarpt øje for retfærdighed og økologisk bæredygtighed. Denne bog er en skatkiste af klogskab og indsigt på disse og mange andre og bredere emner med relation til økologi i det store globale format.Hazel Henderson, forfatter, medlem af præsidentens kommission for bæredygtig udvikling.

Oversheriffen- bør åfskediges for at have haft snabelen for langt nede i fællesskabets pengekasse

Af M.C.Holst

R i g s p o l i t i c h e f Thorsten Hesselbjerg

goodies – around the world



Annies urolige familieforholdMange år før Henry George mødte Annie Corsina Fox, den unge pige, han havde tabt sit hjerte til, var der forekommet voldsomme stridigheder i hendes nærmeste familie. Baggrunden for dem skulle findes i et alvorligt modsætningsforhold mellem Annies fader og moder, der til dels udsprang af forskelle i religiøs opfattelse. At de to også var af forskellig nationalitet, gjorde ikke sagen bedre.Annies fader, John Fox, tilhørte den anglikanske kirke og var af engelsk herkomst. Som officer i den engelske hær kom han til Australien, hvor han giftede sig med den kun 17-årige Elizabeth McCloskey, der var strengt katolsk opdraget og stammede fra Irland.

Moderen dør og søsteren »går i kloster«I 1851 flyttede Elizabeths forældre til Californien, og deres to døtre og to sønner fulgte med. Ægteskabet mellem John Fox og Elizabeth var allerede da blevet opløst. Ingen i familien så mere til John Fox, men stridighederne og opløsningen af ægteskabet havde taget så hårdt på Elizabeth, at hun blev syg og døde i en alder af 29 år.Det er bemærkelsesværdigt, at Annies tre år ældre søster Terese i en alder af 11 år, da hun sad ved sin moders dødsleje, besluttede at vie sit liv til kærlighedsgerninger. Med sit dybt alvorlige sind fastholdt hun denne beslutning og tilsluttede sig 17 år gammel Charity-søstrene og blev kendt som søster Teresa Fox. Hun døde den 6. januar 1899 efter at have tjent St. Vincent de Pauls ordenssøstre i 40 år på dato.

Mormoderen og senere en tante overtager opfostringenAnnies morfar, Henry McCloskey, der var en succesrig forretningsmand, døde i Australien i 1853, hvorefter opdragelsen af børnebørnene helt kom til at hvile på mormoderen Ennis McKloskey, der var en dannet, intellektuel kvinde med en stærk vilje.

Annie blev allerede som barn anbragt på den katolske skole i Los Angeles og blev på den måde holdt uden for de forandringer, der fulgte efter familiens opløsning. Da hun forlod skolen, fik hun sit hjem hos mormoderen og tanten Mrs. Flintoff i San Francisco. Mormoderen havde da et nedbrudt helbred, men hendes skarpe blik registrerede, at der var optræk til en affære mellem barnebarnet og denne Henry George, der aflagde hyppige besøg i hjemmet. Hun havde forståelse for den unge mands sjælelige kvaliteter, men betragtede han som så fysisk svag, at hun sagde til Annie: ”Denne George er en pæn ung mand, men jeg frygter, at han er svagelig og vil dø af tæring.” Annie lod sig dog ikke påvirke af mormoderens bemærkning, og selv om en anden ung mand med gode muligheder samtidig gjorde sin opvartning, blev hun mere og mere påvirket af Henrys ivrige frieri.

En morbroder bliver formynderEnnis McCloskey døde imidlertid i vinteren 1860/61, hvorefter hendes søn, Annies morbroder, Matthew McCloskey blev Annies formynder. Han var en myndig personlighed, der forstod at udnytte pionertidens muligheder. Hurtigt havde han tilegnet sig en del ejendomme i ”Happy Valley” i den del af San Francisco, hvor han boede. Selv boede han i et præfabrikeret træhus importeret fra Australien. Det var en ret almindelig boligtype i byen på den tid. Mange kom til ham for at få afgjort stridigheder om ejendomme, hellere det end at gå rettens vej. I almindelighed rettede man sig efter McCloskeys afgørelse, for man havde respekt for hans retfærdighedssans.Det gjaldt også i politiske spørgsmål. Her gjorde han sin gode dømmekraft gældende i sin brave kamp for, at alle fraktioner i Det demokratiske Parti, som han tilhørte, blev hørt.

Matthew McCloskey gjorde ingen indsigelser mod Henry George` hyppige besøg hos Annie, som nu boede alene sammen med sin tante. Men, som det skulle vise sig, undervurderede han

Svend Tornbjerg

Annie Fox - og hvordan Henry »kuppede« sig brylluppet med hende

karakterstyrken hos den unge mand, der så vedvarende bejlede til niecen. Efter at være trådt ud af ”Evening Journal” kom han næsten dagligt, og selv om hans påklædning efterhånden bar præg af slidthed, tog han ingen hensyn til de skæve smil og den panderynken, der mødte ham i kvarteret.

Delte specielt interessen for poesiAnnie Fox og Henry George brugte en stor del af den tid, de tilbragte sammen, med at læse litteratur, især poesi. De unge forelskede mennesker læste ivrigt og lærte flere digte udenad, og de diskuterede på livet løs. Henry havde tidligere i perioder beskæftiget sig med poesi og brugt det, han læste, som en vigtig tilgang til livets følelsesmæssige side. Nu delte han disse værdier med Annie.En dag bragte han Charles Anderson Danas ”Household Book of Poetry” med. Det var en fortræffelig samling af den store amerikanske digters værker, der åbenbart slog igennem på denne tid. Ellers blev Dana (1819-97) mest kendt som avisudgiver og som krigsminister og en af præsident Lincolns fortrolige under borgerkrigen.

Annie Fox trækkes ud af familien ved et dristigt kupMen så brød uvejret løs. En aften, da de to unge havde været sammen temmelig længe, begav de sig hen til familien Flintoff. Det var langt hen på aftenen, og da de ankom, var Matthew McCloskey på vej ud. Han havde tilsyneladende overvejet de unge menneskers forhold, for han sagde ligeud til Henry George, at han burde gøre sine besøg mindre hyppige, indtil han kunne opvise mere held med sine gøremål. McCloskey var da klar over, at George var ude af ”Evening Journal” og uden beskæftigelse. Men den unge frier svarede igen, og havde Jannie ikke lagt sig imellem, var de to varmblodige mænd sikkert kommet op at slås. Enden på bataljen blev så, at McCloskey viste George ud af huset, men han glemte, at det ikke var sit eget, men fætterens, de befandt sig i. Og så skulle han i øvrigt ikke

Vi slutter vores serie om den den unge Henry George med denne på en gang dramatiske og rørende historie om, hvordan han fik sin Annie. Det kommer til at handle meget om Annies særprægede baggrund, men siger også meget om de to

hovedpersoners væsen og om livet på den tid



indfinde sig igen, føjede han til.

FrierietDen næste dag, det var den 3. december 1861, opsøgte George alligevel sin udkårne. Hun, der var fyldt 18 år, gjorde det hurtigt klart for Henry, at hun havde besluttet at tage til Los Angeles for at blive lærerinde ved ”Sisters of Charity” skole. Hun agtede under ingen omstændigheder at blive hos sine slægtninge i San Francisco. Den unge George trak da en mønt op af lommen og lagde den på bordet. Derefter sagde han højtideligt: ”Annie, det er det eneste, jeg ejer i verden. Vil du gifte dig med mig?” Hun blev straks noget forvirret. Men svarede: ”Ja, hvis du er villig til at påtage dig ægteskabets ansvar, vil jeg gifte mig med dig.” Allerede inden dette lykkelige frieri havde Henry George forberedt en ret så dramatisk bortførelse. Nu skulle Annie blot holde sig parat ved mørkets frembrud den samme dag, så ville en vogn komme og hente hende. Kusken ville ankomme til Joseph Flintoffs hus, hvor Annie opholdt sig den dag, og spørge efter Mrs. Brown. Hun skulle så bare tage med. Henry George fik herefter travlt med at få hele arrangementet til at hænge sammen. Han inddrog nogle venner i planerne, lånte nogle bedre klæder, opnåede et lån til leje af en bolig i to uger, lånte lidt lommepenge og hyrede endelig en vogn. Kusken vægrede sig dog ved at møde op ved huset, hvor Annie boede, men ville godt holde et stykke derfra, hvis en anden ville påtage sig selve henvendelsen. Han havde allerede en kugle i det ene ben fra en lignende affære, sagde han. Isaac Trump, en af Georges venner fra Shubrick, påtog sig så opgaven. Med frakkekraven smøget op og en blød filthat trukket godt ned i panden ankom han så til Mr. Flintoffs bolig og spurgte efter ”Fru Brown”. Frk. Fox fulgte straks med bærende på en pakke, der viste sig at indeholde alle de bøger, hun havde fået foræret af Henry. Kl. 9 samme aften skulle de to unge mennesker giftes. Det skulle foregå i den lille Methodist-kirke, som Henry George havde tilsluttet sig året i forvejen. Præsten S.D.Simonds havde indvilget i at foretage vielsen, og han tillempede ceremonien en smule, frisindet, som han var, så selve vielsen kom til at minde om den, der foregår i den anglikanske kirke. Nogle dage senere sikrede Annie Fox sig ved at indhente den katolske kirkes velsignelse. Det var en lille skare, der overværede vielsen. Fru Simonds, præstens kone, var til stede. Farbroderen James George

kunne ikke komme, men lod familien repræsentere ved sin kone Sophie George, som overbragte de hjerteligste lykønskninger. Vennen Charles Coddington var med, og det var selve bortføreren også. Da Coddington havde signeret som vidne, var det Trumps tur. ”I Trump,” sagde han til præsten. ”Ja, det ser jeg, du gør.” sagde præsten, men hvad er dit navn?” Der gik nogle minutter, inden det gik op for Simonds, at vidnet ikke var en spøgefugl, men at dette ”I” stod for Isaac og ikke for jeg. Så var ægteskabet gyldigt indgået, og det var på grund af omstændighederne sket i den største hast. Nogen bryllupsrejse blev der hverken tid eller råd til. Allerede den følgende morgen var Henry George på tæerne for at søge arbejde. Det lykkedes da også at finde beskæftigelse som typograf med løs ansættelse ved forskellige blade. En tid efter flyttede han til Sacramento, Californiens hovedstad, hvor han tjente så meget, at han ret hurtigt kunne afbetale sin gæld. Efter brylluppet skrev de begge til deres familie, men brevene til Philadelphia nåede på grund af de forstyrrede forhold i landet først frem efter tre måneders forløb. Det unge par kom derfor til at vente i ængstelig spænding på familiens reaktion, men glæden var stor, da svarene med varm tilslutning indløb. Ja, moderen og Jennie ligefrem tryglede dem om at flytte til Philadelphia og slå sig ned der. Båndene mellem Henry og Jennie var stadig tætte. I de mange breve, de udvekslede, fortalte de alt, hvad de havde på hjerte. Gang på gang trak Jennie barndomsminderne frem, fortalte om familien, om hvad hun læste og om de venner, de havde haft sammen. Over for alt dette var Henry den unge mand, der havde indsigt i de begivenheder, der øvede indflydelse på samfundet og på sin egen situation. I et brev til søsteren fra juni 1862 fortalte han således, ikke kun om Sacramento, hvor det unge par nu borede, men også

om uregelmæssigheder med Overland Mail, telegrafen over land. Det gav besvær og usikkerhed i typograffaget, skrev han og føjede til, at når telegrafen kom til at fungere regelmæssigt, ville det give øgede muligheder. Det nære forhold til Jennie havde været en livline til barndomshjemmet i Philadelphia. Derfor ramte det ham meget hårdt, da han i august 1862 modtog et brev hjemmefra med det sørgelige budskab, at Jennie pludselig var død. Han fortalte det ikke til Annie med det samme, men hun lagde mærke til, at hendes mand virkede helt forandret. Han var fraværende og deprimeret og spiste kun lidt. Hen mod aften gik han på arbejde, og da han kom

hjem ud på morgenen, spurgte hun, hvad der var galt. Henry George svarede så, at Jennie var død, hvorefter han brast i gråd. Annie læste så brevet, alt imens Henry gik frem og tilbage på gulvet helt ude af sig selv. Han kunne simpelt hen ikke få sig selv til at tro, at hans kæreste søster var død. Som kom han fra en helt anden verden, udbrød han så med overbevisningens kraft, at der måtte være, der er et andet liv – at sjælen er udødelig, men i virkeligheden var hans udbrud mere

et udtryk for sorg og bundethed til den døde end egentlig overbevisning eller tro, skriver Henry George jun. i sit store værk

om faderen, og han tilføjer, at i den situation ønskede han at tro på udødeligheden, men begivenheden førte ham ikke ind i en inderlig tro på en guddommelig orden. Her hjalp hans teologiske lærdomme ham ikke. ”Det var først flere år senere, da han stræbte efter at udrede de store sociale spørgsmål, der førte til udgivelsen af ”Fremskridt og Fattigdom”, at han erkendte den ”store simpelhed og usigelige harmoni i de

universelle love”, disse godgørende og forstandigt regerende love, som for ham trådte i stedet for blinde, klassebestemte kræfter. Troen på fornuft og harmoni i de sociale love førte så igen Henry George frem til en fast tro på udødelighed,” skriver Henry George jun.

Måske lignede Annie snarere disse unge piger.

Vi ved desværre ikke, hvordan Annie Fox så ud, men her ses, hvordan

moderigtige unge piger var klædt på den tid.



Underskriftsindsamling - alle bedes skrive under.

Vi opfordrer hermed FN til at forbedre Den Universelle MenneskerettighedserklæringVi har alle en grundliggende ret til en plads på jorden

FNs Universelle Menneskerettighedserklæring svigter det enkelte mennesket - ja den svigter faktisk selve planeten jorden.Beviserne er overalt:

• En milliard mennesker lever og dør for én $ om dagen; • Folk mangler indfl ydelse på deres eget samfunds resurser; • Terrorisme, krig og uroligheder truer alle; • Planetens fremtid er bragt i fare af en syndfl od af ”naturkatastrofer”.

Roden til alle disse problemer er, at der er mulighed for uetiske særrettigheder til vores fælles rigdom. estræbelserne på at værne om ligeretten for os og de kommende generationer, som har ret til at modtage jorden i samme gode stand, som vi overtog den fra vores forgængere, har været en komplet fi asko.Erklæringen fra 1948 er tavs om dette. Det er tiden nu at tale lige ud af posen. Menneskerettighedserklæringen undlader at beskytte vores mest grundliggende menneskeret – vores ret til at dele jorden – og vores dertil hørende fundamentale pligt – pligten til at kompensere samfundet for det som vi lægger beslag på. FNs Universelle Menneskerettighedserklæring må nødvendigvis have en tilføjelse for at fastslå alle mænds, kvinders og børns medfødte ret til deres andel af klodens gaver i form af jord og naturresurser. Et verdensborgerskab med en manifestation, som er retfærdig og som gør os alle rigere og sikrere.

Jeg _________henstiller til FN at lave en tilføjelse til Den Universelle Menneskerettighedserklæring, som sikrer vores ret til at få del i jordens rigdomme og vores pligt til at yde erstatning til samfundet for det som vi lægger beslag på. Land: Min email: Mine kommentarer (frivilligt)

Hvordan skriver jeg under?Gå ind på www.UNpetition.net Hvis det kniber med at forstå den engelske tekst, så læs ovenstående, som stort set er en oversættelse af hele forklaringen og vejledningen. Du kan også sende din underskrift via vores hjemmeside www.henrygeorge.dk.Prøv dernæst at få dine venner og bekendte til gøre det samme.

��

��

Se og hør en 7 minutters kortfi lm, af og med Fred Harrison. Du fi nder den på denne adresse på Internettet www.youtube.com/watch?v=6ZkfmY1PMng, Den er virkelig god til at give indsigt i fattigdomsproblemerne.Desværre er fi lmen jo på engelsk. Men superkort fortalt går den ud på følgende (delvis baseret på Ole Lefmanns oversættelse): Hvorfor er levemulighederne for børn i UK ikke bedre i dag end for f.eks. 40 år siden? Harrison fandt svaret i »Ricardos Lov« ). ‘’ Den forklarer, hvordan skatter på arbejde bliver en hjælp for priviligerede mennesker til at plyndre resten af befolkningen.Alle demokratiske regeringer har i dag et skattesystem, som malker de fattige for at holde de rige - rige. Ganske vist betaler de rige 5 gange så meget i skatter på arbejde, som de fattige. Og det lyder jo rimeligt. Men Fred Harrison forklarer, at systemet i virkeligheden er et skalkeskjul for den svindel, der forgriber sig på de

mindre indkomster, der typisk er arbejdsindkomster. Folk med små indkomster må, samtidigt med at de betaler for den bolig de har, betale store beløb til dem, der ejer jorden, som boligen står på. Og disse beløb opvejer fl ere gange de store skatter, som velhavende jordejere betaler af deres store indkomster.Derved bliver det kun dem, der IKKE ejer efterspurgte jordarealer, der betaler de offentlige udgifter til fælles goder som skoler, hospitaler, veje, jernbaner, offentlig transport, biblioteker. Velhavende ejere af jordejendomme modtager langt større værdier fra dem, der bruger jordejendommene. Familier med de laveste indkomster betaler til familier med de højeste indkomster, hvilket ikke

er fair.Løsningen på denne svigefulde indretning af samfundet vil være, at vi beder folkene i skatteadministrationen om at holde op med at kræve skat af folks lønindtægter og i stedet for opkræve den skat hos jordejerne, som Winston Churchill og Lloyd George næsten fi k gennemført i Underhuset for hundrede år siden, men som blev torpederet af jordejerne i Overhuset. Det var den eneste krig Winston Churchill tabte.Overhuset måtte afgive visse rettigheder, men ”The People’s Budget” blev ikke gennemført.I disse år arbejder politikere i partiet Liberal Democrats på at bruge hundredeåret 2009 til opmærksomhed om sagen. De har sat Fred Harrisons ovenfor omtalte kortfi lm på projektets website; se den på: www.1909.org.uk/ricardo_s_ law_great_tax_c l awback_scamUdgifterne til offentlig administration og service bør betales af de stigende jordværdier i stedet for af arbejdsindkomster. Med sådan en ændring vil svindlen blive ophævet og alle medborgere behandlet ens.- siger Fred Harrison. Dan Holst Nielsen

Kortfi lm på Internettet - af og med Fred Harrison



Den Danske Henry George Forening har til formål at oplyse om den amerikanske filosof Henry Georges ideer, som bl.a. drejer sig om at indføre større frihed og ligeret: Alle mennesker har fælles ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier, mens enhver har ejendomsret til udbyttet af sit eget arbejde. Frivillige og ligeværdige sammenslutninger er forudsætningen for kulturelle fremskridt.Foreningen er en del af The International Union for Land Value Taxation and Free Trade (IU). Læs mere om vores ideologi på www.grundskyld.dk og www.henrygeorge.dkKontingent m.v.: Almindeligt årskontingent: 300 kr. Venskabskontingent: 180 kr. Om evt. betaling til IU og diverse blade se hjemmesiden.

Henry George Foreningens Styrelse:Ulf Kobbernagel, Lerås 49, 2670 Greve, tlf. 43 90 67 49 [email protected] Holst Nielsen, Bakkegårdsvej 39 5330 Munkebo tlf. 65 96 19 31 [email protected],Svend Tornbjerg, Frederiksværksgade 137, 3400 Hillerød tlf. 48 26 77 63 [email protected] Mikkelsen,Elsgårdsminde 43, 8370 Hadsten tlf. 86 98 13 75 [email protected] Becker-Christensen, Drosselvej 23, 2000 Fr.berg tlf. 38 19 90 85 [email protected]

Henry George Foreningens adresse: Henry George Huset, Lyngbyvej 56 A, 2100 København Ø, tlf. 39 29 65 33. [email protected]

På samme adresse findes: Henry Georgs Forlaget og - Biblioteket (Socialøkonomisk Forskningsbibliotek)

NB! Læs endnu mere om os på:www.interunion.org.uk (IU – links til andre landes Henry George-organisationer, skoler m.m. )www.henrygeorge.uk (Henry George bevægelsen i England)www.henrygeorge.org (Henry George bevægelsen i USA)

Vi har nu fået hjemmesiden ganske godt op at stå. Hvis du ikke selv har en PC med internetadgang skulle du prøve ved lejlighed hos en nabo eller slægtning at gå ind på www.henrygeorge.dk. Du kunne jo også henvise alle i den omgangskreds til denne adresse, hvor de på en behagelig måde kan få en grundig orientering om georgeismen.Først og fremmest er der naturligvis en kort omtale af vores grundideer om grundskyld og frihandel. Der er så mulighed for at klikke sig frem til en meget grundigere orientering af emnerne. Og dette er netop grundprincippet på siden: En kort appetitvækker med mulighed for at klikke sig til grundig besked. Fra forsiden kan du også klikke dig frem til artikler med emner som: Georgeisme, georgeismens historie (nationalt og internationalt), pionererne i Danmark, Der er naturligvis også en præsentation af styrelsen og et sted, hvor man kan komme i forbindelse med foreningen. Nogle af vore mange internationale forbindelser er der også adresser på og links til. Det bør også fremhæves, at alt på

hjemmesiden er lavet på en måde, så det er nemt at udskrive - i en god kvalitet. På forsiden gøres der også altid opmærksom på de seneste nyheder, som man så kan linke sig til. Lige nu er der bl.a. en omtale af Fred Harrisons bemærkelsesværdige bog, The Silver Bullet, som snart udkommer på dansk med titlen, Sølvkuglen. Den munder ud i en opfordring til at deltage i en opfordring til FN, som du kan læse meget mere om på foregåenden side her i george. Det er altså den moderne form for underskriftindsamling, som du passende kan deltage i, når du nu alligevel besøger din ven med internetforbindelse. Endelig skal det da nævnes, at hele bladet george også kan læses på hjemmesiden. Hermed er der så mulighed for en passende overgang til næste emne. Hvordan skal rollen være mellem de to medier, bladet og hjemmesiden? Tiden er jo langt fra moden til helt at erstatte george med hjemmesiden. Dertil er der alt for mange, der (endnu) ikke er på nettet, og vi er måske endnu flere, som helst vil have et stykke papir i hånden, når vi skal læse længere tekster. En af de

vigtige faktorer i denne sag er økonomien, hvor specielt den efterhånden meget høje porto betyder noget. Spørgsmålet er hele tiden, hvordan vi bedst anvender de begrænsede midler, vi har til at udbrede kendskabet til Henry George og hans ideer, hvilket jo er vores formål. Det er netop økonomien, der er skyld i, at vi i de senere år ikke helt har holdt os til vores gamle målsætning om, at lave 4 udgaver af george om året. Vi har som bekendt været nede på 3 pr. år i nogen tid. Og for at gøre en lang historie kort, så har styrelsen nu besluttet, at vi fra næste år vil lave to udgivelser - efter at der fremkom forslag herom på årsmødet.Til gengæld vil vi så lægge op til samarbejde mellem de to medier, med mange henvisninger mellem dem. Det kan imidlertid ikke undgås, at artikler må bringes begge steder, fordi ikke alle er på nettet. Endelig vil styrelsen styrke »Huset«, som vi kalder vores meddelelsesblad til medlemmerne. Det vil stadig udkomme efter behov, men oftere end hidtil, og med særlig hensyntagen til at udfylde ”hullerne” efter de manglende numre af george. På gensyn næste år i ca. 3. og 9. måned!

Lidt om os selv lige nu- Hjemmeside, george m.m.

God jul og godt nytår til alle vore læsere!



Endnu en bog er udkommet:

Alanna Hartzok:

The Earth Belongs to everyone – Jorden tilhører alle

Det er jo fantastisk, at der på et år udkommer to fremragende bøger om vores fælles projekt. Og de behandler i og for sig emnet ud fra hver sin meget forskellige vinkel. Herligt, så er der noget for enhver smag. Harrison tager i sin ”Sølvkuglen” fat på de enkelte lande rundt om på jorden og belyser hvorfor deres lovgivning på grund af deres grundlæggende fejl er skyld i at indbyggerne er udsat for fattigdom, korruption, krige og terrorisme, og så anviser han naturligvis, hvordan det kan gøres bedre. Hartzok derimod lægger megen vægt på at kæde jordproblemerne sammen med menneskerettigheder, fredsbevægelsen, miljø og ”grønne” ideer og bevægelser, samt internationalt samarbejde. Begge har imidlertid både som udgangspunkt og som mål og konklusion de georgeistiske ideer – og FN.

Alanna Hartzok har rejst meget rundt i verden i 38 år, startende i 23-års alderen. Overalt søgt hun efter årsagerne til fattigdom – og kuren imod den. Hun fandt den meget hurtigt i Henry Georges fi losofi . Bogen indledes med korte glimt af netop forfatterens fascinerende rejse gennem livet og beskriver så i en samling af uddrag af hendes artikler og essays, hvordan man skaber politisk-økonomiske systemer baseret på menneskerettighederne til planeten jorden som en fødselsret. Hendes hovedargument er, at demokrati baseret på menneskeret til jorden er den essentielle etiske basis, som er nødvendig for at sikre de andre økonomiske menneskerettigheder og for at skabe en verden med fred og velstand for alle. Hun sætter dette hovedformål ind i en ramme som kombinerer det lokale med det globale og afbalancerer nødvendigheden af globalt samarbejde med nødvendigheden af at skabe demilitariserede og bæredygtige decentrale lokalbaserede økonomier.

I The Earth Belongs to everyone lærer man hvordan jordrettighederne etisk kan realiseres gennem grundlæggende reformer af den offentlige fi nanspolitik ved at forene to idemæssige hovedspor: jordrente til folket, som det er blevet fremført af Tom Paine, Henry George og andre klassiske og nulevende økonomiske tænkere, og nye bevægelser, som arbejder for en type grønne skatter, hvor man bl.a. betaler for den forurening, man er skyld i. Rundt om i bogen fi nder man eksempler på sådanne succesfuldt gennemførte måder til fremskaffelse af offentlige fi nanser. Det er altså ikke bare luftkasteller. Der vises en stor og lovende vifte af muligheder for en effektiv kombination af arbejdet for fred, økonomisk retfærdighed og miljøforbedringer rund om i verden.

Af bogens temaer skal nævnes: Demokrati, Jordrettigheder og den nye økonomi; deling af vores fælles arv; Jorden til folket, Ikke for profi ttens skyld, kvinder, jorden og den økonomiske magt, genetablering af økonomiske forbindelser, økonomi i krig og fred.

Det er en fremragende bog, som fortjener stor udbredelse.Dan Holst Nielsen

georgeISSN nr. 1603-2527

Udgiver:Den Danske Henry Georges Forening

Redaktion:Dan Holst Nielsen (ansvarsh.)[email protected]

tlf. og fax. 65 96 19 31Bakkegårdsvej 395330 Munkebo

*Peter Ussing

[email protected]. og fax. 98 99 18 47

*Kir Klysner (lay-out)

[email protected]

Udkommer i 2009 2 gange: i marts og august

Næste deadline 20. februar

Tryk:One Way Tryk a/s,

Industrivej 3a8660 Skanderborg

www.etryk.dk

Abonnementspris:Kr. 50 pr. år

Copyright: Stof i george må gengives, når kilden

angives. Artiklerne udtrykker alene skribenternes holdning, som kan afvige fra såvel redaktionens som udgivernes.

Returneres ved varig adresseændring Afsender:Tidsskriftet GeorgeLyngbyvej 56 A 2100 København Ø

georg

ists around the world

Jo rd en for folket

george vinter 2008 - 85. årgang nr. 3

Documents