Veste rbros P a s s a g e ved Nat .

D E T G L A D E L I V

FOR den Fremmede, der flygtigt besøger København og skal samle sine Indtryk af Byens Liv, vil det forreste Vesterbro være det

Sted, hvortil de fleste af hans lyse Minder knytter sig. Og det er kun rimeligt. Tænker man paa Hovedstadens lette glade Liv, har man straks for Øjet den forholdsvis korte Strækning, der begynder ved Frederiksberggades Munding og naa'r ud til Frihedsstøtten, en Stump asfalteret Gade, belyst af høje Standeres elektriske Bue-lamper, lidt bredere end de fleste andre Gader, men i arkitektonisk Henseende paa ingen Maade særlig favoriseret. Der er Raadhuset, fornemt tilbagetrukket i rolig Majestæt, der er Kunstindustrimuseets pyntelige Hus, der kigger frem, og der er Bristol med sit Taarn, men forøvrigt ikke stort at se paa af Bygninger; hverken Industri-foreningens eller Tivolis Facader eller Hotellerne er af den Slags Ting, man falder i Staver over. I Dagens klare Lys er det et ret nøgternt Stykke Passage, som kun Raadhuspladsens klimtende og

K Ø B E N H A V N E R - L U F T 177

klingende Liv giver lidt af Storstadspræget; det kan ligge trist og grimt paa de onde, sølede Ruskdage, og det kan smile elskværdigt, naar Solen naadigst beskinner det, men det bevarer Dagen igennem, Mennesketravlheden og Sporvognsmylret tiltrods, et lidt søvnigt, til-lukket Udtryk som de, der først rigtig vaagner til Liv, naar Solen gaar ned og Mørket begynder at sænke sig.

Først da —- og helst en Sommeraften — aabner dette Stykke København sine Øjne, Hundreder af lysende Ildøjne, der blinker, kalder og lokker, først da lever det og trækker Vejret frit. Husene trækker sig tilbage i deres Skygge, selv Raadhuset sover med mange døde Ruder, og kun i dets Taarn lever dets vagtsomme Ugleøjne. Men selve Gaden bliver saa underligt levende, den er paa en Gang fuld af Mennesker, der bølger frem og tilbage og næsten uvilkaarlig sagtner deres Skridt, som om de ventede nogen eller noget. Alle Københavnere, der elsker deres By, kender den Følelse, der kan gribe dem paa dette Sted, og som øver sit Trylleri over dem, noget forventningsfuldt, æggende, pirrende, som de ikke rigtigt gør sig selv Rede for og vanskeligt vilde kunne definere. Det er ikke Tivoli, hvis grønne Træer her og der dukker frem, ikke Cirkus og Varie-téer med deres Kæmpeplakater og Ildreklamer, ikke Caféfortouge-nes fuldbesatte Borde under det hvide Lys, som Violinerne indefra synger sig igennem, ikke de aabne Droskers lange Rækker, ikke Menneskene heller. Det er det altsammen og dog ikke det. Det er den Atmosfære, alt dette skaber, den Københavner-Luft, den rigtige Københavner elsker mere end noget andet og aldrig finder andre Steder. Han kan være nok saa blaseret, være sig nok saa bevidst, at de Glæder, der bydes ham rundt om fra, ikke mere er i Stand til at pirre hans lidt sløve Sanser, han fanges dog ind af det ube-stemmelige, der er om ham, han beruses dog af det, der synger om ham og faar alt i ham til at synge med i Ouverturen til det glade Københavnerliv.

Lidt efter lidt har dette Liv paa dette Sted forandret sig. Det begyndte, da de rev Voldene ned, og den Skranke, der skilte Kø-benhavn fra det landlige Vesterbro, faldt. Men selv mange Aar efter bevarede det forreste Vesterbro noget af sin provinsielle Karakter, som den primitive gamle Trommesal snarere forstærkede end ud-viskede, og naar Københavnerne kom derud, havde de en Fornem-

Stor- København 12

178 S A N G E R I N D E — C H A N S O N E T T E

melse af, at de var udenfor deres egenlige Territorium, udenfor Byen. Men de kom derud, for der laa først og fremmest Tivoli, og skulde de slaa sig rigtig løs — helst uden Damer — var der Sanger-inderne.

Sangerindeknejperne — det var den Gang!

En Fes ta f ten .

Som paa alle andre Omraader er der ogsaa gaaet Storstad i den københavnske „Sangerinde". Hun er nu „Chansonette", hun optræder ikke i en Sangerindeknejpe men paa et Variété-Etablisse-ment, og den hjemmesyede Tribunedragt har maattet vige Pladsen for det raffinerede Artistkostyme, der i dyre Domme købes hos Leverandører, som udelukkende beskæftiger sig med denne ikke helt ubetydelige Industrigren og ved et skrapt Afbetalingssystem holder deres Klienter tilhuse. Den københavnske Sangerinde-Tribune er nu ikke længer Maalet for nogen opadstræbende, kunstbegejstret Sypigesjæl, som den kunde være det i gamle Dage. Den er højst Midlet, det nødvendige Førsteskridt paa en Bane, der kan føre til

DEN GRIMME Æ L L I N G 179

svimlende Højder, Indledningen til en Fremtids straalende Sejre i evropæiske Kulturcentrer, hvor Ærens gyldne Pris blinker omkap med Diamanterne, og hvor den sejrrige Divas straalende Tilbage-komst staar som Æventyrets Apotheose. Det er jo hændt før, at den lille grimme københavnske Ælling er vendt hjem som en bru-sende Svane, feteret og misundt af alle dem, der maatte blive i

Dacapo N u m e r .

Andedammen. Alle smaa Syngepiger drømmer den Drøm. Det mo-derne Artistvæsen, det frie, omflakkende Liv, de store Gager og det store Publikum har fristet dem, og selv de mindste Pipfugle faar Længsler langt udenfor det hjemlige Bur.

At det er et Kulturfremskridt, der har højnet Tribunedamernes Niveau, er det vel formasteligt at tvivle om, men nægtes tør det dog maaske ikke, at „Kulturen" samtidig har berøvet København et Krydderi af en ganske vist noget gammeldags men dog ret ejendom-melig Smag. Det var naturligvis ikke Kunst altsammen, der flore-rede, da København havde „Sangerinder i hver en Kjælder", som Erik Bøgh skrev i sin Babylonvise, saa lidt som det var Dyd alt-

12*

180 D Ø G N F L U E R N E S MISSION

sammen. Men paa en Tid, da Sangens letskørtede Muse saa at sige var den eneste, der konkurrerede med de alvorlige Kunsttemplers Thaliaer og Melpomener, og da den Overgang, som nu dannes af Privat- og Forstadsteatrenes Operette-Lystighed og Revyernes ak-

I Paak lædn ingsvære l se t .

tuelle Døgnvi-ser, ikke kend-tes, fik hun lige-som en anden raison d'étre og noget af en Mis-sion, der satte sine Spor høje-re op, end man

maaske gerne vilde være ved. Det var i de gode gamle Dage, da en Rantzausk Døgnflue kunde flagre Landet over paa sine meget folkelige Vinger, og da end ikke dybere Følelser generede sig for at vove sig frem i sentimentale eller djærvt patriotiske Viser, som senere har fundet Optagelse blandt den nationale Sangskats Digter-værker. Det var i den varme Punsch's, Arrakstoddyernes og de daarlige Cigarers Dage, i hvis Damp og Røg den brave københavn-ske Borger og hans Borgerinde begejstredes efter Dagens træl-somme Slæb, længe før Whiskyens og Cigaretternes mere koldsin-

DEN G A M L E T R A D I T I O N 181

dige Liebhaveri havde sat deres internationale Præg paa de lette Glæders Verden. Det var i de ærværdige Voldes idylliske Dage, i Trannens og Petroleumens hyggelige Tid, længe før den urolige Gas-flamme havde holdt sit Indtog, og endnu længere før nogen havde tænkt Elektricitetens forvovne Tanke.

Men Voldene faldt. Og det var ogsaa en af det berømte Gennem-bruds Frugter, at det store Udlands Artister begyndte at finde Vej til København sammen med anden betydningsfuld Import, selvom man vel knap tør gøre Georg Brandes direkte og personlig ansvar-lig for, at den gamle københavnske Syngepige næsten helt er „en saga blott".

Næsten — thi endnu er hun og hendes Efterkommere dog at spore, kun at man skal „lidt længer ud ad Landet" for at finde hende. I det rigtige gamle København, det alvorlige Forretnings-København indenfor de Linjer, der omslutter Postdistriktet K, er hun helt forsvunden, udryddet af en Politivedtægt, der ikke taaler nogenslags Letfærdighed paa saa hellige Enemærker. Paa Vesterbro, i den snart klassiske „Kiste", er der endnu Mindelser om hende, skøndt der ogsaa er gaaet moderne Variété og Artisteri i den, men ude paa „Bakken", paa Amager og navnlig paa Frederiksberg, der saa sejgt holder paa gammel hyggelig Tradition, alle Moderniserings-forsøg tiltrods, er hun endnu tilhuse. Hvorlænge, afhænger af den graadige Spekulationslyst, der ikke har Respekt for nogen Hellig-dom og vel en skønne Dag helt sluger de mange smaa Beværtnings-haver og lidt forkomne Rønner fra den idylliske Tid, da Landet omkring dem skænkede en Øhlenschlæger Arbejdsfred, og da en Borgerkonge legede Admiral i Havens Kanaler, ærefrygtsfuldt hilset af sit underdanige Folk. Sikkert nok har disse morsomme gamle Beværtninger i Allégade, der stammer fra den Tid, da Frederiksberg Slot var Residens og veltjente Funktionærer fik Tilladelse til at aabne en lille Handel med Drikkevarer paa Vejen ned til Falkoner-gaarden, levet deres længste Tid. Men endnu op i vore Dage har de bevaret noget af deres inspirerende Kraft. Det var jo derude, at Poul Gerhard traf sin Edith, og det var i „Operetten"s lavloftede Stuer, at Holger Drachmann levede nogle af de Stunder, der har farvet „Forskrevet" med sit Bourgogne-Skær.

Men man skal jo være heldig, om man nu om Dage skal finde den Poesi i disse hellige Haller; i hvert Fald tør det tilraades, at

182 EN PAUVER B E G Y N D E L S E

man selv bringer den med. Det er ingen løvkranset Vingud, man til daglig træffer derude, og selv den mere folkelige Gambrinus sid-der til Tider en Smule sløvt paa sin Tønde og har lidt langt til Ge-mytligheden.

Navnlig hvis man lidt tidligt paa Aftenen falder ind i et saa-dant „Etablissement", kan det tage sig lidt trist og pauvert ud. En fem-sex ganske unge Mennesker, der ved en forceret Livlighed søger at skjule deres onde Samvittighed og deres Mangel paa Ru-

I P a u s e n .

tine i at færdes paa disse Enemærker, har slaaet sig ned i en Krog og kaster fra deres Kruse, hvor Øllet dovner, lange Blikke op til Tribunen, hvis Damer hurtigt har taxeret dem og ikke nedværdiger sig til at tage den ringeste Notits af dem. Et provinsielt Ægtepar, som med egne Øjne vil beskue den Hovedstads-Fordærvelse, de har læst saa meget om, drikker i den modsatte Krog deres Kaffe, hvortil Ægtemanden, i Følelsen af at han maa hævde sin Mandfolke-overlegenhed, har bestilt sig en Cognac; begge er de lidt skuffede over dette deres første Bekendtskab med københavnsk Letsindig-hed men fast besluttede paa at holde ud og afvente Begivenheder-nes Gang. Helt op til Tribunen sidder to unge Fyre, der af Banko-flasken har hentet Mod til en højrøstet Kur til de nærmestsiddende Skønne, der naadigst har modtaget det Glas, de kavallermæssigt har

M U S I K K E N O G Ø L L E T 183

ladet Opvarteren bringe dem, men forøvrigt iagttager en knibsk Re-servation; det er endnu for tidligt paa Aftenen til en Elskværdighed, der kan opfattes som muligt Løfte om et fortsat Bekendtskab, og det gælder om ikke at forspilde Chancerne. I Baggrunden sløver tre-

Formiddagsp røve .

fire Opvartere med ikke helt snehvide Servietter under Armen og vexler nu og da, i Ly af Musikken, en uforbeholden Oprigtighed med Buffetdamen, der fejer dem af med den Overlegenhed, hendes overordnede Stilling og en gennem et langt og noget broget Liv vunden Erfaring giver hende. Det Tomands-Orkester, Musikdirek-tøren indbefattet, forfrisker sig med den fjerde Gamle Carlsberg til Funktionærpris og stemmer i med den „Pilsner-Polka", Musik-direktøren en Gang har begaaet i et af meget 01 og af Elskov til en længst forduftet Primadonna inspireret Øjeblik, og som det er

184 K U N S T N E R I S K Ø K O N O M I

hans noget fugtige Livs Martyrium, at Wilhelm Hansen har nægtet at tage paa Forlag; han ved godt, hvem dette oprørende Chikaneri skyldes, og han fortier heller ikke Navnet paa den misundelige Kol-lega, der har hindret ham i at naa en Souzas Verdensberømmelse og Millioner. Sløvt og frysende hænger Kunstens Præstinder paa

Urol ige G æ s t e r .

deres højryggede Stole, hvis slidte Forgyldning og afgnavede Fløjl vidner om, at de har en lang Tjeneste bag sig; et Par af Damerne gør sig et hastigt Ærinde bag om de Skærmbrædter, der fremtryller en yppig Tropevæxt, hvorfra de snart vender tilbage med en trods Sminken tydelig forhøjet Ansigtsfarve og med ikke fuldt saa matte Øjne. Luften i Salen er endnu kold og sur af 01 og gammel Tobaks-røg, og Præstationerne, der afleveres fra Tribunen, er ikke netop ildnende og opflammende; det er de ældste Travere, Direktøren sætter forrest paa Programmet, og de tolkes med en tvær Forsig-tighed, der vidner om Kunstnerindernes forstandige Økonomi med

DEN „ S V E N S K E " R O M A N C E S A N G E R I N D E 185

de Kræfter, der skal spares til et senere og mere indbringende Tids-punkt.

Efterhaanden fyldes Lokalet. I smaa Klynger drysser Gæsterne ind, lidt ængsteligt tøvende som de, der er paa forbudne Veje, eller ugenert og selvbevidst som de rutinerede Stamgæster de er. Oppe paa Tribunen begynder Øjnene at faa travlt, smaa hastige Nik og Smil udvexles, Ryggene rettes, et Par hurtige Haandbevægelser arrangerer Kjolens brusende Chiffons, og Benet stilles frem, at det kan præsentere sig til sin størst mulige Fordel i den sorte gennem-brudte Strømpe og den udskaarne Sko med de forgyldte Hæle. Op-varterne vimser geskæftigt om, tørrer Borde af og faar Gæster til Sæde, Buffetdamens sprukne Stemme lyder med Sekunders Mel-lemrum ud gennem Klappen til Køkkenet bag hende, Stemmerne stiger, kalder, raaber, akkompagnerede af Stokkenes Banken i Bordene, Musiken, der er naaet et Par Bajere længer hen i Repertoiret, ham-rer sig taktfast ind gennem Støjen, i tættere og tættere Flager sam-ler Tobaksrøgen sig oppe om Gaskronernes kogende Blus. Provins-parret, der var faldet i Søvn i sin Krog, vaagner op og retter sig i Sædet. Kommer det nu?

Frk. Ingrid Wallin, der er svensk Romancesangerinde, fordi hun i tre Fjerdingaar har været Barnepige hos en dansk Familje i Malmø, og som pointerer sin højere Kunstart gennem en Kjole, der er et Kvarter længere end hendes Medkunstnerinders, har lige, under behersket Bifald og kun til virkelig Glæde for en enlig Caloric-Svensker, hvem de mange Punch'er gør det lidt vanskeligt at kon-trollere hendes lidt tvivlsomme Sprogbehandling, afsluttet sit Læng-selssuk efter sin „lilla vrå blandt bergen". Alle Damerne har rejst sig og vandrer i Gaasegang ned ad Baggrundens lille Trappe til deres hemmelighedsfulde Pauluner. Tribunen staar et Øjeblik tom, til Musiken pludselig hugger i og Miss Mira, et af Programmets „fede" Navne, staar paa Scenen, hilst med høje Raab og Stokkenes takt-faste Slag mod Bordene af sine Beundreres faste Skare.

Miss Irma er ingen Skjønhed. Naar hun synger, forraader hendes Ansigts grove Linjer hendes noget plebejiske Afstamning — hun er Datter af en skikkelig Vaskerkone i det yderste Utterslev og i Daa-ben kom hun til at hedde slet og ret Marie Petersen — og hendes Stemme lyder, som om Tonerne passerede et rustent Rivejern i hendes Hals. Men der er noget i det halvt elskværdige og halvt haanlige

186 E X - D R O N N I N G E N AF SAMOA

Smil om hendes Mundviger, i hendes frække og lystige Foredrag og i hele hendes faste Person — der ikke generer sig i den hvide Silke-bluse og de ganske korte Silketrusser — som behager hendes Publi-kum og efterhaanden stimulerer det op til et vildt Bifald og faar det til at brøle Sangens aandfulde Refræn med i Kor:

M e n , hva ' ska ' m a n s i ' e det er e j saa l i 'e — i en saadan S i tua t ion!

Salen er nu fuld til sidste Plads, Luften er tyk og tung af Tobaks-røg, Øldunst, Gaslugt og mange Menneskers begejstrede Sved, Stem-merne stiger og stiger, bliver nu og da til Raab og hæse Brøl, Pro-vinsmanden har faaet en rød Plet paa hver Kind, og hans Kone kæmper en uafbrudt Kamp mellem sin dydige Forargelse og sin ikke mindre Nysgerrighed, alt medens hun kaster sky Blikke til Sidebordet, hvor tre øldrukne Ungersvende skriger op med Udtryk af en noget vel kraftig Ligefremhed. Saa falder Larmen igen som paa Kommando, da „Den glade Enke"s kælne Valsetoner begynder at vugge sig frem og faar selv de mest umusikalske til at nynne med, og selv da Musiken pludselig og med lidt umotiveret Overgang slaar over i „Dejlige Øresund", følger Publikum den lige ufortrø-dent. Til et djævelsk Hyl paa en Gang rejser sig og slaar op om en besynderlig Skikkelse, der har vist sig paa Tribunen: Ex-Dronningen af Samoa har holdt sit Indtog.

Hendes Majestæt er paalidelig nok, forsaavidt som ingen kan tage fejl af, at det radmagre Kvindfolk, hvis Hoved rager helt op i Sofitterne, og som i Længde synes at kappes med de højtstræbende Taarne paa det Frederiksborg Slot, der pryder Bagtæppet, er af exotisk Oprindelse. Dronninge-Titlen er dog maaske nok en Spøg af den entreprenante Direktør, der ynder at reklamere med den Slags lystige Paafund. Sandt at sige er der heller ikke meget maje-stætisk ved Damen, hverken ved den ranglede Figur, om hvilken Dragtens brogede Flitter hænger som en Sæk, eller hendes Stemme med alle Niggersangens raa Ganelyde eller hendes Dans, der ryster hendes Lemmer mellem hinanden. Men hun er tilstrækkelig for sit Publikums Fantasi, tilstrækkelig barok og fremmedartet blandt de tamme danske Piger med deres tyndslidte Grønnegade-Stem-mer og disse mærkelige Syngepige-Spjæt og -Gestus, hvis Oprin-

EN B R Ø L E N D E S U C C E S 187

delse og Mening ingen endnu har udgrundet. Og naar hun tilslut paa sit engelsk-dansk Kaudervælsk med alle sin langstrakte Persons Midler udtrykker sin dybtfølte Overbevisning om, at der er „skjen-

N e g e r p r i n s e s s e n .

nest i Denmark", runger Salen af brølende Jubel. Selv synes hun ikke betaget af denne Hyldest; jo højere Larmen stiger om hende, jo hyppigere søger hendes Øjne med et lidt sky Blik hen i en Krog, hvorfra en særdeles elegant udhalet Gentleman med mange forlorne Ringe paa de fede Fingre og en engelsk tilstudset Moustache over en brutal Mund, holder vagtsomt Udkig med hende; i Variétéen

188 A F S L U T N I N G

kaldes han hendes Impressario men blandt Indviede fortælles, at hans Forhold til hende er af en noget intimere Art, og at han, naar ikke Whiskyen gør hende saa farlig som en tirret Kat, har en egen Evne til korporlig at dokumentere sin civiliserede Mandfolke-Over-legenhed.

Med den sorte Dames Fremtræden har Aftenen kulmineret, og det forenede Damepersonales Optræden i en Fællessang, der tolker deres Livsfilosofi i Omkvædet:

H v o r f o r ska ' man ikke, hvor for ska ' m a n ikke , hvor for ska ' m a n ikke, naa r m a n ka ' !

har kun til Hensigt at faa Publikum til at sunde sig og ikke at glemme at gøre op med Opvarteren. Musiken spiller af, Lokalet tømmes lidt efter lidt, medens Opvarterne slukker Gasblussene og begynder at stable Borde og Stole ovenpaa hinanden. Kun hist og her dvæler endnu et Par unge Mennesker i det stille Haab, at de Portere, de i Aftenens Løb har ladet en Opvarter bringe Damerne — og som de husholderiske Kunstnerinder øjeblikkelig mod en mindre kontant Godtgørelse har ladet gaa tilbage fra Buffeten, hvor de kom fra — skal blive dem kongeligt belønnet. Men da Damerne omklædt passerer gennem den tomme og halvmørke Sal, synes de ganske at have glemt de spendable Herrers Existens, og da en af dem vover en diskret Hentydning, møder der ham et Blik af saa uforstaaende Foragt, at han beskæmmet trækker sig tilbage.

Men Miss Irma har foretrukket at forlade Lokalet ad en Bagdør; der holder en Droske, og i den hjælper en behandsket Herrehaand hende op. En kort Parlamenteren: Kusk, Kongens Klub!

Det er ikke noget højt Kulturtrin, den københavnske Sangerinde indtager. Men sandt at sige vilde det ogsaa være besynderligt, om hun gjorde det, ingen vilde takke hende for det. Det Liv, hun lever, tillader hende ikke at have altfor fine Fornemmelser, heller ikke hendes Kammerater, hendes „Repertoire" og hendes Publikum. Hvad hun lærte som lille Tøs blandt Gadens andre Unger, Bag-gaardenes Raahed og Sjofelhed, det møder hun her igen, kun i lidt andre Former, og der skal en heldig Skæbne til, om hun skal slippe nogenlunde helskindet ud af en Tilværelse, hun en Gang tænkte sig saa fri og saa straalende.

DE U H E L D I G E HJEMS D Ø T T R E 189

Det er jo som Regel ikke, hvad man kalder „bedre Folks Børn", der finder Vejen op til Tribunen. Det er Døttre af uheldige Hjem, Tjenestepiger, Expeditricer i smaa Forretninger, Pigebørn med en

D r a c h m a n n s k e Viser .

Smule Djævelskab i Kroppen, der umuliggør dem et roligt Livs ensformige Arbejde, og som Veninder eller Venner har haft let ved at lokke ud i det glade Københavnerliv, til de ikke længer har haft Bund under Fødderne. 1 Skolen har man lagt Mærke til hendes Smule Sangstemme, der skingrede højest i det store Kor, og som

1 9 0 S A N G E R I N D E - G A G E R

voxen har hendes Medvirken ved et Par Dilettantkomedier i en „dramatisk Forening" vakt Kunstnerdrømmene i hende. Hun melder sig til en af Teatrenes Koristinde-Prøver, og naar hun dér har er-faret, at der dog ogsaa stilles nogle Fordringer selv til de lavest ran-gerende af Scenens Børn, er hun moden til Tribunen. Artistagenten

eller Variétédirektøren er ikke saa fordringsfulde; de ser mere paa de ydre end paa de indre Egenskaber, paa saa megen Velskabthed, at den kan bære et Kostyme, der er saa nedringet som mulig og saa kortskørtet, som Censuren tillader det, paa den halve Snes Toner, der skal til for at kunne lire en Vise af, og ikke mindst paa den Frejdighed, derkræ-ves til at føre sig paa Tri-bunen, ugenert af de mange Blikke og Tilraab og af Vi-sens Slibrigheder. Bestaar hun Prøven nogenlunde og ikke henvises til „Bakken" og andre obscure Tingel-tanglers tarveligste Kipper, faar hun Engagement ved en af Byens større Variétéer

med en Gage, der i de fleste Tilfælde bevæger sig omkring og ofte under et halvt Hundrede Kroner om Maaneden og i de exceptionelt heldige kan stige til 100 å 120 Kroner. Og hun er dermed indskrevet i de københavnske Chansonetters Lag.

Det varer dog ikke længe, før det gaar op for hende, at det ikke er Kunstens forjættede Land, hun er naaet ind i, og at det nye Liv stiller visse Fordringer, som hun har vanskeligt ved at sidde over-hørig. Gagen er jo lige lille nok, og sit Kostyme har hun taget paa Afbetaling hos Etablissementets Leverandør for en Pris, der i saa Henseende sætter ham i Rang med Byens fineste „Maison"s. Men

En Sang-Danse r inde .

H V O R FØRER DET H E N ? 191

leve skal man jo, og da ogsaa hendes Værtinde forstaar at drage sig hendes lidt udsatte Stilling til Nytte, ligger Kammeraternes Exempel nær til Efterfølgelse, og saa er hun inde paa det Liv, hvis Arbejde ganske vist ikke er særlig anstrengende — det kræver af hende kun fire Aftentimer og højst en Times Prøve et Par Gange om Ugen — men som dog hurtigt sætter sit Mærke paa hende. Ejer eller udvikler hun ikke nogen særlig Evne, opdager hun snart, hvor smaa hendes Chan-cer er. Hun kan, hvis hun ser godt ud, opnaa at faa et Engage-ment til nordtyske Byer, der bruger et ikke helt ringe Pro-centantal af danske Sangerinder, og hun har, saa længe hun er ung, en Mulighed for ,a ten„Ven" viser hende sin Erkendtlighed ved at etablere hende en Blom-sterforretning eller et Parfume-udsalg eller endog at legitimere deres Forhold; i Virkeligheden er det slet ikke saa faa, der paa den Maade kommer i Havn og i Ly af et lykkeligt Ægteskab behandles med særlig Honnør som forhenværende „Skuespil-lerinder". Reglen er dog, at den københavnske Sangerinde er stavnsbunden til sin By og sin Profes-sion, saa længe hun endnu har en Tone i Livet og hendes mer og mer svulmende Former lader sig beherske af Kostymet og Korsettet, uafladelig fartende fra den ene Variété til den anden af den halve Snes Kunsttempler, der kan være Tale om, hyppigere med dalende end med stigende Kurs. Til hun i mere end bogstavelig Forstand ganske flyder ud, og vel tør prises nogenlunde lykkelig, om hun i heldigste Tilfælde faar Anledning til at anvende sin Stemmes Rester i en veltalende Opsang for Rødspætter og Rejer

Den københavnske „Syngepige" synger paa sin Vises sidste Vers.

P r i m a d o n n a .

192 DEN M O D E R N E VARIETÉ

Det er længe, siden hun var den Blanding af provinsiel Naivitet og letsindig Sorgløshed, som trivedes i Voldenes By og var det kaade-ste Udslag af dens Livslyst og Livstørst. Om nogle Aar vil hun kun være en kulturhistorisk og litterær Reminiscens, en Fortidslevning, slugt af det store internationale, tusindhovede Dyr, der hedder den moderne Variété.

Men forsvinder „Sangerinderne" i gammel Forstand lidt efter lidt, er det jo ikke, fordi København er bleven en adstadigere og roligere By, der kaster Vrag paa de lette Glæder og det flagrende Aften- og Natteliv. Tværtimod, der er nuomstunder en mange Gange stærkere Tilbøjelighed til at slaa sig løs og „vifte med Bændlerne", som Gustav Esmann, Københavneren par excellence, kaldte det. Det er kun Trangen til at more sig, der har faaet andre Former, fundet sig nye Veje. En af dem er den store moderne Variété.

Der har været ført mange Klager over disse mægtige Forlystelses-anstalter, der Aften efter Aften sluger saa stort et Publikum og fyldes fra Gulv til Galleri af Tusinder af Mennesker, der trofast holder ud, fra Indgangen aabnes Kl. 8, til det elektriske Lys slukkes ved Midnatstid. Man har beklaget den alvorligere eller alvorlige Kunst, der skulde staa i Fare for at bukke under i Konkurrencen med Akrobater, Knockabout's og halvt eller helt afklædte Pariserstjær-ner, og indignerede Moralister har overvejet Muligheden for at sætte en Stopper for disse folkelige Forlystelser. Imidlertid har det vist sig, at der næppe er nogen overhængende Fare, og at Kunsten og Teatrene, der klagede og beklagedes, helt vel kan trives ved Siden af de mere letbenede og letskørtede Kunstarter. København er blevet saapas en stor By, at den har Raad til at underholde alle Genrer af Adspredelser, og det bliver jo næppe stort anderledes, hvor vel-menende der end filosoferes over den nye Fordærvelse.

Og overfor dem, der synger den lidt trivielle Vise om de „gamle Dage", er der maaske dog det at gøre gældende, at det nye Køben-havn i hvert Fald er sig sine Udskejelser bekendt, hvad dog altid turde være et Fremskridt. Da vore Fædre var unge, sneg de sig gedulgt og under mange Forsigtighedsreglers Iagttagelse gennem Sangerindeknejpernes Døre ind i Helligdommen og saa sig sky om i Tran- eller Petroleumslampernes Halvmørke, inden de lidt beno-vede tog Plads i det Kunstens Tempel, deres dulgte Længsler stod

•t

G A L L E R I E T S P U B L I K U M 193

til. Nu er det anderledes. Nu gaar Københavneren, uden at tænke paa at skjule sig og uden undersøgende Blikke tilhøjre og tilvenstre, gennem de store, klart oplyte Portaler ind i Variétélokalernes mæg-tige Rum, hvor de elektriske Buelamper oplyser hver Krog, og hvor der ikke er Tale om at kunne gemme sig bort for nysgerrige Øjne. Der er noget sundere og me-re tiltalende i det ikke at skulle stjæle sig til sine Ad-spredelser og Nydelser, men at turde være dem bekendt midt i det u-ba rmhjær t ige hvide Lys.

Den Lovskal Københavner-ne have, at de hurtigt lærte ikke at genere sig. De var sær-deles lærvilli-ge overfor det nye, der blev dem budt, og Variétéerne blev snart et næsten uundværligt Led i deres glade Aftenliv. Aften efter Aften fylder de de tre-fire store Lokaler, der er viet den internationale Gudinde for den Glæde, der hurtigt veksler, og til deres Smørrebrød og 01 nynner de Døgnets Melo-dier med og holder ud til sidste Nummer, hvor højt Salens Ter-mometer end stiger, og hvor uigennemtrængelig Tobakstaagen end bliver. Det er de øverste og billigste Pladser, der først erobres, af Folk, som vil have det mest mulige for Pengene og ikke vil lade et eneste af Programmets Numre gaa sig forbi; selv Pausens Lys-billed-Reklamer tager de taknemmeligt med, og de demonstrerer

1 Klownernes P a a k l æ d n i n g s v æ r e l s e .

S to r -København 13

194 J E U N E S S E D O R É E

patriotisk, naar et kendt og hjemligt Portræt afbryder Reklamernes Ensformighed. Parketternes og Logernes Publikum er fornemmere; det begynder først at indfinde sig Kl. 9—10, naar den første Pause er overstaaet og Direktionen har offret de første, billige Numre paa

Enge l ske Sang -Danse r inde r i Ku l i s sen .

Galleriets Forslugenhed. Det er i København ikke fint at komme for tidligt, ligesom det i det Hele taget ikke er mondænt at komme der for at se noget. Den toneangivende Ungdom, der søger disse Haller, affekterer gerne en overlegen Foragt for det, der sker paa Scenen, ved demonstrativt at vende Ryggen til og lade, som om den er tilstrækkeligt beskæftiget med sin Cigaret og sin „Black-and-white". Det lykkes at bevare denne afvisende Holdning overfor Niggersangerens stereotype Vrælen og deres ikke mindre ensfor-mige „Steppen", saa lidt som den velkendte danske eller svenske Chansonettes lyriske Præstationer faar Held til at fange Opmærk-somheden. Men ikke saa snart knittrer den nyeste Pariserdames

DEN S U N D E SANS 195

Silkeskørter paa Tribunen, eller begynder de skønne, mørkøjede Andalusierinders Kastagnetter deres knebrende Musik, før alles Øjne, selv de mest blasertes, drejes efter Lyset, der lydigt som et Akkom-pagnement følger de smidige Kvindelegemers skiftende Bevægelser. Saa er Logernes Publikum for Alvor med, og dets Kikkerter faar travlt, medens de tarveligere Pladsers og Galleriets indtager en mere

En Sceneprøve i Var ié téen.

reserveret Holdning, der tydeligt siger, at det ikke er den Slags Caviar, det er kommet for.

I al Almindelighed kan det siges, at det ikke just er Raffinementet, der tiltaler det brede Publikum. Det har en enklere og ogsaa sun-dere Smag, der forlanger enten det Sentimentale og derfor røres inderlig over en lille beskeden Folkevise, det nynner med i, eller de stærke, grove Løjer, ingen kan tage fejl af, Akrobaternes hals-brækkende Himmelspring, Jonglørernes pirrende Leg, de groteske Klowners sindssvage Gøgl. Pikanteriet har i Virkeligheden et langt ringere Publikum, end almindeligt antages. Naar en fuldbarmet Pariserinde, der hvert Øjeblik synes lige ved at springe ovenud af sin udfordrende Toilettepragt, slaar de brusende Chiffonsskørter bagop og til den nyeste Boulevard-Melodi synger sine Kupletter, af

13«

196 T R I B U N E N S R O M A N T I K

hvis noget dristige Indhold ikke ti i Salen forstaar ti Ord, er Bi-faldet som oftest ret behersket og som Regel en Demonstration fra dem, der gerne vil lade, som om den rigtige uforfalskede Storstads-last ligesaa lidt har nogen Hemmelighed for dem som Sproget fra

Montmartres Knejper. Og selv naar den hjem-mefødte Stjerne, der har tjent sig sit Ry og sine Tusinder, anbragt i Dia-manter og solide Grund-ejendomme, ved at klæde sig af paa Udlandets ce-lebreste Tribuner, lader Klædningsstykke efter Klædningsstykke falde for at præsentere sin Fyl-dighed i det strammeste, kødfarvede Silkehylster, gør det ikke noget over-vældende Indtryk. Kø-benhavnerne bevarer overfor disse Ekstra-vagancer en vis bonsens, en sund Sans, der ikke lader dem forarges men heller ikke hidses op. Den Begejstring, hvor-med særlig typiske Re-præsentanter for Stor-

byernes raffinerede Dekadence officielt modtages, er hyppigere et Udtryk for de variétéanmeldende Journalisters undertiden lidt be-dærvede Skøn end for Publikums Smag.

Kun for Romantiken er det samme Publikum det letteste Bytte. Den drevne Variétédirektør ved det og forstaar at benytte sig deraf. Kan han til et af sine Numre knytte en eller anden sensationel Roman, en Fabel om en eller anden bloddryppende og taarevædet Familjetragedie, helst hvor højfornemme Navne, Prinsessers eller Hertuginders,er ind-blandet, er han vis paa sin Succes. Gang paa Gang er det lykkedes at fange Publikum paa denne Madding, der sjældent er dyrekøbt og oftest

P r o g r a m n u m r e n e sk i f t e s .

DEN M O D E R N E ARTIST 197

ikke mere ægte end den fornemme Dames Juvéler og Vielsesattest. I Virkeligheden er det saa som saa med Romantiken i Artisternes Kres. Findes den nogetsteds, er det i selve Arbejdet, de præsterer, i Faren, de daglig synes at udsætte sig for — og som dog maaske er adskillig mindre, end den synes fra Tilskuerpladsen — i Spændingen, som det inciterende Arbejde giver. Hos dem selv, i deres daglige Levevis, i deres Færden finder man den ikke. Den moderne Artist er Mile langt borte fra Fortidens omvankende Gøgler, der bredte sit Tæppe ud paa Grønsværet, slog sine Saltomortaler, drak sine Penge op i den nærme-ste Kro og kyssede alle Pigerne. Nu er han først og sidst Forretnings-mand, der ved, hvad hans Kunster er værd mellem Artistagenter, har sine faste Priser og sine faste Engagementer, møder præcis paa Eta-blissementet, gør sine Ting med de Ekstranumre, Kontrakten kan fordre af ham, og forsvinder stille hjem til det Pensionat, hvor hans Familie har sit foreløbige Hjem. Han lever roligt og stille, sees sjæl-dent eller aldrig paa offenlige Steder og taber aldrig det Maal af Sigte, han har stillet sig: en Konto i Banken, der vokser fra Dag til Dag, fra Uge til Uge. Det bliver snart hans eneste Tanke; han ved jo ikke, hvad Øjeblik et forfejlet Spring, en Nerves uventede Svigten for Livstid gør ham til en vanfør Krøbling. 1 sin daglige

DEN H A A R D E K O N K U R R E N C E 199

finde nye Numre eller udstyre de gamle med nye tricks, deres Fan-tasi arbejder uophørligt, det gælder at komme forrest i det store Kapløb, der gaar over fem Verdensdele. Det er denne Konkurrence, der afføder den raffinerede Toiletteluksus, der kulminerer paa Tri-bunen, hvor der lades Fantasien videre Spillerum end i det borger-

Kvindel ige Atleter øver s ig .

lige daglige Liv, og alle de Ekscentriciteter, fra smaa pudsige Paa-fund til dumdristige Luftfarter pr. Cykel eller Automobil, der har kostet saa mange Førlighed eller Liv. Det er ogsaa den, der skaber de mirakuløse Gaadenumre, som Publikum intet begriber af eller først efter Forestillingen faar Forklaringen paa. Undertiden kan det være praktisk, at det slet ingen Forklaring faar, ellers vilde det næppe have taalt et Nummer som f. Eks. den mekaniske levende Dukke, der optraadte i København for nogle Aar siden. Den bevæ-gede sig, den talte og sang som et levende Menneske, hvad heller ingen tvivlede om, at den var, til Foreviseren skruede Arme og Ben af den. Saa opgav man det, som man opgiver det ubegribelige, og

200 N O A H S ARK

ingen faldt paa, at der inde i Apparatet virkelig sad et Menneske, — en stakkels Krøbling uden Arme og Ben!

Men Publikum ser intet af den Uhygge, der ligger bag Artist-smilet, bag den stereotype, indsmigrende Hilsen, bag Letheden og Elegancen, hvormed Numret præsenteres. Det nyder kun Resultatet,

1 Manegen .

og umætteligt fordrer det noget Nyt for hver Dag, større Vovemod, større Pirring. Og hvad Menneskene ikke kan præstere, det maa Dyrene forsøge, og efterhaanden bliver Variétéen en Noahs Ark for alle mulige Arter, fra dresserede Gæs og hvide Mus til Elefanter og Søløver. København faar sin store Del af alt dette og synes endnu at være langt fra at have mistet Appetiten. Og ikke mindst det store brede Borgerskab har Smag for denne moderne Kunstnydelse, saa-vist som det uvægerlig fylder alle Variétéerne til sidste Plads til deres Søndagseftermiddags-Forestillinger. Saa staar de i Hundredevis uden-for Portene, inden der lukkes op, og saa tæt fylder de hver Kvadrat-

EFTER T O L V 2 0 1

alen Plads op, at Kellnerne har al deres Taalmodighed og Behæn-dighed behov for at manøvrere gennem Menneskehavet med de fyldte Ølkrus og de pletterede Kaffebakker. Men Begejstringen over Kunst-præstationerne staar i rigtigt Forhold til Besværet. Der eksisterer ikke et taknemligere Publikum end det brede København og dets Dom er inappellabel. Alle Variétéerne nyder godt af d e t — „Scala", „Circus Variété", „Parisienne" og det ganske ny „Olympia", der halvvejs hævder en Særstilling som en lidt finere Koncertsal - for dem alle betyder det et Plus i Regnskabet, de ikke kan undvære.

Klokken er blevet nær ved de 12. Under Publikums Opbrud affyrer Kinematografen sine endnu uroligt dirrende, levende Billeder, Tilskuernes udgaaende Strøm vækker Gadens i de sidste Timer lidt sløve Liv, og et Øjeblik synes det glade københavnske Natteleben at kunne konkurrere med en Friedrichstrasses eller en parisisk Boulevards Myretue-Travlhed. Men der promeneres ikke i Køben-havn ved Midnatstide, selv om Vejret en sjælden Gang er til det. Det er kun Gadens løse Fugle og dem, der lokkes af deres lovende Øjekast og den Hattepragt, der ovenpaa et gulfarvet Haarbrus søger at imitere en raffineret Fordærvelse, som slider Fortougets Fliser op og ned. For den store Mængde er Spørgsmaalet: hjem eller hvorhen?

Er det Sommer, lader det sig endnu gøre at naa ind i Tivoli. Paa almindelige Aftener har vel Tælleapparatet indstillet sin Virksomhed og Abonnenternes Indgang lukket sine Porte, men de Indviede ved, at det med Kort endnu er muligt at forcere Funktionærindgangen tilhøjre, og at baade Nimb og Bodega og „Posthuset" og den mere populære „Grøft", hvor Danmarks folkekære Luftskipper har sin jordiske Haandtering, ikke nægter at servere den tørstige Gæst en Efterslukker. Er det en af de store Festaftener, holder Haven aabent efter Midnat. Saa lysner endnu de brogede Lysballoner gen-nem Trægruppernes Løv, Bazaren og Koncertsalen trækker sine mangefarvede Ildlinjer mod den mørke Nattehimmel, omkring Søen tindrer som en funklende Perlerad Gasflammernes Blus dobbelt i det rolige Spejlbillede, og Thepavillonens Ildmosaik stiger i fantastisk Kineseri højere og højere for hver Afsats. København og Københav-nerne er aldrig saa meget og saa morsomt sig selv som paa en saa-dan Aften, hvor Byens Elskværdighed udfolder sig fuldt og rundt,

202 DET G L A D E B O R G E R S K A B

og Luften er mættet med den glade, fordringsløse Hyggelighed, der meget mere end Haven selv, dens Bygninger og Træer og Plæne-bede forklarer det Indtryk, den gør paa den Fremmede. Det er det jævne, lidt stilfærdige Borgerskabs Fest, der fejres, dette Borgerskab, der nok kan være lidt bedærvet i Kanterne baade i den ene og den anden Retning, enten det nu yttrer sig i de lidt pauvre Forsøg paa at agere verdensmæssigt omkring Iskølernes Champagneflasker hos

Mus ice rende Art is ter i C i rkuska féen .

Nimb eller i den Udyd, der kan florere i Havens mørkeste Kroge, men som dog i det Store og Hele præges af en sund og jævn Sans for, at Gemytligheden holdes indenfor passende Grænser. Det kan gaa lidt hedt til i Bazarens Kabinetter, hvis Portierer skærmer mod altfor nysgerrige Blikke, og Stemningen kan stige til en noget høj-røstet Løssluppenhed omkring Bodegaens Tønder, hvor unge Men-nesker for deres Principalers Penge spenderer megen Portvin paa Damer, hvem Oktoberloven har givet deres Menneskerettigheder tilbage. Men Udskejelserne er sjældent af alvorligere Art, og naar Fyrværkeriet sent paa Natten begynder at brænde sine Sole af og lade sine Raketter og Bomber drysse deres Regn af brogede Ild-draaber ned mod Tusinder af Øjne, der aldrig mættes af dette Skue-spil, de har set Hundreder af Gange, da samles det hele København,

PAA TERRASSEN 203

de Gamle og de Unge, de Jævne og de Fine, Dyden og Udyden i det Aah!, der lyder helt ironisk overlegent, men dog er som et be-friende Udtryk for det festlige Velvære, der forener dem alle under disse Toner og under denne Himmel, der er deres, og som de ikke vilde ombytte med nogen anden.

En glad Københavner har da ved Sommertid ikke svært ved at sætte Kronen paa Aftenens Værk. Er det ikke Tivoli, han vælger,

En Ar t i s tg ruppe .

har han Wivels store aabne Palmeterrasse, hvortil Musiken og Støjen fra Tivoli slaar ind og blander sig med Terrassens eget Or-kesters Toner, og hvor der paa de store Dage næppe er en Plads at opdrive. Den er blevet Københavnernes Natkafé par excellence, hvortil ikke mindst bidrager, at Selskabet kan være en lille Smule blandet og dens Luft krydret af en Anelse af Storstads-Fordærvelse. Her træffer man den unge, flot udhalede Kommis med hans Kære-ste, her flokkes unge og gamle Middagsherrer i Kjole og Hvidt om en Whisky med Soda, her promenerer den uforknytte Levemand sin seneste opsigtvækkende Erobring, hvis Hats Dimensioner og juvelfunklende Ørenringe bringer hele Terrassen i Oprør, her sidder ærbare Ægtepar og føler sig midt i den vildeste Udskejelse, og her

204 NATTELIV

samles Turister baade inden-og udenlandske, der ikke kan tænke sig en Københavns-Aften uden at slutte af hos Wivel. Men for den kræsneste Smager det ikke Stedet, den vil foretrække Straastolene udenfor Bri-stol eller allerhelst d'Angleterres Palmehaves fornemt-kølige Rum.

Foran C i rkus Søndag Ef te rmiddag .

Men forøvrigt har alle Restauranterne i Raadhuspladsens Naboskab nok at gøre, og paa de lune Aftener er hver Stol optaget, ligesaa længe Politivedtægten tillader Kaféen at holde aabent og servere for sine Gæster.

Noget stærkt end sige noget vildt Natteliv kan København dog ikke prale med. Det endte, da for en halv Snes Aar siden de store Nattekældere inde i Byen lukkede, og Gadens „Damer" dermed mistede de faa Steder, hvor de kunde tumle sig i en Frihed, de ikke var fri for at gøre et kraftigt Misbrug af. Den, der nu ved Nattetid vil studere Vrangsiden af det københavnske Forlystelses-liv, har ikke noget stort Udvalg. Han kan søge op i den Restaurant, der staar i Forbindelse med „Kisten", og som Folkevittigheden paa Grund af Naboskabet har døbt „Laaget", og der finde et Par Eksem-plarer af den meget tydelige Demimonde, Hovedstaden ikke har

F O L K E L I G E FORLYSTELSER 205

nogen Grund til at prale af, i Selskab med champagne-soldende Kassebedrøvere eller anden ekstravagant og velbeslaaet Ungdom. Han kan aflægge, Dansesalonerne, af hvilke „Figaro" stadig hævder sig som den fornemmeligste, et Besøg og gennem en 01- og Tobaks-taage af den intensiveste Art skimte et halvt Hundrede Par, der for en Femøre drejer sig rundt til en sløv Musik og udnytter Pauserne til et drøjt Kurmageri og til Nydelsen af mange Glas 01 fra Fad. Det er ikke nogen Salontone, han træffer her, og det hænder ikke saa sjældent, at to Rivaler geraader i saa hidsigt Skænderi og Haand-gemæng, at Betjenten, der altid er tilstede i Lokalet, og den haand-faste Udsmider, hvis fornemste Beskæftigelse forøvrigt er at frem-hjælpe Incassationen af Femørerne, maa skride ind og sætte det altfor hidsige Blod paa Porten. Som Regel er det dog ikke noget Sted, hvor Velanstændigheden krænkes, men heller ikke noget, hvor Dyden har Grund til at smile. Mangt et lille Pigebarn har her danset sig ind i et Uføre, hun aldrig slap op af igen, og mange smaa Roma-ner, hvis første Kapitel indlededes her, har faaet en saare tragisk Ud-gang. Men det er jo ikke noget for de københavnske Dansesaloner særlig karakteristisk, det er den gamle Historie den ganske Verden over, københavnsk er maaske kun den „Forkert", hvori den drevne Danser svinger sig med sin Dame og med den flade Haands fem udspilede Fingre plantede paa hendes Ryg. Alt fore-gaar dog i forholdsvis man de Steder hen, skammer sig, maa Dog Droskekuske-Pigebørn kender

Anstændighed, og vil hvor Dyden for Alvor

man spørge sig frem. ne og tjenstvillige Adresserne paa de

I l luminat ion ved Tivol isoen.

206 DYBT N E D E

„Klublokaler", der ikke staar aabne for alle og enhver, men hvor et Stikord og en Tokrone er den Talisman, der lukker alle Døre op. Her er lidt af hvert tilladt, naar det vederlægges med Kongens Mønt, og Betjeningen har ad Erfaringens Vej vundet en ikke ringe Øvelse i ikke at se med aabne Øjne. Geschæften er ikke uden Ri-siko, og det hænder nu og da, at Politiet sætter en Stopper for den, naar den bliver altfor aabenlyst forargende, men saa længe den gaar, er den en lille Guldgrube, der vel er Risikoen værd.

Nogen absolut Dydsattest er det jo i det Hele taget vanskeligt at give det kære København. Den har som alle store Byer sin Halv-verden, hvis noget borgerlige Tilsnit ikke udelukker en Fare, det næppe lader sig gøre at lukke Øjnene for, og som heller næppe bliver mindre, fordi Loven nu har berøvet den det officielle Stempel og hævet den Kontrol, der satte dem i en foragtet og foragtelig Kaste for sig selv. Ydre set har København vel kun Grund til at være til-freds med, at den er blevet renset for den Plet, visse obscure Gader med deres smudsige Tremmehuse, hvor de ulykkelige Kvinder, der gaar under det ironiske Navn „Glædespiger", spærredes inde. Og det lader sig vel heller ikke benægte, at Ophævelsen af Prostitutions-loven theoretisk set kun var en Retfærdighedshandling, et humant Fremskridt, der altfor længe havde ladet vente paa sig. Men hvad Virkningen vil blive, og om Moralen til syvende og sidst vil vinde derved, det maa Fremtiden vise.

At København ogsaa paa andre Maader er paa Veje til at komme godt med, det viser sig, naar Byen nu og da skræmmes op af en af de saakaldte store Sædelighedsskandaler, der som intet andet kan rejse Bysnakken og faa Journalisternes Penne i Fert. Det flatterer ikke Hovedstaden, hverken den uhyggelige unaturlige Last, der plud-selig afdækkes og forraader Dybder af usigelig Raaddenskab, der til daglig er gemt saa godt under Byens borgerlige, næsten lidt filistrøst anstændige Mærke, og end mindre den hidsige Skandalelyst, den Trang til at rode op og ondskabsfuldt blotte den Side af „det glade Liv", som i disse Tilfælde kan gribe Københavnerne, og som ikke lader sig besmykke af nok saa mange moralske Fraser om at rense ud og skaffe frisk Luft. København er en stor By og med en stor Bys Lys og Mørke, med dens dybe Last og dens muntre Lyst, og hverken de gamle eller de nye Moralister faar den lavet om. Den har sine Kloaker, hvor dens Urenlighed gemmer sig, og som det

J Æ V N E VANER 207

næppe lønner sig at rode op i mere, end den absolute Nødvendig-hed kræver.

Det glade, det muntre Københavnerliv! Vist har det sine Skygge-sider, men flest af de lyse. Og vist kan Glæden nu og da slaa over i Kaadhed og Kaadheden blive til Raahed, men hyppigst er det bor-gerligt hyggeligt, elskværdigt smilende. Københavnerne behøver ingen

O m k r i n g K u n s t n e r p l æ n e n i Tivoli .

Ekstravagancer for at more sig, de praler ikke med nogen raffineret Overdaadighed, og det vækker næsten en pinlig Opsigt, naar det røbes, at en Gourmand har offret nogle Hundrede Kroner paa en lille Venne-Middag. De har jævne Vaner, holder af solid god Mad, gaar ikke af Vejen for et Glas, og selv om de i Aftenens Løb bliver flere, kommer de dog til Ro i nogenlunde borgerlig Sengetid. Naar Klokken er 12—1, tynder det svært ud i Københavns Gader, og en Timestid senere ligger de i næsten provinsielt Øde og Stilhed, der kun afbrydes af Betjentens patrouillerende Skridt eller en Droske-kusk, der haaber at kapre endnu en Tur til Nattetakst

Det er endnu en Timestid senere, en Julinat. En ung Mand kom-mer langsomt drivende langs Industribygningens Facade. Han har

208 V I N L Ø V I HAARET

været i Selskab med Veninder og Venner i Nimbs Veranda, og ved de langhalsede Flasker i Vinkølernes Sølv er det blevet sent. De er

de sidste, Kellnerne har længe haft travlt med at rydde op, et efter et sluk-kes Gasblussene, og deres Tjener har saa længe ka-stet bønlige Øjne til Bor-det, at han omsider har voveten lille Bemærkning om Klokken. Saa har de brudt op, og da de er naaet ned i Haven har den ligget for dem i det fulde skære Morgenlys, saa straalende frisk med sine lysegrøn-ne Plæner og skinnende Blomsterbede, som om al-drig tyve Tusinde Menne-sker for faa Timer siden havde stimet der i næsten livsfarlig Trængsel. Som en kaad Spurveflok har de jublet op, de lystigste har entret Rækværket om-kring Kunstnerplænen og givet en gratis Forestilling paa Estraden, til den for-tørnede Nattevagt er ble-ven kaldt til af Støjen og som en Kerub i Uniform og blanke Knapper har

gelejdet dem ud af Haven. Uden for har de skiltes under megen Larm, og den unge Mand vandrer alene ind ad Byen til. Og som han gaar, falder pludselig den kaade Stemning i ham. Alle Vindunsterne svæver bort som flygtige Taager, da han i den friske Morgenluft tager Hatten af stryger sig hen over den hede Pande og paa Pladsen udfor Raadhuset bliver staaende og ser sig længe om. Uden et Menneske,

Skal — skal ikke !

I DEN LYSE N A T ! 209

i fornem Ro, der intet aner om dens Aftens hemmelighedsfulde Dragen, strækker Vesterbros Passage sig ud mod Frihedsstøttens stilfulde Ud-raabstegn, Sporvejspladsen sover med tomme blanke Skinner, rolig og stærk i hver Linje staar Raadhuset og peger med sit Taarn op i en skær,glasklar Himmel, og fra Raadhushavens brogede Rabatter begyn-der en sødt krydret Duft at bølge ind over Pladsen. Længe bliver han staaende, som lyttede han til et svagt, roligt Pulsslag fra den trygt sovende By. Paa den østlige Himmel er Solen kommen op, Raad-husets Skygge strækker sig kølig ud over Pladsen, rundt om den lysende, legende Sommersol, Spurvene slaar sig i kvidrende Klynger ned over Stenbroen, hvide Duevinger skærer som blinkende Knive den blaa Luft

Og i ham hvisker det: Du skønne, skønne By!

Stor -København 14