Så længe jeg lever – en bog om John Mogensen© Henrik Vesterberg i samarbejde med Frank Toft-Nielsen© Denne udgave: Henrik Vesterberg, Frank Toft-Nielsen og People’sPress, København 2014Omslag: Rasmus FunderGrafisk tilrettelæggelse: Stine Trampe/TramperietRedigering: Pernille WassISBN: 978 -87-7137-35541. udgave, 1. oplagPrinted in Denmark 2014

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse mellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress Vester Farimagsgade 411606 København V

www.artpeople.dk

Henrik Vesterberg i samarbejde med Frank toFt-nielsen

Så længe jeg lever – en biografi om John Mogensen

Henrik Vesterberg i samarbejde med Frank toFt-nielsen

Af samme forfatter:Strejf i København, Københavns Bogforlag, 1999Dengang i 80’erne, Gyldendal, 2003Per Kristensen – Den sande historie, One Trick Pony, 2010En civiliseret fyr, One Trick Pony, 2011

“Skal man lave sange for mennesker, må man være blandt mennesker. Og der er mange gode mennesker på værtshusene.” John Mogensen

Indhold:Forfatterens forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

Det store show . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Showtime . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26

Lille John Louis fra Holmbladsgade. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32

’Ain’t she sweet’ i Slotskirken. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37

Ud i livets skole . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43

Så til søs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47

Ruth. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52

De blå drenge. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58

Vi, der vil frem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64

Jolly Jokers, De tre Båthorn og Lille-Bent . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79

Pladevennerne – den danske grammofonindustri i 1950’erne. . . . . . . . . 88

1, 2, 3, Four Jacks . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93

En kalkuleret succes. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98

Four Jacks – de syv fede år . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106

Tre Jacks plus en og andre varianter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120

Den blå tid. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131

Plan A, B og C. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 134

På valsen – igen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 142

Studie-arbejde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146

Inspirerende bekendte. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149

Nede i møget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153

Sange til sig selv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158

Hele Danmarks John Mogensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 164

Noget skævt i toppen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169

Dansktoppen – en industri i sig selv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177

Billedet af bumsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181

På vejen igen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 186

Sofavælgerens manifest . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 191

Erhard, vor mægtige bror . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 197

Hjemme i Dragør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201

Inde bag facaden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 208

Mere fut i fejemøget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 214

På turne med Skrald . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 219

Sammenbruddet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 229

Stop en halv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 236

På landevejen igen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 238

The show must go on. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 242

Så længe jeg lever . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 245

‘Røv og gulvsand’. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253

Taurus . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 258

Den sidste store turne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 267

Påsken 1977. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 273

Coda . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 279

Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 288

Diskografi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 291

13

Forfatterens forord

Da Elvis Presley døde i 1977, skrev den amerikanske rockskribent Lester Bangs: “En ting er sikkert: vi ame-rikanere vil aldrig igen blive enige om noget i lige så høj grad, som vi var enige om Elvis Presley.”

En dansk skribent kunne have skrevet det samme, da John Mogensen døde et halvt år tidligere om dan-skerne og vores kærlighed til ham og ville have haft lige så meget ret.

I mere end 40 år har John Mogensens sange været indbegrebet af dansk folkelighed. Alle i Danmark – fra bodegaen til cafeen, fra skurvognen til højskolen, fra gymnasiet til plejehjemmet, elsker John Mogensens sange. Nye generationer vokser op og genopdager uaf-ladeligt hans klassikere. Vi andre bliver gamle sammen med dem og tager dem med os i vores kulturelle bagage.

Denne bog fortæller historien om Dansktoppens vildmand, sangeren, pianisten, komponisten og tekst-forfatteren John Mogensen, der skabte danske sange i folkets toneart og indskrev sig i musikhistorien med kæmpehits som ‘Der er noget galt i Danmark’, ‘To mennesker på en strand’, ‘Nina, kære Nina’, ‘Så længe jeg lever’ og ‘Livet er kort’.

Hans eget liv blev alt for kort, men i dag ser det ud til, at John Mogensens sange fra 1970’erne stadig har et langt liv foran sig.

14

Historien om John Mogensen er også historien om en kompliceret og følsom kunstners op- og nedture. Om en opvækst i et arbejderhjem på Amager, en turbulent ungdom med mange skiftende jobs og succesrige år som leder af 1950’ernes mest populære popgruppe, Four Jacks.

Inden sit solistgennembrud som Dansktoppens ukro-nede konge i 1970’erne levede John Mogensen i næsten 10 år langt fra rampelyset, glemt og ruineret. Det var med disse brogede erfaringer, han stillede sig på de svage, de skæve og de glemtes side i sine iørefaldende sange.

Historien om John Mogensen handler om nederlag og triumfer, ambitioner, der bliver opfyldt, og om drømme, der aldrig blev til virkelighed. Det er fortællingen om en vidtfavnende, musikalsk ener, hvis nedtur blev hans livs succes – og hvis succes til sidst blev hans endeligt.

Bogen her bygger i høj grad på Frank Toft-Nielsens omfattende research til hans biografi ’John Mogensen – Livet er kort’ fra 2005. Efter overenskomst med Toft-Nielsen har jeg benyttet mig af meget af det materiale, han har gravet frem fra medierne, interviews med musikere, pladefolk og personer fra Mogensens stamværtshuse, hans oplevelser af John Mogensen på scenen og diskografien bagest i bogen.

I mange sammenhænge har jeg selv fundet yder-ligere kilder. Det gælder især John Mogensens ung-domsår med Blue Boys og Four Jacks, og oplysninger om miljøet og industrien omkring populærmusikken i 1950’erne.

15

Min ambition har først og fremmest været at for-midle historien om John Mogensen på en engageret og medrivende måde, fortællemæssigt, sprogligt og så sandfærdigt, som det nu kan lade sig gøre, når vi har at gøre med et menneske, der har været død i mere end 30 år.

Undervejs i bogen forekommer der små dramati-serede afsnit, der skildrer John Mogensen i konkrete situationer i betydningsfulde epoker af hans liv. Disse dramatiseringer er tænkt som uddybninger og yder-ligere belysninger af John Mogensens indre og ydre konflikter. Ganske vist kan jeg henvise til vidnesbyrd om, at tingene forholdt sig sådan, men i sidste ende er det subjektive udlægninger, der helt står for min regning – jeg har jo, af gode grunde, ikke været der selv.

John Mogensen arbejder hjemme i Dragør,1974.

16

Derimod er John Mogensens egen stemme i vid ud-strækning, og meget direkte, til stede i bogen, når det gælder udtalelser og betragtninger om hans liv, værdier, tanker og oplevelser af hvad som helst: fra privatlivet til musikbranchen, samfundet, naturen, mad, druk, søfart, kammeratskab, militæret, politik, kærlighed, sang- skrivning, Mozart og flæskesteg ... hvad som helst. Alt, hvad vi har kunnet støve op i arkiverne af udtalelser fra John Mogensens egen mund gennem tiderne, bliver bragt videre her i bogen.

Siden 1977 har samfundsudviklingen været, mildt sagt, omskiftelig, derfor har jeg, af hensyn til yngre læsere, gjort en del ud af at beskrive bestemte begi-venheder, tidsbundne fænomener og forhold, som er væsentligt anderledes i dag, efterhånden som de dukker op i historien.

Mit udgangspunkt har været at skrive bogen til en, der blev født, da John Mogensen døde. For man kan jo ikke tage for givet, at en 35-årig, eller yngre, i dag for eksempel ved, at man kunne ringe fra en mønttelefon på Storebæltsfærgen, eller er helt på det rene med be-greber som ‘musik ved bordene’, ølkasser af træ, Radio Merkur, Erhard Jacobsen, Dansktoppen og Ronalds Festival Tivoli.

Henrik Vesterberg

17

Han sætter sig. Bare et øjebliks ro. Koncen-

tration. Han hviler albuerne på knæene.

Hovedet falder tungt ned i de store hænder. Her sid-

der han lidt, lader fingrene glide gennem sin store,

sorte brillantineskinnende manke. ’Sigøjnerfrisuren’,

som de kaldte den, da han begyndte at lade håret gro

10 år tidligere. Ruth, hans kone, har netop for et par

minutter siden børstet hans hår og hans næsten lige

så omfattende fuldskæg godt igennem med en stålbør-

ste. Han strækker sig og folder hænderne bag nakken.

Så sidder han lidt og kikker op på de små lamper i

loftet. Lukker igen øjnene. Ro på. Han tager en dyb

indånding og holder vejret lidt, inden han igen og

ånder tungt ud. Duften af Aqua Velva og Rexona er

stadig stærkere end den svedlugt, der så småt er ved

at brede sig inde bag den rummelige, sorte skjorte.

Bukserne, også sorte, er velpressede. De nye sko sid-

der perfekt. Fra bukselinningen dasker et par lige

så nye brede, røde seler. Den store mand trækker vej-

18

ret dybt. Det er ved at være ud på eftermiddagen. Men

dette er det første lille øjeblik, John Mogensen har

for sig selv den dag. Han tager endnu en dyb indån-

ding. Han kan høre musikken spille nede i salen. Den

lyder dumpt og hult gennem de lofter og betonvægge,

lyden må passere for at nå her op til garderobeaf-

snittet i den store koncertsal.

“Så … for helvede, old timer. Så …” mumler han bero-

ligende hen for sig. Han strækker armen ud og griber

om f lasken, der står på sminkebordet. John Mogensen

åbner øjnene, fører flasken til munden, kaster nak-

ken tilbage: “Aaahhh.” Den store mand rejser sig. Det

er dagens anden. Og som de havde aftalt, ham, Ruth og

Eugen, arrangøren, har han ikke været i nærheden af

noget stærkere end almindelig pilsner i dag. Ingen

stærke, ingen sprut, ingen snaps før koncerten. Kun

to grønne. John Mogensen rejser sig. Han tjekker sin

skikkelse i de store blanke spejle i det lille garde-

robeværelse. Han trækker de røde seler op om skuld-

rene. Da han fanger sit eget blik i spejlbilledet,

mens han retter på seletøjet, kniber han instinktivt

det ene øje sammen, løfter tommelen og slår et par

smæld med tungen: “Tjk, tjk.”

Denne søndag den 24. marts 1974 er ikke en dag,

John Mogensen skal være alene. Tværtimod: Nede i Ti-

volis Koncertsal venter mere end tusinde mennesker

på, at den 45-årige sanger, sangskriver og pianist

kommer ind på scenen og gør dem selskab. John Mogen-

sen åbner døren og træder med et bredt smil ud til de

andre i den store garderobe.

19

Det Store Show

Musikerne Ole Dixon og Ole Nezer har på det tids-punkt allerede indtaget scenen i den store koncertsal. I godt tyve minutter underholder de publikum med en blanding af indstuderede og improviserede klaver-boksernumre. Side om side klimprer de derudad med jazzstandards og ekvilibristiske mellemspil. Samtidig kæmper de to kraftige mandfolk på skrømt om pladsen på den lille taburet foran tangenterne på det store flygel midt på scenen. Publikum morer sig højlydt. For de to Oler er numrene, både de musikalske og den mere klovneagtige del, ren rutine. Et show, de to jazz-virtuo-ser har fyret af utallige gange på næsten lige så utallige knejper og pianobarer i Minefeltet. Det kaldte man den del af det indre København, hvor de fleste barer, restauranter og værtshuse lå fra 1950’erne og frem til 1980’erne: fra Gammel Strand over Nikolaj Plads, Pilestræde og op til den sydlige ende af Gothersgade og Kongens Nytorv. Det var i Minefeltet, Ole Nezer og Ole Dixon grundlagde og – gennem næsten tyve år – dyrkede deres kammeratskab med John Mogensen. Men det er ikke kun for gammelt venskabs skyld, at de ’to store drenge’, som Mogensen kaldte Nezer og Dixon, er udpeget til at varme op under publikum før John Mogensens største koncert. Der er tale om to af Københavns absolut mest rutinerede jazzpianister. Hver

20

især har de gennem en halv menneskealder spillet med Gud og hver mand inden for den moderne jazzmusik. Fra de store amerikanske stjerner: Stan Getz, Ben Web-ster, Thad Jones og utallige andre fra det store udland, der gennem årene gæstede det fornemme jazzmiljø i 1960’ernes København, der var koncentreret omkring Jazzhus Montmartre i Store Regnegade, senere i Nør-regade. Men Ole og Ole spillede lige så ofte og gerne med de mere folkelige danske bigbands som Papa Bues Viking Jazz Band og Leif Pedersens Orkester. Det er netop medlemmer af disse to etablerede jazzensembler, der skal bakke John Mogensen op gennem resten af eftermiddagskoncerten. Men John Mogensens musik er ikke jazz. Det er Dansktop.

Der er kun 10 minutters gang fra Minefeltet til Tivolis Koncertsal. Men der er en verden til forskel. Netop derfor er denne koncert ikke blot noget særligt for solisten og de øvrige deltagere i begivenheden. ’En eftermiddag med John Mogensen’, det er under den titel, impresarioen Eugen Tajmer har lanceret arrange-mentet, og det er en mindre sensation i dansk showbiz: et brud på traditionerne, en bro over kløften mellem finkultur og masseunderholdning. På plakater og skilte er der i ugevis blevet reklameret for koncerten. I dagene op til lykkedes det Tajmer at få flere af de store dag- og ugeblade til at skrive om søndagens koncert: den dag, hvor Dansktoppens største navn siger farvel til de evindelige to gange tyve minutters blokvogns-koncer-

21

ter ved byfester og i omrejsende tivolier i provinsen. I stedet træder han nu ind på scenen i landets fornemste koncertsal med et bigbandshow i internationalt format.

”Søndag eftermiddag er det alvor. Med Papa Bues Viking Jazz Band og Leif Pedersens Orkester bag sig afgøres John Mogensens fremtid. Lykkes det – og det gør det – vil han gå over til at lave 24 koncerter om året fordelt på en månedlang Danmarksturne. Ind i mellem vil han sidde derhjemme og skrive musik og lave plader. Han vil overføre to gange tyve minutter i Nørre Snede til koncertsalen, skabe intim stemning i store lokaler og arbejde på at bevare sit nære forhold til publikum. ’Fut i fejemøget’, ’Dybbøl Mølle’ og andre gamle kendinge vil få nye efterfølgere. Men John Mogensen ændrer sig ikke.”

Sådan stod der i et stort opsat interview i ’Se og Hør’ torsdag inden koncerten, og John Mogensen erklære-de: ”Der bliver ikke flere markedspladser for mig, hvis koncerten går godt.”

B.T. havde sin foromtale af koncerten på forsiden: ”Mogensen foran sit livs koncert.” I artiklen inde i bladet lyder det på Dansktopstjernens kone, Ruth, som om hendes mands arbejdsliv allerede har skiftet karak-ter: ”Jeg er meget glad for, at John opgiver rakkerlivet. Jeg har aldrig kunnet holde ud at se ham komme så træt hjem.”

”Jeg har skrappe ting i ærmet,” sagde John Mogen-sen om programmet for den stort anlagte koncert. Han forklarede, hvor udtærende den hektiske turneaktivitet

22

23

På scenen med big band.

24

frem og tilbage mellem landets små krinkelkroge efter-hånden var blevet for ham.

Det havde taget sin tid og krævet sin mand at få Eugen Tajmer Booking overbevist om, at den store koncert var det rigtige træk netop nu for en kunstner som John Mogensen. Ganske vist stod han på dette tidspunkt på toppen af sin karriere – men det var trods alt kun Dansktoppen. Omkring 1974 var det absolut uhørt, at populærkunstnerne fra Dansktoppen stillede op i solokoncerter et sted som Tivolis Koncertsal. Koncerter i egentlig forstand var forbeholdt den klas-siske musik og de internationale topnavne fra jazz- og rockmusikken. De danske beat- og rockbands optrådte i ungdomsklubber, på gymnasier, på værtshuse og i bio-grafer – der, hvor ungdommen var. Dansktopsolisterne optrådte ved byfester, i omrejsende tivolier og i for-samlingshusene – der, hvor folket var. Af og til kunne Dansktopsangerne træde op på de større scener, men så var det ved store genreshows i KB Hallen, Falko-nercenteret eller Odd Fellow Palæet, hvor de optrådte med bigbands sammen med en række kollegaer. Nogle måneder tidligere havde Gasolin, der i 1974 så småt var begyndt at blive rigtigt populære også hos det mere voksne publikum, som et af de første danske rockbands optrådt i Tivolis Koncertsal. Tiderne var ved at skifte.

Nu skulle John Mogensen, alt efter hvordan man vurderede det, enten bevise, at han var andet og mere end Dansktop eller være popmusikkens pioner: den første Dansktopkunstner, der trådte ud af mørket og

25

ind i rampelyset på den store fornemme scene. Hidtil havde Johns ’solokoncerter’ bestået af små sæt serveret af en trio blandt radiobiler, pariserhjul og kulørte lam-per. Den store, projektørbelyste scene i den gamle have skulle nu være hans, i en kæmpe sal, hvor alles øjne ville være rettet mod hans digre figur.

John Mogensen var derfor, som han sagde: ”hel-vedes nervøs.” Koncerten denne eftermiddag skulle blive begyndelsen på virkeliggørelsen af en drøm, han havde haft siden sit comeback i dansk musik i 1971: at stå i spidsen for et bigband og ligesom sine store amerikanske idoler, Mills Brothers, Count Basie og Glen Miller sætte sig selv og musikken i scene i store toptunede shows. Måske endda også med instrumen-tale afdelinger. Realiseringen af den drøm ville også betyde noget i kontant forstand: en årlig turne med en koncertrække i hovedstaden og en halv snes shows i de store haller i provinsen ville give mindst lige så godt et økonomisk udbytte, som det han, nu på fjerde år i træk, halede ind på de opslidende weekendture sammen med trioen rundt i landet, ofte med flere daglige optrædener i forskellige byer. Færre optrædener i større shows til større honorarer ville frem for alt give John Mogensen mere tid til sine yndlingsdiscipliner inden for faget: at komponere musik og skrive tekster.

26

ShowtIme

Søndag den 24. marts 1974 var en solrig dag med klar, blå himmel over København. Folk med forårsfornem-melser tog sig en spadseretur rundt i hovedstaden. Allerede fra klokken 10 om formiddagen var John, Papa Bues vikinger og Leif Pedersens orkester i gang med prøverne. Alt skulle klappe, folk skulle virkelig have valuta for deres penge. Johns nervetråde ”blafrede som medisterpølser” rundt i hans korpus, som han selv udtrykte det.

”Vi aflyser. Jeg løber,” spøgte en anspændt Mogen-sen under prøverne. Men han blev, selvom nerverne begyndte at melde sig i takt med, at urets visere hastigt tikkede sig frem mod klokken 16, hvor tæppet skulle gå.

Mere end 1200 muntre og forventningsfulde men-nesker havde løst billet til at tilbringe eftermiddagen sammen med John Mogensen. Blandt de, der lagde vejen forbi Tivolis Koncertsal den eftermiddag, var også flere musikalske venner og kollegaer. Også nogle, der befandt sig langt fra den sædvanlige Dansktopkli-ke. Heriblandt en 18-årig, rødhåret, velproportioneret sangerinde, der hed Sanne Salomonsen, et lovende supertalent, der på det tidspunkt mest var kendt for sin medvirken i hippie-musicalen ’Hair’. Sanne og John havde nogle uger tidligere medvirket i den samme

27

tv-udsendelse. Dansktopkollegaerne, søstrene Lecia og Lucienne, Bo Bendixen, og det musikalske super-stjernepar Grethe og Jørgen Ingmann dukkede også op til koncerten. Men først og fremmest var det ’den brede befolkning’, en stor skare af John Mogensens trofaste fans, der var mødt frem for at opleve ham som koncertsolist.

Efter Dixon og Nezers klaverbokseri gik Papa Bues Viking Jazz Band på scenen og spillede en lille serie fra deres eget New Orleans-prægede repertoire. Klokken var ved at nærme sig 17 – sceneskiftene var ikke gået helt så tjept som beregnet – da det røde fortæppe igen gik for scenen. Det varede ikke længe, før det atter blev trukket fra: ind trådte en smokingklædt, vandkæmmet Eugen Tajmer, der højtideligt bød publikum velkom-men til ’en eftermiddag med John Mogensen’.

Og så kom han: iført sit skarpe sorte antræk

med brede, røde seler. John Mogensen fik en

stormende modtagelse af forsamlingen og kvitterede

ironisk med et buk op mod den tomme kongeloge og

et ”Deres Majestæt,” hvorefter han rettede blikket

mod publikum med et ligeså dybt buk: ”Mine damer

og herrer.” Salen eksploderede i begejstring, mens

John Mogensen gik i krig med programmet sammen med

Buerne. Der var dømt publikumssucces fra starten.

Tilskuerne spillede i høj grad op til John, som om

de kendte ham personligt. John gav igen af samme

28

skuffe: ”Nogle påstår, at jeg ka’ synge – det lyder

jo som et rustent søm på en stegepande!” udbrød han,

mens salen vred sig af latter. Nogle af nerverne

syntes at fordufte efter en god start med de gode

gamle træffere: ’Der er noget galt i Danmark’ og ’Fut

i fejemøget’. Men nerverne fik igen lidt brændstof, da

John fik sit hyr med den ene sele, der blev ved med at

gå op. En blandt publikum råbte: ”Din sele er gået op,

mand!”, hvortil John lettere forvirret brummede: ”Tak

skal du ha’, makker,” mens han forsøgte at hæfte den

på bukserne igen. Men selen fortsatte med at drille.

Efter en halv times velsmurt show med John og Buerne

var der pause. Publikum var i højt humør. Der var for

alvor lagt i kakkelovnen til en forrygende anden

afdeling. I anden halvleg gik John så i gang sammen

med Leif Pedersens orkester i et show, der strakte sig

over den næste halvanden times tid. Musikalsk var

orkestret i top. Blandt de garvede musikere var Ole

Nezer ved flyglet og Perry Knudsen på trompet.

De drilske røde seler var i pausen blevet udskiftet

med de karakteristiske grønne, mønstrede kæmpeseler,

og de holdt bukserne oppe resten af koncerten.

Folk fik alle de kendte sange. Mogensen fik også

demonstreret sine evner ved flygelet, som blev fulgt

op med endnu en selvironisk kommentar: ”Jeg er en

mislykket Count Basie.” Men det lød, som det skulle,

og bifaldet var stort. Trods nerver, ommere og et par

bøffer indimellem.

”Satans osse man selv skriver tekster. De andres er

nemmere at huske,” sagde John Mogensen afvæbnende,

29

da det var gået galt et par gange med teksten til ’Åh,

hvilken herlig nat’.

Men Dansktopmesteren fik også modspil fra sine

fans. Fra hver sin side af salen var der to, der gen-

nem hele koncerten råbte på henholdsvis ’Kaptajn

Bligh’ og ’Ursula’. Men lige de to sange var ikke på

programmet, for, som det lød fra den store sanger

tredje eller fjerde gang, publikumsønskerne rungede

nede fra rækkerne: ”Hvis jeg skulle synge alle sange-

ne, kunne vi jo blive ved til klokken elleve i aften!”

Hen mod slutningen af koncerten bukkede John

igen ironisk op mod kongelogen og sagde: ”Deres Ma-

jestæt!” hvorefter han tørt tilføjede: ”Nåh, hun er

gået.” Så bukkede han endnu dybere ud mod fanskaren

med et ærbødigt: ”Mine damer og herrer.” Musikalsk

blev der sagt farvel og tak for denne gang med en

storladen udgave af det foregående års største John

Mogensen-hit: ’Så længe jeg lever’.

Under et taktfast bifald modtog John Mogensen fra scenen to blomsterbuketter overrakt af kvinderne i hans liv, Ruth og teenagedatteren Minna, og fra en publikummer fik han endnu en buket. Mens jublen stadig bruste i salen, stønnede John over for kollegerne ude i kulissen: ”Hjælp – jeg gør det aldrig igen.”

Men efter at have sundet sig et par minutter og tilbragt en rum tid med at indkassere knus, ros og lykønskninger fra musikerne, Sanne Salomonsen og Grethe og Jørgen Ingmann, og andre gæster, der havde

30

fundet vej op i garderoben, sagde John til de tilstede-værende journalister: ”Jeg tror, jeg er parat til at gøre det igen.”

Pressen gav i dagene efter i det store hele John Mo-gensen topkarakter for showet. Vendinger som ”succes som solist” og ”salen sydede af begejstring” gik igen i både BT og Ekstra Bladets anmeldelser. De andre dagblade anmeldte ikke koncerten. Det var trods alt kun Dansktop.

BT’s anmelder placerede dog et par torne midt i roserne, da han konkluderede: ”Fremover er det menin-gen, at John Mogensen vil give 24 koncerter om året, fordelt over fire uger. Det skal give ham mere tid til at lave plader og skrive nye numre. Og dem har John Mogensen brug for. Han kører i høj grad på de ting, man kender i forvejen. Der må nye ting på repertoiret.”

Koncerten den søndag i 1974 blev vitterlig hans livs koncert. John Mogensens drøm om en gallakoncert blev til virkelighed. Han kunne dårligt have forestillet sig en bedre modtagelse. Han havde bestået prøven som koncertnavn. Hans personlighed havde stået distancen på de skrå brædder i den fornemme sal. Også selvom nyskabelserne udeblev fra koncerten. De ”skrappe ting i ærmet,” som han havde proklameret på forhånd, blev aldrig rystet ud. Men John Mogensens repertoire havde vist sig at være bæredygtigt nok til et langt og stort opsat show. Koncerten den marts eftermiddag i

31

Tivolis Koncertsal i 1974 blev hans solokarrieres mest helstøbte sceneoptræden. Men den slags blev der ikke flere af.

32

LILle John LouIS fra hoLmbLaDSgaDe

Den 5. maj 1928 nedkommer den 18-årige, ugifte Dagny Margrethe Marie Nielsen med en velskabt, men meget lille dreng på Rigshospitalet i København. Den nyfødte vejer kun fire pund, og et bekymret personale på fødegangen lægger den lille i kuvøse i håbet om, at det vil forbedre barnets chancer for at overleve de første kritiske døgn. Det gik, kan man roligt sige, og Dagny Margrethes spinkle førstefødte blev efterhånden en meget stor mand. Af Helligåndskirkens bøger fremgår det et år senere, at sadelmageren Louis Einar Hansen vedkendte sig faderskabet. Først da Dagny Margrethe otte år senere gifter sig, får John det efternavn en hel nation senere kommer til at kende ham under.

I dag ville John Mogensen være et godt stykke oppe i firserne, hvis han havde levet. Derfor er det natur-ligvis vanskeligt at finde kilder, der kan fortælle om amagerdrengens tidligste barndom. Men vi ved, at de første år var præget af hyppige flytninger, og at Dagny Margrethe boede sammen med mindst to andre mænd, inden hun giftede sig med den mand, hun senere fik en datter med.

Det udprægede arbejderkvarter omkring Holm-bladsgade på det centrale Amager kom til at danne ramme om John Mogensens opvækst. I perioder boede den unge mor hjemme hos sine forældre, senere i en

33

lille lejlighed i Parmagade. Da John Mogensen kom i skolealderen boede han sammen med mor, sin sted-far og sin nye halvsøster i Holmbladsgade. De første skoleår blev tilbragt på Øresundsvejens Skole. Knap tyve år efter John Mogensens død fortalte en af klas-sekammeraterne, den senere arkitekt, Salli Besiakov, i en kronik i Berlingske Tidende om sangerens første år i rabarberkvarteret på Amager:

”Hvordan John var i skolen, om han var en god eller dårlig elev, har jeg glemt. For det meste af det, John og jeg oplevede sammen, foregik efter skoleklokken havde ringet af,” fortæller Besiakov i en munter tone i erindringsartiklen.

”Vi var en lille bande drenge fra Amager, som holdt sammen i tykt og tyndt. Hver især bidrog vi til den fælles underholdning, men John Mogensen var nok den af os, der havde de bedste kort på hånden. Johns forældre boede i et fint hvidt hus, som Johns bedstefar ejede sammen med nogle fabriksbygninger og oplags-pladser ude på Holmbladsgade. Men det bedste af det var en lille grund, der lå midt i det hele med en tilgroet have og et faldefærdigt sommerhus. Dette hus blev vort daglige tilholdssted efter skoletid. Det blev udsat for utallige angreb af ’rødhuderne’, der i ly af vildnisset kunne snige sig helt ind på ’fortet’, inden ’kovbojderne’ anede uråd. Disse vilde angreb og det indædte forsvar medførte efterhånden, at alle husets ruder gik, og snart efter fik selskab af dørene, gulvbrædderne m.v. De vilde

34

lege var med til styrke bandens fællesskab,” skriver Salli Besiakov, der som jøde var fritaget fra at deltage i sko-lens kristendomsundervisning. Han fortæller, hvordan han et år, inspireret af John og de andre kammeraters beretninger om vinterens store familiebegivenhed, juleaften, selv foranstaltede, at familien fik både juletræ og julepynt. Det lykkedes dog ikke for den 10-årige at overtale sine jødiske forældre om at overtage de kristnes skikke. Men familien blev dog alligevel opmærksom på sønnikes lille kulturkonflikt i forholdet til kammerater-ne. Næste år fik han derfor lov til at invitere en ven med til den jødiske højtid, Chanuka. Men, som Besiakov fortæller, var kammeraten ikke synderlig imponeret over den langvarige ceremoni med lysestagerne, og faren, der messede mærkværdige ord iført kalot og bedetæpper. Kammeraten var John Mogensen.

Det fortæller selvfølgelig lidt om et spirende frisind og en vis åbenhed over for anderledes tænkende, at det netop var John, den lille jødiske dreng udvalgte til at deltage i familiens, for normal-amagerkanerne, mystiske, religiøse helligdag. Men, som sagt, var John Mogensen ikke imponeret. Han mente nu nok, at den rødklædte julemand, flæskestegen, juletræet med sin pynt og gaverne derhjemmefra var noget festligere.

Det blev i øvrigt netop en gave, der nogle år efter brat satte en stopper for John og Sallis venskab: ”Fød-selsdage var altid højdepunkter i vores venskab. De var nogenlunde ens i forløbet: en masse fed chokolade

35

med wienerbrød, sukkerholdig sodavand, is og et tra-ditionelt slagsmål ude i entreen om, hvem der for tiden var den stærkeste. Engang ved en af disse fødselsdage – den sidste John var med til – tillod han sig at stikke en blybil, han oven i købet selv havde givet mig, ned i lommen. Det var for meget – venskabet gik over styr. Vi sås herefter aldrig mere,” skriver Salli Besiakov.

Inden John Mogensens tyveri fra kammeraten satte en stopper for venskabet, havde de sammen oplevet en hel særlig begivenhed. Det vil sige: for Besiakov selv fik det ikke den store betydning. Men for John Mo-gensens videre gang på jorden blev den eftermiddag skelsættende: ”Sammen med John blev jeg en dag kaldt op til inspektøren. For en gangs skyld skulle vi ikke lægge bagdel til hans spanskrør. Næh, vi var blevet udvalgt blandt alle skolens elever til at aflægge prøve på Hindegades Musikskole. Udklædt i vores søndagstøj, fulgtes John og jeg ad til skolen, der lå i en sidegade til Bredgade. En rar musikpædagog bad først mig om at synge. Hvad skulle jeg synge? ”Prøv med i ’Østen stiger solen op,” den kan da alle børn.” ”Næh” – og sådan gik det hele vejen gennem den danske sangskat,” fortæller Besiakov, der her var stærkt handikappet af sit manglende kendskab til den danske salmebog og altså ikke rigtigt fik en chance for at bevise sit værd på musikskolen. Men det gjorde John Mogensen:

”Så blev det Johns tur. Det var faktisk starten på en popstjernes karriere, jeg fik lejlighed til at overvære.

36

Selvfølgelig kunne John Mogensen bare hele repertoi-ret, lige fra ’I Østen stiger solen op’ og ’Betlehem’ og ’Kong Christian stod …’ osv., og selvfølgelig blev John Mogensen optaget. Slukøret fulgtes jeg hjem med den stolte John. Det heldige asen, der inden længe skulle blive medlem af Four Jacks og snart få sin mølle til at male alle Giro 413-udsendelser sønder og sammen.”

Efter sommerferien det år skulle John Mogensen ikke længere samme vej til skole som kammeraterne fra Holmbladsgade. I første omgang fik det dog ikke den store betydning for kammeratskabet, skriver Salli Be-siakov: ”Trods det, at vore veje skiltes rent skolemæssigt, holdt John Mogensen og banden alligevel sammen ude i Johns bedstefars sommerhus. Da vort fædreland på et tidspunkt fik besøg af ’de grønne’, skiftede vor leg gan-ske vist karakter. Det stakkels lille sommerhus måtte stå utallige sabotageaktioner igennem, inden det, træt af plagerierne, sank sammen til en ruinhob for at ende sine dage som pindebrænde i bedstefarens kakkelovn.”