GEOLOGI OG JORDBUND

NORDJYLLANDS STATSSKOVDISTRIKT

Henrik J. Granat & Ulrik G. Lützen Skov- og Naturstyrelsen

Karsten Secher Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse

Oktober 2005

1

Forside billeder: Øverst til venstre: Jordbundshul i Lilleheden Plantage med flyvesand og tørvelag. Øverst til højre: Pigestenen, Rønnerne, Læsø. Nederst til venstre: Flyvesandsslette med skovfyr i Bunken Plantage. Nederst til højre Rugbjerg Knude med Rugbjerg Fyr i baggrunden. 3 fotos af Henrik J. Granat 2005. Foto af Pigestenen af Thomas Retsloff 2002.

2

Indholdsfortegnelse

INDHOLDSFORTEGNELSE 3

INTRODUKTION 6

TEKSTBESKRIVELSERNE 6 REGIONALE OG LOKALE KORT 6 GEOLOGISKE JORDARTSKORT 6 SÆRKORT 7 ATLAS 7

NATURHISTORISKE FORHOLD I NORDJYLLANDS DISTRIKT 8

UNDERGRUNDEN 8 LANDSKABET 9 JORDBUNDEN 14

DE ENKELTE PLANTAGER, SKOVE OG NATURAREALER 18

LÆSØ 18 11 LÆSØ PLANTAGE 20 HORNEKS ODDE – ET TVESIDIGT OPBYGGET VINKELFORLAND 20 FLAGET OG HOLTEMMEN – EN TOMBOLO OG ET RIMME-DOPPE LANDSKAB 21 KÆRENE – FOSSILE KRUMODDER 22 HØJSANDE – PARABELKLITTER 22 JORDARTER 23 GEOLOGISKE INTERESSEOMRÅDER 23 12 NORDMARKEN 23 KLINTEN VED BANSTEN BAKKE 23 KRIDEMANDS DAL – EN VINDRENDE 24 JORDARTER 24 GEOLOGISKE INTERESSEOMRÅDER 24 13 DANZIGMAND OG BLØDEN HALE 24 BLØDEN HALE – ET FED 25 JORDARTER 25 GEOLOGISKE INTERESSEOMRÅDER 25 14 VESTERØ SØNDERLAND 26 STOKKEN – EN BARRIERE Ø 26 VESTERØ SØNDERLAND – EN BARRIERE ODDE 27 SØNDER NYLAND - HOLMDANNELSE 27 JORDARTER 28 GEOLOGISKE INTERESSEOMRÅDER 28 15 RØNNERNE 28 16 BORFELD 28 21 SKAGEN PLANTAGE 29 SÆRKORT 29

3

GEOLOGISK JORDARTSKORT 29 22 BUNKEN KLITPLANTAGE 29 SÆRKORT 30 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 30 23 RÅBJERG PLANTAGE 30 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 30 24 HVIDE FYR 30 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 31 25 BYFOGEDSKOVEN 31 SÆRKORT 32 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 32 32 TVERSTED PLANTAGE 32 SÆRKORT 33 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 33 33 SKIVERBAKKEN 33 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 33 34 SKIVEREN PLANTAGE 33 35 TVERSTED RIMMER 34 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 34 36 RÅBJERG MOSE 34 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 34 37 VIDESLET ENGEN 34 38 HIRSHOLMENE 34 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 35 41 TVERSTED KLIT 34 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 36 42 UGGERBY PLANTAGE 36 SÆRKORT 37 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 37 43 LILLEHEDEN PLANTAGE 37 SÆRKORT 38 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 38 44 NEJST PLANTAGE. 38 SÆRKORT 38 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 38 45 TORNBY PLANTAGE 38 SÆRKORT 39 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 40 46 KÆRSGÅRD STRAND 40 47 LIEN SKALLERUP 40 48 P-PLADS VED SKALLERUP INDLANDSKLIT 40 49 AREAL VED LØNSTRUP 40 50 MÅRUP KIRKE 40 51 RUGBJERG KNUDE FYR 41 52 KAJHOLM 42 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 42 53 RUGBJERG PLANTAGE 43 54 P-PLADS VED KODAL 43 60 HJØRRING-ASTRUP SKOVREJSNINGSOMRÅDE 44 61 SLOTVED SKOV 44 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 44 62 MÅSTRUP MOSE 44 63 MOSBJERG 44

4

DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 45 GEOLOGISKE INTERESSER 45 64 ØRVADGÅRD 45 65 P-PLADS VED ÅSTED ÅDAL 45 66 AREAL VED SULBÆK 45 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 46 GEOLOGISKE INTERESSER 46 67 SOLSBÆK STRAND 46 68 LUNKEN 46 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 46 69 SLETTINGEN 46 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 47 71 BLOKHUS PLANTAGE 48 DET GEOLOGISKE JORDARTSKORT 49 SÆRKORT 49 72 TRANUM PLANTAGE 49 SÆRKORT 50 GEOLOGISK JORDARTSKORT 50 73 NYBÆK PLANTAGE 50 GEOLOGISK JORDARTSKORT 51 74 MUNKENS KLIT 51 75 LILLE NORGE 51 76 FÅRUP KLIT 51 77 PIRUPS HVARRE 51 78 HUNE PLANTAGE 52 GEOLOGISK JORDARTSKORT 52 SÆRKORT 52 79 GRISHØJGÅRDS KRAT 52 80 GJØL BJERG 53

KILDEHENVISNINGER 55

LITTERATUR 55 KORT 57 INTERNET 57

5

Introduktion I forbindelse med revision af driftsplanen for Nordjyllands Statsskovdistrikt er der i 2005 samlet en række kort med geologi, jordbund og landskab som tema i en mappe, samt et kort, der udpeger de nationale geologiske interesseområder i distriktet. Oversigten er udarbejdet i Skov- og Naturstyrel-sen af geolog Henrik J. Granat. Gennemgangen indledes af beskrivelser der dækker hele distriktet. Derefter fokuseres der på de enkelte plantager, skove og naturarealer.

Tekstbeskrivelserne Hovedparten af den beskrivende tekst er forfattet af geolog Karsten Secher – direkte citeret fra tek-sterne om ”Naturhistoriske forhold” i Nordjyllands statskovdistrikt udarbejdet i forbindelse med driftsplanlægning i 1974. Teksten er dog rettet til i forhold til ændringer i den administrative indde-ling, som skovene/plantagerne har undergået. Karsten Secher har skrevet de generelle afsnit om undergrundens geolog, landskabet og jordbun-den, medens Henrik J. Granat har udarbejdet omtalen af de nationale geologiske interesseområder samt suppleret undergrundsafsnittet. Derefter følger en detaljeret gennemgang af de enkelte planta-gers og de andre arealers landskab, geologi og jordbund. Karsten Sechers tekst er suppleret således, at der nu er skrevet lidt om geologi og jordbund for alle arealer, der hører under Nordjyllands di-strikt i dag. Karsten Secher har beskrevet de store plantager. Naturgeograf Ulrik G. Lützen har be-skrevet arealerne på Læsø (Lützen 2004), medens Henrik J. Granat har beskrevet de øvrige overve-jende små skove, plantager og naturarealer samt skrevet eller tilrettet alle kortbeskrivelserne (jor-dartskort, særkort og andre) og skrevet om de nationale geologiske interesseområder. Der er desu-den illustreret med billeder, overvejende taget af Henrik J. Granat, hvor gode digitale billeder har været tilgængelige.

Regionale og lokale kort Kortmappen indledes af nogle regionale kort, der dækker hele Nordjyllands distrikt. Hertil hører et oversigtskort, et undergrundskort, et landskabskort, et geologisk jordartskort samt et kort, der viser de nationale geologiske interesseområder. De regionale kort er alle i målestokken 1:300.000. De lokale kort viser de geologiske og jordbundsmæssige forhold i distriktets enkelte skove, planta-ger og naturarealer. Samlingen af lokale kort indledes af en oversigt samt signaturforklaringer til de geologiske jordartskort. Herefter følger særkortene, der findes for de store plantager, og jor-dartskort fra GEUS samt for nogle få arealer nogle andre korttyper. Ved mange kystnære arealer giver et luftfoto gode informationer om arealet, så her er indsat et print af Kampsax Geoplans ort-hofoto. Det er tilstræbt at holde målestokken for de lokale kort i 1:10.000, så de direkte kan sam-menlignes med et skovkort. Mange af klitplantagerne er imidlertid så store, at mindre målestoks-forhold er anvendt for at ”klemme” hele skoven/plantagen ind på en A3 side. Disse kort er derfor ofte med målestokken 1:20.000 eller 1: 15.000. Alle særkortene er printet i målestoksforholdet 1:10.000.

Geologiske jordartskort Af oversigten fremgår, at der for de fleste klitplantager findes et geologisk jordartskort med anbefa-let målestok 1:25.000, der viser det geologiske materiale i 1 meters dybde. Den geologiske jor-dartskortlægning forestås af Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse GEUS og dækker i dag 83 % af landet, men alle arealer under Nordjyllands distrikt.

6

Særkort Geolog Karsten Secher har i 1973 og 1974 virket ved den daværende Skovregulering i forbindelse med civil værnepligt. I den periode blev der samlet tidligere jordbundskortlægninger sammen, samt kortlagt yderligere arealer i de største af distriktets plantager. Resultaterne er samlet i en journal med beskrivelser af jordboringer og huller, samt indtegnet på såkaldte ”særkort”. Særkortene er i forbindelse med den nuværende driftsplanrevision digitaliseret, så de i nærværende kortmappe fremstår med det nyeste digitale skovkort som baggrund. Temaet på særkortene er Sechers under-søgelser er suppleret med jordprofilbeskrivelser fra gravede jordbundshuller af geolog Henrik J. Granat i 2005. Profilbeskrivelserne er samlet i en eksempelsamling (Granat 2005), hvor jordbunds-eksemplerne er tildelt en jordbundskode, der bygger bro til skovudviklingstypekataloget (J. Bo Lar-sen og Skov- og Naturstyrelsen 2005)

Atlas Det er tanken, at kortmappen skal bruges som et atlas, som man betragter for dels at få indsigt i de naturgivne kår på distriktet som helhed og i de enkelte skove, plantager og naturarealer i særdeles-hed, og dels at bruge kortmappen til at sammenligne de enkelte arealer med hinanden.

7

Naturhistoriske forhold i Nordjyllands distrikt Markante træk af Nordjyllands geologi er samlet omkring fire tidsafsnit af den geologiske dannel-seshistorie: kridttiden, sidste istid (glacialtiden), tiden under isens afsmeltning (senglacialtiden) samt tiden efter isens afsmeltning (postglacialtiden). Elementer fra alle fire perioder har afgørende indflydelse på landskab og jordbund, der sammen med klimaet giver Nordjylland en række, mere eller mindre begrænsende, karakteristiske betingelser for kulturaktivitet. Grundlaget for bedømmelsen af de geologiske forhold stammer i overvejende grad fra de kort, der findes i kortmappen. Kortmappens indhold og brug er beskrevet under introduktionen ovenfor.

Undergrunden Et generelt træk ved undergrundens lag i den nordlige halvdel af Jylland er, at de bliver yngre jo længere man bevæger sig mod sydvest (GEUS 2000). Undergrunden under Skagen er fra tidlig Kridt, det vil sige mere end 100 mio. år gamle. Sydvest over findes undergrundsaflejringer som stadig yngre bånd orienteret i en nordvestlig-sydøstlig retning. Ved den vestlige Limfjord (Nissum Bredning og Venø Bugt) er undergrundens lag af Miocæn alder. Det vil sige 5 til 23 mio. år gamle. Grunden til det båndede mønster er, at det nordlige Jylland de sidste 240 mio. år har fungeret som et indsænkningsområde, der i takt med indsynkningen er blevet fyldt op med sedimenter. De tynde-ste lag ligger i randen af truget (under Skagen) og de tykkeste lag findes centralt i truget (under Himmerland). Da istiden gletchere høvlede af, nåede de nemmere til ældre lag, hvor disse var tynde i trugets randområde. Dertil kommer, at istidens gletchere har arbejdet sig dybest ned i de nordøst-lige områder, fordi istykkelsen her var størst.

Figur 1: Snit gennem Danmark, hvor man kan se, at undergrundens lag tynder ud under Skagen og igen over en ryg af grundfjeld mellem Ringkøbing og Fyn. Aflejrings-bassinet i grundfjeldet mellem Sveriges vest-kyst og Ringkøbing-Fyn højderyggen kaldes ”Det Danske Bassin”. På figuren ses tillige hvordan Permtidens saltlag presses op i salt-horste og foranlediger at ældre lag presses op gennem yngre i Limfjordsområdet. Figuren er fra Danmarks Natur bind 1.

Underlaget for istidens aflejringer udgøres i Nordjylland af lag fra Kridttiden. Ældst er lag fra nedre kridt af ler og sand med brunkul, der udgør underlaget for Skagens odde. Resten af distriktet hviler på skrivekridt (fra sidste halvdel af Kridttiden). Skrivekridtet når op til overfladen i de sydvestlige dele, i grave ved Kås og Lundergårds Mose. Overfladen af dybgrunden er ikke kendt i enkeltheder. Meget tyder imidlertid på, at kridtoverfladen ligger som en forholdsvis jævn flade, i en dybde af 150-200 m under havet, nord for en linie fra Rubjerg over Brønderslev til Hals. Syd for denne linie nærmer kridtet sig overfladen i en ret ujævn fremtoning. Figur 1 viser et snit gennem Nordjyllands undergrund.

8

I tidens løb har skrivekridtet i distriktets sydvestlige dele været udnyttet som jordbrugskalk. Større kalkbrydning har særlig fundet sted ved Lundergårds Mose.

Landskabet Karakteristiske landskabelige træk i Nordjylland er modsætningen mellem de lavt liggende flader, opstået ved hævning af stenalderhavets havbund, og det højere landskab, formet af istidens glet-schere og senglacialtidens hav. Andre markante terrrænelementer er klitlandskabet langs vestky-sten, der er særligt veludviklet mod sydvest og nordøst. Istidslandskabets overflade blev formet af ismasser, som fra N og NØ bevægede sig sydpå til egnen S for Nissum Bredning og Venø Bugt. Smeltevandslag af ler, sand og grus blev til stadighed afsat foran den fremrykkende is, og dette materiale blev senere skubbet op og aflejret som moræne. Sten-indholdet i disse aflejringer viser klart, at isstrømmen er kommet fra N og NØ, idet sten (såkaldte ledeblokke) hjemmehørende i Oslo-området og Dalarne er talrigt repræsenteret. Ismassernes retning kommer også til udtryk i bakkepartier karakteriseret som israndsbakker, dvs. bakkedannelser foran isen, hvor den i længere tid har gjort ophold. Et særligt markant bakkeparti af denne art er den Jyske Ås, der kan forlænges mod NV til Hirtshals, kun afbrudt af en tunneldal i strøget Sønderskov-Sindal (hvor nu Uggerby Å løber). Vendsyssels største højder nås i Jyske Ås med l36 m i Knøsen, aftagende mod NV til omkring 90 m mellem Horne og Sindal. Vest for Jyske Ås fremviser istidslandskabet ikke fremtrædende højdepartier. Fra Dronninglund, N om Brønders-lev til Saltum viser terrænet dog, i form af langstrakte bakker, spor af en opholdslinie for isen. Ved Lønstrup klint kan det iagttages, hvorledes horisontalt afsatte smeltevandslag af isen er skubbet op i stejlstående stilling. Eventuelt tværsnit fra jordartskort 200.000 C-D Det landskab isen efterlod sig ved sin afsmeltning varierede således i de forskellige dele af Nordjyl-land. Mod SV havde overfladen et roligt præg, med store fladkuplede bakker, dannet under et fremadskridende isdække. Mod NØ blev landskabet mere uroligt og kuperet, med de voldsomme israndsbakker i det østlige Vendsyssel, gennemskåret af det store tunneldalsystem ved Sindal. Under isens afsmeltning fra Nordjylland (senglacialtiden) steg havoverfladen, og et ishav (Yoldia-havet, navn efter ishavsmuslingen Yoldia) dækkede store dele af det nuværende Vendsyssel. Yol-diahavets aflejringer dannede marine flader omkring de opragende morænebakker og er særlig vel-udviklede i det vestlige Vendsyssel omkring Hjørring og Bindslev. Hævningen af landet siden sen-glacialtiden har været størst i det nordlige Vendsyssel, 60 m ved Frederikshavn og aftagende til ca. 10 m ved Brovst. Hjørring-fladen har således et niveau på 20-25 m og Bindslev-fladen ca. 30 m. Yoldiahavets aflejringer udgør endvidere underlaget for Læsø, der var landfast med Jylland efter senglacialtiden. I denne fastlandstid udgravede store floder en dyb rende, hvor den nuværende Læsø rende findes. I stenalderen lå Nordjylland 6-15 m lavere end i dag, hvorfor store dele af V. Hanherred og Vend-syssel atter blev dækket af hav. Nordjylland var omdannet til et moræne-arkipelag (øhav), hvor der i V. Hanherred var åben forbindelse fra Jammerbugt til Limfjorden. Mellem morænelandet ved Tranum og Blokhus blev der i begyndelsen af stenalderen opbygget en stor sandtange (som i dag ved Ringkøbing fjord), der afspærrede St.Vildmose og Gjøl bredning fra Skagerak. En lignende tange (senere delvis bort-eroderet) spærrede for udløbet ved Løkken. Gjøl bredning og St.Vildmose

9

var herefter en del af Limfjorden i stenalderen. Skagens Odde og Læsø var på denne tid fuldstæn-dig dækket af havet. Skageraks bølger og strøm udformede stejle kystklinter i det istids- og ishavsdannede landskab. Langs vestkysten af Vendsyssel dannedes stejle klinter i de glaciale og senglaciale lag, senere ud-jævnet noget ved udskridninger. Også her er klinterne nu beskyttet mod havets angreb, undtagen på strækningen mellem Rubjerg og Lønstrup, hvor bølgerne stadig holder klinterne ved lige. Efterhånden som havet bearbejdede kysterne, aflejredes det nedbrudte materiale som mægtige strandvoldssystemer af grus og rullesten, der ofte forbandt de spredte øer, afsnørede bugter og vige, og dannede nyt land i lavvandede områder (kyst-udligning). Dette bevirkede, sammen med den gradvise landhævning efter stenalderen (størst hævning mod nord), at Vendsyssel voksede til det vi kender i dag. Det velnok mest markante system af strandvolde i Danmark er Skagens odde. Skagens Odde er verdens største krumodde. Odden er vokset ud som et dobbeltdrag mellem højlandet (Hirtshals-Uggerby) og en flakø beliggende N for Gårdbo sø. Dannelsen er betinget af den stærke nordgående materialvandring, og er senere stabiliseret ved landhævning og flyvesand. På østsiden af odden har et krumoddekompleks afspærret lagunen Gårdbo Sø med et system af strandvolde og revler (rim-mer og dopper), der i dag ses som et karakteristisk landskab i området Ø og SØ for Gårdbo Sø. Læsø voksede ved landhævningen langsomt frem, begyndende som strandvolde på den før omtalte Yoldia-banke. Væksten er forsat til i dag, og har sammen med fortsat landhævning og flyvesand, givet øen dens nuværende form Stenalderhavets kystlinie i NJ er indtegnet på oversigtskort 1:100.000. Dengang dannede kystklin-ter og strandvolde fastlægger linien ret nøjagtigt. Hvor landet er dækket af flyvesand, er grænsen dog vanskeligere at fastlægge, og angivelsen på kortet repræsenterer et skøn efter vurdering af to-pografi og jordbund. Dette gælder navnlig i NJ´s sydvestlige dele. Med stiplet linie er de ovenfor omtalte tanger mellem Tranum og Løkken angivet. Efter stenalderen har tidevand, bølger og strøm fortsat med at udligne vestkysten af Vendsyssel, således at modne ligevægtsformer i dag er nået. Materialvandringen langs kysten er udtalt nordgå-ende. Kysten er dog stadig udsat for nedbrydning, navnlig på stykket fra Lønstrup til Skagens odde. På østsiden af odden sker der ligeledes stadig tillæg af materiale, som er vandret nord om Grenen. Læsø er på samme måde stadig i vækst. Klitlandskaberne er de yngste terrænelementer i Nordjylland og er dannet ved talrige sandflugtspe-rioder, hvoraf de første virkelig ødelæggende antagelig fandt sted i 15-1600 tallet, og med kulmina-tion i tiden mellem 1680 og 1750. I 1795 blev Skagen Gl. Kirke (Den tilsandede kirke) opgivet på grund af sandflugten. Sandflugtens forudsætning er vestenvindens store hyppighed og styrke, Vestkystens store sand-mængder samt fraværet af et beskyttende plantedække over de sandede klitområder. Årsagerne til manglende plantedække er talrige, bl.a. udtørring, dyrs græsning, menneskets aktivitet etc., og i Nordjylland har et samspil af disse faktorer, måske hjulpet af klimaændringer, bevirket starten på en ødelæggende sandflugt. Flyvesandet i Nordjylland er koncentreret i et smalt bælte langs Vestky-sten. Ved Tranum Plantage rækker flyvesandet knap 10 km ind i landet på den hævede havbund. Skagens Odde har hele den nordvestlige overflade domineret af flyvesand. Dette gælder også nord-

10

lige og nordøstlige dele af Læsø. I V. Hanherred og på Skagens odde vil følgende terrænelementer normalt observeres (fra vest mod øst) l) flad strandbred, 2) bælte af havklitter og 3) jævn sandslette med indlandsklitter. Langs den mellemliggende kyststræk vil nummer 3 normalt mangle. Strandbredden er sjældent mere end 50 m bred, og er normalt blottet for vegetation. På overgangen til havklitterne vil der ofte ses vekslen af stenede strandvolde og martørv. Herover ligger havklit-tens lyse flyvesand ("hvide klitter"). Havklitternes højde er almindeligvis 15-20 m, enkelte steder dog op til 30 m. Herefter følger mod øst en jævn sandslette (højde 10-15 m), der kan opfattes som en afblæsningsflade med varierende hældning, betinget af grundvandet, idet tørt sand vil blæse af. Hvor strandvoldsdannelser på denne måde frilægges, opstår rullestensbrolagte stensletter. På sand-sletten optræder også spredte klitdannelser, smårimmer og udblæsningsgryder (vindkuler). Parabel-klitter (med åbningen i vind-siden), der er den egentlige vandreklitform under danske forhold, ses også på sletten. De kan opfattes som et resultat af bremsningen ved tilplantning ("grå klitter"), idet sandflugtsdæmpningen satte ind, da klitterne var på vej ind over sletten. Hvor flyvesandet lægger sig til rette på det bølgede istidslandskab, vil klitterne ofte udvikle sig med småtoppede former, samlet i større eller mindre flader (såkaldte knarkepartier). På Skagens Odde er ofte kun efterladt parabelklitternes ben (rimmer), idet fronterne er forsvundet i Kattegat. Parabelklitten starter bag et hul i rækken af havklitter, hvor der opstår en vindport. Er vind og sand-tilførsel fra stranden tilstrækkelig, vil parabelklitten give sig til at vandre ind over land, efterladen-de sine "ben" som lange vindparallelle rimmer. Vandringen standser såfremt sandtilførsel og vind ophører, ved tilplantning eller hvis forhindringer mødes (skrænter, søer, åer o.l.). Det skal dog be-mærkes, at op til 30 m høje skrænter ikke nødvendigvis stopper en vandreklit. Forskellige undersøgelser tyder på, at vandringshastigheden har været op til 7-8 m per år. Dan-marks eneste aktive vandreklit (deformeret parabelklit) er Råbjerg Mile på Skagens Odde. Den dækker ca. l km2 og bevæger sig mod øst 4-5 m om året. Flyvesandslagets tykkelse er normalt 8-10 m på sletten, og er der tale om vandreklitter herpå, for-øges lagets tykkelse ofte med 10-20 m. På morænelandet er flyvesandslaget almindeligvis 1/2-5 m tykt. Figur 3, 4, 5 og 6 viser nogle af klitlandskabets former (efter A. Schou). I Nordjylland er søer-ne et underordnet terrænelement som kun udgør 0,3% af det tidligere Hjørring amts areal (mod 3% i Thisted amt). Forklaring herpå er, at mange tidligere søarealer er forsvundet ved tilgroning eller afvanding. Det gælder f.eks. søarealer i SV samt Gårdbo Sø på Skagens Odde. Tilbageværende søer er lavvandede klitsøer som f.eks. ved Råbjerg Mile og i V. Hanherred. Søer i istidslandskabet er små og i øvrigt meget sparsomme. Nordjylland afvandes effektivt af store vidt forgrenede åer. St. Vildmose-området afvandes mod syd til Limfjorden af Rye Å, og Hjørring-fladen mod NV til Skagerak af Liver Å. En stor del af det centrale Vendsyssel afvandes af Uggerby Å, som udspringer i hjertet af landsdelen ved Vrejlev. Skagens Odde afvandes af mindre åer til Skagerak, og af flere afvandingskanaler, i forbindelse med Gårdbo Sø, til Kattegat.

11

Figur 3: Havklitter og deres omdannelse. I. Unge forklitter: 1. Vindside. 2. Læhældning. 3. Vindfure. 4. Ophob-ningszone. II. Marin omformning: 5.Klitklint. 6. Skredmasser. III. Æolisk omformning: 7. Restklitter. 8. Klitter i vind-brud. Fra Axel Schou: Atlas over Danmark.

Figur 4: Klitformer i hævede kystlandskaber. I. Forklitter over erosionsskrænt i hævet havstok. II. Marin omform-ning. Klitklint. III. Æolisk omformning: 5. Klint. 6. Skredmasser. 7. Restklitter. 8. Strandbred med sandtunger. 9. Sten-slette. 10. Luvbanke på strandbredden. Fra Axel Schou: Atlas over Danmark.

12

Figur 5: Gamle klitter og deres omdannelse. I. Vegetationsdækkede gamle klitter, ”grå” klitter. II. Foryngelsesstadium: 1.Vindkule. 2. Sandtunge. 3. Luvbanke. III. Modent afblæsningsstadium: 4. Afblæsningsflade. 5. Klitsø. 6. Restklit. 7. Nedskredet sand. 8. Ung ”hvid” klit. Fra Axel Schou: Atlas over Danmark.

Figur 6: Vandreklitterræn. 1. Morænelandskab. 2. Tidligere kystklint. 3. Hævet havbund fra Stenalderen. 4. Klitter-ræn på moræne. 5.Parabelklit. a. Vandrende frontparti. b. Rimmer. 6. Havklitter. 7. Mose. A. Skrivekridt (Kridttid). B. Nyere kridt (Danientid). C. Istidsaflejringer. D. Havbundsaflejringer. E. Flyvesand. Fra Axel Schou: Atlas over Dan-mark.

13

Jordbunden Oversigten over jordbundsforholdene i Nordjyllands distrikt er hovedsagelig baseret på de geologi-ske jordartskort, der sammenstilles af GEUS (Danmarks og Grønlands geologiske undersøgelse). Desuden er Jordbundskort over Danmark af Milthers & Bornebusch 1935 brugt. Mere detaljerede oplysninger om jordbunden i de enkelte plantager er udarbejdet efter undersøgel-ser udført af hhv. Klitdirektoratet, Skovreguleringen og Driftsplankontoret, idet der er beskrevet mere end 600 jordbundshuller. Secher (1974) og Granat (2005). Disse undersøgelser omfatter deci-derede jordbundshuller, boringer med 1 m håndbor samt profilopmåling i vejskæringer, grøfter etc., Resultatet heraf præsenteres på såkaldte særkort, der sammen med de geologiske jordartskort er samlet i en kortmappe, samt en jordprofilsamling, hvor et udpluk af jordbundsprofiler præsenteres med tekst og billeder. Jordbunden i Nordjylland er domineret af tre grupper af aflejringer: Det glaciale materiale, de sen-glaciale havaflejringer samt det postglaciale flyvesand. Kun få steder når jordarter fra undergrun-den op til overfladen, og det gælder kun kridt. Flere steder er tykkelsen af overgrunden dog så rin-ge, at kridt alligevel får indflydelse på jordbunden. De glaciale lag dækker kun en mindre del af distrikt Nordjylland. Aflejringerne udgøres overvejen-de af sandet moræneler og smeltevandssand (andre betegnelser for smeltevandssand er diluvialsand eller bakkesand). Smeltevandsaflejringerne optræder med alle kornstørrelser; ler, sand og grus. Grus er dog under-ordnet i Nordjylland. Ler og sand har udgjort et kontinuert dække over hele Vendsyssel (ler ne-derst) , transporteret og afsat af smeltevandsfloder fra isen. Ændringen i kornstørrelsen fra ler til sand er betinget af varierende strømningshastighed, og tyder i store træk på en fremrykkende is. Aflejringerne er lagdelte, således at lag med forskellig kornstørrelse veksler. Leret er stenfrit og mangler undertiden lagdeling. Sandet er løst, usammenhængende, og farven er gulbrun til grågul. Sten optræder stedvis og er velafrundede efter transporten i floderne. Kan lagdelingen ikke fastslås, kan smeltevandssandet være vanskeligt at skelne fra det neden for omtalte stenede sand. Moræneler er den sammenæltede blanding af sten, sand og ler, der er transporteret i og aflejret af ismasserne. Lerindholdet varierer omkring 15-50 %, og er altid karaktergivende, idet moræneler i fugtig tilstand er formbart. Hvor udvaskning har stået på i længere tid, kan lerpartiklerne være bort-skyllet, og der dannes en stenet, sandet jordart (stenet sand), som er meget udbredt i NJ. Moræneler har normalt et kalkindhold på 10-35%, der dog ofte er mindsket pga. udvaskning. Lokalt, hvor kridtundergrunden er højtliggende (som i V. Hanherred), kan kalkindholdet gå op til 50-85%, og leret kaldes da mergel. I Nordjylland er stenindholdet, som tidligere nævnt, domineret af norske og vestsvenske blokke, men flint (ofte skarpkantet) fra kridtet er også hyppig i moræneleret. Lerets farve er ved overfladen gulbrunt (som følge af iltning), og bliver nedefter gråt eller gråblåt. Stort kalkindhold gør farven lys til hvidlig. Under lagene af moræne- og smeltevandsaflejringer findes i det nordlige og østlige Vendsyssel lag af tæt ensartet marint ler (Ældre Yoldialer), hvori findes spredtliggende kantede sten. Lagene har en usikker tidsmæssig placering, men er antagelig afsat i begyndelsen af sidste istid, og er gradvist afløst af det oven for omtalte smeltevandsler.

14

Af de nævnte glaciale jordarter er smeltevandssandet det mest udbredte i Nordjylland, idet hoved-parten af Vendsyssels bakker består heraf. Smeltevandsleret findes spredt over hele området sam-men med sandet. Moræneler og stenet sand spiller langtfra den samme rolle, som i den øvrige del af landet. Det er ligeledes knyttet til bakkerne, således at stenet sand dominerer det nordlige og centra-le Vendsyssel, mens moræneleret bliver mere almindeligt mod SV. Ældre Yoldialer er kendt fra det nordlige Vendsyssel, ved Rubjerg Knude, Hirtshals og Frederikshavn. De senglaciale jordarter udgør hovedparten af jordbunden i det vestlige Vendsyssel, og består af marine lag af sand og ler. Nederst findes nedre Saxicava-sand (efter muslingen Saxicava), der er gråt, leret, stenfrit, horisontalt lagdelt og kalkholdigt. Det er udbredt i hele Vendsyssel med tykkel-se op til 12 m. På de senglaciale flader har sandet ofte stor praktisk betydning ved at indeholde godt og rigeligt grundvand. Det efterfølges af Yngre Yoldialer, afsat i lavningerne mellem bakkerne på de senglaciale plateau-er. Det består oftest af fedt ler, stedvis stærkt sandet, og lokalt med tydelig horisontal lagdeling. Mod SV aftager sandmængden ligesom skallerne forsvinder. Ikke sjældent findes i leret skarpkan-tede og isskurede sten, antagelig tilført med drivis og isbjerge. Yoldialeret har et kalkindhold på 15-20 % og har hyppigt været anvendt som mergel (hver gård sin mergelgrav). Endvidere er det al-mindelig anvendt i teglværks- og cementindustrien. Yngre Yoldia-ler er udbredt overalt i Vendsys-sel, hvorfra senglaciale aflejringer kendes, med en tykkelse op til 20 m. Herefter følger øvre Saxicava-sand, som et tyndt dække på fladerne, og med stigende tykkelse mod bakkeskråningerne, hvor det får stor lighed med smeltevandssandet. Det er udbredt som de øvrige senglaciale lag. På overgangen til postglacialtiden, da temperaturen var til tagende, afløses Saxicava-sand af det såkaldte Zirphæealag (efter muslingen Zirphæea, boremusling). Det er et gruset og sandet lag, der kun er lokaliseret i Vendsyssels nordlige del, fra Hirtshals til Frederikshavn. Figur af de 3 dyr: Yoldia, saxicava og Zirphæea Jordarter fra tiden efter isens afsmeltning omfatter materiale aflejret af hhv. havet, ferskvandet og vinden. Havaflejringerne findes på den hævede stenalderhavbund og udgøres af sand; i kystnære områder suppleret af grus og sten i strandvolde. Aflejringerne i den daværende Limfjord (Tranum - St.Vildmose) bestod af det finere fjordler, -dynd og -sand. Ferskvandsaflejringerne er dynd og tørv, dannet og afsat i lavninger, søer og moser, og er særligt hyppige på den hævede havbund (Tranum, Skagens odde). I klitområderne findes martørv (tørv dannet i klitsøer og dopper) ofte på overgan-gen mellem strand- og flyvesand (Lønstrup, Skagens odde). Det vindtransporterede materiale, fly-vesandet, er aflejret over alle de tidligere nævnte jordarter i varierende mægtighed. Det består næ-sten udelukkende af farveløse korn af mineralet kvarts, og er derfor yderst næringsfattigt. Dog kan flyvesand på istidsaflejringer være opblandet med humus og lerpartikler. Grundvandsforholdene i Nordjylland er yderst varierende. Nuværende oplysninger herom er dog ikke tilstrækkelige til en samlet vurdering af grundvandet. De glaciale og senglaciale sandjorde har generelt en god fordeling af grundvandet, i modsætning til områderne med den hævede stenalder-havbund (med eller uden flyvesand) samt de øvrige klitarealer. På de senglaciale flader, hvor sand- og lerlag veksler, er artesisk vand almindeligt (dvs. grundvand under tryk), idet lerlagene kan for-hindre forbindelsen mellem vandførende, Sandlag og overfladen. Sandjordenes manglende evne til

15

at tilbageholde vand bevirker en hurtig nedsivning af nedbøren til grundvandet. I flyvesandsområ-derne og på den hævede stenalderhavbund udgøres grundvandet, pga. sandets ensartethed, af store jævne vandflader, nær overfladen og i samme niveau over store afstande, og derfor uden synderlig bevægelse. Lavninger bliver under disse omstændigheder sumpede, og med det stillestående grundvand, bliver de lavtliggende flade sletter vandlidende. Dræning og grøftning har derfor i de fleste af Nordjyllands klitområder været en nødvendig betingelse for kulturudnyttelsen af jordbun-den. Udviklingen af de øverste jordlag er selvsagt væsensforskellig i hhv. det centrale og de nordli-ge/sydvestlige NJ. Generelt er de centrale - flyvesandsfrie - områder udviklet med en middelstærk podsolering, afhængig af plantevæksten. I flyvesandsområderne er podsoleringen knap så frem-skreden, som man skulle vente efter udgangsmaterialet. Dette skyldes flyvesandets ungee alder (f.eks. i forhold til Vestjyllands hedesletter), idet podsoleringen simpelthen ikke har haft tid nok til at udvikle sig. Enkelte steder har lokale forhold bevirket, at podsoleringen dog er stærk, med al-dannelse (F.eks. Tversted Plantage og Tversted Rimmer). Et normalt jordbundsprofil i flyvesandet (med BJF) viser blot et affaldslag på 5-10 cm, efterfulgt af sand, kun med svage eller manglende blegsands/rødsands-horisonter inden for de øverste 20-50 cm. Fra et skovbrugsmæssigt synspunkt frembryder de glaciale og senglaciale lags jordarter ikke større problemer. I områder domineret af flyvesand (og havsand) er det magre sand en begrænsende fak-tor i sig selv - uanset klimaet. Sandets rolle som vækstgrundlag kan dog variere noget efter oprin-delse, kornstørrelse, opblanding med underlaget etc. Afgørende bliver herefter, om planterødderne kan trænge gennem sandlaget til mere frugtbare jordarter, eller om afstanden til bevægeligt grund-vand er rimelig, idet stagnerende grundvand er vækstbremsende. Endelig er karakteren af jordarten under flyvesandet afgørende for planternes udvikling. Figur 3 (efter A.M. Jensen, l973) viser de omtalte forhold i skematisk form. I praksis tør man sætte et sandlag, der er over 2 m tykt, som uigennemtrængeligt for rødder, selvom visse oplysninger peger på 3-4 m som grænse. Undersøgel-ser heraf er endnu få og utilstrækkelige. Sanddybden veksler endvidere over, til tider meget korte afstande, hvad der også vanskeliggør vurderingen af røddernes gennemtrængningsevne.

16

Figur 7: Skematisk fremstilling af vækst-forholdene i klitplantagerne i forhold til flyvesandets beskaffenhed og tykkelse samt de underliggende lags beskaffenhed og dybde til grundvand. Fra A.M. Jensen 1973.

17

De enkelte plantager, skove og naturarealer

Læsø Som baggrund for beskrivelsen af de af Nordjylland forvaltede arealer på Læsø skal der indled-ningsvis gives en kort gennemgang af hele øens dannelseshistorie og terrænelementer. Beskrivelsen af Læsøs geologiske historie samt de mere detaljerede beskrivelser af Læsø Plantage, Nordmarken, Danzigmand og Bløden Hale og Vesterø Sønderland er lavet af naturgeograf Ulrik G. Lützen (Lüt-zen 2004). Rønnerne er beskrevet af Henrik J. Granat. Læsøs interessante dannelseshistorie er temmelig kompleks og fortjener i virkeligheden ikke at blive genfortalt i så afskåret et format som dette, men den interesserede læser kan søge yderligere oplysninger i J.M. Hansens udmærkede bøger (Hansen 1994 og 1995), samt ”Geologisk Set - Det nordlige Jylland” (Andersen og Sjørring 1992). Det er her vigtigt at understrege, at Læsø ikke, som de fleste andre øer i Danmark, er dannet oven på en ældre moræneknold. Læsø menes derimod at være dannet som følge af episodiske lokale landhævninger, der skyldes de særprægede tektoniske forhold under øen. Der er blevet identificeret 8 forskellige strandterrasser på øen, hvoraf nogle er hævet flere meter i forhold til hinanden, mens andre kun kan anes som svage hældninger i terrænet, se Figur xx De ældste aflejringer på Læsø, det såkaldte Yoldia-ler, blev dannet da øen var dækket af Ishavet (ca. 12.000 til 10.000 år f.Kr.). Man støder blandt andet på dette lerlag ved foden af klinten, og i strandbredden, nord for Vesterø Havn, men især også på Rønnerne ved øens sydkyst. I dette lerlag finder man større sten, der er blevet ’tabt’ af ishavets isbjerge. Ved overgangen mellem Yoldia-leret og yngre aflejringer finder man mange steder på Læsø et tyndt stenlag, som formodes at stamme fra Fastlandstiden (ca. 10.000 til 7.000 f.Kr.). Dette lag, samt en enkelt omlejret tørveklump, er de eneste vidnesbyrd om at Læsø var land i denne periode. Det område der skulle blive til Læsø oversvømmes af Stenalderhavet (ca. 7.000 til 1.800 f.Kr.) på trods af den generelle landhævning, hvilket skyldes den hastige afsmeltning af indlandsisen. De første rigtige spor af Læsø finder man i dag ca. 11-12 meter over DNN og er beliggende i områ-det omkring Læsø Plantage. Øen var da en lille trekantet sandbanke og med fund af flinteredskaber og potteskår kan man datere denne ældste del til Yngre Stenalder (3000 år f.Kr.) – område A på Fig. 2. Over denne ældste del, har man fundet et lag af havsand på op til en meter tykkelse, hvilket bety-der, at Læsø oversvømmes og forsvinder for en stund i havet under Bronzealderen (1700 til 700 år f.Kr.). Læsø dukker op igen i Yngste Bronzealder og Ældste Jernalder (700 år f.Kr. til år 0). I denne periode sker kysttilvæksten hovedsageligt på sydsiden af øen, i området der i dag kaldes Kærene, mens en 4-5 kilometer lang odde vokser mod øst ud fra Bansten Bakke på nordkysten – område B på Fig. xx. Denne tidlige oddedannelse kan genfindes på Østerby-halvøen som den højest belig-gende strandlinie.

18

Figur XX Læsøs udvikling. Hver af zonerne A-I svarer til en til en bestemt tilvækstperiode, og medfølgende strandter-rasse. De takkede linier viser fossile og nuværende eroderede kystlinier. Fra Hansen (1994). I Jernalderen (År 0 til 800 e.Kr.) begynder Østerby-halvøen at tage form – område C på Fig. 2. Odden bliver længere og bredere. Der dannes også et større område på øens vestside. Dele af områ-de C er i dag eroderet væk igen. Omkring år 0 tipper Læsø mod vest, hvilket medfører, at området omkring Vesterø Mejeriby over-svømmes. Man kan i dag se, hvor havet har gnavet sig ind i den gamle kystlinie – man taler om et ’druknet landskab’. Senere tipper Læsø den modsatte vej og et druknet landskab dannes på østsiden af øen. Her anlæg-ger Jernalderfolket en havn i den lavvandede vig i slutningen af perioden – område D på Fig. 2. Område D (Fig. 2) viser Læsøs kystlinie i starten af Vikingetiden (800 til 1050 år e.Kr). Østerby-halvøen vokser en smule i østlig retning, men hovedsageligt foregår tilvæksten i bredden, dvs. mod syd. På øens vestlige del dannes området omkring det nuværende ’Tørkeriet’. I slutningen af perioden tipper Læsø atter mod vest. Vi træder dermed ind i Læsøs nyere udvik-lingshistorie, hvor kystprocesserne ligner dem vi har i dag. Historisk Tid (1100 til 1750 e.Kr.) er præget af tilvækst i form af strandenge på Læsøs sydlige kyststrækninger – område E på Fig. 2. I denne periode dannes de første dele af Rønnerne, nemlig Langerøn, Kringelrøn, Færøn og Hornfiskrøn. De ældste saltsyderier menes at være skabt i denne periode i området omkring Bangsbo. Saltsyderiet gav anledning til en storstilet skovrydning, der senere var medvirkende til den voldsomme sandflugt, der ramte Læsø, med udstrakte lyngheder og indsander til følge.

19

1750 til nu (områderne F-I på Fig. 2) fortsætter Rønnerne med at vokse mod syd – især Kringelrøn, Færøn og Hornfiskrøn vokser betydeligt. Vester Nyland og Søndre Nyland dannes på Læsøs sydvestkyst og indenfor de sidste 50 år dannes barriere-øen Stokken. Østerby-halvøen fortsætter også med at udvides, først dannes Evbakken, og siden Syrodde og Blø-den Hale. For nylig dannedes øerne Knotterne og senere odden øst derfor. Læsøs nordkyst fortsætter med at nedbrydes, med undtagelse af enkelte steder, nemlig ved Hol-temmen og Horneks Odde.

11 Læsø Plantage Læsø Plantage repræsenterer et virvar af forskellige landskabsformer, hvis oprindelse enten er for-bundet med kystzonen eller som et resultat af vindens virke. Ved gennemgangen af dette afsnit kan man med fordel støtte sig til Karsten Seckers kort over landskabselementer bagerst i teksten, da man her finder både strandvolde, banker, krumodder og parabelklitter indtegnet. Læsø Plantage er placeret over 4 af øens ældste strandterrasser - nemlig dem der blev dannet i perioden fra omkring Yngre Stenalder og op til Vikingetiden. Disse terrasser er, som førnævnt, hævet således, at strandbredden i dag står for foden af en omkring 7-9 meter høj kystklint. I områ-det Hvidebakker, i plantagens østlige del, findes på toppen af klinten en række af kystklitter der når en højde på 15 m over DNN. Generelt hæver landet sig ind mod midten af plantagen i takt med at med at man bevæger sig ind mod den ældste strandterrasse.

Horneks Odde – et tvesidigt opbygget vinkelforland Horneks Odde, i plantagens nordøstlige hjørne, er en undtagelse fra reglen om, at Læsøs nordkyst er under erosion og repræsenterer sammen med Hol-temmen (se nedenfor) de eneste steder på nord-kysten hvor der sker en kysttilvækst. Horneks Odde ligger beskyttet bag et stenrev, hvilket bevirker at de indkommende bølger brydes (dvs. bruger deres energi) over revet og ikke på selve odden.

Billede Fejl! Ukendt argument for parameter. Flaget - en tombolodannelse. Se tekst for forkla-ring. Billedet er taget i 2002 og stammer fra

©

Man kunne tro, at Horneks Odde er et residual af den tidligere kystlinie, der har ligget beskyttet bag revet og undgået erosion, men det forholder sig helt anderledes, nemlig at odden er under opbygning. Nedbrydningen af kysten til begge sider medfører, at der bliver transporteret sediment i retning af Horneks Odde, hvor det aflejres i det mere rolige område bagved revet. At sedimentet tilføres fra begge sider medfører, at de to krumodder der under normale omstændigheder ville være fremkommet i dette tilfælde vokser sammen og nærmest danner en vinkel – man taler om et tvesidigt opbygget vin-kelforland, idet materialetransporten kommer fra to retninger.

20

Flaget og Holtemmen – en tombolo og et rimme-doppe landskab Det ca. 8 km lange lavvandede område der strækker sig fra Nordre Rønner og ind til Holtemmen, kaldes Flaget og er et flot eksempel på en tombolo, se Billede 1. En tombolo er en marin form, der forbinder en ø med enten en anden ø eller hovedlandet, og som dannes fordi sediment aflejres i ’læ’ af øen hvor bølgepåvirkningen er mindst. Materialet til tomboloens opbygning kan stamme fra nedbrydningen af den lægivende ø, eller fra den langsgående materialetransport langs kysten, der aflejres i læ af øen. Oftest er det en kombina-tion af de to sedimentkilder, der opbygger tomboloformen, hvilket sandsynligvis også er tilfældet ved opbygningen af Flaget. At den langsgående materiale transport omkring Flaget er betydelig, afslører kystudviklingen omkring Holtemmen, se Billede 2. Som det ses på billedet, har Holtem-men oplevet en hastig tilvækst igennem de sidste hundrede år. At materialetransporten finder sted fra øst mod vest, afslører den odde-dannelse der er påbegyndt i slutningen af 1800-tallet. Igennem de følgendenæste hundrede år er kystlinien vokset havværts, efterhånden som sedimentet aflejres. Ved Holtemmen ser man derfor en serie af strandvolde ligge for foden af den ældre stenalder-skrænt. De lavtliggende områder mellem strandvoldene er forblevet fugtige, så man her ser både kær- og lagunesøer, mens der på de mere tørre toppe er små strandoverdrev – et såkaldt rimme-doppe landskab.

Billede Kystudviklingen omkring Holtemmen. Den stiplede linie angiver kystlinien i slutningen af 1800-tallet, og den fuldt optrukne angiver kystlinien i 1984. Billedet er taget i 2002 og stammer fra DDO©, COWI. Den stadige aflejring medfører naturligvis også at vanddybden på Flaget med tiden aftager. Dette har gennem nyere tid medført, at en mindre række øer blev dannet langs Flagets østside, hvor mate-riale aflejringen er størst. De første af disse øer blev dannet omkring 1950’erne, men er i dag blevet landfast med Holtemmen. I dag findes en ny række øer længere ude på Flaget, adskilt af strømløb. Disse øers omrids, som de så ud i 1984, er aftegnet på Billede 2, hvor også nutidige strømløb kan ses som mørke tværgående striber i det mere tørre hvide sand.

21

Kærene – fossile krumodder Kærene udgør det største hedemoseareal i Danmark og dækker området mellem Vesterø Havn i vest, Byrum i syd og afgrænses mod nord af Læsø Plantage. Skovdistriktet forvalter fire tværgåen-de striber og et større samlet areal i Kærenes østlige del. Området ligger på strandterrasse B (se Figur 2, s. 3), hvilket vil sige at det er dannet i perioden mel-lem yngste bronzealder og ældste jernalder over en periode på 500-1000 år. Området var på dette tidspunkt præget af krumoddevækst og barriere-ø dannelse hvilket Karsten Seckers kort over land-skabselementer (se bagerst i teksten) viser utroligt flot. Områdets daværende udvikling var meget lig den landskabsudvikling der i dag foregår på Læsøs vestkyst, hvorfor krumodde og barriere-ø dannelse vil blive diskuteret i afsnittet ”Vesterø Sønderland” nedenfor.

Billede Fejl! Ukendt argument for parameter. Fossil krumodde i Kærene. Billedet er taget i 2002 og stammer fra DDO©, COWI. I dag kan disse fossile krumodder stadig genfindes både på orthofoto (se Billede 3), og i felten som lyngbeklædte højderygge i et ellers vådt og sumpet område. De mange søer i området blev dannet som salte strandsøer og/eller laguner, men da søerne med tiden har mistet kontakten med havets salte vand fremstår de i dag som ferskvandssøer.

Højsande – parabelklitter Højsande udgør plantagens østlige del, og består af områderne Vester Foldgård og Øster Foldgård. Området er kuperet lynghede og er, som det fremgår af det Geologiske Jordartskort, flere steder dækket af flyvesand i form af indlandsklitter. I plantagens centrale del findes den største koncentra-tion og består af to parabelklitter (se Karsten Sechers kort, og Billede 4). Parabelklitterne er orien-teret i en nordøstlig retning og det må derfor formodes at de stammer fra området omkring Vesterø Havn, og siden er vandret over landet, for til sidst at stabiliseres i deres nuværende position. I den østligste parabelklit ligger Foldgårdsøen, som er et fint eksempel på hvordan parabelklitter lokalt kan hæve grundvandsspejlet. Det er interessant, at der er to efter hinanden følgende parabelklitter, hvilket kan tyde på, at de er dannet nogenlunde samme sted, men det må formodes, at de ikke er dannet samtidig.

22

Jordarter Læsø Plantage består i stor udstrækning af saltvandssand (HS), men dog med flere større indslag saltvandsgrus (HG) der må tolkes som værende recente eller tidlige strandvolde. Plantagen indeholder også en mængde flyvesand (ES), både i form af aktive kystklitter, men også i udpræget grad i form af, nu inaktive, indlandsklitter. Indlandsklitternes flyvesand præger hele plan-tagen både som mindre isolerede lommer, men også som større sammenhængende systemer.

Billede Fejl! Ukendt argument for parameter. Parabelklitterne i Højsande. Billedet er taget i 2002 og stammer fra DDO©, COWI.

Geologiske interesseområder Læsø Plantage er beliggende på øens ældste strandterrasser og den blottede klint ved Holtemmen viser en del af øens tidlige udviklingshistorie. Flyvesandsområdet indeholder et rimme-domme landskab og to store parabelklitter. Hele Læsø er udpeget til nationalt geologisk intereseområde, område nr. 7, og er derfor beskrevet i bogen Geologisk Set – Det nordlige Jylland. Billeder af strandvolde og flade sten

12 Nordmarken Landskabet omkring Nordmarken er præget af småklitter, strandvolde og hedearealer. Det forvalte-de område dækker over Bansten Bakke og Kridemands Dal.

Klinten ved Bansten Bakke I klinten ved Bansten Bakke ser man et snit af den gamle, men nu forsvundne, odde der strakte sig fra Bansten Bakke og til Jegens Odde mod øst i jernalderen (se Figur xx). Klinten fortæller derfor en del af Læsøs tidlige tilblivelses historie.

23

Det ældste lag man kan finde her, er det nederste fede lerlag der menes at stamme fra sidste istid – det såkaldte yoldialer. Oven på dette lerlag finder man et 1 meter tykt sten- og gruslag, hvori man finder blåmuslingeskaller og rurer, hvilket begge er arter, der typisk optræder på lavt vand. Date-ringen af disse skaller og rurer afslører at dette lag er dannet omkring Stenalderen, og derfor er fra efter Læsøs første opståen. Over sten- og gruslaget finder man et 6 meter tykt lag af fint havsand dannet i perioden mellem 1.300 f.Kr til omkring år 0. Dette lag indeholder også sporfossiler, der i dette tilfælde, afslører ad-skillige episoder med skiftende havniveau. I tre lag finder man spor efter havmus der lever på 6-20 meters dybde og imellem disse lag, spor efter sandorm der lever i tidevandszonen, dvs. lavtvand. På klintens øverste del finder man ved Bansten Bakke et lag af grovkornet materiale, nemlig sten, grus og groft sand. Dette lag er den gamle strandbred fra jernalderkystens odde og går man mod vest ser man at dette øverste lag i stigende grad består af sand. Dette indikerer at, der dynamisk set, har været mere stille på nordvestkysten end på sydøstkysten på daværende tidspunkt, hvilket er fuldstændig omvendt nutidens dynamiske forhold.

Kridemands Dal – en vindrende I områdets østlige del finder man en ca. 1 kilometer lang slugt, Kridemands Dal, hvis bund er bro-lagt med flade, svagt vindpolerede sten. Dalen har åbning mod Kattegat og det er oplagt at mene at der her er tale om en vindrende. Man må forestille sig, at det fine havsand mellem de ældre stranddannelser er blevet eroderet bort af vinden indtil bunden, om man så kan sige, var nået. Med brolægningen blev Kridemands Dals kildeområde udtømt, og vegetationen kunne begynde at indvandre. I dag er sandflugten stort set minimal og området er dækket af hede. Billede fra Kridemandsdal

Jordarter Den yderste kystzone i Nordmarken består af saltvandssand (HS), mens klinten består af saltvands-grus (HG). Bag klinten optræder ældre marine aflejringer af saltvandssand (HS). Flyvesand (ES) af forskellig oprindelse dækker også området.

Geologiske interesseområder Klinten ved Bansten Bakke viser Læsøs tidlige udviklingshistorie. Den beskrives i Geologisk Set – det nordlige Jylland og på Friluftskortet www.friluftskortet.dk. Søg under Geologiske lokaliteter og Læsø Kommune.

13 Danzigmand og Bløden Hale Som det fremgår af kortmaterialet forvalter Skov- og Naturstyrelsen kun enkelte striber i området omkring Danzigmand og Bløden Hale. Dog indgår krumoddekomplekset syd for Bløden Hale, samt øerne Knotten og Knogen også i Styrelsens forvaltningsområde. Nøglen til at forstå landskabsudviklingen omkring Danzigmand og Bløden Hale ligger uden for Styrelsens forvaltningsområde, men indrages i beskrivelsen for helhedens skyld. Der er i tale om Syrodde, Læsøs østligste punkt, der i modsætning til Horneks Odde (se Læsø Klitplantage ovenfor) er et ensidigt opbygget vinkelforland. Ved ensidigt forstås, at vinkelforlandet kun får tilført sedi-ment fra én side, og at dette tilførte sediment bliver omfordelt af bølgepåvirkningen fra en anden retning. I Syroddes tilfælde bliver sedimentet tilført fra den generelle nedbrydningen af Læsøs

24

nordkyst, dvs. at sedimentets transportretning er fra vest mod øst, således at forlandet oplever en kysttilvækst i nordlig og østlig retning. En stor del af sedimentet, der tilføres Syrodde, påvirkes igen af indgående bølger og strøm fra en nordlig retning, således at sediment transporten så at sige fortsætter rundt om odden og mod syd, hvor det endeligt aflejres. Det er da også i det sydøstlige hjørne af området hvor kysttilvæksten er størst, hvilket man kan overbevises om, hvis man ser på Billede 5. På fotoet, der er taget i 2002, er både kystlinien fra slutningen af 1800-tallet indtegnet (stiplet linie), samt kystlinien fra 1984 (fuldt optrukken linie).

Bløden Hale – et fed Bløden Hale blev dannet for ca. 150 år siden og er et godt eksempel på et fed. Et fed er en odde, hvis vækst i længden begrænses af et strømløb og be-står ofte af flere sammensmeltede krumodder, hvilket resulterer i en nærmest kølleformet land-skabsform. På kystsiden er feddet under opbyg-ning og har typisk en strandvold, mens bagsiden, eller bugtsiden, er præget af langsom tilgroning, idet de dynamiske forhold her er roligere.

Billede Fejl! Ukendt argument for parameter. Fed dannelse ved Bløden Hale. Den stiplede linie angiver kystlinien i slutningen af 1800-tallet, og den fuldt op-trukne angiver kystlinien i 1984. Billedet er taget i

På fotoet kan man tydeligt se de ældre krumod-ders strandvolde på Bløden Hale, der spreder sig fra nord mod syd i en vifteform. Indtil omkring 1950 forhindrede et strømløb, at Bløden Hale voksede sig længere sydpå, men så begyndte en ny odde at vokse ud fra Bløden Hales østkyst og sydover. På Billede 5 ser man at dette strømløb i dag går langs med den nye odds øst-kyst. Denne nye udvikling kan muligvis skyldes at vanddybden på Læsø sydkyst generelt er faldene. I dag fungerer et nyt strømløb, ”Løbet”, som en naturlig grænse for oddevæksten.

Jordarter Danzigmand og Bløden Hale består hovedsageligt af marint saltvandssand (HS) med enkelte kyst-parallelle klitrækker bestående af flyvesand (ES). Et enkelt mindre indslag af saltvandsgrus (HG) ses ved Danzigmand i nord. Der er ikke lavet jordartskortlægning for Knotten, Knogen og den østligste del af Bløden Hale, men områderne må formodes hovedsageligt at bestå af saltvandssand og flyvesand i klitrækkerne.

Geologiske interesseområder To af Styrelsens forvaltningsområder skærer over Bløden Hales ældre krumoddekomplekser og den nye oddedannelse er også under Styrelsens ansvar.

25

14 Vesterø Sønderland Vesterø Sønderland er et landskab med forholdsvis ringe topografisk variation som er præget af strandeng og hede, og hvor kun de kystnære klitrækker når over 2.5 meter. Områdets østligt eks-ponerede kyst er præget af barriere dannelse og flere interessante fænome-ner kan i den forbindelse fremhæves her.

Stokken – en barriere ø Stokken (fejlagtigt kaldt Knotten på nogle kort) er en såkaldt barriere-ø hvis oprindelse kun strækker sig ca. 60 år tilbage. I starten var Stokken bredere, kortere og mere krum end i dag, men har gennem tiden udviklet sig til den langstrakte ø, vi ser i dag. Billede 6 viser Stokken set fra land.

Billede Fejl! Ukendt argument for parameter. Stokken set fra

Man kan ved at sammenligne mappens forskellige kort skabe sig en ide om, hvor hastigt Stokken udvikler sig. Det ældste kort, der danner underlaget for det geologiske jordartskort, stammer fra 1986 og kan umiddelbart sammenlignes med SOKs opmålinger i 1989. Det kan ses, at der på tre år er sket en generel kysttilbagetrækning på Stokkens nordlige og sydlige del. Endnu mere tydeligt er det på orthofotoet fra 2002 hvor det må konstateres, at især øens midterste og nordlige del er rykket længere landværts og er i færd med at indelukke den bagvedliggende lagune. Stokkens opfører sig i den forstand ikke anderledes end andre barriere-øer verden over, idet øens landværts bevægelse sandsynligvis er et resultat af det stigende havspejl (5mm/år). Et stigende havspejl bevirker at de indkommende bølgers erosionsbasis forskydes længere og længere mod land, således at øens kystværts side populært sagt bliver ædt op. Det sediment, der bliver eroderet, går i de fleste tilfælde ikke tabt, da det enten bliver transporteret langs med eller over barrieren. Det sediment der transporteres langs med barrieren aflejres ved øens spidser og danner især i Stokkens nordlige ende fine krumodder. Sedimentet kan også transporteres henover barrierens ryg og aflejres på øens bagside, enten ved hjælp af vindens virke eller ved situationer med kraftig vind hvor bølger overskyller barrieren. Ved disse overskyl transporteres sedimentet med henover over barrieren og lægger sig som såkaldte overskylstunger på øens bagside. Man kan groft sagt sige, at det er den langsgående transport af sediment der har gjort Stokken længere, mens overskylsprocesser og vin-dens virke får øen til at bevæge sig landværts. Det er muligt at Stokkens landværts bevægelse på et tidspunkt vil medføre at den bliver landfast, eller ”smelter sammen”, med Læsø og den bagvedliggende lagune vil til sidst lukkes helt af. En sådan sammensmeltning og laguneaflukning er en almindelig udvikling for en barriere-ø.

26

Vesterø Sønderland – en barriere odde Noget tilsvarende er tidligere hændt i Vesterø Sønder-land. Vester Nyland i den nordlige del af området er en ældre barriere-odde der i dag helt er smeltet sammen med det daværende marine forland. Lagunen der lå bag Vester Nyland, kaldet Kirkefloden, har tid-ligere haft forbindelse med havet i sin nordlige ende, som det ses på Billede 7, men fremstår i dag som en brakvandssø der kun lejlighedsvist får tilført saltvand ved større overskyl.

Sønder Nyland - holmdannelse Sønder Nyland ligger i områdets sydøstlige del og adskiller sig fra Stokken ved at være en holm, dvs. at den har en fuldstændig anden dannelses- og udvik-lingshistorie. Holme er en akkumulationsform, der hovedsageligt er et produkt af tilgroning og landhævning mere end på-lejring af sand. Holmedannelsen starter omkring en gruppe af større sten, hvor sediment kan samle sig. Når der er akkumuleret tilstrækkeligt med sediment, kan vegetationen indvandre og holmedannelsen kan tage fart. Vegetationen langs holmens kanter fanger opslemmet sediment, når havet tiltider oversvømmer

Billede Fejl! Ukendt argument for parameter. Vester Nyland. Det skraverede areal angiver områdets udbredelse i slutningen af 1800-tallet. Billedet er taget i 2002 og stam-

Billede 8 Sønder Nyland. Bemærk den muslingeformede tilvækst på holmens østlige side. Billedet er taget i 2002 og stammer fra DDO©, COWI.

27

holmen, ved at nedsætte vandets strømningshastighed. Holmens tilvækst sker hovedsageligt langs kanterne og i mindre grad i højden. Den højdetilvækst der måtte forekomme skyldes især den loka-le landhævning og i mindre grad pålejringen af organisk og/eller mineralsk materiale. Den gradvise tilvækst langs kysten afstedkommer, at holmen får et karakteristisk udseende set fra luften, nemlig som en muslingeskal, se Billede 8.

Jordarter Vesterø Sønderland består hovedsageligt af saltvands sand (HS) med enkelte kystparallelle klitræk-ker bestående af flyvesand (ES). Der er ikke lavet jordartskortlægning for Stokken, men området må formodes også at bestå af saltvandssand.

Geologiske interesseområder Stokken er muligvis den største barriere-ø i de indre danske farvande. Området er interessant set fra et kystdynamisk synspunkt med barriere-ø og krumodde dannelse.

15 Rønnerne

16 Borfeld

28

21 Skagen Plantage Forholdene i Skagen plantage er parallelle til Bunken Plantage, som omtales nedenfor. Dog med den forskel, at Skagen plantage rækker fra kyst til kyst, hvorfor en række havklitter langs Skage-rakkysten afslutter området mod vest. Området er dækket af talrige store parabelklitter, hvoraf de østligste er delvis forsvundet i Kattegat. Sandmilen er en delvis udæmpet vandreklit, der dog som Råbjerg Mile er berøvet mulighed for sandtilførsel bagfra. Højden af klitterne når max. 24 m oh. i Rødstenklit og Flagbakken. Under og bag havklitterne er grusede/stenede strandvoldsdannelser almindelige. I klitterne ses samme sted ofte dm tykke horisontale lag af martørv. Martørv er mosetørv dannet i lavningerne mellem rimmer (strandvolde), der senere er blevet dækket af flyvesand, hvorved tørven er presset sammen til en fast masse. Jordbunden er i resten af plantagen helt domineret af magert grågult fly-vesand, til flere meters dybde. Podsoleringen af sandet er svag eller helt manglende. En overfladisk grundvandstand har nødvendiggjort omfattende vandregulering ved grøftning. Sær-lig plantagens sydlige del har tendens til at blive vandlidende.

Særkort På særkortet findes indteget jordbundshullernes placering. Der er i alt udført 39 huller i Skagen plantage. En enkelt profilbeskrivelse findes i ”Jordprofilsamlingen for Nordjyllands distrikt”.

Geologisk jordartskort Det geologiske jordartskort viser at Skagen Plantage helt og aldeles domineres af flyvesand (ES). Enkelte steder langs plantagens kystlinie mod Nordsøen findes afblæste tunger, hvor det underlig-gende havaflejrede sand (HG) findes som overflademateriale. Ferskvandstørv findes i plantagens nordvestlige del nedenfor Pælebakke Klit.

22 Bunken Klitplantage Plantagen er i hele sin udstrækning beliggende på flyvesandsdækket hævet stenalderhavbund på Skagens Odde. Området er udformet som en flad klitslette, hvorpå der navnlig i den vestlige del findes talrige veludviklede parabelklitter, her i blandt Danmarks eneste aktive og mest prominente - Råbjerg Mile. Terrænhøjden er på klitsletten 10-l5 m oh. og op til 30 m oh. i klitterne (Råbjerg Mile). Bunken og Skagen plantager er placeret på Skagens Odde, hvor denne voksede videre mod nordøst fra en flakø (sandbanke med underlag af yngre Yoldialer) nord for Gårbo Sø (hvor nu Råbjerg Mile ligger). Flakøen var forinden af strandvolde og revler kædet sammen med Vendsyssel-landet mel-lem Tversted og Kvissel. Væksten videre mod nordøst skete med et system af strandvolde, der suc-cessivt lagde sig uden på hinanden. Lavningerne mellem voldene blev mosefyldte (tørv), der alt i alt senere blev til det velkendte landskab af rimmer (toppe) og dopper (lavninger). Sluttelig lagde flyvesandet sig henover odden og stabiliserede det nye land. Landhævningen siden stenalderen an-drager for Skagens Odde l3-l4 m. Råbjerg Mile er ved fredning bevaret som Danmarks sidste aktive vandreklit og er derfor ikke be-plantet. Milen er smukt parabelformet, omend fronter og sider er noget ujævne ved sammenvoks-ninger med andre klitter. Tidligere vandrede milen ca. 8 m om året i østlig retning, men stræknin-gen er i dag næppe mere end 4 m om året. Årsagen hertil er, at de områder, som normalt forsyner

29

vandreklitten med sand, i dette tilfælde er tilplantede, således at det nødvendige flyvesand til van-dringen aftager i mængde. Da vegetationen endvidere binder sandet foran milen, berøves klitten en normal udvikling, og vandringen må efterhånden antages at gå mere eller mindre i stå. I Bunken plantage er underlaget af postglaciale strand- og ferskvandsaflejringer helt skjult af et tykt lag magert flyvesand, der således afgørende dominerer jordbunden. Podsoleringen af sandet er yderst svag eller fraværende. Oplysninger om jordvandet er få. Grøfter sørger for vandreguleringen, som særlig har været nød-vendig i plantagens østlige dele samt på flade partier mellem klitterne. På vestsiden af Råbjerg Mile (mellem ”benene") samt syd for, findes nogle af Vendsyssels største søer - Milesøerne. Det er klit-søer, betinget af højtstående overfladisk grundvand. I tørke perioder kan søerne tørre delvis ud og således forsyne milen med sand. Søen Tudsehavet i plantagens nordlige del er ligeledes en klitsø, der dog i l973 var helt udtørret.

Særkort På særkortet findes jordbundshullernes placering indtegnet. Der er i alt udført 37 huller i Bunken Plantage, hvoraf et enkelt findes med en beskrivelse i jordprofilsamlingen for Nordjyllands distrikt (Granat 2005).

Det geologiske jordartskort På jordartekortet ses, at plantagen overflade udelukkende består af flyvesand (ES) på nær 2 små tørvelavninger (FT) og et par pletter med havaflejret sand (HG).

23 Råbjerg Plantage De naturhistoriske forhold her minder om Tversted plantage med hævede stranddannelser overføget af flyvesand. Jordbunden er domineret af magert sand. Øst til vest gående lavninger mellem klitter-ne er i den nordlige del opfyldt med sandet tørv. I nordvest ses et hjørne af stensletten Råbjerg Ste-ne (se omtale under Ålbæk plantage). I havstokken mellem Kandestederne og Skiveren sker det undertiden (efter storme), at det yngre Yoldialer, der som en banke var kernen i dannelsen af Ska-gens odde, blottes for sit normale dække af strandsand. Der er ikke foretaget jordbundsundersøgelse i Råbjerg plantage.

Det geologiske jordartskort Råbjerg Plantage domineres helt af flyvesand (ES). En bræmme af ferskvandstørv (FT) findes rundt om Præstesø. På afblæsningesfladen Råbjerg Stene findes havaflejret grus (HG) blottet, og øst her-for findes pletter med havaflejret sand (HS).

24 Hvide Fyr Der knytter sig ikke megen geologi til Hvide Fyr, og dog så alligevel lidt. Hvide Fyr var Danmarks første egentlige murede fyrtårn. Fyrtårnet blev opført af røde mursten, som blev berappet og hvid-tet. Tårnets platform var gjort af sandsten og bornholmsk fedtsten, og fyrgryden var gjort af kløve-de stangjern, som rummede 2-2½ tønde store stenkul, hvor kullene med håndkraft blev hejst op i en spand med en vinde. Hvide Fyr afløste i 1747 det forfaldne vippefyr. Fra www.rikkitikki.dk. Fra fyrets platform er der en flot udsigt over Grenen og det omgivende rimme-dobbe landskab.

30

Det geologiske jordartskort Fyret og arealet omkring ligger på havaflejret grus (HG).

25 Byfogedskoven Det geologiske jordartskort viser, at Byfogedskoven er anlagt på flyvesand lige som størstedele af de øvrige plantager under Nordjyllands distrikt. På trods af det er jordbunden i byplantagen væsent-lig mere frugtbar end i resten af området. Det skyldes tilstedeværelsen af et betydeligt kulturlag (sandmuld) og kunstvanding. Kunstvandingen blev påbegyndt i 1979, da det efter et par tørre somre stod klart, at vand måtte der til, hvis den for området usædvanlige frodighed skulle opretholdes. Forhistorien er den, at en grundvandssænkning som følge af øget grundvandsindvinding i omegnen, i midten af 1900 tallet havde ført til en mærkbar forringelse af vækstforholdene.

31

31 Ålbæk Plantage Plantagen er beliggende øst for Gårdbo Sø på Skagens Odde (på krumodden, se omtale under Tver-sted Plantage). Forholdene minder stort set om Tversted plantage, blot med den forskel, at Ålbæk Plantage findes på østsiden af odden med deraf følgende mindre klitformationer. Som et særlig markant landskabeligt træk kan her fremhæves stensletten ved Loddenhede, der er dannet som en afblæsningsflade af et strandvoldskompleks. Sammen med en lignende dannelse ved Råbjerg (Rå-bjerg Stene, hvis sand er blæst til Råbjerg Mile) udgør Loddenheden de største af slagsen i Dan-mark. Plantagens øvrige jordbund er domineret af magert flyvesand i l-2 m dybde. I den sydvestlige del er jordbunden af postglacialt strandsand mellem "benene" af parabelklitten Jennet klit. Strandsand antages i øvrigt at udgøre underlaget i hele plantagen. Lokalt er der rapporteret om dynd under fly-vesandet. Podsolering af sandet er svag. Sandmuld er stedvis udviklet i de vestlige dele især nær Gårdbo Sø. Plantagen gennemstrømmes af Knasborg å, som effektivt afvander Gårdbo sø til Kattegat.

Særkort På særkortet findes jordbundshullerne indtegnet, hvoraf der er 34 i Ålbæk Plantage. Af disse findes 4 præsenteret i jordprofilsamlingen for Nordjyllands distrikt.

Det geologiske jordartskort Plantagen domineres af flyvesand (ES), men i den vestlige del på de afblæste flader findes havaflej-ret sand og –grus (HS og HG) som overflade materiale.

32 Tversted Plantage Plantagen er i hele sin udstrækning beliggende på flyvesandsdækket hævet stenalderhavbund, ved roden af Skagens odde. Området er udformet som en jævn klitslette, hvor der i den nordlige del findes talrige veludviklede parabelklitter. Den sydlige del (Østerskov) har bevaret slettens karakter. Det østlige hjørne af Østerskov er placeret i det system af rimmer og dopper, der har opbygget Ska-gens Odde. Langs kysten til Tannis Bugt ses en række af havklitter. Terrænhøjderne er på klitsletten l6-l8 m oh. og op til 27 m oh. i den højeste parabelklit (Ravklit). Havklitternes højde er omkring l3 m oh. Stenalderhavets kystlinie forløber langs Vendsyssel-højlandet syd og sydvest for plantagen. Den er placeret, hvor væksten af Skagens Odde begyndte, som et drag mod flakøen (sandbanke med un-derlag af yngre Yoldialer) nord for Gårdbo Sø (hvor nu Råbjerg Mile ligger). Den gradvise land-hævning siden stenalderen bevirkede, at vestsiden af draget fortsat voksede, og det nye land blev hurtigt stabiliseret med flyvesand fra kysten. På østsiden af draget dannedes til stadighed revler og strandvolde af materialet, som blev transporteret nord om flakøen. Lavningerne mellem disse volde blev efterhånden til små langstrakte moser, der sammen senere blev til det velkendte landskab af rimmer (toppe) og dopper (lavninger). Ved den fortsatte vækst dannedes efterhånden en krumodde af strandvolde syd for flakøen, der afspærrede bugten til Gårdbo sø. Landhævningen bevirkede, at der stadig blev dannet rimmer og dopper, helt ud til den nuværende Ålbækkyst. Hævningen siden stenalderen andrager for Skagens Odde l3-l4 m.

32

Flyvesandets underlag er udelukkende postglaciale aflejringer af strandsand /grus, tørv og fersk-vandsdynd/ler. Jordbunden er præget af flyvesandet, men navnlig i Østerskoven er sandlaget ofte så tyndt (under l m), at tørv og ler/dynd får betydning for jordbundsdannelsen (se særkort). Et område langs planta-gens vestlige begrænsning har dynd og fedt ler ca. 80 cm under overfladen. Det samme er tilfældet i mindre partier nord og syd for marken i plantagens midte. Afd. syd for marken har overvejende jordbund af tørv under ca. l m flyvesand, eller med tørvelag i sandet. Vibesletten udgøres af en ste-net stranddannelse, kun dækket af 20-40 cm flyvesand. Flere steder i plantagen, navnlig i den centrale og vestlige del, træffes ½-l m nede i flyvesandet lag af mørk farvet (ofte fed) sandmuld på 10-30 cm tykkelse. Disse muldlag er dog ikke udviklet, hvor underlaget er tørv. Podsoleringen af flyvesandet er middel til middelsvær, ofte svarende til flere sandflugtsperioder, og stedvis med hårde al-horisonter i plantagens østlige del. Oplysninger om jordvandet går ud på en konstant overfladisk grundvandstand l,5-2 m under over-fladen, styret af et veludviklet grøftesystem. Plantagen har tidligere været meget vandlidende, men vandreguleringen har forbedret forholdene afgørende, således at bl.a. tørvelagene er kommet over grundvandet. Plantagens eneste søer, beliggende i det nordvestlige hjørne, er resultat af opstemning af vandløbet Hvarre-rende. Søernes vandstand vedligeholdes således af renden, som afvander en stor del af plantagens centrale område.

Særkort På særkortet findes indtegnet jordbundshullernes placering. Der er i alt udført 102 huller i Tversted Plantage, hvoraf de 3 findes i profilsamlingen for Nordjyllands distrikt. På særkortet ses endvidere særkort områder, hvor flyvesandsdækket er mindre end 1 meter og at de underliggende materialer består af ferskvandsdynd, -ler og tørv samt strandgrus.

Det geologiske jordartskort Det geologiske jordartskort viser en plantage fuldstændig domineret af flyvesand (ES), kun brudt af 3 små plamager med ferskvandstørv (FT) og en bræmme med havaflejret sand (HS) langs kysten i nordvest. Det geologiske jordartskort viser pr. definition jordarten i 1 meter dybde. Jordartskortet svarer derfor ikke overens med særkortet, der afslører flere lokaliteter, hvor flyvesandsdækket er mindre end en meter.

33 Skiverbakken Skiverbakken er en kystnær klit, der når 26 m oh. Selve Skiverbakken er 21 m oh. Flyvesandet overlejrer havaflejret sand, der er en del af det rimme-dobbe system, der udgør Skagens Odde.

Det geologiske jordartskort Jordartskortet viser, hvordan Skiverbakkens flyvesand (ES) ligger på en flade af havaflejret sand (HS), der omkranser klitten mod nord, vest og syd.

34 Skiveren Plantage Skiveren Plantage ligger på en flyvesandsslette 1 til 1,5 km fra kysten. Plantagen er forholdsvis jævn med de højeste punkter 19 m oh.

33

35 Tversted Rimmer Tversted Rimmer ligger på det system af rimmer og dopper, der har opbygget Skagens Odde. Der er gravet et enkelt jordbundshul i den skovdækkede del. Det viste flyvesand med en særdeles vel-udviklet cementeret al. Profilet findes præsenteret i jordprofilsamlingen (Granat 2005), men et bil-lede vises også her nedenfor.

Jordbundsprofil centralt i Tversted Rimmers skovklædte del. Profilet er en særdeles veludviklet podsol med et tykt morlag, tydeligt blegsandslag og underliggende udfældningslag som humus-al og jern-al. Pletterne er udtryk for, at en bakterie har omsat det organiske stof, så jordmaterialet på de steder fremstår uden humusstoffernes andel af farverne. Profilet er cementeret og derfor rodstandsende eller kraftigt rodhæmmende fra 26 cm’s dybde til 90 cm’s dybde. Dybderne regnet fra mineraljordens overflade. Foto af Henrik J. Granat juni 2005.

Det geologiske jordartskort Jordartskortet viser tydeligt rimme-dobbesystemets vekslen mellem aflange tørvefyldte (FT) dob-ber vekslende med aflange rimmer bestående af flyvesand (ES). Underlaget for både tørv og flyve-sand er strandvoldenenes havaflejrede sand (HS), der ses i den vestlige side af kortet.

36 Råbjerg Mose Råbjerg Mose ligger på det system af rimmer og dopper, der har opbygget Skagens Odde. Mosen ligger i det nationale geologiske interesseområde nr. 3. Det er derfor beskrevet bogen ”Geologisk set – Det nordlige Jylland”. Området er udpeget, fordi det viser den meget karakteristisk strand-voldsslette med rimme-dobbe landskab ved roden af Skagens Odde.

Det geologiske jordartskort Jordartskortet viser tydeligt rimme-dobbesystemets vekslen mellem aflange tørvefyldte (FT) dob-ber vekslende med aflange rimmer bestående af flyvesand (ES).

37 Videslet Engen Videslet engen er en flad slette på havaflejret sand (HS). Det er hævet havbund, der grundet land-hævningen nu er tørlagt.

38 Hirsholmene Under indlandsisens afsmeltning fra Hovedopholdslinien under sidste istid gjorde isranden et op-hold eller måske ligefrem et genfremstød og dannede randmorænebakkerne sydfor Frederikshavn

34

med Gedebjerg og Pikker Bakker som de højeste punkter. Ved samme lejlighed blev der sandsyn-ligvis dannet en morænebakke, hvor Hirsholmene kom til at ligge. Herefter steg havet i to omgan-ge. Først oversvømmede det senglaciale ishav (Yoldiahavet) store dele af Vendsyssel inklusive Hirsholmene. Efter fastlandstiden i Stenalderen blev en mindre del af Vendsyssel og Hirsholmene oversvømmet igen herunder hele det område, der senere blev til Skagens Odde. Morænebakken, som blev til Hirsholmenes stenmarker kom til så at sige til at ligge i vandkanten, så kysterosion efterhånden nedbrød bakken og kun efterlod de største sten samt underlaget for morænebakken, der viste sig, at bestå af havaflejret ler fra sidste mellemistid. Efter Stenalderens forhøjede vandstand faldt havniveauet igen og hævede det havaflejrede sand med isprængte sten og blokke op over hav-niveau. Der skete derefter en holmdannelse og de forskellige kystformationer rundt om Hirsholm opstod.

Stikket viser ”Hirsholms Fyr” og er fra Trap Dan-marks 3. udgave fra 1901. Af beskrivelsen i Trap Danmark fremgår, at Hirsholmene var det mindste sogn i landet dengang. Arealet af den beboede Hirs-holm var 42 td. land, hvoraf de 38 td. land var sten-marker. Stenmarker er netop, hvad stikket viser. Ste-nene er udvasket af moræneaflejringer som det er beskrevet i den geologiske historie ovenfor.

Det geologiske jordartskort På jordartskortet ses, at Græsholm består af havaflejret sand (HS). Den centrale del er hævet så højt, at en sparsom vegetation er etableret. Vegetationen har givet læ, så vindbåren sand fra stran-den er blevet fanget og har dannet den lille pude af flyvesand (ES), der er blevet til Hvide Sand-bakke. På Hirsholm under bebyggelsen ses en sjælden jordart. Det er en såkaldt interglacial marin aflej-ring, der i dette tilfælde vil sige havaflejret ler (QL) fra Eem Mellemistid. Aflejringen er vidnes-byrd om, at Hirsholms geologiske historie begynder for mere end 100.000 år siden før den sidste istid svøbte Danmark i kulde. Omkring kernen af ler fra Eem Mellemistid findes havaflejret sand (HS), der er skyllet sammen og hævet op over havniveau, da Stenalderhavet (Littorinahavet) trak sig tilbage. Også på Hirsholm findes en enkelt pude flyvesand (ES).

41 Tversted Klit Tversted Klit ligger langs sydvestsiden af Tversted Å, hvor denne har dit udløb i Tannis Bugt. Are-alet er i næsten hele sin udstrækning beliggende på flyvesandsdækket hævet stenalderhavbund. Stenalderhavets aflejringer findes i overfladen langs åen, fordi åens erosion har kunne holde takt med det vindbårne sands pålejring. Stenalderhavets kystlinie forløber langs Vendsyssel-højlandet syd og sydvest for Tversted Klit. Tversted Klit er således placeret ved roden af Skagens Odde, hvor væksten af Skagens Odde be-gyndte, som et drag mod flakøen (sandbanke med underlag af yngre Yoldialer) nord for Gårdbo Sø

35

(hvor nu Råbjerg Mile ligger). Den gradvise landhævning siden stenalderen bevirkede, at vestsiden af draget fortsat voksede, og det nye land blev hurtigt stabiliseret med flyvesand fra kysten. Land-hævningen siden stenalderen andrager for stedet omkring 12 m. Højeste punkt i Tversted Klit er 16 m oh. Ådalen ligger grundet Tversted Å’s erosion fra 2 til 4 m oh.

Det geologiske jordartskort Jordartskortet viser at den centrale del af arealet ligger på flyvesand (ES), men at havaflejret sand (HS) findes langs Uggerby Å og landværst for de kystnære klitter. Desuden viser jordartskortet, at kystlinien har flyttet havværts sig siden jordartskortlægningen fandt sted i slutningen af 1800-tallet. Stranden er ved Uggerby Å’s udløb blevet ca. 200 meter bredere på 100 år.

42 Uggerby Plantage Uggerby Plantage er i hele sin udstrækning beliggende på flyvesandsdækket hævet Stenalder-havbund. Generelt er klittopografien fremherskende, karakteriseret af øst-vest-gående rimmer og langstrakte parabelklitter på en jævnt mod nord hældende klitslette. Langs kysten ses en række af havklitter, der i lighed med klitområderne i V. Hanherred (pga. kystens retning) er parallelle med de bagvedliggende vandreklitter. Flyvesandet er trængt ind over Uggerby klit fra kysten ved Hirts-hals fyr, og blev østpå effektivt stoppet af Uggerby Å, som formåede at optage hovedparten af san-det. Områderne umiddelbart øst for åen er næsten frie for flyvesand, og først efter Tversted Å er der atter dannet veludviklede klitformationer. Terrænhøjderne når 24 m oh. i de højeste vandreklitter (Vagtbakker), men er l6-l8 m oh. på sletten, aftagende mod nord til 5-10 m oh., indtil havklitterne rejser sig til 10-l2 m oh. Stenalderhavets kystlinie kan ikke sikkert fastlægges i terrænet, men formodes at forløbe umiddel-bart syd for plantagen, langs nordrand en af Vendsyssellandet. Mod vest svinger kystlinien op gen-nem Lilleheden Plantage, for videre at følge kysten (den nuværende) omkring Hirtshals. Området har i stenalderen udgjort en lavvandet bugt med kyst mod den syd for liggende svagt skrånende senglaciale Bindslev-flade. Efter stenalderen begyndte Skagens Odde langsomt at dannes ved strandvolde ud fra Tversted i nordøstlig retning. Under oddens vækst blev kysten mellem Hirtshals og odden efterhånden udlignet og opfyldt af strandsand og strandvolde, som endnu genfindes i Ug-gerby Plantage (Lunerne). Retningen af Uggerby Å's udløb i denne bugt (nu Tannis Bugt) viser hvorledes den østgående materialvandring under kystens vækst, gradvist har presset åen i nordøst-lig retning (efter at have forladt Vendsyssellandet ved Uggerby). Landhævningen siden stenalderen andrager på stedet l2-l3 m. Oplysninger om plantagens undergrund foreligger ikke. En boring ved Hirtshals Havn viser over 60 m aflejringer fra tiden efter skrivekridtet blev dannet. Flyvesandets underlag er hovedsagelig postglacialt strandsand. Ved Vagtbakker træffes endvidere strandvoldsdannelser. I plantagens sydlige dele udgøres underlaget af det senglaciale Zirphæea-sand, der har jævne overgange til flyvesandet. Jordbunden er præget af de sandede aflejringer. Flyvesand og Zirphæea-sand har stor lighed med hinanden og kan næppe skelnes uden tilstedeværelse af Zirphæea-muslingen.. I plantagens kystnæ-

36

re dele er jordbunden i aflange øst-vest-gående strøg gruset. Almindeligvis mødes i 70-90 cm's dybde et lag af sandmuld (10-20 cm) i flyvesandet. Podsolering af de øverste sandlag er ubetydelig. Oplysninger om jordvandet er få. I Uggerby Plantage er den naturlige grundvandsbevægelse nogen-lunde pga. terrænets hældning mod kysten. Tidligere anlagte grøfter er i dag delvis overflødige ef-ter skovens opvækst. Området afvandes godt af flere større og mindre vandløb med nord-sydlig retning. Uggerby Å er skarpt nedskåret i landskabet har nået et modent stadium med mange slyng-ninger. Udløbene til Tannis Bugt er præget af den øst-gående materialvandring.

Særkort På særkortet er indtegnet jordbundshullernes placering. Der er i alt udført 32 huller i Uggerby Plan-tage. Heraf er de 3 præsenteret i jordprofilsamlingen for Nordjyllands distrikt.

Det geologiske jordartskort Jordartskortet viser en plantage domineret af flyvesand (ES). Langs sydranden ses Yoldiasandet (YS), der er aflejringer fra det senglaciale ishav. Overgangen fra flyvesand til Yoldiasand er sand-synlig sammenfaldende med stenalderhavets kystlinie. Aflejringer fra Stenalderhavet i form af ha-vaflejret sand (HS) ses syd for Uggerby Plantage, hvor Uggerby Å smyger sig op ad skovgrænsen. Hvor Uggerby Å forlader Uggerby løber den i en bugt, som Stenalderhavet har dækket.

43 Lilleheden Plantage Lilleheden Plantage er i en stor del af sin udstrækning beliggende på flyvesandsdækket hævet stenalderhavbund, men har det sydvestlige hjørne placeret på en senglacial havflade, næsten fri for flyvesand. Generelt er klittopografien fremherskende, karakteriseret af øst-vest-gående rimmer og langstrakte parabelklitter på en jævnt mod nord hældende klitslette. Langs kysten ses en række af havklitter, der i lighed med klitområderne i V. Hanherred (pga. kystens retning) er parallelle med de bagvedliggende vandreklitter. Flyvesandet er trængt ind over Uggerby Klit fra kysten ved Hirts-hals Fyr, og blev østpå effektivt stoppet af Uggerby å, som formåede at optage hovedparten af san-det. Områderne umiddelbart øst for åen er næsten frie for flyvesand, og først efter Tversted å er der atter dannet veludviklede klitformationer. Terrænhøjderne når 25 m oh. i de højeste vandreklitter i den østlige del af plantagen, men er 14-l6 m oh. på den senglaciale havslette i den sydvestlige del af plantagen. Stenalderhavets kystlinie kan ikke sikkert fastlægges i terrænet, men formodes at forløbe umiddel-bart syd for Lilleheden Plantages østlige del langs nordranden af Vendsyssellandet. Mod vest svin-ger kystlinien op gennem Lilleheden Plantage, for videre at følge den nuværende kystlinie omkring Hirtshals. Området har i stenalderen udgjort en lavvandet bugt med kyst mod den syd for liggende svagt skrånende senglaciale Bindslev-flade. Efter stenalderen begyndte Skagens Odde langsomt at dannes ved strandvolde ud fra Tversted i nordøstlig retning. Under oddens vækst blev kysten mel-lem Hirtshals og odden efterhånden udlignet og opfyldt af strandsand og strandvolde, som endnu genfindes i Lillehede plantage (Stenrøgler) og Lunerne mellem Lilleheden Plantage og kysten. Landhævningen siden stenalderen andrager på stedet l2-l3 m. Oplysninger om plantagens undergrund foreligger ikke. En boring ved Hirtshals Havn viser over 60 m aflejringer fra tiden efter skrivekridtet blev dannet.

37

Flyvesandets underlag er hovedsagelig postglacialt strandsand. I det nordvestlige hjørne af Lillehe-den plantage træffes endvidere strandvoldsdannelser. I plantagens sydlige og sydvestlige dele udgø-res underlaget af det senglaciale Zirphæea-sand, der i Lillehedens sydlige del ligger nær overfladen og har jævne overgange til flyvesandet. I et område ved Kjul Å (omkring Helligkilde) træffes ældre Yoldialer under et tyndt dække af Zirphæea-sand. Jordbunden er præget af de sandede aflejringer. Flyvesand og Zirphæea-sand har stor lighed med hinanden og kan næppe skelnes uden tilstedeværelse af Zirphæea-muslingen. Kun i området ved Helligkilde er jordbunden af stenet fedt blåler. I plantagens kystnære dele er jordbunden gruset i aflange øst-vest-gående strøg. Almindeligvis mødes i 70-90 cm's dybde et lag af sandmuld (10-20 cm) i flyvesandet. Podsolering af de øverste sandlag er ubetydelig. Oplysninger om jordvandet er få. Tidligere anlagte grøfter er i dag delvis overflødige efter skovens opvækst. I Lilleheden plantage ved Kjul Å findes kilden Helligkilde, der er betinget af det under-liggende vandstandsende Yoldialer. Området afvandes godt af flere større og mindre vandløb med nord-sydlig retning. Kjul Å er skarpt nedskåret i landskabet og har begge nået et modent stadium (mange slyngninger). Udløbene til Tannis bugt er præget af den øst-gående materialvandring.

Særkort På kortet er indtegnet jordbundshullernes placering. Der er i alt udført 27 huller i Lilleheden Plan-tage. Heraf er de 2 præsenteret i profilsamlingen for Nordjyllands distrikt. På særkortet ses endvi-dere områder, hvor flyvesandsdækket er mindre end 1 meter og stenalderhavets formodede kystli-nie.

Det geologiske jordartskort Den vestlige del af Lilleheden Plantage domineres af flyvesand (ES). I den vestlige del ar flyve-sandsdækket tyndere end 1 meter, hvorfor signaturen for yoldiasand (YS) ses dække Lillehedens sydvestlige del. Nord for de senglaciale yoldiaaflejringer ses stenalderhavets havsand (HS), der stedvist overpræges af flyvesand (ES).

44 Nejst Plantage. Plantagen adskiller sig fra Uggerby og Lilleheden Plantager ved helt at være beliggende på den senglaciale flade. Højden er mellem 24 og 29 m oh. Jordbunden er præget af magert sand, idet et ca. l m tykt lag flyvesand dækker det senglaciale øvre Saxucava-sand og grus. I plantagens vestlige del er sandet tørveblandet. Området er, til trods for dybe grøfter, stærkt vandlidende.

Særkort 5 jordbundshuller er indtegnet på kort. Det ene er medtaget i jordprofilsamlingen for Nordjyllands distrikt.

Det geologiske jordartskort Jordartskortet viser Nejst Plantage på en ø af senglacialt yoldiasand (YS) omgivet af flyvesand og mod nord morænesand (MS) samt interglacialt ler (QL).

45 Tornby Plantage Plantagen er beliggende i et flyvesandsdækket senglacialt fladelandskab (Yoldia-fladen) langs ve-stranden af Vendsyssel-landet. Flyvesandet har lagt sig som et jævnt dække mellem store vandre-klitter, hvis fronter til en hvis grad bestemmer plantagens bugtede østlige begrænsning. I plantagens

38

vestlige del afbrydes den senglaciale flade af en skrænt, neden for hvilken er placeret en række havklitter langs kysten til Jammerbugt. Åerne Yksenbæk og Horsebæk har skåret sig ned gennem flyvesand og senglaciale lag med skarpe stejle dale, som er med til at fremhæve det kuperede klit-landskab. Terrænhøjderne Ø for skrænten varierer fra 20-40 m oh., og når toppunkter i fronterne af de store parabelklitter langs østgrænsen (Russerbakken). Havklitterne når højder på l4-l8 m oh., med sti-gende tendens fra nord til syd. Stenalderhavets kystlinie forløber inden for plantagen langs skrænten mod vest, der er den davæ-rende kystklint. Hævningen siden stenalderen andrager på stedet ca. 11 m. Oplysninger om plantagens undergrund foreligger ikke. Aflejringerne over skrivekridtet har en an-seelig tykkelse; ved plantørboligen over 70 m. Flyvesandets underlag er aflejringer fra det senglaciale hav (Yoldia-havet), som skyllede ind over Danmark efterhånden som isen smeltede. Landhævningen i forhold til dette hav har på stedet ud-gjort ca. 42 m. De senglaciale lag består overvejende af yngre Yoldialer, der er sandet i forskellig grad, og som opefter og nedefter går over i Saxicava-sand. Laget af Saxicava-sand over leret er ofte blæst af - inden flyvesandet dækkede området. I plantagens sydlige del ses enkelte partier af smel-tevandsler, der har stået som småøer i det senglaciale hav. Lag af ældre Yoldialer ses ikke i over-fladen, men er ved plantørboligen truffet i 7l m's dybde. Jordbunden er gennemgående præget af flyvesandet, som mellem parabelklitterne er l-5 m tykt. Nærheden til Yoldialeret har dog i størstedelen af plantagen haft indflydelse på vækstbetingelserne, således at Tornby Plantage jordbundsmæssigt adskiller sig fra de fleste øvrige klitplantager. I de sydligste afdelinger er flyvesandet kun ½-1½ m tykt, og leret får direkte indflydelse på jordbunds-dannelsen. I afd. nord for Købsted-Tornby-vejen er øvre Saxicava-sand bevaret som et ca. ½ m lag over Yoldialeret. Flere steder langs stenalderkystskrænten er flyvesandslaget ligeledes tyndt, idet Yoldialeret kan findes i ca. ½ m's dybde. Leret er finsandet og stift, og laget af øvre Saxicava-sand er blæst af. I afd. syd for Russerbakken og nord for Yksenbæk træffes Saxicava-sand almindeligvis inden for den øverste meter. Podsoleringen af sandet er yderst svag. Enkelte steder er der mellem flyvesand og underlag observeret middel podsolering i de senglaciale sandlag, eller tynde lag af sandmuld. Oplysninger om jordvandet er sparsomme. Generelt er områdets naturlige vandregulering god pga. det kuperede landskab, som afvandes godt af de øst-vest rettede åer. De senglaciale flade sandaflej-ringer i plantagens nordlige og nordøstlige dele er noget vandlidende, med en overfladisk grund-vandstand ca. l m under overfladen. Plantagens eneste sø er den kunstige Skidterisøen, der er anlagt i en klitlavning, var i 1973 helt tørlagt. Ud over de nævnte åer findes i plantagens sydvestlige hjør-ne et tidligere udløb fra Liver å. Det gamle udløb er parallelt med kysten, og er styret af den krafti-ge nordgående materialvandring. Åens nuværende udløb er brudt igennem stranden lidt S herfor.

Særkort På særkortet er jordbundshullernes placering indtegnet. Der er i alt udført 38 huller i Tornby Plan-tage, hvoraf et enkelt er et naturligt profil i brinken langs et tilløb til Horsebækken. I dette profil ses både flere generationer flyvesand og Yoldialer. Profilet med yoldialer samt 3 andre profiler præsen-

39

teres i jordprofilsamlingen for Nordjyllands distrikt. På særkortet er endvidere indtegnet Stenalder-havets kystlinie og områder med mindre ens 1 meter flyvesand.

Det geologiske jordartskort Jordartskortet vise en plantage, der helt domineres af flyvesand (ES), men hvor der er mange større eller mindre øer af senglacialt Yoldialer og –sand (YL og YS). Langs kysten ses nutidigt havaflejret sand (HS), der også markerer Liver Å’s gamle løb nedenfor Vagtbakke og Rævebakke.

46 Kærsgård Strand Kærsgård Strand består af en stribe havklitter ud mod Skagerak. De højeste klitttoppe når op i 12 og 15 meters over havniveau.

47 Lien Skallerup Lien Skallerup ligger nedenfor den gamle kystskrænt fra Stenalderhavets tid. Landhævning og kystudligning har dannet det marine forland med Nørlev Strand og Skallerup Strand, der siden er overføgen med flyvesand.

48 P-plads ved Skallerup indlandsklit Flyvesandet er trængt omkring 3 km ind over Yoldiafladen, hvilket er meget, når man se på hele den strækning, hvor Yoldiafladen grænser op til Vesterhavskysten. P-pladsen ligger på grænsen mellem Skallerup Indlandsklit og den vestfor liggende Yoldiaflade.

49 Areal ved Lønstrup Arealet ved Lønstrup dækker en bid af den stejle Lønstrup Klint fra det flyvesandsdækkede plateau ovenfor til stranden og kystlinien nedenfor klinten. Lønstrup Klint er så geologisk interessant at den er udpeget som nationalt geologisk interesseområde, og er derfor nøje beskrevet i bogen Geologisk Set – Det nordlige Jylland. I og tæt ved den statsejede bid af klinten ses blottede lag af Nedre Saxicavasand og Yngre Yoldia-ler. Aflejringen af Saxicavasandet og det Yngre Yoldialer fandt sted i et ishav, der dækkede store dele af det isnedtrykkede Vendsyssel i afsmeltningstiden. Saxicavasandet blev aflejret nær kysten i begyndelsen og slutningen af perioden, medens Yoldialeret blev aflejret midt i perioden , da vand-dybden var størst. Mellem det statsejede areal og den også statsejede Mårup Kirke ses der i klinten et tværsnit gennem et senglacialt søbassin. Det er aflejringer der er yngre end yoldialer og saxicavasand. Søbassinets aflejringer er ferskvandssand fra Ældre dryas, ferskvandsler og stedvis tørv fra Allerød tiden, og der oven på ferskvandssand fra Yngre Dryas. I ferskvandssandet er udviklet jordbundshorisonter fra Broncealder til det 16. århundrede før det hele blev dækket af flyvesand. Søaflejringerne er sær-ligt interessante, fordi der er fundet rester fra senglacialtiden dyreliv, bl.a. steppeegern, bæver, desman, snehare, rensdyr og fjeldrype, samt en pilespids af flint, som gav navn til Lyngby Kultu-ren.

50 Mårup Kirke Mårup Kirke ligger ovenfor Lønstrup Klint. Lønstrup Klint er voldsomt udsat for kysterosion, hvorfor kirke og kirkegård efterhånden bliver taget af havet. Ved at sammenligne gamle og nye kort ved man at kysten på stedet er rykket 1,5 til 2 meter tilbage årligt. Det sker dog ikke jævnt, for nogle år spiser havet kun knap en meter og andre år er kysten rykket 5 meter tilbage. Mårup Kirke

40

og parkeringspladsen er et meget fint udgangspunkt for en gåtur langs den nordlige del af det geo-logisk interessante Lønstrup Klint. De geologiske lag i Lønstrup Klint er beskrevet overfor Under ”49 Areal ved Lønstrup”. Lønstrup Klint hører til det nationale geologiske interesseområde nr. 10, og er beskrevet i bogen ”Geologisk Set – Det nordlige Jylland”.

På billedet ses Lønstrup Klint, Mårup Kirke og kir-kegården, hvor et hjørne er styrtet i havet. De 2 personer omtrent i centrum af billedet betragter en sprække overfladen, som sandsynligvis er begyndel-sen til det næste skred. Foto Henrik J. Granat 10.06.2005.

51 Rugbjerg Knude Fyr Rugbjerg Knude Fyr ligger på den midterste og højeste del af del af Lønstrup Klint – det geologer-ne kalder kernen af Lønstrup Klint. Kernen i den høje klint består af stejltstående flager af smelte-vandssand og smeltevandsler, der under sidste istid blev skubbet op under et isfremstød fra nord. Den del af Rugbjerg Knudes geologiske historie er udførligt beskrevet i bogen Geologisk Set – det nordlige Jylland og f.eks. tidsskriftet Varv 3 1986 (Pedersen 1986). De stejltstående lerflager og mellemliggende sandlag med skredkegler ses bedst fra stranden. Står man imidlertid oppe på klinten ved fyret, er det flyvesandet, der falder i øjnene – i bogstaveligste forstand. De to luftfotos nedenfor viser meget kontant udviklingen fra 1992 til 2005. I 1992 var klitten høj og smal. I 2005 er klitten fladet ud – højden er aftaget, men sandet har bevæget sig bety-deligt længere ind i landet. Det skyldes ifølge en nyere undersøgelse (Rasmussen 2005), at sand-flugtsbekæmpelsen er reduceret de seneste årtier. På 1992 billedet ses en sammenhængende linie af fyrreris. Fyrreris er blevet brugt til at sandet tæt på klintkanten, hvilket bygger klinten op får sand til at styrte ned mod stranden. Den strategi er lykkes men klitten er vokset i højde til over 90 meter i 1977, fra omkring 70 meter i 1875. Udviklingen fra 1875 til 1977 kendes fordi klitten er målt op i de år i forbindelse med korttegning af hhv. målebordsblad og 4-cm-kort. Opbygningen af den høje, men smalle klit, der på et tidspunkt førte til, at fyret ikke længere kunne se fra havet, er altså et re-sultat af sandflugtsbekæmpelse gennem omtrent 100 år. I løbet af 1990’erne blev dæmpningsindsatsen reduceret dels fordi man i højere grad ønskede en naturlig udvikling af klitterne uden menneskelig indgriben og dels som en konsekvens af budget-mæssige besparelser. Reduceret dæmpningsindsats og nogle kraftige storme i de efterfølgende årti-er har ført til, at klitten er begyndt at vandre landværts og at højden er aftaget. Formentlig vil høj-den aftage til omkring klittens højde i 1875, der er udtryk for en ligevægts situation uden menne-skelig indgriben. Men hvor langt ind i landet de mange års akkumulering af sand vil vandre, førend det stabiliseres kan man kun gætte på. Rasmussen (2005). Udviklingen de seneste år har været så voldsom og givet anledning til så megen lokal bekymring, at dæmpningsindsatsen igen er optrap-pet.

41

Luftfoto af Rugbjerg Knude i 1992 (Hunderup Luftfoto). Fra Rasmussen 2005.

Luftfoto af Rugbjerg Knude i 2005 (Hunderup Luftfoto). Fra Rasmussen 2005.

52 Kajholm Kajholm ligger på den senglaciale Yoldiaflade. Det er den havbund, der blev løftet op over havni-veau, da ishavet trak sig tilbage som følge af kraftig landhævning for 12 til 13.000 år siden. I Kaj-holm Lund i arealets nordvestlige hjørne ligger det højeste punkt 26 m oh. Størstedele af det øvrige areal ligger i kote 20 til 23. De laveste dele ligger ned til den tilgrænsende å der på strækningen falder fra kote 18 til 16.

Det geologiske jordartskort Jordartskortet viser tilstedeværelsen af Yoldiasand (YS) som det geologiske materiale i 1 meters dybde i størstedelen af arealet. Langs åen findes ferskvandstørv (FT), og en hesteskoformet forma-tion af flyvesand (ES), der omkrænser Kajholm Lund.

42

53 Rugbjerg Plantage Rugbjerg Plantage ligger i et meget kuperet flyvesandspræget randmorænelandskab. Der er flere høje punkter: Plantagens højeste punkt er 59 m oh, Mulshøje er 56 m oh og Stenhøje er 48 meter over havniveau. Man må regne med, at disse høje punkter sammen med kernen af randmorænebak-ken under Rugbjerg Knude Fyr har ligget i centrum af en ø, som ragede op i det senglaciale ishav. Det øst-vest rettede højdedrag i centrum af plantagen skyldes derfor i højere grad det underliggende morænelandskab end flyvesandsdækket. Der er gravet et jordbundsprofil i plantagen mellem Muls-høje og Stenhøje. Profilet viser, at kun 50 cm flyvesand dækker skråtstillet smeltevandssand på det sted. (Granat 2005).

Kig fra stranden op på klinten nedenfor Rugbjerg Plantage. Til venstre ses skråtstillede lerlag (grå) og sandlag (gule). Til højre ses en forkastning i omtrent vandrette lerlag og sandlag. Foto af Henrik J. Granat juli 2005. Går man gennem skoven ud til kanten af klinten, er der en fantastisk udsigt dels over havet men også mod Rugbjerg Knude fyr. Se billede på forsiden af denne rapport. Det er muligt at gå ned på stranden og få et indblik i, hvordan Lønstrup Klint er opbygget. Klinten består af stejltstående fla-ger af smeltevandssand og smeltevandsler, der under sidste istid blev skubbet op under et is-fremstød fra nord. Klintens geologiske historie er udførligt beskrevet i bogen Geologisk Set – det nordlige Jylland og tidsskriftet Varv nr. 3 fra 1986 (Pedersen 1986).

54 P-plads ved Kodal P-pladsen ligger i et mindre dramatisk morænelandskab end randmorænebakkerne ved Rugbjerg mod nord. Terrænet er jævnt i på kanten af den ca. 20 m høje kystklint. P-pladen ligger på smelte-vandssand (DS), medens selve Kodal er en tørvefyldt lavning få hundrede meter mod nordøst. P-pladsen ved Kodal er et særdeles godt udgangspunkt for en gåtur langs stranden til Rugbjerg Knude, der ligger 6 til 7 km nord for. Kystklinten nedenfor Kodal består ikke af isoppressede ler- og sandflager som ved Rugbjerg Knude. Derimod findes Yngre Yoldialer og Øvre Saxicavasand. Det er begge havaflejringer fra det ishav, der i slutningen af istiden omkransede Rugbjerg Knude. Yoldialeret er aflejret på dybt vand langt fra kysten, medens Saxicavasandet er aflejret senere og på lavere vand da landhævningen har flyttet kystlinien tættere på stedet. I det yngre Yoldialer er det almindeligt at finde skaller af muslingen Saxicava.

43

60 Hjørring-Astrup skovrejsningsområde De erhvervede arealer i skovrejsningsområdet ligger på den senglaciale Yoldiahavbund. Terrænet er jævnt med koter fra 27 til 29 m oh. Det geologiske jordartskort viser, at det vestlige delområde består af Yoldiasand (YS), hvorigennem der snor sig en lavning med tørv (FT). I det vestlige del-område findes Yoldialer (YL). Hvis jordartskortet er korrekt er jordbunden i det østlige område fed vandlidende ler. I det vestlige område er der gravet et jordbundshul. Det viser, at jordbunden udvik-let i Yoldiasand på dette sted er en finsandet svagt udviklet podsoljord med grundvand tæt på en meter under terræn. Grundvandsspejlet skyldes sandsynligvis underliggende Yoldialer, idet den geologiske historie er den, at lerlagene er aflejret på dybt vand, medens sandet er aflejret efterføl-gende og nærmere kysten, da landet hævede sig og kysten rykkede nærmere. En profilbeskrivelse fra profilet i skovrejsningsområdet ved Hjørring findes på internettet på adressen http://www.sns.dk/udgivelser/2000/jordbund/hjo001.htm

61 Slotved Skov Slotved Skov ligger i et randmorænestrøg, der ligger mellem Hirtshals og Sindal. Randmorænebak-kerne er dannet under et genfremstød af Nordøstisen under dennes tilbagesmeltning fra Hoved-stilstandslinien. Randmorænebakkerne mellem Hirtshals og Sindal var en stor ø i ishavet for 13 til 14.000 år siden. Slotved Skov ligger klemt inde mellem Oremose Bæk i syd og et mindre vandløb langs skovens nordgrænse på den forhistoriske ø. De højeste punkter i skoven når op over 50 m oh, medens ådalene i nord og syd har koter omkring 31 m oh. Begge ådales sider er furet af erosionsda-le, hvilket er med til at giver Slotved Skov et meget kuperet terræn.

Det geologiske jordartskort Jordartskortet viser, at skoven domineres af smeltevandssand (DS) med et tyndt lag morænesand (MS) over. Ådalene i nord og syd er fyldt op med ferskvandstørv (FT).

62 Måstrup Mose Måstrup Mose ligger nedenfor Littorinaskrænten, der er Stenalderhavets kystlinie. Terrænet er fladt og ligger 16 til 17 meter over havniveau. Sydvest for mosen findes Yoldiafladen, som er det land-skab, som Stenalderhavet skyllede ind over på dette sted. Nordøst for mosen ses flyvesand, der er føgen ind over den hævede stenalderhavbund, da denne blev hævet op over havniveau. Moseåen afvander Måstrup Mose i nordvestlig retning. Det geologiske jordartskort viser, at Måstrup Mose dækkes af ferskvandstørv (FT).

63 Mosbjerg Mosbjerg ligger nordligst i de randmorænebakker, som Tolne Bakker udgør de centrale dele af. De højeste bakker når næsten op over 70 m oh. Fra et udsigtspunkt på arealet kan man se til Skagen (39 km), til Råbjerg Mile (16 km) og til Hirsholmene (19 km). De laveste dele findes ved Bollehe-de Bæk 20 m oh. Mosbjerg arealet ligger i lighed med Slotved Skov i et landskab, der har været en ø i det senglaciale ishav. Ishavets hævede havbund – Yoldiafladen – ses vest for Mosbjerg arealet. Nordøst for Mos-bjerg arealet ligger det landskab, der opstod efter Stenalderhavets bund blev hævet op over havni-veau. Selve Mosbjerg arealet er meget kuperet. I den sydvestlige del ses aflange bakkestrøg oriente-ret i nordvestlig til sydøstlig retning. Det er randmorænebakkernes kamme, der vidner om et ispres fra nordøst. I den østlige del af området forstyrres bakkernes orientering af nordøstrettede dale. Det

44

er erosionsdale, der har furet Littorinaskrænten. Bakkerne i Mosbjergarealets østlige del er såkaldte falske bakker, fordi de i højere grad skyldes erosion end aflejring.

Det geologiske jordartskort Jordartskortet viser at Mosbjergarealet består af smeltevandssand (DS) overlejret med et tyndt lag morænesand (MS). Der er flere pletter med smeltevandsler (DL) i området. Disse aflejringer har været udnyttet til teglværksler. Der findes da også flere lergrave i området. Dalen med Bollehede Bæk dækkes af ferskvandstørv (FT).

Gravhøjene ligger som perler på en snor og pryder randmorænebakkerne ved Oldtidsstien. Foto af Henrik J. Granat, juni 2005.

Geologiske interesser Mosbjerg ligger i det nationale geologiske interesseområde nr. 3. Det er derfor beskrevet bogen ”Geologisk set – Det nordlige Jylland”. Området er udpeget, fordi det viser den gamle kystskrænt foran den meget karakteristisk strandvoldsslette med rimme-dobbe landskab ved roden af Skagens Odde.

64 Ørvadgård Ørvad ligger i Tolne bakker, der er randmorænebakker dannet under et genfremstød af Nordøstisen under sidste istid. Arealet er kraftigt præget af erosion i dalsiderne ned mod Grårup Bæk. Bakkerne langs ådalen kaldes derfor falske bakker. Det giver et kuperet terræn, hvor de højeste punkter er omkring 60 m oh. og de laveste punkter ligger selvsagt i ådalen omkring 30 m oh. Området består af smeltevandssand (DS) overlejret af et tyndt dække af morænesand (MS). Ådalens bund dækkes af ferskvandstørv (FT).

65 P-plads ved Åsted Ådal P-pladsen ligger på en moræneflade nordfor randmorænebakkerne, der har Flade Bakker i centrum. Koten er omtrent 45 m oh. Jordartsen er smeltevandsler (DL), samt ferskvandstørv i ådalen.

66 Areal ved Sulbæk Sulbæk ligger i et strandvoldslandskab, der er dannet i takt med at Stenalderhavet har trukket sig tilbage. Arealet ligger således på en Littorinaflade med flere terrasseniveauer, der dog mange steder er overføgen med flyvesand. Sulbækken følger arealets nordkant, men bækken forlægges derefter lidt mod syd, hvilket sandsynligvis skyldes en sydgående kystnær strøm.

45

Det geologiske jordartskort Arealet er dækket af flyvesand (ES). Østfor findes ferskvandstørv (FT), der udfylder er dobbe, og vestfor er flyvesandsdækket tyndere end 1 meter, så der på jordartskortet ses en blå signatur for havaflejret sand (HS).

Geologiske interesser Sulbæk ligger i centrum af det nationale geologiske interesseområde nr. 4. Det er derfor beskrevet i bogen ”Geologisk set – Det nordlige Jylland”. Sulbæk er en instruktiv lokalitet at bruge som ud-gangspunkt, hvis man vil studere terrasseniveauer afsat først af det senglaciale Yoldiahav og senere det af postglaciale Littorinahav.

67 Solsbæk Strand Solsbæk Strand ligger på en Littorinaflade, der er hævet efter Stenalderen. Jordarterne er flyvesand (ES) og havaflejret sand (HS). Solsbækken køber i den tørvefyldte dobbe landværts for Solsbæk Strand arealet, og finder ud til Læsø Rende i den nordlige del af arealet, hvor der er et gab i kyst-klitrækken.

68 Lunken Lunken ligger i lighed med Sletningen i randmorænebakkerne Jyske Ås. Det er et randmoræne-strøg, der kan forbindes med randmorænebakkerne i Gribskov på Nordsjælland. Af den grund kal-des strøget for Vendsysel-Gribskov linien. Randmorænebakkerne er dannet under et genfremstød af Nordøstisen for 16 til 15.000 år siden. Se det palæografiske kort under beskrivelsen af Sletningen. Lunken er meget kuperet, med de højeste punkter omkring 80 m oh i den nordvestlige del, og de laveste punkter langs Nymølle Bæk langs arealets østrand.

Det geologiske jordartskort De geologiske jordarter er overvejende smeltevandssand (DS), men også smeltevandsgrus (DG) og smeltevandsler (DL) findes i området. Sidstnævnte er udnyttet i en lille nu opgivet råstofgrav ved vejen lige vest for naturskolen.

I smeltevandssandet findes veludviklede podsoller med tydelige blegsandslag, humus-al og jern-al. Vejprofil i bøgeskoven mellem Lunken og Grydbæk. Foto Henrik J. Granat august 2004.

69 Slettingen Sletningen ligger i lighed med Lunken i randmorænebakkerne Jyske Ås. Sletningen er meget kupe-ret, med de højeste punkter tæt på 100 m oh i den sydøstlige del del, og de laveste punkter i et mo-seområde langs arealets vestrand.

46

Det geologiske jordartskort De geologiske jordarter er overvejende smeltevandssand (DS), men også smeltevandsgrus (DG), ferskvandstørv (FT) og ferskvandsgytje (FP) findes i området. Smeltevandsgruset udnyttet i små råstofgrav flere steder på arealet.

Jyske Ås er et randmorænestrøg, der kan forbindes med randmorænebakkerne i Gribskov på Nordsjælland. Af den grund kaldes strøget for Vendsysel-Gribskov linien. Randmorænebakkerne er dannet under et genfremstød af Nordøstisen for 16 til 15.000 år siden. Udsnit af kort fra ”Danmark i Istiden – En tegneserie” af Houmark-Nielsen 1989.

47

71 Blokhus Plantage I forbindelse med driftsplanlægningen i 2005 er der sket nogle administrative ændringer, således at de arealer, der nu administreres under navnet Blokhus Plantage udover selve plantagen også indbe-fatter arealer ved Rødhus og Rødhus Klit samt arealer i Lundergård Mose. De nye administrative grænser fremgår af jordartskortet. Selve Blokhus Plantage er beliggende i et typisk flyvesandslandskab, hvis østlige del har underlag af istidslandskab, mens den vestlige del er placeret på hævet stenalderhavbund. Langs kysten ved Jammerbugt findes, efter en bred strand, en række havklitter. Disse efterfølges mod øst af en klit-slette med en række af parabelklitter op mod skrænten til istidslandskabet. Dette er den sydlige del af Saltum-moræneøen, der i Blokhus Plantage til dels er skjult af et jævnt flyvesandsdække i vest og dels af store parabelklitter i øst og nord. Terrænhøjderne varierer på moræneøen fra l2 m oh. på klitfladen i syd til 30 m oh. i klitterrænet i nord. Havklitterne når højder på l2 m oh., mens de bagvedliggende parabelklitter er 20-24 m oh. Klitslettens niveau er på ca. 10 m oh. Stenalderhavets kystlinie forløber på plantagens område neden for moræneøen. Linien kan følges sikkert i plantagens nordlige dele, hvor lave skrænter er udviklet. Mod syd drejer linien antagelig østpå til Hunetorp. Herfra fortsætter en i stenalderhavet dannet sandtange mod syd, der afspærrede baglandet fra forbindelse med Skagerak. En detaljeret gennemgang af sandtangens historie ses i afsnittet om Tranum Plantage. Landhævningen siden stenalderen andrager i Blokhus plantage 7-7,5 m. Oplysninger om plantagens undergrund foreligger ikke. Istidsaflejringerne hviler overalt på skrive-kridt. Flyvesandets under lag er på morænelandet sandet moræneler samt bakkesand og -grus. På klitslet-ten er underlaget strandsand. Jordbunden er overvejende præget af flyvesand, og kun langs stenalderkysten og i den nordlige del er flyvesandslaget under l m tykt. Her får istidslagene betydning for jordbundsdannelsen. Langs skrænterne haves i afd. 1048 ler, som kun er let sandet. I afd. 1047 dominerer sandet ler, kun med et mindre parti bakkegrus i afd.'s østlige del. I plantagens nordlige del er afd. 104l domineret af sandet ler, mens afd. 1040 har kraftige grusede indslag. Alle afd. nord her for har overvejende san-det ler nær overfladen og l039 en gruset jordbund. I den nordlige halvdel af plantagen er det almindeligt, på overgangen mellem flyvesand og is-tidslag, at der findes et 10-30 cm tykt sortbrunt muldlag. I plantagens øvrige del er der ofte, ca. ½ m nede, udviklet et lag af sandmuld (humøst sand) (10-20 cm) i flyvesandet. Podsolering af områdets sand er svag eller manglende. Angående jordvandet ser det ud til, at der i plantagens sydlige del normalt er en overfladisk grund-vandstand på 75-l00 cm under overfladen. Dette forhold har betinget en kunstig vandregulering ved grøftning. Plantagens nordlige del har ikke problemer med konstant høj grundvandstand pga. den gode naturlige vandbevægelse i istidslagene. Plantagens søer er lavvandede grundvandsbetingede klitsøer på sletten mellem havklitterne og kystskrænten.

48

I Rødhusområdet og Rødhus Klit er forholdene helt parallelle til Tranum Plantage (se efterfølgende afsnit herom). Lundergård Mose arealerne er en lille del af en meget stort sammenhængende mose, der er opstået på den hævede havbund fra Stenalderen.

Det geologiske jordartskort Jordarterne i selve Blokhus Plantage er flyvesand (ES) i varierende tykkelse. I morænelandskabet er flyvesandsdækket pletvis mindre end 1 meter. Istidsaflejringerne under flyvesandet er smelte-vandsgrus (DG) og smeltevandssand (DS) ofte med et tyndt lag morænesand (MS) ovenpå. Jordart-signaturer markeret med fede typer og farvesignaturen betegner jordarten i 1 meters dybde, medens jordartssymbolet med almindelig skrift fortæller om jordarten i overfladen. Littorinaskrænten mar-kerer sig som to aflange plamager med morænesand (MS). Mellem Littorinaskrænten og rækken af kystklitter findes pletter med havaflejret sand (HS), der også findes langs kysten. Rødhus og Rødhus Klit domineres af flyvesand (ES) med få steder, hvor det underliggende ha-vaflejrede sand (HS) ligger i mindre end 1 meters dybde. Arealerne i Lundergård Mose er dækket af ferskvandstørv (FT).

Særkort Kortmateriale: Kort med indtegning af jordbundshullernes placering. Der er i alt udført l38 huller i Blokhus plantage. Endvidere særkort over jordbunds- og terrænforhold.

72 Tranum Plantage I forbindelse med driftsplanlægningen i 2005 er der sket nogle administrative ændringer, således at hele Tranum Plantage komplekset administreres under navnet Tranum Plantage. Det indbefatter udover Tranum Plantage vestlig, østlig og sydlig del også Udholm Mose, Brede Sande og en del af det der førhen hørte under Rødhus Plantage. De nye administrative grænser fremgår af jordartskor-tet, der er delt på to A3 kort, for at få det hele med. Plantagen er i hele sin udstrækning beliggende på den hævede havbund, som udgør slettearealerne mellem morænelandet ved Tranum og Blokhus. Området er over alt dækket af flyvesand, dels som et jævnt lag over sletten, og dels som vandreklitter. Langs kysten af Jammerbugt findes en række af havklitter, således at alle karakteristiske klitelementer er repræsenteret i plantagen. Terrænet er jævnt med højdevariation fra 8 m oh. (sletten) til 27 m oh. (klitter). Havklitternes højde er l5-l8 m oh. Stenalderhavets kystlinie ses ikke inden for plantagen, idet hele området var havdækket på den tid. Imidlertid blev der tidligt i stenalderen dannet en sandtange (som det i dag ses ved Ringkøbing Fjord) mellem Tranumlandet og Blokhuslandet, således at den øst og syd for liggende Gjøl Bred-ning blev afskåret fra Skagerak. Sandtangen er opbygget af revler og strandvolde, som bl.a. kan genfindes ved Alvibakker, og har på det bredeste sted antagelig været 3-4 km bred. Landhævningen siden stenalderen andrager på stedet 6,5-7 m. Oplysninger om plantagens undergrund er få. Ved den nærliggende Lundergårds mose hviler tørve-lag (ca. 2 m) flere steder direkte på skrivekridt.

49

Jordbunden er overvejende præget af flyvesand. Ved Alvibakker er der stenede strandvoldsaflejrin-ger, og i plantagens østlige dele er ferskvandsaflejringer af sand og dynd almindelige under et tyndt flyvesandsdække. I Koldmose Plantage er der observeret tørvelag, der er under l m tykke, under et ½-l m tykt dække af flyvesand. Podsoleringen af flyvesandet er beskeden. Stedvis er der udviklet 10-20 cm sandmuld) i flyvesandet som følge af agerbrug før plantagen. Oplysninger om jordvandet er få. Området har været stærkt vandlidende, og da plantagen blev an-lagt (ca. l9l8) var en omfattende vandregulering nødvendig. Der er normalt en overfladisk grund-vandstand ca. ½-l m under overfladen. I l973 dog op til 1½ m under overfladen grundet tørken.

Særkort Kortmateriale: Kort med indtegning af jordbundshullernes placering. Der er i alt udført l8 huller i Tranum Klitplantage. På samme kort er indtegnet stenalderhavets kystlinie langs det tilstødende moræneland og langs den formodede sandtange.

Geologisk jordartskort Printet af det geologiske jordartskort er delt på to A3 ark for at dække hele Tranum Plantage kom-plekset i målestokken 1:25.000. Kortene viser, at plantagen domineres af flyvesand (ES). Mange steder er flyvesandsdækket mindre end 1 meter. Det giver anledning til signaturer for havaflejret sand (HS) og ferskvandsgytje (FP). Ferskvandsgytje er en søaflejring, der består af både mineralske og organiske bestanddele. Langs plantage-kompleksets østlige rand i Koldmose og Udholm Mose findes ferskvandstørv (FT). Ferskvandstørv er også en søaflejring, men består i modsætning til gyt-jen udelukkende af organisk materiale.

73 Nybæk Plantage Plantagen er beliggende i området mellem det centrale Vendsyssel-moræneland og Saltum-øen. På dette sted har der, antagelig i begyndelsen af stenalderen, været opbygget en sandtange (som mel-lem Tranum og Blokhus), hvis vestligste del nu er borteroderet af havet. Tangen har spærret for Vildmose-arealernes forbindelse med Skagerak. Plantagen er i hele sin udstrækning placeret på denne tange. Jordbunden består af cirka en meter flyvesand over tørv af godt en meters tykkelse. Plantagen må have været meget vandlidende. Den er nu kraftigt drænet, idet Nybæk, der løber gennem plantagens sydlige del, er gravet meget dyb. Et net af dybe grøfter leder vand fra den øvrige del af plantagen hen til Nybæk. Store dele af den skovdækkede del af arealet er præget af tørvegravning. Det giver skovbunden en hullet fremtoning, idet der under granerne findes rækkevise huller omkring 2 meter brede og mel-lem 2 og 5 meter lange til omkring 1,5 meters dybde. Skovfoged Knud Larsen mener, at det kan betragtes som husmandsgravning. Det er typisk et hul, der er gravet for et enkelt års tørv for en enkelt eller et par familier. Når man graver på den måde, slipper man for vand i hullet. Til gengæld starter man fra oven hver gang. Det har været tungt ar-bejde at skulle nyttiggøre tørven med håndkraft, når den ligger under en meter flyvesand. Til gen-gæld er tørven mere kompakt og en del vand er klemt ud af den af det overliggende sands vægt. Det meste af Nybæk Plantage hørte under en enkelt ejendom, da den blev købt og nedrevet efter anden verdenskrig. Det er muligt, at tørvegravningen er sket frem til og under anden verdenskrig, hvor der var mangel på brændsel. Og det er muligt, at tørvegravningen er foretaget med betaling til

50

ejeren, idet ejendommen ved overtagelsen bestod af få matrikler, og ikke det netværk af småparcel-ler, der ses mange andre steder.

Geologisk jordartskort Jordartskortet viser, at Nybæk Plantage hviler på flyvesand (ES). Jordartskortet fortæller derimod ikke om de underliggende tørvelag, og det er en fejl.

Dette profil er gravet i kanten af et af de utallige små huller, der præger skovbilledet i store dele af Nybæk Plantage. Man kan se det lyse og svagt rødbrune flyvesand, der ligger på en næsten sort tørveflade, der tydeligvis er gravet i. Tørvene har på dette sted ligget i 70 cm’s dybde og der er på dette sted gravet 25 cm af i venstre halvdel af profilet, hvilket svarer til et spadestiks dybde. Det interessante er, at der i 23 cm’s dybde findes et sort vandret bånd. Det er rester efter et morlag og dermed en gammel overflade, der tilsyneladende er uforstyrret. Da den er uforstyrret, må den være dannet efter tørvegravningen. Sandet fra 0 til 23 cm er flyvesand. Man kan fore-stille sig, at området er dækket med sand en gang til efter tørvegravningen tid. Historien her fortalt bygger på observationer et enkelt sted. Skal man være mere sikker i sin sag, må man undersøge flere lokaliteter. Foto af Henrik J. Granat, juli 2005.

74 Munkens Klit I vest ligger rækken af kystklitter, der på arealet når op i 17 m oh. Mod øst ses en jævn flyvesands-slette med en overflade omkring 9 m oh. Munkens Klit ligger på hævet havbund, der i størstedelen af området er dækket af flyvesand (ES). I den nordlige del af området danner havaflejret sand (HS) overflade.

75 Lille Norge Lille Norge er en smal strimmel land, der strækker sig fra morænelandskabet i øst ned over Littori-naskrænten, over en havklitrække førend den brede strand og havet nås. Littorinaskrænten skjules af flyvesandet, men nordfor tæt ved Ørnbjerg markeres Littorinaskrænten af en smal bræmme af morænesand. Jordarterne er fra øst smeltevandssand (DS), smeltevandsler (DL), flyvesand (ES) og havaflejret sand (HS).

76 Fårup Klit Fårup Klit omfatter en stribe mindre arealer, der ligger på grænsen mellem kystklitter og den bag-ved liggende flyvesandsslette. Flyvesandet har morænelandskab som underlag. Terrænet ligger i de fleste tilfælde mellem 10 og 20 m oh. Jordarten er flyvesand (ES). Et enkelt areal under Fårup Klit skiller sig ud fra de øvrige. Det er det 39 meter høje Guldager, der findes bag klitbræmmen inde i morænelandskabet. Jordarten er smeltevandsler (DL). Der er en gravhøj og udsigt.

77 Pirups Hvarre Pirups Hvarre er to arealer. Det vestlige delområde dækker en bred strand, hævet havbund og et klitareal. Det ligger nedenfor Littorinaskrænten fra Stenalderen. Det østlige delområde er flyve-sandsdækket morænelandskab. Underlaget for flyvesandet er sandsynligvis morænesand (MS),

51

smeltevandssand (DS) og smeltevandsler (DL). De tre jordarter findes nemlig i det østlige delom-rådes sydvestlige del. Terrænet ligger 20 til 30 m oh. Littorinaskrænten er tydelig langs det østlige områdes vestkant, og den kan følges både nord og syd for arealet.

78 Hune Plantage Hune Plantage ligger i flyvesandsoverføgen morænelandskab. Landskabet har været en ø i stenal-deren – den samme ø - Saltumøen – som også Blokhus Plantages nordlige del ligger på. Hune Plan-tage ligger på Saltum-øens østbred med en jævn overgang til den hævede havbund mod øst. Da flyvesandet dækker det gamle landskab, er det ikke muligt at fastslå, om Stenalderhavets kystlinie forløber inden for plantagen, eller om den findes umiddelbart østfor. Terrænet ligger jævnt 12 til 18 m oh. I den nordlige del findes en klitrimme med et enkelt punkt 20 m oh.

Geologisk jordartskort Jordartskortet viser, at plantagen er dækket af flyvesand (ES) bortset fra et enkelt område med mo-rænesand (MS) over smeltevandssand (DS) i den nordvestlige del. Dette område er sammenfaldene med en ager, hvilket skyldes at jordbunden her er mere frugtbar.

Særkort Jordbundforholdene ligner Blokhus Plantage. Der er gravet et enkelt jordbundshul og udført yderli-gere 4 jordboringer jævnt fordelt i plantagen omtrent centralt i hver afdeling. Jordbundskortlægnin-gen viser, at flyvesandsdækket er mindre end 1 meter i den nordlige del af plantagen bortset fra den smalle klitrimme. Underlaget for flyvesandet er smeltevandssand. I den sydlige del er flyvesands-dækket mindst 2 meter og grundvandet ligger fra ½ til 1½ meters dybde. Det er muligt, at tørv er underlag for flyvesand langs plantagens østrand, men det er ikke påvist i jordboringer. Jordbunds-registreringerne og klitrimmens belkiggenhed vises på et særkort.

79 Grishøjgårds Krat Grishøjgård Krat ligger i den nordlige del af Store Vildmose. Tre områder i Store Vildmose er ud-peget som nationale geologiske interesseområder. Det er højmosearealerne nordøst for Åbybro og vest for Sandels Fenner, samt Grishøjgårds Krat. Af den grund er mosens geologiske dannelseshi-storie fortalt med mange detaljer i bogen ”Geologisk Set – Det nordlige Jylland”. Her gengives et kortfattet resúme: Mosens underlag er skrivekridt. Kridtet ligger få steder tæt på overfladen, men under størstedele af mosen ligger kridtet formodentlig 10 til 20 meter nede. Indlandsisen efterlod et bakket terræn, og Vildmosen lå som et næsten fladt bækken omgivet bakker. Dengang lå Vildmose-området ca. 30 m lavere end i dag, og det blev derfor dækket af det senglaciale Yoldiahav, da isen smeltede bort. I den efterfølgende Fastlandstid for omkring 12.000 år siden trak havet sig tilbage, men Vildmose-området blev dog aldrig mere tørt end, at det var i denne periode, at de ældste tørvelag blev dannet. I Stenalderen for omkring 7.000 år siden steg havet atter, og tørvene blev dækket af sand, ler og gytje fra Littorinahavet. Men også Littorinahavet måtte vige for landhævningen. Området med den nu tørlagte havbund var meget fladt med terrænforskelle mindre end een meter. Begrænset afvan-ding og høj grundvandsstand satte gang i tørvedannelsen igen. Den nye tørvedannelse begyndte for omkring 1600 f. Kr. Mosen bredte sig fra syd og voksede i diameter med 1-4 meter pr. år – hurtigst i de første år og senere med svingende hastighed alt efter nedbørens variationer. Kortet nedenfor viser vildmosens rand til forskellige tider. Grishøjgårds Krat ligger i udkanten af vildmosen. Et tværsnit af vildmosen fra begyndelsen af 1900-tallet viser lag-

52

følgen under Grishøjgårds Krat. Dengang var der øverst 0-½ m lys højmose. Højmosetørven havde muligvis kun bredt over den sydlige del af det statsejede areal eller muligvis kun til syd for arealets sydgrænse. Under højmosetørven fandtes omkring ½ meter sumptørv som igen hvilede på sand og ler fra Littorinahavet. I løbet af 1900-tallet er tørvelagenes tykkelse blevet markant mindre. Det skyldes tørvegravning, samt dræning og opdyrkning, der medfører, at tørvene nedbrydes, når luftens ilt for afgang. Mange steder i vildmosen er tørvelagenes tykkelse halveret i løbet af 1900-tallet.

På kortet ses med brun indramning det nationale geologiske interesse-område, der er sammenfaldende med Store Vildmoses udstrækning i år 1900. Den røde indramning viser Grishøjgård Krat, der forvaltes af Nordjyllands distrikt. De sorte linier angiver Vildmosens rand til for-skellige tider i kalender år før og efter Kristi fødsel. Den ældste kerne af St. Vildmose fandtes således ved Damfenner og er mere end 3500 år gammel. Først i år 500 e. Kr. når mosen ind på Grishøjgård Krats areal. De sorte alderslinier stammer fra Aaby (1990) og er gengivet i Geolo-gisk Set – Det nordlige Jylland.

Det geologiske jordartskort Jordartskortet i kortmappen viser, at hele det statsejede areal er dækket af ferskvandstørv (FT) ned til mindst i 1 meters dybde. Imidlertid svarer den oplysning ikke overens med en opmåling foreta-get af Nordjyllands Amt i 1980 (gengivet i ”Geologisk set – Det nordlige Jylland”), der viser, at tørvelagene i størstedelen af Grishøjgårds Krat er mindre end 1 meter tykke. Uoverensstemmelsen skyldes formentlig, at jordartskortlægningen i Vendsyssel skete allerede i slutningen af 1800-tallet, og at tørvelaget er sunket sammen til under en meters tykkelse i de forløbne 100 år.

Geologiske interesser Grishøjgårds Krat er det ene af 3 områder i Store Vildmose, der er udpeget som nationalt geologisk interesseområde. Områderne inklusive Grishøjgårds Krat er derfor, som nævnt ovenfor, beskrevet i ”Geologisk set – Det nordlige Jylland”. Grishøjgårds Krat rummer forholdsvis uforstyrrede mosepartier, hvilket gør stedet særlig interes-sant. Området bør derfor have lov til at udvikle sig naturligt uden form for pleje. Rydning af uøn-sket trævækst kan dog foretages efter nøje overvejelser og i særlige områder. Desuden er Grishøjgårds Krat arkæologisk interessant, fordi der findes velbevarede jernalder agre og gravhøje. Stedet var opdyrket i Jernalderen, men da mosen bredte sig ind over området, måtte jernalderfolkene fortrække. Men deres agre samt en del ting og sager blev dækket af et beskyttende lag af tørv.

80 Gjøl Bjerg Gjøl Bjerg eller Bjerget, som det retteligen hedder, er en af de mange små øer, der opstod, da havet steg i Stenalderen og blev til Littorinahavet. (Det rigtige Gjøl Bjerg ligger som det højeste punkt 32

53

m oh.) på ”naboøen” Gjøl. Havstigningen for ca. 8.000 år siden var i Nordjylland omtrent 25 meter på kun 500 år. Nogle mener, at den voldsomme globale havstigning dengang er ophav til legenden om Syndfloden. Siden hævede landet sig igen, og Bjerget ligger ligesom naboøerne Gjøl og Øland i dag omgivet af hævet havbund. Landhævningen på stedet har været 5 til 6 metersiden Stenalderen. Det havdannede land, der omkranser Bjerget skyldes ikke kun naturen. Der er omkring den lille fjord Vejlen nordfor Bjerget sket omfattende landindvinding gennem bygning af dæmninger og pumpehuse.

Bjerget med omegn som det så ud i slutningen af 1800-tallet på målebordsbladet. Den røde stiblede linie viser kystlinien i 2002 fra et orthofoto. Arealerne indenfor linien og dæm-ningen er således opstået engang i 1900-tallet.

Det geologiske jordartskort Bjergets flade top består af smeltevandssand som markeres med signaturen DS. Moræneler (ML) findes på den nordlige Littorinaskrænt. Som en hestesko omkring findes skrivekridt (SK). DS er jordartsbetegnelsen for diluvialt sand. Syndfloden er nævnt en engang tidligere i denne beskrivelse af Nordjylland distrikts sydligste areal, og nu bliver det nævnt igen: Diluvium betyder syndflod. Diluvialt sand en geologisk betegnelse, der har overlevet fra geologiens barndom. Dengang forklarede man vandaflejret sand, der fandtes i bakker langt fra både hav, floder og søer som værende syndflodssand – altså stammende fra Synd-floden. Jordartskortet er fra før inddæmningen, så Bjergeholme ligger også på jordartskortet som en ø om-givet af ”hvidt land” med symbolet X, der er kommet på i forbindelse med GEUS’s digitalisering af de gamle kort.

54

Kildehenvisninger

Litteratur Aaby, B. (1990): Geologi og mosedannelse i Store Vildmose området. I: Miljøministeriet: Landet og loven. Skovudviklingstypekatalog Læsø af Ulrik Jordprofilsamling af Granat Hansen, J.M. (1994): Læsø’s tilblivelse og landskaber – om øen der rokker og hopper. Danmarks geologiske Undersøgelse, Miljøministeriet, København. Hansen, J.M. (1995): En ø’s opståen, kystdannelse og vegetationsudvikling: Naturlige og menne-skeskabte landskaber på Læsø. Geologisk Tidsskrift 1995, vol. 2 tidsskriftet Varv 3 1986 (Pedersen 1986). Geologisk set 2005 Rasmussen, K.R. 4 august 2005 Rugbjer Knude – stor klit på vandring s. 20-23. Andersen, S. & Sjørring, S. (1992): Geologisk set, Det nordlige Jylland. En beskrivelse af områ-der af national geologisk interesse. Geografforlaget, Skov- og Naturstyrelsen. 208 s. Clemmensen, L.B., Pye, K., Murray, A., Heinemeier, J. (2001): Sedimentology, stratigraphy and landscape evolution of a Holocene coastal dunesystem, Lodbjerg, NW Jutland, Denmark. Sedimen-tology 48, 3-27. Danmarks Natur (1967): Bind 1, Landskabernes Opståen. Politikens Forlag. 448 s. DJF (2003): EM38 kortlægning i Thy Statsskovdistrikt. Upubliceret rapport fra Danmarks Jord-brugsForskning. 13 s. + bilag og data CD. Granat, H.J. (1995): Lokalitetskortlægning af skovrejsningsområdeved Lild, Hanherred statsskov-distrikt. Driftsplankontoret, Skov- og Naturstyrelsen. 8s. Granat, H.J. (2000): Jordbunden i Landskabet, Fra jordprofilbeskrivelse til træartsvalg. Drifts-plankontoret, Skov- og Naturstyrelsen. 135 s. og 8 bilag. Internetudgivelse http://www.skovognatur.dk/netpub/jordbund/ Granat, H.J. (2005): Analyse af EM38 jordbundskortlægning i Thy. Skov- og Naturstyrelsen, Driftsplankontoret, intern rapport. 18 s. og 16 kort.

55

Granat H.J. (2005): Store sten i Bulbjergs bagland, Troldsting og Tinghøj. Skov- og Naturstyrel-sen, Driftsplankontoret, intern rapport. Granat H.J. (2005): Jordbundskatalog for Thy Statsskovdistrikt. Skov- og Naturstyrelsen, Drifts-plankontoret, intern rapport. Under udarbejdelse. Gry, H. (1997): Beskrivelse til Geologisk Kort over Danmark, Kortbladet Løgstør, Kvartære aflej-ringer. DGU 1. rk. Nr. 26. Hansen, V. (1957): Sandflugten i Thy og dens indflydelse på kulturlandskabet. Geografisk Tids-skrift bd. 56. s. 69-92. Hermansen, B. (1998): Danmarks digitale jordartskort 1:25.000. Geologi, nyt fra GEUS, nr. 3 no-vember. S. 7-12. Internationalt stratigrafisk skema (2004): Geologisk Tidsskrift. December 2004, hæfte 1, sidste side. Jensen, A.M. (1973): Soil and forest produktion with special reference to sand dunes, FAO publi-kation. Jessen, A. (1920): Stenalderhavets udbredelse udbredelse i det nordlige Jylland. DGU 1920. Kristiansen, S.M., Nehmdahl, H., Greve, M.H. (2001): Elektromagnetisk jordbundskortlægning i skov med EM38-sensor. Intern rapport nr. 149, Danmarks JordbrugsForskning. 25 s. + data CD. Matthiessen, H. (1960): Limfjorden, Fortoninger og strejflys. Nielsen, A.H. (1980): Kystsikring og strandpleje. I Danmarks natur, Bind 4: Kyst, klit og marsk. Politikens Forlag 1980. Nørgård, F., Roesdahl, E., Skovmand, R. (1986): Fra vikingeborg til slægtsgård. Rasmussen, A.H. (1971): Klitskoven i Thisted Amt, Med særligt henblik på blandingsskovens muligheder. Dansk Skovbrugs Tidsskrift. Schou, A. (1949): Atlas over Danmark, I Landskabsformerne. H. Hagerup, København 1949. 32 s. Secher K. (1974): Naturhistoriske forhold i Thy distrikt, Appendix til Driftsplan Thy 1973-88. Skovreguleringen, Thy Statsskovdistrikt. 43 s. Secher K. (1974): Naturhistoriske forhold i Nordjyllands distrikt, Appendix til kapitel 1.3 i Drifts-plan Nordjylland 1974-89. Skovreguleringen, Nordjyllands Statsskovdistrikt. 38 s. Sørensen, P., Greve, M.H. (1992): Lokalitetskortlægning af Roergård skovrejsningsområde, Han-herred statsskovdistrikt. Geologisk Institut, Aarhus Universitet. 12 s.

56

Sørensen, P., Greve, M.H. (1992): Lokalitetskortlægning af Fosdal skovrejsningsområde, Hanher-red statsskovdistrikt. Geologisk Institut, Aarhus Universitet. 10 s.

Kort Forskningscenter Foulum (1996): Landskabselementer. Digitalt vektorkort. Anbefalet anvendelse 1:100.000. Fredningsstyrelsen (1984): Fredningsplanlægning og geologi. Nationale geologiske interesse-områder. Digital version. Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen 1984. GEUS (u.å): Geologiske Jordartskort, digital version, 1:25.000. GEUS (1999): Digitalt Kort over Danmarks Jordarter, 1:200 000 – Version 1.0. GEUS (2000): Geologisk kort over den danske undergrund, VARV 1992. (Digital version, copy-right GEUS 2000). KMS (u.å.): Danmark 1:25.000 (4-cm-kort). Digitalt rasterkort. I henhold til aftale G18/1997. KMS (u.å.): Danmark 1:200.000. Digitalt rasterkort. I henhold til aftale G18/1997. Pedersen, S.A.S. & Petersen, K.S. (2002): Geologisk kort over Danmark 1:50.000, Hanstholm. Copyright Danmarks og Grønlands geologiske Undersøgelse (GEUS). Smed, P. (1979): Landskabskort over Danmark, blad 1, Nordjylland, ca. 1:360.000. Geografforla-get. SOK (u.å.): Statens Oversigtskort. Digitalt vektorkort med arealer forvaltet af Skov- og Natursty-relsen.

Internet Friluftskortet: www.skovognatur.dk. Seværdigheder/Geologiske lokaliteter. Naturnet: www.naturnet.dk. Ture på egen hånd og Geologiske steder. Rikkitikki: http://www.rikkitikki.dk/Historien_om_Skagens_fyr__hvid.1105.0.html

57