ROSINANTE

ARTHUR CONAN DOYLE

Den blå karfunkelEN SHERLOCK HOLMES-FORTÆLLING

2 3

Arthur Conan Doyle

DEN BLÅ KARFUNKEL

En Sherlock Holmes-fortælling

Rosinante

1 1

DEN BLÅ K ARFUNKEL

2 3

Arthur Conan Doyle

DEN BLÅ KARFUNKEL

En Sherlock Holmes-fortælling

Rosinante

2 3

Arthur Conan Doyle

DEN BLÅ KARFUNKEL

En Sherlock Holmes-fortælling

Rosinante

4 55

DEN BLÅ KARFUNKEL1. udgave, 1. oplag, 2014

© Rosinante / ROSINANTE&CO, København 2014Oversat til dansk i 1945 af Verner Seeman efter The Adventure of the

Blue Carbuncle, 1892Oversættelsen er revideret i forbindelse med denne udgivelse

Omslag: Lonnie HamborgIllustration: Alena Gordievich

Sat med Adobe Garamond og trykt hos Livonia Print, RigaISBN 978-87-638-3579-4

Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i ROSINANTE&CO

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København Kwww.rosinante-co.dk

4 55

JEG VAR GÅET OP TIL MIN VEN SHERLOCK HOLMES om formiddagen anden juledag for at ønske ham en glædelig fest. Han slængede sig velbehageligt på sofaen, iført en purpurfarvet slåbrok; han kunne uden at flytte sig nå pibehylden til højre for sig, og en dynge læste morgenaviser, som han åbenbart lige havde været igen-nem, lå ligeledes inden for hans rækkevidde. Ved siden af sofaen stod en træstol, og på ryglænet hang en lurvet og plettet stiv sort filthat, yderst medtaget af slid og med adskillige buler og knæk. Et forstørrelsesglas og en pincet, der lå på stolesædet, tydede på, at hatten var blevet hængt op på denne måde for at underkastes et nærmere eftersyn.

»De er nok optaget?« sagde jeg. »Jeg forstyrrer måske?« »Ikke spor. Det er mig kun en glæde at få besøg af en

ven, med hvem jeg kan drøfte de resultater, jeg er kom-met til. Den hele sag er såmænd en ren bagatel« – her pegede han med tommelfingeren i retning af den gamle hat – »men der knytter sig visse momenter til den, som ingenlunde er helt uden interesse, og som tilmed er ganske lærerige.«

Jeg slog mig ned i hans lænestol og varmede hænderne

6 7

foran den knitrende kaminild, for det var sat ind med stærk frost, og vinduesruderne var dækkede af et tykt lag isblomster. »Jeg formoder,« bemærkede jeg, »at den tingest dér, hvor almindelig den end ser ud, står i forbindelse med en eller anden uhyggelig affære, at den er den ledetråd, som vil hjælpe Dem til at opklare et eller andet mysterium og bringe straf over en eller anden forbrydelse.«

»Nej, nej. Nogen forbrydelse er der ikke tale om,« sagde Sherlock Holmes leende. »Kun en af disse snurrige små begivenheder, som uvægerligt må indtræffe, når fire millioner mennesker puffes og mases sammen inden for nogle få kvadratkilometer. I et sådant menneskemylder, der er i konstant bevægelse, kan man vente sig tildragel-ser i alle mulige kombinationer, og der kan let dukke et lille problem op, som kan være yderst sælsomt og bizart uden dog at rumme nogen forbrydelse. Vi har jo allerede tidligere oplevet eksempler på noget sådant.«

»Ja, og det endda i så høj grad,« bemærkede jeg, »at af de sidste seks tilfælde, som jeg har føjet til min samling af optegnelser, har de tre slet ikke drejet sig om lovover-trædelser i juridisk betydning.«

»Fuldkommen rigtigt. De hentyder naturligvis til mit forsøg på at skaffe kongen af Bøhmen hans fotografi m.m. tilbage fra Irene Adler, til miss Mary Sutherlands besyn-

6 7

derlige affære og til den mærkelige historie om tiggeren med det vansirede ansigt. Nå ja, jeg tvivler altså ikke på, at denne lille sag vil vise sig at falde ind under samme uskyldige kategori. De husker nok Peterson, bybuddet?«

»Ja.« »Det er ham, dette trofæ tilhører.« »Er det hans hat?« »Nej, nej; han har blot fundet den. Ejeren er ukendt.

Jeg må venligst bede Dem om ikke at betragte den som en gammel bulet bør, men som et intellektuelt problem. Men lad mig nu først fortælle Dem, hvordan den i det hele taget er havnet her.

Den ankom juledags morgen i selskab med en læk-ker fed gås, som efter al sandsynlighed i dette øjeblik steges over en sagte ild i Petersons ovn. Dermed hænger det således sammen: Ved firetiden julemorgen var Pe-terson, der, som De ved, er en vældig pæn og flink fyr, for hjemadgående fra et eller andet lille julegilde og var netop på vej ned ad Tottenham Court Road. Et stykke foran sig så han i gaslyset en temmelig høj mand, hvis gang var lidt vaklende, og som bar på en hvid gås, han havde kastet over skulderen. Da denne mand var nået til hjørnet af Goodge Street, kom han på en eller anden måde i klammeri med en flok bøller. En af bøllerne slog hatten af ham, og da manden svingede sin stok

8 9

over sit hoved for at forsvare sig, kom han til at knuse ruden i et butiksvindue lige bag sig. Peterson satte af sted i løb for at komme den fremmede til hjælp. Han var imidlertid blevet så forskrækket over sit uheld med den knuste rude, at han gik helt fra koncepterne, da han så en uniformeret person komme farende hen imod sig. Af lutter befippelse kastede han gåsen fra sig, greb derefter flugten og forsvandt hurtigt i den labyrint af smågader, der ligger bag ved Tottenham Court Road. Bøllerne var ligeledes stukket af ved synet af Peterson. Så nu så han sig i besiddelse ikke alene af kamppladsen, men også af sejrsbyttet bestående af denne gamle, ramponerede hat og en fuldkommen lydefri julegås.«

»Og begge dele leverede han så naturligvis tilbage til ejermanden?«

»Kære ven, – det er jo netop der, problemet ligger. Ganske vist var der til gåsens venstre ben bundet et lille kort med påskrift ‘Til mrs. Henry Baker’, og ganske vist kan man læse initialerne ‘H. B.’ i foret på denne hat; men eftersom der her i byen findes adskillige tusind personer af navnet Baker og velsagtens nogle hundrede, der hedder Henry Baker, er det ikke så let en sag at levere det fundne tilbage til den rette ejermand.«

»Hvad gjorde Peterson da så?« »Han mødte op her hos mig samme dag lidt længere

8 9

op ad formiddagen medbringende både hat og gås; han ved nemlig, at selv de mindste mysterier interesserer mig. Gåsen har så været i min varetægt indtil nu i morges, da der viste sig visse tegn på, at den – til trods for det kolde vejr, vi har i øjeblikket – helst skulle spises uden unødig opsættelse. Finderen er derfor draget af sted med den for at lade den opfylde sin egentlige bestemmelse som gås, mens jeg stadig er i besiddelse af denne hat, der tilhører hin ukendte herre, som gik glip af sin julemiddag.«

»Han har ikke averteret efter den?« »Nej.« »Hvilke midler har De så til at kunne finde ud af,

hvem han er?« »Ikke andre end dem, vi kan slutte os til.« »Slutte os til? – af hans hat?« »Netop.« »Årh – det er vel Deres spøg. Hvilke slutninger skulle

De kunne drage af denne slidte, ramponerede hat?« »Her er mit forstørrelsesglas. De kender mine meto-

der. Hvilke konklusioner er De selv i stand til at drage angående den mand, der har gået med denne bør – hvad fortæller den Dem om hans ydre og indre person?«

Jeg tog den misrøgtede genstand og vendte og dre-jede den med en ret opgivende mine. Det var en ganske almindelig sort bowlerhat af den sædvanlige facon, og

10 11

den så afgjort ud til at have kendt bedre dage. Den havde rødt silkefor, men det var falmet stærkt i tidens løb. Hat-temagerens navn kunne ikke ses nogen steder; derimod kunne man, som Holmes allerede havde omtalt, skelne initialerne ‘H. B.’ skrevet med blæk på den ene side. I kanten var der boret hul til en stormsnor, men selve ela-stiksnoren manglede. I øvrigt havde den knæk og buler, var umådelig støvet og fuld af pletter, selv om det ganske vist så ud til, at der var gjort visse forsøg på at skjule disse misfarvninger ved at smøre dem over med blæk.

»Jeg kan ikke se noget,« sagde jeg og rakte min ven hatten tilbage.

»Tværtimod, Watson, De kan se det alt sammen. Deri-mod er De ikke i stand til at ræsonnere Dem til et resultat på baggrund af, hvad De ser. De har ikke mod nok til at drage slutninger af det.«

»Så vil De måske være så venlig at fortælle mig, hvilke slutninger De kan drage af den hat der?«

Han tog hatten og holdt den lidt nærmere op til sig og betragtede den på den helt særlige udforskende måde, der var så karakteristisk for ham.

»Den fortæller måske ikke så meget, som den kunne have gjort,« bemærkede han, »men alligevel giver den hol-depunkter for adskillige slutninger, af hvilke nogle enkelte ikke kan være andet end rigtige, og en del andre i det

10 11

mindste tør siges at være stærkt sandsynlige. At manden er overordentlig intelligent, er jo noget, der slet ikke er til at tage fejl af. Lige så indlysende er det, han på et tidspunkt, der højst kan ligge tre år tilbage, har været ganske velstillet, hvorimod han nu sidder småt i det. Han har tidligere lagt megen omtanke for dagen, men det er en egenskab, der ikke længere er så fremherskende hos ham. Det tyder på en vis moralsk tilbagegang, som igen på sin side – når man ser den i sammenhæng med forværringen i hans økonomiske stilling – kunne tyde på, at han ligger under for en eller anden dårlig vane, sandsynligvis druk. Dette er formentlig også forklaringen på den uomtvi-stelige kendsgerning, at hans hustru ikke længere elsker ham.«

»Nej, men – kære Holmes!« »Han har imidlertid stadig en vis selvagtelse i be-

hold,« fortsatte Holmes, uden på nogen måde at reagere på min indsigelse. »Han fører et absolut stillesiddende liv, går sjældent ud, ligesom alt, hvad der hedder motion og legemsøvelser, er et ukendt begreb for ham; han er midaldrende og har gråsprængt hår, der er blevet klip-pet engang i løbet af de allersidste dage, og som han for øvrigt gnider ind med lemonpomade. Dette er altså de mere åbenlyse kendsgerninger, som man kan slutte sig til af denne hat. Hvortil, i forbigående sagt, kan føjes, at det

12 13

er højst usandsynligt, at der skulle være indlagt gas i det hus, hvor han bor.«

»Det skal vel være Deres spøg alt sammen, Holmes?« »På ingen måde. Er det virkelig muligt, at De selv nu

– efter at jeg har fremlagt disse resultater for Dem – ikke er i stand til at se, hvorledes jeg har nået til dem?«

»Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er så vaks som Dem; men jeg må tilstå, at jeg er ude af stand til at følge Deres tankegang. Hvordan kan De for eksempel regne ud, at denne mand er intelligent?«

Holmes svarede med at sætte hatten på sit eget hoved. Den gled helt ned over panden på ham og satte sig til hvile på hans næseryg.

»Det er et rent spørgsmål om kubikindhold,« sagde han. »En mand med så stor en hjerne må da for pokker have noget i den.«

»Nå, men hvad så, når det gælder forværringen i hans økonomiske stilling?«

»Hatten er tre år gammel. De flade skygger med opad-vredne kanter kom netop på mode på det tidspunkt. Det er en hat af allerbedste kvalitet. Se blot på båndet: svært, flot silkereps – og det fine for. Når en mand for tre år siden har haft råd til at købe en så dyr hat, men ikke har set sig i stand til at anskaffe en ny siden da, må det ganske bestemt være gået ned ad bakke for ham i mellemtiden.«