plejebørnene får ordet

PLF en forening for plejefamilierPLF f i f l j f ili

et blad for og om plejefamilierPLF-BLADETPLF-BLADET

Plejebørnenefår ordet

2JUNI2012

10. årgang

TEMA: PlEjEbørnEnE får ordET

PLF-Bladet medlemsblad for Plejefamiliernes Landsforening.Ansvarshavende redaktør: Jens Vegge Bjørck

Redaktionen:Hanne Niemann [email protected] [email protected] Indlæg til bladet sendes til:Hanne NiemannPlejefamiliernes LandsforeningStrandvangsvej 472650 HvidovreEmail: [email protected]

Ansvar for artikler, indlæg mv. er alene forfatteren/indsenderen.

Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere indleveret og offentliggjort materiale.

Abonnement:[email protected]

Udkommer 1 gang i kvartalet.Distribution: Postvæsenet

Ide og grafisk opsætning: Eigil List valodia.net 27627300www.valodia.net

Foto: Marianne List

Tryk: Mohrdieck Aabenraa

Indhold i dette nummer:Leder .......................................................... side 3Tema: .......................................................... side 5Bliver de anbragte børn inddraget .............. side 6Børnesamtalen ............................................ side 9Hver 5. tilsyn uden børnesamtalen ............. side 10Samvær set med plejebarnets øjne ............. side 12Det er svært at sætte ord på moder kærlighed, men hvad med had? ................................... side 16Uvished stresser ......................................... side 18Plejebørnenes egne ord om hvad, der stresser dem .......................................... side 21Jeg er et plejebarn – er det en identitet? ..... side 23Mine plejeforældre gav aldrig op ............... side 28Hvorfor en roman om barnets indre verden? .............................................. side 31Hjemmesider for plejebørn ........................ side 34Hvor er det at plejebørnene ikke får ordet? side 36Hvad med de plejebørn der ikke får ordet? side 37Plejebørnene får ordet ................................ side 40Afrunding af temaet ................................... side 41Nyt fra Social og integrationsministeriet ... side 42Bestyrelsen ................................................. side 43Plejebørnenes dag 2012 ............................. side 44Et bedre tilsyn ............................................ side 45Sommerland Syd tur .................................. side 46Brev til Social-& Integrationsministeriet ... side 47Nyt fra Ankestyrelsen ................................ side 48Opslagstavlen ............................................. side 50Netværk ...................................................... side 51Bruger adgang hjemmesiden ...................... side 52Temadage ................................................... side 55Bogomtaler ................................................. side 57

PLF samarbejder med DKNYT - og bringer udpluk fra deres nyhedsserver på vor hjemmeside plejefa-milierne.dk

Alle nyheder fra DKNYT kan findes på adressen: www.dknyt.dk

2

3


Af Jens Vegge Bjørck,formand Plejefamiliernes Landsforening.

LEDER

Der har gennem den seneste tid været mange historier og tilkendegivelser i medierne om anbragte børn og plejefamilier og ikke mindst om det kom-munale tilsyn med plejefamilierne.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi gerne vil samarbejde om at løse de problemer, der er omkring vores sam-funds indsats overfor udsatte børn.

Når Folketinget lægger op til, at flere børn skal søges anbragt i familiepleje, så ser vi gerne på de muligheder, der er, og samarbejder gerne og går i dialog om løsninger.

Når kommunerne reelt har et behov for, at 7.000 anbragte børn har et sted at være under plejefamiliernes retmæssige ferie, så ser vi gerne på de muligheder, der er, og samarbejder gerne og går i dialog om løsninger.

Når der er behov for at se på, hvilke godkendelsesprocedurer der er mest hen-sigtsmæssige og sikrer det bedste match og, at de nødvendige kompetencer er til stede i plejefamilierne, såvel faglige som personlige. Så ser vi gerne på mu-lighederne og samarbejder gerne og går i dialog om løsninger.

Når politikerne og anbringende myndig-heder taler om efterværn, tilknytning og netværk for anbragte og tidligere anbragte børn/unge, så ser vi gerne på muligheder og samarbejder gerne og går

i dialog om løsningsmodeller.Når politikerne taler om tilsyn med ple-jefamilier og sikring af, at de anbragte børn/unge har en god, tryg og sikker opvækst, så ser vi gerne på de mulighe-der, der er, og samarbejder gerne og går i dialog om løsninger.

Vi vil som sagt gerne samarbejde.Når kommunerne henvender sig til den enkelte plejefamilie og meddeler, at enten går man 50.000 kr. ned i løn om året, eller også flytter kommunen barnet/den unge ud af plejefamilien, så har vi svært ved at se det som samarbejde, men vi vil gerne være med til at gå i dialog og se på andre modeller.

Når kommunerne meddeler plejefami-lierne, at kommunerne forventer, at vi arbejder gratis under vores ferie, uden at modtage løn for det. Så har vi svært ved at se det som samarbejde, men vi vil gerne være med til at gå i dialog se på løsningsmodeller, der sikrer at børnene kan blive i plejefamilierne under ferien.

Når kommunerne uden saglig begrun-delse reducerer eller fjerne plejefamiliers godkendelse, så har vi svært ved at se det som samarbejde, men vi vil gerne gå i dialog være med til at se på løsninger, der sikrer, at de nødvendige kompetencer er til stede i plejefamilierne under hele anbringelsesforløbet.Når politikere og kommuner melder ud, at nu skal vi have uanmeldte tilsyn i vores hjem, weekender og aftener, ja vi har sågar haft en enkelt politiker, der har foreslået, at kommunerne tager politi med til uanmeldte tilsyn. Så er vi nødt til at spørge os selv, om det er samarbejde og hvor er dialogen.


Faktum er, at en lang række kommuner har forsømt at gennemføre de lovpligtige årlige tilsynsbesøg i plejefamilierne og forsømt at gennemføre de lovpligtige børnesamtaler.

Vi har som plejefamilier ikke noget at skjule, og vi samarbejder meget gerne om at sikre, at de anbragte børn/unge har det godt i plejefamilierne. Men om det er ensbetydende med, at vi som familier skal give afkald på retten til at værne om privatlivets fred eller give afkald på retten til vores boligers ukrænkelighed, er vel næppe udtryk for samarbejde.

Der skal være ordnede forhold i ple-jefamilierne og børnene/de unge skal behandles relevant og rigtigt og ikke ud-sættes for ydmygelse, vold eller seksuelle overgreb eller krænkelser.Er der mistanke om, at forholdene i en plejefamilie ikke er i orden, så må man fra tilsynskommunens side øge antallet af tilsyn og samtaler med børnene, og er der problemer må anbringelsen straks bringes til ophør.

Som plejefamilier har vi imidlertid også behov for ro til netop at være familier, for at kunne skabe den stabile og trygge ramme om arbejdet med børnene, som der er behov for.

Det gavner ikke arbejdet i plejefami-lierne, at vi over en bred bank krimi-naliseres og mistænkeliggøres og kan gå og afvente, at vi, på et hvilket som helst givet tidspunkt dag, aften eller weekend, kan opleve, at en eller anden myndighedsperson møder uanmeldt op og forventer at få adgang til vores hjem og kontrollere, ”at vi lever ordentligt”.

Vi tror ikke på, at det er løsningen, og det er i hvert tilfælde ikke dialog og samarbejde.

Hav en rigtig god sommer og vær god ved børnene. De vil rigtig gerne samarbejde.

4

5


HVEM VIL HAVE MIG? Plejebørnene får ordetHvorfor har vi valgt dette temaVi har valgt dette tema ”Plejebørnene får ordet!” for at bringe dig ind til kernen i det, det hele drejer sig om.Måske kender du ”kernen”, fordi du er plejefamilie, plejebarn eller tidligere plejebarn. Måske har du aldrig mødt et plejebarn, eller talt med et? Hvordan er det egentlig at være et pleje-barn i Danmark 2012? PLF har tidligere holdt konferencer på Christiansborg med temaer som - vi kan gøre det bedre og vi kan stadig gøre det bedre. Hvornår skal det blive bedre? Det er barsk læsning, det er måske ikke en sommerferieno-velle med happy ending, vi byder på denne gang.Egentlig er det tekster, der er

”forbudt for børn”, rystende formule-ringer fra børn der bor i verdens ”lyk-keligste land”.

TEMA

For at begrænse os, har vi valgt følgende temaer, hvor det er plejebørnenes udta-lelser og beskrivelser, der skal vægtes:• Bliver anbragte børn inddraget i

deres egen sag?• Hvad siger plejebørn til

børnesamtalen?• Hvad siger plejebørn til samvær med

deres forældre?• Jeg er et plejebarn – er det en

identitet?• Oplever plejebørn at de bliver

stressede? Udover ovennævnte temaer, har vi valgt at spørge fagfolk, der har stort kendskab til plejebørns vilkår.


Bliver de anbragte børn inddraget i deres egen sag?Et af formålene i Barnets Reform, der trådte i kraft 1. januar 2011, er at barnet skal høres og inddrages i sin egen sag.

I Ankestyrelsens årlige praksisunder-søgelse fra 2011 skriver Ankestyrelsen, at i sager om frivillige foranstaltninger til børn og unge med særlige behov, er kommunerne bedre til at inddrage for-ældrene end børnene. Dvs. at forældrene ofte bliver hørt, medens hver tredje barn burde være inddraget mere i sin egen sag.

Ankestyrelsen har undersøgt, hvordan børn og forældre bliver inddraget forud for en afgørelse. Man har undersøgt om kommunerne har løbende samtaler med børnene, om der holdes familierådgiv-ning og lignende.

Undersøgelsen viser, at kommunerne i 88 procent af sagerne har inddraget forældrene i tilstrækkelig grad, mens det kun er tilfældet for børnene i 63 procent af sagerne.

Undersøgelsen viser store forskelle i sagsbehandlingen. Ankechef Henrik Horster udtaler ”Samlet set viser praksisundersøgelsen, at en del af kom-muner udfører rigtig god og kompetent sagsbehandling. Men i en del af sagerne mangler det sidste, for at sagerne opfylder alle regler i lovgivningen. Der er også nogle af sagerne, hvor der er behov for væsentlige opstramninger, og hvor der blandt andet mangler de vigtige børnefaglige undersøgelser af barnet”.

For at understøtte Ankestyrelsen prak-sisundersøgelse, har vi valgt følgende citater fra plejebørns oplevelser omkring deres samarbejde med kommunen:

”Jeg hader kommunen. Men jeg er HELDIGVIS ude af systemet nu! (…) jeg har boet i 3 kommuner og har fundet ud af, at der er MEGET stor forskel på behandlingen!”

”I den periode, jeg har haft kontakt til sy-stemet, har jeg haft minimum 7 forskel-lige sagsbehandlere, og jeg har aldrig syntes, at dette har været optimalt.”

”Hvordan kan en sagsbehandler, man aldrig har mødt, og som ikke engang har læst ens papirer, være kompetent til at tage beslutninger, der er så vigtige i ens liv?”

6

7


Føler plejebørnene at de bliver inddraget i deres egen sag? Hvad siger plejebørnene selv?Følgende udtalelser fra forskellige plejebørn. Udvalgt af Stinne Lau Tvede, Børnetinget:

”…lige for tiden er det sådan, at min mor ikke har det godt med sig selv, og hun kan ikke overskue sit eget liv for tiden. Så jeg kan ikke komme til at se nogen af mine søskende (og det skal lige siges, at jeg har mange af dem). Så jeg har spurgt:

"Om jeg ikke kunne få besøg af mine to søskende, som også er i pleje?" Men det kunne jeg ikke, fordi det kunne gøre min mor sur...”.

”(...)jeg er overbevist om, at din kommune midt i det hele har lavet om på dine grunde til, at du er blevet flyttet fra din mor. Jeg har været ude for nøjagtig det samme.”

Kan man fortsat blive boende? Bliver man hjemgivet?

Fremtidige foranstaltninger kalder de dette. Det lyder enkelt, men det er men-neskers liv, vi taler om.” (21)

”Er der nogle af jer, der nogensinde har fået at vide, at nu måtte I ikke ringe hjem til jeres mor eller far? Før at de der dimser giver jer lov? Det har jeg nemlig lige fået at vide.”

Formuleringen ’de der dimser’ illustrerer den distance, der er mellem dette 14-årige plejebarn og repræsentanterne for systemet. Af dette og andre efterfølgen-de indlæg fornemmes det, at ”dimserne” er de eller den familieplejekonsulent/sagsbehandler, der har givet beskeden til barnet via plejemoren.

Kan de gøre det? ”Hej, jeg hedder Trine og er lige flyttet i en plejefamilie, men jeg har et problem.

Plejefamilien er rigtig sød, men kom-munen vil bestemme, hvor jeg er i mine weekender. Har de ret til det? Jeg er trods alt 15 år.

Jeg har en kæreste, som de vil bestemme, hvornår jeg ser og hvornår jeg ikke gør? Kan de tillade sig det? Er det ikke mit valg, medmindre mine forældre siger, at jeg ikke må se hende?

Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke klare et langdistanceforhold til hende, men jeg har heller ikke nogen steder at tage hen. Jo, hos min gamle mormor, men hende ville jeg da aldrig få lov til at bo hos. Eller ville jeg?

Vil lige sige, at jeg er tidligere cutter og har haft selvmordstanker i flere år, og er bange for at jeg ryger tilbage på at skade mig selv, pga. det her.

Mvh den ”ulykkelige”

Svar til den ”ulykkelige”

”Har læst dit oplæg og syntes lige, jeg ville svare på det. Jeg blev fjernet fra min mor, da jeg var 4, og kom i pleje. Det gik rigtig godt, og min mor kom hos mig en gang om måneden. Det var jeg glad for.

Men da jeg havde været i min plejefami-lie i nogle år, kom der ikke rigtig nogen fra kommunen, og det gjorde der ikke i fire år efter, og hvis de havde været der, ville de kunne se, at jeg havde brug for hjælp, for jeg var blevet placeret hos nogle ældre personer, som jeg ikke havde lyst til at fortælle noget til.


Så har jeg fået det dårligt af ikke at have nogen at snakke med. Så jeg har også haft selvmordstanker og har cuttet, men er også selv faldet tilbage på det igen. Men kommunen har ret til at bestemme over dig, indtil du bliver 18 år, og så er det dig selv, der bestemmer over, hvad du gør og ikke gør. Men når man er 15 år, skal man skrive under på, at man har lyst til at være i den plejefamilie, som man nu er i, og hvis man ikke gør det, bliver man fjernet fra plejefamilien”.

At komme tilbage til samme plejefamilieHej med JerJeg er blevet fjernet fra min plejefamilie – uden nogle gode grunde til det.Jeg har boet hos min plejefamilie hele mit liv, næsten, og jeg føler, at de er min rigtige familie. Jeg elsker dem og de elsker mig. Så bliver jeg pludselig fjernet fra dem og nu bor jeg i en fremmed plejefamilie, hvor jeg ikke har det godt.

Det eneste, jeg ønsker mig, er at komme hjem igen til min ”rigtige” plejefamilie. Er der slet ikke nogle af jer, der har haft held med at komme tilbage til samme sted, hvor I blev fjernet fra? Altså komme tilbage til den samme plejefamilie? Jeg ville blive så glad for at høre, om der er håb? Hilsen SisseEndnu et indlæg fra samme pige, der er 11 år:

”(…) Jeg vil hjem og har talt med min plejefamilie om det. De vil også have mig hjem, og uden at de vil fortælle mig mere, siger de, at de gør alt, hvad de kan, for at jeg kan komme hjem igen.Jeg tror, det er den bedste plejefamilie i verden, jeg har – den passer i hvert fald lige til mig.Men jeg er meget vred over, at kommu-nen tror, at de ved, hvad der er bedst for mig. De kender mig ikke, og de kender ikke min plejefamilie.Det kommer de for sjældent til at kunne.Hilsen Sisse”

BørneinddragelsesprojektBørns Vilkår er i gang med et projekt om, at øge børns forståelse af at blive inddraget i deres egen sag.

Vi glæder os til at høre mere om projektet i slutningen af året eller i starten af 2013.

8

9


BørnesamtalenBarnets ReformDer stilles krav om at der mindst 2 gange om året skal gennemføres en samtale med barnet på anbringelsesstedet. Barnets Reform, § 70, stk 2 om Børnesamtalen.

Barnet har således ret til at:• blive hørt,• give samtykke,• få rådgivning,• have samvær med familie og netværk,• få en støtteperson,• have adgang til at klage• få børnesamtalen

Børnesamtalen er et vigtigt redskab til at sikre barnets ret til at blive hørt. Servicelovens § 48 fastlægger, hvornår der skal finde en samtale sted med barnet, og hvornår en samtale kan udelades.

§ 48Forinden myndigheden træffer afgørelse efter §§ 51, 52, 52a. 56. 57. A. 57 b, 58, 62, og 63 § 65 stk. 2 og 3, og §§ 68 – 71 og 75, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom.

Stk. 2, Samtalen kan undlades i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt.


Hver femte tilsynsbesøg hos plejefamilier uden børnesamtale!Ankestyrelsen marts 2012

Kulegravningen, der er foretaget i 10 kommuner, viser, at 45 % af de anbragte børn i plejefamilier fik de to lovpligtige tilsynsbesøg. 40 % af børnene fik kun ét tilsynsbesøg pr. år, 14 %fik ingen besøg.

Derudover skal de ”personrettede” til-synsbesøg indeholde samtaler med de anbragte børn – hvor kun barnet og den tilsynsførende er til stede.

Ved 59 % af tilsynsbesøgene blev der gennemført samtaler, hvor kun barnet og den tilsynsførende var til stede. 20 % af samtalerne blev gennemført, mens plejeforældrene var til stede. Og 21 % af tilsynsbesøgene blev gennemført uden børnesamtaler

10

11


Børnesamtalen – hvad siger børnene?HejJeg bliver rigtig forvirret, når kommunen kommer hjem til mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har det godt, der hvor jeg er nu, men det føles underligt, når min storebror ikke er der. Jeg tør ikke sige noget, så jeg lader bare (mine plejeforældre) svare, for de kender mig så godt, og de ved, hvad jeg vil svare. Skal jeg blive ved med at lade (mine plejeforældre) svare for mig? Af Matilde 10 år (8 år i pleje)

Vi har spurgt plejebørnene om ”Hvordan oplevede du den sidste børnesamtale?””Det var dejligt!”. Dreng 7 år.

”Godt – det synes jeg bare – det er måske lidt pinligt”. Dreng 6 år.

”God – vi fik snakket om mange ting, som jeg godt ville snakke om”. Pige 11 år.

"Mener du da jeg talte med hende der kommunen Christina". Pige 5 år.

"Helt fint - og lidt underligt - han spurgte på sådan en underlig måde" Dreng 15 år.

”Jeg er helst fri for de samtaler, og sådan har jeg altid haft det!”. Pige 16 ½ år.

Hvis du vil vide mere om Børnesamtalen, så vil vi henvise til PLF-bladet nr.3 fra 2011, med temaet ”At samtale med plejebørn”.


Søger man på ordet ’samvær’ på hjemme-siden www.boernetinget.dk, viser det sig, at ikke ét eneste plejebarn har skrevet det ord. På Børnetinget skriver plejebørn ellers om stort set alt, hvad der rør sig, når man er plejebørn. Ikke mindst børnenes egne forældre optager dem rigtig meget. Så det er ikke fordi, ingen skriver om det at være sammen med deres forældre. De bruger bare ikke ordet ’samvær’. Samvær er altså et voksen-ord. Det kan være godt at huske på, når man i det daglige - som familieplejekonsulent eller plejeforældre - snakker med børn om det emne.

Men det er ikke kun et spørgsmål om ord. Tilsyneladende tænker plejebørn ikke på samvær med forældrene på den måde, man kunne forvente. Som noget der foregår i et bestemt afgrænset tidsrum og på særlige betingelser. Plejebørnene skriver utrolig meget om deres egne forældre på Børnetinget. Om deres følel-ser for dem, deres skuffelser og forhåb-ninger, hvor tit de ser dem osv. Men de skriver sjældent om, hvordan det er, når de er sammen. Hvordan det foregår, og hvordan det føles. Når de beskriver fø-lelser, er det oftest med den brede pensel – hvordan deres forhold generelt er til forældrene. Eller med den smalle – lige præcis når min mor gør sådan, så bliver jeg ked at det. Og når de skriver om samvær, er det oftest helt nøgternt som

’jeg ser min mor hver anden weekend’. Måske efterfulgt af et ’og det er fint’ eller ’og jeg savner hende’.

Af Stinne Lau Tvede, projektleder, BørnetingetSamvær set med plejebørns øjne

Tvungen kontaktDesværre er der en del, der skriver om, at de ikke ønsker at have kontakt til deres forældre, men at de er mere eller mindre tvunget til det. En 24-årig mand skriver sådan:

”Som 16-årig blev jeg tvunget til at se min far en gang om måneden. (…)

Jeg hadede bare den weekend. Jeg vidste, hvad der ville ske. Min far kunne ikke holde sig ædru i disse weekender. Men jeg fik at vide, at jeg bare kunne tage hjem, hvis det blev for meget, men kunne ikke. Jeg var psykisk bundet inde hos min far. Jeg følte, jeg ikke bare kunne tage hjem.”

En 18-årig pige svarer:

”ligesom dig blev jeg tvunget til at se min mor. Min mor glemte vores aftaler eller kom for sent. Og jeg blev såret hver gang, og alligevel skulle jeg se hende.” Senere er rollerne tilsyneladende byttet om og hun skriver: ”min mor kan ikke overskue mig i hendes liv.” Så nu er det efter morens ønske, at der ikke er kontakt. Og voksne kan ikke tvinges som børn.

En 16-årig pige skriver, at hun lever under jorden med denne begrundelse:

”Jeg stak af fra det sted, jeg blev anbragt, da de ville have, at jeg skulle snakke med min mor. Men min mor har mishandlet mig i knap 15 år af mit liv – både på den ene og den anden måde.”

12

13


Et 13-årigt plejebarn skriver sådan:

”Men jeg ser min far en gang hver 4. uge… (…)Og jeg vil helst være fri, for jeg bryder mig ikke om ham. Jeg føler mig meget utryg ved ham, og han er meget irrite-rende grænseoverskridende…Jeg føler bare, at han er en tilfældig mand, som jeg SKAL mødes med…Og jeg kan ikke lide ham, og jeg VIL IKKE mødes med ham, men jeg kan ikke vælge det selv, før jeg er 15 år…Men når jeg nu siger, at han virker som en tilfældig fremmed mand, så mener jeg det!Nogen gange kysser han mig på kinden, og det vil jeg ikke ha ! Han går over mine grænser…Det er jo ligesom ikke så fedt, at en eller anden gammel mand kysser én, vel?? (…)Måske lyder det ikke af så meget, at jeg ser ham en gang om måneden, men for mig er det bare helt forfærdeligt lang tid….Har I nogen idéer til, hvordan jeg skal overleve 1½ år endnu, mens jeg skal se ham en gang om måneden…?”

Et kun 10-årigt plejebarn skriver:

”Alle de gange, hvor jeg SKULLE over for at besøge mine rigtige forældre, fik jeg det dårligt, når jeg kom hjem til min ple-jefamilie igen... Og hver gang, jeg kom hjem til min plejefamilie, begyndte jeg at græde, og jeg havde det, som om jeg havde kvalme og skulle kaste op... Hver gang, jeg fik at vide, at jeg SKULLE over at besøge mine rigtige forældre, fik jeg det meget, meget dårligt og begyndte at græde...”

Endelig skriver et 13-årigt plejebarn dette:

”Jep, jeg ser min far, og min mor har jeg ikke set i ca. 5 år… Men er også lidt ligeglad. Hun gør intet for at komme i kontakt med mig – og selv, hvis hun gjorde, så ville jeg afvise! Og det, at jeg ser min far, kunne jeg 100 pct. godt undvære.”

Det er svært at vurdere, hvorvidt det sidstnævnte plejebarn har givet udtryk for sin modvilje, men af de andre citater får man indtrykket, at børnene har givet klart udtryk for, at de ikke ønsker kon-takten til deres forældre. De taler om


’tvang’ og at SKULLE besøge forældre og en enkelt er ligefrem stukket af for at undgå kontakten til sin mor. Det er meget stærke udsagn fra disse nuvæ-rende og tidligere plejebørn, og man kan som læser sidde med det indtryk, at det er beskrivelser af overgreb mod børn. Overgreb der kunne have været undgået, hvis man havde lyttet mere til barnet.

Ønsker om mere samværDer er en lang række af breve, hvori børn giver udtryk for, at de savner deres forældre og gerne vil se dem oftere. At det ikke bliver sådan, skyldes dog ikke blot, at der ikke bliver lyttet til børnenes ønsker, men i nogle tilfælde også, at forældrene ikke magter mere kontakt. Et par eksempler på, at plejebørn ønsker mere kontakt, lyder:

”Min mor ( føler jeg) ikke gider se mig. Vi har ikke set hinanden over en måned, fordi hun ikke har en lejlighed, men jeg har da foreslået hende at mødes, men dette viser hun ingen interesse. Her den anden dag blev hun sur, fordi jeg hellere ville se min far end at være sammen med hende. Hun begyndte også at skrive onde ting til mig.” (15-årig pige).

”Jeg besøgte min far en gang om måneden af skyldfølelse”, skriver en 19-årig plejedatter. Senere i sit brev skriver hun, ”Jeg snakker meget sjældent med min mor, da hun ikke kan finde ud af sit liv. Min far har fået en søn, som åbenbart er mere interessant end mig.” Der synes at ligge en skuf-felse over faren, der ikke giver pigen den opmærksomhed, hun kunne ønske. Samtidig er moren ikke i stand til eller villig til at holde en fast kontakt.

Begge disse citater viser, at det er komplekse følelser, der er i spil. Der er mange skuffelser og afvisninger hos begge parter.

Der er også adskillige eksempler på, at andre parter begrænser samværet med forældrene og den øvrige familie, som disse to citater er eksempler på:

”Min mor er syg, og min far har jeg ikke. Men min plejefamilie siger, at jeg ikke må se min mor mere end en gang om måneden i to timer, fordi at min mor er syg.” (14-årigt plejebarn).

”Min far er [arbejde, hvor han er væk meget], så jeg ser ham faktisk også kun 2-3 gange om året, så ved godt hvordan du har det. Og ikke nok med det har jeg 3 søskende, men for kommunen må jeg ikke se dem, og jeg må kun komme hjem til min mor en gang, en dag, i 4 timer hver måned..!” (14-årig pige).

Der er ingen tvivl om, at begge disse børn synes, at de har alt for lidt samvær med deres mødre. Hos begge bliver dette savn måske også yderligere forværret af, at de ikke har en far med god kontakt til. Den ene pige bliver sågar udelukket fra kontakt med sine søskende.

Om indholdet af samværetEnkelte breve siger os noget om indhol-det og kvaliteten af det samvær, pleje-børnene har med deres forældre. Nogle plejebørn giver fx udtryk for, at de ikke synes forældrene bruger tid nok sammen med dem, når de er hjemme:

En 13-årig pige fortæller, at hendes far gerne vil have hende hjem, men hun vil hellere blive hos plejefamilien, ” fordi der roder sådan, og han har aldrig tid til mig og mine søskende. Og så lyver han tit over for mig.”

En anden 13-årig fortæller, at hendes mor er ”mere sammen med veninderne end min lillebror og mig, når jeg altså er hjemme.”

14

15


Der er selvfølgelig også børn, der er glade for samværet og skriver, at de hygger sig med deres forældre. Men så kan andre personer ødelægge samværet. Det kan fx være egne søskende, der tager al opmærksomheden, og for en 13-årig pige er det farens nye kærestes 15-årige søn, der giver store problemer. Drengen kysser hende og tager på hende, og hun siger ikke fra, men synes, at det er dybt ubehageligt. Efter den episode har pigen mistet lysten til at besøge sin far.

Konflikter og beskyldninger er et andet tema i børnenes fortællinger om foræl-drene. Fx siger en 14-årig: ”Min far siger at mine plejeforældre lyver hele tiden”.

En 12-årig pige skriver:

” jeg har det svært når jeg er ovre ved min mor og far. Min mor har tit fundet nye mænd og min far har ikke gjort andet end at bagtale min mor. Han spørger mig tit, hvordan går det med din mor og hendes kærester?”.

Pigen har svært ved at takle sin fars spørgsmål. Flere skriver til hende, at de kender til at være midtpunkt i forældre-nes konflikter, og at det gælder om at sige fra.

Endelig er der citater som nedenstå-ende, der ikke siger noget om indholdet af samværet, men blot illustrerer, at det kan være meget, meget svært at være sammen med sine forældre. Det vækker enorme følelser hos mange børn, som

derfor har brug for ekstra omsorg i tiden efter. Langt mere end den omtalte pleje-mor har blik for:

”Jeg kan huske en weekend, hvor jeg havde været hjemme. Jeg kom i seng, og jeg lå og græd og slog og sparkede på væggen! Min plejesøster havde værelse inde på den anden side af væggen, så hun klagede jo! Min plejemor kom ind på mit værelse og bad mig om at tie stille. Gjorde jeg bare ikke! Så kom hun ind igen! Og sagde: ’Hvis ikke du tier stille, så kommer du ud på terrassen og sove, og i morgen ringer vi til Familieplejen, så kan du flytte!’

”Jeg blev så bange, at jeg siden ikke rigtig har kunnet græde, når jeg kom hjem!” (15-årigt plejebarn).

Generelt kan man opsummerende sige, at plejebørnenes breve viser, hvor svært samvær med forældre kan være for børnene, og dermed hvor stor og van-skelig en opgave det samtidig bliver for plejeforældrene at takle. Både at forbe-rede børnene så godt som muligt op til samværet, og at ”samle dem op” efter samværet.

Måske foregår der ting hos forældrene, som børnene ikke fortæller om, fordi det føles flovt – jf. pigen der bliver kysset og taget på af sin ”nye bror” – eller pga. loyalitet overfor forældrene. Tavsheden stiller store krav til plejeforældrenes op-mærksomhed, empati og tålmodighed.


Det var morsdag i weekenden. Mange af mine tanker gik i stå og al-ligevel ikke, jeg begyndte at filosofere, men nævnte ikke noget for nogen. Jeg var fucking misundelig! Ja, jeg har en mor, og jeg har en plejemor og såmænd også en ekstra mor. Men kun én af dem har født mig, og lige præcis den kvinde er det menneske, der har såret mig aller-mest gennem hele mit liv.

Hun har løjet, givet mig knuder i maven, truet og svinet mig til... Men hun elsker mig, tror jeg da - kan bare ikke finde det gensidigt. Det har jeg ikke kunnet længe. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvor hun er henne, men jeg tror hun er opgivet. Hun kunne jo ikke holde til opholdsteder og afvænninger. Hun var afhængig af alkohol og hash, hun er afhængig af alkohol og hash. Den dag hun dør er det ingen overraskelse... Og ja må da ærligt indrømme, jeg ser hende som død. Måske vil I tænke jeg er uforskammet og burde værdsætte min mor. Det gør jeg også, bare ikke den mor. Jeg værdsætter min plejemor mere end noget andet. Jeg elsker hende og elsker, at tilbringe min tid med hende. Hun er min mor. Og jeg er hendes datter. Hun har bare ikke født mig'. Jeg har boet hos min plejefamilie siden jeg var 16 mdr. gammel. Så jeg er en del af deres familie, de betragter mig som deres LM og jeg betragter dem som

Det er svært at sætte ord på moderkærlighed, men hvad med had?

min store fantastiske og trygge familie.Men det betyder slet ikke at min biolo-giske mor Susanne ikke er en god mor. Selvom hun jo ikke er en god mor, så har hun gjort alt hvad hun selv kunne magte, kvinden havde og har ikke mange kræfter. Det kan muligvis godt være hendes egen skyld. Det er hendes egen skyld, at hun ikke har set sin yngste datter i nu 733 dage præcist. Jeg kunne ikke have med det at gøre. Det er forfær-deligt at gå rundt og tænke over, hvornår man er reserveret til, at ens mor kan være sammen med én. Jeg hadede samvær. Jeg var der bare, fik noget mad, "legede" med mine ting, sad måske på nettet og hørte noget musik, hun snakkede mest med den voksne. Den voksne jeg som lille bad om ville overvåge vores samvær, jeg var ikke en del af samtalerne, jeg var der egentligt bare, nogle gange følte jeg helt, at min mor glemte mig, når jeg var der. Hendes behov, evig og altid.

Jeg husker de juleaftner hvor jeg ringede hende op for at sige tak for gaver, som højst sandsynligvis ikke lige altid var købt med rene penge. Det endte altid med, at hun begyndte at snakke om sig selv, prøvede jeg at fortælle, at vi havde hygget os, var det som om hun ignorere-de mig. Jeg endte altid med bare at stikke hende en lille hvid løgn om, at de andre kaldte på mig, jeg skulle lave lektier eller bare blev nød til at gå. Jeg skulle aldrig

Skrevet af et plejebarn

16

17


noget, men jeg kunne ikke holde ud at snakke i telefonen med hende.

Sidste gang jeg så hende var da mig og min veninde Lise rendte rundt nede i byen en onsdag i april 2010. Hun gav os nogle penge som hun plejede, og gav mig et knus og sagde hun elskede mig... En måned efter påstod hun at jeg var en møgforkælet, snobbet baby. Hun var rasende og jeg kan ikke engang huske hvorfor. Det var første gang det virkeligt gik ud over mig og ikke min plejemor. Eller også var det første gang jeg fik det videresendt, udelukkende fordi jeg bad om at få sms'erne. Jeg ville gerne se, hvad hun skrev om mig. Jeg havde brug for at kende hele sandheden, og ikke at hun bare skrev nogle grimme sms'er.

Hun kom tilbage hurtigt igen, som hun jo plejede. Men jeg kunne ikke magte at sige "det er okay mor, det gør ikke noget" endnu engang. For det har aldrig været okay. Jeg har aldrig været okay med det. Jeg kunne ikke holde til, at skulle bilde mig selv ind at det var okay - så jeg tog altså for første gang med til et møde der bliver holdt halvårligt eller noget i den stil omkring mig.

Mange plejebørn er med fra da de begyn-der at kunne forstå ting. Jeg ville først da jeg var fyldt 14. Udelukkende for selv at fortælle dem, at det altså var min beslut-ning, min, min, min og KUN min.

Min plejemor har mange gange spurgt om jeg har haft lyst til at ringe til min mor, men det har jeg ikke. Jeg vil ikke snakke med hende igen. Den dag hun dør vil jeg måske fortryde og tænke, at der var så meget jeg aldrig fik sagt. Men hvad skal jeg sige. Ordene "jeg elsker dig" eksistere bare ikke i den her sammenhæng.

Mange børn har det som jeg. Men det er som om, at børn i familier, kernefamilier ikke lægger mærke til det. Skilsmisse børn har det også hårdt, uden tvivl. Men jeg ville ønske jeg var skilsmisse barn og IKKE plejebarn. Jeg ville ønske jeg ikke ville skulle føle at jeg havde brug for navneskift. Jeg hedder jo ikke Lone Mørk endnu. Det er umuligt indtil min 18 års fødselsdag. Indtil da vil jeg skulle skrive under med mit fødselsnavn... Og det er forfærdeligt for mig. Det lyder som ingen ting. Men det betyder alverden.

Jeg ønsker min "mor" forsinket mors dag. For dig elsker jeg.


Oplever plejebørn selv at de er stressede? Giver plejebørn udtryk for, at de er stressede?

Ifølge ordbogen er stress en langvarig og opslidende psykisk og fysisk belast-ning pga. en udtalt diskrepans mellem krav fra omgivelserne og muligheder for at opfylde dem, og som personen ikke kan tilpasse sig. Stress kan bl.a. føre til symptomer som træthed, skyldfølelse, vrede, isolation eller depression.

Uvished stresserAf Stinne Lau Tvede, projektleder, Børnetinget

Hvad gør plejebørn stressede?Det spørgsmål har jeg forsøgt at få be-svaret ved at læse de mange indlæg og breve til Børnetinget. Lad mig som det første slå fast: Ingen børn på Børnetinget har brugt ordet ”stresset” om sig selv. Børnene bliver kede af det, vrede, utrygge og får ondt i maven. Stress er et voksen-ord, der på børnetinget kun bliver brugt til at beskrive voksne eller bliver brugt af de voksne brevkasseredaktører.

Men at mange plejebørn i perioder har det på en måde, vi voksne kan beskrive med et ord som stress, er der ingen tvivl om. Hermed forstår jeg i denne sam-menhæng en tilstand af psykisk ubalance og uro. Noget, der forhindrer børnene i at slappe af, og som kan sætte sig som et fysisk ubehag. Se blot følgende dialog, der indledes med et indlæg fra en pige på 11 år, der har været i pleje i ti år.

”Jeg tør ikk’ rigtigt sige det til min pleje-mor. Så jeg får ondt i maven. Det er ikk’ rart.”

Indlægget er ikke længere end det, og pigen skriver ikke, hvad det er, hun ikke tør sige, selvom andre børn efterfølgende spørger til dette. Adskillige skriver, at de kender følelsen:

”Jeg kan også godt få ondt i maven en

gang i mellem… og man ikke tør sige tingene til sine plejeforældre… men jeg prøver at sige til mig selv, at jeg bliver nødt til det, for så vil de nok hjælpe mig… Prøv at sige det til din plejemor, jeg ved godt, at det kan være svært men prøv :-)

”, skriver et plejebarn på 11 år.

Et plejebarn på 19 skriver: ”(…) vi har det til fælles, at vi begge bor i plejefamilie, og det med at have ondt i maven kender jeg alt for godt. I flere år gik jeg rundt og havde ondt i maven ugentligt.”

’Den hjælpsomme’ på 12 år afrunder dia-logen sådan:

”Jeg har også tit ondt i min mave, det er meget normalt har jeg hørt. Det er bare fordi, du tænker for meget på alle dine problemer.”

Den 19-årige skriver senere dette indlæg:”Men livet har bestemt ikke været ro-senrødt. Har i lange perioder haft ondt i maven af frustration over hvad der skulle blive af mig selv, men har en god psykolog og en herlig plejefamilie og jeg er kommet sikkert over på den anden side :) ”.

18

19


Som det ofte er med stress, beskriver disse børn en lidt diffus følelse af ubehag uden en helt præcis årsag/virkning-sammenhæng. Det står dog klart, at det for dem alle handler om, at nogle ting er meget svære og giver mange spekulatio-ner. De får ikke talt (tilstrækkeligt) om deres følelser, og derfor sætter bekym-ringerne sig som en smertefuld knude i maven. De er tilsyneladende alle be-vidste om denne sammenhæng mellem de psykiske problemer og den fysiske smerte. Tydeligst ses det hos ’Den hjælp-somme’, der giver udtryk for at have talt (eller hørt) om problemet, og her forsøger at berolige den 11-årige pige ved at nor-malisere det: ’Det er meget normalt’ og

’det er bare fordi’. Den simple løsning ligger altså lige for: Lad være med at tænke så meget på dine problemer.

Er man ikke i stand til det, så er pleje-børnene også helt klar over, at det kan hjælpe at tale om sine tanker. Hvad enten det er med ens plejemor, som det bliver foreslået, eller med en psykolog eller andre. Men vi ser, at det til tider kræver en stor overvindelse at tage de svære emner op. Dette kan kun tolkes som en stor opfordring til plejeforældre om ofte og vedholdende at invitere plejebørnene til at tale om de tanker og eventuelle be-kymringer, de går rundt med.

At det kan være nødvendigt at være ved-holdende vidner en række indlæg fra en pige på 14 år om. Pigen skriver, at hun ikke har set sin mor i 8-9 år, og hun er også ’ret ligeglad med hende’. Men det interessante er, at dette fortæller hun hele seks gange indenfor få dage, hvilket får mig til at tænke, at hun er alt andet end ligeglad med sin mor. Én gang skriver hun, at hun er lidt ked af, at hun ikke har set sin mor så længe, men de resterende fem gange konstaterer hun nøgternt, at hun ikke ser sin mor, eller hun tilføjer, at hun er ligeglad.

Skulle man fx som plejeforældre spørge denne pige, ville hun sandsynligvis afvise, at det var noget problem for hende, at hun ikke hører fra sin mor. Men pressede man hende lidt og var tålmodig, ville hun måske lukke op for noget, der ville vise sig at være et væld af vrede, skuffelse, bekymringer og sorg. Tanker der uden tvivl er svært for hende at gå rundt med alene.

Ensomhed og frygt for ensomhed stresserDet eneste bud vi får i citaterne ovenfor på, hvad det er for nogle tanker, der kan være med til at gøre plejebørnene stres-sede, er den 19-åriges bekymringer om, hvad der skal blive af hende. Det er sand-synligt, at dette handler om den følelse af ensomhed og manglende tilhørsforhold, som flere beskriver på Børnetinget. De føler sig bl.a. ensomme, fordi de ved, at de ”kun” er i pleje og et plejeforhold kan ophøre, og hvor står man så? Og de føler sig ensomme, når de som 18-årige flytter fra plejefamilien og opdager, at de mangler den støtte i livet, som andre unge har fra deres forældre, søskende og andre i netværket.

Nedenstående citat fra en 18-årig illu-strerer meget præcist denne ensomhed.

”Hej. Jeg bor ikke i pleje mere og har ikke kontakt til mine plejeforældre. (…) Jeg føler mig fortabt, alene, vraget, føler ingen kan bruge mig til noget (…) Jeg er så alene. Jeg har en masse venner og en kæreste, men alligevel har jeg ingenting, for i sidste ende er jeg alene, når det hele gælder alligevel.

Hvad fanden skal man gøre?!!”

For dette tidligere plejebarn er der stor forskel på at have en familie og at have venner og kæreste. Det at vedkom-mende mangler en familie, der kan give en fornemmelse af kontinuitet og ro, stresser tydeligvis (om end ordet stress


næsten er for mildt et udtryk i denne sammenhæng.)

Når plejebørn bliver stressede ved tanken om, ’hvad der skal blive af dem’, er det altså desværre ikke en irrationel og unødvendig bekymring. Det kan tværti-mod meget vel vise sig, at have god hold i virkeligheden. Findes der tal på hvor mange plejebørn, der har kontakt med deres plejefamilier i årene efter?

Bekymringer om forældre stresserPå Børnetinget får man indtrykket, at plejebørns egne forældre samlet set nok er den persongruppe, der stresser børnene mest. De er i et vist omfang ude af syne, men absolut ikke ude af sind. Det er ikke nødvendigvis forældrene i sig selv, men snarere den uvished og usikkerhed, der for børnene følger af at have forældrene ude af syne.

Plejebørnene skriver rigtig meget om deres forældre. De gør sig bl.a. bekym-ringer om forældre, der drikker eller er syge, og måske ikke kan tage vare på sig selv. De bekymrer sig, hvis der er kon-flikter mellem forældrene, ikke mindst

hvis de selv bliver involveret. Det går dem meget på, når de skal have samvær med forældre, de ikke ønsker at se, eller når de omvendt ikke må se forældrene så ofte som de gerne vil. Og listen er længere.

Dette citat stammer fra en pige på 10, der ofte skriver til Børnetinget om sin mor. Citatet viser et eksempel på, hvilke svære overvejelser, hun kæmper med.

”Hej alle sammen. Jeg ved ikke, om jeg kan lide min mor. Hun drikker, og jeg ved ikke, om jeg elsker min mor. Men jeg er også sur, fordi hun ikke vil se mig. Hvad skal jeg gøre?” Den samme pige spørger i brevkassen, om det kan være hendes skyld, at moren er syg, hun gør sig mange bekymringer om morens druk, og hun må tilmed høre for det i skolen, hvor hun bliver mobbet.

Det synes at være en meget svær øvelse for plejebørn at undlade at bekymre sig og undlade at påtage sig ansvar for de forældre, som ikke selv kunne påtage sig det nødvendige ansvar. Det er en øvelse børnene skal have hjælp til, så de kan få lov at være børn. Uden ondt i maven.

20

21


Plejebørnenes egne ord om hvad, der stresser dem Hvornår oplever du dig stresset?• Aftaler som ikke bliver overholdt, hvis jeg ikke får hjælp bl.a til perleplader, når

jeg bliver uvenner med kammerater• Når de kommer rendende fra kommunen så ofte som de gør, og her tænker jeg på

min psykologudredning for at få lov at blive anbragt efter den ny lov § 68A.• Når jeg skal lave noget jeg ikke syntes jeg kan finde ud af• Når jeg er sammen med mange mennesker• Jeg hader at lave lektier• Når jeg er bekymret for, hvordan min mor er, når vi skal være sammen. Jeg føler,

at alt er imod mig, når jeg er stresset.• Når tankerne fylder mit hoved med min mor. Når min mor ikke har været her

længe og/eller jeg snart skal se hende.

Hvad stresser dig?• Nogle gange når jeg bliver hentet hos far, aftaler som ikke overholdes, svigt!• Samværene med mine biologiske forældre• Når der bliver sat krav til mig• Mange mennesker• Min lillebror kan være irriterende• Det er når hunden bliver ved med at løbe efter mig.


22

23


Jeg er et plejebarn – er det en identitet? Hvad betyder det for plejebarnet, når vi præsenterer barnet som vores plejebarn og omvendt, hvad betyder det for barnet, når det selv præsenterer og omtaler sig som et plejebarn. Ved vi nok om det?Er vi bevidste om det?

Hvad er en identitet?I Psykologisk Pædagogisk ordbog står der følgende om identitet:Det kontinuerte selv og det indre, subjektive begreb om individualitet, dannet af f.eks. køn, seksuel orientering, religion, socialgruppe, alder, profession, na-tionalitet og etnicitet; oplevelsen af at jeg-er-mig; dannes ved identifikation med en anden, men er aldrig komplet og altid en tilnærmelse, hvor der bortses fra forskelle.

Vi har udvalgt plejebørns udtalelser til at beskrive ovennævnte 8 punkter. Disse kan ses på efterfølgende sider

I vores diskussion om temaet ”Jeg er et plejebarn - er det en identitet?” kom vi ind på følgende emner:

• Det er ikke underligt, at plejebørn tit har svært ved at finde deres identitet – de har 2 sæt verdner og 2 hold forældre.

• Hvem er jeg? De har mange rollemodeller, men mangler ofte rollemodeller i forhold til andre plejebørn (læs plejebørnene udtalelser lidt senere i dette tema).

• Udenfor – er der andre plejebørn i verden, i børnehaven, skolen, klassen osv.• Måske en følelse af, at ikke være god nok – kasseret i forvejen. Hvem vil have

mig? • Ensomhed.• Forvirret/frustreret.• Føler plejebørn sig anderledes og ønsker at være ”normal”?• At være plejebarn hele livet.


To verdner og 2 hold forældre”Nu lever jeg i to verdener. I den ene må jeg ikke gøre noget, og i den anden kan jeg gøre, hvad jeg vil. Det er ikke nemt at skelne imellem dem. Det er svært at leve i to verdener. Ved min mor og far må jeg alt – og det modsatte ved min plejefamilie” (plejebarn, 11 år).

”Når jeg er hos min mor, er jeg én, og når jeg er hos min plejefamilie, er jeg en anden! Det er så svært at vide, hvem man er, og hvem man ikke er. Hvem man skal være??” (plejebarn, 15 år).

Hvem er jeg? Plejebørn har mange rollemodeller, men mangler ofte rollemodeller i forhold til andre plejebørn.

”Vi er ikke som andre børn i familierne, og vi er ikke som de andre børn i skolen... Vi er plejebørn... Enten ønsker vi os langt væk fra den baggrund, vi kommer fra, eller også ønsker vi os tilbage... Vi ved godt, at vores liv som plejebørn engang får en ende, og det var bl.a. med til at gøre det svært for mig at knytte mig stærkt til de mennesker, der var omkring mig... For jeg vidste jo aldrig 100% hvor længe, jeg ville være i blandt dem...”

”Jeg er en pige på 11 år, og jeg er den eneste i min klasse, som er plejebarn. (…) Jeg har det rigtig godt i min plejefamilie. De er meget søde ved mig, men mit problem er, at jeg ikke har nogen venner at snakke med det om. Håber, at der er nogle herinde, der vil snakke med mig om det... Jeg bliver meget glad, hvis I svarer...”

”Hej alle sammen. Jeg er en dreng på 17, som har boet i pleje, siden jeg var 3. (…) Jeg har det godt sammen med min plejefamilie og holder da meget af dem, men jeg kunne godt tænke mig at lære nogle andre plejebørn at kende, så hvis I har lyst, så skriv til mig herinde.”

”Hej. Jeg har heller ingen problemer, men vil gerne lære andre plejebørn at kende. (…) Jeg vil meget gerne have, at I skriver.”

Forvirret/frustreret.”Og jeg er træt af at være i pleje, for dem i skolen mobber mig med det, fordi min mor er død, og min far er skredet fra mig, da jeg var lille :( Hvad skal jeg gøre?” (Dreng på 16).

24

25


Udenfor – er der andre plejebørn i verden, i børnehaven, skolen, klassen osv.

”Hej jeg er en pige, som har det svært med at få venner. De syntes alle, at jeg er mærkelig. Jeg føler mig meget uden for klassen. Jeg snakker for det meste med en pige fra min klasse, hun er også plejebarn, men jeg føler mig dum, når jeg er sammen med hende, fordi der ikke er nogen, som kan lide hende. Men har kun 1 veninde (…) men hun går i 6 kl. og går på [en anden] skole, så jeg kan ikke være sammen med hende i skolen. (…) Hvis i vil hjælpe mig med af få flere venner, så jeg ikke er så meget uden for i klassen, så vær venlig og skriv tilbage :-(” Hvem vil have mig?

Måske en følelse af, at ikke være god nok – kasseret i forvejen.

”Nogle gange har jeg det, som om jeg slet ikke skulle være født. Jeg mener, at hvis man ikke bor hjemme ved sin egen familie, hvad er så meningen med det... Og nogle gange har jeg det som om, at man er landet det forkerte sted på Jorden - at man skal være et andet sted, end man virkelig er.”

”Man er ikke underlig pga. det – hvis andre synes, at man er mærkelig eller dum, så er man underlig. TRO MIG JEG VED DET!! Jeg er den underlige pige i min klasse.”

Ensomhed.Dette plejebarn på 15 kender til både ensomheden og følelsen af at være anderledes:

”I starten synes jeg ikke, det var svært at flytte; men nu føler jeg mig helt forkert. Jeg snakker ikke rigtig med nogen i skolen, jeg går bare for mig selv. Jeg savner nogen, der virkelig kunne forstå mig, og som vil snakke med mig. (…) Jeg synes, det kunne være lækkert, hvis jeg ikke altid skulle være alene.”

”Det er, fordi jeg føler mig anderledes. Anderledes end alle andre. Jeg kan ikke rigtig snakke med nogen om det, for ingen forstår det. Det er bare den følelse, at man ikke hører til, der hvor man er, at ens mor er narkoman, og ens mormor og morfar er alkoholikere. Jeg er glad for, jeg ikke vokser op med det, men også ked af det, for jeg ved ikke, hvad jeg ellers vil.Jeg har rimelig svært ved at forklare, hvad jeg føler, for har altid holdt det inde i mig selv. (…)Jeg er altid ked af det, ved aldrig hvor jeg skal gøre af mig selv, for jeg føler ikke, jeg hører til nogen steder!?

- Jeg har tit tænkt over selvmord, men har aldrig kunnet få mig til at gøre det.Please hjælp mig til at få det bedre.”Andre beskriver følelsen af at være an-derledes i forhold til plejefamilien. En 12-årig pige fortæller således, at hun ikke leger med de andre børn i plejefami-lien, men i stedet går ud og snakker med dyrene.Samme pige skriver i andre breve, ”Jeg synes, det er pinligt at snakke om det at hun savner sine forældre, når deres egne børn er der. Man føler sig så anderledes (…)” og ”hvorfor tror I ikke, at jeg må kalde min plejefar og plejemor for mor

og far?”. Pigen giver her udtryk for, at hun gerne vil være som de andre børn i familien. Hun undgår situationer, som får hende til at føle sig anderledes, og derfor vil hun ikke tale om sine egne forældre, selv om hun savner dem meget. Tværtimod tilstræber hun at ligne de andre børn og deres rolle i familien ved

– som dem – at sige ’mor’ og ’far’ til sine plejeforældre. Man kan tænke, at hun må gøre vold på sig selv for at undertrykke savnet af sine forældre og endda spørge om lov til at kalde nogle andre for netop

’mor’ og ’far’. Hun strækker sig langt for at blive ’normal’.Brevkasseredaktøren spørger hende, hvorfor hun ikke fortæller sine plejefor-ældre om, at hun savner sine forældre. Hertil svarer hun: ”De har aldrig tid. Vi er kun samlet, når vi spiser”!

”Knuz en, der bare vil have lov til at leve et normalt liv.”

”Har prøvet det samme. Forstår dig fuldt ud. Ville også gerne leve et normalt liv.”

”Har det meget svært også i skolen. Bliver drillet hver dag …

”Og jeg er bare et normalt barn. Ved sim-pelthen ikke, hvad jeg skal gøre.”

At være plejebarn hele livet.Hun fortæller om dengang, hun flyttede i sin egen lejlighed: ”Først syntes jeg, det var fedt, at jeg nu kunne bygge min egen rede, men da jeg endelig flyttede ind, ople-vede jeg, at ensomheden stadig var der... Jeg var jo stadig plejebarn (…)”. (27-årige kvinde)Et tidligere plejebarn på 24 formulerer det således: ”Jeg føler mig bare ikke som en del af det her samfund. Alle andre har en masse tryghed omkring sig - en mor, en far, ja en hel familie, der er stolte af dem. Folk som os har kun os selv, så hvorfor skulle vi da røre en finger?” Stinne Lau Tvede, projektleder på Børnetinget har sendt ovennævnte citater fra plejebørn. Stinne Lau Tvede påpeger vigtigheden af netværksgrupper for plejebørn og opfodrer plejeforældre til at lave netværksgrupper for plejebørnene.

Føler plejebørn sig anderledes og ønsker at være ”normal”?

26

Mine plejeforældre gav aldrig opAf Stina Hansen – tidligere anbragt.

Jeg blev anbragt som 7årig på et børne-hjem og et år senere flyttede jeg til en plejefamilie lidt udenfor København. Mine forældre var på det tidspunkt meget langt ude i deres stofmisbrug, og vi havde længe været hjemløse. Jeg boede lidt hos min alkoholiserede og alvorligt syge mormor og mine forældre var nærmest aldrig til stede. Jeg savnede især min mor meget. Da jeg blev anbragt, besøgte hun mig en enkelt gang på børnehjemmet - om natten. Hun har senere fortalt mig, at hun ikke ønskede, at jeg skulle se hvor tynd og afpillet hun var. Jeg husker, at jeg morgenen efter vågnede som fra en lykkelig drøm, med mindet om min mors hvisken og kærtegn. Det eneste bevis på at hun virkelig havde været der, var de gaver, hun havde med til mig. Jeg vidste ikke, at der skulle gå et helt år, før jeg så min mor igen. Jeg var 8 år, da jeg kom i pleje hos et lidt ældre ægtepar. Min plejemor var lærer og min plejefar kaptajn. Det betød, at han var væk i perioder på 3-4 måneder af gangen. Jeg husker derfor mest min plejemor fra den første tid. Min plejemor var en varm og omsorgsfuld kvinde, som brændende havde ønsket selv at få børn, men uden held. Det betød, at hun tog mig under sine beskyttende vinger lige fra starten. Det var en stor omvæltning for mig at komme i plejefamilie, men på en god måde. Pludselig var der én, som sørgede for, at jeg havde madpakke med, læste højt for mig og med mig, nussede mig på ryggen om aftenen. Jeg havde

mit eget værelse, min egen dyne, rent tøj. Men vigtigst af alt havde jeg en kærlig voksen, som duftede ren, var dejlig at kramme og som jeg hurtigt følte, var til for mig. Jeg havde der udover en plejefar som ligeledes var sød og kærlig, som var god til at lege. Vi byggede huler sammen, lavede snemænd, så film, legede slås-kamp og meget andet. De gav mig alt det, jeg havde manglet i de første 8 år af mit liv – en familie med en masse dejlige barndomsminder med leg, ferier, knus, stabilitet, tryghed, osv. som alle børn har krav på. Men jeg var også bange… Til et arran-gement på min plejemors arbejde, vandt jeg som 8-årig en meget grim og alt for stor T-shirt i et lotteri, der stod Lotto på. Jeg var himmelhenrykt over at have vundet noget og ville gerne have min T-shirt på, så snart vi kom hjem. Vi stod foran spejlet i entreen og jeg var så glad, at jeg hoppede alt hvad jeg kunne op i luften. Uheldigvis stod min plejemor lige bag ved mig og det betød, at jeg hoppede direkte op i hendes næse. Det gjorde så ondt at hun græd. Hun græd meget. Jeg husker, at jeg var forskrækket og meget ulykkelig. Jeg tænkte: ”Nåh det var ærgerligt – nu vil hun ikke have mig al-ligevel!!” Det ville hun selvfølelig gerne. Men jeg havde jo pludselig så meget at miste. Derfor var jeg bange i alle de år jeg boede hos mine kærlige plejeforældre. Jeg var bange for at gøre noget forkert, så de ikke ville have mig boende længere. Jeg havde brug for dem. Uden dem var jeg jo helt alene i verden.

28

29

Da jeg blev teenager reagerede jeg på denne angst ved at prøve deres grænser af. Jeg ville se, om de virkelig elskede mig. Jeg var så strid, at jeg engang spyt-tede min plejemor i ansigtet. Hendes reaktion var helt rolig, og hun smed mig ikke ud. Det skal lige tilføjes, at jeg skammede mig meget bagefter, og at jeg siden hen har undskyldt for min opførsel. Pointen er dog, at de aldrig gav op. Jeg formåede simpelthen ikke at skræmme dem væk. Efter et par år i plejefamilien fik mine biologiske forældre et sted at bo langt ude på landet, og jeg begyndte derfor at besøge dem nogle weekender om måneden. De var stadig aktive stofmis-brugere og jeg har nogle rigtig dårlige minder fra den tid. Jeg følte blandt andet, at jeg altid var i klemme mellem min mor og min plejemor og mine forældre var ofte meget påvirkede af stoffer, når jeg var på besøg. Jeg husker, at jeg engang sad en hel nat og kiggede på min mor, mens hun sov, af frygt for at hun havde taget for meget af det, hun nu tog, og derfor ville stoppe med at trække vejret. Jeg turde ikke fortælle mine plejeforæl-dre og min børne- ungekonsulent om de ting, som skete dernede af frygt for, at jeg ville miste kontakten med mine for-ældre igen. Jeg gik derfor med alle mine oplevelser og følelser for mig selv og rea-gerede ved at være vred og indelukket. Mine plejeforældre har senere fortalt, at der gik flere dage, før jeg var mit glade og positive jeg igen efter en weekend hos mine forældre. Heldigvis var det i denne periode, at jeg blev tilbudt at komme i et gruppeforløb med andre anbragte børn og unge i De 4 Årstider. Her mødte jeg andre børn, som jeg kunne dele mine oplevelser med og neutrale voksne, som jeg ikke skulle være bange for at gøre kede af det. Jeg er overbevist om, at jeg, i De 4 Årstider, opbyggede den styrke og selvtillid, der senere skulle til, for at jeg var i stand til

29

at fortælle om alt det, jeg havde oplevet hos mine forældre og blev i stand til at sige fra overfor dem. Mine plejeforældre var fantastiske på mange måder, men det var bare ikke alt, jeg kunne dele med dem. Jeg mener derfor, at alle anbragte børn og unge burde have et tilbud som De 4 Årstider. Da jeg nærmede mig mit 18. år, blev jeg stillet overfor endnu en stor bekym-ring: ”Hvad skulle der ske med mig, når jeg fyldte 18? Jeg så hvordan mange af mine venner, i De 4 Årstider, flyttede fra plejefamilien, når de fyldte 18 år og de mistede al kontakt med deres plejefami-lier, som ellers havde været deres eneste netværk og støtte i livet. De var helt alene og blev tvunget til at søge tilbage til de miljøer de var blevet fjernet fra, uden mulighed for at få hjælp fra ansvarlige voksne. Jeg så hvordan det gik galt for dem. Jeg konfronterede mine plejeforældre med mine bekymringer og min plejemor lovede mig, at jeg måtte bo hos dem til jeg fyldte 26 år. Jeg blev ikke boende hjemme så længe, men jeg behø-vede ikke længere at være bange.

Når jeg ser tilbage, synes jeg, at det var en virkelig god måde min plejemor hånd-terede det på. Jeg mener, at plejefamilier forpligter sig til at holde kontakten til deres plejebarn – også når det er flyttet hjemmefra og det måske er plejefami-lien, der i perioder må tage initiativet til kontakt med barnet/den unge. Man har jo ikke andre steder at gå hen!I dag lever jeg et helt normalt liv. Jeg bor sammen med min kæreste og er næsten færdig med en kandidatuddannelse på universitetet. Jeg er stærkt knyttet til mine plejeforældre, som stadig er en enorm støtte for mig. Mine biologiske forældre er stadig aktive stofmisbrugere og lever stort set det liv, de hele tiden har gjort. Jeg har kontakt med dem i det omfang jeg har overskud til. At jeg er nået til hvor jeg er i dag, kan jeg takke både mine plejeforældre og De 4 Årstider for. Jeg er et levende bevis på at en plejefa-milie kan lykkes, når bare man tager hånd om hele barnet og alle dets behov, som man i mit tilfælde har gjort ved at give mig et sidestillet tilbud som De 4 Årstider.

30

31

Hvorfor en roman om barnets indre verden? Af Elisabeth Rygård

Romanen ”Ti vilde heste” udkom 15. Maj på Batzer& Co. I historien følger vi en pige og hendes opvækst med to psykisk syge forældre. Hemmelige billeder og figurer styrer pigens liv mod afgrunden

- eller mod forvandling.

Nogle situationer og sansninger fra min opvækst har jeg aldrig glemt. For mig har det været som at trække en filmstrimmel frem. Pludselig var jeg i situationen og kunne genopleve, ikke bare situationen, men også kropsligt mærke alle de følel-ser der strømmede igennem det barn /den unge person jeg var engang. Og ikke nok med det, jeg kunne samtidig se de involverede for mig, mærke deres følel-ser i situationen, se deres ansigtsudtryk og iagttage kroppenes tavse sprog.

I mange år troede jeg, at alle mennesker var sådan indrettet. Det gik så op for mig, at det er mange mennesker ikke; de be-mærker tilsyneladende ikke de mønstre de selv gentager, oftest jo dannet ud fra tidlige oplevelser, eller synes bare ikke, at de er vigtige at beskæftige sig med.

Tidligt i livet anså jeg det for en byrde at være udstyret med et sådant sanseap-parat. Men som livet har givet mig for-skellige muligheder for at udfolde disse sansninger kreativt, opfatter jeg det i dag mere som en mulig kanal til at le-vendegøre for andre – i mange år på film – men nu altså i en roman, hvordan især børn sanser utroligt meget, som så ofte

’glemmes’ eller direkte fornægtes af den senere voksne. Men ’barnet’ forsvinder ikke, det er en arketype vi bærer med os.

I en forstyrret familie vil barnet uund-gåeligt lægge skylden på sig selv. Der er noget i vejen med mig, er barnets kon-klusion. Barnet lærer sig derfor nogle ubevidste strategier for at skjule, at det

’ikke er værd at elske’, enten ved at vende skylden udad eller indad. Ofte begge dele. Ubevidste mønstre barnet er fanget i, medmindre tålmodige voksne med ind-følingsevne, ægte selvværd og varme er omkring det.

Pigen i romanen oplever to meget for-skellige plejefamilier i en alder, hvor hun allerede bærer en tung rygsæk af erfarin-ger med sig. Den ene plejefamilie opleves som meget dårlig, den anden som meget god. I romanen står det klart, at det for pigen handler om en eneste ting: hjerte-varme. Den lukkede og fordømmende plejefamilie forstærker pigens angst, i den varmhjertede får pigens tillid til livet.

På trods af at romanen skildrer en pige, der kommer igennem, hvad tænkes kan af traumatiske oplevelser fra overgreb til spiseforstyrrelser og depression, så vil pigen ikke sygeliggøres. Jeg ser pigen i romanens stædige uvilje mod at lade sig sygeliggøre som hendes redning. Den dårlige plejefamilie i romanen har en masse normer for ’hvordan man opfører sig og skal være’ for at være rigtig. Den gode plejefamilie i historien går ikke op i afvigelser, stiller ingen diagnoser, men accepterer pigen som hun er og lytter op-rigtigt og indfølende.

Det er ikke enkelt at være plejefamilie

31

for en sårbar ung. Barnet har ofte mistet tilliden, ikke kun til de voksne, men til at livet overhovedet har nogen mening.

I dag 4o år efter romanen udspiller sig er det mit indtryk, at plejefamilier kan føle sig presset af byrokratiske og behandler-mæssige krav om at skulle veje og måle alt i plejebarnets adfærd. Krav, der fra samfundets side jo er fremsat i bedste mening for at støtte både familierne og de enkelte børn. Problemet er bare, at plejebarnet på denne måde gøres til ’et objekt’.

Pigen i romanen reagerer, som jeg tror de fleste børn ’uden hjem’ gør det, hyper-sensitivt på enhver kritik eller ’dom’. Den mindste misbilligelse fra omgivelserne fører lukt ind i smerten ved de gamle oplevelser i den oprindelige familie. I romanen søger pigen ubevidst efter men-nesker, der kan rumme den smerte og vrede, hun ikke selv kan. Gennem for-tællingen forvandler dette spørgsmål sig til et livsperspektiv: at kunne rumme det der er?

Litteraturen kan spænde over generatio-ners erfaringer, frem for kun ”her og nu”.

Med ”Ti vilde heste” vil jeg gerne le-vendegøre den eksistentielle udfordring, vi som mennesker står over for gennem hele vores liv, kan vi rumme os selv? De følelser vi faktisk har, uanset hvad vi har oplevet, og hvad de er forårsaget af? Er der ikke altid en lille stemme, der siger: Ikke god nok! Eller en refleks, der undskylder eller forsvarer? Er mange voksnes handlinger ikke dikteret af barnets drøm om at bevise, at man er

”god nok” og værd at elske for andre. Er det svigtede og sårede i os ikke ofte skjult for os selv?

Det er en udbredt forestilling, at kær-lighed er noget man kun kan få af andre. Romanen vover den påstand, at kærligheden hele tiden er til stede som

et dybere potentielt lag. Kan vi nå frem til at kunne mærke kærligheden i os selv? Ikke som en ting man ejer, eller en præstation, men som en fordybet accept af livet. Vores eget og andres. Kan hele vores livsproces i virkeligheden ses som en rejse hen mod det rum i os selv?

Jeg oplever, at der er en form for kol-lektiv psykisk forstyrrelse i det vi kalder det moderne. Kravet om kvantitet og det ydre ses som hele ’virkeligheden’. Derfor karakteriseres vores rastløse og overra-tionelle kultur af mangel på respekt for og desværre også af stor uvidenhed om det ’ikke-målbare’. Samfundsnormerne giver ikke meget rum til eftertanke, fantasi eller indlevelsesevne - kort sagt alt for lidt plads til sjælens landskaber. Til gengæld er der et voldsomt krav om ’vækst’ på alle planer, den enkelte skal være målbart profitabel for samfundet. Men mennesket er ikke en maskine. Tilværelsen er et stort mysterium, hvor vores indre landskab er ligeså gåde-fuldt og uendeligt som det ydre univers. Traumatiske erfaringer kan menneskeligt set blive til en stor indre rigdom senere, hvis de traumatiske oplevelser mødes i individet selv – den mulighed afhænger både af individet og af de normer der gælder for udstødelse.

Vores samfunds opfattelse af mennesket som sjælløst afspejler sig desværre også i det etablerede sygehusvæsen, hvor diagnoser mere ses som en slutdom, fremfor som en inspiration til at begynde en indsigtsfuld dialog på et dybt følel-sesmæssigt plan. Det indgår ikke som en selvfølge i lægeuddannelsen, at hele det følelsesmæssige og kropslige felt er en form for sprog man kun kan forstå, hvis man lærer at ’lytte’, virkelig lytte med intuition og dybde. Som systemet er indrettet ( heldigvis med mange gode undtagelser) forstår man simpelthen ikke forvandlingspotentialet i indre oplevelser, billeder og drømme. Tværtimod frem-stilles det som fravær af professionel

32

33

kunnen at regne hjertet for mere end en muskel eller for den sags skyld at lytte til indholdet i ’ indre stemmer’. I stedet fyldes uddannelserne med såkaldte facts, ’videnskabeligt målbare’ diagnoser og tilhørende kemiske påvirkninger af hjernen, der forventes at kunne ’kurere’ ligegyldigt hvad. Diagnoser bliver der som bekendt flere og flere af, dybtgå-ende viden om helende indre arbejde er undtagelsen mere end reglen.

Der er ingen facitliste for livet andet end at være tro mod sine egne dybe intuitio-

ner og erfaringer, hvad enten man er ple-jebarn eller plejefamilie. Som jeg ser det, ligger der en stor menneskelig rigdom i de indre universers erfaringer - en mu-lighed for en livslang opdagelsesrejse i det ukendte. Jeg håber at plejefamilier i dag først og fremmest lytter til deres egen dybe intuition, hjerte og erfaringer, når de har med psykisk sårbare børn at gøre. Børn og unge har brug for voksne, der kan se og rumme de følelser, barnet eller den unge ikke selv tør nærme sig.

TI VILDE HESTEEn roman af Elisabeth RygårdForlaget BATZER & COForsidebillede af Jytte Rex

HandlingenRomanen er en rystende, poetisk og sort humori-stisk fortælling om tavshedens pris. I historien følger vi en pige og hendes opvækst med to psykisk syge for-ældre. Hemmelige billeder og figurer styrer pigens liv

mod afgrunden - eller mod forvandling.Handlingen udspiller sig i de gode gamle dage, da far gik på arbejde og mor gik hjemme, hvor pæne piger blev gift med pæne drenge og Grimms eventyr blom-strede bag facaderne. I spring følger vi historien fra pigens fjerde år til hun fylder fireogtyve og venter sit første barn. Det er under

Ungdomsoprøret, at den nu unge kvindes verden åbner sig og hun tager en livsvig-tig beslutning.Mor - datter forholdet, romanens hoved-tema, udfoldes i denne fortælling som et konkret, men også mytisk rum, der overskrider stereotype forestillinger om

‘lykke’ såvel som ‘ulykke’.

ForfatterenElisabeth Rygård debuterer som roman-forfatter med ‘Ti vilde heste’.Hun har i mange år arbejdet som film-instruktør, begyndende med den humo-ristiske spillefilm Ta’ det som en mand, Frue’ (1975), som udsprang af 70’ernes kvindebevægelse. Filmen vakte stor opsigt og fik betydelig internationalgennemslagskraft.Siden har Elisabeth Rygård skabt 20 andre film bla. om kvinders kamp i Pakistan, spillefilmen ‘Omfavn mig måne’ om en tyrkisk dreng hvis foræl-dre udvandrer til Danmark. En film om minoriteter i Nord-Irak er under forbere-delse. Derudover har forfatteren udgivet to digtsamlinger (på Vindrose og Klim.)

33

http://www.boernetinget.dk/

Hjemmesider for plejebørn

www.bornetelefonen.dk

34

35

Hvor er det at plejebørnene ikke får ordet? Er der områder i anbringelsessagerne, hvor plejebørnene ikke bliver hørt og hvor de burde høres?Ovennævnte spørgsmål stillede vi til psykolog Niels Peter Rygård:

Når et barn kommer i pleje, indebærer det et identitetsskift fra at være et barn til at være et plejebarn med to familier bag sig. I princippet den samme proces som skilsmissebørn oplever, men på helt andre vilkår. Derfor vil jeg komme med nogle meget konkrete forslag til, hvordan plejeforældre og andre kan arbejde mål-rettet med at skabe rum, hvor anbragte børn bliver hørt, set og forstået.

At bygge en sammenhængende identitet som plejebarn skal man have hjælp til. I efterundersøgelser af tidligere anbragte er en af plejebørnenes hovedanker: ”Der var aldrig nogen, der talte med mig om det, der betød noget” (det vanskelige i at være anbragt). Det er ikke nok at bage kager og spille fodbold, for nedenunder hverdagen er barnets hoved fyldt med teorier: ”Hvorfor kan jeg ikke være hjemme, hvordan har mine forældre det, er jeg ikke god nok?”, osv.

En af de vigtigste opgaver er at støtte barnets udvikling af forestillinger om, hvorfor det er i pleje, og hvordan man kan få en sammenhængende og brugbar opfattelse af sig selv som plejebarn, så man kan få ro til at udvikle sig. Det sker kun gennem åben dialog med barnet, og kan f.eks. være et emne man taler om på et fast tidspunkt en gang om ugen. Mindre børn kan få fortalt historier om plejebørn (der er nok at tage af, fra

Oliver Twist og fremad), eller lave teg-ninger af to huse, hvor det beskriver sin egen familie, plejefamilien og forholdet mellem dem. Eller man kan med mindre børn lege en leg med to dukkehuse.

Større børn kan f.eks. være med til at lave en video med mobilen hvor pleje-forældrene interviewer dem om, hvordan det er at være i pleje, hvordan barnets hverdag er, hvem det savner, hvad det er glad for, etc. Sådan en video kan laves med jævne mellemrum, og gemmes til opholdet slutter.

Barnet kan lave en video eller en præsen-tation for sin skoleklasse om livet som plejebarn. For ligesom teamet skilsmisse nu er blevet tilladt at tale om i klassens time, bør det at være anbragt også gøres noget lige så hverdagsagtigt, og noget man kan tale om i et offentligt rum, så vi kan få ophævet stemplingen af det at være anbragt som noget skamfuldt, der skal forties. De børn i klassen hvis for-ældre er skilt (og det er ca. halvdelen), vil med det samme forstå hvad der tales om.

At beskrive det at være plejebarn kan også være en god projektopgave for en skoleklasse.

Sagsbehandler eller tilsynsførende kan ved besøgene interviewe barnet om de samme spørgsmål. Barnet kan få hjælp til at skrive til sin sagsbehandler med jævne mellemrum.

35

Noget af det mest stressende for men-nesker uanset hvilken organisation de befinder sig i, er hvis de oplever ikke at have indflydelse på deres egen situation, og ikke at blive hørt. Derfor må man bruge sin fantasi, så man finder måder og situationer hvor barnet bliver lyttet til (uden at de voksne korrigerer eller lukker

De samme spørgsmål har vi stillet Ida Cecilie Norm Hammen antropolog og Ph.d. studerende på RUC, Institut for Samfund og Globalisering.

Jeg har i min undersøgelse forsøgt at give plejebørnene rum til at ytre sig om deres situation og er stødt på flere børn, der ikke ønsker at 'blive hørt', som ikke ønsker at træde frem med deres eget budskab, men som hellere vil lade pleje-forældrene tale for sig eller som kun vil tale, hvis plejeforældrene er til stede.

Jeg tror, at det er vigtigt at reflektere over, at det at høre børn ikke nødvendigvis sker af sig selv, bare man sørger for at få dem på to-mandshånd. Børnene skal føle sig trygge og have tillid til den voksne, før de ønsker at komme med udsagn, der handler om noget vigtigt i deres liv. Det er blevet en trend at børn skal høres.

for ting de ikke kan holde ud at høre), eller hvor barnet kan medinddrages i beslutninger.Ligeledes er det vigtigt for børn og unge at lære, at de ikke er de eneste i verden, og at det at være plejebarn også kan være et tilhør til en gruppe jævnaldrende, en fælles identitet.

Trenden bunder i en vigtig etisk indstil-ling til, at børn skal respekteres og lyttes til, men det er ikke altid så nemt at over-føre til praksis. Jeg tror, at der er mange sagsbehandlere, der har gode intentioner om at høre børn, men som ikke rigtig lykkes med det i praksis, fordi børne-nes svar enten er for langt væk fra den voksnes virkelighed eller fordi børnene forholder sig tavse.

Når man taler om at høre børn, er det vigtigt ikke bare at finde ud af HVOR børnene får eller ikke får ordet, men også HVORDAN børn får ordet... om de oplever at det er trygt og givtigt at sige noget...

Ida har reflekteret over vores spørgsmål i forhold til den undersøgelse, som hun netop har afsluttet. Resultatet af undersøgelsen er endnu ikke færdigbearbejdet, men vi håber, at kunne skrive lidt mere om, hvad Ida fandt ud af da hun mødte børnene, når hun er færdig med sin undersøgelse.

36

37

Der er en del børn, der skriver ind til Børnetinget, fordi de ønsker at komme i pleje. Det er jo på den ene side posi-tivt, da det må betyde, at de forbinder plejefamilier med noget godt. På den anden side er det negativt, da det er børn og unge, der er ulykkelige eller har det svært og ikke føler, de kan få hjælp, når de bor hjemme. Her følger nogle eksempler:

Hjæææælp”Hej, jeg overvejer at tage i pleje, fordi jeg ser ikke min mor. Hun er alkoholiker og narkoman. Min far er tit voldelig over for mig, og han er også alkoholiker. Jeg kan bare ikke leve i det lorteliv mere, men hvad nu, hvis man kommer i en dårlig plejefamilie? Nu har jeg altid haft frie tøjler? Hvad nu, hvis man ender med at ikke have lov til noget som helst? Er det godt at bo i pleje?Hilsen den forvirrede ” (15 år)

Vil i pleje?”Hej, Jeg vil rigtig gerne i pleje, for mig og min far kan ikke enes. Han skælder mig stort set ud hver dag … Det er mig, der skal gøre alting (lave mad, vaske tøj, gøre rent osv.), og det får jeg ikke noget for, hvilket er ret irriterende.Jeg får ikke passet mine skolesager, fordi jeg ikke får den tid, det tager. Jeg kan ikke få den hjælp, der er nødvendig, fordi han er ordblind … Jeg har også flere gange overvejet at skære i mig selv pga., at jeg har det så dårligt.Hilsen mulle” (14 år)

Vil i plejefamilie”Hej.Jeg har det rigtig svært med min mor. Vi skændes hele tiden, og hun bliver sur over alt. Når hun bliver sur, kaster hun med ting. Den eneste, der er her for mig, er min far. Ham elsker jeg over hele verden. Jeg vil bare flygte med ham og finde en stedmor.Jeg kan virkelig ikke klare min mor – hun er alt for meget! Jeg har cuttet på grund af hende. Den eneste grund til, at jeg græder, er min mor. Hun er det værste, jeg kender, og jeg har prøvet at flygte væk fra mit hus. Jeg havde bare ikke mod nok til det, selvom jeg havde pakket mine ting. Jeg tænker på andre – hvordan de har det med deres mødre, og jeg skændes bare hele tiden. Jeg har prøvet at begå selvmord to gange. Har overvejet det igen.Jeg vil rigtig meget i plejefamilie, uden at hun ved det. Jeg fortæller min far, at jeg ikke kan klare hende mere. Jeg er ligeglad med, om I synes, at det er dumt at flygte væk fra hende. Jeg vil bare have et link, hvor jeg kan komme i en plejefa-milie. Har dog også tænkt mig at ringe til børnetelefonen, så det behøver I ikke at nævne”.Malle 12 år

Hvad med de børn, der ikke kommer i pleje?

37

Har det svært”Kære brevkasseJeg er en pige på 13 år, hvis forældre har været skilt, siden jeg var seks måneder.Jeg kom ud i noget dårligt selskab med min ekskæreste, som havde lavet vold, overfald, indbrud, hash-salg, relateret til rockere osv. osv. Jeg elskede ham, og intet af det, som han havde gjort, gik ud over mig.Mine forældre fik SSP og mine lærere ind over det, og jeg fik svært ved at følge med i skolen. Jeg fik det største had til mine forældre (min mor og hendes mand).Og de gjorde det kun værre ved at begynde at sige, at jeg ikke måtte se ham overhovedet. Og skulle gå over på den anden side af vejen, hvis jeg så ham på gaden …Han var i plejefamilie. Hans forældre er begge døde, og et af hans familie med-lemmer havde hængt sig. Og det var ham, som fandt liget. Så han har haft en svær barndom. Han er 15, og efter jeg slog op med ham, har han rodet sig ud i hash og kriminalitet igen :( Han er bare en ven nu, som jeg snakker med engang imellem.Hver gang jeg kommer til mine forældre og vil snakke problemer igennem, så be-gynder de at give mig skylden for alt, der er sket.Jeg har en veninde, som jeg kan snakke om tingene med. En dag fik mig og hende nok, så vi pjækkede fra skole og tog det første tog til (stor by). Der gik vi rundt. Vi havde det fint og tænkte ikke over konsekvenserne. Men ved 11-tiden om aftenen fandt hendes forældre os og kørte os hjem …Har overvejet det igen, men tænkte, at en plejefamilie måske vil hjælpe lidt. Komme et sted hen, hvor man ikke kender nogen, og starte helt på ny …Mig og min veninde har stjålet sammen,

er begge begyndt at ryge, hun har skåret i sig selv, det har jeg også gjort, men ikke så slemt som hende …Alle gør sig uvenner med mig, og det hjælper ikke på mit humør herhjemme.Min mor skifter lidt med hensyn til jobs. Er lige p.t. arbejdsløs, mens hendes mand har et arbejde. Han er aldrig hjemme, og når han er, så skændes de hele tiden …Jeg vil bare væk. Græder mig selv i søvn hver nat, tænker over hvordan det vil være at komme helt væk fra alt det her …”

Jeg vil ikke bo hos mine forældre mere!

”I skolen:Jeg kan ikke koncentrere mig.Jeg får gode karakterer osv. I hele 7. klasse (nu) har jeg ikke fået under 7.Men jeg har alt for meget andet i hovedet end undervisning.Ca. 3 gange i hver lektion forlader jeg klassen, for jeg kan ikke koncentrere mig mere end 10 minutter af gangen.Jeg vil gerne i plejefamilie, komme lidt væk, i noget tid.(af You-smile-I-smile 13 år)

38

39

Og så er der flere der er enige om, at alle (tidligere) plejebørn burde kunne få psykologhjælp, når de ønsker det/skal have det pr. automatik:

Frustrationer”(…) Jeg er flyttet langt væk hjemmefra, og det har givet mig en masse frustratio-ner. Den største af dem alle er: Hvorfor er det ikke okay at være anderledes?Jeg møder gang på gang problemer på det sociale punkt. Jeg har så meget vrede og uforståelse i min krop, som nu kommer ud, og det går desværre ud over alt og alle. Jeg er startet på et universitetsstudie, og hver gang jeg skal arbejde sammen med nogen, så har jeg en helt anden tilgang til tingene, men der er ingen, der kan følge mig … (…) Jeg er blevet meget negativ, efter jeg er flyttet hjemmefra. Det er, som om de ne-gative ting vejer for tungt. Jeg prøver og prøver at styre min negativitet, men uden held. Og nu kan det snart være nok.”Svar fra Sisse: (”…)På uni er der mulighed for at få psy-kologhjælp. Du skal bare henvende dig til studenterrådgivningen eller studievej-lederen og fortælle, hvordan du har det, og at du har hørt, at man kan få hjælp fra en psykolog via uni. (…)”Hej igenNu sidder jeg her foran computeren igen. Denne gang med en lægeerklæring på svær stress, en psykologaftale og et studie, som jeg hverken kan eller må passe, samtidig med en uforstående chef.Men nu får jeg da i det mindste hjælpen.Når jeg sidder og tænker tilbage, og da jeg havde min samtale med lægen, fandt jeg ud af, at grunden til stressen er ikke kun mit studie og mit arbejde, men ne-derlagene efter jeg flyttede hjemmefra

og sidst, men ikke mindst, min plejemors fravær og min mors psykiske sygdom.Jeg sidder med en følelse af tomhed, dårlig samvittighed og nederlag. Det er ikke sjovt at få angstanfald i supermar-kedet og rysteture og hjertebanken efter at have lagt tøj sammen. Madlavning og opvask er no go.Derfor vil jeg komme med et budskab: Alle plejebørn skal have psykolog-hjælp ved udslusning. Det skal ikke være et tilbud, men normal procedure. Fordi plejebørn kan ikke selv få øje på problemerne.Nu skal jeg til psykolog om en måned og til lægen en gang om ugen. Og håber på, at jeg bliver glad igen og fyldt med trang til at være social og have det sjovt.Howst 21 år 10 år i pleje”Svar til Howst

”Hej Howst.(…) Du har ret: Alle anbragte børn skulle have ret til psykolog. I TABUKA, som er landforeningen for nuværende og tidligere anbragte, har vi længe sagt, at vi mener, at alle anbragte skal have et “klippekort” til psykolog – et man bare kan bruge, når man er klar til det, og når det er brugt op, skal man have et nyt, indtil man ikke længere har brug for det. Vi ved godt, at det nok ikke bliver sådan, men så har vi sat gang i snakken om det behov, anbragte har for at få styr på det kaos, vi alle har indeni.Med venlig hilsen Sisse Bøgild”

”Hej HowstJeg var så “heldig”, at jeg flyttede sammen med en kæreste i sin tid, da jeg flyttede fra min plejefamilie, men jeg havde alligevel samme problemer som dig, og de har fulgt mig lige siden. Først

39

nu (gennem min uddannelse) har jeg fundet ud af, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør, i visse situationer.Det er absolut ikke nemt at flytte fra de trygge rammer og strukturen og al om-sorgen. Jeg fik godt nok psykologhjælp, men jeg kunne ikke åbne mig, og jeg endte med at stoppe det. Dog er jeg sikker på, at andre vil få vir-kelig godt af psykologhjælp, når de forla-

der plejefamilierne, for man står sårbar og mange gange ensom. Jeg fik hjælp fra min læge senere, og det reddede mig nok.Det er 10 år siden jeg flyttede fra pleje-familien, og der blev gjort meget lidt for mig dengang …Håber så sandelig, der er blevet stram-met op … Men det tyder desværre ikke på det :-(” Anna 27 år 4 år i pleje

Plejebarn 11 år: at jeg savner min mor.Plejebarn 8 år: at jeg ikke bor ved min rigtige mor og far. Jeg bliver tit ked af det, når jeg ser ”almindelige” børn, som leger og er glade. De har det jo ikke så svært som mig...At mor ikke kan passe på mig.

Hvad kunne du ønske?Plejebarn 11 år: at min mor ikke tog stoffer, og at min far ville lade være med at kontakte mig.Plejebarn 8 år: at bo ved min mor, at min mor stopper med at tage narko, at min mor kommer til samværene.

Hvem kan hjælpe?Plejebarn 11 år: min plejemor, min moster, min kusine, min plejesøster, min lærer, min plejefar.Plejebarn 8 år: min plejemor.

Hvad kan være svært ved at være plejebarn?

Plejebørnene får ordet, når det er svært

40

41

Som afrunding af temaet har vi spurgt plejebørnene

”Hvad er det bedste, ved at være plejebarn?”Hvad er det bedste ved at være et plejebarn?• Det er at være her hundehvalpene, spillemaskinerne,

haven, Lego og besøge far om lørdagen• Jeg kan ikke tænke mig et andet liv, jeg er glad for at være

her. Jeg skal også blive her resten af mit liv.• Jeg bliver ikke slået• Der er nogen der passer på mig og jeg får mad• Det ved jeg ikke, men jeg kan godt lide dig!• Det er at jeg kender dig – og du er bare rigtig sød.• At jeg har mange at snakke med, at jeg har 2 mødre, at min

plejemor hele tiden er hjemme. • At jeg har mange søskende, at vi har en crosser. Det er

godt at have 2 mødre, og at min plejemor altid er der for mig.

• At du passer på mig rigtig godt.• At vi kommer på mange ture og ferier. • At jeg ikke plager – at jeg kan lege med Noah og at jeg

glæder mig til at komme på sommerferie.

41

Nyt fra Social og integrationsministeriet

SÅDAN ER DET AT VÆRE ANBRAGT UDEN FOR HJEMMET

Det kan være en hård oplevelse at være barn anbragt uden for hjemmet. Det viser en ny undersø-gelse af anbragte børns forhold, som Børnerådet har foretaget for Social- og Integrationsministeriet. Men en del børn fortæller også om succesoplevel-ser og gode sider ved at blive anbragt.

Børnerådet har gennemført en in-terviewundersøgelse for Social- og Integrationsministeriet. Rådet har talt med i alt 113 børn, som er anbragt uden for hjemmet.

Rapporten i sin fulde længde, kan læses på foreningens hjemmeside:plejefamilierne.dk

42

43

PLFs Bestyrelse 2012Formand: Jens Vegge Bjørck, Strandvangsvej 47, 2650 Hvidovre Tlf. 2782 7516 Født 1955, uddannet jurist og socialpædagog. Erhvervserfaring, Kontorchef i Kommune, juridisk konsulent i arbejdsmarkedsorganisation. Plejefamilie siden 1997 Email: [email protected]

Næstformand: Thomas Damkjær Petersen, Frederiksborggade 46,2 th. 1360 København K. Tlf.: 2170 8784. Født i 1955. Civilingeniør, arbejder i trafikselska-bet Movia og er tillidsrepræsentant. Aktiv i Skole og Samfund og var landsformand fra 1998-2008. Plejefamilie siden 2000.Email: [email protected]

Bestyrelsesmedlem: Henrik Juul, Løkkegravene 123 5270 Odense Tel: 6618 7790.Salgsingeniør og plejefamilie.

Bestyrelsesmedlem og redaktør af PLF bladet: Hanne Niemann, Hasselvej 88, 2830 Virum. Tlf.: 2194 6886 Født 1955. Uddannet lægesekretær og Socialpædagog, pædagogisk diplomuddannelse og én master i voksenuddannelse. Plejefamilie siden 1992. Email: [email protected]

Bestyrelsesmedlem: Annette Vestergaard, Gartnervænget Øst 18, 5240 Odense NØ telefon 2887 3961. Uddannet socialpædagog, babymassageinstruktør og KST-terapeut. Plejefamilie siden 1988.Email: [email protected]

Kasserer: Marie Busch Nielsen, Rudmosevej 5, 6971 Spjald Tlf.: 9738 2021 Plejefamilie. Uddannet lærer i 1994.Har arbejdet bl.a. som lærer og pædagogmedhjælper. Fører bogholderi, løn m.v. i ægtefælles tømrervirksomhed. Kirkesanger. Plejefamilie siden [email protected]

Bestyrelsesmedlem og medredaktør af PLF bladet: Marianne List Løjt Kirkeby 6200 Aabenraa Tlf: 2395 2500 Født i 1957. Socialpædagog. Plejefamilie siden 1983. I PLFs bestyrelse siden 2003 Familiekonsulent i en Kommune. email: [email protected]

Sekretær: Karina Eltang Tøttrup, Metavang 6, 2670 Greve. Tlf.:2537 8940. Uddannet kommunal sagsbehandler for mange år siden, derefter uddannet inden for finanssektoren, sluttede karrieren som kreditchef i 2007. Plejefamilie siden 2007. Email: [email protected]

Suppleant: Lotte Petersen, Østergade 11, 6640 Lunderskov Tlf.: 2191 9356Plejefamilie. Netværksansvarlig og [email protected]

43

Vi skal lege, fiske og have det skønt en hel dag i Tarup-DavindePLF har reserveret shelterpladsen med bålhytte og natursko-len til et arrangement den 18. august fra kl. 10.00 - 16.00.

Vi starter med en tur fra kl. 10.00 – 12.00. Turen vil rumme små udfordringer un-dervejs: netfiskeri i søen, tur gennem skoven med tovbane, "spindelvæv" og hop på

"åkandeblade", mal med naturens farver, kimsleg og m.m.

Der er brænde til bålpladsen, hvor vi skal grille og bage pandekager eller snobrød. Der er brygget kaffe på naturskolen og tilfælde af meget dårligt vejr, kan vi trække ind i skolestuen.

Om eftermiddagen vil der blive mulighed for at klatre med en instruktør samt fiske med egen medbragt fiskestang, hvis nogen skulle have lyst til det og meget andet.

Tilmelding via hjemmesiden www.plejefamilierne.dk

Plejebørnenes dag

Lørdag d. 18. august 2012 fra kl. 10.00 – 16.00Vi skal lege, fiske og have det skøntPlejebørnenes dag 2012

44

45

Igen i år arrangerer PLF selvfølgelig den traditionelle SOMMERLAND SYD TUR!Fredag den 10. august 2012 kl. 10.00

Turen er for alle i plejefamilien uanset alder!

Turen har udviklet sig til en tradition for både børn og voksne, hvor der er rig mulighed for at udfolde sig på tværs af familierne og skabe kontakt både børn og voksne i mellem.

Der er både glædelige gensyn og plads til nye deltagere!

PLF dag i Sommerland Syd

Vi mødes kl. 10 på parkeringspladsen – entré for egen regning!

Alle samles til fælles frokost.

Dagen afsluttes med at PLF giver en is til deltagerne.

Husk: Påklædning til en udendørs dag – evt. badetøj Madpakke/drikkevarer (kan også købes)

KOM FRISK!

Karin TerpTlf. 26 17 64 61

45

Bedre tilsyn for anbragte børnNy partnerskabsaftale mellem KL og Social- og Integrationsministeriet skal styrke kommunerne tilsyn.

Som led i partnerskabsaftalen mellem KL og Social- og Integrationsministeren har de to parter udarbejdet et sæt anbefa-linger for godkendelse af og tilsyn med anbringelsessteder for børn og unge. Anbefalingerne er udsendt pr. brev til borgmestrene i alle landets kommuner. Hvis den enkelte kommune har taget højde for disse anbefalinger, er der god sandsynlighed for, at godkendelsen og tilsynet har en høj kvalitet. Og dermed også, at tilbuddene til børnene og de unge har en høj kvalitet.

Konkrete redskaberMed anbefalingerne og de tilhørende støtteredskaber følges der op på til-synsaftalen mellem KL og Social- og Integrationsministeriet fra decem-ber og på to nye undersøgelser fra Ankestyrelsen. Til at understøtte kom-munernes arbejde med de ti anbefalinger, har Socialstyrelsen samlet en række redskaber, som nogle af de kommuner,

der er langt i arbejdet med deres god-kendelse og tilsyn, anvender. Der er tale om eksempler på redskaber, som andre kommuner kan lade sig inspirere af, og justere eller udvikle egne redskaber ud fra.

Redskaberne findes på Socialstyrelsen hjemmeside, hvor der også vil være meget anden viden at hente, herunder lovgivning, vejledning, undersøgelser mv.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup siger:

"Undersøgelserne viser tydeligt, at der er behov for at styrke kommunernes tilsyn. Derfor er jeg også glad for, at jeg sammen med KL i vores partnerskab har udviklet ti helt konkrete anbefalin-ger til, hvordan kommunerne fører et ordentligt tilsyn med anbragte børn og unge og opholdsstederne. Dem skal vi nu have udbredt til alle landets kommuner. Anbragte børn og unge har nemlig krav på gode og trygge rammer for deres opvækst. Det skal anbefalingerne sikre."

46

Nyt fra AnkestyrelsenMedierne har afdækket flere enkeltsager, hvor det kommunale tilsyn ikke har opdaget uhensigtsmæssige forhold på anbringelsessteder. Det fik i sommeren 2011 socialministeren til at bestille to undersøgelser fra Ankestyrelsen, som skulle afdække kommunernes tilsyn på anbringelsesområdet. Undersøgelserne viser, at kommunerne har organiseret det driftsorienterede tilsyn forskelligt, og at kommunerne kan blive bedre til at do-kumentere og føre tilsyn med de børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet.

Dokumentation for det personrettede tilsyn kunne være bedre Ankestyrelsen har gennemgået et antal konkrete sager fra fem af de ti kom-muner, som også er blevet interviewet i forbindelse med undersøgelsen. Det overordnede indtryk af sagerne er, at der er stor variation i forhold til, hvordan det personrettede tilsyn er dokumenteret i sagen. Det er i flere sager uklart, hvornår der er gennemført et personrettet tilsyn med et anbragt barn, og hvornår der er tale om generel opfølgning i anbringelsessagen.

I lovgivningen er der ikke en klar adskil-lelse mellem det personrettede tilsyn og den generelle opfølgning. Tilsynet kan imidlertid nemt miste fokus, når der i sagsbehandlingen er fokus på andre kon-krete problemstillinger end selve tilsynet med barnet eller den unge

Plejefamilierne er tilfredse, men savner flere og bedre tilsynsbesøg Samlet set er 79 procent af plejefami-lierne tilfredse med det personrettede tilsyn, som kommunerne fører. Også det driftsorienterede tilsyn er plejefamili-erne godt tilfredse med. Her svarer 83

procent, at de er meget eller nogenlunde tilfredse.

Det kniber imidlertid ifølge plejefamili-erne for kommunerne at få afholdt de to lovpligtige personrettede tilsynsbesøg årligt. Det første år efter Barnets Reforms trådte i kraft, har 45 procent af plejefamiliernes plejebørn modtaget to eller flere tilsynsbesøg. 40 procent modtog et enkelt tilsynsbesøg, mens 14 procent ikke modtog tilsynsbesøg.

I 21 procent af de seneste personrettede tilsynsbesøg blev der ikke afholdt en børnesamtale med barnet, sådan som loven foreskriver.

Plejefamilierne ønsker generelt bedre opfølgning på tilsynsbesøg. For de driftsorienterede tilsyn efterlyser de mere struktur i form af dagsordener, mødestyring og referater.

Der er ikke lovkrav om uanmeldte tilsynsbesøg i plejefamilier, og det anvendes også sjældent af kommunerne. 8 ud af 10 kommuner har ingen retnings-linjer for at anvende uanmeldte besøg i plejefamilier.

Stor tilsynsopgave i plejefamilier Flere og flere børn og unge bliver anbragt i plejefamilier. Det stiller større krav til professionalisering af tilsyns-opgaven med plejefamilier. Social- og integrationsministeren har blandt andet derfor igangsat et reformarbejde på tilsyns- og godkendelsesområdet, som Ankestyrelsen deltager i.

Læs hele undersøgelsen på plejefamilierne.dk

48

49

Social og Integrationsministeriet

Holmens Kanal 22

1060 København K

11. juni 2012

Hvorfor er det omkostningsfrit for kommunerne at bryde loven?

Kære Karen Hækkerup

Som opfølgning på tidligere brev og efterfølgende møde med dig, fremsender vi hermed endnu et forslag, som du kan lade indgå i dit videre arbejde.

Vi kan stadig ikke anbefale, nogen at blive plejefamilier.

Vi har gennemført en række møder med de socialpolitiske ordførere. Det har ikke givet anledning til, at ændre på vores opfattelse af, at kommunerne ikke magter opgaven omkring anbringelse af udsatte børn og unge.

Vi er blevet bekræftet i, at kommunerne har en klar økonomisk tilgang til området, og ikke tager udgangspunkt i barnets/den unges behov.

Barnets Reform ligger ellers fint op til, at man skal gøre det, som er bedst for barnet/den unge.

Vi fastholder derfor vores tidligere fremsendte forslag om, at opgaven om anbringelse af udsatte børn og unge vil blive løst bedre i tre statslige centre.

Indtil dette bliver gennemført, foreslår vi følgende:

Hvad skal det koste, når en kommune ikke overholder loven?

• Ikke gennemfører de persontilrettede tilsyn mindst to gange om året.• Ikke udarbejder en udviklingsplan.• Ikke følger op på en udviklingsplan.• Ikke udbyder de to lovpligtige efteruddannelsesdage af plejefamilier.• Ikke gennemfører de lovpligtige børnesamtaler.• Ikke tilbyder supervision til plejefamilien.• Ikke tilbyder barnets forældre en § 54 støtteperson.

Hvis vi sætter en fiktiv pris på 10.000 kr. for manglende lovoverholdelse (som eksempel ved vi fra Ankestyrelsens undersøgelse, som du bestilte i sommeren 2011, at der i ca. halvdelen af anbringelserne ikke gennemføres det lovpligtige tilsyn). Det er ca. 31.000.000 kr. med 6200 anbragte plejebørn, og dette beløb er kun beregnet ud fra første punkt om at gennemføre tilsyn to gange årligt. Vi har en forventning om, at politikerne i folketinget beder kommunerne om, at overholde loven for at sikre, at de anbragte børn/unge får mulighed for at få et godt barneliv.

Vi ved det virker – hvis loven og Barnets Reform bliver overholdt!!

Venlig hilsen

Plejefamiliernes Landsforening Formand Jens Vegge Bjørc

Plejefamiliernes Landsforening Strandvangsvej 47 2650 HvidovreTelefon: 2425 [email protected]

49

nETværk

Bestyrelsen har udpeget Lotte Petersen fra Lunderskov til ny netværkskoordinator. Jeg er ny netværkskoordinator i PLF og vil meget gerne hjælpe de nuværende net-værksgrupper, men også meget gerne hjælpe med at få flere netværksgrupper op at stå, så flere får den mulighed at komme i et netværk, sparre og dele erfaringer med ligestillede.

Vil I gerne med i et netværk?Jeg finder det nærmeste i Jeres område og ellers starter vi et nyt netværk op.

Er du interesseret kan du kontakte foreningen på E-mail: [email protected]

OPSLAGSTAvLEnModtager du ikke email fra

PLF? Måske skyldtes det, at vi ikke

har din rigtige adresse?

send din mailadr. til: [email protected].

Du kan også kontrollere i dit emailprogram, i Outlook under

”uønsket Email”.

Nogle gange afvises emails der sendes til flere modtagere.

Det har betydning for invitatio-ner til netværksmøder, tema-

dage eller andre aktuelle ting, vi sender rundt til Jer.

5. november 2012 holder Plejefamiliernes Landsforening

en konference på Christiansborg.

Sæt kryds i kalenderen.

Ny netværks koordinator

50

51

4. Netværksgruppe Midt-Vest Marie Busch Nielsen [email protected]. Netværksgruppen Egtved Jens Bæk Jessen [email protected] Netværksgruppe Kolding Bodil Nørgaard Krog [email protected] Netværksgruppe Børkop Anette Andersen [email protected]. Netværksgruppe Sønderjylland Karin Terp [email protected]. Netværksgruppe Fyn Mette Juul [email protected] Dorthe Mortensen [email protected]. Netværksgruppe Storkøbenhavn Birthe Damkjær Petersen [email protected] Netværksgruppe Lyngby ”Det grønne område” Ole Olsen [email protected]. Netværksgruppe Frederikssund Hanne Hofman [email protected]. Netværksgruppe Greve Karina Eltang Tøttrup [email protected]

12. Netværksgruppe Odsherred Lene Damm [email protected]. Netværksgruppen Falster Birgitte Sidor, Falster [email protected]

nETværkfOr PLEjEfAMiLiEr

Sammenhold giver styrke

Vi byder velkommen til de nye netværksgrupper, Ringkøbing Skjern, Odsherred m.m.

OPSLAGSTAvLEn51

Bruger adgangSom medlem i PLF har du mulighed for, at få adgang til de afsnit på hjemmesiden som er forbeholdt medlemmer. Du SKAL være logget ind for, at kunne se disse sider.

Kender du ikke, eller ikke kan huske dit brugernavn og adgangskode, kan du skrive til PLF og få den tilsendt via mail.

Under medlemssider har du udvidet adgang til flere ting bl.a. fuldt kartotek over tidligere udgivne PLF Blade.

52

53

HVORFOR BØR JEG VÆRE MEDLEM AF PLF?Vi arbejder for at få bedre arbejdsvilkår for plejefamilier.Vi gør hvad vi kan for at forbedre forholdene for plejebørnene og deres familier.Men vi brænder allermest for at forbedre vilkårene for plejefamilien - fungerer plejefamilien ikke, så mislykkes anbringelsen.

Som medlem får du: • Faglig og aktuel information i dit arbejde som plejefamilie. • Adgang til sociale og faglige netværk – du er aldrig alene. • Mulighed for at deltage i kurser og temadage der opkvalificerer dig fagligt – det

giver mere overskud.• Du er med i en organisation der hele tiden aktivt påvirker udviklingen og vilkå-

rene for plejefamilierne.

VI TILBYDERDu er aldrig alene Der er altid nogen at spørge Der er altid nogen at tale med

Faglige og sociale netværk – lokale, regionale og nationale. Her kan du drøfte og få svar på de sværeste spørgsmål i et lukket forum – vi er alle i samme båd, men med forskellig erfaringsgrundlag.

Saglig og faglig information der ved-rører din hverdag, er en forudsætning for at udføre opgaven

Vi søger og finder information • Fagligt • Sagligt • Politisk

Plejefamilier er retsløse Plejefamilier arbejder uden overenskomstPlejefamilier får ofte omvendt resultatløn

Vi har hørt mange af historierne. Vi bruger informationerne. Vi lægger pres på folketing, kommuner mv. og vi bliver hørt. Vi ved, at vi gør en forskel.

Plejebørnene er retsløse – kommuner-nes økonomi bestemmer. I det spil er børnene taberne, men i sidste ende er det samfundet.

Vi ved, hvad der virker for børnene. Vi får erfaring gennem vore netværker.Vi ved at vore temadage og kurser øger kompetencer hos vore medlemmer. Derfor gør PLF en forskel .

FAKTA

53

HverdagenEt digt af Elin Grauslund Hansen

Starter hverdagen med madpakker at smøre,imens ungerne spiser, og vi på nyheder hører.Så af sted til skolen inden klokken ringer ind,tilbage til hjemmet hvor der skal ordnes mange ting.Jeg pudser vinduer med fuld energiog bager den kage, jeg ved I kan li'.Jeg køber ind og gør huset rent,ringer til en sagsbehandler - taler altid pænt :)Når skolen er slut, skal vi besøge en mor,forhåbentlig... er bunken af lektier nu ikke for stor.Og "alt det som fylder" skal vi have vendt,som hjemme-psykolog er jeg i visse kredse kendt.Så ringer en lærer, for noget gik galttrods alle de facts, jeg havde fortalt.Før det bli'r mørkt, kan jeg lige slå græsset,så går jeg i bad og virker fuldstændig afstresset.Jeg sætter mig ned for at ta' mig et hvil.Jeg vil jo så gerne modtage jer med et smil :DSå kommer I endelig og siger blot:Nå, der er nok nogen, som har det godt! ♥♥♥

54

55

TEMADAGEFOR PLEJEFAMILIER

Et lille plejebarn - sårbarhed og tilknytningTemadag 26. september Rødovre Kurset vil indeholde følgende: Tilknytning, vejledning af plejefam. med småbørn, hverdagslivet med sårbare børn, det anerkendende forældresamarbejde

Kurset vil være en blanding af oplæg og gruppearbejde, hvor der skal arbejdes med cases samt egne problemstillinger.

Mit plejebarn er omsorgssvigtet – men er det også hjerneskadet – og hvad så?Temadag 19. september 2012 i Kolding

Kurset vil sætte fokus på den nyere forskning vedrørende tidlig omsorgssvigts betydning for den hjernemæssige udvikling.

Børn med kognitive problemer13. september i Videbæk. Fokus på børn med kognitive problemer dvs. børn med opmærksomhedsproblemer, hukommelsesproblemer, perceptuelle problemer eller indlæringsproblemer.

I Plejefamiliernes Landsforening vægter vi temadage meget højt, fordi temadage er med til at højne medlemmernes faglige indsigt.Temadage har betydning for:• forståelsen af de udfordringer vi kan stå i som plejefamilie.• at plejebarnet sikres mulighed for at blive mødt, der hvor det er.• at plejefamilien bliver opdateret med ny viden på anbringelsesområdet.• opdatering på nye regler og love.• at danne netværk for plejebørn og plejefamilier.• muligheden for sparring. • at du møder kollegaer.

Og fordi vi ved det virker!! Vi oplever et stigende antal temadage, derfor har vi valgt at omtale temadagene kort her i bladet.Vil du læse mere om temadagenes indhold, henviser vi til vores hjemmeside, hvor du også skal tilmelde dig.Temadagene er gratis for PLF-medlemmer.Det er muligt at få et kursusbevis, ønsker du dette, må du oplyse det til den kursusansvarlige.

55

TEMADAGEFOR PLEJEFAMILIER

Samtale med plejebarnet.Temadag den 23. oktober 2012 i Kolding

Plejebarnet kommer ofte i loyalitetskonflikt mellem forældre og plejeforældre og har som regel oplevet svigt, sorg og tab – erfaringer, som kan være svære at forlige sig med. Når vi som mennesker bearbejder indtryk og oplevelser, foregår det ofte gennem sprog og samtale. For plejebarnet kan det være gavnligt og hjælpsomt at dele sin historie og sine nutidige oplevelser med forstående og anerkendende voksne.

Arbejdet med plejebørn nytter – men hvad skal der til?Temadag den 20. november 2012 i Kolding

Med udgangspunkt i forfatter, Lisbeth Zornig Andersens egen historie som pleje-barn, institutionsbarn og senere talerør for udsatte og anbragte børn i Børnerådet, vil hun komme med en række bud på den gode anbringelse i plejefamilier.

Plejebørn i teenagealderen

Temadag den 27. september og den 11. oktober 2012, Rødovre

Formålet med kurset er at give plejeforældre indsigt i, hvordan det er at være ung og anbragt samt at give plejeforældrene kendskab til centrale redskaber i opgaven og rollen, at støtte de unge i overgangen fra ung til voksen.

Jo før, jo bedreTemadag på Fyn 27. september Fra samspil – til relation – til tilknytning v/ Udviklingskonsulent & Familieterapeut Anna-Marie Glavind. I den udviklingspsykologiske forskning er der kommet fokus på samspil og relationer.

56

57

bOGOMTALErKost og ADHD - en nemmere hverdag trin for trinErnæringsterapeut Karen Nørby

Formålet med bogen er:At gøre dig i stand til at ændre små eller store ting i dit barns kost, så du får et sundere, nemmere og gladere barn. Desuden får du en grundforståelse for, hvorfor kosten er så central, når du har et barn med ADHD.

Bogen er relevant for dig, der…• Længes efter ro og overskud i hverdagen• Er frustreret over at skulle medicinere dit barn• Leder efter en løsning til at hjælpe dit barn til en lettere hverdag• Er nysgerrig efter at bruge kosten som hjælp

Bogen vil gøre dig i stand til, at…• Tilberede mad, som passer til dig og din familie vha. kostplaner og opskrifter• Forstå teorien om at kosten kan gøre en stor forskel• Afprøve om kosten indvirker på dit barns symptomer

Kost og ADHD – en nemmere hverdag trin for trin er til dig, som• Har et barn med ADHD eller en anden adfærdsforstyrrelse• Selv har ADHD eller en anden adfærdsforstyrrelse• Er pårørende til et menneske med ADHD• Arbejder professionelt med mennesker, som har en eller flere

adfærdsforstyrrelser

57

bOGOMTALEr

Af Signe Aalbæk Jensen socialpædagog og familieplejer

Jeg voksede som barn op med en far, der var traumatiseret efter oplevelserne i koncentrationslejr under 2. verdenskrig.

Jeg mindes ikke, jeg på noget tidspunkt fik en forklaring på min fars voldsomme og pludselige vredesudbrud, hans søvnløse nætter og hans alkoholmisbrug. Jeg husker kun min mor satte fingeren for munden og tyssede på os med ordene ”Schh … far har været i koncentrationslejr!”

Jeg byggede selv min egen forklaring op omkring disse ord og i min barnlige verden kunne jeg ikke forstå hvad hans vrede havde med hans kz-ophold at gøre, så min egen mere forståelige forklaring blev, at vi børn var skyld i fars udbrud – vi var møgunger !

Min far talte aldrig om sine oplevelser og først som voksen efter hans død, fik jeg en anden indsigt – han var traumatiseret og vi børn var sekundært traumatiserede.

Hvor ville jeg gerne have haft den indsigt noget før!

Jeg har igennem årerne søgt bøger som kunne underbygge de forklaringer jeg selv som mor, pædagog og familieplejer har givet børn omkring emnet barn af psykisk syge forældre, men bøgerne handlede primært om den psykiske syge selv og meget lidt blev det omtalt, at børnene også blev påvirkede. Den gamle tro på, at børn glemmer og leger videre, har eksisteret længe indenfor psykiatrien - men vi, som har arbejdet med børnene har længe vidst, at de tumlede i ensomhed med mange uopklarede spørgsmål!

Først da Karen Glistrups bog ” Hvad børn ikke ved - har de ondt af” har jeg oplevet, der var en bog, der lukkede posen op for indsigten i og vigtigheden af, at børn af psykisk syge skal der tages hånd om.

Karen Glistrups nye bog ”snak om angst og depression .. med børn og voksne i alle aldre” har taget skridtet videre ved at henvende sig direkte til barnet!

Der lægges ikke op til at bruge omsvøb i forklaringerne. Ord som depression, angst,

...med børn og voksne i alle aldre

P S Y K I N F O F O R L A G E T

af Karen Glistrup

Snak om angst og depression ...med børn og voksne i alle aldre.

Forfatter: Karen Glistrups

Bogen anmeldes af et af vore medlemmer.

58

59

bOGOMTALErbOGOMTALErpsykisk lidelse bliver brugt og barnet og den voksne får en forklaring på, hvad psykisk sygdom er – nemlig en sygdom ligesom fysiske sygdomme, med de påvirk-ninger, følelser og tanker det kan medføre i den pårørende/barnet.

Bogen er bygget op med 3 spalter over to sider:

Venstresiden i bogen - illustreret med enkle tegninger af Pia Olsen - er tænkt som højtlæsning for små børn eller så enkel i tekst at børn kan læse selv.

Højresiden er delt i to spalter, hvor første spalte er skrevet til de børn, der selv kan læse.

Den yderste spalte til højre er mere information til de voksne.

Ved denne opbygning har Karen Glistrup formået at lave en bog som kan læses af alle og som giver information på alle niveauer – det bliver derved en bog som helt klart har det bedst, hvis den læses sammen. Bogen er ikke kun tiltænkt børn af psykisk syge. Mange børn er børn af psykisk syge, men endnu flere har en legekammerat, en klassekammerat eller et familiemedlem, som er barn af psykisk syge forældre og de skal også have denne viden, så der åbnes op for, at der kan tales åbent om fx at Peters mor igen er indlagt.

Bogen koncentrerer sig om sygdommene angst og depression. Alle psykiske lidelser kan selvfølgelig ikke nævnes - jeg personligt ville ønske skizofreni også havde været med. Dette emne burde behandles i en anden bog.

Det er dog let at dreje samtalen ind på andre diagnoser, så barnet på den måde finder ud af, at der er mange diagnoser. Barnet får først og fremmest indsigt i, at de følelser og tanker som barnet går med er ens for alle.

Det er en god ide, selv at have læst bogen inden der læses op for barnet. Informationen til den voksne i højre spalte er nemlig god at have med sig, når der spørges ind til det læste.

Brug bogen som højtlæsning for de mellemste børn. Lad så bogen ligge tilgængeligt fremme, så barnet selv kan tage den og læse videre.

Godt skrevet, godt gået Karen Glistrup, og lad os så komme i gang med at få gjort et tabu til en naturlig del af en samtale!

Signe Aalbæk JensenSocialpædagog og familieplejerSe mere på www.snak-om-det.dk

59

bOGOMTALErbOGOMTALErJournalist Charlotte Højlund er mor til syv børn i alderen 0-17 år. I MOAR! deler hun gavmildt ud af sine bedste råd til for-ældre. Om hvordan man lærer sine børn at hjælpe hinanden. Om hvordan man takler en tre-årig, der har smurt hele sin krop ind i NIVEA-creme på vej ud ad døren. Om hvordan man taler med en 13-årig, der har kærestesorg for første gang. Og om hvordan man sørger for at få tid til sine egne behov, selv om man har børn. Alt sammen i en meget personlig tone, for Charlotte er ikke ekspert. Hun er mor med stort M og en masse sund fornuft. Pressen skriver: »Det er herligt at læse en bog, der har hele familien som fokus. Det er ikke kun børnene, der skal overle-

ve, men familien som helhed. Og det betyder, at der skal skæres en hæl og hugges en tå. Det gælder for forældrene og for børnene. - Moar! Sådan får du hvilepuls i hver-dagen er en meget fin og personlig beretning om det at være storfamilie og de løs-ningsmodeller, man kan gribe til, så glæden også kan få en stor plads i hverdagen.«

Alt bliver nemt sat på spidsen med en eller flere teenagere i huset. Din datter eller søn er på vej mod voksenlivet og lader det måske ikke gå stille af. Men teenagere er ikke kun besvær-lige, de er også sårbare, kærlige, ansvarlige og måske endda inspirerende. Som teenageforælder gælder det om at finde den rette balance mellem at turde give slip og holde fast lidt endnu - lettere sagt end gjort. Og så handler det om at forstå, at livet med en teenager sætter den voksnes liv i et nyt lys. De til tider vanvittige situationer, der nemt kan føles som

personlig fiasko, giver i virkeligheden mulighed for at forstå hinanden bedre. Find inspiration og konkrete ideer til at løse eller afværge konflikterne - og til at indse, at det blot er en periode, der endda kan lede til mere ligeværd, glæde og frihed for både din teenager og dig selv

Moar- sådan får du hvilepuls i hverdagenaf Journalist Charlotte Højlund

Forstå din teenageraf Gitte Haag

60

61

bOGOMTALErDet usynlige liv er en personlig fortælling om at vokse op med plejebørn i sin familie. Bogen beskriver forfatterens følelser af kaos, afmagt, sorg, længsel og ensomhed, efter familien er begyndt at leve som en plejefamilie. Den sidste del af bogen er bygget op med forslag til, hvordan en plejefamilies levevilkår kan forbedres, og hvad der især er vigtigt at have fokus på i forhold til det biologiske barn i plejefamilien. Bogen henvender sig til alle som er vokset op med plejebørn

i sin familie på godt og ondt. Som støtte og inspiration. Ligeledes henvender bogen sig til plejefamilierne, pædagoger, lærere, medarbejdere i kommunerne, kuratorer, psykologer, og andre der på den ene eller anden måde kommer i kontakt med plejefamilierne. Til alle dem, der ønsker et realistisk billede af, hvordan det på godt og ondt kan føles for et barn at leve som biologisk barn i en plejefamilie. Maria Sveigaard er uddannet pædagog og har i mange år arbejdet med anbragte børn og børn med særlige behov

Denne bog behandler et stort og tiltagende problem. Den bygger på Nora Lunds arbejde gennem 18 år med professionel familiepleje, hvor hun og hendes familie har levet sammen med

tidligt skadede børn.Også som lærer i Folkeskolen har Nora Lund mødt disse børn. Barnets omgivel-ser mangler ofte forståelse for, at norm-brud bør behandles anderledes, end når der er tale om ’almindelige’ børn. Her

kræves forståelse mellem lærer og elev. Barnet fungerer bedst, når det er trygt og ikke er i konflikt med omgivelserne.Bogen er et vigtigt bud på, hvad der ka-rakteriserer disse børn, og hvilke pæda-gogiske virkemidler der gavner netop dem. Hovedvægten ligger på denpædagogiske behandling af barnet med vægt på udvikling af et følelsesapparat,som fremmer dets sociale adfærd, og som opbygger barnets selvtillid.

Når jeg er lilleaf Nora Lund

Det usynlige liv -om at vokse op med plejebørnaf Maria Sveigaardd

bOGOMTALEr61

bOGOMTALEr

Anmeldt af Anna K. Rasmussen, mangeårig socialarbejderJeg har, i mit virke på institutioner, som akut aflaster og som familieplejer, ofte gjort brug af den forrige udgivelse af

”den nænsomme anbringelse”. Som akut aflaster siger det sig selv, at de børn og unge jeg modtog var i akut dyb krise. Det samme var deres forældre. Jeg har ofte brugt bogen til, at huske mig på min viden. Jeg er helt sikker på, brugen ikke vil blive mindre af den 3. udgave, i og med at lovgivningen på området, nu også er blevet opdateret.Bogen er fyldt med forfatternes eksper-tiser – den er overskuelig og let læselig. De juridiske refleksioner og paragraf-nøglen guider dig hurtigt og nemt til den lov eller reform, du måtte have behov for i en given situation. ”Den nænsomme anbringelse” er en rigtig god brugs- og opslagsbog, for alle, der arbejder på området.Bogen beskriver otte forskellige forløb, lige fra børnenes forhistorie – til selve

anbringelsen og tiden efter anbringel-sen. I alle otte forløb ser vi en eller flere personer eller instanser, der måske ikke har den faglige viden om, hvad nænsom og respektfuld omsorg betyder, for det omsorgssvigtede barn og for dets foræl-dre. Vi ser, at flytningen af et barn kan blive mindre traumatisk, når dette store indgreb begås med nænsomhed, hjerte og forstand. Vi ser hvor vigtigt det er, at barnet har kontakt til forældrene, uanset hvor spinkel kontakten måtte være, og vi ser hvor vigtigt det er, at der vises respekt for barnets tilknytning til forældrene.Det undrer mig stadig, at så megen vid og livserfaring kan beskrives og gives videre på så forholdsvis få sider.Bogen viser, hvad få nænsomme social-arbejdere betyder for en bedre anbrin-gelse. Tænk hvor meget forskel der så kunne gøres, hvis alle der er omkring en anbringelse, magter og kender nødven-digheden af en nænsom anbringelse.

Bogen sætter fokus på børns fjernelse fra hjemmet og dermed på, hvordan man bedst hjælper dem igennem disse meget følsomme og ofte oprivende begivenheder. Den nænsomme anbringelse tager udgangspunkt i fem forskellige forløb, hentet ud fra en hverdagspraksis som den opleves af forfatterne, der begge er tilknyttet Skodsborg Observations- og Behandlingshjem for små børn. I hvert eksempel beskrives forhistorie, selve hændelsen og efterforløbet. I direkte forlængelse af det enkelte forløb reflekteres der over såvel den behandlingsmæssige som juridiske praksis.

Denne nye udgave er gennemgribende opdateret i forhold til Barnets Reform, anbringelsesreformen og adotionslovgivningen på området. Desuden udvides case-eksemplerne også med henblik på familier med anden etnisk baggrund.

Den nænsomme anbringelse- hvordan børn kan hjælpes til at ændre opholdsstedForfatter: Inger Thormann

62

63

bOGOMTALErBogen - Farvel, negative sociale arv? er Pernille Gyldensøes debut som forfatter.Pernille Gyldensøe er et levende bevis på, at drømme og mål kan realiseres på trods af en tung negativ social arv. Gennem 32 år har hun opnået sine barndoms drømme. Et godt liv med en dejlig lille familie, et blomstrende firma, et skønt hjem og gode venner. I april 2010 valgte hun, at tage afsked med barndommens dæmoner for at beskytte sin selvvalgte familie mod hendes negative sociale arv. Det af-stedkom umiddelbart efter en dødstrussel fra et nærtstående familiemedlem.

Efter 32 års hemmeligholdelse, bad hun omsider myndighederne om hjælp. Dødstruslen blev anmeldt, og politiet fik for første gang indblik i en barsk barndom med incest og vold. Politiet afviste at hjælpe hende og familien. Den afvisning fylder mere end barndommens rædsler. Den uanstændige behandling af politiet, er den egentlige grund til udgivelsen af bogen.

Farvel negativ social arvForfatter: Pernille Gyldensøes

bOGOMTALEr63

Plejefamiliernes Landsforening Strandvangsvej 47 2650 Hvidovre Telefon: 24 25 90 07

Email: [email protected] www.plejefamilierne.dk

Næste nummer af PLF-bladet udkommer september 2012

Tema: Plejefamilie – er det verdens bedste job?

Deadline til næste blad er 1. september 2012

ISS

N: 1902-0678

plejebørnene får ordet

Documents