MYRETUEN

Dansk sikkerheds- og udenrigspolitik er sat på auto-pilot og man gribes af en tiltagende afmagtsfornemmelse gennem den stadige medinddragelse i anliggender der ikke synes at være en naturlig del af vor egen kollektive- og moralske selvforståelse.

Dette er en hidsig kommentar. Så er du advaret.Hvis du hører til dem der gerne vil starte din dag i ro og harmoni er her det forkerte sted at begynde. Dansk udenrigspolitik er endt i en blindgyde. Det er ikke anerkendt i al almindelighed, men for eftertænksomme mennesker, kan det ikke være anderledes. Dronningen var i sin Nytårstale inde på, at historiske skygger på ny er dukket op i Europa: Dette blev i almindelighed forstået som et metafor for den Russiske aggresion i Ukraine der dermed skulle vække minderne fra Nazi-Tysklands ageren i Sudeterlandet og på Balkan i 1938. Men skal man acceptere den analogi, passer den så ikke bedre på os selv og et EU der - i Ukraine - netop forsøger at bryde ud af sit historisk betingede indflydelses område. Altså igen.

EU er en vigtig sikkerhedspolitisk konstruktion. For vor egen nation er deltagelse i den europæiske konstruktion således en nødvendig følge af en række sikkerhedspolitiske hensyn. Selvom vi historisk set ofte har tilpasset os sådanne hensyn, har det dog senere vist sig alligevel at gå grueligt galt: Et godt eksempel herpå var ikke-angrebspagten med Nazi-Tyskland i 1940 kun få måneder før der alligevel blev gennemført en “fredelig besættelse” af Danmark. Men efterrationalisering og bortforklaring er desværre også en udtalt national egenskab: Som Statsminister Thorvald Stauning slog det hen i sin tale i Studenterforeningen (8 Marts 1941) : “Det er usundt og uklogt at vende sig imod en Udvikling som Tid og Forhold fører med sig”. Pragmatik er en god politisk egenskab, sålænge den ikke udvikler sig til følgagtighed. Og det bliver det tema vi her skal stille ind på.

Danmark har (for det meste) været alliancefri ind til 1946, hvor vi blev medlem af NATO takket være Henrik Kauffmann’s tilslutning til ‘The Declaration by United Nations’ i 1942 på vegne af ‘the Danish nation, though subjugated’. NATO alliancen blev afgørende for vor sikkerhedsfølelse op igennem “den kolde krig”, men frem til 1918 var Rusland en europæisk- og kommerciel vigtig samarbejdspartner for Danmark. Det transatlantiske forhold anses alimindeligvis for institutionaliseret ved NATO som dermed har været retningsgivende for vor sikkerhedspolitik siden 1946.Efter sammenbruddet af Sovjetunionen i 1989/1990 er de institutionelle rammer i NATO dog blevet suppleret med en stadig mere direkte- og aktivistisk amerikansk udenrigspolitik, hvor koalisioner er blevet tilpasset den politiske virkelighed. Koalisioner som Danmark har set sin naturlige deltagelse i gennem koblingen til den sikkerhedspolitiske interesse i NATO.Det transatlantiske forhold er naturligt domineret af amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Men hvor fører det os hen ? Er den institutionelle ramme bag NATO tidssvarende ? Og finder der et skred sted, i forhold til vor nationale selvinteresse, gennem den politiske mutation der finder sted på det udenrigspolitiske område ?

Medindragelse af danske politiske interesser i relation til EU’s og NATO’s håndtering af den verserende konflikt i Ukraine, synes ikke at være en naturlig del af danske sikkerhedspolitiske interesser set i historisk sammenhæng.Så hvad har vi egentlig at gøre i Ukraine i takt med at EU og NATO får viklet sig stadig længere ind i denne regionale konflikt ?

1

Vi er også medindraget i en krig i Iraq (ulovlig); i en anden krig i Afgahnistan (håbløs); - og nu i en tredie krig i Iraq (læs: Syrien) som er (perspektivløs).Inddragelsen af danske styrker i mellemøsten har intet rodfæste i en selvstændig dansk udenrigspolitisk interesse. Hvad skulle den være ?Sikkerhedspolitisk er interessen inddirekte ud fra hensynet til venskabet med USA og det amerikanske folk, men reelt vil en sikkerhedspolitisk vurdering give det modsatte resultat. Hvordan bliver vort lands sikkerhed forbedret ved at deltage i kamphandlinger i en Israelsk-Arabisk konflikt (hvis man anerkender det som kernen af problemet) ?Så hvad laver vi egentligt i mellemøsten ?

Alliancer er midlertidige bekvemmeligheds ægteskaber. NATO har ved flere lejligheder afvist forslag om at gøre OSCE (Organization for Security and Cooperation in Europe) til den centrale søjle i tilrettelægningen af den europæiske sikkerhedsarkitektur, som erstatning for NATO. Dette har været forslag fremsat fra Russisk side, i et forsøg på at tilføre den europæiske sikkerhedsstruktur et mere bipolært indhold.Et hegemoni defineres som en stat der er så magtfuld, at den dominerer alle øvrige stater, mens et regionalt hegomoni er karakteristisk ved at det søger at udelukke magtindflydelse fra andre regioner. Multipolare systemer vil altid være assymetriske, men mere stabile end et hegomonisk system. Bipolaritet, hvor magtbalancen er afstemt imellem regionale hegomoner, anskues sædvanligvis for at være de mest stabile. Dette var tilstanden i Europa igennem den kolde krig, og den tilstand der ophørte med Sovjetunionens sammenbrud, og den efterfølgende NATO ekspansionsstrategi til - især - Baltikum.Stormagter ses sædvanligvis først at agere, når der opstår behov for at beskytte egen kontrol indenfor den globale magtbalance. Amerikanske tropper blev godtnok indsat på det europæiske kontinent i begge verdenskrige, men først sent (1.verdenskrig) eller fremprovokeret (2.verdenskrig), men altså ikke som fredsbevarende styrker.Bipolariteten i Europa (1945-89) sikrede fred på kontinentet, omend flere folkeslag betalte en uhyggelig pris for vor andres tryghed. Perioden var karakteriseret af en defensiv virkelighedsopfattelse, hvor sikkerhedspolitikken primært havde til sigte blot at opretholde magtbalancen.

I Ukraine og de omstændigheder vi er vidne til i mellemøsten, er omstændighederne imidlertid forandrede. NATO, som har været en meningsfuld del af dansk sikkerhedspolitik siden 1946, er gradvist muteret over de sidste godt 20 år (siden 1989), til et interventionsinstrument for USA der som led i en (uerklæret) offensiv realisme til stadighed konsoliderer sin relative magt i en række indsatsområder der skønnes vigtige i forhold til amerikansk sikkerhedspolitik. President Dwight Eisenhowers dictum (1954) blev aldrig til realpolitik. Han afviste i første omgang større amerikansk interventionisme i Syd-Øst Asien som led i etablering af bolværk mod kommunismen, ud fra en ‘domino teori’: “Man vælter den første dominobrik, og hvad der sker med den sidste i rækken er, at den med sikkerhed også vil vælte omkuld meget hurtigt”. Den overvejelse synes at være særlig aktuel i relation til militær- og politisk intervention i mellemøsten, men også i relation til den problemstilling der knytter sig til Ukraine. Man tror man starter et sted, men ender et helt andet og uforudset set. På et conundrum af det ‘ikke kendte ukendte’.

Ved den tysk-tyske sammenlægning (1990) lovede man et Europæisk Tyskland (Møntunionen) og at grænserne mod Øst skulle ligge fast (Kohl-Gorbatjov). Indlemmelsen af Polen, Tjekkiet og Ungarn (1999) provokerede den underforståede sikkerhedsstruktur, men et svagt Rusland reagerede ikke, hvilket dog resulterede i etableringen af Nato-Rusland Rådet (2002-2007). Indlemmelsen af de baltiske lande i 2004 gik formentlig over den ‘streg i sandet’ som indgik i den russiske selvforståelse. Og siden er det gået ned ad bakke, kulminerende med

2

forsøget på en Ukrainsk-EU aftale (2014) der åbenbart blev ‘strået der knækkede kamelens ryg’ (i russisk optik).

Ser vi på mellemøsten, så er de fleste af statsdannelserne et morads skabt af vores britiske venner i perioden 1916-18. Tyrkerne havde siddet tungt på store dele af mellemøsten (Iraq og Levant) siden starten af det 16. århundrede, men et samarbejde imellem England og Frankrig på den ene side, og ‘den arabiske opstand’ på den anden, skulle sikre en ny fordeling af områderne i mellemøsten ved 1. verdenskrigs afslutning. Sykes-Picot aftalen (1916) tildelte Syrien (og det senere Lebanon) under Fransk mandat, mens England’s mandat dækkede Iraq, Transjordanien og Palæstina. Man undlod behændigt at tage stilling til Jerusalem. Zionistisk behændighed i engelsk politik sikrede Balfour-deklarationen (anerkendelsen af en selvstændig jødisk stat), og en tilpasset Sykes-Picot aftale (1918) tillod “den arabiske opstand” at beholde indflydelse i de landområder som de selv besatte, hvorved man søgte at reparere på britisk dobbeltspil igennem hele forhandlingsforløbet. Araberne kæmpede for en arabisk nation (Islamisk Stat ?), og endte med Jordan men blev smidt ud af Syrien. En lille fundamentalisk klan i Riat - ibn-Saud- fik bemægtiget sig Mekka, og etablerede en Saudi-Arabisk nation baseret på den fundamentalistiske Wahhabist-bevægelse. Briterne beholdt Palæstina, og indfriede - efter årevis med ‘Israelsk’ terror i området, og med amerikansk støtte - løftet om etableringen af en selvstændig stat til vore jødiske venner (udråbt 1948/ UN godkendt 49).

Men hvad pokker er det at vi - som danskere - forsøger at opnå med vores krigsdeltagelse i disse anliggender. Amerikanske forpligtelser overfor Israel er en velkendt og ubrydelig del af amerikansk indenrigspolitik, men grænsedragningen for Staten Israel har afstedkommet problemer lige siden 1949 fordi man undlod samtidig at sikre det politiske grundlag for en arabisk helhedsstat. Den fejl har vi døjet med lige siden.Og ser vi på Iraq, Libien og Syrien, så er der i alle tre tilfælde tale om, at de statsgænser der blev fastlagt ikke ser ud til at give mening, og formentlig aldrig har gjort det. Iraq er i dag reelt tre forskellige regioner med tre forskellige tilhørsforhold. I Syrien kan man sige det samme, hvis man forudsætter at en Alawite Stat genetableres nord for Lebanon. I Libyen har stammer delt landet imellem sig.

Så hvad er det egentlig for en befolkning vi støtter og hjælper ? Og er forudsætningen for at vi som et folkeligt demokrati kan involvere os i nogen form for krigsdeltagelse - der ikke truer vor egen suverænitet - ikke som minimum, at forudsætningen må være at vi kun kan kæmpe på samme side som en legitim og folkelig suveræn? Kan vi overhovedet deltage i intervention i regionale politiske forhold og omstændigheder, der ikke er dikteret af hensynet til bevarelsen af et folkeligt demokrati baseret på en retsstat og med respekt af menneskerettighederne. Skal det danske samfund intervenere i andre staters interne opgør, og bør der opstilles naturlige politiske forudsætninger for enhver deltagelse af denne art. Hvad er vores historisk baggrund, og hvordan er det en del af vores kollektive selvforståelse, at vi skal intervenere i statsdannelser der bygger på andre politiske-, kulturelle- og religiøse værdier end vore egne.

Nogen vil mene at vi måske abejder i en højere morals gode tjeneste, men krig har aldrig været moralsk. Stater går ikke i krig af moralske grunde. Det forbyder krigens natur. Krig er umoralsk. Så tanken om at blande krig og moral sammen er eksistentiel volapyk.Så kan man anføre, at når en lokal krigsherre som Islamisk Stat viser sig at være særligt brutal eller grusom, at man da bør gribe ind ud fra et mere humanistisk hensyn. Men det synes at være en bortforklaring: Dels fordi man dermed gør gældende at man indtræder af moralske grunde, dels fordi at synspunktet så vil være lige så berettiget i en anden - og måske tilsvarende - situation. Men hvor man måske vælger ikke at gribe ind.

3

Det bliver særligt pinsomt når et demokrati som vort eget, inddrages i en krigsindsats hvor man endda fra starten kan indse, at en sådan humanistisk begrundelsen fremstår hyklerisk og/eller dobbeltmoralsk.Sharia lov der opretholdes af Islamisk Stat er jo ikke forskellig fra den fundamentalistiske islamisme som praktiseres, og har været praktiseret fra start, af Wahhabi-Saud’erne, men som - af grunde vi alle kan regne ud - ikke har medført hverken sanktioner eller militær indblanding.Den globale krig mod terror, som George W. Bush var så uforsigtig at erklære, kan muligvis retfærdiggøres i kampen mod Al Qaeda, men igen synes det at mangle mening:Krig skal kun iværksættes hvis der er udsigt til at den kan finde en afslutning. Matematikeren John Nash definerede sit ‘Nash-equilibrium’ som en ligevægtstilstand hvor konfliktende kræfter gradvist udvikler sig i retning af en gensidigt tilfredsstillende balance. Men forudsætningen herfor er, at partnere optræder rationelt og klarsynet. I vor krig mod terror optræder modparten ikke rationelt. Der kan dermed ikke forudses en afslutning på en krig, som vi udbreder på en global krigsskueplads. men hvor kampen mere indlysende burde have karakter af et nationalt selvforsvar. For hver terrorist der nedkæmpes i et fremmed land, opstår risikoen for ti nye i vort eget.

Vi lader os medindrage i en strategi der domineres af ‘ikke kendte ukendte’. Den politiske konflikt med Rusland er delvist selvforskyldt, og resulterer nu i den implicitte eksklusion af en europæisk stormagt fra vort historisk velbegrundede interesseområde.I mellemøsten medinddrages vi i en indsats som også ligger udenfor vor nationale egeninteresse. Og hvor gevinsten ved at ofre egne interesser ikke kompenseres ved at vi medvirker til at beskytte formål, der i sig selv, synes begrundede i vor nationale selvforståelse, kollektive moral eller opfattelse af politisk nødvendighed.

Vi synes at være blevet en fastlåst del af en art ‘superorganisme’ på auto pilot. På den måde kan vi sammeligne vor udenrigs- og sikkerhedspolitik med en ‘myretue’. Myrer er det mest socialt anlagte dyr af alle, men den enkelte deltager har kun en sløret og ufuldstændig forståelse af egen rolle og betydning: Og det er netop den fornemmelse man sidder tilbage med, når vor nation involveres militært og politisk i konflikter der ikke er vore egne, og med et formål, der heller ikke er vort eget.

Klaus Riskær Pedersen

4