når engle græder blod
DESCRIPTION
Af Jakob Knudsen. Alt tegner lyst for de kenyanske tvillinger Samuel og Bernard, da de optages på en lokal løbeskole, men et par år senere brister alle forhåbninger. Under et maratonløb i København falder Bernard om, død af en blodprop i hjertet. Dagen efter findes en tysk forretningsmand brutalt dræbt på SAS Hotel. Gerningsstedet giver ikke kriminalkommissær Swane nogen spor at gå efter, men det gør til gengæld afhøringen af en kollega til afdøde. For det viser sig, at tyskeren både har haft et forsøgscenter, der eksperimenterer med bloddoping på vegne af et kendt cykelhold, og at der har været en lyssky forbindelse til den døde maratonløber og en forsvundet tvillingebror.TRANSCRIPT
Af samme forfatter:
Håbefulde hjerte
PP_Når engle græder.indd 2 28/01/13 14.14
Jakob Knudsen
når engle græder blod
en Kristian Swane-krimi
People’sPress
PP_Når engle græder.indd 3 28/01/13 14.14
Når engle græder blodCopyright © Jakob Knudsen 2013
Copyright denne udgave © People’sPress 2013omslag: rasmus Funder
med illustration: ©AFP Creativebogen er sat med Plantinhos An:Sats, espergærde
og trykt hos bookwellISbn 978-87-7108-705-5
1. udgave, 1. oplagPrinted in Finland 2013
www.artpeople.dk
Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for børn og Undervisning og Copy-dan. enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige
tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.
People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • dK-1606 København V
PP_Når engle græder.indd 4 28/01/13 14.14
Prolog
PP_Når engle græder.indd 5 28/01/13 14.14
PP_Når engle græder.indd 6 28/01/13 14.14
7
Iten, Kenya
det var kvælende varmt den eftermiddag. Tvillingerne ber-
nard og Samuel otaka var på vej ud for at afløse deres
far, som drev en mindre flok kvæg på en af de skråninger, der
vendte mod øst.
de løb som altid, når de skulle nogen steder. løb på de stø-
vede, røde grusstier i det frugtbare, grønne højland. det var en
tur på næsten ti kilometer fra skolen og ud til kvæget, men de
to langlemmede drenge regnede det ikke for noget. de skiftevis
spurtede og luntede, mens de drillede og skubbede til hinanden.
– du lugter af gedelort, grinede Samuel og klappede sin bror
bagi, da han løb forbi ham.
– det er din egen dårlige ånde, du kan lugte, råbte bernard
tilbage og satte farten op.
Han nåede op på siden af broren, og sammen fandt de en
rytme, der førte dem fremad i et imponerende tempo. en jeep
dyttede flere gange på afstand, og de løb ind til siden for at lade
den passere.
bilen standsede lidt længere nede ad vejen, og en hvid mand
stod ud af førersiden, mens han iagttog de løbende drenge. I
hånden havde han et kamera, som han panorerede i en glidende
bevægelse rettet direkte mod Samuel og bernard.
da de kom nærmere, råbte han dem an. drengene standsede
op og så uroligt på hinanden, men manden gik smilende over
mod dem og rakte hånden frem.
PP_Når engle græder.indd 7 28/01/13 14.14
8
– Jambo sana! hilste han på swahili.
– Msuri sana, svarede drengene.
– er I fra Iten?
– Ja, sir. Samuel og bernard, sir.
– I er dygtige til at løbe.
– Tak, sir, svarede bernard.
– og så på bare fødder!
– Ja, sir.
Manden så vurderende på de to drenge.
– Måske kunne jeg hjælpe jer med at få nogle fine sko. Hvad
ville I sige til det?
drengene så på hinanden.
– Jo tak, sir, men hvordan?
Manden gik hen til sin jeep og åbnede bagsmækken, og de
gjorde store øjne, da han tog to papæsker ud.
begge drenge kunne læse. de havde gået tre år i skole i Iten.
æskerne var orange med Nike trykt i hvidt hen over siden med
en opadgående vinge. drengene havde godt set den slags sko
før. Inde i byen var der flere fra løbeakademiet, der gik rundt i
dem.
Manden vinkede dem nærmere og rakte en af de åbne æsker
hen imod dem.
– Prøv dem. Se om de passer.
Samuel stod som forstenet, men bernard, der var den mindst
sky af dem, tog æsken og satte sig ned og begyndte at pakke
skoene ud. Manden tog den anden æske og gav den til Samuel.
– Hér, du skal også prøve.
drengene betragtede deres slanke, sorte fødder i de kridhvide
sko.
– Skal I ikke snøre dem? spurgte manden.
de så forlegent ud i luften.
Manden smilede.
PP_Når engle græder.indd 8 28/01/13 14.14
9
– det er ikke noget at være flov over.
Han satte sig på knæ foran dem og bandt snørebåndene.
derefter rejste han sig op og så på de to drenge, der ikke kunne
få blikket fra deres usandsynlige nyerhvervelse.
– nå, passer de?
– Ja, sir, og tak.
– Ingen årsag! og nu løber I videre derhen, hvor I var på vej
til. Så kører jeg ved siden af for at se, hvor hurtigt I kan løbe.
drengene så på hinanden, og bernard svarede.
– Vi skal ud til vores far, og vi er allerede sent på den. Han
vogter kvæg et stykke herfra.
– Jamen, så må I hellere komme af sted, sagde manden og
steg ind i jeepen.
drengene satte i løb.
Manden kiggede skiftevis på et stopur, der lå på passager-
sædet, og på speedometernålen, mens det røde grus sendte en
støvsky op bag de løbende drenges fødder.
da de nåede skråningen, så de deres far stå og vente. Han
så vred ud.
– Hvor blev I af?
drengene dukkede sig og pegede over på manden i jeepen.
Wilson otaka så forundret på den fremmede, der nu stod
ud af bilen med et smil.
– det er min skyld, at drengene kommer for sent, sagde
han. – Jeg beder dig om ikke at lade det gå ud over dem.
Wilson otaka pegede på skoene på sine sønners fødder.
– Hvad er det? udbrød han. – Jeg kan ikke betale for den
slags!
– det er der heller ikke nogen, der beder om, fortsatte den
hvide mand. – Jeg har derimod et forslag til dig og dine drenge.
Wilson otaka så overrasket på ham.
– Forslag, hvilket forslag?
PP_Når engle græder.indd 9 28/01/13 14.14
10
– Jeg må hellere præsentere mig. John Fitzpatrick, jeg kom-
mer fra den katolske skole inde i eldoret.
– er du lærer? spurgte Wilson otaka.
– Tja, egentlig er jeg præst. Fra Irland, såmænd. Men jeg er
leder af St. luke’s elementary School for unge løbetalenter.
Måske har du hørt om den?
Wilson otaka rystede på hovedet.
Fader Fitzpatrick smilede.
– dine sønner er udprægede løbetalenter, sagde han, – og
præcis den slags drenge, vi leder efter. Vores organisation kan
tilbyde dem skolegang, mad og en chance for en dag at løbe
som professionelle og tjene mange penge.
– Jamen, jeg har brug for drengene, sagde faren, – de hjælper
mig med kvæget og det andet arbejde, der skal gøres. det er
stærke drenge. Jeg kan ikke klare mig uden dem.
– Som en del af skolens program tjener drengene hver uge
et beløb, der tilfalder familien.
– Hvor meget? sagde Wilson otaka modvilligt.
– 20 dollars om ugen.
– For hver dreng?
– Ja, smilede Fader Fitzpatrick. – det skulle nok kunne hjæl-
pe din familie. Men tænk også på de muligheder, dine drenge
får. en chance for et helt andet liv.
et stykke derfra stod Samuel og bernard og lyttede intenst,
mens der blev forhandlet om deres fremtid.
da de samme aften sad uden for familiens hytte og kiggede
op på stjernerne, lagde bernard armen om skulderen på sin
bror.
– Intet bliver nogensinde det samme igen, Samuel. Men det
er måske godt. Hvis vi blev her, ville vi ende som kvæghyrder.
du ved, hvor hårdt far arbejder, og vi har måske en anden og
bedre fremtid.
PP_Når engle græder.indd 10 28/01/13 14.14
– Vi har i hvert fald hinanden.
bernard nikkede.
– Ja, det kan ingen tage fra os.
PP_Når engle græder.indd 11 28/01/13 14.14
PP_Når engle græder.indd 12 28/01/13 14.14
13
Kriminalkommissær Kristian Swane, efterforskningsleder
hos rigspolitiets drabstaskforce, sad på sit kontor i den
lidt mismodige stemning, han ofte krøb ned i, når der var tid
til rådighed.
rent efterforskningsmæssigt havde der ikke været en rigtigt
spændende sag siden drabene i gribskov for flere måneder
siden. Han gik selvfølgelig ikke og længtes efter interessant
arbejde, for som regel gik der menneskelige tragedier forud for
de sager, der landede på hans bord. Men når det var sagt, skete
der altid en behagelig skærpelse af sanserne, når der var lig på
bordet, og man skulle have gang i de opsparede erfaringer, der
udgjorde ens ekspertise. der var brug for én.
desuden var han fyldt halvtreds i vinter. Pludseligt og umær-
keligt var dagen der bare, og omverdenen tillod ham ikke at
glemme det. Fødselsdagsgave fra etaten i form af fem tusinde
skattepligtige danske kroner indsat på kontoen og i kantinen en
tilstræbt engageret tale fra personaleforeningens formand.
Så snart han kunne, var han flygtet. Ikke bare op på sit
kontor, men direkte ud i Københavns vinterkolde gader for at
ryste det hele af sig. Hvordan gik det egentlig med ham? Kunne
man sige, at han på nuværende tidspunkt, over halvvejs i livet,
havde nået sine drømmes mål?
I efteråret havde han læst en artikel af en svensk socialforsker,
der havde lavet en omfattende undersøgelse af begrebet lykke.
PP_Når engle græder.indd 13 28/01/13 14.14
14
Konklusionen var, at man i ungdommen generelt var lykkeligere,
selvom man stod foran de største udfordringer. livet strakte
sig stadig langt ud i fremtiden, og mulighederne for at realisere
sine drømme virkede uendelige. Som ældre blev tiden en fak-
tor, der langsomt men sikkert fortærede dagene, månederne,
årene, indtil man kunne skimte døden og tilværelsens ophør i
horisonten.
Hans flugt havde ført ham over langebro og i retning af
Vor Frelser Kirke, og det berømte tårn med den højresvungne
spiral blev pludselig hans mål denne råkolde vinterdag. På vejen
op tænkte han tilbage på den svenske skuespillerinde, Ingrid
bergman, der på en journalists spørgsmål om alderdommen
havde svaret:
„Alder er som at bestige et bjerg. Man bliver nok forpustet,
men man får en langt bedre udsigt.“
Kroppens forfald var pant for den indsigt, man opnåede i
den lineære bevægelse mod livets ophør.
det hjalp heller ikke på hans humør, at afdelingen gennem
de sidste måneder havde været uden en officiel leder.
KI Anders lyngholm, der igennem årene havde været en
værdsat kransekagefigur for Swanes team, var efter et langt
liv som storryger blevet indhentet af en aggressiv lungecancer
lige efter nytår. da lægerne dømte hans fremskredne sygdom
inoperabel, valgte kriminalinspektøren at sige nej til yderligere
behandling og tjekkede måneden efter ind på et hospice i Char-
lottenlund.
I den sidste tid besøgte Swane ofte sin chef, der stadig havde
sine mentale evners fulde brug, for at vende detaljer i verserende
sager med ham. lyngholm kunne til sidst kun lige akkurat sidde
op i sengen under besøgene, hvor den svage hvislen fra iltap-
paratet konstant mindede om tingenes tilstand.
den 16. april blev Swane så ringet op af politidirektør rig-
PP_Når engle græder.indd 14 28/01/13 14.14
15
mor Høgsbro, der overbragte den forventelige nyhed om krimi-
nalinspektørens død.
lyngholm og han havde aldrig kendt hinanden privat, men
den spinkle, krumbøjede mand med den let knirkende stemme
havde været en central figur i hans liv gennem mange år. Han
havde aldrig blandet sig synderligt i Swanes skiftende drabs-
sager, men alligevel havde det været en tryghed at vide, at han
var der. nu stoppede det hele hos ham selv, og der var efterladt
et hul op mod den mere politiske del af korpset, som Swane
hverken havde lyst til eller mod på at udfylde.
Vist talte alderen og ancienniteten for en forfremmelse hen
over sommeren, men Swane måtte indrømme, at han kviede
sig ved tanken. en forfremmelse ville blot betyde flere admi-
nistrative og arbejdspolitiske forpligtelser. For ham gav det
mening at opklare drabssager. Ikke at sidde bag et skrive-
bord.
Han blev ublidt trukket tilbage til nutiden, da det bankede
på døren, og KA Irene bechmann trådte ind. demonstrativt
blev han siddende med fødderne oppe på det massive egetræs-
skrivebord og så op fra det lasede eksemplar af Kierkegaards
Frygt og Bæven, der havde fulgt ham siden filosofi studiet på
Københavns Universitet for år tilbage.
– Hej Irene! Kommer du for at observere en uddøende race?
sagde han lakonisk.
– nå. der er nok nogen, der ikke er kommet over at være
fyldt halvtreds, grinede hun.
– Ja, et nyt årti truer. Hvad har du på hjerte?
Irene bechmann var gruppens computerekspert. en atypisk
en af slagsen. Hendes væsen kunne ikke ligge længere fra det
stereotype billede af en autistisk nørd. Swane opfattede hende
på alle måder som feminin. Særdeles kvindelige former grænsen-
de til det let buttede og et ansigt som en bondepige, hvis man
PP_Når engle græder.indd 15 28/01/13 14.14
16
udtrykte sig i klichéer. nu havde ansigtet et udtryk, der tydede
på, at hun ville opnå noget.
– du kan godt huske, at jeg snakkede om den der konference
i Madrid, ikke?
Han havde en svag erindring.
– Jo, var det ikke noget med grafologi?
– netop. der er gjort enorme fremskridt med hensyn til at
afsløre afsendere af anonyme breve baseret på det samme, som
ligger bag „character recognition“. Altså den teknik, hvor com-
puteren kan genkende både bogstaver, der er skrevet i hånden
og forskellige fonte. du ved skrifttyper. Man kan opbygge store
databaser med kriminelles håndskrifter, som computeren kan
genkende. lidt ligesom fingeraftryk.
– det lyder fint, Irene, og hvad er det så, du prøver at fortælle
mig? spurgte Swane, selv om han godt kendte svaret.
– der er kommet nogle afbud til konferencen. den var ellers
fuldt booket. og så tænkte jeg, at …
Han afbrød hende.
– At siden der ikke sker noget som helst i vores afdeling, vil
du gerne ned og nyde et par sommerdage i Madrid!
Hun så ned i gulvet, og han fortrød sit urimelige udbrud.
– Undskyld, Irene.
Hun så op igen og fangede hans blik.
– det er faktisk en teknik, der allerede er standard flere steder
i europa. det er virkelig noget, vi kan få brug for på sigt, og …
Han afbrød hende igen.
– Hvad koster det?
– Jeg var altså ikke på kursus sidste år!
Hun så udfordrende på ham.
Han vidste, at Irene om nogen havde fortjent at få det kursus.
Hun var en stabil og dygtig medarbejder, der gik til de opgaver,
der blev stillet, med stor energi og seriøsitet, og Swane vidste
PP_Når engle græder.indd 16 28/01/13 14.14
17
godt, han tog hendes ekspertise for givet. Sådan var det med
com putermennesker, de kunne ikke lade være med at udvikle
deres viden af ren og skær nysgerrighed. Irene bechmann var
ingen undtagelse. Men efter den sidste budgetgennemgang var
alle på chefniveau blevet aftvunget et løfte om den størst mulige
påholdenhed. der skulle spares, hvor det var muligt, og de blev
alle kigget over skulderen af revisionen.
– Prisen, Irene? spurgte han.
– Femogtyve.
– Hundrede, forhåbentlig.
– Meget morsomt, svarede hun og skar ansigt.
Han slog opgivende ud med armene og følte sig pludselig
overvældet af en blanding af gavmildhed over for sin unge kol-
lega og trods mod det system, der havde pålagt ham at være
sparsommelig.
– Har du blanketten med?
Med et tilfreds smil rakte hun ham den, og efter en kort
gennemlæsning skrev han under.
Så lagde han igen fødderne op på bordet og fordybede sig i
bogen.
da han nogle timer senere, efter en totalt begivenhedsløs dag,
trådte ind i lejligheden i Stockholmsgade, hørte han lyden af
fjernsynet og gik ind til sin kæreste, Ina bergstrøm. Hun sad
foran tv’et med et blik, der røbede, at hun ikke fulgte med i
det, der skete på skærmen.
Swane satte sig i sofaen, og hun krøb ind til ham. den tynde,
sorte bomuldskjole afslørede en serie fremspringende knogler,
da han lod hånden glide ned over hendes rygrad. det gav ham
en fornemmelse af hendes skrøbelighed, noget han skulle passe
på.
– Hvad ser du? spurgte han.
PP_Når engle græder.indd 17 28/01/13 14.14
18
– det er vist et indslag om Copenhagen Marathon på søndag.
Jeg har ikke fulgt med i det, jeg sov næsten, da du kom ind.
Han vidste, at hun havde været til et formentlig anstrengende
fakultetsmøde på universitetet, hvor hendes institut stod over
for drastiske nedskæringer i undervisningsbudgettet.
– Var det et lortemøde?
Hun vendte ansigtet mod ham og hævede demonstrativt
øjenbrynene.
– Ja! de har foreslået, at adfærdspsykologi nedlægges som
selvstændig enhed, og at vi bliver lagt ind under det pædagogisk-
psykologiske område.
– Virkelig?
– Ja, politikerne er meget optagede af, hvordan man mani-
pulerer skolebørn til at lære ting udenad.
Hun lod en finger snurre rundt ud for tindingen.
– og det skal vi så bruge vores ressourcer og forskning på.
Swane havde måttet lægge øre til den sang gennem længe re
tid. Som i de fleste offentlige institutioner var universitetsver-
denens kasse slunken, og Ina havde måttet acceptere at tage til
århus en gang om ugen for at forelæse på danmarks Pædago-
giske Universitetsskole, hvor opgaven for tiden var at undervise
kommende pædagogiske kandidater i at udvikle faste læseplaner
og testsystemer til landets skolebørn. en tendens, der var opstået
i kølvandet på de famøse PISA-test, hvor de danske niendeklas-
ser havde scoret alarmerende lavt i forhold til lande, som politi-
kerne yndede at sammenligne sig med. Ina havde været stærkt
ophidset, da hun læste forskerteamets konklusioner og kaldt
dem for både „stupide“ og „videnskabeligt invalide“. Swane
havde lyttet tålmodigt. det var sikkert som amen i kirken, at
Ina ville brokke sig over hans manglende engagement i hendes
arbejde, hvis han ikke foregav at være interesseret. de talte jo
altid om hans.
PP_Når engle græder.indd 18 28/01/13 14.14
19
– det var den gamle regering, ikke? det er vel anderledes
efter valget? prøvede han nu.
– Skulle man tro, men riget fattes penge. Jeg tror ikke på en
sidste øjebliks redningsaktion.
– Ah, så slemt er det vel ikke! du maler nok fanden på væg-
gen, sagde Swane vel vidende, at hun sikkert havde ret.
– Måske.
– de kan sgu da ikke finde andre, der kan overtage dit spe-
ciale.
– nej, men de kan skære så kraftigt i budgettet, at det ikke
længere giver mening.
– Så kan du blive crime profiler inde på gården, smilede han.
da hun ikke svarede ham, rakte han ud efter fjernbetjenin-
gen og skruede op for indslaget. Han vidste, at hans unge kol-
lega, robert Svendsen, skulle deltage i søndagens løb sammen
med kriminalassistent lone Wilhelmsen, som de havde mødt
i Hjørring sidste år i forbindelse med en sag. Siden havde hun
og robert bevaret kontakten, og Swane havde mistanke om,
at ingen af dem ville have noget imod, at det udviklede sig til
mere end det.
42,195 km. Swane forsøgte at forestille sig, hvad det egentlig
ville kræve at gennemføre, og hvad der drev folk til at gøre det.
og i løbet af de sidste to årtier var maratondistancen efterhån-
den ikke engang ekstrem nok. Almindelige mennesker sprang
ud som jernmænd og -kvinder i bestræbelsen på at „mærke“
livet. Selvrealiseringen forløstes gennem blod, sved og tårer.
en reporter stod med en lektor fra Institut for Human Fysio-
logi, der gennemgik nogle elektroniske skitser af den perfekte
maratonløber. der blev zoomet ind på et verdenskort. Først det
afrikanske kontinent og så videre ned på et mindre område i
Østafrika på grænsen mellem etiopien og Kenya.
Forskeren speakede til.
PP_Når engle græder.indd 19 28/01/13 14.14
20
– det er i det her lille område på størrelse med Fyn, der er
udklækket en uforholdsmæssigt stor mængde stjerner i mel-
lem- og langdistanceløb. Vi taler om en befolkningsgruppe på
under én promille af verdens befolkning, der sidder på halvfems
procent af alle rekorder.
Intervieweren afbrød, mens hun tonede frem på skærmen.
– er det deres fysiologi, der sætter dem i stand til de præ-
stationer?
– der er flere teorier på området. en af dem går på, at det
skyldes den store mængde røde blodlegemer, som de er genetisk
disponerede for, fordi de bor tre tusind meter over havet …
reporteren afbrød igen.
– Hvis den teori holder, skulle bjergbønderne i Tibet vel være
blandt de bedste?
– netop! og derfor tror man også, at det er en kombination
af flere faktorer. For eksempel sociologiske forhold. en løbekar-
riere kan betyde vejen ud af fattigdom, samme tendens som hos
de sorte boksere i USA.
– er der andre ting?
– Kosten.
billedet skiftede til et cirkeldiagram over kostsammensæt-
ningen.
– de lever af en fedtfattig diæt med et højt indhold af kulhy-
drater og proteiner. og så er der den nyeste teori, hvor vi mener,
at længden og tykkelsen af deres underben er afgørende.
Forskeren pegede på en af plancherne i baggrunden.
– det er faktisk en teori, der er udklækket på Københavns
Universitet, og den vinder større og større genklang ude i verden.
Indslaget skiftede til en anden reporter, der havde taget op-
stil ling uden for Frederik 8.’s Palæ på Amalienborg Slotsplads
for at få et glimt af kronprinsen, der igen i år skulle deltage i
løbet.
PP_Når engle græder.indd 20 28/01/13 14.14
Swane så på sit ur: 18.01. Han skiftede over til de tidlige
nyheder og lod den nu sovende Ina blive liggende på sofaen,
da han begav sig ud i køkkenet for at se, om hun havde tænkt
på noget til aftensmaden.
PP_Når engle græder.indd 21 28/01/13 14.14
22
Jon eliassen afbrød opkaldet og gik fra køkkenet ind i barom-
rådet i klubhuset tilhørende rockergruppen, Northside MC,
der lå i en nedlagt benzinstation i Københavns nordvestkvar-
ter.
northside MC var første led i den fødekæde, der tilførte
deres kriminelle storebrødre økonomiske midler i forsøget på at
få magten over underverdenens indbringende markeder. deres
business indbefattede både køb og salg af hårde stoffer, traffick-
ing og prostitution samt salg af hælervarer og våben. Jon havde
fået opgraderet klubbens status gennem samarbejde med et af
de to nationale forbrydersyndikater, der stod på hver sin side
af den verserende bandekonflikt. der var krig, og krig kostede
penge.
Men nu havde Jon fået en tjans, der var lidt ud over det
sædvanlige.
For et par uger siden var han blevet kontaktet af en tysk
forretningsmand, Heinz Kohl, der havde fået Jons nummer
af nogle af northsides samarbejdspartnere i den københavn-
ske underverden. de havde peget på Jon som en, man kunne
kontakte, hvis man skulle have udført opgaver af mere speciel
karakter.
Siden havde Jon og tyskeren talt sammen flere gange, og
Kohl havde forklaret, at han repræsenterede en organisation i
PP_Når engle græder.indd 22 28/01/13 14.14
23
Frankfurt, der forskede i idrætsfysiologi. nu havde de brug for
en, der i et døgn kunne skjule et par løbere, to unge afrikanere, i
København før det årlige maratonløb. Vel at mærke et sted, hvor
deres ophold, hvis de blev opdaget, ikke kunne spores baglæns
i systemet.
Jon syntes, det lød som en nem opgave. Han skulle bare
følge nogle udstukne retningslinjer, inden han afleverede sine
to gæster på et aftalt sted et døgn senere. Kohl havde nævnt
noget om visumregler som årsagen til det hele. det troede Jon
ikke på, men det passede ham fint, at han ikke fik mere at vide
end højst nødvendigt, og med et honorar på ti tusind euro var
han sådan set også ligeglad. Hvad ragede det ham? og hvis
hans egen viden om og indblanding i sagen blev holdt på et
minimum, kunne han lettere spille dum, hvis politiet af en eller
anden grund blev indblandet. det burde ikke kunne ske, men
Jon vidste af erfaring, at panserne pludselig kunne stå på ens
dørtrin og stille nærgående spørgsmål, når man mindst ventede
det.
Han så på sit ur. der var to timer til „pick up“. løberne
skulle hentes på en rasteplads langs motorvejen mellem roskilde
og København. Han skulle se efter en sort Mercedes kassevogn
med tonede ruder og tyske nummerplader. Aftalen var, at han
skulle parkere lige ved siden af, så drengene uset kunne skifte
bil.
larmen fra de fire højtalere, der rammede barområdet ind,
sendte en powerful bas gennem parketgulvet, så Jon kunne
mærke rytmen under sine cowboystøvler. Han scannede det
tilhørende lokale for at finde en passende hjælper i den håndfuld
trofaste brødre, der opholdt sig i rockerbogen denne eftermid-
dag.
I hjørnet spottede han den tavse og to meter høje Franky,
som havde fået sit kaldenavn på grund af en vis lighed med
PP_Når engle græder.indd 23 28/01/13 14.14
24
skuespilleren boris Karloff, der havde lagt krop til hovedrol-
len i den gamle udgave af filmen om Frankensteins monster.
det var Jon, der havde givet ham det, ligesom det var Jon, der
havde givet de fleste af brødrene de navne, der var en vigtig del
af konceptet, når man skulle rive deres gamle identitet ned og
opbygge en ny.
Jon havde engang med stor interesse fulgt en dokumentar-
serie om Fremmedlegionen og været fascineret af den militære
disciplin, der åbenlyst havde til hensigt at fjerne rekrutternes
uhensigtsmæssige bagage, så de kunne opbygges som nyttige
idioter i det nye system.
nu skulle han bruge en mand, der ikke stillede irriterende
spørgsmål til opgaven, og som med sin fysiske fremtoning ind-
gød omgivelserne en vis respekt. Med sin højde og de synlige
tatoveringer op langs halsen virkede Franky som det rigtige valg,
så Jon gik hen og lagde armen om skulderen på sin udvalgte
håndlanger, hvorefter han trak ham med ud i køkkenet.
Halvanden time senere kørte Jon og Franky ind på Motor-
ring 3 for at fange Holbækmotorvejen længere sydpå. lige før
den aftalte rasteplads lagde Franky deres VW transporter ind
i af kørselssporet, og Jon begyndte at spejde efter den mørke
Mercedes. dér, på den anden side af toiletterne et par båse
før udkørslen.
Han så på Franky.
– du bliver bare siddende og holder kæft. det her er en
vigtig deal for os. Høje herrer fra udlandet. nemme dollars.
det er knap nok ulovligt, det vi skal gøre for dem, så det skal
bare køre!
da de to kassevogne holdt parallelt i de skråt afmærkede
båse med skydedørene lige ud for hinanden, sprang han ud og
gik hen til forenden af den anden bil. en høj, korpulent herre
PP_Når engle græder.indd 24 28/01/13 14.14
25
med jakkesæt og solbriller trådte ud og rakte hånden frem uden
at præsentere sig.
– Heinz Kohl, formoder jeg? sagde Jon på tysk.
lidt glæde havde han da haft af det rædselsfulde kostskole-
ophold.
Manden nikkede kort, men virkede ikke interesseret i for
meget snak.
– og du har fundet et sikkert sted til dem? spurgte han bare.
– Selvfølgelig, svarede Jon roligt.
Kohl trak skydedøren op, og en bølge af varme og svedlugt
kom rullende ud inde fra mørket. To slanke, sorte skikkelser
trådte ud i sollyset og blev hastig verfet ind i Jons VW. Så trak
tyskeren døren i og gik et par meter væk fra bilerne, mens han
gjorde tegn til Jon om at følge med.
– du har styr på adressen og tidspunktet til i morgen?
Jon nikkede.
– de skal nok være der, men hvad med betalingen?
– Hvis opgaven udføres tilfredsstillende, mødes vi i overmor-
gen på et sted inde i byen. Jeg ringer til dig.
Jon så skeptisk på den jakkesætsuniformerede tysker, men
besluttede sig for at acceptere betingelserne. de skiltes med den
meget klare aftale, at Kohl ville ringe mandag morgen med tid
og sted.
Indtil da havde Jon planlagt, at løberne skulle opholde sig
et sted, hvor han havde tilpas styr på dem, og hvor der var en
„babysitter“, hvis der skulle opstå problemer. Allerede da ty-
skeren ringede første gang, havde han været klar over, at han
dårligt kunne tage dem med til klubhuset, når der var tale om
en mørklagt operation. Mens Franky kørte bilen tilbage mod
København, havde Jon derfor travlt med tasterne på sin mobil.
dér var det. nummeret han ledte efter. Han trykkede på op-
kaldstasten.
PP_Når engle græder.indd 25 28/01/13 14.14
26
Stella. Hun arbejdede i ludermiljøet, men var den eneste,
Jon havde tiltro til kunne klare opgaven. Hun var clean og
havde mere omløb i hovedet end de andre arbejdende piger,
så det var hende, han afregnede procenter med på de aftalte
dage. northside havde fået tildelt et område med tre gader om-
kring enghave Plads, og det var altid Jon, der opkrævede. Han
nød den magt, der lå i at kunne tage penge fra bordellerne med
den underliggende trussel om vold, og ved flere lejligheder tog
han fat i de afregnende piger for at sikre sig, at de blev holdt i
så kort snor som mulig. Men aldrig Stella. Hun havde fået en
særstatus hos ham, og han havde endda accepteret, at hun af
og til var bagud med procenterne, hvis hun til gengæld spredte
benene for ham i den store dobbeltseng.
– enghavepigernes escort, det er Stella.
– drop det dér business talk, det er Jon.
– Jon. Jeg gider ikke tale med dig!
– rolig nu, Stella. Jeg ringer sgu heller ikke for at hygge-
snakke. Jeg har en opgave til dig. det vi talte om forleden. det
har du vel ikke glemt?
– nej, selvfølgelig har jeg ikke det, men man ved aldrig, om
det bliver til noget med dig.
– Selvfølgelig gør det det, Stella. Jeg har lige hentet mine
to gæster, og nu skal de have et sted at være i nat. Ikke andet.
Som vi aftalte den anden dag, ikke?
– og hvad har de så lavet?
– Ikke noget. det er nærmest bare et par store drenge. Mere
behøver du ikke at vide.
der opstod en lille pause. Jon ventede. om lidt ville Stella
spørge, hvad hendes betaling for denne usædvanlige tjeneste
bestod i. Sådan var alle de arbejdende piger.
– Hvad får jeg for det? sagde hun endelig. – det nævnte du
ikke sidst.
PP_Når engle græder.indd 26 28/01/13 14.14
27
Fuldstændig som beregnet. de ludere var sgu så forudsige-
lige.
– Tre kilo, med det samme.
– og de skal bare sove her?
– Ja, som jeg sagde. Vi er der om fem.
da Jon kort efter trykkede på dørtelefonen hos enghavepigernes
escort, blev han buzzet ind uden videre.
Han tog fat om skulderen på den ene af drengene, der var
synligt påvirket af situationen.
– rolig nu. I skal bare sove her en nat, forsikrede han dem
på engelsk.
da de nåede tredje sal, afslørede en diskret rød diode ved
brevsprækken, at Stella, der ved mere borgerlige lejligheder
kaldte sig ved sit dåbsnavn, Annemette, havde lukket for busi-
ness i øjeblikket.
Jon ringede på, og hun åbnede døren iført en stærkt ned-
ringet silkekimono, der signalerede, at hun for længst havde
krydset den naturlige blufærdighedsgrænse.
Han så hånligt på hende.
– Har du ikke noget mere passende at tage på end det der
ludertøj? Vi skal helst ikke skræmme vores gæster mere end
højst nødvendigt.
Stella trak silkekimonoen tættere om kroppen.
– det er sgu dig selv, der har bedt mig stille op …
Han holdt afværgende en hånd op og afbrød hende.
– Klap i! Han trak et bundt penge op af inderlommen og
frigjorde tre tusindkronesedler. – Hér!
Stella snappede hurtigt sedlerne fra ham og holdt dem med
kendermine op mod lampen i entréen.
– Tror du, de er falske? grinede han.
Så pegede han på de to forskræmte drenge.
PP_Når engle græder.indd 27 28/01/13 14.14
28
– det er de to, det drejer sig om.
Stella så på dem.
– det er jo børn! udbrød hun. – eller store drenge. Hvad
har I gang i, Jon?
– det skal du ikke bekymre dig om.
Hun tog fat i hans ærme.
– I er vel for helvede ikke begyndt at sælge trækkerdrenge
fra Afrika?
– Slap af og gør det du bliver betalt for.
Han frigjorde sig behændigt og greb begge hendes hænder
i den ene af sine egne som i en skruestik.
de to unge afrikanere så forfærdede ud, men Jon sendte dem
et afvæbnende smil.
– Alt er okay, og vi er gamle kærester, sagde han på engelsk.
Han stak den frie hånd ind under Stellas kimono og tog fat
i den følsomme hud på inderlåret.
– er det ikke rigtigt, Stella? er vi ikke gamle kærester?
Hun gav sig, da han borede sine knojernsagtige fingerringe
ind i hendes kød.
– Jo, selvfølgelig, gispede hun.
Han skubbede hende brat fra sig og gik hen mod den åbne
dør.
– Jeg henter dem i morgen, og Stella …
– Ja?
– glem ikke, hvem der bestemmer!
Hun svarede ikke, men trak igen kimonoen sammen om sig.
Så viste hun de to forskræmte drenge ind i et tilstødende lokale,
hvor der lå to madrasser på gulvet.
– I kan sove her, sagde hun venligt. – Toilettet er ude på
gangen til venstre, og der er mad i køleskabet. Hvis I hører, jeg
får besøg, skal I ikke komme ud.
Hun så på dem.
PP_Når engle græder.indd 28 28/01/13 14.14
– det er vigtigt.
Så vendte hun sig mod Jon.
– det er kun til i morgen! sagde hun.
PP_Når engle græder.indd 29 28/01/13 14.14