temaNummer 2 2011

voksne børn og deres forældre

Bagagen fra barndommen

Fra usund relation til gensidig respekt Om at give og modtage

FaderkærlighedFem forældretyper Hvordan gør vi det så?

Når ungerne forlader reden

2

indhold

Tema udgives af:Foreningen Agape, Bredhøjsvinget 1, 8600 Silkeborg

Ansvarshavende redaktør:Landsleder Torben JensenT 8680 6022 / torben.agape@gmail.com

Øvrige medlemmer af bladudvalget:Psykolog Mette HøjvigTerapeut Torsten Hartvig PedersenDistriktsygeplejeske Jens Peter HansenJournalist Mette SwartzTeolog Helge Maagaard

Layout:Informationsmedarbejder Martin SkipperT 8680 6022 / skipper@agape.dk

Forsidefoto:Modelfoto fra sxc.hu

Tryk:Lavpristrykkeriet, Århuslavpristrykkeriet.dkOplag: 2.500 stk.ISSN: 1601-7188

Foreningen AgapeAgape ønsker på folkekirkelig grund at hjælpe mennesker, som oplever livet problematisk og at inspirere menigheder og fællesskaber til diakoni i praksis. Dette sker ved at samle og servicere frivillige grupper samt via terapi, foredrag, kurser, rådgivning og sjælesorg.Agape har navn efter det græske ord for kærlighed, og diakoni er det græske ord for tjeneste.Medlemmer af Agape modtager to gange om året bladet TEMA, der sætter fokus på et emne inden for det diakonale, sjælesør-geriske eller psykologiske område.

KontaktForeningen Agape, Bredhøjsvinget 1, Silkeborg T 8680 6022 / sekretariat@agape.dkTelefontider: mandag – torsdag 9-15, fredag 10-14Bankkonto 6190 0003562409 www.facebook.com/agapedkwww.agape.dk

Bagagen fra barndommen

/ side 4 /

Fra usund relationtil gensidig respekt

/side 7 /

Krævende, tyranniske, umodne, evige eller fraværende forældre

/ side 14 /

Faderkærlighed

/ side 12 /

Emne Side

Ondt i maven... - kommentar ................................ 3

Bagagen fra barndommen ...................................... 4

Fra usund relation til gensidig respekt ................... 7

Om at give og modtage i relationen ........................ 10

Faderkærlighed ...................................................... 12

Fem forskellige forældretyper ................................. 14

Hvordan gør vi det så - guideline ............................ 18

Når ungerne forlader reden - boganmeldelse .......... 19

3

kommentar

Ondt i maven, når du skal hjem til jul?

Torben Jensen

Land

sled

er i

Aga

pe

””

Hver tiende forældre har ikke kontakt til deres voksne børn. Det viser en undersøgelse*, som sam-tidig peger på, at familien betyder mere og mere for folks identitet. Familien er det sted, hvor vi i høj grad bliver formet som de men-nesker, vi er. Vi kan hverken forholde os til os selv, eller finde ud af hvem vi er, hvis vi lader som om, forældre og familie er uden betydning. Familien er en del af os selv, og uanset hvad, der er sket, er vi vedvarende forpligtede over for hinanden. En af de store gåder i tilværelsen er, at forældre kommer til at gøre noget, som skader eller negativtbelaster dem, som de holder aller-mest af. Denne problematik er dog langt fra ensidig. I den nuværende voksne generation er der måske ikke plads - og i hvert fald ikke tid - til at være sammen med de gamle forældre. Det er langt vigtigere, at vi plejer vores egen selvrealisering og personlige udvikling.

BrudDer kan være gode grunde til at stoppe kontakten. En person kan

være nødt til at afbryde forbind-elsen til de mennesker, der burde stå hende eller ham nærmest for at bevare sig selv. Men at skære den slags bånd over gør meget ondt og må være den aller sidste løsning. Det får konsekvenser for mange andre end de implicerede parter. Svigerbørn, børnebørn og mange andre må også leve med det. Et permanent brud mellem forældre og børn sætter en stopper for samtalen og samværet, men det afslutter ikke selve relationen. Den lever stædigt videre.

Forholdet kan forbedresSelv om det ikke kommer til et

brud, kan et kompliceret forhold mellem forældre og voksne børn være et stort problem. Den næste fest i familien eller bare det at skulle ringe til sin mor for at snakke om det kommende samvær i julen kan give ondt i maven. I sociale brevkasser og andre steder, hvor folk henvender sig med alvorlige problemer, er pro-blematiske forhold mellem forældre og voksne børn noget af det, der fylder allermest. Sådan er det ikke uden grund. Vi bærer alle rundt på en bagage fra vores til-blivelse i forældrenes og hjemmets varetægt, men det er ikke umuligt at komme frem til en bedre måde at leve med fortiden på. Måske skal bagagen findes frem, og der skal sorteres og ryddes op i indholdet, måske ikke.

Som voksent barn eller som mor eller far er det mit eget ansvar at gøre noget ved en mor- eller far-relation, der giver problemer for mig.

* Sociale Netværk, Ældre Sagen, 2004

Et permanent brud mellem forældre og børn sætter en stopper for samtalen og sam-været, men det afslut-ter ikke selve relatio-nen. Den lever stædigt videre.

4

Vi bærer alle noget med os her i livet, dels vores helt egen unikke personlighed, dels vores oplevelser og minder. Men den personlige sandhed om, hvad der er foregået, kan være i stadig udvikling. Erindringer om, hvordan noget er foregået i barndommen, kan ét sted i voksenlivet synes sandt, og ti år senere kan samme oplevelse huskes på en anden måde. Som mennesker bliver vi aldrig færdige med at udvikle os. Vores oplevelser har været med til at forme os og det billede, vi har af os selv, og de påvirker også den tilgang, vi møder andre med.

Når sikker base manglerBørne- og familiepsykiateren John Bowlby (1907- 90) er ophavsper-son til tilknytningsteorien og be-grebet ”En sikker base”. Med dette menes, at forældrene tilvejebringer en sikker base, hvorfra barnet kan gå ud i verden, og hvortil det kan vende tilbage i sikker forvisning om, at det vil blive budt velkom-ment, når det kommer, og blive trøstet, hvis det er ked af det, beroliget, hvis det er bange samt i det hele taget få følelsesmæssig

og fysisk støtte. Hvor der er tillid til, at basen er sikker, er der også mod til at trænge frem og tage chancer. Det væsentlige i denne forældrerolle består i at være til rådighed, parat til at reagere, når der er brug for opmuntring, og hjælpe, hvis det er nødvendigt. Ikke alle forældre formår dette. Hvis man som spæd ikke bliver forstået i sin gråd, hvis der bliver reageret trægt og uvilligt på bar-nets tilknytningsadfærd (se boks), og dets søgen efter nærhed bliver betragtet som en plage, bliver barnet sandsynligvis ængsteligt tilknyttet, det vil sige bange for, at dets omsorgsperson ikke er til stede eller vil hjælpe, når der er brug for det. Dette kan give sig udslag i en adfærd, hvor barnet er ængsteligt, klæbende, lystrer uvilligt og ikke bekymrer sig om andres proble-mer. Har barnets omsorgsper-soner desuden aktivt afvist det, vil det sandsynligvis udvikle et adfærdsmønster, hvori undvigelse af dem konkurrerer med trangen til nærhed og omsorg. Der kan være tale om både udadrettet og indadrettet vred adfærd.

Det, der skerMange familier oplever en meget presset hverdag. Når vi føler os pressede og stressede, sker det nemmere, at vores forstand bliver kørt mere eller mindre ud på et sidespor, og vore grundfølelser i stedet kommer i spil. Er den ene forældre på aftenarbejde og den anden alene om putnin-gen af børnene, kan der hurtigt opstå situationer, hvor man som forælder kan komme til at opføre sig uhensigtsmæssigt og sårende overfor et af børnene. Barnet, der føler sig trådt på, kan så reagere tilbage med adfærd, som beskrevet ovenfor.

Når vore grundfølelser tager over, består kunsten i hurtigst muligt at få dem under kontrol, så vi kan bruge vores forstand til at planlægge, hvordan vi vil reagere på barnets adfærd, og hvordan vi bliver forsonet og roen genoprettet. Hvis der ikke bliver samlet op på det, vil barnet sandsynligvis ikke sove så godt om natten. Gentager denne situation sig, vil barnet efterhånden tage skylden på sig, for at relationen med forælderen ikke er så god. Videre kan barnet føle sig forkert og dermed trække sig fra pågældende omsorgsperson. Det ulykkelige er, hvis forælderen aldrig opdager dette og påtager sig ansvaret for at nå ind til sit barn. Måske er forælderen ikke i stand til at påtage sig dette ansvar, fordi han eller hun slæber rundt på sin egen bagage, fyldt af falsk overført skyld fra hans eller hendes egne forældre. Dette kan nemlig betyde, at forælderen ikke er i stand til at påtage sig mere, men derimod føler sig aflastet ved at lægge skyld på sine børn. Alt dette er ikke noget, der sker bevidst, men nærmere noget, som er automatiseret i os gennem barndommen. Det kan ændres i terapi, hvis man har mod til at se det i øjnene.

Konsekvenser i det voksne livHvis man i sin barndom var udsat for, at tilknytningen til en eller flere af de nære primære omsorgs-personer ikke var god, er der risiko for, at bagagen fra barndommen fylder meget i voksenlivet. Forvir-ring angående værdi som men-neske, meninger om forskellige ting (er det min egen mening, eller mine forældres?), evne til at kunne beslutte sig og evne til nærhed med andre mennesker. Alt dette kan også sammenfattes i følelsen af ensomhed og af at være forkert. Relationen til egne forældre

Bagagen fra barndommen

Bente Hansen er 37 år, gift på 13. år med Daniel, sammen har de tre børn på hhv. 9, 5 og 2 år. Uddannet familieter-apeut fra Systemisk Institut for Familie-terapi i Jels. Udover egen praksis i Fjellerup og Aarhus arbejder Bente som pædagog 10-15 timer om ugen med psykisk udviklingshæmmede.

Af Bente Hansen, familieterapeut

Tilknytningsadfærd er enhver form for adfærd, der bevirker, at en person opnår eller opretholder tæt kontakt med en ganske bestemt person, som opfattes som værende bedre i stand til at klare sig i verden. Det er en karakteristisk adfærd for mennesket hele livet igen-nem – fra vugge til grav.

John Bowlby (1907- 90)

5

til den første tilknytning mellem nybagte forældre og børn, som er så utrolig vigtig.

Hvad parterne i sagen kan gøre Der kan også hos voksne børn være behov for at rydde op i bagagen for at kunne flytte hjem-mefra psykologisk set. Sådan en oprydning kan finde sted i trygge rammer med en god ven/veninde, en sjælesørger eller eventuelt hos en terapeut. Der er behov for ro og tid til at huske tilbage og sætte ord på forskellige ting; til grundig overvejelse af holdninger, måder at gøre ting på og af billeder af sig selv. Man må blive i stand til at træde ind på scenen som aktør i sit eget liv og selv tage ansvaret på alle områder for dette forunderlige liv, der netop blev én tildelt. For at blive i stand til dette må man kunne lide sig selv.Der kan undervejs opstå et behov for at lægge afstand til omsorgs-personerne i en periode. Jeg tror, et teenageoprør i form af at finde sit eget personlige ståsted i verden er sundt. Har man en følsom per-sonlighed og har haft dominerende forældre, er det ikke sikkert, dette

den besøgende måske selv har et behov for at føle sig betydningsfuld som forælder. Selvfølgelig kan det være rigtig svært at stå og se på, hvis man virkelig ikke synes, éns voksne barn magter det at være forælder godt nok. Men også her består kunsten i at være ydmyg og spørge om lov. Det er jo fantastisk at blive aflastet på de praktiske områder, så der bliver mere energi

Når vore grund-følelser tager over, består kunsten i hur-tigst muligt at få dem under kontrol, så vi kan bruge vores for-stand til at planlægge, hvordan vi vil reagere på barnets adfærd, og hvordan vi bliver forsonet og roen gen-oprettet.

dukker ofte op i forbindelse med selv at få børn. Der kan opstå et ønske om mindre indblanding fra forældrenes side og behov for at vise selvstændighed.

At gå fra at være par til at blive en familie med børn er en stor om-væltning. Den nye lille familieen-hed kan have brug for i ro og mag at finde sin egen rytme i hverdagen og måde og gøre tingene på. Her kan nybagte ivrige bedsteforældre ofte have svært ved ikke at komme til at styre for meget. De har jo er-faringen og tror måske ofte de ved, hvad der er bedst for den lille og de nybagte forældre. Her tror jeg, det er vigtigt, at bedsteforældre lader de unge drage deres egne erfaring-er; at de øver sig i den ydmyghed, der ligger i at være til rådighed, at de med ord giver udtryk for al den kærlighed, de har, holder sig lidt i baggrunden og spørger om lov, inden de udfører nogle praktiske tiltag. Der, hvor det kan gå galt er, hvor en usikker nybagt mor får be-søg af en forælder, der ikke forstår, hvor utrolig vigtig tilknytnings-følelsen mellem nybagt mor og spædbarn er, og på en måde over-tager den lille fra moderen, fordi

”

”

Fortsættes på næste side...

6

Kilde: John Bowlby: ”En sikker base” – tilknytningsteoriens kliniske anven-delser, DET lille FORLAG, 1988.

oprør fandt sted i teenageårene, som det burde. Måske er det et arbejde, jeg først skal i gang med i en moden alder.

Nogle kan have brug for, at forældrene forstår deres behov for at holde afstand. Andre har måske ikke tilliden til, at forældrene forstår det, og gør det så bare af sig selv uden at sætte ord på. Hvis man som midaldrende forældre er i stand til det, vil det her være en stor hjælp for det voksne barn, der er i gang med en psykolo-gisk løsrivning, at der bliver givet udtryk for en undskyldning, og man vedkender sig sin del af ans-varet for, at det voksne barn har det svært, samt forståelse for, at der må holdes afstand i en peri-ode. Desværre er der nok mange midaldrende forældre, der ikke er i stand til dette. I stedet går de i forsvar og gør det derved endnu sværere for ”barnet”.

Når man arbejder med svære personlige ting, kommer man forhåbentlig med tiden styrket videre i livet. Her kan der eventuelt opstå et behov hos barnet for at sige undskyld og tilgive samt for-

stå, at forældre gjorde deres bedste i de fleste tilfælde. For den, der på forskellige måder har haft en ulykkelig barndom, kan det være smertefuldt og van-skeligt og måske ligefrem umuligt at få det bedre uden hjælp. Men når det lykkes for eksempel en kvinde, uanset hvordan hun bærer sig ad med det, at fastholde - eller på ny få adgang til og forarbejde - sådanne ulykkelige erindringer, således at hun kan affinde sig med dem, viser det sig, at hun kan reagere ligeså godt på sit barns tilknytningsadfærd, som den kvinde, der har haft en lykkelig barndom. Barnet kan således udvikle en sikker tilknytning til kvinden, selv om hun har en tung bagage fra sin egen barndom.

Står man som forælder og kan fornemme, at ens børn ikke har en tryg tilknytning til én samt be-væger sig ud ad en usund sti, kan forandringer i den måde barnet behandles på, alligevel ændre den sti, det bevæger sig ad.

Udviklingsændring mulig hele livet igennemSelvom evnen til udviklingsæn-

dring aftager med alderen, er der hele livet igennem mulighed for forandringer til det bedre eller til det værre. Nogle hævder, det aldrig er for sent at få en god barndom. Det er aldrig for sent at arbejde med personlige svære ting og deri-gennem blive i stand til at kunne lide sig selv og mestre relationer på en bedre måde.

...fortsat fra side 5...

Kære Mor og Far

Tak for alt I har gjort for migJeg har ikke altid formået at sætte pris på det

Men jeg kan se nu At I har givet mig meget godtDet er ikke altDer har været godt

Men jeg trorAt I har forsøgtSå godt I kunneMed jeres forudsætninger

Og I har givet mig grundlagetFor at være denJeg er i dagMed alt hvad jeg er

I har givet mig livKærlighedOmsorgTryghed

I har taget jer af migGivet mig madTøjEt hjem

I har trøstetPustet på forslåede lemmerStået op om nattenTørret bræk op

I har sørget for skolegangFritidsaktiviteterPasningI har hentet og bragt

I har arrangeret ferierUdflugterFamiliesamværGode minder

I har skabt traditionerFejret julFødselsdageMærkedage

I har skabt netværkFamilieVennerFællesskab

I har sat grænserLært mig reglerOg god opførselOpdraget mig

I har lært migForståelse for andre At tage hensynVære en god kammerat

I har lært mig ansvarDisciplin PligterAt gøre sit bedste

I har givet videnFærdigheder IndsigtEvnen til at begå sig

I har givet værdierHoldninger MoralSelvstændighed

I har givet migEn opvækstOg et livDer fungerede

Og for alt detVil jeg gerne sigeTAKMor og far

Kærlig hilsen Jeres voksne barn

7

Inger og Kristina fik en svær start på livet sammen som mor og dat-ter. Kristina var ikke ret gammel, før hun begyndte at tage ansvar for sin mor, og ofte blev rollerne byttet om i mor-datter relationen. For Inger var det en stor mundfuld at blive mor i en ung alder, samtidig med at livet bød på mange andre udfordringer.

Svær tid efter fødslen - Jeg kunne godt se, at Kristina var køn, men hun sagde mig ikke noget, og jeg havde ikke de samme følelser for hende, som jeg senere oplevede ved barn nummer to, og som jeg også hørte andre fortælle om. Efterfølgende har jeg tænkt på, om jeg havde en fødselsde-pression. Jeg ved det ikke, men vi havde en dårlig start sammen, fortæller Inger. Det blev ikke bedre af, at Kristina kom i dagpleje kort efter fødslen. I dag ville Inger ønske, at hun havde taget en længere orlov.- Måske ville følelserne have fået bedre grobund. Kristina var glad for at være hos sin dagplejemor, og når hun ikke ville med mig hjem, forstærkede det min følelse af ikke at være god nok som mor. Jeg var usikker, og når det blev for svært overlod jeg til min mand at tage sig af Kristina. Da Kristina blev ældre, havde jeg svært ved at honorere hendes krav til mig om at være tydelig og give kærlighed. Og hun fik voksenrollen, når jeg ikke

magtede tingene.

Kristina trøstede morKristina husker, at et gennem-gående tema i opvæksten var, at Inger havde svært ved at overskue tingene. Hun blev slået ud, hvis der var for meget, hun skulle eller for meget at tage stilling til. Hun blev overvældet og satte sig ned og græd, når julen stod for døren, eller der skulle pakkes til week-endtur.- Fra jeg var ret lille, reagerede jeg ved at forsøge at trøste og tage ansvar, når hun blev ked af det, fortæller Kristina, som er det æld-ste barn i en søskendeflok.Kristina og Inger har gennem flere år arbejdet med deres relation, bl.a. gennem terapi, og de har på trods af for mange uklare grænser gennem Kristinas opvækst, et sundt og respektfuldt forhold i dag. Men det har krævet mange samtaler, stor vilje til at komme videre på nye måder, ærlighed samt tilgivelse for at få rollerne på ret kurs.

Grundlæggende usikkerhedDet var på ingen måde af ond vilje, at Inger ikke formåede at give Kristina den kærlighed, hun havde brug for, eller at rollerne af og til blev byttet rundt. - Jeg er følsom og nok også den ansvarsfulde og ’pæne pige’, der ikke har gjort oprør eller stillet krav til andre. Grundlæggende har

jeg kæmpet hele livet med mit selv-værd, og da jeg blev mor, blev jeg bekræftet i, at jeg ikke kunne finde ud af tingene, forklarer Inger.- Som lille var jeg skrøbelig, og jeg oplevede mig set på som den, der ikke kunne klare så meget. Jeg havde svært ved at sætte grænser og træffe valg, så min mor blev meget styrende for mig, hvilket var med til at forstærke de sider hos mig. Samtidig var det en kæmpe omvæltning at blive gift i en ung alder og flytte til en helt ny egn af landet, hvor jeg skulle forsøge at passe ind i min mands liv. Og så blive mor kort efter.

Historien om Inger og Kristina er historien om en mor og en datter, hvis relation i mange år var skæv og usund. Men det er også historien om, hvordan det kan lade sig gøre at bryde med negative mønstre og få en god og respektfuld relation, hvis begge parter ønsker det, og er villige til at arbejde for det.

Af Mette Swartz, journalist

Fra usund relation til gensidig respekt

mod

elfo

to

8

Et ambivalent forholdInger kunne fra et tidligt tidspunkt føle sig usikker overfor Kristina. - Da Kristina var i trodsalderen, stillede hun krav, og det kunne jeg slet ikke håndtere, og der var klart sider ved hende, som irriterede mig. Det var svært for mig at gå ind i mor-rollen, hvor jeg skulle sætte grænser, stille krav og vise omsorg, når hun havde behov.Forholdet mellem mor og datter var på mange måder ambivalent, for samtidig med at Inger mang-lede kærlige følelser for sin datter, brugte hun hende også som sin fortrolige.- Jeg havde et stort behov for at komme af med tingene, og jeg for-søgte at blive alt for meget veninde med Kristina og fortalte mange ting, som hun slet ikke skulle have hørt. Jeg brugte hende som voksen, for hun var god til at lytte, give feedback og være anerkend-ende. Det var alt for meget, og det var ikke i orden. - Men uden for hjemmet var det vigtigt for mig at have styr på tingene. Jeg fungerede klart bedre på udebane end på hjem-mebane, og jeg brugte i perioder alt mit krudt på mit job, og jeg var da mere mor for børnene der, end jeg var for mine egne børn. Det var så vigtigt for mig at få anerkendelse, og at alle var glade, men jeg var på et kolossalt overarbejde følelsesmæssigt.

Jeg så mor som svagKristina husker tydeligt, hvilket billede hun som barn havde af sin mor.- Jeg havde det svært med det, jeg så som min mors svaghed. Jeg identificerede mig mest med min far, og jeg ville gerne være stærk som ham.- Min mor sagde ofte, at jeg bare skulle sige, hvis jeg havde nogle problemer i forholdet til hende, for det havde hun ikke selv haft mod til i forholdet til sin mor, men det kunne jeg ikke dengang. Angsten for at hun ville krakelere og gå i stykker var alt for stor til, at jeg ville sige noget. Det var nemmere at blive i rollen, hvor det var mig, der tog ansvar og trøstede, forklarer Kristina.

Fik en depressionFor Kristina fik opvæksten med for meget ansvar og det turbulente

forhold til Inger konsekvenser. Efter en veloverstået studenterek-samen, røg hun ind i depression.- Jeg havde jo altid været den søde og dygtige pige, og da jeg så ikke længere gik i skole og fik høje karakterer, der kunne styrke min selvtillid, så krakelerede billedet;

for hvem var jeg så? Livet blev skræmmende og uoverskueligt, for det var jo sådan, jeg havde lært, at livet var som voksen kvinde. Og der var mange ting, jeg havde brug for at få bearbejdet, fortæller Kris-tina, som fik hjælp gennem terapi.- Jeg kan stadig engang imellem mærke en snert af angsten for livet, men jeg ved jo nu, at jeg godt kan klare livet, og at det faktisk ikke er så svært, forklarer Kristina, som har taget livtag med mor-dat-ter rollerne, og fortsat øver sig i at sætte grænser.

At lægge afstand Efter terapien besluttede Kristina, at hun fortsat ville være der for sin mor som hendes fortrolige.- Jeg ville fortsat lytte og trøste, fordi det var en naturlig del af mig, og vigtigt for hende. Men den har jeg hen over årene måttet parkere,

for det var for svært, fordi jeg blev fastholdt i den rolle, jeg altid havde haft. Jeg havde brug for at få lov at være datter, og at min mor brugte andre som sine fortrolige. Jeg har løbende sat flere og flere grænser. Det er ikke sket gennem store brud, men mere ved, at vi har talt om tingene. Min mor har været meget åben og ærlig, har erkendt fejl og sagt undskyld. Hun har turdet tage ansvaret på sig, i stedet for at for-søge at bortfor-klare for at beskytte sit selvbillede. På den måde har hun været en fantastisk hjælp, når det handler om at stykke brikkerne sammen. Og jeg beundrer hende meget for hendes store styrke i det.

Det var også hende, der opfordrede mig til at gå i terapi og få hjælp. Hendes selverkendelse og vilje til at rumme mine følelser, har været altafgørende for, at vi er kommet videre sammen, siger Kristina. - I perioder har jeg måttet trække mig ved at holde op med at kon-takte hende og spørge til hende. Det lagde hun selvfølgelig mærke til, og spurgte, hvad det handlede om, og jeg har forklaret, at det var mit forsinkede teenageoprør, og at jeg nok skulle ringe, når jeg havde brug for det. Jeg har haft brug for

Særligt sensitive menneskerMellem 15 og 20 procent af alle danskere er fra fødslen særligt sensitive mennesker (også kendt som HSP - Highly Sensitive Person). Deres nervesystem bearbej-der alle stimuli mere dybt end gennemsnittet. Derfor er de ofte kreative, begavede, dyb-sindige og har stor indlevelsesevne.Særligt sensitive mennesker (HSP) kan let føle sig overvældede, hvis de ikke lever i god balance med deres sensitivitet. De har behov for at blive tilpas stimuleret i stedet for at leve med for mange stimuli. Sensitive mennesker trives mindre godt med et stresset liv end andre. De bliver ofte utilfredse og udmattede, hvis de lever et liv med for mange stimuli. Men befinder de sig i et miljø, der er tilpas stimulerende, kan de til gengæld trives endnu bedre end flertallet. ”m

odel

foto

9

at få afstand til hendes liv og få en balance i vores relation, som pas-ser for mig. I dag bestemmer jeg selv, hvor nært det skal være, og jeg er stoppet med at komme med gode råd, siger Kristina.Selvfølgelig har processen gjort ondt på Inger, som også har været i terapi for at blive klogere på sig selv.- Jeg er glad og taknemmelig for, at Kristina har sagt, når hun havde brug for at trække sig. I dag kan jeg rumme det, og jeg vil hel-lere have at vide, hvad det handler om, end overlades til min egen fantasi og tankerne om, hvad det handler om, forklarer Inger.

Er mor min venindeI lang tid kæmpede Kristina med, om der var noget galt i forholdet, hvis ikke mor også var en nær veninde, som man betroede sig til og omvendt.- Men jeg har fundet ud af, at man ikke behøver være veninde med sin mor, men godt kan nøjes med en respektfuld relation. Det har gjort det mere afslappet, og fint nok bare at tale om almindelige ting uden det behøver være så intimt, og vi kan stadig snakke om per-sonlige ting. Jeg er jo ikke ligeglad med min mor, jeg skulle bare ud af rollen som den ansvarsfulde dat-ter, der trøstede og gav gode råd til min mor. I dag bruger hun ikke mig, når hun har problemer, og det har jeg det godt med.- Så på den måde, er det en lykkelig historie, hvor vi har taget nogle skridt, for at få rollerne på plads. Men det er ikke kommet af sig selv, og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi begge har villet arbejde med tingene, har talt meget og fået god hjælp til det.

En vigtig ting i processen er også at få andres øjne på situationen og på, om rollerne er hensigtsmæs-sige, for det kan være svært selv at se det klart, når man selv er en del af det, forklarer Kristina.- Kristina blev for meget veninde for mig. Jeg har haft et stort behov for at komme af med tingene, og jeg havde ikke

så mange andre. Men det var ikke i orden, at det var hende, der fik det hele, siger Inger, som alligevel oplever, at nærheden og fortroligh-eden ikke er forsvundet, selv om rollerne i dag er anderledes.- Der er meget, der har gjort ondt at få at vide de sidste år, men for mig har det været vigtigt at lytte anerkendende. Men Kristina har også givet meget godt til mig ved at sige, hvordan hun oplevede tin-gene. Skal man forandre, er kom-munikationen alfa og omega. Det usagte er kun med til at ødelægge og gøre forholdet endnu mere anstrengt, så derfor handler det om at få sig sat og få talt – også om det, der gør ondt. Kristina har fået sagt meget til mig, og det har skabt meget mere balance i vores forhold og givet en større afslap-pethed i hinandens selskab, siger Inger.

Særligt SensitivDet har også hjulpet både Kristina og Inger at finde ud af, at Inger hører til blandt de ca. 20 procent af befolkningen, der er Særligt Sensitive.- Der er til dels en forklaring på, hvorfor hun har reageret, som hun har, og det har hjulpet. Derfor handler det heller ikke om, at hun er svag og bare skal tage sig sammen. Jeg har fået en anden respekt for hende, fordi jeg kender baggrunden for, at hun i nogle situationer har haft svært ved at overskue tingene, siger Kristina.- Og så handler det også om at arbejde med sine forventninger til, hvordan tingene skal være. Det kan sagtens være godt nok, selvom det ikke er perfekt. For Inger har det også været en

Bøger om Særligt Sensitive

Elsk dig selvAf forfatter og foredragsholder Ilse Sand. Udkom i efteråret 2010.En guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle handler om skam, skyld, kom-munikation og sensitivitet.

Er du også særligt sensitiv?Af forfatter og coach Susanne MøbergEr du også særligt sensitiv? giver en grundig forståelse for, hvad det vil sige at være et særligt sensitivt menneske og hvilke muligheder og ud-fordringer, karaktertrækket indebærer. Man får konkret vejledning til, hvordan man kan tage sig godt af din sensi-tivitet og bedst muligt besky-tte sig mod overstimulering.

øjenåbner at blive klar over, at hun er særligt sensitiv. Det har været med til at ændre hendes selvbillede som en ”svag” person, der ikke kan klare så meget, som hun synes, hun burde, til et mere positivt og realistisk selvbillede.

Ville gerne gøre det omI dag ved Kristina og Inger langt mere om hinandens stærke og svage sider. Meget er blevet vendt, mange tårer grædt og nye grænser sat. Der er blevet afstand og al-ligevel nærhed på en ny måde.- Hvis jeg kunne, ville jeg gerne gøre det om med Kristina og be-gynde helt forfra. Jeg kunne ikke elske hende dengang, men det kan jeg i dag. Jeg er stolt af hende, og jeg er glad for, at hun fik taget livtag med de uhensigtsmæssige roller i en ung alder. Det fik jeg aldrig selv gjort i forhold til min mor.

Inger og Kristina er ikke de in-terviewedes rigtige navne, da de ønsker at være anonyme. Deres navne er kendt af bladets redak-tion.

” Jeg er glad og taknemmelig for, at Kristina har sagt, når hun havde brug for at trække sig. I dag kan jeg rumme det, og jeg vil hellere have at vide, hvad det handler om, end overlades til min egen fantasi og tankerne om, hvad det handler om.

10

Noget af det mest fundamentale i nære relationer er at kunne give og modtage. I mit arbejde som psykolog for både voksne børn og forældre er der et tema, som går igen. Nemlig at mange ikke har lært at modtage omsorg og dermed heller ikke er gode til at give om-sorg på et dybere plan. Når forældre ikke har lært, at deres egne følelser og behov er ok, og således heller ikke har lært at bede om hjælp og omsorg fra ægtefælle og venner, kan de ikke rumme og håndtere selvsamme følelser og behov hos deres børn, selv om de anstrenger sig. Dermed lærer børnene det heller ikke. Her kan forældre og voksne børn have brug for professionel hjælp til hver for sig at lære at mærke egne behov og få støtte til at lære at skabe nære relationer baseret på indlevelse og evnen til at give og modtage.For at være reelt givende må den andens behov være i centrum, og det man giver må have karakter af et tilbud, som den anden er fri til at takke ja eller nej til. Ellers har den anden ikke reelt fået noget af værdi. For at modtage skal man være i stand til at opleve, at man har et ønske eller et behov. Nogle

mennesker har under opvæksten lært, at man er et dårligt men-neske, hvis man har brug for no-get, og derfor lader man som om, man ingen behov har, eller man kommunikerer dem på indirekte måder. Man kan se familier, hvor man frem for at bede hinanden om hjælp, bliver vrede over at den

anden ikke kan gætte ens ønsker og behov, eller man kommanderer rundt med hinanden. Alt sammen for at undgå den sårbarhed, der ligger i at bede en anden om noget og samtidig sætte denne anden fri til at svare enten ja eller nej. Når man på den måde kræver i stedet for at bede om noget, tilskriver man ikke hinanden værdi som én, man respekterer som et selvstændigt individ og én, man værdsætter og tror på kan hjælpe

én. I stedet tager man hinanden for givet, og i visse tilfælde udarter det sig til følelsesmæssig tyranni og ”tyveri”. Sidstnævnte kan fore-komme, hvor man giver sig ud for at give noget, men i virkeligheden tager noget – det er for eksempel ikke en rar oplevelse, når en per-son lader som om, vedkommende giver et knus, men i virkeligheden tager et. Da er det mere rent at bede om et knus.

AfklaringHvad angår kommunikationen mellem forældre og voksne børn, gælder det, at den enkelte først og fremmest har ansvar for sig selv. Forældrene må komme overens med, hvordan de er lykkedes som forældre – glæde sig over det, der er gået godt, og tage det på sig, hvor de ikke slog til. Når forældre kan anerkende voksne børns oplevelse af afsavn i form af en dybfølt tilkendegivelse af, at de ville ønske, de kunne have gjort det anderledes, sættes det voksne barn fri til at have sin oplevelse og til at arbejde på at komme videre. De voksne børn kan med tiden være taknemlige over det gode, de fik lov at få med, og må tage ansvar for at komme videre trods eventuelle afsavn.

En pointe i denne sammenhæng

“For at være reelt givende må den andens behov være i centrum

Om at give og modtagei relationen mellem voksne børn og deres forældre

Af Susanne Boel, cand. psych.

11

er, at man på samme tid kan være for indviklede i hinanden og for langt fra hinanden i familien. Det er i familier, hvor der er for meget ”vi” uden egentlig indlevelse og for lidt ”du” og ”jeg”. Forudsætningen for at kunne give hinanden noget er, at man er følelsesmæssigt adskilte med fornemmelse for den anden. At være følelsesmæssigt adskilt betyder, at jeg er klar over, at der er forskel på dine og mine behov, og at vi kan have lyst til for-skellige ting. At have fornemmelse for den anden betyder, at jeg til en vis grad kan aflæse den andens signaler i form af ansigtsudtryk, kropsholdning, tonefald og verbale tilkendegivelser og sætte mig ind i, hvordan det lige nu er at være ham, uden at jeg selv får det på den samme måde som ham. Hvis ikke disse følelsesmæssige ting er på plads, går der kludder i rela-tionen, og det at give og modtage bliver ofte blandet sammen.

BlindgyderI disse tilfælde af blindgyder fra forældres side står de voksne børn tilbage med fornemmelsen af, at forældrene ikke for alvor er inter-esserede i, hvordan de har det, og hvad de gerne vil.- En far begynder at planlægge en ombygning af badeværelse for sin deprimerede datter i en situation,

I voksne børn lever alle deres erfaringer med afhængigheden af mor og far og med den gradvise selvstændighed tavst med i deres kommunikation med forældrene. Oplevelser, som voksne børn ikke husker fra deres barndom, kan sætte sig igennem og give anledning til en oplevelse af et dybt tilhørsforhold til forældrene eller oplevelser af savn, afmagt, irritation og lede. I sidste tilfælde vil det voksne barn kunne tage sig selv i at vrisse af forældrene og slet ikke kunne slappe af i deres nærvær uden nødvendigvis at forstå hvorfor. Det kan give anledning til mange konf-likter, hvor begge parter står ufor-stående over for, hvad der foregår. I nogle familier bliver man ved med at ende i de samme diskussioner, som på overfladen kan synes ligegyldige, men som lever af at den ene eller begge parter ikke oplever sig mødt på et dybere behov. Når man er fastlåst på den måde, er det tid til at søge hjælp uden for familien, gerne hos professionelle.

hvor hun slet ikke tænker i om-bygning af huset og meget hellere vil have lidt følelsesmæssig indlev-else. Hun oplever sig kørt over af fars dagsorden og oplever ikke at have fået et tilbud af relevans. Hun oplever snarere en slags utidig indblanding i, hvad livet lige nu handler om for hende. Datteren sidder tilbage med en oplevelse af, at hun burde tage sig sammen, og at hendes følelsesmæssige prob-lemer ikke er virkelige problemer. Det er en typisk blindgyde, at forældrene giver praktisk hjælp, der hvor følelsesmæssig indlevelse er på sin plads.

“Når forældre kan anerkende voksne børns oplevelse af afsavn i form af en dybfølt tilkendegivelse af, at de ville ønske, de kunne have gjort det ander-ledes, sættes det voksne barn fri til at have sin oplevelse og til at arbejde på at komme videre.

- En mor arrangerer tur i dyreparken for hele familien og bliver voldsomt skuffet over, at ikke alle har lyst til at være med og skriver derpå, hvad det voksne barn oplever som ”skyldmails” rundt, hvor mor påpeger, at hun forventer, alle kommer. På over-fladen tilbyder hun noget, men i virkeligheden vil hun have egne behov opfyldt og manipulerer gerne lidt, for at det sker. Blind-gyden består i at få noget til sig selv under dække af at være den glade giver. I dette hjem har de

...fortsættes på næste side...

Susanne Boel er cand.psych., 39 år. Bor i Aarhus hvor hun også har egen psykologpraksis. Susanne arbejder med både terapi og undervisning.

12

voksne børn lært, at man har pligt til at modtage, hvad andre men-nesker tilbyder, uanset om man har lyst eller ej.- En mor henviser til sit eget behov for at vide, hvad der foregår i den voksne søns liv, selv om han beder hende holde op med at ringe og spørge til, hvordan det går med helbredet. Det voksne barn oplever ikke opringningerne som omsorg, men snarere at han bliver kvalt i bekymringer på en måde, der fastlåser ham i en ubehagelig situ-ation. Det voksne barn oplever, at mor ”maler fanden på væggen” i stedet for at tilbyde en livfuld kon-takt, som kunne bringe ham lidt opmuntring og tro på fremtiden. Hun kommer til at fange sit voksne barn ind i bekymringer.

Blindgyder fra de voksne børns side.- Et voksent barn vender sig mod sine forældre og forventer, at forældrene står klar hvert øjeblik til at løse de problemer, hun nu måtte stå i. Alligevel bliver hun hver gang skuffet over, at der måske nok er praktisk hjælp at hente, men ikke den indlevelse, hun længes efter. Her hænger det

...fortsat fra forrige side...

voksne barn fast i barndommens afhængighed af forældrene for ikke at mærke smerten ved at stå alene. Det voksne barn bliver ved med at prøve at få den omsorg, hun ikke fik som barn uden at ville erk-ende, at det løb er kørt, og at hun selv må tage ansvar for at komme videre nu.- En mor spørger sin voksne dat-ter, hvordan hun har det. Datteren svarer altid, at det ”går fint”, eller fortæller om en ligegyldig episode for at undgå at vise følelser eller behov, som hun forestiller sig, kan skabe konflikt i familien. Her er risikoen for at udvikle en depressiv tilstand stor, og ofte kommer ir-ritationen over forældrene blot ud gennem sidebenene som vrissen og tavshed. Blindgyden består i, at det voksne barn passer så meget på forældrenes følelser, at hun ikke tør vise, hvordan hun selv har det, og hvad hun har lyst til og derfor hele tiden spiller en rolle. - En tredje blindgyde kan være at trække sig mere eller mindre fra forældrene, som sidder frustrerede tilbage. Den løsning kan være nød-vendig i yderste konsekvens – men som hovedregel bliver man selv mest hel, hvis man kan begynde at

være tydelig i nære relationer. At udtrykke hvad man gerne vil have, og hvordan man oplever den anden og samtidig være åben over for at høre, hvordan den anden oplever mig, og hvad den anden gerne vil have.

Tydelig og fri kommunikation God kommunikation mellem voksne handler om at kende sine egne motiver og om at kommu-nikere tydeligt med respekt for, at den anden kan have andre behov, ønsker, forventninger og oplev-elser af virkeligheden. God kom-munikation forudsætter, at begge parter har lov at sige både ja og nej til tilbud og ønsker. Der hvor voksne børn og forældre kender sig selv og hinanden godt og har fået følelsesmæssige behov mødt i tilstrækkeligt omfang, kan der opstå et særlig livfuldt samspil, hvor man beriger hinanden til stor gensidig glæde.

Du skal ære dine forældreDet er frygtelig svært for mennesker, der har haft en far eller mor, som langt fra levede op til deres ansvar og opgaver som forældre. Men i princippet, ved Guds nåde, er dette at ære vore forældre ikke afhængigt af, om vi har haft verdens bedste eller verdens værste far. Vi prøver at ære dem, fordi vores egentlige far satte os ind i livet gennem dem. Af grunde hverken de eller vi kender til. Og så ønsker vi at give dem ære, så godt vi kan, fordi det er en indre sammenhæng i tilværelsen.

Det var det i endnu højere grad for to tusind år siden; om ikke børnene kunne tage sig af deres forældre, hvem kunne da? Og om ikke vi viser vore forældre ære, hvordan skal vi da kunne forvente, at vore børn vil tage sig af os?

Bibelsk begrundelseDet bibelske grundlag for relationen mellem børn og forældre kommer til udtryk i to grundsandheder. For det første er der spørgsmålet om baggrunden for min eksistens. Hvem har bestemt, at jeg lever nu?

FaderkærlighedHelge Pahus, født i 1943, opvokset i Sønderjylland,Præst i Karlslunde Strandkirke 1971-2007Siden 1966 gift med Kirsten, der er læge, 4 børn, 10 børnebørn.

Har skrevet en lang række bøger, bl.a. “En”, “To” og “Flere”, der handler om at leve som enlig, som par og som familie.

Når jeg diskuterer det med folk, så får jeg altid det svar, at ”det har din far og din mor jo!” Men just det er ikke sandt. Far og mor har ikke bestemt, at det er min bevidsthed, der sidder inde bag disse koøjne og kigger ud. Jeg har ikke valgt min far og mor, og vi forældre har ikke valgt vore børn. Vi har ikke engang lavet deres fysiske krop, og langt mindre har vi haft en fløjtende kanin at gøre med, at det er den-og-den person, der bor inde bag disse øjne. Der er kun to muligheder: en gigantisk tilfældighed eller en

Af Helge Pahus, sognepræst

13

Gud er min egentlige farHelge Pahus fortæller: For et års tid siden kom jeg på Rostock-færgen til at sidde ved siden af en utilnærmelig ung tysker. Jeg fik lyst til at snakke med ham. Han åbnede i samtalen op for, at han havde haft verdens mest afskyelige far. Så afskyelig, at han selv aldrig ville have børn, for aldrig skulle børn risikere noget lignende. Jeg prøvede at give den alt, hvad den kunne trække om, at vores jordiske far ikke er vores egentlige far, og at vores vir-kelige far er helt anderledes.

guddommelig magt. Det sidste er lettere at tro på end det første. Men har en guddommelig magt sat mig ind i den her krop, så kender han mig fuldt ud. Så er han min egentlige far. Og det ændrer totalt min opfattelse af mig selv og af de mennesker, jeg siger hej til. Alt dette er for mig ren logik. Jeg tror på Gud Skaber med min hjerne.

For det andet er der Treenighedens liv som grundvold for mit liv. De gamle kirkefædre havde den opfattelse, at hele vores liv udspringer af Treenighedens indbyrdes kærlighed. Bibelen ånder af Treenighedens indre liv og fortæller om den inderlige kærlighed mellem dem. To gange siger Faderen højt ”du er min søn, jeg blir så glad, når jeg ser på dig!” (Matt 3,17; 17,5).

Jeg har set voksne mænd græde, fordi de aldrig havde hørt deres far sige, at han elskede dem. Men Gud Fader siger det højt til sin søn, han fylder hans kærlighedstank op, og han forlader aldrig sin søn.

Når prædikanter siger, at Sønnen på sit kors blev forladt af sin Far, beror det på, at man kun læser det første vers af salme 22. Men Jesus citerede hele salmen. Aldrig nogensinde blev Treenigheden skilt fra hinanden, aldrig.

Når den guddommelige Far har en så stor kærlighed til sin Søn, hvor attraktivt er det da ikke at komme ind i den familie? At blive en søn hos en sådan far. ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!”

skriver Johannes i sit første brev kap. 3,1.

Du skal velsigne dine børnI Bibelen har de gamle forældre én stor og afgørende rolle: de velsigner de unge. Både deres egne unge og andres. Du kan se det i beretningen om Isak eller om gamle Simeon og Jesusbarnet (Lukas 2) I min familie havde vi en kær gammel slægtning, hvis ord altid var fulde af velsignelse overfor os børn.

”” De unge skal finde deres

eget liv og samtidig ære deres jordiske ophav. Og de gamle skal opdrage dem, slippe dem fri - og velsigne dem. Må en bedstefar som mig aldrig glemme det

14

Forældre er afgørende, fordi de former børnenes måde at se ver-den, sig selv og andre på. Derved følger forældrenes måde at relatere til deres børn på, børnene resten af livet. Der er rigtig mange måder at være forældre på. Jeg har her valgt at definere og fokusere på fem forældretyper: krævende, fraværende, tyranniske, umodne og evige forældre, og hvilke kon-sekvenser disse typer kan have for de voksne børn. Fælles for typerne er, at noget går skævt. Jeg beskriver derved ikke den ”gode-nok” forælder. Formålet er ikke at placere skyld, men at sætte fokus på uhensigtsmæs-sige mønstre, som kan gå i arv i generationer, hvis de ikke brydes. Det er vigtigt at huske, at langt de fleste forældre gør deres bedste ud fra deres forudsætninger. Men det voksne barn har ansvar for at rydde op i barndommens bagage, så det værdifulde gemmes og det uhensigtsmæssige smides ud.

Den enkelte forælder kan være et mix af flere typer, eller ligne en type i større eller mindre grad. Nogle typer vil være mere typiske for det ene køn. Ofte vil barnets to forældre være forskellige typer.

Den krævende forælderDen krævende forælder forsøger at leve det perfekte liv og accepterer ikke barnets fejl og svagheder.

Krævende forældre kan være

perfektionistiske, og frygte uorden, snavs og fejl. De lægger stor vægt på det ydre og orden, at facaden ser godt ud, status, materielle forhold, eller hvad andre mener. De kan indirekte stille krav om, at følelser skal være perfekte. Der er ikke plads til store følelser, hver-ken svære eller glade. Forældrene kan ligeledes kræve, at børnene skal være de bedste. Der er fokus på vindere og foragt for tabere. Forældrene presser mest, når børnene har mest brug for støtte, for eksempel i forbindelse med konkurrencesituationer. Krævende forældre ønsker at være perfekte, så andre kan elske dem, og de for-søger at gøre deres børn perfekte, så forældrene kan elske børnene. Det lykkes dog aldrig, og derfor er der overdreven kritik i hjemmet.

Krævende forældre kan også være præget af moralisme og frygte tvivl og usikkerhed. Derfor søger de en sikker overbevisning i et bestemt kirkesamfund, trosret-ning, organisation eller filosofisk system. De har en kompromisløs trofasthed mod ritualer og over-bevisning, hvor der ikke er plads til spørgsmål, uenighed og nye tanker. De kræver regelbundet adfærd, fordi de bliver urolige over tilværelsens gråzoner. Alt i livet op-fattes ud fra rigtigt/forkert, altid/aldrig, dem/os - ”vi har altid ret – de andre tager fejl”. Forældrene kontrollerer barnet via skam. Barnet har ikke bare gjort noget forkert, så det er skyldigt – det har gjort det unævnelige, så det bør skamme sig og fortjener at miste forældrenes respekt og opleve deres foragt. ”Burde”, og hvad an-

Af Mette Højvig, psykolog

Fem forskellige forældretyper og deres konsekvenser for det voksne barn

15

- Fortsættes næste side -

dre måtte tænke, fylder meget for moralistisk krævende forældre.

Konsekvenser for de voksne børn De voksne børn kan opleve følelser af underlegenhed, tvivl på sig selv og angst. De kan være tvang-sprægede og følelsesmæssigt hæmmede. De føler sig værdsat for det, de gør, i stedet for dem, de er. Følelsen af aldrig at kunne leve op til forældrenes krav kan medføre skam. Når moralismen har fyldt, kan de opleve nedsat initiativ, mis-tillid og godtroenhed. De kan være socialt isolerede, fordi dem ”uden-for” er farlige. De kan opleve en skæv intellektuel udvikling, fordi det ikke er ok at stille spørgsmål eller være i tvivl. Det kan også give komplikationer i det åndelige liv i form af en kuet eller legalistisk tro, eller få de voksne børn til helt at forlade forældrenes tro.

Den fraværende forælderDen fraværende forælder er karak-teriseret ved ikke at være fysisk eller følelsesmæssigt tilstede i sit barns liv. Denne forældretype kan vise sig på mange måder. Det kan være den travle forælder, som sjæl-dent tager sig tid til sine børn. Det

kan være forælderen, som er en populær prædikant, og for hvem menighedens/de ufrelstes behov altid kommer før familiens. Det kan være den selvrealiserende forælder, der er så optaget af egne projekter og egen udvikling, at børnenes behov for interesseret opmærksomhed overses. Det kan være faderen, der overlader bør-neopdragelsen og samværet med børnene til moderen. Han ser ikke betydningen af, at han som far bidrager med kærlighed, interesse, forventninger og disciplin. Eller det kan være faderen, der kun stiller op, når der skal disciplineres, men ikke er der til at støtte og opmun-tre børnene følelsesmæssigt. Det kan være forældre, som er for-svundet bag avisen eller tv’et. Eller forældre, som er opslugt at egne problemer, for eksempel sygdom. Og det kan være forældre, som er permanent fraværende på grund af skilsmisse eller dødsfald.

Konsekvenser for de voksne børnDe voksne børn kan tvivle på egen værdi, fordi de som børn oplevede, at der var noget eller nogen andre, der hele tiden var vigtigere. Det kan gøre det svært for dem at stå ved egne behov og tro på, at

andre har omsorg for dem. De kan opleve usikkerhed, som får dem til konstant at søge bekræftelse. De mangler den bekræftelse i deres identitet, som den fraværende forælder med sit specifikke køn skulle have givet. De kan opleve vrede over det, de ikke har fået, hvilket kan påvirke relationer i nutiden, fordi de overreagerer. De kan opleve frygt for mange ting, men især separationsangst – angst for igen at blive adskilt fra en, der er følelsesmæssig vigtig. De kan opleve skam og blive meget stræbende. De forsøger at fortjene sig til kærlighed ved det, de gør, fordi de ikke føler sig elsket for det, de er. De kan også gøre oprør mod det, der tog forælderen fra dem, ved at leve helt modsat.

Den tyranniske forælderDen tyranniske forælder er karak-teriseret ved at være en hensynsløs enehersker, der misbruger sin magt over barnet.

De tyranniske forældre bruger rå magt, nedgørelse og det at vække frygt til at kontrollere børnene. Det udlægges ofte som, at børnene skal have respekt for forældrene. De tror, at de ejer børnene, og de

Mette Højvig, cand. psych.33 år, bor i Odense

” Formålet er ikke at placere skyld, men at sætte fokus på uhensigtsmæssige mønstre, som kan gå i arv i generationer, hvis de ikke brydes. ”

16

markerer tydeligt, at de er boss, og at de bestemmer. Deres behov kommer før alle andres, og de har krav på respekt og taknem-melighed fra andre. Alt, hvad de tyranniske forældre siger og gør, er i orden. Følg deres regler, el-lers vanker der. De overreagerer på uenighed eller ulydighed. De tyranniske forældre er overbevist om, at man ikke kan stole på no-gen. De stoler ikke på deres børn, og børnene skal heller ikke stole på nogen, da tillid er naivt. For at føle sig tryg i verden, nedgører forældrene andre mennesker, der-iblandt deres børn. Børnene skal ikke tro, at de er noget.

Denne forældretype kan ligeledes være voldelig eller udøve seksuelt misbrug og føle sig i sin gode ret til det. Det er børnenes skyld, at forældrene bliver nødt til at ty til vold. Der er ringe impulskontrol, så de mister besindelsen ved den mindste anledning. De tyranniske forældre adskiller sig fra andre ty-per, fordi det virker som om, at de ønsker at knække deres børn.

Konsekvenser for de voksne børnDe voksne børn kan have svært ved at komme følelsesmæssigt tæt på andre mennesker, fordi det ikke var muligt at skabe en følelses-mæssig tilknytning til forælderen.

De er præget af mistroiskhed og en generel frygt for verden som et farligt sted, fordi de, som skulle beskytte dem, var dem, der gjorde dem ondt. De kan reagere ved at være i konstant kamp, hvor de blandt andet gør oprør mod alle former for autoriteter. De kan vælge at blive som forældrene, aggressive, egoistiske og dominer-ende. Eller de kan blive underdan-ige, hvor de har svært ved at stå op for sig selv. De vil måske under-præstere i forhold til egne evner, hvilket kan være et indirekte oprør mod forældrene, fordi ”klar dig godt” har været lig med ”gør som jeg siger”. Mange voksne børn kæmper med lavt selvværd, angst, depression og misbrugsproblemer. De kan tro, at de selv er skyld i forældrenes misbrug, og at de har

fortjent overgrebene.

Den umodne forælderDen umodne forælder påtager sig ikke sit voksne ansvar som forælder og hindrer derved barnet i at være barn.

Umodne forældre kan være psykisk skrøbelige forældre, som har svært ved at klare stressende og ubehagelige situationer. De har svært ved at rumme børnenes følelser, fordi de hurtigt bliver overvældet. De kan reagere ved at gøre børnenes følelser til en katastrofe, ved at trække sig eller ved at vise overdreven omsorg. De kan overidentificere sig med børnenes følelser eller regredi-ere (gå tilbage) til selv at være et barn og søge børnenes omsorg. Derved hjælper de ikke børnene til at udholde og forstå følelser, og børnene oplever, at følelser er farlige. Hvis børnene viser vrede, går forældrene ”i stykker”, og kan ofte reagere ved at lægge skyld på børnene (tænk, at du er så utaknemmelig efter alt det, jeg har gjort for dig).

De umodne forældre kan også være kendetegnet ved at ønske en venskabsrelation til børnene mere end en forældrerelation. Derfor undgår forældrene at tage konflik-ter, at sætte grænser og at op-

...fortsat fra forrige side... ” De tyranniske forældre er over-bevist om, at man ikke kan stole på nogen. De stoler ikke på deres børn, og børnene skal heller ikke stole på nogen, da tillid er naivt. ”

17

Hvad kan jeg gøre?Bliver du opmærksom på møn-stre i dit liv, som kan skyldes dine forældres måder at tackle forældreskabet på, er det godt at finde et andet menneske at tale med det om. Det kan fx være en psykolog eller terapeut. Hjælp kan også findes på kurser og i diverse bøger om emnet. Denne artikel er inspireret af følgende bøger og foredrag, hvor der kan hentes yderligere viden om flere forældretyper, og hvad du som voksent barn kan gøre for at blive fri af fortidens mønstre:

BøgerBarn af kontrollerende forældre – sådan slutter du fred med fortiden og giver dig selv plads i nutidenaf Dan Neuharth, Aschehoug forlag (1999)

“FamilieFred - med dine forældre”. af: Camilla Carlsen Bechsgaard og Katrine Krebsudkommer på Dansk Psykologisk Forlag medio februar 2012.

The Mom Factor: Dealing with the Mother you had, didn’t have, or still contend withaf Henry Cloud & John Townsend Zondervan (2009) Kristen bog

Cutting loose – an adult’s guide to coming to terms with your parentsaf Howard M. Halpern, Fireside (1990)

Healing the orphan heartaf Mark Stibbe– tre kristne foredrag om fædre som kan købes og downloades på www.fathershousetrust.com

The Mother Factor: How your Mother’s emotional legacy impacts your lifeaf Stephan B. Poulter, Prometheus Books (2008)

drage. I stedet bruger forældrene børnene som deres særligt for-trolige. Ofte sker dette, fordi forældrenes følelsesmæssige behov er så store, at de har brug for børnene til at møde dem. Børnene bliver derved vigtige støttepiller i forældrenes følelsesmæssige og psykologiske fungeren. Der ud-vikles derved ikke passende roller og grænser mellem forældre og børn.

Konsekvenser for de voksne børnDe voksne børn af umodne forældre er blevet tvunget til at være voksne langt før tid. De er ofte super gode til at tage sig af andres problemer, vise omsorg og empati. Men de kan ikke give slip på rollen som den givende uden at føle skyld eller meningsløshed. De har desuden svært ved at give udtryk for egne behov eller vrede og modvilje. De ønsker ikke at belemre andre med egne følelser, fordi de frygter, at andre ikke er interesserede. Samtidig er de bange for at overvælde både sig selv og andre med deres følelser, da de opleves som destruktive. Følelser havde jo magten til at ødelægge forældrene. De voksne børn kan have svært ved at give slip på ansvaret for forældrene. Samtidig kan de føle skyld, angst, stor vrede og følelsesmæssig dræning ved at være forældrenes fortrolige. De kan føle sig svigtede og forladte, opleve mistillid og af-standtagen til andre af samme køn som den umodne forælder.

Den evige forælderDen evige forælder tror ikke på barnets evne til at tage sig af sig selv og hindrer derved barnet i at blive en selvstændig, velfunger-ende voksen.

De evige forældre har svært ved at slippe autoriteten i børnenes liv, efterhånden som børnene bliver ældre. De accepterer ikke, at børnene stiller spørgsmålstegn ved deres holdninger. Derved op-drager de ikke børnene til at blive i stand til at tage egne, selvstæn-dige beslutninger. De tillader ikke de voksne børn at blive lige med sig, så de er ligeværdige voksne, hvor ingen har ret til at dømme den anden. De kan ligeledes blive ved med at opdrage på børnene – også når børnene er voksne. ”Uanset hvor gammel du er, vil du altid være mit barn”, menes bogstaveligt.

De evige forældre kan have svært ved at slippe ansvaret for børnenes liv. Forældrene accepterer ikke at blive forladt af de voksne børn, hvilket ellers er de voksne børns vigtigste opgave. De voksne børn skal blive ved med at være afhæn-gige af forældrene som kilden til al kærlighed, visdom og hjælp. De evige forældre tager over, når børnene har problemer i stedet for at lade dem selv tage alderssvar-ende ansvar. De kan ikke holde ud, at børnene lider. Forældrene står derved i vejen for, at børnene kan lære konsekvenserne af egne handlinger.

Konsekvenser for de voksne børnVoksne børn, hvor forældrene ikke slipper autoriteten, kan have svært ved at relatere til andre som ligeværdige voksne. De føler sig enten underlegne, hvor andre tillægges forældrerollen, og hvor andres meninger har større værdi end egne meninger, og andres ac-cept bliver vigtig. Eller de kan føle sig overlegne, hvor de identificerer sig med forældrerollen for at tackle egne barnlige følelser. Det gør dem kritiske, dominerende og bedre-vidende overfor andre. De kan søge at få forælderens accept, men er ambivalente omkring at få den, for det er umuligt at vinde, når en forælder kontrollerer en voksen. Åndeligt kan de føle sig fordømt af Gud eller blive legalistiske (fordømmende red.).

Når forældre ikke slipper ansvaret for voksne børn, kan de voksne børn få problemer med at få et almindeligt voksenliv til at fungere. De regner med, at forældrene klar-er tingene for dem, for eksempel ved altid at hjælpe dem igennem måneden økonomisk. De forsøger at undgå voksenlivets ansvar og finder nogen, de kan gøre sig afhængige af. De kan opleve en ambivalens, hvor de på den ene side signalerer: Tag ansvar for mig, og på den anden side: Hvor vover du at opføre dig som min forælder. De kan opleve hjælpeløshed og magtesløshed. De kan enten gøre forældrene, som imødekommer alle deres behov, til et ideal, ingen andre kan leve op til. Eller de kan vælge at undgå alle nære relation-er i et forsøg på at løsrive sig fra forældrene.

18

4

5

6

7

8

9

10

Guideline for forældre med voksne børn

Af Steen Palmqvist, familieterapeut

Hvordan gør vi det så?

1

2

3

Henvend dig til de unge, som du selv ønsker, at de henvender sig til dig. Voksne børn har krav på at blive respekteret på lige fod med forældrene.

Stemplinger som ”typisk dig” skaber unge, der ikke kan finde ud af at samarbejde med deres forældre. Med et ”typisk dig” bliver de gjort til noget, de ikke kan genkende hos dem selv, eller de bliver mindet om noget, de ikke bryder sig om. Sådanne stemplinger er en spændetrøje, som den unge vil reagere imod, og som gør forældre blinde for nuancerne.

Undgå kritik for enhver pris. Kritik ødelægger den gode relation mellem forældre og børn. Forældre kan godt være uenige med børnene, men der er stor forskel på at kritisere og at være uenig. Kritik peger på den anden og fortæller, at denne er forkert. Uenighed peger på sig selv og understreger, hvori uenigheden ligger. Kritik bruger ord som ”du, dig, aldrig og altid” – uenighed siger ”jeg”. I det hele taget er det værd at overveje, om det har et formål at synliggøre uenigheden. Ofte er det langt bedre at forholde sig tavs – eller spørgende.

Det er vigtigt, at forældre også tør vedgå deres fejl og sige undskyld, hvis de har forløbet sig og ikke været konstruktive i en konflikt. Undskyld understreger værdien af det andet men-neske.

Konflikter løses med nysgerrighed på reaktionerne, og ved at udtrykke forståelse for dem, selv om de ikke er hensigtsmæssig i øjeblikket, og der måske ikke lige er plads til dem lige nu.

Spørg om lov til alt. Når forældre besøger deres voksne børn, er de gæster. Hvis forældre kan se, at der står en opvask, eller det roder med vasketøj, skal der spørges om lov til at vaske op og rydde op. Blot at gå i gang, fordi forældrene ser, at der er et behov, er krænk-ende, selv om det er i bedste mening. Det svarer til at besøge naboen og automatisk be-gynde at rydde op i deres hjem.

Forældre må aldrig blande sig i de voksne børns opdragelse af egne børn, med mindre de bliver spurgt. Det er grænseoverskridende for unge par, hvis forældre ofte retter på deres måde at være forældre på. Også selv om rettelsen er til fordel for de unge.

Vælg at samarbejde.

Accepter, at I har forskellige grænser og måder at forstå livet på. Forældre kan generelt kun stå på sidelinjen af de voksne børns liv. Det skaber kun irritation, konflikt og afstand mel-lem generationerne, når forældrene synes, de skal kommentere de unges ”forkerte valg og værdier”.

Vær nysgerrig på forskelligheden i stedet for at gøre den til et problem. Forskellighed er kun en konflikt, hvis den ikke anerkendes – ellers bliver den en styrke.

19

Boganmeldelse

Når ungerneforlader reden

”Vi sad her en aften, og pludselig kunne vi høre køkkenurets tikken. Jeg har ALDRIG lagt mærke til den lyd før i mit liv. Og vi har altså boet her i tyve år.” Sådan siger Birdie Bjerregard efter hendes to døtre er flyttet hjemmefra. Et tab, men også begyndelsen til noget nyt.

Birdie Bjerregaard medvirker sam-men med en række kendte men-nesker i den nye bog: ’Kunsten at give slip – når børnene flytter hjemmefra’. Det er TV-journalis-ten og forfatteren Lene Johansen, der har interviewet de medvirkende og skrevet bogen.Hun havde selv en flytteklar søn, og havde inden tiden ikke gjort sig begreb om, hvad det betød, at han forlod hjemmet. Hun mærkede imidlertid et dybt savn og sorg over at være forladt, og det inspirerede hende til at finde ud af, hvordan andre oplever det, når børnene flytter hjemmefra. Og til at finde ud af, hvad de stiller op med den nye livsfase.

Fælles for de interviewede er, at der har været mange år med bleskift, børnehavemøder, lektier, madpakker, bekymringer, bør-

neopdragelse, liv, larm og glæde. Og så er det pludselig slut, og der bliver stille og tomt. I bogen reflekterer forældrene over det, der var, hvad de fik givet børnene med, og hvad de ikke fik givet dem, og hvordan de selv kommer videre med det nye kapitel i deres eget liv. Et kapitel med følelser af sorg og savn, men også en større frihed og nye muligheder.’Det er grusomt den dag, der ikke længere ligger en skoletaske smidt i entreen, skoene står hulter til bulter, og køleskabet er tømt. Gan-ske grusomt’, siger Anne Knudsen, der er antropolog og chefredaktør for Weekendavisen, og har tre børn, der alle er flyttet hjemmefra.

Via de ærlige interviews kan vi konstatere, at det umiddelbart er trist at blive forladt, men at der også er et liv efter børnene er flyt-tet. Et godt liv! Det tager bare no-get tid, før man finder ind i det og kan leve det fuldt ud. Men inden da kræver det sin mand/kvinde at vænne sig til at være næsten alene – eller i hvert fald ikke at have den tætte kontakt, hvor ungerne kom-mer ind ad døren hver dag.”Man skal øve sig i at give dem

luft og frihed – både når de bor hjemme, og når de er flyttet. Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil sidde med den klynkende stemme og spørge ’hvornår kommer I hjem’. Det vil jeg bare ikke.” Birdie Bjerregaard.

’Kunsten at give slip når børnene flytter hjemmefra’ er bestemt værd at læse, fordi den på ærlig vis sætter ord på nogle af de følelser, man rummer som mor og far, når børnene drager af sted. Selvfølgelig giver den mest, hvis man står midt i det og kan nikke genkendende til tankerne, og dermed vide, at man ikke er den eneste i verden, der har fældet en tåre, da de tog rul-letrappen i lufthavnen for at tage ud på nye eventyr.Samtidig giver bogen inspiration til at slippe disse store børn og skue mere indad og tænke efter: Hvordan vil jeg så leve mit liv nu, hvor der er mere plads til mig, og hvad vil jeg bruge mit krudt på.

’Kunsten at give slipnår børnene flytter hjemmefra’Forfatter: Lene Johansen200 sider, Gads Forlag. 249 kr.

Af Mette Swartz, journalist

20

Næste “TEMA” udkommer maj 2012 og handler om frihed.

Bliv ven med Agape på www.facebook.com/agapedk

nårlivetgørondt Fore

nin

gen

Aga

pe, B

redh

øjsv

inge

t 1,

860

0 S

ilkeb

org