den hemmelige forboldspiller

Den hemmelige.indd 2 09/01/13 12.41

DEN HEMMELIGEFODBOLDSPILLER

Oversat fra engelskaf Jacob Stærmose


DEN HEMMELIGE FODBOLDSPILLEROversat fra engelsk af Jacob Stærmose efter:

I am the Secret Footballer: Lifting the Lid on the Beautiful GameCopyright © 2012 as per our edition

First published as I Am The Secret Footballer: Lifting The Lid On The Beautiful Game by Guardian BooksCopyright denne udgave © 2013 People’sPress, København

Published by agreement with Random House Group LimitedOmslag: Rasmus Funder/Artpeople

Forsidefoto: Corbis/Polfoto. Billedet er tilfældigt valgt og har intet med “Den hemmelige fodboldspillers” identitet at gøre.

Sats og tilrettelægning: LYMIBogen er sat med MinionISBN 978-87-7137-374-5

1. udgave, 1. oplagPrinted in EU 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt

ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København VForfatterbooking: www.artpeople.dk


INDHOLD

FORORD . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

1 . DE FØRSTE SKRIDT . . . . . . . . . . . . . . . . . 112 . MANAGERE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 273 . FANS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 474 . MEDIER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 655 . TAKTIK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 856 . PÅ TOPPEN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1037 . AGENTER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1238 . PENGE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1519 . DÅRLIG OPFØRSEL . . . . . . . . . . . . . . . . . 17110 . ENDEN ER NÆR . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195

REGISTER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 229


11

1

DE FØRSTE SKRIDT

Da fodbold blev min levevej, svor jeg, at jeg aldrig ville blive som de forbitrede ældre professionelle, min nye klub lod til at samle på. I stedet for at tilbyde råd eller vejledning benyt-tede de enhver lejlighed til at vade rundt i mine fejl og bom-merter. Dengang anede jeg ikke, at fodboldspillere begyndte træningen klokken 10 og stoppede ved middagstid. Jeg kan huske, at jeg sad i omklæd ningsrummet efter den første træ-ning og ventede på at få at vide, at jeg godt måtte gå hjem. Der er ikke nogen, der sætter sig ned og forklarer dig om takt og tone i fodboldens verden. Enten har du, som managerne siger, ‘overlevelsesinstinkt’, eller også er du for godtroende til at klare dig. Jeg var lige så grøn som græsset under mine fodboldstøvler.

Jeg mener stadig, det er mit held, at jeg ikke har været turen gen nem klubbernes ungdomsarbejde, af to grunde. For det første har jeg altid haft et problem med autoriteter, især hvis autoriteten misbruges, så de, der laver reglerne,


12

( J E G E R ) D E N H E M M E L I G E F O D B O L D S P I L L E R

kan føle sig vigtigere, end de rent faktisk er. For det andet foretrækker jeg at spille det, man i dag kalder ‘street-fod-bold’. Du kan spotte en “fabrikeret” fodboldspiller på flere kilometers afstand, men de spillere, der har fået det ind med modermælken og ikke behøver “at lære” det, er altid de mest interessante. Lionel Messi og Wayne Rooney, for eksempel, har ikke brug for at blive trænet: De spiller, som de gjorde på gaden som 10-årige. Selvfølgelig kan de have brug for at blive integreret i en spillestil eller opstilling, men i det store og hele spiller de bare. Jeg er ikke en Messi eller Rooney – lad os få det på det rene – men jeg spillede i det meste af min karriere, som om jeg intet havde at tabe. Jeg elskede at stå over for spillere, som havde fået det hele serveret på et sølvfad, og bagefter modtage en flaske champagne som kampens spiller. Ikke fordi jeg bryder mig særligt om cham-pagne – sejren var for alle dem derhjemme, der aldrig klare-de den i den store verden.

Som nyankommen styrede jeg direkte mod hjørnet af om-klædningsrummet, langt væk fra de dominerende spillere, men stadig så tæt på, at manageren fik øje på mig. Desværre var der en skandinavisk spiller, en af disse forbitrede gamle proffer, der på min allerførste dag som professionel tog mit valg af plads ilde op og kylede mit tøj ud over hele omklæd-ningsrummet, mens jeg var til frokost. Jeg kom tilbage og fandt mine ejendele spredt ud over gangen og bruserrum-met. Det var et chok for mig: Jeg havde forventet, at et hold var – et hold – en gruppe mennesker, der passede på hinan-den, hjalp hinanden og kæmpede i samlet flok. Hvor tog jeg dog fejl. Hvis der er en ting, jeg har lært, er det, at hver eneste spiller i hvert eneste omklædningsrum har sin egen dagsor-den. Det er lige meget, om det er din bedste ven eller værste


13

D E F Ø R S T E S K R I D T

fjende – alle tænker på sig selv. Det kom som en stor over-raskelse, da det gik op for mig, at fodbold for nogle af mine holdkammerater bare var en måde at betale regningerne på, og at mange af dem oven i købet var elendige spillere. Men samtidig gav det min selvtillid et kæmpe løft.

Som barn spillede jeg fodbold morgen, middag og aften – jeg plejede at tage en fodbold med i seng, så jeg kunne øve mig på at jonglere med den, inden jeg skulle i skole. Når jeg kom hjem igen, satte jeg båndet med Bobby Charlton uden på kassetten med 101 Great Goals i videoen og krydsede hvert mål af, efterhånden som jeg genskabte dem enten ovre i parken, med gyngerne snoet om stativet, eller ‘nede bag-ved’, hvor der stod to helt perfekte kastanjetræer, som gav lidt mere plads, når der skulle fyres et langskud af som Emlyn Hughes’ kanon for Liverpool. (Jeg kan ikke længere huske nummeret, men det var et af mine yndlings, fordi man kun-ne høre Hughes skrige helt vildt bagefter).

Det var derfor, jeg ville spille fodbold: Det rummede mu-ligheden for så megen hæder og lykke og en flugt fra det kede lige liv, der fulgte med at vokse op i en lille by. Det var min ambition at vinde VM. Jeg havde et 1986-klistermærke-album, som min far havde købt til mig, og det var spændende bare at kigge på alle de udenlandske spillere i deres forskel-ligfarvede spilledragter – spillere som Socrates og russernes Rats, Rummenigge og, selvfølgelig, Maradona. Det åbnede en dør til den store verden, og jeg var på. Mange år senere blev en af mine holdkammerater udtaget til det engelske lands-hold; han var den første spiller, jeg kendte, der var blevet det. Alle fulgte intenst med, og jeg glædede mig til at spørge ham, hvordan det var. “Åh, det er stort, du,” fortalte han mig. “De giver dig halvtreds store bare for at få taget et billede.”


14


Jeg kan dårligt forklare, hvor glad jeg var for at spille fodbold som barn. Det var bare det bedste i hele verden at kunne gå udenfor og sparke til en bold i timevis og lege, at man var Ian Rush eller Glenn Hoddle. Men selv om jeg var opslugt af fodbold, påtog min far sig at uddanne mig, og ikke kun i det spil, han elskede. Den lille gruppe af men-nesker, der ved, at jeg er “Den hemmelige fodboldspiller”, har alle sammen spurgt mig om det samme: Hvor kom-mer de dér bizarre, nærmest venstreorienterede indspark i klummen egentlig fra? Svaret er min fars omfattende sam-ling af litterære klassikere, inklusive Shakespeare, Dickens og Joyce, og gamle vinyler med kæmper som The Beatles, Pink Floyd, Dylan, The Rolling Stones osv. Mens mange af mine venner tog på almindelig badeferie, faldt det min far naturligt at tage på bondegårdsferie i Danmark for at høre psykedelisk rock musik, mens vi blev sat til at læse litterære klassikere på bagsædet. Jeg vil påstå, det ikke er normalt for en 10-årig. Men jeg ville ikke bytte for noget andet i hele verden.

Ikke at jeg var nogen boglig begavelse. Jeg fandt et af mine gamle karakterblade, hvor der stod: “****** hører ikke efter og går derfor glip af vigtige informationer, hvorfor han kom-mer bagud.” Den efterfølgende skærpelse af min opmærk-somhed bekræftede kun, at jeg på ingen måde evnede at gå op i, hvad der blev sagt. Fodbold var mit ét og alt: Det var morgen, middag og aften, og jeg var overbevist om, at jeg havde ‘det’, der skulle til. Mine forældre støttede min fod-boldkarriere og kørte mig til kampe hver eneste weekend. Jeg spillede for de bedste hold, både lokalt og i regionen såvel som på min skole, og jeg var kendt i området som en del af et kuld af yderst talentfulde spillere, der var på vej frem. Nogle


15


af disse spillere blev faktisk professionelle, andre fandt andre gode job, og så var dem som mig, der ikke anede, hvad de skulle stille op, hvis fodboldkarrieren skulle vise sig ikke at blive til virkelighed. Og som årene gik, begyndte udsigten til en karriere som professionel fodboldspiller at virke lige så sandsynlig som chancen for, at jeg nogensinde skulle nå længere op ad Kate Brookes’ inderlår i fysiktimerne.

Da vi nåede 15-16-års-alderen, blev nogle få af mine hold-kammerater samlet op af professionelle klubber. Højdepunk-tet var, da en af gutterne kom på Tottenhams akademi (han blev lukket ud igen to år senere). Jeg var selv til prøvetrænin-ger og klarede mig i det store hele godt, men det hjalp ikke på min situation, at talentspejderne her til lands ikke er trænere eller managere. Hver gang jeg tog til en af disse optagelses-prøver, blev de små fyre altid sat ud på kanten med det sam-me, hvor de kunne stå og blomstre, mens de, der var et hoved højere end alle andre, blev placeret i midterforsvaret, selv om de fortalte talentspejderen, at de spillede central midtbane eller angreb. Det skete gang på gang. Det plejede at pisse mig af, men det pissede min far endnu mere af, at han skulle køre til den anden ende af landet for at se sin søn spille højre back i en time og derefter venstre wing i et kvarter.

Det skal retfærdigvis siges, at arbejdet med at finde ta-lenter i dag ikke er blevet væsentligt forbedret. Nettet, man fisker med i toppen af hierarkiet, har aldrig været mere fint-masket, og det har aldrig været nemmere at fange den store gevinst. En af mine venner, der har været scout i en stor klub i over ti år, fortalte mig, at hvis han ikke gad, behøvede han aldrig nogensinde forlade sit kontor, fordi klubber længere ned i fodboldens fødekæde jævnligt ringede til ham og til-bød deres bedste yngre spillere. “For hvert år, der går, ringer


16


telefonen tidligere og tidligere, og ungerne bliver yngre og yngre.” Han ved, hvad han taler om.

I begyndelsen af 2012 betalte Chelsea 1,5 millioner pund for Patrick Bamford, en 18-årig angriber, der ikke havde spil-let mere end 12 minutter på førsteholdet i Nottingham Forest. Frank Clark, bestyrelsesformand i Forest, forklarede, hvordan tingene hav de ændret sig: “Vi plejede at kunne holde på spil-lerne, så de fik et par år på førsteholdet, men nu betaler de helt store klubber formuer for børn, der er 13, 14, 15, 16.” Det skræmmende er, at min ven ind rømmer, at det ikke engang gør alverden, at han scouter forkert. “Hvis jeg får dem for næ-sen af de andre store hold, har jeg gjort mit job. Hvis spilleren ikke bliver fast mand på førsteholdet, er det trænerens fejl, ikke min.”

Når der er større navne på spil, er det endnu nemmere. For nogle år siden snakkede jeg med en anden ven, der på det tidspunkt var ledende scout for en af klubberne i Premier League. Vi sad og fik en kop kaffe, og jeg spurgte til livet i al almindelighed. Hans hold havde lige vundet mesterskabet, så jeg regnede med, at alt var en dans på roser. Men hans svar kom helt bag på mig. “Det er det samme hvert år, makker. Når manageren og trænerstaben har fået budgettet fra klube-jerne, sætter vi os alle sammen ned og gennemgår mulighe-derne for transferer. De kigger på mig og siger: ‘Vi skal bruge en offensiv midtbanespiller.’ Og jeg siger: ‘O.k., altså, der er Totti, Kaka og Ronaldinho.’” Jeg har aldrig prøvet at være ta-lentspejder, men hvis jeg en dag skulle få tilbudt stillingen i en af topklubberne, har jeg svært ved at forestille mig, at det er særligt krævende.

Når det kom til mine egne bestræbelser på at bryde igen-nem, var det hårdt at se nogle af mine holdkammerater blive


17


samlet op af professionelle klubber. Jeg syntes ikke, de var lige så dygtige som mig – stærkere måske, og afgjort større i en alder af 15, men helt sikkert ikke lige så gode med bolden. Desværre gik klubberne på det tidspunkt mere op i fysiske egenskaber end i teknisk formåen.

En masse af mine venner “eksperimenterede” med stof-fer i slutningen af 1990’erne, men jeg formåede gudskelov, mentalt i hvert fald, at drible udenom. Jeg havde vedtaget med mig selv, at hvad jeg end endte med at stille op med mit liv, skulle hovedparten af det ikke gå til spilde i min hjemby, hvor der så godt som aldrig skete noget interessant. Det var netop, som jeg var ved at planlægge min flugt (en uge før jeg efter planen skulle forlade landet), at min mor modtog et telefonopkald fra en talentspejder, der spurgte, om hendes søn kunne have lyst til at komme til en prøvekamp i næste uge for en klub, han arbejdede for. På det tidspunkt spillede jeg ikke divisionsbold og tjente omkring 30 pund om ugen. Jeg fandt senere ud af, at scouten var blevet kontaktet af en af mine gamle managere, der havde fortalt ham, at jeg havde tilstrækkeligt potentiale til at fortjene en chance mere, for-udsat at klubben var klar med den ekstra træning, det ville kræve at gøre mig til en ægte prof.

Jeg kan dårligt huske selve prøvekampen. Mine tanker kredsede om den forestående rejse og tågede forestillinger om “frihed”, så da manageren hev fat i mig i spillertunnellen i pausen og sagde, “Aflys din ferie – vi skriver under med dig”, blev den glæde, jeg måske har følt, modereret af, at jeg havde betalt for en envejsbillet til San Francisco og i virkeligheden kun tænkte på, hvad jeg stadig manglede at købe på apoteket.

Jeg har tænkt på det øjeblik så godt som hver eneste dag lige siden. Jeg gad vide, hvad der var sket, hvis jeg havde haft


18


modet til at afvise ham. Til trods for at jeg havde ønsket at spille professionel fodbold, siden jeg lærte at gå, havde jeg set nok af livet til at regne ud, at når man først har bundet sig til noget, kan det ofte være overordentligt svært at slippe ud igen. Jeg gad vide, hvor jeg ville være i dag. Ville jeg have vundet medaljer og nydt mine 15 minutters berømmelse og anerkendelse ad en anden vej? Ville jeg have oplevet disse intense øjeblikke af ren glæde efter at have scoret et mål eller vundet en afgørende kamp? De virkelige spørgsmål er dog: Ville jeg have flere “rigtige venner” i dag, hvis jeg havde væ-ret med i byen med gutterne bare en enkelt weekend i løbet af den sidste halve snes år? Ville jeg være kommet til min bedste vens bryllup, hvor jeg skulle have været forlover, i ste-det for at blive skiftet ud mod Arsenal? Ville jeg have været til de begravelser, jeg er gået glip af, og hvor min manglende tilstedeværelse i reglen aldrig er blevet tilgivet? Ville jeg være på antidepressiver, som jeg er nu? Ville jeg have pisset lige så mange mennesker af, alene fordi jeg ikke ønsker at være ligesom dem? Og ville jeg have haft en sundere skala at be-dømme mit liv efter i stedet for efter penge og succes på en fodboldbane? Svært at sige. Som én engang sagde, fodbold var min ting.

Men jeg skrev under (500 pund om ugen, hvilket var en formue for mig), og jeg påbegyndte min nye karriere med en altovervej ende fornemmelse af, at de måske havde lukket den forkerte fyr ind, en fremmed i det allerhelligste. Og nu jeg var indenfor, var der ikke en skid, de kunne gøre ved det. Den fornemmelse har jeg stadig.

Hvis jeg skal være ærlig, var mit første indtryk, at jeg hav-de begået en kæmpe fejltagelse. Niveauet var ringe, nogle af spillerne var forfærdelige, og livsstilen var fuldkommen


19


fremmed for mig. Jeg sad derhjemme i flere timer om efter-middagen og spekulere på, hvad jeg skulle lave, og når jeg kom næste dag for at træne, blev jeg skældt ud for at være “anderledes”, hvad det end skal betyde. Jeg havde ikke no-gen erfaring med spillernes “drillerier”, og derfor kørte nogle af de mest åbenmundede løs på mig hver dag, ene og alene for deres fornøjelses skyld. De kunne finde på at sige “Shhh”, hver gang jeg prøvede at sige noget, indtil jeg til sidst gav op, eller prøve at få mig til at tage min hovedbeklædning af, når vi spiste frokost, ved at hævde, at den var et brud på klubbens regler. Ja, og så var der dengang, de stjal min telefon og skrev en sms til manageren og takkede for “i går nat”.

Jeg husker en dag i omklædningsrummet før træning, hvor nogle af de ældre proffer snakkede om at “spille på tred-jemand”. Da jeg aldrig havde hørt begrebet før, spurgte jeg i al uskyldighed, om de kunne forklare mig det. De kiggede bare på mig med åbenlys foragt. Stilheden blev først brudt, da en af gnavpotterne, som ikke fik spilletid på det tidspunkt, sagde: “Ikke så mærkeligt, at vi ikke vinder flere kampe, når det er sådan noget lort, vi skriver kontrakt med.”

Der var også andre episoder, jeg sent vil glemme. Et par af de ældre spillere afleverede altid bolden så hårdt til mig, de kunne, for at få mig til at tabe den, hvilket jo i sig selv var yn-keligt, selv om jeg senere har fundet ud af, at den her form for optagelses prøve foregår på alle niveauer. På Dwight Yorkes første dag som spiller i Manchester United skød Roy Keane bevidst bolden så hårdt til ham, at angriberen ikke kunne kontrollere den. “Velkommen til United,” sagde Keane, “Can-tona plejede at tæmme den der.” Hvor lidt jeg end bryder mig om, hvad de ældre spillere udsatte mig for, havde det sin virk-ning, for jeg ankom altid til træning før alle andre og gik som


20


den sidste. Det fik mig blot til at ønske at blive endnu bedre end dem og komme videre.

Efter seks måneder havde jeg bevist, at jeg sagtens kun-ne klare mig på det her niveau. Mit spil var stabilt, og jeg blev jævnligt udråbt til kampens spiller (vi havde ikke råd til champagne, så der blev bare taget et billede sammen med sponsoren til kampprogrammet til den næste hjemme-kamp). Jeg var begyndt at skabe mig et navn, hvilket betød, at de, der havde gjort livet surt for mig i den første tid, be-gyndte at slappe af. Nogenlunde på samme tid fik manageren mulighed for at skippe en god del af de ældre spillere videre, og min status i omklædningsrummet gik fra nar til star. Jeg var i hvert fald kommet langt siden min debut, hvor jeg kan huske, at jeg hørte en af udeholdets tilhængere råbe mit ef-ternavn. Dum som jeg var, troede jeg, at nogen, jeg kendte, var kommet for at se mig, så jeg vendte mig om for at kigge. I samme øjeblik råbte hele tribunen “Waaaaanker!” og brød sammen af grin. Jeg havde ikke tænkt på, at der på det her niveau var navne på trøjerne.

Jeg var stadig ikke specielt glad for det daglige liv som fodboldspiller. Jeg nød kampene, selv om vi på ingen måde var uovervindelige, men der var absolut intet at lave i løbet af ugen bortset fra at sidde derhjemme og læse eller se tv. Jeg prøvede tit at blive hængende i klubben så længe som muligt bare for at fordrive tiden med et eller andet. Jeg brugte timer på at skyde bolden mod en mur med nummererede felter. Nogle gange spillede vi mod hinanden – du skulle ramme alle seks felter i rækkefølge, og den første, der klarede det, vandt en fempundseddel. Men der var ikke alverden at lave i klubben på sådan en almindelig dag. Faciliteterne var ret skrabede: Vi havde en slags tennisbane til at øve hovedstød


21


på, som var livsfarlig, fordi den var hegnet ind med pigtråd, og en parkeringsplads, der også fungerede som trænings-bane for lange afleveringer, indtil jeg smadrede ruden i ma-nagerens bil og ødelagde det for os alle sammen. Mine lange afleveringer er blevet bedre siden, men en regning på 180 pund for én enkelt rude synes jeg sgu stadig var pebret.

På en helt almindelig dag mødtes vi ved stadion, inden vi begav os til træningsbanen. Jeg havde ikke nogen bil, så jeg kørte med en spiller, som sad ved siden af mig i omklæd-ningsrummet sammen med sine venner. De var en meget fasttømret gruppe af sorte spillere, og jeg måtte finde mig i en del fæl R&B-musik på vejen, men af en eller anden grund havde de taget mig til sig og gjort mig til “æresbroder”. Det betød, at de dækkede min ryg; hvis jeg havde problemer, pas-sede de på mig, og hvis jeg begik en fejl, fortalte de mig det. Og da vi nåede dertil, hvor jeg var på nippet til at forlade klubben for at søge nye græsgange, ringede de til nogle af deres gamle klubber på mine vegne. Jeg skylder dem stor tak for alt det, de lærte mig.

Forskellen på mobning og drilleri lader sig bedst illustre-re ved noget, den her gruppe af spillere plejede at gøre. En gang om ugen kom en af dem i god tid og gjorde klar til en slags interimistisk barbersalon. Derefter kom de andre sorte spillere en efter en og sad og læste blade, mens de fik håret klippet og sat. Jeg var altid den første udenforstående, der ankom, og fordi jeg følte, at jeg var tilstrækkeligt inde i varmen, prøvede jeg at bidrage til drillerierne. Så kunne jeg finde på at sige: “Hold da kæft, Desmond’s* er tilbage.” Eller

* Britisk tv-serie fra begyndelsen af 1990’erne, der foregik omkring en fri-sørsalon, overvejende med skuespillere med guyanske rødder. O.A.


22


nuppe saksen og lade, som om jeg klippede, hvem det nu måtte være, der sad i stolen, mens jeg gav den som barbe-ren i filmen Coming to America. “Hver gang jeg begynder at tale om boksning, kommer der en hvid fyr med Rocky Marciano hængende ud af røven. Skide rikker og røvhuller, hele banden. Næste?” Jeg tror, de grinede af medlidenhed, for mine parodier var højst middelmådige, men det var godt for forholdet mellem racerne. Der var dog en dag, hvor jeg gik ind ad døren og blev overmandet af fem sorte mænd, der svingede med en saks og derpå gik i gang med at fjerne alt mit hår. Og jeg mener alt mit hår.

Efterhånden som jeg blev mere kendt, begyndte jeg at nyde godt af nogle af fordelene ved at være professionel fod-boldspiller. På det her tidspunkt var jeg flyttet hjemmefra og boede tættere på stadion, ikke så langt fra en af de andre spil-lere, som jeg fulgtes med. Eftersom vores klub havde tæt på ingen penge, tog vi af sted til udekampe på selve kampdagen, hvilket er fuldstændig uhørt længere oppe i rækkerne. Det blev sent, nogle gange klokken to eller tre om natten, alt efter hvor vi havde spillet, inden vi var tilbage og satte os i bilen for at køre de sidste 30 kilometer eller deromkring hjem. Gader-ne er så godt som øde på den tid af døgnet, og vi kørte gerne over for rødt og skød en pæn fart ud af byen. En af gangene blev vi dog vinket ind til siden af en motorcykelbetjent, og vi frygtede det værste, mens vi gjorde klar til at undskylde. Det kunne vi godt have sparet os. Så snart betjenten så os sidde der i vores træningsdragter fra klubben, begyndte han at øn-ske os tillykke med resultatet af kampen, inden han eskorte-rede os resten af vejen ud af byen.

Fra da af havde vi politieskorte til den nærmeste hovedvej efter så godt som alle udekampe. Han ventede på, vi kom til-


23


bage til stadion til en kort sludder om resultatet, klubben og fodbold generelt, inden han fulgte os ud af byen. Jeg vil tro, det har været højdepunktet for en politimand på natarbejde på de breddegrader, og vi var i hvert fald taknemmelige. Jeg kan huske, vi plejede at spekulere os gule og blå over, om vi skulle give ham noget ud over den kebab, vi altid tilbød, når vi stoppede for at få lidt natmad. Vi endte med at beslutte os for en klubbadge (pengene hang ikke på træerne dengang), som han til vores store glæde havde siddende på sin politi-uniform resten af den tid, vi var i klubben. Og han bærer den sikkert endnu.

Når jeg tænker tilbage på den tid, er der mange grunde til, at det var så meget sjovere at spille fodbold, dengang man var en nobody. Der var ikke noget videre pres på hverken klub-ben eller mig, men jeg var alligevel sulten efter succes; det er en fantastisk kombination og noget, jeg ville give næsten hvad som helst for at opleve igen. Manageren forventede, jeg la ve de fejl, det samme gjorde tilhængerne, men jeg ville gøre det perfekt hver gang, og så længe mine præsta tioner lan-dede et sted midt imellem, vidste jeg, at jeg gjorde det okay. De var dog meget ofte fremragende, og snart var jeg en af de store fisk i dammen.

Når jeg ser det samme udspille sig i dag med mig selv i rol-len som alderspræsident, bliver jeg hverken trist eller bitter eller jaloux. I stedet prøver jeg at hjælpe, hvor jeg kan, med at forbedre den næste generation af spillere, selv om det nogle gange er afsindigt frustrerende, når de ikke er i stand til ting, som ældre spillere tager for givet.

For et par år siden overvejede jeg seriøst at lægge støvlerne på hylden for at forfølge nogle af mine andre interesser, men et øjebliks pludselig klarhed gav anledning til at tænke det


24


hele forfra. Nogle gange, når kampene kommer hurtigt efter hinanden og i stimer, og du ikke ser din familie, og du ikke spiller specielt pragtfuldt, og resultaterne er dårlige, kan du godt begynde at hænge med mulen. Det gik senere op for mig, at det var en depression, der pressede sig på, og min tanke var, at jeg ville være langt lykkeligere, hvis jeg lavede noget andet. I spillertunnellen før en kamp mod Liverpool på Anfield oplevede jeg et strejf af det, Marcel Proust kalder at være “på sporet af den tabte tid”. Da vores træner gav hver spiller en bold, tog jeg min op til næsen og snusede til den. Spørg mig ikke hvorfor – jeg havde aldrig gjort det før som professionel og heller ikke siden. Bolden var spritny og så så indbydende ud. Lugten tog mig med tilbage til min barn-doms gade og det øjeblik, da min mor og far gav mig en af mine første rigtige fodbolde, en Adidas Tango. Alle kender duften af en ny fodbold, og lige dér fyldte den mig med alle de gode grunde, jeg nogensinde har haft, til at ville spille – det duftede af nærhed og tryghed og glade dage. Da larmen udefra tog til, og de velkendte første toner af “You’ll Never Walk Alone” lød gennem tunnelen, bad jeg mig selv om at holde fast i dette øjeblik så længe som overhovedet muligt.

Man hører tit, at 95 procent af det, der sker i fodbold, foregår bag lukkede døre, og tro mig, virkeligheden overgår langt fantasien. Du ser os måske i 90 minutter på en lørdag og danner de fleste af dine meninger om fodbold alene på den flygtige baggrund. Du ser måske analytikere kværne løs om taktik, uden at det går op for dig, at alt, hvad de siger, er tilrettelagt på forhånd, så det passer ind i en bestemt historie og knap nok skraber overfladen. Måske har du læst i formid-dagsbladene om de berygtede julefester og tænkt over, om de mon er så sindssyge, som de gerne vil have dig til at tro.



Måske forstår du ganske enkelt ikke, hvordan unge, tilsynela-dende sunde og raske sportsfolk, der lader til at have alt, kan blive deprimerede. Måske har du set nogle stykker af de så-kaldte “WAGS” på tv og spekuleret på, hvordan deres liv som “Wives And Girlfriends” til berømte fodboldspillere i virke-ligheden er. Måske har du altid undret dig over, hvordan en spiller kan spille elendigt i én klub og alligevel blomstre op i en anden. Er der virkelig en understrøm af racisme i moder-ne fodbold? Hvor vigtig er manageren eller anføreren? Døm-mer dommerne til fordel for de store hold? Hvad tænker spillerne i virkeligheden om tv’s eksperter, fodboldforbundet og Fifa? Hvad er der af frynsegoder til de udenlandske spille-re eller en topagent på transfervinduets sidste dag? Hvordan fungerer spillernes bonusordning? Hvad er vigtigst, penge eller trofæer? Og hvad tænker spillerne i virke ligheden om jer, fansene?

Den eneste måde at få svar på nogle af disse mange spørgs-mål vil være at læse en bog skrevet i total anonymitet af en spiller på højeste niveau. I denne bog vil jeg prøve at forklare, hvordan fodbold i virkeligheden fungerer, langt fra offentlig-hedens søgelys, ved at trække på mine egne oplevelser. Der er mange af historierne, jeg ikke burde fortælle jer. Men det gør jeg.


den hemmelige forboldspiller

Documents