82012_laeseprove.indd 12 13/01/10 10:31:57

Claras krigEn piges dramatiske kamp for at overleve

CLARA KRAMER

fortalt til Stephen Glantz

På dansk vedLars Rosenkvist

GADS FORLAG

82012_laeseprove.indd 1 13/01/10 10:31:31

CLARAS KRIG

er oversat fra engelsk af Lars Rosenkvist efter

Clara’s War. One Girl’s Story of Survival. Copyright © by Clara Kramer

and Stephen Glantz, 2008

International rights management: Susanna Lea Associates

Dansk udgave: Copyright © 2010 Gads Forlag

Forlagsredaktion: Grethe Jensen

Projektledelse: Jon Bloch Skipper

Omslag: Lene Nørgaard, Propel

Forsideillustration: Copyright © Estate of Peter Fink /

Art Resource, NY / billedkunst.dk

Sats: Lymi DTP-Service

Tryk og bogbind: WS Bookwell, Finland

Læseprøve

ISBN: 978-87-12-04575-5

www.gads-forlag.dk

Til mine forældre,der lærte mig medfølelse og anstændighed;

til min lillesøster,der viste mig, hvad ægte mod er;

og til familien Beck,der reddede mit liv og genoprettede

min tro på menneskeheden.

82012_laeseprove.indd 2 13/01/10 10:31:31

CLARAS KRIG

er oversat fra engelsk af Lars Rosenkvist efter

Clara’s War. One Girl’s Story of Survival. Copyright © by Clara Kramer

and Stephen Glantz, 2008

International rights management: Susanna Lea Associates

Dansk udgave: Copyright © 2010 Gads Forlag

Forlagsredaktion: Grethe Jensen

Projektledelse: Jon Bloch Skipper

Omslag: Lene Nørgaard, Propel

Forsideillustration: Copyright © Estate of Peter Fink /

Art Resource, NY / billedkunst.dk

Sats: Lymi DTP-Service

Tryk og bogbind: WS Bookwell, Finland

Læseprøve

ISBN: 978-87-12-04575-5

www.gads-forlag.dk

Til mine forældre,der lærte mig medfølelse og anstændighed;

til min lillesøster,der viste mig, hvad ægte mod er;

og til familien Beck,der reddede mit liv og genoprettede

min tro på menneskeheden.

82012_laeseprove.indd 3 13/01/10 10:31:31

7

FORORD

At skrive denne bog var som at gå lige ud ad min køkkendør i Elizabeth, New Jersey, og direkte ind i mit hjem i Żółkiew.

Selv om begivenhederne, som er skildret i denne bog, fandt sted for over 60 år siden, har de aldrig været langt borte i mine tanker. Som så mange andre overlevende genoplever jeg dem hele tiden.

Jeg er 82 år gammel, og jeg er en af de heldige. Lige siden den dag, jeg forlod vores tilflugtssted i kælderen, har jeg gjort mit bedste for at leve et værdigt liv. Jeg har viet mit liv til at undervise om holocaust. Med overlevelsens privilegium følger også en for-pligtelse til at fortælle historien om alle dem, der ikke gjorde det.

Alt i denne bog er, som jeg har oplevet og husket det, selv om jeg har taget mig den frihed at genskabe dialogen, som jeg nu bedst genkalder mig den. Jeg har også anvendt den staveform og de navne, jeg er mest fortrolig med. I løbet af de atten måneder, jeg tilbragte i kælderen, førte jeg en dagbog, som i dag befinder sig i Holocaust Memorial Museum i Washington, D.C. Der var ikke meget lys, endnu mindre papir og kun en enkelt blyant-stump at skrive med. Jeg nedfældede så meget, jeg kunne i min dagbog, men selv om jeg ofte har fortalt om mit liv, så faldt det mig aldrig ind at skrive historien. Jeg skylder Stephen Glantz stor

5

82012_laeseprove.indd 4 13/01/10 10:31:32

7

FORORD

At skrive denne bog var som at gå lige ud ad min køkkendør i Elizabeth, New Jersey, og direkte ind i mit hjem i Żółkiew.

Selv om begivenhederne, som er skildret i denne bog, fandt sted for over 60 år siden, har de aldrig været langt borte i mine tanker. Som så mange andre overlevende genoplever jeg dem hele tiden.

Jeg er 82 år gammel, og jeg er en af de heldige. Lige siden den dag, jeg forlod vores tilflugtssted i kælderen, har jeg gjort mit bedste for at leve et værdigt liv. Jeg har viet mit liv til at undervise om holocaust. Med overlevelsens privilegium følger også en for-pligtelse til at fortælle historien om alle dem, der ikke gjorde det.

Alt i denne bog er, som jeg har oplevet og husket det, selv om jeg har taget mig den frihed at genskabe dialogen, som jeg nu bedst genkalder mig den. Jeg har også anvendt den staveform og de navne, jeg er mest fortrolig med. I løbet af de atten måneder, jeg tilbragte i kælderen, førte jeg en dagbog, som i dag befinder sig i Holocaust Memorial Museum i Washington, D.C. Der var ikke meget lys, endnu mindre papir og kun en enkelt blyant-stump at skrive med. Jeg nedfældede så meget, jeg kunne i min dagbog, men selv om jeg ofte har fortalt om mit liv, så faldt det mig aldrig ind at skrive historien. Jeg skylder Stephen Glantz stor

5

82012_laeseprove.indd 5 13/01/10 10:31:32

8

c l a r a s k r i g

tak for at have opmuntret mig til det og for at have foretaget rej-sen tilbage til Żółkiew sammen med mig. Og tak for at have fan-get mit liv så smukt på papir. Jeg er så taknemmelig over, at mine oldebørn vil være i stand til at møde de af os, der kom før dem.

Denne bog skænkes fra min erindring til deres – og til din.

Hvor et kapitel indledes med kursiv, er der tale om et uddrag af min dagbog.

Clara Kramer

9

UDDRAG FRA BOGEN

Hr. og fru Beck var ikke alene vores beskyttere, de var også vores budbringere. De tog endda fra tid til anden til Mosty Wielkie for at se til Giza og Meyer for os og overbringe nyheder. Giza fortalte Beck, at hver gang der blev givet ordre om deportatio-ner, satte den tyske lejrkommandant Krupp sig op imod SS og nægtede at lade dem få så meget som én eneste af hans jøder. “Arbejdet var vigtigt for hæren. De var alle faglærte arbejdere. Produktionskvoterne tillod ham ikke at oplære nye folk,” og så videre og så videre. Jøderne i alle Galiciens landsbyer blev ud ryd-det, men jøderne i Mosty Wielkie var i sikkerhed. Senere fortalte Beck os, at i begyndelsen af februar var kommandanten blevet erstattet af en SS-officer. I løbet af ganske få dage havde han myr det femten hundrede jøder, heriblandt Giza og Meyer. Vi var utrøstelige. Giza, der elskede teatret og havde optrådt i hver ene ste amatørteaterforestilling i Żółkiew, og hvis latter kunne måle sig med Uchkas, hvis runde ansigt og mørke øjne var lige så varme som en kakkelovn og lige så sødmefulde som den mør-keste chokolade, var nu død. Det var svært at forestille sig vores verden uden hende. Som efter enhver anden forfærdelig tildra-gelse sagde Mama: “Skriv, Clara, skriv!” Der var ganske enkelt ikke andet, vi kunne gøre. Denne følelse af mangel og amputa-tion var nu blevet vores liv.

Et par dage senere kom Julias søster Maria over, og hun var helt hysterisk. Hun boede i Becks gamle hus uden for byen. Vi kunne høre hvert et ord, hun sagde, da hun gispende fremstam-mede sin historie med stemmen på panikkens rand. Nazisterne var kommet og havde banket på hendes dør, og de havde været på udkig efter familien Beck og de jøder, de skjulte. Gudskelov havde hun ikke været hjemme. Hun var kommet blot et par

6 7

82012_laeseprove.indd 6 13/01/10 10:31:32

8

c l a r a s k r i g

tak for at have opmuntret mig til det og for at have foretaget rej-sen tilbage til Żółkiew sammen med mig. Og tak for at have fan-get mit liv så smukt på papir. Jeg er så taknemmelig over, at mine oldebørn vil være i stand til at møde de af os, der kom før dem.

Denne bog skænkes fra min erindring til deres – og til din.

Hvor et kapitel indledes med kursiv, er der tale om et uddrag af min dagbog.

Clara Kramer

9

UDDRAG FRA BOGEN

Hr. og fru Beck var ikke alene vores beskyttere, de var også vores budbringere. De tog endda fra tid til anden til Mosty Wielkie for at se til Giza og Meyer for os og overbringe nyheder. Giza fortalte Beck, at hver gang der blev givet ordre om deportatio-ner, satte den tyske lejrkommandant Krupp sig op imod SS og nægtede at lade dem få så meget som én eneste af hans jøder. “Arbejdet var vigtigt for hæren. De var alle faglærte arbejdere. Produktionskvoterne tillod ham ikke at oplære nye folk,” og så videre og så videre. Jøderne i alle Galiciens landsbyer blev ud ryd-det, men jøderne i Mosty Wielkie var i sikkerhed. Senere fortalte Beck os, at i begyndelsen af februar var kommandanten blevet erstattet af en SS-officer. I løbet af ganske få dage havde han myr det femten hundrede jøder, heriblandt Giza og Meyer. Vi var utrøstelige. Giza, der elskede teatret og havde optrådt i hver ene ste amatørteaterforestilling i Żółkiew, og hvis latter kunne måle sig med Uchkas, hvis runde ansigt og mørke øjne var lige så varme som en kakkelovn og lige så sødmefulde som den mør-keste chokolade, var nu død. Det var svært at forestille sig vores verden uden hende. Som efter enhver anden forfærdelig tildra-gelse sagde Mama: “Skriv, Clara, skriv!” Der var ganske enkelt ikke andet, vi kunne gøre. Denne følelse af mangel og amputa-tion var nu blevet vores liv.

Et par dage senere kom Julias søster Maria over, og hun var helt hysterisk. Hun boede i Becks gamle hus uden for byen. Vi kunne høre hvert et ord, hun sagde, da hun gispende fremstam-mede sin historie med stemmen på panikkens rand. Nazisterne var kommet og havde banket på hendes dør, og de havde været på udkig efter familien Beck og de jøder, de skjulte. Gudskelov havde hun ikke været hjemme. Hun var kommet blot et par

6 7

82012_laeseprove.indd 7 13/01/10 10:31:33

1 0

c l a r a s k r i g

minutter senere og havde hørt det hele fra en nabo. Politiet var taget af sted igen uden at gennemsøge huset, da de fik at vide, at familien Beck ikke længere boede der. Maria havde skudt genvej og var løbet igennem skoven for at advare os. Jeg kendte skoven og markerne, som denne stakkels kvinde havde krydset i dyb sne op til knæene, gennemblødt og med iskolde fødder. De vidtstrakte marker ville have gjort hende til et let offer for enhver tysk eller ukrainsk politibetjent, som ved synet af denne kvinde, der kom løbende over markerne, utvivlsomt ville have standset og udspurgt hende. Men selv med genvejen burde nazisterne i deres biler være kommet først.

Så hørte vi det buldre og banke på døren og nazisterne, der skreg: “WIR SUCHEN JUDEN!” Julias søster smuttede ud ad bagdøren lige så hurtigt, hun kunne. Patrontasch slukkede lyset, og vi sad alle tavse i mørket, hver især alene med sin egen angst. Jeg holdt min søster i hånden. Vi var bange for at trække vejret. Enhver støj fra værelserne over os lød højere end sædvanligt. Jeg bad i stilhed for, at nazisterne, når de kom ned og fandt os, ville skyde os. Og jeg bad for Becks. Jeg vidste ikke, hvordan de optrådte over for nazisterne eller hvad de tænkte – om de måske forbandede os.

Jeg hørte Alas lette trin over gulvet, hoveddøren der blev åbnet, og så hendes stemme, der med al den frygtløse 18-åriges lethed spurgte: “Hvad kan vi hjælpe med?”

Jeg havde ingen idé om, hvordan nazisterne så ud. “Vi leder efter jøder. Vi ved, de er her.” Så lo Ala næsten fnisende. “Jøder? Her? Ved I ikke, hvem min far er? Han foragter jøder. Gå ind på et hvilket som helst værtshus i byen og spørg, hvordan Beck har det med jøder!”

Sveden dryppede fra min pande ned i øjnene. Politimandens stemme lød truende. “I har én chance for at overleve. Hvor er jøderne?” Ala lo, hun lo faktisk. “Okay, okay, jeg er jøde, kan I

1 1

u d d r a g f r a b o g e n

ikke se det? Bare tag mig med.” Det morede ikke politibetjenten, og han truede med at arrestere hende. Alas stemme blev anger-fuld. “Jeg er ked af det, men hele tanken er ganske enkelt absurd. Tror I, jeg ville stå og spøge, hvis der var jøder her?” Julia var skræmt, og hun havde mere grund til det, end nazisterne kunne forestille sig. Hun bad dem tilgive Ala, der blot var et pigebarn. Men Ala ville stadig ikke tie stille. “Åh, Mama, det er bare, fordi vi aldrig får nogen gæster, og jeg lavede bare lidt sjov med de her. Men hvordan kan de tro, at en loyal volksdeutsche familie ville gemme jøder?” Tyskeren sagde: “Det har vi ikke lov at udtale os om.” Og denne bemærkning syntes at gøre Ala vred.

“I har ingen idé om, hvordan det er for os. Polakkerne, ukrai-nerne, alle sladrer om alle. For tyve år siden købte en eller anden en so. Den viste sig at være gold, og nu – tyve år efter – bliver sælgeren beskyldt for at gemme jøder. Åh, Gud! Se lige, hvad klokken er. Jeg kommer for sent til mit arbejde på posthuset. Må jeg gå nu?”

Så hørte vi den anden politibetjent tale for første gang. Hans stemme lød ungdommelig og melodiøs, og jeg kunne høre, at han var fascineret af Ala. “Jeg undskylder ulejligheden ... vi tager straks af sted igen. Vi har andre rapporter at kontrollere.”

Ala fulgte straks op på dette. “Så er I måske på vej ind til byen? Kan jeg følges med jer?”

Efter lidt flere flirtende ord drog politibetjentene af sted sam-men med Ala, og vi hørte døren blive lukket.

Beck forlod huset kort efter Ala. Da han vendte tilbage, kom han straks ned i kælderen. Han sagde til os, at vi blev nødt til at flytte. Han havde ikke noget valg. Vi kunne se, hvordan det pinte og bedrøvede ham. Men han måtte tænke på sin familie. Papa sagde til ham, at under de omstændigheder var der ikke andet, Beck-familien kunne gøre. Beck tog af sted igen for at få Josek til at tage os med tilbage til ghettoen. Der var ikke noget

8 9

82012_laeseprove.indd 8 13/01/10 10:31:33

1 0

c l a r a s k r i g

minutter senere og havde hørt det hele fra en nabo. Politiet var taget af sted igen uden at gennemsøge huset, da de fik at vide, at familien Beck ikke længere boede der. Maria havde skudt genvej og var løbet igennem skoven for at advare os. Jeg kendte skoven og markerne, som denne stakkels kvinde havde krydset i dyb sne op til knæene, gennemblødt og med iskolde fødder. De vidtstrakte marker ville have gjort hende til et let offer for enhver tysk eller ukrainsk politibetjent, som ved synet af denne kvinde, der kom løbende over markerne, utvivlsomt ville have standset og udspurgt hende. Men selv med genvejen burde nazisterne i deres biler være kommet først.

Så hørte vi det buldre og banke på døren og nazisterne, der skreg: “WIR SUCHEN JUDEN!” Julias søster smuttede ud ad bagdøren lige så hurtigt, hun kunne. Patrontasch slukkede lyset, og vi sad alle tavse i mørket, hver især alene med sin egen angst. Jeg holdt min søster i hånden. Vi var bange for at trække vejret. Enhver støj fra værelserne over os lød højere end sædvanligt. Jeg bad i stilhed for, at nazisterne, når de kom ned og fandt os, ville skyde os. Og jeg bad for Becks. Jeg vidste ikke, hvordan de optrådte over for nazisterne eller hvad de tænkte – om de måske forbandede os.

Jeg hørte Alas lette trin over gulvet, hoveddøren der blev åbnet, og så hendes stemme, der med al den frygtløse 18-åriges lethed spurgte: “Hvad kan vi hjælpe med?”

Jeg havde ingen idé om, hvordan nazisterne så ud. “Vi leder efter jøder. Vi ved, de er her.” Så lo Ala næsten fnisende. “Jøder? Her? Ved I ikke, hvem min far er? Han foragter jøder. Gå ind på et hvilket som helst værtshus i byen og spørg, hvordan Beck har det med jøder!”

Sveden dryppede fra min pande ned i øjnene. Politimandens stemme lød truende. “I har én chance for at overleve. Hvor er jøderne?” Ala lo, hun lo faktisk. “Okay, okay, jeg er jøde, kan I

1 1

u d d r a g f r a b o g e n

ikke se det? Bare tag mig med.” Det morede ikke politibetjenten, og han truede med at arrestere hende. Alas stemme blev anger-fuld. “Jeg er ked af det, men hele tanken er ganske enkelt absurd. Tror I, jeg ville stå og spøge, hvis der var jøder her?” Julia var skræmt, og hun havde mere grund til det, end nazisterne kunne forestille sig. Hun bad dem tilgive Ala, der blot var et pigebarn. Men Ala ville stadig ikke tie stille. “Åh, Mama, det er bare, fordi vi aldrig får nogen gæster, og jeg lavede bare lidt sjov med de her. Men hvordan kan de tro, at en loyal volksdeutsche familie ville gemme jøder?” Tyskeren sagde: “Det har vi ikke lov at udtale os om.” Og denne bemærkning syntes at gøre Ala vred.

“I har ingen idé om, hvordan det er for os. Polakkerne, ukrai-nerne, alle sladrer om alle. For tyve år siden købte en eller anden en so. Den viste sig at være gold, og nu – tyve år efter – bliver sælgeren beskyldt for at gemme jøder. Åh, Gud! Se lige, hvad klokken er. Jeg kommer for sent til mit arbejde på posthuset. Må jeg gå nu?”

Så hørte vi den anden politibetjent tale for første gang. Hans stemme lød ungdommelig og melodiøs, og jeg kunne høre, at han var fascineret af Ala. “Jeg undskylder ulejligheden ... vi tager straks af sted igen. Vi har andre rapporter at kontrollere.”

Ala fulgte straks op på dette. “Så er I måske på vej ind til byen? Kan jeg følges med jer?”

Efter lidt flere flirtende ord drog politibetjentene af sted sam-men med Ala, og vi hørte døren blive lukket.

Beck forlod huset kort efter Ala. Da han vendte tilbage, kom han straks ned i kælderen. Han sagde til os, at vi blev nødt til at flytte. Han havde ikke noget valg. Vi kunne se, hvordan det pinte og bedrøvede ham. Men han måtte tænke på sin familie. Papa sagde til ham, at under de omstændigheder var der ikke andet, Beck-familien kunne gøre. Beck tog af sted igen for at få Josek til at tage os med tilbage til ghettoen. Der var ikke noget

8 9

82012_laeseprove.indd 9 13/01/10 10:31:33

1 2

c l a r a s k r i g

andet sted at tage hen. Ingen blev hysteriske eller græd. Vi vidste, at dette øjeblik ville komme før eller siden. Vi var tappede for energi og udmattede. Samtalen med Beck havde varet i mindre end et minut. Aldrig er en dødsdom blevet afsagt med så megen venlighed.

Næppe var vi begyndt at samle vores ejendele sammen, før Beck bankede på lemmen igen. Vi blev chokerede over i stedet for Josek at se Melmans halvbror, Gedalo Lauterpacht, ved siden af ham. Beck så på os alle med øjne, der brændte mere end sæd-vanligt. “Vi er alle i Guds hånd. I kan blive her, og Gedalo slutter sig til jer.” Jeg kunne ikke afgøre, om han var en galning eller en helgen, men vi ville leve en dag mere. Han tog sin vodkaflaske frem, og mændene drak.

10

82012_laeseprove.indd 10 13/01/10 10:31:34