Oplevelse af helhed

Bachelorrapport 2007 Emne: Oplevelse af helhed. Forfatter: Mads Bentzen Vejleder: Gerd Lütken Peter Sabroe Seminariet Antal anslag: 140.704

04A-BACH-10

Indhold Prolog – De blinde og elefantproblemet 4 Indledning 5 Problemstilling 5 En slags læsevejledning 7

1. Globalisering 9 Tid og rum 9 Turister og vagabonder 9 Forbrugersamfundet 9 Angsten i den store by 11 Frygten for klodens fremtid 11 En morgen i toget 12 Frygten for terror 13 Angsten for fremtiden 13

2. Det pædagogiske ideal 15

Den pædagogiske udfordring 16 Præstationskulturen 16 Skræmmende statistik 17 Diskussion 18 Det politiske ansvar 19

3. At være og blive sig selv 20 Dion Sommer og paradigmeskiftet – det nye syn 20 Kompetencebegrebet 21 Selvet og kompetencerne 21 Opsummering 22 Kritik og undren 22 Et lille mellemspil om kompetencer 23

4. Daniel N. Stern – fornemmelsen af selv 25 Fire fornemmelser af selv 25 Fornemmelsen 25 Barnets medfødte evner 26 Fornemmelsen af et emergent selv 27 Fornemmelsen af et kerneselv – selvet versus den anden 28 Fornemmelsen af et kerneselv – selv sammen med en anden 29 Spejlneuroner og selv-i-samklang-med-en-anden 30 Fornemmelsen af et intersubjektivt selv 30 Affektiv afstemning 32 En dag i vuggestuen 32 En morgen i børnehaven 33 Fornemmelsen af et verbalt selv 34 Opsummering og diskussion 35

2

04A-BACH-10

5. Den indre splittelse 35

Da vandene forandredes 37 Individuation 38 Personligheden dannelse 38 Tomhed 40 Identitet 40 Den almindelige bevidsthed 40 Energi – om måden at være på 41

6. Fællesskabet 43 Fællesskab i børnehaven 44 At mødes fuldstændig med sine artsfæller 44 Bevidsthedens evolution 44 ’Mellemtiden’ og en perspektivering af RIG 45

7. Skønhed 47 Kaos og orden 48 Om æstetik 48 Opgivelse af herredømmet 48

8. Arunding 50 Epilog 51

3

04A-BACH-10

Prolog. De blinde og elefantproblemet. Hinsides Ghor lå der en by. Alle dens indbyggere var blinde. En konge ankom med sit følge til et sted tæt på denne by. Han havde sin hær med, og de slog lejr i ørkenen. Med sig havde han også en mægtig elefant, som han brugte til angreb og til at øge folkets ærefrygt. Befolkningen var ivrig efter at se elefanten, og nogle af de blinde fra dette lige så blinde samfund løb afsted for at finde den. Da de ikke vidste noget om elefantens form, famlede de sig frem og samlede information ved at berøre nogle dele af den. Hver troede nu, at han vidste noget, fordi han kunne mærke en del af elefanten. Da de kom tilbage til deres by, samledes folk ivrigt omkring dem. Alle var ivrige for at høre sandheden fra dem, som selv var vildledt. De spurgte til elefantens form og lyttede til alt, hvad de fik fortalt. Den mand, der havde følt elefantens øre, blev spurgt om elefantens beskaffenhed. Han sagde: ”Den er en stor, ru ting, bred og flad som et tæppe.” Og den, der havde følt på snabelen, sagde: ”Jeg kender den virkelige sandhed om den. Den er som et lige, hult rør, frytgelig og ødelæggende.” Ham, som havde følt på en af elefantens fødder og ben, sagde: ”Den er mægtig og fast som en søjle.” Hver især havde de følt på én del ud af mange. Alle havde de fået en forkert opfattelse. Intet sind kendte helheden: kundskab er ikke den blindes ledsager. Alle forestillede sig noget; noget forkert. Det skabte er ikke informeret om guddommelighed. Der er ingen Vej i denne videnskab ved hjælp af det almindelige intellekt. (Shah, 1967: 25)1

1 Egen oversættelse.

4

04A-BACH-10

Indledning. For egentlig ikke særlig længe siden så vi de første satelitbilleder af vores blå-grønne planet. Det er nyt for mennesket at bære dette billede i bevidstheden; billedet af en helhed. Jorden en én eneste levende organisme, og vi er forbundet med naturen og hinanden langt dybere, end vi begriber. Gennem de sidste få tusinde år, har menneskeheden gjort ufattelige fremskridt, når det gælder fragmentering og differentiering af bevidstheden. Vi har opfundet abstraktion og analyse, og vi evner nu at skille alt fra hinanden. Vi kan spalte atomer og manipulere med vores arvemateriale. Vi kan måle, veje, analysere og diagnosticere med ufattelig præcision. I denne udvikling har vi også adskilt os selv fra naturen, og vi har udviklet opfattelsen af, at vi adskiller os fra andet liv på jorden. Vi har også udviklet opfattelsen af, at det enkelte individ er adskilt fra andre individer. Vi er adskilte, men med visheden om billedet af helheden, ved vi, at vi også hænger sammen. Det er ikke enten-eller; det er både-og. Måske er eksplosion det mest klare billede af samtiden. Som en kraftig udviddelse af vores bevidsthed om os selv og vores omverden, en udviddelse af de globale handelssystemer, kommunikationssystemer, uddannelsessystemer, transportsystemer, finansielle systemer osv. Det er gået – og går – ufatteligt stærkt. Og det ser ikke ud til, at vi er ved at sænke farten – tværtimod synes denne eksplosion at være kendetegnet ved acceleration. Intet står stille. Alt er i bevægelse, og denne bevægelse synes at gå hurtigere og hurtigere. Vi kalder det globalisering, og vi bærer billedet af helheden i vores bevidsthed. Men billedet er nyt i en opdelt og fragmenteret verden. Stadigt flere mennesker i vores del af verden lider af depression og stress. Og vi er nu i en situation, hvor vi med de seneste to klimarapporter fra FN ved, at mennesket forårsager global opvarmning med en hastighed, som end ikke de ypperste klimamodeller har kunnet forudse. Vores klode opvarmes, og skræmmescenariet er, at polerne vil smelte og jorden glide af sin akse. Mennesket generelle tro på fremtiden svinder i takt med, at vi forstår vores ansvar. I den forbindelse er jeg selvfølgelig optaget af pædagogen og den pædagogiske professions ansvar og rolle. Det kan være fristende let at falde ind i den depressive og håbløse spiral af uendelig diagnosticering af klodens og menneskets elendige tilstand. Jeg vil selvfølgelig skabe plads til en beskrivelse af vores samtid, men det er mit håb, at jeg med følgende spørgsmål kan holde fokus på muligheder for vækst fremfor uendelig problemformulering: Hvordan kan man – i en accelererende globaliseringsproces – støtte barnet i at blive og være sig selv i et meningsfuldt fællesskab? Det er et yderst komplekst spørgsmål. Kompleksiteten består af en række implicitte spørgsmål om globalisering, om at blive sig selv, om at være sig selv, om fællesskab og om det meningsfulde. Og som en grundtone under dette komplekse spørgsmål ligger det helt store spørgsmål – nemlig hvordan?

5

04A-BACH-10

Jeg retter min opmærksomhed ind i det pædagogiske felt og er spørgende til, hvordan pædagogen kan støtte barnet i at blive og være sig selv i et meningsfuldt fællesskab. Mine ord og handlinger vil påvirke barnet, og jeg bærer således et ansvar – hvert eneste øjeblik. Med billedet af helheden for øje forstår jeg, at mine ord og handlinger forgrener sig dybt ind i helheden; og bestemt meget dybere end jeg kan begribe. Jeg påvirker et barn, som kan tage denne påvirkning med i sin videre færden. Således kan min påvirkning, mine ord eller handlinger, bæres videre i uendelige led. Jeg er således medskaber af en kultur; vi er alle kulturskabere. Men hvad er det, vi skaber? Hvad er det vi vægter i denne accelererende globaliseringstid? Hvilket udviklingssyn ligger til grund for vores pædagogik og dermed for vores handlinger? Hvad er meningsfuldt – ja, hvad er meningen? Hvad er sandt og virkeligt i en verden, som er i konstant og hastig bevægelse? Mine spørgsmål er mange, men denne opgave vil ikke ende konkluderende og afsluttende. Det er mit håb, at jeg gennem bearbejdning af mit komplekse spørgsmåls temaer vil stille lige så mange nye spørgsmål – måske flere end jeg havde som udgangspunkt. Det er ikke mit ærinde at konstruere en bestemt arbejdsmetode eller udarbejde specifikke teorier. Jeg søger ikke et facit eller den endegyldige sandhed. Mit ærinde er at undersøge så meget, jeg kan, vel vidende at helheden er langt større, end jeg kan begribe. Jeg er blot én af de blinde, der famler på elefanten i håbet om at blive klogere på dens beskaffenhed. Min bestræbelse vil opgaven igennem være at få så meget af synet igen gennem kommunikationen med andre. Jeg vil forsøge at lytte til, hvordan andre oplever helheden. Historien om elefanten er en sufi-historie. Den er gengivet i mange sammenhænge, men dens afsluttende bemærkning omkring menneskets intellekt er sjældent gengivet. Og historien siger, at det ikke er muligt at erfare helheden med vores intellekt. Titlen på denne opgave er imidlertid, Oplevelse af helhed. Således vil min søgen ind i en dybere forståelse også berøre områder, som kan være vanskeligt tilgængelige med vores intellekt. Det er en undersøgelse, som tager sit afsæt i en dyb forundring over direkte erfaring i nu’et. Intellektet er dog denne opgaves præmis. Jeg skriver, og du læser. Vores intellekt er en kommunikationsbro. Men ligesom de blinde er vores oplevelser forskellige – og disse oplevelser omfatter meget mere end, hvad vi umiddelbart kan begribe. Således bevæger jeg mig ud på dybt vand. Jeg vil – med det skrevne sprog og dermed med intellektet – forsøge at nærme mig et fænomen, der ikke umiddelbart lader sig forstå intellektuelt. Jeg har imidlertid en formodning om, at netop denne øvelse kan gavne mig som pædagog, og hvem ved – måske endda gavne andre? Det er yderligere min formodning, at tiden, vi lever i, kræver denne øvelse. De problemstillinger, som vi – menneskeheden – står over for i dag, er af en sådan kompleksitet, at vores intellekt når en form for grænse. Det finder jeg yderst interessant, og det er lige netop her, jeg retter mit spørgsmål ind. Hvad kan vi gøre i det pædagogiske felt?

6

04A-BACH-10

En slags læsevejledning. Om tirsdagen er der ”Lille Nørd” i DR’s børnetime. Programmet starter ude i det mørke rum, hvorfra man kan se vores smukke grøn-blå planet. Moderne teknologi tillader os at zoome kraftigt ind fra dette punkt, så vi på få sekunder begiver os på en lyn-rejse direkte ned på jordens overflade. Vi falder frit ned gennem jordens atmosfære med kursen mod København. Og jordens overflade bliver mere og mere genkendelig, som vi nærmer os destinationen. Zoooom og så står Marie og Jeppe dér på jordoverfladen og synger deres Lille Nørd Sang, hvorefter de tager os med ind i deres verden; i deres måde at famle på elefanten på. Denne forrygende rejse vil jeg forsøge at have som en slags disposition for denne opgave. Jeg vil forsøge at starte ude- og oppefra for herefter at begive mig helt ned og ind i den pædagogiske verden. Udfordringen er lige ved at tage pusten fra mig samtidig med, at jeg mærker et sandt flow indeni. Lad os starte udefra.

7

04A-BACH-10

1. Globalisering. Vores klode svæver der i tomheden. Helt alene. Den er indfoldet i en orden, som er langt større end den selv. I et system hvor solen er centrum. Vores solsystem. Der er lyset, og der er mørket. Der er natten og dagen, sommer og vinter, kulde og varme. Nede på planeten er der liv. Organisk liv, som hele tiden udfolder sig. Skabes, udfoldes, dør. Skabelsen og døden går hånd i hånd. Det er livet. Alt, som lever, skal dø. Jordens atmosfære opretholder betingelserne for livet på jorden. Der er et lag, som beskytter livet mod solens ultraviolette lys, og der sker i det hele taget en fortætning i denne atmosfære. Denne fortætning beskytter jordens liv mod udefrakommende materie, som brænder op i kontakten med denne fortættede atmosfære. På jorden er der vand. Og vandet er sammen med lyset forudsætningen for det organiske liv, som udfolder sig i mangefoldige manifestationer. Planter, insekter og dyr. Og mennesket. Hvis vi reducerer klodens samlede levetid til et døgn, skulle mennesket efter sigende være kommet til cirka klokken 23.54. Vi har ikke været her særlig længe... Mennesket besidder drifter og instinkter ligesom dyr, men vi adskiller os fra alt andet liv gennem vores evne til tænkning. I den korte tid, vi har været her, har vi – gennem denne evne – udviklet den opfattelse, at menneskeheden adskiller sig fra andre former for liv. Vi har yderligere opfattet det individuelle menneske som værende forskelligt fra andre. Vi har opfundet abstraktion og analyse som fx evnen til at adskille forskellige egenskaber ved genstande og processer fra hinanden. Vi kan eksempelvis adskille et faldende legemes hastighed fra dets vægt og masse. Denne evne har frembragt videnskab og teknologi. Og den har sat mennesket i en position, hvor det har magt til opbygning såvel som nedbrydning af sit miljø. Således har mennesket en enestående mulighed for at forvalte det organiske liv på jorden; herunder mennesket selv. Og her er vi så. I begyndelsen af et nyt årtusinde; i en tid som vi kalder for globalisering. Og hvad er egentlig kendetegnene ved denne tid, som vi lever i? Som sagt indledningsvis, er eksplosion måske det mest klare billede af vores samtid. Og denne eksplosivitet er en bevægelse, som synes at accelerere. Ethvert forsøg på en fuldstændig beskrivelse af denne proces vil være sig selv en indbildning. Det svarer til at skulle beskrive en symfoni af Bach – mens den udfolder sig. Der sker så meget og på så mange planer, og vores intellekt kan ikke rumme og begribe alt, som sker. Men en beskrivelse af globaliseringen, som den sker i denne tid fordrer til at begynde med en sociologisk tilgang. Vi skal finde en sociolog, som kan befamle elefanten og beskrive det, han oplever. Jeg vælger at tage udgangspunkt i den polskfødte professor i sociologi, Zygmunt Bauman. Gennem ham vil jeg forsøge at opridse nogle tendenser i denne globaliseringsproces. Bauman er ikke ’teoribygger’ som fx Anthony Giddens. Han besidder derimod en særlig evne til at bevæge sig fra det specifikke til det generelle, fra eksempel til diagnose. Han maler nærmest poetiske samtidsbilleder, som er inspirerende og åbnende. Hans styrke er måske ikke selve diagnosen men netop hans måde at åbne op for temaer på. Han evner at stille flere spørgsmål, end han giver svar, og jeg oplever, at disse spørgsmål kan befrugte den pædagogiske profession.

8

04A-BACH-10

Mit ærinde er således at nærme mig en forståelse af det moderne menneskes udfordringer – kollektivt såvel som individuelt – for herigennem at kunne pege på mulighederne i den pædagogiske praksis. Vi er lige her og nu, og alt bevæger sig frem og op. Men hvor er vi på vej hen? Ofte bruges tog-metaforen om udviklingen. Det handler om at ’være med på toget’. Og man kan opleve at ’toget er kørt’. Hvem vil ikke gerne nå toget, og hvem vil ikke gerne være med på det rigtige tog? Men hvem kører egentlig toget? Og hvor er det i grunden på vej hen? Og hvad med dem, som ikke kommer med? Kan man falde udenfor? Og hvilke konsekvenser har det? Tid og rum. Den teknologiske ophævelse af tid/rum-afstande har en tendens til at polarisere de menneskelige vilkår. Moderne kommunikationsteknologi har accelereret bevægelsen eller ’rejsetiden’ for information og penge. En rejsetid reduceret til nul har med et trylleslag ophævet alle rumlige begrænsninger, og der er ikke længere bundethed til en bestemt lokalitet. Denne manglende bundethed til lokalitet og dermed enorme frihed er imidlertid ikke forbeholdt hele klodens befolkning. Bauman taler i den forbindelse om den ’mobile elite’ eller ’mobilitetens elite’, som kan bevæge sig frit i verden, eller i den ’globale landsby’ som den også benævnes. Denne elite udgøres af de få, mens størstedelen af verdens befolkning marginaliseres eller udelukkes. Det er globaliseringens paradoks. (Bauman, 1998: 70-76) Globalisernigen fører således til omfordeling af privilegier, velstand og magt, og i den proces sammensættes et nyt socio-kulturelt hieraki i verdensformat. Den hurtige bevægelse af penge har svækket et af nationalstatens grundstene, økonomien. Enkeltpersoner og multinationale selskaber besidder i dag større økonomier end mange nationer. Bauman henviser til en kommentar i FN’s Human Development Report, hvoraf det fremgår, at ”de øverste 358 ’globale milliardærers’ totale rigdom svarer til den samlede indkomst for de 2,3 milliarder fattigste folk (45% af verdens befolkning)”. (Ibid: 71) Nationalstaten har op gennem den moderne æra været garanten for orden. Den territoriale suverænitet har kunnet opstille og håndhæve regler og normer, som forvandlede ”tilfældighed til fasthed, ambivalens til entydighed, vilkårlighed til regelmæssighed – kort sagt, forvandle urtidens skov til en omhyggeligt anlagt have og kaos til orden.” (Ibid: 62) Men i denne globaliseringsproces mister nationalstaten denne forvaltnings- og forvandlingskraft. Nationalstaten mister magt, og ingen synes længere at have kontrol over tingene. Statslige regeringer har i denne tidsalder udviklet sig til en slags overdimensionerede distrikspolitikredse, som blot skal sikre ”lov og orden” for at garantere investorernes tillid. Overvågning, straf og bekæmpelse af kriminalitet. Det handler om den personlige sikkerhed. (Ibid: 57-66) Turister og vagabonder. Alt er i bevægelse, og bevægelsen accelererer. Men at være i bevægelse har radikalt anderledes og modsat betydning for dem i toppen af det nye hieraki end for dem i bunden. Bauman benævner toppen, mobilitetens elite, som turister og bunden som vagabonder. Turisterne, hvad enten det er forretning eller fornøjelse, er velkomne. Man kan sige, at globaliseringen er indrettet på turisternes

9

04A-BACH-10

drømme og ønsker. Verden har ”helliget sig service for turisterne”, som Bauman siger, og vagabonderne er affaldet. (Ibid: 91) Vagabonderne er uvelkomne. Fælles for vagabonderne og turisterne er bevægelsen. Men hvor turisterne bevæger sig af lyst, har vagabonderne ikke andet valg. De kommer fra fattigdom og sult, fra krig og nød. Og de bevæger sig for at finde ophold og føde. Bauman taler om, at vagabonderne lever i rum, mens turisterne lever i tid. Vagabonderne er den arbejdsløse og forarmede majoritet, som ikke kan bevæge sig frit rundt i verden på business class. De må i stedet drive fra lokalitet til lokalitet, og lige meget hvor de ankommer, er de ikke velkomne. Bauman sætter det endnu mere på spidsen ved at sammenligne billetprisen på en business class flybillet med prisen for at komme ombord på en overfyldt og for længst udtjent fiskekutter fra fx det afrikanske kontinent til Europas kyst. (Ibid: 77-99) Turisterne er den rige elite, der gemmer sig i bevogtede områder. De kan surfe rundt i verden – enten via internettet (og således en ophævelse af rum) eller rent fysisk, som det behager dem. Internettet er ikke for alle og enhver, og tilbage sidder resten med kabel- eller satelit-tv. Deres lod er tilskuerens. Og hvad er det så de ser? ”De mange ser på de få. De få der ses er berømthederne. De kommer fra politikkens verden, fra sporten, videnskaben eller underholdningsbranchen, eller de er anerkendte informationsspecialister. Men uanset hvor de kommer fra, så sætter alle rampelysets berømtheder fokus på netop berømthedernes verden – en verden hvis væsentligste, distinktive træk netop er den kvalitet at være i rampelyset – at blive set af mange og i alle afkroge af kloden: at være global ved sin evne til at blive set.” (Ibid: 56) Det er de lokale, der betragter de globale, hvis autoritet sikres ved deres fjernhed. De globale er hævet over denne verden. De er på samme tid uopnåelige og inden for synsvidde, og de er på samme tid beundrede og misundte. Kendetegnet for de udstødte i tid/rum sammentrækningens tidsalder er immobilitet. Forbrugersamfundet. Det moderne globale menneske, rigdommens repræsentant, beundres verden over for deres mulighed til selv at vælge indholdet i deres liv. Det er ikke så meget for den materielle velstand, som det er for muligheden til hele tiden at foretage nye valg. (Ibid: 93-94) Produktionssamfundet er afløst af forbrugersamfundet, og spørgsmålet er efterhånden, om vi forbruger for at leve, eller om vi lever for at forbruge? Dette spørgsmål stiller John Carroll, som er professor i sociologi ved La Trobe Universitetet i Victoria, Australien. (Ibid: 81-82) Bauman citerer John Carroll således: ”Dette samfunds etos lyder: Hvis du har det skidt, så spis! ... Forbrugernes refleks er melankolsk og går ud fra, at ubehag viser sig som en følelse af at være tom, kold, flad – og med et behov for at fyldes af varme, nærende, vitale ting. Det behøver naturligvis ikke at være mad, som nu det der fik The Beatles til at ’føle glæde indeni’. At proppe sig er vejen til frelse ... forbrug og bliv glad! På samme måde er det rastløsheden, manien for konstant forandring, bevægelse, afveksling ... stilstand er død ... Forbrugerisme er således den sociale parallel til depressionens psykopatologi med sine to sammenfaldende symptomer, udmattelse og søvnløshed.” (Ibid: 82)

10

04A-BACH-10

Det er et skræmmende billede af det moderne menneske, som gennem grænseløs forbrug forsøger at flygte fra eksistentiel tomhed. Gennem forbruget opleves fylde. Men denne fylde tilfredsstiller ikke ret længe, og et nyt behov rettes ud i verden. Forbrugeren er i konstant bevægelse – leder, søger, finder – eller måske mere præcist: ikke-finder- det-endnu. Det er en længsel efter det, som gemmer sig ude i horisonten. Et løfte om lyksaglighed gør selve rejsen til et forventningsfyldt eventyr og ankomsten til en forbandelse. Det er ikke opfyldelsen af behovet, der er det egentlige mål, men rejsen i sig selv. (Ibid: 82-83) Forestillingen om at begæret vil forsvinde, må være en skrækvision for idealforbrugeren. (For ikke at tale om forbrugsvarenes producenter!) Udsigten til at stå der uden et mål i sigte i en verden, som ikke længere kan vække begæret er skræmmende. Således lever det moderne menneske fra den ene oplevelse til den næste, fra fristelse til fristelse, fra ting til ting – og hver oplevelse, fristelse eller ting skal være mere ny, anderledes, speciel, unik og spændende end den forgående. Suget efter mere er enormt. ”Forbrugeren er et menneske i bevægelse og dømt til at fortsætte sådan”, siger Bauman. Med dette mener han, at forbrugeren holder sig i den evige og forventningsfulde bevægelse for at undgå ’målet’. Forestillingen om ankomsten er også forestillingen om stagnation, om enden på det hele. (Ibid: 83-84) Bevægelsen synes at bunde i denne eksistentielle tomhed, i angsten. Men angsten for hvad? Hvad er mennesket så bange for? Angsten i den store by. De store byer i verden oplever fragmentering. Førhen var byen mere et fællesskab, hvor man frygtede fjenden udefra. I dag frygtes fjenden indefra. Bauman betegner dette fænomen som den ’urbane frygt’. (Ibid: 50-51) For dem som har set Micahel Moores film, Bowling for Columbine, billedliggøres denne angst i mødet med en ejendomsmægler, der fremviser et hus med beskyttelsesrum i kælderen, gitter for vinduer, armeret hoveddør og riffelskabe i flere af husets rum. (Moore, 2002) ) Frygten afføder en overlevelsesstrategi, der handler om undgåelse og adskillelse fremfor samvær. De mure, der førhen blev bygget rundt om byen og dermed sikrede byens integritet og styrke som helhed, går nu gennem selve byen i mange forskellige retninger. Låste døre, gated communities, sikkerhedsvagter og overvågning er blevet hverdag i den moderne storby. Forskellen på rig og fattig er allestedsnærværende. Vagabonder og turister lever inden for samme bygrænse men i hver deres kvarterer. (Bauman, 1998: 51) Turisterne frygter vagabonderne. Isolation og forstærkning af eget hjem og en overlevelsesstrategi, der handler om ikke at blive konfronteret, giver turisterne en følelse af kontrol og sikkerhed. Turisten er optaget af at være en god turist. Det handler om at være en god forbruger, at være med på toget. Men Bauman peger på kernen i denne angst: den vellykkede turist oplever angsten for at ende som vagabonden. Vagabonden er på sin vis blot en mislykket turist. (Ibid: 92-99) Det er den individuelle angst – angsten for at mislykkes, angsten for tomheden. Frygten for klodens fremtid. Individet bærer også i sig en angst for klodens fremtid. De sidste to klimarapporter fra FN taler et meget klart sprog. Den globale opvarming er et resultat af måden, vi lever på. Mennesket forårsager

11

04A-BACH-10

global opvarmning, og processen accelererer mere end nogen klimamodel har kunnet kalkulere. Professor ved Århus Universitet, Kathrine Richardson, anskueliggjorde meget præcist, hvad vi ved og ikke ved lige nu, i Miljømagasinet på P1. Vi ved, at temperaturen stiger, og at det langt overvejende skyldes kuldioxid i atmosfæren. Vi ved, at der gennem de seneste 450.000 år har været fire perioder med et højt indhold af kuldioxid i atmosfæren, og at der i disse perioder også har været temperaturstigninger. Hun benævner en måleenhed, der kaldes ppm (parts per million). I de fire perioder har kuldioxidindholdet aldrig oversteget 220. I dag er den 370! Forskellen på denne og tidligere perioder er, at de forgående perioder har udviklet sig over lang tid, hvor denne periode sker meget hurtigt. Beregninger viser et indhold over 700 ppm i 2050. Der tales om, at hvis klodens gennemsnitstemperatur stiger med mere end to grader, vil processen være uden af kontrol. Og den store usikkerhed er i øjeblikket i følge Kathrine Richardson, at vi ikke ved, hvor meget kuldioxid havet vil optage. Så i alle forskeres gætterier er der en meget stor usikkerhedsmargin. Ingen ved helt, hvad der vil ske. Menneskets udledning af kuldioxid skal begrænses – og det skal begrænses meget. Den største udleder er gennemsnitsamerikaneren, som udleder ca. 20 ton om året. Hvis alle mennesker på kloden skulle udlede samme mængde, skulle vi have fire kloder at bo på, for at økosystemet kunne bære. Hvis vi antager, at alle skulle leve som gennemsnitsdanskeren kunne vi nøjes med tre kloder! Kathrine Richardson siger, at det optimale mål vil være en maksimumudledning pr. person på et ton om året i 2050. Det er samme udledning, som gennemsnitsinderen udleder i dag.2

Mange andre hørte samme radioudsendelse som jeg, og vi efterlades med denne viden, som er funderet i tusinder af forskeres mangeårige arbejde. Samme viden møder vi i TV, på internettet og i aviserne. Vi er top-informerede. Og det er ikke kun den ’intellektuelle’ del af befolkningen, der er velinformeret. Måske har denne del af befolkningen en mere detaljeret og måske også nuanceret viden. Men vi finder viden om global opvarmning og de mange skrækscenarier hos alle til enhver familiefest på tværs af samfundslag. En morgen i toget. Klokken er halv otte om morgenen i toget mellem Silkeborg og Århus. Jeg sætter mig ved siden af en kvinde og hendes søn, som sidder over for hinanden ved et bord. Moren har en to-liters termokande med kaffe og et enormt krus med sig. Hun drikker tre store krus på den halve time, som jeg deler med dem. Foran sig har hun også en stor pose lakridser, som hun spiser af konstant. Sønnen er omkring 15 år gammel. De er en slags vagabonder. En umiddelbar fordom er, at moren skal følge sønnen tilbage til opholdsstedet efter en weekend hjemme hos hende. Vi har talt en smule sammen, men samtalen er forstummet. Drengen fortsætter med at tale om mig – at han håber, at jeg vil huske min taske. ”Se mor, han bruger også læsebriller”, siger han, da jeg tager noget læsning frem. Han er sød, umiddelbar og også lidt irriterende. Da moren taber alle lakridserne på gulvet, og jeg må rejse mig, vælger jeg et andet sæde. Jeg har lyst til at læse. Det er dagene efter FN’s klimarapport. Drengen siger til moren: ”Mor, hvad sker der med jordkloden, når temperaturen stiger?”. Hun svarer: ”Ja, så går det hele sgu ad helvede til.... bare du ikke når at opleve det.” Drengen, som nu har lagt sig ned på sædet, stirrer tænksomt ud i rummet. Længe. ”Tror du verden

2 Link til udsendelsen angivet i kildefortegnelsen.

12

04A-BACH-10

går under, mor?” Moren svarer med det samme, at det ved hun ikke, og kommenterer i samme nu, hvor vi er på ruten. De skal snart til at gøre sig klar, siger hun... Men de går ikke i gang med at pakke sammen eller tage tøj på. Drengen bliver liggende på sædet og stirrer op i loftet. Han er stille. Moren spiser flere lakridser og hælder mere kaffe op. Frygten for terror. Vi har i dag våbenkraft nok her på jorden til at kunne begå kollektivt selvmord, og efter 11. september har frygten for, at nogle af disse masseødelæggelsesvåben kommer i ’de forkerte’ hænder udviklet sig til panik. En ny æra har taget form – terrorens æra. Efterretningstjenester får udvidede beføjelser, og vi må finde os i øget overvågning på mange planer. Den ene dag er der bombetrussel på en banegård, den næste er det i en lufthavn. Vi må stole på myndighedernes vurdering, selvom de også kan begå fejl, som da en ung brasiliansk elektriker blev skudt af britiske efterretningsfolk i Londons undergrund. Han lignede en terrorist! Denne frygt for terror har affødt en ’krig mod terror’, og det store spørgsmål synes at være, om krig og kamp er den rigtige medicin? Yderligere skal det nævnes, at denne krig kun føres af USA og en mindre koalition af nationer. Terroren er globaliseret. Terroristerne opererer i globaliserede netværk og betjener sig ved moderne kommunikationsteknologi. Og terroren rammer ’turisternes’ højborge. Men er svaret blot at bygge større og stærkere borge? Er svaret at foretage såkaldte forebyggende angreb på ofte spinkle efterretningsoplysninger? Er svaret blot at søge kontrol? Det er ikke mit ærinde at foretage store politiske analyser, men blot finder jeg det vigtigt at nævne denne angst i den moderne vestlige verden. Jeg finder det også vigitgt at se hele terror-problematikken i lyset af den voksende ulighed i verden. Er terroren måske i virkeligheden udtryk for den forarmede majoritets afmagt og således et vink med en enorm vognstang om, at den vestlige verdens helligelse til betjening af turisterne er uholdbar? Er terror måske i virkeligheden blot et udtryk for livskraft, som er blevet frustreret og vred – uanset om det er individer, grupper eller stater der udfører den? Angsten for fremtiden. Samtidig med at det moderne menneske i sin konstante bevægelse placerer lykken eller opfyldelsen i horisonten, hersker der en dyb angst for fremtiden. Og denne angst handler om det kollektive: Vil kloden gå under, som drengen spørger sin mor om? Eller vil en gruppe galninge igangsætte et kollektivt selvmord? Er vi på vej mod den totale udslettelse? Og den handler om det individuelle: Opnår jeg lykke? Bliver jeg en vellykket forbruger, eller ender jeg som vagabond? Succes eller fiasko? Med eller ikke med? Kører toget uden mig? Den tyske professor i sociologi, Ulrich Beck, har en særlig fin fornemmelse for det moderne (europæiske) menneskes angst. Dels redegør han for dette i sin bog, Risikosamfundet, hvis budskab dybest set er, at vi skal lære at leve med bevidstheden om mulige farer. Vi ved så meget, og denne viden giver os en slags ’risikobevidsthed’. Vi bliver klar over katastrofen allerede før, den opstår. Og livet er dybest set en temmelig risikabel affærre!Ulrich Beck taler ligesom mange andre om, at vores evne til diagnosticering afføder angst, fordi vi ikke forstår at helbrede alt det, vi kan måle og veje.

13

04A-BACH-10

”Vi kender ikke fremtiden”, indleder Ulrich Beck et tv-interview med. Han fortsætter:” Vi er i en situation, hvor grundlaget for Vestens modernitet er under angreb. Det sker ikke blot fra terrorismens side – men også indefra. Selve modernitetens præmisser er under angreb. Altså den opfattelse at alting bliver bedre og bedre. Det undergraves af de bivirkninger, som moderniteten frembringer”. (DR2, Deadline 2. sektion den 14.01.2007) Som Beck siger det, er det bagsiden af vores succes – bivirkningerne – der undergraver hele grundlaget for den vestlige modernitet. Den globale opvarmning er fx bivirkningen af en materiel vækst uden sidestykke. I interviewet taler han om, at globaliseringen i en eller anden grad er fremtvunget, og at vi stadig er fanget af en betragtningsmåde, hvor hele opfattelsen af det moderne samfund stadig er baseret på nationalstaten. Men dette perspektiv er ikke længere tilstrækkeligt, idet den bevægelige kapital ændrer reglerne radikalt. Nationalstaterne mister magt, og man må åbne for et større perspektiv, hvor man erkender den gensidige afhængighed. Denne åbenhed eller betragningsmåde kalder Beck for kosmopolitansk realisme, og henviser til Immanuel Kants vision om en rationel verden bygget på international ret.

14

04A-BACH-10

2. Det pædagogiske ideal. Peter Kemp, professor i filosofi på DPU, redegør i sin bog, Verdensborgeren som pædagogisk ideal, for, hvordan ansvaret for en mere bæredygtig udvikling må være båret oppe af en utopi om en mere ansvarlig verden. I denne utopi er verdensborgeren det alment gyldige pædagogiske ideal. En utopi er måske umiddelbart blot at forbinde med en sød drøm eller vild fantasi, men for Peter Kemp er utopien en ledestjerne, der som integreret bevidsthed vil ændre verden efterhånden. (Kemp, 2005: 106-109) Verdensborgeren kan imidlertid kun være et pædagogisk ideal, hvis den handler om et universielt fællesskab, hvor der er respekt for og anerkendelse af forskellige nationer og kulturer. Kemp taler om at samle verden i større politiske enheder, der således værner om de lokale, regionale og nationale forskelle. Det er helt i tråd med Ulrich Becks kosmopolitanske realisme og med stor inspiration fra Immanuel Kant, som for to hundrede år siden indså, at verdensborgerideen måtte blive politisk konkret. Kants pligtlære med den etiske fordring om aldrig at behandle et menneske som et rent middel men også altid som et mål i sig selv, skulle gøres til en universielt gyldig morallov. Det handler om et højere ideal om et fællesskab. (Ibid: 21-23) Men ideen om verdensborgeren kommer op igennem 1800-tallet i miskredit, i takt med at ideen om nationalstaten som det politiske livs bærende enhed vinder frem. Det er denne betragtningsmåde Ulrich Beck taler om i tv-interviewet – det nationale perspektiv, den nationale bevidsthed. Det er imidlertid ikke Kant der opfinder ideen om verdensborgeren. Den finder han hos de gamle græske filosoffer, stoikerne, og dog er det måske særligt den romerske politiker og advokat Marcus Tullius Cicero (106-43 f. Kr.)3 der er interessant, idet han udviklede ideen om to borgerskaber. Dels er mennesket statsborger, og dels er det verdensborger. Man kan sige at statsborgerskabet, eller den nationale bevidsthed, kun er legitim som konkretisering af verdensborgerskabet. Verdensborgeren er ’medlemmet af menneskehedens fællesskab’ og er forudsætningen for, at borgeren kan blive en god statsborger. (Ibid: 118-119) Stoicismen før Cicero byggede videre på Platon og Aristoteles, men lagde mere vægt på den praktiske filosofis sammenhæng med den teoretiske spekulation. For stoikeren kan det praktiske liv ikke adskilles fra spekulationen over verden og universet. Det store spørgsmål for stoikeren handler derfor om, hvad der er den gode handling. (Ibid: 119-120) Ligesom Platon opfattede de tidlige stoikere verden (græsk: kosmos) som én levende organisme, der var drevet af en formende ild eller livskraft. Mennesket adskiller sig fra andre former for liv, idet dets livskraft bliver til fornuft – logos – med evnen til sproglig abstraktion og formulering. I kraft af denne evne, kan mennesket forholde sig til sin egen natur, dvs. den kraft, som det henter gennem sin delagtighed i det dynamiske kosmos. Mennesket er for så vidt fri i forhold til sin natur, og her kommer etikken ind i billedet. Mennsket kan vælge mellem et sandt eller falsk forhold til sig selv og andre. Det er således menneskets ansvar – eller pligt – at vælge den etisk rette handling. Valget om den rette handling er samtidig et valg om at leve i overensstemmelse med sin natur. Men mennesket kan også træffe et valg imod sin natur. Dette valg er en selvdestruktiv akt, hvor fornuften nedbryder sig selv. (Ibid: 118-121) Cicero er af den opfattelse, at mennesket ’af naturen’ er drevet til fællesskab med andre i det samme kosmos. Han formulerer ideen om verdensborgeren, der indgår i det, han kalder for 3 Cicero har i flg. Kemp stor betydning for omsætningen af græsk filosofi til romersk tænkning.

15

04A-BACH-10

’menneskeslægtens fællesskab’, og som sagt herover er denne verdensborger ikke en modsætning til statsborgeren, men bestemmer hans dannelse som sandt menneske. (Ibid: 122-123) Kants ’genopdagelse’ af verdensborgeren eller kosmopolitten som ideal er et håb. Det er en forestilling om en verden, hvor alle mennesker lever i et fællesskab, som han kalder for ”formålenes rige”. Dette fællesskab består af selvstændige fornuftsmennesker, der handler til alles gavn. Men da mennesket er et sanseligt væsen, tenderer det til at være et problem for sig selv, fordi den enkelte let fristes af begæret til at søge sit eget bedste. Mennesket tenderer til at søge en lykke, som blot består i en tilfredsstillelse af sanselige behov fremfor at handle til alles gavn. Kant søger mulighedsbetingelserne for virkeliggørelsen af et fællesskab bestemt af en idé om et fælles godt liv. Og som betingelse opstiller han den etiske fordring eller ”det kategoriske imperativ”, som i sin enkelhed handler om, at agtelse for moralloven er den eneste legitime følelse af lyst, som mennesket kan føle med god samvittighed. Denne agtelse består i, at mennesket skal handle således, at maksimen for enhver handling kan være ”almen lov”, dvs. gyldig for enhver i samme situation. Udgangspunktet er her, at man ikke må behandle et andet menneske som rent middel men også som et mål i sig selv. Der er således en fordring om at behandle andre mennesker som havende en absolut, indre værdi og værende selvstændige og frie mennesker. (Ibid: 136-143) Det er gennem den etiske fordring, at at vi forpligter os. Kant følger således Cicero, men kalder moralen for en pligtlære. Og denne lære danner grundlaget for, at vi kan forpligte andre og derved udvikle retsbegrebet. Med afsæt i Kants politiske idé om verdensborgeren forsøger Peter Kemp at tænke denne figur som håb for en splittet verden. Kemp kalder denne figur for den globale verdensborger. Og med denne verdensborger som ledestjerne vil verden ændre sig efterhånden. Den pædagogiske udfordring. Vi er i en tid, hvor globaliseringen accelererer på mange planer og i mange tempi, og vi har set på en række af udviklingens konsekvenser. Vi er i en tid, hvor det enkelte menneske besidder viden om klodens tilstand; refleksiv viden funderet i videnskabelige undersøgelser. Og vi er i en tid, hvor tog-metaforen i en eller anden forstand er blevet til virkelighed. Det handler om at kunne ’følge med’. Og det lader til, at det er en mulighed at falde udenfor. Vagabondens skæbne er en mulighed. Baumans illustration af globaliseringens paradoks er skræmmende. I en verden, hvor alt tilsyneladende arbejder for enhed og helhed – det globale fællesskab – sker det modsatte. De rige bliver rigere og de fattige fattigere. Globaliseringen synes at være en mere opdelende og fragmenterende proces, end vi måske begriber. Det enkelte menneske er overladt til sig selv i en kamp for overlevelse i en hyperkompleks og accelererende global udviklingsproces. Og i denne kamp forsøger mennesket at skabe sig selv i turistens billede; i vinderens billede. Det er de mange, der ser på de få, som lever et liv på overfladen; et liv i frivillig bevægelse, hvor de selv bestemmer indholdet. Præstationskulturen. Herhjemme er der et stigende politisk pres på børn og unge om at komme gennem uddannelsessystemt i en fart. Der skal træffes valg om karriere i en meget tidlig alder. Det handler

16

04A-BACH-10

om at ’skabe sig selv’, at gøre sig selv til en attraktiv vare på arbejdsmarkedet. Det er benhård konkurrence. Allerede i vuggestuen og børnehaven udarbejdes der læreplaner for barnet, og i folkeskolen møder barnet skole-hjem-samtaler, test og nu også individuelle elevplaner. Jo Krøjer, der er ph.d. og adjunkt ved Psykologi og Uddannelsesforskning ved Roskilde Uddannelses Center, siger i en artikel i dagbladet Information, at hun finder det dybt bekymrende, at man starter med at lave meget uddybende og personlige evalueringer så tidligt i skoleforløbet. Endvidere siger hun: ”Børn og unge bliver opdraget til at indgå i alle de her målemekanismer, og bliver dermed opdraget med, at det er sådan her, du bliver et rigtigt og anerkendelsesværdigt menneske. Børn og unge bliver konstant tvunget til at åbne sig for personlig inspektion” (Jensen, 2007) Og i følge artiklen er det særligt pigerne, der lider under dette præstationspres. Artikelen henviser til det internationale konsulentfirma, Kairos Future, fra Stockholm, som har spurgt 22.500 unge i alderen 16-29 år om deres ambitioner for liv og uddannelse.4 Udover de skandinaviske lande er også Rusland, Kina og USA repræsenteret. I alt 17 lande er med i undersøgelsen. De danske piger er de klart mest ambitiøse i undersøgelsen. Syv ud af 10 vil have en universitetsuddannelse, og mange af dem satser på en ph.d. Der stræbes efter perfektion; efter det lykkelige og perfekte liv, og ikke mindst anerkendelsen for at have nået det mest uopnåelige. Og denne stræben kræver en strategi. Ligesom soldater i kamp skal vi have en strategi for uddannelse, arbejde, bolig og kærlighedsliv. I følge uddannelsesforskeren oplever de unge, at denne strategiske tænkning er vejen til fremtiden – den helt rigtige vej. Det handler om at holde sig på sporet, og de unges tilværelse er således i en konstant optimeringsproces. Man skal selvfølgelig være forsigtig med statistik, og jeg kender ikke til Kairos Futures måde at undersøge på. Sandsynligvis har det været højt strukturerede spørgeskemaer, og jeg kan være spørgende til svarprocenter og eventuelle frafaldsanalyser. Men undersøgelsen hævder, at 37 procent af pigerne angiver, at de føler sig nedtrykte mere end en gang om ugen, og at 14 procent angiver, at de føler sådan hver dag. Seks procent af pigerne føler svær angst, og 25 procent havde på spørgetidspunktet lidt af søvnbesvær inden for de sidste to uger. I jagten på det helt rigtige ligger angsten for at være forkert – at falde udenfor. Det moderne menneske skal hele tiden forholde sig til det moderne samtidig med, at det moderne ikke giver mennesket faste holdepunkter. Dette forhold kan måske forklare den angst og nedtrykthed, som præger vores samfund, og måske være en del af forklaringen på, at stadigt flere børn og voksne rammes af stress og depression. Skræmmende statistik. Som sagt herover skal man være forsigtig med statistik. Et ordsprog i politiske kredse siger, at der er løgn, der er forbandet løgn, og så er der statistik. Alligevel vil jeg medtage en for mig at se skræmmende statistik. Alle tal er fra lægemiddelstyrelsens statistikbank, Medstat. Folketal er fra Danmarks Statistik.

4 Det er den hidtil største undersøgelse af sin art.

17

04A-BACH-10

I 2001 var folketallet 5.363.718. I 2005 var folketallet 5.411.405. Det betyder en befolkningstilvækst på knapt 0,9 % I 2001 var 329.416 personer i behandling med antidepressiva. I 2005 var antallet steget til 416.021 personer. Det er en stigning på 26,3 %. Man kan også sige, at 6,1 % af befolkningen var i behandling i 2001, mens 7,8 % af befolkningen i behandling i 2005. Når man ser på specifikke aldersgrupper kan man se, at aldersgruppen 0-19 år i 2001 udgjorde 4.515 personer. I 2005 var samme aldersgruppe steget til 8.377 børn og unge i behandling. Det er en stigning på 85,5 %. Antallet af personer i behandling med antipsykotiske midler ligger i denne periode stabilt på omkring 110.000. Forbrugerprogrammet, Kontant, på DR1 stillede for nylig skarpt på forbruget af benzodiazepiner, som er nerve- og sovemedicin. De henviser til tal fra lægemiddelstyrelsen, som siger, at der i 2006 var 498.101 personer, som fik disse præperater. Bag tallene gemmer sig en egentlig afhængighed. Det anslås, at 100.000 personer er decideret afhængige af disse stoffer. (DR1, Kontant, 06.03.2007) I følge tal fra Sundhedsstyrelsen er Børne- og ungdomspsykiatrien er udvidet med 92% i perioden 1998 til 2004. Antallet af børn henvist til psykiatrien var næsten fordoblet i 2004 i forhold til 1998. Samtidig er der i denne tid en voldsom debat, som viser, at psykiatrien end ikke får behandlet alle.5

”AKT-børn” er et nyt begreb om det voksende antal ’utilpassede’ børn. Begrebet betyder, at børnene har problemer med Adfærd, Kontakt og Trivsel. Der uddannes i denne tid lærere og pædagoger til specialiserede AKT-lærere, der indrettes AKT-afsnit på skolerne osv. Diskussion. Vores evne til diagnosticering er, som Beck også påpeger, højt udviklet i dag. Vi kan måle, veje, differentiere, analysere og katagorisere med en utrolig præcision. Men denne diagnosticering og den følgende afmagt forvoldt af manglende handlemuligheder tenderer til at afføde angst. Jeg tager imidlertid tallene herover meget alvorligt. Det er bekymrende, at stadig flere mennesker må tage hæmmende og undertrykkende medicin for at kunne være i livet. Særligt synes tallene for børn og unge at være skræmmende. Men er tallene et udtryk for, at vi får det dårligere, eller er det et udtryk for at normen indskrænkes, så stadigt flere må kategoriseres og diagnosticeres som værende syge; som afvigende fra den snævre norm? Det er ikke et spørgsmål, jeg kan besvare, men et spørgsmål som må være aktivt i ethvert forsøg på at diagnosticere vores samtid. Men uanset hvad og hvordan vi vender og drejer tingene, fortæller tallene os om en meget voldsom stigning i forbruget af medicin, hvis virkninger, og ikke mindst bivirkninger, vi synes at vide så forfærdende lidt om. Er det normen der gør os syge? I så fald – hvem skaber denne norm? Det er jo mennesket selv. Vi er alle medskabere af normen, men i lyset af Baumans billede på, at det er de mange, der ser på de få, er det selvfølgelig ikke så simpelt.

5 Der er links til al fremførst statistik i kildefortegnelsen.

18

04A-BACH-10

Det politiske ansvar. Vi hører vores finansminister tale om, at vi snart kan købe hele verden – at vi har et rekordstort overskud på betalingsbalancen. 80.000.000.000 kroner – bare sidste år! Samtidig hører vi toner fra samme regering om, at Danmark skal være med helt fremme i den globale konkurrence. Vi skal have verdens bedste folkeskole og verdens bedste konkurrenceevne i 2015. Folkeskolens kvalitet og landets konkurrenceevne hænger sammen. Disse toner synes at være medskabere af præstationskulturen, og de synes at være en cementering af Baumans diagnose: at vagabonden skæbne er en mulighed. Vores nation kan tabe i den store globale kamp om markedet, og den enkelte kan tabe muligheden for at være med. Det synes at være den største pædagogiske udfordring i vores tid. At sikre at ingen falder udenfor. Det er en utopi, der som Kemps utopi kan være en ledestjerne. Det synes at være den pædagogiske professions ypperste opgave, at formulere en ledestjerne, som er inkluderende og ikke ekskluderende. En sådan ledestjerne accepterer også et marked, og at der er en vis konkurrence. Men først og fremmest synes det at handle om, at skabe plads til at være menneske. Ud af en formulering af en sådan utopi, kan vi måske formulere et pejlemærke, som kan medvirke til, at markedet begynder at arbejde for mennesket – ikke omvendt. Men hvis vi skal forsøge at formulere en sådan utopi, må vi tage udgangspunkt i mennesket. Hvad vil det sige at være sig selv?

19

04A-BACH-10

3. At være og blive sig selv. At være sig selv eller at blive sig selv? Eller: At være og blive sig selv? Hvad vil det sige at være sig selv? Og hvis man skal blive sig selv, forudsætter det vel nærmest, at man som udgangspunkt ikke er sig selv? Hvad er man så? Det moderne selvbegreb synes udvandet. Man kan være selvisk og selvglad. Selvcentreret, selvopretholdende, selvtilfreds, selvsikker, selvbestemmende, selvkørende. Og så kan man i øvrigt også gå i selvsving! Vi kan være ude af os selv, eller vi kan være i kontakt med os selv. Vi kan sige: ”Jeg er ikke helt mig selv i dag”, eller: ”Jeg kan ikke holde mig selv ud”. Hvis man dvæler lidt ved disse sætninger, kan man fristes til at spørge: ”Sig mig engang, hvor mange er vi egentlig herinde”? Og har man først stillet dette spørgsmål, bliver intet det samme som før. Vi bliver undersøgende og nysgerrige efter at forstå mere om dette forhold. Der er altså både et jeg og et selv, men det lader ikke til at være det samme. Jeget kan forholde sig til selvet. Jeget kan vurdere og bedømme. Er det mon et forhold, som kan have betydning for forståelsen af barnets eller det unge menneskes indre pres om præstation; den konstante optimeringsproces? Og kan en dybere forståelse af dette forhold styrke den pædagogiske praksis? På pædagogstudiet har vi fået præsenteret Dion Sommers, Barndomspsykologi, som en slags bibel. Og det er mit indtryk, at hans bog med dens socialpsykologiske og kontekstualistiske tilgang har fået meget stor indflydelse på mange uddannelser landet over. Således er det også mit indtryk, at Sommers teorier om barnet og opvæksten har en betydelig vægt i både vores daginstitutioner og vores folkeskole og således præger formuleringen af læreplaner, værdigrundlag osv. Af denne grund vælger jeg Dion Sommers teorier som mit afsæt ind i en undersøgelse af, hvad det vil sige at være og blive sig selv. Dion Sommer og paradigmeskiftet – det nye syn. Dion Sommer gør op med de psykoanalytisk orienterede teorier. Han siger ligefrem, at disse teorier er blevet overhalet af virkeligheden. Udviklingspsykologien er i stigende grad blevet specialiseret, og er gået over til små domæne-specifikke teorier. (Sommer, 1996: 20-23) At de gamle teorier er blevet overhalet af virkeligheden ses bl.a. i den familie- og modercentrisme, der præger disse teorier. Sommer taler om, at den primære socialisering, som er den første og mest fundamentale sociale påvirkning, ikke længere kun finder sted i familien. Tiden med den hjemmegående husmoder er forbi, og barnet har i sine første seks leveår en helt anden verden end for blot et par generationer siden. I dag spiller institutioner og dermed pædagoger en stor rolle i barnets liv. Man bør derfor interessere sig for ”samspil mellem flere socialiserende instanser”. (Ibid: 25) Sommer peger endvidere på, at der i de gamle teorier eksisterer et eksklusivt moder-barn forhold, som ikke længere er en virkelighed. I dag lever barnet i en multi-personel verden med fædre, søskende, bedsteforældre, pædagoger, kammerater osv. (Ibid: 25-26) De gamle psykoanalytisk orienterede teorier havde en tendens til at se barnet som en skrøbelig novice. Det var afhængigt, sårbart og udsat i en farlig verden. Det var et psykopatologisk syn på barnet, hvor man så barnet som offer for deprivation, traumer og tidlige udviklingsskader. (Ibid: 27)

20

04A-BACH-10

Sommer siger om det gamle syn på barnet og dets udvikling, at det var et ”hvad-kan-der-gå-galt-syn”. Man opfattede barnet, der kom til verden som ”et grundlæggende inkompetent og udsat væsen, der op gennem udviklingen i særlig grad var udsat for kriser og riscici” (Ibid: 28) Kompetencebegrebet. I dette ’nye paradigme’ opfattes barnet som værende udrustet med en række kompetencer. Man taler om det ’resilente barn’ eller ’kompetence-barnet’. (Ibid: 28-30) Resilens er i flg. Sommers noter et nyt låneord hentet fra det engelske resilience, som pga. det engelske sprogs nuancerigdomme betyder både elasticitet, spænstighed, ukuelighed og evne til at rette sig op igen efter pres. (Ibid: 199) Sommer definerer også kompetencebegrebet i sine noter. Hans definition lyder således: ”Kompetence udtrykker de evner, færdigheder og kundskaber hos individet, der befordrer social og kulturel integration. Bemærk også, at i kompetencebegrebet ligger implicit en social vurdering, da en persons evner ofte bedømmes af andre” (Ibid: 200) Barnet ses nu som udrustet med perceptuelle, emotionelle, kognitive og sociale kompetencer, og barnet ses som en aktiv deltager i sin egen udvikling. Og som en slags opgør med de gamle teorier siger Sommer: ”Barnets psykologiske behov på forskellige alderstrin er næppe klart definerbare indre tilstande, efter hvilke man kan opstille ydre optimale ’fordringer’ til opdragelse og pædagogik.” (Ibid: 31) Og således et opgør med den psykoanalytiske stadie- eller fasetænkning. Det nye syn på barnet er sammenfattende, at dets udvikling altid finder sted i en bestemt social og kulturel kontekst, og at udviklingen må forstås indenfor disse kontekstuelle rammer. Det nye syn inddrager således barnets udvidede sociale univers og forsøger at tage konkrete samfundsmæssige, sociale og kulturelle hensyn i sine undersøgelser. Endvidere er det nye syn studiet af det normale frem for det patologiske, og ”(...)kernen i forståelsen af udvikling drejer sig om at anskue barnets udvikling som tilegnelse af personlig, social og kulturel kompetence (...) Individet er en aktiv fortolker, der lærer og kontinuerligt udvikler kompetence med henblik på at raffinere social deltagelse” (Ibid: 31-32) Sommer afviser teorier om, at børn skulle have nogle basale og tidløse behov, hvad enten disse behov skulle være oprindelige eller erhvervede. Disse teorier skal i flg. Sommer ses som eksempler på ”særlige kulturelle og ideologiske universer, der indgår som en slags aktører i den fortløbende ’konstruktion af barnet’” (Ibid: 49) Videre siger han: ”(...) gives der ingen tidløse sandheder om børn, kun passende kulturelle måder at opdrage børn på i tid og rum” (Ibid: 50) Selvet og kompetencerne. For Sommer er selvet i konstant bevægelse og dannelse, og defor bliver bl.a. det pædagogiske miljøs evne til at udvikle barnets sociale og kulturelle kompetencer stærkt bestemmende for barnets selv-udvikling. Udviklingen af kompetencer handler først og fremmest om et ydre forhold mellem individ og omverden.

21

04A-BACH-10

”Radikalt sagt ’er barnet sine sociale relationer’, forstået på den måde at udvikling af kompetencer, selvopfattelse og identitet alt sammen foregår i relationer og er produkter af barnets aktive erfaringer fra samværspraksis.” (Ibid: 72) Den yderste konsekvens af denne opfattelse er en forkastelse af eksistentialismens opfattelse af barnets selv som et kerneselv. Sommer siger videre: ”Småbarnets selv har i princippet plastisk karakter som en art ’kludetæppe’, der nemt skifter mønster, farve og form – men har ingen konstant kerne, hvorfra motiver, handlinger og oplevelser udspringer.” (Ibid: 72) Opsummering. Dion Sommers udviklingspsykologi tager udgangspunkt i det normale barn, der er sine relationer. Dets selv er et kludetæppe, der skifter farve, mønster og form alt afhængig af konteksten, og barnet har ingen indre kerne; intet kerneselv, hvorfra motiver, handlinger og oplevelser udspringer. Barnets udvikling handler om tilegnelse af kompetencer, og enhver snak om universielle eller tidløse behov er levn fra en svunden tid. Barnet skal ses i sin sociale, samfundsmæssige og historiske kontekst. Kritik og undren. Dion Sommers nye udviklingspsykologi forsøger at tage hensyn til barnets udvidede sociale univers og insisterer derfor på at tage en række kontekstuelle hensyn. Barnet er i en social, samfundsmæssig og kulturel kontekst, og en ny udviklingspsykologi må i mine øjne selvfølgelig tage disse hensyn. Således er Sommers teori et positivt bidrag til en større forståelse af, hvad det vil sige at være og blive sig selv i denne tid, som vi lever i. Men Sommer forlader helt de store teorier og baserer sin barndomspsykologi udelukkende på empiriske undersøgelser. Og denne ensidighed oplever jeg som en stor mangel i hans teorier. Jeg oplever endvidere, at denne ensidighed bunder i en slags videnskabelig arrogance, hvor den empiriske tilgang anses for at være mere sand end andre. Det normale barn, som Sommer beskriver, synes at være umådeligt robust – resilent. Det er sprængfyldt af kompetencer, og det bidrager selv til sin egen udvikling. Ideen om det sårbare barn er forkastet – i stedet står vi tilbage med en slags ’super kid’, som ubesværet kan navigere i det moderne og komplekse samfund. Kan vi nu ånde lettet op? Er Sommers teorier bare dét, vi gerne vil høre? Barnet klarer sig – det skal nok gå alt sammen. Jeg er ikke tilfreds. Der mangler altså noget. Kan de empiriske undersøgelser virkelig erstatte den dybde, som er fremkommet gennem årelange terapeutiske forløb? Der mangler dybde. Og jeg kan ikke forene mig med begrebet ”kompetence-barnet”. Jeg bliver spørgende til, hvordan et begreb, som oprindeligt bruges i management-verdenen, nu kan bruges om børns udvikling; og tilmed hævde at kernen i forståelsen af udvikling handler om at se barnets udvikling som en tilegnelse af bestemte kompetencer. Begrebet kompetence er udledt af det latinske com’petere, som betyder konkurrere. At bruge dette begreb helt ureflekteret og tilmed hævde, at det er målet for det lille menneskes udvikling, afføder

22

04A-BACH-10

stor bekymring i mig. Og min bekymring handler i høj grad om den vægt, som Sommers teorier er blevet tillagt. Vægten på kompetencer – på det ydre – synes affødt af denne slags reduktionistiske teorier, og tilbage står forældre, lærere og pædagoger helt uden redskaber til at forstå den opgave, de står over for. Det er som om, at de børn, der måtte have vanskeligheder med at tilpasse sig de moderne vilkår falder uden for Sommers ’normale barn’. Det sårbare barn falder uden for. Det handler om at være kompetent og resilent. Det er en barndomspsykologi, som går hand i hånd med tidens krav om omstillingsparathed, fleksibilitet og effektivitet. Bliver sårbarhed i denne optik betragtet som ’unormalt’ og måske ligefrem sygt? (Jeg beder læseren om at huske statistikken over børn i behandling med antidepressiva.) Desuden er jeg meget spørgende til den radikale formulering om, at barnet er sine relationer. Sommer efterlader det indtryk, at selvet, som han kalder et kludetæppe, ikke er det samme over tid. Det ændres hele tiden. Jeg spørger: Hvem oplever da de skiftende relationer? Sommer mener ikke, at mennesket har en konstant indre kerne – hvad vil det da sige at være sig selv? Sommers svar vil nok være, at det afhænger af situationen. Og jeg finder svaret umådeligt utilfredsstillende. Slutteligt er jeg meget undrende over Sommers afvisning af, at barnet skulle have en række tidløse og basale behov. Kritikken heraf vil jeg overlade til Jan Brødslev Olsen, som er lektor i socialpsykologi ved Aalborg Universitet. I hans bog, Selvets verden, retter han følgende kritik: ”Jeg har vanskeligt ved at se, at et spædbarns behov for føde, varme, rolige omgivelser uden chokudløsende stimuli, kropskontakt samt kommunikativ respons hører til en kulturel og ideologisk ’konstruktion af barnet’ og ikke skulle være universielle sandheder. Det er ikke et barns behov at blive vækket kl. 5 om morgenen for at blive skiftet, få tøj på, komme bag på cyklen hen til vuggestuen og afleveret kl. 6 en novembermorgen i regnvejr for at skære det ud i pap. (...) Hvorfor græder barnet på cyklen på vej til vuggestuen? Barnet har næppe lavet en kulturel, ideologisk konstruktion ud fra hvilken, det synes, at det er rædselsfuldt at køre i modvind og få vand i hovedet.” (Olsen, 2000: 39) Et lille mellemspil om kompetencer. Dion Sommer benævner dem, og det samme gør lovteksten bag læreplanerne, som nu er indført på daginstitutionsområdet. Kompetencerne. Disse kompetencer er delt op i forskellige typer. Der er således både sociale og personlige kompetencer og flere til. Pernille Hviid, som er cand.psyk., Ph.d og forsker ved institut for psykologi på Københavns Universitet, har en baggrundsartikel, Barnets alsidige personlige udvikling, på Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders hjemmeside. Her spørger hun spøgefuldt, om et menneskes kompetencer kan være andet end personlige? Artikelens overskrift er en erstatning for lovtekstens ordlyd, som omtaler ’barnets personlige kompetencer’. Endvidere filosoferer hun generelt over brugen af begrebet ’kompetence’, som allerede bruges flittigt i den pædagogiske verden og i den pædagogiske diskurs: ”Begrebet er nyt i pædagogisk psykologisk sammenhæng og derfor endnu ustabilt, hvilket betyder, at der endnu ikke er konsensus om, hvad der præcist menes med ’kompetence’. På den måde er det

23

04A-BACH-10

både samtidigt og moderne, men også risikabelt at indføre ’kompetence’ som gennemgående begreb i netop en lovtekst, hvis sigte er, at være så utvetydig som mulig i forhold til et bestemt fænomen.” (Hviid: 2) Ifølge Hviid har vi altså med et begreb at gøre, hvis betydning vi ikke helt er klar over. Lektor ved Gedved Seminarium, Finn Hedegaard Nielsen, siger i et interview med Vibeke Bye Jensen: ”Jeg vil gerne opfordre til, at danske pædagoger vågner op. For som det er nu, praktiserer de et andet menneskesyn end det, de siger, de har. De kommer til at sætte det, barnet kan, i højsædet og glemmer, at det er dét, barnet er, der er det væsentlige. Ved at forholde sig så meget til børns kompetencer, som det sker for tiden, bliver barnet et middel i stedet for et mål i sig selv.” (Bye Jensen, 2003) Han siger endvidere, at vi er ramt af ”kompetencevirus”. Er vi ramt af en virus, hvor alle siger samme mantra uden at være klar over, hvad det egentlig er, vi går og siger? Har vi glemt, hvad det hele handler om? Jeg tænker på Kants kategoriske imperativ. Er kompetencefokuset i strid med denne fordring? Hvis vores anskuelse af barnets udvikling blot handler om udvikling af bestemte kompetencer, bryder vi da ikke den etiske fordring om, at vi bør behandle andre mennesker som havende en absolut, indre værdi og som værende selvstændige og frie mennesker – at man ikke må behandle et andet menneske som rent middel men også som et mål i sig selv? Jeg vil følge Kants fordring. Jeg må derfor bevæge mig væk fra en barndomspsykologi, som kun omhandler det ydre. Jeg er nysgerrig efter at forstå mere om, hvad der sker inde i mennesket, inde i barnet. Hvad vil det sige at være sig selv? Og hvad vil det sige at blive sig selv? For hvis barnet er målet i sig selv, må dette være det rette spørgsmål at stille.

24

04A-BACH-10

4. Daniel N. Stern – fornemmelsen af selvet. Den amerikanske professor i psykologi ved universitetet i Genéve og adjunkteret professor i psykiatri ved Cornell University Medical Center i New York, Daniel N. Stern, er en af de mest indflydelsesrige udviklingspsykologer gennem de sidste 15-20 år. Centralt i hans arbejde står studiet af det helt lille barn, som han tilskriver langt større autonomi og egenudvikling en tidligere antaget. Han har gennem empirisk forskning forsøgt at begribe, hvad der sker inde i barnet. I den klassiske psykoanalyse er den fænomenologiske dimension forholdsvis nedtonet. Stern betoner imidlertid denne dimension – den fænomenologiske opfattelse af selvet. Han kritiseres for at være universalistisk og etnocentrisk i sine antagelser om selvet. Bl.a. Sommer retter en skarp kritik på dette punkt. (Sommer, 1996: 170-180) Kritikken går på, at Stern overser det kontekstuelle aspekt; at barnet er indlejret i en bestemt social, samfundsmæssig og kulturel kontekst. Stern afviser ikke denne socialkonstruktivistiske kritik blankt. Han er enig i, at han ikke betoner konteksten men derimod det fænomenologiske. Han tilføjer, at hans teorier ikke skal stå alene men at disse kan og bør suppleres af socialkonstruktivistiske teorier, som betoner det kontekstuelle. Det er ikke et enten-eller men et både-og. Stern er optaget af at forstå dannelsen af selvet. Han er optaget af de indre forhold, hvor socialkonstruktivismen synes mere optaget af de ydre forhold. Stern gør op med de psykoanalytiske teorier på det punkt, der handler om stadier eller faser. Stern taler i stedet om domæner, som er til stede hele livet igennem. Disse domæner er – modsat faserne – aktive og under stadig dannelse livet igennem og kommer til udtryk som en række kvaliteter. Fire fornemmelser af selv. Stern skelner mellem fire forskellige fornemmelser af selv: Fornemmelsen af et emergent selv – samværets domæne. Fornemmelsen af et kerneselv – samspillets domæne. Fornemmelsen af et intersubjektivt selv – samforståelsens domæne. Det verbale selv – domænet for samtale. Stern siger selv, at han ud fra hans nuværende forståelse vil samle de tre første domæner som underkategorier til en nonverbal fornemmelse af et selv. Det er blevet hans opfattelse, at disse tre domæner opstår samtidig som følge af deres dynamiske samspil. (Stern, 2000: 14-15) Jeg tager højde for Sterns nye opfattelse i følgende fremstilling af hans teorier. Fornemmelsen. Ved ’fornemmelse’ forstår Stern simpel (ikke-refleksiv) bevidsthed. Det er således på det umiddelbare oplevelsesplan, ikke på begrebsplanet. Iagttagere er enige om, at barnet tager en række udviklingsmæssige kvantespring i perioderne mellem to og tre måneder (og i mindre grad mellem fem og seks måneder), mellem ni og tolv måndeder og i 15-18 månedersalderen. Mellem disse perioder er der relativ ro, hvor det, der netop er blevet integreret, ser ud til at konsolideres. Gennem disse forandringer giver barnet indtryk af, at der er sket omfattende ændringer i deres oplevelse af sig selv og andre. (Ibid: 43-49)

25

04A-BACH-10

”Og det, der er anderledes ved spædbarnet, er ikke blot et sæt nye adfærdsformer og evner; barnet er pludselig ’til stede’ på en ny måde og giver en anden social ’fornemmelse’, der er mere end summen af de mange nyligt erhvervede adfærdsformer og kapaciteter”. (Ibid: 47-48) Det er altså nye fornemmelser af selvet, som udgør de store udviklingsforandringer. Og da selvfornemmelsen er det primære subjektive perspektiv, der organiserer den sociale oplevelse, spiller den en central rolle som det fænomen, der dominerer den tidlige sociale udvikling. (Ibid: 51) Barnets medfødte evner. Allerede når barnet fødes (måske endda før?) har det evner, som det kan bruge til at forbinde sig med verden på. Stern fremhæver tre særlige evner: Amodal perception. Kategoriaffekter. Vitalitetsaffekter. Amodal perception. Den amodale perception er evnen til at opfatte information, der modtages i én sansemodalitet og på en eller anden måde oversætte den til en anden sansemodalitet. Spædbarnet behøver fx kun at have haft sutten i munden for visuelt at kunne genkende dens form efterfølgende. Stern mener, at barnets genkendelse kan føles som en slags deja-vu, et øjeblik der gennemtrænges af noget tidligere eller velkendt. (Ibid: 90-96) Kategoriaffekter Darwin inddelte menneskets følelser i kategorier. Disse følelseskategorier har et medfødt ansigtsudtryk og en særlig følelseskvalitet, som i flg. Darwin er udviklet som sociale signaler, der kan ’forstås’ af alle medlemmer for at øge artens overlevelse. Kategoriaffekter er afgrænsede og punktvise og opleves som vrede, glæde, sorg osv. Barnet oplever et samspil med omgivelserne gennem disse affekter. Dels reagerer omgivelserne på barnets affektive tilstand, og dels oplever barnet affekter hos personer i omgivelserne. (Ibid: 96-98) Vitalitetsaffekter. Stern opfatter en bestemt følelsesform, som ikke kan rummes af den traditionelle inddeling af kategoriaffekterne. Han kalder disse følelser for ”vitalitetsaffekter”. Han beskriver vitalitetsaffekter som: ”(…) de dynamiske, kinetiske følelseskvaliteter, der adskiller det levende fra det livløse”. Disse følelsesformer er altid til stede og er forbundet med de organiske livsprocesser som at trække vejret, at udskille, at falde i søvn etc. De udløses ved forandringer i motivationstilstande, lyst og spænding. Forandringerne opleves som dynamiske skift i os selv eller den anden og kan i flg. Stern bedst beskrives med ord som ”brusende”, ”aftagende”, ”eksplosiv” osv. Disse forandringer bruger vi til det, som Stern kalder affektiv afstemning. Afstemning sker i flg. Stern på basis af vitalitetsaffekterne, som er næsten allestedsnærværnede. ”De vedrører, hvordan en adfærd, enhver adfærd, al adfærd udføres, ikke hvilken adfærd der udføres.” (Ibid: 205) Vi skal se lidt mere på vitalitetsaffekter og affektiv afstemning, men først skal vi gennemgå Sterns beskrivelser af det lille barns udvikling. Vi skal se på de første tre fornemmelser eller domæner.

26

04A-BACH-10

Fornemmelsen af et emergent selv. I tomånedersalderen sker der et afgørende skift i spædbarnet. Det begynder at tage direkte øjenkontakt og kort efter begynder det smile oftere og mere smittende. Det begynder at pludre, og dets nærvær ændrer sig i det hele taget kvalitativt. Frem til dette skift anses spædbarnet almindeligvis for at befinde sig i en slags præsocial, prækognitiv, præorganiseret livsfase. Men Stern konkluderer, at spædbarnet i denne periode er i færd med at danne en fornemmelse af et emergent selv. Denne fornemmelse drejer sig om organisering i dannelsesprocessen og en fornemmelse af selvet, der vil forblive aktiv resten af livet. Det er ikke en overordnet fornemmelse af selv, men den er ved at blive til; den er emergent. (Ibid: 79) For at forstå, hvad Stern mener med et emergent selv, har vi brug for det filosofiske begreb om en ’intentional genstand’. Det er det, som bevidstheden er rettet imod, lægger mærke til og rækker ud efter. Det kan være en genstand, en følelse, oplevelsen af brystvorten i munden, en tanke etc. (Ibid: 19). Stern definerer fornemmelsen af et emergent selv samme sted således: ”Primær bevidsthed består i sammenkoblingen af den intentionale genstand og det vitale baggrundsimput fra kroppen i et nuværende øjeblik. Kropsimputtet specificerer, at det er dig, der lige nu har denne oplevelse af den intentionale genstand. Der opstår en fornemmelse af et selv som det, der levende og vitalt oplever den intentionale genstand. Det er det, jeg mener med en fornemmelse af et emergent selv.” Hvor den klassiske psykoanalyse fokuserer på produktet af et udviklingstrin som oplevelsen af et selv, retter Stern fokus på selve processen. At lære at føre tommelfingeren til munden er et eksempel herpå. Klassisk psykoanalyse tenderer til at se på produktet eller resultatet – når barnet kan mestre at føre tommelfingeren til munden, oplever det en fornemmelse af sig selv. Stern mener imidlertid, at spædbarnet også oplever selve organiseringsprocessen, og at det er oplevelsen af såvel proces som resultatet heraf. Det er den fremvoksende organisering, Stern kalder for den emergente fornemmelse af et selv. (Ibid: 87-88) Spædbarnets opnåelse af en selvfornemmelse må i flg. Stern i sidste instans være en organisering, der opleves som referencepunkt. Og den første sådanne organisering vedrører kroppen: dens kohærens eller sammenhæng, dens handlinger, dens indre følelsestilstande og erindringen om alt dette. Denne organisering er under dannelse i de første to måneder. Den er emergent. (Ibid: 89) Implicerede processer i dannelsen af et emergent selv – amodal perception og vitalitetsaffekter. Spædbørn synes at besidde en medfødt evne til amodal perception, som er impliceret i dannelsen af fornemmelsen af et emergent selv. Omfattende forskning viser, hvordan spædbarnet synes at opleve en ”verden af perceptuel enhed, hvori de kan opfatte amodale kvaliteter i enhver modalitet fra enhver form for menneskeligt udtryksadfærd, repræsentere disse kvaliteter abstrakt og derpå transponere dem til andre modaliteter. (...) Disse abstrakte repræsentationer, som barnet oplever, er ikke syn og lyde og berøringer og benævnelige genstande, men snarere former, intensiteter og temporale mønstre – de er mere ’globale’ oplevelseskvaliteter” (Ibid: 94)

27

04A-BACH-10

Vitalitetsaffekterne er også en afgørende faktor i fornemmelsen af et emergent selv. Det er en slags baggrundsfølelser af skiftende motivation, lyst eller spænding. Disse signaler behøver ikke at blive bevidste; alligevel findes de i baggrunden. Stern kalder dem for den kontinuerlige livsmusik, og forandringerne i denne musik er vitalitetsaffekterne. Abstrakt dans er et fremragende eksempel på vitalitetsaffekters ekspressivitet. Stern sammenligner spædbarnet med den voksne, som ser på abstrakt dans. Koerografen forsøger måske at udtrykke en bestemt måde at føle på – og måske ikke så meget et bestemt følelsesindhold. Denne bestemte måde udtrykkes gennem vitalitetsaffekterne. (Ibid: 96-98) Vitalitetsaffekterne beskrives bedst med kinestetiske udtryk som brusende, aftagende, svævende, eksplosiv, prøvende, kraftfuld, accelererende, deaccelererende, kulminerende, bristende, trukket ud, strækkende sig, tøvende, fremadlænet, tilbagelænet osv. (Stern, 2004: 82) Lige fra fødslen (og sikkert også før) udsættes vi for disse vitalitetsaffekter – når vi sutter, har afføring, synker, bevæger os osv. Vitalitetsaffekter er essentielle for alle typer af situationer, og de forekomer både sammen med og uden darwinistiske kategoriaffekter. Vi kan fx opleve et ”sus” af glæde eller vrede, af en accelererende tankerække, af et oplevet væld af lys, en følelsesbølge fremkaldt af musik, et stike af smerte eller narkotikaens indvirkning; alle føles som et ”sus”. Det er samme vitalitetsaffekt. (Stern, 2000: 96-101) Det er denne perceptuelle enhed, hvor det lille barn sanser verden gennem den amodale perception og gennem oplevelsen af omverdenens og egne vitalitetsaffekter. ”Den sociale verden, spædbarnet oplever, er – ligesom dansen for den voksne – primært en verden af vitalitetsaffekter, før den er en verden af formelle handlinger.” (Ibid: 99-100) Og der er tale om enhedsprægede og ’globale’ perceptionsformer, hvor sammenkoblingen af oplevelser ledsages af subjektive oplevelser. (Ibid: 104) ”Denne globale, subjektive verden af opstående organisering er og bliver den menneskelige subjektivitets fundamentale domæne. Den virker uden for bevidstheden som den oplevelsesmatrix, hvoraf der senere opstår tanker og perciperede former og identificerbare handlinger og verbaliserede følelser. Den er også kilde til løbende affektive vurderinger af det, der sker. Og endelig er den det grundreservoir, som al skabende oplevelse kan øse af. Al læring og alle kreative handlinger begynder på den emergente relaterings domæne. Kun dette domæne har at gøre med tilblivelsen af organisering, som udgør det centrale i skaben og læring.” (Ibid: 111) Fornemmelsen af et kerneselv – selvet versus den anden. Mellem to og seks måneder, virker spædbørn mere integrerede, når de indgår i sociale samspil. De synes at nærme sig en følelse af, at der nu er tale om en integreret fornemmelse af dem selv som særskilte og sammenhængende kroppe. De begynder at få kontrol over egne handlinger og begynder at fornemme kontinuitet. De begynder endvidere at opfatte andre mennesker som særskilte og separate samspilspartnere. Og omverdenen begynder også at behandle dem som fuldgyldige personer, der har en integreret fornemmelse af sig selv. (Ibid: 113)

28

04A-BACH-10

Stern korrigerer som sagt sig selv i den nye introduktion til bogen. Og han siger nu, at fornemmelsen af et kerneselv er med fra fødslen – at denne fornemmelse er i dynamisk samspil med fornemmelsen af et emergent selv. (Ibid: 23-24) Endvidere diskuterer han i denne nye introduktion, hvorvidt der er tre eller fire oplevelsesformer i fornemmelsen af et kerneselv. (Ibid: 20-21) Han reviderer de oprindeligt fire til følgende tre oplevelsesformer: Selv-handlen – fornemmelsen af at være ophav til egne handlinger og ikke-ophav til andres handlinger. Vilje og kontrol. Selv-sammenhæng – fornemmelsen af at være en ikke-fragmenteret fysisk helhed med grænser og være sæde for integreret handling. Selv-kontinuitet – at have en fornemmelse af noget vedvarende; at man fortsætter med at eksistere. At man kan forandre sig, samtidig med, at man forbliver den samme. En opmærksomhed på regelmæssigheder i hændelsesforløbet. (Ibid: 114-115) Disse tre former kalder Stern for invarianter. Og først og fremmest har spædbarnet en indre motivation om at bringe orden i sit indre univers gennem en identifikation af disse invarianter, eller ’øer af konsistens’, som Stern også benævner dem. (Ibid: 120) Kort siger Stern, at hver gang spædbarnet konfronteres med sig selv, i øjeblikke af primær bevidsthed, har det den samme oplevelse i kraft af disse invarianter. Kontinuitet som fornemmelse er således en kontinuitet, der genfindes i det nuværende øjeblik. (Ibid: 20-21) Identifikationen af disse invarianter hos sig selv og den anden handler her om selv versus den anden. Altså om adskiltheden. En anden fornemmelse af kerneselv er fornemmelsen af sig selv sammen med en anden – fællesskabet. Fornemmelsen af et kerneselv – selv sammen med den anden. Denne fornemmelse af at være sammen med en anden, at være i et fællesskab med et andet menneske, er som sagt til stede fra fødslen. Fornemelsen bliver imidlertid tydeligere ved to-tremånedersalderen, hvor det sociale samspil begynder at blive mere legende. Borte-tit-tit eller nu-kommer-jeg-og-tager-dig er velkendte lege for de fleste. I sådanne lege er omsorgspersonen en selv-regulerende anden for spædbarnet, idet denne andens leg ’regulerer’ barnets oplevelse. Spædbarnet er sammen med den anden på en måde, der forener deres aktiviteter og får noget til at ske, som kun kan ske gennem en blanding af deres adfærd. Sammensmeltningsoplevelser sker i mødet med en selv-regulerende anden. Men sammensmeltningen afløses af sammenligning – det opleves som en fornemmelse af at være noget andet end den anden, og samtidig være fælles om noget. Det er et lille stykke levet oplevelse, der fremstår som en helhed. Som en ø af konsistens. Og disse oplevelser af at smelte sammen sker i en oplevelse af tryghed og tilknytning. Samspillet varrierer i styrke og intensitet som en dansen med hinanden. Denne dans – hvad enten det er borte-tit-tit, den lille mus der kommer og spiser dig eller blot mødet i blikket eller at ligge op ad en varm krop – kan kun ske sammen med en anden. Og denne dans er grundlaget for al samspil, kommunikation og tilknytning senere i livet. (Ibid: 146-157) Når det lille barn oplever en situation i nu’et trækker det i flg. Stern på sin hukommelse. Det forsøger at generalisere. Eksempelvis er der en bestemt måde at lege borte-tit-tit på med mor. Mor

29

04A-BACH-10

eller omsorgspersonen er den selv-regulerende anden, fordi denne person har været med til at forandre spædbarnets selvoplevelse. Den generalisering, der finder sted, kalder Stern for RIG – Repræsentationer af Interaktioner der er blevet Generaliserede. På baggrund af denne RIG, som er en slags erindring om, hvordan det plejer at være, kan barnet fremkalde en selv-regulerende anden, som ikke nødvendigvis er til stede. Denne anden kalder Stern for fremkaldt ledsager. ”Begrebet om RIG’en og den fremkaldte ledsager adskiller sig afgørende fra selvobjekter og sammensmeltninger ved, at der aldrig sker et brud på integriteten af kernefornemmelsen af selv og anden, når en fremkaldt ledsager er til stede. Det adskiller sig også fra en ’vi’-oplevelse, da det føles som en jeg-oplevelse sammen med en anden. Endelig adskiller det sig fra internaliseringer ved, at disse i deres endelige form snarere opleves som indre signaler (symbolske cues) end som levede eller reaktiverede oplevelser.” (Ibid: 162-163) I flg. Stern forsvinder disse fremkaldte ledsagere aldrig. Vi behøver blot at tænke på, hvor meget tid vi bruger dagligt på at forestille os samspil, der enten er erindringer, øvelser i fantasien som en slags forberedelse på kommende hændelser eller dagdrømme. Spædbarnets liv er på denne baggrund dybt socialt, idet hovedparten af de ting, spædbarnet gør, føler og perciperer, foregår i forskellige slags relationer, hvad enten disse relationer er virkelige eller fremkaldte ledsagere. Således er barnet subjektivt ikke alene, men gennem sin RIG hele tiden ledsaget. Derfor er barnet tillidsfuldt, siger Stern. (Ibid: 165-166) Igen må vi læse Sterns nye introduktion for at forstå, hvor forskningen er lige nu. Han har derfor også en række ændringer og tilføjelser til sine oprindelige opfattelser af selv-sammen-med-en-anden. Jeg har som sagt taget forbehold for hans ændringer i ovenstående og vil i det følgende udfolde hans tilføjelse, som han kalder for ”selv-i-samklang-med-en-anden” (23) Stern henviser til ny dokumentation for tilstedeværelsen af såkaldte spejlneuroner, som har en afgørende betydning for vores oplevelse af den anden. I en nyere bog, Det nuværende øjeblik i psykoterapi og hverdagsliv, udfolder Stern denne neurovidenskabelige dokumentation. Spejlneuroner og selv-i-samklang-med-en-anden. Dokumentationen af spejlneuroner giver os muligheden for at forstå følgende fænomener: aflæsning af andre menneskers sindstilstande, især intentioner; resonans med en andens emotion; oplevelse af, hvad en anden oplever; og fastholdelse af en observeret handling, så man kan imitere den. Spejlneuroner giver os kort sagt muligheden for indbyrdes empati og intersubjektiv kontakt. (Stern, 2004: 94) Spejlneuroner støder op til motoriske neuroner. Når et menneske iagttager et andet menneske foretage en handling som fx at række ud efter et glas, fyrer disse spejlneuroner hos iagttageren. Vi oplever således den anden, som om vi udførte samme handling, følte det samme, artikulerede samme lyde eller blev berørt på samme måde, som den anden berøres. Der er resonans, samklang. Vores nervesystemer er således konstrueret til at blive forstået af andre nervesystemer. Stern betegner dette som en umiddelbar og potentiel åben følelsesvej til den anden person. Og vi kan resonere med og deltage i den andens oplevelse, ligesom den anden kan deltage i og resonere med vores.

30

04A-BACH-10

Der, hvor to mennesker etablerer en særlig form for mental kontakt, sker der en gensidig mental indtrængen: ”Jeg ved, at du ved, at jeg ved” eller ”Jeg føler, at du føler, at jeg føler”. Der sker en gensidig aflæsning af hinanden, og man ser og føler omtrent det samme mentale landskab. Denne form for kontakt kalder Stern for intersubjektiv kontakt, eller intersubjektiv matrix. (Ibid: 91-94) Intentionen spiller en central rolle i alle perspektiver på motiveret menneskelig kontakt. Således er aflæsningen af andres intentioner afgørende for intersubjektiv kontakt. Vi ser den menneskelige verden intentionelt, og vi handler ud fra egne intentioner. Man kan ikke fungere sammen med andre mennesker uden at aflæse eller udlede deres motiver eller intentioner. Og denne udledning af intentioner i menneskelig adfærd er i flg. Stern universiel. (Ibid: 102) Som en lille indskudt bemærkning her fremfører Stern tankevækkende klinisk dokumentation, som omhandler autisme. De ser så fuldstændigt menneskelige ud og alligevel bryder de med så meget af det, som man kan forvente af mennesker. Det mest slående er, at autister ikke indgår i intersubjektiv kontakt. Der er på en eller anden måde tale om mangel på ’tankelæsning’, og man kan ligefrem få den opfattelse af, at det autistiske menneske ikke finder nogen tiltrækningskraft ved et andet menneske eller finder nogen muligheder ud over et livløst objekt. Denne kliniske dokumentation er ikke i sig selv dokumentaion for intersubjektiv matrix, men billedet af mennesker, der lever uden at indgå i en sådan kontakt, giver os et perspektiv på den matrix, vi normalt lever i. (Ibid: 106-109) Intersubjektiv bevidsthed – at dele med hinanden. Når to mennesker i fællesskab skaber en intersubjektiv oplevelse i et fælles nuværende øjeblik, vil den fænomenale bevidsthed hos den ene overlappe og delvist omfatte den andens fænomenale bevidsthed. Den enes oplevelse er i sagens natur ikke den andens jævnfør historien om elefanten. Men i den intersubjektive kontakt ligner oplevelserne hinanden så meget, at der opstår en fælles bevidsthed om at dele med hinanden. Denne bevidsthed kalder Stern for intersubjektiv bevidsthed. Den ene har en oplevelse, som føles direkte. Via intersubjektiv deling oplever den anden næsten samme oplevelse. Den reflekteres igen tilbage til den ene etc. Dette kaldes for en reentry-sløjfe eller intersubjektiv rekurrens. Og denne rekurrens mellem to menneskers perspektiver giver anledning til en ’højere’ oplevelse hos dem begge. Denne højere oplevelse er intersubjektiv bevidsthed. På baggrund af dette foreslår Stern en mere social bevidsthedsopfattelse. (Ibid: 138-139) Men hvor sidder bevidstheden? Hvad er det, der bevidstgør? Hvilke hjernestrukturer ’modtager rapporten’? Det er interessante spørgsmål; vel nærmest Decartes’ spørgsmål, nu blot i neurobiologisk perspektiv. Og der findes i flg. Stern ingen alment accepteret centralt bevidsthedssted i hjernen. Mange har hævdet, at der ikke findes et sådan sted – at bevidsthed snarere er en kollektiv egenskab ved hele kroppen i dens engagement med omgivelserne. Et sådant engagement omfatter interaktioner med andre mennesker og med kulturen. (Ibid: 139-140) At være sig selv-sammen-med-en-anden forudsætter umiddelbart en anden. Men som vi så med fremkaldt ledsager evner mennesket at fremkalde en anden i bevidstheden. Det er i dag en udbredt opfattelse, at der er multiple, kontekstbestemte og kontekstspecifikke, selver, der kan interagere med hinanden, iagttage hinanden og tale med hinanden uden for bevidstheden. Det lyder måske nærmest som en patologisk og dissociativ tilstand – men det betragtes som normalt. Psykoanalytisk set er det iagttagende jeg vidne til det oplevende jeg, eller også betragter eller bedømmer overjeg’et det oplevende jeg. I denne forbindelse er der et meget interessant forskningsresultat. Det viser sig, at når vi handler, er der under visse omstændigheder bestemte grupper af vores egne spejlneuroner, der fyrer. Det er

31

04A-BACH-10

som om, vi afbilder vores egne handlinger, som vi ville afbilde en andens. Og hvem gør vi det for? (Ibid: 141-142) Dette spørgsmål vil jeg tage op senere. Men inden da må vi vende fokus tilbage på de forskellige fornemmelser af selv. Vi har set på fornemmelsen af det emergente selv, på kerneselv versus den anden, på kerneselv-sammen-med-en-anden og herunder kerneselv-i-samklang-med-en-anden. Fornemmelsen af et intersubjektivt selv. Idet de tre første fornemmelser – det emergente selv, kerneselvet og det intersubjektive selv – i Sterns nye optik opstår allerede ved fødslen, er det svært her at holde dem adskilt. Således har vi i en eller anden grad allerede beskæftiget os med den intersubjektive fornemmelse, idet denne fornemmelse handler om at kunne dele sin subjektive oplevelse med en anden. Stern skelnede oprindeligt mellem primær og sekundær intersubjektivitet, hvor den sekundære først opstår omkring tre-måneders alderen. Denne opfattelse har han ikke i dag, hvor han siger, at barnet er født med fornemmelsen af intersubjektivitet – slet og ret. (Stern, 2000: 23-24) Men til denne fornemmelse stiller Stern en række interessante spørgsmål. Han spørger, om intersubjektiv relatering er et psykologisk grundbehov i mennesket, eller om det blot er en autonom jeg-funktion? Svarene er afgørende for klinisk teori. Hvis man godtager, at intersubjektiv relatering er et grundbehov, vil man omforme den kliniske teori i retning af selvpsykologien og eksistenspsykologien. Spørgsmålet er stadig åbent for spædbarnsforskningen og dermed for Stern selv. Stern siger imidlertid, at der ikke er nogen tvivl om, at intersubjektive succeser kan resultere i øget tryghed. Således kan synspunktet om, at mennesket har et altoverskyggende behov for psykisk-medlemskab-af-menneskegruppen fremføres. Det er behovet for en oplevelse af, at man er optaget i menneskegruppen som et medlem med subjektive oplevelser, der potentielt kan deles med andre medlemmer. (Ibid: 184) Affektiv afstemning. Baggrundsfølelserne eller den kontinuerlige livsmusik skifter som sagt hele tiden. De er udtryk for motivation, lyst og spænding og er hele tiden til stede. Når denne livsmusik skifter, fx fra brusende til aftagende, mærker vi en vitalitetsaffekt. Vitalitetsaffekterne vedrører således hvordan en adfærd udføres. I den før-sproglige alder er vitalitetsaffekterne afgørende for det, Stern kalder for affektiv afstemning. I den intersubjektive kontakt er der som sagt en oplevelse af at dele med den anden. Vi er fælles om noget. Og når vi etablerer en intersubjektiv kontakt med det lille barn uden sprog er det gennem en afstemning baseret på vitalitetsaffekterne. Der findes en række beslægtede begreber som spejling, matching og imitation, men de er ikke helt dækkende for dette subtile fænomen, idet affektiv afstemning er ”udførelse af adfærd, der udtrykker følelseskvaliteten ved en delt affektiv tilstand uden at imitere det nøjagtige adfærdsmæssige udtryk for den indre tilstand” (Ibid: 190) En dag i vuggestuen. Frida er halvandet år gammel. Det er sommer. Vi skal ind og spise. Vi holder hinanden i hånden. På vejen ind passerer vi hængekøjen mellem de to frugttræer. Den hænger blot 10-15 cm over jorden. Frida slipper min hånd og løber over til den. Det er nu, vi skal spise, men vejret er dejligt,

32

04A-BACH-10

og Frida stråler af glæde. Jeg står et par meter fra hende, da hun sætter sig i den og begynder at gå baglæns. Da hun er helt tilbage og står med strakte ben – klar til at gynge – kigger hun op på mig. Hun bliver stående sådan og stråler af smilende spænding. Hendes strålende glæde vækker glæde i mig. Vi deler glæden. Frida ved, at det vil kilde i maven, når hun giver slip. Og jeg ved det. Og hun ved, at jeg ved, at hun ved... Det er nyt for hende at gynge på denne måde. Hun står længe og holder spændingen. Jeg begynder spontant at lægge lyd på spændingen. Det er en tone, som starter lavt: ”åååååå”. Frida spærer øjnene mere og mere op, samtidig med at jeg skruer langsomt op for volumen, og tonen bliver samtidig højere og højere. Til sidst tager hun en dyb og smilende indåndning, og slipper med fødderne, så hun gynger fremad. På den bevægelse ændrer jeg tonen til et ”iiiii”. Frida griner. Jeg griner. Vi griner. Sammen. Hun gynger et par gange frem og tilbage og stopper den til sidst med fødderne. Hun kommer hen og tager min hånd. Vi har ikke travlt. Vi er glade, og vi går ind og får noget at spise. Den affektive afstemning er en afstemning af kategoriaffekt såvel som vitalitetsaffekt. Kategoriaffekterne kommer og går, men afstemning kan ikke vente på et bestemt affektudbrud. Affektiv afstemning opleves som en ubrudt proces. Vitalitetsaffekterne er til stede hele tiden, så denne oplevelse af en ubrudt proces er baseret herpå. (Ibid: 205) Hvis en bestemt gestus hos mig skal kunne ’korrespondere’ med en bestemt ytring eller oplevelse hos barnet kæves en slags ’fælles valuta’ eller et fælles ’sprog’. Og denne fælles valuta består af amodale egenskaber. (Ibid: 200) Jeg sætter lyd på Fridas indre spændingstilstand, og den harmonerer med hendes oplevelse. Vi oplever en højere fælles bevidsthed gennem reentry-sløjfen. Hun ved, at jeg ved, at hun ved. Og jeg føler, at hun føler, at jeg føler. Frida oplever, at hendes indre følelsestilstande er menneskelige oplevelsesformer, man kan være fælles med andre mennesker om. Hun har en direkte erfaring af fællesskab. Og hun har en direkte erfaring af mening. En morgen i børnehaven. Kasper er lige startet i børnehaven. Det er hans anden dag, og han kommer ind med mor i hånden. Mine kollegaer havde beskrevet moderen for mig som meget nervøs. Jeg ser hvad de mener. Hun udstråler ekstrem nervøsitet. Og Kasper er tydeligt nervøs og går nærmest bag mors ben med hovedet bøjet forover og blikket i gulvet. Moderens blik farer rundt i det store lokale. Hun fanger mit blik. Hun virker nærmest desperat. Det er en stor børnehave præget af dårlig kommunikation, så Kaspers kontaktpædagog er ikke mødt endnu. Det er pinligt. Jeg vil gerne ’dække’ over det og vise, at her er trygt og godt. Jeg går dem i møde. Jeg er anspændt. På vej derhen triller en bold ind imellem os. Den kommer fra nogle andre drenge, som gerne vil have den igen. Jeg stopper den med den ene fodsål – lige foran Kasper. ”Ka’ du ikke sparke den derhen, Kasper?”, spørger jeg. Jeg fortryder mit spørgsmål med det samme. Det vil han helt tydeligt ikke. Men moderen overtager: ”Jooo Kasper, du er jo god til at spille fodbold. Kom nu!”. Kasper giver modvilligt bolden et lille vip. ”Ooooojjjj”, siger jeg med en volumen og intensitet, som havde han scoret et mål på 20 meters afstand. Kasper bliver helt stiv, trækker i sin mors arm og vil op. Hun tager ham op, og han gemmer sig i hendes frakke. Moderen smiler stift og undskyldende. Jeg smiler lige sådan. En kollega kommer og byder moderen en kop kaffe. De følges. Jeg slipper.

33

04A-BACH-10

Intensitet, tid, form og ikke mindst timing er afgørende i afstemningen. I dette tilfælde mislykkes afstemningen totalt. Det er en af dagligdagens mange forkrampede forsøg på at opnå intersubjektiv kontakt med et lille barn, og det er også et fint eksempel på, hvordan vi gennem afstemningen kan forsøge at manipulere med barnet. Her lykkedes det imidlertid ikke. Kasper oplevede utvivlsomt et stort pres fra såvel mig som moderen. Og ingen af os afstemte hans indre affektive tilstand. Han blev ikke mødt; han oplevede ikke fællesskab. Og dette manglende møde gav måske Kasper en oplevelse af, at hans indre følelsestilstand ikke kunne deles med andre? Han søgte op til moderen, hvor han mange gange har erfaret trygheden; hvor han har erfaret intersubjektiv kontakt. Han værnede om sin integritet; om sin fornemmelse af kerneselvet. Vi kan afstemme mere eller mindre præcist. Og afstemningens kvalitet udtrykker kvaliteten af den intersubjektive kontakt. Den affektive afstemning er i kraft af de amodale egenskaber eller den fælles valuta et skridt på vej mod brugen af tegn og symboler og dermed tilegnelsen af sprog. Dette leder os til den sidste fornemmelse af selv. Fornemmelsen af et verbalt selv. I barnets andet leveår opstår sproget, og som følge heraf opstår der nye måder at være sammen med en anden på. Umiddelbart er sproget en udvidelse af den interpersonelle oplevelse, idet barnet nu i højere grad kan dele bevidste oplevelser. Sproget sætter to mennesker i stand til at skabe fælles oplevelser af betydning, og endelig sætter det barnet i stand til at konstruere en fortælling om sig selv. Gennem sproget bliver det nu muligt at begynde at lege symbolsk. Barnet kan begynde at referere til sig selv som en objektiv størrelse, og det kan kommunikere om ting og personer, der ikke er til stede. Det interpersonelle samspil kan nu omfatte erindringer om tidligere oplevelser, det nuværende øjeblik og forventninger og forestillinger om fremtiden. (Ibid: 216) Lige som at lære at gå er sprogtilegnelsen traditionelt blevet betragtet som et afgørende skridt i retning af separation. Men man kan også hævde det modsatte: at sproget har en kolosal betydning for fællesskab og samvær. ”Hvert eneste ord, der læres, er et biprodukt af, at to psyker forenes i et fælles tegnsystem, skabelse af fælles betydning. Med hvert ord befæster børn deres mentale fællesskab med deres far eller mor og senere med andre medlemmer af sprogkulturen, når de opdager, at deres personligt oplevede viden er en del af en mere omfattende oplevelse af viden, at de er forenet med andre i en fælles kultur.” (Ibid: 221) Men sproget er i virkeligheden et tveægget sværd. ”Det driver en kile ind mellem to samtidige former for interpersonel oplevelse: sådan som den leves, og sådan som den repræsenteres verbalt” Vi må huske, at oplevelsen på de emergente, kerne- og intersubjektive relateringsdomæner fortsætter gennem hele livet. Men oplevelsen i disse domæner kan kun i begrænset omfang fattes på det verbale relateringsdomæne. Sproget bevirker således en splittelse i oplevelsen af selvet. ”Det flytter også relateringen til det upersonlige, abstrakte niveau, der ligger i sproget, og væk fra det personlige umiddelbare niveau, der er knyttet til de andre relateringsdomæner.” (Ibid: 211) Sagt på en anden måde: ”Det stykke, sproget får fat i, transformeres i løbet af sprogliggørelsen og bliver en oplevelse, der er adskilt fra den oprindelige globale oplevelse”. (Ibid: 224)

34

04A-BACH-10

Sidst men ikke mindst får barnet med sproget og den symbolske tænknings fremkomst muligheden for at forvrænge og overskride virkeligheden. Før denne evne er det lille barn kun i stand til at afspejle påvirkninger fra virkeligheden. Men dem kan det nu overskride – på godt og ondt. Det kan opbygge forventninger stik mod tidligere erfaringer. Det kan udvikle ønsker stik imod de aktuelle kendsgerninger osv. Disse symbolske fortætninger kan forårsage en forvrængning af virkeligheden og danne grundlag for neurotiske konstruktioner. (Ibid: 231-232) Opsummering og diskussion. Med Sterns bidrag kan vi sige, at vi fødes med tre fornemmelser af selv – en emergent fornemmelse af selv, en fornemmelse af et kerneselv og en fornemmelse af et intersubjektivt selv. Barnet lærer at fremkalde en indre ledsager. Gennem denne evne kan barnet møde verden, møde nu’et, med en såkaldt RIG, som er en slags hukommelse om, hvordan det plejer at være. Det er en generaliseret hukommelse. Vi kan også sige, at barnet søger at dele sin oplevelsesverden med sine omgivelser, og at der således er en naturlig og medfødt evne til at indgå i et fællesskab. Endvidere kan vi med den neurovidenskabelige forskning underbygge dette med opdagelsen af spejlneuroner, som bevirker, at mennesket har et biologisk grundlag for deling med andre mennesker. Mennesket har en indre kerne, og menneskets er dybt social. Således er vi tilbage hos Cicero, der var af den opfattelse, at mennesket ’af naturen’ er drevet til fællesskab med andre i det samme kosmos. Verdensborgeren, der indgår i ’menneskeslægtens fællesskab’. Men vi udvikler en fjerde fornemmelse af selv – det verbale selv. Og som Stern siger, er evnen til at bruge sprog et tveægget sværd. Vi kan på den ene side indgå i fællesskabet på nye måder, hvor vi kan inddrage fortid og fremtid, og hvor vi kan tale om noget eller nogen, som ikke er umiddelbart lokaliseret, hvor vi er. Men på den anden side kan vores sprog ikke begribe oplevelsesformerne på det emergente, kerne og intersubjektive domæne tilstrækkeligt, og vi efterlades derfor med et indre liv, som ikke lader sig dele gennem sproget. Gennem sprogtilegnelsen lærer vi også at fortælle historien om vores liv, og vi lærer at konstruere betydning sammen med andre mennesker. Vi lærer at skabe mening. Det meningsfulde fællesskab skabes i fællesskab – fælles skaben. Og sproget er afgørende i denne skabelsesproces. Men eftersom sproget ikke kan rumme helheden, må denne skabelse af mening vel bære præg heraf? Min overordnede undersøgelse omfatter også en kontekstuel tilgang, idet jeg spørger til at være og blive sig selv i en accelererende globaliseringsproces. Denne tilgang er for mig at se vigtig i forståelsen af denne skabelse af mening, af kultur. Men hvis en sådan tilgang afviser, at det skabende og kreative udspringer af mennesker med en indre kerne, må den afvises. Den ’globale’ og enhedsprægende oplevelsesform er, som Stern siger det, den menneskelige subjektivitets fundamentale domæne, der udgør et grundreservoir, som al skabende oplevelse kan øse af. Denne oplevelsesform sker på det emergente plan. Jeg tilslutter mig den opfattelse og siger, at mennesket har en indre og værdifuld kerne, hvorfra al læring og kreative handlinger tager sit udgangspunkt.

35

04A-BACH-10

Den kontekstuelle tilgang mister forbindelsen til menneskets dybde og indre værdi ved at hævde, at det er sine relationer, og at dets udvikling blot handler om at tilegne sig en række kontekstbestemte kompetencer. Den stirrer sig blind på konteksten og glemmer dybden. Vi har med Stern set, hvordan sproget driver en kile ned gennem vores interpersonelle oplevelse – sådan som den leves, og sådan som den repræsenteres verbalt. Således adskiller sproget os fra den oprindelige globale oplevelse, og mennesket oplever en indre splittelse. Samtidig sætter sproget os i stand til at skabe mening i fællesskab med andre. Det er et paradoks. Som sagt indledningsvis i dette afsnit, kan vi være ude af os selv, og vi kan være i kontakt med os selv. Stern taler om fremkaldte ledsagere og multiple selver, der taler sammen uden for bevidstheden, og hvor vi psykologisk set er i en situation, hvor det iagttagende jeg er vidne til det oplevende jeg, eller hvor overjeg’et betragter eller bedømmer det oplevede jeg. Og her kan tilføjes den neurovidenskabelige dokumentation om, at bestemte grupper af vores spejlneuroner fyrer, når vi selv handler – vi afbilder vores egne handlinger, som vi ville afbilde en andens. Og det store spørgsmål er her: hvem pokker gør vi det for? Og endnu vigtigere: hvilken betydning har det for vores evne til at støtte barnet i at være og blive sig selv? Vi må søge at finde nogle flere perspektiver på denne indre splittelse.

36

04A-BACH-10

5. Den indre splittelse. Jeg er bevidst om, at psykiateren og grundlæggeren af den analytiske psykologi, C.G. Jung ikke tillægges så stor autoritet i dag, idet han betragtes som lidt af en mystiker. Vi bruger imidlertid en masse af hans begreber i dag – individuation, arketyper, kollektivt ubevidste osv. Endvidere er hans typologi temmelig udbredt og anerkendt. Mest kendt og anerkendt er han imidlertid for hans eminente symbolforståelse. Vi skal imidlertid ikke beskæftige os med typologien – ej heller med symboler. I stedet skal Jung have lov til at indlede vores søgen efter flere perspektiver på denne indre splittelse. Jung satte lighedstegn mellem vores jeg-bevidsthed og vores personlighed. Jeget er vores personlighed. Jung bruger begrebet ’persona’, som oprindelig var den maske, skuespillerne i det gamle Grækenland tog på. Vores nutidige begreb ’personlighed’ har sin oprindelse her. Selvet er en dimension, der er overordnet jeget. I flg. Jung er Selvet ’totalitetens centrum’. Jeget er bevidsthedens centrum. Selvet er det bevidste og det ubevidste. Selvet omfatter således også jeget. Selvet er helheden og relaterer til helheden, mens jeget er delen og relaterer til dele af helheden. (Jung, 1961: 345-346) Og jeget kan altså relatere til selvet på mange måder. Vi kan som sagt være i mere eller mindre overensstemmelse med os selv. Men når vi går ud i verden og møder andre mennesker, møder vi også deres jeger. Og disse jeger, som vi møder på vores vej, kan også relatere forskelligt til dem selv; til deres egen helhed. Det er i tråd med Platon, som siger, at vi i kraft af vores fornuft, logos, kan forholde os til vores natur. Og det er i tråd med det, Stern taler om, når han siger, at det verbale selv ikke kan udtrykke den indre oplevelse fuldkommen. Det må antages at være et menneskeligt grundvilkår. Jung siger om vores personlighed, at det er en maske, der ”foregøgler at være individualitet”: Mere uddybende siger han: ”I grunden er Personaen ikke noget ”virkeligt”. Den er et kompromis mellem individ og samfund om, ”hvad man synes at være”. Man antager et navn, erhverver en titel, repræsenterer et embede og er dette eller hint. Dette er naturligvis i en vis forstand virkeligt, men i forhold til vedkommendes individualitet ligesom en sekundær virkelighed, en ren kompromisdannelse, som andre ofte er mere impliceret i end vedkommende selv. Personaen er en illusion, en todimensional virkelighed, som man spøgefuldt kunne kalde den.” (Jung, 1993: 164-165) Da vandene forandredes. Engang varslede Moses’ lærer, Khidr, menneskeheden. På en bestemt dato vil alt det vand i verden, som ikke har været særligt opsamlet, forsvinde, sagde han. Det vil da blive erstattet med nyt vand, som vil gøre mennesket vanvittig. Kun én mand lyttede til dette råd. Han samlede vand og søgte til et sikkert sted, hvor han opbevarede det. Her afventede han ændringen af vandets karakter. På den udråbte dato ophørte alt vand med at rende. Brøndene udtørrede, og manden, som havde lyttet og nu kunne se alt dette ske, trak sig tilbage og drak noget af sit opbevarede vand. Da han fra sit sikre sted så, at vandfaldene igen begyndte at strømme, gik han ned til de andre mænds sønner. Her fandt han, at de tænkte og talte på en fuldstændig anden vis end før; endnu kunne de ikke huske, hvad der var sket eller, at de var blevet advaret. Når han forsøgte at tale til dem, blev han klar over, at de troede, at han var vanvittig, og at de viste ham fjendtlighed eller

37

04A-BACH-10

medlidenhed, ikke forståelse. Til at begynde med drak han intet af det nye vand. I stedet gik han hver dag tilbage til sit hemmelige sted for at trække på sine forsyninger. Men til sidst besluttede han sig for at drikke af det nye vand, for han kunne ikke bære ensomheden i at leve, tænke og opføre sig anderledes end andre. Han drak det nye vand og blev som de andre. Han glemte alt om hans egen beholdning af særligt vand, og hans folk omkring ham begyndte at betragte ham som en galning, som på mirakuløs vis var blevet helbredt til forstandighed. (Shah, 1967: 21)6

Individuation. Jung introducerede begrebet ’individuation’. Hans definition af dette begreb er: ”at blive enkeltvæsen, og – såfremt vi ved individualitet forstår vores inderste, sidste og usammenlignelige eneståenhed – at blive sit eget Selv. Man kunne derfor oversætte ’individuation’ til ’selvvirkeliggørelse’ eller ’selvrealisering’ (Jung, 1961: 343) Jung oplevede gang på gang, at individuationsprocessen blev forvekslet med bevidstgørelsen af jeget. Jeget bliver således forvekslet med Selvet, og dermed opstår der grænsløs begrebsforvirring. Denne begrebsforvirring er institutionaliseret i dag, hvor det moderne selv i grunden er en slags udvidet jeg. Der er således sket et tab af dybde i den moderne vestlige psykologi. Dette tab synes tydeliggjort i kritikken af Sommer, hvis psykologi handler om den kompromisdannelse, som Jung kalder persona. Men heller ikke Stern stiller de store spørgsmål her. Han godtager selv teorierne om multiple selver og afviger i en eller anden forstand fra sin essensteori. Jeg kunne godt ønske mig, at han spurgte mere ind til det forhold, at vi danner et verbalt selv, en personlighed, på baggrund af en indre splittelse; at vi må indgå et kompromis med omgivelserne om, hvem vi synes at være. Men han tangerer det blot og forbigår muligheden for yderlige dybde. Vi er imidlertid på opdagelse efter, hvad det vil sige at være sig selv. Og det synes at stå klart, at vi ikke nødvendigvis er os selv, når vi fungerer ud fra personligheden. Personligheden er blot en del af selvet. Eller det verbale selv er blot en spinkel repræsentation af vores indre globale enhedsoplevelse. Personlighedens dannelse. ””Jeg er nærværende” er den bevidste oplevelse af ”jeg eksisterer”. Det er oplevelsen af et levende nærvær, som eksisterer, som er”(Almaas, 1986: 22). Således formulerer den kuwaitisk/amerikanske psykolog A.H. Almaas sig i sin bog, Essens. I kraft af mangeårig beskæftigelse med sufismen, som er en esoterisk lære med udspring fra islamisk mystik, kombineret med en Ph.d i psykologi i Vesten bringer A.H. Almaas den vestlige psykologi sammen med østlige visdomstraditioner. Udover sufismen trækker han også på kristendom, islam, buddhisme, hinduisme m.m. Almaas giver således et meget nuanceret billede af personlighedens dannelse. Men for at forstå denne dannelse må vi først forstå begrebet, essens.

6 Egen oversættelse.

38

04A-BACH-10

Begrebet ”Essens” stammer fra den russiske filosof G. I. Gurdjieff’s esoteriske lære, som i høj grad er inspireret af sufismen. Denne lære fortæller, at bevidsthed ikke bare foregår i hovedet, men at det er en harmonisk blanding af energien fra den fysiske krop, følelserne og det mentale område. Essensen er ifølge Gurdjieff den del af os, som vi fødes med, og som er uden betingning og dermed ikke et produkt af den kultur, vi fødes i. Essensen er vores nærvær. Det er Gurdjieffs opfattelse, at det, han kalder den ’europæiske psykologi’, har overset netop dette aspekt af mennesket. I tråd med den buddhistiske lære taler Gurdjieff om selvopmærksomhed og taler i den forbindelse om at vågne. Heri ligger påstanden om, at vi faktisk sover i vågen tilstand. Vi er ikke opmærksomme på os selv, vi har ikke kontakt til vores egen dybde. Gurdjieff taler i den forbindelse om menneskets manglende enhed, at det mangler et ”permanent jeg” og i stedet er konstant omskiftelig. Han tog denne viden med til Vesten, samtidig med at Freud talte om, at mennesket ikke er ”herre i eget hus”. (Ouspensky, 1950: 80-94) Almaas beskriver denne essens, dette nærvær således: ”Det nyfødte barn er et levende væsen. Og et levende væsen er nærværende, uden navn, uden historie, uden andre omstændigheder. Og rummet fyldes med en velsignelse. Man kan faktisk iagttage, at forskellige nyfødte også har forskellige kvaliteter af nærvær.”(Almaas, 1986:15) Sufismen og dermed også Gurdjieff og Almaas taler om, at vi mister kontakt til dette aspekt af os selv gennem vores opvækst. Vi mister kontakten til vores egen natur, til den del af os, som er uden betingning. Og dette tab af kontakt ’erstattes’ af personligheden. Vi konstruerer noget, der ligner; vi konstruerer en person-lighed. Vi identificerer os med denne konstruktion, og det giver os en oplevelse af selvfølelse og identitet. I sufismen betegnes mennesket som ’engle’, der ’falder’ ned på jorden. Og i dette ’fald’ mister vi en række perspektiver. Gennem opvæksten mister vi kontakten med helheden, idet vi mister aspekter af vores egne nærværskvaliteter. Og disse kvaliteter er vores individualitet. Det er vel det, Jung benævner som vores inderste, sidste og usammenlignelige eneståenhed. Dette tab af bevidsthed, benævnes som vores ’søvn’. Og for Gurdjieff, Almaas, sufismen, buddhismen og flere østerlandske traditioner er det at vågne, det samme som at bevidstgøre egne nærværskvaliteter. Det er en bevidstgørelse af essensen. (Ibid: 103-124) Men for at forstå personlighedens dannelse tager Almaas udgangspunkt i den psykoanalytiske egopsykologi, som udspringer af Freuds arbejde. Og navnlig i objektrelationsteorien finder han en meget anvendelig beskrivelse af, hvordan denne selvfølelse og jeg-identitet udvikles. Med udgangspunkt i Althea J. Horner viser han, at selvbilledet (jeg-identiteten) afhænger af en bestemt strukturering af alle vores oplevelsesdimensioner til et sammenhængende hele, og at jeg-bevidsthedens grundlæggende struktur som en sammenhængende repræsentation skabes i de første leveår. Denne organisering indebærer selvfølgelig også en organisering og strukturering af kroppens energistrømme, fordi, som Horner siger i flg. Almaas: ”den psykiske struktur i sidste instans er en organisering af centralnervesystemet”.(Ibid: 58-61) Så personligheden er en mere eller mindre rigid struktur, som organiserer vores erfaringer på baggrund af en identitetsfølelse. Denne psykiske struktur hviler altså på identifikationsprocessen. Vi kan identificere os med vreden. Når et menneske siger om sig selv, at det er et vredt menneske, har det identificeret sig med vreden. Eller man kunne forestille sig en identifikation med glæden, med sorgen, med forskellige evner osv.

39

04A-BACH-10

Tomhed. Som vi har set, beskriver Almaas essensen som et intenst nærvær. Dette nærvær mistes i en eller anden grad gennem opvæksten, og gennem identifikation erstatter vi nærværet med vores personlighed. Så personligheden er dannet oven på et tab. Vi mangler hele tiden noget. Vi har mistet kontakt med vores eget nærvær og søger nu at finde det – uden for os selv. Vi søger efter ting og oplevelser, men ingen af delene kan fylde den eksistentielle tomhed, som ligger lige under personlighedens skrøbelige struktur. Er vi, som Bauman og Caroll siger det, bange for stilstanden? Bange for at komme til at mærke denne eksistentielle tomhed? Som manden i historien om vandene der forandredes. I Almaas’ terminologi er tomheden personlighedens fravær. Det er manglen på den identifikation, som danner selvbilledet. Og vi ved ikke, hvad vi skal stille op med tomheden. Almaas henviser til buddhismen, som har en tradition for at arbejde med denne tomhed, som de benævner shunya. Tomheden er i buddhismen et forvandlingspunkt, hvor personligheden kan slippe kontrollen. Det er overgangen fra personlighedens sfære til den dimension, der beherskes af essensen eller væren. Efter tomheden kommer fylde, og denne fylde er den essentielle væren. (Ibid: 58-69) Men det er vel ikke forkert at danne en personlighed? Det synes at være en helt naturlig og uundgåelig del af vores udvikling. Og hvis vi skal blive i Jungs terminologi, lærer vi at tage en ’maske’ på, som gør os i stand til at forbinde os med vores omverden. Det, som imidlertid synes at være denne tids store udfordring, er vores fiksering i personligheden. Det synes at være vores identifikation med personligheden, der forvolder os problemer. Identitet. Bevidsthedsforsker og idéhistoriker, Jes Bertelsen, er i mine øjne oplagt til at perspektivere denne indre splittelse og dens konsekvenser. Jeg er klar over, at han – ligesom Jung – betragtes som en mystiker, idet han i dag leder et vækstcenter, som arbejder med peronlig udvikling. Det er måden, der arbejdes på, som gør det lettest at fordømme. Bertelsens undervisning handler om at realisere højere bevidsthed. Hvis vi skal bruge ovenstående terminologi, handler hans undervisning om at skabe kontakt til sin egen essens, til sin oprindelige natur, som er uden betingning og dermed ikke et produkt af den kultur, vi fødes ind i. Det er et arbejde, der i jungiansk terminologi sigter på at slippe identifikationen med personligheden for at realisere selvet. Bertelsen er imidlertid også doktor i filosofi og idéhistorie og har beskæftiget sig indgående med Kierkegaard, Kant og Jung. Og han forsøger, ligesom Almaas, at forene østens visdomstraditioner med vestlig filosofi og progressiv psykologi. Den almindelige bevidsthed. Den bevidsthed, som langt de fleste af os stort set alle vore vågne timer befinder os i, er den almindelige bevidsthed. Og denne bevidsthed har et centrum, eller hvert menneske er og har et referencepunkt, jeget. Måske er det i virkeligheden dannelsen af dette referencepunkt, Stern henviser til i organisationsprocessen på det emergente domæne? Denne almindelige bevidsthed deler alting op – adskiller stort fra småt, inde fra ude, oppe fra nede. Bevidstheden er logisk og emotionelt analyserende. Og for at kunne fungere deler denne almindelige bevidsthed verden i to: subjekt og objekt. Bevidstheden er dual. Denne almindelige bevidsthed, jegbevidstheden, lever i flg. Bertelsen af og i sproget. ”Forbindelsen mellem sprog og bevidsthed er så intim, at de fleste mennesker, og filosofferne med dem,

40

04A-BACH-10

overhovedet ikke opdager, at bevidsthed måske godt kan fungere uden om sproget.” (Bertelsen, 1991: 15-16) Et fint eksempel herpå er vel Decartes, der med sin berømte sætning: ”Jeg tænker, derfor er jeg”, illustrerer ovenstående glimrende. Decartes’ berømte sætning var det svar, han fandt på spørgsmålet: ”Er der noget, jeg kan vide med absolut sikkerhed?”. Han satte lighedstegn mellem identitet – jeg-er – og tænkning. Denne almindelige bevidsthed, som deler alting op, er den form, hvorpå Sterns verbale selv hviler. Det er peronlighedens eller jegets bevidsthedsform. Energi – om måden at være på. Energi følger love. Og hvis vi begynder at se livet som et energifænomen og fordomsfrit begynder at iagttage livsprocesserne, kan det langsomt lykkes os at opdage nogle af de grundlove, som menneskets energi følger. Energi bevæger sig i bølger, som pendul, puls, rytme osv. Og energi søger hele tiden af finde balance. At lytte til energien er at lytte til helheden. (Bertelsen, 1986: 15-17) Sterns beskrivelser af vitalitetsaffekter synes at være en beskrivelse af energi. Det lille barns oplevelse af verden er en oplevelse af livet som et energifænomen. Vitalitetsaffekterne handler som sagt ikke om, hvilken handling vi udfører, men hvordan den udføres. Det er et udtryk for måden at bruge energi på. Bertelsen siger om vores nuværende situation, at evolutionen har nået et ekstrem i jeg-dannelsen. Klodens balance er forrykket, fordi mennesket i sin evolutionsproces befinder sig i et pendulsvings yderste ekstrem. Jeget har nået en grænse. ”Den mulige nye tids bevidsthed ligger i, at mennesket erkender sig selv som en del i en helhed, erkender sin plads i et økosystem, som afhængig af og ansvarlig for andre mennesker og det øvrige liv på jorden.” (Ibid: 21) Det er i tråd med Becks kosmopolitanske realisme, og det er i tråd med Kemps pædagogiske ideal om et universielt fællesskab. Og denne erkendelsesproces handler bl.a. om at forstå, hvordan vi bruger vores energi. I flg. Bertelsen kan vi bruge vores energi mandligt eller kvindeligt. ”At bruge bioenergien mandligt vil sige at fokusere den, samle den og lade den strømme. Kraftfuld handling, at skære igennem, kontrol; vilje koncentreret aktivitet, skyde pilen af, alt dette er former for den mandlige brug af energi. Den mandlige form af energi er ejakulativ, udfarende, inspirerende, strømmende, initiativrig, befrugtende. Eller i sin negative form: destruktivt gennemtrængende, pistolagtig agressiv, eksplosiv, ødelæggende, kampvillig, krigerisk. Den kvindelige brug af energi ytrer sig i receptivitet, lytten, hengivelse, åbenhed, afbøjen, tålmodighed. Den kvindelige energiform er i sit væsen akkumulativ, forbindende, syntetisk. Den har evnen til at vente, rumme, acceptere, assimilere, udruge og højne. Negativt er den kvindelige form opslugende, druknende, omklamrende, kvælende.” (Ibid: 31) Mænd tenderer til at bruge energien mandligt, og kvinder tenderer til at bruge energien kvindeligt. Men vi kender alle kvinder, der er mere maskuline end mænd og omvendt. Så begreberne mandligt

41

04A-BACH-10

og kvindeligt skal ses som et udtryk for, at ethvert menneske rummer begge aspekter. Det er to grundholdninger. Det er to fundamentale og hinanden supplerende måder at forvalte energi på. Den mandligt udstrømmende og den kvindeligt akkumulerende. (Ibid: 31-33) Bertelsen sammenligner østen og vesten. Vesten er overvejende mandlig, mens østen er overvejende kvindelig. Men den vestlige måde at bruge sig selv på udbredes over hele kloden. Vores utålmodige vestlige sind vil ikke lytte til naturen. I stedet kæmper vi med den og forsøger at beherske og kontrollere den. Lægevidenskaben kæmper mod sygdomme, og i landbruget – der i sit væsen er kvindeligt – taler man om ukrudstbekæmpelse, og vi må bekæmpe forureningen, som vi selv har skabt. Hvor er den kvindelige energiform henne, spørger Bertelsen. Balance består i at bruge mandlig energi der, hvor det er passende, og kvindelig der, hvor det er passende. Bertelsen siger, at de løselige problemer forholder sig til den mandlige energiindstilling. De kan løses ved at tage en beslutning, vilje, yoga, kraft, styrelse, gennemslagskraft osv. Omvendt forholder det sig med de store og tilsyneladende uløselige problemer. Her vil vi forsøge at gå mandligt til værks, i kamp. Og jo mere kamp, des mere uoverstigeligt fremtræder problemet. Her er det den kvindelige, receptive og akkumulerende form, som kan lytte til problemets retningsvisere. Det vestlige forhold til personlighedens energiopbygninger og spændinger er ligeledes mandlig. Vi vil udløse spændinger, opfylde øsnker og nå resultater. Og det samme kan siges om sygdom og smerte. Vores utålmodige vestlige sind kan ikke udholde smerte, og vi søger som regel at bekæmpe den fremfor at lytte til den. (Ibid: 31-36)

42

04A-BACH-10

6. Fællesskabet. Mennesket er et individ, der er adsklit fra naturen og fra andre mennesker i kraft af jeg-dannelsen. Men mennesket er ikke kun et jeg. Mennesket er del i et ubevidst fællesskab – det kollektivt ubevidste. Og mennesket er del i et højere fællesskab: den højere bevidsthed eller det spirituelle fællesskab. Vores udviklingsopgave er i flg. Bertelsen at lære at slippe jeget til en vis grad for derigennem at opdage nye funktionsmåder i bevidstheden. Og denne nye bevidsthedsfunktion er ”menneskets erkendte evne til at kunne fungere ude over jegmekanismen i en højere fællesmenneskelig bevidsthedsmodifikation.” (Ibid: 39-43) Bertelsen taler således om, at bevidstheden er på en grænseovergang. Og her er det nødvendigt, at mennesket – det enkelte menneske hver for sig – indser, at det må tage ansvar for sig selv og begynde at lytte til helheden. ”Egoets princip er: hvad har jeg brug for? Helhedens princip er: hvad har situationen brug for, hvad vil energien selv i sin kosmiske lovmæssighed, hvordan oprettes balancen i helheden?” (Ibid: 233-234) Hvor denne nye bevidsthedsmulighed førhen har været forbeholdt oplyste mestre i særlige munkeordener eller udviklingssystemer fjernt fra vores hverdag, aktualiseres den nu mere alment. Det er en udvidet egooverskredet, mere vågen og derfor højere bevidsthedsmæssig konsensus med helheden. Jeget er intakt, men jeget har lært at træde til side og give plads for bevidstheden om helhedens balance. Jeget har lært at give selvet plads. (Ibid: 235-237) ”Når et menneske lærer at adskille jeget og bevidstheden, ankommer mennesket automatisk til den højere fællesmenneskelige bevidsthed, der er helhedens udtryk. Bevidstheden kan tage sig selv tilbage fra identifikationen med jeget, og når bevidstheden således kommer til sig selv, er den i samme nu højere fælles bevidsthed. Selvet er som en facet i en diamant. Den ene facet kan ikke bestå uden de andre, og tilsammen udgør selvernes facetter helhedens gennemsigtighed og enhed. Et jeg er nødvendigvis forskelligt fra andre jeger. Men et selv er et aspekt af den samme helhed, som alle andre selver er aspekter af. Derfor kan et selv ikke glemme helheden. Glemmer nemlig et selv helheden, så er det ikke længere et selv” (Ibid: 237) Som vi så, foreslog Stern en mere social bevidsthedsopfattelse på baggrund af opdagelsen af spejlneuroner og på baggrund af denne ’højere oplevelse’ i den intersubjektive bevidsthed. Denne ’højere oplevelse’ er, som jeg ser det, en relativering af jeget. Det er oplevelsen af Selvet. Det er oplevelsen af at lytte til helheden. Således sættes Dion Sommers teori om, at barnet ’er sine relationer’, i et nyt perspektiv, og jeg må i en eller anden grad modificere min afstandstagen. Jeg har stadig oplevelsen af, at Sommers teorier er reduktionistiske og mangler dybde, fordi han betoner det ydre. Men samtidig synes der at være en slags sandhed i hans udsagn. I relationen, i fællesskabet, har barnet muligheden for at komme ind i intersubjektiv bevidsthed og dermed opleve højere bevidsthed. Og i denne højere bevidsthed er barnet sig selv. Sommer mangler dog denne fornemmelse af dybde og mening. For denne intersubjektive bevidsthed, som er egooverskredet og derfor mere vågen, synes at være fuld af mening.

43

04A-BACH-10

Fællesskab i børnehaven. Det er eftermiddag i børnehaven. Der er ikke så mange børn tilbage. Vi går og rydder op og fejer. En af de store drenge tager en tromme frem og begynder at spille på den. En anden kommer løbende til. Han vil også spille og finder en tromme. Jeg sætter kosten fra mig og går hen til dem. De nyder det virkelig, og jeg mærker en indre vaklen. Skal jeg virkelig bede dem stoppe, når de nu har det så godt? Så griber jeg selv en tromme og giver mig til at spille med. Det skete bare. Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Jeg har en oplevelse af tomhed – som en slags opmærksomhed på, hvad der nu skal ske. Jeg er åben, og jeg lytter. Udover mig er der kun én voksen tilbage. Han kommer ind i rummet og smiler. Han tager også en tromme. Flere børn kommer løbende til. Til sidst er vi der alle sammen. Cirka ti. Vi har automatisk sat os i en rundkreds. Og vi trommer helt vildt. Vi griner, og ingen ved helt, hvad vi egentlig skal. Vi skal jo rydde op, men nu spiller vi trommer. Det bliver vildere og vildere, men lige pludselig skruer alle synkront ned for volumen. Vi kigger rundt på hinanden. Hvad skal der ske? Der mangler puls. Det er kaotisk og skævt, og jeg tror, at det skal til at stoppe. Men så lægger lille Oscar sin djembe ned, så den havner inde i midten af cirklen. Det er en stor afrikansk tromme. Når den står på gulvet har den en meget høj lyd, men når den lægges ned eller løftes, så den kan komme af med luft, har den en utrolig dyb lyd inde på midten. Det véd Oscar. Han sætter sig på trommen og med kraftige armbevægelser hamrer han en puls på den store tromme. Oscar er kun fire år gammel, og den kraftige og præcise puls fra ham er så uventet af alle. Men han er fuldstændig opslugt, og hans drager os alle med ind i denne puls. Der går et sus af jubel igennem alle. Jaaaa. Vi spiller i lang tid sådan. Flere minutter. Og pulsen bæres af alle. Det hele swinger. Uanstrengt... Til sidst ebber det ud. Vi griner sammen. Vi stiller trommerne på plads. ”Må jeg feje?”, spørger Mathilde. Og vi fortsætter vores oprydning. I et fællesskab fuld af mening. Mogens Pahuus, der er lektor i filosofi ved Aalborg Universitet, siger det hele meget enkelt: ”Vi kan være aktive ud fra en kraft, som vi ikke disponerer over, men som er en kraft, der gør os åbne for og optaget af verden og de andre, som gør, at vi betages, fængsles, optages af noget, og som gør os virksomme på en involveret måde. Når vi på denne vis ikke anstrengt og viljesmæssigt og med greb om os selv bemestrer situationen, men bliver ført ud til tingene og tilegner os dem i en uanstrengt åbenhed, optagethed og involverethed, er vi til ud fra selvet i os. Thi det er jo, når man er til i en fri og utvungen livsudfoldelse, at man kan siges at være sig selv” (Pahuus, 1998: 32) Og Oscar er på en måde meget tættere på denne frie og utvungne livsudfoldelse, end vi voksne er. Sådan kan nogle voksne opleve en større lethed ved at være sig selv sammen med børn. Det legende og åbne aspekt er virkelighed i barnets verden. At mødes fuldstændig med sine artsfæller. Peter Bastian er kendt af de fleste. Hans uddannelse omfatter teoretisk fysik, klassisk fagot, kammermusik, slavisk/tyrkisk klarinet, musikfilosofi m.m. I bogen, Et nyt læringslandskab, redigeret af Hans Henrik Knopp og Jørgen Lyhne, fortæller Bastian om kollektivt flow. Det lille glimt af kollektivt flow vi havde, da vi spillede på trommer i børnehaven, sætter Bastian ord på. Det følgende er fra ovenstående bog (Knopp, Lyhne, 2006: 165-187).

44

04A-BACH-10

Peter Bastian taler om fokuseret opmærksomhed, som ikke er fokuseret på noget bestemt. Man leder ikke efter noget kendt. Det er en vidt åben og på samme tid dybt forkuseret opmærksomhed. Bastian illustrerer, hvad han taler om, med et eksempel fra en lille jazzklub i New York, hvor han og cirka 30 tilhørere lyttede til nogle musikere, som havde spillet i klubben hver mandag i 28 år. De fleste tilhørere var musikere som Bastian. Og når man – og i særdeleshed musikere – lytter til musik, tenderer man til at lede genkendelighed. Stern vil måske sige, at det er vores musik-RIG, som vil have det til at ligne noget velkendt? Bertelsen vil nok sige, at vi er centrerede i jeget og defor konstant forsøger at kategorisere og begrebsliggøre det, som sker. Men disse musikere nægtede at havne i en gramofonpladerille, så hver gang, de spillede noget, der lignede et eller andet, ødelagde de det. De dementerede hele tiden alting. Og tilhørerne sad der og ledte efter orden. De forsøgte at organisere det, de hørte, men hele tiden blev det destrueret og noget nyt skabt. Kaos og orden. Liv og død. Skabelse og destruktion. Bastian fortæller om, hvordan han til sidst opgav en fundamental form for kontrol. I stedet blev han fuldstændig optaget af at kigge ind i noget, der ikke var skabt endnu. Alle i rummet havde opmærksomheden rettet mod det samme. Bastian taler om, at det eneste ’samme’ vi kan rette vores opmærksomhed mod, er noget, der endnu ikke er skabt; noget vi ikke ved. For i det øjeblik vores opmærksomhed rettes mod en genstand, vil vi have forskellige forhistorier i fht. denne genstand. ”Det er en retten sig imod og en voldsom nysgerrighed efter noget, der ikke er skabt endnu.(...) Det er en oplevelse af et fuldkomment samvær. Det er ekstatisk. Jeg vil sige: der findes ikke nogen attraktion på planeten, der kan sammenlignes med, hvor ekstatisk det kan være at mødes fuldstændig med sine artsfæller.” (Ibid: 169) Bevidsthedens evolution. Bastian taler om evolution. Umiddelbart efter Big Bang var hele universet på størrelse med ét punkt. Et univers, der er punktformet og ikke har nogen som helst struktur, besidder informationsmængden én. Resten af universets informationer kommer fra skabelsesprocessen, som foregik og foregår konstant. Først udviklingen af fysiosfæren, kosmos, som stadig foregår. Biosfæren, hvor evolutionen i flg Darwin foregår ved ’natural selection’ mellem tilfældige mutationer, og endelig en indtræden af os – mennesket som véd, at det véd. Og det er det højeste trin af evolutionen her på planeten: den menneskelige bevidsthed. Og den menneskelige bevidsthed udvikler sig også. Evolutionen er både horisontal og vertikal. Men hvad er det, der udvikler bevidstheden? ”...det er såmænd det menneskelige valg, dit og mit valg! Og det, som er interessant er, at hvis der er et eller andet i naturen (...) som stræber efter at gå fra lav grad af kompleksitet til høj grad af kompleksitet, så vil vi, eftersom vi er agenter for evolutionen, kunne mærke den i os. Og det kan vi. Det er det, vi kalder ’mennekseånden’. Og menneskeånden det er den drivkraft i dig, som – med mindre du sløver eller døver den – utrætteligt tvinger dig til at strække hals og lære mere og forstå mere.” (Ibid: 172) ’Mellemtiden’ og en perspektivering af RIG. Bastian bruger begrebet ’mellemtid’, om den tilstand, hvor vi forsøger at komme os over fortiden. Vi vil rydde op i den, og så skal vi have organiseret fremtiden, så vi en dag bliver klar til at leve livet fuldt og helt. Det er en tid, hvor fortiden er latent i nu’et. Nu’et ses således gennem det kendtes briller – som med Sterns RIG.

45

04A-BACH-10

”I virkeligheden manipulerer du nuet, så du kan kontrollere fremtiden i overensstemmelse med din fortid. Det er det modsatte af eksistentielt nærvær.” (Ibid: 183) Idet opmærksomheden rettes mod det ikke-kendte slipper vi fortiden og er åbne. ”I den fuldkomne kreativitet, som er identisk med naturens kreativitet, der er du udelukkende interesseret i fremtiden. Du har ikke hukommelstab, fortiden eksisterer som et levende potentiale af erfaringer, som melder sig spontant, når du har brug for dem, men du leder ikke i fortiden. Du leder et millisekund inde i fremtiden. (...) Det er den bevidsthed, som jeg tror, vi står parat til at springe ind i – som kollektiv.” (Ibid: 184) Denne fuldkomne kreativitet, som udspringer af en intens tilstedeværelse i nu’et, hører til det emergente domæne, som er denne globale og enhedsprægede oplevelsesform. I denne oplevelsesform er der ingen manipulation af nu’et. Alt er i skønneste orden. Det er erfaringen af skønhed.

46

04A-BACH-10

7. Skønhed. Dorthe Jørgensen er idéhistoriker og ansat ved Institut for Filosofi og Idéhistorie ved Aarhus Universitet. I hendes bog, Skønhed – En engel gik forbi, formidler hun sin nylige disputats om skønhed i en mere tilgængelig form. I det følgende vil jeg tage afsæt i hendes tilgang til skønheden. Det skønne må være det, som gør alle ting skønne, og som de derfor alle har del i: Den rene absolutte form, som Platon kaldte for det skønnes idé, som er absolut, evig og uforanderlig. Således mente Platon, at det skønnes idé kommer til udtryk i tingene, fordi deres sanselige skønhed er en afglans af ideen. Platons skønhedsfilosofi tager form som en skønhedsmetafysisk, da det ikke er den sanselige, men derimod den trancendente skønhed, der er den egentlige. Platon mener, at vi i en tidligere tilstand som rene sjæle har skuet den trancendente skønhed, og at vi ved synet at skønne ting bliver mindet om og begynder at længes efter denne skønhed. Tingenes sanselige skønhed får os med andre ord til at anstrenge os for at erkende det skønnes idé, og sådan vækker denne sanselige skønhed den søgende kærlighed tilerkendelse, som grækerne kaldte filosofi. Skønhed er således selve erfaringen af skønhed. (Jørgensen, 2006: 39-41) ”Skønhedserfaringen løfter med andre ord sjælen fra det met materielle til det immaterielle, og dette virker forandrende, fordi den dermed lader sjælen realisere sig selv igennem erkendelse af sit sande væsen” (Ibid: 55) Jørgensen taler om den vante formålsrettede tænke- og handlemåde, der reducerer fænomener til ting og alle problemer til spørgsmål om årsag og virkning som en hindring for at erfare skønheden. Hun henviser således til den almindelige og duale bevidsthed. Når vi lægger denne vante tænke- og handlemåde bag os og giver det betragtede mulighed for at være, hvad det er, i stedet for at ville have det til at være noget bestemt, vil skønhedserfaringen indtræde. Dvælende ved genstanden puster man liv i den med sit rene nærvær, og som tak giver den liv tilbage. (Ibid: 55-59) ”Når dette sker, lader skønheden os fornemme den for os og genstandene fælles væren, ved hvilken verden hænger sammen, og denne følelse af sammenhæng virker meningsfuld. Erfaringen af skønhed fortæller imidlertid intet om, hvori den følte mening nærmere bestemt består, dvs. hvad væren egentlig er, og hvad det er for sammenhæng, den konstituerer. Derfor lukker skønhedserfaringen ikke horisonten, men åbner den derimod.” (Ibid: 59) Det er altså en følelse af sammenhæng, som virker meningsfuld. En oplevelse af altings orden – at alt har en plads i en verden, der hænger sammen. Denne metafysiske erfaring af det skønnes idé, trancedenserfaringen, kalder Jørgensen for guddommelighedserfaring. Ordet ’guddommelighed’ er imidlertid ikke et synonym for nogen bestemt Gud. ”Ordet ’guddommelighed’ sigter derimod til en sfære af immateriel betydning, der hverken kan reduceres til noget gudeligt eller til noget menneskeligt. Guddommelighedserfaring består således ikke i erfaring af en given guds nærvær, men nærmer derimod mennesket til den nævnte sfære af betydning.” (Ibid: 205) Denne sfære af betydning er tomheden, som ikke kun er trancedenserfaringens medium, men også dens indhold. (Ibid: 203-204)

47

04A-BACH-10

Og tomheden er i flg. Almaas blot fraværet af identifikation. Det er overgangen fra den sfære, der beherskes af personligheden til den dimension, der beherskes af essensen eller væren. Kaos og orden. Pankalia-tanken fra antikken er en tanke om verdens skønhed, der stammer fra de græske mytologiske skabelsesberetninger. Det er beretningen om, hvordan der blev tilvejebragt orden og dermed også skønhed, da kosmos blev skabt ud af kaos. Kosmos er identisk med alt værende, som er præget af harmonisk orden, hvorfor det også er skønt. Kaos betyder oprindeligt svælg eller gab og er en betegnelse for det gabende rum, hvoraf kosmos blev skabt. Kaos ligger uden for kosmos og er derfor identisk med fravær af form. Derfor er kaos ikke skønt. Ifølge pankalia-tanken er verdens naturlige skønhed mere væsentlig end verdens kunstige skønhed. Denne tanke blev ført videre ind i filosofien af pythagoræerne, da de formulerede deres filosofi om harmoni og symmetri. Platon videreførte denne tanke til en mere metafysisk form, og den kristne idé om skaberværkets skønhed er en videreførelse af samme tanke i teologisk form. (Ibid: 77-80) Om æstetik. Jørgensen betragter æstetik som det, æstetikken blev grundlagt som af Baumgarten, dvs. som filosofien om den æstetiske erfaring. For Baumgarten var den æstetiske erfaring ikke særligt sanselig, men særligt følsom. Den er ikke et produkt af forstanden eller sanserne alene, men derimod af menneskets følelser, fornemmelser og anelser. Det latinske ord aesthetica (æstetik) er afledt af det græske ord aisthanomai, der betyder at fornemme. (Ibid: 117-118) Hvis vi husker tilbage på Sterns beskrivelse af fornemmelsen af det emergente selv og den globale og enhedsprægede oplevelsesform, synes den at være den æstetiske erfaring. Fornemmelsen af den kontinuerlige livsmusik i sig selv og omgivelserne, oplevelsen af helhed.

Der ligger det lille, nyfødte barn, uden ord,

uden historie. Som en afgrænset helhed indfoldet i den kosmiske helhed.

Det lytter til den kontinuerlige lismusik.

Det lytter til energien i sig selv, i rummet,

i andre mennesker.

Og denne lytten er forbindelsen til helheden.

Opgivelse af herredømmet. I flg. Jørgensen kan mennesket åbne sig for inspiration og hengive sig til den skabende kraft og således virkeliggøre muligheden for som menneske at opleve en enhed imellem sig selv og universet. Denne oplevelse trancenderer den sædvanlige bevidsthed om selv at være subjekt for erkendelse af et univers, der er tingsliggjort som objekt. ”Denne opgivelse af herredømmet er

48

04A-BACH-10

menneskets egentlige mulighed for frihed, for sådan realiserer det sig selv som væsen, hvis egenart det er at kunne trancendere sig selv og alt sit.” (Ibid: 227) Denne opgivelse af herredømmet synes at være Bastians beskrivelse af at opgive en fundamental form for kontrol. Det er som den højere oplevelse i intersubjektiv bevidsthed, hvor personlighedens jerngreb i centralnervesystemet – i hver en celle – får lov at slippe. Erfaringen af selvet er i denne forstand oplevelsen af helhed. Og denne oplevelse er den direkte erfaring af skønhed.

49

04A-BACH-10

8. Afrunding. Med disse nye perspektiver på, hvad det vil sige at være og blive sig selv, kan vi blot bekræfte, at det vestlige selvbegreb er temmelig udvandet, og at vi har en ubalanceret dyrkelse af personligheden. Vi kan også sige, at denne ubalance er med til – eller måske i virkeligheden direkte årsag til – mange af de store, globale problemstillinger, som vi står over for i dag. Og vi kan med Bertelsen og Bastian sige, at vi er på en grænseovergang, hvor den almindelige bevidsthed trancenderes til højere bevidsthed. Det sker glimtvis for de fleste, og det er en bevidsthedstilstand som nu aktualiseres mere og mere alment. Tomheden er trancedenserfaringens medium, og nærmer mennesket en sfære af betydning. Således kan vi tale om højere bevidsthed og guddommelighedserfaring uden dogmatik. Det er ikke bare befriende men også et sandt privilegium. Becks kosmopolitanske realisme og Kemps ideal om verdensborgeren, der indgår i et universielt fællesskab, er ved at blive realiseret. Det realiseres gennem Jørgensens oplevelser og gennem hendes valg. Og det sker gennem Bastians oplevelser og valg. Og det sker gennem Oscar og Frida, og det sker gennem dig og mig, når vi glimtvis er os selv i meningsfulde fællesskaber. Det sker, når vi vælger at lade det ske. Det er som om, det er den ene af to bevægelser. Den anden bevægelse er den måde vores kultur dyrker personligheden på. Her må det siges, at skønhedserfaringen har trange kår. Min påstand er her, at det i virkeligheden betyder, at vi midt i denne accelererende globaliseringsproces har så travlt med at skabe os selv i et bestemt billede, at vi i virkeligheden glemmer os selv. Vi dyrker det ydre og glemmer det indre. Nu siger jeg ’vi’, for idet personlighedsprojektet er en realitet for os alle, deltager også alle i begge bevægelser. Vi har imidlertid et valg. Almaas og Bertelsen taler om tomheden. Det samme gør Jørgensen, Bauman og Carroll. Det er et menneskeligt grundvilkår. Problemet synes blot at være, at vi ikke ved, hvad vi skal stille op med det. Carroll siger, at forbrugerismen er den sociale parallel til depressionens psykopatologi og er kendetegnet ved de sammenfaldende symptomer: udmattelse og søvnløshed. Den eksistentielle tomhed driver mennesket til forbrug, og det ekstreme forbrug undergraver vores eksistensgrundlag. Men som Bauman siger det, er det ikke engang i håbet om at blive fyldt op; det er ikke i håbet om at nå destinationen. Løftet om lyksaglighed i horisonten gør rejsen til et sandt eventyr og ankomsten til en forbandelse. Således kan vi måske se angsten for skønhedserfaringen og menneskets søvnløse trang til hele tiden at være på vej? Som Bastians mellemtid. Og i denne mellemtid uden oplevelse af helhed bliver vi syge. Sommers barndomspsykologi er en psykologi om personligheden, om selvbilledet. Jeg har tidligere spurgt til disse grupper af spejlneuroner, der fyrer, når vi selv handler. At være selvopmærksom og selviagttagende synes at være helt naturligt. Men jeg vil tillade mig at spørge, om denne selviagttagelse mon i personlighedsdannelsen bliver til en selvbedømmelse? Der er pres fra alle sider om at levere en bestemt vare, og vores ’kompetencer’ er i flg. Sommer under konstant vurdering udefra. Stern siger, at fremkaldte ledsagere ikke er internaliserede. Men jeg kan ikke helt acceptere den udlægning. Hvis de ikke er internaliserede, hvor kommer de da fra? Mon ikke vi i en eller anden grad internaliserer andres vurdering? Jeg tror det. Og når jeg indtager den holdning forstår jeg personligheden som en kulturel konstruktion. Og pludselig forstår jeg Dion Sommers selv. Idet hans psykologi er personlighedens psykologi, ser han jo også kun denne kompromisdannelse. Så er man

50

04A-BACH-10

virkelig sine relationer. Så foregøgler man individualitet og må hele tiden søge bekræftelse – enten udefra eller gennem fremkaldte ledsagere, som kan bedømme ens væren. Og så fyrer spejl-neuronerne, når man selv handler. Kameraerne kører hele tiden. Vi er hele tiden ’på’. Og mit problem er, at jeg gerne vil kunne støtte barnet i at være sig selv. Samtidig ved jeg, at barnet skal danne en personlighed, som dannes oven på en følelse af tomhed. Jeg vil så gerne tage vare på den inderste, sidste og usammenlignelige eneståenhed i barnet – på det i barnet, som er uden betingning, og som ikke er et produkt af kulturen. Men hvordan gør jeg dog det? Svaret ligger vel i mødet med Frida. Og jeg finder det i tromme-oplevelsen med Oscar og de andre. Det sker i glimt – som små magiske passager i den kontinuerlige livsmusik. Og det er mit håb, at frekvensen af disse glimt vil stige og til sidst blive en mere permanent tilstand. Dette håb er som Kemps pædagogiske ideal en ledestjerne, der som integreret bevidsthed vil ændre verden efterhånden. Det synes at handle om at lytte til helheden – hele tiden. Det er en kvindelig måde at bruge energi på, og jeg smiler ved tanken om, at en af tidens politikere, som taler om verdens bedste folkeskole og konkurrenceevne og samtidig indfører test og individuelle elevplaner, skulle læse denne opgave. Samme politiker er den, som flertallet ønsker skal lede landet. Den kvindelige måde at bruge energi på har virkelig trange kår, men det må være den pædagogiske professions ypperste opgave at insistere på at skabe plads for denne fuldstændig fundamentale oplevelsesform. Epilog. I skrivende stund indledes forhandlingerne om kvalitetsreformen af den offentlige sektor. Dvs. det hedder ikke offentlig sektor længere – i dag hedder det offentlig service. Det offentlige skal servicere borgerne, og borgerne skal være tilfredse med denne service. Således er det pædagogiske arbejde en vare på et servicemarked. Mantraet i kvalitetsreformen hedder: mere kvalitet for pengene. Og kvalitetsbegrebet på velfærdsområdet indeholder tre hovedområder: den faglige kvalitet, den kvalitet borgeren oplever og den organisatoriske kvalitet. Målinger som kvantitative brugertilfredshedsundersøgelser og intern og ekstern benchmarking er blevet hverdag for den pædagogiske institution. Højt strukturerede spørgeskemaer med ekstremt svingende svarprocenter danner i dag grundlag for sammenligning. I Århus Kommune har man ligefrem ranglistet institutionerne på en karakterskala fra 1-5 på dette grundlag og lagt denne rangliste ud til borgerne på kommunens internetportal! Organisatorisk bliver dele af den offentlige sektor tiltrukket af Lean-modellen, som oprindeligt blev udviklet i et samspil mellem amerikanske konsulenter og store japanske virksomheder. Modellen er også kendt som Toyota-modellen, og den tilsigter maksimal værdi til brugeren ved at fjerne alt spild. Presset for at levere den rigtige vare er enormt.

51

04A-BACH-10

Men er det angsten for ikke at nå toget, som skal være drivkraften bag kvalitetsarbejdet i den offentlige sektor? Den eneste utopi, som formuleres, handler om, at vi ikke skal sakke bagud i den globale konkurrence. Måske kunne vi formulere en anden utopi? En mere virkelig ledestjerne. Forleden anskueliggjorde min kæreste for mig, hvor lidt der nogen gange skal til. Hun brugte et stort fragtskib som metafor. Og dette kæmpe skib har en kurs. Men hvis man ændrer denne kurs – bare en smule – vil den nå en helt anden destination i dens lange sejlads. Og denne lille smule er for mig analogt til den enkeltes valg. Hver dag. Hele tiden. Formuleringen af kvalitet er ikke kun forbeholdt en politisk nedsat arbejdsgruppe. Det virkelige værdiarbejde foregår i meningsfulde fællesskaber. Overalt. Hver dag. Hele tiden.

Mads Bentzen, april 2007.

52

04A-BACH-10

Kildefortegnelse. Litteratur. Almaas, Ali Hameed. (1986) Essens. Borgens Forlag. 2. udgave, 1. oplag. 2003. Bauman, Zygmunt. (1998) Gloalisering – de menneskelige konsekvenser. Hans Rietzels Forlag.

1999. Bertelsen, Jes. (1991) Bevidsthedens befrielse – ved meditativ indsigt i bevidsthedens kilde. Borgens

Forlag. Bertelsen, Jes. (1986) Kvantespring. Borgens Forlag, 1. udgave, 4. oplag. 1998. Jung, C.G. (1961) Erindringer, tanker, drømme. Lindhardt og Ringhof Forlag. 2. udgave, 1. oplag. 1991. Jung, C.G. (1993) To skrifter om analytisk psykologi. Ud givet af Lars Bo Bojesen. Oversat i udvalg

efter hans Collected works og Gesammelte Werke. Gyldendal, 1. udgave. 1993. Jørgensen, Dorthe. (2006) Skønhed. En engel gik forbi. Aarhus Universitetsforlag. 2006. Kemp, Peter. (2005) Verdensborgeren som pædagogisk ideal. Hans Reitzels Forlag. 2005. Knopp, Hans Henrik & Lyhne, Jørgen (red.) (2006) Et nyt læringslandskab. Dansk Psykologisk

Forlag. 1. udgave, 2. oplag. 2006. Side 165-187. Olsen, Jan Brødslev. (2000) Selvets verden. Systime. 1. udgave, 2. oplag. 2004. Ouspensky, P.D. (1950) På sporet af det mirakuløse. Borgen. 1986. Pahuus, Mogens. (1998) Det gode liv. Indføring I livsfilosofi. Gyldendal. 1998. Shah, Idries. (1967) Tales of the Dervishes. Penguin Compass. 1993. Sommer, Dion. (1996) Barndomspsykologi. Hans Reizels Forlag. 2000. Stern, Daniel N. (2000) Spædbarnets interpersonelle verden. Hans Reitzels Forlag. 3. Udgave, 3.

oplag. 2000. Stern, Daniel N. (2004) Det nuværende øjeblik i psykoterapi og hverdagsliv. Hans Reitzels Forlag.

2004.

53

04A-BACH-10

Artikler. Bye Jensen, Vibeke. (2003) Smittet med kompetencevirus, artikel i Børn & Unge nr 37, 2003. Hviid, Pernille. Barnets alsidige personlige udvikling. https://www.minff.dk/fileadmin/template/minffdk/pdf/Laereplaner/Barnets-alsidige.pdf Jensen, Mette. (2007) Mål dig, vej dig, klar dig – selv. Information den 09.03.2007 sektion 2, s. 6-7. Statistik. Lægemiddelstyrelsens statistikbank, Medstat. Søgning på ATC koder: NO5A, NO6A. http://www.medstat.dk/MedStatDataViewer.php Sundhedsstyrelsen – udvidelse af Børne- og Ungdomspsyiatrien. http://www.sst.dk/Nyheder/Seneste_nyheder/boern_og_unge_psykiatri_rapport_2005.aspx?lang=da Danmarks statistik – folketal. http://www.dst.dk/Statistik/seneste/Befolkning/Folketal.aspx TV- og radisoudsendelser. DR P1, Miljømagasinet den 19. januar 2007 Havet afgørende for klimaet http://www.dr.dk/P1/Miljoemagasinet/Udsendelser/2007/01/18131424.htm DR1 Kontant, den 06.03.2007. http://www.dr.dk/DR1/kontant/ DR2, Deadline 2. sektion den 14.01.2007 Ulrich Beck og det globale risikosamfund http://www.dr.dk/DR2/2sektion/2007/01/10123841.htm Film. Moore, Michael. (2002) Bowling for Columbine. Sandre Metronome. Spilletid ca. 115 min.

54