Ber lin i k rig

Roger Moorhouse

Berlin i krigliv og død i hitlers hovedstad 1939-1945

På dansk ved Peter Dürrfeld

kristeligt Dagblads Forlag

Berlin i kriger oversat fra engelsk efter Berlin at War af Peter Dürrfeld

Copyright © roger Moorhouse 2010Dansk udgave © kristeligt Dagblads Forlag 2012

1. udgave, 1. oplagOmslag: Harvey Macaulay, imperiet, med foto © Akg-images

Bogen er sat med Bembo hos Christensen grafiskTrykt af Pozkal, Polen

iSBn 978 87 7467 090 2

enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

www.k.dk/forlag

TilAmelia

i håb om, at hunaldrig vil komme til at opleve

tider som disse

og til hendes oldeforældre

Paul & Hildegard Schmidtsom kom til det

13

prolog: »führerwetter«

PrOlOg: »FüHrerweTTer«

Vejrudsigten for torsdag den 20. april 1939 lød på sol fra en skyfri him-mel – »Führerwetter« (førervejr), som det hed i nazityskland. Over hele byen vågnede berlinere op i spændt forventning om det, der tegnede til at blive en af årets store dage. Adolf Hitler, Stortysklands rigskansler og fører, kunne fejre sin 50-års-fødselsdag, og den runde dag skulle fejres med et væld af begivenheder, parader og receptioner. Den 20. april var blevet erklæret offentlig fridag, et grandiost show var stablet på benene, og den gunstige vejrudsigt havde naturligvis forøget feststemningen.

Over hele hovedstaden forberedte tusinder af almindelige tyskere sig på en dag i det fri. Veteraner fra Første Verdenskrig pudsede deres medaljer og hæftede dem med stolthed på deres jakker. kvinder fandt det solide fodtøj frem, iførte sig frakker og pakkede madkurven: brød, boller og pålæg og andet at stille sulten med. Der var også nogle, der var så forudseende, at de medbragte klapstole. nogle mødte endda frem med et periskop for at sikre sig, at de kunne følge ordentligt med i alt det, der skulle ske. De yngste familiemedlemmer, der som regel var med i de forskellige organisationer under Hitlerjugend, iførte sig deres nystrøgede uniformer, pudsede spænderne på deres bælter og tjekkede deres samling af emblemer. Drengene gjorde sig umage med, at skilnin-gen sad rigtigt. Pigerne var omhyggelige med at binde deres nydelige fletninger. For dem alle må det have været en ualmindelig spændende morgen.

inden man begav sig ind mod byens centrum, gjorde de, der ville overvære festlighederne, klogt i at læse de officielle retningslinjer, som var blevet trykt i samtlige aviser. Det blev henstillet til folk, at de un-der paraderne ikke kom for tæt på de rullende køretøjer, ligesom man skulle holde sig på god afstand af hestene. De anvisninger, politiet og partifolkene kom med, blev det indskærpet, skulle øjeblikkeligt og uden

14

berlin i kr ig

nogen modsigelse efterkommes. Og under selve paraden var det strengt forbudt at fotografere.1

De officielle forberedelser til den store dag var ikke mindre grundige. Hele byens centrum blev fra klokken 7.00 lukket for al trafik. Tiergarten Bahnhof, den store jernbanestation, der lå tæt på paradepladsen, blev også afspærret. Folk fra omegnen, der drog ind til det centrale Berlin for at opleve festlighederne, fik at vide, at de skulle stå af bussen eller toget så tæt på området som muligt og derfra fortsætte til fods. endelig var luftrummet over det centrale Berlin som følge af en planlagt forma-tionsflyvning lukket hele dagen.2

De mange deltagere og besøgende nødvendiggjorde et kolossalt antal overnatninger i hovedstaden. Størstedelen af de omkring 50.000 militærfolk , der var direkte involveret i paraden, blev installeret i barakker i lichterfelde og Potsdam eller på forskellige andre militærforlægninger, der omkransede Berlin. ViP’erne og andre særlige gæster blev indkvarteret på to af Berlins bedste hoteller, Adlon og kaiserhof, hvor de endda fik tildelt en SS-vagt.3 De mange tusinde mindre prominente gæster, som var kommet strøm-mende fra hele das Reich og udlandet, fandt indkvartering – hvis de var heldige – i Berlins mere beskedne hoteller og pensionater. For de fattigste var der mulighed for at slå et telt op i en af byens mange parker.

Hitler selv havde ikke noget at klage over den morgen. Han var stået usædvanlig tidligt op. Som hans kammertjener Heinz linge senere kunne berette: »Føreren iførte sig sin brune partiuniform ... [og] spændte det gyldne bælte, der var tegn på hans værdighed som tysk general og øverstkommanderende for Værnemagten. Han blev stående foran spejlet i sit soveværelse i lang tid, idet han stolt som en påfugl rettede sine øjne mod sit eget spejlbillede og gang på gang trak ned i sin jakke.«4 Hans stab, der stod og ventede i marmorsalene i rigskancelliet, var også iført deres stiveste puds. »Ved alle døre stod der tjenere,« fortsatte linge:

... iført strålende uniformer med sølvsnore og medaljer på brystet ... ad-

judanterne og forbindelsesofficererne stod på rad og række sammen med

Hitlers livvagt og piloterne fra hans privatfly. Desuden var der soldater

fra Leibstandarte i deres sorte SS-uniformer; deres nye bælter var kopieret

fra kejser wilhelms vagter. Officererne fra Leibstandarte var i lighed med

dem fra Værnemagten iført gallauniformer med bælter og sølvsnore.5

15

prolog: »führerwetter«

klokken 8.00 spillede et musikkorps fra SS-leibstandarte et par numre i haven til rigskancelliet: Deutschland, Deutschland, über Alles samt Horst wessel-sangen. Hitler, der stod i den elegante klassiske søjlegang, lyt-tede intenst, inden han takkede musikerne og atter gik indenfor. Derpå gennemgik han hastigt den enorme samling gaver, der var anbragt på de lange konferenceborde. Fra sin inderkreds havde han ved midnatstid den foregående aften modtaget et udvalg af gaver, men de fleste var kommet på bordet denne morgen. Som hans sekretær Christa Schröder samme uge skrev til en ven:

... antallet og værdierne af gaverne er i år svimlende. Malerier (Defregger,

waldmüller, lenbach, ja, endda en storslået Tizian), desuden vidunderlige

figurer i Meissner-porcelæn, smukke sølvopsatser, luksuriøse bøger, vaser,

tegninger, tæpper ... modeller af fly og skibe og en del andre militæref-

fekter, som beredte ham den største glæde.6

Bortset fra alle disse skatte fra politiske kolleger og beundrere modtog Hitler talløse mere beskedne gaver fra ganske almindelige tyskere: pu-der og tæpper med broderede hagekors, kunsthåndværk, enorme kager, æsker med slik og lokale delikatesser. »Hvor mange tanker fra fanatiske, næsegrus beundrende kvinder,« funderede Schröder, »er der dog ikke vævet ind i disse håndarbejder!«7

en times tid senere forlod Hitler efter et kortvarigt morgenmåltid kancelliet for at overvære en parade på wilhelmstrasse, hvor Leibstand­arte, SS­Totenkopf og en bataljon fra Schutzpolizei marcherede forbi i stram honnørmarch, akkompagneret af fanfarer fra et militærorkester. gaderne – smykket med mængder af hagekorsflag og myldrende med Hitler-tilhængere – gav en imponerende forsmag på det, der skulle følge.

Den næste time forløb med at modtage lykønskninger fra hæders-gæster, delegationer og repræsentanter fra andre magter. Den første i rækken var et paveligt sendebud, der overbragte de bedste lykønsknin-ger fra den nye pave, Pius Xii. Han blev efterfulgt af præsidenten for Böhmen og Mähren, emil Hácha, og Slovakiets præsident, Jozef Tiso. Herefter modtog Hitler kongratulationer fra regeringen, en delegation fra Værnemagtens ledelse samt Berlins borgmester, Dr. Julius lippert.

16

berlin i kr ig

Der blev også afleveret telegrammer, heriblandt fra den engelske konge, george Vi, og Henry Ford. endelig blev Hitler klokken 10.20 formelt udnævnt til æresborger i Danzig – det varetog byens gauleiter, Albert Forster.

lige inden klokken 11.00 steg Hitler igen op i sin Mercedes Tourer for at blive kørt ud til paradetribunen, som var opført på den boulevard, der var en del af byens såkaldte Øst-vest-akse. Under hele den korte tur, hvor han passerede de utallige tropper, der var blevet trommet sammen til paraden, stod han uanfægtet ret op og ned i bilen med højre arm strakt i vejret.

Flertallet af de berlinere, der nu flokkedes langs hele paraderuten, havde sandsynligvis haft en mindre hektisk morgen. De har måske hørt radio eller benyttet fridagen til at nyde morgenmaden i ro og mag. De, der havde besluttet sig for at tage ind til byen, har sikkert diskuteret, hvor det var bedst at tage opstilling, mens de, der havde tænkt sig at blive hjemme, kunne sidde mageligt i deres lænestole og lytte til reportagerne. Der var udstationeret en hær af radioreportere, som kommenterede begivenhedernes gang, afbrudt af iørefaldende musik. lyttere med et trænet øre kunne konstatere, at man anvendte den sædvanlige musikal-ske koreografi: Således blev den kække Badenweiler Marsch brugt til at signalere, at Føreren var ved at dukke op.

ekstraudgaver af de store ugeblade bugnede med billedserier om Hit-lers liv og bedrifter. Også aviserne kom med særlige tillæg i anledning af fødselsdagen. Alle bragte de teksten til den hyldesttale, som Joseph goebbels den foregående aften havde holdt, og hvor det manende havde lydt: »... ingen tysker hjemme eller noget andet sted i verden kan und-lade at føle den dybeste og mest hjertelige glæde. Det er en festdag for nationen, og som en sådan vil vi fejre den.«8

De fleste aviser bragte desuden et stort udvalg af lykønskningsbreve og digte, som deres læsere havde begået. SS-avisen Das schwarze Korps citerede læsere, der ville give udtryk for deres »evige stolthed« over »mi-raklet Hitler«, eller som lovpriste Berlin som »begivenhedernes epicenter i denne grandiose epoke«.9 en anden avis fulgte trop ved at trykke de tvivlsomme poetiske grublerier af en firsårig læser, som – hed det – var »henrykt over at have oplevet en epoke som denne«.10 goebbels’ egen avis

17

prolog: »führerwetter«

Der Angriff præsenterede et sødladent bidrag med lykønskninger fra tre »ukendte berlinere« – en politibetjent, en husmor og en SA-mand.11

* * *

For dem, der denne formiddag vovede sig ind til byen, ventede der et sandt show. Alle tyskere var blevet pålagt at flage med hagekorsflaget på så vigtig en dag, og det var et påbud, de færreste turde modsætte sig. ikke desto mindre var der mange berlinere, der ikke lod sig nøje med blot at parere ordre. i forstæderne var utallige balkoner smykket med flag, fotografier og kunstfærdige guirlander. Centrum var overdådigt udsmykket. i forretningskvartererne havde næsten hver eneste butik og kontorbygning fotografier eller buster af Hitler, omkranset af blomster og anden udsmykning. Alle ministerier og statsejede virksomheder kap-pedes naturligvis om at demonstrere deres hengivenhed. nazipartiets kontorer havde sat alle sejl til og smykket facaderne med portrætter og indrammede slogans. Byens hovedgader, især i regeringsområdet, var på det nærmeste uigenkendelige. Således var wilhelmstrasse, hvor rigskancelliet lå, forvandlet til et hav af hagekorsflag, mens Unter den linden og Friedrichstrasse begge bugnede af bannere, flag og vajende guirlander. et forlagshus havde forsøgt at overtrumfe sine rivaler ved at vise et otte meter højt portræt af Hitler, garneret med projektører og flag samt et banner med ordene: »Vores loyalitet. Vores tak.«

Centrum for al denne festivitas var Øst-vest-aksen: en nyanlagt bou-levard, der strakte sig syv kilometer vest for Brandenburger Tor. ifølge et øjenvidne var der på begge sider af kørebanen opført »strålende hvide miniaturetempler af træ ... smykket med sværme af purpurrøde, hvide og sorte hagekorsflag ... på andre iøjnefaldende steder var der rejst master i massevis, hvorfra der vajede valgsprog fra alle områder i Stortyskland«.12 Den amerikanske korrespondent william Shirer kunne ikke undgå at blive imponeret over sceneriet: »Jeg har aldrig i mit liv set så mange flag, standarter, forgyldte ørne og master med projektører,« skrev han, »ej heller så mange strålende uniformer, soldater og skydevåben. ej heller så mange fødselsdagsgæster.«13

Shirers begejstring var forståelig. Med 50.000 mand udkommanderet til paraden og hele to millioner tilskuere på plads var det den største

18

berlin i kr ig

ceremonielle begivenhed, nazisterne nogensinde havde arrangeret. De heldigste – eller dem med de bedste forbindelser – havde sikret sig en plads på en af de store tribuner ved siden af Hitlers ærespodium. På begge sider af Øst-vest-aksen, tæt på Technische Hochschule, havde man opført en stor tribune. Den på sydsiden af boulevarden var åben for offentligheden. Den anden, på nordsiden, indeholdt en ViP-sektion til brug for Hitlers særlige gæster og udvalgte repræsentanter for militæret og partiet. Hver tribune kunne rumme omkring 5.000 tilskuere og var flankeret af enorme søjler, der øverst var prydet med en forgyldt ørn med et hagekors mellem sine kløer. De, for hvem det var lykkedes at sikre sig et sæde, havde al mulig grund til at være tilfredse, for fra deres pladser kunne de følge eftermiddagens forløb på en nogenlunde bekvem måde.

en tilskuer, som havde gjort det særlig godt, var en ung løjtnant fra Værnemagten, Alexander Stahlberg. Som han afslører i sine erindringer, var en enkel list alt, hvad der var nødvendigt for at sikre sig en plads på en af tribunerne:

Jeg havde hørt, at der blev uddelt i tusindvis af billetter udelukkende til

partifolk og prominente personer. Altså iførte jeg mig (uden tilladelse) min

nye skræddersyede uniform og medbragte også den kårde fra Pasewalk

kürasserie, som min far havde givet mig, da jeg blev udnævnt til løjtnant,

inden jeg gik hen til tribunen. Der fulgte jeg ganske enkelt skiltene til de

forskellige grupper. CD – Corps Diplomatique – forekom mig at rumme

den bedste chance, og et øjeblik senere befandt jeg mig midt i al den pomp

og pragt, der omgav de udenlandske militærattacheer.14

De fleste tilskuere var imidlertid ikke så heldige. De flokkedes langs ruten som sild i en tønde. Der var naturligvis en masse puffen og masen, efterhånden som flere og flere berlinere mødte frem og blev holdt tilbage af smilende SS- og SA-mænd, der arm i arm dannede kæde. en del børn beklagede sig over, at de var trætte, og blev ved at spørge, om Føreren da ikke snart kom. Andre fik kæmpet sig frem i forreste række, hvorfra de kunne følge begivenhederne gennem benene på de vidt skrævende politifolk. efterhånden som spændingen steg, var der tilskuere, der be-svimede og måtte kaldes til live af røde kors-sygeplejersker. enkelte

19

prolog: »führerwetter«

trodsede advarslerne og truslerne fra politiet og klatrede modigt ud på vindueskarme eller op i de endnu nøgne træer i Tiergarten for at få en bedre udsigt. Men til trods for spændingen og alle strabadser var folk generelt i højt humør. william Shirer beskrev det som »den rene fest-stemning ... Førerens fødselsdag var en nationaldag, og alle byens unge mennesker var fremme i første række ... mens de ældre, sædvanligvis hele familien – far, mor, onkel og tante – grupperede sig bagved«.15

Mængden var et mikrokosmos af hele nazityskland. Sammen med berlinerne var der folk fra hvert eneste område eller Gau i hele riget. Forskellige dialekter og jargoner steg op fra menneskehavet. Folk fra rhinlandet stod skulder ved skulder med saksere, bayrere blandede sig med frisere og sudetertyskere med østprøjsere. enhver tænkelig uniform var at skue, lige fra de mørkebrune overalls, som kendetegnede folk fra Reichsarbeitsdienst, til drenge fra Hitlerjugend i deres korte bukser og Værnemagtens smarte feltgrå paradeuniformer. i timerne inden det gik løs, blev mængden underholdt af den militærmusik, der strømmede ud gennem systemet af højttalere. Folk har givetvis udvekslet historier og måske underholdt hinanden med, hvor mange gange de hver især havde set Føreren i kød og blod – eller måske har de forsigtigt givet udtryk for deres bekymring over den prekære politiske situation. Men overordnet set har de vel bare været glade for at være til stede ved en så mindeværdig lejlighed og nydt fridagen. Men da så Hitler endelig dukkede op og blev ledt hen til sin plads på tribunen, hvorfra han skulle overvære paraden, blev mængden med ét bragt til tavshed, inden den brød ud i et kor af bravo- og hurraråb.

Selvfølgelig var der også folk til stede, der ikke støttede nazisterne og blot var mødt frem i Tiergarten for at overvære, hvad de med rette anså for at være en historisk begivenhed. en kvindelig berliner mindes, hvordan hun og hendes partner, da begejstringen brød løs, søgte ned i en sidegade for at undgå at blive beskyldt for at være fjender af folket. »Bag os,« skrev hun:

heiler mængden på livet løs. »Sieg Heil! Sieg Heil!« kan vi høre dem råbe.

De, som ikke strækker armen i vejret, bliver arresteret. Alligevel kan vi

ved at se os omkring få øje på en snes mennesker, der ligesom vi har valgt

at fortrække fra mængden og søge tilflugt i sidegaden. »guten Tag,« siger

20

berlin i kr ig

vi i forbifarten til hinanden. »guten Tag,« svarer de elskværdigt. en af

dem løfter endda smilende på hatten.16

enkelte var dog ikke så forkuede og turde give udtryk for protest. »På en køkkenstige midt i vrimlen sidder en arbejder,« fortæller et øjenvidne, »mager, ubarberet, iført en blå kedeldragt. Han ser tankefuldt på de rul-lende køretøjer. ‘Se nu der,’ hører vi ham brumme, ‘ærligt talt, det er noget værre bras.’ Folk ser skrækslagne på ham. Men da ingen protesterer, drister de sig til et bifaldende smil.«17

Flertallet af tilskuerne ville dog næppe have hæftet sig ved en sådan ensom protest. De fleste har utvivlsomt været helt opslugt af øjeblikket, de har nydt at se »der Führer« på nært hold og svælget i begejstringen fra menneskemasserne. Den kult, der omgav Hitler, var i 1939 helt på plads. Hele det store nazi-skuespil var minutiøst iscenesat, så man uhyre bevidst og velovervejet kunne fremkalde følelser af noget mirakuløst og storslået i menneskemasserne. Mange af de tilstedeværende den aprildag i Berlin må have haft euforiske følelser i slægt med en religiøs oplevelse.

efter den indledende begejstring over Hitlers ankomst og den rullende bilkortege på Øst-vest-aksen opstod der et øjebliks stilhed, da Føreren nåede frem til ærestribunen. Alexander Stahlberg mindes: »Så kom det store øjeblik, hvor fødselsdagsbarnet kom kørende, oprejst i sin store syvliters Mercedes. Det fine selskab, som jeg med stort held havde sneget mig ind i, rejste sig, som det sømmer sig ved et statsoverhoveds ankomst, og hilste i tavshed.«18 Dér, med den tunge wilhelminske bygning Techni-sche Schule som baggrund, steg Hitler ud af sin Mercedes og gik de få trin op til et centralt podium, hvor man havde sat en plysrød og forgyldt lænestol frem til ham. Over ham hang hans personlige standart stift ned, og bag tribunen var en kolossal forgyldt ørn flankeret af seks store ban-nere med hagekors. Han hilste på sine gæster. Til venstre for ham sad repræsentanter for hans seneste territoriale erhvervelse – »Protektoren« for Böhmen-Mähren, konstantin von neurath, og provinsens uanselige præsident, emil Hácha, der så ganske hjælpeløs ud i sit nydelige mørke jakkesæt og med sin høje hat. På Hitlers højre side sad præsidenten og udenrigsministeren for den nye uafhængige slovakiske republik sammen med den tyske udenrigsminister, Joachim von ribbentrop. Bag ham havde man anbragt de medaljebehængte øverstkommanderende for Tysklands

21

prolog: »führerwetter«

væbnede styrker: Hermann göring fra luftwaffe, admiral raeder fra flåden, og generalerne Brauchitsch og keitel fra Værnemagten. i en stor ViP-sektion bag dem sad andre højtstående militærfolk i en masse af grå uniformer, dog varieret med de sorte farver fra flådens folk og deres hvide kasketter tindrende i solskinnet. På begge sider af militærets spidser var andre sektioner indrettet til særlige gæster, heriblandt repræsentanter fra fremmede magter – militærattacheer, ambassadører og konsuler – samt en række mindre prominente parti- og statsfunktionærer, ledsaget af deres pyntede koner. For de mange tusinde almindelige tilskuere på tribunerne må det have været et højst imponerende syn.

efter en kort pause begyndte ceremonien med en opvisning af det tyske luftvåben. Berlinerne strakte hals for at se op mod himlen, mens eskadriller af Heinkel- og Messerschmitt-kampfly susede forbi i tæt formation. Hitler nød synet, nikkede tilfreds til sig selv og vekslede et par ord med göring.

efter dette forspil i luften kunne den egentlige parade begynde. Først blev omkring 300 standarter fra alle de deltagende regimenter ført frem, mens bærerne marcherede i takt til musik fra Leibstandartes militæror-kester. Dette blev efterfulgt af en længere procession af infanteri- og marinetropper, der i nøje indstuderet strækmarch passerede tribunen. Da faldskærmstropperne dukkede op, marcherende i tæt formation i deres karakteristiske camouflagedragter, gik der et sus gennem mængden: Det var første gang, at dette nye elitekorps deltog i en offentlig parade.

Derpå fulgte de motoriserede enheder, først pansergrenadererne, anbragt på Opel-lastbiler, der rullede forbi podiet i rækker på fire. De blev efterfulgt af enheder med motorcykler med sidevogne, tre mand i hvert køretøj, nøje arrangeret efter deres nummerplader. Herefter kom armerede vogne, fulgt af rekognosceringskøretøjer og biler med lyskastere og projektører. Man kunne beundre alt det nyeste maskineri. Panser-styrkerne fulgte efter; nogle skramlede af sted og syntes at pløje den nye gadebelægning op, andre var monteret på ladvogne, mens mandskabet, der strålede i deres sorte uniformer og baretter, sad og balancerede på de ledsagende lastbiler. en ung tilskuer var særlig entusiastisk. Han slugte alle disse soldater og deres maskiner med øjnene, han beundrede den præcision, de skred frem med, og den fantastiske disciplin, der blev udvist, mens de marcherede eller kørte forbi tribunen. »Det var en fest

22

berlin i kr ig

for øjnene,« mindedes han senere, »og bifaldet syntes ingen ende at ville tage.«19

Til sidst rullede alle tænkelige former for artilleri forbi. Alle typer var at skue, fra den mindste hestetrukne haubitser til en 88-mm antiluftskyts-kanon og den vældige k-3-kanon, trukket af et lige så imponerende 18-ton FAMO-halvbæltekøretøj. endelig kom den storslåede finale, hvor farverne fra de medvirkende regimenter strålede om kap, da tropperne vendte tilbage til hovedtribunen for at give en sidste salut til Føreren. Da en kommandør, siddende på en nervøst trippende grå hest, brølede sin ordre ud, blev alle faner og bannere sænket i en højtidelig hilsen.

Fra den første lyd fra signalhornet til det sidste hurra havde paraden varet næsten fem timer. Hvis man havde opstillet alle tropper og køretøjer på én lang linje, ville den havde været mere end hundrede kilometer lang.20 Det havde været den største militærparade nogensinde i fredstid. gen-nem hele forløbet havde Hitler reageret på de defilerende regimenter og divisioner på sin karakteristiske måde – med venstre hånd hvilende på bæltet ved sin talje, mens højre arm var strakt ud til hilsen. kun ved få lejligheder – når et kort ophold i begivenhederne tillod det – satte han sig ned for at veksle et par ord med de nærmest siddende. Men for det meste stod han ret op og ned og iagttog sin kolossale militærmaskine rulle forbi. Hitler havde for vane at prale med sin evne til at kunne stå op og heile i længere tid end nogen af sine nazikammerater21, og denne dag fik man bevis for hans påstand. Christa Schröder var en af dem, der undrede sig over hans udholdenhed. »Det forundrer mig ganske enkelt, hvor han henter den styrke fra,« skrev hun. »At stå i timevis på den måde med armen strakt i vejret er pokkers udmattende. Bare at overvære det syn gjorde os andre dødtrætte.«22

Folkemassernes reaktioner på dette krigsshow var imidlertid alt andet end præget af træthed. De, der var modstandere af nazisterne eller blev foruroliget over en så massiv demonstration af militær magt, havde stort set holdt sig hjemme, så det store flertal af de tilstedeværende har helt sikkert ikke følt andet end en brusende stolthed over dette meget synlige tegn på genoprettelsen af Tyskland og – som de så det – tysk ære. De var simpelthen begejstrede, forbløffede og nu og da fornøjede. Da kavaleriets eskadroner viste sig på scenen, vakte det således vild jubel, og ikke mindst

23

prolog: »führerwetter«

hestene med deres nu og da skræmte blik kastede glans og et vist skær af uforudsigelighed over forløbet. i andre tilfælde fremkaldte det blotte omfang og kompleksiteten og alt det nye i det militære isenkram, der blev vist frem, jubelråb. en journalist berettede, at man til stadighed kunne høre udbrud som »neiiij!«, »Jaaaamen!«, »nu har jeg aldrig ...!«23

naturligvis blev hele begivenheden godt og grundigt udnyttet i pro-pagandaøjemed. Statsapparatets fotografer stod opstillet langs hele ruten og indfangede hver eneste del af showet. Mange billeder ville senere være at se i de mindealbums, som blev et must for ethvert tysk hjem. Desuden havde goebbels udpeget tolv filmfotografer til at forevige paraden. Deres opgave var klar. »De skulle skride ud over nuet,« hed det, og:

skabe et historisk dokument til fremtiden, indfange denne store dag i

billeder, som alle skulle se. Denne parade bør blive et mønstereksempel

på filmreportage. Det er ikke blot at spørgsmål om den ydre form – hele

ånden i denne højtidsstund må også indfanges, hele atmosfæren af disciplin

og koncentreret magt. enhver fase i forløbet skal indfanges i det øjeblik,

den udspiller sig.24

De skulle ikke skuffe goebbels’ forventninger. Der blev skudt mere end otte kilometer filmruller,25 som – ledsaget af passende militærmusik – kunne bruges i de næste dages filmjournaler og ugerevyer.

Da paraden var overstået, og Hitler var vendt tilbage til rigskancelliet for at modtage udenlandske delegationer ved en privat reception, begyndte folkemængden, der havde fyldt tribunerne og stået langs Øst-vest-aksen, så småt at spredes. en del skulle videre til anden festivitas rundt omkring i byen. Mange børnefamilier må have følt sig magnetisk tiltrukket af de kampvogne, der nu stod opstillet langs de store boulevarder, og hvis mandskab beredvilligt lod små og store drenge klatre op og få et kik in-deni. Men de fleste vendte bare hjem, hvis de da ikke tog en forfriskning i en af de overfyldte barer og restauranter i centrum. efterhånden som byens værtshuse blev fyldt til bristepunktet, søgte svirebrødrene ud på gaderne, hvor de sang og dansede hele natten, dog under opsyn af skarer af joviale SS- og politifolk, der forsøgte at holde de vigtigste færdselsårer åbne. For mange sluttede festen først, da den næste dag gryede.

24

berlin i kr ig

* * *

Humøret var højt blandt svirebrødrene. Tysklands militære og politiske magt var den eftermiddag blevet demonstreret for fuld udblæsning, og det var noget ganske andet end ydmygelserne ved Versailles-freden, de barske år under depressionen og det politiske kaos i 1920’erne. Hitler, lod det til, havde leveret, hvad han havde lovet, han havde genoprettet Tysklands prestige og selvtillid. Den eftermiddag må berlinerne have syntes, at deres Fører havde levet op til den forudsigelse, han havde udtrykt i Mein Kampf: »Det skal være en større ære at være borger i das Reich, selv som gadefejer, end at være konge i en fremmed stat.«26 Selv william Shirer, der ellers ikke ligefrem var tilhænger eller beundrer af nazisterne, må have kunnet skrive under på dette udsagn. Den eftermid-dag, berettede han, »kan man fornemme på folk i gaderne, at de har det godt med, hvordan tingene har formet sig, de føler i hvert fald stolthed. De mener, at det er gået frem, at de har rykket sig som nation«.27

en sådan optimisme var ikke malplaceret. i foråret 1939 var Hitlers Tyskland på højden af sin magt. i de foregående få uger var tyske tropper marcheret ind i Prag og havde besat det, der var tilbage af Tjekkoslova-kiet, ligesom de havde indlemmet det omdiskuterede Memel-område fra litauen. naturligvis havde disse begivenheder medført en ret anspændt tone i de internationale relationer, men det store flertal af tyskere nærede en brændende tro på, at Hitler ønskede fred, og at han ville være i stand til at forhandle sig ud af den slags spændinger.

Stortyskland var altså en realitet, og, hvad der var afgørende for den tyske offentlighed, der herskede fred. Tyskland strakte sig nu over store områder på det europæiske kontinent, fra nordsøen til Donau-bækkenet og fra den østlige del af Østersøen til rhinen. Det var dermed den stør-ste og folkerigeste stat i europa. Og på den anden side af sine grænser udøvede Tyskland enorm indflydelse. Det var lykkedes at komme over de værste følger af depressionen. landets økonomi blomstrede – man havde allerede opnået fuld beskæftigelse, ligesom man havde trukket store dele af Mellemeuropa ind i sin »indflydelsessfære«. Den tyske politiske model udøvede en stigende tiltrækning på de nationer, der tilsyneladende var hæmmet af demokrati og kæmpede med politisk ekstremisme og uro. Selv den åbenlyse fremvisning af militær magt synes ikke at have virket

25

prolog: »führerwetter«

dæmpende på begejstringen. Som en kommentator den dag bemærkede, forholdt det sig ikke således, at folkemasserne ved paraden »syntes at tænke ret meget på krig, selv om de havde stået og betragtet de mænd og maskiner, der skulle udkæmpe den, hvis den skulle komme«.28 Må-ske var det ikke så mærkeligt, at mange berlinere så på fremtiden med tøjlesløs optimisme.

26

berlin i kr ig

1

TrOen På FØreren

Den 1. september 1939 var en dag, der begyndte som enhver anden. en lys sensommermorgen var gryet, mange steder lå duggen tindrende på jorden, og en sval brise stod ind fra Østersøen. Folk, der skulle tidligt op, trak gardinerne fra og gjorde sig klar til dagens udfordringer. Det var en fredag, og de fleste skulle i skole eller på arbejde. Man skulle gøre sit morgentoilette. Man skulle finde passende tøj frem og tage det på. Også børnene skulle skynde sig og følge de sædvanlige rutiner. Morgenmaden skulle heller ikke glemmes. Der ville blive sat vand over til kaffe. Man ville skære rugbrød i skiver og finde pålæg og ost frem.

De, der læste avisen over morgenmaden, fik ikke noget at vide om de afgørende begivenheder, der netop da udspillede sig nogle hundrede kilometer mod øst. Selvom de store aviser senere på dagen ville udkomme med ekstraudgaver, der under høje råb ville blive falbudt i hjertet af hovedstaden, rummede de almindelige udgaver ingen oplysninger om hændelserne den morgen. enkelte artikler pegede på, at den aktuelle krise med Polen var ved at gå op i en spids, og man anførte alle de krænkelser, Polen havde begået gennem de seneste måneder, ligesom man bragte enkeltheder om et angreb med håndgranater, som var blevet rettet mod etniske tyskere i landet.1 nogle af disse nyheder var ret besynderlige, måske overophedede spekulationer eller den rene fantasi, lanceret af en medarbejder i Propagandaministeriet. en avis mente at vide, at den polske hær var på vej mod litauen og letland2, mens en anden kunne rapportere, at et polsk krav var rettet mod selve Berlin.3

De fleste avisartikler gav dog et billede af en by, hvor livet stort set fortsatte som normalt. Man kunne læse, at motorvejsforbindelsen til Dresden var ved at være færdig, og fra Berlins zoo kunne man fortælle, at børn den kommende weekend kunne komme ind til halv pris. Føljetoner kappedes om pladsen med rubrikannoncer og stof fra finansmarkedet.

27

troen på føreren

Underholdningsstoffet havde en fremtrædende plads. Premieren på filmen Die barmherzige Lüge (Den barmhjertige løgn) – en ejendommelig historie om et trekantsdrama under en tysk ekspedition til Mongoliet – skulle den aften finde sted i UFA-biografen på kurfürstendamm. Tysklands måske populæreste filmstjerne, Olga Tschechowa, skulle på künstlertheater optræde i en nyiscenesættelse af komedien Aimée. wagners opera Mester­sangerne fra Nürnberg blev spillet på Volksoper. Og hvad sporten angik, kunne man fortælle, at en tysk racerkører i en Mercedes havde præsteret den hurtigste omgangstid i en prøvekørsel til Beograd grand Prix.4

Men på et tidspunkt må det være gået op for folk, at det her ikke var nogen almindelig dag. nogle kan have hørt en nabo ymte et eller andet om krig og Polen, andre har måske blot opfattet et råb i en trappeopgang. De, der boede inde i centrum, har måske hørt ophidsede stemmer nede fra gaden. Opsat på at få klar besked har de så tændt for radioen. De samme bekendtgørelser blev sendt fra alle stationer – en officiel erklæring med en masse fraser i stil med »krænkelse af vores grænse«, »til forsvar for den tyske ære«, »pligt til det yderste« eller »hårdt skal sættes mod hårdt«.5 Berlineren günter grossmann var seksten år dengang. Hans beskrivelse af at lytte til radionyhederne den morgen var typisk:

kl. 7.00. Jeg vågner og tænder for vores »Volksempfänger« for at høre

morgenkoncerten. Men i stedet hører jeg vores rigskansler Adolf Hitlers

stemme. en bekendtgørelse om, at tyske tropper klokken 4.00 i morges

har krydset grænsen til Polen, og at vi rykker frem ... Hermed bliver vores

værste frygt gjort til virkelighed: Der er krig! ... Jeg vækker mine forældre

og fortæller dem, hvad jeg lige har hørt. De er bestyrtede.6

Det skulle blive begyndelsen på en dag, få berlinere nogensinde ville glemme. Heinz knobloch7 husker ganske tydeligt, hvordan han hørte nyheden. Da han den morgen kom i skole, fik han at vide, at der ikke ville blive nogen undervisning, og at han godt kunne tage hjem. »Fanta-stisk!« tænkte han, men hverken han eller hans klassekammerater spurgte hvorfor. Da han kom hjem, var han ikke blevet klogere og glædede sig bare over at kunne nyde en uventet fridag, da en af familiens venner råbte noget til ham fra etagen nedenunder: »Du skulle ta’ og tænde for radioen,« fik han at vide. »Føreren holder tale.«8

28

berlin i kr ig

* * *

netop i det øjeblik holdt Hitler en af de vigtigste taler i sit liv. Han var dårligt forberedt. Han havde ikke sovet godt og så træt og anspændt ud, selv om han havde fået en stiumlerende indsprøjtning af sin livlæge.9 De forgangne ugers stress havde slidt på ham, og som sædvanligt havde han været længe oppe den foregående aften og dikteret teksten til sin tale til sine sekretærer. Hans sædvanlige skavanker plagede ham desuden den morgen: mavepine, hovedpine, søvnløshed. Hans dårlige ånde havde været så styg, husker en af hans medarbejdere, at de tilstedeværende havde måttet tage sig i at træde et par skridt baglæns i væmmelse.10

kort før klokken 10 den formiddag var Hitler trådt ind i sin Merce-des limousine og var blevet kørt det korte stykke fra rigskancelliet til krolloperaen, hvor rigsdagen var blevet indkaldt til et særligt møde. Fra rigskancelliet har Hitlers kortege fulgt ruten nordpå ad wilhelmstrasse, inden man drejede mod vest og kørte videre ad Unter den linden i retning mod Brandenburger Tor. Hitlers humør er næppe blevet bedre af det syn, der mødte ham på vejen. Fra ottetiden om morgenen var enheder fra SS og SA blevet mobiliseret for at holde de folkemasser tilbage, som man regnede med ville flankere ruten, efter at nyheden var sluppet ud. Men der var bare ingen folkemængde. næsten alle de, der var til stede, har fortalt om den ejendommelige tomhed, der prægede Berlins indre by den morgen. Svenskeren Birger Dahlerus husker, at »gaderne virkede ret forladte, og så langt vi kunne se ... stod folk med få undtagelser og måbede i tavshed, mens Hitler kørte forbi«.11 Selv Albert Speer måtte medgive, at området omkring rigskancelliet, som normalt nærmest var belejret af mennesker, når Hitler var der, var »påfaldende stille«.12

efter at være kommet gennem Brandenburger Tor må Hitlers bil være drejet nordpå og gledet rundt om rigsdagsbygningen – der stort set lå øde hen efter at være brændt ned til grunden under den berygtede brand i 1933 – inden den nåede frem til de veltrimmede plæner og parkområdet omkring königsplatz. Mod syd gik Siegesallee med alle sine træer over i Tiergarten, flankeret af hvide marmorstatuer af prøjsiske konger. Foran Hitler rejste kroll-operaen sig nu.

Bygningen var blevet opført i 1844 for at give berlinerne et samlings-sted til kulturelle og festlige begivenheder. kroll var et meget impone-

29

troen på føreren

rende palads, lidt i stil med et elegant romersk palazzo. engang havde den rummet tre store sale, yderligere fjorten værelser og en stor veranda, ligesom den havde været hjemsted for et orkester på 60 musikere. i sin glansperiode, hed det sig, kunne den rumme hele 5.000 mennesker.13 kroll havde indlagt sig størst ry ved i slutningen af 1920’ere at producere krævende moderne værker af komponister som Hindemith, Stravinskij og Schönberg, men i 1931 var den blevet lukket af konservative kræfter, som så på den modernistiske linje med afsky. Derefter havde bygningen stået tom i to år, indtil 1933, hvor Hitler havde brug for en erstatning for den nedbrændte rigsdagsbygning. efter at man havde foretaget de nødvendige ombygninger, var kroll blevet det nye hjemsted for den tyske rigsdag.

Men i denne funktion blev kroll nu ikke andet end scenen for et skrantende demokratis dødskamp. Det var her, i marts 1933, at en kuet rigsdag vedtog den såkaldte »bemyndigelseslov«, der gav den nazistiske regering mulighed for at lovgive uden dens samtykke – og dermed i realiteten udstyrede Hitler med diktatorisk magt. Herefter blev der kun afholdt sporadiske rigsdagsmøder i kroll-operaen, hvor de delegerede – nu »renset« for kommunistiske og socialistiske grupper – artigt vedtog den lovgivning, de blev præsenteret for. Som en historiker har skildret det, forløb disse møder altid på samme måde: »göring bød som rigsdagens præsident medlemmerne velkommen. Der blev holdt et øjebliks stilhed til ære for de nazistiske martyrer. Hitler talte. göring takkede Føreren. nikkedukkerne vedtog lovene, hvorefter man sang Horst Wessel Lied. Derefter gik man hver til sit.«14 Som følge af denne sørgelige udvikling burde kroll-operaen måske være henvist til historiens glemmebog. Men dens mest berømte – eller rettere mest berygtede – time var endnu ikke kommet.

Hitler ankom til kroll i strålende solskin. Han steg ud af bilen og blev mødt af sine håndgangne mænd – Heinrich Himmler, Martin Bormann og sin adjudant Julius Schaub. Han inspicerede kort en SS-æresvagt, in-den han tilbagelagde de omkring 50 skridt til hovedtrappen. Han trådte ind i salen og passerede rækkerne af delegerede, der nu alle havde rejst sig og modtog ham med armen strakt i vejret til Sieg Heil-hilsen. Der var ikke en eneste afviger. Alle, der havde forholdt sig uafhængigt eller måske endda oppositionelt, var forlængst blevet skræmt væk, arresteret eller på anden måde fjernet fra skuepladsen. De delegerede, der ikke

30

berlin i kr ig

havde været i stand til at nå frem til hovedstaden med så kort varsel, var blevet erstattet af medlemmer af Hitlers livvagt.

i sin nazistiske udgave havde den store sal ikke undergået de store forandringer. De delegerede sad som til en operaforestilling i parkettet og på de to store etager ovenover. De eneste forandringer var at se på den tidligere scene, hvor en kolossal forgyldt ørn nu var blevet anbragt. Dens udstrakte vinger spændte over hele sceneåbningen, og solstråler syntes at stå ud fra det hagekors, den holdt mellem sine kløer. På begge sider af ørnen var der kæmpestore røde bannere med sorte hagekors. Herunder, i det område, hvor orkestret og koret førhen holdt til, var medlemmerne i Hitlers regering anbragt på bænke med udsyn over salen. i midten sad göring i sin egenskab som rigsdagens præsident på en højrygget læderstol, der gav ham et godt overblik over menageriet. Under ham stod talerstolen med en vifte af mikrofoner. Her skulle Hitler tale – stående – flankeret af de siddende ministre og gauleitere.

efter en kort introduktion af göring stillede Hitler sig på talerstolen. Han samlede sig, og da der var faldet ro over forsamlingen, begyndte han at tale. Selvom han til at begynde med lød træt og hæs, ja, endda tøvende, kom han hurtigt op i omdrejninger og leverede et mesterstykke af simuleret uskyld. Han trak linjerne op i de »fredelige drøftelser« med polakkerne, der imidlertid hånligt havde afvist ham, han fremhævede sine forsøg på at mægle og sin »tålmodige udholdenhed«. Han rasede imod de polske »provokationer« – episoder ved grænsen og terrorhand-linger, der angiveligt havde ramt uskyldige tyske civile – før han talte om polakkernes perfide opførsel og deres manglende vilje til at finde en forhandlingsløsning på krisen. Han advarede om, at »at ingen ærefuld stormagt kunne tolerere en sådan tingenes tilstand«, og fastslog, at hans »kærlighed til freden og uendelige overbærenhed« ikke skulle forveksles med »svaghed eller fejhed«. Han var, sagde han, fast besluttet på »at tale til Polen i samme sprog, som Polen i de forgangne måneder har brugt mod os«. Derpå afslørede Hitler, hvad de fleste folk allerede var klar over:

Siden klokken 5.45 i morges har vi besvaret ilden.** Herefter vil bombe

blive gengældt med bombe. Den, som angriber med giftgas, vil selv blive

** Om det nu var bevidst eller ej, så havde Hitler misforstået det klokkeslæt, hvor hans tropper åbnede ild. De første skud blev faktisk affyret en time tidligere, klokken 4.45.

31

troen på føreren

angrebet med giftgas. Den, som ikke overholder reglerne for human

krigsførelse, må regne med, at vi svarer igen på samme måde. Jeg vil stå

i spidsen for denne kamp, uanset hvem modstanderen er, indtil rigets

sikkerhed og dets rettigheder er blevet sikret.15

Han fortsatte med at skitsere det offer, han krævede af det tyske folk – et offer, som også han selv var indstillet på at yde i Den Store krig. »Jeg er fra nu af,« erklærede han, »blot den første soldat i det tyske rige.« Og med henvisning til den feltgrå uniform, han havde taget på til lejligheden, sagde han: »Jeg har atter iført mig den jakke, der har været mig kærest og mest dyrebar. Jeg vil ikke tage den af, før sejren er sikret – eller jeg kommer ikke til at overleve udfaldet!«16 efter de obligatoriske Sieg Heil-råb forlod Hitler salen.

Hvis Hitler havde håbet på at overbevise folk i Berlin og det øv-rige tyske rige ved sin ildfulde tale, havde han taget fejl. Selvom de nazistiske gauleitere og partifolk meget forudsigeligt havde givet ham deres begejstrede opbakning, lod den brede befolkning sig ikke uden videre rive med. en ung diplomat på den amerikanske ambassade husker, hvordan han den formiddag fra sit vindue betragtede nogle arbejdere, mens Hitlers tale blev transmitteret. »De tog sig ikke meget af, at deres Fører holdt tale,« fortalte han, »de standsede ikke engang op i arbejdet for at lytte.« Slutningen af talen, hvor det klart blev sagt, at krigen mod Polen var begyndt, blev mødt med en tilsvarende ligegyldighed. Selv den bastante afspilning af nationalmelodien lod ikke til at røre dem. »Arbejderne på den anden side af gaden var ved at være færdige,« berettede han. »De var ikke synderlig påvirkede af krigserklæringen. Men der var jo heller ikke nogen, der havde spurgt om deres mening.«17

en trist atmosfære mødte Hitler, da han den formiddag vendte tilbage til rigskancelliet, hvor en lille, noget bistert udseende skare havde for-samlet sig på wilhelmstrasse og wilhelmplatz. Hans ankomst blev ikke hilst med de sædvanlige hurraråb og slagord, men snarere mødt med en spøgelsesagtig tavshed, selv om der var enkelte, der strakte højre arm i vejret. gauleiteren for Schwaben, karl wahl, der havde været til stede under Hitlers tale i kroll-operaen, har bekræftet den negative stemning i hovedstaden. »Jeg så ikke det fjerneste til den begejstring, jeg oplevede

32

berlin i kr ig

i 1914,« skrev han i sine erindringer, »ingen begejstring, ingen glæde, ingen hurraråb. Overalt herskede der en trykkende stilhed, for ikke at sige nedtrykthed. Hele det tyske folk syntes ramt af en lammende skræk, der forhindrede det i at give udtryk for bifald eller for den sags skyld misbilligelse.«18

Da Hitler steg ud af sin bil, gjorde et musikkorps fra Leibstandarte sit bedste for at skabe lidt atmosfære, men stemningen var nedslået. inden Hitler forsvandt bag rigskancelliets tunge døre, kastede han et rådvildt blik ud mod den stilfærdige folkemængde. et øjenvidne mindes den karakteristiske lyd af en kvinde, der græd.19

* * *

Til trods for de afgørende begivenheder, der udspillede sig i kroll-operaen, hæftede de fleste kommentatorer sig ved, hvor almindeligt dagen forløb. Måske var der en smule mindre trafik i gaderne, og man lagde mærke til nogle flere uniformerede mænd på fortovene, men i øvrigt var byens busser, sporvogne og tog tætpakket med mennesker, folk passede deres ting, som de plejede at gøre, selv om man af og til stimlede sammen foran en radio for at høre seneste nyt. william Shirer beskrev den generelle stemning i Berlin:

Folk gik apatisk omkring i gaderne, slog det mig, selv om de nyheder, der

strømmede ud af radioen, jo var alarmerende ... På den anden side af Hotel

Adlon var et nyt hold skiftearbejdere gået ind i i.g. Farbens fabriksbyg-

ning, som om der ikke var sket noget som helst, og da avisdrengene kom

rendende med deres ekstraudgaver, var der ingen, der lagde værktøjet fra

sig for at købe et eksemplar.20

Denne tilsyneladende afslappede attitude hang delvist sammen med det forhold, at berlinerne gennem de seneste par år allerede havde oplevet en række internationale kriser, som alle var drevet over uden væbnet konflikt. Hitler havde jo bygget sit ry og sin karriere ved stykkevist og fredeligt at nedbryde det såkaldte »Versailles-system«. Han havde raset og truet og endda annekteret omstridte territorier, men han var altid standset op, inden det kom til krig. Og det var på den måde, det tyske

33

troen på føreren

folk ønskede, han skulle fortsætte. Som de så det, havde han genoprettet den tyske ære og skaffet Tyskland status som stormagt uden at kaste ty-skerne ud i en åben krig, hvad der havde været årsag til så mange ulykker i landet. ikke mange kunne på det tidspunkt se, at invasionen af Polen ville blive forspillet til en altfortærende katastrofe. Man betragtede den blot som en isoleret hændelse, noget i stil med Anschluss (hvor Østrig var blevet indlemmet) eller den aktuelle besættelse af Böhmen og Mähren. en diskussion, som en berliner den weekend havde med en taxichauffør, viser med al tydelighed denne tankegang:

»Jamen,« fortsatte han, »Hitler er virkelig alle tiders fyr. Med den der pagt

[mellem nazityskland og Sovjet] har Polen ikke en chance. Jeg vil godt

vædde på, at ikke en eneste af de æsker der,« sagde han og pegede på et

par tunge tanks, der netop skramlede forbi, »kommer til at affyre så meget

som et skud, nåja, måske en enkelt kugle eller to for at rydde lidt op. Men

denne gang bli’r der ikke tale om nogen dødslister i aviserne, og vi vil få

nok at spise. næh, hr., Hitler vil ikke føre os ud i krig.«21

Berlinerne var med andre ord blevet hjernevasket til at acceptere den officielle historie om, at Tyskland var den uskyldige part og nu blot »besvarede ilden« i det, der blev forkyndt som en begrænset straffeeks-pedition. »Hvis Tyskland er blevet angrebet,« var der mange, der tænkte, »må vi da have lov til at forsvare os.« erich neumann så denne holdning komme til udtryk på innsbrücker Platz i den sydlige del af byen. Han skulle skifte sporvognslinje, da Hitlers tale blev transmitteret, og han hørte et sus af bifald fra folkemængden, mens nogle forbipasserende forbandede polakkerne eller mumlede »endelig!«22

Men andre steder blev nyhederne modtaget med dyb eftertanke og af flere endda med dystre forudanelser. Den 17-årige skolepige else Diede-richs mindes stemningen i et tog den morgen i Berlin: »Jeg husker, at vi alle sad der med frygteligt alvorlige ansigter. Vi var nedslåede. Vi havde på fornemmelsen, at noget ganske forfærdeligt var under opsejling ... Jeg kan stadig se de dødsens alvorlige ansigter for mig.«23

De folk, der den dag så filmjournalerne i Berlins biografer, reagerede ikke med den sædvanlige begejstring. et øjenvidne husker:

34

berlin i kr ig

Jeg gik ind i en af de billige biografer ved Friedrichstrasse Bahnhof.

Filmjournalen var gået i gang. Der var nogle enkelte klip med den en-

gelske flåde, men man buhede ikke ad dem. göring, der inspicerede sine

lufttropper, vakte bifaldende mumlen og tilfredse smil. Men goebbels,

filmet under åbningen af et partimøde, blev mødt med isnende tavshed.

Man så Hitler køre op mod det nye rigskancelli, et syn, der fremkaldte

nogle spredte »Heil«-råb fra enkelte kvinder, men som helhed herskede

der stilhed.24

Det var første gang i mange år, bemærkede forfatteren, at synet af Føreren ikke havde resulteret i et »vildt og brølende bifald«.

For nogle havde dagen fremkaldt ubehagelige minder om Den Store krig. Dorothea von Schwanenflügel kunne huske, hvordan hendes for-ældre i forfærdelse så på hinanden, da de hørte om invasionen af Polen. »Vorherrebevares,« udbrød hendes far, »var det ikke nok med én krig i vores tid?«25 Andre havde mere akutte bekymringer – især for sønner, ægtemænd og brødre i de væbnede styrker. Mange af dem var allerede blevet indkaldt som følge af den dramatiske udvikling.

Blandt den yngre generation vakte krigsudbruddet decideret bestyrtelse. en ung berliner kunne huske det øjeblik, han hørte om krigsudbruddet. Der var blevet fortalt, at »tyske tropper besvarede ilden«, men han kunne ikke lade være med at spørge sig selv: »Hvem skyder de på?«26 Theodore willmann var endnu mere forvirret, ikke mindst over den pludselige alvor, der havde indfundet sig i hjemmet. »en dag,« fortæller han, »stod min mor og mine tanter Annuschka og Heide ved vinduet i mit værelse og kikkede nervøst ned på gaden. Mor sagde – i en stemme, der næsten jog en skræk i livet på mig – ‘der er krig.’ Jeg rejste mig op i sengen og strakte mig for at se ud, men de voksne spærrede for mit udsyn.«27

For de fleste berlinere var krigsudbruddet således noget af et chok. Men selv om de fleste endnu ikke havde forstået de rædsler, invasionen af Polen indvarslede, herskede der en rolig vilje til at tilpasse sig den nye virkelighed. Den samme eftermiddag blev de første rationerings-mærker uddelt, og mange berlinere skyndte sig af sted til butikkerne for at skaffe sig de fornødne varer. Heinz knobloch blev således af sin mor sendt ud til et varehus ved Hallesches Tor for at købe noget – hvad som helst – der ikke krævede rationeringsmærker. Det lykkedes ham at

35

troen på føreren

vende tilbage med to dåser sardiner.28 Han var heldig med at slippe hjem med sit bytte: Den nye lovgivning mod hamstring indebar, at nogle af de mere nøjeregnende butiksindehavere krævede, at dåser skulle åbnes, så snart man havde købt dem.29

Der blev også fordelt sække, som skulle fyldes med sand og lægges i stakke foran kælder- og stuevinduer for at beskytte folks boliger mod virkningerne af bomber. Derfor blev store mængder sand kørt ud over hele byen og læsset af i private gårde og på offentlige pladser. i byens boligblokke gik man med fynd og klem i gang med arbejdet, der blev fordelt sådan, at kvinderne syede hessiansækkene, mens mændene fyldte dem med sand, snørede dem til og stablede dem. en ung mand beskrev scenen:

Alle mødte frem i gården. Også dem, vi aldrig lagde mærke til eller talte med,

gav en hånd med. Mændene forstærkede kældervinduerne med træbrædder.

kvinderne syede sandsække. en efter en blev de fyldt. »Pas nu på godt på,

når i løfter dem!« råbte viceværten til os drenge, når vi greb fat i sækkene.

…

De, der ikke kunne hjælpe, lavede kaffe. Og så dukkede der pludselig

nogle kager op. Det var som en helligdag ... en atmosfære, jeg ikke havde

oplevet før ... krigen virkede på en eller anden måde harmløs.30

Da eftermiddagen gled over i aften, skete der igen noget nyt. Mens folk over hele storbyen sad og fordøjede nyheden om krigsudbruddet, lød sirenerne for første gang. en udenlandsk korrespondent konstaterede med rette, at den første luftalarm gav Berlins indbyggere en langt stærkere forståelse af krigsudbruddet end den endeløse strøm af bekendtgørelser og dekreter, der blev udsendt.31 Da sirenernes første hylen lød, reagerede mange med en del panik, for hvor skulle man gå hen? i en dagbog skil-dres forvirringen således: »Udenfor hører man en mærkværdig lyd, en langtrukken hylen. Andrik farer op, ‘luftalarm!’ råber han forskrækket. Vi ser på hinanden uden at ane, hvad vi skal gøre.«32

På trods af forvirringen forløb den første luftalarm den 1. september, uden at der skete noget alvorligt. Der faldt ingen bomber, og det står hen i det uvisse, om ‘angrebet’ var et propagandanummer eller blot et resultat af et enkelt fly, der af vanvare var gledet ind over hovedstaden.

36

berlin i kr ig

Men hvordan det end hang sammen, udnyttede regimet episoden til at lovprise berlinerne. ifølge embedsmænd blev luftalarmen mødt med en »bemærkelsesværdig ro og disciplin« af civilbefolkningen i Berlin. »i løbet af få minutter,« hed det i flere avisartikler, »lå hovedstadens gader øde hen.« Stemningen i kældrene var »alvorlig, men rolig og optimistisk«. efter blot et kvarters tid var »kysten klar«, skrev man, og berlinerne kom igen ud på gaderne og fortsatte med deres gøremål, »som om intet var hændt«.33

Virkeligheden var dog en ganske anden. i en kvindes dagbog kan man læse, at alarmen vakte dyb bekymring. Det var »yderst ubehageligt«, skrev hun, »det føltes næsten, som om vi havde blameret os.«34 en anden kunne huske, hvordan hun havde siddet på en restaurant sammen med sin far, da luftalarmen første gang lød. Hun blev straks grebet af frygt:

Jeg gik i panik og tænkte »nu kommer der sennepsgas eller noget andet

giftgas«. Jeg rejste mig, hev en undertrøje op af fars kuffert og styrtede

hen til en håndvask. Jeg ville væde undertrøjen, så jeg kunne dække min

mund og næse, hvis der blev meldt om gas ... Jeg kunne ikke forstå, hvorfor

alle de andre gæster bare blev siddende og spiste og drak.35

Hun fandt, en smule flov, hurtigt ud af, at de andre gæster var gået ud fra, at det bare var en prøve.

For de berlinere, der næste dag, den 2. september, vågnede op til en lys efterårsmorgen, kunne det et kort øjeblik være muligt at forestille sig, at de skæbnesvangre begivenheder den foregående dag ikke havde været andet end en bizar drøm. Men så kaldte den tyske presse og radioen dem tilbage til den nye virkelighed: militære offensiver, artilleribombarde-menter og »polsk skamløshed«. Den morgen kunne aviserne triumferende berette om, at de tyske styrker var rykket frem over hele linjen. Man kunne byde Danzig velkommen tilbage i das Reich, Teschen ved den polsk-tjekkiske grænse var indtaget, og jernbaneforbindelsen til gdynia var blevet afskåret. Det eneste problem var tilsyneladende, at briterne og franskmændene fastholdt deres støtte til deres trængte polske allierede. Selvom det endnu ikke var kommet til en krigserklæring, havde begge lande beordret generalmobilisering.

37

troen på føreren

Politikere over hele verden var også gået i aktion. Præsident roosevelt havde den foregående aften udstedt en erklæring til alle de regeringer, der var involveret i den europæiske krise. »Det skånselsløse bombardement af civile i ubeskyttede tætbefolkede områder,« skrev han, »havde skabt væmmelse blandt alle civiliserede mennesker og været et chok for alle humant tænkende.«36 Han bad indtrængende alle kommende deltagere i konflikten om at bekræfte deres forsæt om ikke at bombe civilbefolk-ninger og ubeskyttede byer. Han udbad sig et øjeblikkeligt svar.

Også Mussolini forsøgte at gøre sin indflydelse gældende. Selvom han tidligere havde lovet at ville støtte Tyskland i tilfælde af krig, forholdt den italienske leder sig nu undvigende og prøvede at få en fredskonference i stand – med den klare hensigt selv at fremstå som en mådeholdets mand, akkurat som han havde ageret i München året forinden. Da denne idé led skibbrud, torpederet af Hitlers manglende vilje til fred og briternes insisteren på, at de tyske tropper skulle trække sig tilbage fra Polen inden eventuelle drøftelser, valgte Mussolini at forholde sig neutralt, så han på hjemmefronten kunne fremstå som en fredens mand. Selvom den tyske presse taktfuldt undlod at omtale il Duce’s beslutning, var Hitler selv rasende.

Mens den diplomatiske storm den weekend rasede over hele verden, stillede Tyskland sig udadtil roligt an. Hitler var travlt optaget af at læse reporter fra fronten og nægtede at lytte til, hvad han kaldte »dårligt nyt« om den globale krise. Udenrigsminister ribbentrop blev derfor tildelt midlertidig kontrol over det, der var tilbage af tysk diplomati. Hans vigtigste opgave var at forhindre oprettelsen af en fælles front mod Tyskland og at kaste skylden på enhver udvidelse af krigen på briterne og franskmændene. Med det for øje gjorde han sit bedste for at komme med bortforklaringer og forplumre vandene. Flere gange sendte han den italienske ambassadør, Bernardo Attolico, i byen for at optræde som mægler hos briterne og franskmændene, samtidig med at han håbede, at ethvert initiativ i den retning ville blive overhalet af begivenhederne. Han forsøgte desuden at underminere Storbritanniens genvundne be-slutsomhed ved at invitere Chamberlains rådgiver, Sir Horace wilson, til samtaler i Berlin.37

i Storbritannien lagde også premierminister Chamberlain røgslør ud. Han håbede til det sidste at forhindre krigen, mens det britiske kabinet

38

berlin i kr ig

og parlament pressede på for at skaffe et håndfast svar på Hitlers invasion af Polen. en første britisk advarsel, afsendt den 1. september om aftenen, havde ikke resulteret i noget svar fra Hitler, og den 2. september mødtes kabinettet og vedtog enstemmigt, at man skulle sende et ultimatum til Berlin. Chamberlain var imidlertid mere forsigtig og forsøgte at klynge sig til det halmstrå, Mussolini havde givet ham. Samme aften frem-lagde han i Underhuset muligheden for at indkalde til en international konference for at løse krisen, hvis tyskerne gik med til at trække deres styrker tilbage fra Polen. Men under en »kort og heftig debat« blev han bragt til tavshed.38 Og da regeringen senere på aftenen trådte sammen, var den fast besluttet på at gennemtrumfe sin vilje. Chamberlain føjede sig modvilligt. næste morgen skulle det britiske ultimatum overbringes til den tyske hovedstad.

Folk i Berlin fortsatte imidlertid deres daglige rutiner. william Shirer mente den følgende morgen at kunne fornemme en lidt bedre moral blandt berlinerne. Folk var, skrev han, »en anelse mere muntre«, nu hvor de havde overstået den første nat med mørklægning og luftalarm. Berlin »lignede sig selv nogenlunde«, berettede han, »butikkerne var åbne, og arbejdet på de nye bygninger fortsatte som før«.39

Andre kommentatorer var dog ikke enige i denne lyserøde vurdering. Den britiske ambassadør, Sir nevile Henderson, var en af dem. »For selv at opleve stemningen blandt folk,« skrev han i sine erindringer, »gik jeg en tur på Unter den linden, Berlins hovedstrøg. Der var ikke mange mennesker på gaden, og folk virkede fuldstændig apatiske.«40

Henderson var opmuntret over at konstatere, at berlinerne ikke luftede deres utilfredshed i form af fjendtlighed over for briterne. »Jeg skulle tilfældigvis bruge noget medicin, nemlig kodein,« fortæller han:

og gik ind på et apotek for at købe det. Apotekeren sagde tvært, at det

ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg ikke havde nogen recept. Jeg fortalte,

at jeg var den britiske ambassadør. Han gentog, at han var ked af det, men

reglerne på det område var helt ufravigelige. Men jeg gav ikke op: »Jeg

tror ikke, De helt forstår. Jeg er den britiske ambassadør. Hvis De forgiver

mig med Deres medicin, vil De modtage en fin medalje af Deres Doktor

goebbels.« Apotekerens dystre ansigt lyste op i et fornøjet smil over denne

beskedne spøg, og han gav mig alt den kodein, jeg ville have.41

39

troen på føreren

Men Henderson understregede dog, at »hele atmosfæren i Berlin var særdeles trist og deprimerende«.42

i betragtning af det fine vejr, denne septemberweekend bød på, var det slående, hvor få berlinere der var taget ud i byens parker og kanaler. en forfatter beskriver således, hvordan en veninde havde fortalt ham, at hun havde været den eneste fodgænger på Unter den linden klokken halv tolv om formiddagen.43 Folk var bekymrede eller forvirrede, og de fleste havde travlt med at sikre sig fødevarer eller foretage de nødvendige sikringer af deres kældre eller forberede sig på mørklægningen. nogle af storbyens børn blev i al hast anbragt hos familie eller venner ude på landet – for en sikkerheds skyld. Man kunne se dem på hovedstadens jernbanestationer. De virkede blege og ængstelige og havde navneskilte om halsen, så man kunne se, hvad de hed, og hvor de skulle hen.

klokken ni om morgenen den næste dag, søndag den 3. september, mødte nevile Henderson frem i rigskancelliet for at overrække londons ultimatum til den tyske regering. Han blev modtaget af Hitlers tolk, Paul Schmidt, der var blevet bedt om at repræsentere ribbentrop, idet sidstnævnte ikke brød sig om at modtage så dårligt nyt. Schmidt, som havde sovet over sig den morgen, udmattet af den sidste uges hektiske aktiviteter, husker, at Henderson så meget alvorlig ud, da han dukkede op på slaget ni. Man gav hånd. De to mænd havde lært hinanden gan-ske godt at kende i de måneder, Henderson havde opholdt sig i Berlin. Henderson sagde nej tak til at sidde ned og blev alvorsfuld stående midt i rummet. Som Schmidt husker det, fortalte han med en stemme, der viste ægte følelser:

Jeg beklager, at min regering har pålagt mig at overrække Dem et ul-

timatum til den tyske regering. Der er gået mere end 24 timer, efter vi

havde udbedt os et øjeblikkeligt svar på advarslen af 1. september, og

siden da er angrebene på Polen blevet intensiveret. Hvis Hans Majestæts

regering ikke inden klokken 11 britisk tid har modtaget tilfredsstillende

forsikringer om ophør af alle f jendtlige handlinger mod Polen samt til-

bagetrækning af tyske tropper fra dette land, vil der herske krigstilstand

mellem Storbritannien og Tyskland.44

40

berlin i kr ig

Da Henderson havde talt færdig, overrakte han ultimatummet til Schmidt. De to mænd gav udtryk for deres beklagelse, udvekslede nogle få venskabelige ord og sagde farvel. Da Henderson forlod lokalet, bragte Schmidt det engelske ultimatum til Hitler.

efter at have ventet i et forværelse, der var fyldt af en stor del af den tyske regering og en række højtstående partifunktionærer, trådte Schmidt ind på Hitlers kontor. Både Føreren og ribbentrop så på ham i spændt forventning. Han standsede op lige foran Hitlers skrivebord og oversatte omhyggeligt dokumentet. Da han var færdig, blev der stille:

Hitler sad ubevægelig og stirrede frem for sig. Han var ikke i vildrede, som

det senere hed sig, ej heller fik han et raserianfald, som andre har hævdet.

Han sad fuldstændigt stille uden at røre sig. efter en pause, der syntes at

vare en evighed, vendte han sig mod ribbentrop, der var blevet stående

ved vinduet. »Hvad nu?« spurgte han sammenbidt.45

efter at briternes ultimatum den eftermiddag var udløbet, og der formelt var erklæret krig, fik det tyske folk nyheden at vide. For dem, der hørte den i radioen, afbrød bekendtgørelsen en transmission af liszts dystre ungarske rapsodi nr. 1. Umiddelbart herefter forsøgte Hitler i en tale, der fra højttalere rungede i Berlins gader, igen at retfærdiggøre sine handlinger og kaste skylden på de »britiske krigsmagere«. Han talte om sine »fredelige bestræbelse på at sikre brød og arbejde til hele det tyske folk« og sine vanskeligheder ved at finde en forståelse med briterne, som søgte »nye hykleriske påskud« til at begrænse Tyskland. Han sluttede med en advarsel om, at briterne »nok skal finde ud af, hvad det betyder at føre krig mod det nationalsocialistiske Tyskland« og mindede sine lyttere om, at »Tyskland aldrig igen vil kapitulere«.46

Selvom Hitlers tale i det store og hele var uinspireret, kunne man have forventet, at den i det mindste ville have vakt patriotiske følelser og mo-biliseret berlinerne til at demonstrere deres forsvarsvilje. Men som Shirer bemærkede, var der ikke mange reaktioner at spore, da krigserklæringen den dag blev forkyndt for det tyske folk. »Jeg stod i wilhelmstrasse,« skrev han, »da det pludselig lød i højttalerne, at england havde erklæret krig mod Tyskland. Jeg vil tro, der var omkring 250 mennesker, der havde taget opstilling i solskinnet. De lyttede opmærksomt til bekendtgørelsen.

41

troen på føreren

Da den var forbi, var der end ikke en mumlen. De stod der bare, som de havde stået der før. lammede.«47

Den eftermiddag havde de tyske aviser travlt med at holde trit med udviklingen. Mange af dem sendte under stort ståhej ekstraudgaver på gaden. Overskrifterne udbasunerede:

BriTiSk UlTiMATUM AFViST – engelSk

krigSerklÆring MOD TYSklAnD –

BriTiSk nOTe krÆVer TilBAgeTrÆkning

AF VOre TrOPPer i ØST -

FØreren DrAger i DAg Til FrOnTen – TYSk

MeMOrAnDUM BeViSer englAnDS SkYlD48

Selvom ekstraudgaverne var gratis, var der ikke mange aftagere. Da den britiske ambassadestab senere på dagen gjorde sig rede til at

forlade Berlin, lagde Sir nevile Henderson mærke til, at en lille skare havde forsamlet sig uden for ambassadebygningen og fulgte med i, hvor-dan personalets bagage blev læsset på militærkøretøjer. »Folkemængden var helt stille,« skrev han senere, »og hvis der var had eller fjendtlighed i deres hjerter, gav de ikke udtryk herfor.«49 Man kan affærdige denne skildring som et eksempel på britisk ønsketænkning, men hans iagttagelse blev bekræftet af Helmuth James von Moltke, en sagfører fra Berlin, som senere skulle blive en af de mest fremtrædende medlemmer af den tyske modstandsbevægelse. i et brev til sin kone beskrev han samme uge scenen med Hendersons afrejse:

Der er noget uhyggeligt uvirkeligt over denne krig. Folk støtter den ikke.

Jeg kom tilfældigvis forbi, da Henderson i går forlod wilhelmstrasse. Der

var 300-400 mennesker, men intet tegn på misbilligelse, ingen piften, ikke

et ord. Man havde på fornemmelsen, at de når som helst kunne bryde ud

i bifald. Helt uforståeligt. Folk er apatiske. Det er som en dance macabre,

udført på scenen af ukendte personer; ingen synes at forestille sig, at han

kan blive den næste, der bliver knust af maskinen.50

Den brede befolkning reagerede på selve krigsudbruddet af Anden Verdenskrig, den 3. september 1939, med rædsel. Som william Shirer

42

berlin i kr ig

konstaterede: »Der er ingen ophidselse her i Berlin .. ingen hurraråb, ingen vild jubel, ingen kasten med blomster – ingen krigsfeber, intet krigshysteri ... tag ikke fejl, det er et langt mere bistert tysk folk, vi oplever her til aften, end det var tilfældet i går og i forgårs.«51 Hvis der havde været nogle, der et par dage tidligere kunne have været tiltrukket af en begrænset konflikt med polakkerne, var der til gengæld kun meget få, der ville hilse en krig mod Storbritannien og Frankrig velkommen. For det store flertal – også dem, der var født efter 1918 – kastede Første Verdenskrig lange skygger. ikke blot havde de menneskelige omkostnin-ger været kolossale, men de politiske konsekvenser havde ramt Tyskland hårdt, man havde oplevet revolution, politisk uro og territoriale tab. Ønsket om, at Tyskland skulle få hævn, var stærkt og havde været en af de stærkeste årsager til, at folk støttede nazisterne. Men for de fleste gik grænsen ved krig. risikoen for at genopleve den strid, der to årtier tidligere var blevet udkæmpet mod de samme fjender, synes at have bragt de fleste tyskere i noget, der mindede om en choktilstand. Som en berliner den dag skrev det, var stemningen i hovedstaden på nulpunktet. »Der hersker en forfærdelig atmosfære her,« berettede han, »en blanding af resignation og sorg ... det kunne ikke være værre.«52

Christabel Bielenberg, en engelsk kvinde, der var gift med en tysker og boede i Berlin, oplevede måske smerten over den nye krig stærkere end de fleste. Hun kunne huske, at hun den 3. september lyttede til ra-dioudsendelsen fra Downing Street, hvor neville Chamberlain udtalte de skæbnesvangre ord »this country is at war with germany«.

Jeg sad uden at bevæge mig i sofaen. Stemmen kværnede videre med sit

budskab, men jeg lyttede ikke længere ...

Værelset virkede meget lille, alt for trangt, og jeg rejste mig og gik

gennem glasdørene ud i haven ... luften udenfor var mild og lun. en

stærk duft fra fyrretræerne i grünewald hang over plænen, og det var

meget mørkt.

Jeg slog mig ned på den lave mur, der skilte vores blomsterbed fra

plænen, og stirrede ud i mørket. Foran mig strålede et smalt lysbælte fra

stuevinduet og lod mig se nogle georginer ved siden af mig, træets ujævne

bark og de sorte grene på æbletræet bagved.

elektriske glimt fra et forbikørende S-tog lyste op på den mørke himmel

43

troen på føreren

og kastede et skær på vores lille hus og de bølgende gardiner på kvist-

værelset, hvor børnene sov. Bag mig dumpede et æble mellem grenene

ned i blomsterbedet med et lille smæld. Der var så stille og fredeligt i

haven.53

Men den fred skulle snart rystes alvorligt.

efter at felttoget mod Polen i begyndelsen af oktober 1939 var afsluttet, kunne det tyske folk stadig have forestillet sig, at der var gode chancer for fred. Polakkerne var jo blevet besejret og dermed – kunne kynikerne hævde – var de allieredes casus belli effektivt blevet fjernet. Desuden var det endnu ikke kommet til åben konflikt på Vestfronten, så det virkede rimeligt at antage, at det kunne lade sig gøre at nå frem til en forhand-lingsløsning.

Det var i hvert fald den fremherskende logik i tyske regeringskredse, selv hos Hitler. efter at være vendt tilbage fra warszawa, hvor de sidste lommer af polsk modstand var blevet nedkæmpet, trådte Føreren den 6. oktober frem for sin reichstag, der atter gav møde i kroll-operaen. Her fremsatte han en slags »fredstilbud« til Storbritannien og Frankrig. Han begyndte med en lang, usammenhængende retfærdiggørelse: Han opresumerede det vellykkede felttog i Polen, hånede sine modstandere og lovpriste det nazistisk-sovjetiske samarbejde. Han konkluderede ved at spørge:

Hvorfor skulle der være krig i Vesten? For at genoprette Polen? Det Polen,

der blev skabt af Versailles-traktaten, vil aldrig genopstå. Det garanterer

to af verdens største magter for. Den endelige struktur i dette område,

spørgsmålet om genoprettelsen af en polsk stat, er et problem, der ikke

kan løses ved en krig i Vesten, men udelukkende af rusland på den ene

side og Tyskland på den anden.54

Selvom Hitler gjorde det tindrende klart, at enhver aftale skulle ske på hans betingelser, proklamerede han også sin vilje til fred. Han kom med vage antydninger om muligheden for, at en international konference kunne løse europas problemer, og at en ny genèvekonvention kunne regulere krigsførelsen »mellem civiliserede stater«, eksempelvis ved at forbyde drab på sårede eller anvendelse af giftgas. Han konkluderede

44

berlin i kr ig

med et pseudofromt håb om, at gud ville sørge for, at Tyskland »og alle andre [kunne] finde den rette vej, så ikke blot det tyske folk, men hele europa ville kunne glæde sig over den nye fredens lykke«.55

Fire dage senere ventede Tyskland stadig på en britisk reaktion på Hitlers fredsinitiativ, da en besynderlig episode for alvor testede den gode tyske vilje. Da Christabel Bielenberg den oktobermorgen aflagde besøg på markedet, lagde hun straks mærke til, at der var noget usædvanligt på færde. »Hvad er der mon sket?« spurgte hun sig selv:

Der burde ikke have været så meget som et kålhoved tilbage, men i stedet

var boderne kun halvt ryddet, kun de mest ihærdige gad stå i kø, mens

de andre kvinder stod rundt omkring og snakkede oplivet sammen. Da

jeg banede mig vej frem mellem rækkerne, nikkede en kvinde eller to

smilende mod mig. Det blev bagerens kone, der gav mig besked, da hun

klippede mit brødmærke af og overraskende lagde et ekstra brød ned i

mit slidte indkøbsnet. »Dem her får vi ikke brug for ret meget længere,

Frau Doktor,« sagde hun. »Wieso?« »Jamen, har De ikke hørt det? Fred!

De siger, at der lige nu er fredsforhandlinger i gang.«56

lignende scener udspillede sig den formiddag gang på gang over hele Tyskland. rygtet om fred spredte sig som en steppebrand og overbela-stede endda telefonnettet. Selvom det ikke stammede fra de tyske medier, kunne man citere fra normalt pålidelige kilder som luftfartsministeriet og den tyske radio. Vilde påstande svirrede i luften: Chamberlains regering var faldet, den engelske konge var blevet tvunget til at abdicere, freden var vendt tilbage til europa.

Det lykkedes enkelte at holde fornuften fangen. Helmuth James von Moltke skrev således til sin kone den 10. oktober om et »tegn på ... at krigen kunne være forbi«. Hvis det forholdt sig sådan, tilføjede han, ville det komme som en »velkommen lettelse«, men, indrømmede han, »jeg aner ikke, om der er hold i det«.57 Det store flertal af berlinere foretrak imidlertid at fejre freden frem for at tænke på forbeholdet. ifølge wil-liam Shirer herskede der overalt i Berlin en kolossal glæde. »De tykke gamle kvinder på grøntmarkedet,« skrev han, »kastede deres kålhoveder i vejret og væltede deres egne boder af lutter glæde og satte kursen mod det nærmeste værtshus for at fejre freden med et glas snaps.«58 Om et

45

troen på føreren

marked i forstaden Prenzlauer Berg hed det sig, at de handlende droppede den sædvanlige procedure med rationeringsmærkerne i den fejlagtige tro, at den slags petitesser nu var blevet overflødige.59 Christabel Bielenberg husker en scene fra sin egen forstad Dahlem:

Jeg befandt mig snart midt i en kaglende gruppe, hvor alle var ivrige efter

at fortælle mig, nøjagtigt hvad der var sket. Fredsforhandlinger, åh ja, med

briterne selvfølgelig ... men ingen syntes at kende noget til de nærmere

detaljer. De fleste havde hørt det fra nogen, som havde hørt det fra nogle

andre; men én ting var sikker: Alle ... var de ude af sig selv, og vores glæde

kulminerede, da den politimand, der havde vagten på markedet, banede

sig vej gennem mængden og lod sin stemme høre, autoritetens alvorlige

stemme, der nu bekræftede vores pludrende gisninger.60

Fredsrygtet var bestemt ikke begrænset til de »pludrende« husmødre ved markedsboderne. På universitet blev det forkyndt under forelæsninger, uden at man satte spørgsmålstegn ved sandheden i det. På fabrikker indlagde man pauser, så folk kunne diskutere nyheden, og selv i mini-sterierne begyndte man at fejre den.61 Jublende folkemængder modtog nogle af de tropper, der vendte tilbage fra felttoget i Polen: »i kan godt tage hjem!« blev der råbt, »krigen er forbi!«62

en amerikansk iagttager lagde mærke til, at de tyskere, han den for-middag så på gaderne i hovedstaden, smilede på en måde, de ikke havde gjort siden Anschluss for halvandet år siden. »På Potsdamer Platz,« skrev han, »så jeg berlinere, der var blevet ude af sig selv af glæde. Folk greb fat i hinanden for at komme først med at fortælle den pragtfulde nyhed. ‘Fred, kære ven, fred!’ Man omfavnede vildt fremmede mennesker i et delirium af glæde. Det virkede som nytårsaften ved højlys dag.«63

efterhånden som rygtet spredte sig, blev der pyntet yderligere på tin-gene. eden, sagde folk, skulle afløse Chamberlain. Hertugen af windsor skulle overtage den britiske trone, og et særfly skulle lande i Tempelhof senere på dagen med en britisk delegation, der medbragte et udkast til en fredstraktat. Det næste forlydende var – og det blev opfattet som den endelige bekræftelse – at Hitler klokken 15.00 ville holde en tale. Som reaktion herpå begyndte jublende menneskeskarer at forsamle sig uden for rigskancelliet i wilhelmstrasse, syngende »Wir wollen unseren Führer!«

46

berlin i kr ig

– vi vil ha’ vores fører!64 Over hele byen stimlede folk sammen i barer og på værtshuse, alle radioer var tændt. Berlinerne ventede – sammen med andre tyskere overalt i das Reich – med tilbageholdt åndedræt på at høre de gode nyheder. For dem, der var ædru nok til at tænke så langt, var stemningen diametralt modsat den, der havde hersket ved krigs-erklæringen en måned tidligere.

Amerikaneren william russell var til stede, da berlinerne den dag i spænding forsamlede sig for at høre Hitlers tale. »klokken var blevet tre,« fortæller han:

Og jeg standsede foran en radioforretning, hvor en større folkemængde

havde forsamlet sig på fortovet med blikket rettet mod en højttaler, der

var hængt op udenfor. Militærmusik strømmede ud af den. Tyskerne

snakkede opløftet med hinanden.

Vi ventede en times tid, og hele tiden lød der militærmusik. endelig,

ikke klokken tre, men klokken fire, hørte man Adolf Hitlers stemme.

Mængden blev dødstille.

Der Führer havde taget ordet.

…

Stemmen lød i fyrre minutter.

Så var talen slut, og lyden af bastante »Sieg Heil, Sieg Heil, Sieg Heil!«

bragede ud fra højttaleren.

Der var ikke blevet sagt et eneste ord om den aktuelle fred.

Tyskerne omkring mig var forvirrede. kunne det virkelig passe, at alle

i Tyskland vidste, at der var kommet fred, bare ikke Hitler?

Var der ingen, der havde fortalt ham det?

Forvirring og skuffelse bredte sig i mængden.65

Skuffelsen viste sig at brede sig lige så hurtigt, som det havde været tilfældet med den jubel, der var gået forud. Således hed det i en sikkerhedsrapport fra SS, at der var tale om en »dyb modløshed« i den brede befolkning efter den officielle benægtelse.66 Christabel Bielenberg bebrejdede bag-efter sig selv, at hun havde fæstet lid til en så »latterlig historie«. Hun svor på herefter »aldrig at tro på noget, jeg ikke selv har set med mine egne øjne eller hørt med mine egne ører«.67 william russell beskrev den »dysterhed«, der den aften sænkede sig over Berlin: »Ansigterne, der

47

troen på føreren

havde strålet af glæde hele dagen, var nu tillukkede og sårede ... Berlin var totalt mørklagt. Som enhver anden aften. Men i berlinernes hjerter herskede der et endnu større mørke.«68

Selv den mere nøgterne iagttager Helmuth James von Moltke følte sig nedslået over den pludselige erkendelse af, at Tyskland stod over for en meget langvarig krig. i de følgende dage skrev han atter til sin kone i Schlesien: »katastrofen ruller imod os. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg ikke længere kan se noget, der står mellem os og denne katastrofe. kun et mirakel kan give os en kort respit.«69

goebbels gik i gang med at opspore kilden til rygtet. i en radio-transmission afviste han på det voldsomste historierne og rettede sin karakteristiske galde mod »de fredselskende rygtemagere«, som havde ladet sig besnakke af den »kællingesladder«, som var blevet udbredt af British Secret Service.70 Men der var intet belæg for, at rygtet skulle stamme fra Storbritannien. Den efterfølgende undersøgelse pegede på, at det tyske postvæsen kunne være hovedkilden, og dets direktør blev behørigt grillet.71 Men goebbels var stadig oprørt: »Der må statueres et eksempel til skræk og advarsel,« rasede han i sin dagbog, »det kommer til at regne med straffe.«72

Hvor fredsrygtet end stammede fra, havde det vundet genklang i den brede tyske befolkning. Som folkemængden, der den eftermiddag lyttede forventningsfuldt til Hitlers tale, havde afsløret, var landet grebet af en glødende begejstring for fred. Til bestyrtelse for den nazistiske ledelse stod det klart, at berlinerne og det tyske folk som helhed ikke var rede til krig.