EU’s udenrigspolitiske kurs over for Middelhavsregionen

- EU som normativ magt, kontra EU som realpolitisk aktør

Antal tegn i alt uden mellemrum: 217.989

Af Frederik Knudsen & Jonas Kurtzmann Larsen

Vejleder: Amin Alavi

1

Specialeafhandling CLM – Europæiske Studier 2010

Summary

EU Foreign Policy Toward the Mediterranean region

- EU as a Normative Power versus EU as a Realist Actor

In the aftermath of the breakup of the Soviet Union a wave of liberal institutionalism

occurred. With no clearly defined enemy in sight the world seemed to move toward more

cooperation through the international institutions with focus on democracy and human

rights. With the end of the cold war a sense of community rose.

As a result of, among others 9/11 2001 and later on the Madrid-bombings, the security policy

aspect was once again put on the political agenda in the entire Western world including the

EU. This included an increased focus on security and stability in the countries bordering the

EU. The EU could not risk a situation similar to that of failed states such as Somalia or

Afghanistan where a power vacuum had made the countries a top destination and free haven

for Islamic terrorists. Former EU president identified the threats to European security in this

way: “The real threat for Europe is not coming from Russia, and not coming of course from

America, but from any wrong development of the countries south and east of the

Mediterranean…a ring of friends should be created”.

Historically the EU has portrait itself as a normative power with high priority towards

universal values such as human rights and democracy. However, there are signs indicating

that the EU is sacrificing these ideals and values for the sake of a more realist approach, thus

prioritizing security and stability in its proximity.

This paper examines the foreign policy of the EU towards four chosen countries of the North

African region. These are divided in two groups where Algeria and Libya on the one hand are

major energy suppliers to the EU. And on the other hand Morocco and Tunisia are valued

members of the Union for the Mediterranean, representing a vital part of the belt of security

surrounding the EU, that the EU is working towards.

2

The EU has often put emphasis on the respect for human rights and democracy in its external

relations. However the EU priorities towards the four chosen countries of the North African

region, seems to have focused little on these normative values on which the EU has often

based its rhetoric. Instead a focal point of the EU-Mediterranean relations have been areas of

high politics. These include subjects such as migration, counter terrorism, organized crime

and energy. These areas are all interlinked with the security policy of the EU and its member

states. There is a kinship of interest between the EU and all of the four countries within these

policy areas. For instance Islamic terrorism is not only a threat to the EU but poses an even

greater threat toward the regimes of the four countries.

The decision-making of these policy areas are still taking place within the sphere of the

individual member states of the EU. Hence these are the driving factor of the policy making on

a supranational level. Moreover these are often pursuing national interests at the expense of

the EU as a whole. This national interest is primarily based on the security policy-interests of

the individual country. Therefore there is a tendency of the larger member states such as

Germany, UK , France, Spain and Italy, pursuing national interests through bilateral trade

agreements with the four chosen countries.

The lack of stability in this region could represent a great security threat to the EU in the form

of incontrollable migration flows and safe havens for terrorists in the near proximity of the

EU. In order to address these security concerns properly the EU is forced to diverge from its

normative path.

With the entrance of China as an actor on the African stage, the EU is presented with yet

another great challenge as a normative power. By its unconditional approach towards trade

relations with the countries within the EU’s sphere of interest, China could push aside the EU.

This could indicate that the EU in the years to come, must revise its normative approach to

these countries in order to keep up pace with the Chinese competition. Moreover the EU must

address the diverging gap between rhetoric and action in order to avoid accusations of

hypocrisy. This is important for the EU in order to maintain credibility both internally

towards its citizens, as well as externally towards the citizens of other countries.

3

Indhold1. Indledning (fælles).....................................................................................................................6

2. Metode/kildekritik/afgrænsning (fælles)................................................................................7

3. Teori (fælles).............................................................................................................................11

4. Redegørelse for EU’s tilgang til Middelhavsunionen (fælles)...............................................19

4.1.1 Redegørelse for Middelhavsunionen............................................................................20

4.1.2 EU’s tilgang til menneskerettigheder på handelspolitikken (fælles).........................28

4.1.3 Redegørelse for udvalgte landes baggrund og forudsætninger: Libyen, Algeriet,

Marokko og Tunesien...................................................................................................................30

4.1.3.1 Algeriet (Frederik)..................................................................................................30

4.1.3.2 Tunesien (Jonas).....................................................................................................32

4.1.3.3 Marokko (Frederik)................................................................................................34

4.1.3.4 Libyen (Jonas).........................................................................................................35

4.1.4 Menneskerettigheder (Fælles)......................................................................................37

4.1.5 EU’s Fælles Udenrigs og Sikkerhedspolitik (FUSP) (Fælles)......................................39

5. Analyse af EU’s udenrigspolitiske tilgang til de 4 udvalgte lande........................................40

5.1.1 EU’s tilgang til Marokko (Frederik)..............................................................................41

5.1.1.1. Delkonklusion..........................................................................................................50

5.1.2 EU’s tilgang til Algeriet (Frederik)................................................................................51

5.1.2.1 Delkonklusion..........................................................................................................61

5.1.3 EU’s tilgang til Libyen (Jonas).......................................................................................62

5.1.3.1 Delkonklusion..........................................................................................................72

5.1.4 EU’s tilgang til Tunesien (Jonas)...................................................................................73

5.1.4.1 Delkonklusion..........................................................................................................83

6. Diskussion - EU’s tilgang til de 4 udvalgte lande (Frederik).................................................84

4

6.1. Delkonklusion.....................................................................................................................94

7. Perspektivering (Jonas)...........................................................................................................95

7.1. Delkonklusion...................................................................................................................104

8. Konklusion (Fælles)................................................................................................................106

9. Litteraturliste..........................................................................................................................109

5

1. Indledning (fælles)

EU’s udenrigspolitiske kurs over for

Middelhavsregionen

- EU som normativ magt, kontra EU som realpolitisk aktør

I kølvandet på Sovjetunionens fald opstod en liberalistisk bølge af institutionalisering, hvor

man forsøgt at samle flest mulige lande i internationale institutioner som Nato, FN, OECD, IMF

etc. Intentionen har været at skabe sammenhold efter den kolde krigs ophør. Efter

kommunismens fald opstod en fællesskabsfølelse, hvor landene nu så fremad og fokuserede

på det der samlede dem, i stedet for det der delte dem. Dette skete til dels som en konsekvens

af et manglende fjendebillede. Der var endvidere en generel konsensus omkring

menneskerettigheder og demokrati, som værende universelle værdier.

Som et resultat af 11. september 2001 og senere hen Madrid-bomberne i 2004, blev det

sikkerhedspolitiske aspekt atter ført til tops på den politiske dagsorden i hele den vestlige

verden, herunder også EU. Dette medførte øget fokus på sikkerhed og stabilitet i EU’s nære

grænseområder, hvor EU ikke vil risikere en udvikling lignende den i Somalia eller

Afghanistan, hvor et magtvakuum har gjort landene til en attraktiv base for islamiske

terrorister. Dette underbygges af tidligere EU Kommissionsformand Romano Prodi, i følgende

udtalelser: The real threat for Europe is not coming from Russia, and not coming of course from

America, but from any wrong development of the countries south and east of the

Mediterranean.”1 Samt: “a ring of friends should be created”.2

EU har længe portrætteret sig selv som en normativ magt, der prioriterer universelle værdier,

som menneskerettigheder og demokrati højt. Der er dog tegn på at EU går på kompromis med

dets normative tilgang til samarbejdslande, til fordel for en realpolitisk prioritering af

sikkerhed og stabilitet, i dets nærområde.

1 Mallet, Victor, Financial Times – Wave of optimism hits a rocky shore2 Holm, Ulla, DIIS 20.11.2009 - The EU’s Neighborhood Policy towards the Southern Mediterranean

6

Til udarbejdelsen af denne opgave er der udarbejdet følgende spørgsmål, som vil blive

besvaret gennem opgaven:

Problemformulering:

- Hvordan prioriterer EU normative områder som menneskerettigheder og demokrati,

over for sikkerhedspolitiske interesser?

- Hvilke politiske interesser prioriteres af EU, i handelssamarbejdet med de fire udvalgte

lande?

- Hvordan adskiller EU’s tilgang til de fire udvalgte lande sig i forhold til hinanden?

- Hvilke politiske motiver ligger til grund for den tilgang EU har til de fire lande?

- Hvorfor forfølger EU den politiske kurs, som er tilfældet, over for de fire udvalgte

lande?

- Hvilke konsekvenser har EU’s ageren i en international kontekst?

2. Metode/kildekritik/afgrænsning (fælles)

Opgaven er bygget op omkring følgende struktur: Indledningsvist redegøres for teorien, som

ligger til grund for analysen og diskussionen. Teorien vil blive anvendt som ”applied” teori,

hvilket betyder at teorien anvendes til at forklare, hvorfor den pågældende aktør handler på

en bestemt måde. Vi har med afsæt i teorien forsøgt at påvise realistiske, såvel som

liberalistiske tendenser, i forbindelse med EU’s udenrigspolitiske kurs. Teorien vil danne

7

grundlaget for analysen af EU’s ageren over for de fire udvalgte nordafrikanske lande i

Maghreb-regionen. De fire lande er udvalgt for at belyse EU’s tilgang til regionen fra flere

forskellige vinkler, på baggrund af landenes forskellige forudsætninger for samarbejde med

EU. To af landene har således eksempelvis olie og gas, i modsætning til de to andre. Udover

energipolitikken involveres også migrationspolitikken, terrorpolitikken samt

sikkerhedspolitikken, hvor sidstnævnte overordnet ligger til grund for den førte

udenrigspolitik på alle de øvrige politikområder. Formålet med inddragelsen af de udvalgte

politikområder er at analysere, hvorvidt disse påvirker EU’s politiske kurs, som erklæret

normativ magt, eller om de underbygger tesen om EU som realpolitisk aktør.

Efter teoridelen følger en redegørelse for Middelhavsunionen, med henblik på at beskrive

denne og EU’s visioner omkring samarbejdet. Derefter redegøres for EU’s tilgang til

menneskerettigheder på handelspolitikken, med henblik på at belyse hvordan EU officielt

involverer menneskerettigheder i forbindelse med udformningen af handelspolitikken

gennem diverse handelsaftaler. Dette bliver efterfulgt af en redegørelse for de fire udvalgte

lande, Algeriet, Marokko, Libyen og Tunesien. Dette bliver efterfulgt af en redegørelse for EU’s

tilgang til menneskerettigheder generelt, som et centralt punkt i forbindelse med EU’s ageren

som normativ magt. Afslutningsvist vil den redegørende del af opgaven omfatte en

redegørelse for EU’s fælles udenrigs og sikkerhedspolitik (FUSP), for at skabe en overordnet

forståelse for EU’s udenrigspolitiske ageren samt prioriteringer. Formålet med dette afsnit er

at skabe en overordnet rammeforståelse, for de udvalgte områder for analysen. Endvidere vil

det give læseren et indblik i de handlemuligheder de aktører opgaven involverer, har over for

hinanden.

Efter redegørelsen følger analysedelen. Denne vil analysere EU’s udenrigspolitiske ageren,

med henblik på at undersøge hvorvidt EU insisterer på at agere som normativ magt, eller om

hvorvidt der tages større hensyn til realpolitiske prioriteringer. Vi inddrager her, igen de fire

udvalgte lande og analyserer EU’s udenrigspolitiske ageren over for disse lande, i individuelle

afsnit. Formålet er her at analysere hvorvidt EU’s tilgang er differentieret over for de lande,

baseret på deres situation. Herunder eksempelvis deres energireserver.

8

Analysen bliver efterfulgt af en diskussion, der omhandler forskelle og ligheder i EU’s tilgang

til de fire lande. Her vil et fokusområde være energipolitikken, hvor vi vil diskutere hvorvidt

denne har afgørende betydning for EU’s ageren over for landene. Endvidere diskuteres det i

dette afsnit, hvorfor EU agerer som det er tilfældet på baggrund af analysen.

Diskussionen bliver efterfulgt af en perspektivering, der forsøger at sætte EU’s ageren i en

international kontekst. Her analyseres de konsekvenser EU’s handlinger kan medføre. Her

inddrages Kina og landets nyvundne interesse på det afrikanske kontinent. Kinas indtræden i

EU’s traditionelle interessesfære giver EU en række problemer, som kan udfordre dets rolle

som normativ magt.

Perspektiveringen er efterfulgt af en konklusion. Der samler trådene og konkluderer på

analysen, diskussionen samt perspektiveringen.

Til udarbejdelsen af denne opgave er der benyttet kilder fra blandt andet bøger og internet.

Der er i opgaven primært anvendt kilder fra anerkendte tidsskrifter, tænketanke,

afhandlinger samt avisartikler fra anerkendte medier såsom New York Times og The

Economist. Disse har så vidt muligt anvendt nøgterne kilder, men da kilder aldrig vil være helt

objektive eller upartiske, har vi forsøgt at anvende dem, som har haft den største grad af

objektivitet. Dette er gjort i forbindelse med belysningen af et område med en kilde, hvilket

ofte har været et citat fra en politiker for at understrege en realistisk tilgang eller for at påvise

simple fakta så som befolkningstal eller velkendte historiske begivenheder som Algierkrigen.

Der er primært anvendt internettet til informationsindsamling, da bøger i de fleste tilfælde

har vist sig at være forældet, da det behandlede emne er meget dynamisk med konstant

udvikling og mange ændringer. Ofte består disse ændringer i forhandlinger, som er i gang på

diverse politik områder, hvilket betyder at internettet har været det mest anvendelige

arbejdsredskab i informationssøgningsprocessen. Overordnet er der anvendt så mange

forskellige kilder som muligt, for at belyse emnet fra så mange sider som muligt og vi har

primært fået vores kilder fra søgemaskiner som LexisNexis, Infomedia samt Google.

Da nogle af de anvendte kilder kommer fra landene, der er analyseret, kan man ikke udelukke,

at disse muligvis vil være farvet af politiske og nationale holdninger fra forfatteren. Endvidere

9

vil kilder der for eksempel kommer fra de fire udvalgte lande, også være præget af den

begrænsede pressefrihed som hersker i de pågældende lande. Eksempelvis kan nævnes kilden

Moroccoboard. Det kan ikke med sikkerhed fastslås om denne side er censureret af de

marokkanske myndigheder, men omvendt må vi konstatere at det anvendte materiale ikke

udtrykker kritik af styret og derfor måske endda anses for at være godkendt af den

marokkanske regering og dermed være et udtryk for officiel marokkansk politik. Omvendt

kan man også forvente, at nogle af de kilder, der kommer fra vestlige lande vil være farvet af

både fordomme og negative holdninger overfor enkelte eller alle 4 udvalgte lande.

Endvidere inddrages adskillige afhandlinger og publikationer fra universiteter og tænketanke

og disse til udformningen af denne opgave, hvilket også giver anledning til metodiske

overvejelser. Resultaterne herfra kan, lige som i vores tilfælde, være influeret af forskerens

metodiske valg og fravalg. Dertil kan nævnes at forskerens politiske ståsted kan have

indflydelse på hvordan det endelige resultat blev. Tænketanke, som er afhængige af frivillige

bidrag kan være under indflydelse af de mennesker som finansierer dem.

I den forbindelse kan vores brug af Tænketanken FRIDE inddrages. På deres hjemmeside

skriver de om sig selv: ”FRIDE is a think tank based in Madrid that aims to provide the best and

most innovative thinking on Europe’s role in the international arena. It strives to break new

ground in its core research interests of peace and security, human rights, democracy promotion,

and development and humanitarian aid, and mould debate in governmental and non-

governmental bodies through rigorous analysis, rooted in the values of justice, equality and

democracy. FRIDE seeks to provide fresh and innovative thinking on Europe’s role on the

international stage. As a prominent European think tank, FRIDE benefits from political

independence, diversity of views and the intellectual background of its international staff”. 3

Dette kan tolkes som at tænketanken FRIDE måske har en pro europæisk og supranational

dagsorden, hvor man er endnu mere kritisk overfor nationalstaternes handlinger end hvad

rimeligt er. Der er en tydelig liberalistisk tendens at spore i deres formålsparagraf, hvilket kan

have betydning for hvad de vælger at analysere og publicere. Dette er selvfølgelig værd at

overveje, men vi mener ikke denne ”dagsorden” har haft nævneværdig indflydelse på det

endelige resultat da det mest er EU’s strukturelle og organisatoriske mangler FRIDE

kritiserer. Men grundet deres

3 Fride.org.

10

Der er i stort omfang benyttet information, som er tilgængelig via SCADPLUS, EURACTIV samt

EU kommissionens hjemmeside. Dette kan være en lettere problematisk, da EU (som den

påståede normative magt) selv er part i ”sagen” og dermed måske vinkler det offentliggjort

materiale så det passer til den måde hvorpå EU ønsker at portrættere sig selv. I den

forbindelse kan man hævde at kilderne kan være farvet af en EU-agenda. Dette kan i sagens

natur have indflydelse på udformningen af opgaven og ikke mindst den endelige konklusion.

Derfor tages EU’s hensigtserklæringer ikke for pålydende, men der henvises til EU’s

hensigtserklæringer på menneskerettighed og demokrati området, hvor det har været muligt

at påvise en eller flere uoverensstemmelser. Da EU hidtil har forsøgt at fremstille sig selv som

en liberal normativ magt, har det til tider været vanskeligt at finde officielle kilder fra EU, som

påviser realistiske tendenser i EU’s førte politik overfor de fire udvalgte lande. Men da disse

kilder er offentligt tilgængelige og generelt anses for valide, er de hvor der ikke er fundet

uoverensstemmelser fra andre kilders side, blevet taget for pålydende.

Opgaven er afgrænset gennem en afvejning af de emner der har relevans for besvarelsen af de

stillede spørgsmål i problemformuleringen. Med henblik på omfanget af opgave, er det

vurderet at de inkluderede emner i passende grad danner grundlaget for en belysning af det

overordnede emne, vedrørende EU’s ageren som normativ magt, kontra realpolitisk aktør. I

den forbindelse har realisme og liberalisme, under IR teorien vist sig at være mest relevante

at inddrage til at analysere spørgsmålene. Med henblik på den afsluttende perspektivering har

vi valgt udelukkende at fokusere på én aktør, nemlig Kina, da den stigende kinesiske interesse

for det afrikanske kontinent vil have mest indflydelse på EU’s udenrigspolitik i fremtiden.

Samtidig vil det være en største udfordring for EU med henblik på at agere som normativ

magt.

3. Teori (fælles)

Dette projekt har teoretisk udgangspunkt i International Relations Theory (IR teori) med

fokus på realisme og liberalisme. En tredje teori, konstruktivismen vil i begrænset omfang

blive inddraget, hvor det er relevant. Dog vil fokus være på realismen og liberalismen.

Projektet vil anvende de 2 nævnte teorier og herunder forskellige underordnede teorier der

har sit udspring i de overordnede teorier. Årsagen til at disse 2 teorier vil blive anvendt, er at

11

der hersker stor uenighed om hvad EU egentlig er. Da EU hverken er en føderation, som USA,

men heller ikke blot en handelsorganisation som for eksempel NAFTA, men noget helt unikt,

er det vanskeligt at sammenligne med eksisterende unioner/fællesskaber. I forbindelse med

analysen vil dette projekt anvende de 2 teorier for at kaste lys over EU’s politiske tilgang til

nabolandene (Middelhavsunionen) med udgangspunkt i handelspolitikken og med

menneskerettighedsaspektet for øje. EU’s politiske ageren bygger på stor kompleksitet idet

der er mange aktører involveret, samt mange forskellige beslutningsprocesser baseret på den

enkelte konkrete case.

På visse udenrigspolitiske områder er beslutningsprocessen supranational, hvor EU uden at

skulle konsultere Europæisk Råd kan handle på vegne af medlemsstaterne. På andre områder

er beslutningsprocessen intergovernmental, idet de enkelte medlemslande i høj grad er

involveret i processen. Dertil kommer at enkelte medlemslande, herunder især Frankrig,

Italien og Spanien har unikke bånd til de udvalgte nordafrikanske lande, på grund af

kolonitiden, og derfor har en national interesse i middelhavsregionen, som ikke nødvendigvis

deles af de øvrige medlemslande i EU. Dette er blandt andet eksemplificeret ved følgende citat

af Frankrigs tidligere præsident de Gaulle: ”Den arabiske verden. Det er os. Det er

Frankrig.”4Dette er udtryk for Frankrigs store interesse i at forene Europa og den arabiske

verden, hvilket Middelhavsunionen er et eksempel på. Frankrig er ikke i sig selv i stand til at

agere internationalt, som stormagt på lige fod med for eksempel USA, men kan gennem EU

føre sine politiske visioner ud i livet ved hjælp af blandt andet Middelhavsunionen.

Realismen bygger overordnet på en filosofisk opfattelse af, at mennesket grundlæggende er

selvisk og konfliktfyldt, og derfor søger at sikre sig selv og kun samarbejder, hvis dette er til

egen vinding.5 Eller som Morgenthau udtrykker det: ”Mennesket er af natur politiske dyr, født

til at forfølge magt og til at nyde frugterne af magt” .6Den klassiske realisme er af den

opfattelse, at mennesket har to tilgange til moral, en privat og en meget anderledes moral i det

offentlige rum.7

Realismen dækker over flere underordnede teorier, hvor disse alle deler flere centrale

opfattelser. Generelt har de det til fælles, at de opfatter det internationale system som

4 Sikkerhedspolitisk info, Februar 2004 – Irak og den europæiske splittelse5 Thomas Hobbes, Introduction to international relations kap. 36 Jackson, Robert & Sørensen, George – Introduction to international relations kap. 3 pp. 767 Introduction to international relations kap. 3

12

anarkistisk, hvor der ikke er nogen autoritet over staten, der er i stand til at regulere de

indbyrdes forhold mellem stater. Staterne skal dermed selv finde fælles grund, uden at dette

bliver dikteret af overnationale institutioner. Nationalstaterne anskues som rationelle

enkeltaktører, som hver især forfølger egne nationale interesser. Ifølge Machiavelli er der to

måder at føre udenrigspolitik på,: Magt og bedrageri. Nationalstatens primære interesse er at

sikre national frihed, og herved især uafhængighed. Herskerens overordnede ansvar er altid

at søge fordele og forsvare statens interesse og derved sikre dens overlevelse. Dette kræver

styrke, da en svag stat anses for at være en åben invitation til at blive domineret eller kuet af

andre stærkere stater.8 Forholdet mellem stater udspringer af magtforholdet mellem disse,

hvilket primært omhandler militær samt økonomisk magt. Endvidere anses magt for at være

en finit størrelse, et nul sums-spil, hvor stater kun kan vokse i styrke på bekostning af andre

stater, man er altså nødt til at se egen styrke i relation til andre staters magt. Dette kaldes også

for relative game-theory.9

Realismen fastholder, at stater ikke kan føre politik baseret på universelle moralske

principper, men må tage hensyn til omstændighederne, så som tid og sted. Staten har altså

ikke råd til at tage hensyn til etik og moral, hvis dette sker på bekostning af statens sikkerhed

og uafhængighed. Eller som Platon udtrykker dette: ”Our rulers will probably have to make

considerable use of lies and deceit for the good of their subjects”.10

Inden for realismen er der, som tidligere nævnt, flere underordnede teoretiske tilgange. Den

oprindelige teori bygger på den klassiske realisme, hvor de mest indflydelsesrige teoretikere

bag denne var Thucydides, Platon, Machiavelli og Hobbes. Denne bygger primært på

menneskets natur, og er baseret på hvad der er logisk for mennesket at gøre. Denne teori er

blevet videreudviklet i form af neoklassisk realisme af Morgenthau, der ligger i umiddelbar

forlængelse af den klassiske realisme. En anden tilgang til realismen er neorealismen. I

modsætning til den klassiske og neoklassiske realisme tager neorealismen sit udgangspunkt i

det internationale system og ikke menneskets natur. Hvor den klassiske realisme ser

statsoverhovedets subjektive vurdering af internationale relationer som det væsentligste, ser

neorealismen systemets struktur som det væsentligste, herunder især den relative fordeling

af magt, det er altså en strukturel teori. Aktøren er mindre væsentlig, da det er strukturerne

8 Ibid9 Ibid10Ibid

13

der får dem til at agere på bestemte måder. Strukturerne bestemmer altså mere eller mindre

deres handlinger.11

Hvor den klassiske realisme ser på staters karakteristika og deres interaktion med hinanden,

mener Waltz, at der er et niveau over dette, hvilket er strukturen. Det er altså ikke blot

faktorer på statsniveau, der er afgørende, men derimod strukturerne i det overordnede

system der er væsentlige for, hvordan staten agerer. Neorealismen beskrevet af Waltz, er

mere raffineret end den klassiske realisme, idet den tager et skridt væk fra opfattelsen af, at

rationel statsadfærd var at akkumulere mest mulig magt. I stedet argumenterer Waltz for, at

den ultimative statsinteresse er statens sikkerhed. Dette opnås ikke altid blot ved mere magt,

da det kan fremprovokere et våbenkapløb med rivaliserende stater, og dermed bringe statens

sikkerhed i fare. Neorealismen adskiller sig endvidere fra klassisk realisme ved at man ikke

ser på menneskets natur, moral, magt og interesser, men i stedet ser på strukturen i det

internationale system. 12

Der kan være en magtbalance mellem stater, men der vil altid være en risiko for krig, og

derfor er det væsentligt at opruste og være forberedt. Stater har grundlæggende ens

interesser trods deres forskellige ideologier og kulturer, og adskiller sig kun mærkbart ved

deres forskellige formåen. Således udtaler Waltz, den førende teoretiker bag neorealismen,

følgende: ”The state units of an international system are distinguished primarily by their greater

or less capabilities for performing similar tasks….the structure of a systems changes with

changes in the distribution of capabilities across the system units”.13 Endvidere hævder

Thucydides at de stærke agerer efter deres formåen, mens de svage må affinde sig med deres

position: ”…the strong do what they have the power to do and the weak accept what they have

to accept”.14

FUSP samarbejdet er i sig selv et eksempel på at eksterne begivenheder har indflydelse på EU

og derfor påvirker EU til at skabe instrumenter, som kan imødegå udfordringerne. Her er især

Balkan konflikten et eksempel på en realistisk politik af EU, hvor man overtager styringen fra

FN på det militære område, og gennem FUSP’en fører en koordineret politik med det formål at

11 Introduction to international relations kap. 312 Ibid13 Introduction to international relations kap. 3 pp. 8514 Thucydides 1954 – The history of the Peleponnesian War

14

sikre stabilitet i nærområdet.15 Dermed bunder den konkrete politiske tilgang i realisme, idet

man forsøger at sikre EU. Det samme er tilfældet med handelspolitikken, der ligeledes på

mange områder handler om sikkerhedspolitik, idet man forsøger at skabe stabilitet og tæt

samarbejde i sine nærområder, herunder især i den muslimske/arabiske verden. Et konkret

eksempel er da EU parlamentet i 2006 først afviser at indgå handelsaftaler med Turkmenistan

med baggrund i manglende efterlevelse af menneskerettigheder, for året efter at indgå

handelsaftaler uden at der er sket nogle nævneværdige forbedringer med henblik på

menneskerettighedssituationen i landet.16 Dette er et eksempel på at EU fører en realistisk

politik, idet man gennemfører handelsaftaler, og dermed går på kompromis med egne krav til

menneskerettigheder, for at fremme handelspolitiske interesser.

Man kan endvidere finde eksempler på at EU agerer realistisk i forbindelse med for eksempel

Middelhavsunionen. Ikke over for landene i Middelhavsunionen, men derimod over for andre

nationer, herunder både USA og Kina, som er EU’s største konkurrenter på den internationale

scene. Ved at styrke samarbejdet med de 21 lande i Middelhavsunionen, forsøger EU at øge

sin indflydelse i regionen. Dette sker i tråd med den realistiske nul-sums tankegang, hvor

magten er en finit størrelse, hvor forøgelse af en aktørs indflydelse er direkte

sammenhængende med reduktionen af en anden/andre aktørers indflydelse. Man kan derved

hævde at EU’s ageren i forbindelse med Middelhavssamarbejdet er et udtryk for realisme.

Neorealismen rummer flere underteorier, herunder blandt andet offensiv realisme, hvilket

ligeledes er en strukturel teori, der i modsætning til klassisk realisme giver anarkiet i det

internationale system skylden for sikkerhedskonflikterne, i stedet for menneskets natur. I

modsætning til andre strukturelle teorier mener offensiv realisme ikke, at staten kan være

tilfreds med en given mængde magt, men altid vil søge at maksimere sin andel af verdens

magt både økonomisk og militært, for at sikre overlevelse og sikkerhed.17Kenneth Waltz, som

er en af fortalerne for offensiv realisme hævder at stater altid vil forsøge at minimere faren

ved den anarkismen. Dette betyder at alle stater bliver funktionelt ens, i stedet for

differentierede. Waltz mener ligeledes at stater vil gå sammen mod en anden stat, hvis denne

bliver for magtfuld, for at sikre magtbalancen. Årsagen til at dette endnu ikke er sket med

henblik på USA, er at mange stater er blevet forvent med fordelene ved at USA bærer en stor

15 AFP 29.03.2004 – Canadian forces complete Bosnia mission16 Human Rights Watch 04.10.200617 IR Theory Knowledge Base

15

del af byrden for dem, og stadig har mange fordele at tilbyde på mange forskellige punkter.

Eller som Waltz siger det: Hegemony leads to balance….That is now happening, but haltingly so

because the United States still have benefits to offer and many other countries have become

accustomed to their easy lives with the United States bearing many of their burdens”.18Stater vil

til stadighed være sårbare over for andre stars ageren, men offensive realister mener ikke at

modstanderens motiver har nogen speciel betydning i internationale relationer, eftersom

anarkiet forhindrer stater i at opnå viden om andre staters motiver og derfor må betragte alle

andre stater som fjendtlige eller potentielt fjendtlige.19 I den forbindelse er EU’s tilgang til den

arabiske verden qua Middelhavsunionen interessant, da EU forsøger at samle disse lande med

EU, for at undgå muligheden for at disse samles mod EU.

En anden underteori inden for neorealismen er defensiv realisme, der i modsætning til

offensiv realisme mener at man skal analysere på motiver, og ikke blot muligheder. Med dette

menes at man ikke kun skal tage udgangspunkt i det enkelte lands styrkeforhold, men

derimod også i landets motiver og hensigter. Defensiv realisme argumenterer i modsætning

til offensiv realisme for at en aktør ikke har et forudbestemt handlingsmønster. I stedet vil

aktøren analysere, hvorvidt samarbejde eller konkurrence er i dens bedste interesse. Dette

sker på baggrund af den enkelte situation aktøren befinder sig i, og derved er individuel for

den enkelte konkrete situation, og ikke generel som offensiv realisme forudsætter. Kenneth

Waltz mener i modsætning til fortalere for defensiv realisme, at fraværet af en

”verdensregering” vil betyde at intet kan forhindre en stat i at optræde fjendtligt over for en

anden. Dermed hævder han at det er den anarkistiske struktur i verden, der ansporer stater

til at optræde fjendtligt over for hinanden.20 Derimod mener de defensive realister, ført an ad

Randall Schweller, at det ikke er den anarkistiske struktur der er skyld i krige, men nærmere

det faktum at der eksisterer stater der vitterligt er aggressive af natur. Uden at nogle udgør en

sikkerhedspolitisk trussel for landet, kan det stadig ønske at optræde aggressivt uden

nødvendigvis at gøre dette på baggrund af en presserende trussel.21

Udover realismen inddrages også liberalismen i dette projekt. Liberalismen kan betragtes

som realismens modsætning. Menneskesynet er væsentligt anderledes i liberalismen end i

18 Waltz, Kenneth 1993 International Security – The Emerging Structure of International Politics, p. 7719 Taliaferro, Jeffrey, W. International Security 2001 – Security Seeking Under Anarchy: Defensive Realism Revisited p.12820 Ibid21 Schweller, Randall 1996 Securtity Studies - Neo-realism’s Status-Quo Bias: What Security Dilemma? P. 115-119

16

realismen, idet det er mere positivt, og generelt ser mennesket som mindre egoistisk og

mindre fokuseret på den nationale sikkerhed og uafhængighed, end det er tilfældet i

realismen. Den nationale sikkerhed er altså ikke det væsentlige i liberalismen. Liberalismen er

idealistisk, og bygger endvidere på en kontinuerlig tro på fremgang for menneskeheden. Man

betragter det som en historisk udvikling, hvor man år for år og generation for generation ser

fremskridt mod det bedre. Dette bruger liberalisterne blandt andet til at forklare hvorfor der

er mere fred og stabilitet i verden, ikke mindst den vestlige del, nu end nogensinde før. I den

forbindelse kan man inddrage Francis Fukuyama, der omtaler ”historiens endeligt”, hvilket

bygger på den opfattelse, at alle lande vil stræbe efter et liberalt demokrati, lignende det man

ser i vesten. Alle lande søger altså en udvikling mod det bedre.22

Hvor realismen først og fremmest ser staten som en magtstat, ser liberalismen derimod

staten som en retsstat med det formål at beskytte det enkelte individ. Liberalismen er mere

fokuseret på soft power, hvorimod realismen er mere fokuseret på hard power. Liberalismen

ser også international ret som noget positivt, der gavner individet, ligesom den opfatter

internationale institutioner som FN som en vej frem mod det, som den tyske filosof Immanuel

Kant kalder den ”evige fred”. Derudover bygger teorien på, at mennesket gennem rationelle

principper kan agere i internationale relationer. De anerkender, at mennesket er egoistisk og

konkurrencepræget i en vis udstrækning, men tror også på at individet deler mange

interesser og derfor kan engagere sig i samarbejde med andre.23

EU betragtes traditionelt for at være fortaler for en liberalistisk politik, idet EU forsøger at

basere sin politik på samarbejdet. Dertil kommer at hele EU-projektet er baseret på

liberalistiske motiver, idet landene er gået sammen i et fællesskab der bygger på fælles

normer og værdier. Netop den normative tilgang er også essentiel for EU’s tilgang til eksterne

aktører da man forsøger at agere ud fra en normativ politik, hvor man forsøger at samle, frem

for at dele. Dette gør sig især gældende i kraft af Middelhavssamarbejdet, hvor EU forsøger at

samle de 21 lande i et fællesskab baseret på handel. Formålet her er at styrke stabilitet og

sikkerhed i nærområdet, men dette sker gennem fremme af normative værdier så som

menneskerettigheder og demokrati. Værdier der er kerneelementer i EU, og som EU derfor

ønsker at sprede til andre dele af verden, herunder især sine nabolande.24

22 Introduction to international relations kap. 423 Introduction to international relations kap. 424 Manners, Ian, DIIS Working Paper 2009:5 Europa som normativ magt: En selvmodsigelse?

17

Liberalismen rummer ligesom realismen flere underteorier, heriblandt institutionel

liberalisme. Denne teori bygger på institutionernes styrke, hvor staterne igennem samarbejde

i internationale institutioner står stærkere med henblik på at løse forskellige problemer. Et af

de første forsøg på at skabe internationale institutioner, der kunne løse konflikter var

Folkeforbundet (League of Nations), der blev skabt efter første verdenskrig med formålet at

transformere internationale relationer fra, som den amerikanske præsident Woodrow Wilson

sagde: ”en jungle af kaotisk magtpolitik, til en zoologisk have af reguleret og fredsfyldt

samkvem”.25 Hvor realismen argumenterer for at verden er blevet mere anarkistisk siden den

kolde krigs ophør på grund af den multipolære verdensorden i stedet for den bipolære,

argumenterer den institutionelle liberalisme, for at verden derimod gennem en høj grad af

institutionalisering reducerer den destabiliserende effekt, som den multipolære verden har

skabt. Institutioner kompenserer for den manglende tillid mellem stater, da de har større

indblik i, hvad andre stater foretager sig, og derfor ikke skal frygte disse. Endvidere skaber de

et forum, hvori staterne kan forhandle med hinanden. EU læner sig op ad denne teori på flere

områder, idet man forsøger at samle stater i internationale institutioner så som FN, og

endvidere forsøger at samle lande i fællesskaber, herunder handelsfællesskaber som det er

tilfældet med Middelhavsunionen.26

Udover liberalismen og realismen er en tredje relevant teori, der vil blive inddraget i opgaven,

konstruktivisme. Denne teori bygger på, at samfundet er socialt konstrueret. Magtpolitik er

socialt konstrueret, og altså ikke naturgivent, og kan derfor ændres af mennesket Den

udfordrer direkte den neorealistiske teori om, at verden er et anarki, men mener derimod at

den er konstrueret. Som Alexander Wendt, en af ophavsmændene for denne teori

argumenterer, at ”anarki hvad staterne gør det til”. Det er altså staterne selv der ”vælger” at

skabe anarkiet. Hvor konstruktivismen mener, det er muligt at ændre den anarkistiske natur

imellem stater 27. Landene vil søge interessefællesskab med andre lande, der deler deres ideer

og derved basere deres ageren på fælles værdier frem for materiel styrke. Staternes

handlinger er afgjort af fælles interesser og ikke naturgivne, som realismen bygger på. Dette

betyder, at landene ifølge konstruktivismen kan handle udover de strukturer som realismen

mener er naturgivne. Dette er netop tilfældet i mange henseender med EU, hvor landene er

25 Introduction to international relations kap. 4 pp. 11926 Introduction to international relations kap. 427 IR Theory Knowledge Base – Constructivism

18

gået sammen og agerer ud fra fælles holdninger og værdier. Det er netop dette

værdifællesskab der udgør EU’s eksistensgrundlag. Man kan diskutere hvorvidt dette

værdifællesskab er naturgivent som realisterne hævder, eller konstrueret af staterne, som

konstruktivisterne hævder. Konstruktivismen kan inddrages i dette projekt for at analysere

EU’s ageren, da der vil være eksempler på at EU’s ageren er et udtryk for konstruktivisme.

Konstruktivismen er mindre prædeterministisk end for eksempel realismen, idet den ikke

forudsætter at eksempelvis en militær oprustning hos en anden stat, er et udtryk for at denne

forsøger at tippe magtbalancen til sin fordel. Derimod tager konstruktivismen udgangspunkt i

ens egen ageren som stat, og derved betragtes statens egen ageren som værende

udslagsgivende for andre staters ageren. Konstruktivisme bygger på ideer og

værdifællesskaber frem for materiel styrke, og derfor står denne teori i modsætning til den

prædeterminisme som præger realisme, herunder især offensiv realisme. 28Konstruktivismen

kan godt samarbejde med realismen, men argumenterer for at realismen ikke er

fyldestgørende, og ikke kan forklare alt.29

4. Redegørelse for EU’s tilgang til Middelhavsunionen (fælles)

Dette afsnit vil redegøre for EU’s tilgang til Middelhavsunionen. Dette sker gennem

handelspolitikken hvor også menneskerettigheder inddrages som en væsentlig faktor, med

henblik på at skabe en rammeforståelse der danner grundlaget for analysen samt

diskussionen af emnet. Indledningsvist redegøres for EU-Middelhavssamarbejdet

(Middelhavsunionen), for at skabe en forståelse for omfanget af dette samarbejde. Endvidere

er der udvalgt 4 lande fra Middelhavsunionen, med henblik på at belyse disse landes

forudsætninger og aktuelle situation. Landene er udvalgt på baggrund af deres forskellige

forudsætninger for samarbejdet med EU. 2 af landene har store besiddelser af olie og gas,

mens de 2 andre ikke besidder energireserver. Foruden dette kommer landene fra forskellige

udgangspunkter spændende fra borgerkrig og international isolation, over til diktatur og

absolut monarki. Gennemgangen af disse lande skal derfor tjene det formål at skabe en indsigt

og forståelse for den tilgang EU har til hvert enkelt land i forbindelse med de forskellige

28 Goodrich, Ben, Harvard University 17.02.04 – Constructivism and International Relations Theory29 Wendt, Alexander - International Organization, kap. 2, pp. 46

19

handelsaftaler gennem Middelhavsunionen. Endvidere vil afsnittet runde af med en

redegørelse for EU’s tilgang til menneskerettigheder.

4.1.1 Redegørelse for Middelhavsunionen

I 2007 blev EU’s store hjælpeprogrammer for dets nabolande TACIS, der omfattede Østeuropa

og Rusland samt MEDA, omfattende det sydlige middelhav, slået sammen til et enkelt program

som kaldes ENPI (European Neighborhood and Partnership Instrument) med et budget på 12

milliarder Euro for perioden 2007-2013. Rusland er ikke længere en del af dette samarbejde,

men er i stedet ført gennem et strategisk partnerskab.30

Middelhavsunionen har sit udspring i Barcelona-processen fra 1995, der var EU’s første

større plan for et tættere samarbejde mellem de daværende 15 EU-medlemmer og 14

middelhavslande. I dag tæller samarbejdet 27 EU lande samt 16 partnerlande, og hører under

ENPI.31

Figur 1

32

Figur 1 illustrerer middelhavssamarbejdet, hvor de blå lande er EU-lande, og de gule er

partnerlande. Libyen er stribet, hvilket betyder at landet samarbejder på udvalgte områder,

men ikke er fuldgyldigt medlem

30 EU 4 Journalists – European Neighborhood Policy31Scadplus – Barcelona-processen32Figur 1: http://en.wikipedia.org/wiki/Euromediterranean_Partnership

20

Oprettelsen af samarbejdet skete til dels på baggrund af en anerkendelse af de fælles

udfordringer man stod over for både politisk, økonomisk samt socialt på begge sider af

Middelhavet. Samarbejdet skulle skabe grundlaget for et vedvarende partnerskab baseret på

fælles interesser, og var et udslag af den nye politiske situation efter den kolde krigs ophør i

kølvandet på Sovjetunionens opløsning. Derudover, i forlængelse af Oslo-fredsprocessen (som

skulle sikre fred i Mellemøsten), ville EU forpligte sig til at fremme politisk og økonomisk

samarbejde, for at sikre stabiliteten i EU’s periferi.33 Man havde nået en anerkendelse af de

transnationale problemer der eksisterede og som i høj grad påvirkede EU til trods for at disse

havde sin oprindelse i et ikke-EU land. For at komme disse grænseoverskridende problemer

til livs valgte man at etablere et samarbejde med de lande der var relevante i forhold til de

problemer man oplevede, hvilket omfattede politik, sikkerhed, sociale og kulturelle aspekter

samt migration og social integration. For at problemerne på disse områder kunne løses bedre

valgte man at inddrage de middelhavslande der udgør EU’s ydre grænser og derfor er af vital

interesse.34

Derudover har Frankrig været en af de væsentligste drivkræfter bag samarbejdet, hvilket

blandt andet kan forklares ud fra historiske forhold. Frankrig har i kolonitiden været i

besiddelse af flere af de involverede lande, og har stadig mange statsborgere med oprindelse

fra disse tidligere kolonier. Efter Algier-krigen, der sluttede i 1964 og talte 300.000 ofre, der

betød landets selvstændighed og derved løsrivelse fra Frankrig hvilket havde store

konsekvenser for de millioner af franskmænd der boede i landet.35 Krigen betød store

spændinger mellem Frankrig og den øvrige arabiske verden, men med afslutningen på krigen

gav det den franske præsident de Gaulle mulighed for at formulere en sammenhængende

strategi over for den arabiske verden. Dette betød at man kunne opbygge gode relationer til

den arabiske verden gennem EU, i en erkendelse af at Frankrig i sig selv ikke var en stormagt

på linie med USA. De Gaulle så det således som en mulighed for at fremme fransk

udenrigspolitik, hvis man kunne skabe en fælles EU politik på området. Frankrig har siden

Algier-krigens ophør set sig selv som brobygger mellem den arabiske verden og Europa,

således udtalte de Gaulle: ”Den arabiske verden. Det er os. Det er Frankrig.”36 Samarbejdet med

middelhavslandene startede således langsomt ud under de Gaulle, der lagde grundstenene for

33 European Commission,- European Neighbourhood and Partnership Instrument 34 Scadplus – Barcelona-processen35 On War.com – Algerian War of Independence 1954-6236 Sikkerhedspolitisk info, Februar 2004 – Irak og den europæiske splittelse

21

det der senere blev Barcelona-processen. EU valgte fremadrettet at arbejde videre med ideen

om et tættere samarbejde med de nordafrikanske lande hvilket blandt andet skete i form af

handelsaftaler.37

Samarbejdet tog dog først endelig form i 1995 med Barcelona-processen, der for første gang

formulerede en specifik strategi for samarbejdet på baggrund af en fælles EU-politik på

området, hvor alle EU lande bakkede op omkring samarbejdet.

Ifølge Barcelona-processen sker partnerskabet i to dimensioner, hvor den ene er en bilateral,

og den anden en regional dimension. Den bilaterale har til formål at skræddersy samarbejdet

til det enkelte partnerland. Man er blevet bevidst om at hvert enkelt land har forskellige

forudsætninger og at man derfor ikke kunne lave en standardløsning gældende alle

lande.38Bilaterale aftaler er mellem EU og et bestemt land, hvor aftalen er lavet specielt til

dette land, og ikke involverer andre partnerlande. Et eksempel på den bilaterale dimension er

at EU tager hensyn til det enkelte lands økonomiske situation når man indgår handelsaftaler.39

Den regionale dimension omfatter flere lande i et område på samme tid. Dette gør sig blandt

andet gældende vedrørende forurening af Middelhavet, hvor alle de lande der grænser op til

Middelhavet forsøges integreret, da de alle har en fælles interesse i dette.40

Barcelona-processen blev senere videreudviklet og blev i 2008 til Middelhavsunionen (Union

for the Mediterranean), som blev foreslået i Paris og senere underskrevet i Marseille af blandt

andet Frankrigs præsident Sarkozy, der var drivkraften bag dette.41Den væsentligste forskel

på Barcelona-processen og Middelhavsunionen var at den nu omfattede alle EU

medlemslande, og ikke kun Middelhavslandene i EU. Det at alle EU-medlemslandene kom med

i Middelhavsunionen skyldtes blandt andet pres fra den tyske kansler Angela Merkel. Frankrig

forsøgte at ekskludere Tyskland samt andre lande fra Middelhavsunionen, men ville stadig

bruge fælles EU-midler til at finansiere samarbejdet. Da Tyskland er EU’s største bidragsyder

var man fra Tysk side ikke interesseret i at betale for noget man ikke havde indflydelse på.

Derfor blev Middelhavsunionen et fælles europæisk projekt, frem for et delvist europæisk

projekt der kun omfattede de EU lande der grænser op til Middelhavet.

37 Université Paris-Sorbonne, International Conference – General de Gaulle and the Arab World38 European Commission – Barcelona declaration ”Adopted at the Euro-Mediterranean Conference 27-28.11.199539 Medea – EU and Maghreb Countries: bilateral agreements40 EU Commission - European Neighbourhood and Partnership Intrument41 EUROMED, 13.07.2008 – Joint Declaration of the Paris Summit for the Mediterranean

22

Siden EF’s grundlæggelse sidst i 1950’erne har det været en prioritet for det daværende

Europæiske Fællesskab at sikre og forbedre de bilaterale relationer til den arabiske verden.

Den nye union vil have 2 præsidenter, hvor den ene repræsenterer EU og den anden

repræsenterer landene på den anden side af middelhavet. En af de væsentligste elementer er

at unionen ikke bygger på EU’s præmisser, men er konstrueret i fællesskab mellem de

involverede lande, således at ikke-EU landene føler sig som ligeværdige partnere på trods af

deres mere beskedne udgangspunkt.42Man ønskede således fra EU’s side at fremme velstand i

de omkringliggende lande, for at sikre stabilitet i EU’s periferi, eller som Eberhard Rhein,

leder af Mellemøst- og Middelhavsafdelingen ved General Direktoratet for eksterne relationer,

udtaler: ”Europe has strong economic, commercial, political, and historical links with North

Africa and the Middle East. From an economic point of view, they are intertwined geographically

and politically; they are our back door. It seems self-evident that we should do our utmost within

the constitution of the EU to integrate them, to help them achieve economic prosperity” 43 EU

forsøger med Middelhavsunionen at hjælpe de arabiske og nordafrikanske lande ud af den

negative økonomiske, politiske og sociale spiral de befinder sig i44, med henblik på at skabe et

tættere bånd til sine naboer med henblik på en øget stabilitet i nærområderne. 45Et af de

største og mest betydningsfulde initiativer i forbindelse med Middelhavsunionen er på

handelspolitikken, hvor man ønsker at skabe frihandel mellem EU og de 21 lande inden

udgangen af 2010.46

Barcelona-processen havde 3 fokusområder, der var omdrejningspunktet i samarbejdet. Det

omhandlede et politisk og sikkerhedspolitisk projekt med det formål at fremme et fælles

område med fred og stabilitet, hvilket er et højpolitisk politikområde. Økonomisk og finansielt

partnerskab, herunder etableringen af et fælles handelsområde i 2010, hvor tarifferne på

industriprodukter helt skal fjernes, hvorimod dem på landbrugsvarer skal liberaliseres

gradvist, hvilket igen er højpolitik. EU’s støtte til partnerlandene øges betragteligt. Fremme af

interkulturel dialog mellem de forskellige kulturer som er repræsenteret i regionen.47Den

42 Erlanger, Stephen New York Times 06.07.2008 – Sarkozy’s Union of the Mediterranean falters43 Meria, Volume 9, No 2. Artikel 6 Juni 2005 – The Barcelona process and euro-arab economic relations 1995-200544 Arab Human Development Reports – Challenges to Human Security in the Arab World45 Meria op.cit.46 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger, Sylvia Juni 2006 – The European Union and Morocco, Security through authoritarianism47 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger op.cit.

23

sidstnævnte har direkte til formål at bekæmpe forestillingen om ”the Clash of

Civilisations”(Samuel Huntington), ved at promovere gensidig forståelse.48

Middelhavsunionen har 6 prioritetsprojekter, der er kernen i samarbejdet. Det drejer sig om

at mindske forureningen i Middelhavet. Oprettelse af hurtige transportveje både til vands og

til lands. Initiativer til beskyttelse af civilbefolkningen over for naturkatastrofer og menneske

skabte katastrofer. En Middelhavs plan for solenergi. Indvielsen af Euro-Mediterranean

University i Slovenien. Og som det sidste Middelhavs forretnings udviklingsinitiativet, med

fokus på små og mellemstore virksomheder.49

Middelhavsunion har en række formålsparagraffer, som tæller energipolitik,

sikkerhedspolitik, antiterrorisme, migration samt handel. Dette er områder der alle rangerer

højt på den politiske dagsorden i EU. Energipolitikken er af vital interesse for EU, og er et

højpolitikområde da det omhandler national sikkerhed i EU. Uden en stabil og billig

energiforsyning er EU meget sårbar over for eksterne faktorer. Dette blev for første gang

synliggjort under oliekriserne i 1970’erne, hvor afhængigheden af eksterne aktører blev

tydeliggjort. Endvidere blev problemet aktualiseret igen i 2006, og atter i 2009, hvor Rusland

valgte at lukke for energiforsyningen til Ukraine, og derved også dele af EU medlemsstaterne i

Centraleuropa, da rørledningerne går igennem Ukraine.50 Man har således siden da arbejdet

frem mod en mere sikker løsning for EU’s energiforsyning, hvilket blandt andet har medført

fokus på at sprede afhængigheden ud på flere aktører så det ikke primært er Rusland der er

hovedleverandør af olie og gas, hvilket stadig er tilfældet.

EU fokuserer således i dag udover en diversificering af energileverandørerne, også på

transitlandene, som for eksempel tæller Ukraine, hvilket blandt andet har resulteret i Nord

Stream-rørledningen, som EU arbejder på at færdiggøre med henblik på at omdirigere

energiforsyningen til Vesteuropa uden om Ukraine til Tyskland.51 I den forbindelse spiller

landene i Middelhavssamarbejdet en nøglerolle. Libyen og Algeriet har olie og gas, hvilket kan

sikre EU en stabil leverance qua samarbejdet. Derudover er der planer om et gigantisk

solcelleanlæg i ørkenen i Nordafrika, der ville kunne bidrage med billig, miljørigtig og stabil

energi, uden afhængighed af eksterne aktører. Der er med andre ord et stort uudnyttet

48 Ibid49 European Commission, External Relations – The Euro-Mediterranean Partnership50 Frese, Mads, Information 07.01.2009 – Rusland lukker for gassen51 Radio Free Europe, 03.07.2010 - Germany's Gas War? Nabucco Vs. South Stream -- And Schroeder Vs. Fischer

24

potentiale i ørkenen som EU agter at udnytte gennem Middelhavssamabejdet, illustreret i

figur 2. Her ses de planer der er under udarbejdelse for at sikre energiforsyningen ved hjælp

af solcelleanlæggene. Projektet hedder ”Desertec” og skal forsyne EU med 15% af dets

energiforbrug.

Figur 2

52

Som man kan se i figur 2, spiller alle landene i Middelhavssamarbejdet en essentiel rolle i EU’s

bestræbelser på at mindske energiafhængigheden af Rusland.

Sikkerhedspolitikken er et andet fokusområde i Middelhavssamarbejdet, hvor EU vil sikre

dets ydre grænser gennem en stabilisering af nærområderne. Ved samarbejdet kan EU sikre

gode relationer til dets naboer og være med til at præge udviklingen i disse lande i en retning

der tilgodeser EU-interesser. Hovedformålet med etableringen af EU har historisk været at

52 New York Times 12.03.2010 – European Solarpower from African Deserts?

25

sikre frem i Europa i kølvandet på utallige krige, fulgt op af de to verdenskrige. Det mål er i

dag nået, og man er nu klar til at udvide dette til at sikre fred i nærområdet.

Sikkerhedspolitikken har altid været et centralt spørgsmål i EU, og er derfor en

altovervejende årsag til Middelhavssamarbejdet, hvorved man sikrer gode relationer til sine

naboer, hvilket skaber tryghed internt i EU. 53

Et aspekt af sikkerhedspolitikken er antiterrorisme, hvilket kom højt på dagsordenen efter 11.

september 2001. Samt terrorbomberne i Madrid 2004, og London 2005. Dette har atter

medført spændinger mellem den vestlige verden, herunder Europa og den muslimske verden.

Middelhavssamarbejdet bidrager til at bygge bro mellem, ved at skabe en platform for dialog

mellem EU og den muslimske verden, idet næsten alle ikke-EU lande i samarbejdet er

overvejende muslimske. Endvidere er flere af landene arnested, samt ofre for terrorister, og

for at sikre EU bedst muligt mod terror, er det væsentligt at have et tæt samarbejde med disse

lande. Her kan man udveksle informationer om kendte terrorister med samarbejdslandene.

Det er EU’s overbevisning at man bedst bekæmper terrorisme ved at investere i udvikling af

de lande hvorfra de kommer, og dermed bekæmpe roden til problemet. Der er derfor også tale

om sikkerhedspolitik fra EU’s side i forbindelse med Middelhavssamarbejdet. Man ønsker at

sikre EU mod terror, og har derfor udset disse lande til at spille en nøglerolle i den

sammenhæng.54

Migration er et andet punkt på agendaen i Middelhavsunionen. Hovedparten af flygtninge

samt illegale indvandrere finder deres vej til Europa gennem netop de lande der er inkluderet

i Middelhavssamarbejdet. Derfor er det væsentligt for EU at skabe et godt samarbejde, samt

en konstruktiv dialog med disse lande omkring tilstrømningen, med henblik på at begrænse

den. En forudsætning for at kunne kontrollere denne tilstrømning er at have et godt

samarbejde med de lande hvorfra de illegale indvandrere, som udgør det største problem,

kommer. Det drejer sig især om de sydeuropæiske lande, der oplever en massiv tilstrømning,

en tendens der er tiltagende, og derfor er vigtig for EU at få kontrol over. 55 Især

nordafrikanske lande som Algeriet, Tunesien og Marokko er lande hvorfra de illegale

indvandrere kommer. Dertil kommer at disse lande i de seneste år er blevet transitlande for

53 Bilgin, Pinar, Center for European Policy Studies 01.12.2009 - EU Security Policies towards the Mediterranean: The Ethical Dimension – what do we know and what else should we know?54 Rosand, Eric, Real Intituto Elcano 01.12.2009 - Countering Terrorism and Building Cooperation in North Africa: The Potential Significance of the UN Global Counter-Terrorism Strategy (ARI)55 Europa.eu – EU Common Strategy for the Mediterranean

26

illegal indvandring fra sub-sahara lande. Derfor er der to aspekter af EU’s udfordring, nemlig

en begrænsning af indvandringen fra disse landes egne borgere, samt en begrænsning af de

mennesker som bruger disse lande som transitland.

Figur 3

56

Figur 3 illustrerer de migrationsruter der oftest benyttes af illegale indvandrere til EU.

Spanien og Italien er primært de lande indvandrerne benytter, hvilket også har medført indtil

flere råb om hjælp fra disse lande til EU om mere støtte til at afhjælpe dette fælles EU

problem, idet de i det øjeblik de er nået i land har fri passage til resten af EU grundet

Schengensamarbejdet.57

56 BBC 30.08.2006 – EU promises Help With Migrants57De Haas, Hein, University of Oxford, Migration information source November 2006 - Trans-Saharan Migration to North Africa and the EU: Historical Roots and Current Trends

27

4.1.2 EU’s tilgang til menneskerettigheder på handelspolitikken (fælles)

Siden 1995 har EU bundet sig til at sikre, at bilaterale handelsaftaler udelukkende indgås med

lande, der forpligter sig til at implementere diverse menneskerettigheder, samt demokratiske

principper.58Det er derfor væsentligt for EU’s samarbejde med landene i Middelhavsunionen

at sikre at menneskerettigheder bliver overholdt. EU er af den opfattelse at

menneskerettighederne er universelle og udelelige idet de gælder for alle mennesker, og ikke

gør forskel på mennesker. Masstrict Traktaten (1992) fastslår at et af målene for EU’s fælles

udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) er udvikling og konsolidering af demokrati samt

retsstaten. Derudover er også respekt for menneskerettigheder for basale frihedsrettigheder

nogle af målene.59 EU har gjort menneskerettigheder til et centralt område for alle

samarbejdspartnere fra tredjelande. EU har en række områder, hvorpå der skal indgås dialog

for et samarbejde med henblik på at overholde menneskerettighederne, disse tæller:

Ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, børnerettigheder, kvinderettigheder, bekæmpelse af tortur

og dødsstraf.60

EU har endvidere i 2006 etableret ”European Instrument for Democracy & Human Rights

(EIDHR), der er en videreførelse af det Europæiske Initiativ. Formålet er at hjælpe

samarbejdslande med at overholde samt implementere de krav EU stiller til

menneskerettigheder. EIDHR står ikke alene, men komplimenterer andre værktøjer som står

til EU’s rådighed med henblik på at fremme demokrati og menneskerettigheder.61Disse

værktøjer inkluderer blandt andet Development Co-operation Instrument (DCI)fra 2007,

European Neighborhood & Partnership Instrument (ENPI) fra 2007 samt European

Development Fund (EDF) fra 1957. Disse hjælpeprogrammer er alle geografisk afgrænset,

således at kun ENPI har med nabolandene, herunder dem af Middelhavsunionen, at gøre.

ENPI’s rolle er at støtte overgangen til demokrati samt markedsøkonomi og fremme af

menneskerettigheder. At fremme politikområder med fællesinteresser hvilket blandt andet

kan være antiterrorisme og spredningen af masseødelæggelsesvåben. ENPI har for perioden

2007-2013 et budget på 11.2 milliarder Euro.62

58 Cronin, David Bilaterals.org 14.03.2007

59 EU Commission – Promotion of Human Rights and Democratisation in the EU’s External Relations60 EU Commission - Human Rights Dialogues61 EU Commission - European Instrument for Democracy & Human Rights (EIDHR)62 EU Commission – European Neighborhood & Partnership Instrument

28

EU har etableret Generalised System of Preferences (GSP), der sikrer 176 udviklingslande en

begrænset adgang til EU’s marked, i form af reducerede handelsbarrierer, så som nedsættelse

af told og afgifter på varer. Derudover kan landene blive optaget i GSP Plus, og derved

kvalificere sig til at modtage yderligere fordele i form af udvidet adgang til markedet. 16 lande

er i dag blevet optaget i GSP Plus, og flere andre har ansøgt om optagelse, herunder Marokko.

Nogle af kravene for GSP Plus er implementering samt overholdelse af internationale

konventioner, herunder menneskerettigheder.63EU søger også at indgå bilaterale og regionale

handelsaftaler med flere lande, herunder især nabolandene. Man ser derfor mange eksempler

på bilaterale aftaler med enkeltlande, for eksempel i Nordafrika, hvor EU skræddersyr en

handelsaftale med det pågældende land, hvilket blandt andet bygger på krav om ratificering

og implementering af menneskerettighedskonventioner. Samtidig laver EU også regionale

aftaler, der involverer flere lande i den samme handelsaftale, hvilket dog giver væsentligt flere

udfordringer med henblik på krav til internationale konventioner, herunder især

menneskerettigheder. Eftersom flere lande involveres vanskeliggøres den proces det er at

stille krav til landene, der alle har forskellige udgangspunkter, med vidt forskellige

forudsætninger for at efterleve disse krav. Derfor laver EU, med afsæt i de internationale

konventioner, specielle handelsaftaler med lande hvad enten det er enkelte lande eller en

gruppe, alt efter hvad der giver mening for EU. EU er interesseret i handelsaftaler såfremt de

er til fordel for EU, hvilket især omhandler nabolandene. Det er dog en forudsætning for disse

aftaler at menneskerettighedsaspektet inkorporeres i disse aftaler, for at EU kan leve op til

sine internationale forpligtelser. Der er dog ofte tale om forskellige løsninger med henblik på

disse forpligtelser, alt efter hvilket land EU ønsker at samarbejde med.64

4.1.3 Redegørelse for udvalgte landes baggrund og forudsætninger:

Libyen, Algeriet, Marokko og Tunesien

Middelhavsunionen inkluderer EU og 21 lande, hvoraf 4 lande er udvalgt i dette projekt, med

henblik på at redegøre for disse landes baggrund og forudsætninger med henblik på

handelssamarbejdet med EU. Samhandlen mellem EU og de 21 lande udgør en eksportværdi

63 EU Trade Commission – Generalised System of Preferences64 Europabevægelsen – EU og nabolandene

29

fra landene til EU på 67 milliarder euro, og 60 milliarder euro i import. Eksporten til EU har

gennemsnitligt vokset med 10% årligt, siden 2000, og importen fra EU er i samme periode

steget med 4%. Middelhavsunionen udgør 5% af EU’s samlede eksterne handel og udgjorde

127 milliarder euro i 2007.65Herunder følger en gennemgang af hvert af de 4 lande.

4.1.3.1 Algeriet (Frederik)

Algeriet er netop kommet ud af et årti med borgerkrig men det til trods er den politiske

situation i landet på nuværende tidspunkt forholdsvis stabil.66 Den Europæiske Union er

Algeriet største samarbejdspartner, og er genstand for 2/3 af landets samlede eksport.

Derudover er Algeriet EU’s femte største energiforsyner. Samhandlen steg i perioden 2003-

2007 med 9,3 % hvilket primært skyldtes høje oliepriser. EU eksporterer for 15,3 milliarder

Euro til Algeriet, hvor Algeriets samlede eksport til EU udgør 28,6 milliarder, hvoraf 71%

stammer fra energieksport (2008). Algeriet har sammen med EU det mål at fremme væsentlig

mere regional handel mellem de nordafrikanske lande. Denne region har det laveste niveau af

regional handel af alle regioner på verdensplan, og har derfor brug for et løft, hvilket EU vil

hjælpe med.67

Endvidere indgik EU i 2002 en bilateral tilknytningsaftale (The EU-Algeria Association

Agreement.) med Algeriet, der trådte i kraft i 2005.68 Formålet med denne aftale er at fremme

politisk dialog og frihandel, hvilket vil ske i trin over en periode på maksimalt 12 år. Med

denne aftale støtter EU Algeriet i at sikre at institutioner styrer landet efter loven og ikke på

baggrund af korruption og nepotisme, hvilket i dag udgør et latent problem i landet. EU vil

endvidere samarbejde med Algeriet med henblik på illegal migration, racisme, narkotika,

hvidvaskning af penge samt terrorisme. Med henblik på eksport til EU har tilknytningsaftalen

bevirket en ændring i toldstrukturen således at den Algeriske told på import fra EU landene

gradvist vil blive reduceret for til sidst at blive helt ophævet efter 12 år. På den anden side vil

65 EU Trade Commission, Euromed – Euro-Mediterranean trade relations are healthy and growing66 Siollun, Max 29.03.2010 Next– Forty Years After Biafra-Forgiveness and beyond67 EU Trade Commission - Algeria68 EU Commission External Relations - The EU-Algeria Association Agreement

30

tolden på Algeriske varer der eksporteres til EU-området blive elimineret fra aftalens

indgåelse. 69

Algeriet er, som flere andre nordafrikanske lande genstand for massiv illegal migration, da

landet fungerer som transitland til EU. Ofte resulterer dette dog i at de illegale indvandrere

vælger at blive permanent i landet, i stedet for at tage videre til EU, hvilket er tilfældet for ca.

en tredjedel af indvandrerne. Derfor er der akut brug for et system der kan magte den enorme

opgave det er at håndtere den massive migration, hvilket EU støtter op om, da det er

altafgørende for EU at stoppe den illegale migration i transitlande som Algeriet.

Algeriet har gennem de seneste år vist fremskridt inden for de områder, hvor EU ønsker det,

og ikke mindst økonomien er blevet forbedret i tilfredsstillende grad. EU har endvidere ydet

støtte til Algeriet optagelse i WTO, baseret på landets fremskridt.70Algeriets tætteste

samarbejdspartner i EU er Frankrig, grundet Algeriet historie som fransk koloni. Derfor

presser Frankrig også på med at fremme samhandel med Algeriet ud fra nationalpolitiske

interesser. Dette ses blandt andet i kraft af den massive støtte Frankrig yder til landet på 205

millioner Euro i årlig udviklingshjælp (2005).71

Man kan konstatere at Algeriet på mange områder har forbedret sig, men kæmper stadig med

reetableringen af et ”normalt” samfund efter borgerkrigen hvor diverse rettigheder blev

indskrænket, herunder menneskerettigheder. Disse er stadig ikke på et niveau, som EU finder

acceptabelt, og landet er således også stadig kategoriseret som et ”ikke frit” land af det

internationalt anerkendte ”Freedomhouse”.72 Dette er dog i kraftig bedring, og landet lever på

flere områder op til EU’s forventninger om fremskridt i landet. På baggrund af dette er EU

derfor i færd med at fremme samhandel med landet, både gennem bilaterale aftaler og

regionale aftaler, der involvere hele den nordafrikanske region.73Algeriet har endvidere også

betydelige problemer med korruption, eksemplificeret ved Transparency International Index

i 2009, hvor landet rangerede som nummer 111 ud af 180 lande.74

69 European Commission, External Relations – The EU-Algeria Association Agreement70 van Puyveldev, Eric, Europolitics 18.02.2009 – EU/Algeria : EU REP SAYS PROGRESS "SATISFACTORY" IN COOPERATION AND TRADE71 EU Commission – European Neighborhood and Partnership Instrument - Algeria72 Freedomhouse.org - Algeria73 EU Commission op.cit.74 Transparency International - Algeria

31

4.1.3.2 Tunesien (Jonas)

Tunesien er medlem af Middelhavsunionen, og er derved i tæt samarbejde med EU omkring

reformer og samarbejde på tværs. EU yder store økonomiske bidrag til Tunesien med det

formål at forbedre forholdene i landet. Udover økonomisk hjælp, der skal hjælpe til at

forbedre infrastrukturen ved blandt andet at fremme demokrati og menneskerettigheder, er

visionen også at hjælpe Tunesien økonomisk for at kompensere for det konkurrencemæssige

pres på handel og eksport. Endvidere vil EU på sigt gradvist indlemme landet i EU’s

frihandelszone, sammen med de øvrige 20 lande fra Middelhavsunionen.75

Tunesien var det første land i det der i dag hedder Middelhavsunionen, til at underskrive

Associeringsaftalen i 1995, og er derfor en af grundstenene i hele samarbejdet. Der er flere

forskellige fokusområder for EU med henblik på reformer i Tunesien og en af de væsentlige er

at få den nationale lovgivning til at stemme overens med international lov hvad angår

menneskerettigheder. Derudover ønsker man at fremme handelsrelationer til landet, og

styrke dets konkurrenceevne på det globale marked.76EU er Tunesiens vigtigste

handelspartner, og står som modtager af 75% af landets samlede eksport på 9,5 milliarder

Euro. Samtidig er 72% af landets import på 9.9 milliarder Euro fra EU. I modsætning til Libyen

og Algeriet er Tunesien ikke i besiddelse af store naturressourcer som olie og gas, og har

derfor en mere diversificeret økonomi. De primære eksportartikler er forarbejdede produkter

som maskineri og tekstil, derudover har landet også landbrug og minedrift. Derudover er

turismen også en væsentlig faktor i landets økonomi, hvoraf 82% af det samlede antal turister

kommer fra EU.

Landet har gennem det seneste årti været igennem en stabil økonomisk fremgang på 5%,

hvilket også har smittet af på forholdene i landet, der er blevet forbedret på mange områder,

herunder socialt, men ikke politisk.77På det sociale område er det især kvinders rolle i

samfundet som adskiller sig markant fra andre Nordafrikanske lande, idet kvinder blandt

andet overgår mænd med hensyn til at tage højere uddannelser, hvilket også hænger sammen

med at Tunesien har Nordafrikas laveste befolkningstilvækst på 1.9%.78 Den ringe politiske

75 EU Commission – EU/Tunesia Action Plan76 Ibid77 Ziljma, Anouk – About.com - Tunisia - Tunisia Facts and Information78 Afrol News – Tunisia Gender Profile

32

fremgang i landet, er bedst illustreret ved at den nuværende præsident opnåede 95% af alle

stemmer ved præsidentvalget i 2004. Dertil kommer rutinemæssige fængslinger af politiske

modstandere samt kritiske journalister.79Ifølge Transparency International er Tunesien det

mindst korrupte land i Nordafrika, og ligger således nummer 65 ud af 180 lande på

verdensplan.80Men landet er stadig listet som ”ikke frit” ifølge ”Freedomhouse”.81

4.1.3.3 Marokko (Frederik)

Marokko er i udpræget grad involveret i Middelhavsunionen, og har stærke bånd til EU.

Således er Marokko det eneste land uden for Europa der har søgt om optagelse i EU, hvilket

vidner om en stor interesse i øget samarbejde med EU. Marokko er også mere integreret i

samarbejdet end de øvrige lande i Middelhavsunionen, og landets forhold til EU beskrives

blandt andet således: "more than association, less than accession". EU er således også landets

største samhandelspartner, og udgør 60% af den samlede handel, hvoraf størstedelen er

tekstilvarer og landbrugsprodukter. Marokko importerede således i 2007 for 13 milliarder og

importerede for 7.3 milliarder Euro. Landet har, ligesom de øvrige lande i Middelhavsunionen

meget lidt samhandel med de andre nordafrikanske lande.82Marokko er i modsætning til de 3

andre lande, der fremhæves her, et konstitutionelt monarki. Kongen har dog væsentligt flere

beføjelser end det normalt er tilfældet med konstitutionelt monarki (eks. Danmark). Kongen

har modsat sig alle forfatningsmæssige reformer, der ville give parlamentet mere magt ved at

begrænse kongens magt. Hvilket betyder at Marokko de facto er et absolut monarki, ledet af

kongen. Som en reaktion på illusionen om politisk medindflydelse deltog kun 37% af de

registrerede vælgere ved parlamentsvalget i 2007, og 1/5 af de afgivne stemmer var blanke.83

Marokko har længe, i Vesten, været opfattet som rollemodel for andre Nordafrikanske lande

samt lande fra Mellemøsten. Blandt andet har landet på mange områder samarbejdet tæt med

både EU og USA både i kraft af politiske reformer og samarbejde med henblik på bekæmpelse

af terror. Qua dette har Marokko opnået særstatus som samarbejdspartner til EU. Der er dog i

79 Freedomhouse - Tunisia80 Transparency International - Tunisia81 Freedomhouse - Tunisia82 EU Commission – Countries- Morocco83 Brookings 05.08.2009- Morocco’s King Mohammed VI: 10 Years and Counting

33

de seneste år sket en negativ udvikling i landet med henblik på Menneskerettigheder og

korruption i retsvæsnet.84 I 2003 blev landet ramt at adskillige terrorbomber i den største by

Casablanca, hvilket har været et skridt tilbage for blandt andet menneskerettigheder og

retssikkerhed. Blandt andet har politiet presset tilståelser ud af folk, som derefter er blevet

brugt i retssager. Krig mod terror er blevet brugt som en anledning til at fængsle politiske

modstandere, og er derfor den primære årsag til landets tilbagegang. Dette er eksemplificeret

ved hændelserne i juli 2009, hvor lederne af to partier, 4 velkendte politikere samt 29 andre

medlemmer af partier blev fængslet for samarbejde med terrorister. Disse tilstod, hvilket

senere er blevet beskrevet som værende opnået på baggrund af tortur og forfalskede

vidneforklaringer.85På trods af at den marokkanske presse rangeres som en af de mest frie i

Nordafrika og Mellemøsten, er det også den presse i de omtalte områder, der har oplevet mest

tilbagegang i det seneste år. Blandt andet er en chefredaktør blevet fængslet for at skrive om

kongens helbred, og 3 aviser har fået store bøder for at skrive negativt om Libyens leder

Gadaffi.86

Marokko er et af hovedtransitlandene for illegale immigranter fra sub-Sahara regionen til EU.

Udover et stort antal marokkanere der er immigreret til EU, hvilket tæller 2 millioner lovlige

immigranter, og 1 million illegale, har Marokko også gennem årtier fungeret som transitland.

Der er således millioner af illegale immigranter der finder vej til EU via Marokko, ikke mindst

på grund af manglende kontrol i landet.87

Marokko er tæt knyttet til Frankrig, der også har ageret primus motor i det tætte samarbejde

mellem EU og Marokko. Frankrig er landets største samhandelspartner både hvad angår

import og eksport. Frankrig kontrollere endvidere over 60% af alle Udenlandske Direkte

Investeringer (FDI). Dette sker ikke mindst i lyset af landets sproglige fordele idet fransk også

er brugt i befolkningen.88

Ifølge Transparency International ligger Marokko nummer 89 ud af 180 på verdensplan, på

korruptionsindekset.89 Derved er landet lavere rangeret end Tunesien (nr. 65), der langt fra

84 Human Rights Watch – Morocco: Endangered “Model”?85 Ibid86 Ibid87 Focus Migration - Morocco88 France Diplomatie - Framework document France – Morocco 2006-2089 Transparency International - Morocco

34

lever op til EU’s standarder og forventninger. Endvidere er landet listet som ”ikke frit” ifølge

”Freedomhouse”.90

4.1.3.4 Libyen (Jonas)

Libyen har i modsætning til de øvrige 3 lande omtalt i dette projekt, kun observatørstatus i

Middelhavssamarbejdet. EU samarbejder derfor kun med Libyen på nogle få områder, hvilket

omfatter migration samt HIV/AIDS.

Grundet landets historiske sammenkædning med terrororganisationer samt forsøg på at

komme i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, har landet været isoleret fra omverdenen i

mange år, både politisk og økonomisk. Libyens mangeårige diktator Muammar Gaddafi

besluttede i 2003 at åbne landets militære faciliteter med kapacitet til fremstilling af

masseødelæggelsesvåben, for FN’s inspektører. Endvidere påtog Libyen sig ansvaret for

Lockerbie bombningen i 1988. På grund af Libyens problematiske forhold til omverdenen,

modtog landet ikke nogen finansiel støtte fra EU før i 2004.91 Herefter valgte EU at indlede et

samarbejde med landet, hvilket ikke har været problemfrit. Således har der været flere sager

hvor Libyen har været på kant med EU. Blandt andet er EU blevet inddraget i forbindelse med

landets uoverensstemmelser med Libyen, grundet Schengen-samarbejdet. Problemerne

startede med anholdelsen af Gadaffis søn i Schweiz der var under mistanke for at have optrådt

voldeligt over for to tjenestefolk. Herefter nægtede Schweiz indrejse til Schengenområdet for

150 libyske diplomater og medlemmer af Gaddafis familie. Hvilket har fået Gadaffi til at

komme med provokerende udtalelser som modreaktion: "Let us wage jihad against

Switzerland, Zionism and foreign aggression,". "Any Muslim in any part of the world who works

with Switzerland is an apostate, is against Muhammad, God and the Koran.". Disse citater

repræsenterer den splid der hersker mellem de to lande. Endvidere har Libyen trukket

landets pengebeholdning ud af Schweiz samt stoppet olieeksporten til landet. For at

komplicere sagen yderligere, er EU blevet direkte impliceret idet Libyen har nægtet at

udstede visum til alle borgere i Schengensamarbejdet. Når Libyen har gjort dette påvirker det

90 Freedomhouse - Morocco91 EU Commission – External cooperation programmes - Libya

35

i høj grad samarbejdet mellem EU og landet, og vanskeliggør samhandel, blandt andet på

olieområdet, hvor Libyen er en væsentlig medspiller.92

Libyens økonomi er i stor grad præget af at landet er et monoeksportland med olie og gas som

den altoverskyggende eksportvare, og har Afrikas største oliereserver samt verdens 14.

største forekomst af gas. Siden 2010 har landet produceret 2 millioner tønder olie om dagen

med en ambition om at hæve dette niveau til 3 millioner tønder i 2015. Dette kræver ifølge

Libyske beregninger at landet tiltrækker 30 milliarder dollars i udenlandske investeringer

(FDI) til olie og gas sektoren i landet.93Libyens top 5 eksportlande er alle EU lande. Således

udgør disse Frankrig, Italien, Spanien, Frankrig og Grækenland. Disse lande aftager 78% af

landets samlede eksport, hvoraf størstedelen er olie og gas, idet dette udgør 94% af landets

eksport. De samme lande er samtidig også de største importlande for Libyen, der importerer

75% af landets samlede fødevarekonsumering.94

Forholdet mellem Libyen og EU er de mande sager til trods, stadig en forbedring

sammenlignet med perioden før 2003. Dette kommer blandt andet til udtryk ved forbedrede

handelsrelationer mellem parterne, idet importtarifferne er nedsat på flere varer, og helt

fjernet fra andre. Således er ca. 98% af Libyens eksport til EU toldfrie. Indvandringsbølger til

Libyen er endvidere sædvanligvis forbundet med udsving i olieprisen, idet højere priser

tiltrækker indvandrere fra sub-Sahara området. Dermed fungerer Libyen ikke udelukkende

som et transitland til EU, men også som et selvstændigt mål for migration. Man anslår således

at over 800.000 illegale indvandrere fra Afrika befandt sig i landet i 2006, ud af en befolkning

på 5.7 millioner.95

Libyen er ikke et land med demokratiske traditioner og lever på mange områder ikke op til

internationale konventioner. Libyen har ligeledes et højt korruptionsniveau, og rangerer som

nummer 130 på korruptionsindekset ved Transparency International i 2009.96 Derudover er

landet ikke på et niveau, som EU finder acceptabelt med henblik på menneskerettigheder og

demokrati, og landet er således også stadig kategoriseret som et ”ikke frit” land af

”Freedomhouse”.97 Men EU er stadig interesseret i at samarbejde med landet, og trække det i

92 BBC 26.02.10 - Libya's Gaddafi urges 'holy war' against Switzerland 93 Oil & Gas Libya - The major international showcase of petroleum technology serving Libya's vital oil and gas sector94 EU Commission – The EU’s relations to Libya95 EU Trade Commission 29.01.2009 - EU Libya Trade96 Transparency International - Libya97 Freedomhouse.org - Libya

36

en anden retning. Derudover er EU også interesseret i landets store energireserver, hvilket er

et væsentligt punkt i samarbejdet mellem EU og Libyen.

4.1.4 Menneskerettigheder (Fælles)

”Human rights, democracy and the rule of law are core values of the European Union. Embedded

in its founding treaty, they have been reinforced by the adoption of a Charter of Fundamental

Rights. Countries seeking to join the EU must respect human rights. So must countries which

have concluded trade and other agreements with it .”98Dette er EU’s officielle holdning til

Menneskerettigheder, hvilket også omfatter landene i Middelhavsunionen. EU tillægger

Menneskerettigheder en væsentlig rolle i forbindelse med handelsaftaler med eksterne

aktører, og ønsker derved også at sikre sig at samhandelspartnere overholder disse hensyn.

EU engagerer tredjelande i forskellige dialog fora men henblik på at fremme

Menneskerettigheder, hvilket kommer til udtryk i forskellige aftaleformer. EU har 4

forskellige tilgange til menneskerettigheder: Den første bygger på traktater eller

konventioner som går udover Menneskerettigheder, hvilket inkluderer andre politikområder

så som handelspolitik. Den anden form er en dialog der udelukkende fokuserer på

Menneskerettigheder, for eksempel den dialogform EU har etableret med Kina. Den tredje er

ad hoc dialoger, der er forbundet med aktuelle FUSP (Fælles Udenrigs og Sikkerheds Politik)

emner. Dette vil sige at man tilpasser dialogen i forhold til den konkrete situation man

befinder sig i den. Den fjerde dialogform bygger på et værdifællesskab samt fælles fodslag

med andre lande på et område hvor der er fælles interesser. For eksempel de dialogformer EU

har etableret med USA og Canada.99

Beslutninger om at engagerer EU i en dialog med tredjelande bliver vedtaget i det Europæiske

Råd af en arbejdsgruppe for Menneskerettigheder. Denne gruppe, som blandt andet består af

EU Parlamentet, EU Kommissionen, FN og Ngo’er, har til formål at vurdere

menneskerettighedssituationen i det pågældende land, hvilket blandt andet omfatter følgende

vurderinger:

98 Europa.eu - Human Rights – Universal and Indivisible99 Europa.eu – Dialogue on human rights with third countries: guidelines

37

- Regeringens holdning til Menneskerettigheder

- Hvorvidt landet forpligter sig til at respektere internationale kontrol

- Paratheden til at samarbejde med FN’s procedurer

- Regeringens holdning til civilsamfundet

- Udviklingen i Menneskerettighedssituationen generelt

EU har forskellige mål der ønskes opnået ved hjælp af de forskellige dialogformer inden for

Menneskerettigheder. De emner der sættes på dagsordenen mellem EU og tredjelande

baseres på en ad hoc tilgang. Hvert enkelt land har forskellige forudsætninger, hvilket betyder

at EU må tage udgangspunkt i dette lands individuelle forudsætninger, for at imødegå krav til

overholdelse af Menneskerettigheder. Alle dialoger med tredjelande skal revideres årligt hvor

det er muligt. Selv om dialogen er baseret på en ad hoc tilgang, har EU en række krav der er

obligatoriske i forbindelse med enhver dialog med et tredjeland. Dette er en liste over disse

krav100:

- Underskrivelse, ratificering samt implementering af internationale

Menneskerettigheder

- Samarbejde med internationale Menneskerettigheds procedurer og mekanismer

- Afskaffelse af dødsstraf

- Afskaffelse af tortur

- Bekæmpelse af alle former for diskrimination

- Børnerettigheder

- Kvinderettigheder

- Ytringsfrihed

- Styrkelse af Civilsamfundet

- Samarbejde på international lov

- Konfliktforebyggelse

- Fremme af demokratiseringsprocesser og god regeringsførelse

4.1.5 EU’s Fælles Udenrigs og Sikkerhedspolitik (FUSP) (Fælles)

EU’s fælles udenrigs og sikkerhedspolitik (FUSP) har til formål at samle medlemslandene i en

koordineret indsats udadtil, blandt andet ved at påvirke politikker der går imod international

100 Ibid

38

lov og menneskerettigheder samt demokrati. Endvidere er det et instrument til at sikre EU’s

sikkerhedspolitiske situation over for eksterne aktører, hvilket blandt andet bygger på

regionale og bilaterale handelsaftaler, der styrker sikkerheden i for eksempel de

omkringliggende lande. Gennem FUSP’en kan EU agere som en samlet enhed idet alle

medlemslande har overdraget visse beføjelser til EU. FUSP’en er opdelt således at nogle

politikområder behandles udelukkende supranationalt af EU, mens andre er delt mellem EU

og medlemslandene. Endvidere er der nogle områder hver EU blot er en støttefunktion til de

enkelte lande. Områder som behandles udelukkende af EU, omhandler toldunionen,

konkurrenceregler, pengepolitik, samt handelspolitik med tredjelande.101 Med

Lissabontraktaten har man fusioneret de to stillinger der repræsenterer FUSP’en. Disse var

henholdsvis kommissæren for eksterne relationer, og EU’s højtstående repræsentant for

udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. De to er i dag samlet til en stilling, nemlig EU’s

højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, hvilket i skrivende

stund bestrides af Lady Catherine Ashton.102

5. Analyse af EU’s udenrigspolitiske tilgang til de 4

udvalgte lande

Dette afsnit vil analysere hvilken politisk kurs EU fører over for hvert af de udvalgte 4 lande,

baseret på udenrigspolitikken og herunder handelspolitikken, som er det primære instrument

EU benytter til at føre udenrigspolitik over for regionen. Analysen vil være baseret på IR

101 ISIS marts 2008, nr 37 – The impact of the Lisbon Treaty on CFSP and ESDP102 EU oplysningen - Europakommissionen

39

teorien, hvor EU’s ageren vil blive analyseret med henblik på at påvise henholdsvis realistiske

og liberalistiske træk, for at belyse spørgsmålet om hvorvidt EU agerer som normativ magt,

eller realpolitisk aktør. De 4 lande vil blive analyseret separat men de samme hovedtemaer vil

være gennemgående i alle 4 afsnit. De hovedtemaer der vil danne grundlag for analysen er

alle emner der hører under eller er sammenkædet med handelspolitikken. Der er tale om

sikkerhedspolitikken, energipolitikken, bekæmpelsen af international terror,

menneskerettigheder og demokrati, samt forholdet mellem EU-USA.

5.1.1 EU’s tilgang til Marokko (Frederik)

European Union is pleased with development in Morocco...(it is).. a special partner in a number

of fields, not least the fight against terrorism and illegal immigration." (Benita Ferrero-

Waldner, EU kommissær for eksterne relationer og naboskabspolitik)103

Marokko har som bekendt et tæt forhold til EU, og er et af de mest integrerede lande i

Middelhavsunionen. EU ønsker at knytte tætte bånd til landet, hvilket Middelhavsunionen har

været med til at fremme. Dette skyldes blandt andet den opfattelse der generelt har været i

vesten, af Marokko som et forgangsland for de øvrige nordafrikanske lande. Dette har

formentlig medvirket til EU’s store interesse i samarbejde og samhandel med landet gennem

diverse bilaterale samt regionale aftaler. Der kan være mange forskellige årsager til at EU

ønsker et styrket samarbejde med landet, hvilket kommer til udtryk i de stadig voksende

handelspolitiske bånd der udvikles i disse år gennem Middelhavsunionen. En af årsagerne kan

være EU’s interesse i at styrke stabiliteten i sine yderområder, ved at sikre tæt samarbejde

med sine naboer. Dette er baseret på sikkerhedspolitiske motiver, idet EU vil sikre sig mod

blandt andet terror. Marokko er netop arnested for dele af den terrorisme der må anses for at

være en at EU’s største sikkerhedspolitiske trusler i dag. Dette kan ses som et udtryk for en

realistisk politisk kurs, da EU-Marokko samarbejdet til dels kan være baseret på

sikkerhedspolitik. Dermed kan denne højpolitiske agenda anses for at være udtryk for en

realistisk linie i EU’s handelspolitiske kurs over for Marokko. Endvidere er EU af den

103 Magharebia 23.01.2008 - Europe supports Morocco's EU partnership aspirations

40

opfattelse at mangel på demokrati og menneskerettigheder fører til radikalisering, hvilket

igen udgør en sikkerhedspolitisk trussel for EU. 104

Da EU i dag ikke anser sikkerhedspolitiske trusler så som krigserklæringer fra andre lande

som den største fare, efterlader det den internationale terrorisme som den største trussel

mod EU. Dette er ikke mindst blevet aktualiseret over de senere år i kølvandet på 11.

september efterfulgt af adskillige terrorbombninger i europæiske storbyer. Problemet med

terrorismen er at EU ikke kan erklære et land krig, som man historisk har kunnet med

sikkerhedspolitiske trusler. Den internationale terrorisme er snarere en politimæssigt og

juridisk udfordring, end en militær problemstilling.105 Dette betyder at EU må benytte andre

metoder til at bekæmpe fjenden end man har været vant til traditionelt.106

At netop Marokko har EU’s interesse i forbindelse med bekæmpelse af terror kan hænge

sammen med det faktum at det var Marokkanske terrorister der bombede Madrid i 2004. Ved

at styrke samarbejdet med landet kan EU bidrage til at kontrollere og bekæmpe disse

elementer i det marokkanske samfund. Dette sker blandt andet ved at styrke de

handelspolitiske bånd, gennem for eksempel bilaterale aftaler med EU, eller EU

medlemslande. Ved at fremme samhandel kan EU ikke blåt opnå et styrket samarbejde, men

også en forøget afhængighed af EU, hvilket giver EU mulighed for at presse på i forbindelse

med forskellige politiske agendaer, hvilket igen er et udtryk for realisme. Dette er ikke mindst

kædet sammen med det faktum at EU ved tætte relationer til Marokko, baseret på en stor

afhængighed fra Marokkansk side, kan styrke sin magtpolitiske situation internationalt. Ved

at sikre loyalitet gennem tætte handelsrelationer med Marokko kan EU sikre at eventuelle

konkurrenter ikke gør dette. Derved kan det hævdes at EU udøver en realistisk nul-sums

politik, for at styrke sin position internationalt.107

EU forsøger på mange måder at styrke dets position internationalt, ikke mindst over for USA,

gennem stærke relationer til andre lande. EU har i modsætning til USA ikke samme militære

muligheder for hurtigt og effektivt at kunne agere ”politimand” forskellige steder i verden,

hvilket har medført at USA, til trods for sine mange fjender, også har mange venner. Denne

104 Europa.eu 07.03.2010 – Joint statement European Union-Morocco Summit Granada105 Regan, Tom Christian Science Monitor 29.03.2004 – EU, US Differ on How to Fight Terrorism106 Europa.eu 19.01.2006 – Addressing the factors contributing to violent radicalization 107 Philippidis, G & Sanjuán A.I. Oxford Journals: Journal of African Economies – An Examination of Moricco’s Trade Options With the EU

41

strategi har vist sig at være effektiv for USA, og man kan hævde at EU forsøger samme strategi

i forbindelse med blandt andet Middelhavsunionen. Her kan EU knytte samme venskabelige

bånd til lande som er i EU’s interessesfære. Dette er ikke mindst tilfældet med Marokko, der

har stort potentiale som allieret. Netop denne tankegang er et udtryk for en realistisk politisk

kurs fra EU’s side, da det forsøger at styrke sin internationale magtbase gennem sådanne

forhold. Dertil kommer EU’s store interesse i at sikre nogle af de værdier i form af råstoffer

som blandt andet Marokko er i besiddelse af. Dette er ikke mindst tilfældet med fosfat, idet

Marokko er i besiddelse af to tredjedele af verdens samlede anslåede reserve. Fosfat er

utroligt interessant for EU, da det er altafgørende for produktionen af gødning og man har

ikke endnu fundet et alternativ til denne produktion. Dertil kommer at fosfat er en knap

ressource, der ligesom olie vil toppe i en nær fremtid (Peak oil). Dette er et udtryk for

realisme idet EU derved forsøger at sikre sig magten over størstedelen af den resterende

fosfat, og derved direkte udfordrer USA og Rusland der begge har store interesser i også at

sikre sig denne ressource, hvilket vil blive uddybet senere i opgaven.108

EU anvender også på andre områder handelspolitikken til at gennemføre højpolitiske

agendaer. Migration er et andet latent problem for EU, hvorved man ønsker at inddrage

transitlande, heriblandt Marokko, med henblik på at kontrollere tilstrømningen af illegale

indvandrere fra Afrika. Ved at skabe tætte handelsrelationer til Marokko gennem

Middelhavsunionen kan EU få Marokkos hjælp til at styrke de ydre grænser. Marokko er

meget interesseret i samarbejde med EU, og har som bekendt ansøgt om medlemskab i

unionen, som det eneste land i Middelhavsunionen. Derfor har EU stort potentiale for at opnå

samarbejde fra Marokkos side idet EU kan tilbyde det næstbedste til medlemskab, nemlig et

stærkt partnerskab gennem handelsaftaler, herunder især bilaterale aftaler der favoriserer

Marokko, hvilket kan ske på bekostning af andre lande i Middelhavsunionen. Dette er igen et

udtryk på den realistiske politik EU fører over for Marokko, da EU gennem denne politik kan

sikre Marokko særligt favorable forhold mod politiske ændringer i Marokko, der tilgodeser

EU’s interesser. Dette er tilfældet ved såvel terrorbekæmpelsen som

migrationsproblematikken. Et aktuelt eksempel på denne politik er det løft Marokko har fået i

108 Vail, Jeff The Oil Drum 14.07.2008 – Algeria & Morocco: Natural Gas Cartels, Fertilizer Mercantilism and Rising Tensions

42

samarbejdet med EU ved at have fået en associeringsaftale. Derudover beskrives Marokkos

forhold til EU således som "more than association, less than accession".109

Ved at indgå forskellige handelsaftaler med Marokko sikrer EU til gengæld en mere stringent

grænsekontrol, således at færre illegale immigranter der forsøger at benytte Marokko som

transitland, vil have held med dette i fremtiden.110 EU har gennem Middelhavsunionen sikret

alle medlemmer fri adgang til det europæiske marked over tid (fri handel på alt undtagen

landbrugsvarer fra 2010), hvilket betyder enorme fordele for Marokko, der derved vil kunne

handle frit med EU lande uden toldbarrierer og restriktioner, som det historisk har været

tilfældet, og stadig vil være det for det meste af verden.111 EU ønsker udover at sikre tætte

bånd, også at indlemme Marokko og de øvrige lande i markedet, for at sikre en højnelse af de

økonomiske forhold i landene. Ved at forbedre landes økonomiske situation, er EU af den

overbevisning at landene vil blive stadig mere stabile og demokratiske, idet autoritære

regimer med korruption og manglende demokrati destabiliserer EU’s sikkerhedspolitiske

situation. Derfor kan det hævdes at EU’s ageren er et udtryk for realisme, når det ønsker at

skabe stabile politiske forhold i Marokko, da EU gør dette med henblik på at skabe et

pålideligt og stabilt samfund i et politisk vigtigt naboland. Ved at sikre stabilitet i et samfund,

og ved at implementere samme værdier som EU bygger på, kan EU påvirke Marokkos

udvikling i den retning EU ønsker. På denne måde sikrer EU grundlaget for at Marokko bliver

nemmere at påvirke i fremtiden. Når EU gør dette kan det være for at sikre nationale

interesser internt i EU, idet EU’s handelspolitik som ofte er et resultat af enkelte landes

nationale interesser. Det kan eksempelvis være Frankrig der agerer primus motor med

henblik på gunstige bilaterale handelsaftaler med Marokko, da landet har national interesse i

at fremme samhandel med landet.

Enkelte lande som Frankrig kan eksempelvis se netop Marokko som et aktiv i forbindelse med

nationale politiske interesser. Frankrig ønsker at deltage i opbygningen, samt forbedringen af

infrastrukturen i landet, herunder især med henblik på olie og gas. Derved ønsker Frankrig af

sikre en stabil energiforsyning, hvilket er tæt forbundet med landets sikkerhedspolitik, og

derved atter er et udtryk for realisme.112Netop det faktum at EU’s handelspolitik ofte er drevet

109 EU Commission – Countries- Morocco110 Focus Migration - Morocco111 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger Op.cit112 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger op.cit.

43

af enkelte aktører, med afsæt disses nationale interesser, underbygger de realistiske

tendenser. Dette er også tilfældet i forbindelse med energipolitikken, som er en væsentlig del

af EU’s handelspolitik idet EU er afhængig af størstedelen af sin energi fra eksterne aktører. I

denne forbindelse spiller Marokko en mindre væsentlig rolle end 2 af de andre udvalgte lande,

Libyen og Algeriet, hvilket vil blive analyseret på et senere tidspunkt. Dog læner EU’s ageren

på dette punkt sig meget op af problemstillingen omkring fosfat, der ligeledes er en knap

ressource, som EU derfor er meget interesseret i at sikre sig.113

Endvidere ser EU Marokko som et nøgleland i forbindelse med en anden del af

Energipolitikken, nemlig den vedvarende energi, som især i de seneste år er kommet i

højsædet drevet af erkendelsen af problematikken omkring afhængigheden af eksterne

aktører for leverancer af energi. EU ønsker at være mindre afhængig af lande som blandt

andet Rusland i forbindelse med energileverancer og en af planerne i denne forbindelse er

solcelleanlæg i ørkenen i nogle af de Nordafrikanske lande, der er medlemmer af

Middelhavsunionen. Et af disse lande er Marokko, der med sine store ørkenområder er ideelt

for opstilling af disse anlæg. Marokko er derved en væsentlig aktør i EU’s energipolitik, hvilket

hænger sammen med EU’s sikkerhedspolitik. Dette er et højpolitisk område, der er af vital

interesse for EU, og derfor får stor opmærksomhed. EU ønsker blandt andet at sikre gode

handelsrelationer med Marokko for at kunne opnå målene for ”Desertec-

initiativet”(solcelleanlæggene). Disse visioner er atter drevet af nogle enkelte lande i EU, som

er særligt interesseret i at sikre en alternativ og mere fremtidsfokuseret energisikring end det

er tilfældet i dag. Disse landet tæller blandt andet Frankrig og Tyskland, hvor sidstnævnte er

verdens førende inden for solenergi. Interessen omkring dette projekt er stor da EU har

forpligtet sig til nogle ambitiøse klimamålsætninger.114Disse målsætninger kan hævdes at

have sit udspring i mere realpolitiske emner, så som mindskelsen af afhængigheden af blandt

andre Rusland som energileverandør. Netop det faktum kan opfattes som et udtryk for en

realistisk kurs fra EU’s side.115

Marokko har som bekendt opnået ”særstatus” i handelssamarbejdet med EU gennem

”associeringsaftalen”. Faktum er dog at dette er sket uden nævneværdige forbedringer i

landet med hensyn til menneskerettigheder og demokrati. Landet er et autokratisk

113 Vail, Jeff op.cit.114 Morgan, David Global Arab Network – Morocco Goes Solar - $9 billion Green Energy Project by 2020115 The Economist – Walking on Hot Coals, 17.01.08

44

kongedømme, hvor alle beslutninger kræver regentens stillingtagen. EU har sine mange

programmer til trods, ikke for alvor presset på for at fremme demokratiseringsprocessen i

landet. Dette kan hænge sammen med faldgrupperne i forbindelse med fremme af

demokratisering. Hvis EU presser på for dette, kan det resultere i en destabilisering af

Marokko. Dette kan ske ved at EU ikke længere vil have styr på hvem der er ved magten, da

alle derved ville kunne stille op og eventuelt vinde et valg. I dag har EU et godt samarbejde

med en EU venlig konge, hvilken i såfald ville kunne blive afløst af et anti-Europæisk styre.116

Dette har EU allerede været vidne til i forbindelse med demokratiseringen af Algeriet, hvilket

vil blive inddraget på et senere tidspunkt. Her resulterede landets første frie valg i en flerårig

borgerkrig.117Derved forfølger EU en realistisk politik ved at prioritere stabilitet frem for

demokrati. EU sætter derved opnåelsen af egne nationale, og sikkerhedspolitiske interesser

over de normative værdier om fremme af demokrati og menneskerettigheder, hvilket er

udtryk for en realistisk kurs fra EU’s side.

EU’s nye præsident Herman Van Rompuy har for nylig krævet forbedringer i

menneskerettighedssituationen i Marokko: "We also wish for improvements to the situation of

human rights and their defenders on this issue,". Faktum er dog at Van Rompuy ikke har noget

egentlig mandat til at bakke hans udtalelser op, hvilket derved kan tolkes som at spil fra EU’s

side for at demonstrere sine normative intentioner i Marokko, for at dække over manglende

reelle handlinger der skal presse på for at fremme situationen i landet. 118EU kan derved

fortsætte sin kurs og sikre sig at man har en allieret til at styre landet, hvilket er udtryk for en

realistisk politik fra EU’s side, da hovedoppositionen i landet udgøres af Islamister, som efter

EU’s opfattelse udgør en sikkerhedstrussel. Derfor kan EU være mere eller mindre tvunget til

at støtte den nuværende konge, ikke mindst af hensyn til sikkerhedspolitikken, der som oftest

vinder på bekostning af alle øvrige hensyn så som normativt baserede krav til

menneskerettigheder og demokrati.119 Eller som Cavatorta, Chari og Kritzinger er inde på:

”…evidence points to the fact that the European Union does not really seem to be interested in

the amount and gravity of human rights abuses in Morocco, nor does it seem to be interested in

116 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger op.cit.117 Siollun, Max op.cit.118EUBusiness 07.03.2010 - EU demands more rights progress from Morocco119 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger op.cit.

45

promoting genuine democratic reforms by activating its ‘diplomatic’ and economic arsenal to

obtain concessions in these areas”.120

Da de enkelte medlemsstater ofte viser sig at være drivkraften bag egentlige handlinger fra

EU’s side, bliver resultatet af EU’s politik ofte synonym med disse landes nationale interesser.

Der er oftest tale om de store lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Disse lande

presser ofte på for politiske agendaer der bygger på højpolitiske målsætninger internt i

landet. Disse er som oftest fælles for de forskellige lande, idet det handler om samme politiske

udfordringer, der alle henviser til samme grundlæggende bekymring, nemlig

sikkerhedspolitikken. Handelspolitikken og herunder energipolitikken, bunder altså ofte i

sikkerhedspolitikken. Dette betyder også at EU’s handlinger ofte afspejler en tilsidesættelse,

eller negligering af politiske emner baseret på normative betragtninger, der må vige pladsen

for højpolitiske interesser. Disse interesser fremmes ofte gennem handelspolitikken med

Marokko gennem Middelhavsunionen, hvor EU og herunder de pågældende medlemslande,

forfølger snævre nationale interesser i landet. Formålet er altså at fremme nationale

interesser der bunder i højpolitiske agendaer, hvilket er et ubetinget udtryk for realisme.121

EU’s handelspolitik viser på den anden side også tegn på liberalisme. EU forsøger således at

styrke båndet til Marokko gennem Middelhavsunionen, hvilket er baseret på institutionel

liberalisme, der bygger på institutionernes styrke, hvor staternes styrke forøges gennem

samarbejde i internationale institutioner. Hele EU’s eksistens er da også baseret på denne

teoretiske tankegang, hvor landene er samlet i EU med det formål at stå stærkere sammen, og

netop EU’s store succes som verdens største handelsunion er også drivkraften bag den

massive udvidelse af EU fra kul og stålunionen i 1950’erne til de 27 lande den i dag tæller.122

EU er ved at være nået til grænsen for unionens størrelse og flytter derfor sit fokus på

styrkelse af eksterne handelsrelationer, idet netop handelsrelationer anses for EU’s største

styrke og måden, hvorpå det kan manifestere sig internationalt. Årsagen til dette er at EU sin

økonomiske styrke til trods stadig anses for en militær dværg. Netop dette faktum kan anses

for udtryk for liberalisme, idet EU baserer sin politiske ageren ud fra klassiske liberalistiske

120Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger op.cit. p. 21121 Cash, Bill European Foundation – British and German National Interests122 EU oplysningen – Hvordan startede EU

46

værdier. Ved at forbedre Marokkos økonomiske situation, hvilket EU ønsker at gøre gennem

tætte handelsrelationer, vil Marokko over tid udvikle sig på samme måde som EU har gjort

det, og derved komme op på et højere niveau. EU ønsker i denne forbindelse at basere sin

politik på normative værdier så som Menneskerettigheder og demokrati, hvilket er klare

liberalistiske ideologier baseret på en kontinuerlig tro på fremgang for menneskeheden. EU er

af den opfattelse af det at løfte Marokko op på et højere niveau vil styrke EU’s situation da

landet derved vil ikke vil være fjendtligt indstillet over for EU, da det deler EU’s normative

værdier.123

EU ønsker også at bekæmpe international terror og vælger i den forbindelse en anden tilgang

end eksempel vis USA, der er udpræget realistisk i sin tilgang til terrorbekæmpelse. Hvor USA

mener at terror skal bekæmpes med hard power gennem militær magt, fokuserer EU mere på

at knytte tætte relationer med landene hvorfra terroristerne kommer og opholder sig.

Marokko er et af disse lande, og EU forsøger gennem handelspolitikken at styrke båndene

med landet. Denne politik er baseret på liberalisme idet EU gennem handelsaftaler som

Middelhavsunionen, kan stille krav til menneskerettigheder og demokrati i Marokko. Ved

succesfuldt at gennemføre denne politik vil EU kunne fremme egne normative værdier i

landet, og derved få Marokko til at ligne EU i sin verdensanskuelse. Hvis dette kan lykkes vil

EU ikke blot have en allieret i Marokko, men også en loyal nabo gennem et værdifællesskab.124

EU fokuserer i officielle dokumenter på den interdependens og fælles værdier, som basis for

samarbejdet med Marokko. EU anser Marokko for forgangsland i regionen, og mener at

Marokko deler EU’s værdier og holdninger til menneskerettigheder og demokrati, hvilket

illustreres i EU’s officielle Strategy Paper: ”Better governance and effective promotion of

democracy and human rights are essential objectives of the EU's external policy. Morocco fully

shares this overall political vision, a vision which poses new political, economic, social and even

cultural challenges. Morocco is pursuing a process of democratisation and consolidation of the

rule of law, and is considered as the most advanced in the region”.125EU mener derved at

Marokko deler EU’s værdier og interesser og derigennem er en betydelig partner. Dette er

udtryk for liberalisme idet EU ser staten som en retsstat med det formål at beskytte det

123 Wolf, Martin Blackwell Publihing International Affairs (Royal Institute of International Affairs 1944-), Vol. 71, No. 2 (Apr., 1995), - Cooperation or Conflict? The European Union in a Liberal Global Economy124 European Commission – European Neighborhood & Partnership Instrument – Morocco, strategy paper 2007-2013125 European Commission op.cit.

47

enkelte individ, hvilket skal ske gennem demokratisering og hensynet til

menneskerettigheder. Man fokuserer på klassiske liberalistiske værdier hvor mennesket sin

egoisme og konkurrencenatur til trods, deler mange interesser og derfor kan engagere sig i

samarbejde med andre.126

EU fokuserer på at internationale institutioner skaber orden i verden, og afviser derfor det

anarki realismen beskriver, hvilket er tilfældet når EU forsøger at styrke samarbejdet gennem

institutioner og unioner som Middelhavsunionen. Netop EU’s store fokus på samarbejde med

andre nationer er baseret på en af grundstenene i liberalisme. Ved at engagere Marokko i

samhandel gennem Middelhavsunionen vil landet kunne dele interesser med EU til begges

fordel. Netop dette fokus på opnåelse af politiske resultater gennem handelssamkvem, hvilket

også anvendes til fremme af menneskerettigheder og demokrati, står i kontrast til den mere

realistiske politik, som blandt andet er baseret på en hard power-tilgang. I denne

sammenhæng fokuserer EU traditionelt på liberalismens soft power, men er i dag fokuseret

på smart power. Smart power er en mellemting mellem soft power og hard power, hvor EU

forsøger at finde en mellemting mellem de to. Smart power er baseret på en politik der

bunder i soft power, men som tager udgangspunkt i det enkelte lands forudsætninger. Derved

forsøger EU at skræddersy sin politik til Marokko, og basere denne på handelspolitik, hvor

alle andre politikområder kommer ind under. Det vil i praksis sige at EU tager hensyn til alt

fra menneskerettigheder og demokrati, over til terrorbekæmpelse, stormagtspolitik samt

energipolitik, når det gennemføre sin handelspolitik i Marokko. Derved forfølger EU en

liberalistisk politik gennem brugen af smart power, hvilket er illustreret i denne udtalelse af

Olli Rehn, EU Kommisær for udvidelse: ”…to reinforce EU’s smart power is to project its values

and interests in its own neighborhood more effectively in order to extend the European zone of

peace and prosperity, liberty and democracy.”127 Netop dette illustrerer hvordan EU ønsker at

viderebringe sine normative værdier til dets naboer, herunder Marokko, for der at fremme

samme værdier og normer, hvilket er et udtryk for liberalisme.

EU’s handelspolitik er som nævnt, ofte baseret på en grad af værdifællesskab mellem EU og

samarbejdslandet. Marokko er ingen undtagelse, om end man kan diskutere graden af dette

værdifællesskab. EU mener dog at Marokko ønsker samarbejde med EU på grund af mange

126 Introduction to international relations kap. 4127 Rehn, Olli – Europe’s smart power in its region and the world

48

fælles værdier og synspunkter, og derfor kan være en god samarbejdspartner for EU. Netop

det at EU baserer sin handelspolitik på værdifællesskabet og derved fokuserer på de ting man

har til fælles, er udtryk for konstruktivisme. EU ser ligeledes forholdet til Marokko som

gensidigt med hensyn til den måde, hvorpå landene agerer over for hinanden. EU bygger

samarbejdet på netop de fælles værdier og ideer, frem for materiel styrke, hvilket er

grundlæggende i konstruktivismen. Et eksempel på dette er forholdet mellem Marokko og

Spanien, der understreges af følgende udtalelse af Spaniens udenrigsminister Miguel Angel

Moratinos: ”Morocco and Spain have developed a strategic and matured partnership based on

solid historical ties, respect and trust.”128Netop dette illustrerer det forhold EU ønsker at have

til Marokko, der skal være baseret på gensidig respekt og forståelse. EU anser desuden ikke

Marokko som et grænseland, og vil arbejde væk fra den opfattelse af landet og i stedet flytte

fokus over på Marokko som tæt knyttet partnerland. Dette er understreget ved følgende

tidligere nævnte citat fra EU Kommissionen: "more than association, less than

accession".129Dette er udtryk for konstruktivisme idet EU forsøger at knytte tætte bånd til

Marokko på baggrund af fælles værdier. Derved afvises realismens, og herunder især offensiv

realismens tanke om anarki. ”Anarki er hvad staterne gør det til”, som Alexander Wendt

argumenterer.130 Derved muliggør EU ophævelsen af den anarkistiske natur, der ifølge

realismen, hersker mellem stater ved, samarbejdet med Marokko.

5.1.1.1. Delkonklusion

Der er altså flere forskellige teoretiske argumenter der vinder frem i analysen af EU’s tilgang

til Marokko på handelspolitikken. EU’s ageren er ofte et udtryk for realisme om end der også

er mange eksempler på liberalisme, og tilmed nogle på konstruktivisme.

128 Thabet, Mokhtar Global Arab Network 21.02.2010 – Spanish FM: Morocco is EU’s Strategic Partner129 EU Commission – Countries- Morocco op.cit.130 IR Theory Knowledge Base – Constructivism op.cit.

49

I kølvandet på 11. september har liberalismen i forbindelse med EU’s eksterne relationer haft

svære kår idet sikkerhed og stabilitet er kommet højere på den politiske agenda. Det betyder

at EU implementerer sikkerhedspolitik implicit i andre politikområder herunder især

handelspolitikken. Når EU udfører sin handelspolitik i Marokko gør den det med afsæt i

sikkerhedspolitikken, hvilket bliver en integreret del af dette politikområde. EU efterlever

smart power strategien, hvor det forsøger at samle mange forskellige politikområder under

handelspolitikken. Det betyder i praksis at EU, når det udarbejder handelspolitiske aftaler

med Marokko, skaber en spill-over effekt til adskillige øvrige politikområder. Disse tæller

udover sikkerhedspolitikken bland andet migrationspolitik, terrorbekæmpelse, energipolitik,

fremme af menneskerettigheder og demokrati samt forholdet til USA og Rusland.

Problemet med de liberalistiske intentioner fra EU’s side er at de på et tidspunkt ofte vil

kollidere med realiteterne. Forstået på den måde at EU vil blive tvunget til at gå på

kompromis med sine liberalistiske idealer for at imødegå forskellige politiske udfordringer.

Ofte vil liberalistiske værdier ikke være passende at føre ud i livet uden at risikere at skade sig

selv, og undergrave politiske hensigter, samt nationale interesser fra medlemslandene. EU

ønsker altså at basere sin officielle politik over for Marokko på liberalisme, men virkeligheden

er at man ofte ser at EU snarere baserer denne på realisme. Derved er intentionerne

anderledes end den politik som kommer til udtryk i officielle hensigtserklæringer fra EU,

hvilket de mange bilaterale handelsaftaler med Marokko understreger.131

5.1.2 EU’s tilgang til Algeriet (Frederik)

"Algeria plays an important part in promoting Euro-Mediterranean dialogue, which has taken

on a new dimension following the signature of the Association Agreement. This visit to Algiers

by the Troika is a key part of continuing that dialogue at all levels, and at the same time we

congratulate the Algerian people on the progress and democratic development achieved in the

national elections."132 (Josep Piqué, Præsident for Det Europæiske Råd)

Algeriet har længe været EU’s tætte samarbejdspartner, hvilket ikke mindst er på baggrund

af landets energireserver. Grundet landets historiske bånd til Frankrig har EU i dag et tæt 131 Rehn, Olli op.cit.132 EU Commission 05.06.2002 - EU praises active role played by Algeria in Euro-Mediterranean dialogue

50

samarbejde med Algeriet, et samarbejde der er blevet intensiveret yderligere i forbindelse

med oprettelsen af Middelhavsunionen. EU forsøger at styrke båndet til Algeriet gennem

denne handelsunion. Middelhavsunionen er ikke blot et handelspolitisk projekt for at

fremme handelsrelationerne, men i høj grad også et integrationsprojekt i regionen. EU

forsøger at samle Algeriet og de øvre lande i regionen, der traditionelt har store

samarbejdsvanskeligheder. Dette skaber ustabilitet i regionen, og fordrer derved ikke den

sikkerhedspolitiske situation. Derfor ønsker EU, udover at skabe samhandel, også i udpræget

grad at fremme fred og stabilitet i hele den Nordafrikanske region gennem

Middelhavsunionen.133

Netop den måde, hvorpå EU implementerer sikkerhedsaspektet i handelsrelationerne, er

udtryk for realisme, hvorved EU forsøger at skabe sikkerhed og stabilitet i regionen med

henblik på at reducere den sikkerhedspolitiske trussel dette udgør for EU selv. Når disse

lande modarbejder hinanden rammer det deres infrastruktur og flytter fokus fra en af de

største sikkerhedspolitiske trusler, nemlig terrorismen. Derudover hersker der store etniske

spændinger i Algeriet, og i hele Maghreb regionen. Derved udgør Algeriet, samt hele regionen

en sikkerhedspolitisk risiko for EU. Derfor ønsker EU at styrke handelsrelationerne ikke blot

mellem EU og Algeriet, men også mellem Algeriet og de øvrige lande i Middelhavsunionen.134

Ved skabelsen af Middelhavsunionen skaber EU en platform for samarbejde og dialog mellem

landene, idet de alle her samme fælles interesse, nemlig handelsrelationer til verdens største

handelsunion, EU. Derved forsøger EU at fremme interdependens mellem landene, for på den

måde at skabe et tættere bånd. Dette er udtryk for realisme, hvorved EU ud fra egne

sikkerhedspolitiske interesser forsøger at påvirke den politiske situation i nabolandene. Ved

at fremme handelsrelationer mellem landene igennem Middelhavsunionen, agerer EU

tilsyneladende liberalistisk, idet det forsøger at fremhæve gensidigt afhængighedsforhold

mellem landene, ved at Algeriet og for eksempel Marokko får andel i det samme projekt, og

derved i mange henseender er i samme båd. Dette er udtryk for liberalisme, men man kan

diskutere motivet der ligger bag disse handlinger fra EU’s side. Når EU gør dette kan det lige

så vel være udtryk for realisme, idet der kan ligge flere forskellige motiver til baggrund for

handelspolitikken. EU har meget at vinde ved at styrke samarbejdet mellem Algeriet og de

133 European Commission, External Relations – The EU-Algeria Association Agreement.134 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger op.cit.

51

øvrige lande i regionen, da der derved vil være mere fred og stabilitet, og derved en betydelig

reduktion af den sikkerhedspolitiske risiko, hvilket vil være på baggrund af realisme og ikke

liberalisme.135

EU’s tilgang til Algeriet er præget af flere forskellige politiske hensyn og interesser, men som

det er tilfældet ved alle de 4 udvalgte lande, der fremhæves her, er der enkelte lande der er

drivkraften bag samarbejdet med landet. Frankrig har således altid været fortaler for øget

samarbejde med Algeriet. EU og Algeriet indgik i 2002 en bilateral tilknytningsaftale (The

EU-Algeria Association Agreement.) med Algeriet, der trådte endelig i kraft i 2005.136 Derved

kører samarbejdet med EU i to spor, hvor landet udover Middelhavsunionen også er knyttet

til EU gennem en bilateral handelsaftale. Netop det at EU vælger at indgå en bilateral

handelsaftale med Algeriet sideløbende med Middelhavsunionen kan have flere årsager. EU

kan gøre dette med henblik på at lave en mere individuel løsning til Algeriet, der imødegår

netop det lands forudsætninger, og derfor bruger aftalen som et supplement til

Middelhavsunionen, der favner mere bredt, og derved også mere generelt i forhold til alle 21

lande. Formålet her kan være at fremme menneskerettigheder og demokrati mere effektivt

gennem en sådan løsning, hvilket er udtryk for liberalisme. Netop denne tilgang tilgodeser

landets situation, hvor det lige er kommet ud af borgerkrig, og derfor er på et lavere niveau

end mange af de øvrige lande i Middelhavsunionen, hvad angår menneskerettigheder og

demokrati.

EU ønsker at samle Algeriet med de øvrige lande gennem Middelhavsunionen. Visionen fra

EU’s side er at skabe et fællesskab og et bånd mellem Algeriet og de øvrige lande i regionen,

for at fremme samhandel og samarbejde på tværs generelt. Dette hænger sammen med EU’s

egen tilgang til samarbejde gennem institutioner, hvilket EU er et succesfuldt resultat af. EU

mener altså at det vil styrke regionen at samarbejde i en form for union, da det vil skabe

mere interdependens landene imellem.137 Visionen fra EU’s side er i den forbindelse at samle

de mange lande i dets grænseområde, der i dag har store konflikter og

samarbejdsvanskeligheder. Der hersker således store spændinger mellem Algeriet og

Marokko., da Marokko har besat Vest Sahara efter den tidligere kolonimagt Spanien trak sig

135 Lilei, Song Fudan University – The Discourse of EU’s Power and its Mediterranean Policy136 EU Commission External Relations - The EU-Algeria Association Agreement137 EU Commission – The Euro-Mediterranean Partnership

52

ud i 1975.138Algeriet er imod alle tiltag, som vil forøge Marokkos indflydelse i regionen,

hvilket blandt andet har fået Algeriet til at støtte oprørsbevægelsen ”Polisario”(Frente

Popular de Liberacion de Saguia el Hamra y Rio de Oro) i Vest Sahara.139 Dette kan være

udtryk for institutionel liberalisme, idet EU forsøger at viderebringe noget af det der menes

at være EU’s nøgle til succes. Opfattelsen af at samarbejde fremmes gennem institutioner,

herunder blandt andet FN, er udpræget i EU historisk. Derfor læner EU sig også tæt op af FN

forpligtelser når der udarbejdes strategi for samarbejde, som for eksempel

Middelhavsunionen.140

EU ønsker at efterleve FN’s krav til menneskerettigheder og demokrati, og har derfor

nedskrevet det i hensigtserklæringerne i Middelhavsunionen. Dette er udtryk for en

liberalistisk tilgang fra EU’s side, hvor EU forsøger at efterleve normativ

institutionalisme.141EU håber at den europæiske model vil blive efterlevet andre steder i

verden, baseret på EU’s normative tilgang og rodfæstet i FN’s værdier. Dette skal ske gennem

effektiv multilateralisme via strategiske partnerskaber, der skal tjene til at sikre EU’s

sikkerhedspolitik, som Europarådet udtrykker det: ”Furthermore, and of increasing

importance, are new challenges like terrorism and organized crime, which have forced the EU-

as reaffirmed in the EU’s security strategy of 2003-to put the emphasis on modes of ”effective

multilateralism”, with the UN at its core, but also through the establishment of “strategic

partnerships” with countries and regional groupings in the Middle East, Africa, Asia and Latin

America”.142

Dette er udtryk for at EU forfølger en liberalistisk normativ tilgang til Algeriet gennem blandt

andet Middelhavsunionen, men i praksis fører realpolitik der bunder i sikkerhedspolitikken.

Netop sikkerhedspolitikken er tæt forbundet med energipolitikken. I den forbindelse spiller

Algeriet, der udgør 30% af EU’s gasforsyning, en central rolle.143EU er afhængig af

energileverancer fra Algeriet, og en sikring af en stabil og pålidelig energiforsyning er en

grundlæggende forudsætning for EU’s eksistens, og derved af vital betydning for

sikkerhedspolitikken, hvilket understreges af følgende uddrag af EU’s Strategy Paper for

138 Global Policy Forum – Western Sahara139 Afrol News 31.07.2009 – Moroccan King sabre-rattling with Algeria140 Smith, Michael & Hill, Christopher – International Relations and the European Union, Oxford University Press 2005 p. 319141 Jönsson, Christer & Tallberg, Jonas – Institutional Theory in International Relations142 Council of the European Union - A secure Europe in a Better World 2003 143 Euractiv 10.01.2007 – Geopolitics of EU Energy Supply

53

Algeriet: “One of the priorities identified by the European Security Strategy is the need to

promote "a ring of well governed countries to the East of the European Union and on the

borders of the Mediterranean with whom we can enjoy close and cooperative relations". The

strategy also clearly states the need to promote an order based on effective multilateralism and

refers to the security of the EU's energy supplies.”144Set i lyset af energikrisen mellem Rusland

og Ukraine der senest i 2006 blotlagde mange af EU’s medlemsstaters sårbarhed i kraft af

afhængighed af en enkelt leverandør af det mest vitale for opretholdelsen af samfundet,

nemlig energi.145Derfor er EU meget interesseret i at sikre gode handelsaftaler med Algeriet,

der blandt andet involverer energipolitiske aftaler der sikrer EU en stabil og pålidelig

leverance. Det der gør Algeriet så central i denne sammenhænge er endvidere at EU’s egen

energiproduktion er for nedadgående, samtidig med en stigning i efterspørgslen. Dette

betyder at man forventer at EU fra 2004 og frem til 2030 vil have en årlig stigning i forbruget

på 1,4%, mens importen som resultat deraf, sammenholdt med faldende egenproduktion, vil

medføre en stigning i afhængigheden af eksterne energiforsynere. I den forbindelse er

Rusland en væsentlig leverandør, hvor EU i stedet hellere vil favorisere andre nationer som

Algeriet gennem stærke handelsaftaler.

I lyset af anerkendelse i EU af problemets omfang, er Algeriet blevet en central medspiller, og

EU er derfor interesseret i at knytte landet tæt til EU, for at sikre en allieret. Dette er atter er

bundet op på det sikkerhedspolitiske aspekt, og derved er udtryk for en realistisk tilgang i

EU, hvor det forsøger at sikre energiforsyningen gennem handelsaftaler i forbindelse med

Middelhavsunionen såvel som diverse bilaterale handelsaftaler. EU vil forsøge at forhindre

internationale energikarteller mellem lande som Rusland og øvrige energibesiddende

nationer. Dette omfatter også Algeriet, hvor EU vil forhindre en eventuel pendant til OPEC på

gasområdet, med monopoltilstande og prisfastsættelser til følge. Denne tanke blev båret frem

af Algeriets energiminister Chakib Khelil i 2007, med følgende udtalelse: ”…in the long run we

are moving towards a gas OPEC”. 146 Kan EU forhindre denne udvikling gennem

handelssamarbejde med Algeriet, vil man kunne undgå en sådan situation.

144 EU Commission – European Neighborhood and Partnership Instrument: Algeria Strategy Paper 2007-2013 & National Indicative Programme 2007-2013145 BBC 01.01.2006 – Russia cuts Ukraine gas supplies146 Stein, Ilan, Bologne Center Journal of International Affairs Vol. 13 2010 – EU Energy Policy vis-à-vis Algeria: Challenges and Opportunities

54

Der kan altså argumenteres for realisme i denne sammenhæng. EU’s interesse i at fremme

dette samarbejde kan også anses for at være med henblik på at sikre fred og stabilitet i dets

grænseregion, hvilket bunder i EU’s sikkerhedspolitik.147 Derudover kan det, som det var

tilfældet med Marokko, også et spørgsmål om at EU efterlever en liberalistisk udenrigspolitik,

men i realiteten må efterleve en mere realistisk politik idet i praksis er nødvendigt for at

fremme EU’s interesser, ligesom enkelte medlemslande agerer ud fra nationale interesser, og

derved er med til at forme udviklingen på egen hånd.148

Endvidere kan der være tale om at EU agerer realistisk, idet de sanktionsmuligheder der er

beskrevet i de officielle dokumenter ikke bliver benyttet, når Algeriet ikke lever op til sine

forpligtelser med hensyn til blandt andet menneskerettigheder og demokrati. Her går EU på

kompromis med egne krav af hensyn til det sikkerhedspolitiske aspekt, idet EU er meget

fokuseret på at forme et tæt samarbejde med Algeriet af hensyn til terrorbekæmpelse, idet

landet udgør en nøglerolle i terrorbekæmpelsen. Landet udgør en sikkerhedspolitisk trussel

for EU da det er arnested for terrorister og terrororganisationer, hvilket kun kan bekæmpes

gennem en styrkelse af staten og infrastrukturen i landet. Derfor støtter EU op omkring disse

økonomiske fremskridt, og tilsidesætter altså i flere tilfælde kravene til menneskerettigheder

og demokrati, for at varetage det sikkerhedspolitiske hensyn, hvilket er udpræget realisme.149

Frankrig har ageret primus motor i samarbejdet med Algeriet, og presset på for at

gennemføre diverse samhandelsaftaler med landet. På den måde har man udover

Middelhavsunionen med succes implementeret flere bilaterale aftaler med landet med

henblik på at knyttet det tættere til EU. Frankrig har stor interesse i Algeriet, hvilket kan

dateres tilbage til kolonitiden, hvor Algeriet var underlagt Frankrig. Derfor har Frankrig

stadig tætte bånd til landet, og ønsker at fastholde det i samarbejde, frem for at risikere at

landet går i den anden retning og derved ikke længere er under indflydelse af EU og herunder

Frankrig. Frankrig har endvidere også store handelsmæssige perspektiver med samarbejdet

med Algeriet, herunder blandt andet givtige energiaftaler. Algeriet er som EU’s 5. største

energileverandør en signifikant aktør, som både Frankrig og det øvrige EU er afhængig af for

at sikre en stabil energiforsyning.150

147 Smith, Michael & Hill, Christopher p. 319 op.cit148 Ibid.149 Masiky, Hassan Morocco Board March 2010 – Algeria lead role in war against terrorism150 EU Trade Commission – Countries: Algeria

55

Frankrig er Algeriets største handelspartner, og investerer også store summer i Direkte

Udenlandske Investeringer (FDI). Frankrig har således indgået en aftale, hvor de eftergiver

61 millioner dollars, beløbet skal i stedet konverteres til investeringer i landet, som alle skal

understøttes af franske virksomheder. Dette er et af flere initiativer som Frankrig og Algeriet

arbejder på, med henblik på gældseftergivelse.151Ved at gøre dette styrker Frankrig sin

position over for Algeriet, ved at sikre at det er franske virksomheder der forestår de

investeringsprojekter man forhandler sig frem til. Frankrig går altså enegang i denne

henseende, og agerer selvstændigt ud fra nationale interesser, i stedet for gennem EU. Dette

er et eksempel på at et enkelt medlemsland agerer ud fra nationale interesser gennem

bilaterale handelsaftaler med Algeriet, selv om der eksisterer et supranationalt fælles EU

projekt qua Middelhavsunionen. Derved er Frankrigs politik baseret på realisme, og netop

det at de enkelte medlemslande i EU er drivkraften er udtryk for realisme.152

Frankrig er endvidere en af drivkræfterne bag Middelhavsunionen, med præsident Sarkozy i

spidsen, og forsøger udover diverse bilaterale handelsaftaler også at fremme det regionale

samarbejde, og støtter derved også Algeriet gennem Middelhavsunionen for også at fremme

landets muligheder for samhandel med dets nabolande. Dette skal også hjælpe Algeriet til et

generelt bedre samarbejde med dets naboer. Frankrig forsøger gennem Middelhavsunionen

at styrke dets position i den Arabiske verden, og fastholde sin position over for de tidligere

kolonier Algeriet, Marokko samt Tunesien. Frankrig er bevidst omkring den faldende franske

indflydelse i Nordafrika og herunder især disse 3 lande. Derfor er Frankrig interesseret i at

gøre sin indflydelse gældende, hvilket bedst kan ske gennem et supranationalt EU-

samarbejde. Det betyder at Frankrig kan genvinde sin historiske indflydelse i regionen

gennem Middelhavsunionen, hvilket forklarer de fraværende krav til implementering samt

overholdelse af Menneskerettigheder og demokrati i både Algeriet og de øvrige 2 lande. Et

andet aspekt af dette er USA’s tilstedeværelse i Algeriet samt Marokko og Tunesien. Denne

bevirker at Frankrig er af den opfattelse af dets indflydelse reduceres af USA’s stigende

interesse i landene. Dette vil konkurrere med Frankrig og EU, og derfor true med at

underminere europæisk såvel som fransk indflydelse. Dette underbygges endvidere i

følgende citat fra Carnegie Endowment: “Both France and the Maghreb have been dealt blows

in the international relations regime of the post Iraq invasion world. France is turning to the

151 North African Journal 25.06.2000 – Algeria: France to convert $60 million of Algeria’s debt into investment 152 Ibid

56

Maghreb to redeploy its resources (political, economic, cultural, historical, and military) where

they can potentially yield assured dividends. This is being executed not only as an antidote to US

foreign policy in the post-Iraq world, but also as a mode for renegotiating and renewing its

postcolonial claim to a ‘natural’ sphere of influence in the Maghreb.” 153 Den politiske kurs fra

Frankrigs side er udtryk for en nul-sums tankegang, hvor man ser på amerikansk

tilstedeværelse i Algeriet, Tunesien og Marokko, som værende direkte proportionelt med

faldende fransk indflydelse i hvad der historisk har været anset for Frankrigs ”baghave”.

Derved er Frankrigs ageren i udpræget grad baseret på realisme, hvorved Frankrig gennem

EU udøver indenrigspolitik med afsæt i nationale interesser, med henblik på at fastholde

landets historiske magtbase i enkelte lande, herunder Algeriet.154

Som følge af Irak krigen og den Frankrigs minimerede indflydelse i regionen, herunder

Algeriet, blev kravene til menneskerettigheder og demokrati sat i bero. Det var essentielt for

Frankrig at genvinde sin indflydelse i Algeriet. Dette berørte flere parametre, herunder

politisk, økonomisk, militært og kulturelt. Da Frankrig stadig anser Algeriet, og den øvrige del

af regionen, for at være fransk interessesfære, vil man gå langt for at sikre magt og

indflydelse. Frankrig ser derved stadig sin rolle som det var tilfældet under præsident de

Gaulle i 1960’erne hvor han udtalte: ”Den arabiske verden. Det er os. Det er Frankrig.”155Dette

er stadig Frankrigs opfattelse, ført an af præsident Sarkozy. I dag er det økonomiske gennem

handelspolitikken i højsædet, og man vælger derfor at tilsidesætte kravene til demokrati og

menneskerettigheder for at genvinde indflydelse. Da en Frankrigs væsentligste

eksportartikler er atomteknologi og dertilhørende knowhow, er handelsaftaler med Algeriet

essentielle for landets handelspolitik, hvilket også bevirker en yderligere tilknytning til den

tidligere koloniherre Frankrig. Frankrig forsøger derved også at fastholde, og forøge den

interdependens der eksisterer mellem Frankrig og Algeriet, hvilket vil bevirke en øget fransk

indflydelse i landet. Den største udfordring for Frankrig i denne henseende er et kapløb med

konkurrenten USA, hvilket udtrykker tidligere nævnte nul-sums tankegang, hvor Frankrig ser

amerikansk indtog i Algeriet som værende lig med en reduktion af Frankrigs magtbase.

Endvidere er Frankrigs arbejde med øget tilknytning også baseret på realisme, hvor Frankrig

153 Larbi, Sadiki – Carnegie Endowment for international peace – On Tents, Fast Trains and the Greater Mediterranean: Franco-Maghrebi Relations154 Bishara, Marwan, Al Jazeera 15.07.2008 – Mediterranean Realism Triumphs155 Sikkerhedspolitisk info, Februar 2004 – Irak og den europæiske splittelse

57

forsøger at styrke sin egen position, og ikke den af det samlede EU, ved at sikre nationale

højpolitiske interesser i Algeriet. 156

EU’s samarbejde med Maghreb landene genne Middelhavsunionen er baseret på en fælles

supranational EU vision, men er drevet af enkelte aktører, herunder Frankrig. Algeriet,

sammen med de øvrige Maghreb lande, udgør således ca. 7 millioner af Frankrigs befolkning

på 65 millioner, hvilket vil sige at over 10% af landets befolkning er fra Maghreb regionen,

hvoraf 3 millioner er fra Algeriet. Derved har Frankrig også store indenrigspolitiske interesser

i et tæt bånd til Algeriet, hvilket bevirker at udenrigspolitikken ofte er et udfald af

indenrigspolitikken. Dette betyder i praksis at Frankrig udøver nationale indenrigspolitiske

interesser igennem EU’s supranationale samarbejde. Dette kan både være udtryk for realisme,

idet Frankrig påvirker EU’s politik ud fra nationale sikkerhedspolitiske interesser. Men det

kan også være udtryk for liberalisme, idet Frankrig grundet sin store andel af algiere i

befolkningen, efterlever liberalistiske træk. Da realismen bygger på nationale interesser og

anarkiet mellem stater, kan denne politik hævdes at være et udsalg af liberalisme da Frankrig

ønsker at knytte tætte bånd til Algeriet grundet sine mange algierske borgere i landet. Dette

modstrider den realistiske ide om anarki mellem stater, hvor hvert land udelukkende agerer

ud fra egne interesser og er i konstant konkurrence med alle andre stater, jævnfør relative

game teorien.157 På den anden side kan dette også være et udslag af defensiv realisme, der

argumenterer for at en aktør ikke har et forudbestemt handlingsmønster. I stedet vil aktøren

analysere hvorvidt samarbejde eller konkurrence er i dens bedste interesse, hvilket kan siges

at være tilfældet her.

Algeriet er endvidere en af de største energileverandører til EU, og udgør derfor en afgørende

faktor som tæt samarbejdspartner for EU. Man ønsker at knytte landet tæt til EU for at sikre

den energiforsyning EU er afhængig af. Dette er både med henblik på at sikre EU tilstrækkeligt

energi, men også i udpræget grad en del af EU’s politiske ambition om at sprede

energiafhængigheden ud over flere leverandører, og reducere afhængigheden af Rusland som

er langt den største leverandør i dag. Dette bygger på en realistisk tilgang i EU, hvor man

tænker strategisk og sikkerhedspolitisk, ved at knytte tætte bånd gennem handelssamarbejde

med Algeriet for at sikre en pålidelig energiforsyner. Dette bygger på realisme, hvor EU

156 Larbi, Sadiki op.cit.157 Introduction to international relations kap. 3

58

forsøger at mindske sin sårbarhed over for eventuel russisk pression som eksempelvis

energikrisen med Ukraine, der også påvirkede store dele af EU. Derved agerer EU med henblik

på at sikre sin position og reducere muligheden for pression fra enkelte aktører som Rusland,

der qua energiafhængigheden har en ikke ubetydelig magt over EU.158 Når EU derfor forsøger

at reducere denne gennem en styrkelse af samarbejdet med blandt andre Algeriet er det altså

udtryk for en realpolitisk kurs, hvor EU fokuserer på sikkerhedspolitik. Hvilket underbygges

af den politik de enkelte EU lande også fører på energiområdet. Således illustrerer følgende

udtalelse af Tysklands præsident, Horst Köhler, i forbindelse med underskrivelsen af en

gasaftale mellem Tyskland og Algeriet i efteråret sidste år: ”Det er meget magtpåliggende for

Tyskland ikke kun at være afhængig af energi fra et land".159Her refererer han til

afhængigheden af Rusland, som også er et sikkerhedspolitisk problem for Tyskland.

Terrorisme i Algeriet var længe et internt problem mellem militærstyret og islamiske

oprørsstyrker, som følge af det annullerede valg i 1992. Den mest brutale af de islamiske

oprørsstyrker gik under navnet GIA (Groupe Islamique Armé). GIA har stået bag terror i

Frankrig, blandt andet flykapring og bombning af Metro stationer, og er af den grund kommet

i EU’s søgelys, hvilket også hænger sammen med at de mere hardline medlemmer af gruppen

er trådt ud og siden hen har fået kontakt til Al-Qaeda og tilsluttet sig den globale Jihad.

Gruppen har endvidere bevæget sig fra et nationalt fokus til et regionalt samt internationalt

fokus qua sin indlemmelse i Al-Qaeda. Gruppen har fået til opgave af Al-Qaeda at opbygge et

transnationalt terrornetværk i Nordafrika, under navnet AQIM (Al-Qaeda in the Islamic

Maghreb), med det formål at true Europa og det øvrige Vesten, tæt på dets grænser. Dette har

fået EU til at reagere ved at intensivere samarbejdet med disse lande, for på den måde at

kunne bekæmpe terroren i de lande hvorfra den opererer. Det udgør en stor

sikkerhedsmæssig trussel for EU at man ved at en gren af Al-Qaeda opererer i dets nabolande

med det formål at kunne true Europa på tæt hold. En ting er at have en terrortrussel tusindvis

af kilometer væk i Afghanistan, en anden er at have den i ”baghaven”. Dette trusselsbillede har

resulteret i en strategisk intensivering i samarbejdet med Algeriet fra EU’s side, hvilket er et

direkte resultat af den nationale sikkerhedspolitik internt i EU, hvor landene frygter nye

158 The European Union – NO.83/04 21.05.2004159 Sørensen, jens arne - 26.11.2007

59

terrorangreb. Derved er EU’s ageren et udtryk for en realistisk udenrigspolitisk kurs fra EU’s

side, hvor man forsøger at sikre sig mod en ydre fjende.160

5.1.2.1 Delkonklusion

EU’s tilgang til Algeriet bærer tydeligt præg af de sikkerhedspolitiske udfordringer EU står

over for, hvilket bevirker at handelspolitikken bliver udformet efter realpolitiske interesser.

EU ønsker at styrke samarbejdet med Algeriet, hvilket blandt andet skal ske gennem unioner,

hvilket bærer præg af en liberalistisk politik, men EU gør dette af sikkerhedspolitiske hensyn,

hvilket betyder at EU de facto agerer realistisk. Endvidere fremmer EU interdependens og

samarbejde mellem Algeriet og de øvrige lande i regionen, hvilket både er udtryk for realisme

og liberalisme. Liberalisme idet EU forsøger at fremme egen tilgang til løsning af konflikter og

fremme af samarbejde, hvilket er centralt i EU’s dannelse. Realisme i kraft af den politiske

kurs der føres, med afsæt i højpolitiske interesser med udgangspunkt i den nationale

sikkerhedspolitik i EU supranationalt, og ikke mindst intergovernmentalt i medlemslandene.

EU hjælper endvidere Algeriet, der som følge af borgerkrigen, er et af de svageste lande i

regionen med hensyn til infrastruktur, med at opbygge denne, hvilket blandt andet sker med

henblik på fremme af demokrati og menneskerettigheder i landet, hvilket umiddelbart kan

opfattes som liberalisme, hvor EU forsøger at agere som normativ magt, men ofte atter vil

være et udtryk for realisme, da EU gør dette i et sikkerhedspolitisk perspektiv for at sikre

stabilitet i dets grænseregion.

EU agerer mægler mellem Marokko og Algeriet, der udgør hovedproblematikken i forbindelse

med Middelhavsunionen. Forsøger ud fra liberalisme at forbedre forholdet mellem dem. EU’s

tilgang til migration og terrorisme i forbindelse med samarbejdet med Algeriet er atter udtryk

for en sikkerhedspolitisk interesse, hvor EU forsøger at styrke forholdene i landet. Formålet

er at øge samarbejdet, for at kunne sikre bekæmpelsen af terrorisme der blandt andet holder

til i Algeriet. Endvidere ønsker EU at bekæmpe illegal indvandring fra sub-sahara til EU

160 Hansen, Andrew and Vriens, Lauren, Council on Foreign Relations 21.07.2009 - Al-Qaeda in the Islamic Maghreb (AQIM) or L'Organisation Al-Qaïda au Maghreb Islamique (Formerly Salafist Group for Preaching and Combat or Groupe Salafiste pour la Prédication et le Combat)

60

gennem Algeriet. Derfor er både spørgsmålet om migration og terrorbekæmpelse realpolitik

fra EU’s side, hvor man gennem handelspolitikken forsøger at føre sikkerhedspolitikken ud i

livet.

Frankrig er et af de EU-medlemslande, der er drivkraften bag fremme af handelsrelationer til

Algeriet, hvor Frankrig som tidligere koloniherre forsøger at fremme nationale interesser

gennem EU, samt gennem bilaterale handelsaftaler i Algeriet. Dette hænger ikke mindst

sammen med det faktum at 5% af Frankrigs befolkning oprinder fra Algeriet, hvilket bevirker

at Frankrigs udenrigspolitiske ageren i denne sammenhæng er synonym med

indenrigspolitikken. Netop det at enkelte aktører påvirker EU’s politik ud fra nationale

indenrigspolitiske interesser bygger på realisme. Energipolitikken er endnu et

højpolitikområde der er bundet op på handelspolitikken. Algeriet spiller i denne forbindelse

en central rolle idet landet er en af hovedleverandørerne af energi til EU. Landets betydning

for EU er som følge af Rusland-Ukraine gas kriserne i de seneste år, blevet øget væsentligt, da

EU forsøger at diversificere dets eksterne energileverancer. Dette betyder at EU agerer

realistisk i et forsøg på at sikre infrastrukturen med en stabil, sikker og diversificeret

energiforsyning.

5.1.3 EU’s tilgang til Libyen (Jonas)

“Libya has the potential to become a key partner for the EU in the Mediterranean as well as in

Africa. We share common interests in important areas such as trade, energy and the

development of the African continent. This is why I am determined to advance in developing our

relations through a policy of dialogue, cooperation and engagement…. The flux of migrants

reaching Libya and the EU is a cause of increasing concern for both sides.” 161 (Benita Ferrero-

Waldner, EU kommissær for eksterne relationer og naboskabspolitik)

161 EU Commission 06.02.2009 – Commissioner Ferrero-Waldner visits Libya to reinforce EU-Libya relations

61

Libyen har i modsætning til Algeriet og Marokko et mindre integreret samarbejde med EU

grundet landets problemfyldte relationer til omverdenen, herunder specielt Vesten. Dette

skyldes blandt andet landets støtte til terrorisme (Lockerbie bombningen) og landets

ambitioner om at erhverve masseødelæggelsesvåben. Siden den amerikansk ledede invasion

af Irak i 2003, har Libyens mangeårige leder Muammar Gaddafi indgået et forlig med de

efterladte til ofrene for Lockerbie bombningen, samt åbnet for

masseødelæggelsesvåbensprogrammerne for international inspektion. Desuden ville Libyen

destruere alle former for masseødelæggelsesvåben. Disse tiltag fra Libyen side har medført at

det internationale samfund, herunder EU, har løftet de sanktioner man indførte mod landet i

midt firserne.162

EU har i de seneste år intensiveret samarbejdet med Libyen, efter landet har vist vilje til

samarbejde. Således har Libyen også opnået observatørstatus i Middelhavsunionen. EU har

stor interesse i øget samarbejde med landet af flere årsager, blandt disse er landets

nøgleposition som grænseland til EU og en del af den nordafrikanske region. Det er væsentligt

for EU at få alle disse lande med i et integreret samarbejde, for at kunne sikre fred og stabilitet

i dets grænseregion. Et andet aspekt er olie og gas forekomsterne i landet, der som Afrikas

største oliebesidder er meget attraktiv som samarbejdspartner for EU. EU betragter derfor

Libyen som en væsentlig aktør på den udenrigspolitiske agenda. Ved at øge samarbejde med

landet kan EU sikre endnu en stabil energileverandør, og derved efterleve målsætningen om

en diversificeret energiimport med en reduktion i afhængigheden af blandt andre Rusland til

følge.163Derved forfølger EU en realistisk kurs over for Libyen, hvor sikkerhedspolitikken

gennem energipolitikken er i højsædet. Måden hvorpå EU ønsker at efterleve sin

udenrigspolitik, er ved at styrke samarbejdet hvilket i vanlig stil sker gennem diverse

handelsaftaler, hvor EU qua sin rolle som verdens største handelsunion kan tilbyde

samarbejdspartnere adgang til uvurderlige handelsfordele. Derved har EU også givet Libyen

observatørstatus i Middelhavsunionen, hvilket er et skridt imod optagelse i samarbejdet.

Dette giver Libyen en håndsrækning der skaber incitament til at forbedre forholdene i landet,

men på nuværende tidspunkt har dette ikke Libyens interesse.

162 BBC 05.10.2004 – Timeline: Libya sanctions163 The Economist – Walking on Hot Coals, 17.01.08

62

Handelspolitikken mellem EU og Libyen er drevet af enkelte medlemslande, der

repræsenterer størstedelen af landets samhandel ikke blot med EU, men al handel generelt.

Det er atter de 4 store EU-medlemslande Frankrig, Italien, Tyskland og Storbritannien der er

drivkraften bag handelsaftaler med Libyen. En samhandel der primært omhandler olie og gas

aftaler.164Især Italien er en væsentlig aktør i denne sammenhæng, som tidligere Italiensk

koloni er Libyen på mange områder stadig knyttet til Italien, der også udgør den største

samhandelspartner. Italien har flere interesser i et tæt samarbejde med Libyen, hvilket

udover handelsaftaler omkring olie og gas, også omfatter migrationspolitik. Libyen er således

hovedtransitland for tilstrømning af illegale indvandrere fra sub-Sahara regionen, der

benytter Libyen som transitland. Det er derfor af vital betydning for EU, og herunder især

Italien at oparbejde et godt samarbejde med Libyen for derigennem at kunne få landets hjælp

til at kontrollere indvandringen.165

Frankrig er et andet EU land, der har betydelige handelsmæssige interesser i Libyen. Således

indgik Frankrig og Libyen i 2007 en betragtelig handelsaftale på 10 milliarder Euro, der

blandt andet omhandler atomreaktorer, Airbus fly samt våben. Dette skete som følge af de

sanktioner EU og Vesten valgte at fjerne i 2004 mod Libyen. Derved har Frankrig indledt et

tæt handelssamarbejde med Libyen på flere områder, og dette nye forhold illustreres ved den

franske præsident Sarkozy’s udtalelse efter indgåelse af aftalen: ”We must encourage those

who renounce terrorism, who renounce the possession of nuclear arms".166Dette er igen et

eksempel på at et EU-medlemsland er drivkraften i handelspolitikken, og underskriver

bilaterale handelsaftaler for at sikre sit eget udgangspunkt bedst muligt. Det sikrer både

arbejdspladser i Frankrig, men bidrager også til det sikkerhedspolitiske aspekt, hvor man

blandt andet har fokus på energisikkerhed samt bekæmpelsen af terrorisme. Dette er atter

udtryk for en realistiske politik. Endvidere er Frankrig fortaler for en dybere integration

mellem Libyen og EU, og ønsker derved at EU generelt også har tættere bånd til landet, på

denne måde vil Frankrig undgå at stå meget alene som det er tilfældet i dag, i deres

handelsrelationer til Libyen, hvilket i mange henseender ikke er velset grundet landets

diktatur.167

164 EU Commission - The EU's relations with Libya165 Ministry of Foreign Affairs Italy - Libya166 Stratton, Allegra, The Guardian 10.12.2007 – France signs 10bn trade deal with Libya167 France Diplomatie 18.12.2008 – Political Relations, France and Libya

63

Tyskland er ligeledes også interesseret i mere samarbejde med Libyen, og har i dag store

handelsaftaler med Libyen på bilateralt plan. Dette gælder hovedsageligt olie, hvor Tyskland

er Libyens 2. største aftager af olie, og Libyen er således den 3. største olieleverandør til

Tyskland. Derved er Tyskland endnu et eksempel på et af de store EU- medlemslande, der

agerer dynamo i EU samarbejdet med Libyen, men som gør dette gennem bilaterale aftaler

frem for supranationale handelsaftaler i EU regi. Tyskland gør dette af samme årsag som

blandt andre Italien og Frankrig, hvilket er at sikre nationale interesser, herunder den

nationale sikkerhedspolitik, gennem en stabil og (prismæssig) favorabel energiaftale, der

først og fremmest tilgodeser Tyskland, og ikke de øvrige EU-medlemslande. Derved agerer

Tyskland ud fra realistiske motiver i forbindelse med handelsaftalerne med Libyen.168

Der er flere forskellige grunde til at EU ønsker samarbejde med Libyen. Som allerede nævnt er

energireserverne i landet betydelige, derudover er landet som de øvrige i regionen transitland

for illegal indvandring. Endvidere er landet tynget af udpræget korruption og manglende

efterlevelse af menneskerettigheder og demokrati. Dette betyder at EU ønsker at styrke

landets infrastruktur gennem en forbedring af institutionerne i landet. Derved ønsker EU at

agere som en normativ magt, hvor en forbedring af forholdene, i retning af EU-standarder er

formålet. EU ønsker derved at fremme egen opfattelse af hvordan et velfungerende land ser

ud. Dette kan betragtes som en liberalistisk politik, hvor EU forsøger at sprede sin succesfulde

samfundsform til sine naboer, hvilket hænger sammen med liberalismens kontinuerlige tro på

fremgang for menneskeheden. Endvidere anser EU ”staten som en retsstat” som en væsentlig

faktor, og ønsker at styrke retsstaten i regionen gennem blandt andet Middelhavsunionen.

Dette bygger på liberalisme, og kan anses for at være EU’s politiske hensigt med Libyen. 169 At

EU ønsker at skabe tillid mellem lande og fremme fred gennem økonomisk samarbejde

illustreres i følgende citat: ”The ambition of Europe in the Mediterranean is to turn its former

power into positive influence, to helt build trust among all counrtries, to share our experience of

consolidating peace through economic cooperation. These are the same instruments that shaped

the European continent. So we are confident these instruments will also serve to gradually

achieve stability and prosperity in the Euro-Mediterranean relations, while bringing our

societies closer”170

168 Auswärtiges Amt Oktober 2009 – Libyan Arab Jamahiriya169 European Committee for Standardization 26.04.2010 – Euromed Quality Programme170 Papandreou, George A & Patten, Chris

64

Handelspolitikken er bundet op på energipolitikken, som udgør den væsentligste faktor i

samarbejdet med Libyen. Energipolitikken er dog stadig et nationalt og ikke et supranationalt

EU anliggende, hvilket betyder at hvert enkelt medlemsland forfølger egen interesse i

bestræbelserne på at sikre en stabil energiforsyning. EU ønsker overordnet at sikre dette på

vegne af hele Unionen, men kommer ofte til kort med henblik på konkrete politiske

handlemuligheder da dette som udgangspunkt altid er drevet af landene selv, der gennem

bilaterale handelsaftaler sikrer energiforsyningen. Derved er det de facto de enkelte lande der

udformer den reelle politiske kurs i deres forfølgelse af snævre nationale interesser, frem for

at varetage hele EU’s interesser. 171 Dette er udtryk for realisme, hvor landene er drivkraften

bag den faktiske politik, og anarkiet hersker i et konkurrencepræget miljø hvor alle aktører

kæmper for at sikre egne interesser. En kamp der oftest vindes af de store nationer.172

EU forsøger dog supranationalt at skabe rammerne for et handelspolitisk samarbejde med

grænselandene. Gennem Middelhavsunionen binder EU regionen sammen, hvilket ikke har

været tilfældet i førhen hvor handelsrelationerne til disse var baseret på bilaterale

handelsaftaler med de forskellige EU-medlemslande. Det betyder at EU har formået at samle

regionen i et strategisk partnerskab der ikke blot bygger på relationer til EU, men også

indbyrdes landene imellem. Formålet med dette er at skabe fred og stabilitet i regionen, og

derved fremme samarbejdet mellem Libyen og de øvrige lande, et samarbejde der i dag er

stærkt problematisk, og ofte præget af konflikter. Når EU forsøger at samle regionen i et

samarbejde med EU kan det anses for at være et udtryk for at EU agerer som en normativ

magt, og derved er udtryk for liberalisme.

Gennem Middelhavsunionen forsøger EU ikke blot at fremme fred og stabilitet i hele regionen,

men man forsøger også at hjælpe lande som især Libyen, der har store demokratiske og

infrastrukturmæssige problemer, og samtidig ikke liver op til menneskerettigheder eller

andre internationale konventioner. EU agerer derved som en normativ magt, der har fokus på

at fremme udviklingen i Libyen mod tilstande der lever op til de idealer EU sætter for et

velfungerende samfund. EU’s tidligere udenrigspolitiske repræsentant Javier Solana

understreger også betydningen af EU’s rolle som normativ magt i følgende udtalelse: “To

avoid any misunderstanding: values matter as much as interests. A foreign policy which is not

171 Smith, Michael & Hill, Christopher op.cit p 318-319172 Szabo, Kinga Tibori , Central European University, Center for EU Enlargement Studies - Libya and the EU

65

informed by our values is neither possible nor acceptable. This very much applies to the

European Union. Values are at the core of our external actions and an expression of our

collective identity. We promote them because of who we are. But also because it is in our interest

to do so”.173

Libyen er som tidligere nævnt, blot observatør i Middelhavsunionen, hvilket betyder at EU

ikke har integreret landet på samme principper som de lande der er fuldgyldige medlemmer

af Middelhavsunionen. EU havde indtil 2004 sanktioner over for Libyen, hvilket blev løftet da

landet efterkom kravene til afskaffelse af masseødelæggelsesvåben samt indgå forlig med de

efterladte til Lockerbie bombningen.174Derved er EU atter påbegyndt at samarbejde med

landet, idet man allerede i 2004 løftede det 18 år lange våbenembargo der har eksisteret mod

Libyen. Dette skete ikke mindst på foranledning af Italien, som ønskede at opnå mulighed for

at eksportere højteknologisk udstyr som kan hjælpe Libyen med at bekæmpe illegal

indvandring.175

Det er interessant at bemærke at Libyen i modsætning til de øvrige lande i regionen

modsætter sig øget samarbejde med EU gennem medlemskab af Middelhavsunionen. EU

ønsker at integrere Libyen, men Gaddafi modarbejder dette da han frygter at det vil medføre

splittelse mellem de nordafrikanske lande og de øvrige lande i den Afrikanske Union. Gaddafi

har en vision for hvad den Afrikanske Union indebære, hvilket er en afrikansk version af EU.

Således udtaler Gaddafi følgende:”We want an African military to defend Africa, we want a

single African currency, we want one African passport to travel within Africa”.176

Det betyder at EU har et naboland, der reelt ønsker at stå uden for Middelhavsunionen, og

endvidere ønsker at påvirke de øvrige lande til ikke at integrere sig yderligere i samarbejdet.

Dette udgør et latent problem for EU i dets bestræbelser på at samle regionen. EU forsøger at

påvirke Libyen i hvad anses for at være en positiv retning med henblik på demokrati og

menneskerettigheder og gør dette er gennem handelsrelationer. EU forsøger at EU bruger

”gulerod” frem for ”pisk” til at motivere Libyen til øget samarbejde . EU tillægger øget

samarbejde med Libyen stor betydning, da det er en væsentlig del af EU’s strategi at også

Libyen inddrages i det samarbejde man forsøger at fremme i regionen. Således udtalte EU’s

173 Delegation to the European Union to the United Nations – National Interests and European Foreign Policy174 European Forum for Democracy and Solidarity - Libya175 BBC 11.10.2004 – EU lifts weapons embargo on Libya176 BBC 29.08.2008 - Gaddafi: Africa’s “king of kings”

66

kommissær for eksterne relationer og naboskabspolitik, Benita Ferrero-Waldner, følgende i

forbindelse med indledningen på forhandlinger med Libyen: ”This is a historic decision. Libya

is an important player in the Mediterranean region and in Africa, and so far has no framework

for relations with the EU. The launching of negotiations for a new agreement is the successful

result of the reciprocal dialogue and engagement started in 2004. I am confident that the

agreement will create solid and long lasting relations between Libya and the EU.”177Dette

illustrerer EU’s interesse i øget handelssamarbejde med Libyen. Disse handelsaftaler omfatter

blandt andet også skærpede krav til menneskerettigheder i Libyen. Dette underbygger EU’s

normative tilgang til samarbejdet med Libyen, og er et udtryk for liberalisme idet EU forsøger

at forbedre forholdene i landet og knytte det til EU og de øvrige lande i den nordafrikanske

region. Derved forfølger EU den liberalistiske tankegang om samarbejde mellem stater ud fra

fælles interesser, hvilket taler imod den realistiske opfattelse af anarki mellem stater. En af

årsagerne til at Libyen ikke ønsker optagelse som fuldgyldigt medlem af Middelhavsunionen,

skyldes netop de skærpede krav til blandt andet demokrati og menneskerettigheder, som EU

ligger op til i forbindelse med multilateralt samarbejde gennem Middelhavsunionen. Man

ønsker derfor ikke fra Libyens side at give EU en berettigelse til at blande sig i de interne

forhold i landet, hvilket deres manglende underskrivelse af diverse internationale

konventioner understreger.178

Der er dog også modsatrettede argumenter for EU’s politiske kurs over for Libyen. EU’s

interesse i handelssamarbejde med Libyen skyldes også EU’s behov for olie og gas, hvilket

Libyen besidder store reserver af. Derfor kan EU’s udenrigspolitiske kurs over for Libyen også

anses for at være i tråd med energipolitikken, hvor man, ligesom med de øvrige lande i

regionen der besidder olie og gas, ønsker at sikre en energiforsyning til EU. Derved er der

endnu engang tale om den nationale sikkerhedspolitik i EU, hvor målet er at sikre, samt

diversificere energiforsyningen, hvilket er baseret på realisme. Endvidere er EU også

interesseret i at samarbejde med Libyen for at dæmme op for den massive tilstrømning af

illegale immigranter der benytter landet som transitland til EU, hvor Italien oftest er

destinationsland. Det har allerede affødt diverse samarbejdsaftaler fra enkeltlande, herunder

især Italien, for at skabe incitament for Libyen til at begrænse migrationsbølgen. Blandt andet

har Italien forpligtet sig til at betale 5 milliarder Dollars til forbedringer af infrastrukturen i

177 EU Commission External relations - Libya: Commission proposes negotiating mandate for a Framework Agreement178 Human Rights Watch op.cit.

67

Libyen, over de næste 20 år. Til gengæld får det Italienske olieselskab ENI forlænget sine

olierettigheder i landet med 25 år. Derved er der tale om en realistisk politik, der bygger på en

opfattelse af, at mennesket grundlæggende er selvisk og konfliktfyldt, og derfor søger at sikre

sig selv og kun samarbejder, hvis dette er til egen vinding. Dette står i kontrast til den

normative, liberalistiske tilgang, og underbygger tesen om anarkiet mellem stater. EU søger at

maksimere sin magt og indflydelse i verden, hvilket sker gennem strategiske partnerskaber

og handelssamarbejder med landene i dets periferi. Dette har flere facetter: Et er således at

sikre stabilitet og sikkerhed i naboregionen. Et andet er at sikre EU’s indflydelse i disse lande,

og derved forhindre andre nationers indflydelse, herunder for eksempel USA. Derudover

ønsker EU i særdeleshed et tæt samarbejde med lande som Libyen, der besidder olie og gas.

Der er derfor flere motiver der ligger til grund for EU’s interesse i samarbejde med Libyen, og

disse kan altså hævdes at være baseret på realisme.179

Migrationspolitikken er efter olie og gas, det geopolitiske spørgsmål der rangerer højst på den

politiske dagsorden mellem EU og Libyen. 90 % af de illegale immigranter der finder vej til

Italien kommer således dertil gennem Libyen. Dette faktum bruger Gaddafi som trumf over

for EU, til at opnå politiske mål, herunder blandt andet teknisk assistance og militært udstyr.

EU har allerede tildelt Libyen for 20 millioner Euro til modernisering af patruljebåde og

træning af personel. Derudover har Libyen således sendt en ønskeliste til EU, hvor det

efterspørger patruljebåde, lastbiler samt helikoptere samt andet udstyr til en samlet værdi af

1 milliard Dollars. Dette skal hjælpe Libyen med at patruljere kystlinjen, samt grænserne inde

i landet, hvilket i at udgør 4.348 km.180Det er altså et ”noget for noget” samarbejde der

eksisterer mellem EU og Libyen, hvor EU har en politisk dagsorden vedrørende landets rolle,

som Libyen gerne imødekommer, men som Gaddafi også tager sig godt betalt for.

EU forsøger at udlicitere grænsekontrollen i forbindelse med illegale immigranter, til blandt

andre Libyen, for på den måde at undgå selv at skulle håndtere det. Årsagen til at EU ønsker at

stoppe de illegale indvandrere inden de når EU-territorium, skyldes EU’s forpligtelser med

henblik på overholdelse af internationale konventioner (Genenevé Konventionen). Disse

forpligter EU til at behandle alle asylansøgere, og alle kan søge om asyl i det øjeblik de har

betrådt EU-territorium. Derved forsøger EU at udlicitere grænsekontrollen til Libyen og de

179 Alexandro, Bruno, The North Africa Journal 17.06.2009 – Deconstructing Libya Part 1 – Libya-Europe: Security, Illegal Immigration and Oil and Gas180 Ibid

68

øvrige transitlande, for at forhindre at immigranterne når EU. Derved omgår EU de facto de

internationale konventioner man har forpligtet sig til, og går derved på kompromis med sin

udenrigspolitiske kurs som en normativ magt. Dette er i udpræget grad udtryk for en

realistisk politik fra EU’s side, hvor man gør hvad der anses for at være nødvendigt, for at

sikre statens opretholdelse. Realismen fastholder, at stater ikke kan føre politik baseret på

universelle moralske principper, men må tage hensyn til omstændighederne, så som tid og

sted.

Staten har altså ikke råd til at tage hensyn til etik og moral, hvis dette sker på bekostning af

statens sikkerhed og uafhængighed. Derfor kan EU’s migrationspolitik i Libyen anses for at

være udtryk for realisme, hvor EU agerer ud fra nationale sikkerhedspolitiske interesser, og

grundet omstændighederne ser sig nødsaget til at omgå de konventioner man har forpligtet

sig til. Dette er da heller ikke gået ubemærket hen hos Human Rights Watch, der således

kritiserer denne tilgang: “Human Rights Watch said that the accounts of migrants who are

arrested for trying to leave Libya raise serious questions about whether its actions to prevent

departures, encouraged and financed by Italy, violate the right of anyone to leave any country

(International Covenant on Civil and Political Rights, article 12) and the right of everyone to

seek asylum (Universal Declaration of Human Rights, article 14). Italy's summary return of boat

people to Libya also indicates that it may be reneging on its own obligations under international

law not to return people to places where their lives or freedom would be threatened (Convention

Relating to the Status of Refugees, article 33) or where they would face inhuman and degrading

treatment (article 3 of the European Convention on Human Rights). Accounts from migrants

about brutal treatment and the lack of asylum law and procedures in Libya raise grave concerns

about the safety of the migrants that Italy returns to Libyan shores”.181

I forbindelse med den Schweizisk-Libyske diplomatiske visa-krise (se side 24) blev en intern

opdeling/splid i EU atter illustreret, skabt på baggrund af snævre nationale interesser blandt

EU-medlemslandene. Disse lande favoriserede egne nationale interesser, frem for fælles EU-

interesser til gavn for hele Unionen. Dette blev blandt andet understreget af følgende

udtalelse af den Italienske udenrigsminister Franco Frattini: ”Switzerland must resolve this

bilateral issue … but not at the expense of everyone else”182Dette er ikke gået ubemærket hen, og

181 Human Rights Watch09.06.2009 – Italy/Libya: Gaddafi Visit Celebrates Dirty Deal182 Deutsche Welle 16.02.2010 – Europe’s unity with Swiss in Libya visa row tested by business links

69

er således blevet kommenteret af blandt andre Sawsan Chebli, udenrigspolitisk rådgiver i det

tyske parlament: ”The Italians care very little about the EU or other states when it comes to

business relations," she said. "Solidarity is an unknown word in this regard. Frattini was very

clear. He accused Switzerland of misusing the Schengen agreement to exert pressure on Gadhafi

and said that Bern would take its members 'hostage’".183Dette er endnu et eksempel på en

realistisk politik ført af de enkelte store medlemslande, der når det omhandler højpolitiske

områder, så som sikkerhedspolitik og herunder energipolitik, forfølger snævre nationale

interesser og handler efter egen vinding. Dette underbygger realismens anarkistiske

verdensorden, hvor enhver er sig selv nærmest, og handler ud fra egoistiske motiver, for at

sikre sig selv bedst mulige vilkår, uden hensyntagen til andre staters interesser.

EU konkurrerer, som det også er tilfældet i de øvrige lande i regionen, med USA om

indflydelse i Libyen. Da USA ligesom EU har store interesser i landets oliereserver, møder EU

konkurrence i forbindelse med handelsaftaler med Libyen efter den fælles vestlig ophævelse

af det mangeårige handelsembargo. USA ser derfor også stort potentiale i handelsaftaler med

Libyen, og har således adskillige store selskaber med interesse i handelsaftaler, hvilket blev

understreget af et besøg fra en amerikansk delegation bestående af politikere og flere store

firmaer, så som Motorola, Boeing og Northrop Grumman, i Februar i år, hvor USA’s vide

handelsminister sagde følgende: "We're certain this marks a new chapter in our relationship

and that it will help to strengthen economic and political ties”.184

Udover de store oliereserver er Libyen også attraktiv som handelspartner idet landet

planlægger at investere 60 milliarder Dollars over de næste 2 år, på at forbedre

infrastrukturen. Dette spænder over alt fra telekommunikation og vejkonstruktion til

havnebyggeri og offentlige serviceydelser.185 Derfor har EU skruet op for handelssamarbejdet

med Libyen, for at sikre at blandt andre USA ikke kommer dem i forkøbet, hvilket også er et

eksempel på realisme, hvor EU forsøger at maksimere sin indflydelse på bekostning af andre,

eller sagt på en anden måde, forsøger at forhindre en reduktion at egen magtbase. Dette er

udtryk for en nul-sums strategi fra EU’s side, hvor man ser sig selv som værende i

konkurrence mod andre stater, og ser en forøgelse af disse landes position i egen

interessesfære, som værende synonym med en reduktion af ens egen position i det

183 Ibid184 Walt, Vivienne, CNN Time Magazine 22.02.2010 - After 37 Years, the U.S. Arrives to Do Business in Libya185 Saleh, Heba, Financial Times 06.04.2010 – A wary world weighs Libya’s prospects

70

internationale samfund. For at understrege USA’s hungren efter indgåelse af handelsaftaler

med Libyen, kan nævnes den episode som udspilles i forbindelse med den Schweizisk-Libyske

krise. Talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium, P. J. Crowley, kom i den

forbindelse med følgende udtalelse om Gaddafis kald til hellig krig mod Schweiz: ”Lots of

words and lots of paper flying all over the place, not necessarily a lot of sense”. 186Efter denne

udtalelse blev samtlige tilstedeværende amerikanske olieselskaber i Libyen kaldt til møde,

hvor de blev mindet om den skadelige virkning af sådanne udtalelser, med henblik på USA’s

interesser i landet. Efterfølgende udtaler P.J. Crowley sig atter til pressen på følgende måde:

”These comments do not reflect US policy and were not intended to offend. I apologize if they

were taken this way”.187

5.1.3.1 Delkonklusion

Libyen er efter års isolation atter kommet ind i varmen hos EU og resten af Vesten. Årsagen til

den stigende interesse i EU og Vesten generelt skyldes de store forekomster af olie i landet, de

massive investeringer i infrastruktur som landet vil foretage i de kommende år, samt landets

funktion som transitland for illegale indvandrere til EU. EU er interesseret i at sikre en

diversificeret og stabil energiforsyning, og har i den forbindelse udset Libyen til at udfylde en

nøglerolle.

Enkelte store EU-medlemslande, så som Frankrig, Italien og Tyskland, agerer dynamo i

handelsrelationerne til Libyen. Disse lande forfølger gennem bilaterale handelsaftaler, snævre

nationale interesser for blandt andet at sikre arbejdspladser. Dette sker på bekostning af

”Europæiske solidaritet” hvilket kom til udtryk i forbindelse med den Schweizisk-Libyske visa

krise, hvor specielt Italien demonstrerede, at det var vigtigere at beskytte allerede indgåede

aftaler med Libyen frem for at stå skulder mod skulder med andre europæiske medlemmer af

186 Quinn, Andrew, Reuters 09.03.2010 - The U.S. State Department apologized on Tuesday for dismissive comments its spokesman made about Libyan leader Muammar Gaddafi's call for "jihad," often translated as "armed struggle," against Switzerland.187 Ibid

71

Schengen-samarbejdet. Dette illustrerer den realpolitiske kurs der de facto føres af de enkelte

medlemslande i EU, i forbindelse med samarbejdet med Libyen. Endvidere adskiller Libyen

sig fra de øvrige lande i regionen, ved at de ikke selv nærer interesse i fuldgyldigt medlemskab

i Middelhavsunionen. Dette skyldes blandt andet det faktum at belønningen er større ved

indgåelse af bilaterale handelsaftaler med store aktører i EU, end gennem multilaterale aftaler

gennem Middelhavsunionen. Endvidere undgår Libyen derved EU’s krav til overholdelse af

internationale konventioner så som menneskerettigheder og demokrati. Det er således

lykkedes for Gadaffi selektivt at vælge sine europæiske samhandelspartnere uden om EU-

systemet, ved at appellere til de enkelte aktører snævre nationale interesser, som er rodfæstet

i realismen.

5.1.4 EU’s tilgang til Tunesien (Jonas)

'Tunisia and the EU have strong links. I am convinced that we can do more to develop our

bilateral relations with the help of a number of positive factors, in particular the stability

enjoyed by the region. My intention is to give new impetus to our relations by building on the

mutual confidence and understanding between us in order to embark on a constructive,

ambitious and forward-looking dialog”.188(Stefan Füle, EU’s kommissær for udvidelse og

europæisk naboskabspolitik)

Tunesien har længe portrætteret sig selv, og er af vesten blevet portrætteret som en moderne

arabisk stat, med tætte forbindelser til Vesten. Tunesien var da også det første land til at indgå

i Middelhavsunionen i 1995, og har gennem sin rangering som nummer 65 på Transparency

Internationals korruptionsindeks, overgået de øvrige 3 udvalgte lande (Marokko, Libyen og

Algeriet). Tunesiens gode eksempel har også udformet sig i opnåelse af ”Advanced Status” i

Middelhavsunionen, hvilket underbygger et stærkt bånd til EU, Stefan Füle, har således også

udtalt sig positivt omkring samarbejdet med Tunesien: ”Tunisia offers the best example of

partnership with the EU”.189Tunesien er på mange områder det førende land i samarbejdet

med EU i den nordafrikanske region, og har således været det mest progressive land i

regionen med hensyn til blandt andet kvinderettigheder. Kvinder opnåede allerede i 1956, 188 Tunisia Online News 31.03.2010 – Foreign Affaris Minister Receives EU Commissioner189 Ibid

72

kørt efter landets selvstændighed, fuldt medborgerskab med ret til at eje og drive forretning.

Derudover var Tunesien det første arabiske land, som forbød polygami. Endvidere har

Tunesien som det første arabiske land anerkendt staten Israels eksistens, og som det første

arabiske land været vært for en officiel israelsk delegation. 190Tunesien fremhæver ofte sig

selv på disse områder, som værende moderat og pro-vestlig, hvilket bakkes op af EU der

ligeledes ofte refererer til disse fremskridt i landet.

EU har engageret sig i samhandel med Tunesien gennem Middelhavsunionen, som et

overordnet samarbejde der involverer hele den nordafrikanske region. EU forsøger gennem

dette samarbejde at involvere Tunesien, såvel som de øvrige lande i øget samhandel, både

med EU og indbyrdes landene imellem. Derved styrker EU samarbejdet med landene, samt

imellem landene, hvilket medfører øget fred og stabilitet i regionen. Derved forsøger EU at

fremme det sikkerhedspolitiske aspekt gennem samarbejde, hvor Tunesien og de øvrige lande

trækkes i retning af EU. Dette tjener det formål at sikre kontrol over landet og hele regionen

gennem samarbejde, hvilket også medfører en øget grad af fred og stabilitet i regionen.

Derudover tjener det til formål at fastholde Tunesien og de øvrige lande til EU, for på den

måde at undgå at de bliver trukket i modsat retning af eksempelvis USA eller andre arabiske

lande. Dette er udtryk for realisme, idet EU agerer ud fra et sikkerhedspolitisk aspekt, ved

blandt andet at forhindre konkurrerende lande i at opnå indflydelse i regionen.

Tunesien besidder ikke nævneværdige ressourcer så som olie og gas, hvilket betyder at landet

i modsætning til Algeriet og Libyen ikke er i besiddelse af noget som er af vital betydning for

EU. Det er derfor interessant at EU arbejder så målrettet på at fremme samarbejde med landet

både gennem Middelhavsunionen samt gennem bilaterale handelsaftaler.191 En af årsagerne til

at Tunesien har EU’s interesse er landets geografiske placering. EU ønsker at sikre indflydelse,

samt fremme fred og stabilitet i naboregionen, hvilket også omfatter Tunesien. Derved er

spiller landet en væsentlig rolle i EU’s udenrigspolitik. Foruden landets geografiske placering

tjener det også som rollemodel for de øvrige, mere tilbagestående lande i regionen. Men det til

trods har Tunesien stadig væk, ifølge de internationale konventioner, en problematisk

situation vedrørende menneskerettigheder og demokrati. Årsagen er frygten for islamisk

terror, hvilket EU ønsker at Tunesien og de øvrige lande i regionen skal bekæmpe. Dette skal

190 U.S. Department of State 19.03.2009 – Background note: Tunisia191 Migdalovitz, Congressional Research Service – Tunisia: Current Issues

73

ske gennem øget samarbejde og fremme af udviklingen i landene. EU’s vision om at agere som

normativ magt der udbreder demokrati og menneskerettigheder er blevet nedprioriteret til

fordel for stabilitet og terrorbekæmpelse.192 Derved underbygges atter en realistisk tilgang fra

EU’s side, hvor sikkerhedspolitikken er i højsædet.

En af årsagerne til at EU ofte har set bort fra manglende efterlevelse af EU’s krav til

menneskerettigheder og demokrati, skyldes frygten for islamisk terrorisme. Tunesiske

statsborgere har været indblandet i flere terrorsager i EU siden 2001 hvor dette atter

opnåede højeste prioritet hos EU. Hvis man fra EU’s side kræver en implementering af

retssikkerhed for tunesiske borgere vil dette kunne stække landets handlekraft med henblik

på bekæmpelse af terrorisme. Dette skyldes at større krav til retssikkerhed er synonym med

mindre handlekraft over for mistænkte i terrorsager. En anden årsag er at man har erfaret de

negative konsekvenser af øget demokrati i regionen. Således resulterede de første frie valg i

Algeriet i borgerkrig samt en valgsejr til islamisterne, hvilket var på alle måder var det

modsatte af hvad EU havde håbet på i forbindelse med et frit valg. Dette har medført en mere

tilbageholdende tilgang fra EU’s side, til menneskerettigheder og demokrati i regionen. Man

prioriterer fred og stabilitet højere end menneskerettigheder og demokrati, da man af

historien har lært at dette medfører en række risici. EU ved hvad man har med at gøre under

de givne omstændigheder, men er påpasselig med at gennemtvinge reformer der kan ændre

dette og derved potentielt undergrave EU selv.193EU har på nuværende tidspunkt et venligt

stemt styre i Tunesien, men i tilfælde af fri valg kunne det som i Algeriets tilfælde medføre en

sejr til islamisterne, som ikke vil være venligt stemte over for EU. EU agerer derfor af

sikkerhedspolitiske hensyn når den udformer udenrigspolitikken over for Tunesien, hvilket

underbygger en realistisk tilgang, hvor EU grundlæggende ønsker at føre en udenrigspolitik

baseret på en normativ tilgang. Det er dog atter et eksempel på at EU i praksis ender med at gå

på kompromis med denne normative tilgang, og agere realpolitisk af hensyn til realiteterne.

Disse realiteter omfatter flere elementer der kan skade EU sikkerhedspolitisk.

Middelhavsunionen danner rammen om det overordnede samarbejde mellem EU og

Tunesien. Det har blandt andet medført at Tunesien som det første land i Middelhavsunionen

underskrev en frihandelsaftale med EU. Denne var dog ikke uden undtagelser og omfattede

192 Ibid193 Ibid

74

således ikke landbrugsprodukter. Der er derfor tale om en frihandelsaftale med

protektionistiske elementer der sikrer EU-landene mod konkurrence fra blandt andre

Tunesien. På denne måde giver EU adgang til fællesmarkedet på områder hvor EU er førende,

herunder industriprodukter og service samt tjenesteydelser, mens man udelader frihandel på

områder som ville kunne gavne Tunesien betydeligt, nemlig landbrugsprodukter. Dette

understreges af Kristina Kausch, forsker fra “Fride” som er en europæisk tænketank: ”The

French and Spanish in particular are afraid of tomatoes and so on… The south says, 'You want

our markets and then you want exceptions for the only goods where we can be

competitive.'.”194Når EU kun tillader begrænset adgang til markedet er det baseret på stærke

nationale interesser i EU, hvor landene forsøger at sikre sig bedst muligt mod konkurrence

udefra. Der er derfor tale om en situation, hvorved EU-medlemslandene forsøger at beskytte

nationale interesser mod konkurrence. Dette bygger på realisme hvor landene agerer ud fra

egoistiske nationale hensyn i et konkurrencepræget miljø. Endnu engang viser det sig at være

de enkelte lande der er drivkraften bag den udformede politik.

Tunesien er generelt et af de lande i Middelhavsunionen der indordner sig bedst under de

krav som EU stiller til blandt andet menneskerettigheder og demokrati. Dette skyldes i høj

grad landets manglende alternativer grundet deres manglende olie og gas forekomster. Uden

energireserver er Tunesien afhængig af eksport adgang til store markeder som EU. Tunesien

har derfor uden tøven underskrevet ENP (European Neighborhood Policy) i 2005, hvor

eksempelvis Algeriet har været mere tilbageholdende og krævet adskillige betingelser opfyldt

for at underskrive. Dette hænger sammen med det faktum at Algeriet er i besiddelse af

energireserver, som tidligere beskrevet. Derved er de i stand til at stille krav og betingelser,

fordi de har noget af vital interesse for EU og alternativer til EU. Tunesien derimod, har ikke

samme muligheder for at ”presse” EU, og føler som i mange henseender ”taknemmelig” for at

kunne få adgang til fællesmarkedet i EU.195

Tunesien er til trods for dets position som det mest succesfulde land, set i EU’s optik, stadig et

land med mange udfordringer. Eksempelvis har pressefriheden oplevet en negativ udvikling

de seneste år, hvilket ikke har haft konsekvenser i landets tætte samarbejde med EU. Der har

således ikke været hverken sanktioner eller påbud og forbedringer på dette område fra EU’s

194 Mallet, Victor, Financial Times – Wave of optimism hits rocky shore195 Holm, Ulla, DIIS 20.11.2009 - The EU’s Neighborhood Policy towards the Southern Mediterranean

75

side. Dette kan have flere årsager, hvor den mest sandsynlige synes at være rodfæstet i EU’s

realistiske udenrigspolitik, hvor fokus er på at fastholde landet som allieret. Dette bygger på

en grundlæggende realistisk opfattelse af Tunesien som et land med et stabilt og EU-venlig

styre. Derved er EU på mange områder tilfreds med det positive samarbejde og fokuserer

primært på den sikkerhedspolitiske situation, som på nuværende tidspunkt er sikret.196EU’s

manglende konsekvenser over for Tunesiens brud på kravene er altså at man, trods ønsket

om fremme af demokratiske værdier i Tunesien, et udtryk for et fokus på

sikkerhedspolitikken, eller som Ulla Holm (DIIS) udtrykker det: “The EU perceives itself as an

exporter of democratic values to the Arab Mediterranean countries; however, the fear of illegal

immigration and Islamism has resulted in prioritization of regime stability thereby undermining

the possibilities of democratization in the Arab Mediterranean countries”197

Ud fra et liberalistisk perspektiv ønsker EU at eksportere dets normer og værdier til Tunesien,

og er derfor interesseret i øget samarbejde med landet. EU anser de værdier som Unionen

består af som værende universelle og overlegne i forhold til dem af den arabiske verden.

Derfor ønsker EU at påvirke disse lande, herunder Tunesien, ved at trække dem i retning af

EU. På denne måde kan EU succesfuldt gennem øget samarbejde implementere egne normer

og værdier i det pågældende samfund med henblik på at ”oplyse” landet. EU anser den

udvikling, som det selv er gennemgået, som midlet til at nå målet om ”evig fred”. EU forsøger

derved at fremme udviklingen, hvilket også bygger på de fælles værdier som er

grundlæggende i liberalismen, hvor fokus er på de grundlæggende fælles værdier der deles af

alle nationer og derved skaber grundlag for samarbejde mellem stater. Dette afviser

umiddelbart realismens opfattelse af anarki, men det kan omvendt også hævdes at EU i

virkeligheden agerer ud fra realisme idet hovedformålet med samarbejdet med Tunesien ikke

er fremme af normer og værdier, men snarere at sikre indflydelse i landet, med henblik på

den nationale sikkerhedspolitik internt i EU. EU ønsker derved at sikre de ydre grænser

gennem Tunesien, ligesom det er tilfældet med de øvrige lande i regionen, med henblik på

flere forskellige højpolitiske faktorer, herunder energipolitikken, migrationspolitikken samt

sikkerhedspolitikken. Disse kerneområder i den europæiske udenrigspolitik danner

grundlaget for den førte handelspolitik over for Tunesien, såvel som de øvrige lande i

196 U.S. Department of State 19.03.2009 op.cit.197 Holm, Ulla op.cit.

76

regionen. Derved agerer EU ud fra realisme og ikke liberalisme, selv om det ofte ønsker at

portrættere det anderledes.198

Den internationale terrorisme er et andet aspekt af EU’s ønske om at knytte tættere bånd til

Tunesien. For at kunne bekæmpe terror-truslen er det nødvendigt for EU at have et tæt

samarbejde med styret i Tunesien, for at få dets støtte i bekæmpelsen af terror internt i

Tunesien. Det er essentielt for EU at sikre gode relationer til alle dets naboer der

repræsenterer en terrortrussel fra dets indbyggere. Nordafrika udgør et enormt territorium

der grundet vid udstrækning af bjerge og ørken, kombineret med en lav befolkningsdensitet

er svært at kontrollere og patruljere. Som Henry Crumpton, amerikansk ambassadør for anti-

terrorisme, udtrykker trusselsbilledet: "The GSPC has become a regional terrorist organization,

recruiting and operating in all of your countries and beyond…..It is forging links with terrorist

groups in Morocco, Nigeria, Mauritania, Tunisia and elsewhere,".199Derfor er EU interesseret i at

skabe incitament for øget indsats mod terrorisme fra det Tunesiske styres side. Hvis EU kan

styrke relationerne til Tunesien via handelsaftaler gennem Middelhavsunionen kan det skabe

incitament til dette. EU fokuserer derved atter på sikkerhedspolitikken, og de forskellige

handelsaftaler udspringer af sikkerhedspolitiske interesser og er derved atter udtryk for

realisme.

Et andet aspekt af terrortruslen er de tiltag EU har gjort i forbindelse med

sikkerhedspolitikken. Her har EU skabt tætte relationer mellem europæiske og tunesiske

efterretningstjenester, der bygger på gensidig tillid. På trods af diverse politiske barrierer

mellem Tunesien og flere EU-lande, herunder især Frankrig, som tidligere koloniherre, bygger

dette forhold på en fælles opfattelse af det trusselsbillede som både EU og Tunesien står over

for med henblik på den internationale terrorisme. Dette underbygges af EU-USA Koordinator

for terror financiering, Jean-Louis Bruguière: "The relationship is "good and trusting….and

fortunately very independent of the political relationship" For France, North Africa and the

Sahara are strategically important….For us, the threat comes largely from this region.200Dette er

udtryk for liberalisme, idet det bygger på et sammenhold baseret på et værdifællesskab

mellem EU og Tunesien. Derudover udtrykker også den spanske udenrigsminister, Miguel A.

198 Attina, Fulvia, European Foreign Affairs Review Vol. 8, No. 2 – The Euro-Mediterranean Partnership Assessed: the Realist and Liberal Views199 Smith, Graig s., New Your Times 20.02.2007 – Tunisia is feared to be new base for Islamists – Africa and Middle East – International Herald Tribune200 Saleh, Heba and Hall, Ben, Financial Times – Poor Human Rights is price for stability

77

Moratinos, at EU og landene i Nordafrika står over for den samme trussel fra en fælles fjende:

We are all facing the same challenge; we are fighting the same war, despite the location of

terror".201Man kan derved hævde at EU har en liberalistiske tilgang til samarbejdet omkring

noget så central,t som et område af sikkerhedspolitikken. Dette er et sjældent eksempel på en

afvigelse fra den realistiske kurs der ellers kendetegner EU’s ageren på det

sikkerhedspolitiske område.

Enkelte lande i EU tager, som det også er tilfældet med de øvrige lande, teten og agerer

drivkraften bag samarbejdet med Tunesien. Det sker gennem bilaterale aftaler mellem

Frankrig og Tunesien, uden at involvere andre lande i regionen, eller i EU. Frankrig havde

således i 2008 over 12.000 firmaer involveret i handelsrelationer med Tunesien. Derudover

var samhandlen på over 7 milliarder Euro samme år, for et land med blot 10 millioner

indbyggere. Derved er Frankrig tæt forbundet med Tunesien gennem en række bilaterale

aftaler, hvilket atter underbygger tendensen i EU, hvor enkeltlande agerer selvstændigt og

driver samarbejdet med eksterne aktører. Frankrig er interesseret i at skabe gode bånd til

Tunesien af flere årsager. Landet er essentielt set i et sikkerhedspolitisk perspektiv, hvor

Frankrig deler det øvrige EU’s bekymring omkring terrorisme og migration. Man ser her et

eksempel på hvordan et enkelt stort EU-medlemsland er engageret i samhandelsaftaler,

hvilket er det redskab alle EU-lande benytter til at skabe bånd til allierede. Dermed er

Frankrigs ageren udtryk for realisme, hvorved landet forsøger at sikre nationale

sikkerhedspolitiske interesser gennem bilaterale handelsaftaler med Tunesien.202

EU forsøger multilateralt at øge samarbejdet med Tunesien gennem Middelhavsunionen.

Udover den planlagte adgang til frihandelszonen i løbet af 2010, har EU også ydet økonomisk

støtte til landet med henblik på økonomiske og demokratiske reformer samt modernisering af

landet og løsning af migrationsproblematikken. Af de 12 milliarder Euro som EU har allokeret

til ENPI, har Tunesien en andel på 300 millioner Euro for perioden 2007-2010.203Dette er

udtryk for liberalisme, hvor EU forsøger at skabe gensidige investeringer. Men da EU på

samme tid afskærer disse lande fra adgang til landbrugsprodukter bliver tesen om EU som

realpolitisk aktør atter underbygget. Uden at inkludere landbrugsprodukter, er adgangen til

fællesmarkedet mindre attraktivt for Tunesien, da landet derved ikke får adgang på de

201 Maghrebia 20.04.2010 – Migration, counter-terrorism top ‘5+5’ ministerial summit202 Tlili, M., African Manager - Tunisia: French companies interested in major infrastructure projects in Tunisia203 EU Trade Commission - Tunisia

78

områder hvorpå de ville kunne være konkurrencedygtige sammenlignet med EU-landene. De

enkelte EU-lande med en betydelig landbrugssektor, herunder Frankrig, Italien og Spanien

forfølger snævre nationale interesser i et forsøg på at beskytte hjemmeproducenterne mod

konkurrence fra eksterne aktører. Faktum er at Tunesiske bønder ville kunne producere

samme landbrugsprodukter til langt billigere priser, hvilket ville resultere i uoverskuelige

konsekvenser for disse lande. Derved er EU’s udenrigspolitiske ageren gennem

Middelhavsunionen atter udtryk for realisme, hvor de enkelte medlemslande agerer

drivkraften i udformningen af den politiske agenda, hvorved nationale interesser danner

grundlaget for de handelsaftaler der bliver realiseret både multilateralt og bilateralt.204

Et andet område der optager EU i forbindelse med Tunesien er migrationspolitikken.

Tunesien udgør ligesom de øvrige nordafrikanske lande et springbræt som transitland for

illegale indvandrere fra Sub-Sahara egnene. EU er af den grund interesseret i at samarbejde

med Tunesien for at sikre en bekæmpelse af dette allerede i Tunesien, før de illegale

indvandrere når til EU territorium. Den massive tilstrømning bevirker at emnet i dag er blevet

et højpolitisk spørgsmål der optager EU og dets medlemslande i stor grad. Her er de

sydeuropæiske lande især drivkraften bag de øgede tiltag. Spanien, Frankrig og Italien er især

hårdt ramt, da de ofte agerer transitland for disse mennesker. Derfor har især Italien,

Frankrig og Spanien råbt vagt i gevær over for EU i håbet om supranational deltagelse i en

løsning af problemet. Fakta er at problemet er et fælles EU anliggende grundet den frie

bevægelighed gennem Schengen samarbejdet, hvilket betyder at de øvrige EU-lande ikke har

råd til at se dette som et lokalt problem for Spanien og Italien. EU har til dels imødekommet

landene med økonomisk støtte på 205 millioner Euro for perioden 2007-2010, men landene

mener ikke at det nok til at løse den udfordring de står over for. Det har resulteret i hårdt pres

fra landene for at øge denne støtte, hvilket har medført forøgelse på yderligere 175 millioner

Euro for perioden 2010-2013.205Dette er et eksempel på hvordan enkelte lande har taget teten

og ageret selvstændigt for at presse et nationalt emne højere op på den politiske dagsorden i

EU regi. Spanien og Italien er bekymrede over denne tilstrømning da det medfører store

økonomiske konsekvenser og endvidere udgør et sikkerhedspolitisk problem. Derfor er det

interessant at konstatere at det på endnu et område er lykkedes for enkelte lande at påvirke

EU’s politik ud fra nationale og sikkerhedsmæssige interesser. Dette hænger blandt andet

204 Mallet, Victor, Financial Times op.cit205 EU Commission – Migration and Asylum in External Relations

79

sammen med at de øvrige EU-lande også i kraft af presset fra Italien og Spanien har indset at

det udgør et tværnationalt problem. Derved har enkelte medlemslande atter formået at

påvirke EU’s politik ud fra nationale interesser, gennem opbakning fra andre medlemslande

der ligeledes bekymrer sig om nationale interesser, hvilket er udtryk for en realistisk politik.

Årsagen til at det har haft en effekt i kraft af det øgede tilskud kan blandt andet skyldes at det

er 3 af de store medlemslande, herunder især Frankrig, der er involveret. 206

Frankrig agerer drivkraften i forhandlingerne med Tunesien omkring forbedringer i Tunesien

på migrationspolitikken. Man forsøger således på flere fronter at imødegå Tunesien og fordre

samarbejde for at fremme incitamentet for at bekæmpe den illegale immigration. Tunesien

har ikke olie eller gas at tilbyde EU, men har et andet tillokkende aktiv, nemlig den barriere de

udgør for den illegale indvandring fra Sub-Sahara egnene. EU ønsker at Tunesien skal agere

ydre boldværk og derved standse indvandrerne på tunesisk grund, før de når Europa, og

derved jævnfør de internationale konventioner som EU er bundet af, har krav på

asylbehandling. Derfor er Tunesisk støtte til projektet altafgørende for EU, for at kunne

dæmme op for tilstrømningen. Derfor har Frankrig taget teten, da det er den primære

destination for illegale indvandrere der kommer gennem Tunesien. Frankrig har gjort flere

tiltag for at forbedre sin egen situation, herunder blandt andet forsøgt med at tilbyde

arbejdspladser i Frankrig for Tunesiske borgere. Der var således i April 2010 en konference,

afholdt af de franske handelskammer og det franske immigrationsministerium, om

mulighederne for arbejde til Tunesiske borgere i Tunesien gennem franske virksomheder i

landet, hvor flere store virksomheder også var repræsenteret. Der var især fokus på den

yngre del af arbejdsstyrken, hvilket også udgør en mangelvare i fremtiden i Frankrig og der

øvrige EU.207

På den ene side kan det hævdes at motiverne bag dette tager udgangspunkt i liberalismen.

Her er det plus-sums tankegangen omkring øget samarbejdet til fælles fordel, der vejer højst.

EU fokuserer på samarbejdsmuligheder mellem EU og Tunesien til gavn for begge parter med

afsæt i fælles interesser. EU fokuserer også på den stigende aldring i befolkningen, og ser

derved samarbejde med blandt andre Tunesien som en mulig forøgelse af dun unge

arbejdskraft, hvilket underbygger en liberalistisk politik.208På den anden side kan det hævdes

206 EU Commission op.cit207 All Africa.com 22.04.2010 - Nation Holds Forum On Mediterranean Job Mobility Prospects208 Attina, Fulvia op.cit.

80

at motiverne har ophav i realismen, idet årsagen bag skabelse af arbejdspladser i Tunesien

skyldes nationale sikkerhedspolitiske interesser fra fransk side. Frankrig frygter at

manglende uddannelse og arbejde kan fremme radikaliseringen i samfundet, som ikke alene

truer Tunesien selv, men også i høj grad Frankrig og det øvrige EU. Endvidere er Tunesien,

ligesom de øvrige Maghreb lande, blevet transitland for kokainsmugling fra Sydamerika.

Derved vil en mangel på arbejde i landet tiltrække mange til smuglerindustrien – en industri

der tilmed er med til at finansiere terror organisationerne. Derved agerer Frankrig bilateralt

over for Tunesien med udgangspunkt i egne nationale interesser, for at sikre landet mod

blandt andet terrorisme. Et andet aspekt er at fremme at udviklingen i Tunesien reducerer

incitamentet til at immigrere videre til EU.209Realiteterne har også bevirket at samarbejde er

en nødvendighed med henblik på sikkerhedspolitikken og herunder den internationale

terrorisme. EU har således erkendt at man er afhængig af samarbejde med andre aktører på

dette område, ligesom også de nordafrikanske lande har indset dette. Terrorbekæmpelse er

således i dag det eneste område hvor Maghreb landene samarbejder succesfuldt indbyrdes.210

5.1.4.1 Delkonklusion

Tunesien er det mest velfungerende land, sammenlignet med Marokko, Algeriet og Libyen. De

har med succes portrætteret sig selv som demokratisk samt pro vestlig. En betragtning som

EU deler langt hen af vejen, idet det også fremhæver Tunesien som et godt eksempel til

efterlevelse af de øvrige lande i regionen. Realiteten er dog at Tunesien på mange områder

ikke respekterer basale menneskerettigheder og demokratiske spilleregler, hvilket EU har

valgt at ignorere til fordel for at sikre stabilitet og terrorbekæmpelse. Derved går EU på

kompromis med sin rolle som normativ magt, der spreder demokrati og menneskerettigheder

i verden, og vælger i stedet en realpolitisk kurs med udgangspunkt i nationale

sikkerhedsanliggender.

Tunesien har indgået en frihandelsaftale med EU, men denne omfatter ikke

landbrugsprodukter, hvilket er det område der ville have størst betydning for landets

økonomi, samt det område hvorpå Tunesien ville være mest konkurrencedygtig. Dette er et

209 Institute Thomas More – Towards a sustainable security in the Maghreb210 Institute Thomas More op.cit.

81

udtryk for realisme, hvor EU-landene forsøger at sikre nationale interesser ved at agere

protektionistisk ved at gå imod en frihandel på landbrugsprodukter. Dette ville især ramme

store lande som Frankrig, Spanien og Italien.

Migrationspolitikken er et andet højpolitisk emne, hvor Tunesien spiller en væsentlig rolle. Da

store dele af den illegale indvandring kommer til EU via Tunesien, fra Sub-Sahara området,

udgør landet en nøglerolle i EU’s bestræbelser på at begrænse denne. Dette har atter afsæt i

sikkerhedspolitikken, og er båret frem af enkelte nationale aktører, der ønsker at fremme

nationale indenrigspolitiske interesser, hvilket er et udtryk for realisme. Endvidere går EU

også her på kompromis med sin rolle som normativ magt, da Tunesien skal agere ydre

boldværk mod illegal indvandring, og standse dem før de når til EU, hvor de er garanteret

asylbehandling.

82

6. Diskussion - EU’s tilgang til de 4 udvalgte lande (Frederik)

Dette afsnit vil på baggrund af analysen, med udgangspunkt i spørgsmålet om EU som

normativ magt kontra realpolitisk aktør, diskutere forskelle og ligheder i EU’s tilgang til de 4

udvalgte lande.

De 4 udvalgte lande kan lettere simplificeret deles op i to grupper. Den ene er Marokko og

Tunesien, mens den anden gruppe er Algeriet og Libyen. Årsagen til at denne opdeling er

relevant skyldes landenes forudsætninger for samarbejde med EU, der på mange måder

henholdsvis samler og deler landene indbyrdes. Marokko og Tunesien er således lande uden

nævneværdige naturressourcer, hvilket står i kontrast til de to andre lande og derfor har

væsentlig indflydelse på den førte politik, ikke mindst fra EU’s side. Som analysen har påvist

agerer EU forskelligt over for de to grupper af lande, hvilket har sit udgangspunkt i

energipolitikken.

Det er magtpåliggende for EU at sikre en stabil og sikker energiforsyning, samt en

diversificering af energileverandørerne, for blandt andet at mindske afhængigheden af

Rusland. Dette bunder i en realpolitisk tilgang fra EU, som er forankret i sikkerhedspolitikken

og nationale interesser fra enkelte store medlemslande. Det er således påvist i analysen at

EU’s udenrigspolitik og herunder handelspolitik, i store træk er præget af nationale interesser

og båret frem gennem initiativ og handling fra enkelte store medlemslande, herunder

Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland. Udover EU’s forskellige tilgang til de to grupper af

lande, er landenes tilgang til EU omvendt også anderledes. Algeriet og Libyen er

gennemgående mere tøvende med henblik på at indgå diverse handelsaftaler med EU end

Marokko og Tunesien. Dette skyldes landenes forudsætninger for at stille krav til EU grundet

83

deres energireserver. Da begge lande baserer deres økonomi på olie og gas, har de andre

alternativer end EU, herunder for eksempel USA og andre konkurrenter til EU på den

internationale scene. Det er derfor essentielt for EU at sikre adgangen til disse landes

ressourcer gennem tæt samarbejde med henblik på at sikre magtbalancen. Hvilket

underbygger EU’s realistiske tilgang til handelspolitikken.

Gas krisen mellem Rusland og Ukraine illustrerede EU’s sårbarhed over for afhængigheden af

en enkeltleverandør og var samtidig en øjenåbner for nødvendigheden af en diversificering af

energileverandørerne. EU fokuserer således i dag udover en diversificering af leverandørerne,

også på transitlandene, som for eksempel tæller Ukraine. Dette har blandt andet har

resulteret i Nord Stream-rørledningen, som EU arbejder på at færdiggøre med henblik på at

omdirigere energiforsyningen til Vesteuropa uden om Ukraine til Tyskland. Uenigheden

mellem Ukraine og Rusland var ikke en konflikt der involverede EU som udgangspunkt, men

udviklede sig til at blive EU’s problem da hovedparten af de rør der førte energien til

Vesteuropa på det tidspunkt gik gennem Ukraine. Dette var en af hovedårsagerne til EU’s

intensiverede fokus på energiproblematikken og har derfor haft en spill-over effekt til flere

andre politikområder og højnet interessen inden for andre interessesfærer. Derved har

gaskrisen været en afgørende årsag til den tilgang som EU har, og gennem de senere år har

haft, til den nordafrikanske region. Dette har således resulteret i Middelhavssamarbejdet og

herunder en lang række af bilaterale handelsaftaler med de 4 udvalgte lande. Dette er endnu

engang udtryk for at EU agerer som realpolitisk aktør for at sikre nationale interesser,

herunder sikkerhedspolitikken. Endvidere bærer det præg af den nul-sums tankegang fra

EU’s side, som er grundlæggende inden for realismen, hvor EU-landene varetager nationale

interesser på bekostning af fællesskabet, og agerer på baggrund af konkurrence med andre

stater. I kraft af at dette bygger på samarbejde med lande, som ikke efterlever de krav som EU

stiller til overholdelse af internationale konventioner, går EU dermed på kompromis med sin

rolle som normativ magt.

Da energipolitikken er et højpolitisk område der hænger tæt sammen med

sikkerhedspolitikken, er den central i alle aspekter af EU’s udenrigspolitik. Det betyder blandt

andet at EU har en anden tilgang til Tunesien og Marokko, og derfor baserer samarbejdet på

andre præmisser. Disse lande repræsenterer dog, deres manglende energi til trods, en lang

række andre interesseområder for EU. Således er landene vitale med henblik på

84

migrationspolitikken samt bekæmpelsen af terror. EU har derfor stor interesse i øget

samarbejde med Tunesien og Marokko da de er essentielle i forbindelse med bekæmpelse af

den illegale indvandring til EU. Endvidere er landene som opholdssted for terrorister vigtige

med henblik på sikkerhedspolitikken. EU har derfor også gode grunde til at intensivere

samarbejde med disse lande. Endvidere fungerer hele den nordafrikanske region som et

samlet boldværk mod trusler udefra, herunder førnævnte problematikker. Det er derfor

vigtigt for EU at sikre deltagelse fra alle landene i regionen for at projektet bliver en succes og

man har således ikke råd til at opgive et eller flere lande, der ikke lever op til forventningerne

eller af andre årsager ikke bidrager tilstrækkeligt til projektet. Hvis blot et land ikke ønsker

samarbejde, vil det have store konsekvenser på flere vitale politikområder til følge. Der ville

således ikke være en ”samlet grænse” med henblik på migrationspolitikken. Hvis et land stod

tilbage uden kontrol med den illegale indvandring ville dette fungere som ventil for hele

tilstrømningen fra Sub-Sahara området, og derved stadig repræsentere et stort problem for

EU. Et andet aspekt er terrorbekæmpelsen, der ville lide et knæk, hvis blot et land i regionen

ikke deltog i samarbejdet. Dette land ville stadig udgøre et latent trussel for EU, og

internationale terrororganisationer ville således kunne operere relativt uhindret få kilometer

fra EU. Derudover ville en manglende konsensus mellem landene medføre stor splittelse i

regionen mellem landene, med interne stridigheder til følge. Derved ville målet om fred og

stabilitet i EU’s naboregion ikke kunne opnås, da dette ene land ville kunne skabe splid i hele

regionen.

EU handler langt overvejende bilateralt frem for multilateralt, over for landene i

Middelhavsunionen. Det skyldes det faktum at selvom EU kan agere som en samlet enhed, så

er det samme ikke tilfældet for de eksterne aktører, som EU ønsker at samarbejde med. Det er

derfor i praksis ofte umuligt at agere ensartet over for en broget forsamling af lande med vidt

forskellige forudsætninger og interesser. Dette underbygges endvidere af, Eneko Landaburu,

EU’s ambassadør til Marokko: ”Blame lies on both sides. In North Africa, hostility between

Algeria and Morocco, and Algeria's suspicion of outside investors, mean there is no coherent

trading bloc to attract non-energy businesses. It's very difficult to have integration and dialogue

between two blocs when one bloc is not working at all,".211Derved beskrives ligeledes den

opdeling der eksisterer mellem de forskellige lande internt i regionen. Det er således

211 Mallet, Victor, Financial Times op.cit.

85

problematisk at der er store interne stridigheder mellem landene, ligesom deres skepsis over

for udenlandske investorer gør samarbejde vanskeligere. Den opdeling, og splid der hersker

landene imellem i regionen udgør et problem for EU på flere niveauer. Handelsaftalerne med

regionen vanskeliggøres af mistænkelighed over for EU, samt den ukonstruktive dialog

mellem landene. Dette vanskeliggør EU’s arbejde med at etablere handelsaftaler med landene,

men påvirker i højere grad den sikkerhedspolitiske interesse som er en af EU’s primære

interesser i området. Foruden interesse i energireserverne, spiller det sikkerhedspolitiske

aspekt en central rolle i EU’s bestræbelser på at samle regionen med henblik på at skabe fred

og stabilitet. Det er problematisk for EU at have et sikkerhedsmæssigt risikofyldt naboområde

mod syd, hvilket hænger sammen med den realisme der ligger til grund for EU’s kurs over for

den nordafrikanske region.

Når EU udformer sin politik over for de enkelte lande i regionen er denne afstemt af EU’s

interesser i landet. Man ser derfor tendenser der illustrerer en differentieret kurs over for de

forskellige lande med afsæt i de enkelte landes forhold til EU. Man ser således en anderledes

kurs over for Algeriet og Libyen på den ene side, over for Tunesien og Marokko på den anden.

De to førstnævnte lande er qua deres olie og gas besiddelser interessante i flere

sammenhænge end Tunesien og Marokko, hvilket de også udnytter med henblik på

samarbejdet med EU. Libyens manglende deltagelse i Middelhavsunionen, hvor landet har

observatørstatus, er et eksempel på den manglende vilje til at engagere sig i dybden med EU.

Hvor de to ikke-energibesiddende lande har vist stor vilje til samarbejde og udtrykt stor

begejstring for mere samarbejde med EU, hvilket hænger sammen med disse landes

forudsætninger. Libyen er betænkelig over for en yderligere intensivering af samarbejdet med

EU da dette ville medføre mere kontrol med landet. På denne måde kan Libyen stadig

fastholde sin styreform.

EU, der grundet landets energireserver samt dets geografiske placering, er meget interesseret

i samarbejde med landet accepterer derfor Libyens tilbageholdenhed og indgår altså

handelsaftaler til trods for dette. Man ser i den forbindelse atter hvorledes bilaterale aftaler

mellem enkelte EU-medlemslande og Libyen samt Algeriet finder sted til trods for manglende

multilaterale aftaler. Endvidere ses der derved igennem fingre med den manglende

efterlevelse af de internationale konventioner som EU stiller som forudsætning for

samarbejde. EU’s samarbejde med Libyen og Algeriet illustrerer derved hvorledes målet

86

helliger midlet når EU engagerer sig i handelsaftaler med landene i den nordafrikanske

region. Det er således lykkedes for Algeriet og Libyen qua deres energireserver at skabe mere

fordelagtige forhold gennem handelsaftaler med EU, end Marokko og Tunesien. Dette er især

interessant set i lyset af det faktum at både Libyen og Algeriet har gjort mindre fremskridt

med henblik på menneskerettigheder og demokrati, sammenholdt med at disse lande

rangerer langt dårligere på Transparancy Internationals korruptionsindeks. Der er altså en

tendens mod manglende vilje til efterlevelse af EU’s krav, der til trods bliver belønnet med

fordelagtige handelsaftaler med EU. Derved favoriserer EU ikke alene disse lande grundet

deres olie og gas, men går på samme tid på kompromis med det at være en normativ magt. På

denne måde illustrerer EU hvordan det går på kompromis med sin normative liberalistiske

tilgang og i stedet agerer ud fra realistiske motiver. Dette kan kædes sammen med det faktum

at en normativt baseret politiks kurs er at foretrække, men ofte, som påvist her, ikke kan

efterleves i realiteten. Hvis EU ønsker at gennemføre sin politiske dagsorden med afsæt i

højpolitiske interesseområder som sikkerhedspolitikken, må det før eller siden gå på

kompromis med sin vision om at agere normativt.

Det skal dog bemærkes at Tunesien og Marokko interessant nok trods landes store vilje til

samarbejde med EU, ikke har formået at forbedre forholdene med henblik på

menneskerettigheder og demokrati mærkbart. Disse lande lever ligeledes ikke op til EU’s krav

og forventninger med har det til trods formået at opnå adskillige gunstige bilaterale

handelsaftaler med flere forskellige store EU-medlemslande. Derved har den manglende

efterlevelse af kravene ligeledes ikke haft konsekvenser for disse landes muligheder.

Middelhavsunionen har skabt rammerne omkring samarbejdet med landene i regionen, og

Algeriet, Marokko og Tunesien har således opnået adgang til fællesmarkedet gennem denne.

Derved har EU supranationalt gennemført en fase af samarbejdet gennem Middelhavsunionen

på trods af manglende efterlevelse af de krav der var blevet stillet på forhånd til

medlemslandene i Middelhavsunionen. Dette illustrerer en manglende efterlevelse af den

normative tilgang til Middelhavsunionen fra EU’s side, hvor EU i sit arbejde med at integrere

landene samarbejde presser på for at sikre målet. Dermed ses det også blandt de lande der

ikke besidder energireserver, at EU går på kompromis med dets normative tilgang i

bestræbelserne på at opnå de politiske målsætninger der ligger til grund for samarbejdet. I

den forbindelse udgør især sikkerhedspolitikken atter en af grundstenene i EU’s motiver til

87

samarbejde. Man er fokuseret på at skabe en sikker og stabil ydre grænse omkring EU, og er

derved villig til at overse manglende implementering af menneskerettigheder og demokrati så

længe samarbejdet bevæger sig fremad mod målsætningen om fred og stabilitet i regionen.

Derved er EU’s ageren et udtryk for realisme, hvor man forfølger sikkerhedspolitiske

interesser.

EU oplever store problemer med samarbejde landene imellem i den nordafrikanske region,

hvor landene agerer ud fra en nul-sums tankegang, ligesom det har vist sig også at være

tilfældet med EU. Landene ønsker ikke samarbejde og denne proces har således været

vanskelig. Samhandlen mellem de 4 udvalgte lande (samt Mauretanien) der til sammen udgør

Maghreb, udgjorde således kun 1,3% af den samlede handel som finder sted i Maghreb

regionen i 2010.212 Den manglende vilje mellem landene til at lade sig integrere økonomisk

med hinanden, har blandt andet medført at man stadig efter 30 år diskuterer planer om et

inter-Maghreb motorvejsprojekt, som endnu ikke er blevet realiseret.213Netop denne

manglende vilje til samarbejde i regionen udgør en stor udfordring for EU i dets bestræbelser

på at skabe fred og stabilitet. Det er dog lykkedes for Maghreb-landene at nå til enighed på ét

område, nemlig terrorbekæmpelsen. Foruden dette område er det ikke lykkedes for de 4

udvalgte lande at nå til enighed om andre større politiske område. Det skyldes blandt andet en

grundlæggende mistro til andre nationer, der betyder at landene i dag modarbejder

samarbejde, som er baseret på tillid, da det vil medføre sårbarhed.214Alle fire landes styrer er

mere eller mindre autoritære, hvilket betyder at de nærer mistillid til deres egen befolkning.

Det faktum at landene end ikke har tillid til egen befolkning, forklarer til dels den manglende

tillid til andre lande. Derved er en af EU’s største udfordringer i forbindelse med at skabe fred

og stabilitet i regionen, at få landene til at opbygge denne tillid til hinanden og indgå

samhandel i regionen.

EU har gennem sit arbejde med regionen opnået resultater. Således er flere af de

udenrigspolitiske målsætninger, vedrørende de udfordringer, som EU ifølge Javier Solana står

over for, lykkedes. Det drejer sig om emner som organiseret kriminalitet, forhindring af

spredning af masseødelæggelsesvåben samt terrorbekæmpelse.215EU har således haft succes

212 Institute Thomas Moore op.cit.213 Euroactiv 26.04.2010 – EU, Maghreb ’share common interests’ on migration, security214 Institute Thomas More op.cit.215 BBC 20.06.2003 - The EU's foreign policy doctrine

88

med at få Libyen til at opgive sine masseødelæggelsesvåben. Derved har EU qua samarbejde

med landet opnået et vitalt resultat i arbejdet for at skabe sikkerhed og stabilitet i regionen.

Endvidere har EU også opnået en anden målsætning, om at få landene til at deltage i

bekæmpelsen af international terrorisme. Landene har således alle medvirket aktivt til at

bekæmpe terrorisme og det er lykkedes effektivt at fordrive Al-Qaeda til lande i Sub-Sahara

regionen, og derved væk fra EU’s nære grænser.

Derved har EU med succes opnået flere af dets målsætninger med henblik på

sikkerhedspolitikken, hvilket atter underbygger den realisme der ligger til grund for EU’s

udenrigspolitik. Denne kurs er drevet af nationale sikkerhedspolitiske interesser og, som det

har vist sig, er vejen mod opnåelse af disse hensyn belagt med fravigelser fra de normative

principper og i stedet afløst af realpolitiske handlinger, med afsæt i højpolitiske interesser.

Interesser der er drevet frem af nationale interesser fra enkelte store EU-medlemslande.

Således er eksempelvis Storbritannien en væsentlig aktør med henblik på udformningen af

den udenrigspolitiske kurs over for disse lande, hvilket også fremgår af følgende citat af

Kristina Kausch og Richard Youngs, fra tænketanken FRIDA: ”European policy has moved from

aspiring to foster ‘good governance’ to supporting ‘good enough governance’. European

governments value regimes’ supposed stabilizing influence in the region, and are reluctant to

risk this for the sake of optimizing democratic standards. Northern European states such as the

UK, the loudest in advocating holistic approaches to security, have exerted little restraining

influence against such trends in North Africa. The EU’s ‘ring of friends’ is in truth a ‘ring of

citadels’, with few friendly views of European policies among North African citizens.”216EU har

således opnået sit mål om at gennemføre en udenrigspolitik der prioriterer sikkerhed og

stabilitet højere end idealer som menneskerettigheder og demokrati. Men denne prioritering

kan vise at være kontraproduktiv da EU’s tætte bånd til disse repressive styrer kan resultere i

en yderligere radikalisering af modstanderne af regimerne internt i landene. Derved kan dette

blive en utilsigtet konsekvens af den førte politik, der kan fremme rekrutteringen og

mobiliseringen af modstandere af regimet til at begå terrorhandlinger der både er vendt mod

regimet og EU selv. Man har således allerede set eksempler på dette i forbindelse med den

algierske borgerkrig, hvor Frankrig på grund af dets støtte til det algierske militær blev

terrormål for de islamiske grupper de forsøgt at bekæmpe det algierske styre.

216 Kausch, Kristina op.cit.

89

Et andet aspekt af denne problemstilling er den problemstilling der opstår når der fra EU’s

side er uoverensstemmelser mellem ord og handling. EU omtaler normative idealer og

principper, men handler de facto selv ofte i modstrid med disse. Derved eksponerer EU sig

selv over for anklager om hykleri. Derved kan eksempelvis modstandere af regimerne i de fire

udvalgte lande påstå at EU sammen med det pågældende styre i landet er en fjende af landet

og folket. Dette blev eksempelvis udstillet da EU med sin støtte til det algierske militærs

suspendering af det første frie valg i landet, eftersom de ”forkerte” set i EU’s optik, nemlig

islamisterne, vandt valget. Her valgte EU at ignorere demokratiske principper ud fra en

vurdering af den sikkerhedsmæssige risiko et islamistisk fundamentalistisk styre ville

repræsentere over for EU. Derved tilsidesatte EU normative principper om demokrati og

menneskerettigheder, på baggrund af realpolitiske interesser. Ved at EU afviser at støtte selv

moderate islamiske oppositionsgrupper i landene, kan EU fordre en uheldig udvikling blandt

disse fra at være moderate til at blive radikaliserede grupperinger.

Sikkerhedspolitikken er altså gennemgående højt prioriteret på den politiske dagsorden over

for alle 4 udvalgte lande. Specielt i kølvandet på 11. september-angrebene i USA, har

terrorbekæmpelse rangeret højt på den politiske dagsorden. Dertil kommer at deltagelsen i

Irak-krigen fra visse EU landes side bidraget til at radikalisere dele af den muslimske verden,

herunder Maghreb-landene, hvilket udgør en sikkerhedspolitisk trussel for EU. Europæisk

sikkerhed starter ikke ved den ydre grænse mellem EU og middelhavslandene, men derimod

mellem disse lande og dem syd derfor. Derfor er det essentielt for EU at involvere disse lande i

et tæt samarbejde, da de skal udgøre et ydre boldværk mod alt fra Illegal immigration og

kriminalitet, over til international terrorisme. Sidst nævnte skyldes især at disse

terrororganisationer grundet de forbedrede tilstande i de lande EU arbejder sammen med, i

stedet etablerer sig i de sydligere liggende lande med svagere styrer eller ”failed states”. Dette

understreges af Jean-Thomas Lesueur, fra Thomas Moore Instituttet: "In the anti-terrorism

area, Algeria and Morocco have pretty well cleared Al Qaeda off the ground".217Det er altså

allerede til dels lykkedes for EU at fordrive terroristerne i et vist omfang fra dets nærområde,

men spørgsmålet er om EU reelt er lykkedes med at bekæmpe terrorismen, eller om det blot

ser sådan ud.

217 Euractiv 26.04.2010 op.cit.

90

Efter 11. september har EU som bekendt ændret sin politiske kurs med henblik på

terrorbekæmpelse. EU har således med afsæt i sikkerhedspolitikken haft stor fokus på

bekæmpelsen af terrorisme, hvilket især skal ske i de områder hvorfra terroristerne opererer.

Det omfatter blandt andet Afghanistan og Irak, men også landene i den nordafrikanske region,

herunder de fire udvalgte lande. EU har ud fra en trusselsvurdering, ikke mindst baseret på de

adskillige terrorangreb i EU efter 11. september, valgt at intensivere terrorbekæmpelsen, og

flytte denne til blandt andet landene i Nordafrika. Som tidligere nævnt kom flere af de

terrorister, der har stået bag terrorangreb på europæisk grund, fra disse lande. Derfor er det

vitalt for EU at sikre bekæmpelsen af terrorisme i de fire udvalgte lande. Det er derfor

interessant at EU har samme tilgang til dette område som migrationspolitikken over for de 4

lande. Man forsøger her gennem handelsaftaler med landene at skabe incitament til at

bekæmpe terrorismen i landene, for på den måde at sikre nationale sikkerhedspolitiske

anliggender i EU. Dette bunder blandt andet også i et interessefællesskab da de islamiske

terrorister står i opposition til de autoritære regimer i de fire udvalgte lande. Derved har

landene også incitament til at bekæmpe terroristerne idet de går imod styret i landet. I den

forbindelse er det dog interessant at EU støtter styret i landene i deres kamp mod terror i

landet, hvilket har resulteret i gentagne eksempler på at EU har gået på kompromis med

normative værdier, herunder menneskerettigheder og demokrati, i indsatsen for bekæmpelse

af terrorisme og radikalisme i regionen. Da flere store EU-land, herunder Frankrig,

eksempelvis støttede styret i Algeriet efter en valgsejr til Islamisterne. Dette var et eksempel

på den realpolitik EU fører for at sikre nationale sikkerhedspolitiske interesser, herunder

bekæmpelsen af terror. Konsekvenserne kunne være store for EU såfremt et Islamistisk styre

stod for at regere et så betydningsfyldt naboland. Dermed har EU gået på kompromis med

dets normative tilgang til udenrigspolitikken, med afsæt i en realpolitisk trusselsvurdering.

Terrorbekæmpelsen er knyttet tæt til den politiske kurs og har ligesom både energipolitikken

og migrationspolitikken sit udspring i sikkerhedspolitikken. Dermed agerer EU de facto atter

med udgangspunkt i realismen, og tilsidesætter den normative kurs på baggrund af

højpolitiske interesser om nationens sikkerhed frem for alt.

Migrationsspørgsmålet er et andet område hvorpå EU har stor interesse i de fire udvalgte

lande. Den tilgang EU har til området reflekterer den betydning dette har for EU’s

udenrigspolitik. De tiltag EU har foretaget for at fremme incitamentet til at begrænse

91

tilstrømningen af illegale indvandrere, er et resultat af den realpolitiske kurs EU, på flere

højpolitiske områder, har vist sig at forfølge. Således er de økonomiske bidrag til

grænsekontrol et af mange eksempler på direkte monetært bidrag fra EU’s side, til på

supranationalt niveau bidrage til løsningen af problemet. Dette er som bekendt sket på

foranledning af de sydeuropæiske lande, som har presset på for en samlet handling fra EU’s

side på området. Derved agerer EU supranationalt, men alligevel på baggrund af enkelte

landes initiativ. Derved er drivkraften bag den førte udenrigspolitik på migrationsområde

udtryk for realisme, hvor nationale interesser sætter dagsordenen. Det er i den forbindelse

interessant at bemærke, hvorledes det sikkerhedspolitiske aspekt på ny manifesterer sig i den

politik der udformes.

Den realpolitiske kurs EU forfølger på migrationsområdet er blandt andet eksemplificeret

gennem de bilaterale aftaler lande, som eksempelvis Italien har med Libyen. Dette omfatter

blandt andet at den italiensk kystvagt kan deportere immigranter til Libyen uden at give dem

mulighed for at søge asyl, som de er berettiget til jævnfør internationale konventioner. Derved

handler et medlemsland i EU i direkte modstrid med de konventioner som EU har forpligtet

sig til. Derved er disse handlinger et opgør med EU-landenes traditionelle normative tilgang

til migrationspolitikken, hvor de immigranter der nåede EU blev behandlet ud fra disse

konventioner, der bygger på menneskerettigheder.218EU forsøger endvidere supranationalt at

foretaget lignende aftaler med Marokko. Her har man lovet landet lettere adgang til EU for

marokkanske statsborgere, mod at Marokko tager flygtninge og indvandrere fra andre lande

retur fra EU. EU’s ambassadør i Marokko, Eneko Landaburu udtalte således for nylig følgende:

”If Morocco signs the readmission agreement, the EU will make it easier Moroccan Nationals to

obtain visas towards its member states”.219Dette illustrerer endnu engang de politiske

instrumenter EU er parat til at tage i brug for at forfølge sikkerhedspolitiske interesser, også

selv om det går på kompromis med normative idealer som menneskerettigheder.

6.1. Delkonklusion

218 Vella, Francesca, The Malta Independent – Take a tough stand on immigration, George Vella urges219 Morocco Business News 15.05.2010 – EU: Morocco needs to do more

92

De 4 lande kan deles op i to grupper, hvor den ene, Algeriet og Libyen, besidder olie og gas,

mens den anden bestående af Marokko og Tunesien ikke har dette som handelsvare. Til trods

for landenes forskellige forudsætninger, er der overordnet ikke nævneværdig forskel på,

hvordan EU agerer over for landene. Det er vitalt for EU opnå adgang til energileverancer fra

Libyen og Algeriet, med henblik på energipolitikken og strategien om en diversificering af

energiimporten, samt en sikker og stabil forsyning i fremtiden. Dette til trods, er forskellen i

tilgangen til de lande på den ene side, og Tunesien og Marokko på den anden, ikke markant.

Dette skyldes fortrinsvis det faktum at EU er afhængig af hele regionen i bestræbelser på at

skabe sikkerhed og stabilitet i dets ydre grænseområde. Det er essentielt for EU at alle disse

lande samarbejder med henblik på flere forskellige højpolitiske områder, herunder

terrorbekæmpelsen, migrationspolitikken og den organiserede kriminalitet. Fælles for disse

områder er at de alle udspringer af sikkerhedspolitikken. EU’s prioritering af

sikkerhedspolitikken frem for dets rolle som normativ magt betyder at EU i realiteten agerer

realpolitisk over for landene. Dette betyder dog at EU i flere henseender går på kompromis

med de internationale konventioner, herunder blandt andet menneskerettigheder og

demokrati, i forfølgelsen af den udenrigspolitiske dagsorden. Der er dog en potentiel risiko

forbundet med denne kurs, da den manglende overensstemmelse mellem ord og handling kan

gøre EU sårbar over for anklager om hykleri.

93

7. Perspektivering (Jonas)

Dette afsnit på baggrund af analysen og diskussionen perspektivere EU’s udenrigspolitiske

ageren. Formålet er at sætte EU’s handlinger i et internationalt perspektiv, for at belyse

årsagerne til den realpolitiske kurs EU fører, herunder hvorfor EU vælger at gå på kompromis

med dets kurs som normativ magt. Derudover vil afsnittet perspektivere til de konsekvenser

den førte udenrigspolitiske kurs har og kan have i fremtiden.

I en international kontekst er EU om end en økonomisk kæmpe, stadig en militær dværg. Det

betyder at EU i modsætning til USA mangler evnen til at agere ud fra en hard power tilgang,

men i stedet må handle med udgangspunkt i de muligheder det har. Her er især handelsaftaler

der giver adgang til fællesmarkedet er vitalt element i udformningen af EU’s udenrigspolitiske

kurs. Når EU forsøger at fremme samhandel og samarbejde på flere forskellige

politikområder, med lande som eksempelvis de fire nordafrikanske, som er inkluderet i denne

opgave, skal det også ses i en international kontekst. Når EU forsøger at sikre indflydelse i

andre dele af verden, herunder Nordafrika, sker dette ikke udelukkende på baggrund af de

interne interesser i EU, men også med afsæt i en international kontekst. Det er således ikke

underordnet for EU at opnå gunstige handelsaftaler med lande der også er i andres

interessesfære. USA og Kina er store aktører på den internationale scene, og udgør derfor

konkurrenter til EU. Handelspolitikken er EU’s nøgle til international succes, og udgår

grundstenen til mere eller mindre alle former for samarbejde med eksterne aktører. Det er

således problematisk for EU, at store lande som Kina udkonkurrerer EU i lande, som EU har

haft tæt samarbejde med tidligere. Der er således flere eksempler på, hvordan Kina

underbyder EU.

På grund af dets normative krav til samhandelslande, befinder EU sig i dag i en situation, hvor

Kina forholdsvist uhindret kan overtage et marked, med mulighed for at tilbyde bedre vilkår

94

til det pågældende land. Her underbygget af Brent Berger, research fellow ved Institute for

Peace Research and Security Policy, Hamburg (IFSH): “China has engaged in non-bureaucratic

cooperation: enhancing infrastructure, offering cheaper goods than Europe, inexpensive loans

and a zero-tariffs policy. The EU has had difficulty matching these points”.220EU har derfor lidt

flere nederlag på baggrund af den normative tilgang man har haft til handelsaftaler med lande

uden for EU. Det kan blandt andet forklare, hvorfor EU i stigende grad favoriserer en

realpolitisk kurs over for eksterne aktører. Dette understøtter derved tesen om den

problemstilling EU befinder sig i, med henblik på at efterleve den normative kurs.

Kinas massive investeringsfremstød i eksempelvis Algeriet, har resulteret i byggekontrakter

for over 20 milliarder dollars, som blandt andet omhandler 60.000 nye hjem, en ny lufthavn, 2

luksushoteller og Afrikas længste motorvej. Dette har resulteret i at der nu bor 35.000

kinesere i Algeriet. Derved undgår Kina lokal arbejdskraft, til trods for høj arbejdsløshed i

Algeriet. Årsagen til Kinas pludselige interesse i landet hænger sammen med muligheden for

at opnå koncessionsrettigheder til endnu uudforskede olie og gas felter i Algeriet.221Kinas

betingelsesløse tilgang til indgåelse af handelsaftaler i Afrika udgør en udfordring for EU,

såfremt EU insisterer på at kræve forbedringer af menneskerettigheder og demokrati i

Algeriet. Algeriet vil da sandsynligvis foretrække omkostningsfrit samarbejde med Kina frem

for EU. Derved vil en normativ tilgang fra EU’s side kunne svække EU’s muligheder for

handelsaftaler i landet, samt sikring af en diversificeret energiforsyning med mindre

afhængighed af eksempelvis Rusland. En realpolitisk tilgang fra EU’s side kan derfor ses som

en nødvendig konsekvens af den konkurrencepolitiske situation EU befinder sig i.

En anden årsag til den realpolitiske kurs bunder i den interne splittelse der hersker mellem

EU som supranational institution og EU som enkeltstater. Selv om EU som fælles institution

forsøger at agere som en normativ magt med fokus på menneskerettigheder og demokrati, ser

man et klart billede af hvordan de enkelte medlemslande, herunder ofte de store, forfølger

nationale interesser på højpolitiske emner. Da udenrigspolitikken primært består af

højpolitiske emner, er det derved magtpåliggende for de enkelte medlemslande at sikre en

politisk dagsorden der tilgodeser nationale interesser. Man ser derfor en tendens til at

politikken er båret frem af de enkelte medlemslande, herunder Storbritannien, Frankrig,

220 Berger, Brent, Asia Times 13.12.2007 – China outwits the EU in Africa221

95

Tyskland, Italien og Spanien. Det betyder at EU supranationalt retorisk kan forfølge en

normativ tilgang til udenrigspolitikken, men i realiteten udlever en anden dagsorden fastsat af

de enkelte lande.

De store aktører i EU er villige til at se bort fra diverse krænkelser af menneskerettigheder og

demokrati, til fordel for en givtig handelsaftale på eksempelvis energiområdet. Dette har

således været tilfældet i den kurs de enkelte lande har forfulgt over for både Libyen og

Algeriet, hvor adskillige handelsaftaler, herunder store energiaftaler, er blevet indgået til

trods for at disse lande ikke har overholdt de betingelser, som EU har fastsat igennem

Middelhavsunionen. Derved opstår en udenrigspolitisk kurs baseret på enkelte landes

nationale interesser, som går på kompromis med de normer og værdier, som EU har gjort sig

til fortaler for.

EU’s institutioner, så som Kommissionen og Europa Parlamentet, har til opgave at agere på

EU’s vegne med henblik på den udenrigspolitiske dagsorden, og definerer sin rolle således:

”The Commission's job is to represent the common European interest to all the EU countries. To

allow it to play its role as 'guardian of the treaties' and defender of the general

interest”.222Parlamentsmedlemmer indgår i tværnationale grupper og kan med få undtagelser

ikke siges at varetage nationale interesser. I modsætning hertil er det mest magtfulde organ i

EU dog Europæisk Råd, som består af de nationale regeringschefer, idet alle væsentlige

beslutninger bliver taget her. De nationale regeringschefer er ikke valgt for at varetage hele

fællesskabets interesser. Men er derimod valgt af de nationale befolkninger til at varetage

nationale interesser, hvilket resulterer i et modsætningsforhold mellem de centrale aktører

internt i EU. Derved er en fastlagt kurs fra én institution i EU ikke nødvendigvis synonym med

den førte politik.223De enkelte EU landes regeringsoverhoveder foretrækker en

udenrigspolitik, der på højpolitikområderne favoriserer nationale interesser, hvilket forklarer

de mange bilaterale aftaler mellem de enkelte lande i EU og eksempelvis de nordafrikanske

lande.

Når EU forfølger denne udenrigspolitiske kurs, baseret på nationale interesser, kan det have

negative og utilsigtede konsekvenser. Resultatet har således allerede vist sig på flere

politikområder. Energipolitikken har således haft konsekvenser i for af en russisk del og hersk

222 EU Commission – The European Commission at work –basic facts223 EU Parliament – Role, Competences and working methods

96

politik, hvor EU med succes er blevet splittet og de enkelte store lande har opnået gunstige

energiaftaler på bekostning af fællesskabets interesser. Dermed ser man allerede

konsekvenser af den intergovernmentale tilgang, hvilket udstiller de negative og utilsigtede

følgevirkninger EU risikerer. Derudover åbner denne politiske kurs i EU op for lignende

problematikker på flere andre energiområder og risikerer derved at efterlade EU i en svækket

position.224

Der er dog også fordele for EU ved de mange bilaterale aftaler. Multilaterale aftaler er et

omstændigt koordineringsprojekt mellem alle medlemslande i EU, hvilket er yderst

tidskrævende og bureaukratisk. Konsekvensen af dette har ofte tidligere vist sig at være

manglende handlekraft med store konsekvenser til følge. Derudover vil en multilateral aftale

medføre en vis grad af udvanding af den oprindelige vision. Da alle involverede aktører skal

nå til enighed, vil dette ikke blot medføre en langsommelig beslutningsprocedure, men også et

output baseret på laveste fællesnævner. Derved risikerer EU både at blive overhalet indenom

af konkurrenter, samt at opnå en aftale der reelt ikke har den store nytte, idet den er for vag i

sin udformning og derfor ikke kan opnå det tilsigtede mål. Derfor kan det ikke mindst med

henblik på konkurrencen med andre globale aktører være en styrkelse af EU, at landene

indgår disse bilaterale aftaler. Dette kan forklare hvorfor EU forfølger en realpolitisk kurs på

udenrigspolitikken.225

Man ser en generel tendens mod en favorisering af bilaterale og regionale handelsaftaler, som

følge af sammenbruddet af de multilaterale WTO forhandlinger i Doha. Det har vist sig i

praksis at være tæt på umuligt at opnå enighed blandt alle WTO’s medlemmer og derfor må

en liberalisering af verdenshandlen tage udgangspunkt i staternes eget nærområde. Således

ser man en global tendens mod regional multilateralisme, hvilket har resulteret i adskillige

handelsfællesskaber så som NAFTA, ASEAN og Mercosur. På samme måde forsøger EU at

indgå frihandelsaftaler med landene i det sydlige Middelhav gennem Middelhavsunionen.

Fordelen for EU er at det kan skræddersy handelsaftalerne med disse lande, således at de ikke

berører følsomme nationale anliggender som landbrugspolitikken. En af årsagerne til at Doha-

runden brød sammen var at denne også omfattede en liberalisering af handel med

landbrugsprodukter, hvilket ville svække EU betydeligt, konkurrencemæssigt.226

224 Barysch, Katinka, Centre for European ReformJuli 2007 – Russia, realism and EU unity225 Doshi, Hiren, UPI Asia 29.01.2008 – Multilateral vs. bilateral trade agreements226 Pedersen, Kåre, Information 29.07.2008 - Sammenbrud i Doha-forhandlinger

97

Med henblik på bekæmpelsen af terrorisme og radikalisering, risikerer EU at være

kontraproduktive i forhold til at begrænse denne trussel i de nordafrikanske lande. Dette er

især tilfældet med hensyn til Tunesien og Marokko, der i modsætning til Libyen og Algeriet

ikke har olie og gas. Disse lande er i udpræget grad afhængige af eksport til EU. Derved kan en

utilsigtet konsekvens af EU’s protektionisme være en hindring af en positiv økonomisk

udvikling i landene. Dermed modarbejder EU dets egen sikkerhedspolitiske dagsorden, hvor

økonomisk vækst gennem samhandel med EU anses for, at være nøglen til fred og stabilitet i

landene.227

En grundlæggende udfordring for EU’s ageren som samlet international aktør kan blandt

andet findes i den nationale opfattelse blandt dets borgere. De enkelte medlemslandes

borgere har ikke en opfattelse af sig selv som ”europæere”, men derimod som tyskere,

franskmænd etc. Visionen for EU er at EU på det udenrigspolitiske område skal agere som en

samlet enhed, hvilket underbygges af følgende udtalelse fra daværende kommissionsformand,

Romano Prodi: “The time had come for Europe to move beyond the single market and construct

a fully-fledged "political union", with the diplomatic and military reach of a world power,

capable of asking its citizens what they are "willing to die for together".228Dette står dog i

kontrast til virkeligheden, hvor landene handler ud fra nationale interesser, frem for fælles

europæiske interesser. Derfor udformer EU’s udenrigspolitiske kurs sig ud fra nationale

interesser, hvor landene forsøger at sikre sig det bedst mulige udgangspunkt.

Endnu et aspekt af den udenrigspolitiske kurs er den diversificering af energiforsyningen,

som er magtpåliggende for EU, med henblik på at mindske afhængigheden af Rusland. Libyen

og Algeriet repræsenterer her en unik mulighed for EU, da det gennem handelsaftaler på

energiområdet kan opnå en sikker og stabil energiforsyning forbundet med færre risici.

Derved kan EU’s realpolitiske kurs ses som et resultat af de sikkerhedspolitiske interesser

som optager EU. Rusland forsøger blandt andet at engagere Algeriet i et nyt energifællesskab

lignende OPEC, kaldet GECF (The Gas Exporting Countries Forum) på gasområdet. Her

forsøger Rusland gennem karteldannelse at hindre fri konkurrence på gasområdet, ligesom

det er tilfældet med olie, med højere gas priser som mål. Rusland har interesse i at hæve

gasprisen til det samme niveau som olie, hvilket vil svare til at prisen bliver hævet fra de

227 Zalman, Amy, About.com: Terrorism issues – Is terrorism’s cause poverty228 Prodi, Romano – 22.06.01

98

nuværende knap 4 dollars pr enhed, til 11 dollars pr enhed. Ruslands energiminister, Sergei

Shmatko, udtalte således på et møde I GECF følgende: All ministers agreed that our aim is to

continue to support the linking of gas to oil parity ... We also believe that there should not be

competition between different types of gas.”229Hvis Rusland får held med at gennemføre dette

vil det have store konsekvenser for hele EU, da energiprisen vil stige. Derudover vil det

svække EU konkurrencemæssigt, da det vil være dyrere for europæiske virksomheder at

producere i EU og på samme tid svække købekraften hos den menige EU-borger, hvilket atter

vil skade virksomhederne og derved have en dobbelt negativ effekt. Dertil kommer at Rusland

i såfald vil bevæge sig ind i EU’s interessesfære og forhindre EU’s løsrivelse fra en udpræget

russisk energiafhængighed. Hidtil er dette ikke lykkedes for Rusland, da USA og Australien

også har store gasforekomster og ikke er interesserede i at deltage i GECF, ligesom de ikke er

med i OPEC. Dertil kommer at man fra de gaseksporterende landes side ikke kan blive enige

omkring prisfastsættelse. Problemstillingen består her i at nogle lande skal skære i udbuddet

for at prisen kan presses op, hvilket ingen er interesseret i.230Det er derfor vitalt for EU at

sikre handelsaftaler med Algeriet og Libyen, med udgangspunkt i de sikkerhedspolitiske

interesser der står på spil hvis det lykkes for Rusland at gennemføre GECF-planerne.

Når EU vælger at føre en realpolitisk tilgang, frem for en normativ, over for

Middelhavslandene, herunder de fire udvalgte lande, handler det udover de

sikkerhedspolitiske motiver også om hvordan det er muligt for EU at gennemføre dets

politiske dagsorden. Den manglende konsensus i regionen bevirker således at det er mere

eller mindre umuligt for EU at handle med landene samlet. Derfor er EU’s bilaterale tilgang til

handelsaftaler med landene I høj grad også et produkt af de politiske realiteter. EU forsøger

gennem et multilateralt samarbejde i Middelhavsunionen, at samle regionen og derigennem

fordre samhandel og samarbejde på tværs mellem landene. Men faktum er at disse lande af

historiske årsager nærer stor mistillid til hinanden i forskellige sammenhænge og derfor

udviser stor modvilje over for samarbejde. Som eksempel kan den manglende basale

infrastruktur mellem Maghreb-landene nævnes. Der eksisterer i dag ikke en trans-Maghreb

jernbane, ligesom man heller ikke kan samarbejde om flyruter, hvilket eksempelvis betyder at

en fly fra Marokko til Tunesien skal gøre stop i Frankrig. Det samme gør sig gældende på det

maritime område, hvor skibe fra eksempelvis Marokko skal via Spanien til Algeriet. Derved er

229 Lowe, Christian & Pfeiffer, Thomas, Reuters 20.04.2010 – World’s top gas exporters meet to cut glut230 Ibid

99

selv de mest basale forudsætninger for samarbejde i regionen de facto ikke eksisterende,

hvilket vanskeliggør en økonomisk integration mellem landene, samt økonomisk vækst i de

enkelte lande. Tunesiens udenrigsminister, Kamal Morjan, har således også givet udtryk for

dette: ”The process of the Maghreb countries’ integration… is still historically and strategically a

dream,". Dette kan langt hen af vejen tjene til at forklare hvorfor EU vælger en realpolitisk

tilgang til området, gennem bilaterale handelsaftaler.231

Endvidere betyder denne manglende samhørighed i regionen også, at andre aktører end EU

har svært ved at engagere landene og mange firmaer er således tilbageholdende med at

investere i regionen. Det er således interessant at et marked med over 100 millioner

forbrugere kun formåede at tiltrække 3 milliarder dollars i direkte udenlandske investeringer

(FDI) i 2008. Det repræsenterer altså også en udfordring for EU’s konkurrenter og man ser

derfor også som en naturlig konsekvens, at et land som Kina træder ind på markedet med de

massive investeringer, som er tilfældet. EU har for at kunnet konkurrere med blandt andre

Kina, intensiveret bilaterale handelsaftaler, hvor de enkelte EU-lande på eget initiativ har

skabt handelsaftaler der tilgodeser deres virksomheder. Denne nationale handelspolitiske

tilgang til landene bærer også præg af de enkelte EU-landes sektorer med interesse i de

muligheder de nordafrikanske lande repræsenterer. Eller sagt på en anden måde, så indgår

eksempelvis Frankrig handelsaftaler vedrørende atomreaktorer, mens flere af de store EU-

lande indgår energiaftaler, samt aftaler om den illegale indvandring.232

Eftersom Maghreb-landene ikke selv formår at skabe samarbejde til gavn for dem selv, må EU

træde til som en mægler der forsøger at fremme samarbejde og samhandel mellem landene.

Når EU engagerer sig i en større integration mellem landene er det på baggrund af EU’s egne

interesser i regionen. Fred, stabilitet samt økonomisk vækst er en forudsætning for at EU kan

opnå dets udenrigspolitiske målsætninger, både i Maghreb-regionen men også hele den

øvrige nordafrikanske region. EU er endvidere også selv et resultat af succesfuld integration i

en region, hvor landene historisk har bekriget og modarbejdet hinanden. Denne erfaring har

man med succes viderebragt til andre regioner i verden, men man har fejlet ved ikke at

overbevise Maghreb-landene om at det er i deres egen interesse at intensivere graden af

samarbejde. En del af forklaringen på den mislykkedes integration i regionen skyldes til dels

231 Institute Thomas Moore op.cit.232 Ibid

100

den politiske kurs EU har forfulgt, hvor man har fokuseret på de politikområder, som stod

højst på den europæiske dagsorden. Endvidere har den succes, som samarbejdet mellem EU

og Maghreb-landene har ført med sig, været på de politikområder hvor partner begge har

interesse i samarbejde. Derfor har samarbejdet ført til forbedringer på områder som

immigrationspolitikken, terrorbekæmpelsen, energipolitikken samt bekæmpelsen af

international organiseret kriminalitet. De resultater EU har opnået på disse politikområder er

dog alle tilvejebragt gennem bilaterale handelsaftaler med de enkelte lande. EU har derfor

udelukkende formået at opnå politiske resultater ved at gennemføre en realpolitisk kurs

baseret på bilaterale handelsaftaler.233

EU’s interesse i samarbejde med landene i den nordafrikanske region skyldes i høj grad den

konkurrencemæssige situation det befinder sig i. Med Kinas massive investeringer i landene,

står EU over for store udfordringer med henblik på at sikre fremtidige energikontrakter. Kina

har de seneste år bevæget sig ind på de områder der er vigtige for EU. Algeriet er eksempelvis

i sin egenskab af at være den tredje største energileverandør til EU, vital for EU som

samarbejdspartner. Kina udgør derfor en stor konkurrencemæssig trussel mod EU. Med Kinas

massive investeringer i landet vinder det stadig større indflydelse i landet, hvilket

modarbejder EU’s arbejde for reformer og samhandel. Hvor EU stiller krav til

menneskerettigheder og demokrati, og generelt stiller betingelser der vedrører landenes

styreform, for at indgå handelsaftaler, har Kina en anden tilgang. Kina har et ikke-

indblandingsprincip over for handelspartnere. Ligesom Kina forventer at andre lande ikke

blander sig i dets interne anliggender, så som Tibet og Xinjiang provinsen, men stiller til

gengæld heller ikke selv spørgsmålstegn ved andre landes interne anliggender. Det betyder at

Kina agerer ud fra andre hensyn end EU, hvilket truer med at udkonkurrere EU. Hvis Kina

lykkes med at udkonkurrere EU på visse politikområder i regionen, herunder eksempelvis

energi, vil det have store konsekvenser for EU på mange forskellige politikområder, da disse,

som tidligere nævnt, er bundet tæt sammen og ofte involverer hinanden. Kinas tilgang til

eksempelvis Algeriet adskiller sig markant fra EU’s tilgang. Hvor EU dikterer hvad det enkelte

land har brug for, eksempelvis styrkelse af retsvæsen, går Kina den modsatte retning og

spørger det pågældende land, hvad det har brug for. Eksempelvis giver Kina betingelsesløse

lån til et samarbejdsland, mod eksempelvis fremtidige rettigheder til olieudvinding i landet.

233 Institute Thomas Moore op.cit.

101

Det er derfor nødvendigt for EU at føre en realpolitisk kurs i regionen, for at kunne imødegå

de konkurrencemæssige udfordringer man står over for.234EU’s retoriske insisteren på

menneskerettigheder og demokrati, sammenholdt med dets de facto realpolitiske

udenrigspolitik, betyder at EU er sårbar over for anklager om hykleri, hvilket ikke gør sig

gældende for Kina, grundet landets ikke-indblandings princip.

Måske skal EU’s fremtiden tage ved lære af Kinas udenrigspolitiske kurs, hvor man tager

udgangspunkt i, hvad de nordafrikanske lande selv mener de behøver frem for, som hidtil, at

diktere hvad landene behøver. Dette kan være den eneste løsning for EU, hvis det skal

håndtere fremtidens udfordringer i tæt konkurrence med andre internationale aktører. Dette

kan være et endeligt opgør med visionen om EU, som en normativ magt i dets bestræbelser på

at diversificere energiforsyningen og sikre fred og stabilitet i naboregionen.

7.1. Delkonklusion

Med Kinas indtræden på det afrikanske kontinent, med dets jagt på naturressourcer, står EU

som den normative magt over for store udfordringer. Kinas betingelsesløse tilgang til

samhandel med landene i EU’s interessesfære risikerer at udkonkurrere EU med henblik på

handelsaftaler på vigtige områder som energipolitikken. Den pris de fire udvalgte lande,

Algeriet, Marokko, Tunesien og Libyen skal betale for samhandel med Kina, er væsentlig

mindre en den de skal betale for samhandel med EU. Kinas ikke-indblandings princip i landes

interne anliggender, synes at blive vel modtaget af de fire lande, der alle har forskellige grader

af diktatoriske styrer. For at EU kan håndtere denne konkurrence med Kina, er det nødsaget

til at tilpasse den udenrigspolitiske kurs. Således har man set en tendens mod udpræget

realisme i forbindelse med den udenrigspolitiske dagsorden fra EU’s side. På trods af EU’s

retorik om en normativ tilgang på supranationalt niveau, ser man de enkelte nationalstater

forfølge nationale interesser gennem bilaterale handelsaftaler, på bekostning af

menneskerettigheder og demokrati, som danner grundstenene i den normative magt EU

traditionelt ynder at se sig. Løsningen for EU synes at ligge i forfølgelsen af en realistisk

udenrigspolitisk kurs over for landene i Nordafrika og derved gå på kompromis med det at

234 Hanson, Stephanie, Council on foreign relations 06.06.2008 - China, Africa and Oil

102

være en normativ magt. For at kunne konkurrere med Kina i fremtiden, må EU bevæge sig

mere i retning af den politiske kurs Kina fører.

103

8. Konklusion (Fælles)

EU har traditionelt portrætteret sig selv som en normativ magt, der prioriterer

menneskerettigheder og demokrati højt. Dette er det billede EU har forsøgt, og stadig

forsøger, at frembringe i dets relation til omverdenen gennem den udenrigspolitiske kurs. I

forhold til de fire udvalgte nordafrikanske lande, kan imidlertid konstatere, at en sådan

prioritering ofte må vige til fordel for sikkerhedspolitiske hensyn. Siden Middelhavsunionens

oprettelse som Barcelona-processen i 1995, er menneskerettighedssituationen, samt de

demokratiske vilkår i de to mest dedikerede lande, Tunesien og Marokko, blevet forværret.

Dette er sket uden konsekvenser for samarbejdet, hverken på multilateralt, eller bilateralt.

Derimod har EU intensiveret dets handelssamkvem med alle de fire udvalgte lande. Derved

kan man konkludere at EU nedprioriterer normative hensyn, til fordel for realpolitiske

interesser med udgangspunkt i sikkerhedspolitikken. Dette er et resultat af en afvejning af de

konsekvenser en forfølgelse af en normativ politisk kurs have for EU.

EU’s prioriteter i forhold til samarbejde med de fire udvalgte lande, beror på højpolitiske

områder så som migration, terrorbekæmpelse samt energipolitikken. Disse områder hører

alle under sikkerhedspolitikken, hvilket betyder at den førte politik på disse områder er

baseret på sikkerhedspolitiske hensyn, snarere end normative hensyn som

menneskerettigheder og demokrati. Disse områder er samtidig nogle, hvorpå der eksisterer et

interessefællesskab med EU, da islamiske terrorisme ikke kun er en trussel mod EU men i høj

grad også imod de nordafrikanske landes regeringer. EU prioriterer status quo i regionen,

hvilket hænger sammen med det faktum at EU ved hvad det har, men ikke kan forudse hvad

det får. EU har set ulempen ved at insistere på demokrati i Algeriet, og ønsker ikke en

gentagelse af dette eksperiment. Derfor prioriterer EU i stigende grad fred og stabilitet, frem

for forfølgelsen af universelle værdier.

Til trods for vidt forskellige interesser fra EU’s side, i de enkelte lande i regionen, danner disse

landes forudsætninger, så som energi, ikke grundlaget for EU’s udenrigspolitiske kurs. Dette

skyldes den altoverskyggende faktor, som sikkerhedspolitikken udgør i EU’s udenrigspolitiske

kurs. Årsagen til at eksempelvis de energibesiddende lande ikke vinder nævneværdigt terræn

i forhold til de øvrige, er tæt forbundet med EU’s overordnede sikkerhedspolitiske interesser,

der forudsætter en samlet kæde af fred og stabilitet i hele regionen. EU kan derfor ikke

104

risikere konsekvenserne af manglende indflydelse i et af disse lande, da det vil svække hele

kæden. Det er endvidere interessant at betragte, hvorledes EU forsøger at promovere en

institutionel liberalistisk politik mellem de 4 udvalgte lande, mens det samtidig selv forfølger

en realistisk politik.

Da de enkelte politikområder stadig ligger i nationalt regi, udformes politikken efter snævre

nationale interesser blandt de store EU-lande, på bekostning af en fælles supranational

politik. Den udformede udenrigspolitiske kurs fra EU’s side er således et resultat af nationale

interesser, hvor landene agerer drivkraften bag politiske initiativer, så som

Middelhavsunionen. Derudover kan man konstatere at de selv samme lande også udformer

bilaterale aftaler med de fire lande, da multilaterale handelsaftaler synes uopnåelige, grundet

de fire landes indbyrdes konfliktfyldte forhold.

EU har indset betydningen af højpolitiske områder som Migration, Terror og energi. Disse tre

områder truer i høj grad EU, og repræsenterer således en sikkerhedspolitisk risiko. EU har

ikke råd til at føre en normativt baseret udenrigspolitik over for disse lande, da dette

unægtelig vil føre til ustabilitet i EU’s nærområde, med uforudsigelige konsekvenser til følge i

form af ukontrollerede flygtningestrømme til EU. Derudover kan en manglende stabilitet i

EU’s grænseområde medføre en sikkerhedspolitisk trussel. EU’s efterstræbelse af en

diversificering af energiforsyningen, medfører en nødvendighed af handelssamkvem med

diktatoriske regimer som Libyen og Algeriet. Derved er EU atter nødsaget til at gå på

kompromis med normative værdier, for at mindske dets energiafhængighed af eksempelvis

Rusland, og i stedet agere realpolitisk.

Med Kinas indtræden på det afrikanske kontinent, med dets jagt efter naturressourcer, står

EU som den normative magt over for store udfordringer. Kinas betingelsesløse tilgang til

samhandel med landene i EU’s interessesfære risikerer at udkonkurrere EU. Dette kan betyde

at EU i fremtiden i stigende grad må revidere dets rolle som normativ magt og i stedet i

stigende grad agere som realpolitisk aktør. Som det er i dag hersker der uoverensstemmelser

mellem EU’s retorik, og dets faktiske handlinger, hvilket blotter EU for anklager om hykleri.

Uanset hvilken politisk tilgang EU i fremtiden vil agere ud fra, skal der være større

overensstemmelse mellem ord og handling, for at EU kan opretholde troværdighed. Dette er

105

væsentligt Både udadtil, over for borgerne i de lande det samarbejder med, samt indadtil, over

for dets egne borgere.

106

9. Litteraturliste

Bøger

Waltz, Kenneth (1979),”Theory of International Politics” McGraw-Hill

Jackson, Robert og Jørgensen, Georg. (1999) ”Introduction to International Relations”, Oxford university press

Trans European Energy Networks – Policy and actions of the European Community, European Commission 1997

Hill, Christopher & Smith, Michael – International Relations and the European Union

Oxford University press 2005

Wallace, Helen, Wallace, William & Pollack, Mark A. – Policy-Making in the European Union

Oxford University Press, Fifth Edition

Thucydides 1954 – The history of the Peleponnesian War

Artikler fra aviser og tidsskrifter

Kausch, Kristina and Youngs, Richard – The end of the ‘Euro-Mediterranean vision’

Mallet, Victor, Financial Times – Wave of optimism hits a rocky shore

Sikkerhedspolitisk info, Februar 2004 – Irak og den europæiske splittelse

AFP 29.03.2004 – Canadian forces complete Bosnia mission

Human Rights Watch 04.10.2006

107

Taliaferro, Jeffrey, W. International Security 2001 – Security Seeking Under Anarchy: Defensive Realism Revisited

Schweller, Randall 1996 Securtity Studies - Neo-realism’s Status-Quo Bias: What Security Dilemma?

Manners, Ian, DIIS Working Paper 2009:5 Europa som normativ magt: En selvmodsigelse?

IR Theory Knowledge Base – Constructivism

Goodrich, Ben, Harvard University 17.02.04 – Constructivism and International Relations

Theory

EU 4 Journalists – European Neighborhood Policy

Scadplus – Barcelona-processen

European Commission,- European Neighbourhood and Partnership Instrument

On War.com – Algerian War of Independence 1954-62

Sikkerhedspolitisk info, Februar 2004 – Irak og den europæiske splittelse

Université Paris-Sorbonne, International Conference – General de Gaulle and the Arab World

European Commission – Barcelona declaration ”Adopted at the Euro-Mediterranean

Conference 27-28.11.1995

Medea – EU and Maghreb Countries: bilateral agreements

EU Commission - European Neighbourhood and Partnership Intrument

EUROMED, 13.07.2008 – Joint Declaration of the Paris Summit for the Mediterranean

Erlanger, Stephen New York Times 06.07.2008 – Sarkozy’s Union of the Mediterranean falters

Meria, Volume 9, No 2. Artikel 6 Juni 2005 – The Barcelona process and euro-arab economic relations 1995-2005

Arab Human Development Reports – Challenges to Human Security in the Arab World

108

Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger, Sylvia Juni 2006 – The European Union and Morocco, Security through authoritarianism

European Commission, External Relations – The Euro-Mediterranean Partnership

Frese, Mads, Information 07.01.2009 – Rusland lukker for gassen

Radio Free Europe, 03.07.2010 - Germany's Gas War? Nabucco Vs. South Stream -- And

Schroeder Vs. Fischer

New York Times 12.03.2010 – European Solarpower from African Deserts?

Bilgin, Pinar, Center for European Policy Studies 01.12.2009 - EU Security Policies towards the Mediterranean: The Ethical Dimension – what do we know and what else should we know?

Rosand, Eric, Real Intituto Elcano 01.12.2009 - Countering Terrorism and Building Cooperation in North Africa: The Potential Significance of the UN Global Counter-Terrorism Strategy (ARI)

Europa.eu – EU Common Strategy for the Mediterranean

BBC 30.08.2006 – EU promises Help With Migrants

De Haas, Hein, University of Oxford, Migration information source November 2006 - Trans-Saharan Migration to North Africa and the EU: Historical Roots and Current Trends

Cronin, David Bilaterals.org 14.03.2007

EU Commission – Promotion of Human Rights and Democratisation in the EU’s External Relations

EU Commission - Human Rights Dialogues

EU Commission - European Instrument for Democracy & Human Rights (EIDHR)

EU Commission – European Neighborhood & Partnership Instrument

109

EU Trade Commission – Generalised System of Preferences

Europabevægelsen – EU og nabolandene

EU Trade Commission, Euromed – Euro-Mediterranean trade relations are healthy and growing

Siollun, Max 29.03.2010 Next– Forty Years After Biafra-Forgiveness and beyond

EU Trade Commission - Algeria

EU Commission External Relations - The EU-Algeria Association Agreement

European Commission, External Relations – The EU-Algeria Association Agreement

van Puyveldev, Eric, Europolitics 18.02.2009 – EU/Algeria : EU REP SAYS PROGRESS "SATISFACTORY" IN COOPERATION AND TRADE

EU Commission – European Neighborhood and Partnership Instrument – Algeria

Freedomhouse.org – Algeria

Transparency International – Algeria

EU Commission – EU/Tunesia Action Plan

Ziljma, Anouk – About.com - Tunisia - Tunisia Facts and Information

Afrol News – Tunisia Gender Profile

Freedomhouse - Tunisia

Transparency International - Tunisia

Freedomhouse - Tunisia

EU Commission – Countries- Morocco

Brookings 05.08.2009- Morocco’s King Mohammed VI: 10 Years and Counting

Human Rights Watch – Morocco: Endangered “Model”?

Focus Migration - Morocco

110

France Diplomatie - Framework document France – Morocco 2006-20

Transparency International – Morocco

Freedomhouse - Morocco

EU Commission – External cooperation programmes – Libya

BBC 26.02.10 - Libya's Gaddafi urges 'holy war' against Switzerland

Oil & Gas Libya - The major international showcase of petroleum technology serving Libya's vital oil and gas sector

EU Commission – The EU’s relations to Libya

EU Trade Commission 29.01.2009 - EU Libya Trade

Transparency International – Libya

Freedomhouse.org – Libya

Europa.eu - Human Rights – Universal and Indivisible

Europa.eu – Dialogue on human rights with third countries: guidelines

ISIS marts 2008, nr 37 – The impact of the Lisbon Treaty on CFSP and ESDP

EU oplysningen – Europakommissionen

Magharebia 23.01.2008 - Europe supports Morocco's EU partnership aspirations

Europa.eu 07.03.2010 – Joint statement European Union-Morocco Summit Granada

Regan, Tom Christian Science Monitor 29.03.2004 – EU, US Differ on How to Fight Terrorism

Europa.eu 19.01.2006 – Addressing the factors contributing to violent radicalization

Philippidis, G & Sanjuán A.I. Oxford Journals: Journal of African Economies – An Examination of Moricco’s Trade Options With the EU

Vail, Jeff The Oil Drum 14.07.2008 – Algeria & Morocco: Natural Gas Cartels, Fertilizer

Mercantilism and Rising Tensions

EU Commission – Countries- Morocco

111

Focus Migration - Morocco

Morgan, David Global Arab Network – Morocco Goes Solar - $9 billion Green Energy Project

by 2020

The Economist – Walking on Hot Coals, 17.01.08

Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger

EU Business 07.03.2010 - EU demands more rights progress from Morocco

Cash, Bill European Foundation – British and German National Interests

EU oplysningen – Hvordan startede EU

Wolf, Martin Blackwell Publihing International Affairs (Royal Institute of International Affairs 1944-), Vol. 71, No. 2 (Apr., 1995), - Cooperation or Conflict? The European Union in a Liberal Global Economy

European Commission – European Neighborhood & Partnership Instrument – Morocco,

strategy paper 2007-2013

Rehn, Olli – Europe’s smart power in its region and the world

Thabet, Mokhtar Global Arab Network 21.02.2010 – Spanish FM: Morocco is EU’s Strategic

Partner

EU Commission 05.06.2002 - EU praises active role played by Algeria in Euro-Mediterranean dialogue

European Commission, External Relations – The EU-Algeria Association Agreement

Lilei, Song Fudan University – The Discourse of EU’s Power and its Mediterranean Policy

EU Commission External Relations - The EU-Algeria Association Agreement

EU Commission – The Euro-Mediterranean Partnership

Global Policy Forum – Western Sahara

Afrol News 31.07.2009 – Moroccan King sabre-rattling with Algeria

Smith, Michael & Hill, Christopher – International Relations and the European Union, Oxford University Press 2005 p. 319

112

Jönsson, Christer & Tallberg, Jonas – Institutional Theory in International Relations

Council of the European Union - A secure Europe in a Better World 2003

Euractiv 10.01.2007 – Geopolitics of EU Energy Supply

EU Commission – European Neighborhood and Partnership Instrument: Algeria Strategy Paper 2007-2013 & National Indicative Programme 2007-2013

BBC 01.01.2006 – Russia cuts Ukraine gas supplies

Stein, Ilan, Bologne Center Journal of International Affairs Vol. 13 2010 – EU Energy Policy vis-à-vis Algeria: Challenges and Opportunities

Masiky, Hassan Morocco Board March 2010 – Algeria lead role in war against terrorism

EU Trade Commission – Countries: Algeria

North African Journal 25.06.2000 - ALGERIA: FRANCE TO CONVERT $60 MILLION OF

ALGERIA'S DEBT INTO INVESTMENT

Larbi, Sadiki – Carnegie Endowment for international peace – On Tents, Fast Trains and the Greater Mediterranean: Franco-Maghrebi Relations

Bishara, Marwan, Al Jazeera 15.07.2008 – Mediterranean Realism Triumphs

Sikkerhedspolitisk info, Februar 2004 – Irak og den europæiske splittelse

The European Union – NO.83/04 21.05.2004

Hansen, Andrew and Vriens, Lauren, Council on Foreign Relations 21.07.2009 - Al-Qaeda in the Islamic Maghreb (AQIM) or L'Organisation Al-Qaïda au Maghreb Islamique (Formerly Salafist Group for Preaching and Combat or Groupe Salafiste pour la Prédication et le Combat)

EU Commission 06.02.2009 – Commissioner Ferrero-Waldner visits Libya to reinforce EU-Libya relations

BBC 05.10.2004 – Timeline: Libya sanctions

The Economist – Walking on Hot Coals, 17.01.08

EU Commission - The EU's relations with Libya

Ministry of Foreign Affairs Italy – Libya

113

Stratton, Allegra, The Guardian 10.12.2007 – France signs 10bn trade deal with Libya

France Diplomatie 18.12.2008 – Political Relations, France and Libya

Auswärtiges Amt Oktober 2009 – Libyan Arab Jamahiriya

European Committee for Standardization 26.04.2010 – Euromed Quality Programme

Szabo, Kinga Tibori , Central European University, Center for EU Enlargement Studies - Libya

and the EU

Delegation to the European Union to the United Nations – National Interests and European

Foreign Policy

European Forum for Democracy and Solidarity - Libya

BBC 11.10.2004 – EU lifts weapons embargo on Libya

BBC 29.08.2008 - Gaddafi: Africa’s “king of kings”

EU Commission External relations - Libya: Commission proposes negotiating mandate for a

Framework Agreement

Alexandro, Bruno, The North Africa Journal 17.06.2009 – Deconstructing Libya Part 1 – Libya-

Europe: Security, Illegal Immigration and Oil and Gas

Human Rights Watch09.06.2009 – Italy/Libya: Gaddafi Visit Celebrates Dirty Deal

Deutsche Welle 16.02.2010 – Europe’s unity with Swiss in Libya visa row tested by business

links

Walt, Vivienne, CNN Time Magazine 22.02.2010 - After 37 Years, the U.S. Arrives to Do

Business in Libya

Saleh, Heba, Financial Times 06.04.2010 – A wary world weighs Libya’s prospects

Quinn, Andrew, Reuters 09.03.2010 - The U.S. State Department apologized on Tuesday for

dismissive comments its spokesman made about Libyan leader Muammar Gaddafi's call for

"jihad," often translated as "armed struggle," against Switzerland.

114

Tunisia Online News 31.03.2010 – Foreign Affaris Minister Receives EU Commissioner

U.S. Department of State 19.03.2009 – Background note: Tunisia

Migdalovitz, Congressional Research Service – Tunisia: Current Issues

Mallet, Victor, Financial Times – Wave of optimism hits rocky shore

Holm, Ulla, DIIS 20.11.2009 - The EU’s Neighborhood Policy towards the Southern

Mediterranean

Attina, Fulvia, European Foreign Affairs Review Vol. 8, No. 2 – The Euro-Mediterranean Partnership Assessed: the Realist and Liberal Views

Smith, Graig s., New Your Times 20.02.2007 – Tunisia is feared to be new base for Islamists –

Africa and Middle East – International Herald Tribune

Saleh, Heba and Hall, Ben, Financial Times – Poor Human Rights is price for stability

Maghrebia 20.04.2010 – Migration, counter-terrorism top ‘5+5’ ministerial summit

Tlili, M., African Manager - Tunisia: French companies interested in major infrastructure projects in Tunisia

EU Trade Commission - Tunisia

EU Commission – Migration and Asylum in External Relations

All Africa.com 22.04.2010 - Nation Holds Forum On Mediterranean Job Mobility Prospects

Institute Thomas More – Towards a sustainable security in the Maghreb

Euroactiv 26.04.2010 – EU, Maghreb ’share common interests’ on migration, security

Vella, Francesca, The Malta Independent – Take a tough stand on immigration, George Vella urges

Morocco Business News 15.05.2010 – EU: Morocco needs to do more

BBC 20.06.2003 - The EU's foreign policy doctrine

Berger, Brent, Asia Times 13.12.2007 – China outwits the EU in Africa

EU Commission – The European Commission at work –basic facts

115

EU Parliament – Role, Competences and working methods

Barysch, Katinka, Centre for European ReformJuli 2007 – Russia, realism and EU unity

Doshi, Hiren, UPI Asia 29.01.2008 – Multilateral vs. bilateral trade agreements

Pedersen, Kåre, Information 29.07.2008 - Sammenbrud i Doha-forhandlinger

Zalman, Amy, About.com: Terrorism issues – Is terrorism’s cause poverty

Prodi, Romano – 22.06.01

Lowe, Christian & Pfeiffer, Thomas, Reuters 20.04.2010 – World’s top gas exporters meet to

cut glut

116