Det skabende menneske

Menneske og teknik

1

Mennesket har til alle tider udnyttet sine omgivelser. Nøgleordet er ”overlevelse”: For at sikre føde,

varme og husly har mennesket forholdt sig opfindsomt til de forhåndenværende ressourcer.

Den tekniske udvikling gennem oldtiden udspringer af menneskets behov for at finde værktøjer og

teknikker. Ting der i første omgang kan skaffe basale fornødenheder og i anden omgang gøre arbej-

det og dermed livet lettere og tingene smukkere.

Moderne teknologi og oldtidens

I dag kan vi beskrive de fleste tekniske processer ud fra kemi og fysik. Det forhistoriske menneske

havde ikke videnskaben at støtte sig til, men måtte holde sig til erfaring og det, man kunne se, høre

eller føle.

På samme måde som når den gamle landsbysmed omkring 1940 skulle hærde en le:

Han vidste ikke, at det han gjorde var at lade jern med martensitstruktur anløbe til kugleperlit – og

han var sikkert også ligeglad. For han kunne simpelthen se, hvornår det rødglødende jern var klar til

at blive hærdet, og han vidste, at det bedste hærdemiddel var vand, dyrefedt eller kogødning.

Han vidste også, at jernet skulle varmes op igen, til det var blåanløbet, for at jernet fik både smidig-

hed og skæreevne.

Sådan var også forhistorisk teknologi baseret

på øjet, erfaringen og et omfattende materiale-

kendskab.

Bronzestøberen kunne skelne temperaturer i

den flydende bronze inden for et interval på

100 C – alene bedømt ud fra farve og lyd fra

det smeltede metal.

Pottemageren vidste, hvis temperaturen under

brændingen blev kritisk og leret truede med at

sintre, karrene med at smelte sammen osv.

Hvor vi i dag har måleudstyr og adgang til vi-

den i skrevne medier, så måtte det forhistoriske menneske forlade sig på erfaring og sanseindtryk.

Materialer

Mennesket anvender forhåndenværende/tilgængelige materialer og forfiner teknikken. Når nye ma-

terialer bliver tilgængelige (for eksempel fordi transport er blevet nemmere) udforskes og forfines

anvendelsen efterhånden.

Flint og bjergart Flint og bjergart er de materialer, som har været anvendt længst. I Danmark har det været brugt fra

ca. 12.500 f.Kr., da landet blev isfrit, og til op i ældre jernalder. Det vil sige i mere end 12.000 år.

Flintens vigtigste egenskab er, at den kan spaltes i forudsigelige retninger ved slag eller trykpåvirk-

ning. Her i landet har man haft adgang til to typer flint:

• Senonflint: En grå eller sort flint, som er velegnet til alle typer redskaber

• Danienflint: En ru, uigennemsigtig og mere sej flint, som især er velegnet til økser

Flinten blev hentet ved kysterne eller gravet op fra frostfri dybde. Fra Jylland kendes eksempler på

flintminedrift.

Det skabende menneske

Menneske og teknik

2

Dansk flint var en eftertragtet råvare og blev eksporteret til andre lande. Fra yngre stenalder kendes

fund af økser i mere eller mindre færdig form langt oppe i Den Botniske Bugt.

Den slebne økse fra yngre stenalder er et af

de hyppigst forekomne fund. Man har eks-

perimenteret sig frem til, at produktionstiden

for en mellemstor arbejdsøkse har været 8-

12 timer, mens de store tyndnakkede økser

med slibning på alle fire sider tager mere

end 30 arbejdstimer at fremstille. Selve til-

hugningen af en økse har varet mellem 2 og

3 timer, mens den efterfølgende slibning på

sandsten har taget fra 6 til 30 timer, afhæn-

gigt af kvalitet og størrelse.

Arbejds- og stridsøkser kunne også fremstil-

les af bjergart. Især har man brugt finkorne-

de diabastyper, specielt den såkaldte grønsten. Men man har også brugt sandsten.

Udformningen af øksen foregik ved prikhugning: Med slag af en spids sten afknuste man emnets

overflade. Når øksen havde fået den form, man ønskede, blev den slebet. I bjergartsøkser kunne der

bores skafthuller med et bor i træ eller knogle tilsat sand. Flintøkser kan der ikke bores i.

Bronze Bronze er en blanding af kobber og tin i forholdet 9.1. Tit er der dog også blandet andre stoffer i

som for eksempel zink eller antimon. Forholdet mellem kobber og zink er afgørende for bronzens

egenskaber. Et højt indhold af tin gør bronzen hård, mens et højt indhold af kobber giver blandingen

- eller legeringen - en større smidighed. Sammensætningen afgør smeltepunktet, hvilket for eksem-

pel er vigtigt ved støbning af lurer, hvor de enkelte rør samles med muffer i bronze med et lavere

smeltepunkt.

Fortidens bronzestøber har nøje kendt forskellen mellem bronzens smeltetemperatur, der normalt

ligger mellem 800-850 C, og støbetemperaturen, der ligger i området 1060-1140 C. Det har været

nødvendigt at kunne skelne, for det kræver et varmeoverskud i det flydende metal, når det skal hæl-

des i støbeformene.

Nogle af de fundne bronzegenstande har mønstre - også kaldet ornamentik. Den ofte meget fine

ornamentik regnede man tidligere med var lavet efter støbningen ved punsling – altså med en lille

mejsel. Nyere undersøgelser har dog vist, at ornamentikken blev støbt med emnet. Der har i oldti-

den været støbt bronze flere steder på Fyn.

Processen ved bronzestøbning er i dag stort set den samme som i oldtiden, selvom der ikke længere

bruges trækul til opvarmning af metallet.

Guld Det første guld kom til Danmark i løbet af yngre stenalder. Lige siden har det været anvendt til

smykkegenstande. Især fra jernalderens sidste del er der gjort store guldfund. For eksempel er der i

Gudmeområdet fundet mere end 9 kg guld – det meste i form af prydgenstande i nordisk udform-

ning.

Det skabende menneske

Menneske og teknik

3

En del af det guld, som findes i Danmark, stammer oprin-

deligt fra Mellemeuropas floder, hvor det sandsynligvis er

blevet udvasket af flodsedimenterne. Oldtidens guld er

normalt renere end moderne guld, og har derfor været lette-

re at bearbejde i kold tilstand. Man har fundet både frag-

menter af smeltedigler og forme til guldbarrer på Fyn.

Rent guld smelter ved 1063 C, men ved legering med andre

metaller falder smeltepunktet til ca. 1000 C.

Et moderne guldsmedeværksted er, bortset fra gasblusset

og arbejdslampen, ikke ret meget anderledes udstyret, end det må have været hos guldsmeden i

jernalderen!

Jern Jernteknologien er kendt fra den tidligste førromerske jernalder – ca. 500 f.Kr.

Modsat bronzen kunne jernet fremstilles af et råstof, som fandtes i Danmark, nemlig myremalmen.

Den kunne brydes i engdrag ved foden af bakker. Myremalm i store mængder optræder mest i Jyl-

land, men også på Fyn findes mange små forekomster.

Oldtidens metode til at lave malm til

jern er en meget kompleks proces. Selv-

om man kemisk har kunnet forklare

processen i detaljer, er det først for ny-

lig, at man har kunnet gøre det efter i

eksperimenter.

Måden man lavede jern på i oldtiden

adskiller sig afgørende fra senere tiders

jernfremstilling: Oldtidsjern blev ke-

misk udfældet i udvindingsovne, men

det smeltede aldrig.

Jern kan dannes allerede ved 650 C,

men normalt er det foregået ved højere

temperaturer på omkring 1200 – 1250

C.

Man har beregnet, at der til af fremstille 1 kg jern skulle bruges ca. 6 kg trækul og 6 kg myremalm.

Endelig ved man fra analyser af slagger, at kun ca. 1/3 af malmens jernindhold blev til færdigt jern.

Når oldtidssmeden skulle fremstille jern, måtte han først finde en velegnet malm. Så måtte han

bygge en ovn af ler, forsyne den med blæsebælge og så fylde den med lag af skiftevis knust ristet

malm og trækul. Det var meget vigtigt at opnå den rette røggasblanding og temperatur. Til sidst

skulle ovnen brydes ned igen og det færdige smedejern kunne drives ud af den slaggeholdige luppe

ved hamring. Slagger fra denne del af processen findes ofte på jernalderens bopladser.

Oldtidens smedearbejde i essen har ikke været ret forskelligt fra landsbysmedens arbejde helt op til

1950erne. Det samme gælder smedeværktøjet.

Man havde en særlig teknik til at lave skære-redskaber (for man var ikke i stand til at fremstille rent

stål). Metoden kaldes mønstersmedning, og det er sammensmedning af tynde lag af hårdt og blødt

jern. Sådan fik man et materiale, der var både smidigt og hårdt.

Romerske guldmønter fundet på Fyn

Romerske guldmønter fundet på Fyn

Det skabende menneske

Menneske og teknik

4

Man har kun gjort få fund af jernredskaber på bopladser, men til gengæld har man fundet en del ved

Viemose.

Keramik Kunsten at brænde ler til keramik kom her til landet i slutningen af jægerstenalderen omkring 4500

f. Kr. som en påvirkning fra agerbrugskulturerne mod syd.

Forhistorisk keramik blev brændt ved lidt over 600 C. Ved denne temperatur er 15-20 minutters

brænding tilstrækkeligt til at ler bliver til keramik. Hvis temperaturen når op omkring 1000 C, be-

gynder de danske ler-arter at smelte.

For at undgå at leret svandt eller revnede, når det blev tørret og brændt, tilsatte man forskellige

magringsmidler; for eksempel knust granit eller sand. På den måde blev keramikken også bedre til

at modstå varmen fra ildstedet.

Keramikfremstilling har altså ikke krævet høje temperaturer ved brænding. Derfor har man kunnet

brænde i miler eller over åbne bål. Egentlige keramikovne er da også meget sjældne.

På grund af den lave brændingstempe-

ratur var oldtidskeramikken porøs, og

væske kunne sive ud og fordampe.

Derfor blev kogekarrene ikke overop-

hedet, når de var i den åbne ild.

Samtidig virkede fordampningen kø-

lende, når karrene blev brugt til opbe-

varing af væske. Denne effekt kunne

øges, hvis man gav karrets yderside et

ujævnt lerlag: Derved blev arealet på

overfladen nemlig større.

Den finere keramik blev fremstillet af

groft ler uden eller kun med små

mængder magring. Overfladen blev poleret med en glittesten, når karret næsten var tørt.

Oldtidskeramik er fremstillet uden brug af drejeskive. Karrene blev lavet af lerpølser, der blev lagt i

ring ovenpå hinanden og trykket sammen. Eller de blev simpelthen banket op af en lerklump. Først

fra sen vikingetid er der eksempler på, at lerkar er blevet efterdrejet på en drejskive. Det er kommet

til landet som resultat af slavisk påvirkning.

Noget keramik er dekoreret med forskellige mønstre, der blev lavet med forskellige redskaber. Det

kunne for eksempel være enden af en lille knogle, kanten af en muslingeskal, et stykke snor eller

kanten af et fiskegællelåg.

Ler blev også brugt til andet end beholdere. For eksempel til vævevægte, der skulle holde trenden –

altså de snore, man væver på - i spænd på væven. Så er der fundet en mængde lerblokke – hvad de

egentlig har været brugt til, ved man ikke. Sidst men ikke mindst var husenes vægge af klinet ler.

Dele af sådanne vægge er i nogle tilfælde bevaret, fordi huset er brændt – væggene er simpelthen

blevet til keramik!

Det skabende menneske

Menneske og teknik

5

Træ Der er ikke fundet så mange forhistoriske redskaber af træ

eller andre organiske materialer. Det betyder dog ikke, at de

ikke har eksisteret! Men organiske materialer forgår let; de

skal ligge under særlige og heldige vilkår, som for eksempel i

moser, for ikke at nedbrydes helt.

Oldtidens tømrere og snedkere brugte teknikker, der er helt

forskellige fra vore dages. De brugte en såkaldt våd trætekno-

logi, hvor de huggede træet til uden at lade det tørre inden.

Eller de lagde ligefrem træet i vand. Det kaldes udludning.

Metoden er nødvendig for, at man kan bearbejde træ med redskaber lavet af flint, ben og bronze.

Men det kræver, at man nøje styrer tørringen af træet bag efter. Ellers slår det sig, altså bliver helt

skævt og deformt. Tit lagde man derfor træ, redskaber og halvfabrikata i vand for at hindre, at de

tørrede ud.

Våd teknologi bruger man slet ikke i dag. Tvært imod tørrer man træet, før man arbejder med det.

Til gengæld bruger man sav og stålredskaber. Her i landet kom saven først i brug i løbet af vikinge-

tiden eller den tidlige middelalder.

Arkæologi og teknik

Arkæologiens kilder, er det som oldtidens mennesker har fremstillet. Eller dét af det, der er bevaret:

oldsagerne. Ud fra dem prøver arkæologerne at rekonstruere, hvordan tilværelsen var. Derfor har

arkæologien beskæftiget sig meget med forhistorien materielle kultur, og med den teknik, der lå bag

oldsagerne. En af de måder, man har brugt, er den såkaldte eksperimentalarkæologi. Ved at efterlig-

ne de gamle arbejdsprocesser, kan man afdække deres hemmeligheder. Den første i Danmark, der

lavede et kontrolleret eksperiment med fremstilling og brug af forhistoriske redskaber, var kammer-

herre N.F.B. Sehested til Broholm på Fyn. I 1879 lavede han et bjælkehus, som findes den dag i dag

og kan ses på Broholm.

En meget almindelig måde at datere fund på er ud fra, hvordan genstandene ser ud. Det kaldes typo-

logi. Vi gør det selv: For eksempel når vi kan se, hvornår et fotografi er taget, fordi personerne på

billedet enten har 70’er kassebukser eller punkerdress fra 80’erne. Vi kan aflæse perioden ud fra

moden. På samme måde skiftede smag og behag i oldtiden. Måden man udsmykkede for eksempel

lerkar eller redskaber på, giver nutidens arkæologer et fingerpeg om, hvilken periode genstanden er

fra. En periode var det foretrukne mønster måske cirkler, mens det i en anden var bølgebånd. På

samme måde skiftede moden inden for for eksempel gravskikke og byggeskikke.

? ? ? 1. Hvorfra havde oldtidsmennesket (specialisten) sin viden om

teknik?

Hvorfor skete der teknologisk udvikling?

2. Hvorfra har nutidsmennesket (specialisten) sin viden om tek-

nik?

3. Er det, som driver den teknologiske udvikling, det samme i dag

som i oldtiden?