når storken kommer flyvende

Når Storken kommer Flyvende

En pædagogisk antropologisk undersøgelse af

international adoption af større børn i Danmark

Skriftligt speciale

Kandidatuddannelsen i Pædagogisk antropologi

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

Århus Universitet

Lone Sørensen

Studie nr.: 20075868

Vejleder: Sally anderson

VINTER 2010

Omfang: 235.198

Omfangskrav: 192.000-240.000


1

Indholdsfortegnelse

1. INTERNATIONAL ADOPTION AF STØRRE BØRN I DANMARK ......................................................... 4

1.1. UNDERSØGELSESFOKUS ............................................................................................................................... 6

1.1.1. Empirisk og analytisk afgrænsning ..................................................................................................... 6

1.2. INTERNATIONAL ADOPTION – EN BEGREBSAFKLARING ................................................................................. 7

1.3. INTERNATIONAL ADOPTION I DANMARK ...................................................................................................... 7

1.3.1. Fra indenlands til international adoption ........................................................................................... 8

1.3.2. Adoptivforældre = godkendte forældre............................................................................................... 9

1.3.3. Adoptivforældreskab – en lang juridisk proces .................................................................................. 9

1.3.4. Familie vs. hensynet til barnets biologiske og kulturelle oprindelse ................................................ 11

1.3.5. Opsummering .................................................................................................................................... 12

1.4. INTERNATIONAL ADOPTION - FORSKNINGSFELTET ...................................................................................... 13

1.4.1. International adoption i USA og Vesteuropa .................................................................................... 13

1.4.2. Tilpasning og tilknytning efter adoptionen ....................................................................................... 14

1.4.3. International adoptionsforskning i Danmark.................................................................................... 16

1.4.4. Det patologiserede adoptivforhold – psykologiske studier bidrag ................................................... 17

1.4.5. Antropologisk forskning i international adoption ............................................................................. 17

1.4.6. Antropologiens bidrag til forskningsfeltet ........................................................................................ 19

1.5. ET PÆDAGOGISK ANTROPOLOGISK PERSPEKTIV PÅ INTERNATIONAL ADOPTION AF STØRRE BØRN .............. 19

1.6. DISPONERING ............................................................................................................................................. 22

2. FELTARBEJDET – EN REJSE IND I ADOPTIONSVERDENEN ............................................................ 23

2.1. EN REJSE IND I ADOPTIONSVERDENEN ........................................................................................................ 23

2.1.1. Revurdering af undersøgelsesfokus .................................................................................................. 24

2.1.2. En rejse ind i privatlivet .................................................................................................................... 24

2.1.3. Følsomhedens betydning for det empiriske materiale....................................................................... 25

2.2. HJEMME I ET MULTI-SITED FELT ................................................................................................................. 26

2.2.1. Styrker og begrænsninger i en multi-sited felt .................................................................................. 27

2.3. DELTAGEROBSERVATION – FELTARBEJDERENS BLIK PÅ FELTEN ................................................................ 27

2.3.1. En ven af familien ............................................................................................................................. 28

2.3.2. En pinlig tilstedeværelse i skolen ...................................................................................................... 29

2.3.3. På besøg i børnehaven ...................................................................................................................... 29

2.3.4. PÆDAGOGISK antropolog! ............................................................................................................ 29

2.3.5. Styrker og begrænsninger i deltagerobservation som metode .......................................................... 30

2.4. INTERVIEW OG SAMTALE - INFORMANTERNES BLIK PÅ FELTEN .................................................................. 30

2.5. DET ENDELIGE EMPIRISKE MATERIALE ....................................................................................................... 32

2.6. EMPIRI BLIVER TIL ANALYSE ...................................................................................................................... 32

3. AT ADOPTERE ET STØRRE BARN I DANMARK ................................................................................... 34


2

3.1. KULTURELT KONSTRUERET SLÆGTSKAB .................................................................................................... 34

3.1.1. Når gener er uden betydning ............................................................................................................ 35

3.1.2. Det naturaliserede (adoptiv)slægtskab ............................................................................................. 36

3.2. ADOPTIVFAMILIEN - DEN UNATURLIGE, NATURLIGE FAMILIE ..................................................................... 37

3.2.1. Rigtige forældre med egne børn ....................................................................................................... 39

3.2.2. Det var faktisk ikke en baby vi skulle have ....................................................................................... 40

3.2.3. Opsamling ......................................................................................................................................... 42

3.3. DET FØRSTE MØDE – ET MØDE MELLEM FREMMEDE ................................................................................... 43

3.3.1. ”Han er jo en lille mand, der kommer her”...................................................................................... 47

3.1. OPSAMLING ................................................................................................................................................ 48

4. AT FORÆLDRE ET BARN MED BAGAGE ............................................................................................... 50

4.1. BØRN MED BAGAGE .................................................................................................................................... 50

4.1.1. Adoption og bagage .......................................................................................................................... 52

4.2. HVOR KOMMER DU FRA OG HVAD HAR DU MED? ........................................................................................ 53

4.3. MED ”ROD” I EN ANDEN VERDEN ................................................................................................................ 53

4.3.1. De skal være stolte af deres ’rødder’ ................................................................................................ 54

4.3.2. De er danske, men med rødder i et andet land ................................................................................. 55

4.3.3. opsamling .......................................................................................................................................... 58

4.4. SKRÆMMEBILLEDET – DET OMSORGSSVIGTEDE BARN ................................................................................ 58

4.5. ”HAN ER GRUNDLÆGGENDE SUND INDENI” ................................................................................................ 60

4.5.1. Vores sted – et lukket land ................................................................................................................ 61

4.5.2. Typisk adoptionsrelateret adfærd ..................................................................................................... 63

4.5.3. Latente følelser af tab og svigt .......................................................................................................... 64

4.6. OPSAMLING ................................................................................................................................................ 65

5. DET STØRRE ADOPTIVBARN – OMSORGSSVIGTET ELLER KULTUREL NOVICE? ................. 68

5.1. BARNET SOM OMSORGSSVIGTET ................................................................................................................. 69

5.1.1. Det er kvinder, der svigter mig ......................................................................................................... 69

5.1.2. Han har skullet klare sig selv ............................................................................................................ 70

5.1.3. Opsummering .................................................................................................................................... 72

5.2. BARNET SOM KULTUREL NOVICE ................................................................................................................ 72

5.2.1. No hay hombres en la cocina ............................................................................................................ 73

5.2.2. Er han anderledes? ........................................................................................................................... 74

5.2.3. Fra børneliv til familieliv .................................................................................................................. 74

5.2.4. Han vil hellere være hos naboen! ..................................................................................................... 75

5.2.5. En situeret kulturel læreproces ......................................................................................................... 76

5.2.6. For barnets eller forældrenes skyld .................................................................................................. 77

5.3. OPSAMLING ................................................................................................................................................ 78

6. KONKLUSION ................................................................................................................................................ 80


3

6.1. ET PSYKOLOGISK BEHANDLET TEMA .......................................................................................................... 80

6.2. FREMMEDHED OG HUL I VIDEN ................................................................................................................... 81

6.3. EN RYGSÆK FYLDT MED RØDDER OG OMSORGSSVIGT ................................................................................ 82

6.4. KULTUREL NOVICE ..................................................................................................................................... 83

6.5. ET PÆDAGOGISK ANTROPOLOGISK BIDRAG ................................................................................................ 84

6.6. BIDRAG TIL DANSK ADOPTIONSPRAKSIS ..................................................................................................... 85

7. ABSTRACT ...................................................................................................................................................... 86

8. LITTERATURLISTE ...................................................................................................................................... 87

BILAG 1: INTERVIEWGUIDE .............................................................................................................................. 91


4

1. International adoption af større børn i Danmark

Stork, Stork, favre små bringer du vor moder. Er det en søster med øjne blå eller en lille kærbroder? (”Stork, Stork Langeben” af B.S. Ingemann)

Dette speciale omhandler international adoption af større børn1 i Danmark, børn, der har levet

en årrække i et andet land og kulturelt miljø, hvorefter de er blevet fløjet til Danmark for bo og

indgå i en familie sammen med deres nye forældre. Min interesse for international adoption af

større børn begyndte tilbage i 2001. Jeg var netop kommet hjem efter et halvt år som frivillig på

et børnehjem i Guatemala. Her holdt jeg et foredrag på ‟Guatemala træf 2001‟, et træf for børn

adopteret fra Guatemala og deres forældre. En stor del af børnene var formidlet fra

børnehjemmet, hvor jeg arbejdede og især forældrene viste stor interesse for at få viden om

forholdene og hverdagen på børnehjemmet. Nogle udtrykte frustration over ikke at få nok

information om barnets fortid i forbindelse med adoptionen, ligesom de gav udtryk for

manglende personlig og professionel viden omkring den omvæltning barnet gennemgår. Under

mit andet ophold på børnehjemmet i 2005 fik jeg kontakt til et dansk par, som skulle adoptere

Roman2 - et af de børn, som jeg passede. Da jeg besøgte familien et halvt år efter, at Roman

var kommet til Danmark, var det en underlig fornemmelse at opleve ham løbe rundt i baghaven

til et ‟dansk‟ parcelhus. Disse omgivelser stod i stærk kontrast til børnehjemmet, der lå isoleret

ved en flod i halv jungle.

Jeg husker hvor stor en omvæltning, det var for mig, at komme tilbage til Danmark efter mit

første halve år i Guatemala. Turen hjem fra Københavns Lufthavn til Jylland føltes som at

opdage Danmark på ny. Danmark føltes enorm fladt i forhold til det frodige og vulkanrige

Guatemala. Det var med en underlig fornemmelse i kroppen, at jeg trådte ind i den firkantede

kasse af et parcelhus - mit barndomshjem. Her havde jeg levet 20 år af mit liv, men alligevel

føltes det som en anden verden. Jeg husker også, hvordan jeg som det naturligste i verden,

smed toiletpapiret i toiletspanden og ikke kummen. Det var først et par sekunder efter, at jeg

erindrede, at sådan gør man ikke i Danmark! Jeg vælger, at fortælle ovenstående anekdote, da

den sammen med mødet med familierne på Guatemala træf, samt min forbindelse til Roman og

hans nye familie, initierede den undren, der har inspireret mig til at udforske international

adoption af større børn. Hvis jeg, der er opvokset i Danmark, efter kun et halvt år i Guatemala,

kan have ændret min adfærd og opleve Danmark på ny, hvordan vil et barn 4 år, som kun har

oplevet et børnehjem eller en plejefamilie i et tredjeverdensland, så reagere i mødet med livets

gang i Danmark? Det større adoptivbarn kommer til Danmark som kulturel novice uden tidligere

1 Når der i specialet refereres til større børn, menes der børn, der er mellem 2 og 8 år gamle medmindre andet er anført.

2 Alle personers navne, på nær mit eget, er blevet anonymiseret med pseudonymer.


5

kendskab til gældende normer og værdier, og har derfor ikke samme forudsætning for at vænne

sig til livet i Danmark, som jeg havde, da jeg vendte hjem.

Specialet er skrevet på baggrund af et feltarbejde udført i Danmark over to perioder. I

efteråret 2008 udførte jeg et tre måneders feltarbejde blandt adoptivfamilier for at få indblik i

adoptivforældrenes oplevelse af at adoptere et større barn, samt i de større adoptivbørns

hverdag i hjemmet og i daginstitution. Jeg havde fokus på den forandringsproces, som de større

adoptivbørn befinder sig i, når de kommer fra et sprogligt og sociokulturelt miljø i et

tredjeverdensland til et andet sprogligt og sociokulturelt miljø, herunder familielivet, i Danmark. I

løbet af feltarbejdet og den efterfølgende refleksion over empirien, blev jeg opmærksom på, at

ikke kun børnene men også adoptivforældrene befinder sig i en forandringsproces. Børnene går

fra at have boet hos en plejefamilie eller på børnehjem i andet land end Danmark til at bo i et

hus med to forældre (eventuelle søskende) i Danmark. Forældrene går fra at være par til at

være forældre og skal forholde sig til at blive forældre til et barn, der kommer fra et andet land,

hvor de i begrænset omfang har indsigt i barnets tidligere erfaringer og livsforhold. Da jeg i

foråret 2009 gennemførte anden del af feltarbejdet havde jeg fokus på både den individuelle og

den fælles forandringsproces, som adoptivforældre og adoptivbørn går igennem for at blive

familie.

Den eksisterende viden omkring international adoption af større børn tager primært afsæt i

en psykologisk funderet forståelse af mennesket. Den argumenterer for, at der er en øget risiko

for, at især det større adoptivbarn vil opleve tilpasningsvanskeligheder på grund af tidlige svigt

og traumer, ligesom barnet anses for at være i risiko for øgede problemer i identitetsudviklingen

på grund af adskillelsen fra sin biologiske og kulturelle oprindelse (Cederblad 1983; Dalen &

Sætersdal 1999; Rutter, O'Connor et al. 2000; Verhulst 2000). Først indenfor de senere år er

international adoption blevet udforsket indenfor antropologien. Det har bidraget med et fokus på

adoptivfamiliens nonbiologiske slægtskabsbånd samt den politiske proces, det er, at flytte et

menneske fra et land til et andet, herunder de mange aktører, der er med til at skabe og

definere adoptivbarnet i denne proces (Dorow 2006; Howell 2006; Telfer 2003; Yngvesson

2002).

Formålet med specialet er at give et bud på, hvordan en pædagogisk antropologisk tilgang til

et ofte psykologisk behandlet tema kan supplere forståelsen af, de udfordringer adoptivbarn og

adoptivforældre står overfor. Ambitionen er at give et supplerende bidrag til den eksisterende

viden om større adoptivbørn ved at anlægge et perspektiv på adoptivbarnet som et kulturelt

erfarent menneske og en social aktør med inkorporerede normer og værdier.


6

1.1. Undersøgelsesfokus

Dette speciale skal læses som en pædagogisk antropologisk undersøgelse af de udfordringer

adoptivfamilien står overfor, når familien er socialt konstitueret via international adoption af et

større barn. Der lægges særligt vægt på at undersøge, hvordan lokalkulturelle opfattelser af

barn, barndom og familie er med til at definere og afgrænse det kulturelt erfarne adoptivbarns

handlerum i mødet med sine danske forældre og familielivet i Danmark.

1.1.1. Empirisk og analytisk afgrænsning

Det empiriske objekt (jf. Hastrup 2003:15) i dette speciale omhandler adoptivfamilier, der er

konstitueret via danske forældres internationale adoption af børn, der på adoptionstidspunktet

var mellem 2 og 8 år. Der er fokus på alle internationalt adopterede børn i denne aldersgruppe

og gruppen er ikke afgrænset til et specielt fødeland. Eksisterende undersøgelser argumenterer

for, at børn, der formidles til international adoption, når de er over 2 år, har en forhøjet risiko for

at opleve vanskeligheder i forhold til tilpasning og tilknytning til livet i Danmark, samt i barnets

identitetsudvikling.3 I denne forbindelse er det vigtigt, at understrege, at dette speciale ikke

forsøger at afdække eller afprøve, hvorvidt eller hvorfor børnene eventuelt får problemer.

Intentionen er, med udgangspunkt i en pædagogisk antropologisk erkendelsesinteresse, at

undersøge, hvad der sker i adoptivbarnets møde med forældrene og hverdagslivet i Danmark

og stille spørgsmål til det, der ellers virker selvfølgeligt. Særligt har specialet fokus på den første

tid sammen med adoptivbarnet samt de lokalkulturelle forståelser af de vanskeligheder,

herunder de eventuelle trauma, som det større adoptivbarn antages at bringe med sig.

Specialet tager dermed ”udgangspunkt i studiet af et felt – og ikke i studiet af et problem”

(Ambrosius Madsen 2003:85).

Overordnet anlægges et pædagogisk antropologisk perspektiv, der tager udgangspunkt i en

forståelse af mennesket som et kulturelt erfarent væsen, der dannes i relation med sine

omgivelser (Hastrup 2003), samt fokuserer på, hvordan pædagogisk praksis er ”bestemt af

kulturelle og sociale livsvilkår og traditioner” (Ambrosius Madsen 2003:7). Den pædagogiske

praksis forstås i relation til specialets tema som familierelationen og dennes aktører, herunder

primært forældre-barn relationen.

I resten af dette kapitel gives en historisk og forskningsmæssig introduktion til international

adoption af større børn i Danmark med henblik på at indkredse specialets endelige teoretiske

afsæt. Da international adoption er specialets tema, gives først en afklaring af, hvordan

international adoption skal forstås i specialet.

3 Se afsnit 1.4: International adoption – forskningsfeltet


7

1.2. International adoption – en begrebsafklaring

International adoption er en af flere typer adoptioner i Danmark, ligesom denne type adoption

internationalt betegnes forskelligt. Der findes flere betegnelser for international adoption. De

mest dominerende er intercountry eller transnational adoption, samt interracial eller transracial

adoption. Altså, skelnes der mellem adoption på tværs af landegrænser, hvor børn adopteres

fra et land til et andet, og adoption på tværs af race, hvor det er synligt, at forældre og barn er af

forskellig etnisk herkomst.

I Danmark anvendes begrebet international fremmedadoption som ”en generel betegnelse

for adoptionssager, hvor ansøgeren ønsker at adoptere et barn fra et andet land (international

adoption), og hvor ansøgeren skal godkendes som adoptant (fremmedadoption)”

(Familiestyrelsen 2005 :9). Der skelnes i Danmark mellem dansk og international

fremmedadoption, hvor dansk fremmedadoption defineres som

adoption af et barn, der bor her i landet, og hvor adoptanterne ikke har en sådan

tilknytning (i form af for eksempel familierelationer) til barnet eller dets forældre, at

der er tale om en familieadoption (Adoptionsnævnet 2009b).

og international fremmedadoption defineres som

adoption af et udenlandsk barn, hvor ansøgerne ikke har en sådan tilknytning (i

form af for eksempel familierelationer) til barnet eller dets forældre, at der er tale

om en familieadoption (Adoptionsnævnet 2009a).

Udover at foregå anonymt, kan international fremmedadoption i Danmark også betegnes som

værende interracial adoption, idet det er synligt udadtil via hudfarve og karaktertræk, at barn og

adoptanter ikke er biologisk eller etnisk beslægtede (Jonasen 2000).

Adoptionerne, der danner det empiriske grundlag for dettes speciales undersøgelse, kan alle

betegnes som værende interraciale, men, da undersøgelsen tager udgangspunkt i en dansk

kontekst, vælger jeg at anvende international adoption som overordnet betegnelse. International

adoption skal dermed forstås som anonym adoption, hvor barnet er formidlet fra et andet land

end Danmark, og hvor barn og adoptanter er af forskellig etnisk oprindelse.

1.3. International adoption i Danmark

Siden 1950‟erne er der formidlet ca. 21.000 børn til Danmark gennem international adoption.

Fra 2004 til 2008 blev der gennemsnitligt formidlet ca. 500 børn årligt, heraf var ca. 25% over 2

år på adoptionstidspunktet (Statistik.adoption.dk). I 1950‟erne og 1960‟erne var giverlandene4

især lande omkring Danmark, som det tidligere Vesttyskland, Østrig og Finland. Børnene var

4Giverland betegner lande som sender børn ud af landet til international adoption og står i modsætning til modtagerland, der

modtager de adopterede børn.


8

ofte krigsbørn, der mistede sine forældre i krigen eller mulatbørn efter amerikanske soldater,

født af tyske mødre. I midten af 1970‟erne stoppede adoption fra disse lande, idet landene

udviklingsmæssigt nåede samme niveau som Danmark (Christensen 1995). Til gengæld opstod

en adoptionsbølge fra Korea, som følge af Korea-krigen (Sørensen 2004). I dag er de største

giverlande placeret i Asien, Mellem-/Sydamerika og Afrika. Etiopien og Kina afgiver

gennemsnitligt det største antal børn – henholdsvis 92 og 69 børn i 2008 (Adoptionsnævnet

2009c). Børnene, der formidles til Danmark gennem international adoption i dag, har status af at

være forældreløse. Betegnelsen forældreløs udvides i denne sammenhæng til også at

omhandle børn, hvis forældre har overgivet eller er blevet frataget de juridiske rettigheder over

barnet (Gailey 1999). Det betyder, at barnets biologiske forældre i mange tilfælde eksisterer,

hvorfor adoptionsprocessen implicerer både barn, adoptivforældre og biologiske forældre – i

adoptionslitteraturen også kaldet adoptionstrianglen (Dalen & Sætersdal 1999; Howell 2006).

1.3.1. Fra indenlands til international adoption

International adoption begyndte i Danmark i perioden efter anden verdenskrig og er dermed et

forholdsvist nyt fænomen i dansk adoptionshistorie. Inden da foregik adoption primært indenfor

landets grænser, hvor børn født udenfor ægteskab eller af enlige mødre ofte blev bortadopteret.

I efterkrigstiden skete en forbedring af de sociale og økonomiske vilkår for den danske

befolkning samt en større accept af enligt moderskab. Det medførte, at antallet af danske børn

til bortadoption faldt, og at der blev åbnet for international adoption (Christensen 1995).

I 1950‟erne var det muligt for par, der ønskede at adoptere internationalt, at gennemføre

privatadoptioner. Her tog parrene selv kontakt til organisationerne i giverlandene, hentede

barnet til Danmark og ansøgte derefter om godkendelse til adoption. I løbet af 1960‟erne og

1970‟erne blev reglerne strammet i retning af, at man skulle have en plejetilladelse og være

godkendt som adoptant (Christensen 1995). I 1964 fik DanAdopt5 autorisation til at formidle

børn via international adoption. Herefter fulgte AC Børnehjælp6 i 1969 og Terre des Hommes7 i

1970. Organisationerne fungerede dengang og i dag som formidlingsorganisationer. I dag

foregår næsten alle internationale adoptioner via formidlingsorganisationerne, privat formidlede

adoptioner tillades kun, hvis der er ”et særligt forhåndskendskab” eller ”der i øvrigt foreligger

særlige omstændigheder” (BEK 1367, §34, stk. 1).

5 Tidligere kaldt Landsforeningen for Glemte Børn.

6 Tidligere kaldt Foreningen Adoption Center.

7 Terre des Hommes lukkede i 1999 som formidlingsorganisation.


9

1.3.2. Adoptivforældre = godkendte forældre

Alle som ønsker at blive forældre i Danmark via international adoption skal igennem en

godkendelsesproces. Denne proces, er opdelt i tre faser. I fase 1 ”vurderes det, om ansøgeren

opfylder de generelle godkendelseskrav, som stilles til ansøgerens alder, samliv, helbred,

strafforhold, boligforhold og økonomi” (Adoptionsnævnet 2007). I fase 2 gennemføres et

adoptionsforberedende kursus, der har til formål ”at give ansøgeren kendskab til et barns

identitetsudvikling og adoptionens betydning herfor, samt en forståelse for barnets oplevelser

forud for adoptionen” og mulige ”reaktioner ved ankomsten i den nye familie” (Adoptionsnævnet

2007). I fase 3 vurderer adoptionssamrådene, hvorvidt ansøgeren eller ansøgerne anses for

egnede til at adoptere et barn internationalt. Denne vurdering baseres på en individuel

beskrivelse foretaget af statsforvaltningens sagsbehandler på baggrund af samtaler og

hjemmebesøg.

Den mest almindelige godkendelse, almen godkendelsen, gives til adoption af et barn i

alderen 0 til 3 år uden væsentlige kendte fysiske eller psykiske problemer

(Adoptionsvejledningen 2009). Der kræves en udvidet godkendelse i tilfælde, hvor barnet ligger

udenfor almen godkendelsen, hvilket omfatter adoption af børn over 3 års alderen. Der lægges i

den udvidede godkendelse vægt på, om forældrene har tilstrækkelige ressourcer til at tage sig

af et større barn, ligesom ansøgerens erfaring med børn vil kunne indgå i vurderingen

(Adoptionsvejledningen 2009). Efter hjemtagningen af barnet skal forældrene i samarbejde med

statsforvaltningerne efter tre måneder udfærdige en opfølgningsrapport omkring barnets

fysiske, psykiske og aldersmæssige udvikling, barnets tilpasning til hjemmet og det omgivne

miljø, samt barnets tilknytning til forældrene og det omgivne miljøs accept af barnet

(Adoptionsvejledningen 2009).

Godkendelsesprocessen markerer, hvordan adoptivforældreskabet adskiller sig fra det

biologiske forældreskab, idet adoptivforældrene skal erklæres egnet, inden de må ansøge om

et barn. Derudover antyder den lange bureaukratiske undersøgelse af forældrenes egnethed,

herunder især kravet om at deltage i de adoptionsforberedende kurser, en forestilling om, at

adoptivbarnet, herunder især det større adoptivbarn, er et særligt type barn, der kræver særlige

forudsætninger fra forældrenes side. Dette aspekt vil jeg vende tilbage til. Først gives en

historisk udforskning af de lovgivninger, der regulerer børne- og adoptionsområdet i Danmark.

1.3.3. Adoptivforældreskab – en lang juridisk proces

Laws, and the debates surrounding the formulation and passing of them, often

provide an important window through which to view contemporary values

concerning the topic under negotiation (Howell 2006:137).


10

At blive forældre til et adoptivbarn er en lang juridisk proces, der reguleres gennem diverse

love, konventioner og procedurer nationalt som internationalt. En historisk udforskning af de

disse lovgivninger kan, som Howell påpeger, give et indblik i den udvikling, der har været i synet

på slægtskab, familie, barn og barndom i Danmark, samt illustrere nogle af de normative

opfattelser og værdier, der influerer adoptivfamiliens situation. De vigtigste lovgivninger og

konventioner på området i Danmark er den danske Adoptionslov med dertilhørende

vejledninger og bekendtgørelser, UN‟s Convention on the Rights of the Child (herefter

Børnekonventionen), samt Convention on protection of children and co-operation in respect of

intercountry adoption (herefter Haagerkonventionen).

International adoption af større børn skriver sig lovgivningsmæssigt ind i den generelle

adoptionshistorie i Danmark. Det overordnende lovmæssige udgangspunkt både nationalt og

internationalt er understregningen af, at adoption kun må bevilges, ”når den efter foretagen

undersøgelse kan antages at være til gavn for den, som ønskes adopteret” (Adoptionsloven

2009). Opfattelsen af, hvad der er til gavn for adoptivbarnet, har ændret sig gennem historien,

ligesom også vægtningen af, hvorvidt slægtskab indgås biologisk eller sociologisk, har ændret

sig. Da den første danske adoptionslov blev vedtaget i 1923 kendetegnedes adoptionerne ved

at være såkaldte svage adoptioner, hvor adoptivbarnet arvede sin biologiske slægt og

adoptivforældrene havde mulighed for at afbryde adoptionen, hvis barnet udviste et lastefuldt

eller forbryderisk liv (Christensen 1995). Derfor kan det påstås, at adoptionen i højere grad tog

afsæt i adoptivforældrenes behov end i barnets. I 1956 ændredes arveretsreglerne til at

sidestille adoptivbørn med biologiske børn, dog med den biologiske slægts forbehold for at

barnet fortsat skulle arve denne. Dette blev dog revideret i 1972, hvorefter adoptivbørn ikke

længere kunne have arveret efter den biologiske slægt. Således lyder arveretten i dag:

Ved adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som

mellem forældre og deres barn, og adoptivbarnet og dets livsarvinger arver og

arves af adoptanten og dennes slægt, som om adoptivbarnet var adoptantens eget

barn (Adoptionsloven 2009:§16).

Med ændringen af arveretten opnår adoptivbarnet samme rettigheder som det biologiske barn,

og adoption synes i højere grad at være til gavn for barnet. Ændringen af arveretten kan

ligeledes anskues som værende et forsøg på at ligestille socialt slægtskab med biologisk

slægtskab. Dog viser ovenstående uddrag fra den gældende adoptionslov, at det biologiske

slægtskab stadig er definerende for, hvordan en ‟normativ‟ familie konstituerer sig, idet

adoptivbarnet skal opfattes som om, det er adoptantens eget barn. Man kan derfor argumentere

for, at det socialt forankrede slægtskab sidestilles (sammenlignes med), men ikke ligestilles

(gives ligeberettigelse) med det biologiske slægtskab.


11

1.3.4. Familie vs. hensynet til barnets biologiske og kulturelle oprindelse

I Børnekonventionen understreges det, at familien er en væsentlig gruppe i samfundet og ”the

natural environment for the growth and well-being of all its members and particularly children”

(Børnekonventionen 1989:preamble). Derudover pointeres det, "that the child, for the full and

harmonious development of his or her personality, should grow up in a family environment, in

an atmosphere of happiness, love and understanding” (Børnekonventionen 1989:preamble).

Det anskues altså, at være til barnets bedste at vokse op i et familielignende miljø, idet det vil

sikre barnet en velformet personlighedsudvikling. Dog skal international adoption i denne

forbindelse finde sted som en sidste løsning til at sikre barnet en opvækst i et familielignende

miljø:

States Parties that recognize and/or permit the system of adoption shall ensure

that the best interests of the child shall be the paramount consideration and they

shall (…) [r]ecognize that inter-country adoption may be considered as an

alternative means of child's care, if the child cannot be placed in a foster or an

adoptive family or cannot in any suitable manner be cared for in the child's country

of origin (Børnekonventionen 1989:article 21).

Børnekonventionen udtrykker hermed, at det anses for værende i barnets interesse at forblive i

et familielignende miljø i oprindelseslandet. Dette understreges endnu tydeligere i

Haagerkonventionen ved, at de underskrivende lande ”as a matter of priority” skal tage

"appropriate measures to enable the child to remain in the care of his or her family of origin”.

Ligesom de skal vedkende “that intercountry adoption may offer the advantage of a permanent

family to a child for whom a suitable family cannot be found in his or her State of origin”

(Haagerkonventionen 1993:preamble). Altså, synes holdningen bag konventionerne at antage,

at det er barnets behov, at være medlem af den familie og det samfund, som barnet biologisk

og kulturelt fødes ind i (jf. Børnekonventionen 1989:article 20,3). Dermed lægger de

internationale lovgivninger på adoptionsområdet op til, at barnet skal defineres ud fra sin

biologiske og oprindelige kulturelle baggrund med henblik på at sikre barnet kontinuitet i barnets

opvækst og dermed i barnets personlighedsudvikling. Denne opfattelse tillægges i Danmark

især betydning ved adoption af et større barn, hvor der i adoptionsvejledningen står, at ”[e]t

større barn vil kunne få særlige tilpasningsproblemer, der i øvrigt må forventes at være stigende

i takt med barnets alder på tidspunktet for adoptionen” (Adoptionsvejledningen 2009:stk 8.4.3).

Altså, påpeges det, at jo ældre barnet er ved adoptionen, jo større risiko er der for, at barnet får

problemer i mødet med sine nye forældre og sit nye hjemland.


12

1.3.5. Opsummering

Twentieth-century psychological discourses about child development, identity and

cognition have had a strong effect on thinking not only about children and

childhood in general, but also on the meaning of the family and kinship, by

extension, of adoption (Howell 2006).

Howell bemærker herover, at psykologiske diskurser har haft stor betydning for, hvordan barn

og barndom, samt familie og slægtskab, forstås i Danmark og den vestlige verden. Dette

argument synes, at blive bekræftet i ovenstående historiske gennemgang af international

adoption i Danmark. Den historiske gennemgang illustrerer, hvordan international adoption af

større børn i Danmark udfordrer den danske og vestlige verdens forståelse af slægtskab som

biologisk forankret, og af barnets tarv som forankret i dets oprindelige biologiske og kulturelle

baggrund. Dette kommer til udtryk i ambivalensen mellem, på den ene side, juridisk at sidestille

socialt og biologisk slægtskab, og på den anden side vægte adoptivbarnets biologiske og

kulturelle baggrund, som havende betydning for barnets opvækst og identitetsdannelse.

Dermed synes holdningen bag lovgivningen på børne- og adoptionsområdet at anskue barnet

som værende noget i kraft af sine gener og kulturelle baggrund.8 Dette vidner om en

essentialistisk forståelse af biologi og kultur som noget iboende i mennesket. Race, etnicitet og

kultur bliver knyttet til en naturaliseret og biologiseret forståelse af slægtskab og dermed til en

psykologisk forståelse af barn og barndom. Det anses for grundlæggende, at adoptivforældrene

respekterer barnets biologiske, etniske og kulturelle oprindelse med henblik på, at barnet

udvikler positive følelser omkring fødelandet og sin kulturelle oprindelse, og dermed sikres en

harmonisk identitetsudvikling (Dalen & Sætersdal 1999).

Vægtningen af, at jo ældre barnet er, jo større problemer vil det få med at tilpasse sig livet i

Danmark, indikerer en forestilling om, at et barns adfærd og personlighed skal tolkes på

baggrund af dets oplevelser i de første leveår, samt en forestilling om at biologisk, kulturel og

psykologisk kontinuitet er bedst for alle. Dette antyder en udviklingspsykologisk forståelse af

barn og barndom, der især tager afsæt i psykoanalytiske og tilknytningsteoretiske perspektiver.

Indenfor udviklingspsykologien, herunder særligt det psykoanalytiske perspektiv, opdeles

barndom i faser eller udviklingsstadier afhængigt af barnets biologiske alder. Barnet skal

igennem disse faser eller stadier for at blive et helt, voksent menneske9, idet alle stadier

antages at have betydning for identitetsdannelsen (Jerlang 2002b; Schultz Larsen 1999).

Holdningen bag de officielle lovgivninger på adoptionsområdet og de dertilhørende dokumenter,

8 Dette står i kontrast til andre samfund, hvor biologiske bånd ikke har determinerende betydning for det enkelte barns

identitetsopbygning. Bodenhorn (2000) illustrerer for eksempel, hvordan Iñupiat folket anskuer barnets identitet og personlighed ud fra en forståelse af at barnet er en reinkarnation af op til flere forfædre. Mere herom senere. 9 Det hele menneske referer til en psykologisk forståelse af mennesket som et biologisk, psykisk, socialt og historisk-

samfundsmæssigt væsen (Jerlang 2002a).


13

anskuer altså barnet som ”a human becoming” på vej mod voksendom, frem for ”a human

being”, der har en værdi i sig selv (Qvortrup 2005). Denne anskuelse bekræftes i den forskning,

som dominerer international adoption, hvilket illustreres i det efterfølgende afsnit.

1.4. International adoption - forskningsfeltet

If little anthropological research has so far been directed at adoption, virtually none

has been done on transnational adoption. By contrast, there is a large body of

psychological, or psychologically derived, studies of adoption (…) [and] on the fate

of those adopted transnationally (Howell 2006:49).

International adoption er, ifølge Howell, primært blevet udforsket indenfor psykologien. Denne

forskning har især taget udgangspunkt i kliniske studier, hvor adopterede og forældre har søgt

psykiatrisk eller psykologisk hjælp, og i epidemiologiske studier, hvor adoptivbørn og

adoptivfamilier er blevet sammenholdt med en kontrolgruppe, enten indenlands-adopterede

eller jævnaldrende ikke-adopterede (Dalen & Sætersdal 1999). Derudover er der i de senere år

lavet kvalitative studier med udgangspunkt i interviews med adoptivforældre, samt med unge og

voksne adopterede med henblik på at få indblik i, hvordan de adopterede forholder sig til at

have to sæt forældre og vokse op med forældre i et samfund, som ikke deler deres etnicitet

(Irhammer 1997; Skovmand & Vagn-Hansen 1988; Sætersdal & Dalen 1999).

Adoption har været et tema i antropologien tilbage til de klassiske studier af ikke-vestlige

folkeslag i blandt andet Afrika, Melanesien og Polynesien, hvor adoption ansås som en naturlig

del af slægtsforholdet og hvor slægtskab byggede på andre substanser end blodsbeslægtethed

(Bodenhorn 2000; Carsten 1995, 2000b; Weismantel 1995). Det er først indenfor de senere år,

at den antropologiske forskning har vendt blikket mod international adoption i den vestlige

verden. Denne forskning tager udgangspunkt i et bredt empirisk materiale, indhentet gennem

feltstudier i adoptionsmiljøet både i modtager- og giverlande. Den antropologiske forskning

bidrager med et perspektiv på, hvordan adoptivfamilien forholder sig til at været socialt frem for

biologisk konstitueret, samt et fokus på hvordan adoptivbarnet defineres og skabes af de øvrige

aktører i adoptionsprocessen (Dorow 2006; Howell 2006; Yngvesson 2003).

I det følgende opridses de væsentligste temaer og perspektiver indenfor den psykologiske og

antropologiske forskning, som har relevans i forhold til nærværende undersøgelse.

1.4.1. International adoption i USA og Vesteuropa

Et centralt tema i den nordamerikanske og engelske forskning omkring international adoption

omhandler adoptivbarnets etniske tilhørsforhold, identitet og selvfølelse (Dalen & Sætersdal

1999). David Fanshel publicerede i 1972 et af de første studier omkring international adoption.

Han dokumenterede, at indianerbørn, der blev bortadopteret til hvide familier længst væk fra


14

reservaterne, mistede deres viden om indiansk historie og kultur (Fanshel 1972 i Dalen &

Sætersdal 1999). Fanshels studie fik indflydelse på den politiske debat og forskning indenfor

transracial adoption i USA og England og har påvirket, at mange adoptionsbureauer i England

og USA i dag arbejder ud fra princippet ‟same race-same culture‟ ved placering af børn til

adoption (Sætersdal & Dalen 1999). I Vesteuropa, særligt Skandinavien, har der ikke været den

samme kritiske holdning, hverken politisk eller forskningsmæssigt, til international adoption som

en praksis, der frarøver adoptivbarnet sin etniske og kulturelle arv (Dalen & Sætersdal 1999).

Forskning indenfor international adoption har i disse lande taget udgangspunkt i psykologiske

problemstillinger med fokus på adoptivbarnets tilpasning og tilknytning til modtagerlandet og

forældrene de første år efter ankomsten, barnets sprogudvikling og indlæring omkring

skolestarten, samt adoptivbarnets forhold til identitet og etnisk oprindelse i teenageårene (Dalen

& Sætersdal 1999).

1.4.2. Tilpasning og tilknytning efter adoptionen

Et dominerende tema indenfor international adoption er, hvordan barnet tilpasser sig og knytter

sig til familien efter adoptionen. I USA har Robinson (Robinson 1998) lavet et studie omkring

adoption af større børn. På baggrund af 30 interviews med adoptivforældre, der har adopteret et

større barn, argumenterer Robinson for, at adoptionen er risikofyldt, da børnene ofte har lukket

ned for deres følelser og tidligere oplevelser. Hun udtrykker det på følgende måde:

Adopting an older child is a still greater risk [end at opfostre eget barn eller

adoptere en baby] because, in addition, the emotional residue of the life the child

has lived until time of the adoption creates a potential time bomb (Robinson

1998:113).

Dermed mener Robinson, at der er stor sandsynlighed for, at de fortrængte følelser og

oplevelser, som barnet har været igennem før adoptionen, vil dukke op på forskellige stadier i

barnets liv og påvirke barnets senere udvikling. Forældre til større adoptivbørn må derfor være

beredte på at gennemgå en kamp for at genforældre barnet gennem det første raseri-fyldte år,

hvor børnene, alt afhængigt af de oplevelser de har haft før adoptionen, agerer ud fra uforløste

følelser med baggrund i enten at være traumatiserede, sørgende, tilknytningsforstyrrede eller

seksuelt misbrugte (Robinson 1998). Forældrenes tillid og åbenhed omkring adoptionen er

grundlæggende for at sikre en god tilknytning til barnet, ligesom forældrene skal kunne forholde

sig til, at barnet allerede har en personlighed i kraft af ”a life that already existed”

(Robinson1998:152). Adoptionen er altså en omvæltning for både forældre og barn, hvor

”[p]arents of an older adopted child often find themselves unexpectedly looking through a

window into the child‟s past and having to deal with the feelings that this evokes”

(Robinson:1998:114). I forlængelse heraf argumenterer de amerikanske adoptionsforskere


15

Brodzinsky, Schechter og Henig (1996) for, at forældre og barn kan have særlige problemer

med at knytte sig til hinanden, når barnet er adopteret i førskolealderen. Barnets evne til at

huske relationer fra før adoptionen betyder, at barnet kan sørge over tabet af disse relationer,

samt tabet af sprog, hvilket kan gøre det svært for barnet at knytte sig til sine nye forældre

(Brodzinsky, Schechter & Henig 1996).

I Holland og England har henholdsvis Verhulst og Rutter et al. undersøgt internationalt

adopteredes tilpasning efter adoptionen. Deres undersøgelser tager udgangspunkt i, hvad det

betyder, at børn, der har været udsat for tidlig deprivation (præget af skift i omsorgspersoner,

omsorgssvigt og overgreb), flyttes til og vokser op i et mere gunstigt miljø (Rutter et al. 2000;

Verhulst 2000). Verhulst konkluderer, at de større børn ikke synes at være i større risiko for

senere dårlig tilpasning på grund af deres alder på adoptionstidspunktet, men i højere grad på

grund af at have været udsat for tidlige ugunstige oplevelser. Rutter fandt, ligesom Verhulst, at

de børn, som havde forsatte psykologiske problemer (deficits) og handicap, svarede til de børn,

som havde været institutionaliseret længst. På baggrund af resultaterne antyder Rutter, at

midlet til fremgang hos de adopterede delvist ”lie in the normal opportunities of close selective

parent-child relationship” (Rutter et al. 2000:120). Ifølge Rutter, er det ikke mindst

adoptivforældrenes tålmodighed, dedikation og omsorg, der har betydning for børnenes

fremgang.

I en svensk undersøgelse af Cederblad (1983) omkring udenlandske adoptivbørn, som er

kommet til Sverige efter 3-års alderen og deres tilpasning i familien det første år, synes

opfattelsen af adoption af større børn ikke at være helt så pessimistisk. Cederblad konkluderer

på baggrund af en psykoanalytisk fortolkningsramme, at det, trods stor spredning i resultaterne,

er almindeligt hos børnene, at de viser tegn på akut krise eller regression i den første tid. Hun

mener, at intensiv miljøkompensation kan reparere opståede skader og tillægger, som Rutter,

adoptivforældrenes følelsesengagement og villighed stor værdi. Cederblads konkluderer, at

”[æ]ldre adoptivbørn bør ses som en gruppe, hvor de fleste tilpasser sig forholdsvist hurtigt og

godt, men hvor der foreligger en øget risiko for vedvarende svære skader” (Cederblad 1983:45

– understreget i original).

Sammenfattende fokuserer ovenstående undersøgelser på, at det er forhold i barnet,

forårsaget af barnets tid før adoptionen, der har betydning for, hvorvidt barnet formår at tilpasse

og tilknytte sig forældrene og de nye omgivelser. Studierne konkluderer at større børn er i øget

risiko for, at få tilknytnings- og tilpasningsproblemer efter adoptionen. Undersøgelserne har i

mindre grad fokus på hvorvidt barnets eller forældrenes kulturelle normer og værdier har

betydning for barnets tilpasning og tilknytning til forældrene og de nye omgivelser efter

adoptionen.


16

1.4.3. International adoptionsforskning i Danmark

Der er i Danmark gennemført forholdsvis få undersøgelser af international adoption. Studierne

omhandler især adoptivbarnets tilpasning den første tid efter adoptionen med henblik på at

afgøre, hvorvidt det har givet børnene helbredsmæssige eller psyko-sociale problemer at blive

adopteret til Danmark.

Socialmedicinsk institut udgav i 1988 en rapport omkring ”Danske adoptioner af børn med

eksotisk geografisk og etnisk oprindelse” (Skovmand & Vagn-Hansen 1988). Baggrunden for

rapporten var at ”beskrive de udenlandske adoptioners naturhistorie ved at gennemleve den

første tid med adoptivforældrene for derved at udvikle større forståelse for disse familiers

sociale – herunder især psyko-sociale – situation” (Skovmand & Vagn-Hansen 1988).

Derudover var formålet at beskrive samspillet af begivenheder, der får indflydelse på barnets

tilpasningsproces i det første år. Rapporten påpeger, at ingen forældre nævnte

tilpasningsvanskeligheder et år efter ankomsten, og dermed lyder den endelige konklusion på

rapporten i forhold til betydningen af barnets alder således:

Tilpasningsprocessen imellem forældre og barn er (…) præget af store individuelle

variationer over adoptionstemaet, der især påvirkes af barnets alder og baggrund.

(…) Tilpasningen er generelt langsommere desto ældre barnet er (Skovmand &

Vagn-Hansen 1988:70).

Litteraturen og forskningen i international adoption i Danmark er indenfor de senere år

domineret af den kliniske forskning, der blandt andet har resulteret i oprettelsen af PAS-

projektet. PAS-projektet er et fireårigt forsøgsprojekt under Familiestyrelsen, der tilbyder gratis

rådgivning varetaget af adoptionssagkyndige familiekonsulenter med en relevant terapeutisk

uddannelse og fagligt kendskab til de problemstillinger, som adoptivfamilier kan opleve efter

adoptionen (Familiestyrelsen 2009). Psykolog Susanne Høeg er aktiv konsulent i forbindelse

med PAS-projektet og på de adoptionsforberedende kurser. Høeg argumenterer for, at

rådgivningen burde henvende sig til alle adoptivfamilier, uanset hvornår barnet er kommet til

landet, da familier erfaringsmæssigt kan møde vanskeligheder flere år efter adoptionen. Med

udgangspunkt i et udviklingspsykologisk perspektiv understreger Høegh, at adoptivbørnene

bærer på en grundangst, ”som har rod i, at de alle er blevet svigtet og forladt gentagne gange”

(Høeg 2009:9). Denne grundangst kan især forstyrre barnets personlighedsudvikling i

forbindelse med barnets overgang fra småbarn til legebarn til skolebarn, samt i puberteten

(Høeg 2009).

Sammenfattende antyder de danske undersøgelser, at adoptivbørnene generelt klarer sig

godt og tilpasser sig livet i adoptivfamilien. Dog går tilpasningen og tilknytningen langsommere

jo ældre barnet er på adoptionstidspunktet, hvilket især tolkes som værende på grund af, at

barnet bærer på en grundangst forårsaget af barnets oplevelse af svigt før adoptionen. Dermed


17

kommer disse undersøgelser frem til samme syn på adoptivbarnet som de udenlandske

undersøgelser foretaget på området.

1.4.4. Det patologiserede adoptivforhold – psykologiske studier bidrag

De psykologisk funderede forskningsstudier synes, at anlægge et problemorienteret perspektiv

på international adoption, hvor selve adoptivforholdet patologiseres. Denne patologisering

består i, at forskerne i høj grad antager, at barnet og familien vil få problemer, idet forældre og

barn ikke er biologisk forbundet eller deler samme etnicitet, og fordi barnet i sit tidlige liv har

været præget af trauma. Dermed antyder de psykologiske studier, at det er selve

adoptionsforholdet og barnets tidligere liv, der gør det problematisk for barnet at tilpasse sig og

knytte sig til livet i den nye familie og det nye miljø, hvilket antages at ville få betydning for

barnets identitetsudvikling på sigt. De psykologisk funderede studier antyder dermed, at psykisk

stabilitet skal sammenkobles med biologisk forankring (Sørensen 2004).

De psykologiske studier understreger, at det er langt fra de fleste adoptivbørn, der får

problemer. Men det patologiserende perspektiv har tendens til alligevel at give et

stigmatiserende billede af, at alle adoptivbørn vil få problemer, jo længere tid de har boet på et

børnehjem eller jo flere separationer, de har været udsat for i deres liv før adoptionen.

Forældre, der adopterer større børn kan derfor forvente, at deres barn på et eller andet

tidspunkt i udviklingen får problemer. Dermed underbygger de psykologiske studier antagelsen

bag de historiske og juridiske dokumenter på adoptionsområdet i Danmark om, at jo ældre

adoptivbarnet er på adoptionstidspunktet, jo større risiko er der for, at barnet vil få problemer i

identitetsudviklingen, samt med tilpasning og tilknytning til forældrene.10

1.4.5. Antropologisk forskning i international adoption

Den antropologiske forskning anskuer international adoption i et anderledes perspektiv, da man

indenfor den antropologiske erkendelsesinteresse tager udgangspunkt i international adoption

som et kulturelt fænomen. Den antropologiske forskning i Vesten har især fokus på

adoptivfamilien, som en særlig slægtskabsform, samt et perspektiv på adoptivbarnet, som en

ofte passiv aktør, der defineres og skabes af de øvrige aktører i adoptionsprocessen (Dorow

2006; Howell 2006; Yngvesson 2003).

1.4.5.1. Det socialt nøgne barn

Den norske socialantropolog Signe Howell interesserer sig for den proces, adoptivforældre og

barn indgår i for at blive slægtsmæssigt forbundet, når barnet er transracialt adopteret. Howell

10 Dette er ikke overraskende, da psykologien netop har haft stor indflydelse på, hvordan vi i Danmark og Vesten i dag forstår barn

og barndom (Jerlang & Jerlang 2003).


18

argumenterer for, at adoptivforældrene befinder sig i en ambivalent situation, hvor de på den

ene side ønsker at gøre barnet norsk, men på den anden side, ikke mindst på grund af pres fra

det omgivende samfund, må forholde sig til barnets særlige oprindelse og dermed familiens

særlige nonnormative status (Howell 2006). Adoptivslægtskabet kan derfor karakteriseres som

et ”self-conscious kinship” (Howell 2001), idet adoptivforældrene bevidst må forholde sig til,

hvordan familien skabes, og kompensere for den manglende biologiske forbindelse for at opnå

slægtskab. Howell introducerer begrebet ”kinning” som modspil til den genetiske og biologiske

forståelse af slægtskab (Howell 2001, 2003, 2006). Kinning er den proces ”by which a foetus or

new-born child (or a previously unconnected person) is brought into significant and permanent

relationship with a group of people that is expressed in a kin idiom” (Howell 2003:465). Kinning

skal i relation til transracial adoption forstås som en måde, hvorpå forældre gør adoptivbarnet til

et medlem af deres (biologiske) slægt. Adoptivforældrene kinner (beslægter), ifølge Howell,

adoptivbarnet ved at transsubstantiere11 det ind i eksisterende slægtskabsidiomer og dermed

ind i forældrenes eksisterende (biologiske) netværk, samt ind i samfundet som helhed. I den

forbindelse påpeger Howell, at adoptivbarnet er gjort socialt nøgent, da det er sat fri af tidligere

(biologiske og sociale) relationer og slægtskabsforbindelser. Denne sociale nøgenhed gør

barnet adoptérbart og frit til at blive transsubstantieret ind i den nye familie, det nye samfund og

den nye nation (Howell 2006).

1.4.5.2. Det forestillede barn

I Australien har antropologen Jon Telfer udforsket, hvordan forestillinger om adoptivbarnet

kreeres af vordende adoptivforældre, samt de øvrige aktører, der vurderer, regulerer og

‟uddanner‟ vordende adoptivforældre, herunder erfarne adoptanter, socialrådgivere og

psykologer (Telfer 2003). Telfer illustrerer, hvordan adoptivforældrene allerede inden de er

blevet tildelt et barn, danner sig et billede af, hvordan barnet vil være. Dette billede produceres i

løbet af godkendelsesprocessen og de forberedelses/uddannelseskurser, som australske par,

der ønsker at adoptere, skal igennem. Telfer identificerer to forskellige forestillinger af

adoptivbarnet, der knytter sig til barnets alder på adoptionstidspunktet. Et spædbarn opfattes,

som a-historisk barn, uden tilknytning eller påvirkning fra oprindelseslandet. Et barn over

spædbarnsalderen opfattes som biogenetisk forankret til fødelandet, som en kulturel person

med egen biografi og identitet, hvilket betyder, at barnets identitet forsat knyttes til

oprindelseslandet. Det antages, at det større barn vil skulle tilpasse sig de nye omgivelser.

Ved at identificere de to forestillinger om adoptivbarnet, illustrerer Telfer, at barnets alder på

adoptionstidspunktet danner baggrund for, hvordan forældrene forstår barnet og barnets

11 Howell anvender udtrykket “transubstantiation” fremfor “transformation”, idet transubstantiation betyder, at adoptivbarnets

”substance (biological body) remains”, mens “the social essens (being/self) is changed” (Howell 2003:470).


19

identitet. Identitet bliver kædet sammen med nationalstat og vidner om, at forældrene og de

øvrige aktører i adoptionsprocessen er influeret af en forestilling om, at et barns erfaring og

kulturelle identitet er tilknyttet fødelandet. Telfer viser i sit studie, at det i høj grad er sociale og

kulturelle processer, og aktører udenom adoptivbarnet, der er med til at definere barnet og

barnets identitet.

1.4.6. Antropologiens bidrag til forskningsfeltet

Ved at anskue international adoption som et sociokulturelt fænomen tydeliggør ovennævnte

antropologiske studier, at forældre og andre aktører i adoptionsprocessen er influeret af

kulturelle forestillinger om, hvordan familie konstitueres. Den antropologiske forskning åbner

dermed for, som Dorow udtrykker det, at adoptivbarnets og adoptivfamiliens udfordringer ikke

kun kan forstås som et resultat af ”leftover feelings of loss and rejection or individual

experiences with racial prejudice” (Dorow:2006:25). International adoption skal derimod forstås i

relation til ”cultural attitudes to personhood, family, parenthood and childhood” (Howell,

2006:40). Den antropologiske forskning udfordrer dermed de psykologiske studiers

patologisering af adoptivforholdet og adoptivbarnet.

Dog, synes de antropologiske studier ikke at have interesseret sig for, hvad der konkret sker

i mødet mellem adoptivbarn og adoptivforældre, der er vokset op i og influeret af to forskellige

sociokulturelle miljøer inden de skal danne familie sammen. Howell har fokus på, hvordan

barnet gøres norsk ved at blive kinnet ind i forældrene biologiske og nationale slægt. Jeg vil

argumentere for, at denne proces ikke blot handler om, at inkorporere barnet i forældrenes

biologiske og nationale netværk. Denne proces handler i også grad om, hvordan et barn gøres

til et ‟normalt‟ barn. Telfer tager delvis fat i dette perspektiv, men forholder sig ikke til hvilke

implikationer adoptivforældrenes præadoptive forestillinger, om hvem adoptivbarnet er, har for

mødet mellem adoptivforældre og barn, samt for barnets handlerum i mødet med forældrene.

Det er dette perspektiv, som jeg ønsker at udforske i dette speciale. For at udforske dette tager

jeg herunder teoretisk afsæt i perspektiver indenfor børne- og sprogantropologien samt den

kognitive antropologi.

1.5. Et pædagogisk antropologisk perspektiv på international adoption af større børn

Børneantropologien i dag er (…) karakteriseret ved en analytisk interesse i

forholdet mellem barnet og de sociokulturelle omgivelser, der konstitueres gennem

barnets aktive virke, samtidig med at begreber som barn og barndom definerer og

påvirker barnets handlerum (Gulløv 1998:7).


20

Forskere indenfor børne- og spædbarnsantropologien argumenterer på baggrund af deres

studier af børn og børneopdragelse i forskellige samfund, for, at begreber som barn og

barndom, samt børneopdragelse skal forstås som kulturelle konstruktioner, der opfattes

forskelligt afhængigt af den historiske og sociokulturelle kontekst begreberne anvendes i

(Gottlieb 1998; James, Jenks, & Prout 1998; Jenks 2009; Norman 1996; Toren 1993). James,

Jenks og Prout (1998) påpeger for eksempel, at opfattelsen af barndommen som den alt

afgørende periode for, hvorvidt et barn vokser op til at blive et helt, psykisk stabilt, voksent

menneske, er forankret i en særlig kulturel antagelse om barn og barndom, der især eksisterer i

Vesten. Jerome Bruner fremhæver ligeledes at børneopdragelse og opfattelsen af, hvad der er

bedst for et barn i et givent samfund, afhænger af den lokale og kulturspecifikke kontekst,

barnet vokser op i:

Perhaps even more than with most cultural matters, child-rearing practices and

beliefs reflect local conceptions of how the world is and how the child should be

readied for living in it (Bruner 2000:xi).

Et givent samfunds opdragelsespraktikker og opfattelser af børn er, ifølge Bruner, påvirket af

lokalkulturelle udtryk, der afspejler dette samfunds forståelse af, hvordan verden hænger

sammen og hvordan et barn dannes til at leve i den.

Studier indenfor den antropologiske sprogforskning og sociolingvistikken har ligeledes vist, at

børn fra fødslen socialiseres ind i lokale forståelser af, hvordan verden hænger sammen. De

antropologiske sprogforskere Ochs & Schieffelin argumenterer for, at sprogtilegnelse skal

forstås som et sociokulturelt fænomen, da “[c]ultural conditions for communication organize

even the earliest interactions between infants and others” (Ochs & Schieffelin 1984:311). Det er,

ifølge Ochs og Schieffelin, ikke kun sprog, der tilegnes gennem verbal socialisering, men også

lokale værdier og overbevisninger, hvilket betyder, at adfærd skal opfattes som kulturelt

konstrueret og ikke som biologisk prædisponeret (Ochs & Schieffelin 1990). I relation til

international adoption af større børn i Danmark kan man derfor antage, at der er stor

sandsynlighed for, at internationalt adopterede børn og deres adoptivforældre anskuer verden

ud fra divergerende sproglige og sociokulturelle referencerammer, idet deres oplevelser med,

hvordan livet leves og begribes, ikke er erfaret i den samme sproglige, materielle,

sociokulturelle eller temporale kontekst. Både forældre og barn er, når de mødes, på hver deres

måde kulturelt erfarne12 og muligvis socialiseret ind i forskellige forståelser af, hvordan verden

ser ud og hænger sammen.

12 Antropologen Laura Gilliam (2006) påpeger, at der er en forskel i børn og voksnes erfarenhed, idet børns erfaringer ”er bestemt

af børns specifikke position i den generationelle og sociale orden, hvis betydning er konstrueret af forståelsen af, hvad de som børn har brug for, kan klare, skal lære, skal opleve og ikke opleve, har lov til og har godt af”. Dog skal børns erfaringer eller ideer ikke afskrives som umodne eller som udtryk for uvidenhed, men skal, ifølge Christina Toren, forstås som udtryk for, at børn ”live their lives, just as adults do: their ideas are grounded in their experience and thus equally valid” (Toren 1993).


21

Studier og viden indenfor børneantropologien og den antropologiske sprogforskning bidrager

til den internationale adoptionsforskning med et fokus på ”barnet som reflekterende individ i

specifikke lokale sammenhænge” (Gulløv 1998:7 - fremhævning kursiveret i original) og

påpeger, at:

børn skal ses i deres sociale og kulturelle sammenhænge, og at man i forskningen

skal inddrage de parametre, der udgrænser og definerer dem som børn og

afstikker rammer, de kan handle i forhold til (Gulløv 1998:7).

Et gennemgående analytisk perspektiv i specialets analyse tager afsæt i de kognitive

antropologer Dorothy Holland og Naomi Quinns (1997) forståelse af kulturelle modeller. Med

afsæt i en forståelse af kultur som delt viden (shared knowledge), forstået som den viden

personer må have for at kunne handle og tolke deres erfaringer på en kulturel behørig måde,

definerer Holland og Quinn kulturelle modeller på følgende måde:

Cultural models are presupposed, taken-for-granted models of the world that are

widely shared (although not necessarily to the exclusion of other, alternative

models) by the members of a society and that play an enormous role in their

understanding of that world and their behavior in it (Holland & Quinn 1997a:3).

Kulturelle modeller skal, ifølge Holland og Quinn forstås som internaliserede kognitive modeller

(skemaer), ”that frame experience, supplying interpretations of that experience and inferences

about it, and goals for action” (Holland & Quinn 1997a:6). Individer, børn som voksne, i et givent

samfund skal derfor opfattes som kulturelle subjekter, der gennem opvæksten socialiseres ind i

en lokalkulturel virkelighed, der præger det enkelte menneskets opfattelse af, hvad der er rigtigt

og forkert, normalt og unormalt i et givent samfund. I relation hertil argumenterer Levine for, at:

the ideas that influence parents in a particular population, and give them a

common sense of what is natural, normal and necessary in reproductive behavior

and child care (….) are examples of cultural models or scripts that have acquired

directive force as personal codes of conduct (LeVine, Dixon et al. 2008:61).

Både LeVine og Holland og Quinn understreger, at de kulturelle modeller, der får styrende kraft

hos et individ, baserer sig på skiftende historiske traditioner og ”the historically dominant models

of time” (Holland & Quinn 1997a:11). Dog påpeger Holland og Quinn, at kulturelle modeller ikke

skal opfattes som ”sole determinants of behavior” (Holland & Quinn 1997a:6).

I specialet anskues kulturelle modeller som kulturelle referencerammer, der har indflydelse

på, men ikke udelukkende er determinerende for, hvordan individer (adoptivforældre og

adoptivbarn) skaber mening og sammenhæng i deres livshandlinger, forstår sig selv som

individer i en given lokalkulturel kontekst.


22

1.6. Disponering

I kapitel 2 gør jeg rede for, hvordan det empiriske materiale er blevet til på baggrund af et

antropologisk feltarbejde.

Kapitel 3 tager afsæt i at international adoption af et større barn er en nonnormativ måde at

blive forældre og familie på i Danmark. Jeg undersøger i dette kapitel, hvordan

adoptivforældrene forholder sig til at blive forældre til og danne familie med et barn med

(biologisk) oprindelse og fortid i et andet land end Danmark.

Kapitel 4 tager afsæt i en perspektiverende forståelsesramme og vil belyse, hvordan

forældres forestillinger om hvad et barn (ikke) bringer med sig i bagagen bliver motiverende for

måden, hvorpå forældrene forstår og tolker barnets behov og adfærd. Min ambition er, at

illustrere hvorledes adoptivforældrenes måde at forstå deres barns behov, herunder indholdet i

barnets ”bagage”, grunder i en lokalkulturel opfattelse af barn og barndom.

I kapitel 5 diskuterer jeg, hvordan adoptivforældrenes lokalkulturelle forestillinger om, hvem

det større adoptivbarn er og hvad det har med i bagagen, bliver motiverende for måden hvorpå

forældrene definerer og afgrænser det større adoptivbarns handlerum. Det handlerum, hvor

barnet skal søge at handle og få sit liv til at give mening i mødet med forældrene og livet i

Danmark. Kapitlet vil bidrage med et perspektiv på det større adoptivbarn, som et kulturelt

erfarent menneske, der kan supplere det (folke)psykologiske fokus på det større adoptivbarn.

Kapitel 6 sammenfatter specialets væsentligste hovedpunkter. Derudover fremhæves

hvordan et pædagogisk antropologisk perspektiv på international adoption af større børn kan

supplere den eksisterende viden på området og dermed samt bidrage til den danske

adoptionspraksis (og forskning) i forhold til international adoption af større børn.


23

2. Feltarbejdet – en rejse ind i adoptionsverdenen

Specialets empiriske afsæt baserer sig på et antropologisk feltarbejde udført i Danmark i efteråret

2008 og foråret 2009. Et feltarbejde kan forstås både, som en metode til indsamling af data, men

også som en analytisk proces, idet analysen, ifølge Warming, ”allerede begynder i det empiriske

arbejde, (…) [hvilket gør] de metodiske valg og refleksioner (…) vigtige” (Warming 2005:164). Jeg

vil i dette kapitel præsentere mit feltarbejde og de kvalitative metoder jeg har anvendt. Jeg vil

løbende påpege de metodiske valgs konsekvenser for det producerede datamateriale, samt

forholde mig til mine egne roller og positioner i felten. Jeg vil ligeledes fremhæve de etiske

implikationer, der er forbundet med at udføre feltarbejde blandt adoptivfamilier. Først præsenteres

de udfordringer jeg har mødt i forhold til at få adgang til felten, da disse i høj grad har været med til

at forme specialets metodiske og analytiske valg.

2.1. En rejse ind i adoptionsverdenen

Antropologen må ind i den verden, der undersøges, og det gøres ved at tage plads i

den; det er ikke alle pladser, der er åbne for antropologen (det er det heller ikke for de

andre i fællesskabet), men en plads må man have (Hastrup 2003:10).

En stor udfordring i mit feltarbejde har i første omgang været at få adgang til adoptivfamilier, der

har adopteret større børn, og herefter at få adgang til deres hverdagsliv. Hverdagslivet og de

daglige rutiner anses som stedet, hvor vigtig antropologisk erfaring og viden opnås (Hastrup 2003).

Det konkrete feltarbejde begyndte i maj 2008, hvor jeg søgte eksisterende forskning på området og

forsøgte at danne mig et billede af, hvordan felten analytisk var blevet undersøgt tidligere.26 I første

omgang afgrænsede jeg feltarbejdet til at omhandle børn, der var adopteret fra Guatemala efter tre

års alderen og lagde vægt på at undersøge, hvilken betydning adoptivbarnets tidlige sociale og

kulturelle opvækst kan tillægges i hverdagen, samt hvilke implikationer opvæksten kan have for

barnets interaktion med sine omgivelser.

Jeg forsøgte, at få flere gatekeepers i spil for at få adgang til adoptivfamilierne (jf. Hammersley

& Atkinson 2007:50). Grundet den privatsfære som man bevæger sig i, når man laver

antropologisk forskning blandt adoptivfamilier, var det svært at få adgang til familiernes liv og

historier. Disse udfordringer gjorde, at jeg stod overfor valget mellem at ændre felt eller revurdere

mit undersøgelsesfokus (jf. Hammersley & Atkinson 2007:29).

26 Baarts argumenterer for, at vidensopbygning starter med ”etnografens indtræden i felten, længe før selve feltarbejdet” (Baarts 2003).

Min forberedelse, i form af begyndende undren og refleksion over fænomenet ‟international adoption af større børn‟, begyndte i så fald allerede tilbage i 2001, da jeg første gang mødte en større gruppe adoptivforældre på Guatemala træf og interessen er forstærket af mit møde med Roman og hans familie efter hans adoption til Danmark.


24

2.1.1. Revurdering af undersøgelsesfokus

Jeg valgte at udvide det empiriske objekt til at omhandle alle internationalt adopterede børn,

adopteret efter to års alderen, idet jeg indså at min oprindelige afgrænsning var for snæver.

Antallet af børn formidlet fra Guatemala er meget begrænset, derudover kræver adoption af et

barn over tre års alderen en udvidet godkendelse. Jeg lagde et opdateret indlæg ud på

adoptionsbureauernes og adoptionzones hjemmesider, hvor jeg søgte bredt efter familier, der

havde adopteret større børn og sluttede opslaget af med at skrive: ”Har I lyst til at hjælpe med at

skabe øget viden indenfor adoptionsområdet og høre mere om mit projekt, så kontakt mig på…”.

Jeg havde hermed en forventning om, at adoptivforældrene ønsker mere viden på området.27

Ændringen af det empiriske objekt og det nye opslag, resulterede i flere informationer. Første del

af feltarbejdet tog dermed udgangspunkt i fire familier, hvor jeg udførte deltagerobservation i

hjemmet hos min primære informantfamilie, besøgte og interviewede de øvrige forældre i deres

hjem og fulgte fem af de syv børn i deres dagtilbud, fritidstilbud eller skole.

2.1.2. En rejse ind i privatlivet

De forhindringer, jeg har mødt i forhold til at få adgang til adoptivfamilier med større børn, har givet

indsigt i, at international adoption af større børn, i sig selv, er et følsomt tema at undersøge, da det

berører familiedannelse og børneopdragelse. Jeg vil herunder illustrere, hvordan denne følsomhed

er kommet til udtryk og har haft betydning for specialets empiriske materiale og analytiske fokus.

2.1.2.1. Et følsomt tema

Jeg blev i løbet af den første del af feltarbejdet klar over, at adoptionsprocessen var en stor

omvæltning for både barn og forældre, hvilket disse uddrag fra interviewene med to af

forældreparrene illustrerer:

L28

: Hvordan synes I de første dage efter ankomsten til Danmark forløb?

F: Lidt trykket synes jeg nok, stemningen altså mest fra hans side af. Vi andre

prøvede jo sådan ligesom at få gang i nogle ting. Det var jo også lidt svært, for vi er jo

ikke vant til sådan en lille ny en.

(Far til dreng adopteret fra Etiopien 4½ år gammel)

***

M: Vores ældste søn var jo bare én stor forvirring, han kunne slet ikke rumme noget

som helt. Det kunne vi jo ikke se før halvandet år efter, da vi havde lært ham at kende,

27 Denne forventning bygger på samtaler med adoptivforældre på Guatemala Træf 2001.

28 I empiriske uddrag står L for Lone, M for mor og F for far.


25

at det var det, der var i vejen.

(Forældre til to drenge adopteret fra Guatemala 1 og 3 år gamle)

Adoptionsprocessen indebærer for adoptivforældrene, at skulle gå fra at være par til at være

forældre, samtidig med at de skal danne familie med og lære et barn at kende, der kommer med

erfaringer og oplevelser fra et andet kulturelt miljø end det danske. Barnet skal ligeledes vænne sig

til at indgå i en familie med forældrene i et nyt kulturelt miljø. Jeg erfarede dermed, at der kunne

ligge nogle etiske implikationer i, at jeg ønskede, at få indsigt i denne proces.

Jeg havde inden jeg påbegyndte feltarbejdet tænkt, at international adoption kunne være et

følsomt emne, da en del adoptivfamilier gennemgår diverse fertilitetsbehandlinger i forsøget på at

få biologiske børn eller har, som tilfældet for en af familierne i min undersøgelse, oplevet

ubehagelige fødsler, hvor barnet er dødfødt eller døde kort efter fødslen. I mødet med familierne

blev jeg dog opmærksom på, at det ikke var oplevelserne op til adoptionen, som var følsomt, men

derimod at jeg bad om at blive lukket helt ind i familiens privatsfære. Det var til tider

grænseoverskridende for både familierne og for mig, som antropologistuderende i felten. Det

oplevede jeg i forbindelse med deltagerobservation hjemme hos min primære informantfamilie:

Familien og jeg sidder en aften i stuen og ser fjernsyn. Roman beder om at få endnu

et Kinderæg, men bliver afvist, da det er sengetid. Han reagerer ved at blive ophidset

og forsøger blandt andet at bide og slå både mor og far. Det ender med at far forsøger

at få Roman til at falde til ro ved at holde ham siddende på gulvet. Da Roman ikke

falder til ro, ender det med, at mor siger: ”Ej, det skal der ikke være publikum på”.

Hvortil far svarer: ”Nej” og løfter Roman op på skulderen og bærer ham ovenpå, mens

Roman råber: ”Nej, det vil jeg ikke.” Efterfølgende er situationen anspændt og jeg

føler, at jeg må give tilkende, at det ikke er første gang, at jeg har oplevet Roman blive

ophidset på denne måde, idet jeg også havde oplevet det på børnehjemmet.

Episoden illustrerer, hvor tæt jeg kom på privatlivet og hvor intenst det kunne opleves, men den

viser også, hvordan der altid vil være en udefineret grænse mellem adoptivfamiliens ‟virkelige‟

hverdag og hverdagen, hvor jeg er til stede som antropologistuderende.

2.1.3. Følsomhedens betydning for det empiriske materiale

Den følsomhed, som jeg oplevede, i forbindelse med at få adgang til felten og i mødet med de

første familier, betød at en væsentlig strategi i det videre empiriske arbejde blev at sikre, at de

familier, som viste interesse for at deltage, kunne mærke min interesse for deres liv og erfaringer.

Jeg sikrede mig, at de altid havde mulighed for at sige fra, hvis jeg gik for tæt på. Jeg gjorde i mine

indledende telefonsamtaler og e-mails meget ud af at forklare min interesse for felten, herunder

min sociokulturelle indgangsvinkel med fokus på den forandringsproces barn og forældre går


26

igennem. Jeg lavede i foråret 2009 et nyt opslag på adoptionsbureauernes og adoptionzones

hjemmesider. Jeg udnyttede her indsigten i feltens følsomhed ved at lægge vægt på, at en række

familier allerede havde bidraget med deres erfaring omkring international adoption af større børn.

Disse opslag resulterede i at endnu syv familier meldte sig til at deltage i anden del af feltarbejdet.

Magten til at styre den empiriske og analytiske retning i specialet har, som herover illustreret,

været afhængig af de muligheder og begrænsninger, jeg har mødt i felten og ikke mindst i

forbindelse med at få adgang til felten. Det er, med Amit‟s ord, i høj grad omstændighederne i

felten, der har defineret ”the method rather than the method defining the circumstance” (Amit

2000:11).

I det følgende diskuteres styrker og begrænsninger i forhold til at lave deltagerobservation,

interviews og spontane samtaler i en såkaldt multi-sited felt.

2.2. Hjemme i et multi-sited felt

I den klassiske forståelse af feltarbejde, som kan føres tilbage til Malinowski‟s ophold på

Trobianderne, gjaldt det for antropologen om at tage ud i verden til et fjernt, eksotisk og

velafgrænset sted, og opholde sig dér i en længere periode, for så at vende hjem igen og

bearbejde datamaterialet (Gupta & Ferguson 1997; Hastrup 2003). Mit feltarbejde adskiller sig fra

denne klassiske forståelse af feltarbejde ved at være udført hjemme, idet det har fundet sted i

Danmark, hvor jeg selv er født og opvokset. I stedet for at drage ud i verden, har de deltagende

familier guidet mig ind i en anden verden, i den forstand at de, som familie, gør op med nogle af de

værdier og traditioner - hverdagsforståelser, som jeg selv er vokset op med, herunder hvordan en

familie konstitueres (jf. Hastrup 2003). Jeg har derfor ikke følt mig hjemme i felten

(adoptionsverdenen), da det, som også Okely (1992) argumenterer for, har fordret en høj grad af

refleksivitet over min egen selvbiografi i forhold til ikke at tage oplevelser og umiddelbare indtryk

for givet. Jeg har bevidst forsøgt at forholde mig til og få be- eller afkræftet mine egne

forforståelser omkring det at være adoptivfamilie og adoptere et barn over 2 års alderen. Jeg

oplevede også at træde ind i et nyt sprogunivers på trods af, at der blev talt dansk, mit modersmål,

i felten. Jeg blev pænt irettesat af en forælder, da jeg spurgte, hvordan hun oplevede at få sin

datter ”tilbudt”, idet den rette term var ”i forslag”, altså var der termer, som var fremmede for mig.

Mine informanter har haft hjemme i hele Danmark. Derfor har mit feltarbejde haft karakter af at

være ”multi-sited”, hvor antropologen netop ”moves out from the single sites and local situations of

conventional ethnographic research designs to examine the circulation of cultural meanings,

objects, and identities in diffuse time-space.” (Marcus 1995:96). Antropolog Ida Winther har kaldt

sit feltstudium af hjemlighed og hvad der gør hjemlighed for en feltvandring: ”Der er tale om en

feltvandring og ikke et feltarbejde, idet jeg netop ikke tager plads og deltager i en konkret lokalitet i


27

en længere periode” (Winther 2006:16). Jeg har, som Winther, ikke opholdt mig i en konkret fysisk

felt, men har bevæget mig fra lokalitet til lokalitet (hjem, daginstitution, skole) for at følge de

empiriske objekter – adoptivbarnet og adoptivforældrene.

2.2.1. Styrker og begrænsninger i en multi-sited felt

Hastrup påpeger behovet for en afgrænsning af den empiriske felt, når der tages afsæt i flere

forskellige lokale kontekster og argumenterer for, ”at ‟noget andet‟ end stedet må skabe rimelig

sammenhæng i felten” (Hastrup 2003:14). I kraft af at have været på besøg hos næsten alle

familier i deres hjem, har jeg fået indblik i familiernes forskellighed og er blevet bevidst om, at det,

som skaber sammenhæng i felten, er familiernes kategorisering som adoptivfamilie. Styrken ved

den multi-sited‟ede tilgang har været indsigten i feltens kompleksitet. Jeg har fået indsigt i elleve

forskellige familiers version af og erfaringer med adoptionsprocessen og de udfordringer, der er

forbundet med at være adoptivfamilie og adoptere et større børn. Derudover har jeg også oplevet

en del af adoptivbørnene i deres dagtilbud eller skole og har fået en fornemmelse af

adoptivbarnets forandring og tilpasning til de nye omgivelser over tid, velvidende at børnene er

vokset op under forskellige forhold både før og efter adoptionen. Omvendt har feltarbejdet været

forbundet med en logistisk og tidsmæssig udfordring, som har krævet koordination af transport,

overnatning samt aftaler med interessenter som skoler og daginstitutioner. Analytisk kan det

ligeledes have været en begrænsning, at jeg ikke kunne følge alle familierne over tid, da det kunne

have givet en nuanceret og mindre fragmenteret indsigt familiernes hverdag.

2.3. Deltagerobservation – feltarbejderens blik på felten

Deltagerobservation har været en væsentlig metode i mit feltarbejde, som med Hasse‟s ord har

bidraget med en situeret og selverfaret indsigt i felten (Hasse 2002). Deltagerobservation er en

omdiskuteret metode, idet antropologen på den ene side agerer som deltager og på den anden

side som observatør. Det betyder, at antropologen spiller en aktiv rolle i det empiriske materiale,

der skabes i felten (Hasse 2002). I det kommende vil jeg diskutere nogle af de positioner og roller

jeg har indtaget eller er blevet tildelt i forskellige interaktioner med informanter i felten. Dette gør

jeg for at tydeliggøre, at deltagerobservation adskiller sig fra dagligdagsiagttagelser, idet jeg er

trådt ind i felten på baggrund af et undersøgelsesspørgsmål (jf. Hasse 2002). Jeg har dermed

været selektiv i anvendelsen af observationer og interviews, hvilket ifølge antropologerne

Emerson, Fretz og Shaw (1995) betyder, at dataene skal forstås som en forenkling af levet socialt

liv.

Jeg har gennemført deltagerobservation, hvor jeg blandt andet har indtaget rollen, og er blevet

opfattet som ven, antropolog, studerende, hjælpelærer og kollega, alt afhængigt af hvor jeg har


28

udført deltagerobservation. De forskellige roller har betydet forskellige indsigter i felten og har

åbnet forskellige adgange til at følge børnene og familierne i deres hverdag. Jeg har boet en uge

hos min primære informantfamilie og har her deltaget i dagligdagen, samt fulgt Roman i

skolefritidsordningen (SFO). Jeg har fulgt tre børn i deres børnehave og tre børn (søskende) i

deres skole. Derudover har jeg besøgt næsten alle familierne i deres hjem i forbindelse med

forældreinterviews, hvor nogle af familierne tilbød mig at spise med, tage med i legestue eller tage

med i børnehaven for at hente børn. Jeg fik dermed en større, men stadig fragmenteret, indsigt i

deres hverdag end hvis jeg blot var kommet for at gennemføre et interview. Det ville have været

ideelt at have udført deltagerobservation hjemme hos flere familier, men i kraft af hvor følsomt og

privat international adoption af større børn er, følte jeg ikke, at jeg kunne bede de øvrige familier

lukke en ‟fremmed‟ ind i deres hjem i en længere periode.29

I de følgende afsnit fremhæves nogle eksempler fra feltarbejdet, som beskriver hvordan

deltagerobservation som metode har ledt til styrker og begrænsninger for dataindsamlingen.

2.3.1. En ven af familien

Det kendskab jeg stiftede til Roman på børnehjemmet i Guatemala, før hans ankomst til Danmark

åbnede muligheden for, at bo hos min primære informantfamilie i en uge, idet jeg blev opfattet,

som en ven af familien: ”Vi ser dig som en ven af familien, ligesom hvis vi havde boet i Middelfart,

da Roman var barn og så var flyttet væk. Så ville vi jo også holde kontakten”. Jeg fik gennem

deltagelse i familiens hverdag en unik indsigt i familiens daglige rutiner og interaktion. Jeg

observerede også Roman i hans SFO, hvor jeg ligeledes indtog rollen, som ven til Roman, når de

andre børn spurgte, hvem jeg var. Det legitimerede, at det var Roman, som jeg mere eller mindre

var i nærheden af, når jeg bevægede mig rundt og observerede i SFO‟en.

Min rolle som ven og position som tidligere frivillig på Romans børnehjem, kan have betydet, at

familien i den uge, hvor jeg var til stede, snakkede mere om tiden før adoptionen end de ellers ville

have gjort. Det kan have haft betydning for, hvordan Roman har ageret i børnehaven, idet han var

opmærksom på, at jeg var der. Til gengæld gav det mig indsigt i, hvilke forestillinger forældrene

gør sig og hvad de ønsker at vide noget om i forhold til barnets fortid. Forældrene interesserede

sig især for, om Roman havde forandret sig, hvor jeg umiddelbart så den samme dreng i nye

omgivelser.30 Samtaler om tiden i Guatemala var ofte initieret af forældrene eller mig. Roman var

bevidst om, at jeg havde passet ham på børnehjemmet, men nævnte kun enkelte gange en

samtale omkring tiden i Guatemala.

29 Tjørnhøj-Thomsen påpeger i sin afhandling om barnløshed, slægtskab og forplantningsteknologi, at mange antropologer, især når de

laver studier i eget samfund, ”er nødt til at møde folk og fænomener i institutioner eller organisationer (…) der kun rummer et udsnit af de pågældende menneskers totale livsverdener” (Tjørnhøj-Thomsen 1999:39). 30

Dette er en pointe, som jeg vil vende tilbage til i kapitel 5.


29

2.3.2. En pinlig tilstedeværelse i skolen

Jeg fulgte tre søskende i skolen i deres forskellige undervisningstimer og i frikvartererne. Jeg

havde forinden måtte forhandle med børnene omkring min rolle i skolen, da de, ifølge en mail fra

moderen, syntes, at det var pinligt, at jeg skulle komme på besøg i skolen.

M: Børnene er ikke helt vilde med, at du kommer på besøg i skolen. De synes, det er

PINLIGT. Min datter vil gerne vide, om du kan spille fodbold - for så kan du godt være

med til det i frikvartererne. Helt afvisende er de altså ikke. De vil gerne vide noget

mere om, hvad du vil lave i klasserne - og hvordan det bliver

(Mor til tre biologiske søskende adopteret fra Colombia 2, 3 og 5 år gamle).

I forbindelse med interview af forældrene, havde jeg en samtale med børnene om at følge dem i

skolen og vi blev enige om, at jeg i de enkelte klasser introducerede mig som praktikant, da de

andre elever er vant til, at der er praktikanter til stede på skolen. Praktikantrollen havde dog sine

begrænsninger, idet jeg var fastlåst i en primær observerende rolle og ikke kunne gå i dialog med

børnene og deres klassekammerater omkring det forhold, at de tre søskende var adopterede. Jeg

valgte i nogle timer at indtage en hjælpelærerrolle, hvilket betød, at jeg kunne komme tættere på

børnene og kunne få indsigt i deres interaktion med de andre. I løbet af de fem dage på skolen var

der ingen af børnene eller deres klassekammerater, der kommenterede, at børnene var

adopterede, hvilket kan vidne om, at det ikke er et forhold, der synes aktuel i børnenes skoleliv og

kammeratskab med klassekammeraterne.

2.3.3. På besøg i børnehaven

Jeg observerede tre børn i deres respektive børnehaver. Jeg introducerede mig efter aftale med

forældre og pædagoger, som en studerende, der var i gang med at undersøge, hvordan det var at

gå i børnehave. Det legitimerede, at jeg kunne stille børnene spørgsmål omkring deres oplevelse

af at gå i børnehave. Jeg vekslede mellem at observere på afstand og være en del af den leg, som

børnene var i gang med. Deltagerobservation i børnehaverne betød, at jeg fik indsigt i hvordan

adoptivbørnene agerede og legede sammen med de andre børn.

2.3.4. PÆDAGOGISK antropolog!

En væsentlig position, som udfordrede mig, når jeg udførte deltagerobservation i de pædagogiske

institutioner, var min danske professionsbaggrund, som pædagog. Min baggrund som uddannet

pædagog betød, at der i børnehaverne og skolen blev stillet visse forventninger til mig, blandt

andet skulle jeg agere som ”tydelig voksen”. Det stillede mig i nogle situationer i et dilemma, når


30

børnene for eksempel kom i konflikt, hvilket følgende uddrag fra mine observationer i Amans

børnehave er et tydeligt eksempel på:

De andre børn er i gang med at rydde op. Aman sidder stadig i klatrestativet.

Nedenfor står to små fra grøn stue, som skændes lidt om hvis tur det er til at klatre op

ad stigen. Den ene begynder halvt at græde. Lone: ”Hvad sker der?” Daniel: ”Det var

min tur.” Elisa: ”Nej det var mig.” Lone: ”I skal ikke op i klatrestativet nu. Det er tid til at

rydde op.” Aman er på vej ned fra klatrestativet. Han hænger i armene med ryggen

mod stigen og de to små. Han forsøger lidt febrilsk at få fodfæste på stigen og

kommer til at træde på Daniel, der har armen omkring rebstigen. Aman mærker

tilsyneladende ikke, at han træder på Daniel. Mens jeg går tættere på klatrestativet,

råber jeg: ”Nej, Aman pas på! Du træder på Daniel.” Daniel begynder at græde. Aman

flytter benet og hopper ned fra stativet og begynder at løbe væk. Jeg kalder på ham:

”Aman kan du komme tilbage og sige undskyld.” Aman stopper op og vender rundt og

råber med flabet mine: ”Undskyld, undskyld, undskyld”, hvorefter han løber væk.

I situationen er det ‟min indre pædagog‟, der reagerer, hvilket kan have betydet, at jeg er gået glip

af interessant antropologisk viden. Det ville fra et antropologisk perspektiv have været mere

interessant at se, hvordan børnene og især Aman, havde klaret situationen uden min indblanding.

2.3.5. Styrker og begrænsninger i deltagerobservation som metode

Ovenstående eksempler fra feltarbejdet viser, hvordan det empiriske materiale er blevet til i

samspil mellem informanter, antropolog og de konkrete lokaliteter, hvor feltarbejdet har fundet

sted. Et samspil som, ifølge Warming, betyder, at antropologen er ”nødt til at acceptere sin egen

oplevelsesfiltrerede tilstedeværelse i sit empiriske materiale som noget, der transcenderer

operationaliseringen og det, man er i stand til at gøre rede for” (Warming 2005:15).

Deltagerobservation har betydet, at jeg er kommet tæt på familierne og har fået et selverfaret

indblik i deres verden og interaktion med omgivelserne. Deltagerobservation har dog haft sin

begrænsning i den analytiske tilgang til materialet i kraft af primært at tage udgangspunkt i mit blik

på felten. Jeg har derfor suppleret deltagerobservationerne med uformelle samtaler og semi-

strukturerede interviews, for at få indsigt i informanternes blik på felten, hvilket uddybes i næste

afsnit.

2.4. Interview og samtale - informanternes blik på felten

Jeg har i løbet af feltarbejdet ført mange samtaler med forældre, børn, pædagoger og lærere. Det

var naturligt, når jeg snakkede med disse folk, at samtalerne omhandlede de enkelte adoptivbørn,


31

deres hverdag i samspil med kammeraterne og det forhold, at de er adopterede.31 Samtaler med

pædagoger og lærere gav en indsigt i, at de, ligesom forældrene, gør sig forestillinger om, hvad

barnet har været udsat for inden adoptionen. De antydede ofte, at adoptionen måtte have

betydning for, hvordan barnet udvikler sig og tilpasser sig livet i Danmark. Jeg anskuer disse

samtaler, som uformelle interviews, i kraft af at jeg er trådt ind i felten med et overordnet ærinde i

forhold til at få indsigt i international adoption af større børn i Danmark (jf. Bernard 1994:208).

Jeg gennemførte interviews med 10 familier, hvoraf ni blev foretaget hjemme hos familierne,

hvor begge forældre deltog. I det sidste interview deltog kun adoptivmoderen, og interviewet blev

foretaget udenfor hjemmet, da moderen mente, at hun i dette forum bedre kunne snakke ”frit fra

leveren”. I udformningen af interviewguide32 tog jeg udgangspunkt i det semi-strukturerede

interview, da det indkredser temaet, som jeg ønsker at vide noget om, samtidig med at det ”leaves

both you and your informant to follow new leads” (Bernard 1994:210). Inspireret af Kvale‟s (2000)

kvalitative forskningsinterview, udarbejdede jeg nogle åbne, overordnende spørgsmål, der tog

afsæt i tiden før, under og efter barnets ankomst til Danmark. Spørgsmålene blev udformet på

baggrund af de observationer og samtaler, jeg havde med min primære informantfamilie samt

indledende telefonsamtaler med de øvrige forældre. Interviewene varede mellem 1 og 3½ time.

Jeg fravalgte at lave strukturerede interviews med børnene, hvilket grunder i en etisk overvejelse

om, at det ikke var børnene, som i første omgang havde accepteret at deltage i feltarbejdet, men

deres forældre. Derudover gjorde temaets følsomhed, at jeg ønskede, at samtale omkring

opvæksten og adoptionen skulle initieres af børnene selv. Set retrospektivt synes dette etiske

fravalg, at have været påvirket af min implicitte, kulturelle forståelse af børn og hvad de bør

udsættes for. Fravalget vidner derfor om, at ”underliggende ontologiske antagelser om den sociale

verden og børns plads i den” (A James, Jenks, & Prout 1999:270) har påvirket mit

forskningsmæssige ærinde. Det har resulteret i, at jeg kun i begrænset omfang har fået børnenes

selverfarede indsigt i hvordan de forholder sig til og oplever at være en del af en adoptivfamilie.

Jeg benyttede overordnet den samme interviewguide til alle 10 forældreinterviews, men fulgte

ikke spørgsmålene slavisk, idet interviewene hurtigt fik karakter af en samtale, hvilket ikke mindst

skyldes udgangspunktet i det semi-strukturerede interview (jf. Bernard 1994). Jeg bad forældrene

fortælle om deres oplevelse af at blive forældre til et større barn, deres overvejelser om barnets

alder på adoptionstidspunktet, hvordan det var at få barnet i forslag og møde barnet første gang,

samt hvordan den første tid efter adoptionen forløb og hvordan barnet samt forældrene havde

forandret sig siden første møde.

31 Denne naturlighed kan hænge sammen med at samtale med forældre og samtale blandt pædagoger og lærere ofte omhandler de

børn man arbejder med. Samtalerne kan derved forstås som ekstensioner af et hverdagsfænomen. 32

Se bilag 1: Interviewguide


32

Interviewene indkredsede også adoptivforældrenes fokus på manglende viden om barnets fortid

og usikkerhed i forhold til, hvorvidt adoptionen har betydning for, hvordan barnet udvikler sig og

reagerer, når det bliver ældre. Det er derfor især interviewene med forældrene, der har været med

til at indkredse de temaer, som udfoldes i specialets analyse.

2.5. Det endelige empiriske materiale

Specialets endelige empiriske datamateriale består af 21 adoptivforældre og 18 adoptivbørn, hvor

12 af børnene var ældre end 3 år og seks var yngre end 3 år på adoptionstidspunktet. To børn var

yngre end 2 år på adoptionstidspunktet, men indgår i datamaterialet, da de er søskende til børn,

der lå inden for den empiriske ramme på 2 til 8 år. Børnene havde, da feltarbejdet blev

gennemført, levet i Danmark mellem et halvt og ti år.

Kendetegnende for de deltagende forældre er, at de alle har hentet og for første gang fysisk

mødt deres barn eller børn i barnets fødeland. Gennemsnitligt har forældrene ventet to år fra de

blev godkendt til adoption til de kunne tage ud og hente deres barn eller børn. Børnene har inden

de kom til Danmark enten boet på børnehjem eller hos en professionel plejefamilie eller begge

dele. Nogle af børnene har biologisk familie, herunder søskende, som bor i fødelandet, dog er det

forskelligt fra familie til familie, hvor meget reel viden de har om, hvor eventuelle biologiske

forældre eller søskende befinder sig. De levnedsbeskrivelser, som forældrene modtager, når de får

barnet i forslag er, ifølge forældrene, meget ufyldestgørende. Forældrene kan derfor kun forholde

sig til det, som børnene sporadisk fortæller om tiden før adoptionen om de relationer børnene har

efterladt.

2.6. Empiri bliver til analyse

Jeg har i dette kapitel beskrevet hvordan empirien er blevet til på baggrund af et multi-sited

feltarbejde, hvor deltagerobservation, uformelle og formelle interviews har været bærende

metoder.

En analyse af feltdata fordrer, ifølge Hammersley og Atkinson (2007), en komparativ forholden

sig til det empiriske materiale med henblik på at identificere interessante og eventuelt

overraskende mønstre og/eller kategorier. Disse mønstre og kategorier identificeres med

udgangspunkt i feltarbejdets overordnede tema og teoretiske orientering (Hammersley & Atkinson

2007:210). Temaet for dette feltarbejde omhandler international adoption af børn over 2 års

alderen. I bearbejdningen af empirien fra første del af feltarbejdet i efteråret 2008 erfarede jeg, at

det ikke kun er adoptivbørnene, som befinder sig i en forandringsproces, men at både adoptivbørn

og adoptivforældre gennemgår en forandring for at blive familie. Jeg blev især opmærksom på,

hvordan forældrene gør sig forestillinger omkring barnets fortid i relation til, at barnet er over 2 år


33

på adoptionstidspunktet, samt efterspørger og opsøger rådgivning (ofte psykologisk), for at kunne

forholde sig til barnet og støtte barnet i dets opvækst i et nyt sprogligt og sociokulturelt miljø. Det

førte til at jeg i anden del af feltarbejdet i foråret 2009 i højere grad fokuserede både på den

individuelle og familiære forandringsproces, som børn og forældre går igennem. Det har ført til

specialets endelige analytiske blik på hvilke udfordringer adoptivfamilien står overfor, når barnet er

over 2 år på adoptionstidspunktet og familien konstitueres socialt. Det analytiske blik har dermed

ikke været givet på forhånd, men har forandret sig gennem bearbejdning af og refleksion over det

empiriske materiale.

Jeg har hidtil introduceret specialets empiriske og analytiske blik, kontekstualiseret international

adoption af større børn i Danmark historisk, juridisk og forskningsmæssigt samt gjort rede for

hvordan det empirien er blevet til på baggrund af et antropologisk feltarbejde. Jeg vil nu vende

blikket mod det empiriske materiale og give min fortolkning af de udfordringer adoptivfamilien står

overfor, når familien er konstitueret via international adoption af større børn.


34

3. At adoptere et større barn i Danmark

In North America and Western Europe, for the past couple of hundred years, kinship

has been predicated upon biological bond between parents and children. In such

social and cultural settings, the question arises of how it is possible to incorporate

children into a family who not only have no biological connection to their new relatives

and look very different from them, but who also originate from distant unknown

countries (Howell 2006:7).

Jeg undersøger i dette kapitel, hvordan adoptivforældrene forholder sig til at blive forældre til og

danne familie med et ikke biologisk barn med oprindelse og fortid i et andet land end Danmark. Jeg

viste i kapitel 1, hvordan de historiske og juridiske perspektiver på familie, barn og barndom i

Danmark (og Vesten) domineres af en normativ antagelse om, at forældre og barn er biogenetisk

forbundet, og at et barn har bedst af fra spæd at vokse op sammen med sine biologiske forældre i

det land og den kultur barnet er født ind i (jf. kapitel 1). Disse antagelser underbygges af den

psykologiske forsknings patologiserende perspektiv på international adoption, der antager, at (det

større) adoptivbarn bærer på en grundangst med rod i barnets manglende omsorg fra primære

omsorgspersoner, samt adskillelse fra sin biologiske og kulturelle oprindelse, hvilket kan give

problemer senere i barnets identitetsudvikling (jf. kapitel 1).

Med afsæt i en dansk/europæisk forståelse af slægtskab som en særlig form for

forbundethed33, der ikke nødvendigvis konstitueres af blod eller gener, illustrerer jeg i dette kapitel,

hvordan adoptivforældrene forsøger at skabe en kulturel meningsfuld forbundethed til deres barn,

men også hvordan denne forbundethed udfordres af en oplevelse af fremmedhed i mødet med

barnet. Denne fremmedhed åbner for en diskussion af, hvordan forældre forstår og tolker deres

barns behov og adfærd.

3.1. Kulturelt konstrueret slægtskab

Antagelsen om at slægtskab baserer sig på et biologisk bånd mellem forældre og barn bygger,

som Schneider (1980) demonstrerede i sin kulturanalyse af amerikansk slægtskab, på en særlig

europæisk folkemodel for slægtskab, hvor ”heterosexual reproduction lies behind assumptions of

the genealogical grid” (Tjørnhøj-Thomsen 1999; Yanagisako & Delaney 1995a:xi). Schneider

demonstrerede i sin analyse, at substanser som for eksempel blod og gener ikke konstituerer men

symboliserer slægtskab, idet det er de kulturelle antagelser om, at blod og biologi binder folk

sammen, der konstituerer slægtskabet. Dermed skal amerikansk slægtskab, ifølge Schneider,

33 Slægtskab forstået som forbundethed er inspireret af Tjørnhøj-Thomsens brug af forbundethed, der kan føres tilbage til antropologen

Janet Carstens forståelse af slægtskab som ”relatedness” (Tjørnhøj-Thomsen 1999, 2004). Carsten argumenterer for, at forskere for at forstå slægtskab må tage afsæt i hvordan de mennesker, som undersøges, selv definerer og konstruerer deres forståelse af relatedness, samt hvilke værdier og mening de tildeler denne forståelse (Carsten 1997 - se også Tjørnhøj-Thomsen 1999:17).


35

anskues som kulturelt konstitueret frem for naturgivent, hvilket også gør sig gældende for

slægtskab i store dele af Europa.

I forlængelse af Schneiders forståelse af slægtskab som kulturelt konstrueret argumenterer flere

antropologer, i Danmark blandt andet Tine Tjørnhøj-Thomsen, for en anvendelse af forbundethed

(relatedness) som et analytisk begreb til at belyse, hvordan de mennesker, som undersøges, selv

definerer og konstruerer deres forståelse af slægtskab, samt hvilke værdier og meninger de tildeler

denne forståelse (Carsten 1997; Tjørnhøj-Thomsen 1999:17).34 Nyere antropologiske

slægtskabsstudier illustrerer i den forbindelse, hvordan adoption i flere ikke-vestlige samfund

anses som en naturlig slægtskabspraksis, blandt andet fordi blod og gener ikke anses som

determinerende substanser i forældre-barn relationen. I det følgende gives et par eksempler.

3.1.1. Når gener er uden betydning

Socialantropologen Barbara Bodenhorn (2000) illustrerer i sit studie af Iñupiat folket i det nordlige

Alaska, hvordan slægtskab defineres ud fra en reciprok forbundethed til sine slægtninge. Ifølge

Bodenhorn, er “natal bonds (...) recognised but given no determining character whatsoever“

(Bodenhorn 2000:141). Blandt Iñupiat folket konstitueres slægtskab og dermed forældre-barn

relationen gennem forhandling, hvor det at agere - indtage og udfylde rollen - som en god forælder

eller en god søn/datter, danner grundlag for forbundethed og tilhørsforhold mellem forskellige

individer (Bodenhorn 2000). Derudover tillægges sammensætningen af en persons navn ligeledes

stor betydning i forhold til, hvordan denne person er forbundet til sine omgivelser. Alle Iñupiater

antages at være reinkarnationer af op til flere forfædre og en Iñupiats personlighed er derfor

sammensat af navnene på de forfædre, som Iñupiaten antages at være en reinkarnation af.

Besøger en Iñupiat et hjem, hvor han eller hun anses for at være en reinkarnation af en afdød

bedstefar, så tiltales og forventes den pågældende Iñupiat at agere som denne bedstefar uanset

om personen er 5 eller 40 år gammel. Dermed skaber (sammensætningen af) en Iñupiats navn og

ikke gener den enkelte Iñupiats personlighed og forbundethed til andre personer. I kraft af at

biologiske bånd ikke tildeles nogen determinerende faktor i forhold til at være forbundet til en

familie, er det muligt for Iñupiat barnet at vælge sine egne forældre. Bodenhorn påpeger, at

adoption blandt Iñupiaterne opfattes ligeså eller ofte mere virkelig og gyldig end en biogenetisk

forankret forældre-barn relation, hvilket understreges ved, at ”[s]omeone who does not ‟act like‟ a

son or daugther to adoptive parents would incur social disapproval (…). Ignoring one‟s biological

parents as an adopted child (…) did not (…) excite comment” (Bodenhorn 2000:140).

Antropologen Weismantel (1995) illustrerer i sit studie af Zumbagua folket i det centrale

Ecuador ligeledes, hvordan biologisk reproduktion ikke har nogen determinerende indflydelse i

34 For uddybning og eksempler se blandt andet Carsten(2000a), Edwards et al. (1999) og Yanagisako & Delaney (1995b).


36

forhold til, hvem der antages at være forældre til et barn. Adoption35 blandt Zumbagnua folket er,

ifølge Weismantel, ikke unormalt, men anvendes som et redskab af familier, husstande og

individer til at skabe social identitet. Det, der forbinder Zumbagua forældre og barn, er den omsorg

barnet modtager fra forældrene og endnu vigtigere det sul på kroppen, som barnet erhverver sig

gennem deling af måltider med familien. Ved at dele mad med og made et barn gøres barnet over

tid til forældrenes fysiologiske og juridiske barn, hvilket Weismantel illustrerer således:

The Iza‟s will make the boy theirs by talking to him, sleeping near him, feeding and

clothing him, and nursing his injuries. Eventually he will look like them, smell like them,

laugh and gesture like them: when people look at him, they will see an Iza. They will

talk about him as an Iza to others, and it is at that moment that the relationship will

have become real in a public and social sense. (Weismantel 1995:695)

Forbundetheden mellem forældre og barn blandt Zumbagua folket er dermed ikke determineret via

biogenetisk forbundethed, men derimod via deling af mad og omsorg (Weismantel 1995). Mad og

omsorg skaber ikke blot forbundethed, men er ligeledes medskaber af barnets personlighed, idet

barnet gennem omsorgen med tiden vil blive anset for at være ”an Iza”.

På trods af at adoption i relation til Iñupiat og Zumbagua folket svarer til det, der i Danmark vil

blive betegnet som national eller familieadoption (jf. kapitel 1), så fremhæver Bodenhorns og

Weismantels studier, at biogenetisk substans ikke nødvendigvis er determinerende for, hvorvidt

forældre og barn opfattes som forbundet til hinanden. Studierne understøtter dermed Schneiders

pointe om, at det biologiske slægtskab ikke skal opfattes som en naturgiven, universel sandhed.

Derudover illustrerer studierne, hvordan normative opfattelser af, hvordan personer er forbundet til

hinanden ligeledes udgør en vigtig del af den fortolkningsramme indenfor hvilken forældre forstår

og tolker, hvem et barn er, herunder hvor barnet kommer fra og hvad det bringer med sig ind i livet

(jf. Bruner 2000).

I modsætning til adoption blandt Iñupiat og Zumbagua folket, så handler international adoption

af et større barn i Danmark i højere grad om, hvordan man som social konstitueret (adoptiv)familie

skaber en meningsfuld forældre-barn relation i et samfund, hvor biogenetisk slægtskab er normen.

Det bringer mig tilbage til Howells (2006) studium af international adoption i Norge.

3.1.2. Det naturaliserede (adoptiv)slægtskab

Som belyst i kapitel 1 kompenserer norske adoptivforældre ifølge Howell for fraværet af

biogenetisk forbundethed og for fraværet af delt livshistorie ved at kinne barnet ind i forældrenes

eksisterende biologiske og nationale slægt (Howell 2006; Marre & Howell 2006). De norske

35 Adoption blandt Zumbagua folket foregår enten mellem familiemedlemmer eller ved at tage et forældreløst barn til sig (Weismantel

1995).


37

adoptivforældre transsubstantierer aktivt barnet ind i forældrenes slægt ved blandt andet at ”de-

biologise” (nedtone) adoptivbarnets biologiske og nationale oprindelse i et andet land, for i stedet

at skabe narrativer og forbindelser, der gør adoptivbarnet til en person ”whose identity is

constituted through relationships with kinned Norweigian people” (Howell 2006:82). Ved symbolsk

at plante adoptivbarnet på steder, der er indbegrebet af norsk familieliv og norsk historie ændrer

forældrene, ifølge Howell, adoptivbarnets essens fra at være en ukendt fremmed, født af

fremmede i et fremmed land til at være socialt inkorporeret ikke blot i adoptivforældrenes

biologiske slægt, men også i forældrenes nationale slægt. Dette medfører, ifølge Howell, at det

adopterede barn i sidste ende kommer til at føle sig norsk og identificere sig med nordmænd.

Howells studium bidrager til forståelsen af international adoption af større børn i Danmark med

et indblik i, hvordan forældre i et samfund, hvor adoption anses som nonnormativ, naturaliserer

forældre-barn relationen ved at inkorporere det fremmede barn i forældrenes biologiske og

nationale netværk, hvorved barnet gøres norsk. Howell indikerer derved at forbundethed ikke blot

handler om gener og blodbeslægtethed, men også skabes ved at høre til og komme fra et sted,

hvilket understreges ved at de norske forældre aktivt planter det adopterede barn i deres

lokalsamfund. Howell argumenterer for, at dette er muligt, fordi barnet er gjort socialt nøgent og

dermed er blevet frisat til at blive inkorporeret i adoptivforældrenes slægtskab.

Det større adoptivbarn i Danmark kan ligeledes opfattes som socialt nøgent, idet frisættelsen af

barnet fra tidligere relationer er et vilkår for at barnet kan blive adopteret af sine danske forældre.

Den sociale nøgenhed synes dog primært at gøre sig gældende i juridisk forstand, idet

adoptivforældrene, som analysen vil illustrere, i praksis langt fra opfatter det større adoptivbarn

som frisat fra tidligere relationer. Forældrene opfatter i højere grad barnet som medbringende en

bagage af erfaringer fra og forbundethed til ukendte mennesker i et andet land, som komplicerer

forældrenes fornemmelse af forbundethed og kendskab til hvem deres barn er. Jeg vil nu illustrere,

hvordan dette kommer til udtryk i mit empiriske materiale. I første omgang fokuserer jeg på,

hvordan forældrene skaber en meningsfuld forbundethed til det større adoptivbarn, hvorefter jeg

illustrerer, hvorledes denne forbundethed udfordres af barnets nonnormative oprindelse og fortid i

et andet land end Danmark.

3.2. Adoptivfamilien - den unaturlige, naturlige familie

M: [I]ngen af os havde det der behov for, at man skulle se sine gener eller ligner de nu

mig. Det var der ingen af os, der overhovedet havde noget behov for.

(Mor til pige, adopteret fra Kina 2 år gammel).

Lidt over halvdelen af alle de deltagende adoptivforældre har forsøgt at få børn via kunstig

befrugtning, men størstedelen af disse forældre understreger, som moderen i det indledende citat,


38

at de ikke har haft behov for at reproducere sig selv og føre deres gener videre.36 Til gengæld

fremhæver alle forældrene, at det, som har betydet noget for dem i forsøget på at få børn, har

været muligheden for at blive forældre og dermed blive en familie.

M: Vi glædede os til at få nogle andre i huset end bare os. Til at der skete noget

andet, at der var noget andet at gå op i end en selv og ens arbejde. At der var nogen

at videregive vores livsværdier til, vores holdninger til livet. Få mulighed for at præge

dem og sådan noget. Men nogle forestillinger det har vi ikke sådan gjort os om at have

børn. Det tror jeg ikke. Der er mange, der siger: ”Gud var det ikke en kæmpe

omvæltning?”. Hvor jeg ikke tror, at omvæltningen havde været større end hvis vi

havde fået en biologisk baby, for det vælter også op og ned på en families liv. Men der

har måske været en periode med hårdt arbejde, sådan lige fra den ene dag til den

anden. Men til gengæld fik vi vores nattesøvn, fordi de har alle tre altid sovet igennem

fra klokken ni om aftenen til klokken otte næste morgen. Så på den måde har vi jo fået

vores søvn, hvor det gør spædbørnsforældre jo givetvis ikke.

(Mor til tre biologiske søskende adopteret fra Colombia 1½, 3 og 5 år gamle).

Moderen herover er ikke ene om at lægge vægt på, at de som forældre glædede sig til ”at få nogle

andre i huset”. Alle de deltagende forældre fremhæver, at de glædede sig til, at ”have en hverdag

sammen med barnet”, at ”kunne præge barnet” ved at ”videregive sine livsværdier og sine

holdninger til livet”, ”yde omsorg og hjælpe barnet videre i ud livet”. Et forældrepar fremhæver, at

de glædede sig til at blive en del af ”den hemmelige klub af forældre” og en anden mor glædede

sig til at blive mor, for så blev hun ”en rigtig kvinde”.

Tine Tjørnhøj-Thomsen (2004) tager i sit studie af tilblivelseshistorier blandt barnløse par i

Danmark udgangspunkt i det Weston kalder autenticitetsideologier til at identificere de

substanser37, der har betydning for danskernes måde at forstå slægtskab og forbundethed. Disse

substanser knytter sig til en biogenetisk forbundethed, der medfører, at det biogenetiske slægtskab

opfattes som den mest ‟autentiske‟ og ‟naturlige‟ måde at danne familie på. I et forsøg på at få

deres egen situation som barnløse til at give mening omdefinerer de barnløse par, ifølge Tjørnhøj-

Thomsen, det autentiske slægtskab fra at være en biogenetisk forbundethed til at være en form for

social og følelsesmæssig forbundethed.38 De barnløse par vægter at kunne præge barnet gennem

36 Et forældrepar har kunnet få biologiske børn, men har valgt, at adoption var den måde, de ville være forældre på.

37 De dominerende autenticitetsideologier indenfor den biogenetiske forbundethed knytter sig, ifølge Tjørnhøj-Thomsen (2004), til, hvad

det vil sige at være en ‟rigtig‟ mand eller ‟rigtig‟ kvinde. Mandens sæd får, som genetisk og seksuel substans, symbolsk betydning, da sæden er ”relateret til en kulturelt betinget tankeforbindelse mellem reproduktiv formåen, seksualitet og maskulinitetsforestillinger” (Tjørnhøj-Thomsen 2004:144-145) og dermed det at være en ‟rigtig‟ mand. Derudover knytter den biogenetiske forbundethed sig til en gestationel substans hos kvinden, hvor det ”[a]t opleve graviditet, fødsel og amning er (…) et stærkt ønske for mange kvinder og et væsentligt aspekt af en særlig kvindelig autenticitetsideologi” (Tjørnhøj-Thomsen 2004:146). 38

Tjørnhøj-Thomsen påpeger, at der ikke er ”tale om en omvæltning i forståelser af slægtskab, men om, at mennesker processuelt

skaber forståelser og mening med nye hændelser i deres liv ved at drage sammenligninger og analogier til viden og erfaringer, de har i forvejen” (Tjørnhøj-Thomsen 1999:260).


39

kontinuerlig omsorg, nærvær og opdragelse, samt opnå social status og anerkendelse som familie

højere eller lige så højt, som at være biogenetisk forbundet med barnet (Tjørnhøj-Thomsen 1999,

2004). De danske adoptivforældre i indeværende undersøgelse synes på samme måde, at lægge

afstand til den dominerende, normative forestilling i Danmark og Vesten om, at en ‟rigtig‟ familie

skabes gennem biogenetisk forbundethed. De danske adoptivforældre synes, ligesom de barnløse

par i Danmark samt de norske adoptivforældre, at lægge vægt på sociale og følelsesmæssige

kriterier for forbundethed, hvor det at kunne præge og drage omsorg og derved sikre det en tryg

opvækst bliver anset som vigtigere end biogenetisk forbundethed (jf. Howell 2003; Howell 2006;

Tjørnhøj-Thomsen 1999).

I et dansk normativt perspektiv er det ikke overraskende, at adoptivforældrene argumenterer for

autenticiteten i deres slægtskabsformation ved at lægge vægt på social forbundethed. Social

forbundethed i form af at yde omsorg og varetage barnets behov afspejler netop den holdning, der

kommer til udtryk i de danske og internationale lovgivninger på børne- og adoptionsområdet (jf.

kapitel 1). Holdningen bag lovgivningerne anser netop forældre som de primære omsorgspersoner,

der gennem omsorg, næring og beskyttelse sikrer barnet en tryg, god og beskyttet opvækst

(Børnekonventionen 1989, jf. kapitel 1). Flere af de deltagende adoptivforældre fremhæver i den

forbindelse, at de til forskel fra biologiske forældre er blevet godkendt til at få børn og påpeger

ligeledes, at biologisk forbundethed ikke garanterer, at man som forældre kan varetage sit barns

behov. De henviser til, at der er børn i Danmark, der af denne grund bliver (tvangs)fjernet fra sine

biologiske forældre. Ved at lægge vægt på social forbundethed legitimerer adoptivforældrene

deres egen familiekonstitution som værende lige så rigtig og autentisk som en biogenetisk

forbundet familie.

3.2.1. Rigtige forældre med egne børn

Opfattelsen af, at det biogenetiske slægtskab er det mest autentiske i Danmark, præger de

opfattelser og holdninger adoptivfamilien møder og må forholde sig til i hverdagen. Blandt andet

fortæller en mor følgende om omgivelsernes reaktion på, at hun og hendes mand skulle være

forældre via international adoption.

M: Jamen det reagerede familier og venner vel fint på. Altså, de bliver nok ved med,

især tror jeg nok, min mor bliver ved med sådan at synes, at vi ventede så lang tid og

om ikke, altså, nu om vi ikke skulle gå noget mere i behandling. Hun har også før, vi

fik ham sagt: ”Når I så får en, så får I sikkert jeres eget barn.” Det er sådan en, den

skærer jo bare i vores ører. For han er jo også vores eget. Man ved jo godt hvad de

mener, men han er jo vores egen og vi kunne slet ikke tænke os, altså, vi har ansøgt

om adoption igen og vil gerne adoptere fra Kina igen. Vi kunne slet ikke forestille os,


40

at vi ikke skulle have en til fra Kina.

(Mor til dreng adopteret fra Kina 3 år gammel)

Det er især spørgsmål omkring betydningen af at være forældre til ”egne” børn, som

adoptivforældrene må forholde sig til. Flere forældre giver, som moderen herover, udtryk for, at de

ofte må pointere, at deres (adopterede) barn føles og er lige så meget deres ”eget” barn, som hvis

det havde været et biologiskfødt barn.39 Flere forældre fortæller ligeledes, at et gængs spørgsmål

fra omverdenen går på, om barnets ”rigtige forældre” lever, - underforstået om barnets biologiske

forældre lever. Hvortil standardsvaret fra flere af de deltagende forældre er: ”Vi er barnets rigtige

forældre - Spørger du til, om barnets biologiske forældre lever?”. Dette svar illustrerer, hvordan

adoptivforældrene omdefinerer den normative forståelse af, at rigtig er lig med biologisk.

Ovenstående eksempler på, hvordan adoptivforældrene må forholde sig til omverdenens

forståelse af slægtskab og hvad der skaber en rigtig forælder, viser hvordan forældrene på den

ene side legitimerer sig selv om rigtige forældre ved at lægge vægt på social forbundethed, men

også hvordan den biogenetiske slægtskabsmodel forbliver den kulturelle referenceramme indenfor

hvilken adoptivforældrene må søge at skabe mening med deres familie og deres rolle som

forældre. Det kommer ligeledes til udtryk i adoptivforældrenes overvejelser over at adoptere et

barn over 2 års alderen.

3.2.2. Det var faktisk ikke en baby vi skulle have

L: Hvilke overvejelser gjorde I jer med hensyn til barnets alder?

M: Man har selvfølgelig en godkendelse, der hedder til 36 måneder, men jeg havde så

aldrig nogensinde overvejet, at det kunne blive så stort et barn, fordi ventetiden blev

længere og de [adoptionsbureauet i Kina] havde ingen børn, så måtte børnene jo blive

mindre. Men det er faktisk det modsatte, der næsten er sket derovre fra. Men altså, da

vi først havde siddet og snakket lidt om det og aldersforskellen og havde tygget lidt på

den og det hele, så blev vi enige om, at så skulle vi have hende.Det var fordi vi selv

lige skulle vende alderen inde i hovedet. Jeg skulle lige have vænnet mig til at det

faktisk ikke var en baby, vi skulle have, men et større barn.

(Mor til to piger adopteret fra Kina 1 og 3 år gamle)

De adoptivforældre, der har søgt søskende eller har søgt børn fra lande, hvor børnene normalt er

ældre på adoptionstidspunktet, har i nogen grad været afklarede med, at barnet vil være ældre på

39 Et muligt fremtidigt perspektiv på international adoption og autentisk forældreskabsfølelse kunne være at tage udgangspunkt i

familier, der både har biologiske og adopterede børn. Ikke for at verificere eller falsificere at „rene‟ adoptivfamilier er lige så autentiske som biologiske familier, men for at undersøge konstruktionen af det autentiske forældreskab og slægtskab.


41

adoptionstidspunktet. De forældre, som har fået et barn i forslag, der var uden for deres

godkendelsesramme på op til 3 år eller hvor barnet har været ældre end de havde forventet i

forhold til historikken med hensyn til alderen på de børn, der blev frigivet fra det valgte land, har,

ligesom som moderen herover, især skullet vænne sig til tanken om at adoptere et større barn.

M: Det som måske nok også gjorde, at jeg havde svært ved at blive parat til det [at

adoptere et større barn], det var det der med, at man ikke fik en baby. Altså, at man

ikke fik lov til at prøve at have en baby, at få barnet fra lille af og have det som baby.

Det tror jeg nok var det, som jeg tænkte på, og det var ikke sådan så meget med den

tanke, at når man fik et større barn, så kunne der være nogle flere ting i bagagen.

(Mor til pige adopteret fra Kina 2 år gammel).

International adoption af et større barn, betyder, at adoptivforældrene skal vænne sig til, at de ikke

bliver forældre til en ”baby” eller til ”et så lille barn som muligt”, som ville have været tilfældet, hvis

de havde fået et biologisk barn eller havde adopteret et spædbarn. Fælles for de deltagende

adoptivforældre er, at de ikke har fået lov at se deres barn vokse op fra spæd. Dermed udfordrer

adoptivbarnets høje alder det kulturelle livsskript40, som indtil de vælger at adoptere har været

styrende for adoptivforældrenes forståelse af, hvordan man bliver ‟rigtige‟ forældre til et barn (jf.

Holland & Quinn 1997a; LeVine et al. 2008).41 Flere forældre giver udtryk for, at de over tid har

skullet vænne sig til og må acceptere, at der er andre ”varianter” at blive ‟rigtig‟ forældre på.

3.2.2.1. At tænke i adoptionsbaner

En måde, hvorpå forældrene forholder sig til barnets høje alder, er ved at fremhæve de fordele, der

er ved at blive forældre til et større barn. Et forældrepar forklarer således:

M: Jo, altså, det har da i hvert fald været en proces, fordi da vi ansøgte om adoption,

tror jeg, at vi begge to havde en ide om, at vi ønskede et så lille barn som overhovedet

muligt. Det gik egentligt til at jo længere hen vi kom i processen, så var alder lige

pludselig ikke af så stor en betydning for os, så længe det var inden for vores

godkendelse, som løb op til 36 måneder. Men hvor vi i starten var meget fokuserede

på at få et lille barn, så jo længere tid der gik, jo mindre kunne jeg forestille mig at få et

lille barn. Jo mere tænkte jeg på, at det også ville være underligt, hvis barnet ikke

kunne gå. Lige pludselig får man nogle helt andre billeder af det barn, man skal have.

F: Ja, man skal nok egentligt lige vænne sig til at det der med, at hvis man selv føder

40 Et kulturelt livsskript skal, ifølge Holland og Quinn, forstås som ”culturally standardized and hence familiar event sequences that tell,

for example, how marriage goes” og ”include prototypical events, prototypical roles for actors, prototypical entities, and more” (Holland & Quinn 1997a:20). I denne forbindelse refererer det kulturelle livsskript til den standardiserede, taget for givet opfattelse, som de danske adoptivforældre tager afsæt i, når de skal forstå, hvad det vil sige at blive forældre til et barn. 41

Adoptivbarnets alder på adoptionstidspunktet udfordrer ligeledes adoptivforældrenes livsskript for, hvordan et barn bør vokse op,

hvilket jeg vil vende tilbage til i senere.


42

et barn, fik et barn, så ved man jo, at det er 0 år og hvilken størrelse det er fra starten

og så skal man ligesom vænne sig til, at der kan blive nogle varianter på den her

måde. Og så i takt med at man egentlig vænner sig til at tænke i adoptionsbaner, så

udvides ens, hvad skal man sige, så udvides ens accept af tingene og muligheder.

(Forældre til dreng adopteret fra Kina 3 år gammel).

Flere af de øvrige forældrepar giver, som parret herover, udtryk for, at de over tid begyndte at se

fordelene ved at blive forældre til et større barn. De fremhæver blandt andet, at det er en fordel at

være fri for at skulle bruge barselsorloven på at skifte ble. Derudover lægger de vægt på

muligheden for at kunne lave nogle aktive ting, så som at tage på cykelture, fiske og gå i

svømmehallen sammen med barnet. Nogle forældre fremhæver ligeledes, at de har nydt at kunne

få deres nattesøvn, fordi de ikke har skullet op til en ”skrigende baby” om natten.

På samme måde som adoptivforældrene omdefinerer det autentiske slægtskab ved at lægge

vægt på social forbundethed (jf. Tjørnhøj-Thomsen 2004), synes forældrene ligeledes i processen

op til adoptionen at omdefinere forståelsen af den autentiske forælder. Fra at tage udgangspunkt i

at man som ‟rigtig‟, ‟autentisk‟ forælder bliver forælder til en baby eller et så lille barn som muligt,

ender forældrene med at lægge vægt og se fordele i blive forældre til et større barn.

3.2.3. Opsamling

Jeg har indtil videre i dette kapitel illustreret, hvordan adoptivforældrene forholder sig til at danne

familie med og blive forældre til større adoptivbarn. Adoptivforældrene skaber over tid en

meningsfuld forbundethed til deres barn ved at omdefinere, hvad det vil sige at være en naturlig

familie og være rigtige forældre til egne børn. Ved at lægge vægt på sociale og følelsesmæssige

substanser frem for biologiske og genetiske substanser skaber og argumenterer adoptivforældrene

for autenticiteten i måden, de er blevet familie og forældre på (jf. Tjørnhøj-Thomsen 1999).

Derudover illustrerer, adoptivforældrenes måde at forholde sig til deres i en dansk kontekst

nonnormative familiekonstellation, at slægtskab, familie og forældreskab er kulturelle

konstruktioner, der er til forhandling.

På trods af at adoptivforældrene vænner sig til og tror på, at deres forældreskab og familie er

ligeså rigtig som en biologisk konstitueret familie og forældre-barn relation, så udfordres den

sociale og følelsesmæssige forbundethed af en oplevelse af fremmedhed i mødet med barnet.

Med afsæt i adoptivforældrenes fortællinger om at møde deres barn fysisk for første gang

illustrerer jeg i resten af dette kapitel, hvordan denne fremmedhed hænger sammen med fraværet

af delt livshistorie og barnets nonnormative biologiske og kulturelle oprindelse og fortid i et andet

land end Danmark.


43

3.3. Det første møde – et møde mellem fremmede

Det er forskelligt hvad forældrene husker fra det første fysiske møde med deres barn, ligesom

konteksten og proceduren adskiller sig fra familie til familie og fra giverland til giverland. Nogle par

har fået overdraget barnet på det lokale adoptionsbureau, andre på det børnehjem, som barnet

enten har boet eller været knyttet til. Enkelte par har fået overdraget barnet på det lokale

kommunekontor. I nogle lande har forældrene oplevet, at der er flere børn, der bliver overdraget til

ventende forældre på samme tid, i andre lande er forældrene de eneste, der er til stede ved

overdragelsen. Det er også forskelligt, hvordan børn og forældre reagerer i selve

overdragelsesøjeblikket. Fælles for alle de deltagende forældre er oplevelsen af det første møde

som et følelsesladet øjeblik, der implicerer, glæde, gråd, overvældelse og nervøsitet. Blandt andet

fortæller en mor følgende omkring det første møde med sin 2 år gamle, kinesiskfødte pige.

M: Det var mærkeligt at møde hende første gang. Altså, hun var jo sådan en lille sød

fin en og hun stod der i sin fine kjole og hun var så kær og hun var så alene i det der.

Det var virkelig, virkelig, mærkeligt. Nogen får det nok sådan, at når de ser det der

barn, der er det ligesom om, det er deres eget barn. Men sådan fik jeg det ikke, slet

ikke. Hun var jo en fremmed! Og det følte jeg jo hun var, men jeg synes, at det hele

var så utrolig overskygget af, at hun var så ulykkelig. Det var så hjerteskærende at se

på. Som jeg plejer at sige, så var det den bedste og værste dag i mit liv. Det var

fantastisk at få hende, men det var virkeligt så svært at se på, at hun var så ulykkelig.

Alle forældrene giver udtryk for, at det er stort, overvældende, men også mærkeligt endeligt at få

lov til at se deres barn i levende live og få lov at røre det for første gang. Moderen herover er den

eneste, der direkte fortæller, at hun oplevede sit barn som fremmed. Dog erkender flere forældre,

at det første møde er præget af spændthed i forhold til, om barnet vil kendes ved dem, samt en

frygt for om de nu kan slå til som forældre – kan de elske barnet som var det deres eget og kan de

leve op til deres ansvar som forældre? Et forældrepar fortæller om det første møde med deres

etiopiskfødte søn på 4½ år:

M: Det var helt vildt at skulle møde ham første gang!

F: Da vi kom til børnehjemmet blev portene åbnet, og vi kørte ind, og så sad han midt

på gårdspladsen på sådan en høj stol helt alene i sådan en hvid dragt. Det var lidt

specielt, syntes vi.

M:Ja, det var sådan lidt på en piedestalagtig måde, hvor de andre børn kunne se, at

nu skulle han væk. Da vi så kom hen til ham, blev han bedt om at kysse os og der

kom bare det der kunstige smil. Han havde jo godt nok set billeder af os inden, men

alligevel - han var SÅ bange for os! Det skreg ud af ham, at han var bange for os.

F: Ja, de første tre dage hviskede han kun, hvis vi spurgte ham om noget - men på


44

fjerdedagen råbte og skreg han ligesom alle andre børn.

M: Vi var på børnehjemmet en lille time, hvor vi hurtigt lige var rundt og se stedet, og

så fik vi lov at tage ham med. Hold op for et ansvar! Så rev man ham ud af den

verden, han var vant til. Man kunne bare virkelig mærke det indeni. Man følte bare, at

hold da kæft mand, det er bare vildt det her.

(Forældre til dreng adopteret fra Etiopien 4½ år gammel)

Flere af de deltagende forældre fremhæver, ligesom forældrene i uddragene herover, at de følte et

stort ansvar i forhold til at rive deres søn ”ud af den verden, han var vant til”. Størstedelen af

forældrene giver udtryk for, at de overvejede, om de nu gjorde det rigtige ved at ”rive barnet op

med rod” og væk fra det liv, som det har været vant til op til adoptionen. Forældrene synes især at

være usikre på, hvordan barnet vil klare at blive taget væk fra det miljø eller den plejefamilie, som

barnet har boet i op til adoptionen.

Da vi sad i Kina den første aften og hun var faldet i søvn, der var jeg helt lige ved at

gå ud af mit gode skind. Jeg var simpelthen helt ude af den og tænkte, at det kommer

aldrig til at gå det her. Jeg tænkte, hvad søren er det jeg har gjort. Vi har taget hende

væk fra en plejefamilie, hvor hun jo levede godt og lykkeligt, og hvordan skal det

nogensinde komme til at gå godt. Altså, jeg havde skyldfølelse.

(Mor til pige, adopteret fra Kina 2 år gammel)

Det er udbredt på tværs af det empiriske materiale, at forældrene er usikre på, hvad adoptionen –

det at flytte barnet fra en sproglig og sociokulturel kontekst til en anden – vil betyde for barnet.

Enkelte forældrepar giver i den forbindelse udtryk for, at de var bange for at ”ødelægge” barnet.

Flere af adoptivforældrene giver også udtryk for, at de var spændte på og bekymrede for, om

barnet nu ville kendes ved dem og acceptere, at de var barnets ”nye” forældre. Et forældrepar

fortæller følgende om deres første møde med deres tre børn fra Colombia, der er biologiske

søskende:

M: Da vi går ned af trappen på hotellet [på vej ind og hente børnene], så siger jeg til

min mand: Tænk nu hvis de ikke kan lide mig. Det kom jeg simpelthen sådan til at

tænke på. Det er jo ikke dem, der har valgt, at de skulle nogle steder, altså, vi har ikke

mødt hinanden. Vi har set billeder af hinanden, for de havde også fået billeder af os,

men den ældste af børnene var jo næsten 5 år. Et 5-årigt barn kan jo lide nogle

mennesker og nogle kan det ikke lide. Sådan har alle det jo.

Forældreparret fortæller, at de fik overdraget de to yngste børn på 1½ og 3 år, som begge blev

placeret på moderens skød. Deres ældste barn på 5 år var i første omgang ”meget reserveret” og

ville ikke have noget med forældrene at gøre. Han kom selv gående ind i rummet og satte sig i en


45

sofa med ryggen mod forældrene og armene over kors. Først efter en samtale med en pige fra

børnehjemmet og lidt lokken med små slikposer ”tøede han op”.

M: Jamen, et barn kan jo også sagtens være genert og hvad man ellers er, når man

møder børn på den alder. Når man sådan lige kommer ind til sådan to vildt fremmede,

der ser anderledes ud. Men vi gik simpelthen derfra med et barn i hver hånd begge to.

F: Der var ikke noget overhovedet. Han var fuldstændig tøet op. Det var ligesom om

nå, jamen så…

(Forældre til tre biologiske søskende, adopteret fra Colombia 1½, 3 og 5 år gamle).

Forældrene herover er opmærksomme på, at de var ”to vildt fremmede” for børnene og

accepterede derfor også, at det tog noget tid for især den ældste af børnene at vænne sig til at

blive overdraget til forældrene. Størstedelen af de deltagende forældre oplevede, at deres barn var

genert eller bange for dem til at begynde med, og alle fremhæver, at forældre og barn skulle

vænne sig til hinanden. Et forældrepar følgende

M: Inden vi får set os omkring bliver døren [ind til et legerum på børnehjemmet] flået

op og en, to, tre, så hænger han om halsen på mig og der stod jeg. Jeg ved så, at vi

blev gelejdet hen til babystuen og bliver sat ned på sådan nogle skumgummimåtter.

Jeg ved, at vi har snakket med nogle hollandske frivillige, med børnehjemslederen og

med en dansk frivillig. Jeg ved også, at der blevet taget en masse billeder og jeg ved,

at vi har fået hans pas og sådan nogle ting. Jeg kan bare ikke huske det! Jeg holder

bare vores dreng, han sidder helt tæt op af mig, altså, med ryggen ind mod mig. Jeg

vil ikke sige, at det var fordi, at wauw der blev jeg mor og mit hjerte flød over og sådan

noget. Det gjorde det slet ikke, men jeg kan bare ikke huske det. Altså, jeg er kun glad

for, at vi har billeder ellers havde jeg ingenting.

F: Man kan jo heller ikke regne med, at bare fordi du får udleveret et barn, at det så er

ligesom man altid har været sammen. Det er jo en tilvænningsperiode. Men jeg synes

faktisk hurtigt, at jeg faldt for ham på en eller anden måde, altså, han er jo meget

charmerende”.

(Forældre til dreng, adopteret fra Thailand 4½ år gammel).

Hvor de fleste forældre oplevede reservation fra barnets side, så oplevede dette forældrepar som

et af de få, at deres søn umiddelbart ikke var genert eller bange for dem, idet forældrene knap nok

var nået ind på børnehjemmet, før han hang dem om halsen. Det er i højere grad forældrene, der,

ligesom moderen i det indledende uddrag, oplevede, at de ikke umiddelbart følte sig knyttet til

sønnen, idet moderen ikke oplevede at ”hjertet flød over” og faderen fremhæver, at det krævede

en tilvænningsperiode før det føltes som om de ”altid har været sammen”.


46

Adoptivforældrenes fortællinger om det første fysiske møde med deres barn illustrerer, hvor

forskelligt forældre og barn reagerer, når de møder hinanden første gang. På trods af at de

deltagende forældrepar hver især har oplevet et unikt første møde med deres barn, så giver alle

forældrene direkte eller indirekte udtryk for, at det første møde er præget af en vis form for

fremmedhed i forældre-barn relationen – enten i form af at barnet opleves som fremmed for

forældrene eller i form af at forældrene opleves som fremmed for barnet. Denne fremmedhed

relaterer forældrene især til den diskontinuitet barnet udsættes for i form af at blive ”revet væk” fra

den verden og de omgivelser, samt de relationer, som barnet hidtil har været omgivet af (jf.

Hastrup 2007). Forældrenes bekymring, ansvarsfølelse og i enkelte tilfælde skyldfølelse over at

rive barnet op med rod, antyder en dominerende lokalkulturel forståelse af hvad et barn og et

menneske er i Danmark. Rodmetaforen hænger i Danmark sammen med en særlig forståelse af

kultur og kulturel identitet, som rodfæstet i det land og den kultur mennesket er født ind i. Hastrup

påpeger, at sammenkoblingen af kultur og rødder implicerer en naturgroethed, der ”får karakter af

et vandmærke, der er uafviskeligt indskrevet i kroppen og autenticiterer identiteten” (Hastrup

2007:129). Kulturel oprindelse i form af rødder er, bemærker Hastrup, med til at lokalisere os som

individer og sikre ”at man har en fornemmelse af at udgå fra noget – at ens historie har en

begyndelse selv om man er flyttet” (Hastrup 2007:119).

Jeg vil i næste kapitel vende tilbage til forestillingen om rødder og illustrere, hvordan den får

indflydelse på adoptivforældrenes forståelse af, hvem deres barn er. Jeg fokuserer herunder på,

hvordan forældrenes oplevelse af fremmedhed i mødet med deres barn udfordrer den normative

fortolkningsramme for, hvordan man i Danmark forstår og tolker, hvem ens barn er.

I et antropologisk perspektiv kan alle børn biologiske eller ej siges at være fremmed for deres

forældre og omvendt. Et dansk forældrepar, der føder et spædbarn kan også opleve deres barn

som fremmed.42 Det, der adskiller adoptivforældrenes og de danske biologiske forældres oplevelse

af at få et barn, er, at adoptivbarnet er en speciel type ‟fremmed‟, da barnet har levet en årrække i

et andet sprogligt og sociokulturelt miljø og har eller har haft biologisk familie, der lever i fødelandet

eller har haft relationer til andre mennesker, i form af kammerater, plejefamilie eller plejepersonale.

Det betyder, at det større adoptivbarn indeholder en fortid, som forældrene ikke umiddelbart

kender til. Det større adoptivbarn møder altså ikke sine forældre som tabula rasa43, men med

erfaringer og oplevelser fra en fremmed verden.

42 I løbet af feltarbejdet og arbejdet med at skrive dette speciale er flere af mine venner og veninder blevet forældre for første gang af

biologisk vej. Jeg har derfor kunnet spejle deres oplevelser og reaktioner i forhold til at blive forældre med adoptivforældrenes oplevelse og erfaring. Mine venner har alle givet udtryk for at det har været overvældende at blive forældre og pludselig være ansvarlig for et andet menneske. De fortæller også, at de den første tid efter fødslen har skullet vænne sig til barnets reaktionsmåde, forskellige type gråd og lignende. Man kan derfor sige, at der altid er en grad af fremmedhed i mødet mellem forældre og barn, hvor den første periode efter fødslen går med at forældre og barn lærer hinanden at kende. 43

Indenfor samfundsvidenskaben og filosofien hentyder tabula rasa til den opfattelse, at sjælen er som en ubeskrevet tavle (et

ubeskrevet blad), som erfaringer efterhånden hæfter sig på (Den Store Danske 2009-2010).


47

3.3.1. ”Han er jo en lille mand, der kommer her”

M: Vi har ikke mange billeder fra før, desværre. Det havde vi håbet på eller hvis

plejemoren havde skrevet et brev vi kunne få oversat eller havde givet ham et eller

andet, en klud. For vi kunne godt se sådan omgivelserne, selvfølgelig er det nogle

andre omgivelser end vi er vant til. Men [vi ville gerne have haft] bare et eller andet,

der havde gjort, at vi kunne fortælle ham om den tid hos hende. Det hul mangler vi

også selv. Hvad har han oplevet?

(Mor til dreng adopteret fra Thailand 3½ år gammel)

Det større adoptivbarns nonnormative oprindelse og fortid i et andet land end Danmark efterlader,

som moderen herover antyder, forældrene med en fornemmelse af ”hul” i forhold til at vide, hvem

deres barn er. Størstedelen af adoptivforældrene oplever primært den manglende viden og indsigt i

barnets tidlige opvækst som et hul i form af diskontinuitet for barnet og barnet fornemmelse af

hvem det er. Det indikerer, at forældrene tolker barnet ud fra en forståelse af, at kontinuitet og

oplevelser i den tidlige barndom er vigtig for barnets fornemmelse af, hvem det er. Dette er en

antagelse som jeg vil vende tilbage til og uddybe i kapitel 4. Jeg vil her argumentere for, at hullet i

viden og den manglende indsigt i barnets oprindelse og fortid ligeledes udfordrer

adoptivforældrenes fornemmelse af kontinuitet i forhold til at kende deres barn. Det kommer til

udtryk i forældrenes refleksioner over barnets alder på adoptionstidspunktet.

M: Jamen, det bekymrede mig, at han var så stor, det hans bagage bekymrede mig.

Selvfølgelig har du fået en masse vejledninger og rådgivninger på kurserne og det var

jo med til at gøre lidt det her skræmmebillede, jamen, hvad har han med? Og hvor

meget er det, jeg går glip af. Jeg har ikke set de første skridt, jeg har ikke set ham

kravle, jeg har ikke set ham få tænder og om jeg kunne kapere det? Og han har et

sprog, kan vi kalde ham et andet navn? Han er jo en lille mand, der kommer her.

(Mor til dreng, adopteret fra Thailand 3½ år gammel)

Det større adoptivbarn har et sprog, et navn og en række erfaringer med sig, når det møder

forældrene. Det er derfor ikke et spædbarn, men ”en lille mand”, som forældrene bliver forældre til.

Barnet er allerede blevet præget af ukendte mennesker i et andet land og er derfor allerede i gang

med sin sproglige, sociale og kulturelle udvikling, når forældrene møder det første gang. Altså,

møder det større adoptivbarn ikke sine forældre som tabula rasa eller social nøgent, men med en

”bagage” af relationer, oplevelser og erfaringer, som giver anledning til et hul i forældrenes

fornemmelse af kendskab til, hvem deres barn er. Jeg belyste indledningsvist, hvordan Iñupiat

folket antager at barnet fødes med personlig essens, der er et produkt af en sammensmeltning af

op til flere forfædre, som barnet er en reinkarnation af. Adoptivforældrene synes at antage, at det


48

større adoptivbarn fødes med en personlig essens, der udgår fra det sted, det land, den kultur og

det sprog barnet er født ind i. Dette er en antagelse jeg vil vende tilbage til og uddybe i kapitel 4.

Det er ikke kun den manglende biogenetiske forbundethed, men ligeledes, som Howell (2006)

også bemærker, fraværet af delt livshistorie, der udfordrer adoptivforældrene i deres oplevelse af

at blive forældre til og danne familie med det større adoptivbarn. Frem for via gener og selverfaring

at have en fornemmelse af, hvem barnet er og hvad det har oplevet i tiden op til adoptionen, er

adoptivforældrene overladt til i højere grad at ”gætte” og ”mærke” sig frem til, hvem deres barn er.

M: Vi ved ikke særlig meget. Han er hittebarn. Det er alle børn fra Kina og han er

fundet, da han var 1½ år gammel på en busstation. Så vi ved overhovedet ingenting

om hans første halvandet år, andet end hvad vi kan gætte os til, og det er jo ikke

noget at vide. Det er jo ikke viden, det er jo bare gætterier. Vi tror, han er efterladt på

grund af hjertefejlen, men det ved vi ikke. Men vi kan jo mærke, at han er en dreng,

der har en kerne af noget godt. Vi tror, han har haft det godt. Vi tror ikke, vi tror, at det

har været en ulykkelig slutning for hans biologiske forældre at efterlade ham. Vi kan

ikke tro andet i hvert fald.

(Mor til en dreng adopteret fra Kina 3 år gammel)

Adoptivforældrene har kun det større adoptivbarns adfærd her og nu, barnets sporadiske

fortællinger om sin tid i fødelandet, samt de billeder og andenhånds informationer i form af

socialrapporter, levneds- og helbredsbeskrivelser, som adoptivforældrene modtager i forbindelse

med eller selv indsamler efter adoptionen, at forstå hvem deres barn er ud fra. Adoptivforældre og

det større adoptivbarn har ikke en fælles (oprindelses)historie, som de kan definere hinanden ud

fra. Dermed udfordrer det større adoptivbarns fremmede oprindelse og ukendte fortid dels den

biogenetiske og gestationelle fortolkningsramme indenfor hvilken forældre i Danmark almindeligvis

søger at forstå og tolke deres barns behov og adfærd, men også den sociale og følelsesmæssige

fortolkningsramme, som adoptivforældrene legitimerer deres nonnormative forældre-barn relation

indenfor. Adoptivforældrene kan ikke, som normativt konstituerede danske familier, forklare

barnets behov eller adfærd med henvisning til, at barnet via gener har arvet mors kreativitet eller

fars aggressivitet. Det efterlader forældrene med spørgsmålene ”hvad det er for et barn vi får?”,

”hvad har det været udsat for?” og ”hvad skal vi arbejde med?”

3.1. Opsamling

International adoption af et større barn i Danmark implicerer at adoptivforældrene må acceptere og

vænne sig til, at de ikke bliver forældre til et biologisk spædbarn, hvis opvækst de kan følge fra

spæd. En måde hvorpå forældrene forholder sig til deres i en dansk kontekst nonnormative

familieformation er at lægge vægt på social og følelsesmæssig forbundethed i form af at danne


49

familie med barnet, at kunne præge barnet, hjælpe det videre ud i livet, samt drage omsorg for

barnet. Dog kompliceres adoptivforældrenes fornemmelse af social forbundethed af

adoptivforældrenes oplevelse af fremmedhed og uvidenhed. Denne fremmedhed består i at det

større adoptivbarn har rødder og relationer i et andet land end Danmark og allerede er i gang med

sin sproglige, følelsesmæssige og sociokulturelle udvikling, når det møder forældrene. Det er

derfor ikke nok, at forældrene accepterer og argumenterer for autenticiteten i deres forældre-barn

relation ved at lægge vægt på, at de føler sig socialt og følelsesmæssigt forbundet til barnet.

Denne forbundethed udfordres af, at det større adoptivbarn allerede er i gang med at leve livet, når

det møder forældrene. Det er allerede blevet præget af fremmede mennesker i et fremmed land.

Det afskærer adoptivforældrene fra at anvende dominerende fortolkningsmodeller for hvem et barn

er. Barnet kan ikke tolkes ud fra en forståelse af at barnet via genetisk forbundethed har arvet

mors sind eller fars temperament. Den manglende tilstedeværelse i barnets tidlige opvækst

betyder, at adoptivforældrene ikke har vished for, om barnet har fået den fornødne omsorg og

udviklet de færdigheder, som de antager, at det har behov for. Det efterlader et hul i

adoptivforældrene fornemmelse af hvem barnet er. Dermed med udfordrer det større adoptivbarns

nonnormative oprindelse og fortid i et andet land end Danmark ikke blot måden hvorpå man i

Danmark tænker familie og forbundethed mellem forældre og barn. International adoption af et

større barn udfordrer ligeledes de kulturelle fortolkningsrammer, der hidtil har været dominerende

for, hvor man som forældre forstår hvem et barn er, hvilket efterlader forældrene med en

fornemmelse af at blive forældre til en fremmed.


50

4. At forældre et barn med bagage

Hvilke tanker gjorde I jer om, at barnet var ældre på adoptionstidspunktet?

F: Når vi har ventet så længe på et barn, næsten så gammelt som barnet er, hvorfor

har de så ikke overladt hende til os noget før. Og frustrationen af hvad problemer der

kunne opstå. Vi havde jo hørt flere eksempler fra bekendte og blade. Når de bliver så

gamle, så har de altså det mere med.

M: Min største skræk var, hvad er der i rygsækken. Hvor mange svigt er der, hvor

meget hårdhed. Men jeg tænkte bare vi ikke får sådan en, der bare er rigtig hård og

slår og er voldsom og hvad man nu ellers kan forvente.

(Mor til to piger adopteret fra Kina 1 og 3 år gamle).

Det er en udbredt antagelse blandt adoptivforældrene, at det større adoptivbarn bringer ”det mere”

med i bagagen fra sin fortid i fødelandet end hvis forældrene have født et (biologisk) spædbarn.

Med ”det mere” hentyder forældrene til de sociokulturelle og følelsesmæssige erfaringer og

relationer, som barnet bringer med sig fra sin tid i fødelandet.

Jeg undersøger i dette kapitel, hvilke lokalkulturelle forestillinger, der ligger bag

adoptivforældrenes antagelse om, at det større adoptivbarn har ”det mere” med i bagagen.

Gottliebs (1998, 2004) studium om det spirituelle Beng spædbarn44 danner den perspektiverende

ramme for at anskueliggøre, at adoptivforældrenes forestilling om, hvad det større adoptivbarn har

med i bagagen, er udtryk for en særlig lokalkulturel fortolkningsramme for, hvordan forældrene

forstår og tolker barnets behov og adfærd (Harkness & Super 2006; Holland & Quinn 1997a). Jeg

vil ligeledes undervejs perspektivere til Howells studium af norske adoptivfamilier.

4.1. Børn med bagage

I et børneantropologisk perspektiv er det ikke overraskende, at forældrene antager, at barnet

bringer bagage med sig. I forordet til bogen “A world of babies” (DeLoache & Gottlieb 2000b)

argumenterer Bruner for, at “[n]o child is ever a tabula rasa in the eyes of the culture”, idet barnet

er ”a ”candidate” member of the culture – and cultures vary in how they delineate that candidacy”

44 Det kan undre, at jeg vælger at perspektivere det større adoptivbarns oprindelse og fortid i et andet land end Danmark til Beng

spædbarnets oprindelse og fortid i en anden verden. Det er dog ikke barnets alder, når det møder forældrene, der er central i perspektiveringen. Det centrale i perspektiveringen er hvilke implikationer Beng folkets kulturelle forestillinger om barnets bagage i form af oprindelse og fortid i et andet land for, hvordan Beng forældre forstår og tolker deres barns behov og adfærd (jf. Bruner 2000).


51

(Bruner 2000:X)45. I dette perspektiv kan alle børn siges at blive født med bagage. Deloache og

Gottlieb påpeger, at der eksisterer forskellige modeller for, hvordan et barn opdrages i verden, og

at disse modeller formes af historiske og lokalkulturelle overbevisninger, som ”lie deeply

embedded in religious and spiritual beliefs, in folk theories about human nature and the nature of

reality, and in basic moral values” (DeLoache & Gottlieb 2000a:12). I forlængelse heraf peger

Gulløv på, at voksne i omgangen med børn betoner ”nogle grundlæggende opfattelser af, hvad

man som barn skal lære for at handle værdigt og rigtigt i forhold til andre mennesker” (Gulløv

1998:6). Forståelsen af hvad et barn bringer med i bagagen, og måden hvorpå disse forestillinger

bliver motiverende for, hvordan forældre forstår og tolker barnets behov og adfærd skal derfor

forstås ud fra lokalspecifikke antagelser om, hvad et barn er, hvor det kommer fra, og hvor det er

på vej hen (Bruner 2000; Holland & Quinn 1997a). Dette understreges af flere studier indenfor

slægtskabs- og børneantropologien.

Jeg nævnte i kapitel 3, hvordan Iñupiat barnets adfærd og personlighed forstås og tolkes ud fra

en forestilling om, at barnet bringer op til flere forfædres væsen med sig i bagagen. Det implicerer,

at Iñupiat folket, herunder barnets forældre, tiltaler og forventer, at barnet agerer som den forfader,

barnet i en given interaktion eller situation antages at være en reinkarnation af. Reese (2000)

illustrerer i sit studium af puritanerne i New England tilbage i det 16. og 17. århundrede, hvordan

de forestillede sig, at barnet bragte ondskab med sig i bagagen, idet barnet ansås for at være født i

synd. Det betød, at de puritanske forældres vigtigste pligt var at oplære barnet i overensstemmelse

med Biblen. Forældrene skulle lære barnet at udvise ærbødighed, respekt og frygt overfor sine

forældre og det var forældrenes opgave via kærlighed og disciplin at ”break and beat down the

natural pride and stubbornness that may develop [i barnet]” (Reese 2000:52). Gottlieb (2004)

illustrerer i sit studium af Beng spædbørn i Elfenbenskysten, hvordan Beng spædbarnet anses for

at bringe åndelige relationer og behov med sig i bagagen. Beng spædbarnet opfattes som

værende genopstået fra og derfor tæt knyttet til åndeverdenen. Beng forældre anser det som deres

primære opgave at lokke barnet til at blive i denne verden og undgå at det vender tilbage til

åndeverdenen (Gottlieb 2004).

45 Bruners forståelse af tabula rasa synes dermed at læne sig op af filosoffen John Lockes forståelse af tabula rasa, der antydede, at

”mennesket i princippet kunne udvikles til hvad som helst afhængig af miljøet” (Jerlang & Jerlang 2003:44). Dog er der en væsentlig modsætning i Bruners opfattelse af tabula rasa i forhold til John Lockes opfattelse. Locke opfattede tabula rasa som en beskrivelse af menneskes bevidsthed, hvorimod Bruner opfatter tabula rasa som et udtryk for de lokalkulturelle forestillinger, der er med til at forme og definere, hvad et barn er i en given kulturel kontekst. Bruner synes dermed at anskue tabula rasa som et kulturelt fænomen, hvis betydning afhænger af den kulturelle kontekst begrebet anvendes i, hvorimod Locke synes at anskue tabula rasa som en universel sandhed omkring hvordan mennesker erfarer.


52

4.1.1. Adoption og bagage

Forestillingen om, at adoptivbarnet medbringer en bagage eller rygsæk fuld af følelsesmæssige og

fysiske erfaringer, når det møder forældrene, er en metafor, der, ifølge Howell, er vundet frem i

internationale adoptionskredse indenfor de senere år.

Far from arriving in Norway as tabula rasa, the adoptees are said to arrive with a

backpack full of emotional and physical experiences, some of which may be extremely

distressful and may help account for the child‟s failure to settle down. (Howell

2006:100).

Bagage metaforen bruges, ifølge Howell, til at forklare, hvorfor et barn har svært ved at falde til hos

adoptivforældrene i modtagerlandet og hænger sammen med en opmærksomhed på betydningen

af rødder, gener og oprindelig kultur for barnets udvikling (Howell 2006).46 Derudover sættes

bagagemetaforen, ifølge Howell, ofte i relation til en tilknytningsteoretisk forestilling om, at barnet

har lidt tidligt omsorgssvigt, idet barnet ikke har fået den fornødne omsorg fra primære voksne

tidligt i livet (Howell 2006).

Forestillingen om at adoptivbarnet kommer med rødder og (omsorgs)svigt i bagagen dominerer

ligeledes adoptionspraksis i Danmark. Jeg belyste i kapitel 1, hvordan denne adoptionspraksis er

influeret af udviklingspsykologiske diskurser, der anlægger et patologiserende perspektiv på

adoptivbarnet og selve adoptivforholdet. Som vi skal se i dette kapitel, så influerer dette

patologiserende perspektiv ligeledes adoptivforældrenes forestilling om, hvad deres barn har med i

bagagen, og måden hvorpå forældrene tolker barnets behov og adfærd.

Med afsæt i en introduktion til Beng folkets forestilling om, hvad Beng spædbarnet har med i

bagagen, belyser jeg i første del af dette kapitel, hvad adoptivforældrene antager, at barnet har

med i bagagen. Herefter illustrerer jeg, hvordan disse forestillinger bliver motiverende for, hvordan

forældrene i mødet med det større adoptivbarn forstår barnets behov og tolker barnets adfærd.

Dette gøres med henblik på at illustrere og tydeliggøre, hvordan adoptivforældrene i deres forsøg

på at forstå, hvem det større adoptivbarn er, tager afsæt i en særlig folkepsykologisk forståelse af

barn og barndom.

46 Da international adoption først begyndte tilbage i 1950‟erne, ansås miljøet i højere grad som determinerende faktor for, hvorvidt et

barn ville vokse op som en hel person (Dalen & Sætersdal 1999). Howell bemærker, at en gængs antagelse indenfor denne diskurs var at et barns indtræden i et kærligt og godt hjem ville kompensere for eventuelle dårlige erfaringer, som barnet måtte have fået tidligt i barndommen (Howell 2006). Dette indikerer, hvordan adoption som fænomen skaber diskussion om forholdet mellem natur og kultur og mellem arv og miljø. Derudover understreger udviklingen i synet på det adopterede barn ligeledes, at forestillinger om, hvem et barn er, skal forstås som en historisk og kulturel konstruktion (Gulløv 1998; A James et al. 1999; Toren 1993).


53

4.2. Hvor kommer du fra og hvad har du med?

In the Beng world, infants are believed to emerge not from the void before gaining life

inside a woman‟s womb, but from a rich, social existence in a place that adults call

wrugbe (Gottlieb 2004:80).

Beng forældre i det nordlige Elfenbenskysten står, ligesom adoptivforældrene, overfor at blive

forældre til et barn med oprindelse og fortid i en anden verden, idet Beng spædbarnet kommer fra

Wrugbe, åndelandsbyen, hvor Beng sjæle tager hen, når de dør (Gottlieb 2004). Wrugbe kan ikke

umiddelbart sammenlignes med Guatemala, Kina eller Thailand, men Gottlieb (1998) understreger,

at Wrugbe af Beng folket opleves lige så naturligt som adoptivbarnets fødeland opleves af

adoptivforældrene. Beng forældre tolker barnets oprindelse i Wrugbe ud fra en kulturel model, der

bygger på en form for reinkarnation, ”a cyclical trajectory, with no beginning and no end and death

itself as a kind of life” (Gottlieb 1998:123). Det kan tage op til syv år, før barnet endeligt forlader

Wrugbe og bestemmer sig for, at blive i dette liv. I denne periode lever barnet et parallelt liv i

Wrugbe, og barnet er stadig i kontakt med sine Wrugbe relationer. Derudover antager Beng

forældre, at barnet har ønsker og behov, der knytter sig til barnets tidligere liv i Wrugbe. Det er

blandt andet vigtigt, at den første gave barnet får er en konkylieskal, idet konkylien var en vigtig

valuta for Beng folkets forfædre og derfor minder barnet om sit liv i Wrugbe (Gottlieb 1998:125).

Beng forældre anser det som deres primære opgave, at lokke barnet til at blive i denne verden

frem for at vende tilbage til Wrugbe. Det gør forældrene blandt andet ved at bade og give barnet

lavement to gange dagligt, samt tildele barnet en række smykker, der minder barnet om tiden i

åndeverdenen. Beng barnet forsøger, ifølge Beng folket, at kommunikere sine behov og ønsker til

sine forældre gennem sin adfærd og gråd. Beng forældre er dog ikke altid i stand til at forstå og

tolke, hvad barnet via sin gråd eller adfærd forsøger at kommunikere, da de "emerged from that

other life [in Wrugbe] too long ago to remember its language” (Gottlieb 1998:130). Beng forældre

står derfor, ligesom adoptivforældrene, overfor en fremmedhed i form af manglende indsigt i deres

barns fortid i Wrugbe, der komplicerer forældrenes forståelse og tolkning af barnets behov og

adfærd.

4.3. Med ”rod” i en anden verden

L: Hvilke tanker gjorde I jer om, at barnets alder på adoptionstidspunktet?

M: Jamen nu havde vi nogle venner, som vi så en del på det tidspunkt, som havde en

datter, som var faktisk nøjagtig jævnaldrende jeg må indrømme, at jeg tænkte meget

at sådan en stor pige, der skulle tages væk fra det hun nu var i, og så skulle omstille

sig til noget andet. Det var jeg sådan lidt rystet over.

(Mor til pige adopteret fra Kina 2 år gammel)


54

Adoptivforældrene opfatter langt fra det større adoptivbarn som havende relationer til

åndeverdenen, ondskab eller forfædrenes væsen med sig i bagagen, men antager i højere grad, at

det større adoptivbarn i mødet med forældrene dels medbringer følelses- og omsorgsmæssige

svigt og tab i form af brud med biologisk og kulturel oprindelse og manglende omsorg fra primære

voksenrelationer. Det bevirker, at adoptivforældrene anser det som deres primære opgave, at

hjælpe barnet med at bearbejde disse svigt og tab, samt hjælpe barnet med at få en fornemmelse

af, hvor det kommer fra og hvorfor det nu vokser op i Danmark. Forældrene forsøger på den ene

side at opretholde en forbindelse til fødelandet og på den anden side at kompensere for de tab,

brud og eventuelle svigt, som de forestiller sig, at barnet medbringer. Jeg vil i det følgende

illustrere, hvordan disse forestillinger kommer til udtryk i empirien.

4.3.1. De skal være stolte af deres ’rødder’

M: [Vi fortæller] at han er privilegeret, at han har et land i Afrika, hvor han har nogen

og et land i Danmark, hvor han har nogen, så han har så mange mennesker og så

mange ting eller kulturer ikke også. På en eller anden måde gøre ham stolt af at have

det, så han ikke føler, at han ikke på et eller andet tidspunkt synes, at det er et

mindreværdskompleks. For han har jo den her historie med og han kan huske det og

det synes jeg er vigtigt. Jeg synes ikke man skal dyrke den, men omvendt synes jeg,

at det er vigtigt, at det kommer med ham. At han kan være glad for den del også

senere i sit liv. For på et eller andet tidspunkt vil han jo vende tilbage og kigge lidt på

hvad er det i grunden jeg er for en, hvor kommer jeg fra, hvorfor er jeg her. Det vil han

vende tilbage til flere gange, tror jeg.

(Mor til dreng adopteret fra Etiopien 4½ år gammel)

På samme måde som Beng forældre antager, at Beng barnet kan huske sin tid i Wrugbe, er

adoptivforældrene overbevidste om, at barnets fødeland, den kultur og de relationer og oplevelser,

som barnet (ikke) har haft i landet før adoptionen, er en historie, som barnet altid bærer med sig og

vil have betydning for barnets forståelse af, hvem det er. Alle adoptivforældrene lægger, som

moderen herover, vægt på, at være åbne omkring barnets oprindelse og relationer i fødelandet, og

påpeger, at det er vigtigt, at deres barn ”er glad for” og ”stolt af” sin oprindelse i et andet land end

Danmark. Både fordi barnet kan huske sin tid i fødelandet, men også fordi forældrene antager, at

denne tid har betydning for barnets forståelse af, hvem det er, hvor det kommer fra og hvorfor det

er i Danmark. Dette understreges blandt andet ved at flere forældre forsøger at samle så meget

information som muligt om barnets tid i fødelandet i form af billeder, ting og historier, da de

antager, at barnet, når det er ældre, vil spørge til sin oprindelse.

I lighed med de danske adoptivforældres indsamling af billeder og informationer fra fortiden, så

forsøger Beng forældre at skabe en god forbindelse til Beng spædbarnet ved at give barnet


55

konkylieskaller og mønter, der kan minde barnet om tiden i Wrugbe. Men hvor Beng forældre er

bange for at barnet vil vende tilbage til Wrugbe og arbejder på, at barnet helt skal forlade Wrugbe,

så giver adoptivforældrene udtryk for, at de er interesserede i at opsøge barnets biologiske og

kulturelle ‟rødder‟ i fødelandet. Adoptivforældrene påpeger, at det primært er for barnets skyld og

for, at barnet får en fornemmelse af, hvem det er, men flere forældre giver ligeledes udtryk for at

besøget i fødelandet giver dem en bedre forståelse af, hvem deres barn er.47 Flere adoptivforældre

antyder i den forbindelse, at barnets fødeland er blevet ”et andet fædreland” for familien, andre

fortæller, at de følger med i udviklingen, lytter til musik fra barnets fødeland og stiller både det

danske og flaget fra barnets fødeland frem på barnets fødselsdag. En række familier har været på

genbesøg i barnets fødeland, en enkelt familie i forbindelse med overdragelsen af endnu et barn.

De resterende familier har enten planer om, eller udtrykker ønske om at vende tilbage til barnets

fødeland for at besøge det område, som barnet ”har rødder i”, samt møde de personer, som har

taget sig af barnet og eventuelt finde barnets biologiske forældre. Adoptivforældrenes

bestræbelser på at opretholde en forbindelse til barnets ”rødder” i fødelandet understreger, som

jeg var inde på i kapitel 3, at vi i Danmark (og i den vestlige verden) definerer, hvem en person er,

ud fra en kulturel model, hvor kultur i form af det sted - det land eller det lokalsamfund - vi er født

ind i, udgør en essentialistisk del af, hvem vi er som personer (jf. kapitel 3).

4.3.2. De er danske, men med rødder i et andet land

Det er ikke kun barnets rødder i fødelandet, som adoptivforældrene ‟dyrker‟. Forældrene giver

udtryk for, at der skal være en balance imellem ‟dyrkningen‟ af barnets rødder i fødelandet og

‟plantningen‟ af barnets rødder i Danmark. En mor forklarer balancen således:

M: Jeg kunne jeg da godt tænke mig [at besøge barnets fødeland]. Jeg vil tilbage nu.

Det vil jeg helt sikkert. Det synes jeg kunne være rigtig fedt. Det er svært, vi holder

den der balance imellem at vi rigtig gerne vil fortælle om Kina og fortælle ham om

Kina, lære ham om Kina til at han også skal have en fornemmelse af at han er

dansker, men med kinesisk baggrund. Og ikke at han er kinesisk, men så bor i

Danmark. Jeg går meget op i Kina, han har også kinesiske børnebøger og vi var også

til kinesisk nytårsfest. Det skal selvfølgelig heller ikke være sådan, at han får Kina

stoppet ned i halsen, men samtidig vil jeg også gerne have, at han er stolt af at

komme fra Kina.


47 Blandt andet fortæller et forældrepar, at de i forbindelse med et genbesøg i deres børns fødeland blev overrasket over at høre, at den

søn, som de oplever som den mest indadvendte, faktisk hos plejefamilien i Colombia blev opfattet som den mest udadvendte.


56

Flere forældre giver udtryk for, at det er vigtigt, at barnet er stolt af at komme fra fødelandet, men

barnet skal også have en fornemmelse af, at det er dansker. Det er ikke kun barnets kulturelle

oprindelse, som forældrene forsøger at balancere, det er ligeledes åbenheden omkring barnets

biologiske oprindelse. Et eksempel er denne mor, som påpeger, at intet om barnets fortid skal

holdes fordækt, men det skal heller ikke dyrkes:

M: Vi snakker sommetider om hans søster og sådan noget. Sidste gang var han ved

at pakke noget sammen, fordi det ville han gerne sende til sin lillebror. Så han har

sådan et eller andet og vi skal ikke dyrke det, det er slet ikke det, men vi skal have en

bevidsthed om, at der er nogen dernede, som har været hans nærmeste familie. Det

der med at han siger, hvorfor blev jeg adopteret - jamen din mor og far har nok ikke

kunnet give dig mad nok eller de har været syge eller noget – nå, det ved han da ikke.

Vi ved ikke rigtigt, hvad han ved og ikke ved, så vi har ikke påduttet ham noget om, at

de [biologiske forældre] ikke kan give ham mad, hvis det nu ikke var tilfældet. Det er

ikke til at vide, hvad baggrunden er. Men det han fortæller, det tager vi imod og

noterer ned. Den historie giver vi ham med og så kan han jo bruge den eller lade

være. Vi vil ikke holde noget fordækt, men vi vil heller ikke dyrke det.

(Mor til dreng adopteret fra Etiopien 4½ år gammel)

Flere forældre fortæller, at de er opmærksomme på ikke at ”pådutte” barnet historier, som de ikke

er sikre på stemmer overens med barnets faktiske historie. De giver alle udtryk for, at de forsøger,

at give så realistisk et billede som muligt af, hvorfor barnet ikke vokser op hos sin biologiske

familie, men vokser op hos en familie i et andet land. For forældrene implicerer det ligeledes at

sikre sig, at barnet er glad for og stolt af sit ‟anderledes‟ udseende. Et forældrepar fortæller, at

deres søn har givet udtryk for, at være ked af at være ‟brun‟, og forældrene har i denne forbindelse

været meget opmærksomme på, at fortælle sønnen, at han må have nogle flotte Guatemala

forældre, for, som parret forklarer, ”hvis man ikke gør det, så kan barnet heller ikke lære at elske

sig selv”.

På trods af at det er et generelt mønster på tværs af det empiriske materiale, at det er vigtigt, at

det større adoptivbarn er stolt af sine biologiske og kulturelle ”rødder” i fødelandet, så giver alle

adoptivforældrene udtryk for, at det større adoptivbarn helst skal føle og anse sig selv som

dansker, men med oprindelse i et andet land end Danmark. I forlængelse heraf understreger flere

forældre, at det er vigtigt, at barnet lærer, at forældrene er barnets primære omsorgspersoner og at

barnet langsomt, men trygt vænner sig til ”at have hjemme” i Danmark. Dette antyder, at

adoptivforældrene, ligesom de norske adoptivforældre, er interesserede i at transsubstantiere det

større adoptivbarn fra at være thai, inder eller guatemalan til at være dansk (jf. Howell 2006). Der


57

synes dog at være en forskel i måden hvorpå de danske og de norske forældre forsøger at

inkorporere barnet i deres biologiske og nationale slægt.

De norske forældre fokuserer, ifølge Howell (2006), i første omgang på at plante barnet i norsk

muld med henblik på at inkorporere barnet i og skabe tilhørsforhold til forældrenes norske

slægtshistorie og nedtoner i denne proces betydningen af barnets biologiske og kulturelle

oprindelse. Det er først senere, når tilknytningen til Norge er etableret, at forældrene, ifølge Howell,

begynder at interessere sig for barnets rødder. I modsætning hertil lægger de danske forældre

vægt på både at inkorporere barnet i forældrenes historie og slægt, samtidig med at de også

inkorporerer sig selv i barnets slægtshistorie.48 Det understreges ved, at barnets fødeland anses

som et andet fædreland og ved at forældrene udviser stor interesse for at vide mere om barnets

tidlige opvækst. Flere af de danske forældrepar fortæller, at de gør meget for at finde billeder ikke

bare af deres søn eller datter, men også af de legekammerater barnet har haft.49 Blandt andet

fortæller et forældrepar følgende:

M: Vores søn havde to kammerater derude. Jeg vil sige, jeg kender dem ikke særlig

godt, men jeg er sikker på, at jeg kunne elske dem, ligesom jeg elsker vores søn. De

fylder allerede meget i vores syv måneder sammen med vores søn, og vi ved bare, at

de to drenge aldrig kommer derfra uanset, hvem der beder om at få dem. De to

drenge er mindst ligeså vidunderlige som vores søn og de er en del af vores søns

historie. Jeg håber sådan, at jeg skal ud og hilse på dem. Jeg har ikke mødt dem. Jeg

har kun set dem på billeder og så hvad han [sønnen] ikke kan fortælle af

røverhistorier. Han har dem med [i bagagen] og de er jo også kommet ind under

huden på os.

(Forældre til dreng adopteret fra Thailand 3½ år gammel)

For forældrene her er sønnens efterladte venner på børnehjemmet i Thailand blevet så stor en del

af familiens hverdag gennem de historier, som sønnen fortæller og de billeder, videoer og

informationer, som de har fået fat i via frivillige og via sider på internettet, at de ikke er i tvivl om, at

de kunne elske dem ligeså meget, som de elsker deres egen søn.

De danske forældre synes ikke, som Howells norske adoptivforældre, at omplante barnets

rødder i dansk muld, men synes i højere grad at lave en sammenplantning, hvor barnets og

forældrenes rødder over tid vokser sammen og bliver en del af hinandens tilblivelseshistorie. En far

konstaterer netop, at ”vi vokser sammen, selv om vi kommer fra to vidt forskellige

udgangspunkter”.

48 Jeg er opmærksom på, at denne diversion kan skyldes, at Howell primært har taget udgangspunkt i familier, som har modtaget

spædbørn, hvorfor børnene ikke selv har kunnet give udtryk for eventuelle minder. Der kan også være forskel på den historiske periode, hvor adoptionerne er gennemført. Howell påpeger selv, at der indenfor de senere år er sket en ændring fra at fokusere på miljøets betydning for barnets opvækst til at fokusere på biologi, gener og rødder i stedet (Howell 2006). 49

Jeg har også selv som tidligere frivillig oplevet, at kommende adoptivforældre eller forældre, der har fået barn fra børnehjemmet i

Guatemala, kontakter mig for at få så meget information som muligt om deres barns livshistorie før adoptionen.


58

4.3.3. opsamling

Jeg har i dette afsnit illustreret, hvordan adoptivforældrene antager at barnet medbringer biologisk,

kulturel bagage i form af at have rødder i et andet land end Danmark. De danske adoptivforældre

anlægger samme opfattelse af det større adoptivbarn, som australske adoptivforældre, der, ifølge

Telfer (2003), opfatter det større adoptivbarn, som en kulturel person, hvis biografi og identitet er

biogenetisk forankret til fødelandet. Adoptivforældrene antager, at det har stor betydning for

barnet, og måske mere ubevidst også for dem selv, at de opretholder en forbindelse til barnets

fødeland med henblik på at barnet får en forståelse af hvem det er, hvor det kommer fra og hvorfor

det vokser op i Danmark. Forældrenes bestræbelser på at skabe en balance mellem barnets

rødder i fødelandet og barnet rødder i Danmark ser jeg som et forsøg på at sikre sig, at barnet ikke

føler et tilhørssvigt i form af ‟rodløshed‟, men forstår sig selv som et helt menneske med rødder i to

verdener.

Adoptivforældrene arbejder dog ikke kun på at give barnet en fornemmelse af tilhørsforhold. De

arbejder også på at hjælpe barnet med at bearbejde de følelsesmæssige konsekvenser af at de

tab og svigt, som forældrene antager, at barnet har med i bagagen på grund af den diskontinuitet

og det brud med biologisk og kulturel oprindelse, som barnet har oplevet både i opvækst i

fødelandet og i forbindelse med adoptionen. Med afsæt i det ”skræmmebillede” af det større

adoptivbarn, som adoptivforældrene møder på i godkendelsesfasen, illustrerer jeg i den sidste del

af dette kapitel, hvordan forældrene forstår og tolker barnets behov og adfærd ud fra en

lokalkulturel forestilling om, at de skal hjælpe barnet med at kompensere for de formodede tab og

(omsorgs)svigt, som barnet antages at bringe med sig i bagagen.

4.4. Skræmmebilledet – det omsorgssvigtede barn

Hvilke tanker gjorde I jer om, at barnets alder på adoptionstidspunktet?

M: Jamen, det bekymrede mig at han var så stor, det bekymrede mig at hans bagage.

Selvfølgelig har du fået en masse vejledninger og rådgivninger på kurserne og det var

jo med til at gøre lidt det her skræmmebillede, jamen, hvad har han med.


Flere forældre fortæller på tværs af empirien, at de især var usikre på og bekymrede for, hvad

deres barn ville bringe med i bagagen, idet de på de adoptionsforberedende kurser og i mødet

med sagsbehandlerne blev konfronteret med det, de kalder ”skræmmebilledet” af, hvad et

adoptivbarn er og har med i bagagen. Et forældrepar fortæller:

M: De fortalte næsten kun skræmmehistorier og husk på, at børnene i Kina sidder

bundet til en pottestol og sidder og rokker. Det kan godt være svært, at I ikke kan


59

kramme dem eller holde dem og det er det I allerhelst vil, når I lige er blevet forældre.

Der skulle ikke alle de der skræmmehistorier ind på de der forældrekurser.

Selvfølgelig skal de da være der, men måske i en mindre mængde, så skulle der være

noget mere realisme.

F: Det var lige før, at det var sådan, at er det nu helt sikkert det I vil?

M: Ja, lige præcis det der med, er I nu helt sikre, det var jo også det vores

sagsbehandler sagde til os, da vi fik vores dreng i forslag. Tænk jer nu om en ekstra

gang, fordi det er en stor en opgave at få så stort et barn.

F: Det var bedre at sige, at med sådan en gammel dreng giver det de og de

problemer, eller de og de udfordringer. Dybest set, da vi sagde ja [til adoption], vidste

vi jo ikke, hvad det vil sige at få en ældre dreng kontra en, ja nu ved vi det jo heller

ikke, men baby. Vi har ikke noget at forholde os til.


Billedet af det omsorgssvigtede barn, der i tiden op til adoptionen har siddet bundet til en pottestol

med begrænset tilknytning til andre personer, præger, ifølge flere forældre, den information og

rådgivning, som de møder på de adoptionsforberedende kurser og hos sagsbehandleren i

godkendelsesprocessen. Forældrene bliver fortalt, at de skal forvente, at det er en stor opgave at

få et større adoptivbarn, da barnets oplevelser af tab af biologiske forældre og omsorgssvigt på

grund af manglende kontakt til primære voksne de første år, vil betyde, at barnet højest sandsynligt

vil have problemer med at sig knytte til forældrene rent fysisk. Adoptivforældrene skal ikke

forvente, at deres barn umiddelbart vil knytte sig til dem eller umiddelbart vil tilpasse sig livet i

Danmark, men at det kræver tid og ekstra ressourcer at blive forældre til et større barn. Billedet af

det omsorgssvigtede barn, der tegnes på de adoptionsforberedende kurser, synes

overensstemmende med den normative forståelse af det større adoptivbarn, som kommer til udtryk

i lovgivningen på adoptionsområdet i Danmark, hvor det fremhæves, at jo ældre barnet er ved

adoptionen, jo større risiko er der for, at barnet får problemer med at knytte sig til sine nye forældre

og sit nye hjemland (jf. kapitel 1). Denne forståelse understreges af, at forældre, der ønsker at

adoptere et større barn, skal have en udvidet godkendelse (jf. kapitel 1). Disse normative

forståelser af det større adoptivbarn og ikke mindst billedet af det omsorgssvigtede barn, som

forældrene bliver præsenteret for i godkendelsesfasen, udgør den kulturelle referenceramme

indenfor hvilken adoptivforældrene søger at forstå, hvem deres barn er, hvad det har behov for og

tolke, hvorfor det (re)agerer som det gør. Jeg vil nu illustrere, hvordan det kommer til udtryk i

empirien.


60

4.5. ”Han er grundlæggende sund indeni”

Det er en udbredt antagelse blandt adoptivforældrene, at det må være et stort tab for barnet først

at være blevet adskilt fra sine biologiske forældre, især moderen, og senere i forbindelse med

adoptionen at være blevet adskilt fra nogle gode venner og plejepersoner i fødelandet. Et

forældrepar, der oplevede, at deres søn var meget destruktiv og afvisende i sin adfærd, da de fik

ham, fortæller.

F: Det var ikke bare et spørgsmål om, at han skulle rettes ud over at have mistet

Indien og alle dem han kendte fra børnehjemmet og nyt land og så videre som han

ikke kendte. Det var jo også et spørgsmål om, at han jo aldrig haft et sekund på

børnehjemmet, hvor han kunne få lejlighed til at rase ud og sørge over tabet af sine

[biologiske] forældre til at starte med, så han har to kæmpe store tab, som han lige

skal have raset ud på en gang, fordi det første [tab] aldrig nogensinde er blevet

behandlet.

M: Det er de der ting, det tager så meget længere tid [end med et spædbarn], fordi de

har så mange flere lag de skal igennem inden de når ind til kernen. Det var simpelthen

sådan lag for lag han skulle igennem de der ting. Men vi har ikke været i tvivl om lige

fra starten, uanset hvor angst han var og hvor desperat han var, så har vi hele tiden

kunne mærke at han var sund. Det har vi aldrig været i tvivl om, det vidste vi, at bag

den der [angst og desperation], der var der en helt almindelig sund dreng, at han er

grundlæggende sund indeni.

(Forældre til dreng adopteret fra Indien 5 år gammel)

Flere forældre antager, som forældrene herover, at barnets tab af biologisk familie, brud med

fødelandet og de omsorgssvigt, som det muligvis har oplevet i løbet af barndommen, sidder som

uforløste følelsesmæssige frustrationer i barnets krop. På samme måde som Beng forældre

forestiller sig, at Beng spædbarnet er indhyllet i åndeliv og sårbar overfor ånderne, så synes

adoptivforældrene at anlægge et syn på det større adoptivbarn som indhyllet i flere lag af følelser

af svigt og tab, som først skal skrælles af, før de kan finde ind til, hvem barnet egentlig er.

Adoptivforældrene ser det som deres opgave, at hjælpe barnet med at pille disse lag af følelser af

tab og svigt af med henblik på at finde ind til barnets ”sunde kerne” og hjælpe barnet med at knytte

sig til forældrene og livet i Danmark.

Det er ligeledes en udbredt antagelse blandt adoptivforældrene, at barnet for tidligt har skullet

tage vare på sig selv, idet barnet ikke i fødelandet har fået hjælp eller omsorg fra voksne til at få

bearbejdet de tab og svigt, som barnet har været udsat for. Flere forældre giver udtryk for, at deres

barn bekymrer sig for meget om ting, som et barn ikke burde bekymre sig om. Forældrene anser


61

det som deres opgave, at lære barnet at være barn og lære, at der nu er der to voksne, som tager

sig af barnet og sørger for at barnet har det godt. For eksempel fortæller en mor

M: Det vores søn skal lære nu, det er, at han skal lære at være et barn, der bare leger

og har nogle forældre som tager hånd om ham, som bestemmer, som beslutter og

som tager sig kærligt af ham og sørger for ham på alle måder hele vejen rundt. Hvor

han førhen har skullet klare sig selv. Når vi så går ind og siger, at det er far, der har

bestemt at det skal være sådan eller at det er mor, der bestemmer at det er sådan, så

kommer der en reaktion sommetider, at det er vores søn, der bestemmer. Og det gør

vores søn ikke, altså, han må godt bestemme selvfølgelig, om han vil have to stykker

rugbrød eller tre skiver rugbrød, det er slet ikke sådan nogen ting. Men de der ting,

hvis han bliver ved med at sige, hvad skal vi have spise i aften. Når han har spurgt for

femogtyvende gang, så siger jeg, ”det finder mor ud af, det skal du slet ikke tænke på,

der kommer mad på bordet, du skal nok få noget at spise”.


Adoptivforældrene er klar over, at de ikke bare fra den ene dag til den anden kan skrælle lagene af

tab og (omsorgs)svigt af, men at det er en proces som tager lang tid. Flere forældre påpeger, at

det kan tage helt op til barnets alder på adoptionstidspunktet at nå ind til den sunde kerne, hvor

andre giver udtryk for, at barnets oplevelse af tab og svigt tidligt i livet nok altid vil sidde dybt i

barnet. Forældrene er dog enige om, at en af deres vigtigste opgaver i forbindelse med at blive

forældre til et større barn, er at gøre alt for at hjælpe barnet med at få bearbejdet de forskellige lag

af tab og svigt.

Jeg belyste tidligere, hvordan Beng forældre antager, at et tager op til syv år før Beng barnet

endeligt forlader Wrugbe. I denne periode er det Beng forældrenes vigtigste opgave at arbejde på

at lokke Beng barnet til at blive i denne verden, blandt andet at bade barnet og give det lavement

to gange dagligt, samt give det smykker og gaver, som kan minde barnet om tiden i Wrugbe.

Adoptivforældrene giver ligeledes udtryk for, at det kræver særlige foranstaltninger at finde ind til

barnets kerne og sikre sig, at barnet føler sig hjemme hos forældrene i Danmark. Jeg vil herunder

illustrere, hvordan det kommer til udtryk i empirien.

4.5.1. Vores sted – et lukket land

M: Alle familie og venner fik lov til at møde ham i lufthavnen, men herhjemme var der

lukket i meget, meget lang tid. Det her var vores sted. Der var ikke åben for familie og

sådan. Der blev ringet rigtig meget, men det var os der bestemte, hvornår der blev

lukket op for hvem og hvor mange og hvor lang tid af gangen. Så vores søn vænnede

sig stille og roligt til, at der var noget familie. Først var det familie og efterfølgende var

det vennerne.


62

F: Skype er også en kanon god opfindelse med billedtelefon, fordi så kan

bedsteforældrene sidde hjemme hos dem selv og se hvad der sker her uden at

komme anmassende, så den har vi også brugt meget.

M: Vores søn har i hvert fald lært sin farmor og farfar rigtig godt at kende via skype og

de har kunnet følge med i, hvordan det gik her, uden at der er kommet nogen. Der har

ikke været en sjæl her.


Det er et klart mønster på tværs af empirien, at forældrene den første tid efter ankomsten til

Danmark isolerer sig med barnet i hjemmet. Enkelte familier bliver mødt af familie og venner i

lufthavnen, andre har besøg den første aften, men herefter er hjemmet ”lukket land” for både

familie og venner. Flere forældre fortæller, som forældrene herover, at de det første lange stykke

tid kommunikerede med omverdenen over internettet. Først når forældrene føler, at barnet er

blevet trygt ved dem, begynder de at åbne dørene for familie, venner og omverden.

Forældrene bruger den første tid alene med barnet til langsomt at vænne barnet til, at de nu er

barnets primære omsorgspersoner, og at barnet nu er kommet til det sted, hvor det skal bo resten

af livet. Derudover fungerer tiden i hjemmet som en slags overgangsfase, hvor barnet langsomt

introduceres til det danske sprog, den danske mad og til hverdagen sammen med forældrene. En

mor fortæller følgende om den første tid sammen med thailandskfødte søn.

M: Jamen, jeg synes, at det gik godt. Vi lavede jo sådan en rundvisning. Tog ham i

hånden og viste ham rundt herhjemme. Vi havde jo informeret familie, venner og

bekendte om, at vi nok skal ringe, når vi har brug for at få besøg. Vi havde de første

uger alene herhjemme. Selvfølgelig var der en døgnrytme, der skulle ændres i den

grad, så vi stod op kl. 3 om natten og lavede ris, fordi der vågnende vores søn og var

sulten og han ville ikke spise [når vi andre spiste aftensmad]. Han tog rugbrød til sig,

men ellers tog han ikke noget til sig i starten, så det var ris, der hovedsageligt røg ned.

Så havde vi jo begge [forældre] to, tre måneder herhjemme sammen. Jeg synes, at

det gik godt. Han lå jo i soveværelset hos os, specielt om natten. Han kravlede jo op til

os, som han selvfølgelig også skal og var også hurtig til sådan græder du, når du

falder, kigger du på os, vil du have os. Han gjorde heldigvis alle de rigtige sunde ting

med det samme. Det gik godt. Vi havde ro. Vi var hjemme i marts og havde en rigtig,

rigtig god periode, hvor vi stille og roligt startede med at udvide horisonten hele tiden.

Vi gik en tur om dagen, for at vise ham, hvor vi er henne og snakkede en hel masse.

(Mor til dreng, adopteret fra Thailand 3½ år gammel)

Flere forældre giver udtryk for, at de er meget opmærksomme på, hvordan barnet reagerer på

omvæltningen. Forældrene er, som moderen herover, især opmærksomme på, om barnet gør alle

de ”rigtige sunde ting”, som at kravle op til forældrene, græde og søge forældrenes tryghed, når


63

det falder og slår sig, idet forældrene tolker barnets lyst til nærhed som et tegn på, at barnet er

sundt og på vej til at skabe en sund tilknytning til forældrene.

Adoptivforældrenes forestilling om, at barnet det første lange stykke tid efter ankomsten til

Danmark har behov for at være isoleret sammen med forældrene for, at det kan lære, at

forældrene er barnets primære omsorgspersoner, skal forstås i relation til den information

forældrene modtager på de adoptionsforberedende kurser og via PAS rådgivningen. Det anbefales

på disse kurser, at forældrene isolerer sig med barnet. Blandt andet påpeger PAS konsulent og

psykolog Susanne Høegh

Fælles for alle adoptivbørn vil således i den første periode være, at de vil have svært

ved at tilknytte sig sine nye forældre af den grund, at det slet ikke føler sig knyttet til

dem. Barnet skal først til at lære at have en far og en mor, og at det hører til hos dem.

Det er derfor vigtigt at adoptivforældrene isolerer sig sammen med barnet i de første

måneder. Barnet skal have ro, stabilitet, kontinuitet og den nye verden skal indtages i

et passende tempo for barnet (Høegh 2006:106-107).

Det er altså en udbredt lokalkulturel forestilling, at et barn har brug for ro, kontinuitet og

afskærmning fra omverdenen for at blive knyttet til sine nye forældre. Udover at være opmærksom

på om barnet gør de ”sunde ting”, så er forældrene også opmærksomme på om barnet udviser det

der indenfor adoptionsverdenen refereres til som adoptionsrelateret adfærd.

4.5.2. Typisk adoptionsrelateret adfærd

På trods af at mange forældre synes, at barnet falder godt til det første stykke tid, så fortæller flere

forældre, at deres barn den første tid var meget afvisende, bestemmende og aggressiv overfor

forældrene, mens andre fortæller, at barnet havde svært ved at lege selvstændigt. Forældrene

forventer en vis grad af afvisning fra barnets side, ikke mindst på grund af den information, som de

har modtaget på de adoptionsforberedende kurser, men flere forældre giver udtryk for, at de

synes, at det var meget overvældende. I tilfælde hvor børnene ikke viser tegn på at gøre de rigtige,

sunde ting, opsøger forældrene PAS rådgivningen, for at få hjælp til hvordan de skal tolke barnets

‟usunde‟ adfærd, og hvordan de kan hjælpe barnet med at bearbejde de følelser, som det bærer

rundt på og sørge for at barnet etablerer en sund tilknytning til forældrene og livet i Danmark.

PAS konsulenten giver på baggrund af forældrenes beskrivelser af barnets adfærd en række

anvisninger til, hvordan forældrene kan støtte barnets bearbejdning af de lag af svigt og trauma,

som barnet antages at have været udsat for. Blandt andet fortæller et forældrepar, hvordan PAS

psykologen hjalp dem med at håndtere deres barns selvdestruktive adfærd.

F: Han fik jo sådan nogle anfald nærmest, altså hvor han fuldstændig gik i baglås,

skreg og sprællede med arme og ben og forsøgte at skade sig selv, sådan virkelig


64

nogle desperate vredes udbrud. Hvor vi sommetider nærmest måtte ligge ovenpå ham

og holde ham fast indtil han blev god igen.

M: Hvad havde han været hjemme i fem dage eller sådan noget, så ringede jeg til

PAS psykologen og siger, jeg laver overgreb på ham. Hun sagde, at det er fordi han

er desperat den stakkels dreng og foreslog, om vi ikke kunne give efter og hvis det var

fjernsyn han vil se, så lade ham se fjernsyn. Det gik faktisk. Det var enormt meget i

starten, der var det jo hver dag, han havde flere af de der scener, men det aftog

forholdsvis hurtigt, og han har ikke, det der med at banke hovedet ind i døren mere.

(Forældre til dreng adopteret fra Indien 4½ år gammel)

Flere forældre fortæller, hvordan de oplever, at en reaktion på, at barnet ikke har fået den fornødne

omsorg tidligt i opvæksten, viser sig som bestemmende og kontrollerende adfærd hos barnet. Det

er forældrenes opgave at lære barnet, at der nu er nogen, som tager sig af det og dermed overlade

eventuelle bekymringer til forældrene. En del forældre, især mødrene, giver udtryk for, at de har

oplevet, at barnet har slået og været meget afvisende overfor dem, hvilket har fået forældrene til at

tro, at de gjorde noget galt. De fortæller dog, at det, ifølge PAS konsulenten, er ”typisk

adoptionsrelateret adfærd” og en reaktion på, at barnet er blevet svigtet tidligt i livet og derfor nu

afprøver om forældrene også vil svigte barnet. I de situationer rådgives forældrene ofte til at sætte

ord på barnets følelser og fortælle barnet, ”at de godt kan forstå at barnet er ked af det, men at de

aldrig vil forlade det eller gøre det ondt”.

4.5.3. Latente følelser af tab og svigt

Det er ikke alle forældre, der oplever at barnet udviser, hvad kaldes adoptionsrelateret adfærd i

form af at være afvisende, kontrollerende eller for kontaktsøgende. Men selv i tilfælde hvor

forældrene oplever, at barnet er faldet godt til, påvirker skræmmebilledet af det omsorgssvigtede

barn forældrenes forståelse af, hvem deres barn er. En mor påpeger, at hun var overrasket over,

at hendes søn ikke viste tegn på adoptionsrelateret adfærd efter ankomsten til Danmark.

M: Det har overrasket mig, at det har været så problemfrit. Vi har da talt meget om, at

vi ikke kan forstå, at han ikke har flere eller har nogle issues. Vi har haft besøg af

sundhedsplejen, og hun havde haft en del med adoption at gøre. Hun var her i

halvanden time, og vi siger til sidst til hende, at vi måske en gang imellem leder efter

nogle adoptionsrelaterede ting, som kunne være problemer med ham. Der sagde hun,

jamen hun havde kigget efter det i halvanden time, og hun kunne simpelthen ikke se

nogen ting. Måske skal man heller ikke lede efter noget, der måske ikke er der. Der

kan komme noget. Det ved vi jo ikke. Men vi synes ikke, altså, han indgår, som om

han har indgået i familien altid.



65

Det er en gængs opfattelse blandt adoptivforældrene, at hvis barnet ikke udviser problematisk

adfærd den første tid efter ankomsten, så må der nødvendigvis komme en reaktion senere. Dette

antyder en forestilling om, at følelserne ligger latent i barnets krop og bare venter på at blive

forløst. Et forældrepar fortæller i forlængelse heraf, hvordan manglende viden om sønnens første

leveår betyder, at de gør sig overvejelser om, hvorvidt sønnens oplevelser de første leveår kan

have betydning for, hvordan han (re)agerer som teenager.

F: Jeg synes, at problemet er, at han tager sine egne disponeringer. Det er jo det han

har måttet gøre i Colombia. Det tror jeg hænger lidt ved stadigvæk. Hvis han synes

sådan og sådan, jamen så er det, da det man gør.

M: Jeg kan da også godt høre, når jeg vender det med nogle kolleger, som har børn,

der er et par år ældre. De er jo igennem den samme proces. Men jeg kan alligevel

ikke lade være med at tænke. Der er et eller andet, når man kigger på 5-årige børn i

dag, der kan man jo se, hvad de kan. Jamen de kan jo utrolig meget som 5-årige og

der har vi jo ikke sådan, hvor var vores [børn] henne på det tidspunkt. Hvad fik de

[vores børn] med sig der, som vi godt kan se de [andre forældre] er begyndt at lære

deres børn og putte på dem [i den alder]? - Jamen af tillid og sådan noget også. Der

mangler måske også 5 års tillid til, at vi [som forældre] agerer, fordi vi elsker ham eller

hvad man nu skal sige. Fordi der ligger nogle svigt der, så han går måske også med

en mistillid til om vi [vil være der].

(Forældrene til tre biologiske søskende, adopteret fra Colombia 1½, 3 og 5 år gamle).

På trods af samtaler med andre biologiske forældre, der har børn i samme alder og som gør sig

lignende tanker, så giver hullet i viden om sønnens første 5 leveår anledning til usikkerhed og

bekymring hos forældrene. Forældrene er usikre på, om sønnen er parat til at blive sluppet fri og

stå på egne ben, samt foretage de rette valg i livet. På trods af at forældrene kan høre på andre

(biologiske) forældre, at de har samme overvejelser, så spøger forestillingen om, at barnet bærer

følelser af tab og svigt med i bagagen, der kan have betydning for, hvordan barnet (re)agerer i dag.

Dette understreger hvor stærk en kulturel referenceramme billedet af det omsorgssvigtede barn

udgør for disse adoptivforældre.

4.6. Opsamling

Ambitionen med dette kapitel har været at undersøge hvilke lokalkulturelle forestillinger, om hvem

det større adoptivbarn er, der ligger bag adoptivforældrenes forestilling om, at det større

adoptivbarn har ”det mere” med i bagagen. Perspektiveringen til hvordan Beng folket forstår og

tolker Beng spædbarnet har bidraget til at illustrere, hvordan forældres lokalkulturelle forestillinger

om, hvad et barn er, hvor det kommer fra og hvad det har med i bagagen, har betydning for,


66

hvordan forældrene forstår og tolker barnets behov og adfærd. Derudover har perspektiveringen

bidraget til at belyse, at ingen forældre er helt sikre på, hvad det nye barns adfærd betyder, uanset

om barnet er biologisk eller ej. Forældres uvidenhed om og manglende fornemmelse for, hvem

deres barn er, er et universelt problem, men måden hvorpå forældre forholder sig til og løser dette

problem afhænger af de lokalkulturelle forestillinger, der danner den kulturelle referenceramme for

forældrenes fortolkning af barnets behov og adfærd (jf. Bruner 2000). I forhold til international

adoption i Danmark antages løsningen at være, at forsøge at skabe en balance mellem barnets

tilhørsforhold til fødelandet og barnets tilhørsforhold til Danmark, samt sikre at barnet via isolering

over tid finder ind til dets sunde kerne med henblik på at barnet knytter sig til forældrene og livet i

Danmark.

Jeg har illustreret, hvordan forældrene forstår og tolker barnets bagage ud fra en lokalkulturel

antagelse om, at biologisk og kulturel oprindelse har essentiel betydning for et barns

selvforståelse, samt en udviklingspsykologisk forståelse af, at et barn har behov for ro, stabilitet,

kontinuitet, samt tilknytning primære omsorgspersoner. Især to lokalkulturelle forestillinger

dominerer forældrenes forståelse af, hvem det større adoptivbarn er. Det drejer sig om

forestillingen om, at barnet har ‟rødder‟ og forestillingen om, at barnet har en ‟sund grundkerne‟,

som forældrene skal finde ind til.

Forældrene forestiller sig at barnet medbringer rødder i kraft af biogenetisk, sproglig, og kulturel

tilhørsforhold til fødelandet. Forældrene antager, at disse rødder har essentiel værdi for det større

adoptivbarn og barnets fornemmelse af, hvem det er og hvor det kommer fra. Forældrene er derfor

opmærksomme på, at opretholde en balance mellem barnets rødder i fødelandet og plantningen af

barnets rødder i Danmark. Dette gør forældrene med henblik på at imødegå, at barnet ikke skal

føle bruddet med fødelandet som et tilhørssvigt, men skal forstå sig selv som et helt menneske

med rødder i to verdener. Forestillingen om at et barn har rødder og derfor er i risiko for at føle

tilhørssvigt skal forstås i relation til den dominerede folkemodel i Danmark, der antager, at et

menneske hører til i det land og den kultur, som det fødes ind i (jf. kapitel 1). Forestillingen om at

barnet har en sund grundkerne, der er indhyllet i flere lag af ubearbejdede følelser skal forstås i

relation til det skræmmebillede af det omsorgssvigtede barn, som dominerer den danske

adoptionspraksis og internationale adoptionspraksis (jf. Howell 2006). Dette skræmmebillede

påpeger, at adoptivbarnet bærer rundt på en grundangst med rod i de tab og omsorgssvigt, som

barnet været udsat for inden adoptionen. Skræmmebilledet udgør den kulturelle referenceramme

indenfor hvilken forældrene handler i forhold til at imødekomme det ‟fremmede‟ barns behov. Det

betyder, at forældrene, influeret af den psykologiske rådgivning og skræmmebilledet, isolerer sig

sammen med barnet, idet de antager, at barnet via ro, stabilitet og afskærmning fra omverdenen

de første måneder kan hjælpe barnet med at bearbejde de usunde lag af tab og svigt, og derved

skabe en sund tilknytning mellem barnet og dets nye forældre.


67

Forestillingen om at det større adoptivbarn har biologiske og kulturelle rødder i en anden verden

og derfor med stor sandsynlighed bringer følelser af tab og svigt med i bagagen udgør den

fortolkningsramme indenfor hvilken forældrene søger at forstå hvem deres barn er og hvorfor det

(re)agerer som det gør. Spørgsmålet er hvad disse dominerende forestillinger betyder for det

kulturelt erfarne barns handlerum i mødet med adoptivforældrene og livet i Danmark.


68

5. Det større adoptivbarn – omsorgssvigtet eller kulturel novice?

Jeg har i de to foregående kapitler diskuteret, hvordan adoptivforældrene forholder sig til at blive

forældre til og danne familie med et større barn med oprindelse og fortid i et andet land end

Danmark. Jeg har vist, hvordan adoptivforældrene oplever en fornemmelse af fremmedhed i

mødet med barnet, selvom de fremhæver den sociale og følelsesmæssige forbundethed til barnet

frem for den biogenetisk og gestastionelle forbundethed. Dernæst har jeg illustreret, hvordan

forældrene forstår og tolker barnets bagage ud fra kulturelle antagelser om, at biologisk og kulturel

oprindelse har essentiel betydning for et barns selvforståelse, samt en udviklingspsykologisk

forståelse af, at et barn har behov for kontinuitet og for at være tilknyttet primære

omsorgspersoner. Dette medfører, at adoptivforældrene forstår og tolker det større adoptivbarns

behov og adfærd ud fra en lokalkulturel forestilling om, at barnet bringer uforløste følelser af tab,

tilhørs- og omsorgssvigt med sig i bagagen. Det er dog væsentligt at minde om, at forældrene reelt

ikke har en mulighed for at vide, om barnet har oplevet svigt og tab. Jeg belyste i kapitel 3, at

forældrene har begrænset eller ingen selverfaret indsigt i, hvad barnet reelt har oplevet de første år

af sit liv og hvordan disse oplevelser har påvirket barnet.

Jeg deler forældres, psykologers og samfundets forståelse af, at adoption kan være en

traumatisk oplevelse for barnet, men ikke fordi barnet muligvis bærer følelser af tab og svigt med

sig i bagagen. Men fordi, barnet er en kulturel erfaren aktør, der ud fra allerede inkorporerede

kulturelle livsskripts, skal lære at agere og forstå sig selv indenfor nogle nye sociokulturelle og

følelsesmæssige rammer.

Jeg tager i dette kapitel afsæt i en forståelse af, at vi som mennesker skaber handlerum for

hinanden ud fra de kulturelle antagelser, vi har om, hvordan verden hænger sammen. Individer,

børn som voksne, skal i et givent samfund opfattes som kulturelle subjekter, der gennem

opvæksten socialiseres ind i en lokalkulturel virkelighed, der præger det enkelte menneskets

opfattelse af, hvad der er normalt og unormalt i et givent samfund (jf. kapitel 1). Det implicerer, at vi

som mennesker ”er uafladeligt engagerede i en form for subjektiv refleksivitet, hvor vi tolker og

tilskriver hinanden identiteter og intentioner på baggrund af vores egne erfaringer” (Hasse

2002:19).

Jeg vil diskutere, hvordan adoptivforældrenes lokalkulturelle tolkningsrammer er med til at

definere og afgrænse det kulturelt erfarne barns handlerum i mødet med forældrene. Dét

handlerum, hvor det større adoptivbarn skal søge at handle og få sit liv til at give mening i mødet

med forældrene og familielivet i Danmark (Gulløv 1998). I forlængelse heraf vil jeg med afsæt i

egne erfaringer fra børnehjemmet i Guatemala samt Cathrine Hasses forståelse af kultur som en


69

læreproces anskueliggøre, hvordan en tolkning af barnet som kulturel novice åbner for andre

handlerum indenfor, hvilke adoptivbarn og forældrene kan forstå sig selv og hinanden.

5.1. Barnet som omsorgssvigtet

Med afsæt i to gængse empiriske eksempler på, hvordan adoptivforældrene tolker og handler på

barnets adfærd ud fra forestillinger om tab og omsorgssvigt, viser jeg i dette afsnit, hvordan

adoptivforældrenes kulturelle forestillinger afgrænser og definerer barnets handlerum.

5.1.1. Det er kvinder, der svigter mig

M: Det var meget fordi, han lige pludselig kunne slå mig og være meget aggressiv,

hvis man sagde nej eller hvis der var noget, man sagde, at han ikke måtte, så blev

han rigtig gal. Jeg tænkte, er det bare mig, fordi det kun var overfor mig. Vi opsøgte en

PAS konsulent, som fortalte, at det er en reaktion på alle de følelser, han har i

kroppen. Vi fik ad vide, at det skyldes det tab [af biologisk mor], og det er mig, der får

alle de her aggressioner, for at finde ud af om jeg bliver. Det fik vi en masse værktøjer

til [at håndtere]. Specielt at sidde med ham og så bare holde ham fast og sige: ”Jeg

ved godt, at du er gal, men det er på grund af…” - altså, sætte ord på de følelser, som

han ikke selv kan få sagt. Det har kostet rigtig mange bekymringer. Der har ikke været

forskel på, hvem der har irettesat ham, men vi betragtede det lidt som om, at det er en

bonus at få en far, men hende der mor, ved jeg ikke, hvornår hun forsvinder.


Forældrene her er langt fra de eneste, der oplever, at barnet har været aggressivt og afvisende

overfor moderen. Flere forældre har forklaret barnets aggressive og afvisende adfærd med, at det

er barnets måde, at bearbejde det tab af biologiske mor eller plejemor, som barnet har været

udsat. Flere forældre giver, som moderen herover, udtryk for, at de var i tvivl om, hvorvidt det var

dem, der var noget galt med og har derfor rådført sig med en PAS konsulent. Konsulenterne

bekræfter forældrene i, at det ikke er dem, der er noget galt med. Konsulenterne påpeger, at

barnets adfærd skal tolkes, som et udtryk for, at barnet er ved at afprøve, om det vil blive svigtet

igen og er i færd med at bearbejde uforløste trauma i forhold til at være svigtet tidligere. Det er

især mødrene, som oplever at blive afvist, hvilket ofte forklares med, at det er ”bonus” at få en far,

men ikke en mor.


70

F: Det er jo meget enkelt. Der er en mor, der har sluppet ham efter 1½ år, som

han er kommet væk fra og så er der den der banegård, hvor der slet ikke var

nogen kvinder, og så var der børnehjemmet, hvor der faktisk kun var kvinder, der

skulle have passet på ham og det gjorde de ikke.

M: som slog ham

F: De slog ham, og når de ikke slog ham, så var de ignorante overfor, hvad der

ellers foregik. Så han er blevet svigtet af kvinder dobbelt så meget, som han er

blevet svigtet af mænd, så det er en meget naturligt reaktion, at det er farligt at

binde sig til kvinder.


Forældrenes forklaring med, at barnet er blevet svigtet dobbelt så meget af kvinder som mænd, er

en udbredt forestilling blandt adoptivforældrene. Men som eksemplet herover indikerer, så tolker

forældrene barnets adfærd ned i et ”hul”, idet de ikke har vished for om barnet har oplevet disse

‟svigt‟ som svigt.

Ovenstående eksempler understreger, hvordan forældre (og konsulenter) tolker og handler på

barnets adfærd, som udtryk for noget ubearbejdet inde i barnet og ikke som udtryk for, at barnet

reagerer på en handling, som sker her og nu. Ud fra denne psykologiserede fortolkningsramme

giver det mening for forældrene, at barnet slår. Barnets opførsel knyttes til ‟noget‟ inde i barnet og

ikke til interaktionen mellem barn og forældre eller til forældrenes adfærd overfor barnet. Det til

trods for, at det ofte er i interaktionen mellem forældre og barn, eksempelvis når der sættes

grænser for barnet, at barnet reagerer ved at slå eller være afvisende, som moderen i citatet

ovenfor, giver udtryk for. Forældrene (og konsulenterne) synes ikke at forholde sig til, at der

generelt er mange børn, som reagerer ved at slå eller være afvisende overfor forældrene

(grænsesætterne), når der sættes grænser. Det antyder, at selve det faktum, at barnet er

adopteret, får betydning for barnets handlerum, når forældrene tolker og handler på barnets

adfærd.

5.1.2. Han har skullet klare sig selv

Flere familier fortæller, at deres barn bekymrer sig om ting, som andre børn på deres alder ikke

burde bekymre sig om, hvilket opfattes som et udtryk for, at barnet har lidt omsorgssvigt. Et

forældrepar fortæller:

F: Det er den her ide om, at han skal have styr på alting, og han skal gå rundt og

minde de voksne om alting, fordi han er vant til at klare sig selv på børnehjemmet.

Han render rundt og påtager sig den her rolle af at være ham, der skal holde styr på

det hele. Der må man lidt brutalt gøre ham opmærksom på, at han bare skal sætte sig


71

ned og blande sig udenom, for det skal vi nok styre, det er de voksnes arbejde. Man

er nødt til at stoppe ham for ellers kommenterer han alt, så er han helt op at ringe.

M: Han spørger om ting, som andre 6-årige aldrig ville spørge om. Når vi går ud af

døren, så siger han: ”Husk nu dine nøgler mor”. Hvor mange 6-årige gad overhovedet

bruge tid på det? Han er kontrolfreak og er jo fuldstændig selvkørende om morgenen,

når han står op. Han står han op, går i bad, børster sine tænder. Arbejdet har ligget i

at få lov at hjælpe ham, for det kan han klare selv, for det har han været nødt til.


Forældrenes forståelse af barnets interesse for, hvad der sker i hjemmet, bliver af forældrene

herover opfattet som udtryk for, at barnet er kontrollerende og har et behov for, at have styr på

alting. De ser det, som noget ‟almindelige‟ børn ikke vil gøre og ikke vil have behov for. Forældrene

tolker sønnens adfærd, som et udtryk for, at der ikke har været voksne (kvinder), der har taget sig

af ham, og han derfor har været vant til og nødt til at klare sig selv. Flere forældre tolker, som

forældrene herover, deres barns adfærd ud fra denne fortolkningsramme. Eksempelvis nævnte jeg

i foregående kapitel en mor, der opfattede barnets gentagne interesse for, hvad de skal have at

spise, som udtryk for en unormal bekymring for et barn. Hun reagerede derfor ved at fortælle ham,

‟at det skal han ikke bekymre sig om, det skal mor nok finde ud af‟.

Forældrene tolker, således ofte barnets interesse for, hvad det skal have at spise eller interesse

for, hvad der foregår i dagligdagen, som et udtryk for at barnet i sit tidligere liv har været udsat for

manglende omsorg og derfor har skullet klare sig selv. Anlægger vi et psykologisk perspektiv på

barnets adfærd, så giver det mening at forældrene tolker barnets adfærd på denne måde. Derfor

giver det også mening, at forældrene reagerer på barnets adfærd ved at understrege, at de nok

skal sørge for, at barnet får det, som det har behov for. Der ligger i forældrenes overbevisning en

indirekte forventning om, at et barn skal være afhængigt af voksnes omsorg og hjælp. Det

understreges ved, at forældrene ‟får værktøjer af konsulenten‟ og arbejder på at få lov til at hjælpe

barnet. Ud fra en dominerende kulturel fortolkningsramme for, hvordan et barn bør opføre sig,

skaber forældrene et psykologiseret handlerum, som barnet skal forholde sig til og agere i. I denne

kulturelle kontekst gøres barnets tidlige erfaringer med, hvad det vil sige at være barn derfor til en

‟usund‟ adfærd hos barnet. Forældrenes tolkning af barnets adfærd betyder, at barnets

”kontrollerende” adfærd ikke tolkes som udtryk for, at det er et hjælpsomt og opmærksomt barn,

der gerne vil hjælpe omkring sig. Det betyder ligeledes, at barnets kommentering og ”oppe at

ringe” adfærd ikke tolkes som et udtryk for, at barnet er i gang med at finde ud af, hvordan familie

og hverdagslivet i Danmark hænger sammen. Forældrene lukker barnets adfærd inde i en

tolkningsramme, der gør barnets adfærd til en mangel eller ‟usund‟ egenskab ved barnet, hvilket

barnet nødvendigvis må agere i forhold til. Forældrene ser dermed ikke de andre årsager, der

kunne ligge til grund for barnets opførsel.


72

5.1.3. Opsummering

Ovenstående eksempler illustrerer, hvordan forældrene forstår barnet ud fra en psykologisk

fortolkningsramme, der tager afsæt i, at barnet er blevet svigtet af kvinder og for tidligt har skullet

klare sig selv. Inden for denne fortolkningsramme forklares barnets adfærd således med

henvisning til en mangel inde i barnet forårsaget i den tidlige barndom.

Når adoptivforældrene tolker, skaber mening og agerer på det større adoptivbarns adfærd ud

fra den psykologiske fortolkningsramme, så skaber forældrene et særligt psykologiseret handlerum

for barnet, som barnet skal forholde sig til og agere i. Dermed synes barnets kulturelle erfaring

indskrænket til at være udtryk for en mangel, angst eller utryghed, fordi det i forældrenes øjne ikke

har fået den omsorg, som det i et lokalkulturelt perspektiv burde have fået. Skræmmebilledet af det

omsorgssvigtede barn kommer dermed til at indramme det handlerum, som barnet skal forsøge, at

forstå sig selv og sin nye situation i forhold til.

5.2. Barnet som kulturel novice

McDermott (1996) viser i artiklen ”The acquisition of a child by a learning disability”, hvordan børn

med indlæringsvanskeligheder (learning disabilities) i det amerikanske skolesystem bliver fastholdt

og fastholder sig i kategorien ‟indlæringsvanskelighed‟ alene i kraft af, at denne kategori eksisterer.

Essensen i McDermotts teori er, at et barn ikke tilegner sig en indlæringsvanskelighed, men at en

indlæringsvanskelighed tilegner sig barnet. Med det mener han, at eksistensen af kategorien

indlæringsvanskelighed betyder, at et vist antal børn skal udfylde kategorien.

I relation til international adoption af større børn kan man sige, at det, at der eksisterer en

dominerende kulturel model, der antager, at det større adoptivbarn er omsorgssvigtet, betyder, at

en række børn bliver passet og passer sig ind i dette tolknings- og handlingsrum. Det større

adoptivbarn er ikke omsorgssvigtet, men gøres omsorgssvigtet ud fra de lokalkulturelle

forestillinger om, hvordan et barn burde vokse op, hvordan det burde agere og hvordan det burde

stå i relation til voksne, især forældre. Med McDermotts ord kan man sige, at der sker en tilegnelse

af et større adoptivbarn via en kulturel forestilling om omsorgssvigt (the acquisition of an older

adopted child by the cultural notion of neglect of care). Med andre ord er forestillingen om det

større adoptivbarn som omsorgssvigtet, en kulturel konstruktion, der skabes ud fra lokalkulturelle

forestillinger om, hvad et barn følelsesmæssigt har behov for. Det er med afsæt i denne antagelse,

at jeg herunder giver et bud på, hvordan det større adoptivbarns reaktion og adfærd i mødet med

de nye omgivelser, kan forstås som andet og mere end tab og omsorgssvigt. Jeg henter inspiration

hos antropolog Cathrine Hasse med henblik på at anskue det større adoptivbarn, som kulturel

novice i en situeret kulturel læreproces.


73

Cathrine Hasse anskuer kultur som en læreproces, hvor man skal lære gennem social

interaktion i fysiske rum (Hasse 2002:19). Det fysiske rum skal forstås som ”genstande, ord og

mennesker i deres fysiske fremtoning, samt de betydninger vi tillægger disse fysiske

manifestationer” (Hasse 2002:19). Kultur skal, ifølge Hasse, opfattes som noget vi ser med og som

noget vi ser (2002:16). I forlængelse heraf påpeger Gulløv:

Børn vokser (…) ikke op for passivt at overtage en eksisterende verden; de former

den selv gennem deres interaktioner, og i den formningsproces skaber de også en

selvforståelse. De rekonstruerer deres eget liv ud fra omverdenens

fortolkningsstrukturer, dvs. de foretager en objektivering i forhold til kulturelle

forståelser (Gulløv 1999:232).

Det er med afsæt i disse perspektiver, at jeg vil argumentere for, at det større adoptivbarn kan

opfattes som et kulturelt erfarent menneske, der møder forældrene og livet i Danmark med

allerede inkorporerede kulturelle normer og forestillinger om, hvad det vil sige at være barn,

herunder hvordan man som barn indgår i relation til voksne. Det større adoptivbarn kan, som alle

mennesker, der bevæger sig fra en sproglig og sociokulturel kontekst til en anden, anskues som

en kulturel novice, der ud fra allerede erfarende normer og forestillinger skal forsøge at afkode og

handle i forhold til de nye tolkningsrammer for adfærd, som barnet konfronteres med i mødet med

adoptivforældrene og hverdagslivet i Danmark. På samme måde som forældrene handler ud fra en

lokalkulturel forestilling om, hvordan et ‟normalt‟ barn burde agere, så handler det større

adoptivbarn ligeledes ud fra en lokalkulturel forestilling om, hvordan et ‟normalt‟ barn agerer,

herunder interagerer med voksne.

5.2.1. No hay hombres en la cocina

Der er flere eksempler på tværs af empirien, der indikerer, at adoptivbørnene kan opfattes som

kulturelle novicer, der er i gang med at knække de kulturelle koder for, hvad der giver mening i den

nye kontekst, som de befinder sig i (Hasse 2002). For eksempel fortæller et forældrepar, at deres

søn grinende udbrød, ”no hay hombres en la cocina” (der er ikke mænd i køkkenet), da han så sin

far stå i køkkenet og lave mad kort efter ankomsten til Danmark. Et andet forældrepar fortæller, at

deres søn var overbevist om, at han skulle i skole, da han skulle starte i børnehave. Et tredje

forældrepar fortæller, at deres tre børn kort efter ankomsten til Danmark gik over til naboen og

spurgte dem, om de også kunne være deres mor og far. Disse eksempler indikerer, hvordan

adoptivbørnene kan anskues som kulturelle novicer, der bevidst eller ubevidst ekspliciterer undren

over nogle af de ting, som vi, danskere, tager for givet. I Danmark er det ikke usædvanligt, at far

står i køkkenet og laver mad. I Danmark sender vi også børn i børnehave og ikke i skole, ydermere


74

ville et barn født og opvokset i Danmark højest sandsynligt ikke gå op til de nye naboer og spørge,

om de kunne være dets forældre.

5.2.2. Er han anderledes?

Med afsæt i mine erfaringer og mit kendskab til Romans hverdag i Guatemala anskueliggør jeg i

det følgende, det store materielle og relationelle skift, som Roman skal forholde sig til, når han

kommer til Danmark.50 Jeg vil herefter diskutere, hvordan et perspektiv på det større adoptivbarn

som kulturel novice kan bidrage med en supplerende tolkningsramme, indenfor hvilken vi kan

forstå det større adoptivbarns adfærd og handlinger i mødet med forældrene og familielivet i

Danmark. Jeg er opmærksom på, at der findes børnehjem, hvor hverdagen og relationerne mellem

børn og voksne ser anderledes ud end dem, jeg herunder beskriver med afsæt i min erfaring fra

børnehjemmet i Guatemala. Dog mener jeg, at det kan være med til at anskueliggøre, hvordan et

perspektiv på det større adoptivbarn som kulturel novice, kan åbne for andre handlerum for barn

samt forældre.

5.2.3. Fra børneliv til familieliv

Da jeg første gang besøger Roman og hans nye familie i Danmark, har Roman boet i Danmark et

halvt år, og jeg husker, at hans adoptivforældre spørger mig, om jeg synes, at han er anderledes,

end han var i Guatemala. Men for mig er det ikke Roman, men de omgivelser han nu befinder sig i,

der er anderledes. I mine øjne er Roman den samme glade og livlige dreng, som jeg et år tidligere

oplevede løbe rundt og lege med sine venner på børnehjemmet i Guatemala, og som nu spiller

bold i en ‟dansk‟ baghave til et ‟dansk‟ parcelhus.

Børnehjemmet i Guatemala ligger isoleret nede af en flod i halv jungle. Der boede godt 100

børn fast på børnehjemmet fordelt i fem børnegrupper. Roman tilhørte den yngste børnegruppe

‟chiquitos‟, som bestod af børn mellem 3 og 5 år. De øvrige børn var køns- og aldersopdelt i fire

grupper, de små og store piger, samt de små og store drenge. Alle børnegrupper havde deres

egne sovesale. I dagligdagen var børnene dog blandet mellem hinanden. På skoledage steg

antallet af børn til ca. 150. Derover boede der lokalt personale i form af administrationspersonale,

køkkenassistenter, lærere, orientadores51, arbejdsmænd samt et vekslende antal frivillige fra hele

verden. Roman tilbragte det meste af tiden sammen med de fem andre chiquitos, der udover

Roman bestod af 3 piger og Romans bedste ven Enrique. Roman brugte det meste af tiden med

leg udenfor i det fri, han var især glad for at svømme og besøge grisene på gården. Der var altid

ældre børn eller voksne enten frivillige eller lokalt ansatte til at igangsætte aktiviteter, underholde

50 Jeg kunne også inddrage det sproglige skift, da sprog har stor betydning for et barns socialisering (jf. Ochs & Schieffelin 1984), men

vælger her at afgrænse fokus til at omhandle det relationelle skift i forhold til at skulle danne familie med adoptivforældrene. 51

Orientador betyder vejleder og var betegnelsen for de personer, som superviserede de ældre børnegrupper


75

eller undervise børnene. Der var for det meste to til fire frivillige, som tog sig af chiquitos. Mandag

til fredag gik de fem chiquitos i ‟skole‟52. Skoleaktiviteterne bestod blandt andet i at synge

sanglege, tegne, lære farver og bogstaver og lave sportsaktiviteter som boldspil og så især

svømning. Børnene og ikke mindst Roman elskede at springe ud fra bådbroen og i en alder af 4 år

var han allerede en habil svømmer. Når børnene ikke var i skole, kunne de lege frit på

børnehjemmet, dog altid i selskab med voksne eller indenfor deres synsvinkel. Børnene var derfor

aldrig ladt alene, da der altid var en voksen eller et ældre barn til at tage sig af og hjælpe børnene,

såfremt de havde brug for det.

Dét der først slog mig, da jeg mødte Roman i Danmark, var den store kontrast fra

børnehjemmet i Guatemala, hvor han altid var omgivet af mennesker til livet, som enebarn i et

murstenshus med to voksne i Danmark. Fra at have en hverdag sammen med mange børn og

voksne, så skulle Roman vænne sig til at tilbringe det meste af sin tid med to voksne mennesker.

Fra at have levet i et miljø, hvor næsten alle aktiviteter foregik udenfor, så skulle Roman vænne sig

til at meget af livet i Danmark foregår indenfor. Roman har også skullet vænne sig til at sove alene

på sit eget værelse, hvor han i Guatemala sov på sovesal med de andre chiquitos. Han har skullet

vænne sig til det danske sprog.

Jeg oplever Romans skift fra hverdagen på børnehjemmet i Guatemala til hverdagen i hjemmet

sammen med to voksne mennesker, som en stor relationel omvæltning. Roman skal agere og

handle i et helt nyt miljø, hvor der er andre forventninger til, hvordan et barn indgår i relation til sine

omgivelser, herunder især voksne. På børnehjemmet kunne Roman opsøge voksne, når han

havde lyst til at være sammen med voksne. I Danmark står han overfor at lære at være barn i en

kernefamilie med to voksne, som er fokuserede på at skabe en sund forældre-barn tilknytning

præget af fysisk og psykisk nærhed.

5.2.4. Han vil hellere være hos naboen!

På samme måde, som de andre adoptivfamilier, isolerede Romans forældre sig med ham det

første stykke tid efter ankomsten til Danmark. Forældrene har fortalt, at de ligesom flere af de

andre adoptivforældre, oplevede, at Roman afviste dem i starten. De oplevede, at Roman meget

gerne ville være ved naboen og lege med børnene derovre. Det gjorde forældrene usikre på, om

han kunne lide dem og om han ville acceptere dem som hans nye forældre. Især følte Romans

mor sig afvist. Hun har givet udtryk for, at hun var usikker på, om det var fordi Roman ikke kunne

lide hende og måske hellere ville bo hos nabofamilien.

Anskuer vi Roman, som en kulturel novice og ser vi på det liv, Roman har haft før ankomsten til

Danmark, så betyder Romans lyst til at være ovre ved naboen ikke nødvendigvis, at han ikke kan

52 Roman gik i ‟prekinder‟ klassen, som svarer til børnehave i Danmark.


76

lide forældrene eller han ikke har lyst til at være sammen med sin mor. Roman har gennem sine

første leveår været vant til at omgås mange mennesker, og har dagligt været sammen med andre

børn, hvilket har præget hans livsskript for, hvordan man er ‟normal‟ barn i Guatemala og det er de

erfaringer, som Roman bringer med sig ind i mødet med adoptivforældrene og kernefamilielivet i

Danmark. Han er ikke fortrolig med de kulturelle koder for samvær i en kernefamiliemæssig

sammenhæng i Danmark. Hvis vi således anskuer Roman som kulturel novice i Danmark, kan

Romans lyst til at være hos naboens børn, være et udtryk for, at han søger genkendelighed ved at

møde og lege med andre børn. Roman anser det, som en normal måde at leve på. På samme

måde som forældrene anser det for normalt, at forældre og barn er følelsesmæssigt samt fysisk

tæt knyttet til hinanden.

Kontrasten mellem børnelivet på børnehjemmet og kernefamilielivet i Danmark er meget stor.

Det udfordrer ikke bare Roman i, hvordan han kan og skal handle, men også forældrene, der

søger at forklare hans reaktion og agerer på det ud fra en lokalkulturel kontekst. Kontrasten synes

endnu større, når det første forældrene gør, er at isolere sig i hjemmet med barnet med henblik på

at skabe en sikker tilknytning til barnet. Det er ikke kun en indskrænkning i barnets handlerum

socialt, men også fysisk. Roman havde på børnehjemmet mulighed for at svømme, lege på

legeplads, besøge grisene på gården. Efter ankomsten til Danmark skal han skal forholde sig til at

bo forholdsvist isoleret i et parcelhus med to voksne.

5.2.5. En situeret kulturel læreproces

Jeg har med perspektiveringen af kontrasterne i Romans omgivelser fra børnehjemmet i

Guatemala til parcelhuset i Danmark anskueliggjort, hvordan det større adoptivbarns adfærd og

handlinger ikke nødvendigvis behøver at have noget at gøre med manglende omsorg eller

oplevelse af tab i den tidlige barndom. Det kan lige så vel hænge sammen med, at barnet befinder

sig i en situeret kulturel læreproces, hvor det skal lære, hvordan man agerer barn i en dansk

familie med en mor og en far, frem for agerer barn blandt børn og mange kategorier af voksne på

et børnehjem i Guatemala. Hvis vi antager, at hverdagen har set sådan ud for de fleste

adoptivbørn, så er det en stor omvæltning at komme til Danmark, og samtidig skulle leve isoleret

fra omverdenen sammen med to fremmede mennesker det første lange stykke tid. Det større

adoptivbarn har ikke nogen forudsætninger for, eller kendskab til, hvordan man er barn i en

kernefamilie i Danmark.

Anlægger vi dette perspektiv på nogle af de indledende eksempler igen, hvordan kan

anskuelsen af barnet som kulturel novice tænkes at ændre det handlerum, som forældre og barn

skaber for hinanden.

I eksemplet, hvor børnenes kontrollerende og bestemmende adfærd opleves som udtryk for, at

barnet har lidt omsorgssvigt, kunne barnet som kulturel novice i stedet være i færd med at afkode


77

nye tolkningsrammer og handlingsmønstre. Det er måske i færd med at få stillet sin kulturelle

nysgerrighed over, at bo sammen med to forældre, der har andre normer for samvær eller er i færd

med at undre sig over, at der kommer forskelligt mad hver aften eller finde ud af om det er god

mad som bliver serveret.

Et andet eksempel, som kan nuanceres ved at se på barnet, som kulturel novice er i relation til

den store omvæltning, som barnet oplever, når det bliver adopteret til Danmark og skal tilbringe de

første tre måneder i fremmede omgivelser med to voksne, som er ligeså nervøse overfor barnet,

som barnet er overfor dem. To voksne, som giver udtryk for at have et stort behov for at skabe en

hurtig følelsesmæssig og afhængighedsbaseret tilknytning til barnet, som udfordrer barnets

erfaringer med at indgå i relation til voksne mennesker. Barnet er eksempelvis ikke vant til at få

fuld opmærksomhed fra to voksne, som gerne vil hjælpe og være der for barnet hele tiden. Barnets

afvisning eller aggressivitet over for forældrene/mødrene er dermed ikke nødvendigvis et udtryk

for, at barnet har oplevet svigt, men kan være en reaktion på, at barnet er i færd med at afkode nye

normer for, hvordan man opfører sig og indgår, som barn i en dansk kernefamilie. Som kulturel

novice i familiesituationen skal barnet således først til at lære, hvordan man er barn.

Den ‟naturlige‟ tilknytning mellem forældre og barn er fraværende, hvilket gør relationen

skrøbelig. Barnets afvisende eller aggressive adfærd forstærker denne skrøbelighed. At det oftest

er mødrene som føler sig afvist, kan, ud fra empirien, også forklares med, at det er en udbredt

kulturel antagelse i Danmark, at en ”rigtig” mor-barn relation omfatter tæt – symbiotisk – knyttethed

til hinanden. Det kan tænkes, at mødrenes behov for at være fysisk og følelsesmæssig tæt med og

elsket af barnet har betydning for, hvordan hun reagerer på barnets adfærd, som igen afføder en

reaktion fra barnet, som bliver opfattet som afvisende af moderen. I dette perspektiv kan barnets

handling eller adfærd ikke forklares med, at barnet bærer rundt på svigt og tab, men som en

konsekvens af interaktionen her og nu. Man kan i forlængelse heraf diskutere, hvis behov det er,

der skal dækkes.

5.2.6. For barnets eller forældrenes skyld

Forældrenes usikkerhed og arbejde på at knytte barnet til sig, kan anses, som udtryk for deres

eget behov for at skabe en ”rigtig” forældre-barn relation og ”sund” tilknytning. Dette indikerer, som

jeg også påpegede i kapitel 3, at den biogenetiske forbundethed mellem forældre og barn forbliver

den kulturelle referenceramme indenfor hvilken forældrene forsøger at skabe mening med deres, i

en dansk kontekst, særlige familieformation.

Når forældrene ‟arbejder på‟ eller ‟får værktøjer til‟ at passe barnet ind i deres lokalkulturelle

forståelse af, hvad der er et ‟rigtigt‟ barn og en ‟rigtig‟ familie, så er de præget af dominerende

forestillinger om, hvordan ‟rigtige‟ familie relationer er og skabes samt normative forestillinger om,


78

hvordan et barn bør agere. Man kan således spørge om forældrene, når de arbejder på at få lov til

at ‟hjælpe‟ det meget selvstændige barn, er i gang med at gøre barnet uselvstændigt?

Det er i den forbindelse et godt spørgsmål, om de dominerende kulturelle forståelser af, hvad

der udgør et ‟sundt‟ og ‟rigtigt‟ barn samt en ‟sund‟ og ‟rigtig‟ forældre-barn relation, får en negativ

og begrænsende betydning for børnene og for forældre-barn relationen. Kunne det være

anderledes?

Hvad ville der for eksempel ske, hvis forældrene i stedet for at isolere sig det første stykke tid,

lod barnet bevæge sig mere ude blandt andre børn? Kunne det give barnet større mulighed for at

opleve noget genkendeligt og dermed give mere plads til at være barn ud fra de normer, som det

har med sig? Det kan måske betyde, at der skabes et handlerum for barnet, der er præget af

genkendelighed for barnet. I et sådant perspektiv er det i højere grad forældrene, der må revurdere

egne normer for, hvordan en forældre-barn relation opbygges og hvordan den skal være.

Forældrene må samtidig forholde sig til, at det måske i højere grad er dem, som har behov for at

skabe en ‟sund‟ tilknytning og ikke nødvendigvis barnet. I et sådant perspektiv er det ikke

nødvendigvis barnets, men forældrenes psyke, der er på spil. Det vil sige, at det er

følelsesmæssige forhold i forældrene, der udfordres frem for følelsesmæssige forhold i barnet. Jeg

vil på baggrund heraf argumentere for, at anskuelsen af det større adoptivbarn som kulturel novice

i en situeret læreproces kunne åbne for en større selvrefleksion hos adoptivforældrene (og andre,

der har med adoptivbørn at gøre). Det kunne skabe større bevidsthed om, hvilken indflydelse

dominerende lokalkulturelle forestillinger, som eksempelvis skræmmebilledet af det

omsorgssvigtede barn, har for det større adoptivbarn handlerum i mødet med adoptivforældrene

og familielivet i Danmark.

5.3. Opsamling

Jeg har i dette kapitel forsøgt at nuancere forståelsen af det større adoptivbarn. Jeg har

argumenteret for, at vi kan se barnet, som kulturel novice i en ny sociokulturel kontekst. Dette

perspektiv trækker fokus væk fra, at barnets adfærd og handlinger udgår fra barnet, og bidrager

med et syn på barnet, som en kulturel og social erfaren aktør. Et barn der på baggrund af egne

lokalkulturelle forestillinger, og ud fra de rammer og grænser, som der skabes af forældre (og

samfund), forsøger at forstå sig selv og få sit nye liv i Danmark til at give mening (Gulløv 1998). I

de situationer, hvor barnet afviser forældrene eller gerne vil bestemme, kan således anskues, som

barnets forsøg på at gøre sig selv, og egne vante normer samt tolkningsrammer gældende.

Jeg har anskueliggjort, hvordan et kulturelt perspektiv på det større adoptivbarn som kulturel

novice kan supplere og i nogle tilfælde nuancere, det dominerende psykologiserede perspektiv på

det større adoptivbarn. Anskues barnet som kulturel novice indhyllet i egne erfarede lokalkulturelle


79

normer og værdier for, hvad det vil sige at være barn, frem for et barn indhyllet i følelser af tab og

svigt, så undgår man at patologisere barnet, men møder barnet, som et livserfarent menneske på

lige fod med andre børn. De normer og værdier barnet kommer med behøves ikke at være et

udtryk for, at barnet har lidt tab, omsorgs- eller tilhørssvigt. Barnets adfærd kan lige så vel være

udtryk for, at barnets selvbillede (normative) livsskript for, hvad det vil sige at være et sundt eller

normalt barn, udfordres og i nogle tilfælde overses i mødet med forældrene. Vi skal altså se

barnets handlinger, som et forsøg på at forstå og afkode den nye verden, som det befinder sig i.

Barnet skal således opfattes som novice i en situeret kulturel læringsproces.


80

6. Konklusion

Formålet med dette speciale har været at undersøge, hvordan en pædagogisk antropologisk

tilgang, til et ofte psykologisk behandlet tema, kan supplere forståelsen af, de udfordringer

adoptivbarn og adoptivforældre står overfor. Specialets undersøgelsesfokus har været at udforske

de udfordringer adoptivfamilien står overfor, når familien er socialt konstitueret via international

adoption af et barn over 2 års alderen. Særligt har jeg i specialet afdækket, hvordan lokalkulturelle

opfattelser af barn, barndom og familie er med til at definere og afgrænse det kulturelt erfarne

adoptivbarns handlerum i mødet med sine danske forældre og (familie)livet i Danmark. Denne

konklusion indledes med en sammenfatning af de hovedpunkter, der er fremanalyseret i specialet.

Herefter fremhæves det, hvorledes et pædagogisk antropologisk perspektiv på international

adoption af større børn i Danmark bidrager med en mere nuanceret forståelse af de udfordringer,

som adoptivbarn og adoptivforældre står overfor, hvilket kan være retningsgivende for at udvikle

nye tiltag indenfor dansk adoptionsarbejde. Således perspektiveres der afslutningsvist til, hvordan

et pædagogisk antropologisk perspektiv kan bidrage til dansk adoptionspraksis, herunder til den

eksisterende forskningsmæssige viden om international adoption i Danmark.

6.1. Et psykologisk behandlet tema

Jeg har i specialets indledende kapitel synliggjort, hvordan den danske (og internationale)

adoptionspraksis er domineret af et patologiserende perspektiv på international adoption. Selve

adoptivforholdet og forhold i barnet, forårsaget af oplevelser af tab og svigt i barnets tidligere liv

antages at gøre det problematisk for adoptivbarnet at tilpasse sig og knytte sig til livet i den nye

familie og det nye miljø. Jeg har argumenteret for, at de psykologiske studier giver et

stigmatiserende billede af, at alle adoptivbørn vil få problemer, jo længere tid de har boet på

børnehjem og jo flere separationer de har været for udsat før adoptionen. Ydermere viser

specialet, at dette billede ligeledes dominerer den generelle samfundsmæssige holdning til

adoption, som kommer til udtryk i de historiske og juridiske dokumenter på adoptions- og

børneområdet både nationalt og internationalt.

Jeg har indledningsvist ligeledes illustreret, hvordan familie- og barnesynet i Danmark både

historisk, juridisk og forskningsmæssigt tager udgangspunkt i en normativ forestilling om, at familie

skabes gennem biogenetisk forbundethed. Det antages, at et barn har bedst af at vokse op hos

sine biologiske forældre eller slægtninge i det land, med det sprog og i den kultur, hvor barnet er

født. I forlængelse heraf har jeg vist, hvordan disse antagelser præges af en

(udviklings)psykologisk forståelse af at et barn har brug for forsat kontinuitet (og tryghed) for at

udvikle sig til et sundt, helt menneske. Disse, i en dansk kontekst, normative forestillinger om,

hvordan en familie konstitueres og et barn bør vokse op, udgør sammen med de psykologiske


81

studiers patologiserende perspektiv på adoption de kulturelle rammer indenfor hvilke

adoptivfamilien skal forsøge at skabe mening med deres nonnormative familie og forældre-barn

relation.

I indkredsningen af specialets pædagogiske antropologiske tilgang, har jeg ladet mig inspirere

af børne- og sprogantropologien, samt den kognitive antropologi med henblik på at skabe en

teoretisk ramme, der giver mulighed for, at komme bag om de lokalkulturelle forestillinger om barn,

barndom og familie, som er med til at afgrænse og definere det kulturelt erfarne adoptivbarns

handlerum i mødet med forældrene og familielivet i Danmark.

6.2. Fremmedhed og hul i viden

Jeg har i specialets to første analysekapitler undersøgt, hvordan adoptivforældrene forholder sig til

at blive forældre til og danne familie med et ikke biologisk barn med oprindelse og fortid i et andet

land end Danmark.

Ved at anskue slægtskab som en social konstruktion og som en særlig form for forbundethed

har jeg i kapitel 3 belyst, hvordan adoptivforældrene udfordrer den normative biogenetiske

forståelse af slægtskab, samt den normative forståelse af, at man som forældre bliver forældre til

et biologisk spædbarn ved at lægge vægt på social og følelsesmæssig forbundethed.

Adoptivforældrene legitimerer dermed sig selv og deres familieform som værende en rigtig familie

og værende rigtige forældre til egne børn. På trods af at adoptivforældrene påpeger, at biogenetisk

forbundethed ikke har betydning i forhold til at være en rigtig familie eller rigtig forældre, så

udfordres den sociale og følelsesmæssige forbundethed af en oplevelse af fremmedhed i mødet

med det større adoptivbarn.

Jeg har påvist, at denne fremmedhed hænger sammen med, at det større adoptivbarn allerede

har gjort sig erfaringer og er blevet præget af fremmede mennesker i et fremmed land, når det

møder forældrene. Jeg har argumenteret for, at det gør barnet til en særlig type fremmed i forhold

til et (biologisk) spædbarn. Det større adoptivbarns nonnormative oprindelse og fortid i et andet

land efterlader forældrene med en oplevelse af hul i viden i forhold til at have en fornemmelse af,

hvem deres barn er. Dette hul i viden skal dels forstås i relation til forældrenes manglende

biogenetiske og gestationelle forbundethed til barnet og dels i relation til fraværet af delt livshistorie

mellem barn og forældre.

Jeg har anskueliggjort, at det større adoptivbarns nonnormative oprindelse og fortid i et andet

land end Danmark ikke blot udfordrer måden, hvorpå vi i Danmark forstår familie og forbundethed

mellem forældre og barn, men også udfordrer de kulturelle fortolkningsrammer, der dominerer,

hvordan vi i Danmark forstår og tolker, hvem et barn er, hvor det kommer fra og hvad det har med i

bagagen. Det betyder, at det ikke en generel fremmedhed eller et generelt ”hul” i viden


82

adoptivforældrene oplever. Det er en særlig fremmedhed og et særligt ”hul” i viden, der knytter sig

til at international adoption af et større barn, er en nonnormativ måde at blive familie og forældre

på i Danmark. Denne fremmedhed og hul i viden efterlader forældrene med en usikkerhed i forhold

til hvem deres barn er, hvad det har været udsat for og hvad det har med i bagagen.

6.3. En rygsæk fyldt med rødder og omsorgssvigt

Jeg har i kapitel 4 taget afsæt i adoptivforældrenes forestilling om, at det større adoptivbarn

medbringer en bagage fyldt med følelser af tab, tilhørs- og omsorgssvigt i kraft af tabet af og

adskillelsen fra biologisk og kulturel oprindelse, samt manglende omsorg fra primære

omsorgspersoner. Ved at anvende Gottliebs studium af spirituelle Beng børn som heuristisk

redskab har jeg belyst, at især to dominerende lokalkulturelle modeller influerer på, hvordan

adoptivforældrene forstår og tolker det større adoptivbarn behov og adfærd.

Den ene model tager afsæt i en forestilling om, at adoptivbarnets biologiske og kulturelle

‟rødder‟ i et andet land end Danmark har essentiel betydning for barnets fornemmelse af, hvem det

er. Jeg har vist, at adoptivforældrene agerer ud fra en antagelse om, at det er vigtigt for barnet at

opretholde en balance mellem dyrkningen af barnets rødder og tilhørsforhold til fødelandet, og

plantningen af barnets rødder i Danmark. Det er centralt for forældrene, at barnet føler sig dansk,

samtidig med, at det er ‟stolt af‟ at have rødder i et andet land end Danmark. Jeg har argumenteret

for, at forældrenes bestræbelser på at skabe balance mellem barnets rødder i fødelandet og

barnet rødder i Danmark er et forsøg på at sikre, at barnet ikke føler et tilhørssvigt i form af

rodløshed, men forstår sig selv, som et helt menneske med rødder i to verdener. Jeg har i

forlængelse heraf anskueliggjort, at adoptivforældrene frem for at transsubstantiere (Howell 2006)

barnets essens fra at være kinesisk til at være dansk, skaber en sammenplantning, hvor

adoptivforældrene både inkorporerer barnet i egen slægtshistorie, men også inkorporerer sig selv i

barnets tidlige livshistorie.

Den anden model, som influerer adoptivforældrenes forståelse og tolkning af barnets behov og

adfærd tager afsæt i en forestilling om, at barnet har en grundkerne, som er indhyllet i flere lag af

følelsesmæssige tab og omsorgsmæssige svigt. Jeg har argumenteret for, at denne model skal

forstås i relation til det psykologiserede skræmmebillede af det omsorgssvigtede barn, som

forældrene konfronteres med i godkendelsesfasen, på de adoptionsforberedende kurser og i

mødet med PAS rådgivningen. Forestillingen om det omsorgssvigtede barn tager afsæt i en

tilknytningsteoretisk forståelse af barnet der påpeger, at adoptivbarnet bærer rundt på en

grundangst med rod i de tab og omsorgssvigt, som barnet været udsat for inden adoptionen. I den

forbindelse er det vigtigt at forstå, at forældrene anser det for deres opgave at kompensere for de

formodede tab og svigt, som barnet antages at have været udsat for. Jeg har vist, at forældrene


83

antager, at de via ro, stabilitet og isolering fra omverdenen de første måneder kan hjælpe barnet

med at bearbejde de usunde lag af tab og svigt, og derved skabe en sund tilknytning mellem dem

selv og barn. Jeg har belyst, at adoptivforældrene antager, at det er grundlæggende for at finde ind

til barnets sunde kerne, at barnet får en fornemmelse for, at de nu er barnets primære

omsorgspersoner og forældrene understreger, at barnet nu skal lære (have lov til) at være et barn.

Et barn, der er afhængig af voksne og som ikke bekymrer sig, men koncentrere sig om, at lege og

rode, som andre ‟normale‟ børn.

6.4. Kulturel novice

I kapitel 5 har jeg illustreret, hvordan skræmmebilledet af det omsorgssvigtede barn og den der

tilknyttede psykologiske fortolkningsramme indrammer det handlerum, som det større adoptivbarn

skal forsøge, at forstå sig selv og sin nye situation i forhold til. Det har jeg gjort med afsæt i en

forståelse af det større adoptivbarn, som kulturelt erfarent individ med egne kulturelle forestillinger

om, hvad det vil sige at være et ‟normalt‟ barn, samt en forståelse af, at vi som mennesker skaber

handlerum for hinanden ud fra de kulturelle antagelser, vi har om, hvordan verden hænger

sammen. Jeg har vist, at adoptivforældrene forstår og tolker adoptivbarnet ud fra en lokalkulturel

antagelse om, at barnet ikke har fået den omsorg og trøst, som det burde have haft for at udvikle

en sund følelsesmæssig adfærd og en sund relation til primære voksne i form af forældre. Dermed

skaber adoptivforældrene i interaktionen med barnet et særligt psykologiseret handlerum, som

barnet skal forholde sig til og agere i, hvorved barnets kulturelle erfaring indskrænkes til at være

udtryk for en mangel ved barnet eller som udtryk for ubearbejdede følelser af tab og svigt.

Den dominerende psykologiske fortolkningsramme, som influerer forældrenes forståelse og

handling på barnets adfærd, er udfordret i specialet ved at anskue det større adoptivbarn som

kulturel novice i en i en ny sociokulturel kontekst. Dette perspektiv trækker fokus væk fra, at

barnets adfærd og handlinger udgår fra barnet. Perspektivet bidrager med et syn på barnet, som et

reflekterende individ, der på baggrund af egne lokalkulturelle erfaringer og ud fra de rammer og

grænser, som der skabes af forældre (og samfund), forsøger at forstå sig selv og få sit nye

(familie)liv i Danmark til at give mening. Jeg har argumenteret for, at en anskuelse af adoptivbarnet

som kulturel novice i en situeret kulturel læreproces kan supplere, og i nogle tilfælde udfordre den

dominerende folkepsykologiske fortolkningsramme, som forældrene forstår barnet ud fra. De

normer og værdier barnet kommer med behøves ikke at være et udtryk for, at barnet har lidt tab,

omsorgs- eller tilhørssvigt, men kan i lige så høj grad være udtryk for barnet har inkorporeret et

anderledes livsskript for ‟sund‟ børneadfærd. Dertil har jeg vist, at en anskuelse af barnet som

kulturel novice åbner for en diskussion af, hvis behov, det er der skal dækkes ved at sikre en hurtig

følelsesmæssig og afhængighedsbaseret tilknytning mellem barn og forældre.


84

6.5. Et pædagogisk antropologisk bidrag

Jeg vil i dette afsnit fremhæve, hvorledes et pædagogisk antropologisk perspektiv på international

adoption af større børn, kan supplere et ofte psykologisk behandlet tema.

Ved at anlægge et kulturelt perspektiv på de udfordringer som adoptivforældrene og

adoptivbarn står overfor som socialt konstitueret familie har specialet bidraget til at synliggøre,

hvordan adoptivforældrene navigerer deres særlige familieform og forældreskab indenfor de

normative forståelser af slægtskab. Forældrene er bevidste om, at adoptivslægtskabet er et særligt

slægtskab, der bryder med normative forståelser af familie og forældreskab. Forældrene formår at

gøre denne familieform rigtig ved at lægge vægt på social og følelsesmæssig forbundethed. Det

paradoksale er, at når det drejer sig, om at opfostre et ‟rigtigt‟ barn, så forbliver det normative

psykologiske perspektiv gennemtrængende i forældrenes tolkning og handlinger over for barnet.

Det synes at blive den eneste fortolkningsramme for at forstå, hvem deres barn er.

Specialet giver et nuanceret indblik i hvordan dominerende normative lokalkulturelle

forestillinger om hvad et barn er eller burde være, influerer adoptivforældrenes forestillinger om,

hvem det større adoptivbarn er, herunder hvilke behov barnet har og måden hvorpå forældre tolker

barnets adfærd og handlinger. Det skaber en særligt psykologiseret, nærmest patologiserende,

syn på adoptivbarnet, der udelukker andre fortolkningsrammer og forståelser af hvem det større

adoptivbarn er. Dermed synes adoptivforældrene at medvirke til at reproducere et stereotypt

billede af det større adoptivbarn som omsorgssvigtet.

Howell kalder adoptivslægtskabet et bevidst slægtskab (conscious kinship). Jeg vil argumentere

for, at et kulturelt perspektiv på det skift, som det større adoptivbarn oplever i forbindelse med

adoptionen, kan bidrage til at gøre adoptivforældreskabet til et bevidst forældreskab. Med dette

menes, at forældrene ved at have fokus på egne lokalkulturelle forestillinger om, hvad man vil have

ud af en forældre-barn relation, kan åbne for en revurdering måske endda en omdefinering af hvad

det vil sige at være et ‟rigtigt‟ barn og indgå i en ‟rigtig‟ forældre-barn relationen. Således kræver

dette en refleksiv og et såkaldt meta-perspektiv på egen forældrerolle.

Hvis vi kun kører én vej i vores forståelse af det større adoptivbarn, hvad går vi så glip af? Børn

er også sociale aktører, der er i gang med at forstå hvordan verden hænger sammen. Hvis vi kun

forstår barnet som beholder for uforløste og traumatiske følelser, så går vi glip af at se de

ressourcer barnet kommer med, samt barnets vilje til at indgå i en ny materiel, sociokulturel

kontekstVed at anskue barnet som kulturel novice i en situeret kulturel læreproces, mener jeg, at vi

i højere grad møder hele mennesket, der udgør det større adoptivbarn. Forståelsen af barnet som

kulturel novice underkender ikke, at barnet kan have tab og svigt med i bagagen, men gør ikke

disse forestillinger dominerende. I dette perspektiv anses barnet i højere grad som et aktivt


85

handlende kulturelt individ, der med sine livserfaringer fra fortiden, som kulturel referenceramme,

forsøger at skabe mening med den verden, som det er blevet placeret i.

6.6. Bidrag til dansk adoptionspraksis

Flere forældre giver udtryk for, at der mangler viden på området især i forhold til hvilke

udfordringer, man som forældre står overfor, når man adopterer et større barn. Flere forældre

påpeger, at det ikke er ”farligt” at adoptere større børn med hentydning til at mange adoptanter

vælger de større børn fra. Forældrene peger på, at udfordringerne er anderledes end hvis de

havde fået et spædbarn. Forældrene efterlyser fokus på den gode adoptivhistorie og opdateret

undervisnings- og informationsmateriale på de adoptionsforberedende kurser. Enkelte forældre

giver i den forbindelse udtryk for, at deres barns børnehjem var et ”førsteklasses børnehjem”, hvor

børnene ikke sidder bundet til en pottestol dagen lang. Der er altså et behov for en anden måde at

anskue de større adoptivbørn på, hvor skræmmebillederne, som dominerer dansk

adoptionspraksis udfordres. Netop et perspektiv, der giver et mere realistisk og nuanceret billede

af, hvad det vil sige, at barnet har boet på børnehjem.

Med specialets ovenstående konklusioner lægger jeg op til at de adoptionsforberedende kurser

kan kvalificeres ved at supplere det dominerende psykologiske perspektiv på adoptivbarn og

adoption ved at inddrage et pædagogisk antropologisk perspektiv. Ved at undervise og informere

forældre om de kulturelle udfordringer et større adoptivbarn står overfor i forbindelse med at flytte

fra en sproglig og sociokulturel kontekst til en anden. Dette pædagogisk antropologiske bidrag til

international adoption anses derfor, som et vigtigt supplement til den eksisterende og dominerede

psykologiske forskning på adoptionsområdet. Ved at supplere informationen på de

adoptionsforberedende kurser med et kulturelt perspektiv på det større adoptivbarn, kan det

tænkes, at forældre og andre, der er i berøring med et adoptivbarn vil være mere opmærksomme

på den situerede kulturelle læreproces barnet står overfor. Samtidig med at de bliver mere

bevidste om, hvordan egne lokalkulturelle, taget-for-givet, antagelser om, hvad et barn er, burde

være og burde agere influerer på barnets adfærd.


86

7. Abstract

The thesis is to be read as a pedagogical anthropological study of the challenges faced by the

adoptive family when socially constituted by international adoption of children above the age of

two. Special emphasis is paid to local cultural perceptions on children, childhood and family and

how they define and limit the culturally experienced child‟s space of acting (handlerum) when

encountering the Danish parents and family life in Denmark. The aim of the thesis is to provide a

nuanced contribution to a generally psychological examined theme.

The study is based on anthropological fieldwork among 11 adoptive families in Denmark. The

empirical data includes semi-structured interviews with parents and participant observation in one

school, two day care centres (børnehave), one after school care facility (skolefritidsordning) and

the home of one family.

The thesis shows how adoptive parents redefine the normative notion of what constitutes a

„real‟ family and a „real‟ child-parent relationship by stressing social and emotional relatedness,

thereby challenging the normative understanding of family as constituted by biogenetic

relatedness. However, when facing the adoptive child the parents‟ emphasis on social and

emotional relatedness is challenged by unfamiliarity. This unfamiliarity is to be understood in

relation to the lack of biogenetic relatedness and the lack of shared life history. The adoptive childs

foreing origin thereby challenge the way parents normally understand and interpret who their child

is.

The adoptive parents assume that the adopted child carries a back pack filled with emotions of

loss, neglect of care and sense of belonging. This assumption is to be understood in relation to two

dominant psychological models that influences the parents understanding and interpretation of the

childs needs and behavior. One model assumes the child to be rooted in the country of origin given

essential meaning to biological and cultural origin. Another model assumes the child to have a

seed of essence (grundkerne) covered in layers of emotional loss and neglect of care. The models

frame how the parents define and limit the adopted child‟s needs and space of acting.

I show in the thesis that the parents, when interacting with the child, creates a psychological

space of acting constraining the cultural experience of the child to be an expression of untreated

emotions of loss and neglect.

I argue that a perspective on the older adopted child as a cultural novice in a situated cultural

learning process can challenge the dominating psychological perspective on the older adoptive

child.


87

8. Litteraturliste

Adoptionsloven - Bekendtgørelse om lov af adoption, LOV nr 494 12/06/2009 C.F.R. (2009). Adoptionsnævnet (2009a). Særligt om international adoption Retrieved 8.oktober, 2010, from

http://www.adoptionsnaevnet.dk/at-adoptere/saerligt-om-international-adoption/ Adoptionsnævnet (2009b). Særligt om national adoption Retrieved 8.oktober, 2010, from

http://www.adoptionsnaevnet.dk/at-adoptere/saerligt-om-national-adoption/ Adoptionsnævnet (2009c). Årsberetning 2008. Adoptionsnævnet årsberetning. København Ø. Adoptionsvejledningen - Vejledning om adoption, VEJ nr 9770 af 30/09/2009 C.F.R. (2009). Ambrosius Madsen, U. (2003). Pædagogisk etnografi (1. udgave ed.). Århus: Klim. Amit, V. (2000). Constructing the field: ethnographic fieldwork in the contemporary world. London:

Routledge. Bernard, H. R. (1994). Research methods in anthropology: qualitative and quantitative approaches

(2. ed.). Thousand Oaks, Calif.: Sage Publications. Bodenhorn, B. (2000). 'He used to be my relative': Exploring the bases of relatedness among

Iñupiat of northern Alaska. In J. Carsten (Ed.), Cultures of relatedness: new approaches to the study of kinship (pp. 128-148). Cambridge: Cambridge University Press.

Bruner, J. (2000). Foreword. In J. S. DeLoache & A. Gottlieb (Eds.), A world of babies: imagined childcare guides for seven societies. Cambridge: Cambridge University Press.

Børnekonventionen: UN's Convention on the Rights of the Child, resolution 44/25 of 20 November 1989 C.F.R. (1989).

Baarts, C. (2003). Håndværket. In K. Hastrup (Ed.), Ind i verden - en grundbog i antropologisk metode (pp. 430 sider). Kbh.: Hans Reitzel.

Carsten, J. (1995). The Substance of Kinship and the Heat of the Hearth: Feeding, Personhood, and Relatedness among Malays in Pulau Langkawi. American Ethnologist, 22(2), 223-241.

Carsten, J. (1997). The heat of the hearth. The process of kinship in a Malay fishing community. Oxford: Clarendon Press.

Carsten, J. (2000a). Cultures of relatedness: new approaches to the study of kinship. Cambridge: Cambridge University Press.

Carsten, J. (Ed.). (2000b). Cultures of relatedness: new approaches to the study of kinship. Cambridge: Cambridge University Press.

Cederblad, M. (1983). Udenlandske adoptivbørn som er kommet til Sverige efter 3-års alderen. [Ålborg]: NAS, Socialcentrets familieafdeling.

Christensen, A. (1995). Adoption i Danmark: oplæg til reform - en udredning om baggrunde og forudsætninger for international adoption og et forslag til reform af det danske adoptionssystem. Odense

[Kbh.]: Adoption og Samfund. Dalen, M., & Sætersdal, B. (1999). Kunnskapsstatus om utenlandsadopsjon: en sammenfatning av

resultater fra sentrale forskninsprojekter gjennomført i Vest-Europa og Nord-Amerika. Oslo: Universitetet i Oslo, Institutt for specialpedagogikk.

DeLoache, J. S., & Gottlieb, A. (2000a). If Dr. Spock Were Born in Bali: Raising a World of Babies. In J. S. DeLoache & A. Gottlieb (Eds.), A world of babies imagined childcare guides for seven societies (pp. xv, 280 s.). Cambridge: Cambridge University Press.

DeLoache, J. S., & Gottlieb, A. (Eds.). (2000b). A world of babies imagined childcare guides for seven societies. Cambridge: Cambridge University Press.

Den Store Danske (2009-2010). Tabula Rasa Retrieved 6. april, 2010, from http://www.denstoredanske.dk/Special:Opslag?opslag=tabula+rasa

Dorow, S. K. (2006). Transnational adoption - a cultural economy of race, gender, and kinship. New York: New York University Press.

Edwards, J., Franklin, S., Hirsch, E., Price, F., & Strathern, M. (Eds.). (1999). Technologies of Procreation: kinship in the age of assisted conception (2. ed. ed.). London: Routledge.

Emerson, R. M., Fretz, R. I., & Shaw, L. L. (1995). Writing ethnographic fieldnotes. Chicago: University of Chicago Press.

http://www.adoptionsnaevnet.dk/at-adoptere/saerligt-om-international-adoption/

http://www.adoptionsnaevnet.dk/at-adoptere/saerligt-om-national-adoption/

http://www.denstoredanske.dk/Special:Opslag?opslag=tabula+rasa


88

Familiestyrelsen (2009). Gratis rådgivning til adoptivfamilier efter adoptionen 2007-2010 (2. ed.). København: Justitsministeriet Familiestyrelsen.

Familiestyrelsen ( 2005 ). Vejledning ved international adoption. Gailey, C. W. (1999). Seeking 'Baby Right': Race, Class, and Gender in US International Adoption.

In A.-L. Rygvold, M. Dalen & B. Sætersdal (Eds.), Mine - yours - ours and theirs adoption, changing kinship and family patterns. Oslo: Universitetet i Oslo.

Gilliam, L. (2006). De umulige børn og det ordentlige menneske. Et studie af identitet, ballade og muslimske fællesskaber blandt etniske minoritetsbørn i en dansk folkeskole. Kbh.: Danmarks Pædagogiske Universitet.

Gottlieb, A. (1998). Do infants have religion? The spiritual lives of Beng babies. American Anthropologist, 100(1), 122-135.

Gottlieb, A. (2004). The afterlife is where we come from. Chicago: University of Chicago Press. Gulløv, E. (1998). Ideen med "børn". Tidsskriftet Antropologi, nr. 38, 5-12. Gulløv, E. (1999). Betydningsdannelse blandt børn. [Kbh.]: Gyldendal. Gupta, A., & Ferguson, J. (1997). Discipline and practice: "The field" as site, method and location

in anthropology. In A. Gupta & J. Ferguson (Eds.), Anthropological locations: boundaries and grounds of a field science

(pp. viii, 275 s.). Berkeley, Calif.: University of California Press. Hammersley, M., & Atkinson, P. (2007). Ethnography: principles in practice. London: Routledge. Harkness, S., & Super, C. M. (2006). Themes and Variations: Parental Ethnotheories in Western

Cultures Retrieved 21. april, 2010, from http://www.brown.edu/Departments/Human_Development_Center/Roundtable/Harkness.pdf

Hasse, C. (2002). Kultur i bevægelse: Fra deltagerobservation til kulturanalyse - I det fysiske rum (1. udgave ed.). Frederiksberg: Samfundslitteratur. 13-43.

Hastrup, K. (2003). Introduktion: den antropologiske videnskab In K. Hastrup (Ed.), Ind i verden - en grundbog i antropologisk metode (pp. 430 sider). Kbh.: Hans Reitzel.

Hastrup, K. (2007). Kultur. Det fleksible fællesskab (2. ed.): Aarhus Universitetsforlag. Holland, D. C., & Quinn, N. (1997a). Culture and Cognition. In D. C. Holland & N. Quinn (Eds.),

Cultural models in language and thought (1987 ed., pp. 3-40). Cambridge: Cambridge University Press.

Holland, D. C., & Quinn, N. (Eds.). (1997). Cultural models in language and thought (1987 ed.). Cambridge: Cambridge University Press.

Howell, S. (2003). Kinning: the Creation of Life Trajectories in Transnational Adoptive Families. The journal of the Royal Anthropological Institute, 9(3), 465-484.

Howell, S. (2006). The kinning of foreigners. New York: Berghahn Books. Høegh, S. (2006). Erfaringer med psykologisk rådgivning og behandling til adoptivfamilier. Post

Adoptive Services (PAS). Psykologisk Pædagogisk Rådgivning, 43. årgang(Nr.1, februar), 93-113.

Haagerkonvetionen: Convention on protection of children and co-operation in respect of intercountry adoption 29 may 1993 C.F.R. (1993).

Irhammer, M. (1997). Att uttforska sitt ursprung. Identitetsformande under adolescensen hos utlandsfodda adopterade

Lund Universitet, Lund. James, Jenks, C., & Prout, A. (1998). Theorizing childhood. London: Polity Press. James, A., Jenks, C., & Prout, A. (1999). Den teoretiske barndom (S. Søgaard, Trans. 1. udgave

ed.). [Kbh.]: Gyldendal. Jenks, C. (2009). Constructing childhood sociologically. In M. J. Kehily (Ed.), An Introduction to

Childhood Studies (2. ed., pp. 93-111). Maidenhead: Open University Press. Jerlang, E. (2002a). Et helhedssyn på mennesket. In E. Jerlang (Ed.), Barnets udvikling - en

helhed: psykologiske og pædagogiske temaer (1. udgave, 10. oplag. ed., pp. 331 sider). [Kbh.]: Gyldendal Uddannelse.

Jerlang, E. (Ed.). (2002b). Udviklingspsykologiske teorier (3. udg., 5. oplag ed.). [Kbh.],: Gyldendal.

http://www.brown.edu/Departments/Human_Development_Center/Roundtable/Harkness.pdf

http://www.brown.edu/Departments/Human_Development_Center/Roundtable/Harkness.pdf


89

Jerlang, E., & Jerlang, J. (2003). Socialisering og habitus (2. udgave ed.). Kbh.: Hans Reitzels Forlag.

Jonasen, R. (2000). Adoption - fakta, forskning og fremtid. København,. Kvale, S. (2000). Interview: en introduktion til det kvalitative forskningsinterview (1. udgave ed.).

Kbh.: Hans Reitzel. LeVine, R. A., Dixon, S., Levine, S. E., Richman, A., Keefer, C., Liederman, P. H., et al. (2008).

The Comparative Study of Parenting. In R. A. LeVine & R. S. New (Eds.), Anthropology and child development: a cross-cultural reader (pp. 127-142). Malden, Mass.: Blackwell.

Marcus, G. E. (1995). Ethnography in/of the World System: The Emergence of Multi-Sited Ethnography. Annual Review of Anthropology, 24, 95-117.

Marre, D., & Howell, S. (2006). To kin a transnationally adopted child in Norway and Spain: The achievement of resemblances and belonging. Ethnos, 71(3), 293-316.

McDermott, R. P. (1996). The Acquisition of a Child by a Learning Disability. In S. Chaiklin & J. Lave (Eds.), Understanding Practice. Perspectives on Activity and Context (pp. 269-305). Cambridge: Cambridge University Press.

Norman, K. (1996). Kulturella föreställningar om barn: Ett socialantropologisk perspektiv. Stockholm: Rädda Barnen.

Ochs, E., & Schieffelin, B. B. (1984). Language acquisition and socialization: three developmental stories and their implications. In R. A. Shweder & R. A. LeVine (Eds.), Culture theory: essays on mind, self and emotion

(pp. 276-320). Cambridge: Cambridge University Press. Okely, J. (1992). Anthropology and autobiography. Participatory Experience and Embodied

Knowledge. In J. Okely & H. Callaway (Eds.), Anthropology and autobiography (Vol. ASA monographs, pp. xiv, 252 s.). London: Routledge.

Reese, D. (2000). A parenting Manual, with words of advice for Puritan mothers. In J. S. DeLoache & A. Gottlieb (Eds.), A world of babies imagined childcare guides for seven societies (pp. 29-54). Cambridge: Cambridge University Press.

Robinson, G. (1998). Older child adoption. New York: Crossroad Publishing Company. Rutter, M., O'Connor, T. G., Beckett, C., & et al (2000). Recovery and deficit following profound

early deprivation. In P. Selman (Ed.), Intercountry adoption: developments, trends and perspectives (pp. 545 s.). London: British Association for Adoption & Foste.

Schneider, D. M. (1980). American kinship a cultural account (2. ed.). Chicago: University of Chicago Press.

Schultz Larsen, O. (1999). Fem aldre: udvikling fra fødsel til pubertet (1. udgave, 1. oplag. ed.). Århus: Systime.

Skovmand, M., & Vagn-Hansen, P. (1988). Danske adoptioner af udenlandske børn med eksotisk geografisk og etnisk oprindelse. Århus: Socialmedicinsk Institut.

Statistik.adoption.dk (22. marts 2009). Statistik om adoption i Danmark Retrieved 8.oktober, 2010, from http://statistik.adoption.dk/

Sætersdal, B., & Dalen, M. (1999). "Hvem er jeg". [Oslo]: Akribe. Sørensen, S. M. H. (2004). Transracial adoption, identitet og familie. En undersøgelse af

opfattelser af transracial adoption i Danmark 1977-2001 med særligt henblik på konstruktioner af familie, identitet og etnicitet. København.

Telfer, J. (2003). The Imagined Child: Ambiguity and Agency in Australian Intercountry Adoption. The Australian journal of anthropology, 14(1), 72.

Tjørnhøj-Thomsen, T. (1999). Tilblivelseshistorier. Barnløshed, slægtskab og forplantningsteknologi i Danmark. Kbh.: Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

Tjørnhøj-Thomsen, T. (2004). Slægtskab - Tilblivelse, forbundethed og fællesskab. In K. Hastrup (Ed.), Viden om verden - en grundbog i antropologisk analyse (pp. 139-159). Kbh.: Hans Reitzel.

Toren, C. (1993). Making history - the significance of childhood cognition for a comparative anthropology of mind. Man, 28(3), 461-478.

http://statistik.adoption.dk/


90

Verhulst, F. C. (2000). The development of internationally adopted children. In P. Selman (Ed.), Intercountry adoption: developments, trends and perspectives (pp. 545 s.). London: British Association for Adoption & Foste.

Warming, H. (2005). Erkendelse gennem oplevelse. In M. Järvinen & N. Mik-Meyer (Eds.), Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv (1. udgave ed., pp. 145-168). Kbh.: Hans Reitzel.

Weismantel, M. (1995). Making Kin: Kinship Theory and Zumbagua Adoptions. American Ethnologist, 22(4), 685-704.

Winther, I. W. (2006). Hjemlighed - kulturfænomenologiske studier (1. udgave ed.). Kbh.: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.

Yanagisako, S. J., & Delaney, C. L. (1995a). Preface. In S. J. Yanagisako & C. L. Delaney (Eds.), Naturalizing power: essays in feminist cultural analysis. New York: Routledge.

Yanagisako, S. J., & Delaney, C. L. (Eds.). (1995b). Naturalizing power: essays in feminist cultural analysis. New York: Routledge.

Yngvesson, B. (2002). Placing the "Gift Child" in Transnational Adoption. Law & society review, 36(2), 227-256.

Yngvesson, B. (2003). Going "Home": Adoption, Loss of Bearings, and the Mythology of Roots. Social text, 21(1), 7-27.


91

Bilag 1: Interviewguide

Kort præsentationsrunde

Adoptionsprocessen:

Kan du/I fortælle om processen fra I bestemte jer for at adoptere til I fik barnet

hjem/hentede barnet?

- Hvordan bestemte I jer for at adoptere fra Etiopien/Colombia/Guatemala? - Hvilke overvejelser gjorde du/I jer inden adoptionen f.eks mht. barnets alder, fortid - Hvornår kom barnet til DK – hvor gammelt var barnet da? - Havde I set billeder? - Hvad glædede I jer til? (hvilke forventninger havde I?) Første møde med barnet?

Hvordan oplevede du/I det første møde med barnet?

- Hvor hentede I barnet – hos familie, institution, lufthavn? - Hvad ved I om barnets baggrund/opvækst - Snakkede I med noget personale/plejefamilie? Hvad fortalte de om barnet? Ankomst til Danmark:

Kan I fortælle om ankomsten til DK – hvordan foregik det?

- Hvordan forløb de første dage/uger? - Synes I at barnet reagerer anderledes i nogen situationer end I havde forventet? (brud på normer?) - Hvad har overrasket jer ved at få et adoptivbarn? - Hvordan har barnet reageret på sine nye omgivelser? - Har I oplevet at barnet kan have tænkt ”Hvor er mor og far underlige?” Venner, familier og omgivelser:

Hvordan reagerede familie og venner, da I fortalte at I skulle adoptere?

Hvordan har børnehave og skole taget imod jeres barn/børn?

- Har barnet/børnene oplevet vanskeligheder i inst./skole? - Er det specielle tiltag, aftaler?

I dag:

Hvordan har barnet forandret sig fra da I mødte ham første gang til i dag?

Hvordan har I som par forandret jer siden barnet er kommet til DK

Tænker I, at I er anderledes end andre familier?

når storken kommer flyvende

Documents