ALBERTO

ALB

ER

TO

RomanSamlerenSamleren

Maria Helleberg

Maria H

elleberg

Alberto er en roman om Bertel Thorvaldsen, den danskebilledhugger som på sin karrieres højdepunkt var verdens

mest berømte kunstner.

Bertel Thorvaldsen vokser op under kummerlige forhold i1770'ernes København. Faderen er billedskærer og ligesom

moderen dranker.Thorvaldsen bliver forældre for sine forældre,som oven i købet slår mønt af sønnens talent for at kunne købe snaps. Men elendigheden skærper hans sanser og gør

ham stærk, hvor man mindst ville vente det.

Han kommer på Kunstakademiet, men kan ikke ryste sinopvækst af sig. Han er ulærd og utilpasset. I 1797 kommer

Thorvaldsen til Rom og bliver ombejlet af digtere og fyrster.Men han fortsætter med at være en outsider i den verden,

som hans geni har skaffet ham adgang til.

”Alberto“ er historien om en kunstner, der på én gang varydmyg og selvbevidst og aldrig fandt sig helt til rette i den

verden, han fik succes i.

Kærlighedsbarn

”Hun har med denne marathon- og mam-mutpræstation udvidet og befæstet sin posi-tion som den historiske romans store dameherhjemme lige nu.Thit Jensen og alle hen-des yngre medsøstre kan gå hjem og læggesig, hvis de ikke allerede har gjort det.”

- Jens Kistrup i Weekendavisen

Fås både som Hardback og som Paperback

Dronningeskolen

”Altafgørende for projektets kunstneriskesucces er imidlertid Hellebergs eksemplariskestilistiske cool og fortællemæssige underspil… her skal ikke tegnes familietræer eller prales med belæsthed, her skal med respektog solidaritet fortælles klart og præcist i ogfra det enkelte nu, så det bliver så godt somnyt.

Jeg er ligeglad med, om det gør mig til en prinsesseanmelder, jeg går ind for Dronningeskolen, og jeg forudbestiller allerede nu efterfølgeren.”

- Lars Bukdahl i Weekendavisen

Fås også som Hardback

Maria Hellebergs Mathilde fås som Samleren Paperback

Maria Helleberg, født 1956, debuterede1986 med den historiske roman Seersken.Hun har også udgivet samtidsromanersom Pigerne, Konebytning og En andenshjerte, men det er stadig de historiskeromaner, som gør hende til en afDanmarks mest læste forfattere. På detseneste bl.a. Kærlighedsbarn omStruensees og Caroline Mathildes”uægte” datter. Moderen havde MariaHelleberg udgivet roman om allerede i1991, Mathilde, og med Dronningeskolenom ”kærlighedsbarnets” barn, der blevdronning af Danmark som Christian denOttendes hustru, har Maria Hellebergfærdiggjort den tredje generation afmarkante kvinder i Danmarks historie.Senest er udkommet Cæsar og Kleopatra.

Maria Helleberg har også udgivetbørne- og ungdomsbøger, rejsebøger,teaterstykker og biografier, senest Vildekvinder, milde kvinder fra Guldaldertiden.

Omslag: Ida Balslev-Olesen.Omslagets forside: Bertel Thorvaldsen,

udsnit af pastel udført 1815 af Rudolph Friedrich Suhrlandt.

Foto:© M

orten Holtum

58161_om_alberto 7/18/06 3:41 PM Side 1

1

ALBERTO

2

Af samme forfatter

Seersken 1986

Så mangen sti vild 1988

Som en vredens plov 1989

Marskallens kvinde 1990

Statholderens hustru 1991

Mathilde 1991

Slavebarnet 1992

Fremmede naboer. Polens historie 1992

Børnejægeren 1993

Undtagelsestilstand 1993

Lucrezias ægteskab 1994

Louise længe leve 1994

Knivstikkeren 1995

Valeria 1995

Svanekød 1996

Pigerne 1997

At gå i barndom 1997

Leonora 1997

Lady Hamilton og hendes tid 1998

Milady 1998

Beth 1999

Under huden på Rom 1999

Under huden på Napoli 1999

Konebytning 1999

Martha, Marie og Anna 1999

Rigets Frue 2000

En andens hjerte 2001

Miss Suzanna 2001

Kærlighedsbarn 1-2 2002

Vilde kvinder, milde kvinder 2003

Dronningeskolen 2004

Cæsar og Kleopatra 2005

3

MARIA HELLEBERG

ALBERTO

ROMAN

Samleren

4

Alberto

© Maria Helleberg og Samleren/GB-forlagene A/S, København 2006

Omslag: Ida Balslev-Olesen

Med maleri af Rudolph Friedrich Suhrlandt: Bertel Thorvalsen (1815)

Sat med Garamond hos Christensen Grafisk

og trykt hos Narayana Press, Gylling

ISBN-10: 87-638-0374-7

ISBN-13: 978-87-638-0374-8

Printed in Denmark 2006

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Samleren er et forlag i GB-forlagene A/S

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K

www.gb-forlagene.dk | www.samleren.dk

1. udgave, 2. oplag, 2006

5

1780

Bertel vågnede ved skriget, men der kom ikke flere lyde. Hans fød-der var iskolde, så han trak dem op under sig. Tæppet var borte, oghan forsøgte at finde det uden at vågne helt, men nej.

Så gjaldede et nyt skrig ud gennem væggen. Det lød, som om detkom gennem nøglehullet og sprækkerne, og noget tungt stødte moddøren og gulvet. Ja, det var præcis hvad han havde fået indtryk af. Ja,de sloges igen.

Ingen grund til frygt. For en gangs skyld. Godt med det. Hankunne trække vejret frit, ingen sten tyngede ham ned. De sloges, dehavde nok at gøre med hinanden, og han var fri.

Han lagde sig igen, krummede sig sammen om sig selv og sluttedede kolde fødder i sine hænder. Hvis bare de ikke åbnede døren, villehan kunne falde i søvn og være lun og glad.

De sloges bare igen.Ikke noget at bekymre sig om.Bedre at de sloges med hinanden end slog på ham!

Han standsede på svalegangen med potten i armene, den var lidt forstor til at han kunne bære den, men det var hans pligt. Når hantømte potten for hende, var Karen glad for ham. Så kom Gottskalkhjem, og Karen roste ham. Vores dygtige søn.

Kvinden stod og spærrede svalegangen med sine skørter. De varlyse foroven, og blev mørkere og mørkere nedefter. I Bertels øjen-højde var skørterne allerede stivnede af gammel og ny væde. Gade-støv og mudder. Han vidste, at hvis man lod sit tøj blive så beskidt,lunede det bedre. Det sagde Karen.

Så snart han var uden for døren, var hans mor Karen og hans far

6

Gottskalk. Så kunne han altid finde sine forældre, hvis han gik vild.Det havde Karen forklaret ham.

Men der var noget andet, han først kom i tanker om nu: hvisnogen ønskede at inddrive gæld, kunne de tænkes at tage drengen.Så måtte han løbe alt hvad han kunne. Det var bare ikke muligt medden tomme pissepotte i armene!

Kvinden forsøgte at give plads, og Bertel gjorde sig smal, menpotten havde ingen sidelæns. Kvinden pustede og prustede, for hunvar stor, og da Bertel i panik trak i potten, som var klemt fast, sloghun ham. Ovenfra og ned, ovenfra og ned, som et stempel. Han gavsig ikke, og ikke en lyd kom ud af munden på ham.

Han fortsatte til døren og stødte den op med rumpen.Rummet havde helt ændret karakter siden han gik ud, slæbende

potten. Nu var de to vinduer åbnet, og krap, lystig luft bankede modvæggene. Det virkede, som om Karen ville lukke alt dårligt ud, somom alt i rummet skulle flagre i den kolde luft. Men lyset og solenfyldte rummet i en sådan grad, at Bertel havde lyst til at bakke ud.Selv luften var for ren og heftig. Han satte potten fra sig og vendtesig mod sin mor. Karen sad på den trebenede stol og syede på nogettøj. Bertel genkendte sine egne bukser, dem var hans mor ved at øge.Han voksede dem over hovedet, det sagde hun tit.

Bertel stillede sig ved døren, hvor han følte sig sikrest, og nød atingen lagde mærke til ham.

Hun så hen på ham, hans mor, og smilede – det særlige sødligesmil, som kun kom frem, når hun var ædru og på vej ind i rusen.Lyset skar i hendes kinder og smuttede ind i det tynde hår. Lysetåbnede hendes kjole og særk og trak rynker i hendes grå, plettedehud på halsen. Lyset var hendes fjende, især de sprukne læber.

– Hvordan har vi dog båret os ad med at skabe noget så smukt?spurgte hun ud i luften. Bertel kunne ikke se andre i rummet. Hunmåtte tale om ham. Men han forstod hende ikke.

Dagen kom, og han stod op samtidig med sin far. Dagene lignedehinanden. Moderen sov videre, men hans far klædte sig på og væk-kede Bertel, der sov med tøjet på, for at holde bedre på varmen.

7

Faderen gik ned til sit arbejde, og Bertel fulgte med. På vejen kunnehan se sig om, og hans far sludrede løs, både på dansk og på sit egetsprog. Ved døren skiltes de to. Bertel var alene og fri og lykkelig.

Han stod ved Nyhavn og så ned i det plumrede vand og overve-jede hvor han skulle gå hen. Somme tider lykkedes det ham at tjenelidt småpenge ved at løbe ærinder. Dem brugte han på slik.

Alt andet end at gå hjem til mor.Ikke ind bag de fire vægge, ikke ind i stanken og mørket hvor

alting knirkede!Han vidste hvad man skulle undgå. Det slemme var de bare fød-

der. Hvis han var heldig, kunne han finde en løsning og skaffe sigsko. Så snart solen brød igennem, humpede han ned til den nærme-ste skomager og bød sig til. Før eller siden skulle der løbes ærinder,og han storkede af sted på sine afkølede, stive fødder. Det gjaldt omat være hurtig. Når han vendte tilbage, ville skomageren betale hami småpenge, men han foretrak læder. Det kunne man let folde omfødderne og måske endda sy sammen.

Med sko på fødderne var han en helt anden dreng. Nu åbnedeverden sig for ham. Læderet burde kunne holde i en uge, hvis han varforsigtig, og hvis hans mor ikke fandt det, for så tog hun det og solgtedet og beholdt pengene. Han måtte altid tænke sig om og passe på.

Bertel vågnede, fordi han blev puffet ud på gulvet i kulden. Ud fratæppet. Iskoldt. Men i det mindste var han da heldig, at de for tideningen seng havde. Så var det gået meget værre. En nat havde hanslået hovedet slemt og forvredet anklen, da han blev puffet ud afforældrene. Der var ikke længere nogen seng i kammeret, de lå pågulvet, oven på et slidt tæppe. Men stærke hænder puffede ham væk,og det tæppe der tjente som dyne, forsvandt også.

Omkring ham var det iskoldt, han hakkede tænder og forsøgte aterobre dynen. Men hans far og mor var beskæftigede med hinandenog havde ikke tid til ham. De lå som dyr i en bunke. Han forsøgte attrække tæppet til sig, uden held, de var så meget tungere end hanskræfter kunne magte.

Så faldt hun ned over ham, og han kunne ikke engang undgå

8

skyllen som stod ud af munden. Den fyldte hans øre og bredte sigvarmt, grødagtig over hans hår, slimede ned ad nakken og blev kold.

Hvis han kunne grave sig ud under alt hendes døde kød, kunnehan tørre brækket af. Men hun lå, hvor hun var fældet. Bertel ventede,med hamrende hjerte, ventede og ventede. Omsider begyndte hun atsnorke, og han begyndte til gengæld at vride hende væk fra sig, så hankunne glide ud. Det var et langsommeligt og krævende arbejde, menhan kendte det. Belønningen lå lige for, at sove trygt i varme.

Bertel vågnede først. Han havde tæppet over sine ben, men fød-derne lå blottede, blå af kulde. Selvfølgelig havde de heller intetbrænde. Vinduerne havde mistet glasset, skodderne var for, men devar utætte. Gottskalk havde forsøgt at putte papir ind for at tætne,men blæsten pustede det ind på gulvet.

Han satte sig op på albuen og så søvndrukkent på sin mors ryg:Karen lå helt stille og nøgen i kulden. Hendes ryg var indsmurt ibrun afføring, der også havde plettet tæpper og lagen. Som hansøjne vænnede sig til gryets tusmørke, kunne han følge sporene over-alt, på vægge og gulve, værelset var overstænket med lort.

Bertel rejste sig lydigt, fandt noget af sit tøj og trak det på sinfroststive krop, og gik tavst i gang med at vaske sin mor. Der varmirakuløst nok et skvæt tilbage i den flaske, som stod på bordet.Han vædede lidt af lagenet og gav sig til at vaske hende, uden at hunvågnede. Bagefter måtte han forsøge at få svineriet vasket ned fravæggene. Det var ikke første gang, og han vidste at Gottskalk villeblive rasende, hvis han opdagede, at Karen havde skidt huset ned,som han sagde. Der var kun Bertel i hele verden til at undgå ulyk-ken. Sådan var dagene.

Den store mand sank ned på stolen, prustende efter at have tilbage-lagt alle trapperne Han var gået forkert et par gange, forklarede hanBertel, der stod ret ved hans side. Han hed Willerup, den store mand,og hans blege, bløde hånd lagde sig klægt tungt over Bertels hoved.

– Buk pænt for den fine mand, sagde Karen, Bertels mor. Selvnejede hun i en uendelighed, nejede helt ned på gulvet, og da Bertel

9

ikke fattede noget, greb hun ham om skulderen og tvang ham ned.Bertel ville ikke bøje sig, han var en dreng og skulle bukke, ikke neje!Men hans mor var for tung og hård, hun tvang ham nedad. Rød ikinderne gjorde han som hun ville. Ned og op. Uden at slippe man-dens ansigt med øjnene.

– Bertel er en god dreng, han kan hjælpe min Gottskalk med atrydde op på Larsens Plads! henvendte Karen til den fine mand. Ber-tel fattede ikke et kuk. Hvad var Larsens Plads? Og hvad fandenskulle han rydde op på? Der blev jo aldrig ryddet op i hans hjem!

Der var varmt og beklumret, og Bertels mor Karen styrtede rundtog gjorde netop det, hun ellers aldrig gjorde: Hun ryddede op. Sen-getøj og tøj lå på gulvet som altid, nu skulle det rulles sammen oghen i et hjørne. Natpotten. Flaskerne. Alt skulle hen hvor det egent-lig hørte hjemme. Hun fik ondt og måtte læne sig mod væggen oggik så ud. Bertel regnede med, at hun skulle på lokum. Men hun varstadig tilbage.

– Vil Herren ikke tage plads? spurgte hun forpustet og pegede påden eneste hele stol. Hun rakte ud og tog fat i de tegninger, somhavde ligget på bordet i uendelige tider, men de hang fast. Bertelvidste i hvad. Hans far havde kastet op en morgen og tørret brækketvæk med tegningerne, nu var brækket tørret til en fast skorpe, derholdt på papiret. Men stolen var hel og ren.

Nu tog Willerup sit hår af! Han skød fingerspidserne op langstindingerne og løsnede håret fra issen. Men det var ikke nok. Hantog fat omme foran ved panden og tog sit hår af, som var det en hat.Og lod håret lande på bordet foran sig.

Bertel måbede. Håret lå på bordet oven i en bunke skident tøj.Håret var hvidt, stridt som svinebørster, delt i to og samlet i nakkentil en lang pisk. Han måtte røre ved Willerups hår!

Willerup selv tog plads på stolen, der knagede og fik brede ben.– Hvornår kommer manden hjem, madam hvad er det nu hun

hedder? råbte Willerup. Bertel så kun det aftagne hår. Men Willerupkom ham i forvejen. Med et udbrud, som Bertel ikke forstod, lan-gede han ud efter sit hår og trak det til sig. Så smækkede han lus medknythånd. Igen og igen.

10

– Dette skidne hul, sagde han, anbragte igen håret på sit storerødmossede hoved, rejste sig ved at støtte hænderne mod knæene ogbevægede sig hen mod dør og trappe.

– Nej, den gode Herre må ikke gå! skreg Karen og kom hen idøren med en klistret brun flaske. Bertel kendte den. Willerup havdeforladt dem uden at komme frem med sit ærinde. Der slap en lilleforkommen lyd ud af Karen, så sparkede hun døren i og vendte sigmod Bertel. Han fik en lussing på tværs af ansigtet, som sædvanlig,og nåede lige at sunde sig. Derefter vendte Karen tilbage til bordet,med flasken for munden, bredbenet for at holde sig oppe. Gulvetvar skævt, det narrede. Bertel rullede sig ind i sengetøjet ved væggenog forsøgte at holde hænderne op foran ørerne. Far var der ikke, ogKaren ville nok gå, når der ikke var mere snaps. Så kunne han tænkeigen. Imens måtte han gøre sig usynlig og utænkelig. Sådan var da-gene også.

De flyttede, og Bertel fulgte med. De flyttede langsomt og grundigtpå kærre, sengen for sig, skabet for sig. Som de skumplede over brosten,kom solen frem, og Bertel lagde mærke til hvor ynkeligt genstan-dene tog sig ud. Til daglig stod de skudt op mod en væg, nu var denøgne bagtil. Bidt af mus og rotter, stødt og misfarvet. Malingenskallet af.

Bertel slæbte uret i armene hele vejen bag det sidste læs. Nu varsolen væk, og de trængte til at komme i læ. Men hans mor var borte,da de kom, og døren stod ulåst. Hans far smed et tæppe på sengenog satte sig med spredte knæ og så sig om, Bertel vidste hvad hanledte efter. Der havde været snaps, sidste gang de afleverede et mø-bel. Nu var den borte. Også hans mor.

Bertel fik besked på at gå ned på gaden. Han lystrede, men der varlang vej – de boede i et baghus, og han måtte ud på svalegang, nedad trappe, gennem brostensgård og ud gennem en port, der var altfor tung for ham. Ingen hjalp ham med døren, der hamrede i bagham.

Ude på gaden så han sig om: Der måtte være værtshuse. Intet at sesom mindede om hans mor. Far havde sagt, at han skulle holde vagt,

11

men det var alt for kedeligt at blive stående. Han havde heller ikkepå fornemmelsen, at hans mor bare ville dukke op. Det ville lignehende dårligt.

Han vidste at han kunne genkende sin mor på lang afstand. Mender var ingen kvinder på gaden. Han kendte hendes gang, hun slæbtelidt på foden, hun var faldet ned ad svalegangens trappe en sen af-ten, og de havde ikke råd til læge. Når hun drak, døde foden, påstodhun, den prikkede og strittede imod.

Her var hun i al fald ikke.Bertel fortsatte på egen hånd. Ellers kendte han byen, men mest

de veje han gik når hans far havde sluppet ham. Her var han påukendte stier. Han turde ikke vove sig helt ind igennem portene tilbaghuse, baggårde og haver. Så risikerede han at fortabe sig.

En stor, tyk mand, som lignede Willerup, kom gående mod ham,og Bertel standsede og så mindeligt op ad ham. En honnet mandmed paryk og stor, rød næse.

– Ved den gode herre, hvor min mor er? spurgte han. Menneskettårnede sig op foran ham, lugtene sloges om herredømmet, og pa-rykken sad skævt. Måske var han ikke nær så honnet som Bertelførst havde troet.

– Næh, men hvor meget koster hun? spurgte manden grødet.Bertel ville ikke forstå ham. Han kiggede uden om mandens store

krop og tog et lille rejehop til siden, ned i rendestenen, og styrtedevidere. Nu havde han opgivet at finde sin mor. Det var rigeligt atfinde hjem. Eller finde fars arbejdsplads. Så kunne han rulle sig sam-men og sove og vente til morgenen kom.

De måtte da have lagt mærke til, at han manglede?En dør stod åben, og han vovede at gå ind. Mest fordi han var træt

i benene, træt af at lede. Folk stod i kø, kun mænd. Tålmodige ogrippede. Der stod en vammelt ond hørm fra dem, af fattigdom ogkuethed efter talløse ydmygelser.

En mand, der stod bag ham, lod sin hånd hvile på hans ryg. Bertelvendte sig: Manden var krumbøjet, radmager, med langt og fedtethår og knortet ansigt af gamle, halvt lægte sår. Men smukke øjne.Ikke et godt ansigt, men Bertel hang ved skyggerne og hudens dob-

belte folder. Hvis ikke ansigtet havde været så modbydeligt ulækkert,ville han gerne have lagt sine hænder mod kinderne for at mærkeefter.

– Har du penge, lille dreng? spurgte manden bekymret, – hvisikke, så kan vi dele. Vi kan godt få råd til et bælte om brystet, det erda bedre end at skulle sove på det bare skidne gulv.

Bertel havde ingen penge. Hvor skulle de være kommet fra? Hankunne mærke opgivelsens gråd trænge sig på, de stadig tørre tårervarmede hele hans ansigt, så han blussede.

– Sådan en smuk dreng må ikke gå alene rundt i byens værstegader en sen aften, fortsatte manden, – hvor bor du? Er du rømmethjemmefra?

Bertel nægtede kraftigt. Han havde da både forældre, hjem og enseng af en art. I alt fald sengeklæder, såfremt hans mor ikke ogsåhavde pantsat dem for at spille lotteri eller drikke.

– Vi er flyttet, og jeg ved ikke hvor vi bor, fik han endelig frem,vred over sin egen fornedrelse og glemsomhed. Manden lo tørt ogdunkede ham på skulderen.

– Nå, så længe det ikke er værre, grinede han, – måske kender jegendda dine forældre. Gottskalk Billedskærer? Så ved jeg, hvor duboede før, dreng.

Løsningen kom som en befrielse, en klar fornuftens solstråle nedi hans grumsede fængsel. Selvfølgelig! Han havde hele tiden haftløsningen i sin egen, hule hånd. Manden tog ham i hånden, og sam-men gik de ud i tusmørket og byen.

– Men du har mere brug for varme fødder end jeg, sagde mandentænksomt, lænede sig mod muren og tog skoene af, rullede de bruneknæstrømper af og gav dem til Bertel, der var barfodet. Dybt forun-dret over storsindet trak han strømperne på, vel vidende at de villevære slidt itu under fodsålerne inden de nåede hjem.

– Når de bliver slidt, kan du vende dem, sagde manden.

13

1781

Willerup sendte ham et afvisende blik, og Bertel trak sig tilbage.Willerup og hans far Gottskalk var fjender. Det vidste han, for hansfar beklagede sig altid over Willerup, der lagde planer mod ham.Willerup er årsagen til min svaghed! havde han sagt så sent som dagenfør. Nu stod manden i døren, som han fyldte ud, og lugtede af spildtsavlet snustobak og gammel sved.

– Hvad hulen i helvede er det for noget krimskrams? sagde Wille-rup og pegede på døren. Bertel strakte sig, både bange og stolt: Hansfar havde sagt, at når de ikke havde råd til papir, kunne han vel malepå væggene og dørene. Så vaskede mor malerierne ned med jævnemellemrum. Han havde tegnet og tegnet, det han så i byen, skibe ogkareter og ansigter. De fyldte lejligheden. Kun gulvet kunne hanikke bruge til noget.

– Det er jo drengens tegnebræt, sagde hans far og pegede, ban-kede med neglene på væggen, Willerup nærmede sig og bøjede sigprustende forover og lod hånden glide over tegningerne.

– Ikke ilde, sagde han og rettede sig og kløede sig på ryggen underkjolens skøder, – ikke ilde, ikke ilde. Send ham op til de fine herrer,så de kan se, om han kan bruges. Han er sågu allerede bedre end dig,du gamle!

Bertels mor nærmede sig med snaps i husets eneste fine glas. Wil-lerups ansigt lyste op, og han tømte glasset og vrængede ansigt. Derkom tårer i øjnene og sveddråber på panden, og han forlangte et glastil.

Bertel sneg sig ud. På trappen var der ingen billeder. Han var ikkesikker på, om det kun var godt, at Willerup havde rost hans tegnin-ger. Men han tegnede jo ikke for at få ros. Det var hans hænder ogøjne, som handlede på egen hånd.

14

Han gik sammen med sin far og var stolt. Fars hånd hvilede på hansnakke og drev ham frem. De gik gennem byen, som om de blevtrukket i land af et tov. Som de robåde, der lå i vandet bag fregat-terne.

Hans far bøjede sig i døren og trak ham med ind. Nu skulle hansætte sig stille på hug på gulvet og ikke være i vejen. Samle træflis opog feje gulvet og være nyttig. Det var ubegribeligt kedsommeligt.Uden for lå byen, med lys og mennesker og noget at se, og her sadhan, indespærret og tavs.

En høj mand kom hen til hans far med noget træ og en tegning,pegede og forklarede, og Bertels far bukkede og nikkede. Tog pladsog lagde træet foran sig, flyttede på det med sine store hænder. Be-gyndte omsider at snitte og at slå hele stykker træ ud af klumpen medjern. Efter en halv times tid kunne Bertel se, hvad det var, hans farforsøgte. Tegningen lå foran dem, tynget ned af overflødige træfliser.

Men træet ville ikke som hans far ville. Det kroede sig. Bertel sadog iagttog, med en slags pinsel i begge hænder og brystet, kunne hanvirkelig ikke se? Hvorfor kom billedet forvrænget ud gennem hanshænder? Det var da ikke meningen!

Hans far lod træet hvile et øjeblik, vred hænderne og strakte fing-rene igen og igen. Bertel tog værktøjet og vejede det i hånden, strøgover det stakkels mishandlede træ og forsøgte at se et ansigt derinde.Det måtte jo ud. Det var hans fars arbejde. Hvis ikke hans far mag-tede det, ville de komme til at sulte.

Det gik først op for ham, at han havde gjort noget utilgiveligt, dahans far lagde sin hånd på hans skulder og ruskede i ham. Ansigtetvar dukket frem, og han havde forbedret rankerne. Nu lignede ud-skæringen tegningen. Hans far tog træet fra ham og bar det underarmen. Bertel så det ikke mere.

Han ville ikke skamme sig. Han havde ikke taget noget fra sin far.Men hvordan kunne det være, hans far ikke kunne se det samme?Bertel rodede på gulvet og fandt et stykke kul, knækkede det mellemtænderne og gav sig til at tegne. Ansigter, hænder, ranker. Det var altsammen inde i hans egne hænder. Ikke i hans fars.

Willerup kom hen til dem, og Bertel lagde mærke til, at hans fars

15

hænder rystede. Han lod som om det ikke havde betydning, menWillerup kunne ikke undgå at se det. Og hvorfor? Bertel sad bare ogventede. Måske ville han få ros. Måske ville Willerup også blive vredpå ham, som han ind imellem var på hans far.

– Så tag Dem dog sammen, for helvede, mand, sagde Willerupstille, – knægten er allerede bedre! Giv Gottskalk en løve at skære, oghan laver en skødehund. Giv drengen en hund at skære, og hanafleverer en løve.

Det stod og lokkede, skilderhuset ved siden af Hesten på KongensNytorv. Ellers plejede han at gå op til Hovedvagten for at følge vagt-afløsningen, og derfra til Amalienborg. Det var tilpas tæt på LarsensPlads, hvor hans far arbejdede.

Dagen før havde han fået prygl af en vred mand med en stok, fordihan blev sulten og fik øje på nogle modne pærer, der hang ud over ethegn. Han klatrede op og rev pærerne til sig, men samtidig var man-den på vej ud gennem plankeværkets dør, så der blev intet af pærerne,kun en øm skulder. Han stak af, men mærkede sig stedet, måskekunne han alligevel redde sig et par pærer. Hans mor trængte til no-get godt, hun spiste ellers mest vælling på grund af sine tænder. Menhan kunne skive pærerne til hende og fodre hende!

Skilderhuset stod tomt og lokkede. Tre andre drenge nærmede sig, devar yngre end ham, men han kendte dem af udseende, de holdt til langsStrøget, hvor Bertel færdedes i Frederiksstaden. Han stillede sig ind iskilderhuset og gjorde stram honnør, de andre grinede og greb fat ihuset og drejede det, som stod han i en karrusel. De hylede og grinede,og til sidst tippede de skilderhuset, som faldt på ryggen, og med husetBertel, der grinende rejste sig og forsøgte at træde ud af skjulet.

Han så ikke engang den soldat, som fangede ham. Manden grebham i det lange, krøllede hår, men han slog ikke løs på Bertel, hanholdt bare godt fast. Tumlede af sted, fanget af smerten, ind i Hoved-vagten. Der kunne han så køle af, sagde soldaten – de så alle ens ud iuniform. Bertel tog plads på skamlen i arresten og forsøgte at bliveklar i hovedet. Var det virkelig så fælt, hvad han havde gjort? For-tjente han at sidde her? Og hvad ville Gottskalk sige? Og hans mor?