Prestenaf Hanne Ørstavik

At fortælle historier er at omgåes med tiden, og vores oplevelse af livet som tid har noget at gøre med, at vores liv er endeligt, at vores venners liv er endelige.Naturligvis kan angsten for denne endelighed overvindes; religion og filosofi tilbyder os det fornødne værktøj. Tilbage bliver sørgmodigheden over det endelige. Sørgmodighed kan ikke overvindes. Man kan vise fra sig eller tage den på sig, og at fortælle historier har noget at gøre med at tage sorg på sig.(Bichsel 1983: 10-11)

Dansk, 10. semester

Aalborg UniversitetForåret 2011

Vejleder: Else Knuth-Winterfeldt Studerende: Synnøve Bruun Carlssonstudienr. 20053677

Tilladte tegn 192.000 Anvendte tegn 184.928

Indholdsfortegnelse

Synnøve CarlssonBøgevej 139574 Bælum

Mobil 40 58 33 20

synnoeve.carlsson@gmail.com

1. Indledning 42. spørgsmål og tese 72.1 Procesbeskrivelse 83. Teori 104. Metode 135. Den Postmoderne genre 166. Æstetik og skrivestil i Presten 216.1 Det grafiske udtryk 216.2 Kompositoriske linier, cirkler og kontraster 236.2.1 Berettermodellen, lidelsens vej 236.2.2 Cirkel- og kontrast komposition 256.3 Tidsrummene 286.4 Synsvinklen 316.5 Flertydigt, komplekst og distanceret 356.6 Romanens titel 406.7 Samtaler 436.8 Metafiktion og intertekstualitet 506.8.1 Genfortællingen 506.8.2 Specifik intertekstualitet 516.8.3 Genremæssig intertekstualitet 556.8.4 Som Henry, så Liv og forfatter 576.9 Sammenfatning 597. Postmoderne livsformer 617.1 Fra store fortællinger til små scenarier 617.2 Meningsløs mangfoldighed 627.3 Simulerede tilstande 627.4 Midlertidigt samvær 647.5 At lege identitet 668. Postmoderne livsformer i Presten 688.1 Kort om Liv og de andre 688.2 Fraværet i det nære samfund 708.2.1 Illoyale kirkegængerne og selvoptaget præst 728.3 Tabet af de store fortællinger 758.3.1 Majas røde enerum 818.3.2 Iscenesættelse og tom gestus 848.4 Sammenfatning 869. Men kroppen følger med 889.1 Egenkroppen 899.2 Det fænomenologiske blik 909.3 Kognitive processer 9410. Blik, krop og verden i Presten 9610.1 Blikket i-sig og for-mig 9610.2 Det grønne blik 9810.3 Det afslørende blik 9910.4 Blikket og ordet 10110.5 At være sig selv 10310.6 Livs angst og fantom-legeme 10510.7 Drømmenes ansigtsløse krop 10810.8 Livsrum og livsgrundlag 11110.9 Livs akser 11310.10 Jordens svar 11510.11 Hvor er Liv? 11711. Konklusion 11912. Litteraturliste 12312.1 Sekundærlitteratur 127

BILAG A - Handlingsreferat

1. INDLEDNING Det gik let med at vælge materiale til mit speciale. Jeg havde besluttet, at det skulle være en roman, der ikke måtte

være mere end 10 år gammel og at den skulle indeholde noget vedkommende i forhold til mine faglige såvel som personlige erfaringer. Kriterierne blev i januar skærpet til, at det skulle være en norsk, nutidig forfatter og at romanen skulle have høstet anerkendelse blandt kritikere, så jeg var sikret substans til mit speciale. Ret hurtigt dukkede navnet Hanne Ørstavik op. Hun fik i 2004 Brageprisen for romanen Presten. I Presten er hovedpersonen Liv præst, hvilket korresponderer med at der i min nærmeste familie er tre præster. Hun oplever en nær ven begå selvmord og jeg har også mistet en ven, der begik selvmord. Liv bosætter sig i Finnmark, hvor jeg selv boede som yngre og hun forsker i gamle dokumeter om et samisk oprør i 1852 i byen Kautokeino, den selvsamme by som jeg studerede i. Med andre ord, denne roman synes at indeholde flere forbindelser til mine livserfaringer.Hans Hauge skriver i artiklen Nordisk litteratur som postkolonial (Hauge 2008), at Presten er et eksempel på en roman, der indeholdt typiske postkoloniale temaer som: marginalitet, magt, andethed, modstand og revision over en tilstand som koloniseret. Han omtaler i den forbindelse en anden roman, Indtoget i Kautokeino af Martin Petersen, som en interessant tematisk parallel til Presten. Jeg læste Petersens roman for et par år siden og skrev i 2010 en opgave om postkolonial litteraturteori, hvorfor denne udtalelse naturligt vakte min faglige interesse. Således var alle mine kriterier indfriet og jeg besluttede, at her var min roman til specialet.Men jeg blev skuffet. Det der mødte mig var en paranoid, selvcentreret, selvhøjtidelig jeg-fortæller, hvis tanker gik i ring i kedsommelige postulerede gentagelser. Livs indre drøftelser består af eksistentielle spørgsmål, bl.a. om hvad

hun betyder for sine medmennesker og dermed også rækkevidden af hendes ord og handlinger, samtidig med at hun oplever sin tilværelse som meningsløs og isoleret. Mine minder om sommerens saftige multebær, høstens gyldne birketræer, vinterens duftende gryderetter med rensdyrkød, friheden - alt sammen var det indskrænket til konturløst, klaustrofobisk hvidt og sort og gråt i Livs fortælling. Jovist, jeg forstod nok på diverse anmeldelser, at Ørstavik var en alvorlig forfatter, men derfor behøvede hun vel ikke at være så kedelig og anstrengt at læse. Man kunne næsten ikke trække vejret, synes jeg.

Og så al den død og undergang, hvad var pointen?Kautokeinooprøret var et forskningsobjekt for Liv og blev fremstillet som en spejling af hendes aktuelle situation og de selvmord, der skete omkring hende. Fortidens drabsmænd og nutidens selvmordere byttede plads i Livs tanker, alle som aktivt handlende mennesker, der valgte mellem liv og død. Men hvad førte Livs tanker og handlinger frem imod?

Ved mit første møde med min vejleder spurgte hun: Kan du li´ bogen? Tjoh..Nej, det måtte jeg jo indrømme, at jeg ikke kunne. Jeg havde svært ved at forklare hvorfor og kunne svagt formulere noget om, at jeg ikke rigtig kunne tro på jeg-fortællerens fremstilling af sine tanker og at hele fremstillingen af det Nordnorske miljø virkede fortegnet. Jeg opdagede efterfølgende, at samtalen med min vejleder havde varet i næsten to timer. Jeg ville jo så gerne have styr på det, forstå og forklare, hvorfor jeg ikke kunne lide bogen og alligevel mente, det var en spændende og vigtig bog.

2. SPØRGSMÅL OG TESERomanen lægger op til refleksioner omkring meningen med det jordiske liv og muligheden for et medmenneskelige fællesskab. Dette formidles gennem Livs fortælling om hvordan dødens nærvær forvirrer og forstyrrer hendes opfattelse af, hvem hun er og hvad meningen med tilværelsen er. I hendes beretning indgår omgivelsernes filosofiske og religiøse bud på svar, men Liv kan ikke identificere sig med de andres livsstrategier og føler sig hele tiden ensom og tom indeni. Alt ses af Liv som ligegyldigt, opsplittet og på afstand. Hun grubler over sin manglende tro og sin mangelfulde kontakt til sine medmennesker, hvilket vel i bund og grund er det, der kendetegner det postmoderne menneskes tilstand. Med tro mener jeg her ikke kun i religiøs forstand, men i det hele taget tro, som en tillid til livet. Og med kontakt, mener jeg ikke kun fysisk og psykisk, men en kontakt der opleves meningsfuld og sand.Det er vanskeligt at afgøre hvorvidt udsagnet i Presten manifesterer det postmoderne univers eller peger væk fra den postmoderne tilstand og derfor må mit spørgsmål til teksten være:Viser romanen hen mod eller væk fra løsninger på det meningsløse? Er der angivet noget håb?Min tese er, at svaret herpå ligger i det fraværende og jeg vil derfor rette min opmærksomhed mod de steder i teksten, der viser afstande og fravær. I den forbindelse betragter jeg kroppen som det sted, der bærer svaret, eftersom jeg-fortællerens tanker og sansning beskrives, men ikke hvordan Liv rent faktisk ser ud. Liv er i den forstand fraværende for mig.

2.1 Procesbeskrivelse

Det var som udgangspunkt mit ønske, at lade min læsning af romanen bestemme mit valg af teori og ikke omvendt, hvorfor jeg valgte atholde det analytiske felt åbent for flere tilgange. Det skulle vise sig at være en vanskelig, men givtig strategi.Efterfølgende bevægede mit metodiske arbejde sig i slingrekurs fra tekstnær læsning til dekonstruktiv analyse og fra forsøg på at psykoanalysere den traumatiserede hovedperson til en diskursanalytisk tilgang, for at undersøge om tekstens divergerende udsagn udtrykte et overordnet norm- eller betydnings-felt.Jeg skelede til diverse anmeldelser, artikler og afhandlinger for herigennem at lade mig inspirere eller provokere. Hauge mener som nævnt at den postkoloniale magtdiskurs er særlig relevant, Ingrid Høy fokuserer i sin masteropgave på romanens fremstilling af magtrelationer mellem køn(Høy 2008), Henrik Nyvang har i sit speciale undersøgt romanens religiøskritiske diskurs ” i lyset af den revitalisering af den religiøse diskurs, som især udfoldedes i 1990’erne”(Nyvang 2010) og Guro Skårdal er optaget af hvordan topografiens samklang med hovedpersonens sindstilstand udgør romanens udsagn om en livsstrategi (Skårdal 2008), men jeg var særligt inspireret af Skårdals perspektiv, eftersom jeg , som han, mener at romanen handler om det menneskelige behov for nærvær, om angsten for at dø og at romanens anvendelse af det Nordnorske landskab i den sammenhæng var væsentlig at forholde sig til.

I første omgang havde jeg behov for at forstå, hvad det gjorde for værket, at vælge en jeg-fortæller, som fortalte sin fortælling så mangetydigt, dunkelt og komplekst, eftersom jeg ikke kunne frigøre mig fra min oprindelige modstand mod stilen og stemningen. Ved først at forholde mig til

romanens rum, mente jeg det herefter gav mening at forholde mig til figuren Liv og hendes færden i dette rum.

3. TEORIJeg har som problem stillet mig tvivlende overfor, hvorvidt romanen skal læses som en beskrivende tilstand af fraværet eller som et budskab om mening, hvilket betyder, at jeg som udgangspunkt er åben for, at det intentionelle jeg søger i teksten ikke findes. Iden sammenhæng mener jeg at dekonstruktionen som idé er relevant at lade sig inspirere af.Dekonstruktionen, der traditionelt betegnes som en modreaktion til nykritikkens idé om en objektiv fortolkning af teksten, forsøger at se igennem det teksten siger og få øje på det, den ikke siger, ved at opløse de tekstkonventioner og læserforventninger, som måtte være tilstede, og i stedet se teksten som en allegori af ”sproglige udtryk der refererer til andre sproglige udtryk” (Fibiger og Lütken 2008:28). Jeg skal således være særlig opmærksom på, hvordan teksten siger dét, den siger og værdisættelse i teksten i form af modstillinger af elementer. Den dekonstruktive læser antager, at teksten ved nærlæsning afslører det utænkelige, uvæsentlige, umulige og usagte som alt det teksten også kunne være, og dermed viser en åben verden af muligheder for det, som hverken forfatter eller læser kan forestille sig. Dekonstruktiv metode antager derfor ikke, som i nykritikken, at der er en generel læsning af teksten.Med henblik på at undersøge romanens forhold til postmoderne æstetik og skrivestil sammenholdes nærlæsningen af teksten med Gitte Roses karakterisering af det postmoderne værks stil og tematik, Bo G. Janssons teorier om den litterære postmodernisme og Anker Gemzøe teori om metafiktion og intertekstualitet. Rose og Jansson bidrager med at skabe overblik over genretræk og Gemzøe bidrager med at udskille de forskellige funktioner tekstens intertekstuelle referencer har.

Liv har ofte problemer med at fornemme, hvor hun befinder sig rumligt og tidsligt og hendes tanker beskæftiger sig mere med fortiden end nutiden i Nordnorge. Jeg vil derfor undersøge romanens position som realisme ved at analysere nogle af de livsformer, der beskrives i romanens fiktive univers og relatere dette til forfatterens omgivende samfund, som jeg her forudsætter kan kategoriseres som et postmoderne samfund. I den forbindelse anvendes teorier om postmoderne identitet og fællesskab af Jean-Francois Lyotard, Frederic Jameson, Jean Baudrillard og Zygmunt Bauman, samt Jantzen og Vetners teori om underholdning som befordrende for identifikation og fællesskabsfølelsen1. De mange forskellige indfaldsvinkler til definitionen af postmoderne livsformer skal tjene til et mere nuanceret bud på nogle tidstypiske træk i det samfund romanen anvender som miljø. Romanens udsigelses via figuren Liv omfatter detaljerede erindringer om kropslige og sproglige erfaringer. Men det, der trænger sig på i min læsning af romanen, er det fraværende af hendes eget kropsbillede og historie som kontrast til hendes historiske studier og beskrivelse af omgivelserne. Således bliver det ubevidste og fortrængte univers anledning til min opmærksomhed mod allegorier, der fremføres via metaforer og symboler, og i den sammenhæng om billedplanet viser en bevægelse hen mod eller væk fra en mening.Merleau-Pontys og Shaun Gallaghers kropsfænomenologi vil her udgøre et væsentligst teoretisk bidrag til analyse af romanens udsagn om kroppens forhold til sin tid og sit rum. 1 Kilder til mine redegørelser angives ved de enkelte citater, men teorierne behandles mere indgående i deres værker, som følger: Lyotard, Jean-Francois. The Postmodern Condition: A Report Knowledge. 1984; Jameson, Frederic. Postmodernism or the Cultural Logic of Late Capitalism. 1991; Baudrillard, Jean. Simulacra and Simulation. 1981; Bauman, Zygmunt. Fællesskab 2002 og Flydende modernitet 2006; Jantzen, Christian og Vetner, Mikael. Underholdning, emotioner og personlighed.2008

Mogens Pahuus og Gert Nordström vil bidrage med relevante teorier omkring sansning og bevidsthed i forhold til tid og rum. Neurologerne Richard L. Gregory og John Morton vil bidrage med deres naturvidenskabelige bud på hvordan vi perciperer og erindrer. De kan herved skabe en fortolkningsmulighed af jeg-fortællerens kognitive tilstand i romanen. I afkodningen af metaforiske og billedsproglige formuleringer lader jeg mig fortrinsvis inspirere af Jungs symbollære, men fortolkningen er som udgangspunkt subjektiv og står helt for egen regning, forstået på den måde, at min kulturelle erfaringshorisont naturligvis spiller ind i de associationer, der opstår gennem min læsning.

4. METODE Min tese om, at der er væsentlige informationer i det, der viser sig som fraværende i teksten betyder, at jeg ved nærlæsning af teksten anvender en dekonstruktiv tilgang til stoffet.Dekonstruktionen er her et redskab til at afdække mulige paradokser og mangel på logik, der skabes i teksten, aflæse kontraster, uoverensstemmelser og modsigelser, samt kontrapunktiske læsning som metaforiske paralleller, fravær, tvetydigheder og en implicit ideologi. Her finder jeg det

nødvendigt at læne mig op af en nykritisk læsning for at udskille relevante forhold , der sætter `noget i spil´. Nykritikken vil tjene som inspiration for analysen, men er ikke fulgt slavisk lag for lag jævnfør Finn Brandt Pedersens model2. Der er bl.a. et helt konkret oversættelses-problem i min læsning af den norske roman, som jeg har været nødt til at acceptere. Jeg har naturligvis lænet mig op af nynorsk- og bokmålsordbogen, men valgte ikke at gå ind i spørgsmålet omkring romanens `leg´med vekslende anvendelse af de to skriftformer eller i hvordan teksten ville lyde ved en mundtlig fremførelse. Norge har siden unionsopløsningen 1814 haft heftige diskussioner om sproget som bærer af identitet og fællesskab og romanen har netop sproget som et vigtigt tema. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at en analyse af skrivemåden, der efter 1981 i Norge af Roy W. Johansen3 betegnes som `ekstremt valgfri´, vil nuancere min analyse, men det ligger her i periferien af mit interessefelt. Om teksters stil som oralitet, skriver Jørgen Fafners:

”En sådan tekst vil altid besidde en fremførelsesmulighed og hermed tillige sådanne forestillinger af klanglig art, som ganske vist kan variere stærkt efter tekstens art, men som man ikke kan undgå at tage stilling til som afgørende for tekstens totale stil.”(Fafner 2005:141)

Eftersom romanen har været læst på orginalsproget norsk af en dansker, er det problematisk at analysere tekstens rim, rytme, tempo og klang ud fra en fordansket udtale, hvilket naturligvis gør at stil-analysen er mangelfuld på dette område.

2 Lagkagemodel: 1.det grafiske lag, 2. lydlaget, 3. betydningsenhedernes lag, 4. syntaktisk lag, 5. planstrukturlaget, 6. storelementernes lag, 7. fortælleholdningens lag og 8. udsagnet. (Pedersen1974:21)3 Roy W. Johansen forelæste på AAU i 2007. Roy W. Johansen er universitetslektor ved institutt for nordisk og

mediefag på Agder Universitet.(Johansen 2007)

Til spørgsmålet om romanens forhold til det postmoderne univers, anvender jeg metoder til postmoderne tekstanalyse, samt sociologiske og eksistensfilosofiske teorier om, hvad der karakteriserer den postmoderne tilværelse. Sidstnævnte skal fungere som værktøj til at analysere hvordan postmoderne livsformer fremtræder i romanen. Presten bidrager med to grunde herfor:

1. For det første er tekstens form og indhold tydeligt præget af den postmoderne stil, hvor en sproglig indpakning har til hensigt at vise, hvordan vi altid er på afstand af virkeligheden omkring os.

2. For det andet er romanens anvendelse af reelle steder, aktuelle begivenheder og repræsenterede tidstypiske livsformer genstand for hovedpersonens frustrationer og drivkraften bag jeg-fortællerens beretning om ikke at kunne komme i kontakt med hendes omverden4.

Livs refleksioner over sin færden i, og sit forhold til verden omkring sig, samt de beskrevne situationer i hendes fortælling, hvor mennesker interagerer indbyrdes og i forhold til deres omgivelser, undersøges herefter ud fra kropsfænomenologisk teori og tolkes allegorisk som et udtryk for tilstande af mening, meningsløshed og håb. Til sidst vil jeg sammenføje min tolkning af romanens overordnede normative diskurs via de ovennævnte analyser, for herigennem at besvare spørgsmålet om, hvorvidt romanen peger hen mod eller væk fra idéen om det meningsløse i tilværelsen.

4 Det Nordnorske samfund betragter jeg i den sammenhæng som en del af Vestens postmoderne samfund, eftersom befolkningens kontakt til forbrugsgoder, arbejdsliv, teknologi, samlivsformer og mediebrug er nogenlunde samstemmende med resten af Vesten.

5. DEN POSTMODERNE GENREI dette afsnit redegøres for den postmoderne romans generelle genretræk med henblik på en efterfølgende analyse af Presten som et postmoderne værk. Jeg vil undersøge om teksten er kohærent med de postmoderne genrekrav og forankrer sig i det postmoderne univers, eller om teksten forholder sig kritisk, ironisk og distanceret til det postmoderne univers og derved appellerer til en forandring herfra.

Som udgangspunkt for min tilgang til romanen, vedkender jeg mig at være under indflydelse af det postmoderne og være en postmoderne læser. En postmoderne læser vil, i henhold til Frederic Jamesons karakteristik (se afsnit 7.2), nærmest drukne i alle de mulige anvendelser og læsninger af værket, vedkommende mener at kunne vælge. Bogen vil derudover forstås som en genstand man kan tillade sig at bruge til andet end at læse i (måske til at slå med). Man vil med andre ord ikke vide, om der er nogen, der bruger bogen

til det samme, der læser det samme, - eller rettere, man vil vide, at dét er der ikke nogen, der gør, fordi de alle er præget af deres egen subjektive synsvinkel. Det vil derfor være vanskeligt at finde mening i overhovedet at beskæftige sig med bogen. Men – Jameson opererer også med idéen om en kritisk læser, og anbefaler i den sammenhæng, at vedkommende ikke skal stile efter ”egentlige og oprindelige betydninger under tekstens flade. Man skal tværtimod betragte konstruktionen ud fra dens overflade, måden hvorpå den blander genrer, stilarter, historiske perioder, som emblematisk.”(Rose 2006:65). Kun herigennem vil teksten kunne forstås som et udtryk for en kritik af vores levevis og appel til at ændre den. Denne opfordring bekræfter mit ønske om at undersøge en overordnet normativ diskurs i det der umiddelbart er fraværende i teksten, men som noget der bevæger sig ind mod eller væk fra det postmoderne univers af meningsløshed. Jamesons anbefaling følges derfor under analysen.

Gitte Rose opstiller elleve genretræk for postmoderne værker, som en analyse bør undersøge (Rose 2006: 65-66, her i forkortet form):

1. Den traditionelle, narrative logik opløses2. Fortællingen introduceres `in media res´3. Fortællingen mangler en pointe eller leverer flere af

slagsen4. Form, æstetik, fortællestruktur og tematik kombineres

i fragmenterede, transparente lag, der både overlapper hinanden og støder sammen, men sjældent giver et samlet udsagn

5. Fremstillingsformen er præget af ironi, pastiche, eklekticisme, distancering og metakommentarer.

6. Der byttes rundt på det, der traditionelt anses for at være betydningsfuldt og betydningsløst

7. Fortællingen indeholder ofte diffuse kønsroller og personer med androgyne træk

8. Mennesketyperne fremtræder som menneske-maskine hybridkarakter.

9. Mellemmenneskelig kontakt præget af fejlopfattelser og misforståede forventninger

10. Seksualiteten løsrives fra den private sfære11. Fortællingen udtrykker gennemgående en ”dyb,

diffus angst, en nervøs og frygtsom grundtone og en rastløs atmosfære. Handlingens brændpunkt formodes altid at foregår udenfor den enkeltes rækkevidde.”(Rose 2006:66)

Når Rose her anvender ordet `traditionel´ tolkes det som det moderne postmodernismen efterfølger. Denne antagelse bestyrkes af Bo G. Janssons kategorisering af det skred, der er sket fra moderne til postmoderne genretræk i litteraturen. Jansson hævder at postmoderne litteratur er dels realisme, dels hyper-realisme, forstået således, at der i den postmoderne litteratur er en reaktion imod modernismens modstand mod 18oo-tallets epik og realisme. Den postmoderne litteratur er ifølge Jansson ikke hverken virkelighedsfjern eller virkeligheds-fornægtende. Postmodernister er interesseret i den empiriske, sansbare ydre virkeligheds konkrete, små detaljer og er ikke som modernister i det abstrakt og nonfigurativte, og postmodernismen skaber ifølge Jansson en opløsning mellem:

[…]språk och verklighet, mellan fiktion och verklighet och mellan skönlitteratur och förment verklighetsbeskrivande litteratur[…](Jansson 1995:36)

Han påpeger at postmodernister i bund og grund er realister, fordi de ikke interesserer sig for det almene og universelle, men derimod den empiriske sansbare virkeligheds tilfældige og unikke detaljer. (Jansson 1995: 149)Metafiktion og intertekstualitet er ifølge Jansson de to mest åbenbare kendetegn for den postmoderne roman. Metafiktionen er et værk, der konkret påpeger, at dét, der fortælles eller vises i værket, ikke er virkeligt og problematiserer både forholdet mellem den nærværende fiktion i forhold til andre fiktioner (som intertekstuelle referencer) og fiktionens forhold til virkelighedsskildringer. Det intertekstuelle fremtræder ifølge Anker Gemzøe som:

[…]:hele det betydningsoverskud, der ligger i ordenes spor efter fortidige kontekster, og som netop er afgørende for at fremtidssikre den litterære tekst, åbne for stadigt nye læsninger. (Gemzøe 2000:34)

Gemzøe mener dog at feltet er så bredt, at det er nødvendigt at kategorisere forskellige måder at anvende intertekstualitet på, og foreslår specifikt, epokal, genremæssig, stilistisk og almen intertekstualitet som parametre for en analyse. I min analyse indpladseres de intertekstuelle referencer til Gemzøes kategorisering5 (Gemzøe 2000). I forbindelse med den enkelte intertekstualitet, argumenteres for bestemmelsen af kategori og hvad det gør for romanen. Metafiktionen viser sig ifølge Gemzøe gennem:

”raffinerede, prismatiske spejlinger af virkeligheden” og ” sætter spørgsmålstegn ved virkelighedens status og ved den spontane, ureflekterede erfaring” (Gemzøe 2003: 119)

5 Gemzøe redegør grundigt for de enkelte kategorier i artiklen: Tavshed og ord. 2000

Det betyder ifølge Gemzøe, at læseren skal anvende et højt refleksionsniveau, vise stor skepsis, være villig til ”et naivitetstab” og se teksten som ”et klima af relativitet”. Med mine ord, et metafiktivt værk er ikke letlæst og vil være ofte være en frustrende oplevelse. Men metafiktionen kan vise noget om forfatterens intention og værkets muligheder for at skabe mening, så i forhold til min problemstilling angående en bevægelse væk fra eller hen mod meningsløsheden, mener jeg at det er væsentligt at undersøge i hvilket omfang det forekommer i romanen og hvad det gør for udsagnet.

6. ÆSTETIK OG SKRIVESTIL I PRESTENEftersom postmodernister ifølge Jansson er optaget af den ydre virkeligheds konkrete, små detaljer, vil jeg som det første forholde mig til bogens udtryk som form og herudfra analysere, hvorvidt der er overensstemmelse mellem romanens grafiske udtryk og postmoderne æstetik.Herefter vil jeg analysere de stilistiske virkemidler med en særlig interesse for de steder i teksten, der på dekonstruktiv vis åbner for det fraværende som: det utænkelige, uvæsentlige og usagte. Analysen relateres til Roses og Jansson definition af postmoderne værker og vurderes i forhold til om teksten er kohærent med de postmoderne genrekrav og derved forankrer sig i det postmoderne univers eller om teksten forholder sig kritisk, ironisk eller distanceret til det postmoderne univers og derved appellerer til en forandring herfra.

6.1 Det grafiske udtryk

Indenfor gestaltpsykologien har man påvist medfødte perceptuelle lovmæssigheder og det er teorier om disse lovmæssigheder, jeg læner mig op ad i analysen. Gestaltlovene afslører, at ”helheden er mere end summen af de enkelte dele” (Wahlström 2011). Det betyder at figurer, der står nær hinanden, ligner hinanden, er forbundet med hinanden eller befinder sig indenfor samme ramme opfattes perceptuelt som hørende sammen. En postmodernist vil, jævnfør Jansson, forsøge at opløse tekstens hierarkisering, ved at lege med de perceptuelle virkemidler og sammenstille former uden sammenhæng med betydning og favorisere et udtryk, hvor figurer kan bytte plads, som tilfældigt valgte moduler. Sproget er således potentiale for ny mening, nye begreber, ny virkelighed.(Jansson s.47)

Bogens format er lille og overskuelig og virker derfor i sit ydre som en overkommelig og sammenhængende roman. Skrifttypen er Antikva, hvor serifen skaber horisontale forbindelseslinjer, der leder øjet gennem teksten og herved gør den meget læsbar. Her understøttes læseprocessen som en fortløbende, fremadrette bevægelse. Brødteksten er uden nogen form for kapitelinddeling eller anden form for åbenlys opdeling i afsnit, hvilket i første omgang gør det meget vanskeligt at overskue og fastholde den tidslige og rumlige struktur. Der er ganske vist små mellemrum og linieskift ved replikker, citationstegne ved citater og enkelte steder spørgsmålstegn i brødteksten, der markerer et brud i tid, tilstand, synsvinkel o.l. , men det er mere undtagelsen end reglen. Blikket vandrer forholdsvist uhindret gennem ordene, uden at blive afbrudt af opdelinger og markeringer. Den manglende opdeling i afsnit, tolker jeg som et æstetisk udtryk for modstand mod hierarkisk placering og en accept af kaos.

Enkelte steder markeres tydelige brud, der herved peger på de enkelte ords grundbetydning, uafhængig af sammenstillingen: ”Lad det få – være.”(s. 171) Her bliver betydningen af, at der ér noget at modtage, tydelig, i og med at ordet `få´løsrives grafisk med en mellemliggende tankestreg og dermed opløses/ frigøres ordets funktion som underled i et hypotagme. Tankestregen tolker jeg konkret og som et udtryk for tøven, der henleder opmærksomheden på det efterfølgende ord som et bevidst valg. Grafikken henleder sådanne steder diskret opmærksomheden på skriften både som form og indhold. Tegnets betydning sidestilles med ordets, underleddet sidestilles med overleddet. Herved opløses der et forhold mellem det, der betragtes som betydningsfuldt og

betydningsløst, helt ned i detaljen, via perceptuelle virkemidler.

6.2 Kompositoriske linier, cirkler og kontraster

Nedenstående kompositionsanalyser skal vise, hvordan jeg mener at det er muligt at konstruere en fortolkning af handlingsforløbet, som peger i vidt forskellige retninger religiøst, politisk og eksistentielt. I første omgang vælger jeg at opstille en forenklet version af romanens indhold gennem berettermodellens dramatiske forløb. Berettermodellen viser en fortolkning af romanen set ud fra en fokusering på lidelsen som bærende motiv for handlingsforløbet. Handlingsreferatet bilag A vil i den sammenhæng understøtte min model.Herefter vil jeg i afsnit 6.2.2 pege på kompleksiteten og mangfoldigheden i de spændingsforhold romanen bygger op.

6.2.1 Berettermodellen, lidelsens vej

Romanens hændelsesforløb udgør et dramatisk forløb frem mod Majas selvmordsforsøg, men er et uafsluttet forløb med uvished om hvorvidt Maja overlever og om Livs liv ér blevet meningsfuldt. Jeg har markeret de vigtige motiver og tematiske anslag i forløbet.

Anslag:In-media-res. Henvisninger til udgydt blod, erfaring af en andens lidelse og død via bibelcitat og Livs personlige beretning om Kristianes selvmord.

Præsentation:

Prædikenteksten om Den fortabte søn som en allegori over det fortabte menneske og her konkret Liv.Liv præsenterer sin situation som håbløs som Ordets forvalter og forladt af sin menighed, men begynder fortællingen i en situation hvor de er sammen med hende i kirken.Konflikten markeres som en kontrast mellem hendes drøm om verden og den reelle verden og en kontrast mellem identitet og fællesskab.En ung pige begår selvmord og Liv skal trøste de efterladte. Hermed forvarsles hendes forandring.

Uddybning:En retrospektiv fortælling, hvor konflikten mellem den kreative, ateistiske Kristiane og den strukturerede, helhedsorienterede Liv gentages oftere og oftere via indre drøftelse og replikker.Majas manglende fremtidsplaner og Majas mislykkede forsøg på at meddele sig til Liv bla. via musik og tekstilkunst. Nannas jordnære kommentarer til Livs fraværende sindstilstand. Livs romantiske fascination af geologens naturvidenskabelige fortrolighed med grundfjeldet.

Konfliktoptrapning: Præsteseminariet i Kautokeino: Alliance med den naturlige Turi, konfrontation med en kollega, der hader kvindelige præster, konfrontation med sameoprørerne anno 2002, misforståelse og opløsning mellem tv-ets formidling af fiktion og virkelighed.

Klimaks:Majas selvmordsforsøg.

Konfliktløsning:Liv ser det fra andres perspektiv , Liv reagerer spontant og kommer sin næste i møde verbalt (ved at spørge Nanna om hun skal komme) og fysisk ved at bryde op midt om natten og kører gennem mørket hjem. Hun kører per automatik til sit bosted, hvor hun finder barnet Lillen.

Udtoning:Liv har opgivet håbet om at Maja overlever. Hun passer på barnet Lillen, er omsorgsfuld, nærværende og leger med Lillen, som en ureflekteret livsstrategi. Liv er ved romanens afslutning i bevægelse hen mod nogle mennesker, men er endnu ikke nået frem. Herved markeres en slutning, hvor Liv stadig lider, stadig er alene og konfronteret med lidelse og død.

Jeg tolker slutningen som meningsløs ud fra Livs synsvinkel, eftersom Liv stadig er fasthold i sin position mellem at ville være og at være, men som det vil fremgå af min senere analyse, mener jeg der er mere på spil i romanen end denne enkle fortælling.

6.2.2 Cirkel- og kontrast komposition

Romanen komposition kan i forhold til handlingens konventionelle tid og rituelle sted samt hovedpersonens synsvinkel betragtes som en åben cirkelkomposition, eftersom hovedpersonen Liv ved romanens begyndelse en søndag formiddag er placeret med ryggen til centrum, et alter og med blikket vendt ud mod den knælende menighed foran sig, mens romanens slutter med at Liv en fredag formiddag bevæger sig i modsat retning op gennem den del af kirken, man kalder for skibet. Her venter en moder ved sin

døde datters kiste, der er placeret mellem Liv og kirkens centrum, alteret. Polerne i hver ende af den næsten sluttede ring er kontrasterende og anledning til at kompositionen er flersporet. Jeg påstår hermed at romanen gyldigt kan ses både fra en religiøs, eksistentiel, politisk og psykologisk diskurs. Inden jeg præsentere disse modeller, er det væsentligt at nævne cirklen som en åben figur, eftersom det uafsluttede og spændingsfyldte har betydning for min endelige tolkning af romanen. Men - hvis nu den sidste del af `cirklens´ ugedage ikke havde været fraværende, så ville jeg kunne opstille følgende forslag:

a) I en religiøs kontekst foretager hovedpersonen en bevægelse fra at vende ryggen til kristendommen til at gå ud i verden og på et tidspunkt omvende sig tilbage mod kristendommen.

b) En anden tolkning ud fra en eksistentiel optik viser at hovedpersonen i begyndelsen lader Gud (symboliseret ved korset på alteret) kommer før menneskerne og derved selv kommer til at stå imellem, mens hun i romanens slutning lader menneskerne kommer før Gud, så hun kan møde Gud (oppe i koret foran alteret) i fællesskab med de andre.

Men hvis jeg glemmer min kulturelle kodeks, så kan en magtdiskursiv eller psykologisk tolkning også være:

c) At Livs forhold til sine medmennesker i begyndelsen er autoritært og ved slutningen af romanen er blevet ligeværdigt.

d) Eller at Liv i begyndelsen lader folk komme til sig og i den sammenhæng har et symbolsk samvær med dem omkring nadveren , men at Liv gennem romanens handling lærer at komme folk i møde og til sidst magter at have et reelt forhold til dem, manifesteret ved håndtrykkets konkrete kropskontakt.

Kirkerne er ikke identiske, eftersom det i romanens begyndelse drejer sig om Vadsø nye kirke, som Liv synes ligner forstørrede legoklodser inde i byen og ved romanens slutning drejer sig om den gamle kirke udenfor Vadsø, Nesseby kirke, som Liv betragter som et sted udenfor lov og ret, luftspejling e.l.. Dette kan tilføje en yderligere fortolkning, nemlig romanens udsagn om at bevæge sig fra nutidens modul-ideologi og centrale mastodonter til fortidens originale og marginale samlingssteder. Heri ligger en regressiv længsel, hvilket jeg også mener kan forsvares som en tolkning af romanens et udsagn.

Mangfoldigheden og de ligegyldige valg er således karakteristisk for udsagnet. Den åbne cirkel understreger værket som et åbent værk, hvilket korresponderer med min berettermodel.

Min kompositionsanalyser påviser således mange muligheder for fortolkning, som gennem min senere nærlæsning af romanen viser sig plausible.

6.3 Tidsrummene

Der er en overordnet fire-deling af tidsrum i Presten i form af:

a) brud i fortællingen med skrivestundens nutid,b) en fortløbende, nærværende tid,

c) en gentaget, erindret tid d) en flertonet, virkelig, historisk tid.

Romanen anvender gennemgående en beskrivende og berettende datidsform. Dog ikke altid. Jævnfør a) I de passager med Livs indre drøftelser som man ofte præsenteres for, forekommer apostrofer med imperativer og nutidsform som:

Si ikke at det ikke finnes. Ikke krymp det. Ikke gjør det lite og smått. Hva det enn er, hvordan det enn er.La det få finnes. La det få – være. (s.171)

Sådanne spørgsmål og anråbelser skaber tvivl om, hvorvidt det er Livs indre monolog som en tænkt henvendelse til sine samtidige eller en henvendelse ud til læseren. I romanen anvendes enkelte gange nutid i en apostrofe, der peger ud mod noget udenfor teksten, som eksempelvis:

Hører dere […] hører du?(s.99) Hvorfor vil du ikke ha meg?(s. 168)

-eller hen mod fortælleren i en klichepræget selvrettelse. Eksempel:

Nei, Liv. Sånn er det jo bare ikke. Det finnes noe som er gjort og som ikke kan gjøres om. Og du kan hyle og slite og dra i det, men det kommer ikke tilbake.(s.14)

Og nutidsformen anvendes også som en indre drøftelse af den igangværende fortælling. Eksempel:

[…]plutselig tenker jeg at hun skjøt seg selv mens hun lo, hun orket det ikke mer[…]og så bliver hun overrasket over at det faktisk virker […]. (s.82)

Apostrofen og selvrettelsen tjener i denne sammenhæng grundlæggende til at bryde fiktionen og skabe distance til fortællingen, men også som appel om intimitet med mig som læser. Jævnfør b) Den nærværende tid er den fortalte tid, der fejlagtigt af f.eks. Høy og Skårdal betegnes som fortællingens nutid. Det er måske meget forståeligt, eftersom det er her handlingsforløbet foregår. Men de overser datidsformen og fortællerens rolle som en tilbageskuende fortæller. Fortællingen er erindringsstof og den fiktive fortællers distance til den fortalte tid betragter jeg her som noget der befinder sig i perioden fra den fortalte tids afslutning til den dag romanen er færdigskrevet af forfatteren, hvilket formodentlig er i 2003 (den blev som nævnt udgivet i 2004). De fem først beskrevne dage i marts 2002 er unavngivne dage, hvorved der opstår en fornemmelse af at den ene dag glider umærkeligt over i den næste, som en tilstand af `trummerum´. Dette forstærkes yderligere af erindringernes langvarige brud af handlingsforløbet. Den første dag fylder 109 sider ud af 234, hvilket sinker fortælletempoet betydelig. Det er her Livs refleksioner, der favoriseres. Fjerde dag, kort før Majas selvmordsforsøg, fylder kun 10 sider. Den sjette dag med begravelsen fylder kun 3 sider, og er et handlingsmættet, panoramisk overblik over formiddagens hændelser.

Jævnfør c) Den erindrede tid er Livs personlige erindringer, der har en todeling i form af erindringer om hendes studietid i henholdsvis Norge og Tyskland, samt erindringer fra hendes forløbne år som præst i Nordnorge. Her optræder erindringerne som gentagne situationsbeskrivelser. Særligt situationen hvor hun mødes med Kristiane og deres sidste

skænderi genkaldes i nuancerede udgaver, en form for selvrettelse og omstrukturering af fortællingen, der minder om en terapeutisk traumebearbejdning af Kristianes selvmord.

Jævnfør d) Den historiske tid strækker sig over 3 år fra 1851 til 1854 i Nordnorge, en periode hvor en optrapning af magtpolitiske og religiøse sammenstød resulterede i et dramatisk sameoprør i Kautokeino november 1852 og henrettelser i 1854. I romanen præsenteres dette i form af citater fra gamle protokoller, breve m.v., hvilket udgør den flertonede dimension af tidsbilledet. Den historiske tid befinder sig flere generationer tilbage i tiden i forhold til Livs leveår, og er således udenfor rækkevidde af andre nulevendes erindringer. Fortællingen omfatter således en virkelig begivenhed i svunden tid, fortalt gennem andres, og altså ikke bare Livs, erindringer. Således problematiseres og opløses forholdet mellem fiktion og virkelighed, jf. Jansson afsnit 5. Også her er der tale om formidling af præstens indre erindringsbearbejdning i hans beretning af henrettelsen af samen Hætta:

Jeg skal forsøge at gjengive de Svar, han gav, saasom jeg har opfattet dem. (s. 233)

Præstens forbeholdne ord `forsøge´ svarer således til Livs selvrettelser i forhold til héndes fortælling.

På tværs af tiderne b,c og d indgår Livs redigering af stoffet i den skrivende stunds nutid samt, med egne meddigtende forestillinger om hvad der foregik.

Således fremstår romanen som et flerstemmigt værk, i og med at der i fiktionen optræder en jeg-fortæller, der skriver

fra en position værende i nu-et, men som formidler af sin tilstand i fortiden, der består af punktvis erindrede bevidsthedstilstande og hændelser henover lidt mere end et år. Herimellem istemmes der udsagn fra reelle historiske dokumenter og intertekstuelle referencer til gamle nordiske eventyr, som Liv formodentlig husker fra sin barndom, men som samtidig formodes at tilhøre en kulturel habitus. Fortælletempoet accelerer hen mod Majas selvmordsforsøg og samepigens begravelse, og angiver hermed disse to hændelser som skelsættende i Livs liv.

6.4 Synsvinklen

Liv anvender som nævnt, et bagudsyn i en scenisk fremstilling med beskrivelser, beretning og replikker. Hun tænker ofte på sine fortidige fiaskoer og det er grundlæggende her romanens handling foregår. De mange tilbageblik Liv har til sin fortid sammen med Kristiane, optræder ofte uden nogen grafisk markering eller narrativ logik. Synsvinklen brydes så pludselig og umærkeligt, at tiden opløses til fordel for en parallel-tilstand i jeg-fortælleren Livs indre. Et karakteristisk eksempel herpå er i nedenstående citat, hvor Maja pludselig ændrer identitet og bliver til Kristiane:

Som om det plutselig hadde noe å si om jeg kom ett sekund før eller senere. Som om det hadde noe å si.Som om Maja kunne bli bra igjen av det, som om jeg kunne løpe bakover i tiden hvis jeg bare løp fort nok, bakover inn i skogen den dagen, inn i tåka mellom træerne, slå pistolen ut av hendene hennes og holde henne inntil meg.(s. 205)

Maja havde skåret pulsåren over, mens hun var alene i det lille hus på Været, men når Liv nævner skoven og pistolen,

bliver stedordet `hende´ ikke længere en henvisning til Maja (som i øvrigt stadig lever), men en henvisning til den afdøde. Teksten viser således Livs oplevelse af verden, som hendes anledning til at beskæftige sig med sine personlige erindringer og spørgsmål. Herved opnås en klaustrofobisk effekt af at være lukket inde i Livs tanker, der gennem hele romanen beskrives med en retrospektiv synsvinkel. Den retrospektive synsvinkel betyder at man ikke bliver præsenteret for fortællerens uredigerede og ucensurerede tankegang, som det gør sig gældende for fortælleteknikken ”stream of consciousness”, men at man præsenteres for jeg-fortællerens erindring om en tidligere sansning, tænkning og handling. Som erindringsstof kan fortællerens reliabilitet6 derfor betvivles. Alting behøver ikke at være foregået, sådan som det er beskrevet i Livs fortælling.Livs indre paralleltilstand, hvoraf det fremgår, at hun altid befinder sig et andet sted også, svarer således til Roses omtale af, hvordan handlingens brændpunkt i postmoderne værker foregår udenfor den enkeltes rækkevidde (jævnfør pkt. 11 i Roses model)

Et andet tilsvarende eksempel er, da hun på præsteseminariet tænker tilbage på Kristianes nedgørende bemærkning om kristendommen som ”tull” og herimellem indføjer en beskrivelse af Turis tilstedeværelse. Stedordene `hun´ og `det´ forvirrer tolkningen af hvem der tales om (mine kursiver):

Det var på hybelen min, hun sto ved skrivebordet mitt og så på bøkene.Så var pausen over, mennene kom tilbaka inn fra gangen, jeg hadde tat jakka rundt meg. Turi kom bortom med en kopp kaffe, du så ut som om du kunne trenge noe varmt, sa hun, jeg smilte til henne og sa takk.

6 Udtrykket pålidelighed synes at være påhæftet med en moralsk kodeks, eftersom synonymerne er retsskaffen, ordholdende og tilforladelig, mens den sociologiske term reliabilitet vælges som et knap så værdiladet ord.

Det hadde kjentes som et svik.(s.177)

Ved at sammenføje den afdøde person med den nulevende bliver personernes integritet opløst, den `ene kan være lige så god som den anden´ i Livs fortælling, men midt i det hele står navnet Turi som det sted i teksten, der ikke kan `byttes om´. Dette eksempel modsvarer det foregående ved at indeholde et centrum midt i forvirringen, et brændpunkt. Jeg mener ikke at det er tilfældigt at teksten her indirekte viser Livs forankring i personen Turi. Turi optræder i teksten på et tidspunkt, hvor Liv har berettet om hvordan hun ikke har overblik over sin situation og føler at alle svigter hende. Den første der hjælper hende er Nanna og herefter kommer Turi. Dette viser sig helt konkret i teksten som et forløb i fortællingen af Livs indre anfægtelser. Liv fortæller først om hvordan hun ”ikke har oversikt” og hvordan hun ved noget, hun ikke kan se: ”Bakenfor der igjen visste jeg at det var en snødekt slette, men jeg så den ikke.”(s.166) og på næste side kommer hjælpen: ”Men så kom Nanna, for noen uker siden, og satte seg der i sofaen, og så på meg” (s. 167) Nanna kan se, hvilken situation Liv er i, uden at hun behøver at vide om sorgen svarer til hendes egen, og om hun kan accepteres socialt eller har en gyldig grund7. Herefter er der en situation, hvor Liv føler at ingen forstår hende og hun gemmer sig grædende på sit værelse. Fra hendes indre bønfaldes: ” Kom hit, sa den. Stå ved siden av meg her, kjemp sammen med meg i dette. Bli. Bli hos meg”(s. 168), der kort efter besvares i teksten, med at Turi går op til Livs værelse for at se til hende og spørge om hun har det godt: ”Det banket på døra.[…] Det var den svartkledde kvinnen” (s. 172) og som en

7 Jf. Merleau-Ponty teori om at kroppen forstår sin verden uden at behøve at gå igennem repræsentation, symbolfunktion og objektivering. Dette uddybes i afsnit 9

bekræftende gentagelse sker dette tilsvarende efter at Liv ikke kan finde ud af at modsvare sin aggressive kollega:

” […],mennene kom tilbake inn fra gangen,[…]. Turi kom bortom med en kopp kaffe, du så ut som du kunne trenge noe varmt, sa hun, jeg smilte til henne og sa takk.” (s.177)

Turi aner8 hvad Liv behøver og Liv vælger at tage imod hjælpen.Således konfronterer tekstens indhold og forløb reelt Livs udsagn.6.5 Flertydigt, komplekst og distanceret

Ørstaviks anvendelse af sproglige effekter som en særlig poetisk stil viser sig for fuld kraft allerede på den første side. Jeg vil her analysere et typisk eksempel på romanens komplekse og flertydige stil, der samtidig illustrerer jeg-fortællerens måde at opfatte sine omgivelser på.

Det første sted, der præsenteres i Presten er knæfaldet i kirkerummet. Dette knæfald kaldes på norsk `alterringen´.Liv beskriver alterringen som hendes vision, i form af at være en begyndelse ud mod det uendelige og store og lysende rum, jævnfør nedenstående citat:

Alterringen var en begynnelse. Halvbuen var et tegn som viste at der fantes en større sirkel, og en sirkel utenfor den igjen. Og en enda større sirkel, et uendelig stort lysende rom. Og at vi alle sammen fikk være der, sammen, og hver for oss, hver enkelt og alene. Her. Her får du finnes. Her kan du være. Dette er til for deg.(s.5)

Når Liv ser alterringen, associerer hun den med noget, der har et afsæt, en begyndelse. Denne association er hendes helt private. Livs sammenstiller asyndetisk ordet `alterring´ 8 Jf. Merleau-Pontys teori om hvordan vi aner intetheden som en mangelsituation. Se afsnit 9

med ordet `halvbuen´ og konnoterer halvbuen som værende et tegn. Det sammensatte ord `halvbuen´ peger på halvbuen som værende noget andet end bare en halvbue og med ordet `halv´ halvdelen af noget mere. Liv ser alterringen som en paradigmatisk struktur, og jeg tolker her paradigmets fraværende betydning som et indelukket, lille og mørkt sted, hvorved jeg får associationen `grav´. Liv ønsker at tillægge formen og stedet en merværdi, der fratager alterringen sin `uskyld´. Hun udleverer sig ved at afsløre sin drøm, men den hun henvender sig til med påkaldelsen `du´og `dig´ er fraværende.Der er beskrives således et sted, der bærer Livs vision, men samtidig består af noget fraværende i forhold til Livs fiktive rum.

Ved at undersøge ordenes placering og forløb i førnævnte citat, konstaterer jeg, at der er en flittig brug af sideordnede sætninger med konjunktionen `og´ og `som´. Sproget forekommer i den sammenhæng lidt naivt, men også letforståeligt. I dette citat får jeg associationer til et barn, der ivrigt forsøger at sammenfatte en stor begivenhed med: og så…og så.

Fra ordet `her´ anvendes sidestillede sætninger med en underforstået relation, asyndese, hvor stedordet `her´ henviser både til det umiddelbart foregående ord `alene´, til det oprindeligt beskrevne sted: alterringen, til `halvbuen´ og til en definition af noget som værende `et tegn´. Ordet `her´ kan således tolkes som både en tilstand, et sted, en form og et tegn. Man bliver på den måde præsenteret for en tekst, der med asyndesen kræver mit engagement for at skabe sammenhæng i teksten. Dette skift fra polysendese til asyndese bærer intentionen om at fremkalde en skærpet

opmærksomhed, og gør at man i sin læsning bliver mere observant overfor, hvad der hentydes til.

Polysendesen anvendes også ofte i romanen som begyndelsen på en sætning, hvorved der relateres til noget udenfor teksten. Eksempelvis:

Og den merkelige latteren hennes[…].Og så var det kanskje hun[…].(s. 112) - eller : Og det kom så bratt […] Og jeg visste ikke[…] (s.149)

Romanen indeholder mange passager med rytmisk, suggerende sætninger, der skaber en dramatisk spændingskurve, hvor jeg oplever en lokken, en kalden, en konfrontation eller en kraftig fokusering frem mod et punkt. Som et eksempel kan citatet fra side 5 igen fremføres som typisk (udskilt med mine markeringer):

Alterringen var en begynnelse. Halvbuen var et tegn som viste at der fantes en større sirkel, og en sirkel utenfor den igjen. Og en enda større sirkel, et uendelig stort lysende rom. Og at vi alle sammen fikk være der, sammen, og hver for oss, hver enkelt og alene. Her. Her får du finnes. Her kan du være. Dette er til for deg.(s.5)

De sideordnede sætninger, samt de forskudte, rytmiske gentagelser af ord som identiske eller metonyme skaber en fremadrettet, suggestiv og dynamisk bevægelse i teksten. Eksempelvis: ”Var en begynnelse[…]var et tegn”og gradiationen: ”en større[…] en enda større […] et uendelig stort” og endelig klangen af gentagelsen af ordet sirkel tre gange som ”sirkel[…] sirkel[…] sirkel”, der herefter kontrasteres lydligt af ordet ”rom”. Tekstens rytme og tone bevæger sig således hen mod udråbet ”Her.” som et stop-, pause- og vendepunkt.

Selv samme `stop-ord´ udgør så gentagelsen i anaforen: ”Her. Her får du finnes. Her kan du være”. Anaforen skaber en dramatisk spændingskurve, der gøres tvetydig med en asyndese, hvor ordet ”Dette” og den direkte henvendelsesform ”deg” igen indeholder flere henvisninger: En henvisning til situationen i tekstens univers med nadverhandlingen, hvor Livs tanker henvender sig til altergængerne, en henvisning til situationen i jeg-fortællerens indre monolog (hvor Liv henvender sig til sig selv) og en henvisning til en situation med en direkte læserhenvendelse.Et af de mange tilsvarende eksempler i romanen er, da Liv har begravelsessamtale med den afdødes mor(min markering):

Hun var så glad i den hunden, hun var så glad i den. Hun la hendene foran ansiktet, mumlet inn i dem. Hun var så glad i den, så glad i den hunden. Hun var stille litt. Hun var så glad i den. (s.123)

Her opløses betydningsforskellen mellem `hun´og `hund´ næsten og kontrasteres af klangen i `la´ og `så glad´ og `stille litt´, så hele sekvensen fremstår som et lille stykke æstetisk, muntert musik. Dette tolker jeg som en ironisk, næsten grum sarkastisk effekt i teksten, i forhold til situationen.Anaforen anvendes retorisk, når der ønskes en effekt af patos og indskærpelse af en pointe (Albeck 1965:164) og er, som man også kan se i de andre af mine eksempler, flittigt brugt i romanen. Eksempel (med tilføjet markering):

[…]at rødt var den fargen som forbandt alle tro og alle mennesker, at rødt var blodets farge og at det var derfor hun hadde malt det sånn.Jeg tenkte på Maja i det røde rommet, inni den høye musikken, inni dunkingen og den lange flyten […] (s. 56)

Den rytmiske gentagelse af anaforen samt de mange a-er skaber associationer til pulsslag og blodcirkulation og de efterfølgende vokaler i – i- y giver en skingerhed, som en hylende fløjte. Jeg associerer til dét, jeg efter at have læst romanen til ende véd, nemlig Maja selvmordsforsøg, hvor blodet flyder ud til sidst. I en sådan tolkning vil der være tæt sammenhæng mellem rytme, lyd og indhold. Men det er en efterrationalisering, der ikke fratager dominansen af æstetiseringen, mens jeg læser romanen, svarende til ovenstående analyse. Og derved opstår en umiddelbar distance til tekstens indhold.

Teksten viser i ovenstående analyser et kontrastfyldt forhold mellem det lidt naive sprog, de mange underforståede og flertydige ordkonstellationer, samt de mange effekter af lydlig, rytmisk og suggerende art. Gennem æstetiseringen sporer jeg også en ironisk distance til de beskrevne situationer, hvilket svarer til Roses pkt. 5.

Med henblik på at undersøge Roses pkt. 4 om tekstens elementer som kombinationer i fragmenterede, transparente lag, der både overlapper hinanden og støder mod hinanden, kan jeg konstatere at det anvendte citat fra s. 5 indeholder to tydeligt modsatrettede positioner i indhold og form.Stedsadverbiet `der´ henviser til det ”lysende rom”, der omtales i datid med ”fikk være der”. Dette modsvares både i tempus og betydningsmæssigt af stedsadverbiet `her´ omtalt i nutid med ”Her. Her får du finnes”. En tolkning kunne derfor umiddelbart være, at stedet `her´ som modsætning har et mørkt rum. Men som allerede nævnt, er det ikke muligt konkret at bestemme hvad ordet `her´ henviser til og det kan derfor ligeså vel være ensbetydende

med `der´. Herved opstår en lagvis transparent, overlappende og kontrastfyldt tekst, der hele tiden kan vende vrangen ud på betydningen.Denne omvendthed i teksten ses også på andre måder.Talemåden `her og der og alle vegne´ skimtes som en bagvendt gentagelse, en antimetabole i form af et forløb i teksten med ordene ”alle sammen […] der[…]. Her.”. Med andre ord, teksten synes at bære på en indre modsigelse i kraft af sin metabole.

Således peger teksten på noget, der ikke kan vises, men som hele tiden skjuler sig i en evig omtydning. Ordene bliver modulklodser, der ombyttes efter behag. Sproget bliver i den forstand: en potential for producerandet av ny mening, nya begrepp och härmed också ny verklighet” (Jansson 1995: 47)

6.6 Romanens titel

Leif Søndergaard betegner en bogtitel som en synekdoke, der repræsenterer hele bogen. Titler kan fungere intertekstuelt til andre tekster, som pastiche, være metaforiske eller metonyme, rumme provokation, gåder m.m. Titler kan også ses som et vidnesbyrd om problemstillinger, paradigmer og tendenser i bogens samtid. (Søndergaard 2003: 141-144) Der er således god grund til at se lidt nærmere på romanens titel.Romanens titel Presten er et navneord i ental, bestemt form, som henviser til en persons virkefelt og den bestemte form indikerer et bekendtskab med personen. Jeg vil i første omgang at undersøge ordets betydning og i hvilken grad ordet kan opfattes entydigt eller lægger op til flere fortolkninger.

Titlen denoterer både på funktionerne forkynder og formidler, der er betinget af et religiøst organiseret fællesskab og menneskets indre religiøse univers. (NOB 2011: prest) Denne skelnen i ordbogen mellem en person, der enten via institutionen eller gennem konkret handling får betegnelsen `prest´, er interessant i forhold til Ørstaviks roman, fordi hovedpersonen, præsten Liv, netop forsker i samernes oprør mod den hierarkiske orden i det religiøse fællesskab, dengang polariseret som gejstlige og lægfolk. Det var et hierarki, hvor præsten havde særlige rettigheder og pligter, mens lægmanden blot skulle lytte, læse og lære – ikke fortolke og belære. Titlen peger således hen på præstens rolle som autoritet og dermed en holdning til hvordan jeg-fortælleren udfylder rollen. Liv udtrykker hele tiden stor tvivl om hvordan teksten skal fortolkes og evner heller ikke at belære menigheden. Et tydeligt eksempel på det er da pigen fra Nesseby skal begraves. Faderen siger, at de ikke vil dukke op i kirken, for: ”Hva ska vi dit etter, sa han”(s.123). Liv svarer ikke, men nikker samtykkende. Hun er holdningsløs og dermed uden autoritet overfor det spørgsmål, faderen stiller hende.

Ordet `præst´ har desuden synonymerne `pastor´, der betyder hyrde på latin og anvendes i den lutherske kirke og synonymet `pater´, der betyder fader og konnoterer hermed et livserfarent, omsorgsfuldt familiemenneske, - og ikke en frustreret, følelskold erimit, sådan som præsten Liv fremtræder. Nanna udtaler det således: ”jævla skrukkete inntørka fitte”(s. 24), da Liv ikke viser forståelse for hendes situation.

Eftersom kvindelige præster har mødt stor modstand i den norske folkekirke9, kan titlen meget vel have til hensigt at forvirre personer, der forventer at titlen henviser til en mandlig person. Denne antagelse bestyrkes af præstekonen Turi, der advarer Liv imod præsten fra Øyværet:

Han sendte ut brev til alle de andre og sa at de burde nekte å komme hit på grunn av deg.Jeg så på henne.Ja, du vet, sa hun, kvinneprest. (s.174)

Turis udsagn og tilstedeværelse ved præsteseminariet peger på en helt anden holdning til kvindekønnet, fra hende selv, hendes mand og de andre kollegaer. For det første udeblev de andre mænd ikke, men mødte kollegialt op sammen med Liv, for det andet valgte Turis mand (demonstrativt?) at udeblive og lade sig repræsentere af sin gravide hustru, eller med andre ord, sætte sin hustru i sit sted. Tilstedeværelsen af kønsdiskriminering undergraves gennem teksten indefra i de årsagssammenhænge jeg selv har ressonneret mig frem til.

Titlen åbner således op for en historisk og kulturelt funderet konnotativ læsning og dermed den enkelte læsers konventionelle holdning og forestillinger om, hvad en præst er og gør.

6.7 Samtaler

I romanen præsenterer Liv sine erindring om dialoger, der gengives som replikker, men samtidig fremstår som scener ilagt Livs lange regibemærkninger.9 I Danmark fik man sin første kvindelige præst i 1948, mens man i Norge fik sin første kvindelige præst i 1961, Ingrid Bjerkås, som præst i Berg og Torsken kirker. Der var stor modstand i de teologiske kredse i forbindelse med hendes embedsførelse.(Norderval 2011)

Et typisk eksempel er en dialog mellem Liv og Maja, hvor Maja kalder: ”Liv” og først femten linjer længere nede svarer Liv: ”Ja, sa jeg ” (s.73). På de mellemliggende linjer beskriver Liv situationen og reflekterer over sine gummistøvler, Majas stemmeleje, Majas genbrugstøj, øjnenes farve og udtryk og kommer med en fortolkning af, hvorfor Maja havde piercinger i ansigtet. Det er tilsyneladende vigtigt for hendes fortælling, at hun får alle disse betragtninger flettet ind i sin fortælling. Spørgsmålet er, om hun lader Maja vente på et svar, mens hun reflekterer, og derved markerer et magtforhold mellem dem. Det er der noget, der godt kunne tyde på.Jeg vil derfor undersøge passager i teksten, der viser længere forløb med Liv i samtaler, og hvor det fraværende ligeværd viser sig. Et sådant eksempel finder jeg ved Livs første møde med sine kollegaer til præsteseminariet.Min følgende analyse gør brug af sprogbrugsanalytiske greb omkring dominans, initiativ, præsupposition m.v. og hører således under nykritikkens observans på det fortællemæssige lag. Om samtalen som analyseobjekt skriver Jan Svennevig:

Forståelse og misforståelser bliver synlige i deres responser, og dette gir analysatoren en rik kilde til å studere de dynamiske aspektene ved meningsskapingsprosessen. (Svennevig 2005: 56)

Analysen vil pege på tekstens anvendelse af samtaler uden det Svennevig kalder for `interaktiv dynamik´mellem ligeværdige deltagere, og her er det særligt Liv der som figur bliver `den store fiasko´, eftersom hun anvender flere former for magtstrategier i sin sprogbrug.

Liv ankommer efter 5 timers kørsel fra Vadsø til et økumenisk præsteseminar i Kautokeino, kort før aftenmåltidet. Her præsenteres man for Livs iagttagelse af sine omgivelser, da hun træder ind i konferencerummet:

Ved langbordene satt det grupper av menn, de snakket, satt vendt mot hverandre.(s.161)

Ved at pointere at personerne er mænd og at deres opmærksomhed er vendt imod hinanden, fortæller Liv indirekte, at hun straks fokuserer på kønnet og ikke alder eller kropsform eller noget andet, der kunne kategorisere dem. Hun omtaler dem i ubestemt flertal, hvilket viser hendes distance. Hun tilføjer, at de samtalende mænd var vendt mod hinanden (hvad ellers?) og antyder dermed, at de kunne være vendt mod noget udenfor gruppen, hende.Herefter vælger Liv at gå hen til det bord, hvor en rødhåret, højrøstet præst sidder og diskuterer. Liv bliver stående bag en stol og spørger om hun må sætte sig. Herved opnår hun, at alle vender deres opmærksomhed væk fra den talende og ser op på hende. Den hierarkiske ubalance mellem hendes stående figur og de andres siddende, modsvares nu af de mandlige kollegaer, der rejser sig for at komme på niveau med Liv, når de skal hilse på hende. Således viser mændene med deres kropssprog et ønske om at være ligeværdige og på øjenhøjde med Liv.

Ved Livs ankomst til bordet udspiller der sig en morsom ordveksling (s.161), da hun hilser på en kollega, som laver en metonym forbindelse mellem en person og det sted personen kommer fra ved at erstatte personens navn med et stednavn.

Du er kona til Kjøllefjord, er du ikke.

Hva, sa jeg.

Kollegaens møder Liv med en påstand, der efterfølges af et opklarende ja-nej spørgsmål, hvilket er et dominerende initiativ i en samtale. Samtidig præsupponerer kollegaen at Liv er gift og åbner op for en mulighed for misforståelse omkring stednavnet, eftersom navnet Kjøllefjord udmærket kunne være et efternavn. Liv svarer med et hv-spørgsmål, hvilket er et stærkt initiativ, der påpeger kollegaens manglende evne til at kommunikere forståeligt. Hertil svarer manden:

Kona til presten i Kjøllefjord sa han og fortsatte å smile.

Ved kollegaens selvrettelse bliver det klart, at det var en abstrahering væk fra at betragte hende som en navngivet person, til at være bestemt af en ægteskabelig (og dermed social) relation til en anden unavngiven person, der betegnes kva sit arbejde og sin relation til et sted. Liv svarer symmetrisk i og med, at hun ikke nævner sit navn, men beskriver sin egen person via profession, sted og som en tilflytter. Den sidstnævnte bemærkning tolker jeg som en kommentar til spørgerens fejlvurdering og er i den forstand, det man kalder en ikke-lokal respons:

Nei, sa jeg, jeg er kapellan i byen, jeg kom i fjord vår.

Når Liv gør opmærksom på, at hun har opholdt sig i Finnmark i et år, insinuerer hun samtidig spørgerens manglende orientering om, hvilke kollegaer han har i området og eftersom jeg allerede i romanen er blevet bekendt med, hvor tyndt befolket området er, tolker jeg dette som en kritik af, og en sarkastisk kommentar til,

spørgerens forsøg på at fremtræde som en velinformeret og interesseret person.

Umiddelbart herefter (s. 162) accentueres den ovenfor beskrevne samtale ved den efterfølgende ordveksling mellem Turi og Liv, da de hilser på hinanden:

[…]Hun sa navnet sittJeg er kona til Hans-Petter, sa hun.

Turi præsenterer sig med sit fornavn og med sin sociale relation i form af at være gift med en person, der også præsenteres med et fornavn, Hans-Petter. Derved fremstår både hun og hendes mand først og fremmest som individer10. Ved at nævne mandens fornavn præsupponerer Turi, at Liv er på fornavn med sine kollegaer og dermed har et nært og jovialt forhold til dem. Liv vælger nu at anvende sin nyerhvervede viden om, at der skal komme en kone til en kollega fra Kjøllefjord og profilerer sig nu som en velinformeret kollega, der er vidende om at Hans-Petter er præsten i Kjøllefjord:

Presten i Kjøllefjord, sa jeg.Hun nikket.

Livs opklaringsspørgmål er blot en reaktion på Turis udmelding og tjener alene det formål at skabe konsensus mellem dem og signalere at hun ønsker at fortsætte samtalen med Turi. Turi svarer:

10 Citat: Vi giver navne for at kunne skelne os fra hinanden, men også for at markere at vi hører sammen. Det ses tydeligst i skikken med at give et fornavn og et efternavn. Fornavnet markerer at der er tale om et individ, og efternavnet markere at det samme individ er en del af en familie. Afdelingen for navneforskning, Det Humanistiske FakultetKøbenhavns Universitet. http://navn.ku.dk/personnavne/

Jeg så på deltakerlisten at vi er de eneste kvinnene her, sa hun.

Herved afsløres det, at Turi ironisk nok er den mest velinformerede i forhold til viden om de tilstedeværende. Liv fremstår dermed som den mest luskede, eftersom den mandlige kollega blot forsyndede sig ved at tage fejl af hende og Turi, mens Liv forstiller sig overfor Turi (og i sin fortælling) ved at skjule, at hun ingen viden om eller interesse har i de personer, som hun er til møde med.

Paradokset mellem Livs indirekte, sarkastiske kritik af sin kollegas hilseform og hendes egen forstillelse fremtræder således tydeligt gennem replikskiftet mellem hhv. den mandlige kollega og Liv og præstekonen Turi og Liv. Denne tolkning af Livs objektgørelse af andre mennesker bestyrkes yderligere, da Turi lidt senere banker på til Livs værelse. Her omtaler Liv hende i 3. person.

Det var den svartkleddee kvinnen.(s.172)

Liv ønsker ikke at være sammen med Turi bare fordi de begge er kvinder og reagerer med ironisk distance, da Turi inviterer hende med på en tur.

[…]ja, det var jo klart vi hadde så mye å snakke om, mye felles, vi som hadde hull.(s.172)

Men så står der en replik, som ikke har nogen afsender, men er tilegnet Liv:

Liv, hallo, det er ikke hennes skyld.(s.172)

Lidt senere beskriver jeg-fortælleren sit skisma mellem at skulle høre på både de mandlige kollegaer og Turi. Liv laver en lille fordrejning af situationen, idet hun først fortæller, at

Turi sætter sig ved siden af hende, men senere afslører at Turi har sat sig ved bordenden. Liv ønsker at lytte til mændene, men Turis placering og iver efter samtale aftvinger Livs stillingtagen til, hvem hun vil give sin opmærksomhed. Mændene er optaget af at diskutere en artikel skrevet af en universitetsprofessor om kirkens ændringer af rituelle handlinger, mens Turi vil fortælle om sit arbejde som lærer. Liv beskriver situationen som et dilemma, eftersom hun ikke gider høre hvad Turi siger og derfor har lyst til at vende sig væk fra hende. Det er muligt at tolke Livs rettethed mod mændene som et forsøg på identifikation og synonymerne `professor´ og `lærer´ markerer Livs interesse for at skelne hierarkisk mellem arbejdstitler, hvilket bevirker at hun degraderer Turi. Ikke desto mindre er det Turi, der sidder for bordenden og i traditionel symbolsk forstand har en magtfuld position. Det er en plads hun selv har valgt og dermed viser Turi, at hun mener sig værdig til at `sidde for bordenden´. Turi viser gennem sit kropssprog, hvad Liv burde gøre.Analysen viser hvordan teksten anvender den dårlige samtale som eksemplarisk for hvad det er, Liv gør galt, og en `hjælperfigur´, Turi, for at vise en løsning.

Liv magter tydeligvis ikke samtalen, der ifølge Jan Svennevig er essentiel for den primære socialiserings- og identitetsdannelse. Men hun er ikke den eneste figur i bogen, der har det svært med samtalen. En person hun finder særlig interessant, er den lokale varmemester, der nogle gange dumper ind til hende på kirke-kontoret og fortæller løst og fast, uden at Liv fornemmer samtalen har en retning eller pointe.

De første gangene hadde jeg sittet og ventet på at han skulle komme til kjerne og fortelle noe sentralt og avgjørende. En angst, en sorg, en plage. Han ble sittende og plukke på en tråd som var løs på ermet, før han så fram på meg igjen. Var det han som ventet på meg? (s.21-22)

Men samtalerne med varmemesteren udvikler sig i løbet af året. Liv begynder langsomt at forvente noget andet af varmemesterens besøg. De drikker kaffe sammen, han sludrer om hvad der sker i hans hverdag og Liv begynder at spekulere på om det ikke er hende, der er smalsporet i sin opfattelse, i stedet for ham, der er ufokuseret. Hun har det godt med at forestille sig, at der gennem samværet kan opstå noget forløsende og at han muligvis kan mærke, at hun, uden at vide det, har brug for ham. Jeg tolker situationen Liv beskriver, som to ensomme mennesker, der ikke magter samtalen, men søger lidt uforpligtende varme i hinandens nærhed, og hvor den ene ikke formår at spørge om hjælp og den anden ikke formår at vejlede. Situationen afsluttes med spørgsmålene: ”Var det sånn? Og var det i så fall galt?”(s.22), der afslører et fravær af forståelse og vurdering af deres fællesskab, en blindhed. Min tolkning baserer sig på følgende antagelse: varmemesteren kommer til kirkekontoret for at blive vejledt, han forholder sig afventende, men får ikke noget fra Liv. Liv forholder sig ikke til hans beretninger om hverdagen, hun lytter blot og lader ham spejle sig, men hun viser ikke, hvad hun føler, tror eller mener som en reel deltager i deres samtale.

6.8 Metafiktion og intertekstualitet

Metafiktion og intertekstualitet er ifølge Jansson de to mest åbenbare kendetegn for den postmoderne roman (se 5)

Intertekstualiteten opdeles af Gemzøe i kategorier: specifik, epokal, genremæssig, stilistisk og almen intertekstualitet, hvor min analyse særligt fokuserer på den almene, den specifikke og den genremæssige intertekstualitet, der alle viser hen mod metafiktionen.

6.8.1 Genfortællingen

Genfortællingen eller omskrivningen om man vil, hører under det Gemzøe kalder den almene intertekstualitet, og her skal nævnes én markant historie i Presten der viser sig at være omskrivning af hele to fortællinger, nemlig Bibelens fortælling om hvordan Jesus vandrer om i ørkenen i 40 dage og her får følgeskab af Satan, der frister ham og håner ham, men til sidst må give op (Lukasevangeliet 4, 1-13) og fortællingen fra Lukasevangeliet 24, 1-53, hvor Jesus viser sig som opstanden og vandrer rundt blandt disciplene i perioden på 40 dage mellem hans opstandelse og himmelfærd. I romanen nævner Liv, at hun havde kendt Kristiane i 40 dage. Navnet Kristiane er parallet til Kristus og Kristiane ender med at begå selvmord, hvilket nogle vil hævde var det Jesus gjorde. Kristiane er selvstændig og fri, tror på ordet som en virkende kraft og er som kunstner en latent trussel mod den herskende orden, eftersom hun søger at vise det, der ikke kan siges. Jesus gav ordet autoritet og blev betragtet som en trussel mod samfundet, hvorfor jeg igen ser flere paralleler til figuren Kristiane. Men – Kristiane går klædt i sort, bevæger sig som en slange, arbejder i det skjulte bag masker og dukker, har spidse vampyrtænder og grønne øjne, så hendes ydre beskrives i høj grad som en hekseagtig, djævelsk figur. Hun er oven i købet en ravnemor, hvilket forstærker billedet af en amoralsk og svigefuld person. Hun frister Liv til at forsøge at `gå over på hendes side´, hvilket ikke helt lykkedes. Dermed skabes

associationer til fortællingen, hvor Jesus fristes af Satan. Således viser romanen genfortællingens spændvidde fra at fremstille en person eller begivenhed som god eller ond, sand eller falsk. Ved at referere til to kontrasterende fortællinger med en fælles tidsfase og samme hovedperson, lykkedes det at forvirre (i hvert fald mig) en god stund. Men jeg vælger at tolke deres tematiske fællesnævner som en henvisning til `det personlige valg´ mellem himmel og jord.

6.8.2 Specifik intertekstualitet

Citater henregnes af Gemzøe for at høre hjemme under kategorien` specifik intertekstualitet`. I Presten er der som indledning anvendt et citat fra nadverliturgien, som igen henviser til bibelcitater (Lukasevangeliet 22,19-20) der omtaler en situation skærtorsdag, som man den dag i dag diskuterer rigtigheden af. Således markerer romanen fra første færd fortællingens afhængighed af andre fortællinger som lagvis og ufuldstændig, og romanen er i den forstand med til at problematisere både fiktionens originalitet og virkeligheden som sådan. Som et gennemgående element i fortællingen indføjes citater fra historiske dokumenter, hvis ophav ikke angives direkte i teksten. Dermed unddrager fortælleren sig muligheden for at andre kan verificere ordlyden. Forfatteren er dog mere meddelsom, eftersom kilden er angivet efter romanens fortælling som værende:

Kautokeino-dokumentene. 177 arkivsaker om prosessene i 1851-1867 mot 48 flyttsamer fra Kautokeino. MAGNAR MIKKELSEN OG KARI PÅLSRUD. Albatross Forlag, magnar Mikkelsen, 1997. (s.237)

Høy påviser i sin analyse af Presten gennem sammenligning af ovennævnte dokumenter og citaterne i Presten, hvordan romanen gennem sin prioritering, omformning og udeladelse af citater fra historiske dokumenter indirekte peger på jeg-fortællerens formning af fortællingen. (Høy 2008:30) Jeg-fortælleren Liv kommenterer endvidere på hvad dokumenterne kan formidle:

Det fantes en annen versjon, […].Den fantes bare inni og under og bak det presten og biskopen skrev, og den eneste tilgangen jeg hadde til den versjonen var å lese den som et motsatt avtrykk, som fravær (s.33)

Således markerer romanen på flere plan et grundlæggende forbehold til det skrevne ord, men også en afhængighed af skriften som det spor, der fører til ”den annen versjon” af hvordan det var – i virkeligheden. Høy tolker denne metakommentar som en anledning til at betvivle fortællerens udsagn, men i min tolkning nærlæses ordene ”inni- under-bak” som konkret henvisning til kropslige forhold og dermed forklaringer på forhold (de er netop på dansk kaldet forholdsord) der opfattes som virkeligheden og som kun eksisterer i kroppens sansning af rummet. Virkeligheden kan gennem kroppens med- læsning af teksten optræde som – ikke den endegyldige – men den ”annen versjon”.

Et citat er en ordret gengivelse af noget skrevet eller talt, mens et referat er en efterligning af det skrevne eller sagte. I videnskabelige sammenhænge er det vigtigt at kunne skelne mellem disse to former, med henblik på at kunne vurdere udsagnets reliabilitet. I Livs forskertilværelse anfægtes hun hele tiden, af sin viden om begivenhedernes lagvise filtrering af andres fortolkninger. `De andre´består i

den sammenhæng af ikke-samere, magthavere og gejstlige autoriteter, der skriver på dansk og skriver i et tilbageskuende perspektiv. Deres referater af begivenheder og udtalelser fra den samisk talende `oprører´ kan i høj grad betvivles, hvilket Liv er sig helt bevidst. Ikke desto mindre vælger hun at bruge en stor del af sin tid på at lede efter en mening blandt alle disse små og store `løgnehistorier´. Hun forsøger sågar at sætte sin egen empati ind som en mere troværdig form for fortolkning, når hun forestiller sig, hvordan de må have haft det dengang. Hun sammenligner sin egen vrede over Kristianes valg af selvmord med samernes vrede og står på et tidspunkt i sit køkken og fægter med armene, som hun har læst, at de desperate samere gjorde dengang (s. 145). Maja overrasker hende og reagerer tilsvarende fortidens præster, der skrev i dokumenterne, hvordan de undrede sig over at samerne:

” […]hoppede, sloge op og ned med Armene, […]” (s.143)

Maja spørger:Hvem er det du sloss med?[…]Hvorfor bliver du så oprørt?(s. 145)

Liv svarer lidt undvigende, at det var noget som hun prøvede at finde ud af i Tyskland, men endnu ikke har fundet helt ud af. Maja accepterer forklaringen og kommunikationen strander her. Det fraværende er i denne sammenhæng Livs tillid til at Maja vil forstå hende. Hun forsøger knapt at svare og hendes svar afslører enten arrogance eller mindreværd overfor den anden, her Maja.

Ved romanens slutning præsenteres citater fra situationen omkring henrettelsen af samerne. Citaterene indgår i Livs fortælling om den 6. dag, her en fredag før påske og kan tolkes som en metonym til henrettelsen af Jesus langfredag

og derved. Den citerede same Aslak Hætta udtrykker en følelse af forvirring og forladthed. Hætta har en grundlæggende tvivl om begreberne tro, samvittighed, Guds vilje og effekten af at udsige ord overfor præsten:

Jeg veed ikke, om jeg troer, eller om den Tro jeg har, kan hjælpe mig noget.[…]Jeg vilde gjerne angre, dersom jeg fik en saadan Aand, at jeg kunde angre den.[…] eller om Gud bryder sig noget om min Beredelse.[…]Jeg veed ikke om det kan hjælpe mig noget, at I tilsige mig Syndernes forladelse. (s.233)

Citatet sammenfatter på den måde de spørgsmål som Liv kredser omkring i fortællingen og accentuerer hendes situation som præst. Har det hun gør og siger mening, og i så fald, er den mening den samme for hende som for andre?Gennem Livs spejling af sin egen angst og håbløshed i samernes refererede ord, får hun et synligt (via skriften) udtryk for en sindstilstand, som hun kan vælge at have tillid til som et troværdigt udsagn – eller mistro udsagnets autencitet og opfatte ordene som `flydende signifikant´, der ikke peger tilbage på en konkret kropslig erfaring, men en simuleret virkelighed (jævnfør Baudrillard)

6.8.3 Genremæssig intertekstualitet

I Livs fortælling nævner hun værker, der korresponderer med diskursen om den fraværende kærlighed. Hun refererer til de mest kendte eventyrfortællere i Norden, nemlig Astrid Lindgren og H.C. Andersen, og viser dermed sin kultursnobbede karakter med hang til at påklistre intertekstuelle referencer som pastiche, jævnfør Jamesons definition af pastiche som imitation for imitationens skyld.

I forbindelse med Livs indre drøftelse af hvad de samiske oprørere gjorde og tænkte kort før de dræbte lensmanden og købmanden, sammenligner hun (s. 92) deres rejse med fortællingen om Bosses rejse til ”Landet i det fjerne” i Astrid Lindgrens eventyr Mio min Mio. Bosse har mistet sin mor og savner sin ukendte far. Hans plejemor, tante Edna, kan ikke lide ham, han føler sig udstødt og drømmer sig ind i en fiktiv verden, hvor han er Mio, den udvalgte til at bekæmpe onde Cato. Liv forklarer selv sammenligningen, ved at spørge om samerne følte sig udvalgte eller udstødte. Liv sidestiller således de følelser som virkelighedens samere havde i 1852 med eventyrfiguren Mio.

Et andet eventyr, der ligeledes tematiserer den fraværende kærlighed og omgivelsernes følelseskulde, er H.C. Andersens Tommelise og i Presten refereres til den situation, hvor Tommelise ensomt flyder afsted i åen på et åkandeblad efter endelig at være sluppet bort fra den fæle skruptudse. Tommelise oplever sidenhen i historien flere prøvelser, før hun endelig møder kærligheden hos en blomsterprins. Prinsen frier til Tommelise og ændrer hendes navn, fordi det er så stygt:

”Vi vil kalde dig Maja!”. (Andersen, H.C. 1995: 33)

Eventyrets hovedperson Tommelise ændrer identitet i form af navnskift og højere status og indgår, efter mange trængsler og afsavn, i et fællesskab, der tilbyder hende venskab og kærlighed. Dette svarer alt sammen til, hvad fortælleren Liv søger i Finnmark. Navnet Maja er til og med identisk med navnet til Livs nye sambo og bliver dermed en

specifik intertekstualitet, der peger på temaerne identitet, kærlighed og fællesskab.Liv placerer referencen til eventyret Tommelise i forbindelse med hendes fortælling om, hvordan hun selv levede som studerende i forventning til at ”finne den rette” (s. 171) dør til virkeligheden. Hvis man placerer denne beretning i et tidskronologisk perspektiv, gentager metaforen om døren sig, da Liv nogle måneder efter banker på hos Kristiane:

[…], det var da jeg plutselig så at det hang sammen, at det likevel hadde en grunn. Jeg hadde tenkt det da, når hun så på meg sånn. At jeg hadde ikke kommet til Tyskland for å lese teori, men for å ringe på den døra. Jeg hadde reist hele den veien for at Kristiane skulle komme og lukke opp for meg. (s.164)

Liv betragter Kristiane som svaret på hendes stræben efter sandheden, men Kristiane er ikke interesseret i at definere sandheden og stiller sig på alle måder i en modsat position til Liv. Således afslører intertekstualiteten sig som en ironisk kommentar til den virkelighed Liv så oplever. Hun møder ikke den kærlighed og det fællesskab hún drømmer om hos Kristiane. Hun møder Kristiane, som mener teologi er noget regressivt sludder, at det gode kommer før det sande og som ikke i næstekærlighedens navn gider at lytte til Livs selvoptagede klagesang, men i stedet forsøger at vise Liv en måde at være tilstede i nuet på. Intertekstualiteten får her, jf. Jameson, karakter af parodi, eftersom Liv latterliggøres i sin brug af eventyret som reference til hendes liv.

6.8.4 Som Henry, så Liv og forfatter

På præsteseminariet er der en psykiater (en leder for et center for indre vækst og udvikling) der kommer med et oplæg om at kende sig selv:

Han sa at vi måtte finne vårt ”jeg” før vi kunne komme til Gud.[…] Vi må først bli noen for å kunne glemme oss selv.(s. 178)

Dette ”jeg” er et gennemgående problem for Liv. Der er flere paralleller mellem romanfiguren Liv og Jacobis patient Henry. i den henseende om psykoanalytiker Jacobis Jolande Jacobi har i artiklen Symboler i en individuel analyse en gennemgang af sin analyse af patienten Henrys drømme. Der er påfaldende lighed mellem mennesket Henry og romanfiguren Liv, når man læser Jacobis beskrivelse af personen og hans drømme:

Henry fortalte mig at han foretrak bøger frem for andres selskab. Han følte sig hæmmet mellem andre mennesker og ofte plaget af tvivl og selvkritik. Han var meget belæst af sin alder og havde en tendens til æstetisk intellektualisme.(Jacobi 1991: s. 274)

Jacobi fortæller om Henrys drømme, at de viser Henrys udvikling fra at være en ensom, ubeslutsom og urealistisk ung mand til at være en selvstændig, ansvarlig voksen. I en af drømmene møder han nogle udifferentierede dyr uden ansigt, og det ansigtsløse tolker Jacobi som udtryk for bevidstløshed (Jacobi 1991:282), og i en anden af Henrys drømme er han på en smal bjergvej med afgrund til venstre og klippevæg til højre, hvilket af Jacobi tolkes som et billede på hhv. hans skræmmescenarie og hans ”bevidste hensigters hårde klippevæg”. I Presten drømmer Liv om en biltur, hvor hun ser små vandhuller til venstre og en klippevæg til højre. I drømmen ser hun piger med røde bluser ”uttrykkløs i ansiktet”(s.142) lade sig falde ud i

vandet. Det er fristende at lave en tilsvarende tolkning af Livs drøm, men i dette afsnit er det blot hensigten at pointere, at romanen anvender Jacobis drømmeanalyse som en intertekstuel reference til Livs fortælling og herved opnår at bringe analysen i en ny retning. Virkelighedens Henry gennemløber en personlig udvikling over flere år, fra at være midt i en identitetskrise til langsomt at etablere sig som et helt menneske med egen integritet. Livs fortælling kan, tilsvarende Jacobis drømmeanalyse, tolkes som en dannelsesrejse, hvor hendes refleksioner over drømme og tilbageblik tjener som hjælp til dannelse af personligheden, eller som Jacobi ville udtrykke det, individuationen. Men eftersom Liv er en fiktiv figur, tolkes denne intertekstualitet yderligere som en ”Autormeta” (Gemzøe 2003: 124), hvor det er forfatteren, der karikerer sig selv ved sin anvendelse af fiktionen Liv.Et yderligere raffinement ved dette eksempel af intertekstualitet, er at udgangspunktet er en virkelig hændelse, hvor Jacobi analysere `rigtige´drømme, hvorved grænsen mellem fiktion og virkelighed problematiseres. Denne problematisering og opløsning af fiktion og virkelighed gentages i Livs fortælling om hendes misforståelse af tv-reportagen af sameoprørerne som værende en spillefilm (s.190-191) og også helt konkret, ved at henlægge begivenhederne i Presten til reelle steder i SydTyskland og Finnmark.

6.9 Sammenfatning

Ovenstående analyser påviser hvordan romanens sproglige og æstetiske virkemidler positionerer sig som virkeligheds-problematiserende. Sprog og virkelighed sidestilles i en leg mellem perceptuelle virkemidler og den sproglige betydning.

Fiktion og virkelighed sidestilles bl.a. i anvendelsen af citater fra dokumenter om begivenheder, der rent faktisk fandt sted år 1852 i Kautokeino. Men naturligvis også gennem at lade fortællingen tage udgangspunkt i et reelt geografisk og historisk rum. Og forholdet mellem skønlitteratur og virkelighedsbeskrivende litteratur opløses i flere lag gennem intertekstuelle referencer og metafiktionGrafikken opløser forholdet mellem det, der betragtes som betydningsfuldt og betydningsløst i teksten. Grafikken tolkes overordnet som et diskret udtryk for en æstetik, hvor betydningen konfronteres med formen, tilstræber kaos og herved viser modstand mod en hierarkisk syntaks. Sprogets henvisende funktion favoriseres og skaber derved et stort rum for fejltolkning eller overtydning. Dette betydningsoverskud, (jævnfør Gemzøe), unddrager sig en læsning baseret på en ide om værket som autonomt, og åbner for min person som medskaber af fortællingen. Men den betydningsmæssige distance forhindrer mig også i at kunne identificere mig med fortælleren, eftersom jeg hele tiden gøres opmærksom på, at det jeg læser, måske ikke er det, der menes. Derved befinder teksten sig i et grænseområde for min tillid og lyst til at `skrive med´ som en meningsfyldt oplevelse.

Det fraværende viser sig i stil og æstetik som en manglende motivation mod det kundskabssøgende (som søger en sandhed bag ordene), en manglende tro på et fælles sprog, et fravalg af en foretrukken form, og et uoriginalt og uafsluttet projekt.Som budskab aner jeg et ønske om, at forfatter og læser stilles ligeværdig i skabelse af teksten, hvor forfatteren `blot´ konstruerer de modulklodser teksten bygges op af. Dette

ønske tydeliggøres gennem de direkte læserhenvendelser, omtalt i afsnit 6.3.

7. POSTMODERNE LIVSFORMERI de følgende afsnit redegøres for sociologiske og filosofiske teorier om karakteristiske livsformer i den postmoderne tilværelse, med henblik på at få et nuanceret bud på, hvilke realistiske situationer min efterfølgende analyse bør rette fokus mod.

7.1 Fra store fortællinger til små scenarier

Jean-Francois Lyotard skriver i sin bog La Condition postmoderne fra 1979 om hvordan det postmoderne samfund er kendetegnet ved et fravær af `store fortællinger´. Det viser sig ved, at vi både i videnskabelige sammenhænge og i vores hverdagsliv ikke længere tror på, at det er muligt at have én stor forståelse af menneskelivets mening. I stedet koncentrerer os om brudstykker af livet, mindre scenarier, hvorfra vi kan forstå konkrete spilleregler med særlige normer, værdier og mål. Vi forventer ikke længere at ”nå til enighed om hvilke normer, værdier og mål, der er de `eneste rigtige´.” (Rose 2008:62) Det betyder samtidig at postmoderne mennesker ikke tror på autencitet, fordi vi hele tiden lever med bevidstheden om det omskiftelige og udskiftelige. Derfor er vi ifølge Lyotard heller ikke længere så autoritetstro og de magt- og værdihierakier, der argumenterer ud fra praktisk nytteværdi vil lettere blive opløst. Autoriteternes fald ser Lyotard som en frigørende

proces, der skaber et positivt miljø for kreativitet og nyskabelser.

7.2 Meningsløs mangfoldighed

Men Frederic Jameson er mere kritisk og advarer mod at et postmoderne menneskes manglende forankring betyder, at der bliver et tomrum i dagligdagen. Og at dette tomrum af mange forsøges udfyldt med mediernes billeder af og målsætning for vores liv. Jameson mener, at vi gennem lån, citater og kopieringer får en tro på, at vi kan gøre alt via teknologien, men at vi netop i forsøget på at gøre/ opnå alt tænkeligt muligt med teknologien hjælp bliver døve for den forbindelse, vi kan have mellem vores fysiologi og psyke. En forbindelse, der normalt vil være kilde til forståelsen af vores livsverden, men som i følge Jameson nu drukner i løsrevne indtryk, udtryk og aftryk. Derfor opfatter han den postmoderne læsning (som nævnt i afsnit 5) som en meningsløs beskæftigelse, medmindre man forsøger at undersøge værkets sammenblanding af udtryk som et sindbillede på en tilstand (Rose 2006:65).

7.3 Simulerede tilstande

Filosof Jean Baudrillard hævder at fællesskabet i det postmoderne samfund ikke, som tidligere, er bestemt af tegnets imitation af virkeligheden eller af tegnets abstrakte værdier, men bestemt af tegnets værdi som værende forskellig fra andre tegn. Hvor ordet `død´ således kan forstås som en konkret eksistens eller en abstraktion af noget meningsfyldt, så vil ordet `død´ i postmoderne

forstand i flg. Baudrillard have værdi som blot værende et andet ord end `grød´ eller `Berlin´, og derfor ikke pege på nogen eksistens eller mening i sig selv. Hvis man således vælger at erstatte ordet grød med død eller Berlin, er det en valgt konstruktion, der betragtes som lige gyldige virkeligheder og skaber hvad Baudrillard kalder simulerede virkeligheder.

Læseren eller seeren bliver konstitueret i en ikke-repræsenterende og ikke-instrumentel kommunikationsmåde, hvor det uvirkelige bliver gjort virkelig, og et antal betydninger uden betydning bliver kommunikeret; der er tale om en simulation af en kommunikation. (Christensen 1999:2)

Baudrillard teori om postmoderne menneskers perception af verden er, at vi gennem mediernes og egne anvendelser af `flydende signifiant´(hvor tegnets værdi kan skifte fra situation til situation) ikke længere forventer at kunne forholde os referentielt til de tegn, vi omgiver os med, men som udgangspunkt formoder, at tegnene ikke har reference til noget virkeligt. Den simulerede virkelighed forventes kun at danne mening indenfor dets egne regler og rammer og bliver i større og større grad inkorporeret i den levede virkelighed som værende virkelig. Globaler virtuelle fællesskaber via spil, animation m.v. kan således erstatte fællesskaber til fysisk nærværende, levende mennesker og skabe hyperreelle simulerede tilstande og fællesskaber. Baudrillard opfatter den simulerede virkelighed som en meningsløs og tom gestus, en tidslomme af aktivitet løsrevet fra den virkelige virkelighed. Således opløses alt af menneskelige livsvilkårs værdi og vi lever efterhånden mere og mere ”en æstetisk hallucination af virkeligheden” (Christensen 1999:2)

7.4 Midlertidigt samvær

Sociolog Zygmunt Bauman ser nutidssamfundet som en `flydende modernitet´, hvor tiden er et centralt element at forholde sig til. Vi oplever at verden bliver mindre, fordi teknologien bidrager med at gøre os til direkte vidner til lokale situationer langt fra vores ståsted, men samtidig oplever vi også at verden bliver større og mere uoverskuelig gennem adskillelse af det vi oplever og det vi har indflydelse på. Bauman taler om en adskillelse af tid og rum fra livets praksis og at mennesker i dag er udenfor indflydelse på deres eget eller andres liv. Når borgerne benytter de elektroniske netværks adgang til verden, er de nød til at vælge og i deres valg ligger implicit et fravalg af noget andet af verden, samt en erkendelse af, at de ikke ved noget om hvad naboen har valgt eller fravalgt. Borgerne ved dermed ikke præcist hvilket fællesskab de om muligt indgår i og føler sig som sådan heller ikke forpligtet på dette fællesskab.

Eftersom forpligtelser er blevet afløst af flygtige møder, `ìndtil videre´- og èngangs´-forhold, kan man helt undlade at tage højde for de virkninger, ens handlinger kan have på andre menneskers liv. (Bauman 2002: 55)

Fællesskaber har således ifølge Bauman ændret sig fra det, han kalder `naturlige fællesskaber´, hvor loyalitet og solidaritet kendetegner samværet og her bygger på ureflekterede følelser og samvittighed, til samvær der bygger på rationel strategi og beregning, hvilket han omtaler som `reelt eksisterende fællesskaber´. De reelt eksisterende

fællesskaber dannes af identiteter, der har fælles interesse eller formål og som foregiver at være forpligtende, loyale fællesskaber, men i virkeligheden er flygtige og overfladiske fællesskaber, der kun holder, så længe fællesskabet kan legitimere en nytteværdi. Det består af en kollektiv forsikring mod den permanente usikkerhed og ambivalens mennesker gives i et postmoderne samfund.(Bauman 2002: 21 – 24) Det postmoderne samfund ændrer sig konstant, hvorfor det vil være meningsløst at stræbe efter en fast identitet, hvilket også får Bauman til at argumentere for, at individet løbende må revurdere sin identitet i forhold til de omstændigheder, livsstil etc., individet ønsker. Det postmoderne livsprojekt er således udskiftet, ifølge Baumans terminologi, til en proces af selvkonstruktioner (Bauman 2006:194), hvor identitetsdannelsen ikke har nogen decideret destination, et endegyldigt mål eller en retning. Det handler i stedet om fortløbende at konstruere og rekonstruere sin identitet, så det passer til den livsstil, individet vil opbygge og udvikle. Det postmoderne menneske er således fragmenteret og forsøger at rumme forskellige og modsatrettede værdier og livsstile. Konsekvensen af dette er også, at det er urealistisk at langtidsplanlægge sit liv; det drejer sig i stedet om at holde muligheder og dermed identiteten åben. (Bauman, 2006: 193f.) Baumans foreslår håbefuldt at moral, en ”broderligt delende” form (Bauman 2002: 74), inkorporeres i menneskers valg af identitetsfællesskaber, hvor valgene styres af moral og ikke af lyst. Herved mener han at modsætningerne mindskes, så fællesskaberne holder længere og har større substans.

7.5 At lege identitet

Mediepsykologerne Christian Jantzen og Mikael Vetner mener derimod, at det er det enkelte menneskes evne til at føle lyst, der muliggør fællesskabet. Lige netop dét, at kunne fordrive tiden, ser de som en positiv resurse. En resurse der bidrager med, at give det enkelte menneske plads til at forstå sig selv og verden. Ordet underholdning har fra gammel tid været beslægtet med betydningen: livsfornødenheder (underhold) og ses endvidere brugt i forbindelse med anvendelse af behagelige adspredelser som musik og opdragende konversation (ODS 2011:underholdning). Underholdning har dermed været betragtet som nært knyttet til det at holde sig levende og som lystfyldte handlinger, der både behager og opdrager, og det er i den betydning at Jantzen og Vetner vælger at anvende ordet. De betegner underholdning som: fysiologiske og identitetsrelaterede oplevelser”. (Jantzen og Vetner 2008, s. 8) Underholdning bidrager til, at vi både socialt, fysiologisk og psykologisk føler os godt tilpas og derfor er vi, ifølge Jantzen og Vetner, særligt motiverede for at opsøge underholdning.Ved at etablere en anden virkelighed, formår underholdningen at skabe et fristed for den enkelte person, uden at vedkommende risikerer at miste ansigt eller accept i forhold sine omgivelser. Underholdningen har ifølge Jantzen og Vetner to overordnede funktioner. Den ene er, at underholdningen skaber en ”forvaltning” af stemning, idet der både forventes og (ved god underholdning) opnås en følelse af ”glæde, begejstring, lettelse”. Den anden er, at der oprettes et socialt tilhørsforhold og en oplevelse af egne potentialer i forhold til det man bliver underholdt med.

Ved at opleve empati med aktører i underholdningens `anden virkelighed´, så får den underholdte en ego-oplevelse, en værdimæssig oplevelse:

Tragedien opdrager på den måde publikum i den rette måde at føle på og gør det muligt at overføre denne lære til tilskuernes eget liv.(Jantzen og Vetner 2008, s. 9)

Underholdning er her nævnt som et opdragende element og deres analyse tager herefter en drejning over mod en `villet´ funktion af underholdning, der baserer sig på en forestilling om, at mennesket ved selvindsigt kan gøre verden bedre og derfor (ubevidst) ønsker selvindsigt. Jantzen og Vetner fokuserer i den sammenhæng på de positive effekter ved at lade sig underholde og spekulerer i hvordan underholdningsprogrammer bedst mulig tilgodeser ideen om, at lykkelige mennesker er mennesker, der får opfyldt deres behov. De mener, at det netop er i kraft af en terapeutisk effekt at underholdning kan udfolde sit fulde oplevelsespotentiale og virke ”erkendelsesskabende” og ”handlingsbefordrende”, men understreger samtidig at det væsentlige for underholdningens positive effekt er dog, ifølge Jantzen og Vetner, individets evne til at skelne mellem legen og virkelighedens tilstand. (Jantzen og Vetner 2008, s.18)

8. POSTMODERNE LIVSFORMER I PRESTEN

Romanens figurer er alle præget af deres tid og har hver på sin vis optaget det postmoderne som en adfærd eller holdning. I dette afsnit vil et udpluk af situationer nævnes som eksempler på hvordan Liv og de mennesker, hun kommer i kontakt med, vise gennem deres adfærd at de orienterer sig i verden på postmoderne vis. Eksemplerne skal tjene til at undersøge om romanen forholder sig kritisk eller ureflekteret overfor det postmoderne samfund. Det er også her en dekonstruktiv tilgang til stoffet, der bærer analysen.Indledningsvis vil jeg skitsere min tolkning af Liv som figur samt hvordan jeg genkender det skildrede liv og persongalleri i Presten som repræsentative for de postmoderne livsformer, jeg har omtalt i afsnit 7. Herefter præsenteres afsnittene med de egentlige analyser.

8.1 Kort om Liv og de andre

Som udgangspunkt ser jeg Liv som en figur for et typisk postmoderne menneske, der distancerer sig til alt og alle.Præsten Liv er ikke-troende. Hun lever af at citere skriftsteder og konkurrerer med resten af underholdningsbranchen om at få et publikum. Hendes kontakt til andre består af kortvarige venskaber, hun er kapellan, som betyder `en anden præst´, bor i en embedsbolig som stedfortræder for sognepræsten og hendes hjem er pakket ned i flyttekasser. De mennesker, hun fortæller om, har enten forladt eller er blevet forladt af andre, og flere af dem er pladspolygame. Liv lever uden tro, originalitet og naturlige fællesskaber. Hun er plagiat, låner, hvad der er allemandseje og har intet blivende sted.

Jævnfør Roses definition af postmoderne genretræk (afsnit 5) , indeholder det postmoderne værk mennesketyper, som har menneske-maskinekarakter. Dette genkender jeg umiddelbart i Presten. Varmemesteren er en teknisk nørd, der `lever´for sit varmefyr, samepigens far er fjernsynsnarkoman, svejserne lukker af for lyd og beskytter deres syn, når de svejser og Liv kapsler sig inde i sin bil, som bliver hendes ekstrakrop ud mod verden omkring hende. Således finder jeg mange metaforer i romanen, der kan tolkes som billeder på menneskets symbiose med maskinen. Der optræder også diffuse kønsroller og personer med androgyne træk (jf. Roses pkt. 7). Her kan nævnes Kristianes stærke krop og håndværkersnille samt samepigens erhvervsvalg som svejser, ligesom samepigens udseende af Liv opfattes androgynt: ”Hvis de ikke hadde sagt at det var en jente, ville jeg trodd det var en gutt.”(s.49). Seksualiteten realiseres ikke, men omtales som noget traumatisk eksempelvis gennem prostitution, sladder om incestiøse forhold, uforpligtende forhold (her repræsenteret gennem resultaterne, nemlig Kristianes barn og Maja) eller urealistiske forhold (her i Livs drømme om samleje med geologen), hvorved Roses pkt. 10 kan bekræftes som en tendens til at beskrive seksualiteten som løsrevet fra den private sfære, her forstået som en ægte, intim relation. Dette er naturligvis en meget overfladisk analyse, hvorfor jeg gennem nærlæsning vil analysere udvalgte situationer i romanen, der viser et mellemmenneskeligt afsavn, fravær og menigstab og sammenligne dem med de tendenser, der ifølge teoretikerne reelt er til stede i en postmoderne virkelighed.

8.2 Fraværet i det nære samfund

Maja bliver vred over, at Liv ikke har fortalt, at Majas skolekammerat har begået selvmord. Hun konfronterer Liv med hendes snæversyn:

Og så sier du ingenting, som om det bare har med deg å gjøre, som om du er helt alene i verden.Hva mener du, sa jeg.Hun som hengte seg, sa Maja. (s.132)

Liv ved godt at det er et lille sted, hvor alle sandsynligvis kender hinanden, men hendes oplevelse af den verden samepigen befinder sig i og så Majas verden er vidt forskellig. Hun sammenligner sin oplevelse af det lille samfund i Vadsø med et dukketeater, hvor der er en hel masse skillevægge og herimellem springer dukkerne uventede op. Denne billedmetafor tolker jeg som en beskrivelse af, hvordan Liv i sit arbejde som præst ikke forbinder de mennesker, hun oplever hér, med de mennesker hun møder i de miljøer, der hører under `privatsfæren´. Tid og rum er adskilt i det liv hun praktiserer. Maja hævder derimod at være forbundet til sin skolekammerat, men da hun svarer Liv, vælger hun stedordet `hun`i stedetfor at nævne pigens navn, hvilket afslører Majas afstand til pigen. Senere, da Liv forsøger at finde ud af hvor godt Maja kendte samepigen, viser det sig, at Maja aldrig har talt med hende, men kun set hende spille fodbold og `hænge´ ud med gutterne, være fuld og blive smidt ud af Majas gruppe fra koncerthuset: ”Vi måtte be henne gå ut” (s.139). Pigen fremstår i den sammenhæng som udstødt af sine kønsfæller, af kultureliten og hendes skolekammerater. Således markeres drømmen om det nære samfund i Vadsø, at være fraværende i det virkelige liv og afslører

befolkningens opdeling i små, ekskluderende grupper. Liv fornemmer det og accepterer det uden refleksion. Det er først da Maja reagerer vredt, at det går op for hende, hvor snæversynet hun har været. Situationen hvor samepigen sidder fuld nede i koncertsalen og råber, har klare paralleller til en situation i Kautokeino fra 1851, hvor Liv genfortæller en forhenværende præsts beretningen om en ung gravid samepige, der råber i protest mod hans lære ved en gudstjeneste. Også hun blev smidt ud.( s. 68-69 ) De to samepiger fra hvert sit århundrede placeres kontrasterende i fortællingen, eftersom den ene har alle tegn på kvindekønnets sexualitet som værende gravid, mens den anden ligner en mand. Udsmidningen i 1851 blev efterfulgt af vold, udsmidningen i 2001 blev efterfulgt af et selvmord. Jeg finder dog ingen spor i teksten, der peger entydigt på parallelle årsagssammenhænge til de to situationer. De får blot lov til at stå i teksten som tomme udsagn. Det er dog i min tolkning særligt oprøret mod autoriteten, der kæder pigerne sammen. Hvis jeg skal relatere til de teorier, der foreligger om postmoderne livsformer, genkender jeg i fortællingen, Lyotards karakteristik af mennesker, der lever i mindre scenarier og har mistet deres autoritetstro (afsnit 7.1). Men ved at placere to personer fra to tidsepoker som parallelle historier i Livs fortællingen, skabes der i min fortolkning en kritik af Lyotards påstand om at sådanne adfærdstræk er noget særligt postmoderne.I karakteristikken af det nære samfund, genkender jeg Baumans teori om det uforpligtende samvær og adskillelsen af livets praksis fra tid og rum (afsnit 7.4) og i den androgyne samepiges `hængen ud´ med guttene, ser jeg som en beskrivelse af, hvordan hun, jævnfør Jantzen og

Vetner (afsnit 7.5)gennem det at `lege´ med guttene får en fysiologisk og identitetsrelaterede oplevelse. Denne leg med identitet kommenteres grotesk via Livs beretning om sit værkstedsbesøg, hvor Liv, ganske vist med ryggen til, hører `gutterne´ fra værkstedet fortælle om deres voldtægt af pigen (s. 128-129)

8.2.1 Illoyale kirkegængerne og selvoptaget præst

Da Liv første gang holder sin prædiken i Vadsø kirke, fortæller hun to ting om kirkegængerne, der af Lyotard og Bauman betragtes som et tidstypisk træk for det postmoderne menneskes forhold til fællesskab og underholdning. Det ene er, at der ikke ér særlig mange mennesker i kirken:

Og det var ikke så mange der til å begynne med, heller. (s.7)

Dette tolkes, jf. Bauman, som en mulighed for at kirkegængerne ikke er kommet ud fra en forestilling om at komme til at møde venner, familie, naboer eller i det hele taget møde nogen mennesker, med hvem de er forpligtet, men at de motiveres til at møde op i kirken ud fra en forestilling om at få en ego-oplevelse, som Jantzen og Vetner udtrykker det. Det andet er at kirkegængerne vælger at udvandre, da de øjensynlig ikke længere får opfyldt deres behov, og det gør de hver for sig, ikke i fællesskab som en fælles protest. Herved viser de Liv, at de ikke mener hun er en autoritet, de behøver at underlægge sig, hvilket svarer til Lyotards teori (se afsnit 7.1). Hvorvidt det har noget at gøre med det Liv selv tror, nemlig at hun ved sin lange taletid har trættet dem, eller det er fordi, hun har fortolket skriftstedet på en måde, de er uenig i - eller noget helt andet, dét giver romanen intet svar på, men kirkerummet fremtræder som et

sted, der minder om en westerncafé med svingdøre, hvor folk kommer, underholdes, får sig en tår og går igen, uafhængigt af normer, præsten og de andres tilstedeværelse samt gudstjenestens forløb. Liv bemærker også i en senere indre drøftelse af sine kirkegængere, hvordan de beholder ydertøjet på, til trods for at det ikke var koldt i kirken:

Likevel satt de med klærne på, pakket inn i tjukke lag, omtullet. Beskyttet? De satt klare og kunne når som helst reise seg å gå. Og det hadde de jo gjort også, den gangen. (s.16)

Liv spørgsmål opfatter jeg som en sarkastisk og kritisk kommentar til kirkegængernes adfærd.

Lyotards idé om det postmoderne menneske som mindre autoritetstro passer således meget godt med den beskrevne situation, ligesom prædiketeksten om den fortabte søn ikke forekommer kirkegængerne at referere til noget reelt i deres eget liv, hvor de kan opleve deres egne potentialer. Deres forventninger til Livs forvaltning af stemning skuffes øjensynligt.

Til de efterfølgende gudstjenester møder der stadig mennesker op til Livs gudstjenester og hun tænker, at de gør det på trods af hendes fejltrin.

Som om de sagde: vi tåler deg likevel. Kanskje hadde de til og med glemt det. (s.6)

Situationen kan ud fra Baumanns teorier dog også tolkes som et eksempel på hvordan kirkegængerne ikke forestiller sig, at det havde nogen konsekvens for Liv at de forlod kirken. Og at de derfor heller ikke forventer, at Liv skal føle sig såret og svigtet eller flov og mislykket som prædikant.

Bemærkningen om at de havde glemt det, peger netop på, at Liv ikke siden har hørt eller set noget, der tyder på at de har hæftet sig ved episoden.Men udtrykket ”kanskje” i ovenstående citat indikerer også at Liv ikke har tiltro til sin egen vurdering af andres motiver, hvorfor tolkningen af hendes fortælling kan gå begge veje, og ligeså vel pege tilbage på hendes oprindelige selvbebrejdelse, nemlig angsten for at hun ér kedelig og ikke værd at høre på. Som praktikant lærte hun strategi for kommunikation ved kirkelige handlinger, hvor læreren udtalte:

Men stort sett kommer de ikke til å huske hva du har sagt, de kommer bare til å huske oplevelse. Erfaringen. Så gi dem en erfaring. Det er gjort på et kvarter. […] Og det var sant, det hadde vart for lenge. (s.7)

Liv vælger at tolke episoden med de udvandrende kirkegængere som bevis for at ovenstående strategi var sand. Hun tager hele ansvaret for situationen og vågner nogle gange med mareridt om det og skammer sig. Og hun skammer sig over at være så optaget af sin mislykkede fremtræden i verden, frem for at være optaget af ”noe viktigere”. Jeg mener hendes skam indeholder to aspekter. Hun er optaget af at fremstå perfekt og hun er angst for at andre opdager, at det er småproblemer hun er optaget af. Jeg tolker det som, at Liv vil anerkendes som en person, der er optaget af livets store, almene spørgsmål og ser sine kirkegængere som middel til at opnå den anerkendelse. Hun skjuler i sin fortælling, at hun i virkeligheden er mest optaget af, om de kan forstå hendes version af livet og at hun egentlig ikke er så interesseret i deres liv. Hermed viser hun det, Bauman kalder en strategisk adfærd, hvor hun forsøger at revurdere situationen i forhold til den anerkendelse hun

ønsker (se afsnit 7.4) og forholder sig til samværet ud fra en beregnende adfærd.Til fortællingens sidste gudstjeneste, begravelsen, fortæller Liv om, hvordan hun vil følge de råd, hun havde fået i sin praktikperiode om at lave en kort tale for at tækkes tilhørerne. ”Talen skulle være kort, det sto i boka”. (s.218), men det fremgår faktisk ikke af fortællingen om hun så gør det, eller om hun, som til den første gudstjeneste, møder uforberedt op og taler uden manuskript.Jeg vælger at tro, at hun gør som til den første gudstjeneste og derved vedgår sig sin egen stil. Men det er min historie.

8.3 Tabet af de store fortællinger

Liv studerer gamle dokumenter, skriftsteder i bibelen, hebraisk, græsk og samisk. Hun er meget optaget af:

Meningsbærende formale elementer, rytme, klang, tone, linje. Jeg så det, jeg sto ved siden av og så det, men jeg kom ikke inn i det.[…] det jeg sto på og trodde, det bare flyttet seg, og så falt jeg mellom.(s. 156)

Livs udsagn om at `falde´mellem ordene, repræsenterer en metakommentar om ikke at tillægge disse elementer afgørende autoritet i et forsøg på at forstå romanens udsagn. Samtidig tillægges ordene værdi, eftersom mellemrummene kun erkendes i kraft af de eksisterende ord, som sés af Liv. Livs séen afslører konkrete elementer udenfor hende selv, som hun forsøger at forholde sig til. De abstrakte begreber bærer på meninger som refererer til kroppens erfaringer gennem tid og rum: form, rytme, klang, tone, linje.Der er en afgrund mellem ordene, som åbner sig, når ordets betydning forandres, og Liv kan ikke følge forandringen, men falder.

Liv er selv pladseret ved siden af ordene, og fortæller hermed at der er `noget´ under hende som hun tror på, men som hun mister, når ordenes betydning flytter sig. Jeg-et falder, hvilket her tolkes metonymt som det at miste sin identitet. Udsagnet om Livs oplevelse af fraværende mening og manglende identitet opfattes i denne forbindelse som en skjult opfordring fra forfatteren om at bevæge sig sammen med eller bevæges af sproget og ikke, som Liv, fastfryse sin opfattelse af sproget.

Formidling af gamle bibeltekster som målsætning for moderne livsformer problematiseres i Livs fortælling, særligt gennem hendes oplevelser på præsteseminariet. Eftersom præster i århundreder gennem gudstjenester både har citeret og kopieret ord og ritualer, kan Jamesons betragtning om dette fænomen tilbagevises som et særligt postmoderne fænomen via teknologien (jf. afsnit 7.2). Men hans teori om at mennesker gennem flittig brug af lån, citater og kopiering kan blive døve for kroppens og psykens evne til at tolke verden er relevant at inddrage her. På præsteseminariet diskuteres netop hvor bogstaveligt man skal forholde sig til bibelen og engagementet er stort. Gennem Livs fortælling fremgår det, hvordan en rødhåret kollega:

[…]ropte ut over de andre, gikk op på tå og skrek.(s.159)

Og lidt senere får Liv at vide, at hans ophidselse skyldes en diskussion omkring et ord fra GT:

Det er et ord i den greske GT-versjon som har en annen mening i den hebraiske på en sånn måte at hele grunnlaget i verset forskyves. (s.162)

Liv vil gerne være med i diskussionen, men bliver afbrudt af præstekonen Turi. Turis insisterende henvendelse forstyrrer

Livs forsøg på at forstå hvad kollegaerne diskuterer, og rent kropsligt splittes hendes sansning af omgivelserne:

Jeg hørte de sa noe om ritualforskyvninger, jeg så på munnen hennes […](s.163)

Der er således ikke overensstemmelse mellem det hun hører og ser, hvilket vidner om Livs forsøg på at være flere steder på én gang. Det hun oplever, bliver således fragmenter af ord og udsnit af et ansigt. Men samtidig illustrerer situationen de modsætningsfyldte kræfter omkring hende, eftersom mændenes diskussion om ritualforskydningerne handler om den patriarkalske sprogbrug, som nogle præster mente (og stadig mener 11) er problematisk at anvende i et ligestillet, moderne samfund, mens den talende mund hun fokuserer på, er en kvindemund.

Lidt senere på aftenen harselerer Liv over en kollegas lovprisning af en ny bibeloversættelse, hvor alle tvetydigheder og modsætninger udelades. Liv tænker:

Men det ble jo ingen bunn av å rydde bort det motsetningsfulle, det gikk ikke an å lage en tett sammenhengende flate av bibelen, hva slags visshet var det, hvis det ikke var et eneste spørgsmål mer?(s.169)

11 I 2009 var 21 % af præsterne i Norge kvinder mod ca.50 % i Danmark og særlig kirkens liturgiske sprogbrug har været anledning til mange tvister iblandt norske teologer. En kvindelig præst valgte i 2008 eksemplevis at døbe i : ”skaberens, befrierens og livgiverens navn” i stedet for i : ”faderens, sønnens og helligåndens navn”. Hun begrundede det med, at den gamle liturgi var præget af et patriakalsk sprog om Gud som hindrede kirken i at være kønsinkluderende. (Schnabel 2009)

Liv positionerer sig hermed som splittet i sit forsøg på sansemæssigt at rumme de modsætningsfyldte ydre forhold samt sit eget indre ønske om både at definere og betvivle sproget. Hun befinder sig i et kaos.

Ordene vendes og drejes af teologerne og nogle bliver så ophidsede, at de går over til personlige angreb på deres kollegaer. Liv bliver således overfuset af sin mandlige kollega, præsten fra Øyværet, der bl.a. er imod kvindelige præster og henter hjælp til sin argumentation fra skrifterne. Hans oplæg om den nye kirkeordning inddrager både betragtninger om køn, homofile og samere og er ifølge Liv både ”rotete og pinlig å høre på” (s.175) Liv bemærker i sin fortælling, at han har en rød rullekravesweater på og gråt hentehår, hvilket som en indirekte personkarakteristik viser Livs søgen efter ydre symbolske tegn, og at hun ser disse tegn som kollegaens forfængelige forsøg på at dække over sin alder og manglende virilitet. Under alle omstændigheder betragter Liv mandens aggressioner som en reaktion på en følelse af mindreværd og fornedring:

For det var jo ikke kvinner han var imot, tenkte jeg, eller homofile[…].Nei, dette raseriet var noe annet,[…] kanskje noe i menigheten der han var, kona,[…]en gammel fornedring, et spor. (s.175)

Han stiller sig lige foran Liv og siger anklagende til hende:

Og du, sa han. Hvilket mandat har du fra Gud. Hva er det som gjør at du tror at noe har forandret seg, at ikke Pauli ord står fast den dag i dag.(s. 176)

Her synes mundheldet: `at slå hinanden i hovedet med bibelen´ at være en passende metafor for hans adfærd. Men

Liv mener ikke hans vrede og anklage har noget med hende at gøre, så hun vælger ikke at svare.

Situationen kan tolkes i en kønsdiskriminerende magtdiskurs. Liv tier og vælger derfor at følge Paulus påbud i 1. Korintherbrev 14, 33-36 om at kvinder skal tie i forsamlinger, ligesom situationen anskueliggør Paulus ord om, at manden er kvindens hoved ved at Livs mandlige kollega placerer sig i en dominerende frontal positur med sit hoved højere end hendes.

Episoden henviser således til den nævnte debat om feministiske teologer, der har været i Norge (og resten af Norden) som følge af, at præsteembedet var forbeholdt mænd indtil omkring midten af 1900-tallet, men hvor der nu er flere og flere kvinder, der studerer teologi og bliver præster og biskopper. Den teksttro mandlige præst i Ørstaviks roman får da også medhold af hovedpersonen Liv:

For det var jo sånn det var, han hadde for så vidt rett i det. Ordene står der. Paulus´ord, Markus´, Matteus´og Johannes´. Jeremia, Salmene, Job. Ordene står og står, tenkte jeg.Og hva hjelper det. Jeg sa ikke noe.(s.176)

Ordenes faste værdi gennem historisk tid betvivles her af jeg-fortælleren, men ikke ordenes værdi som betydningsbærere. Med det åbne spørgsmål: og hvad hjælper det? opfordres også mig til at forholde sig til ordenes værdi gennem tid. Med andre ord, er det væsentligt og brugtbart for et postmoderne menneske at forholde sig til fortidens tegn?

Romanens jeg-fortæller vælger ikke at tage til genmæle og underkender derved dialogens mulighed. Tavsheden bliver hendes våben mod det personlige angreb kollegaen kommer med. Liv har mistet troen på de store fortællinger og har intet at sætte i stedet som svar. Svaret overlades til mig som læser.

Mit svar korresponderer med den konklusion Morten Rasmussen drager i hans artikel om kvindernes ligestilling i den danske folkekirke:

– Vi har at gøre med godt 2000 år gamle tekster, som derfor repræsenterer et andet verdenssyn end det, vi ellers har fået med tiden. Så jo mere teksttro man er, desto sværere er det at give plads til kvinderne. (Rasmussen 2008)

Rasmussen påpeger således, at fysiske spor fra tidligere levet liv, perspektiverer og synliggør hvilke diskurser, der præger nutidsmenneskets erkendelse af verden. Hans tilgang til den bibelske tekst anvender diskursanalyse som en måde at forstå uoverensstemmelser i læsning af eksempelvis Bibelen. Han påpeger at bibelteksten også er relevant for nulevende mennesker, men at teksten repræsenterer et verdenssyn, som ikke kan sammenføjes med det nuværende samfund, uden at man tager stilling til dets indhold.

Liv svarer ikke præsten fra Øyværet på spørgsmålet om tekstens eviggyldighed, men man får indblik i, hvordan hun i tankerne vedkender sig skriftens ordlyd og samtidig erkender, at hun ikke ved hvad hun skal stille op med den: ”Og hva hjelper det” (s.176), spørger hun sig selv. Liv bortforklarer altså ikke de skriftsteder i Bibelen, hun ikke kan få til at passe ind med sit eget liv, men lader dem stå som åbne spørgsmål. Bibelen bliver ikke degraderet til stof, der

kan udrede generelle meninger om menneskers liv, men teksten forbliver både konkret og utilnærmelig for Liv, eller sagt på en anden måde, både nærværende og transparent. Men Liv står ved siden af ordene og relaterer dem ikke til, den hun er. Hun siger ikke sin mening, ud fra den verden hun kender til.

8.3.1 Majas røde enerum

Der er situationer mellem Maja og Liv, der viser hvordan Majas ungdommelige orienteringsforsøg og postmoderne indstilling til tilværelsen står uimodsagt og dermed kan fastholde hende i et snæversyn, ligesom Liv undgår at afsløre sin holdning overfor Maja.Maja inviterer en dag Liv med ind på sit rødmalede værelse, og Liv beretter om hvordan hun på det tidspunkt var bevidst om at Maja iagttog hende:

[…], jeg tror hun trodde jeg skulle bli provosert,[…]. (s.56)

Maja forklarer hvordan den røde farve for hende er netop dén farve, blodets, der forbinder al tro og alle mennesker. Hun afslører dermed et behov for at føle medmenneskeligt fællesskab og et ønske om en universel Gud. Hendes røde værelse fremstår i min tolkning som symbol på et lidenskabeligt engagement og et scenografisk gennemtænkt udtryk for fællesskab, men paradokset, er at det er hendes mest private rum. Majas værelse er, jævnfør Lyotard, hendes lille scenarie af en utopisk verden, hvor hun kan drømme sig væk (hun smider sig helt konkret på sengen, mens hun fortæller Liv om sit rum).Men - Liv fortæller ikke, om hun så blév provokeret eller hvad hun i det hele taget synes om Majas røde værelse. Hun

fortæller i stedet om hvordan lappetæppets glitrende farvespil gjorde hende svimmel og gav hende associationer til Kristianes dukkelager og værksted i Tyskland. Hun afbrød dog disse tanker ved at irettesætte sig selv med følgende:

Nei, ikke falle. Være her, tenkte jeg, holde i tøybitene her hos Maja. Være her og gå runt i huset, småprate om almindelige ting. (s.57)

Udtrykket at ”falle” er tolker jeg her som metonymt til udtrykket at `falde i staver´, der er en metafor for at være i sine egne tanker. Det at gå rundt og småsnakke om almindelige ting, viser med tillægsordet `små´ at have lavstatus. Med denne bemærkning åbner Liv for den fortolkning, at det er mere `ophøjet´ at `falde i staver´. Hun henvender sig nu direkte til Maja med en kommentar om en blå tøjlap fra tæppet. I stedet for at fortælle om sit personlige indtryk til Maja, vælger Liv at sammenligne tæppets æstetiske udtryk med de tæpper pomorene fra Rusland handlede med i området for 200 år siden og foreslår muligheden af, at Maja slægter dem på. Hun appellerer til Majas kunstneriske ambitioner og ønske om at vide mere om sin herkomst og får, ved at vende fokus væk fra sig selv, afværget at skulle udlevere sig selv til Maja. Maja får reelt kun at vide, at Liv besidder historisk viden, men ikke mere. Liv afslører derimod gennem sin fortælling, at hun ved noget om Majas far som Maja måske ikke selv ved. Moderen har fortalt, at han er finsk-russiske og at hun drømte om at få mange børn med ham, men at han svigtede hende kort før fødslen af Maja.Livs kommentar til Maja om et formodet slægtskab, fremstår således som strategisk og afvisende, i forhold til den kontakt Maja reelt viser,ved at vise Liv sit `drømmerum´.

Liv kritiserer i sin fortælling Majas forklaring på, hvordan hun har sammensat sit lappetæppe, men ikke direkte til Maja:

Der hadde ligget tøybiter utover gulvet i stua nede, lilla og blålilla og fiolett. Maja hadde sagt at hun la dem utover for å være sikker på at det ikke ble noe system. Jeg hadde ikke sagt noe om selvmotsigelsen i det, […].s.56)

Majas bestræbelser på at holde `mulighederne åbne´ og undvige systemer er et princip om en kaotisk orden i hendes tæppe, som skal gøre det forskelligt fra andre tæpper. Majas intention om at fravælge intentionen ér selvmodsigende.Postmodernismens afstandtagen fra universelle lovmæssigheder er i Majas tæppe billedligt illustreret som demonterede fragmenter, der sammensættes ud fra princippet om ligegyldighed. Farverne er som nabofarverne blå, blålilla og violet i metonym forbindelse og udgør en begrænset del af en farvecirkel, hvilket betyder at repræsentationen af reelle muligheder for farvevalg på Majas tæppe på forhånd var begrænset og intentionel. Ved at pointere det usagte:” Jeg hadde ikke sagt noe”, fortæller Liv om et fravær af noget, der kunne være sagt, nemlig at Maja er blind for sine egne vrangforestillinger. Ved ikke at kritisere Majas udtalelse, svigter Liv Maja og en ligeværdig samtale, hvor de begge uden forbehold bidrager med deres synspunkter på det, der tales om. Situationen afslører Livs forsøg på at holde afstand til Maja.

8.3.2 Iscenesættelse og tom gestus

Liv beslutter sig ved afrejsen fra Tyskland for at ændre sin adfærd og herigennem at blive anderledes. Hun vil gøre ting og behandle ordene som ting, der vises frem, men ikke indeholder nogen betydning, man kan vente sig noget af:

Være sammen med andre ved å gjøre ting, si presteordene som om de også var ting, løfte dem fram, faste og klare. Ikke vente noe annet eller mer. (s.89)

Denne indstilling svarer til Baudrillard beskrivelse af tegnets løsrivelse fra reelle betydninger til `flydende signifikant´, hvor Liv fokuserer på at eksponere sig gennem handling og ord og herigennem være sammen med andre, som en iscenesættelse af aktioner og udtryk, der sættes i spil mellem andres aktioner og udtryk. Livs beslutning indebærer, at hun forholder sig til virkeligheden som simuleret (se afsnit 7.3), men - hun erkender dog meget snart, at hun – heller ikke – kan finde ud af at forholde sig til sin omverden på den måde. Hun kan ikke røre ved moderens hånd som en tom gestus og stille sig tilfreds hermed og hun ved (endnu) ikke om hendes berøring er mere end blot end tom gestus:

Hvem var jeg? Overalt hvor jeg kom ble noe ødelagt, forvrengt. Hva var det jeg hadde trodd, at ved å reise til den andre enden av kartet så skulle jeg komme til den andre enden av meg selv? Til noe i meg som var godt og varmt og elskeligt? (s.89)

Liv udtrykker en dyb mistro til sig selv, som en person, der evner at vise kærlighed. Men hun udtrykker samtidig en forestilling om at der er noget i hende, som hun endnu ikke har opdaget. Hun troede, hun ville komme til den anden ende af sig selv, men erkender at være `gået forkert´. Med andre ord, det ene sted er ikke lige så godt som det andet. Hun bruger ordene `godt og varmt og elskeligt´ som sammenligningsgrundlag for det, hun søger, hvorfor jeg her tolker hendes udsagn som en pegen på ordenes eksistens

eller mening i sig selv. Hun bryder således med Baudrillards beskrivelse af det postmoderne menneske som en person, der accepterer det betydningsløse (afsnit 7.3) og hvor hendes position er ligegyldig i den store sammenhæng. Hun aner, at hun ikke er kommet frem til det sted, hvor meningen er. Efter en indre drøftelse omkring virkelighedens eksistens, handler hun:

” Kom igjen, sa jeg til meg selv.Jeg reiste meg og gikk op trappa”(s.90)

Denne situation tolker jeg som et forvarsel om Livs bevægelse frem mod en mening, men min argumentation baserer sig på en kropsfænomenologisk analyse, hvorfor det næste afsnit vil omhandle dette aspekt i min læsning af romanen.

8.4 Sammenfatning

I romanen bliver den postmoderne indstilling til tilværelsen fremstillet med en kritisk optik, men ikke altid fra samme synsvinkel. Nogle gange fremstår kritikken direkte gennem Livs udsagn, andre gange fremtræder den gennem en skildring af de konkret forhold, hvor sprogbrugen afslører relationernes magtforhold, andre gange igen synliggøres kritikken gennem fraværet af, hvad der kunne være sket eller sagt i stedet. Teksten bærer på en intention om at beskrive det postmoderne univers omkring Liv som de livsvilkår hun har at handle indenfor.I min første analyse af Liv og det lille samfund i Vadsø, påpeger jeg de omstændigheder, der gør at Liv fremstår som et splittet og meningstomt menneske, uden tro på noget, originalitet eller naturlige fællesskaber. Roses menneske-maskinkarakter finder jeg eksempler på i

romanen, ligesom samfundets ekskluderende grupper, androgyne figurer, diffuse kønsroller og kærlighedsløse forhold er gennem-gående motiver i romanen. Atmosfæren er således spækket med et mellemmenneskeligt afsavn, fravær og menigstab.Ved en næranalyse af situationer i Livs fortælling, bekræftes disse overordnede analyser, og her fremstår det kritiske aspekt i form af groteske kommentarer, undrende spørgsmål og sarkasme.Kirkegængernes adfærd tolker jeg som tegn på Lyotards definition af manglende autoritetstro, Jantzen og Vetners idé om en stræben efter ego-oplevelser og Baumans påpegning af, at det postmoderne menneske ikke identificerer sig ikke som et naturligt fællesskab. De viser heller ikke tegn på empati overfor Liv, og virker ubevidste om de konsekvenser, deres afvisninger har haft på hendes person.Maja etablerer, jævnfør Lyotard, sin egen lille verden i et forsøg på at kunne orientere sig i livet, som en æstetisk hallucination af virkeligheden, men mødes af Livs strategiske og afvisende kommunikationsform, hvilket overlader hende til ensomhed.Liv udviser det Bauman kalder for en strategisk adfærd, hvor hun bruger sine omgivelser til at få anerkendelse som lærd, men hun betvivler samtidig sin egen viden og de ord, hun anvender til at formidle sin viden med.Jeg mener således at teksten bærer på en intention om på kritisk vis at beskrive det postmoderne samfund.

9. MEN KROPPEN FØLGER MEDMine foregående analyser viser, at romanens stil og æstetik vedkender sig det postmoderne, mens skildringen af det postmoderne liv kritiseres i romanen. Det er i den forstand en postmoderne tilstand der beskrives negativt og skrives positivt.Det postmoderne udtryk og indtrykket af det postmoderne står således som et spændingsfelt, hvori fortælleren Liv befinder sig.Liv fortæller ikke noget, der peger væk fra meningsløsheden og hendes adfærd viser ikke umiddelbart nogen forandring. Hun er stadig den samme. Hun bevæger sig rundt i Europa i sin bil, først fra Oslo til Hüntingen og så herfra op til Vadsø i Nordnorge, en ensom kvinde symbolsk indkapslet bag et mobilt stålpanser. Hendes erindringer vender tilbage i forskellige udgaver,som et forsøg på at overvinde hendes traume i forbindelse med Kristianes selvmord og det accentueres i hendes konfrontation med samepigens selvmord og særligt Majas selvmordsforsøg. I den forbindelse tematiseres kroppens mulighed for at kommunikere med omgivelserne via mobilitet, gestik, blik, gråd, latter, råb og hvisken. Kroppens betingelse af sin indre og ydre verden fremstilles i ekstrem form via selvdestruktive kræfter, hvor kroppen gennemhulles, hænges eller åbnes, så den forbløder eller når Liv overrumples af ydre fænomener som vindens og kuldens ukontrollerbare og overlegne styrke i forhold til hendes krop. Ved at følge Livs fotografiske syn

på verden og hendes beskrivelse af fænomener som blikket og kroppen vælger jeg i de følgende analyser at forstå teksten allegorisk i Livs formidling af kropslige erfaringer.9.1 Egenkroppen

Maurice Merleau-Pontys kropsfænomenologiske teorier er interessante i forbindelse med min tese om, at kroppen som sted er vigtig at forholde sig til i Presten. Merleau-Ponty har et opgør med naturvidenskabens forhold til kroppen som en ren biologisk mekanisme, et objekt, og mener at kroppen som fænomen er mere end det.

Min krop har sin verden eller forstår sin verden uden at skulle gå via ”repræsentationer”, eller underordne sig en ”symbolfunktion” eller ”objektiverende funktion”.(MP 1997:94)

Jeg forstår her `repræsentationer´ som alt der genkendes ved at henvise, sammenligne og spejle det opfattede med noget andet. `Symbolfunktioner´ forstår jeg som en forståelse baseret på sociale konventioner og `objektivering´ ser jeg som en bestemmelse af kroppen som genstand og redskab for forståelsen.Merleau-Ponty har, i sin forståelse af krop og bevidsthed, ønsket at bryde med idéen om kroppen som (blot) redskab og genstand for erkendelsen af verden. Han betragter kroppen som det sted hvorigennem erkendelsen af verden foregår og hvori subjektet dannes, en væren-i-verden.

Fænomenologien beskæftiger sig med hvordan verden bebos af os som mennesker, vores væren-i-verden. (MP 1997: 93)

MP forklarer kroppens paradoksale forhold som værende-i–verden som et motiveret forhold til verden, hvor det der perceptueres skaber intentioner i kroppen og støder sammen med kroppens aktualitet. Som eksempel fremdrager han, hvordan en amputeret arm for patienten kan opleves som fantomarm (MP 1997:20). Fantomarmen rækker ud efter verden, men verden afslører at fantomarmen ikke er til. På den måde viser verden sig som noget `håndterligt-i-sig´og ikke blot som noget `håndterligt-for-mig´og fantomarmen er dermed på en og samme tid et kropsligt ´tavst område´, der i sit motiverede forhold til verden anerkender verden som generel og som dette `noget´, kroppen forholder sig til og rækker hånden ud mod.Det samme sker ifølge MP når vi sørger:

Mens jeg er knuget af sorg og helt ét med min smerte, strejfer mine blikke allerede om foran mig, de interesserer sig underfundigt for en eller anden skinnende genstand, de begynder på ny deres automatiske eksistens. ( MP 1997:23-24)

Kroppen har et permanent, vedvarende forhold som eksistens, som MP kalder egenkroppen. Egenkroppen er et absolut hér og spejlingen, drømmen, aftrykket, afsondringen m.m. udenfor kroppen muliggør kun refleksionen over egenkroppen, og viser netop hvordan: ”[…]jeg ikke kan adskille mig fra kroppen.” (Thøgersen 2004:109)

9.2 Det fænomenologiske blik

Blikket har en særlig position i MPs fænomenologi. Når vi ifølge MP ser på verden, forankres vi i verden. Synet er dobbeltsidigt, forstået på den måde, at synet, idét det fikserer på en genstand, ser omgivelserne som mere eller

mindre perifere horisonter. Det er således horisonten, der bekræfter genstanden og omvendt.

At se er at indtræde i et univers af værender, som viser sig, og de ville ikke vise sig, hvis de ikke kunne skjule sig bag hinanden eller bag mig.(MP 1997:3)

Døden er, som jeg tolker det, hvad der konkret skjuler sig bag os.MP omtaler døden som en intethed, vi mennesker kan vælge at vende os væk fra og forsøge at undgå, men som ikke desto mindre er en del af vore `præ-objektive syn´:

Vi forstår først en vens forsvinden eller død, når vi venter et svar af ham og erfarer, at der aldrig mere vil komme et; først undlader vi også at spørge for ikke at skulle opleve denne tavshed; vi vender os bort fra de områder af vort liv, hvor vi kunne møde denne intethed, men det vil sige, at vi aner den. (MP 1997:18)

Det MP omtaler som `at ane´vil jeg her omskrive til, at vi `annamer´ noget. Det er et gammelt dansk ord, der betyder at: ”komme i besiddelse af; faa; modtage; erholde; blive delagtig i.”(ODS 2011) Ordet dækker den forståelse jeg har af ovenstående udsagn, eftersom det vi anammer, ér konkret som en del af vores tilværelse. Døden er konkret som udtryk for tidens indflydelse på vores livsrum.Denne metaerkendelse af at kunne se sig som med-levende i verden, og at denne forankring netop betinger at man kan se, erfare og blive til subjekt bevirker ifølge Merleau-Ponty, at mennesket har et motiveret blik på verden. Fænomenologiens teori om at stedet kun kendes og eksisterer i den menneskelige bevidsthed i kraft af det motiverede blik, omtales af Anniken Greve som:

[…]jordens svar på vårt ønske om at komme til rette med livet på jorden, et ønske som uttrykker seg i søket etter steder. (Greve 1996, s. 19)

Udtrykket `jordens svar´ forstår jeg som materien i bred forstand, og den fraværende rumlige grænse må her tolkes som erstattet af en bevidsthedsmæssig tilstand, et ønske, en retning der jævnfør ovenstående citat, kan udtrykkes sprogligt som noget, der forbinder den aktive part, den seende, i forhold til den passive, den sete. Nordstrøm pointerer i den forbindelse, at:

Bevidstheden om denne genspejling som genspejling giver imidlertid mulighed for, at man bestandig kan forbedre og udvikle genspejlingerne, så de mere og mere kommer til at stemme overens med sandheden. Dette kan heller aldrig gøres alene ved selve tænkningen, men kun ved at tænkningen bestandig konfront-eres med materien eller sandheden.(Nordström 1975:109 – 110)

Jeg anerkender teorien om sandheden som en bevægelig størrelse. Men bevægelsen frem mod konfrontationen peger for mig at se hen mod en mere luftig størrelse i form af en søgende og ønskende bevidsthed om gensvar. Mogens Pahuus fremhæver i den forbindelse, at fænomenologien netop ikke opererer med metafysikkens forsøg på at rumme sandheden, men er forankret i tid og rum:

Vi er ikke ude over rum-tid-kontinuitet: I blikket gennemløber jeg et rum og rammer med blikket en ting et andet sted. Og i hørelsen går jeg ud til noget lydende fra et bestemt sted. (…) Jeg er jo aldrig på et og samme tidspunkt ude ved alting i min sansnings rum med dets horisont og perspektiv. (Pahuus 2005:124)

Pahuss skelner således, som Nordstöm mellem billede og spejlbillede, og fastholder bevægelsens nødvendighed for bevidstheden, eller som Nordström udtrykker det:

Sandheden eksisterer, selv om den kun kan udtrykkes partiel, relativt og approsimativt (tilnærmelsesvist). (Nordström 1975: 106)

Sandheden kan fænomenologisk, som jeg forstår Pahuus, navngives som materie, Gud, Brahma, o.s.v.! På grund af tidens udstrækning i rummet, har sandheden som fænomen mange navne. Det er kun, som jeg forstår det, gennem kroppens opløsning af tid og rum at sandheden anes (annammes). Og så bevæger man sig, ifølge Pahuus, over i metafysikken.Shaun Gallaghers anbefaler at fænomenologien medtænkes i kognitions-forskning. Hun henviser til nyere kognitionsforskning, hvor observation af spædbørn viser, at få timer gamle babyer forsøger at efterligne gestik og mimik ud fra erindring, og skriver at hun derfor mener, at babyer har en medfødt forståelse af `den anden som værende som mig selv´. Inspireret af neurologerne forskningsarbejde, opdeler Gallagher kroppens eksistens som bærer af to interagerende forhold, kropsskemaet og kropsbilledet.Kropsbilledet betegner det, der ændres gennem livet og er ”er et (undertiden bevidst) system af perceptioner, holdninger og overbevisninger angående ens egen krop” (Gallagher 2011:5).Kropsskemaet betegner noget, der er rudimentært, dvs. en medfødt selvbevidsthed med et system af processer, som konstant regulerer stilling og bevægelse, og virker uden refleksiv indsats eller nødvendigheden af perceptuel overvågning (Gallagher 2011:19).

Disse to termer giver mening i min analyse af hvordan kroppen viser sig i romanen og særligt gennem hovedpersonen Liv. I min læsning af Presten oplever jeg at interaktionen mellem kropsbillede og kropsskema beskrives som fraværende hos figuren Liv, hvorfor jeg her finder det nødvendigt at skitsere kognitive forhold, der peger på en forklaring på den tilstand romanen skitserer. 9.3 Kognitive processer

Indenfor kognitionsforskningen opfatter man det sansende, opfattende og tænkende menneske som et system (eller en maskine om man vil), der er styret via informationer. Neurologer bidrager her med et bud på hvordan kognitive funktioner som indlæring, hukommelse og sprogbeherskelse aktiveres og lagres på bestemte fysiologiske steder i hjernen. John Morton skriver:

Processen med indkodning og repræsentation af verden omkring os og verden indeni os er stort set automatisk. Det, vi ender med, er en mental registrering svarende til hver begivenhed, og den er hverken fuldstændig eller bogstavelig. Den vil være fragmentarisk og fortolkende. (Morton 1999: 170)

Elementer som opmærksomhed, sammenhæng og gentagelse påvirker hvor fast erindringer lagres, men ikke hvordan de fortolkes af bevidstheden. Fortolkningen baserer sig på de kognitive processer, der foregår i storhjernen og er ifølge Richard L. Gregory en måde at kunne orientere sig i verden på ved at sandsynliggøre fremtidige hændelser. Når vores opmærksom således rettes mod noget, genkalder hændelser og skaber sammenhæng er resultatet ofte falske erindringer. Vi tilføjer, udelader og forskubber det der

virkelig skete, til en kognitiv illusion om det vi tror at vi vil møde i verden. (Gregory 1999:120) Så længe man bevæger sig indenfor sin egen kulturelle kodeks, vil de falske erindringer normalt ikke afsløre sig eller true personens eksistens. Det er først når noget for alvor ændres i vores kropsskema, som at miste en arm, at systemet af det han kalder ”automatisk regulerende processer” (som at gribe efter en bold) bliver forstyrret og må omstruktureres. Nyere forsøg med PET-skanninger viser at hjernen `alarmerer´ kroppen som en slags `kroppens løgnedetektor´ ved at aktivere et område kaldet den orbito-frontale cortex, når der er noget forkert i erindringsbilledet, som bør undersøges. (Carter 1999:167) Opmærksomhed, sammenhæng og gentagelse bliver i den forbindelse afgørende for hvorvidt kropsskemaet kan forbindes med virkeligheden.Dette kan opleves som en meget identitetstruende process og personen vil derfor ubevidst tilstræbe, at det oprindelige kropsbillede opretholdes. (Lilleør 2011)

10. BLIK, KROP OG VERDEN I PRESTEN

Som indfaldsvinkel til en analyse baseret på kropsfænomenologisk teori, er det nærliggende at begynde med at spørge om, hvem der ser og hvad der bliver set i

Presten. Liv er romanens jeg-fortæller, der formidler sine synsindtryk, eller med Merleau-Pontys udtryk, sit motiverede blik til læseren. Hun udgør analysens omdrejningspunkt.

10.1 Blikket i-sig og for-mig

Liv ser og beskriver sin sansning og fortolkning af verden omkring sig, herunder også andre menneskers blik på hende. Hun ser ofte på landskabet og på havet fra sit værelsesvindue, hun ser på dokumenter og fremlægger dem mere eller mindre redigeret i sin fortælling og hun betragter ofte sit eget spejlbillede i vinduesglassene, - men på intet tidspunkt får jeg som læser et billede af, hvordan Liv ser ud. Når andre ser på hende, er det kun deres måde at sé på, der beskrives, og når hun ser på sig selv, er det øjnenes udtryk og hendes handling som séende, der beskrives. Hun er centrum for fortællingens realisering, men beskrives kun perifert i form af hendes påklædning og kroppen og hændernes placering. Da hun på et tidspunkt står og klæder sig af hjemme på soveværelset, fortæller hun om hvordan hun ser på sine bryster:

Pleide ikke tenke på dem i det hele tatt. Jeg åpnet knappen igjen og så på dem. De var som de var. Som om de ikke interesserte meg, jeg var likegyldig i forhold til om de var store eller små, fine eller rare. (s.102)

Fortælleren beskriver ikke hvordan hendes bryster ser ud, men blot hendes følelser og tanker omkring sit udseende og dermed unddrager hun sig kontakt med mit `blik´og vurdering. Liv har i sin fortælling ingen intention om at blive set af mig som læser, men kun af de fiktive personer i romanen. Således viser Livs fortælling om sit eget liv det paradoksale, nemlig at hun ikke kan beskrive sig selv.

Ved ikke at vise andet end sproglige hentydninger til hendes figur, bliver Liv selv til ord12 og dermed bliver sproget manifestationen af hendes fortvivlede forsøg på at vide, hvad der ligger bag ordene. Hun formulerer sig i sin dagdrøm, hvor hun samtaler med geologen:

Jeg trodde det skulle være en måte at nå fram til noe på.[…]Og noen ganger er det jo det, også, sa jeg. Noen ganger er det noe der, men det er akkurat som om det har mindre sammenheng med ordene end jeg trodde. (s.101)

Ordets position udskilles her som én vej til erkendelse, men Liv kan ikke forbinde hendes erkendelser med ordene. Det hun fornemmer som sandt, beskriver hun som løst forbundet med sproget, og at splittelsen mellem ord og sansning er en indre splittelse i Liv. Hun troede, der var en måde, fortæller hun, men metoden synes at være fraværende det meste af tiden og unddrager sig hendes blik. Hun fornemmer blot, at der er `noe der´.Liv begærer til gengæld de andre romanfigurers blik og hun beskriver bl.a. hvordan Kristianes blik og Nannas blik lokker og forløser hende. Jeg vil derfor undersøge hvilken mening Liv finder i deres blik og hvad det er hun ikke finder og dermed opfatter som fraværende.

10.2 Det grønne blik

Kristianes blik beskrives som et grønt, flydende, varmt, rummeligt og bevægeligt sted, der virker berusende og hypnotiserende på Liv:

[…], de grønne varme glade myke øynene som så på meg, og det var lag bakover innover i de øynene, forskyvninger,

12 Dette ser jeg som en metakommentar til hendes position som en romanfigur og forfatterens almagt som den der er bag ordene.

sammensatte bevegelser som duvet og bølget, skyllet fram, vendte om, som lyste over et stort vann som skiftet og skiftet.(s.39)

I religiøs sammenhæng symboliserer den grønne farve kontemplation, hvor man i farven skuer ind i selvet efter sandheden eller det guddommelige. (Nørgaard m.fl.2008). Livs fascination af Kristianes glade blik, kan tolkes som hendes søgen efter sig selv, sandheden eller det guddommelige i alt det sanselige, hun finder repræsenteret i Kristianes blik. Blikket gør Liv nysgerrig og åben for forandring:

Jeg så på Kristiane, jeg fløt fram mot henne, inn i øynene hennes, det glade store grønne der inne,[…]. […], det hadde været som om jeg kom bakenfor noe, inn.(s.43)

Men forbeholdet i udtrykket `som om´ viser at Liv opfatter situationen uvirkelig. Hun forstyrres af ”noe som ble liggende igjen”(s.44), og som ”verker” indeni hende. Dette `noget´ tolker jeg som en nagende mistro og tvivl til det, hun gør sammen med Kristiane. Hun er ikke hélt med og finder ikke den sandhed hun søger, alene gennem sansningen. Dette forbehold opfatter jeg som et væsentligt motiv i romanen, der peger på den konflikt Liv oplever i sit forhold til Kristiane. I afsnit 10.4 vil jeg se nærmere på forbeholdet og hvori konflikten består, og her sammenholde det med MPs teori om ordet som fænomen.

10.3 Det afslørende blik

Blikket kan også afsløre virkeligheden og få `maskerne´ til at falde. En dag da Nanna kommer op på Livs værelse, siger hun, at Liv har det beskidt og støvet og undrer sig over at Liv ikke kan se det. Situationen tolkes her metaforisk som at

Nanna ser verden direkte, mens Livs blik er tilsmudset og støvet. Nanna ser herefter granskede på Liv og Nannas alvorlige blik føles som `en linje´ der åbnes og får Liv til at græde:

Men så hadde hun skakket på hodet og sett på meg med et annet blikk, som om hun plutselig så gjennom noe og kom fram til meg. Eller kanskje det var jeg som kom ut og fram. […]Og at det var i øynene hennes, det at hun så på meg sånn, som hadde tatt meg dit. (s.87)

Nannas blik viser Liv en sandhed om hende selv, som giver hende tillid til at vise sine følelser. Hun bryder sammen, falder med hele sin tyngde mod jorden og kroppen opløses bogstavelig talt gennem snot og tårer. Nanna sætter sig spontant ned sammen med Liv og græder sammen med hende. I min optik svarer denne gestus til det, Bauman betegner som et naturligt fællesskab, som han mener glimrer ved sit fravær i et postmoderne samfund (se afsnit 7.4), eftersom Nanna optræder ureflekteret og har et naturligt fællesskab med Liv. Liv tænker tilbage på situationen således:

Vi hadde grått hos hverandre begge to, hun i høst, da hun mistet mannen sin, og nå jeg.(s.87)

Liv fortæller, at hun ikke forstår, hvad det var som fik hende til at græde, men parataksen ”hun i høst […] og nå jeg” viser at Liv sidestiller sin situation med Nannas, og i hypotaksen: ”da hun mistede sin mand” fortælles indirekte at Liv betragter sit tab af Kristiane på niveau med Nannas tab af sin elskede mand.

Sidst i romanen er det også Nannas blik, der viser Liv, hvem hun selv er. Her er situationen fremstillet som en modsat bevægelse, hvor det er Liv, der kommer frem mod Nanna:

Det var Nanna som så død ut. Slått, knust i ansiktet. Øynene var så kalde, de var ikke avvisende eller fiendlige, men det var som om det stedet de kom fra var så kaldt, som om det frøs inni øynene.Jeg gik fram til henne, sto like foran henne, så på henne.

Liv anvender udtrykket `som så død ud´, hvilket viser, at Liv hæfter sig ved, at Nanna netop ikke ér død, men levende. Jeg tolker situationen som det sted i romanen, hvor Liv erkender sit fællesskab med de levende, ved med sin krop at stille sig ansigt til ansigt med Nanna – første gang var det i sorgen over at have mistet den de elskede, og nu er det i angsten for at miste den de elsker.

10.4 Blikket og ordet

I romanen udgør Kristianes passion for teaterets visuelle udtryk via masker, dukker og forklædninger et væsentligt modspil til Livs passion for sproget gennem hendes læsning af bøger og dokumenter, ligesom Kristianes perfektionering af kropssprogets nonverbale udtryk og Livs forskning i retorik udgør to forskellige måder at kommunikere med omverdenen på. Merleau-Pontys teori om sproget står i modsætning til empirismen og intellektualismen i og med, at han mener at ordet har en mening og er et fænomen på linje med andre fænomener i verden. Ordet er ifølge MP til stede med en betydning, der eksisterer i-sig-selv-for-os i verden. Empiristerne mener, at talen er en automatisk fysiologisk proces, hvor sansestimuli er årsag til, at der dannes mening. Denne tankegang er ifølge Merleau-Ponty forkert, fordi empiristerne lader nervesystemet etablere meningen. Ordet har ikke nogen mening i sig selv. Det samme gælder for intellektualisterne, der mener, at det er tænkning, der

danner ordets mening. MP mener at begge teorier fratager ordet dets intentionalitet og hans teori går ud på, at tanken ikke kan blive afsluttet uden ordet:

En tanke, der ville være tilfreds med at eksistere for sig selv uden talens og kommunikationens besværligheder, ville falde tilbage i det ubevidste i samme øjeblik, den viste sig, det vil sige, at den ikke engang vil eksistere for-sig. (Merleau-Ponty 1994:141)

Ordet bærer ifølge MP en mening og fuldbyrder tanken.Når den kunstneriske og kropsbevidste Kristiane derfor siger til Liv:”Jeg tenker det, og jeg sier det.”(s.41), er det ifølge Merleau-Ponty en intellektualisering af talen, hvor hun gør tænkning til talens forudsætning. Men - Kristiane nøjes ikke blot med at redegøre for sin teori, hun bruger også blikket for at overbevise Liv, og Liv bruger blikket til at spørge:

Hun så på meg.Nå sier jeg det til deg.Og det virker? Spurte jeg.Ja, sa hun.Jeg så på henne, jeg husker at jeg så på henne og at jeg bare ikke visste.(s.41)

Blikket er her det sted, hvor den egentlige magtkamp mellem de to veninder udspiller sig og det bliver i denne situation Kristiane der sejrer. Liv ved ikke, hvad der sker, men mens de nedstirrer hinanden, beslutter hun sig pludselig for at forsøge at gøre ligesom Kristiane.

Liv fortæller hvordan hun herefter oplever at det ikke lykkedes, fordi hun aner, at der er en anden sandhed end Kristianes idé om at tanken forudsætter ordets sandhed.

Hun mener at ordene bliver mødt af noget, der vil give dem fylde og mening. Livs teori synes hermed at være beslægtet med empiristernes idé om en sansestimuli der aktiveres, og derved giver ordene mening. Konflikten mellem Kristiane og Liv kan således skitseres som en teoretisk konflikt mellem empirismen og intellektualismen, men er i teksten skildret gennem ydre figurer (kropsbilleder)der modsvarer dette udtryk, eftersom det er kunstneren der favoriserer tænkning, mens det er akademikeren der favoriserer sansning, og lader blikket sejre over tanken.Hermed viser ovenstående analyse, hvordan teksten peger på en konflikt som kroppen bærer med sig både i Kristiane og i Liv.

10.5 At være sig selv

Spørgsmålet til kognitionsforskningens observans af hvordan kroppen `advarer´ om de falske forestillinger af virkeligheden måvære, hvordan man stimulerer bevidstheden om tilstedeværelsen af genspejlinger? Hvordan finder man frem til sandheden og hvad er tegn på at man er nået frem? Her lyder svaret fra bl.a. pædagogen Nordstöm, at det kun kan opnås ved at tænkningen bestandig konfronteres med materien eller sandheden (se afsnit 9).Liv søger dog en statisk sandhed, modsat den bevægelige sandhed Nordström og Pahuus omtaler, en fast overbevisning at leve på.Hun vedkender dog den subjektive erkendelse som noget, der skiller mennesker, eks. når hun reflekterer over samernes oprør:

Jeg kunne jo ikke vite hvordan det var å være dem. Men jeg kjente brannen, det som brant, det at noe var så vigtig.(s.144)

Liv erkender at hun ikke har mulighed for at få indsigt i samernes opfattelse af deres situation, men hun mener, at de havde den samme følelse af at ville noget, ”brannen”, som hun selv føler hvordan hun stræber efter noget. Hermed påstår Liv at medmenneskelig forståelse kan overskride tid og rum.Jeg mener, det er denne idé om en fælles forståelse, Liv leder efter i sit eget tidsrum hos Kristiane. Da Liv møder Kristiane, føler hun, at det er hendes skæbne og at Kristiane er det tegn hun har ventet på. Hun fascineres af Kristianes kropsbevidsthed og kreativitet og forsøger at forene sit livssyn med hendes. Hun opgiver sin egen måde at søge sandheden på og forsøger at gøre som Kristiane ved bare at sanse og være i Kristianes grønne øjne (s. 41-42). Men det lykkedes ikke. På et tidligere tidspunkt havde hun studset over en spontan udtalelse fra Kristiane, der siger:” Så heldig du er.” (s.199) Liv føler sig ikke heldig og kan ikke acceptere Kristianes udtalelse, og dette sammenholdt med hendes mistro og tvivl om hvad hun selv gør, når hun overgiver sig til sanserne, ser jeg som anledning til, at Liv reagerer udadrettet og vender sin tvivl mod Kristiane. Hun bebrejde Kristiane for at være den, hun er. Dette udfald bliver anledning til den store konflikt mellem Kristiane og Liv. Kristiane mener, at alt hvad der sanses som godt er sandt, mens Liv tror det er omvendt, nemlig at noget først er godt, når man kan skelne mellem billede og spejlbillede og derved blive bevidst om sandhedens eksistens. Liv anklager Kristiane for at være ukritisk, uansvarlig og doven:

Du vil jo bare, at det skal være godt, sa jeg.[…] Ja, sa hun. Det vil jeg.[…]Og så lenge det er godt, trenger det ikke være sant.[…], og hun visste hva hun sa, hva det gjorde med meg. Og det var akkurat det hun ville. Sånn hadde det kjentes. […]Fordi for meg var det omvendt. Hvis det ikke var sant, så var det ikke godt.(s.207)

Liv indføjer her en bemærkning, som vidner om hendes forbehold til sin fortælling: ”Sånn hadde det kjentes.” Hermed åbnes der op for at jeg kan genlæse situationen som værende anderledes, og jeg mener Liv her afslører sine projektioner og udelukker Kristianes oprigtige beundring. Livs evne til at reflektere og stræbe efter sandheden, ser hun selv som en plage, men Kristiane kan faktisk se det som noget positivt. Liv ønsker at være `let´ som Kristiane, og fornægter sin egen `tyngde´. Derfor tror hun, i min tolkning, Kristiane er ironisk. Liv sammenligner sig med Kristiane, ser dem begge som `ideologier´ og `redskaber´ for hendes vej til at forstå (jf. MP afsnit 9.1) Hendes vrede viser, hvordan hun føler sin identitet truet (jf. Lilleør 9.3), fordi Kristiane puffer til Livs `kropsbillede´. Romanen fremstiller jævnfør ovennævnte analyse en figur, der projekterer sit mindreværd over på omgivelserne og derfor ikke ser verden som den er. Liv elsker ikke sig selv som hun er og ønsker ikke at være sig selv. Hun ønsker at spejle sig i andre, men ser ikke den reelle verden omkring hende.

10.6 Livs angst og fantom-legeme

Liv beskriver i sin fortælling om en situation, hvor hun sidder sammen med Maja i bilen og tænker på, hvor meget hun holder af hende, fordi hun er som hun er. Hun kan ikke finde ud af at sige det til hende, fordi hun er bange for at ”tråkke for langt inn i henne” (s.149) og hun tænker på at ae hende

på kinden. Hendes oplevelse af hvordan hånden flytter sig over mod Maja er som MPs beskrivelse af en fantom-arm, hvor Liv konkluderer:” Jeg rakk ikke fram.” (s. 150). Teksten beskriver, sådan som jeg tolker det med Gallaghers termer, hvordan figuren Liv er underlagt et kropsbillede, der ikke passer med virkeligheden omkring hende, og hvordan hun, da det er for sent, registrerer den manglende forbindelse til virkeligheden.

Hun beskriver også, hvordan hun sveder, da hun ankommer til sygehuset for at spørge, hvor Maja ligger: ”Jeg kjente at jeg var svett under armene, gammel svette og ny svette.”(s. 204). Ud fra et kognitivt perspektiv er det kroppens angstreaktion på forandringer af `kropsbilledet´. Jeg tolker situationen som Livs angst for at miste en ven, hun føler sig tæt knyttet til og har bygget sit liv op omkring. Kroppen fortæller Liv det, hun ikke endnu har erkendt, nemlig at Majas selvmordsforsøg rammer Livs selvforståelse, fordi Majas tilstedeværelse er blevet en del af Livs tilværelse. Hvis Maja forsvinder, har Liv mistet et menneske, hun ikke blot kender, men rent faktisk oplever hun er kommet til at elske uforbeholdent, for at være den hun er.

På en af romanens sidste sider, natten før den unge samepige skal begraves vågner Liv brat og spørger sig selv, om hun er ærlig. Dette tolker jeg som en poetisk skildring af, hvordan den orbito-frontale cortexas griber ind og alarmerer hovedpersonen Liv:

Var jeg ærlig? Jeg våknet og det var midt på natta, det var som om tanken hadde vekket meg.[…] var det det der inne som hadde forskjøvet seg, blitt utilgjengelig? Fantes det ikke mer? (s.230)

Måske fornemmer Liv at hendes kropsbillede forandres? Liv reagerer med angst, men hun er ikke interesseret i at: ”kapsle meg selv ind i lag på lag av noe som ikke var sant[…]”(s.230), så hun reagerer ikke regressivt, men opfatter, på dette sted i fortællingen, den faretruende situation som værdifuld.

I vinduet ser hun gennem sit spejlbillede et stort mørke udenfor, hvilket jeg tolker som en billedmetafor for den tilstand af manglende selvindsigt, hun erkender at have. Hun ser kun mørke bag sit spejlbillede:

Jeg så gjennom bildet av meg selv i ruta der framme, ut i mørket, jeg kunne ikke huske at det noen gang, noen natt hele vinteren, hadde vært så mørkt.(s.231)

Liv tænker først, at hun bør gå ind i sin seng for at sove. Hendes tanker følger normer, men hendes krop adlyder ikke denne tanke. Hun bliver siddende hele natten og kikker ud af sit vindue mod horisonten. Næste morgen får hendes blik det svar, Anniken Greve omtaler som ”jordens svar”, der kan hjælpe hende med at være i livet.

Det hadde lysnet, det hadde kommet en gul stripe på den andre siden av fjorden, nede, borte, der ute foran meg. (s.231)

Liv ser således igénnem sit spejlbillede. Jeg opfatter vinduesrammens afgrænsning og blikkets retning som det, der betinger hendes kropsbillede, men bag det ser hun en virkelighed træde frem foran blikket, der ikke længere er dunkel mørke, men bliver belyst. Hun erkender både sit kropsbillede og sit kropsskema, da hun sér igennem hvad hun ser.Jævnfør Merleau-Pontys teori om, hvordan vi forstår os selv i forhold til det, vi aner er der, ser jeg her formidlet allegorisk

som hvordan Liv vælger at vente på det, hun aner vil komme - med tiden, nemlig lyset der orienterer hende om det fremtidige rum, dagen og vejen hun bevæger sig ud i. Hun får tillid til at kunne orientere sig. Hun tror på at hendes liv har et fundament der kan bære hende, eller som kognitionsforskeren ville udtrykke det, et skemata der fungerer. Jeg mener ikke der behøver at være en kristen symbolik i scenariet, hvilket jeg også kom frem til i min analyse i det efterfølgende afsnit 10.7. Men jeg mener fortællingen peger frem mod en metafysisk forståelse af tilværelsen.

10.7 Drømmenes ansigtsløse krop

Som jeg allerede har redegjort for, så kan drømmene i Livs fortælling betragtes som intertekstuelle referencer (se afsnit 6.12) I dette afsnit vil jeg derimod undersøge muligheden af at tolke drømmene i en lidt anden retning end den kønspolitiske version Høy præsenterede i sit speciale. Der ér belæg for at se romanen ud fra en magtdiskurs mellem køn. Ingrid Høy har på eksemplarisk vis undersøgt dette felt og peger her på, hvordan dominans af de mandlige egenskaber udøves af både mænd og kvinder i romanen, og hvordan Liv først begynder at få en mere åben kontakt til sine omgivelser, da hun vælger at anvende feminin dominans, som i Høys optik er repræsenteret gennem kropssproget. Hos mig ligger interessen ikke i at undersøge magtdiskurser blandt de to køn, ligesom en holdbar definition af hvad der udgør og adskiller maskuline og femine egenskaber vil være et meget omfattende projekt, der ligger udenfor mine kompetencers rækkevidde. Jeg mener Høy har ret i sine iagttagelser om spor i teksten, der peger hen mod kønsdiskrimination og mandlig dominans, men jeg vil påstå, at magtdiskurser mellem kønnene ikke er romanens

væsentligste ærinde. De magtdiskurser der beskrives er blot redskaber til at vise, hvilke fastlåste forestillinger jeg-fortælleren indeholder. Liv har, som Gallagher ville udtrykke det, et fastlåst kropsbillede der er så bevidst om den modstand, hun som kvinde kan møde i samfundet, at hun har alle de aggressive antenner ude og derved begår fejl i sin tolkning af sine medmennesker. Og Høy falder i samme grøft, desværre.Høy mener at romanen viser, hvordan figuren Liv gennem sin anvendelse af sproget udøver maskulin dominans, eftersom hun godtager Bourdieus kobling af sproglig dominans til mandlig dominans (Høy 2008:50). Høy tolker det således, at Liv gennem sine handlinger og drømme viser en underkastelse i forhold til de mandlige værdier, i og med at Liv satser på sproget som dét, der skal give mening. Drømmens ansigtsløse kvinder, der frivilligt lader sig glide ned over hestens hals og ned i floden, tolker Høy som en ildevarslende drøm om kvindelige værdiers selvudslettelse, idet hun hæfter sig ved at hestene indirekte er skyld i at kvinderne falder, eftersom de standser brat. Hestene tolkes af Høy bl.a. som symbol for fornuft og virilitet, og dermed – ifølge Høy - mandlige værdier. Tolkningen bliver som følger: mandlige værdier standser, kvindelige værdier falder ned i floden. Fra Høys kønspolitiske optik anerkendes denne analyse, men i forhold til min tese om at tekstkonventioner og læserforventninger skal opløses,bliver analysen lidt mangelfuld. Det er for nærliggende en tolkning og bekræfter vel egentlig blot Livs egne aggressive udfald om ”Pikklinjen” og ”fittehoder”(s. 172.) Liv fremstår i forvejen som en meget kønsbevidst figur, der betragter mændene som modstandere. I min tolkning beskriver romanen kroppen både som køn og som en levende organisme med en bevidsthed, en samvittighed, en evne til

at sanse, erindre og tolke verden omkring sig. De ansigtsløse enskønnede kroppe, der glider ud i floden ser jeg som parallelfigurer til de dukker og masker Kristiane spiller med. Hos mig er det derfor stereotypen og ensheden, der tolkes som det væsentligste udsagn. Det ansigtsløse viser fraværet af de unikke kendetegn, der adskiller mennesker, en tilstræbt anonymitet, og det enskønnede kan tolkes som et ønske om kønnenes lighed, hvor det i Livs drøm kun er kvindens krop, der `bliver tilbage´. Hestene kan symbolisere det, der kendetegner deres reelle egenskaber, nemlig flugtdyr med en god hukommelse, der bevæger sig langs en livgivende flod. Figurernes glidende bevægelse ned fra flugtdyret kan således være en allegori for at give slip på angsten og traumerne (der `rider´på hukommelsen), vedkende sig det fraværende, nemlig sine egne særtræk. Floden ser jeg i den sammenhæng som bærer af to fortolkningsmuligheder. På den ene side som det sted, hvor alt går til grunde og rives med ud mod det mørke, opløsende og tilintetgørende hav, der dermed står som en dødsmetafor. Eller floden som metafor for det bevægelige liv, der fører videre ud af den tunnel drømmefigurerne befinder sig i. Havet vil i denne sammenhæng være metafor for det fælles livgivende. Jeg mener, der er basis for begge fortolkninger, eftersom havet traditionelt har været det sted, hvor nordboerne har hentet deres levebrød, men også det sted, hvor mange har mistet deres familie og venner. Selve handlingen, hvor legemet dykker ned under vandet, vil i en religiøs kontekst kunne tolkes som en voksendåb, og jeg vil heller ikke afvise, at det er forfatterens intension. Selv om figuren Liv er ikke-troende, kan forfatteren jo godt være det.

10.8 Livsrum og livsgrundlag

Liv formulerer sit forhold til landskabet således i romanen:

Himmelen bare var der, langt der oppe, der borte, den hadde så lite med meg å gjøre, det lette deroppe som bare for forbi. Nei, det var alt det flate som jeg var glad i. Bakken. Jorden, lyngen, vidda. Det store åpne flate. Som jeg kunne se langt i. Ikke noe som stengte noe sted.(s.36)[…]Det store åpne, som bare var, som var til å være i.(s.37)

Liv søger efter noget udenfor hende selv i verden der har `noget med hende at gøre´ eller med andre ord, er noget hun som person kan relatere sig til. Og i den sammenhæng bliver det Nordnorske landskab et meningsfyldt sted for hende at være. I Tyskland bor Liv på et lejet værelse og herfra kan hun se ud over byen, hvor husene er begroet med vedbend og står halvvejs gemt bag store, grønne træer. Skårdal er (som nævnt i afsnit 2.1) optaget af topologiens betydning for romanens udsagn og hun tolker dette som et billede på Livs stabile liv i Tyskland som kontrast til det vindblæste og farefulde område, hun nu befinder sig på i Finnmark (Skårdal 2008:40) Denne tolkning virker plausibel, men i min tolkning er bilen et symbol for Livs følelses-mæssige panser, når hun færdes ude i verden, og vinden ser jeg som en metafor for tid. Det er tiden, der puffer til Livs forsøg på at holde verden ude.Når Liv er optaget af det store, åbne landskab i Nordnorge og fascineres af geologen, der kan se og forstå hvad der ligger under landskabets overflade, tolker jeg ordene `landskab´ og `grundfjeld´ som metonymer til begreber som `livsrum´ og `livsgrundlag´ og at Livs forhold til sine omgivelser i form af himmel, hav og jord skal ses som allegorier over Livs fornemmelse for de livsvilkår hun har.Grundfjeldet i Nordnorge hører til den ældst bevarede del af jordskorpen på kloden og det er denne jordskorpes

forkastninger, fortætninger og forskydninger geologen er fortrolig med og kan forklare. Geologiens tidshorisont perspektiverer menneskets meget korte livstid og skaber sammenhæng og mening i situationer, der målt med menneskets levealder synes usynlige og meningsløse. Det tolker jeg som en indsigt, Liv omgør til en metafor for sin egen livssituation, hvor hun ønsker at forstå sit liv som noget, der langsomt og lagvist dannes gennem forskydninger og fortætninger af hændelser.

Da geologen fortæller Liv at grundfjeldet under dem har flere lag af forandringer, fortætninger og forskydninger, bliver hans ord noget der optages i Livs krop som glæde:

Stemmen hans fylte hele hodet, klang rundt derinne, rundt i hele kroppen, en glad, lav og varm stemme var det, å se på munnen hans fik det til å kile i leppene.(s.98)

Men så ændres stemningen mellem dem efter geologens følgende udtalelse:

[…]Der er jo ingen overgang her, sa han, mellom byen og vidda.[…]husene er som små klosser som er puttet på, som i Monopol. (s. 98)

Denne sammenstilling af det grænseløse landskab og det strategiske spil Monopol, hvor man hándler grunde, ændrer tilsyneladende Livs opfattelse af situationen mellem hende og geologen, for da de umiddelbart herefter går forbi præstegården, undlader hun at fortælle ham, at det er her hun bor.”Hvorfor gjorde jeg ikke det?” (s.99) spørger hun og giver hermed også mig anledning til at reflektere nærmere over situationen.

Min tolkning af situationen er som følger:Geologen taler begejstret om grundfjeldet og opnår dermed at skabe resonans i Livs krop og sind. Hun beskriver, hvordan hendes blik hænger ved hans læber og hvordan ordene, der kommer ud af hans mund, får det til at ”kile i leppene”. Jeg ser dette som en intimitet, der ifølge Gallagher svarer til barnets rudimentære forhold til `den andens krop´. Men da han sammenligner landskabet med spillet Monopol, der symboliserer imperialismen, bliver Liv tavs. Hendes forestilling om hvem geologen er og hvad han og hun har til fælles forstyrres. Hun erfarer at geologen tænker på verden som et spil(jf. Baudrillard) og idét han i hendes tanker indskrænkes til en sociologisk type, ødelægges hendes tillid til ham som menneske. Pludselig tør hun ikke tro på, at de har noget til fælles. Situationen kan sidestilles med hendes krise med Kristiane, hvor hun kategoriserer og sammenligner sig , for at fastholde en sandhed. Hun glemmer at se mennesket bag.

10.9 Livs akser

I begyndelsen af romanen fortæller Liv om, hvordan hun står med ryggen til den nybyggede kirke og kikker ud mod havet.

Der gikk en hovedakse fra kirka, ned trappene og den lille bakken med krigsmonumentet, langs hovedgata med fiskerimottakene og butikkene fram mot fiskemelsfabrikkene ute på øya. Bak øya lå vannet.[…] øya lå der og skjermet, mot vinden og uværet. Og mot utsikten.[…]Den andre aksen var veien på langs, fra innlandet ut over fjorden rett gjennom byen og videre ut til der det ikke var noen fjord mer, bare hav.

Den vertikale akse beskrives som en nedadgående bevægelse fra de troendes hus forbi et monument for død og videre ud mod øen, hvor føde indsamles, organiseres, kategoriseres, distribueres og til sidst konfiskeres som fiskemel. (s.13)Den horisontale akse følger en naturlig vej ud mod det sted, hvorfra føden kommer. Jeg mener at der allerede her beskrives gennem Livs blik, hvad hun forstyrres af, nemlig det øen repræsenterer. Og den vertikale akses nedadgående bevægelse tolker jeg allegorisk som en fortælling om hendes sindstilstand fra at tro på et naturligt liv til kun at leve ud fra en rationelt tankegang.Hun iagttager, hvordan de menneskeskabte omgivelser præger landskabet:

De hadde tegnet op byen utifra disse linjene, den på tvers og den på langs, og lagt på paralleler så det ble et rutenwett. Etter krigen, de hadde tegnet opp veiene og så hadde de startet genreisningen. (s. 13)

Også her opfatter jeg Livs iagttagelse af, hvordan byen blev genrejst i landskabet som en allegori til en mulig livsstrategi. Men til trods for at hun beundrer de enkle linjer og den strategisk centralt placerede nye kirke, sker der ikke desto mindre det, at hun kort efter bliver optaget af hvordan sneen smelter og afslører nogle visne græsstrå , ligesom hun vælger en anden vej end den fastlagte:

Jeg gik over veien, tok en snarvei gjennom snøen, løftet knærne højt for hver skritt.(s.15)

Liv skal over til byens ældste hus, der ikke blev raseret under krigen, et hus, som hun oven i købet betegner som malplaceret, men som hun netop kan lide på grund af den ”litt ufikse placeringen”.

Liv skildring viser hermed, hvordan hun indeholder to forskellige syn på landskabet. Det syn, der forstår det gennemtænkte og rationelle system og det syn, der spontant følger det kropsnære og kinestetiske element.Ved romanens slutning står hun ved Nesseby kirke og kikker på landskabet. Beskrivelsen udgør en parallel til forrige scenarie:

Det var så stort her, fjorden, det flate landet bak meg, og der borte, langt der over så jeg land på den andre siden, og så vannet utover igjen, fjorden ut forbi byen og videre ut mot havet. (s. 233 – 234)

Herefter følger Liv stien , hvilket jeg tolker som, at hun nu føler overensstemmelse med den betrådte vej, går op af en trappe og med fremstrakt hånd møder hun et menneske inde i et `troens hus´, underforstået et sted man viser tillid. Den opadgående bevægelse og den fremstrakte hånd tolker jeg igen allegorisk som hendes sindstilstand, som optimisme og tro på det levende menneske.

10.10 Jordens svar

Situationen kan også vise Livs erkendelse af, at der er plads til hende i livet, fordi der er ”så stort her”, hvor hun er og at hun begynder at kunne orientere sig om hvor hun er i livet, fordi lyset vender tilbage. Sneen der skjuler jorden er ved at tø, og dette kan tolkes som hvordan Liv hæfter sig ved at noget gemt kommer til syne, hvilket kan tydes som en ubevidsthed, der bliver bevidst. Stien og de tre kvinder hun beskriver, kan vise hvordan hendes blik mødes af et svar, der bringer hende til erkendelse af at hun ikke er alene i verden, men med i et fællesskab af tidligere trådte stier og sørgende efterladte. Livs fremstrakte hånd vil med denne tolkning forene sig med de levende, der viser deres

kærlighed til kroppen som et vigtigt sted, ved at omkranse den dødes krop i hvidt og besmykke den med blomster.

Ved at se på Nesseby kirke som det sted fortælleren vælger at slutte sin fortælling bliver det interessant at forholde sig til dets topologi som et næs, der ér forbundet til fastlandet med en smal stribe vej. Stedet hár kontakt til grundfjeldet og er tilgængeligt for de levende, men kirken ligger alene derude, afsondret fra andre former for menneskeboliger. Kirken repræsenterer Livs officielle, udadvendte handlerum i forhold til verden. Det er her hun får ordet og på den måde kommer i kontakt med dét i andre mennesker som hun mener er vigtigt. Liv oplevede stedet som løsrevet fra fastlandet første gang hun så det fra køkkenet til den afdødes mor:

Hun så ut av vinduet, jeg fulgte blikket hennes, hun så på sauene, de virket nesten lysende hvite mot bakken. Jeg så mot kirka utpå neset, den lyste også hvitt, som om den ikke hang fast noe sted, bare satt løst på en mørk plate. (s. 79)

Da hun på næstsidste side i romanen genser kirken oplever hun den som nogle der har forbindelse til indlandet og retning ud mod fjorden:

[…] mot kirka som lå der nede på neset, den jevne flaten som stakk ut i fjorden. Snøen var så lys. Fjorden var så mørk. Sola lyste så klart på alt, på den hvite kirka med den røde døra og det lille tårnet.(s.233)

Liv opfatter ikke længere stedet som fritsvævende uden forbindelse til noget, men som et sted, der ligger og dermed har tyngde og en flade, der skaber horisontal retning. En sted, hvor hun kan bevæge sig med hele sin tyngde.

10.11 Hvor er Liv?

Men så genlæser jeg begyndelsen på romanen og det ender (selvfølgelig) med at jeg må omtolke Liv som figur. For jeg kan endnu ikke se hende for mig, hun er stadig fraværende for mit blik, gemt bag ordene. Hun er nemlig liv.Liv konstaterer allerede i begyndelsen af sin fortælling med undren, at der ér noget, som bliver ved med at være der.Dermed gennemhuller hendes fortælling mit nærværende forsøg på at vise et forløb i hendes erkendelse af tilværelse, eftersom hun allerede på romanens første sider, viser hvem hun er. Hun har med andre ord vidst det hele tiden.

Nei, alt gled ikke bort. Det var sant at noe rant ut og bort, men det var som om det fantes et sted der inne som det ikke gik an å tømme, som en underjordisk kilde som bare rant og rant. Hvor kommer det fra? Det bare pipler fram, siver ut. Er der, er og er. (s.9)

Jeg vil derfor endnu engang forsøge at rette min opmærksomhed hen mod det fraværende i teksten. For hvad er det Liv kan og ikke gør, siden Maja prøver at begå selvmord? Mit svar bliver da, at Liv kunne gøre en forskel. Hun kunne vise Maja hvem hun var.Men Liv fortæller ikke noget om sig selv, fordi hun har tabt sig selv af syne i den postmoderne verden.Da den legende, kreative og kunstneriske Kristiane dør, forsvinder Livs håb om at blive sét og forstået. Og i den tolkning giver min manglende forestilling om hvordan Liv ser ud pludselig mening.

Liv er naturligvis nødt til at være fraværende i denne roman, forstået således, at Liv repræsenterer sit navn og er derfor på afstand af alt og alle i et postmoderne univers. Det er kun

inde i børneværelset og i troens hus, at hun ikke distancerer sig, men `skaber liv´ ved at holde om og strække sig mod et menneske. Det er gennem tillid og tro at liv kan få kontakt og forståelse.Men på sidste side har hun endnu ikke fundet et svar på sit spørgsmål om hvor `det´ kommer fra. Således er Liv lige vidt i sit forsøg på at kende sandheden om sig selv.Og jeg er lige vidt i mit forsøg på at kende Liv.Blot en oplevelse rigere.

11. KONKLUSIONPresten er en fiktion, der tager udgangspunkt i et reelt historisk og geografisk afgrænset rum. Jeg-fortælleren Liv placeres i dette reelle tidsrum som en iagttager, der flittigt registrerer, kategorisere og tolker sin verden. Som nævnt i indledningen opfatter jeg romanens diskurs befinde sig i det fraværende og at Livs projekt gennem sin fortælling, er at føle sig elsket og vise kærlighed. Hun mislykkedes gang på gang, klager til Kristiane, bebrejder sig selv, plages og er i det hele taget ret ynkelig som figur. Det var anstrengende at forholde sig til hendes kvababbelser og halvhjertede forsøg, en nærmest håbløs læsning. Hendes fortælling er som lyden af en bi, der flyver mod ruden, igen og igen, med en enerverende summen.

I min analyse af romanens stil og æstetik påviser jeg, hvordan romanens virkemidler positionerer sig som virkeligheds-problematiserende, flertydigt, værdinedbrydende, selvreferentielt og uafsluttet. Jeg oplever tekstens mangetydige formsprog som en udfordring for mit engagement og at udtrykket bliver en ironisk, afvisende kommentar til min iver efter at finde en mening bag ordene. Det er Livs handlen og opmærksomhed, der bærer fortællingen fremad og som sådan giver fortællingen en retning i tid og rum.Apostrofer og selvrettelser bryder fiktionen og skaber distance til fortællingen, mens sprogets betydningsoverskud appellerer til at jeg som læser, digter med på fortællingen. Til en vis grænse. Fiktionen Presten fungerer nemlig ikke som løsrevne blade, der kan sammensættes efter behov eller tolkes efter behov. Der er foretaget mange valg undervejs. Grafikken har en form, bogen har en titel og bogen er begyndt, skrevet og afsluttet på et tidspunkt. Og sproget har et modersmål, en melodi, en udstrækning af tegn og lyd, som jeg mere eller mindre kompetent må forholde mig til. Og ikke mindst: en forfatter. Dermed viser værket mig sin fastlagte `levetid´ og kommunikative begrænsning, som selvmodsiger sin egen postmoderne stil.Dette mener jeg er bevidst fra forfatterens side. I fortællingen spotter, klager og spørger Liv om en mening og venter på svar. Svaret ligger i selve hendes handling som fortæller, fordi fortællingen bærer en Liv. Jeg befinder sig således i en permanent afstand fra romanfiguren som den, der måske kunne svare, men pga. tekstens dunkle karakter ikke ved, hvem der spørges eller hvad spørgsmålet er. Jeg er således udenfor, men der hvor jég er, er virkeligheden. Og heri mener jeg forfatteren har en pointe.

I min analyse af postmoderne livsformer i romanens fiktive univers, påviser jeg skildringer med omskiftelige bosteder, udskiftelige fædre, fraværende mødre, institutionalisering, teknificering, medieforvirring osv., der skaber afstande mellem personerne. Og at disse afstande i romanen karakteriseres via Livs fortælling som tab af tro, tillid og identitetsfølelse og - via en dekonstruktiv analyse af det som Liv ikke fortæller fremtoner et samfund præget af personer med en simuleret adfærd, svigt, selvoptagethed og små, ekskluderende samfund. Eller som Rose udtrykker det under punkt 11: en dyb, diffus angst, en nervøs og frygtsom grundtone og en rastløs atmosfære (se afsnit 5).Jeg viser hermed hvordan det lille samfund omkring Liv beskrives som alt andet end idyl og hvordan romanen forholder sig kritisk til det postmoderne liv, men også loyalt i kraft af sin realistiske skildring af omstændighederne som de vilkår, Liv og hendes medfigurer har at handle indenfor. Splittelsen og loyaliteten er grundfæstet i teksten gennem jeg-fortælleren, som den krop Liv er og fortæller ud fra. Derfor har det været nødvendigt at undersøge hvad kroppen som fænomen viser og viser sig som.I min analyse af Presten viser den kropsfænomenologiske tilgang til teksten og min allegoriske tolkning af fænomenerne, både en opfordring til en bevægelse væk fra meningsløsheden og et håb om hvordan det kan lade sig gøre. I afsnit 10.1 viser jeg, hvordan Liv via beskrivelser i form af sproglige hentydninger, selv bliver til ord og således er konkret tilstede. Jeg redegør herefter for Livs forsøg på at forene sig med sanserne, det naturlige, det ureflekterede og virkeligheden, men også hvordan at hun i kontakt med dette oplever sine konflikter, sammenbrud og gråd som forløsende, men også risikable, sårbare og farlige udbrud.

Kristiane og Nanna fremstår således som de to figurer hun har mest tillid til og tør afsløre sig overfor. Gennem mine analyser af Livs fantom-oplevelse og angstreaktioner påstår jeg, at hun viser en bevægelse fra at se, til at forstå og at det er gennem sin konfrontation med virkeligheden (jf. Nordstöm) at hun begynder at indse, hvem hun er. Hendes drømme fungerer gennem min Jungiansk-inspirerede drømmeanalyse som en individuationsproces, og er i den sammenhæng en mental støtte til at opgive hendes stereotype kropsbilleder som livløse former, der skal nedsænkes i det livgivende vand. Jeg argumenterer således for, at romanen peger på et almenmenneskeligt behov for at forholde sig symbolsk til de sider af tilværelsen, vi ikke kan forklare direkte. Romanen viser hvordan drømmene, der indgår i Livs fortælling, kan understøtte hendes iagttagelser og søgen efter mening, men også min læsning af hendes fortælling. Romanen peger således hen mod, hvordan en forståelse for dette behov giver os et meningsfyldt fællesskab som mennesker. Ved at betragte steder og landskaber som allegorier for livsrum og livsgrundlag, finder jeg et udsagn om håb og optimisme i romanen.Det er gennem Livs iagttagelse af virkeligheden, at hun får en tro på at være til stede, hér, og kan forstå sine medmenneskers behov for at handle symbolsk i afskeden med den dødes krop.Jeg mener derfor at romanen bevæger sig mod et budskab om den metafysiske sandhed, som en mulig løsning på meningsløsheden, forstået som en henvisning til at tro på liv både som eksisterende iblandt os, men også som en konkret kraft, udenfor vores horisont.

Synnøve

12. LITTERATURLISTE

(Albeck 1965): Ulla Albeck. Stilistik. Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag A/S 1965, 5. oplag

(Andersen 2005): Andersen, Carsten. På kanten af mørket. Anmeldelse i Politiken 25.8.2005. http://politiken.dk/kultur/boger/interview_boger/ECE120935/paa-kanten-af-moerket/ jan.2011

(Andersen, H.C. 1995): Andersen, H.C. Samlede Eventyr og Historier. Hans Reitzels Forlag 1995, 2.udgave, 4.oplag. ISBN 87-412-4031-6

(Bauman 2002): Bauman, Zygmunt. Fællesskab. Hans Reitzels Forlag, 1.udgave, 2002. ISBN 9788741225371

(Bauman 2006): Bauman, Zygmunt. Flydende modernitet. Hans Reitzels forlag, 1. udg. 2006. ISBN 9788741223612

(Bichsel 1983): Bichsel, Peter. At læse, at fortælle Frankfurtforelæsninger.Forlaget Arena, 1983

(Christensen 1999): Christensen, Jørgen Riber. Uddrag af artiklen ”Multimedier og det postmoderne” i Jensen, Jens F.,

ed.,internet, World Wide Web og Netværkskommunikation (FISK – serien 4), Aalborg Unniversitetsforlag, Aalborg 1999. http://www.hum.aau.dk/~riber/hyper.htm 2011

(Fibiger og Lütken 2008): Johannes Fibiger og Gerd Lütken. Litteraturens veje. Forlaget Systime. 2. udg, 9. oplag. ISBN 13 978-87-616-0992-2

(Gallagher 2011): Gallagher, Shaun. Født med en krop. Fænomenologisk og eksperimentel forskning om oplevelse af kroppen. Artikel udgivet i Krop og læring (2002) fra forlaget Klim, s. 11-53, Her hentet på: http://pegasus.cc.ucf.edu/~gallaghr/danishBODY.pdf, 2011

(Gemzøe 2000):Gemzøe, Anker. Tavshed og ord. Om Villy Sørensen ”Ægget”, i Tidsskriftet Kritik, nr. 147.2000

(Gemzøe 2003) : Gemzøe, Anker. Metafiktion. Artikel i Om litteratur. Metoder og perspektiver. Red. Leif Søndergaard. Systime forlag 2003, 1. udgave, 1. oplag. ISBN 87-616-0701-0

(Gregory 1999): Richard L. Gregory. Den søgende hjerne, artikel fra Rita Carters bog Tænkeboksen, s. 120. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Kbh. ISBN 87-00-37738-4

(Hauge 2008): Hauge, Hans. Nordisk litteratur som post-kolonial? Tidsskriftet Passage nr. 59., sommeren 2008

(Hauge 2010): Hauge, Hans. Giv nykritikken en ny chance. Artikel i Information 7. januar 2010

(Høy 2008): Ingrid Ofstad Høy. Sannhet og kjønn i maktens hvite rom. Masteropgave i Nordisk litteratur. Institut for nordisk og litteraturvitenskap. NTNU Trondheim. Efteråret 2008.

(Jacobi 1991): Jacobi, Jolande. Symboler i en individuel analyse. Artikel i C.G. Jungs bog: Mennesket og dets symboler. Forlaget Lindhardt og Ringhoff, 1991.ISBN87-595-0137-5

(Jansson 1995): Jansson, Bo G. Postmodernism och metafiktion i Norden. Forlaget LÆS, Aarhus Universitet.Nr. 19 (12. årg). 1995.

ISBN 87-7724-583-3

(Jantsen og Vetner 2008): Jantzen, Christian og Vetner, Mikael. Underholdning, emotioner og personlighed. Artikel i tidsskriftet Mediekultur nr. 45, 2008. MiMK kompendium, 6. Semester, Kommunikation, AAU.

(Johansen, Roy 2007): Johansen, Roy. Norsk er et nordisk språk i Skandinavia. Udleverede ark fra Norskkurs ved Aalborg Universitet 7. og 8. november 2007.

(Jørgensen 2005): Jørgensen, Keld Gall. Stilistik. Håndbog i tekstanalyse. Gyldendalske Boghandel 2005, 5. oplag.

(Jørgensen og Pedersen 1999): Jørgensen, Martin og Pedersen, Ole. Litteraturens spor. Om litteratur, fag og pædagogik. Dansklærerforeningen 1999,. ISBN 87-7704-490-8

(Lorenz 1981): Einhart Lorenz. Samefolket i historien. Pax forlag A/S. 1981.ISBN 82-530-1168-7

(Løgstrup 1956): Løgstrup, K.E. Den etiske fordring, København

(MP 1997): Merleau-Ponty, Maurice. Kroppens fænomenologi. DET lille FORLAG, Frederiksberg 1994. 2. oplag, 1997. ISBN 87-90030-09-5

(MP 1999): Merleau-Ponty, Maurice. Om sprogets fænomenologi – udvalgte tekster. Gyldendals forlag 1999. ISBN 87-00-32958-4

(Morton 1999): Morton, John. Man mindes, artikel fra Rita Carters bog Tænkeboksen, s. 170. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København. ISBN 87-00-37738-4

(NOB): Nynorskordboka og Bokmålsordboka . Avdeling for leksikografi ved Institutt for lingvistiske og nordiske studier (ILN) ved Universitetet i Oslo, i samarbeid med Språkrådet. 2010. http://www.nob-ordbok.uio.no/om.html. Maj 2011

(Nyvang 2010): Nyvang, Henrik. Den skønne kritik. En undersøgelse af religionskritik i samtidslitterære værker af Henrik Nordbrandt, Hanne Ørstavik og Suzanne Brøgger. Speciale om Nordisk Sprog og Litteratur. Nordisk Institut. Det Humanistiske Fakultet Aarhus Universitet 2010.

(Nørgaard m.fl.2008): (Nørgaard m.fl. 2008): Hofmarskallatet, Bjørn Nørgaard, Kunstmusset Køge Skitsesamling og Gyldendal. Dronningens gobeliner.2008. http://www.dronningensgobeliner.dk/wm142732#, jan.2011

(ODS 2011): ODS, Ordbog over det danske sprog. Lars Trap-Jensen (red.) Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Kbh. K. http://ordnet.dk/ods (sommeren 2011)

(Pahuus 1988) : Pahuus, Mogens. Livsverdenens ubestemmelighedskarakter. Philosophia, 17, 1-2,pp. 13-25. 1988. http://www.livsverden.dk/pub/Pahuus.M.1988.Livsverdenens.ubestemmelighedskarakter.pdf

(Pahuus 2005): Mogens Pahuus. K.E. Løgstrups eksistentielle fænomenologi. Tidskriftet Slagmark nr. 42. 2005, s. 117 – 127

(Pedersen 1974): Finn Brandt Pedersen. Tekstlæsning. Gyldendals forlag, Kbh. 1974, 5. oplag.

(Petersen 2004): Petersen, Martin. Samernes hellige krigere. Kronik i www.information.dk ,d. 6.9.2004. http://www.information.dk/print/97234 7.6.2011

(Rasmussen 2008) : Rasmussen, Morten. Den lange vej til ligestilling. Kristelig Dagblad, 30. april 2008) http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/284690:Kirke---tro--Den-lange-vej-til-ligestilling?article_page=3

(Skårdal 2008): Skårdal, Guro. På sviktande grunnfjell : ei livsfilosofisk lesing av Hanne Ørstaviks Presten (2004) i lys av Ludwig Wittgensteins seine filosofi. Masterafhandling ved Institutt for lingvistiske, litterære og estetiske studier på Universitetet i Bergen, Norge, 2008.

(Svennevig 2005): Svennevig, Jan. Tilnærmninger til Tekst. Modeller for språkanalyse. Cappelen Akademisk Forlag, 2005.

(Søndergård 2003): Søndergård, Leif. Kontekst. Artikel v. red. Leif Søndergård, Om litteratur- metoder og perspektiver. Forlaget Systime, 2003, 1. udgave, 1. oplag. ISBN 87-616-0701-0

(Thøgersen 2006): Thøgersen, Ulla. Krop og fænomenologi. En introduktion til Maurice Merleau-Pontys filosofi. Forlaget Academica,2006. 1. e-bog udgave, 1. oplag.

(Wahlström 2011): Wahlström, Holger. Gestaltpsykolgi. Psykoligibasen.dk.http://psykologibasen.dk/G.shtml 2011

(Ørstavik 2004): Hanne Ørstavik. Presten. Forlaget Oktober as 2004, 2. oplag. ISBN 82-495-0274-4

12.1 Sekundærlitteratur

(Dige 2011): Interview med Jes Dige fra Kræftens Bekæmpelse om sorgbearbejdning og samtaler om død, af journalist Mikkel Krause-Jensen i programmet: Apropos. P1, Danmarks Radio DR, 20.07.2011

(Hertoft 2008): Hertoft, Kristian. Hvad kommer efter det `postmoderne´?. Debatindlæg på www.Kforum.dk d. 7.nov. 2008

(Labba 2009) : Labba, Nils Gustav. Lars Levi Laestadius och samerna.Samisk Informationscentrum. Sametinget, Østersund. http://www.samer.se/servlet/GetDoc?meta_id=1208. juni 2011

(Lilleør 2011) : Lilleør, Kurt. Hvad er kognitiv terapi? http://www.kurt-lilleor.dk/?id=318193. maj 2011

(Lofthus 2011): Lofthus, Elisabeth. Den harmoniske fem-årige.Mamanet.dkhttp://mamanet.dk/boern/udvikling/den-harmoniske-5-aarige

(Norderval 2011): Norderval, Kristin Molland. Ingrid Bjerkås – utdypning NBL-artikkel. Store Norske Leksikon 2011.http://www.snl.no/.nbl_biografi/Ingrid_Bjerk%C3%A5s/utdypning. maj 2011

(Nørhøj 2011): Fagredaktør Henning Nørhøj i ”Kristendom.dk/ leksikon”, site v. chefred. Erik Bjergager, Kristelig Dagblad. http://www.kristendom.dk/leksikon/801:Pastor. juni 2011

(Schnabel 2009): Laura Elisabeth Schnabel. De nordiske kirker skifter køn. Kristelig Dagblad. 17.nov.2009. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/346169:Kirke---tro--De-nordiske-kirker-skifter-koen?all=1

(Stefansson 2011): Finn Stefánsson. Thorkild Grossbøll. Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi. 2011http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Religion_og_mystik/Danske_folkekirke/Thorkild_Grosb%C3%B8ll

(Ørstavik 2004 S): Hanne Ørstavik. Streker, linjer, kanter, bånd. Artikel v. red. Cathrine Sandness, Tidskriftet Samtiden 3, Aschehoug forlag 2004.

(Østrem 2005). Østrem, Solveig. Helvetes tekopp! Om kommunikasjon, levd liv og litteratur. Samtiden 2005www.samtiden.no/05_1/art5.php