bacheloropgave i varetægtsfængsling ulrik vindberg madsen syddansk...

Bacheloropgave i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen

Syddansk Universitet Christian Hornskov

1 | S i d e

Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen


2 | S i d e

Indholdsfortegnelse

Engelsk resumé .......................................................................................................................................... 3

Kapitel 1: Indledning .................................................................................................................................. 5

Kapitel 2: Den historiske udvikling ......................................................................................................... 6

Kapitel 3: Varetægtsfængsling ................................................................................................................... 9

3.1 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1 .................................................................... 11

3.1.1 Ad: Begrundet mistanke ............................................................................................................... 11

3.1.2 Ad: Offentlig påtale ......................................................................................................................... 13

3.1.3 Ad: Strafferammen ......................................................................................................................... 14

3.2 De særlige fængslingsgrunde efter RPL § 762, stk. 1, nr. 1-3 ............................................................ 17

3.2.1 Sikringsarrest efter RPL § 762, stk.1, nr. 1 ...................................................................................... 17

3.2.2 Uskadeliggørelsesarrest efter RPL § 762, stk.1, nr. 2 ................................................................. 19

3.2.3 Kollusionsarrest efter RPL § 762, stk. 1, nr. 3 ................................................................................. 22

3.3 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2 ...................................................................... 25

3.3.1 Stk. 2, nr. 1 Begrundelse ................................................................................................................. 27

3.3.2 Stk. 2, nr. 2 Begrundelse ............................................................................................................... 28

3.3.3 Inhabilitet – RPL § 60, stk. 2, jf. § 61 ............................................................................................... 29

3.4 Varetægtsfængsling efter RPL § 763 .............................................................................................. 31

3.4.1 Ad: RPL § 763, stk. 1, nr. 1 ........................................................................................................... 32

3.4.2 Ad: RPL § 763, stk. 1, nr. 2 ............................................................................................................ 32

3.4.3 Ad: RPL § 763, stk. 2...................................................................................................................... 33

3.5 Varetægtsfængsling generelt............................................................................................................. 33

3.5.1 Frister for varetægtsfængsling ....................................................................................................... 34

3.5.2 Varetægtsfængsling efter domsafsigelse ....................................................................................... 35

3.5.3 Misbrug af varetægtsfængsling ...................................................................................................... 35

3.5.4 Varetægtsfængsling ifht. strafudmåling ......................................................................................... 36

Kapitel 4: Isolationsfængsling .................................................................................................................. 37

4.1 International kritik ............................................................................................................................. 39

Kapitel 5: Varetægtsfængsling i forbindelse med politiets rydning af Ungdomshuset .................... 40

Kapitel 6: Konklusion ............................................................................................................................... 43

Kapitel 7: Kildefortegnelse ........................................................................... Error! Bookmark not defined.



3 | S i d e

English resume

The goal of this bachelor project is to give a thorough description of the use of remand

under the Danish Administration of Justice Act (RPL). The subject was chosen because

remand and solitary confinement are applied extraordinarily often in Denmark which has

led to heavy international criticism.

Remand, according to Danish law, presupposes certain general conditions. Some of these

differ depending on which paragraph is to be applied, others remain the same. There are

eleven possibilities for application of remand under Danish law.

For the use of Article 762, paragraph 1 of the RPL, reasonable suspicion is required. The

offence must be subject to public indictment, and the potential sentence for the alleged

crime must exceed 1 year and 6 months. Besides the general conditions of remand, one of

the following conditions must also be met: If suspected that the subject will attempt to flee

he may be remanded under the rules for security arrests. If suspected that the subject will

commit a new crime similar to the one he is charged with prior to the trial he may be

remanded under the rules for rendering harmless arrests. And if suspected that the subject

will attempt to interfere in the investigation of the crime he may be remanded under the

rules for collusion arrests.

After analyzing the circumstances for remand under the RPL, our project investigates the

use of solitary confinement. In this chapter we both describe the rules and the actual use of

solitary confinement. The Danish conditions have been heavily criticized by the European

Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or

Punishment (CPT). The critique from this body of the European Council is also analyzed.

Towards the end, our project examines and discusses the legal events in connection with

the clearing of the Youth House in Copenhagen and the following remands.

In order to give the most accurate description possible we have chosen to consult the real

actors in this game of remand and have carried out interviews with representatives from the

prosecution and the defense as well as the court itself.



4 | S i d e

Forfatterfordeling:

Denne opgave er udarbejdet af to forfattere, Ulrik Vindberg Madsen og Christian Hornskov.

Nedenfor er en opdeling af opgavens indhold fordelt på stykkernes forfatter:

Kapitel 1: Indledning Fælles

Kapitel 2: Den historiske udvikling af Ulrik Vindberg Madsen

Kapitel 3: Varetægtsfængsling af Christian Hornskov

3.1 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1 af Christian Hornskov

3.1.1 Ad: Begrundet mistanke af Ulrik Vindberg Madsen

3.1.2 Ad: Offentlig påtale af Christian Hornskov

3.1.3 Ad: Strafferammen af Christian Hornskov

3.2 De særlige fængslingsgrunde efter RPL § 762, stk. 1, nr. 1-3 af Christian Hornskov

3.2.1 Sikringsarrest efter RPL § 762, stk.1, nr. 1 af Ulrik Vindberg Madsen

3.2.2 Uskadeliggørelsesarrest efter RPL § 762, stk.1, nr. 2 af Christian Hornskov

3.2.3 Kollusionsarrest efter RPL § 762, stk. 1, nr. 3 af Christian Hornskov

3.3 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2 af Ulrik Vindberg Madsen

3.3.1 Stk. 2, nr. 1 Begrundelse af Christian Hornskov

3.3.2 Stk. 2, nr. 2 Begrundelse af Ulrik Vindberg Madsen

3.3.3 Inhabilitet – RPL § 60, stk. 2, jf. § 61 af Christian Hornskov

3.4 Varetægtsfængsling efter RPL § 763 af Ulrik Vindberg Madsen

3.4.1 Ad: RPL § 763, stk. 1, nr. 1 af Ulrik Vindberg Madsen

3.4.2 Ad: RPL § 763, stk. 1, nr. 2 af Ulrik Vindberg Madsen

3.4.3 Ad: RPL § 763, stk. 2 af Ulrik Vindberg Madsen

3.5 Varetægtsfængsling generelt af Christian Hornskov

3.5.1 Frister for varetægtsfængsling af Christian Hornskov

3.5.2 Varetægtsfængsling efter domsafsigelse af Christian Hornskov

3.5.3 Misbrug af varetægtsfængsling af Christian Hornskov

3.5.4 Varetægtsfængsling ifht. strafudmåling af Christian Hornskov

Kapitel 4: Isolationsfængsling af Christian Hornskov

4.1 International kritik af Christian Hornskov

Kapitel 5: Varetægtsfængsling i forbindelse med politiets rydning af Ungdomshuset af Ulrik

Vindberg Madsen

Kapitel 6: Konklusion Fælles

Hovedopgaven indeholder i alt 83.981 anslag fordelt ligeligt mellem de to forfattere.



5 | S i d e

Kapitel 1: Indledning

Vi har valgt at skrive om emnet varetægtsfængsling, fordi emnet i sig selv er et af de mest

omdiskuterede emner indenfor den danske retspleje. Varetægtsfængsling rejser et

fundamentalt retssikkerhedsmæssigt spørgsmål om, hvorvidt det er acceptabelt at fængsle

en person på et tidspunkt, hvor han ifølge den almene retsopfattelse må anses som

uskyldig.

Danmark er et af de lande i verden, som anvender varetægts- og isolationsfængsling

absolut mest, hvilket har medført stor international kritik. Denne kritik har ligeledes været

en væsentlig motivation i vort valg af emne.

I vor behandling af emnet har vi gået direkte til spillets aktører, og gennemført interviews

med både repræsentanter for anklagemyndigheden, forsvaret og domstolene. Dette er valgt

med det formål at få belyst emnet fra alle de involverede parters synspunkt. Vi har desuden

gennemgået emnet ud fra den eksisterende teori og retspraksis på området, og

sammenholdt dette med de informationer, som vi selv har fået ud af vore interviews. Efter

denne gennemgang har vi valgt at beskrive teori og retspraksis for anvendelse af

isolationsfængsling, samt gennemgå dommerens inhabilitet efter at have afsagt kendelse

om varetægtsfængsling med hjemmel i retsplejelovens § 762, stk. 2. Disse to emner har vi

valgt, fordi de er så tæt knyttede til varetægtsfængsling som de er.

Efterfølgende har vi gennemgået den internationale kritik af vores anvendelse af varetægts-

og isolationsfængsling og set på, om denne kritik er berettiget.

Til slut har vi valgt at gennemgå problemet vedrørende varetægtsfængsling i forbindelse

med rydningen af Ungdomshuset i København. Vi har udvalgt netop denne situation, fordi

det er den mest omtalte brug af varetægtsfængsling siden lovændringen i 1978, og fordi

varetægtsfængslingen i denne forbindelse i flere situationer skete på et meget tyndt

grundlag.



6 | S i d e

Opgaven vil ikke gennemgå den processuelle del af varetægtsfængsling, ligesom vi ikke

vil se på hverken den varetægtsfængsledes rettigheder under varetægtsfængslingen eller på

mulighederne for varetægtsfængsling udenfor retsplejeloven.

Kapitel 2: Den historiske udvikling

Det er en stor fordel for anklagemyndigheden at kunne tilbageholde en sigtet i en konkret

sag, så man får mulighed for at forberede sagen uden at risikere, at den sigtede flygter,

ødelægger beviser, påvirker vidner eller lignende. Af denne grund er det også forståeligt, at

processuelle tvangsindgreb, som for eksempel varetægtsfængsling, har været brugt i lang

tid; selv før staten begyndte at fungere som part i straffesager.

Frem til 1800-tallet fungerede staten ikke som egentlig part i straffesager. Den forurettede

part måtte selv gennemføre sagen, og staten fungerede i inter-partes forholdet ikke i større

omfang end som en form for ordensmagt1. Man stillede visse processuelle tvangsindgreb

til rådighed, men lovovertrædelsen betragtedes i essensen som et mellemværende mellem

de implicerede parter eller disses stedfortrædere alt efter forbrydelsens omstændigheder.

Denne type partsopfattelse betød naturligvis, at brugen af de ovennævnte processuelle

tvangsindgreb, skønt der var bemyndigelse hertil, var temmelig begrænset.

Knapt hundrede år senere udvikledes så småt den opfattelse, at en forbrydelse snarere var

en krænkelse af staten frem for den forurettede. Denne opfattelse udmøntede sig i, hvad der

er kommet til at hedde den inkvisitoriske procesform2. Med forordningen af 13. oktober

1819 fuldendtes omstillingen, og alle undersøgelses- og efterforskningsbeføjelser blev

tillagt undersøgelsesdommeren, der også fik bemyndigelse til at bruge de processuelle

tvangsindgreb i sit ”retsregime”.

Der skete herefter en hurtig udvikling i brugen af varetægtsfængsling. De processuelle

tvangsindgreb blev med den inkvisitoriske procesform et instrument til at fremprovokere

1 Wilhjelm, s. 59 2 Wilhjelm, s. 59



7 | S i d e

en tilståelse, hvilket virkede som det primære formål med straffesagerne3. Formålet med

varetægtsfængsling ændrede sig, og det var slet skjult. Det hed sig endda, at sidde ”på

bekendelse” – en midlertidig fængsling, der havde til formål at få den fængslede til at

erkende sin skyld. I løbet af ganske kort tid åbnede inkvisitionsprincippet for en enorm

mængde kritik af ikke mindst den skødesløse brug af varetægtsfængsling. Og debatten

herom fik endda betydning for udformningen af juni-grundloven i 1849.

En af princippets største kritikere var Hother Hage, der som den første gennemtrængende

forfatter foreslog et alternativ til det inkvisitoriske princip, da han udgav sine tanker om det

”akkusative princip” i 1847. Hages og andres kritik af den daværende brug af

frihedsberøvelse som straffeprocessuelt pressionsmiddel kom ved udformningen af

grundloven til udtryk ved visse restriktioner, der stadig står uændrede i dag – nuværende

grundlovs § 71, stk. 1, § 72, stk. 3 og § 72, stk. 54.

Den 18. december 1902 vedtog man i Folketinget for første gang en retsplejelov. Dette

skete efter tre proceskommissioner, en mængde lovforslag (private og politiske), uenighed

blandt juridiske forfattere og årtiers politisk tovtrækkeri mellem primært Venstre og

Socialdemokratiet, og uenighed med Landstinget.

Den store uenighed gik i høj grad på de betingelser, der skulle være til stede for at kunne

varetægtsfængsle – de såkaldte varetægtsbetingelser, primært hvilken grad af mistanke der

skulle påfalde den sigtede, før han kunne varetægtsfængsles. Landstinget mente, at

”mistanke” i sig selv var nok, mens Folketinget argumenterede for, at dette ville resultere i

et retssystem, der lå alt for tæt på det gamle inkvisitoriske princip, og at ”skellig grund til

at antage, at sigtede har gjort sig skyldig” var langt mere effektivt for sikring af

retssikkerheden5. Landstinget endte med at indrømme denne ændring, og Folketinget

frafaldt alle andre skærpelser. Desuden måtte man godtage, at Landstinget lempede kravet

til indikation af flugtrisiko. I 1905 var man endelig nået frem til et kompromis med hensyn

3 Wilhjelm, s. 59 samt til dels Jørgensen, s. 27 ff 4 Wilhjelm, s. 61 5 Wilhjelm, s. 73



8 | S i d e

til varetægtsbetingelserne, og disse fik den formulering, som på nær den senere fremkomne

nr. 2d, var gældende helt frem til 19786.

Siden da er der sket nogle få ændringer som for eksempel i L1935.175, hvor den såkaldte

”retshåndhævelsesarrest” blev indføjet, da man i en konkret sag måtte indrømme, at

betingelserne for varetægtsfængsling ikke var opfyldt.

Vigtigst af ovennævnte ændringer var strafferetsplejeudvalgets betænkning om anholdelse

og varetægt (Bet.1974.728), som udmøntede sig i L1978.243. I denne betænkning stillede

strafferetsplejeudvalget forslag om afskaffelse af et par forældede regler (såsom

muligheden for at varetægtsfængsle omstrejfere m.v.). Af mere interessant karakter

foresloges det almindelige kriminalitetskrav for varetægt begrundet i flugt- gentagelses-

eller kollusionsrisiko hævet til en strafferammegrænse på 1 år og 6 måneder, og

mistankekravet ændres fra ”skellig grund” til ”rimelig begrundet”. Desuden foresloges

proportionalitetsgrundsætningen formuleret i en bestemmelse om, at varetægtsfængsling

ikke kan anvendes, hvis denne frihedsberøvelse kommer til at stå i misforhold til bl.a. den

straf, som kan forventes idømt, hvis sigtede findes skyldig i den begåede forbrydelse7.

Efter kritik fra Højesteret af fængslingsbegrundelserne foresloges det i øvrigt, at der i den

enkelte kendelse fra retten skal stå de omstændigheder, som retten begrunder sin

beslutning om varetægtsfængsling med; altså omstændigheder, der viser, at betingelserne

for varetægtsfængsling er opfyldt.

Betænkningen kom som sagt til at danne grundlag for L1978.243, dog med en central

ændring: man mente stadig, at varetægtsfængslinger blev brugt for meget, så det blev nu

krævet, at den enkelte kendelse skulle indeholde de præcise, konkrete omstændigheder,

som fik retten til at mene, at varetægtsbetingelserne var opfyldt – altså en stramning i

forhold til betænkningen.

6 Wilhjelm, s. 73 7 Wilhjelm, s. 85



9 | S i d e

I den følgende tid blev flere nye lovforslag på området fremstillet. Der var et i 1981 og to i

1983, men de blev alle henholdsvis forkastet, ikke færdigbehandlet, eller kunne ikke samle

flertal8.

Først i 1987 med L1987.386 kom en ændring. Den udvidede brugen af den såkaldte

retshåndhævelsesarrest (nuværende RPL § 762, stk. 2, nr. 1); der forudsættes stadig særligt

bestyrket mistanke, som indført ved L1978.2439.

Af senere lovændringer bør nævnes L2000.428, der satte en mængde begrænsninger for

anvendelse og varighed af isolationsfængslinger, foruden at sikre dommerens upartiskhed i

sager, hvor der har været anvendt varetægtsfængsling. Også L2006.542 og L2008.493

søgte at nedbringe varigheden af varetægtsfængsling i isolation, og det er tydeligvis stadig

et emne, som politikerne arbejder på. Antallet af varetægtsfængslinger er højt, og Danmark

bliver stadigvæk kritiseret fra internationalt plan for vores langvarige

isolationsfængslinger10.

Kapitel 3: Varetægtsfængsling

Beslutningen om varetægtsfængsling kan alene træffes ved en kendelse fra retten jf. RPL §

764, stk. 1. Betingelserne for varetægtsfængsling, som vil blive behandlet senere, skal

sammenholdes med den pågældende sags konkrete forhold, og det er derfor aldrig

tilstrækkeligt at anvende standardiserede formodningsregler eller lignende. jf. EMD 26/6-

91 Letellier mod Frankrig. Dette skal ses i lyset af uskyldighedsformodningen in dubio pro

reo, som fremgår af EMRK art. 5-611.

Varetægtsfængsling sker efter begæring fra politiet, og det er i praksis næsten udelukkende

personer, som forinden er anholdt, der begæres varetægtsfængslet12. Selv om det ikke er

teoretisk umuligt at varetægtsfængsle en ikke anholdt person, er det dog meget svært at

forestille sig en situation hvor det kunne blive aktuelt. Varetægtsfængsling kan ikke

8 Wilhjelm, s. 87 9 Wilhjelm, s. 87 10http://www.cpt.coe.int/en/states/dnk.htm 11 Rehof og Trier, s. 163 12 Lindencrone og Werlauff, s. 651f



1 0 | S i d e

anvendes overfor personer under 15 år, men den må antages at kunne anvendes overfor

utilregnelige personer13.

Det fremgår af EMRK art. 6 (2) at: ”Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal

anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.” Man må dog

samtidig erkende, at politiets muligheder for efterforskning forbedres betragteligt gennem

muligheden for varetægtsfængsling. I sager om bandekriminalitet, sager om en længere

række forbrydelser eller i sager med flere sigtede, kan varetægtsfængsling være absolut

nødvendigt, hvis efterforskningen skal lykkes. De modstridende hensyn hhv. til sigtedes

retssikkerhed og til politiets efterforskning er ganske åbenbare i spørgsmålet om

varetægtsfængsling. Det er derfor kun naturligt, at der altid har været debat, om både

hvornår der bør ske varetægtsfængsling, og hvor lang tid varetægtsfængslingen med

rimelighed kan opretholdes.

Varetægtsfængsling danner grundlag for en længere række af interessante

problemstillinger. Der kan ikke alene stilles spørgsmålstegn ved, om det materielle indhold

af varetægtsbestemmelserne tilstrækkeligt dækker over de situationer, hvor vi mener, at det

er forsvarligt, eller endda nødvendigt at fængsle en person for en forbrydelse, som han

endnu ikke er dømt for. Problemerne strækker sig også ind i samspillet mellem reglernes

intenderede og faktiske anvendelsesområde, idet reglerne konstant bliver forsøgt udvidet i

alle retninger af anklagere, for at omfatte så mange situationer som muligt. Dette sker,

samtidig med at forsvarere kæmper for at begrænse anvendelsen til et minimum. Dette

giver grundlag for en meget flydende fortolkninger af retsplejeloven, som vil blive

illustreret senere.

Den største problematisk er dog stadig, at varetægtsfængsling går imod den måske mest

grundlæggende retssikkerhedsmæssige tanke bag vort retssystem – at man kun straffes,

hvis man er dømt skyldig af en ret. Når der gives mulighed for noget så indgribende som

varetægtsfængsling, er det interessant at se på de elementer, der gør sig gældende, når

reglerne føres ud i praksis.

13 Bet.1974.728 s. 71 og Gomard m.f. s. 147



1 1 | S i d e

3.1 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1

Betingelserne for varetægtsfængsling fremgår af RPL § 762, stk. 1. Det kræves, at der er

”begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig

påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller

derover.14”

Ud fra formuleringen fremgår det, at tre overordnede elementer skal vurderes; graden af

mistanke, den offentlige påtale og den potentielle straf.

3.1.1 Ad: Begrundet mistanke

Graden af mistanke, altså den styrke, hvormed mistanken retter sig imod en potentiel

gerningsmand, varierer mellem de forskellige bestemmelser. Mistankegraden i RPL § 762,

stk. 1 er sat til ”begrundet mistanke”. Dette udtryk afløste det oprindelige ”skellig grund”,

som kan spores tilbage til et mindretalsforslag15, hvor formuleringen blev indført med det

formål at forhindre varetægtsfængsling på grund af en løs mistanke. Denne formulering

blev dog meget kritiseret i bet. 1974 nr. 728 s. 2516. Kritikken opstod, fordi udvalget

mente, at den oprindelige formulering medførte en vis forhåndsvurdering af

skyldspørgsmålet. Ved vurdering om anvendelse af stk. 1 i forbindelse med meget

alvorlige forbrydelser er der muligvis en uheldig tendens til at slække på kravene til

varetægtsfængsling17.

Begrundet mistanke forudsætter, at mistanken ikke alene foreligger på et ”tænkt” plan.

Mistanken mod den anholdte skal være konkretiseret til en vis grad, og må derfor antages

at skulle understøttes af en vis grad af bevis. Såfremt anklagede nægter sig skyldig, bør

forurettedes forklaring ikke alene kunne danne grundlag for en konkretiseret mistanke. Her

må dommeren foretage en konkret vurdering af, hvorvidt han mener, at der er tilstrækkelig

mistanke om, at den sigtede har begået den forbrydelse, som han er tiltalt for.

14

RPL § 762, stk. 1, 1. pkt. 15 Straffeprocesudkast 1899 mot. sp. 107 (423) 16 Gomard m.f. 147 17 Se eksempeltvis U1966.693H (Palle Sørensen)



1 2 | S i d e

Denne vurderingsform kan på teoretisk plan resultere i et par problemer. Det er interessant

at overveje, at ”begrundet mistanke” er et meget subjektivt udtryk, og grundet den fri

bevisførelse jf. RPL § 344, jf. § 880, kommer vurderingen til at stå den enkelte dommer frit

for.

Dommer Niels Viltoft skriver i sin artikel ”Varetægtsfængsling”:

”[…] folketinget kan foretage de stramninger i lovgrundlaget

det vil for at begrænse antallet af varetægtsfængslede.

Domstolene fortsætter med at varetægtsfængsle dem,

som de hele tiden har fængslet.18”

Udtalelsen kom i forbindelse med skærpelsen af mistankegraden i lovændringen i 1978 og

er interessant, fordi den udtrykker et potentielt problem ved dommernes vurdering. Ifølge

dommer Niels Viltoft følger dommerne i højere grad en personlig tråd i vurderingen end

det, som egentlig er lovgivers tanke. Hvis dommerne vurderer ”begrundet mistanke” efter

samme målestok som ”mistanke”, så er der ikke sket nogen udvikling, og tanken bag

lovændringen i 1978 – at nedsætte antallet af varetægtsfængslede – er gået tabt. Dette

karakteriserer endnu et problem, for hvis dommerne ikke ændrer deres holdning til

mistankegraden, så opstår der et gråt område mellem ”mistanke” og ”begrundet mistanke”.

Der kan dog rent sprogligt sættes spørgsmålstegn ved, om en mistanke nogensinde ikke

kan være begrundet. Alle mistanker vil naturligvis ikke være velbegrundede, men alene det

faktum, at en vis handling, udsagn eller lignende har skabt en mistanke, må denne handling

anses som begrundelsen for mistanken, velbegrundet eller ej. Hvis en dommer vurderer, at

der i en konkret sag er ”begrundet mistanke”, for at en bestemt forbrydelse er udført, og

dermed varetægtsfængsler, men vurderer dette på baggrund af det gamle ”mistanke”-

begreb (altså før stramningen af det materielle indhold), så risikerer man at ende i

varetægtsfængsel, selvom den mistankegrad der påfalder én ikke opfylder de krav, som

lovgiver har haft i sinde ved udfærdigelse af den gældende lov. Modsat er landsdommer

Peter Rørdam dog uenig med dommer Niels Viltoft19, men han indrømmer dog, at:

18 Viltoft, U.1989B.120, side 1. 19 Rørdam, U.1989B.243, s. 1 nederst



1 3 | S i d e

”I et vist omfang må man derfor affinde sig med, at der

er forskelle i måden at håndhæve bestemmelserne på,

og det vil der utvivlsomt blive ved med at være,

uanset hvor meget de indholdsmæssigt strammes.”20

Eller som Bitsch siger i en anmeldelse af wilhjelms undersøgelse ” Tvangsindgreb i

strafferetsplejen 1976-85”21:

”[…] man mente at kunne se, at nogle af dem, der før

lovændringen blev fængslet, muligvis skulle løslades for

fremtiden, men man kunne ikke finde ud af, hvem det var”

Dette giver naturligvis et problem, idet retsreglerne ikke anvendes som folketinget havde

ønsket, da reglerne blev vedtaget. På den anden side bør man dog være opmærksom på, at

folketinget tilsyneladende ikke fik formidlet budskabet godt nok om præcis hvem der ikke

længere skal varetægtsfængsles. I sådan en situation er det naturligt at antage, at dommerne

ikke ændre deres praksis før det ligger klart, præcis hvad de skal ændre den til.

3.1.2 Ad: Offentlig påtale

De fleste straffesager kræver en anmeldelse for at blive efterforsket. Ikke fordi det altid er

et formelt krav, men fordi politiet ofte ikke får kendskab til en forbrydelse, med mindre

den anmeldes. Når politiet har fået kendskab til en forbrydelse, kan det dog som regel køre

den som straffesag, også selv om ofret ikke ønsker at anmelde overtrædelsen, eller selv om

ofret trækker sin anmeldelse tilbage. Dette betegnes offentlig påtale og betyder direkte, at

det offentlige har ret til at påtale forbrydelsen. Det er dog muligt at give sin accept til, at

visse former for forbrydelser bliver udført mod en, uden at der efterfølgende kan rejses en

straffesag på baggrund af situationen. Der kan eksempelvis gives samtykke til en vis

mængde simpel vold. Dette samtykke skal dog gives forinden handlingen udføres, og kan

altså ikke ske efterfølgende ved at ofret forholder sig accepterende til episoden.

20 Rørdam, U.1989B.243, s. 1 øverst 21 Bitsch, U1988B.435, s. 2



1 4 | S i d e

Selv om dansk strafferet gennemgående er ganske moderne, er det dog et levn fra ældre

ret, at enkelte forbrydelser som fx selvtægt, ærekrænkelse og visse former for

fredskrænkelser er undergivet privat påtale, hvorfor den forurettede må køre en eventuel

straffesag efter de almindelige civilprocessuelle regler. Offentlig påtale kan dog ske, når

almene hensyn kræver det, jf. RPL §§ 725-727 og § 989. Dette er dog klart undtagelsen, og

hovedreglen er altså fortsat offentlig påtale.

Ved overtrædelse af enkelte bestemmelser, fx strfl § 275, stk. 2 om visse freds- og

ærekrænkelser, er den offentlige påtale betinget af en begæring fra den forurettede. Dette

betegnes betinget offentlig påtale. Hvis der i en sådan sag rejses tiltale, uden at der

foreligger en begæring fra forurettede, skal der ske frifindelse jf. U2000.342H. Hvis en sag

er underlagt betinget offentlig påtale, kan varetægtsfængsling eventuelt foretages som et

uopsætteligt skridt, jf. RPL § 720, stk. 322.

Der findes her ikke regler om subsidiær privat påtale, hvorfor den forurettede ikke kan

gennemføre en straffesag, hvis anklagemyndigheden ikke ønsker det.

3.1.3 Ad: Strafferammen

Det er efter formuleringen i RPL § 762, stk. 1 strafferammen, og ikke den forventede straf,

der er afgørende for muligheden for varetægtsfængsling. Der er ikke mangel på

”vejledning” for dommeren, når han skal foretage denne vurdering, og den volder derfor

sjældent større problemer. Dommeren kan ganske enkelt se i lovbestemmelserne og derved

direkte se, hvad strafferammen er. Den eneste modifikation til denne hovedregel er, hvis

dommeren vurderer, at straffen vil udgøre bøde, fængsel i højst 30 dage, jf. RPL § 762, stk.

3, eller hvis frihedsberøvelsen står i stærkt misforhold til den forstyrrelse af sigtedes

forhold som den ville forvolde. Dette skal ses som et krav om en konkret vurdering i en

hver anmodning om varetægtsfængsling. Det er altså ikke nok, at retten ganske skematisk

ser på strafferammen for den mistænkte forbrydelse. Retten er ligeledes nødt til at se denne

strafferamme i forhold til de konkrete forhold i sagen. Det skal derefter vurderes, om en

22 Karnovs note til retsplejeloven nr. 3294



1 5 | S i d e

eventuel domfældelse må antages at medføre en straf på mere end 30 dages fængsel jf.

RPL § 762, stk. 3. Hvis ikke, må der ske løsladelse.

Denne 30 dages regel kræver naturligvis en konkret vurdering i hver situation. Det kan

anføres, at når en bestemmelse hjemler straf i over halvandet år, vil der nok i de fleste

tilfælde ikke dømmes under 30 dages fængsel, men det kan dog sagtens forekomme. De 30

dage er dog ikke et udtryk for, at der nødvendigvis skal forventes en ubetinget straf. Der er

næsten enighed i teorien om, at varetægtsfængsling også kan benyttes, når det er mere

sandsynligt, at den påtænkte dom vil blive gjort betinget23. Gammeltoft-Hansen er dog en

smule uenig heri24. Det skal dog samtidig bemærkes, at der relativt sjældent idømmes en

rent betinget straf i en sag, hvor den sigtet har været varetægtsfængslet, idet man så i nogle

situationer i så fald ville indrømme sigtede et erstatningskrav. Hvis tiltalte har nægtet at

udtale sig, vil dette krav dog blive nedsat eller bortfalde helt efter en almindelig

erstatningsretlig betragtning om egen skyld. Dette sker for tiltaltes tavshed må antages at

have forlænget varetægtsfængslingen unødigt. Merethe Stagetorn påpeger dog, at denne

praksis med nedsættelse eller bortfald af erstatning i sager, hvor tiltalte har henholdt sig til

sin ret til ikke at udtale sig, muligvis ville blive omgjort af EMD, men på nuværende

tidspunkt findes der ingen international praksis på området, og vi henholder os derfor til

Højesterets afgørelser.

Det må antages, at der i praksis løbende opstår situationer, hvori det har været til tiltaltes

fordel at have været varetægtsfængslet. Dette sker, fordi domstolene i reglen vil løslade er

tiltalt der er blevet idømt 6 måneders fængsel, hvis tiltalte allerede har siddet 4 måneder i

varetægtsfængsel. Danmark har ikke noget konkret system til at håndtere sigtede der selv

anmoder om at blive varetægtsfængslet, og lige netop dette problem er Danmark gentagne

gange blevet anmodet om at finde en brugbar løsning på af CPT25. I afvejningen mellem

ubetingede domme og betingede domme/tiltalefrafald kan det faktum, at tiltalte allerede

har siddet varetægtsfængslet i en vis tid, være det moment, der tipper vægten over mod et

tiltalefrafald. Tiltalte har allerede modtaget en vis straf på dette tidspunkt, og i mindre

sager kan det derfor anses som acceptabelt at lade tiltalte ”slippe” med det. Denne

23 Bet.1974.728 s. 23, samt Smith m.f. s. 539 24 Gammeltoft-Hansen 1989, s. 131. 25 European Committee for the Precention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment



1 6 | S i d e

vurdering kan også være relevant når det skal vurderes, i hvilke situationer der skal

reageres, hvis betingelserne for en betinget dom, et tiltalefrafald eller en benådning

overtrædes26.

Hvis en forbrydelses straframme kun når op på de påkrævede 1 år og 6 måneder under

skærpede omstændigheder, må der allerede ved afgørelsen af

varetægtsfængslingsspørgsmålet tages stilling til, om disse skærpende omstændigheder må

antages at foreligge27. Der kan ligeledes godt ske varetægtsfængsling, selv om den sigtede i

forvejen er frihedsberøvet pga. afsoning af en anden straf, jf. U1975.461/1V28.

3.1.3.1 Sagen U1981.3H

I sagen U1981.3H havde en tiltalt A smuglet et barn til Danmark fra Thailand for at

adoptere det. Det skete med moderens accept men mod Thailands myndigheders vilje.

Hans kone B flygtede efterfølgende med barnet (formodentlig til Tyskland). Byretten i

Holstebro fandt ikke betingelserne for varetægtsfængsling af A opfyldt, idet det

vurderedes, at straffen ikke ville overstige hæfte. (Hæftestraf blev fjernet fra dansk

lovgivning ved L2000.433 med effekt fra 1/7 2001, jf. Karnovs note til Straffeloven).

Vestre Landsret stadfæstede kendelsen, dog med en lidt anden begrundelse. Man mente, at

den egentlige grund til varetægtsfængslingen var at få A til at fortælle, hvor barnet var, og

man ønskede ikke denne inkvisitorisk-lignende fængsling. Anklagemyndigheden påkærede

med justitsministerens tilladelse, af principielle årsager, sagen til Højesteret. Spørgsmålet

om varetægtsfængslingen af A afhang herefter om, hvorvidt han skønnedes at medvirke til

Bs fortsatte unddragelse.

Sagen endte med dissens fra én dommer, dommer Thygesen, som var i tvivl med hensyn til

vurderingen af den potentielle strafferamme. Der var ingen tvivl om, at A havde brudt

udlændingeloven § 16, stk. 2, nr. 529, men strafferammen herfor er kun fængsel i seks

måneder, hvorfor der ikke i lovgivningen er hjemmel til at varetægtsfængsle efter strfl §

26 Lindencrone og Werlauff, s. 652 27 Bet.1974.728 s. 24 28 Karnovs note til retsplejeloven nr. 3291 29 L1973.344



1 7 | S i d e

762, stk. 1, nr. 2, jf. ovenfor. For at imødegå dette havde anklagemyndigheden tillige sigtet

A for overtrædelse af strfl § 215, jf. § 261, stk. 2, som har en strafferamme på 12 år.

Eftersom bortførelsen fra Thailand skete med barnets mors samtykke kunne strfl § 215, jf.

§ 261, stk. 2 ikke umiddelbart bruges, men hvis man anser denne accept for tilbagekaldt af

de Thailandske myndigheder, efter de begærede barnet tilbageleveret, så kan den bruges

alligevel. Dommer Thygesen var dog i tvivl om, hvorvidt dette kunne lade sig gøre. De to

andre dommere, Høyrup og P. Christensen havde ikke umiddelbart problemer med at

henføre hjælpen til den fortsatte unddragelse under strfl § 215, jf. § 261, stk. 2, hvorfor A

endte med at blive varetægtsfængslet.

3.2 De særlige fængslingsgrunde efter RPL § 762, stk. 1, nr. 1-3

Udover de generelle grunde behandlet herover kræver varetægtsfængsling også opfyldelse

af en af de såkaldte ”særlige fængslingsgrunde”. Der er her tale om RPL § 762, stk. 1, nr.

1-3, stk. 2, nr. 1-2, § 763, stk. 1, nr. 1-2, stk. 2, samt udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 1-2

og stk. 2. Det vil altså i alt sige 11 muligheder for varetægtsfængsling. Denne opgave vil

dog alene fokusere på muligheden for varetægtsfængsling indenfor rammerne af

retsplejeloven, og vil derfor ikke se yderligere på muligheden for varetægtsfængsling med

hjemmel i udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1-2 og stk. 2.

3.2.1 Sikringsarrest efter RPL § 762, stk.1, nr. 1

RPL § 762, stk. 1, nr. 1:”der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil

unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen”

Fængsling efter RPL § 762, stk. 1, nr. 1 betegnes ”Sikringsarrest”. Anvendelsen af denne

fængslingsgrund er støt faldende i takt med, at det bliver sværere og sværere at gemme sig

i Danmark. Som det fremgår af bestemmelsen, skal vurderingen af

flugt/unddragelsesrisikoen ske på baggrund af den sigtedes forhold. Som momenter i denne



1 8 | S i d e

overvejelse indgår, om sigtede har fast bopæl i Danmark, om sigtede har familie eller

arbejde her, samt om han tidligere er udeblevet eller flygtet30.

Reglen bliver i praksis primært brugt mod udlændinge, som man frygter, vil rejse til deres

hjemland, hvis de bliver sat på fri fod i stedet for at varetægtsfængsle dem. Statistisk set

anvendes denne grund mindre og mindre efterhånden som det bliver sværere at gemme sig

i Danmark over længere tid. Der er en formodning om, at kun få sigtede er indstillede på at

forlade landet på mere varig basis, og denne formodning kommer den sigtede til gode31.

Ud over den nationale tilknytning, er det ligeledes væsentligt at se på størrelsen af den

forventede straf. Selv om chancen for, at en dansk statsborger vælger at forlade landet

permanent for at undgå straf anses som forholdsvis lille, må den alligevel antage at stige

eksponentielt i forhold til den forventede straf. Drabsmanden har langt større incitament

for at flygte fra landet end tyven, jf. bet. 1974 nr. 728 s. 2532.

Denne fængslingsgrund forudsætter ikke en frygt for permanent flugt, men kan ligeledes

anvendes på situationer hvor unddragelsen må forventes kun at være midlertidig, jf. bet.

1974 nr. 728 s. 72. Bestemmelsen dækker ligeledes formentlig frygt for selvmord, jf. s. 26

i samme betænkning og U1972.780H33. Gammeltoft-Hansen er dog uenig i denne

betragtning, selv om hans antagelser går imod retspraksis på området.

I sagen U1984.96H havde tiltalte været varetægtsfængslet i næsten fire år for en lang

række forbrydelser. Varetægtsfængslingen stod til at udløbe den 19. december 1983, og

ifølge Højesterets kæremålsudvalg forventedes afsagt endelig dom over tiltalte i marts

1984. Tiltalte påstod løsladelse, subsidiært anvendelse af mindre indgribende

foranstaltninger end varetægtsfængsling for perioden frem til domsafsigelsen, jf.

retsplejelovens § 765. Under den sag hvis underliggende forbrydelse var lagt til grund for

tiltaltes varetægtsfængsling, havde tiltalte udarbejdet flere detaljerede flugtplaner og havde

endda forsøgt at undslippe fra fængslingen. Under hensyn hertil mente to ud af tre

dommere at tiltalte ikke havde fastere tilknytning her i landet, end at han måtte forventes at

30 De konkrete momenter jf. U1974.1024H, U1978.908H, U1984.96H og U1989.738H 31 Lindencrone og Werlauff, s. 651 32 Lindencrone og Werlauff, s. 653 33 Cf. Gammeltoft-Hansen 1976 s. 122 og JUR1973.61



1 9 | S i d e

forsøge at unddrage sig fuldbyrdelse, hvis han blev løsladt. De to dommere bemærker den

”betænkelige varighed”34 af fængslingen, men da man forventede endelig dom over tiltalte

ganske få måneder efter, og den oprindelige dom (som var blevet anket) lød på fængsel i 7

år, stemte disse to dommere for stadfæstelse af varetægtskendelsen. Der var dissens i

sagen, da den sidste af de tre dommere mente, at denne grund ikke alene kunne bære så

langvarig en fængsling.

Selv om denne dom illustrerer anvendelsen af RPL § 762, stk. 1, nr. 1, skal man samtidig

være opmærksom på sagens helt specielle forhold. Hvis tiltalte ikke gentagende gange

havde planlagt at flygte, havde Højesteret muligvis ikke opretholdt varetægtsfængslingen

under denne bestemmelse.

3.2.2 Uskadeliggørelsesarrest efter RPL § 762, stk.1, nr. 2

RPL § 762, stk. 1, nr. 2:”der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på

fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed”

Fængsling efter RPL § 762, stk. 1, nr. 2 betegnes ”uskadeliggørelsesarrest”. Denne

bestemmelse har to begrundelser i praksis. For det første har mange sigtede begået

kriminalitet af meget omfattende mængder, og hensynet til retssikkerheden synes derfor at

tale for, at disse personer varetægtsfængsles for at ”få dem ud af omløb”. Desuden er det,

rent processuelt set, vanskeligt at gennemføre en straffesag, hvis der konstant dukker nye

forhold op35.

Det, som umiddelbart adskiller § 762, stk. 1, nr. 2 fra nr. 1 er gentagelsesmomentet.

Selvom begge bestemmelser bruger ordvalget ”efter det om sigtedes forhold”, er det ikke

den samme definition, der menes. Begrebet ”sigtedes forhold” skal nemlig ved vurdering i

praksis ses i relation til bestemmelsen selv. I stk. 1, nr. 2 menes således de omstændigheder

i sigtedes forhold, som har relevans for risikoen for, at sigtede udøver gentagen

kriminalitet. Disse forhold kan for eksempel være, hvis sigtede har begået en

34 U1984.96H 35 Lindencrone og Werlauff, s. 653



2 0 | S i d e

lovovertrædelse kort efter prøveløsladelse, eller gentagne gange mens sagen behandles36. I

sagen U1984.1053/1H blev tiltalte T varetægtsfængslet. Dette blev begrundet i ”arten og

beskaffenheden af de af ham begåede voldsforbrydelser” (hvilket henviser til, at han

tidligere har været straffet for lignende kriminalitet – en overtrædelse af strfl § 244, stk. 3

og 4), samt hans hurtige recidiv.

Det fremgår dog, at varetægtsfængsling efter denne bestemmelse ikke er udelukket, hvis

sigtede ikke tidligere er straffet, jf. U2007.2827H.

Som nævnt ovenfor skiller denne bestemmelse sig primært ud ved gentagelsesmomentet.

Ifølge forarbejderne er den beregnet til at bruges, hvor den sigtede flere gange tidligere har

været straffet for tilsvarende lovovertrædelser37. Betænkningen giver ikke selv nogen

definition af begrebet, men særligt ved gentagne overtrædelser af den samme paragraf (for

eksempel strfl § 244) eller paragraffer, som efter deres beskaffenhed må ligestilles i denne

sammenhæng (for eksempel strfl §§ 244 og 245). I sagen U2008.29V var tiltalte sigtet for

fire tilfælde af spirituskørsel efter adskillige gange at have været dømt herfor med

promiller på alt mellem 1,19 og 1,75 promille. På baggrund af tiltaltes forklaring, som

blandt andet indeholdt beskrivelse af, hvordan han alle fire gange uden problemer havde

kunnet anskaffe sig en anden bil, mente man, at forholdet henhørte under de særlige

omstændigheder, som bemærkningerne til færdselsloven § 117, stk. 2 tager sigte på.

Herefter var betingelserne for varetægtsfængsling efter § 762, stk. 1, nr. 2 opfyldt. Det er i

øvrigt interessant at nævne, at i sagen U1969.457/1V blev tiltalte ikke varetægtsfængslet,

trods fem gange tidligere at have været dømt for spirituskørsel, og nu værende anholdt

tredje gang for samme forseelse. Det lader til, at domstolene er blevet skrappere på dette

område efter opstramningen i lovgivningen.

Sigtede, der er afhængig af narkotika, og som er anholdt for at have begået

berigelseskriminalitet med det formål at skaffe penge til stoffer, fængsles ofte efter denne

bestemmelse38. Disse personer ser ofte ingen anden udvej end at bryde loven, og det gør

36 Karnovs note 3286 til retsplejeloven 37 Bet.1974.728, s. 26 38 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3300



2 1 | S i d e

dem til oplagte skoleeksempler for denne bestemmelse. Hvorvidt det er en hensigtsmæssig

fremgangsmåde skal ikke vurderes her.

Det er selvfølgelig oplagt, at dommerne ikke kan spå om fremtiden. I Folketingets

Forhandlinger af 9/3 1984 sp. 1720 hedder det således:

"[...]hvornår er der grund til at frygte, at vedkommende

påny vil begå en tilsvarende lovovertrædelse som den,

man altså ikke ved, om han har begået.”39

Der er ingen, der kan fortælle, hvorvidt tiltalte rent faktisk vil gå ud og begå ny

kriminalitet, hvis han løslades, eller hvorvidt han overhovedet har begået noget kriminelt

til at starte med. Af denne grund bliver vurderingen nærmere en vurdering af typer af

grunde til, hvorfor netop denne anholdte skulle gøre det40. Disse typer af grunde kan for

eksempel være om anholdte er narkoman, om han er tidligere straffet, hvornår sidste

lovovertrædelse af begået, længden af tidligere straffe, grovheden af den påståede

forbrydelse, principielle årsager (for eksempel et nyt retsområde er opstået), eller særlige

personlige forhold (ny kæreste, ny bopæl etc.).

Denne fængslingsbegrundelse bruges i praksis oftere end § 762, stk. 1, nr. 1. Dommer Alex

Nymark, mener faktisk, at denne begrundelse er den hyppigste af de særlige

fængslingsgrunde41. Interessant nok er både forsvareren Niels Rex (H), politiadvokat Doris

Jensen og politifuldmægtig Brian Dybdahl uenige heri. De siger alle tre, at det nok

nærmere er § 762, stk. 1, nr. 3. Dog mener de to sidstnævnte også, at stk. 1, nr. 2 og stk. 2,

nr. 2 er ganske hyppigt forekommende42.

Højesteret har fastslået, at bestemmelsen også kan bruges til at varetægtsfængsle personer,

som er medlemmer af en gruppe, der har et fællesaktionsformål, som de er villige til at

fremme gennem kriminelle handlinger, men hvor der ikke nødvendigvis foreligger

39 Smith, DJØF 28.11.2007, s. 2 40 Viltoft, U.1989B.120, s. 1 41 Bilag 3, spørgsmål 6 42 Bilag 2, spørgsmål 5, samt bilag 1, spørgsmål 4



2 2 | S i d e

lignende kriminalitet tidligere. Det vigtigste er altså helt klart risikoen for, at det sker igen i

fremtiden, og ikke hvor vide det tidligere er sket43.

3.2.3 Kollusionsarrest efter RPL § 762, stk. 1, nr. 3

RPL § 762, stk. 1, nr. 3:”der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre”

Fængsling efter RPL § 762, stk. 1, nr. 3 betegnes kollusionsarrest. Ordet kommer fra latin

og betyder ”at påvirke” eller ”at spille under dække”. Bestemmelsen hjemler mulighed for

at varetægtsfængsle, hvis der er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre

forfølgningen i sagen, ved at fjerne spor, advare eller påvirke andre involverede eller

lignende.

Denne kollusion skal rette sig imod det forhold, som sigtede er sigtet for. Kollusionsarrest

kan anvendes, også selv om der alene er en bestemt grund til at antage, at sigtede vil fjerne

spor af en medsigtets involvering i sagen, jf. bet. 1974, nr. 728, s. 73.

Hvorvidt kollisionsarrest skal anvendes eller ej beror normalt på en afvejning af pdes.

sigtedes vilje til at hjælpe med opklaringen af sagen og pdas. sigtedes mulighed for at

modvirke den. Hvis en sigtet gennem efterforskningen har vist sig imødekommende og

assisteret politiet i dets opklaring, må behovet for kollisionsarrest anses som mindre end

hos en sigtet der bevidst har modarbejdet den44.

Der er en generel antagelse blandt dommere i praksis om, at hvis en sigtet kan

vanskeliggøre forfølgningen, så vil sigtede vanskeliggøre forfølgningen45. Dette er en af

hovedårsagerne til, at der foretages så mange varetægtsfængslinger med hjemmel i nr. 3.

Beviskravet bliver altså slækket betydeligt i forhold til det, som bestemmelsen lægger op

til, men nedjusteringen af kravet er opstået mest ud af nødvendighed. Fordi det jo er

næsten umuligt at bevise en persons hensigter ud over rimelig tvivl, har man valgt at holde

sig til det objektive bevis om mulighed og ikke det subjektive om vilje.

43 U2007.2827H 44 Lindencrone og Werlauff, s.653 45 Eksempelvis Viltoft, U.1989B.120



2 3 | S i d e

Frygten for kollusion er klart den mest anvendte begrundelse for varetægtsfængsling i

Danmark46. Anklagemyndigheden betragter i grove træk denne bestemmelse som en

generalklausul, der kan strækkes til at dække over alle de situationer, som lovgiver ikke har

taget højde for ved udformningen af loven. Denne opfattelse er dog hverken delt af

forsvaret eller domstolen47.

Problematikken illustreres bedst med et eksempel48:

T bliver af A anklaget for voldtægt. A er turist i Danmark, hendes identitet er T komplet

ubekendt, og hun er igen rejst tilbage til sit hjemland. På tidspunktet for grundlovsforhøret

foreligger der i øvrigt ingen beviser og der er ingen vidner til hændelsen. T nægter sig

skyldig i forbrydelsen. Dette medfører, at der ikke kan varetægtsfængsles med hjemmel i

RPL § 762, stk. 2, idet de modstridende forklaringer ikke er tilstrækkelige til at opfylde

betingelsen om særligt bestyrket mistanke. Fordi T ingen tilknytning har til andre lande

end Danmark, vil sandsynligheden for, at han forsøger at unddrage sig retsforfølgning,

antages alt for lille til anvendelse af RPL § 762, stk. 1, nr. 1. T er ligeledes ikke tidligere

straffet, og der er derfor ikke belæg for RPL § 762, stk. 1, nr. 2. Dette efterlader kun to

muligheder – løsladelse eller RPL § 762, stk. 1, nr. 3. Politifuldmægtig Brian Dybdahl

mener, da løsladelse ikke vil blive anset for en acceptabel mulighed, vil T her blive

varetægtsfængslet jf. RPL § 762, stk. 1, nr. 349. Dette er problematisk, idet T på ingen

måde har mulighed for at påvirke A, men det ville ikke blive anset som et acceptabelt

alternativ at lade T gå. Det, sammenholdt med en mulig antagelse om at ”politiet har nok

fat i den rigtige”50, ville føre til, at RPL § 762, stk. 1, nr. 3 ville blive trukket ned over også

denne situation. Dette er ifølge politifuldmægtig Brian Dybdahl ikke ualmindeligt i sager

om særlig personfarlig kriminalitet. Både forsvarsadvokat Niels Rex og dommer Alex

Nymark er dog ganske uenig i denne antagelse, og det er også meget logisk at konkludere,

46 Bilag 1, spm. 4 og Bilag 2, spm. 5, dog cf. Bilag 3, spm. 6 47

Bilag 3, pkt. 12 48

Givet af anklagemyndigheden. Bilag 1, spm. 9 49 Bilag 1, spm. 9 50 Bilag 2, spm. 7



2 4 | S i d e

at de sager hvor der ikke med nogen rimelighed kan påvises en fængslingsgrund, må der

ske løsladelse51.

I sager hvor den sigtede tilstår, vil der i reglen ikke være behov for kollusionsarrest. I takt

med at opklaringsarbejdet skrider frem, skal behovet for kollusionsarrest ligeledes

genovervejes. På et tidspunkt må bevissikringen antages at være nået så langt, at

begrundelsen for kollusionsarrest ophører.

Når en dommer skal vurdere, hvorvidt der skal varetægtsfængsles efter denne

bestemmelse, er det vigtigt, at han holder sig for øje, at vurderingen kun tager udspring i de

påsigtede forhold. Deraf ”efter sagens omstændigheder”52. Man kan altså ikke

varetægtsfængsles efter § 762, stk. 1, nr. 3, fordi man tidligere har forsøgt at hindre

efterforskningen af en sag man var involveret i, medmindre dette efter sin beskaffenhed

statuerer en direkte sandsynlighed for, at det vil ske igen.

Ifølge forsvarsadvokat Niels Rex er kollusionsarrest den af de særlige fængslingsgrunde,

der bliver brugt oftest i praksis53. Den bliver i øvrigt fortolket bredere end de andre, delvist

for at tilfredsstille retsfølelsen når de andre fængslingsgrunde ikke dækker området. Det vil

altså sige, at anklagemyndigheden er tilbøjelig til at påstå varetægtsfængsling, selvom de

særlige fængslingsgrunde ikke stemmer 100 % overens med situationen54. Dommer Niels

Viltoft lader til at være enig heri.

”Det må vist erkendes, at det i praksis tillægges væsentlig betydning,

om anholdte kan vanskeliggøre forfølgningen. Kan han det, går man […]

ofte ud fra, at han vil gøre det, selvom det kan være svært at beskrive

de bestemte grunde mere konkret [...].”55

Selv om kollusionsarrest altså tillægges en bredere fortolkning end de andre

varetægtsbestemmelser, skal der dog stadig være en vis sammenhæng mellem

51 Bilag 3, pkt. 12 52 Lindencrone og Werlauff: s. 653 53 Bilag 2, spørgsmål 5 54 Se eksemplet nederst på bilag 1 under ”øvrige bemærkninger” 55 Viltoft, U.1989B.120, s. 1



2 5 | S i d e

bestemmelsen og de konkrete forhold i sagen. Man må ikke strække bestemmelsen ud over

en situation blot fordi varetægtsfængsling er det mest ønskelige resultat.

Endnu et interessant aspekt ved kollusionsarrest er det faktum, at det skal ophøre, hvis

formålet er forspildt. Dette har naturligvis til formål at sikre arrestantens frihed, hvis der

alligevel ikke er grundlag for at varetægtsfængsle på baggrund af den nævnte bestemmelse.

I sagen U1990.253H sad to tiltalte varetægtsfængslet, og efter ophøret af deres

isolationsfængsling havde de rig mulighed for at tale sammen i fængslet. Højesteret fandt,

at betingelserne for § 762, stk. 1, nr. 3 ikke længere var opfyldt. Baggrunden for

fængslingen var, at de ikke måtte kunne påvirke hinanden. Det var forspildt.

Kollusionsarrest vil ofte være forbundet med isolationsfængsling, jf. RPL §§ 770a-770e56.

På baggrund af en undersøgelse foretaget af Amnesty International kan det dog

konkluderes, at både formålet med kollusionsarrest og specielt isolationsfængsling ofte

forspildes under selve udførelsen. Som relevant eksempel på dette kan nævnes Vestre

Fængsel, hvor de isolerede er anbragt i samme bygning og har indtil flere muligheder for

kommunikation indbyrdes og med andre, ikke isolerede varetægtsarrestanter57. Dette

gennemgås i dybden under kapitlet om isolation.

3.3 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2

De indledende vurderinger er her de samme som efter stk. 1. Betingelsen om offentlig

påtale samt længden af den potentielle fængselsstraf er den samme, om end grænsen her er

forhøjet til 6 år.

I § 762, stk. 1 hedder mistankegraden ”begrundet mistanke”, og i stk. 2 ”særligt bestyrket

mistanke”. Vurderingen af mistankegraden bliver foretaget som en helhedsvurdering af de

fakta, der er i sagen. I sagen U2007.2944Ø godtgjordes den begrundede mistanke med, at

et vidne havde udtalt, at sigtede (en 16-årig bulgarsk pige) havde forsøgt at stjæle hendes

taske, at hun løb, da hun blev råbt an, at hendes forklaring om sin færden i Danmark

virkede utroværdig, at hun på trods af sin bulgarske nationalitet var i besiddelse af et 56 Karnovs note til retsplejeloven nr. 3301 57 http://www.amnesty.dk/default.asp?page=512&lang=da



2 6 | S i d e

taletidskort, som kun kunne bruges i Danmark (hun forklarede selv, at hun skulle være her

i 2-3 dage), at hun var uden fast bopæl i Danmark og uden yderligere tilknytning hertil.

Alle disse begrundelser udmøntede sig i, at sigtede blev varetægtsfængslet efter § 762, stk.

1, nr. 1 af Glostrup Byret. Denne bestemmelse blev brugt, fordi man frygtede, at hun på fri

fod ville unddrage sig retsforfølgning ved at tage tilbage til Bulgarien. Østre Landsret

stadfæstede byrettens dom, men ændrede dog grundlaget til anklagerens subsidiære

påstand om fængsling efter udlændingeloven § 35, stk. 1.

”Særligt bestyrket mistanke” kræver selvsagt noget mere. I sagen U2008.1544V blev en

tiltalt varetægtsfængslet med hjemmel i RPL § 762, stk. 2, nr. 1 for overtrædelse af strfl §

191, stk. 1 ved landsrettens stadfæstelse af byrettens dom herom. I denne sag lagde retten

vægt på nogle vigtige vidners udtalelser. Blandt andet en kriminalassistent, der havde

afhørt et andet vidne, samt en ekspertvurdering af tiltalte. Mængden af beviser fra

anklagerens side var betydeligt større end i ovennævnte sag, U2007.2944Ø. Der blev

desuden lagt vægt på, at der var tale om narkotikakriminalitet og salg af et ikke ubetydeligt

kvantum heroin.

Lige siden retshåndhævelsesarrest blev indført, har den været den mest omdiskuterede

fængslingsgrund, der findes. Dette skyldes, at retshåndhævelsesarrest i modsætning til

varetægtsfængsling efter bestemmelserne i stk. 1 meget hurtigt begynder at få karakter af

foregreben straf. Selv om der ikke stilles helt lige så store krav til beviserne, som der ville

være til en domfældelse, skal der foreligge en situation, hvor den sigtede efter dommerens

vurdering med overvejende sandsynlighed vil blive dømt. Dette kræver, at dommeren

forholdsvis konkret er nødt til at tage stilling til skyldspørgsmålet i sagen allerede meget

tidligt. Dette medfører, at hvis dommeren har varetægtsfængslet sigtede med hjemmel i

PRL § 762, stk. 2, nr. 1 eller 2, bliver han inhabil og kan derfor ikke fungere som dommer

under den efterfølgende domsforhandling, jf. RPL § 60, stk. 2 jf. § 61. Disse to

bestemmelser blev indført i retsplejeloven på baggrund af menneskerettighedsdomstolens

dom EMD 24/5-89 Hauschildt mod Danmark 58.

58 L1990.403 Lov om ændring af retsplejeloven



2 7 | S i d e

Ved retshåndhævelsesarrest skal domstolen iagttage et proportionalitetsprincip, jf. EMRK

art. 5. Særligt i relation til en retshåndhævelsesarrest hvor retsfølelsen er en af grundene til

varetægtsfængslingen. Denne form for varetægtsfængsling må derfor aldrig ske ud fra en

standardiseret retsfølelsesbetragtning, jf. EMD 26/6-91 Letellier mod Frankrig 59.

Varetægtsfængsling, der kun er hjemlet i stk. 2, bør kun ske, hvis sigtede ud fra de

oplysninger, der foreligger på fængslingstidspunktet, må antages at blive dømt, med

mindre nye beviser kommer frem i sagen60. Hvis der foreligger skærpende

omstændigheder, som forhøjer strafferammen, kan disse indgå som et moment i

overvejelsen af anvendelsen af en stk. 2 begrundelse.

3.3.1 Stk. 2, nr. 1 Begrundelse

RPL § 762, stk.2: En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt

bestyrket mistanke om, at han har begået

1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre

fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om

forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller

Muligheden for denne form for retshåndhævelsesarrest blev indført i dansk ret i 1935.

Dette skete på baggrund af en konkret sag; U1935.531H (Fannerup-sagen). Sagen var en

voldtægtssag mod fem unge mænd, som alle tilstod forholdet. I den konkrete sag skete der

ikke varetægtsfængsling, idet ingen af betingelserne for de daværende regler for

varetægtsfængsling var opfyldt. Dette førte til tilføjelsen af bestemmelsens stk. 2.

Hvorvidt en forbrydelse er af en sådan grovhed, at den hjemler varetægtsfængsling efter

stk. 2, nr. 1 må tages ud fra en konkret vurdering61. Det kan dog lægges til grund, at der i

sager som røveri, brandstiftelse og voldtægt mm. må forventes en minimumsstraf på 2 år,

hvilket som udgangspunkt taler for forholdets grovhed. Hvis sigtede allerede tidligere er

dømt, må en eventuel reststraf ikke indgå i en vurdering af forholdets grovhed, jf.

U2008.1095V. Det hensyn til retshåndhævelsen, som en dommer skal tage i sin vurdering,

59 Lindencrone og Werlauff, s.654 60 Gammeltoft-Hansen, 1976 s. 101 og Gomard s. 289, cf. Waaben i U1977B.295, Rørdam i JUR 1984.197 og Smith m.f. s. 555ff 61

Rørdam , JUR 1984, s. 196 ff.



2 8 | S i d e

er nok til en vis grænse lokalt bestemt. I artiklen ”Varetægtsfængsling” (U.1989B.120)

nævner dommer Niels Viltoft forskellen mellem Danmark og USA og påpeger, at man her

nok ofte er mere hårdhudede. 62.

Ifølge dommer Niels Viltoft er reglen nok et udslag af et behov for øjeblikkeligt at kunne

straffe visse typer gerningsmænd. Han mener, at der her gives klart udtryk for, hvem

Folketinget mener, skal fængsles.

I sagen U2001.431H blev det af Højesteret bestemt, at en af de tiltalte, T6, ikke fortsat

skulle varetægtsfængsles, selvom det af anklagemyndigheden var godtgjort, at der var

særligt bestyrket mistanke om, at han havde brudt strfl § 191, stk. 2, jf. stk. 1. Siden det til

gengæld ikke kunne godtgøres, at T6 spillede en central rolle i sagskomplekset, mente

retten dog, at hensynet til retshåndhævelsen ikke kunne begrunde fortsat

varetægtsfængsling.

3.3.2 Stk. 2, nr. 2 Begrundelse

RPL § 762, stk. 2, nr. 2: en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 123, § 134 a, § 192

a, stk. 1, § 218, stk. 1, § 222, § § 224 eller 225, jf. § 218, stk. 1, eller § 222, § 235, stk. 1, §

§ 244-246, § 250 eller § 252 eller en overtrædelse af straffelovens § 232 over for et barn

under 15 år, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan

ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage og hensynet til

retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Denne særlige bestemmelse, som udelukkende er rettet mod voldssager, blev indført ved

L1987.386. Modsat varetægtsfængsling efter stk. 2, nr. 1, stilles der efter nr. 2 ikke krav

om, at lovovertrædelsen skal kunne medføre fængsel i 6 år eller derover. I stedet for at

vurdere forholdet ud fra straframmen, lægges der her vægt på den konkrete, forskyldte

straf63. Der stilles dog samme krav til særlig bestyrket mistanke og hensyn til

retshåndhævelsen som efter stk. 2, nr. 1.

Bestemmelsen adskiller sig fra mange andre ved at opremse alle de paragraffer, indenfor

hvilke den kan bruges. Modsat kan det sluttes, at den ikke kan bruges andre steder end

62

Viltoft. U.1989B.120, s. 1 63 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3307



2 9 | S i d e

netop indenfor disse64. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen tænkes den anvendt primært

ved de groveste tilfælde af vold af mere meningsløs karakter mod såkaldt kvalificerede

sagesløse, samt ved grove tilfælde af overfald på persongrupper, der efter karakteren af

deres erhverv er særligt udsatte for angreb. Det vil altså for eksempel sige taxachauffører

eller politifolk65. I sagen U1983.391H undgik flere sigtede varetægtsfængsling, idet både

Østre Landsret og Højesteret vurderede, at forholdets grovhed (strfl § 119, stk. 1 og § 134a

– stenkast mod politiet) ikke var nok til varetægtsfængsling efter § 762, stk. 2, nr. 2.

Man kan argumentere for, at reglen er en anelse uheldig, fordi den kæder hensynet til

retshåndhævelsen sammen med en forventet fængselsstraf på mindst 60 dage i forhold til

nogle ganske særlige paragraffer. Dommer Viltoft nævner i sin artikel

”Varetægtsfængsling” (U.1989B.120) en sag (men giver ikke navnet herpå), hvor en sigtet

indrømmede forsøg på voldtægt, men efter omstændighederne skønnede dommer Viltoft

ikke en straf på mere end 6-8 måneder og ville derfor ikke varetægtsfængsle efter § 762,

stk. 2, nr. 1. Det må anses for uheldigt, at hvis sigtede havde udøvet tilstrækkeligt vold til,

at dommeren vurderer den konkrete forskyldte straf herfor til at give 60 dages fængsel eller

herover, så var han blevet varetægtsfængslet.

3.3.3 Inhabilitet – RPL § 60, stk. 2, jf. § 61

Hvis en dommer har varetægtsfængslet en sigtede med hjemmel i RPL § 762, stk. 2, nr. 1

eller 2, bliver han inhabil, og kan derfor ikke fungere som dommer under den efterfølgende

domsforhandling, jf. RPL § 60, stk. 2 jf. § 61. Disse to bestemmelser blev indført i

retsplejeloven på baggrund af menneskerettighedsdomstolens dom EMD 24/5-89

Hauschildt mod Danmark 66. Bestemmelsen er indført i retsplejeloven for at sikre at

Danmark opfylder EMRKs krav om rettergang ved en upartisk domstol. Bestemmelserne i

§ 60 går dog ud over de krav, som EMD stillede i EMD 24/5-89 Hauschildt mod Danmark,

64 Karnovs note 3293 til retsplejeloven. 65 Karnovs note 3293 til retsplejeloven. 66 L1990.403 om ændring af retsplejeloven



3 0 | S i d e

idet bestemmelsen ligeledes tager højde for en række principper, som i sangen blev

sidestillet af EMD. Disse er dog irrelevante ifht. varetægtsfængsling67.

I sagen fastslog EMD med stemmerne 12-5, at Danmark havde krænket Mogens

Hauschildts ret til retfærdig rettergang i art. 6, stk. 1, idet den dommer, der havde dømt

Hauschildt for økonomisk kriminalitet, adskillige gange tidligere havde varetægtsfængslet

Hauschildt efter RPL § 762, stk. 2.

Reglerne om dommerens inhabilitet bliver dog jævnligt omgået ved domstolene. Søndag d.

3. maj blev en mand fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Odense, sigtet for

overtrædelse af strfl § 192a, for at have båret en skarpladt pistol på en varmestue i Odense.

Manden erkendte forholdet, og blev derefter varetægtsfængslet med hjemmel i RPL § 762,

stk. 1, nr. 3. Dette medfører, at fængslende dommer ikke er inhabil til sagens

hovedforhandling. Dette kan dog ses som en form for omgåelse af inhabilitetsreglerne, idet

strfl § 192a jo netop er omfattet af RPL § 762, stk. 2, nr. 2. I det tilfælde at manden inden

hovedforhandlingens påbegyndelse, vælger at trække sin tilståelse tilbage, vil sagen blive

behandlet af en dommer, som efter reglerne om inhabilitet, ikke må anses som habil.

Hvis en dom er afsagt af en dommer, som er blevet inhabil jf. RPL § 60, jf. § 61, skal

dommen ophæves. Som eksempel kan nævnes U1992.300H, hvori en nævningedom blev

ophævet pga. landsretsdommerens inhabilitet efter RPL § 60, stk. 268. Sagens parter kan

ikke give afkald på at gøre en inhabilitetsindsigelse gældende69.

Den dommer, der varetægtsfængslede tiltalte jf. RPL § 762, stk. 2, kan dog godt deltage

som dommer i hovedforhandlingen uden at blive inhabil. Dette kan lade sig gøre på to

måder. Hvis sagen fremmes med en fuld tilståelse i overensstemmelse med RPL § 831,

eller hvis der i øvrigt ikke foretages nogen form for bevisbedømmelse vedr. det forhold,

der oprindeligt begrundede varetægtsfængslingen70. Som eksempel fra retspraksis kan

nævnes U2003.2583V og U2008.1955H.

67 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 377 68 Se i øvrigt U1994.106 som eksempel på ophævelse jf. RPL § 61 69 Rasmussen i FM 1993 s. 4f og Smedegaard Andersen i FM 1993 s. 75 70 Smith, m.f. s. 82



3 1 | S i d e

3.4 Varetægtsfængsling efter RPL § 763

RPL § 763, stk. 1: ”Er der begrundet mistanke om, at en person har overtrådt vilkår, som

er fastsat i en betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8, ved betinget

benådning eller ved prøveløsladelse kan han varetægtsfængsles, hvis retten finder, at

overtrædelsen er af en sådan beskaffenhed, at der foreligger spørgsmål om fuldbyrdelse af

fængselsstraf eller indsættelse i anstalt, og…”

Retsplejelovens § 763, stk. 1 minder langt hen ad vejen om § 762 – dog med et lidt andet

fokus. Bestemmelsen, sammen med sin stk. 2, hjemler varetægtsfængsling i nogle af de

tilfælde, hvor den pågældende allerede er i kontakt med straffesystemet.

Ligesom ved § 762 kræves opfyldelse af et par generelle krav samt en særlig

fængslingsgrund fastlagt i nr. 1 og 2. De generelle krav minder i høj grad om dem, der

findes i § 762, idet der kræves begrundet mistanke om det nærværende forhold. Det, der

skal være begrundet mistanke om, er, at denne person har overtrådt vilkår, som er fastsat i

en betinget dom i henhold til strfl kap. 7 eller 8, ved en betinget benådning eller ved

prøveløsladelse71. Desuden skal retten finde, at overtrædelsen er af en sådan karakter, at

der foreligger usikkerhed om fuldbyrdelse af den fængselsstraf, som personen er idømt

eller eventuel genindsættelse i anstalt.

Definitionen af ”begrundet mistanke” er den samme som under § 762, og vil derfor ikke

blive gennemgået yderligere. Vurderingsgrundlaget for overtrædelsens beskaffenhed er op

til den enkelte dommer, da der ikke umiddelbart foreligger nogen klare retningslinjer på

området. Som tidligere nævnt mener dommer Viltoft, at ”hensynet til retshåndhævelsen”

fra § 762, stk. 2 ofte vil være lokalt bestemt72. Det samme lader i en vis udstrækning til at

være tilfældet her.

71 Jf. Paragraffens ordlyd. 72 Viltoft: U.1989B.120, s. 1.



3 2 | S i d e

3.4.1 Ad: RPL § 763, stk. 1, nr. 1

§ 763, stk. 1, nr. 1:[…] ”der efter det om den pågældendes forhold oplyste, er bestemte

grunde til at antage, at han vil unddrage sig følgerne af vilkårsovertrædelsen, eller…”

§ 763, stk. 1, nr. 1 beskriver den første af de særlige fængslingsgrunde, der gør sig

gældende for § 763, stk. 1. Bestemmelsen stemmer i høj grad overens med § 762, stk. 1, nr.

1, den såkaldte sikringsarrest. Det materielle indhold af vurderingen med hensyn til

pågældendes forhold er i øvrigt også det samme som under § 762, stk. 1, nr. 173, og det

samme gør sig gældende for vurderingen af ”bestemte grunde”.

3.4.2 Ad: RPL § 763, stk. 1, nr. 2 § 763, stk. 1, nr. 2: ”[…] der efter det om hans forhold oplyste, er bestemte grunde til at

frygte, at han på fri fod fortsat vil overtræde vilkårene, og det under hensyn til

overtrædelsernes beskaffenhed skønnes påkrævet, at disse forhindres ved, at han

varetægtsfængsles.”

Hvor § 763, stk.1 nr. 1 i høj grad ligner § 762, stk. 1, nr. 1, kan samme lighed ses mellem

begge paragraffers stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen minder meget om

uskadeliggørelsesarresten, og det er da også det samme grundlag, som dommeren skal

foretage sin vurdering på baggrund af. Indholdet af begrebet ”hans forhold” er det samme

som under § 762, stk. 1, nr. 2 (og altså på denne måde forskelligt fra § 762, stk. 1, nr. 1 og

§ 763, stk. 1, nr. 1), mens ”bestemte grunde” ligeledes har samme indhold74.

Det interessante i § 763, stk. 1, nr. 2 ligger nærmere i, hvad den efter forarbejderne har

været tænkt at blive anvendt mod. Ideen med bestemmelsen er nemlig at anvende den til

afbrydelse af en påbegyndt social deroute, der eller må frygtes at ende i ny kriminalitet.

Der er altså ligesom i § 762, stk. 1, nr. 2 tale om risiko for gentagelsestilfælde, men her

kun angående vilkår, som er fastsat i betinget dom, betinget benådning eller

prøveløsladelse75.

73 Jf. i det hele forklaringen af denne ovenfor. 74 Gomard m.f. side 159, note [6] til § 763. 75 Bet.1974.728, side 73.



3 3 | S i d e

I praksis anvendes bestemmelsen ganske ofte76, men næsten udelukkende når

vilkårsovertrædelsen består i ny kriminalitet77. I sagen U1988.794V blev det fundet, at der

på trods af risiko for overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste og antabusbehandling

ikke var grundlag for varetægtsfængsling, da der ikke var sigtet for ny kriminalitet. Delvist

modsat i dommen U1983.501/1H.

3.4.3 Ad: RPL § 763, stk. 2

RPL § 763, Stk. 2. ”Det samme gælder, hvis der er begrundet mistanke om, at en person

har overtrådt bestemmelser, der er fastsat i dom eller kendelse efter straffelovens § § 68,

69, 70 eller 72.”

§ 763, stk. 2 hjemler varetægtsfængsling i de tilfælde, hvor der er begrundet mistanke

(efter samme definition som ovenfor) om, at en person har overtrådt bestemmelser i en

dom eller kendelse om andre retsfølger end straf, begrundet med svigtende tilregnelighed

hos gerningsmanden78.

Det materielle indhold af vurderingen er det samme som under de ovennævnte

bestemmelser, RPL § 762, stk. 1 og 2, samt § 763, stk. 1.

3.5 Varetægtsfængsling generelt

I praksis varetægtsfængsles der ofte med henvisning til flere fængslingsgrunde. Modsat

forekommer det reelt aldrig, at retten tager stilling til fængslingsgrunde, som ikke er

påberåbt af politiet. Dette er et udtryk for, at forhandlingsmaksimen principielt følges, og

det helt overordnede princip i RPL § 883, stk. 3 om domfældelse eller frifindelse iagttages.

I vurderingen af varetægtsfængsling må det ligeledes overvejes, om sigtede tidligere har

haft kontakt med straffesystemet. Hvis sigtede ikke tidligere har haft det og samtidig

hævder at være uskyldig, skal dette tale kraftigt imod at idømme varetægtsfængsling. Der

skal ligeledes iagttages en vis vurdering af den forløbne tid mellem sagens indledning og

76 Bilag 1, spørgsmål 4. 77 Gomard m.f. side 159, note [7] til § 763. 78 Jf. strfl § § 68, 69, 70 og 72, jf. strfk § 16.



3 4 | S i d e

begæringen om varetægtsfængsling. Domstolene vil i reglen være mere tilbageholdende

med at idømme varetægtsfængsling i situationer, hvor politiet har ladet en vis tidsperiode

passere, inden de begærer sigtede fængslet. Dette kan ses som en vurdering af, at ”så var

det nok ikke så vigtigt”. Det samme gør sig gældende, hvis sigtede begæres

varetægtsfængslet igen efter først at have været løsladt, jf. U1970.640H, U1974.14H og

U1976.522H.

Sigtedes egen holdning til varetægtsfængslingsspørgsmålet skal i visse situationer

tillægges vægt, jf. bet. 1974 nr. 728 s. 20. Et behov for foretagelse af en

mentalundersøgelse af sigtede er ikke i sig selv en fængslinggrund, men der foreligger dog

muligheder for en vis form for frihedsberøvelse hvis sigtede ikke deltager frivilligt, jf. RPL

§ 809, stk. 279.

3.5.1 Frister for varetægtsfængsling

Såfremt den sigtede er til stede her i landet, skal der fastsættes en frist for

varetægtsfængslingens længde i kendelsen, jf. RPL § 767. Fristen skal altid være så kort

som mulig og må ikke overskride fire uger, ligesom varetægtsfængsling maksimalt kan

forlænges med fire uger ad gangen. Hvis en fastsat frist udløber på et tidspunkt, hvor

sagens hovedforhandling er påbegyndt, fortsættes varetægtsfængslingen af tiltalte dog frem

til domsafsigelsen. Sigtede har desuden ret til at anmode retten om ophævelse af

varetægtsfængslingen hver 14. dag, jf. RPL § 767, stk. 2. Som hovedregel har sigtede ret til

at være til stede under et retsmøde om forlængelse af varetægtsfængsling. Denne

fremstilling kan dog undlades, hvis sigtede giver afkald på den, eller hvis fremstillingen vil

være forbundet med uforholdsmæssigt meget besvær. Det faktum, at politiet skal

transportere sigtede langt, er ikke tilstrækkeligt til at nægte sigtede at blive fremstillet, jf.

U2001.1112V. At sigtede er indlagt til mentalobservation er heller ikke tilstrækkeligt, jf.

U2001.1163V. Fristforlængelsen skal ske ved kendelse, med mindre sigtede selv

indvilliger heri. I så fald kan forlængelsen ske alene ved en beslutning.

79 Lindencrone og Werlauff, s.656



3 5 | S i d e

3.5.2 Varetægtsfængsling efter domsafsigelse

Varetægtsfængsling kan også anvendes både i perioden, hvor en dom er under anke og i

perioden mellem domsafsigelse og påbegyndelse af afsoning, jf. RPL § 769. Domfældte

kan dog erklære sig indforstået med fortsat varetægtsfængsling enten under behandling af

ankesagen eller indtil straffuldbyrdelsen. Hvis domfældte har været varetægtsfængslet

under sagens behandling, og efterfølgende erklærer sig indforstået med fortsat

varetægtsfængsling, bliver det ikke prøvet, hvorvidt fængslingsbetingelserne fortsat er

opfyldt80. I sådan en situation, hvor der er enighed om at opretholde varetægtsfængslingen

kan det altså gøres uden en ny domstolsprøvelse.

Hvis en straffedom ankes, er det ankeinstansen, der skal tage stilling til

varetægtsfængslingsspørgsmålet. Den domstol, som afsagde den ankede dom, kan dog

træffe beslutning om varetægtsfængsling, i perioden indtil ankeinstansen har forholdt sig til

spørgsmålet.

3.5.3 Misbrug af varetægtsfængsling

Det er ikke tilladt at anvende varetægtsfængsling med henblik på at få den sigtede til at

tilstå den forbrydelse, som sigtede er varetægtsfængslet for. Der er dog ringe tvivl om, at

varetægtsfængsling (specielt i isolation) ofte får netop denne reelle virkning – at sigtede til

sidst bliver ”mør” og tilstår. Dette hænger sammen med, at den sigtede tit er klar over, at

varetægtsfængslingen ofte vil blive bragt til ophør så snart han tilstår.

Varetægtsfængsling må ikke ske alene for at lette efterforskningsarbejdet for politiet, selv

om det naturligvis er mere bekvemt for politiet at have den sigtede siddende

varetægtsfængslet sådan ”for en sikkerheds skyld”. I denne situation vejer hensynet til den

sigtede dog højere end hensynet til politiet.

Selv om både anklagemyndigheden81 og forsvarsadvokat Niels Rex (H) 82 mener, at

varetægtsfængsling godt kan bruges opdragende, må denne opfattelse alligevel antages at

80 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3354 81 Bilag 1, spm. 7 82 Bilag 2, spm. 10



3 6 | S i d e

stride mod den generelle opfattelse og retspraksis83. Varetægtsfængsling må altså ikke

anvendes for at give specielt unge sigtede en chokoplevelse med det formål at skræmme

dem fra fortsat kriminalitet. Selv om dette må antages at være imod det teoretiske

udgangspunkt, kan de modstridende holdninger dog godt have en vis berettigelse idet det

er et relativt lille offer for at hjælpe en ung person ud af en nedadgående spiral. Nogen

gange er chokterapi den bedste og den eneste udvej.

Længden af varetægtsfængslinger i Danmark er altid blevet kritiseret meget bredt. Vi har

eksempler på, at en sigtet blev holdt varetægtsfængslet i flere år for derefter at blive

frikendt84. Det følger af almindelige principper og grundrettigheder samt direkte af

retsplejeloven, at politiet eller om nødvendigt retten skal bringe en varetægtsfængsling til

ophør, når betingelserne for opretholdelsen ikke længere må antages at være til stede, jf.

RPL § 758. Dette skal sammenholdes med RPL § 747, 3. pkt., om anticiperet bevisførelse

med det formål at skabe bevissikring for at fjerne behovet for fortsat kollusionsarrest med

eventuel isolationsfængsling. Ud over dette, begrænser proportionalitetsprincippet også

længden af varetægtsfængslinger, jf. RPL § 762, stk. 3.

Det er ganske åbenlyst, at der ikke bør ske varetægtsfængsling for en længere periode, end

det må skønnes, den idømte frihedsstraf vil kunne strække sig over. Dette må retten altid

tage med i sine overvejelser ved behandling af anklagemyndighedens begæring om

forlængelse85.

3.5.4 Varetægtsfængsling ifht. strafudmåling

Den tid som domfældte har været anholdt eller siddet varetægtsfængslet, modregnes i den

idømte fængselsstraf, jf. strfl § 86. I U1984.668Ø (Hauschildt) blev straffen udmålt under

hensyntagen til, at dømte havde siddet varetægtsfængslet i næsten 4 år, hvoraf en stor del

havde været i isolation. Der blev taget højde for, at varetægtsfængslingen grundet

isolationen var foregået under særligt belastende omstændigheder.

83 Lindencrone og Werlauff s. 657f og Bilag 3, spm. 11 84 Fx U1984.96H med varetægtsfængsling i næsten 4 år, der endte med en frifindelse 85 Lindencrone og Werlauff s. 660



3 7 | S i d e

Forkortelsen af den idømte dom sker som udgangspunkt med en dag for hver dag tilbragt i

varetægtsfængsling. Der gives dog en forhøjet fratrækning, hvis varetægtsfængslingen er

foregået i isolation, idet der fratrækkes en ekstra dag, for hver påbegyndt 3 dages periode i

isolation, jf. strfl § 86, stk. 1, 3. pkt. Hvis frihedsberøvelsen ikke har varet i over 24 timer,

sker der ingen fratrækning i dommen.

Hvis den afsonede varetægtsfængsling ikke kan afkortes helt i den idømte straf, kan den

dømte som udgangspunkt kræve erstatning. Erstatningen skal beregnes ud fra den fulde,

idømte straf og ikke kun indtil den periode, hvor prøveløsladelse må antages at kunne

opnås, jf. strfl § 3886.

Kapitel 4: Isolationsfængsling

Isolationsfængsling er antagelsesvist det mest omdiskuterede emne indenfor

strafferetsplejen. Reglerne for isolationsfængsling findes i RPL §§ 770a-770e, og den

sidste lovændring på området trådte i kraft d. 1. januar 2007.

Ved isolationsfængsling forstås en total udelukkelse fra fællesskab med alle medindsatte

herunder både arrestanter og strafafsonere. Delvis isolation i form af udelukkelse af

samvær med en eller flere bestemte indsatte kan iværksættes på politiets initiativ og kan

ske udenom domstolene. For at beskytte arrestanten imod at delvis isolation bliver

misbrugt i et sådan omfang, at det nærmer sig fuldstændig isolation, kan arrestanten

indbringe dette spørgsmål for en domstol, jf. RPL § 77387.

Anvendelsen af isolationsfængsling forudsætter, at der anvendes kollusionsarrest efter RPL

§ 762, stk. 1, nr. 3, jf. RPL § 770a, nr. 1. Ligeledes skal der foreligge en bestemt grund til

at antage, at fængslingen alene ikke vil være tilstrækkelig til at forhindre sigtede i at

vanskeliggøre forfølgningen af sagen, jf. RPL § 770a, nr. 2. Der skal iagttages et

proportionalitetsprincip jf. RPL § 770b, nr. 1 og 2, hvorfor isolationsfængsling ikke må

anvendes, såfremt formålet kan tilgodeses ved mindre indgribende midler, ligesom den

86 Lindencrone og Werlauff s. 660 87 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3363 og Lindencrone og Werlauff s. 660



3 8 | S i d e

særlige belastning isolationsfængsling kan medføre skal overvejes88. Herunder skal der

tages særligt hensyn til sigtedes eventuelle unge alder, psykiske svaghed eller personlige

forhold i øvrigt. Disse forhold må ikke stå i misforhold til sagens betydning. Når sigtede er

varetægtsfængslet i isolation, skal sagens efterforskning fremmes med en særlig hurtighed,

og herunder skal muligheden for bevissikring efter RPL § 747, jf. § 770b, nr. 3 benyttes. I

en vurdering af denne særlige hurtighed indgår, om en eventuel langtrukken

sagsbehandling helt eller delvist skyldes forhold udenfor politiets indflydelse. Dette kan

eksempelvis være sigtedes eller medsigtedes ønske om at skifte forsvarer midt i

sagsforløbet eller et ønske om en bestemt, meget travl forsvarer89.

Den maksimale længde af isolationsfængslingen bestemmes ud fra straframmen for den

påståede forbrydelse. Hvis straframmen er under fire år, må isolationsfængsling ikke

anvendes i mere end fire uger. Er straframmen mellem fire og seks år, kan

isolationsfængsling maksimalt anvendes i otte uger, og hvis straframmen er på seks år eller

derover, kan der normalt maksimalt idømmes isolationsfængsling i tre måneder, jf. RPL §

770c90. I første halvår af 2006 var gennemsnitslængden på en varetægtsfængsling 31 dage,

mens den i det sidste halvår var 2691. Justitsministeriet har valgt at tilbageholde

statistikkerne for 2007 indtil de er blevet fremlagt for Folketingets Retsudvalg92.

Hvis arrestanten er under 18 år, må isolationsfængsling under ingen omstændigheder finde

sted i en sammenhængende periode på mere end otte uger. Ligesom isolationsfængsling er

tidsmæssigt begrænset, skal kendelsen om isolationsfængsling også afsiges særskilt fra

kendelsen om varetægtsfængsling.

Højesteret har i U1999.1415H afvist, at isolationsfængsling af unge under 18 år skulle

være i strid med EMRK art. 3, eller art. 37c i FNs konvention om barnets rettigheder93. I

samme afgørelse pointerede højesteret dog kraftigt, at isolationsfængsling af unge under 18

år kun må anvendes i situationer, hvor der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder,

jf. RPL § 770b, stk. 2. Dommer Alex Nymark pointerer dog, at han desværre alt for ofte 88 Bet.1983.975 s, 82f og Bet.1998.1358, s. 69f 89 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3373 90 Lindencrone og Werlauff s. 660 91 www.kriminalforsogen.dk/ og Stagetorn, s. 277ff 92 http://www.justitsministeriet.dk/ 93 Jf. også Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3371



3 9 | S i d e

ser sig nødsaget til at isolationsfængsle en sigtet på under 18 år94. Isolationsfængsling af en

sigtet på eller under seksten år, bør som den altovervejende hovedregel aldrig ske. Selv

langvarig og særdeles belastende isolationsfængsling strider efter højesterets opfattelse

ikke imod EMRK art. 3, jf. U2000.2385H95.

Den isolationsfængslede må ikke afhøres, uden hans forsvarer er til stede, med mindre

både sigtede og forsvarer giver samtykke til dette, jf. RPL § 745, stk. 2.

4.1 International kritik

Folketingets Retsudvalg indledte i 1990 en videnskabelig undersøgelse af

isolationsfængslings psykiske virkninger. Undersøgelsen, som var færdig i 1997,

konkluderede:

"[…] at varetægtsfængsling i isolation sammenlignet med ikke-isolation

indebærer en belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred. Det

må på den baggrund lægeligt og psykologisk anbefales, at man ikke øger

belastninger forbundet med varetægtsfængsling ved at anvende isolation."

Dette resultat falder godt i hak med den gentagne kritik der er sket af den danske

anvendelse af isolationsfængsling. CPT96 er et internationalt organ underlagt Europarådet.

Repræsentanter fra CPT har fire gange besøgt Danmark i perioden fra 1990 til 2008. I

denne periode er det blevet til gentagne kritik af det danske isolationssystem, som betegnes

som forældet og overdrevet97. CPT anerkender dog, at der i perioden fra 1990 til 2008 er

sket en forbedring i forholdene for isolationsfængslede, ligesom komiteen ser positivt på

indførselsen af begrænsninger i længden af isolationsfængsling. En af CPTs eksperter i

forholdet mellem menneskerettigheder og tortur, Mandred Nowak, pointerer at Danmarks

94 Bilag 3, spm. 3 95 Lindencrone og Werlauff, s. 657 96 http://www.cpt.coe.int/en/states/dnk.htm 97 http://www.cpt.coe.int/documents/dnk/1997-14-inf-eng.pdf



4 0 | S i d e

nuværende system for anvendelse af isolationsfængsling svarer til systemerne i Kina,

Georgien, Jordan, Paraguay, USA, Mongoliet og Indonesien98.

Der er vist generelt ikke megen tvivl om, at kritikken er både korrekt og retfærdig. En retsstat som

Danmark burde ikke blive sat i samme kategori som de ovenfor nævnte lande, og slet ikke når

vurderingen kommer fra en udenforstående, objektiv ekspert på området. Det er dog positivt at se,

at CPT er opmærksom på den positive udvikling, som Danmark trods alt har gennemgået over de

senere år.

Kapitel 5: Varetægtsfængsling i forbindelse med politiets rydning af

Ungdomshuset

En af de mest omtalte hændelser i mange år vedrørende varetægtsfængsling i Danmark var,

da politiet ryddede Ungdomshuset den 1. marts 2007. 225 unge mennesker blev fremstillet

i grundlovsforhør, og 200 af disse blev senere varetægtsfængslet, foruden et ikke offentligt

opgjort antal fængslet efter udlændingeloven99. Som resultat heraf kom Københavns Byret

bagud med sagsbehandlingerne. I nogle tilfælde blev de anholdte, for at opfylde

grundlovskravet om fremstilling for en dommer inden fireogtyve timer, fremstillet tre ad

gangen. Den fremgangsmåde havde politiet også foreslået knap et halvt år tidligere, men

dengang var den blevet afvist af byretten. Det fik en række forsvarsadvokater til at skrive

en artikel, i hvilken de benævnte byrettens behandling af sagerne som et ”juridisk

galehus”100.

Vi har spurgt flere personer indenfor det juridiske miljø, hvad de mener om de mange

varetægtsfængslinger fra episoden. Forsvarsadvokat Niels Rex svarer, at det gamle udtryk

om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt her virkelig kom til sin ret; både i

forhold til fængslingerne og i forhold til dommene senere. Ifølge ham blev der stillet meget

lave beviskrav til dem, som blev anholdt inde i huset, og det blev lagt til grund, at hvis man

havde været i et hus, hvor der samtidig blev forberedt opstand, så havde man også tænkt

98 http://politiken.dk/indland/article587165.ece 99 Smith, DJØF, 28.11.2007, s. 1, linje 1 100 Smith, DJØF, 28.11.2007, s. 1, linje 6



4 1 | S i d e

sig selv at kæmpe. Desuden mener han, at politiet ignorerede tanken, at der også var

almindelige brugere af huset og uskyldige tilskuere blandt de anholdte101.

Politiadvokat Doris Jensen og politifuldmægtig Brian Dybdahl mener, at dommerne

muligvis kunne have været nervøse for, at de anholdte, så snart de var blevet løsladt, ville

løbe direkte ud og deltage i balladen igen. Dette kunne have fået domstolen til at vælge at

varetægtsfængsle, fordi dommeren ikke ønskede at sidde med ansvaret for, at balladen

fortsatte – så hellere få den stoppet med det samme102.

Dommer Alex Nymark mener, at han ikke har belæg for at forholde sig til, hvorvidt

varetægtsfængsling blev brugt for meget i situationen med rydningen af Ungdomshuset,

men siger; ”mine unger skulle altså holde sig fra Ungeren de sidste dage…”103.

Af de ovennævnte 200 sager blev seks indbragt for Højesteret af forsvarsadvokaterne – alle

vedrørende begivenhederne fra rydningen af Ungdomshuset. Alle seks blev sigtet for

overtrædelse af bl.a. strfl § 134a (grov forstyrrelse af ro og orden), og desuden fængslet

med hjemmel i RPL § 762, stk.1, nr. 2 – muligheden for at fængsle ved gentagelsesrisiko:

uskadeliggørelsesarrest, jf. ovenfor. Domfældelse efter strfl § 134a er ifølge Højesteret

betinget af, at anklagemyndigheden godtgør, at den enkelte har tilsluttet sig den

pågældende gruppe, således at vedkommende med sikkerhed kan udskilles fra tilskuere og

lignende, der blot har været til stede og overværet hele eller dele af begivenhedsforløbet104.

Det følger altså på denne baggrund af RPL § 762, stk. 1, at ”mistanken om, at sigtede

havde tilsluttet sig gruppen af uromagere […], skal være rimeligt begrundet i sagens

omstændigheder, således at det er mere sandsynligt, at den sigtede var deltager end tilskuer

mv.”105.

Det endelige resultat blev, at Højesteret i tre af de seks tilfælde fandt, at

varetægtsfængslingerne var berettigede, mens tre ikke burde være sket og var udslag af

ikke korrekt vurdering fra landsrettens side. Der var dissens: 5-2. Sagen er U.2007.2350H.

101 Bilag 2, spørgsmål 8. 102 Bilag 1, spørgsmål 7. 103 Bilag 3, spørgsmål 9. 104 http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/pressemeddelelser/Pages/Ungdomshuset1marts2007.aspx 105 http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/pressemeddelelser/Pages/Ungdomshuset1marts2007.aspx



4 2 | S i d e

Sagerne mod S1, S3 og S6 var de tre, hvor Højesteret tiltrådte Landsrettens kendelser om


S2 blev anholdt i en masseanholdelse af 45-50 personer. Ifølge politirapporten, havde alle

deltaget aktivt i at kaste sten eller andet mod politiet. Af forskellige videoklip fremgår det

imidlertid, at der både før og under anholdelsen var tilfældige tilskuere tilstede. Derfor er

Højesteret enig med Byretten i, at der ikke kunne antages at foreligge begrundet mistanke

om, at S2 havde gjort sig skyldig i sigtelsen. Det viste sig nemlig efterfølgende, at de

enkelte polititjenestemænd ikke kunne pege konkret på S2 som deltager. S2 blev løsladt.

Det blev i øvrigt bemærket, at Landsretten ikke havde givet en begrundelse for, hvorfor

den fandt, at betingelserne RPL § 762, stk. 1, nr. 2 var opfyldte, som det står foreskrevet i

RPL § 764, stk. 4, 2. pkt.

Angående sagen mod S4 var der ingen tvivl om, at der forelå begrundet mistanke om, at

denne havde gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 134a. Der var dog ingen

oplysninger, som forbandt S4 med Ungdomshuset, og hans tilknytning til urolighederne

kunne kun kategoriseres som en tilfældig, enkeltstående handling. Højesteret mente derfor,

at han ikke kunne menes at have solidariseret sig med en gruppe, som var villig til at

fremme sin sag med ulovlige midler, hvilket er kravet for at kunne idømme

varetægtsfængsling efter RPL § 762, stk.1, nr. 2, når en person skal dømmes uden konkret

fare for relevant gentagelsesrisiko, idet der ikke foreligger tidligere, lignende handlinger106.

S4 blev løsladt.

Vedrørende sagen mod S5 blev mistankegrundlaget udgjort af en mængde politirapporter i

forbindelse med en masseanholdelse i Fyensgade. Af ovennævnte grund er sondringen

mellem tilskuer og deltager i denne type sager umådelig vigtig, og på trods af indholdet af

rapporterne kunne det ikke anses for 100 % godtgjort, at sigtedes forklaring ikke var rigtig.

Han kunne derfor evt. godt anses som uskyldig tilskuer. S5 blev løsladt.

Eva Smith konkluderer i sin artikel ”Varetægtsfængsling – i forbindelse med politiets

rydning af Ungdomshuset” på de ovennævnte sager. Udover hvad der allerede er

106 Jf. Afsnittet om RPL § 762, stk. 1, nr. 2 ovenfor.



4 3 | S i d e

gennemgået under afsnittet om RPL § 762, stk. 1, nr. 2 (jf. dette afsnit ovenfor),

konkluderer hun ligeledes, at det efter Højesterets praksis og udtalelser i disse sager må

være domstolenes opgave at foretage en omhyggelig vurdering for hver enkelt

varetægtsarrestants vedkommende af, om denne var deltager eller tilskuer. Finder

domstolen, at sigtede var deltager, skal det herefter på ligeså konkret vis vurderes, om

sigtede kan antages at ville deltage i nye uroligheder.

Forsvarsadvokaterne i de ovennævnte 6 sager fik medhold i halvdelen. Deraf kan

naturligvis ikke konkluderes, at 100 af de 200 varetægtsfængslede i Højesterets øjne skulle

have været løsladt, – kun de alvorligste af sagerne er vel blevet valgt ud af forsvarerne,

men man kan ikke slippe den tanke, at der blandt de 194 andre fængslede må være andre,

der ifølge Højesteret ikke burde have været varetægtsfængslet107.

Kapitel 6: Konklusion

Varetægtsfængsling efter danske regler kræver opfyldelse af en mængde generelle

betingelser. Nogle er forskellige alt efter hvilken regel man benytter, andre går igen. Der er

elleve muligheder for at varetægtsfængsle: RPL § 762, stk. 1, nr. 1-3, stk. 2, nr. 1-2, § 763,

stk. 1, nr. 1-2, stk. 2, samt udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 1-2 og stk. 2.

Den tid, som varetægtsarrestanten har været fængslet modregnes den idømte fængselsstraf.

Der bliver desuden taget højde for, at isolationsfængsling er særligt belastende

omstændigheder. Hvis den afsonede varetægtsfængsling ikke kan afkortes helt i den

idømte straf, kan den dømte som udgangspunkt kræve erstatning herfor.

Varetægtsfængsling i Danmark kræver opfyldelse af forskellige formelle betingelser. For

eksempel skal der være tilstrækkelig mistanke, hvilket defineres nærmere i de enkelte

paragraffer, offentlig påtale og en vis nærmere fastsat strafferamme (altså et kriterium for

grovheden af den påståede forbrydelse). Udover disse formelle krav kræves en særlig

fængslingsbegrundelse, hvoraf de mest almindelige er sikringsarrest (§762, stk.1, nr. 1),

uskadeliggørelsesarrest (§ 762, stk. 1, nr. 2), kollusionsarrest (§ 762, stk. 1, nr. 3), samt

107 Smith, DJØF, 28.11.2007, s. 6.



4 4 | S i d e

retshåndhævelsesarrest (§ 762, stk. 2). Disse bestemmelser tager højde for personlige

forhold, forbrydelsens grovhed, risiko for flugt, risiko for gentagelse, risiko for forstyrrelse

af efterforskningen, samt den generelle retsfølelse.

En del spørgsmål har rejst sig i forbindelse med arbejdet med nærværende projekt. Blandt

andet spørgsmålet om, hvorvidt det er tilladt, endsige moralsk korrekt, at bruge

varetægtsfængsling opdragende. Spørgsmålet har gjort sig gældende, idet det tager den

gamle inkvisitoriske procesform op til fornyet overvejelse. Ved interview med

anklagemyndigheden fandt vi ud af, at varetægtsfængsling som opdragende virkemiddel

betragtes som acceptabelt. Man skulle umiddelbart tro, at denne holdning er farvet af

anklagerens profession, men det viste sig, at forsvareren var af samme opfattelse. Den

adspurgte dommer mente derimod ikke, at varetægtsfængsling blev brugt opdragende eller

præventivt. Dette er dog kun en mands mening, og det må derfor konkluderende antages, at

der er en vis risiko for, at det bliver gjort, selvom det må anses som stridende mod generel

retsopfattelse og retspraksis.

Et andet interessant spørgsmål, som gjorde sig gældende var spørgsmålet angående

kollusionsarrest (§ 762, stk. 1, nr. 3). Det viste sig nemlig, at anklagemyndigheden groft

sagt betragter denne særlige fængslingsgrund som en form for ”generalklausul”, når de

andre fængslingsgrunde ikke dækker situationen, og det må anses som uacceptabelt ikke at

benytte varetægtsfængsling. Den adspurgte forsvarer har også lagt mærke til tendensen,

men er ikke enig i måden at bruge bestemmelsen på. Lovreglens ordlyd hjemler ikke

direkte en sådan bred fortolkning af reglen, og det må således anses for heldigt, at

domstolene ikke er utvetydigt enige med anklagemyndigheden i dennes brug af

kollusionsarrest. Det må således konkluderes, at meget få sigtede ville undslippe sig

varetægtsfængsling, hvis anklagemyndigheden fik ubetinget ret i antagelsen. Dette ville gå

mod lovgivers ønske om færre varetægtsfængslinger, der har været fokus for de seneste par

lovændringer på området.

I forbindelse med kollusionsarrest-problemet kom anklagemyndigheden med et konkret,

tænkt eksempel: En mand anklages for voldtægt, men nægter sig skyldig. Kvinden er turist

og rejst hjem, og manden er ikke tidligere straffet. Han kender ingen personlige

oplysninger om hende. Anklagemyndigheden mente, at der i dette tilfælde ville blive



4 5 | S i d e

varetægtsfængslet med hjemmel i § 762, stk. 1, nr. 3, også selvom manden på ingen måde

kan påvirke efterforskningen, men udelukkende fordi, at det må anses som uacceptabelt at

lade ham gå, og fordi ingen af de andre særlige fængslingsbetingelser kan bruges. Dette

konkrete eksempel fremlagde vi for adspurgte dommer og forsvarer, som begge mente, at

manden uden nogen tvivl ville blive løsladt uden varetægtsfængsling. Man kan spørge sig

selv om konsekvensen af, at anklagemyndigheden er så grundlæggende uenig med både

forsvareren og dommeren. I visse tilfælde kan dette have en meget uheldig effekt på

retssikkerheden. Konklusionen må blive, at så længe dommerne er tilstrækkeligt objektive

til at kunne sondre korrekt mellem anklagerens og forsvarerens synspunkter, har det nok

ikke den store relevans, men hvis eller hvor dette ikke er tilfældet lider retssikkerheden

potentielt et stort brist.

Sidst af de interessante spørgsmål var mængden og længden af varetægts- og særligt

isolationsfængsling i Danmark. Særligt ved dette spørgsmål var det svært at tolke noget

brugbart fra de tre interviewede praktikere. Forsvareren mente, at der sker for meget

isolationsfængsling, anklageren, at der godt kunne ske mere, og dommeren, at der ikke

sker for meget. Det er nok ikke problematisk at antage, at alle tre holdninger er farvet af

professionen hos den, der har fremsat dem. Danmark er i stor stil blevet kritiseret for vores

brug af varetægtsfængsling, og en af de større aktører på dette punkt er den internationale

komite CPT. Denne komite har efter tre besøg i Danmark konkluderet, at der sker alt for

meget isolationsfængsling, og har endda vedrørende de isolationsfængsledes forhold,

sammenlignet Danmark med Kina, Georgien, Paraguay, USA, Mongoliet og Indonesien.

Konkluderende må bemærkes, at vi med den internationale kritik, som vi er subjekt for

løbende, måske burde overveje en mindre hård strategi overfor sigtede mht.

varetægtsfængsling, og særligt med hensyn til isolationsfængsling. Fra et nationalt

perspektiv har lovgiver længe forsøgt at ændre mængden af varetægts- og

isolationsfængslinger, men det står tilsyneladende ikke så tilstrækkeligt slemt til, at vi gør

noget drastisk. Det skal dog nævnes, at der i de sidste par år er sket mindre ændringer,

særligt i retspraksis, der har ført til en formindskelse af antallet af isolations- og

varetægtsfængslinger, smat særligt længden heraf.



4 6 | S i d e

I forbindelse med ovenstående bør kommenteres på det helt grundlæggende problem ved

varetægtsfængsling: at det jo er en objektivt set uskyldig person, som fængsles. Der er dog

kommet mere opmærksomhed på området, og hvis udviklingen forsætter som på

nuværende tidspunkt, er det ikke usandsynligt, at problemet bliver mindre med tiden.

Hvis muligheden for varetægtsfængsling skal bibeholdes, bliver problemet aldrig helt

fjernet, men med tilstrækkeligt effektive regler til sikring af arrestantens rettigheder, samt

generelt færre fængslinger, bliver det måske mindre uudholdeligt. Problemet stiller os

mellem to onder. På den ene side ønsker man ikke at varetægtsfængsle alle for selv den

mindste mistanke, men på den anden side er der folk som man ikke bare kan løslade.

Der kan ikke konkluderes noget endegyldigt svar på, hvordan denne konflikt skal løses,

simpelthen fordi der ingen løsning er. Varetægtsfængsling er en balancegang som

anklagere, forsvarere og dommere hele tiden må blive bedre og bedre til. Så længe der er

kriminalitet vil der være varetægtsfængsling, og så længe der er varetægtsfængsling vil

dette problem bestå.

Løsningen er ikke at løse problemet som en helhed, men blot at blive bedre til at løse

problemet i de konkrete sager hver gang de opstår.

Hovedopgaven indeholder i alt 83.981 anslag.

Af:

Ulrik Vindberg Madsen Christian Hornskov



4 7 | S i d e

Kapitel 7: Kildefortegnelse

Bøger:

Wilhjelm, Preben: Tvangsindgreb i strafferetsplejen 1976-85. 1. udgave.

Jurist- og økonomforbundets forlag, 1988.

Lindencrone og Werlauff Dansk Retspleje – med procesreformen 2007/09. 4. udgave.

Forlaget Thomson, 2007.

Smith, Jochimsen, Kistrup og Lund Poulsen Straffeprocessen. 2. udgave.

Forlaget Thomson, 2008.

Gammeltoft-Hansen, Hans Strafferetspleje II – sigtede, forsvaret – efterforskningen –

tvangsindgreb. 1, udgave.


Gammeltoft-Hansen, Hans Varetægtsfængsling. 1. udgave.


Gomard m.f. Kommenteret Retsplejelov bind III – Bruxelles I-forordning.

8. udgave.

Jurist- og økonomforbundets forlag, 2008

Rehof, Lars Adam og Trier, Tyge Menneskeret. 1. udgave.

Jurist- og økonomforbundets forlag, 1990

Jørgensen, Poul Johannes Dansk Strafferet – fra Reformationen og til Danske Lov.

1. udgave. Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2007

Stagetorn, Merethe Forsvarsadvokaten – Hverdag i retssale og fængsler. 1. udgave.

Forlaget Documentas, 2008

Love og Betænkninger mm:

Retsplejeloven L2008.1069

Lov om ændring af retsplejeloven L1990.403

Den gamle udlændingelov fra 1952 L1973.344 og udlændinges adgang til landet



4 8 | S i d e

Bet. 1974. 728 Betænkning om anholdelse og varetægt: afgivet af det af

justitsministeriet den 16. januar 1968 nedsatte udvalg.

Bet. 1983.975 Betænkning om isolation af varetægtsarrestanter

Straffeprocesudkast 1899 mot. sp. 107 (423)

Artikler mm:

Viltoft, Niels (dommer) Varetægtsfængsling. U1989B.120

Rørdam, Peter (landsretsdommer) Mere om varetægtsfængsling. U1989B.243

Bitsch, N. C. (Byretspræsident) Anmeldelse af Preben Wilhjelm: Tvangsindgreb i

strafferetsplejen 1976-85. U1988B.4355

Smith, Eva Varetægtsfængslinger – I forbindelse med rydningen af

Ungdomshuset. 28/11-2007

JUR2007.7

Waaben, Knud Varetægt – Om Hans Gammeltoft-Hansens disputats

”Varetægtsfængsling” (1976). U1977B.295

Rasmussen, C. og Smedegaard Andersen Fuldmægtigen. FM 1993.4f og FM1993.75

Gammeltoft-Hansen, Hans Flugtfare og selvmordsrisiko.

JUR1973.61

Rørdam, Peter Retshåndhævelsesarrest (varetægtsfængsling efter

retsplejelovens § 762, stk. 2)

JUR1984.196

Hjemmesider:

http://www.cpt.coe.int/en/

http://www.cpt.coe.int/en/states/dnk.htm

http://www.cpt.coe.int/documents/dnk/1997-14-inf-eng.pdf

http://www.amnesty.dk/default.asp?page=512&lang=da

http://www.kriminalforsogn.dk

http://www.justitsministeriet.dk

http://politiken.dk/indland/article587165.ece

http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/pressemeddelelser/Pages/Ungdomshuset1marts2007.aspx



4 9 | S i d e

http://www. thomson.dk Karnovs note til retsplejeloven nr: 377, 3286, 3291, 3293, 3294, 3295, 3300,

3301, 3307, 3354, 3363, 3371 og 3373.

Interviews:

Interview med politianklager Doris Jensen og politifuldmægtige Brian Dybdahl (bilag 1)

Interview med forsvarsadvokat Niels Rex (bilag 2)

Interview med dommer Alex Nymark (bilag 3)



5 0 | S i d e

Bilag 1 10-03-2009 Interview med politiadvokat Doris Jensen og politifuldmægtig Brian Dybdahl Som på baggrund af deres personlige erfaringer har svaret følgende:

Spørgsmål 1: Kan I huske nogen sager, hvor en sigtet burde have været varetægtsfængslet, men ikke blev

det?

Svar: Den slags sager forekommer løbende. Det præcise antal oplyses hos rigspolitichefen, men jeg

vil gætte på, at begæringen om varetægtsfængsling afvises i omkring 7 % af tilfældene.

Normalt accepterer vi byrettens afgørelse omkring varetægtsfængsling. Spørgsmålene bliver

kun kæret hvis vi er overbeviste om, at landsretten vil se anderledes på sagen. En anden

situation hvor vi kunne finde på at kære spørgsmålet var, hvis det var principielt. Det ville det

være ved ny lovgivning, eller eksempelvis efter skærpelsen af våbenloven. Så bliver vi nødt til

at teste grænserne for, hvornår vi kan forvente at komme igennem med en varetægtsfængsling.

Spørgsmål 2: Hvis I kun må anmode om varetægtsfængsling i de sager, hvor I mener betingelserne er

opfyldt, hvad vil I så tilskrive de ca. 7 %?

Svar: Det er ikke så enkelt. Domstolen skal jo vurdere, om den er enig i at der overhovedet er

grundlag for mistanken. Den sigtedes personlige forhold skal også tages ind i overvejelsen, og

disse ting kan vi godt se forskelligt på.

Når en mand har siddet fængslet for forbrydelser flere gange, vil han muligvis blive

varetægtsfængslet simpelthen fordi samfundet ikke kan acceptere at have ham gående rundt.

Ideen er så, at så længe han er varetægtsfængslet laver han da i hvert fald ikke flere

forbrydelser. Hvis en mand går ned og røver en bager og han efterfølgende bliver fanget, vil

samfundet ikke acceptere at han ikke bliver låst inde, men bare sat fri igen så han kan røve

bageren igen den følgende dag. En fængsling er jo ikke en garanti for, at han ikke begår

samme forbrydelse igen, men den forhindrer ham dog i at begå forbrydelser i mellemtiden.

Spørgsmål 3: Har I været ude for, at der i en sag blev anmodet om varetægtsfængsling, men retten ikke

fandt betingelserne opfyldt, og sigtede derefter forbrød sig mod et eller flere af de forhold som

I netop prøvede at forhindre?

Svar: Det sker da, men dog mest på nogen bestemte områder. Når vi har anholdt en narkoman eller

en alkoholiker for fx et butikstyveri, men han ikke bliver varetægtsfængslet, kan vi næsten med

sikkerhed vide at han går ud og stjæler igen. De bliver ofte løsladt til et liv på gaden, hvor det

at stjæle bare er det, man gør. Et andet eksempel kunne være en mand der tævede sin kone,

blev løsladt og gik hjem og tævede hende igen.



5 1 | S i d e

Der var faktisk en konkret sag, hvor vi havde anholdt en alkoholiker for tyveri. Han blev stillet

foran en dommer, som selvfølgelig belærte ham, men efterfølgende satte ham fri igen. Han

blev snuppet for tyveri igen dagen efter.

Det er også sket at vi har måttet fængsle nogen for at have truet vidner.

Spørgsmål 4: Hvilken af de særlige fængslingsgrunde anvender I oftest?

Svar: Det er klart nr. 2 og nr. 3 oftest. Stk. 2, nr. 2. kommer også oftere og oftere i brug. Hvis man

kan bruge nr. 2 eller nr. 3 vælger domstolen ofte at gøre det. Vi anmoder ofte om

varetægtsfængsling principalt efter nr. 2 eller nr. 3 og subsidiært stk. 2, nr. 2 der hvor den

kan anvendes. Hvis dommeren så vælger at fængsle efter nr. 2 eller nr. 3 tager han slet ikke

stilling til stk. 2, nr. 2. Dette gør han ikke, fordi en fængsling efter stk. 2, nr. 2 gør dommeren

inhabil efterfølgende. Men fordi domstolen normalt fængsler efter nr. 2 eller nr. 3 får vi

sjældent svar på, om stk. 2, nr. 2 faktisk kan anvendes.

§ 763, nr. 2 anvendes også ofte.

Spørgsmål 5: Er det jeres erfaring, at nogen retsinstanser varetægtsfængsler oftere end andre set i procent?

Svar: De varetægtsfængslingsspørgsmål som bliver indbragt til landsretten af os falder sjældent ud

til vores fordel. Ud af 10 får vi nok medhold i 3-5 sager. Det kommer dog meget an på om vi

kærer fordi vi er sikre på, at landsretten vil se anderledes på sagen, eller om vi kærer fordi

det er et principielt spørgsmål.

Spørgsmål 6: Danmarks brug af varetægtsfængsling og brugen af isolation er blevet voldsomt kritiseret af

CPT. Har i nogen kommentarer til dette?

Svar: Det blev taget yderst alvorligt hos rigsadvokaten. Der er jo også kommet begrænsninger på

varetægtsfængslingen i retsplejeloven på 4 og 6 måneder.

Spørgsmål 7: Der var ligeledes meget debat omkring varetægtsfængslingens anvendelse i forbindelse med

rydningen af ungdomshuset. Mange mente eksempelvis at det blev brugt præventivt og

opdragende.

Svar: Det var jo nogen dommere i byretten i København der afgjorde de sager, og det er svært at

vide præcist hvad de har tænkt. Hvis vi nu havde anholdt en 7-8 gutter her i Odense for at

have lavet noget ballade, så tager vi dem ind foran en dommer og præsentere sagen, hvorefter

han sætter dem fri igen. Men hvis dommeren nu, som han muligvis gjorde omkring

ungdomshuset, var nervøs for, at så snart de blev løsladt, ville de løbe direkte ud og deltage i

balladen igen, ville han sikkert vælge at varetægtsfængsle. Han vil ikke sidde med ansvaret for



5 2 | S i d e

at balladen fortsatte. Så hellere få den stoppet. Og hvis varetægtsfængsling i den forbindelse

er blevet anvendt opdragende i forhold til de unge, er der vel ikke noget specielt forkert i det.

Spørgsmål 8: Det fremgår af teorien på området, at en tiltalt ikke kan varetægtsfængsles med hjemmel i nr.

3, hvis han har været frigivet og derved har haft mulighed for at påvirke vidner eller lignende.

Er I enige i det?

Svar: Nej, bestemt ikke. En tiltalt kan godt stadig varetægtsfængsles. Det er jo ikke sikkert at han i

den tid han har været fri har haft mulighed for at påvirke alle de vidner han havde mulighed

for.

Hvis vi forestiller os to bankrøvere er blevet fanget. Den ene er blevet varetægtsfængslet nu,

fordi vi ikke vil have dem til at afstemme deres historier. Så kan vi jo stadig godt

varetægtsfængsle den anden med samme begrundelse. Man kunne jo argumentere for, at han

alligevel ikke kunne afstemme historier med den anden røver, da denne jo allerede er

fængslet.

Spørgsmål 9: Øvrige bemærkninger?

Svar: Af fængslingsgrundene tolkes nr. 3 klart bredest. Det har faktisk ført til en diskussion om

hvorvidt vi anvender netop denne bestemmelse for ofte.

Hvis vi tager en voldtægtssag som et eksempel. Hun påstår hun er blevet voldtaget; han

nægter. Når vi bare har to modstridende forklaringer får vi ham ikke varetægtsfængslet med

særlig bestyrket mistanke. Stk. 2 kan altså ikke anvendes. Manden er ikke tidligere straffet, og

kvinden var faktisk turist i landet. Hun er nu rejst hjem igen. Nr. 1 og nr. 2 kan ikke bruges

her. Han vil helt sikkert blive varetægtsfængslet på en nr. 3, også selv om hun på ingen måde

kan påvirkes. Han har ikke hendes navn, hendes adresse og hun er ikke engang i landet

længere. Det skyldes simpelthen at vi jo ikke vil lade ham gå. Nr. 1 kan ikke anvendes, nr. 2

kan ikke anvendes og stk. 2 kan ikke anvendes. Så er der kun nr. 3 tilbage, og den bliver så

strakt ud over sagen. Sådan vil det tit være når der er tale om grov, personfarlig kriminalitet.



5 3 | S i d e

Bilag 2 19-03-2009

Interview med forsvarsadvokat Niels Rex (H)

Spørgsmål 1: Kan du huske nogen sager, hvor din klient objektivt set burde have været varetægtsfængslet,

men ikke blev det?

Svar: Nej, egentlig ikke. Det tror jeg ikke umiddelbart er sket.

Spørgsmål 2: Hvor ofte mener du, at du kommer igennem med, at din klient ikke skal varetægtsfængsles

selv om anklageren begærer det?

Svar: Meget sjældent. Langt under 10 %. Hvis jeg skulle gætte, ville jeg gætte på ca. 5 %.

Spørgsmål 3: Synes du at vi varetægtsfængsler for ofte og for omfattende?

Svar: Ja! Helt klart ja. Vi har vist Europa rekord så vidt jeg ved.

Spørgsmål 4: Har du nogensinde været ude for, at der i en sag var blevet anmodet om varetægtsfængsling,

men retten ikke fandt betingelserne opfyldt, og din klient derefter forbrød sig mod et eller

flere af de forhold, som netop lå til grund for anklagerens begæring?

Svar: Det er da sket før, men som sagt får anklagemyndigheden jo næsten altid de

varetægtsfængslinger som de beder om.

Spørgsmål 5: Hvilken af de særlige fængslingsgrunde oplever du oftest at dine klienter bliver

varetægtsfængslet på?

Svar: Det nå nok være stk. 1, nr. 3. Den bliver ofte anvendt af anklagemyndigheden som en slags

generalklausul. Alt hvad der ikke passer ind andre steder bliver puttet herind under.

Spørgsmål 6: Hvor ofte vil du sige at du kærer en varetægtsfængsling? Og hvor ofte får du noget ud af det?

Svar: Det gør jeg nok i ca. 20 % af tilfældene, og det er stort set altid fordi klienten vil have det.

Som forsvarer får man dog næsten aldrig noget ud af det. Under 1 % af gangene vil jeg mene.

Anklagemyndigheden får generelt oftere omgjort en beslutning om ikke at idømme




5 4 | S i d e

Spørgsmål 7: Vores anvendelse af varetægtsfængsling og brug af isolation er blevet meget kritiseret af CPT

i deres sidste reporter om Danmark. Mener du at det er berettiget?

Svar: Igen, klart ja. Og det gælder for både varetægtsfængsling og isolationsfængsling. Man har

ofte en fornemmelse af, at lovgiver og dommerne har den holdning at politiet ”nok” har fat i

den rette, og så kan man jo lige så godt holde på ham.

Spørgsmål 8: Det med at vi varetægtsfængsler i flæng vises ret tydeligt ved rydningen af ungdomshuset.

Mener du at vi går for vidt når vi varetægtsfængsler alle tilstedeværende på den måde?

Svar: Der kan man jo helt sikkert sige at det gamle udtryk om at være på det forkerte sted på det

forkerte tidspunkt kom til sin ret. Både i forhold til varetægtsfængslingen og senere i forhold

til dommene viste det sig. Der blev stillet meget lave beviskrav til dem, som var blevet snuppet

inde i huset. Det blev lagt til grund, at hvis man have været i et hus hvor der samtidig var

forberedt opstand, så havde man også tænkt sig selv at kæmpe. Det var en utænkelig tanke at

der også var almindelig, uskyldige brugere af ungdomshuset og tilskuere generelt mellem de

anholdte.

Spørgsmål 9: Anklagemyndigheden pointerede i relation til ungdomshuset, at ansvaret lå hos

byretsdommerne i København.

Svar: Politiet har jo en pligt til at være objektive i deres vurdering. De kan ikke bare fremstille revl

og krat i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, og så bare lade det være op til

domstolen at vurdere hvem der faktisk er uskyldige. De har pligt til at vurdere bevisbyrden for

de enkelte inden de anmoder om varetægtsfængsling.

Hvis en sag har været meget oppe i medierne får det ofte politiet til at gøre langt flere ting

end de ellers ville. Jeg var forsvarer for en af de terrorsigtede, og efter tre måneder stod det

ganske klart, at han intet havde med sagen at gøre. Han var helt objektivt og helt åbenlyst

uskyldig. I en hver anden sag ville man med det samme have droppet sigtelsen, men fordi

justitsministeren havde kaldt sagen ”den største terrorsag i landets historie” ville politiet ikke

lade nogen slippe. Sigtelsen blev naturligvis opgivet til sidst, men alt for sent i forhold til hvad

den normalt ville være blevet.

Spørgsmål 10:Mener du at vi anvender varetægtsfængsling opdragende/præventivt?

Svar: Ja det gør vi, men det kan vel på sin vis også være ganske fornuftigt. Nogen gange skal en

person bare have sat tempoet lidt ned. Hvis en mand er i gang med sit butikstyveri nr. 32 har

han sikkert godt af at blive taget ud af omløb i 4 uger. Så bliver han clean fra stofferne og så

laver han da ikke ballade i perioden.



5 5 | S i d e

Spørgsmål 11: Dommer Niels Viltoft har udtalt, at en forsvarer en del oftere vil kunne få en klient frikendt

for varetægtsfængsling efter nr. 2 hvis han underbyggede de personlige forhold grundigere

end det normalt sker. Hvad mener du om det?

Svar: Jamen det er jeg ganske enig i. Der er somme tider desværre stor forskel i kvaliteten af dette,

og i nogen sager kan det være en afgørende faktor.

Spørgsmål 12: Ser du noget brugbart alternativ til varetægtsfængsling?

Svar: Et system der arbejder hurtigere. Når der varetægtsfængsles i 4 uger bliver det desværre tit til

en sovepude. Så bliver sagen lagt hen og taget op igen tre uger senere. Der er jo ingen grund

til at varetægtsfængsle en person i 4 uger hvis alt man skal er at afhøre et per personer. Så

kunne man give anklageren en uge til det. Det må da være rigelig tid. Så nogen kortere frister

ville hjælpe på det. De findes jo allerede, man anvendes alt for sjældent.



5 6 | S i d e

Bilag 3 07-04-2009

Interview med Alex Nymark, dommer ved Retten i Odenses 12. afdeling,

pressekontaktdommer og ekstern lektor ved Aarhus Universitet.

Spørgsmål 1: Hvor ofte mener du, at anklagerens påstand om varetægtsfængsling, går igennem?

Svar: Det sker i 95 % af tilfældene.

Spørgsmål 2: Hvis anklagemyndigheden kun må anmode om varetægtsfængsling i de sager, hvor de mener

betingelserne er opfyldte, hvad vil du så tilskrive de xx %, hvor begæringen ikke går

igennem?

Svar: I retten kommer der nogle gange fokus på noget nyt - jeg havde en angivelig voldtægtsmand,

der kunne fortælle om frivillighed og noget faktuelt, der stemte bedre med

gerningsstedsundersøgelsen end forurettedes forklaring.

Spørgsmål 3: Har du nogensinde isolationsfængslet en person under 18 år?

Svar: Ja - for tit. Desværre er unges kriminalitet ikke længere forskellig fra voksnes.

Spørgsmål 4: Har du nogensinde været ude for, at der i en sag blev anmodet om varetægtsfængsling, men du

ikke fandt betingelserne opfyldte, og sigtede derefter forbrød sig mod et eller flere af de

forhold, der lå til grund for anklagerens begæring varetægtsfængsling.

Svar: Ja. Gentagelse ikke godtgjort -> løsladelse -> et nyt indbrud tre timer efter...

Spørgsmål 5: Har du nogensinde været ude for, at der i en sag ikke blev anmodet om varetægtsfængsling, og

den sigtede efterfølgende forbrød sig mod et eller flere af de forhold, der ligger til grund for

muligheden for varetægtsfængsling (flygtede, ødelagde beviser, påvirkede vidner, etc.)?

Svar: Nej.

Spørgsmål 6: Hvilken af de særlige fængslingsgrunde mener du oftest bliver anvendt i anmodningen om

varetægtsfængsling?

Svar: Gentagelse, jf. stk. 1, nr. 2.



5 7 | S i d e

Spørgsmål 7: Er det din erfaring, at visse retsinstanser varetægtsfængsler oftere end andre?

Svar: Jeg er bange for, at Østre fængsler oftere end Vestre, men jeg har kun været konstitueret i

Vestre, hvor jeg var meget imponeret af kvaliteten i arbejdet med at kontrollere fængslingerne

- i Østre kender jeg kun outputtet...

Spørgsmål 8: Danmark er på internationalt plan blevet kritiseret en hel del, primært grundet vores hyppige

brug af isolations- og varetægtsfængsling. Særligt CPT har i deres rapporter efter besøg i

Danmark reageret negativt herpå. Har du nogen kommentar til den kritik?

Svar: Det er påfaldende, så sjældent der nu kræves isolation - kritikken har virket!

Spørgsmål 9: Ved rydningen af ungdomshuset blev politiet kritiseret utrolig meget for at have anholdt alt

hvad der var i nærheden af demonstrationerne, ligesom domstolene blev kritiseret for at være

for rundhåndede med varetægtsfængslingerne til disser personer. Synes du, at det blev brugt

for meget i den situation?

Svar: Det har jeg intet belæg for at forholde mig til: Men mine unger skulle altså holde sig fra

Ungeren de sidste dage...

Spørgsmål 10:Synes du generelt varetægtsfængsling bliver brugt for meget?

Svar: Nej, det mener jeg ikke.

Spørgsmål 11:Synes du generelt varetægtsfængsling bliver brugt præventivt eller opdragende?

Svar: Nej, det mener jeg heller ikke.

Pkt. 12. Efterfølgende forelægger vi dommer Nymark den situation, der er gengivet på opgavens

s. 22.

Svar: Når der virkelig ikke kan fremtvinges en fængslingsgrund (og det er der er der ikke, når 1.-

gangspåvirkningen er et vidne i udlandet), så skal der løslades.

bacheloropgave i varetægtsfængsling ulrik vindberg madsen syddansk...

Documents