legenden om enyo

Hele stammens fremtid hviler på Enyos skuldre.

I en � ern verden, langt væk fra vores påbegynder

nomadestammen doodjie en hård og farefuld færd

gennem ukendt land mod en ukendt destination

og en usikker skæbne. Der er ikke længere noget,

der gror eller kan leve, hvor de er, så de er

tvunget til at tage af sted.

Med sig har de den forældreløse dreng, Enyo,

hvis eneste ønske er at blive en dygtig jæger. Men

skæbnen har valgt en anden vej for Enyo; han skal

blive en stor shaman, fi nde vejen til den legendariske

hemmelige dal og således redde doodjierne.

Legenden om Enyo bygger på tv-serien

af samme navn, der sendes på tv2.

Samtidig med bogen launches en stor app til Legenden om

Enyo. Dette bliver den første e-bog af sin slags i Danmark

med bog, spil og app i én samlet pakke.

0822727887719

ISBN 9788771082272

LFå alle hemmelighederne om Enyos univers

Følg med på rejsen til Den Glemte Dal!

- 33 -

Every design must alway feature the Studio100 Consumer logo and License statement

as shown below.

Where possible, mention the website on all new products, packaging and promotional

materials (for example ad, colouring picture, packaging, etc.).

® lic. STUDIO 100 - Belgiumwww.studio100.be - www.studio100.nl

Af Lea Carlsen Ejsing efter idé af Jesper Østergaard

Enyo_Indhold.indd 3 05/04/11 11.43

- 33 -

Every design must alway feature the Studio100 Consumer logo and License statement

as shown below.

Where possible, mention the website on all new products, packaging and promotional

materials (for example ad, colouring picture, packaging, etc.).

® lic. STUDIO 100 - Belgiumwww.studio100.be - www.studio100.nl

© Lea Carlsen Ejsing, Funkhauser Film og People’sPress Jr., København 2011

© Denne udgave: People’sPress Jr., 2011

Baseret på TV-serien ”Legenden om Enyo” © 2009-2010 Avrill Stark Entertainment Pty Ltd,

Funkhauser Film A/S, NSWFTO. Alle rettigheder reserveres.

Oprindelig idé: Jesper Østergaard

Omslag: Rasmus Funder

Illustrationer: Funkhauser Film

Grafisk tilrettelæggelse: Rasmus Funder

Projektleder: Pernille Wass

ISBN: 987-87-710-8227-2

1. udgave, 1. oplag

Tryk: Narayana, Gylling

Printed in: Denmark 2011

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem

Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige

samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag

til brug i anmeldelser.

People’sPress Jr.

Vester Farimagsgade 41

1606 København V

www.artpeople.dk

Samtidig med bogen launches en stor application til Legenden om Enyo, udviklet over bogen.

Dette bliver den første e-bog af sin slags i Danmark med bog, spil og app i én samlet pakke.

App’en udgives i første omgang på fire sprog, dansk, svensk, norsk og engelsk og vil på

sigt blive launchet i alle de lande, serien bliver sendt. I app’en er der indlagt et lille spil, så

børnene kan få hidtil uudgivet materiale om Enyo ved at løse opgaverne.


Shamani fortællerJeg er en gammel shaman, og jeg har oplevet meget forunderligt og fanta-

stisk – og også meget farefuldt – i min tid. Min erfaring siger mig, at man

ikke kan vente på det forunderlige, men at det sker, når man har allermest

brug for det. Og det er sådan, legender opstår. Den største legende af dem

alle vil jeg fortælle nu.

For længe siden i en verden, der er meget anderledes end jeres, fandt vi

doodjier en forældreløs dreng. Vi kaldte ham Enyo. Som årene gik, voksede

både han og hans helt utrolige evner. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at

hjælpe ham med at forstå sine evner og bruge dem fornuftigt. Men min vis-

dom og vejledning var ikke altid nok, og han måtte selv udforske, hvem han

var. Det blev Enyos skæbne, at han skulle føre os doodjier i sin nye stamme

til Den Glemte Dal. Rejsen blev farefuld – på en gang både livsfarlig og livs-

nødvendig. Men Enyo havde ikke noget valg, og det havde vi doodjier heller

ikke, vi måtte følge ham, og han måtte påtage sig det alt for store ansvar.

Mit eneste håb var, at han var stærk nok, og at de evner, han fik, kunne

beskytte ham på rejsen.

Jeg vil fortælle legenden om Enyo. Om den enestående dreng, den verden og

det folk, der var bundet til hans skæbne. Meget er forandret, vores verden

blev næsten udslettet af Det store Svind, men som den ældste i vores stamme

er det min pligt – og min ære – at fortælle, hvordan vi levede, om vores

skikke, vores natur og vores ånder. Doodjierne lever, så længe legenden om

Enyo bliver fortalt.

W


stamme: Aglulo, måske den

sidste overlevende. Opvokset

hos doodji-stammen, selvom

de to stammer er rivaliserende.

Mange af doodji-stammens

medlemmer mener, at aglulo-

folk bringer uheld, og at det

er derfor, aglulo-stammen blev

udslettet.

Et hittebarn, som doodji-

stammens shaman har op-

fostret. Har to gode venner i

doodji-stammen og respekterer

høvdingen, Hunga, som en

far. Hvad der skete med hans

rigtige familie, må han erfare

med åndernes hjælp.

kendetegn: De fire røde drolna-

er på hans hoved viser, at han

tilhører aglulo-stammen. Han

går i doodjiernes klædedragt og

har deres blå tegninger på krop-

pen. Om halsen bærer han en

amulet, der er det eneste, han

har fra sine aglulo-forældre.

Folk og stammerenyo fak ta

Enyoalder: Omkring 12 altider, kender ikke den præcise alder.


9

Enyo er en modig og stærk

dreng, der gerne vil være jæger

som de andre mænd i stam-

men, men Enyo er anderledes

end folkene i hans stamme, og

det viser sig ikke kun fysisk.

Allerede i en meget ung alder

kæmper Enyo med at forstå,

hvorfor han oplever omverde-

nen anderledes end sine ven-

ner. Han har en særlig evne til

at få skræmte dyr til at falde

til ro, han kan mærke fare, og

han fornemmer åndernes til-

stedeværelse i naturen. Doodji-

stammens gamle shaman for-

søger at hjælpe ham til at ac-

ceptere de sjældne evner, for at

enyo fak ta

han skal kunne bruge dem til

sin egen og stammens fordel.


10

Panko

”Kun underlige aglulo-drenge

vil have sådan et grimt kæle-

dyr,” sagde en af jægerne, da

han hørte, Enyo tale til den

lille grønne øgle. ”Du skal ikke

lytte til ham, Panko,” mum-

enyo fak ta

lede Enyo. ”Han er misundelig,

fordi han ikke kan forstå, hvad

du siger.”


11

stamme: Doodji, som shaman

føler han sig i slægtskab med

alle stammer og naturen

omkring sig. De gamle stri-

digheder mellem stammerne

interesserer ham ikke, for han

vil kun fred og forståelse mel-

lem folk. Shamani har påtaget

sig opgaven med at beskytte

og opdrage Enyo. Da Enyos

særlige evner begynder at vise

sig, forstår Shamani, at han

også må undervise Enyo som

lærling og måske arvtager til

shamantitlen.

kendetegn: På hovedet bærer

Shamani en krone af fj er fra

forskellige af himlens kloge

og klartseende fugle. Sammen

med shamanstaven viser kro-

nen, at han er i kontakt med

naturens ånder, og at han har

evner og totemmer, som ikke

alle kender til. En klog gammel

mand, der har næsten al sin

styrke i tankens kraft og ån-

dens arbejde.

enyo fak ta

Shamanialder: Ældre, end tiderne kan tælle.


12

stamme: Stolt høvding af dood-

ji-stammen, som han vil gøre

alt for at lede på den bedste

måde, og som han vil kæmpe

for at redde fra Det Store

Svind. Alle i doodji-stammen

er i familie med hinanden på

en eller anden måde, og Hunga

føler sig derfor forbundet med

dem alle. Agaya er hans datter,

og selvom han er en alvorlig og

retfærdig leder, giver han ofte

efter, når Agaya spørger ham

om lov.

kendetegn: Hunga er stærk og

robust. Ingen kan jage eller

kæmpe som han, og han går

ofte forrest, når jægerne drager

ud. Han bærer høvdingens læ-

derkrone på sit hoved med stor

værdighed.

Hunga alder: I sit livs bedste alder med styrke i både krop og tanke.

enyo fak ta


13

enyo fak ta

stamme: Doodji og har faktisk

aldrig mødt andre stammer.

Han har kun hørt om dem i

legenderne og set dem på af-

stand.

Itos far blev dræbt under en

jagt, fordi han som en af stam-

mens modigste jægere sprang

først ned på ryggen af en

enorm maurok. En anden kri-

ger blev bange for maurokkens

modangreb og skød ikke som

aftalt. Det sårede dyr kastede

Itos far til jorden og trampede

ham ihjel, da den ville fl ygte.

Itos mor, Odina, har opdraget

sin søn til at blive en dygtig jæ-

ger som sin far.

kendetegn: Ito er hurtig, stærk

og målrettet. Konkurrencer

og kapløb vinder han altid,

og derfor udfordrer han også

ofte sine venner. Især vil han

gerne kæmpe mod Enyo, fordi

han ved, at han er overlegen

på mange punkter, men Enyos

særlige evner forstår han ikke.

Ito drømmer om at blive stam-

mens høvding engang, og han

forsøger altid at imponere

Hunga.

lto alder: Mindst en altid ældre end Enyo.


14

stamme: Agaya er doodji, men

ikke mistroisk over for andre

stammer, for det interesserer

hende at lære om andres skik-

ke og traditioner. Som datter

af høvdingen Hunga er Agaya

doodjiernes prinsesse. Hun er

dog ikke for fi n til en klatretur

i bjergene eller til at samle at-

wahsten med de andre børn.

Hun er Enyos bedste ven og be-

tragter ham som en bror.

kendetegn: Agaya er både smuk

og sej. Hun kan lide smykkesten,

men ødelægger gerne sin halskæ-

de for at få fat i en sten, der kan

kastes efter et lille byttedyr på

jagten. En god forståelse for an-

dres følelser gør Agaya i stand til

at se igennem Itos konkurrence-

lyst og Enyos frygt for at være

anderledes. Hun ved, at Enyo vil

blive den bedste leder, og derfor

støtter hun ham – også når både

han selv og stammen tvivler på

hans evner.

Agayaalder: 11 altider, men mere voksen og fornuftig end stammens

jævnaldrende drenge.

enyo fak ta


15

enyo fak ta

stamme: Doodji-kvindernes

uoffi cielle leder. Hun støtter

Hunga som høvding og arbej-

der hårdt for stammen. Sønnen

Ito er hendes store stolthed, og

hun håber, at han en dag vil

blive høvding, selvom hans far

var almindelig jæger.

kendetegn: Odina er praktisk

både i udstyr og arbejde. Hun

lægger sine drolnaer tilbage

under en hætte, for at de ikke

skal komme i vejen, når hun

passer dyrene, og hun sørger

altid for at have et vindspyd i

nærheden, hvis lejren skulle

blive angrebet. Odina kan klare

det meste, og hun ved, hvor

meget mad og atwah, stam-

men har på lager. Hun ved,

hvem der er syge, og hun læg-

ger planer for, hvordan stam-

men skal skaffe det, den har

brug for.

Odina alder: Både gammel nok til at huske tiden før Det Store Svind,

og ung nok til at kæmpe for en ny verden.


16

enyo fak ta

stamme: Oprindeligt var Quag

Naga en aglulo, men kunne

ikke leve under stammens

regler. Magt og rigdomme var

det eneste, han tænkte på, og

uærlig opførsel og ondskab fi k

ham forvist til et liv i ødemar-

ken. Her forsøgte han at true

ånderne til at give ham styrke

til hævn, og en primitiv ånd

svarede hans bøn. Den skæn-

kede Quag Naga en krystal, der

var skovstammens helligdom,

og med den fi k han et frygtind-

gydende våben. Han blev leder

af en stor del af skovstammen,

som forlod deres område og

blev stammeløse. Med trusler

og overtalelse fi k han de stam-

meløse med på sit hævntogt,

og snart havde han udslettet

alle agluloer. Troede han.

kendetegn: Quag Naga er krøb-

ling både på krop og sjæl. Da

han tog skovfolkets krystal,

mærkede ånderne ham. En læ-

dermaske dækker store dele af

Guag Nags ansigt, og kun han

selv ved, hvilke ar han skjuler.

Krystallen fra skovånden pry-

der en lang stav, og når han

retter den mod sit offer, skyder

den med stråler så kraftige

som solens energi.

Quag Nagaalder: Da mørke kræfter overtog Quag Nagas tanker, forsvandt hans

alder. Ondskab og mørke fi ndes til alle tider og har ingen alder.


17

stamme: Mung følger de stam-

meløse, men han tjener hvem

som helst, bare han ikke selv

skal beslutte noget, for så går

det galt.

kendetegn: Lille, tyk og klod-

set. Mung vil ikke noget ondt,

og alligevel ender han ofte

med at skade andre, enten for-

di han er lidt dum, eller fordi

han følger ordrer.

Mung alder: Kender ikke sin alder og ved ikke, hvornår altiderne skifter.

enyo fak ta


18

stamme: Tilhørte oprindeligt

skovstammen, der er et primi-

tivt folk. Men da Quag Naga

stjal deres krystal og blev deres

leder, fulgte Dagor ham som

en af de stammeløse.

enyo fak ta

kendetegn: Ligner lidt en

slange med sine lange lemmer

og smalle ansigt. Han smisker

og tjener den, der er stærkest.

Men han er upålidelig og vil

gerne snyde sig til magten,

hvis han kan.

Dagor alder: Er så gammel, som hans herre synes,

han skal være.


”Enyo havde altid anet, at noget var anderledes,

og da mange i stammen så skævt til ham, fordi han var aglulo,

mente han også selv, at det var årsagen.

Allerede da jeg så den lille dreng i kurven mellem werloggens kløer,

vidste jeg, at han var noget særligt. Ikke mindst på grund af amuletten.

Da Enyo begyndte at få sine evner, vidste jeg, at han var på vej

til at blive en mægtig shaman. Legenden fortæller, hvordan Enyo

fik evnen til at tale med ånderne …”

I


21

kapitel 1

Det Store Svind

Sand og støv hvirvlede op om Enyo, han kneb øjnene sammen

til smalle sprækker og pressede hårdere mod togoens krop med

knæene. Han lænede sig frem i sadlen og mærkede, hvordan de

dundrede hurtigere og hurtigere over slettens hårde jord.

”Giv op, Ito,” råbte han til sin ven, der red lige ved siden af

ham.

”Glem det, du kan ikke ride fra mig,” svarede Ito og satte far-

ten op. De styrede lige mod to høje klipper. Ito krydsede ind foran

Enyo og fik sin togo til at spærre vejen, så Enyo måtte stejle for

ikke at støde ind i ham.

”Ha, hvad sagde jeg?” triumferede Ito. Men øjeblikket efter var

Enyo igen i fuld fart over sletten.

”Wohuuu.”

Ingen af de to drenge havde opdaget, at nogen halede ind på

dem. ”Af banen, drenge, så skal jeg vise jer, hvordan man gør.”

”Agaya! Hvad har du gang i?” grinede Enyo, da både han og Ito

blev overhalet.

En stolt skikkelse, der betragtede dem fra toppen af bakken,

fik de tre venner til at standse med det samme. Det var Hunga, og

han så ikke ud, som om han syntes, deres væddeløb var en god

idé.


22

”I må ikke forlade stammen. Der går rygter om de stammeløse

herude,” sagde Hunga og vendte sit dyr.

”Undskyld far, vi havde det bare sjovt,” sagde Agaya.

Roligt red Hunga tilbage til stammen, mens han formanede

dem om at holde sammen. ”I skal tænke på stammen, ikke jer

selv. Find jeres pladser, vi er snart ved oasen.”

”Tror I, der er atwah i oasen?” spurgte Enyo og mærkede sin mave

rumle ved tanken.

”Mere end du kan drømme om,” svarede Odina.

”Godt, for jeg er så tørstig,” stønnede Ito.


23

u”Det er vi alle,” sagde Shamani. ”Derfor er det på høje tid, at

vores vandring fører os til oasen. Vores stamme har brug for at

fylde både maverne og forrådsposerne, men vi har været uheldige

på det seneste.”

Håbet om endelig at få friske forsyninger og fi nde et sted,

hvor de kunne slå lejr, drev stammen over den sidste bakkekam.

Men et frygteligt syn mødte dem. En gold ørken med visne plan-

ter og indtørrede skeletter af dyr. Alt i den frodige oase var ødelagt

og dødt.

Enyo sprang af sin togo. Han kunne ikke tro det, hvordan

skulle de nu overleve? Intet liv kunne klare sig på den nøgne slet-

te, og det så sådan ud, uanset hvor de kom frem.

”Det er de stammeløse, der har gjort det,” sagde Enyo.

”Nej,” svarede Hunga med en bekymret stemme. ”De stam-

meløse har lige så meget brug for oaserne, som vi har. Vi har kun

forsyninger til et par dage, så vi må jage, inden vi rejser videre.”

”Men Hunga, dyrene kan ikke overleve herude, hvordan skal

vi fi nde noget at jage?” spurgte Enyo.

”Vi har ikke noget valg. Vi må slå lejr, for vi kan ikke gå videre

i dag.” Hunga begyndte at løsne oppakningen fra en gargo.

Doodjierne gik i gang med at få deres lille landsby op at stå.

Selvom de var modløse, arbejdede alle i stammen sammen. En

hentede brænde, mens andre rejste telte, og fl ere begyndte at

lede efter mad mellem de visne buske og tørre sandsten. Solen

stod stadig højt på himlen, men den underlige tomhed i den øde-

lagte oase spredte mørke tanker, og stemningen var trist.

Enyo vandrede omkring for sig selv. Noget drev ham til at

undersøge oasen, han måtte fi nde ud af, hvad det var. Han ville


24

helst være alene, men hans lille øgle sprang efter ham, som om

den ventede på eventyr. I sandet opdagede Enyo et skelet af et

stort fuglelignende væsen. Næbbet var kraftigt, og på dets hoved

rejste sig en knogle, som Enyo syntes, han kunne genkende. Der

var noget ved hovedformen, kløerne og den lange hals, som min-

dede ham om noget. Klipperne, hvor dyret havde lagt sig til at dø,

virkede bekendte.

”Ja, Panko, det er meget underligt,” sagde han til sin firbenede

ven. ”Det føles, som om jeg har været her før.”

”Det overrasker mig ikke,” sagde en dyb stemme bag Enyo.

Han vendte sig hurtigt og fik øje på stammens gamle shaman.


25

u”Shamani, jeg hørte dig ikke.”

”Nej, du har travlt, ser jeg,” sagde Shamani.

”Ved du, om de her knogler stammer fra en werlog?”

”Det gør de helt bestemt.”

”Men tror du så, at det her var de sidste werlogger? Det er

mange altider siden, der er blevet set levende werlogger.” Enyo

havde hørt om de imponerende dyr, der var hellige for doodjierne,

men han havde aldrig set dem flyve over himlen.

”Måske er det resterne af de sidste werlogger, måske ikke,” sva-

rede Shamani med et underfundigt blik. ”Men jeg kan tydeligt hu-

ske, hvor jeg sidst så en levende werlog. Det var lige her, og det er

tolv altider siden. Det var nemlig dengang, vi fandt dig efterladt i

en kurv.”

”Var det virkelig i denne oase?” spurgte Enyo. Han havde hørt

historien mange gange før. Doodjierne var kommet til oasen, og

der havde de set, at en werlog stod bøjet over en lille kurv. Fra

kurven hørte de barnegråd, og Hunga sprang på werloggen, for

at den ikke skulle æde barnet. Han trak sin kniv og skar en af de

skarpe kløer af. Werloggen skreg i smerte, men forsvandt uden at

skade det lille barn.

”Hunga reddede mit liv, og kloen har han hængende om hal-

sen i en snor i dag,” sagde Enyo stolt.

”Det er sandt,” sagde Shamani. ”Og det var lige her, det skete.”

”Nogle gange tænker jeg bare på, om Hunga og stammen for-

tryder, at jeg blev reddet,” sukkede Enyo.

”Hvad får dig dog til at tro det, mit barn? Du er en del af doodji-

stammen, som alle andre, og vi er glade for at have dig blandt os,”

sagde Shamani.


26

Enyo kastede et blik på de vindtørre knogler i sandet og beslut-

tede sig for at fortælle den gamle medicinmand, hvad han havde

hørt. ”Flere af de andre i stammen er begyndt at sige, at jeg er en

aglulo. Og at det bringer uheld at følges med en aglulo. Måske me-

ner de, at det er min skyld. Alt det, der sker med Det Store Svind.”

Shamani rystede langsomt på hovedet. ”Du skal ikke lytte til

onde tunger, Enyo. Det Store Svind har intet med aglulo-folket at

gøre og slet ikke med dig. Det er sult og bekymring, der får folk

til at tale på den måde. Men de mener intet med det. Du er en af

os, og sådan skal det altid være.”

”Jeg har været hos doodjierne hele mit liv, men der er stadig

folk, der behandler mig som en fremmed,” sagde Enyo. Nedtrykt

vendte han sig væk fra Shamani og forsvandt længere ind i den

trøstesløse oase.

”Vi to er mindst lige så gode som de doodjier, Panko,” sagde

Enyo, da det lille kæledyr skubbede til ham med snuden. ”Men

hvad er det der i sandet? Friske spor?” Enyo rejste sig for at se,

hvad det kunne være for et stort dyr, der havde afsat spor af tre

kløer i sandet. Alle stammens medlemmer var taget af sted på

jagt, og selvom de ikke ville have ham med, kunne han måske al-

ligevel være heldig at finde et byttedyr. Så måtte de forstå, at han

ikke bragte uheld. Solen skar ham i øjnene, han koncentrerede

sig for at se, om der var noget, som rørte sig i skyggerne bag de

lave klipper. Og der. Lige foran ham stak et kraftigt næb frem.

Enyo kastede sig ned i sandet for at skjule sig.

”En werlog, Panko. Jeg sniger mig tættere på, så jeg bedre kan

se den. Men jeg tror altså, at det var en werlog.” Enyo sprang hur-

tigt ned ad en stejl skrænt og lænede sig med hamrende hjerte op


27

u

ad klippesiden. Hvis det var en werlog, der gemte sig der, måtte

han se den.

Panko protesterede og forsøgte at gemme sit ansigt under de

korte arme. Det var ikke spor spændende at møde et stort ukendt dyr.

”Stille, du skræmmer werloggen,” hviskede Enyo. Han vin-

kede til sin ven for at få ham til at følge efter. ”Kom, den er lige

her,” sagde Enyo og stak hovedet frem for at se det sjældne dyr.

Men der var ingenting at se. Werloggen var væk, og kun sporene

i sandet afslørede, at der havde været et dyr bag klippen.

Pludselig bevægede skyggerne sig, og et højt skrig over Enyos

hoved fik ham til at fare sammen. Werloggen sad på den store

sten og skreg med åbent næb helt tæt på hans ansigt. I det samme

lettede den, og spidsen af de store læderagtige vinger strejfede


28

Enyos pande. Han vendte sig og fulgte werloggen med blikket,

mens den fløj som en mørk skygge over den blå himmel.

”Afsted, Panko,” råbte Enyo. Det lille kæledyr sprang op på

hans skulder og klamrede sig til ham. Det brændende varme sand

ænsede han ikke, mens han løb over sletten. Han havde kun blik-

ket rettet mod det store dyr. Men øjeblikket efter var den forsvun-

det igen.

”Hvor blev den af ?” spurgte Enyo og spejdede ud i horison-

ten. Solen blændede ham, kun klipperne flimrede for hans blik i

varmedisen. Pludselig var den der igen, werloggen dykkede ud af

himlen og styrede lige mod Enyo. Kløerne var lige over ham. Han

kastede sig i sandet for at undgå de knivskarpe våben. Panko blev

slynget af hans skulder, men de måtte hurtigt på benene. Werlog-

gen vendte i luften og satte igen kursen mod sit bytte.

”Løb Panko,” råbte Enyo. ”Flygt.”

Der var intet sted at gemme sig, fødderne piskede over det

varme sand. Men werloggen var over ham. Den dykkede. Han luk-

kede øjnene og ventede på at mærke dens skarpe kløer i sin hud.

Werloggen skreg af smerte, da den blev slynget tilbage. Forvirret

kiggede Enyo sig omkring og fik øje på Hunga og de andre jægere,

der kom ridende over bakken. Hunga havde ramt werloggen med

sit vindspyd, og han havde reddet Enyo fra dyrets dødbringende

kløer for anden gang.

”Så du lige det?!” råbte Enyo. ”Det var en werlog. En ægte le-

vende werlog.”

”Utroligt. Men det er ingen undskyldning for at gå ud alene,”

sagde Hunga.


29

u”Undskyld,” mumlede Enyo med bøjet hoved.

”Stammen må og skal holde sammen. Og jeg bryder mig ikke

om at være for længe væk,” forklarede Hunga. Han rakte hånden

ud mod Enyo for at hjælpe ham op på togoen.

I det fjerne fik Enyo øje på sorte røgsøjler, der rejste sig mod

den blå himmel. Det kom fra deres lejr, og det var ikke almindelig

røg fra deres ildsten.

”Hunga, se. Der er noget galt.” Enyo pegede i retningen af røgen.

”De stammeløse!”

Folk skreg og flygtede, mens de stammeløse gik til angreb. Alt

blev smadret og brændt af de grove mænd, der uden skrupler slog

med økser og tunge sten. Deres ansigter var dækkede af skræk-

indjagende sorte lædermasker. Gennem huller i maskerne stir-

rede kolde øjne, og deres hånlige grin afslørede, at mange af de

stammeløse sleb deres tænder, så de lignede skarpe pigge.

Midt i lejren tronede de stammeløses øverste leder Quag

Naga. Et stort ridedyr med hud som et panser og et horn som et

skarpslebent våben bar ham gennem angrebet. Quag Naga sad i

sin bærestol og overvågede, hvordan de stammeløse rev teltene

ned og tømte doodjiernes forrådssække.

”Godt, at du fik øje på den lille unge, der løb rundt for sig selv,

Dagor,” sagde Quag Naga til sin næstkommanderende. ”Jeg vidste

jo, at der måtte være en lejr med mad. Når de lader deres unger

løbe rundt uden for oasen, er de selv ude om, at vi går til angreb.”

”Gennemsøg teltene. Stjæl alt,” befalede Quag Naga med en

rungende latter. Han svingede en lang lanse med to knivsblade

over hovedet og skreg sine ordrer ud til de hærgende horder.


30

Fra sit telt hørte Odina de stammeløses angreb. Skrigene lød

mod himlen, og lugten af afbrændte telte bredte sig. Hun greb sit

vindspyd og forsvarede sig, så godt hun kunne. ”Forsvind,” råbte

hun og slog ud efter en af de stammeløse, der ville trænge ind i

teltet.

”Forsvind selv,” grinede den stammeløse, da han skubbede

hende tilbage i teltet og stjal hendes pose med den sidste mad.

”Hurtigt tilbage, inden jægerne kommer,” råbte Quag Naga,

og de stammeløse forsvandt mellem klipperne med deres bytte.

Hunga pustede udmattet efter den vilde tur over sletten med

to mennesker på ryggen. Selvom ridedyret havde givet alt, kom

de for sent. De stammeløses angreb var kort, men effektivt. Alle

telte hang i laser, og maden var væk, nu havde doodjierne intet

tilbage. Enyo sprang af togoen og så stammen sidde rundt om på

jorden foran de ødelagte telte og smadrede krukker, mange græd,

men enkelte stirrede bare opgivende frem for sig.

”Vi kunne intet stille op,” forklarede Odina, da hun gik Hunga

i møde.

Hunga kiggede ud over den ødelagte lejr og den modløse

stamme. ”Det er endnu værre nu, end da vi ankom. Gad vide,

hvordan de fandt os? Jeg troede, vi ville være i sikkerhed i oasen.”

I de stammeløses lejr var der ingen sejrsglæde. Byttet blev samlet

foran Quag Naga, men han var ikke tilfreds.

”De her doodjier må være de eneste, der har mindre end os,”

råbte han rasende og slyngede en sæk med tørrede bær fra sig.

Rundt om Quag Naga brummede hans folk med vrede stemmer,

de ville have mad, når de havde kæmpet for den. Men deres ud-


31

uspekulerede leder var ikke længe om at lægge en ny plan. Han

gned sig over sin spidse hage og lo gnæggende: ”Hm, nu bliver de

kære doodjier nødt til at jage, og så får vi at se, om der er noget

at fange derude. Hold øje med dem, Dagor,” sagde han og pegede

på den næstkommenderende, der lå på knæ på jorden foran sin

herre. ”Kom først tilbage, når doodjierne har noget, der er værd

at stjæle. Den unge, som de lader løbe omkring, kan måske vise

os flere små godbidder.”

”Ja herre,” smiskede Dagor og kravlede nærmere Quag Nagas

tronstol, men han fik et spark, der sendte ham tilbage på jorden.

”Af sted,” skreg Quag Naga. ”Sult ødelægger mit humør, og

straffen for at fejle igen bliver hård.”


32

Blandt doodjierne var der ingen, der anede, at de stammeløse

holdt øje med dem. De tænkte kun på at skaffe mad, inden mør-

ket gjorde det umuligt. Men det virkede håbløst at finde jagtbytte

i det øde landskab.

Odina var bekymret. Hun vidste, hvor meget mad der skul-

le til for at mætte hele stammen. ”Denne jagt skal gå godt,

Hunga.”

”Man kan aldrig være sikker. Du har set området, det hele dør

ud,” svarede Hunga.

”Hvis det hele dør ud, hvad kan vi så overhovedet gøre for at

redde stammen?” spurgte Odina.

Hunga tøvede med at svare. Han havde vindspydet med sig og

var klar til at ride af sted, men han vidste, at hun havde ret. Det

ville blive en kamp at finde mad nok, og selv hvis de nedlagde et

dyr, ville det kræve meget af stammen at udbedre skaderne efter

de stammeløses angreb og blive klar til at rejse videre. Med et suk

vendte han sig for at svinge sig op i sadlen, og i det samme fik han

øje på Shamani, der havde lyttet til deres samtale.

”Den Glemte Dal,” sagde den gamle som svar på alle deres

fortvivlede tanker.

Alle i doodji-stammen havde hørt om Den Glemte Dal, for

eventyret om det fortryllede sted blev fortalt igen og igen, når de

små børn skulle sove. I lyset fra de glimtende ildsten kunne de

drømme sig væk til det sted, hvor alle træer stod grønne, blom-

sterne duftede, og vandet løb klart i kilderne. Ingen vidste, hvor

Den Glemte Dal var, men det var stedet, hvor alle bekymringer og

sorger forsvandt.

”Shamani, hold op med de gamle skrøner,” sagde Hunga. ”Den


33

u

slags hjælper os ikke nu.”

”Det er ingen skrøne. Den Glemte Dal er derude et sted,” sagde

Shamani med en rolig og sikker stemme. Folk begyndte at samle

sig om den gamle, de lyttede og mumlede til hinanden. Kunne det

være sandt? Var det muligt at finde Den Glemte Dal?

”Legenden fortæller, at der er alt, hvad vi har brug for i Den

Glemte Dal. Et overdådigt sted med rigelig mad til os alle.”

”Hvis det sted findes, hvor er det så?” spurgte Odina.

”Den viden er vist desværre gået tabt. Vi må selv finde dalen

igen,” sagde Shamani.

”Hvis vi skal lede efter Den Glemte Dal, må vi ændre den måde,

vi har levet på i generationer,” indvendte Odina. ”Vi vandrer i vo-

res cirkler, fra oase til oase, hvor vi finder mad og ly. Hvis vi bry-


34

der cirklerne, er det ikke sikkert, at vi kan finde tilbage til vores

gamle liv igen.”

”Spørgsmålet er, om det liv har en fremtid, når vores antal

mindskes dag for dag,” sagde Shamani. Han bredte armene ud

mod stammen, så det raslede i hans amuletter og magiske arm-

bånd. Ingen var i tvivl om, hvad han mente. De ville dø, en for en,

hvis de ikke gjorde noget.

”Det er en skrøne, og vi har ikke tid til godnathistorier nu,”

sagde Hunga. ”Har du den magiske nøgle til Den Glemte Dal?”

Han kendte svaret på spørgsmålet, allerede inden Shamani ryste-

de på hovedet.

”Hvorfor spilder vi så tiden? Mit folk er ved at dø af sult. Indtil

videre jager vi,” sagde Hunga vredt. Han vendte sig mod stammen

og råbte: ”Gør jer klar, vi rider på jagt.”

Enyo sprang på sin togo og gjorde sig klar til jagt, men Hunga

spærrede vejen for ham og rystede på hovedet.

”Ikke dig, Enyo,” sagde høvdingen.

”Men Hunga, jeg vil også hjælpe på jagten,” forsøgte Enyo at

forklare.

”Det er anden gang, en werlog angriber dig. Den kunne slå dig

ihjel. Det kan jeg ikke risikere.”

”Jeg er ikke bange.”

”Nej, det ved jeg. Men du skal blive her,” sagde Hunga, inden

han red af sted mod bakkerne i udkanten af oasen.

Agaya red forbi Enyo, da hun fulgte efter sin far. ”Skal du ikke

ønske os held og lykke på jagten?” spurgte hun.

Der var ikke tid til at tale sammen, for Ito kom ridende og


35

uråbte: ”Ha, held og lykke får jeg ikke brug for.”

Solnedgangen farvede himlen blodrød og gylden orange,

mens jægerne tordnede over sletten på deres ridedyr. De havde

en farlig og livsvigtig opgave, og der var intet, Enyo hellere ville

end at ride med dem. Han blev trist og rastløs af at gå tilbage mod

lejren, og han vidste, at han aldrig kunne blive en doodji for alvor,

hvis de ikke ville tage imod hans hjælp.

”Hvorfor er Hunga så vred på mig?” spurgte Enyo, da han var

blevet alene med Shamani.

”Det er han heller ikke. Han er bekymret for stammen og føler

et stort ansvar for, at vi klarer os gennem disse svære tider. Men

han kan også mærke, at vi snart ikke har flere muligheder. Derfor

forsøger han at beskytte os mod farer, og han frygter, at werlog-

gen vil slå til igen, hvis du tager med på jagt,” sagde Shamani og

lagde en hånd på Enyos skulder.

”Er det, fordi jeg er en aglulo?” spurgte Enyo.

Shamani gentog den forklaring, han altid gav Enyo, når han

var ked af den måde, som de andre i stammen så på ham. ”Dood-

jierne har taget dig til sig, min dreng. Du er en af os.”

”Vist ikke i aften,” hviskede Enyo, for at den gamle ikke skulle

høre det. Medicinmanden vidste ikke, hvordan det føltes dybt inde

i Enyo. Ingen var onde ved ham, de behandlede ham ordentligt og

delte alt med ham. Men han var alligevel ikke en del af stammen.

Ikke engang Pankos varme snude mod hans kind, kunne trøste

ham.


legenden om enyo

Documents