Lautenbach’s Anmeldelse af Keynes’ “General Theory”

- en samtidig vurdering

Carsten Heyn-Johnsen 1996:3

Lautenbach’s anmeldelse af Keynes’

“General Theory”

- en samtidig vurdering

Oversat og kommenteret af Carsten Heyn-Johnsen

Diskuteret og fremstillet i samarbejde med Charlotte Bruun

Institut for ekonomi, politik og forvaltning

Aalborg Universitet

copyright forfatteren

ISBN 87-89426-84-3

tryk: centertrykkeriet, Aalborg Universitet

Aal borg 1996

Lautenbach’s Anmeldelse af Keynes’ “General Theory”

- en samtidig vurdering.

Oversat og kommenteret af Carsten Heyn-Johnsen. Diskuteret og fremstillet i samarbejde med Charlotte Bruun. Aalborg 1995.

Indhold

Forord s. i-x

“John Maynard Keynes’ renteteori” af Dr. Wilhelm Lautenbach, Berlin s. 2-26

Kommentarer s. 27-29

Forord

J.R.Hicks anmeldelse “Mr.Keynes and the ‘Classics”’ blev publiceret i tidsskrifet

Econometrica i 1937, året efter udgivelsen af det 20’ende århundredes mest diskumrede

okonornisk-teoretiske arbejde, Keynes’ “The General Theory of Employment Interest and

Money”. Samme år offentliggjorde den tyske ekonom, WLautenbach, sin vurdering af

Keynes’ vaxk som en amneldelse i tidsskriftet “Weltwirtschaftliches Archiv.“’

Denne oversaattelse af “Zur Zinstheorie von John Maynard Keynes” er ikke blot

teorihistorisk begrundet. Lautenbachs anmeldelse indeholder ligesom Hicks’ samtidige

aruneldelse enpositiv kritisk Iazsevejledning til G.T.

Lautenbach’s tekst adskiller sig markant fra Hicks’ ved også at rumme en rakke

metodologiske og grundlaeggende begrebslogiske betragtninger, hvis relevans for en

forståelse af Keynes' makroekonomiske turivers, synes mindst lige så påtrcengende aktuelle

i dag, som de har vaxet det lige siden “General Theory” udkom. Det ses b1.a. i den aktuelle

makroekonomiske diskussion, specielt hvad angår forståelsen af pengefamomenet, som

sådant, samt dettes inkorporering i makrookonom(etr)iske modeller. Når dertil lregges, at

den såkaldte post-keynesianske teoris difjerenria specijica for tiden tilsyneladende

begraznser sig til at vacre en insisteren på, og endelos eksegese i, sporgsmålet om

pengemamgdens bestemmelse i virkelighedens verden, et stridssporgsmål, t>is u ris mone-

taristiske die-hards, der kun har en urniddelbar pengepolitisk relevans; samt at suffikset

- keynesiansk hemdover, blot synes at betegne ligevqtsteoretiske modelvarianter af enten

intertemporax ogieller fast-pris typen, med den rene bytteokonomiske generelle ligevqt

som im- eller eksplicit referencetilstand. Så er det oversztterens opfattelse. at Lautenbach’s

bidrag også vil kunne tjene til inspiration for de, der ikke er helt tilfredse med denne intra-

temporaxe akonomiske diskussions keyneske indhold. Det gslder såvel diskussionens

teoretiske side som dennes afsmitning på den okonornisk-politiske diskussion i tiden.

Hicks’ 1937 artikel har spillet en ikke ubetydelig rolle i udviklingen frem til den

aktuelle teoretiske tilstand. Selv om han, i de knapt 60 år der er gaet siden, adskillige gange

har forsegt at afiaxge en rrekke af de indlysende uheldige falger af den af ham uritierede

IS-LM analyse-ramme, så gzelder det fortsat, at “The ‘E;elnesiun ret~Aurron’ ~~‘nr <!f/ur

ha&ock; so rhe line. which 1 believe to be a vilul line. was smudged over. The rquilibrrsts, rherefore, did not know that they were beaten; or rather Ifor 1 am not cluimrng /ha/ ~h<;\,

hud been ulltogether bearen) they did not know (har rhej, hud becn challcnged Tl1e.1

/houghl fhat wha/ Keynes hud said could be absorbed inro rheir equilibrium s)~s/em.c: ull

rhat was needed was thar rhe scope of rheir eyuiiibrium syslems should be ex-fended .1.\ w’e

knot, there has been a 101 qf extension, a vast amounf qf exrension; whul 1 am .su)Yng is

that it has never quite gor 10 the poinr. “”

‘Weltwinschaftliches Archiv, val 45. 1937. s.493-522. dr. Wilhelm Lautenbach.” Zur Zmslbeor~e

von John Maynard Keynes ”

ii

Ilet galder ikke blot ligevregtsanalysens uforenelighed med sigtet i en keynesk

analyse. »en r~ngse specifikation af agenteme. hetunder specielt entreprenoren. er

ligeledes misleoi nde uforenelig med Keynes’ tanker om “/he socief~~ in which we huppen 10 In-c”. Eller med en parafrasering af Lautenbach’s “tyske” vurdering af Myrdal ‘Man må

selt, IYUC i hesiddelse al en sikker onskuelse af processen .for al for.& de gccngse Rr~lnrs-forlolkninger og,for ut erkende, ut disse - oms~awdeligt og i en straben c$er den h?je.sle precision. kompliccrcr ii1 de/ ufors/Llelige - i grunden alligevel er på detforkerte

.spor. Ic

1 et videnskabshistorisk perspektiv er det bemaerkelsesvrerdigt, at Keynes brud

med Marshall-Pigou traditionen, tidsmaessigt falder sammen med introduktionen af Walras’

generelle ligevzgtsanalyse i såvel England som Tyskland. 1 England var Hayek’s

gazsteforekesninger ved London School of Economics med til at saatte bl.a. Hicks på sporet

af Walras’ generelle ligevzgts analyser og i Tyskland bidrog Stackelberg og svenskeren

Cassel til en genoplivning af Walras i den okonorniske diskussion.” Keynes’ grundheggen-

de kritiske opgor med Marshall’s neo-klassik stodte derfor ind i en for ham uforudset, og

formodentlig på forhånd ukendt, walrasiansk bolge der skulle komme til at erobre den

teoretiske diskussion “us complefely as fhe Holy Inquisition conquered Spain. ‘F Keynes’

forsogte at modellere ekonomien i overensstemmelse med virkelighedens institutionelle

forhold, når det gjaldt pengefamomenet og produktionens faktiske sociale organisering med

entremetror- og rentierfiguren som de afgorende agenter. Han forsogte også at anbringe

ekonomien i historisk tid, med den heraf afledte t: kkerhed om fremtiden som et

uomgzngeligt vilkår for agentemes beslutninger. Forsogene druknede i den teoretiske

diskussion.

“(...foltsat)

in honour of Nicholas Georgescu-Roegen. ed. A.M.Tang et al.,1976

‘se nedenfor s.7 f.n

” se F.A.Hayek:“Prices and Production” 193 1, Hicks: “Value and Capital” 1939 og “The Formation of an

Economist” i Banta Nazianale del Lavoro Quarterly Review, sept 1979, G.Casell: “Theoretische Sozialö-

konornie” 1927, H v.Stackelberg “Zwei kritische Bemerkungen zur Preistheorie Gustav Cassels” i ZeitschriR

fir Nationalökonomie, juni 1933. Walras “Eléments d’économie politique pure.” blev przsenteret for tyske

ekonomi-stoderende allerede I 1875. naten samtidigt med udgwelsen, i den tids mest udbredte tyske

Iazrehog, W.Roscher’s “Grundlagen der Natlonalökonomie “.

- Det er ironisk nok en skzbne lig den Malthus. i felge Keynes, matte lide i konfrontationen med

Ricardo. “Ricardo conquered England ac complefe_, LIS the Ho(v Inqurwron conqueredSpain ” se G.T. s.32.

At Walras-bolgen ikke var ferudset af Keynes og at han formodentlig ikke havde et dybere kendskab til

Walras’ arbejder. kan sandsynliggares ved to henvisninger til Keynes omtale af Walras og karakteren af

dennes arbejde. “A Idlle /arer he rhought hrs strength mtghr hold OUI for recasrmg bis dwgrommorrc

rllurrrafrons o/economrc problems Though urged hy rhe late Professor M’alrar ohout IS73 10 puhlrsh these,

hr bad dcclined fo do so. hecause hejkored rhar ifseparared.from all conowe SIULJ. ofactuol condrrions, thq mrght seem IO clovn CI more drrerr hearing on real problems fhan thcy infact hod He beRan. there-

/ore,ro suppli same offhe reqursrre Irmrrafrons and conduronc,..” i Keynes’ biografi om Marshall fia 1924

og “. ., rltere werr severa economr.t~s, noroh!)~ R’olrar and Manhall. who hy 1871 were scrrhhlrng equohoni

wfh x!r ond?,?, hrg Delta ond Irf/le d’s” fm Keynes’ biografi om Jevons fia 1936, se C.W. vol.X s.182

og 13 1. I det sidste citat fia Keynes beskrivelse af Jevons. lOO-aret for dennes fodsel, er der intet

der tyder pi at Keynes forventer en aktuahsering af Walras’ arbejder ps tidspunktet for udgivelsen

af General Theory. Det forrige citat fra 1924 kan vel ogs& sandsynliggorre. at Keynes ikke kunne

forestille sig .at det var teorudvikhng à la Walras’. der ville blive den okonomiske forsknings svar

på Walras-anornahen i 3O’emes vedholdende massearbejdsloshed.

prrulrrkt~~~r~ct Bo det slet ikke drelcr sig om den samlede produkrivc j,dclse, det vi1 sige .sr~,ymngen i produknoncn i krqfi ~f~~piralir~d.~arscn. men dcrimod om der qf7uzsr som den rrn~-.rterendc /orerager apnår. allså rcnrahili/eten”’ Sammenholdt med ” The classical theon, supposes that rhe readiness of the enrrepreneur 10 starr up a producrive process depcnds on the amounr of value in terms of product which he expects to fall to his share.. An entrepreneur is inreresred. not in the amount of product, but in the amount of m ulhich will fall ro his share. He Will increase his output if by so doing he expects 10 increase his money profit, even though this profil represerus a smaller quantity of producr than before. r**

Som citateme viser. forestiller ingen af de to forfattere sig, at foretageme

profitmaksimerer udelukkende ved hjazlp af den tekniske produktionsfunktion, og derfor

er den senere grundheggende, logiske diskussion af kapitalbegrebet uden direkte relevans

for den LautenbachKeyneske anskuelse af ekonomien.“’

Betegnelsen kongenial for Lautenbachs opfattelse af Keynes’ grundlmggende

anskuelser i G.T. er val& fordi Keynes-citateme ovenfor er citater, som Lautenbach ikke

kan have haft kendskab til. De findes i de såkaldte Tilton-papirer der forst blev publiceret

i 1979. Papireme rummer en raekke forarbejder ti1 “General Theoty”.“”

LJmiddelbart kan det forekomme overraskende at en tysk okonom i 1937 udviser

en sådan grad af fortrolighed med de grundlaeggende tankegange i Keynes’ G.T. Specielt

da disse tankegange blev og fortsat biiver betragtet som vserende revolutionerende i de

okonomiske teoriers historie. Det gzelder furst og fremmest Keynes’ bestemmelse af

pengerenten. den er et fuldstamdigt brud med traditionen. At pengerenten ingen rolle spiller

i en zkvilibrering af samfundets opsparing og investering. og måske heller ikke for denne

‘balantes’ storrelse. var lige så svaxt at acceptere i 3O’eme, som det er det i dag. Det samme

‘se nedcnfor s 8

‘*’ Selve kapitalkontroversen har dog en klar forbindelse ti1 Keynes. Som redaktnr af Economic

Journal bad han Piero Sraffa om at anmelde F.A Hayeks forelzsninger ved London School of Economics

1 Economic Journal. marts 1932. “Dr. Hayek on Money and Capital” (se også “venfor pg.ii). Anmeldelsen

efterfotges af en udveksling mellem Hayek og Sraffa, som herer til en af de mere blodrige i den nyere

teorihistorie. Det er tydeligt at det handler om fundamentale forskelle i ‘Anschauungen’ af @konornisk teori,

(Economic Journal. juni 1932, “Reply” og “Rejoindei’). Som noget ganske uhort blander Keynes. som

redaktor, sig direkte i udvekslingen. Det sker i en fodnote til Hayek’s “Reply”, hvori Keynes giver Sraffa sin

aphakning Anmeldelsen og den efterfolgende udveksling er en forlober for Sraffas logisk odelzggende kritik

af hl.a kapltalhegrehet i neoklassisk og ostrigsk teori i 1960. se hans “Production of Commodities by Means

of Commodities.” Også Lautenhach er knyttet til en senere, mindre kendt men ligesa logisk odelqgende,

kritik af gr~nseproduktivitetskonstruktionen. Wolfgang Stützel har dedikeret sin, for den skonorniske

teoriudviklmg, oproduktivt ignorerede “Paradoxa der Geld- und Konkurrenzwirtschaft”, Aalen 1953,

til Wilhelm Lautenbach. Sraffa og Stiitzel horer til den lille gnrppe af @konorner i teorihistorien, der

insisterer på et logisk konsistent grundlag, som en forudsetning for at opstille meningsfulde @konorniske

teorier Gruppen rummer ogs& med varians i fokuseringen, F.H.Kmght, K.Marx og D. Ricardo.

Komplementargrappen, (poce Sfur;e/J. er talmzssigt i overtal i teorihistorien og det er fia denne zegte

delmangde. det lobende er fonogt og forseges. at fortolke Keymes ind i folden, hvor hegrebet graznseproduk-

tiwtet. som den kan aflaeses af ‘produktlonsfunktionen’. spiller en central rolle for disorlenteringen i det realt

eksisterende nationalekonomiske landskab.

““Collected Wntin~s. volumc nix. s.76-83

gazlder Keynes’ konsekvente og mesten konsistente analyse i aggregerede storrelser. Hans

makro-analyse af indkomstbestemmelsen, som den felger direkte af pengeanalysen. er

aldrig blevet alment accepteret i den @konorniske teori.’

Den tyske okonorniske diskussion. såvel den teoretiske som politiske. adskiller sig

markant fra den engelske forud for 20eme og 30emes kriser.

Alfred Marshall der dominerede det engelske akademisk-okonorniske establish-

ment”, fra slutningen af det 19. årh. og frem til 192O’eme, skriver om sine akonomiske

studier omkring 1860, at han var tihrukket af tyske okonomers, specielt Wilhelm

Roschers”‘, nye syn på okonomisk teori selv om han stillede sig kritisk overfor deres

analytiske metoder. Helt frem til udgivelsen af“Principles” i 1890, og efter, fulgte Marshall

en forskningspraksis, der svarede ti1 den, den såkaldt nyere "hisroriske sk& " fulgte i

Tyskland. Marshall har i “Principles” adskillige henvisninger ti1 forskningsprogrammets

kendteste figur, Gustav Schmoller. Som var en engageret kritiker af den odrigskr skoles gmndlasgger Carl Menger. 1 lO-året for udgivelsen af “Principles” foregik der en hidsig og

ti1 tider meget folelsesladet diskussion om, hvorledes samfundsvidenskabelig forskning,

specielt okonomi, skulle bedrives. Hovedantagonisteme i denne videnskabelige strid var

netop Schmoller og Menger.

1 diskussionen indtager Menger metodologiske positioner, som delvist dakker det

der i dag, i den amerikansk dominerede akademiske teoriproduktion, kaldes ‘:j;r.sr

principles”. Det er det velkendte krav om, at “to do economics” indebaxer, at der skul

tages udgangspunkt i rationelle, optimerende agenters adfaxd. Uanset om det drejer sig om

micro eller matro, monetaere eller reale, dynamiske eller statiske analyser af lukkede eller

åbne ekonomier. Schmollers position er, at dette aksiomatiske udgangspunkt og de

efterfiolgende deduktive udledninger ikke, i sig selv, kan fore ti1 oplysende, ny indsigt i

samfundenes liv og udvikling.

‘Hicks’ IS-L(L)M analysr slwede det specielle i Keynes’ tilgang ved at fremstille prngerentebestemmelsrrl

som en kvalitatrv pendant til bestrmmelsen af kapitalremen. “Tbc curve 6 tun rherefore bc druwn rhowng

the relotmn between rncome and rnreresr whrch must be morn:urnrd rn order ro make ~mvng eyual 10 unesrmen~. Income and rhe rare of~nreresf are now derermrned rogerher (II... rhrpornt ofrn~ersrc~ron ofrh<,

cwws LL and IS Thgs are derrrmrned 1ogefher;pst us prlce and ourpu~ ure derermrnrd rop’rher vr rhe

modern Ihrcq ofdemand and supply. (se “Mr.Keynes and the Classics”) Hicks har senere sel\ aort

opmterksom pi det logisk uholdbare i IS-LM analysens sammenblandmg af Iigevegstbest~mmeIsrr for

stmmme og beholdninger. (se “IS-LM - an Explanation.” i Journal of Post-Keynesian Economics, wmter

1980-81). Sammenblandingen af de to, logisk disparate, ligev~gtubestemmelser er et elsempel p& en

tilsyneladende uudtydelig fejlspecificering i moderne makroohonomisk teori F.eLs skjuler brugcn af en

repwsentativ agent-figur i den ‘mikrofunderede’ moderne makroteor! sammenblandmgen af de to ligc\qte.

men prisen er bl. a., at ethvet? marked, inklusive EG-markedet, samtldlg forsvmder som et troretask iagtagehgt

objekt.

“Marshall3 “Prtnciples of Economics” er den fnrendr laxbog I England 111 helt op mod II \,crdrnshrlg Den

udkom i otte udgaver i perloden fm 1890 til 1970.

“‘Wilhelm C.F.Roscher (1817.94) er det ruttende århundredes tlshe J.Schumpctcr lian bar den

uomstridte teorihistoriske kapatet med en encyhlopzdlsh wden Hans >)n pS den ohonomehe tror15 op_aw

og videnskabelipc rolle placerer ham i det der gir under betegnelxn ‘den azldre tyahe hwm~hr sholc’

vi

Marshall er enig med Schmoller på dette punkt. 1 sin autobiografiske notc””

skrivs han. “.4 lirtle la/cr he though/ bis (i e ~~aarshrrll) srrcngth mlght hold o111 .fo~

rcc~rstin~ hr.\ diogrumma/ic illustra/ion~ (tf economic problems Though urged fg tbc late

profissot- Il ‘%us ohout 1873 /o puhlish /hese. hc hud declincd 10 do so. hecau.~e he.fiarcd

tha/ if separotcd,from all concre/e s/ud.~* ofactual conditions. lhey might seem to claim a

morc dwecr hcuring on reolprohlems fhan /hej, in_fäct hud.“” Marshall udttykker het-. som

citatet viser. en tvivl overfor relr 1 utsen af en wolrask tilgang ti1 studiet af de okonomiske

problemer i virkelighedens verden.

På trads af dette og selv om “ene rhing alone in American criricism irritates mc,

though it be no1 unkindly meant. Ir is rhe suggestion [har I try to “compromise between” or

“reconcile” divergent schools qf thought. Such work seems 10 me a rrumpety. Trurh is the

enly thing worth having: not peace. 1 have never compromised on any doctrine ofas

kind.““’ Så viser hans redigering af de på hinanden folgende udgaver af “Principles” en

lobende indsknenkning i henvisningeme ti1 såvel de tyske kilder som den oprindelige tyske

inspiration i Marshalls ekonomistudier. Det betyder samtidigt, at den klart optrukne

metodologiske diskussion i Tyskland, “Methodenstreit”, bliver prsasenteret i en stadig mere

udvandet form i “Principles”.“” Måske skyldes det, at der samtidigt også foregik en

metodologisk diskussion i Cambridge. Den nåede aldrig at blive lige så tydeligt bukket op,

i en sammenfattet publiceret form, som i Tyskland.

Men blandt andet - (henviser til sted) i Cambridge, kritiserede H.S. Foxwell

Marshalls @konornisk-videnskabelige positioner. Foxwell var Marshalls hustrus herer i

“moral sciences”, og han stod i et naert personligt forhold til Marshall. Hans kritik af

Marshall skzrpedes i takt med dennes voksende indflydelse og, i falge Foxwell, hans

oprindelige sociale og videnskabelige engagements degeneration. For Foxwell var der

ingen tvivl om. at den axiomatisk deduktive metodes anvendelse i den okonorniske

videnskab ikke i sig selv kan fore til relevante samfundsvidenskabelige resultater.““’

‘se “Memorials of Alfred Marshall” ed. A.C. Pigou citeret i A. Marshall: “Principles ogf Economics” 9th

(variorum) edition. ed. C.W. Guillebaud, bind ii, s.7. London 1961

“ibid.

“‘ibid s. 10

““1 3.udgave af “Principles” hedder det f.eks. “The mosf notohle conrroverw on merbods in recenf tumes IS thot betn,een Prqf Carl Alcnger and f’rq/ Schmoller. If wos conducred with great ocumen.

huf perhops wrh same .slrghr exaggeration on eirher sIde. Prof Wagner. who HUJ one of fhe earlrest

luders of the hrstoricol movement rn economics. ond whose unsurpased learning grves o smgulor

werlght to hrs .ludgement. look o vren qf the controveq’ which seems JUSI and well balonced. And tbc occount whrch he has recenf!vpuhlrshed of tbc services to be rendered bJ, the historrcol and anolJqica1

metbody. and oftheir mutuol interdepertdence, i.~ o masterpiece of subtle andsound e.xposrtion...:rt mq’ be

hoped fhor ot last the time has come for rhe cessafion of borren controveuy ond the devotion of all rhe

cnergres of economrsü to vorrousform rfconctructive work. each supplemenrrng the other “(ibid. s.765.66).

Wagner er en tysk mediator i “Methodenstreit”; en “videnskabelig” rolle som ojensynligt har Marshalls

sympati. Alligevel bliver ogs& denne note redigera vzk fia og med 5.udg. af “Principles”.

*- Foxwell stmter Marshall i hans kritik af Jevons bla dennes anvendelse af matematisk-analyse,

hvor Marshall selv prcrver at anvende matematikken overalt hvor det giver mening, sa siger han samtidig “. /

hod o growng feeling in the /offer yeors of my work ot tbc subJec1 thaf o good mathemot~col theorem dealrng w~h economic hvporheses u~o.v veryv unld+ to hr good economrcs . ..And 1 thrnk you should do oll_you ton to present pcople.fiom usrng Mothemotrcs in coses rn which the English Language 1s os short os the

(fortsates...)

Foxwell er strerkt kritisk overfor J.S.Mill’s metodologiske bidrag til den

samfundsvidenskabelige forskning. ” . ..John n4ilJ’s fu~ourr/e rang’ o/ /hough/ wa.s ihe

axiomura media of ,social philosophy~, and he does no1 seem IO hove heen yurck 10

appreciale reallyd original or profound conccprions, euher in metuJmy3ic.s or sociolo~,~

His influence, on rhe whole. was disriturly sopoforic. Afier /he ap,ocarance c?f ,211ll?

Principles, English economisrs. for a whole generation, were men of ene hook.“‘ hlarshall

udtrykker også kritik af Mill i dennes diskussion med Comte, hvor Comtes standpunht. i

fig. Marshall, dazkker den tyske historiske skoles synspunkter.”

10 år efter udgivelsen af Marshalls “Principles” skriver Foxwell i en ansogning til

et professorat i Birmingham:” ..ihe view 1 have allwuys held [har. rn rhe economic region,

all practical questions should be determined on lheir merus. afler derailed historital

invesiiguGon of rheparricular circumsfances. and nor by summary referrnce 11) maxrms or

dogmus supposed /o be of universal upplicurion. “ Der er en brod vendt mod Marshall og

hans indflydelse i citatet. Det gaAder metodologisk, men der er også en etisk konsekvens.

1 en tidsskrifisartikel fia 1887, giver Foxwell en omfattende diagnose af “Economics” i det

victorianske England efter Jevons’ “marginal revolution’: Ricardo og Mill: “In us sprrir ir

was strongly materialisfic, socriflcing national welfare lo the accumulation of individual

wealrh. Some of ifs wrirers carried cupiralism so far as to deplore high wages as a culamiry

comparable in its effects to a bad harvest.““’

Den her skitserede metodologiske og substantielle okonomiske diskussion i

England, slutningen af fortige århundrede og frem ti1 1. verdenskrig, bidrager ti1 en

belysning af baggrunden for J.M.Keynes teoretiske arbejder i 20eme og 30eme.

J.M.Keynes biografiske essay om Foxwell siger en del om Keynes’ egen dannelse

som okonom. 1 et citat i Foxwell-biografien”” kommer vi helt tzzt på Keynes’ baggrund,

ikke blot som okonom men også som son af J.N.Keynes. Denne udgav i 1904 det mest

diskuterede okonornisk metodologiske vaerk: “The Scope and Method of Politital

Economy.” Marshall svarer en kritik fra Foxwell, med at ” Mast qflhe suggestions whrch

1 mode on the proofs of Keynes’ Scone and h4eL’lhod were aimcd ul bringmg it more imo

harmony wjirh rhe vienas of Schmoller. Same were occepred. Bu/ ir srill remuins frue thai as

regards merbod 1 regard myself as midway befween ~e~lnes+Sid,u,ick+C’uirnes und

Schmoller+ Ashley. ” Det var et svar på Foxwells kritik af Marshalls skred i forhold til

dennes oprindelige, tilsluttende, holdning ti1 den /,vske hisloriske skoles metodologiske

““‘(...fortsat) Mo/henrorrrol.” Hans kntih af Jevons er i den forbindelse at Jevons “..hu otwjoohed rim u60. 1 rltrd. os

0 result o/nor rhrnkmg rn Engluh “ibid. ~776

*se J.M Keynes: Essays m Biography. Collecred Wntmgs. voI.x, 1972, s.180

‘*SC bilden ovenfor, s.764

““Oprmdehgr pubhceret L Economlc Journal, December 1936

viii

udgangspunkt:” (.lh’) lieouzo is midvvuj~ hrt~w~n 10~ and me ‘v** Sandsynligvis har

.I.M.Keynes derfor haft et vist kendskab til den tyske del af den metodologiske diskussion.

hvor langt det rakte er svaxt at sige. fordi Keynes selv udtrykte. at han kun kan få dét ud

af tyske tekster. som han i forvejen ved.

Efter Marshall. og fordi netop Marshall var den @konornisk teoretiske autoritet.

blev det hans synspunkter i den skitserede diskussion. der kom ti1 at dominere. Hans

oprindelige positioner blev redigeret vazk af ham selv. Fra Marshall og frem til II.

verdenskrig fodrede den engelske okonomiske diskussion i hoj grad sig selv. Den

pengeteoretiske udvikling var insuker i en grad, så Gunnar Myrdal kunne karakterisere

Keynes’ “A Treatise on Money” som brilliant “.., obwohl auch KevneS’ Arbeit unter dieser ,q~mpa!hischen angclstichsischen Ar/ unfieiwilliger Originalilät einigermassen leidet, die ihren Grund in gewissen s)stematischen Ltickrn in der Kenntnis der deutschen Sprache bei der Mehrzahl ,Jv englischen Nafionalokonomen hal.“”

Det er på denne baggrund Keynes’ hovedvaxk “The General Theory of

Employment, Interest and Money” blev modtaget som et revolutionerende teoretisk arbejde

i 1936. For en ikke-akademisk okonom må det have vaxet vanskeligt, at se det revolutio-

nerende i Keynes’ anskuelse af “the society in which we happen to live”, når det blot

handler om.

- at foretagere, rentierer og banker vurderer deres mulige handlinger og resultateme heraf

i pengetermer.

- at beslutningeme om at handle må trreffesfir resultateme kan kendes med sikkerhed.

- at bankeme har en vis frihed ti1 at fastszette pengerentens hajde uafhamgig af en vanskelig

definerbar nulurlig rente for den samlede okonomi.

- at valge aggregateme foretagere, banmodtagere. banker og staten når den samlede

ekonomi skal beskrives.

‘Alle citateme er fia J.M.Kqnes, C W..X, s 267-93.

“G.Myrdal: “Du Gleich~ewichtsbegrifals Instrument der geldtheoretischen Analyse.” i “Geldtheorie” ed.

F.A Hayek. Wien 1933, s.370. Myrdals artikel blev udgivet i en engelsk overszttelse som “Monetary

Equilihrium” i 1939. Myrdals dictum ovenfor gzlder ags% for Hicks’ forsog på at fortolke G.T. i den

velkendte IS-LM model Ovenfor pgiv. nate e, er der henvist til Hicks’ afvisende problematisering af hele

IS-LM konstruktionen i 1980, mere end 40 år efter han sclv leverede designet i 1937. Kemen I Hicks’“selv”-

kritik findes klart udhykt hos Myrdal i op.cit. fia 1939(33): “In mony ~TSJXC~. periodonolysir requires a

gw&er degree of slmpl!ficotion ond CI grearer sacr@ce qf ~eneralry thon IS necessay in instonfon~ous

ono!wi.s Om pnssrhle melhnd IS 10 thrnk of ,sra~ronar~~ (equilibrwm) perro& ojfime wfh all chanpes confined 10 /hr t~meless pornav dnvdtng fhe period.yfrom each other To mak the schema more reasonohle,

the perlods (ITC /hen thoughc ofas “kr?. shorr” Bur rn sprk qf thor msumption this merbod does not seem n~orkahle BY conceolrng the chonges withm the rimeless demorcorron pninfs between fhe periodr. the

~vuxnicproh/wu orc rn,facr /ej uw9ved ” ~43-44. Dette kan Inses som en beskrivelse af Hicks’ forseg i

“Mr. Keynes and the Classics” og i hans “Value and Capital” fia 1939. Metoden kan vzre forenehg

med en fortalkelig anskuelse af godemarkeder. men er meningslos i en anskuelse af produktions og

Indkomstskabelsesprocessen uanset om den anskues som et microfznomen eller som et aggregeret

fammen.

- at betjene sig af det. mere end 300 ar gamle. dobbelre bogholdcris teknik. nar de

forskellige mulic~e tilstande i en sådan okonomi skal kvantificeres. Samt.

- at antage at det faktiske pengefamomen omfatter andet og merc end guldmonter.

Som det fremgår af Lautenbachs anmeldelse af den tyske udgave af G.T. er der

ingen af antagelseme der overrasker eller Far akonomen Lautenbach til at beuagte G.T. som

en revolutionerende tekst. Han anerkender, at den engelske okorrorniske diskussion er

blevet beriget med et kvalificeret og relevant bidrag i forsoget pa at forsta den samfunds-

mazssige virkelighed vi lever i. At G.T. er en holdbar intellektuel, akademisk kommentar

til en teoretisk begribelse af en pengeokonomi, som den ser ud i det 20. arhundrede, er der

ingen tvivl om. Men Lautenbach har forbehold. Han synes f.eks. ikke. at Keynes

przsenterer logikken i sin anskuelse saxligt effektivt.

Lautenbach udtrykker i sin anmeldelse, at det meste af det Keynes siger om en

pengeokonomi er velkendt. Det felger, så at sige, logisk af den opstillede model eller

“Anschauung” af den empirisk givne okonomi.

Der ligger selvfolgelig også et praxeologisk aspekt i denne anskuelse, men i

pragmatisk forstand var de okonornisk-politiske konsekvenser for en ekonomi i dyb

depression, der falger af denne “revolutionerende” anskuelse, allerede draget i såvel

Roosevelts USA som Hitlers Tyskland ved G.T.‘s udgivelse.

Lautenbachs indforståede behandling af GT. i sin aruneldelse er, teorihistorisk set.

ikke overraskende. Der går en linje frem til Wicksell i den tyske okonorniske diskussion*

som den udfolder sig i “Methodenstreit”, den saetter sig spor i de tyske bidrag ti1 penge-

og makroteorien for Keynes. Såvel J. Schumpeter som K. Helfferich har pengeteorrtiske

bidrag der er forenelige med og publiceret for Keynes’. Og den tyske okonom A.Hahn

producerer i 1920 et bidrag som på flere punkter er mere keynesk end Keynes’ egne bidrag

i Treatise og G.T.” Det kunne derfor forventes det havde vaxet i Tyskland, keynesianis-

* Wicksells bidrag til den okonorniske teori er fs.v.a. pengetronen mindre rcvolutmnt-rendr I en samtidig tysk kontekst end den er set med. senere, angelsahsiske oJne Men også i en engelsh kontrhst burde

det at betragte pengerenten som en stm’relse der kan afvige fm kapttalrenten, ikke Lomme som en

overraskelse. Den såkaldte Banking Schools apfattelse i farste halvdel af det 19. årh tmphcerer Jo netop at

pagemarkedet adskiller sig fm varemarkedeme på udbudwden i en bedltpenge-okonoml På det punkt kan

det hrevdes, at Wicksells dynamiske analyse af pengepolitikhen under en antagelse om fuld besh&tlgelse

er et tilbageskridt i forhold til Banking Schools overvejrlser over monetut udloste konJunkturer. Og hw

det blot er sporgsmåler om en mulig inflatiomer effekt af af\@ser mellem penge os Lap~talremrn sa finder

vi den hos s&l Thomton som Tooke. H.Tbomton. “Enqutry inta thr Naturc and Effecta of tbc Paper Crzdu

of Great Britain”, 1807. T.Toohe: “An Inqutry into the Currency Princlple”, 1844. Toohr er interessant lord]

han i 1826 I “Conslderations on the State of the Currency” argurnemerer bedre for Thomtons oprmdehgt

argumenterede sammenhteng a la Wicksell, medens han i 1844 argurnemerer for ar en relani la\

pengerente VIS ~1 VIS kapttalrenten har den omvendte effeht. Skiftet i fortegnet på pnsnl\,eau-rff<htrn

skyldes Tookes empiriske prtsstudier.

“De relevante Wicksell-kilder er “Der Bonkws als Rrpuluror hr M’wen,wrrw” B Jahrbucher lur

Nationalökonomie und Statistik, 1897. 68, pg X8-43. Pengerentebestcmmelsen er her ren mowtzi.

uafhzngig af reale faktorer, dvs. den SubJekllve dishontering af tiden og produhu»rrsomvelen, l!alshc

produktivitet der besternmer den “naturlige” rente ho% Wicksell. Og “Forclu.wzrngur I hurro,iul~,~l,~lon~~,

Andra Delen Om Prnmgar och Kredrr “fia 1906. hvorl Wichsell gwer en frrmsr~llmg af hrrdnprtlce 1 un. analytisk set. reneste form som et glro-banh system I forhold III Keynes’ senere anal! se ;d pcngrrcntens

~fwtsaara )

x

men. i teoretisk forstand. ville finde sit storste akademiske publikum. Sadan kom det ikke

til at ga_ Dc historisAe og politiske betingelser for den tyske okonomiske forskning. siden

den fnrcligpende anmeldelses publicering, har medfort et brat brud med traditionen.

Derfor har det videnskabelige arbejde som Lautenbach og, i det mindste en af hans

elever Wolfgang Stützel. har leveret i den post-keyneske ara ikke vakt synderlig

opmarrksomhed i den fagnkonomiske verden i og udenfor Tyskland.’

Stützels arbejder er interessante ved at de indeholder en samfundsvidenskabelig

grundforskning med hovedvregten på det skonorniske aspekt, og samtidig udmaxker sig

ved at en rrekke af de evigt tilbagevendende. prototypiske problemstillinger i den

okonorniske teori bliver sat på et forståeligt begreb.

1 den forstand står Stützels arbejder derfor i en forlaengelse af Keynes’ i den

okonorniske teoriudvikling, men med et afsaet i den tyske @konorniske forskningstradition,

som Lautenbachs anmeldelse af G.T. er et kesevaxdigt eksempel på. Stiitzels abejder er

hverken provinsielle i Academia eller a la mode.

Hvis Iaesningen af Lautenbachs anmeldelse kan inspirere til et studium af nogle

af de lidt mindre populaxe tilgange til behandligen af makrorekonomien, så vi1 oversxttel-

sen til dansk ikke wre spildt. Det er bla. med dette ranske og hensigt at forordet ti1

oversaettelsen har faet en teorihistorisk drejning.

“(...fortsat)

bestemmelse er Wicksell klarere p& det sidste punkt. Kontopenge-betragmingen implicerer, med en

institutionel logik, en ren monetzr bestemmelse af pengerenten. P8 penfeeften~rgselssiden har Keynes den

mest generelle modelspecifikation. Pengeefiersporgslen begramser sig hos Wicksell til en analyse af

foretagemes kredltpenge finansiering af de reale investeringer. Keynes opererer med en mere omfattende

likviditetspra+erence der ags% omfaner efterspor& til spekulationsformN

Helfferich har en logisk kritik af kvantitetsteorien i en markedsmodel i “Dos Ge@‘, 1903.

Schumpeter argurnemerer for en monetzr bestemmelse af pengerenten i ‘Throrie der wrfschaffiichen Emvrcklung ‘: 19 12.

A.Hahn giver en fremstilling af makroekonomiske sammenh=nge i en kreditpenge-ekonomi i “l’olktwvrfs-

chaf/lrche Theorrc dm Rankkredrrs ‘: 1920.

‘Lautenbach udgav en makroekonomisk “hzrebog” i 195 2. “Zins, Kredit und Produktion”. TUbingen.

De arbqider af Stützel der trerikes p8 er “Reine analytische Theorie des Verbältnisses der Wwtschaft

zum Staat” 1952, senere udgtvet under titlen Treis. Wert ond Macht”. 1972, “Paradoxa der Geld-

ond Konkurrenzwrtschaf ” 1979 og “Volkswirtschaftliche Saldenmechanik, ein Beitrag zur Geldtheorie”

1978.

John Maynard Keynes’ renteteori

af

Dr. Wilhelm Lautenbach

Berlin

“1 am more attached to the comparatively simple fundamental ideas which underlie my

theory than to the particular forms in which 1 have embodied them, and 1 have no desire

mat the latter should be crystallized at the present stage of the debate. If the stmple basic

ideas can become familiar and acceptable, time and experience and the collaboration of

a number of minds Will discover the best way of expressing them”.’

Den modtagelse, som Keynes’ “General Theory” har fäet, bekrzfiiger den skeptiske

forventning, som han tidtalte i forordet:” ” Those, who are strongly wedded to what 1 shall tall

“the classical theory”, Will fluctuate, 1 expect, between a belief that 1 am quite wrong and a belief

that 1 am saying nothing new.” Men det skyldes kun delvis den magiske fonryllelse, som den

statiske teori holder sine adepter i. Keynes er på grund af sin egensindige form og på grund af sin

nidkaere strenghed og sine sarkasmer mod den ortodokse teori, selv skyld i at han ikke bliver

forstäet. Han irriterer mere end han rusker op, ismr er der en. for hans modstander, oprorende

modsigelse mellem den spydige ringeagt overfor den “klassiske” teori og den overbzrende

forståelse han udviser overfor “undergrunden” som Silvio Gesell og Douglas. At dene i grunden

er et ridderligt trask - han bedommer boms unoder mindre strengt en voksnes fejl - formar ikke

at lindre den bitterhed, som den harrede teoretiker foler. Men det er ikke kun dette. som ger

forstäelsen af den keyneske teori vanskelig.

Den som stiller en ny teori op overfor en tidligere anerkendt, burde iagttage et par

grundregler, hvis han vi1 overbevise modstandeme. En tese kan i sig selv gendrives fuldgyldigt

ved en bevisfarelse e con/rurio, altsä ved at man be\iser rigtigheden af en hlcvdelse der strider

imod den angrebne tese. Men så henge man ikke forer et immanent modbe\ is. vil man ikhc kunne

overbevise modstanderen fuldstandigt. Man må om muligt efiervise. at enten en af hans

* J.M Keynes, “The General Theory of tmployment” The Quanerly Journal of Econom~cs Cambr~d~r. Mass. Vol.51 (1936/37), s.211 f. Over~%erens fodnoter lil Lautenbachs arlkl noteres ved små bogstaver og fmdea I slumqxn a! «\eraa’t~rker~

.’ samme, “Allgememe Theorie der BeschBhqng, des Zmses und des GeIdes” I tysh «vrrs~~trl~e al F Waegrr, Munchen u Lrlpzig 1936.

prxmisscr er forkerk. eller at han har begået en fejl i deduktionen. Det kan her dreje sig om en

strnpel kogtsk fe.jl eller også om en regnefejl. det vii sige en forkert operation med rum og tid.

Keywzs har kun gennemfort et delvist immanent modbevis, det sker ganske vist med den storste

clegance ng starkeste gennemslagskraft. Han fastslår, a. at det han kalder det okonomiske

parallelaksiom horer ti1 przmisseme for den statiske teori, nemlig grundantagelsen, at pengelon-

nen og realhannen som regel falges ad, b. men at dette parallelaksiom - til forskel fra det

geometriske parallelaksiom - kun eksisterer i indbildningen. og ikke har gyldighed i den reale

verden. Netop dette er for ovrigt ikke en ny opdagelse hos Keynes. Wicksells teorem om prisbe-

vagelsens kumulative protes ved en afvigelse af markedsrenten fia den normale rente baserer sig

netop på denne rigtige gnmdanskuelse, som jeg viser det nedenfor. Men Wicksell har dog ikke

som Keynes begrebet og klargjort, at den klassiske teori derved bliver prisgivet på et absolut

fundamentalt punkt. Men hermed er vi allerede nået dettil, hvor tn af Keynes’ undladelser må

beklages. Det ville have tjent hans sag overordentlig meget, hvis han havde ydet sin forgznger

Wicksell og dennes elever mere retfaerdighed og havde udarbejdet forudsztningeme og

razkkevidden af Wicksells teori, i stedet for at afvise ham en blot med den klassiske teori af streng

observans.

Det må imidlertid betones, at forfaneren af “The General Theory” ikke går hårdere frem

mod Knut Wicksell end han ger med forfatteren af “Treatise on Money”‘. Denne kendsgeming

ger imidlertid ikke tilgangen til “The General Theory” psykologisk lettere. Men det står udenfor

al tvivl at “The General Theory” som videnskabeligt arbejde overgår “Treatise On Money”. Det

gzelder hvis man som kriterium tager den systematiske stringens og praagnans i fiemstillingen og

den indre anskuelsesklarhed og sluttethed som vaxket viser. Den indre anskuelsesklarhed er dog

på ingen måde’identisk med fremstillingens anskuelighed. Den hidtidige meningsstrid om “The

General Theory” viser klart, at det ikke er lykkedes Keynes virkelig at formidle sine anskuelser

ti1 modstandeme. Udover de ovenfor arrforte dogmekritiske undladelser skyldes dette endvidere,

at Keynes ikke fremstiller og begrunder sine egne pratmisser udtrykkeligt og udforligt.

De begreber, som en teoretiker anvender. er aldrig urniddelbart givne og så at sige

naturligt definerede ved selve erfaringen. De er kun redskaber til at fatte virkeligheden og begribe

den. Denne instrumentale betydning af begrebeme bliver ofie overset, og heri ligger forklaringen

på mange misforståelser. Et eksempel: Keynes arbejder med begrebet “The available quantity of

Cash”. Han bruger dene begreb for at kunne definere sit andet begreb “Liquidity-preference”, som

på sin side er hans renteteoris basis. Den som ikke er klar over den instrumentale betydning af

begrebet “the available quantity of Cash”. kan ikke forstå Keynes begrebsudledninger, dette viser

* Keynes, “A Treatise on Money”. London 1930. 2 bind. Den tyske udgave: “Vom Gelde” i vsk overss%telse af C Krämer assisteret af L.Krämer. Miinchen u.Leipzig 1932.

3

f.eks. Ellsworth \CJ hin åbenban dadlende bemzrkning:” ” Mr Keynes’s conccpt 01. money 1s

extremely flexible.” Keynes siger nemlig:” “..., we can draw the line hetween “monq ” and

“debts” at whatever point is mast convenient for handling a ptiicular problem For example. \\e

can treat as monq any command over general purchasing power which the owner has not paned

with fora period in excess of three months, and as deh/ what cannot be recovered for a longer

period than this; or we can substitute for “three months” one month or three days or three hours

or any other period; or we can exclude from money whatever is not legal tender on the spat. It is

ofien convenient in practice to include in money time-deposits with banks and, occasionally. even

such instruments as (e.g.) treasury bills. As a rule, 1 shall, as in my Treurise OH Money, assume

that money is co-extensive with bank deposits.”

Grunden til at Keynes undlader en przecis fastlazggelse af hvad der egentlig skal betragtes

som penge, ligger ganske enkelt i, at det for hans argumentation er uden betydning “where to

draw the line”. 1 grunden overlader han det til den teoretisk skolede lasers egen smag eller mere

rigtigt hans egen anskuelse, og forlanger blot af denne, at han konsekvent overholder sin egen

begrebsafgraznsning; denne afgraznsning indeholder selvfelgelig altid kontanter og checkkonti.

Nogle bliver forblnffede over denne tilsyneladende nonchalante i begrebsdannelsen, medens

andre, som det har vist sig, bliver direkte forvirrede over at Keynes grundkeggende behandler den

ti1 rådighed stående pengemamgde som en konstant. De er ikke i stand ti1 at forstå, at denne

forudsaztning i en vis forstand er teknisk mdvendig, i konfrontationen mellem rentens likviditet-

steori og opsparingsteori - således kunne man betegne den klassiske teori - ; den foreskrives helt

enkelt af themaprobondum. Processen bliver på denne måde i en vis forstand fremstillet ren.

Da nu Keynes, for at v&ke de der ligger i den dogmatiske sm’n. fremstiller sin Iaze som

en skarp antitese til den hidtil herskende teori og optrzder som revolutionazr. synes det nyttigt

at vise, at der går en ubrudt linie fia Wicksells “Geldzins und Güterpreise”“’ over hans bedste

elevers arbejder og “Treatise on Money” til Keynes’ ” General Theory”. Keynes er gået til enden

af den vej, som Wicksell og hans elever har bariet. Ved at prise hans forgamgers verk er det ikke

min hens@ at formindske Keynes’ indsats, jeg vi1 snarere netop klart fremstille Keyneb’

speciflkke indsats herved. Men samtidig håber jeg at lette tilgangen til hans teori, ved at jeg

fremstiller betydningen og rzkkevidden af likviditetsteorien på en anden måde.

’ P.T.Ellswonh, “Mr. Krynes on the rate of interest and the margmal efficiency of capytal” The Journal «f Pohtical Economy. Chicago. Val 44 (1936). s.774, Anm.

*’ Keynes, “General Theory”, ~140, notc 1. (s. 167, f.n. i den engelske udgave. ovs anm

*.* KWicksell, “Geldzins und Ginerpreise. Eine Studie ubrr dw den lausclnwx~ des Grldrs hraummendcn Ursachen ” Jens 1898

4

1. Den klassiske rcntrtrori.

Ifolge den klassiske teori er renten prisen for at benytte kapital, den tilpasser efter-

sporgslen efter kapital til den ti1 radighed stående mzngde af kapital. Barone udtrykker uover-

truffcn kort og anskueligt sammenhzengen som den klassiske teori fremstiller:’ “Hvis A og B (se

figuren) fremstiller eftersporgselskurven for kapital til forbrugs- og produktionsformål så findes

der kun ét eneste sted for liniestykket CD hvor det gazlder at summen CE + GD (dvs. den

samlede efterspurgte kapitalmzengde) svarer til den til rådighed stående kapitalmazngde: EF er

således rentesatsen”.’

Abscissen for ethvert punkt på de to

kurver udtrykker herved den kapitalmzngde

som vi1 blive efterspurgt ved den pris som er

angivet p& ordinaten. Ordinaten for efter-

sp0rgselskurven efter kapital til produk-

tionsformål fremstiller den virtuelle

gramserentabilitet. Med udtrykket “vittuel

grannserentabilitet” rammer vi på den bedste

måde, det som Keynes kalder “marginal

efflciency”, og som han definerer som “pro-

spective yield”, for at praxisere, at det ikke er det aktuelle afkast af den allerede investerede

kapital, men at det er aikastsforventningeme for den kapital der skal investeres (inkl. reinve-

steringer). som fastlqger efierspargselskurven. Renten er - og her er der overensstemmelse

mellem Keynes og den klassiske teori i dens bedste formuleringer - altid lig med det virtuelle

graxseafkast for den kapital, der skal investeres. Men renten er på ingen måde bestemt af det

virtuelle graznseafkast. Fordi graznseafkastet jo furrst antager en bestemt stmrelse i forbindelse

med en bestemt investeringsmazngde; hvilket punkt på den samlede virtuelle eftersp0rgselskurve

der bliver realiseret, kan kun bestemmes af en faktor som virker uafiamgig af denne kurve.

Her står vi over for to muligheder. Enten har vi, som det er antaget i den klassiske teori,

at mzngdrr af den ti1 rådighed stående kapital er givet, med andre ord: abscissevazrdien, og så

bestemmer abscisselamgden ordinatens storrelse, altså renten og gramsen for investeringen. da

denne jo kun kan gå til det punkt, hvor den forventede rentabilitet er lig med prisen på

lånekapital. Den anden mulighed best& i, at den ti1 rådighed stående kapital ikke eksisterer som

en uafhzngig starrelse. men at rentesatsen selv er det oprindeligt givne, herigennem bestemmes

’ E.Barone. “Gnmdzüge der theoreticchen Nationalökonomie”. Oversat og forsynet med et appendiks af

H.Staehle Med et forord af J. Schumpetcl 2. udgave. Berlin U. Bonn 1935. s.51.

investeringen og det ti1 rådighed stående kapitaludbud samtrdigt. Det vil sige at kapitaleftcrsporg-

sel og kapitaludbud ikke optrzeder ualhamgigt af hinanden. men i grunden er identiske.

Det andet alternativ er Keynes’ tese. Sat pa spidsen siger den ikke andet cnd at

rentesatsen er fuldstaendig uathamgig af starrelsen på investeringernes kapitalbehov. En saetnmg

der må tirre teoretikere af den gamle skole ti! det yderste, selv om den i virkeligheden ikke er

andet end den logiske konsekvens af det alternativ, som Keynes przsenterer, et alternativ som

i den omindelige formulering lyder meget mere harmlos og acceptabelt. Hvis det til radighed

stående “reale kapitaludbud”, “opsparingen”. virkelig var en entydig bestemt storrelse, som er

uakamgig af investeringen, så ville udbud og eftersporgsel af kapital bestemme prisen. renten

ville stige ti1 det punkt, hvor abscissevrerdien på efiersporgselskun,en, således som denne er

bestemt af den virtuelle gramserentabilitet, var lig det ti1 rådighed stående udbud, således som

Barone anskueliggor det grafisk. Kan opsparingen derimod ikke tankes som en starrelse

uaihamgig af investeringeme, men nodvendigvis og uundgåelig lig med denne manset hvad

renten er, så er det ikke udbuddet og eftersporgslen efter kapital der determinerer renten, men

omvendt, renten determinerer uno octu investeringen og den virkelige opsparing. Det udtrykker

vi bevidst overdrevet i saetningen: kapitaleliersporgslen til investeringer er i sig selv fuldkonunen

uden indflydelse på renten. Saztningens logik bygger på den af Keynes hwdede og fuldstandig

ubestridelige identitet mellem investeringer og opsparing. Men hvis investeringer og opsparing

ab origine er lig hinanden, altså kun er to udtryk for et og samme sagsforhold, så bliver de ikke

forst tilpasset hinanden ved hjazlp af renten, således som den klassiske teori hzvder det. Så er

renten den uafhzengige variabel, hvis storrelse bliver bestemt af andre faktorer.

Denne anden faktor er, som Keynes udtrykker det, strzben efter likviditet (liquidity

preference): renten er, således siger han, den pris der må betales for at give afkald på likvide

midler, således at den samlede pengeefiersporgsel tilpasser sig den ti1 rådighed staende pengr-

mamgde. Vi vi1 senere undersege denne formel kritisk. Forholdet mellem disse modstridende

teorier, opsparingsteorien og likviditetsteorien for renten, vii vi redeyore for i det folgende ved

at kaste et tilbageblik på Wicksells losningsforsog.

6

II. Normalrenten og Markrdsrcnten ifnlge Wicksell.’

U~icksells undersogelser af rentedannelsen viste ham. at i den moderne okonomi med

en udviklet penge- og kreditorganisation dannes markedsrenten på ingen måde således som det

krzves af den klassiske teori. nemlig som en pris der tilpasser kapitalefiersporgslen ti1 den til

rådighed staende kapitalmamgde. den reale opsparing. Han erkendte, at denne reale eller “zgte”

opsparing. som Wicksell epigoneme - ikke elever som Myrdal - kalder den. i virkeligheden

overhovedet ikke udgor en selvstaendig bestemt. fattelig storrelse, og det gm den ikke, fordi, en

kardinalsztning i den klassiske teori. Says teorem om udbudets og efiersporgselns rekvivalens,

ikke gzlder i den virkelige okonomi.

Opsparingen. der foreswver de klassiske teoretikere som en given stm-relse, holder op

med at vzre given. når kilden til opsparing. det vi1 sige indkomsten, er påvirket af vareprisemes

spil. Da man ved opsparing ikke kan forstå andet end den del af indkomsten. som ikke bliver

forbrugt. så må indkomsten vaxe givet som en fast bestemt storrelse for, at opsparingen kan vazre

bestemt samtidig med produktionen, men uafhrengig af investeringeme. Wicksell så og beviste,

at det kunne der iklce vzre tale om. Derfor slog han ind på en omstamdelig vej, for overhovedet

forst at kunne fatte den reale opsparing i den klassiske teoris forstand, denne vej minder meget

om den statiske teori og dennes posurlater. Han så bort fia pengene. Fordi virkeligheden åbenbart

står i modsaztning til det Sayske teorem, greb han tilbage til den statiske teoris model, den

naturale bytteokonomi. Han sagde til sig selv, da den naturale bytteokonomi sikrer aakvivalensen

mellem udbud og eftersporgsel og penge bytteokonomien åbenbart ikke gm det. så må dette

skyldes pengemediets egenart. noget der ses bort fra i udviklingen af den statiske teori.

Jeg vit ikke forholde mig ti1 om denne konklusion er en tvingende konklusion. Modellen

for en pengelos ekonomi synes i det hele taget for mig at se uegnet til en analyse af den

okonomiske protes. Fordi en udviklet bytteokonomi uden almen byttemiddel ikke blot synes

praktisk urnulig. men i det hele taget ikke er til at forestille sig. At de teoretikere, som arbejder

meget med denne forestilling eller geme griber tilbage til den, virkelig skulle forestille sig denne

protes i sin helhed. er ikke saxlig sandsynligt. Fordi de samme teoretikere, når de bevzger sig

i det utvivlsomt forestilbare rige, nemlig når det drejer sig om den empirisk givne ekonomi,

meget ofte beviser en rystende mangel på virkelig anskuelse.

’ Wicksells i sandhed klasstske skrift “Geldzins und Gilterpreise” har indtil i dag ikke furidet sit lige som

en indfnring i problemet. Verket wdner om en anskuelseskraft og en sans for varkeligheden, der triumferer

over dogmatiske bindinger. G Myrdals arhejde “Der Gleichgewichtsbegriff als Instrument der Geldtheoretischen

Analyse” (wersat fia svensh af E.Mackenroth i:“Bettrage zur Geldtheorie”, af M.Fanno, M.W.Holtrop. J.G.Koop-

mans. G Myrdal. K.Wicksell. udgivet af F.A.Hayek. Wien 1933, ~361 ff). er mesterlig i sin fremstilling: lomingen

er hunstig og ikke tllfredsstillende. Man må selv vzre I besiddelse af en sikker anskuelse af processen for at forstå

Myrdal 08 for at erkende. at han - omstzndeligt og i en strzben efter den hnjeste precision, komplicerer tll det ufor-

staelige - I gnmdcn alh~evel er p& det rette spor.

7

Myrdal har i sin fortrinlige afhandling over ligevaegtsbegrehet som et instrument i drn

pengeteoretiske analyse, slående frcmstillet, at den naturale bytteokonomis model. i det mindste

for forklaringen afbegrebeme gramserentabilitet for kapitalen og for udlänsrenten. er ubrugelig.

Af de samme grunde som far Keynes til grundlqgende at bruge penge eller lonenheden’ som

enhed (som okonornisk dimension!), er det urnuligt at defmere kapitalens granseprodukti\~itet

som en fysisk produktivitet. Da det slet ikke drejer sig om den samlede produktive ydelse, det vi1

sige stigningen i produktionen i krafi af kapitalindsatsen, men derimod om det afkast som den

investerende foretager apnår, ahså rentabiliteten. Man kan. når det drejer sig om kredit. rente og

kapitalens gramserentabilitet, slet ikke se bon fra pengefamomenet”. Wicksell slog ind på denne

afvej, fordi han fortvivlet forsogte at saette den udligningsfaktor ud af spillet. som i den virkelige

ekonomi, uden rentens medvirken, uvsegerligt saztter investering og opsparing hg hinanden. Det

er netop gemrem bevaegelseme i varepriseme’, at foretagerindkomsten og således den samlede

indkomsts storrelse og dermed opsparingen bliver bestemt som vazrende hg med investeringen.

h40nsteret for prisbevazgelseme forhindrer opsparingens autonome eksistens, som den forudsazttes

i opsparingsteorien for renten. Denne erkendelse hos Wicksell er roden til den tese som senere

bliver opgivet af hans elever og epigoner: pengerenten er normal og hg den naturlige rente, nar

prisniveauet ikke amdrer sig. Den er et resultat af folgende overvejelser:

Når prisniveauet azndrer sig, mister den faktiske opsparing sin klassiske mening. For at

renten overhovedet kan udfylde den funktion som teorien giver den, nemlig at tilpasse kapital-

eftersporgslen ti1 opsparing (i klassisk forstand), må prisemes indflydelse på indkomsten og op-

sparingen udelukkes. Priseme må forblive faste og uforandrede, for at renten fuldstzndig og

udelukkende kan opfylde sin funktion, som den der tilpasser kapitalefterspargsel og opsparingen.

(Her er der et lille spring i tankegangen; denne sotning gaelder kun under forbcholdet: ved

konstante gramseomkostninger, som vi vil vise det nedenfor. Heri ligger forovrigt grunden til

elevemes og epigonemes senere afvisning af denne Wicksells tese). Dette berettiger os til at sige,

at markedsrenten, som jo utvivlsom bestemmer maengden af investeringer, er teoretisk rigtig. når

prisniveauet defacro ikke rendrer sig. Et stabilt prisniveau angiver, at markedsrenten er normal

og hg med den naturlige rente. Investeringeme er i dette tilfaelde lig med opsparingen i klassisk

forstand. Var udlånsrenten lavere, så villeder takket vare kreditsystemets faktiske elasticitet blive

brr@ mere kapital, priseme ville stige, og derigennem ville konsumenteme blive påtvunget en

storre opsparing, korrelatet hertil ville vazre ovemormale foretagergevinster. Var omvendt udlåns-

renten hejere end den normale rente, så ville der blive investeret mindre. Priseme ville faldr.

noget af den naturlige opsparing ville gå tabt, og dette tab ville vazre foretagemes, hvis

indkomster ville falde under den normale starrelse.

* Hvis man tager IBnenheden, det er arbgdsenhedens pengelon for en nomml arbejdstlmc. SA er det cnsher)dcndr

med at peng vErdIen korrigeres ved et kmindrks.

.. Smlg. Myrdal, ovenfor, iszr kap.4

I&‘icksell \,iste mcget noje og sagde det med stort efiertryk og med al tydelighed, at

storrelsen af kapitalanvendelsen’ bestemmer foretagemes indkomst, at storrelsen af kapitalanven-

delsen. på den anden side, bliver bestemt gennem udlånsrenten, som på sin side ikke urniddelbart

bliver bestemt genncm den “klassiske” opsparing, men af kreditapparatets adfaxd, som i denne

forbindelse er behersket af likviditetsprincippet. For så vidt så Wicksell allerede fuldkommen

rigtigt. det som Keynes i “The General Theory” forfazgtede med en lidenskab. som kun den be-

sidder. der feler sig som pionax på den “sympatiske angelsaksiske måde af ufrivillig originali-

tet”‘, som Myrdal engang elskvaxdigt udtrykte det.

Ganske vist er Wicksell langt fia at fonnulere de funktionelle sammenhrenge så eksakt.

som Keynes ger det. Han overvejede heller ikke muligheden af forskellige ligevregtssituationer

ved forskellige beskaeftigelsesgrader, han ferudsatte snarere fuld og i praksis konstant be-

skzftigelse. Hvorledes skulle man også kunne forlange denne moderne apfattelse som Keynes

udviklede af en forfaner, der ligesom Keynes var skolet i den statiske teori, men ti1 forskel fra

denne stod i en @konornisk verden, om hvilken han kunne fastslå:” “Hvor lidt en almen udvidelse

af produktionen under normale omstamdigheder er mulig, fremgår efter min apfattelse af den for

nylig i forskellige lande foretagne optzlling afarbejdslose i de forskellige saesoner, disse har vist,

at i gennemsnit kun forholdsvis få. ja helt ned ti1 kun 1% af arbejdeme var ubeskaefiigede. En

almen udvidelse af produktionen ville derfor kun vaxe mulig ved gentrem en forlaengelse af

arbejdsdagen - som hverken ville vaxe onskvaxdig eller mulig i Iamgden -eller ved nye teknisk-

okonomiske fremskridt.”

Forskellen mellem Wicksell og Keynes’ “General Theory” illustreres bedst ved de to

teoretikeres stillingtagen til prisdannelsen. Forskellen ligger her udelukkende i de teoretiske

pratmisser og i de reale data som begge artvender. Wicksell er nemhg en mand med en staxk

virkelighedssans. hvis argumentation - bevidst eller ubevidst - altid bliver bestemt ved anskuelsen

af den iagttagede virkelige ekonomi. Han tamker ikke teoretisk konsekvent ti1 ende, men springer

uventet fia det lukkede system, teoretikerens naturlige model, over i den af praksis givne akono-

mi, hvor bevaegelsesmonsteret for priser og renten bliver dzempet eller korrigeret af en eksogen

faktor, nemlig guldbevaegelseme. En teoretisk synd, som ved behandlingen af hans problem er

saxlig naerliggende og som sandsynligvis også har vaxet årsagen til den tilsyneladende

uforstyrrelige dogmatiske sovn hos de andre teoretikere. 1 det ojeblik hvor vareproduktionen

holder op med at vaxe identisk med det satmede vareudbud på hjemmemarkedet, hvor

prisbevqelseme, som falge af den frie vareudveksling med udlandet ved en stabil valuta, holdes

indenfor snavre gramser. da får det klassiske tankeskema nemlig igen en vis real gyldighed,

imidlertid uden pa nogen måde at blive teoretisk rctfardiggjort herved. Keynes gennemtsnkcr

denne protes for det lukkede system teoretisk eksakt. Medens Wicksell. styret af den praktiske

iagttagelse. antager kredit og penge som elastiske storrelser. hehandler Keynes. igen teoretisk

eksakt. den ti1 rådighed stående pengemaengde som en konstant, fordi pengemamgden jo kun kan

blive forandret ved eksogene faktorer, nemlig guldbevregelser eller intervention fra centralban-

ken. Man må forelobig se fuldstamdig bort fra disse faktorer for at kunne fremstille processen rent

teoretisk. Endelig behandler Keynes beskazftigelsen som en variabel, Wicksell tager den som en

konstant. Dertil ledes han på grund af empiriske iagttagelser snarere end på grund afdet klassiske

teorem, at okonomien naturnodvendigt tenderer mod en ligevaegt med fuld beskzftigelse. Fordi

hans fremstilling af prisbevaegelsemes kumulative protes i tilfazlde af en afvigelse, der

udelukkende bliver korrigeret af guldbevqelseme som en eksogen faktor, viser, at han havde

en helt anden og mere realistisk forestilling om bevazgelsesmonstret i ekonomien end de klassiske

teoretikere.

Wicksell skildrer prisbevzgelsemes kumulative protes nogenlunde på folgende måde:

i en okonomi som hidtil har vaxet i ligevmgt ved fuld beskazftigelse, hvor altså prisniveauets

konstans (Wicksells praktiske kriterium for en vurdering af renten) viste, at markedsrenten var

“normal”, vil priseme begynde at stige, når markedsrenten bliver lavere end normalrenten, det

vazre sig fordi kapitalens virtuelle gramserentabilitet stiger, eller fordi markedsrenten teleris

paribus falder. Denne prisstigning vii til stadighed fortssette i en forstazrket form, hazmningslost

og uden slutning, så laxtge markedsrenten ligger under den naturlige rente. Foretageme vi1 nemlig

investere mere kapital, derved stiger priseme og dermed stiger den virtuelle gramserentabilitet

og frister dem til en endnu stzerkere kapitalindsats, hvorved hmningeme og priseme bliver drevet

stadig hojere op i en circulus vidoms. Keynes når til det samme resultat, når han som

udgangspunkt vaAger den ideelle ligevazgt og antager, at markedsrenten bliver holdt under den

optimale rente, den rente som tillader en ligevazgt med fuld beskaeftigelse. Den fulde

overensstemmelse kan forklares ved, at de begge ved den givne udgangssituation må gore de

samme antagelser for så vidt angår beskreftigelsen.

Det er anderledes når processen forlober i den modsatte retning. Stiger markedsrenten.

ved den samme udgangssituation, over ligevaegtsrenten. så vi1 foretageme investere mindre, som

falge heraf falder priseme på konsumvarer, og nu deler de to teoretikeres veje sig snart. Wicksell

fortwatter: producenteme af konsumgoder vil kun vaere villige til at fortsatte produktionen i det

gamle omfang ved lavere hanninger; arbejdeme vii give efter for lontrykket og pengelonnen vi1

altså falde. Nu begynder et nedadgående kaplob mellem priser og lotutinger, som er ligeså

håblost som kaplobet med sin egen skygge. Foretagemes forsag på at skabe ligevazgt mellem

omkostninger og indtzgter ved hjselp af torrtryk, må slå fejl, det så Wicksell. En Ionsamkning kan

ved samme beskzftigelse aldrig genskabe den forstyrrede ligevaegt mellem omkostninger og ind-

tzgter. og derfor bliver priser og Ionninger uimodståeligt trukket ned. Kun foretagemes illusion.

10

de tror ti1 stadighed at kunne skabe en udligning ved at szenke omkostningeme, det vi1 sige ved

en Ionsamkning, forhindrer produktionens sammenbrud. Selvfolgelig var Wicksell klar over, at

en sådan illusion kun kunne vare i kort tid og kun for et begraznset prisfald. Det dedeligt truede

system bliver kun hjulpet af en drus ex machina, guldindstromningen og dennes indflydelse på

markedsrenten, dette redder systemet fra dets svimlende rejse mod afgrunden.

Hvis man, således som Wicksell gjorde det, antager at beskz3tigelsen er konstant på

trads af denne ruinerende udformning af markedet, så må den kumulative protes udvikle sig efter

Wicksells skema med en ubrydelig logisk konsekvens. Priseme må forsatte med at falde uden

at konune i hvile. Men opgiver man med Keynes besk&iigelsens konstans, så kommer man med

en ligeså ubrydelig konsekvens til hans resultat: nemlig, at systemet til slut når til en ligevazgt ved

en lavere beskaeftigelse og ved lavere priser. Og det er et punkt, hvor de mulige investeringer ved

den givne rentefod er tilstraekkelige ti1 at frembringe en indkomst, hvor den totale eliersporgsel

efter forbrugsgoder, ved den givne forbrugskvote, svarer til disses samlede udbudspris. Priseme

svarer igen ti1 gnenseomkostningsniveauet. 1 grunden beviser Wicksell ved sin skildring af den

kumulative protes, at hans grundantagelse, beskreftigelsens konstans, er imaginax. Hans teorem

bekrazftiger Keynes’ gendrivelse afdet klassiske parallelaksiom. Den kumulative protes forer den

klassiske teori for det lukkede system ad absurdum. Ved et forsat prisfald opretholdes den fulde

beskazftigelse kun gemrem den dagligt gendrevne illusion hos foretageme, en illusion som snart

må forsvinde, for så vidt som foretagerformueme hetved lider af galoperende svindsot.’

At Wicksell ikke drog de fulde teoretiske konsekvenser med samme klarhed og

beslutsomhed som Keynes kan på den ene side tilskrives den egenart, at han ifolge sin natur

anskuede og tankte mere praktisk end teoretisk, og på den anden side den omstamdighed, at hans

miljo ikke tvang ham ti1 at tznke teoretisk ti1 ende. Da han skrev “Geldzins und Gtiterpreise”, var

arbejdemes modstand mod lonsamkninger og Ionfald endnu ikke så staerk, at han måtte opfatte

antagelsen om en ubegraxset nominallonselasticitet som vaxende fuldstamdig virkelighedsfrem-

med. Endvidere var den sekulaere trend for investeringer stejlt opadrettet i hele verden. Det 19.

århundrede med sin uudtommelige ekspansionstrang lod selv i krisetider og depressioner ikke

investeringeme falde så staxkt, at det kritiske punkt blev overskredet hvor, fremstillingen af

konsumgoder uundgåeligt måtte skrumpe. Det store trceghedsmoment som okonomien altid har,

takket vaxe den heroiske modstand, som foretageme, der er truede i deres eksistens, yder i form

afen indsats af deres formue, opfangede dengang de stod som stammede fra indskramkninger i

investeringeme, idet verdensmarkedet meget hurtigt tilbod hver enkel nationalekonomi en aldrig

svigtende udligning. Denne deus ex machina lod aldrig vente på sig. Den fatale aplevelse, at hele

verden samtidig ryger ind i en nedadgående kumulativ protes. som udelukker den eksogene

udligningsfaktor, er forbeholdt vor tid.

Il

111. Aktuelle og virtuelle nkonomiske stsrrclsrr

1 “General Theory” bctegner Keynes den teoretiske forestilling om en divergens mellcm

investeringer og opsparing som utilstrazkkelig ag forfejlet. Herved desavouerer han sin egen

fremgangsmåde i “Treatise an Money”. Med dette vil han på ingen måde sige. at han tidligcre

havde en forkert anskuelse, men blot dette, al hans tidligere fremstilling ag begrebsdannelse ikke

har vaxet formålstjenlig ag dermed ikke har formidlet den fulde anskuclse af sammenhzngene.

For mig synes det wdvendigt at give det gamle teoretiske skema en axesoprejsning, fordi netop

hvis man anvender dette, og blot er opmazrksom på at man ikke anvender de samme ord for

forskellige begreber, så kan broen fia den klassiske teori til Keynes’ “General Theory” meget

lettere slås. Det eneste der er nodvendigt, er at inddrage begreber som svarer ti1 den klassiske

forestilling ag som er forenelige med Says teorem om azkvivalens mellem udbud og efterspnrg-

sel. Det kunne anbefales at benytte betegnelsen “virtuel indkomst” og “virtuel opsparing” .Disse

begreber skal så inddrages ved siden af begrebeme “indkomst” og “opsparing” i egentlig forstand

(hermed tznkes der på aktuel indkomst og aktuel opsparing).

Ved virtuel indkomst skal man så forstå det som Keynes betegner “aggregate supply

price”, han definerer det som: et forventet aflcast som retfaxdiggm en given produktion. Man

kunne også definere det på følgende måde: virtuel indkomst er den indkomst som ville apnås, når

varepriseme aggregeret i gennemsnit er lig fremstillingens gramseomkostninger; i denne

forbindelse behnver priseme for de enkelte varer ikke at vaxe lig med graxseomkostningeme,

men det måtte gazlde, at når visse varepriser ligger under fremstillingsomkostningeme, så er der

andre der må ligge over, således at ethvert minus står overfor et plus et andet sted i systemet. Man

kunne også wjes med at definere foretagerindkomsten som en virtuel indkomst, da de: jo kun er

foretagerindkomsten som bestemmes nominelt på varemarkedet, mens de nvrige indkomster

(factor costs) bliver udbetalt lnbende sammen med produktionen og er fastlagt nominelt. Det ville

så lyde på f0lgende måde: Foretagemes virtuelle indkomst er den indkomst, som foretageme

samlet ialt måtte apnå for at der på produktionsgramsen ikke udskilles flere produktionsfaktorer,

det vi1 i praksis sige arbejdere, end der i andre virksamheder som producerer under mere gunstige

betingelser bliver sluset ind. Denne detinition ville teoretisk set vaxe meget mindre i over-

ensstemmelse med den teoretiske skole og mindre eksakt, men den ville vrere mere virkeligheds-

nax. Gramseomkostningsbegrebet er teoretisk set et vidunderligt instrument. Det skematiserer

realiteten, det er så at sige en platonisk idé, som i sin fiemtrazden udviser en evne ti1 forvandling

lig Proteus. Man kan på det namneste mestre enhver ideal situation med gramseomkostnings- ag

grxmseomwtningsbegrebet, men netop denne kendsgeming burde mane ti1 en forsigtig brug

heraf. Fordi denne egnethed åbenbart skyldes begrebets forbavsende elasticitet. Begrebets

klassiske elegante og håndterlighed må ikke sk.jule, at dets karakter er hprjst problematisk ag slet

ikke svarer til den maske af uskyldig elskvaxdighed som det baxer. For mig ser det ud som om

Keynes bruger instrumentet temmelig ubekymret i sin “General Theory”. ag det vi1 vaxe på sin

12

således at disse virkeligt kunne holde den nnskedc kurs på realitetemes hav og til en hvilken som

helst tid bestemme deres position’.

De virtuelle st0rrelser er lige netop de sterrelser. som den statiske teori operercr med når

den abstraherer tia pengevrerdistcwrelser. De virtuelle stmrelser tilfredsstiller alle teoretiske krav.

isax det sayske teorem om udbudets og efterspcngselens zkvivalens. Udbud = virtuel indkomst

er identisk med efierspnrgsel. De relative priser bliver i kraft af konkurrenten mellem entre-

prencxerne på lang sigt bestemt af graznseomkostninfeme; på et hvilket som helst tidspunkt

korrigerer konkurrenten a CZVI~O enhver tilfældig afvigelse, som den fremkaldes af en specie1

markedssituation. Den klassiske teoretiker får nu endelig det. som foresvrever ham som “azgte”

opsparing, det som han i grunden indtil nu har s0gt efter forgazves. Men nu må det også

njeblikkeligt gå op for ham. at denne “regte” opsparing aldrig kan blive til det effektive udbud

som optrzder i den klassiske teori. Det optrzder aldrig som en selvstzndig given aktuel sterrelse

og heller aldrig som en selvstarndig given virtuel størrelse. Den virtuelle opsparing er aldrig en

determinant, men er bestemt som et korrelat af virtuel indkomst og forbrugsudgifter. Men det

svarer fuldstazndig til opsparingsbegrebet, fordi det er lig med overskuddet af virtuel indkomst

over forbruget.

Det selvbedrag som den ortodokse teori er underkastet er begrundet i det felgende: hvis

man deler de samlede indkomster op i foretagerindkomster på den en side og produktionsfak-

toremes indkomst på den anden side (lon, gager, renter. etc.), så bliver det tydeligt, at for den

anden del er der sarnmenfald mellem virtuel indkomst og aktuel indkomst. Som fnlge heraf

gzlder det også for denne del af indkomsten, at virtuel opsparing og aktuel opsparing er identiske,

og da indkomsten her nominelt er løbende bestemt i takt med produktionen ved entreprewremes

udbetalinger, så er også disse indkomstmodtageres opsparing bestemt pari passu med deres

disses beslutning om forbrug, den er en fatbar og synlig stnrrelse. Alligevei kan denne opsparing

aldrig optrazde som et udbud af opsparing i klassisk forstand. Det reflekterer nemlig en protes

som allerede er foregået, nemlig den Imbende produktion, og det kommer kreditteknisk til udtryk

på følgende måde: Lad os forestille os en forudsat sparer som modtager sin indkomst indbetalt

på en bankkonto. Enhver sådan indbetaling forudsztter - efter uomgzengelige dobbelt bogholderi

lovmazssigheder - i et lukket system, at en entrepremxkonto i samme Djeblik bliver belastet på

tilsvarende måde. Enten ved en reduktion i entreprenørens indeståender eller ved en forhejelse

af kassekreditten. Det er den normale betingelse for at der kan opstå et indkomstindlån (“normal”

hvis der ikke er forekommet open-market operations og de hidtidige opsparingskonti ikke har

. Myrdal har iovrigt fuldstzndig erkendt problemet og har sergt en losning i samme retning som det sker

her. Den måde hvorp2 han inddrager forvenmingeme for at nA tiem til det, som jeg har kaldt virtuel opsparing og

virtuel indkomst, er ikke tilfredsstillende, fordi han undlader at objektivere begrebet “forvente: indkomst”. Det er

det der tillader anvendelsen af grznseomkostningsbegrebet (analogt til Keynes’ definition af “aggregate supply

price” og “effective demand”).

14

forandret sig). Den del af indkomst-indlånene, som indkomstmodtageren giver ud, flyder tilbage

til entreprenoren via kassekreditten, den reetablerer sävidt in 1010 den oprindelige situation. Den

del der ikke bliver givet ud rettunerer ikke ti1 entreprenoren, men den står heller ikke ti1 rädighed

som en fri ny opsparing, den er jo allerede “anlagt” i form af foretagerens eller entreprenarens

storre bankguld, medmindre foretagerens indlån ikke definitivt er blevet formindsket. Med andre

ord: primo acru bliver kreditsystc: :t illikvidt ved at ikke-entreprenarer sparer op. Hvis

opspareme selv udlånte de opsparede penge på lang sigt, så ville entreprenorerne under et igen

vaxe lige så likvide, som de ville have vaxet, hvis opspareme ikke havde sparet op. Men i

virkeiigheden ville foretageme vaxe langsigtet forguldet i et stm-re omfang, og uden for al tvivl

ville kreditvrerdigheden og foretagemes dispositionsmuligheder vaxe blevet begramset, det ville

dmmpe deres forventninger og ville dermed saznke den virtuelle gramseafkastsfunktion. Men al

dette vi1 trade tydeligere frem senere.

Den aktuelle, i og for sig håndgribelige, lobende opsparing hos ikke-foretageme kan

altså ikke optraede som et udbud af opsparede midler. Men det er fuldkommen umuligt at

entrepreneremes “opsparing”, som jo kun er en beregnet virtuel storrelse, nogen sinde kan

opnrede som en faktisk virkende kraft, som et faktisk udbud. Dette dilemma har nogle teoretikere,

f.eks. Robertson, undgået, ved at de er flygtet ind i fortiden, i stedet for foretagerens aktuelle

virtuelle opsparing, det er kun den der svarer ti1 klassikemes grundliggende teoretiske opfattelse,

griber de ti1 den faktiske opsparing hos foretageme i den ferudgående periode, for på en eller

anden måde at nå frem til en konkret storrelse. Rent hypotetisk ville denne fremgangsmåde vaxe

tilladelig i en stationax ekonomi, men den lader os i stikken, netop der hvor det drejer sig om en

dynamisk udvikling. Det må forwrigt fastslås efiertrykkeligt, at også ved denne fremgangsmäde,

for så vidt som den ville vaxe teoretisk tilladelig, altså som sagt ved en stationax ekonomi’, så

kan “opsparing” Lige så lidt som den teoretisk korrekt definerede virtuelle opsparing på nogen

måde optrazde som et effektivt udbud. Det er tilstr&keligt at forstå, at langt den storste del af

foretageropsparingen’ fia den forudgående periode kurr eksisterer i form af en forogelse af deres

realformue, og ikke som en eller anden form for frit disponerbare “midler”. Ogsä i denne for-

bindelse vi1 den senere skematiske fremstilling af kreditprocessen bidrage ti1 en oplysning.

Med begrebsskemaet, virtuelle og reale storrelser, lader endnu nogle fundamentale

sammenhaenge sig anskueliggore på en god måde. 1 denne forbindelse forventer jeg at hare de

samme indvendinger fra Haberler, Hayek og Hawtrey, som de for nylig har fremsat i deres kritik

af Keynes, nemlig, at det, som angivelig bliver klargjort, i virkeligheden gmlder ex definifione,

* Vel at mzrke: denne fremgangsmade måne under allle omstadigheder fortolks, s#edes som Robertson,

fejlagtigt, fortoker en af ham misforstkt formulering hos Keynes, med et citat fia MarshalYA person...may be

excused for...speaking (thus) provided enly he does not claim scientific accuracy for the wordmg ofhis doctrine.”

D.H.Robertson. “Same notes on Mr. Keynes’ general Theory of employment” The Quanrrly Journal of Economics,

Vol.51. 1936!37. s.183.

15

at det drejer sig om identiteter eller identisk opfyldte ligninger. og ikke om detcrminercndc

ligninger. Ti1 dette må jeg bemaxke: 1. at selv et analytisk udsagn bringer den gevinst, at det

skaher klarhed over hvad der egentlig er tamkt med subjektbegrebet: 2. at det i virkeligheden for

det meste ikke drejer sig om identiteter. men om korrelater. Det må man f.eks. sige ti1 liaberler.

når han tror at han kan identificere multiplikatoren med forbrugskvoten. Multiplikatoren er ikke

identisk med forbrugskvoten men er udledt af denne. Når vinklen a i en retvinklet trekant er 30”.

så er p ganske vist uundgåelig 60”. Én af de to vinkler bestemmer den retvinklede trekant

entydigt, og hvis jeg også kender en side, så er storrelsen bestemt. Men hvis jeg står overfor den

opgave at måle en empirisk givet retvinklet trekant, så er det de praktiske omstrendigheder. der

afgor hvilket liniestykke det er mest formålstjenligt at måle og hvilket det er mest formålstjenligt

at beregne. Netop sådan er forholdet mellem forbrugskvote og multiplikator’.*

Vi har set, at ikke-foretagemes indkomst altid er hg med deres virtuelle indkomst. En

divergens mellem disse to storrelser optrseder altså udelukkende for foretagerindkomsten. Lad

os se på hvilke storrelser der ojeblikkeligt realt er givet paripussu sammen med produktionen.

Det er: a. ikke-foretagemes pengeindkomst, b. ikke-foretagemes udgift til konsum, c.

foretagemes udgift ti1 forbrug, d. de beregnede omkostninger af slitagen (vi vi1 i det folgende.

efter vi for fuldstamdighedens skyld har nrevnt dem se bort fra disse, det vi1 sige vi forestiller os

at slitagen lobende bliver erstattet og beskreftiger os kun med nettoproduktionen, hvis om-

kostninger er hg med den virtuelle indkomst).

Hvorledes fasthegges foretagemes faktiske indkomst? Foretagemes indkomst svarer ti1

deres andel af det samlede socialprodukt. Socialproduktet opdeles i to dele, den forbrugte og den

ikke-forbragte del. Den del der ikke er forbrugt forbiiver forelobigt i foretagemes hamder. så at

sige i virksomhedsregnskabet, og den udgor (for så vidt den ikke forrnindskes ved fordringer fra

andre, nemlig ikke-foretagemes “opsparing”) foretagemes andel, når man betragter foretageme

under et. Derudover har foretageme også tilegnet sig en del af socialproduktet ved deres forbrug;

med andre ord: foretagerindkomsten er matematisk lig vaxdien af investeringeme plus vaxdien

af deres eget forbrug minus ikke-foretagemes opsparing (det vil sige alle ikke-foretageres netto

pengeopsparing). Lad os for forenklingens skyld antage, at foretageme netop forbtuger så meget,

som ikke-foretageme sparer op. Dette er en meget grov form for approksimation, men i

virkeligheden er den ve1 ikke så virkelighedsfjem. 1 dette tilfazlde ville i det store og hele den

samlede foretagerindkomst altid vaere lig nyinvesteringeme. På den anden side ville enhver

’ Haberlers forsag pi ai eftervise et quarernio ferminorum hos Keynes, n& denne bruger begrebet forbmgskvote,

er mislykket. Det kommer tydeligst frem i det bevis e confrario som han forsirger sig med: Hvis forbrugstil-

bjeligheden eller forbrugskvoten er lig 1, sa er multiplikatoren uendelig. Og dette er abenbar Imaginaxt. derfor er

forbmgskvoten i formlens forstand noget helt andet end forbrugskvoten i en regulzr sproglig forstand, i det sidste

tilfzlde er kvoten bestemt af et psykologisk faktum, nemlig forbmgstilbojeligheden. Her til kan der indvendes:

Antagelsen om en forbrugskvote pa 1 er CJ prrorr imaginzr. Den ville nemlig bl.a. forudsztte en fuldstzndig

ubegramset forbrugsevne hos foretageme.

16

stigning i foretager forborget ved en konstant opsparing hos ikke-foretageme have foretagerind-

kornsten med det samme belob. Denne sammenhamg har allerede Wicksell henvist til i sin

“Geldzins und Güterpreise”. Keynes’ lignelse med enkens krukke i “Treatise on Money” er blot

en åndrig ny formulering af denne sammenhamg, som Wicksell skuldertrakkene så sig foran-

lediget til at udtrykke på folgende måde, idet han ganske vist også fuldstmndigt klart, samtidig

angav den automatisk bremse som virker her:’

“Flere af de ovenfor udtalte påstande vil sikkert fremtrzde nzsten som paradokser for

den hrevdvundne opfattelse. F.eks. ser det ud som om tildelingen af de andele af produktionen,

som tilfalder kapitalisteme og foretageme, egentlig ikke afhamger af andet end den subjektive

opfattelse og vilkarlighed hos denne klasse. Men man må huske på, at det her handler om

stemninger og indskydelser som stammer fra et og samme motiv, som er fmlles for alle

medlemmer, og dermed fremkalder en ensartet handlernåde. Der er naeppe tvivl om at

kapitalisteme og foretageme under et, som råder over samfundets subsistensfond, ville kunne

formindske arbejdemes og de ovrige ejere af produktionsfaktorers andel af den samlede

produktion efter forgodtbefindende og tilsvarende fornge deres egen andel, hvis de holdt sammen

okonomisk. Men den enkelte kapitalist eller foretager er i denne henseende så godt som

fuldkommen magteslos, han må falge strommen - men han udgor samtidig en del afdenne stram,

hvis kraft er uimodståelig.”

Det er investetingeme der determinerer foretagerindkomsten, totalopsparingens

hovedkilde. For at kunne tale om et kapitaludbud i den klassiske teoris forstand, måtte man for

såvidt angår denne opsparing antage, at der herskede en pramatal effekt, men denne er lige så

imagimer som den posthume effekt, som Robertson forfalder til, når han betragter opsparingen

igår som et effektivt udbud idag. Begrebet “ti1 rådighed stående opsparing” er i sin natur et

ubegreb. Der findes kun til rådighed stående produkter og til rådighed stående produktions-

faktorer. Lad os falge Hawtreys tankeskema og betragte konsumgoder der går på lager, som noget

der ikke er investeret. Man kunne så forestille sig processen på folgende måde: når ikke-

foretagere fra et givet tidspunkt sparer mere op afderes lobende indkomst, altså giver mindre ud

end tidligere, så ville ceteris paribus ekonomiens forråd af konsumgoder forst vokse. Denne

tilvcekst kunne man betragte som til rådighed stående opsparing. Hvis nu det klassiske teorem var

gyldigt, så måtte i et sådant tilfzlde renten falde a fempo. Men dette kunne aldrig falde den ind;

tvaxtimod den stiger tendentielt, og priseme på konsumgoder falder. I netop dette ojeblik

foretager teoretikere som Hayek en sulro morr&, idet de erklaxer, at denne prisudvikling for

konsumgoder frister til en udvidelse i fremstillingen af investeringsgoder, fordi disses pris i

forhold til konsumgodepriseme nu er hojere. Dette er en forbavsende quid pro quo og et

uimodstrideligt bevis for hin mangel på anskuelse, som jeg har henvist til ovenfor. Inve-

17

steringsgodeindustrien bliver ikke drevet under mottoet /‘arr pour l’urr: denne cr udrusteren af

konsumgodeindustrien. Ja. det er jo til syvende og sidst dens eneste opgave. Den oprctholder kun

sig selv og udvider sig selv, for så vidt som det er nodvendigt for dens endelige opgave. Og

falgen af en tilbagegang i konsumgodeproduktionen er ikke en forogelse i fremstillingen af

investeringsgoder, men omvendt: da forbrugsgodeindustrien ojeblikkelig ophorer med

nyinvesteringer, og også indskraenker reinvesteringeme til det mindst mulige, bryder frem-

stillingen afgoder af hojere orden fuldstamdig sarnmen. Der er kun en mulig udflugt, nemlig de

investeringer, som man almindeligvis ved dette r~sonnement overhovedet ikke taxker på (nemlig

når man anvender den beromte formel, at det bliver fordelagtigt at slå ind på Iaengere pro-

duktionsomveje)‘, og det er de langvarige forbrugsgoder, specielt beboelseshuse. Boligbyggeriet

bliver på ingen måde ansporet ojeblikkeligt n%r den industrielle vareproduktion tyger ud i en

krise, det sker forst efter en laengere tid, når kreditekonomiens likviditet har forbedret sig så

meget at renten endelig falder. Et fald, som ikke har det mindste at gore med opsparingen, men

er et rent monetaxt faxomen. For at forstå dette, må man forfelge kreditprocessen i den virkelige

okonomi skridt for skridt. Da jeg andetsteds har beskrevet kreditindskramkningen og kreditudvi-

delsen og de faktorer som bestemmer likviditeten så nejagtig som muligt og, tror jeg,

udtommende”, indsktznker jeg mig her til at skitsere processen med et par lette streger.

IV. Kapital, Kredit, Penge

1 “General Theory” betegner Keynes strzeben efter likviditet som rentens årsag. Han

angiver tre kilder til denne likviditetsstramben, og analysere disse. Han har for det meste

begramset sig til “das Ding an sich” og ikke behandlet fremtrazdelsesformen saxlig udforligt. 1

en vis forstand har han udviklet sin Inre i en esoterisk stil; det har den falge, at hans fremstilling

mister sin anskuelighed. 1 “Treatise on Money” siger han, at han kun behersker det tyske sprog

så meget, at han på tysk kun forstår det klart, som han allerede ved i forvejen. Det sprog, som

Keynes benytter i sin fremstilling aflikviditetsteorien, bringer hans Iazsere i en lignende situation.

Da Keynes har konstrueret en syntetisk sammenhamg mellem elementeme, vii jeg demonstrere

. Man har sagt, at bort set tia kaerligheden er der intet der har gjort mennesker sa forrykte, SOB det at spekulere over

penge: visse nyere arbejder af kredse fra den ostrigske skole viser, at spekulationer over forlamgelser al

produktionsomveje og ‘%zgte” opsparing har afstedkommet mindst de samme odelzggelser i hovedeme.

‘. W. Lautenbach. “Kreditschrumpfung und Kreditausweitung. Eine Analyse des Kreditprozesses im Abschwung

der Wirtschaft.“, Die Wirtschaftskurve, Frankfurt a.M., 1936. s.136, s.l35ff - samme, “die Kreditausweitung im

Aufschwung”, sammested, ~239 ff. - sattutte, “Probleme der Überliquidität”, sammesbed, 5.331 ff. levrigt ma jeg

henvise ti1 at L.A.Hahn har fremstillet pengerentens likviditetsteori, betydningen af forbrugskvoten og de pro-

duktionspolitiske konsekvenser som en folgerigtig videreudvikling af tankegangen hos Wicksell. Se hans

“Volkswirtschaftliche Theorie des Bankkredits”, Tubingen 1920, isazr kapitleme: Der Zins als Preis des Liquidität-

sverlustes. s. 102 ff., Die Wirkung des Kredits auf die Quantitat der GUter, ~134 ff., Der Einfluss des Kredites auf

die Bildung von Ersparnissen, s. 152 ff.

18

de organiske sammenhamge og kredslob i kreditokonomien ved hjeelp af en kunstig opbygget

model. For at historien ikke skal blive alt for tar, vi1 jeg berette om en fantastisk rejse til

vidunderlandet Likvidistan:

Likvidistan har et fabelagtig rationelt penge- og kreditsystem. Vi erfarede, at også dette

herlige system er et resultat af hårdt moje, bitre erfaringer og mange eksperimenter, som man

senere, på grund af deres naivitet, har leet af. Inflation med dens uhelbredelige odelzggeise af

penge- og kreditsystemet, og senere vovede eksperimenter med svindpenge har b1.a. vaxet de

historiske betingelser, hvorunder systemet så sm& er blevet udformet. Vi fik mulighed for at

studere kreditvaesenet i Likvidistan noje. Der findes overhovedet ikke rede penge. Portemonmeen

er blevet fiddkommen erstattet afchekhazftet. Der findes også kun en eneste bank, som opfylder

alle funktioner der ellers i de kendte kreditsystemer bliver varetaget af forskellige specialiserede

banktyper. Vaxdipapirforretninger beskaeftiger kreditbanken sig kun med som kommissionax.

Den kender kun ti1 et kapitalanlaeg, nemlig debitorer. Ti1 vores store forbavselse gav bankens

ledelse os folgende oplysninger om debitor sammensretningen: alle foretagere i landet er debi-

torer; idet de bemaxkede vor rådlost forbloffede ansigter forklarede man: i Likvidistan anses det

som et tegn på den yderste tilbageståenhed, hvis en foretager har likvide overskud. Foretagemes

erhvervsetik baseres nemlig på folgende overvejelser: Den som disponerer over et forretningsind-

lån, viser egentlig, at han ikke udnytter sine muligheder fuldstamdigt, og at i hvert fald andre

foretagere, hvis gzld udgor modposteringen til dette indlån, under alle omstamdigheder forstår

sig bedre på en real udnyttelse. Bortset fia dette er der også en praktisk overvejelse, som har fået

foretageme ti1 at braendemzrke det at holde forretningsindlån som illoyalt og som en kramkelse

af standsinteresseme. Bemaxkningen var forst firldstrendig uforståelig for os. Men senere forstod

vi den fuldkommen.

1 Likvidistan er den samlede kreditmamgde begramset til maksimalt at udgore 10 mia.,

det er fastlagt i grundloven for henge siden, nemlig da man konsekvent gennemrationahserede

bank- kredit- og pengevacsenet, det udgor en beskyttelse mod en eventuel inflatorisk kreditbevil-

ling. Denne stive kvotering er grunden til at forretningsindlån omtales nedsaettende, urniddelbart

ser det ud som et paradoks, men senere vil vi forstå det. Under vores besog var kreditkvoten

trasten fuldt udnyttet. Der var noget over 9,5 mia. som debitorer og overfor disse stod der 95

mia. som indlån. På vores foresporgsel erfarede vi, at indlånene var indkomsts- og opsparingsind-

lån ha ikke-foretagere, hvoraf langt den overvejende del faldt på opsparingsindlån. Indkomstind-

lanene kunne meget let beregnes. Derudover havde banken også registreret dem ganske noje

statistisk, noget der jo er meget simpelt, da disse indkomstindlån har en streng periodisk

bevaegelse. 1 forbindelse med rationaliseringen har man i Likvidistan forordnet at sannlige gager,

Ionninger, renter og ovrige afledte indkomster skal betales manedligt, og da kilden ti1 alle disse

indkomster er betalinger fra foretageme, altså fra debitoreme, erkendes det klart ved den

manedlige ultimo bogforing, hvor store bankens “tilflydende” indkomstindlån er. De belober sig

19

nemlig til 2.5 mia. om mkneden. Banken har også et pracist overhlik over. hvor megct afdisse

der spares op, fordi indkomstmodtageme forst lader belobene hobe sig op og demzst fra tid ti1

anden lader banken formidle at belebene bliver anlagt i aktier eller lån ti! foretageme. En statistik

over flere år viser, at alle deponenteme sparer ca. 5% af deres indkomst, altså omkring 1.5 mia.

om året.

Vi var naturligvis meget nysgenige efter at erfare noget om instituttets rentepolitik, idet

vi på grund af instituttets monopolistiske karakter havde betragtelige betaxkeligheder.

Bankledelsen forklarede os, at den tilsluttede sig de gennemprovede likviditetsgrundwztninger

som er overtaget fra tidligere systemer, de havde ganske vist vaxet n0dt til at modificere den

praktiske udformning, da Likvidistan ikke har nogen forbindelse med den tilbagestående

omverden og desuden har afskaffet de primitive rede penge. Som hovedkriterium for likviditeten

iagttager man fmst stmrelsen af den samlede kreditsum. Man plejer at h=ve renten jo tzttere man

kommer på gramsen for kvoten; for tiden har man f.eks. en rate på 5,5% da man er temmelig tzt

ved gramsen. Desuden ofrer man omsretningshastigheden for den ydede kredit en stor opmaxk-

somhed. Banken er jo i sit vazsen en forretningsbank, og dens kreditter skal have karakteren af

driftskreditter. Derfor strzzber man efter, at enhver kredit mindst bliver omsat 6 gange om året.

For kreditter til landbruget kan man naturligvis ikke operere med denne strenge regel, og ber er

man gået så vidt, at man tillader én omsztning om året. Man har som en gylden bankregel for

rentesatsen følgende formel:’

Hvor D er debitorsummen i mia. og V er omsztningskoeff~cienten. Omsaztningskoefticienten var

for tiden altså omkring 7. Vi fandt at denne rate var forbavsende lav og bad om en forklaring,

fordi den var uforenelig med de erfaringer vi havde fra vart eget kreditsystem.

Den elskvaxdige bankledelse laste gåden for os med et overbaxende smil. Sagen har

sin forklaring i, at der aldrig bliver givet bankkreditter til bb af aktiver i Likvidistan. Foretagere

kan altså aldrig k0be vaxdipapirer så lznge de har en greld til banken, således at rene finansielle

transaktioner (bortset fia udstedelsen af egne vzrdipapirer) overhovedet ikke vedrnrer

foretagemes konti. Her kunne man knap vqre sig mod en felelse af den bitreste misundelse.

Hvor uendelig klartog gennemsigtigt var ikke balancebilledet og bevzgelseme på kontiene under

disse omstaxdigheder. Iwrigt forklarede bankledelsen meget alvorligt, at disse bestemmelser

ikke blot var blevet udformet for at lette bankens overblik, men at Izsningen af J.M.Keynes’

* Vel at mzrke: det er en idealiseret formel for den af likviditeten bestemte markedsrente. Det er pA ingen

mhde en formel der fastlzgger renten optimalt eller ideal SS den muliggor investeringer der tillader fuld

beskzftigelse! Likvidistan er pi dette punkt ikke en d@jt bedre end vores system.

30

“General Theory” i sin tid havde fort ti1 at en indforelse af denne bankregel syntes tilrådelig. Man

havde hetved begramset den aktive foretager ti1 sin egentlige opgave, og det havde vist sig i praksis, at den også virkede meget opdragende på den del af publikum. som forsynet i Likvidistan

havde udpcget som kobcre af aktiver, nemlig ikke-foretageren. Min rejseledsager bemaxkede på

dette tidspunkt: “Dette er uhyre intersssant. Ved den absolutte indskracnkning af kreditten er i det

mindste kreditudvidelse og tvangsopsparing gjort urnuligt i al fremtid. Men er de opsparede

midler som det opsparende publikum Stiller ti1 rådighed tilstrrekkelige til at tinansiere investerin-

geme?“’ Dette sporgsmål satte bankledelsens elskvaxdighed på en stor prove, en prove som den

ikke kunne magte. Bankledelsen anbefalede os at besoge andre interessame indretninger i

Likvidistan, f.eks. Panoptikon og vi anbefalede os. Desvaerre kunne det ikke undgås at der

optrådte en stazrk forlegenhed på begge sider.

Men vi havde også erfaret tilstrzkkelig til, at vi selv ktmne blive klar over hvorledes

systemet fimgerede og begribe den dybere mening i foretagemes egenartede erhvervsetik i

Likvidistan. Der ser foretageme i enhver sparer en mand, som ger dem livet surt, som trykker

priseme og som driver renten i vejret. De kunne investere over 20 mia. om året, uden at

overskride deres kreditlinier, såfremt blot alle foretagere nogenlunde fulgtes ad og ikke-

foretageme ikke kom på den tanke at skulle spare mere. Foretagemes axeskodeks sorger for, at

ingen erhvervsfmlle danner likvide reserver, at han i det mindste, når han ikke ser en mulighed

for at anvende likviditeten inden for sit eget forretningsomrade,og hans gevinst derfor ville

komme til at optrazde i likvid form, ojeblikkelig, deltager umiddelbart,fmansieIt i en andens for-

retning. Kreditvolumet vokser som falge deraf kun under indflydelse af to krzfter: a. ikke-

foretagere sparer op, b. foretagemes udbctahnger til de deltagende produktionsfaktorer stiger som

falge af en u~~s:rdelse af produktionen. Men dette er et moment, som kun har en svag virkning.

Det ses alene af den kendsgeming, at de samlede indkomstindlån, som svarer til produk-

tionsniveauet i Likvidistan, kun udgjorde et belob af2,5 mia. i maksimum og nu1 i minimum altså

i gemremsnit 1,25 mia. Vi erfarede forovrigt senere, at foretageme har ti1 hensigt ikke kengere

udelukkende at udbetale lcmninger ultimo, men at udbetale månedslenninger til den ene halvdel

af de ansatte ultimo og for den anden medio. En betaznkning fra kronjuristen har vist at denne

betalingsmåde er forenelig med statens love. Foretagerne har nemlig regnet ud, at maksimalbe-

lastningen ved Ionudbetalinger vil blive reduceret med 25% på denne måde.

Lad spogen ende her. Blot endnu et par ord om modelkonstruktionen: modellen opstiller

en kreditekonomis ideelle skema, således som det idag gaelder for kreditsystemer der er behersket

af likviditetsprincippet. Keynes opdeler den til rådighed stående pengemaxtgde M i M, og M,,

her er M, ophobede penge i egentlig forstand, medens M, fremstiller den pengemzengde som er

nodvendig af forretningsmressige grunde - Keynes taler her om pengeefierspargsel som stammer

fra omsretnings- og forsigtighedsmotivet. Keynes’ udtryksmåde er ikke saxlig heldig her. fordi

den forer ti1 misforståelser. Med M, betinder vi os nemlig i vilkårlighedens område, medens

21

objektive faktorer spiller en rolle for M,. således at ordet rErsag ville vare merc på sin plads cnd

ordet motiv. Robertson og Viner er snublet over denne forskel i kvalitet. Robertson nataler’: “A

formula which ohscures this by lumping together in the same portmanteau those who desire to

hold more money and those who desire to USE it. does not seem to me helpful towards clarity of

thought.” Og Viner tilslutter sig denne påtale”: “As D.H.Robertson points out in his contribution

to this symposium, the transactions-desire for cash is for cash to be used and not for cash to be

held urursed.” Men dette hug snitter kun modstanderens toj uden så meget som at ridse kroppen.

Det beviser kun at de begge går forbi kemen. For at klargore dette fuldstamdigt, har jeg sat

foretagemes forretningsindlån hg nu1 i modellen, således at omscetningspengene (indlånene) kun

optrreder i den teknisk uundvaarlige udstraakning. nemlig som behovet for cirkulationsmidler i

sammenhazngen med betaling af Ionningeme. Omssetningen mellem foretageme foregår her blot

i form af posteringer på kontokurantkonti. Når alle foretageme i denne forbindelse kun belaster

kontokurantkreditten i et omfang, Sa ingen foretageres konto nogensinde bliver aktiv, men hojst

svinger mellem nu1 og D, hvor D er en vilkårlig debet, så kan den samlede omsztning indenfor

foretagersfzren foregå på et hvilkrt som helst niveau uden at amdre den samlede kreditsum. Der

er aldrig behov for yderligere penge i almindelig forstand, transet hvor stor oms&ningen bliver”‘.

Sammenlagt fordres der kun flere penge, yderligere synlig bankkredit, når lon- og gagesummen

vokser.

Robertson og Viner tilfojer nu folgende materielle påtale ti1 den formelle”“: “It [sc.

transactions-desire for cash = forretningsmazssig pengebehov, M,] must therefore vary positively

with the volume of investment, of income, and of expenditures for consumption. In so far as it

consists of demand for cash from entrepreneurs for business uses, it is but a reflection of their

investment demand for capital. In so far it is a demand for cash from tonsumers who are living

beyond their current income, it is the demand for consumption loans of older theory. Whatever

its origin, demand for Cash for transaction purposes is. dollar for dollar, of equal influence on the

rate of interest as demand for cash for hoarding purposes. The demand for capita1 and the

propensity to save (which is the reciprocal of the propensity to consume) are thus restored - tho,

1 admit, in somewhat modifted and improved fashion - to their traditional roles as determinants

* Robertson, ovenfor, s. 176 f.

** J.Viner, “Mr. Keynes on the Causes of unemployment”. The Quarterly Journal of Economics. Val 51

(1936137). S. 158

*** Maske kan dette lette Hayeks tunge bekymringer over det stigende pagebehov, som falge af en mulig

mindre integreret produktion. no@. Sammenlign, F.Hayek, “Preise ond Produktion” Beiträge zur Konjunkturfor-

schung. 3.W1en 1931. Kap.4,$8.

.... J.Viner, ovenfor, s. 158 f

22

of the rate of interest.” Og”“‘: “It seems clear that, as thus developed, Mr. Keynes’ theory is

simply readmitting by a back door the influence on the rate of interest of that factor, namely the

shape and height of the productivity curve of funds devoted to investment uses, which in its

cruder formulation it set out to exclude. For it is primarily upon that factor that the quantity [sc.

of M] depends.”

Det som Robertson anforer som begrundelse for denne tese viser netop det forkerte i

raesonnementet. Han fottsztter nemlig”: “‘The schedule of the marginal efftciency of capital’, we

were told,‘may be said to govem the terms on which loanable funds are demanded for the purpose

of new investment, while the rate of interest govems the terms on which funds are being currently

supplied.’ Surely this simple formulation would orrly be valid on one of two assumptions: (a) that

the liquidity schedule proper is perfectly elastic (the curve representing it a horizontal straight

line), or (b) that the monetary authority not orrly possesses but is constantly exercising complete

power to hold the rate of interest down to some assigned figure in face of upward movements of

the productivity schedule [sc. of capital]. Now Mr. Keynes holds that except perhaps under

certain limiting conditions of which he ‘knows of no example hitherto’..., the liquidity curve

proper slopes downwards. And yet he pretty clearly does not hold that the monetaty authority

usually behaves as assumed in (b), nor even, 1 think..., that it always both could and ought to

behave in this way. Thus neither of the conditions for the adequacy of the simple formulation is

fulfilled. The influence of productivity has therefore to be readmitted through one or other of the

back doors already enumerated.”

Keynes’ sotning som Robertson angriber og vil gendrive, beviser han netop hermed.

Dette lader sig srerlig godt anskueliggore i vores skema, fordi dette tillader, at to vigtige forlob

og disses monetaere betingelser kan holdes klart adskilt og samtidig forhalges, nemlig a.

varebevaegelseme, indkomstdannelsen såvel som opdelingen af indkomsten i opsparing og

forbrug i foretagersfaeren, b. vareafgangen fia foretagersfmren, indkomstdannelsen og opdelingen

af indkomsten i forbrug og opsparing hos ikke-foretagere. Hvis man en gang fuldstamdig har

forstået forlobene i dette forenklende skema, så byder overgangen fra dette skema ti1 det

komplicerede praktisk givne system ingen szrlige vanskeligheder. Skemaet opfylder for så vidt

ethvert teoretisk instruments grundbetingelser, nemlig til enhver tid at tillade en yderligere

approksimation til virkeligheden.

1 vores model resulterer forlebene under a aldrig i en praktisk folelig pengeeftersporgsel

de rorer overhovedet ikke ved den samlede kreditsum. Men forlobene under b kan medfore

* Robenson, ovenfor, s 182

” sammesteds s. 182 f

23

svingninger i kreditvolumen. det vii sige svingninger i den folelige pengeetierspnrgsel Vi 141

opdele denne pengeeftersporgsel i overensstemmelse med Keynes i M, og M,: M, er i vorcs

skema indkomstindlanene. Mr opsparingsindl5nene. Efterspnrgslen efter hl, stiger. nar der

udbetales mere i lon og gager. eftersporgslen efter M, stiger. når der spares op ud af hanninger

og gager. uden at opspareme Iåner ud direkte. 1 modsztning ti1 Keynes lader vi mangden stige

automatisk i overensstemmelse med eftersporgslens udvikling. Vi forudscetter altså en

gmndlmggende elasticitet men lader samtidig den idealiserede renteformel gzlde. Dette er blot

en anden måde at udttykke det som Keynes mener. Robertson og Viner deducerer nu på folgende

måde: M, stiger når der betales mere i lon og gager. dette sker regelmaessigtpuripassu med inve-

steringeme. ergo frembringer investeringen eller kapitalbehovet for investeringen en fornget

eftersporgsel efter M, renten drives altså i vejret, ergo er Keynes’ tese at kapitalbehovet til

investeringer er uden indflydelse på renten, gendrevet. Det lyder meget plausibelt, men det er blot

en quidpro quo. Stigningen i behovet for M er ene og alene en funktion af beskaeftigelsen såfremt

nominalleningeme er konstante og - dette er meget vigtigt - lonudbetalingemes modus ikke

rendrer sig. Ganske vist svinger beskzftigelsen på sin side regelmressigt i overensstemmelse med

investeringeme, men kun under en bestemt betingelse parahelt med investeringeme: når

forbrugskvoten ikke axber sig og man ser bort fia zendringeme i gramseomkostningeme ved pro-

duktionen. Men hvis f.eks. forbrugskvoten stiger (antag f.eks. at lon- og gagemodtageme sparer

mindre), så vil beskazftigelsen stige ved uforandrede nyinvesteringer. Allerede denne overvejelse

tvinger til at fastslå: behovet for M, er udelukkende en funktion af factor costs og uafhcengig af

de gazldende nyinvesteringers sterrrelse, alts& uafhaxtgig af det lobende kapitalbehov ti1

nyinvesteringer. Korrelatet ti1 en ekspansion i produktionen, under de her gjorte antagelser som

farige af en stigning i forbrugskvoten, er icwrigt en stigning i foretagemes nominal indkomster og

den samlede nominallon. Men vi må falge denne protes skridt for skridt, fordi den endnu rummer

nogle fzlder.

Vi skal satnmenligne to udviklingsforleb. 1. hvorledes ville M, og M, udvikle sig, hvis

investeringeme og forbruget var forblevet uaendret i forhold ti1 udgangspunktet, vi antager

ligesom i det utopiske skema, at Icmmodtagemes opsparingskvote er 5%‘. 2. hvad sker der når

den samlede forbrugskvote stiger, og multiplikatoren foreges tilsvarende? For nemheds skyld

antager vi, at Ionmodtageme pludseligt opharer med at spare. men at foretageme holder deres

udgifter ti1 forbntg konstant.

For at lade effekten fremtrazde helt rent, antager vi endvidere at udbudselasticiteten for

konsumgoder er hg med 1, det er ensbetydende med en antagelse om konstante omkostninger.

Denne teoretiske mulighed krcever folgende yderligere antagelser, at arbejdstiden indtil nu har

. Vi taler her om Icmmodtagere for enkelthedens skyld og mener dermed de indkomster. som. set fia foretageme.

er factor costs.

24

vaxet 6 timer om dagen i forbrugsgodeproduktionen og i industrien der erstatter dennes

produktionsslitage, og at det er muligt at forlmnge arbejdstiden, uden at formindske det reale

arbejdsudbytte pr. time. Den forste felge af den forogede udgifi fra Ionmodtageme ville vaxe et

fald i lagerbeholdningeme, det ville vaxe “disinvestment”. Men foretageme imodegår denne

tendens ved, at de hapver produktionen af konsumgoder så meget at lagrene ikke formindskes.

Forogelsen i lonmodtagemes eftersporgsel er hg med 1120 af deres indkomst. Lad os antage at

multiplikatoren på grund af den samlede forbrugskvote, som er resultatet af antagelsen om at

Imunodtageme ikke sparer op og at foretageme har en konstant nominaludgift er hg 4, så ville

en forlazngelse afarbejdstiden på 4/20 vaxe twdvendig for at haeve produktionen så meget at den

Iobende produktion er hg med den nu givne lobende eftersporgsel. Efterspcxgslen efter M, ville

så stige ti1 120% af det den var for eller med en absolut sum, som svarer ti1 det ftredobbelte af

Ionmodtagemes hidtidige månedlige opsparing. Resultat: produktion og indkomster er steget

betragteligt de samlede nominelle indkomster for hmmodtageme er steget med 20%, og den

månedlige foretagerindkomst stiger praxist med det belsb som lcmmodtageme tidligere sparede

op. M,‘s stm-relse ville automatisk og eo ipso vaxe mindre end den var under det fcrrste

udviklingsforlob. Den potentielle mereftersporgsel efter opsparingsindlån ville jo ved den

normale udvikling svare ti1 ltmmodtagemes årlige opsparing. Som falge af forandringen i

forbrugskvoten ser foretagemes kreditsituation nu ud på ferlgende måde: mereftersporgsel efter

M,: 1/5 M,, mindre eftersporgsel efter M,: 12/20 af M,. Det samlede kreditbehov er altså nu

faldet med 2/5 M,. M, er ikke malt som en gennemsnitsstorrelse, men målt som den maksimale

storrelse nemlig den som svarer ti1 den samlede udbetalte Iemsum ved mårredens afslutning.“’

De forandringer som ville opstå hvis vi varierede de enkelte gjotte betingelser, altså

teks. ikke laangere antog at produktionen havde en elasticitet på 1, er lene at beregne. Men for

argumentationen er det fuldstamdig overflodigt; jeg overlader derfor dette til vart fags regne-

kunstnere og håber derved at fortjene deres tak, ved at jeg ikke har bergvet dem dette arbejde og

denne fornojelse. Men det kmme hamde, at disse ikke blot ville indskrmnke sig ti1 at Iose

regneopgaven, men også ville forsege at taanke videre. For at forebygge eventuelle fejl i den

forbindelse skal folgende bemaxkes: hvis nogen skulle komme på den tanke, at der under de

antagne betingelser ville ske en stigning i kapitalens virtuelle gramserentabilitet, og at renten

måtte falde, og, som falge af disse antagelser, at konstante investeringer ville vaxe urnulige, så

må man huske på, at det intet har at gore med det som jeg vi1 bevise. Min praasumptive kritik ville

nemlig kun bevise, at beskaeftigelsen netop fordi investeringeme ikke er konstante men stiger,

ville stige endnu mere, eftersporgslen efter M, vi1 derfor blive endnu storre, det vi1 vrrre fuldstmn-

dig rigtig blot vi1 det ikke have noget med sporgsmålet at gore. Jeg behover ikke engang at

henvise til, at en meget stor stigning i investeringeme ville vaxe nodvendig, for at ophmve den

implicitte besparelse på M, og derved igen fremkalde den oprindelige lave likviditetsgrad i

25

systemet. Min udlcdning. og det vii jeg gemc henvise til, gendriver iovrigt Robertsons spottcnde

kritik af afsnit IV i det 15. kapital i Keynes’ “General Theory”‘.

Sluttelig kan vi også i grove Irrok antyde de modifikationer. som ville vart nodvendige

hvis vi antager et kreditsystem som det herskende. 1 det faktisk givne system bliver storstedelen

af hannen og gager udbetalt kontant; forandringeme i efiersporgslen efter kontanter tages der.

efter de herskende likviditetsregler, meget stazrkere hensyn til end til forandringen i indlån.

Ligesom i Likvidistan tager bankeme hos os meget strerkt hensyn til omsretningen af kreditteme.

Man Iazgger vazgt på at debitoreme holder sig flydende og at kreditten ikke fryser inde. Lazg

mazrke til den modsztning der er mellem denne måde at forholde sig på og så de krav den klassi-

ske teori Stiller! Bankeme er mere villig ti1 at yde kredit jo storre omsztningen er på debitorkon-

toen og omvendt. Men netop en hurtigere omsztning viser at der er en stigende aktivitet og

stigende investeringer. og altså også stigende eftersporgsel efter kapital i klassisk forstand. Og

omvendt viser en langsommere oms&rting på kontiene, at der bliver investeret mindre realt. Fordi

kreditteme fryser inde reagerer bankeme på dette med det staerkeste tryk på kundeme, de

forkorter kreditten og forhojer renten. Den moderne klassiske teoretiker foler sig stillet overfor

disse omstamdigheder, foranlediget til at erklaere: markedsrenten er korrekt, altså lig normalren-

ten, når pengemaengden bliver holdt fuldstamdig konstant. 1 dette tilfzlde hazvdes pengene at

vaere neutrale, og kurr den zgte opsparing bliver stillet til rådighed for investeringeme. Men

naappe har han fotmuleret denne maksime, så er han tvunget til at tilfoje: det gaelder naturligvis

for den effektive pengemamgde, det vil i praksis sige: ikke M men MV, det vii sige at vaerdien

afomsaztningen skal holdes konstant. Med det udgangspunkt som den statiske teoretiker har, er

det også en firldstamdig tilstrazkkelig betingelse; det indebzrer: at ekonomien er i ligevazgt med

fuld besk&igelse ved en konstant befolkning. når alt forbliver det samme. Keynes’ bidske ord

er montet netop på dette”: “But at this point we are in deep water. ‘The wild duck has dived down

to the bottom - as deep as she can get - and bitten fast hold of the weed and tangle and all the

rubbish that is down there. and it would need an extraordinarily elever dog to dive after and tish

her up again.“’ Denne vidunderlige maksime “pengemamgdens konstans” er, uden at den klassiske

teoretiker er klar over det, en eksakt formulering af likviditetsteorien for et bestemt tilfaelde,

nemlig det graansetilfazlde som er det eneste den statiske teori behandler. Men hvad maksimet

betyder i den reale ekonomi ved en udgangssituation på lad os sige 5 mill. arbejdslose, det er kurr

Hayek i stand til at begribe. Men med al respekt for hans fremragende dialektiske begavelse vover

jeg at betvivle. at han kan svare på folgende intrikate sporgsmål; hvorledes havde egentlig

pengeokonomien kunnet udvikle sig, hvis det vidunderlige og alligevel evige og almengyldige

princip om pengemzngdens konstans havde vazret overholdt fra den allerforste begyndelse.

* jzvnfcw Robertson, ovenfor. ~181 f., Anm.7

.’ Keynes “Allgemeine Theorie” se ovenfor. s. 14. (s. 183 i den engelske udgave ovs. anm.)

26