25

F R A K O M I T É T I L K O M P E T E N C E C E N T E R

år25

Forvent ikke, at dette jubilæumsskrift i anledning af 25-åretfor DAKOFAs fødsel er en skildring af de mange ædle kvindersog mænds virke, som har muliggjort DAKOFA. Dem har derværet mange af, og meget har de udrettet, da størstedelen afDAKOFAs indsats har været baseret på frivilligt arbejde. Ogdet er såvel nutiden som eftertiden dem stor tak skyldig.Ingen nævnt, ingen glemt – idet vi dog skal rette en særligtak til syv personer, som har bistået med at stykke historiensammen, og som alle tillige var med til at løbe DAKOFA igang, nemlig Jens Aage Hansen, Per Nilsson, Niels Jørn Hahn,Jørgen Jessen, Heron Kleis, Knud Fogsgaard og ThomasHøjlund Christensen.

Nej, vi har fundet det mere interessant at tegne nogle tidsbil-leder fra de forgangne årtier, som forhåbentlig kan blive etnyttigt opslagsværk. Vi kan nemlig herved vise, hvordanDAKOFA som en dynamisk organisme er opstået og heletiden været et spejlbillede af sin samtid. Som faglig foreninghar DAKOFA aldrig haft intentioner om at stoppe eller drejeudviklingen i bestemte retninger. Netop derfor bliverDAKOFAs historie et spejl af samtiden, en refleksion af de tek-nologiske, politiske og økonomiske forandringer.

Fire tidsbilleder har vi sat navn på, nemlig:

• ”Fra hygiejne- til miljøproblem”(Tiåret op til DAKOFAs dannelse i 1982)

• ”Reguleringsperioden” (1982-1992)

• ”Affaldets guldalder” (1992-2002)

• ”Mest miljø for pengene” (2002-2007)

Det bærende element for DAKOFA har i alle 25 år været for-midling og udveksling af viden om affald og affaldshåndte-ring. Det være sig såvel ekspertviden som den mere politiskeeller holdningsbaserede viden, som er mindst lige så afgøren-de for samfundsudviklingen.

Med miljøplanlæggeren Jesper Holms ord, så sker der ”… idag en udviskning af grænsen mellem de to former for viden.Græsrødderne og deres organisationer ekspertificeres, ogeksperterne og deres institutioner politiseres. Græsrøddernesom et resultat af faldende medlemsaktivitet, ekspertsidensom et resultat af stigende afhængighed af det politiskesystem og dermed tab af forskningsmæssig og personlig fri-hed. Vidensproduktionen og vidensdistributionen på miljø-området har fået mange flere aktører, i et omfang, i en blan-ding og i en mængde, der kan gøre det svært at skelne devæsentligste signaler fra støj.”

Balancegangen for DAKOA har altid været at være upolitiskuden at være usynlig, hvilket undertegnede i al beskedenhedundertiden har haft svært ved, og DAKOFA har måske nokgennem årene givet plads og rum for mangen en støjsender.Det bør dog fortsat være DAKOFAs fornemmeste opgave atruste sine medlemmer til at navigere i dette tiltagende infer-no af støj og her skelne de væsentligste signaler fra støjen. Atbibringe dem kompetencer til at møde udfordringerne i etforanderligt samfund, hvor rammebetingelserne skifter i etstadigt hurtigere tempo, og hvor globaliseringens forskelligeudtryk skaber uforudsigelige sceneskift.

Det er således ikke fysiske eller kemiske egenskaber ved etmateriale, der afgør, om det er et produkt eller affald, ellerhvordan det mest hensigtsmæssigt håndteres.

Det er heller ikke dets værdi eller gangbarhed på et marked.Det er snarere udefra kommende påvirkninger, f.eks. hovsa-historier i pressen. Hen over en nat i 2001 blev f.eks. en mas-siv materialestrøm som kødbenmel pludselig til et affalds-produkt, ’blot’ p.g.a. skræmmende TV-billeder af purungeCreutzfeldt-Jakob-ofre, der hjælpeløst måtte sondemades ogdøde, og hvis eneste synd var, at de havde spist oksekød, dersandsynligvis var blevet BSE-befængt via kødbenmel i fode-ret. Ikke mindst for at beskytte den europæiske eksport afkød blev vi i kølvandet herpå vidne til den hidtil mest omfat-

2

Litteraturliste · side 40

Krystalkuglen

(2007-….) · side 38

Mest m

iljø for pengene

(2002-2007) · side 29

Affaldets guldalder

(1992-2002) · side 18

Reguleringsperioden

(1982-1992) · side 9

Fra hygiejne- til miljøproblem

(-1982) · side 4

Prolog · side 2

IND

HO

LD

Prolog

3

25 år med affald, energi og m

iljø….

Indstik, midtersiderne

DAKO

FAs formæ

nd

1982-2007 · side 43

Konference-emner

1985-2007 · side 41

BI LA

G

DAKOFAs sekretariatVesterbrogade 74, 3. sal1620 København V

Tlf: 32 96 90 22Fax: 32 96 90 19

E-mail: dakofa@dakofa.dkHjemmeside: www.dakofa.dk

Medarbejdere i sekretariatet:Suzanne Arup Veltzé, direktørHenrik Wejdling, Annette Mejia& Jens Peter Nørgaard, koordinatorerGrace Nørgaard, sekretærKim Mikkelsen, økonomichef/IT-projektleder

Redaktionen af jubilæumsskriftet 1982-2007 er afsluttet 24. august 2007

Oplag: 1.000 stk.Layout: DesignKonsortietTryk: Trykteam AS

tende EU-forordning, verdenhavde set (endskønt verdenunægtelig allerede var hårdtprøvet!). Forordningen omanimalske biprodukter regu-lerer således alt fra halveoksesider til tyggeben og

jagttrofæer, og sætter sig spor langt ind i affaldsbehandlin-gen – ja, ’opfinder’ så at sige nye affaldsstrømme.

Omvendt er PCB-holdig fuger i termoruder tilsyneladendealdrig blevet et ’issue’ i Danmark, mens vore skandinaviskebroderfolk ihærdigt samler dem ind og behandler dem medden respekt, deres dokumenterede miljø- og sundhedsskade-lige effekt berettiger.

For den rationelt tænkende tekniker (ingeniør?) er det ofte engåde, hvornår noget er affald, og hvornår det ikke er, og der-næst hvordan det behandles mest optimalt. Og hvad næstenværre er: Affaldets mængde og sammensætning er så langtfra statisk. Det er om noget et spejl af samtiden.

Allerede 50’ernes overgang fra kul- til oliefyring i de danskehusstande og eksplosionen i anvendelse af plast gav affald-sindsamlere og –behandlere forvarsler om, at affaldet kanændre sig nærmest fra dag til dag. Og sådan er det fortsatlige siden.

Da den første oliekrise slog igennem i starten af 70’erne,faldt mængden af brændbart affald mærkbart – simpelthenfordi folk nu selv futtede affaldet af i kakkelovne, og nu plud-selig ikke længere betragtede det som ”affald”.

Vestforbrænding måtte i den anledning sætte en udbygningi bero.

Året før DAKOFAs fødsel, dvs. i 1981, markedsførtes verdensførste PC. I dag tilhører IT-udstyr den gruppe af importeredevarer, der har næststørst betydning i værdi – og elektronik-skrot vejer nu tungt – om ikke vægtmæssigt, så i hvert faldmiljø- og ressourcemæssigt – i affaldsstrømmen.

I går markedsførtes 245 produkttyper i Danmark, der er base-ret på nanoteknologier eller som indeholder nanopartiklerindenfor så forskellige områder som personlige pleje, sports-udstyr, tekstiler, bilpleje og elektronik. I morgen vil de være iaffaldsstrømmen og i overmorgen vil de være der mangefold.Også de vil veje stadig tungere i ressourcehusholdningen.

I går var styringen af affaldsstrømmene helt og holdent over-ladt til kommunerne. I morgen vil store dele måske blive sty-ret af ’den usynlige hånd’ på kryds og tværs af landegrænserog indgroede traditioner.

Verden og dens affald er foranderlig – og DAKOFA med!

Suzanne Arup Veltzé

(Om)verden i glimt1971: LCD-displayet markedsføres og baner vejen for lommeregneren.1972: Romklubben udgiver ’Grænser for vækst’, finansieret af VolksWagen-fabrikkerne.1973: Olieprisen firedobles. Danmark indtræder i EF sammen med England og Irland. Pinochet styrter Allende (11.09.!) ved et

militærkup i Chile.1974: Nixon forlader sit præsidentembede grundet Watergate-skandalen.1975: Første danske ølejr for mænd. Demonstration mod Thorsens Jesusfilm. Sidste amerikanske

tropper forlader Sydvietnam.1976: Seveso-katastrofen sluser ’dioxin’ ind i hverdagssproget. Israelske elitesoldater befrier flygidsler

i Entebbe. Mao dør (dog ikke ved den lejlighed).1978: Dørene tages af alle telefonbokse i København af frygt for ’Bombemanden’1979: Sovjet invaderer Afghanistan.1981: Sadat myrdes. IBM markedsfører den første PC.1982: Schlüter statsminister. Falklandskrigen bryder ud – og slutter.

Hovsa-missilet slår ned i Lumsås.

4

1971 - 1982Fra hygiejne- til miljøproblemAffald institutionaliseres – forudsætningen for DAKOFAs skabelse

1971

1972

19731974

1975

19761977

Sammenfatning

Affald og spildevand havde siden industrialiseringenværet betragtet som et hygiejnisk problem, som kunnevære kilde til sundhedsmæssige skader. Regulering ogvidenopbygning skete derfor inden for de hygiejniskediscipliner og ressort-områder.

60’erne fødte nye ideer om miljø og om ressourcernesendelighed, og fra 70’erne og frem var tiden præget af enoverordnet institutionalisering af ”miljø” som et sam-fundsmæssigt anliggende.

Miljøbeskyttelsesloven i 1973 var det første, gennemgrib-ende forsøg på at tilvejebringe grundlaget for overblik ogkontrol også over affaldshåndteringen. Alle nye anlæg ogdeponier skulle nu have en miljøgodkendelse,

samtidig med at de lokale myndigheder opfordredes tilat skabe et overblik over affaldsmængderne fordelt påforskellige affaldstyper. På kommunalt plan voksede etomsiggribende samarbejde frem omkring bl.a. etableringog drift af forbrændings- og deponeringsanlæg.

Universiteterne fokuserede på miljø og ressourcer, ogkandidater med specialer på området klækkede.Internationalt var flere danske aktører allerede dybtengagerede i ISWAs arbejde og savnede en national plat-form at arbejde fra.

Affald var kommet på dagsordenen. Aktørerne defineret,rummet skabt og scenen sat for det, der skulle blive’Dansk Komité For Affald’, DAKOFA.

VerdenI slutningen af 60’erne spirede en miljødebat frem som res-pons på 60’erens højkonjunktur, hvor troen på økonomiskvækst var i højsædet. Væksten i 60’erne resulterede i et stortressourceforbrug, der i det store og hele ikke blev reguleret afandet end mætning. Tiden var præget af en optimistiskvækstfilosofi samt en udbredt grad af forbrug. Carsons ’Dettavse forår’ tændte allerede i 1962 de første alarmlamper, somviste, at uhæmmet brug af DDT satte sig spor i miljøet, uned-brydeligt som pesticidet var, og i kølvandet på denne erken-delse gryede miljødebatten som en del af den kritik af vækst-samfundet, der groede frem parallelt med velstandsstignin-gen. Miljødebatten, ungdomsoprøret, hippierne – det hele illu-strerer et skift mod værdsættelse af immaterielle værdiersåsom livskvalitet og miljø.

DanmarkDette skift i værdigrundlaget, som den vestligeverden oplevede ved indgangen til 70’erne, førtetil, at miljøproblemer i stadig højere grad blev kilde tiloffentlig debat. Offentligheden gav udtryk for bekymring overeffekterne af vand-, luft- og jordforurening, samt frygten for A-kraft.

Miljøproblemer opfattedes som noget, der var knyttet tilnogle bestemte forurenere, og årsagen til miljøproblemerneskyldtes i offentlighedens øjne primært mangel på kontrol.Det var derfor typisk, at eksperter og efterhånden også politi-kere i de tidlige 70’ere netop arbejdede ud fra en såkaldtcommand-and-control strategi.

Løsningerne var i denne periode præget af planlægning ogadministration. De vigtigste strategier var ofte rensning, for-tynding og anvendelse af filtre – de såkaldte end-of-pipe løs-ninger. Det gav staten en meget vigtig rolle, og der lagdesvægt på naturvidenskabelig forskning til fremme af løsninger.

Det var enkeltsagerne, der var i fokus (Cheminova, Grindsted-værket), og problemstillingerne var næsten udelukkende natio-nale og kun grænseoverskridende i form af Østersøens ellerNordsøens forurening med vægt på fiskerierhver-vets mulige tab - de globale perspektiver mang-lede helt. I denne fase handlede det mest omerkendelse og registrering af miljøproble-merne – sådan som Rachel Carson havdelagt ud med i 1962.

MiljøpolitikkenAffald betragtedes frem til 70’erne i alvæsentlighed som et hygiejneproblem, ogindsamlingen af dagrenovation regulere-des da også gennem sundhedsvedtægter, som godt nokadministreredes af kommunerne, men under embedslægensskarpe overvågning.

Med den gryende miljødebat blev ’affald’ og dets behandling tilet forureningsproblem, snarere end et spørgsmål om hygiejne.

Forureningsrådet, 1970

Regeringen dannede i 1970 et Forureningsråd, som i løbet afbare to år producerede 31 rapporter, inklusiv en om luftfor-urening fra forbrændingsanlæg. Den dannede i øvrigt basisfor en orientering om affaldsforbrænding med nogle generel-le anbefalinger for visse stoffer. Sammen med ”Vejledning forkontrollerede lossepladser”, der ligeledes med afsæt iFoureningsrådets arbejder udkom i 1974, var orienteringenom forbrænding de første eksempler på forureningsregule-ring af affaldsbehandlingen. Blandt ingeniører og jurister vardet ikke særlig velanset, at forbrændingsanlæggenes drift nuskulle reguleres ud fra en ”orientering”. Ikke desto mindreopererede den som guideline indtil 1986, mens deponerings-vejledningen blev afløst af en ny i 1982.

Miljøstyrelsen i 1972, Miljøministeriet i 1973 og

Miljøbeskyttelsesloven i 1974

I 1971 fik Danmark en socialdemokratisk regering, derudnævnte landets – og velsagtens verdens - første miljømini-ster, endskønt ministeriet og embedet blev døbt noget andet,nemlig hhv. ”Ministeriet for forureningsbekæmpelse” og”Minister for miljø og forureningskontrol”. Ministeren gikstraks i gang med udarbejdelse og fremlæggelse af verdensførste miljøbeskyttelseslov, der blev vedtaget i 1973 medikrafttrædelse 1. oktober 1974.

Efter 1974 skulle alle nye deponerings- og forbrændingsanlægsåledes have miljøgodkendelser efter lovens kapitel 5.

Miljøstyrelsen blev etableret 1. april 1972 som led i mil-jøreformen, der samlede en række spredte miljøbeskyt-tende bestemmelser fra så forskellige ressortområdersom Indenrigsministeriet (vandforsyning, affald, lev-nedsmidler), Landbrugsministeriet (vandafledning,kemikaliekontrol), Fiskeriministeriet (beskyttelse af fer-ske og salte vande) og Handelsministeriet (olie- og

5

1978

19791980

19811982

kemikalieaffald) under Ministeriet for forureningsbekæmpel-se, der fra 1973 fik sit nuværende navn: Miljøministeriet.Senere kom store dele af forvaltningen fra Boligministerietog Kulturministeriet til.

I overensstemmelse med intentionerne i kommunalrefor-men fra 1970 delegerede miljøbeskyttelsesloven i vidtomfang administration, tilsyn og kontrol til kommunerne ogamtskommunerne. I forbindelse med lovreformen blev derudsendt pjecer til almenheden, industri, landbrug og kom-munerne. Miljøstyrelsen afholdt i alle regioner foredrag forkommunale politikere og medarbejdere. Traditionen medkurser på den Kommunale Højskole i Grenå blev herved ind-ledt.

Affaldshåndteringens institutionalisering

Den institutionalisering af affaldshåndteringen, der opleve-des i 10-året havde rødder tilbage til 60’erne, hvor affaldsop-gaven var blevet af mere krævende karakter. Skift fra kul tilolie i boligopvarmning, plastikkens indtog og den øgedebosætning og vækst i byerne ændrede radikalt på affaldetsart og mængde, og de første mere formelle affaldssamarbej-der mellem kommunerne indledtes.

Stads- og havneingeniørforeningen og Kommuneingeniør-foreningen ( ja, der var to foreninger dengang!) nedsatte en”Affaldskomité” som skulle lette kommunerne i deres arbejdemed affaldets bortskaffelse, og de første store affaldsinteres-sentskaber dannedes i slutningen af 60’erne og begyndelsenaf 70’erne.

I 70’erne begyndte affaldsforbrænding at vinde indpas for

alvor (selv om Danmark kunne fejre 100-året for det førsteforbrændingsanlæg i 2003). Det skyldtes ikke mindst, at los-sepladserne i udkanten af byerne var ved at være fyldt op.Ved at forbrænde affaldet kunne affaldets omfang reduceres,og der kunne spares på lossepladskapaciteten og transport-udgifterne. Affaldshåndtering voksede til at blive en fælles-kommunal opgave, og en række selskaber opstod i 70’ernebåde omkring affaldsforbrænding – en del med en tilknyttetvarmeforsyning – og omkring lossepladser.

Oliekrisen og affaldsforbrændingen

Oliekrisen i 1973 puffede gevaldigt til bevægelsen for at fåudnyttet energien i affaldet til fjernvarme, og i 1976 blev detdanske Energiministerium etableret, der som det første varoptaget af at reducere Danmarks afhængighed af olien.Elselskaberne blev anmodet om at konvertere til kul, og storefjernvarmenet blev etableret for at sikre den størst muligeudnyttelse af overskudsvarmen.

Forbrændingsanlæggene nød godt af den nye energipolitik,da det blev nemmere at sælge fjernvarmen. Senere, da manintroducerede afgifter på olie og senere kul for varmeleve-ring, kunne anlæggene lade deres priser stige i ly af disse –idet dog historien siden hen har indhentet forbrændingsan-læggene, som i dag også må udrede varmeafgifter.

Miljøstyrelsen maner til registrering og planlægning

I en vejledningen fra 1974 anbefalede Miljøstyrelsen, at amts-kommunerne burde foretage en registrering af affaldsmæng-der, og opdele denne i en række affaldstyper. Der opfordresligeledes til en registrering af kemikalieaffald og sygehusaf-fald, herunder risikoaffald. Registreringen skulle omfatte

6

1971

1972

19731974

1975

19761977

hvordan affaldet indsamledes, sorteredes, transporteredes ogbehandledes.

Miljøstyrelsen understregede, at det ikke ville være tilstræk-keligt at bygge på oplysninger fra kommunale behandlings-anlæg alene, men at det ville være nødvendigt at indsamleoplysninger direkte fra de affaldsproducerende virksomhederog fra private affaldsmodtagere. Ligeledes anbefaledes det, atder opstilledes en prognose over det fremtidige behov forkontrollerede lossepladser, fyldpladser og deponeringsplad-ser for slagger og giftigt affald m.v. - baseret på en opgørelseaf fordelingen på de forskellige affaldstyper, og styrelsen flet-tede i den forbindelse ind, at forbrændingsanlæg jo var min-dre arealkrævende end deponeringsanlæg. Der skulle dog gåen halv snes år førend den første landsdækkende affaldskort-lægning gennemførtes.

Fokus på miljøeffekter

Efter miljøbeskyttelsesloven skulle der som del af regional-planlægningen udarbejdes planer for etablering eller udbyg-ning af forbrændingsanlæg og lossepladser. Arealdisponeringog lokalisering af affaldsanlæg skulle ske under hensyn tilomgivelsernes sårbarhed over for forurening, herunder hen-synet til beskyttelse af vandrecipienter og grundvands- ogråstofforekomster, landskabelige interesser m.v. Selve begre-bet affaldsplanlægning er på dette tidspunkt ganske nyt, ogreguleringen retter sig primært mod behandlingsanlæggeneog deres potentielle påvirkninger af det omgivende miljø.

Det daværende miljøreglement, arvtageren for sundhedsved-tægterne, rummede en pligt for kommunerne til at foranledi-ge fælles bortskaffelse af husholdningsaffald i byområdermed over 1000 indbyggere. Valget af bortskaffelsesmetodervar dog et rent kommunalt anliggende, idet Miljøministerietikke havde beføjelser til at foreskrive den ene eller den andenbehandlingsmetode. Miljøstyrelsen havde på dette tidspunktalene beføjelser til at behandle klagesager vedrørende god-kendelserne af behandlingsanlæg og ansøgning om dispen-sation fra miljøreglementet.

Tilsvarende gjaldt for olie- og kemikalieaffald, som regulere-des efter lov om olie- og kemikalieaffald fra 1972. Loven havdeførst og fremmest baggrund i ønsket om at etablere detkommunale selskab Kommunekemi A/S. Olie- og kemikalieaf-fald skulle enten afleveres hertil via en kommunal modtage-station, eller bortskaffes på anden forsvarlig måde. Hellerikke her var der fra myndighedernes side mulighed for at

foreskrive en bestemt bortskaffelsesmetode, hvilket betød, atder f.eks. ikke kunne inddrages genanvendelsesaspekter.Hovedreglen var dog aflevering til modtagestationer ogKommunekemi. Denne forvaltningsform gav anledning tileksportfremstød og blev kopieret af såvel Sverige somFinland (med danske anlægsleverandører!).

Verdens første lov om genanvendelse!

Miljøministeriet arbejdede dog i perioden for at fremmegenanvendelsen, dels ud fra et formål om at reducereaffaldsmængden, dels for at reducere ressourceforbruget. Pådenne baggrund blev der i 1978 introduceret et lovgrundlagfor så vidt angår papir og drikkevareemballage. Danmark blevsåledes det første land i verden, der introducerede en lov omgenanvendelse.

Den overordnede målsætning var, at mindst halvdelen af altaffald skulle genanvendes. Med hjemmel heri blev det for-budt at sælge dåseøl og – sodavand, så man undgik alle dehenkastede metaldåser – et forbud, som senereførte til den såkaldte dåsesag på EU-niveau.

Genbrugsstationer – men stadig trange kår

I 1981 åbnedes landets første genbrugsstation, og siden gikdet slag i slag landet over. I samme år igangsatteMiljøstyrelsen en uvildig teknologisk vurdering og en tekniskøkonomisk sammenligning af kildesortering, central meka-nisk sortering og forbrænding af husholdningsaffald.

Samme år efterspurgte Miljøstyrelsen bedre styringsmidler tilaffaldsplanlægningen, og fremhævede, at såfremt lokalise-ringsplanlægningen skulle udvides til at omfatte en egentligaffaldsplanlægning, burde genanvendelsen inddrages heri, ogat det burde overvejes at udvide området for genanvendelses-loven, således at der kunne gives tilskud i forbindelse medudvikling af processer og tekniske metoder, der vedrørte andrematerialegrupper end papir og drikkevareemballage. Vedændringen af loven i 1982 hjemledes denne tilskudsordning.

Perioden blev kendetegnet ved relativt beherskede regule-ringstiltag fra statens side. Der udstedtes i snit således min-dre end to egentlige forskrifter om affald om året, ogder var også langt mellem publikationer fraMiljøstyrelsen, omhandlende affald (se figur 1 side13), men affaldet var dog på dagsordenen og affy-ringsrampen til 80’ernes mange tiltag på området var grundlagt.

7

1978

19791980

19811982

1978

19791980

19811982

DAKOFA fødesAllerede i slutningen af 70’erne var flere danske aktører dybtinvolveret i internationalt affaldsarbejde gennem ISWA, ogmed det rum, der politisk, økonomisk og organisatorisk nuvar skabt for en national platform for dette arbejde, indledtesen heftig mødeaktivitet mellem centrale aktører på affald-sområdet i årene 1979-1981.

Her tegnedes en skitse til en komité, som kunne rumme ogskabe debat om affald og miljø med deltagelse af alle rele-vante parter og med inddragelse af det internationale per-spektiv, som allerede lå i ISWA-relationerne.

Øvelsen var at skabe en komité, der ikke samtidig ville gøreindhug i medlemmernes interesser. Det gjaldt f.eks. de rådgi-vende ingeniører, som ikke ønskede konkurrenter på udred-ninger og rådgivning, og flere aktører manede til besindig-hed og advarede mod at løfte fanen for højt.

Det lå lige for at overveje Dansk Ingeniørforening som hjem-sted for ”DAKOFA”, som allerede var blevet et dæknavn forkomiteen under de indledende drøftelser i 1981-82 (efternogle år med det måske mere tidstypiske ’DanskRenholdningsteknisk Forening’ efter nordisk model), og pro-blemet med at undgå strandhugst på medlemmernes forret-ningsområder løstes ved at definere DAKOFA som en for-ening – altså et mødested, hvor de unge løver fra universite-terne og forskningsinstitutionerne kunne komme til orde ogfå prøvet ideer og projekter af på de erfarne medlemmer frapraksis og administration.

Det var ligeledes intentionen, at DAKOFA skulle være etforum for debat af forskningsresultater eller nye administra-tive tiltag fra Miljøstyrelsen eller EF – eller initiativer, somISWA havde taget (eller burde tage…).

Spørgsmålet om demokrati og repræsentativitet løstes ved atindføre et Teknisk Råd, som havde udpegede medlemmer afpolitisk og faglig relevans. Rådet har eksisteret lige siden, ogstår fortsat som den teknisk/videnskabelige garant for kvali-teten i DAKOFAs aktiviteter, ligesom de senere tilkomne merepolitiske repræsentanter i Rådet sikrer, at foreningen holdersig på dydens smalle vej, hvad det politiske angår.

Inden endelig beslutning om at oprette et selvstændigtDAKOFA overvejedes – tidstypisk nok – en eventuelt tilknyt-ning til Dansk Ingeniørforenings HygiejnetekniskeFaggruppe, men valget faldt på den selvstændige organisa-tion, ikke mindst fordi dette ville give affaldet en egen identi-tet og gøre mulighederne for nye, faglige udviklinger større.

DAKOFA etableredes med lidt sekretariatshjælp fra DanskIngeniørforening, og inden udgangen af 1982 havde dennyklækkede forening 79 medlemmer.

Dannelsen af DAKOFA blev samtidig brugt som inspiration tilen omstrukturering af ISWAs opbygning, idet hele struktureni de følgende år – på dansk initiativ – omlagdes, så den netopbyggede på nationale medlemsorganisationer, der havdestørre national klangbund end hidtil. DAKOFAs internationaleperspektiv var således med fra fødslen – men så at sige rettetbegge veje!

8

1983

19841985

1986198719

2

9

(Om)verden i glimt:1983: ”Internet Domain Name System” opfindes. Alotria-BZ’ere graver sig ud via tunnel.

USA invaderer Grenada. Sverige gør krav på Hesselø.1984: Bhopal-ulykken i Indien dræber 3.000 øjeblikkeligt og derefter anslået mindst 120.0001985: Gorbatjov bliver Sovjetunionens leder. ”Indre marked” (Fællesakten) vedtages gennemført i løbet af 7 år.

Første udgivelse af ”Steen & Stoffer”.1986: Palme myrdes. Tjernobyl-ulykken sender danske køer ind på stald igen, og radioaktivt nedfald kan spores på store dele af

den nordlige halvkugle – helt til Kamchatka. Spanien og Portugal med i EF. Kartoffelkur i DK.1987: Rust lander på Den Røde Plads. Simpsons ser dagens lys. Fællesakten træder i kraft. Brundtlandrapporten ’Vor fælles

fremtid’ udkommer.1988: Sommerspiret styrter i havet, rutefly i Lockerbie og DAKOFAs økonomi i grus. VU’s Lars Løkke Rasmussen kommer i protest

mod ’Operation Dagsværk’ afghansk mujahedinbevægelse til undsætning i krigen mod sovjetiske invasionsstyrker meden pengegave på 600.000 kr. og poserer med AK47.

1989: Muren falder i Berlin. Massakre på den Himmelske Freds Plads i Beijing. Danisco A/S dannes ved fusion. Fløjlsrevolutionindledes i Tjekkoslovakiet. Smør 40 lanceres.

1990: Golfkrig I. De to tysklande genforenes. Scandinavian Star brænder. Nelson Mandela sættes fri.1991: Kulstof-nanorør opfindes. Estland, Letland og Litauen selvstændige. Sovjetunionen opløses. Linux frigives til internettet.1992: Rio-topmøde om bæredygtig udvikling. Danskerne stemmer nej til Maastricht-traktaten – men ja året efter. Kærgården

markedsføres. EF bliver til EU.

1982 - 1992Reguleringsperioden

Sammenfatning

Perioden er karakteriseret ved en stadig større internatio-nalisering gennem EF, der i periodens løb bliver til EU, ogogså på globalt plan prioriteres miljøpolitikken. Det kom-mer særligt til udtryk med udgivelsen af Brundtland-rap-porten om bæredygtig udvikling i 1987.

Miljø står derfor i en høj kurs, og skal prioriteres nærmestuanset hvad det koster. Ikke mindst genanvendelsen ståri høj kurs sammen med energiressourcerne. Tiden er ken-detegnet ved indføringen af meget vigtige lovmæssigestyringsmidler gennem ”den danske affaldsmodel”, hvoranvisningsret og benyttelsespligt bliver alfa og omegasammen med introduktion af affaldsafgifterne.Planlægning er tidens løsen med region- og sektorplaner,

og også de første nationale ”Affaldsredegørelser” serdagens lys og danner grundlag for den første egentligehandlingsplan på området.

Der afsættes midler til udvikling af systemer og teknolo-gier, og antallet af Miljøstyrelses-publikationer medaffald som tema tager til vokse, og der sker en yderligereteknologisering af affaldshåndteringen. F.eks. bliveraffaldsforbrænding ikke længere blot et spørgsmål om atminimere affaldets volumen, idet der også tænkes i tek-nologiske processer til røggasrensning og genanvendelseaf restprodukterne, samtidig med en optimering af bådeel- og varmeproduktion, og også biogas- og komposte-ringsanlæg udvikles teknologisk.

Miljøpolitikken i Danmark og EF/EUAppetitten på lovbestemte og formaliserede sektorplanervoksede gennem 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Detgjaldt også i andre ministerier, og reglerne om regionplanerstilvejebringelse blev kopieret i vid udstrækning. Alle lagdeplaner, men ofte på kryds og tværs. En statslig redegørelse fiki 1983 symptomatisk nok den sigende titel: ”Al den planlæg-ning – hvorfor og hvordan?”

De strategiske miljøhandlingsplaner fra midten af 1980’erneog områdeudpegninger til opfølgning af EF-direktiver ellerinternationale konventioner var nye varianter af rammesty-ring. Områdeudpegningerne havde til formål at konkret atpåvirke adfærden ved administrationen af tilladelsesordnin-ger m.v., således at de lokale myndigheder handlede mererestriktivt inden for f.eks. internationale naturbeskyttelses-områder.

EF’s tredje miljøhandlingsprogram

På EF-plan var man allerede nået til det tredje miljøhandlings-program i 1983, som forsøgte at danne en parallel mellem løs-ningen af den verserende økonomiske krise og en miljøpolitik,der skulle sikre besparelser i trækket på miljøets naturressour-cer: ”Hvis ressourceforbruget ikke sænkes, så vil det resultere ien ny økonomisk krise”, var dogmet. Ressourcerne var derfor iden officielle politik og tænkemåde ikke længere blot grund-laget, men også grænsen for yderligere økonomisk vækst.Ressourcerne opfattedes ikke længere som værende uendeli-ge, og den materielle vækst ansås for at have fysiske grænser.Dermed blev miljøproblemerne nu officielt defineret som enmulig barriere for udviklingen af det økonomiske system, ogmiljøpolitikken blev derfor også til mere end blot et spørgs-mål om at sikre menneskets sundhed.

”Miljø” blev således i 80’erne til high politics. Der lagdes nuvægt på, at miljøpolitikken skulle ses som en strukturpolitik,der burde gennemføres uafhængigt af usikkerheden vedrø-rende de økonomiske konjunkturer – netop for at undgå, atfremtiden blev bragt i fare. Ingen minister med respekt forsig selv og sit politiske liv undlod at støtte miljøsagen.

Det nye i denne periode var ligeledes forsøget på at danne enoverordnet ramme for en række sektorer (landbrug, energi,industri, transport og turisme). Dermed tog the establish-ment afstand fra den isolerede miljøpolitik, idet miljøhand-lingsprogrammet tvært imod påpegede, at miljø skulle væreet integreret element i enhver samfundsøkonomisk aktivitet.

Som noget nyt introduceres ideen om afgifter, der skulle fåvirksomhederne til at overholde normer og fremme den tek-nologiske innovation, men det var og blev et nationalt anlig-gende, om man ville tage sådanne styringsmidler i brug.

Oliekrise II og lavkonjunkturen skabte derfor mulighed for enselvstændiggørelse af miljøpolitikken. ”Miljø” var ikke længe-re “blot” en sideeffekt af økonomien, der skulle kontrolleres,og derved blev ”Miljø” i højere grad et spørgsmål om fremti-dens ressourcer og grundlaget for al fremtidig udvikling.

I midten af 80’erne bevægede den institutionaliserede miljø-politik og –forskning sig mere og mere i retning af en livscy-klusopfattelse. Det blev nu toneangivende at se på hele pro-duktionsprocessen - lokalisering, industrianlæg, produkter ogprocesser - samtidig med, at man skulle se på den måde, virk-somhederne påtog sig ansvaret for deres affald. Miljøpoli-tikken udfordrede den traditionelle købmands-økonomisketænkemåde ved at tale om kort- og langsigtede strategier.Det blev klart, at foranstaltninger, der virkede konkurrence-forvridende på kort sigt, kunne være fordelagtige på langtsigt. Og det lagde naturligvis op til lidt af en kamp på EF-plan, hvor harmoniseringens nødvendighed udgjorde en dybtsedimenteret opfattelse – ja, nærmest havde karakter af ennaturlov.

Der skete derfor nogle grundlæggende ændringer også påEF-plan i disse år, hvilket tydeligt ses ved at ”Miljø” med DenEuropæiske Fælles Akt i 1987 indskrives i artikel 130r-t i trak-taten. Derudover indskrives en ny artikel 100a om miljøbe-skyttelse under bestemmelsen om det indre marked. Godtnok skulle vi have ”et fælles, indre marked” uden nogen for-mer for tekniske handelshindringer – så som opskruede mil-jøkrav -, men der skulle trods alt være plads til at beskytte

miljøet i forskellige gear,var hovedkonklusionen.Miljøet så at sige sejredeover den rene markedsøko-nomi.

10

1982

1983

19841985

19861987

Affaldet og DanmarkInstitutionaliseringen af affaldet når i Danmark i denneperiode en sådan grad, at affaldet får sit eget kontor iMiljøstyrelsen (1984), og skriverkarlene her gik straks i lagmed at udfærdige redegørelser og forskrifter i en lind strøm.De følgende år opviser således en kavalkade af forskrifter,redegørelser og rapporter om affald:

Hierarkiet ser dagens lys

I 1985 udgav Miljøstyrelsen en handlingsplan for 1985-1990,hvori der opstilledes et særligt afsnit for affald, baseret påden første, selvstændige affaldsredegørelse fra samme år.Styrelsen skønnede heri, at der var behov for en yderligereindsats over for forbrændingsanlæg samt olie- og kemikalie-affaldsområdet. Genanvendelsen fik en mere central rolle iaffaldsplanlægningen i denne periode med det formål atsikre, at affaldsstrømmene skulle følge miljø- og ressource-mæssigt forsvarlige baner. På denne baggrund opstillede

Miljøstyrelsen et forslag til strategi påaffaldsområdet til løsning af affaldsproble-merne, som prioriterede indsatsen således:

• begrænsning af affaldsmængden vedrenere produktionsteknologi

• sikring af en miljømæssigt forsvarlig energiudnyttelse afaffald

• sikring af miljømæssig forsvarlig destruktion ellerdeponering af affald, samt

• begrænsning af forurening fra eksisterende og nedlagteaffaldsdepoter

Hermed plantedes kimen til behandlingshierarkiet, eller”affaldshierarkiet” som det egentligt lidt fejlagtigt siden erblevet kaldt, og som end ikke var nævnt i det dagældendeaffaldsrammedirektiv fra EF.

11

1988

19891990

1992

Den danske affaldsmodel

”Den danske affaldsmodel” er det specielle danskesystem, der fødes med et cirkulære fra MST i 1985, og somlægger ansvaret på behandling af alt affald, dvs. bådehusholdningsaffald, erhvervsaffald og farligt affald, hoskommunerne.

Ved at introducere og implementere denne model, fikKommunerne mulighed for at sikre den nødvendige kapa-citet på behandlingsanlæggene, samt opnå viden ommængderne og typer af alt produceret affald. Til modellenhørte en anvisningsret for kommunerne til korrektbehandling, og en benyttelsespligt for virksomhederne tilat benytte de anviste anlæg. Modellen var og er so fargældende for såvel deponering som forbrænding oggenanvendelse. Specielt for genanvendelsen var der til-knyttet en særbevilling, der blev administreret afMiljøstyrelsen med direktøren som formand. Bevillingenblev brugt til at udvikle nye genanvendelsesmetoder.

Modellen er ganske anderledes, end hvad man har kendt iandre europæiske lande, hvor myndighederne ofte harmanglet viden om mængderne og typer af erhvervsaffald.

Den konkrete historiske baggrund for den danske affalds-

model/cirkulæret fra 1985, var en afgørelse, hvorMiljøstyrelsens affaldskontor gav afslag på udvidelse afen eksisterende losseplads i Sengeløse, der ellers var god-kendt af det daværende Hovedstadsråd. Miljøstyrelsensafgørelse var begrundet i risiko for forurening af grund-vandsressourcer. Den var ligeledes interessant, da dennestillede spørgsmålstegn ved konflikten mellem hensyn imiljøbeskyttelsesloven og planlovgivningen. Udvidelsenaf lossepladsen var nemlig godkendt af Planstyrelsen,som varetog de overordnede fysiske planlægningshensyn,og sagen var således et af mange udtryk for, hvordan demange krydsende planer efterhånden gav problemer.

På baggrund af dette afslag opstod der protester hosvognmændene, som nu ikke vidste, hvor de skulle aflevereaffaldet. Godkendelsen af den nye losseplads ved Avedørei Hvidovre Kommune var en konsekvens af den opståedemangel på kapacitet.

Den løsning, som cirkulæret indeholdt, blev hilst velkom-men af alle parter, både kommunerne, virksomhederne ogvognmændene, og ”den danske model” har holdt ved ligetil nu, hvor Regering og Folketing har varslet liberaliseringaf sektoren.

1991

I handlingsplanen nævnes det bl.a., at der arbejdes mod enstørre udnyttelse af affaldets forbrændingsenergi. Men derhavde imidlertid vist sig større problemer med forureningenfra affaldsforbrændingsanlæg end forudset, hvilket nødven-diggjorde en øget indsats på dette område.

Derved udpegedes begrænsning af emissionerne som et ind-satsområde. Indsatsen skulle angiveligt føre til, at forurenin-gen samledes i det faste affald fra forbrændingsanlæggene(slaggen og røggasrensningsaffaldet), og at disse affalds-mængder måtte accepteres øget, uanset genanvendelse afvisse affaldstyper og fremme af mindre forurenende teknologi.

På denne baggrund udpegedes der i strategien en række pro-blemområder, der alle havde at gøre med begrænsning afforurening fra affaldshåndtering, herunder også forureningfra ikke-godkendte lossepladser samt problemer med bort-skaffelse af de store affaldsmængder fra energiproduktionen.

Samme år – 1985 – fødtes i kaoset efter manglende depone-ringskapacitet for først og fremmest erhvervsaffaldet - lige-ledes ”den danske affaldsmodel” i form af et cirkulære, derlagde ansvaret for alt affald – husholdnings- som erhvervsaf-fald – over til kommunerne og introducerede anvisningsret-ten og benyttelsespligten – to centrale virkemidler i al efter-følgende affaldsadministration (se nærmere herfor i fakta-rammen om ”den danske affaldsmodel”).

Også i året 1985 – tæt på 10-året for Seveso-ulykken - udgavMiljøstyrelsen en handlingsplan om dioxinforurening.Dioxindebatten havde da bølget frem og tilbage med syns-punkter helt fra fornægternes ’hvad der måles i nanogram,kan ikke være af betydning’ til dommedagsprofeterne, dergrundet stoffets totale unedbrydelighed havde en akkumule-ringspointe, det kunne være svært at komme udenom.

Det korte af det lange blev, at alle – også eksisterende – for-brændingsanlæg i 1985 skulle have en miljøgodkendelse, og i

den forbindelse leve op til kravet om 2 sekunders opholdstid iefterforbrændingskammeret ved mindst 850˚C, hvorved detantoges, at størstedelen af den dannede dioxin ville blivenedbrudt. Til gengæld udsatte man spørgsmålet om fastsæt-telse af en egentlig grænseværdi for udledning af dioxin– i første omgang til 1991. Historien viser, at det ikkeholdt stik, og Danmark fik først en egentliggrænseværdi fra 2002 (med gennemførelsen afEU’s reviderede forbrændingsdirektiv fra 2000).

Affaldsforbrænding havde allerede offentlighedens acceptsom en miljømæssig forsvarlig operation, men øget fokus pårøggasrensningen medførte på samme tid miljømæssigespørgsmål vedr. restprodukterne, som jo i takt med bedre ogbedre rensning af røggassen blev mere og mere problematis-ke at bortskaffe.

Stadig i 1985 udgav Miljøstyrelsen en redegørelse vedr. kemi-kalieaffald og fritagelse for aflevering. Heri gjordes det klart,at der burde ske en skærpelse af kommunernes håndteringaf farligt affald. Miljøstyrelsen var på baggrund af en under-søgelse af fritagelsespraksis kommet frem til, at for mangekommuner gav dispensation til bortskaffelse af kemikalieaf-fald på miljømæssigt uforsvarlige måder. Regelsættet ændre-des således, at det præciseredes, at der ikke kunne gives dis-pensation til udledning af kemikalieaffald via kloak, og at derkun i ganske særlige tilfælde kunne gives dispensation tilafbrænding på konventionelle affaldsforbrændingsanlæg.

Affaldsredegørelse 1987

Affaldsredegørelsen fra 1987 kortlagde eksisterende problem-er samt gav forslag til nye initiativer. Her gjordes det klart, atindsatsen på affaldsområdet på den ene side knyttede sig tiloprydningen efter tidligere tiders synder, og på den andenside forebyggelsen af forureningsproblemer ved den fremti-dige affaldsbortskaffelse.

I samme periode vandt kompostering af have- parkaffald

12

1982

1983

19841985

19861987

dioxin

frem i takt med, at denne fraktion på det nærmeste eksplo-derede i omfang via de mange nye genbrugsstationer, somtydeligvis var blevet haveejernes foretrukne week-end-udflugtsmål. Komposten viste sig at være særlig anvendeligtil jordforbedring på byggepladser, ved vej- og jernbaneanlægsamt idrætsanlæg m.v. Succesen førte til opførelsen af enrække nye anlæg i slutningen af perioden – dog ikke udenlugtgener og andre tekniske udfordringer.

Kombinationen af el- og varmeproduktion på affaldsforbræn-dingsanlæg blev i denne periode et issue, bl.a. båret på vej afet af DAKOFAs skrifter fra 1988 om netop el-produktion påbasis af affald. Det konkluderer, at ”etableringen af kombine-ret varme- og elværker i store bymiljøer, hvor også størstedelenaf forbrændingsanlæggene er placeret, gør det interessant atoverveje muligheden for at inkludere affaldsforbrænding somen kombineret varme og el enhed”. Denne udfordring blevtaget op på forskellige måder. I Jylland blev der fra elværker-nes side eksperimenteret med at involvere sig i affaldsfor-brænding ved at etablere nye kombinerede varme- og el-anlæg, og Amagerforbrænding var allerede i gang med dereslinie 4 i 1990, der som den første i Danmark blev både el- ogvarmeproducerende.

Også den danske Energistyrelse opfordrede i slutningen af80’erne til denne kombination, og Miljøstyrelsen var enig ogannoncerede ved samme lejlighed sine intentioner om at for-byde deponering af brændbart affald – et forbud, der imidler-

tid først slog igennem en halv snes år senere (nemlig i 1997).For at promovere genanvendelse indførte man i Danmark i1987 en afgift på deponering og forbrænding af affald. Dennevar i begyndelsen moderat (40 kr/t) men kom gradvist til atstige over tid for som bekendt at nå 375 kr/t for deponeringog 330 kr/t for forbrænding i 1997.

Første affaldsbekendtgørelse i 1989

Affaldet havde op gennem 80’erne været reguleret gennemforskellige bekendtgørelser og cirkulærer til kommunernesamt reglementet om miljøbeskyttelse, men i 1989 rådedesbod herpå med udstedelsen af ”Bekendtgørelse om bortskaf-felse af affald”, der over 17 paragraffer i 7 kapitler reguleredestort set alt affald, idet dog loven om genanvendelse fra 1978opretholdtes. Bekendtgørelsen cementerede anvisningsret-ten og benyttelsespligten, der således nu blev generelt regu-leret. Cirkulæret fra 1985 kunne jo – eo ipso – kun regulerekommunernes forpligtelser, ikke virksomhedernes.

I 1990 blev genanvendelsesloven suppleret med en pligt forkommunerne til at organisere indsamling af papir og glas frabebyggelser med over 2000 husstande, og affaldets håndteringsynes i det hele taget efterhånden gennemreguleret – bådehvad angår indsamling, håndtering, behandling og emissioner.

Perioden var således kendetegnet ved et voldsomt spring iantallet af forskrifter og publikationer fra Miljøstyrelsen, derangår affald (se figur 1).

13

1988

19891990

19911992

1971 1974 1977 1980 1983 1986 1989 1992

35

30

25

20

15

10

5

0

8

7

6

5

4

3

2

1

0

Forskrifter / år

MST-publikationer

Forskrifter / år Publikationer / år Figur 1: Udviklingen af det årligeantal af forskrifter (love, bekendtgø-relser, cirkulærer og vejledninger),der angår affald samt antallet afpublikationer om affald fraMiljøstyrelsen i perioden 1971-1992.Antallet vises i rullende gennemsnitover fem år for at vise tendenserne,snarere end de eksakte tal for deenkelte år. Begge vokser fra startenaf 80’erne, hvor Miljøstyrelsen fik siteget affaldskontor, og der afsattesmidler til projektudførelse m.v.

DAKOFA i ’Reguleringsperioden’

DAKOFA-skrifterne – et legendarisk bidrag tilvidendelingenDAKOFA lagde ambitiøst ud fra starten med nedsættelse afnogle tekniske arbejdsgrupper, som udarbejdede såkaldte ’skrif-ter’, der på et meget højt, teknisk niveau bidrog til videndelingmellem alle medlemmer, som fik skrifterne gratis stillet tilrådighed, idet de samtidig sattes til salg for en bredere kreds.

Symptomatisk nok for denne søgende og kortlæggendeperiode i affaldets historie blev én af de største bestsellere etskrift om registrering af affald på behandlingsanlæg – altså ivirkeligheden en visionær forløber for ISAG, der hang uløse-ligt sammen med kommunernes nyvundne anvisningsret fra1985. Af efterfølgende årsberetninger fremgår det, at rappor-ten blev revet væk og måtte genoptrykkes, ligesom alle kom-muner tilsendtes registreringsskemaer til brug for registre-ring af affald i overensstemmelse med rapportens anbefa-linger, der herved blev normdannende.

Skriftet om affaldsregistrering udkom i 1986, men allerede i1985 var tre arbejdsgrupper ude med skrifter om hhv. emis-sioner ved affaldsforbrænding og om grundvandskontrol vedkontrollerede affaldsdeponier samt om affald i bygninger(om indsamlingsmateriel m.v.).

Rapporten om grundvandskontrol kanoniseredes i senereofficielle vejledninger, og mangen en miljøgodkendelse af

danske deponeringsanlæg refererer i dag til dette værk, derfor længst er udsolgt og nu kun kan tilvejebringes i skumlefotokopier – der i øvrigt den dag i dag efterspørges iDAKOFAs sekretariat.

I 1988 udkom rapporter om el-fremstilling ved affaldsfor-brænding og om forsortering af affald ved forbrændingsan-læg, som dengang var et oplæg til at løse sæson-udsvingenei varmeaftaget, idet man kunne udsortere affaldstyper, derkunne lagres og gemmes til vinterbrug.

Arbejdet med skrifterne skete rent con amore og involveredede dengang førende aktører på området, men allerede i årsbe-retningen fra 1985 kan man spore en begyndende udmattelse,og i 1986 siges det lige ud, at…”arbejdsgrupperne har indebåreten meget betydelig arbejdsbelastning for deltagerne. Vi blev heltenkelt nødt til at konstatere, at til så kvalificeret arbejde kan man ikke i længden skaffe gratis arbejdskraft. Vi forsøger der-for at skaffe ekstern finansiering til nye arbejdsgrupper.”

Med ”Den danske affaldsmodels” fødsel i de samme år (1985),og med den også de første Miljøstyrelsesbevillinger til forskningog udredning på affaldsområdet, var appelsinen klar til turba-nen, og finansiering af projekter og rapportskrivninger blev nu istigende omfang et offentligt anliggende. Og efter 1988-rappor-terne ophørte DAKOFAs arbejde med skrifter stort set, idet dedog afløstes af omfattende tekniske guidelines og redegørelser,udarbejdet af DAKOFAs sekretariatsmedarbejdere.

De legendariske DAKOFA-skrifter havde imidlertid på dettetidspunkt også opfyldt en væsentlig mission, nemlig at giveaffaldet en egen, faglig identitet, helt i tråd med de gælden-de politiske og økonomiske strømninger. Og det var desudenfortsat ofte DAKOFA-medlemmer, der udførte de udredning-er, som Miljøstyrelsen nu finansierede, og/eller medlemmer,der sad i følgegrupper for dem, ligesom flere udredninger ini-tieredes af behov, der artikuleredes i DAKOFAs arbejdsgrup-per og –udvalg.

Arbejdsgrupperne fortsatte som et stadigt mere væsentligtaktiv i foreningen – rapporter eller ej -, og med en næstenprofetisk formulering i 1988-årsberetningen beskriver for-manden deres rolle helt i tråd med, hvad en nutidig coacheller netværkskonsulent ville gøre:

14

1982

1983

19841985

19861987

”Arbejdsgrupperne er en vigtig del i DAKOFAs faglige aktivite-ter. Her har alle medlemmerne mulighed for at afprøve nyesynspunkter på affaldshåndteringen, lejlighed til detaljeret atdrøfte udviklingstendenser og teknikker med kolleger på tværsaf virksomhedsskel, og herved opnå dels at præge debatten,dels at indhente og formidle viden om affaldshåndtering.Deltagelse i arbejdsgrupperne er således et led i en proces, somvi tror såvel almenheden, som den enkelte deltager og dennesinstitution/virksomhed har glæde af.”

Efterhånden blev arbejdsgrupperne mere permanente og til-passedes arbejdsgruppe-strukturen i ISWA, således at deretableres danske spejludvalg for dem alle, og de skiftede medtiden navn til arbejds”udvalg”.

Tidsskriftet ”Miljø og Teknologi”Fra starten var såvel bestyrelse som Teknisk Råd meget opsattepå at løbe et dansk tidsskrift om affald i gang. På dansk initia-tiv var det lykkedes at få et tilsvarende ISWA-tidsskrift (WMR)sat i søen, og der blev forsøgt kontakter til bl.a. Stads-ingeniørforeningen om en dansk pendant, men uden held.

I 1985 blev der derfor indgået en aftale med et forlag, JohnVabø, om udgivelse af et nyt tidsskrift, ’Miljø og Teknologi’,idet DAKOFA skulle stå for den faglige redaktion samt sekre-tariatsfunktionen, og herfor modtage en provision af annon-ceindtægterne. Tidsskriftet kom på gaden i 1986, men af deefterfølgende årsberetninger fremgår det, at det kneb medregulariteten, først og fremmest p.g.a. økonomien, som varanstrengt. På et tidspunkt skiftede bladet navn til’Scanwaste’ – bl.a. i et forsøg på at opnå nordisk udbredelse.Ambitionen var at udbrede målgruppen, så der kunne udgi-ves et ”Eurowaste” og senere et ”Worldwaste”, men i foråret1993 blev projektet helt opgivet, og DAKOFA opsagde aftalen,for så nogle år senere at optage en tradition med kvartalsvisenyhedsbreve, mens egentlige artikler typisk bragtes i ”Stads-& Havneingeniøren” (nu ”Miljø og Teknik”, pudsigt nok…) .

KonferenceaktiviteterMens det fra grundlæggernes side oprindelig kun havdeværet tanken at gennemføre et enkelt møde om året, nemlighvad der blev kaldt en ’Affaldsdag’ med efterfølgende gene-ralforsamling, blomstrede der hurtigt en flittig mødeaktivitetop – ofte med møder i samarbejde med fagtekniske selskaberi Dansk Ingeniørforening og i starten også med RVF (detsenere Avfall Sverige).

I starten var emnernetypisk dikteret af detemaer, arbejdsgrupper-ne beskæftigede sig med(således grundvands-kontrol, emission fraforbrændingsanlæg ogrenholdningsmateriel i1985), men snart duk-kede andre emner opsom ”Hvor bevæger affaldssektoren sighen?” i 1986, og i 1987 var mødeprogrammet svulmet op til 12emner, hvor ikke mindst konferencen om ”Affald som brændseli decentrale kraftvarmeværker” igen synes helt profetiske idagens optik. 1988 endte med hele 16 møder, hvorefter talletstabiliserede sig på de 10-12 årlige konferencer, som har været”DAKOFA-normen” lige siden.

Både i 1985 og 1987 var dioxin fra affaldsforbrænding gen-stand for heldagsmøder – selvfølgelig i forlængelse af deskærpelser, der skete just de år, ligesom kravene om affalds-planlægning, nye regler om madaffald fra storkøkkener, olie-og kemikalieaffald, forbrændingsdirektivet og lossepladsvej-ledningen sætter spor i konferenceprogrammerne i andenhalvdel af 80’erne.

Den øgede regulering på affaldsområdet nærmeste fodredeDAKOFA med konference-emner i en lind strøm, og DAKOFAudviklede sig i disse år til stedet, hvor de nye regelsæt præ-senteredes og diskuteredes.

Forsortering og central sortering af affald var omdiskuteredeemner og kastede flere konferencer samt en studietur tilOslo af sig (1987), ligesom arbejdsmiljø blev centralt i sorte-ringsdiskussionen.

Slam og organisk affald til jordbrugsanvendelse var fastegengangere alle årene, men der begyndte også at dukke nye,frække ord op i mødekalenderen såsom ”Renere teknologi”(1988, 1989) og ”De miljømæssige konsekvenser af den offentli-ge affaldspolitik” (1988), som indikerede en tydelig åbningmod det omgivende samfund og en samtidig erkendelse af,at ”affald” nu lige så meget var blevet et spørgsmål om poli-tik som om teknik – tydeligst signaleret måske med densigende konferencetitel ”Debatdag med Folketingspolitikere” i1992.

15

1988

19891990

19911992

1982

1983

19841985

19861987

”Internationale udviklingstendenser” og ”Danmark og EF”(1989, 1991) samt ”Studietur til Bruxelles” og ”FremtidensEuropa” (1992) vidner tillige om øget fokus på det dersens EFsyd for grænsen, og i årsberetningen fra 1988 forudså for-manden, at ”EF’s indre marked vil indebære en udfordring forden danske industri” og at…”DAKOFA vil søge at tage denneudfordring op ved belysning af udviklingstendenser og mar-kedsændringer og gennem vores ISWA-kontakter sikre enudveksling af viden og erfaring på tværs af landegrænser.”

EF- og Europa-konferencerne var ikke de eneste med interna-tionale emner i de år. Faktisk gennemførtes to internationale,videnskabelige konferencer om affaldsforbrænding allerede i1985 (om emission af støv og tungmetaller) og i 1987 (omemission af organiske forbindelser (dioxin)), ligesom også”Grøn affaldshåndtering” (1987) og ”Biowaste” (1992) varinternationale konferencer. De videnskabelige konferencerdokumenteredes bl.a. i det nystartede videnskabelige ISWA-tidsskrift WMR.

Hertil kommer den legendariske ISWA 88-kongres med 700deltagere, der fagligt set var særdeles vellykket, men somgrundet bl.a. en for stor satsning på udstillingsindtægter bleven økonomisk lussing for DAKOFA, der stod som økonomiskgarant for arrangementet, og som derfor efterfølgendemåtte forrente og afdrage en milliongæld til ISWA overDansk Ingeniørforening, der i første omgang lagde pengeneud.

Men sammenlagt betød de internationale konferenceaktivi-teter i perioden, at Danmark og dansk miljøteknologi blev satpå den internationale dagsorden, og banede vejen for delsDAKOFAs stærke engagement i ISWA, herunder overtagelseaf generalsekretariatet, dels etableringen af den trojka bestå-ende af Danmark, Holland og Tyskland, der i 80’erne og90’erne drev EFs og siden EU’s miljøpolitik fremad.

Det internationale arbejdeISWA

DAKOFA fødtes som nævnt på det nærmeste i et vekselspilmed ISWA, idet det fra grundlæggernes side i vid udstræk-ning også var et spørgsmål om at reformere ISWA ved at visevejen for en national forankring.

Det internationale perspektiv var således i fokus fra starten,og allerede inden DAKOFAs formelle fødsel var det i foråret1982 fra dansk side lykkedes at overbevise ISWA om vigtighe-den af et videnskabeligt tidsskrift, Waste Mangement &Research, der udkom fra 1983 – støttet af R98-fonden, sekre-tariatsbetjent af DAKOFA og med dansk ledet redaktionsko-mité.

DAKOFA var således fra starten en aktiv del af ISWAs dagligevirke med repræsentanter i bestyrelse og ScientificCommittee (STC), samt medlemmer i de arbejdsudvalg, ISWAefterhånden opbyggede, idet der som nævnt oprettedesparallelle spejludvalg herfor i DAKOFA, og de internationale,videnskabelige konferencer i København var som ligeledesnævnt med til at vise vejen for ISWAs konferencevirksomhed.

Dengang afholdtes kun verdenskongres i ISWA hvert 4. år, ogDAKOFA var ikke sen til at byde ind på kongressen i 1988, somgennemførtes i Bella Centret med udstillinger og et stortparallel-program af social og teknisk karakter. Samme åroverførtes ISWAs generalsekretariat til København, hvor detblev drevet sammen med DAKOFAs.

På ligeledes dansk initiativ revideres ISWA’s struktur i disse år,og økonomien bragtes på fode.

DNR

DAKOFA arbejdede ligeledes stort set fra start snævert sam-men med sine nordiske søsterorganisationer, først og frem-mest RVF, hvor der etableres en gensidig aftale om, at de toforeningers aktiviteter skulle være åbne for begge kredse, og iløbet af 80’erne etableres et egentligt ’utskott’, ’Det NordiskaRenhållningsutskottet’, som dækkede alle de nordiske affalds-foreninger (dengang dog endnu ikke Island), og som den dagi dag lever videre, men nu under navnet ’NordiskAffaldsforening’ (nu med Island som medlem).

16

1988

19891990

19911992

Den organisatoriske udviklingI 1985 krøb medlemstallet op på de 100, og formandenbemærker det år i årsberetningen, at..”det er klart, at vi forarbejdets skyld gerne så flere medlemmer, og dermed flerepenge, men når man betænker, at medlemsforholdets institu-tionskarakter medfører, at der ofte går mange personer på étmedlemskab, er det nok ikke realistisk at vente en voldsomstigning i medlemstallet”.

Med et medlemstal ved udgangen af tiåret (i 1992)på 223gøres formandens forudsigelser noget til skamme. Af de mel-lemliggende årsberetninger fremgår det, at ”kommunerne ihøjere grad end tidligere har sluttet op om komiteens arbejde”(1986), og i 1988 anføres det, at stigningstakten er fastholdtog ”afspejler den større interesse, der generelt er i samfundetfor affalds- og genanvendelsesspørgsmål.” Nu synes medlems-fremgangen dog overvejende at være præget af private virk-somheder, hvilket gentager sig i 1989 – altså et klart spejlbil-lede af, hvorledes ”affald” i stigende omfang institutionalise-redes og i første omgang gjorde DAKOFA attraktiv for myn-digheder og videninstitutioner, hvorefter virksomhedernefulgte trop i takt med, at der udvikledes et egentligt forret-ningsfelt. I dag ville man have kaldt det, der skete, for en trip-le-helix-udvikling, men dengang skete det bare – uden atnogen havde behov for at sætte ord på det….

Det fremgår af årsberetningerne fra tiåret, at DAKOFAs rollesom faglig organisation cementeredes. I 1985 fremgår detsåledes, at ”der i Teknisk Råd har været ført indgående diskus-sion om DAKOFA’s organisation og struktur. Der var her enig-hed om, at vi ikke vil søge at udvikle os hen imod en ’branche-

organisation’ eller ’interesseorganisation’. Vi vil beholde dennuværende ’faggruppe’-struktur.”

I 1989-beretningen præciseres organisationens virke, herun-der hvorledes DAKOFA skal medvirke til ”en bred debat ompolitisk betingede emner inden for renere teknologi, genanven-delse og affaldshåndtering” samt ”afprøvning af nye ideer ogvurdering af udviklingstendenser i et ”upolitisk forum””, lige-som DAKOFA skal ”udgøre et forum, hvor praktikere inden forgenanvendelses- og affaldshåndteringsområdet kan henteinspiration samt udveksle viden og erfaring”.

Det fremgår også, at DAKOFA samtidig skal ”sikre forskere enmulighed for udveksling af viden såvel på nationalt som inter-nationalt plan”, og ”give mulighed for innovation inden forgenanvendelses- og affaldsområdet primært via arbejdsgrup-perne, der etableres såvel nationalt som internationalt.” Der eri perioden også enighed om at bevare den nære tilknytningtil Dansk Ingeniørforening, endskønt der mellem linierne kanspores en vis utilfredshed med omfanget af den sekretariats-hjælp, der ydedes. Imidlertid tilknyttedes fra 1986 en fuldtids-sekretær, der dog også skulle tage sig af WMR og tilrettelæg-gelse af ISWA 88, og i 1988 tilknyttedes endnu en fuldtids-medarbejder til sekretariatet, der nu også fungerede somgeneralsekretariat for ISWA (overflyttedes til København fraParis dette år), for så i 1991 igen at blive udskilt fra DAKOFA’s,som ved den lejlighed blev udstyret med en direktør.

17

1992

1993

19941995

19961997

(Om)verden i glimt1993: Schlüter-regeringen går af som følge af Tamil-sagen. Nyrup træder til og Auken bliver

miljøminister. Maastricht-traktaten i kraft og der skydes i den anledning efter benene på Nørrebro.

1994: Mandela præsident i Sydafrika. Estonia forliser. Hjemmeserviceordning indføres i DK.MS Hela bordes i Helnæsbugten med lasten fuld af hash – og ligger mange år senere fortøjet lige overfor det nye Ingeniørhus. Massakre mod Tutsier i Rwaanda.

1995: Sverige, Finland og Østrig med i EU. Verdenstopmøde om social udvikling i Bellacenteret.1996: Bjarne Riis vinder Tour de France (for en stund). Tommerup årets kulturlandsby

(og Kbh. årets kulturby).1997: Første tog over Storebælt.1998: Lille havfrue mister hovedet – igen. Monica Lewinsky benægter under ed affære med

Clinton. Storebæltsbroen åbner for biler.1999: Poul Kjøller dør (11.09. i øvrigt…)2000: GPS tilgængeligt for alle. Øresundsbroen åbner og Brd. Olsen vinder Melodi Grand Prix i Stockholm.2001: 11. september-anslag i USA. Fogh Rasmussen statsminister og Hans Chr. Schmidt miljøminister. Enron konkurs.

LEGO i samarbejde med Microsoft. Første BSE-fund i DK.2002: Euroen indføres. Arriva overtager togdrift på nogle jyske strækninger. Københavns metro åbner.

Thorsen og Trads dømmes for bedrageri. Lomborg direktør for nyoprettet IMV. Dåseforbud ophæves.Johannesburg-topmøde om bæredygtig udvikling.

18

1992 - 2002Affaldets guldalder

Sammenfatning

DAKOFA og DAKOFAs medlemmer nød i 90’erne godt afde politiske medvinde. Affald havde en relativ høj priori-tet i den samlede miljøpolitiske debat. Der taltes om, ataffaldsproblematikkerne skulle integreres i produkternesdesign, og særlige affaldshensyn blev pålagt producen-terne.

På EU-plan formuleredes der i denne periode et hav afaffaldsdirektiver, dels gående på div. behandlingsformer(deponering og forbrænding), men også på specifikkeprodukter (emballager, elektronik, biler).

DAKOFA arbejder i denne periode hovedsagligt med kon-ferencer og udvalgsmøder, der forsøger at samle sektorenomkring alle de nye regler og kommunal affaldsplanlæg-ning. DAKOFA bliver også den organisation, der iDanmark leder medlemmerne ind i de nye tankegangeomkring globale ressourcestrømme, økologiske rygsækkeog genanvendelsens betydning i denne sammenhæng.

Samtidig afløses DAKOFAs skrifter af tekniske guidelinesog notater, udarbejdet af sekretariatets medarbejdere ogfra periodens slutning formidlet også via DAKOFAs nyehjemmeside.

1998

19992000

20012002

Miljøpolitikken90’erne kendetegnes ved, at den økonomiske vækst pålæg-ges overholdelse af miljømæssige krav, defineret ud fra detbæredygtighedsprincip, der grundlagdes med Brundtland-rapporten i 1987. Den lagde vægt på teknologisk udvikling ogøkonomisk vækst som en forudsætning for en bæredygtigudvikling, herunder specielt informationsteknologi og biotek-nologi. Brundtland-rapporten blev fulgt op af Rio-konferen-cen, arrangeret af FN i 1992. Rio-konferencen ses af eftertidensom en milepæl i forhold til at definere den nyere miljødebat.Ligesom Brundtland-rapporten introducerer ideen om lighed,diskuterede Rio-konferencen livligt spørgsmålet om ansvarog retfærdighed indenfor miljø- og udviklingspolitik. Dissespørgsmål var specielt udviklingslandene interesseret i, mensde industrialiserede lande koncentrerede sig om naturbevar-else.

EU’s femte miljøhandlingsprogram:

Livscyklusforvaltning!

I 1992 formulerede EU sit femte mil-jøhandlingsprogram. Her dukkedesom noget nyt begrebet livscyklusfor-valtning op. Handlingsprogrammettog tydeligt afstand fra alle tidligereprogrammer og det hævdedes nu, at hvis der ikke skete enradikal forandring, ville der blive lagt større pres på naturres-sourcerne, miljøet og i sidste instans livskvaliteten. I 80’ernevar den vigtigste udfordring for det Europæiske Fællesskabgennemførelsen af det indre marked, og udfordringen nu i90’erne er at opnå en bæredygtig udvikling, hed det nu kortog godt i det femte miljøhandlingsprogram.

Med begrebet bæredygtig udvikling indførtes for alvor enretfærdighedsdimension i miljøpolitikken. Der argumentere-des for, at man ikke skulle forbruge mere, end at den næstegeneration kunne få de samme muligheder som den nuvæ-rende generation.

I opfattelsen af grænsedragningen mellem natur og sam-fund afspejledes en nyskabelse, idet naturen ikke længereblev beskrevet som en ydre grænse for samfundet, men sna-rere som et indbyrdes forhold: ”Al menneskelig aktivitet ind-virker på - og påvirkes atter af – den biofysiske verden. Evnentil at styre dette indbyrdes forhold er afgørende” – er såledeset væsentligt udsagn fra handlingsprogrammet.

Det bliver nu styringen af dette afhængighedsforhold sam-fund og natur imellem, der kommer til at sætte dagsordenen

for EU’s miljøregulering, der undergår hvad eftertiden harkaldt en ”økologisk modernisering”.

Årsagen til miljøproblemerne opfattedes nu som beroende i,at man ikke tidligere havde ”styret” forbrugs- og adfærds-mønstrene, og der er i denne periode en tendens til, at detoneangivende trendsættere indenfor den miljøpolitiskegenre nu opfatter samfundet som en virksomhed, hvor miljø-ets ressourcer defineres som kapitalgoder. Målet er, at ”virk-somheden” skal kunne fortsætte ud i det uendelige. Denautoritative miljøpolitik opfatter dermed naturen som etlager, der ikke må tømmes, og man artikulerer samfundetsom ét system, hvor alle er ansvarlige for, at systemet funge-rer.

Miljøhandlingsprogrammet opdelte dette system i nogleniveauer: lokale-, nationale- og internationale fællesskaber.Herunder udpegedes led i systemet, der opfattedes som sær-ligt svage: transport, industri, energi, landbrug og turisme varde erklærede hovedsyndere.

Alle aktører skulle indse, at de havde et personligt ansvar, ogderved blive villige til at indgå frivillige aftaler.Medlemslandenes statslige myndigheder tildeltes dog stadigen afgørende rolle, og opfordredes gennem miljøhandlings-programmet bl.a. til at styre gennem afgifter.

EU en central medspiller på reguleringsområdet

I løbet af 90’erne blev reguleringen på EU-niveau stadig merevigtig. EU’s overordnede affaldspolitik svarede helt overensmed den danske prioritering. Man oplevede i disse år enpåvirkning fra EU’s indre marked, herunder markedet forbrændbare og genanvendelige materialer, der allerede pådette tidspunkt forventedes at give problemer for den dan-ske styring af affaldsstrømmene.

De store udfordringer på dette tidspunkt lå på det internatio-nale niveau, og her var det først og fremmest gennem EU, atDanmark påtog sig et lederskab. Det officielle Danmark var idenne periode meget optaget af ikke at slække på kravene –og så åbningen af grænserne med det indre marked som enfare for de høje, danske miljøstandarder.

I 1994 trådte EU’s første transportforordning i kraft, netopsom en konsekvens af det indre marked og varernes friebevægelighed, som lovgiverne var enige om ikke til fuldeskulle gælde for den ganske særlige vare, som affald var.Forordningen indeholdt en række bestemmelser om anmel-

19

delse og indsigelsesmuligheder i forbindelse med transportaf affald over grænserne. Herved skete der en klar opstram-ning vedr. miljøfarligt affald og affald til deponering, mensreglerne for transport af affald til genanvendelse og ener-giudnyttelse opfattedes som meget lempelige, idet der herkun levnedes begrænsede indsigelsesmuligheder.

Miljøstyrelsen indførte derfor en forudgående oplysnings-pligt for behandlere ved import af ”grønt affald” til nyttiggø-relse. Behandlerne skulle således på forhånd rapportere tilhjemstedskommunen, hvor meget affald, de havde tænkt sigat importere det følgende år, og kommunen skulle så videre-give disse oplysninger til Miljøstyrelsen – al sammen ibestræbelserne på at sikre tilstrækkelig behandlingskapacitetfor det indenlandske affald.

Danmark deltog også i disse år i det internationale samarbej-de om regulering af affaldsstrømmene, dels i OECD- og EU-regi om internationale definitioner af affald, dels i FN-regiom kontrol af overførelser af affald mellem i– og ulande.Danmark var meget aktiv i arbejdet i forbindelse med vedta-gelsen af et generelt forbud mod eksport af farligt affald fraOECD- til ikke-OECD-lande inden for rammerne af Basel-kon-ventionen. Som følge af aktiv dansk indsats i samarbejdemed de øvrige nordiske lande, lykkedes det at få EU til atarbejde for indførelse af et juridisk bindende totalforbudimod eksport af farligt affald til ikke OECD-lande.

På EU-plan formuleredes stadig flere specifikke direktiver,gående dels på behandlingsformer, men også på produkter,så som elektronik og biler.

Reguleringen ændrede med indførelsen af den såkaldte ’nymetode’ karakter fra detailregulering til rammeregulering,idet direktiverne typisk fastlagde de overordne rammer, somså siden udfyldtes ved tekniske standarder, som mandatere-des til EU’s standardiseringsorganisation, CEN.

På affaldsområdet blev ét af de første af den type direktiveremballagedirektivet, som fastlagde nogle overordnede ram-mer for, hvordan emballager skulle udformes, så de kunnenyttiggøres efter brugen (ved genbrug, genanvendelse, for-brænding eller biologisk behandling), hvorefter der udarbej-dedes detaljerede standarder herfor i CEN-regi.

Emballagedirektivet var på dette tidspunkt EU-historiensmest omdiskuterede direktiv, da ca. 275 forskellige lobby-

grupper forsøgte at påvirke direktivets – og standardernes -indhold. Det fortæller en lille smule om vanskelighederne veddenne produktbaserede affaldsregulering, hvor affaldetsinteresser er svære at opretholde i en storm af industriinter-esser.

Ud over den voldsomme influens fra lobbyister, led standar-diseringsarbejdet angiveligt også under, at Kommissionenikke havde givet særlig præcise anvisninger i sin mandate-ring, og medlemslandene afviste i første omgang at godtagede fleste af standarderne. Danmark var ét af de mest kritiskelande i den forbindelse – modstandere som vi var af heleideen om at lave særdirektiver for produkttyper i stedet formaterialer.

Emballagedirektivet var i sin helhed i øvrigt spundet over enlæst, der tydeligvis lagde op til producentan-svarsordninger med det tyske DUAL-system somforbillede – et system, der havde mange kritiskeøjne hvilende på sig fra dansk side, hvor dendanske model så klart blev foretrukket, dvs. hvorkommunerne skulle have ansvar for al affald.

En anden variant af rammestyringen kom med IPPC-direktiv-et i 1996, som gennemførte hvad man kunne kalde en”Kapitel-5-ordning” på europæisk plan, hvorefter større, for-urenende virksomheder skulle have en myndighedsgodken-delse, inden de kunne idriftsættes.

Her beskrev direktivet de overordnede rammer for de god-kendelsesprocedurer, medlemslandene skulle iværksætte,samt statuerede, at der skulle anvendes bedste tilgængeligetekniker (BAT-princippet), idet det blev overladt tilKommissionens Joint Research Centre i Sevilla at fastlægge,hvad der til enhver tid er BAT for de enkelte industrigrenegennem udarbejdelse af såkaldte ”BREF-noter” (på adskilligehundrede sider!).

BREF-noterne blev til i nogle åbne procedurer, hvor medlems-landene, industrien, lokale myndigheder og NGO’er m.v. del-tog aktivt. To sådanne noter påbegyndtes på affaldsområdeti perioden, nemlig dels for affaldsforbrænding, dels for’anden affaldsbehandling’, typisk af farligt affald og tilsvaren-de processer, omfattet af IPPC-direktivet.

Parallelt med den snævre miljømæssige regulering voksede iperioden et helt andet regime, baseret på frivillighed, frem på

20

1992

1993

19941995

19961997

den europæiske scene, nemlig hele EMAS-ordningen, somsøgte at animere virksomhederne til frivilligt at indføre miljø-styringssystemer under ekstern audit, men altså i princippetuden myndighedsindblanding. I Danmark blev ideen taget op,og der etableredes bl.a. et Miljøstyringsråd, som skulle rådgiveom fremme af EMAS og andre miljøstyringskoncepter.

Danmark: Ny Miljøbeskyttelseslov 1992 med nej til private

lossepladser og ja til renere teknologi og producentansvar

Fra 1992 var det i Danmark Agenda 21, der satte dagsordenenfor miljø- og affaldssektoren. Affaldssektoren havde medvind,og mange industrier skød frem. Diverse modstridende lob-byorganisationer dannedes, og sektoren var generelt i vækst.

Den 1. januar 1992 trådte den nye miljøbeskyttelseslov i kraft.Loven blev vedtaget sammen med bl.a. tre øvrige hovedlovepå natur- og miljø-området, idet et stort antal eksisterendelove på disse områder samtidig blev ophævet. Af bemærknin-ger til lovforslaget fremgik det bl.a., at…” de tværgående for-mål med lovforslaget er at styrke miljø- og naturhensynenesvaretagelse, at forstærke arbejdet med at forebygge miljø- ognaturproblemernes opståen og at videreføre decentraliserin-gen, at bidrage til regeringens samlede afbureaukratiserings-plan og at frigøre ressourcer og skabe grundlag for ompriorite-ring.”

I lovgivningsbemærkningerne fremhævedes principperne omindførelse af renere teknologier, idet ”vægten lægges… på denforebyggende indsats til begrænsning af forurening, snarereend på at afhjælpe indsatsen i form af rensning og destruktionaf forurenende stoffer, produkter og materialer”. Hensigtenmed princippet om renere teknologi var dengang som nu atbegrænse behovet for rensning, men dog ikke helt at erstatteden.

Lovens kapitel 6 indeholdt en samlet regulering af affalds-bortskaffelsen, herunder affaldsbehandlingen, såvel genan-vendelse som særlig håndtering og behandling af olie– ogkemikalieaffald. Gamle affaldsdepoter reguleredes dog stadigaf en speciallov (deponiloven).

Det blev igen fastslået i loven, at kommunalbestyrelsen skul-le forestå bortskaffelsen af affald. Ministeren kunne dog fast-sætte regler om bortskaffelse af ”særlige affaldstyper,affaldsmaterialer og affaldsprodukter”. Som en nyskabelsefastslog loven, at deponeringsanlæg, der etableredes efterlovens ikrafttræden den 1. januar 1992, kun måtte ejes af

offentlige myndigheder. Denne bestemmelse var initieret afden såkaldte ”Hvalsø-sag”, hvor en privat lossepladsejer efterkonkurs ikke kunne rydde op efter forurening fra denne losse-plads. Man ville derfor fra lovgiverside sikre sig et offentligtansvar for alle lossepladser.

Miljøbeskyttelseslovens kapitel 6 byggede på et brugerbeta-lings- eller ”hvile i sig selv-princip”. Loven understregede, atdet er forureneren og affaldsproducenten, der skal betale forhenholdsvis løsningen af forureningsproblemet og affalds-bortskaffelsen. I førstnævnte tilfælde ved at forureneren måbetale de udgifter, som myndighederne i givet fald må afhol-de til undersøgelse og afværgeforanstaltninger, og sidst-nævnte ved gebyrfastsættelsen.

Kapitel 7 i loven vedr. genanvendelse og renere teknologi luk-kede som noget nyt op for muligheden af at pålægge produ-centerne bortskaffelsesomkostninger til dækning af omkost-ningerne i forbindelse med materialets, produktets ellervarens bortskaffelse – eller m.a.o. for ”producentansvar”.

Turbo på kombineret el- og varmeproduktion på basis af affald

De tilløb, der havde været i slutningen af 80’erne og de førsteår af 90’erne til at kombinere el- og varmeproduktionen påaffaldsforbrændingsanlæggene, blev nu mere eller mindreobligatoriske for de lidt større anlæg. De modtog såledessåkaldte ”konverteringsskrivelser” i 1992-1994 – som deres reli-giøse klang til trods dog kun pålagde anlæggene at overgå tilkombineret el- og varmeproduktion indenfor et afmålt åremål.

Konverteringen understøttedes dels af et tilskud til den pro-ducerede el (0,10 kr./kWh – dog reduceret til 0,07 kr./kWh i1997), dels af en differentiering af affaldsafgiften fra 1997,hvor anlæg uden el-produktion måtte opkræve 260 kr pr. tonaffald i statsafgift, mens de el-producerende kunne nøjesmed 210. I 1999 forhøjedes tallene til 330/280, for så i 2001 atblive harmoniseret igen til 330 for begge typer anlæg. Detskete antageligvis ud fra en erkendelse af, at der for det før-ste ikke var meget adfærdsregulering i afgifterne, eftersomaffaldsproducenterne jo var tvunget til at benytte de anvisteanlæg, og for det andet, at de enkelte anlæg heller ikke fritkunne vælge, om de ville køre med kombineret el- og varme-produktion.

Indtil 1993 var naturgas en konkurrent til affaldsforbrændingpå fjernvarmeområdet, og i f.eks. Helsingør valgte man såled-es ikke at bygge et nyt forbrændingsanlæg, da man satsede

21

1998

19992000

20012002

22

1992

1993

19941995

19961997

på et naturgasfyret el- og varmeanlæg. På affaldssiden valgteman at introducere kildesortering, idet al bio-affaldet skullebehandles i et biogasanlæg, mens restaffaldet skulle sendestil forbrænding uden for kommunen. Biogasanlægget vistesig dog ikke at være den største succes, og det gik over ihistorien som én af de største anstødssten for videre udbred-else af affaldsbaseret biogasproduktion i Danmark.

I 1993 fik man ”biomasse-aftalen”, der officielt gjorde detklart, at energi, produceret ud fra affald på et kombineret el-og varmeanlæg, skulle have fortrinsret til distributionsnetfrem for andre former for energiproduktion, og som det førsteland i verden introducerede Danmark i forlængelse heraf (i1997) et forbud mod deponering af forbrændingsegnet affald.

Det var specielt sammenlægningen af Miljø- og energimini-sterierne efter Folketingsvalget i 1994, der banede vejen fordisse integrerede energi- og affaldsløsninger.

Affaldsplanlægning gøres mere strategisk

Med revisionen og udbygningen af affaldsbekendtgørelsen i1993, der nu også kom til at omfatte planlægningsbestem-melser, blev retningslinierne for den kommunale affaldsplan-lægning revideret, således at den nu skulle bestå af en kort-lægningsdel, der redegjorde for affaldsmængderne og iværk-satte systemer, en strategidel, der skulle redegøre for kom-munernes overordnede politik på affaldsområdet, samt enplanlægningsdel med en 12-årig tidshorisont, hvoraf der forde første 4 år skulle foreligge detaljerede planer for aktivite-terne. De første affaldsplaner efter de nye regler skulle fore-ligge 1. januar 1996, og de skulle selvfølgelig reflektere overde overordende krav, som var blevet udmeldt i forbindelsemed Regeringens handlingsplan for affald og genanvendelse.

National handlingsplan for affald og genanvendelse (1992)

Regeringen udsendte således i starten af perioden den førsteegentlige handlingsplan for affald og genanvendelse, gæld-ende for perioden 1993-1997. Den opererede med en overord-net målsætning om opnåelse af en samlet genanvendelse på54 % inden år 2000, 25 % skulle forbrændes, mens max. 21 %måtte deponeres.

Handlingsplanen var opdelt på en række delmålsætninger, ogskulle først og fremmest virke som en politisk målsætning forkommunernes planlægning af indsatsen på affaldsområdet, menhandlingsplanen indeholdt også en række konkrete initiativer.Allerede i 1993 blev ca. 50 % genanvendt, 23 % forbrændt og

26 % deponeret og 1 % fik særlig behandling. Man var såledesallerede godt på vej til at nå handlingsplanens overordnedemålsætninger. Det skyldtes i høj grad en succesfuld genan-vendelse af bygge- og anlægsaffald – en fraktion, der havdevist sig særligt ”sårbar” overfor de fortsat stigende affaldsaf-gifter. Mens genanvendelsesmålsætningen for år 2000 forbygge- og anlægsaffald således blot lå på 60%, så var denallerede her i 1993 oppe at runde de 82%, og det skæppedegodt i det samlede billede. Dog manglede der stadig en del,før målsætningerne for genanvendelse og deponering afdagrenovation og erhvervsaffald var opfyldt.

Forbrænding: Opfylder direktiver – men ingen løsning på

restproduktproblematikken

I 1995 var alle danske forbrændingsanlæg udstyret med røg-gasrensningssystemer for de sure røggasser og tungmetaller,og alle anlæg opfyldte dermedogså EF’s to daværende direktiverom affaldsforbrænding.

Miljø- og energiministeriet gjordedet i 1995 klart, at der ikke fand-tes nogen aktuel anvendelsesmu-lighed for røggasrensningspro-dukterne, og da deponering sam-men med andet affald ansås forat være miljømæssigt uforsvar-ligt, forsøgte ministeriet at udpe-ge lokaliteter til nogle få kystnæ-re depoter, hvor disse restproduk-ter kunne deponeres samlet. Ministeriet forsøgte samtidig atundersøge mulighederne for genanvendelse eller for en sta-bilisering af restprodukterne.

Til fremme af udviklingen af renere teknologi og øget genan-vendelse var der i perioden etableret en tilskudsordning, derskulle administreres af et uvildigt råd, Rådet vedr. genanven-delse og mindre forurenende teknologi.

Der arbejdedes også i disse år med tilbagetagning af produk-ter med henblik på at få omkostningerne ved affaldsbehand-lingen synliggjort og indregnet i varernes pris, og der arbej-dedes på indgåelse af aftaler mellem Miljø- og energimini-steren og erhvervsorganisationerne herom, men uden syn-derligt held.I 1995 annonceredes en række centrale elementer i den frem-tidige indsats, så som affaldsdannelsen, renere teknologi,

erhvervsaffaldsstrategi, produktregulering, miljøbevidst(grøn) indkøbspolitik og producentansvar, og mange af initia-tiverne samledes op i regeringens næste affaldsplan, ”Affald21, Regeringens affaldsplan 1998-2004”, der udkom i 1997.Planen gjorde det klart, at alle målene i Handlingsplanen for1993-97 var nået.

Pr. 1. januar 1997 indførtes som nævnt forbudet mod depone-ring af forbrændingsegnet affald, hvilket med nogen succesbetød, at affald, der før havnede på lossepladsen, nu blev for-brændt med en udnyttelse af energien i affaldet. Dog opstodder hurtigt et stort kapacitetsproblem, som måtte løses vedmellemlagring af store mængder affald – en mellemlagring,som ikke altid spændte lige heldigt af som følge af selvan-tændelser og materialeflugt samt fald i brændværdi somfølge af oplagring.

Handlingsplanen slog fast, at Danmark var nået langt, men atregeringen ønskede at gå videre og det erklæredes, at manønsker at flytte affald fra forbrænding til genanvendelse, samtflytte affald direkte fra lossepladser til genanvendelse.Derudover ønskede regeringen at hæve kvaliteten af affaldsbe-handlingen generelt, herunder mindske miljøbelastningen ogudnytte affaldets ressourcer bedre. ”Affald er ikke bare et miljø-problem, men ofte også en ressource, som det gælder om atudnytte på en miljømæssige effektiv måde” hedder det således.

Affaldshierarkiet blev taget på ordet, og Affald 21 introducere-de krav om, at affaldet skulle kildesorteres i flere fraktioner, etstørre fokus på produkterne allerede fra designfasen og merefokus på virksomhedernes affald. Affald 21 opstillede ligeledesen ambitiøs målsætning om forebyggelse (både hvad angikmængde og farlighed) og det forventedes at ville få mærkbarindflydelse på affaldets mængde og sammensætning.

De overordnede behandlingsmålsætninger for Affald 21 var:64 % genanvendelse 24 % forbrænding12 % deponering

Affaldet opfattedes nu i højere grad som en ressource fremfor blot en miljøbelastning. Man havde tidligere fokuseret påde kvantitative mål, mens der som noget nyt nu også skulleses på kvaliteten i behandlingen af affaldet. Således fordredeAffald 21 nu en mindskelse af miljøbelastningen og bedreudnyttelse af ressourcerne på en økonomisk forsvarlig måde.Med affaldets ressourcer tænktes der både på de energires-

sourcer, der havde været anvendt til at fremstille de produkt-er, der var blevet til affald, de råstoffer, som affaldet bestodaf, samt den energireserve, der ville kunne udnyttes, hvisaffaldet blev forbrændt.

Affald 21 nævnte bl.a., at ved bioforgasning af organisk dag-renovation kunne både gødnings- og energiindholdet udnyt-tes, hvilket ansås for at være en bedre løsning end blot for-brænding, hvor kun energiindholdet udnyttedes.

I planen blev det også nævnt, at man anerkendte, at tekno-logiudviklingen på affaldsområdet ikke sker af sig selv, og endel af årsagen til den træge udvikling fandtes bl.a. i dendecentrale placering af ansvaret, og at kilderne for flereaffaldsfraktioner var spredt ujævnt over landet, ligesom derskitseredes en barriere i form af de varierende markedspriser,som gjorde investeringer i sektoren meget risikobetonede.Affald 21 opfordrede på denne baggrund til et øget kom-munalt samarbejde om udvikling af teknologier m.v.

Affald 21 lagde som anført afgørende vægt på ressource-aspektet ved affaldet, hvilket må ses i sammenhæng medden internationale bevågenhed, der i forsker- og NGO-kredsevoksede op i disse år omkring de omsiggribende materiale-strømme, som den tiltagende globalisering bar med sig.

Begreber som ”økologiskerygsække” eller ”-fodspor”dukkede med linier tilbage tilRio-processen op i hverdags-sproget som udtryk for, hvor-ledes forbruget i den vestligeverden satte sig markantespor i de dele af verden, hvorde råstoffer, der lå til grundfor den vestlige velstand,udvandtes.

Det samme gjaldt begrebersom ”Faktor 4” og ”Faktor 10”, der var udtryk for ønsketom at ”producere mere med mindre” og begrænse det sam-lede ressourcetræk med faktor 4 på kort sigt og 10 på langtsigt. Og i en periode arbejdedes i Miljø- og energiministerietogså intenst med operationalisering af begrebet ”DetØkologiske Råderum” som udtryk for den samlede mængderessourcer, der måtte antages at være til rådighed for detenkelte menneske eller land.

23

1998

19992000

20012002

Råderumstanken blegnede i takt med erkendelsen af de beregningsmæssige implikationer, det indebar at få det defi-neret – og måske i virkeligheden også i takt med erkendelsenaf, hvor uendeligt lille det sikkert ville være, hvis man endeligblev i stand til at beregne det (!).

Tankerne om at sætte tal på miljøeffekterne i andre verdens-dele af kornfede danskeres forbrug levede videre indtil ”øko-logiske rygsække” og ditto ”fodspor” forsvandt ud af det mil-jøministerielle vokabularium i forbindelse med regeringsskif-tet i 2002, og de besværlige smagsdommeres samtidige de-route fra de bonede gulve.

Affald 21’s ambitiøse planer for øget forebyggelse resulteredebl.a. i nedsættelse af et antal produktpaneler, hvor alle aktø-rer i hele værdikæden – fra råvareforarbejdning og designover produktion, distribution, forbrug og bortskaffelse - varrepræsenteret og havde mulighed for at dele viden og erfa-ring og kanalisere krav og ønsker til design og bortskaffelseop og ned i værdikæden. Miljøstyrelsen gennemførte lige-ledes en større konference om affaldsforebyggelse i den den-gang relativt nye ”Parken” – dog ikke på selve grønsværen,men i tilstødende lokaler.

Konferencen samledes om et til lejligheden udarbejdet kata-log over forebyggelsesinitiativer, som i dag har fortonet sigfra styrelsens hjemmeside.

”Guldalder” berettiget

Det er ikke uden grund, at 10-året fra 1992 til 2002 passendekan kaldes affaldets guldalder. Bevågenheden omkring affaldvar enorm, hvilket klart indikeres af periodens mange projek-ter og rapporter, der flød i en lind strøm. Mellem 30 og 50publikationer om affald kælvede Miljøstyrelsen således medårligt og staten var perioden igennem god for mellem 5 og 10nye forskrifter om affald om året, som affaldssektoren måtteagere i forhold til.

Affaldsafgifterne næsten 10-dobledes i perioden 1990-1999med afledt stor interesse for at minimere deponeringen,trumfet yderligere af forbudet mod deponering af forbrænd-ingsegnet affald fra 1997. Tallene taler næsten for sig selv i deto figurer (fig. 2 og fig. 3).

24

1992

19931994

1995

19961997

1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002

12

10

8

6

4

2

0

50

40

30

20

10

0

Forskrifter

Publikationer

Publikationer / år Forskrifter / år

1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 1999 2001 2003

45

40

35

30

25

20

15

10

5

0

400

350

300

250

200

150

100

50

0

Deponeringsafgift

Deponeringsprocent

Deponeringsafgift kr/t. Deponerings %

Figur 2: Udviklingen af det årlige antal af forskrifter (love,bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger), der angår affaldsamt antallet af publikationer om affald fra Miljøstyrelsen iperioden 1992-2002. Antallet vises i rullende gennemsnit overfem år for at vise tendenserne, snarere end de eksakte tal forde enkelte år. De høje niveauer fra slutningen af 80’erne varerved perioden igennem, og er endda svagt stigende. Såledesudsendes i slutningen af ti-året hen ved 50 rapporter om åretog der udstedes en halv snes forskrifter.

Figur 3: Deponeringsafgiften og andelen af affald, der depone-redes i perioden 1985-2005. Deponeringsandelen i perioden1986-1993 er skønnet ud fra andelene i 1985 og 1994, hvor de låpå hhv. 39 og 23%.

DAKOFA under ’affaldets guldalder’

Fra ’skrifter’ til ’værktøjer’Det fremgår af periodens årsberetninger, at DAKOFA i period-en udviklede – som det hedder i 1995-beretningen – en ”bredere indfaldsvinkel” til hele affaldsbegrebet.

Ny ord og begreber som kvalitets- og miljøstyring, EMAS,grønne regnskaber, LCA-Gaps, byøkologiske løsningsmodeller,miljøøkonomisk vurdering, symbiosenetværker og affaldsbør-ser samt produktorienteret miljøindsats indgår nu i årsberet-ningerne som den naturligste sag af verden og der oprettes iperioden nye arbejdsudvalg vedrørende elektronikskrot, jord-forurening og miljøstyring – sidstnævnte med en undergrup-pe, der beskæftigede sig med grønne regnskaber.

Hele ”den nye verden” omkring LCA og produktorienteret mil-jøindsats havde affaldssektorens bevågenhed, idet man, somdet fremgår af periodens årsberetninger, nok fandt, at det ien analyse fra vugge til grav må være vigtigt at høre ogsåstemmen fra graven. Tilsvarende definerede DAKOFA på ettidspunkt affaldssektoren som en art hushovmester i detøkologiske råderum, hvor sektoren bidrog til at sikre en hen-sigtsmæssig allokering og fortsat genvinding af de ressour-cer, der nu engang allerede var introduceret i den økonomi-ske sfære.

Arbejdsudvalgene fokuserede i perioden i stadigt stigendeomfang på at vurdere og kommentere de projekter m.v., der tilstadighed igangsattes og afrapporteredes fra Miljøstyrelsen,samt på at kommentere de mange udkast til forskrifter, derkom fra såvel de danske miljømyndigheder som EU.

Der var også stadig lidt reminiscenser fra ”skrifts-tiden”, idetDAKOFA og arbejdsudvalgene i et vist omfang var involveret ien håndbog i kvalitetssikring af miljømåleudstyr på affalds-forbrændingsanlæg, et forprojekt om afsætning af kompost– og siden udarbejdelse af et egentligt produktblad for kom-post – samt et projekt om produktion og bortskaffelse affaste, industrielle restprodukter. Projekterne var alle eksterntfinansieret, og udførtes på professionelt grundlag af med-lemmer af DAKOFA, men altså også under inddragelse af fri-villig ekspertise i arbejdsudvalgene og af sekretariatet.

Hertil kom et internationalt projekt,som havde til formål at udarbejde ret-

ningslinier for gennemførelse af mil-

jøstyring på affaldsbehandlingsanlæg. Det gennemførtes isamarbejde med DAKOFAs søsterorganisationer i Sverige,Finland, Storbritanien, Spanien og Italien og under løbendeinvolvering af det nye miljøstyringsudvalg.

I slutningen af perioden indgik DAKOFA i et samarbejde medAffaldsteknisk Samarbejde og Roskilde kommune om kort-lægning af den aktuelle forskning og udvikling inden for øko-logiske rygsække og Faktor 4 & 10, og det kom der en rapportud af, som Miljøstyrelsen publicerede i 2002 og DAKOFA komherved til i vid udstrækning at introducere disse nye begreberi affaldssektoren.

I perioden publiceres også det sidste egentlige DAKOFA-skrift, nemlig en oversigt over biologiske behandlingsanlæg iDanmark samt en workshop-rapport vedr. emballageaffald.

Herefter blev DAKOFAs publikationer mere til notater ogguidelines – eller ”værktøjer” -, der udførtes af sekretariatetsmedarbejdere under supervisering af arbejdsudvalgene.

I periodens løb var der således tale om f.eks. en kogebog iklassificering af farligt affald, en folder om sortering og ind-samling af elektronikskrot (udarbejdet i samarbejde medproduktpanelet for elektronik, hvor DAKOFA fik sæde), en rap-port om 22 grønne regnskaber samt udarbejdelse af indtilflere såkaldte ”kontoplaner” for grønne regnskaber foraffaldssektorens behandlingsanlæg, en guideline i klassifice-ring af mineraluld og i klassificering af metalforurenet jordog restprodukter, en oversættelsesnøgle mellem det gamleog det nye EAK, en checkliste over forhold, der skal iagttages,dersom ikke-farligt affald omdøbes til farligt samt et katalogover de 29 opgaver, som Affald 21 definerede skulle løses iden kommunale affaldsplanlægning.

Det var således kendetegnende for perioden, at det var destadigt mere presserende dag-til-dag-opgaver, som medlem-merne udsattes for, der bliver styrende for outputtet fraDAKOFA, som således blev meget værktøjsorienteret.

Fra tidsskrift til kvartårlige Nyhedsbreve tilhyppigt opdateret hjemmesideMens DAKOFAs tidsskriftsforsøg definitivt afsluttedes i 1993,blomstrede nyhedsformidlingen op i nye rammer. Såledespåbegyndtes fra 1995 en kvartårlig udsendelse af nyhedsbre-ve med korte introduktioner til verserende sager og projekter,som medlemmerne kunne rekvirere yderligere informationer

25

1998

19992000

20012002

26

1992

1993

19941995

19961997

om i sekretariatet – en service, der var flittigt brugt i disse år.Det er tankevækkende at studere årsberetningernes beskriv-else af nyhedsformidlingens udvikling, herunder den tiltag-ende betydning, som EU-stoffet tydeligvis har i perioden.Eksempelvis fremgår det af 1999-beretningen, at der det århavde været informeret om og kommenteret 28 forskelligedanske initiativer til regeldannelser, mens det tilsvarende talfor EU-initiativer havde været 36!

I 1998 – ja, så sent var det – åbnede så DAKOFAs hjemmeside,og i de følgende år blev den hele krumtappen om DAKOFAsnyhedsformidling. Således reduceredes antallet af trykteNyhedsbreve for til sidst helt at udgå som sådanne fra 2005.Layoutet for hjemmesiden var mildest talt ikke prangende,men indholdsrig var den!

Hjemmesiden diverterede i årene efter introduktionen ikkekun med nyheder. Også notater og guidelines fandt efter-hånden vej til siden, hvor de stilledes til medlemmernes dis-position døgnet rundt og diverse baggrundsmaterialer lag-des nu også ud – til benefice for sekretariatets hårdt prøvedekopimaskine, der i disse år nød godt af den elektroniske tids-alders indtræden i også DAKOFAs gemakker.

I det hele taget blev sekretariatets kontaktmed medlemmer mangedoblet som

følge af disse nye kommunika-tionsveje med udgangen af

det 20. århundrede og deter i dag vanskeligt at

forestille sig tiden før.

KonferenceaktiviteterMed mellem 30 og 50 nye publikationer om affald og mellem5 og 10 nye affaldsforskrifter om året er 10-året fra 1992-2002ikke just en periode med mangel på konferenceemner. I 1999-beretningen gøres det da eksempelvis også op, at der det århavde været afholdt 13 konferencer og workshops med i altmere end 1500 deltagere (ud over 35 udvalgsmøder) og fra atDAKOFA i sin spæde vår i hovedsagen præsenterede egne,tekniske udredninger på sine konferencer, blev denne period-es konferenceprogrammer i vid udtrækning præget af alt det,der rørte sig rundt om DAKOFA.

De mere traditionelle konferenceemner, der knyttede sig tilbestemte behandlingsformer m.v., fortsatte som hidtil (for-brænding, deponering, indsamling og transport m.v.), menspecielt f.s.v.a. konferencerne om biologisk affaldsbehandling– og dem var der i perioder indtil flere af om året – er detinteressant at bemærke sig, hvorledes de fra at koncentreresig om behandlingsteknikker m.v. i stadig stigende omfangbeskæftigede sig med afsætning af de biologisk behandledeprodukter – herunder ikke mindst brugernes krav. Det hangsammen med det store udviklingsarbejde, der foregik i denperiode omkring udarbejdelse af produktblade for kompostm.v., hvor DAKOFA i den sammenhæng havde nedsat en sær-lig undergruppe til arbejdsudvalget for biologisk behandlingmed det smukt klingende navn ”ORGAF”, ligesom DAKOFAhavde et nært samarbejde med det strategiske miljøforsk-ningsprograms projekt om genanvendelse af organiske rest-produkter i bæredygtigt jordbrug (derfor konferencen meddenne titel i 1998).

Der ud over er listen over periodens 134 konference-emnersom antydet et sandt spejl af samtiden.

F.eks. afholdt DAKOFA sin første konference om Elektronikskroti 1996, om det tyske DUAL-system i 1993 (med efterfølgendestudietur i 1994), om transportforordningen straks efter densikrafttræden i 1995, hvor også DAKOFAs første konference omMiljøstyring fandt vej til programmet. Truslen om en slam-boy-kot fra landbrugets side i 1995 kan også aflæses (”Hvad gør vimed slammet i morgen?”), ligesom Miljøstyrelsens erhvervsaf-faldsstrategi præsenteredes friskt fra fad i 1995. Jordforureningvar et nyt tema for affaldssektoren, dels med en konferenceom ”A/S Fortidens Synder” i 1994 (en præsentation af forslagetom at overflytte den amerikanske ”Superfond-model” til DK)og om et lovforslag til ny jordforureningslov i 1996, hvor ogsågrønne regnskaber dukkede op som et nyt tema.

Ny vejledning i klinisk risikoaffald og stoppet for deponeringaf forbrændingsegnet affald var naturligt nok emner i 1997,hvor også mere eksotiske emner som den produktorienteredemiljøindsats samt affaldsafgiften (der jo voksede med 75%det år) og gebyrer dukkede op på kalenderen.

I 1998 var en virkelig nyskabelse en konference om affaldssty-ring på medicinal- og levnedsmiddelvirksomheder – et emne,der var ønsket fra affaldsproducenternes side, og således denførste DAKOFA-konference, der satte sig i producenternessted, mens miljøstyring, biler og elskrot samt LCA og affaldvar nyskabelser i 1999.

Igen som spejl af samtiden dukkede ”BSE i komposten” op i2001, ligesom liberaliseringstendenserne sætter sig spor iemnevalget både i 2000 (”Liberalisering af affaldssektoren”)og 2002 (”Effektivisering af affaldssektoren” og ”Affaldsekspor-ten og anvisningsretten – hvordan sikres kvaliteten?”).

Der ud over var konferencer om affaldsplanlægning – denkommunale såvel som den statslige – tilbagevendendeemner i 10-året, hvor både handlingsplanen fra 1993 og”Affald 21” fra 1997 blev præsenteret – endda af flere omgan-ge, ligesom EU-initiativer spillede en central rolle, afspejlet ifølgende kavalkade af konferencer: ”Høring om miljøet og EU”(1993), ”Drikkevare-emballager” (1994), ”Affaldsforbrænding ilyset af det nye EU-direktiv” og ”Medlemsmøde medMiljøkommissær Ritt Bjerregaard” (1995), ”Deponeringsanlægpå vej mod år 2000” (1996) og workshop om det nye depone-ringsdirektiv (1999) samt konference herom (2000).

Det internationaleDAKOFAs internationale engagement øgedes kraftigt period-en igennem, ikke mindst i forbindelse med, at DAKOFA fra1997 delte direktør med ISWA og fra 1998 også havde bofæl-lesskab, hvad sekretariaterne angik.

Relationerne til ISWA og ISWAs arbejdsudvalg blev såledesmeget nære, og den faglige udveksling øgedes, til beneficefor medlemmerne.

På EU-området oprustede DAKOFA ganske betragteligt, bl.a.ved i samarbejde med ISWA at etablere en nyhedstjeneste,der jævnligt opdaterede medlemmerne med alt det nyestepå EU-området, herunder tilvejebragte baggrundsdokumen-ter og andre informationer. Som det fremgår ovenfor underafsnittet om nyhedsformidling, overhalede antallet af nyhed-er om EU-initiativer i periodens løb antallet af nyheder omdanske initiativer, hvilket er symptomatisk.

I slutningen af perioden kastede sekretariatet en del ressour-cer ind i det netop opstartede arbejde med en BREF-note foraffaldsforbrænding under inddragelse af såvel DAKOFAs somISWAs forbrændingsudvalg.

Den organisatoriske udviklingDAKOFAs sekretariat undergik i perioden en gentagendeopgradering for ved periodens slutning – ud over en direktør,som indsattes i 1991 – at råde over fem medarbejdere. Gældenfra 1988 var udryddet ved periodens start og medlemstalletsteg støt og nåede ved periodens udgang godt 300.

27

1998

19992000

20012002

1974 1977 1980 1983 1986 1989 1992 1995 1998 2001 2004 2007

350

300

250

200

150

100

50

0

50

40

30

20

10

0

MST-rapporter

Antal medlemmer

MST-rapporter / år Antal medlemmer Figur 4: Det årlige antal af publikationer fraMiljøstyrelsen med affald som emne (rullendegennemsnit over 5 år), sammenholdt medantallet af medlemmer i DAKOFA i perioden1974-2007. Det bratte fald i antallet af med-lemmer fra 2006 til 2007 skyldes sammen-lægningerne af kommunerne og amternesnedlæggelse, men der ud over synes at væreen påfaldende korrelation, som kan forklaresved at antallet af publikationer er et udtrykfor samfundets generelle interesse i affald –ligesom antallet af medlemmer.

28

Som det anføres allerede i årsberetningen fra 1988, så afspej-ler medlemstallet den interesse for affald og genanvendelse,der eksisterer i det omliggende samfund og gør man sig dentanke, at antallet af publikationer om affald fra Miljøstyrel-sen er en indikation på, hvilken status affald til et givent tids-punkt har i samfundet, tegner der sig en overraskende inter-essant korrelation mellem netop antallet af publikationer ogantallet af medlemmer i DAKOFA (se figur 4)

Som nævnt etableredes indtil flere nye udvalg i perioden,hvor DAKOFA også blev repræsenteret i bl.a.• Miljøstyringsrådet, Rådet for renere teknologi,• Gødningsudvalget og EF-Specialudvalget vedr. miljø.

Og på den helt hjemlige front, så flyttede sekretariatet i 1998fra det gamle Ingeniørhus ved Vesterport station – det medden legendariske Prometheus-sal, som havde dannet ram-men om mangen en DAKOFA-konference - til ”Bombebøssen”på Christianshavn, hvor DAKOFA indgik i bofællesskab medAffaldsteknisk Samarbejde (nu: affald danmark) og senereogså ISWAs generalsekretariat, med hvem DAKOFA deltedirektør fra 1997.

Konferencerne flyttede med Ingeniørhuset til det nye IDA påKalvebod Brygge, hvor Prometheus-salens gravkammer-atmosfære skiftedes ud med lyse udsigter til havneløbet – ogdet gode hash-skib MS Hela, der i en årrække lå opankret ligeoverfor det nye Ingeniørhus, og som pudseløjerligt nok deltenavn med ”Stads- og havneingeniørens” daværende annonce-konsulent, men det var nu nok en tilfældighed!

1998

19992000

20012002

(Om)verden i glimt:2003: Golfkrig II. Bornholmske kommuner sammenlægges. Gigantisk strømsvigt mørklægger Sjælland og øerne.

Saddam Hussein tages til fange.2004: EU udvides fra 15 til 25 medlemmer. Strukturkommissionen varsler kommunalreform. CEPOS grundlægges. WTO-for-

handlinger genoplives. Connie Hedegaard afløser Hans Chr. Schmidt som miljøminister. Olieprisen runder 50$/tønde.Wangari Maathai, nigeriansk miljø- og kvindesagsforkæmper får Nobels fredspris. Tsunami rammer asiatiske turistmål.

2005: Kyoto-aftalen træder i kraft. Operaen på Holmen indvies. Fogh Rasmussen genvinder regeringsmagten. Verdens befolk-ning runder 6,5 mia. DKs import fra Kina fordobles nu hvert 5. år og eksporten stiger med 21%/år. Fugleinfluenza hærgeri Asien mens danskerne diskuterer Dankortgebyrer. Wolfowitz chef for Verdensbanken (for en stund). Jyllandspostenoffentliggør 12 Muhammed-karikaturer. Brand i 5 dage i affaldslager ved Aalborg Portland. FN’s klimakonference iMontreal forlænger Kyotoaftalen.

2006: Liberia og Chile indsætter første folkevalgte kvindelige præsidenter. Brian Mikkelsen fremlægger kulturkanon.EU-Kommissionen godkender DONG-fusion. Første fund af fugleinfluenza hos vilde fugle i DK. Kronprinsen til åbning afDAKOFA/ISWA-kongres i Bella Centret.

2007: Miljøstyrelsen opgør 245 produkttyper på det danske marked baseret på nanoteknologi eller indeholdene nanopartikler.Robert Costanza, amerikansk professor i økologisk økonomi, fremsætter forslag om et formynderskabsråd til forvaltningaf klodens atmosfære.

29

2003

20042005

20062007

2002 - 2007Mest miljø for pengene

Sammenfatning

”Det er helt centralt, at affaldet behandles på en måde,som giver størst værdi – både miljømæssigt og økono-misk…Det skal være synligt, hvad vi får for pengene... Jegser Affaldsstrategi 2005-08 som startskuddet på en danskaffaldspolitik, som sætter miljø, effektivitet og økonomi ihøjsædet..”

Disse udpluk fra Miljøminister Hans Christian Schmidtsforord til Regeringens ”Affaldsstrategi 2005-08” er etdækkende konglomerat af affaldspolitikken i den senesteaf de fire perioder fra DAKOFAs hidtidige historie.

Perioden er samtidig kendetegnet ved en vis afventendeholdning hos de fleste aktører, dels på grund af en struktur-reform, som varsledes igangsat i 2004 og som delvis lamme-de udviklingsarbejdet i kommunerne (og helt i amterne, somblev sendt til tælling), dels på grund af den varslede liberali-sering af affaldssektoren, som imidlertid trak ud i en rum tid.

Der stilledes endvidere heller ikke nogen nye krav tilaffaldsbehandlingen og ydedes ikke nogen støtte tiludvikling i perioden.

Endelig stillede en opblussen af den velfærdsøkonomisketankegang i starten af perioden meget vidtgående kravtil dokumentation af, at valgte løsningsmodeller nu ogsåvar de mest optimale for samfundet, og megen tid gikmed at regne – for så til sidst at nå frem til, at det ikkekunne betale sig at gøre noget nu.

Mod periodens slutning forløstes spørgsmålet om frem-tidens organisering (det genanvendelige erhvervsaffaldskal stilles frit), og velfærdsøkonomien måtte vige for etefterhånden altoverskyggende klimahensyn, som ingenlængere turde udfordre.

2002

2003

20042005

20062007

Nye EU strategier Europarådet vedtog den 22. juli 2002 det 6. miljøhandlings-program, hvori Rådet bestilte en tematisk strategi for fore-byggelse og genanvendelse af affald. Kommissionen fremsat-te i forlængelse heraf den 21. december 2005 forslag til nytaffaldsrammedirektiv, som en del af forslaget til denne nygenanvendelsesstrategi.

Det nye i genanvendelsesstrategien var, at nyttiggørelsen nuskulle fremmes i det indre marked gennem opstilling af ’alevel playing field’ for de aktører, der er beskæftiget med nyt-tiggørelse. Der skulle derfor arbejdes for at skabe ensartedekonkurrencebetingelser i alle 27 EU-lande, således at affaldetville blive nyttiggjort, hvor markedet kunne opvise de laveste

omkostninger. I praksis vil det sige ’ophæve’transportforordningen ved at stække densindsigelsesmuligheder (nemlig ved at har-monisere kravene til behandling m.v.).

Kommissionens forslag indeholdt en rækkeelementer til fremme af en sådan ’levelplaying field’, herunder forslag om klareredefinitioner, indførelse af et ”End-of-Waste-begreb” (affald skulle nu kunne

”gro” sig ud af affaldsdefinitionen ved behandling)og fastlæggelse af procedurer for fastlæggelse af ensartedestandarder for behandling og genanvendte produkter.

Det nye fokus var miljøeffekterne - frem for nødvendigvisnedbringelse af affaldsmængderne eller overholdelse afhierarkiet i øvrigt.

I stedet for et stift hierarki lagde Kommissionen således op tilanlæggelse af ”Life Cycle Thinking” (LCT). Man skulle såledesikke længere følge hierarkiet blindt, men inddrage overvejel-ser om miljøeffekter i hele livsforløbet for det affald, der skul-le behandles, inden der kunne træffes endelig beslutning ombehandlingsformen.

Det står imidlertid ikke lysende klart, hvad Kommissionenlagde i LCT – hvor tæt er det på en egentlig livscyklusvurde-ring, og skal der indgå cost/benefit eller velfærdsøkonomiskeovervejelser også?

I forbindelse med forhandlingerne om Kommissionens for-slag har Parlament og Råd efterfølgende argumenteret for, athierarkiet skal indskrives i affaldsdirektivet – oven i købet

som et 5-ledet hierarki, men forsat med mulighed for at fra-vige det, idet betingelserne herfor dog heller ikke står lys-ende klart i skrivende stund.

Hvad der i forhandlingsfasen har haft måske størst betyd-ning for den danske situation, har været spørgsmålet omklassificering af affaldsforbrænding med energiudnyttelsesom en nyttiggørelsesoperation. Kommissionen lagde i sitforslag op til, at forbrænding på dedikerede anlæg skulle tak-seres som nyttiggørelse, hvis visse nærmere beskrevne ener-gi-effektivitetsmål var opfyldt.

Fra officiel dansk side var man betænkelig herved, fordimulighederne for at gøre indsigelse overfor transporter afaffald til nyttiggørelse efter transportforordningen jo er retbeskedne, hvorfor Miljøstyrelsen - og ministeren med - ansådet for vanskeligt at styre kapacitetsudviklingen i Danmark,hvis forbrænding blev til nyttiggørelse.

Det blev særligt centralt i relation til de samtidige forhand-linger om liberalisering af affaldssektoren i Danmark. Hvisforbrændingsanlæggene skulle liberaliseres, og der samtidigåbnedes for fri handel over grænserne med forbrændingseg-net affald, mente styrelsen, at der kunne opstå problemer.

I forbindelse med forhandlingerne om affaldsrammedirektiv-et har ministeren indtil videre fået trumfet nogle særbe-stemmelser ind f.s.v.a. affaldsforbrænding, hvor medlems-landene stilles i udsigt, at de skal kunne gøre indsigelse modoverførsler af affald, der vil fortrænge indenlandsk affald fraforbrændingsanlæg til deponering, men direktivet er langtfra færdigforhandlet, og som det fremgår af nedenstående,så er spørgsmålet om liberalisering af affaldsforbrændingensendt til hjørnespark, indtil direktivets endelige indhold erkendt.

Miljøpolitikken i DanmarkI slutningen af 2001 skete der en drejning i dansk politik, derogså fik konsekvenser for miljøpolitikken. Som led i skatte-stoppet skete der i 2002 nedskæringer i hele den offentligesektor, inklusiv Miljøministeriet, som i øvrigt opsplittedes(igen), således at Energistyrelsen blev lagt ind underErhvervsministeriet. Rådet for renere teknologi og dets bevil-ling nedlagdes ved samme lejlighed.

Regeringen udpegede i juli 2002 statistikeren Björn Lomborgsom direktør for et nyt miljøøkonomisk institut. Lomborg

30

200572002

20032004

20062007

blandede sig for første gang i miljødebatten med fire megetomdiskuterede kronikker i Politiken i begyndelsen af 1998 ogbidrog efterfølgende til miljødebatten med bogen “VerdensSande Tilstand”, der bl.a. på basis af de relativt nye velfærds-økonomiske betragtningsmåder argumenterede for enanderledes måde at prioritere samfundets ressourcer på.

Med de nye velfærdsøkonomiske metoder følte økonomernesig i stand til også at prissætte ”fælles goder” som natur ogmiljø ved hjælp af prissætningsmetoder, der bl.a. inddroginterview med et antal personer om deres præferencer forf.eks. bestemte dyre- eller plantearter eller naturtyper, samtved f.eks. at sammenligne huspriser i områder med højtnaturindhold med priser på huse i områder med et mindrenaturindhold – eller priser på huse i støjplagede områdermed tilsvarende priser i ikke-støjplagede områder.

Ved at prissætte såvel miljøgoder som de omkostninger, derville være forbundet med at opretholde dem – og ikke mindstved at tilbagediskontere fremtidige miljøgoder (!) – mentevelfærdsøkonomerne sig efterhånden i stand til at beregneret præcise optima for, hvornår det kunne betale sig at gørenoget for at beskytte miljøet – og selvfølgelig også hvornårdet ikke kunne betale sig.

Affaldssektoren havde tidligere været præsenteret for sådan-ne analyser, nemlig Inger Brissons arbejder i slutningen af90’erne, som bl.a. udfordrede affaldshierarkiets bundplace-ring af affaldsdeponering, og ved velfærdsøkonomiske meto-der efterviste, at det samfundsmæssigt godt kunne betalesig at deponere affald.

Disse analyser gjordes i øvrigt dengang til genstand for stu-dier i DAKOFAs deponeringsudvalg, og på baggrund herafleveredes en artikel til Stads- og Havneingeniøren,”Cost/benefit i affaldssektoren?”, som således allerede i 1998forvarslede, at nye beregningsmetoder var i vej, og måskekunne vende op og ned på barnelærdommen.

Institut for Miljøvurdering udgavret hurtigt efter start nogle vurde-ringer af bl.a. dåsepantsystemer ogpapirgenanvendelse, som viste, atdet var samfundsmæssigt uhen-sigtsmæssigt af genanvende.Dåserapporten blev voldsomt kom-promitteret, fordi den var baseret

på, at alternativet til genanvendelse var for-brænding, og at dåser rent faktisk kunnebrænde. Ligesom disse former for analyserikke tager højde for energibesparelser iandre lande ved eventuel genanvendelse iDanmark.

Kritik eller ej, så fandt regeringen den vel-færdsøkonomiske metode besnærende,ikke mindst fordi den med nærmest deci-malers nøjagtighed kunne sige, hvornår vi fik mestmiljø for pengene. Derfor fastlagdes det, at alle nye projekterog krav til affaldsbehandling m.v. skulle underkastes en hvadder betegnedes miljø- og samfundsøkonomisk vurdering,inden de kunne iværksattes.

F.eks. skulle behandlingskoncepter som forgasning afimprægneret træ og behandling af PVC-affald gennemsådanne komplicerede beregninger, ligesom plast- og bioaf-faldsgenanvendelse fik en nedadvendt tommelfinger.Genanvendelse af plast-emballager var dog fastlagt som kravi emballagedirektivet, hvorfor den ikke helt kunne afskaffes.

Affaldsstrategi 2005-08

På affaldsområdet satte den velfærdsøkonomiske bølge ligele-des sine spor i den seneste danske ”Affaldsstrategi 2005-2008”,som regeringen fremlagde i 2003. Denne strategi var kende-tegnet ved at lægge vægt på den miljøøkonomiske tilgang:

”Det er helt centralt, at affaldet behandles på en måde, somgiver størst værdi – både miljømæssigt og økonomisk…Det skalvære synligt hvad vi får for pengene....Jeg ser Affaldsstrategi2005-08 som startskuddet på en dansk affaldspolitik, som sæt-ter miljø, effektivitet og økonomi i højsædet..” – sagde miljø-ministeren i forordet.

Regeringens affaldspolitik for 2005-2008 byggede således påtre grundelementer, nemlig at den skulle:

1. Forebygge tab af ressourcer og miljøbelastning fra affald2. Afkoble væksten i affald fra den økonomiske vækst3. Sikre mere miljø for pengene gennem øget kvalitet i

affaldsbehandlingen og en effektiv sektor

I modsætning til tidligere affaldsplaner rummede denne ikkenogen konkrete mål for f.eks. genanvendelse (når bortses frade mål, der fremgik af emballagedirektivet, og som medlems-

31

2002

2003

20042005

20062007

landene var forpligtet af), men alene nogle sigtelinier, som iøvrigt lå tæt op ad de gældende fra Affald 21, der i det storeog hele allerede var opfyldt.

Strategiens tredje grundelement ”Sikre mere miljø for penge-ne” udgjorde en helt ny drejning i affaldspolitikken.

For det første skulle affaldshierarkiets målsætning om øgetforebyggelse og genanvendelse nu kun følges, når dette bådevar miljømæssigt og samfundsøkonomisk effektivt. Rege-ringen ønskede med andre ord at vide, hvilken miljøgevinstman fik for pengene ved en specifik behandlingsform.

Derfor skulle der nu lægges vægt på sammenhængen mel-lem økonomien og miljøbelastningen i de valg, der skulletræffes.

For det andet stilledes der nu spørgsmålstegn ved effektivite-ten af den danske affaldsmodel, herunder organiseringen afsektoren, anvisningsretten og benyttelsespligten og hvile-i-sig-selv-princippet.

Det påpegedes, at man inden for affaldssektoren trods goderesultater ikke havde tilstrækkelig konkurrence inden forområdet, samt at der havde været en sammenblanding afkommunernes myndigheds- og driftsopgaver og f.eks. uigen-nemskuelige affaldsgebyrer etc.

I sommeren 2002 nedsatte regeringen derfor en arbejdsgrup-pe med repræsentanter fra alle dele af affaldssektoren, derskulle give en samlet vurdering af omfanget og betydningen afde væsentlige problemstillinger på affaldsområdet, herunderbelyse fordele og ulemper ved en liberalisering af sektoren.

Gruppen barslede med en rapport idecember 2004, der indeholdt enrække fælles anbefalinger (f.eks. omfrigivelse af det genanvendeligeerhvervsaffald, større gennemsigtig-hed i affaldsgebyrerne, ensartederegulativer og registrering m.v.),samt nogle delte anbefalinger, bl.a.på spørgsmålet om liberalisering afdeponerings- og forbrændingssek-toren og det genanvendelige far-lige affald fra erhverv.

Efter godt to år i tænkeboks – hvor et tværministerielembedsmandsudvalg blev sat til at udrede trådene omkringde delte indstillinger - offentliggjorde Regeringen i februar2007 et udspil, ”Den nye affaldssektor”, som fulgte de fællesindstillinger fra arbejdsgruppen, og hvor spørgsmålet omliberalisering af deponering og forbrænding som nævnt varsendt til hjørnespark grundet uklarhed om affaldsdirektivetsendelige udformning. Der foresloges dog en selskabsmæssigudskillelse og benchmarking af anlæggene allerede nu.

Kort forinden offentliggjorde Regeringen også sin nye energi-plan, som bl.a. foreslog overførsel af 2-600.000 t affald omåret til forbrænding på centrale kraftvarmeværker, dels for atafhjælpe en nyopstået kapacitetsbrist på de dedikeredeaffaldsforbrændingsanlæg, dels for at øge energieffektivite-ten.

I juni 2007 indgik Regeringen en aftale med flertallet afFolketingets partier om ”Den nye affaldssektor”. Aftalen varstort set identisk med arbejdsgruppens oprindelige udspil,dog med den forskel, at også det genanvendelige farligeaffald fra erhverv skulle fritstilles.

Eftersom regeringen i den samme periode gennemførte enstorstilet strukturreform, som sammenlagde et stort antalkommuner og nedlagde amterne, blev der beslaglagt storeressourcer i såvel centraladministrationen som i kommuner-ne (og selvfølgelig i de døende amter), hvorfor det i periodenvar yderst begrænset, hvad der dukkede op af konkrete kravog nyskabelser indenfor affaldsområdet. Godt nok er antalletaf forskrifter om affald i 2006 rekord højt, men det skyldesprimært alle de gennemskrivninger af gældende lovgivningm.v., som kommunalreformen fordrede – ikke nye krav ellerbestemmelser.

Eftersom Rådet for renere teknologi og dets bevilling var ned-lagt, var det også så som så med antallet af projekter og der-med publikationer om affald i perioden.

Til gengæld synes det som om der i periodens anden halvdelskete en opbremsning m.h.t. velfærdsøkonomiens styring afden politiske dagsorden. Nu var – og er - det klimadebatten,der styrer de politiske prioriteret.

Set i krystalkuglen betyder det utvivlsomt, at affald i fremtid-en nok i endnu højere grad vil blive behandlet ud fra bereg-ninger af drivhusgasser og kvotepriser m.v.

32

72002

20032004

20062007

Oven i strukturreform og manglende stillingtagen til liberali-seringen, blev det producentansvar, som elektronikskrotdirek-tivet forskriver, også gennemført i Danmark i denne periode,og en helt ny aktørkreds kom på banen, nemlig dels statensforlængede arm, ”WEEE-System”, dels de kollektive produ-centansvars-organisationer, som såvel de hidtidige indsamle-re og behandlere – og omverdenen i øvrigt – nu skulle agere iforhold til.

Der gjordes en stor indsats fra såvel de gamle som de nyeinstitutioner for at opnå en gnidningsløs overgang – som iøvrigt måtte udsættes nogle måneder – og efter nogle uund-gåelige tekniske indkøringsvanskeligheder synes denne nyeparallel-verden med producentansvar og kommunalt ansvarat have fundet et funktionelt leje. Tilbage er så at få det til atfungere også for batterier og biler, nu da de står for tur.

Perioden er som helhed generelt præget af hurtige ændring-er, men med affaldssektoren sat i en venteposition.

Den samlede kurve over antallet af forskrifter og publikation-er i hele DAKOFAs levetid, taler sit tydelige sprog om et liv imedgang og modgang: (se figur 5)

DAKOFA under ”mest miljø for pengene”

Fra ’arbejdsudvalg’ til ’netværk’Ser man tilbage på de første arbejdsgruppers enormearbejdsindsats med udarbejdelse af de legendariske DAKOFA-skrifter, har funktionen af DAKOFAs arbejdsudvalg unægteligændret karakter hen over de 25 år, der er gået – men de erbestemt ikke blevet mindre betydningsfulde.

I den seneste periode frem til i dag har udvalgene i større ogstørre udstrækning haft karakter af netværker, hvor medlem-merne har benyttet hinanden som kilder til personbårenviden og indsigt, som det ellers har været umuligt eller ihvert fald meget ressourcekrævende at skaffe på anden vis.

Udvalgene har således løbende drøftet diverse nye tiltag, ogherved fået mange vinkler belyst og medlemmerne er dervedblevet bedre rustet til at håndtere de nye udfordringer, lige-som resultatet af drøftelserne ofte er blevet gjort tilgænge-ligt for en bredere kreds via hjemmeside.

Blandt de emner, der således har været behandlet, og somhar ført til web-baserede støtteværktøjer for medlemmerne,kan fra perioden især fremhæves det elektroniske fortolk-ningsforum, som opbyggedes omkring fortolkning af den for-brændingsbekendtgørelse, der implementerede EU’s for-brændingsdirektiv. På baggrund af et høringsseminar, talrigemøder i arbejdsudvalget for affaldsforbrænding, hvorbekendtgørelsens enkelte bestemmelser gjordes til genstandfor fortolkning, samt Miljøstyrelsens og amternes bidrag

33

1971 1976 1981 1986 1991 1996 2001 2006

16

14

12

10

8

6

4

2

0

50

40

30

20

10

0

Forskrifter om affald

Publikationer om affald

Publikationer / år Forskrifter / år Figur 5: Det årlige antal af forskrifter ogpublikationer fra Miljøstyrelsen om affald iperioden 1971-2007 (rullende gennemsnitover 5 år). Den store stigning i antallet afforskrifter i 2006/2007 skyldes struktur-reformen.

2002

2003

20042005

20062007

med fortolkende afgørelser, kunne DAKOFA opbygge og vedli-geholde et fortolkningsforum på hjemmesiden, som utvivl-somt har lettet mangen en ansøger, rådgiver, leverandør ellersagsbehandler i arbejdet med design og godkendelser m.v.

I forlængelse heraf udarbejdedes i samarbejde med affalddanmark en positivliste (efter EAK) over affaldsarter, der somudgangspunkt kunne accepteres modtaget på et forbræn-dingsanlæg, og som udgjorde en ”plukliste” for anlæggene,når de skulle søge godkendelser (en sådan liste efter EAK for-dredes nemlig i den nye bekendtgørelse), ligesom der medafsæt i jordforurenings- og deponeringsudvalgene udarbej-dedes et beslutningsstøtteværktøj vedrørende acceptkriterierfor affald til deponering eller genanvendelse efter restpro-duktbekendtgørelsen.

De udkast til et bioaffaldsdirektiv, som Kommissionen luftedei periodens start, blev løbende drøftet og kommenteret iDAKOFAs arbejdsudvalg for biologisk affaldsbehandling, somlagde kommenterende notater ud på hjemmesiden.Yderligere gennemførte udvalget, i forlængelse af Miljøstyrel-sens afrapporteringer vedrørende bioaffaldets fremtidigeskæbne i Danmark (som konkluderede, at det var samfunds-økonomisk for dyrt at indsamle bioaffaldet separat), et semi-nar om effektivisering af todelt indsamling.

Da Kommissionen barslede med sin ”pakke” med to strategi-er og et forslag til nyt affaldsrammedirektiv, fik så godt somalle arbejdsudvalg en grundig indføring og rig lejlighed til atdrøfte og kommentere forslaget og dets konsekvenser, hvil-

ket har været en af forudsætningerne for opbygningen afden velbesøgte, analyserende portal vedr. ”pakken”, som nu ertilgængelig på hjemmesiden.

Fra Nyhedsbreve til webportalI takt med, at DAKOFAs hjemmeside stort set fra startenudviklede sig til et nyhedsorgan, der i aktualitet og med hen-syn til adgang til referencer og baggrundsmateriale hurtigslog DAKOFAs traditionelle trykte nyhedsbreve af pinden,reduceredes udsendelsesfrekvensen af sidstnævnte til to omåret fra 2002, for helt at udgå fra 2005, hvor de tryktenyhedsbreve erstattedes af remindere om de nyheder, derløbende bragtes på hjemmesiden, som så udsendtes sam-men med konferenceprogrammer m.v.

Efterhånden fandt denne form for formidling af nyheder sitnuværende leje, hvor overskrifter og indledninger fra allenyheder på hjemmesiden optrykkes i egentlige nyhedsbrevemed henvisning til, hvor de – og baggrundsmaterialet - kanfindes på hjemmesiden.

Hjemmesiden har i perioden udviklet sig mere og mere til enportal, der ikke blot har bragt nyheder, men også har sat demi perspektiv, så medlemmer med hver deres tilgange og erfa-ringer har kunnet vurdere konsekvenserne. Typisk har nyhed-erne været ledsaget af byger af links, som har sendt brugerneud på trygge rejser på det informationsmættede internet.

På denne måde har DAKOFAs hjemmeside i stadig størreudstrækning udviklet sig til en udadvendt portal til omverde-nen – snarere end til en indadvendt portal til foreningen. ”Etsundhedstegn for en forening, der ønsker at åbne sig mod ver-den og give medlemmerne indsigt, flyvehøjde og mulighed forat ruste sig til de løbende forandringer i en hektisk verden”,siges det i årsberetningen for 2007.

I periodens løb er det blevet gjort til en rutine at opfange ogfastholde de elementer i nyhedsstrømmen, der har – eller kanfå - mere varig betydning for medlemmerne og deres ageren.Det er sket i form af opbygning af særlige rum eller portaler påhjemmesiden, hvor links-samlinger og omtaler giver adgang tilaktuel baggrundsinformation. Af de sladrehanke, der findes iform af hit-tællere på disse portaler, fremgår det, at der gøreslivligt brug af disse, og denne formidlingsform tegner til atvære fremtidens løsning på bl.a. netværksfacilitering.

34

72002

20032004

2006 2007

F.eks. var sekretariatet hurtigt ude med et katalog over de 123opgaver, der defineredes i regeringens Affaldsstrategi 2005-08, herunder ikke mindst de 26, som det forventedes, at kom-munerne skulle tage sig af, og alle aktører fik hermed en hur-tig indgang til strategien i f.m. den kommunale affaldsplan-lægning.

Blandt de portal-emner, der i dag er tilgængelige på hjem-mesiden og som stammer fra perioden, kan i flæng nævnesemner som affaldsrammedirektivet, den nye transportforord-ning, affaldsforebyggelse, revisionen af forbrændingsdirekti-vet, miljøansvarsdirektivet, jordstrategien, havnesedimenter,affaldsafgifter, positivliste for affald til forbrændingsanlæg,kommunesammenlægning og affald, BREF-note om affalds-forbrænding, virksomhedsordningen og affaldet, elektroniskfortolkningsforum vedr. forbrændingsbekendtgørelsen samtacceptkriterier for affald til deponering. Fra tidligere perioder – men fortsat aktuelle – findes portal-emner som forsknings-og udredningsbehov i affaldssektoren, omsætningsnøglemellem gl. og nyt EAK, miljøfarekriterier og farligt affald,kogebog i klassificering af farligt affald, forbrænding af creo-sotholdigt træ, animalsk biproduktforordning og en guidelinei klassificering af jord og restprodukter.

KonferenceaktiviteterIgen er DAKOFAs konferenceprogrammer et spejl af samtiden– dels af hvad der sker, og i høj grad af, hvad der ikke sker!

Allerede årskonferencen i 2003 tog således fat på de kontro-versielle affaldsrelaterede rapporter fra det nyetableredeInstitut for Miljøvurdering (papir- og dåserapporterne), og idecember 2002 behandledes Miljøstyrelsens første velfærds-økonomiske analyse af, hvorvidt organisk affald mest hen-sigtsmæssigt burde indsamles separat, mens den tilsvarendeanalyse af plastgenanvendelse sattes på programmet i efter-året 2003.

Den lange ventetid på et liberaliseringsudspil fra regeringenkom til udtryk i frustrationstitler som ”Mens vi venter påaffaldsredegørelsen” (2006), og en del udskydelser af konfe-rencer om liberalisering måtte indkasseres, men i 2007 komden så endelig, ”Den nye affaldssektor – Regeringens udspil” –en konference, der tilrettelagdes i samarbejde med RenoSamog affald danmark.

Ellers var det selvfølgelig regeringens nye affaldsstrategi,”Affaldsstrategi 2005-08”, der indledte perioden med en kon-

ference herom i 2003 og om de affaldsplaner, der skulle udar-bejdes i forlængelse heraf samme år (”Kimen til de nyeaffaldsplaner”) og året efter (”Kommunernes nyeaffaldsplaner”), ligesom et af strategiens hoveddogmer, øgetkvalitet, sattes til debat, ligeledes i 2004 (”Øget kvalitet iaffaldsbehandlingen – står affaldshierarkiet til troende ellerdebat?”), og et andet hoveddogme, øget effektivitet, blevtaget op i ”Effektivitet i indsamlingsordninger for papir ogpap” (2003).

Kommunalreformen trak tydelige spor med konferencer som”Affaldet og strukturreformen” og ”Affaldet og kommunesam-menlægningerne” (2005) samt ”Nedtælling til 2007” og”Kommunerne, affaldet og selskaberne” (2006).

Ud over de traditionelle emner om deponering, forbrændingog biologisk behandling, bød perioden også på mere eksoti-ske emner som ”Producentansvar” (netop som optakt til gen-nemførelsen af producentansvaret på elektronikområdet) og”Kommunikation” (2003), ”Affald i naturen” (2004), ”Affald oglivscyklusvurderinger” (2005) og et seminar med den sigendetitel ”Affaldsforebyggelse til hverdag og fest” (2007). I slutning-en af 2006 gennemførtes et seminar om Miljøansvars-direktivet og dets gennemførelse i dansk ret, der virkede somøjeåbner for mangen et medlem.

På energi-området rumledes der i perioden med med-for-brændingstanken, og i 2006 afholdtes derfor en konference”Forbrænding versus medforbrænding – og hvad med restpro-dukter” fulgt op af ”Affald – et CO2-neutralt brændsel (?)” i2007, hvor også seminarer om ”Forbrændingskapaciteten, derblev væk” og ”Affald og energiudnyttelse” satte fokus på for-brænding og medforbrænding, ligesom DAKOFA i denne for-bindelse fremsendte et teknisk/fagligt notat til Folketingetsmiljø og planlægningsudvalg samt det energipolitiskeudvalg, hvor man påpegede de implikationer, der kan ligge iat overføre affald som brændsel fra en ikke-kvotebelagt sek-tor til en konkurrenceudsat, kvotebelagt sektor. Det gav lidtdønninger i medlemskredsen, der jo talte såvel medforbrænd-ere som dedikerede ditto.

I EU-sammenhænge blev den helt stor blockbuster EU-Kommissionens ’pakke’ med to affaldsstrategier og et forslagtil revideret affaldsrammedirektiv, som præsenteredes straksefter offentliggørelsen i januar 2006 (”Vores (?) affald – ogEU’s tematiske strategier”) og i forbindelse med 1.-behandlin-gen i 2007.

35

DAKOFAs overhovedet største satsning på konferenceområd-et i denne periode var selvklart DAKOFA/ISWA-kongressen,”Waste Site Stories” i Bella Centret i oktober 2006 med henved 700 deltagere, og et program, der gik til biddet på enrække af tidens hotteste emner, herunder livscyklustanke-gang, affaldshierarki, klimaeffekt, international regulering ogdumping af affald. I modsætning til 88-kongressen var ikkekun det faglige indhold denne gang i top, men også økono-

mien med et overskud på 1,3 mio.kr. (i høj grad på basis af storesponsorater).

Det internationaleIkke mindst planlægningen og gen-nemførelsen af ”Waste Site Stories” i2006 gav DAKOFA et internationalt løft – både hvad kontak-ter og anseelse angik, og DAKOFA har fortsat perioden igen-nem været dybt engageret i ISWAs arbejde, endskønt direk-tørfunktionerne for de to organisationer opdeltes fra april2007.

På EU-området etableredes i periodens løb tillige et netværkaf ISWA-medlemmer i EU-lande, som serviceres via DAKOFAssekretariat, og som har givet et udbytte så at sige begge veje,idet der tilflyder sekretariatet – og dermed medlemmerne –langt flere oplysninger.

Endelig har DAKOFAs engagement i det nordiske samarbejde,NAF, været videreført perioden igennem.

Den organisatoriske udvikling1. januar 2003 flyttede DAKOFAs sekretariat til sine nuværen-de lokaler på Vesterbrogade – fortsat i bofællesskab medAffaldsteknisk Samarbejde (nu: affald danmark) og ISWAsgeneralsekretariat. Det nye lejemål gav plads til afholdelse afmøder og dermed et hyppigere gensyn med foreningensaktive medlemmer.

36

2002

2003

20042005

20062007

Stigningen i medlemstallet stagnerede og tog til at falde iløbet af perioden – nærmest som en naturlov, set i f.t. densamfundsmæssige interesse i affald og genanvendelse (sefigur 4 side 27), men også som følge af fusioner i sektoren ogsidst men ikke mindst sammenlægningen af kommunerneog nedlæggelsen af amterne i kølvandet på strukturrefor-men. Det har således selvfølgelig ikke gået upåagtet hen, atkommunalreformen har reduceret antallet af kommuner fra270 til 98 og samtidig udraderet de 13 amter, hvoraf de sidstealle var medlemmer af DAKOFA.

Det er imidlertid lykkedes at fastholde de kommuner, der førreformen var medlemmer af DAKOFA – så godt og vel endda.I dag er således 68 ud af de 98 kommuner medlemmer (elleraltså 2/3 af alle), mens det tidligere kun var 89 ud af de 270(eller altså 1/3), der var medlemmer. Så det absolutte fald er ivirkeligheden udtryk for en relativ stigning.

Amterne er selvklart tabt, men det er da lykkedes at tiltrækkeforeløbig det statslige miljøcenter i Roskilde som medlem(der fungerer som Miljøministeriets interne kompetencecen-ter på affaldsområdet), og derved sikre den fortsatte dialogmellem godkendelsesmyndigheder, anlæg, leverandører ogrådgivere m.v., som har været et adelsmærke for DAKOFA.

Medlemsstagnation eller ej, så har DAKOFA fastholdt dethøje aktivitetsniveau med konferencer og udvalgsmøder, oget helt nyt udvalg, Kommunikation og marketing så dagenslys i perioden, ligesom der etableredes en netværksgruppevedrørende forskning og udvikling og et dialogforum vedrø-rende transport af affald til ikke-EU-lande, ligesom der understagnationsbilledet jo da også gemmer sig glædelige nyska-belser i form af medlemstilgang fra den nye producentan-svarsverden, som nu er rigtig godt repræsenteret i DAKOFA.

Forsknings- og udviklingsgruppen arrangerede et F&U-semi-nar for Teknisk Råd, som herved får endnumere grobund for dets opgave som inspi-rationskilde til DAKOFAs faglige profil.Rådet kvalitetssikrer herunder DAKOFAskonferencer og øvrige arbejde.

37

72002

20032004

20062007

Når 25 års historie samles sammen, tegner der sig nogle lini-er, som det med en hvis forsigtighed er muligt at ekstrapole-re. Dermed er det muligt at løfte sløret lidt fra krystalkuglen,og sige noget om, hvor DAKOFA som et spejl af (om)verden erpå vej hen.

Historien viser først og fremmest, at for affaldssektoren iDanmark er forandringen snarere blevet reglen end undtagel-sen.

Vi har lokaliseret fire faser, bare på de 25 år, således:

”Fra hygiejne- til miljøproblem” i tiåret op til DAKOFAsfødsel i 1982, hvor hele miljøsagen voksede frem i såvelind- som udland og blev grundlaget for, at man overho-vedet kunne formulere en affaldspolitik.

”Reguleringsperioden” 1982-1992, hvor affaldet institu-tionaliseredes for alvor, Miljøstyrelsen fik et affaldskon-tor og affaldet sin egen bekendtgørelse og egen ”danskemodel”, samtidig med at emissionerne fra affaldsbe-handlingen blev detailreguleret. Imens fik EF/EU stadigstørre betydning for udviklingen også på miljøområdet -og FN sluttede perioden af med Rio-konferencen, somskød en ny bæredygtighedsæra i gang.

”Affaldets guldalder” 1992-2002, hvor kvalitet i affalds-behandlingen og rene restprodukter, der kunne substi-tuere virgine ressourcer sattes i højsædet, og hvor affaldi det hele taget var et politisk issue – både i Danmark ogEU med mange afsatte midler til udredninger og analy-ser til følge, og mange lovgivningsmæssige initiativer.

”Mest miljø for pengene” 2002-2007, hvor markedet nuskal levnes mere plads, hvor initiativer skal være såvelmiljømæssigt som samfundsøkonomisk begrundede, oghvor EU vil gøre de rene restprodukter til varer igen.

Set fra det enkelte medlems side er området med tiden blev-et mere og mere komplekst, udviklingen foregår i en stadigstigende hastighed, alting forandrer sig hele tiden, globalise-ringens forskellige former sætter sig igennem og kaos er reg-len. Det er svært om ikke umuligt at opstille langsigtede målog arbejde mod opfyldelse af disse, isoleret fra det omgiven-de kaos.

Krystalkuglen for DAKOFA må på denne baggrund give følg-ende billede:

DAKOFA vil ikke beskytte medlemmerne mod udvikling-en via interessevaretagelse, men derimod fortsat dannefællesrum for analyse og udvikling af de nødvendigekompetencer. DAKOFA folder sig ud og ruster sine med-lemmer til forandringen.

Der eksisterer en stigende erkendelse af, at læring,udvikling og forandring er blevet afgørende for konkur-renceevnen, og at organisationers og virksomhedersevne til at absorbere forandringer er afgørende for suc-ces og overlevelse – alt sammen noget, der kræver net-værk, viden- og erfaringsudveksling med henblik påkompetenceopbygning.

DAKOFA vil derfor udvikle sig til et kompetencecenterfor affald, hvis medlemmer er rustet til at udnytte og til-passe sig de uundgåelige forandringer i et globaliseretsamfund.

Videndeling og kompetenceopbygning vil som hidtil skegennem møder, konferencer, seminarer og workshopsog via den produktive nyhedsformidling på hjemme-siden, men også i stigende grad i en interaktiv lærings-proces (e-læring) ved brug af elektroniske medier (pc,internet, mail m.v.).

e-læring og sikring af gensidig, elektronisk kommuni-

38

2007 -Krystalkuglen

kation mellem møder og konferencer m.v. er således etbærende element i kompetencecentrets virke. Det ersåledes ikke DAKOFAs indholdsmæssige opgave, der vilforandre sig, men derimod formidlingsmetoderne.

Kompetencecentret fokuserer ikke på enkelte, ultimativeløsninger eller politiske standpunkter, men sikrer, atmedlemmerne kan udvikle kompetencer inden ændring-er indtræffer, og sikrer bl.a. gennem et netværk forforskning og udvikling, at de nødvendige teknologier ogsystemer overvejes og udvikles.

Kompetencecentret vil gennem denne udstrakte viden-deling mellem medlemmerne indbyrdes og mellemmedlemmerne og omverdenen sikre, at medlemmernebibringes ikke blot kvalifikationer, men også kompeten-cen til at vide dét, der er anvendeligt på rette sted i for-hold til de stadigt foranderlige rammebetingelser.

Kompetencecentret vil - som det har været DAKOFAsopgave tidligere - formidle alle de forandringer og erfa-ringer hermed, der til stadighed vælter ind over affalds-sektoren, og gennem facilitering af netværker –Communities of Practice – og arbejdsudvalg, sikre envidendeling, hvor erfaring og historie er væsentlige ele-menter.

En ’nyhed’ fra kompetencecentret fortæller således ikkeden endegyldige sandhed, men snarere historien bag ogangiver kilderne hertil, så brugerne kan agere i overens-stemmelse hermed.

DAKOFA vil således i den kommende tid blive til DAnskKOmpetencecenter For Affald, der står som centret forvidendeling mellem alle affaldssektorens aktører, ogdermed gøre DAKOFAs nye logo ære:

39

Transportører

Politiske forbrugere

DAKOFA

BORGERNE

OFFENTLIGE SEKTOR

PRIVATE SEKTOR

Lokale borgergrupper

Græsrodsbevægelser

RenoSam

affald danmark

Miljø NGO’erMiljøcentre

WEEE-system Kommuner

Miljøsstyrelsen

Miljøministeriet KL EU

Vidensinstitutioner

Leverandører

Producentansvarsorganisationere

Rådgivere

DIAffaldsindustri

Virksomheder

Litteraturliste:

Borre, Niels (1973): ”Miljøbeskyttelsesloven” JuristforbundetsForlag 1973

Dalager, Søren og Heron Kleis (2004): ”100 years of wasteincineration in Denmark” publiced by Rambøll og Babcock &Wilcox Vølund

Ditlevsen, Bjarne L. og Gert Drews Jensen (1992) ” Privatiseringudlicitering i affaldsselskaber og kommuner”, udgivet afRenoSam og udfærdiget af Advokatfirmaet Ditlevsen, Berg &Partnere ADVODA.

European Commission (2005): ”The story behind the strategy– EU Waste Policy”, European Commission

Holm, Jesper et.al. (1997): ”Miljøregulering tværfagligestudier”, Roskilde Universitet Forlag

Miljø- og Energiministeriet (1995): ”Natur – og miljøpolitiskredegørelse 1995”, Miljø- og Energiministeriet

Miljø- og Energiministeriet (1996): ” Miljø- ogEnergiministeriet 1971-96: Undfangelse, udvikling og udblik” ,Miljø- og Energiministeriet

Miljø- og Energiministeriet (1998): ”Affald 21 – RegeringensAffaldsplan 1998-2004”, Miljø- og energiministeriet

Miljø- og Energiministeriet (1999): ” Affald i Danmark – Miljø-Tema”, Miljøstyrelsen

Miljøministeriet (2005): ”Affaldsstrategi 2005-08”,Miljøministeriet

Miljøministeriet (2007): ”Regeringsudspil om Den nye affalds-sektor”, Miljøministeriet

Miljøministeriet (2007): ”Politisk aftale om organisering afaffaldssektoren”, Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen (1974): ”Vejledning fra Miljøstyrelsen –Miljøhensyn ved planlægning”, Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen (1975): ”Miljøplanforudsætninger – Signaturertil affaldsplanlægning”, Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen (1979): ”Miljøreformen – En foreløbig redegørel-se om miljøreformens virkning”, Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen (1981): ” Miljøbeskyttelse ”indsats, resultater ogperspektiver”, Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen (1982): ”Vejledning fra Miljøstyrelsen – vejled-ning i affaldsdeponering”, Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen (1983): ”Orientering fra miljøstyrelsen – ændrin-ger i miljøbeskyttelsesloven pr. 1.1.1983”, Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen (1985): ”Orientering fra Miljøstyrelsen –Kemikalieaffald – fritagelse for aflevering”, Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen (1985): ”Redegørelse fra Miljøstyrelsen –Miljøstyrelsens handlingsplan 1985-1990”, Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen (1986): ”Orientering fra Miljøstyrelsen –Miljølovsrevisionen og ministerredegørelser”, Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen (1987): ”Redegørelse fra Miljøstyrelsen – affalds-redegørelse”, Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen (1988): ”Betænkning fra Miljøstyrelsen –Affaldsudvalgets betænkning” Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen (1988): ”Orientering fra Miljøstyrelsen -Fælleskommunale affaldsselskaber ” , Miljøstyrelsen”

Miljøstyrelsen (1994): ”Vejledning fra Miljøstyrelsen –Bortskaffelse, planlægning og registrering af affald”,Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen (2003): ”Grøn markedsøkonomi – mere miljø forpengene”, Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen Nr. 17 2003

Vestforbrænding (1995): ”Fra Køkkenmødding tilGenbrugsstation”, udgivet af I/S Vestforbrænding i anledningaf 25 års jubilæet

40

Konference-emner i DAKOFA 1985-2007

1985:GrundvandskontrolSvensk affaldsbehandlingSlam i landbrugDioxinEmission fra forbrændingsanlægRenholdningsmateriel

1986:Hvor bevæger affaldssektoren sig hen?Lossepladser og deres problemerDet svenske DRAV-projektRegistrering af affaldsmængder

1987:MST-vejledning om affaldsforbrændingDioxin fra affaldsforbrændingAffaldssortering – teknik og arbejdsmiljøUdviklingstendenser for central sortering af husholdningsaf-fald (ekskursion til Oslo)SygehusaffaldNy lovgivning på affaldsområdetBiologiske behandlingsmetoderLandbrug, affald og miljøAffald som brændsel i decentrale kraftvarmeværkerLossepladsmembranerOlie- og kemikalieaffaldGrøn affaldshåndtering (international affaldsdag)

1988:Virksomhedsformer i affaldshåndtering (samarb. m. RVF)Vilkårene for øget genanvendelseProblemaffald fra husholdningerForsortering af affald – teknik og behovRensning af forbrændingsluft (samarb. m. HYG)Fremstilling og afsætning af kompostAffaldshåndtering rundt om institutionenRøgrensning ved affaldsforbrænding (samarb. m. BFS)Behandling af organisk affald til anvendelse i jordbrugDe miljømæssige konsekvenser af den offentlige affaldspoli-tikRenere teknologiGenanvendelseForbrændingLossepladserOlie- og kemikalieforurenet jordMadaffald fra storkøkkener

1989:Internationale udviklingstendenserIndsamling af papir og papAffaldspolitikSlam fra spildevandsrensning (samarb. m. HYG)Igangværende affaldsplanlægningSygehusaffald (samarb. m. FSAD)Affaldsdeponering i 90’erne (samarb. m. HYG)

Økonomiske analyser af materialestrømmeRestprodukter fra termiske processerRenere teknologi – affald og genanvendelseAffaldet, der blev vækSpecialindsamlinger af virksomheders og husholdningersmiljøfarlige affald

1990:(materiale fra dette år er gået tabt)

1991:Energi 2000HospitalsaffaldSlagger fra affaldsforbrændingFremtidens lossepladsForurenet jordIndsamlingsteknologiTransport og håndtering af affaldAffaldsforbrændingens røggasrensningsprodukterEmballage-genanvendelseArbejdsmiljø og sikkerhedDanmark og EFErfaringer fra alternative indsamlingssystemerEF-direktiv

1992:Studietur til BruxellesTinglev-mødeEF-direktivEmballageDriftserfaringerForbrænding af specialaffaldAffaldsindsamlingDebatdag med FolketingspolitikereFremtidens EuropaMiljøministeriets handlingsplanMiljøkontrolAlbertslund-systemetMåleudstyrCEN-standarderBiowaste (i samarb. m. ISWA)

1993:Privatisering af affaldssektorenIndsamling og behandling af organisk affaldTransport af miljøfarligt affaldAlternativ behandling af kemikalieaffaldHøring om miljøet og EFDebatdag om affaldsbekendtgørelseAffaldsforbrænding under nye betingelserBrugerkrav til bioaffaldHøring om det tyske DUAL-systemFremtidens slamdisponeringAT-anvisning og standardiseringFremtidens losseplads

41

1994:Nye regler på affaldsområdet”A/S Fortidens synder”Gebyrdifferentiering, udliciteringsregler m.v.Nye regler for håndtering af farligt affaldStudietur til Tyskland (DUAL-systemet)AffaldsplanlægningNy handlingsplan for affald og genanvendelseNy teknologi på forbrændingsanlæggeneAfsætning af biologisk behandlede produkterHvordan kan affaldet indsamles i den ældre boligmasse?Drikkevareemballager i Danmark

1995:Import/eksport af affaldMiljøstyring i affaldssektorenGennemførelse af handlingsplan for affald og genanvendelseArbejdsmiljø i affaldsbranchenHvad gør vi med slammet i morgen?Drift af losseplads – Odense NordTakstpolitik i affaldsbranchenErhvervsaffaldsstrategiAffaldsforbrænding i lyset af det nye EU-direktivDAKOFA-medlemsmøde med EU’s miljøkommissær RittBjerregaardLovforslag om jordforurening og fremtidig håndtering af uor-ganiske restprodukterAfsætning og anvendelse af slam og kompost

1996:ElektronikskrotEnergy from WasteLovforslag om jordforureningMiljøbistand til udviklingslandeBygge- og anlægsaffaldNye grænser for slamanvendelseDen nye affaldsbekendtgørelseOrganiske restprodukter – biologisk behandling og fremtidigslamdisponeringDeponeringsanlæg på vej mod år 2000Grønne regnskaber for affaldsbehandlingsanlægIndsamling og håndtering af affaldSlamhåndtering

1997:Anvisning og behandling af farligt affaldOffentligt/privat – hvordan lægges skillelinien i praksisHandlingsplaner for affald og genanvendelse, internationalt,nationalt og i kommunerneAffaldsforbrænding – forbehandling, energiudnyttelse ogrøggasrensningSygehusaffald – ny vejledning i indsamling og håndteringStop for deponering af forbrændingsegnet affaldProduktorienteret miljøindsats – også for affaldssektorenErhvervsaffald og udvalgte affaldsstrømmeAfsætning af organiske restprodukterDe nye forslag til vejledninger vedr. jordforureningAffaldsafgifter og gebyrer

1998:Status for slam – hvad gør kommunerne og hvad er fremti-den?Gråzone-affaldAffaldsretslige aspekter – er kommunernes affaldsregulativerlovlige?AffaldsminimeringMembraner (høringsseminar)Kommunal affaldsplanlægningIndsamling og transport af husholdningsaffaldAffaldsdeponeringGenanvendelse af organiske restprodukter i bæredygtigtjordbrugAffaldsstyring på medicinal- og levnedsmiddelvirksomhederAffaldsforbrænding

1999:Debat om Regeringens affaldsplan, ’Affald 21’UdbudsreglerFarligt affald – indsamling og behandlingFremtidens genanvendelse af forbrændingsslaggeMiljøstyringSlamhåndtering – status og tendenserBehandling af biler og elektronikskrotNye jord- og restproduktinitiativerAffaldsplanlægning – sådan løses de 29 opgaverNye rammebetingelser for affaldsforbrændingLCA, affald og grønne regnskaberWorkshop om deponeringsdirektivetWorkshop om biologisk affaldsbehandlingArbejdsmiljø i affaldssektoren

2000:Nye regler for affald og behandlingsanlægAffaldsregistreringPlast og emballageHente-, bringe- og anvisningsordningerGenanvendelse af organiske restprodukter i jordbrugAffaldsforbrænding’Gi’ din affaldsplan et lovcheck’ (seminar)Liberalisering af affaldssektorenVægt- og volumenbaserede betalingssystemerDeponering efter EU’s deponeringsdirektivFarligt affald, elektronik- og bilskrot

2001:Nye regulativer og ordningerErhvervsaffaldHøringsseminar om nye affaldsafgifterGrønne regnskaberAffaldsprognoser og –indikatorerForurenet jord – en erhvervsaffaldskildeHøringsseminar om deponeringspakkenAffaldsforbrændingBiologisk affaldsbehandlingTemadag om BSE i kompostenUdbud og miljø ved indsamling og transport af affaldDen nye liste over farligt affaldEmballage

42

2002:PVC-affaldAffaldseksporten og anvisningsretten – hvordan sikres kvali-teten?Deponering af affald og jordInformation – at gøre affaldet til den gode historieEffektivisering af affaldssektorenBatterier – indsamling og behandlingNye gebyrsystemerHøringsseminar om ISAG-vejledningen og vejledning i udfyl-delse af stamkortHavneseminar om affaldsplaner for fiskeri- og lystbådehavneAffald 21 tæt på opfyldelse – hvad nu?ForbrændingHøringsseminar om udkast til ny forbrændingsbekendtgørel-seElektronikskrot og farligt affaldOrganisk affald – fremtidens indsamling og behandling

2003:Nye regler for slam og kompostProducentansvarDeponering, acceptkriterier og uddannelseAffaldsstrategi 2005-08, den nye nationale affaldsplanKommunikationForurenet jord og restprodukterIm-, eks- og transport af affaldKimen til de nye affaldsplanerEffektivitet i indsamlingsordninger for papir og papAffaldsforbrændingGenanvendelse af plast

2004:Høringsseminar om batteridirektivetHvornår er affald affald?Kommunernes nye affaldsplanerVandmiljøplan III og affaldsprodukter til jordbrugetDeponeringOrganisk affaldsbehandlingAffaldet og nye forenklede miljøgodkendelserSeminar om vejledning i affaldsplanlægningJordforureningØget kvalitet i affaldsbehandlingen – står affaldshierarkiet tiltroende eller debat?Nye udbudsbetingelser og arbejdsmiljøRevisionen af affaldsbekendtgørelsenAffald i naturen

2005:Affald og livscyklusvurderingerElektronikskrotFremtidens affaldsforbrændingFremtidens erhvervsaffaldDeponeringsanlæggenes fremtidAffaldet og strukturreformenAffaldssektoren om 10 årJordforureningAffalds- og elektronikskrotbekendtgørelserneAffaldet og kommunesammenlægningerne

2006:Vores (?) affald – og EU’s tematiske strategierNyt EAK og farligt affaldGenbrugspladserForbrænding versus medforbrænding – og hvad med restpro-dukterne?Kampen om jorden – gødning, slam eller industriaffald?Mens vi venter på affaldsredegørelsenNedtælling til 2007 (strukturreformen)’Waste Site Storries’ (DAKOFA/ISWA-kongres i Bella Centre)Genanvendelse af bygge- og anlægsaffaldKommunerne, affaldet og selskaberneNy lovgivning om miljøansvar (seminar)

2007:Udbud og kontrakter på affaldsområdetForbrændingskapaciteten, der blev væk (seminar)Affald – et CO2-neutralt brændsel?’Den nye affaldssektor’ – Regeringens udspilAffaldsrammedirektivet – 1. behandlingAffaldsforebyggelse til hverdag og fest (seminar)Genanvendelse af kompost og slamJordforureningsloven og dens følger Affald og energiudnyttelse (seminar)IT-baseret borgerservice (seminar)Områdeklassificering og jordstrømme (seminar)Affald, energi og miljø i 25 årKommunale kvalitetsstyringssystemer (seminar)Transportforordningen – nye regler for im/eksport af affaldProducentansvar for elskrot og batterierOpfølgning på regeringsudspillet om fremtidens affaldssektorADR og transport af farligt affald (seminar)

43

DAKOFAs formænd 1982-2007:

1982-1988: Svend Seitzberg, R98

1988-1991: Niels Jørn Hahn, R98

1991-1997: Jørgen Haukohl, Rambøll

1997-2003: Henning Maul, Noveren I/S

2003- : Ivar Green-Paulsen, I/S Vestforbrænding

Når forandringens

vinde blæser,

er der nogle

der bygger læhegn,

mens andre bygger

vindmøller!

www.dakofa.dk

Når forandringens

vinde blæser,

er der nogle,

der bygger læhegn,

mens andre bygger

vindmøller!