george sommer 2008 - 85. årgang nr. 2

george nr. 2 2008Forum for Frihed og Ligeret 1

sommer 2008

F o r u m f o r f r i h e d o g l i g e r e t

georgeSkat efter beliggenhed– danskerne fl ytter mod midten af landet. En statslig grundskyld vil kunne afbøde ulemperne heraf.v/ Peter Ussing

… læs side 2

Henry George var demokrat- jordspekulation forvrider samfundsøkonomien og er derfor udemokratisk. Demokrati skabes nede fra og skla pejes hver dag - som et godt samliv!v/ Martin Elmer

… læs side 2

Menneskerettighederne i terrorens tid- i det sækulariserede Vesten har vi ikke noget at sætte op imod kristen og muslimsk tro. Derfor virker vores tale om demokrati og menneskerettigheder ikke troværdig.v/ Peter Ussing

… læs side 4

De go’ gamle dage- for 50 år siden skrev »vi« om et måske kommende fællesmarked og om styreformer.v/ Dan Holst Nielsen

… læs side 7

Kampen om jorden i Colombia- der råbes på hjælp fra landet, hvor politiske modstandere dræbes i hobetal, og bønder fordrives fra deres jord. v/ Svend Tornbjerg

… læs side 8

Georgs Corner - om sprogvandalismev/ M. C. Holst

… læs side 9

Drøm og virkelighed- nyt afsnit i serien om den unge Henry George.v/ Svend Tornbjerg

… læs side 12

85. årg. nr. 2

Lad os bare se det i øjneneVerden er ikke kommet tættere på fattigdommens afskaffelse.

Hvorfor fi ndes der stadig fattigdom i det fattige Syden såvel som i baggårdene, slumkvartererne og trailerparkerne i det rige Vesten?

De gode hensigter, pengene, de fi ne taler, medlidenheden, mediernes teatralske indlæg er kun nålestik mod det monster, som hærger rundt om i verden. De siger, at der ikke fi ndes nogen sølvkugle, ingen

universalløsning på problemet. Hverken Geldof eller Bono har løsningen ej heller FN eller den enorme

hær af agenter for international nødhjælp og udvikling. Har da ikke alle verdens borgere lige ret til det gode liv? Når der nu er så megen rigdom i verden, og når vi vitterligt kan udrydde dette

monster, hvorfor er så mange af os da stadig så fattige. Faktum er:

Der er kun én måde at afskaffe fattigdommen på ….Fred Harrison - bag på Sølvkuglen

george nr. 2 2008Forum for Frihed og Ligeret2 george nr. 2 2008

Forum for Frihed og Ligeret 3

Henry George var demokratDemokrati bliver ikke skabt af staten.

Det er en kultur, en livsstil, der skal plejes hver dag - som et godt samliv

Peter Ussing

Læsere, radiolyttere og TV-seere præsenteres dagligt for årsager til vold af mange slags – for eksempel at krige ikke er et tilfældigt sammenspil af uheldige omstændigheder, men skyldes en kæde af faktorer, hvoraf flertallet har rod i menneskelig svigt mod den ondskab i hverdagen, hvor omkostningerne efter to verdenskrige med kun 25 års mellemrum kostede henholdsvis 16 og 56 millioner mennesker livet, og som udover folkemord, efterlod en verden med et næsten uoverstigeligt had, nationer og mennesker imellem. Dette had og den herskende intolerance præger stadig vor hverdag, det forårsager nye krige, terror og folkemord og forhindrer opbygningen af en fredelig verden. Er man imod undertrykkelse og al slags umenneskeliggørelse, er en af flere forudsætninger, at den enkelte har holdninger og tør handle ud fra dem.

Uanset om de der påberåber sig at repræsentere demokratiet er offer for en vildfarelse eller bevidst udgiver et parlamentarisk system for at være det — som det er tilfældet i Danmark og den øvrige, vestlige verden — vil dødeligheden

og overgrebene være mindre end i en hvilken som helst form for diktatur. Det bedste værn mod undertrykkelse og vold ligger i bestræbelserne på at skabe et sandt demokrati. Det skabes ikke af de professionelle politikere og deres partier, fordi hovedparten definerer begrebet demokrati ud fra partiordbogen.

Initiativtagerne til et demokrati må fremstå af de nære samfund, hvor man har tradition for solidaritet og loyalitet og at beslutninger ikke træffes hen over hovederne på nogen, sådan som det alt for ofte er praksis på Christiansborg og i regional- og kommunalbestyrelser. Nærdemokratiet kan af initiativtagere, der respekterer de nødvendige spilleregler, udvikle sig til at omfatte det store, fælles samfund ved ikke-vold og civil ulydighed, som vi kender fra de historiske eksempler som Gandhi, Martin Luther King og Nelson Mandela. Demokrati bliver ikke skabt af staten. Det er en kultur, en livsstil, der skal plejes hver dag - som et godt samliv.

Demokrati betyder lighed. Derfor er de sociale uligheder i samfundet, som

der findes mange veldokumenterede eksempler på, en trussel mod demokratiet. Får de lov at bestå, vil det bremse en demokratisk udvikling. På samme måde med de økonomiske uligheder, der specielt grunder sig på spekulation i andres ejendomsret. Jordspekulationen, som forvrider samfundsøkonomien, medvirker til at skabe uligheder på boligområdet og i hele erhvervssektoren, og er derfor udemokratisk. Henry George’s samfundsøkonomiske filosofi har således altid været en ledetråd for en demokratisk udvikling.

Danmarks regering påtager sig kostbare, militære opgaver i udlandet, som ingen andre skandinaviske lande vil have noget med at gøre, og lader folk hjemme dø af kræft og andre sygdomme – for der kan jo ikke være penge til det hele. Danske politikere tjener dødens sag i højere grad end livets. Det er et af flere beviser på, at landet ikke er demokratisk, for et demokrati tjener livets sag i alle dets afskygninger, det har førsteprioritet, og deltager ikke i meningsløse militære operationer, som landet ikke er blevet provokeret til ved angreb udefra.

Martin Elmer

Mønstret for fremtidens bosætning bliver fra tid til anden trukket frem til diskussion. Senest i en artikel i Jyllands-Posten 19. juli 2008. Det sker på baggrund af en befolkningsfremskrivning 2007 – 2030 fra Danmarks Statistik.Konklusionen af denne er, at vi i Danmark søger mod midten af landet. Folk flytter fra København og omegnskommunerne på grund af de høje boligpriser, der nu er af en sådan størrelse, at offentligt ansatte ikke har råd til at bo i

hovedstadsområdet. Det må jo lige være noget for venstrefløjen!I Jylland søger folk omvendt fra det tyndt befolkede Nord- og Vestjylland til Øst- og Midtjylland, fordi uddannelsesmulighederne er bedre her. Det betyder også, at antallet af institutioner – sygehuse og skoler – forsvinder fra de områder, der tyndes ud. Et eksempel kan være Lemvig, hvor der siden kommunalreformen er nedlagt 3 skoler, og hvor sygehuset står til at miste

sin røntgenafdeling.Hvor hurtigt udviklingen kommer til at forløbe, kan man ikke sige, men erfaringen viser, at prognoser har en selvforstærkende virkning. Det kan betyde, at affolkningen i hovedstadsområdet og i Nord- og Vestjylland accelererer. Men af betydning er det også at vide, hvorledes industrialiseringen i Jylland vil udvikle sig.

Skat efter beliggenhedDanskerne flytter mod midten af landet

Hvad kan der gøres ved det?

fortsættes næste side



Hvad kommer i stedet?Vi må regne med, at hjemmearbejde ved computeren får et stadig større omfang, men det vil nok være lidt naivt at forestille sig, at det kan redde landdistrikterne. Tilværelsen har jo også andre sider. Men det kan utvivlsomt være med til at fastholde en mindre koncentreret bebyggelse uden om de større befolkningscentre. I dag ser man også, at håndværksvirksomheder lokaliseres i de helt små byer, hvor der er plads og billig jord, og det er der nok for lidt opmærksomhed omkring.Skræmmebilledet er øde landsbyer, oprettelse af kæmpestore naturparker, kæmpestore landbrug og store områder med fritidshuse og de servicefunktioner, der knytter sig til dem.Det lyder måske nok skræmmende for den nulevende generation, men vi kender dog lande med store folketomme områder, og selv om landsbyen og købstaden gennem 1000 år har været et karakteristisk bebyggelsesmønster – hvorimod den spredte bebyggelse kun er et par hundrede år gammel – så er de nuværende landsbyer og stationsbyer en del af en demografi sk periode med en opblomstring sammen med landbruget fra ca. 1880 til ca. 1950. Derefter fulgte en langsom tilbagegang. Det har vi stort set accepteret, men det går måske hurtigere fremover.

Bevaring af landdistrikterneAf mange grunde kan det være ønskeligt at bevare landsbyerne og stationsbyerne (hvoraf mange jo ikke er stationsbyer mere), og det er allerede en vigtig opgave for de nye storkommuner at træffe beslutninger om, hvordan befolkningen i landdistrikterne kan fastholdes. Det vil i praksis sige at beslutte, hvilke små bysamfund man vil søge at bevare, og hvilke der skal sygne hen.På mange måder er situationen håbløs for de små samfund, for de har ingen politisk styrke til at kunne overleve. Den beslutning træffes i de store bysamfund og vil være afhængig af den skattefi lantropi, der kan mobiliseres her.Så længe man har den opfattelse, at overlevelse er afhængig af, hvordan man direkte støtter den små samfund, er de overladt til de stores nåde og barmhjertighed, og det kan ingen være tjent med. Derfor skal man hellere følge en trend i tiden og udnytte de iværksættermuligheder, der fi ndes, ved at give landsbyerne et skattemæssigt incitament.

Det kan ske ved at give landsbyer af en vis størrelse total fritagelse for statsskat. Det vil uden tvivl ikke bare være med til at fastholde befolkningsunderlaget, men også kunne fremme tilfl ytningen af stærke personer, som også kan være med til at give de små samfund nyt initiativ og ny

sammenhængskraft.Da fordelen meget hurtigt vil blive omsat i stigende ejendomspriser – og så er vi jo lige vidt – skal skattefritagelsen suppleres med en statsgrundskyld af en sådan størrelse, at ejendomspriserne holdes i ro.Dermed bliver statens tab noget begrænset, men man skal ikke forvente, at provenuet af statsgrundskylden kan opveje tabet af skattekroner fra indkomstskatten. Det er heller ikke meningen. Hensigten er jo en forskelsbehandling til fordel for en mindre koncentreret bebyggelse.Dette forslag er kun at betragte som en isoleret, men formentlig ret effektiv, indsats med et ganske bestemt formål. Det kan ikke vende udviklingen totalt. Det kan man næppe.

Skat efter beliggenhedDen demografi ske udvikling vil medføre en omfordeling af landets formuer, bundet til fast ejendom. De tilbagegangstruede områder kan måske i bedste fald kun håbe på at bevare status quo. Derimod kan der erfaringsvis scores betydelige formuestigninger i udviklingsområderne. At der er tale om en samfundsskabt omfordeling, bør være hævet over enhver tvivl, hvorfor indgreb må anses for rimelige.Den mest rimelige løsning vil så være at lægge vores beskatningssystem om, så skat på beliggenhed afl øser skat på arbejde. Du betaler skat efter, hvor du bor, og hvor din arbejdsplads er placeret.

Derved tages der hensyn til omfordelingen af de formuer, der er bundet til fast ejendom, og da denne omfordeling viser sig i henholdsvis faldende og stigende jordværdier, må det ligge lige for at benytte et kendt system, nemlig beskatning efter jordværdi gennem en statslig grundskyld med en stigende procent over en årrække. Tempoet vil være politisk bestemt.Det vil have forskellige fordele. Man får bremset den formuestigning, der skyldes samfundsudviklingen, dermed også den spekulation, der følger i kølvandet på de demografi ske ændringer. Man kan muligvis bremse koncentrationen af befolkningen, idet det kan være attraktivt at placere sig i områder med lavere jordværdier. Som en sidegevinst bidrager man til løsningen af det beskatningsproblem, der er en følge af, at vore virksomheder i stadig større omfang ejes af udenlandske kapitalfonde, der kan unddrage sig dansk beskatning. Det er en anden historie.Men der er ét stort problem: Politik her i landet styres fra de områder, som

må forvente at komme til at betale noget mere i skat, og det betyder så mindre, at fl ertallet af vælgerne vil have fordel af en omlægning fra skat på arbejde til skat på beliggenhed!

goodies – around the world

Af mange grunde kan det være ønskeligt at bevare landsbyerne. Her Dalby på Hindsholm

Film ud fra spillet MatadorFilminstruktøren Ridley Scott bekræfter de rygter, der har været om, at han vil lave en fi lm baseret på det populære brætspil Monopoly (Matador). Det er jo specielt interessant for os, idet spillet er opfundet af en georgeist, hvilket vi tidligere har omtalt her i bladet. Til Los Angelos Times siger Scott: ”Monopoly er stadig det mest populære brætspil i verden. Så det gælder om at sætte sig ind i spillets univers. Selvfølgelig burde det være både humoristisk og et spil for hele familien. Det er sære ting, der sker, særligt hvis din onkel pludselig får Park Lane og Mayfair og Barkley Square (i Danmark Rådhuspladsen og Frederiksberg Alle). Du ser folk ændre karakter. Du ser Jekyll og Hyde. Et sted i det er der stof til en hysterisk morsom og, tror jeg, spændende fi lm. …. Jeg har ikke spillet ét spil Monopoly, som ikke er endt med at folk skændtes (en enkelt gang var det nær endt med en nævekamp). Så at få det ned på et plan som både voksne og børn kan relatere til – jo, det kan blive svært.”

Ifølge hjemmesiden Cinematical



I vore dage tales der meget om demokrati og menneskerettigheder. Det kan for så vidt godt skyldes, at de to begreber er på vej ud af vores virkelighed. Det kan måske også skyldes, at de står stærkere i vores bevidsthed. Her i terrorens tidsalder kan det være nødvendigt at påkalde sig netop disse ideer i et håb om at opnå den sikkerhed, som ingen af de velfærdsforanstaltninger, vi ellers omgiver os med, kan skaffe os. Vi har alligevel en fornemmelse af, at demokrati og menneske-rettigheder er truede ved, at begreberne udhules og bruges som dække for en udvikling, vi ikke bryder os om.

BegrebetmenneskerettighederTanken om de naturlige menneskerettigheder har siden middelalderen og renæssancen søgt sig vej i det politiske liv, over englændernes Magna Carta og Habeas Corpusakten, den amerikanske uafhængighedserklæring og erklæringen om menneskerettigheder under den store franske revolution frem til FNs universelle erklæring om menneskerettigheder i 1948.Trods deres rod i det oldgræske og det kristne menneskesyn er de uden anden metafysik end troen på, at det enkelte menneske er udstyret med en personlig ukrænkelighed, en tanke, der under renæssancen blev til naturretten, en retsopfattelse, der lige siden har stået i modsætning til den ret, som besiddelse af magt forlener sin indehaver med.Mest storslået er de naturlige menneskerettigheder udformet i den amerikanske erklæring: Vi anser disse sandheder for at være selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, af skaberen udstyret med visse umistelige rettigheder, blandt disse retten til liv, frihed og søgen efter lykke. At regeringer, hvis ret til magt hviler på de regeredes samtykke, er oprettet blandt mennesker for at sikre disse rettigheder.Både naturretsfilosofien og

menneskerettighedernes historie viser, at de umistelige rettigheder er formuleret i opposition til statsmagten for at sikre det enkelte individ over for vilkårligheder. En moderne opfattelse må nok udvide dette formål til et krav om sikkerhed mod overgreb - direkte eller indirekte – fra enhver magtfaktor i samfundet, f. eks. virksomheder og organisationer.Men den centrale modspiller er stadig staten og de overstatslige myndigheder, og

det skaber nogen betænkelighed, når det er dem, der skal formulere begrænsninger i menneskerettighederne.

YtringsfrihedenHvis man beder folk prioritere menneskerettighederne i dag, vil et flertal sandsynligvis sætte ytringsfriheden øverst. Det skyldes de tegninger, der i snart nogle år har rumlet rundt i den offentlige debat. De er blevet gjort til et spørgsmål om ytringsfrihed, selv om de også rummer et element, der vedrører religionsfriheden.Der er næppe ret mange her i landet, der vil anfægte Jyllands-Postens og de pågældende tegneres ret til at bringe de famøse Muhammed-tegninger – overhovedet ikke.Men man kan godt med megen ret hævde, at det var situationsfornemmelsen, der svigtede. Hos avisen, der bragte tegningerne, hos statsministeren, der ikke ville tale med ambassadørerne og dermed svigtede forsvaret for ytringsfriheden. Og for den sags skyld svigtede situationsfornemmelsen eller proportionssansen også hos demonstranterne i de muslimske lande.

Hele sagen bærer præg af mangel på klogskab. Det gælder publiceringen i en betændt situation, og det gælder demonstrationerne i den muslimske verden, for set fra Cairo, Amman eller Damaskus var det pågældende dagblad vel kun en inferiør avis. Den dybere årsag var næppe at afprøve grænserne for ytringsfriheden eller provokere islam, men et forsøg på at demonstrere mediernes magt. Det er jo et af

resultaterne af det, vi kalder informationssamfundet eller videnssamfundet, at nogle mennesker har fået en sådan status eller er bragt i en sådan situation, at de mener at have ret til at ytre sig ubegrænset. Hvad de naturligvis også har. Og den ret skulle prøves af, og det blev den. Selvcensur blev nu et afskyeligt ord. For ingen

skal lægge bånd på medierne. Dermed får begrebet medmenneskerettigheder et nyt aspekt. De har altid haft til formål at afgrænse de mægtiges magt. Ytringsfrihed er nok de stærkes mulighed, men den er snævert forbundet med dialog. Der har i hele debatten om ytringsfriheden været en underlig inkonsekvens. Da nogle tidligere ambassadører udtalte sig mod regeringens udenrigspolitik, så var der straks røster fremme om, at gentagelser skal forhindres. Det er frihed for Loke, men ikke for Thor.

ReligionsfrihedenDen aktuelle diskussion om ytringsfrihed er også en diskussion om religionsfrihed. En diskussion om, hvor langt man kan gå i forhånelse af andres tro, og en diskussion om, hvor megen forhånelse, man skal finde sig i. I vores sekulariserede verden har vi svært ved at fatte reaktionerne efter Muhammed-tegningerne. Men inddrager vi den historiske dimension, burde vi dog vide, at religiøse spørgsmål kan bruges

Vi anser disse sandheder for at være selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, af skaberen udstyret med

visse umistelige rettigheder, blandt disse retten til liv, frihed og søgen efter lykke. At regeringer, hvis ret til magt hviler på

de regeredes samtykke, er oprettet blandt mennesker for at sikre disse rettigheder

Fra den amerikanske menneskerettighedserklæring fra 1776

Menneskerettighederne i terrorens tidNår de forskellige menneskerettighedserklæringer taler om ejendomsret

gælder det desværre kun den etablerede ejendomsret. Det er blot en konservativ garanti.

Lyt til georgeisternes opfordring om en udvidelse til også at omfatte retten til en andel af jorden

Peter Ussing



til at sætte sindene mere i bevægelse end noget andet, måske lige bortset fra penge. Kristenhedens historie kan opvise adskillige eksempler på religionskrige og borgerkrige, hvor det religiøse element har været fremtrædende, selv om det meget ofte er brugt som staffage og dække over de egentlige (økonomiske) interessemodsætninger. Og sådan er det også i dag. Når man må tage afstand fra det kristne højre i USA, er det ikke, fordi man fornægter disse menneskers ret til at nære nogle synspunkter, der ligger lysår fra vores egen opfattelse. Det er deres politiske metoder, vi afskyr - ligesom vi afskyr andre fundamentalisters. Og det er deres økonomiske interesser, vi tager afstand fra. Vores svaghed beror på, at den sekulariserede vestlige verden ikke har et troværdigt budskab at sætte op imod fundamentalismen, hvad enten den er kristen eller islamisk. Vores brug af demokrati og menneskerettigheder er ikke troværdig, og manglen på budskab kan ikke skjules af film fra Hollywood, popmusik og indholdstom information. Ret beset er sekularisering jo ikke et budskab. Det er en livsform, som skal fyldes med tanker om naturret, demokrati og menneskerettigheder for at få personligt og folkeligt indhold. Religionsfrihed er dermed ikke bare retten at dyrke den gud, man selv tilbeder, det er tankens frihed, meningsfrihed, og den indebærer ligesom de øvrige friheder både rettigheder og forpligtelser, her forpligtelsen til forståelse og frisind.

Den personlige frihedYtringsfrihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed og andre rettigheder kan samles under en fælles overskrift, personlig frihed, der ifølge den danske grundlov er ukrænkelig. I menneskerettighedernes erklæring fra den franske revolution forekommer følgende formulering af den personlige frihed, og den er siden blevet gentaget til bevidstløshed:Frihed består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden; derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige rettigheder ikke andre grænser end dem, som sikrer andre mennesker af samfundet nydelsen af de samme rettigheder. Disse grænser kan kun

bestemmes ved loven.Denne afgrænsning af begrebet frihed, som altså også dækker både ytringsfriheden og religionsfriheden, stiller krav til lovgivningen, men den stiller altså også et krav til den enkelte person om et princip for selvbegrænsning, for så vidt en form for selvcensur, eller en etik, og det var en sådan etik, Severin Christensen med flere søgte at beskrive for godt 100 år siden, bl.a. med skriftet ”Naturlig Ret”.Dermed opstår der et samspil mellem lovgivning og borgernes retsetik til sikring af den personlige frihed. At det fører til en række straffebestemmelser, når der begås overgreb, er almindeligt anerkendt og er for så vidt ikke særlig interessant her. Af større aktualitet er imidlertid dette

samspil i terrorismens, individualismens og globaliseringens tidsalder.Historisk set rummer den personlige frihed en frigørelsesproces, der har været i gang siden renæssancen. Først var det tankens frigørelse, siden blev det handlingens frigørelse, mest manifesteret som seksuel frigjorthed. Det har været en proces med mange elementer: bestræbelser på at forhindre staten i at bruge den kristne kirke til disciplinering af borgerne, brud med det traditionsbundne landbosamfund, og senere brud med borgerskabets bornerthed. Og nu befinder vi os i et opbrud omkring velfærdssamfundets og industrisamfundets solidaritet.Dette opbrud falder sammen med fremkomsten af en ny individualisme og

en større global forståelse med frygten for terror lurende i baggrunden. I denne udviklingsfase – for så vidt den erkendes – er påvirkningerne mangesidede. Vi oplever den gamle konservatismes forsøg på en totalitarisme, forkyndt som bl.a. kanoner i litteratur, musik, billedkunst, ulighed, centralisering og afsvækkelse af de demokratiske processer. Imens ser venstrefløjen sine idealer om solidaritet og retfærdig fordeling forsvinde, og mediefolket registrerer kun den gode historie.Den nye individualistiske bølge, der opstod i vesten, har vist sig som grådighed, og påstande om at kunne gøre, hvad man har lyst til. Uden at man dog har nogen fornemmelse af, at mennesker føler sig

mere autonome af den grund. I det nye århundrede ser det ud som om, terrorens metoder er gået ind i den almindelige adfærd, så vold mellem enkeltpersoner og grupper viser sig på hidtil ukendte områder, bl.a. i form af pigevold og filmoptagelser af egen medvirken i voldsscener. Vold er blevet underholdning.

Statens overtagelse af mennesketEt resultat af terrorens tidsalder er statens overtagelse af mennesket for at yde borgerne den ønskede beskyttelse. Men der kunne også være andre grunde til denne overtagelse. En af dem er, at vi oplever, at velfærdssamfundet naturligt nok må gøre os alle mere afhængige af hinanden. I individualismens tidsalder

vil vi ikke lade denne afhængighed resultere i selvbegrænsning, selvcensur. I stedet for en personlig hensynstagende etik forlanger vi, indgreb. Vi er på vej ind i overvågningssamfundet, uanset terrorfrygt eller ej. Det er vort nutidige dilemma, at vi på den ene side ønsker, at staterne skal befri os fra den frygt, terroren skaber, og på den anden side frygter, at magthaverne udnytter begrænsningerne i vores frihed til egne formål. Og samtidig påstår nogle, at man går terroristernes ærinde, når man kritiserer overvågningssamfundet. Man kan dog nok med nogen sandsynlighed hævde, at hvis der er noget, der ligger uden for terroristernes forestillingsevne, så er det troen på menneskerettigheder.

Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol i Strasbourg - vel nok det mest monumentale og bastante udtryk for menneskerettighederne.



Eller bliver terror den eneste mulighed for at få et humanistisk budskab frem? De, der går terroristernes ærinde, er snarere dem, der skærper de religiøse modsætninger, fremmer uligheden og fastholder vestens økonomiske dominans. Man kan godt fastholde et højt beredskab over for terrorhandlinger samtidig med, at man - worldwide - forandrer de sociale og økonomiske strukturer, der danner grobund for terrorisme. Men det kræver så også, at man beskæftiger sig med endnu en af menneskerettighederne, retten til at eje, men her står vore terrorbekæmpere

som regel af, og derfor har de ikke noget bud på, hvordan de kommer terroren til livs.

Begrebet ejendomsretMenneskerettighederne fandt også ind i den danske grundlov fra 1849. Der står de stadig som kapitel VIII til almindelig omtale hver 5. juni. Her fi nder vi bestemmelsen om ejendomsrettens ukrænkelighed i § 73. De følgende sætninger i samme paragraf om ekspropriation lader forstå, at det (kun) er den etablerede ejendomsret, der tales om, ejendomsret til fast ejendom. Grundlovsparagraffen er en konservativ garanti, som også har en baggrund i, at man i 1849 ville sikre sig imod det ”spøgelse”, der ifølge Karl Marx gik ”om i Europa”, nemlig den gryende kommunisme. Når nu bønder, ja endog husmænd og arbejdere, skulle have stemmeret, så gjaldt det for de velbjærgede om at sikre sig! Der er ikke tale om det, der med georgeistisk sprogbrug kaldes etisk ejendomsret, en sondring mellem de arbejdsskabte og de samfundsskabte værdier. I den menneskerettighedernes erklæring, som de Forenede Nationer vedtog den 10. dec. 1948 hedder det om ejendomsretten: ”Ethvert menneske har ret til ejendom alene eller i fællesskab med andre.” Heller ikke her er der tale om at begrunde ejendomsretten. Når derfor ”Den Internationale Union for Jordværdibeskatning” – georgeismens verdensomspændende netværk - opfordrer til, at FNs deklaration om

menneskerettigheder udvides med et krav om alle menneskers ret til andel af jorden, så er der ikke bare tale om en ny defi nition af ejendomsretten, men der er tale om at gøre det til en menneskeret, at alle skal sikres andel i eksistensgrundlaget, den nødvendigste forudsætning for velfærd og for overhovedet at kunne leve et værdigt og frit menneskeliv og gøre brug af alle de andre rettigheder.Det vil være med til i endnu højere grad at fl ytte erklæringerne om menneskerettigheder fra et abstrakt plan til konkret politik. Det kan være med til

at fjerne den ulighed, der også er grobund for terrorisme.

Menneskerettigheder fra håb til grundlag Når en kendt præst udtaler – her citeret efter hukommelsen – at han er imod menneskerettighederne, for de sætter menneskegjorte love over Guds lov, så er han betænkelig tæt på holdningen bag den sharia-lovgivning, der i disse år står som et skræmmebillede og eksempel på undertrykkelse. Menneskerettighedernes mange erklæringer må nok forekomme os ufuldkomne, og de er med deres knappe sproglige form underkastet de fremherskende synspunkter og holdninger. Men de udgør dog et håb for den samlede menneskehed om en bedre verden, uanset social status, nationalitet, race og tro. De danner forudsætninger for en dialog og et fælles grundlag for indsats.Menneskerettighederne tolkes forskelligt fra tid og sted. Vi har ret til at fortolke dem, og sætte dem i relation til vore egne politiske opfattelser og idealer. Og det er grundlag for dialogen. Gennem de seneste årtier er de nordiske frihedsidealer og den kulturkristne Grundtvig-inspirerede folkelighed veget til fordel for kontinentale europæiske opfattelser. Ikke den engelske liberalisme eller den franske og tyske humanisme, men den centraleuropæiske autoritære statsræson og dermed en mere snæver opfattelse af demokrati og menneskerettigheder. Men det gør vel blot behovet for dialog så meget større.

Frihed består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden; derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige rettigheder

ikke andre grænser end dem, som sikrer andre mennesker af samfundet nydelsen af de samme

rettigheder. Disse grænser kan kun bestemmes ved loven.

Fra den franske revolutions erklæring om menneskerettighederne

goodies – around the world

Georgeist fi lm vist i Cannes“The End of Poverty?” (Fattigdommens afskaffelse) er en fi lm, som blev vist I Cannes I år. Den er støttet af bl.a. Robert Schalkenbach Foundation. Adskillige pressefolk har gjort bemærkninger om begivenheden. Det gælder f.eks. reporteren Charles Masters fra bladet »The Hollywood Reporter«. Han skriver bl.a. at dokumentarfi lmen omhandler en meget ubehagelig trussel for den globale økonomi, og fi lmen prikkede uden tvivl yderligere til samvittigheden hos tilskuerne. Filmen stillede det simple spørgsmål: Hvorfor er der så megen fattigdom i en verden med så megen rigdom?

En tysk fi lmdirektør, Andreas Dresen, bemærkede: Det føles lidt forkert at sidde i en sal fuld af mennesker i smoking og se en fi lm om social nød.

Stillingsannonce!!Dave Wetzel, en af de mest spændende georgeister I London, havde en stor stjerne hos labourborgmesteren i byen, Ken Livingstone. Han var bl.a. en af de ledende i London Traffi c. For nylig måtte Livingstone overgive borgmesterposten til den konservative Boris Johnson. På Wetzels helt specielle facon lyder de efterfølgende begivenheder omtrent således: Jeg havde den ære at blive kontaktet af den nye borgmester på rådhuset på hans første arbejdsdag, for at han personligt kunne fyre mig. Derfor søger jeg nu arbejde. Dog er jeg endnu ikke så desperat, at jeg vil acceptere at undervise i engelsk på et kinesisk universitet for 190 $ pr. måned. Men hvis jeg nu alligevel gjorde det, så ville det tilfældigvis blive sådan, at jeg ikke ville bruge Shakespeare som grundlag for undervisningen, men en anden vidunderlig engelsksproget forfatter, Henry George. Alvorligt talt, hvis du mangler en taler eller konsulent i transportpolitik, offentlig økonomi, jordpolitik m.m. uanset hvor i verden, så kontakt mig.

To alvorlige nationaløkonomer!! Allerede romerne undrede sig over, hvordan to nationaløkonomer bar sig ad med at bevare alvoren, når de mødtes.Nis Petersen


Forum for Frihed og Ligeret 7fortsættes side 8

Vores augustnummer for 50 år siden handlede meget om styreformer. Ja, så er der for resten et medlem, Lars Skriver Svendsen, der skriver ind for at tilbyde sin hjælp – til at få lavet nogle brugelige vedtægter t i l foreningen!! De gamle er efter hans mening helt ude i skoven. De giver slet ingen mulighed for, at der kan laves et aktivt foreningsarbejde. Jeg ved ikke, om han nogensinde fik held med sit initiativ!

Peter Ussing skrev om frihandelDet må da også lige nævnes, at der bruges 9 sider på en artikel om frihandel. Det er næsten halvdelen af bladets 20 sider. Det må da siges at være en grundig behandling af emnet. Den er skrevet af en vis Peter Ussing Olsen, som altså i over 50 år har været en meget aktiv og inspirerende skribent i vores blad.Dengang var der mange bolde i luften, når frihandel skulle diskuteres. Fællesmarkedet, der senere blev til EU, var blot en af de aspekter, som Ussing tager under behandling. Dets historiske forudsætninger er bl.a. de mange konflikter, der gennem årene har været om jern- og kulforekomsterne i grænseområdet mellem Tyskland og Frankrig. Også frihandelsområdet behandles grundigt, og det må siges, at forfatterens sympati i højere grad ligger her, skønt han indrømmer, at planerne herfor endnu er ret løse. Den nordiske toldunions muligheder tages også under behandling. Der er et vist historisk belæg for tanken, men det er for snævert med et marked for kun 20 millioner mennesker. Det ser desuden ud til, at det kun vil komme til at omfatte industrivarer, mens landbrugsvarerne holdes uden for, og der er udsigt til høje toldmure udad til. Lidt større visioner er der måske i et forslag, som minister Viggo Starcke

har fremsat om et frihandelsområde for NATO-landene og som den engelske handelsminister har udvidet med forslag om økonomisk samarbejde mellem USA, Commonwealth og Vesteuropa. ”Sådanne tanker, der jo langt fra er blottet for

økonomiske realita – derimod måske nok

politiske – må

h i l s e s m e d glæde.”

A r t i k l e n er spækket

m e d tabeller om

mang fo ld ige forhold vedr.

i n ternat iona l handel, og så er der en

liste med kilde-henvisninger, som er en videnskabelig afhandling værdig.

Et nyt spekulationsobjekt!!Der er også et indlæg af en mand ved navn Falko, som påstår at fundet et nyt spekulationsobjekt. Han spekulerer nemlig som en gal over en kronik i Politiken af handelsminister Kjeld Philip, som han troede var en fornuftig og liberal mand. Ganske vist går han ind for at fremme produktionen, men på den anden side vil han gøre alt for at undgå skattenedsættelser og andre tiltag, som kunne risikere at fremme forbruget. ”Hvad skal vi så med den øgede produktion?”, spørger Falko.

Et sandt folkestyreParlamentarisme eller folkestyre er navnet på den en af de artikler, som tager dette

samfundsspørgsmål under behandling. Den er skrevet af Sophus Berthelsen, som var redaktør af Grundskyld 1924-30. Han døde sidstnævnte år. At genoptrykke så gammelt stof, begrundes med, at det er en ”ypperlig artikel om folkevalgte høvdinger”. Den direkte anledning er den tankevækkende begivenhed, at man i Frankrig bragte de Gaulle til magten. Her var jo ”parlamentarismen ikke i overensstemmelse med folkeviljen, og så gjorde man det, som så mange utilfredse tyer til i en sådan situation, kaldte på den stærke mand, i håb om, at han kunne gøre det bedre, når han fik hele magten. Hvor farlig en sådan overgivelse af magten til en enkelt kan være, har vor tid jo triste erfaringer for.”Det som Berthelsen især advarer imod er de politiske partier. ”Spørgsmålet er da ikke, om folkestyret kan undvære politiske partier – det kan tværtimod ikke trives under disses tyranni. Spørgsmålet er, hvorledes kommer vi bort fra dem?” Han peger her først og fremmest på, at landet skal være én valgkreds. ”Nu kan 20.000 enige foregangsmænd ikke sætte én ordfører ind i tinget – når de står spredte i 100 valgkredse – disse meningsløse afspærringsbåse for fri åndelig gruppering.” Han kalder det ”Høvdingestyre”, og ønsker at denne høvding skal stemme og aflønnes i forhold til den opbakning, han har i befolkningen. ”Ud af et sådant valg vil ikke fremgå en rigsdag af middelmådigheder, som hjemmefra er gåede på akkord med deres overbevisning, og som skylder partibestyrelsen sit mandat, og som derfor på tinge er henvist til i alle hovedspørgsmål at være nikkedukker i

den hemmelige partiledelses hænder – en karikatur af et folkestyre.”

Det schweiziske folkestyreBerthelsen slår også til lyd for folkeafstemninger, og det falder jo ganske godt i tråd med, at der i bladet også er en artikel, Folkestyret i Schweiz. Ud

De go’e gamle dageDer var udsigt til, at der ville blive dannet et fællesmarked. Ja, måske ville vi oven i

købet komme med i det. Men ville det bleve et frihandelsprojekt? Det var et af de varme emner, der blev behandlet i vores blad Grundskyld for 50 år siden.

Et andet emne var »demokratiske styreformer«.

Dan Holst Nielsen

Sophus Berthelsen



over at det bygger på folkeafstemninger fremhæves det, at regeringen vælges af nationalforsamlingen, hvor alle deltager i afstemningen – ikke blot det største parti. Det er normalt, at man genvælger en dygtig minister, uanset flertallet. Det påpeges, at Schweiz har demokrati uden parlamentarisme og gennem folkeafstemningerne, direkte demokrati. Det har medført, at den politiske interesse er meget vågen.Frankrig og Bertel DahlgaardDen meget skrivende redaktør Peder C. Pedersen har denne gang kun skrevet en enkelt artikel. Den handler

om folkestyre ud fra begivenhederne i Frankrig og ud fra en tale af den radikale Bertel Dahlgaard. Pedersen er ikke særlig glad for Dahlgaard, men de er dog enige om at stille spørgsmålet: Formår vi i Danmark at finde den rette form for det samarbejdende folkestyre? Som venteligt er førstnævnte ikke så sikker på sidstnævntes evner på dette område. Han imødegår Dahlgaard når denne gør den tyske økonomiminister Erhards ord til sine. I en tale på Københavns Børs sagde han bl.a. at ”både liberalismen og socialismen er for længst forladt ved løsningen af dagens praktiske opgaver”.

Pedersen skriver: ”Desværre er ingen af delene rigtigt. Karl Marx´ lære bliver hyldet af mange flere mennesker, end nogen anden politik og økonomisk teori…. Den har ikke svaret til forventningerne. I Rusland og Kina synes man at være villig til at lære heraf”. Efter at have fortalt om engang, Dahlgaard kom galt af sted med at fremsætte tanken om en obligationsafgift, der skulle anvendes til at konvertere prioriteter til en lavere rentefod. Artiklen slutter med: ”Som i dette tilfælde går det så ofte, når politikerne vil dirigere økonomien. De kommer netop til at gøre det onde, de ikke vil”.

Som bekendt blev Ingrid Betancourt befriet fra sit fangenskab hos den colombianske oprørsbevægelse FARC af regeringens specialstyrker. Hun havde været tilbageholdt 2.300 dage. Det var en sensation, som ikke blev mindre, da det lykkedes den franske regering at få hende bragt til Paris eskorteret af Frankrigs udenrigsminister. Her nåede jubelen sit højdepunkt, da hun på Frankrigs nationaldag den 14. juli fik overrakt en hædersmedalje. De franske medier havde da været fyldt med stof om Betancourts fantastiske historie. Hub blev nærmest udråbt til en heltinde og en madonna. Der giver folket håb. Også præsident Alvaro Uribes popularitet hjemme i Colombia eksploderede ifølge meningsmålingerne efter befrielsesaktionen.

Betancourt kidnappet som præsidentkandidatTilfangetaglesen skete tilbage i 2002, da hun som præsidentkandidat arbejdede for udsoning mellem de stridende parter i landet. Det gjaldt især striden mellem oprørsbevægelsen FARC og den paramilitære bevægelse AUC. Men FARC forsøgte med alle midler at sabotere præsidentvalget, efter at fredsforhandlingerne med regeringen var brudt sammen. Som et led heri blev Betancourt bortført sammen med en række andre fremtrædende politikere. Desuden blev præsidentkandidaten Alvara Uribe udsat for to attentatforsøg. Han

fremstod ellers som uafhængig, men blev ikke opfattet sådan af sine modstandere i FARC. Her huskede man ham som tidligere guvernør i provinsen Antiquia, og man vidste, at han var med til at danne sikkerhedstjenesten Convivir, hvoraf nogle elementer senere blev paramilitære. Hans fjender beskylder ham også for at have venner blandt narkobaronerne, men ingen af beskyldningerne synes at have skadet ham. I hvert fald vandt han præsidentvalget i 2002 og blev genvalgt i 2006. Mange stemte på ham, fordi han ville bekæmpe FARC.Stemningen i Colombia var i 2002 slået brat om. Fire år tidligere havde befolkningen valgt Andrès Pastrana, som præsident på hans populære løfte om at ende 38 års borgerkrig ved at slutte fred med FARC. Men i februar 2002 afbrød præsidenten freds-forhandlingerne efter tre et halvt års frugtesløse forhandlinger og erklærede FARC krig. Samme dag kaprede FARC et passagerfly og bortførte en senator.

Midt i postyret om befrielsen af Ingrid Betancourt har det været småt med nyhederne om de 24 andre gidsler, der også blev befriet den 2. juli, og de 700 fanger, der stadig sidder i FARCs fangelejre. De synes at være glemt – i hvert fald af de europæiske medier. Men ikke af Betancourt, der straks dedikerede sin æresmedalje til disse gidsler. ”Jeg bærer dem i mit hjerte”, sagde hun, mens hele verden lyttede.

Den historiske baggrundColombia er blevet kaldt verdens mest

voldelige land. Ulykkerne i nyere tid tog til i styrke i 1957 – 1957, da der udkæmpedes en blodig borgerkrig mellem det liberale og det konservative parti. Den kostede omkring 300.000 mennesker livet. I 1958 indgik de to partier en fredsaftale, der gik ud på, at de skulle skiftes til at danne regering. Alle andre partier blev forbudt.Som modvægt til

denne borgerlige forståelse dannede de mindrebemidlede i årene 1965

Svend Tornbjerg

Kampen om jorden i Colombia Det drejer sig tilsyneladende om at dræbe

flest mulige politiske modstandere og fordrive bønderne fra deres livsvigtige jord

fortsættes side 10



Ge

org

s Co

rne

r

Noget om…

SprogvandalismeFlere symptomer signalerer, at man ikke mere er ung: syn og hørelse svækkes, dårligere hukommelse (der heldigvis udløser bedre samvittighed!), samt især: irritation over de yngres sprogvandalisme.Det følgende handler ikke om småting såsom forskellige stavemåder af majonæse, ej heller om generationernes forskellige forståelse af begrebet ”bjørnetjeneste”, men om noget langt vigtigere: de tilsyneladende uskyldige sproglige svipsere, der resulterer i en fatal fordrejning af al debat. Mere lyrisk udtrykt: det er sandt, når digteren synger, at ”sproget skaber hvad det nævner”. Men når den sproglige kæde springer af, ændres lyrikken til, at ”sproget skader hvad det nævner”. En imponerende effekt af ændring af ét bogstav, ikke?

ZarfamilienDa TV bragte et indslag i anledning af 90-årsdagen for mordet på den russiske zarfamilie, brugte journalisten 3-4 gange i et kort indslag systematisk betegnelsen ”henrettelsen” om de rødes modbydelige mord på en fængslet, ubevæbnet og hjælpeløs familie, herunder en flok børn. At en (formelt) professionel journalist roder med sproget i en sådan grad, er katastrofalt. At han ikke forstår, at ”henrettelse” betyder, at en stat afliver en forbryder efter forudgående rettergang med bl.a. forsvarsadvokat og på grundlag af en lovgivning, der hjemlede dødsstraf for den pådømte forbrydelse på gerningstidspunktet, er katastrofalt. Uvanen er omsiggribende, når eksempelvis afskyelige mord på politiske gidsler, af bøvede journalister gøres mere ”dramatiske” ved brugen af henrettelsesordet, og afslører et generelt sprogligt og dermed kulturelt forfald.

RiiskærFor nylig blev ”finansmanden” Klaus Riiskær idømt en længere, ubetinget frihedsstraf for omfattende

økonomisk kriminalitet. Læseren vil allerede have forstået mine citationstegn! Denne indiskutabelt begavede, charmerende og karismatiske fyr (formentlig den klassiske psykopat) bør nemlig ikke have påført betegnelsen finansmand., der jo giver generelt positive associationer. Sproget har de rette ord for ”finansmanden”, helt i overensstemmelse med dommen: forbryder, svindler, løgner, bedrager. Havde jeg ikke så stor respekt for svinet, dette begavede og venlige dyr, samt for vores dyreværnslovgivning, ville jeg kalde ”finansmanden” et dumt svin. Ville vores sensationsjournalist

analogt bruge betegnelsen ”sexolog” om en dømt pædofil voldtægtsforbryder – eller ”brandekspert” om en dømt pyroman og mordbrænder? Ville han underdanig og respektfuldt interviewe disse dømte om deres muligheder for at kunne ”lege” med henholdsvis småpiger og tændstikker under afsoningen? Nej vel! Men ”finansmanden” blev for åben TV-skærm høfligt spurgt om sine muligheder for opretholdelse af sit finansielle netværk under afsoningen. Sligt kan kun benævnes: luder-journalistik.

Respekt/acceptSidste, og i større perspektiv, vigtigste eksempel: hvis min nabo er en dygtig murer eller klarinettist, altså ”kan” noget til glæde for sig selv og sine medmennesker, aftvinger det min respekt. Hvis han får indhold og mening i livet ved at gå ind i sit kammer, lukke sin dør, og dér bede til Gud, Allah, Moses, Jahve, Budda,

… eller kigge forelsket på sin frimærkesamling, så udløser det ikke min respekt, men noget helt andet: min accept, eller om man vil, min glæde på hans vegne. Pointen er, at når mennesker kræver ”respekt” for deres religiøse følelser, er det altid første trin på en skala der ender med påstanden om en særlig værdi af ethvert politisk argument med religiøs begrundelse. Det kunne kaldes ”gudelige argumenter”. Slutfasen bliver uomgængeligt afvikling af de fundamentale frihedsrettigheder, der er grundlaget for ægte demokrati. Kort sagt: alt hvad vore forfædre

møjsommelig har kæmpet for fra renæs-sancen over o p l y s n i n g s -tiden til m o d e r n e d e m o k r a t i -b e v æ g e l s e r i 1800-tallet. Den opmærk-somme læser har naturligvis

for længst fattet, at jeg primært – men langt fra udelukkende – her hentyder til islam. En ringe trøst er det, at også fundamentalistisk kristendom (bl.a. ”Rom” og USA) og ortodoks jødedom til tider stadig befinder sig i denne religiøse pubertetsalder. At eksempelvis statsministeren under muhammedkrisen, i panik og på en arabisk TV-station ævlede om danskernes store ”respekt” for Islam betød, at mine tæer endnu ikke er blevet rettet ud i skoene.Vis mig dit krucifiks, din bedekrans, din bedemølle, din Buddafigur, dit … nå nej! intet Muhammed-billede! Og du får min accept. Men bliv mig fra livet med dine gudelige argumenter! Vis mig din murske og din klarinet, og du får min respekt.Størst respekt fortjener du, når du forstår, at hvis du vil bevare et demokratisk samfund, skal du pleje din tanke og dit sprog.

TANKER TIL TIDEN af M. C. Holst



– 1966 oppositionsgrupperne ELN og FARC. I mange år blev FARC set som frihedskæmpende bønder, men nu har de mistet opbakning på grund af narkohandel, gidseltagninger, og undertrykkelse fra regeringens side.En medspiller i kampen om magten i Colombia er AUC, der er en stærk alliance mellem godsejere og andre grupperinger fra det yderste højre. De har hyret paramilitære, private hære for at beskytte sig mod guerillaerne i FARC og det mindre ELN. I de senere år har AUC fået sin egen dynamik. Organisationens leder Carlos Castano har således pralet af, at han kontrollerede 35 procent af Colombias parlament. Han indrømmede også åbent, at 55 procent af AUCs indkomster stammede fra narko. Netop produktion af og handel med narkotika har gennem de senere år været afgørende for, hvem der skulle dyrke jorden og bestemme, hvad der skulle dyrkes. I 1967 udgav den colobianske forfatter Gabriel Garcia Marquez sin berømte bog ”1000 års ensomhed”. Titlen indikerer, at ingen uden for Colombia interesserede sig for, hvad der skete i landet. Sådan er det ikke mere. USA havde således de bedste intentioner, da Clinton-regeringen i år 2000 besluttede at støtte Pastranas ”Plan Colombia” med et beløb, der svarer til 10 milliarder kroner. Men planen gik delvis i vasken, da Pastrana to år senere afbrød forhandlingerne med FARC. Siden har USA støttet præsident Uribes regering. Man kom dog ikke de oprindelige hensigter med støtten nærmere: Kontrol med narkoproduktionen, økonomisk udvikling, bekæmpelse af narkohandel, og beskyttelse af menneskerettighederne.

Colombia set nedefra Et andet syn på forholdene i Colombia end den, der normalt bliver bragt i medierne, blev i midten af juni præsenteret af Carlos Martinez på et møde i København. Han er præsident for bondeorganisationen ACVC og kom til København på initiativ af Internationalt Forum. Forinden havde han været til en EU-høring i Bruxelles for på de colombianske bønders vegne at appellere om EU’s beskyttelse mod overgreb fra statens side.Carlos Martinez oplyste her, at regionen Magdalene Medio, hvor ACVC hører til, siden 2002 har haft status af EU-finansieret ”fredslaboratorium”. Trykket skal dog lægges mere på laboratorium

end på fred, sagde Martinez. ACVC har i årtier arbejdet for bøndernes ret til den jord, de dyrker, men magtfulde politiske og økonomiske interesser forsøger med alle midler at udrydde organisationen. Tusindvis af fagforeningsledere, ledere af sociale bevægelser og bønder er siden 1980-erne blevet myrdet af grupper med direkte eller indirekte tilknytning til staten. Deres eneste forbrydelse er, at de har forsøgt at skabe politisk og økonomisk forandring i Colombia. Den colombianske stat har det seneste år indledt en offensiv for at kriminalisere ACVCs arbejde, og den anklager organisationen for at være tilknyttet guerillabevægelsen FARC. Men vi har ingen andel i den væbnede konflikt, siger Martinez. Vi er bønder, der kæmper for retten til et værdigt liv, og for retten til den jord, vi lever af. Vi tog til EU for at få parlamentarikerne der til at forstå, hvor alvorlige vanskeligheder, vi står i. Vi ønsker, at EU ikke blot overvåger regionen, men går direkte til Colombias regering og forlanger stop for overtrædelse af basale menneskerettigheder.

KriminaliseretStørstedelen af ACVCs ledelse har været sat ud af spillet siden december sidste år.

Fire ledende medlemmer blev fængslet i december, anklaget for samarbejde med FARC. Yderligere to blev fængslet i januar, og regeringen har udstedt arrestordre på de resterende ledere. De fire, der blev fængslet i december, er nu frigivet, da myndighederne ikke kunne fremlægge beviser mod dem inden for den seks måneders frist, der gælder i Colombia.Vi har to krav, som vi ønsker EU’s hjælp til, siger Martinez. Den ene er frigivelse af vore ledelsesmedlemmer og annullering af arrestordrerne. Det andet er genoprettelsen af de fredszoner for bønderne, som vi fik anerkendt i år 2000. De blev ophævet allerede efter tre måneder på ordre fra en politiker, der i dag sidder fængslet for forbindelse til paramilitære grupper.

Politisk folkemordCarlos Martinez sad i årene 1986 – 95

i byrådet i sin hjemby for partiet Union Patriatica (UP), der i dag er fuldstændig udraderet. Partiet blev dannet i 1985 på initiativ af FARC som led i forhandlinger med den colombianske regering. Men UP var ikke militant. Det bestod af en bred alliance af sociale bevægelser, fagforeninger og bondeorganisationer. Initiativet gav mulighed for, at nye grupper kunne komme ind i det offentlige politiske liv og i de lokale administrationer. Det ville vi bønder være med til. Det var derfor en vigtig politisk og social politik, som foregik over 15 år, og som bragte store forandringer med sig. På et tidspunkt var opbakningen til UP så stor, at vi håbede, at en mand af folket en dag kunne blive præsident. Hele det politiske system var under forandring. Men så begyndte det politiske folkemord. En efter en blev ledende medlemmer af UP slået ihjel, lige fra byrådsmedlemmer til præsidentkandidater. Det er den grumme del af historien. Men så fulgte en fuldstændig udslettelse af UP fra det offentlige politiske liv gennem systematiske likvideringer, og det skete, da alt i landområderne så ud til at blive forandret til det bedre – hvor der tidligere hverken var sundhedssystem, skoler eller infrastruktur.

Ifølge Amnesty International blev 1000 colombianere udsat for udenomsretslige likvideringer blot i løbet af 1994, og det er den historie, Carlos Martinez nu oplever gentage sig. Mindst ét medlem bliver myrdet hver måned, siger han, og ledelsen er blevet passiviseret med kriminaliserende anklager for tilknytning til guerillaen.

Vi bønder ved, at der har været borgerkrig i Colombia i 40 år. Vi har kun mulighed for at ændre vore levevilkår og den store ulighed ved at fortsætte arbejdet for åben deltagelse i det politiske liv. Martinez håber på støtte fra EU til en fornyet udvikling af regionen Magdalena Medeo, og han slutter med følgende betragtninger og ønsker: ”Der har været en voldsom militær optrapning i regionen de sidste tre år, og folk er begyndt at flygte. Vi vil have EU til at anerkende vore lidelser og til at presse den colombianske regering til at overholde menneskerettighederne og de aftaler og de aftaler, vi har indgået om retten til jorden.

Vores region er rig på naturresurcer – på olie, guld og andre mineraler, og jorden er god at dyrke. Derfor ønsker den colombianske stat bønderne ud, så multinationale selskaber kan overtage den jord, vi har dyrket i 30 år

Carlos Martinez

fortsat fra side 9



Den Danske Henry George Forening har til formål at oplyse om den amerikanske filosof Henry Georges ideer, som bl.a. drejer sig om at indføre større frihed og ligeret: Alle mennesker har fælles ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier, mens enhver har ejendomsret til udbyttet af sit eget arbejde. Foreningen er en del af The International Union for Land Value Taxation and Free Trade (IU). Læs mere om vores ideologi på www.grundskyld.dk og www.henrygeorge.dk

Henry George Foreningens adresser m.m.Henry George Huset, Lyngbyvej 56 A, 2100 København Ø, tlf. 39 29 65 33. [email protected] Ulf Kobbernagel, Lerås 49, 2670 Greve, tlf. 43 90 67 49 [email protected] Holst Nielsen, Bakkegårdsvej 39 5330 Munkebo tlf. 65 96 19 31 [email protected],Svend Tornbjerg, Frederiksværksgade 137, 3400 Hillerød tlf. 48 26 77 63 [email protected] Mikkelsen,Elsgårdsminde 43, 8370 Hadsten tlf. 86 98 13 75Finn Becker-Christensen, Drosselvej 23, 2000 Frederiksberg tlf. 38 19 90 85 [email protected]

NB! Læs endnu mere om os på:www.interunion.org.uk (IU – links til andre landes Henry George-organisationer, skoler m.m. )

alder af 46 år, og det betød nød i det fædrene hjem, hvilket sønnen i Californien straks forstod. Han tilbød derfor at sælge sin andel i ”Evening Journal” for at sende pengene hjem. Dette storsindede tilbud blev dog afvist af faderen, der samtidig oplyste, at han var ved at finde en udvej i et skibsmæglerfirma.

Nært forhold til sin søsterI sommeren 1861 skrev Henry George et brev til søsteren Caroline, hvori der bl.a. stod: ”Er stadig på avisen, men har ingen virkelig succes. Tjener 6 dollars om ugen, men værdsætter arbejdet for virksomheden og den selvfornægtelse, der følger med.” Båndet til søsteren var stadig tæt. Hun skrev lange breve om de bøger, hun beskæftigede sig med, og de var altid tankefulde og tilsat et stænk af vemod. På det plan kom de to hinanden nær, så der efterhånden udviklede sig et nært, ja nærmest varmt forhold imellem dem.Det kom stærkt til udtryk i et langt brev, som George sendte i september 1861. Heri fortæller han, at han arbejder hårdt, men alligevel ikke føler sig etableret, fordi avisen vakler. På den ene side frygter han, at den bliver nødt til at lukke, mens han på den anden side ønsker, at der skal ske noget drastisk:

Storm eller orkan, Noget der vil gøre en ende på alt dette, På denne frygtelig monotone ro.Hans lille digt har dobbelt bund. Det handler om hans egne personlige forhold,

men også om en frygt for og et ønske om, at noget større og voldsommere måtte ske. Herefter citerer George en strofe fra Emersons digt ”Sphinx”: Entusiasmen, som hærger og piner mænd, Er bestræbelsen på at nå det bedste; Den åbner afgrunden for stræberen, Lysstrålerne for velsigneren.I brevet omtaler George de onde tider og udtrykker samtidig sin tro på en bedre verden. ”Alt dette kan vi tænke på og filosofere over,” skriver han, ”men når tingene tilspidses og kommer til at dreje sig om os selv, vore hjem og dem, vi elsker, så kan vi godt lægge al filosoferen på hylden.” En bedre tilværelse hører dog stadig hjemme i drømmenes verden, mener George og skriver: ”Jeg længes efter det lovede tusindårsrige, hvor enhver vil kunne følge sine bedste og nobleste tilskyndelser, ubundet af restriktioner og det nødvendige, som vor nuværende samfundstilstand påtvinger os. Den fattige, ja selv den etablerede, er tvunget til at slide hele tiden for at kunne skaffe sig den smule, der ligger ud over de behov, dyrene har.”

Konflikt mellem frihed og pligtDenne konflikt mellem trangen til frihed til at gøre det ens bedre jeg tilskynder til og fornemmelsen af at være lænket til et arbejde, som tilsyneladende ikke førte til noget, må på den tid have udøvet et forfærdeligt pres på den unge George. Tanken om at slippe ud af klemmen må have optaget ham ud over alle grænser, så den tilmed slog ud i natlige drømme:

drømme om pludselig rigdom, drømme om at leve i fred i naturen, ”men desværre: penge, penge, dem ønsker jeg mig jo også. Sådan er vor skæbne. Vi må kæmpe. Det følger af stræben,” skrev han og fortsatte: ”Jeg kan ikke lide mit arbejde, for jer er nødt til at være ved det uafbrudt. Der er ikke handling nok i det, næppe mulighed for tankevirksomhed. Det er som at blive trukket rundt i en lang line. Jeg føler mig meget træt.” Senere skrev han til Jennie: ”Jeg har arbejdet, indtil mine klæder hang i laser og mine sko stak ud af skoene. Jeg sov på kontoret og gjorde mit bedste for at få økonomien til at hænge sammen, men alligevel stod jeg til sidst med en regning på 30 dollars for kosten”.På den måde kunne det ikke blive ved med at gå. ”Evening Journal” fik da også dødsstødet, da den transkontinentale telegraflinie i oktober 1861 stod færdig. Det betød, at de aviser, der var organiserede i det, Henry kaldte ”pressemonopolet”, havde alle fordele ved hurtigt at hente nyhederne hjem fra østkysten.George skønnede, at det ville være idiotisk, at fortsætte mod så stærke odds. Partnerskabet om ”Evening Journal” blev derfor opløst. George kom ud af det med 260 dollars, som lige var nok til, at han kunne skaffe sine gældsforpligtelser af vejen. Dog viste det sig, at de tidligere kompagnoner, der skulle drive bladet videre ikke kunne udbetale beløbet straks. Samtidig viste det sig, at en mindre investering i en grubelod var slået fejl. Henry George stod derfor igen på helt bar bund.

Drøm og virkelighed fortsat fra side 12



georgeISSN nr. 1603-2527

Udgiver:Den Danske Henry Georges Forening

Redaktion:Dan Holst Nielsen (ansvarsh.)[email protected]

tlf. og fax. 65 96 19 31Bakkegårdsvej 395330 Munkebo

*Peter Ussing

[email protected]. og fax. 98 99 18 47

*Kir Klysner (lay-out)

[email protected]

Udkommer i 2008 3 gange: i april, august og december.

Næste deadline 20. november

Tryk:One Way Tryk a/s,

Industrivej 3a8660 Skanderborg

www.etryk.dk

Abonnementspris:Kr. 100 pr. år

Copyright: Stof i george må gengives, når kilden

angives. Artiklerne udtrykker alene skribenternes holdning, som kan afvige fra såvel redaktionens som udgivernes.

georg

ists around the world

Jo rd en for folket

Afsender:Tidsskriftet GeorgeLyngbyvej 56 A 2100 København Ø

Returneres ved varig adresseændring

»You ain’t no kind of a manif you ain’t got land«

Pete, i »O Brother,Where Art Thou?«

Hjemme i Philadelphia, hvor de havde borgerkrigen tættere på end i Californien, mærkede man ændrede vilkår for at leve et normale liv. Faderen skrev til Henry, at alt nu drejede sig om krig. Handelen var skrumpet ind om ikke ligefrem suspenderet. Richard George, der i mange år havde ernæret sig og sin familie ved at sørge for trykning og udgivelse af forskellige skrifter for den anglikanske kirke i Philadelphia, havde måttet opgive dette arbejde pga. den hårde konkurrence i trykkeribranchen. Han var nu kontorist i toldvæsenet, men blev afskediget i en

Serien om den unge Henry George:

Drøm og virkelighed

fortsættes side 11

Denne buste af Henry George fi ndes i parken ved Nordisk Landbrugsakademi i Pårup ved Odense (tidligere Fyns Stifts Husmandsskole).

www.henrygeorge.dk

Glæd dig til at se vores

nye hjemmeside!

Styrelsen

er nu endelig i gang med at

etablere en helt ny hjemmeside. Adressen er stadig den

gode gamle. Design og indhold vil derimod være helt nyt og fuldt ud leve op

til de berettigede krav, som vi alle med rette stiller til en sådan. Den vil være fuldt

funktionsdygtig inden årsmødet i september. Men selv efter den tid vil stoffet til

stadighed blive fornyet og forøget, og der vil blive indført andre forbedringer efter

behov.

Så kik ind til den en gang imellem - og henvis andre til

at gøre ligeså!

george sommer 2008 - 85. årgang nr. 2

Documents