, , v •

1 • i .

\ . ; ~

2

SELV­ORGANISERING pA' ARBEJDET

oul Skrøder

'I'l'gninger:

lIANN E RODE

3

© Poul Skr.-der

Tegninger : Hanne Rode

Omslag: Luchou

Trykt af forfatteren selv hos:

CMO-ODENSE Hunderupvej 21 a 5000 ODENSE C

I SBN 87 87509 10 5

ODENSE 1978

4

FORORD

Baggrunden for denne bog er en erkendelse , af, at det er svært om ikke umuligt at kom~

I

me til orde i offentligheden me~princip-per om at vi arbejdere selv må organisere

os i forhold til vores arbejdssituation, når en konflikt opstår. Erfaringer fra tid­

l igere arbejdskampe og omkring 30 års poli­ti sk arbejde har lært mig, at hvis man be­

nytter det etablerede system, så sker der

en~en en demobilisering, fordi man giver

'ine problemer videre til tillidsmænd og "1 ign . og regner med at de tager sig af res­

Len , eller hvis man bruger et politisk par-e

Li s om talerør, så sker der nemt det, at

problemerne sættes ind i en større sammen­ft ng end man umiddelbart selv kan gennem­

fllrue . Man føler sig derfor sat udenfor si­Il' egne problemer uden muligheder for at

opleve at ens egen indsats er med til at Inse problemerne." Man bliver tilskuer til

II L eget liv.

I)[~ jeg på et tidspunkt skiftede arbejds­

p i ds besluttede jeg derfor at jeg ville 1\ L1rnpe for at undgå at skabe en afstand

5

mellem evt. kommende konflikter og deres

løsning. Muligheden for dette var tilstede

fordi der ikke va.r tale om en etableret

arbejdsplads, IDeri at vi alle blev ansat

samtidig og selv måtte igang med at etable­

re os i forhold til hinanden og overfor

virksomheden. Resultatet blev at vi beslut­

tede ikke at vælge nogen tillidsma.nd, men

i stedet på skift at fungere som forhand­

lergruppe overfor ledelsen når problemer

skulle l øses. På denne må de oparbejdede vi

en betydelig grad af selvbevidsthed om, at

det var Q§. der var den drivende kra.ft, at

vi selv kunne handle og opnå resultater.

Dette mener jeg e r en væsentlig forudsæt­

ning for overhovedet at gå ind i aktiv po­

litik. En po~itisk organisering er nødven­

dig, men kun effektiv hvis den består af

bevidste .aktive arbejdere, som gennem egne

erfaringer har lært nødvendigheden af at .. -

organisere sig på et højere' plan end ar-

bejdspladsorganiseringen.

Bogens indhold falder i to dele. Første del

er dagbogsoptegnelser fra en arbejdskamp

hvor vi ikke valgte nogen tillidsmand, men

selv på skift forhandlede med ledelsen. An-

6

den del er renskriften af en samtale, hvor

jeg prøver at redegøre for effekten af en

sådan fremgangsmåde, og hvor jeg forsøger

at sætte den ind i en større politisk sam­menhæng.

Sidst i bogen -er et afsnit om hvorledes det

overhovedet blev muligt for mig at få skre­

ve t og trykt denne bog. For hvad nytter det

at man har noget på sinde, hvis muligheden

fo r at komme ud til offentligheden med sine erfaringer er blokeret.

Bogen har således to erklærede formål. For .

de t .første . at j eg med bogen har fået mulig­

hed for at give mine erfaringer videre, end

det har været muligt med mund-til-mund me­

Loden, s amt for det andet i praksis at de­

mons trere at det er muligt med gode venner

og ko llegers hjælp selv at producere denne

bog , dvs. at jeg selv i min fritid har

Lrykt og indbundet bogen! Om denne proces handler bogens efterskrift.

(Iod læsning.

7

"

8

BAGGRUND

En hal skal bygges. Skurvogne og kontorvogn

ank ommer. Formændene, som skal lede og for­

del e arbejdet, ansætter mig og mine .kolle­

Ge r. Byggepladsens arbejdere består af jord

og betonarbejdere, tømrere, murere, kran­Colk osv.

Vi skal være færdig til jul_. Senere, efter It arbej det skrider fremad, ansættes flere loJleger. Vi er nu oppe på 12 mand.

Vi er alle sure på formanden og på en nyan­

ammen ingeniør. Intet nyt under solen.

'lss esamfundet virker perfekt. Modsætnin-

r n er "stand by". Den gensidige mistro

vokse r, problemerne bliver ikke løst. Ti-

1111'[ ønnen er for lav! 'Hvor meget er bonus­"n? Hvor er garantien? osV.

9

. '): ::

Jeg er kendt som forhenværende tillidsmand.

"Du skal være tillidsmand ".' siger de.

nej!

jo du skal. Du kan snakke med dem, du

kender overenskomsten, vi må holde sammen,

vi bliver røvrendt.

Nogle står og griner smøret. Hopper han på

den, så er vi selv fri.

10

Jet gibber i mi g . Nu har du chancen til at

blive til noget og f~ indflydelse, få gjort

noget ved det. De har tillid til dig. Sta­dig intet nyt under solen.

Det er som om vi i kke tør selv og vælger en

til det grove. Cg ham vi så vælger er hel­ler ikke selv altid lige begejstret for

j obbet , når han s~al gå i kødet på formæn­dene.

"Gør d et se Iv", siger jeg, "vi skal ikke

have nogen tillidsmand, han vil røvrende os.

Hagle sige r "hørt", "fagforeninger, pis og

pa:Jir" osv. Vi er ikke flere end at vi kan

3nakke sa~@en. Og s4 er alle med. Og ingen bl iver røvrendt."

Vi er alle usikre, det er noget nyt. Vi :;kal se Iv tage s tilling og handle.

jl'(JRSTE AKTION

V i havde ikke selv været med til at f2st­

.I."t t e tiderne og priserne. Det var noget

',om var gj art i København. Vi havde ikke

0t Dap irerne, udregningerne osv. (Det er

jf't i kke sikkert, at der findes nogle ud­

I J;ninger. Måske er det simpelthen en stor

1 1

løgn). Når formanden blev spurgt om, hvor

meget bonussen ville give, var hans svar

a Jt id meget upræcise: l kr., 1,25 - 1,50 -

2 , ' ~ kr., det kommer an på hvor meget I la-ve r.

I en fro~: ostpause er næsten alle oppe på

mærkerne aver usikkerheden med hensyn til præstati onerne, tiderne på arbejdet, for­mandens jagen med dem, for lidt værktøj osv. Vi mangler en tillidsmand, som kan

ordne problemerne for os, men ingen vil væ­re det.

Jeg går over og henter formandeu. Formanden

som hele tiden har været i mine tanker. Til

min store overraskelse invilger han i at komme.

Han sætter sig ved siden af mig og har, i?a­pirer med, som ingen før har set, er usik­

ker, men friskfyragtig. Der er ingen, der sig~r noget. Jeg forelægger klagerne. En

enkelt går også til ham. Vi får et grund­lag at arbejde på, men det viser sig, at

formanden ikke vil godkende ventetiderne.

Grundlaget er for dårligt. Formanden ikke

til at snakke med ~sv. osv.

12

Et par dage senere forlanger alle at f å ud­

betalt bonus hver 14. dag. En af dem, der er højest oppe, bliver valgt til at gå over

og forlange formanden og ingeniøren til mø­de i skuret. Kommer tilbage. "De nægter,

men vi kan vælge to mand til at forhandle." - Der stod vi så. For at formanden og inge­niøren ikke skulle få deres vilje, blev vi enige om at sende tre mand over og forlange bonus. Jeg blev en af de tre.

Vi forelagde vore krav. Usikkerheden med hensyn til, hvad vi fik i bonus, tiderne,

kvalitet på svejsningerne, kranventetider­

ne, for lidt værktøj. Utilfredshed med hvad

fo rmanden selv kaldte "gulerodsprincipperne" i produktionen. De kunne ikke forstå, at vi jkke stolede på dem osv.

lte.;ultat af forhandlingerne: udbetalt bonus

? kr . i timen og det resterende (dvs. den bonus , vi ikke havde fået udbetalt fra vi

var blevet antaget) udbetalt den førstkom­III nde lønudbetalingsdag.

13

NÆSTE AKTION, NOGLE UGER SENERE

Mandag til torsdag arbejder vi fra 7.00 til 11.30 og fra 12.00 til 16.00. Fredag holder

vi kl. 15.15 på grund af 3/4 times nedsættel­se f~ 'a l. oktober. Vi havde snakket meget om

en betalt frokost på lo minutter i skuret

kl. 8.30 men ingen af os turde! En dag blev vi enige om at gå i skuret. Formanden sagde,

at det var galt, og at ingeniøren havde væ­ret efter ham. Jeg sagde, at vi var klar o­

ver det, men at vi for eftertiden gik i sk"ure"t illegalt. Punktum.

14

"Al magt t i l folket !" er j eg nu i kke a lene

om at sige og bruge som hilsen. "Vi får de t som vi vil have det"~ "Godt sammenhold her". "Knl" ven på t b d s ru en, et er sådan de skal have det". Det er ikke længere mine ord a­lene.

-;:, . .. ..

TREDIE AKTION

Der var blevet snakket løn i 2-3 uger. "Vi

må se at få noget mere, men hvordan?" Vi gik til den. Nu kunne det være nok med al

den snak. Men hvem skulle forelægge vore krav? 2 kr. mere i timen. Nogle foreslog

det gamle udvalg. Jeg sagde, at vi jo leve­de under et økonomi sk diktat ur, og at in-

15

gen virkelig turde sige deres mening lige­

ud, og hvis nogen gjorde det, blev vedkom­

mende forfulgt, vfyret. "Hørt, h ørt" osv. Vi va lgte tre nye t il at fremlægge vore

krav .

Onsdag om eftermiddagen. De gik til ingeni­

øren midt på pladsen, mens vi andre hang

rundt omkring på konstruktionerne og holdt

øje med alle fire. - Omkring fyraften blev

1 6

v i orienteret. Han var ikke t stand til a t

give noget, det skulle han snakke med Kø­

benhavn om. De tre syntes han var positiv,

om end forbavset, da vi jo havde fået 2 kr.

på bonussen.

Det blev aftalt, at vi skulle få besked in­

den to dage. Torsdag, ingen besked. Fredag

f ormiddag - alle sure. "Hvad i helvede er

meningen?" Middag. Vi blev enige om, at de

tre skulle gå over og fo r lange re sulta ter ,

el l e rs gik vi i kke i a r be jde .

I ngeni øren og formanden blev sure. Når vi

t og de t på den måde, kunne vi jo kOIDme en

f or ~n, i følge overenskomstens løftepara­

graf.

Alle talte i munden på hinanden. Nogle men­

Le , a t v.i skull e gå over· og s tille o s i kø

og for l ange 2 kr. me~e i timen. Man måtte

.jo rette sig efter overenskomsten. "Demo­

krat isk". Nogle sagde: "Jeg har sgu aldrig

I l mt "ja" til n ogen overenskomst." Jeg

dfSde , at 75%-reglen var udemokratisk, og IL de nu var ude på at s plitte os. Og at

I r nu skulle være for s kel på lønnep: det

vI Ile gå ud over solida r i teten. Men at vi,

17

når der nu var tvivl om, hvad vi skulle gø­

re, måtte s temme om det.

3 var for at stille op i kø 8 var for at fastholde kravet på 2 kr. i

timen til alle

l undlod at stemme

Derefter blev vi alle enige om at strej ke

resten af dagen og holde strejkemøde man­

dag morgen.

. Ingeniøren og formanden gloede noget da vi"

pludselig kørte . hjem.

\

18

Mandag morgen kl. 7.00 - Nogle ville gå hjem igen.

Det er for dyrt. Tag den nu med ro.

Lad os snakke om det. Hvor meget er boden? Er det indberettet?

Vi kan forlange den tilbagekaldt.

Pludselig stod formanden der. - Nå , skal vi nu se at komme igang?

Tavshed. - Vi holder møde, og du bliver nødt til at

gå . Han skred.

Kl okken 8 blev vi enige om at snakke med dem igen. Jeg blev valgt til at· gå med, på

grund af at den ene af de tre havde været Qde og brække sig.

Ingeniøren var meget alvorlig. "Det er en Inege t alvorlig ting", sagde han. Vi sagde , IL vi ikke var kommet for at stå skolere t,

III n a t vi fa s tholdt vores krav, og spurgte,

nm der var noget i posen, og om s trejken vnr i ndberettet. Det havde han været nødt

L 1 . Vi : "Det var ttkiogt". Ingeni øren havde

19

i~ke kunnet komme i forbindels€ med direk-

tøren. - Hvornår?

- Klo 8 .30. S~ kommer vi igen kl. 8.35.

Han invi lgede i at forsøge at stoppe indbe­retningen til arbejdsgiverforeningen.

Vi forelasde det for gutterne og spiste fro­

kost i en festlig stemning. Kl. 8.35 fik vi tilbudt 50 øre mere i timen til alle. Efter en masse drastiske manøvrer og megen snak stillede vi ham direkte spørgsmålet, om det var alt, hvad han havde

fået lov til at give os. Vi snakkede sammen og blev enige om, at det mindste, vi overhovedet kunne gå med til,

var l kr.

Postbudet havde imidlertid været der med et brev som indeholdt en kopi af det brev, som

var blevet sendt til arbejdsgiverforeningen

om strejken og vores krav. Vi forelagde derefter tilbuddet for gutter­ne, og vi blev enige om at gå igang under

protest.

Aftalte møde me4 ingeniøren igen kl. 13.30,

2 O

om der var mere at hente og forlangte at informere gutterne efter mødet.

Kl. 13.30 igen ingen tilbud. Ingeniøren og direktøren turde ikke give mere på grund af

indberetningspligten til arbejdsgiverfore­ningen, men mente dog, at det skulle være

at få de sidste 50 øre på en anden måde, som man kunne forsvare. En eller anden form for produktivitetsfremmende slumpakkord. Megen snak om underskud og for megen kran­tid. - Borgerlig indoktrinering, filantropi, en snak man skal holde sig langt fra, fordi vi jo ikke kan sige vores virkelige mening undtagen sammen med kammeraterne.

14.30 orientering om ovenstående. Forslag om 50 øre mere i timen blev godkendt, samt 50 øre i tillæg til bonussen - slumpakkor­der blev forkastet. Arbejde~ mere ville vi i kke for de 50 øre. Der kom forskellige

.forslag. Kørepenge, paptimer. - Det drejer sig blot om at få grunkerne.

Vi tre var nu blevet trætte af alt det ren­deri. To af os forelagde ovenstående. Inge­

iøren var tydeligt nervøs for mere uro, og lovede at formanden og han ville se at fin-

21

de ud af et eller andet i løbet af ugen.

Da ugen var gået og uge sedIen skulle skri ­ves, snakkede vi om~ hvad der skulle skri ­ves på af timer. Vi blev eni ge om at skrive fuld tid på 9 så kunne vi jo afvente reakti­

onen fra d'herrer. Vi ville prøvekøre dem.

Mandag blev vi underrettet o~, at vi ville

blive trukket for 4 timer of kun få udbetalt

timelønnen . De to timer Vår :;~l p-rund af . ,:o

storm og regnvejr, hvor yi ~~vde sidde t i

skuret, og de to andre timer var på grund af strejkemødet mandag morgen .

Tremands-udvalget var igen nød t til at gå i

forhandling. Vi fastholdt timelønskravet -

det var dem, der havde forårsaget uroen. Ingeniøren fastholdt, at der ifølge overens­

komsten ikke kunne betales mere end mindste­betaling minus dyrtidstillæ r<, 6 kr . i timen.

"Den f orbandede overenskoms t"? var replikken senere. Vi gjorde opmærksom på, at hvis vi

skulle sidde til disposition for 6 kr. i ti­men, vill e vi for fremtiden gå hjem, når det

begyndte at regne. Så blev han til at snakke med. Men han fastho ldt, at han ifølge over­

ensko~sten hverken kunne eller måtte give

22.

dyrtidstillæget. Vi blev enige om timelønnen

minus dyrtiden. Derefter forlangte vi resul­tatet angående de sidste 50 øre. Vi fik fo­

relagt et brev fra arbejdsgiverforeningen angående et berammet mæglingsmøde fredag den

20. november på kontoret kl. 11.00 angående strejken og lønkravet. Følgende ville give

møde: DSMF, DASF og Arbejdsgiverforeningen. Vi var lidt forbavsede. Han foreslog, at vi

skulle afvente resultatet af mæglingsmødet.

Det var jo en neutral instans, og det var

såre godt. Vi undlod at diskutere emnet, men

fastholdt, at mødets resultat måtte være med

tilbagevirkende kraft.

Efter at have orienteret, og alle - om end med en vis skepsis - havde godkendt resulta­

tet, blev vi enige om ikke at deltage i mæg­lingsmødet. Der var ingen, som ville være med i det gedemarked - med fagforeninger og

arbejdsgiverforeningen, statistikker, ro og orden, overenskomsternes overholdelse osv.

- De vil skide os et stykke.

2 3

MANDAG DEN 8. NOVEMBER

Vi gik til den som vi plejede kl. godt 7.00. Efter vores illegale frokost, som varede

lidt længere end den plejede, henvendte for-

. manden sig til mig.

- Det går ikke. I overholder ikke tiden, som

I lovede. Kurt har siddet derinde i en 1/2

time'- Det går ikke. Så må I selv betale den halve time.

- Lad være og kigge så meget på den klokke. Det er sgu koldt 'i dag.

Gu er· det ej. Det må du selv sige · til Kurt.

Lr op og går i gang. ~er formanden ga hen til Kurt. Fem minutter efter ser jeg Kurt gå

omklædt hen til sin bil. Jeg var næsten klar

over hvad der var sket. Ned af. lejderen. Hen til formanden.

- Har du fyret Kurt?

- Ne j, men han ville ikke trækkes for den hal-ve time •.

Videre hen til Kurt. Ganske rigtigt. Kurt

\ille ikke finde sig i at blive trukket, og I 'vde sagt op .

25

- Hvorfor går du bare. Du kunne godt have sagt det tilos. - Du har bare at blive i kammeratskabet. Du tror vel ikke, at det bliver bedre det næste sted du kommer hen. Kom nu med op igen, så finder vi ud af det til middagsfrokosten. - Nej, jeg gfder ikke. Han jagter mig. Jeg finder noget andet arbejde. Det er et prin­cip jeg har. Jeg vil ikke finde mig i det.

Jeg kommer og går som det passer mig. - Men ok, hvis vi kan få det ordnet med det samme, så prøver vi.

"Vi skal Jeg ordner det. Op til gutterne. have et møde". I løbet af lo minutter er vi alle samlet i skuret. Jeg forelægger proble­met. Kurt vil ikke. "Det er du bedre til". Vi taler om sammenholdet. Hvem er den næste som bliver jagtet? Kontrol fra formanden ik­ke nødvendigt. Vi ville lave mere, hvis han ikke var her. Nogle siger: "Vi går hjem".

Det er for dyrt. Det må udvalget ordne.

- Lad os få ham her ind.

26

Vi bliver enige om at ville have ham ind i

skuret, men hvem skal hente ham? Alle er u­trygge. Jeg siger intet • . "Karl", foreslår

en, .men han vil ikke. En ny kollega siger: "Jeg kan sgu da godt gå ud og hente ham" - Gutterne vil snakke med dig.

Fem minutter. Formanden kommer. ~t stort spørgsmålstegn. Stilhed. Vi er godt opdra­ge t.

- Hvad er der nu galt?

- Det ved du jo godt, men jeg kan godt sige, at vi er skide utilfredse med dig. Vi vil ikke finde os i, at du driver menneskejagt, og at du har trukket Kurt for en halv time. For øvrigt får du ikke lavet mere, tvært­imod.

Bør han indfandt sig, var vi blevet enige om a t nu måtte alle give personligt udtryk for deres utilfredshed. Alt for mange vælger at holde kæft. For at sikre sig.

Kol leger, som ikke havde sagt noget før, tog bladet fra munden og gav udtryk for, at han

fod t kunne være noget mere på sit kontor, og tt det var irriterende at have ham stående

-ng glo på sig, samt at de var voksne menne-

27

sker. Det gav luft og stivede selvrespekten , af; Formanden:

- Jeg vil da gerne have et godt forhold til jer, men jeg er nødt til at være der for at

sørge for, at I får det hele med. I overhol­der jo heller ikke, de lo minutter, som i

havde lovet. osv. - Det er ikke det det drejer sig om, siger

jeg, men du forfølger enkelte og udfritter andre om, hvem der laver ballade. Vil du trække eller ikke? - Vi slår en streg over d~t.

Og vi fik det igen som vi ville have det.

En del var sure. - Det hjælper ikke, han bliver ved.

Vi fik en længere ' diskussion om magtesløs­hed, umynddiggørelsen og om, at vi ikke kun­

ne lave revolution i dag, men at det trods alt var væsentlig, at vi holdt sammen osv.

Derefter gik vi i arbejde igen. ,

Al magt til folket.

28

29

MÆGLINGSM0DE

Mæglingsmødet, som vi mere eller mindre hav­de lovet at deltage i under forhandlingerne

om de sidste 50 øre, var berammet til fredag den 20. november kl. 11.00.

Vi var stadig enige om ikke at deltage.

Nogle dage før mødet havde formanden for den lokale afdeling af DSMF ringet til arbejds-O

formanden . Hvad de talte om vides ikke, men ~n af udvalgets tre medlemmer blev af ar­

bejdsformanden opfordret til at ringe til

fagforeningsformanden. Han havde et mellem­

værende med fagforeningen og ville ikke straks ringe. Var altså i tvivl om, hvad man

ville tale med ham om. Han kunne ikke få det at vide af arbejdsformanden.

Næste dag tog han ind på fagforeningen, og drog et lettelsens suk, han erfarede at det

var mæglingsmødet det drejede sig om. Det er ikke meget jeg har fået ud af ham vedrørende

samtalen, men han sagde at han havde nævnt mit ,havn, og at formanden havde været ved at

gå bag over i stolen. Han havde lovet for­manden at få skrevet navnene op på samtlige

3Q

Ifld'nd , s om havde del tage't i strejken af hen­yn t il kontrol.

fJogle var sure, både på ham og på formanden. IIvad fanden skulle han der ind efter?

II'ormanden fik for øvrigt aldrig listen med III vnene.

I"redag den 20. november. Jeg var spænd t på,

hvordan det ville forløbe. Havde indtryk af, IL mange var ligeglade.

1';1., kvarter før mødet kom fagforeningsforman­

len og gik ind i ingeniørens vogn. Inden kl. 11 .0 0 var alle 5 ankommet. Et stykke tid ef­Le r kom ingeniøren op efter mig. Jeg skulle

komme ned~ man ville snakke med mig. Jeg var

ikke mege't for de~, men talte mea ko l legerne om det og gik derned. l,<'andens osse!

nogle af

Fagforeningsformanden vinkede mig ind i in­geniørens vogn.

- Nej, sagde jeg, kom her ud.

Han gav hånd (vi er gamle tillidsmandskamme_ ra ter) og sagde:

- Kom nu med ind.

- Nej.

31

De andre kom også ud og hilste.

- Vi kan gå over i vores skurvogn, sagde jeg.

- OK. De futtede med.

De ville m~get gerne hjælpe os med at få bo­

den sat ned og høre lidt om, hvad det hele drejede sig om. De ville også gerne vide hvor

listen var, men det vidste jeg ikke.

Der sad jeg så med pamperne og var sgu ikke særlig opsat på at tale med dem. Men som det

gode menneske jeg er, gav jeg dem en kort redegørelse for aktionen. Sagde, at vi sgu

godt var klar over, at vi fik en bod, og at de ikke skulle beklage nogen som helst, for­

di vi ikke var skyld i strejken, og at vi sgu ikke havde fået andet end utak for at have

bygget den hal.

- I har da fået jeres løn, sagde fagfore­

ningsformanden(Sød dreng, sagde kollegerne

bagefter). Derefter skr~d jeg, og pampe~ne gik til ingeniørvognen. En time senere kør­te alle og omkring fyraften spurgte ingeni­

øren mig, om jeg havde fået resultatet.

Næh. I får ingen bod, sagde han og grinede over

32

ll( le hovedet. De t var satans, det er løgn! '

Ne j. Det har jeg sgu aldrig været ude for før.

/lvorfor?

På grund af vejret. Det er en udsat arbejds plads, og det er jo gået meget godt - det er

.lo en ekstra julegave. Arbe jdsgi verforeningen ho ldt ellers stædigt på, at I skulle have

bod .

l øvrigt var han forbavset over at fagfore­

II i ngerne ikke havde orienteret os.

,l cg spekulerede meget over, hvorfor han var

:d\. glad. Jeg var selv lidt ærgerlig over,

Ilt vi ikke fik boden - og (log.

~enere fik jeg at vide, at direktøren også

havde været til mæglingsmødet. Jeg tror, at [runden til at ingeniøren var så glad, må­

nke var, at vi ikke havde deltaget i mæg­Lingsmødet og således ikke havde afsløret .

og kritiseret ingeniøren og formanden, hvad man jo havde let ved, f.eks. dårlig tirette­

lægning, sikkerhed osv.

33

f '

34

II' lN I\.KTIONEN, FORTSAT

V ir n efter diskuterede vi resultaterne.

AI le var tilfredse. Men hvad så med de sid­lL 50 øre? Der blev debat om, hvem der

kulle forhandle. Vi tre gamle mente, at der kulle tre nye med. Nogle mente, at vi var

I'.ode nok. Jeg mente, at to nye og en af de 1' • .Imle var godt. Da de to andre gamle katego­

" ok nægtede, blev det mig, der gik med. Jeg vJlle også gerne, men der var jo stor fare

ror at blive forfulgt yderligere.

V gik til den. Ingeniøren var som sædvanlig

~L stort spørgsmålstegn •

. 1 r , så var det j o tiden med de sidste 50 øre. I,:rter mange taktiske manøvrer gav han sig,

III n først fra førstkommende lønningsuge • Vi

I '"i orde ham opmærksom på, at vi j o tidl i ge r e lu vde tal t om, a t det skulle være med t il ba­

" "virkendekraft - fra vi indgav lønkravet • f)flt ville han ikke og henviste til, at VI ,jo

v r sluppet for bod. Vi sagde, at nu var det

.lo,ham, der stillede sig på bagbenene. Han

agde, at han kunne ordne de 50 øre uden o:n

35

firmaet, men ikke hvis det skulle være med

tilbagevirkende kraft. Vi sagde, at nå r han

kunne give 50 øre lokalt, så kunne han jo

også give 70 øre. Det kunne han ikke for­

svare.

Vi gik derefter ud til gutterne og referere­

de forhandlingernes forløb. Mange var sure

over ikke at få med tilbagevirkende kraft,

det havde han jo lovet. Vi blev enige om, at

de 50 øre trods alt var hjemme, og kunne vi

få 60 øre, var det i orden.

Vi forelagde ingeniøren, at man var sure o­

ver, at han ikke holdt ord, og at vi for­

langte 70 øre mere i timen, når vi ikke kun­ne få 50 øre med tilbagevirkende kraft.

Nu var han blevet stædig og sagde, at han ·

så ville ringe til firmaet med det samme.

Vi tre snakkede sammen udenfor og gav ham

tilbuddet 60 øre i timen.

Han slog til, og dermed var den pot ude. In­den døren smækkede bag os hørte jeg hq.m dog

lige mumle: Hvad bl.i.. ve~c det næste?

2. 6

;1 DSTE AKTION

'I' I rsdag den 22. december om aftenen ringede

n koll ega til mig privat, han havde ikke væ­

r't' t på arbe jde i nogle dage, fordi hans søn

I':"t 6 å r havde været syg med mæslinger. H~n

It.! vde ikke kunnet få nogen til a t passe ham,

(l{'" samleversken var nød t til at gå på arbe j­

li • Han havde meddelt formanden årsagen og

ll ,lvde ringet og sagt, at han kom igen onsdag.

37

Formanden svarede, at det ikke var nødvendigt

at komme, der skulle jo være julefrokost og

alle ~kulle have fri kl. 13.00. Endvidere var

der en anden, som havde overtaget hans

arbejde.

Kollegaen spurgte derefter, om det betød at

han var fyret, for så skulle han bare sige,

det ligeud. Formanden sagde, at det kunne

han jo ikke, når han ikke var der. Dermed

havde ~n af dem lagt røret på. Kollegaen

spørger nu mig, hvad han skal gøre. Jeg si­

ger:

- Bare tag det roligt. Du kommer bare i mor­

gen tidlig. Jeg tror ikke han tør fyre dig, " og dermed slut.

Onsdag morgen blev han sat i arbejde efter

en halv times tid, og vi regnede med, at det

var ude af verden.

I løbet af dagen fik alle på pladsen nogle

bajere, men ellers passede alle deres arbej­

de. Ved 12-tiden var vi i skuret og holdt

julefrokost - en enkelt halv og resten af

øllet satte stemningen. Vi sang slagsange

og havde det rart og festligt.

Kl. 13.00 begyndte vi at gå ned til forman-

38

cl n for at få vores løn og en cerut. Kolle­

l',' en kommer hen.

- Så gik det som jeg havde regnet med. Jeg

r fyret.

- Det var satans.

- Slyngel!

I'; t par andre kolleger, som også havde fået , cl t at vide, foreslog, at vi skulle få det

ordnet med det samme. Samtidig var andre gå­

~'t til' formanden for at spørge, hvorfor han

v r blevet fyret. Formanden svarede, at han

1kke passede sit arbejde, ikke kommer hver

da osv. Arbejdskøbermoral! Jeg foreslog, at

v ordnede problemet mandag morge i!, da vi j o

r

39

holdt fri nu og ingen magt havde før end man­

dag. Det blev accepteret. Alle kørte hj em.

Mandag morgen. Mørkt og koldt. Rimtå ge. Ved­kommende kollega er ikke kommet. Han havde ellers lovet det. Formanden er syg. Stemnin­

gen er på nul. Alle er sure. Kan ikke se hinanden i øjnene. Vi går i arbejde. Et pqr

stykker af os bliver. En siger: _ Røvhuller! Skal vi ikke se at få gjort no-

get ved det. Vi bliver enige om at snakke om det til vores

illegale frokost ca 8.30.

Frokost. Alle er samlet på nær den fyrede. Stemningen bliver bedre efter at vi har spist

og drukket termokaffen. Alle giver udtryk for,

at der er en svinestreg osv. Nogle finder fejl hos kollegaen (arbejdskøbermoraII). Prin­cipielt kan vi alle blive udsat for det samme,

umenneskelig behandl ing, diktatur, vold, sla-

veri.

En halv time er gået. Ingeniøren gå r ude på pladsen og er sur over, at vi ikke er kommet i gang . Pludselig står han i døren. Se nu at

komme i gang. ~ Det var godt du kom. Vi er skide utilfred-

40

:le med at han er blevet fyret - lige før jul

og på grund af, at han har været syg, siger en kollega, som aldrig før har sagt noget

til ingeniøren. Ingeniøren sagde, at han ikke passede sit

rbejde, var ustabil, at formanden og kolle­gaen ikke kunne sammen, at de ikke kunne ta­

le s ammen, at han ikke kunne gå i højden, og at der ikke var mere arbejde på jorden.

~rbejdskøbermoral!

I':n arbejdskammerat sagde, at formanden jag-

~ de ham, og at han var god nok og lige s å

god som os andre. Jeg sagde, at det med høj­

den ikke var rigtigt. Der var meget arbejde

på jorden, som andre jo arbejdede med. Og hvi s man ville tage menneskelige hensyn,

kunne det sagtens have været ordnet. For øv­

rigt ved vi alle, at han har haft influenca

g ikke er rigtig rask, sidder tit og hoster. I) r efter sagde ingeniøren, at han ikke havde III r e at sige, og gik.

Vi valgte nu tre nye kammerater til at fore­

loogge vore krav om at få kollegaen genanta­I~ t . Til frokost kl. 11.30 blev vi informe­

r'C t. Intet nyt - ar'bejdskøbermoral. Ingeniø-

4 1

ren kunne ikke, det var formanden, der antog

og afskedigede. Kunne hverken f å et "ja" el­ler et "nej". Smart lavet. Sætter sig', selv

ud af spillet, fordi han ikke tør tage stil­

ling. Der stod vi så med håret ned ad nak­

ken. Vi snakkede om, hvad vi skulle gøre, og

blev enige om, at enten måtte vi have fat i

direktøren eller også måtte vi have et klart svar fra ingeniøren. Ja eller nej. Endelig "

ville vi holde igen kl. 14.00 for at få be­

sked.

42

Vi fik et klart "nej" fra ingeniøren. Han

v'lle ikke genantage og var forbavset over,

a t vi blev ved. Det var jo dem som ledte og I'ordelte arbejdet. Nogen mente, at der ikke

v r mere at gøre. Andre mente, at vi skulle

(J tre jke, gå hj em. Mange sagde ikke noget.

- Dengang vi havde lønkravet inde, kunne vi

nok blive enige. Nu da det drejer s ig om no­

{e t menne skeligt, kan vi ikke. Det er ikke

oå godt.

- Jamen han er her jo ikke, sagde en eller to,

v i ved jo slet ikke, om han i det hele taget

vil begynde igen!

- I formiddags blev vi enige om, at det er

vores allesammens problem; og det er det jo

t adig. Du manipulerer lige s å meget som in­

eniøren. Det er da ok hvis du ikke vil

t rejke, men så sig det rent ud. Men jeg kan

e at vi er uenige, så lad os stemme om det.

I'~n forlanger skriftlig afstemning. 16 små

1 pper. Plus for strejke. Minus for ikke at

ntrejke. l for at strejke.

I . i mod.

Vl gik alle 16 hjem.

43

TIRSDAG

Om morgenen var alle samlet. De tre gik igen til ingeniøren og fremsatte vores krav. Fem

minutter efter kom de tilbage. - Atter nej.

Jeg var forbavset, andre ikke. Der var ikke

stemning for at fortsætte strejken. Nogle mente, at det ikke var muligt at presse in·­

geniøren længere, men at de tre skulle gå ned igen og sige, at vi gik i arbejde under

protest. Og at vi ville tage sagen op igen,

når formanden kom tilbage. Ingeniøren ville

vide, hvad protesten indeholdt. Det fik han ikke noget at vide om.

44 45

NEDENSTÅENDE ER EN BÅNDAFSKRIFT AF EN SAM­

TALE MED EN UDDYBNING AF TEKSTEN OG DE PRO­

BLEMER DEN REJ SER.

I din indledning siger du, at I alle er su­

re på formanden. Hvorfor er I det? Er der

tale om en konkret konflikt?

Næh, det er der ikke, men man har jo lige

været inde og er blevet ansat, og har mere

eller' mindre måttet tale arbejdskøberens ,

sprog. Man føler, at man er blevet under­

trykt, når man har været ude for at sælge

sin arbejdskraft. Man må ændre sin egen må­

de at snakke på. Hvis man snakkede som ~an

normalt snakker, kolleger og kammerater i-

46

me llem, så blev man sgu aldrig ansat nogen

.. teder. Man må simpelthen sælge sig selv

~ndeligt også , for at f å arbejde. Det giver

~ke noget godt startgrundlag. Nå r man så

r blevet ansat, så render formanden i hæ­

lene ~å ~n for at kontrollere at man laver

noget. Det er også ham som kontrollerer om

man møder til tiden om morgenen. Det kommer

al t sammen af, at det er ham som skal lede

og fordele arbejdet. Det er ikke noget sær­

ligt for denne arbejdsplads. Sådan er det

alle steder.

De r opstår en konflikt vedrørende udbetaling

af bonus og garanti. Dine arbe~d~ammerater

~il vælge en tillidsmand og peger på dig.

Som de bemærker, så har du jo været tillids­

mand før. Hvorfor vil du så ikke denne gang?

De t kan virke lidt underligt, men for det '

første blev jeg fyret fra min tidligere ar­

bejdsplads netop fordi jeg var tillidsmands

og for det andet følte jeg, at jeg i den 4-

hrs periode jeg var tillidsmand umærkeligt

havde fJernet mig fra reine kamms raters måde

l t opfatte tingene på - altså på en måde

var blevet fremmed i min egen omga: 'lgskreds~,

i mit eget 'l . mL.L.J0.

47

Er det det du mener med at sige, at man bli­

ver røvrendt af en tillidsmand?

Jo, det kan man godt sige. Hans funktion er

jo netop at forhandle med ledelsen om løn­

krav, om forbedring af arbejdsforholdene.

Og hans konkrete situation er den, at han hele tiden må høre på deres manipulering

væk fra den virkelighed, han som tillids­

mand skal repræsentere. Denne borgerlige in­

doktrinering og arbejdskøberm~ral man bli­

ver udsat for dagligt, gør at man bliver

skizofren, bliver to personer inde i hove­

det. Det kan en nok s å robust, nok så klas­

s ebevidst arbejder simpelthen ikke klare i længden. Han vil mere eller mindre blive en

forræder over for sine arbejdskammerater.

Man er så præget af det borgerlige samfund

man lever i, at man straks øjner en chance

til at "blive til noget", når ens kammera­

ter vil vælge en til tillidsmand. Man bliver

jo ikke regnet for noget som almindelig ar­

bejder, og derfor ser man straks en chance

for at blive ~ere og andet. Vi er jo alle

flasket op med egoisme, med borgerlig indi­

vidualisme. Det erderfor~ at man er svag

i en sådan valgsituation. ~ pet er en skide

48

~\\ '>( /"'-,,'.

,//

farlig situation. Det er vejen væk fra en

kollektivarbejderbevidsthed, og svækker

l ys ten til at kæmpe sammen med arbejdskam­

meraterne for lønarbejdets afskaffels e.

Du s iger at det skaber en ny situation, for­

di du ikke vil være tillidsmand. En situa­

tion præget af usikkerhed.

IIvis jeg nu var hoppet på, havde sagt ja

til det grove arbejde, altså taget chancen

for at "blive til noget" - så havde der ik­

ke været noget nyt under solen. Men jeg hop­

pede jd ikke på den, og det skaber en ny og

usikker situation. Ingen andre ville være Lil lidsmand. Arbejdskammeraterne er jo vant

49

til at en eller anden lader sig v:J:;'6e ti l

det grove arbejd e , s om det er a t v~re ti l ­

lidsmand. Men jeg ville ikke mere. Jeg ville

have, at vi i fælle s skab skulle løse vore

problemer. Hvis jeg havde ladet mi g vælge,

havde jeg umynddiggjort mine arbejdskammera­

ter, havde hindret dem i selv at handle for

at ændre deres, dvs. vores, situation. Egent­

lig ville jeg gerne være tillidsmand, men til

gengæld vidste j eg godt hvad det var for no­

get lort, jeg s å var blevet blandet ind i.

Arbejdskammeraterne ved det sgu ogSQ godt .

Fagforeninger, pis og papir, som den ene af

dem siger. Sagen er blot at vi er vant ti l

at handle på den måde. Det forventes af os , at vi vælger en tillidsmand. Både fra fagfor­

eningens side og fra arbejdskøberens side.

Vi forventer det også s elv . Men vi skal ikke

vælge nogen til at gøre tingene for os. Vi

skal sgu selv gøre tingene i fællesskab. Vi

løser problemerne meget bedre på den måde.

Det er en usikker situation, for hverken de

såkaldte arbejderpartier eller fagforeninger­

ne har bygget deres politik på tilliden til

at arbejderne godt selv kan hvis de får lov.

De har ikke støttet arbejderklassen i dens

50

fors øg på selvstændiggørelse og egen frigø­

relse. De har istedet, groft sagt, bygget

på det modsatte. Det er derfor vi er usikre.

Vi har ikke noget at støtte os til. Vi er

nødt til kun at stole på os selv.

f~ad er baggrunden for at kræve en lo-minut •

te rs frokostpause om morgenen.

Næs ten alle arbejdere spiser en bid brød ved

halv-ni-tiden. Mange har ikke fået noget at

pise før de tog hjemmefra. Og vi har altid

gj ort det. Det er ganske almindeligt, at man

tager en bid brød på det tidspunkt. Men vi

havde udtrykkeligt fået at vide, da vi blev

ansat, at det måtte vi ikke! Vi måtte ikke gå' ned i skuret. Det tog for lang tid, sagde

de ! Vi havde fået at vide, at vi blev fyret, hvis vi gjorde det. De havde allerede regnet

ud , hvor meget tid, der ville gå til spilde

L løbe t af både lo, 20 og 30 år. Det er de

sgu dygtige til, sådant noget. Men det var nedværdigende for os, at skulle stå rundt om­

kring på pladsen i al slags vejr og æde sit brød . Hvem har nogensinde hørt om en formand

,lIer anden funktionær, ~om er blevet fyret, r'ord i han satte sig ind og drak en kop kaffe

og tog en bid brød i arbe~stiden? 1eg har

51

"-I

sgu aldrig. Personligt følte jeg, at vi alle

helst ville ned i skuret, og jeg foreslog

derfor, at vi mødtes der kl. halvni. Det

gjorde vi så. Alle var glade. Vi følte, at vi havde gjort noget, som var rigtigt. Det var

skide dejligt. Jeg tror, at denne situation skabte noget af det sammenhold, som vi havde

fremover. Det 'er meget vigtigt, at finde

nogle ting, som man er enige om, og som kan

gennemføres. Uanset hvor reformististisk det

umiddelbart kan synes. Den 'bevidsthed, det

skaber om eget værd, det er det primære i så­

dan en situation. Det er væsentligt at opda­

ge, at man selv kan skabe ændringer i sin ar­bejdssituation. Det er fremmed for de fleste

arbejdere. Men det er vejen til en revolu­

tionær bevidsthed. Det sætter arbejderne i bevægelse.

Men kunne en tillidsmand ikke have skaffet

jer den pause?

Nu må du fan'me holde op. Du har jo ikke fan­

get pointen. Selvfølgelig kunne en tillids­

mand, som en artig skoledreng og med hatten

i hånden have bedt om en forhandling. Han vil

le sikkert også have fået positivt resultat.

52

I

I

Men det ville ikke have lært os, at vi selv

kan gøre tingene. Det ville ikke have styr­

ke t vores tro på os selv; Det ville ikke ha­

ve skabt bevidstheden om, at vi selv kunne

kabe forandringerne. Det er jo det der var

fidusen!

Hvorfor vil i pludselig have 2 kr mere i ti­

men?

Det er jo en økonomisk nødvendighed. Dyrtids­

reguleringen giver jo kun ca. halv dækning for

de prisstigninger, som forekommer mellem over­

enskomsterne. Vi ville sakke endnu mere agter­

ud, hvis vi ikke hele tiden gennemtrumfede en

lønglidning. Kapitalisterne vil hele tiden gø­

re , hvad de kan for at hæve profitten. Arbejd­

erne må hele tiden være på mærkerne for at det

ikke sker. Det er et led i klassekampen. Hvis

vi ikke kæmpede boede vi sgu endnu i jordhuler

Men det er ikke fordi vi forbedrer vores leve­

vilkår væsentlig ved hele tiden at få mere i

l øn. Hvis ikke kapitalisterne selv tager løn­

forhøjelsen tilbage ved at hæve priserne på

varerne eller forringer kvaliteten 9 så ta.ger s'taten sgu for dem, og leverer dem ti11)age f.

-eks. i form af omkostning~dæmpende ydelser.

53

Men der findes mange andre og mere tilsløren-'

de måder at gøre det på. Vi må hele tiden kæm­

pe for at ballancepunktet ikke skal forrykkes

til fordel for kapitalisterne, og derfor bl.a.

hele tiden kræve mere i løn. Man skal bare væ­

re sig bevidst, at det ikke løser det store

problem. Nemlig arbejdernes frigørelse. Af­skaffelsen af lønarbejdet.

I den konkrete situation, vi stod i, var det meget nødvendigt at handle. Lige fra den dag, vi var blevet ansat, havde vi talt om, at vi skulle have noget mere i løn. Vi kunne ikke

blive ved med kun at snakke om det. Det sløver bevidstheden. Det er som med vejret, alle

snakker om det, ingen gør noget ved det. Vi

valgte så tre nye kammerater til at forhandle

vores krav. Det er vigtigt hele tiden at have nye forhandlere. Det gør at alle på et eller

andet tidspunkt har været aktiv og fulgt med i hvad der foregår. Og det lærer os, at vi

godt selv kan handle. Det bliver til gengæld sværere for arbejdskøberne at iværksætte en

systematisk forfølgelse af nogle enkelte ak­

tive kammerater. Nu var vi alle aktive, og det svækkede arbejdskøberens situation.

Som jeg vist før har sagt, er det nødvendigt

54

med lønkamp hele tiden. Men det er farligt, hvis kampen mod arbejdskøberne hele tiden kun

r en lønkamp. Så bliver det 5-øres politik. , De t bliver på den måde ikke en kamp mod umyn­

diggørelsen, afskaffelsen af lønarbejdet. En

ktion for en lønforhøjelse er altså ikke et

mål i sig selv. Det er en nødvendig, men un­derordnet aktion. Det skal man være sig be­

vidst, ellers ender man i den rene reformisme.

Hvis man kører aktionen som vi gjorde, er det

en god situation til at skabe et sammenhold. Vi ' havde ikke en tillidsmand og et tungt -fag­

re tslig system til at umyndiggøre os, gøre os s løve og passive. Vi lærte at sætte os i ste­

det for disse, og at gøre tingene selv. Vi blev ikke fremmedgjorte over for det, som fo­

regik omkring os. Vi vidste jo alle hele ti­den, hvad der skete. Det bliver således et

l ed i skabelsen af en revolutionær bevidst­hed.

Formanden tilbyder jer, at I kan komme over

og forhandle jeres lønkrav ~n af gangen, hvilket er i overensstemmelse med løftepara­

grafen. Det er lige ved at bryde enheden i aktionen. Hvad er årsagen til det?

55

-_o ..

Traditioner, du. Vi var ved at blive et offer for traditioner. Man plejer jo at gøre det på

den måde. Nogle syntes, at det var helt i or­den. Men det ville jo bryde solidariteten,

hvis nogle opnåede mere i timen end andre. Og du kan bande på at arbejdskøberen ville have

udnyttet situationen til at give os forskel­lige lønforhøjelser. Man må nemlig ikke begå

den fejl at tro, at de er dumme. De er nemlig

skide smarte. Vi lavede en afstemning, hvor

flertallet var for, at vi fastholdt en ensar­tet lønforhøjelse til alle. Arbejdskøbernes

gamle fidus, med at splitte arbejderne ved hjælp af individuelle fedterøvstillæg lykkedes

ikke denne gang.

Der bliver indkaldt til et mæglingsmøde. Du

kalder det et gedemarked. Hvorfor det?

Vi havde jo besluttet os til at køre aktionen

uden om hele det udemokratiske fagretlige sy­stem. Vi ville gøre det på vore betingelser.

Vi ville ikke bindes af nogle regler, som byg­ger på et nederlag i forrige århundrede. Du

ved, septemberforliget. Det er da helt i ~r­den, at man dengang ikke kunne køre aktionen

56

I a:ngere, ikke havde kræfter til.. det. Men det pr sgu en forbrydelse, når man gør nederlaget

il en sejr. Man skulle have indrømmet, at det var et nederlag, og så senere, når man stod

Gcdre og stærkere, have forkastet det og skabt ·t nyt og ;bedre grundlag. Men som sagt ville

vi udnytte den gunstige situation, vi stod' i,' og ikke hæmmes af et 70 år gammelt nederlag.

Det der sker i den konkrete situation er, at

arbejdskøberen selvfølgelig havde helvedes travlt med at indberette vores lille strejke.

Netop for at få os kørt ind i hele det fag­

rets lige system. Det er jo et udmærket system for ham. Nu skulle altså fagforening m.m. til

at køre hele konflikten for os. Umyndiggørel­

sen var godt i gang. Der ville sandsynligvis 3ke det; at parte~ne ville betragte hele ak­

ti onen ensidigt som en lønaktion. Som 5-øres politik. Både arbejdskøberne og fagforeninger­

ne har jo afskrevet klassekampen. Men vi må være klar over, at klassekampen ikke kan af­

skaffes i et kapitalistisk samfund.

I';n af arbejdskammeraterne bliver fyretl

Ja , han overskred jo frokost-tiden. Det ville

se lvfølgelig blive opdaget med det samme. Dp

57

havde jo et godt øje tilos. Det var jo et

nederlag for dem, at vi havde taget os den

ekstra frokost. De havde jo forbudt os det.

Formanden og Kurt kommer selvfølgelig op at

skændes, og han bliver fyret. Men det er jo noget lort. For det første fordi det er en

sejr for arbejdskøberen, og for det andet er

det en dårlig løsning, set fra vores synspunkt Han ville jo ikke få det bedre andre steder. Man må så vidt muligt blive på stedet og kæmpe der. Ikke løbe fra det ene sted til

det andet. Det løser ingen problemer på lang sigt. Det er en fejl mange yngre arbejdere

begår. Når noget går dem imod bliver de straks sure og siger selv op, eller provokerer til

at blive fyret. Det er en forståelig reak­

tion, men et individualistisk flip. Det løser

ingen problemer, og i løbet af nogle år re­

signererde, opgiver troen på, at det kan nytte

at kæmpe mod de utålelige arbejdsforhold, de

bliver budt. De falder til patten. Man skal i

fællesskab med sine arbejdskammerater ~røve

at ændre sin arbejdssituation. De fleste er sgu godt klar over, at der er noget galt. De

· må blot ikke flippe ud. Vi må vinde troen på,

at .vi i fællesskab ~an løse problemerne.

58

Du skriver et sted, at vi lever under et øko­

nomisk diktatur. Kan du ikke uddybe det lidt

mere?

Jo, det er ikke så svært. Der er jo sket det, at kapitalisterne har tilranet sig produktions­

midlerne. De har lavet grundloven, der sikrer dem ejendomsretten. Hvis ikke arbejderen vil

dø af sult, så er han tvunget til at sælge sin arbejdskraft til dem, som ejer maskinerne,

a ltså til kapitalisterne. De , får således også e j endomsretten til de værdier, som arbe jderer.

59

skaber. Arbejderen får altså ikke det fulde udbytte af sit arbejde. Han skal nemlig også

brødføde de uproduktive kapitalister. Som ar­bejdere sælger vi jo vor arbejdskraft f.eks.

8 timer om dagen. Dvs. at kapitalisten har e­jendomsretten over de produkter, som vi frem­bringer i den tid. Men hvis vi kun er 4 timer om at producere varer til en værdi, som sva­

rer til den dagløn vi får, ja så har kapitalis­ten vores arbejdskraft i 4 timer uden at be­

tale for den. Det er det merarbejde, som ar­bejderen frembringer, når hans løn er tjent ind, som kapitalisten lever af. Det er hans profit. Men de er sgu inderst inde bange for

arbejderen. De er bange for, at han skal fin­de ud af, at han selv kan organisere produk­tionen af sine vare'r. Det er derfor, man har opsplittet arbejdsprojekterne i mindre stykker

arbejde, med en formand til at lede og fordele arbejdet. De tilslører sammenhængen. Arbejder­

ne er sgu godt klar over, at de bliver snydt. Det er derfor de ikke gider lave noget hele tiden, men prøver at snyde sig fra så meget

som muligt. Hvis arbejderne selv bestemte, hvad der sku~~e produceres og hvornår, kunne de la­ve det på den halve tid. Vi har ikke brug for

60

de upr,oduktive kapitalister og deres funktio­nærer. De har brug for os, men vi har ikke brug for dem. Som det er for øjeblikket har den ene halvdel af befolkningen skide travlt me d at fare rundt og kontrollere, at den an­den halvdel bestiller noget. Det er skide u­

produktivt. Det er et spildsamfund, vi lever i. Kapitalens indre logik, hvis man kan kalde det

logik, kræver at der hele tiden skal produceres mere og mere, ellers kan den ikke forøges. Det

er ikke blot på det nationale plan, at dette finder sted. Vi er som danske arbejdere sammen med kapitalisterne også med til at udbytte ar­bejderne i de ikke-ind~strialiserede lande i f. eks. Afrika. De fleste lande i Afrika er fatti­ge lande, og er man fat~ig er det begrænset, hvor meget magt man har i en . forhandlingssitu­ation med de rige. Når de rige landes kapita­lister forhandler med de fattige lande, falder forhandlingerne altid ud til fordel for de rige, som ud over pengenes magt også besidder militær magt, og de fattige lande må tit og ofte sælge

deres råstoffer til en uhyre lav pris. På den måde bliver de~ overført værdier fra de fattige

l ande til de rige, værdier som også danske ar­be jdere h~.r ga.VTI af, idet kapitalister og ar-

' 61

1

bejdere i de rige lande derved får en større "kage" at dele. Derfor må vi, når vi har skabt

en stærk solidaritetsfølelse blandt os selv, uo vide denne til også at gælde de fattige landes

arbejderklasse. De må støttes økonomisk og mo­ralsk når som helst de har brug for det. Vi kan

ikke alene afskaffe det kapitalistiske system, vi må gøre det på globalt plan sammen med an­

dre landes arbejdere. Vi må afskaffe det kapi­talistiske system. Det er et økonomisk diktatur,

fordi vi, sålænge vi bevarer det, er tvunget ti] at handle efter dets indre "logik".

62

I havde et møde med fagforenings formandenog

fagforeningens mæglingsmænd. Fagf6reningen var

godt tilfreds med den lønforhøjelse i fik.

Det er jo karakteristisk for sådan nogen at de

kun tænker på løn. Det var jo ikke ~ det det dre.jede sig om. Men han er jo netop kommet der

hen, hvor det for ham drejer sig om bare at få det til at glide. Vi havde jo fået vores løn.

Hvad fanden brokkede vi os så for? Det er jo et forsvar for arbejdskøberne blot at slå konflik­

t en hen til at dreje sig om en krone mere eller mindre i timen.

Fagforeningsformanden fik forhandlet sig frem

t il, at I skulle slippe for at betale bod. Har du nogen kommentar til det?

Nå ja. Både fagforeningen og arbejdskøberen var j o interesseret i at få det til at glide. Hallen

skulle jo være færdig til en bestemt dato, ellers vankede der bøder til arbejdskøberen. Der var to

t ing der gjorde, at vi stod i en gunstig situati­on, nemlig datoen, og det at de ikke vidste hvor

de havde os. Det er den bedste form for pression overfor en arbejdskøber. Han må ikke vide, hvor

63

han har arbejderne. De t ved han især ikke, nå r vi ikke har valgt nogen tillidsmand. Og når vi

arbejdede s å utraditionelt som vi gjorde, s å vid ste de til sidst ikke, hvad fanden de skulle gø­

re. De kunne ikke udfritte nogen, de kan ikke påvirke nogen. Det er også en helt ny situati­

on for dem. Og formanden havde det ad h •• til når han skulle aflægge beretning til ingenøren

om dagens arbejde.

I fik ikke hele den lønforhøjelse, I havde kræ­

vet?

Nej, men skide være med det. Det vigtigste var,

at vi havde aktioneret, og at vi hele tiden hav­

de holdt sammen. Der var ingen grund til at ri­

sikere at splitte gruppen op på det spørgsmål.

Det primære i alle former for aktioner er at man

kan holde sammen på gruppen.

En sejr er kun en sejr sålænge man St8T sam­

men om den og værner den i fællesskab. For det

vigstigste var jo netop ikke selve lønforhø j el­

sen, men netopdet, at vi havde lært at holde

sammen, at vi havde tilkæmpet os noget på vore

egne betingelser. Vi havde skabt noget af den

solidari tet, 'som vi i så mange år kun havde \

snakket om, men sjældent prøvet i praksis.

64

Der opstår til slut endnu et problem, med en

Irbe jder som bliver hjemme for at være børne­passer.

',Ja, arbejdet var jo efterhånden ved at være

færd igt. Situationen va,y' ikke mere så pres-

Je t for arbejdskøberen. Samtidig var der jo

Ike t det at han havde fået frigjort nogle af

line faste arbejdssjak fra andre byggerier,

Jorn nu var blevet færdige. Nu havde vi jo gå-

I t der og knoklet i flere måneder med alt det

/rove arbejde, og så kom jo altså alle disse

t1.ye folk, sågar i deres egen skurvogn, og skul­

le være med til at "finpudse" det vi havde la­

vet. Det var vi måske nok lidt sure over. Vi

begik nok den store fejl, at vi ikke fortalte

dem hvad det var for nogle aktioner vi havde

Rået og lavet og således inddraget dem i vores

('ælIesskab og vores kamp. Der opstod derfor et

Ikel mellem de nye folk og så os . Det er i hvert -----fald een af de t ing jeg har lært noget af, Det

Ir meget vigtigt at alle nye som kommer ind i

nådan en gruppe de skal orienteres meget grun­

digt om hvad vi har gjort og hvor vi står. Det

var blot svært i dette tilfælde far de faste I'olk er svære at trækkes med. De har deres tra-

ti5

ditioner. Situationen vendte sig derfor efter­hånden til arbejdskøberens gunst. Og grebet blev strammet om os, og der blev indledt en systematisk forfølgelse af os.

Det lykkedes således at få splittet arbejder­

gruppen. Bl.a. fordi de nye arbejdere havde an dre traditioner. De gjorde som de var vant til og var ikke bekendte med vores aktionsformer. De benyttede af tradition det gammelkendte sy­stem med vatgte tillidsmænd til at tage sig af problemerne. Hvor vi andre ordnede tingene i

fællesskab. Senere opstod der en strejke p.g.a. at 5 mænd var blevet fyret. Den strejke har je{~

ikke skrevet noget om. Men ved den lejlighed lykkedes det os st få inddraget halvdelen af de nye folk. Og hvis vi havde været dygtige nok og fra starten af havde informeret dem om vores aktionsformer, så var det sgu' lykkedes os at få alle med i strejken.

Har du senere erfaret, om de utraditionelle ak­tionsformer har betydet noget for de andre som

i

deltog?

Ja ja da. Det bemærkede jeg allerede 'mens ak­tionerne stod på. Vi havde nogle helt fantasti s­

ke konkrete diskussioner. Det var ganske t yde-

66

Ligt hvilke bevids"tgørende funktion vores ak­

tionsformer førte med sig. Vi havde pludseiig noget konkret at snakke om. Vi var. jo nødt til

t sankke, for at kunne løse vores problemer. Vi havde jo netop ikke valgt nogen til at kla­re ærterne for os. Vi kunne både snakke om øko­nomisk umyndiggørelse, om økonomisk diktatur, og vi kunne sankke om revolution på en helt

l mindelig måde, når vi stod midt i en diskus­i on om hvad vi skulle gøre og ikke gøre.

Senere har jeg af og til snakket med 3-4 af de som deltog. Og det er så ganske tydeligt at det har haft en bevidstgørende funktion på dem. Som den ene af dem sagde til mig: "Jeg har fanden æde mig gået i femten år og a_~.drig tænkt

på hvad helvde på hvad helvede det var for noget jeg gik og og jokkede rundt i. Men efter at jeg har del­taget i de her aktioner, så har jeg fået en hel t anden måde at se tingene på." Det er for mig et ganske tydeligt bevis på at skal vi ænd­re vores bevidsthed, så skal vi selv ændre den konkrete si tua tion Vl står i. · ..

M n ska~ handle Slg til en ny bevidsthed. {r s om ledetråd for handling kan man så benyt­I. t eorier som er udledt af tidligere'hand-

67

linger. De havde allesammen opdaget at den u­

myndiggørelse de var udsat for på arbejdsplad­

serne, den foregik sgu også andre steder fx. i

Qoligområder, i klubber, i byråd, i skoler.

Det fattede de lige pludsel~g. Tilværelsen var

ikke noget for en gang givet. Den var menne­skeskabt, og derfor til at forandre. Og de hav~

de fået troen på at de selv kunne .forandre den.

Kan jeg lige få præciseret dit forhold til

teori og praksis?

Jeg mener at teorien først får betydning, når

man begynder at realisere den i praksis. Så

først får teorien en betydning. Men det er jo

teori det hele efterhånden. Det er derfor jeg

har skrevet det her ned. Nu skulle der sgu~til­

vejebringes nogle praktiske erfaringer i forhold

til al den teori vi nu har gået og puslet med

i mange mange år.

Vi er nu ved at nå til det punkt hvor det vil

være på sin plads at snakke mere generelt om

arbejderorganisation. Hvordan skal vi organi­

sere os?

Den måde vi gjorde det på er et af alterna­

tiverne til den traditionelle fagorganisation

68

på den enkel"te arDejdsplads.':!i ma væk fra del;

Lraditionelle, væk fra tvangen, væk fra neder­

laget, men prøve at organisere os selvstændigt.

prøve at selvstændiggøre os selv som arbe j,der-­klasse.

Mener du at fagforeningerne som de er opbyg­

let for øjeblikket hæmmer arbejderne i deres frigørelse?

Ja , selvfølgelig gør de det. Arbejdrenes fri­Gørelse skal være arbejdernes egen sag, som ~amle Karl siger.

Ketn vi undvære fagforeningerne?

Nej: . Fagforeningerne er et nødvendigt r~sul­

Lat af den kendsgerning at lønarbejde og kapi­

L l står overfor hinanden som udbyttet og ud­byt tende klasse. Det kan lyde ret så ban,alt og

Indlysende, men er meget vigtigt at huske på f'ordi det indebærer at når vi skal bedømme fåg

foreningernes virke o~ historiske tilstand så 111' vi gå ud fra denne forudsætning, altså ud

j'ra en undersøge-lse af klassemodsætningernes

Iltiviklingstrin s åvel som den retning den ud­

vikler sig i. Først når ~ette huskes~ kan man

69

stille spørgsmålet om hvorledes fagbevæ gelsens

nuværende måde at organisere sig på er i stand til at videreføre udviklingen i klassekampen

e l ler om den tværtimod hæmme r den .

Fagf oreningerne er opstået som en nødvendig or-

, ganisering af lønarbejderne i et kap i talistisk

system. Arbejderen skal sælge sig selv som ar­

bejdskraft, og i forsøget på at komme til at

~beherske arbejdsmarkedet måtte arbejderne nød­

vendigvis organisere sig i fagforeninger. Den­

ne k om til at best ~ af eksper te r som var mere

eller mindr e dygt i ge til at koncentr er e og le­de den samlede arbe2der~as s e ~2 en sådan måde

a t det s i krede arbejder~lasse~ e t eks i s tensmi­

nimum over for kapita lens umættelige kap ital­

ophobning.

Fagforeningerne k om til a t omf~tte en mege t

stor procentdel af arbejderne, s om s å ledes

gav sig ind under f a gforeningens diciplin.

Og fagbevægelsen fik samlet hele s i n s t yr ke

i et centralt lede lsesorgan. På den måde e r

der blevet l angt mellem ledere og ledede . Det har vi s et fl ere eks empler på de s i ds te. Ar. . ...

Fagbevæge l s ens ledere er næsten umul i ge at r å­

be op når man s t ,gr ne de Då fabrik s gulvet .

70

Ved det berygtede s ept emberforlig 1899 anerken­

dte fagbevægelsen det faktum at vi står i et

underordnet forhohl over for kapitalen. Denne indrømmelse har vi så fået betalt ved at vores

materielle levevilkår er blevet forbedret. Vi har altså i en svag situation indgået et kompro­

mis som indeholder en anerkendelse af kapita­l ens magt til at lede og fordele arbejdet og

besidde ejendomsretten over de produktionsmid­l er vi s elv har skabt. Dette må vi finde os i

sålænge styrkeforholdet mellem kapital cg løn­

a rbe jde er til kapitalens gunst. Men -selvfølge­

lig skal vi ikke forholde os passive ' i den si- o tuation.

Vi Må derfor lave kampformerne om på selve ar­

bejdspladserne. På den måde vil fagbevægelsen

ændre sig. Ændringerne skal påtvinges dem ude­

f ra . I det øjeblik man udvikler en selvstændig­

gør else af arbejderne på arbejdspladsen, så vil

de r på et eller andet tidspunkt komme en kon­

f rontation arbejdere og fagforening, og så vil

fagforeningen få en nyorganisations struktur

s om passer til de kampformer som er blevet ud­

viklet på arbejdspladserne og ikke udenfor ar-­be jdsfællesskabet.

71

Det vi skal frem til er at de arbejdere som er utilfredse med noget selv tager initiativet til

en aktionsform og selv vælger den form som de

mener er bedst velegnet til deres formål. Dvs.

at man skal vælge kampformen efter de lokale forhold og ikke efter nogle regler som for det

første bygger på september-nederlaget og for

det andet er udarbejdet (sågar i en skøn sam­

drægtighed med arbejdskøberne) inde på ~t eller

andet tilfældigt kontor, og som man mener er

lige velegnede over hele landet og på alle ar­

bejdspladser, store som små. Det er vigtigt at

arbejderklassens frigørelse begynder ude på æbejdspladserne. Vi står' i øjeblikket i enl

fantastisk afmagtssituation. Det første der

er brug for, det er, troen på sig selv, troen

på at man selv kan gøre noget ved tingene, u­

den at man skal spørge både Per og Poul. Det

er vigtigt at man kommer i gang med sådanne

former for aktioner, som kan lære os indhol­det af ordet solidaritet. Når vi først har

lært det så kan vi give os til at koordinere aktionerne rundt omkring i Danmark. Forudsæt­

ningen er at vi selv har været med til at or­ganisere, selv har været med til at skabe en

ny struktur i den basis vi selv står i. Hvis

72

i kke det foregår på denne måde, s å kan man kun

anpellere til arbejderne om at aktionere. De

er så blevet passive og ligeglade med fagor­

ganisationerne.

Sidst har vi set dette ved konflikterne ved

I NFO og Bækkelund Papirværk. Mange arbejdere

er holdt op med at tro på fagbevægelsen. Nog­

l e skrider til højre, over til Glistrup og hans venner. Andre ud på yderste venstrefløj

og ender dermed også i sidste ende at støtte

r eaktionens angreb på fagbevæglesen. Fagfor­

eningerne skal ikke bare brydes ned for ned­

brydningens egen skyld, men skal overflødig­

gøres ved arbejdrenes selvorganisering og det

kapi talistiske systems afskaffelse.

Kan du give en redegørelse for hvorledes du

kunne tænke dig at arbejdere skal organisere

sig som arbejdsklasse på?

Det kunne jeg vel nok men det er sgu ikke mit

job. Den nye organisering vil udvikle sig un­

der kamp og i vekselvirkning med den både ar­

bejderne vil organisere sig på under kampen.

De t er den samlede arbejderklasse der i fælles­

s kab 'skal gøre det. Og vi skal sgu nok ~inde

73

ud af at gøre det godt, når blot vi får lov til det. Men det er jo det som er kernepunktet. De forskellige partibosser og fagforeningsbosser tør sgu ikke ~de arbejderne gøre tingene selv. Nej uha, hvad ville der ikke ske hvis det var

arbejderne der bestemte?

Nu er det jo ikke første gang i dansk historie I

at man hører om behovet for en fagopposition!

Det er et svært spørgsmål, det med en fagoppo­sition. Det jeg forstår ved en fagoposition, det er 'mange gange idag blevet tilat vi bare skal have nogle andre til at lede fagforenin~

gerne. Og dem som gerne vil være ledere i en fagforening, det ~r ikke nogen som har tillid til arbejderklassen, men de har mistillid til lederne. De tror at de kan gøre det bedre end de ledere vi har. Men vi har sgu ikke brug for ledere, konger og al den slags ting. Vi har brug for en selvstændiggørelse af arbejderklas

sen. De går hele tiden den anden vej, de der fagopposionelle; De skaber bare nye kongedøm-

mer. Det er det de tre såkaldte gamle arbejderpar­

tier ikke har forstået. De tror at alting bli­ver godt når bare de kommer op at sidde på ta-

74

buretterne , men det giver ikke den store for­skel, at der sidder andre mennesker på dem.

Det har selv kapitalisterne opdaget.De er sgu ikke bange for nogle af de tre partier. De har

jo også gang på gang bedy~et og sværget at de vil respektere kapitalisternes ejendomsret og magt. Det er ikke fra den side fjenden kommer. "Et parti er ikke et arbejderparti, fordi det selv kalder sig sådan. Det parti er et arbejder­parti, som for det første fører en politik som skaber mulighed for arbejderklassens egen fri­gørelse, og som for det andet er frygtet af

kapitalisterne. Man kan bl.a. måle det på effek­ten. Det parti som kapitalisterne sætter mest

ind på at bekæmpe. Det er det som er arbejder­partiet . Og hvis nogle af de såkaldte arbejd~r­

partier er lige så ivrige som kapitalisterne med fordømmelser og beskyldninger om splittel­

se i arbejderklassen, ja, så afslører det med uhygge lig klarhed på hvilken side de står i

klass ekampen.

75

76

EFTERSKRIFT. - om hvorledes det er lykkedes at få denne

bog erfaringer ud til en større offentlig­hed.

Da jeg for nogle år siden begyndte at no­tere mine oplevelser fra min arbejdsdag ned, skete det uden at jeg havde gjort mig klart

om det overhovedet var muligt at få det of­fentliggjort. Engang, da jeg på et møde havde fortalt lidt om mine erfaringer, hen­vendte en bekendt sig til mig for at drøfte

muligheden for at få dem på tryk. Det blev ti l at han hjalp mig med at rette stavefej­

lene (jeg er ikke født med den grønne ret­

skrivningsordbog i baglommenl), og skrive det hele ned på en stencil. Dernæst produ­cerede vi nogle snese eksemplarer, som så

cirkule~ede til diskussion blandt venner og bekendte.

77

Senere opstod behovet for endnu et optryk.

En dublikator kunne selvfølgelig have væ­

ret brugt igen, men ønsket om at få det

trykt i et reol-venligt format gjorde at

valget faldt på offset-trykning. På en tog­

tur til hbvedstaden mødte jeg tilfældigt en

pige, som viste sig at.være proffessionel

tegner. Hun lovede at sende mig nogle teg~

ninger fra arbejdslivet. Det .er dem du har

set i denne bog. Da jeg ikke selv i dag-

. bogsnotaterne ·havde fået sagt al t det j eg

~~c~e~p Runnlerede jeg disse med en 88~-

tale med en bekendt, hvori jeg fik mulig­

hed for at sætte erfaringerne ind i en

større sammenhæng.

Gennem en bekendt kom jeg i forbindelse med no~le mennesker Rom disDonerede over PT lil­

le forenings-offsettrykkeri. Dette blev

sammen med sagkyndig rådgivning og ar­

bejdskraft stillet til min rådighed. På

denne måde har jeg selv været med til he-

le bogens tilblivelse, og i de f~este af

arbejdsprocesserne selv lagt min arbejds­

kraft i ·resultatet. Derfor er bogen ikke i

enhver henseende at sammenligne med en

fuldt professionelt udført bogproduktion.

78

Men hvad udad tabes skal indad vindes. Ved

netop at ~nvende denne produktionsproces

har jeg selv lært at anvende en simpel tryk~,

proces, med dens hjælpemidler til samling, heftning og indbinding. Det cetyder at jeg

for eftertiden selv er istand til at få mi­

ne meninger og erfaringer mangfoldiggjort '

på en læseværdig måde. Det mener jeg er me­

get vigtigt. Havde jeg henvendt mig til et

stort etableret forlag, eller sågar også

ti l nogle af venstrefl~jens politiske for­

Lag , var mine erfaringer aldrig blevet

trykt. Og dette fordi der enten ikke var

profit nok at hente i bogen eller også for­

indholdet var for politisk kontroversielt.

Nu er jeg jo nok ikke den eneste sore ligger

lnde med dagbogsnotater eller andre former

f'or upubliceret viden og erfaring. Derfor

har jeg besluttet mig til at st ille mine

erfaringer fra produktionen af denne bog

11 rådighed for andre. Så hvis du også er

l den situation jeg var i i sin tid, at du

lltså ikke kan få formidlet dine erfaringer

I Ll andre , kan jeg og mine bekendte måske

11,jælpe dig. Hvis du henvender dig til neden­

"Lående adresse kan du måske f å hj æl p til

79

renskrivning, fotografering, tegning, tryk­

ning, indbinding og hvad der ellers er af

problemer. Du kan også ringe personligt til

mig på tlf. (09) 97 43 24, ,så finder vi ud

~f et eller andet.

Det største problem vil nok blive det øko­

nomiske. Men der er nogle muligheder for at søge økonomisk støtte hos nogle af ven­

strefløjens fonds. Denne bog er udgivet med økonomisk støtte fra l.maj fondet. Om

dette fond kan du læse nærmere på de næste

sider.

med kammeratlig hilsen

Poul Skrøder

c/o CMO-Odense, Hunderupvej 2lA kld.

5000 Odense C

privat tlf. (09) 97 43 24

80 81

. ,oksende mobilisering med flere ar­bejdskampe, aktioner og basisgrupper blev svaret på krise og nedskæringer.

.. 1 var de første, der virke­ligt støttede os, og netop

det var af afgørende be­tydning«. 1 M~ fondens S

,års praksis vurderes : sådan fra mere end 2S ar· ~ .

i bejdspladser . !: .

1 maj fonden er en solidaritetsfond til støtte for arbejdskampe og kritisk forskni ng. der skal styrke arbejdernes ka mp imod udbytning og umynddig­gøreise . Den blev stiftet 1 maj 1972, og er nu kendt af et stort antal danske arbejdspladser og aktivgrupper. Fon­dens arbejde er bestemt 'udfra disse grundlæggende præmisser:

1. Støtter. til en arbejdskamp må væ re hurtig for at være virkelig effek­tlV .

2. Støtten skal følge en klart defi­neret linie. og den skal ikke være bundet til bestemte partiers eller g ruppers politik.

3. Stotten skal gå til arbejdskampe, der er organiseret og ledet solidarisk af arbejderne selv . Til kampe. der derfor ikke kan få støtte fra fagbe­vægelsen

4. Stotten skal også gå lil de aktiv­gru pper. der har organiseret udad­vendte aktiViteter til styrkelsen af sådanne kampe.· •

5. Stotte skal vise. at der er realitet bag "al den snak om socialisme«. Den skal vise en mulighed for praksis for de mange teorellkere.

83

I de første 5 år , der er gået siden fonden startede på bar bund har den været i stand til at støtte en meget stor del af alle de arbejdskampe, der har fundet sted i disse år. Det gælder såvel de store og mere kendte strejker, som de mindre aktioner, og vi skal blot at nævne nogle af dem: Den kgl. porcelænsfabrik (2 strejker), Politi­ken, OTA , Uniprint, Sabroe ØB, Stor­no , Skråen, HT, B&W, Nilfisk, DVI, Herlev sygehus , Runtal , Lindø, Meat­cut, Benzinchaufførerne, BT -kl ubben , Stilladsarbejderne, B&W-damp, Ra­diameter, Greenex, Dannebrog værft, m.m.fl. (pr. 1. nov . 77).

I samme tidsrum har fonden støttet en lang række andre projekter, der sigter imod at styrke arbejdernes kampe, blandt andet bøger, pjecer, arbejdspladsblade og film . Fonden har også støttet antikapitalistiske ba­sisgrupper samt en række aktiviteter og aktioner.

1. Maj fonden er uafhæng ig af alle partier og grupper. 1 Maj fonden har formået at fastholde en tværsocialistisk , ikke reformistisk kurs. uafhængig af alle partier og grupper.

Dette er en af de væsentligste grunde til. at progressive arbejdere nu støtter fonden .

De mener . at fondens fundats og dens praksis viser, at den er helt selv­stændig og har formået at sejle uden­om de mange stridigheder og kup , der hærger venstrefløjen.

Næsten alle søger straks 1 .. Maj fonden, den eneste støttef1lulighed ved starten. Fondens opbygning og dens kontakter på arbejdspladserne og i aktivgrupper­ne har gjort det muligt for fonden at støtte med få timers varsel, når dette har været nødvendigt.

At hurtig hjælp er dobbelt hjælp, har vi fået bekræftet fra hver eneste arbejdsplads der er gået i strejke. Mange konflikter tabes fordi støtten fra indsamlinger ikke når frem i tide. Kommer støtten ved konfliktens start, hvor usikkerheden kan være stor, bliver den desuden en ekstra hånds­rækning til de aktive.

Hjælp os med at mobili­sere alle, der kan og vil videreføre denne omgåen­de, kontante kampstøtte. Vi er alt for få!

Fonden har i dag (okt. 77) en opbak­ning af aktive, der har sikret den ca. 150.000 kr. årligt i 10 år, men disse penge er alene kommet fra en /ille kreds på ca 150 med/emmer. Vi mener der må være flere socialister her i landet, der kan og vil støtte arbejds­pladsernes kamp imod statens og kapitalens forsøg på at vælte krisens byrder over på lønarbejoerne.

Foruden disse faste bidrag, får fonden mange - og ofte store -bidrag fra enkeltpersoner, kollektiver, uddannelsessteder, bogcafeer. Bidrag der ofte stammer fra arv, overskud ved salg, indsamlingsfester m.m.

Fra en række arbejdspladser, der har været i kamp og fået støtte kommer der nu mange beløb til fonden, som skal sikre andre strejker en hurtig støtte. På denne måde bliver medlemmernes bidrag næsten doblet op med støtten fra andre sider.

84

~en. Jondens penge · rækker ikke langt nok, . flere aktioner' får nu ingen-'støtte, ... derfor denne henvendelse! ' Støttebehovet stiger nu kraftigt Først og fremmest på grund af den voksende mobilisering på arb.ejds­pladserne imod den ' øgede udbytning af arbejdskraften. Imod reallønsned­gangen og arbejdsløsheden. Imod fyringer og virksomhedslukninger. Imod stigende leveomkostninger og soc iale nedskæringer .

Men også undertrykkelser som f.eks. radio og TV's ensretning, an­greb på undervisning og forskning . Workshoppens ændring og teater­gruppernes udsultning, gør det nød­vendigt for den revolutionære venstre­fløj, at der akkumuleres penge til en effektiv indsats.

Mængden at ansøgninger om støtte vokser nu så kraftigt i forhold til til­gangen af medlemmer og bidrag ude­fra, at fonden ofte ikke er istand til at yde mange betydningsfulde aktioner og aktiviteter en rimelig støtte.

Netop i denne situation ville det væ re urimeligt, hvis størsteparten af akademikere og ligestillede, der taler og skriver så meget om klassekamp, fortsat forholder sig passive overfor de relativt få muligheder, der findes for effektiv og hurtig støtte til ar­bejdskampe og kritisk forskning.

Mindstehidraget på JOO kr/ år/o sl'a­rer til 2 pakker cigaretter i kvartalet , når skattefradraget er udnyttet!

H"(Jrdan kan man 5tøtte fonden? Man kan enten indsende engangsbi­drag over giro 2 '21 07 89, eller man kan blive medlem og fast bidragsyder .

Bestemmelsen I omstående bi­dragsdekl aration om den lO-årige for­plig telse og om mindstebeløbet på 300 kr/årligt. samt om bestyrelsens kon trolpiigI. skyldes skattevæsnets

815

regler, der skulle sikre bidragsyderne ret til at fradrage beløbene på selv­angivelsen. Denne ret, som af høje­steret er tilkendt andre tilsvarende mere eller mindre pOlitiske støttefon­der, bl.a ... Moralsk Oprustning(((I;, ønsker statens ligningsråd nu at fra­tage 1 Maj fondens bidragsydere med den begrundelse at fonden er politisk, fordi den støtter overenskomststridige strejker:

1. Maj fonden har nu indstævnet 'skatt-erådet for landsretten .

Arbejdspladsernes opbakn i ng, støtte og samarbejde. I de seneste år har en række borger­lige aviser, institutioner og partier søgt at angribe fondens at<tive støtte­arbejde. Et tegn på at den så småt be­gynder at være effektiv.

Men fra alle de arbejdspladser, der har været i strejke, får 1 maj fonden i dag støtte og opbakning. En af de vigtigste grunde til dette er at fonden siden sin start, ubetinget har støttet de strejker, hvor arbejderne selv or­ganiserede kampen, uafhængigt af de forskellige politiske partier og grupper der skiftevis har været involveret.

Mange af de arbejdspladser, fonden har været i kontakt med , samler nu selv ind til 1. Maj fonden, og støtter den i et aktivt arbejde.

Solidaritet· er andet end ord

, Fondens fundats med bestyrelsens kommentarer I. Navn. /rjemsted og leapital

I. Fonden er en selvejende institution. Dens. navn er -Støttelonden af I. maj 1972 •. Fondens hjemsted er København. §2. Fondens kapital tilvejebringes ved gaver. legater m.v .. herunder ogs! ved løbende bidrags­ydelser.

II. Formål

§ 3. Fondens formål er at yde økonomisk støtte. even)Uelt ved ydelse af løn til personer. foreninger eilef institutioner,

stle . I) der uafhængigt af enkelte politiske partier virker for ligeberettigelse mellem alle grupper i samfundet. og som arbejder for de i FN' s charter nedfældede principper om alle menneskers ubetingede ligeberettigelse.

stle. 2) der modarbejder udbytning og umyn­diggørelse set i større politisk perspektiv. herun­der invali~itetsfremmende lønsystemer og anden fysisk eller psykisk undertrykkelse.

Kommentar: Bestyrelse og plenumforsamling har vedtaget at dette formål i øjeblikket skal prioriteres højst og realiseres i form af støtte til strejker. der er organiseret og ledet solidarisk af arbejderne selv. Støtten kan også ydes til enkelt­personer. der forfølges som følge af aktiv indsats. l tilfælde af overskud ved strejkeindsamlingen. skal støttebeløbet gå tilbage til fonden, til brug for andre strejker.

stle 3) der arbejder for udbredelse af faglig viden og udadvendt aktivitet til støtte for de un­der pkt. I og 2 nævnte formål.

Kommentar: Bestyrelse og plenum har be­stemt. at denne støtte fortrinsvis skal gives som en produktionsgaranti eller et delvist tilskud til pjecer. bøger. film m.m. eller andre udadvendte aktiviteter og aktion~r.

,III. Fondens bestyrelse

. § 4. Fonden administreres af en bestyrelse på S medlemmer. den første bestyrelse er udpeget af stifterne. idet 2 bestyrelsesmedlemmer er udpeget fra stifternes egen kreds. medens 3 er udpeget efter samråd med andre.

Bestyrelsen fastsætter selv forretningsorden og 't'ælger blandt sine medlemmer en formand og en næstformand. Efter tur afgår hvert år I bestyrel­sesmedlem. Genval~ kan finde sted. Ved afgang

.Ira bestyrelsen foretages valget af nyt bestyrel­sesmedlem ved en afstemning, hvori det afgående bestyrelsesmedlem deltager. Forud for denne af­stemning påhviler det bestyrelsen at rådføre sig med organisationer og kredse, svarende til dem hvem stifterne har rådført sig med ved l. besty­relsessammensætning. Bestyrelsen er ulønnet.

Kommentar: Bestyrelsen har protokolleret, at den omtalte

årlige rAdføring skal foregå hvert Ar inden udgan­gen af juni mAned gennem indkaldelse af en ple­numforsamling af bidragsyderne og dem, der har fået støtte.

§5. Bestyrelsen forvalter fordens midler på betryggende mAde og træffer afgørelse om an· vendelse af disse, alt i overensstemmelse med forskrifterne i nærværende fundats. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, nAr formanden eller i dennes forfald næstformanden samt mindst 2 andre bestyrelsesmedlemmer er til stede på et møde, hvortil hele bestyrelsen er indkaldt. Be­slutninger om vedtægtsændringer jvf. § 7, samt bevillinger på samme møde svarende til over 1/4 af fondens formue kan dog kun vedtages, dersom hele bestyrelsen er til stede.

IV. Regnsleab og revision

§ 6. Fondens regnskabsår er kalenderåret. Ars­regnskabet, der ikke ml offentliggøres, revideres af en af bestyrelsen udpeget revisor, der skal være en regnskabsmæssigt kvalificeret person udenfor bestyrelsens kreds. Hver af bestyrelsens medlem· mer fAr tilsendt et fortroligt eksemplar af regn­skabet og en afskrift af revisors eventuelle bemærkninger hertil. Et eksemplar af regnskabet og status underskrives af samtlige bestyrelses· medlemmer og opbevares af bestyrelsens for· mand.

Kommentar: Det kan i givet fald være vigtigt for såvel bidragsyderne som modtagerne at v.ære anonyme. Bortset fra sådanne særlige tilfælde vil det øvrige regnskab blive forelagt plenumforsam· lingen.

V. Fundatsens ændring § 7. Ændringer i nærværende fundats kan fore­tages ved eenstemmig vedtagelse af bestyrelsen med godkendelse af en forsamling af bidrags­ydere på d~t pågældende tidspunkt indkaldt med 10 dages varsel. Godk'endelse kan ske ved almin­deligHtemmel1ertal blandt de fremmødte.

86

§!EfLV= (Q)!R?([)JAW IT §!E!R?IT~([)J pA ARBEJDET

Vi må handle os til en ny bevidsthed:

Så kort kan det siges. Til gengæld er mine erfaringer resultatet af en lang politisk læreproces. Jeg startede for omk. 30 år si­den i DKP, gik med over i SF i 1956 og over i VS i 1968, for til sidst at stille mig u­den for partierne. Både som pa~tiorganise­ret og som faglig tillidsmand har jeg erfa­ret at arbejderklassens bevidsthed og forsøg på selvudvikling er blevet undertrykt i så­vel parti som fagforening.

Vi arbejdere må befri os selv:

Vi må tænke selv, og selv erobre vores hi­storiske erfaringer, og selv finde frem til

. en metode, så vi kan erkende hvad der er rig­tigt og godt. Den forståeTse vi arbejdere har brug for til opbygning af et nyt samfund kan ikke opnås gennem undervisning udefra af bedrevidende personer. En ny bevidsthed får vi heller ikke ved at den bliver bragt ti~ os udefra, mens vi selv forholder os passive.

Vi må selv tænke, selv handle, selv organise-re 6s: