anerkendelse og validering - krap.com · havde brug for den, kom alene af dén grund til at indtage...

1

Anerkendelse og Validering


Hvornår er det, vi som mennesker trives? Det spørgsmål er der rigtigt mange, der

har stillet før os, og der er sikkert rigtigt mange forskellige svarmuligheder. Èt er

dog et faktum: Vi trives kun godt, når vi anerkendes som mennesker. Uden aner-

kendelse mærker vi et savn, der opstår negative følelser - og vi kan herudfra udvik-

le mestringsstrategier, som kan være ret uhensigtsmæssige.

Anerkendelse omfatter i vores forståelse bl.a.:

At blive set - som man er - af et andet menneske

At blive taget alvorligt som menneske

At blive mødt som værende ligeværdig

At opleve at være OK, blot som man er

Et godt eksempel på anerkendelsens afgørende betydning - på et andet område -

har vi med Estland. Esterne lægger stor vægt på, at Danmark var det andet land i

verden (efter Island), som anerkendte Estland efter dets frigørelse fra Sovjetblok-

ken. Den anerkendelse, Estland modtog fra en række andre "rigtige" lande, var i

esternes bevidsthed med til at definere Estland som et ligeværdigt land og esterne

som et ligeværdigt folk. Vi, der havde været der med anerkendelsen, da Estland

havde brug for den, kom alene af dén grund til at indtage en særlig plads hos

esterne (og gør det tilsyneladende stadig).

ARTIKEL

Lene Metner & Peter Storgård,

PsykologCentret Viborg (2007):


Udgivet på www.KRAP.nu

( www.KRAP.nu/anerkend.pdf)

http://www.krap.nu/

2


Vi ønsker og søger altså anerkendelse, men flere forhold skal imidlertid være op-

fyldt for, at vi også kan modtage anerkendelse:

Vi skal have fornemmelsen af, at den gives uden bagtanker

Den skal være givet til èn uden at blive fulgt af et præstationskrav

Den skal gives uden betingelser

Til gengæld er anerkendelse noget, vi virkelig kan mærke, når vi modtager. Aner-

kendelse vækker vores selvfølelse og skaber fundamentet for, at vi kan udvikle et

stabilt selvværd. Dét, at blive anerkendt, er et helt basalt menneskeligt behov. Vi

har så megen brug for anerkendelse, at vi som individer kan blive særdeles ihærdi-

ge i vores søgen efter at opnå den – og ofte går hele vejen i denne søgen.

Det betyder, at vi relationelt søger indtil vi finder menneskelige relationer, som vil

os. Uanset hvor længe og hvor intenst vi skal søge, eller uanset hvor afvigende

kontakter vi skal finde, så bliver vi ved – og om ikke andet lykkes det måske at fin-

de andre, som er lige så lidt anerkendte som mennesker som én selv - hvorudfra vi

kan anerkende hinanden som dem, de andre ikke vil lege med.

Case: Bo (10 år)

Bo er en dreng på 10 år. Han har haft en svær start på livet, idet hans mor har

haft meget lidt overskud til Bo grundet et alvorligt misbrugsproblem. Bo har

ingen kontakt til sin far. Eftersom Bos mor oftest har haft udfordring nok i at

holde sammen på sig selv, har Bo ofte været i vejen, og uanset hvor megen

umage han har gjort sig for at blive set, er det ikke lykkedes ham at opnå sin

mors anerkendelse.

I skolen er Bo ukoncentreret og bruger megen tid på at tænke på, om mor nu

klarer sig hjemme. Bekymringen er ikke ubegrundet. Bo har oplevet, at der er

kommet mænd i lejligheden, som har truet hans mor. Når Bo mister koncen-

trationen og læreren opdager, at Bo ikke følger med, siger hun: Nu skal du

altså lige følge ordentligt med. Så også i skolen har Bo vanskeligt ved at

opnå anerkendelsen. Han antager, at læreren er ligeglad med ham. Kammera-

terne opnår han heller ikke anerkendelse hos – han er den mærkelige dreng,

som altid går alene hjem, og som tit er "træls" i tøjet og ikke altid helt renva-

sket.

3


Bo fortsætter sin kamp for overlevelse. Da han er 14 år, bliver han kontaktet

udenfor skolen af en fyr, som senere viser sig at være medlem af Hells Angels.

Denne fyr viser Bo så meget positiv opmærksomhed, og senere anerkendelse,

at det næsten ville være umenneskeligt ikke at tage imod. Bo bliver efterhån-

den indlemmet i truppen og får til opgave at kræve penge ind, når nogen skyl-

der HA.

Bo får megen ros for sin indsats og samtidig møder han for første gang i sit liv

rigtig anerkendelse i form af udsagn som: Det er bare godt at have dig med

og kommer du i aften - vi vil gerne have dit selskab?!

Bo synes måske ikke helt om alt det, der foregår, men hans behov for anerken-

delse er så voldsomt, at han er parat til lidt af hvert. Han oplever for første

gang at kunne tænke: Jeg er noget, og jeg kan noget.

Det personlige hus

Anerkendelse er altså en dyb og meget vigtig basis for det enkelte menneske. Så

betydningsfuld en basis, at det kan sammenlignes med fundamentet i et bygnings-

værk. Når vi er vidende om, hvordan det let kan gå, hvis fundamentet i en bygning

ikke er i orden, kræver det ikke megen fantasi at drage en parallel til anerkendel-

sen hos et menneske: Er dén ikke i

orden, skal personen stives af på til-

svarende måde som bygningsværket

med det dårlige fundament.

Det er dog i den sammenhæng vigtigt

at understrege, at det aldrig er for

sent at arbejde med anerkendelse.

Det tager tid at forbedre den usikre

selvfølelse og det ustabile selvværd,

som er en følge af manglende aner-

kendelse – men det kan lade sig gøre!

Figur 1 skal illustrere, hvor betyd-

ningsfuld anerkendelsen er.

Et solidt fundament er afgørende, og

fundamentet skal løbende vedlige-

Figur 1

4


holdes. Er fundamentet først blevet solidt bygget, kræves kun en livslang, alminde-

lig vedligeholdelse - men er fundamentet usikkert fra starten, opstår jævnligt stør-

re revner og sprækker, som kræver at blive udfyldt. Her bliver det påtrængende for

os at modtage anerkendelse. Anerkendelsen giver, som det ses i Figur 1, basis for at

vi kan udvikle vores selvfølelse - og alt det andet, vi er som mennesker.

Nu kunne eksemplet med Bo jo antyde, at det kun er børn og unge med ressource-

svage forældre, som kan have underskud på anerkendelses-kontoen. Det er ikke

tilfældet. Faktisk er det ikke sjældent at opleve relationer, hvor forældre selv ople-

ver at have bibragt deres børn megen anerkendelse - mens børnene ikke oplever at

have fået megen anerkendelse og derfor ikke har fået udviklet deres selvværdsfø-

lelse.

Der, hvor relationer primært tager udgangspunkt i handlinger og præstationer - og

i mindre grad eller slet ikke i menneskelig anerkendelse, bliver det en umulighed

for barnet/den unge at opleve den selvværdsfølelse/selvtillid, som anerkendelsen

og selvfølelsen skulle have lagt fundamentet for.

Eksempel: Ønskebarnet Jacob

Jacob er 10 år og ønskebarn. Jacob bor sammen med begge sine forældre og en

ældre søster. Han er en dygtig og velbegavet dreng, og han gør det, der forven-

tes af ham. Jacobs forældre er stolte af ham og forsømmer ikke mange lejlig-

heder til at fortælle familie og venner om Jacobs bedrifter. Nu kan Jacob læse

dét og dét… nu kan Jacob selv klare … nu er Jacob kommet på 1. holdet i fod-

bold …osv. I skolen klarer Jacob sig fint og har venner.

Jacob har med andre ord fundet en model, som umiddelbart ser ud til at virke. Der

er dog lige det ene beklagelige forbehold, at Jacob kun mærker sine forældres til-

fredshed i forbindelse med at han kan noget og præsterer noget. Så Jacob udvikler

langsomt - men sikkert - nogle mestringsstrategier som indebærer, at alle ved, at

han kan noget. Han sætter sig selv i centrum.

Det, Jacob dybest set søger, er anerkendelse; men det, han får, er ros. Og Jacob be-

gynder derfor, som nævnt, at benytte en mestringsstrategi (se artiklen Mestring og

Mestringsstrategier), hvorigennem han får sig selv placeret i centrum det meste af

tiden.

5


Lærerne begynder at opleve Jacob som pralende, idet han ofte rækker hånden op

for at få lov til at fortælle om en præstation, han har udført. Eleverne synes, han er

lidt irriterende at høre på, for han kan altid det hele. Nogle gange oplever Jacob en

fornemmelse af, at de andre ikke gider ham, hvilket dog kun forstærker hans me-

stringsstrategi. Hans tænkning herom kan beskrives som sådan (jfr. artiklen Kogni-

tive Modeller):

Da Jacob bliver ældre har han ligeledes travlt med at fortælle folk, hvor meget han

kan præstere; andre tænker: Jacob tror på sig selv - hans selvværd fejler i hvert fald

ikke noget. Men det er faktisk det modsatte, der er tale om.

Jacob eftersøger anerkendelse, og da ros er det eneste, han har kendt, prøver han

ihærdigt at finde anerkendelsen via ros. Resultatet kan meget vel blive, at Jacob

faktisk har meget svært ved at finde ro og tilfredsstillelse i det, han kan, for han

jagter fortsat anerkendelsen.

For at forstå denne pointe vil vi i det følgende sætte focus på, hvori forskellene på

ros og anerkendelse består.

Situation:

Jacob fortæller om fodboldkampen i går og si-ger: ”Jeg tror ikke vi havde vundet, hvis jeg ikke havde været med”. Klassekammeraterne hvisker sammen, og en enkelt vender øjnene indad

Tanke:

Måske er jeg ikke god nok endnu

Følelse:

Tristhed, uoverkommelighedsfølelse

Handling:

Beslutning: I næste frikvarter fortæller jeg, at vi også spillede hjemme på vejen, og at jeg dér scorede 6 ud af 8 mål

Box 1

6


Anerkendelse versus ros

Ofte forveksles anerkendelse med ros. Det er en forståelig forveksling, da begge

begreber vedrører en positiv tilgang til andre mennesker. Vi har også som menne-

sker brug for begge dele. Den store udfordring heri er, at vi kan have svært ved at

optage ros på en hensigtsmæssig måde, hvis anerkendelsens fundament ikke er i

orden. Da kan ros blive den drivende kraft som bevirker, at vi gør noget alene for

at kunne blive rost. Selvtilfredsstillelsen ligger da ikke i at kunne gøre det, der nu

er tale om, men i at blive rost, fordi man gør det /kan det. Man kan sige, at aner-

kendelse knytter an til den dybe selvværdsfølelse, mens ros knytter an til selvtillid.

Skematisk kunne det illustreres på følgende måde:

Anerkendelse

Er grundlaget for etable-

ring af selvværd

Er fundamentet under alle

former for social væren

Kan ikke gives som tilskyn-

delse

Er ikke beregnende

Er identitetsskabende

Tager udgangspunkt i den

menneskelige væren

Bekræfter mennesket blot

i kraft af dets eksistens

Ros

Er grundlaget for etable-

ring af selvtillid

Kan bruges som et pæda-gogisk redskab – tilskynder handlinger som den rosen- de ønsker

Handler om bedømmel-

se/værdisætning

Tager udgangspunkt i de

menneskelige handlinger

Bekræfter menneskets kom-

petencer og færdigheder

Box 2

7


Skemaets pile skal forstås sådan, at der helst skal eksistere en dialektisk veksel-

virkning, hvor anerkendelse og ros går hånd i hånd, hvor det ene hører tæt sam-

men med det andet - men hvor anerkendelse og ros også kan bruges hver for sig.

Får man en utilstrækkelig anerkendelse, kan dette bevirke, at den positive ros, vi

får, ikke kan omsættes hensigtsmæssigt.

Anerkendelse og ros i praksis

Hvordan sikrer vi så i praksis en hensigtsmæssig vekselvirkning mellem anerken-

delse og ros, og hvordan sikrer den enkelte fagperson, at det enkelte barn, han/

hun arbejder med, anerkendes?

Først og fremmest må vi have en god fornemmelse for, hvad anerkendelse og ros

er, og være gode til at vise begge. Den samme situation kan nemlig ofte kalde på

såvel ros som anerkendelse.

Et eksempel kunne være Stine, som går i 6. klasse. Stine sidder og arbejder

med matematik. Der er mange opgaver, der driller, og Stine har lyst til at smi-

de det hele fra sig og råbe til læreren. Læreren kommer nu hen til Stine og si-

ger: Jeg kan se, du slider med det – det kan også godt være noget svært,

og man kan godt få lyst til at give op en gang imellem. Dermed anerken-

der læreren Stines tanker og følelser.

Læreren kan så tage udgangspunkt i noget af det, Stine har lavet og sige: Her

er du begyndt rigtig godt eller det, du har lavet i det stykke her, er rig-

tig flot osv. Dette vil være en velvalgt ros til Stine for det produkt, hun har la-

vet - eller har forsøgt at lave.

Endelig kan læreren lægge en hånd på Stines skulder og give et lille klem, en-

ten som en ordløs gestus eller suppleret med en positiv bemærkning.

Anerkendelse kan nemlig have flere udtryksformer:

Verbal anerkendelse – dét med ord at udtrykke anerkendelse af det pågæl-

dende menneskes blotte eksistens

Nonverbal anerkendelse – gennem kropslige signaler, gestus, øjenbevægel-

ser osv. signalere anerkendelse

8


Anerkendende samvær

o Gennem måden, man er sammen med andre mennesker på

o Gennem ord, handlinger og måder at opsøge personen på

o Gennem at synliggøre ønsket om samvær, fællesskab osv.

Tilbage til eksemplet med Stine; Her kan man sige, at læreren kan vælge at lægge

anerkendelse ind på samtlige måder. Den kan gives via måden, han ser på Stine på,

via måden, hvorpå han giver verbal anerkendelse, via klemmet på skulderen, og via

den måde, hvorpå det bliver synliggjort, at læreren synes, det er godt at have Stine

i klassen.

Det at kunne levere anerkendelse kræver, at der er overensstemmelse mellem den

måde, hvorpå vi tænker om en person, og de handlinger vi udfører (jfr. artiklen

Den Kognitive Indfaldsvinkel), for som nævnt tidligere, er det ikke muligt at tage

imod anerkendelse, hvis denne synes givet med en bagtanke.

Anerkendelse og relationer

Relationen bliver selvsagt særdeles vigtig i forbindelse med anerkendelse. Det er i

mødet imellem mennesker, at anerkendelsen kan komme til udtryk. Det relatio-

nelle felt, der opstår mellem to mennesker, er der, hvor vi kan give tegnene, sætte

ordene på og i hele kontakten være og agere anerkendende.

Når relationen nu er så vigtig i forhold til anerkendelse, og når anerkendelse er et

så basalt behov for mennesker, bliver det vigtigt at undersøge, hvad vi som fagper-

soner kan gøre for at optimere de relationer, vi indgår i. Her kan man med fordel

tage udgangspunkt i den personlige relationskompetence. Relationskompetence er

i vores forståelse:

De personlige færdigheder, den enkelte har og forstår at tage i anve n-

delse for at fremme forholdet til en eller flere andre i en social kon-

tekst. De er således forskellige og personlige og dermed ikke et gene-

relt fænomen. Relationskompetence er således ikke noget, det giver

megen mening at sammenligne med f.eks. kollegers

Hvis man som fagperson ønsker at arbejde med udvikling af personlig relations-

kompetence, kan man med fordel arbejde ud fra programmet ICDP (International

Child Development Programme), hvori man har beskrevet en række samspilskom-

9


petencer. Disse har man kunnet vise alle har betydning for udviklingen af den go-

de relation. ICDP beskriver disse samspilskompetencer som væsentlige:

For os er det - som tidligere nævnt - hensigtsmæssigt at arbejde med det relatio-

nelle forhold, men relationen gør det ikke alene. I artiklen Den Kognitive Vinkel

ICDP’s 8 temaer for godt samspil

1) Vis positive følelser – vis, du er glad for barnet

2) Juster dig efter barnet og følg dets udspil

3) Tal med barnet om ting, det er optaget af og prøv at få

følelserne med i samtalen

4) Giv ros og anerkendelse for det, barnet selv er i stand til at

klare

5) Hjælp barnet med at rette opmærksomheden ét sted hen, så-

dan at I får en fælles oplevelse af ting i omgivelserne

6) Giv mening til barnets oplevelse af omverdenen ved at

beskrive det, I oplever samme, og ved at vise følelser og

entusiasme

7) Uddyb og giv forklaringer når du oplever noget sammen

med barnet

8) Hjælp barnet med at kontrollere sig selv ved at sætte græn-

ser for det, på en positiv måde – ved at lede det, vise positi-

ve alternativer og ved at planlægge sammen

Kilde: Henning Rye (2002):

Tidlig Hjelp til Bedre Samspill,

Gyldendal Akademisk, s. 138-140

Box 3

10


kommer vi ind på vigtigheden af at have det tanke- og følelsesmæssige perspektiv

med. Det er de tanker, vi gør os om et andet menneske, som er med til at afgøre,

hvordan vi er i stand til at møde personen.

Dét, at møde et andet menneske dér, hvor han/hun er, er betydningsfuldt for at

kunne få noget godt og konstruktivt ud af samværet og betydningsfuldt med hen-

blik på at skabe basis for eventuelle forandringsprocesser.

Vores berømte filosof Søren Kierkegaard har udtrykt det med et meget berømt ci-

tat:

”.. At man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et be-

stemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og

begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst” (S. Kierkegaard: Syns-

punktet for min Forfatter-Virksomhed, SV3 18, s. 96-97)

Dybden i ovennævnte Kierkegaard-citat er stor, og det kan efter vores vurdering

ikke udtrykkes ret meget bedre, end Kierkegaard gør det.

Citatet bringer os videre i tænkningen om ansvaret for, at den gode relation bliver

etableret. For hvis er ansvaret for relationen egentlig? Til dette kan vi give et meget

entydigt svar: Ansvaret for at etablere en relation ligger udelukkende hos hjælpe-

ren (altså den professionelle), uanset om dette er en pædagog, en lærer, en tera-

peut eller en hvilken som helst anden professionel - når det drejer sig om et arbej-

de, som retter sig mod andre mennesker.

Om professionelle relationer vil vi anføre:

Relationen er altid den professionelles ansvar

Det er den professionelles relationskompetencer, som er grundlaget for ud-

viklende relationer

Professionelle relationer har en asymmetrisk balance, hvorved vi forstår, at

der ikke er tale om to ligestillede parter: Parterne er nok ligeværdige - men

ikke ligestillede m.h.t. ansvar, magt, viden og kompetence

Et barn eller en voksen med hjælpebehov kan aldrig tillægges skyld for en

mislykket relationel handling

Ofte kan vi både i den pædagogiske og den psykologiske verden høre udtryk som

”han er udenfor pædagogisk rækkevidde” eller ”hun er udenfor terapeutisk række-

11


vidde”. Det, der ligger i disse udsagn, afspejler meget tydeligt, hvor stor betydning

hjælperens tænkning har, og hvordan vi mestrer oplevelsen af at ”komme i klem-

me”, når noget er svært.

Som professionelle kan vi møde mennesker, i hvis liv der har været så mange tra-

gedier, at det ikke er muligt at hjælpe med helbredelse, samt mennesker hvis intel-

lekt og eller handicap gør det umuligt for den professionelle hjælper at kommuni-

kere og agere på en måde, der er naturlig for ham/hende. Disse mennesker kan gø-

re professionelle hjælpere hjælpeløse!

Den professionelle ville i så fald have kreéret en mestring som modstykke til det,

der frygtes, nemlig: At det måske ikke er muligt for mig at gøre en forskel. Men: Vi

kan altid som professionelle gøre en forskel. Der er meget, der gør en forskel:

Det, at vise at vi vil personen, trods alt det han/hun måske har med i baga-

gen, og trods det, at det ikke er muligt at ændre personens svære, grundlæg-

gende livsvilkår

Ved at vi er villige til at påtage os ansvaret for relationen og forsøge at finde

et håb - og måske en vej eller en accept

Tænkningen kunne være:

Jeg kan ikke finde egnede hjælpemetoder - jeg slår ikke til Jeg er her for at hjælpe – men kan ikke finde en vej

Følelsen kunne være:

Hjælpeløshed og uformåen Angst

Handlingen kunne blive ud-sagn som:

Uegnede klienter ...... Udenfor terapeutisk rækkevidde ........ Udenfor pædagogisk rækkevidde ........

Box 4

12


I vores forståelse findes der ikke mennesker, som er uegnede til at modtage en

pædagogisk eller en psykologisk indsats - der findes blot mennesker, der har brug

for at blive mødt på særlige måder!

Validering

Begrebet validering er helt centralt i det kognitive arbejde. Enhver forandring bør

indledes med en validering, og hen gennem forandringsprocesser bør der løbende

ske en validering af det menneske, som ønsker en ændring.

Hvad er så validering? At noget har validitet betyder, at det er meningsfuldt i en

bestemt sammenhæng. Anerkendelse og validering er dybt forbundne størrelser.

Anerkendelse er som tidligere beskrevet et menneskeligt, grundlæggende behov,

mens validering er det, vi tager afsæt i, når forandring er på spil. Validering er

skridtet ekstra, der gør forandring mulig.

At validere handler i høj grad om accept. Det er vigtigt, at vi som mennesker kan

lære at acceptere de ting, som ikke er foranderlige. Vi kan dog ofte ændre på må-

den, vi tænker om dem på, og dermed på vore følelser og handlinger. Det er væ-

sentligt at skabe en balance mellem accepten af det, vi ikke kan ændre, og styrin-

gen henimod det, vi ønsker.

Denne proces søger valideringen at lægge grunden til. Den giver således både be-

kræftelse, anerkendelse, forståelse samt håb for fremtiden.

Validering af et andet menneske indebærer i vores forståelse, at man tager perso-

nens perspektiv, søger at forstå og anerkende den måde, verden ser ud på fra per-

sonens perspektiv, og dermed også søger at forstå og anerkende den eller de me-

stringsstrategier, som personen har taget i anvendelse. Sagt på en anden måde, så

forsøger vi at fornemme, hvordan det har været at være den pågældende person,

med de livsomstændigheder personen har med sig, og derefter at tydeliggøre at

dette giver mening for os.

For mange professionelle hjælpere ligger det lige for gerne at ville skabe en hurtig

forandring, når man møder et andet menneske med store behov. Fristelsen til at

dele erfaringer ud og fortælle andre, hvad der kunne være godt at gøre i en be-

stemt situation - når nu man ved, hvad der kunne gøres - er svær at modstå.

13


Det er imidlertid sådan, at vi ikke giver mulighed for forandring, hvis vi springer

valideringen over. Man ønsker som menneske ikke at andre, som endnu ikke har

vist én, at de magter at forstå éns livsperspektiv, og som endnu ikke har anerkendt

én og éns særlige måder at være menneske på, skal have patent på at vide, hvad der

ville være godt for én.

Et eksempel: Kollegaen Kurt

Kollegaen Kurt kommer og fortæller, at han ikke længere kan se nogen mening

med tilværelsen, trods det, at han egentlig har et godt job, kone og tre børn som

alle er raske og velfungerende samt et dejligt hus på landet. Kurt har gode kolleger

og har altid været vellidt. Alligevel erklærer Kurt altså, at han ikke lige kan se me-

ningen med sin tilværelse.

Hvordan ville det mon opleves, hvis kollegaen begyndte at forklare Kurt, at han

skulle prøve at se det positive i sit liv og lægge mærke til alt det, han havde – ja,

faktisk burde være taknemlig over, hvor godt det er at være ham? Kurt ville nok

ikke komme til kollegaen igen, da han ikke oplever sig mødt: Der bliver ikke udvist

forståelse, accept og anerkendelse af Kurts måde at opleve verden på.

Umiddelbart ville de fleste af os kunne blive enige om, at det ville være uhensigts-

mæssigt at møde Kurt på denne måde. Vi burde i stedet lytte aktivt, forsøge at for-

stå Kurts perspektiv og anerkende den måde, han har tacklet sit liv på indtil nu –

med andre ord: Vi burde validere ham.

Endnu et eksempel: Magnus (12 år)

Noget tilsvarende gælder for Magnus på 12 år. Magnus har det rigtig svært fordi

han oplever sig mobbet. De voksne kan ikke se, at Magnus bliver mobbet, og de

møder derfor Magnus med: Kan du ikke se, at de andre ikke vil dig noget ondt? Det

er bare for sjov, når de vil lege med dig – du skal bare lade være med at tage det så

tungt!

Magnus bliver med andre ord gjort forkert, for den måde hans virkelighed ser ud

på kan andre angiveligt ikke forstå. Magnus har naturligvis i stedet behov for vali-

dering. Han har behov for at blive mødt med bekræftelse og forståelse for netop

hans model af virkeligheden. Derefter kunne man f.eks. ved hjælp af kognitive

metoder og modeller (se artiklerne Kognitive Modeller og Kognitive Metoder) hjæl-

14


pe Magnus til at også at se andre perspektiver på sin situation, få andre tanker om

- og billeder af - virkeligheden. Men vejen går nødvendigvis via validering.

Det vigtige er at understrege, at når vi validerer mennesker, betyder dette ikke det

samme som, at vi også giver dem ret. Vi kan godt bekræfte et menneskes forståel-

se, anerkende personen og have forståelse for deres model af virkeligheden, uden

at vi samtidig siger: "Din forståelse er den rigtige og eneste model af verden". Giver

man blot det andet menneske ret, fremtræder man som fagperson ikke som auten-

tisk.

En forandring kan sagtens være påkrævet - og vejen dertil går gennem validering.

Som det ses i figur 2 er validering det første, nødvendige trin på vejen mod en for-

andring. Når et menneske valideres, skabes plads for forandringsønsker. Derefter

kan vi tage fat på arbejdet med at befordre den ønskede forandring.

Drop-outs

Drop-outs er en betegnelse, man kan anvende om mennesker, som holder op med

at komme til deres behandling, deres samtaleforløb, stopper med at lukke deres

hjemmevejleder ind - eller hvad der nu konkret er tale om. Vores erfaring er, at

utilstrækkelig validering kan være den vigtigste grund for en del mennesker til at

droppe ud af det tilbud, de modtager.

Mennesker, som bærer på tunge byrder, og for hvem forandring og ændring nød-

vendigvis må være langvarige processer, har som flere gange nævnt et ganske sær-

ligt behov for validering. Mennesker stopper ikke med at komme hos fagpersoner

hos hvem de oplever menneskelig anerkendelse, forståelse og bekræftelse - og da

især ikke hvis dette følges af virkningsfulde, ændrende tiltag.

Figur 2

anerkendelse og validering - krap.com · havde brug for den, kom alene af dén grund til at indtage...

Documents