Metodekatalog

2

Indhold Indledning ......................................................................................................................................................................................... 3

Metodekatalog for Bocenter .................................................................................................................................................... 4

Anerkendende pædagogik .................................................................................................................................................. 4

ABC-koncepterne ................................................................................................................................................................ ..... 5

ADL-Taxonomi ................................................................................................................................................................ ........... 7

Dokumentation .......................................................................................................................................................................... 8

Kommunikation i et narrativt perspektiv ........................................................................................................................ 9

Kommunikation i et systemisk perspektiv ................................................................................................................. 10

Læring gennem sociale aktiviteter ................................................................................................................................ 11

Motivationssamtalen ............................................................................................................................................................ 12

Neuropædagogik ................................................................................................................................................................ ... 13

Sansemotorik ................................................................................................................................................................ .......... 14

Totalkommunikation ............................................................................................................................................................. 15

3

Indledning Metodebegrebets oprindelse kommer af det græske méthodos, der betyder ‘undersøgelsesmåde’. Ordet kan splittes i met- eller meta-, som refererer til noget bagvedliggende, og hodós, som bety-der ‘vej’. Metode refererer dermed til den vej, man vælger at gå for at nå et bestemt mål – med udgangspunkt i nogle refleksioner om den mest hensigtsmæssige vej at vælge. Metode er et væ-sentligt aspekt ved den sociale praksis, men det betyder ikke, at al social praksis nødvendigvis er metodisk. Det sociale praksisfelt er karakteriseret af en kompleksitet og uforudsigelighed, som metodebegre-bet skal kunne rumme. Vi definerer metodisk arbejde som planlagt, formålstjenligt, systematisk og verbaliseret. Det betyder, at arbejdet indebærer overvejelser om, hvad målet med indsatsen er, hvilke midler der er hensigtsmæssige for at nå dette mål, samt at arbejdet er tilrettelagt på så sy-stematisk en måde, at medarbejderen selv og dennes kolleger kan gentage metoden. Det er en forudsætning for, at medarbejderen sætter ord på, dvs. verbaliserer mål, midler og systematik i arbejdet.

Vi har på Bocenter for unge og voksne med særlige behov udarbejdet et metodekatalog med det formål at:

• øge medarbejdernes metodebevidsthed • øge tydelighed i, hvordan medarbejderne forventes at arbejde fagligt • at kvalificere dialog medarbejderne imellem, såvel som med borgerne • at tilvejebringe et ’fælles sprog’

Metodebeskrivelserne skal således medvirke til sikring af en professionel flerfaglig indsats, hvor den enkelte borger modtager en helhedsorienteret, reflekteret og veldokumenteret indsats, der sikrer udvikling og vedligeholdelse af borgernes færdigheder. Metodekataloget kan i sagens natur ikke rumme alle de metoder, som medarbejdergruppen på Bocentret er uddannet i, og som der-med kommer i spil i deres samarbejde med borgerene. De metoder, der er præsenteret i kataloget, er derfor ikke en udtømmende liste over de praksisser, der arbejdes eller må arbejdes med, men en oversigt over de metoder, der udgør og skal udgøre fundamentet for den indsats, vi som Bocen-ter tilbyder borgerne. Metodekataloget skal ses som et dynamisk dokument, hvor der med tiden vil komme nye metoder til og andre udgår. Formålet med et dynamisk metodekatalog er at sikre et relevant og brugervenligt arbejdsredskab for medarbejderne med udgangspunkt i et vidensbaseret arbejde.

1. Udgave 2016.

4

Metodekatalog for Bocenter

Anerkendende pædagogik Kort beskrivelse af metoden: Anerkendelse som begreb kan findes i forskellige teorier om selvudvikling hos mennesket og byg-ger på, at selvet – menneskets oplevelse og forankring i sig selv– udvikles i relationen med andre mennesker, en relation, hvor både oplevelsen af samhørighed (tilknytning) med andre og oplevel-sen af afgrænsning/adskilthed (individuation) i forhold til andre, har stor betydning for selvets ud-vikling. En gensidig anerkendelse viser hen til, at begge parter i relationen kan tage hinandens synspunkter og bytte perspektiv – for et kort øjeblik at kunne se, hvorledes verden ser ud med den andens øjne. Anerkendelse defineres som det at være åben, at kunne lytte til og gå ind i den andens oplevel-sesverden for et øjeblik. Anerkendelse indebærer forståelse og indlevelse, at kunne genkende oplevelsen i sig selv, bekræftelse, åbenhed, selvrefleksion og afgrænsning. Anerkendelsen kan ligeledes beskrives i tre sfærer som bestående af: Anerkendelse i privatsfæren – det at blive mødt med kærlighed – med følelsesmæssig opmærk-somhed. Anerkendelse i denne sfære vil resultere i udvikling og vedligeholdelse af selvtillid. Anerkendelse i den retslige sfære – det at blive mødt som et autonomt og respekteret menneske. Anerkendelse i den retslige sfære vil resultere i oplevelsen af ligeværd. Anerkendelse i den solidariske sfære – det at blive værdsat i det sociale fællesskab. At blive værdsat i det sociale fællesskab vil føre til at den enkelte kan føle sig værdifuld i fællesskabet. Redskaber, der kan anvendes i arbejdet med metoden:

• Det vikarierende jeg/spejling/vise vejen • Refleksive spørgsmål • Aktiv lytning • Observations og spørgeskemaer fra KRAP´s redskabskatalog

Metodens teorigrundlag: • Kritisk teori • Erkendelsesteori • Socialpsykologisk teori

Referencer samt forslag til litteratur, artikler og links: • Bae, B. og Waastad, J.E.1999: Erkjennelse og anerkjennelse – en introduksjon. I: Erkjen-

nelse og anerkjennelse: Perspektiv på relationer; Oslo Universitetsforlaget • Honneth, A. 2006: Kamp om anerkendelse; Kbh. Reitzels Forlag • Metner, L. & Bilgrav, P. (red.) 2008:KRAP- kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende

pædagogik; Dafolo • Schibbye, A. Løvlie. 2002: En dialektisk relationsforståelse; Oslo Universitetsforlaget

5

ABC-koncepterne Kort beskrivelse af metoden: Affolter-, Bobath- og Coombes koncepterne benævnes oftest samlet som ABC-koncepterne, og i praksis anvendes de i et samspil. Affolter: Det bruges til personer, der har problemer med at opfatte, genkende, bearbejde og rea-gere/handle på sanseindtryk. (Det kaldes også perceptuelle vanskeligheder eller perceptionsvan-skeligheder.) Det er kroppens føle- og bevægesanser, der er vigtigst, når man skal træne proble-mer med perceptionen. Ideen er at ved at give flere sansestimuli, vil man fodre hjernen med mere information. Hjernen vil derfor bedre kunne opfatte og bearbejde alle informationerne og dermed handle korrekt: Fx borgeren har glemt, hvad sæbe og vaskeklud skal bruges til. For at træningen kan give mening, tager man udgangspunkt i borgerens problemer her og nu, og man indretter omgivelserne, så de giver mest information til borgerens sanser: Det er vigtigt, at træningen fore-går, hvor den normalt udføres, altså hvor borgeren er vant til at gøre aktiviteten; derved bliver det indlært bedst. Dvs. at personlig hygiejne skal foregå i badeværelset og opvask i køkkenet. Bobath: Tager udgangspunkt i kroppens normale bevægemønster, som er forstyrret af funktions-nedsættelser i hjernen. Der arbejdes med at skabe/vedligeholde så smidige bevægelser som mu-ligt. Spændingstilstanden i musklerne kan typisk være forstyrret, så borgeren har for høj spæn-ding og er spastisk. Ved for lav muskelspænding har personen en slap lammelse (man kalder også spænding for tonus). Derfor arbejdes der også på at hæmme spasticiteten eller fremme spændingen, når den er for lav. Metoden bygger på en forståelse af sensomotoriske forstyrrelser og kan med udgangspunkt i normale bevægelser skabe/vedligeholde smidigere og målrettede bevægelser. Hovedessensen er tonus-normalisering og styring af en kompensatorisk brug af den. Indlæringen af aktivitet skal ske i en konkret situation i daglige aktiviteter. Coombes: Sigter mod normalisering af ansigtsmotorik (facio) og bedring af nonverbal såvel som verbal kommunikation. Den nonverbale kommunikation trænes gennem specifik stimulation af de mimiske muskler i ansigtet og ved holdningskorrektion, så der skabes forudsætninger for, at bor-geren kan udtrykke sig. Endvidere stiles der mod bedring af mundfunktionen (oral) i form af, at borgeren kan spise og tale samt på svælgfunktionen (tract), så borgeren kan synke. Der arbejdes hen imod at normalisere ansigtsbevægelserne, arbejde med den verbale og den nonverbale kommunikation, mundfunktionen trænes for at kunne spise og tale, svælgfunktionen trænes for at kunne synke, der arbejdes også med vejrtrækningen. Som udgangspunkt skal man altid sørge for, at borgeren så vidt muligt sidder opret, og hvis borgeren er i stand til det, foretrækkes en rigtig stol frem for en evt. kørestol.

6

Redskaber, der anvendes i arbejdet med metoden: Affolter: Guidning uden ord (ledes) gennem aktiviteterne og borgeren skal opleve sin krop i forhold til om-givelserne: Hvor er jeg, og hvad er jeg i gang med. Hænderne hjælpes til at genkende og genlæ-re. Ved fx at blive guidet til at røre ved sæbe og vaskeklud og vaske sig, vil man genindlære, hvordan man vasker sig. Bobath: Man arbejder på, at borgeren bruger de to kropshalvdele lige meget. Der er hele tiden opmærk-somhed på at inddrage den lammede side i aktiviteterne og træningen, så man på den måde kan opnå størst mulig balance mellem lammet og rask side. Man bruger den lammede side på en kon-trolleret måde og passer på ikke at overanstrenge den raske side. Derfor bruger man heller ikke galge eller håndgreb, der kun inddrager den raske side. Det er en træning, der foregår døgnet rundt. Der arbejdes med forflytninger, lejring i seng og i stol og at lære hverdagens aktiviteter. Coombes: Træne med mimiske øvelser og stimulere munden med is, berøring eller smagsoplevelser, gøre maden lettere at tygge (evt. ved at blende eller purere maden), give næringsberiget kost, fortykke drikkevarerne og lign. Sørge for, at borgeren sidder godt i en god stol i spisesituationer samt sør-ge for korrekt lejring, hvis borgeren er sengeliggende. Metodens teorigrundlag

• Kognitiv udviklingsteori • Neuropsykologisk teori

Forslag til litteratur, artikler og links: • Davies P M. 2008; Skridt for skridt – En vejledning i behandling af voksne hemiplegikere;

Forlag Gyldendal Akademisk • Davies Patricia M. 1999; Vejen frem; FADLs forlag. 1. udgave, 2. oplag • Währens E., Winkel A., Gyring J. 2006; Neurologi og neurorehabilitering for ergoterapeuter

og fysioterapeuter; Forlaget Munksgaard Danmark • http://www.bobath.org.uk • http://www.hospitalsenhedmidt.dk/siteassets/hammel-neurocenter/downloads/artikler/om-

affolter-modellen-november-08-endelige-udgave.pdf • http://www.sensory-integration.info/Ergoterapi/index.html

7

ADL-Taxonomi Kort beskrivelse af metoden: ADL er en gruppe menneskelige aktiviteter, som har det tilfælles, at de udføres regelmæssigt (dagligt) og udføres på en vane- eller rutinemæssig måde, hvorfor de ofte udgør basis for anden aktivitet. ADL står for Almindelig Daglige Levevis og indeholder aktiviteter såsom at spise, person-lig hygiejne, påklædning, madlavning, køkkenaktiviteter og lignende aktiviteter. Formålet med ADL-træning er at vedligeholde og forbedre borgerens muligheder for størst muligt selvhjulpen-hed. ADL-Taxonomien anvendes som redskab til at beskrive borgerens aktivitetsformåen og identifice-re, hvilke aktiviteter der kan være behov for at vedligeholde og/eller forbedre. Udgangspunktet er den enkeltes vaner, roller og behov. ADL-Taxonomien dækker 12 ADL-aktiviteter, som er en del af de fleste menneskers liv. ADL-taxonomien er opdelt i tre niveauer: aktivitetsformer, aktiviteter og delaktiviteter, hvor hver aktivitet (fx påklædning) består af en række delaktiviteter (fx tage sko og strømper på). Redskaber, der kan anvendes i arbejdet med metoden: Skema til afdækning af aktivitetsformåen og aktivitetsproblemer. Udfyldes ved hjælp af et inter-view eller ved observation. Metodens teorigrundlag: Teori hentes fra såvel den naturvidenskabelige som den humanistiske teoriverden, hvor der både trækkes på psykologi, pædagogik, neurologi og neurofysiologi. Forslag til litteratur, artikler og links: Sonn U, Tornquist K, Svensson E. 1999; 6:11-20: The ADL Taxonomy From individual categori-cal data to ordinal categorical data; Scand J Occup Ther • Törnquist, K, Sonn U. 1994; 1:69-76:Towards an ADL Taxonomy for occupational therapists; Scand J Occup Therapy • Törnquist K. AZ. 1995:Fastställa og mäta förmåga l dagliga livets akviteter (ADL):en krisk granskning av ADL-instrumenten och arbetsterapipraksis. [Verifying and measuring the ability to perform activites of daily living]. • Törnquist K, Sonn U.; ADL Taxonomien -bedömning av aktivitetsförmåga. [The ADL Taxonomy -- evalution of ADL ability]. Nacka: Förbundet Sveriges Arbetsterapeuter • http://www.etf.dk/sites/default/files/uploads/public/documents/manual_adl-taxonomien.pdf

8

Dokumentation Kort beskrivelse af metoden: På Bocentret anser vi dokumentation som betydningsfuld, idet den understøtter videns- og erfa-ringsdeling blandt medarbejderne og giver mulighed for at skabe nye fortællinger om det menne-ske, som er centrum for beskrivelsen samt beskriver de leverede ydelser til eksterne samarbejds-parter. Andre begreber, som også uløseligt er forbundet med dokumentation, er evidens, effekt og kvalitet. Vi anser vidensbaseret fagligt arbejde som en trekant, bestående af tre sammenhængende tema-er, der kredser om de faglige indsatser: Udvikling

Dokumentation Formidling/dialog Når man dokumenterer de vidensbaserede indsatser, skal der være fokus på måden, hvorpå de formuleres, idet al dokumentation både har koordinerende og identitetsformende effekter. Redskaber, der anvendes i arbejdet med metoden

• VoksenUdredningsMetoden • Individuel plan • SMART-mål • Indikatormodul i Bosted

Metodens teorivalg Vi er opmærksomme på at det, at medtage dokumentation som en metode blandt de andre meto-der i vores katalog, er vovet, idet teorigrundlaget vil være både narrativt, systemisk samt lærings-målstyret. Men vi er af den opfattelse, at netop denne diversitet viser det specialpædagogiske områdes kompleksitet som bl.a. synliggøres i borgerens individuelle handleplan, der indeholder specifikke delmål med det formål at fremme en udvikling i en given kontekst. Referencer samt forslag til litteratur, artikler og links:

• Bredenlöw, Jørn Helder,Torbjörn, Nørgaard, J.L. (red.)2009: Kommunikationsteori, – en grundbog, Hans Reitzels Forlag

• Cecchin, D. 2000:Pædagogisk dokumentation i daginstitutioner – om at kunne sætte og ef-terlade spor. Udgivet af BUPL

• Frederiksen, M., & Hjære, M. 2009: Viden og Virkning – En håndbog om dokumentation af frivilligt socialt arbejde

• Hattie John og Gregory Yates. 2013:Synlig læring; Dafolo • Morisano & Locke, 2013; Goal Setting and Academic Achievement. In J. Hattie & E. A.

Anderman (Eds.), International Guide to Student Achievement (pp. 45-48); New York: Routledge

• Kvalitetsreformen 2007, http://www.stm.dk/multimedia/Bedre_velf_rd_samlet.pdf

9

Kommunikation i et narrativt perspektiv Kort beskrivelse af metoden: I den narrative tænkning fokuseres der på, hvordan mening og sammenhæng skabes via fortæl-linger. Den måde, hvorpå vi anvender sproget, og de betydninger vi tillægger sproget, skaber for-tællingen. En fortælling er altid kun én blandt flere mulige. Narrativ kommunikation går ud på at skabe en ramme for samtale og beskrivelser, hvor den enkelte får mulighed for at skabe nye for-tællinger om sig selv og sit liv på; en ny måde at strukturere og forstå ens erfaringer på. I narrativ kommunikation arbejdes der hen imod, at mennesket i sig selv ikke bliver problematise-ret, og problemet dermed bliver mindre sårbart at tale om. Derudover er der fokus på at synliggø-re ressourcer, skabe handlemuligheder og få personen til at fokusere på nye sammenhænge, frem for en problematiserende tænkning. Redskaber, der kan anvendes i arbejdet med metoden:

• Navngivning af problemet • Opgørelse af effekten af problemet • Evaluering • Begrundelse • Lytte/dobbeltlytte • Metaforer • Eksternalisering • Bevidning • Cirkulære og refleksive spørgsmål

Metodens teorigrundlag: • Poststrukturalisme • Socialkonstruktivisme • Kulturpsykologisk teori

Forslag til litteratur, artikler og links: • Bruner S, B. 1999:Mening i handling; Klims Forlag • Holmgren, A. 2010:Fra terapi til pædagogik – en brugsbog i narrativ praksis; Forlag Gyl-

dendal Akademisk • White, M. 2008:Kort over narrative landskaber; Hans Reitzels Forlag • White, M. 2007:Narrativ praksis. København; Hans Reitzels Forlag

10

Kommunikation i et systemisk perspektiv Kort beskrivelse af metoden: Metoden bygger på viden om, at mennesket påvirker sit eget og andres liv og selv påvirkes af andre gennem sproget. Den måde, som mennesket fortolker og fortæller om fortiden og nutiden, præger den enkeltes såvel som de andres selvforståelse, tankegang og handlinger, og herigen-nem påvirkes fremtiden. Her er mulighederne for at præge fremtiden i positiv retning. I en systemisk tilgang til kommunikation vægtes samtaler på en anden og mere refleksiv måde end hverdagssamtalen, og i tilgangen er der nok færre teknikker og modeller over trin, man skal igennem, end i så mange andre tilgange. Der tales i systemisk kommunikation hellere om tanke-redskaber end om konkrete samtaletekniske redskaber. Generelt gældende for tankeredskaber er, at de tjener til at belyse relationer mellem mennesker frem for at forsøge at belyse individer. De tjener til at belyse mønstre i kommunikation og adfærd frem for at afdække lineære årsags- og virkningssammenhænge i kommunikation og adfærd; og de tjener til at belyse en mangfoldighed af virkeligheder frem for ét hændelsesforløb eller én virke-lighed. Systemisk kommunikation knytter an til dialog, undersøgelse, deltagelse og samskabelse. Redskaber, der kan anvendes i arbejdet med metoden: Understående teknikker kan anvendes i dialogen:

• Refleksive og cirkulære spørgsmål • Dialogisk neutralitet • Positiv reframing • Aktiv lytning • Hypotesedannelser • Skalaspørgsmål • Domæneteorien

Metodens teorigrundlag: • Socialkonstruktionisme • Systemisk teori

Referencer samt forslag til litteratur, artikler og links: • Hasselbo, G. 2004:Relationer i organisationer- en verden til forskel; Dansk Psykologisk

Forlag • Moltke, H. V & Molly, A. (red.) 2009:Systemisk coaching- en grundbog; Dansk Psykologisk

Forlag • Strøier, V. 2011:Konsulentens grønspættebog – Systemisk og eksistentiel tilgang til konsu-

lentarbejde. ); Vibe Strøier & Dansk Psykologisk Forlag

11

Læring gennem sociale aktiviteter Kort beskrivelse af metoden: Læring er en essentiel del af vores samspil med omgivelserne, herunder ikke mindst de sociale og samfundsmæssige omgivelser. Mennesket er i meget høj grad et socialt menneske, og læring sker altid, enten direkte eller indirekte i samspil med andre mennesker. Læringen betragtes som et centralt element i samspillet mellem det enkelte individ og omgivelserne

Det centrale i en social dimension er, at den enkelte er en del af en lang række samvirkende fæl-lesskaber, der fungerer gennem individernes samspil og sociale aktiviteter. I forhold til inklusion er det den sociale dimension, i samspil med de kognitive, motoriske, følelse-, vilje- og motivations-mæssige dimensioner, der er den afgørende faktor, da de tilsammen løbende udvikler vores vi-den, færdigheder, forståelse, følsomhed, socialitet – dvs. alt det vi som helhed med et moderne ord betegner som vores kompetencer.

Samspil som en social aktivitet giver den enkelte borger mulighed for at deltage i og bidrage til et socialt fælleskab, som samtidig skaber rum for sociale relationer. Fælles udfoldelse kan give den enkelte mulighed for at formidle, italesætte og bearbejde følelsesmæssige og personlige forhold og dermed opnå en følelsesmæssig erkendelse. Samspil som pædagogisk aktivitet går på tværs af fysisk og psykisk funktionsnedsættelse og i det fælles tredje skabes et dialektisk forhold mellem at skabe og modtage indtryk og udtryk. Redskaber, der kan anvendes i arbejdet med metoden: Læring gennem sociale aktiviteter har en lang række af redskaber, fx:

• Gennem fokus på fælleskab, sociale koder, kultur og social adfærd; beboermøder, fælles-spisning, ferieture mm.

• Gennem sang, at lege med sproget, sprogstimulation fx udtale og fonetik • Gennem tekstforståelse at have fokus på sproglig udvikling fx rim og remser • Gennem koncentration og hukommelse, at lære en sang/sangtekst, at sammen udarbejde

en dagsorden til et beboermøde, at fortælle andre om oplevelser og tanker, at huske afta-ler mm.

• At have fokus på rytme, bevægelse, tempo og musisk, kropslig påvirkning. • At anvende iPads, computer, Smartphone mm. • Redskaberne nævnt i de andre metodeafsnit i kataloget.

Metodens teorigrundlag: • Læringsteori • Erkendelsesteori

Forslag til litteratur, artikler og links: • Bråten, I. 2006:Vygotsky i pædagogikken; Frydenlund • Illeris, K. (red.) 2007:Læringsteorier, seks aktuelle forståelser; Roskilde Universitetsforlag. • Lave, J., & Wenger, E. 2004:Praksisfællesskaber – læring, mening og identitet; Forlag

Gyldendal Akademisk.

12

Motivationssamtalen Kort beskrivelse af metoden: Den motiverende samtale er en samarbejdende, målorienteret kommunikationsmetode med et særligt fokus på forandringens sprog. Metoden er designet til at styrke borgerens motivation for og i bevægelse mod et specifikt mål, ved at fremme og udforske borgerens egne argumenter for for-andring. Motivationssamtalen har som specifikt mål at hjælpe borgerne ud af en fastlåst situation og er en borgercentreret, styrende metode til fremme af indre motivation for forandring ved at ud-forske og afklare ambivalens. Metoden har fire styrende principper:

• Empati: Reflekterende lytning, der tydeliggør og forstærker borgerens egen erfaring og

mening uden at overføre egne erfaringer til borgeren • Tydeliggørelse af diskrepans: ml. nuværende adfærd og fremtidige personlige mål og

værdier • Gå med modstanden: undgå at argumentere for forandring, modstand mødes ikke med

modstand, nye perspektiver er velkomne, men påtvinges ikke. Modstand er et signal om, at medarbejderen skal forholde sig anderledes

• Mestringsforventning: Gøre borgeren mere sikker på egen evne til at overvinde forhindrin-ger og gennemføre forandringer

Man kan sige, at den motiverende samtale består af to komponenter. Dels har man fokus på at opbygge en empatisk relation til borgeren, dels har man har man et mere teknisk fokus på at styre samtalen hen imod forandringsudsagn. Redskaber, der kan anvendes i arbejdet med metoden: Gennem spørgsmål skabe forandringsudsagn på følgende område:

• Ulemper ved status quo • Fordele ved forandring • Optimisme over for forandring • Hensigt om forandring • Vigtighedsskala i forhold til borgerens opfattelse af vigtighed og tro på forandring

Metodens teorigrundlag: • Humanistisk psykologi; Klientcentreret psykoterapi

Forslag til litteratur, artikler og links: • Sommerbæk, L. 2002: Carl Rogers- psykologiens stille revoutionær. Udgivet af Psykolog

Nyt, nr.6 årgang 56. • Rosdahl, G. 2013:Den motiverende samtale I teori og praksis; Munksgaard Forlag • William R. Miller & Stephen Rollnick 2004:Motivationssamtalen; Hans Reitzels Forlag

13

Neuropædagogik Kort beskrivelse af metoden: I neuropædagogikken bliver viden om hjernens funktioner omsat til pædagogisk praksis. Neuropædagogik er ikke en metode som sådan. Det en forståelsesramme, hvor viden om hjer-nens funktioner bliver omsat til pædagogisk praksis. Målet med neuropædagogik er at skabe og fremme borgerens kompetencer via en helhedsorienteret og handlepræget pædagogik. Borgerens kompetencer og ressourcer afdækkes, og der udarbejdes strategier som kompensation for mang-lende kompetencer. De pædagogiske overvejelser og tiltag sker gennem fokus på konteksten og samspillet. Der arbejdes med udgangspunkt i undersøgelser, observationer og grundig afklaring af borgerens færdigheder og funktionsniveau. På baggrund af denne viden skal hverdagen tilrettelægges, så den enkelte får mulighed for at bruge sine kompetencer og stærke sider og kompenseres for sine funktionsnedsættelser. For at kunne arbejde neuropædagogisk må man have viden om hjernens opbygning og funktion samt om hjerneskader/psykisk udviklingshæmning og følgevirkningerne heraf hos den enkelte. Neuropædagogikken bygger på neurologi og neuropsykologi, men inddrager også kontekstens betydning for individets funktion. I neuropsykokologien er der fokus på at arbejde på tværs af fag-grupper, så borgeren kan få en helhedsorienteret og specialiseret støtte. Redskaber, der kan anvendes i arbejdet med metoden:

• Neuropsykologiske test • Neuropædagogisk screening • Udviklingstest til afdækning af bl.a.

- opmærksomhed - kommunikation - hukommelse - orienteringsevne - social funktion

• Matching / spejlingsteknikker – hvor borgerens kropssprog, verbale udtryk, stemmeføring, mimik, åndedræt mm. spejles.

Metodens teorigrundlag: • Neuropsykologisk teori • Specialpædagogisk teori • Kognitiv teori

Forslag til litteratur, artikler og links: • Lyhne, J., & Nielsen, L. A. 2014:Dansk pædagogisk udviklingsbeskrivelse – voksne med

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne; Dansk Psykologisk Forlag. • Metner, L. & Bilgrav, P. (red.) 2008:KRAP – kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende

pædagogik, Dafolo • Thybo, P. 2013:Neuropædagogik – hjerne, liv og læring; Hans Reitzels Forlag

14

Sansemotorik Kort beskrivelse af metoden: Et menneske har i alt 7 sanser, og det er igennem bearbejdelse af information fra disse, vi oplever og forholder os til verden. De 7 sanser er: •Den visuelle sans (synssansen) •Den auditive sans (høresansen) •Den olfactoriske sans (lugtesansen) •Den gustatoriske sans (smagssansen) •Den vestibulære sans (labyrint- og ligevægtssansen) •Den taktile sans (berørings- og følesansen) •Den proprioceptive sans (muskel-ledsansen, stillingssansen og det kinæstetiske; bevægelses-sansen) Sanseintegration kan ses som en forudsætning for udvikling og læring, og begrebet bruges ofte og henviser til en teori om en sammenhæng mellem et menneskes evne til at bearbejde sanseind-tryk og dets motoriske, perceptuelle, indlærings- og adfærdsmæssige kompetencer. Et stimuleret og velfungerende sansesystem har indflydelse på trivsel, følelser, motivation og ad-færd. Redskaber, der kan anvendes i arbejdet med metoden:

• Sensory Profile • udredning/undersøgelse/observation • snoezelrum • ballstick • hængekøjer • brydekampe • varieret underlag • ærtebaljer • motorisk test • fysiobold, • hængekøje/-gynge • skråpude, • grovhandsker • ridning • svømning • smagsoplevelser

Metodens teorigrundlag: • Neurologi • Sanseintegrationsteori – J. Ayres

Forslag til litteratur, artikler og links: • Ayres, A, J. 2007:Sanseintegration hos børn; Forlag Hans Reitzel • Gammeltoft, C, B. 2013:Sansestimulation for bedre sanseintegration hos voksne – en

praksis beskrivelse; Forlag Gammeltoft.

15

Totalkommunikation Kort beskrivelse af metoden: Det grundlæggende i det at være menneske er at være i kommunikation med sine omgivelser. Kommunikationen foregår mellem og påvirkes af begge parter i en relation, og det er igennem kommunikationen med andre mennesker, vi udvikler os, og får viden om os selv, om andre og om den verden, vi lever i. I totalkommunikation er det verbale sprog ikke et herskende element, men fokus er alle de kom-munikationsformer, som er anvendelige og til rådighed, i den pågældende situation. Kommunika-tionen foregår tovejs og begge parter viser accept og respekt for hinandens udtryksformer. På den måde får mennesker uden talesprog større mulighed for at være aktive deltagere i udviklende og meningsfyldte kommunikative samspil. Hvis den enkelte kommunikerer via tegn, mimik, lyde m.m., skal pædagogen afspejle denne kommunikationsform. Det vigtige ved totalkommunikation er, at alle tilstedeværende kommunikationsformer kan bruges til at forstå andres kommunikation og selv gøre sig forståelig. Man må i hver enkel situation vurde-re, hvilken form der er bedst egnet og giver størst succes. Den grundlæggende antagelse i totalkommunikation er: Man kan ikke Ikke- kommunikere. Redskaber, der kan anvendes i arbejdet med metoden:

• Symbolkommunikation • Billedkommunikation • Lydkommunikation • Øjenudpegning • Kropssprog/kropshandling • Konkretkommunikation • Tegn til tale/førte tegn • Kommunikationspas • IKT (talemaskine, talebøf, 0/1 kontakt, pc-er, tablets etc.) • Struktur (for at skabe forudsigelighed og genkendelighed)

Metodens teorigrundlag: • Kognitiv teori • Kulturel antropologi jf. Margaret Emad

Forslag til litteratur, artikler og links: • Lorentzen, P. 2007, 6.oplag 2013:Fra tilskuer til deltager – samspil og kommunikation med

voksne udviklingshæmmede; Forlag Materialecentret • Perit, B., Holst, J., Nielsen, K., & Hagensen, P. 2005:Der skal to til en tango. Om kommu-

nikation og relationer i støtten til mennesker uden ekspressivt verbalt sprog; Socialt Udvik-lingscenter SUS