Medlemsblad forAARHUS KATEDRALSKOLES VENNER

AARHUSIANERSAMFUNDET

I 1965 startede jeg i gymnasiet. I 60’erne var der kun 6-7 pct. af en elevårgang der kom i gymnasiet, medens det i dag er mere end 70 pct. Så der var ikke gymnasier i alle provinsbyer. Hvis man boede i Odder, som jeg gjorde, måtte man til Aarhus for at komme i gymnasiet. Skolen hed Aarhus Katedralskole og var valgt som oplandsbørnenes skole, fordi den lå centralt i forhold til Aarhus Rutebilstation og banegården, hvortil vi bonderøve fra Odder, Skanderborg, Hinnerup og Hadsten ankom hver morgen. Det var socialt set meget blandede klasser, for ud over os omegnsbørn var der også tradition for, at børn af Aarhus’ bedre borgerskab kom i den fine gamle latinskole. Min klasse var in-gen undtagelse, men det førte på ingen måde til at der var et ’dem og os’. Vores klasse var sjældent harmonisk. Ingen kliker, og når der var fest, blev alle indbudt. Medens mange af Danmarks katedralskoler i tidens løb er flyttet væk for bykernen, lå og ligger Aarhus Katedralskole der, hvor den altid havde ligget, dvs. centralt i byen »imellem kirken og vandet«, som der står i St. St. Blichers sang om Morten Børup, Katedralskolens berømte rektor i 1500-tallet Selv om Aarhus Katedralskole var gammel af år, var den på mange måder ung af sind. Så jeg følte mig straks hjemme, og hvor jeg havde hadet at gå i Odder Kommuneskole, kom jeg til at holde af min skolegang på Katedralskolen. Når jeg kalder den ungdommelig, til trods for at der var mange tudsegamle lek-torer, var det først og fremmest på grund af skolens rektor, Aage Bertelsen. Han var som fortidens rektor Morten Børup skolens nutidige store pædagogiske frontfigur. Han var altid åben for at gå nye veje og altid dybt demokratisk i sin tankegang og væremåde. Kultur og kunst betød meget for skolens trivsel, og han var også først til at åbne op for nye initiativer, f.eks. kunstle-jerskole eller franskundervisning på ski i Frankrig. Når der var noget, der lå ham på sinde – og det var der ofte – blæste han højt og flot på skolens skemaer og kaldte os sammen i Lovsangs-salen, som skolens store sal blev kaldt. Bertelsens demokratiske sindelag førte også til hans aktive støtte til skolens elevråd. Det var i de år, at sådanne råd blev dannet på mange gymnasier, som oftest med en lunken støtte fra rektorer og lærere. Sådan var det ikke med Bertelsen, som tog elevrådsformanden med på råd i mange anliggender. Jeg kom i elevrådet i 1.g og endte med at være dets formand i mit sidste år på skolen. I det år havde jeg

meget med Bertelsen at gøre. Jeg var endog inviteret til hans 65-års fødselsdag i 1966. I elevrådet arbejdede jeg tæt sammen med Niels Westergård-Nielsen, som gik en klasse over mig. Han var elevrådsformand det år, hvor jeg var næstformand. Niels, som jeg fortsat har en god kontakt til, er i dag professor på Copenhagen Business School. En anden ven fra elevrådet fik jeg i Jens Bakkegård, som senere blev en succesrig dyrlæge i Helsinge. Men tilbage til Aage Bertelsen, som var meget charmerende og kendt for at sno folk om sin lillefinger. Engang gik det dog galt. Vi havde i Lovsangssalen fire meget store malerier af den kendte danske kunstnerinde Oliva Holm-Møller. I de år var der megen diskussion om placeringen af den gamle dames store samling af egne værker. Hun var fyldt 90 år, så det hastede med at finde et hjem til hendes billeder. Da hun stammede fra Djurs-land, var det en tid på tale at bygge et museum i Grenaa. Men det blev ikke til noget. En dag i begyndelsen af 1968 blev jeg kaldt ned på rektors kontor sammen med skolens kunstlærer, lektor Boesen. Ber-telsen havde en plan! Olivia Holm-Møllers museum skulle sim-pelthen være på Aarhus Katedralskole. Boesen og jeg stirrede vantro på hinanden. Vi var ikke vidende om, at skolen havde et større millionbeløb stående til et indkøb af mange dyre malerier. Der var imidlertid ikke brug for penge, forklarede Bertelsen. Den gamle dame skulle forære dem til os. Boesen og jeg stirrede endnu mere på hinanden, men Bertelsens plan var simpel. Skolen skulle lave en udstilling af nogle af hendes billeder, og så ville han være mand for at overtale hende til at donere dem til os. Første del af planen gik fint. Skolen fik arrangeret en udstil-ling med 30 billeder. Men så kom den svære del af Bertelsens plan: Bertelsen inviterede Olivia til et smukt kaffebord i Lov-sangssalen. Her skulle skolens pigekor synge danske sange og så skulle jeg som elevrådsformand holde en tale for hende. Temaet var, at livet og skolegangen var blevet meget lettere og smukkere, nu da hendes billeder prydede skolens vægge. Da jeg havde afleveret min tale, tog rektor over. Han slog ud med hænderne, skruede charmesmilet på og sagde: »De må da indrømme, fru Holm-Møller, at Deres billeder hænger smukt her. Synes De ikke, at de skulle blive hængende?«. For første gang under seancen åbnede den gamle kone munden og sagde

A R O S I A2

Student anno 1968 – den første i familien

A R O S I A 3

på ravjysk: »Du får it fler«. Nå, vi fik afviklet arrangementet og sendt den gamle dame af sted, og Boesen og jeg blev igen hidkaldt til rektors kontor. Boesen startede med at beklage, at Bertelsens plan ikke havde ført til det ønskede resultat, men det var Bertelsen ikke enig i. Ifølge Bertelsen betød Olivias svar naturligvis, at nu fik vi ikke flere billeder end dem, som nu hang på skolens vægge. Boesen og jeg var langtfra enig i den fortolkning, men for at mane al tvivl til jorden sagde Ber-telsen: »Nu går jeg over på Stiften og fortæller om Olivia Holm-Møllers gave til skolen, og når den nyhed kommer i avisen, kan hun naturligvis ikke trække gaven tilbage«. Som sagt så gjort.

Dagen efter var forsidehistorien i Stiften: »Fornem kunstgave til Aarhus Katedralskole«. Avisen var imidlertid knap nok kommet ud til Djursland, hvor Olivia Holm-Møllers boede hos en nevø, før rektor havde hendes advokat i telefonen. Han kunne på det bestemteste fortælle, at den gamle kunstner overhovedet ikke havde givet Aarhus Katedralskole et eneste billede.

De fleste af vore lærere var tudsegamle. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at de havde været med siden grundlæg-gelsen af skolen i 1195. Vores matematiklærer hed Hainau Christensen. Han var al-mindeligt frygtet for at være meget skrap og give små karakterer. Han kunne f.eks. sige: »Nu vil jeg have tre op til tavlen på skift. Og der er et 13-tal til deling!«. Et af hans favoritudtryk var: »Du er alting med d, undtagen dygtig: dum, dvask og doven«. Han

kunne også finde på at sige: »Det, jeg siger nu, er kun henvendt til drengene, for det vil pigerne ikke kunne forstå«. Den var ikke gået i dag. Efterhånden erfarede vi imidlertid, at der bag Hain-aus bryske manerer var et varmt menneske, og efterhånden kom vi ligefrem til at holde af ham. I historie havde vi Svend Gabrielsen. Han var bror til den navnkundige skuespiller Holger Gabrielsen og var selv lidt af en skuespiller. Hans yndlingsnummer var, når han spillede mul-lah og kaldte til bøn fra minareten. Nummeret bestod i, at han kravlede op på katederet, åbnede skjorten ned til navlen og slog sig på brystet, alt medens han råbte en hel masse på noget, der skulle lyde som arabisk. Indtil han gjorde det, listede han dog ud på gangen for at sikre sig, at rektor ikke var i farvandet. Gabriel-sen, eller ’Gabs’, som vi kaldte ham, var ikke en yndet udøver af moderne pædagogik. Undervisningen bestod af en lang uden-adslæring af årstal for krige og kongers regeringsår. Vi skulle naturligvis kunne den danske kongerække samt årstallene for deres regeringstid. Men vi skulle også lære den romerske kej-serrække. Hvis man f.eks. under afhøring af detaljer vedr. kri-gen i 1864 kom til at sige 64 i stedet for det fulde årstal, kom spørgsmålet fra Gabs omgående: »Hvem var kejser i Rom i 64?« Vi lærte de mærkeligste ting af ham. Blandt andet lærte vi at synge Brømsebro-freden. Den gik på melodien Hønsefødder og gulerødder og lød sådan her:

»Herjedalen og Hjemtland, Gotland og ØselHalland i tredive år og toldfrihed i Sundet«

Så var der Thøger Aastrup, som vi havde i geografi og bio-logi. Han var meget tynd, grænsende til det visne. Han undlod aldrig at gøre os opmærksom på, at han aldrig – hverken som elev eller lærer – havde haft en sygedag. Han havde dog holdt en formiddag fri. Det var dengang, hans kone blev begravet. ’Thøger’ havde en meget spids og tør måde at eksaminere på, og hvis vi ikke svarede rigtigt, eller svaret kom for langsomt, sagde han altid: »Kender du det gamle trick?« Man gjorde så klogt i at svare »Ja«. Hvorpå Thøger sagde: »Og hvad er det gamle trick?« Hertil forventedes man at svare: »At læse på lektierne!« Vi havde dog én yngre lærer. Det var vores dansklærer, Finn Stein Larsen. Han var efter min mening en fabelagtig pæda-gog. Hans undervisning var inspirerende og spændende. Jeg blev meget glad for dansk og spekulerede endog i fuld alvor

A R O S I A4

på at læse dansk litteratur på universitetet. Jeg fandt, at under ham blev det for første gang sjovt at skrive dansk stile. Og i al beskedenhed blev jeg faktisk ret god til det. Ved studentereksa-men blev der på de fire aarhusianske gymnasier givet et 13-tal og to 11-taller i dansk stil. Og nej, det var ikke mig, der fik 13-tallet, men Stein Larsen fortalte mig, at jeg havde lige ved at få et. Jeg var dog pænt tilfreds med at få 11. Noget kunne tyde på, at ovenstående ikke er det rene pral, for i efteråret 1966 udskrev Foreningen til Samarbejde mellem Danmark og Sovjetunionen en stilekonkurrence blandt alle dan-ske gymnasieelever. Temaet var om Vitus Bering, den berømte danske marineofficer i den russiske flåde. Han blev af den rus-siske zar Perter den Store sendt til Sibirien, dels for at kortlægge de store landområder, dels for at finde ud af, om Sibirien var landfast med Nordamerika. Det er, som man nu ved, ikke til-fældet. Men både havet og det smalle stræde mellem Sibirien og

Nordamerika blev opkaldt efter Be-ring. Da Vitus Be-ring ligesom jeg var født i Horsens, følte jeg mig stærkt motiveret til at sende en stil ind. Jeg vandt konkur-rencen og dermed præmien, som var en rejse til Sovjet-unionen, nærmere betegnet Lenin-grad, som Skt. Pe-tersborg hed den-gang, og Moskva.

Jeg fik min eksamen i sommeren 1968, og det var endda med et udmærket snit, som dog ikke var prangende, men altså helt OK. Ved translokationen, som blev holdt på Aarhus Teaters Scala-scene, holdt jeg den traditionsrige tale for de nybagte stu-denter. Min far og mor, som jo var med til translokationen, var pavestolte over deres søn – den første student i familien!

Erling Rasmussen

Vi havde alle en klar erindring om det forsømte forår i 1969 med eksamensræset, de afsluttende prøver – og huen? Festerne og studentersangene Sjung om studentens lyckliga dag og Gau-deamus igitur – der indeholdt noget med »post jucundam ju-ventutem, post molestam senectutem, nos habebit humus«. Der blev festet igennem tilbage i 1969, og sommeren var dette år varm og tør helt fra begyndelsen af juni til og med oktober. Nu skriver vi 2019, og der er løbet meget vand i åen siden vi forlod skolen. Alle vi lidt ældre studenter er i dag spredt rundt i Danmark og i den store verden, og vi nærmer os vel det, man rent aldersmæssigt kan kalde ’Senectutem’? Jubilæet var således en kærkommen anledning til et gensyn og en snak om gamle dage. Alle ni afgangsklasser fra dengang havde talt sam-men om et fælles arrangement på jubilæumsdagen, fredag den 28. juni 2019. 80-90 jubilarer fra årgang 1969 var derfor mødt op i skolegården for at deltage i fejringen af studenterne fra år-gang 2019. Det blev en stemningsfuld translokation i det fan-tastiske vejr! Mon ikke det er det største antal 50-års jubilarer, der nogensinde har været samlet til den årlige translokation på Aarhus Katedralskole?

Einar Rud Pedersen

Mange 50-års studenterjubilarer

Efterfølgende var der arrangeret en sammenkomst med frokost, musik og sang. Her var 71 gamle studenter samlet under de brede bøge, nær salten østerstrand, på Sjette Frederiks Kro i Risskov. Det blev en min-deværdig eftermiddag med god mad, sang og musik samt fantastiske taler for damerne og herrerne. I glimt var vi 50 år tilbage i tiden!

A R O S I A 5

Aarhus Katedralskoles Venner har igen i år udfordret elevernes fantasi og kreativitet ved at udskrive henholdsvis en billed- og en tekstkonkurrence. Aarhus Katedralskoles Venners bestyrelse vælger vinderne, som får overrakt præmien ved dimissionen. Der udnævnes 3 vindere i begge konkurrencer. 1.-præmie: 1.000 kr. • 2.-præmie: 500 kr. • 3.-præmie: 300 kr.

Opgaverne lød:

BilledkonkurrencenGRØN BY er temaet for dit billede. Lav et billede, der vinkler og gengiver et aspekt af det stadig mere aktuelle emne GRØN BY, som du synes er interessant og oplagt til visualisering. Bil-ledet kan være realistisk/figurativt eller af mere abstrakt og an-tydet karakter. Der er frit valg mht. teknik og materialer, så længe dit arbejde er et todimensionelt billede på flade. Billedet skal have en titel. Der ønskes en kort redegørelse på maks. ½ side for ideen bag værket, der afleveres sammen med billedet.

TekstkonkurrencenSkriv et essay, en novelle eller et digt, der vinkler temaet GRØN BY og/eller sætter fokus på et aspekt af temaet, som du synes er interessant og relevant i et aktuelt perspektiv. Vær opmærksom på, at GRØN BY skal være tekstens omdrejningspunkt. Temaet kan forstås konkret eller overført i et bredere perspektiv; det kan fortælle om noget, der kan opfattes med sanserne og/eller med følelserne. Der vil i bedømmelsen blive lagt vægt på, at teksten fremstår levende og anskuelig og tematisk har grøn by om omdrejnings-punkt. Teksten bør ikke være på mere end højst 1.200 ord, digtet væsentligt kortere.

VinderneBilledkonkurrencen Tekstkonkurrencen

GRØN BY

BASISHvad er basis for vores liv? Beton asfalt plastik?Vinyl glas metal? Den som mennesker selv har skabt og glemmerden første for? Nej –

basiser Jorden, gennemluftet af rødder og regnorme; gennemglødetog beskinnet, gennemvredet og -blæstaf elementerne –

af solender springer frem fra synsrand pa synsrand, en lysdis i gardinet,en glød i huden og i zenit, gør jorden gold eller frugtbarog vesthimlen dyb –

af ildenunder og ovenpå jorden, i lava- og gnistform, flydende, springendesom rasende fortærer eller varmer og hviskeri flammetunger –

af vandeti skyform, som flodbølger, grundvand, strømme og dybder,som vidtstrakte flader, sne, regn pa blade, i håret, klartvand til at drikke –

af luftenvind der svæver med dræ, styrter huse, sænker skibe, optør stiv-frossent jordsmon og sind; ilt der gir vejr til latterparring og dans –

denneikke alene af os, men af de frielementer bevægede og bearbejdede jord varog er og forbliver basis. Og op fra den strømmerfornyelse til det væsen i os, som ikke vil undværeblomster og græs og træer og dyr som de virkelig er –solsortens fløjt i baggården, lærken og solopgangen.

Thorkild Bjørnvig (1918-2004), student fra Aarhus Katedralskole Julie Dalsgaard 2.a Siri Sørine K. Madsen 2.n

A R O S I A6

Vinderbilledet og vinderteksten

Hyldest til omtanke

Jeg er forelsket. Romantik er død, men jeg er forelsket. Forelsket i støjen, og den hostende summen fra bilerne, der oser med en sky af døden for hver meter de kører, forelsket i de tomme plastikskraldespande, der yndefuldt venter på, at der bare er én fuld idiot, der kan ramme rigtigt, men af det forelsker jeg mig i de grønne Carlsberg dåser, der lige akkurat dækker fortovet som græs til fordel for,

at man kan trampe dem i stykker, og lade dem flyde til gift i luften.

Jeg er forelsket i oliestanken, der gør byen grønne i hovederne, og kan bidrage til sygdom i selv de mest velfungerende lunger, for det er noget af det, der er allermest fascinerende. Jeg er forelsket i mågerne, der på smukkeste vis, ligger døde på rad og række ved havnen,fordi de har fået en fisk de ikke kan tåle, jeg er forelsket i måden vi griner af de fire veganere, der på strøget giver et nytteløst forsøg på at redde jorden, for der er jo ingen planet B, men så er der jo heller ingen læderjakker til kuldeneller hakkebøf på menuen, og Gud forbyde, at vi må drikke mandelmælk fremfor en mishandlet kos mælk.

Jeg elsker hvordan vi elsker os selv, og mener, at det er de andre der skal gøre noget, for at viikke skal komme i klemme, og jeg elsker, at vi gør noget, men ikke nok, for vi gør det der passer os, og jeg elsker, at vi kan hoste til vi ikke er her længere, for vi står sammen om at forsvinde, og det er det der passer os bedst, så længe vi tror, at det er de andres skyld.

… jeg elsker Aarhus, jeg elsker min by. Jeg elsker, at vi om få minutter kan dø, og blive til en grøn askesky af vores fejltagelser og sygdomme, der kan jage universet til nyt liv opstår, og ligesom os farver byen smuk af jordens unaturlige produkter,som vil bidrage til endnu en undergang. Jeg elsker, at jeg er så magtesløs.

Jeg kan ikke redde byen, men det kan vi.Og det er os jeg elsker.

Titte

l: A

ros

Verden rundt i HarlemTakket være et legat fra Aarhus Katedralskoles Venner fik vi i 2.n på vores studietur til New York mulighed for at opleve en anden side Det Store Æble, bydelen Harlem. Vi blev vist rundt af den lokale guide Derek, som insisterede på, at vi blot skulle kalde ham D. Rundvisningen startede med, at D viste os den spanske del af Harlem. Her stoppede vi ved en lille bod, som solgte de klassiske Puerto Rican Tostones (stegte madbananer). Ingen af os havde smagt retten før, så det blev en sprudlende oplevelse for smagsløgene. Fra den traditionelle spanske madkultur gik vi hurtigt videre til den afrikanske del af Harlem. Her lå en populær basar med

varer fra lande rundtomkring i Afrika. Det var lige noget for os! Der var øreringe fra Nigeria, kjoler fra Congo og hatte fra Kenya. Ud over basaren var der også et velbesøgt fiskemarked. D fortalte os, at fisk var en meget populær fødevare blandt be-folkningen i Harlem, og lod os komme ind i den saltvandslug-tende bygning, hvor markedet ligger. Efter at have kigget på fisk i alverdens størrelser og former tog vi videre til den afroamerikanske del af Harlem. Vi havde ar-bejdet med hiphopkultur og -musik, før vi tog til New York. Der var ødelagte bygninger med sprængte vinduer og folk, der gik og rappede for sig selv. Det mindede mest af alt om Grandma-ster Flash-musikvideoen The Message, som vi ihærdigt havde arbejdet med i undervisningen før turen. For at det ikke skulle være løgn, havde D endda taget en lille højtaler med, så han spillede hiphop, da vi gik rundt i gaderne. Vi sluttede rundturen af med at se den ’jazzede’ del af Har-lem. Vi kom bl.a. forbi den verdensberømte jazzklub Minton’s Playhouse, som har haft stor betydning for udviklingen af mo-derne jazz. Til sidst gik vi forbi Harlem’s Walk of Fame, som ærer vigtige medlemmer af det afroamerikanske samfund. Det endte i en leg, hvor D afspillede musik, og vi skulle finde den messingplade, hvorpå navnet på musikeren stod. Alt i alt var det en uforglemmelig oplevelse, som gjorde vores syn på det glamourøse New York mere nuanceret, og det var spændende at se, hvor mange kulturelle forskelligheder der er i New York.

Elisabeth Guang og Sørine Kjeldsen Madsen, 2.n

A R O S I A

RejseberetningerKulTUR-legatet Gennem årene har Aarhus Katedralskoles Venner støttet studierejser til et væld af byer, og sådan vil det blive ved. Blandt årets legatmodtagere var 2.n og 2.k, der som kvittering har sendt nedenstående rejseberetninger. De øvrige legatmodtageres rejseberetninger kan læses på www.akat.dk under ’AKV’.

7

A R O S I A

RejseberetningerNordlystur uden nordlys

Den naturvidenskabelige studieretning 2.k har været i Island med fagene fysik og kemi. De faglige mål var at studere naturfænomen-er (vulkaner, nordlys, gejsere, tektoniske pladers forskydning m.m.) og bæredygtig energiforsyning (vandkraft og geoter-miske anlæg), men vi skulle også opleve den islandske kultur. Et besøg på ambassaden og en guidet tur rundt til de største seværdigheder gav os et godt indtryk af kulturen. Her hørte vi blandt andet en stolt islænding fortælle om, hvordan verdens ældste parlament blev dannet i Island som et oprør mod det styre, tilflytterne mere eller mindre var flygtet fra i Norge. Vi benyttede os også af de varmvandskilder, som flyder under den islandske jordoverflade, og var således både i den luksuriøse

Blå Lagune og i en fin udendørs svømmehal. Naturoplevelser var der mange af. Den ene – nordlysturen, som blev støttet af Aarhus Katedralskoles Venner – startede tidligt på aftenen med en bustur ud til Þingvellir Nationalpark, som er stedet, hvor Altinget mødtes i sin tid. Det var en ret kold og blæsende aften, så vi klumpede os lidt sammen lidt oppe på en bakke, hvor vi ville have fint udsyn til det fantastiske farve-spil, der skulle udfolde sig for os, når partikler fra solen afbøjes i Jordens magnetfelt. Timerne gik, og vi blev koldere og koldere, men der kom intet nordlys. Humøret var stadig højt, og vi ven-tede fortsat tålmodigt, men desværre endte det med, at vi måtte tage tilbage til Reykjavik uden at se nordlys denne gang – vi har dog en fribillet til et nyt forsøg, hvis vi skulle komme derop igen.

2.k

8

A R O S I A

Jubilartalen 2019

Verdens gang de sidste 50 – og de næste 50 år

Kære studenter og øvrige elever – nuværende og tidligere lærere – kære rektor, jubilarer og alle andre!

Tak, fordi jeg må komme tilbage til vores skole i dag og sige lidt om verdens fremtid. Man skal jo spå, især om fremtiden. Jeg gør det med udgangspunkt i mit virke som freds- og fremtidsforsker, international mægler i mange konflikt- og krigs-områder samt et akademisk virke som forsker og gæsteprofes-sor rundt om i verden. At dette har været mit liv, kan jeg i høj grad takke Katedral-skolen for – og særligt én person, daværende rektor Aage Ber-telsen – en meget ukonventionel skolemand, humanist og paci-fist, der i 1969 afgik efter 22 års tjeneste som rektor på Aarhus Katedralskole. Med udgangspunkt i hans værdier og håb for verden der for 50 år siden skal jeg nu sige lidt om hvordan det så er gået, og hvordan det vil være gået når I, der i dag sidder her, kommer som 50-års jubilarer, i 2069. Jeg vil gerne være til stede og se om mine forudsigelser var rigtige, men jeg kan dog ikke love noget …Aage Bertelsen – humanist, pacifist og skolemand Aage Bertelsen var Danmarks ledende pacifist – altså imod krig

og alle typer af vold. Denne livsfilosofi – kombineret med civil-courage og humanisme indebar, at Aage og hans kone, Gerda, stillede sig i spidsen for arbejdet med at redde godt 7.000 dan-ske jøder i sikkerhed over Øresund i nætterne i oktober 1943. Oktober 43 også er titlen på den bog, han skrev om denne civile modstand under besættelsen. Forskellige udgaver af bogen har for- og efterord af daværende statsminister Hans Hedtoft, Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik, Victor Borge, Niels Bohr og Albert Einstein. Som man forstår var Aage en mand, der i mere end én forstand ragede op og ud over sin tid. Det var en heltegerning af Danmarkshistoriske dimensioner. Og den minder os om, at Danmark engang – frem til 1990’erne – var et land, der hjalp nødlidende og var imod krig. Sådan er det desværre ikke i dag. Efter sin tid som rektor skabte han Oktober 43-Fonden. Baseret på indkomsten fra hans bøger og filmen om redningen af jøderne delte fonden penge ud til institutioner i Israel, f.eks. hospitaler, der behandlede både arabiske/palæstinensiske og jødiske børn. Pacifisten Aage skrev også en meget omfattende bog om ikkevold i teori og praksis, Her er dit våben, der udkom i 1962, samme år som Cuba-krisen indtraf; risikoen for atomkrig mel-lem USA og Sovjetunionen holdt menneskeheden i ulidelig spændingsfyldt angst. Vi var ekstremt tæt på menneskehedens og klodens undergang. Hans fokus var netop risikoen for, at den kolde krig skulle bryde ud i varm krig. Og Aage tænkte ikke kun kritisk, men også konstruktivt: Ikkevold og konfliktløsning måtte og kunne erstatte oprustning og militærvæsen. Aage var ikke så lidt af en profet, men – som alle andre, der har arbejdet for ægte fred i en militaristisk kultur – også kontro-versiel. Bogen er aldrig blevet anmeldt i dansk presse, men er stadig en klassiker i ikkevoldslitteraturen. Såvidt pacifisten og humanisten. Nu til skolemanden Jeg husker, at Aage engang kom ind ad døren som vikar for min klasse. Stillede sig med sit store korpus i vide bukser med seler og kløede sig i sin hvide manke og sagde: »Jeg véd godt, I skal have matematik i denne time, men jeg vil hellere fortælle jer om Albert Schweitzer og mit møde med Einstein«. Det var de to vigtige ’Alberter’ i Aages liv. Hans møde med Einstein endte

9

A R O S I A

med, at denne sagde: »Don’t forget Gandhi!«. Og dét gjorde Aage aldrig. Og det er derfor naturligt at der dengang hang et portræt af Schweitzer – der modtog Nobels Fredspris i 1952 – ved hovedindgangen til vores skole. Aage skabte to eksperimentlinjer med tilladelse fra under-visningsminister Kresten Helveg Petersen – UNESCO-linjen og russerlinjen. Ideen med den første var, at eleverne skulle lære om samfundet ved i en periode at deltage aktivt i det uden for skolen, f.eks. på fabrik; ideen med den anden var, at russiske og danske lærere skulle bygge bro og eleverne gå i hinandens skoler. Devisen var enkel: Skab gode relationer, og forsøg at forstå hinanden, så kan vi reducere risikoen for misforståelser, had og krig. Det var fredspædagogik i teori og praksis – længe før be-grebet blev opfundet. Og hvis I har hørt en skrøne om, at vi for 50 år siden kunne samles hér i skolegården og neden for Aages vindue synge Fri-hed er det bedste guld – og han efter et antal gentagelser ville slå vinduet op eller komme til syne i døren med et stort smil og sige: »Ja, det er jo dejligt solskinsvejr i dag, så I må godt slippe for den sidste time« – ja, så er det faktisk sandt. Jeg synes, I skal

opretholde denne fine frihedstradition i dag!Den globale tid 1969-2019 1960’erne var oprørets og forandringernes tid. Der fandtes en fredsbevægelse, de såkaldte ulande kastede kolonialismens åg af sig og blev selvstændige. Medborgerbevægelsen med Rosa Parks og Martin Luther King Jr. tog til. USA var elsket og respekteret under John F. Ken-nedy, men ikke for den Vietnamkrig, der også optog alles sind. Det var ungdomsoprør, flower power, sex and rock’n’roll, Beatles, Stones, Dylan. Det var en tid med visioner og håb – omend man kan smile lidt af noget af det nu, 50 år efter. Det var en idealismens og engagementets tid – »gå ind i din tid«, som Nordahl Grieg og Aage opfordrede ungdommen til. Enhver kan se kontrasten til tidsånden i dag. I hvert fald i den vestlige verdens tidsånd. Det vigtigste, der er sket i Europa de sidste 50 år, er ikke EU men afviklingen af Sovjetunionen og Warszawapagten under en klog, visionær statsmands ledelse, Mikhael Gorbatjov. Berlin-muren faldt, som det vil være de fleste bekendt, for 30 år siden, i 1989. Vi burde have svaret med at nedlægge NATO og skabt et nyt sikkerheds- og fredssystem i verden. Alliancen eksisterede jo officielt som en beskyttelse mod netop Sovjetunionen og Warszawapagten. Men nej, under præsident Clinton udnyttede Vesten i ste-det, at Rusland var helt nede på knæene og udviddede NATO op under Ruslands skørter, opløste Jugoslavien, kørte FN og folkeretten ud på et meget fjernt sidespor og førte en krig mod terrorismen – et relativt lille problem i vores verden også i forhold til atomvåbnenes såkaldte terrorbalance – og deltog i ødelæggelsen af land efter land, kultur efter kultur: Somalia, Afghanistan, Irak, Libyen, Yemen, Syrien. Og nu står Iran til-syneladende for tur. Alt sammen til ingen verdens nytte. Disse krigsfiaskoer har kun medført millioners død, ufattelig lidelse, flygtningestrømme og kulturel destruktion samt had. Målt i menneskeliv er terroris-meproblemet i dag cirka 80 gange større end før 11. september 2001. De atomvåben, Aage var bange for, og som vi stadig bør være bange for, er der ganske vist færre af i dag end dengang,

10

Rektor Aage Bertelsen

A R O S I A 11

men de er blevet integreret i USA´s og NATO´s doktriner (og kun der) på måder, der gør dem lettere at tage i brug. Atom-tærsklen er dalet. Atomkrigstruslen er voksende. Såvidt krigens problem, volden mod andre mennesker og kulturer. Det andet store problem er volden mod naturen, Moder Jord. Siden 1950’erne har forskningen utvetydigt fortalt os, at vi ikke kunne fortsætte med grænseløs materiel vækst og stigende forbrug og forurening, uden at det ville gå gruelig galt før eller siden. Men vi har faktisk ladet som ingenting. Og dét peger så i retning af det tredje store problem for os i Vesten: at demokratiet er også er i dyb krise. Noget tyder på, at det kun fungerer som beslutningsme-kanisme, når alt går godt, og folketingskandidater kan love os guld og grønne skove – skønt der vel snart er hverken det ene eller det andet tilbage. Kun meget få tror jo på, at den, de stemmer på, virkelig gør det, hun eller han lover. Og vi kan kun stemme, men vi kan ikke vælge dem, der kan stemmes på. Politik er desuden blevet berøvet både visioner, værdier, ideer og etik. Kort sagt: For dem, der lever i Vesten, som vi jo gør, og altid har holdt af USAs kreativitet og dynamik (som jeg selv), har de seneste årtier været de spildte muligheders. Vesten har forsøgt at triumfere, dominere og missionere – med både sværdet og med Biblen, kunne man sige – hvilket nu fører til, at Vestverden selv går ned. Synker:

The Titanic sails at dawn –Everybody’s shouting»Which side are you on?«

– som Bob Dylan synger på Desolation Row fra 1965. De næste 50 år frem til 2069 Kære studenter! I vil derfor – ironisk udtrykt med et kendt citat – komme til at leve i interessante tider! De to hovedproblemer vi skal have løst globalt – og dét har vi slet ikke 50 år til, måske kun 10-20 – er:

– at balancere forholdet mellem menneske og miljø– at reducere eller helt afskaffe krigen som accepteret social

institution. Under dem begge ligger volden. Vi er derfor tvunget til at bekæmpe ideen om, at vold – den direkte, fysiske, psykiske,

kønsbetonede, strukturelle, økonomiske, militære og kulturelle vold – er OK. Det er statsmandskløgt at skabe fred og udvikling. Mens enhver idiot kan starte en krig, kræver det viden og mod at skabe fred. Det vigtigste, der vil ske i tiden, der kommer, er, at det amerikanske imperium vil blive opløst – og dermed NATO – og at USA bliver en republik og kun dét, ikke en global magt med krig, CIA all over the place, 600 militærbaser i 130+ lande, som alene USA har i dag. Hvis vi altså gør noget radikalt for at reducere volden og virkelig bliver partnere med Moder Jord og ophører med voldtægten af hende og hvis vi overlever det amerikanske impe-riums afvikling uden at nogen fyrer atomvåben af der i de sidste timer – ja, så ser fremtiden lys ud:1. Det bliver en multipolær verden med mere samarbejde end konfrontation.2. En verden, hvis tyngdepunkt er flyttet til the Orient, og hvor vi i the Occident – som måske snarere er en accident – stadig har en chance for at være med, hvis vi samarbejder i stedet for at isolere os selv.3. Der bliver ikke flere imperier – tanken om at ét land eller én kultur skal lede alle de andre, er forældet og umulig. Kine-serne véd det. Vi er dømt til samarbejde. Til win-win i stedet for ulighed. Til at ’drive det vidt globalt når få har for meget og færre for lidt’, skulle jeg hilse fra Grundtvig og sige.4. Det bliver en global verden, hvor nationalstatens betydning daler, og det, der sker i f.eks. Folketinget, vil præge Danmarks fremtid mindre og mindre.5. Vi vil efter nogle generationer finde, at et multietnisk Dan-mark er interessant og lærerigt, en berigelse. Det rene danske Danmark? Glem det!6. Vi vil se en ny vækst i livskvaliteter og ikke i kvantiteter, fordi, som Villy Sørensen så klogt har sagt det: »Der er grænser for kvantitet, men ikke for kvalitet«.7. Vi vil leve i en verden hvor mennesker løser sine – uundgåeli-ge – konflikter med civile midler, og hvor der kun bliver brugt vold som en sidste udvej for det fælles globalt bedste – som det står skrevet i artikel 1 i FN-deklarationen: »Fred skal skabes med fredelige midler!«. Tænk jer, det har alle lande skrevet un-der på, og ingen følger det!

A R O S I A12

Det gode samfund vil altid have konflikter, dem skal vi ikke afskaffe. Vi skal afskaffe volden.8. Der vil blive mange slags demokrati og styreformer, vi ikke kender i dag, og vi vil få globale beslutningsmekanismer, ikke kun nationale parlamenter i en verden, der ubønhørligt går mod globalisering, både med hensyn til kultur, økonomi og militær. Men hvordan det, vil nogen nok spørge. Hvordan kommer vi frem til en sådan meget mere tiltalende og human verden, hvor vi har enhed i mangfoldighed og ikke i enfoldighed, og hvor vi har en global etik og ikke en naboskabsetik? Det er forbløffende enkelt! Vi begynder at tænke og handle i Gandhis, Einsteins, Bohrs, Schweitzers, Luther Kings – og Ber-telsens – ånd! Vi reducerer og afskaffer volden på samme måde som vi har afskaffet slaveriet, det absolutte monarki, børnearbejde og pædofili. Det er en civilisationsproces – og det er en overlevel-

sesstrategi. Det andet, der er brug for, er lige så enkelt: at hver af os gør det, som Nordahl Grieg og Aage – og mange andre sikkert også hér, fra denne talerstol – har opfordret til: Gå ind i din tid, tag del, vær med – lev et otherfriend-liv i stedet for et selfie-liv! For vi er kun noget sammen med andre. Kort sagt også med Grundtvig: Lev et muntert og virksomt liv på Jorden. Gør det, du selv er optaget af, føler passioneret for – men gør det kun, hvis det også er til nytte for det samfund, du er en del af. Ask not what the world can do for you – ask what you can do for the world! – for nu at parafrasere John F. Kennedy. Ligegyldigheden, underholdningen, luksuslivet, tankeløs-heden og den naive tro på, at det går jo nok alt sammen, uden at jeg behøver at løfte en finger – ja, de rejser på 1. klasse om bord på Titanic. Og det er ikke nok at sige ’held og lykke’. Der skal også

knokles. Og vi skal knokle videre sam-men og på tværs af generationerne, ikke bare overlade rag-narok til jer, der kom-mer efter. Jeg selv er over-bevist om, at en mere menneskelig og mind-re voldelig verden sta-dig er mulig. Det kan se svært ud, men hvis vi ikke smøger ærmer-ne op og forsøger, vil vi aldrig lykkes. Svære ting tager tid, de umulige ting tager lidt længere. Lad os komme i gang.

Tak!Jan Øberg

Årets jubilartaler, Jan Øberg 1.c 1966

A R O S I A 13

MindeordNår Jørn gik hen over skolegården, var det ikke med balletdanserens ynde. Hans trin havde tyngde og eftertryk. Men det skulle man ikke tage fejl af, for når han trådte ind i klasseværelset, var det med intellektets og humorens lethed. Han kunne begynde en lek-tion med at forklare detaljeret om vask og tumbling af fløjlsbukser for derefter at løfte klassen ind i et levende billede af en kold gade, hvor en lille pige forsøger at betle sig

til småpenge ved at sælge svovlstikker. Når Jørn underviste i hovedlinjer i tysk bevidsthedshistorie, var det heller ikke ’kusto-deført rundvisning’, men møde med tanker og ideer i teksterne, musikken og malerkunsten. Eleverne fik indblik i et univers, som satte deres eget liv i perspektiv, og gamle elever taler stadig om magien i det faglige og personlige møde med ham. Jørns vej ind i arbejdet som gymnasielærer var noget speciel. Efter studentereksamen fra Aarhus Akademi afsluttede han læreruddannelsen i dansk og tysk ved Marselisborg Seminarium i 1969. Sideløbende med ansættelse ved Jysk Realkursus 1970-77 læste Jørn dansk og tysk på Aarhus Universitet, og i 1977 blev han cand.mag. Umiddelbart derefter kom han i pædagogi-kum på Aarhus Katedralskole og fik året efter fastansættelse. Jørns kolossale glæde ved litteraturen og sproget var bæren-de i hans faglige virke. Han var gennem mange år formand for opgavekommissionen i dansk, og han har afholdt efteruddan-nelseskurser for både folkeskole-, gymnasie- og seminarie-lærere. Ligeledes var han oplægsholder ved de pædagogiske midtvejskurser. Også som lærebogsforfatter imponerede Jørn med en lang række titler, både til folkeskolen og gymnasiet. Bl.a. har han beskæftiget sig med H.C. Andersen og Herman Bang, han var skribent på litteraturhistorien Fra runer til graffiti og medforfat-ter til tekstantologier i dansk og tysk, bl.a. den flotte og meget anvendt antologi Moderne Vergangenheit. Jørn var en respekteret og afholdt kollega, en fremragende taler og en god rejsekammerat. Vores tanker går til hans familie, hans kone, Hanne, og deres tre børn, svigerbørn og børnebørn.

Peter Funch, Johnny Sørensen og Sine Dalsgaard Kristensen

Ved Per Cortes begravelse holdt hans gamle elev film-instruktøren Nils Malmros en tale, som Arosia har fået lov at bringe et uddrag af.

Pers fag var musik og engelsk, men for at han kunne blive ansat på skolen, skulle han have et tredje fag. På grund af sin per-tentlige håndskrift blev han også skrive-

lærer. Derfor fik jeg ham til skrivning, da jeg startede i 1. mel-lem i 1957. Dengang var skolen lige blevet udvidet og havde fået en festsal med en rigtig scene. Den må have virket inspirerende på Per. Et halvt år efter havde han realiseret sin første opera, Purcells Dido og Aeneas, med skolens elever som solister, kor og orkester. Vi små mellemskoleelever dansede sømandsdans indstuderet af engelsk- og danselærer Aage Flatau. Pers store paradoks var, at han ud over at besidde en suve-ræn musikalitet også rummede en regnskabsførers glæde ved kreativ bogføring. På Katedralskolen blev han regnskabsfører på det tidspunkt, da jeg kom i gymnasiet. I mellemskolen havde vi udrettet de bøjede søm i sløjdsalen for at få pengene til at slå til, men nu var alt pludselig muligt. Det var, som om skolen vågnede af en tornerosesøvn: Der blev anskaffet kraftige forstærkere og store højttalere til festsalen og sågar en kopi-maskine! Nu kunne Per uden videre lave kopier af noder og tekster. Jeg er ikke i tvivl om, at det var medvirkende til, at han tre år i træk kunne realisere sine store operaer, Tiggerens opera, Acis og Galatea og endelig Noas ark, der blev opført i Frue Kirke i samarbejde med DR. Fra 1971 og til 1990 var Per rektor i København på det nyud-flyttede Nørre Gymnasium. Det var på den tid, da jeg begyndte at lave mine film, og i Kundskabens træ kom Per ’hjem’ og spil-lede sig selv, der øver med et julekor i Aarhus Domkirke. Efter Nørre G kom Per tilbage til Aarhus, og han var på flere måder involveret i mine film. Sidst i Kærestesorger, hvor han på Viborg Katedralskole en eftermiddag lærte 100 statister at synge Sjungom studentens lyckliga dag – firstemmigt.

Jørn Ørum Hansen1946-2018

Per Cortes1929-2019

A R O S I A14

Aarhus Katedralskoles VennerIndkaldelse til generalforsamling i Aarhus Katedralskoles Venner Tirsdag 1. oktober 2019 kl. 19.00 i lærerkantinenDagsorden: 1. Valg af dirigent 2. Formanden aflægger beretning 3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab 4. Fastsættelse af kontingent 5. Evt. indkomne forslag fra medlemmerne

Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer7. Valg af revisor

8. EventueltMette Møller, formand

Ved generalforsamlingen byder AKV på kaffe/te og kage.

Forslag til vedtægtsændringer for Aarhus Katedralskoles Venner, Aarhusianersamfundet

Bestyrelsen har følgende forslag til vedtægtsændringer:

I vedtægterne for venneforeningen AKV hedder det i § 11:Vedtægterne kan ændres ved beslutning på en generalforsamling med 2/3’s flertal af de afgivne stemmer, hvis den offentliggjorte dagsorden indeholder punktet ’Forslag om vedtægtsændring’. Medlemsforslag om vedtægtsændringer skal være bestyrelsen i hænde senest 1. april for at kunne behandles på den efterføl-gende generalforsamling i september måned.Som følge af § 11 har bestyrelsen således drøftet og indstillet følgende to forslag til vedtægtsændringer til generalforsamlin-gen 1. oktober 2019. Ændringsforslagene er beskrevet nedenfor og finder sin begrundelse dels i en opjustering ift den faktiske praksis, dels i en løbende drøftelse af foreningens raison d’être differentieret og balanceret op imod Alumneforeningens ditto.

1. ændringsforslag:FRA: § 2. Foreningens formål er at virke for sammenholdet mellem skolen, dens forældrekreds, dens venner i øvrigt, dens tidligere elever og disse indbyrdes samt at yde økonomisk støtte til skolen og dens elever

TIL: § 2. Foreningens formål er at virke for sammenholdet mel-lem skolens nuværende elever, dens forældrekreds, dens venner i øvrigt og dens tidligere elever samt at yde økonomisk støtte til skolen og dens eleverDette første ændringsforslag begrundes i det faktum, at ven-neforeningen reelt ikke finder sin berettigelse i at danne rammer for tidligere elevers indbyrdes kontakt.

2. ændringsforslagFRA: § 8. Generalforsamlingen er foreningens øverste myn-dighed og afholdes hvert år i september. Tidspunkt, sted og dags-orden for generalforsamlingen samt regnskab og årsberetning meddeles i ArosiaTIL: § 8. Generalforsamlingen er foreningens øverste myn-dighed og afholdes hvert år i september eller oktober. Tidspunkt, sted og dagsorden for generalforsamlingen samt regnskab og årsberetning meddeles på skolens hjemmeside senest en måned før afholdelse af generalforsamlingenDette ændringsforslag begrundes i det forhold, at skolens hjem-meside erstatter det trykte medium Arosia som primær kommu-nikationskanal for varsling af generalforsamling. Desuden tilføjes, at generalforsamlingen også kan afholdes i oktober måned.

12. maj 2019 På bestyrelsens vegneMette Møller, formand Lone Eibye Mikkelsen, næstformand

Referat af generalforsamlingen onsdag 3. oktober 2018

1. Valg af dirigentBjarne Falch Olesen blev valgt. Dirigenten konstaterede, at gen-eralforsamlingen var rettidigt indkaldt via Arosia, og gav her-efter ordet til formanden.Søren blev valgt som referent.1. Formanden aflægger beretning: Mette Møller aflagde beret-ning.Uddeling af rejselegater til 2.g’s studieture er central i hverda-

A R O S I A 15

gens arbejde. Rejserne følges op af klassernes rejsebeskrivelser, som kan læses på skolens hjemmeside. KulTURlegatet har an-søgningsfrist 1. februar og 1. oktober. Alle klasser på nær to har fået tilskud, Heimdal og Bigbandet har også fået tilskud. Tilskuddene gør det muligt at få særlige oplevelser, og forenin-gen vægter her, at de mange elever frem for den enkelte kan få glæde af tilskuddene. Bestyrelsen har som vanligt gennemført en kreativ konkur-rence i tekst og billeder under overskriften KONTRAST, som skal stimulere levernes kreativitet og fantasi. Der indkom 8 bidrag til tekstkonkurrencen og 20 bidrag til billedkonkurrencen. Det er en glæde at se, hvordan kreativiteten blomstrer og rammesættes på en stimulerende måde af skolens dygtige lærere. En meget meningsfuld beskæftigelse for bestyr-elsen, som altid vækker glæde, håb og energi. Tak til de mange dedikerede elever, som tager handsken op. En særlig historie fra tidligere uddeling var en vindende salme, som ikke blot blev opført 29. oktober 2017 ved refor-mationsjubilæet, men blev sunget ved DR’s transmission fra nytårsgudstjenesten i Aarhus Domkirke 2017-18. Fremtiden er permanent på dagsordenen i foreningen. Det faldende medlemstal i AKV betyder, at der både tænkes og ar-bejdes på en plan for foreningens fortsatte virke. Økonomien balancerer pænt, men udviklingen mod stadig færre medlem-mer betyder, at AKV skal tænke på nye måder. Formålet med foreningen er at indvirke positivt på sammenholdet mellem vennerne, tidligere elever og nuværende elever og deres ind-byrdes forhold. Vi synes stadig, at foreningen har en vigtig plads på trods af forskellige sociale medier og på trods af Alumne-foreningen, som naturligt overtager tilsvarende funktioner De to foreningers forskellige formål viser sig stadig tydeli-gere, og foreningen AKV er derfor fuldt bevidst om, at alting har sin tid, men finder indtil videre primært mening i at under-støtte og opmuntre særlige kulturelle oplevelser, som eleverne kan få, og understøtte og belønne den særlige kunstneriske kreativitet, som kommer til syne blandt skolens elever ved den årlige konkurrence. Formanden takkede for medlemmernes og elevers tillid ift. retfærdige afvejninger ved ansøgninger om støtte, Arne Frier og Per Lykke ifm. udfærdigelse af det meget smukke tidsskrift

Arosia, Bjarne Falch Olesen for omhyggelige og passioneret va-retagelse af Mindebiblioteket og for rollen som dirigent for os i dag, bestyrelsesmedlemmerne, som arbejder med varme og vid, og næstformand og rektor Lone for overblik og vedholdende og positive indspark.Generalforsamlingen godkendte beretningen.2. Kassereren forelægger det reviderede regnskabLone fremlagde regnskabet, der også er trykt i Arosia. Der var har været et lille positivt overskud i 2018 som i 2017. Disse over-skud skyldes, at kontingentet blev hævet, ellers ville foreningen have haft underskud, da medlemstallet falder. Der har været sti-gende udgifter til porto ved udsendelse af Arosia, men faldende trykkeomkostninger. Skolen er meget glad, for den støtte, der via foreningen gives til studierejser og elever, der har svært ved at betale for studieturen. 3. Fastsættelse af kontingentBestyrelsen foreslår, at fastlægge kontingentet på samme niveau som i 2018, nemlig 200 kr. Generalforsamlingen vedtog forslaget.4. Evt. indkomne forslag fra medlemmerneIngen forslag er modtaget.5. Valg af bestyrelsesmedlemmer Dan Enok Sørensen, Anne Kjær Hansen og Søren Korshøj Laursen blev fredsvalgt.6. Valg af revisorDen nuværende revisor, Jens Fahlberg, blev valgt in absentia.7. EventueltSøren fortalte om en tidligere legatmodtager, som er publiceret i tidsskriftet Slagtryk. Forslag til revision af foreningens vedtægter skal frem-sendes senest 1. april. Bestyrelsen tager punktet op på næste bestyrelsesmøde. Lone foreslog, at vi giver en erkendtlighed til Per Lykke for arbejdet med Arosia. Bjarne fortalte om forskellige efterspørgsler til Mindebib-lioteket.

Dirigenten afsluttede generalforsamlingen kl 19.45 og takkede for god ro og orden

Referent, Søren Korshøj Laursen

Resultatopgorelse 1. april-31. marts Kontingenter Gaver SponsorbidragIndtægter i alt

Gebyer, bank Gebyer, PBS Porto Årsskrift Bespisning Transport Betalingsservice, web Regskabsmæssig assistanceOmkostninger i alt

Legater og præmier Gavekort, Bog & Idé Rådighedsbeløb til rektorUddelinger i alt

Årets resultat

Balance pr. 31. martsAktiver Jutlander Bank, kt. 6612-308126 Jutlander Bank, højrentekonto Aktiver i alt

Passiver Legatmidler pr. 31. marts 2017 Egenkapital pr. 1. april 2016 Overført resultat Gældsforpligtigelser Passiver i alt

Egenkapital pr. 31. marts 2019

50.14000

50.140

9802.7857.1743.7961.582

664240

1.25018.471

22.7802.700

025.480

6.189

75.791151.486227.277

81.857 137.981

6.1891.250

227.277

144.170

Regnskab 2018/19

Bestyrelsens påtegning

Bestyrelsen har dags dato behandlet og godkendt åsrapporten for perioden 1. april 2018-31. marts 2019 for Foreningen Aarhus Katedralskales Venner, Aarhusianersamfundet.Årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med foreningens vedtægter.Det er vores opfattelse, at årsregnskabet giver et retvisende billede at foreningens aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. marts 2019 samt af resultat af Foreningens aktiviteter for regnskabsåret 1. april 2018-31. marts 2019.Årsrapporten indstilles til generalforsamlingens godkendelse.Aarhus C, 9. maj 2019Bestyrelsen

16 A R O S I A