Af RENÉ GUMMER

»Hvad fanden vil du i New Jersey?« Taxichauf-føren skæver mistroisk i bakspejlet, som om han var blevet bedt om at køre direkte i havnen. Han er ikke den første, der stiller det spørgsmål. Weekendavisens udsendte har været så heldig at låne en lejlighed på Man-

hattan i to uger, og planen er at bruge en god del af tiden i New Jersey. Den plan bliver modtaget i omgangskred-sen med omtrent samme forbløffelse, som hvis jeg havde fortalt, at jeg var sengevæder; først pinlig tavshed, så fokus tilbage på New York og mindst 20 gode råd om steder, der bare må besøges.

Til gengæld er der ikke nogen, der kan sige noget om New Jersey. Det, man umiddelbart kan læse sig til, er da heller ikke synderligt spændende: den tættest befolkede stat i USA, her bor over 450 indbyggere per kvadratkilometer – små fire gange flere end hjemme i Danmark. De er til gengæld generelt godt ved muffen, kun få dollars årligt per indbygger fra at være den rigeste stat i USA. Den gode økonomi hænger sammen med statens beliggenhed: Mod øst den vældige Hudsonflod, der har sit udspring i Adirondack-bjergene små 500 kilometer oppe i staten New York, sydøst ligger Atlanterhavet, og mod vest Philadelphia og Delaware.

New Jerseys omfattende havneområde ligger perfekt for skibsfarten, og placeringen mellem to enorme metropoler i pendlerafstand sikrer en lav arbejdsløshed. Kælenavnet The Garden State stammer fra ældre tider, hvor man markedsførte sig som landets spisekammer; det gode klima og den rigelige tilgang til vand gav afgrøder i Bedstemor And-størrelsen. I dag forekommer New Jersey snarere som en enorm forstad – et billede der ikke bliver rykket særlig meget ved, når man spørger new yorkere, der med urban selvfølelse gør sig lystige sig over, at der overhovedet bor mennesker på den forkerte side af Hudsonfloden. Men det er ikke kedeligt det hele: Ifølge triviallitteraturen er New Jersey oprindelsessted for sensationer som tranebærsovs, drive in-biografen, den kernefri vandmelon og lynlåsen. Og så – konstaterer man med selvfølelse – er New Jersey i The San Francisco Cronicle officielt udråbt til at være Den Mindst Irriterende Stat i USA.

Tilbage til taxichaufførens spørgsmål. Jeg vil til New Jersey, fordi det er der, Bruce Springsteens sange er født. Tekster, der peger på et sted, der på trods af den fine økonomi og den gode beliggenhed, også er hjemsted for et helt andet desperat USA, hvor selvrespekt og traditionelle arbejderklasseværdier bliver løbet over ende af hæmningsløs liberalisme. Jeg vil møde Springsteens bundhæderlige arbejder, der strider sig gennem gul morgendis for at nå på fabrikken, inden fløjten lyder, så han kan forsørge sin kone og deres to børn og endelig en dag være i stand til at kunne købe en ny brugt bil på afbetaling.

Den tilværelse, der er essensen af Nebraska, Springsteens LP fra 1982, indspillet på en 4-spors kassettebåndoptager i arbejdsværelset på hans hestefarm i Colts Neck, New Jersey. Titlen har ikke så meget med selve staten Nebraska at gøre, den skal snarere opfattes som et synonym for håbløshed og mentalt armod, og sådan er tonen i produktionen også: En dyster, men alligevel fortrøstningsfuld plade, der fortæller om skæbner, hvis eneste vej ud af håbløsheden er på ryggen af seks rigtige lottotal. Mister, the day my number comes in, I ain’t never gonna ride in no used car again, som han synger i Used Cars. Og mens man venter på heldet, er selve drømmen om den store gevinst nok til at holde virkeligheden på afstand. Det koster ikke noget at disponere over en imaginær formue, og drømmen om engang at eje sit eget hus bliver givet videre til næste generation ved at putte sønnike på passagersædet og køre ud og kigge på det uopnåelige: At night my daddy’d take me and we’d ride through the streets of a town so silent and still. Park on a back road along the highway side

and look up at that mansion on the hill. (fra Mansion On The Hill)

På Nebraska finder man både de stille skæbner, dem som bøjer nakken, bider tænderne sammen og passer sit, men også dem, der knækker og får afløb for frustrationerne gennem en riffelmunding. Det lyder måske som en omgang patetisk americana, men de fleste af teksterne på Nebraska har bund i virkeligheden. Som for eksempel titelsangen Nebraska, der fortæller historien om den 19-årige Charles Starkweather, der sammen med sin 14-årige veninde i 1958 dræbte 11 menne-sker på en vanvittig Bonnie & Clyde-agtig tur gennem staten Nebraska. Inden Starkweather blev ristet i den elektriske stol, forklarede han sine handlinger til dommeren: I guess there’s just a meanness in this world. Ikke meget trøst for de efterladte, men Springsteen redegør i et skarpt og uhyggelig præcist billedsprog for konsekvenserne af liberalismens mantra om, at enhver er sin egen lykkes smed – og peger med sangen på, at selv om det måske nok er samfundets opgave at forsøge at rumme alle individer, så er det ikke alle individer, der kan rumme samfun-det. Ikke alle mennesker er herre over deres egen skæbne, man kan miste respekten for sig selv og sit eget liv i en sådan grad, at man også mister respekten for andres. I Springsteens tekster er forståelse et reelt alternativ til fordømmelse.

Og livet fortsætter jo på trods af alle besværligheder – i hvert fald så længe man har en tro på og en drøm om bedre tider at klynge sig til, som Springsteen konstaterer i Reason To Believe: Struck me kinda funny, how at the end of every hard earned day people find some reason to believe.

DET er Nebraskas udgave af den amerikanske drøm, deres udsendte leder efter i New Jersey. Turen går i lejet bil fra Mahwah i nord til Atlantic City i sydøst, en rejse på små 300 kilometer.

Mahwah ligger i toppen af New Jersey, lige på grænsen til staten New York. De godt 25.000 indbyggere er i dag, ifølge de officielle statistikker, de niende lykkeligste i New Jersey. I mange år havde Ford en af sine største fabrikker i udkanten af byen, men da den sidste bil rullede af samlebåndet – num-mer 4.594,234, en beige Ford Fairmont Futura – den 20. juni 1980, stod 4.500 af byens dengang små 14.000 indbyggere uden arbejde. Springsteen fortæller i Johnny 99 om en af de skæbner – den arbejdsløse og fallerede Ralph, der finder trøst i en blanding af vin og gin, og ender med at skyde en hotelpor-tier, hvilket giver ham 99 år i fængsel og øgenavnet Johnny 99. Johnny tigger dommeren om en dødsdom, men ikke engang dét bliver ham forundt.

Umiddelbart er der ikke mange Johnny 99’ere tilbage i Mahwah, de fleste af indbyggerne ser ud, som om de lige er steget ud af en reklame for kildevand. En mand i trediverne, der er lige så nyklippet som sin hæk, viser fra sin forhave vej til det sted, hvor Fordfabrikken lå engang.

»Du kan ikke undgå det. Det ligner en losseplads og er et giftigt sted på grund af alt det kemiske affald, Ford gravede ned på grunden dengang.«

Kontrasten til den friserede bymidte er enorm. Det er åben-bart på det gamle fabriksområde, lokalbefolkningen skiller sig af med alt fra ophugningsklare biler over kasserede køleskabe til engangslightere og haveaffald.

Ved et ramponeret skur står fem-seks mænd med filtret hår og langt skæg. En af dem, Dewey, beder om en cigaret og bliver lettere fortørnet over at få rakt en Marlboro Light, som han med det samme flår filteret af.

»Hvordan kan du ryge det lort?« spørger han og tager et ordentligt bøv, der brænder det halve af cigaretten op. »De smager jo ikke af noget.«

En pakke cigaretter koster omkring 14$ – små 80 kroner – i Mahwah, så Dewey og hans kammerater ruller selv. Tobakken finder de i skodder fra askebægre og på gaden.

Dewey er 61 år gammel og arbejdede på Fordfabrikken, da han var ung. Efter lukningen har han ikke haft et arbejde.

»Det er let nok at få et arbejde, hvis du har en uddannelse. Det fik jeg bare aldrig, fordi jeg skulle arbejde på fabrikken for at være med til at forsørge familien i stedet for. Belønningen var, at de lukkede fabrikken og flyttede den til Østen, så nu står der en eller anden skide kineser og tjener mine penge.«

»Se på os nu,« siger han og peger rundt på sine kammera-ter. De fleste af dem har samme historie som Dewey, og selv om de kunne have bedre forhold, vil de helst holde til på den gamle fabriksgrund.

»Det er ikke noget palads her, men det er bedre end inde i byen, hvor de behandler os, som om vi ikke eksisterede.«

»Har du en smøg til?« Dewey smiler med et sæt sorte tænder, der ser ud til at være skovlet skødesløst ind i munden på ham og insisterer på at fortælle om sin soldatertid, som han angiveligt brugte i Tyskland sammen med Elvis Presley.

»Man, him and me were like this!« siger han og illustrerer venskabet ved at krydse pegefinger og langemand. Det er som om glæden kommer tilbage i hans øjne, når han fortæller om de gode dage. Selv om man med en smule hovedregning kan konstatere, at Dewey må have været omkring otte-ni år gam-mel, da Elvis var i trøjen, er det en god historie. Og Dewey bliver alligevel lidt glad, da han får den ekstra pakke Marlboro Lights fra handskerummet.

Irene s Diner & Fine Cuisine ligger på indfaldsvejen til byen Rumson. Værtinden, som ikke hedder Irene, men Pat, fortæl-ler, at det er her i byen, Bruce Springsteen bor sammen med sin Patti og deres børn. Familien har flere ejendomme i New Jersey, blandt andet ejer de den største hestefarm i Colts Neck – der hvor Nebraska er optaget. Men det er altså her i Rumson, de bor det meste af tiden – i hvert fald ifølge Pat – og derfor har hun også udvidet sin menu ved at komponere en Bruce Burger.

»Der er ingen kød i, for Bruce er vegetar,« fortæller hun og konstaterer, at burgeren kun bliver solgt til turister. »Vi lever af lastbilchauffører, og de vil altså have kød.«

Pat balancerer mellem loyaliteten for det lokale trækplaster og det faktum, at samme trækplaster er overbevist demokrat.

»Ja, jeg kan altså ikke genkende noget af det, han synger om i de der lidt kommunistiske sange. Rumson er en pæn by, og vi har slet ikke noget snavs her. Jeg vil meget hellere høre de sange, man kan synge med på uden at få en dårlig smag i munden. Men han har betydet meget for New Jersey, og vi er selvfølgelig stolte over, at han bor her.«

Atlantic City ligger med ansigtet vendt lige ud mod Atlan-terhavet. På trods af sin pittoreske beliggenhed med enorme økonomiske muligheder for velværeindustrien, har byen gentagne gange været på randen af fallit. Først da bystyret i midten af halvfjerdserne stemte for at åbne mulighed for casinodrift, kom der virkelig gang i sagerne. I dag hiver byens

12 casinoer professionelle gamblere og spillelystne turister til fra hele landet, og den milde brise fra den direkte adgang til Atlanterhavet gør de ellers utåleligt varme sommerdage til at holde ud.

Trump Taj Mahal er byens næststørste casino. Atlantic Citys lovgivning kræver, at et casinohotel har mindst 500 værelser, og The Taj, som de lokale kalder casinoet, går ikke i små sko og entrerer med næsten 2300. Forbløffende nok er det ikke synderligt dyrt at bo her – standarden taget i betragtning. En suite, der får en københavnsk liebhaverlejlighed til at ligne en dårlig vittighed, koster ikke mere end små 2500 kroner i døgnet. Pengene bliver i stedet lagt, betror en uniformeret ansat mig, på spillebordene – og hvis man regner det beløb med, løber et gennemsnitsværelse op i næsten 20.000 kroner for en overnatning. Alligevel har rigtig mange gæster råd til stedets specialitet: Svensk massage, der ved nærmere eftersyn viser sig at være en ganske almindelig omgang massage tilføjet en historie om, at svenskerne har hemmelige og hidtil ukendte kvalifikationer i den disciplin.

Springsteens Atlantic City ser en kende anderledes ud. Et lovløst mekka oplyst af neon, hvor de mest amoralske subjek-ter samles for at suge penge ud af den lille mand, der er taget til byen for at få en enkelt aftens underholdning, for kun at vende skuffet tilbage til familien med tomme lommer. Down here it’s just winners and losers and don’t get caught on the wrong side of that line, synger han i Atlantic City.

I baren på The Lounge, ikke langt fra The Taj, sidder Rob, der er blevet fanget på den side, Springsteen advarer mod. Rob er en lidt tykladen mand i lyst hørjakkesæt, der med løsnet slips er i gang med at investere resten af sine medbragte dollars i Harvey Wallbangers. Rob kommer fra Iowa, lever af at sælge traktorer til landbruget, han er gift og far til tre børn, der er faretruende tæt på collegealderen.

»Det her sted er helvede. Casinoerne er som narkotika og burde forbydes.« Rob har været til kongres, og sammen med et par kolleger faldt han for fristelsen til at spille for et par hundrede dollars.

»Det udviklede sig. To af mine kolleger er også blevet blan-ket af,« fortæller Rob, der endte med at aflevere næsten 40.000 surt tjente kroner til casinoet.

»Sådan er det med det her land. New Jersey sucks! Det ser så skide pænt ud på overfladen, og samtidig med at man skjuler og fordømmer menneskelige svagheder, så er det de svagheder, landet profiterer på. Jeg ved det, for jeg lever i det til daglig. Den her by er essensen af USA, her er fint og rent og alt er til at vise frem. Bortset fra alle de ulykkelige mennesker, der i bund og grund betaler for det hele.«

Den sidste Wallbanger er på Weekendavisens regning. Rob skal tilbage til Iowa næste dag og fortælle sin kone, at de fleste af børnenes collegepenge er endt på casino i Atlantic City.

New Jersey. Bruce Springsteen fortæller i sine sange om stedet vest for New York. En stat, der på trods af fin økonomi og god beliggenhed, også er hjemsted for et desperat USA.

Johnny 99

Engang var her landbrug og hårdt arbejde. I dag er New Jersey pendlernes stat. Som en enorm forstad ligger den mellem New York og Washington, og det betyder lav arbejdsløshed og høj velstand. FOTO: SCANPIX

Ansvarshavende chefredaktør Anne Knudsen Redaktionschef og samfundsredaktør Lili Ochsner loc@weekendavisen.dk Kulturredaktør Henrik Wivel hw@weekendavisen.dk Udlandsredaktør Ole Nyeng ony@weekendavisen.dk Debatredaktør Pernille Bramming opinion@weekendavisen.dk Bogredaktør Anna Libak anl@weekendavisen.dk Videnskabsredaktør Tine Eiby. Ideer er i denne uge redigeret af Heidi Laura ideer@weekendavisen.dk Faktiskredaktør Vibe Termansen vibe@weekendavisen.dk

Udgivet af Weekendavisen A/S Pilestræde 34, 1147 København K. Telefon 33 75 25 33 Telefax 33 75 20 50 e-mail bwa@weekendavisen.dk www.weekendavisen.dk Abonnement 33 75 36 33 Tryk Berlingske Avistryk Annoncesalg Front Media Høgevej 5 D, 3400 Hillerød Telefon 48 22 44 50 Telefax 48 24 43 47 e-mail weekendavisen@frontmedia.dk

Diskret og professionel behandling på Orelund Gods

– en del af Behandlingscenter Tjele.Mere end 20 års erfaring

med afhængighed.

www. tjele.com/orelundDøgntelefon 70 20 40 80

Vi har hjulpet tusinder til et bedre liv

uden alkohol og /eller medicin.

Orelund Gods, Sjælland

Alkoholbehandling på Sjælland

Postordre: Fragtfrit ved køb over 500 Kr.Butikker: Grønnegade 31 & 36 • Kbh. K • Tlf. 33 17 00 70 • pureshop.dk

pure shop’sbedst sælgende

make-up produkti 2010

Mineralpudder i 24 farver fra Jane Iredalemed concealer, foundation, pudder ogSPF-20 i ét og samme økologiske produkt

Besøg Danmarks største økologiskeparfumeri i Grønnegade og få rådgivning

make-up i 24 farver

250

620

10

Jane Iredale • sukí skin care • The Organic Pharmacy • Logona m. fl.

LAYOUT: BENTE BRUUN KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT

# 02 14. januar 2011Weekendavisen