joyce - ulysses (læseprøve)

UlyssesUlysses

James Joyce

James Joyce

rosinante

UlyssesJames Joyce, 1882-1941, er født og opvokset i irland. Han anses for en af verdenslitteraturens mest nyskabende og indflydelsesrige forfattere. Joyce tilbragte det meste af sit liv i frivilligt eksil, men skrev udelukkende om sin fødeby. Forfatterskabet omfatter Chamber Music (digte, 1907), Dubliners (noveller, 1914), A Portrait of the Artist as a Young Man (1916), Exiles (skuespil, 1918), Pomes Penyeach (digte, 1927) og Finnegans Wake (roman, 1939).

Joyce skrev Ulysses i trieste, Zürich og Paris i perioden 1914-21. Den udkom på et lille parisisk boghandlerforlag på forfatterens 40-års fødselsdag i 1922. romanen vakte skandale, blev anklaget for obskønitet og udsat for hård kritik. siden har Ulysses vundet anerkendelse som det 20. århundredes måske mest banebrydende roman.

Ulysses udspiller sig over én dag i Dublin den 16. juni 1904 – dagen der er gået over i historien som Bloomsday. romanens hovedpersoner er annonceagenten leopold Bloom, hans utro hustru molly og den unge forfatter stephen Dedalus. som en anden odysseus drager Bloom gennem Dublins gader og stræder, indtil han sent om natten vender hjem til molly, der afslutter romanen med en svimlende indre monolog om ægtemand og elsker.

Ulysses er en altomfattende roman, der i portrættet af én dag vil favne alt: det dybeste i mænd og kvinder, svig og troskab, dyder og synder. Ulysses er skiftevis skandaløst åbenhjertig, ubetaleligt morsom, lavmælt nøjagtig, sprogligt vilter, generøst menneskelig og poetisk præcis. For så vidt er Ulysses evigt aktuel: nysgerrigt afsøgende, vildt levende og modig, sprængfyldt af kraft.

romanen genudgives i Karsten sand iversens nyoversættelse.

159 x 236 mm (bogblok 155 x 230 mm) ryg 60 mm Flapper 120 mm (totalbredde: 618 mm)Ulysses_smuds_aw.indd 1 23/09/14 15.37

Joyce - Ulysses (638-1458-4) - 800 sider - 155x230 - IB.indb 2 24-09-2014 10:26:47

ULYSSES


ULYSSESJAMES JOYCE

Oversat fra engelsk af Karsten Sand Iversen

ROSINANTE


I


1


7

Statelig, plump kom Buck Mulligan fra øverste trappetrin bærende en skål sæbeskum med korslagt spejl og ragekniv. Gul slåbrok, ugjordet, varligt båret bag ham på den milde morgenluft. Han holdt skålen højt og messede: – Introibo ad altare Dei. Standset spejdede han ned ad den mørke spindeltrappe og råbte drøjt: – Kom op, Kinch! Kom op, din ramme jesuit! Højtideligt skred han frem og trådte op på den runde kanonbrisk. Han vendte sig og velsignede alvorsfuldt tre gange tårnet, det omlig-gende land og de vågnende bjerge. Da han fik øje på Stephen Dedalus bøjede han sig mod ham og slog hastige kors i luften, klukkede i halsen og rystede på hovedet. Stephen Dedalus støttede, misfornøjet og søvnig, armene mod trappens øverste og så koldt på det rystende klukkende hoved der velsignede ham, hesteligt i sin længde, og på det lette uton-surerede hår, året og farvet som lys eg. Buck Mulligan spejdede et øjeblik under spejlet og dækkede så rask skålen. – Tilbage til kasernen! sagde han strengt. Han tilføjede i prædiketone: – Thi dette, O inderligt elskede, er den genuine kristine: Herrens hel-dige kadaver, legeme og sjæl og blod og vunder. Langsom musik, tak. Luk øjnene, d´herrer. Et øjeblik. Lidt bøvl med de hvide blodlegemer her. Stille, alle. Han skævede op og udsendte et langt sindigt kaldefløjt, dvælede så lidt i henført lytten, de lige hvide tænder funklede hist og her med guldprikker. Chrysostomos. To kraftige skingre fløjt svarede gennem roen. – Tak, makker, udbrød han livligt. Meget fint. Du slukker for strøm-men, ikke? Han hoppede ned fra brisken, så alvorligt på sin iagttager og sam-lede kåbens løse folder om benene. Det plumpe skyggede ansigt og den vrantne ovale kæbe mindede om en prælat, en kunstmæcen i middel-alderen. Et venligt smil brød stille frem over hans læber. – Magen til parodi! sagde han muntert. Dit absurde navn, en gammel græker! Han pegede i fredsommelig spøg og gik leende for sig selv hen til


8

brystværnet. Stephen Dedalus trådte helt op, fulgte ham mødigt halv-vejs, satte sig på briskens kant og iagttog ham stille som han støttede sit spejl på brystværnet, dyppede kosten i skålen og indsæbede kinder og hals. Buck Mulligans muntre stemme fortsatte. – Mit navn er også absurd: Malachi Mulligan, to daktyler. Men det klinger hellensk, ikke sandt? Trippende og lystigt som bukken selv. Vi må til Athen. Vil du med hvis jeg kan få tanten til at punge ud med tyve pund? Han lagde kosten fra sig og udbrød frydefuldt leende: – Vil han med? Den vindtørre jesuit! Han holdt inde og begyndte at barbere sig med omhu. – Sig mig, Mulligan, sagde Stephen stilfærdigt. – Ja, min ven? – Hvor længe bliver Haines her i tårnet? Buck Mulligan rakte en raget kind over højre skulder. – Gudfaderbevares, er han ikke rædsom? sagde han åbenhjertigt. En gumpetung sakser. Han synes ikke du er en gentleman. Gudfader-bevares, de skide englændere! Bristefærdig af penge og forstoppelse. Fordi han kommer fra Oxford. Ved du hvad, Dedalus, du har den ægte Oxford-manér. Han kan ikke greje dig. O, mit navn for dig er det bedste: Kinch, klingen. Han barberede sig varsomt over hagen. – Hele natten talte han i vildelse om en sort panter, sagde Stephen. Hvor er hans våbenhylster? – En sørgelig galning! sagde Mulligan. Var du skrækslatten? – Hunderæd var jeg, sagde Stephen med energi og tiltagende frygt. Herude, i mørket, med en mand jeg ikke kender – som taler i vildelse og stønner for sig selv om at skyde en sort panter. Du har reddet mennesker fra at drukne. Men jeg er ikke en helt. Hvis han bliver her så skrider jeg. Buck Mulligan rynkede bryn ad barberklingens sæbeskum. Han hoppede ned fra sit høje stade og gav sig hastigt til at lede i bukselom-merne. – Bæ! udbrød han grødet. Han kom over til brisken, stak en hånd i Stephens brystlomme og sagde: – Stik mig et lån af din næseklud så jeg kan tørre min kniv af.


9

Stephen tålte at han trak et snavset krøllet lommetørklæde op og holdt det frem til beskuelse ved snippen. Buck Mulligan tørrede propert barberklingen af. Så sagde han og stirrede over lommetørklædet: – Bardens næseklud! En ny kunstfarve til vore irske poeter: snot-grønt. Man kan næsten smage det, ikke sandt? Han steg atter op til brystværnet og stirrede ud over Dublin bugt, det blonde egelyse hår rørte sig let. – Gud! sagde han stille. Er havet ikke hvad Alger kalder det: en stor mild moder? Det snotgrønne hav. Det scrotumskrumpende hav. Epi oi-nopa ponton. Åh, Dedalus, grækerne! Jeg må lære dig det. Du må læse dem på originalsproget. Thalatta! Thalatta! Hun er vor store milde mo-der. Kom og se. Stephen rejste sig og gik over til brystværnet. Lænet mod det så han ned på vandet og postbåden der gik klar af Kingstowns havnemunding. – Vor mægtige moder! sagde Buck Mulligan. Han vendte brat sine grå, søgende øjne fra havet til Stephens ansigt. – Tanten mener du dræbte din mor, sagde han. Det er derfor hun ikke vil lade mig have noget med dig at gøre. – Nogen dræbte hende, sagde Stephen tungsindigt. – Du kunne sgu da have knælet, Kinch, når din døende mor bad dig, sagde Buck Mulligan. Jeg er hyperboræer fuldt så vel som du. Men at tænke på at din mor med sit sidste åndedrag tryglede dig om at knæle og bede for hende. Og du nægtede. Der er noget skummelt i dig … Han afbrød og indsæbede atter blidt den fjerneste kind. Et fordrage-ligt smil krusede hans læber. – Men en herlig mummer! mumlede han for sig selv. Kinch, herligste mummer af alle! Han barberede sig jævnt og med omhu, i tavshed, alvorligt. Med en albue hvilende på den takkede granit støttede Stephen sin håndflade mod panden og stirrede på den flossende kant af sit blank-slidte sorte frakkeærme. Smerte, som endnu ikke var kærlighedssmerte, nagede hans hjerte. Tavst, i en drøm, var hun kommet til ham efter sin død, hendes tærede krop i løse brune ligklæder der udsendte en lugt af voks og rosentræ, hendes ånde, der havde bøjet sig over ham, stum, be-brejdende, en svag lugt af vædet aske. Hen over opslagets luvslidte kant så han havet hilst som en stor mild moder af den velnærede stemme ved hans side. Ringen af bugt og synskreds rummede en mat grøn masse


10

af væske. En skål af hvidt porcelæn havde stået ved hendes dødsleje og rummet den grønne trægtflydende galde hun flåede op af sin rådnende lever med anfald af højlydt stønnende opkastninger. Buck Mulligan tørrede atter barberklingen af. – Åh, din arme hund! sagde han med venlig stemme. Jeg må give dig en skjorte og et par næseklude. Hvordan er de aflagte bukser? – De passer ganske udmærket, svarede Stephen. Buck Mulligan angreb kløften under sin underlæbe. – Magen til parodi, sagde han fornøjet. Oplagte burde de hedde. Gud ved hvilken venerisk gavflab der aflagde dem. Jeg har et dejligt par nåle-stribede, grå. Du vil se stilig ud i dem. Jeg spøger ikke, Kinch. Du ser knaldgodt ud når du er klædt på. – Tak, sagde Stephen. Jeg kan ikke gå med dem hvis de er grå. – Han kan ikke gå med dem, sagde Buck Mulligan til sit ansigt i spejlet. Etikette er etikette. Han slår sin mor ihjel men kan ikke gå i grå bukser. Han foldede barberkniven pænt sammen og følte med duppende fingerstrøg på den glatte hud. Stephen vendte blikket fra havet til det plumpe ansigt med dets røg-blå bevægelige øjne. – Ham jeg var sammen med i The Ship i aftes, sagde Buck Mulligan, siger du har knald i låget. Han er oppe på De Gales Hjem hos Connolly Norman. Generel parese! Han lod spejlet glide i en halvcirkel gennem luften for at blinke ny-heden rundt i solskinnet strålende på havet nu. De krusende barberede læber lo og kanterne af de hvide glitrende tænder. Latter greb hele den stærke tætte krop. – Se på dig selv, sagde han, bedrøvelige barde! Stephen bøjede sig frem og så sig i spejlet der blev rakt hen, kløvet af en krum revne. Strittende hår. Som han og andre ser mig. Hvem valgte dette ansigt til mig? Denne hund at befri for skab. Det spørger også mig. – Jeg huggede det i tjenestepigens kammer, sagde Buck Mulligan. Det er godt nok til hende. Tanten holder altid grimme husassistenter til Malachi. Led ham ikke i fristelse. Og hendes navn er Ursula. Han lo igen og trak spejlet væk fra Stephens kiggende øjne. – Calibans raseri over ikke at se sit ansigt i et spejl, sagde han. Gid Wilde var i live og kunne se dig! Stephen trak sig bagud, pegede og sagde bittert:


11

– Det er et symbol på irsk kunst. Et tyendes revnede spejl. Buck Mulligan tog pludselig Stephen under armen og gik tårnet rundt med ham, ragekniv og spejl klaprede i den lomme han havde stukket dem i. – Det er ikke rimeligt at drille dig sådan, er det, Kinch? sagde han venligt. Guderne skal vide der er mere ånd i dig end i nogen af dem. Pareret igen. Han frygter min kunsts lancet som jeg frygter hans. Den kolde stålpen. – Et tyendes revnede spejl! Sig det til ham den oxede nedenunder og slå ham for en guinea. Han har røven fuld af penge og synes ikke du er en gentleman. Hans den gamle tjente sine skillinger ved at sælge jalape til zuluer eller et eller andet skide svindelnummer. Gud bedre det, Kinch, bare du og jeg kunne arbejde sammen så kunne vi måske udrette noget for øen. Hellenisere den. Cranlys arm. Hans arm. – Og at tænke sig du måtte tigge af disse svin. Jeg er den eneste der ved hvad du er. Hvorfor stoler du ikke mere på mig? Hvad har du imod mig? Er det Haines? Hvis han laver spektakler her får jeg Seymour herned, så giver vi ham en omgang værre end den de gav Clive Kempthorpe. Velbeslåede stemmers unge råb i Clive Kempthorpes værelser. Bleg-ansigter: de holder sig om ribbenene af latter, den ene omfavner den anden. O, jeg dåner! Sig det skånsomt til hende, Aubrey! Jeg dør! Med skjortens sprættede strimler piskende luften hopper og humper han rundt om bordet, med bukserne nede om hælene, jagtet af Ades fra Mag-dalen med skræddersaksen. Et skræmt kalveansigt forgyldt med orange-marmelade. Jeg vil ikke afbukses! I skal ikke lave oxestreger med mig! Råb fra det åbne vindue opskræmmer aften i kollegiegården. En døv gartner, skødskindet, maskeret med Matthew Arnolds ansigt, skubber sin slåmaskine på den dystre plæne og holder nøje øje med de dansende skæver af græsstrå. Skål for os selv … nyt hedenskab … omphalos. – Lad ham blive, sagde Stephen. Der er ikke noget galt ved ham und-tagen om natten. – Hvad er der så? spurgte Buck Mulligan utålmodigt. Spyt ud. Jeg er helt oprigtig over for dig. Hvad er det så du har imod mig? De standsede og så ud mod Bray Heads butte forbjerg der lå på vandet som snuden af en sovende hval. Stephen gjorde roligt sin arm fri.


12

– Vil du have jeg skal sige det? spurgte han. – Ja, hvad er det? svarede Buck Mulligan. Jeg husker ikke noget. Han så Stephen ind i ansigtet mens han talte. En let vind passerede hans pande, viftede blidt det lyse uredte hår og fik sølvprikker af æng-stelse til at skælve i hans øjne. Stephen sagde, nedtrykt af sin egen stemme: – Husker du den første dag jeg kom hjem til dig efter min mors død? Buck Mulligan rynkede hurtigt panden og sagde: – Hvad? Hvor? Jeg kan ikke huske noget. Jeg husker kun tanker og sansninger. Hvorfor? Hvad skete der i guds navn? – Du var ved at lave te, sagde Stephen, og gik over trappeafsatsen for at hente mere varmt vand. Din mor og en gæst kom ud fra opholdsstuen. Hun spurgte hvem der var inde på dit værelse. – Ja? sagde Buck Mulligan. Hvad sagde jeg? Det har jeg glemt. – Du sagde, svarede Stephen, Åh, det er bare Dedalus hvis mor døde den bestialske død. En rødme der fik ham til at virke yngre og mere vindende steg op i Buck Mulligans kind. – Sagde jeg det? spurgte han. Nå ja? Hvad galt er der i det? Han rystede nervøst sin ufrihed af sig. – Og hvad er døden, spurgte han, din mors eller din eller min egen? Du så kun din mor dø. Jeg ser dem krepere hver dag på Mater and Rich-mond og skåret til kallun i sektionsstuen. Det er bestialsk og intet andet. Det nytter simpelt hen ikke noget. Du ville ikke knæle og bede for din mor på dødslejet da hun bad dig. Hvorfor? Fordi du har den forbandede jesuitbacille i dig, den er bare sprøjtet ind på den forkerte måde. For mig at se er det hele parodisk og bestialsk. Hendes hjernelapper fungerer ikke. Hun kalder lægen sir Peter Teazle og plukker smørblomster på sengetæppet. Føj hende til det er forbi. Du trodsede hendes sidste ønske i døden, og alligevel er du sur på mig fordi jeg ikke jamrer som en lejet sørgemarskal fra Lalouette. Absurd! Det har jeg vel sagt så. Det var ikke min mening at krænke din mors minde. Han havde talt sig dristig. Stephen skærmede for de gabende sår or-dene havde efterladt i hans hjerte, og sagde meget koldt: – Jeg tænker ikke på krænkelsen af min mor. – Hvad så på? spurgte Buck Mulligan. – Krænkelsen af mig, svarede Stephen.


13

Buck Mulligan svingede rundt på hælen. – O, et umuligt menneske! udbrød han. Han gik rask rundt langs brystværnet. Stephen stod på sin post og stirrede ud over det blikstille hav mod forbjerget. Hav og forbjerg blev utydelige nu. Pulse dunkede i hans øjne og slørede deres syn, og han mærkede kindernes feber. En stemme inde i tårnet råbte højt: – Er du deroppe, Mulligan? – Jeg kommer, svarede Buck Mulligan. Han vendte sig om mod Stephen og sagde: – Se på havet. Hvad bryder det sig om krænkelser? Verf Loyola ud, Kinch, og kom med ned. Sassenachen vil have sin morgenbacon. Hans hoved standsede igen et øjeblik øverst på trappen, i højde med taget: – Hæng ikke med mulen hele dagen, sagde han. Jeg er selvmodsi-gende. Opgiv den dumpe rugen. Hans hoved forsvandt men hans nedstigende stemmes brummen rungede op fra trappehalsen: – Og vig ej mer for kun at ruge på kærlighedens bitre gåde for Fergus styrer vognes malm. Skovskygger gled tavst forbi gennem morgenfreden fra trappen ud mod havet hvor han stirrede. Inde under land og længere ude hvidnedes vandspejlet, hånligt afvist af letskoede ilende fødder. Det matte havs hvide bryst. De tvindende betoninger, to gange to. En hånd slår harpens strenge an, fletter deres tvindende akkorder. Vovehvide vundne ord skimrende på det matte tidevand. En sky dækkede langsomt, helt, solen, og skyggede bugten mørkere grøn. Den lå under ham, en skål bitre vande. Fergus’ sang: Jeg sang den alene derhjemme men holdt de lange mørke akkorder nede. Hendes dør stod åben: hun ville høre min musik. Tavs af ærefrygt og medynk gik jeg til hendes sygeleje. Hun græd i sin elendige seng. Over de ord, Stephen: kærlighedens bitre gåde. Hvor nu? Hendes hemmeligheder: gamle fjervifter, kvastede balkort, pudret med moskus, et smykke af ravperler i den aflåste skuffe. Et fuglebur hang i hjemmets sollyse vindue da hun var pige. Hun hørte gamle Royce synge


14

i pantomimen om Turko den Grusomme og lo sammen med andre da han sang:

Jeg er den mandsom nyde kanusynlighed.

Åndeagtig munterhed, foldet af vejen: moskusduftende.

Og vig ej mer for kun at ruge.

Puttet væk i naturens erindring sammen med hendes legetøj. Erindrin-ger belejrer hans rugende hjerne. Hendes glas vand fra køkkenhanen når hun havde nærmet sig sakramentet. Et udkernet æble fyldt med farin stegende til hende på kaminpladen en mørk efterårsaften. Hen-des velformede negle farvet røde af blodet af knuste lus fra børnenes skjorter. I en drøm, tavst, var hun kommet til ham, hendes tærede legeme i de løse ligklæder der udsendte en lugt af voks og rosentræ, hendes ånde, bøjet over ham med stumme hemmelige ord, en svag lugt af vædet aske. Hendes bristende øjne, stirrende ud fra døden, for at ryste og bøje min sjæl. På mig alene. Åndekerten til at lyse over hendes dødskamp. Åndeagtigt lys på det martrede ansigt. Hendes hæse højlydte åndedræt rallende af rædsel mens alle bad på knæ. Hendes øjne på mig for at fælde mig. Liliata rutilantium te confessorum turma circumdet: iubilantium te vir-ginum chorus excipiat. Dødsdæmon! Ligtygger! Nej, mor! Lad mig være og lad mig leve. – Kinch ohøj! Buck Mulligans stemme sang inde fra tårnet. Den kom nærmere op ad trappen og kaldte igen. Stadig skælvende over sin sjæls skrig hørte Stephen varmt løbende solskin og i luften bag sig venlige ord. – Dedalus, kom ned, så er du et artigt drog. Morgenmaden er klar. Haines undskylder at han vækkede os i nat. Alt er i orden. – Jeg kommer, sagde Stephen og vendte sig om. – Gør det, for Jesus’ skyld, sagde Buck Mulligan. For min skyld og vores alles.


15

Hans hoved dukkede ned og op igen. – Jeg fortalte ham dit symbol på irsk kunst. Han siger det er meget begavet. Slå ham for et pund, hva’? En guinea, mener jeg. – Jeg får løn i formiddag, sagde Stephen. – Skolebiksen? sagde Buck Mulligan. Hvor meget? Fire pund? Lån mig ét. – Hvis du har brug for det, sagde Stephen. – Fire skinnende sovereign, udbrød Buck Mulligan med fryd. Vi får os en fyrstelig brandert så de druidiske druider sig monne forbarme. Kongens klingende mønt. Han kastede hænderne i vejret, trampede ned ad stentrappen og sang falsk, med cockneyaccent: – Hej, sikken lystig tid vi får, med whisky, øl og vin! På kro-o-nings, kro-o-ningsdag! Hej, sikken lystig skid vi får på kro-o-ningsdag! Varmt solskin muntrende over havet. Barberskålen af nikkel skin-nede, glemt, på brystværnet. Hvorfor skulle jeg tage den med ned? Eller lade den stå der hele dagen, glemt venskab? Han gik hen til den, holdt den i hænderne en tid og mærkede dens kølighed, lugtede skummets klamme savl som kosten var stukket ned i. Sådan bar jeg røgelseskarret i Clongowes i sin tid. Jeg er en anden nu og dog den samme. Tjener tillige. Tjeneres tjener. I tårnets skumle hvælvede opholdsrum bevægede Buck Mulligans kåbeklædte skikkelse sig rask frem og tilbage ved ildstedet og skjulte og åbenbarede dets gule glød. To striber blødt dagslys faldt hen over gulvets stenfliser fra de høje skydeskår: og hvor deres stråler mødtes svævede drejende en sky af kulrøg og dunster af stegt fedt. – Vi bliver kvalt, sagde Buck Mulligan. Haines, tag og luk den dør op! Stephen lagde barberskålen på skabet. En høj skikkelse rejste sig fra hængekøjen hvor den havde siddet, gik hen til døråbningen og trak de indvendige døre op. – Har du nøglen? spurgte en stemme. – Dedalus har den, sagde Buck Mulligan. Jøsses, jeg bliver kvalt! Han brølede, uden at se op fra ilden:


16

– Kinch! – Den sidder i låsen, sagde Stephen og kom hen mod dem. Nøglen skrabede skrattende rundt to gange, og da den tunge dør var stillet på klem trængte velkomment lys og klar luft ind. Haines stod ved døråbningen og kiggede ud. Stephen halede sin oprejste kuffert hen til bordet og satte sig til at vente. Buck Mulligan slængede stegemaden op på fadet ved siden af sig. Så bar han fadet og en stor tepotte over til bordet, satte dem tungt og sukkede lettet. – Jeg smelter, sagde han, som tællelyset bemærkede da … Men, tys! Ikke et ord til om det emne! Kinch, vågn op! Brød, smør, honning. Haines, kom ind. Ædelsen er klar. Velsign os, O Herre, og disse dine gaver. Hvor er sukkeret? O, jemini, der er ingen mælk. Stephen hentede brødet og honningkrukken og smørkøleren i ska-bet. Buck Mulligan satte sig pludselig misfornøjet. – Hvad er det for en biks det her? sagde han. Jeg sagde hun skulle komme efter otte. – Vi kan drikke den uden, sagde Stephen tørstigt. Der er en citron i skabet. – O, fanden tage dig og dine parisergriller! sagde Buck Mulligan. Jeg vil have Sandycove-mælk. Haines kom ind fra døråbningen og sagde stille: – Hende konen kommer op med mælken. – Guds velsignelse falde på dig! udbrød Buck Mulligan og sprang op fra sin stol. Sid ned. Hæld teen op dér. Sukkeret er i posen. Her, jeg kan ikke fumle rundt med de forbandede æg. Han hakkede igennem stegemaden på fadet, klaskede den over på tre tallerkener og sagde: – In nomine Patris et Filii et Spiritus Sancti. Haines satte sig ned for at hælde teen op. – Jeg giver jer to knalder hver, sagde han. Men du godeste, Mulligan, du laver sandelig stærk te, må jeg sige! Buck Mulligan der huggede tykke skiver af brødet sagde med smis-kende gammelkonestemme: – Nårenstid te en gør te, så gør en te, som gamle moder Grogan sagde. Å nårenstid te en gør wand, så gør en wand. – Ja, te er det sandt for dyden, sagde Haines. Buck Mulligan blev ved med at hugge og smiske:


17

– Ja en gør så, fru Cahill, siger hun. Min salighed, frue, siger fru Cahill: Gud give da te Di it lawer dem i den sam’ pot’. Han stangede efter tur sine kommensaler en tyk skive brød, spiddet på kniven. – Det er folk, sagde han meget alvorligt, til din bog, Haines. Fem linjer tekst og ti sider noter om folk og fiskeguder i Dundrum. Trykt af de tre hekse i den store storms år. Han henvendte sig til Stephen og spurgte med spinkel undrende stemme og løftede øjenbryn: – Kan du erindre, broder, omtales moder Grogans te- og vandpotte i Mabinogion, eller er det i Upanishaderne? – Det tvivler jeg på, sagde Stephen alvorsfuldt. – Så det gør du? sagde Buck Mulligan i samme tone. Af hvilke grunde, om jeg må spørge? – Jeg ville mene, sagde Stephen mens han spiste, at den hverken ek-sisterede i eller uden for Mabinogion. Moder Grogan var, må man fore-stille sig, i slægt med Mary Ann. Buck Mulligans ansigt smilede af fryd. – Fortryllende! sagde han med sirlig sød stemme, viste sine hvide tænder og plirrede venligt med øjnene. Det tror du hun var? Ganske fortryllende! Så overskyede han pludselig alle sine ansigtstræk og knurrede med hæset raspende stemme mens han igen huggede energisk i brødet: – For gamle Mary Ann, hun gør’et hvor hun kan. Hun hisser op sit underskørt … Han proppede munden med stegemad og gumlede og brummede. Døråbningen mørkedes af en indtrædende skikkelse. – Mælken, hr.! – Kom indenfor, frue, sagde Mulligan. Kinch, hent kanden. En gammel kone kom hen og stod ved Stephens albue. – En skønne morgen det da er, hr., sagde hun. Lovet være Herren. – Hvem? sagde Mulligan og sendte hende et hastigt blik. Åh, javist ja! Stephen rakte bagud og tog mælkekanden i skabet. – Øboerne, sagde Mulligan henkastet til Haines, taler tit om præpu-tiumsamleren.


18

– Hvor meget, hr.? spurgte den gamle kone. – En pot, sagde Stephen. Han så på at hun i målet og derfra i kanden hældte fed hvid mælk, ikke sin. Slunkent gammelt yver. Hun hældte igen et målfuld og lidt i tilgift. Gammel og lønlig var hun trådt ind fra en morgenverden, en budbringer måske. Hun priste mælkens næring mens hun hældte op. Sammenkrøben ved en tålmodig ko i dagbrækningen på den frodige mark, en heks på sin mælkehat, med rynkede fingre rappe om de strip-pende patter. De brølede omkring hende som de kendte, dugsilkekøer. Nøds silke og fattig gammel kone, Moder Irlands navne fra hedenold. En vandrende morlille, en udødeligs lave skikkelse som tjener sin erobrer og sin muntre forråder, deres fælles hunrej, et sendebud fra den lønlige morgen. For at tjene eller dadle, hvilket kunne han ikke afgøre: men afviste med foragt at bede om hendes gunst. – Vist er den så, frue, sagde Buck Mulligan og hældte mælk i deres kopper. – Smag den, hr., sagde hun. Han drak på hendes bud. – Hvis vi kunne leve af god mad som den, sagde han noget højt til hende, havde vi ikke et land fuldt af rådne tænder og rådne tarme. Lever i en mosesump og spiser billig mad, gaderne brolagte med støv, heste-pærer og tuberkuløses opspyt. – Er De medicinstuderende, hr.? spurgte den gamle kone. – Det er jeg, frue, svarede Buck Mulligan. – Ser man det, sagde hun. Stephen lyttede i hånlig tavshed. Hun bøjer sit gamle hoved for en stemme der taler højt til hende, hendes bartskær, hendes medicinmand: mig ringeagter hun. For stemmen der vil skrifte og til graven salve alt hvad der er af hende undtagen hendes urene kvindelænder, af mands kød skabt ikke i Guds billede, slangens bytte. Og for den høje stemme som nu byder hende at tie med undrende flakkende øjne. – Forstår De hvad han siger? spurgte Stephen hende. – Er det fransk De taler, hr.? sagde den gamle kone til Haines. Haines talte til hende igen en længere tale, selvsikkert. – Irsk, sagde Buck Mulligan. Er der gælisk på Dem? – Jeg tænkte nok det var irsk, sagde hun, sådan som det lød. Er De ude vestfra, hr.?


19

– Jeg er englænder, svarede Haines. – Han er engelsk, sagde Buck Mulligan, og han synes vi burde tale irsk i Irland. – Såmænd gjorde vi så, sagde den gamle kone, og jeg skammer mig ved ikke selv og tale det. Jeg har hørt det er et herligt sprog af dem og ved besked. – Herligt er ikke ordet, sagde Buck Mulligan. Helt igennem vidun-derligt. Øs noget mere te op, Kinch. Vil De have en kop, frue? – Nej, tak, hr., sagde den gamle kone, lod mælkejungens hank glide over underarmen og ville gå. Haines sagde til hende: – Har De Deres regning? Vi må nok hellere betale hende, Mulligan, mon ikke? Stephen fyldte igen de tre kopper. – Regning, hr.? sagde hun tøvende. Altså, det er så syv morgener en halv pot a to pence det er syv gange to er en shilling og to pence og de tre morgener her en pot a fire pence er tre potter er en shilling. Det er så en shilling og én og to er to og to, hr. Buck Mulligan der havde proppet en skorpe i munden med et tykt lag smør på begge sider, sukkede og strakte benene ud fra sig og gav sig til at rode i bukselommerne. – Betal og vær glad, smilede Haines til ham. Stephen fyldte en tredje kop, og en skefuld te farvede svagt den tykke kraftige mælk. Buck Mulligan fiskede en florin op, snoede den mellem fingrene og udbrød: – Et mirakel! Han sendte den hen ad bordet mod den gamle kone og sagde: – Bed mig ikke om mer, min kære. Alt hvad jeg kan jeg givet har. Stephen lagde mønten i hendes uivrige hånd. – Vi skylder to pence, sagde han. – Tid nok, hr., sagde hun og tog mønten. Tid nok. God morgen, hr. Hun nejede og gik ud fulgt af Buck Mulligans ømme sang: – Hjerte, mit hjerte, om mer det var, mere blev lagt for din fod, på ære. Han henvendte sig til Stephen og sagde: – Alvorligt talt, Dedalus. Jeg er flad. Skynd dig ud til din skoletjans


20

og kom tilbage med nogle penge. I dag skal barderne drikke og feste. Irland venter at hver mand denne dag vil gøre sin pligt. – Det minder mig for resten om, sagde Haines, at jeg skal ind på jeres nationalbibliotek i dag. – Først vores svømmetur, sagde Buck Mulligan. Han vendte sig mod Stephen og spurgte uanfægtet: – Er dette dagen for din månedlige vask, Kinch? Så sagde han til Haines: – Den urene barde sætter en ære i at vaske sig én gang om måneden. – Hele Irland vaskes af golfstrømmen, sagde Stephen mens han lod honning pible ned over en skive brød. Haines fra hjørnet hvor han i mag knyttede et halstørklæde om ten-nistrøjens løse flip sagde: – Jeg har i sinde at lave en samling af dine talemåder, hvis du tillader. Taler til mig. De vasker og baljer og skrubber. Samwits Anck. Samvit-tighed. Nej, her er en plet. – Den dér med et tyendes revnede spejl som symbol på irsk kunst er bandsat god. Buck Mulligan sparkede til Stephens fod under bordet og sagde i et varmt tonefald: – Vent til du hører ham tale om Hamlet, Haines. – Jamen jeg mener det skam, sagde Haines, stadig henvendt til Ste-phen. Jeg tænkte netop på det da det arme gamle skind kom ind. – Ville jeg tjene penge på det? spurgte Stephen. Haines lo og sagde idet han tog sin bløde grå hat fra hængekøjens krog: – Det ved jeg så sandelig ikke. Han slentrede ud til døråbningen. Buck Mulligan bøjede sig over til Stephen og sagde med grov kraft: – Dér gjorde du i nælderne. Hvorfor sagde du det? – Hvad så? sagde Stephen. Problemet er at skaffe penge. Fra hvem? Fra mælkekonen eller fra ham. Det er vist hip som hap. – Her tuder jeg ham ørerne fulde om dig, sagde Buck Mulligan, og så kommer du med dit infame øjekast og dine skumle jesuitiske spydig-heder. – Jeg ser ikke meget håb, sagde Stephen, hverken fra hende eller ham. Buck Mulligan sukkede tragisk og lagde hånden på Stephens arm.


21

– Fra mig, Kinch, sagde han. I et pludseligt forandret tonefald tilføjede han: – Så sandt gud lever, jeg tror du har ret. Pokker stå i alt hvad de ellers kan bruges til. Hvorfor tager du dem ikke ved næsen ligesom jeg gør? Til helvede med dem alle. Lad os komme ud af biksen. Han rejste sig, alvorsfuldt løste og afførte han sig sin slåbrok og sagde resigneret: – Og de afklædte Mulligan. Han tømte sine lommer ud på bordet. – Dér har du din snotklud, sagde han. Og mens han tog sin stive flip og sit genstridige slips på, talte han til dem, irettesatte dem, og til sin dinglende urkæde. Hans hænder dykke-de ned og rodede i kufferten mens han udbad sig et rent lomme tørklæde. Gud, vi må simpelt hen klæde os til rollen. Jeg vil have blomme farvede handsker og grønne støvler. Modsigelse. Modsiger jeg mig selv? Meget vel, så modsiger jeg mig selv. Mundkrænge Malachi. Et blødt sort missil fløj ud af hans talende hænder. – Og dér har du din latinerkvartershat, sagde han. Stephen samlede den op og tog den på. Haines råbte til dem fra dør-åbningen: – Kommer I, venner. – Jeg er klar, svarede Buck Mulligan og gik hen mod døren. Kom ud, Kinch. Du har vel spist alt det vi levnede, kan jeg tænke mig. Resigneret passerede han ud med højtidelige ord og skridt, og han sagde, hartad med sorg: – Og han gik udenfor og kvad vitterlig. Stephen tog sin askestok fra dens lænested, fulgte dem ud, og mens de gik ned ad stigen trak han den langsomme jerndør i og låste. Han stak den drabelige nøgle i inderlommen. For foden af stigen spurgte Buck Mulligan: – Tog du nøglen med? – Jeg har den, sagde Stephen der gik forrest. Han gik videre. Bag sig hørte han Buck Mulligan kølle topskuddene af bregner og græsstrå med sit tunge badehåndklæde. – Dæk, hund! Hvor vovover du, hund! Haines spurgte: – Betaler I leje for dette tårn?


22

– Tolv pund, sagde Buck Mulligan. – Til krigsministeren, tilføjede Stephen over skulderen. De standsede mens Haines besigtigede tårnet og til sidst sagde: – Temmelig trøstesløst om vinteren, skulle jeg mene. Martello kalder I det? – Billy Pitt lod dem bygge, sagde Buck Mulligan, da de franske fór på søen. Men vores er omphalos. – Hvad er dit syn på Hamlet? spurgte Haines Stephen. – Nej, nej, råbte Buck Mulligan forpint. Jeg har ikke kræfter til Tho-mas Aquinas og de femoghalvtreds grunde han har opstillet for at un-derbygge det. Vent til jeg har fået nogle pint i mig først. Han henvendte sig til Stephen og sagde mens han omhyggeligt trak ned i spidserne af den primulafarvede vest: – Du kunne vel ikke klare det under tre pint, hvad, Kinch? – Det har ventet så længe, sagde Stephen ligegyldigt, at det kan vente længere. – I pirrer min nysgerrighed, sagde Haines venligt. Er det et eller andet paradoks? – Pøh! sagde Buck Mulligan. Vi er vokset fra Wilde og paradokser. Det er ganske ligetil. Ved hjælp af algebra beviser han at Hamlets sønnesøn er Shakespeares bedstefar og han selv er sin egen fars spøgelse. – Hvad? sagde Haines og begyndte at pege på Stephen. Han selv? Buck Mulligan slyngede badehåndklædet om halsen som en stola, bøjede sig forover af løssluppen latter og sagde til Stephens øre: – O, skygge af Kinch den ældre! Jafet søger sin fader! – Vi er altid trætte om morgenen, sagde Stephen til Haines. Og det er temmelig langt at fortælle. Buck Mulligan gik fremad igen og løftede hænderne. – Den hellige pint alene kan løse Dedalus’ tunge, sagde han. – Hvad jeg ville sige, forklarede Haines Stephen mens de fulgte efter, dette tårn og disse klipper minder mig på en eller anden måde om Hel-singør. Som luder over havet ved sin fod, ikke sandt? Buck Mulligan vendte sig pludselig om mod Stephen et øjeblik men sagde ikke noget. I det lyse tavse øjeblik så Stephen sit eget billede i bil-lig støvet sørgedragt mellem deres brogede antræk. – Det er en vidunderlig historie, sagde Haines og fik dem til at standse igen.


23

Øjne, blege som havet vinden havde frisket op, blegere, faste og kloge. Som havenes hersker stirrede han søndenud over bugten, tom på nær røgfanen fra postbåden utydelig i den klare synsrand og et krydsende sejl ved The Muglins. – Jeg læste en teologisk fortolkning af den et sted, sagde han forvir-ret. Det der med Faderen og Sønnen. Sønnen der stræber efter forsoning med Faderen. Buck Mulligan satte straks et muntert bredt smilende ansigt op. Han så på dem, den velformede mund åben glad, øjnene, hvorfra han pludselig havde fjernet al listig betydning, blinkede af gal munter-hed. Han bevægede et dukkehoved frem og tilbage så panamahat-tens skygge skælvede, og begyndte at messe med dæmpet glad fjoget stemme: – Jeg er nok den særeste fisk I vil møde. Min far er en fugl og min mor hun er jøde. Og træmanden Josef og jeg kan ej sammen. Så skål for disciple og for Golgatha. Amen! Han løftede en advarende pegefinger. – Og den der ikke tror en gudssøn på ordet når vand omvendes til vin ved bordet, må nøjes med vand og om øl fantasere, når vinen igen blir til vand og er ikke mere. Han trak hastigt i Stephens askestok til farvel, løb hen mod klippe-kanten, baskede med hænderne ved siderne som finner eller vinger på en der var ved at stige til vejrs, og sang: – Skriv ned hvad I hørte ved vores møde og sig til enhver: jeg stod op fra de døde. Min guddomsfødsel har givet mig vinger. Fra leret op en Oliebjergsbrise mig svinger! Han sprang bukkespring foran dem ned mod Forty Foot-hullet, bas-kede med de vingelignende hænder, hoppede elegant, og Hermes-hatten skælvede i den friske vind der bar hans korte fugleblide kvidren bagud til dem. Haines, som havde leet forsigtigt, gik videre ved siden af Stephen og sagde: – Vi burde velsagtens ikke le. Han er temmelig blasfemisk. Det vil sige, jeg er ikke selv troende. Men hans munterhed tager jo på sin vis


24

brodden af det, ikke sandt? Hvad var det han kaldte ham? Træmanden Josef? – Balladen om bajadsen Jesus, svarede Stephen. – O, sagde Haines, du har hørt den før? – Tre gange daglig, efter hvert måltid, sagde Stephen tørt. – Du er ikke troende, er du? spurgte Haines. Jeg mener, troende i or-dets snævre betydning. Skabelse fra intet og undere og en personlig Gud. – Det forekommer mig der kun er én betydning af ordet, sagde Ste-phen. Haines standsede for at tage et glat sølvetui frem med en indlagt grøn sten der funklede. Han klappede det op med tommelfingeren. – Tak som byder, sagde Stephen og tog en cigaret. Haines tog også selv og smækkede etuiet i. Han stak det i sidelom-men igen og tog et nikkelfyrtøj i vestelommen, klappede også det op og holdt, da han havde tændt sin cigaret, det blussende tønder hen mod Stephen i sine hænders skal. – Ja, selvfølgelig, sagde han da de gik videre. Enten tror man, ikke sandt, eller også gør man ikke? Personligt kunne jeg ikke sluge tanken om en personlig Gud. Det står du vel ikke for? – I mig ser du, sagde Stephen med bistert ubehag, et rædsomt eksem-pel på fri tanke. Han gik videre og ventede på at blive tiltalt mens han lod askestok-ken slæbe ved siden af sig. Dupskoen fulgte let efter på stien og hvinede ved hans hæle. Min tjenende ånd, bag mig, kalder Steeeeeeeeeeeephen! En slingrende streg hen ad stien. De vil gå på den i aften når de kommer her i mørke. Han vil have den nøgle. Den er min. Jeg har betalt huslejen. Nu spiser jeg hans salte brød. Give ham nøglen også. Alt. Han vil bede om den. Det var i hans øjne. – I grunden, begyndte Haines … Stephen vendte sig om og så at det kolde blik der havde målt ham ikke kun var uvenligt. – I grunden ville jeg tro du er i stand til at frigøre dig. Du er din egen herre, forekommer det mig. – Jeg er tjener for to herrer, sagde Stephen, en englænder og en italiener. – Italiener? sagde Haines. En skør dronning, gammel og skinsyg. Knæl for mig. – Og en tredje, sagde Stephen, er der som vil have mig til løse opgaver.


25

– Italiener? sagde Haines igen. Hvad mener du? – Den imperiale britiske stat, svarede Stephen mens rødmen steg, og den hellige romerskkatolske og apostolske kirke. Haines pillede nogle tobakstrevler af underlæben før han talte. – Det forstår jeg til fulde, sagde han roligt. En irer må velsagtens tænke sådan. I England er vi af den opfattelse at vi har behandlet jer temmelig uretfærdigt. Det lader til at være historiens skyld. De stolte magtfulde titler klemtede over Stephens hukommelse deres malmklokkers triumf: et unam sanctam catholicam et apostolicam ecclesiam: den langsomme vækst og forandring af rite og dogme lige-som hans egne sære tanker, en stjernekemi. Apostlenes bekendelse i messen for pave Marcellus, stemmerne blandede, syngende alene højt til bekræftelse: og bag deres sang afvæbnede og truede den stridende kirkes vagtsomme engel sine ærkekættere. En skare af kætterier flyg-tende med skæve mitraer: Fotius og sværmen af spottere, en af dem Mulligan, og Arius i livslang strid om Sønnens konsubstantialitet med Faderen, og Valentin som vragede Kristi jordiske legeme, og den skarp-sindige afrikanske ærkekætter Sabellius som mente at Faderen Selv var Sin egen Søn. Ord Mulligan havde udtalt et øjeblik forinden til spot af den fremmede. Utilbørlig spot. Intetheden venter utvivlsomt alle der væver vinden: en trussel, en afvæbning og en besejring fra de kirkens kampberedte engle, Michaels hærskare, som altid i stridens stund for-svarer den med deres lanser og skjolde. Hør, hør! Vedvarende bifald. Zut! Nom de Dieu! – Selvfølgelig er jeg brite, sagde Haines’ stemme, og jeg føler mig som brite. Jeg ønsker heller ikke at se mit land falde i hænderne på tyske jøder. Det er vores nationale problem, er jeg bange for, lige nu. To mænd stod på randen af klippen og iagttog: forretningsmand, færgemand. – Hun styrer mod Bullock havn. Færgemanden nikkede nordenud i bugten med en vis ringeagt. – Der er fem favne derude, sagde han. Det skyller i land deroppead når tidevandet går ind ved ettiden. Det er ni dage i dag. Manden der druknede. Et sejl skagede rundt på den tomme bugt og ventede på at en opdunset bylt skulle duve op, rulle et pussent ansigt om mod solen, salthvidt. Her er jeg. De fulgte den bugtede sti ned til vigen. Buck Mulligan stod på en


26

sten, i skjorteærmer, og det nåleløse slips bølgede over skulderen. En ung mand der klamrede sig til en klippefinne i nærheden bevægede langsomt på frøvis sine grønne ben i vandets dybe grød. – Er broderen hos dig, Malachi? – Ovre i Westmeath. Hos Bannons. – Dér endnu? Jeg fik et kort fra Bannon. Siger han har fundet en sød lille snut derovre. Fotopigen kalder han hende. – Snapshot, hva? Kort eksponering. Buck Mulligan satte sig ned for at snøre støvlerne op. En ældre mand stak et pustende rødt ansigt op nær klippefinnen. Han kravlede op ved hjælp af stenene, vand glimtede på issen og dens krans af gråt hår, vand silede over bryst og bug og strilede i stråler ud af det sorte slaskende lændeklæde. Buck Mulligan gjorde plads så han kunne kravle forbi, sendte Hines og Stephen et hastigt blik og korsede sig med tommelneglen på pande og læber og brystben. – Seymour er i byen igen, sagde den unge mand og holdt på ny fat i sin klippefinne. Opgav medicinen og går ind for hæren. – Årh, gudfader i skuret! sagde Buck Mulligan. – Tager over i næste uge for at okse. Kender du hende den rødhårede Carlisle-pige, Lily? – Ja. – Hun kissemissede med ham på molen i aftes. Faderen har penge som skidt. – Er der stær i kassen? – Spørg hellere Seymour om det. – Seymour som skide officer! sagde Buck Mulligan. Han nikkede for sig selv mens han tog bukserne af, rejste sig og sagde fortærsket: – Rødhårede kvinder er gejle som geder. Han afbrød forfærdet og tog sig til siden under den flagrende skjorte. – Mit tolvte ribben er væk, udbrød han. Jeg er Übermensch. Tandløse Kinch og jeg, overmenneskene. Han baksede sig ud af skjorten og kylede den om bag sig hvor hans tøj lå. – Hopper du i her, Malachi? – Ja. Gør plads i sengen.


Den unge mand skød sig baglæns gennem vandet og nåede midt ud i vigen med to lange regelmæssige svømmetag. Haines satte sig på en sten og røg. – Skal du ikke også i? spurgte Buck Mulligan. – Senere, sagde Haines. Ikke lige oven på morgenmaden. Stephen vendte sig bort. – Jeg går, Mulligan, sagde han. – Giv mig den nøgle, Kinch, sagde Buck Mulligan, til at holde chemi-sen flad med. Stephen rakte ham nøglen. Buck Mulligan lagde den oven på sin tøj-bunke. – Og to pence, sagde han, til en pint. Smid dem der. Stephen smed to mønter på den bløde bunke. Påklædning, afklæd-ning. Buck Mulligan oprejst, med foldede hænder foran sig, sagde høj-tideligt: – Hvo som stjæler fra den ringe låner til Herren. Således talte Zara-thustra. Hans plumpe krop kastede sig i. – Vi ses igen, sagde Haines og vendte sig om da Stephen gik op ad stien, og smilede ad de vilde irere. En tyrs horn, en hests hov, en saksers smil. – The Ship, råbte Buck Mulligan. Halv et. – Godt, sagde Stephen. Han gik ad den opadbugtende sti.

Liliata rutilantium.Turma circumdet.Iubilantium te virginum.

Præstens grå glorie i en klippesprække hvor han diskret klædte sig på. Jeg vil ikke sove her i nat. Hjem kan jeg heller ikke gå. En stemme, blid i tonen og vedholdende, kaldte på ham fra havet. Da han gik gennem bugtningen vinkede han. Den kaldte igen. Et glinsende brunt hoved, en sæls, langt ude i vandet, rundt. Usurpator.


2


joyce - ulysses (læseprøve)

Documents