Det hemmelige løb

Det hemmelige løb.indd 1 24/10/12 16.31

Det hemmelige løb. Tour de France set indefra

Om doping, løgne og viljen til at vinde for enhver prisOversat fra amerikansk af Søren markers efter:

The Secret Race. Inside the Hidden World of the Tour de France: Doping, Cover-ups, and Winning at all Costs

© tyler hamilton & Daniel Coyle 2012First published by bantham books, New York, USA 2012

this translation published by arrangement with bantham books, an imprint of the Random house Publishing group, a division of Random house, inc.

Copyright til denne udgave: © People’sPress, København 2012Redaktion: Rasmus holm-Pedersen

Faglig konsulent: Verner møllerSats: lYmi

Omslag: Rasmus FunderOmslagsfotos: © tim De Waele/Polfoto (forside) og

© Claus bonnerup/Polfoto (bagside)iSbN: 978-87-7137-293-9

1.udgave, 1.oplagPrinted in eU 2012

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. enhver

anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra

er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København Vwww.artpeople.dk

Det hemmelige løb.indd 2 24/10/12 16.31

tyler hamilton og Daniel Coyle

Det hemmelige løbtour de France set indefra

Om doping, løgne og viljen til at vinde for enhver pris

Oversat fra amerikanskaf Søren Markers

Det hemmelige løb.indd 3 24/10/12 16.31

Til min mor. – THTil Jen. – DC

hvis man begraver sandheden, vil dens kraft blot vokse sig større og mere eksplosiv, og når dagen kommer, hvor den sprænger i luf-ten, vil den tage alt med sig.

– Émile Zola

Det hemmelige løb.indd 4 24/10/12 16.31

102

KA P i t e l 5

bad News bears

måske ser det ikke sådan ud på afstand, men cykling er faktisk indbegrebet af en holdsport. Kaptajnen står på skuldrene af sine holdkammerater – sine domestiques eller opvartere – som bruger al deres energi på at give ham læ, styre tempoet, indhente udbrud samt sørge for mad og drikke. Uden for billedet befinder sig et andet hold af opvartere: Sportsdirektøren, soigneurerne, mekani-kerne, chaufførerne og hele det net af medarbejdere, som i bund og grund har samme opgave. hvert løb er en øvelse i samarbejde – hvilket giver en ubeskrivelig lykkefølelse, når det går godt, en fø-lelse af sammenhold og broderskab, som jeg ikke har oplevet uden for sporten. Én for alle, og alle for én.

US Postal anno 1999 er et af de bedste hold, jeg nogen sinde har kørt på. ikke på grund af vores præstationer, men fordi vi havde så meget sjov, mens det stod på. Når jeg ser tilbage på vores sejr i touren, er det med blandede følelser. men det var helt ærligt en fantastisk tid, vi havde sammen, dels fordi vi bare brugte de samme kneb som de øvrige hold, og dels fordi vi absolut intet havde at tabe.

Det hemmelige løb.indd 102 24/10/12 16.31

103

På holdet havde vi Frankie Andreu, feltmarskallen, styrman-den der med sin raspende stemme dirigerede alt og alle i en om-kreds af halvtreds meter. Vi havde george hincapie, Den Stille mand, som var ved at udvikle sig til en af de stærkeste ryttere i verden.

Så var der Kevin livingston, som lige var kommet fra Cofidis – han var holdets motor, både socialt og ude på etaperne. Kevin var en fantastisk bjergrytter og en lige så talentfuld komiker. Jeg har aldrig grinet så meget, som når Kevin og jeg var ude og få en øl – han kunne karikere alle rytterne på holdet (også lance, selv om han klogeligt holdt den version godt skjult). men under løbene havde Kevin en evne til at “grave virkelig dybt”, altså presse sig selv ud over grænsen for at hjælpe en kollega, især hvis det var lance, det handlede om. Kevin og lance havde en lang forhistorie. Den-gang lance var i genoptræning efter kemoterapien, var det Kevin der kørte med på hans første træningsture.

en anden rytter på holdet var Jonathan Vaughters, eller Nør-den. hvis bill gates havde været cykelrytter, ville han have min-det om Jonathan. Jonathan var en smart fyr, et naturtalent, og var blandt rytterne især kendt for fire ting: 1) sine evner som bjerg-klatrer; 2) sine superkaotiske hotelværelser, der så ud, som om en tørretumbler var eksploderet derinde; 3) sin urimelige mængder prutter, som skyldtes de mange proteindrikke, han hældte i sig; og 4) sin evne til at stille pinlige spørgsmål, især spørgsmål der handlede om doping. mens resten af rytterne bare gjorde, som læ-gerne bad os om, læste Jonathan videnskabelige bøger om sport og tilrettelagde sit eget træningsprogram. han ville altid vide, hvor præparaterne stammede fra, hvad de gjorde ved kroppen og den slags. han var mere på vagt over for doping end resten af os, men det fik ham ikke til at holde igen: han satte for eksempel ny rekord

Det hemmelige løb.indd 103 24/10/12 16.31

104

for hurtigste tid op ad mont Ventoux, en af cykelsportens hårdeste og mest berømte tinder.

Vi havde også Christian Vande Velde på holdet. han stammede fra Chicago og var en afslappet, meget talentfuld og stærk, ung rytter, hvis far, Johan Vande Velde, spillede italiensk cykelskurk i filmklassikeren Breaking Away. (Nogle af rytterne på holdet kunne filmens centrale replikker udenad). Christian var treogtyve på det tidspunkt, og det var hans andet år på de europæiske landeveje. Alt var stadig nyt for ham; han mindede lidt om en yngre udgave af mig selv.

Der var også Peter meinert Nielsen fra Danmark og franskman-den Pascal Deramé, to stærke motorer på de flade etaper, og be-hageligt selskab i øvrigt. Vores soigneurer var nogle af de bedste i branchen: emma O’Reilly fra irland og Freddy Viane fra belgien, to skarpe typer, som oven i købet havde humoristisk sans.

endelig var der den usynlige type kolleger: Den type, som ingen taler om, men som måske er den allervigtigste i det lange løb. Det er her, motoman og dr. michele Ferrari kommer ind i billedet. Jeg mødte dem næsten samtidig, i foråret 1999, mens vi forberedte os til touren.

*

Jeg mødte motoman den 15. maj i lance og hans kone Kristins hus i Nice, lige efter at jeg var ankommet fra boston. motomans fornavn var Philippe – men hans efternavn fik jeg aldrig at vide. han gik og klippede hæk, da jeg ankom. Jeg husker den omhyg-gelige måde, han svingede hækkesaksen, som om han var i gang med et meget vigtigt projekt. Philippe var en slank og muskuløs fyr med tætklippet brunt hår, høj pande og en guldørering i det

Det hemmelige løb.indd 104 24/10/12 16.31

105

ene øre. han var fransk på den cool måde, som siger: Intet, du siger eller gør, kan overraske mig.

lance gav mig et hurtigt resumé af Philippes fortid: han havde cyklet som amatør for et fransk cykelhold. han var venner med Sean Yates, et af lances engelske cykelbekendtskaber. han arbej-dede som mekaniker hos en cykelhandler i byen. han kendte de lokale veje som sin egen bukselomme og kunne vise os de bedste stigninger. lance havde hyret Philippe til at holde øje med villaen i Nice, når huset stod tomt, til at løbe ærinder samt til at tage sig af forefaldende arbejde. Philippe var tydeligvis stolt af sit job, men umiddelbart virkede lance endnu mere stolt over at kende sådan en cool franskmand. Det allersejeste var Philippes motorcykel. Jeg så den, da Philippe kørte derfra: Det var en lavtliggende chopper, glinsende velpudset og lettere skræmmende af udseende.

Kristin kom ud og hilste på os; hun var gravid i fjerde måned. huset havde de lige købt; det så ud til at have kostet ikke så lidt. Det overraskede mig ikke, at lance levede i den slags omgivelser. han havde scoret kassen, før han fik konstateret kræft, og han var god til at bruge penge. Rundt omkring på grunden var hånd-værkere i gang med at færdiggøre istandsættelsen af huset. Den ene deadline efter den anden var blevet overskredet, vi var vel i Frankrig.

Fuckin’ French, sagde lance.Jeg syntes, det hele lignede noget fra en film. Prydhave, swim-

mingpool, marmorbalkoner med udsigt ud over byens terracotta- tage og det fjerne blå middelhav. Alt dette mindede mig om, at haven og jeg også gik og drømte om at få sådan et liv en dag. Vi var enige om, at vi ikke skulle have børn lige med det samme, ikke før vi var lidt mere etablerede, og vores smag gik mere i retning af et hus på landet. men en dag ville vi også bo sådan.

Det hemmelige løb.indd 105 24/10/12 16.31

106

men lige nu handlede det om den nærmeste fremtid. Jeg havde været i boston de to foregående uger og havde ikke haft afgang til min gode ven edgar (på dette stadie af min karriere havde jeg ikke lyst til at risikere at blive snuppet med ePO i tolden, og jeg kendte ingen steder, hvor jeg kunne købe det i USA). Derfor var min hæmatokritværdi lav, og jeg havde brug for et skud – især hvis vi skulle til at træne seriøst. Da Kristin var forsvundet, vendte jeg mig over mod lance.

“hey, har du noget Poe, jeg kan låne?”lance pegede afslappet på køleskabet. Jeg åbnede det og kigge-

de ind. i døren, ved siden af en mælkekarton, stod en æske med ePO-ampuller; de lignede små soldater, som de stod der side om side og knejsede. Det overraskede mig, at lance tog opbevaring af stoffet så afslappet. De gange jeg havde haft ePO i min lejlighed i girona, havde jeg taget det ud af papæsken, pakket ampuller-ne ind i folie og gemt det af vejen bagest i køleskabet. men lance virkede meget rolig. han vidste formentlig, hvad han gjorde. Jeg snuppede en af ampullerne og sagde tak.

Det var vigtigt at være i topform, for de næste par uger ville med garanti blive travle. US Postal havde fået en overhaling og var takket være lance nu et hold, der fokuserede snævert på tour de France. Sportsdirektør Johnny Weltz var blevet erstattet af lances foretrukne mand, den netop pensionerede belgiske rytter Johan bruyneel med det gennemborende blik. Johans baggrund var helt perfekt i lances øjne: han havde kørt sammen med de spanske ge-nier hos ONCe og kendte deres system indefra. Johan havde lige-som lance styr på, hvad der gik for sig i den øvrige cykelverden; lige fra dag ét havde de to mænd en vane med at afslutte hinan-dens sætninger. Der var også kommet nye ansigter blandt holdets medarbejdere. Dr. Pedro var blevet erstattet af ONCe’s tidligere

Det hemmelige løb.indd 106 24/10/12 16.31

107

læge, en humørforladt og evigt kaffedrikkende spanier fra Valen-cia ved navn luis garcia del moral. Af rytterne fik han hurtigt øgenavnet Den lille Djævel eller El Gato Negro (den sorte kat). Dr. morals bryske stil stod i skarp kontrast til hans assistent, Pepe martís imødekommende og afslappede væsen.

Der var også sket andre forandringer. efter skandalen med Festi-na fik vi ikke længere udleveret ePO af hjælperne i forbindelse med løbene. Nu måtte vi selv tage ud og hente det. Jeg hentede mit ePO på dr. morals klinik i Valencia; andre af holdets rytte-re kørte helt til Schweiz for at købe det på apoteket, da ePO ikke var receptpligtigt der. Det nye system var angiveligt blevet indført “af sikkerhedshensyn” – for at undgå en gentagelse af skandalen i 1998. men for mig virkede det stik modsat, for nu var det rytterne, der havde ansvaret og udgifterne og løb risikoen for at blive taget i tolden. Jeg brød mig bestemt ikke om al det ekstra besvær, men jeg gjorde det. Den 25. maj kørte jeg til Valencia og hentede en æske med 20.000 enheder – nok til et par måneder – for omkring 2.000 dollars.

Der var nu seks uger, til tour de France startede, og mange ting var stadig ikke på plads. Det helt centrale spørgsmål var, om lance ville nå at blive stærk nok til at køre med om podieplaceringerne. Og var holdet stærkt nok til at kunne støtte ham? Desuden gik alle vi ryttere rundt med det samme spørgsmål i baghovedet: turde vi risikere at tage edgar med til touren? At tage det med i hold-bilerne var udelukket. men som vi havde bemærket i løbet af sid-ste års tour de France: De hold, der stadig havde ePO tilbage efter razziaen, havde haft en kæmpe fordel.

Det var her, Philippe kom ind i billedet.lance fortalte om planen, da vi stod i hans køkken: Philippe

skulle følge i hælene på touren på sin motorcykel og medbringe

Det hemmelige løb.indd 107 24/10/12 16.31

108

en termoflaske med ePO og en mobiltelefon med taletidskort. Når vi manglede lidt edgar, kunne Philippe hurtigt tilkaldes og levere varen i små portioner ad gangen. Fikst og elegant – hurtigt ind, hurtigt ud. helt ufarligt. Vi besluttede, at Philippe ikke skulle le-vere ePO til alle ni ryttere på holdet. Kun bjergrytterne – lance, Kevin og mig – ville få leverancer, da vi havde mest brug for det og skulle levere de største præstationer.* Fra nu af hed Philippe ikke Philippe mere. lance, Kevin og jeg kaldte ham i stedet motoman.

lance var helt oppe at køre, da han delagtiggjorde mig i sin plan – han elskede sådan noget hemmelig agent-pjat. Udover Johan bruyneel var det kun os tre bjergryttere – Los Amigos del Edgar – der kendte til arrangementet. Fransk politi kunne kropsvisitere os dagligt, de ville aldrig finde noget. i øvrigt var vi overbeviste om, at de fleste af de andre hold havde organiseret noget tilsvarende. Og hvorfor skulle de ikke det? lance var blevet kureret for kræft; han havde ikke tænkt sig bare at læne sig tilbage og håbe, at alt ville flaske sig. han ville selv have indflydelse på resultatet. han kunne ikke holde ud at se passivt til. Dagligt blev han hjemsøgt af spekulationer om, hvad de andre hold kunne finde på. Det var den samme mentalitet, der gjorde, at han evig og altid skulle af-prøve udstyr i vindtunnellen, altid var omhyggelig med, hvad han spiste, og hvordan han trænede. hans omgivelser regnede med, at hans perfektionisme måtte komme indefra; men jeg tror snarere, at den var resultatet af ydre påvirkninger: en angst for at blive ud-manøvreret af sine konkurrenter. Jeg begyndte at kalde fænome-net lances gyldne Regel: Uanset hvor meget man gør, gør de andre røvhuller det dobbelte.

* Kevin livingstone har aldrig udtalt sig offentligt om doping. han svarede ikke på mine anmodninger om et interview.

Det hemmelige løb.indd 108 24/10/12 16.31

109

Det var denne mentalitet, der gjorde, at lance tog kontakt til sin usynlige holdkammerat, dr. michele Ferrari. Ferrari var en fem-ogfyrreårig italiensk læge, der havde ry for at være så dygtig og opfindsom, at han på egen hånd havde skubbet cykelsporten i en ny retning. han havde arbejdet for de største hold og de bedste ryttere, han opkrævede de største honorarer og var i det hele taget så omgærdet af mystik, at han blandt rytterne var kendt som “le-genden”.

Jeg mødte Ferrari første gang i april 1999. Det skete på en raste-plads på motorvejen mellem monaco og genoa i italien. Ferrari dukkede op i en helt almindelig camper. han var ranglet, bebril-let og lignede lidt en fugl. til at begynde med var jeg lidt skuffet. med et ry som Ferraris (og med sådan et navn) havde jeg forestil-let mig, at han ville være kommet kørende i en lækker italiensk sportsvogn. men jeg indså snart, hvor god en camouflage der i virkeligheden var tale om.

Ferrari mindede ikke om nogen af de læger, jeg hidtil havde mødt. Pedro havde interesseret sig for menneskelige problemstil-linger. Ferrari betragtede sine klienter som et matematisk problem, der skulle løses. han medbragte altid sin egen vægt og fedttang til at måle rytternes fedtprocent. han havde en hæmatokrit-centri-fuge, sprøjter og en regnemaskine. Når han betragtede mig med sine mørke øjne gennem et par firser-solbriller i overstørrelse, kunne jeg næsten høre tallene snurre inde i hans hoved. i mod-sætning til Pedro var Ferrari aldeles ligeglad med, hvordan man havde det, og hvad der foregik i ens liv. han interesserede sig kun for sine klienters kropsvægt, deres fedtprocent, hæmatokritværdi og hvor mange watt de præsterede (watt er en målestok for energi og kan bruges til at sige noget om, hvor mange kræfter man læg-ger i pedalerne). holdet havde i den sidste tid forberedt sig på det

Det hemmelige løb.indd 109 24/10/12 16.31

110

257 kilometer lange liège-bastogne-liège, som lå kun seks dage forude – så jeg regnede med, at Ferrari ville blive imponeret over, hvor god form jeg var i. men da Ferrari havde målt og vejet mig, rystede han skuffet på hovedet.

Ahhh, Tyler, du er for fed.Ahhh, Tyler, din hæmatokrit er kun 40.Whatever, var min første tanke. Så sagde Ferrari noget mere:Tyler, du kommer ikke til at gennemføre løbet i Liège.Pis med dig, tænkte jeg. Ferraris skråsikkerhed gjorde mig vred.

Jeg var ikke bare et simpelt regnestykke. hvordan skulle han kun-ne vide, hvad jeg var i stand til? Og det viste sig da også, at Ferrari havde taget fejl. Jeg gennemførte løbet – faktisk opnåede jeg min hidtil bedste placering i løbet – som nummer treogtyve. Undervejs tænkte jeg på Ferrari hele tiden.

men lance elskede Ferrari. Ferrari delte lances glæde ved præ-cision og tal og nøjagtighed. Jeg fik indtrykket af, at lances for-hold til Ferrari mindede om mit eget forhold til dr. Pedro i sin tid: det var baseret på absolut tillid. Ferrari måtte have sagt til lance, at hvis han opnåede de og de målinger, så ville han have en chance for at vinde tour de France. Og det tændte lance på. han elskede at have et præcist mål at styre imod. i månederne op til touren trænede jeg hårdere, end jeg nogen sinde har trænet før. lance fokuserede på Ferraris garanti: Ram tallene, så vil det gå dig godt.*

At Ferrari spillede en afgørende rolle i lances tilværelse var

* Det gjaldt også omvendt: hvis hans målinger var dårlige, blev lance nervøs. Det blev under-streget i januar 1999 under US Postals træningsophold i Solvang i Californien. Alle holdets ryttere blev sendt ud på en 10 kilometer lang tidskørsel og fik efterfølgende taget blodprø-ver. blodprøve og tidsmåling gav tilsammen et tal, der afslørede rytternes dagsform. Da tallene var lagt sammen, lå Christian Vande Velde øverst med lance som nummer to. men i stedet for at sige det til lance manipulerede bruyneel med tallene, så lance havnede øverst. Som george hincapie fortalte Juliet macur i en artikel i New York times: “Vi sagde ikke noget til lance, da det ville have gjort ham usikker. Christian fik heller ikke noget at vide. Vi ville ikke skabe tvivl om hierarkiet på holdet.

Det hemmelige løb.indd 110 24/10/12 16.31

111

meget tydeligt, især fordi lance hele tiden talte om ham under træningen. Selv hvis ti andre mennesker gav ham det samme råd, var det først, hvis Ferrari også sagde det samme, at lance stole-de på det. Så vidt jeg kunne forstå, var lance så glad for Ferraris assistance, at han havde indgået en aftale med Ferrari om ikke at hjælpe andre tour de France-ryttere. Kevin og jeg var sikre på, at lance snakkede mere om Ferrari end om sin egen kone.

lance forsøgte ikke desto mindre at gå stille med dørene om-kring sit samarbejde med Ferrari – dog ikke altid med lige stort held:

Jonathan Vaughters: Jeg kan huske et tidspunkt under Set mana Catalana i marts 1999. marco Pantani dominerede den første bjergetape fuldstændig. han var i fantastisk form og havde gode ben. lance lå nede i midten af feltet. efter løbet satte vi os ind i holdets bil, og straks kastede lance sig ud i en ophedet telefonsamtale med en eller anden om, hvad han skulle gøre for at komme til at køre hurtigere end Pantani ved touren om tre måneder. men det var ikke en helt almindelig samtale, for lance talte i kode. Jeg husker ikke, havde der præcist blev sagt, men det var noget i retning af: “Skal jeg tage ét æble i denne uge eller to æbler i næste uge?” Da lance lagde røret på, spurg-te jeg, hvem han havde talt med. “Det rager ikke dig,” svarede han. men senere regnede jeg ud, at det kun kunne have været Ferrari.

Når man kigger tilbage på det år, indser man, hvor utroligt mange tilfældige faktorer som spillede ind i US Postals favør op til årets tour de France. Det er endnu mere fantastisk, når man tænker på, hvor afgørende det løb blev for den videre udvikling. Det var dette

Det hemmelige løb.indd 111 24/10/12 16.31

112

løb, der startede den lavine, som snart begyndte at rulle. Og det er også utroligt at tænke på, hvor tæt det hele var på at mislykkes. Det spekulerer jeg stadig på her femten år efter.

Den tredje juli begav vi os af sted mod startbyen, le Puy du Fou, hvor løbets prolog skulle køres. Det var ikke svært at se, hvilket hold der var det undertippede. De store hold – heriblandt ONCe, bane-sto og telekom – kørte i busser, der var et rockband værdigt: med senge, tjekket belysning, stereoanlæg, tv, brusekabiner og espresso-maskiner. US Postal var dem, de andre ikke ville lege med. Vi hav-de to af de mest elendige campingvogne på hele kontinentet. Den ene havde vi lejet; den anden tilhørte Julien DeVriese, holdets kra-kilske belgiske mekaniker. Vi kaldte vognen for Chitty Chitty Bang Bang, fordi alt rystede og knirkede, når bilen kørte. Køkkenskabene svingede op i selv de blødeste sving. hver en sammenføjning hvi-nede og knagede. Det larmede så meget, at man knap kunne føre en samtale hen over larmen. Julien havde én eneste regel: Ingen ski-der i vognen. Julien var meget optaget af denne regel. hver gang vi mødte ham, sagde han nemlig: “ingen skider i vognen!” med hæs stemme. Vi svarede, at lidt lort næppe kunne skade.

men jeg var så heldig at bo i den anden camper og kunne derfor ikke klage. Camper nummer to var lidt bedre, fordi vi kun boede tre ryttere i vognen – lance, Kevin og mig – samt en chauffør. Den ulækre camper rummede de seks øvrige ryttere, som måtte krybe sammen som en flok teenagere i en telefonboks. Fordelingen var af hensyn til motoman: Det var kun lance, Kevin og mig, der måtte få ePO under løbet, så det var logisk nok, at los Amigos del edgar skulle bo sammen. Det giver mindre besvær, var lances holdning. Vi sagde ikke noget til nogen, men de andre ryttere vidste godt, at der foregik et eller andet.

På trods af de elendige campere var der optimisme at spore på

Det hemmelige løb.indd 112 24/10/12 16.31

113

holdet. i tiden op til starten af tour de France kom der så godt som hver uge nyt om vores modstandere i løbet.

– i januar begyndte den franske cykelorganisation løbende at tage blodprøver på de nationale ryttere. Det blev kaldt “hori-sontalprøver” og betød reelt, at de franske ryttere ville få svæ-rere ved at slippe igennem ePO-kontrollen.

– i maj blev den belgiske stjerne Frank Vandenbroucke suspen-deret for at have købt doping.

– i juni blev marco Pantani – forrige års tour de France-vin-der, verdens bedste bjergrytter og en af lances værste rivaler – suspenderet for at have overskredet 50 procents-reglen for hæmatokritværdi. Det skete, netop som han stod til at vinde giro d’italia for andet år i træk.

– i midten af juni gengav den tyske avis Der Spiegel en rap-port, der afslørede omfattende dopingmisbrug på det store tyske telekom-hold, der talte stjerner som bjarne Riis og Jan Ullrich. Avisartiklen rummede mange detaljer, blandt andet om træningsprogrammer (på telekom kaldte man ePO for “e-vitamin”; holdet betalte langt mindre for stoffet end vi an-dre – omkring 50 dollars for 1.000 enheder; på US Postal be-talte vi næsten det dobbelte). Artiklen nævnte også, at tele-kom brugte en privat klinik; den citerede holdets trænere for, at bjarne Riis havde gennemført touren i 1995 – et løb han som bekendt ikke vandt – med en hæmatokritværdi på 56,3. Vi læste rapporten og fulgte med i den efterfølgende ballade med blandede følelser: På den ene side gjorde det os nervøse, at den slags detaljer overhovedet kunne slippe ud; på den an-den side kunne vi glæde os over, at vi ikke blev undersøgt så grundigt som de store europæiske hold.

Det hemmelige løb.indd 113 24/10/12 16.31

114

– Sidst i juni blev både Riis og Ullrich skadet under Schweiz Rundt – Riis brækkede albuen, og Ulrich pådrog sig en knæ-skade – hvilket medførte, at de ikke kunne deltage i touren.

Alt dette betød, at årets tour ville blive et af de mest åbne løb i ny-ere tid og det første løb i halvtreds år, hvor den regerende mester ikke stillede til start. lance var blandt favoritterne, kun overgået af ryttere som Alex Zülle (den tidligere Festina-rytter, som hav-de udstået sin karantæneperiode og betalt sin bøde) og den fran-ske favorit Richard Virenque (ditto) samt den spanske bjergrytter Fernando escartín, de italienske ryttere ivan gotti og Wladimir belli plus bobby Julich. løbets arrangører prøvede af alle kræfter at fremstille årets løb som en slags genfødsel af tour de France.

Som de fleste andre anså jeg lances vinderchancer som be-skedne, især fordi han endnu manglede at bevise, at han kunne følge med de store i bjergene. Jeg var også lidt nervøs ved moto-man-planen. hver gang jeg så en betjent, tænkte jeg på Philippe, som befandt sig et sted derude med sin ePO og sin telefon. hvad hvis han blev standset? hvad hvis han valgte at gå bag om ryggen på os og sladre til politiet eller pressen? motoman-planen forekom pludselig at være et meget risikabelt projekt. hvis lance var be-kymret, lod han sig ikke mærke med det. Så længe en plan funge-rede, så længe lance følte, at han var et træk foran sine modstan-dere, fejlede hans humør ikke noget. hver gang jeg luftede mine bekymringer, var han klar til at berolige mig. Det skal nok fungere. Planen er idiotsikker. Vi skal nok få de skiderikker ned med nakken. Johan bruyneel var tilsyneladende også ved godt mod.

Jonathan Vaughters: et par dage før touren opsøgte jeg Johan og spurgte, om holdet planlagde at fragte forbudte stoffer ind i

Det hemmelige løb.indd 114 24/10/12 16.31

115

Frankrig. Jeg havde oplevet, hvordan det var gået Festina, og jeg var ærlig talt pisseræd for at blive anholdt. Så jeg spørger Johan: “Vi tager ikke noget med ind i landet, vel?” Johan giver mig sit store, alvidende smil og svarer: “Du behøver ikke at bekymre dig om noget som helst.”

Pudsigt nok var touren lige ved at slutte for os, før den over-hovedet var kommet i gang. en dag eller to før starten gik, fik vi at vide af Johan, at nogle af US-Postal-rytternes hæmato-kritværdier var blevet målt til at ligge uhyggeligt tæt på 50 pro-cents-grænsen. målingerne var foretaget af tourens egne læger kort forinden. Jeg kan ikke huske de præcise tal, men de lå alle højt oppe i fyrrerne. george blev målt til 50,9 (dengang blev man kun knaldet, hvis man var en hel procent over grænsen; den blev senere sænket til 50 lige ud). ingen af os var over grænsen, men vi var meget tæt på, hvilket bekymrede UCi’s officials. især Jo-nathan Vaughters viste tegn på bekymring. Vi forsøgte at bringe situationen under kontrol på den sædvanlige måde: Ved at spise salttabletter og hælde så meget vand i os, som vi kunne. Jonathan fortalte, at han havde været på toilettet hver anden time natten inden prologen.

Kort efter var det igen lige ved at gå galt: På selve dagen for pro-logen var vi ude og studere den 6,8 kilometer lange rute en sidste gang. lance prøvede at eksperimentere med, om han kunne klare den sidste stigning i et højt gear. han befandt sig på en flad stræk-ning og kørte for fuld skrue, mens han kiggede ned på sin krank, da en telekom-bil pludselig kørte lige ud foran ham. lance ville have ramt bilen med fuld fart, hvis ikke george havde opdaget fa-ren og råbt op. lance kiggede op og nåede akkurat at ændre ret-ning. han kolliderede med bilens sidespejl og styrtede, dog uden

Det hemmelige løb.indd 115 24/10/12 16.31

116

at komme noget til. hvad var der mon sket, hvis ikke george hav-de råbt op?

lance slog til i prologen og kom i mål syv sekunder foran Zülle. Jeg tror, lance var den, der var mest overrasket over resultatet. Da han passerede mållinjen, var han helt i vildrede. Den første per-son, han omfavnede, var Den lille Djævel, dr. moral. Da lance blev interviewet lige efter prologen, opførte han sig helt kejtet og rundt på gulvet. han rablede løs om, hvor fantastisk det var for holdet, for kollegaerne, for alle og enhver. triumfen på prologen føltes uvirkelig og som en stakket frist – som en fejl i regnskabet, der hurtigt ville blive korrigeret.

to dage senere skete det omvendte. Anden etape gik gennem bretagne og over Passage du gois, en snæver dæmning, der for-binder øen Noirmoutier med fastlandet, og som kun er farbar ved lavvande. løbsarrangørerne elsker gode tv-billeder, så 80 kilome-ter inde i løbet befandt vi os i fuld fart over dæmningen, som var våd og glat. lance og george havde været smarte nok til i god tid at kæmpe sig op forrest i feltet; vi andre prøvede at hænge på og undgå at blive indblandet i et styrt. Og så skete det forudsigelige: en rytter midt i feltet styrtede. Resultatet blev et voldsomt masse-styrt, hvor ryttere sejlede gennem luften, lå rundt omkring på as-falten og blokerede vejen. Jonathan Vaughters endte med at måtte udgå af løbet. De fleste af favoritterne – heriblandt Zülle, belli og gotti – sad fast bag de styrtede ryttere. De kastede sig panikslagne i sadlerne og optog forfølgelsen, men kom aldrig op igen.

Og med ét havde lance pludselig seks minutter ned til sine vær-ste konkurrenter. De fleste mente, at det var rent held, men sådan opfattede vi det ikke, slet ikke lance. Alle havde vidst, at dæmnin-gen ville være glat. Alle vidste, at der kunne ske styrt netop der. Alle kunne have sørget for at ligge forrest. Sådan er det i et løb som

Det hemmelige løb.indd 116 24/10/12 16.31

117

tour de France: Alle kører under de samme betingelser, unfair el-ler ej. enten overlever man, eller også gør man ikke. Punktum.

men touren var jo langtfra overstået. De fleste regnede med, at ottende og niende etape ville blive udslagsgivende: Først en 56 kilo meter lang enkeltstart i metz, derpå en hviledag efter-fulgt af løbets kongeetape med stigningerne Col du télégraphe, galibier og en afsluttende stigning op til den italienske skisportsby Sestrière. i den uge, der ledte op mod de afgørende etaper, hav-de medierne travlt med at diskutere løbets tema, herunder ikke mindst to centrale spørgsmål: Var feltet rent faktisk dopingfrit? Og ville lance – som aldrig havde gjort sig bemærket på de store, europæiske bjergetaper, og hvis bedste (og eneste) tour-placering var en plads som nummer 36 – være i stand til at følge med sine rivaler i bjergene?

Vi begyndte at forberede os et par dage forinden. Over den hem melige telefon kontaktede vi Philippe, som straks kom og le-verede varen. For at undgå at blive taget med ePO på hotellet ple-jede vi at tage indsprøjtningerne i den lejede camper. Det foregik sådan her: efter en etape styrede vi direkte mod camperen for at tage bad, få noget at drikke og skifte tøj. Kanylerne lå klar i campe-ren, nogle gange skjult i vores sko i sportstaskerne.

Synet af kanylerne fik det altid til at gippe i mig. man havde lyst til bare at få indsprøjtningerne overstået og skaffe sig af med bevismaterialet. Nogle gange var det dr. moral, som gav indsprøjt-ningerne, andre gange gjorde vi det selv, alt efter hvad der var hurtigst. Og det gik stærkt – det tog højst tredive sekunder. man behøvede ikke at være særlig omhyggelig: et stik i armen eller i maven, stedet var sådan set underordnet. Vi gjorde det hurtigt til en vane at smide de brugte kanyler i en tom coladåse. hullet pas-sede lige til kanylerne – klonk, klonk, klonk sagde det, når man

Det hemmelige løb.indd 117 24/10/12 16.31

118

rystede dåsen. Coladåsen med de brugte kanyler blev behandlet med respekt. Den kunne have ødelagt hele touren for os og resten af holdet, have smadret vores fremtidige karrierer og måske have sendt os i et fransk fængsel. Når kanylerne var proppet i dåsen, krøllede vi den sammen, så den kom til at ligne almindeligt skrald. Derpå smed dr. moral den sammenkrøllede dåse ned i bunden af sin rygsæk, iførte sig pilot-solbriller og trådte ud af camperens spinkle dør til de mange fans og journalister, løbsarrangører og politibetjente, som ventede udenfor. De stod alle sammen og ven-tede på lance. ingen bemærkede den anonyme fyr med rygsæk-ken, som gjorde sig usynlig i mængden.

På ottende etapes enkeltstart klarede lance sig godt og slog Zül-le med næsten et minut (jeg klarede mig heller ikke så dårligt og kom ind på en femteplads). men det var navnlig niende etape, som alle gik og ventede på – bjergetapen til Sestrière. tour de France starter for alvor på den første rigtige bjergetape. Alle går og afven-ter dette øjeblik, da det er på denne etape, at favoritterne først for alvor afslører, hvad de agter at foretage sig i løbet.

Dagen startede koldt og vådt. Der var masser af angreb tidligt på etapen; alle skulle lige frem og vise flaget. Frankie gjorde et stort stykke arbejde oppe foran og holdt et vågent øje med udbruddene, så ingen af lances konkurrenter skulle slippe af sted. Vi prøve-de at beskytte lance så længe som muligt, men måtte give slip til sidst. lance sad nu alene i en lille gruppe af rivaler. et par ubetyde-lige ryttere stak af fra favoritgruppen. Kort efter kørte escartín og gotti, feltets bedste bjergryttere, af sted. Det var lige efter løbets drejebog: lance havde klaret sig hæderligt indtil videre, men nu kom de rigtige klatrere på banen. De fleste regnede med, at etape-sejren ville gå til enten escartín eller gotti.

men med otte kilometer tilbage af etapen skete der noget uven-

Det hemmelige løb.indd 118 24/10/12 16.31

119

tet: lance angreb, indhentede escartín og gotti og stak fra dem. han kørte alene over målstregen som dagens etapevinder. Jeg vid-ste undervejs, at lance havde en god dag. Fra min position nede i feltet kunne jeg høre jubelbrølene længere fremme på ruten. i min øresnegl kunne jeg høre Johan og thom Weisel råbe eksta-tisk. men det var først samme aften, da jeg så uddrag af etapen i tv, at det gik op for mig, hvor stærkt lance havde kørt.

“lance er lige kørt forbi i et tempo, der fik det til at se ud, som om hans rivaler holdt bomstille!” råbte cykelkommentatoren Paul Sherwen. lances angreb på escartín og gotti var endnu mere im-ponerende på grund af måden, han gjorde det på – ikke oprejst i pedalerne, som de fleste angribere plejer, men siddende i sadlen. hans kadence ændrede sig nærmest ikke. han holdt bare sit tråd og kværnede af sted, mens de andre ryttere faldt fra. Jeg vidste, hvor stærk lance var – vi havde trænet sammen side om side, dag efter dag. men her var tale om en helt ny lance, det kunne enhver se. en lance, som jeg ikke havde set før. han befandt sig på et andet plan.

tvivlerne kom straks på banen. Vi hørte senere, at der havde lydt spredt latter i presselogen, da lance angreb – ikke fordi pres-sekorpset var imponeret, men fordi man mente, at det var latterligt indlysende, at lance var dopet. Næste dag var aviserne fyldt med historier om den “overjordiske” lance, hvilket er journalist-sprog og betyder, at en rytter er dopet. Den franske avis L’Équipe mente, at lance befandt sig “sur une autre planète” – på en anden planet.

Og det blev værre endnu. Den franske avis Le Monde fik frem-gravet, at lance var blevet testet positiv for kortison efter prolo-gen, hvilket skabte kortvarigt røre. Og ikke kun for US Postal, men også for løbsarrangørerne, der ikke kunne tillade flere skandaler. lance var jo arrangørernes håb, idet han repræsenterede tourens

Det hemmelige løb.indd 119 24/10/12 16.31

120

renselse og genopstandelse efter Festina-skandalen. men pludselig var alt på vippen.

US Postal og lance greb sagen an på den simpleste facon. De opdigtede en forklaring: lance var plaget af siddesår, påstod de og fremviste en recept på en kortison-baseret hudcreme. Datoen på recepten havde de ændret.* Selv om tvivlerne påpegede, at lan-ce havde glemt at oplyse tour-lægerne om recepten på hudcreme, var der kun et par journalister, der fulgte op på historien. UCi øn-skede ikke at bringe lance i miskredit; de accepterede forklarin-gen, og den rensede og genfødte tour rullede videre.**

Fra da af blev touren en helt anden sportsgren. Nu handlede det om at styre, hvilke historier journalisterne bragte. De fleste sports-journalister foretrak at dække løbets drama og indbyggede ro-mantik, snarere end at beskæftige sig med doping. men ikke dem alle. en lille gruppe journalister ønskede kun at stille ubehagelige spørgsmål. lance kaldte denne gruppe journalister for “troldene”, og sammen legede de en meget banal leg: troldene prøvede at hive lance ned i sølet, og lance prøvede at ryste dem af sig.

til at begynde med var lance ikke særlig god til at lege med. han svarede defensivt, var ude af balance og tyndhudet. “Nu er der gået en uge, og man har ikke fundet noget,” udtalte han med skinger stemme i et interview. “i finder ikke noget. ligegyldigt om det er L’Équipe, om det er Channel 4, en spansk avis, en hollandsk

* Som US Postal-soigneur emma O’Reilly har beskrevet det i bogen From Lance to Landis: “På et tidspunkt var to af holdets officials alene sammen med lance. De talte sammen. ‘hvad skal vi gøre, hvad skal vi gøre? lad os holde mund alle sammen. Vi må ikke gå i panik. Vi fortæller alle sammen den samme historie.’” efter mødet sagde Armstrong til O’Reilly: “Så emma, nu ved du nok til at kunne smadre min karriere.”

** Der ikke noget nyt i UCi’s fremgangsmåde. i bogen massacre à la chaîne fra 1999 fortæller Festinas soigneur Willy Voet, at UCi i 1997 i forbindelse med verdensmesterskabet god-kendte en lægeerklæring vedrørende den franske rytter laurent brochards brug af lidokain – også dengang var der tale om et dokument med forfalsket dato.

Det hemmelige løb.indd 120 24/10/12 16.31

121

avis, en belgisk avis – i finder ikke noget.” en anden gang sagde han: “Jeg er aldrig blevet testet positiv. Jeg er aldrig blevet taget med noget.”

Aldrig blevet snuppet med noget?men lance lærte hurtigt reglerne for legen. Jeg husker en presse-

konference, hvor en journalist påpegede, at de fleste syntes, at hans resultater var nærmest mirakuløse. Synes han også det? lance, som ikke ligefrem er religiøs, tænkte sig om i to sekunder og sva-rede så på brilliant vis:

“Ja, det er et mirakel. For femten eller tyve år siden ville jeg ikke have været i live i dag. Og heller ikke været med i tour de France, for slet ikke at tale om at ligge som nummer et. Så ja, jeg synes også, det er et mirakel.”

Da troldene alligevel blev ved at plage ham med kortison-sagen, skiftede lance til sin foretrukne taktik: han besluttede at gå lige i kødet på dem. han lagde ud med at kalde Le Monde (en me-get respekteret fransk avis) et “formiddagsblad”, der bedrev “lo-kumsjournalistik”. hans benægtelser blev skarpere. i stedet for at vende kritikken indad, rettede han angreb mod skribenternes motiver og troværdighed. På et tidspunkt under en pressekon-ference, da en journalist fortsatte med beskyldningerne, sagde lance: “mr. le monde, beskylder De mig for at være løgner eller narkoman?”

Jeg har svært ved at forestille mig, hvad jeg ville have svaret i sam me situation, eller hvad jeg ville have gjort, hvis journalisten havde svaret: “Ja, jeg beskylder Dem faktisk for at være begge dele.” lance lærte mig, hvor effektivt et direkte angreb kan være. han slap af sted med det, fordi han selv troede på – og den dag i dag stadig fastholder – at det, han gjorde, ikke kunne kaldes snyd. For i lances univers var alle de andre ryttere også på kortison, de

Det hemmelige løb.indd 121 24/10/12 16.31

122

havde alle deres egen private motoman, og alle gjorde, hvad de kunne, for at vinde. hvis ikke de gjorde, var de i øvrigt bare en flok svagpissere, som ikke fortjente at vinde.

Jeg er sikker på, at man kunne have udsat os for den ene løgne-detektor-test efter den anden og spurgt os, om vi brugte doping, uden at vores benægtelser ville have givet udslag. ikke fordi vi hav-de et forvansket verdensbillede – vi vidste udmærket godt, at vi brød reglerne – men fordi ingen af os betragtede det som snyd. Når alle andre brød reglerne, var det vel kun rimeligt, at vi også gjorde.

Beskylder De mig for at være løgner eller narkoman?Det må have været omkring dette tidspunkt, at lance begyndte

at gå sejrrigt ud af konflikterne med pressen. han bøjede ikke af på angrebene og gav aldrig mumlende eller stupide svar, hvilket blot ville have fået troldene til at kaste sig over ham på ny. i stedet demonstrerede han, at han var anderledes end de øvrige ryttere. Og det virkede. i de følgende dage handlede avisernes historier ikke om mistanker og dopingprøver; de handlede i stedet om lan-ces kamp mod anklagerne – en kamp, som i de flestes bevidsthed kom til at minde om hans kamp mod kræften. han tog kampen op mod tvivlerne – ligesom han havde taget kampen op mod kræften – og det virkede.

men det var selvfølgelig ikke kun tvivlerne, lance måtte tage sig af. Der var også den franske rytter Christophe bassons. bas-sons var en interessant herre: et usædvanligt naturtalent (med et VO2-maksimum – en målestok for en rytters maksimale iltfor-brug – på 85, to point højere end lances niveau), som ikke blot nægtede at bruge doping, men også brød omertá’en og udtalte sig åbent om dens eksistens. hans holdkammerater kaldte ham Mon-sieur Propre – “hr. Ren Samvittighed”. lances problem var, at bas-

Det hemmelige løb.indd 122 24/10/12 16.31

123

sons ikke ville holde mund. Under touren i 1999 leverede bassons løbende klummer til avisen Le Parisien, hvori han fortalte sand-heden: At Festina-skandalen ikke havde ændret noget som helst.

lance besluttede at få styr på sagerne. Dagen efter sejren i Se-strière kørte han op på siden af bassons og sagde til ham, at hans kommentarer var ødelæggende for sporten; bassons svarede, at han blot fortalte sandheden; lance foreslog, at bassons skulle lukke røven, blande sig udenom og i øvrigt burde forlade cykelsporten.

På dette stadie kunne feltets øvrige ryttere nemt være kommet bassons til undsætning og have bakket ham op. men af en eller anden grund – måske var de bange, måske turde de ikke sætte sig op imod lances dominerende personlighed, måske var det bare af vane – holdt de sig tilbage. På resten af etapen og i løbet af den følgende dag blev det klart, at bassons stod alene. ingen tog ham i forsvar. ingen talte til ham, heller ikke rytterne på hans eget hold. bassons fattede budskabet og forlod løbet dagen efter.

midt i al postyret blev sammenholdet blandt rytterne på US Postal styrket. At lance kørte i den gule førertrøje betød, at vi skulle bruge alle vores kræfter på at forsøge at kontrollere løbet. Det blev gradvist hårdere. Vi havde allerede måttet vinke farvel til Jonathan; den næste, der måtte stå af, var Peter meinert Nielsen, som havde udviklet en væmmelig omgang senebetændelse i sit ene knæ. hver dag startede på samme måde: Johan lagde ud med at opridse en indviklet plan, der som regel gik ud på, at vi skulle dominere dagens etape. Derefter var det lances tur til at levere en pep-talk, som fyldte os med stolthed over øjeblikkets vigtighed – og med undren over, at det var holdet med de dårligste camping-vogne, som var i færd med at vinde verdens største cykelløb. Og det virkede: Dag efter dag kæmpede vi som gale og sørgede for, at lance beholdt den gule førertrøje.

Det hemmelige løb.indd 123 24/10/12 16.31

124

Som løbet skred frem, var det de ryttere, som ikke havde ad-gang til edgar, der måtte tage det største slæb. De kørte på ren og skær paniagua og puklede røven ud af bukserne, så vi an-dre prøvede at finde måder at hjælpe dem på. en aften i løbet af tourens anden uge opdagede vi, at vi lå inde med en ekstra portion edgar – det drejede sig om cirka tusind enheder. hvad skulle vi stille op med dem? Vi havde ikke lyst til at smide det ud, og vi turde heller ikke risikere at skubbe vores hæmatokrit-værdier over grænsen. Det var lance, der foreslog, at vi skulle give det til Frankie. en af os gik over på hans værelse. Frankie var allerede faldet i søvn af udmattelse, men han nikkede søv-nigt og tog imod tilbuddet.

hver dag bragte os et skridt nærmere målstregen i Paris. Vi for-søgte ikke at tænke for meget på sejren og prøvede i stedet at kon-centrere os om at holde styr på Zülle og de andre konkurrenter. men da vi kørte ind i den sydfranske by Pau den 21. juli, og lances forspring stadig var intakt – bjergetaperne var på dette tidspunkt overstået – kunne vi ikke længere holde tanken om sejr på afstand. med mindre noget gik fuldstændig galt – et styrt, sygdom eller skader – ville lance vinde årets tour de France.

eneste streg i regningen var, at en af holdets medarbejdere var tæt på at bukke under for presset: Philippe. motoman var aldeles udmattet. Jeg havde medlidenhed med ham: At holde sig i halen på tour-karavanen dag efter dag, uge efter uge, må have været opslidende. enorme menneskemængder. Afspærrede veje. ingen ledige værelser på hotellerne. Philippe havde været nødt til at improvisere og overnatte på rastepladser og parkeringspladser. i en af samtalerne med Johan eller lance indrømmede moto- man, at han var slidt helt op. han kunne ikke klare mere. men på dette tidspunkt var sejren så godt som hjemme. med en uge

Det hemmelige løb.indd 124 24/10/12 16.31

125

tilbage af løbet fik motoman besked på, at han kunne tage retur til Nice.*

Kort før løbets afslutning foreslog lance, at det ville være fint, hvis vi kunne takke Philippe for hans store indsats på en eller an-den måde. Vi vidste, at lance havde købt Rolex-ure til nogle af soigneurerne og holdets chauffører, så Kevin og jeg besluttede at gøre det samme for Philippe. Vi smed begge kontanter i puljen, hvorefter Kevins kæreste becky købte et ur i Nice og tog det med til Paris.

Den sidste uge af løbet kørte på skinner. Det gik faktisk så glat, at vi næsten ikke fattede det. efter at have passeret målstregen i Paris og kørt den traditionelle æresrunde ned ad Champs-Élysées, rullede vi op mod triumfbuen, som var omringet af en stor men-neskemængde, der vinkede med amerikanske og texanske flag. Vi hoppede af cyklerne og gik over og krammede koner, familie og hinanden. Jeg husker, hvordan champagnepropperne sprang, og millioner af blitzlys blinkede. inde i folkemængden stod en fyr og spillede tuba. Det var som at være midt i en hollywood-film.

Sejrsfesten var lige så uforglemmelig. thom Weisel havde lejet

* i 2005 blev urinprøver fra 1999-udgaven af tour de France testet for spor af ePO. Det skete som led i en retrospektiv undersøgelse, iværksat af Frankrigs nationale doping-undersøgel-seslaboratorium, Chatenay-malabry. Ved hjælp af et sekscifret rytter-identifikationsnum-mer kunne Damien Ressiot, en journalist på l’equipe, konstatere, at femten af prøverne stammede fra Armstrong. Ud af de femten prøver viste de seks spor af ePO. De positive prøver stammede fra prologen samt etaperne 1, 9, 10, 12 og 14. Adskillige af Armstrongs øvrige urinprøver afslørede sporet af kunstig ePO, men i så små mængder, at ePO-testen ikke havde registreret dem. Alle prøver fra femtende etape og frem var negative.

Armstrong har påstået, at der er blevet fiflet med urinprøverne. men ifølge dr. michael Ashenden, som er en af verdens førende eksperter i doping, er det nærmest astronomisk usandsynligt, at nogen skulle have haft held til at manipulere med prøverne for at opnå det nævnte resultat. Faktisk kender han ingen laboratorier, som rummer udstyr, der ville kunne kalibreres til så præcise justeringer. Ashenden konkluderede: “Jeg er ikke i tvivl om, at [lan-ce Armstrong] brugte ePO på tour’en i 1999.”

hvad der måske er endnu mere interessant, så ser det ud, som om Armstrong var i min-dretal. Ud af de 82 urinprøver taget under tour de France 1999, som ikke var Armstrongs, indeholdt kun syv af dem spor af ePO, eller 8,6 procent.

Det hemmelige løb.indd 125 24/10/12 16.31

126

øverste etage i musée d’Orsay, et stort kunstmuseum ved Seinens bred. Der var omkring to hundrede mennesker til stede, her iblandt familie, sponsorer og venner. Weisel knejsede over det hele og skå-lede med alt og alle, mens han mindede os om, at vi lige havde vun-det tour de Fucking France. Jeg husker synet af lances agent, bill Stapleton, som stod oppe på balkonen og indgik aftaler per telefon – med letterman, leno, Nike, The Today Show, gud og hvermand. hans telefon glødede hele aftenen. På et tidspunkt i aftenens løb ringede lances mobiltelefon. han rejste sig og besvarede opkaldet og kom tilbage et par minutter efter.

“Sejt,” sagde han. “Det var præsident Clinton.”Nu var tidspunktet kommet, hvor alle dem, der havde gjort sej-

ren mulig, skulle have en tak. lance gik op på podiet og sagde: “Jeg havde den gule trøje på inde på Champs-Élysées i dag, men uden mine holdkammeraters hjælp havde jeg end ikke fortjent lynlåsen. Resten af trøjen, ærmerne og kraven kan jeg takke de øvrige ryt-tere for, samt resten af mandskabet og min familie. Af hjertet tak.”

mens festlighederne stod på, blev der tid til en lille privat cere-moni ovre i et hjørne af salen. Kevin og jeg overrakte motoman et Rolex som tak for at have gjort det hele muligt. Vi omfavnede ham, hvorefter han tog uret på. Det passede perfekt.*

* Da hamilton første gang fortalte mig historien om motoman i august 2010, kunne han kun huske mandens fornavn. Ved hjælp af et fotografi lykkedes det mig at opspore ham. hans fulde navn er Philippe maire. han bor i Cagnes-sur-mer, et par kilometer uden for Nice, hvor han driver en professionel cykelbutik, der hedder Stars’n’bikes. han sælger cykeludstyr fra trek, Oakley og Nike livestrong. i juni 2012 var der på butikkens Facebook-side et foto fra 1999, der viser maire og Armstrong stående arm i arm inde i butikken med store smil på. billedteksten lyder: “godt klaret”.

Jeg ringede til maire, som kunne bekræfte, at han havde arbejdet som mekaniker og gart-ner, dengang Armstrong boede i Nice. Jeg spurgte ham derpå, om han havde kørt i hælene på tour-karavanen på sin motorcykel tilbage i 1999.

Pm (med hævet stemme): Nej, jeg fulgte ikke efter nogen. Hvis du vil tale med mig, må du komme ned i butikken, så jeg kan se dig, lære dig at kende, men jeg ved ikke, hvad du snakker om. Måske kan drengene ringe og forklare mig, hvad det handler om, for jeg forstår ikke helt ...

må tyler hamilton ringe?

Det hemmelige løb.indd 126 24/10/12 16.31

Pm (stakåndet): Nej, nej, nej, nej. Bed Kevin Livingstone om at ringe til mig, så han kan forklare, hvad du vil mig. Jeg forstår ikke det her, beklager.

er det sandt eller ej, at du kørte bagefter tour-karavanen på din motorcykel i 1999?Pm: Ahhhhh, nej, nej.er det ikke korrekt? er det løgn?Pm: Det er … ikke korrekt.Så når de siger, at du fulgte efter karavanen, så lyver de?Pm (skyndsomt): Beklager, beklager. Jeg er cykelhandler. Jeg sælger cykler, men jeg forstår

ikke, hvad du snakker om. Jeg lægger på, farvel. [Røret blev smækket på.]et par uger efter ringede jeg til maire på ny. Da jeg nævnte 1999-touren endnu engang og

gengav hamiltons fortælling, sagde maire flere gange, at han jo var i USA, ikke i Frankrig.Det må være en joke. Jeg er ikke vigtig. Jeg er bare en almindelig franskmand. Jeg er bare

mekaniker, ikke andet.maire bekræftede, at han deltog i festlighederne på musée d’Orsay i Paris. Da jeg påpe-

gede, at det var en smule usædvanligt, at en gartner/mekaniker skulle rejse næsten tusind kilometer for at deltage i US Postals sejrsfest, forklarede maire, at han var taget til Paris, fordi han gerne ville se den afsluttende etape. Da jeg spurgte ham, om han havde modtaget et Rolex fra hamilton og livingston, begyndte maire at le.

“Nej, nej, nej, nej, nej!” lo han. “Ingen har købet et Rolex til mig. Ingen, ha, ha. Men hvis du kender nogen, der gerne vil give mig et Rolex, så værsgo. Jeg foretrækker ellers Cartier, ha, ha. Eller Chanel. Eller Gautier.”

Det hemmelige løb.indd 127 24/10/12 16.31