christian mackeprang bruhn institut for statskundskab...

Christian Mackeprang Bruhn Institut for Statskundskab Forår 2019

Eva Bjerre Carstensen Bachelorprojekt Vejleder: Anders Berg-Sørensen

Laura Skytte Andersen

Side 1 af 225




Side 2 af 225

Abstract

Populist parties have spread throughout Europe, and the former belief in democracy as

strongly consolidated has been challenged. This has led to an increasing focus on the

contested concept ‘populism’ in the media, in politics, and in political science. This thesis

examines the perceptions shared by European populist voters and whether a perception of a

division between the people and the political elite makes it more likely to vote for a populist

party. Many theories about populism focus on this antagonism, and therefore it is likely that

this perception is shared among populist voters across Europe.

We use European Social Survey data from 2016 to study 20 populist parties in 16 European

countries with a cross-sectional survey using logistic regression. To deduce our hypotheses,

we use Mudde, Müller, Mouffe and Laclau’s work on populism to construct a framework that

allows us to explore populist voters from different perspectives. Our analysis is divided into

three parts. Firstly, a pooled analysis of all the European voters; secondly, country analyses of

each country’s voters; and thirdly, pooled analyses of trends that we discharged through our

country analyses. Thereby, we uncover our subject from several angles to encapsulate

relevant peculiarities in the perceptions.

We discover that the pooled analysis tends to verify our hypotheses, but that this form of

analysis has a risk of neglecting the different contexts between the countries. As a

consequence of this, we use the conclusions from our country analyses from which we cannot

verify that a political antagonism is present among European populist voters. However, we

conclude that voters in Western Europe are more likely to vote for a populist party if they are

dissatisfied with the state of democracy. This indicates that the democratic context is an

essential factor for populist voting behavior.

Based on the implications of our analyses and theories on populism, we discuss the

democratic consequences of populism in Europe. We find that populism as a concept is in

need of an approach highlighting contextual factors. Furthermore, we argue that populism

mainly has negative implications for European democracies because of its anti-pluralistic

elements and democratic violations. In addition to that, an absolute populist majority in

parliament empirically tends to threat liberal democracy.




Side 3 af 225

Indholdsfortegnelse

Abstract 2

1.0 Indledning 6

1.1 Opgavens opbygning 8

2.0 Litteraturreview 8

3.0 Teori 10

3.1 Udvælgelse af teori 10

3.2 Cas Mudde 12

3.3 Jan-Werner Müller 13

3.4 Ernesto Laclau og Chantal Mouffe 14

3.5 Delkonklusion 16

4.0 Hypoteser 18

4.1 Udvælgelse af hypoteser 18

4.2 Hypotese 1 19

4.3 Hypotese 2a og 2b 20

4.4 Hypotese 3a og 3b 21


5.0 Caseudvælgelse 24

6.0 Operationalisering 27

6.1 Afhængig variabel: europæiske vælgere 27

6.2 Uafhængig variabel: splittelse mellem folket og den politiske elite 28

6.3 Kontrolvariable 30

6.3.1 Køn 31

6.3.2 Uddannelse 31

6.3.3 Indkomst 31

6.3.4 Bopæl 31

6.3.5 Generation 31

6.3.6 Ideologisk placering 32

6.3.7 Immigration 32

6.3.8 Religiøsitet 32

7.0 Forskningsdesign 33

7.1 Tværgående undersøgelse 33

7.2 Logistisk regression 34

7.3 Datasæt 35




Side 4 af 225

8.0 Analyse 37

8.1 Forudsætningstests 37

8.1.1 Multikollinearitet 38

8.1.2 Indflydelsesrige observationer 38

8.1.3 Linearitet 38

8.2 Statistisk analysestrategi 40

8.3 Analysedel 1: pooled analysis 41

8.4 Analysedel 2: landeanalyser 44

8.4.1 Hypotese 1 45

8.4.2 Hypotese 2a 46

8.4.3 Hypotese 2b 48

8.4.4 Hypotese 3a 50

8.4.5 Hypotese 3b 52

8.5 Analysedel 3: pooled analysis 54


9.0 Metodisk refleksion 58

9.1 Ekstern og intern validitet 58

9.2 Bias og inefficiens 60

9.3 Resultaternes robusthed 62


10.0 Diskussion 63

10.1 Kontekstbetinget eller kontekstuafhængig populisme? 64

10.2 Er splittelsen mellem folket og eliten et politisk problem? 66

10.3 Når populisme får magt 69


11.0 Konklusion 72

12.0 Litteraturliste 75

13.0 Bilag 85

13.1 Indeks 85

13.2 Operationalisering 86

13.2.1 Operationalisering af uafhængige variable 86

13.2.2 Operationalisering af kontrolvariable 88

13.2.3 Operationalisering af Vest- og Østeuropa 89

13.2.4 Operationalisering af regeringsbærende og ikke-regeringsbærende partier 90

13.2.5 Operationalisering af venstre- og højrepopulistiske partier 91




Side 5 af 225

13.3 Regressionsoutput for analysedel 1 93


13.4.1 FPÖ, ANO, PS, RN og Fidesz 93

13.4.2 TT, PVV, FrP, SD og PiS 98

13.4.3 SVP, LN, FZ, UKIP og AFD 103

13.4.4 M5S 109

13.4.5 DL, SF, DP og POD 110


13.6 Forudsætningstests 121

13.6.1 Multikollinearitet landeanalyser 121

13.6.2 Linearitet landeanalyser 140

13.6.3 Indflydelsesrige observationer landeanalyser 159

13.6.4 Multikollinearitet pooled analyser 160

13.6.5 Linearitet pooled analyser 166

13.7 Robusthedstest 172

13.7.1 Regressionsoutput for robusthedstest – alternativ Y-variabel 172

13.7.1.1 Analysedel 1 172



13.7.2 Lineær regression 199




Antal tegn inkl.

mellemrum:

155.865

Afsnitsansvarlige:

Christian Mackeprang

Bruhn

(pbt327)

2.0; 3.2; 4.0; 4.1; 4.2; 5.0; 6.2; 7.0; 7.3; 8.1; 8.3; 8.4; 8.4.1;

8.4.2; 9.0; 9.1; 10.2; 10.4

Eva Bjerre Carstensen

(jrw543)

1.0; 3.0; 3.1; 3.5; 4.4; 4.5; 6.1; 7.2; 8.0; 8.1.3; 8.4.4; 8.4.5; 8.5;

9.3; 9.4; 10.3; 11.0


(wzk700)

1.1; 3.3; 3.4; 4.3; 6.0; 6.3; 6.3.1-6.3.8; 7.1; 8.1.1; 8.1.2; 8.2;

8.4.3; 8.6; 9.2; 10.0; 10.1




Side 6 af 225

1.0 Indledning

Efter den kolde krigs afslutning tog demokratiseringen i Europa til, hvor flere lande blev

optaget i den Europæiske Union, som skabte øget interdependens og samarbejde på tværs af

Europa. ’The end of history’ proklamerede den tidsånd, der herskede globalt, hvor

demokratiet virkede som nationernes endegyldige destination (Mounk, 2018: 3). Men

globaliseringens accelererende udvikling har gjort verden mere kompleks, og den har

forandret den politiske dagsorden såvel som befolkningens behov. Optimismen og troen på de

konsoliderede demokratier er begyndt at blegne, og især ét begreb bliver anvendt til at

beskrive årsagen til dette: populisme. Populistiske partier har de seneste år vundet indtog i

parlamenterne på tværs af Europa, og partiernes politik opfattes af mange som uforenelig med

den hidtidige opfattelse af liberale demokratier. De vinder dog opbakning gennem

demokratiske procedurer, hvorfor mange har påpeget, at vælgernes opbakning til disse partier

er et grundlæggende symptom på, at befolkningen ikke har følt sig hørt af de etablerede

partier.

Populisme er nærmest blevet et buzzword, der bruges til at afvise politik som

uansvarlig og urealistisk, og i medierne bliver det anvendt og appliceret på vidt forskellige

aktører og problemstillinger (Bale et al., 2011). Dette er med til at skabe øget forvirring om

begrebet, og det illustrerer, at populisme som begreb er blevet strakt så meget, at det til dels

har mistet sin betydning. Fælles for de mangeartede definitioner af populisme er dog

italesættelsen af en afstand mellem det sande folk og den korrupte elite, hvoraf populister

hævder at repræsentere folkets almenvilje. Dette ses eksempelvis ved Marine Le Pens brug af

sloganet: “In the name of the people” (Farand, 2017). Populismens italesættelse af afstanden

mellem folket og eliten præger dagsordenen i stadigt flere nationer. Populisternes tilgang er

med til at mobilisere store dele af befolkningerne i Europa og fremmer antipluralistiske

elementer, som kan undergrave nogle af de universelle værdier, som demokratiet bygger på.

Et godt eksempel på dette er Viktor Orbáns udtalelse om, at Europa bør bevæge sig i en

kristen, illiberal demokratisk retning for at ende den nuværende multikulturelle udvikling

(Reuters, 2018).

Et demokrati er intet uden dets demos, og da populistiske partier kommer til magten gennem

demokratiske procedurer, er det essentielt at forstå, hvorfor folket støtter partier, der udfordrer

konsoliderede demokratier og minoriteter i samfundet. Derfor undrer vi os over, hvem der




Side 7 af 225

stemmer på de europæiske populistiske partier, og om de deler samme antagonistiske

perceptioner. Med udgangspunkt i definitionen af populisme som en antagonisme mellem

folket og den politiske elite vil denne opgave undersøge:

Har oplevelsen af en splittelse mellem folket og den politiske elite påvirkning på, om

europæiske vælgere stemmer populistisk?

Dette sker ved at undersøge 20 populistiske partier på tværs af 16 lande i en kvantitativ

undersøgelse med udgangspunkt i European Social Survey (ESS) data fra 2016. Vi

undersøger både højre- og venstrepopulistiske partier, da antagonismen mellem folket og den

politiske elite er et fællestræk hos begge former for populisme. Vi undersøger

respondenternes oplevelse af en splittelse mellem folket og eliten gennem fem hypoteser

baseret på følgende perceptioner; 1) tillid til politikere og politiske institutioner, 2) opfattelse

af indflydelse i det politiske system, 3) tilfredshed med demokratiet, 4) tillid til internationale

institutioner og 5) holdning til europæisk integration. Vi anvender logistisk regression til at

undersøge disse hypoteser, hvormed vi mere specifikt undersøger, om sandsynligheden for at

stemme på et populistisk parti (Y) øges eller reduceres, når respondenten oplever en splittelse

mellem folket og den politiske elite (X). Målet med undersøgelsen er at bedrive kausal

inferens og dermed undersøge, om oplevelsen af en splittelse mellem folket og den politiske

elite påvirker, om europæiske vælgere stemmer populistisk.

Vi finder, at en negativ opfattelse af demokratiet øger sandsynligheden for at stemme på

vesteuropæiske populistiske partier og populistiske partier i opposition. Dermed vil splittelsen

mellem folket og den politiske elite målt som en negativ demokratiopfattelse øge

sandsynligheden for at stemme populistisk i Vesteuropa og stemme på partier i opposition.

Med afsæt i dette resultat vurderer vi afslutningsvist, at undersøgelser af populisme

kræver tilgange, der anerkender kontekstspecifikke faktorer, og at selv generelle teorier om

populisme evner at fremhæve kontekstens betydning. Ydermere vurderer vi, at populisme har

flere negative demokratiske implikationer end positive, idet populismens inklusion af hidtil

politisk inaktive borgere sker på bekostning af demokratiske og liberale principper om en

legitim opposition og individuelle rettigheder. I tilknytning til dette mener vi, at populisme

truer liberale demokratiers overlevelse, da der er empiriske eksempler på, at populistiske

partier med parlamentarisk magt foretager illiberale ændringer i politiske institutioner.




Side 8 af 225

1.1 Opgavens opbygning

I afsnit 2 og 3 af opgaven gives et litteraturreview af den væsentligste forskning om

populisme og en redegørelse af fire udvalgte teorier om populisme fra hhv. Cas Mudde, Jan-

Werner Müller, Ernesto Laclau og Chantal Mouffe. Denne teoretiske rammesætning leder til

afsnit 4, som præsenterer undersøgelsens fem hypoteser. I afsnit 5 vil undersøgelsens cases

blive præsenteret, og i afsnit 6 operationaliseres de relevante begreber og variable for

undersøgelsen. Med udgangspunkt i afsnit 4, 5 og 6 beskrives det overordnede

forskningsdesign i afsnit 7.

I opgavens afsnit 8 analyserer vi hypoteserne. Analysen er opdelt i tre dele, hvoraf den første

samler alle landene i én samlet variabel, den anden tester alle partierne enkeltvist, og den

tredje tester for mulige tendenser mellem partierne.

Der reflekteres over resultaternes gyldighed og robusthed i afsnit 9 med udgangspunkt i

relevante forskningskriterier og vurderingen af potentielle målefejl. I afsnit 10 vil vi på

baggrund af analysens konklusioner diskutere de teoretiske overvejelser om populisme som

begreb samt populismes implikationer for europæiske demokratier.

2.0 Litteraturreview

Populisme er et omdiskuteret og essentielt anfægteligt begreb, der tilskrives forskellige

definitioner. De fleste teorier om populisme har dog tilfælles, at folkets mobilisering imod en

styrende elite er et definerende træk (Brubaker, 2017: 360). Således er antagonismen mellem

folket og eliten af mange teoretikere anerkendt som et kendetegn for populisme, hvilket

betegnes som den minimalistiske definition på populisme (Mudde & Kaltwasser, 2012: 8).

På trods af dette fællestræk er der dog ingen general theory of populism; forskningen i

populisme er blevet konceptuelt mudret og mangler komparativt raffinement, hvilket har

skabt en tilbøjelighed til at klumpe forskellige nye udfordrere mod det politiske system

sammen under den dårligt omfattende etiket ’populisme’ (Pappas, 2019: 1). Litteraturen er

præget af divergerende syn på, hvorvidt populisme er en ideologi (Mudde, 2004; Eatwell,

2017), et fænomen (Müller, 2014; Urbinati, 2019), en diskursiv tilgang (Laclau, 2005;

Mouffe, 2018; Inglehart & Norris, 2019), en analytisk kategori (Brubaker, 2017), en protest




Side 9 af 225

(Pelinka, 2013) eller noget helt andet. Nogle teoretikere mener, at populisme er demokratisk

(Mounk, 2018) eller har demokratisk potentiale (Laclau, 2005; Mouffe, 2018), hvorimod

andre karakteriserer populisme som antidemokratisk (Müller, 2014). Denne strid om

definitionen er årsag til, at flere teoretikere fremhæver det som nødvendigt for forskningen, at

der findes en mere generel konceptuel definition på populisme (Pappas, 2016a: 14).

Striden om definitionen på populisme er endnu uløst, hvorfor vi tager teoretisk

udgangspunkt i den minimalistiske definition; en opfattelse af en splittelse mellem det rene

folk og den korrupte elite. Således vil vi undersøge, om en antagonisme mellem folket og den

politiske elite udfolder sig i europæiske vælgeres holdninger, og analysere, hvordan den

populistiske vælger passer ind i den eksisterende populismeteori.

Udover den teoretiske forskning i populisme har en del af forskningen taget udgangspunkt i

surveydata eller store-N studier for at måle populistiske holdninger på masseniveau (Pappas,

2016a: 6). Da vi selv anvender denne tilgang i vores opgave, finder vi det relevant at ridse

litteraturen fra dette forskningsfelt op.

Størstedelen af den empiriske forskning med stort-N har søgt at forklare enkelte

partiers frembrud (Mudde, 2007; Pauwels, 2014), undersøge partiernes påvirkning på det

politiske system (Akkerman, 2012; Mudde & Kaltwasser, 2012), samt hvad der karakteriserer

europæiske populistiske partier (van Kessel, 2015). Men det er først i de seneste årtier, at

forskningen om europæiske populistiske vælgere er skudt frem (Akkerman et al., 2014:

1325). Til at starte med bar denne forskning dog mest præg af enten at studere

højrepopulistiske (Zhirkov, 2014; Ivarsflaten, 2008; Lubbers et al., 2002) eller

venstrepopulistiske vælgere (Lubbers et al., 2007; Visser et al., 2014; Ramiro, 2016).

Desuden har de fleste studier af populisme taget udgangspunkt i enkeltcases (Elchardus &

Spruyt, 2014; Akkerman et al., 2014), hvilket viser, at dele af forskningen har lidt af et

Askepot-syndrom, hvor definitioner og forklaringer kun har passet på den specifikke case.

På grund af ovenstående er den eksisterende forskning om europæiske vælgere på

tværs af flere partier og lande ikke omfattende. Dette til trods har vi i vores opgave hentet

inspiration og erfaringer fra den eksisterende litteratur, herunder at vi kun fokuserer på

opfattelsen af en splittelse mellem folket og eliten – ikke den fysiske eller materielle

splittelse. Populistiske vælgere portrætteres ofte med bestemte fælles fysiske karakteristika,

såsom at de har lav indkomst, bor på landet og har kort uddannelse. Forskningen viser dog, at

især økonomiske faktorers effekt på at stemme populistisk har vist blandede resultater




Side 10 af 225

(Inglehart & Norris, 2019: 152). Desuden eksisterer der allerede flere forskningsmæssige

bidrag til, hvordan økonomiske og fysiske faktorer påvirker stemmetildelingen.

Blandt den eksisterende forskning i populistisk vælgeradfærd med udgangspunkt i surveydata

bør især Ronald Inglehart & Pippa Norris (2019) fremhæves. Deres forskning bygger på en

generel undren over, hvordan populistiske og autoritære partier har vundet indtog i vestlige

liberale demokratier. Med udgangspunkt i ESS-data forsøger forskerne at måle populistiske

holdninger i vælgerbefolkningen og finde sammenhænge mellem disse holdninger og

vælgernes stemmeadfærd. Forskernes formål er at udlede en general theory om populisme,

der kan forklare den kulturelle polarisering, som splitter folket og eliten, samt forklare

hvordan disse kulturelle værdier omsættes til stemmer på populistiske partier. Resultaterne fra

deres forskning vil blive anvendt gennem opgaven.

Af ovenstående review ses det, at vi skriver os ind i et mangfoldigt forskningsfelt, hvor der

ikke er fælles enighed om definitionen på populisme, eller hvordan fænomenet bør

undersøges empirisk. For at bidrage med kumulativ viden, vil vi gennem opgaven anvende og

reflektere over de erfaringer og resultater, som forskningsfeltet hidtil har bidraget med samt

undersøge de perceptionelle forskelle mellem vælgere i Europa, og hvorfor de stemmer

populistisk.

3.0 Teori

De følgende afsnit omhandler den populismeteori, der udgør undersøgelsens rammesætning

forstået således, at teorien ikke blot fungerer som deduktivt afsæt for undersøgelsens

hypoteser, men også styrer undersøgelsens valg mht. caseudvælgelse, operationalisering og

diskussion af populismens implikationer. Derfor vil vi først begrunde til- og fravalget af

teoretikere, hvorefter vi vil redegøre for teorierne og afslutningsvist fremhæve deres styrker

og svagheder i undersøgelsen.

3.1 Udvælgelse af teori

Vi har udvalgt fire teorier om populisme fra hhv. Mudde, Müller, Laclau og Mouffe, da deres

teorier belyser forskellige aspekter af populisme. Teoretikerne placerer sig forskelligt mht.

definitionen af populisme som en ideologi, et fænomen og en diskursiv strategi. Derved har vi




Side 11 af 225

en bred rammesætning for deduktivt at formulere hypoteser om populistiske vælgere, og

ligeledes har vi et nuanceret afsæt for at diskutere implikationerne af populisme. Litteraturen

om populisme er dog omfattende, hvorfor vi ved at inddrage flere teoretikere havde haft et

bredere afsæt. Vi har dog fravalgt at inddrage øvrige teoretikere, da Mudde, Müller, Laclau

og Mouffe repræsenterer fire hyppigt forekommende standpunkter inden for litteraturen.

Risikoen ved denne supplerende anvendelse af de fire teoretikere er, at vi udsætter begrebet

for conceptual stretching, hvor et utal af empiriske eksempler kan kategoriseres som

populistiske (Pappas, 2016a: 9). Risikoen er dog svært uundgåelig, da litteraturen er

omfattende, og vi vurderer, at risikoen for conceptual stretching er mere ønskelig, end en

anvendelse af blot én teori, hvilket ville føre til en negligering af andre væsentlige

udlægninger af populisme.

Dog er det kun Muddes teoretiske udgangspunkt, der er oplagt til en kvantitativ

analyse, da Laclau og Mouffe undersøger populisme ud fra diskurser, mens Müller anvender

historiske og kvalitative kilder til sin teori. I vores undersøgelse bruger vi surveydata fra ESS

til at undersøge populistiske holdninger blandt europæiske vælgere, hvormed vi tilslutter os

positivismens epistemologi om at udlede viden fra empirien. Dermed er vi interesseret i

kausale årsag-virknings forhold, hvilket harmonerer med positivismens bestræbelse på at

påvise lovmæssigheder (Moses & Knutsen, 2012: 49). Denne videnskabsteoretiske position

deles ikke af Laclau, Mouffe og Müller, hvorfor vores brug af disse teoretikere ikke sker på

deres præmisser. Dette betyder, at vi ikke dybdegående indkapsler de diskursive og historiske

sider af populisme, men snarere baserer vores analytiske konklusioner på statistiske tests.

Optimalt set havde diskursanalyser af partimanifester, historisk-komparative analyser samt

andre kvalitative undersøgelser kunne nuancere vores konklusioner, men dette er fravalgt

grundet ressourcebegrænsninger. Vi anvender dermed teorierne som inspirationskilder til en

uddybning af begrebet, men har in mente, at de konklusioner vi drager, ikke giver det fulde

billede af populistiske vælgere.

Ydermere kan vi med de fire teoretikere strømline undersøgelsen til at vedrøre splittelsen

mellem folket og eliten, da teoretikerne alle understøtter denne splittelse som

populismebegrebets intension. Denne brede intension gør, at vi negligerer forskellene mellem

populistiske partier, men qua vores interesse i perceptionerne hos europæiske vælgere, der

trods partiernes interne forskelle stemmer populistisk, er den brede intension passende for

besvarelsen af problemformuleringen. Af disse grunde vurderer vi, at anvendelsen af Mudde,




Side 12 af 225

Müller, Laclau og Mouffe udgør en fornuftig rammesætning for undersøgelsen, som

endvidere vil blive understøttet af nyere forskning i populisme fra bl.a. Inglehart & Norris

(2019), Takis Pappas (2016ab; 2018; 2019) og Yascha Mounk (2018).

3.2 Cas Mudde

Med sit værk The Populist Zeitgeist (2004) skrev Mudde sig ind i et forskningsfelt, hvor der

manglede klarhed om, hvad populisme er; en ideologi, et syndrom, en bevægelse, en politisk

stil eller noget helt andet (Mudde, 2004: 543). På trods af manglende konceptuel konsensus

finder han, at de fleste definitioner har til fælles, at populisme er en ideologi, der opfatter

samfundet som opdelt i to homogene, antagonistiske grupper: det rene folk og den korrupte

elite. På den baggrund opstiller han følgende definition af populisme i liberale demokratier:

”I define populism as an ideology that considers society to be ultimately separated

into two homogeneous and antagonistic groups, 'the pure people' versus 'the corrupt elite’ ,

and which argues that politics should be an expression of the volonte generale (general will)

of the people.” (Mudde, 2004: 543).

Ud fra denne definition har populisme to modsætninger: elitisme og pluralisme. Populisme er

en modsætning til elitisme, fordi elitisme fremhæver det positive i, at eliten sidder på magten

i samfundet. Populisme er en modsætning til pluralisme, fordi pluralisme ser samfundet som

opdelt i heterogene grupper med forskellige holdninger og ønsker, hvormed populismens

opfattelse af det homogene folk afvises (Mudde, 2004: 543). Den populistiske retorik er

kendetegnet ved den normative adskillelse mellem folket og eliten, ikke den empiriske eller

sociale forskel (Mudde, 2004: 544). Dermed er konceptet folket en socialt konstrueret gruppe,

som vælgere kan gøre sig personlige forestillinger og forventninger om (Mudde, 2004: 546).

Kategorierne folket og eliten kan dermed ses som, hvad Laclau kalder empty signifiers, da

populisterne selv kan konstruere den eksakte betydning af kategorierne (Mudde &

Kaltwasser, 2012: 9).

Mudde definerer populisme som en tynd ideologi, hvilket betyder, at populisme kan

kombineres med forskellige ideologier; eksempelvis nationalisme, socialisme og liberalisme

(Mudde, 2004: 544). Dette er relevant for vores opgave, da vi analyserer populisme som både

knyttet til klassiske hhv. venstre- og højreorienterede ideologier. Denne minimale definition




Side 13 af 225

af populisme som en tynd ideologi med kamæleonagtig natur gør, at begrebet kan rejse

mellem kontekster; fra Norge til Italien eksempelvis (Mudde, 2017: 38). Muddes minimale

definition med fokus på populisme som en tynd ideologi lægger særligt op til en kvantitativ

empirisk undersøgelse med udgangspunkt i surveydata, som vi gør i vores opgave.

Ifølge Mudde har populisme tre kernekoncepter: 1) folket, 2) eliten og 3) almenviljen

(Mudde & Kaltwasser, 2013: 500). Den populistiske ideologis fundament er, at al politik bør

blive ført med udgangspunkt i folkets almenvilje. Derfor opfatter populister politikernes rolle

som simpel; de skal udlede folkets almenvilje og lave politik med denne som rettesnor.

Populistiske partiers retorik indeholder ekskluderende elementer, da de opfatter sig selv som

de eneste, der forstår folkets vilje, hvorfor de har legitimt krav på at bestemme landets politik

(Mudde & Kaltwasser, 2013: 506). Dette skyldes, at populistiske partier anser sig for de

eneste, der ikke er en del af eliten. Eliten forstås som både den økonomiske, kulturelle og

politiske elite lagt sammen i én korrupt, homogen gruppe, der arbejder imod almenviljen hos

folket (Mudde & Kaltwasser, 2013: 503).

3.3 Jan-Werner Müller

Müller definerer populisme som et fænomen, der bygger på en moralsk forståelse af politik

med anti-demokratiske og anti-pluralistiske elementer. Disse elementer består i, at populister

betragter sig selv som eksklusive repræsentanter for nationens sande folk. Dette betyder, at

populister ikke ser det sande folk som udgjort af nationens empiriske,

statsborgerskabsbærende folk. Populister mener snarere, at der inden for nationen eksisterer et

autentisk folk, der er moralsk berettiget til at repræsentere nationen (Müller, 2014: 485).

Således hersker en moralsk forståelse af, at det sande folks repræsentation med rette kan ske

på bekostning af minoriteter og øvrige borgere, der ifølge populister ikke er en del af det

sande folk (Müller, 2014: 485). Müller mener, at dette er anti-demokratisk og anti-

pluralistisk, da populister dermed ekskluderer øvrige borgere og opfatter deres interesser som

illegitime og uberettigede (Müller, 2016: 19). Populister ekskluderer ofte eliten fra at udgøre

nationens sande folk, da eliten betragtes som korrupt og selvisk (Müller, 2014: 485). Müller

præciserer dog, at selvom eliten er den primære antagonisme til det sande folk, så vil

højrepopulistiske partier typisk også ekskludere samfundets lavtstående, ressourcesvage

borgere, såsom immigranter (Müller, 2014: 485). Som følge heraf har populister et anti-

pluralistisk syn på nationale parlamenter, idet de mener, at parlamenters deliberation og




Side 14 af 225

konsensusdannelse hindrer repræsentationen af det definerede sande folk (Müller, 2014: 487).

Dette anti-pluralistiske syn på parlamenters virke og den manglende anerkendelse af en

legitim opposition gør, at populisters forståelse af parlamentet ikke harmonerer med et liberalt

demokrati (Müller, 2014: 487).

Paradoksalt nok ønsker populister ikke at inddrage det folk hvis vilje, de vil

repræsentere (Müller, 2014: 486). Dette skyldes ifølge Müller, at så snart populister har

kendskab til viljen hos det sande folk, så skal dette folk blot forholde sig passivt, da

populisterne uden folkets inddragelse kan sikre udøvelsen af deres vilje (Müller, 2014: 486).

Müller præciserer videre, at såfremt populistiske politikere alligevel kræver

folkeafstemninger og demokratiserende tiltag, så vil dette ikke være kontinuerligt men snarere

periodisk, indtil de rette repræsentanter er valgt (Müller, 2014: 486).

Ud fra et historisk perspektiv finder Müller en tendens til, at populistiske partier ofte

vinder frem, når de etablerede partier gennemgår en legitimitetskrise, da de populistiske

partier dermed kan fremstille sig selv som folkets troværdige repræsentanter (Müller, 2014:

488). Denne fremstilling af sig selv som troværdige i modsætning til en korrupt elite vil

populister agere ud fra, også såfremt de bliver regeringsbærende. Dette medfører, at

regeringsbærende populister koloniserer staten forstået således, at de regeringsbærende

populisters påstand om at tale på vegne af hele nationen gør, at oppositionen udstilles som

ekskluderet fra staten og folket (Müller, 2014: 489). Således finder Müller det plausibelt, at

regeringsbærende populistiske partier kan fortsætte deres populistiske virke med anti-

demokratiske og anti-pluralistiske elementer.

3.4 Ernesto Laclau og Chantal Mouffe

Laclau og Mouffe deler flere betragtninger om populisme således, at den teoretiske

udlægning af deres teorier med fordel kan stå i forlængelse af hinanden. Derfor vil vi i

følgende afsnit først præsentere Laclaus teori om populisme som en diskurs af

ækvivalenskæder. Herefter vil vi præsentere Mouffes teori om populisme, som deler visse af

Laclaus betragtninger, men som derudover udfolder et politisk projekt for venstrepopulismen.

Laclau definerer populisme som en diskurs, der følger en ækvivalenslogik. For at forstå denne

logik må man forstå Laclaus syn på sociale krav, der fremmer enten den differentielle eller

den ækvivalente artikulationslogik. De sociale krav er en forespørgsel om løsningen på noget,




Side 15 af 225

som en gruppe af individer ikke selv kan løse, hvorfor det sociale krav stilles til en øvre

myndighed, såsom en kommunal eller statslig enhed, der kan imødekomme kravet. Såfremt

de sociale krav bliver løst af en øvre myndighed, vil den differentielle logik herske i

samfundet (Laclau, 2005: 36). Når denne logik hersker, så fremstår hvert enkelt socialt krav

isoleret fra øvrige sociale krav. Dette medfører, at hvert enkelt socialt krav tilhører sit eget

demokratiske subjekt, jf. figur 1, (Laclau, 2005: 36).

Denne differentielle logik hersker inden for en institutionaliseret orden, men såfremt

denne orden er under opbrud, bliver de sociale krav ikke imødekommet (Hansen, 2017a: 16).

I så fald vil ækvivalenslogikken og populisme udbredes. Under denne logik bliver de

uopfyldte sociale krav sammenknyttet således, at et uopfyldt socialt krav ikke blot

repræsenterer sin egen partikulære helhed, men også repræsenterer totaliteten af de øvrige

uopfyldte sociale krav. Sammenknytningen af de uopfyldte krav medfører, at hvert enkelt

krav ikke længere har sit eget demokratiske subjekt, men at alle de uopfyldte krav har et

fælles populært subjekt, jf. figur 1, (Laclau, 2005: 37). Dette populære subjekt repræsenterer

mængden af uopfyldte krav, der vha. ækvivalenskædens diskurs inddeler samfundet i en

antagonisme mellem magtfulde og magtsvækkede (Laclau, 2005: 38). Nærmere bestemt fører

ækvivalenskædens diskurs til en antagonisme mellem folket og eliten. Dette indtræffer, når de

uopfyldte krav er sammenknyttet, hvormed det populære subjekt som en tom markør for de

uopfylde krav kommer til at repræsentere folket som en antagonisme til eliten (Laclau, 2005:

40).

Figur 1: Laclaus logikker




Side 16 af 225

Mouffe deler Laclaus betragtning om, at ækvivalenskæden qua dens grænsedragning mellem

’vi’ og ’dem’ er afgørende for populismens konstruktion af folket i en antagonisme til eliten

(Mouffe, 2018: 63). Mouffe formulerer endvidere et politisk projekt for venstrepopulismen i

Vesteuropa, da Mouffe mener, at populismen qua dens afsæt i den eksisterende ordens krise

har et emancipatorisk og demokratisk potentiale. Nærmere bestemt mener Mouffe, at det

hidtidige neoliberale hegemoni i de vestlige samfund er i krise, fordi det har konstitueret et

post-demokrati, som har negligeret de demokratiske principper om lighed og folkestyre

(Mouffe, 2018: 16). Post-demokratiet har dermed skabt et elitært demokrati, der ikke lytter til

borgernes krav, hvilket udgør en krise for det neoliberale hegemoni (Mouffe, 2018: 18-19).

På baggrund af denne krise mener Mouffe, at venstrepopulismen skal skabe en

ækvivalenskæde af de uopfyldte demokratiske krav. Herigennem konstrueres et folk baseret

på forestillingen om lighed, og ikke baseret på højrepopulismens forestilling om national

etnicitet og fremmedhad (Mouffe, 2018: 71). Såfremt denne venstrepopulistiske strategi

lykkes, vil det neoliberale hegemonis post-demokrati blive erstattet af det radikale demokrati,

som genetablerer post-demokratiets negligerede principper om frihed og lighed for alle

(Mouffe, 2018: 40).

Normativt finder hverken Laclau eller Mouffe populisme problematisk; nærmere bestemt

mener Laclau, at populisme altid er til stede i samfundet, da den eksklusive dominans af enten

den differentielle logik eller ækvivalente logik er logisk umulig. Videre mener Mouffe, at den

rette venstrepopulistiske strategi kan demokratisere de vestlige samfund (Laclau, 2005: 46;

Mouffe, 2018: 57).

3.5 Delkonklusion

Fælles for de fire teorier er, at de, trods forskellig argumentation, definerer populisme som

kendetegnet ved opfattelsen af en antagonisme mellem folket og eliten. Teorierne har dog

varierende anvendelighed i undersøgelsen.

Muddes definition af populisme er særdeles anvendelig ift. undersøgelsens udvælgelse

af populistiske partier, da definitionen som en ideologi muliggør, at vi dikotomt kan skelne

mellem partier som enten populistiske eller ikke-populistiske. Ydermere medfører Muddes

definition af populisme som en tynd ideologi, at begrebet kan rejse mellem kontekster og

appliceres på en mangfoldighed af populistiske partier (Mudde, 2017: 38). Muddes teori er




Side 17 af 225

dermed særligt anvendelig i vores opgave, da den er oplagt til en undersøgelse med

kvantitativ data.

Müllers teori om populisme er relativt svækket ift. Muddes mht. at udvælge en bred

repræsentation af populistiske partier, da Müllers teori primært passer på højrepopulistiske

bevægelser, der er imod indvandring (Hansen, 2017b: 12). Dette er dog en fordel i

undersøgelsen, da Müllers teori dermed kan belyse elementer, der i særlig grad kendetegner

højrepopulistiske partier.

Laclau og Mouffes teorier om populisme fokuserer på borgernes uopfyldte krav. Dette

bidrager til en bottom-up udlægning af populisme, som er gavnlig, da Mudde og Müller i en

vis grad har en top-down definition med fokus på de populistiske partiers ageren og

mobilisering af vælgere. Ydermere ser Laclau populisme som allestedsnærværende i politik,

og Mouffe ser et demokratisk potentiale i venstrepopulismen, hvormed vi undgår bias mod en

fordømmende stillingtagen til populisme.

Kun Muddes teori er oplagt anvendelig til en kvantitativ undersøgelse. Vi applicerer dog

teorierne supplerende dér, hvor deres anvendelighed er størst, trods teoriernes forskellige brug

af datakilder. Vi forsøger derfor at tage højde for begrænsningerne i de analytiske

konklusioner samt det faktum, at teorierne ikke altid kan understøtte de samme pointer.

Eksempelvis vil Laclau og Mouffes teorier snarere vurdere populisme ud fra degreeism, hvor

et parti altid er populistisk, enten mere eller mindre. Denne tilgang er problematisk for vores

udvælgelse af populistiske partier, hvorfor vi ikke baserer udvælgelsen på Laclau og Mouffe.

Implikationen af den supplerende strategi er derfor, at teoriernes anvendelighed ift.

undersøgelsen er bestemmende for, hvor de anvendes.

Teorierne anvendes supplerende som deduktivt afsæt for hypoteserne. Forbeholdet for

dette er dog, at litteraturen er omfattende, og derfor skal undersøgelsens afsæt i de fire

teoretikere vurderes relativt ift., at flere teoretikere kunne have gjort afsættet mere nuanceret.

På den anden side ville inddragelsen af flere teoretikere ikke nødvendigvis gøre afsættet mere

nuanceret, da teoretikerne enten ville placere sig inden for standpunkterne repræsenteret ved

Mudde, Müller, Laclau og Mouffe, eller gøre begrebets intension meget bred.

Den supplerende strategi medfører desuden, at undersøgelsens diskussion af

populismens implikationer for nutidens demokratier nuanceres.




Side 18 af 225

4.0 Hypoteser

Vi besvarer problemstillingen ud fra fem hypoteser, som vi har valgt deduktivt med

udgangspunkt i teori fra Mudde, Müller, Laclau og Mouffe samt tidligere empirisk forskning

jf. litteraturreview. Alle hypoteserne vedrører, om en opfattet splittelse mellem folket og den

politiske elite påvirker, om europæiske vælgere stemmer på et populistisk parti. Afsnittet vil

gennemgå hypoteserne og inddrage de vigtigste teoretiske belæg for, at netop disse hypoteser

er udvalgt.

4.1 Udvælgelse af hypoteser

Hypoteserne baserer sig på følgende perceptioner udledt af splittelsen mellem folket og den

politiske elite; 1) tillid til politikere og politiske institutioner, 2) opfattelse af indflydelse i det

politiske system, 3) tilfredshed med demokrati, 4) tillid til internationale institutioner og 5)

holdning til europæisk integration. Jf. tabel 1 fokuserer vi på antagonismen som udfoldet i

politikerlede (hypotese 1), holdningen til demokratiet (hypotese 2a og 2b) og international

indblanding (hypotese 3a og 3b). Vi har i udvælgelsen af hypoteser været opmærksomme på,

at den forklarende variabel ikke skal have karakter af at være klassisk højre- eller

venstreorienteret; derfor er perceptioner omkring indvandring eller omfordeling fravalgt.

Således er vores fem hypoteser plausible for alle populistiske vælgere.

Kravet til udvælgelsen af hypoteser og variable var, at de alle kunne kategoriseres som

perceptionelle og antagonistiske. Da vi ikke har udarbejdet datasættet selv, har vi været

begrænset af de variable, der var tilgængelige gennem ESS, hvorfor variable med manglende

valide indikatorer er fravalgt. Flere hypoteser havde været interessante at undersøge for at

besvare problemstillingen, herunder om vælgere med en nationalistisk holdning eller vælgere

med en negativ opfattelse af landets fremtid i højere grad stemmer populistisk (Müller, 2014:

485; Mounk, 2018: 174). Desuden ville en skelnen mellem den politiske, kulturelle og

økonomiske elite være gavnlig. Med de fem valgte hypoteser kommer vi dog ind på nogle af

de væsentligste aspekter af, hvad der kan kategoriseres som en opfattelse af en splittelse

mellem folket og den politiske elite.

Gennem en operationalisering af vores variable er alle hypoteserne præcise.

Operationaliseringen er funderet i en teoretisk forståelse omkring populisme som defineret




Side 19 af 225

ved antagonismen mellem folket og den politiske elite, og såfremt denne antagonisme er

empirisk gældende, er det logisk muligt, at den manifesterer sig i vælgernes perceptioner.

Således er hypoteserne også testbare og kan undersøges kvantitativt vha. vores datasæt.

Hypoteserne er endvidere generelle, fordi vi undersøger, om der eksisterer generelle mønstre

mellem europæiske populistiske vælgeres opfattelser og partivalg. Ingen af hypoteserne er

normative, da vi ikke undersøger, hvordan en populistisk vælger bør være eller agere, men i

stedet forsøger at forklare, hvordan det forholder sig i virkeligheden ud fra en positivistisk

ontologi.

Hypoteser Formulering

Politikerlede

Hypotese 1: Tillid til politikere og

politiske institutioner

Vælgere med høj grad af mistillid til politikere og politiske

institutioner har større sandsynlighed for at stemme på et

populistisk parti end øvrige partier.

Demokrati

Hypotese 2a: Vælgernes opfattelse af

politisk indflydelse

Vælgere, der mener, at de har en lav grad af indflydelse i det

politiske system og på politiske beslutninger, har større

sandsynlighed for at stemme på et populistisk parti end øvrige

partier.

Hypotese 2b: Vælgernes tilfredshed

med demokratiet

Vælgere, der er utilfredse med landets demokrati, har større


partier.

Internationalisering

Hypotese 3a: Tillid til internationale

institutioner

Vælgere med høj grad af mistillid til de internationale

institutioner EP og FN har større sandsynlighed for at stemme på

et populistisk parti end øvrige partier.

Hypotese 3b: Holdning til europæisk

integration

Vælgere, der er modstandere af europæisk integration, har større


partier.

Tabel 1: Hypoteser

4.2 Hypotese 1

Populismens opfattelse af, at samfundet er opdelt mellem folket og eliten, hænger sammen

med et negativt syn på eliten. Nærmere bestemt betoner Mudde og Müller, at eliten, i

modsætning til folket, er korrupt og illegitim (Mudde, 2004: 543; Müller, 2014: 485). Müller

understreger desuden, at eliten opstilles i kontrast til det hårdtarbejdende folk, samt i koalition

med minoritetsgrupper, som heller ikke hører til i betegnelsen: folket (Müller, 2014: 485).

Mouffe påstår endvidere, at post-demokratiet er kendetegnet ved kapitalismens dominans,

hvilket har skabt demokratier styret af privilegerede eliter, der varetager økonomisk liberale

hensyn, men ikke lytter til folkets behov (Mouffe, 2018: 18). På baggrund af denne




Side 20 af 225

negativitet over for eliten forventer vi i hypotese 1, at populistiske partiers vælgere nærer

mistillid til den politiske elite i form af politikere og politiske institutioner.

Hypotese 1: Vælgere med høj grad af mistillid til politikere og politiske institutioner har

større sandsynlighed for at stemme på et populistisk parti end øvrige partier.

Nogle af undersøgelsens populistiske partier er regeringsbærende. Dette kan have betydning

for hypotesens bekræftelse, eftersom disse partiers vælgere i mindre grad kan betragte

politikere og politiske institutioner som korrupte og illegitime uden dermed at betragte deres

eget parti som korrupt og illegitimt. Derfor er det muligt, at vælgerne til de regeringsbærende

populistiske partier har mindre eller ingen mistillid til politikere og politiske institutioner. Det

gælder dog også, at regeringsbærende populistiske partier ofte opretholder en anti-elitær

retorik og udtrykker mistillid til det politiske etablissement, der ifølge partierne hindrer deres

gennemførelse af den sande folkevilje (Müller, 2016: 70). Derfor er det også muligt, at

vælgere af disse partier deler denne politiske mistillid.

4.3 Hypotese 2a og 2b

Populistiske partier retter kritik af demokratiets parlamentariske repræsentation, da

parlamentet ikke repræsenterer det sande folk (Müller, 2014: 486). Desuden påpeger Mudde,

at populister kræver et responsivt demokrati, hvor regeringen løbende opfylder borgernes

krav uden, at dette indebærer mærkbar involvering af borgerne (Mudde, 2004: 558). En anden

kritik af demokratiet fremføres af Mouffe, der mener, at det neoliberale hegemoni har

fremmet et post-demokrati, hvor liberale principper om individuel frihed har vundet frem på

bekostning af demokratiske principper om folkets styre (Mouffe, 2018: 16). Dette har ifølge

Mouffe medført, at politik i dag fastholder elitens etablerede orden ved at udelukke folket fra

indflydelse (Mouffe, 2018: 18). Teoretikerne rejser hermed forskellig kritik af demokratiet.

Alligevel er en fællesbetegnelse for deres demokratiske kritik, at den vedrører antagonismen

mellem folket og eliten, hvor de populistiske partier vil fremme folkets sande vilje. Derfor har

vi udformet to hypoteser om vælgernes holdning til demokratiet.

Hypotese 2a vedrører, at vælgere med en opfattelse af at have begrænset politisk indflydelse

er mere tilbøjelige til at stemme på et populistisk parti. Følelsen af begrænset politisk




Side 21 af 225

indflydelse kan opstå, når borgeren ikke føler sig hørt. Denne situation er plausibel i dag, hvor

demokratiet har udviklet sig til et elite-demokrati, som ikke opfylder borgernes krav (Mouffe,

2018: 18). Når borgernes krav ikke imødekommes, kan det medføre, at betingelserne for

populisme fremmes (Laclau, 2005: 38; Mouffe, 2018: 11). Således er elitens (regeringens),

manglende responsivitet med til at fordre populisme, og populisme vil derfor være et

plausibelt valg for de vælgere, hvis krav ikke imødekommes. Denne forventning baserer sig

på Laclau og Mouffes teorier, der forholder sig til implikationerne af uopfyldte krav blandt

borgerne. Muddes og Müllers teorier har ikke samme fokus på borgernes behovsopfyldelse,

hvorfor deres teorier ikke understøtter denne forventning.

Hypotese 2a: Vælgere, der mener, at de har en lav grad af indflydelse i det politiske system

og på politiske beslutninger, har større sandsynlighed for at stemme på et populistisk parti

end øvrige partier.

Hypotese 2b forventer, at populistiske partiers vælgere er utilfredse med landets demokrati.

Vi antager, at utilfredsheden kan opstå, såfremt vælgeren finder demokratiet irresponsivt,

eller ikke føler sig repræsenteret (Mudde, 2004: 558). Ydermere kan utilfredsheden med

demokratiet hænge sammen med Mouffes udlægning af den neoliberale hegemonikrise, hvor

demokratiet ikke har opfyldt borgernes krav (Mouffe, 2018: 18). Således er det fælles for

Mudde og Mouffe, at utilfredshed med demokratiet sandsynligvis er knyttet til en vrede imod

den styrende elite. Dette kan øge sandsynligheden for, at vælgeren tilslutter sig et populistisk

parti, der vil fremme folkets suveræne styre (Müller, 2014: 485).

Hypotese 2b: Vælgere, der er utilfredse med landets demokrati, har større sandsynlighed for

at stemme på et populistisk parti end øvrige partier.

4.4 Hypotese 3a og 3b

Mudde definerer populisme som en ideologi, hvor populisterne repræsenterer det sande folk,

der udgør en homogen gruppe (Mudde, 2004; 243). Homogenitet definerede tidligere

nationer, men i dag har globaliseringen medført stigende heterogenitet, som kan opfattes som

en trussel mod den førhen nationale homogenitet (Mounk, 2018: 165). Dette relaterer sig til

Müllers teori om, at det sande folk ikke omfatter alle med statsborgerskab, men udgør et




Side 22 af 225

autentisk folk, der er moralsk berettiget til at blive repræsenteret (Müller, 2014: 485). Med

henblik på denne opfattelse af det sande folk som en konkret afgrænset gruppe inden for en

nation, er de to teorier enige, hvorfor de komplementerer hinanden i denne betragtning. Vi

forventer dermed, at populistiske vælgere ønsker at fastholde nationalstaten og den nationale

suverænitet ud fra tanken om, at det sande, nationale folk skal bestemme i landet (Hansen,

2017b: 20). I hypoteserne består antagonismen mellem folket og eliten i, at internationale

institutioners bestemmelser træffes langt fra den almindelige befolkning. Endvidere er det den

politiske elite, der tager beslutningerne angående internationalt samarbejde, hvorfor dette igen

kan ses som handlinger ude af trit med det sande folks ønsker.

Hypotese 3a bygger på en forventning om, at populistiske vælgere er mere skeptiske over for

internationale institutioner som EP og FN. Vi er bevidste om forskellene mellem institutionen

EP og den internationale organisation FN, herunder at EP er et demokratisk valgt organ med

lovgivningsbeføjelser i medlemslandene, mens FN ingen lovgivningsbeføjelser har. Vi

vurderer dog, at tilliden til de to institutioner siger noget om vælgernes generelle holdning til

internationalt samarbejde og institutionernes liberale værdigrundlag. Mistillid til EP og FN

kan således tyde på en skepsis over for international indblanding, der tilgodeser grupper i

samfundet, der ikke udgør en del af det sande folk.

Hypotese 3a: Vælgere med høj grad af mistillid til de internationale institutioner EP og FN

har større sandsynlighed for at stemme på et populistisk parti end øvrige partier.

Hypotese 3b bygger på en forventning om, at populistiske vælgere i højere grad er

modstandere af europæisk integration end andre vælgere. Populistiske vælgeres modstand

mod dette er forventeligt ud fra Müllers teoretisering om, at europæisk integration i kraft af

sine overnationale elementer har begrænset folkets nationale vilje, og teknokratiet i høj grad

har flyttet magten fra folket til den politiske elite (Müller, 2014: 490). Eftersom folkets

suverænitet er et kernebegreb i populismen, vil populister være modstandere af

begrænsninger af folkets vilje.

Hypotese 3b: Vælgere, der er modstandere af europæisk integration, har større

sandsynlighed for at stemme på et populistisk parti end øvrige partier.




Side 23 af 225

Norge og Schweiz er ikke medlem af EU, hvorfor der i disse landes resultater ved hypotese

3a og 3b skal tages højde for, at vælgerne i disse lande kan have afvigende resultater i og

med, at de ikke har samme relation til EP og europæisk integration. Dog indgår begge lande i

visse dele af EU’s policies, og der debatteres stadig om landenes medlemskab, hvormed det

kan tænkes, at Norge og Schweiz’ populistiske vælgere forholder sig euroskeptiske og

kritiske over for institutionerne i EU.

4.5 Delkonklusion

De fem hypoteser knytter sig alle til problemformuleringen, da de tester forskellige aspekter

af vælgernes oplevelse af en splittelse mellem folket og den politiske elite. Vi tester både for,

om splittelsen er til stede som en opfattelse af mistillid til den politiske elite, en skepsis over

for demokratiet og som en opfattelse af mistillid til internationale institutioner.

Inglehart & Norris har ligeledes undersøgt populisme i Europa med udgangspunkt i

ESS-data, hvorfor nogle af de tilgange, som de anvender, går igen i vores undersøgelse.

Eksempelvis gør vi brug af den samme afhængige variabel til at måle respondenternes

stemmeafgivning, anvender til dels samme kontrolvariable og tester for politiske splittelser i

samfundet (Inglehart & Norris, 2019: 487). Dog adskiller vi os fra Inglehart & Norris ved at

undersøge, om perceptionelle splittelser mellem folket og eliten påvirker stemmeafgivning på

et populistisk parti. Inglehart & Norris arbejder også med populisme som en splittelse mellem

folket og eliten, men tager i højere grad udgangspunkt i de materielle faktorers betydning for

at stemme populistisk, såsom alder, økonomi og uddannelse (Inglehart & Norris, 2019: 35).

De mener, at det er værdimæssige ændringer skabt af materielle transformationer, der har

skabt kulturelle skillelinjer mellem dem, der stemmer populistisk, og dem, der ikke gør

(Inglehart & Norris, 2019: 45). Vi er blevet inspireret af Europa som en form for most

different system design, da der er forskellige materielle betingelser alt efter hvilket land,

borgerne befinder sig i. Derfor mener vi, at de værdimæssige ændringer til dels har skabt

kulturelle skillelinjer, men særligt har skabt perceptionelle skillelinjer ift., hvordan samfundet

skal se ud i fremtiden. Således fokuserer vores hypoteser på selve opfattelsen af en splittelse

mellem folket og eliten, hvormed materielle faktorers betydning for populistisk

stemmeadfærd ikke testes. Dog tager vi højde for disse faktorer ved at kontrollere for dem i

regressionerne jf. afsnit 6.3.




Side 24 af 225

5.0 Caseudvælgelse

Vi tager udgangspunkt i Stijn van Kessels identificering af populistiske partier i Europa, som

anvender Muddes minimumsdefinition af populisme (van Kessel, 2015). Van Kessel tager

udgangspunkt i partiprogrammer og en konsultering af nationale eksperter fra alle europæiske

lande for at validere sin udvælgelse (van Kessel, 2015: 28). Vi mener, at det øger vores

målingsvaliditet og minimerer bias at tage udgangspunkt i van Kessels udvælgelse.

For at tilpasse van Kessels udvælgelse af partier til vores undersøgelse, har vi tilføjet tre

kriterier. For det første er det ikke alle europæiske lande, der indgår i datasættet, hvorfor

eksempelvis partier fra lande som Danmark og Grækenland ikke er inkluderet. For det andet

udvælges kun partier, der har været valgt ind i et nationalt parlament, da vi derved sikrer, at

partierne har en vis offentlig gennemslagskraft. For det tredje har vi frasorteret de

populistiske partier, som har meget få observationer (<30), da få observationer særligt øger

risikoen for type 1 fejl (Agresti & Finlay, 2014: 174).

Vi har i udvælgelsen stræbt efter at opnå maksimal repræsentativitet ved at have bred

variation ift. de udvalgte partiers ideologi og landenes geografi. Som det ses i tabellen

nedenfor, er den geografiske repræsentation god, men der er en overrepræsentation af

højrepopulistiske partier. Dette skyldes dog en generel tendens i Europa, hvorfor det er

repræsentativt i en europæisk kontekst (Mudde & Kaltwasser, 2013: 497).

I forskningen er der forskellige holdninger til, hvornår et parti er populistisk. Van Kessel

tager udgangspunkt i en bred minimumsdefinition, der også inddrager ’borderline cases’ i

form af cases, der er på grænsen til ikke at opfylde kriterierne for udvælgelse (van Kessel,

2015: 69). Pappas advarer imod at klumpe alle kritikere af eliten sammen i en bred forståelse

af populisme, da denne tilgang gør forskningen og undersøgelsen af årsager og konsekvenser

svær (Pappas, 2016a: 22). For at undgå conceptual stretching i litteraturen, opdeler Pappas de

politiske kritikere af eliten i termerne populister, nativister og antidemokrater, som bør

undersøges ud fra deres egne præmisser (Pappas, 2018: 148). Pappas’ tilgang gør, at antallet

af populistiske partier indsnævres sammenlignet med van Kessels tilgang. Ben Margulies

kritiserer dog Pappas’ opdeling for at skabe øget forvirring om populisme, da grænserne

mellem kategorierne ikke er tydelige nok til at kunne inddele partierne (Margulies, 2018:

141). Grundet denne svære afgrænsning mellem kategorierne har vi fravalgt Pappas’ tilgang.




Side 25 af 225

En anden tilgang er Inglehart & Norris’, som med udgangspunkt i Chapel Hill Expert

Survey på en skala fra 1-100 bedømmer, i hvor høj grad et parti er enten pluralistisk (score

<50) eller populistisk (score >50), og vurderer, om partiet er autoritært eller libertært

(Inglehart & Norris, 2019: 215; 474). Denne tilgang giver en endnu bredere inkludering af

populistiske partier, hvilket eksempelvis ses ved, at 7 ud af de 12 franske partier i

undersøgelsen defineres som populistiske (Inglehart & Norris, 2019: 477). Tilgangen

resulterer i mange cases, da de definerer populisme som en bestemt retorik/diskurs (Inglehart

& Norris, 2019: 4). Mange partier gør brug af populistisk retorik, hvorfor selv klassiske

mainstreampartier ud fra denne tilgang kan blive inddraget (van Kessel, 2015: 33). Tilgangen

om at definere partier ud fra degreeism giver desuden en vis arbitrærhed i form af, at partier

med scoren 49 defineres som pluralistiske, mens partier med scoren 51 defineres som

populistiske. Vi har fravalgt denne tilgang, da det store antal cases og arbitrærheden i

udvælgelsen bliver misvisende.

Ovenstående illustrerer, at forskningen og definitionen af populisme er empirisk

mudret og i mangel på en general theory. Vi har på bedste vis forsøgt at udvælge partier, der

af eksperter defineres som populistiske, men flere forhold gør, at udvælgelsen altid vil være

uperfekt.

Vores udvælgelse af cases ses opstillet i tabel 2. Her ses det, at partierne varierer på flere

parametre, bl.a. antallet af stemmer ved seneste parlamentsvalg. Der kan være forskelle på

vælgere, der stemmer på et protestparti, og dem, der stemmer på et regeringsdueligt parti.

Vores problemformulering er dog at undersøge en splittelse mellem folket og eliten, hvorfor

forskellene øger vores repræsentativitet. Disse forskelle kan betragtes som least likely

betingelser, hvilket vil styrke vores fund, såfremt vi finder signifikante sammenhænge.




Side 26 af 225

Land Seneste

parlaments-

valg*

Parti Ideologi

Pct.

stemmer

ved seneste

valg**

Respondenter,

der stemte på

dem i survey

England maj-15 UK Independence Party (UKIP) Højre 12,6 108

Finland apr-15 True Finns (PS) Højre 17,7 193

Frankrig apr-12 National Rally (RN) Højre 17,9 125

Holland sep-12 Party for Freedom (PVV) Højre 10,1 102

Italien feb-13 Five Star Movement (M5S) Midt 25,6 235

Northern League (LN) Højre 4,09 81

Forza Italia (FZ) Højre 21,56 112

Irland feb-16 Sinn Féin (SF) Venstre 13,8 207

Litauen okt-12 Labour Party (Darbo Partija) (DP) Venstre 20,69 47

Order and Justice - Liberal Democratic

(TT) Højre 7,63 61

Norge sep-13 Progress Party (FrP) Højre 16,3 121

Polen okt-15 Law and Justice Party (PiS) Højre 37,5 458

Schweiz okt-15 Swiss People’s Party (SVP) Højre 29,4 226

Spanien jun-16 Podemos (POD) Venstre 21,2 200

Sverige sep-14 Swedish Democrats (SD) Højre 12,9 80

Tjekkiet okt-13 ANO 2011 (ANO) Højre 18,6 215

Tyskland sep-13 Die Linke (DL) Venstre 8,6 193

Alternative For Germany (AFD)*** Højre 4,7 58

Ungarn apr-14 Fidesz (FID) Højre 44,8 376

Østrig sep-13 Austrian Freedom Party (FPÖ) Højre 20,5 250

*Det seneste parlamentsvalg ift. hvornår respondenterne svarede på survey

**Information indhentet fra Wikipedia

***Partiet vandt ikke pladser ved parlamentsvalget i 2013, men vandt senere sæder i 2017, hvorfor de er

inkluderet Tabel 2: Caseudvælgelse




Side 27 af 225

6.0 Operationalisering

Vi vil i de følgende afsnit operationalisere de variable, der indgår i undersøgelsens

regressioner. Operationaliseringen af variablene skal sikre en høj indholdsvaliditet, som

henviser til et højt sammenfald mellem det systematiserede begreb og indikatorerne (Adcock

& Collier, 2001: 538).

6.1 Afhængig variabel: europæiske vælgere

Vi arbejder med en dikotom afhængig variabel, der angiver, hvorvidt vælgeren stemmer på et

populistisk parti, Y=1, eller stemmer på et andet parti, Y=0. Således måler variablen den

europæiske vælgeradfærd, og vi vil grundet problemformuleringens fokus operationalisere

’europæiske populistiske vælgere’ og ‘europæiske ikke-populistiske vælgere’.

Den afhængige variabels skelnen mellem, hvorvidt vælgeren stemmer populistisk eller

ikke-populistisk, er knyttet til caseudvælgelsen, jf. afsnit 5.0. Vælgerne kategoriseres som at

stemme populistisk, Y=1, hvis de har stemt på et af de partier, der i tabel 2 er oplistet som

populistiske, og som ikke-populistiske vælgere, Y=0, hvis de har stemt på et andet parti end

de identificerede populistiske partier.

Vi måler vælgeradfærden vha. indikatoren om, hvad vedkommende stemte på ved

seneste nationale parlamentsvalg. Det er således stemmeafgivningen ved det seneste nationale

parlamentsvalg, der er bestemmende for tildelingen af værdierne Y=1 eller Y=0. Dermed

indfanger vi kun et øjebliksbillede af vælgernes partivalg og ikke vælgernes tidligere

partivalg. Vi finder det dog, qua opgavens motivation i populismens nylige fremgang i

Europa, relevant at fokusere på et nutidigt indblik i europæisk vælgeradfærd. Dette nutidige

indblik spænder fra 2012-2016, da den afhængige variabel varierer ift., hvornår landenes

seneste parlamentsvalg blev afholdt, jf. tabel 2.

Vi ønsker, at kun stemmeberettigede respondenter (>18 år) medtages i undersøgelsen.

Variationen i tidspunktet for landenes seneste parlamentsvalg betyder, at alle respondenter

<21 år er kodet ud for at sikre, at alle respondenter var >18 år ved seneste valg.




Side 28 af 225

Baggrunds-

begreb

Europæisk populistisk vælger Europæisk ikke-populistisk vælger

Systematiseret

begreb

En europæisk vælger på >21 år, der

ved sidste nationale parlamentsvalg

stemte på et populistisk parti.

En europæisk vælger på >21 år, der ved

sidste nationale parlamentsvalg stemte

på et ikke-populistisk parti.

Indikator ”Party voted for in last national election”

Værdier 1: Vælgeren stemmer på et

populistisk parti.

0: Vælgeren stemmer på et andet parti

end et populistisk parti.

*Respondenter, der stemte blankt eller ved ikke fjernes.

Tabel 3: Operationalisering af Y

6.2 Uafhængig variabel: splittelse mellem folket og den politiske elite

Vores problemformulering vedrører, om oplevelsen af en splittelse mellem folket og den

politiske elite har betydning for tilbøjeligheden til at stemme populistisk. Derfor er

operationaliseringen af ’splittelsen mellem folket og den politiske elite’ afgørende for

undersøgelsens validitet og reliabilitet. Denne splittelse har vi operationaliseret i fem

uafhængige variable, som vi undersøger i fem hypoteser.

Splittelsen defineres med et højt abstraktionsniveau og få egenskaber, hvormed

begrebet får en lav intension (Sartori, 1970: 1044). Splittelsens lave intension ses ved, at

Mudde og Müller beskriver splittelsen som knyttet til kravet om folkelig suverænitet på

bekostning af en korrupt elite, mens Laclau og Mouffe beskriver splittelsen som

konsekvensen af borgernes uforløste krav. Disse teoretiske definitioner er ikke særligt

specifikke mht. hvilke egenskaber, der kendetegner splittelsen mellem folket og eliten, og

derfor får begrebet en lav intension. Med begrebets lave intension følger en bred ekstension,

som betyder, at splittelsen mellem folket og eliten omfatter forskellige fænomener (Sartori,

1970: 1014).

Vi søger derfor at indfange begrebets brede ekstension ved at anvende flere

uafhængige variable, der fokuserer på forskellige målelige aspekter af splittelsen mellem

folket og den politiske elite, jf. figur 2, hvilket gavner målingsvaliditeten.




Side 29 af 225

Spørgsmålsformuleringerne for 1 og 3a er præcise og entydige, hvilket øger variablenes

reliabilitet. Mht. spørgsmålsformuleringerne for 2a, 2b og 3b er reliabiliteten udfordret ved, at

respondenterne formentlig forstår ordene ‘politisk indflydelse’, ‘demokrati’ og ‘europæisk

integration’ forskelligt. Ydermere gælder det for alle variablene, at vi har fjernet

respondenter, der har svaret ‘ved ikke’. Fjernelsen af denne kategori er kritisabel, da vi

dermed ikke opfanger den reelle empiriske vælgeradfærd. Dog kan der være multiple årsager

til at vælge kategorien ‘ved ikke’, hvorfor angivelsen af ‘ved ikke’ kan skjule den reelle

sammenhæng for de øvrige vælgere. De samme overvejelser gælder for kontrolvariablene.

Opsummerende gælder det, at de uafhængige variable separat har en høj

definitionsmæssig målingsvaliditet mellem deres systematiserede begreber og indikatorer, og

selvom fuldkommen reliabilitet ikke kan opnås, er de tilstrækkeligt reliable.

De uafhængige variable 1, 2a og 3a er konstrueret vha. indeks, hvis konstruktion fremgår af

figur 3, 4 og 5. Indekskonstruktionen for disse variable udgør refleksive indeks, der måler

baggrundsbegrebernes effekter (Petersen, 2012: 404). Fordelen ved brug af indeks er, at de

øger variablenes målingsvaliditet og reliabilitet (Petersen, 2012: 406). Derfor havde det været

Figur 2: Operationalisering af X




Side 30 af 225

fordelagtigt også at anvende indeks for 2b og 3b, men fravalget af dette beror på, at ESS ikke

havde variable, der kunne udgøre en flerhed af indikatorer til at afspejle baggrundsbegrebet

for 2b og 3b.

Bilag 13.1 illustrerer, at der for alle de indekskonstruerede variable gælder, at deres

mål for validitet og reliabilitet er over de gængse grænseværdier, hhv. 0,3 Pearson’s R og 0,7

Cronbach’s Alpha (Petersen, 2012: 412; 414). Grundet indeksenes høje validitet og reliabilitet

finder vi det ikke problematisk, at indeksene kun er konstrueret med 2-3 items.

6.3 Kontrolvariable

For at undgå spuriøsitet, anvender vi kontrolvariable, som vi har udvalgt ud fra Sønderskovs

kriterier (Sønderskov, 2014: 188):

● Inkluder altid variable, der er årsag til både X og Y, og dermed er bagvedliggende

variable.

● Inkluder eventuelt variable, der er årsag til Y, men ikke korrelerer med X, og dermed

er supplerende variable.

● Inkluder ikke variable, der er forårsaget af X og dermed er mellemkommende

variable.

Ud fra disse kriterier har vi udvalgt kontrolvariablene køn, uddannelse, indkomst, alder,

bopæl, ideologisk placering, religiøsitet og holdningen til immigration, jf. bilag 13.2.2. I

størstedelen af tilfældene kan kontrolvariablen være både bagvedliggende og supplerende

årsag, men vi søger ikke at fastlægge, hvad der er mest plausibelt, da effekten af begge

årsagstyper er den samme; forekomsten af spuriøsitet.

Figur 3: Indeks for hyp. 1 Figur 4: Indeks for hyp.2a Figur 5. Indeks for hyp. 3a




Side 31 af 225

6.3.1 Køn

Støtten til populistiske partier er større blandt mænd end kvinder (Inglehart & Norris, 2019:

286-287). Dette kønsbias er af Inglehart & Norris nyligt påvist som gældende for

vælgeradfærden i populistiske partier i Europa, hvorfor vi kontrollerer for køn.

6.3.2 Uddannelse

Populistiske partier har, qua populismens antagonisme mellem folket og eliten, en antielitær

retorik. Denne antielitære retorik appellerer til vælgere med en lav uddannelse, da de

højtuddannede ofte er en del af den styrende politiske elite. Hermed vil de lavtuddannede

vælgere sandsynligvis have opfattelsen af en antagonisme, X, og tilslutte sig populistiske

partier, Y=1. Denne forventning er understøttet af Inglehart & Norris, som har påvist, at

støtten til populistiske partier er mest udbredt blandt lavtuddannede (Inglehart & Norris,

2019: 259).

6.3.3 Indkomst

Den politiske elite er i kraft af deres magtposition ofte økonomisk velstillede. Derfor er det

plausibelt, at vælgere med lav indkomst opfatter en antagonisme mellem folket og eliten, X,

og stemmer populistisk, Y=1. Lavindkomstgrupper har ofte mærket negative konsekvenser af

globaliseringen, og derfor fastholder vælgerne i disse grupper traditionelle værdier om skepsis

over for globaliseringen, hvormed den kulturelle kløft til den politiske, veluddannede elites

liberale værdier øges (Inglehart & Norris, 2019: 136).

6.3.4 Bopæl

Urbaniseringen har medført, at de tilbageværende vælgere bosat på landet udgør en homogen

gruppe af folk med lav uddannelse og høj alder (Inglehart & Norris, 2019: 39). Dette kan føre

til, at landligt bosatte vælgere føler sig distanceret fra de mere heterogent befolkede urbane

områder, hvilket i så fald kan øge tilslutningen til populistiske partier, Y=1, som er imod

pluralisme og social diversitet (Müller, 2016: 19).

6.3.5 Generation

Fremkomsten af socialt liberale og post-materielle værdier står i modsætning til traditionelle

værdier, som ældre generationer er kendt med. Dette kan medføre, at den ældre generation

oplever utryghed og føler sig fremmede i deres eget land, hvilket kan manifestere sig i en




Side 32 af 225

modstand over for den styrende elites liberale værdier (Inglehart & Norris, 2019: 34-35).

Dette kan føre til et antagonistisk samfundssyn, X, og tilslutning til populistiske partier, Y=1.

Variablen for alder er skaleret i generationer ud fra årtier. Skaleringen er inspireret af

Inglehart & Norris, som har påvist, at generationen fra mellemkrigstiden er mere tilbøjelig til

at støtte autoritære partier end den yngre generation (Inglehart & Norris, 2019: 259).

6.3.6 Ideologisk placering

Populistiske partier vil som protestpartier ofte placere sig yderligt på den ideologiske højre-

venstre skala. Derfor er det forventeligt, at vælgere, der er meget højreorienterede eller meget

venstreorienterede, vil være mere tilbøjelige til at stemme populistisk, Y=1, end vælgere, der

har en ideologisk midtsøgende placering. Denne plausibilitet understøttes af, at tragtmodellen

tilsiger, at den ideologiske placering har afgørende indflydelse på ens partivalg (Stubager et

al., 2013: 190).

6.3.7 Immigration

Højrepopulistiske partier ekskluderer typisk immigranter i deres konstruktion af nationens

sande folk, hvormed immigranter betragtes som en trussel imod det sande folk (Müller, 2014:

485-486). Af den grund er det plausibelt, at vælgere, der er imod immigration, finder

højrepopulistiske partiers modstand over for immigration appellerende og derfor stemmer

populistisk, Y=1. Derfor kontrollerer vi kun for holdning til immigration hos

højrepopulistiske partier, da det hos venstrepopulistiske partier vil gøre estimatet mindre

efficient (King et al., 1994: 183).

6.3.8 Religiøsitet

Inglehart & Norris har påvist, at den populistiske vælger ofte angiver sig som religiøs

(Inglehart & Norris, 2019: 277). Populistiske partiers vrede mod det etablerede politiske

system hænger i nogle tilfælde sammen med følelsen af fremmedgørelse i samfundet i takt

med, at de traditionelle værdier, som religion ofte er forbundet med, aftager (Inglehart &

Norris, 2019: 91). Ud fra dette er det forventeligt, at en religiøs vælger med traditionelle

værdier deler en antagonistisk samfundsopfattelse, X, og stemmer populistisk, Y=1.

Målingen af religiøsitet baserer sig på vælgerens subjektive vurdering af, hvor religiøs

vælgeren betragter sig selv, og målingen inddrager ikke, hvilken religion vælgeren

praktiserer. Dette kan have implikationer for kontrolvariablens effekt i regressioner med




Side 33 af 225

højrepopulistiske partier, som er imod immigration til dels grundet religiøs intolerance

(Inglehart & Norris, 2019: 257). Derfor vil en adspurgt vælger, der eksempelvis praktiserer

islam og angiver en høj grad af religiøsitet, formentlig ikke stemme populistisk, Y=1.

Variablen kan dermed have modsatrettede effekter særligt hos højrepopulistiske partier, men

vi vurderer, at kontrollen er vigtig hos alle partier, da Europa i overvejende grad stadig er

kristent snarere end multireligiøst.

7.0 Forskningsdesign

I følgende afsnit vil vi gennemgå vores valg af undersøgelsesdesign samt hvilken

bagvedliggende strategi og hvilke overvejelser, der ligger til grund for dette. Endvidere vil vi

kort redegøre for valg af regressionstype, og forklare hvorfor den metodisk giver os de mest

optimale redskaber. Til sidst vil vi gennemgå vores valg af datasæt, samt hvilke implikationer

brug af dette datasæt har for undersøgelsen.

7.1 Tværgående undersøgelse

Vores problemstilling vedrører populistiske vælgere i 16 europæiske lande, som vi

undersøger med fokus på 20 populistiske partier vha. ESS-data fra 2016. Problemstillingen er

bestemmende for undersøgelsens enheder, cases og deraf følgende forskningsdesign.

Enhederne i vores undersøgelse er de europæiske vælgere, som er rumligt afgrænset, mens de

20 europæiske populistiske partier, der observeres inden for samme givne tidsperiode, udgør

20 cases. Således har undersøgelsen rumligt afgrænsede enheder, der undersøges uden

tidsmæssig variation, hvilket udgør en tværgående undersøgelse (Gerring, 2004: 343). Disse

enheder og cases udgør undersøgelsens stikprøve (Gerring, 2004: 342).

Vi har i undersøgelsen valgt ikke at inkludere flere runder af ESS-data og dermed

opnå en tidsmæssig variation. Dette kan skabe endogenitetsproblemer ift., at vi ikke endeligt

kan definere kausalitetsretningen (Inglehart & Norris, 2019: 264). Vi finder det dog vigtigt at

få det mest opdaterede indblik i europæiske vælgeres opfattelse af en splittelse, da det især er

i de seneste år, at populistiske partier har vundet indtog i parlamenterne. Desuden giver den

singulære måling os mulighed for at overveje, om de storpolitiske problemstillinger i Europa,

som var aktuelle under dataindsamlingen, havde betydning for resultaterne.

Undersøgelsens analyse bygger på statistiske tests ved pooled analysis og

landeanalyser, hvor vi i førstnævnte fokuserer på vælgerne som undersøgelsens enheder, der




Side 34 af 225

giver et mål for den europæiske vælgeradfærd. Dette betyder, at vi på baggrund af pooled

analysis kan inferere til undersøgelsens population i form af europæiske vælgere fra

undersøgelsens 16 lande i tidsperioden slutningen af 2016 til starten af 2017. Ved

landeanalyserne vil vi fokusere på vælgerne som enheder, som giver et mål for

vælgeradfærden i deres respektive lande. Her kan vi kun inferere til vælgerne i de respektive

lande, men vi kan dog komparativt sammenholde analyserne for at udlede tværgående

tendenser for vælgeradfærden i Europa.

Udover at inferere fra undersøgte enheder til ikke-undersøgte enheder, ønsker vi at inferere

kausalt om årsagsforhold (Klemmensen et al., 2012: 32). Nærmere bestemt søger vi at finde

en kausalsammenhæng med effects-of-causes inden for en sandsynlighedstilgang til

kausalitet, hvormed vi estimerer effekten af X på Y. Dette betyder, at vi undersøger, om

sandsynligheden for at stemme på et populistisk parti, Y=1, stiger, når vælgerens oplevelse af

en splittelse mellem folket og eliten, X, er til stede (Bischoff & Klemmensen, 2012: 59).

Følgen af denne sandsynlighedstilgang er, at enkelte eller få enheder er utilstrækkelige, da vi

først kan vurdere den gennemsnitlige sandsynlighed for Y=1 i et studie med et stort N

(Bischoff & Klemmensen, 2012: 59). Dette kvalificerer i vores undersøgelse det tværgående

studie til at besvare vores problemstilling.

Valget af det tværgående studie bevirker, at vi følger den ekstensive strategi om ’at

vide mindre om mere’. Konkret betyder dette, at vores undersøgelse af vælgernes populistiske

holdninger er mindre dybdegående, men til gengæld undersøges holdningerne i mange

europæiske lande.

7.2 Logistisk regression

Vi anvender logistisk regression, da vi undersøger kausalsammenhænge med en binær

afhængig variabel. Den lineære regression ville ikke kunne fange tendensen i datasættet, da

alle observationerne vil klumpe sig på to Y-værdier. Desuden vil lineær regression kunne

forudsige resultater omkring kausaliteten for Y-værdier, som ligger uden for de to værdier,

den afhængige variabel kan indtage. Her er logistisk regression optimal, da den grafisk

smyger sig som en S-form mellem de to Y-værdier, og har dermed en gulv- og lofteffekt,

hvorpå man forudsiger inden for den dikotome, afhængige variabels interval [0;1]

(Sønderskov, 2014: 255).




Side 35 af 225

I vores undersøgelse vil den logistiske koefficient angive sandsynligheden for, at P(Y=1), når

den uafhængige variabel (X) stiger med én enhed (Agresti & Finlay, 2014: 483). Hermed kan

vi undersøge, hvorvidt sandsynligheden for, om en vælger stemmer populistisk stiger, hvis

vælgeren eksempelvis har mere politisk mistillid (X).

Vi afrapporterer resultaterne fra logistisk regression vha. Average Marginal Effect

(AME) for at kunne analysere, hvordan en stigning i X påvirker den gennemsnitlige

forudsagte marginaleffekt for P(Y=1) (Sønderskov, 2014: 262). Da AME beregnes som den

gennemsnitlige forudsagte marginaleffekt for alle observationer på baggrund af estimaterne i

logit-regressionen, vil den grafisk tage form som en tangent til den logistiske regression.

Koefficienten i AME varierer med størrelsen på den uafhængige variabel, men selve retning

og signifikansniveau er funderet i logitregressioner således, at disse ikke varierer

(Sønderskov, 2014: 262). Dermed mener vi, at det giver en større forklaringskraft at tolke på

AME og desuden opnås en mere intuitiv tolkning. Resultaterne skal dog vurderes med den

uafhængige variabels størrelse in mente. Vi vil ikke tolke dybdegående på gennemsnitlige

marginaleffekter, når den uafhængige variabels variationsbredde er relativt lille, da en

stigning med én enhed i X dermed vil betyde store ændringer i sandsynligheden for Y

(Sønderskov, 2014: 261). Derfor kommenterer vi ikke på hypotese 2a’s AME-resultater

dybdegående, da variablen er skaleret fra 1-5 og derfor har væsentlig mindre variationsbredde

end de andre uafhængige variable, som er skaleret fra 1-10.

7.3 Datasæt

ESS er et tværnationalt survey, som er blevet udarbejdet hvert andet år siden 2002. Vi

anvender ESS runde 8 datasættet fra 2016, som er den seneste udgave af ESS med data fra 23

lande i Europa. Vi anvender ikke alle landene i datasættet, da vi kun er interesseret i lande

med populistiske partier, der opfylder en række kriterier jf. afsnittet om caseudvælgelse.

Dataen er indsamlet i slutningen af 2016 og starten af 2017. Respondenterne svarede

dermed på spørgeskemaet i en kontekst, hvor Europa stadig var præget af flygtningekrisen.

Flere af variablene omhandler immigration og euroskepsis, hvorfor der skal tages højde for

kontekstens indflydelse på respondenternes holdninger.




Side 36 af 225

Surveyundersøgelsen foretages med udgangspunkt i det pågældende lands nationale sprog.

Systematiske forskelle i sproglige formuleringer af spørgsmålene kan påvirke

respondenternes svar, hvilket resulterer i bias i både deskriptiv og kausal inferens (King et al.,

1994: 156). Derfor er en oversættelsesguide anvendt ved gennemførelsen af survey'et for at

sikre en ækvivalent og stringent oversættelse.

For at opnå repræsentativitet, anvender ESS sandsynlighedsbaseret sampling, hvor de

anbefaler de nationale forskningshold at anvende stratificeret udvælgelse (ESS, 2015: 23).

Efterfølgende er individer udvalgt gennem strengt tilfældige sandsynlighedsmetoder, hvor

målgruppen er sat til at være alle personer over 15 år (ESS, 2019). Således er stikprøven

repræsentativ og der undgås risiko for sampling bias (Thomsen, 2012: 327). Til samplingen

anvender ESS et mål om en responsrate på 70 pct. (ESS, 2015: 29). Dette mål må anses for

højt taget interviewets længde på 55 minutter in mente, hvormed der vil være mindre risiko

for bias (Thomsen, 2012: 332). For at sikre, at data kan anvendes til at inferere, skal hvert

land opnå en samplingstørrelse på mindst 1.500 og mindst 800 for lande med færre end 2 mio.

indbyggere (ESS, 2015: 24).

Alle individer over 21 år bør på baggrund af ovenstående have en sandsynlighed på større end

0 for at blive udtrukket, men den eksakte sandsynlighed vil variere ift. det pågældende lands

sampling. Derfor opnås mest akkurate estimater ved at anvende datavægte (ESS, 2014: 1). Vi

anvender ESS’s poststratifikationsvægt, som tager højde for sampling fejl og justerer en

potentielt skæv stikprøve, hvis vores afhængige variabel korrelerer med

poststratifikationsvariablene alder, køn, uddannelse og region. Desuden tager vægten højde

for non-response bias og justerer for forskellige sandsynligheder for at blive udvalgt, hvilket

forbedrer stikprøvens repræsentativitet (ESS, 2014: 1). Ved pooled analysis i analysedel 1 og

3 tilføjes en populationsvægt, som tager højde for forskelle i populationsstørrelser mellem

landene. Dette gør vi, da den samlede analyser sammenligner landene på samme tid (ESS,

2014: 2).




Side 37 af 225

8.0 Analyse

I følgende afsnit vil vi analysere undersøgelsens resultater. Analysen indledes med et afsnit

om forudsætningstests på de statistiske regressionsmodeller. Herefter præsenteres

analysestrategien med henblik på at forklare analysens kombination af pooled analysis og

landeanalyser. Analysens resultater bliver udfoldet i tre analysedele, som på forskellig vis

hjælper os med at besvare problemformuleringen fyldestgørende. Afslutningsvist vil vi med

udgangspunkt i analysen konkludere på opgavens problemformulering.

8.1 Forudsætningstests

Logistisk regression er kun optimal at anvende, hvis en række antagelser er opfyldt. Disse

antagelser minder i høj grad om antagelserne for lineær regression, hvormed Gauss-Markov

teoremet er udgangspunktet (Egerod, 2016: 1). Antagelserne vi tester for kan aflæses i

nedenstående tabel.

Forudsætninger for logistisk regression

1. Sandsynlighedsbaseret tilfældig udvælgelse (Gauss Markov antagelse).

2. Korrekt specifikation forstået som ‘linear in the logits’ sammenhæng

mellem X og Y (Gauss Markov antagelse).

3. Fravær af stærk multikollinearitet (Gauss Markov antagelse ift. perfekt

kollinearitet).

4. Eksogen variabel (Gauss Markov antagelse).

5. Fravær af indflydelsesrige observationer.

6. Tilstrækkelig N-værdi hermed N>100.

Tabel 4: Forudsætninger

I logistisk regression er forudsætningerne ikke nok til at sikre, at der ikke er bias eller

inefficiens i estimaterne, da logistisk regression kun er asymptotisk unbiased og efficient.

STATA håndterer dette ved at udregne de logistiske regressioner med maximum likelihood,

som opstiller en ligning for sandsynligheden af data som en funktion af modellens parametre.

Derefter optimeres funktionen indtil der findes de parameterestimater, som samlet set

maksimerer sandsynligheden for data (Agresti & Finlay, 2014: 485). Maximum likelihood er

unbiased og efficient, men ikke ved små stikprøver, hvorfor det i logistisk regression er




Side 38 af 225

særligt vigtigt, at stikprøvestørrelsen er større end normalt således, at N>100 er en nødvendig

betingelse (Agresti & Finlay, 2014: 109).

8.1.1 Multikollinearitet

Hvis vores variable korrelerer stærkt med hinanden, er det svært at skelne mellem variablenes

individuelle effekter. Derfor tester vi for multikollinearitet ved at køre Variation Inflation

Factor (VIF) efter regressionerne for at finde variablenes unikke forklaringskraft

(Sønderskov, 2014: 279). En tommelfingerregel hedder, at VIF-værdien helst skal være under

3,5, og at 1/VIF gerne skal være større end 0,30. Vi finder ingen tegn på multikollinearitet,

hverken på vores modeller i pooled analysis eller ved landeanalyserne, jf. bilag 13.6.1 &

13.6.4.

8.1.2 Indflydelsesrige observationer

Enkelte observationer i et datasæt kan påvirke regressionslinjen i en bestemt retning grundet

deres ekstreme karakter, og dette kan medføre forkerte konklusioner (Sønderskov, 2014:

211). Vi anvender Daryl Pregibon's dbeta, som måler den ændring på koefficientvektoren, der

skabes ved at slette en observation (Pregibon, 1981: 706). Det vil sige, at metoden kan bruges

til at undersøge, om det betød noget for resultatet, at en indflydelsesrig observation blev

fjernet.

Vi finder ingen indflydelsesrige observationer i vores modeller for pooled analysis.

Dog forekommer indflydelsesrige observationer ved alle hypoteserne i landeanalyserne

(analysedel 2). Ved at fjerne indflydelsesrige observationer ser vi, at størstedelen af

modellerne er robuste over for eksklusion af indflydelsesrige observationer, da der kun er tre

tilfælde, hvor de ændrer signifikans jf. bilag 13.6.3. Vi ser dog ikke en substantiel eller

teoretisk begrundelse for at fjerne disse observationer, da de blot er udtryk for politiske

holdninger, der befinder sig langt væk fra den gennemsnitlige holdning i befolkningen. I en

analyse af vælgere er det vigtigt også at have respondenter med ekstreme eller radikale

holdninger med for at indfange hele variationen i befolkningen.

8.1.3 Linearitet

I logistisk regression antages det, at der er en lineær sammenhæng mellem hver af de metriske

uafhængige variable og ved logaritmen til oddsene for et positivt udfald for den afhængige

variabel (Sønderskov, 2014: 275). Dette kaldes for ‘linear in the logits’ og testes ved, at man




Side 39 af 225

tager forudsagte værdier over for faktiske værdier, og derefter vurderer, hvorvidt de to kurver

ligger oveni hinanden (Sønderskov, 2014: 275). I vores undersøgelse har vi multivariate

regressioner, som vi tester for 'linearity in the logits' ved at inddele de uafhængige variable i

kategorier (oftest 10 kategorier med lige store intervaller), og herefter vurdere, om grafen er

tilnærmelsesvis lineær (Sønderskov, 2014: 277). Overordnet vurderer vi, at modellerne i

pooled analysis (analysedel 1 og 3) og i landeanalyserne (analysedel 2) er ‘linear in the

logits’.

Variablen for ideologisk placering er dog speciel for de italienske partier Forza Italia, Lega

Nord og Five Star Movement. Ved disse partier ligner det, at der er et toppunkt for

sammenhængen, hvilket indikerer, at sammenhængen ikke er ‘linear in the logits’. Hvis dette

er tilfældet, vil logistisk regression ikke være optimal til at fange mulige sammenhænge, men

hvis brud på ‘linear in the logits’ skyldes, at sammenhængen er som et polynomium, kan vi

transformere variablen med polynomisk transformation. Ved en transformation af variablen

for ideologisk placering hos Five Star Movement ses det jf. figur 7, at grafen efter

transformationen har signifikant forskel mellem konfidensintervallerne på begge sider af

toppunktet samt signifikant kvadreret led for ideologi-variablen, hvorfor denne giver mening

at transformere i alle regressionerne. Modsat er konfidensintervallerne for sammenhængene

hos Forza Italia og Lega Nord for brede og overlapper, hvorfor vi vælger ikke at transformere

disse eller inkludere graferne i dette afsnit.

Teoretisk giver det mening at transformere variablen for ideologisk placering for Five

Star Movement, da partiet er midterpopulistisk, hvormed der sandsynligvis ikke vil være en

lineær sammenhæng mellem denne variabel og den afhængige variabel, men i stedet et

toppunkt i midten.

Figur 3: Linearitet efter transformation Figur 4: Linearitet før transformation




Side 40 af 225

8.2 Statistisk analysestrategi

Vi har kombineret to forskellige statistiske tests til at undersøge populisme i Europa, og ved

kombinationen af disse tests følger analysen overordnet tre analysedele, jf. figur 8. De tre

analysedele tester alle hypoteserne ved brug af logistisk regression.

Vi tester først alle vælgere af populistiske partier samlet i én regressionsmodel, som vi kalder

pooled analysis (analysedel 1), da alle vælgere fra alle partier slås sammen i én variabel, der

skelner mellem populistiske vælgere Y=1 og øvrige vælgere Y=0. Herigennem får vi et

samlet mål for europæisk vælgeradfærd (Andersen et al., 2012: 83). Denne tilgang er relevant

ift. problemformuleringen, da tilgangen overordnet belyser, om oplevelsen af en splittelse

mellem folket og den politiske elite påvirker europæiske vælgeres tilbøjelighed til at stemme

på et populistisk parti.

Med pooled analysis formår vi dog ikke at påvise forskelle på vælgerne imellem de

europæiske lande. Disse potentielle forskelle finder vi væsentlige for at besvare

problemformuleringen retvisende, og derfor tester vi også vores hypoteser i landeanalyser

(analysedel 2) med undersøgelsens 20 populistiske partier. Herigennem får vi mulighed for

komparativt at sammenholde landenes vælgeradfærd, og således kan vi få indsigt i forskelle

og ligheder på vælgeradfærden og de populistiske holdninger i de europæiske lande. De

tendenser, som vi finder ved denne fremgangsmåde, efterprøver vi efterfølgende ved at

opdele en ny pooled analysis (analysedel 3) ud fra de fundne tendenser. Herigennem kan vi

undersøge robustheden på de tendenser, som vi har udledt ved landeanalyserne.

De tre analysedele bidrager således til, at vi opnår en nuanceret og valid besvarelse af

problemformuleringen, jf. figur 8.




Side 41 af 225

Figur 5: Analysestrategi

8.3 Analysedel 1: pooled analysis

En samlet analyse af alle vælgere af de udvalgte populistiske partier i Europa ift. de fem

hypoteser ses opstillet i tabel 5. Alle signifikante kontrolvariable er inkluderet i tabellen.

Hypotese 1 Hypotese 2a Hypotese 2b Hypotese 3a Hypotese 3b

X1 -0,02 -0,04 -0,02 -0,02 -0,004

Køn -0,04 -0,04 -0,04 -0,03 -0,003

Generation 0,02 0,02 0,02 0,02 0,02

Uddannelse

(reference:

lav

uddannelse)

Udd2: 0,1

Udd3: 0,03

Udd4: 0,09

Udd7: 0,03

Udd2: 0,09

Udd4: 0,09

Udd2: 0,1

Udd3: 0,03

Udd4: 0,09

Udd2: 0,1

Udd4: 0,08

Udd2: 0,09

Udd4: 0,08

Indkomst -0,01 -0,01 -0,01 -0,01 -0,01

Bopæl

(reference:

Landet)

Lille by: 0,06

Forstad: 0,05

Storby:0,07

Lille by: 0,06

Forstad: 0,06

Storby:0,06

Lille by: 0,06

Forstad: 0,05

Storby:0,07

Lille by: 0,06

Forstad: 0,05

Storby:0,07

Lille by: 0,07

Forstad: 0,06

Storby:0,07

Ideologi 0,02 0,02 0,02 0,02 0,02

Religiøsitet -0,001 -0,001 -0,001 -0,001 -0,002

Immigration -0,02 -0,02 -0,02 -0,02 -0,02

Tabel 5: Analysedel 1




Side 42 af 225

Alle hovedled (X1) er signifikant negative og derfor markeret grønne jf. tabel 5. Det vil sige,

at når den primære uafhængige variabel for hver hypotese stiger med én enhed på tværs af

alle observationer, så viser hovedleddet den gennemsnitlige ændring i sandsynligheden for at

stemme populistisk (Y=1). Vi minder om, at alle uafhængige variable er skaleret således, at vi

opfatter en lav værdi på den uafhængige variabel som, at man deler opfattelsen af en

splittelse, imens en høj værdi opfattes som, at man ikke deler opfattelsen af en splittelse.

Eksempelvis er den uafhængige variabel i hypotese 1 skaleret fra lav tillid (0) til høj tillid

(10).

Så for hypotese 1 gælder, at når den primære uafhængige variabel (national politisk

tillid) stiger med én enhed, så falder den forudsagte gennemsnitlige sandsynlighed for at

stemme populistisk med 1,73 procentpoint. Resultatet er illustreret i nedenstående grafer

(figur 9-13), som viser den negative sammenhæng mellem opfattelsen af en splittelse og at

stemme populistisk. Y-aksen viser sandsynligheden for at stemme populistisk (Y=1) og X-

aksen viser opfattelsen af en splittelse. Det ses, at jo mere en vælger har eksempelvis tillid

eller indflydelse i det politiske system, desto mindre er sandsynligheden for, at vælgeren

stemmer populistisk. Dermed kan vi bekræfte alle hypoteserne ud fra analysedel 1;

populistiske vælgere i Europa har mere mistillid til politikere og politiske institutioner; mener

at de har mindre indflydelse i demokratiet; er utilfredse med demokratiet; har mistillid til EP

og FN; og er modstandere af europæisk integration. Ergo har europæiske populistiske vælgere

en opfattelse en splittelse mellem folket og den politiske elite.

Figur 6: Graf for hyp.1




Side 43 af 225

Figur 7: Graf for hyp. 2a Figur 8: Graf for hyp. 2b

Figur 9: Graf for hyp. 3a Figur 10: Graf for hyp. 3b

Af bemærkelsesværdige kontrolvariable ses bl.a., at mænd i højere grad end kvinder stemmer

populistisk, at populister har lavere indkomst end andre vælgere, at populister i mindre grad

er religiøse end andre vælgere, at populister er ældre end andre vælgere, samt at populister er

mere kritiske over for immigranter end andre vælgere. Yderligere ses det, at sandsynligheden

for at stemme populistisk stiger, såfremt man er højreorienteret. Disse resultater stemmer

overordnet overens med den eksisterende litteratur af bl.a. Inglehart & Norris, jf. afsnit 6.3.

Uddannelses- og bopælsvariablen indikerer umiddelbart, at populistiske vælgere i højere grad

er højtuddannede og bor i storbyen. Dette er dog misvisende, da resultaterne er drevet af

variablenes referencekategori. Som beskrevet tidligere er de dog inddraget som

kontrolvariable og ikke operationaliseret med formålet om at fortolke meningsfuldt på

koefficienterne.

Som formuleret tidligere er det ikke denne opgaves fokus at undersøge bestemte

fysiske eller materielle træk ved populistiske vælgere, da vi undersøger opfattelsen af en




Side 44 af 225

splittelse mellem folket og den politiske elite. Derfor vil det primært være hovedleddet, som

analysen vil tage udgangspunkt i.

Analysens samling af alle partierne i én variabel har dog væsentlige svagheder. For det første

formår vi ikke at belyse potentielle forskelle mellem vælgergrupperne; eksempelvis forskelle

mellem venstre- og højrepopulistiske vælgere. Dette leder til et andet problem ved tilgangen;

at resultaterne netop kan være drevet af, at eksempelvis højrepopulistiske og vestlige vælgere

er overrepræsenteret i undersøgelsen. Derfor vil vi i nedenstående afsnit analysere de enkelte

kontekster.

8.4 Analysedel 2: landeanalyser

I dette afsnit analyseres hypoteserne enkeltvist med udgangspunkt i en analyse af de enkelte

partier. I de tilfælde, hvor landet har mere end ét populistisk parti, eksempelvis Tyskland,

udfører vi både en analyse for tilslutningen til AFD (Y=1), og en analyse for tilslutningen til

Die Linke (Y=1). Vi inddrager desuden kun resultaterne fra en kontrolvariabel, hvor vi finder

det nødvendigt, hvorfor der kun tolkes på kontrolvariable ved analyse af hypotese 3a. Dette

betyder, at vi simplificerer vores resultater ved ikke at inddrage alle kontrolvariable. Valget er

dog truffet med udgangspunkt i, at vi ikke finder gennemgående tendenser eller udbredt

signifikans for størstedelen af kontrolvariablene. Vi vælger dermed kun at inddrage

hovedleddet, hvilket stemmer overens med den ekstensive strategi om at kunne udtale os om

20 populistiske partier. Vores ekstensive strategi er således grunden til, at vi forholder os til

vores analytiske resultater ved at sige ‘lidt om meget’, snarere end en intensiv strategi om at

sige ‘meget om lidt’. Det samlede output kan aflæses af bilag 13.4, hvor alle kontrolvariable

er inkluderet.

På baggrund af ovenstående har vi ved hver enkelt hypotese opstillet en tabel over

hovedleddenes resultater. Heraf betyder et grønt felt en signifikant negativ sammenhæng ved

et alphaniveau på 0,05, der bekræfter vores hypotese. Et rødt felt betyder en signifikant

positiv sammenhæng ved samme alphaniveau, der afkræfter vores hypotese. Et blank felt

betyder insignifikans, hvilket ligeledes afkræfter vores hypotese.




Side 45 af 225

8.4.1 Hypotese 1

Resultaterne af hypotese 1 om, at vælgere med høj grad af mistillid til politikere og politiske

institutioner har større sandsynlighed for at stemme på et populistisk parti end øvrige partier,

ses opstillet i tabel 6 nedenfor.

Af modellen ses det, at vi finder insignifikante resultater for modellens hovedled for 6 ud af

de 20 populistiske partier, samt at hovedleddet for 2 af de partier, der viser signifikante

resultater, har en anden retning end vi havde forudset. Dermed lever 8 ud af 20 partier ikke op

til vores forventninger.

Vi finder dog signifikante resultater, der lever op til vores forventninger, ved de

resterende 12 partier. For disse partier gælder det, at når X1 (tilliden til politikere og politiske

institutioner) stiger med én enhed på en skala fra 1-10, så falder sandsynligheden for, at

respondenten stemmer på et populistisk parti. Eksempelvis gælder det for de østrigske

vælgere, at når den politiske tillid stiger, så falder sandsynligheden for, at vælgeren stemmer

på det populistiske Freedom Party of Austria (Østrig) med 3 procentpoint. For de 12 partier,

der viser signifikant negative koefficienter, gælder, at vælgere af disse partier har større

mistillid til politikere og politiske institutioner end vælgere af andre partier i landet.

Af tabellen ses det, at partierne Fidesz (Ungarn) og Law and Justice (Polen) viser signifikant

positive resultater. Dvs., at vælgere af disse populistiske partier har større tillid til politikere

og politiske institutioner end vælgere af andre partier. Dette går imod vores forventning om,

at populistiske vælgere har mindre politisk tillid end vælgere af andre partier. Men som vi

nævnte i afsnit 4.2 om hypotesen, så kan det skyldes, at de to partier er regeringsbærende.

Vælgere vil umiddelbart ikke have mistillid til de politikere, de selv er med til at vælge.

Tabel 6: Hypotese 1




Side 46 af 225

Hypotesen var inspireret af især Mudde og Müllers teorier om, at folket opfatter eliten som

korrupt og illegitim (Mudde, 2004: 543; Müller, 2014: 485). Derfor forventede vi med

hypotesen, at populistiske vælgere havde større mistillid til politikere og politiske

institutioner end øvrige vælgere. Det er dog kun ved 12 partier ud af 20, at vores hypotese kan

bekræftes. Vi kan dermed ikke bekræfte hypotese 1, da vi jf. figur 14 ikke på tværs af alle

populistiske vælgere i Europa finder, at der eksisterer en splittelse mellem folket og eliten i

form af større mistillid til politikere og politiske institutioner.

Figur 11: Hypotese 1

8.4.2 Hypotese 2a

Resultaterne for hypotese 2a om, at vælgere, der mener, at de har en lav grad af indflydelse i

det politiske system og på politiske beslutninger, har større sandsynlighed for at stemme på et

populistisk parti end øvrige partier, fremgår af tabel 7. Vi finder et signifikant negativt

hovedled for 7 ud af 20 populistiske partier. Således gælder det for disse 7 partier, at når X2a

(vælgerens opfattelse af egen indflydelse i det politiske system) stiger med én enhed på en

skala fra 1-5, så falder sandsynligheden for, at vælgeren stemmer på et populistisk parti,

hvilket bekræfter vores hypotese.




Side 47 af 225

Tabel 7. Hypotese 2a

Der er ingen geografisk systematik i, hvor hypotesen bliver bekræftet, jf. figur 15. Vi kan

derfor ikke udlede en generel tendens på baggrund af partiernes geografiske placering.

Mht. de 7 populistiske partiers højre-venstre placering er kun 1 af de 7 partier

venstreorienteret. Dette kunne lede til vurderingen af, at sammenhængen generelt er mere

signifikant blandt højrepopulistiske partiers vælgere. Med sådan en vurdering gælder dog

varsomhed, da højrepopulistiske partier i vores undersøgelse, og empirisk i Europa, er

overrepræsenteret ift. venstrepopulistiske partier. Samlet set kan vi derfor ikke udlede

generelle tendenser fra vælgerne af de 7 populistiske partier, som bekræfter hypotese 2a.

Ligesom i hypotese 1 gælder det dog, at de 3 populistiske partier Fidesz (Ungarn),

Law and Justice (Polen) og Lega Nord (Italien) afkræfter hypotesen. Dette skyldes, at deres

hovedled er signifikant positivt således, at en stigning i vælgerens opfattelse af egen

indflydelse i det politiske system øger sandsynligheden for at stemme populistisk. Dette kan

skyldes, at de 3 partier var regeringsbærende under undersøgelsens indsamlingsperiode.

Hypotesen havde teoretisk afsæt i Laclau og Mouffes teori om, at manglende opfyldelse af

borgernes krav fremmer populisme, hvoraf vi forventede, at dette ligeledes fremmede følelsen

af en lav grad af indflydelse og øgede sandsynligheden for at stemme populistisk. Denne

teoretiske forventning består ikke empirisk qua hypotesens afkræftelse.




Side 48 af 225

Figur 12: Hypotese 2a

8.4.3 Hypotese 2b

Undersøgelsen af hypotese 2b om, at vælgere, der er utilfredse med landets demokrati, har

større sandsynlighed for at stemme på et populistisk parti end øvrige partier, viser en

signifikant negativ sammenhæng i 13 ud af 20 populistiske partier. Vælgerne af disse 13

partier bekræfter hypotesen, da en stigning i én enhed for X2b (vælgerens tilfredshed med

landets demokrati) mindsker sandsynligheden for at stemme populistisk. Nærmere bestemt

gælder det for disse signifikant negative sammenhænge, at effekten af en negativ opfattelse af

landets demokrati ligger mellem -0,01 og -0,03. Det betyder, at når demokratiopfattelsen

stiger med én skalaenhed i retning mod at være mere negativ, så vil sandsynligheden for at

stemme populistisk for de bekræftede tilfælde af hypotesen stige med mellem 1-3

procentpoint. Blandt de 13 partier, hvori hypotesen bliver bekræftet, er 3 venstrepopulistiske,

1 er midterpopulistisk, imens 9 er højrepopulistiske, jf. tabel 8. Dette kan indikere, at begge

poler af populismen appellerer til vælgere med en negativ opfattelse af demokratiet.




Side 49 af 225

Tabel 8: Hypotese 2b

Hypotesen nyder udbredt bekræftelse i Vesteuropa jf. figur 16. Den afkræftes dog for de to

italienske partier Lega Nord og Forza Italia samt det irske parti Sinn Féin. Desuden nyder

hypotesen udbredt afkræftelse i Østeuropa, hvor hypotesen kun bekræftes for det litauiske

parti DP. Den definitionsmæssige skelnen mellem Vest- og Østeuropa har vi defineret ud fra

en historisk opdeling, som fremgår af bilag 13.2.3. Afkræftelsen af hypotesen ved det irske

parti SF kan skyldes partiets opstilling i både Irland og Storbritannien, hvorfor det er sværere

at kortlægge vælgernes holdning til demokrati, da partiet opererer i flere demokratiske

kontekster. Afkræftelsen ved de italienske partier Lega Nord og Forza Italia kan skyldes, at

partierne har været/er i regering, hvorfor de bærer kendetegn, som også gælder for

størstedelen af de østeuropæiske partier.

Forskellen i hypotesens bekræftelse mellem Vest- og Østeuropa kan skyldes

demokratiforskelle, da de østeuropæiske demokratier er præget af en historisk udvikling

under kommunisme og er senere udviklet end vesteuropæiske demokratier (Mouffe, 2018:

10). Dette kan have betydning for demokratiernes konsolidering og politiske kultur, som kan

fremme en særlig demokratiopfattelse. Sammenfaldet mht. statistisk insignifikans og

signifikant positive resultater tyder på, at landenes kontekst er af betydning.

Desuden er de østeuropæiske populistiske partier, herunder Law and Justice (Polen),

Fidesz (Ungarn), ANO (Tjekkiet) og Order and Justice (Litauen), alle regeringsbærende, jf.

bilag 13.2.4. Den positive signifikante sammenhæng forekommer for Fidesz og Law and

Justice, hvormed en stigning i vælgernes tilfredshed med demokratiet øger sandsynligheden

for at stemme populistisk. I dette tilfælde er det dermed positiviteten og ikke negativiteten

over for demokratiet, som er årsag til de regeringsbærende populistiske partiers tilslutning.

Samlet kan vi derfor af hypotese 2b udlede, at kun i Vesteuropa, på nær Irland og Italien, vil

utilfredshed med demokratiet øge sandsynligheden for at stemme populistisk. Af dette fund

kan vi dermed udlede, at der formentlig er forskel på årsagen til den populistiske tilslutning




Side 50 af 225

blandt vest- og østeuropæiske vælgere, og mellem vælgerne for regeringsbærende og ikke-

regeringsbærende populistiske partier. Dette betyder, at hypotesens teoretiske afsæt i Muddes

teori om, at et irresponsivt demokrati kan skabe demokratisk utilfredshed og øge den

populistiske tilslutning, består i Vesteuropa og for populistiske partier i opposition.

Figur 13: Hypotese 2b

8.4.4 Hypotese 3a

Ved undersøgelsen af hypotese 3a om, at vælgere med høj grad af mistillid til de

internationale institutioner EP og FN har større sandsynlighed for at stemme på et

populistisk parti end øvrige partier ser vi, at hovedleddet for 10 ud af 20 partier er signifikant

negativt jf. tabel 9. 2 af de 10 partier er venstrepopulistiske, og de resterende 8 er

højrepopulistiske, hvormed både vælgere af venstre- og højrepopulistiske partier bekræfter

hypotesen. Dog afkræftes hypotesen ved halvdelen af partierne, hvorfor vi generelt ikke kan

konkludere noget på baggrund af hypotese 3a.




Side 51 af 225

Tabel 9: Hypotese 3a

Det ses endvidere, at hos 11 ud af de 16 partier som kontrolleres for immigration, er dette led

signifikant negativt. Kun ved fem partier, herunder Fidesz (Ungarn), Order and Justice

(Litauen), Law and Justice (Polen), ANO (Tjekkiet) og Forza Italia (Italien), er

immigrationsvariablen insignifikant. Disse fem partier har afvigende tendenser, som viser sig

ved insignifikante eller signifikant positive resultater, hvilket indikerer, at de adskiller sig fra

de resterende populistiske partier. De 11 partier, som alle har en signifikant negativ

koefficient for immigrationsvariablen, har dermed ’immigration’ som en del af forklaringen

på vælgernes tilbøjelighed til at stemme populistisk, når der kontrolleres for tillid til EP og

FN. Det betyder, at når respondentens syn på immigranter bliver mere positivt, så falder

sandsynligheden for at stemme på et populistisk parti. Dette er ikke kun gældende i hypotese

3a, da immigrationsvariablen, er signifikant i flere tilfælde i de andre hypoteser, hvilket kunne

indikere, at vælgernes holdning til immigration ofte er med til at øge eller mindske

sandsynligheden for at stemme populistisk. Undersøgelsen fra ESS blev foretaget i kølvandet

på flygtningekrisen, hvorfor immigrationspolitik har fyldt meget på den politiske dagsorden.

Mange højrepopulistiske partier promoverede sig på indvandrerkritik og færre flygtninge til

Europa som en kerne-policy, hvormed det giver god mening, at en negativ holdning til

immigration er udbredt blandt populistiske vælgere (Hansen, 2017b: 21).

Hypotese 3a var bl.a. inspireret af Müller og Muddes definition af populister som værende

repræsentanter for det sande folk, der er karakteriseret som hårdtarbejdende i modsætning til

eliten, som er korrupt og forfølger egne interesser (Müller, 2014: 485). Ud fra disse teorier

kan de internationale institutioner opfattes som elitens instrument til at tilgodese egne

interesser og fjerne magten fra det sande folk. Alligevel ser vi ikke, at den uafhængige

variabel har en signifikant sammenhæng hos majoriteten af de europæiske populistiske




Side 52 af 225

vælgere, hvormed det ikke kan bekræftes, at øget mistillid til EP og FN øger sandsynligheden

for at stemme populistisk i Europa.

Dog ser vi ligesom i hypotese 2b en tendens til, at hypotesen bekræftes hyppigere hos

partier fra Vesteuropa og afkræftes hos partier fra Østeuropa jf. figur 17. I og med at det

euroskeptiske tyske parti AFD dog afkræfter hypotesen, kan vi ikke forklare de afvigende

tilfælde i Vesteuropa i samme grad som ved hypotese 2b. Derfor vælger vi ikke at opfatte

hypotese 3a som overvejende bekræftet i Vesteuropa, men bruger i stedet resultaterne som

yderligere belæg for den tendens, vi har fundet i 2b: at der er forskellige mønstre i populisme

alt efter, om vi kigger på en øst- eller vesteuropæisk kontekst.

Figur 14: Hypotese 3a

8.4.5 Hypotese 3b

Resultaterne for hypotese 3b om, at vælgere, der er modstandere af europæisk integration,

har større sandsynlighed for at stemme på et populistisk parti end øvrige partier fremgår i

nedenstående tabel. Efter at have kørt den logistiske model for alle landene ser vi jf. tabel 10,

at hovedleddet for europæisk integration ved 9 ud af 20 partier bliver signifikant negativt, og

hos de resterende 11 partier bliver det insignifikant.




Side 53 af 225

Tabel 10: Hypotese 3b

Kun højrepopulistiske partier har signifikante hovedled, hvormed modstand af europæisk

integration ikke øger sandsynligheden for at stemme på et venstrepopulistisk parti. Dette

indikerer således, at euroskepticisme ikke er årsag til venstrepopulistisk tilslutning. Dette kan

tyde på, at venstrepopulistiske partier i mindre grad er euroskeptiske, og det dermed ikke er et

fællestræk hos alle populistiske vælgere. Hvis vi kun fokuserer på de højrepopulistiske partier

er det 9 ud af 15 partier, der får signifikante resultater. I disse 9 tilfælde vil øget modstand

mod europæisk integration øge sandsynligheden for at stemme højrepopulistisk.

Der er samlet set flere partier, hvoraf vores hypotese afkræftes end bekræftes, og selv

inden for højrepopulistiske partier er det kun ved to tredjedele af partierne, hvor hypotesen

kan bekræftes, hvorfor vi afkræfter hypotese 3b. Jf. figur 18 ser vi desuden ingen geografiske

mønstre i hypotesens be- og afkræftelse.

Igen er det dog vigtigt at overveje flygtningekrisens indflydelse på modellens resultater.

Under flygtningekrisen blev EU kritiseret for at reagere langsomt og ineffektivt, hvilket kan

have medvirket til, at vi får et outcome med skiftende tendenser på tværs af Europa. Man

kunne forestille sig, at vælgernes holdning til immigration grundet flygtningekrisen kunne

interagere med holdningen til europæisk integration og denne variabels påvirkning på

sandsynligheden for at stemme populistisk. Vi har dog testet for dette og finder ingen

signifikante sammenhænge.

Hypotesen udspringer særligt af Müllers teori om, at europæisk integration grundet dets

overnationale elementer har begrænset de respektive folks nationale vilje (Müller, 2014: 490).

Vi forventede, at vælgere af populistiske partier ville være negativt stemt over for at fjerne

magten fra de nationale parlamenter. Dette viser sig dog ikke sandsynligt ud fra vores

regressioner, hvorfor vi forkaster hypotese 3b.




Side 54 af 225

Figur 15: Hypotese 3b

8.5 Analysedel 3: pooled analysis

Efter at have kørt regressionerne separat for hvert land fremgik tre tendenser:

1. Hypoteserne blev ofte afkræftet hos østeuropæiske vælgere. Resultaterne var ofte

insignifikante eller signifikant positive og afveg derfor fra de vesteuropæiske vælgere,

som oftest var signifikant negative.

2. De vælgere, der stemte på populistiske regeringsbærende partier, havde tendens til at

afkræfte hypoteserne, hvorimod vælgere af populistiske ikke-regeringsbærende partier

oftest bekræftede hypoteserne.

3. I hypotese 3b blev resultaterne insignifikante for vælgere, der stemte på

venstrepopulistiske og midterpopulistiske partier, hvorimod resultaterne for vælgerne

hos flere af de højreorienterede partier oftere havde signifikant negative resultater.

Disse tre tendenser har vi testet yderligere ved først at samle hhv. østeuropæiske partier og

vesteuropæiske partier, dernæst samle hhv. regeringsbærende partier og ikke-

regeringsbærende partier og til sidst samle hhv. højreorienterede partier og venstreorienterede

partier, jf. bilag 13.5.




Side 55 af 225

I nedenstående tabel 11 ses, at både tendens 1 og 2 holder stik. Vælgere af partier fra

vesteuropæiske lande viser signifikant negative resultater ved alle fem hypoteser, og vælgere

af partier, der ikke er i regering, viser signifikant negative resultater ved de fire første

hypoteser. Dette bekræfter dermed, at populistiske vælgere i vesteuropæiske lande oplever en

antagonisme mellem folket og den politiske elite (hypotese 1 og 3a), samt at vælgere af

populistiske partier, der ikke er i regering, ligeledes oplever denne antagonisme, dog ikke

med henblik på øget europæisk integration (hypotese 3b). Desuden bekræfter det, at de

vesteuropæiske populistiske vælgere oplever begrænset indflydelse og er utilfredse med

demokratiet i de vesteuropæiske lande (hypotese 2a og 2b). Ved alle fem hypoteser for

vesteuropæiske vælgere ligger den gennemsnitlige marginale effekt på Y på -0,03 og dermed

-3 procentpoint. Dvs., at den forudsagte sandsynlighed for at stemme populistisk i gennemsnit

mindskes med 3 procentpoint, når de følgende forklarende variable stiger med ét skalapoint:

tilliden til de nationale eller internationale politiske institutioner; tilfredshed med demokratiet;

opfattelsen af indflydelse på politiske beslutninger og på det politiske system; og opbakning

til europæisk integration. Dette ligger i tråd med vores oprindelige antagelser.

Modsat ser vi, at det i de østeuropæiske lande ved de første tre hypoteser forholder sig

omvendt. Her ligger den gennemsnitlige marginale effekt på Y i gennemsnit på 0,043 og

dermed 4,3 procentpoint. Dvs., at den forudsagte sandsynlighed for at stemme populistisk i

gennemsnit øges med 4,3 procentpoint, når tilliden til det nationale parlament, tilfredsheden

med demokratiet og vælgernes opfattelse af indflydelse på politiske beslutninger øges med ét

skalapoint. Således kan antagonismen ikke findes i denne kontekst, og det indikerer, at jo

mere politisk tillid man har i Østeuropa, desto større er sandsynligheden for, at man stemmer

populistisk. Dette ligger ikke i tråd med vores oprindelige antagelser.

Endvidere ser vi i samlingen af de højre- og venstreorienterede partier, at der ikke er en

udpræget forskel i resultaterne. For vælgere af højreorienterede populistiske partier bekræftes

alle fem hypoteser, og for vælgere af venstreorienterede populistiske partier bekræftes fire ud

af fem hypoteser. I den venstreorienterede gruppe er det hypotese 3b om europæisk

integration, der afkræftes, hvilket vi også så i landeanalyserne. Dette indikerer, at

venstreorienterede vælgere er mindre negative over for EU end højreorienterede vælgere.




Side 56 af 225

Tabel 11: Analysedel 3

8.6 Delkonklusion

Når vi i analysedel 1 samler alle vælgere, der har stemt på et populistisk parti, og alle

vælgere, der har stemt på øvrige partier, bekræftes alle hypoteserne ved, at resultaterne bliver

signifikant negative. Dette betyder, at når vælgerne opfatter en splittelse mellem folket og den

politiske elite, så stiger sandsynligheden for, at de stemmer populistisk. Dog kan vi på

baggrund af denne analyse ikke være sikre på, om resultaterne er drevet af specifikke partier,

hvorfor vi supplerede med landeanalyser.

I analysedel 2 med landeanalyser afkræfter vi hypoteserne 1, 2a, 3a og 3b, da vi ikke kan

finde signifikante resultater på tværs af landene. Det er dermed kun ved hypotese 2b, at vi

finder overvejende signifikant negative resultater, men det er kun ved de vesteuropæiske

partier, at en utilfredshed med demokratiet øger sandsynligheden for at stemme populistisk.

Denne geografiske tendens ser vi til dels også i hypotese 3a, hvor der dog er flere partier fra

Vesteuropa, som afkræfter hypotesen. Årsagen til skellet mellem Vest- og Østeuropa kan

findes ved, at mange af de østeuropæiske partier er regeringsbærende. Endvidere ved vi fra

Mouffe, at forskellene i demokratiopfattelse ligeledes hænger sammen med, at




Side 57 af 225

vesteuropæiske lande historisk har udviklet demokrati tidligere end østeuropæiske lande, som

har været underlagt kommunistisk styre (Mouffe, 2018: 10).

Der er dog tre partier i Vesteuropa, der ikke bekræfter hypotesen: Sinn Féin (Irland),

Forza Italia (Italien) og Lega Nord (Italien), hvilket skyldes disse partiers særlige

karakteristika. Trods dette mener vi, at resultaterne indikerer en generel tendens for

vesteuropæiske vælgere, hvorfor vi i vores diskussion vil forholde os yderligere til hypotese

2b’s signifikant negative resultater for majoriteten af partierne i Vesteuropa. De resterende

hypoteser forkastes. Vi bider dog mærke i, at variablen for immigration ofte er signifikant i

mange af hypoteserne, hvorfor denne variabel kan være forklarende ift. populistisk

stemmeafgivning på de højreorienterede partier.

De tendenser, vi fandt i analysedel 2, blev testet i analysedel 3, hvor resultaterne for partier i

Vesteuropa var signifikant negative, hvorimod partier i Østeuropa kun havde signifikant

negative resultater ved hypotese 3b. Dette indikerer, at der er forskel på de populistiske

vælgere i Øst- og Vesteuropa. Endvidere viser regressionerne, at hypoteserne i højere grad

bekræftes for ikke-regeringsbærende partier end for regeringsbærende partier. Dog skal disse

resultater tages med forbehold, da vi jf. analysedel 2 ved, at der for hypotese 1, 2a, 3a og 3b

er nogle vesteuropæiske partier, der ikke har været i regering, som ikke får signifikant

negative resultater, hvorfor den samlede regression kan være drevet af enkelte partiers

vælgere.

Ergo ser vi tendenser, der indikerer en forskel på øst- og vesteuropæiske populistiske

vælgere, samt forskelle mellem vælgere af populistiske partier, der hhv. har været og ikke

været i regering. Dog kan vi grundet resultaterne fra analysedel 2 kun konkludere på

baggrund af tendenser, der er gældende for hypotese 2b.

For at besvare problemformuleringen om, hvorvidt vælgere, der oplever en splittelse mellem

folket og den politiske elite, har større sandsynlighed for at stemme populistisk, lægger vi

umiddelbart op til at undersøge vælgerne ved en pooled analysis som i analysedel 1. På

baggrund af analysedel 1 ville vi konkludere, at europæiske vælgere, der opfatter en splittelse

mellem folket og den politiske elite, er mere tilbøjelige til at stemme populistisk. Vi finder det

dog kritisabelt udelukkende at konkludere på baggrund af denne analyse, da bestemte partier

kan påvirke resultaterne. Vi finder, at analysedel 2 med landeanalyser giver et mere

retvisende indblik i europæisk populistisk vælgeradfærd, da kontekstuelle forskelle inddrages




Side 58 af 225

her. Ud fra denne analyse finder vi, at det ikke er opfattelsen af en splittelse, der er

drivkraften bag populistisk tilslutning. Dette tyder enten på, at antagonistiske perceptioner

hos populistiske vælgere ikke er en bevidst faktor, der forklarer deres vælgeradfærd, eller at

vi ikke har målt splittelsen retvisende. Vores resultater indikerer, at den demokratiske

kontekst kan have indflydelse, herunder hvorvidt partierne er i regering eller opposition, samt

at vælgernes holdning til immigration kan forklare en del af opbakningen til højrepopulistiske

partier. Ergo kan vi med vores resultater ikke komme med substantielle konklusioner om

europæiske populistiske vælgeres opfattelse af en splittelse mellem folket og den politiske

elite, men vi finder tendenser, der indikerer skel mellem populistiske vælgere i Europa.

Dermed har vores problemformulering ikke været præcis ift., hvad vi gerne vil

undersøge: om en opfattelse af splittelse mellem folket og den politiske elite øger

sandsynligheden for at stemme populistisk i de forskellige europæiske lande, snarere end blot

sandsynligheden for at stemme populistisk blandt europæere som samlet enhed i analysedel 1.

Vi har dermed været mere dybdegående end problemformuleringen påkrævede, da vi har

indfanget de kontekstafhængige faktorer og derved opnået større indsigt i populismen på

tværs af Europa.

9.0 Metodisk refleksion

Vi vil i dette afsnit reflektere over gyldigheden af undersøgelsens resultater med

udgangspunkt i en række centrale kriterier for god forskning i den rationalistiske

videnskabsteoretiske tradition (Andersen, 2012: 97). Herunder vil vi vurdere resultaternes

interne og eksterne validitet med henblik på at kunne drive inferens ud fra en gyldig

kausalslutning. Herefter overvejer vi, hvor stor en påvirkning bias og inefficiens har haft på

resultaterne. Slutteligt undersøger vi resultaternes robusthed ved at teste, om en alternativ

afhængig variabel og brug af OLS-regressioner frem for logistiske regressioner havde givet

andre resultater.

9.1 Ekstern og intern validitet

Ekstern validitet er væsentligt, da det ifølge flere samfundsvidenskabelige forskere er det

overordnede mål for al samfundsvidenskab at kunne drive inferens; at kunne udtale sig om

den bredere (uobserverede) virkelighed på baggrund af den observerede data (King et al.,

1994: 7; Mahoney & Goertz, 2006: 228). Jf. afsnit 7.3 arbejder ESS med strenge krav for




Side 59 af 225

stikprøveudvælgelse og sikrer repræsentativitet vha. datavægte. Stikprøven er udtrukket ved

simpel tilfældig udvælgelse i alle lande, og alle borgere har samme sandsynlighed for at blive

udtrukket. Specifikt gør dette, at vi i analysedel 1 og 3 på baggrund af statistisk inferens kan

inferere fra stikprøven til populationen, som er europæiske vælgere fra undersøgelsens

medtagne lande i alderen 21-100 i tidsperioden slutningen af 2016 til starten af 2017. For

analysedel 2, landeanalyserne, gælder det ligeledes, at stikprøveudvælgelsen og appliceringen

af vægte gør, at vi for hvert enkelt lands stikprøve kan inferere til det pågældende lands

helhed af vælgere. Overordnet kan vi dermed qua ESS’ stikprøveudvælgelse og applicering af

vægte konkludere, at den eksterne validitet er høj for alle analysedelene.

Mht. undersøgelsens interne validitet gælder der i statskundskaben en række kriterier for en

observeret korrelation, før vi kan betragte denne som kausal; 1) korrelation mellem X og Y,

2) X skal indtræffe før Y, 3) sammenhængen skal være teoretisk begrundet og 4) der skal

være fravær af spuriøsitet (Andersen, 2012: 104). Et yderligere kriterium er kravet om

eksogenitet; at X ikke bliver påvirket af andre faktorer i modellen (Blom-Hansen &

Serritzlew, 2014: 5). Kravet om en teoretisk begrundelse for hypoteserne er opfyldt jf. afsnit

4.0 om hypoteseudvælgelse. Jf. afsnit 8.6 er kravet om korrelation dog kun delvist opnået.

Mht. kravet om tidsrækkefølge er det svært at måle, om vælgerne af populistiske partier

havde en opfattelse af splittelse mellem folket og den politiske elite før eller efter, at de

stemte på et populistisk parti. Forskning viser, at politisk utilfredshed både er årsag og

konsekvens af populistiske partiers frembrud på den politisk scene (Rooduijn et al., 2016: 32).

Det er i populistiske partiers interesse at fremme en opfattelse af krise og splittelse i

befolkningen, da deres appel stammer fra deres selvudråbte evne til at være løsningen på

problemet (Anduiza & Rico, 2016: 7). Deres brug af denne retorik styrker opfattelsen af en

splittelse, hvilket udfordrer tidsrækkefølgen i at være korrekt.

Med udgangspunkt i Michiganskolen for vælgeradfærd antager vi dog, at det er

vælgerens holdninger, ideologi og sociodemografiske faktorer, der fører til partivalg

(Stubager et al., 2013: 34). Vælgeres partivalg er styret af perceptioner og affektioner, der

skabes eksogent ift. partiets retorik (Inglehart & Norris, 2019: 271). I så fald er

tidsrækkefølgen korrekt. Desuden vurderer vi ikke omvendt kausalitet for at være et problem

for vores brug af resultaterne, da der kun er risiko for at selve styrken – og ikke opfattelsen i

sig selv – øges.




Side 60 af 225

Kriteriet om fravær af spuriøsitet kræver, at der ikke må være andre variable, som kan

forklare sammenhængen mellem X og Y, da det fører til endogenitetsbias. I vores

regressionsanalyser kontrollerer vi for en lang række variable, men i ikke-eksperimentelle

forskningsdesigns vil der altid være risiko for udeladt variabel bias (King et al., 1994: 169).

Vi har i undersøgelsen været hæmmet af, at vi ikke selv kunne danne variable, der teoretisk

kunne tænkes at påvirke sammenhængen mellem X og Y. Eksempelvis ønskede vi at

kontrollere for respondentens nationalfølelse, holdning til socialdumping og opfattelse af

egne fremtidsudsigter, da disse ifølge flere teorier om populisme kan forklare

sammenhængen.

Selvom vi ikke har haft mulighed for at kontrollere for disse variable, så frafalder de

ikke som en potentiel årsag til populistisk tilslutning, og derfor er vores estimat muligvis

behæftet med bias fra en udeladt variabel (King et al., 1994: 171). Det er et problem for den

interne validitet i undersøgelsen, at vi ikke kan bedømme, om den fundne sammenhæng er

spuriøs eller ej.

Vi har dog vurderet det vigtigt kun at inddrage kontrolvariable, hvor der kunne findes

en valid og reliabel indikator for begrebet i datasættet. I praktiske anvendelser vil kriteriet om

fravær af spuriøsitet desuden være upræcist, da de fleste fænomener i virkeligheden er for

komplekse til, at vi realistisk kan gætte og måle alle relevante uafhængige variable (Hariri,

2014: 199).

9.2 Bias og inefficiens

Den afhængige variabel kan være behæftet med systematiske målefejl, der skyldes social

desirability bias fra indsamlingen af data vha. ansigt-til-ansigt interviews, da det i nogle dele

af samfundet kan være socialt uset at stemme populistisk. Hermed er det tænkeligt, at nogle

respondenter ikke indrømmer at have stemt på et populistisk parti. Dette vil mindske

undersøgelsens målingsvaliditet ved, at vi dermed ikke formår at måle den totale andel af

populistiske vælgere i Europa. Såfremt respondenterne grundet den sociale bias ikke

indrømmer, at de stemmer populistisk, men i øvrige spørgsmål udtrykker en populistisk

holdning, vil det medføre systematiske målefejl og bias i det kausale estimat imod 0 eller

ingen sammenhæng.




Side 61 af 225

Den afhængige variabels målingsvaliditet bør desuden vurderes ift. dens dikotome gruppering

med tilslutningen til populistiske partier =1 og tilslutningen til øvrige partier =0. Kategorien

’øvrige partier’ kan kritiseres for at være en grouping error ved at negligere de interne

nuancer mellem de partier, der ikke er identificeret som populistiske (King et al., 1994: 153).

Dette betyder, at selvom nogle europæiske lande har flere traditionelle midterpartier, mens

andre europæiske lande har flere yderligtgående partier, så bliver disse forskelle negligeret

under den fælles betegnelse ’øvrige partier’. Grupperingen medfører således, at vi vurderer

den populistiske tilslutning Y=1 ift. en relativ referencekategori, hvis indhold af øvrige partier

varierer. Dette kan skade målingsvaliditeten, men grupperingens negligering af nuancerne

blandt øvrige partier forsvares ud fra King, Keohane og Verbas retningslinje om at bruge det

mål, der er mest passende for undersøgelsens formål (King et al., 1994: 153).

Caseudvælgelsen medfører potentiel trunkering på den afhængige variabel i vores pooled

analyser (analysedel 1 og 3). Trunkeringen indfinder sig ved, at vi caseudvælgelsen kun har

valgt lande, som har populistiske partier, og ikke har medtaget lande, som ikke har

populistiske partier. Derved får vi en større forekomst af høje Y-værdier, Y=1, end hvis vi

også havde medtaget lande uden populistiske partier. Der er derfor en sandsynlighed for, at

attenuation bias forekommer, og sammenhængen underestimeres (Collier & Mahoney, 1996:

61-63).

I analysedel 1 og 3 kan trunkeringen medføre, at vi 1) risikerer kompleksificering af

sammenhængen, og 2) underestimerer den reelle sammenhæng. For at imødegå pkt. 1,

kompleksificering af sammenhængen, fastholdt vi os på kun at inddrage de kontrolvariable,

som vi fandt teoretisk begrundelse for. Ydermere gør vores landeanalyser i analysedel 2, at vi

tester sammenhængene uden risikoen for kompleksificering. Dette skyldes, at

landeanalyserne ikke er trunkeret, idet hvert enkelt land har medtaget alle sine opstillede

partier, hvormed en misvisende høj forekomst af populistiske partier, Y=1, ikke finder sted.

Mht. pkt. 2, underestimeringen af den reelle sammenhæng, gælder det, at den fundne

sammenhæng i analysedel 1 og 3 vurderes med den mulige underestimering in mente. Det

kan dog være empirisk misvisende at medtage europæiske lande uden populistiske partier, da

de fleste europæiske lande har populistiske partier. Da der hersker teoretisk uenighed om,

hvornår et parti er populistisk, er trunkering derfor også en mulig vurdering af vores

udvælgelse, såfremt man eksempelvis er tilhænger af Pappas’ udvælgelse af populistiske

partier, som medregner færre partier, end vi har medtaget (Pappas, 2016b: 32).




Side 62 af 225

9.3 Resultaternes robusthed

Vi har i vores forskningsdesign anvendt logistisk regression, fordi vi har undersøgt en

dikotom afhængig variabel. Flere forskere har dog undersøgt forskellene på logistisk

regression og OLS, og er kommet frem til, at de substantielle konklusioner ikke varierer på

trods af de forskellige regressionstyper (Pohlmann & Leitner, 2003: 122). Nogle mener

endvidere, at OLS er bedre til at mindske risikoen for type 1 fejl, hvor man forkaster en sand

nulhypotese (LeMire, 2005: 85).

Vi har derfor kørt alle vores logistiske regressioner som lineære OLS regressioner for

at teste, om resultaterne er robuste over for ændringer i regressionsmodellen. Vi finder jf.

bilag 13.7.2, at koefficienternes retning og signifikans primært er ens. Kun tre partiers

resultater i analysedel 2 ændrer fortegn, og disse resultaters p-værdier ligger i forvejen tæt på

vores signifikansniveau, hvorfor de er særligt usikre ift. små ændringer af forskningsdesignet.

I analysedel 1 og 3 ændres retning eller signifikans ikke. Vi kan dermed konkludere, at vores

resultater er relativt robuste med henblik på valg af regressionsformat.

Hermed kan man stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi så alligevel har valgt logistisk

regression frem for OLS, når de to tilgange kommer frem til samme substantielle resultater.

Svaret er, at logistisk regression har vist sig bedre til at forudsige sandsynligheder for den

afhængige variabel, og risiko for type 1 fejl gælder særligt for datasæt med observationer

under 100, hvorfor denne risiko ikke er relevant i vores forskningsdesign. Desuden er det

misvisende, at OLS angiver resultater uden for den afhængige variabels interval [0;1], da det

ikke kan ske i virkeligheden (Pohlmann & Leitner, 2003: 124).

Udover at teste vores models robusthed for OLS, har vi testet den afhængige variabels

indflydelse på vores resultater jf. bilag 13.7.1. Vi har vurderet det afgørende, at respondenten

rent faktisk stemmer på et populistisk parti. Vi har operationaliseret en populistisk

stemmeafgivning som indikatoren ”Which party did you vote for in last election?”. Problemet

ved denne variabel er dog, at tidspunktet for, hvornår respondenten stemte ved sidste

nationale valg, varierer mellem de 16 lande. For hollandske respondenter var det seneste

parlamentsvalg i 2012, mens det for irlandske respondenter var i 2016. For respondenter, der

har svaret med udgangspunkt i et parlamentsvalg, der foregik for flere år tilbage, kan meget

have sket ift. deres præferencer og perceptioner, hvormed den tidsmæssige variation for

respondenternes seneste stemmeafgivning kan skabe bias i vores resultater.




Side 63 af 225

Alternativt kunne vi have anvendt variablen ”Which party feel closer to?”, da denne

variabel sikrer, at vi undgår problemer med tidsmæssig variation mellem respondenterne. Ved

at køre en robusthedstest med en alternativ afhængig variabel finder vi, at der i den pooled

analyse ikke sker en betydelig ændring i koefficienternes retning eller signifikansniveau. Kun

fire resultater ændrer sig, og disse observationer er generelt usikre og har varierende

retninger, hvorfor de kan være påvirket af en særlig usikkerhed. Dermed ændrer vores

overordnede konklusioner sig ikke. Dog ser vi i analysedel 2, at der er 24 resultater, der

ændrer enten signifikans eller retning. Dette indikerer, at de to indikatorer ikke måler samme

underliggende begreb, når man går i dybden med landeanalyser. Vi fastholder dog vores

oprindelige indikator, da vi trods tidsinkonsistensen mener, at den alternative indikator kan

opfattes forskelligt af respondenterne grundet formuleringen ’feel closest to’. Sådanne

variable er mindre reliable end variable, der spørger ind til faktisk adfærd frem for følelser

(Inglehart & Norris, 2019: 263). Selvom den valgte afhængige variabel muligvis er biased, er

variablen dog den mest reliable indikator at anvende.

9.4 Delkonklusion

Ovenstående refleksioner over gyldigheden af opgavens resultater og metodiske tilgang har

belyst flere væsentlige overvejelser. Herunder finder vi, at undersøgelsens eksterne validitet

er høj grundet anvendelse af ESS’ grundige stikprøveudvælgelse, men at den interne validitet

er udfordret af endogenitetsbias grundet spuriøsitet og tidsrækkefølge. Dog er endogenitet i

samfundsvidenskabelige opgaver svært at undgå. Desuden finder vi, at det kausale estimat

ikke er fuldkommen efficient og unbiased som følge af social desirability bias og potentiel

trunkering i vores pooled analyser, men at de anvendte variable for undersøgelsen overordnet

er målingsvalide og reliable. Afslutningsvist finder vi, at undersøgelsens resultater er robuste

over for en alternativ regressionsmodel, men at en alternativ afhængig variabel delvist giver

andre resultater. De foretagne metodiske valg har dermed haft betydning for opgavens

resultater, men valgene er taget for bedst muligt at kunne besvare problemformuleringen.

10.0 Diskussion

Vi vil med udgangspunkt i vores analytiske konklusioner diskutere, hvordan populisme kan

forstås i en europæisk kontekst, samt diskutere hvilke implikationer populisme har for

demokratier i Europa. Dermed vil vi diskutere, 1) hvorvidt populisme som begreb afhænger




Side 64 af 225

af konteksten eller ej, 2) hvilke konsekvenser en splittelse mellem folket og eliten kan have

for demokratiet, og 3) om populismens implikationer for demokratiet ændrer sig alt efter,

hvorvidt de populistiske partier er i opposition eller i regering.

10.1 Kontekstbetinget eller kontekstuafhængig populisme?

Af hypotese 2b i analysedel 2 og 3 fremgår det, at utilfredshed med demokratiet øger

sandsynligheden for, at vesteuropæiske vælgere stemmer populistisk, mens tilfredshed med

demokratiet øger sandsynligheden for, at østeuropæiske vælgere stemmer populistisk. Dette

rejser spørgsmålet om, hvorvidt populisme er kontekstbetinget og varierer imellem lande, og

dermed ikke er kontekstuafhængigt og ens på tværs af lande? Mouffe anvender et

kontekstbetinget populismebegreb, idet hun applicerer en venstrepopulistisk strategi for

Vesteuropa som specifik kontekst. Inglehart & Norris’ forskning lægger ligeledes op til et

kontekstspecifikt populismebegreb, idet de påpeger, at kontekstspecifikke faktorer er

bestemmende for populismens udvikling. I modsætning til disse kontekstspecifikke

betragtninger af populisme, er Laclau, Mudde og Pappas’ populismedefinitioner universelle

og umiddelbart kontekstuafhængige. Dog er det paradoksale ved definitionernes universelle

karakter, at de muliggør en kontekstspecifik analyse.

Vi finder i undersøgelsen, at årsagerne til at stemme populistisk er forskellige i Vest- og

Østeuropa. Disse kontekstuelle forskelle kan skyldes, at Østeuropa blev senere liberaliseret og

demokratiseret end Vesteuropa (Inglehart & Norris, 2019: 410). Populismen er da

kontekstbetinget pga. demokratiernes forskellige konsolidering, hvormed man ikke kan

applicere en generel populismeteori til at undersøge populisme i Europa. Dette argument

finder man hos Mouffe, der påberåber de kontekstuelle demokratiforskelle mellem Vest- og

Østeuropa som årsag til, at hendes venstrepopulistiske strategi kun bør appliceres i

Vesteuropa (Mouffe, 2018: 10). Denne kontekstbetingede udlægning af populismen medfører,

at et andet populismebegreb må appliceres på partier i Østeuropa. Således vil Mouffes

venstrepopulistiske strategi for Vesteuropa potentielt medføre, at Vesteuropa afkobles fra

Østeuropa.

Inglehart & Norris betoner imidlertid, at der selv inden for Vesteuropa gælder

kontekstuelle forskelle som valg- og partisystemer, og disse forskelle har betydning for

omfanget af tilslutning til populistisk-autoritære partier (Inglehart & Norris, 2018: 299). I så




Side 65 af 225

fald er Mouffes afgrænsning mellem Vest- og Østeuropa utilstrækkelig, og et mere

kontekstspecifikt populismebegreb er påkrævet.

Argumentet om, at populismen er kontekstbetinget, drages i tvivl af de teoretikere, der

udformer universelt fungerende teorier om populisme. Teoriernes universelle præg gør, at de

kan appliceres på tværs af landes kontekstuelle forskelle, og derved kan teorierne fremstå som

kontekstuafhængige. Eksempelvis mener Laclau, at populismen er allestedsnærværende i alle

samfund, da populismens ækvivalenslogik altid vil herske i nogen grad uanfægtet landenes

kontekst (Laclau, 2005: 46). Det er dog misvisende at betragte Laclaus anskuelse af en

allestedsnærværende populisme som et kontekstuafhængigt populismebegreb, da Laclaus

diskursive tilgang til undersøgelsen af populisme tillader en kontekstnær tilpasning af

populisme.

Et kontekstuafhængigt populismebegreb er dog at finde i Muddes

minimumsdefinition, der medfører, at populisme i forskellige kontekster kan diagnosticeres

med samme tilgang. Pappas anvender ligeledes en minimumsdefinition, idet han sidestiller

populisme med demokratisk illiberalisme (Pappas, 2019: 3). Hermed udformer Mudde og

Pappas universelle og kontekstuafhængige populismebegreber, som skaber begrebsmæssig

klarhed. Risikoen ved et kontekstuafhængigt begreb er dog, at vælgere fra populistiske partier

såsom Freedom Party of Austria (Østrig) og Progress Party (Norge) føler sig negativt

stigmatiseret, såfremt de bringes under samme betegnelse som populister fra mere illiberale

og autoritære populistiske partier som Fidesz (Ungarn) eller Law and Justice (Polen). Dog har

hverken Mudde eller Pappas udviklet deres minimumsdefinitioner med henblik på at

generalisere og stigmatisere populister. Snarere er ambitionen for både Mudde og Pappas at

udforme populismeteorier, som er universelle og dermed tillader en anvendelse i alle former

for kontekst, men at teorierne også er minimale, hvorfor de kan tage forskellig form alt efter,

hvilken kontekst de indgår i. Dette er, hvad Mudde mener med en kamæleonteori, der kan

appliceres på samtlige landes kontekster (Mudde, 2017: 38). Ligeledes har Pappas udformet

sin minimumsteori med henblik på at kunne inkludere samtlige kontekstspecifikke årsager og

aktører (Pappas, 2019: 2). Det er således, ligesom med Laclau, misvisende at betragte Mudde

og Pappas som ophavsmænd for kontekstuafhængige populismebegreber.

Dermed kan det konkluderes, at Mouffe, Laclau, Mudde og Pappas på forskellig vis

giver konteksten betydning i tilgangen til populisme. Det tilbageværende spørgsmål er da, i

hvilken grad vores analyse har tilladt kontekstmæssige årsager betydning?




Side 66 af 225

Vi har i undersøgelsen haft en antagelse om, at splittelse mellem folket og den politiske elite

var en kontekstuafhængig årsag til populisme, og vi har ikke anvendt kontekstspecifikke

kontrolvariable. Denne antagelse harmonerer med, at de europæiske lande, uanset deres

kontekst, gennemgår en populistisk periode. Mouffe beskriver, at en populistisk periode

primært kendetegner Vesteuropas neoliberale hegemonikrise (Mouffe, 2018: 11). Det kan dog

hævdes, at den neoliberale hegemonikrise også er årsag til populistiske partiers fremkomst i

Østeuropa. I så fald kan hegemonikriser betragtes som en generel årsag til den populistiske

tilslutning i Europa. Denne årsag kan plausibelt være målelig som følelsen af en splittelse

mellem folket og den politiske elite, idet den neoliberale hegemonikrise drejer sig om

udviklingen til et elitært post-demokrati (Mouffe, 2018: 16-19). Populisme kan i så fald

teoretisk have splittelsen som en kontekstuafhængig årsag. Forbeholdet for dette er dog, at

vores resultater ikke empirisk indikerer, at splittelsen er en kontekstuafhængig årsag til

populistisk tilslutning i Europa. Derfor har konteksten betydning.

Vores undersøgelses kontekstuafhængige tilgang harmonerer med, at vi har anvendt

Muddes populismebegreb som universelt applicerbart, og de forskellige resultater i Vest- og

Østeuropa viser, at Muddes universelle populismebegreb tillader kontekstuelle årsager at

komme til udtryk. Desuden har vi med vores landeanalyser undersøgt kontekstbetingede

årsager, dog uden brug af kontekstspecifikke kontrolvariable. På trods af

problemformuleringens kontekstuafhængige fokus på splittelsen som en generel årsag, har vi

alligevel påvist, at årsagerne til populistisk tilslutning varierer inden for Europa.

10.2 Er splittelsen mellem folket og eliten et politisk problem?

I en rapport fra 2018 advarede Freedom House om, at verdens demokratier på nuværende

tidspunkt svækkes, hvoraf populisme fremhæves som et fænomen, der bidrager til denne

negative udvikling (Inglehart & Norris, 2019: 410). En lignende tendens fremgår i vores

undersøgelse da vi finder, at populistiske vælgere i Vesteuropa har en signifikant større

utilfredshed med landets demokrati end vælgere af øvrige partier. Kombineret med

opfattelsen af en splittelse mellem folket og eliten varsler dette resultat, at den voksende

tilslutning til populistiske partier vil få implikationer for nutidens demokrati.

Nutidens demokrati er kendetegnet ved pluralisme, hvor samfundet opfattes som

opdelt i heterogene grupper med forskellige interesser og holdninger, og hvor politik dyrkes




Side 67 af 225

med fokus på konsensus og anses som et kompromis mellem modstridende holdninger

(Mudde, 2017: 34). I populismen er der dog et ekskluderende og antipluralistisk element, da

populister hævder, at: ”Vi – og kun vi – repræsenterer det sande folk” (Müller, 2016: 36).

Populismens antagonistiske opfattelse af samfundet som opdelt i to homogene grupper er

dermed et brud med den pluralistiske tradition om at overkomme forskelligheder ved at indgå

kompromisser (Foa & Mounk, 2017: 13).

I litteraturen fremhæves populisme som at have både positive og negative implikationer for

demokratiet. Populisme kan eksempelvis løse problemet med lav valgdeltagelse og genskabe

tilliden til de politiske institutioner, hvis populisme formår at inddrage marginaliserede

borgere, der ikke føler sig repræsenteret i det politiske system (Mudde & Kaltwasser, 2012:

20). Dette kan tvinge politikerne til at lytte til de problemer, som helt almindelige borgere har

i hverdagen – også til holdninger, som ikke nødvendigvis er politisk korrekte (Inglehart &

Norris, 2019: 461). Men populisme kan også have negative implikationer for traditionelle

hjørnesten i demokratiet, da populistiske partier har tendens til at skabe mistillid omkring

valg, nyhedsmedier og domstole (Inglehart & Norris, 2019: 20). Med udgangspunkt i, at det

er majoritetens almenvilje, der skal diktere politikken i samfundet, kan populistiske partier

desuden bruge denne praksis til at ignorere minoritetsrettigheder (Mudde & Kaltwasser, 2012:

21). Dette sås eksempelvis, da Law and Justice partiet i Polen i 2015 indskrænkede

homoseksuelles rettigheder (Inglehart & Norris, 2019: 414).

Herunder er det interessant at overveje, om splittelsen mellem folket og eliten er et politisk

problem for moderne demokratier? Ifølge Mouffe er en demokratiform der stræber efter

konsensus og kompromis slet ikke ønskværdig, da konsensus altid vil være et udtryk for

hegemonens magtudøvelse (Mouffe, 1999a: 46). Pga. det store fokus på konsensus har

europæiske demokratier ændret sig til et valg mellem centrumhøjre og centrumvenstre; alle

der er imod ’konsensus på midten’ præsenteres som ekstremister eller populister (Mouffe,

2018: 17). Ifølge Mouffe er populismens opdeling af samfundet i ’os’ og ’dem’ ikke negativt

for demokratiet. Tværtimod argumenterer Mouffe for, at man med denne antagonisme kan

skabe agonistisk pluralisme, hvor ‘dem’ ikke ses som en fjende, der skal tilintetgøres, men

som en modstander; én hvis ideer vi ikke er enige med, men som vi accepterer, at

vedkommende forsvarer (Mouffe, 1999b: 755). Med dette udgangspunkt mener Mouffe, at

frem for at se populisme i Europa som en trussel mod demokratiet, bør man i højere grad anse




Side 68 af 225

udviklingen som en mulighed for at radikalisere demokrati ved at genetablere principperne

om frihed og lighed for alle og derigennem forbedre demokratiet (Mouffe, 2018: 40).

Splittelsen mellem folket og eliten kan med andre ord indrettes på en måde, der korrigerer

demokratiet.

På den anden side mener Müller, at populister er antidemokratiske, fordi de er imod

pluralismens logik om at repræsentere hele folket (Müller, 2016: 20). Populismens

antipluralistiske element bygger på påstanden om at være den sande repræsentant for folket,

hvilket betyder, at der for populister aldrig vil være en legitim opposition, da denne ikke vil

udspringe af almenviljen (Müller, 2014: 487). En legitim opposition er et vigtigt element i

liberale demokratier, hvorfor populismens indre logik umiddelbart ikke er forenelig med de

nuværende vestlige demokratier.

Vi finder, at vesteuropæiske populistiske vælgere er mere utilfredse med, hvordan

demokratiet fungerer end andre vælgere. Dette stemmer overens med Mouffes holdning om,

at folket i vesteuropæiske lande har manglet alternativer til konsensus på midten, og dermed

ønsker en anden form for demokrati, men det betyder ikke, at populisme er løsningen på

problemet. Mouffes påstand om, at populisme i et nyt format kan korrigere og forbedre

demokrati, kan hverken be- eller afkræftes empirisk, da venstrepopulismen ikke i lige så høj

grad har vundet indpas i parlamenterne. Det bedste eksempel på et parti, der har opnået

parlamentarisk indflydelse, er Podemos, som i april 2019 vandt 14,3 procent af stemmerne i

Spanien. Derfor er det i høj grad hypoteser og teoretiske vurderinger, som argumentationen

bygges op omkring. Desuden er Mouffes teori et politisk projekt, der bygger på et opgør med

kapitalisme og neoliberalistisk regeringsførelse, hvormed hun ikke forholder sig til

problemerne ved populismens ekskluderende karakter. Populismen bliver da blot en ny måde

at gennemføre en radikal politisk ideologi, ligesom højrepopulister i Østeuropa har brugt

populismen til at gennemføre deres anti-immigrationspolitik (Müller, 2016: 128). Dette sker

frem for at bruge de inkluderende elementer i populismen til at genskabe befolkningens tro

på, at den demokratiske styreform tilgodeser alle grupper i samfundet og ikke kun én bestemt

fløj. Ergo vurderer vi, at der i populismen er en overvægt af negative implikationer for

demokratiet.




Side 69 af 225

10.3 Når populisme får magt

Da dataindsamlingen fandt sted, var populistiske partier ved magten i ni af landene. Vælgere i

disse lande havde tendens til at afkræfte hypoteserne, særligt i de østeuropæiske lande. Dette

rejser spørgsmålet om, hvorvidt populisme ændrer karakter alt efter, om partiet er i opposition

eller i regering. Selvom populistiske partier ofte bliver portrætteret som protestpartier, så

påpeger Müller, at det er muligt for partierne at bevare deres populistiske kendetegn, når de

får magten. Dette sker eksempelvis ved at implementere diskriminerende policies, komme

med anti-elitære udsagn og ændre institutionerne, så de passer til det sande folks ønsker

(Müller, 2014: 489). Disse institutionelle ændringer truer opretholdelsen af liberale

demokratiske værdier, hvilket er en af grundene til, at Müller mener, at populisme er anti-

demokratisk (Müller, 2014: 488). Dette er Mounk ikke enig i. Populisme har illiberale

egenskaber, men opstår på demokratisk vis og overholder de demokratiske procedurer

(Mounk, 2018: 52). Dog er Mounk enig med Müller i, at populister kan ændre de etablerede

liberale institutioner, hvis disse hæmmer populisternes magtanvendelse. Mere præcist påpeger

Mounk, at populistiske partier mobiliserer vælgerne ved at angribe specifikke

minoritetsgrupper og dermed skabe splittelse i samfundet. Når først populister er kommet til

magten, bliver fokusset at ændre institutioner, så populisterne kan føre præcis den form for

politik, som de finder nødvendig (Mounk, 2018: 43). Mounks teori ses eksemplificeret i det

polske parti Law and Justice, som har mobiliseret sine vælgere på baggrund af frygt for

minoritetsgrupper, såsom indvandrere, og grupper, der afviger fra de katolske værdier.

Herefter har de som regeringsbærende parti bl.a. politiseret offentlige medier, neutraliseret

forfatningsdomstolen og begrænset retten til offentlig protest med henblik på at øge deres

magtbeføjelser (Inglehart & Norris, 2019: 414).

I vesteuropæiske lande som Norge og Finland er sådanne institutionelle ændringer dog

ikke sket. Således kunne det indikere, at Müller og Mounk mangler den relevante distinktion

mellem regerende populistiske partier i lande med veletablerede demokratiske institutioner og

lande, der i højere grad falder under kategorien ’hybridregimer’, karakteriseret som senere

udviklede demokratier med visse autokratiske elementer (Inglehart & Norris, 2019: 410).

Inglehart & Norris’ undersøgelse konkluderer, at hybridregimer er særligt udsatte for

populistisk styring, da de ikke har udviklet stærke demokratiske checks and balances, der kan

begrænse den populistiske magtudøvelse (Inglehart & Norris, 2019: 465).




Side 70 af 225

Det virker plausibelt, at den institutionelle stiafhængighed er afgørende for udfaldet af

populistisk regeringsførelse. Dog er det vigtigt at overveje, hvorvidt man kan forstå

institutioner som eksogene årsager til politiske outcomes. Pepinskys teori om hybridregimer

og autokratiske styrer fokuserer på, at institutioner ikke kan opfattes som instrumenter til

policy-agendaer, da institutioner er endogene jf. ‘the Riker Objection’. Således har

institutioner ikke selvstændige kausale effekter på politik, fordi de opstår ud fra individers

strategiske adfærd, og dermed ikke eksisterer uden sociale relationer (Pepinsky, 2013: 633-

636).

Dette betyder, at markante ændringer i sociale relationer og individers strategiske

adfærd kan medføre institutionelle ændringer, der kan styrke de populistiske kræfter. En

vigtig skelnen er da, at de populistiske partier i Ungarn og Polen begge besidder

statslederposten, modsat partierne i Norge og Finland, der er koalitionspartier. Dermed vil

den sociale interaktion og strategiske adfærd i Norge og Finland være domineret af

traditionelle partier og politisk ageren, der følger de demokratiske spilleregler. Inglehart &

Norris mener, at regeringsførelse på baggrund af autokratiske værdier gør populistisk

magtanvendelse farligt for demokratiet (Inglehart & Norris, 2019: 461). Ud fra ‘the Riker

Objection’ kunne dette tyde på, at det er de politiske aktørers strategiske ageren, der er med til

at påvirke udfaldet for demokratiske institutioner. Dog bliver konklusionen den samme: får

populister større magt og folkelig opbakning i selv vesteuropæiske demokratier, vil de

ligeledes kunne påvirke den sociale interaktion i den politiske arena. Således vil populister

kunne udnytte deres magt til at forme politiske outcomes og præge institutionerne i en

autokratisk eller illiberal retning.

På den anden side mener Mouffe, at populistisk regeringsførelse ikke nødvendigvis medfører

anti-liberale outcomes. Hvis partierne i stedet fører en venstrepopulistisk strategi, vil det

styrke demokratierne fremfor at splitte dem (Mouffe, 2018: 39). Hermed er det den

højrepopulistiske regeringsførelse, der kan påvirke de demokratiske institutioner negativt og

føre til illiberale tendenser.

Det er dog kritisabelt, at Mouffes teori baserer sig på, at al konflikt er positivt, og at

det derfor er optimalt at anvende det som en politisk strategi. Hvis populisme skaber

identiteter, som Laclaus teori påstår, der mobiliseres ud fra had mod specifikke

samfundsgrupper, er det så en god form for konflikt og splittelse i samfundet, der kan føre til

positive politiske outcomes? Selvom det er positivt, at populisme aktiverer vælgere, der ikke




Side 71 af 225

førhen har været politisk aktive, skaber det ikke nødvendigvis en konstruktiv debat. Denne

påstand bakkes op af Müllers teori om, at regeringsbærende populister nedbryder liberalt

demokrati ved at kolonisere staten og ekskludere oppositionen, hvormed det ikke er muligt at

føre konstruktiv debat på tværs af politiske opponenter (Müller, 2014: 487).

Hermed mener vi, at populistisk regeringsførelse ikke kan forankre liberale værdier og

demokratiske institutioner, da populismen har antipluralistiske elementer, der strider imod det

liberale værdisæt. Dette er funderet i teori, men også fra empiriske fund og implikationer fra

vores analytiske resultater, da vi i vores analyse så, at de populistiske partier, der har absolut

flertal i Østeuropa, fik signifikant positive resultater ved de første tre hypoteser. Dermed viser

deres vælgere ikke tegn på en opfattet splittelse mellem folket og den politiske elite modsat

andre vælgere i Europa. De regeringsbærende populistiske partier i Østeuropa har

implementeret illiberale institutionelle ændringer og samtidig har populistiske vælgere i

mindre grad utilfredshed med landets demokrati, hvilket formentlig skyldes, at vælgernes

populistiske partier udgør den politiske elite. Det liberale demokratis overlevelse er således

udfordret af, at de populistiske partier kan operere inden for de demokratiske rammer og opnå

folkelig opbakning samtidig med, at de modarbejder de liberale værdier og demokratiske

institutioner.

10.4 Delkonklusion

Resultaterne indikerer kontekstbetingede faktorer, hvilket desuden gælder i alle teorierne om

populisme, da selv de generelle teorier, der kan appliceres på flere kontekster, tillader en

tilpasning til landenes særlige karakteristika. Dog får vi ikke fuldt ud afdækket de

kontekstbetingede faktorer, da vi ikke anvender tilpassede variable i vores landeanalyser.

Hermed finder vi, at undersøgelser af populisme bør tilgås med en kombination af metoder og

datakilder, der anerkender kontekstspecifikke og kontekstuafhængige forhold, da dette er

betingende for, at populismens årsager og implikationer afdækkes retvisende.

Endvidere indikerer resultaterne i hypotese 2b, at populismen og splittelsen mellem

folket og den politiske elite har implikationer for det nuværende demokrati. Populismens

antipluralistiske element udfordrer det nuværende demokrati i Europa. Teoretisk har

populisme mulighed for at korrigere demokratiet ved at inddrage borgere, men empirisk

tenderer populisme mod at bryde med væsentlige demokratiske principper som en legitim

opposition og beskyttelse af minoritetsrettigheder.




Side 72 af 225

Dette leder til en overvejelse af populismens implikationer, når populistiske partier

opnår magten i landet. Vi argumenterer for, at populismen har overvejende negative

implikationer for de liberale demokratier, fordi populismen har antipluralistiske elementer og

bryder med demokratiske principper. Dette understøttes af empiriske eksempler, hvor særligt

populistisk regeringsførelse har vist sig ude af stand til at forankre liberale værdier og

demokratiske institutioner. Hermed henvises der særligt til populistisk regeringsførelse i

Østeuropa, som empirisk har resulteret i illiberale institutionelle ændringer, når populister har

opnået tilstrækkelig stor magt.

11.0 Konklusion

Motivationen for at undersøge populistiske vælgere udspringer af den stigende tilslutning til

populistiske partier i Europa og vores interesse for populismebegrebet, der til tider fremstår

som et buzzword på samtlige partier. Vi har undersøgt, om opfattelsen af en splittelse mellem

folket og den politiske elite var en perception, der forenede populistiske vælgere på tværs af

Europa. Vi udvalgte denne perception som undersøgelsens omdrejningspunkt, da splittelsen

er et definerende træk ved populisme blandt teoretikerne Mudde, Müller, Laclau og Mouffe.

På den baggrund formulerede vi fem hypoteser, der undersøgte effekten af splittelsens

forskellige aspekter på tilbøjeligheden til at stemme populistisk. Hypoteserne blev afdækket

vha. logistiske regressionsanalyser i tre analysedele.

Analysedel 1 viste som en overordnet analyse af undersøgelsens populistiske partier, at

hypoteserne blev bekræftet. Analysedel 2’s landeanalyser afkræftede hypotese 1 (effekten af

politisk tillid), hypotese 2a (effekten af politisk indflydelse), og hypotese 3b (effekten af

europæisk integration). Dog viste hypotese 2b (effekten af tilfredsheden med demokratiet), og

i nogen grad hypotese 3a (effekten af international tillid), gennemgående tendenser i den

populistiske tilslutning, da hypoteserne i overvejende grad blev bekræftet i Vesteuropa og hos

partier i opposition, men afkræftet i Østeuropa. Størstedelen af disse tendenser kunne også

findes i analysedel 3, da hypoteserne blev bekræftet ved pooling af de vesteuropæiske partier.

Dog var der ikke stor forskel på resultaterne ved en opdeling af højre- og venstrepopulistiske

partier, hvormed den ideologiske faktor sandsynligvis har mindre indflydelse på en opfattelse

af splittelse hos vælgeren.




Side 73 af 225

Analysedel 2 giver det mest dybdegående og retvisende svar på

problemformuleringen, da analysen korrigerer for, at resultaterne i analysedel 1 kan være

drevet af stærke sammenhænge i bestemte lande. Svaret på problemformuleringen er, at når

splittelsen mellem folket og den politiske elite giver sig til udtryk som utilfredshed med

landets demokrati, så påvirker det sandsynligheden for at stemme populistisk, såfremt det

populistiske parti er opstillet i Vesteuropa eller er i opposition. De øvrige aspekter af

splittelsen som testet i de fire resterende hypoteser kan ikke bekræftes, hvorfor det ikke

overordnet er splittelsen mellem folket og den politiske elite, som påvirker sandsynligheden

for at stemme populistisk.

Besvarelsen af problemformuleringen skal tages med en række forbehold in mente. Herunder

at en korrekt tidsrækkefølge kan være udfordret, selvom Michiganskolen giver belæg for, at

den i overvejende grad er korrekt. Ydermere er spuriøsitet en risiko, som vi har mindsket ved

inddragelse af relevante kontrolvariable. Caseudvælgelsen af populistiske partier vil der

desuden aldrig være enighed om i litteraturen, men vi tager afsæt i en ekspertvalideret

udvælgelse, hvorigennem vi sikrer høj målingsvaliditet og reliabilitet. Således har vi

imødegået væsentlige forbehold for resultaterne.

I undersøgelsens diskussion har vi fokuseret på hypotese 2b, som bekræftede, at tilfredsheden

med demokratiet er en modsatrettet årsag til populistisk tilslutning, idet utilfredshed med

demokratiet øger sandsynligheden for at stemme populistisk i Vesteuropa, mens tilfredshed

med demokratiet øger sandsynligheden for at stemme populistisk i Østeuropa. Vi har da i

vores diskussion vurderet, at universelle populismedefinitioner tillader kontekstbetingede

årsager at komme til udtryk, og at vores undersøgelse dermed med afsæt i Muddes universelle

definition har belyst kontekstuelle forskelle. Ydermere har vi ligesom Müller vurderet, at

populisme i overvejende grad har negative demokratiske implikationer grundet

antipluralistiske tendenser, der underkender minoriteter og en legitim parlamentarisk

opposition. Hermed forholder vi os kritisk over for Mouffe, da hendes teori ikke stemmer

overens med den empiriske virkelighed. Desuden vurderer vi, at det er vigtigt at

sammenholde teorien om populisme med den faktiske empiri og se på, hvordan den udføres i

praksis, eksempelvis ved partier som Law and Justice og Fidesz, der er regeringsbærende

populistiske partier, der har fremvist negative implikationer for demokratiet.




Side 74 af 225

Afslutningsvist er det væsentligt at overveje resultaternes substantielle politiske betydning. Vi

finder, at der er kontekstuelle forskelle mellem de europæiske populistiske vælgere. En

empirisk indikation på dette fremgår af den nuværende sammensætning af grupper i Europa-

Parlamentet (EP), hvor de udvalgte populistiske partier ikke er samlet i én gruppe, men er

fordelt på seks ud af otte af grupperne i EP. Herunder er de fem østeuropæiske partier endda

fordelt ud på fire forskellige grupper. Dette indikerer, at der på europæisk plan overordnet er

store forskelle på de populistiske partier og deres vælgere.

En ny højrenationalistisk gruppe er dog under opsejling, anført af lederen af Lega

Nord, Matteo Salvini, med budskabet om en alternativ bevægelse, der “(...) går imod dem, der

har haft magten i de sidste mange, mange år.” (Bruhn, 2019). Gruppen hævder at

repræsentere det europæiske folk, og deres mål er at gøre op med eliten i Bruxelles i form af

de store grupper såsom S&D og EPP; hermed ses det, at opfattelsen af en splittelse mellem

folket og eliten er en del af drivkraften bag gruppen. Det forventes, at flere af undersøgelsens

udvalgte højrepopulistiske partier vil melde sig under denne fane (Sarti, 2019). Dette sker på

trods af, at der er væsentlige fordelingspolitiske forskelle mellem partierne, samt at det kun er

ønsket om mindre migration og mindre EU, der forener dem. Denne udvikling indikerer, at

højrepopulistiske partier i fremtiden vil have mulighed for at forene sig i én samlet gruppe,

hvormed partierne vil have større mulighed for at påvirke EU’s politik. Desuden er det

interessant ift. opgavens resultater, at vi ikke finder forskelle mellem venstre- og

højreorienterede populistiske partier, da denne udvikling netop indikerer, at det kun er

højrepopulistiske partier, der finder sammen. Herunder er det ligeledes interessant, hvorvidt

de østeuropæiske partier ønsker at deltage i gruppen trods kontekstuelle forskelle. En samling

af højrepopulistiske partier vil skabe mulighed for, at populistiske partier i fremtiden ikke kun

vil skabe institutionelle ændringer på nationalt plan, men også i Europa. Samtidig viser det, at

populisme i Europa stadig er under udvikling, hvorfor en undersøgelse af populisme i EU’s

demokratiske set-up kunne være relevant med henblik på at afdække sammenfald og forskelle

i partierne ud fra en kontekstuel analyse.




Side 75 af 225

12.0 Litteraturliste

Adcock, Robert & David Collier. (2001). Measurement Validity: A Shared Standard for

Qualitative and Quantitative Research. American Political Science Review, vol. 95(3), pp.

529-546.

[sider: 17]

Agresti, Alan & Barbara Finlay. (2014). Statistical Methods for the Social Sciences, vol. 4.

Essex: Pearson, pp. 107-141; 143-182; 483-518.

[sider: 108]

Akkerman, Tjitske. (2012). Comparing radical right parties in government: Immigration and

integration policies in nine countries (1996-2010). West European Politics, vol. 35(3), pp.

511-529.

[sider: 18]

Akkerman, Agnes, Cas Mudde & Andrej Zaslove. (2014). How Populist Are the People?

Measuring Populist Attitudes in Voters. Comparative Political Studies, vol., 47(9), pp. 1324-

1353.

[sider: 29]

Andersen, Lotte Bøgh. (2012). Forskningskriterier. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller

Hansen & Robert Klemmensen (ed.). Metoder i statskundskab, vol. 2. København: Hans

Reitzels Forlag, pp. 97-113.

[sider: 16]

Andersen, Lotte Bøgh, Anne Skorkjær Binderkrantz & Kasper Møller Hansen. (2012).

Forskningsdesign. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen

(red.). Metoder i statskundskab, vol. 2. København: Hans Reitzels Forlag, pp. 66-96.

[sider: 30]

Anduiza, Eva & Guillem Rico. (2016). Economic Correlates of Populist Attitudes: An

Analysis of Nine European Countries in the Wake of the Great Recession. Acta Politica, pp.




Side 76 af 225

1-28. Lokaliseret d. 20-03-19 på:

https://www.researchgate.net/publication/308962315_Economic_Correlates_of_Populist_Atti

tudes_An_Analysis_of_Nine_European_Countries_in_the_Wake_of_the_Great_Recession.

[sider: 28]

Bale, Tim; Stijn van Kessel & Paul Taggart. (2011). Thrown around with abandon?

Popular understandings of populism as conveyed by the print media: A UK case study. Acta

Politica, vol. 46(2), pp. 111-131.

[sider: 20]

Bischoff, Carina & Robert Klemmensen. (2012). Fra spørgsmål til hypoteser. I: Lotte Bøgh

Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen (ed.). Metoder i statskundskab, vol.

2. København: Hans Reitzels Forlag, pp. 45-65.

[sider: 20]

Blom-Hansen, Jens & Serritzlew Søren. (2014). Endogenitet og eksperimenter –

forskningsdesignet som løsning. Politica, vol. 46(1), pp. 5-23.

[sider: 18]

Brubaker, Rogers. (2017). Why Populism? Theor Soc, vol. 46(5), pp. 357-385.

[sider: 28]

Bruhn, Malte. (2019, april). Dansk Folkeparti vil med i ny EU-skeptisk gruppe på

højrefløjen. Altinget.dk. Lokaliseret d. 18-05-19 på: https://www.altinget.dk/artikel/dansk-

folkeparti-vil-danne-nye-eu-skeptisk-gruppe-med-salvini-og-alternative-fur-deutschland.

[sider: 2]

Collier, David & James Mahoney. (1996). Insights and Pitfalls: Selection Bias in

Qualitative Research. World Politics, vol. 49(1), pp. 56-91.

[sider: 35]

https://www.researchgate.net/publication/308962315_Economic_Correlates_of_Populist_Attitudes_An_Analysis_of_Nine_European_Countries_in_the_Wake_of_the_Great_Recession

https://www.researchgate.net/publication/308962315_Economic_Correlates_of_Populist_Attitudes_An_Analysis_of_Nine_European_Countries_in_the_Wake_of_the_Great_Recession

https://www.altinget.dk/artikel/dansk-folkeparti-vil-danne-nye-eu-skeptisk-gruppe-med-salvini-og-alternative-fur-deutschland

https://www.altinget.dk/artikel/dansk-folkeparti-vil-danne-nye-eu-skeptisk-gruppe-med-salvini-og-alternative-fur-deutschland




Side 77 af 225

Eatwell, Roger. (2017). Populism and Fascism. I: Cristóbal Rovira Kaltwasser, Paul Taggart,

Paulina Ochoa Espejo & Pierre Ostiguy (ed.). The Oxford Handbook of Populism. UK:

Oxford University Press, pp. 1-22.

[sider: 22]

Egerod, Benjamin. (2016). Hvorfor OLS er den bedste estimator – Gauss-Markov-teoremet

og forudsætninger for OLS. CURIS - Københavns Universitets forskningspublikationer, pp. 1-

14.

[sider: 14]

Elchardus, Mark & Bram Spruyt. (2016). Populism, Persistent Republicanism and

Declinism: An Empirical Analysis of Populism as a Thin Ideology. Government and

Opposition, vol. 51(1), pp. 111-133.

[sider: 22]

European Social Survey. (2014, april). Weighting European Social Survey Data.

Europeansocialsurvey.org. Lokaliseret d. 08-03-19 på:

http://www.europeansocialsurvey.org/docs/methodology/ESS_weighting_data_1.pdf.

[sider: 8]

European Social Survey. (2015, juni). Round 8 Survey Specification for ESS ERIC

Member, Observer and Guest countries. Lokaliseret d. 10-03-19 på:

https://www.europeansocialsurvey.org/docs/round8/methods/ESS8_project_specification.pdf.

[sider: 42]

European Social Survey. (2019). Sampling. Europeansocialsurvey.org. Lokaliseret d. 10-

03-19 på:

https://www.europeansocialsurvey.org/methodology/ess_methodology/sampling.html.

[sider: 1]

Farand, Chloe. (2017, april). Marine Le Pen steps down as Front National leader and claims

to be ‘candidate for all French people’. Independent.co.uk. Lokaliseret d. 10-04-19 på:

http://www.europeansocialsurvey.org/docs/methodology/ESS_weighting_data_1.pdf

https://www.europeansocialsurvey.org/docs/round8/methods/ESS8_project_specification.pdf

https://www.europeansocialsurvey.org/methodology/ess_methodology/sampling.html




Side 78 af 225

https://www.independent.co.uk/news/world/europe/marine-le-pen-front-national-leader-steps-

down-candidate-for-all-french-people-election-party-a7701031.html.

[sider: 1]

Foa, Roberto Stefan & Yascha Mounk. (2017). The Signs of Deconsolidation. Journal of

Democracy, vol. 28(1), pp. 5-15.

[sider: 10]

Gerring, John. (2004). What Is a Case Study and What Is It Good for? The American

Political Science Review, vol. 98(2), pp. 341-354.

[sider: 13]

Hansen, Allan Dreyer. (2017a). Folket eksisterer ikke - derfor har vi populisme. Om Laclaus

populismeteori. Politik, vol. 20(4), pp. 10-28.

[sider: 18]

Hansen, Mogens Herman. (2017b). Hvordan forvrænger populismen demokratiet?

København: Informations forlag, pp. 13-32.

[sider: 20]

Hariri, Jacob Gerner. (2014). Statskundskabens sammenfiltrede virkelighed og et bud på en

løsning: IV-estimation: Politica, vol. 46(1), s. 79-94.

[sider: 15]

Inglehart, Ronald & Pippa Norris. (2019). Cultural Backlash. Trump, Brexit and

Authoritarian Populism. UK: Cambridge University Press, pp. 3-31; 32-64; 87-131; 215-256;

257-293; 409-442; 443-470; 473-486; 487-492.

[sider: 259]

Ivarsflaten, Elizabeth. (2008). What Unites Right-Wing Populists in Western Europe? Re-

Examining Grievance Mobilization Models in Seven Successful Cases. Comparative Political

Studies, vol. 41(1), pp. 3-23.

[sider: 20]

https://www.independent.co.uk/news/world/europe/marine-le-pen-front-national-leader-steps-down-candidate-for-all-french-people-election-party-a7701031.html

https://www.independent.co.uk/news/world/europe/marine-le-pen-front-national-leader-steps-down-candidate-for-all-french-people-election-party-a7701031.html




Side 79 af 225

King, Gary, Robert O. Keohane & Sidney Verba. (1994). Designing Social Inquiry:

Scientific Inference in Qualitative Research. US: Princeton University Press, pp. 151-207.

[sider: 56]

Klemmensen, Robert, Lotte Bøgh Andersen & Kasper Møller Hansen. (2012). At lave

undersøgelser inden for statskundskab. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen &

Robert Klemmensen (ed.). Metoder i statskundskab, vol. 2. København: Hans Reitzels Forlag,

pp. 19-41.

[sider: 22]

Laclau, Ernesto. (2005). Populism: What’s in a Name? I: Francisco Panizza (ed.). Populism

and the Mirror of Democracy. London: Verso, pp. 32-49.

[sider: 17]

LeMire, Steven D. (2005). An investigation of Type 1 error rate control for independent

variable subset tests with a binary dependent variable using ordinary least squares, logistic

regression analysis, and nonparametric regression. ProQuest Dissertations and Theses, pp.

80-89.

[sider: 9]

Lubbers, Marcel; Merove Gijsberts & Peer Scheepers. (2002). Extreme right-wing voting

in Western Europe. European Journal of Political Research, vol. 41(3), pp. 345-378.

[sider: 33]

Lubbers, Marcel & Peer Scheepers. (2007). Euro-sceptism and extreme voting patterns in

Europe: social cleavages and socio-political attitudes determining voting for the far left, the

far right, and non-voting. I: Geert Loosveldt, Marc Swyngedouw & Bart Cambré (ed.).

Measuring Meaningful Data in Social Research. Leuven: Acco, pp. 71-92.

[sider: 21]

Mahoney, James & Gary Goertz. (2006). A Tale of Two Cultures: Contrasting Quantitative

and Qualitative Research. Political Analysis, vol. 14(3), pp. 227-249.




Side 80 af 225

[sider: 22]

Margulies, Ben. (2018). Exchange: Nativists are Populists, Not Liberals. Journal of


[sider: 6]

Moses, Jonathon W & Torbjørn L. Knutsen. (2012). Ways of Knowing: Competing

Methodologies in Social and Political Research. Hampshire: Palgrave Macmillan, vol. 2, pp.

19-51.

[sider: 32]

Mouffe, Chantal. (1999a). The Challenge of Carl Schmitt. London: Verso Books, pp. 38-53.

[sider: 15]

Mouffe, Chantal. (1999b). Deliberative Democracy or Agonistic Pluralism? Social Science

Research, vol. 66(3), pp. 745-758.

[sider: 14]

Mouffe, Chantal. (2018). For a left populism. London: Verso Books, pp. 9-24; 39-57; 59-78.

[sider: 52]

Mounk, Yascha. (2018). The People vs. Democracy - Why Our Freedom Is In Danger and

How to Save it. US: Harvard University, pp. 29-52; 161-181.

[sider: 43]

Mudde, Cas. (2004). The Populist Zeitgeist. Cambridge University Press, vol. 39(4), pp.

541-563.

[sider: 22]

Mudde, Cas. (2007). Populist Radical Right Parties in Europe. Cambridge: Cambridge

University Press, pp. 1-8.

[sider: 8]




Side 81 af 225

Mudde, Cas. (2017). Populism: An Ideational Approach. I: Cristóbal Rovira Kaltwasser,

Paul Taggart, Paulina Ochoa Espejo, & Pierre Ostiguy (ed.): Oxford Handbook of Populism.

Oxford: Oxford University Press, pp. 27-48.

[sider: 21]

Mudde, Cas & Cristóbal Rovira Kaltwasser. (2012). Populism and (liberal democracy): a

framework for analysis. I: Cas Mudde & Cristóbal Rovira Kaltwasser (ed.). Populism in

Europe and the Americas: Threat or Corrective for Democracy? Cambridge: Cambridge

University Press, pp. 45-65.

[sider: 20]

Mudde, Cas & Cristóbal Rovira Kaltwasser. (2013). Populism. I: Michael Freeden & Marc

Stears (ed.). The Oxford Handbook of Political Ideologies. Oxford: Oxford University Press,

pp. 493-512.

[sider: 19]

Müller, Jan-Werner. (2014). The People Must Be Extracted from Within the People:

Reflections on Populism. Constellations Volume, vol. 21(4), pp. 483-493.

[sider: 10]

Müller, Jan-Werner. (2016). Hvad er populisme? København: Informations Forlag, pp. 9-

23; 24-68; 69-94; 95-133.

[sider: 77]

Pappas, Takis S. (2016a). Distinguishing Liberal Democracy’s Challengers. Journal of


[sider: 14]

Pappas, Takis S. (2016b). Modern Populism: Research Advances, Conceptual and

Methodological Pitfalls, and the Minimal Definition. Oxford Research Encyclopedia of

Politics, pp. 1-27.

[sider: 27]




Side 82 af 225

Pappas, Takis S. (2018). How to Tell Nativists from Populists. Journal of Democracy, vol.

29(1), pp. 148-152.

[sider: 4]

Pappas, Takis S. (2019). Populism and Liberal Democracy. UK: Oxford University Press,

pp. 2-10.

[sider: 8]

Pauwels, Teun. (2014). Populism in Western Europe: Comparing Belgium, Germany and the

Netherlands. Routledge, pp. 1-12.

[sider: 12]

Pelinka, Anton. (2013). Right-Wing Populism: Concept and typology. I: Ruth Wodak; Majid

KhosraviNik & Brigitte Mral (ed.). Right-Wing Populism in Europe. Politics and Discourse.

London: Bloomsbury Academic, pp. 3-22.

[sider: 20]

Pepinsky, Thomas. (2013). The Institutional Turn in Comparative Authoritarianism. British

Journal of Political Science, vol. 44, pp. 631-653.

[sider: 22]

Petersen, Michael Bang. (2012). Indekskonstruktion. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper

Møller Hansen & Robert Klemmensen (ed.). Metoder i statskundskab, vol. 2. København:

Hans Reitzels Forlag, pp. 401-421.

[sider: 20]

Pregibon, Daryl. (1981). Logistic Regression Diagnostics. The Annals of Statistics, vol. 9(4),

pp. 705-724.

[sider: 19]

Pohlmann, John T. & Dennis W. Leitner. (2003). A Comparison of Ordinary Least Squares

and Logistic Regression. Ohio Journal of Science, vol. 103(5), pp. 118-125.

[sider: 7]




Side 83 af 225

Ramiro, Luis. (2016). Support for radical left parties in Western Europe: social background,

ideology and political orientations. European Political Science Review, vol. 8(1), pp. 1-23.

[sider: 23]

Reuters. (2018, juli). Hungarian PM sees shift to illiberal Christian democracy in 2019

European vote. Reuters.com. Lokaliseret d. 10-04-19 på: https://www.reuters.com/article/us-

hungary-orban/hungarian-pm-sees-shift-to-illiberal-christian-democracy-in-2019-european-

vote-idUSKBN1KI0BK.

[sider: 3]

Rooduijn, Matthijs; Wouter van der Brug & Sarah L. de Lange. (2016). Expressing or

fuelling discontent? The relationship between populist voting and political discontent.

Electoral Studies, vol. 43(4), pp. 32-40.

[sider: 8]

Sarti, Alexander. (2019, april). European Alliance of Peoples and Nations: What we know

so far. EuropeElects.eu. Lokaliseret d. 18-05-19 på:

https://europeelects.eu/2019/04/08/european-alliance-of-peoples-and-nations-what-we-know-

so-far/.

[sider: 4]

Sartori, Giovanni. (1970). Concept Misformation in Comparative Politics. The American

Political Science Review, vol. 64(4), pp. 1033-1053.

[sider: 20]

Stubager, Rune, Kasper Møller Hansen & Jørgen Goul Andersen. (2013). Krisevalg.

Økonomien og folketingsvalget 2011, vol. 1. København: DJØF, pp. 17-41; 189-211.

[sider: 46]

Sønderskov, Kim Mannemar. (2014). Stata – en praktisk introduktion, vol. 2. København:

Hans Reitzels Forlag, pp. 179-207; 255-281.

[sider: 54]

https://www.reuters.com/article/us-hungary-orban/hungarian-pm-sees-shift-to-illiberal-christian-democracy-in-2019-european-vote-idUSKBN1KI0BK



https://europeelects.eu/2019/04/08/european-alliance-of-peoples-and-nations-what-we-know-so-far/

https://europeelects.eu/2019/04/08/european-alliance-of-peoples-and-nations-what-we-know-so-far/




Side 84 af 225

Thomsen, Søren Risbjerg. (2012). Stikprøveudvælgelse. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper

Møller Hansen & Robert Klemmensen (ed.). Metoder i statskundskab, vol. 2. København:

Hans Reitzels Forlag, pp. 324-338.

[sider: 14]

Urbinati, Nadja. (2019). Political Theory of Populism. Annual Review of Political Science,

vol. 22, pp. 1-16.

[sider: 17]

Van Kessel, Stijn. (2015). Populist Parties in Europe: Agents of Discontent?, London:

Palgrave Macmillan, pp. 1-32; 33-73.

[sider: 73]

Visser, Mark; Marcel Lubbers; Gerbert Kraaykamp & Eva Jaspers. (2014). Support for

radical left ideologies in Europe. European Journal of Political Research, vol. 53(3), pp. 541-

558.

[sider: 17]

Zhirkov, Kirill. (2014). Nativist but not alienated: A comparative perspective on the radical

right vote in Western Europe. Party Politics, vol. 20(2), pp. 286-296.

[sider: 10]

Antal sider i alt: 1795

christian mackeprang bruhn institut for statskundskab...

Documents