Med troen i ryggen bydes udsatte indBag de matterede ruder i Frelsens Hærs kælderbygning bliver gæsterne mødt af nærvær, hjælpsomhed og bøn, når Gadecaféens frivillige åbner dørene for Klostertorvets klientel af misbrugere og hjemløse.

Henry den 9.’s bopæl er et shelter, der ligger mellem Netto og tanken på Vestre Ringgade. Til daglig samler han flasker, men to aftener om ugen er Henry en af de mange hjemløse, der besøger Gadecaféen, hvor næstekærlighed og tro er i centrum.

Foto Simon Læssøe / tekst Charlotte Fink

Gæsterne i Gadecaféen og de frivillige samles i bøn i løbet af aftenen. ”Nogle gange er du måske vred på Gud, men bed til Gud og han vil hjælpe dig,” læser den daglige leder Ruben Sortberg op fra biblen. Foto: Simon Læssøe

I Gadecaféen kommer der ofte mange rumænere. De frivillige afholder indimellem gudstjenesten på rumænsk for at møde gæsterne gennem kristendommen på deres eget sprog. Foto: Simon Læssøe

Fleecen er lynet helt op i halsen under den åbne vinterjakke, selvom han sidder inde i varmen. Nettoposen med flasker står godt

beskyttet mellem hans fod og væggen . Han hed­der Henry. Henry den 9., som han kalder sig selv. Når caféen lukker, skal han igen ud i minus­graderne og grave i skraldespande. Men inden da har han et par timer i ro og mag et sted, hvor han kan være helt sig selv...

Da vi ankommer, er trapperne op til Kloster­gade 54 i Aarhus overraskende tomme. Spredte aviser ligger smidt tilfældigt på de øverste trin som eneste tegn på, at indgangen til Frelsens Hærs bygning plejer at være tilholdssted for mis­brugere og hjemløse. Dem, som normalt får en til at gå over på modsatte fortov med blikket stift rettet ligeud. Det er først på måneden, så mange foretrækker værtshusene, forklarer Gadecaféens daglige leder Ruben Sortberg. Derfor er han også spændt på, hvor mange der vil dukke op i caféen i aften.

I varmestuen indenfor er forberedelserne i gang. Puslen i køkkenet akkompagneres af dufte, der tyder på, at der er både kaffe og spiseligt på vej. Fyrfadslysene er lige blevet tændt. Ved midter­bordet høres sagte stemmer.

”Vær modig og stærk, og gå i gang! Vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme, for Gud Herren, min Gud, er med dig. Han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke…” Dagens bibelord læses op af Guds bog, inden de frivillige fordybes i bøn. Sådan starter aftenerne altid i Gadecaféen.

Hjælp gennem bønGadecaféen i Aarhus er et værested for hovedsageligt hjemløse og misbrugere. Den har åbent to gange om ugen, hvor alle kan komme og få et måltid mad og en snak med en af de frivillige. Samtidigt kan de høre om Gud og Jesus gennem gudstjeneste, sang og andagt. Gadecaféen har lejet sig ind i Frelsens Hærs bygninger, men er en del af den kristne orga­nisation Teen Challenge, hvor man forsøger at hjælpe folk gennem et kristen livs­ og menneskesyn.

“Måske er det håndtrykket, man giver gæsten i døren. Måske er det, at vedkommende får lov til at græde ud. Hvis folk ikke vil snakke kristendom, så snakker vi fodbold eller politik i stedet. Her er plads til alle. Men selvfølgelig tror jeg også fuldt og fast på, at Jesu kraft og Jesu magt kan gå ind og virke og hjælpe de her mennesker,” siger Ruben Sortberg, som var med til at starte Caféen for godt fire år siden.

Han fortæller, at det handler om at skabe relationer til gæsterne og være med til at sætte nogle tanker i gang hos dem. Ind i mellem beder han for folk, hvis de har lyst til det. Og at bønnen har en effekt, er Ruben sikker på.

”Der var en tidligere misbruger med et meget slemt skinnebenssår. Så tog jeg hans næve og bad en kort bøn om, at Jesus måtte bruge sin helbredende kræft, røre ved hans ben og gøre ham rask. Han kom igen og havde været ved læg­en, og lægen havde sagt, at han aldrig havde set så hurtig en sårheling før. Jeg tror på, at det var min bøn, der rørte ved ham.”

Hjælpsomhed og varme er nøgleordGæsterne beholder jakkerne på. Måske for at holde på den lidt ramme lugt af, at brusebad ikke er hver­dagskost. Folk sidder bøjet ind over bordene og sluprer med langsomme bevægelser dagens suppe i sig. Skeer klirrer mod porcelænet, og obligator­iske skiver brød hviler på kanterne af de fleste tal­

lerkener. Desserten er franskbrød. I hjørnet sniger en af gæsterne en skive belagt med fed ost og grøn peber ned i en Føtex Food pose. Den vil sikkert gøre godt som natmad.

En ældre kvindelig frivillig tilbyder en rumænsk mand at vaske hans sår. Han tager sin hue af og afslører en bandage rundt om sin pande. Han har tidligere på dagen fået en flaske i hovedet, men syge­huset ville ikke lappe ham sammen, fordi han ikke havde et sygesikringskort, fortæller han hende på meget gebrokkent engelsk.

Han er ikke den eneste, der har været uheldig i gadelivet. I den anden ende af rummet sidder en lidt yngre fyr. Fedtede hårtjavser dækker delvist de al­lerede fremtrædende furer i hans pande. ”Snørebån­det går op og op og op. Det er sjældent, jeg har været udsat for noget så forfærdeligt.” Han har både mistet noget af sit snørebånd og skåret en dyb flænge i fing­eren , som der er gået betændelse i. Det virker dog

til, snørebåndssituationen irriterer ham mest. En af de frivillige har travlt med at lede efter både sæbe­vand og ekstra snor til hans sko.

Henry den 9. fortæller, at hjælpen er en af de ting, der er så godt ved Gadecaféen.

“Det er varmen, der tæller. Folk her dømmer dig ikke, og har du brug for hjælp, så kan du bare spørge de frivillige. Men de respekterer også, at mange gerne vil sidde for sig selv, så de tvinger dig aldrig til noget. Du er fri til at gøre, som du vil,” fortæller Henry.

Gud er godBiblen hviler på Rubens venstre hånd, og øjnene er lukket intenst. Armene er bredt ud til siden, hånd­fladerne vender opad. ”Fadervor, du som er i him­len…” De frivillige fører an, men flere af gæsterne mumler forsigtigt med. Da bønnen slutter, råber en af gæsterne et højlydt ”Amen!” Stearinen i fyrfadsly­

senes folie er næsten brændt ud.

Der er en lovsang tilbage, og så er andagten forbi for i aften. Folk smiler, da slutsangen synges på både dansk, rumænsk, grønlandsk og fransk til ære for de udenlandske gæster. ”Gud er god,” hedder lovsangen. Det føles, som om at folk er overbeviste. I hvert fald i dette øjeblik. Snart skal jakkerne lynes, plastik­poserne fattes, og gaderne i vinternatten skal igen indtages.

Michael skar for halvanden måned siden næsten halvejs igennem sin egen pegefinger, da han skrællede 3 kg gul-erødder. Såret er stadig betændt, og de frivillige hjælper ham med at vaske det. Foto: Simon Læssøe

”Vær modig og stærk, og gå i gang! Vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme, for Gud Herren, min Gud, er med dig. Han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke”

­ Første krønikebog, kapitel 28, vers 20