Medlemsblad for Dansk Sportsfiskerforening.

Nr. l i 1. November 1936 ~ 11. Aarg.

Vardeaa. Fol. Thranurn, Aarhus.

122 SPORTS-FISKEREN 1936

Drømmerier Odense Aa er et tarveligt Surrogat for de ør­

redrige jydske Vandløb, hvor et naadigt Forsyn til­lo~. mig at færdes i 14 lykkelige Aar og opnaa saa megen Færdighed og Lokalitetskendskab, at jeg sjeldent kom hjem ude'lli Fisk.

Men Odense Aa gemmer Minder om Barndom­mens Yndlingsforfatter, og i dyb Veneration for den kære Digter kan man jo godt vandre i hans Fodspor og drømme. Drømmene bliver blot noget anderledes end Digterens, og det ikke blot, fordi mit Smule Talent er saa langt fjernet fra H. C. Andersens Geni, som den nuværende Mudderreride er fra den klare Aa, som hans fattige Moder skyl­lede Tøj i, og hvor der klang Toner fra Klokkedy­bet. Vi kan ikke se paa en Aa, uden at drømme om ringende Ørred og lumske Gedder - eller i hvert Fald, om de. :::nystiske Ejbygedder, som vi gerne vil have nærmere Rede paa. H. C. var der­imod ikke Sportsfisker - han har ganske vist en Gang forsøgt sig som Lystfisker i Gudenaa, en Sommer, da han smaakedede sig hos Drewsen i Silkeborg. Han havde imidlertid nærmest ondt af baade Orme og de faa Skaller, han tog. Nutidens mere humane Udrustning med Kunstfluer og Blink, vilde sikkert have tiltalt den følsomme Mand, og vi Sportsfisker'e af 1936 er vel iØvrigt enige med Digteren i, at det er Dyrplageri at bruge levende Agn.

Lad os imidlertid prøve at gaa og ro langs op ad Aaen og se, om vi kan finde noget af Stemnin­gen fra derni stme Digters Tid. I{ist svømmer Aakandeblade, som Tommelise godt kunde have sejlet paa, men selv den mest haar~øre Edder­tudse skulde nu om .Dage nok lade vær~ at kvække sit Koax, Koax, Brekkekex fra Mudderet i Aaen her, hvor vi nu er. Her er for snavset, selv for en Skrubtudse - - endsige for F'isk. Der er en gammel Mand, som udlejer Baade, nede ved Mun­kiemose, tæt ved Fortidens kommunale Badean­stialt, der nu minder om den gamle Bondekones Hus i »Den grimme Ælling«. - Det var saa elen­digt, at det ikke vidste til hvilken Side, det vilde falde - og saa blev det staaende. Der svømmer forresten et Par af de grimme Ællinger med deres Forældre lige ved vor Kano - men Drømmen er ved at føre os paa Vildspor. Vi var ved den gamle Baademand, som tilbyder os at laane en Gedde­blink, paastaar, at der er store F'isk højere oppe ad Aaen og som Bevis præsentere'l' os et Par smukke Blankaal, han har taget i Nat - paa Sættekrog.

langs Aaen. »De er ikke mudrede«, paastaar han, »de er

lige kommet arp fra Fjorden«. Han har sagtens Ret i siin første Paastand, men Aarstiden - sidst i August - og vort Kendskab til Aaen længere nede - tvende Sluser og forpestet Vand - siger os, at de Aal er kommet oppefra, fra de fiskerige sitore Søer i Sydfyen, samt at de aldrig nogensinde vilde være naaet levende ud i Fjorden, saa Aalene er ham vel undte, selv om han har taget dem paa Sættekrog. Det er altsaa foreløbig fastslaaet, at der er Aal i Odense Aa, og at der ogsaa er Smaa­fisk, ses paa Ringene, formentlig Skaller - for det skulde vel ikke være Rimter?

H. C. Andersen kunde sikkert have skrevet et smukt Eventyr om de sorte Fugle, som nu ren­der rundt paa Aakandebladene og vipper med den korte Hale. De findes langs hele Aaen, spadserer ugenert op i Anlæg og Villahaver og blæser paa en lille klukkende Trompet; de er øjensynligt lige vævre baade i Vandet og paa fast Grund. Paa denne Tid af Aaret synes de at findes i t ,re Stør­relser, smaa kulsorte Ællinger, halvvoksne brune af Mellemstørrelse og de gamle sorte med noget hvidt i Vingekanter og Hale.

Det er den grønbenede Rørhøne med to Kuld Unger, de ældste er Barnepiger for de yngre sø­skende. Den Fugl var saa.re sjelden her til Lands i H. C. Andersens Tid. Kærhøgene var for slemme mod de smaa sorte Vandkyllinger; men nu er den smukke Kærhøg blevet en Sjældenhed, og Rørhø­nen findes alle Vegne. Andejægeme ser skævt til den, siger, at den forstyrrer de rugende Ænder, men der er ellers Vildænder nok her i Aaen. Hist henne svømmer netop i2n _Andemoder med , store Ællinger ved de stor'b:ladede Planter, som spejler sig i Aaen. Lærde tolk kalder dem Hestehov, men her i Odense hedder de endnu H. C. Andersens Skræpper. Fra Haven bagved lyder muntre smaa Papegøjers Pludren og tropiske Fugles Kvidren, oig fra det fjerne brøler en Løve - dette er Vir­kelighed og ikke Drøm. rStuekulturen. staar højt i Odense, mange Villahave'l' har Volierer med Tro­pefugle, og desuden nærmer ·vi os Zoologisk Have. I Trægrenene inde ved Bredden hænger Staal­t.raads;ruser, ikke beregnede til Fisk, men til Vand" rotter, som sælges til Foder for smaa Rovdyr og store Slanger - alt det vilde være fremmed for den gamle Digter, men naar han i »Ole Lukøje« lader den lille Hjalmar sejle ned ad e!I11 Aa~ forbi en hel Række Smaas.Iotte, saa passer Billedet den

1936 SPORTS-FISKEREN 123

Dag i Dag. Her ligger Villa ved Villa, over Have­murene vælder Klyngroser, Clematis og andre blomstrende Buske, der spejler deres mangefar­vede Pragt i Vandet. Ældgamle Træer hælder sig ud og dypper Grenspidserne.

Det er ganske vist ikke Prinsesser med Suk­kerkringler, som anraaber os fra Slot tenes Baa­debroer, men grinende Drenge, som spørger, om vi har fisket noget og oplyser os om, at der ikke er noget at fiske efter, hvorfor vi omsideF hafor vtor Blink ind og sætter os paa Agtertoften til stor Fryd for Drengene, der raaber op om, at vore Frakke­skøder slæber i Vandet. Vi glider under en Bro, som idelig befærdes af Biler - i gamle Dage var her kun en simpel Fjælebro, vistnok den, som Lil­leklav:s smed sin Uven ud fra - Storeklavs ligger maaske dernede endnu, for Aaen er paa sine Ste­der 13 Alen dyb - sikke Laksehøl her maa have været i de gode gamle Dage.

Vi er naaet op ovenfor Dalum Papirfabrik, rig­tignok ikke uden Hjælp af Fantasiens Vinger, for i sit Løb gennem Fruens Bøge er Aaen saa lavvan­det, at kun en standhaftig Tinsoldat i en Træsko kunde sejle der uden at gaa paa Grund. Der træf­fer vi en flink Ingeniør, som fortæller os, at det saa sandelig ikke er hans Fabrik, som har Ødelagt Vandet i Aaen, selv om de . undertiden sætter en Farve paa, som ikke tilhører en Aa - det skulde da være den Slags Aaer, som ses paa surrealistiske Malerier. Snavset kommer fra W. C.erne i de smaa Eventyrslotte og saa højere oppe fra - fra Lette­bæk Destruktionsanstalt. Ingeniøren, der selv er Sportsfisker, beretter med Harme i Stemmen om, hvorledes det gik for et Par Aar siden, da den fæle Anstalt havde sluppet Gift ud i Vandet, saa Fi­skene døde paa en Strækning af flere Kilometer. »Ovenfor os, vel at mærke, døde Fisk i Tonsvis. Vi samlede dem op ved vor Dæmning og kørte 6 store Lastbiler fulde tilbage til Destruktionsanstalten. Gedder paa op til 10 Pund, Kæmpeaborrer, arm­tykke Aal, enkelte Ørreder og Tusinder af Brasen og Skaller«.

Hvad med Rimter? spørger vi - men dem kender Ingeniøren ikke. Han trøster os med, at der nok kommer Fisk igen fra de fiskerige Kilde­søer langt mod syd, helt nede ved Faaborg - i Fjor tog man en Sandart lige ovenfor Dæmningen. Vi hengiver os til Drømme om alle de Chancer, en Lystfisker maa have haft her for kun faa Aar si­den - og imens har Fantasus bragt vor Kano op forbi Dæmningen og saa fortsætter vi op til den Del af Aaen, hvor Odense Sportsfiskerforenings )Medlemmer har Adgang. Vi tog en lille Gedde der i Fjor, og man kan jo aldrig vide, om det skulde ske igen.

Der staar et Par Ormefiskere paa Bredden; vi lægger til Land og forhører os om Chancerne.

»Meget smaa i Dag«, siger den ældste. »Vej­rett e11 foJr klart i Dag. .Men maaske blivrer .d:er Lejlighed til at tage en Aal ved Solnedgang«. ·

Vi slaar os ned paa Grønsværen ved Siden af den gamle Mand, som bliver helt snaksom, oplivet af lidt Afvsekslinrg; han har siddet en Time og set paa sit røde Flod - ikke et Nap. Og her er dog det rigtige Sted, det ved han, for han har fisket her i 25 Aar. Efter hvad? Ja, han har da taget mangen stor Aborre og Gedde paa Orm, Brasen paa flere Kilo, men de er nu ikke saa spændende, giver hurtig tabt, ikke som Ejbygedderne.

Vi sig:er ikke mere end nødvendigt for at holde ham i Gang, for han er inde paa det Emne, vi helst vil hørie om.

Vi faar at vide, at Ejbygedden tages paa en Dejgpasta - Fluer eller Blink har han aldrig prø­~et - og at de smager udmærket, men skal spises samme Dag de fanges. Det bløde, gullige Kød taaler ikke Opbevaring. Han fortæller, at Stimerne i Foraarstiden staar som et kilomerterlangt Baand i Overfladen; Resten af Aaret holder de gerne til ved Bunden og kan tages paa Sættekroge, agnede med smaa Frøer.

Ejbygedden (Rimten) har vi drømt om, siden Skæbnen førte os til Odense Aa. Vi hører kun med et halvrt, Øre efter den gamle Fisker, som fortæller, at her nu desværre er Oddere - lige saa sikkert, som at der om Vaaren er Nattergale i Krattet paa den modsatte Bred - og hvorledes den engang nappede efter en Skalle, som han fiskede med -Vore Tanker er ved Rimten, denne vor største Skalleart, som der har staaet en vis Mystik om.

»Otte:rstrøms »Blødfinnefisk« fra 1914 kender den kun fra sjællandske Vande og Odense Fjord og Aa. I »De danske .Skallearter«, 1930, af samme Forfatter, angives den desuden fra et Par sønder­jydske Aaer, der løber ud i VesteThavet. I Arresø og Tissø lever der Rimter, som er afspærrede fra Havet, og det er Rimten heroppe i Odense Aa sik­kert ogsaa. Der gaar forøvrigt en lille Stime inde i Hjertet af selve Odense, i Kanalen ved Læsesel­skabets Have, hvor Elektricitetsværkets Kølevand løber ud og tilfører Aaen renere Vand. Den Stime er af Dæmningerne i Munkemose og ved Ejby af­skaaret fra Vandring.

Otterstrøm mener, at »Ejbygedde« er et Salgs­navn, ligesom Odense~Karper. Gennem Samtaler med gamle Lystfiskere, der med Begejstring taler om de store Ejbygedder, de i der:es Barndom fan­gede., netop ved Ejby, har jeg faaet det Indtryk, at det er den krogede Fisks Opførsel og Kampmaade, der har skaffet den GeddenaVillet.

124 SPORTS-FISKEREN 1936

I ældre Literatur her fra Odense, har jeg ikke truffet Rimten omtalt. Odense broderl. Fiskerisel­skab (stiftet 1818), som fiskede i den nu udtørrede Næsbyhoved Sø, nævner Gedder, Aal, Aborre, Su­der, ,Skaller, Rudskaller, Brasen og Flire. De to sidste Arter forveksles ofte , især de yngre Fisk, og har de gæve Fiskebrødre kunnet skelne mellem dem, er det sært, at de ikke har kendt Rimten Man tør rnaaske formode, at den har holdt sig til Aaens Hovedl,Øb og ikke er gaaet op i det venstre Tilløb, Stavis Aa, hvor Brødrene ogsaa havde de­res Snø,rer ude.

Dokumenter fra Kong Hans' Tid taler om Fisk, som fangedes i Aaen og Søen; her nævnes dog blot Aborrer, Aal og Laks (Havørred?).

Vi opdager, at den gamle Fisker er begyndt at tale om sin Radio - atter et Eventyr, som selve H. C. Andersen aldrig har drømt om. Vi bryder op, men lover os selv at komme igen og prøve at tage en Ejbygedde, om vi saa skal nedlade os til at sætte Dejg paa Krogen.

Axel Holm.

Tunfisk. I Eftersommeren har der været godt med Tun

paa Sportsfiskernes sædvanl~gie Revier ud for den engelske Østkyst. Udfor Scarborough fangedes i første Uge af August 15 Stk., den største paa 638 Pund. I Slutningen af Augus1t toges yderligere 4 vejende 484, 539, 471 og 434 Pund" alle ca. 30 mi­les fra Scarborough. Desuden er der taget en paa 649 Pd. udfor Bridlington. Den, heldige Fisker, Major Cooper, vandt en Pokal og en Guldmedaille, U'J­satte for to Aar siden af en lokal Sportsfiskerfor­ening og af Byen Bridlington for den første Tun, som toges sportsmæssigt paa dette Revl:i;er.

Sekretæren foc B~i:t.ish Tunny Club .skriver, at det nu er godt Fiskevejr, Havet er roligt og de store Fisk staar kun 15 miles fra Kysten.

Det er første Gang i t!'e Aar, at Tunen er kommet saa nær ind og er blevet i Nærheden saa længe.

En irsk Fiskeinspektør melder om mange Tun­fisk ud for Øen Achill ved Irlands NV-Kyst, men her er ingen Sportsfiskere.

Vore britiske Sportsfiskerkammerater morer s,ig.

Om Forholdene herhjemme skriver en kendt Sport.s:fisker under Mærket L. SV!.:

TUNFISK I 1936. 1936 har ligesom de nærmest foregaaende Aar

været en sløj Sæson tor Tunfiskeri. Paa den g1amle Fangstplads ved Sjællands Odde er der fan­get enkelte Fisk i Bundgarn og de første allerede i Juli Maaned. Der var som altid Tunfisk paa Plad­sen ved første Fuldmaane i September, hvor der b1ev fanget en enkelt paa Krog.

Ved den nordlige Indgang til Øresund, har. der boltret sig Mængder af Tunfisk i September og Oktober! Her jager de levende Fisk særlig Hornfisk øg Makrel, der springer ud af Vandet, naar de forfølges af Tunfisk, som i deres Iver for at fange, selv springer op og helt klar af Vand­fladen. Det er et enes.taaende flot Syn at se flere af disse Havets Kæmper springe efter Stimerne. Det har hidtil været umuligt at fange dem,, men det har ikke manglet paa Energi fra Lystfiskeres og andres Side for at faa fat paa dem. Der har været anvendt Dorge ~d Makrel iog Horn1\'5k, '.Drag·er med Linen og den agnede Krog ned t il Vandfladen, K1rog med .død og ilevende Agnfisk., Haandharpun og Harpunriffel. Alt har hidtil væ­ret forgæves paa denne Plads. En enkelt Tunfisk har hugget det halve af en agnet Makrel uden at Krogen har faae,t fat, og en Haandharpun har strejfet en stor Fisk, uden at Harpunen gik ind. Aar efte·r Aar kommer der lige man,ge Tunfisk paa dette Sted, et forholdsvis mindre Omraa.de fra Kronborg til Hveens Kyst, h~ilket er ret naturligt, saalænge der ikke fanges nogen.

Til Skagen, Esbjerg og Thyborøn indbringes en Del Tunfisk af Kuttere, som fanger dem i Nord­søen. Indt.il Oktober blev der solgt 700 Tunfisk i Thyborøn, og Prisen var i Begyndelsen Kr. 100 for en stor Fisk, medens den i Oktober gik ned til Kr. 35!

E!llielte Kuttere har paa en Tur fanget 15 til 20 store Fisk, og for Lystfiskere er den sikre Maa­de for Fan,gst at komme ud med en af disse Kut­tere.

Nordsø Tunfiskene opholder sig, hvor Trawl­fiskeriet drives. De æder den udkastede Affalds­fisk og Indmaden af de Torsk, som renses og pak­kes paa Trawleren sit.Taks efter Fangsten.

E:r der et Par Tunfisk ved F~r,kerkutlt'eren, volder det ikke større Vanskelighed at faa dem til at hugge en agnet Krog. Vil Bestanden herude, I.tgesom andre Steder: gaa ned, naar der fanges mange? Nordsøen er en stor Tumleplads, saa der maaske kommer en betydelig større Bestand Tun­fisk i Efteraars,tiden.

Engelske Lystfiskere rejser Jorden rundt for at fange Havets Kæmpe.fisk, medens en, F'isketur i Nordsøen kan gøres paa nogle Druge.

L. Sv.

1936 SPORTS-FISKEREN 125

En Tunfisk, som vejede 329 kg, den største, som i Aar er fanget i de britiske Fiskeomraader, serveredes forleden Dag paa »Trocadero «i Lon­don. Den sattes frem i ubeskaaren Skikkelse til Middagen, og Gæsterne kunde selv forsyne sig saa meget, de ønskede. Fisken var 2,80 m lang og 66 cm i Diameter. Til Tilberedningen var der med­gaaet 36 kg Tomater, 18 kg Løg, 30 Flasker Hvid­vin, samt 9 Kilo Salt.

Døbelen - og andre Skaller. I et Brev til Redaktionen udtaler Lederen af

dansk Ferskvandsbiologisk Stat.ion, Hr. Magister C. V. Otterp,køm en stæ,rk Tvivl omi, at Døbe­len (Leuciscus cephalus) findes i Vidaa ved Tøn­der, saaledes som skrevet i »Sportsfiskeren« for September. Man har forhen antaget det (se f. ;Eks. C. V. Oltterstøm: De danske Skallearters Navne. 1929 Pag. 11), men fornyede Undersøgel­ser har givet negativt Resultat, saa vi maa forelø­big stryge Døbelen af Listen over danske Fiskear­ter.

Skaller har nu aldrig interesseret danske Sportsfiskere synderligt. Dansk Lys:tifiskeri er i den Retning mere præget af de skandinaviske Syns­punkter end af f. Eks. engelske eller franske. En fransk Lyst.fisker tager alt med. Er Fisken end ikke større end en Ansjos, tages den med »Pour fritte«, mens Englænderen, sætter den ud igen -­men han fanger den. Vi høde nyligt om et Par engelske Gentlemen, som besøgte en af vore vest­lige Aaer. De fik hW)r Dag pr. Post fra England en Daase Maddiker, som de.. brugte til Agn; saa · fangede de Skaller om Kap, satte dem ud igen -og morede sig storartet. Voksne danJSke Lystfiske­re vil nærmiest kalde dette Dyrplagerli.,; Englæn­derne anser det for Sport! Vi skal indrømme, at vi engang, srelvanden, efter en hel Dags forgæves Forsøg paa at tage Sandart spoltsmæssi.gt i Skan­derborg sø, lagde os, for Anker ud for Slagteriets Udløbsrende, hvor Skallerne stod tæt, og væddede om, hvem der kunde tage flest. Men da det gik alt for hurtigt, opgav vi, saa snart den Erhvervs­fisker, som roede for os, havde nok til sine Aale­kroge. Saadan noget gør man kun efter en helt mislykket Dag, ligesom uheldige Jæger:e, der sky­der efter en Flaske for at faa Ild i Skyderen.

Denne danske Mangel paa Interesse for Skal­lerne er Skyld i, at man indtil fornylig ha~ væ­ret srt~kt i Vildrede med, hvor de 4 danske Skal­learter egent.Ug levede. Zootopografiske Under­søgelser er af ret ny Dato her i Landet. Endnu i

1914, da C. V. Otterstrøm skrev »Blødfinnefisk« kendtes saaJedes Sitrømskallen (Leuciscus grisla­gine) ikke Nord for Ringkøbing Fjord, nu er dens N01dgrænse rykket op til Nissum Fjord, ikke fordi den har bredt sig Nordover, men fordi man1 ikke har bemærket den der før. Desuden findes nogle Angivelser fra Vandløb, der søger Øs,tpaa i Søn­derjylland, men deres Rigtighed er ikke uden for al Tvivl.

I 1931 fremkom i Vidensk. »Medd. fra Dansk naturhist. Fo.rening Bd. 90« en Besvarelse paa en Prisopgave udsat af Jydsk naturvidenskabeligt Selskab.

C. V. Otterstrøm gør heri Rede for de danske Skallearters Forekomst, særlig i Jylland, samt de­res Biolog,i og Økologi. Det er et meget stort og omhyggeligt Arbejde, men Emnet er ikke helt ud­tømt, og da Fisk jo er levende Væsener, som flyt­ter sig, maa man altid regne med, at der kan ske noget nyt paa dette Omraade. I 1935 blev saale­des en med Skallerne nærbeslægtet Fisk, Fiirnan, for fø,rste Gang taget i en svensk Aa.

Danske Sporlsfiskere meder kun efter Skal­ler, naar de vil have Agnfisk. De allerfineste Sportsfiskere bTuger ganske vist ikke Agnfisk, men kun Spinner og Flue. Det sker imidlertid, at Skaller gaar paa Flue og Spinner, saa den Mulig­hed er til Stede, at en af dette Blads· Læsere kunde fange en Skalle, hvis Art var ham ukendt. I saa Fald vil Biologisk Sitation i Frederiksdal gerne modtage Fisken til Bestemmelse, især hvis den stammer fra sydvestjydske Aaløb.

Fra Storaaen. Nogle Kilometer vesten for Rundkørselen - -

Rundkørselen er i Paranthes bemærket Cen­trum for alle Vejangivelser i Holstebro og Omegn, Civilisationens Gave til den driftige Handelsby og udmærker sig ved, at Bilerne kører aved om den, hvorfor, maa Færdselspolitiet vide.

Altsaa nogle Kilometer vesten for Ru.pdkørse-­len har dette Blads celebre Trykker en Sommer­hytte i Lyngbakkerne ved Storaaens Dal. Lyng­klædte Bakker strækker sig ned mod de brede Eng­arealer, som Storaaen snor sig igennem paa sin Vej mod Nissum Fjord. Dernede flokkes Viber, Stære og Hjejler, her færdes Stork og Hejre, Spo­verne ~nøjter, Bekkasiner vrinsker og i de dybe Høl staar Laks og Havørred - siges der.

I de uforglemmelige Dage, vi var Gæster der­oppe, saa vi rigtignok ikke noget til de store Fisk. Vi prøvede baade Devonspinner og Coachmanflue,

126 SPORTS-FISKEREN 1936

samt nogle saakaldte Blinkfluer, som Aborrerne ikke kunde staa for. At Aborrer gaar paa Smaa­blink, vidste vi forresten godt i Forvejen, det be­høver man ikke at tage til Holstebro for. Rigtig Fisk fik vi imidlertid ikke - maaske var det Vej­rets Skyld, maaske vor egen. Vi har endnu al­drig haft Held i ukendt Farvand, men iø,,rigt hørte vi mest om mislykkede Fangster deroppe.

Med en Undtagelse - og det var Politiet, som gjorde den Fangst.

En kendt Ovierretssagfører fra København var taget derop og havde indlogeret sig paa en landlig Kro en Snes Kilometer SV for Rundkørse­len, for at more sig med Stang og Snøre i sin Fe­rie. Samtidig havde en af Fangerne fra Gedhuset taget Ferie og blev ivrigt sø.gt over hele Jylland. En særlig tjenstivrig Politimand traf ORS. ved Pi­skevandet og trods Protester blev Lystfiskeren slæbt til Forhør og spildte adskillige Timer - na­turligvis netop da Fiskene V'1r i Bidehumør.

Man morer sig endnu over den Historie i ad­skillige Miles Omkreds, regnet fra Rundkørselen, men Sagen har ogsaa en alvorlig Side.

Man kan ikke forlange, at en Sportsfisker skal optræde ved Aaen eller søen i .Smoking og Laksko, eller med Dokumentmappe, Forbindtaske eller an­dre ydre Tegn paa sit borgerlige Erhverv. Man kan end ikke vente, at han har Tegnebog med Le­gimitationspapirer hos sig. En frivillig Vandgang hører til de Muligheder, man maa regne med (En af os var forøvrigt i til Brystet) følgelig gaar man ikke med Papirer, der kan tage Skade af . Vandet, Guldur eller lignende. En Sportsfisker er ofte klædt som et Fugleskræmsel eller rent ud sagt -en undsluppen Gedhusfange. Men Sportsfiskeren kan være Medlem af Dansk Sportsfiskerforening og bære vort Emblem, eventuelt ogsaa vort nye - fri­villige - Fisketegn. Og Foreningen maa sørge for, at Politiet bliver bekendt med disse Tegn, saa at de kan tjene som Legimitation, saa at man ikke ri­sikerer at blive slæbt til timelangt Forhør, i en By langt borte fra det Fiskested, hvor man netop stod og havde det saa hyggeligt. Red.

Æ:ggesyge Ørreder.

For nogen Tid siden modtog »Fishing Gazette« et Brev fra Nairobi i Afrika med Klage over, at de der udsatte Ørreder (Regnbuer) døde af, at de ikke kunde komme til at lege. Nairobi ligger i Bri­tisk Østafrika, næsten under Linien, men Ørred­dammene ligger oppe i Bjergene. Nu lyder lig­nende Klager bl. a. fra Viktoria, .Sydøstaustralien,

ca. 37 sydlig Bredde. Her var man saa meget glad for, at de med megen Møje indførte Regnbueørred trivedes saa godt i de i Bjergegne anlagte Damme. 3 Aars Fisk vejede jævnligt 3 Pund, men der nævn­tes meget højere Tal, saaledes:

21/2 Aars Fisk - 91/ 4 Pund. 2 Aar 7 Mdr. - 13 Pund. 14 Mdr. Hanfisk - 3 Pund. Denne Vækst er jo ganske unormal og skyldes

~l rigeligt Foder og hØj Temperatur, men Fiskene blev ikke normale i denne »Drivhustilværelse«. Nogle blev Hermafroditer - indeholdt baade Rogn og Mælk, og ingen af dem kunde komme af med Kønsstofferne; naar de passerede 3-Aars Alderen døde de af Hjerteslag eller Bughindebetændelse, fremkaldt af Rogn og Mælke, som ikke var blevet gydt til normal Tid. De kølige Kildestrømme, hvor Legen skulde finde Sted, fandtes nemlig ikke.

Resultatet af disse og lignende Forsøg, bliver da, at man vel under Tropesol og i tilstrækkelig Bjerghøjde, kan have den tempererede Zones Fo­reller gaaende »paa Sti« og blive fede, men Arten kan ikke akklimatiseres, og de sportskære Eng­lændere maa med store Bekostninger stadig føre Yngel fra Europa eller N. Amerika, hvis de abso­lut vil fange Ørreder i de varme Lande.

Det er i det hele taget ikke nemt at flytte Dy­rearter fra den ene Halvkugle til den anden. Den sorte Svane, som har hjemme i .Sydaustralien, faar i danske Parker ikke sjeldent Unger ved Juletid -svarende til den sydlige Halvkugles normale Yng­letid - og disse ·Unger har svært ved at klare sig Vinteren over. Dog ser man, at nogle sorte Svaner, - maaske belært af Erfaring - yngler tidligt paa Foraaret.

Men Ørrederne dør altsaa »i Barselsseng«, og kan ikke gennem· Erfaringer blive akklimatiserede.

Gedde med Tandpine. Vind, Vand og Vejr 0. K., godt Skalleterrain

og ikke et Nap! Vi havde prøvet alle mulige Mad­dinger til ingen Nytte. Lew, min Hr. Lærer, all round Sportsmand, var ved at gaa ud af sit gode Skind. Jeg saa mig om og opdagede ham paa Brin­ken overfor mig.

»Nu har jeg sat en stor Reje paa og ladet den gaa godt ned paa Bunden« ytrede han, »og har een Lyst at hænge paa, saa vær saa artig«.

Da han pakkede sin Mellemmad ud, bemær­kede jeg: »Kan De se Deres Flod deroppe fra? «

»Ja - nej, jeg kan ikke«, og han ramlede ned mod sin stang.

1936 SPORTS-FISKEREN 127

»Det er en stor Stæmskalle! - Nej, søreme, det er en Gedde! «-

»51 / 2 Pund,« sagde Hr. Lew, »saa er det ikke saa sært, at vi ikke kunde faa Bid«.

Jeg havde taget Fyren op med det store Lan­dingsnet. Da jeg om Aftenen skar Fisken op, havde den Svælget fuldt af Larver og Orme. Det var sært, tænkte jeg og undersøgte den nærmere. I venstre Kæbe var et Ar, øjensynligt foraarsaget af, at den havde været paa Krog, og to af de store Tænder var løse. Gedden havde simpelthen haft Tandpine! Naar den fangede en lille, sprællende Fisk, maa Byttets Hale have ramt de daarlige Tænder. Det har gjort ondt! Gedden maa have ligget lige der, hvor vi fiskede, og faaet sig et billigt Maaltid af vor Grundmadding'. Jeg har da set 3 Gedder, tagne paa Orm, og de havde alle tre løse Tænder. Derfor tager jeg m!g den Frihed at spørge: Mon ikke alle Gedder, som tages paa Orm, har Tandpine?

J. A. H. i Fishing Gazette.

............................................. ··············· ................... .. . . . . . . . . Et og andet.

. . ................................................................................ Uhyret igen!

Hoved og Hale ses tydeligt. Loch Ness-Uhyret har i nog1en Tid vedlige­

holdt sit Ry for at være en meget sky Skabning, men Fredag den 11. September gjorde det en Undtagelse ved. at vise et Par af sine »Pukler«, sit Hoved og, hvad der har sitørst Interesse, Halen. Det skete paa en Strækning mellem Urquhart Castle og Invermoriston, hvor man saa det svømme ca. 1/4 (engl.) Mil i Overfladen.

fagtta.gierne var Sa.gf ø1rerfuldmægtig Jan Machintosh og Frue fra Troon, Airshire, og En­treprenør Donald Livingsfone, Fort William. De saa Uhyret dukke op af Dybet ca. 400 Meter borte, og ca Vandet var spejlblankt, blev den Forstyr­relse, som voldtes af den store Skabning, saa me­get mere stors.laaet.

Man saa tre store Pukler, samt et lille Hoved og en lang Hals. Halen var i piskende Bevægelse og omtrent 30 Fod fra Hovedet og halvt saa langt fra .den nærm!este »Pukkel«,. Væsenet bevægede sig meget hurtigt, ca. 1/4 Mile før det forsvandt.

Vera Cruz. ( Fishing Gazette) .

Rettelse. Sætternissen har mun/t['et sig i vort Septem­

bernummer:. E)f1ter at have g·jort .RevisoT San­dorff til Kæmner i Svendborg, hvad han ikke er

- endnu da, har han givet Pressefotograf Thra­num Æren for Billedet fra norsk Norrland, hvor ­Hr. Thranum ikke har været - endnu da. Som meddelt inide i Bladet skyldes Forsidebilledet en af _ Deltagerne i Norrlandsturen, Prokurist Valde­mar P. Haugaard.

Rec:lak;tionen beder vore Sportsfæller om Undskyldning, vi har nu lagt Sættesnører ud for . Nissen.

Meddelelse. Foranlediget af en Afhandling af mag. scient.

C. V. Otterstrøm om »Turbinerne og de nedvan­drende Unig:fisk af Laks og Ørred samt Aal« ud­kommer Sportsfiskeren denne Gang kun i 8 Sider, da vi, for ikke at skille ovennævnte Artikel, i niæs:te Maanect, udsender Sportsfiskeren i 16 Sider.

Red.

Dværgmallen. I sidste Nummer pf »Sportsfiskeren« staar

denne Fisk omtalt. Et Eksemplar paa ca. 1/2 Kilo, blev i Efteraaret fanget af afdøde August Miehe i en nordsjællandsk sø.

10 Aars Jubilæum. Stockholms Sportfiskeklubb fejrede den 18.

Oktober s,it 10-Aars Jubilæum med Kastekonkur­rence og Festmiddag. Vor _Fmmand, der foruden andre af Bestyrelsens Medlemmer, elskværdigt var indbudt, repræsenterede vor Forening og vil i føl­gende Nr. af Bladet bringe et Referat.

·················••1••····················••11••································· . . . . . . Fangstrapporter

. . . . ············· ···································· ··························••111•• Udover den ovenst. i Bladet omtalte Fangst

af en Dværgmalle, er der ikke tilgaaet Redaktionen nogen paalide1lig Rappoo:t. Paa Fyen forlØ'd delt ganske v;ist, at en kendt københavnsk Sportsmand havde fanget en meget stor Ørred i en jydsk Aa. Det var ganske vist! Manden blev ringet op i Telefonen og lykønsket af en Ven, der oven i Købet havde set et Fotografi af Vedkommende med den store Ørred!

Redaktionen k.a.n desværre oplysie, q.t den .Kæmpeørred har været en And. Det er ganske vist.

INDHOLDSFORTEGNELSE.

Drømmerier langs Aaen. - Tunfisk. · beten - og andre Skaller. - Fra Storaaen. gesyge , Ørreder. , - Gedde med Tandpine. ' og andet. - Fangstrapporter.

· .Dø­Æg­

- Et

120 SPORTS-FISKEREN 1936

I

November----oen bedste Maaned til Spinnefiskeri efter Gedder. Brug Allcock Aerial Hjul og Allcock's Spinnere (men se efter, at der staar Allcock paa Æsken).

/ -/.· '·. ·<-f -(1 (j 1~ ~, ...... .,..., I '".t." . '.. ., ·~ \ . •, . ' \ •I '~\ --\' \_/ 1; /.

.. -~· ~

Vort Emblem. Vort smukke Emailleemblem faas tilsendt fra

Guldsmed Fritz Heimburger, Købmagergade 63-65, København K. mod Indsendelse af 1 Kr. 25 plus Porto (10-15 Øre) i Frimærker.

Hotel Schaumburg, Holstebro. Telf. 42 - 172. - - - Statstelefon 16.

Byens ældste og førende Hotel. Værelser fra 3 Kr. - I. Kl. Køkken. - Bilgarage.

Westy Hald.

Holstebro Turistforening Lystfiskere anvises Fiskepladser for Laks, Ørred og Stalling samt Gedder. - Dagskort a 2,00, 14

_ Dages Kort 5,00, Aarskort a 20,00 + 5 Kr. for Vemb Strækningen. Dagskort løses i Kiosken, Frøjk Fiskepark og hos Martin Schmidt. - -Maaneds- og Aarskort kun hos Martin Schmidt.

I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I III I llllll lllllll 11.111111111111111111

Fl• skegre1• er f Enten De boer i Hol­• stebro eller gæster Byen,

se mit Udvalg i moderne og 1. Kl. Fiskegrejer, før De køber andre Steder. - Alt til Lakse-, Gedde-, Stallii1g­og Ørredfiskeri forefindes. -

Jens A. Knudsen, HOLSTEBRO Cigarhuset .set. Jørgen" 11111111111111111111111111111111111111111111 Nørregade 46. Telefon 789

_..:::3

·. ;;~\--:;,\

~i\fW\ ,lL

l\ i ,\1.I\J~htifu, l t · \·' lf~ ·~ \ ; -~ .-:;:_~ r.-J;' ~ct? .... . ···· 1-

-:::::::::

-11111111

Formand: Dr. med Chr. Lottrup Andersen, Bernstorffs-vej 91 a, København, Hellerup.

Næstformand: BØdkerm. Carl Christensen, Skjern.

Sekretær: Førstelærer S. Bork-Andersen, Askeby.

Kasserer: Postassistent Chr. Lauridsen, Skjern, Post-konto 11140.

Kontingent og Indmeldelse samt eventuelle Klager over Bladets Forsendelse sendes til Postassistent Chr. Lauridsen, Skem.

Kontingentet er 8 Kr. aarlig. Ægtefæller dog kun 11

Kr. For Medlemmer af Lokalforeninger med indtil 40

Medlemmer og med mindst 5/8 af Medlemstallet ind­meldt i Landsforeningen, er Kontingentet kun 5 Kr. Det · samme gælder for Lokalforeninger med over 40 Medlem­mer og mindst 25 indmeldt i Landsforeningen. Hvis For­holdene taler for det, kan Bestyrelsen dispensere fra disse Bestemmelser. (Lokalforeningerne skal selv incassere

Kontingenterne.)

Artikler til Bladet bedes indsendt inden d. 10. i hver

Maaned til Redaktøren, Apoteker Axel Holm, Overgade 6,

Odense. Telf. 3176.

Foreningens Medlemsorgan »Sportsfiskeren« udkom­

mer d. 1. i hver Maaned.

Trykt i S. Sørensens Bogtrykkeri, Holstebro.