det europæiske råd og eu-rådet gennem tiden · den europæiske union det europÆiske rÅd og...

DET EUROPÆISKE RÅD OG EU‑RÅDET GENNEM TIDENBeslutningstagning og lovgivning i europæisk integration

Bemærkning

Denne publikation er udarbejdet af Generalsekretariatet for Rådet og er udeluk-kende til orientering. Den medfører ikke noget ansvar for EU-institutionerne eller medlemsstaterne.

Yderligere oplysninger om Det Europæiske Råd og Rådet findes på webstedet:www.consilium.europa.eueller fås ved henvendelse til Generalsekretariatet for Rådet, Tjenesten for Information af Offentligheden:Rue de la Loi/Wetstraat 1751048 Bruxelles/BrusselBELGIQUE/BELGIËTlf. +32 (0)2 281 56 50Fax +32 (0)2 281 49 [email protected]/infopublic

Yderligere oplysninger om Den Europæiske Union findes på www.europa.eu.

Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2016

Print ISBN 978-92-824-5295-0 doi:10.2860/077936 QC-04-18-220-DA-CPDF ISBN 978-92-824-5316-2 doi:10.2860/7273 QC-04-18-220-DA-N

© Den Europæiske Union, 2016Genbrug tilladt med kildeangivelse.

© Archives nationales (France); © Photothèque de la Ville de Luxembourg. Photo: Batty Fischer; © Photothèque de la Ville de Luxembourg. Photo: Théo MeyVed genbrug af dette materiale skal der anmodes om tilladelse hertil direkte hos inde-haveren af ophavsretten.

Forsidebillede: Jeronimusklostret i Lissabon, Portugal, 13. december 2007, den dag, hvor Lissabontraktaten blev undertegnet her

Printed in Luxembourg

www.consilium.europa.euBesøg vores websted:

mailto:public.info%40consilium.europa.eu?subject=

http://www.consilium.europa.eu/infopublic

http://www.europa.eu

http://www.consilium.europa.eu

© Den Europæiske Union

DET EUROPÆISKE RÅD OG EU‑RÅDET GENNEM TIDENBeslutningstagning og lovgivning i europæisk integration

© Photothèque de la Ville de Luxembourg. Photo: Théo Mey

»Ministerrådet spiller en rolle, der omfatter samordning og mæg-ling. Det befinder sig i spændingsfeltet mellem to suveræniteter: den ene overnational og den anden national. Det skal værne om Fællesskabets interesser på lige fod med de enkelte staters interes-ser og finde en balance, der tilgodeser begge parter.«

Fra kansler Konrad Adenauers tale på den konstituerende samling i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs Særlige Ministerråd (den 8. septem-ber 1952 i Luxembourg)

< Foregående to sider:

Kansler Konrad Adenauer (første række i midten) og nogle af ministrene på vej op ad trappen på rådhuset i Luxembourg for at deltage i den stiftende samling i Det Særlige Ministerråd (8. september 1952)

Januar 2016 | DA | Det europæiske råD og eu‑råDet gennem tiDen 5

INDHOLD

indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

1. Det europæiske råd1.1. Det Europæiske Råd i traktaterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111.1.1. De første skridt til EU-topmøder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111.1.2. Den europæiske fælles akt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151.1.3. Maastrichttraktaten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151.1.4. Amsterdam- og Nicetraktaten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161.1.5. Lissabontraktaten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171.2. Formanden for Det Europæiske Råd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 191.2.1. Det Europæiske Råds møder efter Lissabon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201.2.2. Eurotopmøder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 221.2.3. Bilaterale og multilaterale møder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

2. rådet for Den europæiske union2.1. Rådet for Den Europæiske Union i traktaterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 252.1.1. De første traktater . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 252.1.2. »Den tomme stols krise« og Luxembourgforliget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 292.1.3. Fusionstraktaten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 302.1.4. Maastrichttraktaten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 312.1.5. Lissabontraktaten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 312.2. Forberedelsen af Rådets arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 332.2.1. Coreper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 332.2.2. Komitéer, udvalg og arbejdsgrupper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 352.2.3. Generalsekretariatet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36

3. BilagI EU-traktaterne — de vigtigste reformer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39II Udvidelsesprocessen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43III Kronologi over topmøder, møder i Det Europæiske Råd og eurotopmøder . . . 45IV Udviklingen af afstemningssystemet i EU-Rådet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55V EU-Rådets generalsekretærer og generalsekretariats udvikling . . . . . . . . . . . . . . . . 63


»Alle lande bør komme sejrrigt ud af forhandlinger. (...) Som formand for Det Europæiske Råd vil jeg lytte opmærksomt til alle, og jeg vil sikre, at vores drøftelser fører til resultater for alle parter. Der har været megen debat om jobprofilen for den kommende formand, men kun én profil er mulig, og den bygger på dialog, enhed og handling.«

Herman Van Rompuys (til venstre) takketale efter udnævnelsen til den første faste formand for Det Europæiske Råd (den 19. november 2009)

< Foregående to sider:

EU modtager Nobels fredspris for i mere end 60 år at have bidraget til at fremme fred og forsoning, demokrati og menneskerettigheder i Europa, Oslo, Norge (10. december 2012). Fra venstre mod højre, formændene for hhv. Det Europæiske Råd, Kommissionen og Parlamentet, Herman Van Rompuy, José Manuel Barroso og Martin Schulz, der tog imod prisen på vegne af alle EU borgere.


INDLEDNING

Denne brochure skildrer Det Europæiske Råds og EU-Rådets tilblivelse og historie gennem EU-traktaterne fra den spæde start i Paris til Lissabontraktaten. Den anlægger både et juridisk og et politisk perspektiv. Den henvender sig til alle, der er interesse-rede i den europæiske integrations historie, navnlig akademiske kredse, forskere og mediefolk.

Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union, også kaldet Rådet (eller Ministerrådet) eller — uformelt — EU-Rådet, er to vigtige aktører i EU’s beslutnings-proces. De må ikke forveksles med menneskerettigheds- og kulturorganisationen Europarådet, der har hjemsted i Strasbourg. Det Europæiske Råds og EU-Rådets ar-bejde og beslutninger påvirker alle europæiske borgeres liv og rækker langt ud over Europas grænser.

Det Europæiske Råd, som består af stats- og regeringschefer og ledes af en formand på fuld tid, fastlægger de politiske retningslinjer og prioriteter for EU’s arbejde. Det har op-rindelse i stats- og regeringschefernes topmøder, hvoraf det første blev afholdt i febru-ar 1961 i Paris. Det Europæiske Råd blev oprettet i december 1974 og formaliseret som en EU-institution ved Lissabontraktaten. Gennem hele denne lange historie har Det Europæiske Råd spillet en afgørende rolle for den europæiske integration. Dets historie afspejler hele EU’s historie: dets politikker og ambitioner, dets kriser og fremskridt.

EU-Rådet, som består af repræsentanter for medlemsstaterne og normalt ledes af en repræsentant for den medlemsstat, der varetager formandskabet, som går på skift hver sjette måned, drøfter, forhandler og vedtager EU-lovgivning og samordner politikker. I de fleste tilfælde lovgiver det sammen med Europa-Parlamentet. Selv om beslutnings-processerne til tider er komplekse i en union med 28 medlemsstater, er de blevet mere og mere gennemsigtige og åbne for offentligheden.

Politisk og administrativt er der en tæt og velorganiseret forbindelse mellem Rådet og Det Europæiske Råd. Det Europæiske Råd er imidlertid ikke bare en forlængelse af Rådet eller Rådet på et højere niveau. De har hver især deres egen særlige rolle i EU’s institutionelle arkitektur.

Hvis du efter at have læst denne brochure vil dykke mere ned i Det Europæiske Råds og EU-Rådets historie, eller hvis du vil læse relaterede dokumenter, kan du gøre det på vores websted og gennem vores arkiver (1).

(1) www.consilium.europa.eu/da/documents-publications — Læsere opfordres især til at konsultere en serie på tre historiske brochurer og plakater, der kan downloades fra Rådets websted: »Det Europæiske Råd — 50 år med topmøder« (december 2011), »Rådet for Den Europæiske Union — 1952-2012: tres år med lovgivning og beslutningstagning« (juli 2013) og »En retsunion: fra Paris til Lissabon — Historien om Den Europæiske Unions traktater« (marts 2012).

http://www.consilium.europa.eu/da/documents-publications


Topmøde den 10.11. februar 1961 i Paris, Frankrig

© Archives nationales (France)

1. DET EUROPÆISKE RÅD

1.1. DET EUROPÆISKE RÅD I TRAKTATERNE

1.1.1. De første skridt til eu-topmøderSelv om det forum, der bragte dem sammen, først blev en formel EU-institution i 2009, var stats- og regeringscheferne medvirkende til den europæiske integrations tilblivelse og efterfølgende udvikling.

Stats- og regeringscheferne for de seks medlemsstater i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) mødtes den 19.-20. februar 1957 i Paris efter indbydelse fra det franske ministerråds præsident, Guy Mollet, for at løse de udestående problemer med udkastene til Romtraktater.

Efter Romtraktaternes ikrafttræden (1958) tog præsident Charles de Gaulle idéen om at mødes på højeste plan op igen. Han arrangerede således det første topmøde mellem stats- og regeringscheferne for de seks medlemsstater i De Europæiske Fællesskaber i februar 1961 i Paris.

Dette første topmøde havde til formål »at søge egnede midler til at etablere et tættere politisk samarbejde« (2). På et topmøde var det muligt at sætte sig ud over fællesskabs-rammerne og tage vigtige emner op, der ikke indgik i Paris- og Romtraktaten, f.eks. visse aspekter af forbindelserne med tredjelande.

(2) Pressemeddelelse fra topmødet.

12 Det europæiske råD og eu‑råDet gennem tiDen | DA | Januar 2016

På topmødet i juli 1961 i Bonn gik de seks videre med idéen om et dybtgående politisk samarbejde og erklærede: »Stats- og regeringscheferne (…) har besluttet (…) med jævne mellemrum at holde møder med henblik på at udveksle deres synspunkter, sam-ordne deres politikker og nå frem til fælles holdninger for at fremme politisk forening i Europa« (3).

Til trods for disse ambitioner var der flere hindringer på vejen hen imod en politisk uni-on, navnlig de fejlslagne »Fouchetplaner« (4) i 1961 og 1962, uenighederne i 1963 og 1967 om den første udvidelse og »den tomme stols krise« i 1965 og 1966, hvor Frankrig nægtede at deltage i møderne i Rådet og dets organer.

I dette vanskelige politiske klima mødtes stats- og regeringscheferne ikke igen før maj 1967, hvor topmødet i Rom gav anledning til formelt at fejre tiårsdagen for under-tegnelsen af EØF-traktaten og Euratomtraktaten.

Der blev tilført ny dynamik og sat fornyet skub i Fællesskabet på topmødet i Haag i december 1969, hvor Kommissionen deltog for første gang. De beslutninger, der blev truffet på dette topmøde, banede navnlig vejen for vedtagelsen af en afgørel-se om at give Fællesskabet sine egne indtægter, iværksættelsen af et samarbejde på det udenrigspolitiske område (europæisk politisk samarbejde igangsat af den første »Davignonrapport«) og Danmarks, Det Forenede Kongeriges og Irlands tiltræ-delse. Disse skridt udgjorde tilsammen en »fuldførelse, uddybning og udvidelse« af Fællesskabet. De tre nye medlemmer blev indbudt til at deltage i det topmøde, der blev holdt i oktober 1972 i Paris, forud for deres officielle tiltrædelse i januar 1973.

På topmødet i København i december 1973 blev det bestemt, at der skulle holdes topmøder hver gang, det var nødvendigt. Et år senere på topmødet i Paris i decem-ber 1974, der var arrangeret af præsident Valéry Giscard d’Estaing, blev Det Europæiske Råd oprettet, og dets rolle blev fastlagt.

Det Europæiske Råd blev pålagt at sikre, at »nødvendigheden af, at de interne proble-mer, som den europæiske opbygning giver anledning til, og de problemer, som Europa er stillet over for udadtil, anskues under ét« (5). Denne klart politiske rolle markerede en afvigelse fra og en tilføjelse til den europæiske opbygnings overvejende tekniske og økonomiske karakter siden 1957. Sammen med udenrigsministrene mødtes stats- og regeringscheferne nu »tre gange om året samt efter behov« (6).

Det Europæiske Råd mødtes første gang i marts 1975 i Dublin. Fra det tidspunkt blev det politisk centralt for udviklingen af den europæiske konstruktion, selv om der ikke var noget retsgrundlag i traktaterne før over ti år senere.

(3) Pressemeddelelse fra topmødet.

(4) Christian Fouchet var formand for den kommission, der blev oprettet på topmødet i Paris i februar 1961 for at undersøge problemerne i forbindelse med det europæiske samarbejde, og som af stats- og regeringscheferne på topmødet i juli 1961 i Bonn fik til opgave at forelægge dem forslag til foranstaltninger, der så hurtigt som muligt kunne give sammenslutningen af deres befolkninger en lovfæstet karakter (officielt kommuniké, 18. juli 1961, Bonn).

(5) Pressemeddelelse fra topmødet i Paris.

(6) Pressemeddelelse fra topmødet i Paris.


Det Europæiske Råd den 10.11. marts 1975 i Dublin, Irland


Det Europæiske Råd blev snart et forum for afhjælpning af tilsyneladende uløselige kri-ser, en smeltedigel for møjsommeligt forhandlede løsninger og en afgørende politisk drivkraft bag nye fremskridt hen imod integration.

I 1980’erne var det Det Europæiske Råd, der foranledigede, at Europa overvandt blokeringer på budget- og landbrugsområdet. Det Europæiske Råd i juni 1984 i Fontainebleau var afgørende. Det lykkedes ikke blot at løse disse problemer, idet der blev vedtaget en pakke med foranstaltninger, men også at udstikke retningslinjer for yderligere integration ved at pålægge en ad hoc-komité (7) at »udarbejde forslag til for-bedring af det europæiske samarbejde, både for så vidt angår fællesskabsanliggender og det politiske samarbejde (...)« (8).

Et år senere, i juni 1985, blev komitéens rapport drøftet på mødet i Det Europæiske Råd i Milano. På mødet blev det med en flertalsafgørelse besluttet at indkalde til en rege-ringskonference for at revidere traktaterne med fokus på oprettelse af et indre marked, fællesskabsinstitutionernes funktionsmåde, fri bevægelighed og fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Selv om regeringskonferencen adskilte sig fra Det Europæiske Råd, var sammensæt-ningen tilstrækkeligt sammenlignelig til, at dens arbejde blev betragtet som en ud-møntning af stats- og regeringschefernes ønske om at være det forum, hvor der skulle træffes beslutning om den europæiske integrations karakter og retning.

(7) Doogekomitéen, undertiden kaldet Spaak II-komitéen med henvisning til den komité, der blev nedsat ved resolutionen fra Messinakonferencen i 1955.

(8) Det Europæiske Råd i Fontainebleau, juni 1984, formandskabets konklusioner.


< Undertegnelse af Maastrichttraktaten i Maastricht, Nederlandene (7. februar 1992)

1.1.2. Den europæiske fælles aktResultaterne af regeringskonferencens arbejde var i centrum for drøftelserne i Det Europæiske Råd i december 1985 i Luxembourg. En politisk enighed i Luxembourg banede vejen for vedtagelsen af den europæiske fælles akt. Fællesakten trådte i kraft den 1. juli 1987 og samlede de ændringer, som fællesskabstraktaterne havde ført med sig, og en tekst om samarbejdet på det udenrigspolitiske område i ét dokument.

Med fællesakten, som afspejlede den politiske virkelighed, fik Det Europæiske Råd for første gang et traktatfæstet grundlag, der stadfæstede dets eksistens og fastlagde dets sammensætning: »Det Europæiske Råd består af medlemsstaternes stats- og re-geringschefer samt af formanden for Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Disse bistås af udenrigsministrene og et medlem af Kommissionen. Det Europæiske Råd træder sammen mindst to gange årligt«.

Fællesakten fastlagde ikke Det Europæiske Råds beføjelser og bekræftede heller ikke dets institutionelle status formelt. Imidlertid lagde ingen af disse faktorer en dæmper på dets efterfølgende bidrag til den vigtigste udvikling af den europæiske konstruk-tion. De afgørende skridt hen imod oprettelsen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) blev således taget på flere møder i Det Europæiske Råd, f.eks. Det Europæiske Råd i juni 1988 i Hannover.

1.1.3. maastrichttraktatenDet Europæiske Råd besluttede på mødet i december 1989 i Strasbourg at indlede en regeringskonference om en økonomisk og monetær union i december 1990. Det ekstra-ordinære møde i Det Europæiske Råd i april 1990 i Dublin indledte det forberedende arbejde med henblik på en regeringskonference om en politisk union. De to regerings-konferencer blev åbnet i tilknytning til mødet i Det Europæiske Råd i december 1990 i Rom. Det Europæiske Råd nåede i december 1991 i Maastricht til enighed om den nye traktat kaldet traktaten om Den Europæiske Union (TEU) eller Maastrichttraktaten, der samler disse to områder i en og samme tekst.

Maastrichttraktaten trådte i kraft den 1. november 1993. Den oprettede Den Europæiske Union på grundlag af en udvidet fællesskabssøjle, der bl.a. etablerede ØMU’en, og ind-førte to nye søjler: den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og samarbejdet om retlige og indre anliggender (RIA).

Desuden blev Det Europæiske Råds rolle indsat i traktaten. Den formaliserede den praksis, hvorved stats- eller regeringschefen fra det land, der varetog formandskabet for Rådet, var formand for Det Europæiske Råd. Som led i Europa-Parlamentets voksen-de rolle foreskrev traktaten desuden, at Det Europæiske Råd skulle forelægge Europa-Parlamentet en rapport efter hvert af sine møder samt en skriftlig årsrapport om EU’s fremskridt.

Endelig begyndte Maastrichttraktaten at præcisere Det Europæiske Råds beføjelser: »Det Europæiske Råd tilfører Unionen den fremdrift, der er nødvendig for dens udvik-ling, og fastlægger de overordnede politiske retningslinjer herfor«. Denne præcisering var både bred og koncis og opsummerede Det Europæiske Råds rolle siden 1975: at


fastlægge en kurs for Unionens udvikling og etablere den strategiske politiske ramme for, hvordan Unionens institutioner bør fungere. Det Europæiske Råds efterfølgende definition af de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik skulle blive en konkret udmøntning af denne rolle.

1.1.4. Amsterdam- og nicetraktatenDet Europæiske Råd gav på mødet i marts 1996 i Torino regeringskonferencen man-dat til at revidere Maastrichttraktaten. Forhandlingerne fik en ny dynamik efter det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd i oktober samme år i Dublin. De sidste spørgsmål blev afgjort på mødet i Det Europæiske Råd i juni 1997 i Amsterdam, så Amsterdamtraktaten kunne undertegnes den 2. oktober 1997 og træde i kraft den 1. maj 1999.

Amsterdamtraktaten fastlagde Det Europæiske Råds beføjelser på FUSP-området: »Det Europæiske Råd fastlægger principperne og de overordnede retningslinjer for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder for anliggender, der har indvirkning på forsvarsområdet. (Det) træffer afgørelse om fælles strategier, som skal iværksæt-tes af Unionen, på områder, hvor medlemsstaterne har vigtige fælles interesser«. Det Europæiske Råds vigtige rolle på dette politikområde udsprang af begivenhederne i det tidligere Jugoslavien og kunne konstateres på dets møder i Pörtschach (ufor-melt møde mellem stats- og regeringscheferne, oktober 1998), Köln (juni 1999) og Helsingfors (december 1999). Ved Amsterdamtraktaten indførtes den højtstående FUSP-repræsentant, som skulle repræsentere EU i international sammenhæng, og det blev besluttet, at generalsekretæren for EU-Rådet også skulle være den højtstående repræsentant. Den daværende generalsekretær for Rådet, Jürgen Trumpf, blev således den første højtstående FUSP-repræsentant, men var det kun i nogle få måneder. Det Europæiske Råd udpegede på mødet i juni 1999 Javier Solana som generalsekretær for Rådet og højtstående repræsentant. Han tiltrådte de to poster i oktober samme år efter at være trådt tilbage fra posten som NATO’s generalsekretær.

Efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden drejede mødet i Det Europæiske Råd i Tammerfors i oktober 1999 sig om oprettelse af et »område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU«. Det blev besluttet at indføre »en fælles europæisk asyl- og ind-vandringspolitik«, og der blev åbnet mulighed for at gøre store fremskridt på områ-det politisamarbejde og retligt samarbejde, en ambition, som terrorangrebene den 11. september i USA gjorde endnu mere relevant.

I marts 2000 blev der på det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd i Lissabon fastlagt en strategi, der skulle forbedre den europæiske økonomis konkurrenceevne. Med henblik herpå skulle der bl.a. indføres en ny åben koordinationsmetode på alle niveauer, hvor Det Europæiske Råd skulle spille »en stærkere ledende og koordineren-de rolle for at sikre en mere sammenhængende strategisk styring og effektiv overvåg-ning af udviklingen«. Det blev besluttet, at der hvert forår skulle holdes et møde i Det Europæiske Råd for at garantere opfølgningen af dette emne.

Fra 1999 begyndte Det Europæiske Råd en reformproces, navnlig med henblik på ud-videlsen af EU. Efter drøftelser om disse emner på møderne i Det Europæiske Råd i Helsingfors (december 1999), Göteborg (juni 2001) og Barcelona (marts 2002) gav Det Europæiske Råd i Sevilla i juni 2002 »sin tilslutning til en række konkrete foranstalt-ninger, der uden traktatændringer kan anvendes på tilrettelæggelsen af arbejdet og


arbejdsgangen i Det Europæiske Råd (…) og Rådet« (9). Disse foranstaltninger vedrørte forberedelsen, afviklingen og opfølgningen af arbejdet i Det Europæiske Råd samt af dets konklusioner.

I erklæring nr. 22, der er knyttet som bilag til slutakten til Nicetraktaten af 26. februar 2001, hedder det, at »fra 2002 afholdes et møde i Det Europæiske Råd under hvert formandskab i Bruxelles. Når Den Europæiske Union har 18 medlemmer, finder alle Det Europæiske Råds møder sted i Bruxelles« (10). Traktaten blev indgået efter fire dages forhandlinger på mødet i Det Europæiske Råd i december 2000 i Nice (11). Nicetraktatens vanskelige tilblivelse krævede, at arbejdsmetoderne blev gennemgået, og at der blev fundet frem til en bredere proces end en diplomatisk konklave af stats- og regeringschefer.

I Laekenerklæringen, som Det Europæiske Råd vedtog i december 2001, hedder det, at der indkaldes til et konvent om Europas fremtid. Udkastet til forfatningstraktat, som konventet forelagde for Det Europæiske Råd i juli 2003, udgjorde grundlaget for den regeringskonference, der blev indkaldt i oktober 2003, og udkastet til traktat om en forfatning for Europa blev undertegnet den 29. oktober 2004.

Det negative udfald af folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene betød imid-lertid, at traktaten ikke kunne ratificeres i 2005. Som reaktion på dette tilbageslag vedtog stats- og regeringscheferne på mødet i Det Europæiske Råd i juni 2005 under Luxembourgs formandskab en erklæring, der indførte en tænkepause på et år. I køl-vandet på Det Europæiske Råd i juni 2006 under Østrigs formandskab udtrykte man i Berlinerklæringen, som stats- og regeringscheferne vedtog i anledning af 50-årsdagen for Romtraktaterne, et »mål om at skabe et fornyet fælles grundlag for Den Europæiske Union inden valget til Europa-Parlamentet i 2009«. Det Europæiske Råd i juni 2007 nåe-de under Tysklands formandskab til enighed om et mandat til en regeringskonference, der skulle indkaldes for at ændre de gældende traktater. Den traktat, der blev resultatet heraf, blev undertegnet den 13. december 2007 i Lissabon.

1.1.5. LissabontraktatenDenne nye reformtraktat erstattede udkastet til traktat om en forfatning for Europa. Den trådte i kraft den 1. december 2009 og indførte ændringer i både traktaten om op-rettelse af Det Europæiske Fællesskab (Romtraktaten) og traktaten om Den Europæiske Union (Maastrichttraktaten). Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab skiftede ved den lejlighed navn til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmå-de (TEUF).

Målet med Lissabontraktaten var at forbedre EU-institutionernes effektivitet og gøre dem mere demokratiske. Blandt de mest betydningsfulde ændringer var, at EU fik en konsolideret status som juridisk person, og at der blev indført et fast formandskab for Det Europæiske Råd med en formand, der vælges af Det Europæiske Råds medlem-mer for en periode på to et halvt år med mulighed for genvalg en gang. Desuden indførte traktaten Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og

(9) Det Europæiske Råd i Sevilla, juni 2002, formandskabets konklusioner.

(10) Det Europæiske Råd i Thessaloniki i juni 2003 var det sidste, der blev holdt uden for Bruxelles. Alle de følgende møder betegnes ved deres dato og formandskab snarere end ved stedet — indtil Lissabontraktaten, som indeholdt bestemmelser om en fast formand.

(11) Mødet i Det Europæiske Råd i Nice er det hidtil længste topmøde.


sikkerhedspolitik (som udnævnes for en periode på fem år og samtidig er formand for Rådet for Udenrigsanliggender og næstformand for Kommissionen) og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten). Europa-Parlamentets beføjelser blev udvidet yderligere. For Rådet blev der indført en ny regel med dobbelt flertal, der har været gældende siden den 1. november 2014 (se bilag IV), og som kan anvendes på flere områder end den foregående regel. EU’s charter om grundlæggende rettigheder blev juridisk bindende, og medlemsstaterne fik for første gang en retlig ramme for ud-trædelse af EU (artikel 50 i TEU). Det Europæiske Råd er desuden bemyndiget til — ved simpelt flertal — at følge op på beslutningen om at indkalde til en regeringskonferen-ce for at ændre traktaterne.

Det har aldrig været meningen, at Lissabontraktaten skulle læses som en fritstående tekst, så der blev offentliggjort konsoliderede udgaver af traktaterne som revideret ved Lissabontraktaten i EU-Tidende i 2010 og 2012.


Ved Lissabontraktaten fik Det Europæiske Råd officielt status som EU-institution. Dermed blev dets allerede eksisterende adskillelse fra EU-Rådet bekræftet, og det un-derlægges alle de bestemmelser, der gælder for EU’s institutioner. I de få tilfælde, hvor det vedtager bindende retsakter, skal det f.eks. respektere det retsgrundlag, der er fast-lagt i traktaten, og dets retsakter kan indbringes for Domstolen. Som kulmination på processen med at afskaffe topmødernes uformelle karakter vedtog Det Europæiske Råd som ny institution sin forretningsorden den dag, Lissabontraktaten trådte i kraft (12).

Inden for EU’s institutionelle arkitektur har Det Europæiske Råd en særlig position som en strategisk og politisk institution. Det fastlægger Unionens kurs, dens prioriteter og dens politiske og økonomiske strategier. Det Europæiske Råd udøver imidlertid »in-gen lovgivende funktioner« (13) og overlader det til Europa-Parlamentet, EU-Rådet og Europa-Kommissionen at udøve deres respektive roller i lovgivningsprocessen.

Siden Lissabontraktatens ikrafttræden har Det Europæiske Råd været involveret i alle større afgørelser, som EU har truffet for at imødegå internationale og interne udfordrin-ger på det økonomiske, finansielle og monetære område og inden for asyl og indvan-dring, udvidelse, udviklingssamarbejde og internationale forbindelser. Dets politiske beslutninger og lederskab har lige fra begyndelsen bidraget til at fremme den euro-pæiske integration, hvilket har vist sig at være afgørende i krisetider.

1.2. FORMANDEN FOR DET EUROPÆISKE RÅD

Den strategiske rolle, som Det Europæiske Råd blev tildelt ved Maastrichttraktaten, og som blev bekræftet ved Lissabontraktaten, krævede, at dets arbejde blev forberedt og styret af et mere stabilt og fast formandskab end det, der var mulighed for med det roterende formandskab for Rådet. En af de vigtigste nyskabelser i Lissabontraktaten var således oprettelsen af en tidsbegrænset post som formand for Det Europæiske Råd på fuld tid.

Formanden for Det Europæiske Råd har til opgave (14) at lede Det Europæiske Råds arbejde og give det fremdrift, sikre forberedelsen og kontinuiteten af dets arbejde og fremme sammenhold og konsensus. Formanden skal forelægge Europa-Parlamentet en rapport efter hvert møde i Det Europæiske Råd. Han repræsenterer også EU ud-adtil sammen med den højtstående repræsentant og/eller formanden for Europa-Kommissionen, alt efter situationen (15). Det Europæiske Råd og dets formand bistås af Generalsekretariatet for Rådet, men formanden har sit eget kabinet.

På et uformelt møde den 19. november 2009 udnævnte de 27 stats- og regeringsche-fer Herman Van Rompuy, der på det tidspunkt var Belgiens premierminister, til den første formand for Det Europæiske Råd (16).

(12) Jf. EUT L 315 af 2.12.2009, s. 51.

(13) Konsolideret udgave af TEU, artikel 15, stk. 1 (EUT C 326 af 26.10.2012, s. 23).

(14) Artikel 15, stk. 6, i TEU.

(15) Se også 1.2.3 om bilaterale og multilaterale møder.

(16) Catherine Ashton (UK) blev på samme møde udnævnt til EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand for Kommissionen (hun blev højtstående repræsentant, før hun blev næstformand).


Herman Van Rompuy

Det Europæiske Råds mødelokale

Donald Tusk

Ceremoni, hvor Herman Van Rompuy overdrager posten som formand for Det Europæiske Råd til Donald Tusk (1. december 2014)





Mødet i Det Europæiske Råd den 10.-11. december 2009 var det sidste, der blev ledet af præsidenten eller stats-ministeren for den medlemsstat, der varetog det rote-rende formandskab for EU-Rådet, i dette tilfælde den da-værende svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, under overgangsordningerne (17).

Det første møde, som Herman Van Rompuy ledede, var et uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne i Solvaybiblioteket i Bruxelles den 11. februar 2010, hvor fremtidsperspektiverne for EU’s økonomiske politikker blev drøftet, og det første formelle møde i Det Europæiske Råd med Herman Van Rompuy som formand fandt sted en må-ned senere den 25.-26. marts. Han blev genvalgt for en ny periode på mødet i Det Europæiske Råd den 1.-2. marts 2012. Den 1. december 2014 afløste Donald Tusk — der på det tidspunkt var Polens premierminister — Herman Van Rompuy som formand for Det Europæiske Råd (18).

1.2.1. Det europæiske råds møder efter LissabonI Det Europæiske Råds forretningsorden, som blev vedtaget den 1. december 2009, fastsættes det, at Det Europæiske Råd skal træde sammen to gange hvert halvår, i princippet i Bruxelles. Det træffer afgørelse ved konsensus, medmindre andet er fastsat i traktaterne. Flere operationelle beslutnin-ger, f.eks. valget af formanden for Det Europæiske Råd og udnævnelsen af Europa-Kommissionen og af den højtstå-ende repræsentant, kan efter Lissabontraktatens ikrafttræ-den træffes med kvalificeret flertal.

Det Europæiske Råd fastsætter EU’s politiske dagsor-den ved at vedtage konklusioner (19) på hvert møde i Det Europæiske Råd. Disse konklusioner omhandler specifikke spørgsmål af interesse for EU og skitserer særlige tiltag, der skal iværksættes, eller mål, der skal nås. Det Europæiske Råds konklusioner kan også fastsætte frister for opnåelse af enighed om særlige politikspørgsmål eller for fremsættel-se af lovgivningsforslag. På den måde kan Det Europæiske Råd øve indflydelse på og udstikke retningslinjer for EU’s politiske dagsorden. På mødet i Bruxelles den 27. juni 2014 vedtog Det Europæiske Råd en »strategisk dagsorden« med prioriterede områder for EU’s langsigtede indsats og fokus.

(17) Blandt de medlemsstater, der tiltrådte Unionen i 2004 og 2007, er det kun Sloveniens og Tjekkiets stats- eller regeringschefer, der har haft lejlighed til at varetage formandskabet for Det Europæiske Råd som repræsentanter for deres respektive medlemsstater.

(18) Samtidig blev den tidligere italienske udenrigsminister Federica Mogherini udnævnt til højtstående repræsentant og næstformand for Kommissionen.

(19) Det Europæiske Råds konklusioner: www.consilium.europa.eu/da/european-council/conclusions

http://www.consilium.europa.eu/da/european-council/conclusions

http://www.consilium.europa.eu/da/european-council/conclusions


Det første formelle møde i Det Europæiske Råd ledet af Herman Van Rompuy den 25.26. marts 2010


Den strategiske dagsorden, som vil være rettesnor for EU’s arbejde i en periode på fem år, vil blive brugt til at planlægge Det Europæiske Råds arbejde og fungerer også som grundlag for andre EU-institutioners arbejdsprogrammer.

Ud over at fastlægge EU’s politiske prioriteter gennem den strategiske dagsorden og gennem sine konklusioner spiller Det Europæiske Råd også en formel rolle i EU’s årlige proces med det europæiske semester, som er EU’s årlige cyklus til koordinering af de økonomiske politikker og finanspolitikkerne.

I henhold til artikel 68 i TEUF har Det Europæiske Råd også ansvar for at udforme stra-tegiske retningslinjer for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det skete første gang med vedtagelsen af retningslinjer i juni 2014. De blev udarbejdet i over-ensstemmelse med den strategiske dagsordens prioriteter og omfatter emner som grænsekontrol, migration og asylpolitik samt politisamarbejde og retligt samarbejde.


1.2.2. eurotopmøderLederne fra euroområdet mødtes for første gang til et eurotopmøde den 12. oktober 2008 i Paris, hvor de blev enige om en samordnet indsats som reaktion på den økono-miske krise. Der er siden holdt eurotopmøder i Bruxelles i marts og maj 2010 og i marts, juli, oktober og december 2011. I 2012 blev spørgsmål vedrørende euroområdet pri-mært behandlet af Det Europæiske Råd.

I tilknytning til mødet i Det Europæiske Råd den 1. og 2. marts 2012 undertegnede 25 europæiske ledere traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (TSSS). Blandt andet formaliserede TSSS, der trådte i kraft den 1. janu-ar 2013, eurotopmødet og posten som formand for eurotopmødet. Tilrettelæggelsen af eurotopmødet og dets formands rolle er fastlagt i artikel 12 i TSSS (20). Det første eurotopmøde efter ikrafttrædelsen af TSSS blev afholdt den 14. marts 2013, hvor der bl.a. blev vedtaget specifikke regler for tilrettelæggelsen af disse møder.

Eurotopmødet samler — mindst to gange om året — stats- og regeringscheferne for euroområdets medlemsstater, formanden for eurotopmødet og formanden for Europa-Kommissionen. Den nuværende formand for eurotopmødet er Donald Tusk, der også er formand for Det Europæiske Råd. Selv om samordningen af euroområdets medlemsstaters økonomiske politik og finanspolitik primært foregår i Eurogruppen (21), kan euroområdets 19 stats- og regeringschefer på et eurotopmøde udstikke yderligere politiske retningslinjer på områder, der ligger uden for finansministrenes ansvarsom-råde, på grund af deres vidtrækkende mandat. Dette bidrager til samordningen af alle relevante politikområder, som er nødvendige for, at ØMU’en er velfungerende. Om nødvendigt og mindst en gang om året deltager lederne af de medlemsstater uden for euroområdet, der har ratificeret TSSS, også i eurotopmøderne, som Eurogruppen forbereder. Eftersom spørgsmål vedrørende euroområdet er politisk og økonomisk vigtige for alle medlemsstater, bliver de også jævnligt drøftet på Det Europæiske Råds møder.

1.2.3. Bilaterale og multilaterale møderEfter Lissabontraktatens ikrafttræden repræsenterer Det Europæiske Råds formand også EU udadtil, når en sådan repræsentation er påkrævet på stats- og regeringschef-niveau (22). På de områder, der vedrører EU’s FUSP, sker det sammen med den højt-stående repræsentant og på internationale topmøder sædvanligvis sammen med Europa-Kommissionens formand.

Internationale møder, hvor formanden repræsenterer EU, omfatter bilaterale og multi-laterale topmøder tilrettelagt af EU og internationale topmøder.

Bilaterale topmøder tilrettelægges af EU og dets strategiske partnere i fællesskab. De afholdes regelmæssigt, som regel en gang om året, med lande som Brasilien, Japan, Kina, Rusland, Sydafrika og USA. Topmøderne holdes skiftevis i Bruxelles og det pågæl-dende land.

(20) TSSS findes på www.consilium.europa.eu/da/european-council/euro-summit

(21) Eurogruppen er et uformelt organ, hvor finansministrene fra euroområdets medlemsstater drøfter spørgsmål vedrørende deres fælles ansvar med hensyn til euroen.

(22) Artikel 15 i TEU.


Ecuadors præsident, Rafael Correa, der for tiden er formand for CELAC, og Det Europæiske Råds formand, Donald Tusk, under afslutningsceremonien efter topmødet mellem EU og CELAC (10.11. juni 2015)


Multilaterale topmøder på EU-plan omfatter Det Østlige Partnerskab, EU-Afrika, EU-ASEM (Asien-Europa-møde) og EU-CELAC (Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater). Når EU skulle være vært for topmøderne, fandt de traditionelt sted i den medlemsstat, der varetog det roterende formandskab for EU-Rådet. Siden 2014 har det imidlertid som hovedregel været Det Europæiske Råds formand, der har været vært for dem og har ledet dem, og de har været afholdt i Bruxelles. Deltagerne er stats- og regeringscheferne fra alle EU’s medlemsstater plus formanden for Det Europæiske Råd og formanden for Europa-Kommissionen samt de relevante stats- og regerings-chefer fra de deltagende lande.

Ved andre internationale topmøder er EU enten medlem eller indbudt til at delta-ge som en central aktør på internationalt plan; det gælder f.eks. G7, G8, G20 og FN’s Generalforsamling (UNGA). FN’s resolution A/65/276, der blev vedtaget i maj 2011, ind-bød EU til at deltage i den generelle debat under generalforsamlingen og fastslog EU-repræsentanternes ret til at forelægge EU’s og dets medlemsstaters holdninger i FN. Den daværende formand for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, talte til denne forsamling af verdens ledere i New York den 22. september 2011. Inden vedtagelsen af ovennævnte resolution gav repræsentanter for det roterende formandskab for EU-Rådet udtryk for EU’s holdninger på Generalforsamlingen.


Herman Van Rompuy taler til FN’s Generalforsamling (25. september 2014)



2. RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION

2.1. RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION I TRAKTATERNE

2.1.1. De første traktaterDen første samling i Rådet blev afholdt den 8. september 1952 på rådhuset i Luxembourg. Det var den anden institution, der påbegyndte sit arbejde under trakta-ten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF-traktaten). Traktaten, der blev undertegnet i 1951 i Paris, etablerede en institutionel ramme bestående af en høj myndighed, en fælles forsamling, et særligt ministerråd og en domstol. Rådets vigtigste opgave var at føre kontrol med Den Høje Myndigheds virksomhed ved at afgive udtalelser.

Udenrigsministrene og økonomiministrene fra de seks stiftende medlemssta-ter (Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene) var til stede, og den tyske kansler, Konrad Adenauer, ledede samlingen på grundlag af en nyskabende rotationsordning, hvor hver medlemsstat var formand for Rådet i tre måneder. Tyskland var det første land, der havde formandskabet.

Rådet vedtog på denne konstituerende samling sin forretningsorden, oprettede et sekretariat og udnævnte Christian Calmes, en luxembourgsk diplomat, til generalse-kretær for Rådet. Ministrene blev også enige om statutten for medlemmerne af Den Høje Myndighed og Domstolen. Jean Monnet, formanden for Den Høje Myndighed, gjorde kort rede for, hvad hans institution indtil videre havde udrettet, og fremlagde dens arbejdsprogram for de følgende måneder. Rådet drøftede endvidere de fremti-dige forbindelser mellem det nyoprettede Fællesskab og ikkemedlemsstater, navnlig Det Forenede Kongerige og USA, og andre internationale organisationer.

Under hele den konstituerende samling i Rådet blev der lagt vægt på den idé, at Kul- og Stålfællesskabet udgjorde et første skridt på en bredere vej til yderligere europæisk integration, og begge de to formænd tog i deres tale udgangspunkt heri. Udenrigsministrene afholdt således den 10. september 1952 en konference i tilknyt-ning til samlingen i Rådet, hvor de vedtog en resolution, som opfordrer Forsamlingen til at udarbejde et udkast til traktat om oprettelse af et europæisk politisk fællesskab, som skulle have en bredere medlemskreds og være mere overstatsligt.

Det planlagte Europæiske Politiske Fællesskab blev aldrig realiseret. Så snart Forsamlingens udkast til traktat var indgået, affødte det en lidenskabelig offent-lig debat og langvarige diplomatiske drøftelser. Da den franske Nationalforsamling den 30. august 1954 ikke ratificerede traktaten om oprettelse af Det Europæiske Forsvarsfællesskab, som Det Europæiske Politiske Fællesskab skulle føre tilsyn med, blev de to planer efterhånden opgivet. I stedet valgte de seks at fortsætte med gradvis økonomisk integration.

En regeringskonference om et fælles marked og Euratom nedsatte den 26. juni 1956 i Bruxelles en komité, der skulle indlede forhandlinger om det, der siden blev kendt som Romtraktaterne — traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom),


Undertegnelsesceremoni for EØFtraktaten og Euratomtraktaten i Sala degli Orazi e Curiazi i Capitolpaladset i Rom, Italien (25. marts 1957)


som trådte i kraft den 1. januar 1958. Paul-Henri Spaak, Belgiens udenrigsminister, var formand for komitéen, som havde deltagelse af delegationer fra de seks medlemmer af EKSF.

Ligesom EKSF havde de nye Fællesskaber en institutionel struktur, der bestod af fire institutioner: en kommission, et råd og, i fællesskab med EKSF, en forsamling og en domstol. Magtbalancen mellem de to udøvende organer (Rådet og Kommissionen) havde imidlertid ændret sig markant, idet Rådet havde fået en rolle, der svarer til den, det stadig har i dag: et centralt besluttende organ.

Den konstituerende samling i de to nye Råd var fælles for dem og fandt sted den 25. ja-nuar 1958 i Palais des Académies i Bruxelles. Victor Larock, Belgiens udenrigsminister, var formand på samlingen. Formændene for de tre udøvende myndigheder, Walter Hallstein (den første formand for Europa-Kommissionen), Paul Finet (formand for Den Høje Myndighed for EKSF) og Enrico Medi (næstformand for Euratom-Kommissionen), deltog også.

Der var talrige procedurespørgsmål at behandle, da Rådene traf beslutning om de-res respektive forretningsorden, om Fællesskabets første udgifter og om statutten for medlemmerne af de to Kommissioner. Ministrene blev også enige om at nedsætte en komité af faste repræsentanter (Coreper) og et økonomisk og socialt udvalg og at oprette en forsamling. I modsætning til den tredobbelte institutionelle ramme for Fællesskaberne vedtog Rådene en henstilling om, at »de samme tjenestemænd skal


Cercle Municipal i Luxembourg var rammen om samlingerne i Det Europæiske Kul og Stålfællesskabs Særlige Ministerråd fra 1952 til 1967

© Photothèque de la Ville de Luxembourg. Photo: Batty Fischer

varetage sekretariatet for de tre Råd« (23). Dette betød, at det eksisterende sekretariat for Det Særlige Ministerråd for EKSF også skulle bistå de to nye institutioner.

Som det var tilfældet på den konstituerende samling i Det Særlige Ministerråd, havde den idé, at disse to nye Fællesskaber kun var ét ud af mange skridt hen imod skabelsen af et mere integreret politisk og socialt Europa, en fremtrædende plads i hovedtalernes indlæg. Som Victor Larock, Rådets formand, udtrykte det:

»De sociale mål drukner generelt lidt i traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (...), men hvis vi ønsker, at folk i vores lande og i hele Europa skal overbevises om de idéer, som leder os, bliver vi nødt til at være meget opmærksomme på disse mål. Hvorfor fokusere på at fremme produktion, handel og fri kapitalbevægelighed, hvis de økonomiske fremskridt ikke kommer folk til gode?« (Åbningstale holdt af Victor Larock, Belgiens udenrigsminister og formand for Rådene, på den konstituerende samling i EØF-Rådet og Euratområdet den 25. januar 1958 i Bruxelles (bilag I, CEE EUR/CM/20 f/58) (24)).

(23) Protokol for den konstituerende samling i EØF-Rådet og Euratområdet, den 25. januar 1958 i Bruxelles (CM2 20/1958).

(24) Protokol for den konstituerende samling i EØF-Rådet og Euratområdet, den 25. januar 1958 i Bruxelles, bilag I (CM2 20/1958), s. 4.


Italiensk plakat, der promoverer undertegnelsen af Romtraktaterne

© De

n Eur

opæi

ske U

nion


Den tomme stols krise: Fra den 1. juli 1965 til den 29. januar 1966 nægtede Frankrig at deltage i fællesskabsorganernes møder i Bruxelles


2.1.2. »Den tomme stols krise« og LuxembourgforligetDet viste sig at være nødvendigt at samordne de tre Fællesskabers virksomhed, lige så snart de var blevet oprettet i 1958, og allerede i 1960 drøftede alle institutionerne en sammenlægning af de udøvende organer. Coreper havde i november 1960 en første substansdrøftelse om dette spørgsmål (25). Forhandlingerne var imidlertid vanskelige. Den politiske kontekst i 1960’erne lagde ikke op til forlig, hvilket den første krise i inte-grationsprocessen viser, nemlig Frankrigs udeblivelse fra samlingerne i Rådet, senere kendt som »den tomme stols krise«.

Penge og magt var de spørgsmål, der udgjorde kernen i »den tomme stols krise«. Ifølge traktaterne skulle der i 1965 opnås enighed om to meget vigtige fællesskabsspørgs-mål: finansieringen af den fælles landbrugspolitik og øget anvendelse af kvalificeret flertal i Rådet.

Forordningerne om finansieringen af den fælles landbrugspolitik stod til at udløbe i juli 1965. Et år tidligere havde EØF-Rådet anmodet Kommissionen om at forelægge et forslag om finansieringen af den fælles landbrugspolitik i perioden 1965-1970. Den daværende formand for Europa-Kommissionen, Walter Hallstein, benyttede lejlighe-den til at foreslå en samlet revision af EØF’s finansielle struktur og Den Parlamentariske Forsamlings og selve Kommissionens ansvarsområder. Kommissionens forslag omfat-tede indførelse af en ordning med egne indtægter til Fællesskabet, som så ikke læn-gere ville være afhængigt af medlemsstaternes nationale bidrag. Hallstein argumente-rede også for, at Forsamlingens budgetbeføjelser skulle udvides, og at Kommissionen skulle have flere ansvarsområder.

Sideløbende med disse drøftelser forberedte EØF-institutionerne sig også på tredje fase af overgangsperioden i forbindelse med oprettelsen af det fælles marked. Den tredje fase af oprettelsen af det indre marked, som skulle begynde den 1. januar 1965, omfattede øget anvendelse af kvalificeret flertal i Rådet.

(25) Kortfattet referat af mødet med begrænset deltagerkreds i De Faste Repræsentanters Komité den 10. november 1960 i Bruxelles (CM2 1960 RP/CRS/2), s. 4.


Et Fællesskab med egne indtægter, en stærkere Kommission og almindelig anven-delse af kvalificeret flertal indgik ikke i præsident Charles de Gaulles vision for den europæiske integration. Den 30. juni 1965 trådte EØF-Rådet sammen for at drøfte Kommissionens forslag om finansieringen af den fælles landbrugspolitik, og krisen nå-ede et højdepunkt. Frankrig, der var repræsenteret af landbrugsminister Edgar Pisani og finansminister Valéry Giscard d’Estaing, gav højlydt udtryk for sin uenighed med Kommissionen og de fem andre medlemsstater. Næste dag, den 1. juli 1965, kaldte den franske regering sin faste repræsentant i Bruxelles hjem til Paris og meddelte, at man ikke mere ville deltage i samlingerne i Rådet eller i arbejdet i Coreper eller andre komitéer, udvalg og arbejdsgrupper i Rådet.

Den tomme stols politik havde varet i omkring seks måneder, da den endelig blev bragt til ophør på en ekstraordinær samling i Rådet, der varede i fire dage (den 17.-18. og den 28.-29. januar 1966) og fandt sted i Luxembourg. Den 29. januar 1966 udsendte Rådet en erklæring om, at de seks medlemsstater havde indgået en aftale om de frem-tidige forbindelser mellem Kommissionen og Rådet og om anvendelsen af kvalificeret flertal. Aftalen blev siden kendt som Luxembourgforliget (26).

I henhold til forligsteksten, der senere blev betegnet som en »enighed om at være uenige«, gælder det, at når en medlemsstat mener, at afgørelser, der skal vedtages med kvalificeret flertal, berører vigtige nationale interesser, vil Rådet »inden for en ri-melig tid søge at nå frem til løsninger, som alle Rådets medlemmer kan tilslutte sig under hensyntagen til såvel deres gensidige interesser som Fællesskabets interesser«. Selv om den franske delegation var af den opfattelse, at »drøftelserne, når det drejer sig om meget vigtige interesser, må fortsættes, indtil en enstemmig afgørelse er nået«, var der »meningsforskelle med hensyn til, hvad der skal ske i tilfælde af, at fuldstændig enighed ikke opnås« i henhold til protokollen for samlingen.

Luxembourgforliget anses ofte for at have haft negativ indvirkning på den europæiske integrationsproces, eftersom det gav de enkelte medlemsstater mulighed for at brem-se bestemte forslag og dermed begrænse Kommissionens indflydelse. Det omdømme tager dog ikke hensyn til det afgørende bidrag, forliget ydede: Selv om det muligvis sinkede integrationsprocessen i forhold til de daværende forventninger, gjorde forliget det muligt at fortsætte processen, og det gjorde den. Siden da er oprettelsestraktater-ne blevet ændret fem gange. Hver af ændringerne har udvidet Fællesskabernes kom-petenceområder og gjort procedurerne mere åbne og gennemsigtige. Sideløbende hermed har også medlemskredsen ændret sig, og yderligere 22 europæiske lande har sluttet sig til de seks medstiftere ved syv udvidelser.

2.1.3. FusionstraktatenLuxembourgforliget gjorde det muligt at løse problemet med samordning af Fællesskabernes og deres institutioners virksomhed. Den begivenhed, der sene-re blev kendt som fusionen af de udøvende organer, fandt sted, ti år efter at de tre Fællesskaber blev oprettet. Fusionstraktaten, som også benævnes Bruxellestraktaten efter den by, hvor den blev undertegnet, trådte i kraft den 1. juli 1967. Den oprettede et fælles råd — Rådet for De Europæiske Fællesskaber — der skulle erstatte Rådet for EKSF, EØF-Rådet og Euratområdet. Ligeledes oprettede traktaten en fælles kom-mission — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber — til erstatning for Den

(26) Protokol for den ekstraordinære samling i EØF-Rådet den 17.-18. og den 28.-29. januar 1966 i Luxembourg (CM2 C/12/66).


Høje Myndighed for EKSF, EØF-Kommissionen og Euratom-Kommissionen. De tre Fællesskaber var allerede fælles om Forsamlingen og Domstolen.

Trods fusionen af de udøvende organer blev traktaterne ikke fusioneret. Hvert af Fællesskaberne bevarede sin juridiske uafhængighed, og Rådet traf fortsat afgørelse, alt efter hvilke beføjelser de respektive oprettelsestraktater tillagde institutionerne.

2.1.4. maastrichttraktatenDa Maastrichttraktaten trådte i kraft i november 1993, fik Rådet sit nuværende navn: Rådet for Den Europæiske Union. Maastrichttraktaten havde afgørende betydning for den europæiske integrationsproces, idet den tilføjede en mere politisk dimension til det eksisterende økonomiske samarbejde. Traktaten er bedst kendt for at oprette Den Europæiske Union og dens tresøjlestruktur: Det Europæiske Fællesskab (første søjle), den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP, anden søjle) og retlige og indre anlig-gender (RIA, tredje søjle). Maastrichttraktaten banede også vejen for oprettelsen af EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) og den fælles valuta, euroen.

Det kompromis, som Det Europæiske Råd indgik i Maastricht, sammenflettede på mesterlig vis de allerede eksisterende politikstrukturer under Unionens fælles paraply. Første søjle samlede de tre eksisterende Fællesskaber og gav den økonomiske inte-grationsproces et bredere politikomfang, anden søjle videreudviklede det europæiske politiske samarbejde, der først nævnes i traktaterne med den europæiske fælles akt, og tredje søjle byggede på den erfaring, der var opnået i forbindelse med Schengenaftalen og konventionen om gennemførelse heraf.

Maastrichttraktatens søjlestruktur begrænsede Europa-Kommissionens, Europa-Parlamentets og Domstolens beføjelser til at øve indflydelse på de nye politikområ-der i anden og tredje søjle, hvis mellemstatslige samarbejdsform gav Rådet naturlig autoritet. I første søjle, Det Europæiske Fællesskab, stiftede Rådet imidlertid for første gang bekendtskab med begrebet »fælles beslutningstagning« sammen med Europa-Parlamentet. Denne fælles beslutningsprocedure, hvis navn Lissabontraktaten i de-cember 2009 ændrede til »den almindelige lovgivningsprocedure«, har vist sig så vigtig for magtbalancen mellem EU-institutionerne, at den nu ifølge traktaterne er standardprocedure i forbindelse med lovgivningsmæssige retsakter og finder anven-delse på de fleste af Unionens politikområder.

2.1.5. LissabontraktatenFor Rådet var de to vigtigste ændringer, der blev indført med Lissabontraktaten, et nyt afstemningssystem for kvalificeret flertal og princippet om, at dets formandskab roterer på basis af triogrupper, der i 18-månedersperioder arbejder sammen om at gennemføre en fælles dagsorden.

Idéen bag triogrupperne var at forbedre sammenhængen over tid og samtidig give plads til forskellige nationale interesser, ledelsesmetoder og politiske prioriteter. Den såkaldte ESBEHU-gruppe (Spanien, Belgien og Ungarn) var den første formandstrio, der efter Lissabontraktatens ikrafttræden skulle arbejde sammen mellem den 1. januar 2010 og den 30. juni 2011.


Belgien var med i den første formandskabstrio — en ordning indført med Lissabontraktaten — og ledede rådssamlingerne fra den 1. juli til den 31. december 2010


Amsterdam- og Nicetraktaten havde allerede udvidet anvendelsen af kvalificeret fler-tal (27). Efter Lissabontraktatens ikrafttræden blev kvalificeret flertal den normale af-stemningsprocedure på næsten alle politikområder, undtagen skatteområdet og det udenrigspolitiske område, i stedet for enstemmighed. De tidligere ændringstraktater havde etableret et system med stemmevægtning, hvor antallet af stemmer for hver medlemsstat var baseret på landets relative størrelse. Efter det system blev en afgø-relse kun vedtaget, hvis et flertal af medlemsstaterne havde opnået et vist antal stem-mer. Lissabontraktaten forenklede afstemningssystemet og indførte et system med dobbelt flertal, hvor et kvalificeret flertal er opnået, hvis det omfatter mindst 55 % af medlemsstaterne (16 ud af 28), som repræsenterer mindst 65 % af befolkningen, når der træffes afgørelse på forslag af Kommissionen. Selv om det nye system har været i brug siden den 1. november 2014, findes der indtil den 31. marts 2017 en overgangs-periode, hvor de tidligere stemmevægte kan anvendes, hvis en medlemsstat anmoder formelt herom (28).

Siden Lissabontraktatens ikrafttræden har Rådets forhandlinger om lovgivning, herun-der debatter og afstemning, været transmitteret, og Lissabontraktaten formaliserede

(27) Kvalificeret flertal havde oprindeligt retsgrundlag i Romtraktaternes artikel 148, og det første system fandt anvendelse mellem 1958 og 1972 (bilag IV).

(28) For at overbevise Polen under forhandlingerne blev denne overgangsforanstaltning indført, efter at det såkaldte Ioanninakompromis blev gjort gældende, så en gruppe stater, der tilsammen har stemmer tæt ved det blokerende mindretal, kan kræve fornyet behandling af en afgørelse vedtaget med kvalificeret flertal i Rådet.


også Eurogruppen, hvis rolle er fastlagt i protokol nr. 14 (29). Det første uformelle møde for finansministrene fra euroområdets medlemsstater fandt sted den 4. juni 1998 på Château de Senningen i Luxembourg. Lissabontraktaten indeholder bestemmelser om valg af formanden for Eurogruppen (30), og det var Luxembourgs daværende premier-minister, Jean-Claude Juncker, der først bestred posten, hvorefter den fra den 21. janu-ar 2013 blev overtaget af den nederlandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem. Han blev genvalgt til endnu en mandatperiode på to et halvt år den 13. juli 2015.

Selv om Rådet er én enkelt retlig enhed, samles det i forskellige sammensætninger, alt efter hvilket emne der behandles. Med Lissabontraktatens ikrafttræden steg antallet af rådssammensætninger fra ni til ti, fordi Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) blev opdelt i to. Det roterende formandskab tilrettelægger og leder alle samlinger i Rådet bortset fra Udenrigsrådets samlinger, som den højtstående repræ-sentant leder.

Lissabontraktaten anses generelt for at have mindsket synligheden — og måske endda betydningen — af Rådets roterende formandskab, især fordi Det Europæiske Råd er blevet en fuldgyldig institution med sin egen formand, så det ikke længere er Rådets roterende formandskab, der leder møderne i Det Europæiske Råd (31). Mens Det Europæiske Råd fokuserer på den overordnede strategi og akutte situationer eller endog krisestyring, har Rådets formandskab ansvar for at skabe fremdrift i Rådets ar-bejde med EU-lovgivningen, sikre EU-dagsordenens kontinuitet, ordnede lovgivnings-processer og samarbejde mellem medlemsstaterne.

2.2. FORBEREDELSEN AF RÅDETS ARBEJDE

2.2.1. CoreperOprettelsestraktaten, der oprettede EKSF i 1952, indeholdt ingen bestemmelser om Det Særlige Ministerråds forberedende struktur. Kompleksiteten i denne nye institu-tions beslutningsproces og behovet for at drøfte og koordinere de seks medlemssta-ters holdninger forud for de formelle samlinger førte imidlertid til nedsættelse af et koordineringsudvalg (Cocor) i februar 1953, omkring syv måneder efter oprettelsen af Fællesskabet. Cocor var ikke et fast organ, og medlemsstaternes repræsentanter rejste fra hovedstæderne til Luxembourg for at deltage i møderne, idet de nationale repræ-sentanter skiftede, alt efter hvilke spørgsmål der var på dagsordenen.

Selv om koordineringsudvalget hele tiden skiftede sammensætning, viste det sig at være særdeles effektivt til at koordinere og forberede samlingerne i Rådet — så effek-tivt, at det blev nedfældet i traktaterne om oprettelse af henholdsvis EØF og Euratom i 1958, at Rådets forretningsorden kunne foreskrive nedsættelse af »et udvalg, der sam-mensættes af medlemsstaternes repræsentanter« (32), hvis opgaver og beføjelser skulle fastlægges af de relevante råd. Mindre end en måned efter ikrafttrædelsen af EØF-traktaten og Euratomtraktaten besluttede Rådene på deres konstituerende samling

(29) EUT C 306 af 17.12.2007, s. 153.

(30) Proceduren for valg af Eurogruppens formand er fastlagt i protokol nr. 14 til Lissabontraktaten.

(31) Modellen med fast formandskab anvendes allerede i tre organer: Det Europæiske Råd, Udenrigsrådet og Eurogruppen.

(32) Artikel 151 i EØF-traktaten og artikel 121 i Euratomtraktaten.


den 25. januar 1958 at nedsætte en komité af faste repræsentanter for medlemsstater-nes regeringer (Coreper) (33).

De faste repræsentanter, som tog fast ophold i Bruxelles, er i realiteten deres landes ambassadører ved EU og udtrykker deres regeringers holdning. De bistås af nationale eksperter udsendt fra deres ministerier i hjemlandet til det, der senere blev kendt som de faste repræsentationer. Coreper fik som hverv at forberede arbejdet i EØF-Rådet og Euratområdet og at udføre andre opgaver, som det fik tildelt.

Den 1. juli 1967 blev Coreper med fusionstraktaten for første gang omtalt i primær ret. Artikel 4 i fusionstraktaten omhandler Coreper og dens rolle som komité af fas-te repræsentanter, der har til opgave at forberede det nu eneste Råds arbejde. Maastrichttraktaten fra 1993 indarbejdede substansen af artikel 4 i oprettelsestraktaten om Den Europæiske Union, og Amsterdamtraktaten fra 1999 gav Coreper beføjelse til at træffe procedureafgørelser. Begge disse roller blev bibeholdt i Lissabontraktaten.

Coreper arbejdede som et enkelt organ, indtil den i 1962 blev delt i to på grund af sit omfattende arbejdsprogram: Coreper I, som består af de stedfortrædende faste re-præsentanter og behandler spørgsmål af mere teknisk art, og Coreper II, som består af selve de faste repræsentanter og forbereder arbejdet vedrørende politiske og økono-miske spørgsmål af horisontal art.

COREPER I FORBEREDER ARBEJDET FOR FØLGENDE RÅDSSAMMENSÆTNINGER:

• beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik• konkurrenceevne (det indre marked, industri, forskning og rummet)• transport, telekommunikation og energi• landbrug og fiskeri• miljø• uddannelse, ungdom, kultur og sport

COREPER II FORBEREDER ARBEJDET FOR FØLGENDE RÅDSSAMMENSÆTNINGER:

• almindelige anliggender• udenrigsanliggender• økonomi og finans• retlige og indre anliggender

(33) Protokol for den konstituerende samling i EØF-Rådet og Euratområdet den 25. januar 1958 i Bruxelles (CM2 20/1958, s. 10). Forkortelsen Coreper stammer fra komitéens navn på fransk: »Comité des représentants permanents«.


Forberedelse af et møde i Coreper den 28. september 1978


Møde i Coreper II den 17. december 2012


Den forholdsvis brede definition af Corepers rolle i traktaterne er ikke helt dækkende, eftersom komitéen i årenes løb har fået afgørende betydning med hensyn til at sikre, at Rådet er velfungerende. Selv om Coreper ikke er et af EU’s besluttende organer, og en aftale, som den når til enighed om, kan anfægtes af Rådet, der alene har beføjelsen til at træffe afgørelser, har den lige siden begyndelsen været afgørende for gennem-førelsen af komplekse og vanskelige forhandlinger. Lange og intensive mødedage har givet Corepers medlemmer uundværlig erfaring i at bistå EU’s medlemsstater med at nå frem til kompromiser.

2.2.2. komitéer, udvalg og arbejdsgrupperRådet eller Coreper nedsætter komitéer, udvalg og arbejdsgrupper, der skal koordine-re Rådets virksomhed på forskellige områder. Forhandlingerne om ethvert spørgsmål eller forslag indledes i sådanne grupper, der består af nationale eksperter inden for specifikke områder eller politikker. I grupperne føres der forhandlinger, indtil der nås til enighed, hvis det er muligt, og det fastlægges, hvilke stridsspørgsmål der skal fore-lægges Coreper.

Det første af sådanne udvalg, der blev nedsat, var Handelsudvalget. Det blev nedsat på den konstituerende samling i Det Særlige Ministerråd for EKSF den 10. septem-ber 1952 (34) og fik til opgave at behandle spørgsmål vedrørende handelsmæssige overgangsbestemmelser. Det konstituerende møde i Handelsudvalget blev afholdt den 29. november 1952 i Luxembourg.

Der er også blevet nedsat andre komitéer og udvalg i årenes løb: Specialkomitéen for Landbrug, Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, Artikel 113-Udvalget (se-nere Artikel 133-Udvalget og i dag Handelspolitikudvalget) og Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité er nogle af de bedst kendte. Der er desuden blevet nedsat en række horisontale grupper, der er tæt knyttet til Corepers arbejde, såsom Anticigruppen, Mertensgruppen (som forbereder møder i henholdsvis Coreper II og

(34) Protokol for den konstituerende samling i Det Særlige Ministerråd for EKSF, den 8.-10. september 1952 i Luxembourg (CM1 1/1952, s. 8).


Coreper I) og Gruppen af Formandskabets Venner. I takt med at Fællesskaberne har fået flere kompetencer, er der blevet nedsat mere og mere specialiserede grupper. I dag er der mere end 150 højt specialiserede arbejdsgrupper og komitéer (35).

2.2.3. generalsekretariatetLigesom det var tilfældet med Coreper, var Generalsekretariatet for Rådet (GSR) ikke omtalt i traktaterne om oprettelse af Fællesskaberne. Som nævnt ovenfor blev sekre-tariatet oprettet på den konstituerende samling i Det Særlige Ministerråd for EKSF den 9.-10. september 1952. På den konstituerende samling i EØF-Rådet og Euratområdet i januar 1958 blev der ikke oprettet nye sekretariater for disse institutioner, men i stedet bekræftedes det, at alle tre Råd skulle bistås af de samme tjenestemænd. Christian Calmes blev udnævnt til generalsekretær i 1952, og i 1958 blev hans mandat forlæn-get. GSR har siden haft yderligere syv generalsekretærer. Fra den 1. juli 2015 har stillin-gen været besat af Jeppe Tranholm-Mikkelsen (se bilag V).

Ved fusionstraktaten blev Generalsekretariatet for Rådet i juli 1967 til Generalsekre-tariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber. Det var dog først med Maastrichttraktaten i november 1993, at GSR blev nævnt i traktaterne: Artikel 151 i TEU anerkendte generalsekretariatets eksistens og gav det til rolle at bistå Rådet.

Sekretariatet bestod i begyndelsen af færre end et dusin tjenestemænd. Christian Calmes redegjorde i en skrivelse af 17. november 1952 til Konrad Adenauer nøje for sekretariatets sammensætning:

»Dets personale på ti ansatte fordeler sig som følger: generalsekretæren (L), en admini-strator (B), en tilsynsførende (som også fungerer som bogholder), en arkivar (som også fungerer som oversætter), to sekretærer, en maskinskriver (som også fungerer som te-lefonist), en kontorassistent (som også tager sig af duplikering), en chauffør (som også fungerer som bud) og en betjent (som også hjælper til med kontoropgaver)« (36).

Dette lille administrative organ forestod hovedsagelig de logistiske behov i forbindelse med tilrettelæggelsen af samlingerne i Det Særlige Ministerråd. Generalsekretariatets rolle har udviklet sig meget siden dengang. GSR har i dag ud over sine traditionelle sekretariatsopgaver såsom den daglige forberedelse af dokumenter, oversættelser og referattagning også gradvis udviklet politiske tillægsroller: Det sikrer kontinuiteten i Rådets arbejde inden for rammerne af ordningen med roterende formandskaber, som hver sjette måned bringer ny dynamik ind i forhandlingsprocessen og fastlægger de forskellige prioriteter for Rådets arbejdsprogram, og det rådgiver formandskabet om indgåelse af forlig på grundlag af sin viden om politikker, procedurer og institutionelle spørgsmål.

(35) På www.consilium.europa.eu/da/council-eu/preparatory-bodies er der en oversigt over Rådets forberedende organer.

(36) Christian Calmes, generalsekretær for Det Særlige Ministerråd for EKSF, sendte den 17. november 1952 Konrad Adenauer, Forbundsrepublikken Tysklands kansler og udenrigsminister, en rapport om organiseringen af ressourcerne og personalet i sekretariatet (CM1 1952-36, s. 2).

http://www.consilium.europa.eu/da/council-eu/preparatory-bodies


Uwe Corsepius overdrager posten som Rådets generalsekretær til Jeppe TranholmMikkelsen i nærværelse af generalsekretariatets personale (17. juni 2015)


Det Europæiske Råd gav på mødet i december 1999 i Helsingfors, da Unionen forbe-redte sig til udvidelsen (37), sin tilslutning til GSR’s mere og mere centrale rolle, som efterfølgende er blevet anerkendt i Rådets forretningsordens artikel 23. I denne artikel fastsættes det, at sekretariatet »inddrages nært og kontinuerligt i planlægningen, sam-ordningen og sikringen af sammenhængen i Rådets arbejde« og bistår formandskabet med at nå frem til mulige løsninger (38).

Generalsekretæren har til opgave at bistå Rådet og forvalte GSR. Han er ansvarlig for udførelsen af de tjenester, som GSR yder til Rådets formandskaber og forberedende organer og til formanden for Det Europæiske Råd, som han også er generalsekretær for. Han er også ansvarlig for den administrative forvaltning af GSR hvad angår menne-skelige og finansielle ressourcer. Han udnævnes af Rådet med kvalificeret flertal.

(37) Formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde den 10.-11. december 1999 i Helsingfors. Jf. bilag III: Et effektivt Råd i en udvidet Union — retningslinjer for en reform og anbefalinger vedrørende forretningsgangen.

(38) Rådets afgørelse af 1. december 2009 om vedtagelse af Rådets forretningsorden (EUT L 325 af 11.12.2009, s. 35), artikel 23, stk. 3.


3. BILAG

I EU‑TRAKTATERNE — DE VIGTIGSTE REFORMER

Traktaterne er fundamentet for EU. De forhandles af repræsentanterne for medlems-staternes regeringer og aftales ved fælles overenskomst. De undertegnes af alle med-lemsstaterne og ratificeres i overensstemmelse med de enkelte medlemsstaters forfat-ningsmæssige bestemmelser. De træder først i kraft, når processen er afsluttet, og hver etape er fuldført.

Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) — Paristraktaten (39),undertegnet den 23. juli 1952 i Paris, Frankrig,trådte i kraft den 23. juli 1952,udløb den 23. juli 2002:

Første grundtraktatFælles marked for den tids strategiske produkter: kul og stål

Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Forsvarsfællesskab — EDC-traktaten (40),undertegnet den 27. maj 1952 i Paris, Frankrig,trådte ikke i kraft (41).

Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF-traktaten (42),Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab — Euratomtraktaten (43),Konventionen vedrørende fælles institutioner for De Europæiske Fællesskaber:Forsamlingen, Domstolen og Det Økonomiske og Sociale Udvalg,undertegnet den 25. marts 1957 i Rom, Italien,trådte i kraft den 1. januar 1958:

To oprettelsestraktater — RomtraktaterneGradvis indførelse af et fælles marked (EØF)Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom)

(39) De oprindelige udgaver af traktaten og de nationale ratifikationsinstrumenter samt de successive tiltrædelsesinstrumenter er deponeret i arkiverne hos Den Franske Republiks regering.

(40) Idem.

(41) Udkastet til EDC-traktaten var knyttet til traktaten om statutten for Det Europæiske Politiske Fællesskab (EPS), der blev vedtaget på EKSF’s ad hoc-forsamling den 10. marts 1953 (overdraget til EKSF’s udenrigsministre den 9. marts 1953). Udkastet til EPS-traktaten bortfaldt, da EDC blev forkastet.

(42) Til forskel fra de øvrige protokoller, der fra starten var knyttet som bilag til EØF-traktaten, blev protokollen om statutten for Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs Domstol undertegnet den 17. april 1957 i Bruxelles.

(43) Protokollen om statutten for Domstolen for Det Europæiske Atomenergifællesskab, der er knyttet som bilag til Euratomtraktaten, blev undertegnet den 17. april 1957 i Bruxelles.


Konventionen om De Nederlandske Antiller,undertegnet den 13. november 1962 i Bruxelles, Belgien,trådte i kraft den 1. oktober 1964.

Traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber — fusionstraktaten (44),undertegnet den 8. april 1965 i Bruxelles, Belgien,trådte i kraft den 1. juli 1967.

Traktaten om ændring af visse budgetbestemmelser i traktaterne (egne indtægter),undertegnet den 22. april 1970 i Luxembourg, Luxembourg,trådte i kraft den 1. januar 1971.

Traktaten om ændring af visse finansielle bestemmelser i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og i traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber (45) (»traktaten om ændring af visse finansielle bestemmelser«),undertegnet den 22. juli 1975 i Bruxelles, Belgien,trådte i kraft den 1. juni 1977.

Traktaten om ændring af visse bestemmelser i protokollen vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank (46): bemyndigelse af Styrelsesrådet til at ændre definitionen af regningsenheden og metoden for omregning til national valuta,undertegnet den 10. juli 1975 i Bruxelles, Belgien,trådte i kraft den 1. oktober 1977.

Traktaten vedrørende Grønland (47),undertegnet den 13. marts 1984 i Bruxelles, Belgien,trådte i kraft den 1. januar 1985.

(44) Afgørelsen truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer vedrørende den foreløbige placering af visse af Fællesskabernes institutioner og tjenester (EFT 152 af 13.7.1967) blev undertegnet og trådte i kraft på de samme datoer som datoerne for undertegnelse og ikrafttrædelse af fusionstraktaten.

(45) Afgørelsen truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer af 5. april 1977 om den foreløbige placering af Revisionsretten (EFT L 104 af 28.4.1977) blev undertegnet den 5. april 1977 og trådte i kraft den 1. juni 1977.

(46) Protokollen vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank var knyttet som bilag til EØF-traktaten.

(47) Grønland udtrådte formelt af EØF den 1. februar 1985.


Den europæiske fælles akt (48),undertegnet den 17. februar 1986 (BE, DE, ES, FR, IE, LU, NL, PT, UK) i Luxembourg,Luxembourg, og den 25. februar 1986 (DK, EL, IT) i Haag, Nederlandene,trådte i kraft den 1. juli 1987:

Kvalificeret flertalLovgivningssamarbejdet mellem Rådet og Europa-Parlamentet indledesForberedelser til et stort indre markedUdenrigspolitisk samarbejdeDet Europæiske Råd nævnes for første gang

Traktaten om Den Europæiske Union — TEU eller Maastrichttraktaten (49),undertegnet den 7. februar 1992 i Maastricht, Nederlandene,trådte i kraft den 1. november 1993:

Den Europæiske Union bliver tilDen Økonomiske og Monetære UnionEuroen forberedesDen fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)Retlige og indre anliggender (RIA)

Akten om ændring af protokollen vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank eller akten om oprettelse af en europæisk investeringsfond,undertegnet den 25. marts 1993 i Bruxelles, Belgien,trådte i kraft den 1. maj 1994.

Amsterdamtraktaten,undertegnet den 2. oktober 1997 i Amsterdam, Nederlandene,trådte i kraft den 1. maj 1999:

Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighedIntegration af SchengenreglerneLigestilling mellem kønneneBæredygtig udviklingDen højtstående FUSP-repræsentantKrisestyringskapacitet

Nicetraktaten,undertegnet den 26. februar 2001 i Nice, Frankrig,trådte i kraft den 1. februar 2003:

Reform af institutionerne med henblik på en Union med 27 medlemmer

Traktaten om en forfatning for Europa,undertegnet den 29. oktober 2004 i Rom, Italien,trådte ikke i kraft.

(48) Ændrede EKSF-traktaten, EØF-traktaten og Euratomtraktaten.

(49) Indførte traktaten om Den Europæiske Union, ændrede EØF-traktaten med henblik på at oprette Det Europæiske Fællesskab, ændrede EKSF-traktaten og Euratomtraktaten.


Lissabontraktaten, undertegnet af stats og regeringscheferne (13. december 2007)


Lissabontraktaten,undertegnet den 13. december 2007 i Lissabon, Portugal,trådte i kraft den 1. december 2009:

Det Europæiske Råd bliver en institutionRådet og Europa-Parlamentet deler den lovgivende myndighedDe nationale parlamenter inddragesEU får status som juridisk personChartret om grundlæggende rettigheder

Traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union — TSSS (50),undertegnet den 2. marts 2012 i Bruxelles, Belgien,trådte i kraft den 1. januar 2013.

(50) De 19 medlemsstater i euroområdet samt Bulgarien, Danmark, Polen, Rumænien, Sverige og Ungarn har allerede undertegnet traktaten, mens Tjekkiet har indledt procedurer med henblik på undertegnelse.


II UDVIDELSESPROCESSEN

Det har aldrig været meningen, at den oprindelige EKSF-traktat skulle være en eks-klusiv klub for de seks medlemsstater, der oprettede Fællesskabet. I artikel 98 hed det: »Enhver europæisk stat kan anmode om tiltrædelse af denne traktat«. Trods underteg-nelse af nye traktater og talrige ændringer har indbydelsen til at tilslutte sig integrati-onsprocessen altid stået åben for de øvrige europæiske stater. I artikel 49 i TEU hedder det nu: »Enhver europæisk stat, som respekterer værdierne i artikel 2 og forpligter sig til at fremme dem, kan ansøge om at blive medlem af Unionen«.

Traktaten om Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongeriges tiltrædelse (51),undertegnet den 22. januar 1972 i Bruxelles, Belgien,trådte i kraft den 1. januar 1973.

Traktaten om Grækenlands tiltrædelse (52),undertegnet den 28. maj 1979 i Athen, Grækenland,trådte i kraft den 1. januar 1981.

Traktaten om Spaniens og Portugals tiltrædelse (53),undertegnet den 12. juni 1985 i Madrid, Spanien, og i Lissabon, Portugal,trådte i kraft den 1. januar 1986.

Traktaten om Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse,undertegnet den 24. juni 1994 på Korfu, Grækenland (54),trådte i kraft den 1. januar 1995.

Traktaten om Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse,undertegnet den 16. april 2003 i Athen, Grækenland,trådte i kraft den 1. maj 2004.

(51) For så vidt angår tiltrædelsen af EKSF, jf. afgørelse truffet af Rådet for De Europæiske Fællesskaber af 22. januar 1972 vedrørende Kongeriget Danmarks, Irlands, Kongeriget Norges og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EFT L 73 af 27.3.1972) (dokumenter vedrørende de fire landes tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber). På grund af det negative folkeafstemningsresultat om tiltrædelsestraktaten i Norge den 25. september 1972 blev tiltrædelsestraktaten og de øvrige dokumenter vedrørende tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber gjort til genstand for en afgørelse truffet af Rådet for De Europæiske Fællesskaber den 1. januar 1973 om tilpasning af dokumenter vedrørende de nye medlemsstaters tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber (EFT L 2 af 1.1.1973).

(52) For så vidt angår tiltrædelse af EKSF, jf. afgørelse truffet af Rådet for De Europæiske Fællesskaber den 24. maj 1979 vedrørende Den Hellenske Republiks tiltrædelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EFT L 291 af 19.11.1979).

(53) For så vidt angår tiltrædelse af EKSF, jf. afgørelse truffet af Rådet for De Europæiske Fællesskaber den 11. juni 1985 om Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltrædelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EFT L 302 af 15.11.1985).

(54) Norge afbrød ratifikationsprocessen efter det negative folkeafstemningsresultat den 28. november 1994. På grund af denne manglende ratifikation af tiltrædelsestraktaten blev tiltrædelsestraktaten og de øvrige retsakter vedrørende tiltrædelsen gjort til genstand for afgørelse 95/1/EF truffet af Rådet for Den Europæiske Union om tilpasning af retsakterne vedrørende nye medlemsstaters tiltrædelse af Den Europæiske Union (EFT L 1 af 1.1.1995).


BE

EL

CZ

HU

EE

MT

CY

PL

LV

SI

LT

SK

AT FI SE

ES PT

BG RO

HR

DK IE UK

DE FR IT LU NL

UDVIDELSER fra 6 til 28 medlemsstater

1952

1973

1981

1986

1995

2004

2007

2013

Traktaten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse,undertegnet den 25. april 2005 i Luxembourg, Luxembourg,trådte i kraft den 1. januar 2007.

Traktaten om Kroatiens tiltrædelse,undertegnet den 9. december 2011 i Bruxelles, Belgien,trådte i kraft den 1. juli 2013.


Arbejdsmøde under topmødet den 9.10. december 1974 i Paris, Frankrig


III KRONOLOGI OVER TOPMØDER, MØDER I DET EUROPÆISKE RÅD OG EUROTOPMØDER

konference mellem stats- og regeringscheferne med henblik på endelig udformning af romtraktaterneden 18. og 19. februar 1957, Paris (Matignon), under ledelse af Guy Mollet

topmøder mellem stats- og regeringscheferne før oprettelsen af Det europæiske råd i december 1974den 10. og 11. februar 1961, Paris (Quai d’Orsay), under ledelse af Charles de Gaulleden 18. juli 1961, Bonn (Godesberger Redoute), under ledelse af Konrad Adenauerden 29. og 30. maj 1967, Rom (Capitol), under ledelse af Aldo Moroden 1. og 2. december 1969, Haag (Ridderzaal), under ledelse af Piet de Jongden 19. og 20. oktober 1972, Paris (Centre des conférences internationales), under le-delse af Barend Biesheuvelden 14. og 15. december 1973, København (Bella Center), under ledelse af Anker Jørgensenden 19. september 1974, Paris (Palais de l’Elysée), under ledelse af Valéry Giscard d’Estaing (uformel middag)den 9. og 10. december 1974, Paris (Quai d’Orsay), under ledelse af Valéry Giscard d’Estaing


møder i Det europæiske råd og uformelle møder mellem stats- og regeringscheferne siden oprettelsen af Det europæiske råd (55)den 10. og 11. marts 1975, Dublin (Dublin Castle), under ledelse af Liam Cosgraveden 16. og 17. juli 1975, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af Aldo Moroden 1. og 2. december 1975, Rom (Palazzo Barberini), under ledelse af Aldo Moroden 1. og 2. april 1976, Luxembourg (Centre de conférences Kirchberg), under ledelse af Gaston Thornden 12. og 13. juli 1976, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af Joop den Uylden 29. og 30. november 1976, Haag (Ridderzaal), under ledelse af Joop den Uylden 25. og 26. marts 1977, Rom (Palazzo Barberini), under ledelse af James Callaghanden 29. og 30. juni 1977, London (Lancaster House), under ledelse af James Callaghanden 5. og 6. december 1977, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af Leo Tindemansden 7. og 8. april 1978, København (Christiansborg), under ledelse af Anker Jørgensenden 6. og 7. juli 1978, Bremen (Rathaus), under ledelse af Helmut Schmidtden 4. og 5. december 1978, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af Helmut Schmidtden 12. og 13. marts 1979, Paris (Centre des conférences internationales), under ledelse af Valéry Giscard d’Estaingden 21. og 22. juni 1979, Strasbourg (Hôtel de Ville), under ledelse af Valéry Giscard d’Estaingden 29. og 30. november 1979, Dublin (Dublin Castle), under ledelse af Jack Lynchden 27. og 28. april 1980, Luxembourg (Centre de conférences Kirchberg), under ledel-se af Francesco Cossigaden 12. og 13. juni 1980, Venedig (Fondazione Cini), under ledelse af Francesco Cossigaden 1. og 2. december 1980, Luxembourg (Centre de conférences Kirchberg), under ledelse af Pierre Wernerden 23. og 24. marts 1981, Maastricht (Stadhuis), under ledelse af Dries van Agtden 29. og 30. juni 1981, Luxembourg (Centre de conférences Kirchberg), under ledel-se af Dries van Agtden 26. og 27. november 1981, London (Lancaster House), under ledelse af Margaret Thatcherden 29. og 30. marts 1982, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af Wilfried Martensden 28. og 29. juni 1982, Bruxelles (Palais d’Egmont), under ledelse af Wilfried Martensden 3. og 4. december 1982, København (Eigtveds Pakhus), under ledelse af Poul Schlüterden 21. og 22. marts 1983, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af Helmut Kohlden 17.-19. juni 1983, Stuttgart (Neues Schloss), under ledelse af Helmut Kohlden 4.-6. december 1983, Athen (Zappion), under ledelse af Andreas Papandreouden 19. og 20. marts 1984, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af François Mitterrand

(55) De angivne datoer er dem, der er officielt registreret for hvert møde. I visse tilfælde er forhandlingerne fortsat ud over de angivne datoer, når det har været nødvendigt for stats- og regeringscheferne at nå til enighed. Møderne er registreret med den betegnelse, der blev anvendt på daværende tidspunkt, jf. konklusionerne eller mødeindkaldelsen.


den 25. og 26. juni 1984, Fontainebleau (Château de Fontainebleau), under ledelse af François Mitterrandden 3. og 4. december 1984, Dublin (Dublin Castle), under ledelse af Garret Fitzgeraldden 29. og 30. marts 1985, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af Bettino Craxiden 28. og 29. juni 1985, Milano (Castello Sforzesco), under ledelse af Bettino Craxiden 2. og 3. december 1985, Luxembourg (Centre de conférences Kirchberg), under ledelse af Jacques Santerden 26. og 27. juni 1986, Haag (Conferentiecentrum van het Ministerie van Buitenlandse Zaken), under ledelse af Ruud Lubbersden 5. og 6. december 1986, London (Queen Elizabeth II Conference Centre), under ledelse af Margaret Thatcherden 29. og 30. juni 1987, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af Wilfried Martensden 4. og 5. december 1987, København (Eigtveds Pakhus), under ledelse af Poul Schlüterden 11. og 12. februar 1988, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af Helmut Kohlden 27. og 28. juni 1988, Hannover (Hannover Messe), under ledelse af Helmut Kohlden 2. og 3. december 1988, Rhodos (Palati tou Megalou Magistrou), under ledelse af Andreas Papandreouden 26. og 27. juni 1989, Madrid (Palacio de Congresos de Madrid), under ledelse af Felipe Gonzálezden 18. november 1989, Paris (Palais de l’Élysée), under ledelse af François Mitterrand (uformelt møde mellem medlemmerne af Det Europæiske Råd)den 8. og 9. december 1989, Strasbourg (Palais de la Musique et des Congrès), under ledelse af François Mitterrandden 28. april 1990, Dublin (Dublin Castle), under ledelse af Charles Haughey (ekstraor-dinært møde i Det Europæiske Råd)den 25. og 26. juni 1990, Dublin (Dublin Castle), under ledelse af Charles Haugheyden 27. og 28. oktober 1990, Rom (Palazzo Madama), under ledelse af Giulio Andreottiden 14. og 15. december 1990, Rom (Palazzo Montecitorio), under ledelse af Giulio Andreottiden 8. april 1991, Luxembourg (Centre de conférences Kirchberg), under ledelse af Jacques Santer (uformelt møde i Det Europæiske Råd)den 28. og 29. juni 1991, Luxembourg (Centre de conférences Kirchberg), under ledel-se af Jacques Santerden 9. og 10. december 1991, Maastricht (Provinciehuis), under ledelse af Ruud Lubbersden 26. og 27. juni 1992, Lissabon (Centro Cultural de Belém), under ledelse af Aníbal Cavaco Silvaden 16. oktober 1992, Birmingham (Birmingham ICC), under ledelse af John Major (ekstra-ordinært møde mellem stats- og regeringscheferne)den 11. og 12. december 1992, Edinburgh (Holyrood House), under ledelse af John Majorden 21. og 22. juni 1993, København (Bella Center), under ledelse af Poul Nyrup Rasmussenden 29. oktober 1993, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af Jean-Luc Dehaene (ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd)den 10. og 11. december 1993, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af Jean-Luc Dehaeneden 24. og 25. juni 1994, Korfu (Palaia Anaktora), under ledelse af Andreas Papandreou


den 15. juli 1994, Bruxelles (Charlemagnebygningen), under ledelse af Helmut Kohl (ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd)den 9. og 10. december 1994, Essen (Messe Essen), under ledelse af Helmut Kohlden 26. og 27. juni 1995, Cannes (Palais des festivals), under ledelse af Jacques Chiracden 22. og 23. september 1995, Mallorca (Hotel Formentor), under ledelse af Felipe González (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 15. og 16. december 1995, Madrid (Palacio de Congresos de Madrid), under ledel-se af Felipe Gonzálezden 29. marts 1996, Torino (Lingotto), under ledelse af Lamberto Diniden 21. og 22. juni 1996, Firenze (Fortezza da Basso/Exhibition Centre), under ledelse af Romano Prodiden 5. oktober 1996, Dublin (Dublin Castle), under ledelse af John Bruton (ekstraordi-nært møde i Det Europæiske Råd)den 13. og 14. december 1996, Dublin (Dublin Castle), under ledelse af John Brutonden 23. maj 1997, Noordwijk (Grand Hotel Huis ter Duin), under ledelse af Wim Kok (uformelt møde i Det Europæiske Råd)den 16. og 17. juni 1997, Amsterdam (Nederlandsche Bank), under ledelse af Wim Kokden 20. og 21. november 1997, Luxembourg (Centre de conférences Kirchberg), under ledelse af Jean-Claude Juncker (ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd)den 12. og 13. december 1997, Luxembourg (Centre de conférences Kirchberg), under ledelse af Jean-Claude Junckerden 2. og 3. maj 1998 (56), Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Tony Blair (rådsmøde på stats- og regeringschefniveau)den 15. og 16. juni 1998, Cardiff (City Hall), under ledelse af Tony Blairden 24. og 25. oktober 1998, Pörtschach (Parkhotel Pörtschach), under ledelse af Viktor Klima (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 11. og 12. december 1998, Wien (Hofburg), under ledelse af Viktor Klimaden 26. februar 1999, Bonn (Gästehaus der Bundesregierung auf dem Petersberg), un-der ledelse af Gerhard Schröder (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 24. og 25. marts 1999, Berlin (Hotel Intercontinental), under ledelse af Gerhard Schröderden 14. april 1999, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Gerhard Schröder (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 3. og 4. juni 1999, Köln (Der Gürzenich), under ledelse af Gerhard Schröderden 15. og 16. oktober 1999, Tammerfors (Museokeskus Vapriikki), under ledelse af Paavo Lipponenden 10. og 11. december 1999, Helsingfors (Helsinki Fair Centre), under ledelse af Paavo Lipponenden 23. og 24. marts 2000, Lissabon (Feira Internacional de Lisboa), under ledelse af António Guterres (ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd)den 19. og 20. juni 2000, Santa Maria da Feira (Europarque Centro de Congressos), under ledelse af António Guterresden 13. og 14. oktober 2000, Biarritz (Casino municipal de Biarritz), under ledelse af Jacques Chirac (uformelt møde i Det Europæiske Råd)den 7.-9. december 2000, Nice (Centre des Congrès Acropolis), under ledelse af Jacques Chirac

(56) Det var et rådsmøde på stats- og regeringschefniveau med henblik på at træffe afgørelser om de medlemsstater, der skulle påbegynde tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Det blev også besluttet at udpege Wim Duisenberg til den første formand for Den Europæiske Centralbank.


den 23. og 24. marts 2001, Stockholm (Stockholm Mässan), under ledelse af Göran Perssonden 15. og 16. juni 2001, Göteborg (Svenska Mässan), under ledelse af Göran Perssonden 21. september 2001, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Guy Verhofstadt (ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd)den 19. oktober 2001, Gent (Sint Pietersabdij), under ledelse af Guy Verhofstadt (ufor-melt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 14. og 15. december 2001, Bruxelles (Château Royal de Laeken), under ledelse af Guy Verhofstadtden 15. og 16. marts 2002, Barcelona (Palau de Congressos de Catalunya), under ledel-se af José María Aznarden 21. og 22. juni 2002, Sevilla (Palacio de Exposiciones y Congresos), under ledelse af José María Aznarden 24. og 25. oktober 2002, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Anders Fogh Rasmussenden 12. og 13. december 2002, København (Bella Center), under ledelse af Anders Fogh Rasmussenden 17. februar 2003, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Costas Simitis (ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd)den 20. og 21. marts 2003, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Costas Simitisden 16. april 2003, Athen (Zappeion), under ledelse af Costas Simitis (uformelt møde i Det Europæiske Råd)den 19. og 20. juni 2003, Thessaloniki (Porto Carras), under ledelse af Costas Simitisden 4. oktober 2003, Rom (Palazzo dei Congressi), under ledelse af Silvio Berlusconi (uformelt møde i Det Europæiske Råd)den 16. og 17. oktober 2003 (57), Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Silvio Berlusconiden 12. og 13. december 2003, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Silvio Berlusconiden 25. og 26. marts 2004, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Bertie Ahernden 17. og 18. juni 2004, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Bertie Ahernden 29. juni 2004, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Bertie Ahern (rådsmøde på stats- og regeringschefniveau) (58)den 4. og 5. november 2004, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Jan Peter Balkenendeden 16. og 17. december 2004, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Jan Peter Balkenendeden 22. og 23. marts 2005, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Jean-Claude Junckerden 16. og 17. juni 2005, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Jean-Claude Juncker

(57) Siden oktober 2003 har alle formelle møder i Det Europæiske Råd fundet sted i Bruxelles.

(58) Der blev indkaldt til dette rådsmøde på stats- og regeringschefniveau for at udnævne José Manuel Barroso til indstillet kommissionsformand og for at forlænge mandatet for Javier Solana som generalsekretær/højtstående FUSP-repræsentant og Pierre de Boissieu som vicegeneralsekretær for Rådet.


den 27. oktober 2005, Hampton Court (Hampton Court Palace), under ledelse af Tony Blair (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 15. og 16. december 2005, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Tony Blairden 23. og 24. marts 2006, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Wolfgang Schüsselden 15. og 16. juni 2006, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Wolfgang Schüsselden 20. oktober 2006, Lahti (Sibeliustalo), under ledelse af Matti Vanhanen (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 14. og 15. december 2006, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Matti Vanhanenden 8. og 9. marts 2007, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Angela Merkelden 21. og 22. juni 2007, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Angela Merkelden 18. og 19. oktober 2007, Lissabon (Feira Internacional de Lisboa), under ledelse af José Sócrates (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 14. december 2007, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af José Sócratesden 13. og 14. marts 2008, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Janez Janšaden 19. og 20. juni 2008, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Janez Janšaden 1. september 2008, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Nicolas Sarkozy (ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd)den 15. og 16. oktober 2008, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Nicolas Sarkozyden 7. november 2008, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Nicolas Sarkozy (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 11. og 12. december 2008, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Nicolas Sarkozyden 1. marts 2009, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Mirek Topolánek (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 19. og 20. marts 2009, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Mirek Topolánekden 18. og 19. juni 2009, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Jan Fischerden 17. september 2009, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Fredrik Reinfeldt (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 29. og 30. oktober 2009, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Fredrik Reinfeldtden 19. november 2009, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Fredrik Reinfeldt (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 10. og 11. december 2009 (59), Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Fredrik Reinfeldt

(59) Dette var det sidste møde i Det Europæiske Råd under ledelse af præsidenten eller premierministeren i den medlemsstat, der havde det roterende formandskab for Rådet. Det Europæiske Råd blev formelt en EU-institution den 1. december 2009 efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten, som også indførte posten som formand for Det Europæiske Råd på fuld tid. Det Europæiske Råds møde i december 2009 blev ledet af den svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, under overgangsordningerne.


den 11. februar 2010, Bruxelles, (Bibliothèque Solvay), under ledelse af Herman Van Rompuy (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 25. og 26. marts 2010, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 17. juni 2010, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 16. september 2010, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 28. og 29. oktober 2010, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 16. og 17. december 2010, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 4. februar 2011, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 11. marts 2011, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuy (ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd)den 24. og 25. marts 2011, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 23. og 24. juni 2011, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 23. oktober 2011, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 26. oktober 2011, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuy (uformelt møde mellem medlemmerne af Det Europæiske Råd)den 9. december 2011, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 30. januar 2012, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuy (uformelt møde mellem medlemmerne af Det Europæiske Råd)den 1. og 2. marts 2012, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 23. maj 2012, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuy (uformelt møde mellem medlemmerne af Det Europæiske Råd)den 28. og 29. juni 2012, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 18. og 19. oktober 2012, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 22. og 23. november 2012, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuy (ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd)den 13. og 14. december 2012, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 7. og 8. februar 2013, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 14. og 15. marts 2013, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 22. maj 2013, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 27. og 28. juni 2013, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 24. og 25. oktober 2013, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuy


den 19. og 20. december 2013, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 6. marts 2014, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuy (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 20. og 21. marts 2014, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 27. maj 2014, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuy (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 26. juni 2014, Ieper (Lakenhalle), den 27. juni 2014, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 16. juli 2014, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuy (ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd)den 30. august 2014, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuy (ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd)den 23. og 24. oktober 2014, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 18. december 2014, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Donald Tuskden 12. februar 2015, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Donald Tusk (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 19. og 20. marts 2015, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Donald Tuskden 23. april 2015, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Donald Tusk (ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd)den 25. og 26. juni 2015, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Donald Tuskden 23. september 2015, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Donald Tusk (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 15. oktober 2015, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Donald Tuskden 12. november 2015, Valletta (Mediterranean Conference Centre), under ledelse af Donald Tusk (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne)den 29. november 2015, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Donald Tusk (møde mellem stats- og regeringscheferne fra EU og Tyrkiet)den 17. og 18. december 2015, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Donald Tusk


eurotopmøderden 12. oktober 2008, Paris (Palais de l’Elysée), under ledelse af Nicolas Sarkozyden 25. marts 2010, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 7. maj 2010, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 11. marts 2011, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 21. juli 2011, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 23. og 26. oktober 2011, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuy (60)den 9. december 2011, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 30. januar 2012, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 2. marts 2012, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 29. juni 2012, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 14. marts 2013, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 24. oktober 2014, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Herman Van Rompuyden 22. juni 2015, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Donald Tuskden 7. juli 2015, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Donald Tuskden 12. juli 2015, Bruxelles (Justus Lipsius-Bygningen), under ledelse af Donald Tusk

(60) Det var et enkelt eurotopmøde, der fandt sted i to faser på de angivne datoer.


IV UDVIKLINGEN AF AFSTEMNINGSSYSTEMET I EU‑RÅDET

Retsgrundlag: artikel 148 i RomtraktatenKvalificeret flertal mellem 1958 og 1972

medlemsstat stemmer

Tyskland 4

Frankrig 4

Italien 4

Belgien 2

Nederlandene 2

Luxembourg 1

i alt 17

kvalificeret flertal:12 stemmer på forslag af kommissioneni modsat fald 12 stemmer afgivet af mindst 4 medlemmer

medlemsstat stemmer

Tyskland 10

Frankrig 10

Italien 10

Det Forenede Kongerige

10

Belgien 5

Nederlandene 5

Danmark 3

Irland 3

Luxembourg 2

i alt 58


Retsgrundlag: artikel 14 i traktaten om Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongeriges tiltrædelseKvalificeret flertal mellem 1973 og 1980


Retsgrundlag: artikel 14 i traktaten om Grækenlands tiltrædelseKvalificeret flertal mellem 1981 og 1985

Retsgrundlag: artikel 14 i traktaten om Spaniens og Portugals tiltrædelseKvalificeret flertal mellem 1986 og 1994

medlemsstat stemmer

Tyskland 10

Frankrig 10

Italien 10


10

Belgien 5

Grækenland 5

Nederlandene 5

Danmark 3

Irland 3

Luxembourg 2

i alt 63


medlemsstat stemmer

Tyskland 10

Frankrig 10

Italien 10


10

Spanien 8

Belgien 5

Grækenland 5

Nederlandene 5

Portugal 5

Danmark 3

Irland 3

Luxembourg 2

i alt 76



Retsgrundlag: artikel 15 i traktaten om Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelseKvalificeret flertal mellem 1995 og april 2004

medlemsstat stemmer

Tyskland 10

Frankrig 10

Italien 10


10

Spanien 8

Belgien 5

Grækenland 5

Nederlandene 5

Portugal 5

Østrig 4

Sverige 4

Danmark 3

Irland 3

Finland 3

Luxembourg 2

i alt 87



Retsgrundlag: artikel 26 i traktaten om Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelseKvalificeret flertal mellem maj og oktober 2004

medlemsstat stemmer medlemsstat stemmer

Tyskland 10 Østrig 4

Frankrig 10 Danmark 3

Det Forenede Kongerige 10 Slovakiet 3

Italien 10 Finland 3

Spanien 8 Irland 3

Polen 8 Litauen 3

Nederlandene 5 Letland 3

Grækenland 5 Slovenien 3

Portugal 5 Estland 3

Belgien 5 Cypern 2

Tjekkiet 5 Luxembourg 2

Ungarn 5 Malta 2

Sverige 4

i alt 124



Retsgrundlag: artikel 12 i traktaten om Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelseKvalificeret flertal mellem november 2004 og 2006

kvalificeret flertal:232 stemmer afgivet af et flertal af medlemmerne på forslag af kommissioneni modsat fald 232 stemmer afgivet af mindst to tredjedele af medlemmernepå anmodning af et medlem: kontrol af, at de medlemsstater, der stemmer for, repræsenterer mindst 62 % af den samlede befolkning

med

lem

ssta

tst

emm

erBe

folk

ning

(×

1 0

00) (

61)

%m

edle

mss

tat

stem

mer

Befo

lkni

ng

(× 1

000

)%

Tysk

land

2982

500

,817

,88

Øst

rig10

8 20

6,5

1,77

Fran

krig

2962

370

,813

,51

Dan

mar

k7

5 41

1,4

1,17

Det

For

ened

e Ko

nger

ige

2960

063

,213

,01

Slov

akie

t7

5 38

4,8

1,16

Italie

n29

58 4

62,4

12,6

7Fi

nlan

d7

5 23

5,6

1,13

Span

ien

2743

038

,09,

32Irl

and

74

109,

20,

89

Pole

n27

38 1

71,8

8,27

Lita

uen

73

425,

30,

74

Ned

erla

nden

e13

16 3

05,5

3,53

Letla

nd4

2 30

6,4

0,71

Græ

kenl

and

1211

073

,02,

40Sl

oven

ien

41

997,

60,

43

Port

ugal

1210

529

,32,

28Es

tland

41

347,

00,

29

Belg

ien

1210

445

,92,

26Cy

pern

474

9,2

0,16

Tjek

kiet

1210

220

,62,

21Lu

xem

bour

g4

455,

00,

09

Ung

arn

1210

097

,52,

18M

alta

340

2,7

0,08

Sver

ige

109

011,

41,

95

i alt

321

461

324,

010

0 %

tærs

kel 6

2 %

232

286

020,

9 6

2 %

(61)

Talle

ne g

æld

er fo

r per

iode

n fra

den

1. ja

nuar

til d

en 3

1. d

ecem

ber 2

006.

Råd

ets a

fgør

else

200

6/34

/EF,

Eura

tom

, af 2

3. ja

nuar

200

6 om

ænd

ring

af R

ådet

s fo

rretn

ings

orde

n (E

UT

L 22

af 2

6.1.

2006

, s. 3

2).


Retsgrundlag: artikel 22 i traktaten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelseKvalificeret flertal mellem 2007 og november 2009Retsgrundlag: Lissabontraktaten, artikel 3 i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelserKvalificeret flertal mellem december 2009 og juni 2013

kvalificeret flertal:255 stemmer afgivet af et flertal af medlemmerne på forslag af kommissioneni modsat fald 255 stemmer afgivet af mindst to tredjedele af medlemmernepå anmodning af et medlem: kontrol af, at de medlemsstater, der stemmer for, repræsenterer mindst 62 % af den samlede befolkning

med

lem

ssta

tst

emm

erBe

folk

ning

(×

1 0

00) (

62)

%m

edle

mss

tat

stem

mer

Befo

lkni

ng

(× 1

000

)%

Tysk

land

2981

843

,716

,25

Øst

rig10

8 44

3,0

1,68

Fran

krig

2965

397

,912

,98

Bulg

arie

n10

7 32

7,2

1,45

Det

For

ened

e Ko

nger

ige

2962

989

,612

,51

Dan

mar

k7

5 58

0,5

1,11

Italie

n29

60 8

20,8

12,0

8Sl

ovak

iet

75

404,

31,

07

Span

ien

2746

196

,39,

17Fi

nlan

d7

5 40

1,3

1,07

Pole

n27

38 5

38,4

7,65

Irlan

d7

4 58

2,8

0,91

Rum

æni

en14

21 3

55,8

4,24

Lita

uen

73

007,

80,

60

Ned

erla

nden

e13

16 7

30,3

3,32

Letla

nd4

2 05

5,5

0,41

Græ

kenl

and

1211

290

,92,

24Sl

oven

ien

42

041,

80,

41

Port

ugal

1211

041

,32,

19Es

tland

41

339,

70,

27

Belg

ien

1210

541

,82,

09Cy

pern

486

2,0

0,17

Tjek

kiet

1210

505

,42,

09Lu

xem

bour

g4

524,

90,

10

Ung

arn

129

957,

71,

98M

alta

341

6,1

0,08

Sver

ige

109

482,

91,

88

i alt

345

503

679,

710

0 %

tærs

kel 6

2 %

255

312

281,

4 6

2 %

(62)

Talle

ne g

æld

er fo

r pe

riode

n fra

den

1. j

anua

r til

den

31.

dec

embe

r 20

13. R

ådet

s af

gøre

lse 2

013/

37/E

U a

f 14

. jan

uar

2013

om

ænd

ring

af R

ådet

s fo

rretn

ings

orde

n (E

UT

L 16

af 1

9.1.

2013

, s. 1

6).


Retsgrundlag: artikel 20 i traktaten om Kroatien tiltrædelseKvalificeret flertal mellem juli 2013 og oktober 2014

kvalificeret flertal:260 stemmer afgivet af et flertal af medlemmerne på forslag af kommissioneni modsat fald 260 stemmer afgivet af mindst to tredjedele af medlemmernepå anmodning af et medlem: kontrol af, at de medlemsstater, der stemmer for, repræsenterer mindst 62 % af unionens befolkning

med

lem

ssta

tst

emm

erBe

folk

ning

(×

1 0

00) (

63)

%m

edle

mss

tat

stem

mer

Befo

lkni

ng

(× 1

000

)%

Tysk

land

2981

843

,716

,20

Øst

rig10

8 44

3,0

1,66

Fran

krig

2965

397

,912

,87

Bulg

arie

n10

7 32

7,2

1,44

Det

For

ened

e Ko

nger

ige

2962

989

,612

,39

Dan

mar

k7

5 58

0,5

1,09

Italie

n29

60 8

20,8

11,9

7Sl

ovak

iet

75

404,

31,

06

Span

ien

2746

196

,39,

09Fi

nlan

d7

5 40

1,3

1,06

Pole

n27

38 5

38,4

7,58

Irlan

d7

4 58

2,8

0,90

Rum

æni

en14

21 3

55,8

4,20

Kroa

tien

74

398,

20,

86

Ned

erla

nden

e13

16 7

30,3

3,29

Lita

uen

73

007,

80,

59

Græ

kenl

and

1211

290

,92,

22Le

tland

42

055,

50,

40

Belg

ien

1211

041

,32,

17Sl

oven

ien

42

041,

80,

40

Port

ugal

1210

541

,82,

07Es

tland

41

339,

70,

26

Tjek

kiet

1210

505

,42,

06Cy

pern

486

2,0

0,16

Ung

arn

129

957,

71,

95Lu

xem

bour

g4

524,

90,

10

Sver

ige

109

482,

91,

86M

alta

341

6,1

0,08

i alt

352

508

077,

910

0 %

tærs

kel 6

2 %

260

315

008,

362

%

(63)

Talle

ne g

æld

er fo

r pe

riode

n fra

den

1. j

anua

r til

den

31.

dec

embe

r 20

13. R

ådet

s af

gøre

lse 2

013/

37/E

U a

f 14

. jan

uar

2013

om

ænd

ring

af R

ådet

sfo

rretn

ings

orde

n (E

UT

L 16

af 1

9.1.

2013

, s. 1

6). B

efol

knin

gsta

llene

for K

roat

ien

og d

erm

ed d

e til

svar

ende

pro

cent

dele

og

tota

ler e

r ans

lået

.


Retsgrundlag: artikel 16 i LissabontraktatenKvalificeret flertal fra den 1. november 2014

kvalificeret flertal eller »dobbelt flertal«:55 % af medlemsstaterne, der omfatter mindst 16 medlemmer ud af 28, når der træffes afgørelse på forslag af kommissionen og/eller den højtstående repræsentanti modsat fald 72 % af medlemsstaterne, der omfatter mindst 21 medlemmer ud af 28de medlemsstater, der stemmer for, repræsenterer mindst 65 % af unionens befolkning

Kvalificeret flertal er den mest udbredte afstemningsprocedure i Rådet. Den bruges, når Rådet træffer afgørelser efter den almindelige lovgivningsprocedure, også kaldet fælles beslutningstagning. Et blokerende mindretal skal omfatte mindst fire medlem-mer af Rådet, der repræsenterer mere end 35 % af EU’s befolkning. Omkring 80 % af al EU-lovgivning vedtages efter denne procedure. De andre afstemningsmetoder er simpelt flertal (15 medlemsstater stemmer for) og enstemmighed (alle stemmer for).

Indtil den 31. marts 2017 kan medlemsstaterne stadig kræve, at den tidligere regel — som artikel 20 i tiltrædelsestraktaten med Kroatien er retsgrundlag for — anvendes til beslutningstagning med kvalificeret flertal. Efter den regel råder hver repræsentant for en medlemsstat over et antal stemmer som fastsat i EU’s traktater. Stemmevægtningen afspejler nogenlunde størrelsen af hvert lands befolkning.


V EU‑RÅDETS GENERALSEKRETÆRER OG GENERALSEKRETARIATS UDVIKLING

Christian Calmes, LUGeneralsekretær

fra den 9. september 1952 til den 14. juni 1973

Der var 11 ansatte i GSR i november 1952.

Nicolas Hommel, LUGeneralsekretær

fra den 1. juli 1973 til den 7. oktober 1980

Der var 974 ansatte i GSR i juli 1973.

Niels Ersbøll, DKGeneralsekretær

fra den 8. oktober 1980 til den 31. august 1994

Der var 1 457 ansatte i GSR i oktober 1980.


Jürgen Trumpf, DEGeneralsekretær

fra den 1. september 1994 til den 17. oktober 1999

Der var 2 197 ansatte i GSR i september 1994.

Javier Solana, ESGeneralsekretær og

højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitikfra den 18. oktober 1999 til

den 30. november 2009

Der var 2 522 ansatte i GSR i november 1999.

Pierre de Boissieu (64), FRGeneralsekretær

fra den 1. december 2009 til den 25. juni 2011

Der var 3 237 ansatte i GSR i december 2009.

(64) Før Pierre de Boissieu blev generalsekretær, var han vicegeneralsekretær fra 18. oktober 1999 til den 30. november 2009.


Uwe Corsepius, DEGeneralsekretær

fra den 26. juni 2011 til den 30. juni 2015

Der var 3 068 ansatte i GSR i juni 2011.

Jeppe Tranholm-Mikkelsen, DK

Generalsekretærfra den 1. juli 2015

Der var 3 020 ansatte i GSR i juli 2015.

SÅDAN FÅR MAN FAT I PUBLIKATIONER FRA EU

Gratis publikationer:• et eksemplar:

via EU Bookshop (http://bookshop.europa.eu)

• flere eksemplarer eller plakater/kort: hos Den Europæiske Unions repræsentationer (http://ec.europa.eu/represent_da.htm) hos delegationerne i ikke-EU-lande (http://eeas.europa.eu/delegations/index_da.htm) ved at kontakte Europe Direct (http://europa.eu/europedirect/index_da.htm) eller ringe på 00 800 6 7 8 9 10 11 (frikaldsnummer fra overalt i EU) (*).

(*) Oplysningerne er gratis ligesom de fleste opkald (nogle operatører, telefonbokse eller hoteller kan dog kræve penge for opkaldet).

Betalingspublikationer:• via EU Bookshop (http://bookshop.europa.eu).

http://bookshop.europa.eu

http://ec.europa.eu/represent_da.htm

http://eeas.europa.eu/delegations/index_da.htm

http://europa.eu/europedirect/index_da.htm

http://bookshop.europa.eu

Rue de la Loi/Wetstraat 1751048 Bruxelles/BrusselBELGIQUE/BELGIËTel. +32 (0)2 281 61 11www.consilium.europa.eu

Det Europæiske Råd og EU-Rådet er to vigtige aktø-rer i EU’s beslutningsproces. De har hver især deres egen særlige rolle i EU’s institutionelle arkitektur, selv om der politisk og administrativt er en tæt og velor-ganiseret forbindelse mellem de to institutioner. De består begge af repræsentanter for medlemssta-terne. Denne brochure skildrer deres tilblivelse og udvikling gennem EU-traktaterne. Den kortlægger, hvordan de begge har spillet en afgørende rolle for den europæiske integration, og hvordan deres histo-rie afspejler hele EU’s historie: dets politikker og ambitioner, dets kriser og fremskridt.

Print PDFISBN 978-92-824-5295-0 ISBN 978-92-824-5316-2doi:10.2860/077936 doi:10.2860/7273QC-04-18-220-DA-C QC-04-18-220-DA-N

http://www.consilium.europa.eu

det europæiske råd og eu-rådet gennem tiden · den europæiske union det europÆiske rÅd og...

Documents