manden der reddede verden

Øjvind Kyrø

Manden der reddede verden

– en beretning fra Den Kolde Krig

People’sPress

PP_Manden der reddede-P.indd 3 05/11/12 13.42

5

Indhold

KAPITEl 1Den 25. september 1983 i en navnløs by nær Moskva 7

KAPITEl 2

Forspillet: 1979-1980 i Caribien, USA og USSR 13

KAPITEl 3

Stanislav Petrovs opvækst og ungdom i Sovjetunionen: 1939-1962 26

KAPITEl 4

Da verden holdt vejret – Cuba, USA og USSR i 1962 42

KAPITEl 5

Stanislav Petrov gør karriere og får familie: 1962-1983 56

KAPITEl 6

Ny atomstrategi, ny mand ved knappen i 1981: Ronald Reagan 71

KAPITEl 7

Om aftenen den 25. september 1983 i Serpukhov-15 79


KAPITEl 8

Reagan provokerer, Andropov ængstes, Rjan bliver dannet: 1981-82 89

KAPITEl 9

1983: Reagan bluffer – frostgraderne stiger, „Den døde hånd“ skabes 103

KAPITEl 10

Den 26. september 1983 i Serpukhov-15: Alarmen går 119

KAPITEl 11

Den 26. september 1983 i Serpukhov-15: Forhør 137

KAPITEl 12

Oktober 1983: Able Archer 83 skaber panik i Kreml – Reagan går i chok 147

KAPITEl 13

Muren falder, Raja dør: 1984-87 157

KAPITEl 14

Vestlige medier flokkes om Stanislav Petrov 2004 161

Kilder 169


7

KAPITEL 1

Den 25. september 1983 i en navnløs by nær Moskva

Stanislav Petrov var ude at gå. Hunden hev i ham. Den havde

trængt til at blive luftet. Septemberhimlen var gråmeleret og

luften en smule klam. Snart skulle han på nattevagt. Det var

han ellers sjældent, men i de sidste par dage havde der været

tekniske problemer, og da det alligevel var på tide at afprøve

rutinerne, kunne det lige så godt ske i nat.

Stanislav Petrov havde som sædvanligt været tidligt oppe

og var kørt ud til „Systemet“, som de kaldte varslingsstatio-

nen, og der havde han arbejdet til sidst på formiddagen. Sådan

var hans daglige dont. Morgen og formiddag arbejde, resten af

dagen fri. Og dog aldrig helt fri, for som næstkommanderende

skal man være klar konstant seks dage om ugen.

Serpukhov-15 hed varslingsstationen, og den lå i et skov-

område knap hundrede kilometer sydvest for Moskva. Fire

kilometer derfra var der blevet bygget en lille by til personellet

og deres familier. Her var der skoler, børnehaver, en bank,

en musikskole, og i officersmessen var den store sal udstyret

med en scene. De fleste butikker i byen blev bestyret af koner

til de ansatte.

Stanislav Petrov nød at bo i den smukke lille by. Det var

et harmonisk og fredfyldt minisamfund, der var bygget op

for de henved to tusind sjæle. For eksempel så man aldrig


8

fulde folk på gaden, for der var forbud mod at sælge eller

udskænke noget, der var stærkere end lys øl. Børnene kunne

boltre sig på den smukke legeplads, som de havde kopieret

fra en nærliggende by. En af medarbejderne havde taget fotos

af de bittesmå huse og sirligt udskårne træfigurer, og derefter

var „børnebyen“ opstået her.

Hans job var ikke spor kedeligt. Han kunne som næstkom-

manderende selv tilrettelægge sine arbejdstider, og ligesom en

pilot må flyve regelmæssigt for at holde rutinerne ved lige og

sit certifikat intakt, tog han nu og da en vagt som denne i nat.

Der var også nok at se til derhjemme. Hans hustru, Raja,

skrantede, og deres to børn krævede opmærksomhed. Han

var forleden blevet færdig med at bygge en garage til den

lysegule Moskvit 412, han havde købt for at kunne køre Raja

til behandlinger på universitetshospitalet i Moskva. Den gik

ustandselig i stykker, selv om den blot var fem år gammel,

og han brugte hver anden weekend på at reparere den. Han

havde også frisket bilens ydre op ved at lakere den lyseblå.

Desuden var der dyrene. Den blå af de to små australske

papegøjer, som Raja havde købt til børnene, var blevet byttet

til en hund, Knopka. Den skulle luftes, og der var ikke gået

lang tid, før han var den eneste, der tog ansvaret for den tjans.

Den tilbageblevne grønne han-papegøje var et viltert kræ.

„lille Karl“ kaldte de den, og forleden var den fløjet ned på

gaden og havde blandet sig med spurvene, så Stanislav måtte

komme løbende med buret og fange den.

Stanislav Evgrafovitj Petrov var 44 år, havde en rank gang

og en fremtoning, som især gjorde sig godt, når han var i

uniform. Men det var kun hans kolleger, der så ham i den

mundering. Deres arbejdsplads var nemlig så hemmelig, at

selv koner og børn kun måtte få at vide, at de arbejdede på


9

en „rumforskningsstation“, et „observatorium“ eller noget i

den retning, som lød tilforladeligt og harmløst. Af samme

grund optrådte medarbejderne på varslingsstationen aldrig

i parader på Den Røde Plads, når USSR den 1. maj eller på

andre mærkedage viste sine bedste tropper frem.

Når Stanislav og hans kolleger en sjælden gang troppede

op til militære sammenkomster, vakte hans uniform undren.

Ikke gradstegnene på skulderstropperne – to blå striber og to

stjerner, der viste, at han var oberstløjtnant – men de andre

tegn på bryst og revers, hvor ét indikerede, at han var pilot, et

andet at han var specialist på sit felt, og et tredje tydede på,

at det drejede sig om kampvogne. Hvem der havde fundet på

de besynderlige og forvirrende tegn, vidste han ikke. Det var

blevet indskærpet flere gange, at sådan skulle uniformen se

ud, og ingen anfægtede befalingen. Men det var svært at tie

med, hvad han egentlig lavede, når andre officerer og kolleger

i forsvaret nysgerrigt spurgte ham ud og pegede på mærkerne.

Officerer i den hemmelige styrke opstillet til parade i september 1983. Stanislav Petrov i bagerste række som nummer et fra venstre.

(Foto: Privat)


10

Han følte sig som en skuespiller, når det skete, og det brød

han sig ikke om. Han var stolt af sit arbejde og ville hellere

end gerne snakke om det.

Men ordrer var til for at blive adlydt, og der var utvivlsomt

en særdeles god grund til at betegne varslingsstationen og

mandskabet, der bemandede den, som en hemmelig styrke.

Og den var endda meget hemmelig. Kun de allerøverste i

Kreml og generalstaben samt enkelte andre, der havde behov

for det, kendte til dens eksistens.

Mens Stanislav trak af sted med hunden, gik han og speku-

lerede på, hvor vigtigt et arbejde de udførte på Serpukhov-15.

At deres indsats kunne betyde liv eller død for det meste af

klodens befolkning. De skulle nemlig holde øje med, om Sov-

jetunionen blev angrebet fra USA. Deres øjne hang tusindvis

af kilometer oppe i rummet i form af satellitter, der sendte

signaler ned til Systemet.

Indtil Serpukhov-15 var blevet bygget, havde der kun væ ret

radaranlæg at gøre godt med, og de kunne først opdage fjendt-

lige raketter, når de viste sig i horisonten. Med det nye system

kunne man opdage raketterne, så snart de havde forladt deres

underjordiske affyringsramper i USA. Den lange hale af ild

bag dem ville blive registreret af satellitterne, og mandskabet

på Serpukhov-15 ville få sekunder efter modtage meldingen

om, at USSR var under angreb.Ved hjælp af computere og

skærme kunne de i så fald alarmere den sovjetiske overkom-

mando og generalsekretæren, om at amerikanerne havde af-

fyret atomraketter fra deres baser. Herefter var det op til gene-

ralsekretæren for kommunistpartiet at beslutte, om han skulle

trykke på knappen i den taske med indbygget kontrolpanel,

som hans adjudant altid medbragte. De øverste i forsvars-

kommandoen kaldte apparatet for krokusenok – lille krokus.


11

Systemet gav landets ledelse mellem tolv og seksten mi-

nutters ekstra tid til at beslutte sig for at foretage en gen-

gældelsesaktion og beordre USSR’s arsenal af atomvåben

affyret, før de amerikanske missiler gjorde det af med verdens

største land. Hvis amerikanerne angreb – og alt tydede på, at

det kunne ske når som helst – måtte det ikke komme bag på

Sovjetunionen. Der skulle være tid til at gøre gengæld. Derfor

var Serpukhov-15 Sovjetunionens nervecenter.

Jurij Andropov – den nuværende generalsekretær – kunne

via sin fjernbetjening også bestemme, om USA’s to allierede

atommagter i Europa, Storbritannien og Frankrig, ved samme

lejlighed skulle have det meste af deres territorium jævnet

med jorden af de nye SS-20 missiler, som for nylig var ble-

vet opstillet i Østeuropa. Det kunne udmærket tænkes, at

Frankrig og England ville deltage i et overraskelsesangreb,

men det ville man ikke kunne vide på forhånd, for indtil der

blev opsendt flere af de nye satellitter, var det kun muligt at

overvåge Nordamerika.

Men sådanne grusomme syner blev man tosset af at gå og

trækkes med, og derfor plejede Stanislav at skubbe dem fra

sig. Kun en gang imellem fantaserede han om Jorden som

en ødelagt planet, hvor sort, radioaktiv regn langsomt gjorde

det af med det liv, der ikke var ombragt af angrebet og gen-

gældelsesaktionen.

Når man rigtigt tænkte over det, så havde de et stort an-

svar på Serpukhov-15, men det var et ansvar, Stanislav var

fast besluttet på at leve op til. Og der var da også en ekstra

grund til, at han ville tage vagten i nat. Hans kolleger havde

rapporteret om, at Systemet i de sidste par dage var blevet

ustabilt. Indimellem afgav det mærkelige signaler for derpå at

blive normalt igen. Da Stanislav Petrov havde været en af de


ledende eksperter i opbygningen af Systemet, var han blandt

dem, der kendte det bedst og kunne gennemskue, hvad der

var galt, hvis der kom en fejlmelding.

Problemet var, at det lige så vel kunne være en ægte mel-

ding. Aldrig havde spændingen mellem de to supermagter

været mere intens. For tre uger siden havde luftvåbnet skudt

en flyvemaskine ned over sovjetisk luftrum, og da det viste sig

at være et passagerfly fra Korean Air lines med 269 civilister

om bord, brød aggressionerne ud i lys lue. „Flymassakre“ og

„forbrydelse mod menneskeheden,“ kaldte USA’ s præsident

Reagan det. „En forbryderisk provokation,“ lød svaret fra

Sovjets regering, som beskyldte CIA for at stå bag.

Stanislav var overbevist om, at det var et strategisk kneb

fra USA’s side at udstøde sådan et ramaskrig og rase over

sovjetiske militærfolk, der skød et civilt fly ned. Flyet havde

fløjet længe inde over sovjetisk luftrum og reagerede hver-

ken på de signaler eller trusler, et kampfly fra det sovjetiske

luftvåben havde sendt piloterne i cockpittet. Den mørklagte

jumbojet blev således anset for at være et spionfly, og derfor

blev den skudt ned. Passagererne om bord var ikke ofre for

ondsindede kommunister, de var gidsler for en skjult politik,

som USA førte mod USSR.

„Den nedskydning var endnu en pøs benzin på bålet,“

tænkte Stanislav Petrov. „Hvis der sker noget lignende igen,

vil det hele eksplodere.“


13

KAPITEL 2

Forspillet: 1979-1980 i Caribien, USA og USSR

De tanker, den sovjetiske oberstløjtnant gik og gjorde sig i

september 1983, mens han luftede hund i den hemmelige

militærby, var mere rigtige, end han selv havde nogen anelse

om. I hvert fald når det gjaldt eksplosionsfaren mellem USA

og USSR. Ikke siden Cuba-krisen i 1962 havde forholdet

mellem supermagterne været så koldt som i 1983 – for så vidt

man overhovedet kunne tale om, at der længere eksisterede

et forhold mellem dem.

Fly fra det amerikanske luftvåben fløj ofte provokerende

tæt både på Sovjets østlige flanke nær Alaska og på den vest-

lige ved Østersøen, og de sovjetiske styrker var klar til at slå

enhver trussel tilbage, så snart de fik ordre til det. Der skulle

kun en lille fejltagelse til, før fingeren krummede sig om

aftrækkeren og trykkede af.

KAl 007 – nummeret på det sydkoreanske fly på ruten

fra Anchorage i Alaska til Seoul – var kommet ud af kurs på

grund af en banal navigationsfejl. Det havde piloterne ikke

opdaget, og de bemærkede heller ikke, at et kampfly fra det

sovjetiske luftvåben prøvede at kontakte og advare dem. Flyet

var mørklagt, fordi det var nat, og passagererne skulle sove.

Piloten i Sukhoi Su-15 kampflyet kunne se, at det var en

jumbojet, og selv om dens navigationslys blinkede og dermed


14

angav, at det var et civilt fly, fulgte han ordren fra sin chef

om at skyde flyet ned.

Natten mellem den 31. august og 1. september var særlig

risikabel, fordi KAl 007 var kommet ind over sovjetisk luft-

rum, få timer før chefen for den sovjetiske generalstab skulle

teste et SS-25 missil. Missilet var beregnet på at ramme et

øvelsesområde nær Kamtjatka-halvøen. På radarskærmene

kunne de sovjetiske officerer betragte, at et amerikansk spion-

fly af typen RC-135 overfløj området for derpå at forsvinde fra

radarskærmen, hvorefter det koreanske passagerfly dukkede

op nær det sted, hvor spionflyet blev væk på radarbilledet.

Forspillet var begyndt i 1979 ved en hed nudiststrand på en

tropeø i Det Caribiske Hav. Her havde den franske regering

tilbudt at være værter for et NATO-topmøde, som præsident

Jimmy Carter havde taget initiativ til.

Kamtjatkahalvøen

Anchorage

U.S.A.

U.S.S.R.

JapanSydkorea

Seoul

Petropavlovsk-Kamtjatskij

Sakhalin

Kurilerne

Tokyo

Korean Air Lines Flight 007

Faktisk rute

Planlagt rute

�

�1000 km


15

Mødet skulle handle om et passende NATO-modtræk til

de SS-20 mellemdistanceraketter, som USSR i 1977 havde

opstillet i flere europæiske østbloklande, men da den habit-

klædte fortrop af embedsmænd mødte op på den franske ø

Guadeloupe for at forberede det, måbede de ved synet af

mødelokalerne. Forhandlingerne skulle nemlig foregå i en

pavillon på en strand, hvor der var fortrinlig udsigt til om-

givelserne, som hovedsageligt bestod af topløse, solbadende

franske kvinder.

Stats- og regeringslederne landede på Guadeloupe og

forhandlede den 5. og 6. januar 1979 om en af de vigtigste

beslutninger under Den Kolde Krig. Vestmagterne var enige

om, at SS-20-raketterne, som var ret præcise og hver udrustet

med tre sprænghoveder, udgjorde en ny fare for Atlantpagten.

Under den hede januarsol traf de en historisk beslutning,

som siden skulle give stødet til gigantiske fredsmarcher og

pludselige regeringssprængninger. På Guadelope blev præ-

sident Carter fra USA, premierminister James Callaghan fra

Storbritannien, Frankrigs præsident Giscard d’Estaing og for-

bundskansler Helmut Schmidt fra Vesttyskland enige om at

svare på truslen fra de sovjetiske SS-20’ere ved at opstille 108

Pershing-II-missiler samt 464 krydsermissiler i Vesteuropa.

Jimmy Carter, der ofte førte sig frem med menneskeret-

tigheder som sin mærkesag, grundlagde her den oprustning

og bryske politiske kurs, som Ronald Reagan senere videre-

førte. Carters iskolde tone gjorde, at lederne i Kreml følte sig

truet og til dels også isoleret, efter at han havde normaliseret

forbindelsen til Kina og venligt ophævet forbuddet mod salg

af våben til regimet.

*


16

Den 3. juni 1980 var blot tre timer gammel, da Zbigniew

Brzezinski blev vækket af telefonen. Præsident Carters polsk-

fødte sikkerhedsrådgiver blev på et sekund klar som et lys. Et

atomangreb var på vej, meldte hans assistent William Odom.

En varslingsstation havde opdaget, at Sovjetunionen havde

affyret 220 atombærende interkontinentale missiler.

Der måtte højst gå syv minutter efter en affyring, hvis

præsident Carter skulle nå at beordre et gengældelsesangreb,

og Brzezinski bad Odom ringe igen, så snart han fik bekræftet

det sovjetiske angreb. Først når denne bekræftelse var kom-

met, ville han ringe til præsidenten.

Mens han sad i soveværelset og ventede, blev personalet

på de underjordiske raketsiloer alarmeret. De skulle være

klar til at affyre arsenalet af langdistanceraketter, så ærke-

fjenden USSR blev lagt øde. Også luftvåbenet blev alarmeret,

og mindst ti bombefly lastet med atomvåben gik på vingerne.

„Dommedagsflyet“ – USA’s flyvende kommandostation – let-

tede også, dog uden præsidenten om bord. Alt var parat til at

imødegå det værste, der kunne ske.

Telefonen ringede igen hos Brzezinski. Det var Odom,

som nu kunne bekræfte sin tidligere melding samt oplyse, at

alarmen ikke drejede sig om 220, men om 2.200 atombærende

missiler, som var på vej fra USSR med kurs mod USA. Angre-

bet var totalt. USA’s atomraketter skulle uden tvivl udslettes,

før de løftede sig op af deres underjordiske affyringsramper.

Brzezinski så på sin kone, der lå og sov. Skulle han vække

hende? Hun, han selv og alle andre amerikanere ville være

døde om en halv time. Der var ingen tvivl om, at angrebet

burde gengældes, hvis meldingen var korrekt.

Han skulle til at gribe røret og vække Jimmy Carter, da

telefonen ringede. Det var Odom igen. Det var en falsk alarm,


17

sagde han. Mareridtet var slut. Brzezinski kunne gå i seng og

sove videre. Hvis han var i stand til det.

Det viste sig siden, at den falske alarm skyldtes en compu-

terchip til fem kroner, der var gået i stykker og havde sendt de

fejlagtige informationer gennem computersystemet i luftvåb-

nets Strategiske Kontrolcenter, der ligger bombesikkert dybt

inde i Rocky Mountains, 600 meter fra bjergsiden i Cheyenne

i Colorado.

Først da man i kontrolrummet sammenholdt computerens

alarmmelding med signalerne fra de varslingssatellitter, som

overvågede det meste af klodens overflade for sovjetiske raket-

affyringer, fandt man ud af, at det var en fejl. Ingen satellitter

havde konstateret nogen affyringer.

Krigsrummet i det amerikanske luftvåbens strategiske kontrolcenter, Norad, i 80’erne (Foto: NORAD)


18

Dommedag var aflyst. I sidste sekund.

Den falske alarm indtraf blot syv måneder efter, at en til-

svarende fejlmelding også nær havde udløst et atomangreb.

Om morgenen den 9. november 1979 registrerede compu-

tersystemet i Cheyenne Mountains, at et knusende sovjetisk

atomangreb var på vej. Interkontinentale atomraketter samt

missiler fra ubåde var affyret, meldte systemet. Mandskabet

på Minuteman-missilerne i de underjordiske affyringsramper

løb til deres pladser, og bombemaskinerne gik på vingerne.

Computerne flaksede mellem forskellige tal. Det ene øje-

blik viste de, at 200 raketter var i luften med kurs mod USA,

det næste øjeblik, at det drejede sig om to missiler. Somme

tider var der slet ingen på vej.

Disse ustabile målinger fik mandskabet til at tøve og lede

efter fejl i verdens største computersystem, der var sammensat

af 87 forskellige computere. I løbet af seks minutter hentede

de vagthavende officerer selv målinger ned fra satellitterne

og radarerne, og de viste, at luftrummet var frit for missiler.

Det viste sig senere, at årsagen var en menneskelig fejl. En

ansat var kommet til at sætte et øvelsesbånd i en computer.

Båndet simulerede et massivt og atomart overraskelsesangreb

fra Sovjet.

Som den britiske forfatter Douglas Adams i en anden sam-

menhæng bemærkede: „En almindelig fejl, folk begår, når de

prøver at designe noget helt idiotsikkert, er at undervurdere

fuldkomne idioters opfindsomhed.“

Sovjetlederne i Kreml frygtede ikke alene NATO-landenes

oprustningsplaner med krydsermissiler og Pershing-raketter.

De var mindst lige så skræmte ved troen på, at USA planlagde

et overraskelsesangreb på USSR, og at dette forestående an-


19

greb ville ske under dække af en falsk alarm eller en militær-

øvelse.

lederne i Kreml havde hurtigt fået nys om de falske alar-

mer. Men i stedet for at fare op og blive vrede over, at deres

land havde været på nippet til at blive lagt øde af tekniske

tåber, brugte de oplysningerne til at bygge videre på deres pa-

ranoide teorier om, at amerikanerne sad inde med en djævelsk

snedig plan og pønsede på at lulle det sovjetiske militær ind i

en forestillingsverden om, at de opsendte atombombefly, og

al det andet postyr blot var tekniske uheld. På denne måde

kunne amerikanerne bedre foretage et overraskelsesangreb,

når tiden var inde.

I midten af året 1980 lod efterretningstjenesten KGB en

skrivelse cirkulere til lederne af tjenestens afdelinger overalt

på kloden om, at USA mindst tre gange havde haft sine styrker

i alarmberedskab, og at amerikanerne siden bortforklarede

det hele med, at det skyldtes fejl i deres varslingssystemer. I

virkeligheden, mente KGB, var det en flerleddet generalprøve

på et snarligt atomangreb på USSR.

KGB’s rundskrivelse om de amerikanske skalkeskjul for et

kommende atomangreb i form af falske alarmer fik ledelsen

i Kreml – generalsekretæren for kommunistpartiet, politibu-

reauet samt forsvarsstaben – til at ruste sig. Den russiske bjørn

måtte aldrig slumre, den skulle være beredt.

Chefen for KGB, „Komiteen for den statslige sikkerhed“,

hed i 1980 Jurij Vladimirovitj Andropov, og han blev senere

generalsekretær for kommunistpartiet. Andropov var ekspert

i at holde fanen højt og modstand nede. Han havde været

USSR’s ambassadør i Budapest i 1956, da opstanden i Ungarn

brød ud, og havde brutalt nedkæmpet den på Kremls ordre.

„Slagteren“ lød hans tilnavn internt for denne indsats. I 1967


20

var han blevet udnævnt til chef for KGB, og fra da af bar han

ved festlige lejligheder på sit bryst tjenestens emblem, der

forestiller et sværd og et skjold.

Da Foråret i Prag brød ud i 1968, og tjekkoslovakkerne

ville vriste sig løs af det sovjetiske favntag, viste Andropov

igen sine evner og anbefalede brug af „ekstreme midler“ til

at knuse bestræbelsen på at indføre „socialisme med et men-

neskeligt ansigt“. Et begreb som menneskerettigheder beteg-

nede han som „ideologisk sabotage“ og kampen for dem som

„del af en vidtfavnende imperialistisk plan til at underminere

sovjetstatens fundament“. Andropov nærmest insisterede på

invasionen af Afghanistan i 1979, selv om han forudså, at

USSR ville blive upopulær i resten af verden.

Jurij Andropov var kommunismens retlinede kommissær,

og han gennemskuede Jimmy Carters oprustning, som ameri-

kanerne selv overså. De anså den baptistiske jordnøddefarmer

fra Georgia for at være en fredsdue.

På samme tid som Andropov varslede sine efterretningstrop-

per om USA’s hemmelige planer om at udføre et overraskel-

sesangreb under dække af en computerfejl eller en øvelse, var

hans amerikanske modpart, Stansfield Turner i CIA, i gang

med at udfærdige en rapport om sovjetrigets tilstand.

Igennem flere år havde CIA’s agenter sendt meddelelser

til langley – CIA’s hovedkvarter i et idyllisk hjørne af Virgi-

nia – om, hvordan utilfredsheden bredte sig i den sovjetiske

befolkning på grund af den dårlige økonomi. Det uddybede

Turners hemmelige rapport, og den påpegede også, at det

voksende militærapparat i USSR havde gjort Kreml mere

selvsikker, ikke mindst fordi det havde været med til at sikre

regimet succes i udlandet. Rundt om på kloden kunne man


21

mere eller mindre tydeligt se Sovjets fremfærd i Mozambique,

Angola, Vietnam, Etiopien, Yemen, libyen, Cambodja, Nica-

ragua, Afghanistan, Cuba.

Turner beskrev samtidig, hvordan Sovjets udgifter til mili-

tær langt oversteg, hvad økonomien på langt sigt kunne bære,

og han konkluderede, at der var udsigt til „en fortsat nedgang

i resten af 1980’erne“ for den sovjetiske planøkonomi, samt

at dette kunne medføre, at lederskabet enedes om en mere

liberal politik. Med andre ord kunne oprustningen resultere

i, at de gamle mænd i Kreml blev nødt til at lempe på under-

trykkelsen. Kapløbet mellem de to supermagter var dyr, men

udgifterne, som det påførte USSR, ville tvinge det kommuni-

stiske styre til reformer. Eller til at brase sammen.

Men før det skete, var det nødvendigt at modgå de sovje-

tiske missionærers arbejde i Den Tredje Verden. Derfor op-

fordrede Jimmy Carter sin gamle klassekammerat fra flåde-

akademiet, Stansfield Turner, til at komme med forslag, og

Carter godkendte dernæst en stribe hemmelige CIA-aktioner,

der skulle genere Sovjetunionen – og de cubanske allierede – i

Afghanistan, Yemen, Grenada, Jamaica, El Salvador og Nica-

ragua. Desuden videreførte Carter en række moderniserings-

programmer og iværksatte nye, der skulle gøre USA’s militær

større og bedre, efter at han allerede på Guadeloupe havde

fået sine europæiske NATO-partnere til at gå ind for opstil-

ling af nye mellemdistanceraketter som svar på SS-20’erne.

Aldrig havde lederne i Kreml oplevet en så målrettet ameri-

kansk præsident, når det gjaldt om at udfordre Sovjetunionen.

Med Carter var det hele vendt. Nu følte Kreml sig truet og

sårbar. Hidtil havde de sovjetiske ledere levet med forestil-

lingen om, at USA lod dem være i fred og havde affundet sig


22

med Sovjet-imperiets eksistens. Både 1960’erne og 1970’erne

havde været præget af det, der i finere politiske kredse kaldtes

detente – fransk for afspænding – og som gik ud på, at når blot

begge supermagter havde atomvåben nok til at slå hinanden

ihjel, ville ingen af dem gøre det. En logik, som fik den engel-

ske forkortelse MAD (Mutual Assured Destruction – gensidig

garanteret ødelæggelse). Så man tingene på denne måde, var

atomvåben en garanti for fred, ikke en trussel om krig. Den

eneste rigtige risiko bestod i, at en fejltagelse kunne udløse

en altødelæggende krig.

Kimen til det atomare våbenkapløb blev lagt tilbage i 1957

med Sputnik. Sputnik betyder „satellit“ på russisk, og sådan

Den lille Sputnik efterses før affyring. (Foto: NASA)


23

en lille en, en aluminiumskugle på 58 cm i diameter, blev til

hele verdens forundring og beundring sendt op en kold ok-

toberaften som den første i verden. Sovjet ville overraske og

vise verden, at et robot-rumfartøj var i stand til at udforske

den øvre atmosfære. Gennem tre måneder kunne folk, når det

var skyfrit, følge den lysende plet på dens vej mellem stjerner

og planeter. Aldrig havde man set mage.

Affyringen af en så kraftig løfteraket slog de amerikanske

generaler med rædsel, og rumkapløbet havde fået sit startskud.

Var Sovjetunionen virkelig så langt foran? Hvis man kunne

sende en raket så højt til vejrs, kunne man også bombe USA,

ræsonnerede de.

Politikerne var chokerede og rasende, og præsident Dwight

D. Eisenhower beordrede de amerikanske rumforskere til at

affyre den Vanguard-raket, de syslede med. Det skete to må-

neder og to dage efter, den 6. december, og skulle overbevise

hele verden om, at USA ikke haltede bag efter USSR.

Raketten eksploderede på affyringsrampen.

Med opsendelsen af Sputnik blev Sovjetunionen og verdens-

kom munismen med ét slag ensbetydende med en trussel om

atomkrig – ikke mindst for amerikanerne og deres udenrigspo-

litik. Europæerne havde længe været vant til kommunister, og

for dem var denne slags venstreorienterede mestendels en in-

denrigspolitisk sag. De frygtede dem ikke, de levede med dem.

Det havde længe været gængs politik i Vesteuropa at sam-

arbejde med Sovjetstyret, hvor det var muligt. Det var jo i

sidste ende „bedre at være rød end død“, og derfor skulle man

ikke være for dramatisk og hård i sin kritik af regimet. Det

gjaldt om at finde en måde at forholde sig til hinanden, som

øgede respekten. Koldkrigere og kritiske journalister skulle


24

ikke dominere debatten, for de kunne nemt skabe gnister, der

antændte lunten.

De europæiske statschefer forsøgte at udforme en brugs-

anvisning i takt og tone for amerikanere, når det gjaldt om,

hvordan man skulle opføre sig over for Sovjet. Mantraet lød,

at man skulle fokusere på det, man var enige om, og forsøge

at leve med resten.

Den amerikanske Vanguard ryger i luften. (Foto: U.S. Navy)


Men denne politik medførte ikke, at oprustningen gik i

stå. Tværtimod. Hos begge parter blev der skabt gode tider

for de militærindustrielle komplekser. Militære analytikere

såvel i USA som i USSR vandt som regel gehør hos de poli-

tiske ledere, når de pegede på, at modparten var ved at være

stærkest på det ene eller andet felt.

Nu, ved tærsklen til firserne og med Jimmy Carter som ny

præsident, var det slut med at holde hinanden i skak med en

„symmetrisk“ oprustning. Der var opstået en ny trussel: USA

satsede tydeligvis på, at en atomkrig kunne vindes, mente man

i USSR. Modsat sagde CIA, at USSR uden tvivl stilede mod

at vinde en atomkrig, og denne vurdering købte Carter. USA

skulle ikke igen sakke bagud som dengang efter Sputnik, da

raketten røg i luften på den forkerte måde.


manden der reddede verden

Documents