Birgitte Valvanne, født Guldagergift hhu. Sørens en, Wagn, Vin d e og Valuanne ( 1 8 9 9 - 1 9 7 9 )

af KAI KNUDSEN

Et hundrede år qfter Lindbjergpigcns -fødselog 20 år efter fofattcrcn, ntalererr o,q arttbas-

sadørfruens død kan det uel gå an at -forsøgeat begå et resumå af et spcendendc og omskif-

teligt lius_forløb, som det ser ud på baggrmd

a;f samtaler, selubiografier, auis- og radiointcr-

uiews, anmeldelser, e;fterladte sentenser og et

- målt i åremål - beskedent personligt be-

kendtskab med lrouedpersonen.

Beskriuelsen må nøduendiguis uære onr-

.fauct af et-forbehold, som dc ltuller et mang-

lende kildematcrialc udgør, og derfor hør cn-

kelte datoer, årstal og personrelationer mere

betragtes som uejuisere i Ltnftaltcs liusforløb

end egentligc -faktuelle data, lwilket ikkc

betydcr, at der er giort skønlitterære side-

spring, huor andet ikke har kunnet opdriues,

- houedhistorien er i sin helhcd rigtig nok.

Den 23. juni 1979 blev BirgitteValvannebisat fra krematoriet i Aabenraa. Da den

rituelle handling var forbi, rejste en høj,

slank, velklædt og gråsprængt herre sig fra

sin plads. Han gik hen til kisten og vend-te sig mod det store følge i kapellet. Hermødte der harrl et syn af mangfoldighedog årveforskellighed i klædedragter og

hudfarver, og havde tale afløst tavshe-

den, så ville der have lydt et lige så stortmangefold af sprog og tungemåI, sour

årverne og gevandterne var udtryk for.Det var maleren Jørgen Vinde, der

stod ved kisten, - Birgittes tredie ægte-

Bi ryi t t c Va luan n c ( 1 8 9 9 - 1 9 7 9 ). Bi rgit tc Valuar m c rc.i -

stt' ttue r lu'lc ucrde tt. Hun lotl sig øcntc .ftttogtqf'crc i -fttt-skcl I i.qc I an dcs r r at itu t al dra.qtcr.

mand, husfælle på Ronæs gamle Præste-

gaard gennem nere end $trre år og vel

nok hendes bedste rådgiver og vejlederom jordnære ting i al den forgangne tid.

>Det er kun godt et halvt år siden, vistod ved Ganges flodens bred og så,

hvordan ligbålene flød stille med strøm-n1en, og vi så, hvordan asken blev 6t

med flodens vand. Efter en stund sagde

du, at sådan skulle dit liv også ende, mendet sluttede, før vi handlede, og derfor

35

-.r;" -!:$-.,.,r.w

.f:;;ffip,gno.

Birgittc|.hlulttttt's.|ildclt.jtltt,"Sar/tt'rl1;ott'u,

.\Icttt,tirgittc(|899),sostt'rctt'\Ilrir(|900),t1l()d(,r(,t1-\1t,rtcKil:rtirrr,.|'.|ttlst'tt(||t72)'ltldtrcl(I906),.fadcrtCltristrtt\ic/.v'll(irr/r/.lgt:r(t872),

tt'r, Hutld Jutsctt (190-;). (Prit'trtjt).

*;{;.

er vi her i dag, og din urne konrrtrer tilat stå ved siden af Huqo Valvannes ihaver-r på llonæs qanrle Præstegarrrd<,

sasdeJorsenVinde og fojede til:ol)it liv lisnede nrangfoldiel.reden i

det store folge, der sidder her i das. l)itliv var farverist og fi-odigt sonr en indiskhave, harnronisk sortr galtqelt i et tertrpelos sanrtidis nrodstridende soltl livet påbyuuepladsen ved Babelsrårner<.

Huem uar så denne Birgitte?

Hun blev fodt den ?3. nrarts 1tt99 pågården Stoltenborc p:'r Frosiuvej nr. 10 iLindb.lerg ved Olgod sonr den ældste af

-)o

fire soskende. For-ældrene var MetteKirstine Jensen fi-a Lindbjerg og Chri-stian Guldaeer fi'a Lindegaard på Ty"d-kjærvej nr.7 i Skovlund Sosn.

Hjenunet var stærkt rodfæstet i detirrundtvigske livssyn, hvor levereglernepå den tid ikke levnede born andre lit-terære oplevelser er-rd Der-r lille Kate-kisr.nus, skolebibelen os sahlebosen.Fanrilier-rs kultr-rrelle tiiholdssted var for-sanilingshr-rset, nrens der herskede stren-gere reeler i nrissionshuset, hvor folknred ståsted i Indre Mission sanrledes.I sosnets tredie, og nærllest åndelietnrorklagte bedehr"rs, kont kur-r folk nredtilknytnine til Luthersk Mission.

I)er var således en iurdelis og kirkelieerode i Lindbjereonrr-ådet, sonr onrflrt-tede stort set alle, oq solll præeede livetnred sanrarbejde on"r det okononriskefællesskab i landbrLre, nrejeri oq brLrss-forening. Bornene gik i den sanurlekonrnruneskole, nrens folk gik eirne vejei kirkeliv os nred åndelige sysler, nåraftcrrrrrorket s:errkede sig over soqnet.når nodvendist sor.rdaesrtrbejde varglort, og r-rår den sparsonlne fi-itid kun-ne bruges til fest, bon eller besindelse.

))En scer b'aan<

Ilirsitte var en enspændet-, eu dror.nnrer

- ))en sær b'lano, sagde folk onr hende.Hun knyttede siil stærkt til sin n-rorår,sonr levede på gården på aftæet, oesnakkede gamnrelnrandssnak nred hanr.Men selv han knnne ikke altid giveher.rde ordentlice sv:tr, syntes hun.rBedsteår, hvor bor blæsten, hvor kor-r"r-

nrer blæsten fi'a, os hvor blæser blæstenheno, kunne hun sporue, og til hendesstore skufTelse nråtte svaret r-rdeblive.Morfaderen dode ret pludselie, os srv-net for hende blev stort.

Hr-rn kastede sis Lrd i les nred deandre born i skolerr, oq hun solidari-serede sig nred sårdens dyr. Hun blevvred, hvis rloqen slos denr, hun blev kedaf det, når en eris skulle slaqtes, os hullstrikkede sokker til honsene, så de ikkeskulle gå ude nred bare fodder onr vir.r-tefell.

En nrorgen kunne hur.r fortælle, :rthun onr nattelt havde siddet oppe i detstore, kolde kirkerurtr, og hlrn havdehort orgelet spille og klokkerne rinee,

os hun havde hort og set degnen bådebede og synge.

Hun gjorde sig r.nange og nrærkeligetanker onr både sanrmenholdet og for-skellighederne nrennesker inrellen.r.Hun r-rndrede sis over, at folk, der allehandlede i Brr-rgsen, leverede nrælk tildet sanme nrejeri, og hvis born sik iden samnre skole, hvor de levede oglegede sodt sånlnren uden :rt stillesporgsnrål ved, hvor de konr fi-a, ellerhvad deres forældre troede på, ikke kun-ne folses ad til de sanurle steder, når deskulle til fest eller nroder eller bare sanr-les. - Nej, så korte hestevosnene li-:r deenkelte gårde fyldte nred folk, der vin-kede til hinanden, forskelLse steder hen,

- til forsartrlineshr-rset, - eller til et af deto nrissionshuse. I3irgitte forstod ikke,hvorfor folk gjorde der, og hvad der fikderes veje til at skilles. Hurr spurgte sineforældre, nren de sagde bare, at sådannoset sklrlle et barn ikke bekynrre sigonr. Enrnet var tabu, - selv blandt devoksne.

Birsitte tog tingene helt bosstavelietos besllrttede sis for at ville finde ud af,hvordan folk var forskellige, og en aftenda hun var nled til en sanrnrenkonrst iforsanrlineshr-rset, listede hun sig ud osgik op til missionshusets'WC'er, hvorhr-rn stillede sig ved bagvæeeen os laedeoret til for at opfatte lydene derinde fl-a.

Hun opfattede klaeende lyde, befi-iendelyde og brunrmelyde, som nok kon.r fraindeklenrt luft, der blev sh-rppet ud. -I)et hele lod nreset nrenneskelist oslienede til forvekslinu de opleveiser, hunhavde haft, når hun havde lagt ore tilforsamlingshr-rsets WC-væs. Det var

37

I3lr-gltrt'rrq /it'rrrlc.s.ro.r/rt'rrr/i'.I:ra t,t'rtstrt' Birqitrc,.\laric, Otrrtttar o.q,4rrtt'. l()15. (l)rimtt'jt)

altså ikke p:i den nr:ide, nrellneskelie vrrforskellige eller srunden til, at cle ikkesaniledes alles:rnrnren pi clet s:urnre stecl

eller lod deres born lege pi tværs af cle

voksnes afstukne regler.Birsitte fik ikke svrrret, nren fbrstod

dog noget af sanrnrenhænqell. En aftenså hurr, :rt der pri WC-cloren vecl nris-sionshnset vilr srlt ct skilt, l-rvorpå derstod: ,Al banden os sværsen fbrbudto.I)et forstod hr,rn ikke, fbr- l-rer- banclede

folk jo ikke. ,Skulle det endelig være, sai

burde skiltet da s:ettes op ved forsanr-lingshuset. Her nritte fblk heller ikkebande, nlen del-var alligevel nogen, dergjorde deto.

Forældrene var ved :.rt fortvivle overBirgittes nlanqe og )s:ere( ir-rdl:ild. Især

kur-ure nroderen ikke forstå hende, os de

snakkede dårligt snnlrlen. En clae be-sh-rttede de, at Birgitte skr,rlle til c'loktor,

for nu var hun blevet syg ellensæro.Doktoren bankede pri llirgittes hoved

og spurgte, onr hun l-ravde ondt i hove-

3u

det, - >r'rej, kun når doktoren blnker p:i

nrit hoved, ellers gor det ikke ondto, sva-

rede hun. l)oktoren spurste, onr cler varkunstnere i fanrilien, og nroderen blevhelt stolt over sporssnrålet os fik l:rnctonr længe rodet op i hr.rkonrr.nelsen ogsv:rrede, at der langt ude i f:inrilien hav-de vær-et en nraler, og ogs:i en der skrevdigte. ,Så skai I se<, sairde doktoren, Den-

ten bliver llirsitte r-rdovende kur.rstner,

eller også ender hur-r pii er.r galeanstalto.

l)et nrec.l griealrstalten, syntes hun,lod sp:endende. Når hun v:rr opsætsiu

derl.rjenrnre, blev hun gal (vred), og detfik hun snræk for. >Onr nran nu kunueerrde p:i err srlcrrrst:llt og F;r lov til ltvære gal uden af fi klo for det<, t:enktehun.

Den gamle lærerfar

Da Birgitte var ti år, dode hendes [rr, osforholdet til nrodererr blev stadis van-skelisere. I)e forstod ikke hinanden, os

moderen lukkede nrere og mere af forBireittes unrættelige sporeelyst og gjor-de al snak til forbudte enurcr.

Birgitte havde en ældre lærer i sko-len, som var enkemand, og sor-n sanurren

r.ned sin husbestyrerinde kutrne se Bir-gittes og hjenllets vanskeligheder. l)eto toSI sig jævnligt af hende, og hur-r fiki stigende onrfang sin gang i lærerhjenr-nlet og et fortroligt forhold til der.r sanr-1e olærerfaru, sonr hun kaldte hanr.

Han havde foruden et godt sind også

en solid bogsamling, sor.n Birgitte inter-esserede sig for. Hun havde jo kr.rn fået

lov til at se og læse en begrærtset bon.re-

litteratur om bibelske enlner derhjenr-nle, nren her hos læreretr lnndt hr-rn

bøger onr filosofi os astrolo€ii, sotn httuhurtigt åndt ir-rteresse for. Besoqene ilærerhjemmet blev hyppigere, og1æsnir.rgen af de spændende, rforbr-rdteo

boger tog til samnren nred Bicittes sti-

cende interesse for de filosofiske, astro-

loeiske oe historiske enlner, bogerueindeholdt. Samtidig fbrson"rte hun de

hjenrlige pliuter, sonr born dengang

havde, og det forværrede kun forholdettil moderen ou hjer"nmet i alnrindelig-hed.

Birgitte får en stedfdr

Da Birgitte var fyldt tretterl år, kornnroderen en aften ind i hendes kaurnrerog satte sig på ser-rgen. Hendes adfærd

var fienrnred for Birgitte, der nrærkede

forandringen sor.n både rar og samtidiggådefuld. Moderens ærinde var da også

at sporge llireitte, hvad hun ville sige til,åt hlrn giftede sig igen.

Birg i t t cs -litnt'| d rc, Klrircr Nir'/.v'ri Cllrl,1qc r ( I 8 7 2 -

1909) o.q NIilrt' Kirsrirtt' -1. Jcttsctt (1,972-19-17).

(Prn,atc jc).

Bireitte blev rneget glad for at hore

nyheder.r. Hun savnede en far, og hr"rr"r

manglede holdepunkter og æste fortro-lighed i sit liv. Hendes næste tåu1ke var

selvfolgelig, hvenr det kunne være, hen-des nror ville forlene sig nred. Her"rdes

onske gik straks på, at uroderen ville gif:te sig nred den galnle lærerfar. Hantelskede og beundrede Birgitte, h:rnr

kunne hun snakke nred, - og tænk onrhele hans bogsanrling kunne konlne tilat stå i deres stue og blive legal, tilgæn-gelie læsning for l-rende og denr alle.

Men moderen nråtte skuffe Birgitte,det var ikke hendes lærerfar, uroderen

havde tænkt sig sot.u ny ægtemand. >Så

rrrå det vær-e rrrejeribcsryrer Thorrtls

Jenser-ro, tænkte Birgitte. Han var enke-nrand. Birgitte legede nreset og godt iskolen med hans to dotre, og fotlederrhavde han besogt dem, og han havde

fotæret dem en hundehvalp sollr erstat-

ning for den gamle hund, der var død.

Thomas Jensen var sådan en rar mand,

så nred hanr sour ny far kunne det gå an,

39

Birqitttssted'|a6ChristiitttL|trs(\lKristi|IttsL,tt,tlt'rm.lx,jrlcdc.solti.s[olttrtt't't:Ht:risitutrkstcd

Djurclard,lwtr lmrt brtL'dt's,tttttrtL'n rttt'd tsrrgtttcs rnor-fitt 1928. Hart dødc i l9-52. (Privattit).

men endnu engang n1åtte ll1oderen

skuffe sin datter. Det var ikke ham.

Nu kunne Birgitte ikke komnre på

flere, nysgerrigheden steg, og hun bad

om at fi sandheden at vide. ,>Det er

Christian<. Christian Larsen Kristiansenhavde været bestyrer på Stoltenborgsiden åderens død, han var fra Gårde.

Han og Birgitte havde aldrig kunnetsnakke sammen og aldrig været enige

om noget. Nu hvor Birgitte var afklaret

omkring forskellen i de kirkelige hold-ninger i sognet, vidste hun, at nroderens

forestående giftemål med Christian vil-le beryde, at åmilien fremover skulle

skifte on-rgangskreds fra forsanrlingshu-

40

set til missionshuset. Her havde Chri-stian sin ubestikkelige gang og sit tilhørs-forhold. Et skridt som Birgitte uråtte

opfatte som begyndelsen til et endeligt

brud med sin familie. Den nat åldt Bir-gitte ikke i søvn, men græd og forban-dede sin skæbne i trods og undsigelse afsin mor, sit hjem og sin barndours base.

Nu havde hun kun sin lærerår oq hans

bøger tilbage.

Ann Feld

I forbindelse med sin 80-års fødselsdag

gjorde Birgitte meget ud af at berette

om folk, hun havde mødt, og hun

nævnte fenr per-soner, der havde qiort etsærlist indtryk på hencle, os sonr stæf-kest hevcle pr:uget hendes liv i nred- orrnrodspil. I)et val Kin:rs fbrntarrcl Mlo,clen indiske prentierurinister, Nehru oirhans datter og senere politiske lec-ler,

Indirr Cl:rnclhi, Tibc'ts ;inclelice over-hovcd, I)alai Lrr"na, og clen synske flrttig-kone, Ann Feld, tl'a Lindbjerg.

Ann Felcls nrand vlr onrkonrniet vecl

en arbe.;clsulykke, og l.rencles stolthedforbod l.rende lt bebyrde soqnet. Hulrvillc' ikke bo eratis og lejecle sis ind i etlille hus på Lindbjerg nrrrk, sonr ejedc-s

af en g:irdr.nanc-1, der da heller- ikke villeberonrnres for et hde Ann bo gratis. l)eindgik clen rftale, rt huslejen skulle ud-gore to kroner ortr liret. l)en ene kronehentecle sårdnranden pri Artns fodsels-dag, og h:rn for:r:rede delr straks tilbrreesoni fbdselsdrgsqave. Tilsvarende Itente-cle han den anclen krone til jul, ou uavden så tilbage sonr julesrave. l)ervedhavde Ann betait hr,rsleje, os g:irclnran-

den l.ravde ikke ladet Ann bo grxtis, -begges stolthed var uden riclser.

Ann Feld sik irver clag forskelligeruter rrndt til sognets bondcr nrecl enkurv på arllrel) oc en lille nrælkespand il.rånclen. Ingen koner turcle lacle Ann gir

fi-a deres kokkendor uden at h:rve fbrsy-net hendes kurv nied bagværk, et p:rrlt:q ellel rrrrdct forrrodcnt og er) potnrælk i sp:rnden. Æggene byttede Annnred andre varer i Brussen, og i klippe-tiden fik hun rtranse totter uld niecl ikurven, sonr hLu'r solute på Olgocl Uld-spinderi. Man fortalte onr hende, rrt hunr-rogle år var spiltderiets storste leve-t-lttttlor lf uld rrden rrt eie et enesre lir

Ilirqirtts oldtlitnvldrc _luts Cltristiatt _lcpstrt o.q l:dclNir'/.rr/,rtrr'r; ta. I 850. (l)riruttjt).

lJonderkonernes respekt for Arrnskyldtes hendes skarpe tLurse, sonr de

vidste fik fi-it lob, og sorlr hurtig kunnesætte onde l'ristorier i ourlob, hvis de lodl-rencle gri uden fbrærinser.

En spådont

Ann var synsk, og hun gav sic af nred .rtspri. Allerede da Birsitte v:rr tolv irr, spå-ede Ann hende, at hun ville konule tilat optræde på bonede gulve og her or.r.r-

gås konser og dronr-rirluer oq store nrændfi-a nranse hnde. Birgittes forældre ry-stede b:ide forarsede oc opsivende på

l.rovedet, nren Birqitte fandt forr-rdsisel-sen spær.rdende.

-+l

En r-nørk vinterefternriddag sad Ann ikøkkenet hos Birgittes mor, hvor de firebørn sad rundt oru bordet og lyttede tilAnns uhyggelige og ondsindede fortæl-ling. Den drejede sig orn en ung pige,son en gårdmand på egnen skulle havebragt i ulykke. Pigen havde ikke kendtnogen udvej for sit liv og havde derfornatten i forvejen druknet sig i mergel-graven. Fortællingen rystede deres nror,og børnene skuttede sig af uhygge.Moderen skyndte sig at pakke brød ogæg i Anns kurv og fik hende sendtafited. Anns hensigt var opnået, og Bir-gitte glemte aldrig historien og slet ikkeAnns slutbemærkning om >svinske,

storsnudede bønder, der alle var ligeringe. - De ligner 6n stor gåselort til-san1n1en, ogjo større bønderjo nærnre-re hører de til den rykke ende af lorten<,havde hun sagt og sr-uækket nred døren.

Der var åbenbart ikke kornmet nok ikurven, men Birgitte gler-nte aldrig dendybere filosofi bag Ann Felds ord ogkunne senere se tilbage på det liv, hunblev spået af Ann, og sonr på mangepunkter kom til at passe.

Oprørets time

Forholdet til moderen - og nu også tilhendes nye stedåder - blev vanskelige-re. Hun fik mange verbale klø og nregenskældud: >Min fantasi var sprælsk, og jeghar fiet mange smæk af min mor, fordihun forvekslede fantasi med usandhed,kløene hjalp ikke, - jeg var anderledesend mine søskende<, skriver hun senerei en selvbiografi.

Birgitte knyttede sig endnu stærkere

42

til den gamle lærer og hans bøger. Dahun var 15 år, nreddelte hun sine foræl-dre, at hun ville hjen-rnrefra. Det rystededem, for på den tid var det en bestenr-melse, forældre var alene om at tage.Men de måtte lade pigen råde og be-stenlte, at de ville finde hende en godplads på en gård i nærheden, hvor hunkunne Uene og få oplæring.

Birgitte ville ikke tjene i nærheden,hun ville til København. Forældrenes for-wivlelse steg, nten kunne ikke stå mål nredBirgittes stædighed, så hun fik sin vilje.

En del år forinden havde der boet enmand på Lindbjerggaard ved navn An-dreas Nissen. Han var i Lindbjerg kendtsonl en god og retskafltn nrand, der til-lige havde haft sin jævnlige gang i nris-sionshuset. Han havde a{hændet Lind-bjerggaard og var flyttet til København,hvor han besad en del ejendomme,blandt andet drev han det gamle Mis-sionshotel i Løngangsstræde, som hanhavde ladet bygg.. Birgittes forældreskrev til Andreas Nissen og klaeede de-res nød og forespurgte, on1 han ville ogkunne tage Birgitte ind som køkkenpigepå hotellet og sanrtidig lade hende bohos sig >under betryggende kår og godvejledningn.

Andreas Nissen svarede tilbage, attsirgitte kunne begynde hos ham den 1.

maj 1915, hvor hun kort forinden villevære fyldt 16 år.

Fra Ølgod station den 1. maj1915

Om morgenen den 1. r-naj 1915 blevhestene spændt for federvognen på

Stoltenborg, og begge forældre plus tosolidt pakkede kufferter og Birgitte

frldte vognen op. Københavnerturen be-gyndte.

De to kufferter indeholdt en passen-

de >udrustningu for en ung piges første

færd ud i den store verden - >den syn-dige verden< - kaldte tsirgittes stedåderden. Der var sØrget for, at der i den ene

kuffert 1å en salmebog, Den lille Kate-kisn-rus og Bibelen. Selv havde Birgitte ismug fiet listet et par af den gamle

lærers bedste bøger or-n filosofi og astro-logi med i bagagen.

På den ene kuffert havde hendes

stedfader nedskrevet et par nleget syn-lige ordsprog: >,€rlighed varer længst<,

lød det ene og >Med tålmod og ydmyg-hed besejrer nran verdenu, hed detandet. I det nederste hjorne af den

anden kuffert havde han r-ned store bog-staver skrevet: >Døvlen nrå henregnes

under bandeord, - husk det, thi det har

vi været nleget uenige our<,.

Selv tænkte Birgitte: oHvis jeg dør,

kommer der nok til at stå i Ribe Aurts-tidende: Pigen tsirgitte døde i sit sytten-de år, elsket og savnet. Det kan også

være, at de på gravstenen skriver: Ungsom fi og god som færre gik hun tidligttil Vorherre. Måske kommer de i tankerom, at jeg ikke var så gennem ond end-da, nren jeg skal jo nok dø, før de ved,

hvad de har mistet. -Jeg efterlader et brevmed påskriften:At åbne efter min død<.

Så snart det var afgjort, at Birgitteskulle til København, begyndte hun at

øve sig i at tale et ))finere( sproe, og hunvar klar over, at hendes sproggloser

engang imellern kunne være både ufine

os )ukristelige(, og det var virkelig hen-des hensigt at leve op til en nok så ,kul-turel< og mindre provokerende adfærd.

Den nye stil tænkte hun meget over

på den lange togrejse, men netop spro-get skulle vise sig at give hende kvaler.

Både dialektens fremrredhed i datidens

korrekte København og især hendes

sproglige uvaner vakte ikke udelt glæde

i de kredse, hun nu rejste over til.

Missionshotellet i Iøngangsstræde

Vel ankommet til sit nye hjem i Løn-gangsstræde blev Birgitte straks sat igang i hotellets køkken, og tonen herlod hende ikke i tvivl om, hvad hunskulle tro og gØre. >Der blev læst både

over boller og ris, og et lille vers til at

velsigne brødsr"rppen gav nlan sig også

tid til<, skriver hun selv om arbejdet.

Hun delte værelse med en ældre og

troende hotelpige, som tydeligt var sat

til at vogte over Birgittes færden og læse-

vaner. Først når pigen sov fast og roligt,vovede Birgitte at liste de medbragte,

forbudte bøger frem for at læse i dem.

Birgitte opdagede hurtigt, at deråndtes biblioteker i København, og hungæstede dem jævnligt. Hun sad i læse-

salene og studerede de foretrukne em-ner: Filosofi og astrologi.

På læsesalen traf hun en anden ungpige, som hun kom i snak med, og sonlivrigt fortalte om et arbejde, hun var

optaget af, og som hun inviterede Bir-gitte rrred til. Det viste sig at værc

møder i Frelsens Hær, som straks inter-esserede Birgitte meget. I løbet af korttid var hun stærkt optaget af arbejdet, og

43

Bitgittc Valwrttrt' .qlurttt aldri.q sitt tilkrt1,111i11.q til Ily',rt'rr,r HLtr. (Prit'ttt'ic).

i sin ivrighed forglenrte hr"rn sig selv ossit r-rslebne ordvalg, som ebsolut ikkepassede til tonearten i Frelsens Hær.

Hun var flere ganee ved at blive bort-vist, nren hendes evner og hendes gå-på-mod reddede hende gang på gang,

fordi nran jo nok i korpset anede store

muligheder i denne ufortrødne, vestjy-ske pige.

Efter et års tid besluttede hun at gå

fuldt og helt ind i arbejdet i Frelsens

Hær, hvilket hun meddelte både sine

forældre hjemme i Lindbjerg og An-dreas Nissen på Missionshotellet. l)ettevar til lige stor fortrydelse for alle.Vel varFrelsens Hær ikke det værste vålg, nler-I

nu var pigen ude aføje, og hvad kturneder ikke ske i det syndige Kobenhavn?

44

Frelserpigen

Bireitte deltog ivrigt i al arbejdet ikorpset. I indsanrlingsarbejdet til fordelfor de hjemloses jr-rl fik hun tildelt detrige forretninsskvarter på Stroget i Ko-benhavn, hvor resultaterne i de foregå-ende år havde været stadig nedadgående.

Birgitte startede nred at eå direkte op

til direktøren for Stroqets storste forret-ning og foreslog hanr at lægge for nred

et belob, der langt oversteg tidligere års

gaver, idet hun nrente, at de ovrige for-retninger i gaden så ville folge efter nred

tilsvarende store beløb. Han lod sig

overtale, og det lykkedes hende at oge

resultatet genske nreget. l)ette påkaldte

stor opnrærksonrhed og glæde i Frelsens

Hær, og Birgitte blev inviteret til at

komnre til sar-ntale nred direktoren i for-retningen. Han havde hort onr resr-rltatet

og tilbod l3irgitte en læreplads i forret-ningslivet nred ordene: >Det er folk nredDeres saver og handelstaler-rt, vi l.rar

brr-rg for her i Magasin<. Birgitte takke-de pænt r-rej til lærepladsen og fik i ste-det tilbr"rdt at komnre på Frelsens Hærsofficerskole, og det takkede hun ja til.

Efter et år var hun uddannet sorlr

kadet og blev opfordret til at rejse tilIndien for at deltage i et missionsarbej-de der. Hendes interesse for fiiosofi hav-de bragt hende i nær forbir-rdelse r.r.red

de asiatiske religioner, og selv onr detikke var tonen i Frelsens Hær, så vidstenran her, at det ikke var uden betyd-

ning, on.r de unge missionærer, der skul-le til Indien, havde viden om indernesfilosofi og religion. Birgitte var besnæret

af tanken, nren hun sagde nej til opfor-dringen med den ærlise besrundelse, at

hur-r ville blive en dårlig nrissionær. Huntroede nenrlig nrere på buddhisr-nen endpå kristendonlrllen. Hun bad i stedet

om at blive udstationeret til et arbejde iFrelsens Hær et sted i Dannrark.

Hun fik sin vilje, og kr-rn tyve år gar-n-

mel konr hr-rn i 1919 tilVarde som lederaf Frelsens Hærs lokalafdeline.

Det første ægteskab

I)en nyuddannede kadet gik nu i gangmed det godgørende arbejde i Varde.

Bi4girtt,t1glttltdt,s.|ilrstct]l|1]1d,b(|dkUu1CulSorutstlt),dcrsttilltø.rc.Dc()q Crrl S(rrul/.rc/r mr.qi-fi cd. 1920-2.1. I dut pt'riodt bocdc dc i Skttultutd. (Priuatc.lc).

Bireittes familie i Lindbjerg l"rrvde imellemtiden solgt Stoltenborsl os var

flyttet til en lille by nord for Randers.

Familieskabet blev således ikke genop-taget i forbindelse med flytningen tilVarde.

Birgitte følte imidlertid et andet savn,

idet hun i Frelsens Hær havde nrødt eu

ung r.nand, hvis betydning for hende

forst dr-rkkede op, da hun havde forladtKøbenhavn. Hun opsøgte haur, og det

viste sig, at han var tåget til sin hjembyHobro for at genopta€ie bødkefaget,som han i sin tidlige ungdotr.r var blevet

r-rdlært i. De besluttede at forlove sig og

at se sis om efter et sted, hvor han kun-ne slå sig op sonr bødkernrester.

I)e valgte Skovlund, som var et nabo-sogn til Lindbjerg. Her var der ingen

bødker, rnen der var et forholdsvis stortnrejeri r-ned behov for smørdritler. Et

stort mejeri betød samtidig et veludvik-let landbrug, som havde brr-rg for saltkar,

vaskebaljer og andre bødkerartikler.Parret fandt både værksted og lejlig-

hed i byen, og Birgitte giftede sig i 192i)

med bødker Carl Sørensen og hed nu

ikke længere Guldager, ruen fru bødkerSørensen.

IxJæste stop: Paris

Det uegennyttige liv som frelserpige var

nu skiftet ud nred en tilværelse, hvorBirgitte tilbragte dagene i kvistlejlighe-den i Skovlund r-r.red at læse ou i bogsta-

veligste forstand kikke stlerner. Læsnin-

gen passede hende eodt, uren den

iøvrigt passive hverdag gik dårligt ispænd med hendes telrlperalllent, og

46

sanrlivet nred den travle bodker var ikke

det lykkeligste, hur-r havde tænkt sig.

En dag erfarede hun, at hendes saur-le olærerfaro i Lindbjerg var død. Hr-rn

tog til hans begravelse, og her r.nodte

hun en yngre slægtning af hatt.t, sot.t"t

hr-rn kor-n i snak r-ned. Han var uraler og

boede i Paris. Han fort:rlte hende ot.n

livet i denue verdensby, og hun fandtden rrnqe rttattds beretrrirrger illteres-sante.

Til sin konfirnration havde lSirgittefiet staffeli, farver og pensler, tlett hav-de kun glort lidt brug af det. Hendes

mor havde ikke været sen til at vurderehendes frembringelser på lærredet: ))l)Ll

bliver aldrig til noget nred hverken petr

eller pensel, forbered dig på det I'nir.r

pige<, var moderens r-rtvetydige dor.n.

I 1L)23 besluttede bødkerparret at op-hæve ægteskabet, og Birgitte drog tilParis r-nedbringende en del af sin fæd-

rende arv, sotrr var blevet hensat, da nro-deren havde giftet sig igen. l)en unge

mand, hun havde nrødt ved begravelsen

i Lindbjerg, havde skaffet hende fore-lobigt logi og forbindelse til en tlaler-skole i Paris, hvor hr-rn blev optaget og

opholdt sig i tre år. Her lætte hun ot.u

årver, maleteknik, tegning oir kunsthi-storie. >Livet åbnede sig for mig<, skriverhun senere, ))en ny verden tog fornr i11-Ilg(.

Hun fortsatte med de filosofiske stu-

dier, de indiske religioner optog hende

nrere og nrere, og hun var grebet aftan-ken om troen på et liv efter doden, rein-karnationen.

På r.nalerskolen traf hun den noqet

ældre nraler, Carl Wagn. Forholdet end-

!::

l:ra 't'ttstrt' Iltlqtttt's attdt'tt rtLltld-fii1 [tt.

,\ltrit, ilttd sitt ilt,utd ()q -\(),i //cri .\1.t,.lrt-\

1928- 1910, Cul Ilir.qt,

.s.?,,ir lJifqlII{'.{ /i rrlr,.i().{I('ii

B i r.qi t t t, B i rqi t t c s I ro r A r t t c (-Jllr/,rqcr; -so-stlllrr

Knsr,r C. Kri.rlirlt.v'rt. (),t. |928. (l)rit,,ttt'1r).

Tr,i\.;t\i*.{*o

te nred er gifrerrrrll I l\)2J. os dc toenskaffede en llrotorcykel og besllrttedesig for rt kol-e Er-rropa tyndt nred deres

malerrekvisitter. l)e nialede begge, han

vrr kunstncl'isk sct dcrr dyutirlstc. llrcllIlirgittes har-rdelstalent konr denr til co-de, for hun kr.urne arralrgere udstillincerog sælge nralerienre.

I nridten af trediverne bewndte jor-der-r at brænde r.rnder de tblk i Tysklencl,sonl var af jodisk herkor.nst, og da C:rrlWagn havde jodiske aner, frindt de detklogest at soqe til urere fi-edelige hinr-nrelstros. l)e flyttcde til l):innrark, hvorde kobte et hr-rs i l\ebild.

Her fortsatte de nred at nrale og ud-strlle. I)e bedste billeder konr pri salus-

r-rdstillinger, en del blev arkiveret sonr en

fbrnr for ,>livsforsikrirlq(, os de dagligefornoder-iheder tjente de til, ved at Carl'Wagn korte rundt og malede bonder-gårde. Malerierne solete lJireitte s:i tilcjcrrrc. cllcl Irvcrrr dcr h:rvdc lyst til .rt

kobe.En ciag konr hur-r ind til en nyet:rble-

l-et landnrancl og ville sælse hanr et

nraleri af hans nyerhvervede eård. Detver i I 93U, og nralrden havde inuen pen-ge, lllen kunne svært godt tænke sig at

eje maleriet. l3irsitte foreslog hanr så, at

han kunrre overtage en afbetalingskon-trakt, hr-ur havde indgået ved kob af en

stovsuger. På den nråde kunne han

strække betalingen af nraleriet og fi clet

,l-7a/

Ull**"- d.i&.*.

I 1930'cnrc tunrt'rr:dt Birqittc o.q Cul Wdgrt nrndt i Eurttpa. Hcr L,r dc på ru,i sltdpfi sdttnncn rtu,d'l'lt),ra Holrtt

o.q lrcttdcs iltand, ntdluul Pcdcr Hohn. Fro vctrstrt Pcdcr Hohn, Bir.qitttlMt,qtt,T'ltltya S1rr1,,t og Cul l,Va.qr. Foto

1937. (Priuntc.ic).

med det samnle, og hun havde til gen-gæld fiet en gældf i støvsuger. Hande-len gik i orden og viste igen l3irgittessans for handel.

Alene igen

I 1940 var ryskerne oqså konrr.ret tilDanmark, og Carl Wagn folte sig hellerikke tryg her, hvorfor han foreslog Bir-gitte, at de skulle flytte til osten. Detønskede Birgitte ikke, og i 1940 opløstes

ægteskabet med Carl Wagn, der herefterenrigrerede til Ceylon.

Birgitte fortsatte selv r-ned at male,men samtidig kastede hun sig med end-nu større anstrengelser over filosofistu-

48

dierne. Hun var blevet stærkt optaeet afteosofien, en filosofisk religionsretning.Det var en bevægelse, der startede iAmerika i 1870'erne, og so111 senerekonr til Europa. | 1912 stiftedes der etteosofisk selskab i Danruark, som Birgit-te havde hørt om og fået forbindelse til.

Teosoflernes br-rdskab var at santle detbedste fra de forskellige hovedreligioneri verden og bygge deres tro på det. Degik ind for reinkarnation, og grundlagetvar en sand gudserkendelse ud fra ennaturalistisk, spekulativ genvej til frelse,

og deres religiøse idoler var Mahatma,Moses,Jesus, Buddha og Platon.

Birgitte besluttede at gennemføre enforedragsturn6 nred teosofien sor-n bud-

skab. Gennem dette arbejde kom hun iforbindelse med søskendeparret AgneteWiberg og n-raleren, Jørgen Vinde, somejede og boede på Ronæs gan-rle Præ-stegaard ved Gamborg Fjord på Syd-vestfl/n. Præstegården var en fredet byg-ning, antagelig fra 1700-tallet. Søskende-parret havde sat den nødtørftiet i stand

og stillede den til rådighed som refugi-um for teosoffer, der havde brug for roog stilhed til meditation.

JørgenVinde var de danske teosoflersbiskop, et ulønnet hverv med nlesetarbejde og lidt udkomme. Der var der-for heller ikke økonomi til at driverefugium for folk, der ikke kunne beta-le for opholdet, og sØskendeparrets mu-lighed for at videredrive den gamle præ-stegård viste sig at være unrulig. Birgitteflyttede til Ronæs gamle Præstegaard,

overtog den og giftede sig i 1941 med

JørgenVinde. Hun havde økonomi til at

redde stur-nperne og vilje og overblik tilat afgøre, hvad stedet kunne bruges til.

De teosofiske gratister blev sat på

porten, Agnete 'Wiberg flyttede ud, og

JørgenVinde gav sig til at male, og vistesig i øvrigt at være en god og praktiskvlcevært.

I krigsårene arbejdede Birgitte rnedsine malerier, sin filosofi og med at fiden gamle præstegård på fode igen.

Allerede i 1943 opløste hun og Jør-gen Vinde deres ægteskab, der vel nokhavde halt et flornuFtens præg over sig

og økonomiske undertoner til fordel foropretholdelse af præstegården. Her varBirgittes fædrende arv endnu i behold,og gode år fra malerisalget gjorde stornyrre.

Der bestod fortsat et godt venskabmellem de to, og de blev begge boendepå stedet, hvorJørgenVinde kunne pas-

se sin malerkunst og holde øje med hu-sets praktiske funktion. Hertil hørte etstort gæstebud under absolut beskedneforhold, som Birgitte ville have det.

Mødet i Hekindors

| 1945 begyndte Birgitte et foredrags-virke uden for Danrlark. Dette førtehende til Oslo, Stockholm og Helsing-fors, hvor hun besøgte de teosofiske sel-

skaber i disse lande.En aften skulle hun holde foredrag i

Det teosofiske Selskab i Helsingfors,hvor en finsk kvinde stod som arrangØr.Hun nævnte for Birgitte, at der villekomme ca. 300 tilhørere, - fortrinsvisakademikere. - >Det foruroligede mig,for jeg har aldrig kunnet fordrage aka-demikere<, fortalte hun senere, ,>men

hvad værre var, jeg fik også at vide, at

der blandt tilhørerne ville være en finskminister, og det gjorde mig nervøs<. Damødet begyndte, sad der på forresterække lige midt for talerstolen en alvor-lig herre, rham besluttede jeg mig for at

ville tale direkte til, og lade som om vivar alene i salen. Det kunne beroligemin nervøsitet<, har hun fortalt.

Foredraget forløb godt, og efter detkom den alvorlige herre hen til Birgittefor at takke og komplimentere hendefor et godt og interessant foredrag, hvor-efter han inviterede hende og den kvin-delige arrangør på te i Det finske So-cietetshus (Den finske Forening).

Da aftenen var forbi, fulgtes Birgitte

AO

nled sin veninde tilbage ril hotellet, ospludselie spul-{rte hun: ,Hvor blev hanrnrinisteren af i aften<? - ,>Janter.r, det v:rrjo hanr, vi lige har drukket te sannlenmed<,, svarede veninden. Så var al liirgit-tes nervositet forsvunden, for n:ir enr.ninister kunne optræde så alnrindelie,så r.nåtte der være et nrenneske bas ved,konkh-rderede hun.

Hugo Valuanne på _friefødderBireitte rejsce hjenr til l\onæs iuen, oget halvt års tid efter fik hun ph,rdseligLlventer besog. En dag korte en sortlinror-rsine op foran hoveddoren på

Birqittr Lhluattrrt' b(,tri.qt(r ct tnaltri ql' siil.fitrdt, ttrruttl

H r t,qo Va I uo r t t t t, i d i p I u t t,t t t o.j. ( pr i uLr t c.j c ).

50

Ronæs ganrle Præsteuaard. Ud steg ennrand, son.r Birsitte straks genkendtesonr den alvorliire herre fi-a Helsinefors.Ministeren der havde trakteret medkonrplimenter og te.

Hr-rqo Valvanne var hans navn. Hanvar diplor.nat os sit lands viceudenriss-nrinister. Han fi-emforte hurtist sit ærin-de, sonr var at anmode Birgitte on.ræsteskab og samtidig fortælle hende, athan havde udsigt til en dipolnratisk kar-riere tned sæde i et asiatisk iand, - ger-ne Indien.

Birgrtte blev både glad og overrasket,nren nråtte siee nej til fi-ieriet. Hun hav-de tre ægteskaber bag sig, hun syntesikke, hr-rn kendte nok til nranden. diplo-rrratiet vlr hende lrerrrrrred. og hun hilv-de 6n gar-ru for i sit liv sagt nej til at taeetil Indien. Det var dengane nran i Frel-sens Hær ville sende hende på nrissions-ll'bejde bare 2t t år- qarrrrucl.

Hr-rso Valvanne nråte tase tilbage tilFinland nred en kurv, men de indledreen intens brevveksling, og telefor-ren varjo opfundet. Et halvt år senere forsogteHugo Valvanne igen, og denne ganemed større udbytte, Birgitte saede >ja<.

De blev gift og flyttede til Helsins-fors for at afvente hans udnævnelse. Ti-den gik rtred at stndere Indien oq nredat forberede sig på diplontatiets sværekunst, måske specielt svært for Bireitte,hvis uslebne væsen jo altid fulgte hende.

Parret deltog i en lane række diplo-matrtriddage og saltlntenkomster ogplorde eengæld med et kaffeselskab,hvor Finlands udenrigsminister var ind-budt. Birgitte henvendte sig direkte tilharn og forklarede, at da det jo var har-n.

13ilgittc r1q Htt.qo Iith,,tttttt' i atttltdssadorltoli.qt'tt t

5r/rilci:', ltrcr dc opholdt -r4q iirlg/r' u i 1950't'utt.

13ir{itr(' trq Htr,qo lhlt,,utrtt tut .qifi.lir 1915 ril Htt.qo

Ihluttrttt's dod i I9(tl. (l\'ir',rrtit).

der skulle bestenrnre, hvor Valvanneskulle være anrbassador, så ville hr-rn ger-l]e, oltt det uråtte biive afgiort sn:trt.

Hr-rn havde til lejlieheden serverethjerrrrrreb.rqte snlåkrger. orr udcnrigsnri-nisteren roste denr nreqet, oli sallde tilllirgitte, at så længe hnn kunne servere

så gode slnåkalier, s:i kunne hr-rn selv

bestemnre, hvor hun ville være anrbassa-

dorfi'ue. og så ville hrrrr i ovr-ir1t gernc

vide, hvor hun havde opskriften fi'a.

Hun svarede onrlrående, at s:i ville hunserlre til Indien, oli :1t hendes nror hav-de lært hende at bage snlikagerne.

Få dage efter fulete udnævnelsen afHr-rgo Valvanne som Finlands anrbassa-

dor i Indien med sæde i New Delhi.

>Med Birgitte i Indien<

I)er fulete seks spændende år i Indien,hvor Birgitte fik travlt med repræsenta-tion og med at biande sig lieeværdigt ogufortrødent, hvor hun kom {i-er-n. Hen-des autodidakte engelsk og alnrindeligeselvlærthed var kun et plus for hendes

charme.Hun blev veninde med Indira Gand-

hi, hvis privatfly hun kunne rekvirere,når hun skulle or-nkring i det store land.Hendes interesse for landet, folket ogdets mystik optog hende stærkt, og detblev til lllilnqc rrralcrier og til ct plrboger, hvoraf 6n fik titlen uMed llireit-te i Indierr<. On.r den skrev annrelderne,at den var ofor nleset Birgitte og for lidtIndien<, ja,6n :rf dem gik så vidt sonr tilat skrive >vist er Bireitte en personiig-hed, r.nen hvad er der blevet af hendes

ydnryghedo?Hun fik sæde i den censor-konrit6,

der bestemte hvilke ophængninger, derkunne komnre på Nationalgalleriet iNew l)elhi. l)et sieer ikke så nreget onlhendes fornråen sonr udovende kunsr-ner, lnen nrere onl hendes kunstforståel-se da dette nationalgalleri er et afVer-dens storste og kr-rltr-rrelt nlest betyd-nirresfulde med tusir-rdvis af store vær-ker.

HugoValvanr-re delte hendes interesse

for indisk filosofi og tilskyndede til flererejser og personlige kontakter i forbin-delse nred disse enrner. Hr-rn besogte det

:)l

Fra spiscstrrctt i tatbassadorboligcri i Sr/rrlci--. I:ra uL'rrstrc Bitpittr: Vtluøtrtc, strrcpigcrt Hcrdis -fra Knsltjtty,privatdnullbrut Børt -lin Skovhurd sarnt sttrL,lti,qur Mcttc,fi'a Odutsc. Fttttt 1957. (Priudtjc).

åndelige overhoved i Tibet, Dalai Lama,der levede i troen på et liv efter doden.Mange år senere, da Birgitte var blevetenke efter Hugo Valvanne, besogte hr-rn

igen Dalai Lan.ra, og her gav hun udtrykfor et ønske om at n1åtte møde sin af-døde mand, og Dalai Lama lod det ske.

Pludselig stod Hugo Valvanne foranhende, og de snakkede nred hinanden ifi øjeblikke, kunne Birgitte senere be-rette, og nleget tydede på, at hun troedepå det.

Det stiue Schweizog det kolde KinaEfter seks gode, berigende år i Indienfulgte der næsten lige så nlange skuffen-

52

de år som ambassatrice i Schweiz. Mensdet diplomatiske liv i Indien bod på

r-rformel og uhøjtidelig adfærd, hvor selv

diplonrater kunne færdes i alle lag, så varlivet i det diplomatiske korps i Schweizlreget stilfuldt og stift, og Birgitte komaldrig til at føle noget særligt for landet,dets folk eller for fællesskabet i uden-rigstjenesten. Hun vedblev at pleje sine

nlange private kontakter i Indien, oghun opholdt sig så meget hun kunne iRonæs på Fyn uden at svigte sine plig-ter i Schweiz, - rnen det blev ved plig-terne. Hun knyttede unge danskere tilstaben af folk på ambassaden som stue-piger, køkkenpersonale og privatchauf-fører for dog at have nogen kontakt tildet rnere folkelise.

Mødet med formand Mao

Det var derfor nred let sind og i storspænding, at Birgitte og HugoValvannei 1956 blev forflyttet til anrbassaden iKinas hovedstad Peking. Her var der et

koldt politisk klinra, og kr-rn den diplo-nratiske immunitet hjalp nred til, at folkfia den fie verden hver dag kunnetrække luften forholdsvis fi-it.

Dette var i formand Maos regerings-periode og derfor ingen let opgåve at

føre diplomati. For I3irgitte var det dostre nreget spændende år, hvor hun kun-ne færdes så f it og udtrykke sig så

bramfrit, sonr det nll var hendes natur,og sorn den tilnrålte fiihed tillod udenat gå r-rd over den uskrevne hoflighedsrammer, hun sonr gæst i et fienunedland nu engang var undergivet.

Hur.r sogte at komnre i kontakt r.ned

folket for at kunne skildre dets s.1æ1, oghun skrev da også bogen ,>På alårvej iKinao, der i Politikken blev annreldtsonl ))en lille, fin poetisk bogn og Infor-mation beskrev den r-ned ordene oen

orientering der vækker tillid<.I Kir-ra kendte nrar.r godt Bireittes

nære tilknytning til Dalai Lanra i Tibet,og det var ikke velset. Kina forsogte af al

nlast at underlægge sieTibet. På trods afdenne tilstand tos llireitte sig under en

stor diplonratnriddag nred 500 gæster

den frihed at henvende sig til fonnandMao, der var onrgivet af vagter og nran-ge tolke.

Hun sasde da til hanr: >Kunne Deikke lade det lilleTibec i Fred, De har johele det store Kina<. Maos reaktion varet stillestående, alvorligt ansigt. oAldrig

har jeg set ind i to så kolde øjne somMaos<, fortalte Birgitte senere fi-a dennebegiver-rhed. Mer-r hun loste samtidig opi forholdet ved at bede Mao onr at snli-le, ,>og det gjorde han såu, sagde hun ogfojede til:,rHan er nok det storste lllenne-ske, jeg nogensinde har nrodto. Men de

droftede aldrig mere forholdet til Tibet,hvis natur, folk og religion betog hendenreset og vel inspirerede hende til at skri-ve den lille bog >Sneens huso, som noker den betydeligste afhendes syv boger.

Otium og eftermæle

Efter tre år blev Hr-rgoValvannes helbredsvast, og han blev løst fia sine diplonra-tiske plieter. Parret flyttede til Ronæsganrle Præstegaard, hvorValvanne dode i1961. Hans urne blev sravsat i haven

ved huset.

Birgittes åste tro på et liv efter dodenfulgte hende, og i årene efter Valvannes

dod gennemforte hun, at hans plads vedbordet altid var parat. Ingen måtte sætte

siu pir har-rs stol, og hans kuvert var altidparat, hvis han skulle vise sig igen.I)en-ne overbevisr-ring til trods bekendte hunalligevel til det sidste, at hun var et kri-stent og troende menneske.

Hun var nu fyldt 62 år og havde firebarnløse ægteskaber bag sig. Hun havdebekendtskaber i nrange lande på alle

kontinenter og i alle kredse. Denr fort-satte hun med at dyrke gennenr rejserog ved at nrodtage der-n på besog hjenr-r.ne i l{onæs. Her indrettede hurr dengamle præstegård til indisk-kinesiskmusellnl og ateli6r, hvor hun og JørgenVinde fortsåt nralede og solgte malerier.

53

tl

ø

I dtclicrtt

Hrgorrq, I3ir.qitcl'alutttrtt'-s.lilrl-/()rqcr?I'ittdt. I\ir.qittc trqJorqcirl'irtfuru.qiliu l910-1'J (Prit''ttcic)'

Sine vestjyske rodder forblev htttr troimod. Hver sonrnrer kuntre farllilie og

venner regne nred hendes besog, og hunvar gæstfri, når de opsogte heude i llo-næs.

Hun bevarede ossri forbirldelsen tilsine soskende, der alle konr i gode stil-linger i Ostlylland, nren esentlise rlære

år-nihebånd var der ikke tale onr, dertilvar hun for forskellig fi'a denr.

Birgittes enersi var- uopslideiig. Da

hun var fyldtTL) år, geunet.nforte hr-ur på

opfordring af den irtdiske reserius eu

foredragsturn6 ortr dansk oq finsk kultr-rr

rundt i ikke færre end 2'l ir-rdiske delsta-

ter, - en rundrejse på rlran5;e tusinde

kilor-neter boende i en kufltrt fi-a hotel

til hotel.

54

I forbindelse tned sitt 80 :irs fodsels-

dag; - tre tnårrecler for sitl dod - eav IJir-qitte Valvanne et iltterview, hvor l-rtln

blcv spurgt, or.rt fattisdollllllell og cle

store sociale forskelle i Indien og Kina

ikke havde gjort indtryk på hende. Hurr

svarede, at selvfblgelis var hun bevidst

onr forholdelle, ttten l-rttu fandt detn sli

r-roverskuelige og så r-rloselise, at hLlll

hellere ville leve livet nred folket, nrens

hr-rn levede end forsoge helt aler.re at

fielse verden, for det rtragtede hun ikke'

',Jeg har altid forsoet at leve åttig blandt

de fattige os soltr ett ris blandt de rige,

- jee er gået sr-rlter.r i senq tlred de sr-rlt-

ne, og jeg har uder-r dårlig sanrvittighed

spist nrig nræt ttred de privilegerede,

sådan tror jeg mennesker har det bedst

nred hinancien, fbr lige born leger bedstu,

var hendes sv:rr.

>Det kunne haue uceret Birgitte<

Med selvbiografien ,l)et kunne have

været Birgitte(, beretter htu'r onr sit liv.

l)et er en spojs og oplysende bog, ikkeså nreget på grund afdens brouede, ydrehandlingsforlob sor.n på urund af den

vamre, den hr-rnror og den åbetrhjertie-

hed og nrenneskeklouskab, der r.nani-

festerer sig i boeværket. Det afgorende

v:rr ikke, lwdd hun rr:iede, rnen ltuttrddrt

hun nriede det. Man fristes til at gerlrnre

bogen nred ordene:Sandelig! - Pisen fi-:r Lindb;ere her

fiet de fleste af sine drotnn.te opfyldt.Hurr vrrr sorrr rnller og fbr'f.ttter crl

kunstner, nren hojest nåede huu sor.n

livskunstner, der hellere ville do afarbejde end af kedsonrhed.

.f*Ir..s\

Hittt,rld1,,1.

55