pædagogikken forår 2012

1

Kæmpeins.forside.indd 1 20/02/12 14.45

b u p l h o v e d s t a d e n # 1FORÅR 2012

PÆDAGOGIKKEN

Foto

: Cla

umi,

Geo

loca

tion.

ws

København rydder op i administrative børnereglerDet vrimler med meningsløse, tids-røvende regler i institutionerne. Nu fjernes 100 af dem i Københavns Kommune.

Hvad har balloner, huer med sno-re og soveseler til fælles? De kan alle være livsfarlige for vores børn, fremgår det af retningslinjer i dan-ske daginstitutioner. Hvert år kom-mer der snesevis af nye regler til, der handler om alt fra sikkerhed over mobning til kostvaner, økologi- eller energimålinger. Formålet er at opti-mere børnenes trivsel, men resulta-tet er det modsatte: Pædagogerne mister uundværlig tid til samvær med børnene.

Henover vinteren har BUPL Ho-vedstaden på den baggrund del-taget i det regelforenklingsprojekt, der skal gøre arbejdslivet lettere for pædagogerne i Københavns Kom-mune. Kommunen ønsker nemlig at rydde op i de regler på børne- og ungeområdet, der er forældede eller meningsløse, siger Børne- og Ung-domsborgmester Anne Vang:

»At vi kan finde 100 ubrugelige regler siger en del om, at der indføres alt for mange regler på børneområ-det«, mener borgmesteren.

Input fra pædagoger

Fællestillidsrepræsentant i BUPL Hovedstaden Erik Steppat/Flussi har deltaget i det hold af pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, ledere og forvaltningsfolk, der endevendte samtlige regler, vejledninger og ret-ningslinjer. Han er glad for det input pædagoger, medhjælpere og ledere på de selvejende institutioner i Kø-benhavn er kommet med:

»Pædagogers og lederes input satte fingeren på en række emner, som vi har bragt videre. Vi har bl.a. foreslået, at den tvungne sommerfe-rielukning afskaffes som et led i re-gelforenklingsindsatsen. Vi har også foreslået, at pædagoger og med-hjælpere fik retten til faglig udvikling på lukkedage med indbygget krav om at få ressourcer til dette tilbage, for bare at nævne to konkrete ting«, siger Erik Steppat.

Administrative regler

Ifølge Erik Steppat har oprydnings-arbejdet handlet om administrativ forenkling og oprydning. Mens regler som »ingen snore i hætter« fortsat gi-ver god mening, fordi sådanne regler handler om børnenes sikkerhed.

»Og så har vi anbefalet, at relationen mellem de selvejende institutioner og forvaltningen bliver sat på dagsorde-nen – med lederne som et særligt om-drejningspunkt. Relationen mellem de selvejende institutioner og forvalt-ningen trænger nemlig til et eftersyn«, siger Erik Steppat og understreger samtidig, at målet med forenklings-projektet også er, at der skabes mere tid til det pædagogiske arbejde samt at respekten for og anerkendelsen af pædagogernes arbejde styrkes.

Erik Steppat mener, at også andre kommuner i hovedstadsområdet kan få gavn af et tilsvarende regelforenk-lingsarbejde.

»Hvis altså kommunerne vil tage pædagogerne med på råd og aner-kende deres faglighed,« slutter han. /cse

2 PÆDAGOGIKKEN FORÅR 2012

Kæmpeinstitutioner er på mode blandt kommunalpolitikerne, og har været det i nogle år. Mindre børnehaver og vuggestuer nedlægges eller sammenlægges. Kommunalpolitikerne ønsker sig større institu-tioner målt på børnetal.

Forandringen er drevet af kommunernes ønske om færre og større så-kaldt økonomisk bæredygtige enheder. Kodeordene er effektivisering og stordriftsfordele. Begreber der er valgt ud fra en økonomisk logik – ikke en pædagogisk. Alt for ofte handler det alene om besparelser.

Lad det være sagt med det samme: Der bliver lavet masser af før-steklasses pædagogik på de store institutioner i hovedstadsområdet. Børnenes udviklingsmuligheder handler nemlig først og fremmest om den pædagogik, der praktiseres på institutionerne, og om de pædago-ger, der arbejder der. Uafhænigt af institutions fysiske rammer, bidrager pædagogerne hver dag med et værdifuldt pædagogisk arbejde.

Når det alligevel kan være nødvendigt at råbe vagt i gevær, skyldes det den snigende ensretning, udviklingen repræsenterer. En ensretning, der efterlader mindre plads til diversitet i pædagogiske kulturer, til faglig frihed og til de små institutioner.

Udgangspunktet for oprettelse af store institutioner bør ikke alene være et spørgsmål økonomi, men om pædagogiske ambitioner. Børn

er forskellige og har forskellige be-hov. I BUPL Hovedstaden insisterer vi derfor på, at der skal være plads til forskellige institutionstilbud til børn. Der skal være plads til en farverig mangfoldighed af institutioner og in-stitutionstyper: Integrerede og opdel-te. Eksperimenterende og udflyttere. Store og små.

Med venlig hilsenHenriette BrockdorffFormand for BUPL Hovedstaden

UdgiverBUPL HovedstadenRosenvængets Allé 16, 3. sal2100 København Ø@: [email protected]: 35 46 57 50

RedaktionHenriette Brockdorff (ansvarshavende)Christian Sophus Ehlers (redaktør)Erik Steppat / FlussiGunn Brejnholdt Falck

Foto Christian Sophus Ehlers (med mindre andet er angivet)

Forside Mikkel Henssel for BUPL

Deadline for næste udgaveMandag den 14. maj 2012

Artiklerne i Pædagogikken er ikke nødvendig-vis udtryk for BUPL Hovedstadens holdning eller politik.

Oplag: 5.600Layout og tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

3 Leder

4 Kort nyt

6 TEMA: Kæmpeinstitutioner

16 Kreativitet er andet end at klippe-klistre!

18 Nyuddannet pædagog, arbejde og hvad så?

20 Next stop: OL i London

24 København får nye kvadratmeter til at uddanne pædagoger

26 Kritik til gavn for samarbejdet

28 Lederforeningen: Limen som holder sammen på virkeligheden

31 Hvem er hvem i BUPL Hovedstaden?

3

Foto

: Tor

ben

Kas

trup

LEDER

skab plads til pædagogisk mangfoldighed

KORT NYT

pædagoger i pressenBUPL’s politikere citeres ofte i pressen. Siden sidste ud-gave af Pædagogikken, har BUPL Hovedstadens politi-kere bl.a. været nævnt i række nyhedsartikler i forbindelse med nogle folktingspolitikeres sammenligning af folketin-get med en børnehave.

Børnehaven er ikke som folketinget

Folketingspolitikere fra flere forskellige partier, kaldte i slutningen af februar folketingsarbejdet for en »børne-have«, præget af voksenmobning, ineffektivitet og de »samme grundlæggende infantile mekanismer som i bør-nehaven«.

Det fik formand for BUPL Hovedstaden Henriette Brockdorff til at sende en opsang til folketingspoliti-kerne. I Politiken sagde hun bl.a.: »Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre folketingspolitikerne til at finde nogle andre end børnehaven at sammenligne sig med. I de fle-ste børnehaver er man gode kammerater og ordentlige ved hinanden – også selvom man er forskellige og vil noget andet end de andre. At politikerne bruger børne-haven som et udtryk for noget negativt, er useriøst. Vis i stedet lidt respekt for børnene, og for det pædagogiske arbejde.«

Opsangen fik folketingsmedlem Mette Bock fra Liberal Alliance til at beklage sin sammenligning:

ny tillidsrepræsentant? Er du ny tillidsrepræsentant på din institution, så kom på TR-udannelse og bliv klædt på til at varetage hvervet.

Vi giver dig mulighed for at få afklaret, hvilke forventnin-ger der er til dig som TR, og vi giver dig et overblik over din opgave og rolle. Mød op og lær om reglerne, overens-komstsystemet, forhandlingssystemet, BUPL’s struktur, og meget andet.

Kun for dig, der er TR!Hurtig online tilmelding på bupl.dk/hovedstaden

nyuddannet pædagog?Vi vil gerne invitere dig, der er dimitteret som pædagog i maj eller juni 2011, eller i januar eller februar 2012 til to fyraftensmøder for nyuddannede pædagoger.

Første gang er den 19. marts 2012 fra kl. 17.30 - 20.00. Du vil kunne møde en pædagog og en tillidsrepræsentant, der fortæller om, hvordan de modtager nye kolleger, der også er nyuddannede. På dette møde skal vi tale mere om ideen med et netværk for nyuddannede pædagoger i BUPL og om, hvordan vi sammen kan udvikle ideen.

Anden gang er den 16. april 2012 fra kl. 17.30 - 20.00. Emnet denne gang er spørgsmål som: Hvordan kan jeg blive medskaber af de fælles værdier i institutionen? Hvor-dan kan jeg være med til at udvikle pædagogikken? Hvor-dan kan jeg få indflydelse på personalepolitikken?

Vi arbejder med cases, der tager afsæt i hverdagens praksis.

Læs meget mere om netværket for nyuddannede på bupl-hovedstaden.dk. Se også side 18.

sæt i kalenderenDatoen for årets generalforsamling er på plads. Det bliver torsdag den 4. oktober 2012

»Jeg vil godt beklage dybt, hvis børnehaverne er blevet fornærmede over den sammenligning. Så skal vi måske i stedet tilstræbe, at folketingspolitikerne kommer op på et lige så højt fagligt niveau som børnene,« sagde hun til DR.


sommerferielukket skaber feriekaos Sidste år indførte Københavns Kommune tvungne ferieuger i uge 29 og 30 for daginstitutioner for at spare penge. Det blev et stort problem for mange børne-familier, da der kom et enormt pres på rejsebestillingerne i netop de ferieuger, hvorfor rejserne ikke blot blev dyrere, men også svære at købe i det hele taget. Det skriver Ekstra Bladet.

Det er man i år opmærksom på i rejsebranchen, og rejsearrangøren Apollo har således valgt at give fri afbestillingsret på såkaldte familiepakker til de, der endnu ikke ved, hvordan sommerens regler ser ud.

Tvungne ferieuger i 29 og 30, blandt andet i Københavns Kommune, betød, at rekordmange børnefamilier skulle ud at rejse i nøjagtigt den samme periode. Samtidig erfarer vi, at mange ansatte i statsligt eller kommunalt regi har svært ved at få deres ferie godkendt på nuværende tidspunkt. Det betyder måske, at de booker nu for at få fat i den rejse og det hotel, de gerne vil have, men senere får at vide, at ferien ikke kan gennemføres i den periode. »Derfor har vi valgt at give fri afbestillingsret frem til den 1. april 2012 på vores familiepakker«, oply-ser Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

Næsten 2.500 pædagoger i Kø-benhavn, Frederiksberg, Dragør og Taarnby er tilmeldt BUPL Hovedsta-den lokale pædagogfaglige SMS- og e-mailnyhedsservice.

Vi udsender lokale politiske nyheder og information om det pædagogiske fag, samt nyt om de pædagogiske aktiviteter, der foregår i din kom-mune.

Tilmelding sker på bupl.dk/nyhed eller direkte her

vidste du at …Faglige pædagogiske medlemstilbudVi har sendt en folder på gaden med lokale pædagogiske arrangementer i hovedstadsområdet. Her kan du bl.a. læse, at vi inviterer dig til en række fyr-aftensmøder under så forskellige overskrifter som »nye samarbejdsformer på institutionerne«, »pædagoger, børn og stress« eller »pædagogen som fyrtårn.«

Du kan også læse mere om vores konference om inklusion, som du også er inviteret til.

Få en hyggelig dag med

masser af faglighed og

pædagogik. Og husk at

invitere dine kollegaer med!

Sæt denne folder op på opslagstavlen eller køleskabet

Tryk og layout: Eks-Skolens Trykkeri ApS

HUSK: tilmelding er

nødvendig og kan ske på

bupl-hovedstaden.dk

BUPL HOVEDSTADEN

Faglige pædagogiske

medlemstilbud

Folderen er sendt ud sammen med dette nummer af Pædagogikken

5PÆDAGOGIKKEN FORÅR 2012

TEMA: KÆMPEINSTITUTIONER

Kæmpeinstitutioner er på mode i ho-vedstadskommunerne. I hvert fald er der inden for de sidste par år sket et drastisk stigning i antallet af børn på meget store aldersintegrerede institutioner. Samtidig er antallet af selvstændige – typisk små – bør-nehaver og vuggestuer styrtdykket. Udviklingen er særlig tydelig i Frede-riksberg og Københavns Kommuner, men også Dragør og Taarnby har fået flere helt store insti tutioner.

Flere større institutioner

Antallet af børn i store aldersintegre-rede institutioner i Københavns Kom-mune er på fire år – fra 2007 til 2010 – steget fra godt 17.500 til mere end 25.000 børn, mens der i Frederiks-berg Kommune er blevet indskrevet ekstra 750 børn på kommunens al-dersintegrerede institutioner i sam-me periode. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

I samme periode er der forsvundet hele 81 vuggestuer og børnehaver – alene i Københavns Kommune. Og det er vel at mærke uden at med-regne de seneste institutionssam-menlægninger i 2011 og 2012, eller den nye klynge- og netværksstruktur i Københavns Kommune.

En del af forklaringen på stignin-gen i antallet af børn på meget store institutioner skal findes i det børne-boom, kommunerne ikke mindst i hovedstadsområdet har oplevet de seneste år, mener Susanne Boëti-us, der er ledende psykolog i para-plyorganisationen Frie Børnehaver og Fritidshjem. Men bag tallene lig-ger også en bevidst besparelses-strategi fra kommunernes side. Og

hvad der er godt for kommunernes pengepung, er ikke nødvendigvis godt for børnene, vurderer psyko-logen.

Sårbare børn

»Jeg ser en fare for, at der i de meget store institutioner kan være en øget risiko for at de stille og følsomme børn kan blive overset. Det kan være svært for disse børn at navigere i store sammenhænge. Da disse børn samtidig ikke gør så meget væsen af sig, kan de være sværere at få øje på for pædagogerne«, siger Susanne Boëtius. Hun vurderer, at det set fra et børneperspektiv er afgørende, at børnene til stadighed har mulighed for at indgå i nogle kontinuerlige fællesskaber. Og skal de det, kræ-ver det, at pædagogerne kender og følger børnene tæt, hvilket kan være svært for pædagogerne i de allerstør-ste institutioner.

»Det handler om, at børnene skal rummes. Det gode børneliv kan let komme i fare, hvis barnet bliver usyn-ligt. I en lille institution er der få pæda-goger og medhjælpere ansat, og det er forholdsvis let at overskue for såvel børn som forældre. Personalet er ofte stabilt over en årrække, og det kan være en vigtig faktor i samarbejdet. I den meget store kæmpeinstitution er der mange medarbejdere ansat og dermed flere ansigter at forholde sig til for såvel børn som forældre«, siger hun.

»Selvom personalet i hovedreglen er tilknyttet en bestemt gruppe børn, er der ofte nye ansigter at forholde sig til, når institutionen åbner og luk-ker.«

Som en banegård

Ifølge Susanne Boëtius er mange af de helt store institutioner i fx Køben-havn og Frederiksberg kommuner som en banegård, hvor nogle børn kan blive skræmt af mange menne-sker og trafik frem og tilbage på tværs af institutionen. For de stærke børn derimod, kan de store institutioner indeholde masser af muligheder.

De nye kæmpeinstitutioner bliver bygget på de stærke børns præmis-ser. De børn, der har overskud, får en institution med mange legekam-merater og spændende udfordrin-ger. For de svage børn derimod, kan det være et mareridt at komme i en meget stor institution og blive udsat for et bombardement af sanseind-tryk. Det er de stille børn, der kan have det svært i de store institutio-ner, der ofte bliver uoverskuelige for dem. Set fra et barneperspektiv kan det være meget voldsomt,« siger Su-sanne Boëtius og pointerer, at hun ikke taler om diagnosebørn, men om ganske almindelige, stille og forsig-tige børn.

boom i kæmpeinstitutionerInstitutionerne i hovedstadsområdet fortsætter med at vokse i størrelse, fordi kommunerne vil spare penge. Men de stadigt flere og større kæmpeinstitutioner kan få negativ betydning for børnenes trivsel og udvikling, advarer psykolog.

Tekst: Christian Sophus Ehlers, [email protected] Illustrator: Mikkel Henssel

575.962

Antallet af børn der på landsplan er indskrevet i Danmarks 6.568 dag-institutioner. SFO er den største af-deling med en kvart million tilmeldte. Derefter følger de kombinerede vug-gestuer og børnehaver med 170.000. 60.000 går i dagpleje, 12.000 i vug-gestue og 82.000 i børnehave. 97,4 procent af alle børn mellem tre og fem år er tilmeldt en institution.



Kommunikerende pædagoger

Skal de meget store institutioner fun-gere optimalt, kræver det ifølge Su-sanne Boëtius en meget dygtig og synlig ledelse og fagligt kompetente pædagoger. Det er en anderledes udfordring at skabe nærhed i en stor institution frem for i en lille. Og det stiller særlige krav om, at kommunika-tionen mellem alle ansatte fungerer.

»Når mange beskeder skal gå vide-re til rette vedkommende på tværs af et stort hus, kan det let gå galt«, siger Susanne Boëtius, og gør samtidig opmærksom på, at der også findes store institutioner, der godt kan få det hele til at gå op i en højere enhed.

»Men generelt forholder det sig så-dan, at jo større institutionen bliver, jo sværere kan det blive for pædago-gerne at have en personlig relation til børnene, og den personlige relation er en vigtig faktor for, at børnene kan udvikle sociale færdigheder«, vurde-rer psykologen.

»De store institutioner, som er i støbeskeen og etableres i disse år, bl.a. i København og på Frederiks-berg, vil være en ekstrem stor udfor-dring for nogle børn, og der vil være børn, som ikke kan trives i så store enheder. Det er derfor vigtigt, at der bevares nogle små institutioner, så der bliver en valgmulighed. Der er

ny stor institution i København

Kæmpeinstitution: Lige nu er alt byggerod, men om små to måneder skal Grøndalen stå klar til åbning 19. marts med fem vuggestuegrup-per og fire børnehavegrupper. I juni åbner endnu to vuggestuegrupper og til efteråret de sidste fire børne-havegrupper. Institutionen ligger i et nybygget hus i tre etager, som nabo til institutionen Landsbyen i udkanten af Vanløse og Københavns Nordvest-kvarter i Grøndalsparken og kommer i løbet af 2012 til at huse 250 børn fordelt på syv vuggestue-grupper og otte børnehavegrupper. Det skriver Nørrebro Bladet.

35.000Antal børn

Antal institutioner200

32.000

140

150

160

170

180

190

29.000

130

26.000

120

23.000

110

20.000

100

2007 20092008 2010

2007 20092008 2010

stigningen i antallet af børn på aldersintegrerede indstitutio-ner i Frederiksberg, København, taarnby og dragør kommuner

Faldet i antallet af rene børnehaver og vuggestuer i Frederiksberg, København, taarnby og dragør Kommuner

• Antal vuggestuer

• Antal børnehaver

Kilde: Danmarks Statistik

Kilde: Danmarks Statistik

ganske enkelt nogle børn, som kun kan trives i en lille institution med en overskuelig hverdag. Efter min me-ning går der noget værdifuldt tabt i kontakten, hvis børn bliver usynlige,« siger hun.

»Der hvor jeg for alvor bliver be-kymret er, når de usynlige børn i in-stitutionen også er de børn, der er usynlige derhjemme.«

»For hvem får så set og rummet de børn?« slutter Susanne Boëtius. Y


Alt for mange af de nye store institutio-ner, der bliver bygget i dag, tager ikke hensyn til, at vuggestuebørn kun er i stand til at relatere sig til et begrænset antal voksne. Det kan risikere at gå ud over de særligt sårbare børn.

Så kontant lyder kritikken fra ad-junkt i pædagogisk psykologi Ditte Winther-Lindqvist og en rumdesig-ner Susanne Staffeldt.

De to har bl.a. studeret de meget store institutioners fysiske indretning

og understreger, at det er vigtigt, at institutionerne tænker i organiserin-gen af det pædagogiske arbejde og i indretningen af det fysiske rum. Det skyldes, at man ikke uden videre kan overføre den måde man organiserer det pædagogiske arbejde i den lille institution til den store.

Behov for tryghed

Ifølge Ditte Winther-Lindqvist forsø-ger kommuner som København og Frederiksberg at indkassere nogle økonomiske stordriftsfordele ved at bygge meget store institutioner. Men de meget store institutioner er sam-tidig forbundet med nogle risici for børnene, som kommunerne ikke kan ignorere, mener hun:

»Når en lille purk på 9-10 måneder køres ind, har han et meget stort be-hov for tryghed. Her kan det være et problem, at barnet møder for mange mennesker, børn, pædagoger og for-ældre, fx i gaderoben. Barnet er i en sårbar situation, og hvis der er 200 børn på institutionen, så er der 400 forældre og søskende plus 40 tilknyt-tede pædagoger og pædagogmed-hjælpere.«

»Det overstiger langt den 0-2-åri-ges evne til at genkende, huske og relatere sig til andre. Det kan være

store huse til små børnFlere af de meget store institutioner i hovedstadskommunerne døjer med en alt for dårlig fysisk indretning, mener rumdesigner og forsker. Kommunerne bør i højere grad indrette institutionerne efter børnenes behov, bl.a. ved at arbejde tværfagligt når der opføres nye institutioner.

Tekst: Christian Sophus Ehlers, [email protected] Foto: Susanne Staffeldt

Ifølge rumdesigner Susanne Staffeldt er de meget store institutioner et grundvilkår, der er kommet for at blive. Nye institutioner skal bygges med fæl-lesskab, samvær og nærvær som det centrale arkitektoniske omdrejnings-punkt, mener hun.



skadeligt for det lille barn at skulle møde og forholde sig til så mange fremmede mennesker hver dag«, pointerer Ditte Winther-Lindqvist.

Hvordan bruges rummet?

Ifølge forskeren er et af de største problemer, at det i mange store in-stitutioner er vanskeligt at forene de moderne pædagogiske udviklings-planer og målsætninger med det fak-tiske fysiske rum i institutionen. Men de små børn har brug for overskuelig-hed, og for at rummet har en tydelig identitet, så barnet kan forstå, hvad det er, det skal i rummet.

»Det er helt centralt, at der er sam-menhæng, og rummene signalerer det, man gerne vil, og udtrykker det, der kan foregå. Det handler om at skabe rum for den gode koncentre-rede leg både ude og inde. Fx rum for aktiviteter, hvor børn og pædagoger mødes i en fælles interesse, eller hvor det tager udgangspunkt i børnenes interesser. Det skal være rum, der ud-trykker de pædagogiske hensigter og har udgangspunkt i relevante forvent-ninger til kvalitet i dagtilbud,« mener rumdesigner Susanne Staffeldt, der har indrettet flere børneinstitutioner med fokus på læringskunstens regler.

Samtidig er stuen i mange institu-tioner typisk et stort åbent rum, der er lagt an på, at pædagogen skal kunne overvåge lokalet – snarere end at deltage. De lokaler kalder ikke natur-ligt på aktiviteter. Hvis pædagogerne vil sætte gang i en aktivitet, skal de først planlægge den, hente redska-ber og legetøj fra skabe eller depot, sætte det frem – og rydde væk igen bagefter.

Spildte alrum og værksteder

I mange af de nye store institutioner går alt for meget af den sparsomme plads til spilde til gaderober, gang-arealer eller gennemgående trafik af børn, der skal ud på legepladsen el-ler andre steder hen – og det er langt fra optimalt.

Som eksempel fremhæver de to forskere, at der på de store kæmpe-institutioner bliver lagt rigtig mange kvadratmeter i alrum og værksteder; kvadratmeter, der tæller med i regn-skabet, når det skal gøres op, hvor mange børn der er plads til. Men i praksis sker det rigtig tit, at institutio-nerne fx ved sygdom slet ikke bruger værkstederne. De bliver så reduce-ret til en slags depoter eller spildte kvadratmeter, som børnene ikke har gavn af i hverdagen.

»Det store alrum har en mudret identitet, mange muligheder og me-

sat på spidsen!Man kan lære meget om mennesker ved at holde høns!De er jo flokdyr ligesom os, og de fungerer fra naturens hånd kun i små grupper op til 24 individer. Så længe den grænse ikke overskrides, er det helt uproblematisk at holde høns, men når flokken bliver større end det, bliver de stressede og begynder at pille fjerene af sig selv og hakke hinanden til blods. Så bliver det pludselig utroligt vigtigt, hvordan deres forhold med hensyn til fodertrug, sovepladser, støvbade, gangarealer og så videre indrettes, hvis konflikter skal undgås. Enhver kommunalpolitiker eller børnehavepædagog vil kunne nikke genkendende til denne problematik.

Troels Trier


Rumdesigner susanne staffeldts 10 gode råd til indretning af nye institutionerInstitutionerne bør med fordel indrettes med fokus på:

1. At børn og voksne kan være sammen om aktiviteter

2. At der er gode lege og aktivitetsmiljøer

3. At det er muligt for børnene at danne små uforstyrrede grupper

4. At arkitekturen rummer muligheder for at lave mindre rum i rummene

5. At der er aktiviteter for alle børn

6. At børnene ikke skal hen i den anden ende af bygningen for at lave en aktivitet

7. At der er både børne- og vokseninitierede aktiviteter

8. At der er en åben legeplads

9. At pædagogerne ikke servicerer, men deltager

10. At pædagogerne/lederne organiserer deres arbejde

bupl støtter forskning i det fysiske læringsmiljø

Nyt forskningsprojekt peger på, at den væsentligste faktor for børns bevægelse er, hvordan pædagoger forvalter rummene. Børnenes mulig-heder for fysisk udfoldelse handler ikke bare om antallet af kvadratme-ter, men måske snarere om, at ind-retningen er båret af en pædago-gik. Læs mere i seneste udgave af Børn&Unge Forskning.

get trafik. De er langt fra befordrende læringsmiljøer«, mener Susanne Staffeldt.

Ifølge designeren er alt for mange institutioner bygget op med fysisk aktivitet som det centrale. Men det er forkert, hvis man tror, der skal være plads til løb over det hele på insti-tutionen, pointerer hun. Institutions-indretningen skal imødekomme alle børns behov, lige fra det lille stille rum til legepladsen med stor fysisk aktivetet.

»Børn har selvfølgelig brug for at bevæge sig, men det er som om, man har glemt børn med andre behov. Når hele institutionen indrettes med fysisk aktivitet for øje, lader man de børn, der har brug for ro, i stikken,« forklarer hun.

Zoneopdelte funktionsrum

I den ideelle børnehave er lokalerne derimod zoneopdelte i en række »funktionsrum«, der naturligt kalder på hver sin målrettede aktivitet, og

hvor børnene enten foretager sig noget på egen hånd, eller hvor pæ-dagogerne naturligt foretager sig noget, som børnene kan deltage i. Der skal med andre ord være plads til både børneinitierede og til pæda-goginitierede aktiviteter, men det er vigtigt, at børnene tydeligt forstår, hvad rummet kan bruges til.

»Rummet skal klart signalere over for børnene: Hvad kan jeg her, og hvad må jeg her – så de ikke føler, at de dummer sig og gør noget forkert. Som når de for eksempel i atelieret selv kan få fat i tusser og papir – men ikke nå malingen, fordi der er me-ningen, at de ikke må male uden at spørge en pædagog først,« forklarer Susanne Staffeldt.

Ifølge designeren bør de store institutioner heller ikke indrettes, så børnene skal over i den anden ende af institutionen for at komme til fx billedkunstlokalet. Her kan institu-tionerne i stedet med fordel arbejde med værkstedsvogne.

Inddrag pædagoger

De to forskere efterlyser, at man i langt højere grad end tilfældet er i dag inddrager pædagoger, forskere, arkitekter og designere i et tværfag-ligt samarbejde, når der skal bygges nye institutioner. Her er det helt afgø-rende, at institutionerne indrettes på tværs af fagligheder, og at de forskel-lige fagligheder drager nytte af hinan-dens viden og kompetencer, pæda-gogernes væsentligste bidrag i den forbindelse er at beskrive, hvilken pædagogisk opgave institutionsind-retningen skal være med til at løfte. Pædagogerne skal sikre, at institu-tionerne bliver bygget med fokus på viden og praksis om børn og pæda-gogik, mener Susanne Staffeldt og Ditte Winther-Lindqvist.

»Hvis arkitekter fx planlægger, at 200 børn i alderen fra 0-6 år skal dele garderober, er det et udtryk for manglende udviklingspsykologisk vi-den – og når pædagoger og forældre skal godkende de endelige tegnin-ger af de nye huse, er afstanden mel-lem forskningsresultaterne, planlæg-gerne og pædagogernes praksis for stor«, siger udviklingspsykolog Ditte Winther-Lindqvist.

»Det kan fx dreje sig om, at arki-tekter og designere gennem deres faglighed skaber en rumlig illusion om, at der kun er 40 børn i institu-tionen, selvom der i virkelighedens verden er 200,« slutter Susanne Staffeldt. Y



Tekst: Christian Sophus Ehlers, [email protected]

»Hey! Pas lige på.« Tre små drenge kigger bebrejdende op på os. »Det er altså en racerbane.«

De sidder overskrævs på hver de-res minibil i plastic. En rød og en grå Audi sportsvogn. Og en hvid politi-motorcykel.

Vi er på en af gangene i Nylands-gårdens Børnehus på Frederiksberg, og er utilsigtet kommet til at træde ind

på drengenes – for os usynlige – ra-cerbane.

Bortset fra de tre drenge midt i ra-cerløbet, er her stille. Forbavsende stille faktisk. Og det til trods for, at klokken nærmer sig 15.30, og der-med den tid på dagen, hvor mange af børnene normalt bliver hentet.

Institutionens leder Lene Dråby har taget mig med herud på gangen for at understrege en af sine vigtigste pointer. Nemlig at der ikke behøver at være larm og uro på en institution,

blot fordi den rummer mange børn og pædagoger.

Og at Nylandsgårdens Børnehus rummer mange børn, kan der ikke være tvivl om.

247 børn på 16 stuer

»I øjeblikket har vi 247 børn. Vi har 90 børn i vuggestuen og de resterende 157 i børnehaven. Og så er vi 60 fuld-tidspersonaler, plus dem på deltid, fordelt på vores 16 stuer«, opsum-merer Lene Dråby tallene.

»vi skaber det små i det store«Kritikken af meget store institutioner er helt forfejlet, mener leder af Nylandsgårdens Børnehus, Lene Dråby. Vores størrelse giver os tværtimod flere pædagogiske muligheder, forklarer hun.


Hertil skal lægges de godt 500 forældre, for slet ikke at tale om de søskende og bedsteforældre, der også fra tid til anden kommer for at hente lillebror eller lillesøster. Alt i alt rigtig mange mennesker.

»Men selvom vi er mange menne-sker, skaber vi det små i det store,« forsikrer Lene Dråby:

»Vi har mange børn, men vi kan rumme dem – og børnene kan også rumme os. Det handler først og frem-mest om pædagogisk motivation, pæ-dagogisk kampgejst og prioritering.«

»Det er rigtigt, at vi har et stort ryk-ind af forældre og børn om morgenen mellem kl. 7 og 9 og så igen om efter-middagen. Men børnene er jo på de-res egen stue, hvor de har deres base sammen med de børn og voksne, de kender, og hvor de er fuldstændig trygge«, mener hun.

Bæredygtige enheder

Nylandsgårdens Børnehus har ek-sisteret i sin nuværende form siden 2004. Her gennemgik institutionen en større renovering og sammenlæg-ning. Hensigten var at være med til at indfri Frederiksberg Kommunes mål-sætning om flere af de såkaldt øko-nomisk bæredygtige enheder med minimum 100 børn.

Som en konsekvens af institutio-nens store størrelse bruger man en del tid på planlægning, forventnings-afstemning og koordinering. For hvordan forener man tre forskellige institutionskulturer og tre forskellige personalegrupper? Og hvad gør man i forbindelse med fastelavn? Og hvad med jul?

»Vi nedsætter typisk en task-force til de forskellige højtider. Det er med

til at skabe struktur i institutionen i hverdagen. Og så arbejder vi i det hele taget med tilrettelagte rutiner i personalegruppen. Vi har en stor grad af forudsigelighed fx i forbin-delse med de tilbagevendende pæ-dagogiske aktiviteter. Helt generelt oplever pædagogerne flere fordele end ulemper ved at være en meget stor institution, men det sker da, at der fra tid til anden lyder en kritik fra pædagogerne af, at der er for lidt plads til spontanitet.«

Lille personaleudskiftning

Nylandsgårdens størrelse gør, at det er meget sjældent, ledelsen må

sige nej til en pædagog, der har et ønske om at købe et eller andet pædagogisk udstyr, fx et soppebas-sin, eller en motorikbane, alene fordi »det har vi ikke råd til,« forklarer Lene Dråby.

»Vi er så mange børn og voksne, at vi faktisk har råd til at købe noget af det udstyr, der skal til for at udfor-dre børnene på nye måder motorisk og pædagogisk. Den enkelte stue bruger måske kun udstyret lidt, men når vi har 16 stuer, er vi flere om at dele både udstyr og indkøbspris. Og derfor har vi større fleksibilitet end en lille institution,« pointerer Lene Dråby.

»Vi er så mange børn og voksne, at når vi går Santa Lucia, er det et sandt fakkel-optog«, fortæller leder af Nylandsgårdens Børnehus Lene Dråby.

Det små i det store. Selv med 247 børn på institutionen, er der muligt for pædagogerne på Nylandsgårdens Bør-nehus på Frederiksberg at rumme alle børnene, mener leder Lene Dråby: »Det er en prioriteret pædagogisk opgave,« forklarer hun.



Mia hansen med sin søn MikkelNylandsgården er en stor institution med 250 børn. Hvordan oplever du det?Går der virkelig så mange børn? Det vidste jeg ikke. Til hverdag oplever jeg ikke, at der er mange børn. Men 250 lyder nu af meget. Institutionen er inddelt i flere mindre stuer, og på Mikkels stue er de 23 børn for tiden, og det synes jeg faktisk er lige i overkanten. Men 23 børn er det tal, jeg forholder mig til, og ikke 250. En børnegruppe på 23 er meget, når man tænker på, at de kun var 10, da han gik på Nylandsgårdens vuggestue. Mikkel er den mindste på sin stue, så det er klart, at jeg synes, at antallet af børn på hans stue

ikke må bliver højere. Hvor mange børn der ellers går på institutionen eller på de andre stuer har ikke så stor betydning for mig.

Mai og lars med deres datter siljeNylandsgården er en stor institution med 250 børn. Hvordan oplever I det?Vi tænker ikke over det i det daglige. Vi vidste godt at det er en stor institution, og der er også flere forskellige afdelinger, men vi vidste ikke at der er så mange børn. De pædagoger og medhjælpere vi møder i hverdagen er søde, og det er det vigtigste for os. Tror I institutionens størrelse har betydning for jeres barn?Dét, der har betydning for os, er normeringen på Siljes stue, og ikke hvor mange børn der ellers er på de andre

stuer eller på hele institutionen tilsammen. Så vidt vi forstår, er der den samme normering her, som på andre institutioner, og så længe der er det, så er institutionens generelle organisering eller størrelse af mindre betyd-ning for os.

anja andersen med sit barnebarn Julie på 5 år. Nylandsgården er en stor institution med 250 børn. Hvordan oplever I det?Jeg henter Julie fast en gang om ugen, som regel om torsdagen, og der er jeg altså kun stødt på de samme pædagoger, og jeg synes, at de virker rigtig nærværende.

Tror du der er nogen fordele ved store institutioner?Ja, det er der da sikkert. Man kunne forestille sig at mange personaler giver mulighed for noget erfarings-udveksling, eller at det er lettere at finde en afløser der kender børnene, hvis en af pædagogerne bliver syg eller gerne vil bytte vagt. Store institutioner giver sikkert

nogle muligheder for at fordele personaleressourcerne på en rationel måde. Der er sandsynligvis også nogle fordele i forhold til indkøb og madlavning i store portioner, kunne jeg forestille mig.


Udover de ekstra muligheder for indkøb af udstyr, betyder de mange stuer, at pædagogerne har mange muligheder for intern jobrotation. Det har ført til, at der kun er en beske-den personaleudskiftning på institu-tionen. Som pædagog behøver man ikke søge væk for at få nye faglige udfordringer. Her kan det som regel lade sig gøre at lave en intern rokade.

»At vi er mange pædagoger be-tyder også, at vi har et højt niveau af vidensdeling. Chancen for, at vi har en pædagog med faglige kompeten-cer eller interesse indenfor et særligt pædagogisk område, er stor. Og det nyder kollegaerne – og ikke mindst børnene – godt af,« siger Lene Dråby.

Aldersrettede aktiviteter

De pædagogiske aktiviteter i Ny-landsgården har ifølge Lene Dråby også haft gavn af, at der er mange børn. Det skyldes ikke mindst, at pæ-dagogerne altid kan finde nok børn i en bestemt aldersgruppe til at det bliver muligt at lave aldersrelaterede pædagogiske projekter.

»Vi er aldersintegrerede på stu-erne, men har hele tiden muligheden

for at vælge – ud fra pædagogiske hensyn – at tage børnene sammen i aldersgrupper. Og når vi vælger at gøre det, er det altid pædagogiske overvejelser, der ligger til grund, fx når vi har et projekt om rytmik for gruppen af vores allermindste børn. Her er vores størrelse en klar fordel for den pædagogiske praksis,« for-klarer Lene Dråby:

»I relationsarbejde med børn er ke-mien mellem barnet og pædagogen vigtig. Hos os er vi så heldige, at vi er så stor en institution, at der helt sik-kert er en pædagog, der netop synes, at lille August eller lille Ella er noget helt, helt særligt.«

Spørger man Lene Dråby om den vigtigste fordel ved at være en stor institution, falder svaret promote:

»Vi er robuste. Det gælder økono-misk, personalemæssigt og pæda-gogisk. Hvor små institutioner af og til må kæmpe hårdt for at få hverda-gen til at hænge sammen, bl.a. fordi de har færre pædagoger til at dække åbningstiden, og fordi de er mere sårbare overfor fravær i personale-gruppen, og fordi administrative og praktiske opgaver trækker hårdere

på medarbejderne, er vi i kraft af vo-res størrelse mindre sårbare. Der skal simpelthen mere til, før det begynder at gøre ondt på os,« mener hun

Er der slet ingen ulemper ved at være en institution med så mange børn som jeres?

»Jo, det er i hvert fald én. Det er mange år siden jeg som leder opgav at huske alle børnenes navne.« Y

danske børn kommer tidligst i institution I Danmark tager godt 18 procent af alle børn under et år, hver dag turen til vuggestuen eller dagplejen uden for hjemmet. Dermed skiller Danmark sig markant ud fra de øvrige nordiske lande, der i langt mindre grad sender de små i daginstitution. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I Norge bliver 4 procent af de 0-åri-ge sendt i institution, mens tallet blot er 1 procent i Finland, og i Sverige sendes børn under 1 år slet ikke i in-stitution. Også for de etårige børn er der en markant forskel mellem Dan-mark og de andre nordiske lande. 86 procent af de danske etårige går i

institution, mens det er 71 procent af de norske etårige, 49 procent af de svenske og bare 30 procent af de finske.

Barselsregler og institutionspolitik

Stærke ideologier understøttet af lovgivning, barselsregler, forskelle i familiemønstre og udviklingen af vel-færdsstaten er ifølge Anette Borch-orst, professor ved Aalborg Univer-sitet, alle faktorer, som spiller ind på, hvor tidligt de nordiske børn starter i institution. Men hvilken af modellerne er så den mest hensigtsmæssige?

Ud fra et børnesynspunkt påpeger hun, at der er analyser, som viser, at det er godt for børnene at komme i in-stitutioner. Det styrker deres sprog-lige udvikling og kan være med til at bryde den sociale arv.

»Men man kan spørge sig selv, om det også gælder for børn under et år, og det er jeg ikke længere sikker på. Jeg har altid været fortaler for insti-tutionerne, men gennem de seneste årtier er kvaliteten blevet væsentlig ringere,« slutter hun. /cse

Klip fra Frederiksberg Kommunes 2012-budget

Nye og større institutioner Forligspartierne har lagt en kon-kret plan for sammenlægning og nedlæggelse af mindre dagtilbud. Denne plan vil kunne suppleres, såfremt der kommer nye forslag til sammenlægninger eller udfasning af mindre institutioner – eksempelvis fra institutionerne selv. Der afsættes fortsat midler til kultursammenføring i institutioner der sammenlægges – ligesom der er disponeret med an-lægsmidler til de nødvendige byg-ningsmæssige tilpasninger.


KREATIVITET

»Det har simpelthen været en kæm-pesucces!«

Leder af Børnehuset Klatretræet på Frederiksberg, Kirsten Sørensen, lægger ikke fingrene imellem, når hun skal betegne outcome af det udvik-lingsprojekt, institutionen netop har været igennem.

Gennem aktionslæring med bag-grund i den pædagogiske praksis og med kreativitet som omdrejnings-punkt har pædagogerne på Klatre-træet sat fokus på bl.a. det kreative barn.

Pædagogiske filosoffer

Udviklingsprojektet, der var finan-sieret af midler fra BUPL’s udvik-lingsfond, blev forestået af to pæ-dagogiske filosoffer. Via oplæg om forskellige filosofiske teorier og ind-gangsvinkler til kreativitet blev pæda-gogerne på Klatretræet udfordret til at være nysgerrige på begrebet og formulere forundringer fra dagligda-gen, som har udmøntet sig i aktioner, der er blevet afprøvet i den pædago-giske praksis, fortæller leder Kirsten Sørensen.

»Vi har udforsket hvad det kreative barn, den kreative pædagog og den kreative evne drejer sig om. Konkret nedsatte vi små grupper, der hver skulle finde en forundring. Forundrin-gerne blev så til en række konkrete aktioner, fx »morgensamling på vug-gestuen«, som en gruppe arbejdede

med. For hvordan får vi det bedste ud af det, når der både er børn på 8 måneder og nogle på tre år til samme samling«, spørger hun.

En anden konkret aktion handlede ifølge Kirsten Sørensen om måltidet. Et barn ville ikke spise, så her handle-de det kreative arbejde om, hvordan man skaber bedre rammer om målti-det. Andre grupper arbejdede med, hvordan man konkret kunne støtte et barn i at overvinde sin frygt for bus-ture. Det kom der mange konkrete kreative pædagogiske bud på, siger Kirsten Sørensen.

En stemme i debatten

Målsætningen med projektet har væ-ret at give pædagogerne en stemme i kreativitetsdebatten; at udvikle et sprog om kreativitet og derved styrke den interne dialog om kreativitet i insti-tutionen, forklarer Kirsten Sørensen.

»Vores arbejde har i første omgang handlet om, hvordan vi skaber rammer og rum for kreativ udvikling af vores pædagogiske arbejde, og i et lidt stør-re perspektiv handler det om at vi som pædagoger ændrer vores retorik væk fra det jeg kalder klynke-retorikken, til i stedet positivt at sætte fokus på de mange ting vores profession bidrager med i udvikling af børnene,« siger hun.

Desuden har projektet været med-virkende til at styrke den enkelte pædagogs arbejde med kreativitet i dagligdagen, samt pædagogernes faglige selvtillid og argumentation i dialog med forældre og omverden. Projektet har kort sagt været med til at fremme en bredere forståelse for kreativitetsbegrebet og sætte fokus på kreativitet som en del af børnenes kontinuerlige erfaring og læring i den daglige pædagogiske praksis, slut-ter Kirsten Sørensen. Y

Kreativitet er andet end at klippe-klistre!I Børnehuset Klatretræet på Frederiksberg har de sat det kreative arbejde med børnene i system. Institutionen har fået hjælp af to pædagogiske filosoffer til et aktionslæringsprojekt om kreativitet.

Tekst: Gunn Brejnholdt Falck og Christian Sophus Ehlers, [email protected]

Kirsten Sørensen er leder af Børnehuset Klatretræet. »Vi kommer helt sikkert til at arbejde videre med det vi har lært også efter at projektet nu er afsluttet«, siger hun


Den kreative pædagog

..ser muligheder – ikke begrænsninger

..lader børnene være medbestemmende

..er parat til at tage risici, eksperimentere og prøve nye veje

..ser verden fra barnets synsvinkel

..ser barnet som en ressource

..tør give kontrollen fra sig

...værdsætter barnets bidrag og ideer

Det kreative

barn

..er

fantasifuldt

…er god til

at lege

..er

nysgerrigt ..Kan

associere

..Følger ikke

altid samme

vej

..fordyber

sig

..stiller

spørgsmål ..kommer

hurtigt på

løsninger

Overordnet tematik i relation til kreativitet: Hvordan støtter vi barnet i at blive fortrolig med en genstands (mad) mange fremtrædelsesformer?

Undersøg og eksperimenter med en råvare – eks. en gulerod. (barnet som den lille forsker)

”I lære som rigtig kok”. Mos kartofler, riv råkost, pisk flødeskum etc

Leg køkken – spisning, men uden ”rigtig mad”. Fokus på ritualet.

Tag på tur til Zoo el.lign.: hvad spiser dyrene?

Pædagogerne leger selv med mad. De mader evt. hinanden ved bordet.

Føle, sanse, lugte og smage maden gennem leg

Leg med andre konsistenser end mad – eks sand, jord eller stof. Hvad er forskellen mellem dem og mad?

Anerkend barnets input – eks koncentration om gaffel. Inddrag denne interesse i forløbet.

Gør det sjovt – hør evt musik eller historie, når I spiser / leger med maden.

Introducer legedukke: Børnene skal lære ham at spise og høre hvad han kan/ kan ikke lide.

Leg med ”rigtige” køkkenredskaber

Giv tid og rum til fordybelse

Hvordan kan et barn blive fortrolig med mad i forskellige

konsistenser?

At arbejde kreativt. Konkrete pædagogiske aktioner fra Klatretræet. Her er det krea-tive bud på, hvordan et barn kan blive fortroligt med mad i forskellige konsistenser samt forskellige vinkler på »Den kreative pædagog« og »Det kreative barn«.

om de pædagogiske filosoffer

Nanna DuchêneUdviklingskonsulent og redaktør for fagfællebedømmelsen på det nordi-ske tidsskrift »Studier i pædagogisk filosofi«. Hun er kandidat i Pædago-gisk filosofi (DPU) og har en bag-grund som folkeskolelærer. Nanna mener, at kreativitet kan ses som et kritisk dannelsesideal: »Kreativitet er modspil, modstand, modsathed i relation til »det vi plejer at gøre« eller »det, vi allerede ved«. Gennem den kreative handling el-ler tænkning ser vi sprækkerne i det bestående og lader friheden slippe ud derfra«.

Karen RingsmoseUdviklingskonsulent og arbejder i folkekirkens skoletjeneste. Hun er kandidat i Pædagogisk filosofi (DPU) og har en baggrund som fol-keskolelærer. Karen mener, at kreativitet kan dan-ne børn til hele mennesker: »Kreativi-teten sætter os fri af den virkelighed vi ellers er bundet til. Derfor vokser barnet som menneske i den kreative leg – både hoved, hånd og hjerte sættes på spil og herved opnåes me-get mere end hvad barnet egentlig selv troede det var i stand til.«


NYUDDANNEDE

Mette Lundstad Nielsen, Bianca Fomsgaard og Kimmie Tenna Niel-sen vil gerne skabe et netværk for nyuddannede pædagoger i BUPL Hovedstaden. Mette, Bianca og Kimmie er alle tre dimitteret som pædagoger i sommeren 2011. De fik alle arbejde i selvejende institutio-ner i København. Det er mødet med hverdagen i daginstitutionen, der har skabt ideen om et netværk for nyud-dannede.

Mette fortæller: »Når man kommer ud fra pædagoguddannelsen er man fyldt med inspiration og gåpåmod, men det kan hurtigt forsvinde i mødet med hverdagen, kulturen i institutio-nen og ja, nogle negative forestil-linger. Jeg tror, man som ny pæda-gog har brug for at møde andre, der står i samme situation, nogen man kan sparre med omkring det at være nyuddannet i en institution og nogen, der kan give en konstruktive tilbagemeldinger«. Mette fortsætter: »BUPL’s overenskomst er vigtig, men det er ikke det første man tæn-ker på som nyuddannet pædagog, der lige har fået job. Vi vil have noget, der gør os til bedre pædagoger. Det kan fagforeningen bidrage til«.

Mette, Bianca og Kimmie kender hinanden fra deres faglige arbejde i Pædagogstuderendes Landssam-menslutning, PLS. De tre nyuddan-nede mødtes efter et par måneder som pædagoger i københavnske

daginstitutioner. Mette fortæller: Pludselig står man der ene pæda-gog på stuen og med ansvaret for det hele. Praktikken er slut, arbejdslivet er begyndt – ansvaret er dit. Hvordan skriver man for eksempel en under-retning? Det lærte vi ikke på semi-nariet.

Ifølge Mette skal netværket blandt andet handle om at ruste de nyud-dannede til og fastholde dem i jobbet som pædagoger. Og så kan fagfor-eningen, BUPL Hovedstaden, vise, hvad de dur til. Ideen er, at temamø-derne for nyuddannede pædagoger i fagforeningen, skal være grundlaget for netværk, som de nyuddannede selv danner og bygger videre på.

Mette, Bianca og Kimmie har ikke svært ved at finde emner til møder for nyuddannede i fagforeningen.

»Det kunne handle om pædago-gik, personalepolitik og aktiviteter. Hvordan kan du få indflydelse på pædagogikken og aktiviteterne i in-stitutionen? Vi kan dele viden om, hvordan vi kan tage udfordringer og problemstillinger op med kollegerne og på personalemøderne og komme udenom ‘vi plejer’,« siger Mette.

Problem løsning handling

Mette, Bianca og Kimmie har flere ideer til emner på møder for nyud-dannede i BUPL Hovedstaden. Ide-erne handler om, hvordan man som nyuddannet pædagog lettere kan dele sin viden, sine gode ideer til pæ-dagogiske projekter eller diskutere

konkrete faglige udfordringer med andre nyuddannede. Her følger tre ideer fra Mette, Bianca og Kimmie i tilfældig orden:

Deling af viden og erfaringer om-kring mødet med hverdagen

Underretningspligt og underret-ninger, hvordan foregår det? Hvad er min opgave?

Pædagogisk dialog. Hvad kan jeg gøre for at dele min begejstring for at være pædagog med kolle-gerne?

Pædagogisk enighed, uenighed og udvikling. Hvordan kan man tage fat på en dialog om pædago-gisk uenighed?

Hvordan skriver man et ‘killer’ CV, der fører lige til drømmejobbet? Hvilke efteruddannelsesmulighe-der er der?

Hvad kan jeg bruge fagforeningen til? Hvordan kan jeg få indflydelse uden absolut at skulle vælges til bestyrelsen

Hvordan tænker kommunen pæ-dagogisk arbejde i institutioner-ne? Hvem bestemmer? Hvordan får man indflydelse?

Emner, som deltagerne i netvær-ket bringer på banen.

Netværket skal i øvrigt også bruges til at dele artikler, aktiviteter, gode ideer og meget mere. Y

netværk for nyuddannede

nyuddannet pædagog, arbejde og hvad så? Tekst og foto: Erik Steppat/Flussi, [email protected]

Mette Lundstad Nielsen er en af initia-tivtagerne til netværk for nyuddannede.


nyuddannet pædagog?

Vi vil gerne invitere dig der er dimit-teret som pædagog i maj eller juni 2011, eller i januar eller februar 2012 til to fyraftensmøder for nyud-dannede pædagoger.

Første gang er den 19. marts 2012 fra kl. 17.30 - 20.00. Du vil kunne møde en pædagog og en tillidsre-præsentant, der fortæller om hvor-dan de modtager nye kolleger, der også er nyuddannede. På dette møde skal vi tale mere om ideen med et netværk for nyuddannede pædagoger i BUPL og om, hvordan vi sammen kan udvikle ideen.

Anden gang er den 16. april 2012 fra kl. 17.30 - 20.00. Emnet denne gang er, hvordan kan jeg blive medskaber af de fælles værdier i institutionen. Hvordan kan jeg være med til at ud-vikle pædagogikken. Hvordan kan jeg få indflydelse på personalepoli-tikken. Vi arbejder med cases, der tager afsæt i hverdagens praksis.

Begge møder finder sted i BUPL Hovedstadens lokaler på Rosen-vængets Alle 16, 3. sal, 2100 Ø.

Læs meget mere om netværket for ny-uddannede på bupl-hovedstaden.dk


Karina Jørgensen blev i november 2011 fyret

efter en sygemelding. Til sommer skal den 29-årige

københavner pædagog repræsentere Danmark ved

de Paralympiske Lege i London.

Tekst: Christian Sophus Ehlers, [email protected] Foto: Scott Odense

Selvom der er gået næsten fire år, kan hun sagtens huske følelsen end-nu. Helt tydeligt endda. Følelsen af netop at have vundet en bronzeme-dalje ved noget så storslået som de Paralympiske Lege – de handicap-pedes Olympiske Lege.

Året var 2008, og Karina Jørgen-sen var i Beijing for sammen med

resten af landsholdet i goalball at for-svare de danske farver.

Siden oplevelserne i Kina er det bl.a. blevet til en sølvmedalje ved EM i 2009 og til en guldmedalje ved EM på hjemmebane i 2011. Og til sommer håber pædagogen fra Van-løse, at hun og resten af holdet i London kan skifte bronzemedaljen

fra Beijing ud med én i et finere me-tal.

Født med øjensygdom

Karina Jørgensen er stærkt svagtse-ende. Øjensygdommen albinisme betyder, at hun fra barnsben kun har kunnet se mellem 5 og 10 procent af det, en person med et normalt syn

i london

next stop:


ser. Hun kan læse – endda helt små ting – men kontrasterne flyder hurtigt ud, når noget kommer lidt på afstand. Og så ser hun meget dårligt i sollys.

Synshandicappet til trods er det lykkedes Karina Jørgensen at ud-danne sig til pædagog. De sidste to år med fast arbejdsplads i idrætsvug-gestuen Mini-Ajax i København.

Og selvom et dårligt syn på nogle områder har begrænset hende i det pædagogiske arbejde med børnene, har det samtidig åbnet for andre pæ-dagogiske muligheder.

Pædagogiske kompetencer

»Jeg kan tilbyde børnene mine pæda-gogiske kompetencer inden for om-råder, hvor mine kollegaer måske ikke har samme fokus. Jeg bruger mine sanser på en anden måde end nor-

maltseende og lægger ganske enkelt mærke til noget andet end mine normaltseende kollegaer, fx i forbindelse med observation af et barn,« forklarer Karina Jørgensen.

I idrætsvuggestuen Mini Ajax arbejder man ifølge Karina Jørgensen ikke kun

med børnenes motorik, krop og bevægelse, men i høj grad også med deres sanser. Og netop i forhold til sanserne kan Karina Jør-gensen give børnene noget ekstra, fx når hun har forklaret børnene, at hun bruger sine fingre til at føle med og dermed til at »se« med. På den måde bliver det ifølge Karina Jørgensen naturligt at snakke om, hvordan ting føles – om de er varme, kolde, glatte, osv, forklarer hun.

»Flere gange har jeg gjort det, at jeg har haft sne med ind på stuen. Det har givet en helt anden leg end udenfor, fordi børnene ikke har mas-ser stort overtøj på, så de mærker sneen på en anden måde. Vi byg-

gede snemand på gulvet eller havde sneboldkamp indenfor, eller lavede fodaftryk i sneen – og det er koldt for både store og små fødder«, siger Karina Jørgensen, og understreger, at det er vigtigt for hende, at det er pædagogisk forsvarligt, når hun er sammen med børnene. Det betyder, at hun er enormt god til at sige fra.

»Det hjælper simpelthen ikke at jeg er på legepladsen i høj sol med flere

børn på et stort område, når jeg ikke kan se dem. Men næste dag regner det måske, også kan jeg være der uden problemer, forklarer hun.

Se, en flyvemaskine!

Fordi Karina Jørgensen ikke altid kan se, hvem der taler til hende, medmin-dre hendes navn bliver nævnt, og fordi hun har svært ved at skabe øjen-kontakt med børnene i længere tid af

Olympiske ambitioner. Pædagog Ka-rina Jørgensen (nummer tre fra højre)

sammen med det danske landshold i goalball. Til sommer skal holdet for-

svare deres bronzemedaljer i London.


sen kan arbejde som pædagog i en travl børneinstitution med sit handi-cap. Men ifølge Karina Jørgensen handler meget af det pædagogiske arbejde først og fremmest om at bru-ge sin voksen- og livserfaring i inter-aktionen med børnene.

»Hvis vi er ude og gå en tur, og jeg hører en flyvemaskine, kan jeg sagtens finde på at udbryde, »se, en flyvemaskine«, og så pege i retning af lyden. Jeg kan ikke selv se den, men jeg ved jo, at den er der, og så har jeg lejlighed til at tale med børnene om, hvor den mon var på vej hen.«

»Det er da rigtigt, at chancen for, at jeg finder en regnorm til børnene, når vi er på regnormejagt, den er meget lille. Men det forhindrer mig ikke i at engagere mig levende i jagten og i dialogen med børnene om, hvordan regnormen følges at røre ved«, griner Karina Jørgensen.

Anerkendelsessport

Karina Jørgensen bruger sin bag-grund som pædagog i goalballkam-pene og under træningen, fx når hun indtager en anerkendende rolle i for-hold til medspillernes præstationer. En egenskab, der er uhyre vigtig for at få succes i goalball.

»Goalball er et kommunikations-spil. Der skal kommunikeres meget, men på de rigtige tidspunkter og på den rigtige måde. Man er afhængig af at vide, hvor ens medspillere er, men man er samtidig afhængig af at

kunne høre bolden,« forklarer Karina Jørgensen.

For at styrke landsholdes kom-munikation har hun sammen med resten af holdet deltaget i et intensivt sportspsykologisk projekt arrangeret af Dansk Handikap Idræts-Forbund og støttet af Pressalit.

Projektet, der var ledet af en sportspsykolog, styrkede holdets kommunikation, der på og uden for banen har givet holdet et særpræg – og forbedret vinderchancerne, vur-derer Karina Jørgensen.

»Sportspsykologen lærte os bl.a. at være positive i vores dialog med hinanden, at anerkende hinanden, fx ved at sige »godt skud« eller svare »tak«. Samtidig lærte vi, hvor vigtigt det er, at vi får lagt de negative ting bag os, fx hvis vi er kommet bagud i en kamp. Vi har lært at fokusere meget på og selv og hele tiden se fremad, og tage et skridt af gan-gen. Det er med at se muligheder i stedet for begrænsninger. Det har hjulpet os kolossalt som hold, at få styrket vores mentale parathed frem mod London,« mener Karina Jørgensen.

Fyret efter sygdom

I øjeblikket går Karina Jørgensen ar-bejdsløs og langtidssygemeldt. Hun blev sygemeldt i november, fordi det blev konstateret, at den lille del af synet hun trods alt havde tilbage, gradvist blev forværret som følge af arbejdet i idrætsvuggestuen.

»Børnene er hele tiden i bevæ-gelse i en idrætsvuggestue, så du er på, på en anden måde end i en al-mindelig institution. Og når børnene så godt som aldrig sidder stille og leger, men løber meget rundt, skulle jeg bruge uforholdsmæssigt mange af mine synsressourcer. Derfor er det blevet værre,« konstaterer hun.

Kort efter sygemeldingen mod-tog Karina Jørgensen en fyresed-del fra sin arbejdsgiver. En meget ubehagelig besked at få, midt i et sygdomsforløb og under forbere-delserne til sommerens Paralympi-ske Lege.

Kort om goalball

Da synshandicappede har svært ved at dyrke fodbold og håndbold blev goalball videreudviklet med henblik på, at synshandicappede også kun-ne dyrke et hold- og boldsport. Et goalball-hold består af maksimalt 6 spillere, hvoraf der maksimalt er 3 på banen samtidigt. Alle spillere uanset syn bærer tiltapede skimasker, såle-des at ingen kan se. Spillet går ud på at skyde bolden forbi modstander-holdet og over mållinjen samtidig med, at man prø-ver at forhindre modstanderholdet i at score, når de har bolden. Man kaster/skyder bolden langs gulvet næsten som i bowling. Spillet kræver stor koncentration og reaktion hos spillerne. De hårdeste skud kommer med omkring 80 km/t hvilket indebærer, at det forsvarende hold kun har få hundrededele af et sekund til at opfatte boldens retning og dernæst smide sig for at forsøge at redde den.

Kilde: Dansk Handikap Idræts-For-bund

gangen, gør hun ubevidst det, at hun rører det barn, hun snakker med.

»Men jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke overskrider et barns grænser, hvis det reagere ved ube-hag på taktile berøringer eller andet,« forklarer hun.

Det sker også, at forældre bliver overraskede over, at Karina Jørgen-


»Heldigvis har jeg haft BUPL på min side igennem forløbet og i for-bindelse med afskedigelsen. Det har været en kæmpe hjælp, at fag-foreningens jurister har bakket mig op, når jeg har været usikker på mine rettigheder og i dialogen med min tidligere arbejdsgiver,« siger Karina Jørgensen, der nu ser frem til at få sagen helt afsluttet. Hun håber at hun får bevilliget et flexjob, så hun igen kan komme ud og bruge sine pæda-gogiske kompetancer.

»Og så skal jeg ellers koncentrere mig 110 procent om at forsvare de danske bronzemedaljer til sommer,« slutter hun. Y

Faglige udfordringer. Karina, i trøje nr. 6, vil på et tidspunkt gerne arbejde med handikappede, men ikke med blinde el-ler svagtseende, forstås, for »det ville simpelthen være for nemt, og jeg vil som pædagog gerne udfordres fagligt. Tænke kreativt, men bruge mine egne erfaringer,« forklarer hun.


I STØBESKEEN

Måske kommer fremtidens pæda-gogstuderende til at gå igennem Carlsbergs elefantport om morge-nen og få undervisning i co2-neutra-le bygninger, imens de har udsigt til slanke tårnhuse, der rækker helt op til 120 meter op i himlen.

For øjeblikket er der nemlig planer om, at Professionshøjskolen UCC skal flytte ind på det gamle Carlsberg bryggeris grund, der ligger i Køben-havn mellem Vesterbro og Zoologisk Have.

Kort før jul sagde UCCs bestyrel-se ja til at få campus på Carlsberg-grunden. Bestyrelsen for Carlsberg Byen skal i den nærmeste fremtid også tage stilling til UCCs flyttepla-ner, mens en central godkendelse

skal komme fra Folketingets finans-udvalg, der altid skal sige god for an-lægsprojekter, der koster mere end 100 millioner kroner.

»Carlsberg-grunden er en meget attraktiv adresse. Det bliver en ny by-del med super-interessant arkitektur, få biler, små næringsdrivende, bo-liger og så et uddannelsessted for velfærdsuddannelserne. Bydelen får et levende, socialt miljø også efter kl. 17, fordi så mange unge er samlet et sted. En flytning giver også uddan-nelserne et løft og sikrer tværfaglig-hed og et stærkere uddannelses-miljø,« siger Michael Egelund, der er medlem af UCCs bestyrelse.

Tværfaglighed er også fremhævet i bemærkningerne til professionshøj-skoleloven. Her står blandt andet, at i studiemiljøer med flere fag – eksem-

pelvis lærere og pædagoger under samme tag – er det muligt at »skabe nye vækstlag, der rækker ud over de kendte rammer«.

Nærheden på spil

Det var en meget enig UCC-besty-relse, der stemte for planerne. Kun et enkelt bestyrelsesmedlem, pæda-gogstuderende Martin Alexander-sen, var imod:

»Forudsætningen har hele tiden været, at studerende vil urbanitet og centralisering, men ingen har faktisk spurgt de studerende, om de vil det. For mig at se forsvinder noget nær-hed og det der med, at man lige mø-des på gangene og i fredagsbaren, og det er skidt,« siger Martin Alexan-dersen.

Han henviser til en undersøgelse Anvendt Kommunal Forskning fore-tog i 2008. Martin Alexandersen fortæller, at den viste, at hvis den studerende har et tilhørsforhold til sit studiested, har det positiv effekt på frafaldsprocessen og karaktergen-nemsnittet.

»Jeg frygter, at den vigtige nærhed og de tætte relationer forsvinder på et stort campus. Et campus vil ikke forbedre vores uddannelser. Tværti-mod,« siger Martin Alexandersen.

De studerendes holdningen til campus er dog splittet. Det kom blandt andet til udtryk i UCCs be-styrelse, hvor en anden studenter-repræsentant stemte for campus.

Næstformand for BUPL Hoved-staden, Mia Skou Jørgensen, poin-terer, at de fleste studerende som

København får nye kvadratmeter til at uddanne pædagogerIndtil videre har UCCs bestyrelse sagt ja til at flytte fire pædagoguddannelser ind på et stort, nyt campus på grunden ved Carlsbergs lukkede bryggeri i København.

Tekst: Anja Bertelsen, [email protected] Visualisering: Carlsberg Ejendomme


førstevalg vælger et studiested, der er centralt beliggende: »I 2010 havde 33 procent af ansøgerne pæ-dagoguddannelsen Frøbel på Fre-deriksberg som første prioritet. Og læreruddannelsen Zahle, der profile-rer sig med sloganet »i hjertet af Kø-benhavn«, var første prioritet hos 58 procent af ansøgerne. Jeg synes det vidner om, at de studerende aktivt til-vælger det urbane byliv, frem for fjer-nere liggende uddannelsessteder,« siger hun.

Koster ikke timer

Om 30 år kan UCC, hvis UCC ønsker det, købe bygningerne for maksimalt to milliarder kroner – og på det tids-punkt kan Carlsberg slet ikke sige nej til at sælge. Med i aftalen er også, at UCC skal købe, hvis Carlsberg på det tidspunkt ønsker at sælge.

Kort om Campus:

Fire pædagoguddannelser, tre læreruddannelser plus uddan-nelserne til tegnsprogstolk og tekstilformidler flytter i 2016 – hvis alt går efter planerne – ind på Carlsberg-grunden.

Carlsberggrunden har samme størrelse som 50 fodboldbaner. UCC kommer til at leje sig ind på godt 10 procent af grunden – det svarer til to gange stormagasinet Illum. Bygningerne kommer til at skulle huse cirka 11.000 stude-rende.

Campus er udviklet i et tæt sam-arbejde mellem Carlsberg og UCC. I perioder har der eksem-pelvis hver uge været møder, for at arkitekterne bedst muligt kunne forstå UCC som undervisningsin-stitution. På møderne er stude-rende også kommet med input til arkitekturen.

»Beregninger viser, at der på sigt vil være en besparelse ved at flytte, og flytningen kommer ikke til at ko-ste undervisningstimer – hverken nu eller i fremtiden. Det har hele tiden været helt afgørende for UCCs be-styrelse,« siger UCC bestyrelses-medlem Michael Egelund.

Martin Alexandersen kritiserer campus-byggeriet for at være en spareøvelse:

»Campus er et prestige- og et besparelsesprojekt. Ingen har sat sig ned med det udgangspunkt at få den bedste uddannelse. Hoved-parten af bestyrelsesmedlemmerne er langt fra eksperter i hverdagen og undervisningen på professionshøj-skolen, og de har derfor ikke forud-sætninger for at vurdere de pæda-gogiske og didaktiske konsekvenser af campus.« Y

1. mAj I fAGfOrENINGENMusik, taler, underholdning 09.00 – 12.00: i lFs’s gård.

indgang gennem porten i sorøgade 6 eller Rosenvængets allé 16, 2100 Ø. pingholms diciple, Øglegøglerne, lFs’s kor og tale ved en bupl’er.

12.00 – 12.30: demonstration med retning mod Fælledparken. obs! afgangstiden for demonstrationen kan svinge lidt ☺

12:30 – 19.00: socialarbejdernes telt i Fælledparken. Musik ved søren Korshøj og skørbug og taler til kl 18.

VElfÆrD bEtAlEr sIG!

læs mere på hjemmesiden og i nyhedsbrevene, når vi nærmer os

arrangører: socialpædagogerne, lFs, bupl hovedstaden, bupl storkøbenhavn, dansk socialrådgiverforening Øst samt Frederiksberg Kommunelærerforening.


PLADS TIL KRITIKKEN

Retten til at ytre kritik er grundlovssik-ret. Kritik finder du i samfundsdebat-ten og teoretisk som kritisk teori. Men du finder den også på restauranten, i supermarkedet eller derhjemme i for-bindelse med rengøringen, børnene

eller konen. Endelig findes der kritik på arbejdspladsen, som kan handle om en selv, fagligheden, kollegaerne og andre arbejdsmæssige forhold. Kritik er med andre ord en naturlig og integreret del af samfundet.

Svært at kritisere kollegaen

Inden for forskellige brancher arbej-der de ansatte med en faglig palet af valgmuligheder og lader sig inspi-rere af hinanden. Faglig sparring kan omvendt være problematisk, hvis de kollegiale relationer skranter. Derfor kan det være vanskeligt eller ligefrem umuligt at udtrykke en kollegial faglig uenighed eller kritik i dagligdagen. Man kan være sårbar over for kritik, da ens indsats er et fagligt funderet personligt arbejde. Det er derfor en stor udfordring at arbejde med både kritik og faglige uenigheder.

Vigtigt at kunne ytre kritik

Rasmus Willigs bog »Umyndiggø-relse« (Hans Reitzels Forlag, 2009) tegner et dystert billede af ansatte, deres arbejdsbetingelser og mulig-heder for at ytre sig kritisk. Bogen understreger vigtigheden af at kunne ytre sin kritik, ellers kan det have ube-hagelige følgevirkninger. Dette illu-streres af århusianske pædagoger, som beskriver frustrationerne, som resulterer i en travlere hverdag og en optrapning i antallet af konflikter, mens kritikken bliver tiet ihjel. Den faglige stolthed ryger og arbejdet le-ver slet ikke op til standarden.

Der er også sket en stigning i både fysiske og psykiske arbejdsskader på hele 221 procent blandt BUPL’s medlemmer fra 2004 til 2009. En

undersøgelse af HK’ernes psykiske arbejdsmiljø fra 2009 viste, at mange følte sig stresset, eller var blevet mob-bet på jobbet. Nøjagtig samme bille-de forekommer blandt sygeplejersker, lærere, frisører, SOSU-uddannede, restaurationsejere m.fl., hvor deres respektive fagforbund og Branchear-bejdsmiljøråd rapporterer om udbredt mobning, stress, sygdom, arbejds-skader og dårlig trivsel m.m.

Muligheden for at ytre sig kritisk di-rekte kan ikke eliminere disse forhold, men det kan være med til at forebygge. Man kan skabe en kultur, som styrker de kollegiale relationer, fagligheden og dermed et bedre arbejdsmiljø.

Dette er styrken ved kritik, da den i modsætning til en konflikt besidder positive elementer, som åbner op for både faglig og personlig udvikling og anerkendelse.

Kritik i alle afskygninger

Kritik-begrebet er komplekst og bi-drager til at skabe problematiske vilkår på arbejdspladsen. For kritik opstår under forskellige former som selvkritik, faglig kritik, samfundskritik, systemkritik, kritik af arbejdsbetingel-ser, ledelse, kollegaer m.m. Usikker-heden på hinandens reaktioner rejser en række spørgsmål hos den enkelte medarbejder: »Hvordan kan jeg vide, hvad der er den rigtige eller forkerte kritik i situationen?«, »Hvilken form for kritik er mest legitim på min arbejds-plads og i min kollegas øjne, og hvor-dan skal jeg formidle min kritik?«.

Ifølge en undersøgelse om faglig enighed, uenighed og udvikling (Ejr-næs og Monrad, Aalborg Universitet, 2010) skal svarene til dels findes i de

Kritik til gavn for samarbejdetDet kan være svært at kritisere kollegaens praksis, da pædagogers arbejde er et fagligt funderet per-sonligt arbejde. Men pædagog og arbejdslivskonsulent Christian Pedersen fortæller her om, hvordan det alligevel er muligt at skabe forudsætninger for, at ansatte kan arbejde med faglig kritik og uenig-hed i hverdagen til gavn for de kollegiale relationer, kommunikationen, fagligheden og arbejdsmiljøet

Tekst: Christian Pedersen, pædagog og cand soc. i Arbejdslivsstudier og Socialvidenskab, Roskilde Universitet

om forfatteren

Christian Pedersen er uddannet pædagog, men måtte holde op som følge af en arbejdsskade og proble-mer med at få ørenlyd for sin kritik. Han har arbejdet inden for både daginstitutionsområdet, voksne ud-viklingshæmmede, socialpsykiatrien og med unge med personlighedsfor-styrrelse.Christian Pedersen videreuddanne-de sig til cand.soc i Arbejdslivsstu-dier og Socialvidenskab på Roskilde Universitet i 2011. Christian Pedersen fokuserer på, hvordan det er muligt at skabe bed-re forudsætninger for, at pædago-ger kan arbejde med faglig kritik og uenighed i hverdagen til gavn for de kollegiale relationer, kommunikatio-nen, fagligheden og arbejdsmiljøet.

Har du fået lyst til at arrangere et foredrag/workshop med forfatteren eller forhøre dig om andre tilbud, så kontakt:

Tlf.: 31 61 65 65Email: [email protected]


respektive uddannelsesforløb, hvor de studerende ikke bliver undervist i at håndtere faglige uenigheder og kritik. Det er en omstændighed, der medvirker til at skabe unødige kon-flikter på arbejdspladsen. Netop der-for er det vigtigt, at arbejdsgivere og ansatte arbejder med kritik og faglige uenigheder, så forudsætningerne på disse områder styrkes.

Den dybere forståelse af kritikken

Men hvordan etablerer institutionerne en kultur, hvor de ansatte kan håndte-

re kritik og faglige uenigheder, hvis institutionen ikke vedkender sig disse, eller der ikke eksisterer en tradition for at diskutere sådanne problematik-ker? Det kan jo være svært at lytte og forholde sig til uenighed eller kritik, hvis en sådan kultur ikke eksisterer, og hvis pædagogerne ikke har erfa-ring med dette fra deres uddannelse.

Spørgsmålet er derfor, om det kan tænkes, at manglen på en sådan kultur vil resultere i de omstændigheder, som Rasmus Willig beretter om i sin bog?

I seks måneder har jeg forsøgt at oparbejde en dybere forståelse af begrebet kritik, dens praktiske be-tydning og hvilke mekanismer, som er i spil. Observationer og interviews med pædagogerne om deres brug af kritik og dens betydning for dem i deres arbejde i en ganske alminde-lig dansk daginstitution, har skabt grundlaget for en række konkrete råd for god praksis med kritik. Y

ti forslag til arbejdet med kritik på jeres institution:

1. Etabler overordnede aftaler og stil krav

Det er vigtigt, at I laver overordnede aftaler og stiller krav til

hinanden i jeres institution gennem etableringen af institu-

tionelle rum og rammer for dialog, som gør det muligt at tale

åbent også om de svære emner.

6. Det er i orden at være uenigHusk, at det er i orden at være uenig i kritik, men vær åben om dine følelser, når du har fået en kritik og fortæl, hvis du er blevet såret.

2. Vis undren over hinandens praksisDet skal være naturligt at undre sig over hinandens pæda-gogiske praksis, men mobning og sladder skal være band-

lyst. Kritik skal formuleres korrekt på rette tid, sted og måde, og husk at levne plads til hinandens forskellige praksisser

og uensartede holdninger.

7. Øv dig i at modtage kritikDen eneste måde at øve sig i at håndtere kritik er ved at bruge den aktivt hele tiden, spørge ind til hinanden og derved styrke det kollegiale kendskab, fagligheden og

arbejdsmiljøet.

3. Vær bevidst om, hvordan du formidler kritik

Det er vigtigt, at du er bevidst om hvad du siger og hvordan

du formidler en kritik. Den skal være konkret, konstruktiv og

kærlig. Det er vigtigt at skelne tydeligt om en kritik er faglig eller personlig.

8. Varigt kritikarbejdeStort set al kritik baserer sig på misforståelser, fordi der tales forbi hinanden, situationer opfattes ude af kontekst eller kommunikationen ikke kommer helt ud. Pædagogers

forudsætninger er forskellige. Netop derfor er det vigtigt, at kritikpunkter bliver ytret åbent og at I som institution arbej-

der kontinuerligt med kritik.

4. Observer effekten af din kritikHusk at observere effekten af din kritik og spørg ind til hin-andens reaktion. Hvis du er modtageren af kritikken, er det også dit ansvar at sige fra, hvis du føler dig trådt for nær.

9. Hold fokus og brug hovedetFor afsenderen af kritik er det vigtigt at holde fokus på de konkrete facts, når en kritik videregives, og beskrive ens kritik i stedet for at fortolke den. Ens første indskydelse er ofte at gå i forsvarsposition, når man udsættes for kritik, men prøv at håndtere din reaktion og brug fornuften i kombination med dine følelser. Dermed åbnes der op for en konstruktiv tilgang til kritikken.

5. Lyt og lad dig inspirere

Når du modtager en kritik er det vigtigt at lytte til den, lade

dig inspirere, stil spørgsmål og indrøm hvis du har lavet fejl.

Forhold dig reflekteret til kritikken, giv den tid og anerkend den altid.

10. Et fælles ansvar

I sidste ende er det op til den enkelte arbejdsplads at ud-

forme egne gode vilkår for kritik, opkvalificere deres viden

på området og etablere en fællesskabsfølelse for at fast-

holde fokus på dens fordele fremfor de negative aspekter,

som fører til misforståelser og konflikter. Et sundt og godt

arbejdsmiljø er både arbejdsgiverens ansvar og en fælles

sag for hele arbejdspladsen – til glæde for pædagoger,

medhjælpere, ledelse, forældre, børn og økonomien!


LEDELSE

limen som holder sammen på

Når man har påtaget sig det til tider ensomme hverv som leder, er det ofte rart at have et fagligt bagland at støtte sig til. Det har du som leder i BUPL Hovedstaden. Lederforeningen er ikke blot en skulder at beklage sig ved, den er også et talerør til kommunen og til fagforeningen, når de barske realiteter skal forklares, forhandles og kvalificeres.

Tekst: Marie Varming, [email protected] Foto: Klaus Sletting, fotograf

Tre med fokus på ledelse: Eva Hallberg, Kirsten Bergstrup og Merete Liechti, fra BUPL Hoved - stadens lederforening.


Fyringsrunder, forældreklager, tvun-gen uddannelse. Der er udfordringer nok, når man har taget springet og er blevet leder. Men hvor går ledere hen, når andre »går til ledelsen«?

»Det kan være svært at gå et ni-veau op med sine problemer, når man sidder som leder. Der kan vi i lederforeningen fungere som buffer,« siger Kirsten Nøhr Bergstrup, som udover at være leder af institutionen Saxoly også er næstformand i BUPL Hovedstadens bestyrelse for leder-foreningen.

»Tidligere oplevede vi, at folk følte sig forfulgt, hvis de bare åbnede mun-den. I dag lytter man mere til lederne, og der er blevet en bevidsthed om, at det er svært at sidde alene på den post,« siger Kirsten Nøhr Bergstrup.

Hun er en af dem, som andre le-dere i Hovedstadens fire medlems-kommuner, Tårnby, Frederiksberg, København og Dragør, kan ringe til, hvis det brænder på. Samtidig arbej-der hun aktivt med at forbedre forhol-dene for BUPL-ledere i hele hoved-stadsområdet.

»Folk ringede ofte til mig alligevel, hvis de var kede af det. Eksempelvis i fyringssager. Derfor gik jeg ind i det politiske arbejde i BUPL’s lederfor-ening,« forklarer hun, selv om det ikke har givet hende flere timer i døgnet. Tvært imod.

I dag har lederne også fået en egentlig lederrådgivning, hvor lede-re kan ringe ind og forhøre sig om forskellige faglige og personlige for-hold.

»Det er især væsentligt i fyrings-sager,« forklarer Eva Hallberg, som er formand for BUPL Hovedstadens bestyrelse for lederforeningen og til dagligt er leder af den integrerede in-stitution Bryggehuset i København.

»For BUPL kan ikke både rådgive mig og den person, som jeg måske står og skal fyre. Blandt andet derfor har vi fået lederforeningen. Som en erkendelse af, at vi har særlige pro-blematikker som leder og derfor har brug for særlig rådgivning,« siger hun.

Dårlig ledelse-mantraet

BUPL’s ledere har i mange år stået for skud, når der var problemer på arbejdspladserne.

»Der har været en tendens til, at man altid sagde ‘dårlig ledelse’, når der var problemer på en institution,« siger Kir-sten Nøhr Bergstrup og fortsætter:

»Men det er altså ikke altid sandhe-den. Selvfølgeligt findes der dårlige ledere, ligesom der findes dårlige pædagoger og dårlige forældre. Men

man skal ikke tro, at man bare kan fyre en dårlig leder og så bliver alt godt,« siger hun, og Eva Hallberg er enig:

»Det er ofte sådan, at man siger, at hvis der er god trivsel på en insti-tution, så er det fordi der er en god leder og omvendt,« siger hun.

»Men det er der altså flere nuancer af, og det er vi med til at pointere i lederforeningen,« siger Kirsten Nøhr Bergstrup.

(fortsætter næste side)

eva hallbergFormand for BUPL Hovedsta-dens bestyrelse for lederfor-eningen

62 år, leder i den integrerede institution Bryggehuset.

»Jeg startede som suppleant i lederforeningen for syv år siden, hvor lederarbejdet var under

stor forandring. Jeg stillede op, fordi jeg syntes det var interessant at koble det fagpolitiske lederarbejde med det arbejde, som jeg allerede var involveret i på lokalt plan.«

Merete liechtiBUPL Hovedstadens repræ-sentant i BUPL’s centrale lederbestyrelse

50 år, leder af Vuggestuen Skottegården i Tårnby.

»Jeg startede i lederforeningen, lige efter jeg blev leder i 1992, fordi jeg ønskede at være med til

at styrke lederarbejdet i BUPL. Siden 1995 har jeg været med i det centrale lederarbejde«

Kirsten nøhr bergstrupNæstformand i BUPL Hoved-stadens bestyrelse for lederfor-eningen og suppleant i BUPL’s centrale lederbestyrelse

53 år, leder af den selvejende institution Saxoly på Vesterbro.

»Jeg har været med i lederfor-eningen i fire år. Før sad jeg i

et hav af udvalg, men jeg stillede op til lederforeningen, fordi jeg gerne vil bidrage til, at BUPL støtter lederne endnu bedre.«


Kontakt din lokale lederrådgivningEr du leder og står du med en faglig udfordring eller et problem i dit arbejdsliv er du altid velkommen til at kontakte BUPL Hoved-stadens Sekretariat for ledere. Helle Hansen og Dan Lange er klar til at rådgive dig på tlf. 35 46 57 50.

Og netop det ensomme i at være leder er en del af eksistensgrundla-get for foreningen.

»Vi ledere har kun hinanden at læne os op af i modsætning til perso-nalet, der har hinanden. Derfor er det en ensom post at være leder,« siger Eva Hallberg.

Det er bare et af temaerne, som le-derforeningen under BUPL Hoved-staden har på dagsordenen, men der er generelt ikke mange grænser for, hvad der er på tapetet.

»Man kan sige, at vi kan løfte pro-blematikkerne op på et højere niveau, for vi står jo faktisk alle sammen som ledere med mere eller mindre de samme problemstillinger,« siger Merete Liechti, der er BUPL Hoved-stadens repræsentant i BUPL’s cen-trale lederbestyrelse. Hun har både erfaring fra det centrale og det lokale lederarbejde.

Kommunalt bindemiddel

De tre repræsentanter i lederforenin-gen understreger også, at de funge-rer som BUPL’s forlængede arm i for-skellige kommunale sammenhænge.

For halvandet år siden fik BUPL’s ledere nemlig en egentlig politisk

vidste du:

Som leder og lokalt medlem af BUPL er du automatisk med i le-derforeningen i Hovedstadsom-rådet?

At erfaring viser, at jo mere kon-takt ledere har med BUPL, desto gladere bliver de også for at være med i lederforeningen?

At lederforeningen også er med-spiller, når det kommer til lønfor-handlinger?

At lederforeningen ofte har indfly-delse helt oppe på borgmester-niveau?

At BUPL Hovdstaden har et Sekretariat for Ledere, som er ledernes egen indgang til fagfor-eningen, og hvor der er en person-sagsbehandler ansat der arbejder med personsager vedr. ledere?

platform. Det betyder, at lederne har bedre muligheder for at få ledervink-len med i de beslutninger, som BUPL tager både lokalt og centralt, ligesom BUPL kan gøre brug af de kompe-tencer, som ledelsesrepræsentan-terne bidrager med.

»Jeg er for eksempel inviteret til at sidde med i et pædagogisk kvali-tetsudvalg under Københavns Kom-mune. Der er det da oplagt, at jeg får noget viden, som BUPL kan gøre brug af,« siger Kirsten Nøhr Berg-strup.

»Men man skal være opmærksom på, at man sidder der på vegne af andre. Jeg har bemærket, at jeg selv ofte er lidt mere diplomatisk i den slags sammenhænge, fordi jeg er bevidst om, at jeg også repræsente-rer mine kolleger, som har nogle helt andre arbejdsvilkår,« siger hun.

»Ja, det gælder om at kunne se ud over sin egen institution,« siger Eva Hallberg.

Det kender Merete Liechti også til, selv om kommunen i hendes tilfælde hedder Tårnby.

»BUPL kan bruge os, fordi vi tit er på forkant med nogle ting. Det kunne for eksempel være, hvis vi havde væ-ret med til at møde og hørt nogle le-delsesvisioner, som er interessante. Det kan vi bringe videre til BUPL,« siger hun.

For tiden er tvungen lederuddan-nelse af lederne et af de store emner.

Det er nemlig besluttet, at alle le-dere skal have en diplomuddannelse inden år 2015. Men det har ikke væ-ret uden modstand.

»Mange ledere i København er i 50’erne, hvilket betyder, at de aldrig vil nå at bruge det. Jeg er selv 62

år, og jeg vil da gerne have noget uddannelse, men jeg vil ikke starte på en diplomuddannelse, som jeg ikke er færdig med før den dag, hvor jeg slet ikke er her mere,« siger Eva Hallberg.

Med det argument i bagagen har lederforeningen været med til at få modificeret kravet om lederuddan-nelse.

»I Tårnby har vi fået lavet en sær-regel, så kravet ikke gælder dem, som er over 55 år,« siger Merete Liechti, som også kan bryste sig af, at Tårnby er den eneste kommune, hvor ledere, som er i gang med en diplomuddannelse, får syv uger fri fra arbejde til at koncentrere sig om uddannelsen.

Det var endnu et fingeraftryk fra lederforeningen, forklarer Merete Liechti, mens hendes kolleger i Kø-benhavns Kommune, Dragør og på Frederiksberg stadig har det til gode.

Også i Københavns Kommune var der protester mod kravet.

»Vi sagde som lederforening, at vi ikke syntes, at tidsplanen holdt, og så endte det med, at vi fik flyttet ressourcerne til året efter,« siger Eva Hallberg.

Alligevel vil de tre kvinder i leder-foreningen ikke kaldes lyseslukkere, når kommunerne får fine ideer.

»Nej, jeg er ikke lyseslukker. Jeg korrigerer virkeligheden for kommu-nerne,« siger Eva Hallberg.

»Ja, vi kommer med bud på, hvor-dan et forslag kan blive endnu bedre. Vi ønsker at være en konstruktiv med-spiller,« siger Kirsten Nøhr Bergstrup.

»Eller en form for oversættere. Vi kan forklare, hvordan virkeligheden ser ud,« slutter hun. Y

LEDELSE


erik postelmansJurist35 46 57 50 [email protected]

helle hansenSocialrådgiver35 46 57 [email protected]

Katrine toft MikkelsenArbejdsmiljø 35 46 57 68 [email protected]

lilli nilsen35 46 52 [email protected]

pia larsen35 46 52 [email protected]

hanne Carlsen35 46 52 [email protected]

Gunn brejnholdt FalckProfession (på barsel)35 46 57 [email protected]

peter Jonas h. holstJurist35 46 57 [email protected]

Flussi / erik steppatFællestillids repræsentant35 46 57 6525 72 67 [email protected]

dan langeLederrådgivning35 46 57 [email protected]

stine aksnesFællestillids repræsentant35 46 57 6426 16 59 [email protected]

Christian sophus ehlersKommunikation35 46 57 [email protected]

Jan poulsenFaglig sekretær35 46 57 6325 15 11 [email protected]

Jesper RostvedLøn og overenskomst35 46 57 [email protected]

Kim lohseKasserer35 46 57 6128 26 48 [email protected]

nina hemmingsenFaglig sekretær35 46 57 5823 32 32 [email protected]

henriette brockdorffFormand35 46 57 6028 26 48 [email protected]

hvem er hvem i bupl hovedstaden?Mia skou JørgensenNæstformand35 46 57 6261 62 10 [email protected]

helle schøttSocialrådgiver35 46 57 [email protected]

Marianne larsenJurist35 46 57 [email protected]

FaGliGe KonsulenteR

bupl hovedstadens a-Kasse

Kirsten MulvadRegnskab/adm.35 46 57 [email protected]

eva søemodAdministration35 46 57 [email protected]

anita hagenAdministration35 46 57 [email protected]

adMinistRation oG ReGnsKab


VELKOMMEN TIL BUPL PÅ FACEBOOKBliv opdateret og del dine holdninger til aktuelle udfordringer for Danmarks pædagoger

facebook.com/bupl.dk

BLIV VEN MED BUPL PÅ FACEBOOK

VELKOMMEN TIL BUPL PÅ FACEBOOKBliv opdateret og del dine holdninger til aktuelle udfordringer for Danmarks pædagoger

facebook.com/bupl.dk

BLIV VEN MED BUPL PÅ FACEBOOK

pædagogikken forår 2012

Documents