Man kan ikke redde verden med ord, men man kan forstå

den bedre.

Velskrevet viden

Af SUSANNE FABRICIUS

Menneskers horisont udvides med alderen, samtidig med at verden, som tiden går, bliver større eller mindre – afhængig af synsvinklen. Her i

Norden er det nationale perspektiv i de seneste 60 år blevet udvidet til det nordiske over det europæi-ske til det globale, fra det begrænsede til det græn-seløse. Til trods for at Norden har været præget af to konkurrerende imperialistiske magter, Sverige og Danmark, og resten af området i perioder har været underkastet deres overherredømme, ligger forestil-lingen om et nordisk fællesskab stadig lige for, når man skal definere sig i forhold til den omgivende verden.

Der er fælles sproglige rødder mellem de skandi-naviske lande, Island og Færøerne, mens Grønland og Finland har hver sit sprog og Grønland tillige en oprindelig kultur, som står fjernt fra det øvrige Norden og Europa. At man i perioder dyrker nabo-erne, det, der ligner én selv mest, sker ofte ud fra en forestilling om at være bedre end verden uden for den trygge, velkendte kreds.

I en tid med store ideologiske kvababbelser i forbindelse med indvandring og globalisering har Louisiana givet sig i kast med en varm kartoffel, når museet åbner en ny serie udstillinger, der vil anskue arkitektur i forhold til identitet og kultur, med et tema om New Nordic, om ny arkitektur i Norden efter årtusindskiftet. Det sker helt erklæret i kølvandet på den genopfindelse af det nordiske, som især har udfoldet sig inden for gastronomien, med det københavnske madtempel Noma som flagskibet. Selv om jeg aldrig har haft den lykke at smage Nomas mad, glæder jeg mig oprigtigt hver gang en ny hæder tilfalder restauranten, også på grund af dens multietniske stab. Stedet er tilsyne-ladende det perfekte modbillede til alle former for xenofobi.

I angst for uskøn nationalisme behøver man ikke at ignorere de umiskendelige kvaliteter i egen og beslægtede kulturer, og Norden har da også i flere menneskealdre været anerkendt uden for sit eget territorium for to ting: for sin velfærd og for sin arkitektur og sit design, hvor brugsgenstande nok har overstrålet bygninger, fordi de er lettere at eksportere og i et vist omfang at masseproducere.

Som åbning af udstillingen har Louisiana invite-ret en række kulturpersonligheder fra de nordiske lande, især designere, men ingen arkitekter, til at give hver sit bud på det nordiske i form af små »teatre«, kasser ophængt i øjenhøjde, hvor ophav-spersonen har anbragt billeder eller genstande, som hun/han finder karakteristiske for »det nordiske«. Selv om nogle af dem uundgåeligt fremturer med klichéerne om lyse somre og tungsindige vintre, så er meget af indholdet i kasserne fantasifuldt og selvironisk. Især var den røde uldtråd om den nor-diske strikkemani, som både fandtes hos Gudrun & Gudrun fra Færøerne, Arne & Carlos fra Norge og Henrik Vibskov fra Danmark, morsom at følge. Humor er det bedste våben mod enhver form for selvhøjtidelighed. Ved indgangen til den første store sal vises nogle videofilm på kæmpeskærme, hvor der ikke er sparet på billeder af den skønne nordiske natur, hvilket sikkert vil glæde mange udenlandske gæster her i turistsæsonen.

UDSTILLINGENS første tema, nytolkning af det stedsbestemte, hidrører fra den norske arki-tekt, arkitekturhistoriker og teoretiker Christian Norberg-Schulz’ fortolkning af begrebet Genius Loci, stedets ånd, fra bogen af samme navn (1979). Hans tanker giver også genlyd i flere af katalo-gets essays; den amerikanske specialist i nordisk arkitektur, Peter MacKeith, udvider i sit bidrag med den rammende titel, »Bygningskunsten – den so-ciale kunst«, det steds-bestemte til også

at omfatte det omgivende samfund. Som eksempler på arkitektur, der er bestemt af stedets natur, bliver nogle udsøgte, enkeltstående privatboliger, alle i smuk samklang med deres omgivelser, dokumente-ret. De fleste er meget luksuriøse, men en af dem, et norsk bondehus af Jarmund/Vignæs, er bygget af materialer fra en nedrevet lade. I en filmet samtale diskuteres det særligt nordiske af den hæderkro-nede schweiziske arkitekt, Peter Zumthor, og hans finske kollega, Juhani Pallasmaa. Zumthor har sammen med Louise Bourgeois udført Steilneset Minnested (2011) til minde om ofrene for heksepro-cesserne i Finnmarken og har så interessante ting at sige, at man måske hellere skulle læse samtalen, som er trykt i sin helhed i kataloget.

Finland, Sverige, Norge, Danmark og Island er hver repræsenteret med en såkaldt pavillon, som skal illustrere den pågældende nations særegenhed, især hvad materialer angår. Foran museets indgang troner et cylindrisk tårn af Lundgaard & Tranberg ikke ulig Rundetårn. Det består af ringformede skiver af beton med indstøbt bark og ville gøre sig som skulptur på en plads i en hvilken som helst by. Det islandske bidrag af Studio Granda består af to store plader af bølgemetal, som er et meget benyttet byggemateriale i Island. De er malet blå udvendig og røde indvendig og svøber sig om en ophængt rød lavablok. Også det har oplagt skulpturelle kvaliteter, ligesom den svenske pavil-lon, en model i gips af en del af et krematorium til Skogskyrkogården i Stockholm af Johan Celsing. Mest forudsigelige er de norske og finske bidrag, udført i træ, som de er, og den finske, i øvrigt en øjenfryd, ydermere med et indre som en sauna. Man savner helt en grønlandsk iglo i et fryserum som pendant. På væggene er ophængt skærme, hvor de forskellige arkitekter snakker om deres respektive pavilloner. Det er imidlertid ikke til at høre og ville under alle omstændigheder være svært at koncentrere sig om midt i publikumstumlen. Hvis noget er værd at filme, er det vel også værd at give rimelige betingelser, måske på museets hjem-meside.

DEN konkrete arkitektur blev foregrebet i gangen med de små teatre med modeller af nordiske kulturhuse og af de nordiske landes sammenbyg-gede ambassader i Berlin (1999). I den lange sal udfoldes det andet tema, »revurdering af fælles-skabet«, hvormed der i forlængelse af det udvidede stedsbegreb sigtes til de enkelte landes velfærds-samfund. Her lægges ud med en model af et ikon i

nordisk arkitektur, Gunnar Asplunds nyklassici-stiske Stadsbibliotek i Stockholm (1928), hvorefter der fortsættes med et væld af modeller og fotos af kulturhuse, biblioteker, skoler og sundhedsinstitu-tioner, mens boliger i tråd med temaet især er re-præsenteret af bofællesskaber og kollegier. Et smukt eksempel både på en original nutidig arkitektur og på nordisk samarbejde er C.F. Møllers Akut- og Infektionsklinik i Malmø (2011). Et muntert rundt hus i mange farver til at modtage syge mennesker er dog en herlig idé. Hospitaler behøver ikke at lig-ne dødens forgård. Der er mange andre eksempler på, at nutidens arkitektur både har frigjort sig fra modernismens hvide kasser og postmodernismens mere løsslupne gøgl. Man går og glæder sig over at leve i en tid, hvor arkitektur antager så mange spændende former og alligevel stadig er stringent.

LOUISIANAS udstillingsarkitektur er altid suve-ræn, og her giver endevæggens heldækkende spejl et fantastisk perspektiv i den i forvejen lange sal. Men helt sublimt bliver det i de næste tre rum, der er helliget »generobringen af det offentlige rum«. De er alle mørklagte og arbejder på forskellig måde med lysvirkninger. I det første er der på baggrund af fotostater fra pladsen foran, omkring og oven på Operahuset i Oslo (Snøhetta, 2008) hængt en ræk-ke iPads, hvor man kan betragte forskellige byrum i hele Norden. Et af dem, legepladsen Geoparken i Stavanger, kan også ses i en på én gang grafisk og farverig model under temaet om det stedsbestemte. Her har arkitektfirmaet Helen og Hard i høj grad udnyttet den sociale stedsbestemthed, idet de har benyttet overskudsmaterialer fra olieindustrien.

SLA arkitekter har overtaget biografsalen, hvor sto-lene er fjernet, og der er lagt et dæk ud, skrånende i forskellige retninger ligesom i tegnestuens Bymilen (2010) ved Lundgaard og Tranbergs SEB-hus. Her er der både iPads og projektioner på gulv og endevæg. En del af filosofien i SLAs arbejde er at bringe naturelementer ind i byen, for på den måde at udvide den sociale stedsbestemthed. I det næste rum udfolder et andet magisk skue sig, hvor Jan Gehls tanker om Byer for Mennesker, som titlen på hans seneste bog lyder, bliver udfoldet i billeder på en 270 graders cirkulær skærm med en diameter på 12m. Men synet overskygger ikke den totalt over-bevisende voice over om betimeligheden af enten at få bilerne ud af byerne eller at sænke hastigheden og at bygge i en mere menneskelig skala, end det har været praksis siden 1970erne. Denne del af udstillingen skal også vises under årets arkitektur-biennale i Venedig i Louisianas regi, og en bedre repræsentant for Danmark vil det vel være svært at finde (jf. interview i Weekendavisen 8.6.).

Der er dansk slagside i udstillingens sidste afsnit, men til gengæld er vore broder/søsterlande fint repræsenteret i den øvrige udstilling, både hvad mængde og kvalitet angår. Udstillingen er et væg-tigt argument for, at de nordiske velfærdssamfund af mange grunde, også æstetiske, er værd at hæge om.

New Nordic – Arkitektur og Identitet. Louisiana til 21. oktober. Katalog af samme navn redigeret af Kjeld Kjeldsen, Jeanne Rank Schelde, Michael Aagaard Andersen og Michael Juul Holm.www.louisiana.dk

Jan Gehl: Byer for mennesker. 2010

Velfærdsarkitektur. New Nordic på Louisiana viser mangfoldigheden i nordisk arkitektur i en ramme, der i sig selv er en nydelse.

En æstetisk fornøjelse

Af METTE SANDBYE

27 nyudklækkede kunstnere er med i år på Det Kongelige Danske Kunstakademis afgangsudstilling, der ligesom

sidste år vises i Nikolaj Kunsthal. Hvis man leder efter tendenser kommer man på arbejde i år, for umiddelbart er der ikke mange tyde-lige strømninger.

Men man kan i alt fald konstatere, at der er meget få værker, der ligner sådan gammeldags objekter udført inden for velkendte genrer: maleri, fotografi, skulptur.

Et værk handler om opfindelsen af noget mos, der kan vokse på lodrette mure, et andet er en ophobning af akademiets egne stole, et tredje er en platform for feministisk og anden politisk aktivisme, et fjerde en pladespillers skrattende lyd forstærket gennem en keramisk membran ophængt i et gigantisk stativ.

Der er en hel del videoer i år, og nogle af de bedste værker er videoer. Der er mange installatoriske værker, og der er mange, der foretager et direkte stedsspecifikt indgreb i Nikolajs arkitektur. En tendens er da i øvrigt, at man i modsætning til for nogle år siden – før finanskrisen – ikke rigtigt kender nogen af debutanterne på forhånd, og at der i alt fald slet ikke står et lille diskret gallerinavn under deres værktitel eller i kataloget. For nogle år siden var især malerne helt grønne og ufærdige, når de blev hentet direkte over i et galleris stald, så flere af afgangseleverne havde adskillige både solo- og gruppeudstillinger bag sig, når de dimitterede. Det med den stedsspecifikke strømning i år hænger mulig-vis sammen med denne udvikling, der måske er lidt hård ved den enkelte kunstner, men i grunden ikke er så skadelig for selve Kunstens udvikling. Der er plads til at eksperimentere, og det sælger alligevel ikke, så hvorfor ikke lave noget, der i alt fald slet ikke kan sælges, og hvor man bare prøver en idé af. Som Heine Thorhauge Mathiasen. Et af hans værker består simpelthen i, at han delvis har fjernet to af de faste udstillingsvægge i overetagen – og det er det, værket hedder.

Der er mange værker, der er lidt flimrende, svære at få hold om, forstå intellektuelt eller bare sanse. Og som jeg også var ude med riven efter sidste år, så forstår jeg simpelthen ikke, at kunstnerne ikke prioriterer formidlingen af deres værker bedre. Kataloget består bare af en masse billeder – ofte nogle helt andre end de værker, der er med på selve udstillingen, men så er der et formidlingsark, man kan tage med rundt. Nogle af kunstnerne formår her kort og præcist at give en lille forståelsesnøgle til værket, men alt for mange ruller sig ud med fragmentariske stikord på engelsk og ubrugelige henvisninger til Deleuze og andre kryptiske kilder.

Nogle værker mimer lidt for meget nogle velkendte forbilleder, men dem springer vi over i tavshed. Videoerne derimod markerer sig i år, de fleste af dem med en absurd-surre-alistisk toning (muligvis en tendens!). Straks

man træder ind, møder man Malene Bangs to bandageklædte hoveder, der med en hilsen til Magritte slasker deres lange grisetunger mod hinanden til Yiddish valsemusik, mens en kost lavet af hår snurrer rundt bag dem. Det er fysisk, mystisk, men umiddelbart appelle-rende og nysgerrighedsvækkende.

Ved siden af eksperimenterer Johanne Dybdal Sigvardsen med at mixe barndoms-erindringer og tekstlige refleksioner over begrebet »erindring« på en meget smuk måde, hvor videoteksterne spejles på væggen overfor og bliver til filigransmukke erindringsmøn-stre, og et gammelt vhs-bånd er strikket sam-men til et vægtæppe.

Lasse Barkfors og Maria Meinilds film er enormt prof udført, hvilken er en stor kvalitet i sig selv. Fællestrækket mellem dem er, at nogle personer udfører mærkeligt indstuderede scener. Hos Meinild en slags familie i et rum, som læser tekster op på en fremmedgørende måde. Hos Barkfors mænd, der lever som en fugl, løber og spytter sort slim op, bærer et lig, danser, får et anfald. Meget virkningsfuldt, fysisk, absurd. Angiveligt med referencer til kendte film, men jeg kunne kun genkende Birdie og så måske noget med Rocky.

Thomas Rathleffs video er i mine øjne et af de bedste værker på udstillingen, selvom den er alt for lang (mere end 45 minutter) og med fordel kunne have været redigeret ned. Her møder vi med håndholdt, flimrende kamera to professionelle soldater, der bærer absurd-uhyggelige masker og fortæller om, hvad krig gør ved ens personlighed – »Jeg kan ikke fore-stille mig, at man kan ændre sig til det gode«, som en af dem siger, mens de lommefilosofe-rer over politik og verdens fortrædeligheder i almindelighed, og samtidig hele tiden nervøst piller i deres masker. Indimellem optræder de underligt performanceagtigt i den garage, de sidder i eller udenfor, så de skiftevis fremstår latterlige og truende. Det er et af de få værker, der for alvor »handler om noget« og rumsterer i hovedet på en lang tid efter.

Et værk, man heller ikke lige bliver færdig med på to minutter, er Mette Moeslund Brobergs arkiv af avisudklip med ord, der ender på –else, dvs. verber der er blevet substantiveret som ordet »følelse«. Og det er netop hvad, det handler om, hundredvis af versioner af følelser med tilhørende associati-onsfremkaldende postkort og billedudklip til fri fortab-else eller ansku-else. Ulla Bech-Bruuns tre hvide porcelænsfigurer, bl.a. et ben med vinger, nedsænket i vand, så det ligner hengemte præparater fra et naturhistorisk mu-seum, er spektakulære, dragende, effektfulde, men måske også fordi de bare ligner Kunst mere end så mange andre bidrag. Jeg længes efter afgangsværker, der virkelig har noget på hjerte, som overrasker radikalt, eller som er så dygtigt eller møjsommeligt udført, at man bare tænker »Whau!«.

Afgang 2012, Det Kongelige Danske Kunstakademi. Nikolaj Kunsthal, Kbh. Til 5. august.

Afgang 2012. Tendensen er, at der ikke er nogen tendens blandt de yngste kunstnere.

Længslen efter noget whau!

Maria Meinild: Curtain. 2012.

Udsnit af den finske pavillon med fotos af islandske bølgemetalplader i baggrund.

C.F. Møllers Akut- og Infektionsklinik i Malmø (2011) er et muntert hus i mange farver. En herlig

idé at modtage syge mennesker i sådanne omgivelser. FOTOS: BØRGE MØLLER

Ønsker du at dit barn skal have enskolegang hvor kærlighed, kunst oghåndværk også har høj prioritet ?

Se mere på www.vidarskolen.dk

Rudolf Steiner skole – ledige pladser i 2. klasseKRABBES-HOLMHØJSKOLE

WWW.KRAB-BESHOLM.DKPOST@KRAB-BESHOLM.DK

>KUNST>FOTOGRAFI

>ARKITEKTUR>DESIGN

>GRAFISKDESIGN

LAYOUT: JAN GRALLE KORREKTUR: FLEMMING GERTZ

4 # 27 6. juli 2012 WeekendavisenKultur