Menneske møder dyr i Moby-Dick og

The Jungle Books En undersøgelse af samspillet mellem darwinisme og skønlitteratur

i anden halvdel af det 19. århundrede

Navn: Jasmin Anton Vejleder: Lilian Munk Rösing Københavns Universitet Institut for Kunst og Kulturvidenskab Litteraturvidenskab Juli 2018 Antal anslag: 172.216 Engelsk titel: Human Meets Animal in Moby-Dick and The Jungle Books – An Exploration of the In-teraction between Darwinism and Fiction in the Second Half of the Nineteenth Century

1

Indhold

Abstract ..................................................................................................................... 3

Indledning – Menneske møder dyr i Moby-Dick og The Jungle Books ........................ 4

Evolutionsteorien i store træk .................................................................................... 8

Naturlig selektion som evolutionens drivkraft ................................................................................. 9

Menneskets afstamning ................................................................................................................. 12

Gradsforskel mellem mennesker og dyrs sjæleevner .................................................................... 21

Moby-Dick – Hævntørstige hvalfangeres erobringstrang udfordres af en utæmmelig

hvid hval ................................................................................................................... 24

Resumé ........................................................................................................................................... 24

Den stærkeste overlever på skibets flydende savanne ................................................................. 24

Moby Dicks mange ansigter ........................................................................................................... 30

Er hvalfangst en morderisk disciplin? ............................................................................................. 37

Den stemmeløse hval ..................................................................................................................... 40

”For we are all killers” .................................................................................................................... 42

The Jungle Books – Menneskets forhold til dyr står på menuen ............................... 45

Resumé ........................................................................................................................................... 45

Naturlig selektion i sin mest makabre form ................................................................................... 45

Relationer mellem mennesker og dyr i The Jungle Books – fra A til Z ........................................... 49

Mowglis identitetskrise .................................................................................................................. 49

2

Menneskers udnyttelse af dyr ........................................................................................................ 55

Harmoniske relationer mellem mennesker og dyr ........................................................................ 58

Mowglis identitetskrise - fortsat .................................................................................................... 60

Ambivalens, antropocentriske blikke og antropomorfiserede dyr ............................ 66

Ahab og Mowglis antropocentriske blikke på dyrenes andethed .................................................. 66

Antropomorfiserede dyr taler deres sag ....................................................................................... 70

Nutidens Moby-Dick og Kotick ....................................................................................................... 74

Konklusion ............................................................................................................... 76

Darwinistisk ambivalens i Moby-Dick og The Jungle Books ........................................................... 76

Andethed i Moby-Dick og The Jungle Books .................................................................................. 78

Metodiske overvejelser .................................................................................................................. 78

Litteraturliste ........................................................................................................... 80

3

Abstract

Humans’ relationships to animals is a significant theme in the American writer Herman Melville’s

novel Moby-Dick (1851) and the English writer Rudyard Kipling’s two children’s books The Jungle

Books (1894-1895). Both writers’ books explore a variety of ways in which humans and animals

meet, interact, relate, bond, and affect each other’s lives. After reading the novels, it was my im-

pression that they both deal with a certain ambivalence in their approach to humans’ relationships

to animals because they let human characters sympathize with animals and exploit them at the

same time. This ambivalence is also to be located in the Theory of Evolution, formed by the English

naturalist Charles Darwin, who deprived humans of their special status as the ruler of the world, just

to give them another status as the dominant species in the animal kingdom. For this reason, I will

argue in this thesis, partly that there is an interaction between Darwinism, Moby-Dick and The Jun-

gle Books in the second half of the nineteenth century, and partly that the novels anticipate current

issues about animal welfare. As a part of this argument, I will explore how Darwin’s Theory of Evo-

lution is expressed in Melville’s Moby-Dick and Kipling’s The Jungle Books in light of Darwin’s con-

cepts of natural selection, the descent of man, and the mental powers of animals, with the aim to

discover how humans’ relationships to animals is depicted in the two novels.

What I have discovered through the exploration of humans’ relationships to animals in Moby-

Dick and The Jungle Books is that a Darwinist ambivalence runs through the books from beginning

to end and shapes the relationships between humans and animals along the way. My conclusion is

therefore that there is a synchronous interaction between Darwinism, Moby-Dick and The Jungle

Books. In other words, Melville and Kipling’s novels reflect Darwin’s ambivalence by speaking on

behalf of humans as well as animals without choosing side definitively. Besides, I had to revise my

original hypothesis about the novels as being literary pioneers for a contemporary discussion about

animal welfare to a conclusion that they each represents a timeless but genetic tendency in the

human animal to sympathize with other animals on one side and exploit them on the other side.

In this thesis, I have mainly focused on the human gaze on the animals’ otherness, but in a future

exploration, I will suggest to expand Moby-Dick and The Jungle Books’ interest in the otherness of

animals to a general interest in otherness because women and ethnic minorities also appear as the

other in both books.

4

Menneske møder dyr i Moby-Dick og The Jungle Books

En undersøgelse af samspillet mellem darwinisme og skønlitteratur

i anden halvdel af det 19. århundrede

Menneskets forhold til dyr står øverst på dagsordenen i den amerikanske forfatter Herman Melvilles

roman Moby-Dick (1851) og den engelske forfatter Rudyard Kiplings børnebøger The Jungle Books

(1894-1895), som hver især udforsker mange af de måder, hvorpå mennesker og dyr mødes, kom-

munikerer, knytter bånd og påvirker hinandens liv. Historierne om de hævntørstige hvalfangeres

jagt på den hvide hval Moby Dick og den forældreløse dreng Mowglis opvækst blandt vilde dyr i

junglen har siden hen gjort Moby-Dick og The Jungle Books til litterære klassikere, som er kendt og

elsket af mange i dag. Efter at have læst de to værker, har det været mit indtryk, at de forholder sig

ambivalent til menneskets udnyttelse af dyr, fordi de både lader menneskelige karakterer sympati-

sere med dyr og udnytte dem efter forgodtbefindende. Bøgernes ambivalens kan også genfindes i

den mest skelsættende naturvidenskabelige teori i de to værkers samtid, nemlig den engelske na-

turhistoriker Charles Darwins evolutionsteori, hvor Darwin fratog mennesket dets særstilling som

verdens hersker, blot for at tildele det en ny særstilling som det herskende dyr i naturen1. Desuden

kommer Darwins evolutionsteori til udtryk som et darwinistisk univers i Melville og Kiplings bøger,

hvor dyr jagtes og tæmmes af mennesker; dyriske mennesker og menneskelige dyr synes at udviske

skellet mellem kategorierne ”menneske” og ”dyr”, og dyr såvel som mennesker kæmper for at over-

leve i en natur, hvor kun den bedst tilpassede overlever2. Moby-Dick og The Jungle Books synes

dermed at have haft en vigtig inspirationskilde i darwinismen og dens teorier om dyrs sjæleevner,

dvs. en evne hos dyr til at føle ligesom mennesker, menneskets afstamning og naturlig selektion.

Derfor vil jeg i dette speciale argumentere for, dels at Darwins evolutionsteori udgjorde en vigtig

historisk kontekst for tilblivelsen af samtidens skønlitteratur i anden halvdel af det 19. århundrede

og mere specifikt Moby-Dick og The Jungle Books, og dels at de skønlitterære værker foregriber

aktuelle problemstillinger om dyrevelfærd. Som et led i argumentationen vil jeg undersøge, hvordan

1 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 91. 2 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 77, 78, 108; Heidi Moore (2009). Charles Darwin. Evolutionsteoriens fader. Holte, Flachs, s. 33; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 115.

5

Charles Darwins evolutionsteori kommer til udtryk i Herman Melvilles Moby Dick og Rudyard Ki-

plings The Jungle Books med afsæt i Darwins teorier om naturlig selektion, menneskets afstamning

og dyrs sjæleevner, med formålet om at finde ud af hvordan menneskets forhold til dyr skildres i de

to værker.

Jeg har valgt at tage specifikt afsæt i Darwins teorier om naturlig selektion, menneskets afstam-

ning og dyrs sjæleevner, fordi de som vigtige bestanddele i hans evolutionsteori har sat synlige spor

i Moby-Dick og The Jungle Books. I et særskilt teoriafsnit redegør jeg nærmere for begreberne med

udgangspunkt i Darwins egne definitioner i hans videnskabelige værker Arternes Oprindelse (1859)

og Menneskets Afstamning og Parringsvalget (1871), som begge intensiverede en allerede igang-

værende debat om menneskets plads i naturen i anden halvdel af 1800-tallet.

Forbindelsen mellem Darwins evolutionsteori, Moby-Dick og The Jungle Books er tidligere blevet

udforsket af bl.a. Eric Wilson, amerikansk professor i engelsk, den amerikanske professor J.A. Ward

og den engelske professor Tess Cosslett, som hver især har anskuet de skønlitterære værker gen-

nem darwinistiske briller, og hvis artikler jeg inddrager til at nuancere mine læsninger af værkerne.

I forlængelse af deres læsninger, som primært undersøger, hvordan Melville og Kiplings bøger for-

holder sig til evolutionsteoriens bærende idéer, vil jeg i særlig grad lægge vægt på en indtil videre

uudforsket ambivalens, som forbinder Darwins evolutionsteori, Moby-Dick og The Jungle Books med

hinanden. Formålet med dette er at undersøge, hvorfor Darwins evolutionsteori samt Melville og

Kiplings værker både udviser en trang til at hjælpe og udnytte andre dyr.

Darwins evolutionsteori er mere end 150 år gammel, men jeg har alligevel valgt den som primær

teori frem for nyere videnskaber som f.eks. nydarwinismen og Animal Studies, der også beskæftiger

sig med det komplekse forhold mellem mennesker og dyr3, fordi jeg er interesseret i at afdække et

synkront samspil mellem naturvidenskab og skønlitteratur i anden halvdel af det 19. århundrede.

Med andre ord er mit primære formål ikke at anskue menneskets forhold til dyr i Moby-Dick og The

Jungle Books gennem et par tidssvarende teoretiske briller, som nydarwinismen og Animal Studies

ville kunne tilbyde, men at undersøge hvordan de skønlitterære værker lod sig påvirke af Darwins

evolutionsteori, som netop var den mest indflydelsesrige naturvidenskabelige teori i 1800-tallet.

3 The Animals & Society Institute (2018). “Human-Animal Studies”, The Animals & Society Institute.

6

Når det er sagt, er det samtidig vigtigt at understrege, at jeg ikke baserer min undersøgelse af Moby-

Dick og The Jungle Books på Darwins evolutionsteori alene, men at jeg kombinerer darwinismen

med nutidig videnskab for at undersøge bøgernes tematiseringer af stadigt aktuelle problemstillin-

ger som dyrevelfærd i et aktuelt perspektiv. Mere specifikt inddrager jeg på den ene side den danske

biokemiker Jesper Hoffmeyers artikel ”Dyr og rettigheder” (2008) og klumme ”Hvordan mennesker

adskiller sig fra dyr” (2015) samt den danske professor i bioetik Peter Sandøes artikel ”Darwin og

dyreetikken” (2009). I artiklerne diskuterer Hoffmeyer og Sandøe hver især ligheder og forskelle

mellem mennesker og andre dyr med afsæt i Darwins evolutionsteori. På den anden side inddrager

jeg uddrag fra den australske filosof Peter Singers værk Animal Liberation (1975) og den franske

filosof Jacques Derridas værk The Animal That Therefore I Am (1997), som begge udgør et vigtigt

teoretisk grundlag for Animal Studies. Mens Hoffmeyer og Sandøe diskuterer menneskets forhold

til dyr ud fra et evolutionært perspektiv, argumenterer Singer og Derrida for, at dyr har krav på

rettigheder ud fra et humanistisk synspunkt. Ved at inddrage Hoffmeyer og Sandøes teorier på den

ene side og Singer og Derridas teorier på den anden side, supplerer jeg min hovedsageligt darwini-

stiske tilgang med nutidig naturvidenskab og Animal Studies.

Det er svært at tegne et repræsentativt billede af samspillet mellem Darwins evolutionsteori og

skønlitteratur i anden halvdel af det 19. århundrede i en undersøgelse, som er baseret på to skøn-

litterære værker. Derfor inddrager jeg den engelske forfatter Lewis Carrolls børnebog Through the

Looking-Glass and What Alice Found There (1871) og den skotske forfatter Robert Louis Stevensons

kortroman The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886), der ligesom Moby-Dick og The Jungle

Books tematiserer menneskets forhold til dyr i anden halvdel af 1800-tallet. Mens Carrolls bog dis-

kuterer betydningen af arv og miljø gennem en iscenesættelse af menneskets ambivalente længsel

efter at adskille sig fra dyrene og knytte bånd til dem, eksperimenterer Stevensons bog med Darwins

teori om et nært slægtskab mellem mennesket og aben gennem en menneske/abe-metaforik, som

synes at smelte det menneskelige sammen med det dyriske. Både Through the Looking-Glass og Dr.

Jekyll and Mr. Hyde kan sættes i relation til darwinismen i kraft af deres skildringer af mødet mellem

mennesker og dyr. Alligevel har jeg valgt at dykke ned i Moby-Dick og The Jungle Books, fordi de to

værker sætter mennesker, dyr og det komplekse forhold imellem dem på dagsordenen fra første til

sidste side.

7

Mit speciale er inddelt i fire dele. Først redegør jeg for Darwins teorier om naturlig selektion,

menneskets afstamning og sjæleevner i et teoriafsnit, hvor jeg også inddrager Hoffmeyer, Sandøe,

Singer og Derrida som moderne supplementer til Darwins oprindelige lære. Derefter undersøger jeg

menneskets forhold til dyr i separate analyser af Moby-Dick og The Jungle Books, hvor jeg lægger

særligt vægt på samspillet mellem bøgernes ambivalens og Darwins egen. Efterfølgende diskuterer

jeg den darwinistiske ambivalens’ mange ansigter i Melville og Kiplings bøger, først og fremmest

med henblik på at finde ud af om de skønlitterære værker tilstræber et harmonisk forhold mellem

mennesker og dyr eller tilsigter at fastholde en idé om en menneskelig ret til at udnytte dyr. Et andet

formål med diskussionen er at undersøge, hvordan aktuelle problemstillinger om dyrevelfærd kan

forstås i lyset af værkerne. I en perspektivering foreslår jeg til sidst at udvide Moby-Dick og The

Jungle Books’ interesse i dyrenes andethed til en generel interesse i andethed, fordi kvinder og et-

niske minoriteter også gøres til den anden i bøgernes univers.

8

Evolutionsteorien i store træk

Darwins teorier om naturlig selektion, menneskets afstamning og dyrs sjæleevner står ikke alene,

men er bestanddele i hans overordnede teori om evolution. Derfor forklarer jeg først i store træk,

hvad den går ud på, før jeg gennemgår selve teorierne.

Darwin offentliggjorde sin evolutionsteori i to omgange. Først udgav han det videnskabelige værk

Arternes Oprindelse i 1859, hvor han hovedsageligt fordybede sig i dyr og planters udvikling. Tolv år

senere udvidede han sin teori med et fokus på menneskets afstamning i efterfølgeren Menneskets

Afstamning og Parringsvalget fra 1871. Evolutionsteorien går i store træk ud på, at alt liv på jorden

udvikler sig gradvist over tid fra primitive former til mere sammensatte og komplekse dyre- og plan-

tearter4. Faktisk udspringer alt liv på jorden fra én primitiv, fiskelignende organisme5, som i løbet af

milliarder af år har formeret og udviklet sig til alle de arter, som er opstået og uddøet lige siden. Det

betyder i helhed, at mennesker, dyr og planter ikke er klart afgrænsede kategorier, men beslægtede

i den forstand at de er et produkt af evolutionen og har en fælles forfader6. Darwin gik et skridt

videre i Menneskets Afstamning og argumenterede for, at mennesker og andre dyr ikke er adskilt af

en sfæreforskel men en gradsforskel alene, fordi de kan bryste sig af fælles egenskaber som følelser,

instinkter, kærlighed, intelligens, nysgerrighed, efterlignelsesdrift m.fl.7 Selvom Darwin hermed de-

graderede mennesket til et dyr8 for mere end 150 år siden, er det stadig en udbredt opfattelse i dag,

at mennesket har en særstilling i verden og er hævet over ikke-menneskelige dyr, fordi det repræ-

senterer et højere evolutionsstadie. Det kommer f.eks. til udtryk ved udnyttelsen af dyr inden for

turistindustrien, medicinalindustrien, krybskytteri mm., hvor dyr bruges som underholdning, for-

søgsdyr og handelsvarer. På den anden side kæmper dyrerettighedsforkæmpere for, at dyr får ret-

tigheder, som beskytter dem mod udnyttelse, på det grundlag at de kan føle smerte ligesom men-

nesker. Eksempler på dette er dyrevelfærdsorganisationer som World Animal Protection og viden-

skabelige bevægelser som Animal Studies, der dagligt gør en indsats for at bekæmpe udnyttelse og

4 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 13, 15-16. 5 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 5; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 83. 6 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 15-16, 87; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 120. 7 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 73. 8 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 6, 7; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 120.

9

mishandling af dyr. De forskelligartede syn på dyr er ikke desto mindre en medvirkende årsag til, at

dyr stadig står på menuen i diskussioner om, hvor grænsen går, eller måske rettere hvor den skal

sættes mellem mennesker og ikke-menneskelige dyr. Hvornår overskrider mennesker og dyr græn-

sen mellem det menneskelige og det dyriske? Hvor hører lighederne op mellem mennesker og andre

dyr? Har dyr brug for (de samme) rettigheder (som mennesker)? Er det etisk forsvarligt at spise dyr?

Disse spørgsmål er ikke kun aktuelle i dag, men de diskuteres også i Moby-Dick og The Jungle Books,

som udfordrer grænsen mellem det menneskelige og det dyriske i en refleksion over, hvordan men-

nesker og dyr ligner og adskiller sig fra hinanden. De skønlitterære værkers diskussioner kan læses

som udtryk for en ambivalent opfattelse af menneskets rolle i dyreriget – en ambivalent opfattelse

der som nævnt i indledningen også kan genfindes hos Darwin. Bøgernes tendens til både at fast-

holde en solid mur mellem mennesker og dyr og samtidig degradere mennesker til dyr og opgradere

dyr til mennesker9 afspejler nemlig Darwins idé om, at mennesket, på trods af at det ikke længere

hersker over dyreriget som et menneske, fortsat hersker i dyreriget som et dyr. Ved at tildele men-

nesket en ny særstilling som ”det mest herskende dyr, der nogensinde har eksisteret på jorden ”10,

lader Darwin mennesket fastholde dets særstilling som verdens hersker, samtidig med at han redu-

cerer sfæreforskellen mellem mennesker og dyr til en gradsforskel. Darwins ambivalente menne-

skesyn er derfor et underliggende men uundgåeligt aspekt af hans evolutionsteori, som jeg vil vende

tilbage til senere, mens jeg redegør for hans teorier om naturlig selektion, menneskets afstamning

og dyrs sjæleevner.

Naturlig selektion som evolutionens drivkraft

I Arternes Oprindelse definerer Darwin naturlig selektion som en proces, hvor det er naturen selv,

der udvælger de bedst tilpassede organismer og lader dem overleve, så de kan videregive deres

nyttige egenskaber til deres afkom:

”Man kan sige, at den naturlige selektion dag for dag og time for time kloden over nøje gransker

hver en lille variation; og at den afviser de dårlige, mens de nyttige bevares og ophobes; og at

den arbejder tavst og umærkeligt, når som helst og hvor som helst muligheden opstår for at

9 Peter Sandøe (2009). “Darwin og dyreetikken” i Weekendavisen, 10. juli. 10 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 91.

10

gøre hver eneste organisme bedre tilpasset sine biologiske og fysiske levevilkår”11 (Mine under-

stregninger).

Her bruger Darwin nogle litterære teknikker, der giver hans definition af naturlig selektion et poetisk

præg. Naturen personificeres som en allestedsværende skikkelse, der ”gransker” alle variationer og

”arbejder tavst og umærkeligt” for at optimere planter og dyrs chancer for at overleve, og udtryk-

kene ”dag for dag og time for time” samt ”når som helst og hvor som helst” består af gentagne ord,

som giver dem en rytmisk klang. Darwins definition er en legende og let beskrivelse af et komplekst

fænomen, som anskueliggør, at naturlig selektion er evolutionens drivkraft12.

Naturen er én stor kampplads. Den er evig i krig med sig selv, fordi dyr og planter må kæmpe

imod hinanden om vand, føde, levesteder og skjulesteder for at klare sig13. Som regel (ud)dør de

knap så tilpasningsdygtige organismer, mens de organismer, der formår at indrette sig bedst efter

deres leveforhold, overlever og fører slægten videre14. Selvom naturlig selektion er en rå proces,

som selekterer nogle organismer til fordel for andre, er den ikke desto mindre nødvendig for at sikre

arters overlevelse, fordi deres eksponentielle vækst på et tidspunkt vil resultere i en overflod af

individer, som jordklodens areal ikke vil kunne rumme, hvis de, som Darwin skriver, ikke ”holdes i

skak, ved at nogle af dem går til”15. Jeg vil bruge Darwins begreb om naturlig selektion til at vise, at

skibet the Pequod i Moby-Dick og den indiske jungle i The Jungle Books er brutale kamppladser, hvor

skibets besætning og junglens dyr kæmper indbyrdes for at overleve i en hensynsløs natur, som er

indordnet i et hierarki, hvor de, der befinder sig øverst på rangstigen, synes at have de bedste over-

levelseschancer.

11 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 92. 12 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 29; Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 8; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 65. 13 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 78, 363; Ole Goldbech & Kay Aabye (2006). Darwin. København, Gyldendal, s. 47-48; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 80. 14 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 77, 90; Heidi Moore (2009). Charles Darwin. Evolutionsteoriens fader. Holte, Flachs, s. 33; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 115. 15 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 78, 79, 108; Ole Goldbech & Kay Aabye (2006). Darwin. København, Gyldendal, s. 51.

11

Et eksempel på en nyttig egenskab, som kan optimere en organismes overlevelseschancer, er

instinktet16. Darwin behandler instinktet i kapitlet ”Instinkter og adfærd” i Arternes Oprindelse og

bruger det som et argument til at fastslå, at dyr hverken er gode eller onde, men at deres adfærd

hovedsageligt er betinget af arvelige instinkter. Indtil da eksisterede en tilbøjelighed til at skelne

mellem husdyr som gode dyr og vilde dyr som onde dyr, som mennesket havde en pligt til at jage

eller udrydde for at fjerne ondskab17. Sammenstødet mellem Darwins teori om instinktive dyr og

fremherskende forestillinger om dyrs iboende godhed eller ondskab i hans samtid diskuteres ad

flere omgange i Moby-Dick, hvor den utæmmelige hvide hval Moby Dick er en manifestation af ren-

dyrket og intenderet ondskab i nogle besætningsmedlemmers øjne og et instinktdrevet dyr i andres.

Også i The Jungle Books problematiseres distinktionen mellem gode husdyr og onde vilde dyr gen-

nem en skildring af desmerdyret Rikki-Tikki-Tavi, der fremstår mindre kannibalistisk end slangen

Nag, på trods af at de begge er rovdyr, fordi desmerdyret er et tamt kæledyr i modsætning til den

vilde slange. Jeg vender tilbage til dette i analyserne af Moby-Dick og The Jungle Books.

Mennesket står sig selv nærmest som biologisk art

Selvom naturlig selektion er evolutionens drivkraft og som sådan en del af naturens orden ifølge

Darwin, er det vanskeligt at vurdere, om menneskers forfølgelse, mishandling, domesticering og

udnyttelse af dyr også er en del af naturens orden. Peter Sandøe erklærer sig enig med Darwin i sin

artikel ”Darwin og dyreetikken” (2009), hvor han skriver, at ”dyrene er efter Darwin ikke længere

dumme væsner, som alene er skabt for at tjene mennesket som føde og trækkraft”18, men at natu-

ren samtidig må opretholde sin balance ved naturlig selektion, fordi bestanden af byttedyr stiger

ubegrænset, hvis ikke den holdes nede af rovdyr. Sandøe tager også Darwin i forsvar over for kriti-

kere i det 19. århundrede, som mente, at naturhistorikerens opfordringer til at udvise omsorg over

for dyr og samtidige opbakning til dyreforsøg var modstridende, og ræsonnerer, at menneskets brug

af dyreforsøg skal betragtes i et evolutionært perspektiv, dvs. at mennesket også omfattes af natu-

rens love. Ifølge Sandøe ”er vi mennesker os selv nærmest”19 som art, hvorfor menneskets brug af

16 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 176. 17 Peter Sandøe (2009). “Darwin og dyreetikken” i Weekendavisen, 10. juli.

18 Peter Sandøe (2009). “Darwin og dyreetikken” i Weekendavisen, 10. juli.

19 Peter Sandøe (2009). ”Darwin og dyreetikken” i Weekendavisen, 10. juli.

12

dyr til f.eks. at fremstille medicin, undersøge adfærdsmønstre og kortlægge anatomisk opbygning

er en del af dets måde at ”slås for sin (og indirekte artens) overlevelse”20 på. Ligeledes argumenterer

Sandøe for, at mennesket ikke overtræder etiske principper ved at spise kød, fordi det er en del af

en fødekæde, hvor ikke-menneskelige dyr i forvejen æder hinanden: ”(…) samtidig med at dyrene

kommer mere til deres ret, er der også skabt grundlag for, at mennesket vil hævde sin ret i forhold

til dyrene. Hvis ikke man kan bebrejde en ulv, som flår et lam, kan man så bebrejde et menneske,

som gør det samme?”21. For Sandøe kan etiske principper begrundes i biologiske principper, fordi

et dyr ikke handler etisk forkert, når det æder et andet dyr, men blot følger en naturlig trang til at

stille dets sult, et naturligt instinkt, som er nødvendig for dets overlevelse. Med andre ord indsætter

Sandøe et lighedstegn mellem etiske principper og biologiske principper, mellem etik og naturlov. I

The Jungle Books kommer Sandøes darwinistiske synspunkt til udtryk gennem et fravær af morali-

sering over glenten Chil the Kite, som æder sine venner, så snart de dør, fordi han, ligesom andre

dyr, må følge sine naturlige instinkter for at overleve. Jeg vender tilbage til dette i analysen af The

Jungle Books.

Menneskets afstamning

Darwin afholdt sig bevidst fra at skrive om menneskets afstamning i Arternes Oprindelse, fordi han

var bekymret for modtagelsen af sine idéer og ønskede at underbygge sine teorier med flere viden-

skabelige beviser22. Til gengæld antydede han i værkets slutning, at han ville behandle menneskets

oprindelse og historie senere. I mellemtiden udgav andre videnskabsfolk antropologiske værker i

1860’erne, hvor de påviste, at menneskets slægtskab med dyrene var en kendsgerning, og Darwins

abeteori, som den blev omtalt som i populærkulturen, var derfor ikke fuldkommen ny, da den ud-

kom i Menneskets Afstamning og Parringsvalget tolv år senere i 187123. Ligeledes er det vigtigt at

understrege, at Darwin ikke udtænkte evolutionsteorien alene, men at han var stærkt inspireret af

andre forskere, bl.a. den engelske filosof Herbert Spencer, som forsynede ham med udtrykket

”survival of the fittest” eller på dansk ”den stærkeste overlever” og hans egen farfar, lægen Erasmus

20 Peter Sandøe (2009). ”Darwin og dyreetikken” i Weekendavisen, 10. juli. 21 Peter Sandøe (2009). ”Darwin og dyreetikken” i Weekendavisen, 10. juli. 22 Heidi Moore (2009). Charles Darwin. Evolutionsteoriens fader. Holte, Flachs, s.44-45; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 86, 115; Peter Singer (2015). ”Man’s Dominion” i Animal Liberation. New York, Open Road Media, s. 299. 23 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 17; Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 5.

13

Darwin, som formulerede en evolutionsteori i 1790’erne24. Darwin adskiller sig til gengæld fra sam-

tidige tænkere, idet han fastslår med afsæt i evolutionsteorien, at vi ikke har ret til at ”placere men-

nesket i et særligt rige”25, fordi mennesket ikke er hævet over naturen men en del af den. Han spe-

cificerer menneskets placering i det evolutionære slægtstræ senere i Menneskets Afstamning og

understreger, at mennesket ikke har nogen særstilling i verden, uanset hvor meget det formår at

bøje naturens love, fordi det ikke er et unikt naturvæsen men én ud af flere intelligente primater:

”Mennesket er uden tvivl, sammenlignet med de fleste af sine slægtninge, undergået en overor-

dentlig stor grad af modifikation, især som følge af den stærkt udviklede hjerne og oprejste gang.

Alligevel bør vi altid huske, at han ”kun er en af flere exceptionelle primatformer””26. Selvom men-

nesket deler en status som ”exceptionel primatform” med menneskeaberne, forbliver det ikke de-

sto mindre exceptionelt ifølge Darwin.

Darwin forklarede i Arternes Oprindelse, at alt liv på jorden er forbundet, fordi det nedstammer

fra samme organisme, men han går et skridt videre i Menneskets Afstamning og udpeger mennesket

og de store menneskeaber chimpansen, orangutangen, gorillaen og gibbonen som hinandens nær-

meste slægtninge27. Inden for de seneste atten år er Darwins teori blevet bekræftet af forskere, som

har kortlagt de store primaters genom og konkluderet, at de alle har 20.000 gener, hvoraf menne-

sket deler 99,4 %28 med chimpansen, 98 % med gorillaen, 97 % med orangutangen og 96 % med

gibbonen29. Darwin fremhæver flere egenskaber, som menneskeaberne deler med mennesket. Ek-

sempler er abernes evne til at udtrykke følelser via ansigtsudtryk, bruge værktøj til bestemte formål

og udvikle sympati for andre. Darwin underbygger disse iagttagelser med personlige erfaringer, hvor

han fremhæver observationer af aber der griner og græder ligesom mennesker, aber der bruger

sten til at knække frugter, og hunbavianer der adopterer forældreløse aber fra andre abearter samt

hvalpe og killinger30. Grunden til at mennesker og aber ligner hinanden fysisk, ser potentielle værk-

tøjer i døde genstande, udvikler sympati for andre arter og udtrykker følelser og sindstilstande via

24 Heidi Moore (2009). Charles Darwin. Evolutionsteoriens fader. Holte, Flachs, s.6; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 115. 25 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 120. 26 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 126. 27 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 125. 28 John Sorenson (2009). Ape. London, Reaktion Books LTD, s. 191. 29 Will Dunham (2014). ”Planet of the apes: Gibbons are last ape to have genome revealed”, Reuters, 10. September; Kristian Sjøgren (2012). “Gorillaens genom giver ny viden om menneskets udvikling”, Videnskab.dk, 8. marts. 30 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 36-37, 93, 122.

14

mimik, er ifølge Darwin, at mennesket, chimpansen, gorillaen, orangutangen og gibbonens geneti-

ske slægtskab forudsætter, at deres anatomi og fysiologi ligner hinanden: ”I begyndelsen af dette

bind har jeg nævnt forskellige kendsgerninger, der viser hvor nøje menneskets konstitution stem-

mer overens med de højere pattedyrs, og denne overensstemmelse er utvivlsomt afhængig af en

meget tæt lighed i mikroskopisk bygning og kemisk sammensætning”31. Selvom Darwin hermed op-

graderer aberne ved at fremhæve mennesker og abers ensartede genetik, degraderes de til gengæld

i The Jungle Books, hvor en gruppe aber, kaldet The Bandar-log, er en udstødt og kasteløs gruppe,

som i modsætning til resten af junglens dyr ikke indordner sig under junglens love. I en analyse af

den negative fremstilling af The Bandar-log vil jeg bruge Darwins teori om det tætte slægtskab mel-

lem mennesket og aben til at vise, at den partikulære fremstilling af aberne er en måde for Kipling

at tage afstand fra evolutionsteorien eller i hvert fald den del af den, der fastslår, at menneskets

nærmeste slægtning er aben.

”Abeteoriens” opgør med antropocentrisme

Darwins kortlægning af menneskets afstamning og dets slægtskab med aberne var revolutionerende

i anden halvdel af det 19. århundrede, fordi den udfordrede et fremherskende antropocentrisk ver-

denssyn, som har været indgroet i menneskers selvopfattelse og deres syn på dyrene i årtusinder.

Synet på mennesker som overlegne og ikke-menneskelige dyr som underlegne kan i vestlig kultur

føres tilbage til bl.a. Det Gamle Testamente, hvor Gud lod mennesket herske over naturens dyr og

planter32, samt den græske oldtid hvor lovgivningen, ifølge den amerikanske biolog Joe Roman,

”does not extend beyond humans to the rest of nature”33. Disse opgraderinger af mennesker og

tilsvarende degraderinger af dyr har siden da været medvirkende til, at mennesket har kunnet be-

tragte sig selv som jordens centrum og definere sig selv derefter. Ifølge Darwin er det dog fejlagtigt

at tro, at dyr kun opnår en værdi og mening i kraft af deres relation til mennesker, fordi mennesket

har eksisteret i en kortvarig periode i en gammel verden, som til gengæld har eksisteret i mange år

uden mennesker34. Gillian Beer, engelsk professor i litteratur, skriver i sin bog Darwin’s Plots (1983),

at Darwin aflivede myten om, at mennesket er verdens hersker ved at vise, at menneskets tid på

31 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 122. 32 Jesper Hoffmeyer (2015). “Hvordan mennesker adskiller sig fra dyr” i Weekendavisen, 1. april. 33 Joe Roman (2006). whale. London, Reaktion Books LTD, s. 162. 34 Gillian Beer (2000). Darwin’s Plots, 2. udgave. Cambridge, Cambridge University Press, s. 17.

15

jorden er for kort til, at det kan begribe naturens evolutionære udvikling i al dens helhed eller på-

virke den fremadrettet35: ”And in later editions Darwin makes it clear that man can neither originate

nor obliviate selection. He is disqualified from observing the great movements of natural law by the

shortness of his life span (…)”36. Darwin hentede dermed mennesket ned fra dets piedestal, idet han

demonstrerede, at verden ikke behøver mennesket for at forandre sig, men at mennesket blot er

en brik i en evolution, som foregår uafhængigt af dets tilstedeværelse. Derudover gjorde Darwins

evolutionsteori op med antropocentriske forestillinger om, at mennesket altid møder sig selv, hvor

end det går hen, og at menneskelig identitet defineres ved at ekskludere dyrene37. Ligeledes påpe-

ger Derrida i sin bog The Animal That Therefore I Am (1997), at mennesket har en tilbøjelighed til at

ekskludere dyr ved at fraskrive dem evnen til at betragte og henvende sig til mennesker:

”Their gaze has never intersected with that of an animal directed at them (forget about their

being naked). If, indeed, they did happen to be seen seen furtively by the animal one day, they

took no (thematic, theoretical, or philosophical) account of it. They neither wanted nor had the

capacity to draw any systematic consequence from the fact that an animal could, facing them,

look at them, clothed or naked, and in a word, without a word, address them. They have taken

no account of the fact that what they call animal could look at them and address them from

down there, from a wholly other origin”38.

Ifølge Derrida betragter mennesket dyr men overser, ignorerer eller undervurderer betydningen af

selv at blive betragtet af et dyr39. Ved at anerkende, at dyr også ”could look at them and address

them”, ”them” være mennesker, menneskeliggør Derrida dyr. Herimod er Darwin primært optaget

af at gøre mennesker dyriske gennem sit udprægede fokus på menneskets genetiske slægtskab med

aben i de første syv kapitler i Menneskets Afstamning. Jeg vil tage afsæt i Derridas teori om det

antropocentriske blik i en analyse af kaptajn Ahabs blik i Moby-Dick og Mowglis blik i The Jungle

Books, hvilket jeg læser som symboler på antropocentrisme. Ahab stirrer nemlig intenst på et af-

hugget hvalhoved, ophængt på skibets ræling, i et forsøg på at få den til at tale, mens Mowgli bevidst

35 Gillian Beer (2000). Darwin’s Plots, 2. udgave. Cambridge, Cambridge University Press, s. 16. 36 Gillian Beer (2000). Darwin’s Plots, 2. udgave. Cambridge, Cambridge University Press, s. 55. 37 Andrew Bennet & Nicholas Royle (2016). ‘Animals’ i An Introduction to Literature, Criticism and Theory, 5. udgave. New York, Routledge, s. 173; Devika Sharma (2015). “The Captive Imagination” i Humanimalia, s. 102. 38 Jacques Derrida (2002). The Animal That Therefore I Am (More to Follow) i Critical Inquiry, vol. 28/2, s. 382. 39 Devika Sharma (2015). “The Captive Imagination” i Humanimalia, s. 96-97.

16

udnytter sit blik til at kontrollere junglens dyr, som hver gang reagerer ved at bryde øjenkontakten

og sænke blikket i tegn på underkastelse.

Mennesket som det mest herskende dyr i naturen

Det var vigtigt for Darwin at overbevise læseren om, at mennesker og dyr ligner hinanden i Menne-

skets Afstamning, bl.a. for at gøre op med dominerende forestillinger om, at mennesker og dyr er

væsensforskellige af natur, men han fokuserer også på forskelle mellem mennesker og aber, for at

mennesket kan komme til sin ret som art. På den ene side argumenterer han som nævnt for, at

mennesket ikke har nogen særstilling i verden, fordi det ikke er den eneste af sin slags. På den anden

side konstaterer han også, at menneskets overlegne intelligens giver det en privilegeret status som

”det mest herskende dyr, der nogensinde har eksisteret på jorden”40:

”Mennesket er, selv i den mest rå tilstand, hvor han nu findes, det mest herskende dyr, der

nogensinde har eksisteret på jorden. Han har bredt sig videre omkring end nogen anden højtor-

ganiseret form, og alle andre former er veget for ham. Hans uhyre overlegenhed skyldes tyde-

ligvis hans forstandsevner, hans selskabelige vaner, der får ham til at hjælpe og forsvare hans

medmennesker, og endelig hans legemsbygning. Disse karakterers overvældende betydning har

lagt sig for dagen i tilværelseskampens endelige udfald. Ved hjælp af forstandsevnerne har den

artikulerede tale, som hans vidunderlige fremskridt hovedsageligt beror på, udviklet sig. Han har

opfundet, og er i stand til at bruge, forskellige våben, værktøj, fælder osv., som han forsvarer sig

med, dræber eller fanger sit bytte med, eller på anden måde skaffer sit føde med. Han har byg-

get flåder eller kanoer, der er til gavn, når han fisker, eller han kan komme over havet i, til nært-

liggende, frugtbare øer. Han har opdaget kunsten at tænde ild, som han kan gøre hårde og trev-

lede rødder fordøjelige og giftige rødder og urter uskadelige med. Denne opdagelse, som tem-

melig sikkert, næst efter talen, er den største mennesket nogensinde har gjort, kan dateres helt

fra menneskelivets første gry. Disse forskellige opdagelser, som mennesket, selv i den mest rå

tilstand, er blevet så mægtigt med, er direkte resultater af hans iagttagelsesevners, hukommel-

ses, videbegærligheds, indbildningskrafts, og forstands udvikling”41 (Mine understregninger).

I denne lange hyldest til menneskets evolutionære udvikling roser Darwin de ”overvældende” og

”vidunderlige” fremskridt, mennesket har gennemgået i løbet af dets korte tid på jorden. Ligeledes

40 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 91. 41 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 91.

17

fremhæver han, at ikke-menneskelige dyr har ”veget” sig tilbage for det ”herskende” og ”mægtige”

menneske, hvis ”uhyre overlegenhed” især består i dets artikulerede sprog og evne til at tænde ild

– egenskaber som er unikke for mennesket. I The Jungle Books og Moby-Dick er menneskesprog,

Mowglis ild og besætningens skib the Pequod alle symboler på menneskets overlegenhed, hvilket

jeg undersøger nærmere i analyserne af Kipling og Melvilles værker.

Den moderne naturvidenskab har siden hen givet Darwins anskueliggørelse af menneskets do-

minante position i naturen terminologisk fodfæste ved at døbe mennesket Homo sapiens, som be-

tyder det vidende menneske42. At Darwin på den ene side fraskriver menneskets dets særstilling i

naturen som verdens hersker og på den anden side fastslår, at mennesket er ”det mest herskende

dyr” i naturen, fremstår modstridende, fordi det kan virke som om, at han gør op med én form for

antropocentrisme og kreerer en ny. Med andre ord er mennesket måske ikke længere verdens her-

sker, men nu er det i hvert fald det herskende dyr. En uddybning af Darwins ambivalente placering

af mennesket i dyreriget kan dog hentes et andet sted i Menneskets Afstamning. I kapitlet ”Om

mennesket slægtskab og genealogi” reflekterer han nemlig over, om mennesket er berettiget til at

få ”lov at udgøre en særegen underorden, eller familie”, selvom det ”ikke just kan gøre fordring på

at udgøre en orden for sig”, fordi dets art trods alt repræsenterer det højeste evolutionsstadie i

dyreriget. Med andre ord udråber Darwin mennesket til ”det mest herskende dyr”, selvom det kan

forekomme paradoksalt, fordi det har gennemgået en evolutionær udvikling, som tager det med op

til toppen af dyrerigets hierarki43. I Moby-Dick afspejles Darwins ambivalens i den selvlærte viden-

skabsmand Ishmael, som både anskuer hvalen som et monster og et biologisk væsen. Darwins tilsy-

neladende modstridende holdninger kan desuden læses som et udtryk for, at sammenstødet mel-

lem religion og evolution gør det udfordrende for den enkelte at vælge side og i sidste ende definere

hans eller hendes egen identitet44. I The Jungle Books, som udgives treogtyve år efter publiceringen

af Menneskets Afstamning, gennemgår mennesket Mowgli, som er blevet opfostret hos ulve, un-

dervist af bjørne og har modtaget jagtlektioner af pantere, i hvert fald sådan en identitetskrise, hvor

han oplever vanskeligheder ved at finde sig selv og vakler i sine forsøg på at definere sig selv som et

dyr og som et menneske. På denne måde bliver han en litterær figur på det, jeg kalder et darwinistisk

42 Ole Goldbech & Kay Aabye (2006). Darwin. København, Gyldendal, s. 54. 43 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 124. 44 Peter Sandøe (2009). “Darwin og dyreetikken” i Weekendavisen, 10. juli.

18

menneske, fordi han er bevidst om, at han både er et menneske og et dyr. Det vender jeg tilbage til

i analysen af Kiplings bøger.

Dyrelitteratur i anden halvdel af det 19. århundrede

Darwins evolutionsteori udløste mange reaktioner i populærkulturen. På den ene side blev den

mødt med forargelse i religiøse kredse og blandt den brede befolkning, som fandt det frastødende,

at mennesket var i familie med aben45. Dette synspunkt kom bl.a. til udtryk i britiske aviser, som

hånede idéen om, at mennesket og aben har en fælles stamform i vittighedstegninger, og frem-

bragte karikaturtegninger af Darwin, som afbildede ham med et menneskehoved og en abekrop46.

Peter Singer uddyber den kritiske modtagelse af evolutionsteorien i sin bog Animal Liberation og

forklarer, at den bagvedliggende årsag til forargelsen skal findes i en udtalt vanskelighed ved at

vænne sig til Darwins teorier om, dels at mennesket er et biologisk væsen, og dels at dyr eksisterer

for deres egen skyld:

”The storm of resistance that met the theory of evolution and of the descent of the human spe-

cies from animals (…) is an indication of the extent to which speciesist ideas had come to domi-

nate Western thought. The idea that we are the product of a special act of creation, and that

the other animals were created to serve us, was not to be given up without resistance”47.

I Melvilles Moby-Dick repræsenteres den kritiske modtagelse af evolutionsteorien ved den antropo-

centriske Ahab, som anstrenger sig for at opretholde et klart skel mellem mennesker og dyr, stræber

efter at nå op til solen og Gud og forfølger Moby Dick, overbevist om at den hvide hval er en ond-

sindet manifestation af en metafysisk instans. Det undersøger jeg nærmere i analysen af Moby-Dick.

På den anden side blev Darwins evolutionsteori også tematiseret i et mere positivt billede i samti-

dens skønlitteratur i anden halvdel af det 19. århundrede, hvilket ikke er overraskende i den for-

stand, at der også var mange, som læste om evolutionsteorien med et åbent sind48. I skønlitterære

værker som Moby Dick, Through the Looking-Glass, Dr. Jekyll and Mr. Hyde og The Jungle Books

45 Heidi Moore (2009). Charles Darwin. Evolutionsteoriens fader. Holte, Flachs, s. 92; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 86, 115. 46 Ole Goldbech & Kay Aabye (2006). Darwin. København, Gyldendal, s. 4; Heidi Moore (2009). Charles Darwin. Evolu-tionsteoriens fader. Holte, Flachs, s. 44-45. 47 Peter Singer (2015). ”Man’s Dominion” i Animal Liberation. New York, Open Road Media, s. 300. 48 Heidi Moore (2009). Charles Darwin. Evolutionsteoriens fader. Holte, Flachs, s. 100; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 86, 115.

19

kommer dyr i forgrunden, og overordnet kan værkernes fremstillinger af dyrene inddeles i to: På

den ene side bruges dyr til at billedliggøre menneskets fortrængte sider, og på den anden side an-

tropomorfiseres de i litterære forsøg på at tegne et billede af deres verden. I den følgende redegø-

relse for disse skildringer af dyr sammensætter jeg aspekter af litteraturteori om dyr fra Devika Shar-

mas artikel ”The Captive Imagination” (2015), Tess Cossletts bog Talking Animals in British Children’s

Fiction, 1786-1914 (2006) samt Andrew Bennet og Nicholas Royles kapitel ”Animal” i bogen An In-

troduction to Literature, Criticism and Theory (2016), som beskæftiger sig med dyr i kunst.

Hvad angår brugen af dyr til at anskueliggøre menneskelige personlighedstræk, forklarer Devika

Sharma, lektor i Moderne Kultur, i sin artikel ”The Captive Imagination” (2015), at kunst, som be-

skæftiger sig med mennesker og dyr, ofte eksperimenterer med grænsen mellem det menneskelige

og dyriske i en refleksion over, hvad det vil sige at være menneske og at være dyr49. Konsekvensen

er dog ofte, at dyrene tilføres negative konnotationer, fordi de bruges til at visualisere menneskets

”dyriske” sider50. Ifølge Sharma er det ikke-menneskelige i kunst, heriblandt det dyriske, ofte et bil-

lede på menneskers fascination af og længsel efter andethed, frihed og flugt fra indskrænkende

middelklassenormer:

“The image of the inhuman as something that is desirable in its radical otherness and non-con-

formity exemplifies a more general inclination to value the less formed, the affective, and the

irrational for their liberatory potential. As a representative of a culture of lawlessness character-

ized by neglecting toothless, middle-class norms, the convict may paradoxically come to sym-

bolize exactly this freedom and creativity, which in some instances is ascribed to the inhuman”51.

Selvom Sharma tager udgangspunkt i en straffefange, et menneske, beskriver hun de egenskaber,

som generelt associeres med det ikke-menneskelige: ”(…) which in some instances is ascribed to the

inhuman”. De negative fremstillinger af dyr er dog problematiske i den forstand, at de trækker en

parallel mellem dyrs andethed og menneskers fortrængte sider, som ikke var velansete i datidens

borgerlige samfund. Med andre ord bærer kunstens (mis)brug af dyr til at demonstrere menneske-

lige særtræk præg af en antropocentrisk forestilling om, at dyr er underordnede væsener, som først

49 Devika Sharma (2015). “The Captive Imagination” i Humanimalia, s. 98. 50 Devika Sharma (2015). “The Captive Imagination” i Humanimalia, s. 90. 51 Devika Sharma (2015). “The Captive Imagination” i Humanimalia, s. 92.

20

opnår en mening og en værdi i kraft af deres relation til mennesker52. På den anden side kan roma-

nernes eksperimenteren med menneskelig og dyrisk identitet anskues som en accept af Darwins

teori om menneskets slægtskab med aben, og en videre refleksion over hvordan mennesket kan

definere sig selv i lyset af evolutionsteorien. Jeg vil inddrage Darwins teori om slægtskabet mellem

mennesket og aben samt Sharmas teori om dyr som billeder på menneskets fascination af andethed

og fortrængte sider, først i en analyse af de hyppige sammenligninger af mennesker og dyr i Moby-

Dick og dernæst i en analyse af Mowglis genetiske ligheder med The Bandar-log-aberne i The Jungle

Books. Her inddrager jeg Dr. Jekyll and Mr. Hyde, som efterprøver idéen om et slægtskab mellem

menneske og abe gennem en sammensmeltning af de to primater.

Dyr fremstilles dog ikke kun som manifestationer af menneskets fortrængte indre i skønlitteratur

fra anden halvdel af 1800-tallet, men de antropomorfiseres også i mange værker fra denne periode.

Eksempelvis tildeles dyr menneskelige intentioner og følelser i Moby-Dick, Through the Looking-

Glass og The Jungle Books i forsøg på at give et indblik i, hvordan de tænker, føler, perciperer og

forstår verden. Ifølge Andrew Bennet, professor i romantisk litteratur, og Nicholas Royle, lektor i

Creative Writing, er der dog snarere tale om forsøg på at lægge dyr ord i munden og ytre sig på

deres vegne, fordi det i princippet er umuligt for mennesker at trænge ind i dyrs bevidsthed. Derfor

vurderer de sådanne fremstillinger af dyrs perceptioner som udtryk for telepatisk antropomorfisme

i deres bog An Introduction to Literature, Criticism and Theory (2016):

”It would like to be telepathic, it would like not only to communicate with but to speak on behalf

of the animal, as an animal, from the animal’s point of view. But this would be a kind of anthro-

pomorphism, in other words a fantasy or projection. In truth, what all of the poems sharply

convey is a sense of the impossibility of finding the right words, of adequately describing, of

putting in language what a specific animal is like, what is entailed in an encounter with this par-

ticular creature (bat, spider, cuttlefish, mosquito). For how on earth do you – should you – de-

scribe a non-human animal?”53 (s. 175, min understregning).

52 Det Etiske Råd (2011). ”Værdi i naturen”, Det Etiske Råd, 29. april. 53 Andrew Bennet & Nicholas Royle (2016). ‘Animals’ i An Introduction to Literature, Criticism and Theory, 5. udgave. New York, Routledge, s. 175.

21

Mens Darwin slører skellet mellem mennesker og dyr, konstaterer Bennet og Royle, at ”umulighe-

den” af at skildre dyrs liv fra deres perspektiv skyldes en grænse mellem mennesker og dyrs be-

vidsthed, som mennesket ikke kan krydse uden videre. Derfor implicerer de i deres afsluttende re-

toriske spørgsmål, at det aldrig vil lykkes mennesket at beskrive verden, sådan som den opleves af

ikke-menneskelige dyr: ”For how on earth do you – should you – describe a non-human animal?”.

Jesper Hoffmeyer læner sig op ad Bennet og Royles tankegang i sin artikel ”Dyr og rettigheder”

(2008), hvor han fastslår, at dyr har et følelsesliv og en bevidsthed, som adskiller sig fra menneskets,

men som ikke desto mindre er til stede hos og har et virke i dyret. ”Biologien kan tale om DNA, men

ikke om oplevelser”54 ifølge Hoffmeyer, fordi dyrs oplevelsesverden endnu er ”et stort og temmelig

uopdyrket tema” 55, som bør udforskes, for at mennesker kan forstå og komme tættere på dyrene.

Dette bekræfter Bennet og Royles holdning om, at det er umuligt at skildre dyrs oplevelsesverden i

skønlitteraturen, fordi den ikke er blevet kortlagt af naturvidenskaben (endnu). Ikke desto mindre

gør Moby-Dick og The Jungle Books netop dette ved henholdsvis at tillægge hvalen Moby Dick men-

neskelige intentioner og skildre domesticerede elefanter og forfulgte sælers oplevelsesverden. I

analysen af The Jungle Books og diskussionen af begge værkers antropomorfiseringer af dyr tager

jeg udgangspunkt i Bennet og Royles syn på antropomorfe fremstillinger af dyr samt Hoffmeyers

indsigt i menneskets manglende indsigt i dyrs oplevelsesverden. Formålet med dette er at finde ud

af, hvordan værkernes antropomorfiseringer interagerer med Darwins evolutionsteori.

Gradsforskel mellem mennesker og dyrs sjæleevner

Darwin var ikke kun optaget af at overbevise læseren om arternes oprindelse og genealogi, men han

interesserede sig også for dyrs rettigheder og argumenterede for, at dyr fortjener at blive behandlet

med respekt og omsorg i de første tre kapitler i Menneskets Afstamning, fordi de tænker, føler og

perciperer ligesom mennesker, om end i et andet omfang. Grundlaget for hans argument er, at for-

skellen mellem mennesker og dyrs sjæleevner ikke er en sfæreforskel men en gradsforskel56:

”Ikke desto mindre er forskellen mellem menneskets og de højere dyrs sjæl, selvom den er stor,

helt sikkert en gradsforskel og ikke en sfæreforskel. Vi har set, at følelse, intuition, de forskellige

54 Jesper Hoffmeyer (2008). ”Dyr og rettigheder” i Weekendavisen, 22. august. 55 Jesper Hoffmeyer (2008). ”Dyr og rettigheder” i Weekendavisen, 22. august. 56 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 5; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 120.

22

sindsbevægelser og evner som kærlighed, hukommelse, opmærksomhed, nysgerrighed, efter-

lignelsesdrift, forstand osv., som mennesket bryster sig af, hos de lavere dyr findes i begyn-

dende, undertiden veludviklet, tilstand”57.

Idéen om at kærlighed, hukommelse, opmærksomhed, nysgerrighed, efterlignelsesdrift og forstand

ikke er forbeholdt mennesker alene, men også er iboende egenskaber hos dyr, var et vigtigt skridt i

udviklingen af dyrs rettigheder, fordi den udfordrede en teori, formuleret af den franske filosof Des-

cartes i 1600-tallet, som på daværende tidspunkt havde retfærdiggjort mishandling af dyr i omkring

200 år. Descartes’ teori går ud på, at dyr er sjælløse væsener, som blot reagerer mekanisk på omsorg

såvel som vold58. Darwins idé om, at dyr ikke er mekaniske væsener, men biologiske organismer

med en sjæl og en bevidsthed var derfor en øjenåbner for den brede befolkning i 1800-tallet, hvis

behandling af dyr i høj grad var præget af Descartes’ syn på dyrs natur. I sin argumentation for dyrs

rettigheder afgrænsede Darwin sig dog ikke kun til grundinstinkter, men han formulerede også ek-

splicit, at fornøjelse, smerte, lykke og ulykke er grundlæggende følelser hos dyr, som allerede sti-

muleres, mens de er unge59. Ordret omsatte Darwin sit ønske om at vise dyr omsorg til sin egen

version af den gyldne regel, hvor han opfordrede mennesker til at behandle andre dyr, som de selv

ønsker at blive behandlet: ”’Som I vil, at mennesker skulle gøre mod jer, således gør I mod dem,’ og

på den er moralen bygget”60.

Det er dog vigtigt at understrege, at Darwin hverken var den første eller den eneste, som inte-

resserede sig for dyrs rettigheder i det 19. århundrede. Tværtimod indledtes en kamp for dyrs ret-

tigheder allerede i begyndelsen af 1800-tallet i England af en gruppe forkæmpere for dyrs rettighe-

der, ledt an af den irske godsejer og parlamentsmedlem Richard Martin, som fremførte forskellige

lovforslag for at standse dyremishandling. I 1822 blev ét af hans forslag godkendt, og et forbud, som

gjorde det strafbart at mishandle andres dyr, blev den første lov i England, som sikrede dyr rettighe-

der. Loven blev også startskuddet til, at Martin grundlagde Royal Society for the Prevention of

Cruelty to Animals, som blev den første dyrevelfærdsorganisation i verden61. At det ikke kun var

57 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 73. 58 Det Etiske Råd (2011). ”Menneskets særlige status på jorden”, Det Etiske Råd, 10. juni; Peter Sandøe (2009). ”Dar-win og dyreetikken” i Weekendavisen, 10. juli. 59 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 36, 44; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 124. 60 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 73. 61 Peter Singer (2015). ”Man’s Dominion” i Animal Liberation. New York, Open Road Media, s. 297-298.

23

Darwin, som skabte opmærksomhed omkring dyrs rettigheder inden for et naturvidenskabeligt felt,

men at der samtidig foregik en politisk kamp for dyrs rettigheder, indikerer, at der trods en generel

uvidenhed om dyr også var et ønske om at forbedre dyrs vilkår i 1800-tallet – et ønske som også

blev udtrykt skønlitterært i Moby-Dick og The Jungle Books. Det vender jeg tilbage til i diskussionen

af bøgernes ambivalente tilgang til menneskets udnyttelse af dyr.

24

Moby-Dick – Hævntørstige hvalfangeres erobringstrang udfor-dres af en utæmmelig hvid hval

Resumé

I Moby-Dick oplever den unge mand Ishmael en følelse af kedsomhed og rastløshed på det ameri-

kanske fastland og beslutter sig for at stikke til søs og erstatte den fugtige landluft med frisk havluft

og udleve sin drøm om at opleve tilværelsen som hvalfanger. I havnebyen Nantucket udser han sig

skibet The Pequod blandt et stort udvalg af skibe og drager inden længe afsted på en verdensom-

sejling, som skal forandre hans liv for altid. Ud over ham selv består besætningen af en broget for-

samling, lige fra den lille altmuligdreng Pip og de tre hvalfangere Queequeg, Tashtego og Daggoo til

de tre styrmænd Starbuck, Stubb og Flask samt kaptajnen Ahab. I begyndelsen opholder Ahab sig i

sin kahyt, og hans identitet er derfor et gådefuldt mysterium for besætningen, som venter i spæn-

ding på at møde deres kaptajn. De får til gengæld mere end blot syn for sagen, når Ahab omsider

viser sig på dækket. Stående på et ben af kød og blod og et andet af en knogle fra en hvals kæbe

hidkalder Ahab nemlig alle mand på dæk og bekendtgør, at dette ikke er en almindelig hvalfangst,

men et blodtørstigt hævntogt på den berygtede hvide spermhval Moby Dick, som har gjort ham til

en krøbling. Fra nu af bliver det derfor en fast del af besætningens arbejdsopgaver at holde udkig

efter, om den hvide hvals pukkel eller rynkede pande kommer til syne på havoverfladen. Besætnin-

gens erklærede krig mod naturen viser sig at blive et katastrofalt møde mellem stædige mennesker

som vil herske over naturen, og en lige så stædig natur som ikke vil tæmmes af mennesker. Jeg

anskuer dette møde som et møde mellem predarwinisme og darwinisme – to bevægelser hvis sam-

menstød er et underliggende emne i Melvilles roman ifølge Eric Wilson, som antyder i sin artikel

”Melville, Darwin, and the Great Chain of Being” (2000), at det katastrofale møde kun vil falde ud til

den enes fordel62.

Den stærkeste overlever på skibets flydende savanne

I Moby-Dick foregriber Melville Darwins teori om naturlig selektion, ni år før Darwin udgav Arternes

Oprindelse63, og demonstrerer, hvordan selektionen af de bedst tilpassede foregår på skibet The

Pequod. Skibet er en flydende savanne for et menneskeligt dyrerige, hvis struktur er indordnet i et

62 Eric Wilson (2000). ”Melville, Darwin, and The Great Chain of Being” i Studies in American Fiction, vol. 28/2, s. 131. 63 Eric Wilson (2000). ”Melville, Darwin, and The Great Chain of Being” i Studies in American Fiction, vol. 28/2, s. 131.

25

klart afgrænset hierarki, som er baseret på Darwins teori om ”survival of the fittest”64. Set oppefra

strækker den hierarkiske rangstige sig fra skibets kaptajn Ahab til den sorte altmuligdreng Pip. Under

Ahab ligger de tre amerikanske styrmænd Starbuck, Stubb og Flask, som også indgår i et indbyrdes

hierarki, hvor Starbuck er førstestyrmand, Stubb andenstyrmand og Flask tredjestyrmand. De tre

styrmænd efterfølges af de tre hvalfangere Queequeg, Tashtego og Daggoo, som ligeledes udgør et

indbyrdes hierarki, hvor deres individuelle placering afhænger af den styrmand, de assisterer. Mens

den tatoverede ”kannibal”65 Queequeg, som har stor erfaring inden for hvalfangst, udvælges af Star-

buck, udser Stubb sig indianeren Tashtego, som er rig på erfaring inden for jagt af dyrevildt på det

amerikanske fastland. Det efterlader Flask og den høje afrikaner Daggoo med hinanden (s. 130).

Ligesom styrmændene har hvalfangerne også en personlig assistent, som hjælper dem med at

udføre diverse opgaver som at ro både og skære i hvaler. Moby-Dicks fortæller Ishmael har fået en

sådan stilling som Queequegs assistent (s. 349). Selvom Ishmael befinder sig langt nede i det darwi-

nistisk inspirerede hierarki på The Pequod, overgår han resten af besætningen med sin intellekt.

Han er nemlig den eneste karakter i Moby-Dick, som dissekerer hvaler – praktisk såvel som refleksivt

- for at forstå hvalen som et biologisk væsen. Det vender jeg tilbage til i næste afsnit, hvor jeg un-

dersøger, hvordan Moby Dick fremtræder for de enkelte besætningsmedlemmer.

Nederst i hierarkiet ligger de to altmuligdrenge Dough-Boy, som er køkkendreng og sygeplejer-

ske, samt Pip, som vikarierer for sygemeldte (s. 450).

Mens The Pequod sejler rundt om jorden i jagten på Moby Dick, opstår mange situationer, som

indikerer, at skibet er en flydende savanne, et mikrokosmos66 for naturlig selektion, hvor kampe

udkæmpes mellem udfordrere og flokkens ledere; afvigere risikerer at blive udstødt af flokken, og

svagere individer mobbes af stærkere individer. Eksempler herpå er Ahab, som tyer til vold for at

demonstrere sin magt, når han oplever, at nogen udfordrer hans autoritet. Han retter et gevær mod

Starbuck, som erklærer sig uenig i hans beslutning om at gøre hvalfangsten til et hævntogt (s. 558),

og han truer mandskabet i sin båd med at harpunere den, der foreslår at springe ud af båden under

den tredje dag i jagten på Moby Dick (s. 618). Det er dog ikke kun Ahab, som kæmper for at beholde

64 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 24. 65 Herman Melville (2013). Moby-Dick Or, The Whale. London, Penguin Classics, s. 56. Frem over henviser jeg parente-tisk til Moby-Dick. 66 J.A. Ward (1956). ”The Function of the Cetological Chapters in Moby-Dick” i American Literature, vol. 28/2, maj. Dur-ham, Duke University Press, s. 170.

26

sin position som skibets ubestridte kaptajn, men også de tre hvalfangere mobber Dough-Boy, mens

de spiser (s. 164), og Stubb straffer Pip ved at efterlade ham midt ude i havet, fordi drengen trodsede

hans første advarsel om ikke at forlade båden og sprang ud af den igen af frygt for hvaler. Selvom

Pip hejses op i tide af The Pequod, som sejler forbi, forbliver han efterfølgende et andet menneske,

en ”idiot” uden sjæl (s. 453). Moby-Dick moraliserer imidlertid ikke over Stubbs behandling af Pip

men udpeger andenstyrmandens adfærd som noget almenmenneskeligt, som et medfødt instinkt

hos mennesket: ”Hereby perhaps Stubb indirectly hinted, that though man loves his fellow, yet man

is a money-making animal, which propensity too often interferes with his benevolence” (s. 452, min

understregning). Gennem denne artsbestemmelse af Stubb som et dyr foregriber Moby-Dick darwi-

nismens definition af mennesket som et dyr og demonstrerer, at menneskets selvopholdelsesdrift

er et stærkt instinkt, som ofte overvinder andre instinkter som kærlighed og empati i situationer,

hvor det føler sig truet eller er udsat for fare. Tyve år efter udgivelsen af Melvilles roman forklarer

Darwin i kapitlet ”Sammenligning mellem menneskets og de lavere dyrs sjæleevner – fortsat” i Men-

neskets Afstamning, at menneskets tilbøjelighed til at overgive sig til instinkter, som kommer det

selv til gode på bekostning af andre, er en del af dets biologiske natur, også selvom det ønsker at

gøre godt for andre: ”I handlingens øjeblik vil mennesket uden tvivl være tilbøjeligt til at følge den

stærkeste impuls, og selv om dette kan få ham til at udføre mange gode gerninger, vil det imidlertid

langt oftere få ham til at tilfredsstille egne ønsker på andre menneskers bekostning (…)”67. Dermed

er Darwin og Melvilles Moby-Dick ikke kun enige om indbyrdes, at mennesket er et dyr, hvis tilbøje-

lighed til at prioritere sig selv først er et stærkt instinkt, som det deler med ikke-menneskelige dyr,

men de ekkoer også Peter Sandøes teori om, at mennesket beskytter sig selv på bekostning af andre

dyr, fordi det står sig selv nærmest som art. Det betyder, at Stubb ikke nødvendigvis er ondskabsfuld

men blot menneskelig - en pointe som også understreges andetsteds i Moby-Dick. I kapitlet ”Ceto-

logy” reflekterer Ishmael nemlig over dræberhvalens morderiske navn og ræsonnerer, at denne

hvalart ikke har patent på titlen som dræber, fordi alle individer, mennesker såvel som dyr, er dræ-

bere af natur: ”The Killer is never hunted. I never heard what sort of oil he has. Exception might be

taken to the name bestowed upon this whale, on the ground of its indistinctness. For we are all

killers, on land and on sea; Bonapartes and Sharks included” (s. 155). Iklædt darwinistiske briller

degraderer Moby-Dick dermed mennesket uden at moralisere det og sidestiller det med dyrene på

67 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 65.

27

det grundlag, at mennesker også er biologiske væsener eller ”dræbere”, som konkurrerer mod hin-

anden i en kamp for overlevelse, hvor den stærkeste overlever.

Mennesker degraderes til en flok dyriske dræbere

Det er ikke kun gennem et fokus på menneskelige instinkter, at Moby-Dick degraderer besætningen

til en flok dyriske dræbere. Derudover fremhæver Melvilles roman også menneskets slægtskab med

dyrene ved regelmæssigt at sammenligne besætningen med vilde dyr. For at danne et overblik over

disse sammenligninger, har jeg lavet nedenstående oversigt.

Ahab Stubb Hvalfangerne Tashtego Daggoo Besætningen

“Mute, maned sea-lion”.

“The Cabin-Table”, s. 162.

“He ain’t more a shark dan Massa Shark

himself”.

“Stubb’s Supper”, s. 324.

“All three tigers – Queequeg,

Tasthego, Dag-goo”.

“The Pequod

Meets The Virgin”, s. 388.

“Nimble as a cat”.

“Cistern and Buckets”, s. 373.

“Lion-like tread”.

“Knights and Squires”, s. 131.

“The prairie wolves meet

the eye of their leader”.

“The Quarter-Deck”, s. 179.

“He lived in the world, as the last

of the Grizzly Bears lived in set-

tled Missouri”.

“The Cabin-Table”, s. 166.

“Erect as a gi-raffe”.

”Knights and Squires”, s. 131.

“Timid prairie hares that

scatter before the bounding

bison”.

”The Chase – Second Day”,

s. 606.

“A heart-stricken moose”.

“The Quarter-Deck”, s. 177.

“An African ele-phant goes pas-

senger in a ship”.

“The Cabin-Table”, s. 165.

”That vulture the very creature he

creates”.

“The Chart”, s. 220.

“Like a pacing tiger in his cage”.

“Stubb Kills A

Whale”, s. 309.

”More hideous than a caged

tiger”.

“The Musket”, s. 559.

28

“Sagacious ship’s dog”.

“The Chase – First

Day”, s. 594.

“He raised a gull-like cry”.

“The Chase – First

Day”, s. 595.

“Seals from a sea-side cave”.

“The Chase – Second

Day”, s. 609.

Det fremgår af oversigten, at det er Ahab, Stubb, Tashtego, Daggoo, hvalfangerne som én samlet

gruppe samt besætningens forhold til kaptajnen, der beskrives i dyriske termer. Det fremgår også,

at Ahab og Daggoo sammenlignes med dyr henholdsvis otte og fire gange, mens Stubb og Tashtego

kun sammenlignes med dyr én enkelt gang. Det er derfor oplagt at stille disse spørgsmål med ud-

gangspunkt i oversigten: Hvilke karakterer beskrives som hvilke dyr og hvorfor? Hvorfor sammen-

lignes Ahab mere med dyr end resten af besætningen? Er det besætningen eller de vilde dyr, som

degraderes gennem sammenligningerne?

Stubb, Tashtego og hvalfangerne som én samlet gruppe sammenlignes hver især med hajer, katte

og tigre én enkelt gang, og det er derfor svært at identificere et mønster i sammenligningerne. Til

gengæld er det en mulighed, at beskrivelserne af hvalfangernes tigeragtige angreb, Stubbs hajlig-

nende natur og Tashtegos katteagtige adræthed fanger enkelte træk hos mændene, som de deler

med de givne rovdyr. Herimod fokuserer beskrivelserne af Daggoo ikke på individuelle person-

lighedstræk, som han har til fælles med dyr, men hans afrikanske oprindelse. Han går som en løve,

står oprejst som en giraf, er på størrelse med en afrikansk elefant og er lige så ivrig efter at nedlægge

en hval, som en tiger er rastløs, når den er spærret inde i et bur. Eric Wilson hentyder også til, at

Daggoo hyppigt bliver sammenlignet med dyr i modsætning til resten af besætningen68. Alle sam-

68 Eric Wilson (2000). ”Melville, Darwin, and The Great Chain of Being” i Studies in American Fiction, vol. 28/2, s. 135.

29

menligningerne af Daggoo er stereotype karikaturer, som frarøver ham hans menneskelige indivi-

dualitet ved ikke at definere ham ud fra hans personlighed men hans racemæssige baggrund. Derfor

er det først og fremmest Daggoo og ikke dyrene, som degraderes gennem sammenligningerne.

Daggoo overhales imidlertid af skibets kaptajn Ahab, som sammenlignes med flere dyr end nogen

anden på The Pequod. Ahabs dyriske palet er stor og omfatter både søløver, grizzlybjørne, elge,

gribbe, tigre, hunde, måger og sæler. Disse forskelligartede dyr kan dog ikke uden videre kategori-

seres i én gruppe. Det skyldes henholdsvis, at nogle af dyrene er pattedyr og andre fugle; at nogle

er planteædere og andre kødædere, og at nogle primært opholder sig på land og andre i vand. Til

gengæld afslører den brogede skare en del om Ahab. At han er den eneste, der hyler og skriger som

elge og måger, trækker vejret som en hund, har en tigers temperament, kæmper som en sæl, sidder

ned som en søløve, lever som grizzlybjørne og er blodtørstig som en grib, indikerer, at han er mere

dyrisk og bestialsk end havdyrene og besætningen til sammen. Disse metaforiske degraderinger af

Ahabs menneskelighed er en humoristisk og underspillet måde, hvorpå Moby-Dick nedbryder men-

neskets antropocentriske forestillinger om, at det er hævet over og hersker over dyrene. I tråd med

Darwin, som piller mennesket ned fra dets piedestal69, henter også Moby-Dick Ahab ned fra hans

blasfemiske søgen efter at nå op til solen og Gud70 gennem et billedsprog, som fremstiller ham mere

som et dyr end et menneske (s. 178, 544). Som det ultimative symbol på predarwinistisk antropo-

centrisme71 ønsker Ahab at bestige himlen og erklærer krig mod naturen, men det er netop denne

manglende forståelse for naturen og hans egen placering i den, som gør ham mere dyrisk end nogen

anden i Melvilles roman. Billedsproget er dermed ikke blot dyrisk men også darwinistisk.

Ud over Ahab, Stubb, Tashtego, Daggoo og hvalfangerne skildres også besætningens forhold til

deres kaptajn i dyriske termer. Besætningen betragter Ahab, på samme måde som en flok prærie-

ulve ser på deres leder. Ligeledes de frygter ham, på samme måde som en flok præriekaniner der

spredes for alle vinde når de får øje på bisonoksen, idet kaptajnen får øje på Moby Dick og indleder

en jagt på den hvide hval for anden dag i træk: ”Whatever fears and forebodings some of them

might have felt before; these were not only now kept out of sight through the awe of Ahab, but they

were broken up, and on all sides routed, as timid prairie hares that scatter before the bounding

69 Ole Goldbech & Kay Aabye (2006). Darwin. København, Gyldendal, s. 53. 70 Eric Wilson (2000). ”Melville, Darwin, and The Great Chain of Being” i Studies in American Fiction, vol. 28/2, s. 137. 71 Eric Wilson (2000). ”Melville, Darwin, and The Great Chain of Being” i Studies in American Fiction, vol. 28/2, s. 131.

30

bison” (s. 605-606). Gennem allitterationerne ”awe of Ahab” og ”the bounding bison”, som sidestil-

ler Ahab med en bisonokse, tilfører romanen en humoristisk dimension til et ellers alvorligt scenarie,

hvor besætningen må vælge mellem deres frygt for kaptajnen og den hvide hval.

Det er diskutabelt, om romanens billedsprog degraderer mennesker og opgraderer dyr, eller om

det forholder sig omvendt. På den ene side er det problematisk, at vilde dyr bruges til at billedliggøre

menneskets ”dårlige” og ”dyriske” sider, fordi det, som Devika Sharma forklarer, hviler på en antro-

pocentrisk opfattelse af, at dyr er betydningsløse som biologiske væsener og først opnår en relevant

betydning, når de sættes i relation til mennesker. På den anden side er de dyriske fremstillinger af

besætningen darwinistiske i det omfang, at de demonstrerer, at mennesker hører til i dyreriget, og

at det også er evolutionen, som sætter rammerne for deres liv72. Jeg vil argumentere for en kombi-

nation af de to synspunkter: repræsentationen af de dyriske mennesker afspejler Darwins ambiva-

lente opfattelse af, at mennesket ikke længere har nogen særstilling i verden, men at det stadig er

det mest herskende dyr i naturen. Det er ligeledes denne opfattelse, som ligger til grund for, at

besætningen degraderes til dyr, uden at dyr opgraderes til mennesker gennem billedsproget i Moby-

Dick. I næste afsnit vil jeg til gengæld argumentere for, at det ikke kun er mennesker, der beskrives

som dyr, men at Moby Dick også antropomorfiseres af besætningen.

Moby Dicks mange ansigter

I Melvilles roman er der én Moby Dick, men mange forskellige fortolkninger af ham, repræsenteret

ved de enkelte besætningsmedlemmer73. Jeg vil argumentere for, at dette spektrum af synspunkter

strækker sig evolutionært fra predarwinistiske Ahab til darwinistiske Ishmael, mens de tre styrmænd

Flask, Stubb og Starbuck befinder sig midt imellem. Ligeledes foreslår J.A. Ward i sin artikel ”The

Function of the Cetological Chapters in Moby-Dick”, at Melville ikke lader ét synspunkt på den hvide

hval dominere i sin roman, det være Ahabs, men fremlægger et bredt spektrum af synspunkter med

formålet om at nuancere forskelligartede opfattelser af menneskets plads i naturen: ”For example,

we notice in the microcosm of the Pequod a variety of attitudes toward the white whale, a variety

72 Jesper Hoffmeyer (2015). “Hvordan mennesker adskiller sig fra dyr” i Weekendavisen, 1. april. 73 Richard Gilbert, Diana Loxley m.fl. (2016). “Moby-Dick, Herman Melville”’ i The Literature Book. London, DK Penguin Random House, s. 142.

31

of attitudes toward reality and man's place in the universe”74. I det følgende vil jeg undersøge, hvor-

dan Moby Dick fremtræder for Ahab, Flask, Stubb, Starbuck og Ishmael med henblik på at kortlægge,

dels hvordan hvalen konstrueres gennem mændenes briller, og dels hvordan besætningens opfat-

telse af hvaler, fra Ahab til Ishmael, afspejler en evolutionær udvikling fra et predarwinistisk til et

darwinistisk syn på dyr i 1800-tallet.

Ahab som hvalernes selvudråbte herre

I Moby-Dick er Ahab og Ishmael hver især repræsentanter for en henholdsvis antropocentrisk

predarwinisme og en evolutionær darwinisme, hvilket afspejles i deres forskelligartede opfattelser

af hvalen. Med formålet om at afspejle den evolutionære udvikling, der finder sted fra Ahabs syn på

hvalen til Ishmaels, fokuserer jeg på, hvordan Moby Dick fremtræder for Ahab i dette afsnit, hvor-

efter jeg dykker ned i henholdsvis Flask, Stubb og Starbucks opfattelser af hvalen for at gå i dybden

med Ishmaels syn på hvalen til sidst.

For Ahab er Moby Dick mange ting. Den hvide spermhval er en uransagelig gåde (s. 339-340), et

symbol på overlegenhed (s. 623), en inkarnation af alverdens ondskab (s. 200), en projektion af

menneskehedens had (s. 200), en legemlig repræsentation af en overnaturlig instans (s. 178), men

frem for alt er den Ahabs ultimative fjende75. Helt konkret har Ahab set sig vred på Moby Dick, fordi

hvalen har revet hans ben af, men i et større perspektiv er hans hævntørst blevet udløst af, at den

ligger uden for hans kontrol og som sådan er ham overlegen76. I hans øjne er Moby Dick nemlig

svømmet hen over en grænse mellem mennesker og dyr – en grænse som han nu selv tilstræber at

genopbygge ved at udslette hvalen med formålet om at genoprette en verdensorden, hvor menne-

sker igen er klart adskilt fra dyr (s. 181), og han selv kan genvinde sin position som ”a great lord of

Leviathans” (s. 141). Ahabs selvudråbte titel som hvalernes herre afspejler Darwins ambivalente

definition af mennesket som det mest herskende dyr i naturen, fordi det ikke umiddelbart er til at

gennemskue, om Ahab er hævet over hvalerne eller den højeste art iblandt dem. Det undersøger

jeg nærmere i diskussionen af den darwinistiske ambivalens i Moby-Dick og The Jungle Books.

74 J.A. Ward (1956). ”The Function of the Cetological Chapters in Moby-Dick” i American Literature, vol. 28/2, maj. Durham, Duke University Press, s. 170. 75 Richard Gilbert, Diana Loxley m.fl. (2016). “Moby-Dick, Herman Melville”’ i The Literature Book. London, DK Penguin Random House, s. 142. 76 Eric Wilson (2000). ”Melville, Darwin, and The Great Chain of Being” i Studies in American Fiction, vol. 28/2, s. 136-137.

32

Selvom Ahabs forhold til Moby Dick er komplekst, har hans mange opfattelser af den hvide hval

til fælles, at de bygger på en antropocentrisk antropomorfisering, som ser bort fra, at hvalen er et

biologisk væsen. Det bliver særlig tydeligt, når Ahab fortolker Moby Dick som en manifestation af

en metafysisk instans:

”All visible objects, man, are but as pasteboard masks. But in each event – in the living act, the

undoubted deed – there, some unknown but still reasoning thing puts forth the mouldings of its

features from behind the unreasoning mask. If man will strike, strike through the mask! How

can the prisoner reach outside except by thrusting through the wall? To me, the white whale is

that wall, shoved near to me.” (s. 178).

I Ahabs øjne er Moby Dick ikke blot en hval men en synlig legemliggørelse af en usynlig instans, som

handler eller slår til gennem hvalen77. Eric Wilson vurderer Ahabs tendens til at lede efter noget

usynligt bag et synligt fænomen78 til at være predarwinistisk og foreslår, at den har rødder i en idé

om, at hvalen og ikke-menneskelige dyr generelt er meningsløse som biologiske væsener og først

opnår en relevant betydning, når de symboliserer noget metafysisk: ”Visible phenomena are merely

masks covering a reasoning, yet inscrutable principle that determines their action. Moby-Dick is

meaningless as a whale, as a living, biological being; he gains significance only as a sign of something

invisible (…)”79. Ahabs fortolkning af Moby Dick er dog ikke kun et sammenstød mellem metafysik

og biologi og overordnet mellem predarwinisme og darwinisme, men det er også et møde mellem

en antropomorfisering og en tingsliggørelse, som reducerer den hvide hval til en maske eller en væg

og mere generelt en passage for en metafysisk kraft, som optræder igennem hvalen. I et darwinistisk

perspektiv er Ahabs fortolkning af Moby Dick det mest mislykkede forsøg på at forstå den hvide

hvals natur blandt besætningen, fordi han ikke betragter den gennem darwinistiske men predarwi-

nistiske briller. Antropocentriske Ahab bliver som sådan en litterær repræsentant for den kritiske

modtagelse af evolutionsteorien i anden halvdel af 1800-tallet, fordi han i tråd med Peter Singers

udlægning af den brede befolknings udfordringer ved at acceptere Darwins teori, forveksler et bio-

logisk væsen med en manifestation af en metafysisk instans. Ahabs generelle bestræbelse på at

77 Richard Gilbert, Diana Loxley m.fl. (2016). “Moby-Dick, Herman Melville”’ i The Literature Book. London, DK Penguin Random House, s. 142; Kevin J. Hayes, The Cambridge Introduction to Herman Melville (New York: Cambridge Univer-sity Press, 2007), s. 53; J.A. Ward (1956). ”The Function of the Cetological Chapters in Moby-Dick” i American Litera-ture, vol. 28/2, maj. Durham, Duke University Press, s. 181. 78 Eric Wilson (2000). ”Melville, Darwin, and The Great Chain of Being” i Studies in American Fiction, vol. 28/2, s. 142. 79 Eric Wilson (2000). ”Melville, Darwin, and The Great Chain of Being” i Studies in American Fiction, vol. 28/2, s. 137.

33

bevare en klart aftegnet grænse mellem mennesker og dyr og hans lodrette stræben efter at nå op

til solen og Gud, forhindrer ham i at nærme sig en darwinistisk forståelse af Moby Dicks biologiske

natur. I stedet svinger han frem og tilbage mellem kategorierne mennesker og ting, mellem usynlige

instanser og synlige genstande, og overser dyret midt imellem.

Styrmændene ser på hvalen uden at få øje på dens biologiske natur

Flask, den tredje styrmand, jagter hvaler for sjov ligesom Stubb (s. 129), men hvor andenstyrmanden

er motiveret af en lyst til sjov og underholdning samt en materiel grådighed (s. 458), er Flasks forhold

til hvaler præget af et umotiveret had – en unik følelse hos mennesket. Flask føler, at hvaler har

fornærmet ham personligt i kraft af deres blotte eksistens og ønsker derfor at udrydde alle hvaler,

han møder på sin vej:

”So utterly lost was he to all sense of reverence for the many marvels of their majestic bulk and

mystic ways (…) that in his poor opinion, the wondrous whale was but a species of magnified

mouse, or at least water-rat, requiring only a little circumvention and some small application of

time and trouble in order to kill and boil.” (s. 129, mine markeringer).

I denne beskrivelse af Flasks had til hvaler går æstetik og humor op i en højere enhed. Mens de

mange allitterationer tilfører en poetisk dimension til beskrivelsen af, dels Ishmaels syn på hvaler

som majestætiske, mystiske og vidunderlige skabninger, og dels Flasks eget syn på hvaler som mus

og rotter, satiriserer Ishmael styrmandens manglende sympati og interesse for hvaler. Ishmael an-

tyder, at Flask befinder sig langt væk fra at forstå hvalens natur, fordi han frem for at anskue den

objektivt som et biologisk væsen konstruerer sit eget subjektive billede af den, baseret på personlige

erfaringer og fordomme om dens væsen. Fordommene kommer til udtryk ved, at han sammenligner

hvaler, som han ønsker at udrydde, med rotter, som mennesker har haft en trang til at udrydde

siden pesten, fordi det var en udbredt opfattelse, at det var rotter, der spredte sygdommen. At

moderne naturvidenskab imidlertid har påvist, at det ikke var rotter, men mennesker som smittede

hinanden via menneskelige parasitter under pestepidemien80, viser, at Flasks opfattelse af dyr bæ-

rer præg af en uvidenhed, som har rødder i et begrænset videnskabeligt kendskab til i dette tilfælde

hvaler og rotters biologi i det 19. århundrede. Uvidenhed er ligeledes det nøgleord i Flasks opfattelse

af hvaler, som bringer ham en smule tættere på at forstå hvalens biologiske natur end kaptajn Ahab.

80 Kvittingen, Ida (2018). “Nyt studie: Den Sorte Død blev ikke spredt af rotter”, Videnskab.dk, 30. januar.

34

Til forskel fra Ahab er Flasks fortolkning af hvalen nemlig hverken formet af en hadsk besættelse af

én enkelt hval eller antropocentriske antropomorfiseringer men affekt og uvidenhed.

Skibets andenstyrmand Stubb har et syn på hvaler, som i høj grad er præget af hans optimistiske

personlighed. Da han viser sig på skibet, beskrives han af Ishmael som en glad, let og skødesløs

person, der nynner sømandssange, når han slås med det mest ”exasperated monster” (s. 128). Mens

resten af besætningen associerer en hvals åbne kæber med døden, fremtræder de for Stubb som

en stol, man kan sidde på: ”Long usage had, for this Stubb, converted the jaws of death into an easy

chair” (s. 128). Stubb formår på denne måde at skabe en personlig relation til hvaler, som han selv

kan grine ad. På den anden side er hans reducering af hvalen til en stol, en ting, som står til hans

rådighed, en humoristisk degradering af hvalens natur, som afspejler en descartiansk forestilling

om, at dyr er sjælløse væsener, som blot reagerer mekanisk på ydre påvirkninger.

Den første styrmand Starbuck nærmer sig til forskel fra Ahab, Flask og Stubb en darwinistisk for-

ståelse af hvalens biologiske natur, fordi han erkender, at hvalen ikke er styret af intentioner men

instinkter81: ”’Vengeance on a dumb brute!’ cried Starbuck, ’that simply smote thee from the blin-

dest instinct! Madness! To be enraged with a dumb thing, Captain Ahab, seems blasphemous’” (s.

178). Starbuck ekkoer her Darwin i sin overbevisning om, at hvalen ikke besidder nogen medfødt

ondskab, blot fordi det er et vildt dyr, men at det derimod er instinkter, der får den til, ikke at an-

gribe, men at forsvare sig. På den anden side forhindrer Starbucks syn på Moby Dick som ”a dumb

brute” og ”a dumb thing” ham i at blive en eksemplarisk repræsentant for darwinismen i Moby-Dick,

fordi hans nedsættende tingsliggørelse af hvalen, ikke ulig andenstyrmandens, neutraliserer hans

anerkendelse af hvalen som et instinktstyret væsen. Ved at se på hvalen uden at få øje på dens

biologiske natur, lægger Starbuck sig i sidste ende i forlængelse af Stubb og Flask, selvom han befin-

der sig et stenkast, kort eller langt om man vil, fra en darwinistisk forståelse af dyr som levende

organismer med en sjæl og en bevidsthed.

81 Kevin J. Hayes (2007). The Cambridge Introduction to Herman Melville. New York, Cambridge University Press, s. 53.

35

Ishmaels dobbelte syn på dyrene

Ishmaels syn på hvalen er i høj grad præget af en dobbelthed af darwinisme og mørk romantik (en

litterær forgrening af romantikken som jeg redegør for i det følgende), som først og fremmest kom-

mer til udtryk ved, at han på én gang forsøger at udstille hvalen som et monster og frigøre den fra

selvsamme rygte.

På den ene side konstruerer fortælleren Ishmael et sprog, hvorigennem hvalen fremstilles som

et monster. J.A. Ward udpeger som nævnt Ahabs fortolkning af Moby Dick som den dominerende

opfattelse i Melvilles roman82, men jeg vil argumentere for, at Ahabs fortolkning dominerer på dæk-

ket, mens Ishmaels fortællerstatus begunstiger ham med retten til at skabe et sprogligt billede af

hvalen, som dominerer i værket. Dette billede gennemstrømmes i høj grad af den mørke romantiks

natursyn. Mørk romantik er en litterær forgrening af romantikken, som opstod i USA i midten af

1800-tallet og primært blev dyrket af amerikanske forfattere som f.eks. Melville og Edgar Allan Poe.

Den mørke romantik har en hang til det makabre, det tragiske og det overnaturlige og opererer med

et mørkt syn på naturen såvel som mennesket. Ifølge den mørke romantik udsætter mennesket sig

selv for fare i mødet med naturen, dels fordi naturen er en farlig og dyster kraft, som indeholder

mørke og uhyggelige hemmeligheder, og dels fordi mennesket selv er et uperfekt væsen med en

hang til synd, hævn, sindssyge og selvdestruktion83. I dette afsnit fokuserer jeg primært på den

mørke romantiks syn på naturen, mens jeg vil inddrage dens menneskesyn i forbindelse med min

analyse af Ahabs møde med Moby Dick i sidste del af analysen.

Den mørke romantiks opfattelse af naturen gennemstrømmer Ishmaels fremstilling af hvaler i

form af bestemte kaldenavne som f.eks. ”monster”, ”beast”, ”portentuous monster”, ”exasperated

monster”, ”mysterious monster”, ”malicious” og ”leviathan” (en bibelsk term for søuhyre) (s. xl, xli,

l, 8, 14, 128, 194, 390), som er anbragt hist og her i Melvilles roman. Gennem en tilrettelægning af

disse ord skaber Ishmael et overordnet billede af hvalen som et monster, et billede der får lov til at

dominere i værkets sproglige univers. Han afgrænser dog ikke sin stemme til kun at konstruere mon-

strøse portrætter af hvalen, men han konstruerer som nævnt også metaforiske overlap mellem

82 J.A. Ward (1956). ”The Function of the Cetological Chapters in Moby-Dick” i American Literature, vol. 28/2, maj. Durham, Duke University Press, s. 170. 83 Richard Gilbert, Diana Loxley m.fl. (2016). “Moby-Dick, Herman Melville”’ i The Literature Book. London, DK Penguin Random House, s. 140-141.

36

mennesker og dyr, hvor han sidestiller Daggoo, Tashtego, Stubb og Ahab med vilde dyr. På denne

måde lykkes det Ishmael at erobre Ahabs titel som det herskende dyr gennem sin litterære stemme.

På den anden side forsøger den selvlærte videnskabsmand Ishmael, som har svømmet gennem

biblioteker (s. 147) og taget sin Yale- og Havard-uddannelse på et hvalskib (s. 122), også at aflive

myten om, at hvaler er monstre. Ifølge Ishmael skal den bagvedliggende årsag til denne fremher-

skende opfattelse af hvaler hentes i sammensmeltninger af hvaler, drager og havmonstre inden for

litteratur, religion og kunst84, som har substitueret en begrænset indsigt i hvalens biologiske natur

siden oldtiden (s. 286, 288, 398). For at komme denne myte til livs, foretager Ishmael naturviden-

skabelige undersøgelser af hvalen i cetologiske kapitler som f.eks. ”Cetology”, ”Cutting In”, ”The

Blanket” og ”The Fossil Whale”, hvor han prøver at skabe en forståelse for hvalens biologiske natur

ved at skille den ad og vise, at den er et levende dyr, som anatomisk ligner mennesket. Ligeledes

argumenterer J.A. Ward for, at det overordnede formål med de cetologiske kapitler er at skabe et

grundlag for, at læseren kan forstå og identificere sig med et dyr, det være hvalen, som han eller

hun ikke ser hver dag, gennem beskrivelser af hvalens terminologi, anatomi, knoglestruktur, spise-

vaner mm.85 Konkret skitserer Ishmael en anatomisk kortlægning af hvalen, hvor han bl.a. dykker

ned i dens ansigt, tænder, kæbe, kranium, finner, hale og hud (s. 493). Han zoomer også ud af hva-

lens kropsdele og undersøger havpattedyret inden for et naturvidenskabeligt perspektiv, hvor han

kategoriserer forskellige hvalarter som spermhvaler, kaskelothvaler, narhvaler, dræberhvaler m.fl. i

kapitlet ”Cetology”. På samme måde forsøger han sig som palæontolog og springer ud i refleksive

undersøgelser af uddøde hvalers fossiler i kapitlet ”The Fossil Whale”. For Darwin, som også inte-

resserede sig for fossiler, var forsteninger et gennembrud, fordi de var tegn på, at arter opstår, ud-

dør og udvikler sig hen over tid. Fossiler var med andre ord et bevis på evolutionen86. Ishmaels un-

dersøgelser af hvaler når et evolutionært højdepunkt, idet han sammenligner hvaler med menne-

sker og når frem til det resultat, at de ligner hinanden anatomisk. Han fremhæver, at hvalens kra-

nium ligner menneskets (s. 382), og at dens lunger og varme blod bringer den længere væk fra andre

fisk og tættere på mennesker (s. 148, 334, 405). Ishmael undersøger også hvalens finne og

konkluderer, at den ligner menneskets hånd, blot med en tommelfinger til forskel: ”It is also very

84 Joe Roman (2006). whale. London, Reaktion Books LTD, s. 26. 85 J.A. Ward (1956). ”The Function of the Cetological Chapters in Moby-Dick” i American Literature, vol. 28/2, maj. Durham, Duke University Press, s. 168, 169-170. 86 Ole Goldbech & Kay Aabye (2006). Darwin. København, Gyldendal, s. 36; Heidi Moore (2009). Charles Darwin. Evolu-tionsteoriens fader. Holte, Flachs, s. 20-21.

37

curiously displayed in the side fin, the bones of which almost exactly answer to the bones of the

human hand, minus only the thumb” (s. 289). At hvaler i dag mangler det, der svarer til en tommel-

finger, er ikke underligt i den forstand, at mennesker og hvalers evolutionære veje skiltes ad for

mere end 60 mio. år siden, og at de hver især har udviklet sig i forskellige retninger siden da87. De

anatomiske ligheder, som Ishmael fremhæver, viser dermed, at mennesket og hvalen har en fælles

forhistorie, selvom de ikke længere er hinandens nærmeste slægtninge.

At Ishmael på den ene side medvirker til at skabe et billede af hvalen som et monster og på den

anden side bestræber sig på at aflive myten om den monstrøse hval, demonstrerer, at hans syn på

dyr både er præget af mørk romantik og darwinisme. Hans dobbelte syn på dyr er dog ikke enestå-

ende i Moby-Dicks samtid. Derimod afspejler den selvlærte videnskabsmand Ishmael en anden vi-

denskabsmand i kraft af sin dobbelthed, nemlig Darwin, som også var optaget af at påvise, at dyr er

biologiske væsener, samtidig med at han omtalte hvaler som monstre i et uddrag fra hans bog The

Voyage of the Beagle (1839), som Melville bringer i kapitlet ”Exctracts” (s. l). Det betyder ikke kun,

at Ishmaels dobbelte syn på hvalen som et monster og et fjernt familiemedlem er darwinistisk, men

også at hans henkastede hentydninger til, at mennesket både opfatter sig selv som hævet over dy-

rene og som den højeste dyreart, kan begrundes i denne darwinistiske dobbelthed. Til gengæld er

det Ishmaels forståelse for, at hvalen er et biologisk dyr, som kan undersøges videnskabeligt88, at

hvalen og mennesket er slægtninge, og at hvalen udvikler sig evolutionært ligesom andre organis-

mer, der gør ham til en repræsentant for darwinismens bærende idéer i Moby-Dick. Selvom han

opererer med et dobbelt syn på dyr, er han tættere på at samle hvalens puslespil end resten af

skibets mandskab, fordi han er den eneste, som anerkender evolutionens virke – en anerkendelse

han belønnes for i slutningen af Melvilles roman, hvilket jeg vender tilbage til sidst i analysen.

Er hvalfangst en morderisk disciplin?

I 1986 blev et tiårigt forbud indført mod kommerciel hvalfangst, fordi hvaler var på randen af ud-

ryddelse som følge af eskalerende hvalfangst i 1800-tallet og under 1. verdenskrig, hvor glycerin,

87 Joe Roman (2006). whale. London, Reaktion Books LTD, s. 159. 88 J.A. Ward (1956). ”The Function of the Cetological Chapters in Moby-Dick” i American Literature, vol. 28/2, maj. Durham, Duke University Press, s. 173.

38

udvundet fra hvalers olie, blev anvendt til at fremstille våben89. Ifølge Joe Roman blev 37.000 sperm-

hvaler dræbt af amerikanske hvalfangere i det 19. århundrede, og omkring 11.000 hvaler blev dræbt

årligt under 1. verdenskrig90. Man var dog ikke blind for det morderiske i hvalfangst i 1800-tallet. I

Moby-Dick reflekterede Ishmael f.eks. over det (u)etiske i hvalfangst i kapitlerne ”The Advocate” og

”Will He Perish?”, hvor han frembringer argumenter for og imod hvalfangst for at komme fordomme

til livs hos mennesker på fastlandet, som mener, at hvalfangst er ”a butchering sort of business” (s.

118). Han overvejer, om hvaler kan risikere at uddø i den nærmeste fremtid og vurderer, at det er

en mulighed på baggrund af en sammenligning med bøfler, hvor han fremhæver, at bøfler levede

talrigt på prærier i Illinois og Missouri for blot fyrre år siden, men nu er blevet udryddet i disse om-

råder, fordi deres hjem skulle omdannes til jord, som kunne købes af mennesker. På samme måde

kan hvalerne risikere, at menneskets udforskning af havets dyb også vil indhente dem i fremtiden

(s. 501-502). Kevin J. Hayes, amerikansk professor emeritus i engelsk, klassificerer også Melvilles

roman som en bog om jagt i sin læsning af Moby-Dick i bogen The Cambridge Introduction to Herman

Melville (2007): ”As the story of a hunt, Moby-Dick parallels numerous hunting tales that were so

much a part of American literature and folklore. Ishmael frequently compares the whale hunt with

the hunt for the buffalo”91. På den anden side sammenligner Ishmael hvalfangst med krig for at

understrege, at hvalfangst ikke er en uetisk disciplin. I hans øjne afviger hvalfangeres hvaljagt til

vands ikke meget fra soldaters krigsførelse på land, og han kan derfor ikke forstå, at hvalfangere

anskues med skepsis og soldater med ærefrygt (s. 118-119). I forlængelse heraf mener Ishmael ikke,

at det er nødvendigt at foretage noget indgreb i hvalfangst, fordi hvaler er så talrige, at det er umu-

ligt at udrydde dem som dyreart. Dette er ligeledes årsagen til, at han ikke opfatter hvalfangst som

et flydende slagteri men et værdigt og respektabelt erhverv (s. 121, 122), som mennesker på fast-

landet bør anskue med taknemmelighed, fordi det er hvalfangernes hårde og farefulde arbejde, som

sikrer dem olie til deres lys og lamper derhjemme (s. 119). Selvom Ishmael konkluderer, at hval-

fangst er en etisk bevidst disciplin, indeholder romanen nogle vidnesbyrd, som indikerer noget an-

det. Eksempler er besætningens uafbrudte massemord på en flok hajer (s. 329) i kapitlet med den

sigende titel ”The Shark Massacre” og deres ubarmhjertige drab på en gammel og blind spermhval,

som har mistet sin ene finne (s. 388, 391): ”‘Stand by, men; he stirs,’ cried Starbuck, as the three

89 Joe Roman (2006). whale. London, Reaktion Books LTD, s. 120, 210-211. 90 Joe Roman (2006). whale. London, Reaktion Books LTD, s. 120, 168. 91 Kevin J. Hayes (2007). The Cambridge Introduction to Herman Melville. New York, Cambridge University Press, s. 20.

39

lines suddenly vibrated in the water, distinctly conducting upwards to them, as by magnetic wires,

the life and death throbs of the whale, so that every oarsman felt them in his seat” (s. 389-390). At

besætningen gennemfører drabet på den gamle og blinde hval, på trods af at de kan mærke dens

tunge vejrtrækning, mens den ensomt og desperat kæmper for at overleve, viklet ind i deres reb og

omringet af deres både, eksemplificerer Darwin og Peter Sandøes pointe om, at menneskets medli-

denhed ofte begrænser sig til dets egen art. På den anden side bærer besætningens manglende

medlidenhed med hvalen præg af, at de undervurderer, at ikke-menneskelige dyr har følelser. Dar-

wins indsigt i dyrs evne til at føle smerte er med andre ord fraværende i besætningens mord på

hvaler og hajer i Moby-Dick. Fiskene bliver dræbt uden videre eftertanke hos andre i besætningen

end Ishmael, som er opmærksom på, at besætningens massemord på hajer er en massakre og deres

drab på en gammel og blind hval ubarmhjertig. Han placerer sig dermed usikkert i sin egen diskus-

sion om hvalfangst, fordi han på den ene side opmuntrer til at bevare hvalfangst og på den anden

side bemærker morderiske tendenser i besætningens jagt på hvaler. Han ekkoer med andre ord en

darwinistisk ambivalens ved både at argumentere for og imod udnyttelse af dyr.

Ishmaels dobbelte syn på dyrene samt besætningens ubarmhjertige drab på forsvarsløse hvaler

og påtrængende hajer gør dem i sidste ende til litterære eksempler på Darwins definition af men-

nesket som det herskende dyr, fordi de møder havet og dets beboere, opslugt af en erobringstrang

og overbevist om at de er privilegeret med en menneskelig ret til at udnytte dyrene. I forlængelse

heraf bliver besætningens hvalfangerskib The Pequod - en menneskelig opfindelse, der, som darwin

skriver, markerer en milepæl i menneskets evolutionære udvikling - et ultimativt symbol på besæt-

ningens overlegenhed, fordi de bruger det til at udforske, kortlægge, erobre og tæmme ikke-men-

neskelige dyr med. The Pequod bliver med andre ord et symbol på en (pre)darwinistisk antropocen-

trisme, som hylder menneskets evolutionære bedrifter, dets udnyttelse af dyrene og dets udvidelse

af menneskeligt territorium92. Ishmael hentyder allerede til skibet eller rettere besætningens tørst

efter overlegenhed og erobring, da han forklarer, at skibet er opkaldt efter en udryddet indianer-

stamme (s. 77). På denne måde bliver skibet også et symbol på hvid overlegenhed.

Fremstillingen af The Pequod som et ultimativt symbol på predarwinistisk antropocentrisme

fuldendes ved, at skibets rælinger fremtræder som en hvals kæbe, pyntet med rigtige tænder fra en

92 Richard Gilbert, Diana Loxley m.fl. (2016). “Moby-Dick, Herman Melville”’ i The Literature Book. London, DK Penguin Random House, s. 142, 143.

40

spermhval: ”All around, her unpanelled, open bulwarks were garnished like one continuous jaw,

with the long sharp teeth of the sperm whale, inserted there for pins, to fasten her old hempen

thews and tendons to” (s. 78). At skibet omtales som hunkøn, indikerer, at der ikke kun triumferes

over en erobring af indianere og hvaler men også kvinder. Dermed bliver skibet på én gang et symbol

på en hvid, menneskelig og maskulin overlegenhed, som marginaliserer etniske minoriteter, dyr og

kvinder ved at gøre dem til den anden. Jeg tager Moby-Dicks optagethed af andethed op igen i per-

spektiveringen af den og The Jungle Books’ blik på dyr, etniske minoriteter og kvinder.

Selvom Ishmael skønner, at hvaler med al sandsynlighed vil fortsætte med at svømme rundt i

havet, som de har gjort siden tidernes morgen (s. 504), har realiteten vist sig at være en anden, end

den han forudså. Hvalen kom nemlig på randen af udryddelse efter 1. verdenskrig. Til gengæld har

adgang til hvalers liv via undervandskameraer i 1960’erne, det globale forbud mod kommerciel hval-

fangst i 1986 og målsætningen om at beskytte og bevare hvaler i 2003 skærpet opmærksomheden

omkring hvalers vilkår og gjort det mindre attraktivt at fange de store havpattedyr i mange lande93.

Joe Roman forklarer i sin bog whale (2006), at den underjordiske adgang til hvalens liv især medvir-

kede til at forandre synet på den store fisk, fordi de afslørede, at hvaler ikke er monstre men harm-

løse væsener, som passer sig selv, så længe de ikke forstyrres af mennesker94. Moby-Dick tematise-

rede dermed et vigtigt emne gennem sin refleksion over det (u)etiske i hvalfangst – et emne som

videnskaben tog op igen omkring 100 år senere med det resultat til følge, at hvalen blev tildelt ret-

tigheder, som beskytter den mod udnyttelse. Moderne videnskab reddede på denne måde hvalen

fra at blive udryddet af en kommerciel og morderisk hvalfangst, som var kommet ud af kontrol.

Den stemmeløse hval

Melvilles Moby-Dick er en historie om en gruppe hvalfangeres jagt på en hval, som ifølge Joe Roman

ikke fortælles fra hvalen men hvalfangernes perspektiv95. Ishmael lader læseren vide, at der ikke er

nogen adgang til hvalens bevidsthed, fordi den ikke har nogen stemme: ”But the bird has a voice,

and with plaintive cries will make known her fear; but the fear of this vast dumb brute of the sea,

was chained up and enchanted in him; he had no voice, save that choking respiration through his

spiracle, and this made the sight of him unspeakably pitiable (…)” (s. 388). Foruden sin vejrtrækning

93 Joe Roman (2006). whale. London, Reaktion Books LTD, s. 153, 167, 210-211. 94 Joe Roman (2006). whale. London, Reaktion Books LTD, s. 153. 95 Joe Roman (2006). whale. London, Reaktion Books LTD, s.162.

41

har den førnævnte gamle og blinde hval hverken en kvidren, en gøen, et brøl eller et artikuleret

sprog, hvormed den kan sige fra over for mishandling. Til gengæld vrider og vrænger den sig i smerte

for at undslippe hvalfangernes reb og net (s. 390), men dens desperate kropssprog reduceres til et

”unspeakably pitiable” syn af besætningen, som venter tålmodigt på, at den dør. At besætningen

ikke alene ignorerer hvalens kropssprog, men at Ishmael bruger dyrets stemmeløshed som et

dække, som en undskyldning til at retfærdiggøre sine kollegaers handling, indikerer, at både han og

det øvrige mandskab praktiserer Derridas teori om det antropocentriske blik. De sidder nemlig i

deres både og ser hvalen dø, samtidig med at de fraskriver den dens evne til at henvende sig til dem

selv ved at vende det blinde øje til dens (krops)sprog. Hvalens stemmeløshed er ligeledes årsagen

til, at Moby Dicks identitet i høj grad konstrueres gennem besætningens individuelle briller. Den

udelukkende menneskelige fokalisering i Melvilles roman gør det til gengæld svært at gennemskue

den hvide hvals egentlige identitet. Derfor vil jeg i det følgende forsøge at skitsere et billede af Moby

Dick uden om besætningen, for så vidt som det er muligt, med henblik på at finde ud af, hvad han

repræsenterer i Moby-Dicks oceaniske univers. Er Moby Dick et ondsindet monster, en manifesta-

tion af en metafysisk instans eller en harmløs hval? Hvilket billede kan man tegne af en titelhval,

hvis historie ikke er baseret på hans egen bevidsthed men besætningens?

Moby Dick som et symbol på den ikke-menneskelige naturs kræfter

Besætningens beskrivelse af Moby Dicks udseende kan med al sandsynlighed vurderes til at være

rigtig, fordi der er en udbredt enighed om, at han er en stor og hvid spermhval af hankøn med en

rynket pande (s. 218, 478, 597). Selvom hvalens endeløse krop er en væsentlig del af årsagen til, at

den fremtræder som et ondskabsfuldt monster for besætningen, fokuserer Moby-Dick alligevel en

del på dens ”mægtige” og ”noble” størrelse (s. xl, xlii, xliv, 478) og hylder den som et udtryk for

storhed96: ”To those who have not chanced specially to study the subject, it may possibly seem

strange, that fishes not commonly exceeding four or five feet should be marshalled among WHALES

– a word, which, in the popular sense, always conveys an idea of hugeness” (s. 155). Hvalens storhed

defineres her i kontrast til mindre fisk og understreges med blokbogstaverne ”WHALES”, som lader

hvalen komme til sin ret som det største nulevende dyr på jordkloden (s. xlii, xliv). At besætningen

forveksler Moby Dick med ”the grand god” (s. 597), da han omsider viser sig for dem, skal ligeledes

96 Joe Roman (2006). whale. London, Reaktion Books LTD, s. 124.

42

begrundes i den hvide spermhvals storhed. I et darwinistisk perspektiv er Moby Dick dog hverken

en Gud eller et ondskabsfuldt monster, opslugt af ”retribution, swift vengeance, eternal malice” (s.

622), som Ishmael formoder, men et biologisk væsen og tilsyneladende det eneste af sin art, fordi

den ikke kan slås ihjel af mennesker. I tidens løb er den hvide hval blevet jagtet af mange hvalfan-

gere, heriblandt Ahab og hans mandskab, som har stræbt efter at udkonkurrere hvalens storhed

med deres egen, men i hvert tilfælde har hvalen vist sig at være dem overlegen. Den hvide hval

repræsenterer som sådan den ikke-menneskelige naturs kræfter97 – en kraft der ikke uden videre

lader sig tæmme eller udnytte af mennesker. Moby Dick eksisterer derfor som en darwinistisk på-

mindelse, ikke kun om menneskets begrænsninger98, men også om dets plads i naturen. Nok er

mennesket det herskende dyr i dyreriget, men ikke desto mindre er det, som Darwin og Gillian Beer

påpeger, en lille brik i et evolutionært puslespil, som det ikke kan kontrollere.

”For we are all killers”

Ishmaels dobbelthed kulminerer i romanens slutning, der enten falder ud til den mørke romantik

eller darwinismens fordel, afhængigt af hvordan man læser den.

På den ene side må Ahabs besætning sande, at naturen har mørke kræfter, som ligger uden for

menneskets kontrol, i deres fatale møde med Moby Dick. Efter to dages intens hvaljagt, hvor be-

sætningen måtte trække i land, fordi Moby Dick ikke bed på krogen, beordrer Ahab for tredje gang

sit mandskab til at sænke bådene, overbevist om at tredje gang er lykkens gang (s. 615). Virkelighe-

den viser sig imidlertid at være en anden end den, Ahab drømte om, i og med at den hvide hval

vælter hans både omkuld, sænker skibet og tager ham og hans mænd med sig ned i havets dyb. De

hævntørstige hvalfangeres erobringstrang udfordres dermed af en utæmmelig hvid hval, som får

det sidste ord, på trods af at den ikke kan tale. Ahab når imidlertid at indrømme i mellemtiden, at

Moby Dick er ham uovervindelig (s. 623), inden han dør, men frem for at række et hvidt flag i vejret,

trækker han sin harpun frem og smider den efter den hvide hval: ”’Thus, I give up the spear!’” (s.

623). Harpunen rammer Moby Dick, men der går en knude i det reb, den er bundet fast til, og i

forsøget på at løsne knuden vikler rebet sig rundt om Ahabs hals. Ahab falder ud af båden, og Moby

97 J.A. Ward (1956). ”The Function of the Cetological Chapters in Moby-Dick” i American Literature, vol. 28/2, maj. Durham, Duke University Press, s. 177. 98 Richard Gilbert, Diana Loxley m.fl. (2016). “Moby-Dick, Herman Melville”’ i The Literature Book. London, DK Penguin Random House, s. 142; J.A. Ward (1956). ”The Function of the Cetological Chapters in Moby-Dick” i American Litera-ture, vol. 28/2, maj. Durham, Duke University Press, s. 170.

43

Dick, som han er bundet fast til via rebet, tager ham med ned i dybet, når den selv dykker derned.

Den mørke romantik tager hermed form som et katastrofalt møde mellem en hævntørstig kaptajn,

hvis sindssyge besættelse af en enkelt hval udmønter sig i en selvdestruktiv adfærd, hvormed han

konfronterer en dræbende natur, der i form af Moby Dick viser sig at være farlig, mørk, dyster og

fatal for mennesker, som vover sig ind på dens hjemmebane99.

På den anden side konkluderer Eric Wilson i sin darwinistiske læsning af Moby-Dick, at Ahabs død

og Ishmaels overlevelse er et resultat af en naturlig selektion, som har grebet ind i begges liv100 og

selekteret Ishmael frem for Ahab: “Indeed, Moby-Dick itself exhibits the principal of natural selec-

tion, for it suggests that species like Ahab are not adapted for survival and therefore face extinction

while variations like Ishmael are well suited to thrive and flourish”101. Ifølge Wilson lader naturen

besætningen (ud)dø, fordi deres predarwinistiske syn på dyr ikke passer ind i et darwinistisk univers,

mens den selekterer Ishmael og lader ham (over)leve (s. 625), fordi hans forståelse af, at hvalen og

mennesket er (beslægtede) dyrearter, gør ham velegnet til at klare sig i en darwinistisk verden. Ved

at lade Ishmael passere nåleøjet gennem en ellers nådesløs naturlig selektion, demonstrerer Moby-

Dick Darwins idé om, at naturlig selektion har til hensigt at bevare egenskaber, som er nyttige for

arters overlevelse: ”Den naturlige selektion fungerer udelukkende ved at bevare den variation, der

på en eller anden måde er fordelagtig”102. I dette perspektiv er Melvilles Moby-Dick en overgangs-

roman fra predarwinisme til darwinisme, hvor man som Ishmael må tilpasse sig darwinismens idéer

for at trives i en darwinistisk verden.

At Moby-Dick veksler mellem mørk romantik og darwinisme, mellem en dræbende natur og dræ-

bende mennesker, hvis dræberinstinkter ifølge Ishmael skal begrundes i hans førnævnte udsagn om

”for we are all killers” (s. 155), demonstrerer, at Ishmaels dobbelthed former romanens ambivalente

syn på dyr fra start til slut. Ishmael fremstiller nemlig hvalen som et monster og frigør den fra selvs-

amme rygte, sympatiserer med dyr og udnytter dem og karakteriserer hvalfangst som et morderisk

og værdigt erhverv uden endegyldigt at vælge side. I sidste ende er det dog ikke kun Ishmaels for-

hold til dyrene, som er ambivalent i Moby-Dick. Hvalfangernes forhold til dyr gennemstrømmes

99 Richard Gilbert, Diana Loxley m.fl. (2016). “Moby-Dick, Herman Melville”’ i The Literature Book. London, DK Penguin Random House, s. 141, 142. 100 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 91. 101 Eric Wilson (2000). ”Melville, Darwin, and The Great Chain of Being” i Studies in American Fiction, vol. 28/2, s. 131. 102 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 108.

44

nemlig generelt af en ambivalent dobbelthed, der i og for sig er darwinistisk, uafhængigt af om deres

møde med Moby Dick falder ud til predarwinismen eller darwinismens fordel, fordi de – fra Ahab til

Ishmael - både opfatter sig selv som hævet over dyrene og som den højeste dyreart iblandt dem.

45

The Jungle Books – Menneskets forhold til dyr står på menuen

Resumé

I The Jungle Books får en ulvefamilie sig en usædvanlig overraskelse, da Father Wolf står op en aften

og finder den lille dreng Mowgli bevæge sig mellem buskene uden for familiens grotte. Han tager

barnet med ind til resten af familien, hvor især Mother Wolf betages af det grinende og frygtløse

menneskebarn og beslutter sig for at adoptere ham. Også resten af ulveflokken accepterer Mowgli,

efter at to medlemmer, som ikke er ulve, bjørnen Baloo og panteren Bagheera taler for drengens

sag. Med tiden bringer Mowglis menneskelige intelligens ham imidlertid i unåde hos mange af ul-

vene, som udstøder ham fra flokken. Han finder derfor et nyt hjem hos en adoptivfamilie i den nær-

liggende landsby, men også her bliver han udstødt efter en kortere periode, fordi han i beboernes

øjne ligner en dreng, men opfører sig som et dyr. Siden da navigerer Mowgli frem og tilbage mellem

junglen og landsbyen, mens han kæmper med en følelse af rodløshed. Han havner med andre ord i

en identitetskrise, som ikke kun er personlig men også darwinistisk, fordi han både føler sig som et

dyr og et menneske, uden at kunne finde ud af om han er det ene eller det andet. Mens Mowgli

svinger sig fra gren til gren og tænder ild i landsbyen, bliver disse spørgsmål vigtige i jagten på hans

identitet: Er han et dyr eller et menneske? Skal han finde sin identitet hos dyrene eller menneskene?

Eller kan han beholde et ben på hver side af grænsen mellem junglen og landsbyen?

Historien om Mowgli er dog ikke én sammenhængende fortælling. Den afbrydes derimod i tide

og utide af andre historier, der ikke har nogen relation til ham, bl.a. om den domesticerede elefant

Kala Nag som drømmer om et frit liv uden fangenskab samt desmerdyret Rikki-Tikki-Tavi og manden

Purun Bhagat, som erfarer på egen krop, at mennesker og dyr sagtens kan leve side om side.

Naturlig selektion i sin mest makabre form

I The Jungle Books er det ikke kun Mowgli, der jævnligt skifter ham, men også junglens talende dyr

overskrider til tider grænsen mellem det dyriske og menneskelige, hvilket både taler for og imod en

darwinistisk læsning af deres liv i den indiske jungle. På den ene side er ulvene, Bagheera, Baloo,

46

Kaa og tigeren Shere Khan ikke barbariske bæster, men lovlydige og civiliserede borgere103, der føl-

ger et sæt af love, kaldet The Law of the Jungle eller jungleloven, som har udtænkt en manual til

ethvert tænkeligt problem, der skulle kunne opstå i junglen104. Junglelovens menneskelige kodeks

er årsagen til, at Jan Montefiore, engelsk professor i engelsk litteratur fra det 20. århundrede, vur-

derer i sin artikel ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” (2011), at det er en civiliseret

junglelov og ikke en naturlig selektion, som sætter rammerne for dyrenes liv i junglen: ”Their ’Jungle

Law’ is no neo-Darwinian of the survival of the fittest, but an elaborate and civil code ’which never

orders anything around without reason’”105. Dyrenes liv bestemmes dermed ikke af naturens regler

men kulturelle love. Fraværet af naturens regler og mere specifikt naturlig selektion kommer f.eks.

til udtryk i fraværet af rovdyrs jagt på byttedyr i junglen106. The Jungle Books beretter flere gange,

at Mowgli lærer at fange føde af ulvene og Bagheera, men selve akten, dvs. jagten, fangsten og

fortæringen af selve føden beskrives ikke. På den anden side modsætter Tess Cosslett sig Montefi-

ores læsning af jungleloven som en civil lov og foreslår i stedet, at den er socialdarwinistisk, først og

fremmest fordi Mowgli lærer at dræbe og æde byttedyr af sine læremestre Bagheera, Kaa og ul-

vene107. Socialdarwinismen er en teori om en social evolution, baseret på Herbert Spencers princip

om ”survival of the fittest”, som, uden nogen tilknytning til Darwin, selekterer de bedst kvalificerede

personer, grupper eller racer gennem naturlig selektion108. At Cosslett karakteriserer jungleloven

som socialdarwinistisk eller sagt på en anden måde overfører en teori om mennesker på dyr, indi-

kerer, at dyrenes udvikling i junglen foregår ved en naturlig selektion, blot med den forskel at dyrene

gøres til mennesker. Det betyder, at Cosslett og Montefiore er enige om, at junglens dyr antropo-

morfiseres, men hvor Montefiore foreslår, at junglens samfund tilrettelægges via kulturelle love,

argumenterer Cosslett for, at det grundlæggende er naturen, som former dyrenes liv. I forlængelse

af dette argumenterer Cosslett for, at den socialdarwinistiske junglelov er en afspejling af junglens

103 Jan Montefiore (2011). ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Companion to Rudyard Kipling, red. af Howard J. Booth. New York, Cambridge University Press, s. 102. 104 Rudyard Kipling (2014). The Jungle Books. London, Penguin Classics, s. 143. Frem over henviser jeg parentetisk til The Jungle Books. 105 Jan Montefiore (2011). ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Companion to Rudyard Kipling, red. af Howard J. Booth. New York, Cambridge University Press, s. 102. 106 Jan Montefiore (2011). ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Companion to Rudyard Kipling, red. af Howard J. Booth. New York, Cambridge University Press, s. 105. 107 Tess Cosslett (2006). Talking Animals in British Children’s Fiction, 1786-1914. Lancaster, Ashgate, s. 140. 108 Andersen, Heine. ”Socialdarwiisme”, Gyldendal, Den Store Danske; Ole Goldbech & Kay Aabye (2006). Darwin. Kø-benhavn, Gyldendal, s. 65.

47

darwinistiske hierarki109, hvor aberne The Bandar-log er udstødte dyr (s. 28), mens junglens lærer

Baloo, den udspekulerede Bagheera, den vise Kaa, den farlige Shere Khan og junglens leder elefan-

ten Hathi indgyder respekt i hele dyreriget som ”the Lords of the Jungle” (s. 159).

I forlængelse af Cossletts darwinistiske analyse af The Jungle Books vil jeg også argumentere for,

at den naturlige selektion ikke er fraværende i Kiplings to bøger, men at den lurer i junglens afkroge

i sin mest makabre form. Den naturlige selektion er med andre ord ikke blevet fjernet til fordel for

en forskønnelse af junglens univers, men den er til stede i baggrunden og fremstår som sådan mere

makaber, fordi den kun bliver antydet. Et eksempel på dette er glenten Chil the Kite, hvis status som

junglens ådselæder fremhæves ad flere omgange i The Jungle Books: ”Chil is good friends with eve-

rybody, but he is a cold-blooded kind of creature at heart, because he knows that almost everybody

in the Jungle comes to him in the long-run” (s. 291). Selvom Chil er på god fod med alle junglens dyr,

er han i modsætning til sine venner en ådselæder og er derfor altid på udkig efter, at nogen, venner

såvel som fjender, dør, for at han kan få føde (s. 32). Hans ”koldblodige” natur kommer også frem i

lyset i kapitlet ”How Fear Came”, hvor tørken medfører, at han som det eneste dyr i junglen bliver

federe og federe, mens de andre dyr bliver magrere og magrere (s. 145). På denne måde bliver Chil

ikke alene et levende eller rettere litterært bevis på, at naturlig selektion har sit virke i junglen, men

han eksemplificerer også Darwins idé om, at naturlig selektion ikke udelukkende er skøn, men at

den også er en hensynsløs proces, som hjælper nogle organismer med at overleve på bekostning af

andre110: ”Naturen forekommer os venligtsindet; vi ser ofte en overflod af mad, men vi ser ikke,

eller vi glemmer, at de fugle, der kvidrer omkring os, for det meste lever af insekter eller frø og

derfor hele tiden slår ihjel; eller vi glemmer, hvordan mange af disse sangfugles æg og unger tages

af rovfugle og andre rovdyr”111. Den indiske jungle er dermed ikke kun en unik oase for antropomor-

fiserede dyr, men det er også et stykke darwinistisk natur, som demonstrerer, hvordan naturlig se-

lektion foregår i junglens dyrerige.

Junglens naturlige cyklus får et særligt darwinistisk islæt i kapitlet ”’Rikki-Tikki-Tavi’”, som reflek-

terer over, om det er etisk forsvarligt at spise andre dyr. Kapitlets hovedperson, det tamme desmer-

109 Tess Cosslett (2006). Talking Animals in British Children’s Fiction, 1786-1914. Lancaster, Ashgate, s. 135. 110 Ole Goldbech & Kay Aabye (2006). Darwin. København, Gyldendal, s. 60. 111 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 77-78.

48

dyr Rikki-Tikki-Tavi, som adopteres af en engelsk familie, angriber nemlig slangen Nag for at forhin-

dre, at den spiser fugleæg. Nag er dog kvik og spørger om, hvorfor det ene rovdyr er mere berettiget

til at spise andre dyr end det andet: ”’Let us talk’, he said. ’You eat eggs. Why should not I eat birds?’”

(s. 90). I lighed med Peter Sandøe, som sætter et lighedstegn mellem etiske principper og biologiske

principper, mener Nag ikke, at der er forskel, hverken på at spise æg eller fugle, eller imellem ham

selv og desmerdyret, som begge er rovdyr. Jeg læser Nags spørgsmål som en underspillet kritik af,

at der skelnes imellem tamme desmerdyr og vilde slanger, således at det kødædende husdyr frem-

står mindre kannibalistisk end det kødædende vilddyr, blot fordi det er tamt, sødt og nuttet i men-

neskers øjne. Nags kritik af menneskets tendens til at favorisere husdyr kan læses som et ekko af

Darwins opgør med det fremherskende skel mellem ”gode” husdyr og ”onde” vilddyr i hans samtid,

fordi den afliver forestillinger om dyrs iboende godhed og ondskab og derimod peger på instinkter

som den primære drivkraft hos alle dyr, slanger såvel som desmerdyr. Nags indsigt sikrer ham dog

ingen darwinistisk sejr, i og med at han bliver dræbt af Rikki-Tikki-Tavi og efterfølgende ædt af sultne

myrer (s. 98, 100).

De to skildringer af Nags døde krop der bliver ædt af myrer, og Chil som flyver ned til jorden for

at æde sine venner, har til fælles, at de skaber underspillede og ubehagelige billeder af dyr, som

dræber og æder andre dyr. Junglens dyr er dermed overladt til en naturlig selektion, som viser sig i

sin mest makabre form i The Jungle Books, men som ikke desto mindre former alt liv i junglen ifølge

Darwin ved at ”gribe ind i hvert eneste indre organ og selektere selv den mindste nuance i opbyg-

ningen af hele det levende maskineri (…)”112. Denne pointe understreges også af Baloo, som vurde-

rer, at ingen dyr eller planter er for små til at skjule sig for naturens skarpe øje: ”’Is there anything

in the jungle too little to be killed? No’” (s. 26). Derimod indgår alt liv, stort som småt, som fødeem-

ner i junglens cirkulære fødekæde, hvor det ene fødeemne æder det næste, dels for at holde be-

standen af arter nede, og dels for at arter kan overleve ifølge Darwin113. Det betyder, at etiske prin-

cipper ikke er relevante for dyr som Chil og Nag, når de dræber for at få føde, fordi spørgsmålet om

det etiske suspenderes af princippet om ”survival of the fittest”, netop som Peter Sandøe forklarer

112 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 91. 113 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 78, 79.

49

i ”Darwin og dyreetikken”. På denne måde demonstrerer de antropomorfiserede jungledyrs grund-

læggende dyriskhed, at deres ve og vel først og fremmest bestemmes, ikke af en civiliseret junglelov,

men en naturlig selektion.

Relationer mellem mennesker og dyr i The Jungle Books – Fra A til Z

I The Jungle Books står menneskets forhold til dyr på menuen som et væsentligt emne, der løber

igennem de to bøger som en rød tråd, der binder alle romanens kapitler og historier sammen.

Cosslett vurderer i sin læsning af The Jungle Books, at Kipling berører alle tænkelige måder, hvorpå

mennesker og dyr kan interagere, knytte bånd og definere sig selv ift. den anden: ”Kipling is running

through all the different ways in which human and animal can relate and be defined”114. The Jungle

Books bruger en farverig palet til at male mange af de relationer, som mennesker og dyr kan indgå

i – lige fra harmoniske relationer mellem kæledyr og deres ejere til udnyttelse af dyr, som domesti-

ceres af mennesker, og ambivalente forhold, præget af en længsel efter at høre til hos dyrene på

den ene side og herske over dem på den anden side, repræsenteret ved Mowglis identitetskrise115.

I de følgende afsnit vil jeg undersøge disse relationer fra A til Z med henblik på at kortlægge men-

neskets forhold til dyr i bøgernes univers.

Mowglis identitetskrise

Mowglis skeptiske slægtskab med aberne

Mowgli kæmper med en identitetskrise, efter at han først bliver smidt ud af ulveflokken, som ikke

kan glemme, at deres ”man-cub” (s. 25) ligner et menneske116, og derefter bliver jaget ud af lands-

byen, som er bange for adoptivfamiliens ”wolf-child” (s. 51). Mowgli vandrer derfor rodløst og rast-

løst frem og tilbage mellem de to verdener, mellem sin identitet som ulv og menneske, med en

følelse af altid at være to Mowgli’er: ”I am two Mowglis” (s. 67). I lyset af Darwins evolutionsteori,

som blev udgivet omkring 35 år, før Kipling udgav The Jungle Books, og som peger på et nært slægt-

skab mellem mennesket og aben, kan man dog spørge om, hvorfor Mowglis dyriske identitet knyttes

til en ulv og ikke en abe? Er tilvalget af ulven Mowgli og fravalget af aben Mowgli et tilfælde eller et

114 Tess Cosslett (2006). Talking Animals in British Children’s Fiction, 1786-1914. Lancaster, Ashgate, s. 133. 115 Jan Montefiore (2011). ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Companion to Rudyard Kipling, red. af Howard J. Booth. New York, Cambridge University Press, s. 102. 116 Jan Montefiore (2007). “Being a Man” i Rudyard Kipling. Horndon, Northcote House Publishers, s. 66, 78.

50

bevidst valg fra Kiplings side? Vælger Kipling miljø frem for art? Kaster man et blik på The Bandar-

log, junglens udstødte aber, som svinger sig fra gren til gren oppe i junglens træer, hvor ingen andre

har hjemme, kan man fristes til at tro, at Kipling bevidst tager afstand fra Darwins ”abeteori”, som

netop var evolutionsteoriens øgenavn i samtidens mediebillede117, og vælger miljø frem for art ved

at lade Mowgli vokse op hos ulve og væmmes ved aber. Med afsæt i The Bandar-log vil jeg under-

søge i det følgende, hvordan The Jungle Books forholder sig til aben, menneskets nærmeste slægt-

ning. I denne forbindelse inddrager jeg Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde, som også

efterprøver evolutionsteoriens teori om et slægtskab mellem mennesket og aben, med formålet om

at identificere ligheder og forskelle i bøgernes skildringer af aber.

The Bandar-log er en gruppe kasteløse aber, som ikke indgår i junglens darwinistiske hierarki,

fordi de i resten af junglens øjne er en flok lovløse og lederløse sprogstjælere med en vanemæssig

tilbøjelighed til at forfalde til latter og forglemmelse (s. 28, 29-30, 36, 49). At det uden for The Jungle

Books’ univers ikke kun er aber, men også ulve, bjørne, pantere og slanger, som ikke kan prale af

evnen til at tale et artikuleret (menneske)sprog, indikerer dog, at Kipling modarbejder evolutions-

teoriens idé om, at netop aber er beslægtet med mennesker ved at marginalisere dem oppe i jung-

lens træer. Ligeledes læser Cosslett Kiplings afstandtagen fra Darwins teori om et slægtskab mellem

mennesket og aben som en skepsis over for tanken om, at mennesker er beslægtet med aber, som

i hans øjne er ”disgusting”, fordi de overskrider grænsen mellem kategorierne ”menneske” og ”dyr”

uden at kunne placeres endegyldigt i nogen af dem118: ”They are so disgusting because they are not

human and not animal – they are what these categories define themselves against. So while the

stories deal with the ambivalence of Mowgli’s animal and human natures, the outcasting of the

monkeys preserves a barrier across the obvious evolutionary connection between man and apes”119.

Mennesker og junglens dyr tager dermed ikke kun afstand fra The Bandar-log ved at definere sig

selv i modsætning til dem, men de fastholder også en barriere mellem mennesket og abens ellers

”åbenlyse” slægtskab ved at udstøde aberne, som er frastødende for mennesker såvel som dyr, fordi

de indtager en ubehagelig hverken/eller-position. Selvom The Jungle Books dermed bestræber sig

117 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 17; Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 5; Heidi Moore (2009). Charles Darwin. Evolutionsteoriens fader. Holte, Flachs, s. 44-45. 118 John Sorenson (2009). Ape. London, Reaktion Books LTD, s. 128. 119 Tess Cosslett (2006). Talking Animals in British Children’s Fiction, 1786-1914. Lancaster, Ashgate, s. 138.

51

på at bevare en barriere mellem mennesker og aber, modarbejdes intentionen af, at abernes hver-

ken/eller-position afspejler Mowglis egen, fordi han også henvises til en gråzone af både junglens

dyr og landsbybeboerne, som ikke ønsker ham, henholdsvis fordi hans menneskelighed skræmmer

dyrene, og hans dyriskhed skræmmer menneskerne.

Forsøget på at fastholde en solid barriere bliver tydelig, idet barrieren tager form som en parodi

på The Bandar-logs utallige forsøg på at efterligne mennesker. I kapitlet ”Kaa’s Hunting” kidnapper

aberne Mowgli og fører ham til en ruin, hvor de udforsker kongens palads og fortæller hinanden om

deres oplevelser, som var de mennesker. I deres sang ”Road-Song of the Bandar-Log”, som afrunder

kapitlet, synger de ligeledes om deres besættelse af at blive ligesom mennesker:

”All the talk we ever have heard

Uttered by bat or beast or bird -

Hide or fin or scale or feather –

Jabber it quickly and all together!

Excellent! Wonderful! Once again!

Now we are talking just like men!

Let’s pretend we are – never mind

(…)” (s. 49, mine markeringer).

The Bandar-logs ønske om at tage et evolutionært skridt fremad som art og tilegne sig det menne-

skelige sprog er omdrejningspunktet i denne sang, ikke ulig i sangen ”I Wanna Be Like You” fra Walt

Disney Pictures tegnefilmsudgave af The Jungle Book (1969), hvor orangutangen Kong Louie synger

om, hvor meget han drømmer om at tale ligesom Mowgli120. Verbet ”pretend” indikerer imidlertid,

at aber aldrig bliver til mennesker, uanset hvor meget de forsøger at efterabe dem, fordi der er for

meget, heriblandt niveauforskelle i intelligens121, som skiller de to dyrearter ad. Omvendt får The

Bandar-logs mislykkede efterligninger en tvetydig betydning, fordi Kiplings bøger bruger dem til at

parodiere abernes påståede menneskelighed, hvorimod Darwin udpeger efterligning som ét af de

instinkter, som aber deler med mennesker: ”Det er nu vist, tror jeg, at mennesket og de højere dyr,

især primaterne, har få instinkter til fælles (…) De har samme evner ift. efterlignelse, opmærksom-

hed, hukommelse, fantasi og forstand, skønt i meget forskellig grad”122. På trods af at formålet med

120 Walt Disney & Wolfgang Reitherman (1967). The Juangle Book. Walt Disney Productions. 121 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 46. 122 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 41.

52

at parodiere The Bandar-logs tendens til at imitere mennesker er at trække abens evolutionære

udvikling et skridt tilbage, modvirkes hensigten af, at abers karakteristiske evne til at efterabe brin-

ger dem tættere på mennesker123.

På den anden side tager The Jungle Books ikke endegyldigt afstand fra Darwins teori om et nært

slægtskab mellem mennesket og aben. Derimod strejfer Kiplings bøger også naturhistorikerens idé

om mennesker og abers ensartede genetik op til flere gange. Eksempelvis bemærker Kaa, at Mowgli

ligner The Bandar-log, når han har dem begge stående foran sig (s. 45), og de røde hunde, som jagter

Mowgli i kapitlet “Red Dog”, kalder ham ”tree-ape” (s. 281) og “hairless ape” (s. 282), fordi han

svinger sig fra gren til gren. Selv overraskes Mowgli over, at aberne står oprejst på fødderne ligesom

ham selv (s. 29), og han vurderer, at landsbyens beboere må være beslægtet med aber, fordi de har

for vane at plapre løs ligesom the Bandar-log: ”’Chatter – chatter! Talk, talk! Men are blood-brothers

of the Bandar-Log’” (s. 188). Selvom hans sammenligning af landsbyens beboere og The Bandar-log

indikerer, at han hverken betragter sig selv som en abe eller et menneske, er The Jungle Books op-

mærksom på, at aber og mennesker, inklusiv Mowgli, ligner hinanden, på trods af at bøgerne tilsy-

neladende ikke bifalder dette familiære bånd.

Mens The Jungle Books bestræber sig på at (gen)indsætte en barriere imellem mennesket og

aben i kølvandet på evolutionsteorien, er det svært at skille dem ad i Stevensons Dr. Jekyll and Mr.

Hyde, der smelter mennesket Dr. Jekyll og hans abelignende alter ego Mr. Hyde sammen som to

sider af samme sag: ”But the hand which I now saw, clearly enough, in the yellow light of a mid-

London morning, lying half shut on the bedclothes, was lean, corded, knuckly, of a dusky pallor and

thickly shaded with a swart growth of hair. It was the hand of Edward Hyde”124. I modsætning til Dr.

Jekyll, som er høj og har hvide arme, er Mr. Hyde en lav mand med et deformt ansigt og en behåret

krop fyldt med sorte hår125. Han ligner med andre ord mere en abe, end han ligner et menneske.

Ifølge Cosslett er Mr. Hyde et litterært bud på det manglende link imellem aben og mennesket, som

var en idé, der optog samtidens victorianske debat om menneskets plads i naturen i kølvandet på

Darwins evolutionsteori: ”Much Victorian debate on ’Man’s’ place in nature centred on the notion

of the ’missing link’. For the most part, representations of or allusions to this figure in adult literature

123 Charles Darwin (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publizon A/S, s. 38. 124 Robert Louis Stevenson (2012). Dr. Jekyll and Mr. Hyde. New York, Signet Classics, s. 118. 125 Robert Louis Stevenson (2012). Dr. Jekyll and Mr. Hyde. New York, Signet Classics, s. 118.

53

are monstrous and terrifying: the hairy animalistic Mr. Hyde (1886) (…)”126. I dette lys er Dr. Jekyll

and Mr. Hyde et litterært bidrag, som efterprøver evolutionsteorien ved at eksperimentere med

grænsen mellem mennesker og dyr, og reflektere over hvad der gør mennesket unikt som art, efter

at Darwin har frataget det dets særstilling i verden. På den anden side er romanens menneske/abe-

metaforik degraderende for aben, fordi den, som Devika Sharma forklarer, udnytter abens andethed

til at afbilde fortrængte sider hos mennesket, som var tabubelagte i victoriatidens England. Dr. Jekyll

and Mr. Hyde tillægger dermed ikke kun aben negative konnotationer gennem sit billedsprog, men

den reproducerer også antropocentriske forestillinger om, at aber først opnår en betydning, når de

sættes i relation til mennesker. Romanens ambivalens er også at finde i The Jungle Books, som på

én gang forsøger at opretholde og opløse en grænse mellem mennesker og dyr. Dermed afspejler

både The Jungle Books og Dr. Jekyll and Mr. Hyde Darwins egen ambivalens vedrørende menneskets

plads i naturen, fordi de udviser en bevidsthed om, at mennesket er en del af naturens dyrerige,

samtidig med at de holder fast i opfattelsen af, at menneskets overlegenhed gør det berettiget til

en titel som det herskende dyr i naturen.

Er Mowgli dyrenes bror eller deres hersker?

Darwins ambivalente menneskesyn har sat sine spor i The Jungle Books, som også demonstrerer en

ambivalent tilgang til menneskets plads i naturen gennem skildringen af Mowglis identitetskrise.

Ifølge Montefiore er Mowglis identitetskrise ofte blevet læst som et udtryk for Kiplings egen impe-

rialistiske drøm om at blive adlydt af inderne som en hersker og elsket af dem som en bror: ”To be

above yet to belong, to be obeyed as a god and loved as a brother, this is Kipling’s dream for the

imperial ruler, a dream that Mowgli achieves”127. Selvom Mowgli realiserer Kiplings drøm om at

blive elsket af dem, han hersker over, gennem sit broderlige herredømme i junglen128, ophører hans

identitetskrise ikke uden videre, fordi han som halv ulv og halvt menneske ikke kan blive et helt

væsen. Man kan derfor spørge, om Mowgli er dyrenes bror eller deres hersker. På den ene side

definerer han nemlig sig selv som en ulv (s. 14) og mener, at han bør anerkendes som sådan af

junglens dyr, fordi han opfylder de krav, som tilfalder ulve: ”’I was born in the Jungle. I have obeyed

the Law of the Jungle, and there is no wolf of ours from whose paws I have not pulled a thorn. Surely

126 Tess Cosslett (2006). Talking Animals in British Children’s Fiction, 1786-1914. Lancaster, Ashgate, s. 137. 127 Jan Montefiore (2011). ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Companion to Rudyard Kipling, red. af Howard J. Booth. New York, Cambridge University Press, s. 96. 128 Tess Cosslett (2006). Talking Animals in British Children’s Fiction, 1786-1914. Lancaster, Ashgate, s. 134.

54

they are my brothers!’” (s. 15). Mowgli betragter junglen som sit hjem, fordi han er blevet født her;

han betragter sig selv som en velintegreret ulv, fordi han har indrettet sig efter jungleloven, og han

betragter ulvene som sine brødre, fordi han er vokset op hos dem. På den anden side ændrer han

holdning, efter at han bliver smidt ud af ulveflokken og bosætter sig i landsbyen, fordi hans kortva-

rige men betydningsfulde ophold hos menneskene får ham til at indse, at han er privilegeret med

Darwins føromtalte menneskelige intelligens, videbegærlighed og kreativitet, som gør ham hævet

over junglens dyr. Mowgli indser med andre ord, at hans nye identitet som menneske tager ham

med op til toppen af dyrerigets darwinistiske hierarki og giver ham en ny status som det herskende

dyr i naturen. Det er ligeledes denne antropocentriske selvopfattelse, han tager med sig tilbage til

junglen, efter at landsbybeboerne jager ham ud af landsbyen: ”There was nothing Mowgli liked bet-

ter than, as he himself said, ’to pull the whiskers of Death’ and make the Jungle feel that he was

their overlord” (s. 280).

Mowglis nye status som det mest herskende dyr i junglen tematiseres gennem hans evne til at

tænde ild, hans kniv som han fik tildelt i landsbyen og hans føromtalte antropocentriske blik, som

jeg undersøger nærmere i diskussionen af The Jungle Books og Moby-Dick. Ilden og kniven er, som

Darwin forklarer i Menneskets Afstamning, begge opdaget og opfundet af mennesker og udgør der-

for vigtige milepæle i menneskets evolutionære udvikling. Ved netop at ty til flammer og våben for

at demonstrere sin menneskelige overlegenhed129, bliver Mowgli et litterært eksempel på Darwins

definition af det darwinistiske menneske. Eksempelvis tænder Mowgli en ild og truer ulvene med at

brænde dem, efter at Shere Khan har overtalt dem til at smide ham ud af flokken (s. 21), og han

bruger sin kniv til at flænse Shere Khans skin med, efter at det lykkes ham at dræbe tigeren i kapitlet

”Tiger-Tiger!” (s. 67). Det er dog ikke kun gennem menneskelige redskaber, at Mowgli demonstre-

rer, at han er junglens hersker. På et generelt plan udnytter han også dyrene som ”tjenere” (s. 62)

til sine personlige hævntogter, hvor han f.eks. overtaler elefanterne til at nedtrampe landsbyen (s.

196, 202), efter at landsbyens beboere planlagde at stene hans adoptivforældre som straf for, at de

tog en ulvedreng til sig. Hævntogtet viser sig at være succesfuldt, fordi det, som Mowgli påpeger,

anføres af et menneske: ”But the second time it shall be done better, for the reason that there is a

man to direct” (s. 196). Mowglis hævntogt overgår elefanternes tidligere forsøg på at hævne sig på

129 Jan Montefiore (2011). ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Companion to Rudyard Kipling, red. af Howard J. Booth. New York, Cambridge University Press, s. 105.

55

mennesker og medfører, at både Bagheera, Kaa og Baloo, junglens nu forhenværende herskere (s.

159, 278), hver især erkender, at Mowgli er junglens rette hersker, fordi hans intelligens, list og evne

til at organisere og afvikle planer overskrider deres egen forstand130 (s. 21, 226, 310). Mowglis nye

status i junglen bringer ham dog ikke nærmere i jagten på hans identitet. Derimod forbliver han i sin

hverken/eller-position - for nu. Det vender jeg tilbage til i slutningen af analysen.

Menneskers udnyttelse af dyr

Selvom The Jungle Books i høj grad er optaget af at opgradere mennesker og degradere dyr, er

menneskers udnyttelse af dyr samtidig en væsentlig del af bøgernes udforskning af det komplekse

forhold mellem mennesker og dyr. Udnyttelsen af dyr foregår primært i form af forfølgelse, indfang-

ning, domesticering og mishandling af dyr. Man kan derfor spørge om, hvordan Kiplings bøger pla-

cerer sig inden for samtidens diskussion af dyremishandling, igangsat af den irske godsejer og par-

lamentsmedlem Richard Martin og videnskabeliggjort af bl.a. Darwin. Men eftersom The Jungle

Books primært søger at opretholde et skel mellem mennesker og andre dyr, er spørgsmålet ikke,

om de går ind for udnyttelse af dyr, men i hvilket omfang: Hvor ekstrem må udnyttelsen af dyr med

andre ord blive, før bøgerne siger stop? Det vil jeg forsøge at svare på i dette afsnit.

Vilde dyrs drømme om frihed uden lænker, tremmer og sukkerrør

I kapitlerne ”Mowgli’s Brothers”, ”Toomai of the Elephants” og ”The White Seal” udviser The Jungle

Books sympati og empati med lidende dyr131 ved at skabe en adgang til dyrenes bevidsthed, som

giver dem en stemme i en debat, der omhandler (fraværet af) deres rettigheder. I ”Toomai of the

Elephants” introduceres læseren eksempelvis for den domesticerede elefant Kala Nag, som må nø-

jes med at drømme om frihed, fordi han er blevet så distanceret fra sin dyriske natur gennem sine

syvogfyrre år hos mennesker, at han ikke har modet til at flygte (s. 103). Til gengæld giver hans

historie et virkelighedsnært indblik i, hvordan elefanter blev udnyttet af kolonialister og kolonise-

rede i det imperialistiske Indien. Ligesom Dan Wylie, professor i engelsk132, skriver om udnyttelse af

elefanter i bogen Elephant (2008), bliver Kala Nag vidne til, at elefantunger skilles ad fra deres mødre

130 Jan Montefiore (2011). ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Companion to Rudyard Kipling, red. af Howard J. Booth. New York, Cambridge University Press, s. 107. 131 Jan Montefiore (2011). ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Companion to Rudyard Kipling, red. af Howard J. Booth. New York, Cambridge University Press, s. 102. 132 Dan Wylie (2008). Elephant. London, Reaktion Books LTD, s. 114, 121.

56

(s. 109), og at elefanter nedbrydes med vold, indtil de lystrer deres herrer (s. 104). Selv trænes Kala

Nag til at gå i fortrop i indfangningen af vilde elefanter, hvor han skal udse sig de stærkeste elefanter

i flokken og nedkæmpe dem (s. 104). Kala Nag er dog ikke fuldstændigt fremmedgjort over for sin

oprindelige natur, i og med at han en nat frigør sig fra sine lænker (s. 113) og begiver sig ud i skoven

for at danse med ligesindede elefanter, vilde såvel som tamme, indtil den lyse morgen, hvor han

trofast vender hjem til sine ejere (s. 116-118). Selvom hans bevidsthed må tolkes ud fra hans adfærd

i selve kapitlet, i og med at han ikke kan tale, begrundes hans adfærd til gengæld med nogle stærke

følelser i dette digt, som forudgår kapitlet:

”I will remember what I was. I am sick of rope and chain.

I will remember my old strength and all my forest affairs.

I will not sell my back to man for a bundle of sugar-cane:

I will go out to my own kind, and the wood-folk in their lairs.

I will go out until the day, until the morning break –

Out to the winds’ untainted kiss, the waters’ clean caress –

I will forget my ankle-ring and snap my picket-stake.

I will revisit my lost loves, and playmates masterless!” (s. 103).

Digtet demonstrerer, hvor meget Kala Nag hader sit domesticerede liv og drømmer om at udskifte

sine reb, kæder, ankelkæder, spyd og sukkerrør med sin oprindelige dyretilværelse som en ”master-

less” elefant. Det er dog vigtigt at understrege, at Kala Nags digt ikke udtrykkes med hans egne ord

men fortællerens, eftersom han ikke selv kan tale. Digtet er derfor et udtryk for det, som Andrew

Bennet og Nicholas Royle betegner som telepatisk antropomorfisme, fordi det foregiver at kunne

læse en elefants tanker og følelser. Ved at skildre verden fra elefantens perspektiv, forsøger digtet

at krydse en barriere, der ikke kan krydses uden videre, hverken ifølge Bennet, Royle eller Jesper

Hoffmeyer, som fastslår, at dyrs oplevelsesverden er et uudforsket territorium for mennesker. Ud

over at bedrive telepatisk antropomorfisme, tilegner The Jungle Books’ antropomorfisering af Kala

Nag sig også en ambivalent dobbelthed, fordi den på den ene side skildrer et domesticeret dyrs

drøm om at vende tilbage til dets oprindelige dyretilværelse, og på den anden side gør dyret til et

billede på et menneske. Kala Nags drøm om at blive hans egen herre – en drøm som netop er kon-

strueret ud fra et menneskeligt perspektiv og italesat gennem et menneskeligt sprog - kunne nemlig

sagtens være en analog til den menneskelige slaves drøm om frihed. Gillian Beer fremhæver, at også

57

Darwin sidestiller menneskets udnyttelse af dyr med forholdet mellem slaveejeren og slaven for at

understrege sin afsky over for menneskets ”tyranniske” overgreb på levende væsener, som ikke

fortjener at blive mishandlet, fordi de kan føle smerte, sorg, frygt, kærlighed og respekt ligesom

mennesker:

”’Animals whom we have made our slaves we do not like to consider our equals – (Do not slave-

holders wish to make the black man other kind) animals with affection, imitation, fear of death,

pain, sorrow for the dead – respect’. The image of master and slave Darwin uses suggests the

intensity of his distaste for man’s tyrannical self-aggrandisement and for the licence which this

had led him to feel towards other species”133.

Som Darwin pointerer, hviler kolonialister og kolonialiseredes domesticering af Kala Nag samt sla-

veejerens udnyttelse af den menneskelige slave på en fælles forestilling om, at elefanten og slavens

andethed gør dem underlegne og mindreværdige. Desuden er den ambivalente antropomorfisering

af Kala Nag problematisk i den forstand, at den, som Devika Sharma forklarer, degraderer dyr ved

at opgradere dem til mennesker. På den anden side er der en sammenhæng mellem Kala Nags kort-

varige flugt til skoven og jegpersonens drøm om en livsvarig flugt i digtet, som åbner op for mulig-

heden for, at digtet kan læses som Kala Nags eget, også selvom det udtrykkes gennem et menne-

skeligt sprog. Ligeledes røber digtet - trods sit forsøg på at lægge Kala Nag ord i munden - at The

Jungle Books sympatiserer med den lidende elefant. Bøgerne lever sig ind i Kala Nags smerter og

drømme og anerkender, at elefanten ikke er en maskine med programmerede handlingsmekanis-

mer men et levende væsen med en sjæl og en bevidsthed. Digtet kan som sådan læses som et vid-

nesbyrd, der forsøger at beskytte elefanten mod udnyttelse i et menneskeligt miljø134, hvor det ikke

er jungleloven, men fraværet af rettigheder der determinerer dens liv.

Det er dog ikke alle dyr i The Jungle Books, der nøjes med at drømme om et frit liv ude i naturen.

I ”The White Seal” lykkes det den hvide sæl Kotick at finde et hjem ”in that sea where no man comes”

(s. 84) efter at have vendt hver en sten under vands og til lands. Også Bagheera, som er født i fan-

genskab, valgte, som han fortæller Mowgli i ”Mowgli’s Brothers”, at flygte fra menneskenes kløer,

da han indså, at han ikke ville tilbringe sit liv som et stykke legetøj bag tremmer: ”’Yes, I too was

born among men. I had never seen the jungle. They fed me behind bars from an iron pan till one

133 Gillian Beer (2000). Darwin’s Plots, 2. udgave. Cambridge, Cambridge University Press, s. 55. 134 Tess Cosslett (2006). Talking Animals in British Children’s Fiction, 1786-1914. Lancaster, Ashgate, s. 3.

58

night I felt that I was Bagheera – the Panther – and no man’s plaything, and I broke the silly lock

with one blow of my paw and came away; and because I had learned the ways of men, I became

more terrible in the jungle than Shere Khan’” (s. 16). Det er ligeledes Bagheeras personlige erfaring

med mennesker, der får ham til at udpege mennesket som det dummeste dyr, på trods af at junglens

dyr frygter dem mere end noget andet135 (s. 153): ”’Even so did men talk around the King’s cages at

Oodeypore. We of the Jungle know that Man is wisest of all. If we trusted our ears we should know

that of all things he is most foolish’” (s. 180). Mennesker er – ligesom deres nærmeste slægtning

The Bandar-log - dummere end andre dyr ifølge Bagheera, fordi de tror, at deres status som det

herskende dyr giver dem ret til at tage alt i eje, de finder. The Jungle Books placerer sig dermed

usikkert i deres egen diskussion af menneskers udnyttelse af dyr, ikke ulig Ishmaels dobbelte syn på

dyr. Det indikerer, at der er en vis ambivalens forbundet med holdninger til udnyttelse af dyr og dyrs

rettigheder i Kipling og Melvilles bøger, hvilket jeg vil undersøge nærmere i diskussionen af bøgerne.

Harmoniske relationer mellem mennesker og dyr

Det er dog ikke kun menneskers udnyttelse af dyr, som udgør omdrejningspunktet i The Jungle

Books’ undersøgelse af det komplekse forhold mellem mennesker og dyr. Derimod indeholder bø-

gerne også et par vellykkede eksempler på harmoniske relationer mellem mennesker og dyr i de to

kapitler ”’Rikki-Tikki-Tavi’” og ”The Miracle of Purun Bhagat”, som opvejer de mislykkede relationer,

fordi de bygger på gensidig forståelse og respekt.

Desmerdyret som menneskets bedste ven

I ”’Rikki-Tikki-Tavi’” adopteres det vilde desmerdyr Rikki-Tikki-Tavi af en engelsk familie som deres

kæledyr. Han er tam af natur (s. 88) og får derfor både lov til at sidde på skødet af far, mor og søn

under aftensmaden, snuse til farens pibe og sove sammen med sønnen Teddy i hans seng (s. 88,

89). Ifølge Darwin er kæledyr tilbøjelige til at udvikle det, han kalder ”husdyrinstinkter”, og miste

deres ”naturlige instinkter”136, fordi de i Rikki-Tikki-Takkis tilfælde ikke længere har brug for at jage,

nu hvor de har ejere, som sørger for, at de får føde. Så tam bliver Rikki-Tikki-Tavi dog ikke. Han

bruger i stedet sine naturlige instinkter til at beskytte familien mod at blive dræbt af slanger og

135 Jan Montefiore (2007). “Being a Man” i Rudyard Kipling. Horndon, Northcote House Publishers, s. 78. 136 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 180.

59

belønnes med ubegrænsede mængder af mad for sin dåd (s. 101). Desmerdyret bliver på denne

måde en god erstatning for menneskets bedste ven, som både beskytter familien mod farer og for-

kæles med godbidder, kærlighed og omsorg. Mens der er en tendens til at degradere både aber og

resten af junglens dyr i kraft af deres relation til Mowgli, opgraderes Rikki-Tikki-Tavi ved, at hans

trygge og bekymringsfrie tilværelse hos mennesker ikke koster ham hans naturlige instinkter. Kapit-

let ”’Rikki-Tikki-Tavi’” kommer selv med et bud på, hvorfor det lykkes familien at skabe et harmonisk

og symbiotisk forhold til et ikke-menneskeligt dyr137: ”’If Teddy doesn’t pick him up by the tail, or

try to put him in a cage, he’ll run in and out of the house all day long’” (s. 88). Teddys far, som kan

krediteres for denne bemærkning, har en forståelse for, at man ikke skaber de bedste betingelser

for et vildt dyr ved at mishandle det eller spærre det inde bag tremmer, men ved at give det frie

tøjler og lade det komme og gå, som det vil.

Naturen som ét stort mirakel

I ”The Miracle of Purun Bhagat” lægger Purun Bhagat, en forhenværende statsminister fra en unavn-

given stat i Indien, sit materialistiske liv bag sig og begiver sig ligesom Buddha ud i verden for at blive

ét med naturen. Han bosætter sig på en bjergside, som er et dyrevenligt område, hvor mennesker

ikke sætter fælder op eller jager dyr (s. 172), og selv har han altid været vegetar (s. 165). Der er

dermed sået en god grobund for en harmonisk relation mellem mennesker og dyr, som Purun vir-

keliggør ved at udvikle et ligeværdigt forhold til områdets aber, bjørne og hjorte, der dagligt besøger

ham for at tage del i varmen fra hans bål, få en bid af hans måltider og nyde godt af varmen fra hans

sovetæppe. Puruns interaktion med dyrene er i høj grad præget af en opfattelse af, at naturen er ét

stort mirakel: ”He believed that all things were one big Miracle” (s. 171). For Purun Bhagat er både

naturen og menneskets evne til at interagere med den et mirakel, som kræver, at man accepterer,

at naturen er levende, og at alt liv er forbundet: ”Earth, people, and food were all one” (s. 165).

Hans symbiotiske sammensmeltning med naturen er dog ikke uden konsekvenser, fordi han oplever,

at han ikke kan genkende sin egen stemme, når han efter mange års tavshed advarer den nærlig-

gende landsby om et jordskælv, som er ved at ødelægge området: ”’Up and out!’ cried Purun

Bhagat; and he did not know his own voice, for it was years since he had spoken aloud to a man” (s.

173). I modsætning til Rikki-Tikki-Tavi, som bevarer sine naturlige instinkter i menneskeligt selskab,

137 Jan Montefiore (2011). ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Companion to Rudyard Kipling, red. af Howard J. Booth. New York, Cambridge University Press, s. 102.

60

er Puruns tavshed et tegn på, at han er blevet fremmedgjort over for sig selv som menneske og har

fornægtet sin menneskelige identitet. Ikke desto mindre prioriterede han artens overlevelse over

sin egen, da han reddede landsbyen fra jordskælvet og selv døde, fordi flugten tog for hårdt på hans

gamle krop. Purun er med andre ord en katalysator for en naturlig selektion, der, som Darwin for-

klarer, har arten og ikke den enkeltes bedste i sinde138. Det er dog ikke kun Puruns darwinistiske

forståelse af, at man må udfolde sig inden for de rammer, som naturen sætter139, der giver ham et

symbiotisk forhold til dyrene. Derudover er han og Teddys far de to mennesker i The Jungle Books,

som kommer tættest på at forstå dyrs natur, fordi de anerkender i tråd med Darwins gyldne regel,

at dyr er levende væsener, som i stedet for at blive mishandlet, låst inde i bure og fanget i fælder,

bør behandles med omsorg.

Mowglis identitetskrise - fortsat

Mowgli forbliver i sin hverken/eller-position, indtil han som syttenårig indser, at han ikke længere

kan fastholde et ben på hver side af grænsen, men må vælge side. Jeg vil i det følgende undersøge

den ambivalens, der for Mowgli er knyttet til det at være dyr og menneske, med henblik på at sætte

den i relation til den generelle ambivalens i The Jungle Books’ tilgang til forholdet mellem mennesker

og dyr.

Mowglis evolution fra ulv til menneskedyr

Tess Cosslett anskuer Mowglis udvikling fra barn til voksen ud fra et darwinistisk perspektiv og vur-

derer den som en evolutionær udvikling fra dyr til menneske: ”Mowgli (…) grows up from animal to

adult”140. I The Jungle Books kommer Mowglis evolutionære udvikling til udtryk ved, at han primært

drives af instinkter som ulveunge og først kommer i kontakt med følelser som tristhed og afsavn

samt en længsel efter kærlighed, i takt med at han vokser op. Som lille lærer Mowgli at forstå livet i

junglen og blive ét med dens væsen af sin adoptivfar Father Wolf:

”Father Wolf taught him his business, and the meaning of things in the jungle, till every rustle in

the grass, every breath of the warm night air, every note of the owls above his head, every

scratch of a bat’s claws as it roosted for a while in a tree, and every splash of every little fish

138 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 91. 139 Jesper Hoffmeyer (2015). “Hvordan mennesker adskiller sig fra dyr” i Weekendavisen, 1. april. 140 Tess Cosslett (2006). Talking Animals in British Children’s Fiction, 1786-1914. Lancaster, Ashgate, s. 124.

61

jumping in a pool, meant just as much to him as the work of his office to a business man” (s. 13,

mine markeringer).

I modsætning til sine brødre må Mowgli lære at begå sig eller rettere sagt overleve i junglen af et

ikke-menneskeligt dyr, fordi evnen til at skelne mellem junglens forskellige lyde er et instinkt, som

ikke er medfødt hos ham, og som han derfor må tillære sig. Darwin skelner også mellem medfødte

instinkter hos dyr og tillærte instinkter hos mennesker: ”En adfærd, som det ville kræve erfaring for

os mennesker at udvise, kaldes ofte instinktiv, når det er dyr, der udviser den (…)”141. Til gengæld

understreger de fem anaforiske gentagelser af ordet ”every”, at Mowgli bliver lige så dus med na-

turen som en forretningsmand med sit kontorarbejde.

Mens dyriske instinkter bliver en tillært del af Mowglis natur fra barnsben, kommer han først i

kontakt med sine følelser, når han bliver smidt ud af ulveflokken, og derpå ikke kan forstå, hvorfor

der strømmer vand ud af hans øjne:

”Then something began to hurt Mowgli inside him, as he had never been hurt in his life before,

and he caught his breath and sobbed, and the tears ran down his face. ’What is it? What is it?’

he said. I do not wish to leave the jungle, and I do now know what this is. Am I dying, Bagheera?’

‘No, Little Brother. That is only tears as men use,’ said Bagheera. ‘Now I know thou art a man,

and a man’s cub no longer. The Jungle is shut to thee henceforward. Let them fall, Mowgli. They

are only tears.’ So Mowgli sat and cried as though his heart would break; and he had never cried

in all his life before” (s. 22).

På trods af at Mowgli ikke vil forlade junglens dyr til fordel for mennesker, fordi han anser sig selv

som en ulv, dukker hans tårer op som et uvelkomment men uanfægteligt tegn på, at han er artsbe-

stemt som et menneske og ikke en ulv. Ud over at suspendere idéen om, at miljø vejer tungere end

arv, opnår Mowglis tårer en dobbelt funktion, fordi de udspringer af en tristhed over evnen til over-

hovedet at kunne græde. Tårerne bekræfter med andre ord, at Mowgi ikke længere kan benægte,

at han tilhører arten menneske.

141 Charles Darwin (2009). Arternes Oprindelse. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, s. 175.

62

Imidlertid er dette ikke den eneste gang, at Mowgli forbinder smertefulde følelser med død. I The

Jungle Books’ sidste kapitel, ”The Spring Running”, antager den nu syttenårige Mowgli også auto-

matisk, at der enten sidder en torn under hans fødder, eller at han må have indtaget dødelig gift, da

han overvældes af en tilsyneladende uhelbredelig ulykkelighed (s. 296, 300). Han er ikke klar over,

at han er ulykkelig, fordi junglen, som Montefiore påpeger, indeholder en mage til alle andre end

ham selv i parringstiden142. Cosslett udpeger også parring som det uudtalte underemne i ”The Spring

Running” og vurderer, at det er Mowglis seksuelle drifter, der i sidste ende driver ham ud af junglen:

”The unspoken subtext is that this is all to do with mating, and that it is sex, too, that drives Mowgli

back to humankind”143. Hans dyriske men ikke desto mindre artsbestemte trang til ”parring”, kær-

lighed og menneskelig kontakt i det hele taget symboliseres henholdsvist af en ild, som drager en

ensom Mowgli hen imod en landsby (s. 300), den omsorg og kærlighed han modtager fra sin adop-

tivmor i landsbyen (s. 307), og synet af en ung pige som kommer gående i retning mod landsbyen:

”He could almost have touched her with his hand when the warm green stalks closed before her

face and he disappeard like a ghost (…) Mowgli parted the stalks with his hands and watched her till

she was out of sight” (s. 307). I dette første møde med en jævnaldrende af modsatte køn fornemmes

det seksuelle begær imellem linjerne i Mowglis beskrivelse af pigens hvide tøj, tanken om at røre

hende og den hemmelighedsfulde observation af hende, indtil hun forsvinder ud af hans synsfelt.

At det ikke er samværet med junglens dyr, men mødet med kvinder og andre mennesker generelt,

der ryster Mowgli i hans emotionelle grundvold og i sidste ende driver ham ud af junglen og ind i

landsbyen, demonstrerer, at hans udvikling fra ulv til mand fuldendes ved en trang til parring, et

dyrisk instinkt, som ikke blot kendetegner ikke-menneskelige dyr men også mennesket som art. Jeg

læser derfor Mowglis evolutionære udvikling som en udvikling fra ét dyr til et andet, i dette tilfælde

fra ulv til menneskedyr, snarere end en udvikling fra dyr til menneske.

Menneskedyret Mowgli finder sin menneskelige arv

Selvom Mowgli vælger landsbyen, er hans afsked med junglen ikke smertefri. Tværtimod græder

han, fra han forlader junglen, til han når sin adoptivmors hus (s. 311-312), og ærgrer sig over, at han

er et menneske: ”’It is no will of mine that I am a man’” (s. 289). Han kan ikke løbe fra, at naturen

142 Jan Montefiore (2011). ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Companion to Rudyard Kipling, red. af Howard J. Booth. New York, Cambridge University Press, s. 107. 143 Tess Cosslett (2006). Talking Animals in British Children’s Fiction, 1786-1914. Lancaster, Ashgate, s. 135.

63

har artsbestemt ham som et menneske, selvom han som et darwinistisk menneske har udviklet en

stærk tilknytning til både junglen og landsbyen gennem sin barndom. I The Jungle Books vægter

biologi mere end socialkonstruktivisme og arv mere end miljø. Derfor vurderer ulvenes leder Akela,

at det i sidste ende ikke er junglen, men Mowgli der modvilligt men frivilligt vil drive sig selv ud af

sit barndomshjem: ”’Mowgli will drive Mowgli’” (s. 290). Mowglis menneskelige arv, som både in-

debærer hans instinktive drift mod ”parring” og hans menneskelige intelligens, adskiller ham for

meget fra junglens dyr, til at en sameksistens vil kunne forblive fordomsfri og ligeværdig, som den

var, da han var ulveunge. Ikke desto mindre har Mowgli slået rødder i junglen, som er svære at

trække op, fordi han efter en barndom blandt træer, buske, græs og floder altid vil betragte dyrene

som sine brødre, også selvom han anser sig selv som deres hersker. Hans tårer er dog ikke uigen-

gældt. Også junglen sørger – uden tårer - over tabet af deres menneskeunge:

”Man goes to Man! He is weeping in the Jungle:

He that was our Brother sorrows sore!

Man goes to Man! (Oh, how we loved him in the Jungle!)

To the Man-trail where we may follow no more.” (s. 292, mine markeringer).

Digtets geografiske kortlægning af, hvordan dyrenes kærlighed til Mowgli “in the Jungle!” ophører

ved ”the Man-trail where we may follow no more”, afslører om forholdet mellem dyrene og Mowgli,

at det er et rumligt forhold, som må nøjes med at blomstre inden for junglens grænser. Junglen

bliver som sådan en utopisk oase, hvor mennesker og dyr kan sameksistere i fred og harmoni. Også

i Lewis Carrolls Alice Through the Looking-Glass (1871) bliver forglemmelsens skov, hvor Alice glem-

mer sit navn og bliver venner med en hjort, en utopisk oase, hvor alle grænser nedbrydes mellem

mennesker og dyr. Inde i skoven kan hverken Alice eller hjorten huske, hvad de hedder, og sammen

begiver de sig hen imod skovens udkant for at genkalde sig deres hukommelse. Her sker det uund-

gåelige: hjorten løber væk fra Alice, idet den erindrer, at den er et dyr og hun et menneske:

“‘I’m a Fawn’ it cried out in a voice of delight. ‘And, dear me! You’re a human child!’ A sudden

look of alarm came into its beautiful brown eyes, and in another moment it had darted away at

full speed. Alice stood looking after it, almost ready to cry with vexation at having lost her dear

64

little fellow-traveller so suddenly. ‘However, I know my name now.’ She said, ‘that’s some com-

fort. Alice – Alice – I won’t forget it again’”144.

Alice græder ligesom Mowgli, da hjorten flygter fra hende, fordi det er en smertefuld åbenbaring

for hende, at hun kun kan snakke med en hjort inde i en skov, hvor hverken mennesker eller dyr kan

huske, hvem de er. Forglemmelsens skov har en utopisk natur, fordi den er indrettet efter et princip,

som forudsætter, at man, menneske såvel som dyr, må glemme sin egen identitet for at kunne sam-

eksistere med den anden uden at bemærke vedkommendes andethed145. Selvom hverken dyr eller

mennesker glemmer deres identitet inde i den indiske jungle, er både junglen og forglemmelsens

skov utopiske oaser, som gennem hver deres repræsentation af harmoniske relationer mellem men-

nesker og dyr kontrasterer virkeligheden, hvor en sådan sameksistens i princippet ikke er mulig. På

denne måde påpeger The Jungle Books og Alice Through the Looking-Glass, at længslen efter utopi-

ske jungler og skove er forbundet med smerte, fordi de, som Mowgli og Alice oplever, oftest er

urealiserbare for mennesker146. Til gengæld er det ikke ligegyldigt, at både Mowgli og Alice søger

frivilligt hen mod junglen og skovens udkant. At de begge fravælger deres dyriske venner og tilvæl-

ger andre mennesker, viser, at der trods genetiske overlap mellem mennesker og dyr også er en

artsbestemt grænse, som bringer mennesker længere væk fra andre dyr og tættere på hinanden.

Ligeledes vurderer Montefiore, at Mowgli løser sin identitetskrise ved at klassificere sig som tilhø-

rende arten menneske og definere sig selv i kraft af de egenskaber, som adskiller ham fra junglens

dyr: ”For all the apparantly human qualities of the ’Jungle People’, Mowgli is finally defined by his

difference from them”147. Mowgli og også Alices behov for at definere deres menneskelige identitet

ved at udpege egenskaber, som adskiller menneskedyret fra andre dyr, overgår dermed deres læng-

sel efter et utopisk tilhørsforhold til dyrene, fordi de står sig selv nærmest som art. På denne måde

løser Mowgli sin identitetskrise – en identitetskrise der kan betragtes i forlængelse af evolutionste-

orien, som vanskeliggjorde en definition af mennesket i victoriatiden - ved at erkende, at han er

144 Lewis Carroll (2012). Alice’s Adventures in Wonderland and Through the Looking-Glass. New York, Barnes & Noble, s. 148. 145 Andrew Bennet & Nicholas Royle (2016). ‘Animals’ i An Introduction to Literature, Criticism and Theory, 5. udgave. New York, Routledge, s. 176. 146 Rebecca Carol Noël Totaro (2003). “Suffering in Utopia” i Utopian and Dystopian. Writing for Children and Young Adults, red. af Carrie Hintz and Elaine Ostry. New York, s. 129. 147 Jan Montefiore (2011). ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Companion to Rudyard Kipling, red. af Howard J. Booth. New York, Cambridge University Press, s. 108.

65

artsbestemt som et menneskedyr og derfor må realisere sig selv som sådan. Menneskedyret Mowgli

har langt om længe fundet sin menneskelige arv.

66

Ambivalens, antropocentriske blikke og antropomorfiserede dyr

I Moby-Dick og The Jungle Books er menneskers forhold til dyr præget af en darwinistisk ambivalens,

som gør det svært, dels at skelne mellem hvornår mennesker er hævet over dyrene, og hvornår de

er den højeste dyreart, og dels at vurdere om bøgerne tilstræber et harmonisk forhold mellem men-

nesker og dyr eller tilslutter sig idéen om en menneskelig ret til fortsat at udnytte dyrene. Darwins

egen ambivalens kom dog ikke kun til udtryk i hans dobbelte menneskesyn, men også i hans gyldne

regel, hvormed han argumenterede for, at mennesker bør behandle dyr med omsorg, samtidig med

at han selv jagtede dyr og gik ind for brug af forsøgsdyr. Også i Moby-Dick og The Jungle Books

rumsterer en tilsvarende ambivalens, hvor mennesker både praktiserer mishandling af dyr og stop-

per op og reflekterer over, om det gør ondt på dyrene.

I det følgende vil jeg diskutere den darwinistiske ambivalens i Moby-Dick og The Jungle Books

med afsæt i en undersøgelse, først af Ahab og Mowglis antropocentriske blik på dyr og dernæst af

antropomorfiserede hvaler og sælers oplevelsesverden. Formålet med dette er at vise, at Melville

og Kiplings værker både afspejler deres egen samtid og opnår en ny mening i vores, hvor menne-

skers udnyttelse af dyr truer i forvejen truede dyrearter.

Ahab og Mowglis antropocentriske blikke på dyrenes andethed

Darwins definition af mennesket som en biologisk art er et særligt interesseområde i både Moby-

Dick og The Jungle Books, som begge er optagede af at vise, at det i kølvandet på Darwins teori

generelt er svært at skelne mellem, hvornår Ahab og Mowgli udøver deres magt i naturen som men-

nesker, og hvornår som dyr. Hvad vil det sige, at Ahab udnævner sig selv som hvalernes herre: ”A

great lord of Leviathans” (s. 141)? Er Ahab herre over hvalerne som et menneske eller som et dyr?

På samme måde kan man spørge, om Mowgli erobrer titlen som junglens leder fra Bagheera, Kaa

og Baloo som et menneske eller som et dyr: ”He was their overlord” (s. 280)? Ud over at udnævne

sig selv som herrer over dyrene, møder Ahab og Mowgli dem til tider med et antropocentrisk blik.

Eksempelvis betragter Ahab et afhugget hvalhoved i kapitlet ”The Sphynx” og beordrer det til at tale

for at aflure dets gådefulde hemmelighed:

”It was a black and hooded head; and hanging there in the midst of so intense a calm, it seemed

the Sphynx’s in the desert. ‘Speak, thou vast and venerable head,’ muttered Ahab, ‘which,

though ungarnished with a beard, yet here and there lookest hoary with mosses; speak, mighty

67

head, and tell us the secret thing that is in thee. Of all divers, thou hast dived the deepest. That

head upon which the upper sun now gleams, has moved amid this world’s foundations (…)’” (s.

339).

Ahabs valg af et afhugget hvalhoved som samtalepartner afslører, at han bevidst søger envejskom-

munikation, fordi idéen om selv at blive stirret på, krydsforhørt og analyseret og det af et ikke-men-

neskeligt dyr, er et utænkeligt skrækscenarie for Ahab, som netop bestræber sig på at opretholde

et skarpt skel mellem mennesker og dyr. Frem for at søge svar på sine spørgsmål hos en levende

hval, som måske vil benytte sig af lejligheden til at stirre igen, ser Ahab på en død hval, som er ude

af stand til at gengælde hans blik, og forventer at udrette mirakler med dens ”mighty head” ved at

få den til at afsløre dens hemmeligheder: ”’Speak, thou vast and venerable head’”. I denne besjæ-

lende apostrofe falder Ahabs tilsyneladende forsøg på at tillægge hvalen en stemme sammen med

hans tilsvarende forsøg på at fratage den dens stemme. Ahabs paradoksale apostrofe er med andre

ord en afsjælende besjæling, hvormed han lægger ord i munden på en død hval, som ikke selv kan

tale. På denne måde eksemplificerer Ahabs møde med det afhuggede hvalhoved Derridas teori om

det antropocentriske blik, fordi han ekskluderer dyret på forhånd ved at udvælge sig en død hval

blandt levende. Ahabs blik symboliserer som sådan en predarwinistisk antropocentrisme, som hviler

på en idé om, at menneskets overlegenhed fastholdes ved at forhindre, at dyr kommer til orde, og

derigennem frarøve dem deres stemme.

Mens Ahab gransker et dødt dyr en enkelt gang, bruger Mowgli flere gange sit antropocentriske

blik i kommunikationen med levende dyr. Eksempelvis stirrer han på sine ulvebrødre, indtil de sæn-

ker blikket i underkastelse og modvilligt men lydigt indvilliger i at indgå i hans plan om at destruere

landsbyen, hvis indbyggere har taget hans adoptivforældre til fange:

”He (Mowgli) strode forward, and, dropping on one knee, said: ‘Do I not know my mind? Look

at me!’ They looked at him uneasily, and when their eyes wandered, he called them back again

and again, till their hair stood up all over their bodies, and they trembled in every limb, while

Mowgli stared and stared. ‘Now,’ said he, ‘of us five, which is the leader?’ ‘Thou art leader, Little

Brother,’ said Gray Brother, and he licked Mowgli’s foot. ‘Follow, then,’ said Mowgli, and the

four followed at his heels with their tails between their legs” (s. 180-181, min parentes).

Det fremgår ikke alene af denne samtale, at arv vejer tungere end miljø, i og med at Mowglis kær-

lighed til hans adoptivforældre og mere generelt hans egen art overgår hans kærlighed til junglens

68

dyr, men også at hans relation til dyrene i højere grad er baseret på frygt end ligeværd. At ulvenes

urolige blik og vandrende øjne breder sig ud i kroppen til oprejste hår og rystende lemmer for til

sidst at kulminere i en slikken af Mowglis fod som et ultimativt tegn på underkastelse, indikerer -

trods broderlige følelser imellem ulve og menneske, at ulvene i bund og grund er bange for Mowgli

– og at Mowgli udnytter denne frygt til at få sin vilje i stort som småt. Ikke desto mindre er det netop

dette (mis)brug af blikket, som i sidste ende resulterer i, at ulveflokken begynder at hade ham ifølge

Bagheera: ”’The others they hate thee because their eyes cannot meet thine’” (s. 16). Konkret ud-

vikler ulvene et had til Mowgli, fordi de ikke kan se ham i øjnene, og generelt frygter de ham, fordi

han ekskluderer deres blik ved at udkonkurrere det med sit eget148. I lighed med Derridas idé om en

menneskelig tendens til at betragte dyr og ignorere deres blikke, undervurderer Mowgli ulvenes

evne til også at se på, henvende sig til og påkalde sig et menneskes opmærksomhed. Mowglis an-

tropocentriske blik bliver dermed et symbol på en menneskelig overlegenhed, som ikke kun frem-

hæver hans menneskelige andethed i de hadefulde ulves øjne149, men som også afslører, at hans

blik ikke forsvinder, blot fordi han er en del af junglens dyrerige. Arv har med andre ord en større

betydning for arters selvopfattelse og deres syn på andre arter end miljø i The Jungle Books.

Menneskedyret som den højeste dyreart i dyreriget

Grundlæggende er Ahab og Mowglis brug af det antropocentriske blik motiveret af en trang til at

hæve sig over dyrene. Til gengæld adskiller de to mænds blikke sig ved, at Ahab tilsyneladende bru-

ger det til at få døde dyr til at tale, mens Mowgli benytter det til at få levende dyr til at tie stille.

Hvad angår Ahabs blik, er det ikke enestående i Moby-Dick. Det udgør derimod en del af et generelt

menneskeligt fortælleperspektiv i Melvilles roman, iværksat og organiseret af Ishmael, hvor besæt-

ningen med Derridas ord ser på, observerer, analyserer og reflekterer over hvaler uden at inddrage

eller konsultere hvalerne selv: ”In the first place there are those texts signed by people who have

no doubt seen, observed, analyzed, reflected on the animal, but who have never been seen seen by

the animal”150. Ved at overse eller se bort fra hvalens blik, fratager Ahab, Ishmael og den øvrige

besætning hvalen dens stemme, således at den ikke selv får lov til at fortælle sin egen historie. Joe

Roman observerer som nævnt også, at Moby-Dick fortæller en historie om hvaler, udelukkende fra

148 Jan Montefiore (2011). ”Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Companion to Rudyard Kipling, red. af Howard J. Booth. New York, Cambridge University Press, s. 107. 149 Tess Cosslett (2006). Talking Animals in British Children’s Fiction, 1786-1914. Lancaster, Ashgate, s. 134. 150 Jacques Derrida (2002). The Animal That Therefore I Am (More to Follow) i Critical Inquiry, vol. 28/2, s. 382.

69

”the whalers’ perspective, in which whales and other animals do not have rights (…)”151. Melvilles

roman konstruerer dermed en menneskelig overlegenhed, som er fremherskende i romanens over-

søiske univers og opretholdes gennem et menneskeligt blik på dyrenes andethed. På denne måde

står Moby-Dicks menneskelige perspektiv i skarp kontrast til den til tider dyriske fokalisering i The

Jungle Books, hvor elefanter, pantere og sæler præsenterer et udsnit af deres oplevelsesverden via

et menneskeligt mellemled, som omformer deres oplevelser til ord. At Kiplings bøger ikke begræn-

ser evnen til at se, observere, analysere og reflektere til mennesket alene, men anerkender, at andre

dyr også er privilegeret med denne evne, taler for, at man kan læse Mowglis blik som darwinistisk

snarere end antropocentrisk. Det vil sige, at Mowglis overlegne position i junglen ikke skal begrun-

des i, at han som menneske er noget andet end et dyr, men at han tilhører den højest rangerende

dyreart. The Jungle Books indeholder flere eksempler på dette. Eksempelvis bruger Mowgli dyriske

egenskaber i kampen mod de røde hunde i kapitlet ”Red Dog”, fra han flygter fra dem ved at springe

fra gren til gren som en abe og sprinte hen over landjorden som en hjort (s. 280), til han bruger sin

kniv til at bekæmpe dem sammen med ulveflokken. Her fremtræder hans kniv nemlig ikke som et

menneskeligt våben, hvormed han hæver sig over hundene, men den fungerer snarere som en er-

statning for hans manglende kløer og spidse tænder. Mowgli kæmper med andre ord på lige fod

med ulvene og går i dette kapitel i ét med junglens natur, også selvom han er et menneske.

Mens Mowgli erkender, at han er en del af naturens dyrerige, bestræber Ahab sig på ikke at være

det og anser ”mennesker” og ”dyr” som væsensforskellige kategorier. Netop derfor henter Ishmael

ham som nævnt ned fra hans vertikale søgen efter at nå op til solen og Gud og degraderer ham i

stedet til adskillige dyr for at minde om, at han trods alt er et biologisk væsen. Ahab sammenlignes

både med søløver, grizzlybjørne, elge, gribbe, tigre, hunde, måger og sæler og udstilles herigennem

som det mest bestialske og dyriske væsen i Moby-Dicks univers. Det er dog netop denne sammen-

smeltning af menneske og dyr, som vanskeliggør en skelnen mellem de to, både hvad angår multi-

dyret og mennesket Ahab samt menneskeungen Mowgli, fordi de i en darwinistisk optik altid vil

være både mennesker og dyr, når de hæver sig over ikke-menneskelige dyr. Derfor foreslår jeg, at

man frem for at lede efter en definitiv skillelinje holder fast i Darwins definition af mennesket som

en biologisk art og mere specifikt menneskedyr eller homo sapiens, som mennesket er blevet døbt

af moderne naturvidenskab. Darwins biologiske definition af mennesket omfatter nemlig både, at

151 Joe Roman (2006). whale. London, Reaktion Books LTD, s. 162.

70

mennesket er styret af instinkter og drifter ligesom andre dyr, og at dets forstand, videbegærlighed,

hukommelse og iagttagelsesevne giver det en privilegeret status som det mest herskende dyr i dy-

reriget. Dermed har Ahab og Mowgli ikke erobret titlen som henholdsvis hvalernes herre og junglens

leder som enten mennesker eller dyr men som menneskedyr.

Antropomorfiserede dyr taler deres sag

Selvom Moby-Dick er en roman om en gruppe hvalfangeres jagt på hvaler, interesserer Melvilles

roman sig ikke desto mindre også for havdyrs velfærd i tide og utide og reflekterer over, hvordan

Moby Dick oplever at blive forfulgt af mennesker i de afsluttende kapitler ”The Chase – First Day”,

”The Chase – Second Day” og ”The Chase – Third Day”. Ligeledes dykker The Jungle Books ned under

havoverfladen i kapitlet ”The White Seal” og lader her læseren svømme gennem havstrømme med

sælen Kotick. Ved at antropomorfisere Moby Dick og Kotick skaber Melville og Kiplings bøger hver

især adgang til de to havdyrs bevidsthed. Alligevel kommer ambivalensen i menneskers udnyttelse

af havdyrene netop til udtryk gennem de undersøiske antropomorfiseringer, ikke kun fordi dyrene

fremstår mere som mennesker end som dyr, men også fordi de både gøres til objekter for menne-

skelig udnyttelse og medlidenhed.

Ambivalensen bliver synlig i ”The White Seal”, da en ung Kotick ved et tilfælde overværer en

gruppe sælfangere dræbe en flok af hans venner og derpå erfarer, at mennesket ikke blot er det

mest magtfulde dyr på land såvel som i vand, men også sjælens farligste fjende:

”(…) the men clubbed the seals on the head as fast as they could. Ten minutes later little Kotick

did not recognize his friends any more, for their skins were ripped off from the nose to the hind-

flippers, whipped off and thrown down on the ground in a pile. That was enough for Kotick. He

turns and galloped (a seal can gallop very swiftly for a short time) back to the sea; his little new

moustache bristling with horror” (s. 76).

Det blodige syn af mennesker, som banker livet ud af Koticks forsvarsløse artsfæller med køller og

flænser deres skind af fra næse til finner, får den unge sæls overskæg til at rejse sig og bliver start-

skuddet til hans søgen efter et menneskefrit hjem. Ikke desto mindre er beskrivelsen af ”his little

new moustache” et komisk indslag, som ikke blot tager det værste af alvoren i den ellers skræk-

slagne Koticks traumatiske oplevelse, men også implicit peger på det latent komiske ved at menne-

71

skeliggøre dyr. Antropomorfiseringens komik står med andre ord skarpt i skildringen af sælens op-

levelse i kraft af den latente og underspillede humor, som degraderer ham ved at fremhæve det

sjove i, at han er blevet opgraderet til et menneskelignende dyr. Imidlertid anskueliggør Koticks

møde med sælfangere også, at hans art er fanget mellem menneskelig udnyttelse og medlidenhed.

På den ene side praktiserer sælfangere nemlig vold mod sæler i The Jungle Books, og på den anden

side skaber Kiplings bøger et grundlag for indlevelse med Kotick ved at lade læseren opleve hæn-

delsen gennem hans øjne. På trods af at Kotick ikke er en førstepersonsfortæller, dvs. at han ikke

får lov til selv at fortælle sin egen historie, er det ikke desto mindre afgørende for formidlingen af

hans bevidsthed og oplevelsesverden, at læseren oplever hans møde med mennesker ved at se det

gennem hans blik og dermed fra hans perspektiv. Selvom The Jungle Books fremhæver nødvendig-

heden af at indføre dyrevelfærd ved at levere en sympatisk skildring af sælfangst fra en sæls per-

spektiv, er en konsekvens af antropomorfiseringen ikke kun, at Kotick kan tale, igangsætte en mål-

rettet flugt fra fjender og lokalisere et stykke arktisk Antarktis ”in that sea where no man comes” (s.

85), men også at hans historie formidles af et menneskeligt mellemled. Konsulterer man Andrew

Bennet og Nicholas Royle, vil de muligvis mene, at den menneskelige fortællerinstans i The Jungle

Books lægger ord i munden på en sæl og som sådan begår telepatisk antropomorfisme, hvis umu-

lighed skyldes, at dyrs oplevelsesverden, som Jesper Hoffmeyer påpeger, endnu er ukendt for men-

nesker.

Mens synsvinklen i ”The White Seal” skal forestille at gengive dyrs bevidsthed fra deres perspek-

tiv, foregiver Moby-Dick ikke, at dyr selv fortæller deres historie. Derimod angiver Ishmael eksplicit,

at han tilskriver Moby Dick menneskelige egenskaber som en del af sin refleksion over, hvordan den

hvide hval oplever at blive forfulgt af mennesker. Hans refleksion udmønter sig i seks konkrete for-

søg på at sætte ord på hvalens potentielle tanker og følelser under tredagesjagten, hvilket jeg har

indsat i nedenstående oversigt.

72

”The Chase – First Day” ”The Chase – Second Day” ”The Chase – Third Day”

”But soon resuming his horizontal

attitude, Moby Dick swam swiftly

round and round the wrecked

crew; sideways churning the water

in his vengeful wake, as if lashing

himself up to still another and

more deadly assault”

(s. 599, min understregning).

“(…) the White Whale churning

himself into furious speed (…) and

heedless of the irons darted at him

from every boat, seemed only in-

tent on annihilating each separate

plank of which those boats were

made” (s. 608, min under-

stregning).

“(…) but maddened by yesterday’s

fresh irons that corroded in him,

Moby Dick seemed combinedly

possessed by all the angels that fell

from heaven”

(s. 618, min understregning).

“But soon, as if satisfied that his

work for the time was done, he

pushed his pleated forehead

through the ocean, and trailing af-

ter him the intertangled lines, con-

tinued his leeward way at a travel-

ler’s methodic pace”

(s. 609, min understregning).

“He (Moby Dick) seemed swim-

ming with his utmost velocity, and

now only intent upon pursuing his

own path in the sea”

(s. 619, min parentes og under-

stregning).

“(…) the whale wheeled round to

present his blank forehead at bay;

but in that evolution, catching sight

of the nearing black hull of the

ship; seemingly seeing in it the

source of all his persecutions; be-

thinking it – it may be – a larger and

nobler foe; of a sudden, he bore

down upon its advancing prow,

smiting his jaws amid fiery showers

of foam”

(s. 620-621, min understregning).

73

Fælles for alle seks skitseringer af Moby Dicks formodede tanker, følelser og angrebsstrategier er,

at de enten indeholder udtrykket ”as if”, ”seemed” eller ”seemingly”, som alle angiver en form for

usikkerhed omkring rigtigheden af Ishmaels antagelser. Udtrykkene gør Ishmaels antropomorfise-

ringer af Moby Dick berettigede på den måde, at han ikke foregiver at kunne læse hvalens tanker,

men indrømmer at antropomorfiseringerne blot er hans forsøg på at forstå hvaljagten fra byttets

side. Til gengæld gøres den hvide hval også til et objekt ligesom Kotick, både for menneskelig med-

lidenhed og udnyttelse i Melvilles roman, fordi hvalen på ene side opnår Ishmaels medlidenhed,

men på den anden side gøres til et ultimativt mål i en hvalfangst, der som nævnt associeres med

værdighed og respekt af netop Ishmael. Netop i dette spændingsfelt træder Moby-Dicks ambiva-

lente tilgang til menneskets udnyttelse af dyr tydeligt frem. Man kan dog argumentere for, at Ish-

mael ikke kun lever sig ind i hvalens situation gennem sine antropomorfiseringer, men at han i sidste

ende også tager dens parti, da han antyder, at det ikke er Moby Dick og den ikke-menneskelige natur

generelt, som erklærer krig mod mennesker men omvendt: “He (Moby Dick) seemed swimming with

his utmost velocity, and now only intent upon pursuing his own path in the sea” (s. 619, min paren-

tes). Som den eneste overlevende har Ishmael haft masser af stof til eftertanke om naturens utæm-

melige kræfter og menneskets magtesløshed og kan gennem sin retrospektive fortælling tage hva-

lens parti, før den sænker skibets besætning. Det betyder med andre ord, at den tidslige distance

mellem The Pequods verdensomsejling og selve historiens fortælletidspunkt privilegerer Ishmael

med en mulighed for både at fortælle om, hvordan han opfattede hvalfangst som et prestigefyldt

erhverv, da han steg ombord på skibet, og derefter nå at sympatisere med hvalen i tide i bagklog-

skabens lys, før evolutionen træder til og lader havet sluge besætningen. Ikke desto mindre er

Moby-Dicks skildring af hvalen Moby Dick, der længes efter at svømme egne veje efter at have væl-

tet Ahabs båd, et oprigtigt forsøg på at skildre sammenstødet mellem mennesker og dyr fra dyrets

side - også selvom det måske ikke lige er denne tanke, der strejfer Moby Dick, mens han svømmer

væk.

Moby-Dick og The Jungle Books’ tilslutning til dyrevelfærd

I skildringen af dyrs bevidsthed adskiller Moby-Dick og The Jungle Books sig fra hinanden ved, at

Melvilles roman indrømmer, at dyrs bevidsthed oversættes til menneskesprog via et menneskeligt

mellemled, mens Kiplings bøger iscenesætter en illusion af, at dyrene selv taler deres sag i debatten

om dyrevelfærd. Moby-Dick opnår på denne måde en berettigelse til forskel fra The Jungle Books,

74

ikke kun fordi den lader Moby Dick forblive et dyr uden menneskelige taleevner, men også fordi det

udelukkende menneskelige perspektiv, som ekskluderer dyr i Moby-Dicks univers, afspejler menne-

skets generelle forhold til dyr i romanens samtid. Mere specifikt reproducerer Ishmaels antropo-

morfiseringer af Moby Dick og besætningens fortolkninger af den hvide hval en generel interaktion

mellem mennesker og dyr i romanens samtid, hvor menneskerne kommunikerer envejs til dyrene.

Herimod skaber Kiplings bøger et mere solidt grundlag for indlevelse og empati med junglens dyr

end Moby-Dick, fordi de ikke begrænser sig til synsvinkelskift mellem mennesker, men udfordrer

det menneskelige blik ved også at lade dyr komme til orde. Ved at flytte perspektivet fra mennesker

til dyr og lade dyrene tale deres egen sag, kommer The Jungle Books til deres ret.

Selvom Moby-Dick og The Jungle Books’ skildringer af dyrs oplevelsesverden adskiller sig fra hin-

anden i valget af synsvinkel, er det ikke desto mindre i kraft af disse forskelle, at bøgerne udfylder

hinandens huller. Med andre ord mangler The Jungle Books’ interesse i at høre dyr udlægge deres

egen version af jagt, forfølgelse og domesticering i Moby-Dick, mens Moby-Dicks respekt for, at dyr

er noget andet end mennesker, og at mennesker højst kan have formodninger om deres indre liv,

mangler i The Jungle Books. Hverken Melville eller Kiplings bøger henviser til dyrs krav på at blive

behandlet med omsorg som et egentligt krav på rettigheder, men gennem skildringerne af dyrs

emotionelle reaktioner på omsorg såvel som vold tilslutter de sig Darwins holdning om, at dyr for-

tjener at blive behandlet som levende væsener og ikke som mekaniske genstande. Selvom sælfan-

gere og mennesker generelt fortsætter med at forfølge dyr i The Jungle Books’ univers, og at Ahab

og hans synkende besætning ikke når at trække deres harpuner i land, før havet sluger dem i Moby-

Dick, anerkender Kipling og Melvilles bøger i lighed med Darwins evolutionsteori, at mennesker og

dyr kun er adskilt af en gradsforskel. Gennem skildringerne af døende hvaler, som kæmper for at

overleve i en håbløs kamp mod hvalfangere, samt sæler, elefanter og pantere, som drømmer om et

frit liv uden lænker, tremmer og piske, lægger Moby-Dick og The Jungle Books sig i forlængelse af et

ønske om at forbedre dyrs vilkår i 1800-tallet, italesat af dyrerettighedsforkæmperen Richard Mar-

tin og teoretiseret af Darwin.

Nutidens Moby Dick og Kotick

Moby-Dick og The Jungle Books’ diskussioner af menneskets udnyttelse af dyr blev hverken afsluttet

eller efterladt i det 19. århundrede, men er stadig igangværende i dag, hvor menneskets fortsatte

sympati med og udnyttelse af dyr synliggør en ambivalens, som ligger i et spændingsfelt mellem

75

blød etik og urokkelig naturlov. På den ene side er dyr blevet privilegeret med etiske rettigheder,

som har forbedret deres vilkår markant siden Darwin. Det skyldes et samspil mellem opblomstrin-

gen af dyrevelfærdsorganisationer, juridiske indførelser af forbud mod mishandling, misrøgt og

kommerciel jagt på truede dyr, samt videnskabelige discipliner som f.eks. nydarwinismen og Animal

Studies, der har været med til at bane vejen for en større viden om dyr. I dette perspektiv italesætter

Moby-Dick og The Jungle Books et ønske om en dyreetik, som i et stort omfang er blevet en realitet

for mange dyr i dag. På den anden side finder udnyttelse af dyr fortsat sted i form af bl.a. kommerciel

jagt, krybskytteri, handel med dyr, dyreforsøg inden for medicinalindustrien og den kosmetiske in-

dustri samt udnyttelse af vilde dyr inden for turistindustrien. At mennesker stadig betragter dyr som

underordnede væsener og behandler dem derefter i dag, betyder ikke kun, at naturlov vægter lige

så meget som etik, hvis ikke mere, men også at der fortsat eksisterer mange dyr, som bliver jagtet,

forfulgt, gitret inde og domesticeret ligesom Moby Dick, Kotick, Kala Nag og Bagheera. Udnyttelsen

af dyr i både bøgernes univers og virkelighedens verden i dag eksemplificerer som sådan Peter Sin-

gers idé om, at mennesker er tilbøjelige til kun at imødekomme dyrs behov i det omfang, at dyrene

ikke står i vejen for deres egne interesser:

”While the modern view of our place in the world differs enormously from all the earlier views

we studied, in the practical matter of how we act toward other animals little has changed. If

animals are no longer quite outside the moral sphere, they are still in a special section near the

outer rim. Their interests are allowed to count only when they do not clash with human inter-

ests. (…) The moral attitudes of the past are too deeply embedded in our thought and our prac-

tices to be upset by a mere change in our knowledge of ourselves and of other animals”152.

I Singers øjne er menneskers opfattelse af dyr forankret i deres historiske bevidsthed i sådan et

omfang, at relativ ny viden om, at mennesker og dyr kun er adskilt af en gradsforskel, ikke direkte

går ind og påvirker den måde, de har været vant til at opfatte og behandle dyr i årtusinder153. Det

betyder ligeledes, at Moby-Dick og The Jungle Books hverken foregreb en ny eller nutidig diskurs

omkring interaktionen mellem mennesker og dyr, men snarere repræsenterer en i virkeligheden

tidløs tendens hos mennesket til på én gang at sympatisere med og udnytte dyr – en tendens der

som Peter Sandøe forklarer, skyldes, at mennesket prioriterer sig selv som art.

152 Peter Singer (2015). ”Man’s Dominion” i Animal Liberation. New York, Open Road Media, s. 307. 153 Jacques Derrida (2002). The Animal That Therefore I Am (More to Follow) i Critical Inquiry, vol. 28/2, s. 394.

76

Konklusion

Darwinistisk ambivalens i Moby-Dick og The Jungle Books

Gennem undersøgelsen af menneskets forhold til dyr i Moby-Dick og The Jungle Books med afsæt i

Darwins teorier om naturlig selektion, menneskets afstamning og dyrs sjæleevner har jeg erfaret, at

der er et samspil mellem naturvidenskab og skønlitteratur i anden halvdel af det 19. århundrede og

mere specifikt mellem Darwins evolutionsteori samt Melville og Kiplings bøger. Det kommer først

og fremmest til udtryk ved, at begge forfatteres bøger tilslutter sig darwinismens grundlæggende

idéer om, at alt liv er overladt til en smuk men rå naturlig selektion, at alle arter nedstammer fra en

fælles organisme, og at dyr har sjæleevner ligesom mennesker. Skildringer af arters kamp for over-

levelse i havets bølger og junglens underskov; jævnlige fremhævelser af genetiske overlap mellem

mennesker og dyr, og sympatiske indblik i dyrs følelsesliv gennemstrømmer nemlig bøgerne fra

ende til anden. Jeg vil derfor klassificere Moby-Dick og The Jungle Books som darwinistisk skønlitte-

ratur.

Det er imidlertid ikke kun Melville og Kiplings værker, som lader sig inspirere af samtidens darwi-

nistiske modebølge. Ved at kontekstualisere Carrolls Alice Through the Looking-Glass og Stevensons

Dr. Jekyll and Mr. Hyde til The Jungle Books har jeg erfaret, at Darwins evolutionsteori også har haft

en indflydelse på disse værker. Mens Carrolls bog foreslår, at arv spiller en større rolle end miljø i

menneskets selvopfattelse og dets forhold til dyrene, lader Stevensons kortroman sig inspirere af

samtidens interesse i slægtskabet mellem mennesket og aben i kraft af sin sammensmeltning af

manden Dr. Jekyll og hans abelignende alterego Mr. Hyde154. De darwinistiske dimensioner i Carroll,

Stevenson, Melville og Kiplings værker demonstrerer dermed, at Darwins evolutionsteori har sat

sine spor i anden halvdel af 1800-tallet, i naturvidenskab såvel som skønlitteratur.

Menneskets forhold til dyr i Moby-Dick og The Jungle Books er i høj grad præget af en ambivalens,

ikke ulig Darwins egen, som ligger i et vidtstrakt spænd mellem blød etik og urokkelig naturlov. På

den ene side sympatiserer Moby-Dick og The Jungle Books med vilde dyr, som forfølges, fanges,

dræbes eller domesticeres af mennesker, og på den anden side retfærdiggør bøgerne menneskets

udnyttelse af dyr som en instinktdrevet adfærd, hvormed ikke kun menneskedyret men alle dyr

154 Tess Cosslett (2006). Talking Animals in British Children’s Fiction, 1786-1914. Lancaster, Ashgate, s. 137; Heidi Moore (2009). Charles Darwin. Evolutionsteoriens fader. Holte, Flachs, s. 44-45; Ole Goldbech & Kay Aabye (2006). Darwin. København, Gyldendal, s. 4.

77

beskytter sig selv som art. De skønlitterære værker mimer således Darwins egen ambivalente defi-

nition af mennesket som det mest herskende dyr i naturen. Inspireret af Darwin skildrer de ligeledes

en overgang fra predarwinisme til darwinisme, markeret ved evolutionsteorien, hvor predarwinis-

men er repræsenteret ved fremstillingen af hvaler som monstre i Moby-Dick og ved en afstandtagen

fra evolutionsteoriens idé om et nært slægtskab mellem mennesket og aben i The Jungle Books. I

sidste ende vejer darwinisme mere end predarwinisme og arv mere end miljø i både Moby-Dick og

The Jungle Books, som begge lader naturen få det sidste ord. Havet sluger den predarwinistiske

besætning og lader kun Ishmael overleve, og menneskedyret Mowgli vælger sin egen art til fordel

for junglens dyr, selvom han er vokset op hos dem. Moby-Dick og The Jungle Books er som sådan

darwinistiske påmindelser om menneskets plads i naturen, dvs. at mennesket, på trods af at det af

Darwin er blevet tildelt en status som det mest herskende dyr, blot er en brik i et evolutionært

puslespil, som det ikke kan samle. Som biologisk art hersker mennesket med andre ord over andre

dyr, men det må i sidste ende også følge den naturlige selektions spilleregler for at overleve.

Den darwinistiske ambivalens i Moby-Dick og The Jungle Books afspejler dog ikke kun værkernes

egen samtid, men opnår også en ny mening i vores, hvor menneskets udnyttelse af dyr truer i for-

vejen truede dyrearter. Selvom Melville og Kiplings bøger taler dyrenes sag gennem sympatiske skil-

dringer af dyr, hvilket synes at afspejle Darwins idé om, at mennesker og andre dyr kun er adskilt af

en gradsforskel, er nutidens forsøgsdyr, cirkusdyr, underholdningsdyr, kampdyr, jagttrofæer og

sjældne dyrearter levende eksempler på, at menneskets udnyttelse af dyr fortsat eksisterer155. Det

betyder, at Moby-Dick og The Jungle Books frem for at foregribe aktuelle problemstillinger om tru-

ede dyrearter og dyrevelfærd snarere repræsenterer en tidløs men artsbestemt tendens hos men-

nesket til på én gang at sympatisere med dyr og udnytte dem til egne formål, blot inden for skiftende

tidsrammer. Min hypotese om Melville og Kiplings bøger som litterære frontløbere for en nutidig

diskussion af dyrevelfærd blev dermed nuanceret gennem min darwinistiske undersøgelse af men-

neskets forhold til dyr i de to forfatteres værker. Jeg har derfor revideret min oprindelige hypotese

til en konklusion om, at Moby-Dick og The Jungle Books skiller sig ud fra et bredt flertal i deres sam-

tid, som ikke lod sig begejstre af Darwins evolutionsteori156, ved at skildre menneskets forhold til

155 World Animal Protection. “Vilde dyr”. World Animal Protection.dk 156 Heidi Moore (2009). Charles Darwin. Evolutionsteoriens fader. Holte, Flachs, s. 92; Line Friis Møller (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR, s. 86, 115; Peter Singer (2015). ”Man’s Dominion” i Animal Liberation. New York, Open Road Media, s. 300.

78

dyr fra både mennesker og dyrs fokalisering. Det er dog netop i denne pendulsvingning mellem

mennesker og dyrs interesser, at bøgernes darwinistiske ambivalens træder frem. På den ene side

tilsigter Moby-Dick og The Jungle Books at bevare en (pre)darwinistisk idé om en menneskelig ret til

fortsat at udnytte dyr, og på den anden side tilslutter de sig dyrs ret til velfærd. Den darwinistiske

ambivalens i begge bøger gør det derfor vanskeligt at placere dem definitivt i den ene eller den

anden kategori, fordi Moby-Dick og The Jungle Books både taler menneskene og dyrenes sag.

Andethed i Moby-Dick og The Jungle Books

I undersøgelsen af menneskets forhold til dyr i Moby-Dick og The Jungle Books har jeg fokuseret på

et menneskeligt blik på dyrs andethed, men i forbindelse med en fremtidig undersøgelse vil det

ligeledes være interessant at undersøge, hvordan kvinder og etniske minoriteter også gøres til den

anden i de to værker. Både Kipling og Melvilles bøger konstruerer et maskulint univers157, hvor

Mowgli får kærlighed og moderlig omsorg af sine adoptivmødre, som repræsenterer det kvindelige

mindretal i The Jungle Books, og skibet The Pequod feminiseres i Moby-Dick, samtidig med at be-

sætningens hustruer forbliver fraværende på fastlandet (s. 591). Kvinder optræder dermed kun i

kraft af deres relation til mænd i begge værker. På samme måde gennemstrømmes Moby-Dick og

The Jungle Books af en hvid overlegenhed, som kan betragtes i forlængelse af henholdsvis samtidens

slaveri i USA og det britiske imperium i Indien. Mens skibets raceinddelte hierarki158 retfærdiggør,

at den sorte dreng Pip efterlades i havet, og at afrikaneren Daggoo degraderes til elefanter, giraffer,

løver og tigre i Moby-Dick, reduceres både indere og inuitter, som tror, at tigre og slædehunde er

besatte af onde ånder, til primitive og overtroiske mennesker gennem den nedsættende fremstilling

af etniske minoriteter i The Jungle Books.

Metodiske overvejelser

Darwins teorier om naturlig selektion, menneskets afstamning og dyrs sjæleevner har været brug-

bare til at påvise et samspil mellem darwinismen, Moby-Dick og The Jungle Books i anden halvdel af

1800-tallet. Selvom darwinismen som teori er mere end 150 år gammel, har jeg bevidst valgt netop

den som primær teori frem for nyere teorier som f.eks. nydarwinismen og Animal Studies, med

157 Jan Montefiore (2007). “Being a Man” i Rudyard Kipling. Horndon, Northcote House Publishers, s. 68. 158 Richard Gilbert, Diana Loxley m.fl. (2016). “Moby-Dick, Herman Melville”’ i The Literature Book. London, DK Pen-guin Random House, s. 143.

79

formålet om at undersøge, hvordan værker som Moby-Dick og The Jungle Books har været påvirket

af og ladet sig inspirere af indflydelsesrig (natur)videnskab i deres egen samtid, det være darwinis-

men. Til gengæld har jeg ikke ladet Darwins evolutionsteori stå alene men kombineret den med

først og fremmest moderne naturvidenskab og Animal Studies og derudover moderne sekundærlit-

teratur og litteraturteori om dyrelitteratur for at danne et tidssvarende teoretisk afsæt for min un-

dersøgelse. Ved at kombinere Darwins evolutionsteori med Hoffmeyers idé om dyrs oplevelsesver-

den og Sandøes teori om menneskedyrets artsbestemte sammenhold på den ene side samt Singers

historiske udlægning af menneskets udnyttelse af dyr og Derridas teori om blikket på den anden

side, har det været muligt at nuancere ambivalensen i menneskets forhold til dyr i de skønlitterære

værker. Den darwinistiske ambivalens i værkerne er nemlig kompleks og kendetegnet ved mange

”på-den-ene-side-og-på-den-anden-side”, som belyser ambivalensen ud fra henholdsvis et naturvi-

denskabeligt perspektiv samt Animal Studies’ bærende idéer, uden at det ene udelukker det andet.

Først og fremmest jonglerer Melvilles Moby-Dick og Kiplings The Jungle Books med en ambivalent

opfattelse af, at mennesket på den ene side er hævet over dyrene og på den anden side udgør den

højeste dyreart. For det andet falder menneskedyrets status som den højest rangerende dyreart

sammen med en tidløs tendens til på den ene side at sympatisere med andre dyrearter og på den

anden side at udnytte dem i både Moby-Dick og The Jungle Books. For det tredje taler hverken Mel-

villes roman, Kiplings bøger eller Darwins evolutionsteori entydigt for dyrevelfærd på den ene side,

mens de på den anden side indeholder et potentiale for dyrevelfærd, dels i deres indlevelse med

dyr, og dels i de skønlitterære værkers faldgruber som antropomorfiseringer af dyrene. Disse mange

”på-den-ene-side-og-på-den-anden-side” demonstrerer dermed, at den darwinistiske ambivalens i

menneskets forhold til dyr i Moby-Dick og The Jungle Books er komplekst, fordi værkerne – i lighed

med Darwins evolutionsteori - både hylder menneskets status som det mest herskende dyr og er

oprigtigt interesserede i dyrs velfærd uden endegyldigt at vælge side.

80

Litteraturliste

Andersen, Heine. “Socialdarwinisme”, Gyldendal, Den Store Danske. http://denstoredan-

ske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sociologi/Samfund/socialdarwinisme

The Animals & Society Institute (2018). “Human-Animal Studies”, The Animals & Society Institute.

https://www.animalsandsociety.org/human-animal-studies/

Beer, Gillian (2000). Darwin’s Plots, 2. udgave. Cambridge, Cambridge University Press, s. 1-22, 44-

70.

Bennet, Andrew & Royle, Nicholas (2016). “Animals” i An Introduction to Literature, Criticism and

Theory, 5. udgave. New York, Routledge, s. 172-181.

Carroll, Lewis (2012). Alice’s Adventures in Wonderland and Through the Looking-Glass. New York,

Barnes & Noble.

Cosslett, Tess (2006). Talking Animals in British Children’s Fiction, 1786-1914. Lancaster, Ashgate, s. 1-

38, 123-141.

Darwin, Charles (2009). Arternes Oprindelse ved naturlig selektion eller bevarelse af de bedst tilpas-

sede racer i kampen for tilværelsen. København, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Uni-

versitet.

Darwin, Charles (2009). Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Viborg, Husets forlag og Publi-

zon A/S.

Det Etiske Råd (2011). ”Værdi i naturen”, Det Etiske Råd, 29. april. http://www.etiskraad.dk/etiske-

temaer/natur-klima-og-foedevarer/undervisning-til-gymnasieskolen/gmo/vaerdi-i-naturen

Det Etiske Råd (2011). ”Menneskets særlige status på jorden”, Det Etiske Råd, 10. juni.

http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/natur-klima-og-foedevarer/undervisning-til-grundsko-

len/stamcellekoed/menneskets-saerlige-status

Derrida, Jacques (2002). The Animal That Therefore I Am (More to Follow) i Critical Inquiry, vol. 28/2,

s. 369-418.

81

Disney, Walt & Reitherman, Wolfgang (1967). The Jungle Book. Walt Disney Productions.

Dunham, Will (2014). “Planet of the apes: Gibbons are last ape to have genome revealed”, Reuters,

10. September. https://www.reuters.com/article/us-science-gibbons/planet-of-the-apes-gibbons-

are-last-ape-to-have-genome-revealed-idUSKBN0H520320140910?feedType=RSS

Gilbert, Richard; Loxley, Diana; Seymore-Ure, Kirsty; Walisiewicz, Marek & Westhorp, Christoper

(2016). “There is no folly of the beast of the Earth which is not infinitely outdone by the madness of

men. Moby-Dick, Herman Melville” i The Literature Book. London, DK Penguin Random House, s.

138-145.

Goldbech, Ole & Aabye, Kay (2006). Darwin. København, Gyldendal.

Hayes, Kevin J. (2007). ”The American Context” & ”Confronting Moby-Dick” i The Cambridge Intro-

duction to Herman Melville. New York, Cambridge University Press, s. 20, 46-59.

Hoffmeyer, Jesper (2008). ”Dyr og rettigheder” i Weekendavisen, 22. august.

Hoffmeyer, Jesper (2015). ”Hvordan mennesker er forskellige fra dyr” i Weekendavisen, 1. april.

http://www.jhoffmeyer.dk/One/artikler/klummen-3-april.pdf

Kipling, Rudyard (2014). The Jungle Books. London, Penguin Classics.

Kvittingen, Ida (2018). “Nyt studie: Den Sorte Død blev ikke spredt af rotter”, Videnskab.dk, 30. ja-

nuar. https://videnskab.dk/kultur-samfund/nyt-studie-den-sorte-doed-blev-ikke-spredt-af-rotter

Melville, Herman (2013). Moby-Dick Or, The Whale. London, Penguin Classics.

Montefiore, Jan (2007). “Being a Man” i Rudyard Kipling. Horndon, Northcote House Publishers, s.

65-80.

Montefiore, Jan (2011). “Kipling as a children’s writer and the Jungle Books” i The Cambridge Com-

panion to Rudyard Kipling, red. Booth, Howard J., New York, Cambridge University Press, s. 95-109.

Moore, Heidi (2009). Charles Darwin. Evolutionsteoriens fader. Holte, Flachs.

Møller, Line Friis (2009). Darwin – og idéen der vendte verden på hovedet. DR.

82

Roman, Joe (2006). “First Surfacing”, “Oil and Bone”, “Save the Whales” & “Timeline” i whale. Lon-

don, Reaktion Books LTD, s. 7-26, 117-126, 153-182, 210-211.

Sandøe, Peter (2009). “Darwin og dyreetikken” i Weekendavisen, 10. juli. https://dyreetik.ku.dk/de-

batindlaeg/darwin-og-dyreetikkel/

Sharma, Devika (2015). “The Captive Imagination” i Humanimalia, s. 85-110.

Singer, Peter (2015). “Man’s Dominion” i Animal Liberation. New York, Open Road Media, s. 271-

308.

Sjøgren, Kristian (2012). “Gorillaens genom giver ny viden om menneskets udvikling”, Videnskab.dk,

8. marts. https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/gorillaens-genom-giver-ny-viden-om-menne-

skets-udvikling

Sorenson, John (2009). “Models for Human Behavior” & “Timeline” i Ape. London, Reaktion Books

LTD, s. 127-162, 190-191.

Stevenson, Robert Louis (2012). Dr. Jekyll and Mr. Hyde. New York, Signet Classics.

Totaro, Rebecca Carol Noël (2003). “Suffering in Utopia: Testing the Limits in Young Adult Novels” i

Utopian and Dystopian. Writing for Children and Young Adults, red. Hintz, Carrie & Ostry, Elaine.

New York, Routledge, s. 127-138.

Ward, J. A. (1956). “The Function of the Cetological Chapters in Moby-Dick” i American Literature,

vol. 28/2, maj. Durham, Duke University Press, s. 164-183.

Wilson, Eric (2000). “Melville, Darwin, and The Great Chain of Being” i Studies in American Fiction,

vol. 28/2, s. 131-150.

World Animal Protection. “Vilde dyr”. World Animal Protection. https://www.worldanimalprotec-

tion.dk/vores-arbejde/vilde-dyr

Wylie, Dan (2008). “Using Elephants” i Elephant. London, Reaktion Books LTD, s. 114-152.

Billeder fra forsiden:

https://www.amazon.com/Moby-Dick-Herman-Melville/dp/1503280780

https://www.abebooks.com/Jungle-Book-Troll-Illustrated-Classics-Kipling/17167476965/bd