Margit Renzau og Kloakspurven

Til Legolas, Legolas 

og Legolas

Det var ikke kun Margit Renzaus ukuelige livsgejst (kombineret med hendes ufravigelige livsangst) der holdt hende fra at bukke under for den seneste kæde af madforgiftninger på Hunnestrup plejehjem, hun blev også godt hjulpet af Kloakspurven ­ den talende rødkælk. Hun lærte først rødkælken (eller rødhalsen, som den kaldes i visse egne*)   at   kende   efter   at   være   kommet   hjem   fra   sin   søsters begravelse   i   Blodløse.   Hun   havde   siddet   på   toilettet   med   et anseeligt   tilfælde   af   blodig   diarré   da   hun   hørte   en   dyb   og rallende stemme ovre fra risten. 

”Jeg   fortalte   dig   jo   at   du   skulle   blive   langt   væk   fra   den kryddersild  Margit.  Hvorfor  lytter  du  aldrig   til  mig?”  spurgte stemmen   med   den   dybeste   alvor   Margit   Renzau   nogen   sinde   havde hørt. 

Margit ventede lidt, usikker på om hun virkeligt havde hørt det hun troede hun havde hørt. Hun så sig omkring og hviskede så (bare for at være sikker); ”Fordi jeg ikke kunne høre dig (tror jeg).”

”Det er præcist det der irriterer mig så grueligt Margit. Jeg vil dig jo bare det bedste, men du har for travlt med at lade som om du selv ved bedst.”

”Jamen, jeg er jo også et­hundrede­og­to år gammel.”

”Ja såå?” lød det ovre fra risten. ”Og hvor gammel tror du da så jeg er?”

Margit sad lidt og tænkte på hvor gammel en dyb stemmes ejer mon kunne blive, hvis man også korrigerede for at den levede under risten.

”Fem?” svarede hun så til sidst.

”Nej din idiot. Jeg er langt over femten­hundrede år gammel. Så jeg burde nok vide lidt bedre end dig hvad der er godt og hvad der er skidt. Har du glemt historien om rødkælken der sang for Jesus?”

Margit var temmelig sikker på hun aldrig havde hørt historien. Men stemmen var så dyb og streng at hun ikke turde svare hun aldrig havde   hørt   den   (historien),   derfor   endte   det   med   at   hun   bare svarede ”nej”.

”Ved du hvad Margit, det tror jeg du har. Du ser ikke ud som om du 

* Erithacus rubecula

er på vej nogle steder hen som du sidder der. Så jeg kan jo lige så godt fortælle hele historien.”

Margits numse sveg, men det ville være uhøfligt at gøre noget ved det, nu hvor hun havde fået besøg (eller hvad man nu kunne kalde det). Så hun måtte vente til den rallende stemme var færdig og havde trukket sig tilbage i rørene. 

Kælken (med den røde hals) rømmede sig og startede så fortællingen om hvordan den i sin tid havde sunget for Jesus på korset. Det var før hverken Rødkælken eller Jesus var blevet specielt kendte. Den røde kælk havde fået medlidenhed med Tømmrersønnen der hang og græd. Da fuglen havde spurgt Ham om, hvorfor Han græd, sagde den, havde Han svaret at det var fordi Han hellere ville have været rullet i tjære og fjer end hænge og vente på fuglene (altså, alle de andre, ikke rødkælken naturligvis). Nå, men så havde den sunget for Frelseren for at få Ham til at holde op med Hans flæben. Det havde også hjulpet, lige indtil Han (altså Jesus) opdagede at Han havde spildt en smule blod på rødkælken, så var Han begyndt at hyle igen mens Han undskyldte. Rødkælken forklarede videre at den ville være fløjet hjem for at vaske blodet af, men Jesus tog så lang tid om at undskylde at blodet størknede og tørrede ind. Det endte nu alligevel med at fuglen fløj fordi den blev sur (og det var måske lidt forhastiget, men det vidste jo ikke hvordan det hele ville ende).  Senere   var   Jesus'   kæreste   (og   {statsautoriseret}revisor) Maria kommet forbi for at rense Hans tånegle (og få Ham til at underskrive   testamentet   {det   ny}).   Og   Han   havde   fortalt   hende historien om Rødkælken. Den historie blev også fortalt til Gud (af Jesus) og hver mand (af Maria, {der bestemt ikke brød sig om andre kvinder}).   Rødkælkens   popularitet   voksede   til   uanede   højder   og resultatet havde være at Rødkælken havde været nødt til at skife navn til Spurven og flygte ned i kloakerne. I virkeligheden burde Spurven (eller Kloakspurven som den blev kald på teologistudiet i Århus og senere resten af verden, efter historien var blevet lidt bredere anerkendt) have været død mange gange, men den havde en teori om at Jesus blod på en eller anden måde gjorde den udødelig (og givet den evnen til at tale med mennesker men ikke rotter og aligatorer). Spurven havde så valgt Hunnestrups kloaker fordi den havde   læst   at   Hunnestrups   kloaker   nu   engang   var   de   reneste   i verden.

Da historien var slut, kneb Margit en lille tåre. Fortællingen var i sig selv utrolig, men den måde den var blevet fortalt på var så rørende at Margits ene øjenlåg flere gange måtte tvinges op med en finger (en fornemmelse så ubehagelig for Margit {selvom hun havde prøvet det over en snes gange} at hun helt ufrivilligt kom til at udstøde   en   frikativ   ganelyd   hver   gang   fingeren   løftede   i øjenlåget).  

”Så   nu   hjælper   jeg   bare   til   hvor   jeg   kan,   ser   du.   Jeg   fik simpelthen så dårlig samvittighed over at være fløjet fra Jesus.”

”D­det   er   sødt   af   dig.   HHRRRRRR!!!”     Svarede   Margit   mens   hun forsøgte at tvinge sit øjenlåg op endnu engang.

”Ja ja, det kan godt være. Jeg vil ikke belønnes, hverken med mammon eller lovsang. Men lyt til mig når jeg siger, spis ikke af 'Dagens   Ret',   for   i   dag   er   det   'D(r)agens   Ret'   og   Dragen   er Satan!”

Det gav et gip i Margit. Hun havde altid været bange for Satan, sådan som hun havde forstået det, kom der blod ud af øjnene på dem der så ham og lort ud af munden på dem der havde hørt ham. Hun blev derfor hurtigt overbevist om at hun hellere måtte holde sig fra ”Dagens Ret”. Hun takkede Kloakspurven for dens råd. 

Da Kloakspurven var forsvundet, tørrede Margit sig. Det var med blandede   følelser   hun   kom   ud   af   badeværelset.   Hun   kunne   ikke bestemme sig for om det havde overtrådt nogle grænser hos hende at fuglen   på   den   måde   havde   insisteret   på   at   forstyrre   hendes forsørgen, eller om det på den anden side måske var meget rart at få gæster. 

Mens Margit sad med sådanne tanker i sit ældgamle hoved, bankede det på døren, Henrik sagde at der var mad. Men Margit takkede nej. Hun sagde at hun ikke havde det så godt (hvilket sådan set også var   rigtigt,   da   kryddersilden   stadigt   spøgte   i   maven   på   hende selvom hun var ret sikker på at den {maven} nu var rømmet for al indhold). 

Det viste sig, at fuglen havde ret, ”Dagens Ret” var tydeligvis inficeret  med et eller andet  (eller  alt  muligt).  For alle der spiste af maden den aften blev frygteligt syge, 15 beboere døde og 6 endte i kørestol. Plejehjemmet lugtede så fælt af menneskelige affaldsprodukter   at   personalet   måtte   gå   med   eddike­vædede tørklæder for mund og næse. Kommunen  betalte (efter pressen var blevet opmærksomme på lugt­problemet efter en opfølgelsesartikel i Hunnestrup­sprøjten)   et   privat   rengøringsfirma   (med   grønt   logo, havde Margit bemærket) for helt at fjerne stanken, lige meget hvad det ville koste. Men de fandt aldrig stankens kilde og var derfor nødt til at give op og borgmesterens flertal forsvandt.  

Der gik to uger uden Margit hørte fra Kloakspurven, men så en aften, mens hun stod og børstede sit gebis, kunne hun høre den dybe rallende stemme igen. 

”Margit, det er mig, Kloakspurven.” Stemmen forskrækkede Margit i en sådan grad at hun tabte gebisset ned i vasken, hvor det tog et par turer rundt inden det stoppede i bunden.

”Hej   og   tak   fordi   du   reddede   mig   fra   den   frygtelige madforgiftning.” 

”Hør på mig Margit, jeg bringer dig tidener og advarsler du bør komme i hu. I morgen vil hanen gale og maden smitte. Lad dig ikke friste Margit, bliv på den snævre sti og sov en time mere.”

Margit   takkede   Kloakspurven   for   dens   advarsel   og   bemærkede   et stænk af sprit i luften. 

Ganske rigtigt. Næste morgen, galede hanen og morgenen efter det, lå   alle   nøjagtigt   lige   så   syge   som   de   havde   gjort   sidst Kloakspurven  – den talende rødkælk havde advaret Margit (eller i hvert fald første gang hun endeligt hørte den). 

Det   fortsatte   sådan   et   års   tid   eller   to,   man   kan   måske   også berette det anderledes og forklare at det kun var et spørgsmål om fem tilfælde mere af alvorlig madforgiftning på plejehjemmet, men alle i Hunnestrup var enige i at fem virkeligt var alt for meget. Forgiftningerne havde taget mange liv, mange hun kendte (også et par stykker som hun havde kendt fra helt gamle dage). Men hun var stadig   fortrøstningsfuld,   for   trods   al   sorgen,   var   hun   selv hunderæd for at dø og var rigtigt glad for endeligt at have fundet kilden til de madforgiftninger der syntes at have forfulgt hende hele livet: Satan. Hun var også utroligt angst for at blive den eneste   tilbage   på   plejehjemmet,   men   der   kom   jo   heldigvis   (med jævne   mellemrum)   nye   tilflyttere.   En   morgen   var   Margit   død. Forgiftningerne blev aldrig opklaret (ja, faktisk var der ingen der forsøgte), men de stoppede den morgen. 

fra (og begået af) Legolas Birkebæk